1 LUMEN nr. 79 | Oktober 2011 - Sankt Mariæ Kirke

Jeremias’ anklage
Det er en voldsom anklage, Jeremias slynger mod
Gud. ”Du lokkede mig, og jeg lod mig lokke, du var
mig for stærk, og du vandt..” Og nu befi nder Jeremias
sig i en livssituation, som han ikke selv har skruet
sammen, og som han synes er ubærlig: ”Jeg kan ikke
holde det ud, jeg kan ikke bære det…” Han ønsker
at lægge afstand til Gud: Han vil ikke tænke på ham,
men den plan slår også fejl, for hver gang han forsøger,
så er det, som om det brænder i ham. Han føler,
han er gået i en fælde.
Og nu står vi så der: Hvad i alverden er meningen
med, at vi skal vide om Jeremias kvaler, og hvad han
sagde i sin klage til Gud – Gud, som han tegner et
helt igennem usympatisk og frastødende billede af?
Jeremias’ bog, kapitel 20, v.7-9
v7 Du lokkede mig , Herre,
og jeg lod mig lokke,
du var mig for stærk, og du vandt.
Dagen lang er jeg til latter,
alle spotter mig.
v8 Hver gang jeg taler,
må jeg skrige,
råbe om vold og ødelæggelse,
for Herrens ord bringer mig
dagen lang
kun spot og spe.
v9 Når jeg sagde:
»Jeg vil ikke tænke på ham
og ikke mere tale i hans navn«,
kom der i mit hjerte
en brændende ild,
den rasede i mine knogler.
Jeg kan ikke holde det ud,
jeg kan ikke bære det!
3
Er det ikke provokerende og uforsigtigt at sådanne
tanker fi nder vej til den hellige skrift og nu endda til
vores søndagsliturgi – siger Jeremias ikke nærmest
desperat til Gud: gå din vej, så vil jeg være en fri
mand igen! Men bibelen kender ikke til censur. Den
er – som Kaj Munk siger – en hensynsløs bog – den
tror på sandheden. Og den tror, at det godt for os, at
vi kender den sandhed.
Allerførst åbner teksten sin favn mod alle dem, som har
tænkt de samme tanker om Gud som Jeremias, klaget og
bedt med samme alvor. Til dem siges der nu: Ja, sådan
kan man også bede – og når den hellige skrift gemmer
Jeremias´ bøn, så ligger der et indirekte og vidunderligt
tilsagn om, at Gud også hører sådanne bønner. Gud har
ingen fi ne fornemmelser, hans søns ord på korset viser
os, at han kender fortvivlelsens sprog.
Det næste som virkelig er mange tanker værd: det er,
at Jeremias beder. I sin hudløse ærlighed er Jeremias
en bedende. Men det er en underlig bøn. Jeremias
siger rent ud, at det er Gud, som er selve årsagen til
hans kvaler. Men Gud er den eneste, han kan rette sin
klage til. Derfor virker hans bøn også mere som en
klage til Gud end en klage over Gud. Jeremias lider,
men forholdet til Gud bliver ikke opløst af den grund.
Det minder mig om det sted, hvor Jesus spørger disciplene,
om de – ligesom så mange andre – også vil
gå, og hvordan Peter svarer: ”Herre, hvor skal vi gå
hen?” Og jeg vil tilføje: Jo dybere nød, jo mere trænger
vi til at placere vores nød i skaberens favn. Der
er ingen andre steder, hvis ikke mennesket selv skal
blive stedløst.
Og det ville være endnu mere ubærligt. Det menneske
ville ikke kunne dele sin smerte. Der er kun én
ting, der er værre end smerten selv, det er så meget
ensomhed, at mennesket står alene med den.
Der var en, der engang var i den dybeste troskrise:
Han fortalte mig: Når jeg beder, så siger jeg: ”Nu
beder jeg til dig, Gud, som jeg ikke tror på…”
Hans ord vendte ikke tomme tilbage – alene af den
grund, at de var allerede en ytring af tro.
Eller som salmisten, der også beder med stor indre
fortvivlelse: ”siger jeg, mørket skal skjule mig, ly-