DKK's sundhedsudvalg - Dansk Kennel Klub

Ak tuelt – DKK’S SUNDHEDSUDVALG
Målrettet og fleksibel indsats via DNA-test
12 HUNDEN Nr. 3 - MArTS 2009
Udbuddet af kommercielle DNA-tests
er stigende på markedet og de allerfleste
af dem er sikre nok til identificering
af en sygdom. Men det kan være vanskeligt
for hundeejere og specialklubber
at vurdere disse forskellige tests validitet
og her kommer så DKK’s sundhedsudvalg
ind i billedet. Hvis en specialklub
ønsker at indføre en ny avlsrestriktion
i form af en DNA-test vil denne blive
valideret af sundhedsudvalget. Selve
testens kvalitet vurderes allerførst af
genetiker, professor Merete Fredholm.
Derefter indhentes hos specialklubben
informationer om, hvor udbredt sygdommen
skønnes at være og endelig
vurderer sundhedsudvalget hvilken konsekvens
det måtte have for racepopulationen
at indføre den ønskede restriktion
og i hvilken form det vil være mest
hensigtsmæssigt at indføre den.
Netop DKK’s sundhedsudvalg med udvalgets
tværfaglige sammensætning
af opdrættere, praktiserende dyrlæger
og genetikere har forudsætning for
at foretage en kvalificeret vurdering af
de særlige forhold omkring de enkelte
lidelser i forskellige racer. Alle skal ikke
skæres over én kam og bliver det heller
ikke.
Som eksempel kan nævnes indførelse
af avlsrestriktionen for blødersygdommen
”von Willebrands Disease type II”
hos ruhåret hønsehund, sygdommen
har simpel recessiv nedarvning.
Dansk Ruhår Klub ønskede indført en
restriktion gående ud på, at syge hunde
og heller ikke bærere af denne sygdom
måtte anvendes i avl.
Det viste sig, at kun få hunde i populationen
havde sygdommen. Fordi racen
antalsmæssigt er rimelig stor, vurderede
sundhedsudvalget, at man i dette
tilfælde hurtigt ville kunne udrydde
sygdommen ved at undlade brug af
bærere af sygdommen, uden at det gik
ud over den genetiske variation i populationen
af ruhårede hønsehunde.
Klubben fik derfor den ønskede restriktion,
der kom til at lyde som følger:
von Willebrands Disease type II: Hvalpe
kan ikke registreres i DKK, medmindre
der for begge forældre inden parring
foreligger DNA-testresultat for vWD-II
med følgende krav til status:
Fri: Må parres med fri.
Anlægsbærer: Må ikke bruges i avl
Påvist: Må ikke bruges i avl
En DNA-test gælder for livstid.
Hvis begge forældredyr er kendt vWDfri
ved DNA-test, bortfalder testkravet
for vWD på afkommet.
Et andet eksempel drejer sig om lidelsen
kobbertoxicose, en arvelig leversygdom,
hos bedlington terrier, der
nedarves autosomal recessivt. Den
DNA-test, der var udviklet, blev efter
validering af life.ku’s (Landbohøjskolens)
genetikere godkendt, og klubben
Inden for racerne ruhåret hønsehund og bedlington
terrier findes avlsrestriktioner, der
indebærer DNA-tests af avlsdyrene.
(Modelfoto: Wiegaarden/Tine Luther)
valgte i første omgang ikke at anvende
anlægsbærere. Dette blev konfirmeret
af sundhedsudvalget.
Efter nogle år vendte klubben tilbage
til sundhedsudvalget med ønske om at
få lov at anvende anlægsbærerne. Det
viste sig nemlig, at der var for få dyr,
der kunne anvendes til avl, når man
sorterede anlægsbærerne fra. Racens
genetiske variation blev kraftigt formindsket.
Bedlington terrier er en antalsmæssigt
meget lille race også uden
for landets grænser.
Sundhedsudvalget godkendte derfor
en ny avlsrestriktion, som kom til at
lyde:
Kobbertoxicose: Afkom kan kun stambogsføres
dersom begge forældre er
DNA-testet for kobbertoxicose før parring.
Afkom kan stambogsføres efter
DNA-testede raske hunde og DNAtestede
anlægsbærende hunde, under
forudsætning af, at en bærer kun må
parres med en rask avlspartner.
Med denne restriktion vil man kunne
anvende flere forskellige dyr i avlen, og
samtidigt undgå at avle syge dyr.
DNA-bank
Sundhedsudvalget har gennem de sidste
par år puslet med tanken om en
DNA-bank for DKK-hunde.
Samme emne bliver diskuteret i de øvrige
nordiske lande samt på møder i
Nordisk Kennel Unions Videnskabelige
Komite, hvor også DKK’s sundhedsudvalg
er repræsenteret.
Tanken er i øvrigt introduceret på DKK’s
opdrætteruddannelse samt flere Specialklubbers
seminarer og alle har taget
godt imod ideen.
Det er et meget stort apparat at sætte
i søen og kræver desuden stor laboratoriekapacitet.
1/2 ann
En sådan DNA-bank vil give uanede
muligheder for forskning i hundens
sygdomme nu og i fremtiden og vil
kunne fremskynde forskningsresultater,
idet man så ikke først skal igennem
hele arbejdet med indsamling af
prøverne, når et nyt sygdomsproblem
dukkede op.
Det helt optimale ville være at indsamle
DNA fra alle fødte hvalpe, mens
en begyndelse på etablering af en sådan
bank kunne være indsamling af
DNA fra alle avlsdyrene. Optimalt vil
der skulle udtages en blodprøve fra
hunden, men der findes i dag andre
metoder som f.eks. udtag af svaberprøver
fra mundslimhinden.
Formålet med en DNA-bank er således
ikke verificering af faderskabssager,
selvom den også kan bruges til det. Det
er mere et led i udredningen af arvelige
sygdomme hos vore hunde. n
HUNDEN Nr. 3 - MArTS 2009 13