Læs hele artiklen - Henrik Krogh

henrikkrogh.dk

Læs hele artiklen - Henrik Krogh

Ingen drømmer jo om

at blive bedemand

De færreste forbinder det at være bedemand med noget særligt muntert. I det hele taget er

mange af os ikke glade for hverken at tænke på eller tale om den dag, vi skal herfra. Men for

den langtidsfriske bedemand Finn og hans ligeså langtidsfriske kone, Susanne, er døden en

del af hverdagen og noget, de er nødt til at forholde sig til - både med alvor og humor.

Foto og tekst af Ida Wang

Hvis der er noget, som er vigtigt i livet, så er det at få

en værdig død. Sådan har jeg det i hvert fald, og jeg

må indrømme, at jeg har svært ved at affinde mig med

at skulle give slip på kontrollen til allersidst og bare

stole på, at der er nogen, som forstår at tage sig af mit

exit på en ordentlig og værdig måde. Her giver det en

stor tryghed at vide, at der findes nogen som Susanne

og Finn, for hos dem er man i trygge hænder, når det

for alvor bliver alvor.

J

eg møder Finn i den bedemandsforretning, hvor han er ansat,

og han tager imod med et fast men ydmygt håndtryk og viser

mig rundt i den lille butik. Den er hyggeligt og nøjsomt indrettet

med små rum, hvor man ugeneret kan holde møder

med de pårørende. Det er tydeligt at mærke, at Finn brænder for

sit arbejde, og jeg tager mig selv i at tænke: “Kan en bedemand

det?” - men det kan en bedemand tydeligvis.

“Ja, for mig er det jo et drømmejob. Det lyder måske lidt mærkeligt,

for der er jo ingen, der drømmer om at blive bedemand - heller

ikke jeg”, siger Finn og smiler eftertænksomt. Finn kom ind i faget

mere eller mindre tilfældigt efter at have arbejdet nogle år som

1 Fra langtidsfrisk til langtidsholdbar

kørerlærer og skraldemand. “Jeg skulle lige vænne mig til det. Før

jeg blev ansat, havde jeg aldrig set et dødt menneske, så det var

lidt af et chok. Men jeg mærkede hurtigt, hvor stor en betydning

det har for de pårørende, at de føler, at der bliver taget sig godt af

den afdøde, og at der er styr på tingene. Jeg kan rigtig godt lide

at hjælpe andre, så jeg faldt hurtigt til i jobbet som bedemand”.

Det er heller ikke helt uden stolthed, at Finn viser den nye rustvogn

frem, da vi forlader butikken for at tage hjem til privaten, hvor

hans kone gennem 35 år, Susanne, venter.

Et stort omsorgsgen

Susanne møder os i entréen med et stort knus. Indenfor er der

dækket op med et overdådighedshorn af slik og kage, og jeg føler

mig hurtigt hjemme.

Susanne har modsat Finn altid vidst, hvad hun ville være. “Lige fra

jeg var 16 har jeg vidst, at jeg ville være noget med omsorg. Jeg

har nok et ret stort omsorgsgen, så efter jeg havde været i praktik

på et plejehjem, så var jeg ikke tvivl. Uden at det skal lyde alt for

pladderromantisk, så handler det for mig om at gøre noget for

andre, at gøre en forskel. Det er meget tilfredsstillende og meningsfuldt”.

“Det værste er, når der sker noget forfærdeligt,

og man ikke kan gøre noget. Men nogle gange

kan det faktisk også være det bedste...”

Susanne har arbejdet som social- og sundhedsassistent på operationsgangen

på Herlev sygehus 32 år. “Det blev faktisk lige

så godt, som jeg havde forestillet mig, jeg elsker mit arbejde.

Nogle gange tænker jeg, at jeg burde prøve noget andet, men

jeg ender altid med det samme, så jeg tror, jeg har fundet min

rette hylde”, fortæller Susanne og slår ud med armene.

“Ja, jeg tror, vi er drevet af det samme”, fortsætter Finn, “Hver

dag, når jeg går hjem, så føler jeg, at jeg har gjort en forskel

for nogen, og det er det, som er det vigtigste for mig. Og så

er det spændende at møde så mange forskellige mennesker -

også selvom det ofte er i en trist anledning.”

Netop behovet for at gøre en forskel og give omsorg er, i følge

Henrik Krogh, et klassisk træk hos de langtidsfriske. “Man vil

ofte opleve, at de langtidsfriske medarbejdere påtager sig et

langt større ansvar, end de egentlig er ansat til, og det kan

virkelig true deres trivsel, hvis de ikke har mulighed for at være

noget for deres kolleger, venner og familie. På den anden side,

er det også vigtigt, at deres omgivelser passer på ikke at misbruge

det store omsorgsgen, som mange af de langtidsfriske

trækker på. Det kan nemlig være svært for omgivelserne at

opdage, hvis de langtidsfriske ikke har det sædvanlige overskud

- og de langtidsfriske selv har ofte også svært ved at

mærke det i tide”, fortæller Henrik Krogh.

Faglig stolthed

Det er helt afgørende for Susanne og Finn, at de føler, at de har

mulighed for at yde deres bedste, når de er på arbejde. “Jeg

synes, det er rigtig hårdt, når man ikke har mulighed for at

gøre sit arbejde ordentligt, når det f.eks. bare skal køre maskinelt,

og man ikke får lov til at give de patienter og pårørende

den omsorg, de har behov for. Jeg bliver simpelthen så gal

over det”, siger Susanne og kigger på Finn, som udmærket

godt ved, hvordan det er få sin kone hjem efter en dag med

for lidt personale på operationsgangen. “Men man må ikke

give op”, supplerer han og fortsætter: “Man er nødt til at

gøre alt, hvad man kan og få det bedste ud af det - uanset

hvad.” “Ja, lige præcis!”, bryder Susanne ind. “De personer,

der knækker, er dem, der giver op og påtager sig skylden over,

at tingene er, som de er, og vi f.eks. ikke er nok på arbejde.

Det skal man virkelig passe på med, for det er jo udenfor vores

kontrol, og det er noget, som bestemmes oppefra, og vi kan

ikke gøre noget ved det. Jeg tror, jeg reagerer nærmest omvendt.

Jeg tænker i stedet: ‘mig skal de ikke få ned med nakken’.

Jeg tror, jeg er meget god til at skelne mellem det, som

jeg kan gøre noget ved og det, som jeg ikke kan gøre noget

ved, og det tror jeg er vigtigt, at man kan”, siger Susanne og

kigger på mig med et insisterende blik som for at sikre sig, at

jeg forstår hendes pointe.

Fra langtidsfrisk til langtidsholdbar 2


“Det værste er, når der sker noget forfærdeligt, og man ikke kan

gøre noget. Men nogle gange kan det faktisk også være det bedste”,

fortsætter Susanne. “Det er en fantastisk følelse, hvis man

får vendt en umulig eller farlig situation til noget godt, eller hvis

det lykkes at berolige en pårørende, som er bange og ulykkelig,

så føler man, at det betyder noget, det man gør, og det er det

vigtigste for mig”.

“Det er min erfaring, at noget af det værste

de langtidsfriske kan opleve er, at der ikke er

plads til deres faglige stolthed. Det kendetegner

dem, at netop den faglige stolthed er

én af hovednøglerne til deres trivsel.”

- Henrik Krogh

Henrik Krogh kan sagtens genkende det, Susanne og Finn beskriver.

“Det er min erfaring, at noget af det værste de langtidsfriske

kan opleve er, at der ikke er plads til deres faglige stolthed. Det

kendetegner dem, at netop den faglige stolthed er én af hovednøglerne

til deres trivsel. Derfor er de også ekstra sårbare, hvis de

oplever, at de må give for meget køb på den”, fortæller han.

Med døden tæt inde på livet

Både Susanne og Finn lever via deres arbejde med døden tæt inde

på livet, og de oplever begge tunge dage, hvor det kan være svært

at slippe dagens oplevelser, når de har fri.

3 Fra langtidsfrisk til langtidsholdbar

“Den dag, hvor jeg ikke længere bliver berørt

af det, så holder jeg op. Ellers bliver det for

professionelt”.

- Finn

“Vi bruger hinanden rigtig meget”, forklarer Susanne, “og vi taler

meget om døden”. “Ja, den fylder egentlig ret meget for os”,

fortsætter Finn eftertænksomt, “og det er klart, at man indimellem

oplever, at tårene presser sig på, når f.eks. man sidder overfor

nogle pårørende, som har mistet - især hvis det er nogen, som er

død for tidligt i en ung alder. Men her må jeg være professionel og

bevare overblikket. Men jeg har det også sådan, at den dag, hvor

jeg ikke længere bliver berørt af det, så holder jeg op - ellers bliver

det for professionelt”, slår Finn fast.

“Ja, hvis det har været en svær dag, så kan jeg godt have behov

for at være lidt for mig selv, når jeg kommer hjem”, fortæller Susanne

og fortsætter: “Så skal man lige have det hele til at falde på

plads. Hos os på operationsgangen er det rigtig, rigtig hårdt, hvis

vi mister et barn, og nogle gange græder vi sammen - helt uden

skam. Det tror jeg er rigtig godt, at vi kan. Ellers hoper det sig op

indeni”.

Finn fortæller, at han bl.a. bruger sin motion til at bearbejde de

stærke oplevelser, som er en del af hans arbejde: “Jeg kan mærke

en stor forskel, hvis jeg kommer ud at løbe. Her får jeg lagt alting

på plads indeni. Det er meget sværere, hvis jeg ikke har tid eller

overskud til at dyrke motion. Så det er vigtigt for mig.”

Humor forløser

På trods af to alvorlige jobs - eller måske netop derfor, så spiller

humoren en vigtig rolle for Susanne og Finn:

“Humoren betyder alt!”, smiler Finn og kigger på Susanne. “Det

bliver nogle lange dage, hvis man ikke har det lidt skægt.”, og

Susanne nikker bekræftende: “Ja, humor er vigtigt. For mange

udeforstående kan vores humor på operationsgangen måske godt

lyde lidt kynisk og virke respektløs, men det er den bare langt fra.

Det er mere et forsvar, en måde at tackle de svære ting på. Ellers

bliver man alt for ked af det.”

“Jeg bruger meget humor i min hverdag”, fortæller Finn. “F.eks.

når jeg tager rundt og holder foredrag om mit arbejde for unge

mennesker. Så starter jeg med at hive målebåndet frem, og det

synes de unge er rigtig sjovt. De fleste kender jo godt bedemanden

fra tegneserien Lucky Luke. Det er sjovt at spille på deres fordomme

og vende det til noget humoristisk. De fleste synes jo, at det er et

spændende men også et lidt mærkeligt job, jeg har”, griner Finn.

Humor, håb og handlekraft

For Henrik Krogh er Susanne og Finn indbegrebet af det at være

langtidsfrisk: “I en hverdag der er ren kong fu, og hvor man har

mange bolde i luften, er de langtidsfriske gode til at bevare roen,

bevare troen, og så angriber de den værste først. Ligesom Susanne

og Finn, så indgyder de håb, gør andre glade og viser en vej, fordi

de gør noget aktivt for at ændre tingene og ikke giver op. De er

aldrig sårende i deres måde at bruge humor på, og det er netop

kombinationen af deres gode humor og handlekraft, som indgyder

håb om, at alt bliver godt igen”.

3 gode råd fra

Susanne og Finn:

1) Gå ikke på kompromis med

de vigtige ting.

2) Kæmp for det, du tror på.

3) Husk at grine.

Fra langtidsfrisk til langtidsholdbar 4

More magazines by this user
Similar magazines