Klik her - BKF

Terry Haggerty i Paintbox Extensions
visuelle rum kan jo påvirke kirkens brugere på en
anden måde end ordet. Både erkendelsesmæssigt
og sansemæssigt.
DEN ÅBNE MALERKASSE
M: Hvordan blev det første Paintbox projekt i sin
tid til?
Michael Mørk. Jeg kan huske, at vi sad på en
bænk et sted i Sverige måske, og snakkede om at
der ikke skete noget i Kbh. Der opstod ideen -
RC: ”Vi gør det bare selv”. Det ligger tilbage i slutningen
af 1997.
M: Hvad gør man så, når man har besluttet, at ”det
gør vi bare”?
MM: Så begynder man at præcisere, hvad det er,
man savner at se. Vi ville gerne se nogle separatudstillinger
i stedet for de evige gruppeudstillinger.
Og vi kunne godt tænke os, at de lå i tematisk
forlængelse af hinanden, sådan at man lavede et
forløb med kunstnere, der gjorde sig nogen af de
samme overvejelser. Det blev til 6 forskellige kunstnere
over 7 måneder.
M: Hvordan vælger man ud? Eller rettere fra?
RC: Der er nogle ting, der skal falde i hak. Der er jo
mange kunstnere, vi gerne vil have med, men projektet
må have en vis bredde og række ud over egne
og vante cirkler. Især Paintbox E. hvor vi har udenlandske
kunstnere med, og hvor vi i det hele taget
har valgt en helt anden struktur, fordi projektet er delt
op i to faser. Kunstnerne skal ligge tæt, men ikke
for tæt op af hinanden, på den måde skal projektet
pege i flere retninger, hvis man kan sige det
sådan.
MM: Et andet aspekt er, at tiderne skifter. Det
første Paintbox kom lige efter Kulturby 96, hvor vi
oplevede en velvillig indstilling fra fondenes side. I
dag er tendensen ændret. Jeg tror, det er lettere at
lave en Hammershøi udstilling end en udstilling som
Paintbox E. Tingene er blevet mere konservative,
Michael Mørk i Paintbox Extensions
og nogle af de bevillinger, der før fandtes indenfor
kommunen til kunst og kultur støtter ikke længere
et smalt projekt som Paintbox E. I offentligheden
taler man jo meget om, at erhvervslivet gerne vil
samarbejde med kunstnere, og at det bare er
kulturen, der ikke evner at tage imod. Den hoppede
vi på! Vi syntes jo, at det var oplagt for en virksomhed,
der arbejdede internationalt at sponsorere et
projekt som det her, der jo er internationalt. Men
der var ingen respons.
M: Jeres oplevelse er altså, at der ikke er så meget
i det med erhvervsliv og kunst, som der tales så
meget om?
RC: Ja, det er der overhovedet ikke. Vi har virkelig
søgt mange private fonde og kontaktet mange
firmaer og gjort et stort arbejde og umage med at
sende skriftligt materiale og tilbyde dit og dat - men
nej. Det private erhvervsliv støtter kun noget, der
lægger meget tæt på deres produkt.
M: Hvad er forskellen på Paintbox og Paintbox E.?
MM: Den store forskel er, at det nu er meget mere
perfektioneret. Vi har en tredje person, kunsthistoriker
Trine Møller Madsen, som tager sig af pressen
og er en sparringpartner, som står udenfor det felt,
vi gør. Vi har forsøgt at tage afsæt og ændre signal.
Det første katalog havde tekster af kunstnere,
hvor vi nu har fået to kunsthistorikere til at skrive.
Det handler om ikke at være så bange for at vedkende
sig, at vi er kunstnere, og vi har brug for en
udenforstående, men samtidig faglig person. Trine
har været med lige fra staten og skal skrive katalogtekst
til både Paintbox E. og til Ruths projekt
med Figentræet, så hun får også en rolle i det.
Vi har også været heldige med rummet her, der
åbner sig ud mod gaden. Vi har lagt vægt på, at det
formelle: pressekontakt, hjemmeside osv. er helt i
top. Det er en erfaring, man får efter at have været
del af så mange gode projekter, der aldrig nåede
ud over skrivebordet.
M: Hvad kan I, som gallerierne ikke kan?
RC: Vi kan give et frirum, vi beder ikke om en blå
eller grøn. Og så får kunstnerne en kunstnerisk
sammenhæng at blive set i. Tidsforløbet betyder
meget, man er en del af en sammenhæng, og der
kommer et katalog. Vi har sagt til kunstnerne, at vi
kan skabe en base og et koncept, men vi er ikke
kommercielle, vi kan ikke sørge for, at de bliver
promoverede udover at der bliver sendt pressemeddelelser
ud. Vi henviser gerne til de respektive
kunstneres gallerier, vi er ikke en konkurrent til
gallerierne.
MM: Vi har lagt os et sted, hvor hverken museerne
eller gallerierne kan være med. Ingen af de institutioner
kan lave et forløb, der går i dybden på den
måde og over så lang tid med den her type kunst.
Den kunst, vi laver og viser, er smal og derfor svær
at sælge. Det danske Kunstakademi har vist stor
interesse, og vi har været derinde et par gange og
fortalt om projektet og der kommer mange til vores
åbninger. Det falder også i hak med tiden, hvor
mange unge maler igen – så interessen er der. Der
har også været mange arkitekter.
M: Der er langt fra den første tanke, I får, til I får
samlet en gruppe, søgt fonde og endeligt realiseret
udstillingen. Hvad er jeres erfaringer med den
proces?
RC:. Det vigtige er, at man får formuleret konceptet
meget præcist og får søgt fondene i den rigtige
rækkefølge. Når nogle vigtige fonde har støttet
projektet, er det lettere at få andre med, for de vil
gerne ses sammen med de store fonde. En god
portion strategi er nødvendigt, så det hele skal
være på plads i ansøgningen. Det kan godt tage
lang tid, men et grundigt forarbejde er en uvurderlig
hjælp senere.
Det har været meget lettere at skaffe penge til
kirkeprojektet end til Paintbox E. ,og det er helt
sikkert, fordi kirken ligger bag. Paintbox E. har
jo ingen institutioner bag sig, og det har været
18
ekstremt svært at skaffe penge. Men jo mere
præcist man har tingene på plads fra begyndelsen,
jo bedre, så man viser, at man har tænkt over det
hele, og de får tillid til, at det bliver professionelt
gennemført.
M: Hvordan hænger det at være arrangør sammen
med det at have en kunstnerisk praksis selv?
MM: Man skal ikke se det at arrangere som en
adskilt del af den kunstneriske praksis. Nogle kunstnere
synes, at det er lidt synd for os, at vi skal sidde
og passe andres udstillinger, eller vaske gulv for en
anden kunstner. Men for os handler det jo om, at
der er nogen ting, vi gerne vil se.
Somme tider tænker man selvfølgelig, om man
bare er en art-lover.
M: Får man også noget tilbage til sin egen praksis af
at arbejde sammen med andre kunstnere og reflektere
over andre kunstneres værker og metoder?
RC: Ja, i høj grad, men de to projekter er meget
forskellige. På Paintbox E. har det været en fantastisk
dimension at få den udenlandske kontakt,
og på kirkeprojektet har det været en meget stor
oplevelse at få indblik i nogle andre kredse og
miljøer end dem, man normalt bevæger sig i. Vi er
19
fem meget forskellige kunstnere, og det har været
givende at udveksle. Også kontakten til provstiet og
kirkerne har været god og erfaringsrig.
Jeg får jo også kontakter. Og det er mere tilfredsstillende
end at gå hjemme og vente på, at nogen
ringer og inviterer én. Her laver man sin egen
dagsorden, man bestemmer selv, hvordan man
synes tingene skal være. Mht. kirkeprojektet har
vi jo fået noget op at stå, som ellers aldrig kunne
være muligt. Vi har fået skabt en base, hvor vi som
kunstnere får lov til at gå ind i kirkerummet og ”eksperimentere”
- det er da en glimrende mulighed - og
en fantastisk erfaring at få som kunstner.
RC: På Paintbox E. er os, der sætter dagsordenen.
Det er ikke et kollektiv. Det er så også os,
der vasker gulvet og passer udstillingerne. Vi er
få beslutningstagere, hvilket som bekendt gør
arbejdsgangen lettere. Mange gange er der måske
projekter, der strander, fordi man simpelthen ikke
kan blive enige eller fordi engagementet og ansvaret
forflygtiges.
Vi har forskellige forcer og dermed forskellige
arbejdsområder. Desuden er vi ret enige om, hvordan
vi gerne vil have tingene, og tit foregår diskussionerne
eller aftalerne hen over spisebordet eller
på cyklen ved lyskrydset. Det er jo en fordel!
Ruth Campau: Udstillingen "70.02 Read Yourself", Gentofte Bibliotek, januar 2004
M: Har I nogle gode råd til andre kunstnere, der
har fået en idé, og nu overvejer at gøre den til
virkelighed?
RC: Man kan have så mange gode ideer, men det
faktisk at gøre noget ved det, at sætte sin egen
dagsorden, det er en stor tilfredsstillelse, i stedet
for at gå rundt og brokke sig, og tænke hvorfor
sker der ingenting, hvorfor tog de de andre osv.
Det kan godt lade sig gøre selv at ændre tingene,
og det giver tilbage, både erfaringsmæssigt og
kontaktmæssigt. Hvis jeg ikke havde passet min
egen udstilling på den første Paintbox udstilling, var
jeg måske aldrig kommet i dialog med Anne-Mette
Gravgaard, og så var Kirkeprojektet ikke blevet til
noget. Så man skal ikke være så bange for at give
noget af sig selv. Det kommer tilbage.
MM: Man skal lave det, man gerne vil se. Men man
skal være indstillet på, at der er meget arbejde, og
at det er en lang proces. Men så er der også en
stor tilfredsstillelse i det. Hvis man brænder for noget,
skal man smøge ærmerne op og gå i gang. Det er
meget bedre og sjovere end at gå og være sur.
Mai Misfeldt, cand.mag., kunst- og litteraturanmelder
og freelancer