[pdf] Indholdsfortegnelse - Ergoterapeutforeningen

Indholdsfortegnelse
Problembaggrund ....................................................................................................4
Litteratursøgning.........................................................................................................................9
Problemformulering ..............................................................................................10
Begrebsafklaring.......................................................................................................................10
Projektets formål og målgruppe............................................................................11
Det teoretiske rum..................................................................................................12
Occupational Performance Model, Australia (OPM).................................................................12
Occupational Science................................................................................................................13
Occupational injustice...........................................................................................................13
Carlos E. Sluzki........................................................................................................................14
ICD-10......................................................................................................................................15
Rehabilitering...........................................................................................................................15
Design......................................................................................................................17
Idealdesign................................................................................................................................17
Etiske overvejelser................................................................................................................19
Realdesign................................................................................................................................20
Respondenter........................................................................................................................20
Afvigelser fra idealdesign......................................................................................................21
Databearbejdning...................................................................................................22
Dataklargøring..........................................................................................................................22
Analyse af data .......................................................................................................23
Inden flugten.............................................................................................................................23
1. Den forberedende fase...........................................................................................................24
2. Selve flugten.........................................................................................................................24
3. Overkompensationsfasen.......................................................................................................25
Fratagelse af meningsfulde aktiviteter...................................................................................25
Roller i familien....................................................................................................................26
4. Dekompenseringsfasen..........................................................................................................26
Rolleskift i familien ..............................................................................................................27
1

Manden taber sin rolle...........................................................................................................27
Kvinden får nye roller...........................................................................................................29
Børnene – fanget mellem to kulturer.....................................................................................30
Følger af traumatiseringen.....................................................................................................31
En anderledes sygdomsopfattelse..........................................................................................32
5. Transgenerationsfasen...........................................................................................................32
Forsøg på at genopbygge familiemønstre og roller................................................................32
Omgivelsernes indflydelse på aktivitetsudøvelse...................................................................33
Manglende imødekommenhed fra omgivelserne....................................................................34
Sammenfatning af flugtprocessen ud fra Occupational Science.............................................35
Rehabilitering...........................................................................................................................35
Vurdering af anvendte metoder og teorier.................................................................................39
Den forstående forskningstype..............................................................................................39
Case-studie............................................................................................................................39
Tekstkondensering................................................................................................................39
Teorier..................................................................................................................................40
Kildekritik.............................................................................................................................40
Validitet og reliabilitet ..........................................................................................................40
Konklusion..............................................................................................................42
Aktivitetsproblematikker...........................................................................................................42
Hvordan kan aktivitet og deltagelse indgå i rehabiliteringen af traumatiserede flygtninge?........43
Aktivitet og deltagelse kan bruges til at mindske symptomer på PTSD..................................43
Aktivitet og deltagelse kan hjælpe til at strukturere hverdagen..............................................44
Aktivitet og deltagelse kan bruges til at finde flygtningens ressourcer...................................45
Aktivitet og deltagelse kan fremme psykiske, kognitive, fysiske og sociale færdigheder........45
Sammenfatning.....................................................................................................................46
Vurdering af udsagnsstyrke.......................................................................................................47
Diskussion og perspektivering...............................................................................48
Implementering af ergoterapi i praksis...................................................................................48
Ergoterapi i forhold til samfundsdebatten..............................................................................51
Debatten i Folketinget...........................................................................................................52
Forslag til yderligere studier......................................................................................................53
2

Formidling ..............................................................................................................54
Litteraturliste
Bilagsfortegnelse
3

Problembaggrund
I dag er der godt 430.000 indvandrere, flygtninge og efterkommere i Danmark, svarende til ca. 8%
af befolkningen. Trefjerdedele af dem kommer fra tredjelande, dvs. lande udenfor Norden, EU og
Nordamerika. Det er den gruppe, der er størst politisk opmærksomhed rettet mod, og det er samtidig
den gruppe, der har sværest ved at blive integreret i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet
(Runge 2005). 20-30% af flygtningene er traumatiserede og heraf har en tredjedel været udsat for
tortur (traume 2007).
Det er vanskeligt, at få overblik over, hvor mange af de flygtninge, som kommer til
Danmark, der har været udsat for tortur af en sådan form og i et sådant omfang, at de
får varige skader og problemer med at fungere i hverdagen.
(Eschen et al. 2002: 208).
Formålet med tortur og systematiseret vold er oftest ikke at få informationer ud af offeret, men at
nedbryde personligheden, så han/hun efter løsladelsen kan tjene til skræk og advarsel for andre. At
blive underkastet tortur har for den pågældende derfor nogle meget alvorlige konsekvenser
(Montgomery 2005).
At være torturoffer og flygtning på samme tid er at bringe et menneske i en situation,
hvor ekstrem stress, tab og eksilets skuffelser, indgår i en organisk sammensværgelse
om at nedbryde den individuelle autonomi, handlekraft og det naturlige behov for at hævde
sig på egne og det sociale fællesskabs vegne, som man føler en tilknytning til. Selvet og
identiteten angribes ind til den inderste kerne, og jeget sættes midlertidigt ud af funktion.
(Jørgensen 1998: 114)
Den typiske lidelse som følge af et markant traume er Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD) De
klassiske symptomer på PTSD er manglende koncentrationsevne og hukommelse, angst, mareridt,
flash-backs, isolationstendens, depression og en følelse af at have ændret personlighed. (Eschen
2002)
Udover de traumatiske oplevelser er der yderligere stressfaktorer. For manges vedkommende er der
uvisheden om opholdstilladelse - får de lov at blive eller bliver de udvist? Hvad med deres
mand/kone og børn?
4

Der er med andre ord tale om en tilstand, som ikke lader sig kategorisere under en enkelt
diagnostisk kategori, men som må forstås ud fra sin komplekse sammenhæng. Sker dette
ikke, risikerer man let enten at fejlbehandle eller, ved ensidig fokuseren på en enkelt
dimension, at foretage et stykke Sisyfosarbejde, når man som professionel hjælper indgår i
et behandlerforhold til en torteret flygtning. Psykoterapi har kun ringe effekt, hvis der ikke er
etableret en relativt sikker og tryg ramme omkring klienten, men på den anden side kan
tilbudene om uddannelse og arbejde, ofte virke meningsløse, uden at traumerne, tabene og
skuffelserne bearbejdes, og de fysiske skader og gener behandles. Dette kræver en
tværfaglig indsats, som ikke blot indebærer faglig ekspertise, men i mindst lige så høj
grad en respekt for dette menneske, den baggrund og de lidelser, han bringer med sig.
Samtidig er det vigtigt at respektere, at den torterede flygtning ikke kun er et torturoffer eller
en torturoverlevende. Han er heller ikke blot et menneske i eksil, en iraner, palæstinenser,
bosnier eller tyrker. Han er også et menneske med sin helt særegne historie, hvor noget af
det allervigtigste er at forstå, hvordan han selv har oplevet traumerne, tabene og
skuffelserne, og hvilken mening han tillægger dem i netop hans liv. Ikke blot for hans skyld,
men også for vores egen, vores samfund og humanismens skyld.
(Jørgensen 1998: 114)
Udover at være traumatiserede er de også fremmede i en ny kultur.
Mødet med den fremmede kultur giver ofte anledning til, at flygtninge forstærker
dyrkelsen af deres tidligere levevis, deres religion og rituelle handlinger, hvilket er en
måde at kompensere for det omfattende tab på. Dette svækker imidlertid evnen til at etablere
nye tilknytninger. Omvendt ser vi også i de vestlige samfund en stærk tendens til at sætte
hindringer i vejen for integration i kraft af de lange ventetider på asyl, etablering af helt
tilstrækkelige rammer for, at flygtningene kan udvikle nye interesser og færdigheder i
modtagerlandet og manglende evne til at imødekomme flygtningenes behov generelt.
Følelsen af ikke at være velkomne i modtagerlandet forstærker følelsen af tab, ligesom
fjendtligheden og kontaktløsheden forstærker oplevelsen af mistillid. Modtagerlandets
umyndiggørelse af flygtningen ved at hævde dets totale kontrol og magt forstærker ligeledes
5

følelsen af magtesløshed, håbløshed og passivitet, følelser som for mange kendes alt for
godt fra fængslerne og torturen i hjemlandet.
(Jørgensen 1998: 113)
Mange af de flygtninge der kommer til Danmark, har et behov for rehabilitering som følge af de
traumatiske oplevelser i hjemlandet. De traumatiserede flygtninge sidder ofte i asylcentrene med et
akut behandlingsbehov i op til flere år, da man i Danmark ikke kan få behandling, med mindre man
har opholdstilladelse (RCT 2007).
Where they should be working, making solid friendships, getting married and having
families, they are instead struggling to fill the hours in their days and feeling that they
exist on the margins of society.
(Smith 2005: 475)
Får flygtningene opholdstilladelse kan de da henvises til et rehabiliteringscenter for torturofre, hvor
der typisk er 1 – 2 års ventetid (RCT 2007).
Torturofre mangler kontrol over sig selv og er ude af stand til at foretage valg i deres
tilværelse, og det forværrer deres tilstand at skulle vente.
(Støttrup 2005)
Mange af rehabiliteringscentrene bygger deres behandling på et tværfagligt samarbejde.
De mest anvendte faggrupper er:
• Fysioterapeut som tager sig af de fysiske skader og angstbehandling.
• Psykolog som tager sig af traumebearbejdning.
• Socialrådgiveren som tager sig af de praktiske forhold.
Derudover er der de fleste steder tilknyttet tolke, frivillige, lægekonsulenter og psykiatere. Enkelte
steder arbejder der desuden værkstedspædagoger (RCT 2007).
6

Ofte er hele familien ramt, selvom det er forældrene der er primært traumatiserede. Børnene er
såkaldt sekundært traumatiserede, hvilket vil sige at de ikke selv direkte har været vidne til den
traumatiserende begivenhed, men er blevet påvirket af forældrenes reaktioner (Petersen 2006).
En i udviklingsperspektiv væsentlig kilde til sekundær stress for børn er de
posttraumatiske forstyrrelser i forældrefunktionen. Tab af eller separation fra
forældre kan være direkte følger af de traumatiske begivenheder, men også forstyrrelser i
forældrenes opmærksomhed over for deres børn og andre begrænsninger i forældre evnerne
kan resultere i væsentlig sekundær stress.
(Montgomery 2005: 77)
Der findes ikke egentlige behandlingstilbud for børnene. De får gennem familiebehandlingen
psykoedukation, men skal der tages hånd om deres egne problemer skal dette ske hos en psykolog
uden for centrene (RCT 2007).
Pårørende og andre i kontakt med de traumatiserede kan blive påvirket til sekundær traumatisering.
Allerede i hjemlandet sker der strukturelle ændringer i familien. Oftest er det manden der fængsles
og konen efterlades med det fulde ansvar for børnene. Når familien senere bliver genforenet, evt. i
eksil, skifter familiebalancen igen (Montgomery 2005). Her er der tale om tab og ændringer af
aktivitetsroller.
En aktivitetsrolle har sin historie og ændres med alder, evne, tid, kultur, normer og
omstændigheder, og der kan opstå tab af roller og tilførsel af nye roller for en person.
Det enkelte menneske har flere roller i dagligdagen, hvor der også udover den
personlige betydning er indbygget en social tilpasning, accept og funktion.
(Madsen 2002: 17)
The loss of role and identity cannot be underestimated, nor the speed at which people
can feel deskilled. Being left with too much time on your hands can be very difficult to
manage for people with a bleak and uncertain future and with painful and frightening
images of the past.
(Smith 2005: 475)
7

Ofte ankommer de til modtagerlandet med ingen eller kun ganske få ejendele, dvs. uden de
symboler, som giver dem en personlig identitet. Tabet er dog langt mere omfattende end
de personer og ting, den torturoverlevende må efterlade som flygtning. Det sprog, man
har lært sig fra barnsben, rækker ikke længere som kommunikativt redskab i det nye
samfund, den rolle og status, personen tidligere havde i sit hjemland, går tabt, personens
politiske identitet rives ud af sin sammenhæng, ligesom rammerne omkring personens
religiøse tilhørsforhold mistes.
(Jørgensen 1998: 112)
They may have to deal with role redefinition and/or generational conflicts due to culture
shock.
(Grant 2006: 19)
Mennesker har et medfødt behov for at deltage i meningsfulde aktiviteter, da aktiviteterne spiller en
helt central rolle for menneskets sundhed og velvære. (Madsen 2002)
Der er et dialektisk forhold mellem menneskets konkrete aktivitet og deltagelse i
hverdagslivet og sundhed, udvikling og livskvalitet. Aktivitet og deltagelse påvirker og er
med til at fremme og hæmme eller forhindre livskvalitet og sundhed, ligesom livskvalitet og
sundhed påvirker og er med til at fremme, hæmme eller forhindre hensigtsmæssig aktivitet
og deltagelse.
(Bendixen et al. 2003: 140-141)
Occupational science beskriver hos mennesker et medfødt behov for at deltage i aktivitet.
Traumatiserede flygtninge er mennesker der er blevet begrænset i deres fysiske, psykiske og sociale
funktionsevne som følge af udefra kommende faktorer. Altså mennesker der er udsat for
occupational deprivation (Runge 2005). Occupational deprivation har indvirkning på aktivitet og
deltagelse i hverdagslivet. Når disse udefrakommende faktorer medfører at flygtningene er
forhindrede i at udføre ønskede og nødvendige daglige aktiviteter over en længere periode,
forværres traumet. De er ofre for occupational injustice og fratages hermed muligheden for at
8

deltage i meningsfulde aktiviteter som er nødvendig for overlevelse, sundhed og velvære - det er en
menneskerettighed (OOFRAS 2007).
Fremmede lever et udsat og marginaliseret liv. Kulturforskelle, sprogproblemer og et
dårligt socialt netværk er mentalt stressende og kan føre til psykisk sygdom og
kriminalitet. Det er de samme forhold, som gør danskere psykisk syge.
(Ebling 2004)
Litteratursøgning
I vores søgning efter litteratur om ergoterapi, aktivitet og deltagelse indenfor rehabilitering af
traumatiserede flygtninge, har vi fundet, at der ikke findes egentlig litteratur omkring emnet. Vi
fandt to artikler fra ergoterapeutiske fagblade der omhandler traumatiserede flygtninge. Udover
disse omhandler litteraturen, vi har fundet, udelukkende rehabilitering af traumatiserede flygtninge
med indsats fra andre faggrupper.
Søgeprofil forefindes i bilag 1.
9

Problemformulering
Hvordan kan aktivitet og deltagelse indgå i rehabiliteringen af traumatiserede flygtninge?
Begrebsafklaring
Aktivitet
Aktiviteter er gøremål for at udføre bestemte opgaver. Aktiviteter har altid en betydning. Aktiviteter
kan udføres alene eller i grupper. Aktivitet foregår på et bestemt tidspunkt, et bestemt sted og i en
bestemt social og kulturel livssituation. Aktiviteter er af en bestemt art, danner et bestemt mønster
og udtrykker bestemte livsformer (Bendixen et al. 2003). Aktiviteter er med til at skabe struktur på
hverdagen og tilfører livet meningsfuldhed.
Deltagelse
Det er via daglige aktiviteter at mennesker deltager i hverdagslivet og samfundslivet. I
deltagelsesdimensionerne indgår de livssituationer og sociale sammenhænge, en person er
involveret i og har adgang til i forbindelse med udførelsen af daglige aktiviteter. (Bendixen et al.
2003)
Deltagelse i aktivitet inddrager hele personen, krop, sind og sjæl, og definerer hvem vi er.
Rehabilitering
Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og
fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få begrænsninger i sin fysiske,
psykiske og/eller sociale funktionsevne, igen opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger består af en koordineret,
sammenhængende og vidensbaseret indsats (MarselisborgsCentret 2004).
Traumatiseret flygtning
Med traumatiserede flygtninge forstås flygtninge, der har været udsat for traumatiske hændelser,
som har medført så alvorlige psykiske, fysiske og sociale problemer, at det gør personen ude af
stand til at profitere af ordinære behandlings-, integrations- eller revalideringstilbud. (RCT 2007)
10

Projektets formål og målgruppe
I forbindelse med et tidligere forløb i uddannelsen har vi set nærmere på rehabiliteringen af
traumatiserede flygtninge. Det fangede vores opmærksomhed, at der ikke er ret meget fokus på
aktivitet og deltagelse i dette regi. Derfor finder vi det relevant, gennem interview af faggrupper der
arbejder med denne klientgruppe, at undersøge rollerne i en flygtningefamilie, for at få et billede af
hvordan flygtningenes situation ser ud nu, og hvordan den så ud før de flygtede. Dette for at se på
hvilke faktorer der ligger til grund for deres aktivitetsproblematikker. Denne viden vil vi
sammenholde med vores viden om rehabilitering for, at se på hvordan aktivitet og deltagelse kan
indgå i rehabiliteringen, hvilket er det primære formål med undersøgelsen.
Formålet med projektet er at skabe fokus på aktivitet og deltagelse indenfor flygtningeregi.
Vores målgruppe for projektet er derfor faggrupper der, på nuværende tidspunkt, arbejder med
rehabilitering af traumatiserede flygtninge i Danmark, samt mennesker, der har en interesse for
dette område.
11

Det teoretiske rum
De referencer vi har valgt at bruge, har hver især elementer, der hjælper os til at belyse vores
problemformulering.
Occupational Performance Model, Australia (OPM)
Modellen skal ses som dynamisk, ikke lineær. Den er heterarkisk, hvilket vil sige at de forskellige
områder i modellen er afhængige af hinanden således, at hvis der sker en ændring ét sted, påvirker
det andre steder i modellen, og det får dermed indflydelse på aktivitetsudøvelsen.
Vi vælger at udarbejde interviewguides med inspiration fra OPM’s begreber, fordi vi, i vores
databearbejdning, primært vil se på flygtningenes aktivitetsroller. Begrebet knytter sig til
menneskets daglige aktivitetsudøvelse. Aktivitetsroller er et mønster af aktivitetsadfærd sammensat
12

af aspekter fra både egen omsorg, produktivitet/arbejde, hvile og fritid. Rollerne er opfattelsen af
sin egen identitet, de er bestemt af personen selv og de påvirkes af individuelle person- og
omgivelsesforhold (Madsen 2002). Ændringer i person- og omgivelsesforholdene kan medføre
aktivitetsproblematikker.
I dataklargøringsprocessen tekstkondenserer (Launsø et al. 2005) vi rådata ud fra modellens
grundantagelser for, at skabe struktur på de data vi anvender i vores egentlige databearbejdning.
I databearbejdningen vil vi primært have fokus på de traumatiserede flygtninges aktivitetsroller, før
og nu, da ændringerne af disse berører deres hele situation og hermed aktivitet og deltagelse i
hverdagen.
Occupational Science
Occupational Science er et videnskabeligt forskningsområde, der, med fokus på menneskelig
adfærd, undersøger aktiviteters betydning for mennesket.
De mener at mennesker fra naturens side er formet, af de aktiviteter de deltager i. Mennesker har
brug for, at være i aktivitet af forskellig art og med forskellige formål. Muligheden for at kunne
deltage i forskellige aktiviteter er determinant for sundhed. (Townsend et al. 2004)
Occupational injustice
Visse livsvilkår fratager mennesket mulighed for aktivitet og deltagelse, hvilket fører til
occupational injustice, det vil sige manglende mulighed for, at imødekomme de medfødte behov
man har for, at deltage i meningsfulde aktiviteter.
Occupational injustice fører til occupational deprivation, -imbalance og -alienation. (Townsend et
al. 2004)
Occupational deprivation
Langvarig udelukkelse fra at deltage i nødvendige og meningsfulde aktiviteter, som skyldes
faktorer, der er udenfor den enkeltes kontrol. (Runge 2005)
13

Occupational imbalance
En uligevægt i balancen mellem fysisk aktivitet, mental aktivitet, social aktivitet, spirituel aktivitet
og hvile. Denne uligevægt fører til manglende velvære og livskvalitet. (Townsend et al. 2004)
Occupational alienation
Når et menneske oplever sin hverdag som værende uden mening og formål. (Townsend et al. 2004)
Vi anvender begreberne fra occupational science til at se på flygtningenes adfærd i forbindelse med
de ændringer, der sker i hverdagen før og efter flugten. Ændringer der sker i mennesket såvel som i
omgivelserne. Vi har fokus på betydningen af aktiviteter og dermed også på
aktivitetsproblematikkerne.
Carlos E. Sluzki 1
Sluzki har udarbejdet en model 2 , der beskriver, hvilke faser flygtninge eller indvandrere typisk
gennemgår ved flugt fra deres hjemland og ankomst til et nyt land.
Der er 5 faser:
1. Den forberedende fase
2. Selve flugten
3. Overkompensationsfasen
4. Dekompenseringsfasen
5. Transgenerationsfasen
(Sluzki 2007)
Under databearbejdningen vil vi analysere ved at trække relevante data ind under hver fase for, at
synliggøre hvad de indeholder/indebærer for flygtningene. På den måde får vi et overblik over
flygtningenes hele situation og de faktorer, der berører deres aktivitetsudøvelse. Hermed er vi i
stand til at kunne udforme aktivitetsproblematikker.
1 Professor i klinisk psykologi og adfærdsvidenskaber
2 Modellen (1979) er generel og uafhængig af kulturspecifikke forhold.
14

ICD-10
De diagnostiske kriterier for Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD) er følgende:
A. Tidligere udsættelse for exceptionel svær belastning (af katastrofekarakter).
B. 1) tilbagevendende genoplevelse af traumet i ”flashbacks”, påtrængende erindringer eller
Eller
mareridt.
2) stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, der minder om traumet.
C. Undgåelse af alt der minder om traumet.
D. 1) delvis, eventuel fuld amnesi for den traumatiske oplevelse.
Eller
2) vedvarende symptomer på fysisk overfølsomhed eller alarmberedskab.
Med ≥ af følgende:
a) ind- eller gennemsovningsbesvær.
b) irritabilitet eller vredesudbrud.
c) koncentrationsbesvær.
d) hypervigilitet (usædvanlig vagtsomhed).
e) tilbøjelighed til sammenfaren.
E. Optræder inden for 6 måneder efter den traumatiske oplevelse.
(WHO 2003: 108-109)
Stort set alle traumatiserede flygtninge har PTSD. Det er derfor vigtigt for os, at have en
baggrundsviden om dette stress syndrom for at kende til symptomerne og dermed den indflydelse
de kan have på aktivitetsudøvelse.
Rehabilitering
Rehabiliteringsprocessen er bl.a. karakteriseret ved:
- Fokus på borgerens hverdagsliv, dvs. på personlige aktiviteter og deltagelse i samfundslivet.
- Individorienteret indsats, der inddrager borgeren (f.eks. behandling, træning, kompensation),
men rettes også mod borgerens omgivelser (f.eks. fysisk tilgængelighed, sociale miljøer,
generelle holdninger).
15

- Helhedsorientering (hele borgerens fysiske, psykiske og sociale situation indgår ved
udarbejdelse af løsningsmodeller, og alle relevante indsatser fra forskellige sektorer
inddrages).
- Ofte tværfaglig og tværsektoriel indsats i teams, hvor borgeren og eventuelle pårørende i
centrum i teamfunktionen giver de grundlæggende vigtigste bidrag.
- At den enkelte borger genvinder sit tidligere funktionsniveau eller opnår højest mulig
funktionsevne og forebygger tilbagefald.
(MarselisborgCentret 2004)
Denne viden om rehabilitering er vigtig i vores databearbejdning og vores konklusion, da
traumatiserede flygtninge er en gruppe mennesker, der er blevet begrænsede i deres fysiske,
psykiske og sociale funktionsevne. De har derfor behov for en tværfaglig rehabiliteringsindsats.
Idet vi ikke har kunnet finde litteratur om rehabilitering af traumatiserede flygtninge i forbindelse
med aktivitet og deltagelse, må vi bruge vores faglige viden om rehabilitering for selv at kunne
overføre det til aktivitet og deltagelse som et led i rehabiliteringsprocessen for traumatiserede
flygtninge, hvilket er det primære formål for dette projekt.
16

Design
Vi anvender den forstående forskningstype, da der ikke findes litteratur og forskning om
fænomenet, samt for at få en forståelse gennem vores respondenters subjektive syn på flygtningenes
situation. Dette kan, som tidligere nævnt, hjælpe os til at belyse elementerne i vores
problemformulering. Med den forstående forskningstype får vi viden om fænomenet, som er baseret
på den udforskedes perspektiv. Dette ser vi som en fordel i forhold til vores undersøgelse, idet vi
ønsker viden om et område vi ikke selv kender til. Eftersom vi ønsker at fortolke respondenternes
udsagn, arbejder vi ud fra en hermeneutisk tilgang. (Launsø et al. 2005)
Ifølge Launsø og Rieper (2005) er case-studie det typiske design til den forstående forskningstype.
Vi ønsker en forståelse af fænomenet, denne opnår vi ved en omfattende beskrivelse, analyse og
fortolkning af tilfældet i dets specifikke kontekst.
Idealdesign
Igennem case-studiet vil vi belyse casen:
Hvordan kan aktivitet og deltagelse indgå i rehabiliteringen af traumatiserede flygtninge?
Den omfattende beskrivelse opnår vi ved, at indhente de forskellige opfattelser af fænomenet fra de
faggrupper, der allerede arbejder med rehabilitering af traumatiserede flygtninge. På den måde får
vi flest mulige vinkler på emnet.
Metoden, vi vil bruge til at indhente disse beskrivelser, er det kvalitative forskningsinterview. Vi
vil bruge det til, at finde ud af hvordan respondenterne beskriver, opfatter og udtrykker deres
forståelse af deres klienter, område og erfaringer. Ved at bruge det kvalitative forskningsinterview
får vi også en mulighed for at indfange de informationer og meninger, som vi ikke kan læse os til på
centrenes hjemmesider, jobbeskrivelser etc. (Launsø et al. 2005)
I vore interviews vil vi bruge spørgemetoden ”interview med guide” (Launsø et al. 2005). Vi har
ladet os inspirere af Annette Madsens (2002) interviewguide med temaer og underspørgsmål til at
17

udforme vores egen interviewguide. Vi har fjernet og tilføjet spørgsmål, så den er blevet målrettet
mod de respondenter vi har valgt til undersøgelsen.
I vores søgning efter litteratur fandt vi, som tidligere nævnt, at socialrådgivere, fysioterapeuter og
psykologer er de faggrupper der, som oftest, arbejder med flygtninge.
Vores respondenter for undersøgelsen er henholdsvis en socialrådgiver, fysioterapeut, psykolog og
værkstedspædagog på Rehabiliterings Center for Traumatiserede flygtninge (RCT 3 ), en
medarbejder på et aktivitetscenter for traumatiserede flygtninge (AC 4 ), samt en sygeplejerske og en
ergoterapeut, der har erfaring indenfor området. Sidstnævnte har vi kontaktet for at høre hendes
mening, om de tanker vi har gjort os omkring vores faggruppes indsats på området. Med denne
udvælgelse af respondenter mener vi, at vores undersøgelse dækker bredt med hensyn til
fagområder. Dog er vi opmærksomme på at der, hvis vi havde interviewet andre repræsentanter for
faggrupperne, ville kunne være andre udsagn og individuelle meninger.
Vi har valgt at anvende samme interviewguide til faggrupperne på RCT og AC (bilag 2). Til
sygeplejersken og ergoterapeuten har vi lavet individuelle interviewguides (bilag 3 og 4), da der i
sygeplejerskens tilfælde er tale om erfaring fra et asylcenter og i interviewet med ergoterapeuten,
anvender vi termer specielt for vores fag, da vi har den samme faglige baggrund.
Vi vil på forhånd kontakte respondenterne og aftale tid og sted for interviewet. Vi vil informere
dem om, at vi er ergoterapeutstuderende der skriver BA-projekt om rehabilitering af traumatiserede
flygtninge. Derudover får de ikke at vide, hvad vores interview indeholder, da vi ønsker
respondenternes umiddelbare mening og forståelse af fænomenet. Dette mener vi ikke, vi vil få,
hvis de ser spørgsmålene på forhånd.
3 ”RCT står for en tværfaglig behandling af voksne, traumatiserede flygtninge med opholdstilladelse i Danmark.
Flygtninge, der har været udsat for hændelser, som har medført så alvorlige psykiske, fysiske og sociale problemer, at
det gør personen ude af stand til at få nytte af ordinær behandling.”
(http://www.fyens.dk/article/136009?highlight=rehabilitering+flygtninge)
4
AC er et aktivitetscenter, der skal hjælpe traumatiserede flygtninge på vej mod en normal dagligdag og i sidste ende på
arbejdsmarkedet.”
”AC’s vigtigste funktioner er at bryde den onde cirkel, som mange traumatiserede flygtninge lever i.”
(http://www.fyens.dk/article/25885?highlight=rehabilitering+flygtninge)
18

Derudover vil vi oplyse, at vi alle tre vil deltage ved interviewet, og at selve interviewet vil komme
til at vare ca. en time. Ydermere vil vi gøre dem opmærksomme på, at vi vil anonymisere dem i
vores opgave, hvis de ønsker det.
Vi har overvejet om vi vil gøre brug af diktafon ved interviewet. Vi har alle tre førhen erfaret, at en
diktafon har været en hindring for både interviewer og respondent i at udtrykke sig frit, da man hele
tiden, bevidst eller ubevidst, er opmærksom på hvad man siger, og hvordan man formulerer sig. Vi
har derfor besluttet os for, at ikke at anvende diktafon og i stedet fordele opgaverne således, at én
interviewer, én skriver og den sidste supplerer begge de andre.
Når vi har skrevet resuméer af vore interviews, vil vi klargøre data ved at tekstkondensere rådata,
inspireret af Launsø og Riepers (2005) kondenseringsskema som er en videreudvikling af Kvales
kondenseringsmetode.
Hermed sorterer vi rådata, for at kunne få de vigtigste oplysninger frem i forhold til vores
problemformulering.
Etiske overvejelser
Da der er tale om traumatiserede mennesker, har vi, i vores opgave, valgt ikke at tale med
flygtningene selv. Vi har forståelse for, at disse mennesker er meget sårbare, og vi vil ikke åbne op
for noget, vi ikke kan afslutte igen.
Desuden ville vi højst sandsynligt skulle bruge tolk, hvis vi skulle tale med flygtningene. Da det tit
er et familiemedlem, oftest et af børnene, der fungerer som tolk, kan vi heller ikke være sikre på at
få den egentlige og ærlige mening ud af det.
Vi er opmærksomme på, at der kan forekomme bias ved at vi kun interviewer fagpersoner, idet vi
ikke får data direkte fra de traumatiserede flygtninge. Vi er desuden opmærksomme på at
respondenterne, i de informationer de giver os, allerede har tolket på deres oplevelser af
flygtningene og dermed, er det udtryk for deres opfattelse.
Vi har valgt at give respondenterne tilbuddet om at blive anonymiseret, så de ikke bliver stillet til
ansvar overfor deres udtalelser senere. Herved får vi deres umiddelbare mening.
19

Realdesign
Vi ringede til vores respondenter for at aftale tid og sted for vores interviews. Vi havde på forhånd
besluttet os for hvilke faggrupper vi ville interviewe, det var dog lidt uvist, hvem vi ville komme til
at tale med på AC. Men ved en telefonsamtale fik vi en aftale med en afspændingspædagog.
I det næste vil vi lave en kort præsentation af vores respondenter og deres baggrund. Efterfølgende
ser vi på hvilke afvigelser der var i forhold til vores idealdesign.
Respondenter
RCT:
AC:
• Kvindelig ergoterapeut som har arbejdet 4 måneder på et rehabiliteringscenter, hvor hun
stod for værkstedet på centret og havde fokus på aktiviteter og den enkeltes behov.
• Kvindelig syge- og sundhedsplejerske som har arbejdet på et asylcenter i en lang årrække.
Hendes primære funktion på asylcenteret var sygeplejeopgaver med børnene i kraft af, at
hun er sundhedsplejerske.
• Kvindelig socialrådgiver, som har arbejdet med flygtninge i 20 år.
• Kvindelig fysioterapeut, som har arbejdet på RCT i 3 år. Ved siden af har hun egen praksis.
• Mandlig psykolog fra Sri Lanka, som kom til Danmark i 1986 som flygtning. Ved siden af
har han egen praksis.
• Mandlig værkstedspædagog, har en håndværksmæssig uddannelse med pædagogisk
overbygning. Han har været med til at starte værkstedet op da centret åbnede i 2004.
Desuden har han været med til at starte lignende projekter gennem de sidste 27 år.
• Kvindelig afspændingspædagog som har arbejdet på et aktivitetscenter for traumatiserede
flygtninge siden det åbnede i 2004.
20

Afvigelser fra idealdesign
Efter det første interview valgte vi at medbringe diktafon til de efterfølgende interviews for at
kunne transskribere dem. Hermed kunne vi sikre validiteten ved ordret at kunne gengive, hvad der
blev sagt under interviewet.
Vi fandt hurtigt ud af, at vores interviewguide ikke kunne følges slavisk. Når interviewet først var i
gang kom vi automatisk ind på mange af spørgsmålene og ikke nødvendigvis i kronologisk
rækkefølge. Guiden blev derfor nærmere en slags checkliste der huskede os på at komme hele vejen
rundt. Vi fandt hurtig en prioritering af hvilke områder og begreber, der var vigtigst for os at vide
noget om og som var mest relevante i forhold til vores problemformulering. Herved blev samtalen
mere flydende og vi gav både os selv og respondenten, rum og plads til afvigelser fra det planlagte.
Som tidligere nævnt, var det ikke vores hensigt, at respondenterne skulle læse spørgsmålene på
forhånd, idet vi ønskede respondenternes umiddelbare mening. Afspændingspædagogen bad dog
om at se spørgsmålene inden interviewet, hvilket vi indvilligede i. Dette medførte at hun havde
forberedt svar. Under interviewet fornemmede vi, at hun havde en forudindtaget mening om både os
som ergoterapeuter og men også om klienterne. Dette, sammen med de forberedte svar, medførte at
hun ikke har givet os et så validt perspektiv, som vi kunne ønske os. Vi stiller derfor
spørgsmålstegn ved brugbarheden af disse data og vælger derfor, ikke at anvende data indsamlet
ved interview med afspændingspædagogen.
21

Databearbejdning
I databearbejdningsafsnittet beskriver vi først hvordan vi har klargjort data, så de er blevet brugbare
til analysen. Dernæst analyserer vi data ud fra Sluzki’s model over flugtprocessen. Flugtprocessen
sammenfatter vi herefter i henhold til occupational science, hvorpå vi ser på rehabiliteringstilbuddet
som det ser ud i dag. Til sidst i afsnittet vurderer vi de metoder og teorier vi har anvendt.
Kilder er angivet ud fra Harvard-systemet. Citater er skrevet med kursiv.
Citater er, hvor intet andet er angivet, fra vores respondenter.
De steder i analysen hvor der er tale om en sammenfatning af udsagn fra respondenterne har vi
angivet (Respondenter).
Dataklargøring
Efter at have udarbejdet vores transskriberinger, manglede vi struktur på rådata. Vi valgte derfor at
tekstkondensere (Launsø et al. 2005), så vi fik sorteret de data fra, som ikke var relevante i forhold
til at belyse vores problemformulering. Rådata kategoriserede vi under OPM’s overordnede
begreber; aktivitetsudøvelse, aktivitetsroller, aktivitetsudøvelsesområder, kerneelementer i
aktivitetsudøvelse og ydre omgivelser. Herved blev rådata overskuelige for os at bruge.
22

Analyse af data
Vi anvender Sluzki’s model over flugtprocessen og dens fem faser til at strukturere og analysere
data.
Under hver fase belyser vi flygtningenes aktivitetsroller samt de omgivelser der har indflydelse på
aktivitetsudøvelse. Dette for, at se på hvilke ændringer der sker i flygtningenes liv, og hvad disse
ændringer medfører, specifikt i forhold til den fase de befinder sig i. Til at belyse faktorer i
omgivelserne, og deres indvirkning på aktivitetsroller og aktivitetsudøvelse, anvender vi, vores
viden om begreberne fra occupational science; occupational injustice, occupational imbalance,
occupational alienation og occupational deprivation.
Inden flugten
I hjemlandet har manden været familiens overhoved og hovedforsørger, da der i kulturen er
tradition for, at det er manden der skal varetage denne rolle. For at leve op til de forventninger der
kommer fra samfundet og familien, trækker han på sine erfaringer fra sin opvækst, hvor hans far har
været familiens forsørger og rollemodel.
Mange af de mænd der lever i byerne har en uddannelse og et godt job, hvorimod de, der kommer
fra landet, sjældent har haft nogen skolegang.
Det er dog manden, der skal forsørge familien og bære det økonomiske ansvar, hvad enten han er
fra land eller by. At udfylde rollen som hovedforsøger og familiens overhoved er en stor del af
mandens identitet. Lever han ikke op til denne rolle, taber han ansigt udadtil.
Kvindens hverdag er koncentreret omkring hjemmet og familien, og hun er ansigtet indadtil.
(Respondenter)
Da det er manden, der lever det aktive liv ude i samfundet, er det også manden, der oftest bliver
udsat for tortur og fængsling. Hermed bliver manden, pga. udefrakommende faktorer, frataget al
mulighed for at deltage i, for ham, kendte og meningsfulde aktiviteter i hverdagslivet, som han har
bygget op gennem livet. Aktiviteter der tidligere har skabt struktur og orden på hans hverdag og har
medført livskvalitet.
Allerede før flugten sker der ændringer i familiemønsteret. I mandens fravær efterlades kvinden
med det fulde ansvar for børnene – normalt uden nogen støtte fra myndighederne – og stigmatiseret
23

af ægtefællens eventuelle politiske aktiviteter. Hidtil har hun blot været husmor og hjemmegående,
men nu skal hun f.eks. pludselig også til at overtage mandens mere autoritære del af opdragelsen af
børnene. (Montgomery 2005)
Under mandens fravær kan kvinden ligeledes blive udsat for traumatiserende oplevelser, f.eks.
systematiseret vold.
Selve flugtprocessen indeholder, som tidligere nævnt, 5 faser. (Sluzki 2007)
1. Den forberedende fase
Det er den fase, hvor familien tager de første skridt mod beslutningen om at flygte. Da det som
regel er pga. mandens situation, de flygter, er det oftest manden, der vinder mest ved selve flugten.
Kvinden er derfor den, der lider det største tab, da hun tit efterlader nære familiemedlemmer.
Denne rolle-/skyldfordeling – syndebuk/offer – er ikke noget de taler om og den bliver derfor, i
manges tilfælde, senere hen, den indirekte årsag til mange indbyrdes konflikter i familien. Dette kan
tære på familiens sammenhold, når forventningerne til livet i det nye land ikke indfries, da kvinden
ofte oplever, at hun ofrer meget for mandens skyld. (Sluzki 2007)
2. Selve flugten
Flugten kan tage kort eller lang tid alt efter hvordan den er planlagt. Den kan ske illegalt eller legalt
og den kan være frivillig eller tvungen. For de traumatiserede flygtninge sker flugten oftest som en
nødvendighed, fordi de, pga. tortur, fængsling og forfølgelse, ikke længere kan blive i deres
hjemland. Nogle kapper alle bånd til familie og venner i hjemlandet ved flugten. Dermed er
beslutningen om at flygte endegyldig, og de vender aldrig tilbage. Andre derimod flygter kun ”for
en stund”. Nogle tager hele familien med på én gang, mens andre flygter ad omgange. F.eks. kan
manden tage af sted først, da det oftest er ham, der er mest i fare i hjemlandet. Resten af familien
kommer på et senere tidspunkt, i nogle tilfælde op til flere år senere. (Sluzki 2007)
Umiddelbart efter selve flugten er flygtningene i præasylfasen, hvor de venter på at få deres
ansøgning om asyl behandlet. De befinder sig i ingenmandsland. Ventetiden er en stor belastning,
og lettelsen over at være sluppet væk erstattes nu af en ny usikkerhed, idet de udsættes for forhør og
24

egrænsninger, som svarer dårligt til flygtningenes forestillinger om frihed (Jørgensen et al. 1990). I
ventetiden har flygtningene ingen rettigheder, de er overladt til sig selv kun med håbet om at få
asyl. Beslutningen om asyl har de ingen indflydelse på, det ligger uden for deres kontrol.
3. Overkompensationsfasen
Overkompensationfasen er den fase, hvor flygtningene går fra bare at være glade og lettede over at
være i sikkerhed, til at indse realiteterne omkring den nye kultur i eksillandet, der har anderledes
normer og regler, end de er vant til. Kulturchokket, samt traumerne fra oplevelserne i hjemlandet
begynder at melde sig. (Sluzki 2007)
For nogle flygtninge fylder kulturchokket faktisk lige så meget som PTSD.
Fratagelse af meningsfulde aktiviteter
Efter præasylfasen bliver flygtningene indlogeret på et asylcenter, imens deres skæbne igen skal
afgøres af andre. De skal igen igennem en masse bureaukratiske processer, før de ved om de får
opholdstilladelse. I asylcenteret er det også svært for flygtningene at deltage i meningsfulde
aktiviteter. Manglen på faciliteter og plads samt det, at de er placeret uden for det egentlige samfund
i eksillandet, medfører problemer med at kunne varetage de aktiviteter, deres hverdag tidligere
bestod af. Selv aktiviteter som f.eks. egen-omsorg er anderledes end de var og madlavning foregår
nu i store fælleskøkkener sammen med andre flygtninge.
Rummene på asylcentrene er små, og de skal typisk huse hele familier.
Rummene var omkring 15m 2 , der var en folde-ud-seng til de voksne og så en køjeseng til
børnene. Den ene af familierne havde endda en tante med.
De fysiske omgivelser er også med til at hæmme flygtningenes muligheder for at deltage i
aktiviteter.
På asylcenteret er de i starten lettede over at være i sikkerhed. Overlevelse og det at få tilfredsstillet
deres basale behov er det eneste der fylder deres tanker. (Sluzki 2007)
25

Sagsbehandlingen tager som oftest mange år, og i den tid har de ikke mange muligheder. Det er
bestemt fra samfundets side, at de ikke må modtage egentlig behandling for deres traumer eller
varetage lønnet arbejde, så længe de ikke har opholdstilladelse. (Respondenter)
Jeg ved godt, at mange siger, at de bare skal være glade for, at de er i sikkerhed. Det er de
også. Men det bliver de ikke ved med. Det er jo en honeymoon, kan man sige. De er glade
og taknemmelige det første stykke tid, men efterhånden som månederne går, kan man ikke
blive ved med at byde dem det.
For meget tid, for lidt at lave og manglen på ressourcer, til sammen med traumerne, fører til at
flygtningene ikke kan imødekomme deres behov for aktivitet.
Roller i familien
Familien er opdelt i instrumentale og affektive roller. Den instrumentale (oftest manden) er rettet
mod nutiden og fremtiden og er den der skal skabe forbindelser til omgivelserne. Den affektive
(oftest kvinden) fokuserer udelukkende på nutids- og fortidsaktiviteter, der opretholder forbindelser
til deres tidligere miljø i hjemlandet.
Ved at fokusere på disse roller kan flygtningene overkomme den første svære tid i eksillandet uden
at reagere på krisen, som det er at være traumatiseret og flygte til et nyt land. Denne
overlevelsesstrategi holder kun for en rum tid. Som følge af de mange indtryk, regler og normer i
den nye kultur, begynder de efter et stykke tid at se realiteterne i øjnene. Deres
tilpasningsmekanismer er ikke tilstrækkelige. Kulturchokket, de ikke-indfriede forventninger og
traumerne fra tortur og fængsling udløser en krise. Uvisheden om de får opholdstilladelse eller ej, er
en yderligere stressfaktor, som fylder meget i deres hverdag. (Sluzki 2007)
Her starter dekompenseringsfasen.
4. Dekompenseringsfasen
Denne fase er en stormfuld periode. Får flygtningene opholdstilladelse i et eksilland, ændrer nogle
af forholdene sig. Men de oplever stadig, ikke at kunne deltage i meningsfulde aktiviteter på grund
af social, kulturel og økonomisk isolation.
26

Hovedopgaverne er, for familien, at genskabe deres identitet og tilpasse sig deres nye omgivelser.
Når flygtningene kommer til Danmark, dyrker de ofte deres kultur og tidligere leveform i stærkere
grad end de gjorde i hjemlandet. Dette gør de i et forsøg på at bibeholde noget kendt i ukendte
rammer, samtidig med de prøver at kompensere for de tab, de har lidt. (Jørgensen 1998)
Familien skal bestemme sig for hvilke traditioner, normer og værdier de vil beholde i familien, og
hvilke de vil skille sig af med. (Sluzki 2007)
Rolleskift i familien
I en almindelig flygtningefamilie er rollerne væltet når de kommer til Danmark.
I starten, efter de har slået sig ned i eksillandet, forsøger de at opretholde deres oprindelige roller i
familien, med manden som forsørger og ansigtet udadtil og kvinden med ansigtet indadtil og med
hjemmet som domæne. Men efterhånden som manden bliver mere og mere traumatiseret, byttes der
om på rollerne.
Hvis de ikke gør noget ved det, kan disse roller blive forstærket; manden bliver mere indadvendt,
mens kvinden bliver mere udadvendt. Kvinden, der tidligere har haft den indadvendte affektive
rolle, opdager pludselig, at hun også kan tage sig af ting, der har med omgivelserne og fremtiden at
gøre. For manden sker det tit, at han, i og med han er traumatiseret, går hen og bliver symptomatisk
med depression, alkoholmisbrug og somatiske klager. (Sluzki 2007)
Hos traumatiserede flygtninge vil immigrationstraumet og selve belastningen ved at leve i
en fremmed kultur øge risikoen for yderligere psykiatrisk sygelighed.
(Nørregaard 2001:1994)
Manden taber sin rolle
Mandens lave selvagtelse, der er et resultat af fængsling og tortur, kan forværres yderligere som
følge af tabet af sin rolle i familien.
27

I Danmark kan en mandlig flygtning, som kommer herop med en lang uddannelse og mange års
erfaring ikke nødvendigvis få job som det, han er uddannet som, fordi uddannelsen ikke er gyldig i
Danmark. (Respondenter)
Det er meget nedværdigende for ham, idet mange fra hans land ikke har en god uddannelse,
og der er mange analfabeter. Han føler at han i Danmark bliver betragtet som analfabet,
så hans sorg bliver forstærket.
Manden mister sin arbejdsidentitet samtidig med, at han mister identiteten som rollemodel for sine
børn.
Mændene taber ansigt, deres rolle er væk, så de kan ikke fungere som mand i familien.
Han kommer i stedet på kontanthjælp, og han kan ikke længere udføre de aktiviteter, der hører med
til forsørgerrollen.
Den rolle og status, personen tidligere havde i sit hjemland, går tabt.
(Jørgensen 1998: 112)
I takt med at mandens hverdag, for ham, er uden formål og mening, daler hans motivation for at
deltage i aktiviteter.
Det danske samfund stiller yderligere krav til flygtningene om, at de lærer dansk og integrerer sig.
Manden har typisk PTSD, hvilket som oftest medfører depression og angst. Dette har bl.a.
indflydelse på koncentrations- og indlæringsevnen, hvilket gør, at de ikke er i stand til at følge
sprogundervisning m.m. Han kan, som følge af symptomerne, ikke imødekomme de krav, som
samfundet stiller til ham.
Manglen på eksempelvis sproglig kunnen begrænser mændenes muligheder for at tage en
uddannelse. Dette minimerer igen mændenes muligheder for at deltage i udadvendte aktiviteter som
eksempelvis et lønnet arbejde.
28

Kvinden får nye roller
Som tidligere nævnt har kvinden, i en typisk flygtningefamilie, for en tid overtaget mandens rolle
som ansigtet udadtil. Kvinden har i den tid udviklet nye og hidtil ukendte evner under mandens
fravær. Når han vender tilbage, ønsker hun ikke at gå tilbage til en underordnet rolle i familien som
før. Når familien ankommer til et vestligt eksilland, hvor det er almindeligt for kvinder at deltage i
udadvendte aktiviteter, kan dette fænomen yderligere forstærkes. (Montgomery 2005)
I eksillandet skal kvinden udføre sin rolle i uvante omgivelser, samtidig med at hun bliver presset
ud i aktivering og på arbejdsmarkedet. Hun får pludselig øjnene op for de mange muligheder, det
danske samfund kan tilbyde. Samfundet kræver, at hun tager danskundervisning, hun får pludselig
penge fra kommunen i eget navn på egen konto, og hun får mulighed for at komme ud og få et
arbejde. (Respondenter)
Kvinderne er meget stolte, og de klarer sprogskoleundervisning og får en ny stærk
personlighed.
Alt dette er meget uvant for både hende og hendes mand.
De får byttet rundt på rollerne, hvor hun bliver medforsørger, og han bliver tilbage og
kan ikke finde sine ben. Manden vil nok prøve at holde hende tilbage, for det er jo hans rolle.
Hvis han så får sin rolle tilbage kan hun sagtens få lov at arbejde, bare det er ham der føler,
at han er overhovedet i familien, og ikke kun går hjemme og støvsuger og vasker op.
Kvindens liv er nu ikke kun koncentreret omkring hjemmet. Hun udfører sine nye roller med stort
engagement, og hun er stolt af de ting, hun udretter.
Kvinden har mange ting at se til i hverdagen, idet hun beholder rollen som husmor samtidig med, at
hun får tilført nye roller. Det kan til tider være svært for hende at nå og overskue begge dele.
(Respondenter)
Sammenligner vi mandens rolletab med kvindernes rolleændringer, er omvæltningen for kvinderne
ikke så markant, idet de beholder nogle kendte aktiviteter og roller, samtidig med at de også får
tilført nye roller. Deres rolleændringer er oftest spændende for dem, hvorimod mandens rolletab
næsten er traumatiserende i sig selv.
29

Børnene – fanget mellem to kulturer
Børnene, typisk den ældste søn, overtager faderens rolle som familiens overhoved. Børnene, der
bliver brugt som tolk for forældrene, bliver hurtigt voksne og skal i en tidlig alder tage ansvar for
deres forældre, hvilket forventes i deres hjemlands kultur.
Hvis det var en dansk familie, så ville de have det meget dårligt over at have et barn
som voksen. Men sådan ser flygtningene ikke på det, de tænker på familien som helhed,
”vi er en familie”, så vi skal på en eller anden måde finde en anden løsning. Der er en slags
underforståelse mellem familiemedlemmerne. De voksne begynder at acceptere, at de har
det dårligt, at de er svage, og at de ikke kan gøre noget ved det. Så de accepterer, at det er
børnene der er voksne.
Når flygtningene møder det danske undervisningssystem med skoler og børnehaver, oplever de, at
de danske børn har en anden type rolle i familien. Familien prøver, at opdrage deres børn efter deres
gamle kulturs traditioner, mens institutionerne forsøger at lære dem de danske normer og værdier.
Børnene lærer hurtigt sproget og tillægger sig den nye kultur meget hurtigere end forældrene. Dette
splitter familien imellem de to kulturer, hvilket rammer familiens inderste kerne. Tidligere regler,
roller og værdier fungerer ikke i den nye kontekst.
Børnene bliver totalt splittet mellem forældre og lærere som trækker i hver sin retning. De
kan ikke finde ud af hvor de skal stå. Det er meget svært.
Forældrene er bange for at miste deres børn – at de bliver for danske. Børnene er meget forskellige
fra den måde hvorpå forældrene var børn, og deres fætre og kusiner derhjemme er helt anderledes.
Børnene befinder sig i en periode af deres liv, hvor deres personlighed udvikles. De har brug for
klare linier, frem for de blandede signaler som skole og forældre sender. Forældrene er derfor nødt
til at gøre op med, hvad de vil beholde fra deres gamle kultur, og dermed hvad de ønsker, eller ikke
ønsker at inddrage fra den nye kultur.
30

Skole og forældre er tvunget til at finde et kompromis som børnene kan være i, i stedet for at
trække i hver deres retning.
Følger af traumatiseringen
De traumatiserede flygtninge, mænd eller kvinder, har været udsat for traumer som de sjældent helt
slipper for følgerne af. Traumerne de har været udsat for, har for dem, ikke givet mening. De kan
ikke forstå hvorfor det skulle ske for netop dem.
Både mænd, kvinder og børn kan være primært traumatiserede, hvilket betyder, at personen er
direkte vidne til den traumatiske oplevelse, hvorimod hvis man er sekundært traumatiseret, er man
påvirket af reaktionerne fra en primært traumatiseret person. Oftest er det manden der er primært
traumatiseret. (Petersen 2006)
Stort set alle traumatiserede flygtninge har PTSD. Hovedproblemet er som bekendt flashbacks og
mareridt. Udover det har de nogle undgåelsestilstande, hvor de forsøger at undgå alt hvad der
minder dem om tidligere traumer. De er bange for at færdes udendørs, de isolerer sig i stedet i
hjemmet og er derfor meget svære at få til, at deltage i samfundets tiltag og de krav der stilles
herfra.
Manden bliver vred på konen eller børnene og bryder sammen uden nogen årsag. Familien er i
forvejen sårbar, idet deres hverdag foregår i nye omgivelser, samtidig med at der er blevet vendt op
og ned på deres roller. Børnene kan ikke forstå deres fars reaktioner og hvorfor han altid er
aggressiv. (Respondenter)
Mange af dem har jo ligesom en tikkende bombe inde i maven, der skal jo bare lige trykkes
på en knap.
Eftersom mændene bl.a. har besvær med koncentration, hukommelse og indlæring, er det svært for
dem at tage initiativ og motivere sig selv til at deltage i aktiviteter.
31

En anderledes sygdomsopfattelse
Flygtningene har en helt anden sygdomsopfattelse end den, der er i den vestlige kultur. De har
generelt ingen viden om sammenhængen mellem psyke og krop, som vi efterhånden har lært i vores
kultur. (Respondenter)
Problemerne hos de traumatiserede flygtninge er af både fysisk og psykisk karakter. Der kan tit
være tvivl om hvorvidt klagerne over fysisk smerte er psyko-somatiske eller om det er egentlige
udtryk for fysiske skader som følge af torturen.
De har tit smerter i led og muskler, der er psykisk betingede. Og vi vil ikke bruge medicin
sådan uden videre, så vi snakker med dem og prøver at finde ud af hvorfor de har ondt. Men
det vil de ikke, fordi det er tabu og føles meget nedværdigende – så derfor er det nemmere
for dem at bede om at få en pille.
(Madsen 1998: 19)
Det er svært for behandlerne at overbevise flygtningene om, at medicin alene ikke kan udgøre
behandlingen. Dette påvirker flygtningenes motivation, for at deltage i aktiviteter i rehabiliteringen,
i negativ retning.
5. Transgenerationsfasen
Familien skal til at integrere sig og tilpasse sig livet i det nye land. Det er oftest en langsommelig
proces, idet deres gamle kultur er en meget integreret del af dem. Hvis familien har svært ved at
give delvis slip på deres gamle kultur og normer, vil tilvænningsprocessen til den nye kultur blive
forsinket. Denne forsinkelse vil gå i arv til næste generation. (Sluzki 2007)
Forsøg på at genopbygge familiemønstre og roller
I denne tilpasningsperiode skal familien, udover at tilpasse sig det nye samfund, til at genopbygge
en hverdag med aktiviteter og roller, som de finder meningsfulde. Dette er en meget krævende og
hård proces for flygtningene.
Som før nævnt er det gerne familiens ældste søn, der har overtaget rollen som familiens overhoved,
og kvinden har overtaget forsørgerrollen. Manden er, som følge af traumerne, PTSD og rolletabet,
gået fra en høj placering i familiehierarkiet til en lav. Han skal lære sine børn at kende igen og
32

deltage i deres opdragelse og familiens dagligdag, han har svært ved at håndtere denne udfordring
(Respondenter).
Manden forsøger at få sine roller igen, og resten af familien prøver at finde deres plads og rolle i
familien og samfundet. (Sluzki 2007) Han får sjældent den helt samme rolle i familien, som han
havde førhen.
Kvinden forstår ofte ikke ægtefællens vanskeligheder, da hun ikke er bekendt med de psykiske
følger af fængsling og tortur. Det er vanskeligt for hende at støtte manden, som hun ofte ser som
ansvarlig for hele familiens problematiske situation. Mandens forsøg på at genvinde sine roller fører
ofte til konflikter, da kvinden som før nævnt ikke vil gå tilbage til en underordnet rolle i familien.
(Montgomery 2005)
Omgivelsernes indflydelse på aktivitetsudøvelse
Nye fysiske og sociale omgivelser kræver, som følge af tabet af kendte roller, nye måder at deltage i
aktiviteter på. Flygtningene skal tilpasse sig nye roller og omgivelser på trods af manglen på
personlig styrke og motivation.
Det, at mange flygtninge ikke taler det danske sprog, isolerer dem og fratager dem dermed
muligheden for at finde nye aktiviteter at deltage i samt at blive integreret.
Det sprog, man har lært sig fra barnsben, rækker ikke længere som kommunikativt redskab i
det nye samfund.
(Jørgensen 1998:112)
Det at kunne sproget ville åbne op for muligheden for at forstå, og blive en del af, det nye samfund.
Men eftersom de ikke kan deltage i sprogundervisningen lærer de ikke sproget og den danske kultur
at kende.
Flygtningene bor ofte omkring andre af anden etnisk oprindelse end dansk, i såkaldte ghettoer.
Hermed svækkes muligheden for at lære dansk og etablere tilknytninger til det danske samfund,
hvilket fratager dem muligheden for at finde nye aktiviteter i deres nye tilværelse. Kontakten til
nærmiljøet bliver forstærket. Her oplever de en fælles forståelse for hinandens situation og
33

aggrund. Denne forståelse møder de ikke fra den danske befolkning. I stedet stiller danskerne
spørgsmålstegn ved måden hvorpå flygtningene lever deres liv, en måde som er meget anderledes
fra den danske kultur. (Jørgensen 1998)
Eftersom der i eksillandet dannes ghettoer af indvandrere og flygtninge ses der ofte en
langsommelig tilvænningsproces.
Flygtninge- og indvandrerbørn, der vokser op i en ghetto, får typisk en omgangskreds, der også er
af anden etnisk herkomst ligesom dem selv. Hvis de, som voksne, bosætter sig et lignende sted, kan
denne proces gentage sig selv igen og igen. Processen nedsætter muligheden for at socialisere med
de børn og voksne der kommer fra eksillandet.
Dette fænomen beskrives som et sammenstød mellem generationerne i flygtningefamilierne. Som
før nævnt er børnene dog hurtigere til at tilvænne sig den nye kultur. Børnenes forsøg på at
integrere sig, samt de regler og normer de tilegner sig fra den nye kultur, stemmer ikke overens med
deres forældres traditioner for, hvordan børn skal være. Sammenstødet er derfor lige så ofte
kulturelt grundet, som det er generations betinget. (Sluzki 2007)
Manglende imødekommenhed fra omgivelserne
Flygtningene havner ikke nødvendigvis i ghettoer af egen fri vilje. I eksillandet udvises der
modvillighed eller ligefrem fjendtlighed over for flygtningenes tro og handlinger. Flygtningenes
anderledes kulturelle og religiøse overbevisning kan medføre, at eksillandet isolerer flygtningene i
ghettoer. Denne isolation skaber en kløft mellem kulturerne og medvirker til, at flygtningene bliver
begrænsede i deres mulighed for at deltage i meningsfulde aktiviteter i samfundet, som f.eks.
arbejde.
Deltagelse på arbejdsmarkedet bidrager til de etniske minoriteters integration.
(Runge 2005: 233)
Det danske samfund har en tendens til at bremse integrationsprocessen gennem lange ventetider på
opholdstilladelse, og danskerne har generelt en manglende evne til at imødekomme flygtningene.
34

Modtagerlandets umyndiggørelse af flygtningen ved at hævde dets totale kontrol og magt
forstærker ligeledes følelsen af magtesløshed, håbløshed og passivitet, følelser som for
mange kendes alt for godt fra fængslerne og torturen i hjemlandet.
(Jørgensen 1998: 113)
Sammenfatning af flugtprocessen ud fra Occupational Science
Flygtningene er udsat for occupational injustice i form af tortur, fængsling, flugten og tilværelsen i
Danmark. Disse udefrakommende faktorer fratager flygtningenes mulighed for aktivitet og
deltagelse i hverdagen. Hvilket vil sige manglende mulighed for, at imødekomme de medfødte
behov man som menneske har for, at deltage i meningsfulde aktiviteter.
Langvarig udelukkelse fra at deltage i nødvendige og meningsfulde aktiviteter, som skyldes
faktorer, der er udenfor flygtningens egen kontrol, fører til at flygtningene oplever occupational
deprivation.
Alle mennesker udfører aktiviteter indenfor egen-omsorg, hvile, fritid og arbejde, det kan både være
fysisk aktivitet, mental aktivitet, social aktivitet og spirituel aktivitet. Det er individuelt hvilke og
hvor mange aktiviteter, man har behov for at udføre for at være i balance. Hvis der sker
forandringer eller tab af bare én af disse aktiviteter, opstår der occupational imbalance. Denne
uligevægt fører til manglende velvære og livskvalitet, og flygtningene oplever deres hverdag som
værende uden mening og formål gennem hele flugtprocessen.
Ved at have inddelt vores data under de 5 faser, har vi nu et billede af flygtningenes situation. Vi
har fået et overblik over, hvad de har været igennem inden transgenerationsfasen, hvor
rehabiliteringsprocessen som oftest starter.
I det næste afsnit vil vi se på et eksisterende rehabiliteringstilbud.
Rehabilitering
Et af hovedelementerne i rehabiliteringen er at flygtningene helt eller delvist genvinder deres
tidligere funktionsniveau og forebygger tilbagefald. (MarselisborgCentret 2004).
35

Den tværfaglige indsats er en vigtig del af rehabiliteringen, da flygtningene ofte er begrænset i deres
fysiske, psykiske eller sociale funktionsevne, som forhindrer at de opnår et selvstændigt og
meningsfuldt liv (Carlsson 2006).
De har først og fremmest behov for tryghed og for hjælp til at genopbygge tilliden til andre
mennesker. Mange har også brug for behandling – lægehjælp, psykologbistand, fysioterapi –
for at overvinde følgerne af traumatiske oplevelser, de har været igennem.
(Thomsen 2001: 2)
I dag er det kun en lille del af de traumatiserede flygtninge som gennemgår et behandlingsforløb på
et af de eksisterende rehabiliteringscentre. Det skyldes dels, at der er for få behandlingsmuligheder,
dels at nogle flygtninge ikke magter at gå i behandling. De føler for eksempel ikke, at de har det
overskud, der skal til for at kunne tale om oplevelserne. Nogle vælger at prøve at fortrænge de
traumatiserende oplevelser i håbet om, at de kan glemme, mens andre igen har mistet tiltroen til
andre mennesker. De isolerer sig og fortæller ingen, hvad de har været igennem. De bliver ikke
”opdaget” og får heller intet tilbud om hjælp eller behandling. (Thomsen 2001)
Vi har, i forbindelse med vores dataindsamling, haft kontakt med et af disse rehabiliteringscentre. I
det næste vil vi beskrive hvordan faggrupperne på RCT bruger aktivitet og deltagelse i det
tværfaglige behandlingstilbud, set ud fra vores forståelse af begreberne.
RCT er et tværfagligt behandlingstilbud, der består af psykoterapi, fysioterapi og socialrådgivning.
Til ca. 2/3 af behandlingspladserne er der ydermere tilknyttet værkstedsaktiviteter, der er en del af
behandlingstilbuddet. Herudover er der tilknyttet en psykiater, en lægekonsulent, tolke, en
dansklærer og en række frivillige fra Dansk Røde Kors. (RCT 2007)
Alle faggrupper giver udtryk for, at de arbejder helheds- og ressourceorienteret. Herudover mener
de, at tillid til behandleren er det vigtigste aspekt i kontakten og dermed grobunden for et vellykket
behandlingsforløb.
Psykologerne bearbejder traumer, gennem samtale, med klienten. Deres primære referenceramme er
kognitiv terapi, til dette bruger de bl.a. aktivitet som arbejdsredskab.
36

Der er mental aktivitet og fysisk aktivitet. Den mentale aktivitet er ikke nok, når de bliver
trætte af deres tanker, så skal de have nogle fysiske ting at tage sig til.
Den fysiske aktivitet er meget vigtig for vores klientgruppe. F.eks. når de har for mange
flashbacks, så er de nødt til bevidst at tænke på noget andet. Når de får nogle værktøjer eller
opgaver i hverdagen, så kan de få lidt mere ro inde i sig selv. Så den fysiske handling eller
fysiske aktivitet er en meget vigtig del af behandlingen til vores klienter.
Fysioterapeuterne behandler de fysiske men, klienten har som følge af tortur. Herudover arbejder
de, bl.a. gennem social træning, med kropsbevidsthed og angstbehandling herunder grounding.
Fysioterapeuterne bruger aktiviteter i deres angstbehandling, f.eks. at tage med klienten ud at
handle. Derudover bruger de fysisk aktivitet til at øge klientens kropsbevidsthed, f.eks. ved at bruge
redskaberne i træningssalen.
Socialrådgiverne har den koordinerende funktion i hele behandlingsforløbet mellem faggrupperne
men også i forhold til de ydre instanser bl.a. den kommunale sagsbehandler. De ser på klientens
konkrete aktuelle hverdag og prøver at danne et billede af hele klientens situation.
Socialrådgiverne har fokus på at få klienten ind til behandlingen. Men mange af flygtningene er
angste når det kommer til brugen af offentlige transportmidler, derfor deltager socialrådgiverne ofte
i den sociale træning, herunder angstbehandlingen, f.eks. ved at tage bussen sammen med klienten.
Værkstedspædagogerne står, i samarbejde med de frivillige, for aktiviteter i og udenfor værkstedet.
De bruger bl.a. aktiviteter til få tankerne væk fra traumerne og på den måde dæmpe symptomer på
PTSD, angst og depression.
Når de arbejder med ting som de godt kan lide flytter de jo fokus væk fra de dårlige tanker
over på det som de er i gang med.
Dem, der har aktiviteter i værkstedet, spurter igennem behandlingsforløbet.
Ude i byen træner de det danske sprog og giver dem kendskab til den danske kultur. Dette sker i
grupper for samtidig at træne flygtningenes sociale færdigheder.
37

Det handler jo ligeså meget om, at få dem til at få nogle sociale kompetencer, som er så
vigtige for at kunne fungere i et samfund.
Faggrupperne på RCT anvender generelt aktivitet og deltagelse til at behandle symptomer på PTSD
og til at lede tankerne væk fra traumerne. Fokus for rehabiliteringen er at gøre dem så symptomfrie
som muligt.
Jeg tror på, at hvis man kan få en normal, det jeg kalder en ”normal” hverdag, en aktiv
og deltagende hverdag, så kan man holde traumer og symptomer længere væk fra sig.
Der findes ingen opgørelser, der beskriver prognosen for traumatiserede flygtninge. En række
undersøgelser peger i retning af, at svært traumatiserede menneskers psykiske skader sjældent
helbredes, selvom symptomerne ofte mindskes. Mange giver udtryk for at bedring af tilstanden især
ses i det første år efter traumet. Vedblivende svære symptomer peger herefter i retning af et kronisk
forløb. (Nørregaard 2001)
Kendskabet til hvilken behandling der er den mest optimale, er ufuldstændig, og der er behov for
betydelig forskning på dette område. Med vores nuværende viden anbefales en tværfaglig
behandling af specialiserede teams. Det er vigtigt, at der i behandlingen ikke opstilles urealistiske
mål, som f.eks. total symptomfrihed, men at man f.eks. stiler mod forbedringer af livskvaliteten.
Derudover bør der sættes ind over for deres familie, således at lidelsen ikke bringes videre til næste
generation. (Nørregaard 2001)
38

Vurdering af anvendte metoder og teorier
I dette afsnit vurderes anvendeligheden af de valgte metoder og teorier. De anvendte teorier
vurderes ud fra deres medvirken til at belyse problemformuleringen.
Den forstående forskningstype
Ved at anvende denne forskningstype har vi indsamlet respondenternes subjektive meninger,
holdninger og vurderinger af flygtningenes hverdag før og nu samt deres aktivitetsroller. Herudover
har vi spurgt til aktivitet og deltagelse, samt brugen af dette i rehabilitering.
Vanskeligheder ved forskningstypen kan bl.a. handle om respondentens manglende indsigt og
forståelse af forholdene i flygtningenes liv, hvilket kan medføre at de indsamlede data ikke er
fyldestgørende.
Den hermeneutiske tilgang har bidraget til at kunne forstå data ud fra flere perspektiver men også
indebåret en risiko for at overfortolke respondenternes udsagn.
Case-studie
Med case-studiet har vi haft mulighed for at indhente data fra flere forskellige slags
informationskilder. Dette har været nødvendigt fordi vi ikke har valgt at tale med primærkilden,
som er flygtningene. Det har givet os flere forskellige vinkler på samme fænomen.
Svaghederne ved et case-studie er, at det er meget omfattende, ressourcekrævende og mindre
standardiseret hvad angår metoder end andre designs.
Vi har i øvrigt erfaret, at antallet af interviews og hermed mængden af data har været omfattende.
Til en anden gang vil vi begrænse os til færre respondenter, da vi mener, at med den rette
udvælgelse, ville vi kunne få de samme informationer og hermed mere tid til forberedelse og
analyse af interviewene. (Kvale 2001)
Tekstkondensering
Ved dataklargøringen lod vi os inspirere af Launsø og Riepers (2005) kondenseringsskema som er
en videreudvikling af Kvales kondenseringsmetode. Vi har anvendt tekstkondensering for at sortere
39

i data, således at det vigtigste er blevet taget ud, og dermed er det blevet gjort mere overskueligt for
os at bruge.
Teorier
Vi har brugt Occupational Performance Model til at udarbejde den ene af vores interviewguides og
til at systematisere vores tekstkondensering. Da den, som den eneste ergoterapeutiske
referenceramme, har fokus på aktivitetsroller, var den det naturlige valg for os. Den har hjulpet os
til at se på de komponenter, der har indflydelse på aktivitetsrollerne samt deres betydning for
aktivitet og deltagelse i hverdagen.
Begreberne fra Occupational Science har hjulpet os til at se på hvilke faktorer, der er årsag til, at
man bliver frataget muligheden for at deltage i meningsfuld aktivitet, samt hvad det medfører.
Sluzki’s 5 faser har været styrende for vores databearbejdning. Faserne har været en stor hjælp, idet
de har skabt struktur og overskuelighed.
Teorierne vi har valgt, supplerer hinanden godt. De har hver især elementer som har hjulpet os til at
belyse vores problemformulering.
Kildekritik
De artikler vi har fundet er hovedsageligt fra tidsskrifter. Der er tale om tidsskrifter der er
lægevidenskabelige og ergoterapeutiske, samt et magasin om etniske mindretal. Bortset fra to
artikler fra ergoterapeutiske fagblade har litteraturen, vi har fundet, udelukkende omhandlet
rehabilitering af traumatiserede flygtninge med indsats fra andre faggrupper. Vi mener dog, at vi har
kunnet anvende disse data som alternativ, da det har været med til at give os en bred forståelse for
arbejdet med traumatiserede flygtninge.
Validitet og reliabilitet
Stort set alle vores respondenter har flere års erfaring i arbejdet med traumatiserede flygtninge. Vi
vurderer derfor, at de er kompetente til at udtale sig om emnet. Vi er dog opmærksomme på, at det
40

er respondenternes subjektive oplevelse, vi tolker på, og hvis vi havde interviewet andre
repræsentanter for faggrupperne, ville der kunne have været andre udsagn og individuelle meninger.
Vi er desuden opmærksomme på, at der kan forekomme bias ved at vi kun interviewer fagpersoner,
idet vi ikke får data direkte fra de traumatiserede flygtninge.
Respondenterne har allerede, i de informationer de giver os, tolket på deres oplevelser af
flygtningene og de er dermed et udtryk for deres opfattelse.
Vi var alle tre tilstede under vores interviews og har undervejs sørget for at validere
respondenternes udsagn, ved at sikre at vi havde samme forståelse af deres udtalelser. Under
interviewene oplevede vi ydermere at respondenternes svar stemte overens, når de blev adspurgt
generelle spørgsmål om behandlingen.
Én af vores respondenter er af anden etnisk herkomst. Idet hans modersmål ikke er dansk, er vi
opmærksomme på, at der kan forekomme uklarheder i form af sproglige misforståelser. Vi har valgt
at bruge hans udsagn på den måde, som vi har forstået dem. Da han selv har oplevet at være
flygtning, er han indforstået med flygtningenes situation og hvad dette indebærer. Denne
indforståethed ser vi som en fordel for vores undersøgelse, da vi føler at han er et led nærmere
primærkilden.
Vi validerer vores databearbejdning ved at gengive respondenternes udtalelser via citater. Dog er vi
opmærksomme på, at der kan være sket en fortolkning i arbejdet med transskriberingen, selvom vi
har forsøgt at være tro mod respondenternes udsagn. Vi sørgede for at påbegynde transskriberingen
så kort tid som muligt efter interviewet. Dermed var det frisk i erindringen og vi kunne stadig huske
de betydninger og meninger der lå bag udsagnene.
Vi har erfaret, at det materiale vi har fundet om rehabilitering af traumatiserede flygtninge
understøtter mange af vores respondenters udtalelser. Dette mener vi sikrer større validitet.
41

Konklusion
For at svare på problemformuleringen vil vi først se på hvilke aktivitetsproblematikker vi mener
flygtningene har som følge af occupational injustice.
Dernæst vil vi, ved at sammendrage vores viden om aktivitet og deltagelse med den nye viden om
traumatiserede flygtninge, til sidst besvare problemformuleringen. Konklusionen supplerer vi med
citater, der bekræfter det vi har fundet frem til. Til sidst ser vi på udsagnsstyrken af vores
konklusion.
Det er oftest manden, det går hårdest udover, hvorfor det er hans aktivitetsproblematikker vi
primært vil koncentrere os om i det følgende.
Aktivitetsproblematikker
Allerede i hjemlandet hvor manden bliver fængslet, får han frataget alle vante aktiviteter i
hverdagslivet. Når manden slipper ud af fængslet er han fortsat i fare. Problematikken ligger i at
ham og hans familie derfor ikke kan blive boende i deres hjemland.
I eksillandet har manden i starten mange aktivitetsproblematikker, idet han som asylansøger ingen
rettigheder har. Han kan ikke deltage i lønnet arbejde, da han ikke har opholdstilladelse, og han kan
heller ikke forstå eller tale sproget.
PTSD og traumerne er også skyld i mange aktivitetsproblematikker. Manden kan ikke slappe af og
sove ordentligt om natten, idet flashbacks og mareridt fylder for meget i tankerne. Han kan, som
følge af nedsat koncentration og indlæringsevne ikke følge danskundervisning og lignende
aktiviteter. Han har oftest svært ved at færdes i offentlige rum, da mange steder minder ham om
hans traumatiske oplevelser. Han kan derfor ikke overkomme at være sammen med andre, eller tage
kontakt til mennesker ude i samfundet. Dette medfører, at han isolerer sig og bliver mere og mere
indadvendt og nedtrykt.
Som følge af ovenstående daler mandens motivation og hans evne til at tage initiativ. Han kan ikke
selv strukturere sine aktiviteter i hverdagen, og helt basale aktiviteter som egen-omsorg bliver
nedprioriteret, idet han ikke kan overkomme det.
42

Pga. mandens manglende motivation, depression, PTSD og fordi hans uddannelse ikke er gyldig i
Danmark kan han, selvom han har fået opholdstilladelse, stadig ikke arbejde. Manden kan, fordi han
ikke kan arbejde, ikke udfylde sin rolle som forsørger i familien. Når han ikke kan forsørge familien
mister han også sin status som rollemodel. Dette er medvirkende til at han ikke kan deltage i
opdragelsen af sine børn.
Kvinden kan ikke længere udføre sin husmoderrolle i vante omgivelser. Hun har mange ting at se til
i hverdagen, og kan derfor have svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.
Kvinden kan også være primært traumatiseret. I de tilfælde har hun mange af de samme psykiske og
kulturelle problemer som manden. Hjemmet, som er hendes domæne, kan hun ikke længere holde.
Hun kan bl.a. ikke længere passe sine børn, lave mad, gøre rent, vaske tøj, udføre egen-omsorg,
handle ind og magte at være sammen med andre mennesker.
Det, at aktiviteter opfylder menneskelige basale behov, gør, at aktivitetsproblematikker medfører
mange af de ovenstående fysiske, psykiske, spirituelle og sociale problemer for flygtningene.
Nu hvor vi har synliggjort flygtningenes aktivitetsproblematikker, står det klarere for os, på hvilke
områder aktivitet og deltagelse kan indgå i rehabiliteringen.
Hvordan kan aktivitet og deltagelse indgå i rehabiliteringen af traumatiserede
flygtninge?
Rehabiliteringsprocessen har fokus på borgerens hverdagsliv, dvs. på personlige aktiviteter
og deltagelse i samfundslivet.
(MarselisborgCentret 2004: 4)
Aktivitet og deltagelse kan bruges til at mindske symptomer på PTSD
De traumatiserede flygtninge har mange forskellige symptomer på PTSD. Symptomer som mareridt
og flashbacks fylder meget i deres tanker og fører til angst og depression.
43

Når de er i aktivitet, flytter de tankerne og hele deres koncentration hen på noget andet. Dette er
med til at skabe mere ro inde i dem selv.
Vi har i opgaven nævnt, at klager over fysiske smerter tit kan være psyko-somatisk betingede. Igen
kan aktivitet og deltagelse være med til at få dem til at tænke på noget andet.
Vi havde en mand, som havde meget slem migræne, han kom og sagde til mig at hans
migræne den blev altså mindre siden han havde fået den avisrute. Så det var så tydeligt at de
bare trængte til noget at lave. De har brug for at være aktiverede, man har det bedre med at
udrette noget.
PTSD symptomerne gør, for mange flygtninge, at deres hverdag er uden meningsfulde aktiviteter.
De fleste kan komme igennem en hel dag uden at lave noget som helst. De har derfor behov for at
få struktur på deres hverdag.
Aktivitet og deltagelse kan hjælpe til at strukturere hverdagen
Det er vigtigt for de traumatiserede flygtninge, at dagligdagen er i orden, hvis de skal have
noget ud af de specialiserede behandlingstilbud. Fundamentalt drejer det sig om at skaffe
folk et sikkert sted at være, at få struktur på hverdagen, hjælp til at klare børnene og i det
hele taget støtte til at genskabe et liv.
(Thomsen 2001: 5-6)
Ved at have forskellige planlagte aktiviteter i løbet af dagen, kan flygtningene få implementeret
nogle faste rutiner i hverdagen, som kan være med til at skabe den struktur de mangler.
Her handler det ikke så meget om at komme i arbejde, det handler om at få det bedre. At
finde noget de har lyst til at beskæftige sig med. Evt. et skånejob for at have noget at stå
op til og få lidt struktur på hverdagen.
Rutinerne skal være deres faste holdepunkt i hverdagen, i en ellers turbulent periode af deres liv.
Selvom der er tale om nye omgivelser og andre levevilkår, skal man søge at basere rutinerne på den
hverdag flygtningene havde i hjemlandet inden flugten.
44

Som med alle andre klienter drejer det sig om at prøve at finde frem til folks ressourcer og
bygge på dem.
(Thomsen 2001: 5-6)
Aktivitet og deltagelse kan bruges til at finde flygtningens ressourcer
Som før nævnt, har mange flygtninge følelsen af, at de ikke slår til, og at de ikke duer til noget.
Dette medvirker til, at de bliver inaktive og apatiske. Når de deltager i aktiviteter, kan deres
ressourcer komme til syne, ressourcer som de selv havde glemt, eller ikke vidste de havde. Når
disse påpeges af behandleren, kan det være med til at motivere dem.
Det er vigtigt at inddrage de ressourcer som de har fra tidligere. Så kan det godt være at de
har boet mange år i Danmark og at de synes de ikke kan noget, men de har jo haft et liv før.
Og hvis man kan få dem til at fortælle om det liv, kan man nogle gange se lyset komme
op i deres øjne. ”Jeg kunne det og det og var respekteret…”, så hvis man kan få noget af det
hentet ind i en hverdag, så har man virkelig gjort noget rigtig godt.
Det at de får øjnene op for deres ressourcer kan være med til at give dem succesoplevelser.
Succesoplevelser gennem aktivitet er med til at styrke flygtningenes selvværd og selvtillid. Udover
det, kan det give dem mod på at deltage i flere aktiviteter i hverdagen.
Aktivitet og deltagelse kan fremme psykiske, kognitive, fysiske og sociale færdigheder
Eftersom tilværelsen er svær for flygtningene at overskue, har de, som nævnt, brug for struktur på
hverdagen i form af faste rammer og rutiner. Idet de, gennem aktiviteter, får mere struktur på
hverdagen, vil de kunne mindske deres symptomer og på den måde få tankerne væk fra traumer og
flashbacks. Dette vil kunne gøre dem i stand til igen at kunne lære og huske nye ting.
Vi har mange som har utrolig dårlig hukommelse, så de kan ikke huske, hvad tid de skal
komme, så der prøver vi at bruge nogle teknikker sammen med dem. F.eks. i form af
huskesedler på køleskabet.
45

Ved at deltage i sociale aktiviteter i behandlingsstedets kendte rammer, kan flygtningene træne det
at kunne være sammen med andre. På behandlingsstedet kan man skabe kontrollerede forhold, som
er tilpasset flygtningenes funktionsniveau. Det, man kan tage hensyn til, er bl.a., hvor mange de er
sammen ad gangen, hvilke nationaliteter der er sammen, alt efter hvad der er af konflikter i deres
hjemland/hjemlande. De, der er i gruppen, står i samme situation som dem selv i kraft af, at de er
traumatiserede flygtninge, og de har en forståelse for hinandens situation. Der skal ikke være noget
krav i forhold til aktivitets- og deltagelsesniveauet.
Idet mange flygtninge har manglende kropsbevidsthed, kan man, gennem forskellige aktiviteter
med fokus på kropsbevidstheden, øge denne.
Behandleren kan observere flygtningene i aktiviteter og på den måde afdække, hvordan de fysiske
skader påvirker aktivitetsudøvelsen.
Sammenfatning
Det vigtigste, med de aktiviteter flygtningene udfører, er, at de giver dem en følelse af, at aktiviteten
er meningsfuld at deltage i. Dette opnås ved at de kan se formål og mål for aktiviteten. Det er derfor
af mindre betydning, hvilken art af aktiviteter de udfører.
For at aktiviteterne er meningsfulde for flygtningene, er det, så vidt det er muligt, nødvendigt, at de
selv er med til at beslutte, hvilke aktiviteter de deltager i, i hverdagen.
Det jeg tænker på som aktivitet, er noget der er meningsfuldt. Nogle synes det er enormt
meningsfuldt at sidde og komme frimærker i poser og lukke dem til, fordi man sidder
sammen med nogen man elsker at snakke med. Så er det meningsfuldt. For andre er det et
helvede. Mød den enkelte, og hør hvad der betyder noget.
Det er i behandlingen vigtigt med succesoplevelser der fører til opnåelse af mål, hvorfor
flygtningene bør være med til at opstille mål for behandlingen. I og med at flygtningen er
medinddraget i egen rehabiliteringsproces, hjælper det flygtningen til at tage ansvar for sin egen
rehabilitering og dermed eget liv.
Muligheden for at deltage i meningsfulde aktiviteter er en menneskeret, det er en forudsætning for
overlevelse, sundhed og velvære. Aktiviteter gør mennesker i stand til at udvikle sig som individer
46

og deltagere i samfundet. At leve er at udføre forskelligartede aktiviteter, der giver mennesket
glæde, selvstændighed, personlighed og mere. (Jarman 2004)
Ud fra ovenstående kan vi nu konkludere at aktivitet og deltagelse både kan indgå i rehabiliteringen
som et middel i behandlingen, men også som redskab til undersøgelse af funktionsniveau.
Vurdering af udsagnsstyrke
Der findes ingen videnskabelige undersøgelser omkring aktivitet og deltagelse i flygtningeregi vi
kan underbygge vores konklusion med.
Kendskabet til hvilken behandling der er den mest optimale, er ufuldstændig, og der er
behov for betydelig forskning på dette område. Med vores nuværende viden anbefales en
tværfaglig behandling af specialiserede teams.
(Nørregaard 2001: 1995)
Selvom denne kilde er fra 2001 har vi, i vores søgning efter litteratur, fundet at, der på området,
ikke er sket nogen nævneværdig udvikling siden.
Vi har, i praksis, set at aktivitet og deltagelse kan indgå i behandlingen indenfor det psykiatriske og
somatiske arbejdsområde. Dette, sammenholdt med vores viden om rehabilitering, samt vores nye
viden om rehabilitering af traumatiserede flygtninge, gør, at vi, med en vis sikkerhed, kan
konkludere ovenstående.
47

Diskussion og perspektivering
Tidligere brugte man aktiviteter blot for, at aktivere og beskæftige.
Vi har konkluderet at aktivitet og deltagelse kan indgå i rehabiliteringen som behandling og
undersøgelse. Da vi, som ergoterapeuter, har rehabilitering som et kerneområde, med aktivitet og
deltagelse i fokus, mener vi at kunne varetage aktivitets- og deltagelsesdelen af de traumatiserede
flygtninges rehabilitering. Dette skal ses som et supplement til det eksisterende tværfaglige
behandlingstilbud.
I det næste vil vi diskutere og perspektivere ud fra den antagelse, at det er ergoterapeuter der skal
varetage aktivitets- og deltagelsesdelen af de traumatiserede flygtninges rehabilitering.
Implementering af ergoterapi i praksis
På nuværende tidspunkt arbejdes der allerede med aktiviteter i rehabiliteringen. Hvorvidt der er
formuleret et decideret formål med selve aktiviteten for den enkelte flygtning, er vi i tvivl om.
Vi vil, med ergoterapeutiske undersøgelsesredskaber i samarbejde med flygtningen, kunne
identificere, dennes aktivitetsproblematikker. Dette for at finde ud af hvilke, der er af størst
betydning for klienten at arbejde med. I samarbejde med klienten opstiller vi mål, handleplan og
finder ressourcer. Herefter implementeres handleplanen ved hjælp af en, til den enkelte, gennem
graduering, tilpasset aktivitet.
48

Ergoterapeutiske redskaber/metoder vi ser som anvendelige i dette regi er:
Redskab/metode
Aktivitet
Canadian Occupational Performance Model
(COPM)
Undersøgelse af ADL 5 -færdigheder
Netværkskort
(tværfaglig)
Døgnrytmeur
(tværfaglig)
Samtale og observation.
Opstilling af mål
(kort-, lang- og længere sigt)
Aktivitetsanalyse
ADL-træning
Dag-/ugeskema
(tværfaglige)
Occupational Performance Process Model
(OPPM)
Anvendelse
- Som middel til at skabe kontakt til
klienten.
- Undersøgelse og behandling.
- Undersøgelsesredskab til at klarlægge
aktivitetsproblematikker flygtningene
selv synes er betydningsfulde.
- For, gennem aktivitet, at identificere og
tydeliggøre klientens funktionsniveau.
- Undersøgelsesredskab til at klarlægge
flygtningens ressourcer i forhold til
sociale omgivelser.
- Undersøgelsesredskab til at få et billede
af strukturen i flygtningens hverdag eller
mangel på samme.
- Som undersøgelse i form af interview og
observation af aktivitetsudøvelse og
interaktion med omgivelserne.
- Så klienten kan se et formål med
deltagelse i aktiviteten.
- Graduere aktiviteten, så den er tilpasset
den enkelte.
- Fremme psykiske, kognitive, sociale og
fysiske færdigheder.
- Hjælpe med at huske aftaler og
strukturere hverdagen.
- Arbejdsproces model for hele
interventionen.
5 Almindelig Daglig Livsførelse, der bl.a. omfatter madlavning, rengøring, indkøb, tøjvask, personlig hygiejne. Kort
sagt: Tilrettelæggelse af hverdagens rutiner.
49

Ved at bruge sidstnævnte, OPPM, vil vi komme rundt om det, der er relevant at undersøge og
behandle hos den enkelte, idet vi bruger ovenstående redskaber og metoder sammen med vores
grundlæggende viden indenfor sygdomsfag og dertilhørende behandlingsprincipper. Samtidig er
OPPM rettesnor for hele vores indsats omkring klienten. Vi ser den som et muligt tværfagligt
redskab, da der i forvejen arbejdes helheds- og ressourceorienteret, dog uden en egentlig fælles
referenceramme.
Vi mener at vores resultat er validt nok til at kunne implementeres i praksis, idet aktivitet og
deltagelse, som før nævnt, allerede anvendes i behandlingen. Samtidig har vores respondenter set
virkningen af det at være beskæftiget. Dette understøtter vi med vores specifikke tilgang til
aktiviteter og viden om, at muligheden, for at kunne deltage i forskellige aktiviteter, er determinant
for sundhed. Hvorvidt, det kan implementeres i praksis, vil naturligvis komme an på en afprøvning.
Vi har i vores projekt ikke valgt at se på om aktivitet og deltagelse vil kunne forbedre
rehabiliteringen. Hvis man skulle undersøge det, forestiller vi os, at man kunne følge to grupper af
traumatiserede flygtninge over en længere periode, den ene gruppe deltager i det eksisterende
rehabiliteringstilbud og den anden i det samme, men med aktivitet og deltagelse som en del af
behandlingen, set ud fra et ergoterapeutisk perspektiv. Ved undersøgelsens afslutning vil man kunne
sammenligne hvor meget de to grupper har rykket sig.
Redskabet ergoterapeuten vil kunne bruge til at undersøge dette er COPM. Ved at udføre en COPM
med hver enkelt klient i begge grupper ved rehabiliteringens start og slut, vil man kunne
sammenligne ændringen i tilfredshedsscoren med aktivitetsudøvelsen hos den enkelte.
Undersøgelsen er til at indhente kvalitative data. Afhængigt af hvordan resultaterne stilles op, kan
de bruges enten kvalitativt eller kvantitativt.
Der vil dog aldrig blive tale om et egentligt videnskabeligt resultat, da det er flygtningenes egen
subjektive oplevelse af tilfredsheden med udførelsen. En faktor, der vil kunne påvirke resultatet i
negativ retning, er brugen af tolk. En tolks primære opgave er at oversætte betydningen af det der
bliver sagt. Ergoterapeuten skal være opmærksom på, at redskabet er fagspecifikt og at modtageren
er fra en anden kultur. Terapeuten skal derfor formulere sig på en måde, så det er så let omsætteligt
som muligt, idet vi er usikre på, om tolken vil være i stand til at oversætte den egentlige betydning.
50

Vi ville gerne have talt med primærkilden, som er de traumatiserede flygtninge, men dette fandt vi,
som tidligere nævnt, pga. etiske grunde, ikke korrekt. Havde vi talt med flygtningene, kunne vi i
undersøgelsen have set på flere af komponenterne i OPM. Herunder bl.a. komponenter i
aktivitetsudøvelsen samt oplevet og konkret tid og rum.
I tilfælde af at vi havde talt med flygtningene, kunne vi have brugt undersøgelsesredskabet COPM,
eftersom der ikke er nogen undersøgelsesredskaber tilknyttet OPM. Dette til, i fællesskab med
flygtningene, at klarlægge de aktivitetsproblematikker, som flygtningene selv synes er
betydningsfulde, frem for som nu, hvor vi opstiller aktivitetsproblematikker, ud fra hvad vi har
tolket af respondenternes udtalelser.
Ergoterapi i forhold til samfundsdebatten
Samfundet stiller krav til flygtningene om at de integrerer sig, men der stilles ikke krav om at
de skal have succesoplevelser.
I takt med at der i medierne er kommet mere fokus på integrationsproblematikken, er der også
kommet mere fokus på, hvad vi, som samfund, gør eller ikke gør for at fremme integrationen. Vi
har, igennem vores projekt, fundet ud af, at det, at flygtningene er traumatiserede, er én af årsagerne
der medvirker til at hæmme integrationen. Undersøgelser tilbage fra 1990’erne viser at
traumatiserede flygtninge har behov for rehabilitering, men det er uklart, hvad denne præcist skal
indeholde for at se en effekt.
Vi mener derfor at der er et betydeligt behov for forskning og videreudvikling på området.
En helt ny undersøgelse lavet af Dansk Flygtningehjælp, bragt i dagbladet Information d. 7. juni
2007, viser at antallet af selvmordsforsøg på asylcentrene, siden 2001, er tredoblet i forhold til
antallet af asylansøgere. Tal fra Dansk Flygtningehjælp viser at ventetiden på centrene, i samme
periode, er blevet fire gange så lang.
Stigningen hænger sandsynligvis sammen med den mistrøstige tilværelse, asylansøgerne
lever på centrene. Uden at kunne foretage sig noget som helst bliver de mere og mere syge.
51

Denne problematik vidner om at flygtningene ingen meningsfulde aktiviteter har i hverdagen. Dette
bekræfter blot vores antagelse om, at der er et behov for ergoterapi på området, idet aktivitet og
deltagelse i hverdagen er ergoterapeuters kerneområde. Vi har fundet at der, i Danmark, kun
arbejder én ergoterapeut indenfor området. I Australien er der blevet oprettet Occupational
Opportunities For Refugees and Asylum Seekers (OOFRAS), som er en gruppe af ergoterapeuter,
der har til formål at fremme aktivitetsudøvelse hos flygtninge og asylansøgere.
Eftersom ergoterapi har eksisteret længere tid end flygtningeproblematikken i Danmark, undrer det
os at ergoterapi og rehabilitering af traumatiserede flygtninge aldrig er blevet kædet mere sammen
her i landet.
Vi foreslår derfor at ergoterapi fremover skal være en del af rehabilitering og at samfundet griber
tidligere ind. En tidligere indsats, mener vi, ville kunne minimere forankringen af traumerne og
dermed minimere risikoen for at PTSD symptomerne ender ud i et kronisk forløb.
For at gribe ind så tidligt som muligt, foreslår vi at man starter rehabiliteringen allerede i asylfasen,
da der her vil være tale om den samme tilgang. Eftersom den eneste forskel på asylsøgere og
flygtninge med opholdstilladelse er det, der står på deres papirer. De har alle brug for en indsats.
Debatten i Folketinget
Politikerne i Danmark er meget uenige om forholdene på de danske asylcentre, det er et politisk
dilemma.
Nogle af politikerne mener at forholdene er skandaløse.
Forholdene på asylcentrene er "barske". Vi har lavet et system, hvor folk bliver syge. Folk
bliver så syge af at leve i centrene, at flere prøver på at tage deres eget liv.
Vi kan ikke byde disse mennesker at leve under disse forhold i så lang tid.
Mens andre mener, at forholdene er passende.
Asylansøgerne har allerede i dag de rammer, der skal til for at give dem en ordentlig
hverdag.
52

Jeg mener ikke, at det skal være sådan, at jo længere man opholder sig på et asylcenter, jo
bedre forhold skal man have.
Til dette skal siges, at der ikke kun er uenighed på tværs af fløjene, men også indbyrdes i partierne.
Idet partierne og politikerne ikke kan arbejde sammen og finde et kompromis, undrer det os ikke, at
der ikke sker udvikling og forbedringer på området. Et kompromis kunne være, at man arbejdede
hen imod at forbedre forholdene, men med færrest midler muligt. På den måde mødes politikerne på
halvvejen. En ting er dog klart; der er behov for en indsats.
Forslag til yderligere studier
Det er vores oplevelse at den anderledes kultur og sygdomsopfattelse er årsag til mange
misforståelser mellem flygtningene, udlændinge generelt og sundhedspersonalet. Misforståelserne
påvirker indsatsen. Vi mener derfor, at læren om kultur og sygdomsopfattelse burde være en
obligatorisk del af flere sundhedsuddannelser, da vi som sundhedspersonale oftere og oftere møder
flygtningene i praksis, bl.a. på sygehuse, socialpsykiatriske væresteder og i kommunen. Et forslag
til et yderligere studie kunne derfor være:
- Hvordan kan et undervisningsforløb i ”læren om kultur og sygdomsopfattelse”
tilrettelægges, så det henvender sig til samtlige studerende på CVU Lillebælt?
Idet vi som tidligere nævnt, mener at en tidligere indsats på området ville mindske antallet af
flygtninge med kronisk PTSD, finder vi det interessant at følgende undersøges:
- Hvordan kan man med screene PTSD/traumer hos nyankomne flygtninge?
I opgaven nævner vi kort at børnene er fanget mellem to kulturer uden at gå dybere ind i denne
problematik. Derfor finder vi følgende interessant:
- Hvordan oplever børn af flygtninge det at være fanget mellem to kulturer?
53

Formidling
Vores målgruppe for projektet er de faggrupper der, på nuværende tidspunkt, arbejder med
rehabilitering af traumatiserede flygtninge i Danmark, samt de mennesker, der har interesse
indenfor området. I forbindelse med vore interviews gav respondenterne på RCT og AC udtryk for,
at de var meget interesserede i at læse vores opgave, når den var færdig. Vi vil derfor sende den til
dem. Herudover vil vi sende den til Ergoterapeutforeningen og Samspil 6 – magasinet om etniske
mindretal, i håb om at skabe fokus på ergoterapi i flygtningeregi.
Til samtlige modtagere vedlægger vi et brev, hvori vi beskriver formålet med at sende opgaven til
netop dem. Desuden gør vi opmærksom på, at de er velkomne til at kontakte os i tilfælde af, at de
har uddybende spørgsmål.
6 Samspils formål er at medvirke til at skabe bedre forståelse mellem danskere og etniske mindretal, at formidle
oplysninger om etniske mindretals vilkår i Danmark, at orientere om nye regler og initiativer og ny forskning inden for
området
54