DEN PERSONLIGE POLITISKE SKANDALE - Kommunikationsforum

kommunikationsforum.dk

DEN PERSONLIGE POLITISKE SKANDALE - Kommunikationsforum

!"#$$%!#&%' !$#$!()!%!#&%' *+(#&!!#&%'

DEN PERSONLIGE POLITISKE SKANDALE

!"#$%&'()*+",-"#&"./,$#+0#"*$#

')(,",&%$#&%+1/+($*#,#2+13+*%

!"#$%!&'$()%*+,$-#$-

.--/%!01"#$%2+3'3$,4%2$-,"(5#$-

!"#$"%"&'()*%"&+(,+-.&/(

0*+12131(45&(61.1+/3*%+/.78(9:7"*;.


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

!"#$%!&$'

Regularly, news stories on politicians’ dos and don’ts end up on the front pages of tabloids as well

as more serious newspapers. During the past decade, a number of powerful and significant Danish

politicians have gone through media storms resulting from their sex lives, alcohol and hotel habits,

personal finances, various kinds of misuse of power in political positions, etc.

Although personal political scandals have become an integrated part of Danish politics, the

phenomenon has not been examined thoroughly in the Danish context. For this reason, this thesis

aims to give a solid analysis of the personal political scandal in Denmark. Through an explorative

study of three personal political scandals, the thesis suggests that the personal political scandal in

Denmark consists of four distinctive characteristics: the violations, the media coverage, the

handling, and the political involvement. The three scandals, examined in the thesis, are former

Prime Minister Lars Løkke Rasmussen’s case on the wrongfully completed annexes, current Prime

Minister Helle Thorning-Schmidt’s case on her and husband Stephen Kinnock’s private tax

relations, and former Minister for Integration Birthe Rønn Hornbech’s case on illegal administration

of statelessness.

The thesis finds that personal political scandals in Denmark exist in the sphere between private and

public and that violations of legal, normative, and second degree are present in all three scandals.

Also, the thesis states that a specific characteristic for personal political scandals in Denmark is

what we have defined as the “practice as you preach” dimension, which implies that Danish

politicians’ behavior must correspond with what they lecture others to do. The media coverage was

shown to be of significant importance, as all three scandals were made public as a consequence of a

revelation in the media. The media also plays a crucial role as a political actor in the scandals. The

three scandalized politicians’ handling of the cases clarified that professionalization is an implicit

part of Danish politics, although it was not present in all cases. Finally, one cannot diminish the role

of other politicians and political institutions in scandals that are per definition personal in their

substance. This supports the argument that we must examine institutional and personal political

scandals independently and that the personal political scandal is as much private as it is public. As a

result of the empirical and analytical findings, the final chapter in the thesis discusses the increasing

need for political reforms and openness in the Danish administration. Because the personal political

scandal has turned out to be a permanent component of Danish politics, the main contribution of the

thesis remains that more research in the field of personal political scandals in Denmark is needed in

order for us to understand the dimensions and the effects of the phenomenon. !

1


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

()*+,-*#.,%$/0)/-#/'

!"#$%!&$' 1!

"#$%&'()!"#$%!*'(+%$%!"(!),-$..$%! /!

-'.,(&"#$%&'()! 0!

2!3($/-'14'()*-/*)()0' 5!

121!&3$4',.$)&!%$.$#,5&6!&7,58,.$%!$%!+58$%-$.9&)$! :!

12;!8$5!$7&'&)$%$58$!*"%&75'5(!'!3".')'&7$!&7,58,.$%! +.$%'5(! ?!

12/!,*(%@5&5'5(! A!

120!8$%!$%!'77$!*$B$)!5"($)!'58!+58$%!(+.#)@33$)6!$)!C'&)"%'&7!3$%&3$7)'#! 11!

12:!&3$4',.$)&!"3-9(5'5(!"(!.@&$#$B.$85'5(! 1;!

2!3($/-'64'$/,%(' 17!

;21!*"%,58%'5($%!'!*$.)$)!>$..$>!>$8'$%!"(!3".')'7! 1/!

;2;!*"%,58%'5($%!'!3".')'&7$!'5&)')+)'"5$%! 10!

;2=!>$8'$%5$&!+8#'7.'5(! ;;!

;2/!>$8',.'&$%'5(!"(!3%"*$&&'"5,.'&$%'5(! ;:!

;20!3".')'&7$!&7,58,.$%! =0!

;2:!"3$%,)'"5,.'&$%'5(!"(!,5,.9)'&7$!3,%,>$)%$! /(,5(&>E8$!*"%!4,&$+8#@.($.&$! 0D!

=2/!+8#@.($.&$!,*!8,),>,)$%',.$! 0=!

=20!#,.(!,*!>$)"8$6!'58C".8&,5,.9&$! 0?!

=2:!+58$%&F($.&$5&!%$.',-'.')$)!"(!#,.'8')$)! 0A!

=2"8$.! ::!

2!3($/-'74'"/#2%(;/-#/'!.'#2!)*!-/%)/#'+,;/*3/%#,)/%',0'.,%-$%!"(!#@%8'$%! ?;!

02;!."#>@&&'($!"#$%)%@8$.&$%! ?=!

02=!"#$%)%@8$.&$%!,*!#@%8'$%G!5"%>$%!"(!>"%,.&7$!%$(.$%! ??!

02/!,58$5(%,8&"#$%)%@8$.&$%! A/!

020!8$.7"57.+&'"56!"#$%)%@8$.&$%! A?!

'

2


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2!3($/-'54'9/*(/*@2)()0/)' 1AA!

:21!8$5!>$8'$%$8$!&7,58,.$! 1DD!

:2;!),-."'8'&$%'5(!"(!&7,58,.$B"+%5,.'&)'7! 1D=!

:2=!3$%&"5*%$>&)'..'5($%!'!>$8'$%5$! 1D0!

:2/!3".')'&7!,8*@%8&3$%&"5,.'&$%'5(6!3$%&"5.'(!&)"%9)$..'5(! 11D!

:20!8$.7"57.+&'"56!>$8'$8@75'5($5! 11;!

2!3($/-'B4'+C)*$/%()0' 117!

,5+,.! 1?1!

-'.,(!06!8,5&7$!3".')'&7$!&7,58,.$%!1A?DH;D1;! 1?=!

'

3


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

,;/%#(0$',;/%'.(0D%/%',0'$!"/--/%'

.(0D%/%'

*'(+%!16!"#$%&'()!"#$%!&3$4',.$)&!7,3').$%! 1;!

*'(+%!;6!%,C,)!I!&C$,*$%&!3$%&"5,.'&$%'5(! ==!

*'(+%!=6!>$8',.'&$%'5(G!3$%&"5,.'&$%'5(G!3%"*$&&'"5,.'&$%'5(!"(!8$5!3".')'&7$!&7,58,.$! =/!

*'(+%!/6!*%,!,*&.F%'5(!'!>$8'$%5$!)'.!3$%&"5.'(!3".')'&7!&7,58,.$! =A!

*'(+%!06!C"%55$&J!&)%,)$('$%! /0!

*'(+%!:6!"3$%,)'"5,.'&$%'5(! /?!

*'(+%!"8$.! :@&&'($!"#$%)%@8$.&$%!'!&),)&.F&$&,($5! ?/!

),-$.!1/6!."#>@&&'($!"#$%)%@8$.&$%!'!&7,))$&,($5! ?:!

),-$.!106!5"%>"#$%)%@8$.&$%!'!-'.,(&&,($5! ??!

),-$.!1:6!5"%>"#$%)%@8$.&$%!'!&),)&.F&$&,($5! ?A!

),-$.!1


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

"(-!0#,;/%#(0$'

-MNOP!1,!QMN!=$!RS!TRUNOPQ!VW!48!SXYG!ZMNOP!/!XP!0!RS!TRUNOPQ![MU[Q!M![VR\MONRQ2!!

!

-MNOP!1,H1'!NMPPRS![OYNRQ!M!R]!^MN!YRU!]OT]RQ!_-MNOPG!&QOQ[N`[R[OPR]_2!

-MNOP!;,H;B!NMPPRS![OYNRQ!M!R]!^MN!YRU!]OT]RQ!_-MNOPG!-MNOP[[OPR]_2!

-MNOP!=,H=$!NMPPRS![OYNRQ!M!R]!^MN!YRU!]OT]RQ!_-MNOPG!&aOQQR[OPR]_2!

!

-MNOP!1,G!;4!XP!;(G!URS!ONNR!RS!NbU^MNRSG!NMPPRS!UXP![XY![RVOSOQR!^MNRS!VW!\UHSXYYR]2!!

!

"(-!0'1!' EZR]Q![OYSWU!M!']U^`U[SRQ[cUTONPRQ!A2!^RZScOS!;D11!YRU!-MSQdR!%`]]!CXS]ZR\d!!

"(-!0'1"' *XS[NOP!XP!ZRYeSa]M]PRS!QMN!NXT!XY!M]U^`U[SRQ!YRUURNRN[RG!.=?G!^SRY[OQ!O^!-MSQdR!%`]]!

CXS]ZR\d!;?2!XaQXZRS!;D1D!!

"(-!0'1&' 5XQOQ!^SO!-MSQdR!%`]]!CXS]ZR\d!QMN!']U^`U[SRQ[cUTONPRQ!;


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2!3($/-'14'()*-/*)()0''

Øl og smøger på skatteborgernes regning; en ægtefælle, der ikke betaler skat i Danmark; rod i

privatøkonomien; en arabisk oversættelse af en bog om jægersoldater i krig; cafémøder med rockere

og fejlbehandling af statsløse er blot nogle af de sager, der har udviklet sig til politiske skandaler i

Danmark de seneste år. Det skorter ikke med saftige forsider på såvel formiddagsaviser som mere

seriøse dagblade, der hævder, at de har fanget en politiker på det forkerte ben. I de senere år har en

lang række betydningsfulde danske politikere således fået ørene i maskinen af den danske presse.

Alle er de blevet målt og vejet af medierne – nogle er fundet for lette, andre har ufortrødent fortsat

deres politiske karriere.

Politiske skandaler er blevet en integreret del af politik, som medier, politikere og politiske

institutioner forholder sig til med jævne mellemrum. Det konventionelle billede af de politiske

skandaler er, at medierne ikke lægger fingrene imellem i skildringen af politikernes fejl og mangler

– både i offentlige og private sammenhænge. Samtidig kommenterer politikerne heftigt på de

politiske skandalesager, særligt hvis sagerne omhandler politiske modstandere, mens embedsværket

oftest forsøger at holde sig langt ude af skandalerne. Men hvad ved vi egentlig videnskabeligt om

politiske skandaler?

I en ny undersøgelse af politiske skandaler påviser Sigurd Allern og Ester Pollack, at der er sket en

stigning i antallet af politiske skandaler i de nordiske lande (Allern et al., 2012; Thompson, 2002;

Blach-Ørsten, 2011). Det gælder især Danmark, hvor antallet af skandaler har bevæget sig fra 22

skandaler i perioden 1990-1999 til hele 54 skandaler fra 2000-2009. Antallet af skandaler er altså

næsten tredoblet fra 90’erne til 00’erne (Allern et al., 2012: 35).

I dette speciale argumenterer vi for, at skandaler ikke blot er flygtige fænomener, der sætter

medierne i selvsving i kortere eller længere perioder. Vi finder frem til en række kendetegn ved og

konsekvenser af den personlige politiske skandale, som tilsammen viser, at det – vi definerer –som

den personlige politiske skandale er blevet en fast bestanddel af dansk politik.

1F1'#GHIJKLHMN'OHLHPKQN4'#RKQSKLHO'HO'TQSHOUHLVNMH'

Forskningsmæssigt kan vi altså konstatere, at politiske skandaler i nordisk sammenhæng

forekommer i stadigt stigende omfang. Men selvom politiske skandaler fylder mere og mere i

medierne, er politiske skandaler ikke undersøgt tilstrækkeligt i politologisk sammenhæng (Bhatti et

al., 2012: 1). Kun få studier har undersøgt skandalernes væsen og de betingelser, der er med til at

forme deres fremkomst, udvikling og konsekvenser. En af årsag til dette kan være skandalens natur:

6


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

En skandales udgangspunkt er en handling eller begivenhed, der overtræder normer eller love

(Thompson, 2002: 26-27). Uanset hvilken type overtrædelse, der ligger til grund, er skandalen

dermed et betændt emne, der kan være svært at undersøge. En anden årsag til den manglende

forskning i politiske skandaler kan være, at et grundvilkår for en skandale er uforudsigeligheden

(Thompson, 2002: 83). Uanset hvor professionelt er kommunikationsberedskab, en politiker har, er

de personlige politiske skandaler i høj grad ukontrollerbare, fordi de kan tage uforudsigelige

drejninger undervejs 1 (Bhatti et al., 2012; Blach-Ørsten & Lund, 2012: 104).

Politiske skandaler er dog væsentlige fænomener at studere inden for politologien, fordi de udstiller

det politiske spil og de mekanismer, der ligger i feltet mellem medier og politik. Samtidig kan de

føre til reelle politiske konsekvenser (Bhatti et al., 2012: 1-2; Thompson 2002: 104-105).

I lyset af skandalers betydning udgør den manglende empiriske forskning i politiske skandaler og

deres konsekvenser et videnshul, som betyder, at vi hverken kender de politiske skandalers

karakter, årsagerne til deres fremkomst eller deres betydning tilstrækkeligt. Det sætter vi os for at

undersøge i dette speciale gennem tre nyere politiske skandaler i Danmark: Lars Løkke Rasmussens

bilagssag, Helle Thorning-Schmidts skattesag og Birthe Rønn Hornbechs statsløsesag. Fordi

politiske skandaler i dag udspringer af en offentliggørelse i medierne og dermed først udvikler sig

til egentlige skandaler i det øjeblik, de er medierede (Thompson, 2002: 43), er medierne

undersøgelsens primære kilde. Specialet undersøger derfor de tre politiske skandaler ud fra en

indholdsanalyse af mediernes dækning af skandalerne.

1F6'*HQ'HRNJNMHOHQSH'WXONRQJQY'J'GXLJMJNRH'NRKQSKLHO'

Specialet tager udgangspunkt i den sparsomme eksisterende forskning i politiske skandaler.

Inspirationen er hentet i John B. Thompsons værk ”Den politiske skandale” fra 2002 og fra

henholdsvis Mark Blach-Ørstens danske undersøgelse af politiske skandaler fra 2011 og Sigurd

Allern og Ester Pollacks undersøgelse af skandaler i Norden fra 2012. Et konceptuelt problem ved

den eksisterende forskning er dog, at den ikke i tilstrækkelig grad skelner mellem personlige

politiske skandaler og institutionelle politiske skandaler. De institutionelle politiske skandaler er

policy skandaler, som er forbundet med offentlig politik eller handlinger udført af statslige eller

offentlige kontrollerede institutioner. I modsætning til personlige politiske skandaler involverer de

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

1 Det er netop tilfældet med skattesagen, som er en af de tre udvalgte sager i specialet. Skattesagen tog den

uforudsigelige drejning, at Steven Kinnocks seksualitet og dermed ægteparret Kinnock og Thornings ægteskabelige

status under en uge inden dette speciales afleveringsfrist blev et issue i skattesagen (Davidsen-Nielsen, Maltesen &

Østergaard, 2012, 25. august).

7


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

ikke direkte individuelle politiske aktører (Kerby & Chari, 2002: 411). De personlige politiske

skandaler handler om politiske personers rolle som henholdsvis politiker og privatperson i rummet

mellem den offentlige og den private sfære (Allern & Pollack, 2012: 14). De tre skandaler i dette

speciale hører altså til i kategorien personlige politiske skandaler, og det er derfor denne

skandalekategori, specialet undersøger. Igennem hele specialet foretager vi en sondring mellem den

private og den offentlige sfære, idet personlige politiske skandaler, i modsætning til institutionelle

politiske skandaler, både kan befinde sig i den offentlige og den private sfære. Specialet opererer

derfor med følgende definition af den personlige politiske skandale:

!

"#$!%#&'($)*+#!%()*,*'-#!'-.$/.)#!0(&#-(11#&!23/#!*!/#$!(00#$,)*+#!(+!*!/#$!%&*4.,#!'05&#!(+!#&!%#&'($)*+!

(+!%()*,*'-6!0(&/*!'-.$/.)#&$#!7.$/)#&!(1!%()*,*'-#!%#&'($)*+7#/#&!*!0(&1!.0!0()-#,*$+'%()*,*-#&#!(+!1*$*',!

!

Baggrunden for definitionen vil blive udpenslet tydeligere i specialets teorikapitel.

1F8'3OXULHZWXOZTLHOJQY'

Specialets undersøgelse er udformet som et eksplorativt casestudie, fordi eksplorative studier er

nyttige i de tilfælde, hvor begreber og forståelse af kausalteori er svage!(Nørgård, 2007: 252). I

studiet af den personlige politiske skandale har vi kun en relativ svag forestilling om, hvad der er

årsagen til personlige politiske skandaler, og ikke mindst hvad, der kendetegner dem. Med det

eksplorative afsæt er specialets formål således at kunne identificere mønstre på tværs af de tre

udvalgte skandaler for derved at bidrage med en grundig beskrivelse og solid analyse af den

personlige politiske skandale i Danmark. Specialet undersøger derfor de tre udvalgte personlige

politiske skandaler ud fra følgende problemformulering:

94./!-#$/#,#+$#&!/#$!%#&'($)*+#!%()*,*'-#!'-.$/.)#!*!".$1.&-6!(+!74*)-#!-($'#-4#$'#&!7.&!/#$:!

Problemformuleringens åbenhed afspejler den eksplorative undersøgelse, vi foretager af personlige

politiske skandaler. Hovedvægten i specialet vil derfor også være på analysen, det vil sige den

første del af problemformuleringen, mens den anden del af problemformuleringen vil blive brugt til

8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

at samle trådene fra analysekapitlerne i en kritisk perspektiverende diskussion. Ud fra den åbne og

lukkede kodning i indholdsanalysen, har vi fundet fire parametre, som vi forventer kan spore os ind

på, hvad der kendetegner en personlig politisk skandale og dens konsekvenser. De fire parametre er

mediedækning, overtrædelser, håndtering og politisk involvering. Parametrene ligger til grund for

følgende underspørgsmål, der understøtter første del af problemformuleringen:

94(&/.$!-#$/#,#+$#&!1#/*#/5-$*$+#$6!(4#&,&5/#)'#&6!73$/,#&*$+!(+!%()*,*'-!*$4()4#&*$+!/#$!%#&'($)*+#!

%()*,*'-#!'-.$/.)#!*!".$1.&-:!!

Analysens pointer om kendetegnene for den personlige politiske skandale i Danmark vil danne

grundlag for specialets diskussion, der kritisk og perspektiverende vil behandle anden del af

problemformuleringen: Hvilke konsekvenser har personlige politiske skandaler?

1F7'!WYO[QNQJQY'

Af hensyn til specialets sammenhæng og omfang har vi foretaget en række nødvendige

afgrænsninger. Tidligere studier har vist, at der både er stor forskel på, hvordan man definerer en

politisk skandale og på den journalistiske kultur i forskellige lande, hvilket gør det vanskeligt at

definere og undersøge problemfeltet komparativt (Barker, 1994, Dalen & Skovsgaard, 2011, Blach-

Ørsten, 2011). Derfor ønsker vi kun at se på politiske skandaler i Danmark. For at snævre

undersøgelsesfeltet endnu mere ind, vælger vi, som definitionen indikerer, udelukkende at se på de

personlige politiske skandaler, der involverer folketingspolitikere eller ministre. Vi ønsker

yderligere at begrænse caseudvælgelsen til skandaler, som er forekommet efter årtusindskiftet, fordi

det er her, den største stigning i antallet af skandaler har fundet sted (Ørsten, 2011: 12-14).

Fordi skandaler som nævnt er medierede begivenheder, undersøger specialet personlige politiske

skandaler ud fra mediedækningen 2 af de tre udvalgte skandalesager. At medierne er udgangspunkt

for undersøgelsen har en række implikationer i forhold til undersøgelsens resultater. Det drejer sig

særligt om det parameter, vi har valgt at kalde ’politisk involvering', som dækker over politiske

institutioners involvering i personlige politiske skandaler. Politiske institutioner som forvaltningen

og partier er svære at undersøge ud fra datamaterialet, idet medierne ofte har fokus på personen

frem for institutionen (Karvonen, 2010: 4). Ud fra en vurdering af de mulige empiriske slutninger,

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

2 Mediedækningen består, som metodekapitlet redegør for, af avisartikler fra en række større danske dagblade.

9


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

der kunne foretages ud fra datamaterialet om partiernes betydning, fandt vi det mere

hensigtsmæssigt at skærpe undersøgelsen og afgrænse os fra partiernes rolle i den personlige

politiske skandale 3 . På trods af undersøgelsens begrænsninger i forhold til parameteret politisk

involvering, mener vi alligevel, at datamaterialet åbner op for en række centrale analytiske

dimensioner i forhold til både politikere og forvaltningens involvering i den personlige politiske

skandale. Samtidig betyder valget af datamateriale, at undersøgelsen står stærkt i forhold til at se på

mediernes rolle i skandalerne.

Med valget af datamateriale har vi samtidig afgrænset os fra at se på hvilken betydning personlige

politiske skandaler har for vælgerne. Selvom de politiske implikationer af skandaler i forhold til,

hvordan vælgere opfatter politik og politikere, er interessante analytiske dimensioner, er det ikke

dette speciales ærinde at undersøge denne gren af politologien.

I forhold til skattesagen har vi afgrænset os tidsligt og omfangsmæssigt ved primært at fokusere på

den del af skandalen, der handler om Thornings personlige skatteforhold. Dermed koncentrerer

specialet sig om Thorning, som sagens hovedperson, mens vi afgrænser os fra at se på Troels Lund

Poulsen som en skandaleramt politiker. Vi forholder os til Troels Lund Poulsen og embedsværkets

rolle i sagen i de tilfælde, det er relevant for analysen 4 .

En sidste afgrænsning handler om skandalers politiske natur. Skandaler hænger uløseligt sammen

med magt, idet både institutionelle og personlige politiske skandaler ofte er et spørgsmål om magt

og magtmisbrug 5 . Men eftersom en selvstændig analyse af magt i personlige politiske skandaler

ville udgøre en undersøgelse i sig selv, har vi afgrænset os fra dette. Det betyder ikke, at specialet

ikke forholder sig til magtspørgsmålet, idet vi stadig inddrager problemstillinger, der drejer sig om

magt – særligt i forhold til mediedækning og den politiske involvering i skandaler.

Magtspørgsmålet er dermed ikke et genstandsfelt i sig selv i dette speciale, men en dimension, der

går på tværs af vores analytiske parametre.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

3 Særligt ud fra det perspektiv, at en del af det stigende personfokus skyldes et fald i partiaktiviteten (Karvonen, 2010:

4-5), kunne vi have styrket undersøgelsens resultater i forhold til den politiske involvering ved at undersøge partiernes

betydning i personlige politiske skandaler.

4 En af årsagerne til denne afgrænsning er desuden, at der forholdsvist tidligt i sagen blev nedsat en

undersøgelseskommission, som skulle kulegrave den politiske involvering i skandalen. Derfor blev væsentlige

informationer henlagt for offentligheden, fordi undersøgelseskommissioner medfører en begrænset aktindsigt i sagen,

indtil kommissionen har fremlagt sine resultater (Lov om undersøgelseskommissioner, 1999, § 31).

5 Magtspørgsmålet er centralt i den eksisterende litteratur om politiske skandaler, særligt hos Thompson, der anvender

magtbegrebet ’den symbolske magt’. Denne form for magt handler om kampen om omdømme, prestige, tillid og

anseelse – og derfor sætter den symbolske magtkamp hovedpersonen i en politisk skandales omdømme og tillid på spil

(Thompson, 2002: 106-107, 253-254; Blach-Ørsten, 2011: 9).

10


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

1F?'*HO'HO'JRRH'WH\HM'QXYHM'JQS'TQSHO'YTLPM[GGHM4'/M']JNMXOJNR'GHONGHRMJP'

Selvom antallet af politiske skandaler er steget markant det seneste årti, er politiske skandaler ikke

noget nyt fænomen i dansk kontekst. Således måtte justitsminister Peter Adler Alberti tilbage i 1908

forlade sin ministerpost efter alvorlige anklager om underslæb. Sagen blev så belastende, at også

statsminister J.C. Christensen måtte trække sig 6 (Germer, 2001: 36; Henrichsen, 1993: 12). Den

største danske politiske skandale til dato var dog tamilsagen i begyndelsen af 1990’erne. Her satte

justitsminister Erik Ninn-Hansen – i strid med ministeransvarlighedsloven – behandlingen af en

række sager om tamilske familiesammenføringssager i bero. Ninn-Hansen blev efter en rigsretssag

idømt fire måneders fængsel 7 . Skandalen er særlig interessant, fordi den trak hele den borgerlige

regering under ledelse af statsminister Poul Schlüter med i faldet. Således gik hele regeringen af i

1993 – fordi der, i strid med Schlüters udtalelse fra Folketingets talerstol, rent faktisk var fejet noget

ind under guldtæppet (Dalen & Skovsgaard, 2011: 22; Germer, 2001: 37; Henrichsen, 1993).

Herhjemme sammenlignes tamilsagen ofte med alle skandalers moder, Watergateskandalen 8 fra

1972, der sendte chokbølger gennem det amerikanske samfund. Det viste sig nemlig, at et indbrud i

demokraternes hovedkvarter Watergate kunne spores helt tilbage til Det Hvide Hus. Konsekvensen

var, at præsident Richard Nixon måtte trække sig som præsident to år senere (Thompson, 2002:

208-213). Det var de to ihærdige journalister på avisen Washington Post, Bob Woodward og Carl

Bernstein, der stod bag afsløringerne om Nixons indblanding, og Watergateskandalen er sidenhen

blevet en idealtype på den undersøgende journalistik (Blach-Ørsten, 2011: 7).

Med det historiske perspektiv in mente, er spørgsmålet derfor om stigningen i antallet af skandaler i

Danmark betyder, at skandaler er blevet en fast bestanddel af dansk politik. Eller er skandalerne kun

flygtige begivenheder, som holder den politiske journalistik beskæftiget? Ved at undersøge den

personlige politiske skandales kendetegn og konsekvenser, vil vi forsøge at blive klogere på dette

spørgsmål og dermed bidrage til forskningen på feltet. I det følgende vil vi beskrive specialets

opbygning.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

6 To år senere blev han dog frifundet i en rigsretssag (Germer, 2001: 36; Henrichsen, 1993: 12).

7 Erik Ninn-Hansen blev dømt ved en rigsretssag i 1995 for tilbage i 1989 at handle i strid med

ministeransvarlighedslovens §5 stk. 1 (Germer, 2001: 37; Henrichsen, 1993).

8 I dag kan Watergateskandalen ses som synonym med moderne politiske skandaler generelt, fordi den handlede om,

hvorvidt et lands mest magtfulde person havde hemmeligholdt brud på landets love og regler. Watergate fremhævede

og synliggjorde magtforhold, som hidtil havde været skjult for den almindelige borger, og som i værste tilfælde kunne

være af så grel karakter, at der var tale om kriminel adfærd (Thompson, 2002: 208-213).

11


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

1F5'#GHIJKLHMN'XGUVYQJQY'XY'L[NHPH\LHSQJQY'

Figur 1 illustrerer specialets opbygning.

.JYTO'14',PHONJYM'XPHO'NGHIJKLHMN'RKGJMLHO'

Det følgende kapitel, kapitel 2, fremlægger specialets teoretiske fundament, der dels består af

teorier, der beskriver udviklingstræk i feltet mellem medier og politik, særligt politiske institutioner

og medierne, og dels teori om den politiske skandale. Teorikapitlet kobler således en række

udviklingstræk på teorien om personlige politiske skandaler, og her vil den definition af den

personlige politiske skandale, som specialet opererer med, også blive præsenteret. I kapitel 2

operationaliserer vi også teorien og opstiller de fire analytiske parametre, der kendetegner den

personlige politiske skandale. Specialets metode udgør kapitel 4, herunder beskrivelse af

casestudiet, det vil sige specialets forskningsdesign, og indholdsanalysen. Metodekapitlet behandler

også caseudvælgelsen, valg og afgrænsning af datamateriale, undersøgelsens validitet og reliabilitet

og afsluttes med en udførlig kodemanual for indholdsanalysen. De tre udvalgte skandaler og deres

forløb beskriver vi i kapitel 5, som indledning til analysen.

12


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Kapitlerne 6-9 er specialets analyse, der tager udgangspunkt i de fire overordnede parametre i vores

analysemodel. Kapitel 6 analyserer således overtrædelser i skandalerne, kapitel 7 ser på

mediedækningen, mens kapitel 8 behandler håndteringen af skandalerne. Analysens sidste del,

kapitel 9, ser nærmere på den politiske involvering i skandalerne i form af både politikere og

politiske institutioner. Kapitel 10 er en kritisk perspektiverende diskussion, der diskuterer den

personlige politiske skandales konsekvenser med udgangspunkt i de centrale perspektiver, vi

detekterede i specialets analyse. I specialets afsluttende kapitel præsenteres specialets konklusioner.

Her ser vi også nærmere på rækkevidden af undersøgelsens resultater, og hvad fremtidig forskning

inden for feltet med fordel kan se nærmere på.

13


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2!3($/-'64'$/,%('

Fordi den personlige politiske skandale i Danmark er relativt ubeskrevet, kommer det eksplorative

element i specialet til udtryk i vores teorivalg. Det skyldes for det første, at vi ikke er interesserede i

at undersøge kausalsammenhænge, men retter undersøgelsen mod en enkelt variabel: den

personlige politiske skandale. For det andet anvender vi teorier, der supplerer hinanden, og som alle

har relevans i forhold til at karakterisere den personlige politiske skandale i Danmark.

Teorikapitlet søger således at opstille teori, der beskriver den udvikling, der er forekommet i feltet

mellem medier og politik. Det er i baggrunden for denne udvikling, at kendetegnene ved og

konsekvenserne af den personlige politiske skandale skal findes. Kapitlet redegør dernæst for teori

om den personlige politiske skandale.

6F1'.XOKQSOJQYHO'J'WHLMHM'ZHLLHZ'ZHSJHO'XY'GXLJMJR'

Siden Anden Verdenskrig har det postindustrielle samfund gennemgået en række teknologiske,

socioøkonomiske og politiske forandringer. De vestlige samfund har oplevet en omfattende

modernisering, kollektive identiteter og traditioner er opløst til fordel for en stigende

individualisering og en øget eksistentiel usikkerhed 9 (Blumler & Kavanagh, 1999: 210-211;

Giddens, 2000). I samspil med de samfundsmæssige forandringer har den politiske kommunikation

og de politiske institutioner i samme tidsperiode stået over for en markant udvikling, som også har

haft betydning for forekomsten af politiske skandaler (Norris, 2000: 13, 311; Thompson, 2002: 18,

62-64). I dette kapitel skitserer vi denne udvikling og kobler den på forekomsten af det øgede antal

politiske skandaler. Vi lægger ud med en kort redegørelse for den historiske udvikling.

I den eksisterende forskning i politisk kommunikation er der samlet set bred enighed om, at de

politiske partier havde en gylden periode i 1950’erne og 1960’erne, hvor det partidominerede

kommunikationssystem regerede. Derefter tog TV-æraen for alvor til, hvilket betød, at de politiske

partier måtte lægge nye strategier, og at den moderne kampagne opstod (Blumler & Kavanagh

1999; Norris, 2000). Også klassepolitikken 10 blev mindre afgørende, og dermed begyndte

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

9 Vores ærinde er hverken at afgøre, hvilken sociologisk udvikling der har fundet sted eller med hvilke termer, den kan

defineres. De samfundsmæssige forandringer har desuden fundet sted på andre områder og niveauer end den politiske

kommunikation, men dette afgrænser vi os fra, da det er vores ærinde at se nærmere på forandringerne i politiske

kommunikation i forhold til den politiske skandale.

10 I klassepolitikken var de økonomiske og fordelingsmæssige spørgsmål, de emner, der resulterede i klassekonflikter.

Disse konflikter var udgangspunkt for den måde, man organiserede sig på i partierne, interesseorganisationerne,

14


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

partipressen 11 at miste sin betydning (Green-Pedersen, 2011: 11-12). En række gennemgribende

strukturelle ændringer tvang de traditionelle, ældre medier; tv, print, radio til at indordne sig under

de nye omstændigheder. I takt med at nye kommunikative teknologier vandt større indpas op

gennem 1980’erne og 1990’erne gennemgik den politiske kommunikation en omfattende

transformation, som blev kendetegnet af massemedierne, herunder særligt internettet 12 .

De elektroniske mediers fremkomst i midten af 1990’erne medførte, at den umættelige 24/7-

nyhedscyklus blev intensiveret, hvilket betød, at politikere og politiske partier måtte tilpasse sig nye

medieforhold for bedst at udnytte de nye muligheder (Negrine, 2008: 41-42). Nye mediers

hastighed og intensitet har blandt andet betydet, at der ikke er tid til refleksion, at professionel

politisk rådgivning er blevet en nødvendighed, og at kommunikation er blevet en integreret del af

politik. Samtidig er den politiske arena blevet mere turbulent, mindre forudsigelig og sværere at

håndtere (Blumler & Kavanagh, 1999; Hjarvard, 2008: 65-67; Negrine, 2008: 1-2, 69-71; Norris,

2000).

Udviklingen har haft betydning for alle dele af samfundet – vælgere såvel som politikere, politiske

partier, forvaltninger og medier. I de følgende afsnit uddyber vi, hvordan udviklingen har påvirket

henholdsvis de politiske institutioner og medierne, samt hvordan udviklingen hænger sammen med

den personlige politiske skandale.

6F6'.XOKQSOJQYHO'J'GXLJMJNRH'JQNMJMTMJXQHO'

Den offentlige sektor har i de seneste årtier gennemgået en omfattende forandring 13 . Siden

efterkrigstiden har den offentlige sektor oplevet en enorm vækst, som har betydet, at det offentliges

opgaver er blevet større og mere komplekse, at ministrenes arbejdsvilkår er blevet mere krævende,

og at behovet for kontrol med forvaltningen dermed er blevet større (Andersen, 2003: 169;

Knudsen, 2007: 57-58; Andersen et al., 2003: 137).

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

medierne og blandt vælgerne. Med klassepolitikkens endeligt, kan vælgernes stemmeadfærd ikke længere primært

forklares med deres klassetilhørsforhold (Green-Pedersen, 2011: 11-12).

11 Partipressen var således stærkt svækket i begyndelsen af 1970’erne, og den er stort set forsvundet fra det danske

mediebillede siden årtusindskiftet (Green-Pedersen, 2011: 12).

12 Det er en generel tendens i forskningen af politisk kommunikation at faseinddele den historiske udvikling i politisk

kommunikation i det postindustrielle samfund (Negrine & Lilleker, 2002). Blumler og Kavanagh fremhæver med deres

opdeling af udviklingen i det, de kalder den politiske kommunikations tre aldre, at faseinddelinger er hensigtsmæssige i

forhold til at begribe og beskrive forandringer (Blumler and Kavanagh, 1999: 210-211; Negrine, 2008: 14).

13 En af hovedforklaringerne på forandringerne i den offentlige sektor var globaliseringen, som fik idealet om

velfærdsstaten til at vige for idealet om konkurrencestaten, der skulle sikre nationen overlevelse på det globale marked.

Forvaltningens mål blev dermed at sikre forandring og innovation frem for stabilitet og kontinuitet. Redskabet til at

sikre omstillingen var New Public Management (Knudsen, 2007: 57-58)

15


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Dette afsnit beskæftiger sig med de forandringer, der er forekommet i den offentlige sektor.

Afsnittet fokuserer på politiske institutioner, defineret som forvaltningen i form af

centraladministrationen, ministre, folketingsmedlemmer samt Folketingets ombudsmand. På trods

af, at vi opererer med en institutionel forståelse af medierne (Cook, 2005), vil vi behandle medierne

adskilt fra de øvrige politiske institutioner – dem vender vi derfor tilbage til. I det følgende ser vi på

forholdet mellem ministre og embedsmænd, idet dette forhold – særligt dets fejl og mangler – ofte

er genstand for skandaler.

6F6F1'.XOKQSOJQYHO'J'IHQMOKLKSZJQJNMOKMJXQHQ4'.XO]XLSHM'ZHLLHZ'ZJQJNMOH'XY'HZUHSNZ[QS'

I Danmark var tanken med ministerialsystemet fra 1848 oprindeligt, at den enkelte minister skulle

kunne agere hurtigt og handlekraftigt; han skulle være en viljestærk leder, der kunne dirigere sit

embedsværk. Den klassiske embedsmands rolle, i form af Max Webers idealtypiske model for

bureaukratiet 14 (Weber, 2003a: 65-71), indebar en skarp arbejdsdeling mellem forvaltningens

politiske chefer – her ministrene – og embedsmændene. Embedsmændene tog sig af den faglige del,

politikerne tog sig af det politiske (Christensen, 2004: 50-51, Christensen et al., 2007: 28). Selvom

idealet formentligt aldrig reelt har eksisteret, var ministerierne tidligere små, og de ministerielle

opgaver få. I dag har daglige bombardementer fra embedsmænd, parlamenter, medier, diplomater,

organisationer og borgere resulteret i et stigende arbejdspres på ministrene. Arbejdspresset har flere

forklaringer. De senere år er der i Danmark blevet vedtaget mellem 200 og 300 love årligt (mod

cirka 30 i 1901 og 100 i 1950’erne), antallet af spørgsmål og samråd i Folketinget vokser, antallet af

EU-sager stiger, sammenhængen mellem ministrenes uddannelse og erhvervsmæssige baggrund er

svag, og medierne lægger et stadigt stigende tryk på ministrene. Resultatet er blandt andet, at

omgivelserne frem for ministrene sætter dagsordenen 15 , og at ministeren må overlade opgaver til

embedsmændene. Det betyder, at ministrene sammenlignet med embedsmændene kan komme til at

fremstå svage, hvis de ikke formår at sætte sig igennem, og at de lettere kan undværes (Knudsen,

2007: 193-194, 199, 216-217). Samtidig har danske ministerier fået gennemtræk på

ministertaburetterne de seneste årtier 16 . Den korte ministertid betyder blandt andet, at ministrene

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

14 Webers idealtype består af seks krav: Beslutninger skal træffes på grundlag af generelle regler, embedsmændene

rekrutteres på baggrund af deres faglige kvalifikationer, embedsmændene er ansat i livslange karrierer, organisationen

er hierarkisk, der er en klar og entydig arbejdsdeling i organisationen, og embedsmændene er politisk neutrale

(Christensen et al., 2007: 28)

15 En komparativ undersøgelse i perioden 2008-2010 viser dog, at danske politikere sammenlignet med andre europæere

er meget effektive dagsordenssættere (Blach-Ørsten & Esmark, 2011: 11).

16 I Poul Nyrup Rasmussens regering fra 1993 til 2001 sad en minister i gennemsnit i tre år og to måneder, mens

holdbarheden var endnu lavere i Poul Schlüters regeringstid i 1980’erne (Knudsen, 2007: 210-211).

16


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

bliver mere afhængige af embedsmændene, og at ministeransvaret risikerer at blive udhulet.

Omvendt kan man argumentere for, at de vigtigste ministerposter i Danmark beror på et meget

stabilt fundament, idet de mest magtfulde poster i regeringen er ikke lette at møblere rundt på. Der

eksisterer et stærkt hierarki internt i danske regeringer, som deler ministrene op i A-ministre og B-

ministre. A-ministre er statsministeren og andre partiledere i regeringen, som er mere magtfulde end

B-ministre (Knudsen, 2007: 210-212). Komparative undersøgelser peger også på, at statsministres

indflydelse i Danmark er steget, og det samme er de centrale ministres rolle, som især styrkes af de

regelmæssige møder i EU (Karvonen, 2010: 31, 103).

Det stigende pres på ministrene tydeliggør imidlertid det ofte debatterede spørgsmål om samspillet

mellem politikere og embedsmænd (Christensen, 1997: 389, Knudsen, 2007: 244-249). Nutiden

stiller andre krav til ’den gode embedsmand’ end Webers idealer. Udover at embedsmændene skal

holde sig inden for gældende ret og efterfølge principperne om legalitet, sandhedspligt, faglighed og

partipolitisk neutralitet, er det efterhånden blevet en nødvendig betingelse for topchefer i staten, at

embedsmanden har politisk gefühl (Christensen, 2004: 52-53). Men omvendt har embedsmændene

pligt til at sige fra, hvis den politiske ledelse er på vej til at træffe ulovlige afgørelser eller

dispositioner. Forpligtelsen er retligt reguleret, hvilket betyder, at embedsmænd kan gøres retligt

ansvarlige for ulovlige handlinger, på samme måde som ministre. Det tydeligste eksempel på en

sådan situation er den ulovlige sagsbehandling i forbindelse med tamilsagen i 1980’erne

(Christensen et al, 2007: 66). Tamilsagen viste, at der er grænser for, hvor langt embedsmændene

må gå i deres betjening af ministre, men sagen er samtidig også et eksempel på, at grænsen ikke

altid er tydelig i det daglige arbejde (Christensen, 2004: 52, 60-61). DJØF udarbejdede tilbage i

1993 en betænkning i kølvandet på tamilsagen: Formålet var at klargøre forholdet mellem

embedsmænd og ministre, og betænkningen slog fast, at embedsmændene især bør holde sig fra

partipolitikken 17 (Christensen, 2004: 53). I det store hele er danske embedsmænd dog mere

politiserede, end de var tidligere. De designer politiske initiativer og bidrager med råd i forhold til

at gennemføre initiativerne politisk. Embedsmændene ser ikke længere sig selv som bureaukrater,

men – med Tim Knudsens ord – som ”policy-entreprenører” (Knudsen, 2007: 220-221).

Samlet set har forandringerne betydet, at ministrene har svært ved at bevare den indflydelse på

samfundet, de havde tidligere, og at embedsmændene har fået en mere fremtrædende rolle i

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

17 Det drejer sig især om tre tilfælde: i forbindelse med valg, i forbindelse med forhandlinger med oppositionen, hvor

ministeren ikke er til stede, og i forbindelse med rådgivningen af ministeren på områder, der ikke relaterer sig til

ministerens arbejde som minister (Christensen, 2004: 53).

17


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

politikudviklingen. Derfor er tendensen til et stigende antal politiske rådgivere 18 i dag udtalt,

ligesom de politiserede embedsmænd er blevet en integreret del af det politiske system (Christensen

et al., 2007: 56-57; Knudsen, 2007: 218; Negrine, 2008: 69-70).

6F6F6'3XLJMJNRH'JQNMJMTMJXQHO'XY'NRKQSKLHO'

Forandringsprocesserne i de politiske institutioner hænger også sammen med de personlige

politiske skandaler. I relation til de politiske institutioner kan politiske skandaler nemlig opstå som

følge af anklager om, at en minister bryder med de bestemmelser, der vedrører ministerens ansvar

(Blach-Ørsten, 2011: 9). I det følgende skitserer vi derfor først ministres politiske og retlige ansvar,

da det er relevant for alle tre udvalgte skandaler. Væksten og den stigende kompleksitet i

forvaltningen har også skabt et øget behov for kontrol, derfor redegør vi for en række

kontrolmuligheder i forbindelse med skandaler. Vi ser først på undersøgelseskommissioner, dernæst

på ombudsmanden og til sidst redegør vi for princippet om offentlighed i forvaltningen, da det er en

central forvaltningsmæssig problemstilling i forbindelse med skandaler i form af reglerne om

aktindsigt.

;8;8;8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

ansvar spænder fra almindelig kritik over ministerens embedsførelse til uddelingen af ”næser”. I

den yderste konsekvens kan det munde ud i vedtagelsen af et mistillidsvotum, sådan som det

fremgår af Grundlovens §15 20 (Christensen, 1997: 27). Det retlige ansvar er det ansvar, der kan gøre

sig gældende gennem rigsretssystemet. Det er dog kun blevet håndhævet fem gange i

danmarkshistorien siden Grundlovens vedtagelse i 1849, senest i forbindelse med tamilsagen i

1993-1995 (Christensen, 1997: 27, 61, 106). Den sjældne brug af rigsretssager hænger sammen

med, at der altid nedsættes en undersøgelseskommission eller undersøgelsesret først, fordi man ikke

nedsætter en rigsret, medmindre det er sandsynligt, at der bliver fældet dom (Christensen, 1997:

539, Christensen et al., 2007: 267).

Ministeransvarlighedsloven fastlægger ministrenes ansvar for deres embedsførelse – det vil sige alle

anliggender, ministre varetager i deres egenskab af ministre. Ministre kan straffes, hvis de forsætligt

eller ved grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, Grundloven, lovgivningen eller stillingens

beskaffenhed har pålagt dem, eller hvis en minister giver Folketinget urigtige eller vildledende

oplysninger. I udtrykket stillingens beskaffenhed ligger, at ministeren som øverste forvaltningschef

har selvstændig pligt til at sikre, at arbejdsgangen er tilrettelagt på en sådan måde, at han eller hun

bliver orienteret om alle væsentlige spørgsmål inden for sit sagsområde (Germer, 2001: 33-35).

Personlige politiske skandaler kan således opstå i tilfælde, hvor en minister anklages for eller

faktisk dømmes for at have brudt med ovenstående bestemmelser.!Ministeransvarlighedsloven

fratager ikke ministre for den borgerlige straffelovs almindelige del, derfor gælder straffeloven også

for ministre som privatpersoner 21 (Germer, 2001: 36). I tilfælde hvor enten en minister – eller for

den sags skyld et folketingsmedlem – begår fejl i deres hverv eller overtræder almen lovgivning,

som for eksempel i en sag, der fører til en politisk skandale, kan både ministre og

folketingsmedlemmer holdes ansvarlige for deres handlinger.

;8;8;8;!>$/#&'?+#)'#'-(11*''*($#&@!A($,&()!.0!1*$*',&#$#'!.$'4.&!

I naturlig forlængelse af ministeransvaret er spørgsmålet om, hvad der sker, hvis en minister ikke

lever op til sit ansvar. Grundloven giver ingen anvisninger om, hvordan sager, der involverer

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

20 Det er dog værd at pointere, at der ikke er nogle retlige normer for, hvad der skal lægges til grund for, at Folketinget

kan kritisere en ministers embedsførelse eller rejse et mistillidsvotum (Christensen, 1997: 27).

21 Til gengæld er folketingsmedlemmer sikret af den parlamentariske immunitet i kraft af Grundlovens §57.

Folketingsmedlemmerne er således beskyttet mod strafforfølgelse og frihedsberøvelse i §57 1. pkt, og 2. pkt. sikrer

medlemmernes ytringsfrihed. Folketinget har imidlertid tradition for at ophæve den parlamentariske immunitet i

tilfælde, hvor folketingsmedlemmer overtræder gældende lov. Folketingsmedlemmer er derfor i praksis ikke frataget

den lovgivning, der gælder for almindelige borgere (Germer, 2001: 56-57).

19


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

ministres embedsførelse, skal undersøges. Til gengæld kan et flertal i Folketinget nedsætte en

undersøgelseskommission til at kontrollere fejl og forsømmelser i forvaltningen. Det sker i kraft af

Grundlovens §51, der proklamerer, at Folketinget kan nedsætte kommissioner til at undersøge

almenvigtige sager (Christensen, 1997: 543; Christensen, 2012: 36-37). En

undersøgelseskommission kan således være en direkte konsekvens af en personlig politisk skandale.

Det er tilfældet i to af specialets skandaler, nemlig skattesagen og statsløsesagen, og derfor vil vi

her kort skitsere udviklingen i brugen af undersøgelseskommissioner i Danmark.

Jørgen Grønnegård Christensen definerer en undersøgelseskommission som ”en ad hoc procedure,

der er sat politisk i værk af et flertal i Folketinget med det opdrag at udrede et fortidigt politisk-

administrativt sagskompleks eller hændelsesforløb, som har givet anledning til kritik” (Christensen,

2012: 36-37). I Danmark har vi haft omtrent 47 undersøgelseskommissioner siden 1980’erne 22 .

Tiden frem til 1993 var kendetegnet af en hektisk praksis med mange dommerundersøgelser, men

med tamilsagen steg antallet af undersøgelser med et bredere organisatorisk repertoire 23 . Det betød

for det første, at det blev overladt til embedsmændene at undersøge dispositioner og sagsforløb, der

blev udsat for kritik. For det andet betød det, at det ikke kun er dommere, der undersøger sagerne,

men også Folketinget og andre offentlige institutioner (Christensen, 2012: 45-49). Lov om

undersøgelseskommissioner formaliserede i 1999 denne nye praksis 24 . Loven klargjorde også, at en

undersøgelseskommission ikke kan foretage retlige vurderinger (Blach-Ørsten, 2011: 12,

Christensen, 2012: 48; Lov om undersøgelseskommissioner, 1999).

En række af undersøgelseskommissionerne, som for eksempel undersøgelsen af tamilsagen, peger

på, at fejl i forvaltningen opstår på grund af embedsmændenes dobbeltrolle som saglige og politiske

rådgivere. De sager viser på den ene side, at danske embedsmænds loyalitet over for politikerne

strækker sig langt. Undersøgelseskommissioner er således både et udtryk for fejl i den offentlige

forvaltning og et eksempel på embedsmændenes uklare mandat i forholdet til politikerne.

På den anden side tyder sagerne på, at de retlige normer for det første er slappe, og at grænsen

mellem faglig inkompetence og politisk opportunisme er svær at trække. I Danmark spiller

undersøgelseskommissioner umiddelbart en positiv rolle i forhold til effektivt at kontrollere centrale

magtpositioner. Men problemet er, at det ikke tyder på, at systemet generelt tager ved lære af de

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

22 Antallet er omtrent, fordi fænomenet er kompliceret (Christensen, 2012: 35).

23 Blandt det stigende antal sager er de mest relevante dem, hvor søgelyset er rettet mod ministre som politiske

forvaltningschefer og dermed mod samspillet mellem ministrene og deres rådgivere blandt embedsmændene

(Christensen, 1997: 543; Christensen, 2012: 36-37).

24 En række af de politiske skandaler i Danmark fra 1980 og frem er opstået på baggrund af kritik fra

dommerundersøgelser. Det gælder blandt andet postskandalen og dagpengesagen, som begge handlede om

bevillingsoverskridelser, sagen om statens salg af aktier i Kryolitselskabet og tamilsagen (Blach-Ørsten, 2011: 12).

20


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

administrative fejl, undersøgelseskommissioner har blotlagt, og at når der skal drages konsekvenser

af en systemfejl, tørres ansvaret ofte af på de involverede embedsmænd (Christensen, 2012: 49-55).

;8;8;8B!A($,&()!1#/!0(&4.),$*$+#$@!C12D/'1.$/#$!!

En anden kontrolmulighed i forbindelse med personlige politiske skandaler er Folketingets

Ombudsmand, som blev til ved 1953-grundloven efter svensk forbillede. Ombudsmanden fungerer

som en kontrolforanstaltning i forhold til de offentlige forvaltningsmyndigheder (Andersen, 2003:

170-171). Ombudsmanden behandler klager fra borgerne over behandlingen af offentlige

myndigheder 25 , men rejser også selv sager (Andersen, 2003: 179-180, 193). Således gik

ombudsmanden ind i tamilsagen, men undersøgelsen blev standset, da Folketingets retsudvalg tog

sagen om de tamilske familiesammenføringer op. Da ombudsmanden af principielle

forfatningsmæssige grunde er afskåret fra at undersøge Folketinget og domstolene, måtte

ombudsmanden derfor trække sig ud af sagen (Andersen, 2003, 170, Christensen, 1997: 311-312).

Ombudsmandens begreb om ”god forvaltningsskik” er også relevant i forhold til politiske

skandaler. Det er ombudsmanden, der har udviklet begrebet, der er almindeligt anerkendt som en

norm for forvaltningens sagsbehandling og faktiske adfærd. God forvaltningsskik kan ses som en

forlængelse af grundtrækkene i de traditionelle retssikkerhedsgarantier, og begrebet omfatter blandt

andet såkaldt ukorrekt optræden og dispositioner, der kan svække almenhedens tillid til

forvaltningen. På samme måde kritiserer ombudsmanden langsommelighed og påtaler sjusk i

forvaltningen. Ombudsmanden har en disciplinerende effekt på myndighederne, fordi de politiske

ansvarlige ikke ønsker at blive udsat for kritik fra ombudsmanden. Desuden har ombudsmanden

ingen retlige sanktionsmuligheder – han kan udelukkende udtale sin vurdering af sagen

(Christensen et al., 2007: 272-273; Germer, 2001: 196-197).

;8;8;8E!F-,*$/'*+,!(+!(00#$,)*+7#/!*!0(&4.),$*$+#$!!

Et andet forvaltningsmæssigt aspekt, der er væsentligt for de personlige politiske skandaler, er

spørgsmålet om aktindsigt. Reglerne for aktindsigt er nemlig helt centrale for journalisters arbejde –

i særdeleshed i forbindelse med dækningen af personlige politiske skandaler. Disse regler er sikret

gennem offentlighedsloven, som er en helt almindelig lov, der til enhver tid kan tilsidesættes, idet

den ikke er grundlovsfæstet. Oprindeligt var tanken bag offentlighedsloven at skabe tillid til den

offentlige sektor, og skabe en følelse af ejerskab i befolkningen i forhold til forvaltningen, fordi

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

25 Ombudsmanden har dog ikke pligt til at iværksætte en undersøgelse på baggrund af en klage, og han kan dermed

afvise en klage, hvis han ikke finder tilstrækkelig anledning til at undersøge den (Andersen, 2003: 179-180).

21


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

dens anliggender angår alle borgere. Ved at give befolkningen adgang til viden om de fælles

anliggender, ville de også kunne deltage i demokratiet ved at diskutere og tage stilling (Knudsen,

2007: 339).

Men der er også en række undtagelser for aktindsigt, der har ført til en diskussion af, hvorvidt vi i

Danmark har et offentlighedsprincip 26 (Knudsen, 2003: 29-35; Offentlighedsloven, 1985).

Ombudsmanden mener, at vi reelt har et offentlighedsprincip (Knudsen, 2003: 29-35). Hans

tolkning af bestemmelserne om aktindsigt i offentlighedsloven er, at dokumenter, der beror hos

myndighederne, skal være tilgængelige for alle, medmindre det ved lov er bestemt, at de skal være

fortrolige. Dermed skal dokumenterne udleveres, medmindre myndighederne kan fremlægge

overbevisende retlige argumenter for at nægte aktindsigt (Andersen, 2003: 188, Knudsen, 2003: 29-

35).

På trods af ombudsmandens tolkning er den danske forvaltning ikke forpligtet til at informere om,

hvilke dokumenter den ligger inde med. Det er derfor op til den borger eller journalist, der ønsker

aktindsigt i forvaltningens dokumenter, at kende journalnummeret. Dermed kan borgeren eller

journalisten ikke få aktindsigt, hvis forespørgslen kun bygger på en løs formodning om, at der er

tale om sag. Til gengæld er forvaltningen underlagt en vejledningspligt til at hjælpe borgere på vej,

hvis de ikke ved, hvilket dokument de søger (Knudsen, 2003: 35-36). Danske embedsmand kan

ikke straffes for at overtræde offentlighedsloven. Men samtidig har embedsmanden ingen

meddelerpligt og er heller ikke retligt beskyttet, hvis han informerer offentligheden om en sag

(Knudsen, 2003: 36-40). Tim Knudsen mener, at disse træk er et tegn på, at den danske forvaltning

ikke er præget af åbenhed og transparens, og at forvaltningen har tradition for

hemmelighedskræmmeri (Knudsen, 2003: 43).

6F8'9HSJHOQHN'TSPJRLJQY'

Forandringerne i de politiske institutioner hænger altså sammen med forekomsten af politiske

skandaler. Men medierne er imidlertid den arena, hvor skandalerne udfolder sig, og offentligheden

bliver bekendt med dem (Thompson, 2002: 43-44). De forandringer, der er sket i medierne som

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

26 Eksperter er derfor uenige om, hvorvidt vi i Danmark egentligt har et offentlighedsprincip, særligt fordi selve

lovgivningen rummer en række undtagelser fra offentlighed, som skal findes i en labyrint af anden lovgivning. Det

medfører et overskuelighedsproblem i forbindelse med lovvedtagelser, og både borgere og pressen oplever, at

lovgivningen om offentlighed er vanskelig tilgængelig. Fordi bestemmelserne er spredt ud over forskellige love, har

myndighederne mulighed for at undtage deres egne områder for offentligheden – for eksempel med henvisning til

”forretningsmæssige hensyn” (Knudsen, 2003: 29-35).

22


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

følge af udviklingen i den politiske kommunikation, er derfor af afgørende betydning for

skandalerne – ikke mindst i forhold til deres omfang og gennemslagskraft. Det følgende afsnit ser

derfor nærmere på mediernes udvikling og sammenhængen mellem medier og politiske skandaler.

Pippa Norris foretager i bogen ”A Virtuous Circle” en omfattende undersøgelse af politisk

kommunikation i postindustrielle samfund 27 . Her finder hun, at fire tendenser har medvirket til det

udviklingstræk, der kan karakteriseres som mediekrisen. Den første krisetendens er det faldende

avissalg, som har fundet sted i de fleste postindustrielle samfund. Den skrevne presse er udfordret af

et svindende antal læsere, især i blandt de yngre generationer, et tab af markedsandele på reklamer

på grund af de elektroniske mediers dominans og en stigende koncentration af ejerskab hos store

mediehuse. Det faldende avissalg forklares oftest med forekomsten af alternative nyhedskilder –

radioen i 1920’erne, tv’et i 1950’erne og internettet i 1990’erne. En af de alvorligste konsekvenser

af de pressede aviser er, at udviklingen truer de traditionelle journalistiske standarder. Den anden

krisetendens er derfor mediernes stigende tendens til tabloidisering (Norris, 2000: 64-65).

Tabloidisering, som er et fænomen, der ikke mindst skyldes internettet og tv-nyhedskanalernes

umættelige nyhedssult 28 , er et omstridt begreb 29 . I denne sammenhæng betegner tabloidisering den

simplificerede og sprogligt lettilgængelige journalistiske stil, hvor intensiv brug af farverige

billeder, levende grafik og dramatiske overskrifter er essentiel samt kendetegnende for

formiddagsavisernes nyhedsdækning (Norris, 2000: 70-73). Dermed indebærer tabloidisering et fald

i ”hard news”, som er den tungere nyhedsdel om politik og økonomi, og en stigning i ”soft news”,

det vil sige nyheder om skandaler, sensationer og underholdning (Blach-Ørsten, 2011: 8). Herunder

hører også mediernes stigende fokus på enkeltsager og personhistorier. På den måde er der tale om

et skift i eller en udvidelse af, hvad medierne mener, vælgerne har brug for at vide for at evaluere en

persons egnethed til at besidde en offentlig position (Blach-Ørsten, 2011: 7-8; Norris, 2000: 70-73;

Esser, 1999: 291-293; Esmark & Kjær, 2000: 32).

Den tredje krisetendens er, at medieselskabers ejerskab i stigende grad koncentreres hos

multinationale medieselskaber 30 . Undersøgelser viser, at økonomisk kontrol kan begrænse

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

27 Norris baserer sin undersøgelse på data fra USA og Europa (Norris, 2000).

28 Desuden er tabloidisering beskrevet som et direkte resultat af mediernes kommercialisering, fordi kommercielle

interesser ønsker at nå et så bredt publikum som muligt, når de reklamerer for produkter i medierne, og dermed må

medierne gå på kompromis med den journalistiske kvalitet (Norris, 2000: 70-73).

29 Begrebet er blandt andet omstridt, fordi der mangler systematiske longitudinale studier af fænomenets udvikling i de

fleste lande (Norris, 2000: 70-73).

30 Rupert Murdochs New International ejer for eksempel en lang række internationale medievirksomheder (Norris,

2000: 73-79).

23


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

mediernes ytringsfrihed på samme måde som politisk kontrol (Norris, 2000: 73-79). Den sidste

krisetendens er bekymringen for, at det faldende avissalg medfører en højere koncentration af

læsere blandt de veluddannede og en lavere koncentration hos de knap så velstillede grupper i

samfundet. Norris finder, at regelmæssig avislæsning er forudsat af folks sociale baggrund, hvilket

er problematisk, fordi det skaber informationsskel i samfundet mellem de informationsrige, som

oftest også deltager mest i politiske forhold, og de informationsfattige (Norris, 2000: 79-81).

6F8F1'9HSJHO'XY'NRKQSKLHO'

Ifølge Allern og Pollack er det ingen overdrivelse at påstå, at medierne og skandaler hænger

uløseligt sammen: Først og fremmest fordi medierne fungerer som en offentlig markedsplads, hvor

skandaler bliver præsenteret og udvikler sig som et drama med en forarget og nysgerrig

offentlighed som publikum (Allern & Pollack, 2012: 9). Som et led i de udviklingstendenser det

forrige afsnit beskrev, er den politiske skandale en nem og billig måde at producere journalistik på,

og mediernes incitament til at skabe eller dække en skandale kan derfor være røde tal på bundlinjen

(Blach-Ørsten, 2011: 7; Thompson, 2002: 88-89). I takt med det økonomiske pres på medierne

opstår også en øget tendens til skandalisering, hvor medierne er villige til at prøve hvad som helst i

jagten på en god skandale (Granvig & Lauridsen, 2012, 1. april). På den måde kan skandalisering

anskues som en særlig form af den tabloidisering, som det forrige afsnit beskrev.

;8B8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

gang (Allern & Pollack, 2012: 9). Således bliver skandalerne holdt i live af journalisterne, og på den

måde bliver journalisterne politiske aktører, der påvirker skandalerne.

Den rolle hænger tæt sammen med opfattelsen af medierne som den fjerde statsmagt, der stadig er

hel central for både de danske journalister og politikere: Det er journalisternes opgave at være

samfundets vagthund ved at kontrollere magthaverne og holde dem ansvarlige for deres handlinger

eller starte en offentlig debat om, hvorvidt deres handlinger er acceptable (Dalen & Skovsgaard,

2011: 22; Ørsten, 2005: 21). Denne opgave som samfundets vagthund er også forbundet med den

undersøgende journalistik, der for alvor fik sit gennembrud med Watergateskandalen i USA og i

dansk kontekst med tamilsagen (Allern & Pollack, 2012: 20; Dalen & Skovsgaard, 2011: 19, 22-23,

(Thompson, 2002: 119-120). Den undersøgende journalistik er et kendetegn ved

nyhedsjournalistikken i dag, og afsløringen af en politisk skandale opfattes af journalister som en

stor bedrift. Derfor kan afsløringer af skandaler også resultere i, at de pågældende journalister bliver

nomineret til en pris for deres undersøgende journalistik (Allern & Pollack, 2012: 19-20). I dansk

kontekst er Cavlingprisen en meget eftertragtet pris for journalister (Schmidt, 2011: 13).

Den undersøgende journalistik skal ikke forveksles med skandalejournalistikken, der sætter

grundlæggende journalistiske principper 32 til side i jagten på den gode historie. I

skandalejournalistikken kan der for eksempel være manglende sammenhæng mellem overskrift,

indledning og citater, ligesom der kan slækkes på kildekritikken for at få en bestemt vinkel i hus

(Nielsen, 2010a, 25. august). Et andet kendetegn ved skandalejournalistikken er, at den ofte minder

om kriminaljournalistikken, hvor den mistænkte dømmes, inden vedkommende har fået en

rettergang. Samtidig er de faktuelle oplysninger ofte baseret på et gæt (Nielsen, 2010a, 25. august;

Nielsen, 2010b, 25. august). På den måde står skandalejournalistikken i kontrast til de vejledende

regler for god presseskik (Pressenævnet, 2012). Disse regler foreskriver blandt andet, at spisesedler,

overskrifter og underskrifter skal have dækning i artiklen. Ligeledes skal der udvises kritik over for

kilder, der kan være farvet af personlig interesse, ligesom journalisterne skal være opmærksomme

på ikke at konkludere, hvem der er skyldig, før der er faldet dom i en sag (Jørgensen, 2011: 223-

225, Nielsen, 2010b, 25. august; Pressenævnet, 2012).

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

32 Grundlæggende journalistiske principper handler blandt andet om journalistens objektivitet, fairness og at forholde

sig kritisk til sine kilder (Schmidt, 2011).

25


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Samlet set har der fundet en forandring sted i politisk kommunikation. Denne forandring hænger tæt

sammen med den politiske skandale. I det følgende vil vi gennemgå, hvordan forskellige teoretikere

karakteriserer forandringen og dens betydning. Hvor britiske Ralph Negrine bruger betegnelsen

professionalisering for den udvikling, der har fundet sted, definerer blandt andre danske Stig

Hjarvard og svenske Jesper Strömbäck udviklingen som medialisering. Det følgende afsnit

udpensler disse to begreber i forhold til den generelle udvikling i politisk kommunikation.

6F7'9HSJKLJNHOJQY'XY'GOXWHNNJXQKLJNHOJQY'

Medialisering og professionalisering er centrale begreber for at forstå udviklingen i den politiske

kommunikation. Begge begreber forsøger at indkapsle og begribe de ændringer, der er forekommet

i medier og politik de seneste 50 år. I det følgende gennemgås betydningen af medialisering og

professionalisering.

6F7F1'9HSJHOQHN'OXLLH'XY'ZHSJKLJNHOJQY'

Medialisering af politik er ikke et nyt begreb. Medierne har i århundreder dækket politiske forhold;

selve medialiseringen er blot ikke blevet studeret og defineret i tilstrækkelig grad.

Medialisering eller medieret politik refererer på det helt overordnede niveau til den situation, hvor

medierne er blevet en vigtig informationskilde og kommunikationsmiddel mellem de regerende og

de regerede. På den måde forekommer medieret politik, hver gang massemedierne er den primære

kanal, hvorigennem politik kommunikeres (Strömbäck, 2008: 230-231) 33 . Ifølge Hjarvard er

medialiseringsprocessen karakteriseret ved, at politiske institutioner for det første i stigende grad

bliver afhængige af medierne, og medierne for det andet tager form af en selvstændig institution,

som påvirker politiske beslutninger og den politiske dagsorden. Det betyder, at de politiske

institutioner må tage hensyn til mediernes logikker – det vil sige den institutionelle og teknologiske

måde, medierne fungerer på (Hjarvard, 2008: 64-65). Hjarvards syn på udviklingen i medier og

politik lægger sig dermed op af andre teoretikere, som for eksempel Cook, jf. det forrige afsnit.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

33 Stig Hjarvard beskriver i bogen ”En verden af medier” medialiseringen som en institutionel helhedsforståelse af en

langstrakt proces, som har varet mere end et halvt århundrede, og her har relationerne mellem politik og medier ændret

sig (Hjarvard 2008: 16-17, 65; Strömbäck, 2008: 231-232). Netop anskuelsen af medialisering som en proces gør det

muligt at undersøge konceptet over tid, lande, begivenheder og lignende analytiske forhold (Strömbäck, 2008: 232-

234). Eftersom denne undersøgelse behandler en længere tidsperiode samt en række væsensforskellige analytiske

enheder i form af de udvalgte skandaler, er det netop hensigtsmæssigt at anskue udviklingen i den politiske

kommunikation som en proces.

26


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Jesper Strömbäck skelner mellem forskellige grader af medieret politik, som afhænger af, hvorvidt

et givent samfunds politiske kommunikation er styret af mediernes logik eller af politikkens logik.

Mediernes logik er kendetegnet af nyhedsværdier og storytelling-teknikker, som medierne bruger

for at kontrollere og dominere deres eget medie og dets format. Politikkens logik er mindre

udviklet, men består af kollektiv og autoritativ beslutningstagning samt implementeringen af

politiske processer (Blach-Ørsten & Esmark, 2011: 10-11; Strömbäck, 2008: 233).

Medialiseringsgraden intensiveres jo mere medierne udgør den væsentligste informationskilde til

politik og samfund, jo mere uafhængig medierne er af politiske institutioner, jo mere medielogikken

dominerer medierne frem for politiklogikken, samt i hvor høj grad politikkerne er styret af

mediernes logik frem for politiklogikken (Strömbäck, 2008: 234).

;8E8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

6F7F6'3OXWHNNJXQKLJNHOJQY'

I bogen ”The Transformation of Political Communication” anlægger Ralph Negrine en tilgang til

udviklingen i politisk kommunikation, som i højere grad tager hensyn til, at forholdet mellem

medierne og politikerne går begge veje. Selvom politik i høj grad formes af de forandringer, der

sker i medieverdenen, så er medierne også et produkt af politik 34 (Negrine, 2008: 21). Norris

anlægger samme perspektiv. Hun argumenterer for, at den moderniseringsproces, politisk

kommunikation har gennemgået, simultant har forandret partiorganisationer, nyhedsmedier og

vælgere (Norris, 2000: 137). Moderniseringsprocessen anklages ofte for at være en negativ

udvikling for demokratiet, men både Norris og Negrine forsøger med deres tilgang at sætte sig

udover denne såkaldte ”media malaise” 35 (Norris, 2000: 4-5).

Professionaliseringen betegner den proces, hvormed politiske aktører har ændret deres

kommunikationspraksis for bedre at matche medierne. Overordnet set indebærer

professionaliseringen en mere professionel og strategisk brug af medierne, en optimeret brug af

meningsmålinger og overtalelsesteknikker, mere strategisk bevidste politiske partier, bedre

medietrænede og mere professionelle individuelle politikere samt regeringer, der kommunikerer

mere bevidst (Negrine, 2008: 2-4, 195-196). Igennem de seneste årtier har både ministerier og

partier oprustet deres sekretariater og presseenheder ved at opbygge deciderede medieberedskaber

og ansætte politiske rådgivere, som spiller en stadig vigtigere rolle i politikernes hverdag (Esmark

& Kjær, 2000: 32-33; Negrine, 2008: 69). Man kan således argumentere for, at politikere og partier

i dag befinder sig i en permanent kampagne 36 , hvor negativ omtale og personaliseret politik er

hverdagspraksis (Blumler & Kavanagh, 1999: 214; Norris, 2000: 140). Det betyder, at politikerne

konstant er på jagt efter gode meningsmålinger – og i sidste ende – vælgernes stemme (Hansen,

2008: 150). Når der hele tiden er fokus på valg, kan en skandale have fatale konsekvenser for

partiets popularitet og valgresultat 37 (Midtbø, 2012: 151). Derfor kan en politiker, der er involveret i

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

34 Ifølge den institutionelle tilgang er der også tale om et interdependent forhold mellem medierne og politikerne, men

Negrines begreb fokuserer på begge sider, hvor Hjarvard m.fl. tager udgangspunkt i mediernes udvikling og betydning i

begrebet medialisering. I denne diskussion støder vi desuden også på problematikken omkring at undersøge

medieeffekter versus at undersøge interaktioner, interdependens og transaktioner på systemniveau – forhold de

medieeffektfokuserede studier ofte overser (Strömbäck, 2008: 232).

35 Media malaise indebærer, at medierne og partiernes kommunikationsafdelinger vanskeliggør og endda forhindrer

borgernes engagement i samfundet, det kan for eksempel være viden om offentlige forhold, tillid til regeringen eller

politisk aktivisme. Udviklingen i den politiske kommunikation bliver dermed årsag til borgernes desillusionering i

forhold til politik (Norris, 2000: 4-5).

36 Pippa Norris tager i bogen ”A Virtuous Circle” udgangspunkt i den politiske kampagnes moderniseringsproces i

USA.

37 Midtbøs undersøgelse viser dog, at skandaler i Norge ikke har den store betydning for et partis popularitet blandt

vælgerne (Midtbø, 2012: 161).

28


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

en skandale opleve, at de andre partikammerater ikke bakker op om vedkommende. På den måde

kan skandaler bruges som et våben – både af politiske modstandere og af politiske medspillere

(Granvig & Lauridsen, 2012, 1. april; Jenssen & Fladmoe, 2012: 55). I forlængelse af dette kan man

argumentere for, at undersøgelseskommissioner kan anses som en politisk udhængningsstrategi – en

såkaldt ’naming and shaming’-strategi, hvor et væsentligt element er at udstille dem, der har magt

og myndighed (Christensen, 2012: 38-39).

6F7F8'9HSJKLJNHOJQY'PNF'GOXWHNNJXQKLJNHOJQY'

Professionalisering minder på sin vis om den medialiseringsproces, blandt andre Hjarvard og

Strömbäck advokerede for i forrige afsnit. Men i modsætning til medialisering, som er en proces,

der både foregår i den politiske verden og i andre sammenhænge, behandler

professionaliseringsbegrebet primært de ændringer udviklingen i nye kommunikationsteknologier

har medført for de politiske institutioner (Hjarvard, 2008; Mancini, 1999: 231). Sammenlignet med

medialisering adskiller professionalisering sig ved særligt at fokusere på den stigende grad af

færdigheder, viden og erfaring, der gør politiske aktører bedre i stand til at forstå, hvordan det

politiske spil fungerer og dermed navigere på den politiske arena (Negrine, 2008: 2-4, 195-196). I

Strömbäcks terminologi er professionalisering den ultimative integration af medier og politik, som

forekommer i det, han betegner som medialiseringens fjerde fase. Her har politiske aktører ikke blot

tilpasset sig mediernes logik, de har adopteret den – og på den måde koloniserer medierne og deres

logik politik (Strömbäck, 2008). Men Negrine argumenterer omvendt for, at professionalisering

ikke kun er en del af udviklingen; professionalisering er en kontinuerlig proces, der griber på tværs

af andre samfundsmæssige tendenser. På samme måde som medialiseringen er et begreb, der

gennemsyrer samfundet, er professionalisering for Negrine et mere generelt og gennemgribende

begreb for de forandringer, der samlet set finder sted i vores samfund (Negrine, 2008: 2-4, 195-

196).

Som følge af udviklingen i politisk kommunikation, herunder den øgede medialisering og

professionalisering, argumenterer stadig mere forskning for, at en såkaldt personalisering har

fundet sted i politik (Blach-Ørsten, 2011; Caprara, 2007; Driessens et al., 2010; Kaase, 1994; Rahat

& Sheafer, 2007; Zoonen, 2005). Det følgende afsnit gennemgår hovedtrækkene i begrebet

personalisering og kobler det på den generelle udvikling i politisk kommunikation, idet

personalisering er et essentielt begreb i den personlige politiske skandale, som vil være

gennemgående for både specialets analyse og diskussion.

29


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

6F7F7'3HONXQKLJNHOJQY'

Som nævnt i indledningen til dette kapitel er der i forlængelse af de generelle udviklingstræk i det

postmoderne samfund også sket en forandring i det enkelte individs opfattelse af sig selv. Individet

identificerer sig ikke længere med de traditionelle organisationer og partier; mennesker ser i dag sig

selv som individer frem for medlemmer af fællesskaber eller grupper. Dermed er der sket et skift i

individets loyalitet over for organisationer og partier til fordel for solidaritet med den enkelte

politiker. Som en del af denne individualiseringsproces er personaliseringen af politik opstået 38

(Blach-Ørsten, 2011: 8; Hjarvard, 2008: 95; Karvonen, 2010: 4).

Personaliseringstesen handler således grundlæggende om, at den politiske kamp mellem partier er

blevet erstattet af en kamp mellem individer. Spørgsmålet er derfor, hvorvidt der i forskellige

politiske systemer kan registreres en tendens til, at politik er blevet personaliseret, det vil sige, at

politik er blevet mere individorienteret 39 (Kaase, 1994: 212; Rahat & Sheafer, 2007: 66).

I den eksisterende forskning er personalisering et omstridt begreb 40 . Ikke fordi begrebet har flere

betydninger, men i højere grad fordi de studier, der hidtil er foretaget af personalisering, har vist sig

at være inkonsistente i deres konklusioner. Der er således uenighed om, hvorvidt der overhovedet

findes empirisk belæg for en såkaldt personaliseringstese (Karvonen, 2010: 3-4). En af de forskere,

der stiller sig kritisk over for personaliseringstendensen er Lauri Karvonen. Hun argumenterer for,

at der kan være mange indikationer på personalisering, og at man derfor ikke kan tale om en

udbredt tendens, idet der er for få empiriske beviser i de undersøgelser, der er lavet på området

(Karvonen, 2010: 101-107). Karvonen har dog udelukkende baseret sine konklusioner på generelle

studier af politik og valgkampe. Dermed har hun ikke taget højde for andre situationer, hvori

personalisering potentielt kan forekomme – som for eksempel politiske skandaler (Blach-Ørsten,

2011: 9). I specialets sammenhæng er det derfor relevant at undersøge sammenhængen mellem

politiske skandaler og personalisering. Det følgende afsnit kobler personalisering på den generelle

udvikling i politisk kommunikation.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

38 At den enkelte politikers egenskaber er afgørende er ikke nogen nyhed. Max Weber identificerede således den

karismatiske autoritet som en af tre hovedformer for politisk legitimitet (Karvonen, 2010: 2, Weber, 2003b: 181-188).

39 Denne personaliseringsproces undersøges ofte som en bevægelse fra parlamentariske systemer til præsidentielle

systemer, hvor den individuelle kandidat fylder mere end selve partiet (Kaase, 1994; Karvonen 2010).

40 Eftersom personaliseringen er en proces, hvor den individuelle aktørs rolle i den politiske proces øges over tid, mens

det politiske partis indflydelse bliver mindre, er det komplekst at finde data, så personaliseringstendensen kan

undersøges. Det skyldes, at personaliseringen både er et dynamisk koncept, som skal studeres over tid, og desuden må

forventes at være forskelligt fra land til land (Kaase, 1994: 214; Karvonen, 2010; Rahat & Sheafer, 2007: 66-68).

30


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

;8E8E8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

studier af personalisering ligger i, hvilken vej forholdet går: Er personalisering et produkt af

udviklingen i politik eller af udviklingen i medierne?

Som nævnt argumenterer Strömbäck m.fl. for, at politikerne adopterer mediernes logik, og at

personalisering som storytelling-teknik er en del af denne logik. Det er således politikkens

indordning under medierne, der øger personlighedens betydning i den politiske kultur (Strömbäck

2008: 238; Driessens et al., 2010: 315). I modsætning til dette står blandt andre de israelske forskere

Gideon Rahat og Tamir Sheafer, som mener, at ændringer i politik frem for i medierne forudsætter

den stigende tendens til personalisering 41 . Rahat & Sheafer deler personalisering op i tre typer:

institutionel personalisering, mediepersonalisering og politisk adfærdspersonalisering.

Den institutionelle personalisering betyder, at det politiske system adopterer regler, mekanismer og

institutioner, der favoriserer den individuelle politiker frem for politiske grupper og partier.

Mediepersonaliseringen refererer til mediernes ændrede formidling af politik, som i højere grad

fokuserer på den individuelle politiker og i mindre grad på partier, organisationer og institutioner.

Den politiske adfærdspersonalisering henviser både til politikeres personlige politiske adfærd og til

offentlighedens stigende fokus på politikernes person. I forhold til politikerne medfører

adfærdspersonaliseringen en stigning i individuel politisk adfærd og et fald i partiaktivitet. For

offentligheden repræsenterer personalisering et skift fra en politisk kamp mellem partier til en

politisk kamp mellem individer (Rahat & Sheafer, 2007: 66-68). Rahat & Sheafer finder empirisk

bevis for, at udviklingen i personaliseringen er drevet af politiske ændringer (institutionel

personalisering), som resulterer i, at medierne ændrer deres måde at dække politik på

(mediepersonalisering), hvilket efterfølgende fører til, at politikerne ændrer adfærd –

adfærdsmæssig personalisering øges og partiaktiviteten falder (Rahat & Sheafer, 2007: 77;

Driessens et al., 2010: 315-316).

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

41 Rahat & Sheafer fremhæver i en artikel fra 2007, der tager udgangspunkt i det israelske politiske system, at selve det

politiske system har ændret sig til fordel for den individuelle politiker (Rahat & Sheafer, 2007).

32


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

.JYTO'64'%K]KM'^'#]HKWHON'GHONXQKLJNHOJQY'

Figur 2 illustrerer Rahat & Sheafers resultater og viser desuden, hvordan personalisering kan

beskrives som en afledt effekt af de forandringer, der er sket i henholdsvis det politiske system –

professionalisering – og i medierne – medialisering. Det er således ikke meningsfyldt at diskutere

hvorvidt personalisering enten er et produkt af mediemæssige eller politiske ændringer (Driessens

et al., 2010: 316). Personalisering er snarere et resultat af både institutionelle politiske ændringer og

mediemæssige ændringer, og på den måde anser vi i dette speciale personaliseringen, som en

konsekvens af de ændringer medialiseringen og professionaliseringen har medført. Rahat &

Sheafers personaliseringsterminologi vil indgå som parametre i undersøgelsen, hvilket

metodekapitlet uddyber yderligere. Det følgende afsnit tydeliggør sammenhængen mellem politiske

skandaler og personalisering.

;8E8E8B!H#&'($.)*'#&*$+!(+!%()*,*'-#!'-.$/.)#&!!

Jo mere det politiske liv orienterer sig mod personligheden, jo større betydning har de situationer,

hvor en politikers troværdighed bliver sat på prøve – som i politiske skandaler (Thompson, 2002:

121-122). I takt med at personligheden og personlige egenskaber som tillid, troværdighed og

pålidelighed fylder mere og mere, mener Thompson, at politiske skandaler har fået større betydning

for politik. Det betyder, at jo mere vælgerne regner med, at politikeren holder sine løfter og kan

styre landet sikkert igennem den komplekse verden, desto mere fokus er der også på de

33


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

karakterbrister og den manglende dømmekraft, politikeren besidder (Thompson, 2002: 121-122).

Og ifølge Thompson skaber det en ond cirkel: ”Skandaler fører til flere skandaler, netop fordi hver

skandale yderligere skærper opmærksomheden om politiske lederes troværdighed og pålidelighed”

(Thompson, 2002: 122).

Dermed kan en af forklaringerne på, hvorfor vi ser en stigning i politiske skandaler i Danmark,

være, at en politikers personlighed og personlige egenskaber har fået en helt fremtrædende og

afgørende rolle i politik – altså at personaliseringstendensen er fremherskende. Sat på spidsen kan

politiske skandaler således ses som personaliseringen i sin yderste konsekvens (Tumber &

Waisbord, 2004: 1036).

;8E8E8B!I#(&#,*'-#!'.11#$75$+#!1#/!/#$!%()*,*'-#!'-.$/.)#!

Sammenhængen mellem personaliseringen og politiske skandaler er altså ikke til at tage fejl af.

Figur 3 viser, hvordan både medialisering, professionalisering og personalisering kan forklare en

delmængde af, hvad en politisk skandale er.

.JYTO'84'#KZZHQ][QYHQ'ZHLLHZ'ZHSJKLJNHOJQY_'GHONXQKLJNHOJQY_'GOXWHNNJXQKLJNHOJQY'XY'SHQ'GXLJMJNRH'

NRKQSKLH'

'

34


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

I forhold til personaliseringen er det ikke specialets ærinde at af- eller bekræfte

personaliseringstendensen, jf. det eksplorative element, men blot at bruge de centrale argumenter til

at analysere og forstå, hvad der kendetegner den personlige politiske skandale, eftersom vi, som

nævnt i det foregående, anser personlige politiske skandaler for at være en afledt effekt af

personaliseringen. Vi har således en teoretisk forventning om, at både medialiseringen,

professionaliseringen og personaliseringen har en direkte sammenhæng med de personlige politiske

skandaler, men vores metodiske begrænsninger medfører, at det især er medialiseringen og

personalisering, vi har mulighed for at undersøge.

Den personlige politiske skandales teoretiske implikationer er imidlertid et selvstændigt teoretisk

felt, som også er nødvendigt at skitsere for at forstå den personlige politiske skandale og for at finde

frem til de parametre, der kan forklare os, hvad den personlige politiske skandale i Danmark er, og

hvilke konsekvenser den har. Det følgende teorikapitel skitserer således den personlige politiske

skandales teoretiske dimensioner.

6F?'3XLJMJNRH'NRKQSKLHO'

Det følgende afsnit søger at forstå og definere skandalen som fænomen. Udgangspunktet er her den

britiske sociolog John B. Thompsons værk fra 2002 ”Den politiske skandale”. Thompson opererer

med en definition af en skandale, hvor en skandale – uanset hvilken sammenhæng den forekommer

i –”henviser til handlinger og begivenheder, der indebærer særlige former for overtrædelser, som

andre bliver bekendt med, og som er tilstrækkeligt alvorlige til at fremkalde en offentlig reaktion”

(Thompson, 2002: 25). Thompsons definition indikerer, at skandaler kan forekomme i mange

forskellige situationer og sammenhænge – for eksempel i forskningsverdenen eller i det private

erhvervsliv – og dermed, at skandaler ikke nødvendigvis er politiske i deres natur. Thompsons

brede definition er ikke den mest hensigtsmæssige definition i forhold til dette speciales formål. I

det følgende ser vi derfor nærmere på, hvordan vi kan indkredse definitionen af skandaler.

6F?F1'*HWJQJMJXQ'KW'SHQ'GXLJMJNRH'NRKQSKLH'

Det tætteste, vi kommer på en simpel og brugbar definition af den politiske skandale, er Allern og

Pollacks definition. For at en skandale kan karakteriseres som politisk, må den udfolde sig i en

kontekst, der involverer politiske institutioner, politiske processer eller beslutninger – eller politiske

personligheder i deres hverv som officielt udpegede eller valgte repræsentanter (Allern & Pollack,

35


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2012: 14). Dermed foretager Allern og Pollack en væsentlig skelnen mellem institutionelle og

personlige skandaler, som hverken Blach-Ørstens eller Thompson tager højde for.

Thompson definerer en politisk skandale som: ”en skandale der omfatter personer eller handlinger,

der befinder sig i et politisk felt og har følger for relationerne inden for dette felt” (Thompson,

2002. 106). Thompson tager ikke højde for, at politiske skandaler ikke nødvendigvis omhandler

personer. Det samme gælder for Blach-Ørsten, som i sin definition af den politiske skandale lægger

sig tæt op af Thompson, og endda konstaterer, at skandaler af natur er persondrevne (Blach-Ørsten,

2011: 7-9). I det følgende ser vi derfor nærmere på distinktionen mellem institutionelle og

personlige politiske skandaler.

;8J8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

anvendelige i vores undersøgelse, fordi de udelukkende beskæftiger sig med den kategori af

skandaler, vi er interesserede i at undersøge. Men det er væsentligt at understrege, at deres

forståelser både er snævrere og mere ukonkrete, end den vi selv anvender, fordi de udelader

distinktionen mellem institutionelle og personlige skandaler. Det er desuden væsentligt at bemærke,

at de politiske konsekvenser af skandalerne er væsensforskellige i forhold til, om en skandale er

institutionel eller personlig. Rene institutionelle skandaler, hvor en enkelt person ikke hænges ud

som ansvarlig, vil som regel søge at finde et politisk ansvar gennem kommissionsdomstole,

undersøgelsesretter og dommerundersøgelser og lignende organer, mens de personlige politiske

skandaler ikke altid kan afkræves samme politiske ansvar. Det afhænger nemlig af, hvorvidt den

skandaleramte politiker kan gøres politisk ansvarlig for skandalen – kan der med en vis rimelighed

lægges et institutionelt ansvar på den skandaleramte politikers skuldre (Christensen, 1997: 540;

Mortensen, 2011: 27-28)?

;8J8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

udviskede skel mellem offentligt og privat lægger Allern et al. vægt på, at den handling en politiker

udfører, som udvikler sig til en skandale, i nogle tilfælde kan være direkte forbundet med offentlige

handlinger, mens den i andre tilfælde er mere personlig eller privat. Derfor deler Allern et al.

politikerens forhold til det politiske felt op i tre kategorier, som indikerer tre forskellige typer af

politiske skandaler: politisk handling, personlig handling i en politisk rolle og personlig handling

(Allern et al., 2012: 40-41).

I forlængelse af Allern og Pollack skelner Blach-Ørsten mellem to skandaletyper: politikskandalen

og normskandalen (Blach-Ørsten, 2011: 9-10). De to typer tager udgangspunkt i den sfære, hvor

overtrædelsen finder sted, henholdsvis den offentlige sfære og den private sfære. Politikskandalen

udspringer – på samme måde som det Allern et al. definerer som en politisk handling – af en

minister eller politikers politiske arbejde. Normskandaler udspringer af en politikers personlige

handlinger – enten i rollen som politiker eller som privatperson, tilsvarende Allern et al.’s

”personlig handling i en politisk rolle” og ”personlig handling”. På den måde bygger Blach-Ørsten

videre på Allern et. al.

Distinktionen mellem politik- og normskandaler er dog ikke særlig tydelig når skandalen handler

om lovbrud, fordi love og regler både kan brydes i den offentlige sfære og i den private sfære. Det

gør distinktionen svær at anvende i praksis. I stedet for at gøre brug af Allern et al. og Blach-

Ørstens definitioner af skandalehandlinger eller skandaletyper, vil vi derfor igennem specialet i

stedet gøre brug af den simple sondring mellem den private og den offentlige sfære. I vores

terminologi befinder personlige politiske skandaler, i modsætning til den institutionelle politiske

skandale, sig således et givent sted mellem den private og den offentlige sfære. Vi opererer således

med følgende definition af de personlige politiske skandaler:

"#$!%#&'($)*+#!%()*,*'-#!'-.$/.)#!0(&#-(11#&!23/#!*!/#$!(00#$,)*+#!(+!*!/#$!%&*4.,#!'05&#!(+!#&!%#&'($)*+!

(+!%()*,*'-6!0(&/*!'-.$/.)#&$#!7.$/)#&!(1!%()*,*'-#!%#&'($)*+7#/#&!*!0(&1!.0!0()-#,*$+'%()*,*-#&#!(+!1*$*',!

Definitionen er dermed indskrænket til kun at omfatte ministre og politikere i Folketinget, men

definitionen kan potentielt udvides til for eksempelvis embedsmænd, regional- eller

kommunalpolitikere, tidligere politikere eller andre former for politiske personligheder.

38


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

;8J8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

I dette speciale opererer vi altså med personlige politiske skandaler, der er opstået som følge af

afsløringer i medierne. Det betyder, at ideen om, at politik i stigende grad bliver personaliseret er en

implicit del af den form for politisk skandale, vi undersøger. Vi opererer med et skandalebegreb,

hvor personaliseringstendensen er et integreret element – og derfor betegner vi det den personlige

politiske skandale.

6F?F6'2KOKRMHOJNHOJQY'KW'SHQ'GHONXQLJYH'GXLJMJNRH'NRKQSKLH'

Efter at have placeret de personlige politiske skandaler i det mediestyrede spændingsfelt mellem

den private og den offentlige sfære, er den næste opgave at karakterisere den personlige politiske

skandale. Først definerer vi den politiske skandale ud fra Thompsons fem karakteristika og tilføjer

et sjette karakteristika i form af Dalen og Skovsgaards practice as you preach-dimension.

;8J8;8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

overtrædelser fører til en skandale, for overtrædelsen må være af en særlig alvorlig karakter

(Thompson, 2002: 27-28). I forlængelse af overtrædelsen findes der også en

andengradsovertrædelse, som indebærer, at opmærksomheden bliver flyttet fra den egentlige

overtrædelse til en række handlinger, hvor hovedpersonen prøver at dække over skandalen.

Andengradsovertrædelsen kan ofte blive vigtigere end selve overtrædelsen, og på den måde kan en

forholdsvis lille overtrædelse blive blæst stort op, hvis hovedpersonen prøver at dække over sine

fejltrin (Thompson, 2002: 29-30). Med Blach-Ørstens tilføjelse af love in mente, mener vi også, at

andengradsovertrædelser kan ske i forbindelse med en lovmæssig overtrædelse. Det andet træk ved

en skandale er, at skandalen indeholder en form for hemmeligholdelse eller fortielse, som

udenforstående har kendskab til eller en stærk formodning om finder sted. For at der er tale om en

skandale, skal normovertrædelsen altså være kendt af andre. Hemmeligholdelseskaraktistikaet

betyder, at en skandale ofte bliver et drama fyldt med fortielser og afsløringer. De begivenheder,

skandalen udspringer af, er altså ikke alene afgørende for, at en sag udvikler sig til en egentlig

skandale; der må nødvendigvis også være en grad af offentligt kendskab til begivenhederne. Netop

den sidste del kan være med til at forklare, hvorfor medierne spiller en afgørende rolle i mange

skandaler (Thompson, 2002: 30-31).

Et tredje karakteristika ved skandalen er, at der er udenforstående, der tager afstand fra

handlingerne. Offentlig misbilligelse er en forudsætning for, at det offentlige kendskab til sagen

fører til en skandalisering. På grund af den generelle svækkelse af værdisystemer og traditionelle

normer i det moderne samfund består misbilligelsen ifølge Thompson ikke længere i, at folk bliver

direkte forargede, chokerede eller oplever, at skandalen står i direkte modsætning til deres

grundlæggende værdier eller normer. I dag sker det oftere, at skandaler overholder

normovertrædelser, der er forholdsvis indholdsløse. Befolkningen bliver ikke rystet i sin grundvold,

men synes måske det er meget underholdende at se en minister eller fremtrædende politiker i

fedtefadet (Thompson, 2002: 31-32). Som fjerde ingrediens i en skandale fremhæver Thompson, at

der er udenforstående, der offentligt tager afstand fra skandalen, og på den måde udtrykker deres

afstand over for andre. Det er altså ikke nok kun at misbillige skandalen. Den holdning skal også

ske offentligt, hvilket ofte sker gennem medierne (Thompson, 2002: 32-33). Det femte og sidste

karakteristika ved en skandale er, at afsløringen og fordømmelsen kan skade omdømmet for de

involverede personer. Imidlertid skader skandaler ikke altid en persons omdømme, det er blot en

risiko, der altid er forbundet med en skandale. Men omdømmet er ikke det eneste, der er på spil. En

41


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

lang række politiske skandaler har også resulteret i retssager, fyringer, eller i at hovedpersonen

simpelthen har trukket sig helt ud af politik (Thompson, 2002: 34-35).

;8J8;8B!A&*,*-@!I7(1%'($'!,#(&#,*'-#!2#+&5$'$*$+#&!

I forlængelse af Thompsons fem karakteristika er en kritik af Thompsons teori på sin plads. Dels

fordi både Allern et al. og Blach-Ørsten benytter sig af hans definitioner, og dels fordi hans

teoriapparat på flere punkter er ukonkret. På de ti år, der er gået siden Thompson udgav ”Den

politiske skandale” er der sket meget i feltet mellem politik og medier. Det er blandt andet i denne

periode, at den voldsomme stigning i antallet af politiske skandaler i Danmark har fundet sted

(Blach-Ørsten, 2011). Thompsons teoretiske perspektiver trænger derfor til et opdatering af, om de

samme konklusioner egentlig også gælder i dag, hvor betydningen af elektroniske og sociale medier

er intensiveret.

Men det væsentligste problem hos Thompson er hans definitioner af begrebet den politiske

skandale. Thompson beskæftige sig ikke med de institutionelle skandaler, fordi han mener, at

definitionen er for snæver. I hans optik er politiske skandaler mere end blot en stræben efter magt

på bekostning af god forvaltningsskik, sådan som institutionelle skandaler ofte er defineret. I

forsøget på en mere fleksibel tilgang til den politiske skandale, fokuserer Thompson på personer og

handlinger, som udgangspunkt for tre typer politiske skandaler: sexskandaler, økonomiske

skandaler og magtskandaler (Thompson, 2002: 102-106). Thompsons typificeringen af skandaler er

svær at anvende i praksis af tre årsager. For det første skelner definitionen ikke tydeligt mellem den

private og den offentlige sfære, sådan som vi tidligere tydeliggjorde, at det er nødvendigt. For det

andet angiver Thompson heller ikke tydeligt, hvorvidt de tre typer af skandaler er personlige eller

institutionelle, og det gør det uklart, om skandaletyperne rummer alle slags politiske skandaler.

Yderligere giver Thompsons teoriapparat hverken en forståelse af, hvornår en skandale er alvorlig,

eller hvornår en skandale er mere alvorlig end en anden skandale. Problematikken med Thompsons

definitioner af den politiske skandale er netop en medvirkende årsag til, at vi i dette speciale har

fundet det nødvendigt at skitsere en tydeligere ramme for, hvad en personlig politisk skandale er.

I betragtning af at Thompson beskæftiger sig med medierede skandaler er et bemærkelsesværdigt

problem ved hans teori om politiske skandaler desuden, at han ikke forholder til spørgsmålet om

medierne som magtindehavere. Det er især problematisk i et medieret demokrati, som eksempelvis

42


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

det danske, hvor medierne på samme måde som politikere befinder sig i en kamp for magt,

synlighed og troværdighed 45 (Blach-Ørsten & Lund, 2012: 110).

Samlet set har Thompsons teori altså en række mangler, men eftersom hans teoretiske ramme er den

mest udførlige og hyppigst refererede i litteraturen, er teorien det bedste alternativ til et teoretisk

udgangspunkt. For at imødekomme Thompsons teoretiske mangler supplerer vi hans teori. Først

anvender vi Arjen van Dalen og Morten Skovsgaards dimension practice as you preach som en

slags sjette karakteristika ved især den skandinaviske skandale (Dalen & Skovsgaard, 2011).

Herefter tilføjer vi norske Elin Strand Hornnes’ seks strategier for håndtering af den politiske

skandale, som både er et meget konkret værktøj til at undersøge politikerens strategiske håndtering

af sagen og kan fortælle os noget om sagens grad af professionalisering.

;8J8;8E!L,!'G#,,#!-.&.-,#&*',*-.@!H&.N,*N#!.'!O(D!%&#.N7!

Et sjette karakteristika ved skandalen er det, Dalen og Skovsgaard definerer, som practice as you

preach-dimensionen (Dalen & Skovsgaard, 2011: 24). Med andre ord skal politikerne i deres

privatliv leve op til det, de prædiker offentligt som politikere. Thompson har også dette aspekt med,

idet han pointerer, at mange skandaler indeholder et element af hykleri, i form af personer, der ikke

lever op til det, de selv prædiker 46 (Thompson, 2002: 28, 134). Dog har Thompson ikke denne

dimension med som et selvstædigt skandalekarakteristika, men vi mener, at dimensionen er helt

central, da moraliseren over politikere er et særligt kendetegn ved skandaler i Skandinavien, hvor

det anses for en politisk synd, hvis en politiker ikke lever op til velfærdsstatens lighedsideologi og

fællesskabsnormer (Blach-Ørsten, 2011: 9). Derfor har vi valgt at tage practice as you preach med

som et selvstændig karakteristika med udgangspunkt i den danske forskning på området (Bhatti et

al., 2012; Blach-Ørsten, 2011; Dalen & Skovsgaard, 2011). Det er ofte medierne, der i lederspalter

eller i politiske kommentarer, argumenterer for, at politikere skal leve op til deres egen moral, men

danskerne er tilsyneladende af samme holdning. Dalen og Skovsgaard henviser til en

meningsmåling foretaget af gratisavisen 24 timer (fra 10. februar 2011), hvor hele 84 procent af den

danske befolkning mener, at der skal være sammenhæng mellem det en politiker siger, og det en

politiker gør i sit privatliv (Dalen & Skovsgaard, 2011: 24). I Bhatti et al.’s undersøgelse fra 2011

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

45 Magt i politiske skandaler bør derfor behandles som et emne for sig, sådan som vi slog fast i indledningen.

46 Thompson kalder det ”Parkinsons dilemma”, idet han hentyder til den britiske konservative politiker, Cecil

Parkinson, der under Thatchers regeringstid fik et barn uden for ægteskabet. Handlingen stod i skarp kontrast til

Parkinsons politiske program, der handlede om at vende tilbage til de traditionelle værdier, med særlig fokus på

kernefamilien (Thompson, 2002: 28, 134-135).

43


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

er konklusionen den samme. Danskerne forventer, at politikerne også lever op til deres partis

ideologi i privatlivet (Bhatti et al. 2012: 14).

Practice as you preach-dimensionen er på denne måde særligt velegnet til at uddybe forskellene

mellem politikernes handlinger i forskellige sfærer – altså tydeliggøre sammenhængen mellem

politikerens handlinger i den private og i den offentlige sfære.

De seks karakteristika vil blive direkte anvendt i udformningen af parametrene for, hvordan vi i

specialet undersøger, hvad en personlig politiske skandale er. Den kommende operationalisering

beskriver, hvordan teorien anvendes som parametre.

;8J8;8J!M,&.,#+*#&!0(&!73$/,#&*$+!.0!/#$!%()*,*'-#!'-.$/.)#!

Fordi specialet som beskrevet beskæftiger sig med personlige politiske skandaler, er den enkelte

politikers håndtering af skandaleforløbet et relevant parameter for undersøgelsen. Hvilken

betydning har politikerens valg af strategisk reaktion på sagen for skandalens udvikling? Med

henblik på at undersøge den enkelte politikers håndtering af skandaleforløbet, gennemgår vi i dette

afsnit Hornnes’ seks forskellige håndteringsstrategier.

Når den egentlige skandalefase folder sig ud, kan skandalen håndteres på flere forskellige måder.

Inden for krisekommunikation er der forskellige strategier, en politiker kan benytte sig af for at

kontrollere skandalen og minimere dens negative konsekvenser (Hornnes, 2012). I sin artikel

”When Women Have to Apologize” tager Hornnes udgangspunkt i de to

krisekommunikationsteoretikere William L. Benoit og W. Timothy Coombs, der til sammen

opstiller såkaldte apologier 47 (Hornnes, 2012: 137-138). En apologi er et forsvar eller en

målorienteret indsats, der skal beskytte politikerens rygte og image. Det primære formål med

apologien er, at den fuldender det, den anklagede har gjort forkert, og på den måde udgør en

afslutning. Dermed kan den anklagede politiker lukke skandalen, så medierne ikke kan fortælle en

fortløbende historie (Hornnes, 2012: 137). Vi vælger at bruge betegnelsen strategier, da apologien

ofte er udarbejdet af ansatte i partiers eller ministeriers presse- eller kommunikationsafdelinger eller

af ministres særlige rådgivere. På den måde siger strategien også noget om graden af

professionalisering. Ud fra Benoit og Coombs opstiller Hornnes seks forskellige strategier 48 . De

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

47 Ordet apologi kommer fra græsk og skal ikke forveksles med det engelske ord ”apology”, der som bekendt betyder

undskyldning (Hornnes, 2012: 137-138).

48 Selvom Hornnes analyserer seks skandaler, der alle har kvindelige hovedpersoner, mener vi, at håndteringsformerne

også kan anvendes på mandlige politikere, idet vi ikke se køn som en væsentlig forklarende variabel.

44


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

seks former for håndtering er opstillet i figur 5, og de kan ses som et kontinuum, hvor den venstre

side er den mest defensive strategi, og den højre side er den mest imødekommende strategi.

.JYTO'?4'+XOQQHNa'NMOKMHYJHO'

Angreb på anklageren, den mest defensive strategi, sker ved, at den skandaleramte angriber

politiske modstandere som sit forsvar (Hornnes, 2012: 138). Denne form for negative angreb på

konkurrenter er desuden også et kendetegn ved den postmoderne kampagne, som Norris beskriver

(Norris, 2000). Benægtelsen er også en defensiv strategi, og Hornnes pointerer, at langt de fleste

politikere, der bliver konfronteret med en skandale vil starte med at benægte, før de bevæger sig

over i andre håndteringstyper. Benægtelse er en forholdsvis nem håndteringsform, fordi politikeren

ikke risikerer at tabe ansigt, og hvis strategien lykkes, vil kritikken ofte hurtigt forsvinde, og

politikerens ry kan blive genopbygget (Hornnes, 2012: 138). Ansvarsfraskrivelse er derimod en

mere neutral håndteringstype. Her vil politikeren typisk begrunde skandalen med manglende

information, manglende kontrol over situationen eller andre begrundelser, hvor politikeren skubber

ansvaret væk fra sig selv (Hornnes, 2012: 138, 142). Styrkelsen af imaget er en måde at styrke

offentlighedens positive indtryk af politikeren på. Det kan for eksempel ske ved at henlede

opmærksomheden på, hvor vellidt politikeren er, gode handlinger eller resultater, politikeren

tidligere har udført eller opnået eller ved at fortælle, hvor stor opbakning vedkommende har.

Selvom det negative billede af politikeren kan fylde meget i mediebilledet, kan denne strategi være

med til rette op på det negative indtryk, befolkningen måske har fået (Hornnes, 2012: 138-139,

143). I den anden ende af kontinuummet ligger den mere imødekommende strategi, hvor politikeren

vil gøre det godt igen. Her lover politikeren at rette op på problemet, enten ved at genoprette

situationen eller ved at forbedre sig (Hornnes, 2012: 139). Denne strategi kommer ofte i

kombination med den fulde undskyldning, der er den mest imødekommende strategi i

kontinuummet. Her indrømmer politikeren sine fejl, tager det fulde ansvar og beder om tilgivelse.

Denne håndteringsform kan enten ses som et symbolsk selvmord, fordi politikeren på den måde

leverer sit hoved på et fad til pressen og offentligheden, eller det kan anskues som en strategi, der

45


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

rent faktisk virker, fordi der sker en udveksling af skam og magt mellem politikeren og

befolkningen (Hornnes, 2012: 139, 144).

Ifølge Hornnes er de håndteringsstrategier, der er mest benyttede i dag, angreb, styrkelse af image

og gøre det godt igen, mens det derimod er mere sjældent, at en skandaleramt politiker undskylder

eller påtager sig skylden og viser samvittighedskvaler (Hornnes, 2012: 133-134).

Den ovenfor gennemgåede teori om udviklingen i politisk kommunikation, medialisering,

professionalisering, personalisering og den politiske skandale danner i det følgende udgangspunkt

for skabelsen af den analysemodel, der vil være grundlag for specialets analyse af den personlige

politiske skandale. Det følgende kapitel operationaliserer således de forskellige teoretiske elementer

i den personlige politiske skandale og opstiller en analysemodel.

46


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

6F5',GHOKMJXQKLJNHOJQY'XY'KQKLVMJNRH'GKOKZHMOH'

For at kunne foretage en videnskabelig undersøgelse af vores genstandsfelt er det nødvendigt at

omsætte de teoretiske og abstrakte begreber fra teorien, så de kan anvendes i en empirisk

undersøgelse (Andersen et al., 2010: 32). Med andre ord må vi operationalisere den personlige

politiske skandale for at undersøge den empirisk: Hvilke parametre kan vi måle den personlige

politiske skandale på? Operationaliseringen tager afsæt i de teoretiske begreber, vi har identificeret i

teoriafsnittet.

6F5F1',GHOKMJXQKLJNHOJQYNGOXIHNNHQ'

Med direkte udgangspunkt i teorien definerede vi først en række overordnede dimensioner 49 i den

politiske skandale. På den baggrund udviklede vi en række parametre, som hver for sig indikerer

forskellige dimensioner i den politiske skandale. Det oprindelige antal parametre var i store træk

baseret på teoretiske forventninger, som vi erfarede ofte var upræcise i forhold til tydeligt at

definere, hvilke teoretiske dimensioner der var indikatorer for hvilke dele af den politiske skandale.

Derfor blev det oprindelige antal parametre reduceret ved en sammenlægning af parametrene i

grupper, da nogle af dem overlappede hinanden. Desuden tilføjede vi bedre teoretiske dimensioner,

der hvor teorien ikke var meningsfuld, hvilket vi kommer nærmere ind på i metodekapitlets afsnit

om kodning i indholdsanalysen. I oversigten over operationalisering og kodning (bilag 4) er det

gengivet præcis, hvad vi forstår ved de enkelte parametre og indikatorer for på den måde at højne

undersøgelsens reliabilitet.

Figur 6 viser undersøgelsens opbygning og de fire overordnede parametre, som er mediedækningen,

overtrædelser, håndtering og politisk involvering. Hvert af de overordnede parametre afspejler

aspekter af vores teoretiske udgangspunkt. Det overordnede parameter ”Overtrædelser” er baseret

på Thompson, Blach-Ørsten samt Dalen & Skovsgaards konklusioner, mens ”Mediedækning”

bygger på Thompsons medierede skandale samt Hjarvard og Strömbäcks medialiseringsteori. Det

overordnede parameter ”Håndtering” har udgangspunkt i Hornnes’ strategier, mens ”Den politiske

involvering” er konstrueret ud fra teorien om de politiske institutioner, særligt teorien om

forvaltningen. Kodemanualen er udførligt beskrevet i metodekapitlet, hvor det fremgår præcis,

hvordan hvert enkelt parameter under de fire overordnede parametre er kodet.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

49 De første overordnede dimensioner var blandt andet: Normer, politik, magt, offentlighed, forargelse, overtrædelse,

afsløring, mediedækning, personlighed, politik og professionalisering.

47


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Figur 6 opsummerer de fire overordnede parametres sammenhæng med speciales

problemformulering og illustrerer på den måde specialets formål: At få begreb om, hvad en

personlig politisk skandale er i dansk kontekst samt at forstå, hvilke konsekvenser skandaler har.

.JYTO'54',GHOKMJXQKLJNHOJQY'

Som figur 6 viser, er de fire overordnede parametre udtryk for problemformuleringens første led:

Hvad kendetegner en politisk skandale? Dette spørgsmål behandler vi i specialets analyse.

Specialets diskussion, der følger efter analysen, tager afsæt i problemformuleringens andet led:

Hvilke konsekvenser har den personlige politiske skandale? Det er med udgangspunkt i de fire

parametre, at vi undersøger og analyserer de tre personlige politiske skandaler, der tilsammen

danner grundlag for diskussionen af den personlige politiske skandales konsekvenser. Det

efterfølgende metodekapitel tydeliggør, hvordan undersøgelsen er tilrettelagt i forhold til

udvælgelse af datamateriale og cases samt analyse af den indsamlede empiri.

48


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2!3($/-'84'9/$,*/'

I opstillingen af det casestudie, der ligger til grund for specialets undersøgelse, er inspirationen fra

den eksisterende forskning hentet hos Allern et al. (2012), John B. Thompson (2002) og Mark

Blach-Ørsten (2011) 50 . På trods af det afgørende udgangspunkt Allern et al., Thompson og Blach-

Ørstens forskning leverer, er politiske skandaler ikke tilstrækkeligt undersøgt i en dansk

politologisk sammenhæng. Både teori og empiri om fænomenet politiske skandaler i Danmark er

svag, og det giver en række udfordringer, som er afgørende for undersøgelsens udformning. For det

første er skandaler engangsforestillinger, hvilket gør dem svære at observere med konventionelle

observationsmetoder, der gentager studiet over tid, som man for eksempel gør det i valgforskningen

(Bhatti et al., 2012). For det andet er skandaler som udgangspunkt kendetegnet ved, at deres forløb

er uforudsigeligt 51 (Allern et al., 2012; Thompson, 2002: 83). Det gør dem sværere at sammenligne,

fordi skandalerne ikke udvikler sig ens, og de kan tage uventede drejninger undervejs. I den

forbindelse er det samtidig en udfordring, at vi har begrænset os til nyere danske skandaler, idet det

kan betyde, at skandaleforløbet måske slet ikke er afsluttet endnu. Alligevel er det efter vores

opfattelse muligt at anskue skandaler som ensartede begivenheder 52 , som er mulige at undersøge

eksplorativt.

8F1'.XONRQJQYNSHNJYQ4'/M'HRNGLXOKMJPM'NGHIJKLH'

Komparative casestudier er særligt nyttige i de tilfælde, hvor begreber og forståelse af kausalteori er

svag 53 . Fordi teorien om politiske skandaler i Danmark netop er svag og den eksisterende forskning

på området er begrænset, er der behov for eksplorative casestudier, som sætter sig for at opdage nye

teser om politiske skandaler. Dette speciale er derfor et eksplorativt casestudie, der sammenligner

tre forskellige politiske skandaler. Formålet med specialet er således at kunne identificere mønstre

på tværs af de udvalgte cases for derved at bidrage til den grundige beskrivelse og solide analyse af

den personlige politiske skandale i Danmark (Binderkrantz et al., 2010: 72; Nørgård, 2007: 242-

245, 252).

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

50 Eftersom det ikke kan lade sig gøre at bidrage til forskning, man ikke kender og forholder sig til (Nørgård, 2007:

243), tager specialet afsæt i eksisterende forskning for at bygge videre på de videnshuller, der kan detekteres heri.

51 Dette er skattesagen et godt eksempel på, idet sagen tog den uforudsigelige drejning, at Steven Kinnocks seksualitet

og dermed ægteparret Kinnock og Thornings ægteskabelige status under en uge inden dette speciales afleveringsfrist

blev et emne i skattesagen (Davidsen-Nielsen, Maltesen & Østergaard, 2012, 25. august).

52 Selvom skandaler er væsensforskellige i deres natur, har de alligevel en række fællestræk, der gør, at de kan betragtes

som ensartede begivenheder.

53 I tilfælde, hvor vi kun har ringe forestilling om, hvad der er årsag til et fænomen, er det hensigtsmæssigt at studere

fænomenet nøje for derved at opstille mere klare kausalteser for sammenlignelige fænomener (Nørgård, 2007: 252).

49


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

8F6'&KNHNMTSJHM'

Metodisk tager specialet udgangspunkt i John Gerrings definition af et casestudie. Casestudiet, der

kan defineres som et intensivt studie af en enkelt enhed 54 , beskæftiger sig med kompleksiteten i og

det særlige ved den undersøgte enhed (Bryman, 2004: 48, Gerring, 2004: 341). En enhed er for

Gerring et spatielt begrænset fænomen, som observeres på et særligt tidspunkt eller er begrænset til

en særlig tidsperiode. Casen består af relevante dimensioner eller variable, som bygger på en række

observationer (Gerring, 2004: 342). Fænomenet, der undersøges i denne sammenhæng, er den

personlige politiske skandale i Danmark, som vi observerer fra 2008 til 2011. To forhold er

væsentlige forudsætninger for at kunne identificere et mønster i et casestudie, hvilket er nødvendigt

for at kunne teoretisere efterfølgende. Den første forudsætning er variation: De udvalgte cases må

være forskelligartede. Den anden forudsætning er sammenlignelighed: De enkelte cases må være

tilstrækkeligt ens for, at de kan sammenlignes (Nørgård, 2007: 246, 251- 252). Både variation og

sammenlignelighed i udvalget af cases er således af afgørende betydning for at sandsynliggøre

muligheden for, at specialets analyse finder frem til kausalrelationer. Det følgende afsnit beskriver,

hvordan der er taget højde for både variation og sammenlignelighed i udvælgelsen af casene. !

8F8'.OHZYKQYNZbSH'WXO'IKNHTSP[LYHLNH''

Forud for udvælgelsen af de politiske skandaler samlede vi ud fra Mark Blach-Ørstens oversigt over

danske politiske skandaler i perioden fra 1980 til 2010 en liste over mulige cases (Blach-Ørsten,

2011). Vi tilføjede selv politiske skandaler fra 2011 og frem, idet de har fundet sted efter Blach-

Ørsten afsluttede sit forskningsprojekt. Afsættet i Blach-Ørstens undersøgelse, med dens mangler

for øje, var dermed et godt udgangspunkt for vores udvælgelsesproces.

8F8F1'2KMHYXOJHO'WXO'TSP[LYHLNH'

For at træffe afgørelse om den rette kombination af varierende, men sammenlignelige, skandaler

sammenholdt vi den konstruerede liste over skandaler fra 1980 til foråret 2012 med en række

opstillede kategorier som indeholdt følgende: emne, parti, køn, magtposition, partileder/ikke

partileder, alder, skandaletype, grad af omtale i aviser, konsekvenser samt spørgsmålet om, hvorvidt

sagen var afsluttet eller ej. Bag de opstillede kategorier ligger en række antagelser om, hvilke

forhold der er afgørende faktorer i de enkelte skandaler – faktorer, der for eksempel kan have

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

54 Gerring beskriver casestudiet som”an intensive study of a single unit for the purpose of understanding a larger class

of (similar) units” (Gerring, 2004: 341).

50


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

betydning for skandalens udfald, eller som betyder, at enkelte skandaler skiller sig ud fra de andre.

Vi udvalgte tre skandaler fra perioden mellem 2000 og 2011, fordi Blach-Ørsten finder en stigning i

antallet af skandaler mellem 2000 og 2010 (Blach-Ørsten, 2011). Statsløsesagen fra 2011, og til

dels også skattesagen, er udvalgt ud fra en forventning om, at stigningen også gælder de seneste år.

8F8F6'3KOMJ'XY'ZKYMGXNJMJXQ'

To af de kategorier, vi var særligt opmærksomme på, i forhold til at udvælge artsforskellige cases,

var kategorierne ”parti” og ”magtposition”. Allern et al. understreger, at flertallet af de politikere,

der har været involverede i de 154 nordiske skandaler, de analyserer, har været medlemmer af en

regering i et af de fire nordiske lande (Allern et al., 2012: 42). Det var derfor væsentligt for os at

udvælge skandalecases, som var forskellige i forhold til de udsatte personer i skandalernes

magtpositioner. Det er imidlertid et indlejret problem, at den periode, vi ønsker at undersøge;

perioden fra 2000 til 2012, har en overrepræsentation af VK-politikere, der er involverede i

skandaler, fordi ministertaburetterne i denne periode primært var besat af politikere fra Venstre og

Det Konservative Folkeparti.

Af den samlede oversigt, bilag 5, fremgår det således, at særligt Venstre-politikere har været

involveret i skandaler i perioden fra 2000 til 2012. Tabel 1 viser, at hele 14 ud af 26 skandaler –

altså mere end halvdelen af skandalerne – har angået en politiker fra partiet Venstre.

$KUHL'14'!QMKL'KW'NRKQSKLHO'WOK'6AAAc6A16'WXOSHLM'Gb'GKOMJ'

3KOMJ' !QMKL'

&X\MONURYXaSOQRS]R! /!

%OUMaONR! 1!

7X][RSTOQMTR! /!

#R][QSR! 1/!

8O][a!*XNaRVOSQM! 1!

&X\MONM[QM[a!*XNaRVOSQM! 1!

.MZRSON!,NNMO]\R! 1!

Det kan således ikke udelukkes, at antallet af Venstre-folk i skandaler, er udtryk for en tendens, som

analytisk kan være interessant. Derfor er det også bevidst, at to af de udvalgte skandaler omhandler

Venstre-ministre, nemlig Lars Løkke Rasmussen i bilagssagen og Birthe Rønn Hornbech i

statsløsesagen. Med valget af de to Venstre-ministre har vi begrænset os fra at undersøge skandaler

med hovedpersoner fra det andet regeringsparti i perioden, Det Konservative Folkeparti. Vi mener

dog, at Venstres partimæssige størrelse og antallet af ministertaburetter i alle tre regeringsperioder

51


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

understøtter dette valg. Således har Venstre haft størstedelen af ministerposterne siden VK-

regeringen kom til magten i 2001 55 . For at kompensere for overrepræsentationen af Venstre-

politikere, har vi valgt Helle Thorning-Schmidts skattesag. Valget af en socialdemokratisk skandale

afspejler desuden det billede, tabel 1 tegner, hvor Socialdemokraterne er det parti, der er involveret

i flest skandaler efter Venstre, når vi ser bort fra Det Konservative Folkeparti. På den måde har vi

de to største partier i Danmark, samt deres relative magtforhold repræsenteret i vores undersøgelse:

Venstre (V) og Socialdemokraterne (S). Udvælgelsen i forhold til partier tager således hensyn til

magtstrukturerne i perioden 2000-2012 ved at inddrage et af regeringspartierne samt det største

oppositionsparti, som også før VK’s regeringsperiode fra 2001-2011 var det største regeringsparti.

Udover de partimæssige overvejelser har vi også taget højde for de udvalgte skandalepersoners

magtpositioner. Det er tilstræbt at udvælge personer, som befinder sig i forskellige magtpositioner.

To af casene befinder sig på det højeste niveau i forhold til magtforhold. Det drejer sig om de to

statsministerkandidater – senere begge statsministre, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-

Schmidt. Det almene ministerniveau er repræsenteret ved Birthe Rønn Hornbech, som er

integrationsminister i VK-regeringen, da statsløsesagen udvikler sig. Helle Thorning-Schmidt

repræsenterer magtpositionerne menigt folketingsmedlem og partileder. På den måde har vi samlet

set tre cases, som repræsenterer forskellige dele af magten i det politiske system i Danmark.

De tre skandaler adskiller sig desuden også fra hinanden i forhold til køn og alder 56 samt i forhold til

sagernes konsekvenser. For en af sagerne endte skandalen med afskedigelse: Birthe Rønn Hornbech

måtte sige farvel til sin ministerpost, mens skandalerne hverken for Lars Løkke Rasmussen eller for

Helle Thorning-Schmidt havde konsekvenser for deres arbejdsmæssige position.

8F8F8'#RKQSKLHMVGH'

I udvælgelsen af de tre skandaler har vi især taget højde for, hvilke skandaler vi teoretisk set har

med at gøre. På den måde blev Allern et al.s tredimensionelle definition af skandaler, som

teorikapitlet beskrev, afgørende for udvælgelsen. Som det fremgår af tabel 2, repræsenterer de tre

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

55 I perioden 2001-2005 havde Venstre 15 ministerposter, mens Det Konservative Folkeparti havde 7. Fra 2005-2007 lå

det tal på 12 for Venstre og 7 for Det Konservative Folkeparti. I regeringsperioden 2007-2009 var det uændret, mens

antallet af Venstre-ministre efter Lars Løkke Rasmussen overtog statsministerposten i 2009 har ligget på mellem 12 og

13 ministerposter til Venstre frem til valget i 2011. Det Konservative Folkeparti havde i den sidste regeringsperiode

mellem 6 og 7 ministerposter.

56 Skandalerne involverer en mand og to kvinder og spænder aldersmæssigt fra Birthe Rønn Hornbech, født 1943 til

Helle Thorning-Schmidt, født 1966.

52


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

skandaler således hver især en af Allern et al.s skandaletyper: den politiske handling, den personlige

handling i en politisk rolle samt den personlige handling i en privat rolle.

$KUHL'64'*H'MOH'TSPKLYMH'NRKQSKLHO'

)KPQ' CO' 3KOMJ' 9KYMGXNJMJXQ' #RKQSKLHMVGH'

.OS[!.`aaR!

%O[Yc[[R]!

CRNNR!)dXS]M]PH!

&\dYMUQ!

-MSQdR!%`]]H

CXS]ZR\d!

'

8F7'DSP[LYHLNH'KW'SKMKZKMHOJKLH'

;DD?! #! >M]M[QRS!M!#7HSRPRSM]PR]!

&QOQ[YM]M[QRSaO]UMUOQ!

;D1D! &! >RUNRY!O^!*XNaRQM]PRQ!

&QOQ[YM]M[QRSaO]UMUOQ!

3RS[X]NMP!dO]UNM]P!M!R]!

VXNMQM[a!SXNNR!

3RS[X]NMP!dO]UNM]P!M!R]!VSMTOQ!

SXNNR!

;D11! #! >M]M[QRS!M!#7HSRPRSM]PR]!!!!!!!!!!!!!! 3XNMQM[a!dO]UNM]P!

I udvælgelsen af datamaterialet har vi været opmærksomme på vores teoretiske og empiriske

forestillinger – den såkaldte forforståelse – for at sikre, at denne ikke kommer til at stå i vejen for

senere fordomsfri tolkning af materialet (Elklit & Jensen, 2010: 117-118). Datamaterialet består af

artikler fra udvalgte landsdækkende dagblades dækning af de tre skandaler baseret på søgninger i

databasen Infomedia. Desuden har vi benyttet en række politiske dokumenter 57 (bilag 1-3) til den

kvalitative indholdsanalyse, se tabel 4 i det følgende afsnit. At datamaterialet mestendels består af

avisartikler har både fordele og ulemper. En fordel er, at medierne er den primære arena, hvor den

politiske kamp foregår i forhold til at placere skyld og ansvar for problemer og svigt (Mortensen,

2011: 28). Desuden har tidligere studier vist, at politikere generelt betragter mediedækningen af

politiske debatter som meget afgørende for befolkningens holdningsdannelse. Samtidig peger en

række danske vælgerundersøgelser på, at medierne er danskernes vigtigste kilde til information om

politik (Andersen, 2007; Mortensen, 2011: 29). Derfor har vi valgt af bruge mediedækningen som

vores primære kildemateriale, som vi yderligere har begrænset til at være den skrevne presse, fordi

historier fra den skrevne presse meget ofte ender på internettet, på tv og i radioen (Mortensen, 2011:

29). At vi baserer studiet på den skrevne presses dækning af sagerne betyder, at der er dimensioner

af skandalerne, vores undersøgelse ikke har mulighed for at nå til bunds i. For eksempel, hvordan

de involverede aktører i skandalen selv forholder sig til sagen. Det kunne vi have overkommet ved

at foretage kvalitative interview. Fire forhold betød, at vi måtte erkende, at vi ville kunne foretage

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

57 De politiske dokumenter er forskellige fra case til case, men indeholder for eksempel optagelse af et åbent samråd,

redegørelser fra offentlige myndigheder eller spørgsmål stillet i Folketingssalen. Se tabel 4 for en komplet liste over alle

de politiske dokumenter.

53


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

en mere systematisk og grundig undersøgelse ved ikke at lade interview med centrale personer være

afgørende for datamaterialet. For det første er de tre skandaleramte personer hen ved umulige at få

kontakt til, og for det andet er det stærkt tvivlsomt, hvad de involverede aktører med

professionaliseringen for øje overhovedet ville være villige til at udtale sig om. For det tredje viste

uformelle samtaler med tre tidligere og nuværende embedsmænd i centraladministrationen, som alle

havde været involveret i en af de udvalgte skandaler, at de involverede aktører helst ikke vil

associeres med de pågældende sager og allerhelst vil lægge forløbene bag sig. Direkte adspurgt om

de ville deltage i undersøgelsen, svarede de alle nej. For det fjerde bliver politiske skandaler i dag,

som teorikapitlet slog fast, først til egentlige skandaler, i det øjeblik de er medierede – og netop det

faktum legitimerer brugen af medier som primær kilde for en undersøgelse af politiske skandaler.

8F7F1'*KMKKWYO[QNQJQY'

For at begrænse den samlede mængde data har vi foretaget en række dataafgrænsninger i forhold til

de udvalgte medier, tidsperioder og søgeord i Infomedia. De valg og fravalg, der er truffet i

forbindelse med dataafgrænsningen, betyder, at vores undersøgelse er begrænset til at behandle den

del af skandalen, der kommer til udtryk i netop vores datasammensætning. Der vil derfor være

aspekter af skandalerne, som ikke er inkluderet i det empiriske materiale, og dermed er

undersøgelsens resultater ikke udtryk for en endegyldig sandhed om de tre skandaler.

B8E8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

skandalen, og i alle tre cases udgør det dagblad, der trykker historien først, et af de tre udvalgte

dagblade. Politiken og Ekstra Bladet er de eneste to medier, der går igen i flere sager, og dermed

anvender vi altså materiale fra syv forskellige dagblade 58 i undersøgelsen. Det uregelmæssige valg

af dagblade gør det naturligvis svært at sammenligne mediernes dækning på tværs af sagerne, og

det havde derfor ideelt set været mere optimalt, hvis vi havde valgt de samme tre dagblade i hver

sag, eller undersøgt dækningen af hver sag i samtlige syv dagblade. Men eftersom den sidste

mulighed ville resultere i et alt for omfattende datamateriale, og det af hensyn til sagernes kontekst

ikke var muligt at undersøge de samme avisers dækning, faldt vores valg på den udvælgelse af

dagblade, som er vist i tabel 3.

$KUHL'84'*H'TSPKLYMH'SKYULKSH'

*KYULKSNMVGH' "JLKYNNKYHQ' #RKMMHNKYHQ' #MKMNL`NHNKYHQ'

"XOYHOLJYH'' *SRURSMa[ZXSP!,YQ[!,TM[! BbNNO]U[H3X[QR]! -RSNM]P[aR!

$KULXJSH'' $a[QSO!-NOURQ! -2)2! $a[QSO!-NOURQ!

&HQMOTZcPHQNMOH'' 3XNMQMaR]! 3XNMQMaR]! ']^XSYOQMX]!

Som tidligere nævnt, er de dele af den personlige politiske skandale, der ikke fremgår eksplicit af

mediernes dækning vanskelige at analysere, idet vores primære datamateriale er mediedækningen.

Det gælder den professionaliseringstendens samt den generelle politiske involvering, vi beskrev i

teorikapitlet. Derfor har vi udvalgt en række politiske dokumenter, som vi forventer kan hjælpe os

med at give en bedre indikation af de politiske forhold. Vi er dog opmærksomme på de substantielle

begrænsninger, vores valg af datamateriale og metode har for vores konklusioner om både

professionalisering og politisk involvering. Tabel 4 viser en oversigt over de politiske dokumenter

og deres bilagsnumre.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

58 De syv dagblade er Berlingske Tidende, B.T., Ekstra Bladet, Frederiksborg Amts Avis, Information, Jyllands-Posten

og Politiken.

55


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

$KUHL'74'3XLJMJNRH'SXRTZHQMHO'

'

)O' #MKMNL`NHNKYHQ' )O' "JLKYNNKYHQ' )O' #RKMMHNKYHQ'

1,! EZR]Q![OYSWU!M!

']U^`U[SRQ[cUTONPRQ!U2!A2!

^RZScOS!;D11!YRU!-MSQdR!

%`]]!CXS]ZR\d2!

1-! *XS[NOP!XP!ZRYeSa]M]PRS!QMN!

NXT!XY!M]U^`U[SRQ!

YRUURNRN[RG!.=?G!^SRY[OQ!O^!

-MSQdR!%`]]!CXS]ZR\d!U2!

;?2!XaQXZRS!;D1D2!

14! 5XQOQ!^SO!-MSQdR!%`]]!

CXS]ZR\d!QMN!

']U^`U[SRQ[cUTONPRQ!U2!;


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

supplement til den kvalitative del af indholdsanalysen. Alle de politiske dokumenter er vedlagt som

bilag til specialet, og bilagsnummeret fremgår af tabel 4 samt af bilagsoversigten.

8F7F6'$JSNZ[NNJYH'SKMKKWYO[QNQJQYHO'

Baggrundsresearchen dannede også udgangspunkt for fastsættelsen af skandalens længde og

dermed de tidsmæssige søgekriterier i Infomedia. For hver skandale har vi taget udgangspunkt i

afsløringen – i den fase, som Thompson kalder den egentlige skandalefase. Derfor starter hver case,

der hvor et medie første gang bringer historien. I forhold til afgrænsningen af skandalens

sluttidspunkt har vi kigget på Thompsons tredje fase – klimakset – det vil sige, der, hvor afgørelsen

eller opklaringen opstår, og tilføjet et par ekstra dage i søgningen i Infomedia. Begrundelsen for de

ekstra dage er, at vi har vurderet, at skandalens klimaks ikke kun bliver beskrevet på en dag, men

over flere dage uden at der dog er tale om det egentlige eftervirkningsforløb, som er det, Thompson

betegner som sin fjerde fase (Thompson, 2002: 82-87).

For at få et samlet og mere fuldstændigt billede af skandalen, har vi valgt at begrænse antallet af

dagblade, frem for at begrænse tiden, vi ser på. Hvis vi kun havde afdækket en uge eller to, havde

der i flere af skandalerne været få artikler, fordi der kan gå flere dage, før de andre medier vælger at

dække en sag. I statsløsesagen går der således tre uger, før et andet medie end Information skriver

en selvstændig historie om sagen. Desuden ville der være utallige væsentlige aspekter i den enkelte

skandale, der ikke ville være inkluderet i datamaterialet, hvis vi havde valgt en tidsmæssig

afgrænsning. Ulempen er naturligvis, at sammenligningen af skandalerne bliver svær at foretage,

idet vi ikke har tre sammenlignelige perioder at gå ud fra. Men af hensyn til datamaterialets

størrelse og den enkelte skandales forløb var det en nødvendig afgrænsning at foretage. De udvalgte

tidsperioder fremgår af tabel 5, som viser, at skattesagen er delt op i to perioder med cirka et års

mellemrum. Årsagen til dette er, at skandalen indholdsmæssigt har to forløb, først i forbindelse med

Helle Thorning-Schmidts private skattesag, og dernæst i forbindelse med Troels Lund Poulsen og

Skatteministeriets mulige indblanding. De enkelte skandale forløb vil blive behandlet mere

dybdegående i kapitlet om skandalernes forløb.

Selve artiklerne har vi fundet gennem søgninger i Infomedia ud fra søgeord som fremgår af tabel 5.

Søgeordene har vi også valgt med udgangspunkt i vores baggrundsresearch. Ud af de artikler

Infomedia generede ud fra vores søgeord, har vi endvidere frasorteret dem, vi vurderede ikke havde

relevans for sagen eller simpelthen omhandlede noget helt andet. Antallet af artikler fremgår også af

tabel 5.

57


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

$KUHL'?4'$JSNGHOJXSHO_'N`YHROJMHOJHO_'KQMKL'KOMJRLHO'XY'GXLJMJNRH'SXRTZHQMHO'

!! "JLKYNNKYHQ' #RKMMHNKYHQ' #MKMNL`NHNKYHQ'

3HOJXSH' 1/2!YOSQ[!!K!!!!!!!!!!!!!!!!!! ;=2!fc]M!K!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! 1D2!fO]cOS!K!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

=12!YOf!;DD?! ;D2![RVQRYZRS!;D1D!

?2![RVQRYZRS!K!!!!!!!!!!!!!!!!

:2!UR\RYZRS!;D11!

A2!YOf!;D11 0A !

#`YQJQYNROJMHOJHO'J' NOS[!5$,%1!N`aaR!,58! dRNNR!5$,%1!QdXS]M]P! ZMSQdR!5$,%1!S`]]!

(QWXZHSJK'

iZMNOPjG!aX]QXjk! ,58!i[aOQQR[OPjG! ,58!i[QOQ[N`[jG!

7M]]X\aG!&\dlRMmk! aX]TR]QMX]jG!

[QOQ[ZXSPRSjk!

!QMKL'KOMJRLHO'WOK'

(QWXZHSJK'

!QMKL'KOMJRLHO'HWMHO'

ZKQTHL'YHQQHZYKQY'

!QMKL'GXLJMJNRH'

SXRTZHQMHO'

8F?';KLY'KW'ZHMXSH4'(QS]XLSNKQKLVNH'

;0A! ;/;! ;AD!

;1


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

som en hybridmetode, hvor det er naturligt at benytte både den kvantitative og den kvalitative del i

samme analyse (Hesse-Biber & Leavy, 2011: 227-233). Med denne kombination af metoder tager

specialet dermed udgangspunkt i en pragmatisk videnskabsteoretisk forståelse, hvor vi ikke

forsøger at forfølge en bestemt videnskabsteoretisk retning. De kvantitative og kvalitative metoders

videnskabsteoretiske udgangspunkt har været til stor debat inden for forskningen – særligt i forhold

til brugen af indholdsanalyse som metode (Hjarvard, 1997). Stig Hjarvard kritiserer dog denne

metodestrid, fordi han mener, at det ikke er frugtbart at diskutere de to metodiske tilgange ud fra

hver deres videnskabsteoretiske udgangspunkt (Hjarvard, 1997: 61). Ifølge Hjarvard er der rent

teoretisk eller epistemologisk ikke forskel på kvantitative og kvalitative metoder 61 . Det betyder ikke,

at der ikke er forskel på de to metoder er – de har hver især deres særlige analytiske forcer

(Hjarvard, 1997: 62). I stedet skal forholdet mellem de kvantitative og kvalitative metoder i

indholdsanalysen anskues ud fra en fælles hermeneutisk epistemologi, hvor den væsentlige forskel

mellem de to metoder består i, at den kvalitative indholdsanalyse har fokus på

betydningsdannelsens proces, mens den kvantitative analyse anlægger et statisk syn på teksten.

Dermed kan den kvalitative indholdsanalyse påvise komplekse sammenhænge internt i en tekst

eller artikel, hvor den kvantitative indholdsanalyse kan påvise sammenhænge eksternt mellem et

større antal tekster – i vores tilfælde artikler (Hjarvard, 1997: 79). De to metoder vil netop blive

brugt som en hybridmetode i specialet, fordi de tilsammen udgør et stærkere metodisk afsæt, og

fordi vi har vurderet, at hydridmetoden er bedst til at besvare vores problemformulering (Hjarvard,

1997: 67).

8F5'DQSHON`YHLNHQN'OHLJKUJLJMHM'XY'PKLJSJMHM'

Ved en lukket kodning, som vi har foretaget i vores undersøgelse, er det vigtigt, at koderne er klart

og præcist defineret på forhånd. Det har vi sikret gennem vores kodeliste, hvor hver enkelt artikels

kodning er registreret. Kodelisten er på den måde med til at sikre en høj validitet, fordi vi ud fra

koderne i de enkelte artikler kan vurdere, hvorvidt det kodede tekststykke indholdsmæssigt

udtrykker det teoretiske begreb, som koden skal måle. For at styrke validiteten yderligere kunne vi

have foretaget kvalitative interview med en række af de implicerede parter, men som vi redegjorde

for under afsnittet om udvælgelse af datamateriale, var dette ikke muligt.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

61 Hjarvard påpeger, at de metoder, der normalt karakteriseres som kvantitative bare er en undergruppe af

fremgangsmåder til foretage en analyse af empiriske fænomener. Denne undergruppe benytter sig også af fortolkning

og kvalitative procedurer (Hjarvard, 1997: 62).

59


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Kodelisten er dog også med til at sikre interkoderreliabiliteten. En høj interkoderreliabilitet

indebærer, at kodningen er konsistent og ikke udtryk for tilfældigheder – med andre ord at vi forstår

koderne på samme måde (Jakobsen & Harrits, 2010: 182). For at øge interkoderreliabiliteten har vi

foretaget kodningen af artiklerne i samme rum, og i tvivlstilfælde har vi diskuteret, i hvilke

kategorier de enkelte artikler skulle placeres. Desuden har vi foretaget en pilotkodning med de

første 10 artikler og revideret kodemanualen, hvor det var nødvendigt, således at vi havde den

samme forståelse af kategorierne (Neuendorf, 2002: 133). Hvis vi ville have sikret

interkoderreliabiliteten yderligere, kunne vi have foretaget kvantitative reliabilitetstest. Disse test

sikrer ikke større grad af objektivitet, men kan derimod præcisere graden af intersubjektiv enighed

om en given fortolkning blandt dem, der foretager kodningen. Denne viden om intersubjektiv

enighed kan være ganske nyttig, men den er ikke noget indeks for objektivitet i absolut forstand

(Hjarvard, 1997: 77). Lise Togeby fremfører yderligere det argument, at kravene til validitet og

reliabilitet ikke bør styre en undersøgelse, fordi metoden også skal producere interessante resultater:

Problemet er, at jo mere objektiv og kvantitativ beskrivelsen af indholdet blive, desto mere

uinteressent vil den ofte også blive (Togeby, 1978: 48-49).

8FB'2XSQJQY'J'JQS]XLSNKQKLVNHQ''

Den kvantitative og kvalitative del af indholdsanalysen er foretaget samtidig med udgangspunkt i en

række koder. Koderne er med til at bryde den store tekstmængde op i mindre komponenter, og

dermed er det muligt at forbinde, sammenligne og kategorisere tekststykker og temaer i forhold til

hinanden (Jakobsen & Harrits, 2010: 177). Koderne er opstillet i en kodemanual (bilag 4), der er

konstrueret på baggrund af de fire analytiske parametre, vi har opstillet i operationaliseringen. Selve

kodningen for hver skandale har vi opstillet i en kodeliste, som indeholder kodningen for hver

artikel. Koderne er primært lukkede og tager afsæt i teorien, men som det ofte er praksis med en

lukket kodning, har vi inden den lukkede kodning foretaget en åben kodning (Jakobsen & Harrits,

2010: 182). Det samlede antal koder er derfor en kombination af de koder, vi har detekteret ud fra

teorien og de kodninger, vi fandt i den åbne kodning. Koderne har til sidst dannet grundlag for

kategorierne i kodemanualen.

8FBF1'2XSHZKQTKL'

Kodemanualen er en udbygning af figur 6, som vi præsenterede under operationaliseringen. Vi vil i

det følgende skitsere, hvordan vi i vores operationalisering er gået fra de overordnede parametre til

60


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

parametre, for derefter at gå til vores overordnede koder og til sidst de helt specifikke koder.

Kodemanualen i sin fulde længde fremgår af bilag 4, men er herunder gengivet i mindre dele for

hver af de overordnede parametre. De enkelte koder under hvert overordnet parameter kan både

være kvantitative og kvalitative.

B8P8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

dimension er til stede, ser vi nærmere på, hvad den indebærer. I Thompsons skandalekarakteristika

må der finde en grad af offentlig misbilligelse af overtrædelsen sted, og derfor er det fjerde

parameter misbilligelser af overtrædelsen – det vil sige, at nogen finder overtrædelsen moralsk

forkastelig. I kodningen ser vi efter, om misbilligelsen er svag eller stærk. Det femte og sidste

parameter er den såkaldte andengradsovertrædelse 62 , som er et væsentligt element i Thompsons

skandalekarakteristika (Thompson, 2002: 29). I kodningen ser vi på, om der er en

andengradsovertrædelse til stede, og hvis det er tilfældet hvem, der i så fald står bag, og hvad den

indeholder.

B8P8RUMRUea]M]P!

3KOKZHMHO' ,PHOXOSQHM'RXSH' #GHIJWJR'RXSQJQY'

"Y^O]PRQ!!

,TM[OSQMaNRS!VS2!UOPZNOU! ,]QON!OTM[OSQMaNRS!VS2!

cUTONPQ!UOPZNOU!

#OSMPdRU! 8OQXRS!XP!O]QON!UOPR!

,SQMaRNQbVR!

5bdRU[OSQMaNRS! ,]QON!]bdRU[OSQMaNRS!

.RURSRLaXYYR]QOSRS! ,]QON!NRURSRL!

aXYYR]QOSRS!

8RZOQM]UNeP! ,]QON!URZOQM]UNeP!

,^[N`SM]PRS! ,]QON!X^^R]QNMPR!O^[N`SM]PRS!XP! 7XSQ!ZR[aSMTRN[R!O^!]bR!

ZR[abNU]M]PRS!

O^[N`SM]PRS!

>RUMRS]R![XY!VXNMQM[a!

M][QMQcQMX]!

BXcS]ONM[QRS![XY!VXNMQM[aR!OaQ`SRS! 5OT]!M!ZbNM]R!

)OZNXMUM[RSM]P!! )OZNXMUR!QSea!M!YRUMRUea]M]PR]!M!

R]![aO]UONM[RSRQ!^XSY!

#R]UM]PRS!XP!QX]R]!M!

[VSXPRQ!

>RUMRVRS[X]ONM[RSM]P! -R[aSMTRN[RS!O^!UR]![aO]UONRSOYQRG! 3RS[X]!

^Xac[!VW!VRS[X]!^SRY!^XS!VXNMQMa!! 3XNMQM[a!M]UdXNU!

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

62 Andengradsovertrædelsen er en form for fordækt adfærd, hvor den skandaleramte eller andre tæt relaterede aktører,

dækker over sine handlinger. Ifølge Thompson kan denne handling gå hen og blive mere alvorlig end selve

overtrædelsen (Thompson, 2002: 29).

62


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Det overordnede parameter mediedækning ser for det første på omfanget af mediedækningen i form

af antallet af avisartikler pr. dagblad og skandalens varighed. Varigheden ser på skandalens

tidsmæssige længde ud fra Thompsons opstilling af skandalefaser, som vi kommer ind på i næste

kapitel (Thompson, 2002: 82-87). Den periode, der kan karakteriseres som den egentlige

skandalefase er udvalgt på forhånd. Det andet parameter er artikeltype, som vi har fordelt på tre

overordnede kategorier: Nyhedsartikler, som vi vurderer, har et objektivt indhold,

ledere/kommentarer, som har et subjektivt indhold og er udtryk for avisen eller ledende

meningsdanneres holdning og til sidst debatindlæg, som giver indikationer om befolkningens

holdning 63 . De to første parametre bliver behandlet i kapitlet om sagens forløb i analysens

begyndelse.

Det tredje parameter er afsløringer, som falder i tråd med den medierede skandale og

medialiseringen, idet det er medierne, der afslører skandalerne (Thompson, 2002: 31). Parameteret

tager højde for antallet af afsløringer, og hvilke afsløringer, der indholdsmæssigt er tale om. Som

det fjerde parameter ser vi på medierne som politisk institution. Herunder undersøges medierne og

de involverede journalisters roller i tråd med Cooks pointe om, at journalisterne er politiske aktører,

der er med til at påvirke den politiske dagsorden (Cook, 2005: 85-90). Det femte parameter i

mediedækningen er tabloidisering. Herunder undersøger vi tabloide træk i mediedækningen, blandt

andet vendinger og tonen i sprogbruget, der kan betegnes som tabloide (Blach-Ørsten, 2011: 8,

Norris, 2000: 70-73). Med udgangspunkt i mediepersonaliseringen 64 (Rahat & Sheafer, 2007), som

teorikapitlet beskrev, ser mediedækningen som det sjette og sidste parameter på personindholdet i

artiklerne. Her skelner vi mellem politisk indhold, der beskriver den politiske substans og

personindhold, der primært har fokus på den skandaleramte politikers personlighed. De sidste fire

parametre bliver samlet undersøgt i analysekapitlet om, hvordan mediedækningen kendetegner den

personlige politiske skandale.

B8P8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

professionaliseringen og medialiseringen. Håndteringen har vi operationaliseret til at være to

parametre, som vist på tabel 8.

$KUHL'=4'2XSHZKQTKL']bQSMHOJQY'

,PHOXOSQHM'

GKOKZHMHO'

CW]UQRSM]P!

3KOKZHMHO' ,PHOXOSQHM'RXSH' #GHIJWJR'RXSQJQY'

&QSOQRPMRS!

3SX^R[[MX]RNQ!

aXYYc]MaOQMX][ZRSRU[aOZ[!

[b]NMPdRU!

,]PSRZ! BOL5Rf!

-R]ePQRN[R! BOL5Rf!

,][TOS[^SO[aSMTRN[R!! BOL5Rf!

&QbSaRN[R!O^!MYOPR! BOL5Rf!

(`SR!URQ!PXUQ!

MPR]LPR]XVSRQ]M]P!

BOL5Rf!

*cNU!c]U[abNU]M]P! BOL5Rf!

.caaRQdRU!H!M]QRSTMRl! C`f!PSOU!

URS!MaaR!PR]]RY^`SR[G! 5XPR]!PSOU!

YO]PNR]UR!cUQONRN[RS! ']PR]!

&VM]UXaQXSRS[!XP!

VSR[[RYRUOSZRfURSR[!

[b]NMPdRU!

5OT]!VW![VM]UXaQXS!XP!

aX]QRa[Q!^XS!]OT][!

]eT]RN[R!

De to parametre under håndtering er strategier, som har udgangspunkt i Hornnes’ apologityper.

Apologierne kan ses som en række forskellige måder strategisk at håndtere en skandale på, som

beskrevet i teoriafsnittet (Hornnes, 2012). Her ser vi på om de seks forskellige strategier er til stede

i mediedækningen, ligesom vi også undersøger, hvor lang tid der går fra selve afsløringen til, at den

skandaleramte udtaler sig. Koden lukkethed er ikke en del af Hornnes’ strategier, men eftersom

lukkethed kan anses som en form for strategi, da fraværet af udtalelser i pressen kan være en

indikation på en håndtering af skandalen, er koden lukkethed tilføjet ved en åben kodning.

Det andet parameter er det professionelle kommunikationsberedskabs synlighed, der er kodet i form

af spindoktorens navn og konteksten i forbindelse med navns nævnelse. Benævnelse af en

spindoktor ved navn behøver ikke være en indikation på en professionel håndtering, men det er en

indikator på, at dette apparat er til stede. Dermed giver det også en indikation på

professionaliseringen 65 .

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

65 Dog kan man argumentere for, at et godt professionelt kommunikationsberedskab aldrig vil være synligt ved navns

nævnelse, da det netop kommer til udtryk i strategierne. Derfor vælger vi da også at fokusere primært på strategierne

under det overordnede parameter håndtering.

64


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

B8P8XU[QO]URS!

BOL5Rf!

BOL5Rf!

BOL5Rf!

BOL5Rf!

3RS[X]cUQONRN[R!

&cZ[QO][cUQONRN[R!

5OT]!VW!

RYZRU[Ye]U!

3XNMQM[a!!

&OPNMP!

BOL5Rf!

BOL5Rf!

Det første parameter er politikernes involvering. Her udpensler koderne, hvilke politikere sagen

drejer sig om, hvilket parti de kommer fra, og om de er politiske venner eller modstandere.

Sidstnævnte kode kan indikere, hvorvidt enten venner eller modstandere udnytter skandalen

65


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

strategisk (Jenssen & Fladmoe, 2012). Denne kode hænger tæt sammen med det andet parameter;

kritiske positioner i forhold til den skandaleramte person. I tråd med Jenssen og Fladmoe

undersøges det, hvorvidt skandalen bliver brugt som et våben (Jenssen & Fladmoe, 2012). Koden er

tredelt: Der kan enten være tale om et forsvar, som er tilføjet ud fra den åbne kodning, fordi teorien

her var utilstrækkelig i forhold til det empiriske materiale, eller der kan være tale om en simpel

afstandstagen – hvilket svarer til Thompsons tredje karakteristika, hvor udenforstående opfatter

skandalen som moralsk forkastelig 66 (Thompson, 2002: 31-32). Sidste position er et angreb på den

skandaleramte – det vil sige brug af skandalen som våben.

Politisk adfærdspersonalisering er det tredje parameter og bygger på Rahat & Sheafers opdeling af

personalisering 67 (Rahat & Sheafer, 2007). Parameteret ser på politikeres personlige adfærd i

forbindelse med skandalen – udtaler andre politikere sig om den skandaleramte frem for substansen

i sagen? Det fjerde parameter er forvaltningens involvering. Koderne ser her på embedsmændenes

rolle i sagerne, og hvorvidt deres samspil med ministrene har en saglig eller politisk karakter. Vi ser

desuden på, hvorvidt der er et element af kontrol med forvaltningen, samt hvorvidt der er problemer

med offentlighed i forvaltningen. Parameteret trækker dermed på teorien om forandringer i

forvaltningen.

8F='!QKLVNHZXSHL''

De fire overordnede parametre strukturerer analysen, og diskussionen følger derefter op på

konklusionerne i de fire analysekapitler ud fra konsekvenserne ved personlige politiske skandaler.

Med udgangspunkt i operationaliseringen og kodningen fungerer nedenstående figur således som

specialets analysemodel. Modellen viser, hvordan vi først operationaliserede fem kendetegn ved

den personlige politiske skandale, som ud fra den åbne og lukkede kodning i indholdsanalysen blev

opdelt i en række enkeltenheder, som nu udgør de enkelte analysedele. De fem kendetegn er

struktureret i seks forskellige kapitler henholdsvis det beskrivende kapitel om skandalernes forløb,

fire analysekapitler og til slut en diskussion.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

66 På sin vis er den simple afstandstagen overlappende med parameteret offentlig misbilligelse under det overordnede

parameter overtrædelser. Men her bidrager Thompsons kategorisering af afstandstagen til at sætte fokus på andre

politikere, som forholder sig til skandalen, men som hverken indtager forsvars- eller angrebspositioner.

67 Den anden del af Rahat & Sheafers personaliseringsmodel, mediepersonaliseringen, operationaliserede vi under det

overordnede parameter mediedækning. Eftersom specialet udelukkende undersøger de personlige politiske skandaler ud

fra mediedækningen, er det kun de to sidste dele af Rahat & Sheafers personaliseringstese, der er operationaliseret i

undersøgelsen. Det drejer sig mediepersonaliseringen og den politiske adfærdspersonalisering. Vi benytter således ikke

den institutionelle personalisering i operationaliseringen, da den primært fokuserer på politikerens rolle i de politiske

partier, som vi jf. indledningen, har afgrænset os fra.

66


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

.JYTO'B4'!QKLVNHZXSHL''

2HQSHMHYQ'PHS'

NRKQSKLHQ''

2KGJMHL' !QKLVNHSHLH'

"TRSQSeURN[R!O^!NXTR!XP!SRPNRS!

"TRSQSeURN[R!O^!TeSUMRSG!]XSYRS!XP!YXSON[aR!

"TRSQSeURN[RS! ,]ONb[RaOVMQRN!1!

SRPNRS!XP!VSO\QM\R!O[!bXc!VSRO\d!

"^^R]QNMP!YM[ZMNNMPRN[R!O^!XTRSQSeURN[R]!UT[2!

^M]URS!XTRSQSeURN[R]!YXSON[a!^XSaO[QRNMP!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

,]UR]PSOU[XTRSQSeURN[RS!XP!dRYYRNMPdXNURN[R!!

&aO]UONRS]R[!^XSN`Z!

"Y^O]PRQ!O^!Uea]M]PR]!

#OSMPdRU!

,^[N`SM]PRS!

>RUMRUea]M]P!!

>RUMRVRS[X]ONM[RSM]P!

,]ONb[RaOVMQRN!;! )OZNXMUM[RSM]P!!

>RUMRS]R![XY!VXNMQM[a!M][QMQcQMX]LUR]!^fRSUR!

[QOQ[YOPQ!

&QSOQRPMRS!

CW]UQRSM]P! ,]ONb[RaOVMQRN!=! 3SX^R[[MX]RNQ!aXYYc]MaOQMX][ZRSRU[aOZ[!

[b]NMPdRU!

3XNMQMaRS]R[!M]TXNTRSM]P!

7SMQM[aR!VX[MQMX]RS!M!^XSdXNU!QMN!UR]!

3XNMQM[a!M]TXNTRSM]P! ,]ONb[RaOVMQRN!/! [aO]UONRSOYQR!VRS[X]!

3XNMQM[a!OU^eSU[VRS[X]ONM[RSM]P!

*XSTONQ]M]PR][!M]TXNTRSM]P!

3RS[X]NMPR!aX][RaTR][RS!

7X][RaTR][RS! 8M[ac[[MX]! 7X][RaTR][RS!O^!YRUMRUea]M]PR]!

'][QMQcQMX]RNNR!aX][RaTR][RS!

Da den første del af mediedækningen udgør beskrivelsen af skandalernes forløb, og derfor er

afgørende for forståelsen af resten af analysekapitlerne, vil vi lægge ud med den del af

mediedækningen i det følgende afsnit. Derefter følger analysekapitlet om overtrædelser, de

resterende analysekapitler og til sidst diskussionen.

67


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2!3($/-'74'"/#2%(;/-#/'!.'#2!)*!-/%)/#'+,;/*3/%#,)/%',0'

.,%-


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

7F1F6'+HLLH'$]XOQJQYc#I]ZJSM''

”Hun mangler vom og røde seler og besidder ikke den underdanighed, en socialdemokrat bør

have” (Manø, 2010, 29. juni). Sådan beskriver en læserbrevsskribent i Jyllands-Posten Helle

Thorning-Schmidt. Spørgsmålet om, hvorvidt Thorning er en rigtig socialdemokrat, har været

centralt for hende, siden hun som ganske nyslået folketingsmedlem i 2005 blev valgt som

Socialdemokraternes første kvindelige formand. Hendes velklædte, feminine ydre og ikke mindst

øgenavnet Gucci-Helle, der har klæbet til hende siden tiden i Europaparlamentet, hvor hun var

medlem fra 1999 og frem til 2004, har også forstærket det elitære udtryk (Brix & Cordsen, 2010, 8.

august). På trods af at hun en overgang prøvede at iscenesætte sig selv som skilsmissebarn fra Ishøj

(Østergaard, 2011, 9. november), er der ingen tvivl om, at Thornings liv ikke er lig med en typisk

socialdemokratisk arbejders (Nielsen, 2007: 121-122). Hun er cand.scient.pol af uddannelse, hun

har en karriere i Bruxelles bag sig og er gift med den britiske diplomat Stephen Kinnock. Men på

trods af at Thorning aldrig har været indbegrebet af en klassisk socialdemokrat, skriver hun historie.

Først ved formandsvalget i 2005, og siden ved folketingsvalget i september 2011, hvor hun bliver

Danmarks første kvindelige statsminister.

7F1F8'"JOM]H'%`QQ'+XOQUHI]''

Birthe Rønn Hornbech har i sine mange år som folketingspolitiker 68 og som Integrationsminister i

VK-regeringen fra 2007 til 2011 altid sat en ære i sit job. Information beskriver hende som ”en

jernlady, en dansk Thatcher, en løvinde, en barsk vogter af grundloven og garant for den

borgerlige anstændighed” (Lavrsen & Schmidt, 2011, 5. februar). Rønn har altid sørget for at have

juraen i orden, og i rollen som minister så hun sig selv som en avanceret sagsbehandler. I 1996

foreslog hun endda at oprette et ministerium for retssikkerhed, der skulle stoppe lovsjusk (Lavrsen

& Schmidt, 2011, 5. februar; Wamsler, 2011, 3. marts). Men Rønn var ikke kun garant for

retsstaten, hun havde også kultstatus som folketingspolitikeren, der revsede alle – især regeringens

ministre (Tang, 2011, 5. marts). Denne side af Rønn står i skarp kontrast til den attitude, hun har

overfor medierne og offentligheden. Berlingske Tidende beskriver den som en ”anvendelse af den

nihalede pisk mod enhver, der nærmer sig med spørgsmål eller kritiske kommentarer (…), en uhørt

magtarrogance overfor pressen som offentlighedens repræsentanter og en kritisabel mangel på

åbenhed”. De to sider af Rønn levner ikke tvivl om, at Rønn altid har været sin egen. Indtil

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

68 Rønn blev første gang valgt ind i Folketinget i 1984, men hun blev ikke genvalgt ved valget i 1987. Hun stillede dog

op igen i 1990, og hun har været folketingsmedlem for Venstre lige siden (Hornbech, 2011).

69


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

statsløsesagen slap Rønn af sted med at besidde de to kontrastfyldte sider uden problemer.

Undskyldningen for Rønns til tider særprægede adfærd har nemlig været, at ”Birthe er Birthe, og

hun er vokset op i en anden tid”, som tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, udtrykte det

i 2008 (Jessen, 2011, 9. marts; Lavrsen & Schmidt, 2011, 5. februar). At Birthe Rønn Hornbech

tilhører den gamle skole, kom til udtryk da hun i 2008 som nytiltrådt integrations- og kirkeminister

nægtede at ansætte en spindoktor, fordi hun mente, at afstanden mellem den folkevalgte og

vælgeren dermed ville øges, og at en spindoktor aldrig ville opnå den samme faglige indsigt som

embedsmændene (Hornbech, 2011: 16).

7F6'#RKQSKLHOQHN'WXOL`U''

Centralt for de tre udvalgte personlige politiske skandaler er deres forløb. Skandalernes forløb giver

et overblik over, hvad skandalerne handler om. I det følgende vil vi koble Thompsons teori om

skandalernes forløb på de enkelte hændelser i bilagssagen, skattesagen og statsløsesagen, som de

fremgår af mediedækningen af de tre sager. Thompson deler skandalerne op i fire faser, som

gengivet i tabel 10.

$KUHL'1A4'*H'WJOH'WKNHO'J'NRKQSKLHQN'WXOL`U'

.KNH' )KPQ' 2KOKRMHOJNMJRK'

1' 3Se[aO]UONR^O[R]! +]URS[`PRN[R!RNNRS!R^QRS^XS[a]M]P!O^!VXNMQM!RNNRS!fXcS]ONM[QRS!

&NOUURS!XP!SbPQRS!!

6' 8R]!RPR]QNMPR! "^^R]QNMP!O^[N`SM]P!O^!R]!dO]UNM]P!RNNRS!ZRPMTR]dRUG!URS![QOSQRS!R]!VSX\R[!

[aO]UONR^O[R! YRU!VW[QO]UR!XP!YXUVW[QO]UR2!

8' 7NMYOa[RQ! "VaNOSM]P!XP!O^P`SRN[R!O^![aO]UONR]!

7' $^QRSTMSa]M]PRS! 8SOYORQ!RS!XTSR2!BXcS]ONM[QRSG!VXNMQMaRSR!Y2^N2!SR^NRaQRSRS!XTRS![aO]UONR]!

XP!UR][!aX][RaTR][RS2!!

$TR]QcRN!c]URS[`PRN[R[aXYYM[[MX]!]RU[eQQR[2!

Som tabel 10 viser, er præskandalefasen det hændelsesforløb, der ligger inden selve afsløringen

(Thompson, 2002: 83-84). Den egentlige skandalefase udspiller sig bogstavelig talt i medierne. Den

tredje fase, klimakset, er der hvor skandalen topper, fordi skandalen her bliver opklaret eller afgjort.

Når dramaet er ovre kommer eftervirkningerne (Thompson, 2002: 83-86). Thompsons fire

skandalefaser var udgangspunktet for definitionen af de tidsmæssige skandaleperioder i de tre sager,

specialet undersøger. Nedenstående tabel præsenterer skandalernes længde i medierne og antallet af

artikler i de tre sager.

70


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

$KUHL'114',PHOULJR'XPHO'ZHSJHS[RQJQYHQ'

!! "JLKYNNKYHQ' #RKMMHNKYHQ' #MKMNL`NHNKYHQ!'

#RKQSKLHQN'

MJSNZ[NNJYH'L[QYSH'

!QMKL'SKYH'

!QMKL'KOMJRLHO'

*KYULKSH'

1/2!YOSQ[!K!=12!YOf!;DD?! ;=2!fc]M!K!;D2![RVQRYZRS!

;D1D!

?2![RVQRYZRS!K!:2!

UR\RYZRS!;D11!


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

.JYTO'=4'!QMKL'KOMJRLHO'GOF'SKY'J'UJLKYNNKYHQ'

Som figur 8 viser, er antallet af artikler i bilagssagen fordelt jævnt henover den egentlige skandale

fase. Dog er antallet af artikler højest sidst i perioden, hvor skandalens klimaks falder, og Løkke

ender med at blive fredet af Dansk Folkeparti, der dermed ikke imødekommer Socialdemokraterne

og Enhedslistens krav om en uvildig undersøgelse af sagen. Skandalens eftervirkninger falder i

tiden efter den periode, der er vist på figur 9. Tidslinjen i figur 9 giver et mere detaljeret overblik

over skandalens forløb.

72


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

.JYTO':4'$JSNLJQ\H'XPHO'UJLKYNNKYHQ''

$JSNLJQ\H4'"JLKYNNKYHQ'

1/2!YOSQ[!;DD?! C`S[dXNY[!aX][RSTOQMTR!ZXSPYR[QRS!+^^R!)dXS]UOdN!X^^R]QNMPP`S!cUPM^Q[ZMNOP!^XS!

.OS[!.`aaR!%O[Yc[[R][!QMU![XY!OYQ[ZXSPYR[QRS!M!*SRURSMa[ZXSP!,YQ!iC`fG!;DD?OG!

1/2!YOSQ[k![OYQMUMP!YRUG!OQ!dO]!^SRY[R]URS!ZSRTG!]XQOQ!XP!aXVMRS!O^!ZMNOPR]R!QMN!

,]URS[!*XPd!%O[Yc[[R]!M!&QOQ[YM]M[QRSMRQ2!

;02!YOSQ[!;DD?! .OS[!.`aaR!%O[Yc[[R]!ZRURS!']UR]SMP[H!XP!&c]UdRU[YM]M[QRSMRQ!c]URS[`PR!ONNR!

ZMNOP!^SO![M]!QMU!M!YM]M[QRSMRQG!;DD1H;DDM]M[QRSMRQ[!c]URS[`PRN[R!RS!O^[NcQQRQ2!.`aaR!ZRQONRS!:/;G0D!aS2!QMNZOPR!QMN![MQ!

QMUNMPRSR!YM]M[QRSMcY2!#R][QSR![aON!ZRQONR!a]OV!1D2DDD!aS2!QMNZOPR!^XS!VOSQMY`URSG!

[XY!.`aaR[!YM]M[QRSMcY!cSRQYe[[MPQ!dOS!ZRQONQ!^XS!iZMNOP!;8G!;$k2!

A2!OVSMN!;DD?! .`aaR!RS!M!WZR]Q![OYSWU!M!*XNaRQM]PRQ[!3XNMQM[aHFaX]XYM[aR!+UTONP!^XS!OQ![TOSR!VW!

[V`SP[YWN![QMNNRQ!O^!&X\MONURYXaSOQRS]R[!aXYYc]ONXSU^`SRS!%O[Yc[!3SRd]!iZMNOP!

;-G!;4k2!

&MU[QR!dONTURN!

O^!OVSMN!;DD?!

$a[QSO!-NOURQ!ZbURS!VW!^NRSR!O^[N`SM]PRS2!-N2O2!OQ!.`aaR!YXUQOPRS!RQ![aOQQR^SMQ!

QMNNeP![OYQMUMP!YRUG!OQ!dO]![OYNRS!ZMNOP!QMN!SR^c[MX]RSG!XP!OQ!dO]!dOS!NOURQ!

[aOQQRbURS]R!ZRQONR!^XS!dXQRNXTRS]OQ]M]PRS!i7feSPOOSUG!;DD?G!1:2!OVSMNo!

7feSPOOSUG!;DD?OG!;;2!OVSMNo!7feSPOOSUG!;DD?ZG!;;2!OVSMNk2!

;:2!OVSMN!;DD?! *NRSR!XVVX[MQMX][VOSQMRS!YR]RSG!OQ![QOQ[YM]M[QRSR]![aON!PMTR!R]!c]U[abNU]M]P!QMN!

*XNaRQM]PRQ2!3OSQMRS]R!YR]RS!MaaRG!OQ![QOQ[YM]M[QRSR]!dOS!PMTRQ!^bNUR[QP`SR]UR!

XVNb[]M]PRS!QMN!*XNaRQM]PRQ!M!h;DH[TOSRQ!UR]!;


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

M]M[QRSMRQ!dOS!ZRQONQ!^XS!XTRS]OQ]M]PR]G!^XSUM!

UR]!O]PMTRNMPQ!TOS!M!^XSNe]PRN[R!O^!RQ!O^QR]PScVVRY`UR!M!#R][QSR2!'!;DD/!ZRQONRS!

.`aaR!VR]PR]R!QMNZOPR!QMN!YM]M[QRSMRQ!i7feSPOOSUG!;DD?G!A2!YOfk2!

1/2!YOf!;DD?! &QOQ[^XSTONQ]M]PR]!CXTRU[QOUR]!O^TM[RS!OQ!c]URS[`PR!ZMNOPR]R!^SO!.`aaR[!QMU![XY!

OYQ[ZXSPYR[QRS2!-RPSc]URN[R]!RSG!OQ!&QOQ[^XSTONQ]M]PR]!MaaR!dOS!aXYVRQR]\R!QMN!

OQ!c]URS[`PR![OPR]!XP!M!`TSMPQ!MaaR!^M]URSG!OQ!URS!^XSRNMPPRS!XY[Qe]UMPdRURSG!URS!

TMNNR!dOTR!^`SQ!QMN!R]!QMN[b][[OP!iZMNOP!;'k2!!

102!YOf!;DD?! .`aaR!ZR[NcQQRS!OQ!QMNZOPRZRQONR!=21/D!aS2!^XS!TMURX^MNYG!SR[QOcSO]QZR[`PG!

dXQRNTeSRN[R!XP!QRNR^X]XVaONU!c]URS!R]!5Rl!9XSaHQcS!M!1AAA2!CRS!TOS!dO]![R]UQ!

O^![QRU!O^!*XNaRQM]PRQG!YR]!SRP]M]PR]!POT!dO]!QMN!*SRURSMa[ZXSP!,YQG!dTXS!dO]!TOS!

OYQ[ZXSPYR[QRS2!8O!OYQRQ!RS!]RUNOPQ!ZRQONRS!YM]M[QRSR]!M![QRURQ!VR]PR]R!QMN!

-`S]R\O]\RS^X]UR]!iCpQQRYRMRSG!;DD?G!102!YOfk2!

102!YOf!;DD?! .`aaR!Pe[QRS!8%HVSXPSOYYRQ!q@SNMP!)ONQqG!dTXS!dO]!ZNMTRS!aX]^SX]QRSRQ!YRUG!OQ!

XTRS]OQ]M]PR]!VW!dXQRNNRQ!VW!#R[QRSZSX!c]URS!]OT]RQ!qBR][R]q!^XSRPMa!M!

^XSZM]URN[R!YRU!R]!fcNR^SXaX[Q!YRU!#R][QSR[!SRaNOYRZcSROc!XP!MaaR!RQ!Y`UR!M!

#R][QSR!i*OcS^RNQ!I!CpQQRYRMRSG!;DD?G!1


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

.JYTO'1A4'!QMKL'KOMJRLHO'GOF'SKY'J'NRKMMHNKYHQ'd'W`ONMH'SHL'

Skandalens begyndelse generer et højdepunkt i forhold til antallet af artikler. Den egentlige

skandalefase fortsætter, da Thorning sidst i juli afbryder sin ferie og rejser hjem til Danmark for at

undskylde, at hun har givet divergerende forklaringer til myndighederne (Krog & Vedsmand, 2010,

31. juli). Denne periode illustreres af højdepunktet omkring slutningen af juli og det meste af

august. Perioden fortsætter til midten af september, hvor Skat København kommer med sin

afgørelse (Brandstrup & Østergaard, 2010, 17. september). Denne afgørelse kan således ses som

skattesagens første klimaks. Selvom Thorning kun vil offentliggøre to linjer af afgørelsen, falder

sagen til ro, indtil B.T. vælger at offentliggøre hele afgørelsen et lille års tid senere – en uge før

folketingsvalget i september 2011 (Krog, 2011, 8. september). Figur 11 viser mediedækningen i

andel del af skattesagen.

75


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

.JYTO'114'!OMJRLHO'GOF'SKY'J'NRKMMHNKYHQ'd'KQSHQ'SHL'

Som figuren viser, resulterer B.T.’s offentliggørelse i den anden del af skandalefasen i en del

skriverier i midten af september 2011, hvor folketingsvalget også præger mediebilledet. I oktober

begynder Politiken at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der lækkede afgørelsen til B.T., men først i

november begynder sagen atter at fylde i avisernes spalter, da Politiken afslører, at

departementschefen i Skatteministeriet, Peter Loft, har holdt møder med SKAT København

omkring afgørelsen (Brandstrup & Maltesen, 2011, 11. november). Sagen ændrer sig derfor fra at

handle om Thornings skatteforhold til at være en sag om muligt magtmisbrug, da der også sættes

spørgsmålstegn ved skatteminister Troels Lund Poulsens rolle i sagen, som afspejles i stigningen i

antallet af artikler i starten af december. At den egentlige skandalefase forløber over to perioder er

et godt eksempel på den uforudsigelighed, Thompson hævder er kendetegnede for skandalerne.

Figur 12 er en tidslinje over skandalens forløb, og giver dermed et mere detaljeret overblik over

skandalen.

76


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

.JYTO'164'$JSNLJQ\H'XPHO'NRKMMHNKYHQ'

$JSNLJQ\H4'#RKMMHNKYHQ'

;=2!fc]M!;D1D! -2)2![aSMTRS!UR]!^`S[QR!OSQMaRN!XYG!OQ!7M]]X\a!MaaR!ZRQONRS![aOQ!M!8O]YOSa2!)dXS]M]P!

O^TM[RS!^NRSR![aOQQRRa[VRSQRS[!aSMQMa!YRUG!OQ!dO]!nZXS!XP!OSZRfURSn!M!&\dlRMm!XP!RS!M!

8O]YOSa!^eSSR!R]U!1?D!UOPR!WSNMPQ!i7SXPG!;D1DG!;=2!fc]Mk2!

;02!fc]M!;D1D! &X\MONURYXaSOQRS]R!ZR[abNURS!&aOQQRYM]M[QRSMRQ[!URVOSQRYR]Q[\dR^!3RQRS!.X^Q!^XS!

VXNMQM[a!ZR[QMNNM]P[OSZRfUR2!3XNMQM[a!XSU^`SRS!CR]SMa!&O[[!.OS[R]!YR]RSG!OQ!.X^Q!

[OP[ZRdO]UNRS!)dXS]M]P[![aOQQR^XSdXNU!M!YRUMRS]R2!&aOQQRYM]M[QRS!)SXRN[!.c]U!

3XcN[R]!O^TM[RS!O]aNOPRS]R!i-SO]U[QScVG!7OORG!&dRMadG!;D1DG!;02!fc]Mk2!!

12!fcNM!;D1D! )dXS]M]P!XP!7M]]X\a!O^NRTRSRS!R]!]b![RNTO]PMTRN[R!QMN!&aOQG![W!7M]]X\a!ZRQONRS![aOQ!M!

ZWUR!&\dlRMm!XP!8O]YOSa!YRU!QMNZOPRTMSaR]UR!aSO^Q!^SO!;DDA!i7NOS[aXT!I!)O]PG!

;D1DG!12!fcNMk2!

;A2!fcNM!;D1D! -2)2!O^[N`SRSG!OQ!)dXS]M]P!dOS!PMTRQ!^XS[aRNNMPR!XVNb[]M]PRS!QMN!ddT2!Bc[QMQ[YM]M[QRSMRQ!

XP!&aOQ!XY!O]QONNRQ!O^!7M]]X\a[!UOPR!M!8O]YOSa2!)dXS]M]P!dOS!QMNZOPR!M!;DDA!XVNb[Q!

QMN!Bc[QMQ[YM]M[QRSMRQG!OQ!7M]]X\a!RS!\O2!;D?!UOPR!M!8O]YOSa!XY!WSRQG!YR][!dc]!dOS!

XVNb[Q!QMN!&7,)G!OQ!URQ!RS!c]URS!UR!O^P`SR]UR!1?D!UOPR!i7SXP!I!#RU[YO]UG!;D1DG!

;A2!fcNMk2!

=D2!fcNM!;D1D! CRNNR!)dXS]M]PH&\dYMUQ!O^ZSbURS![M]![XYYRS^RSMR!M!&bU^SO]aSMP!^XS!OQ!ZR[TOSR!

[V`SP[YWN!XP!c]U[abNUR!UR!UMTRSPRSR]UR!^XSaNOSM]PRS!M!7`ZR]dOT][!.c^QdOT]!

i8OTMU[R]H5MRN[R]!I!7OORG!;D1DG!=12!fcNMo!7SXPG!I!#RU[YO]UG!;D1DG!=12!fcNMk2!

;;2!OcPc[Q!;D1D! 3XNMQMaR]![eQQRS![V`SP[YWN[QRP]!TRU!&aOQQRYM]M[QRSMRQ[!URVOSQRYR]Q[\dR^!3RQRS!

.X^Q!XP!#R][QSR[!SXNNR!M![OPR]2!.X^Q!O^TM[RS!OQ!dOTR!ZNO]URQ![MP!M!&aOQ!7`ZR]dOT][!

[OP[ZRdO]UNM]P!i8OTMU[R]H5MRN[R]!I!7OORG!;D1DG!;;2!OcPc[Qk2!!

1:2![RVQRYZRS!;D1D! &aOQ!7`ZR]dOT]!O^P`SG!OQ!7M]]X\a!MaaR!RS![aOQQRVNMPQMP!M!8O]YOSaG!XP!VOSSRQ!RS!

URSYRU!^SMaR]UQ2!)dXS]M]P!X^^R]QNMPP`S!O^P`SRN[R]!UOPR]!R^QRSG!YR]!MaaR!UR]!

QMNd`SR]UR![OP[^SRY[QMNNM]P!YRU!UR]!ZRPSc]URN[RG!OQ!UR]!M]URdXNURS!VSMTOQR!

XVNb[]M]PRS!i-SO]U[QScV!I!F[QRSPOOSUG!;D1DG!1MNR[G!;D11G!A2![RVQRYZRSo!7SXP!I!

>MNR[G!;D11G!A2![RVQRYZRSk2!

?2!XaQXZRS!;D11! 3XNMQMaR]!aNO]USRS!-2)2!^XS!OQ!dOTR!aR]UQ!QMN!UR!dRYYRNMPR!VOVMSRS!M!)dXS]M]P[!

[aOQQR[OP!Ne]PR!^`SG!UR!TONPQR!OQ!X^^R]QNMPP`SR!URY!NMPR!M]UR]!^XNaRQM]P[TONPRQ2!

&OYQMUMP![QMNNRS!OTM[R]![V`SP[YWN[QRP]!TRUG!dTRYG!URS!NeaaRUR!UR]!^XSQSXNMPR!

O^P`SRN[R!QMN!-2)2!i8OTMU[R]H5MRN[R]!I!>ONQR[R]G!;D11G!A2!XaQXZRSk2!!

77


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

1D2!]XTRYZRS!;D11! 3XNMQMaR]!O^[N`SRSG!OQ!&aOQQRYM]M[QRSMRQ[!URVOSQRYR]Q[\dR^G!3RQRS!.X^QG!dOS!dXNUQ!

Y`URS!YRU!&aOQ!7`ZR]dOT]!M!OcPc[Q!;D1D!XY![aOQQR[OPR]2!;;2!OcPc[Q![OPUR!3RQRS!

.X^Q!RNNRS[G!OQ!dO]!MaaR!aR]UQR!QMN!UR]!i,PPRS!I!3RURS[R]G!;D11G!112!]XTRYZRSk2!

1/2!]XTRYZRS!;D11! &aOQQRYM]M[QRS!)dXS!>gPRS!3RURS[R]!i&*k!M]UNRURS!R]!c]URS[`PRN[R!O^!^XSN`ZRQ!M!

[aOQQR[OPR]2!CO]!ZRURS![M]!URVOSQRYR]Q[\dR^!cUOSZRfUR!R]![aSM^QNMP!SRURP`SRN[R!

^XS!URVOSQRYR]QRQ[!SXNNR!M![OPR]2!8RQ![OYYR!aSeTRS!dO]!^SO!UMSRaQ`S!M!&aOQ!

7`ZR]dOT]G!$SNM]P!,]URS[R]!i-SO]U[QScV!I!&aeSZeaG!;D11G!102!]XTRYZRSk2!

;02!]XTRYZRS!;D11! 3RQRS!.X^Q!XP!$SNM]P!,]URS[R]!O^NRTRSRS!URSR[!SRURP`SRN[RS!O^!^XSN`ZRQ!QMN!

[aOQQRYM]M[QRS!)dXS!>gPRS!3RURS[R]!iZMNOP!=-!XP!=4k2!!

;2!UR\RYZRS!;D11! )dXS!>gPRS!3RURS[R]!TeNPRS!VW!ZOPPSc]U!O^!SRURP`SRN[RS]R!OQ!]RU[eQQR!R]!

c]URS[`PRN[R[aXYYM[[MX]2!%RURP`SRN[RS]R!SRf[RS!M^`NPR!YM]M[QRSR]!YM[QO]aR!XYG!

OQ!)SXRN[!.c]U!3XcN[R]!RNNRS!dO][![eSNMPR!SWUPMTRS!3RQRS!,S]^RNUQ!dOS!ZNO]URQ![MP!M!

[OPR]!i7OORG!>ONQR[R]!I!&\d`NRSG!;D11G!=2!UR\RYZRSk2!

/2!UR\RYZRS!;D11! $a[QSO!-NOURQ!O^[N`SRSG!OQ!3RQRS!,S]^RNUQ!dOS!QMNZcUQ!OQ!XVNe[R!^XSQSXNMPR!

UXacYR]QRS!^XS!R]!O^!ZNOURQ[!fXcS]ONM[QRS!i,PPRS!I!3MdNH,]URS[R]G!;D11G!02!

UR\RYZRSk2!

/2!UR\RYZRS!;D11! )SXRN[!.c]U!3XcN[R]!YRUURNRSG!OQ!dO]!QOPRS!XSNXT!^SO!*XNaRQM]PRQ!i4dSM[QR][R]G!

;D11G!02!UR\RYZRSk2!

02!UR\RYZRS!;D11! 3W!RQ!VSR[[RY`UR!^XS[`PRS!.OS[!.`aaR!%O[Yc[[R]!OQ!c]UTMPR!^XS!OQ![TOSR!VW!

[V`SP[YWNRQ!XYG!dTXSTMUQ!dO]!dOS!URNQOPRQ!M!Y`URS!XYaSM]P![aOQQR[OPR]2!

=D2!fO]cOS!;D1;! Bc[QMQ[YM]M[QRSMRQ!dOS!URQ!R]URNMPR!aXYYM[[XSMcY!aNOS!QMN!&aOQQR[OP[aXYYM[[MX]R]2!

7XYYM[[MX]R]![aON!M[eS!c]URS[`PR!QX!^XSdXNU6!1k!CTXSTMUQ!VRS[X]RS!cUR]!^XS!&7,)!

7`ZR]dOT]!dOS!TeSRQ!M]TXNTRSRQ!M!ZRdO]UNM]PR]!O^![OPR]G![eSNMPQ!M!^XSdXNU!QMN!XY!

YM]M[QSRG![eSNMPR!SWUPMTRSR!RNNRS!O]USR!RYZRU[Ye]U!dOS!ZNO]URQ![MP2!;k!'!dTMNaRQ!

XY^O]PG!URS!RS!TMURSRPMTRQ!RNNRS!^XS[`PQ!TMURSRPMTRQ!^XSQSXNMPR!XVNb[]M]PRS!^SO!

[aOQQR[OPR]2!7XYYM[[MX]R]!^WS!QX!WS!QMN!OQ!c]URS[`PR![OPR]!iZMNOP!=8k2!

OU[R]G!;D1;G!gPRS!3RURS[R]!^SMQOPRS!3RQRS!.X^Q!^SO!QfR]R[QRG!^XSUM!dO]!MaaR!dOS!^cNU!QMNNMU!QMN!

dOY!i-RMYG!;D1;G!;12!YOSQ[k2!

7F6F8'"HNROJPHLNH'KW'WXOL`UHM4'#MKMNL`NHNKYHQ'

I statsløsesagen begynder den egentlige skandalefase, som figur 13 nedenfor illustrerer, da

Information d. 11. januar 2011 publicerer den første artikel i sagen, hvor Integrationsministeriet i

årevis har fejlbehandlet ansøgninger fra unge statsløse, som i kraft af flere internationale

konventioner, Danmark har ratificeret, har ret til dansk statsborgerskab (Geist & Dahlin, 2011, 11.

januar). Præskandalefasen er dermed perioden inden den første afsløring, hvor Informations

journalister graver sagen frem.

78


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

.JYTO'184'!QMKL'KOMJRLHO'GOF'SKY'J'NMKMNL`NHNKYHQ'

Den egentlige skandale fase ruller videre efter den første afsløring, men som figuren viser, er

mediedækningen ikke omfattende, hvilket stemmer godt overens med, at det primært er

Information, der dækker sagen i begyndelsen. Mod slutningen af februar og marts tager skandalen

til i styrke, som figur 13 også illustrerer i form af antallet af artikler. Det er i den periode, at to

anonyme embedsmænd i Integrationsministeriet bryder tavsheden og forklarer, at meddelelsen om

at lade den ulovlige sagsbehandling fortsætte kommer fra ministeren selv (Geist & Dahlin, 2011, 1.

marts). Det er også her, at Information afslører, at ingen af de nordiske lande har været i tvivl om,

hvordan konventionerne om statsløshed skulle tolkes (Geist & Dahlin, 2011, 3. marts). Skandalens

klimaks falder, som figur 13 tydeligt viser d. 8. marts 2011, hvor Rønn bliver fyret af Løkke. De

drypvise artikler, der falder i tiden efter midten af marts og frem til maj i figur 13, er skandalens

eftervirkninger, hvor der nedsættes en undersøgelseskommission. Sagen har i skrivende stund ikke

fået en afgørelse, og det er derfor uvist, hvilken straf eventuelle skyldige i sagen vil få. Figur 14

gennemgår mere detaljeret statsløsesagens forløb.

79


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

.JYTO'174'$JSNLJQ\H'XPHO'#MKMNL`NHNKYHQ'

$JSNLJQ\H4'#MKMNL`NHNKYHQ'

1A


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

;/2!^RZScOS!;D11! ']^XSYOQMX]!O^[N`SRSG!OQ!']QRPSOQMX][YM]M[QRSMRQ!ONNRSRUR!M!;DD?!TOS!M!aX]QOaQ!YRU!

UR!]XS[aR!XP![TR][aR!Yb]UMPdRURS!XYG!dTXSUO]!UR!O]USR!]XSUM[aR!NO]UR!dOS!

dW]UQRSRQ!*5HaX]TR]QMX]R]!^SO!1A:1!XY!ZRPSe][]M]P!O^![QOQ[N`[dRU2!8RSYRU!dOS!

%`]]!TeSRQ!ZRTMU[Q!XY!XTRSQSeURN[R]!O^!aX]TR]QMX]R]!M!YRSR!R]U!RQ!WSG!^`S!dc]!M!

RQ!]XQOQ!M]^XSYRSRS!']U^`U[SRQ[cUTONPRQ!i(RM[Q!I!8OdNM]G!;D11OG!;/2!^RZScOSk2!!

12!YOSQ[!;D11! )X!O]X]bYR!QOT[dRU!ZSbURS!']QRPSOQMX][YM]M[QRSMRQ[!QOT[dRU!XP!cUQONRSG!OQ!URQ!

TOS!-MSQdR!%`]]!CXS]ZR\dG!URS!POT!ZR[aRU!XYG!OQ!UR]!cNXTNMPR![OP[ZRdO]UNM]P!

[acNNR!^XSQ[eQQR!i(RM[Q!I!8OdNM]G!;D11G!12!YOSQ[k2!

?2!YOSQ[!;D11! .`aaR!YXUQOPRS!SRURP`SRN[R]!^SO!%`]]G!XP!%`]]!PWS!O^!iZMNOP!1Ck2!

;=2!YOSQ[!;D11! Bc[QMQ[YM]M[QRSMRQ!NOTRS!cUaO[Q!QMN!c]URS[`PRN[R[aXYYM[[XSMcY!M![OPR]!XY!

M]U^`U[SRQ!QMN![QOQ[N`[R!VRS[X]RS!iZMNOP!1$kG![XY!]RU[eQQR[!;02!YOf!;D11!iZMNOP!

18k2!

/2!fO]cOS!;D1;! ,]QX]!(RM[Q!XP!+NSMa!8OdNM]!YXUQOPRS!4OTNM]PHVSM[R]!iBXcS]ONM[Q^XSZc]URQG!;D1;k2!

Den ovenstående gennemgang af forløbet af de tre personlige politiske skandaler viste, at

skandalerne har meget forskellige forløb. Bilagssagen var kendetegnet af en periode på ca. to en

halv måned med en mediedækning, der var jævnt fordelt ud over dagene i perioden. Skattesagen var

derimod væsentligt længere end de to andre skandaler, og her var et stort antal nye afsløringer i

sagen afgørende for mediedækningens omfang. Statsløsesagen var den korteste sag, hvis forløb var

karakteristisk i forhold til den langsomme stigning i omfanget af mediedækning med et højdepunkt

til allersidst, da Rønn blev afskediget af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Med udgangspunkt i det forløb, der er skildret her, undersøger de følgende kapitler, hvordan

overtrædelser, mediedækning, håndtering og politisk involvering kendetegner de tre personlige

politiske skandaler.

81


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

!)!->#/

Analysen gennemgår de fire kendetegn ved den personlige politiske skandale: overtrædelser,

mediedækning, håndtering og politisk involvering. De tre personlige politiske skandaler bliver

behandlet i den rækkefølge, det er relevant for de enkelte analysekapitler. Derfor afviger

rækkefølgen fra kapitel til kapitel.

2!3($/-'?4',;/%$%@*/-#/%'

I skandalens kerne ligger den eller de handlinger og begivenheder, som indebærer den overtrædelse,

offentligheden er blevet bekendt med og i en eller anden grad misbilliger. En form for overtrædelse

er en betingelse for en skandale: Uden overtrædelser kan vi ikke tale om skandaler. Men ikke alle

overtrædelser er lige skandaløse – nogle overtrædelser er simpelthen for ubetydelige til at udvikle

sig til en skandale, mens andre er alvorlige (Thompson, 2002: 26). Dette kapitel ser derfor på,

hvordan overtrædelserne er kendetegnende for de enkelte skandaler. Kapitlet er struktureret ud fra

de tre forskellige typer af overtrædelser, vi har detekteret i teorien; lovmæssige overtrædelser,

normovertrædelser og andengradsovertrædelser. Først undersøger vi distinktionen mellem norm- og

lovovertrædelser, og til sidst i kapitlet behandler vi andengradsovertrædelserne.

?F1'$VGHO'KW'XPHOMO[SHLNHO4'-XPH'XY'OHYLHO'PNF'QXOZHO'XY'P[OSJHO'

Overordnet set kan overtrædelser i forbindelse med politiske skandaler deles op i to kategorier:

overtrædelser af love og regler samt overtrædelser af normer, værdier og moralske regler, som vi

redegjorde for i teorien. Men et lovbrud – eller en anklage om et lovbrud – kan samtidig være

forbundet med brud på normer eller værdier, der relaterer sig direkte til lovbruddet. I visse tilfælde

kan lovbrud være lette at begribe og definere, fordi love ikke kan gradbøjes på samme måde som

normer og værdier. Men lovgivning er ofte genstand for fortolkning. Enten fordi der er tale om en

gråzone, fordi lovgivningen simpelthen er uklar, eller fordi der blot er tale om en anklage om et

lovbrud, der fører alvorlige konsekvenser med sig, selvom det er uklart, hvorvidt en lov egentlig er

blevet brudt. Som teorikapitlet beskrev, kan en normovertrædelse derfor også indeholde et lovbrud

(Blach-Ørsten, 2011: 9). De to overtrædelseskategorier er derfor ikke sort-hvide, men for

overblikkets skyld vil vi se på de to kategorier af overtrædelser hver for sig. I de tilfælde, hvor et

lovbrud ikke er klokkeklart, behandler vi alligevel overtrædelsen som en lovmæssig overtrædelse,

idet det er det mulige formelle lov- eller regelbrud, der er genstand for misbilligelse. Netop derfor

82


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

bruger vi også udtrykket ”lovmæssige overtrædelser” for at indikere, at det ikke nødvendigvis er en

egentlig lovovertrædelse, der er tale om. I det følgende afsnit ser vi først på antallet og karakteren af

de lovmæssige overtrædelser i de tre skandaler, og derefter vender vi os mod overtrædelserne af

normer og værdier.

?F6'-XPZ[NNJYH'XPHOMO[SHLNHO'

De lovmæssige overtrædelser, der forekommer i Birthe Rønn Hornbech og Lars Løkke Rasmussens

sager, er på den måde karakteristiske på det punkt, at de i kraft af deres positioner som ministre – i

modsætning til Helle Thorning-Schmidt – er ansvarlige for den embedsførelse, der er forekommet i

deres tid som ministre. Som vi redegjorde for i teorien, drejer det sig om Grundlovens §13-16 og

ministeransvarsloven (Christensen, 1997: 27; Germer, 2001: 31-40).

Men love og regler kan både brydes i den offentlige sfære og i den private sfære. Hvis man som i

tilfældet med Thorning bliver beskyldt for at have overtrådt skattelovgivningen, fordi hendes mand

ikke betaler skat i Danmark, kan det også føre til en personlig politisk skandale på samme vis og

ofte også med samme konsekvenser som lovovertrædelser i den offentlige sfære. I det følgende

gennemgår vi lovovertrædelserne enkeltvis i de tre skandaler.

?F6F1'-XPZ[NNJYH'XPHOMO[SHLNHO'J'UJLKYNNKYHQ'

I bilagssagen er tre af overtrædelserne lovmæssige overtrædelser, som tabel 12 viser.

$KUHL'164'-XPZ[NNJYH'XPHOMO[SHLNHO'J'UJLKYNNKYHQ'

!QMKL' -XPZ[NNJYH'XPHOMO[SHLNHO'

1! 7`Z!O^!\MPOSRQQRSG!`NG!YOUG!aO[M]XH!XP!UM[aXQRa[ZR[`PG!dXQRNXTRS]OQ]M]PG!SRf[RSG!

QOrOa`S[RN!YY2!VW!*SRURSMa[ZXSP!,YQ!RNNRS!&c]UdRU[YM]M[QRSMRQ[!SRP]M]P!cUR]!

aNOSQ!SRNOQRSRQ!^XSYWN!RNNRS!cUR]!O]PMTRN[R!O^!^XSYWN!XPLRNNRS!URNQOPRSaSRU[!

;! &c]UdRU[YM]M[QRSMRQ!dOS!ZRQONQ!^XS!^XSVNRf]M]P!QMN!R]!SeaaR!#R][QSRHY`URS!

=! %bP]M]P!VW!YM]M[QRSaX]QXS!M![QSMU!YRU!SbPRNXTR]!

Det karakteristiske for de to første overtrædelser er, at de ligger i en gråzone i forhold til

lovgivningen. Den første overtrædelse er den største kategori, fordi den dækker over det, vi

overordnet kan kalde uretmæssig brug af skatteydernes penge. Det vil sige både de situationer, hvor

Løkke ikke har udfyldt bilagene korrekt, enten ved ikke at angive noget formål og/eller deltagere,

eller ved at have angivet formål, der er på kanten af, eller er en egentlig overtrædelse af reglerne for

repræsentation. De problematiske bilag drejer sig både om køb af cigaretter, alkohol, mad,

83


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

overnatninger på hoteller, kasino- og diskoteksbesøg, rejser samt taxakørsel. Her overtræder Løkke

ikke kun de formelle, men dog noget uklare, regler for repræsentation, men også et sæt normer om,

at man som folkevalgt ikke sløser med offentlige midler. Denne kategori er hovedovertrædelsen,

fordi det er denne række af overtrædelser, bilagssagen primært drejer sig om, og fordi det også er en

overtrædelse inden for denne kategori, der starter hele skandaleforløbet. De enkelte overtrædelser i

hovedovertrædelsen kan forekomme som petitesser, men efterhånden som der tegner sig et billede

af systematisk sjusk og rod i bilagene, udvikler sagen sig alligevel til en omfattende skandale 69 .

Den anden overtrædelse vedrører Sundhedsministeriets betaling for deciderede Venstre-møder. Den

hænger også tæt sammen med den første kategori, idet den omhandler uretmæssig brug af

skatteydernes penge. Ved at lade Sundhedsministeriet betale regningen for Venstre-møder, er der

sket en overtrædelse af reglerne for, om et møde afholdes i en ministeriel eller partimæssig

sammenhæng 70 (Kjærgaard, 2008, 20. maj). Løkke er som minister øverste ansvarlig for ministeriet,

og han er dermed også ansvarlig for, at de møder, han holder i partimæssig sammenhæng bliver

betalt af Venstre og ikke ministeriet. Den tredje lovmæssige overtrædelse handler ikke om Løkkes

bilag, men falder, mens bilagene flyver om ørene på Løkke, hvor han bliver beskyldt for at ryge på

sit finansministerkontor. Det er i strid med den rygelov, han selv har været med til at vedtage som

sundhedsminister 71 (Høj, 2008, 28. marts). At den uretmæssige brug af skatteborgernes penge fører

til en anklage om at overtræde rygeloven viser, at en afsløring og misbilligelse sjældent kommer

alene i et skandaleforløb.

?F6F6F'-XPZ[NNJYH'XPHOMO[SHLNHO'J'NMKMNL`NHNKYHQ'

I statsløsesagen er to lovmæssige overtrædelser centrale, som det fremgår af tabel 13.

$KUHL'184'-XPZ[NNJYH'XPHOMO[SHLNHO'J'NMKMNL`NHNKYHQ'

!QMKL' -XPXPHOMO[SHLNHO'

1! -ScU!VW!aX]TR]QMX]RS!

;! >OPQYM[ZScP!

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

69 En sammentælling foretaget af Politiken viser, at det totale beløb, der sættes spørgsmålstegn ved, om Løkke

retmæssigt har brugt, løber op i cirka 375.000 kroner (Faurfelt & Hüttemeier, 2008, 25. maj).

70 Regler som VK-regeringen i øvrigt selv var med til at skærpe, da de tiltrådte i 2001 (Høj, 2008, 12. april).

71 Løkke indrømmer, at han har røget på ministerkontoret, men at han også er holdt op med det. Alligevel bliver han

meldt til Arbejdstilsynet af Enhedslistens Per Clausen. Arbejdstilsynet går ind i sagen, men de blåstempler

finansministeriet efter at have udført en kontrol (Frederiksborg Amts Avis, 2008, 29. april; Høj, 2008, 28. marts).

84


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Den første lovmæssige overtrædelse er bruddet på de to FN-konventioner; FN’s konvention af 30.

august 1961 om begrænsning af statsløshed 72 og FN’s konvention af 20. november 1989 om Barnets

Rettigheder 73 samt brud på Europarådskonventionen af 6. november 1997 om statsborgerret 74 (bilag

1C; Beckman & Kleis, 2004: 18-22). Her er der i princippet tale om en klar lovovertrædelse af

gældende dansk ret. Spørgsmålet er derfor, om der har været tale om et bevidst svigt og dermed

magtmisbrug, eller om Rønn og embedsmændene i Integrationsministeriet blot har foretaget en

alvorlig fejl.

Den anden væsentlige lovmæssige overtrædelse er derfor det magtmisbrug, som ministeriet og

Rønn anklages for. Magtmisbruget dækker over tre forhold: ulovlig forvaltning, manglende og

rettidig orientering af Folketinget samt brud på vejledningspligten i forhold til at informere de

statsløse om deres faktiske rettigheder. Rønn har kendt til fejlen i sagsbehandlingen – formentligt

før – men med sikkerhed siden januar 2010, hvor hun gør Folketingets Indfødsretsudvalg

opmærksom på fejlbehandlingen. Dermed har hun tilsidesat sin pligt til at følge de internationale

konventioner og orientere Folketinget. Dette kan ses som et brud på ministeransvarlighedsloven

(Geist & Dahlin, 2011b, 24. februar, Germer, 2001: 34-35). Orienteringen af Folketinget drejer sig

desuden om, hvorvidt Rønn i januar 2010, da hun orienterer Folketingets Indfødsretsudvalg om, at

hun har besindet sig, gør tilstrækkeligt opmærksom på, at alvorlig fejl har fundet sted i

sagsbehandling. Sagen er nemlig den, at ingen af medlemmerne af Indfødsretsudvalget reagerer på

orienteringen, hvorfor de formentligt ikke opdager, hvilken type fejl der er tale om (Geist & Dahlin,

2011, 29. januar).

Brud på vejledningspligten er en anden anklage om magtmisbrug i sagen. Vejledningspligten

indebærer, at forvaltningen er underlagt en vejledningspligt til at hjælpe borgere på vej, hvis de ikke

ved, hvilket dokument de søger (Knudsen, 2003: 36-40). Konkret i statsløsesagen drejer bruddet på

vejledningspligten sig om den manglende vejledning af de statsløse om deres rettigheder. Bruddet

sker fordi Integrationsministeriet først opdaterer sin hjemmeside med de statsløses

konventionsbeskyttede krav den dag, Information afslører skandalen, det vil sige d. 11. januar 2011,

selvom Rønn allerede i januar 2010 har gjort Indfødsretsudvalget opmærksom på fejlbehandlingen

(Geist & Dahlin, 2011, 29. januar). Rettighederne fremgår heller ikke af selve lovteksten til

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

72 Ratificeret i 1977. Artikel 1 forpligter de kontraherende lande til at give statsborgerret til personer, der er født på det

pågældende lands område, og som ellers ville blive statsløse. Danmarks forpligtelse efter konventionen er

implementeret i indfødsretslovens § 3 (bilag 1C; Beckman & Kleis, 2004: 19).

73 Konventionens artikel 7 siger, at barnet efter fødslen har ret til at have et navn, ret til at opnå statsborgerskab og ret til

så vidt muligt at kende og blive passet af sine forældre (bilag 1C).

74 Konventionen er den første internationale tekst, der indeholder principper og regler om alle aspekter af

statsborgerretten. Danmark ratificerede konventionen d. 23. december 1998 (Beckman & Kleis, 2004: 20).

85


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

indfødsretsloven eller af cirkulærer og vejledninger til ansøgning om statsborgerskab 75 (Geist &

Dahlin, 2011b, 12. januar).

Præcis hvilke lovmæssige overtrædelser, der har fundet sted er endnu ikke afgjort, da det blandt

andet er disse forhold, der er nedsat en undersøgelseskommission for at udrede (bilag 1D). De

lovmæssige overtrædelser må dog i det omfang, de har fundet sted, anses som alvorlige

overtrædelser i skandalen, idet de lovmæssige overtrædelser i yderste konsekvens er strafbare 76 .

?F6F8F'-XPZ[NNJYH'XPHOMO[SHLNHO'J'NRKMMHNKYHQ

I skattesagen er der tre lovmæssige overtrædelser, som det fremgår af tabel 14.

$KUHL'174'-XPZ[NNJYH'XPHOMO[SHLNHO'J'NRKMMHNKYHQ'

!QMKL' -XPZ[NNJYH'XPHOMO[SHLNHO'

1! 7M]]X\a!ZRQONRS!MaaR![aOQ!M!8O]YOSa!VW!QSXU[!O^G!OQ!dO]!

YcNMPTM[!RS![aOQQRVNMPQMP!

;! )dXS]M]P!dOS!PMTRQ!UMTRSPRSR]UR!^XSaNOSM]PRS!QMN!

Yb]UMPdRURS]R!XY!7M]]X\a[!XVdXNU!M!8O]YOSa!

=! >OPQYM[ZScP!

I forhold til statsløsesagen er det interessante ved de tre lovmæssige overtrædelser i skattesagen, at

de to første drejer sig om lovovertrædelser i den private sfære, idet de vedrører Thorning og

Kinnocks skatteforhold. Den første overtrædelse, som er den, der starter hele skandalen, er kun en

anklage om en lovovertrædelse, idet B.T. ikke har dokumentation for, at Kinnock er skattepligtig i

Danmark (Krog, 2010, 23. juni). Samtidig er det en lovovertrædelse, der falder indenfor en gråzone

i skattelovgivningen, hvilket gør den reelle lovovertrædelse mindre tydelig (Hjortdal & Østergaard,

2010, 24. juni; Klarskov & Tang, 2010, 1. juli). Den anden overtrædelse handler om, at Thorning

har givet forskellige oplysninger til henholdsvis Justitsministeriet og Skat i forhold til, hvor mange

dage Kinnock opholder sig i Danmark 77 . Hun bliver derfor anklaget for at have overtrådt

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

75 Et andet problematisk forhold er, at Rønn heller ikke har informeret de forvaltningsorganer, der tager sig af

henvendelser om statsborgerskabsansøgning. Rigspolitiet, som er den instans, der formidler orientering fra

Integrationsministeriet videre til de enkelte politistationer, oplyser således, at de ikke har sendt nye retningslinjer videre

til politikredsene (Geist & Dahlin, 2011, 21. januar ; Geist & Dahlin, 2011, 29. januar).

76 Således afgjorde den rigsretssag, der fandt sted i forbindelse med tamilsagen i starten af 1990’erne, at justitsminister

Erik Ninn-Hansen måtte fire måneder i fængsel som følge af sagen (Christensen, 1997: 102).

77 Tilbage i 2009 har Thorning i forbindelse med en ansøgning til Justitsministeriets civilkontor om, at Kinnock som

udenlandsk statsborger kunne blive medejer af huset på Østerbro opgivet, at Kinnock er i Danmark hver fredag til

mandag hele året rundt. For at en udenlandsk statsborger kan blive boligejer i Danmark kræves det nemlig, at

vedkommende har et vist tilhørsforhold til Danmark. Men da Thorning i forbindelse med, at parrets skatteforhold bliver

endevendt i pressen i juni, skal angive til Skat hvor meget Kinnock opholder sig i Danmark, er antallet af dage

væsentligt mindre (Beder, Kristensen & Nielsen, 2010, 30. juli; Krog & Vedsmand, 2010, 29. juli).

86


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

straffelovens §163 om urigtig erklæring til myndighederne, og Venstres Ungdom melder hende til

politiet (Beder, Kristensen & Nielsen, 2010, 30. juli; Krog & Vedsmand, 2010, 31. juli).!

Den sidste lovmæssige overtrædelse i sagen handler ikke om Thorning, men om en lang række

forhold, der vedrører Venstre og embedsværkets mulige magtmisbrug. Det centrale er her

skatteminister Troels Lund Poulsens rolle i sagen, embedsmændenes involvering, særligt

departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, samt spørgsmålet om, hvem der lækkede den

fortrolige afgørelse fra Skat til B.T. en uge inden folketingsvalget i 2011. Anklagen mod Troels

Lund Poulsen går på, hvorvidt han har forsøgt at påvirke Skats afgørelse af Thornings sag. Det vil i

fald, der er hold i anklagen, være et brud på skattelovgivningens §14, der siger, at skatteministeren

ikke må blande sig i afgørelsen af konkrete skattesager. Ombudsmanden har endvidere fastslået i en

udtalelse, at det også gælder Skatteministeriets departement. Dog må departementet gerne indhente

oplysninger, hvis de skal bruges til at orientere ministeren om sager af særlig politisk interesse

(Agger & Pedersen, 2011, 11. november). Men da det kommer frem, at Peter Loft har holdt en

række møder om Thornings sag med direktøren for Skat København, Erling Andersen, skærpes

mistanken om, at han har blandet sig i den konkrete sag (Agger & Pedersen, 2011, 11. november).

Endnu mere problematisk bliver det, da der kommer oplysninger frem om, at Peter Loft – efter

sigende med pres fra Troels Lund Poulsen og dennes særlige rådgiver – skulle have forsøgt at få et

bestemt afsnit med i afgørelsen (bilag 3C; Brandstrup & Maltesen, 2011, 11. november). Også

lækket af Skats afgørelse af Thorning og Kinnocks sag en uge inden folketingsvalget i 2011 er en

lovmæssig overtrædelse, idet det er ulovligt at videregive fortrolige oplysninger ifølge straffelovens

§ 152 (Davidsen-Nielsen & Maltesen, 2011, 9. oktober). Noget kan tyde på, at Troels Lund

Poulsens særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, kan være manden bag dette læk, men hvorvidt det er

tilfældet, og hvorvidt Troels Lund Poulsen og Peter Loft er gået over stregen og har forsøgt at

blande sig i Skats sagsbehandling, er en undersøgelseskommission i øjeblikket i gang med at

granske (bilag 3d). En ting er dog sikkert: Peter Loft er fritaget fra sin stilling som

departementschef i Skatteministeriet uden særlig begrundelse fra den nuværende skatteminister,

Thor Möger Pedersen (Beim, 2012, 21. marts).

?F6F7',GNKZLJQY4'-XPZ[NNJYH'XPHOMO[SHLNHO'J'SH'MOH'NRKQSKLHO'

Ud fra de lovmæssige overtrædelser kan vi dermed se forskellen i de tre skandaler i forhold til

distinktionen mellem den offentlige og private sfære. Bilagssagen drejer sig om uretmæssig brug af

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

87


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

offentlige midler og handler derfor om en lovovertrædelse inden for den offentlige sfære.

Skattesagen drejer sig i første omgang i højere grad om overtrædelser af skattelovgivningen i den

private sfære. Dog udvikler skattesagen sig også til at handle om et muligt magtmisbrug, og

bevæger sig derfra fra at handle om en overtrædelse i den private sfære til at handle om en

overtrædelse i den offentlige sfære. Overtrædelserne i statsløsesagen befinder sig primært i den

offentlige sfære, da de vedrører konventionsbrud og muligt magtmisbrug.

?F8',PHOMO[SHLNHO'KW'P[OSJHO_'QXOZHO'XY'ZXOKLNRH'OHYLHO'

Den anden kategori af overtrædelser er normovertrædelserne, som ifølge Thompson er en

overtrædelse af enten værdier, normer eller moralske regler, herunder den såkaldte ”practice as you

preach-dimension”, som handler om, at politikere skal leve op til det, de prædiker offentligt som

politikere (Dalen & Skovsgaard, 2011: 24). Normovertrædelserne gennemgår ligesom de

lovmæssige overtrædelser skandalerne hver for sig og ser i hver sag først på de generelle

normovertrædelser og derefter på practice as you preach-dimensionen.

?F8F1')XOZXPHOMO[SHLNHO'J'UJLKYNNKYHQ'

Tabel 15 viser normovertrædelserne i bilagssagen.

$KUHL'1?4')XOZXPHOMO[SHLNHO'J'UJLKYNNKYHQ'

!QMKL' )XOZXPHOMO[SHLNHO'

1! .`aaR!^WS![aOQQR^SMR!NXYYRVR]PR!

;! $S][Q!I!9Xc]P!RS!M]dOZMNR!

=! .`aaR!XP!VSO\QM\R!O[!bXc!VSRO\d!

I forlængelse af hovedovertrædelsen i bilagssagen, der omfatter den uretmæssige brug af

skatteydernes penge, er det særligt problematisk, da Ekstra Bladet gør opmærksom på, at Løkke

hver måned modtager et skattefrit tillæg på 4402 kroner til at dække ekstra udgifter som kaffe, mad

mv. Løkke får tillægget på lige fod med andre folketingsmedlemmer, men han har også valgt at få

Sundhedsministeriet til at dække netop den slags udgifter, tillægget skal dække. Han får altså både

det skattefrie tillæg, og han fakturerer Sundhedsministeriet for disse mindre udgifter (Kjærgaard,

2008, 16. april). Oplysningen bidrager til den offentlige misbilligelse af Løkkes uretmæssige brug

af de offentlige midler, og gør Løkkes normative overtrædelse i sagen endnu tydeligere.

En anden normovertrædelse er, da Løkke i et forsøg på at lukke sagen, efter Statsforvaltningen

Hovedstaden har afvist at tage den op, får revisionsfirmaet Ernst & Young til at gennemse sagen. I

88


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

bestræbelsen på at rense sit navn overser Løkke det faktum, at Ernst & Young har et

habilitetsproblem, fordi de også stod bag revisionen i det daværende Frederiksborg Amt

(Frederiksborg Amts Avis, 2008a, 17. maj; Frederiksborg Amts Avis, 2008b, 17. maj). Dermed

overtræder Løkke og Ernst & Young det formelle habilitetskrav i forvaltningen, hvori det er

betænkeligt at knytte tilsynsopgaver til en person eller til myndigheder, der på anden måde er

relateret til de myndigheder, tilsynet omfatter (Andersen, 2003: 40-41).

J8B8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

fremhævet da offentlighedsloven blev til i 1970. Som teorien fremhævede, var tanken dengang som

nu, at offentlighed skulle skabe tillid til den offentlige sektor og styrke demokratiet (Knudsen,

2007: 339). Offentlighed er dog ikke en prioritet i Integrationsministeriets behandling af de

statsløse, og dermed overtræder ministeriet værdien om offentlighed i forvaltningen. En leder i

Information opsummerer problemet således: ”Alle involverede – danskere og udlændinge – må føle

sig drevet rundt i en tåget verden af paragraffer og direktiver, regler og forordninger (…). Vi ved

fra det tidligere kommunistiske Østeuropa, at det nedbryder individer psykisk, når deres legitime

retskrav forsvinder i en sløret virkelighed af bureaukratiske forhindringer” (Information, 2011, 16.

februar).

Med statsløsesagen kom der samtidig nyt fokus på den danske udlændingepolitik, som

kendetegnede dansk politik i det mest af 00’erne. De overtrædelser, statsløsesagen indebar, betød, at

flere politikere fra Det Konservative Folkeparti til Socialdemokraterne blev enige om, at der

lovgivningsmæssigt er strammet lige til grænsen og måske lidt mere. Den anden normovertrædelse,

regeringen foretager i statsløsesagen, er dermed udlændingepolitikkens moralske grænse. På den

måde blev statsløsesagen et billede på kulminationen af et tiår med politiske stramninger i

udlændingepolitikken (Binde, 2011, 6. marts).

Men udover de tre ovennævnte normovertrædelser bryder regeringen i selve statsløsesagens kerne

desuden også med den moralske grænsedragning, at regeringen har afvist en gruppe statsløse, som

er født i Danmark og faktisk har søgt om statsborgerskab, men som har fået afslag. Historielektor

Michael Böss udtaler, at statsløshed er ”noget af det mest forfærdelige et menneske kan opleve”,

især fordi staten har væsentlig betydning for individets følelse af identitet, fællesskab og frihed

(Schjørring, 2011, 5. marts). Den ministerielle fejlbehandling i sagen er altså ikke kun en

lovovertrædelse, der er også tale om en overskridelse af moralske regler for, hvad der

samfundsmæssigt er i orden.

J8B8;8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

konventioner. I det åbne samråd i Indfødsretsudvalget d. 9. februar 2011 manifesterede Rønn

således: ”Her har vi begået fejl, her har vi begået fejl. For det er nemlig regel nummer et, efter jeg

er blevet minister, at hos os indrømmer vi fejl” (Geist & Dahlin, 2011, 12. februar; bilag 1A). Hun

understregede endvidere: ”Hvis nogen havde spurgt mig om overholdelse af konventionerne, så

ville jeg selvfølgelig uden at undersøge det sige: Ja, selvfølgelig gør de det, fordi det er en selvfølge

i hele ministeriet” (Bilag 1A). I samrådet tydeliggør hun dermed det billede, hun selv og medierne

har tegnet af hende, inden sagen blev skudt i gang. Men efterhånden som sagen forværres, anklages

Rønn i stigende grad for ikke at kunne leve op til det, hun selv prædiker. Den ulovlige forvaltning,

den manglende rettidige orientering af Folketinget, den manglende offentlighed i forvaltningen mm.

– overtrædelserne – vidner om en politiker, der ikke lever op til sine egne principper. Stik imod

egne retningslinjer negligerer Rønn høringsfrister og sjusker med lovgivningen i sagen. Som en

leder i Information konstaterer, har Rønn dermed ”reelt trukket stikket ud for den demokratiske

proces i det folkestyre, hun ser sig selv som den ædle garant for” (Information, 2011, 11. februar).

?F8F8')XOZXPHOMO[SHLNHO'J'NRKMMHNKYHQ'

Rækken af normovertrædelser i skattesagen fremgår af tabel 17. Normovertrædelserne knytter sig

både til Thornings person og til myndighedernes sagsbehandling.

$KUHL'1B4')XOZXPHOMO[SHLNHO'J'NRKMMHNKYHQ'

!QMKL' )XOZXPHOMO[SHLNHO''

1! )dXS]M]P!ZRQONRS!MaaR!TRNTMNNMPQ![M]![aOQ!

;! &fc[aRQ![OP[ZRdO]UNM]P!M!&aOQ!

=! )dXS]M]P!XP!VSO\QM\R!O[!bXc!VSRO\d'

En undersøgelse Ugebrevet A4 foretog i 2009 viser, at danskerne er et skatteelskende folkefærd

(Madsen, 2009). Derfor har Thorning i skattesagen ikke kun forbrudt sig mod love og regler, hun

har også overtrådt den moralske regel, der siger, at man som borger i det danske velfærdssamfund

betaler sin skat rettidigt og ofte velvilligt.

I Skats sagsbehandling af Thorning og Kinnocks skattesager findes en række problemstillinger, der

også kan anses som normovertrædelser. For det første har Skat ikke indhentet oplysninger fra

Justitsministeriet i deres behandling af sagen, selvom Thorning har givet forskellige oplysninger til

henholdsvis Skat og Justitsministeriet om antallet af Kinnocks dage i Danmark (Krog, 2010, 27.

august). For det andet har Skat, trods flere henvendelser fra parret, ikke gjort noget ved det faktum,

at Thorning uretmæssigt fik Kinnocks fradrag, fordi han fejlagtigt var registreret som skattepligtig i

91


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Danmark, selvom han har arbejdet i udlandet siden 1999 (Fogt, Krog, & Miles, 2011, 9. september;

Krog, & Miles, 2011a, 10. september; Maltesen, 2011, 20. november). Den sjuskede

sagsbehandling i Skat er således et brud på normen om god forvaltningsskik, som teorikapitlet

fremhævede, er et institutionaliseret koncept i dansk forvaltning, udviklet af ombudsmanden.

J8B8B8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

I bilagssagen tydeliggjorde oplysningen om det skattefrie tillæg, folketingsmedlemmer modtager

månedligt, at Løkke ikke blot overskred reglerne for repræsentation; bilagsrodet blev også udtryk

for mangel på omtanke i brugen af skatteborgernes penge. I skattesagen blev Thornings private

skatterod synonymt med en overtrædelse af dogmet om, at danskerne velvilligt betaler skat. Både i

skattesagen og i bilagssagen er der således tale om overtrædelser af velfærdsstatens kerneværdier.

Den pointe underbygges desuden af practice as you preach-dimensionerne i begge sager. Her

straffes Løkke for, at han handler i strid med den velfærdsstat, han selv er blevet en garant for, ved

at bruge løs af offentlige midler. Thorning revses, fordi billedet af en socialdemokratisk leder, der

værner om velfærdsstaten og det høje skattetryk, for det første ikke harmonerer med hendes private

skatterod, og fordi hun for det andet som statsministerkandidat ikke har styr på sin egen økonomi.

Fælles for bilagssagen og skattesagen er dermed, at de begge handler om brud på velfærdstatens

kerneværdier og om økonomi. Det er de økonomiske forhold, der forarger i sagerne og i mindre

grad, at Løkke for eksempel har drukket og røget på det offentliges regning. Selvom bilagssagen har

rod i et økonomisk problem og på den måde i sin kerne er mere et økonomisk spørgsmål end et

spørgsmål om alkohol og smøger, bekræfter sagen, at danskerne, sammenlignet med indbyggerne i

de andre nordiske lande, har en tendens til at blive mindre forargede over skandaler, der involverer

sex og alkohol. Sagen viser samtidig, at danskerne, ligesom resten af skandinaverne, netop bliver

mere forargede over økonomisk uredelighed (Allern et. al, 2012: 36; Granvig & Lauridsen, 2012, 1.

april).

Statsløsesagen er derimod i højere grad et brud med, hvad der etisk set og måske endda

menneskeretligt er retfærdigt, idet afvisningen af en gruppe statsløses ret til statsborgerskab kan

opfattes som moralsk forkastelig, hvilket også betyder, at den stramme danske udlændingepolitik

misbilliges for sin uanstændighed. Samtidig kan vi se, at practice as you preach også i høj grad er til

stede i statsløsesagen. Det er interessant i forhold til distinktionen mellem det offentlige og private,

fordi statsløsesagen i udgangspunktet primært placerer sig i den offentlige sfære. Dermed kan vi

konkludere, at practice as you preach, er et karakteristika, der er tydeligt i alle tre sager – upåagtet,

om de befinder sig i den private eller offentlige sfære.

93


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

?F7'!QSHQYOKSNXPHOMO[SHLNHO'

I forlængelse af de lov- og normmæssige overtrædelser falder kategorien andengradsovertrædelser,

der ifølge Thompson indtræffer, når opmærksomheden bliver flyttet fra den egentlige overtrædelse

til en række handlinger, hvor de eller den implicerede prøver at dække over sine fejltrin (Thompson,

2002: 30-31).!

Det interessante ved andengradsovertrædelsen er, at den kan gå hen og blive vigtigere end selve

overtrædelsen (Thompson, 2002: 29). Som nævnt i indledningen var dette blandt andet tilfældet i

tamilsagen, hvor statsminister Poul Schlüter proklamerede, at der ikke var fejet noget ind under

gulvtæppet, og han dermed skjulte Statsministeriets kendskab til sagen 78 (Christensen, 1997: 313-

316). Andengradsovertrædelser finder sted i alle tre skandaler i undersøgelsen, hvilket bliver påvist

i det følgende.

?F7F1'!QSHQYOKSNXPHOMO[SHLNHO'J'UJLKYNNKYHQ'

Tabel 18 viser andengradsovertrædelser i bilagssagen.

$KUHL'1=4'!QSHQYOKSNXPHOMO[SHLNHO'J'UJLKYNNKYHQ'

!

!QMKL' !QSHQYOKSNXPHOMO[SHLNHO''

1! .`aaR!O^TM[RS!^NRSR!c]URS[`PRN[RS!

;! BR][R]H^XSN`ZRQ!

=! *XPd[!YcNMPR!TMUR]!XY![OPR]'

!

Den første andengradsovertrædelse i bilagssagen er, da Løkke selv afviser, at der skal ske nærmere

undersøgelse af hans bilag udover Sundhedsministeriets egen undersøgelse 79 (artikel 68, bilag 2C).

Senere viser det sig, at Sundhedsministeriets undersøgelse i forhold til de interne

repræsentationsudgifter – det vil sige nogle af de helt centrale bilag – kun dækker over en detaljeret

gennemgang af bilagene for 2004, mens Løkkes resterende periode som indenrigs- og

sundhedsminister (2002-2007) ikke er blevet gennemgået lige så detaljeret. Derudover er

taxaudgifter også undtaget (bilag 2E; Kjærgaard, 2008a, 8. april). Dermed kan man argumentere

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

78 Det samme var desuden tilfældet i Watergateskandalen, hvor Nixon aldrig blev dømt for de egentlige overtrædelser,

men i stedet blev fældet på, at han benægtede sit kendskab til indbruddene i Watergatebygningen, selvom han reelt var

fuldt oplyst om dem (Thompson, 2002: 213).

79 To dage inden Løkke afviser yderligere undersøgelser har Sundhedsministeriet afsluttet deres undersøgelse af Løkkes

bilag (bilag 2E), hvor departementschef Christian Schønau og sekretariatschef Kaj Nørrehede Christensen konkluderer,

at der generelt er sket en tilfredsstillende administration af repræsentationsudgifterne i ministeriet. Der har dog været

mindre fejl i forbindelse med dokumentationen af bilagene, og derfor skal Løkke betale 386,50 kr. tilbage til

ministeriet, mens Venstre skal betale knap 10.000 kr. tilbage (bilag 2D og 2E).

94


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

for, at Løkkes afvisning af yderligere undersøgelser med udgangspunkt i ministeriets undersøgelse

er et forsøg på at dække over yderligere rod i bilagene, som kommer frem senere i sagen.

Den anden andengradsovertrædelse vedrører det, vi kan kalde for Jensen-forløbet, hvor Løkke har

overnattet på et københavnsk hotel under navnet Jensen tilbage i 2002. Sundhedsministeriet har til

trods for det forkerte navn på regningen betalt for overnatningen, og først over et år senere betaler

Løkke selv for overnatningen (Kjærgaard, 2008, 9. maj). Senere viser det sig, at overnatningen ikke

fandt sted i forbindelse med et aftenmøde med Venstres folketingsgruppe, sådan som Løkke selv

har oplyst til pressen. I stedet overnattede han på hotellet efter en julefrokost med Venstres

reklamebureau (Faurfelt & Hüttermeier, 2008, 17. maj). Det lader altså til, at Løkke har givet en

anden forklaring for at dække over, at ministeriet til at starte med havde betalt for en overnatning,

der ikke havde noget med Løkkes ministerembede at gøre.

Den tredje andengradsovertrædelse handler om, hvorvidt statsminister Anders Fogh Rasmussen har

været orienteret om rodet i Løkkes bilag. Per Clausen fra Enhedslisten spørger statsministeren i et

§20 spørgsmål, hvorvidt han mener, det er foreneligt at være finansminister og bruge offentlige

midler til for eksempel cigaretter, og hertil svarer Fogh, at han ikke har nærmere kendskab til

omstændighederne (bilag 2A). Allerede to uger inden, det svar falder, har Uffe Thorndahl dog sendt

sin gennemgang af Løkkes bilag til Statsministeriet (Hüttemeier, 2008, 26. april). Det sender Fogh

ud i en mediestorm med anklager fra flere forvaltningsretseksperter om, at han har vildledt

Folketinget (Faurfelt, 2008, 30. april; Frederiksborg Amts Avis, 2008a, 26. april; Frederiksborg

Amts Avis, 2008, 28. april; Kjærgaard, 2008, 26. april). Juridisk har Fogh dog ikke overtrådt

ministeransvarlighedsloven, og da han bliver kaldt i åbent samråd i Politisk-Økonomisk Udvalg d.

30. april 2008 for at forklare sig, afviser han anklagerne med, at brevet fra Uffe Thorndahl blev

opfattet som et partsindlæg (bilag 2H; Arnfred, 2008, 2. maj; Hüttemeier, 2008, 26. april).

?F7F6'!QSHQYOKSNXPHOMO[SHLNHO'J'NMKMNL`NHNKYHQ''

Tabel 19 viser andengradsovertrædelser i statsløsesagen.

$KUHL'1:4'!QSHQYOKSNXPHOMO[SHLNHO'J'NMKMNL`NHNKYHQ'

!QMKL' !QSHQYOKSNXPHOMO[SHLNH'

1! CRYYRNMPdXNURN[R!O^!M]QRS]!SRURP`SRN[R!

;! +U[eQQRN[R!O^![OYSWU!XP![Nca]M]P!O^!YMaSX^X]!M!

[OYSWURQ!

=! )OT[dRU!XY!%`]][!aR]U[aOZ!QMN!^RfNZRdO]UNM]PR]!

95


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

I statsløsesagen drejer andengradsovertrædelserne sig om tilfælde, hvor Rønn hemmeligholder

oplysninger i sagen. I begyndelsen af februar 2011 modtager Rønn den interne redegørelse fra

Integrationsministeriet. Den nægter hun for det første at svare på spørgsmål om, og for det andet at

udlevere til medierne og offentligheden 80 . Som Information skriver: ”det eneste Rønn kan

garantere, er tavshed” (Geist & Dahlin, 2011, 1. februar; Geist & Dahlin, 2011, 2. februar; Geist &

Dahlin, 2011, 10. februar). For det andet får Rønn udsat det samråd i Indfødsretsudvalget,

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har indkaldt til i sagen, fordi hun ikke mener at kunne svare

på spørgsmål om sagen. Da hun så endelig sidder i samrådet d. 9. februar 2011, beslutter hun til

sidst at slukke sin mikrofon, fordi hun ikke har mere at sige i sagen (bilag 1A). Ti dage senere

proklamerer Rønn, at hun tvivler på, at sagen nogensinde bliver opklaret (Gaardmand, 2011, 19.

februar). Sidst i februar 2011 kommer det frem, at Rønn har kendt til den ulovlige sagsbehandling

længe, men har foregivet, at hun er overrasket over embedsmændenes fejlbehandling i sagen 81

(Geist & Dahlin, 2011, 1. marts). Tavsheden i forhold til medier, politiske modstandere og

medarbejdere i ministeriet kommer til sidst til at fremstå som en andengradsovertrædelse i sig selv,

idet det bliver mere og mere tydeligt, at Rønn dækker over væsentlige informationer. Dermed

kommer tavsheden til slut næsten til at skygge for selve hovedovertrædelsen – overtrædelsen af de

internationale konventioner. Det forhold vender vi tilbage til i analysekapitlet om Rønns håndtering.

?F7F8'!QSHQYOKSNXPHOMO[SHLNHO'J'NRKMMHNKYHQ'

Tabel 20 viser andengradsovertrædelser i skattesagen.

$KUHL'6A4'!QSHQYOKSNXPHOMO[SHLNHO'J'NRKMMHNKYHQ'

!

!QMKL' !QSHQYOKSNXPHOMO[SHLNHO''

1! )dXS]M]P!TMN!MaaR!X^^R]QNMPP`SR!dRNR!&aOQ[!O^P`SRN[R!

!

Ligesom Rønn i statsløsesagen tilbageholder Thorning også oplysninger. I skattesagen er

andengradsovertrædelsen nemlig, at Thorning kun vil fremlægge to linjer af afgørelsen fra Skat, på

trods af at Skat har frikendt Thorning og Kinnock. Thornings begrundelse er, at det er fortrolige

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

80 Ifølge offentlighedslovens §7 er visse interne arbejdsdokumenter fritaget fra aktindsigt (Offentlighedsloven, 1985),

og derfor har Rønn ikke juridisk pligt til at offentliggøre redegørelsen. Denne problemstilling vender vi tilbage til i

analysekapitlet om den politiske involvering.

81 Udover de tilfælde, hvor Rønn har dækket over sine handlinger, dækker en række andre politikere også over

handlingerne – Søren Pind, Simon Emil Ammitzbøll, Karsten Lauritzen og ikke mindst daværende statsminister Lars

Løkke Rasmussen.

96


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

oplysninger, men i pressen – særligt i B.T.’s spalter – bliver det tolket, som om hun dækker over

noget (Krog & Navntoft, 2010, 18. september). At pressen overhovedet kan kritisere Thorning for

ikke at offentliggøre meget private forhold, som skatteforhold må siges at være, er også et tegn på,

at skellet mellem offentligt og privat er udvisket – i hvert fald når det gælder højtprofilerede

politikere (Merkelsen, 2007: 161-163, Thompson, 2002: 53, 277).

Men da Skats afgørelse bliver lækket en uge inden folketingsvalget i 2011, i skattesagens anden del,

viser det sig, at Thorning rent faktisk dækker over noget. Hun har nemlig i en årrække uretmæssigt

udnyttet Kinnocks personfradrag, fordi han har været registreret som skatteborger i Danmark, men

ikke har haft nogen indtægt i landet. Dermed har Thorning betalt for lidt i skat 82 (Krog, 2011, 8.

september). Samtidig har hun – som B.T. gør opmærksom på – flere gange hævdet, ”at hun og

hendes mand havde ’fulgt skattereglerne til punkt og prikke’” (Krog, 2011, 8. september). Der er

altså tale om en andengradsovertrædelse, fordi Thorning har påstået, at hun har overholdt reglerne i

flere omgange, men det har hun reelt ikke 83 (Vangkilde, 2010, 2. juli; Kaae, 2010, 18. september).

Således kan begrundelsen for ikke at offentliggøre hele Skats afgørelse være, at Thorning ønskede

at dække over det forhold, at hun uberettiget havde benyttet Kinnocks fradrag i ni år.

?F7F7',GNKZLJQY'Gb'KQSHQYOKSNXPHOMO[SHLNHOQH'J'SH'MOH'NRKQSKLHO'

Alle tre skandaler er i form af andengradsovertrædelserne kendetegnet af hemmeligholdelser. En

fællesnævner for alle tre skandaler er, at andengradsovertrædelsen på et tidspunkt i skandaleforløbet

tager opmærksomheden; Foghs viden om Løkkes bilag, Rønn, der slukker for mikrofonen i

samrådet og Thorning, der en uge før folketingsvalget bliver konfronteret med, at alt ikke var fulgt

til punkt og prikke. Andengradsovertrædelserne stjæler alle opmærksomheden fra de egentlige

overtrædelser, og de viser altså, hvordan skandalen ikke kun består af den fejl, der bliver begået –

det er også ofte de efterfølgende fejl, der betyder, at sagerne udvikler sig til egentlige skandaler.

I forhold til både bilagssagen og statsløsesagen er det desuden bemærkelsesværdigt, at skattesagen

kun består af en enkelt andengradsovertrædelse.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

82 Men fordi Skat selv har sløset i sagsbehandlingen, blev fejlen aldrig rettet, og Thorning skulle ikke betale penge

tilbage, fordi sagen var forældet, da Skat blev opmærksom på fejlen i 2010 (Krog, 2011, 11. september) .

83 Samtidig hævder B.T., at afgørelsen ikke indeholder alle de personlige oplysninger, som Socialdemokraterne påstod,

at den gjorde, og som var begrundelsen for, hvorfor Thorning ikke ville offentliggøre dem (Andersen, 2011, 8.

september).

97


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

?F?'*HLRXQRLTNJXQ4',PHOMO[SHLNHO'

Analyseafsnittet af de tre forskellige former for overtrædelser i skandalerne har vist, at

overtrædelser af enten normer, love eller andengrad er centrale for personlige politiske skandaler.

Uden overtrædelser, ingen skandaler. Tabel 21 nedenfor samler op på overtrædelsesformerne i de

tre skandaler.'

$KUHL'614'*HLRXQRLTNJXQ'XPHOMO[SHLNHO'

!! "JLKYNNKYHQ' #RKMMHNKYHQ' #MKMNL`NHNKYHQ'

-XPZ[NNJYH' 7`Z!O^!\MPOSRQQRSG!`NG! 7M]]X\a!ZRQONRS!MaaR! -ScU!VW!aX]TR]QMX]RS!

XPHOMO[SHLNHO' YOU!RQ\2!VW!

[aOQ!M!8O]YOSa!VW!

*SRURSMa[ZXSP!,YQ! QSXU[!O^G!OQ!dO]!

RNNRS!

YcNMPTM[!RS!

&c]UdRU[YM]M[QRSMRQ[!

SRP]M]P!!

[aOQQRVNMPQMP!

)XOZc'

XPHOMO[SHLNHO'

!QSHQYOKSNc

XPHOMO[SHLNHO''

'

&c]UdRU[YM]M[QRSMRQ!

dOS!ZRQONQ!^XS!

^XSVNRf]M]P!QMN!R]!SeaaR!

#R][QSRHY`URS!

%bP]M]P!VW!

YM]M[QRSaX]QXS!M![QSMU!

YRU!SbPRNXTR]!

.`aaR!^WS![aOQQR^SMR!

NXYYRVR]PR!

)dXS]M]P!dOS!PMTRQ!

UMTRSPRSR]UR!

^XSaNOSM]PRS!QMN!

Yb]UMPdRURS]R!XY!

7M]]X\a[!XVdXNU!M!

8O]YOSa!

>OPQYM[ZScP!

)dXS]M]P!ZRQONRS!MaaR!

TRNTMNNMPQ![M]![aOQ!

>OPQYM[ZScP!

>O]PNR]UR!

X^^R]QNMPdRU!M!

^XSTONQ]M]PR]!!!

+O][Qe]UMPdRU!M!

cUNe]UM]PRVXNMQMaaR]!

$S][Q!I!9Xc]P!RS! &fc[aRQ![OP[ZRdO]UNM]P!

M]dOZMNR!

M!&aOQ!

3SO\QM\R!O[!bXc!VSRO\d6! 3SO\QM\R!O[!bXc!VSRO\d6! 3SO\QM\R!O[!bXc!VSRO\d6!

.`aaR!RS!ZXSPRSNMP! )dXS]M]P!RS!^XSQONRS!^XS!! %`]]!RS!YXSONR][!

^M]O][YM]M[QRSG!YR]! TRN^eSU[[QOQR]!XP! TXPQRSG!YR]![fc[aRS!

dOS!SXU!M![M]R!ZMNOP! YMNNMX]eS[aOQG!YR]! [RNT!YRU!NXTPMT]M]PR]!

7M]]X\a!ZRQONRS!MaaR! XP!UeaaRS!XTRS![M]R!

[aOQ!M!8O]YOSa! ^RfN!

.`aaR!O^TM[RS!^NRSR!

c]URS[`PRN[RS!

BR][R]H^XSN`ZRQ!

!

!

)dXS]M]P!TMN!MaaR!

X^^R]QNMPP`SR!dRNR!

&aOQ[!O^P`SRN[R!

!

!

CRYYRNMPdXNURN[R!O^!

M]QRS]!SRURP`SRN[R!

+U[eQQRN[R!O^![OYSWU!

XP![Nca]M]P!O^!YMaSX^X]!

M![OYSWURQ!

98


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Som tabel 21 viser, kan der i alle tre skandaler detekteres lovmæssige, norm- og

andengradsovertrædelser. De tre typer af overtrædelser er således med til at kendetegne den

personlige politiske skandale. Lovovertrædelser og normovertrædelserne går på tværs af

distinktionen mellem offentlig og privat; idet vi finder begge typer af overtrædelser i alle tre

skandaler. Overtrædelserne viser os også, at skandaler, der i deres kerne er offentlige, fordi de

befinder sig i den offentlige sfære, også kan være personlige. Det ser vi i practice as you preach-

karakteristikaet, som vi fandt i alle tre skandaler. Det er altså ikke kun Thorning, der skal leve op til

sine personlige værdier i den private sfære. Løkke og Rønn skal også leve op til deres personlige

værdier i ministerembederne, der befinder sig i den offentlige sfære.

Desuden var der forsøg på at dække over den egentlige overtrædelse i alle tre skandaler i form af

andengradsovertrædelserne. Det betyder ikke, at vi kan afgøre, at en lovmæssig, en normativ og en

andengradsovertrædelse skal være til stede, før der er tale om en egentlig skandale, men det

betyder, at en sags udvikling til en egentlig skandale ikke afgøres af, hvorvidt overtrædelsen har en

særlig karakter. I forhold til den offentlige misbilligelse og dermed skandalens omfang, er en

offentlig overtrædelse af en international konvention – som statsløsesagen – ikke nødvendigvis en

værre sag end en privatovertrædelse som skattesagens første fase. Det er derfor uendeligt svært at

bedømme skandalens alvor på graden af overtrædelsen – for hvordan måler man, hvad der er værst;

brud på love, normer og moralske regler, at man siger et og gør noget andet, eller at man har dækket

over en fejl? For at forstå hvad der kendetegner en skandale, er vi derfor nødt til at inddrage andre

perspektiver. I det følgende afsnit vil vi se nærmere på mediedækningen.

99


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2!3($/-'54'9/*(/*@2)()0/)'

Mediedækningen af de tre personlige politiske skandaler er et centralt element i undersøgelsen. For

det første fordi mediedækningen – i form af de udvalgte dagblades dækning af de tre skandaler –

udgør specialets datamateriale, og for det andet fordi medier og skandaler hænger uløseligt

sammen. I forlængelse af medialiseringspointerne fra teorien 84 er medierne der, hvor skandalerne

bliver præsenteret og udvikler sig, og kendetegnet ved de nyere politiske skandaler er derfor, at de

er medierede (Allern & Pollack, 2012: 9; Thompson, 2002: 43).

Men hvordan kendetegner mediedækningen de personlige politiske skandaler? I henhold til

analysemodellen på figur 7 undersøger kapitlet i tre afsnit, hvordan mediedækningen er med til at

forme den enkelte skandale. Det første afsnit behandler afsløringerne i medierne og i forlængelse af

dette medierne som politisk institution. Dernæst undersøger kapitlet tabloidisering og til slut

mediefremstilling i form af mediepersonalisering og politisk adfærdspersonalisering.

5F1'*HQ'ZHSJHOHSH'NRKQSKLH'

Afsløringer er en nødvendig betingelse for politiske skandaler, fordi en sag ikke udvikler sig til en

skandale, før udenforstående har fået kendskab til den. En afsløring bringer en form for

hemmeligholdelse eller fortielse frem i lyset og medfører, at en skandale ofte bliver til et drama

(Thompson, 2002: 30-31, 43-53, 72-73).

Som kapitlet om skandalernes forløb viste, begynder alle tre skandaler med en afsløring i medierne.

Således bliver bilagssagen skudt i gang af Thorndahls påstand om rod i bilagene i Frederiksborg

Amts Avis (Høj, 2008a, 14. marts), skattesagen starter med B.T.’s afsløring af, at Kinnock ikke

betaler skat i Danmark (Krog, 2010, 23. juni), og fortsætter i anden omgang med B.T.’s

offentliggørelse af Skats afgørelse under valgkampen (Krog, 2011, 8. september), mens

statsløsesagen starter med, at Information afslører, at fejlbehandlingen af en række statsløse

palæstinensere har fundet sted i årevis (Geist & Dahlin, 2011, 11. januar). Således kan vi kan

karakterisere alle tre skandaler som medierede skandaler, fordi det er i kraft af disse afsløringer – og

flere i løbet af de enkelte skandaler – at sagerne udvikler sig til egentlige skandaler. Overtrædelsen,

der i sig selv udgør skandalen, er altså først en skandale, når den bliver offentliggjort efter en

afsløring i medierne (Thompson, 2002: 72-73).

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

84 Teorien lagde blandt andet vægt på, at medierne for langt de fleste danskere udgør den væsentligste kilde til

information om politik og samfund, ligesom medielogikken på mange områder overskygger politiklogikken

(Strömback, 2008: 234).

100


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

5F1F1'DQSHON`YHQSH'\XTOQKLJNMJR'XY'\XTOQKLJNMHO'NXZ'GXLJMJNRH'KRM`OHO'

Skandalernes afsløringer er desuden helt afgørende for den undersøgende journalistik, der hænger

tæt sammen med mediernes rolle som den fjerde statsmagt. Den undersøgende journalistik er netop

med til at afdække overtrædelserne og gøre dem til afsløringer (Allern & Pollack, 2012: 20, Dalen

& Skovsgaard, 2011: 22-23, Thompson, 2002: 119).

Sammenhængen mellem afsløringer og den undersøgende journalistik er særlig tydelig i

statsløsesagen. Frem til Rønns afskedigelse d. 8. marts 2011 kan de to journalister på Information,

Anton Geist og Ulrik Dahlin, bryste sig af 29 afsløringer i sagen, mens de to andre aviser i

datamaterialet, Ekstra Bladet og Berlingske Tidende, står for en enkelt afsløring hver. Det faktum,

at Geist og Dahlin mere eller mindre egenhændigt opsnuser skandalen og ruller den ud i sin fulde

længde, vidner om, at Information har taget rollen som vagthund på sig. Opfattelsen af at være

samfundets vagthund går hånd i hånd med ideen om medierne som en politisk institution (Cook,

2005, Ørsten, 2005: 21). Geist og Dahlin bedriver her undersøgende journalistik og beskytter på

bedste journalistiske vis demokratiet mod det, der ligner et omfattende magtmisbrug. Derfor blev

Geist og Dahlin belønnet for deres journalistiske præstation af deres kolleger, da de modtog den

prestigefyldte Cavling-pris for deres afdækning af statsløsesagen i januar 2012 (Journalistforbundet,

2012). Deres modtagelse af Cavlingprisen bidrager yderligere til billedet af medierne som en

politisk institution, hvor journalister er politiske aktører, der er med til at dirigere slagets gang – og

hvor god undersøgende journalistik er en værdi, der belønnes (Allern & Pollack, 2012: 9, 19-20).

Skandalen bliver således ikke blot holdt i live af journalisterne – den ville formentligt slet ikke have

fundet sted, hvis det ikke havde været for de to Cavling-prisvindere på Information.

I bilagssagen bliver Ekstra Bladets politiske journalist Jan Kjærgaard eksplicit en politisk aktør, der

er med til at styre skandalens forløb. Det sker i form af det, avisen selv kalder ”Ekstra Bladets

bilagsservice” (Kjærgaard, 2008, 1. april). Dette journalistiske tiltag har til formål at foretage et

servicetjek af Løkkes bilag. Dermed går Ekstra Bladet fuldt ind i bilagssagen, selvom det er

Frederiksborg Amts Avis, der har den første afsløring i sagen (Høj, 2008a, 14. marts).

Frederiksborg Amts Avis fortsætter sin dækningen af bilagssagen i hele skandaleforløbet, men det

er Ekstra Bladet, der for alvor formår at sætte sagen på dagsordenen. Der er da heller ingen tvivl

om, at Ekstra Bladet tager sin rolle som vagthund yderst bogstavelig, da de i slutningen af

bilagssagen truer med at undersøge andre ministerier også: ”VK-regeringen og de embedsmænd,

der ikke forstår, at ministerierne aldrig har været tænkt som beværtning, restaurant eller kontor for

partimedlemmer, kan vide sig sikre på, at Ekstra Bladet pludselig fortager bilagskontrol, når de

101


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

mindst venter det” (Madsen, 2008, 24. maj). Bag dette citat ligger en forståelse af, at det er pressens

fornemmeste opgave at kontrollere magthaverne – når som helst og hvor som helst.

I skattesagen slår B.T.s chefredaktør Olav Skaaning Andersen allerede tidligt i forløbet rollen som

vagthund fast: ”Det er pressens opgave at undersøge, om der er lighedstegn mellem det, Helle

Thorning siger, og det hun gør” (Andersen, 2010, 25. juni). B.T. beskriver også sig selv som en

politisk aktør, der er med til at styre slagets gang, som for eksempel her: ”B.T.s seneste afsløringer

af, at Helle Thorning-Schmidt i oktober 2009 to gange gav usande oplysninger til Justitsministeriet,

fik hende til at trække feriestikket” (Krog & Vedsmand, 2010, 31. juli). Der er ingen tvivl om, at

B.T. med hele historien om Thornings skatteforhold er med til at sætte dagsordnen. Både i første og

anden omgang af skandalen er det således B.T., der har de afgørende afsløringer på spisesedlen.

5F1F6'#MOKMHYJNR'UOTY'KW'KWNL`OJQYHO'

Ekstra Bladets dækning af bilagssagen er et eksempel på, hvordan en avis kan bruge afsløringerne

strategisk. Strategisk forstået på den måde, at der kan koges store mængder suppe på det, der reelt

kun er en enkelt afsløring. Skandalen er en nem og billig måde at producere journalistik på, og de

røde tal på bundlinjen kan derfor også være et incitament til at brede en god historie ud over flere

dage (Blach-Ørsten, 2011: 7, Thompson, 2002: 88-89). I bilagssagen er det således tydeligt, at

Ekstra Bladet ”gemmer” en ny afsløring til hver dag, så de har noget nyt at pryde forsiden med hver

dag. Et eksempel er, da Ekstra Bladet d. 20. maj 2008 afslører, af Sundhedsministeriet har betalt for

yderligere 26 Venstre-møder, end dem, der fremgik af ministeriets egen undersøgelse (Kjærgaard,

2008, 20. maj). Dagen efter fremlægger Ekstra Bladet bevis for fem yderligere Venstre-møder

under overskriften ”Nye partimøder dukket op: Flere glemte bilag hos Løkke” (Kjærgaard, 2008,

21. maj). I skattesagen ses det, da B.T. d. 29. juli 2010 afslører, at Thorning har givet forskellige

oplysninger til henholdsvis Justitsministeriet og Skat (Krog & Vedsmand, 2010, 29. juli). Dagen

efter afslører avisen, at hun også har løjet om boliglån i samme korrespondance til

Justitsministeriet, som gårsdagens afsløring baserede sig på (Krog & Vedsmand, 2010a, 30. juli).

Statsløsesagen viser ingen tegn på denne form for strategisk brug af afsløringerne. Tværtom graver

Geist og Dahlin sig ned i en periode på seks dage. Fra d. 16. februar til d. 22. februar er det således

pludselig en lang række andre skribenter på Information, der dækker sagen, mens der ikke ytres et

ord fra Geist og Dahlin, som har brugt tiden på at forberede en større afsløring af, at regeringen

tilbage i 2002 forsikrede, at statsløshed skulle undgås (Geist & Dahlin, 2011, 22. februar).

102


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

5F6'$KULXJSJNHOJQY'XY'NRKQSKLH\XTOQKLJNMJR'

Den strategiske brug af skandalerne kan vi også kalde skandalisering, idet selv detaljer i en sag kan

blive til afsløringer, ligesom grænserne for, hvor langt medierne er villige til at gå for at få en god

skandale i hus, også har rykket sig (Grandvig & Lauridsen, 2012, 1. april). Det kan skyldes det

økonomiske pres, der hviler på de traditionelle aviser i dag, og som er en af de krisetendenser, der

er karakteristisk for nyhedsmedierne i postindustrielle samfund (Norris, 2000: 64-65). Men

skandalisering kan også ses som en form for tabloidisering. Som vi beskrev i teoriafsnittet betegner

tabloidisering en lettilgængelig og simplificerende journalistisk (Norris, 2000: 70-73). I alle tre

skandaler har vi, jf. metodeafsnittet, inkluderet en tabloidavis’ dækning af sagerne. Nedenstående

tabel viser antallet og andelen af artikler i de tabloide dagblade sammenlignet med de andre

udvalgte dagblade i de tre skandaler.

$KUHL'664'!QMKL'KOMJRLHO'GOF'SKYULKS'J'SH'MOH'NRKQSKLHO''

#RKMMHNKYHQ' "JLKYNNKYHQ' #MKMNL`NHNKYHQ'

!PJN' !QMKL' 3OXIHQM' !PJN' !QMKL' 3OXIHQM' !PJN' !QMKL' 3OXIHQM'

"F$F' 110! :Ds! /RNMOK' A


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

møgdag. Fra morgenstunden regnede det ned over ministeren med beskyldninger” (Kjærgaard,

2008, 16. maj).

Det samme er tilfældet i skattesagen, hvor tabloidiseringstendensen også kommer til udtryk i form

af dramatiske overskrifter som: ”Helles boligfidus” (Krog, 2010, 24. juni), ”Dommen over Helle”

(Kjær & Seeberg, 2010, 25. juni) og ”Lyver sort på hvidt” (Krog & Vedsmand, 2010b, 30. juli).

Samtidig er sproget lettilgængeligt, billedrigt og artiklernes indhold er simplificerende: ”Få timer

efter B.T. ramte gaden med afsløringen af, at Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen

Kinnock scorer kassen på, at Kinnock har adresse i Schweiz, hvor han arbejder, vendte Helle

Thorning-Schmidt på en tallerken” (Barfoed & Nørmark, 2010, 24. juni). Da Thor Möger nedsætter

en undersøgelseskommission, beskriver avisen det også med dramatiske vendinger: ”Fredag

morgen holder Thor Möger Pedersen pressemøde og smider bomben. Dansk politik er nulstillet”

(Karker, 2011a, 3. december). Det farverige sprog overlader ikke meget til læserens fantasi. !

Tabloidiseringen er også et udtryk for ”soft news”, der består af nyheder i den lettere kategori som

for eksempel skandaler, sensation og underholdning (Blach-Ørsten, 2011: 8). Både bilagssagen og

skattesagen er, i hvert fald i skattesagens første del, således glimrende eksempler på soft news. Men

på trods af at alle tre skandaler i princippet er nyheder i den lettere kategori, kan man argumentere

for, at statsløsesagen på sin vis falder ind i kategorien ”hard news”, fordi den handler om

komplicerede konventioner og mere abstrakte begreber som statsborgerskab og statsløshed. Det kan

også være en forklaring på, hvorfor tabloidavisen i denne sag – Ekstra Bladet – ikke går ret meget

ind i statsløsesagen, og kun står for 17 procent af artiklerne i skandalen. Statsløsesagen er således

mere et udtryk for hard news end soft news, og der kan heller ikke detekteres nogen nævneværdig

grad af tabloidisering. Det samme gør sig gældende i skattesagens anden del, hvor det er Politiken,

der griber bolden og har de fleste afsløringer 85 .

5F6F1'#RKQSKLH\XTOQKLJNMJR'

Skandalisering kan som en form for tabloidisering også ses i sammenhæng med det, vi i

teoriafsnittet beskrev som skandalejournalistik. Skandalejournalistikken er kendetegnet ved, at den

tilsidesætter en række af de journalistiske grundprincipper i jagten på den gode historie. Det kan for

eksempel være at forholde sig ukritisk til sine kilder, fordi deres udsagn kan være med til at

bekræfte artiklens vinkel (Nielsen, 2010b, 25. august, Pressenævnet, 2012). I skattesagen bliver

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

85 Om B.T. har haft mulighed for at gå lige så aktivt til værks i anden del af sagen som i den første del, og dermed

bevidst har fravalgt denne ”hard news” del af skandalen, kan vi dog ikke konkludere på baggrund af datamaterialet.

104


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

B.T. kritiseret for gentagende gange at citere skatteeksperten Tommy V. Christensen, der forholder

sig kritisk overfor Thorning i sagen. Det viser sig nemlig, at Christensen sidder i bestyrelsen for en

af Venstres vælgerforeninger (Davidsen-Nielsen & Kaae, 2010, 22. august). Christensen bliver dog

også kritiseret af professor i international skatteret, Aage Michelsen, idet han mener, at ingen

eksperter kan udtale sig konkret om sagen uden at være i besiddelse af alle oplysninger (Davidsen-

Nielsen & Kaae, 2010, 22. august). Man kan derfor hævde, at B.T. ukritisk bruger deres kilder for

at holde historien i live og på den måde tilsidesætter god presseskik og det journalistiske princip om

at være kildekritisk – både i forhold til, hvilke kompetencer en kilde har og i særdeleshed også i

forhold til, hvilke motiver en kilde kan have for at udtale sig (Nielsen, 2010b, 25. august,

Pressenævnet, 2012). Det samme kan man også hævde om Frederiksborg Amts Avis, der vælger at

skrive om rodet i Løkkes bilag med udgangspunkt i anklager fra Hørsholm-borgmesteren og Løkkes

rival gennem mange år, Uffe Thorndahl. Dog er der den forskel, at Frederiksborg Amts Avis ikke

lægger skjul på, hvilke motiver Thorndahl kan have, og den første artikel får da også overskriften

”Thorndahl angriber Lars Løkke” (Høj, 2008a, 14. marts). I statsløsesagen kritiseres Information

fra flere forskellige sider for ofte at referere til de samme kilder, ligesom de hyppigt brugte kilder,

særligt professor i forvaltningsret Claus Haagen Jensen og indfødsretseksperten Eva Ersbøll fra

Institut for Menneskerettigheder, anklages for at være politiserende (Krarup, 2011, 28. januar;

Tholl, 2011, 15. februar; Søndergaard, 2011, 23. februar).

5F8'3HONXQWOHZNMJLLJQYHO'J'ZHSJHOQH'

Et andet forhold, der hænger tæt sammen med skandalejournalistikken er mediernes stigende fokus

på personhistorier. Det øgede personfokus er et udtryk for personaliseringstendensen, som er

udgangspunktet for dette afsnit. Afsnittet beskæftiger sig med mediepersonalisering, det vil sige

den form for personalisering, som indebærer mediernes ændrede formidling af politik, og som i høj

grad har fokus på den individuelle politiker frem for politiske partier, organisationer og

institutioner, med andre ord den politiske substans (Rahat & Scheafer, 2007: 66-68).

De to nedenstående tabeller viser resultaterne af den kvantitative del af indholdsanalysen i forhold

til henholdsvis artikeltyperne i de tre skandaler (tabel 23) og parameteret mediepersonalisering

(tabel 24), som vi har kodet ud fra, hvorvidt artiklernes primære fokus var på personen eller på det

substantielle politiske indhold. I forhold til sondringen mellem offentlig og privat, som vi beskrev i

teorikapitlet, tegner tabel 24 overordnet et billede af, at der er en sammenhæng mellem, hvor

105


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

skandalen befinder sig i spektrummet mellem den offentlige og den privat sfære, og andelen af

artikler med personfokus.

$KUHL'684'!OMJRHLMVGHO'J'SH'MOH'NRKQSKLHO''

!OMJRHLMVGHO''

"JLKYNNKYHQ'

!QMKL' 3OXIHQM'

#MKMNL`NHNKYHQ'

!QMKL' 3OXIHQM'

#RKMMHNKYHQ'

!QMKL' 3OXIHQM'

!QMKL'

QV]HSNKOMJRLHO'

1;?! 0As! 1/


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

interesserer journaliststanden end den almindelige læser. At statsløsesagen fylder så meget i ledere

og kommentarer hænger godt sammen med Thompsons pointe om, at medierne i skandaler er meget

tilbøjelige til at referere til og bruge spalteplads på begivenheder, de selv har været med til at

frembringe (Thompson, 2002: 86). I dette tilfælde er sagen som bekendt gravet frem af

journalisterne på Information.

På trods af at hovedvægten af artiklerne i sagen har fokus på det politiske indhold, fylder personen

Rønn dog også i mediedækningen. Selvom sagen har et lille antal af artikler med personfokus (14

procent), er der heller ingen tvivl om, at statsløsesagen også kan karakteriseres som en personlig

politisk skandale. Som practice as you preach-dimensionen også illustrerede i forrige analysekapitel

bliver Rønns personlighed bragt i spil som et afgørende element i skandalen. Som her, hvor

Berlingske Tidende finder Rønns arrogante personlighedstræk afgørende for hendes virke som

minister: ”Dels har hun med sine uklare svar, sin opførsel over for pressen og sin håndtering af

sine modstandere ført sig så arrogant og magtfuldt frem, at hun i sig selv er blevet en belastning”

(Larsen, 2011, 26. februar). Også Ekstra Bladet deler denne opfattelse af Rønn: ”Lige nu er

situationen nemlig den, at man helt ind i VK-regeringens egne rækker har fået nok af Birthe Bims

og hendes arrogante facon” (Elsborg, 2011, 27. februar). Mediedækningen af Rønns personlighed i

skandalen er derfor med til at gøre statsløsesagen til en personlig politisk skandale. Desuden er det

bemærkelsesværdigt, at indholdsanalysen især har fundet de saftige personbeskrivelser i Berlingske

Tidende og Ekstra Bladets artikler, og ikke i samme grad hos Information, som ellers er den

væsentligste aktør på mediesiden. Kendetegnende for personfokusset i statsløsesagen er endvidere,

at det mere direkte kædes sammen med Rønns fejl og hendes håndtering i sagen – det vil sige det

substantielle i skandalen – hvor der i bilagssagen og skattesagen er mere fokus på personlige eller

private handlinger, som vi skal se i det følgende.

5F8F6'3HONXQWOHZNMJLLJQY'J'NRKMMHNKYHQ'

Ser vi på skattesagen findes det største antal af debatindlæg; 37 procent af det samlede antal artikler

sammenlignet med henholdsvis 13 procent i statsløsesagen og 24 procent i bilagssagen. Det viser, at

skattesagen i høj grad optager de borgere, der engagerer sig i den politiske debat og skriver

læserbreve. Det lader altså til, at den skandale, der befinder sig i den privat sfære, er den, der

optager læserne mest 88 . Samtidig er skattesagen den sag, der har færrest kommentarer og ledere. I

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

88 Det høje antal læserbreve kan dog også skyldes, at B.T. står for det største antal artikler i skattesagen, og antallet af

debatindlæg derfor også kan afspejle B.T.’s generelle prioritering af debatstof i avisen. Samtidig er det uvist, om B.T.’s

læsere er mere ivrige debatskribenter end andre avislæsere.

107


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

modsætning til statsløsesagen, der som nævnt i højere grad befinder sig i den offentlige sfære, jf.

figur 4, interesserer avisernes redaktører og kommentatorer sig – ud fra indholdsanalysens resultater

– i mindre grad for den private skandalehandling, som den tager sig ud i skattesagen.

I forhold til de to dele af skattesagen er skandalens fordeling af artikler med personindhold versus

politisk indhold samlet set nogenlunde ligeligt fordelt. Men hvis vi derimod ser på tabel 25, der

viser de to skandaleperioder separat, er det tydeligt, at de fleste artikler med personfokus falder i

første del af sagen. Her er det hele 62 procent af artiklerne, der har personfokus, mens artiklerne i

sagens anden del, hvor skandalen ændrer karakter til at handle om magtmisbrug, fordeler sig

nærmest omvendt sådan, at over 60 procent af artiklerne har fokus på det politisk substantielle

indhold frem for personen.

$KUHL'6?4'3HONXQeNTUNMKQN'NRKMMHNKYHQN'MX'SHLH'

3HONXQeNTUNMKQN'NRKMMHNKYHQ'

.`ONMH'SHL' !QSHQ'SHL'

!QMKL' 3OXIHQM' !QMKL' 3OXIHQM'

!QMKL'KOMJRLHO'ZHS'GHONXQWXRTN' ?


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

5F8F8'3HONXQWOHZNMJLLJQY'J'UJLKYNNKYHQ'

I bilagssagen placerer Løkkes handlinger sig imellem det offentlige og det private, jf. figur 4, der

placerer de tre skandaler i spektret mellem offentlig og privat. Denne mellemposition kommer til

udtryk i artikeltyperne, hvor bilagssagen i forhold til andelen af artikeltyper befinder sig midt

imellem skattesagen og statsløsesagen. Dog er antallet af ledere og kommentarer også relativt højt i

bilagssagen, hvilket kan skyldes, at skandalen handler om Løkkes embedsførelse – altså hard news.

Denne tendens er dermed sammenfaldende med statsløsesagen. Samlet set er det derfor interessant,

at både læsere og meningsdannere på aviserne har fundet det relevant at kommentere på Løkkes

bilagssag. Sagen engagerer dermed både medier og borgere, hvilket ikke gælder i samme grad for

de to andre sager i vores undersøgelse.

I forhold til antallet af artikler med personfokus og artikler med politisk indhold er det også næsten

lige stort. Dog er der en lille overvægt af artikler med fokus på personen. Forklaringen ligger

formentligt i, at Løkkes person fylder meget i sagen, selvom skandalens omdrejningspunkt er

uretmæssig brug af offentlige midler. Samtidig beskrives Løkkes som sjusket af karakter, og dette

billede kædes i beskrivelserne af selve sagen generelt sammen med ordene ”sjusk” eller ”rod”

(Frederiksborg Amts Avis, 2008, 10. april; Frederiksborg Amts Avis, 2008a, 26. april;

Frederiksborg Amts Avis, 2008, 30. april; Frederiksborg Amts Avis, 2008, 2. maj; Kjærgaard,

2008, 1. april; Kjærgaard, 2008, 2. april, Mogensen, 2008, 10. april). I mediedækningen er der altså

i høj grad fokus på, hvad Løkkes personlighed har af betydning for sagen, og det kan hænge

sammen med overvægten af artikler med personindhold. Det er netop levemandsattituden, der har

bragt Løkke i fedtefadet, og det bruger medierne aktivt i deres dækning af sagen.

Antallet af nyhedsartikler, debatindlæg og ledere/kommentarer samt andelen af artikler med

personfokus peger således tilsammen på, at mediedækningen er med til at kendetegne den

personlige politiske skandale i forhold til, om skandalen overvejende befinder sig i den private eller

offentlige sfære. Samtidig er fællesnævneren for mediedækningen i alle tre skandaler, at den

skandaleramte politikers personlighed er med til at kendetegne skandalen. Medierne finder altså

personligheden og visse karaktertræk relevante for læserne. Således viser de tre sager også, at der er

sket et skift i, hvad medierne mener læserne – og dermed vælgerne – bør vide om en politiker

(Esser, 1999: 291-293). I forlængelse heraf pointerer Thompson, at jo mere det politiske liv

orienterer sig mod personligheden, jo større betydning har de situationer, hvor politikerens

troværdighed bliver sat på prøve (Thompson, 2002: 121-122). Det vil sige, at når Løkke sjusker

109


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

med bilagene, Thornings mand ikke bidrager til velfærdssamfundet, og Rønn er arrogant og klapper

i, så lider de også et knæk i deres troværdighed, og dermed kan vælgerne også have svært ved at se,

hvordan politikere med sådanne karakterbrist kan styre landet (Thompson, 2002: 121-122). På den

måde kan skandaler ses som personaliseringen i sin yderste konsekvens.

5F7'3XLJMJNR'KSW[OSNGHONXQKLJNHOJQY4'3HONXQLJY'NMXOVMHLLJQY'

Men det er ikke kun medierne, der har mere fokus på personen. Ifølge Rahat & Sheafer leder

mediepersonaliseringen til politisk adfærdspersonalisering, hvor politikerne ændrer adfærd, og

offentligheden begynder at have mere fokus på den individuelle politiker (Rahat & Sheafer, 2007:

66-68, 77). Samtidig pointerer Strömback m.fl., at politikerne adopterer mediernes logik, og på den

måde bliver personaliseringen en storytelling teknik, der medfører, at politikerne selv er med til at

øge personaliseringens betydning i politik (Driessens et al., 2010: 315-316; Strömback, 2008: 238).

En måde politikere kan iscenesætte deres egen personlige storytelling er ved at invitere pressen ind i

det allerhelligste: privaten. Politikerne er på den måde selv med til at forstærke

personaliseringstendensen. Det sker ofte i form af medvirken i såkaldte soft news tv-programmer 89 ,

der har fokus på den mere menneskelige side af politikeren (Elmelund-Præstekær et al., 2010). I

skattesagens anden del, der starter under valgkampen, stiller Thorning således op i TV2-

programmet ”Go’ Aften Danmark” sammen med Kinnock, hvor værten Cecilie Frøkjær er mere

interesseret i, om Kinnock laver mad, og hvorfor parret faldt for hinanden, end hvordan det ser ud

for Thorning i meningsmålingerne (Bakalus & Mærsk, 2011, 13. september).

Også Løkke har, indtil bilagssagen ramte, haft stor succes med en – bevidst eller ubevidst –

personlig storytelling, der giver indtryk af, at Løkke er en social og imødekommende politiker, der i

høj grad har et menneskelig ansigt. Løkke er således kendt som en politiker, der vægter socialt

samvær højt (Krause-Kjær, 2009: 223-224). Dette karaktertræk kan opfattes som positivt, fordi det

kan lette de politiske forhandlinger – også på tværs af partiskel (Frederiksen & Nielsen, 2010: 161-

162; Høj, 2008b, 14. marts). Det er dermed i tråd med Stig Hjarvards pointe om, at en politiker

klarer sig godt, når vedkommende både formår at fremføre sit politiske budskab og virke

menneskelig og imødekommende (Hjarvard, 2008: 100). Problemet for Løkke er blot, at den

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

89 Programmer, der er fri for kritiske spørgsmål og blottet for politisk indhold (Elmelund-Præstekær et al., 2010).

110


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

menneskelige og sociale side rammer ham som en boomerang, da bilagssagen for alvor ruller. Den

personlige fortælling kan altså være svær at kontrollere og balancere.

Forholdet går dermed begge veje; politikerne er også selv med til at byde indenfor og iscenesætte

deres egen personlige fortælling. For Thornings vedkommende lader det til, at hun på sin vis har

accepteret, at hendes skatteforhold kan blive endevendt på forsiden af landets aviser: ”Sådan må det

være, når man er i toppolitik” 90 , siger hun til Politiken (Vangkilde, 2010, 2. juli). Denne accept står

i skarp kontrast til statsløsesagen. Her er nærmest tale om en afvisning af en uundgåelig politisk

adfærdspersonalisering, idet Rønn udviser arrogance og lukkethed over for journalister og

offentlighed og tidligere har givet udtryk for, at spindoktorer er en overvurderet størrelse

(Hornbech, 2011: 17). Der går således næsten tre uger, før Rønn udtaler sig til Information (Geist &

Dahlin, 2011, 1. februar). Rønn kunne have udnyttet personaliseringens karakteristiske storytelling

til at bygge videre på sit image som ”moralens vogter”. Men denne historie formår Rønn ikke at

fortælle offentligheden i skandaleperioden – tværtimod kommer det til at stå i modsætning til den

side af hende, hun viser under statsløsesagen. Rønn mener i øvrigt, at hendes personlighed ikke er et

emne, journalister skal beskæftige sig med (Hornbech, 2011: 19-21). I modsætning til Løkke og

Thorning, som formåede at bruge medierne som et led i deres personlige storytelling, fremstår Rønn

i stedet som en gammeldags politiker, der tilhører en anden tid (Lavrsen & Schmidt, 2011, 5.

februar).

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

90 Thorning accept af dette vilkår forstærkes desuden af den seneste udvikling i skattesagen, hvor Thorning offentligt

har afvist rygter om Kinnocks påståede homoseksualitet. Et anliggende, der i den grad må siges at have privat karakter

(Davidsen-Nielsen, Maltesen & Østergaard, 2012, 25. august).

111


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

5F?'*HLRXQRLTNJXQ4'9HSJHS[RQJQYHQ'

Analysen af, hvordan mediedækningen kendetegner de tre personlige politiske skandaler er

sammenfattet i tabel 26 nedenfor.

$KUHL'654'*HLRXQRLTNJXQ'ZHSJHS[RQJQYHQ'

' "JLKYNNKYHQ' #RKMMHNKYHQ' #MKMNL`NHNKYHQ'

!WNL`OJQYHO' *SRURSMa[ZXSP!,YQ[!,TM[!

X^^R]QNMPP`S!ZMNOPR]R!

-2)!O^[N`SRSG!OQ!7M]]X\a!

MaaR!ZRQONRS![aOQ!M!

8O]YOSa!

']^XSYOQMX]!O^[N`SRS!

^RfNZRdO]UNM]PR]!O^!UR!

[QOQ[N`[R!

*HQ'W\HOSH'NMKMNZKYM' $a[QSO!-NOURQ!RS!VXNMQM[a! -2)2!RS!VXNMQM[a!OaQ`S! ']^XSYOQMX]!RS!VXNMQM[a!

OaQ`S!

OaQ`S!

$KULXJSJNHOJQY' BOG!M!d`f!PSOU! BOG!M!d`f!PSOU! 5Rf!

#RKQSKLH\XTOQKLJNMJR' *SRURSMa[ZXSP!,YQ[!,TM[! BOG!-2)2!ZScPRS!aMNURS! 7SMQMa!O^!']^XSYOQMX][!

ZR]bQQRS!)dXS]UOdN[! caSMQM[a!

YO]PNR]UR!TOSMOQMX]!O^!

O]PSRZ!VW!.`aaR![XY!

aMNURSG!URS!O]aNOPR[!^XS!

O^P`SR]UR!O^[N`SM]P!!

OQ!TeSR!VXNMQM[RSR]UR!

9HSJHGHONXQKLJNHOJQY' -WUR!^Xac[!VW!VRS[X]!XP! &QeSaQ!^Xac[!VW! &Q`S[Q!^Xac[!VW!

[cZ[QO][!

VRS[X]R]G![eSNMPQ!M! [cZ[QO][R]G!YR]!XP[W!

^`S[QR!URN!O^![OPR]! Te[R]QNMPQ!VRS[X]^Xac[!

3XLJMJNR'

BOG!.`aaR!^XSYWS!ZWUR!OQ! BOG!)dXS]M]P!M]TMQRSRS! 5RfG!%`]]!^SRY[QWS![XY!

KSW[OSNGHONXQKLJNHOJQY' ^SRY^`SR![MQ!ZcU[aOZ!XP! VSR[[R]!M]UR]^XS!M! YM]M[QRS!O^!R]!O]UR]!QMU!

TMSaR!YR]]R[aRNMP!XP!

MY`URaXYYR]UR!

VSMTOQR]!

Analysen viste, at det er medierne, der sætter skandaleforløbet i gang i alle tre sager. De tre aviser,

der afslører skandalerne, er substantielt forskellige, idet de både repræsenterer en borgerlig

regionalavis, en tabloidavis og en centrumvenstre avis. I alle tre tilfælde fandt analysen desuden, at

et medie agerede politisk aktør i sagen; Ekstra Bladet i bilagssagen, B.T. i skattesagen og

Information i statsløsesagen. I forhold til skandalejournalistikken og tabloidiseringen var disse træk

mest tydelige i bilagssagen og i skattesagen. I den forbindelse er det interessant, at

personfremstillingen i medierne viste sig at være tydelig i alle tre sager, om end den ikke var så

omfattende i statsløsesagen, som i de to andre sager. Det er således værd at bemærke, at

personelementet i sagerne ikke kan tilskrives det tabloide træk i mediedækningen alene – for

statsløsesagen er personlig på trods af, at den ikke er tabloid. Men statsløsesagen er ikke

kendetegnet af personalisering i en sådan grad, at tendensen også går den modsatte vej; det vil sige,

at Rønn selv imødekommer medierne. I statsløsesagen kan der altså, i modsætning til bilagssagen

og skattesagen, ikke registreres betydelige tegn på politisk adfærdspersonalisering.

112


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Samlet set er der således belæg i analysen for at konkludere, at personalisering er et kendetegn ved

de personlige politiske skandaler, selvom det kommer til udtryk på forskellig vis i de enkelte sager.

I hvilket omfang de tre politikere har anlagt en medievandt og professionel håndtering af

skandalerne vil blive analyseret i det kommende analysekapitel.

113


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2!3($/-'B4'+C)*$/%()0''

Den enkelte politikers strategiske håndtering af skandalen er væsentlig at undersøge, fordi

håndteringen kan påvirke skandalens omfang og forløb. Skandaler fremprovokerer politikeres

behov for at forsvare deres offentlige omdømme, og dermed kan politikernes håndtering af

skandaler fortælle, hvor langt den skandaleramte politiker er villig til at gå for at beskytte sit

offentlige omdømme (Hornnes, 2012: 146-147). Politikernes håndtering af skandalerne kan

desuden give os et praj om, i hvor høj grad professionaliseringen kendetegner de enkelte skandaler.

Professionalisering er kendetegnet af politikernes bestræbelse på at få placeret deres dagsorden og

politiske budskaber i medierne ved at tilpasse sig mediernes nyhedskriterier og ved at forhandle

med journalisterne (Blach-Ørsten & Esmark, 2011: 11). En del af professionaliseringen blev

behandlet i forrige afsnit om mediedækningen i forbindelse med den såkaldte politiske

adfærdspersonalisering. Dette kapitel falder således i forlængelse af mediedækningen, fordi

håndteringen også giver en indikation på, hvor professionaliseret den skandaleramte politiker er i

mødet med medierne, når skandalen rammer. Hvorvidt det er en egentlig professionel håndtering,

der ligger bag de enkelte skandalers strategier er svært at bedømme ud fra de oplysninger,

datamaterialet giver os. En usynlig spindoktor eller en simpel brug af strategierne kan jo netop være

et tegn på en spindoktor, der har gjort sit job rigtig godt, eller en strategi, der har vist sig at være

effektiv. Ud fra Hornnes’ teori om håndteringstyper i skandaler kan de enkelte reaktioner i sagerne

dog alligevel fortælle en del om, hvilke strategiske tanker der ligger bag sagernes håndtering. I den

åbne kodning har vi desuden tilføjet en yderligere strategi til Hornnes’ håndteringsformer, nemlig

parameteret lukkethed. Da dette parameter primært er relevant for statsløsesagen, behandler vi

udelukkende lukkethed under Rønns håndtering. Kapitlet lægger ud med at give et overblik over

forekomsten af Hornnes’ strategier i de tre skandaler og behandler derefter de tre skandaler

enkeltvis.

BF1'#MOKMHYJHO'J'SH'MOH'NRKQSKLHO'

Tabel 27 illustrerer, hvor ofte vi har observeret en af strategierne fra Hornnes’ kontinuum 91 . Det vil

sige, at vi reelt måler omfanget af mediernes dækning af de enkelte strategier, og ikke hvor mange

gange forskellige forekomster af strategierne er til stede 92 . I indholdsanalysen er der udelukkende

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

91 Den venstre side i kontinuummet er den mest defensive strategi, og den højre side er den mest imødekommende

strategi.

92 Vi måler for eksempel antallet af gange Thorning undskylder, men ikke hvorvidt den samme undskyldning går igen.

114


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

målt på forekomst af strategierne i nyhedsartiklerne, idet vi anser strategier, der eventuelt optræder i

debatindlæg, ledere og kommentarer, for i højere grad at være en vurdering frem for en beskrivelse

af personens strategi 93 .

$KUHL'6B4'#MOKMHYJHO'J'SH'MOH'NRKQSKLHO'

!QYOHU' "HQ[YMHLNH' !QNPKONc #MVORHLNH'KW' 0`OH'SHM' .TLS'

!!

WOKNROJPHLNH' JZKYH' YXSM'JYHQ' TQSNRVLSQJQY'

"JLKYNNKYHQf' 1Ds! ?s! 10s! =s! 1:s! 0s!

#RKMMHNKYHQff' /s! 1=s! =s! :s! 1=s! 10s!

#MKMNL`NHNKYHQfff'


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

BF1F1'-`RRHN'NMOKMHYJHO4'.OK'GHONXQLJY'PHQSHMMK'MJL'UXSNYKQY']XN'"`OQHIKQIHOWXQSHQ'

Eftersom Løkke gør brug af samtlige strategier, benytter han ikke en ensidet defensiv eller

imødekommende strategi. Men fordi de defensive strategier; angreb, benægtelse og

ansvarsfraskrivelse samlet set kan registreres i et større omfang end de mere imødekommende

strategier; styrkelse af image, gøre det godt igen og fuld undskyldning, ses en tendens til en mere

defensiv strategi hos Løkke. I skandalens første fase er Løkkes umiddelbare håndteringsstrategi

således et modangreb på Uffe Thorndahl, som består i at fremhæve Thorndahls personlige motiver i

sagen, kombineret med et forsøg på at tale sagen ned. Løkke skubber også ansvaret fra sig ved at

benytte vendingen ”tiden var en anden” (Cordsen, 2008, 16. marts; Høj, 2008c, 14. marts, Høj,

2008d, 14. Marts; Høj, 2008, 12. april). Løkkes strategiske brug af de defensive håndteringsformer

forekommer ikke videre effektiv set i lyset af, at han alligevel ender med at tilbagebetale de penge,

han uretmæssigt har brugt 94 (Frederiksborg Amts Avis, 2008, 8. april; Frederiksborg Amts Avis,

2008, 15. maj; Kjærgaard, 2008, 17. maj).

Som Hornnes pointerer, kan håndteringen ændre karakter i løbet af en skandale, især når de

defensive strategier ikke virker (Hornnes, 2012: 138). Det sker således også i bilagssagen. De mere

imødekommende strategier opstår derfor først, da skandalen spidser til, og de defensive strategier

ikke har virket tilstrækkeligt. Løkke forsøger først at undskylde fejlen ved at proklamere: ”Det er

selvfølgelig mit personlige ansvar. Ingen tvivl om det” (Kjærgaard, 2008b, 8. april). Forgæves

prøver Løkke at lukke sagen ved en gøre det godt igen-strategi, hvor han giver de penge, han

uretmæssigt har brugt, til Børnecancerfonden 95 . Samtidig sætter han revisionsfirmaet Ernst &

Young til at undersøge sine bilag. At Løkke er på glatis illustreres også af, at Løkkes særlige

rådgiver Søs Marie Serup aktivt går ind og påtager sig ansvaret for at have kigget forkert i Løkkes

kalender i forbindelse med Jensen-forløbet, jf. analysekapitel om overtrædelser. Hun benytter

samtidig lejligheden til at styrke Løkkes image ved at hævde, at Løkke selv har taget ansvaret for

fejlen til trods for, at det var hendes skyld (Faurfelt & Hüttemeier, 2008, 17. maj).

Samlet set kan man for det første slutte om bilagssagen, at brugen af de mange håndteringsformer

vidner om en høj grad af professionalisering i sagen, om end den ikke er videre succesfuld i sin

udførelse. For det andet ender Løkke med at betale pengene tilbage, og dermed vedkender han sig

et ansvar og bekender, at han har begået fejl – uanset hvad han undervejs i skandaleforløbet

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

94 Først til Sundhedsministeriet og senere til Børnecancerfonden, fordi Frederiksborg Amt er nedlagt. Også Venstre må

punge ud og betale penge tilbage til ministeriet (Frederiksborg Amts Avis, 2008, 8. april; Frederiksborg Amts Avis,

2008, 15. maj; Kjærgaard, 2008, 17. maj).

95 Valget af Børnecancerfonden kan også ses som en ”gøre det godt igen” strategi i sig selv, da valget af organisationen

skal vise en anden side af Løkke og flytte fokus fra, at han uretmæssigt har brugt offentlige midler.

116


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

benægter, fraskriver sig ansvar for, forsøger at gøre godt igen og så videre. Med andre ord bøder

han i sidste ende for sine handlinger, selvom han undervejs gør, hvad han kan, for at komme ud af

fedtefadet ved at benytte samtlige håndteringsformer.

BF1F6'$]XOQJQYN'NMOKMHYJHO4'*HQ'NTIIHNWTLSH'TQSNRVLSQJQY'

Thornings strategi er i begyndelsen meget klassisk: Hun benægter (Hjortdal & Østergaard, 2010,

24. juni; Krog, 2010, 23. juni). Ifølge Hornnes er det meget almindeligt at starte med

benægtelsesstrategien, for virker den, kan man hurtigt lukke en sag (Hornnes, 2012: 138). Men den

1. juli 2010 – kun en uges tid efter skandalens start – ændrer Thorning sin strategi til at være langt

mere imødekommende. Det sker i B.T., hvor hun beklager, at hun ikke har svaret korrekt på

journalistens spørgsmål om, hvorvidt Kinnock har været til en række forretningsmøder i Danmark

(Krog & Vedsmand, 2010, 1. juli). Samtidig vælger parret at betale skat for hele 2009, hvilket kan

ses som en gøre det godt igen-strategi (Krog & Vedsmand, 2010, 1. juli). Det tydeligste eksempel

på en imødekommelse er den fulde undskyldning i sagen, da Thorning rejser hjem fra sin

sommerferie for at undskylde, at hun har givet divergerende oplysninger til myndighederne om

antallet af Kinnocks dage i Danmark. Her møder Thorning hele den samlede danske presse i

Københavns lufthavn, hvor hun undskylder og beklager sagen (Krog & Vedsmand, 2010, 31. juli).

Thorning går dermed umiddelbart fra den ene yderlighed i kontinuummet; benægtelse til den anden;

gøre det godt igen og undskyldning.!

Men det skal vise sig, at Thornings strategi ikke er helt så simpel. For det første fordi Thorning i

lufthavnen samtidig med sin undskyldning understreger, at hun og Kinnock ikke bevidst har lavet

fejl for at snyde, hvilket betyder, at undskyldningen inkluderer en form for ansvarsfraskrivelse i

undskyldningen (Davidsen-Nielsen & Kaae, 2010, 31. juli). I samme forbindelse styrker hun også

sit image ved at sige: ”Jeg har været formand for Socialdemokraterne i fem et halvt år. Jeg er

meget omhyggelig med at pleje mit bagland, sige tingene rigtigt og korrekt og holde mig til

sandheden altid. Det er den person, jeg er” (Davidsen-Nielsen & Kaae, 2010, 31. juli). På den

måde forsøger Thorning at henlede befolkningens opmærksomhed på de positive sider af hende

som person og hendes virke som politiker, for således at forsøge at rette op på det billede, der ellers

fylder mediebilledet; nemlig at hun er sjusket og ikke vil bidrage til fællesskabet (Hornnes, 2012:

138-139, 143). !

For det andet er Thorning også defensiv i sin strategi. Både Thorning selv og politisk ordfører

Henrik Sass Larsen angriber Venstre, især fordi Sass undrer sig over, hvorfor Venstre er så

117


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

velinformerede i sagen (Davidsen-Nielsen & Kaae, 2010, 22. august). Som en slags

afledningsmanøvre forsøger Thorning og hendes folk samtidig at flytte fokus fra skattesagen ved

pludselig at kritisere Pia Kjærsgaard og Løkkes samarbejde med Dansk Folkeparti 96 (Brandstrup &

Vangkilde, 2010, 18. august). I anden del af skattesagen går Thorning ud og afviser med det

samme. Det kan man karakterisere som benægtelse, mens hun også samtidig angriber B.T. Hun

afviser desuden at udtale sig konkret (Krog & Miles, 2011b, 10. september). Dermed er hun mere

defensiv i anden del af sagen, og da det er den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen, der

ender i den varme stol, holder Socialdemokraterne sig ikke tilbage med at angribe Venstre og

Troels Lund Poulsen (Agger & Pedersen, 2011, 11. november; Brandstrup & Maltesen, 2011, 11.

november; Brandstrup & Skærbæk, 2011, 15. november).

Selvom Thorning ligesom Løkke gør brug af samtlige strategier, er det i sidste ende

bemærkelsesværdigt, at omfanget af Thornings strategier er størst i forhold til de to strategier

benægtelse og den fulde undskyldning. Benægtelsen måtte Thorning droppe, men eftersom der ud

over gøre det godt igen-strategien ikke kan registreres andre omfattende strategier end

undskyldningen, tyder det på, at Thorning ikke har fundet det nødvendigt for alvor at gøre brug af

de andre strategier. Det bekræftes af, at Hornnes med udgangspunkt i Thornings skattesag

konkluderer, at den fulde undskyldning i Thornings tilfælde virkede efter hensigten, idet både

medierne og offentligheden godtog den (Hornnes, 2012: 145-146). Desuden fandt Thorning det –

modsat Løkke – ikke nødvendigt at synliggøre sin særlige rådgiver, Noa Redington. Han er kun

nævnt ved navn meget få gange i sagen (Barfoed, Krog & Weng, 2010, 3. august; Krog & Miles,

2011a, 10. september; Krog & Vedsmand, 2010, 2. juli). Thornings krisehåndtering med

Redingtons hjælp har dermed, som B.T. skriver ”været nogenlunde efter spin-lærebogens ABC”

(Andersen, 2010, 3. august).

'

'

'

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

96 Dansk Folkeparti skyder dog igen, da Kristian Thulesen Dahl udtaler: ”Man ønsker at få afledt debatten om egne

forhold, og her er et angreb jo det bedste forsvar” (Brandstrup & Vangkilde, 2010, 18. august).

118


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

BF1F8'%`QQN'NMOKMHYJHO4'gEHY'NLTRRHO'WXO'ZJROXWXQHQ'QT_'XY'\HY'M[QSHO'SHQ'JRRH'JYHQg 97 '

Det, der overordnet set, karakteriserer Rønns håndtering af statsløsesagen, er brugen af defensive

strategier. Selvom Rønn ikke benægter sagen, befinder hun sig med undtagelse af gøre det godt

igen-strategien primært i yderste venstre side af Hornnes’ kontinuum, hvor håndteringsformerne er

mest afvisende (Hornnes, 2012: 137-139). Det illustreres også af Rønns intensive brug af

parameteret lukkethed, som ligger uden for Hornnes’ kontinuum. I datamaterialet er parameteret

”lukkethed” kodet i de tilfælde, hvor interview ikke gennemføres, hvor det fremgår, at personen

ikke vil udtale sig, eller det er tydeligt, at der er forhold, der forbliver usagte. I forhold til Hornnes’

teori kan lukkethed derfor ses som en strategi i den defensive afdeling af kontinuummet.

Som illustreret i tabel 28 forekommer lukketheden i nogen eller i høj grad i ikke mindre end 65

procent af nyhedsartiklerne i statsløsesagen.

$KUHL'6=4'-TRRHM]HS'J'SH'MOH'NRKQSKLHO'

!! "JLKYNNKYHQf' #RKMMHNKYHQff'''' #MKMNL`NHNKYHQfff'

(']`\'YOKS' =s! 10s! 0;s!

('QXYHQ'YOKS' :s! =s! 1=s!

(QYHQ' A1s! ?=s! =0s!

('KLM' 1DDs! 1DDs! 1DDs !

jk!5!t!1;?!]bdRU[OSQMaNRSG!jjk!5!t!1D=!]bdRU[OSQMaNRSG!jjjk!5!t!1/


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

forhold til politik og medier ikke er kendetegnet af professionalisering, sådan som det også gjorde

sig gældende i analysekapitlet om mediedækningen.

Selvom Rønns strategi primært er af den lukkede, defensive slags, er andre strategier også tydelige.

Rønn styrker blandt andet sit image ved at tilkendegive, at der ikke sker fejl under hendes ledelse,

jf. practice as you preach-dimensionen: ”Jeg har jo i hvert fald, så længe jeg har været minister,

været af den opfattelse, at der har været administreret korrekt, fordi alt andet ville være i strid med

mine direktiver og min grundopfattelse af tingene, nemlig at konventioner skal holdes” (Geist &

Dahlin, 2011, 10. februar). Rønn gør således i de få udtalelser, hun kommer med i medierne, hvad

hun kan for at understrege sin egen troværdighed som minister.

I flere tilfælde fraskriver Rønn sig desuden ansvaret for sagen. Hun fremhæver blandt andet, at

Integrationsministeriet har skiftet hænder mange gange, og at det er en årelang praksis, der har

fundet sted (Geist & Dahlin, 2011a, 14. januar; Information, 2011, 17. januar). Men

ansvarsfraskrivelsen går med sagens udvikling langsomt over i et angreb på embedsværket i

Integrationsministeriet, som hun anklager for at have overset konventionerne, og på den måde

bliver hun om end mere defensiv i sin strategi (Information, 2011, 11. februar). I det åbne samråd i

Folketingets Indfødsretsudvalg angriber hun desuden oppositionen for at have sovet i timen, idet

hun allerede i 2010 orienterede Folketinget om den fejl, der var sket. På den måde lægger hun også

en del af ansvaret for den manglende orientering af Folketinget over på oppositionen. Men i

samrådet forsøger Rønn samtidig at glatte ud, undskylde og forklare, hvordan fejlen kunne være

sket 98 (bilag 1A). En vis grad af håndteringsformerne gøre det godt igen samt undskyldning er altså

også at finde i Rønns håndtering – selvom det ikke er disse håndteringsformer, der fylder mest. Da

Rønn afskediges af Løkke, ytrer hun således ikke et eneste beklagende ord (bilag 1H).

BF6'*HLRXQRLTNJXQ4'+bQSMHOJQY'

Overordnet set kendetegner håndteringen i de tre sager på forskellig vis den personlige politiske

skandale. Både Løkke og Thorning gør brug af samtlige strategier, mens Rønn aldrig benægter

sagen, fordi hendes tilståelse overfor Folketinget er selve startskuddet til den endelige

offentliggørelse af sagen. Men bortset fra, at alle strategier er i spil i både bilagssagen og

skattesagen, ligner de to håndteringsmåder ikke hinanden. Omfanget af angreb og

ansvarsfraskrivelse er således markant større i bilagssagen end i skattesagen, mens den fulde

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

98 En lignende håndteringsform kan ses, da Rønn d. 18. februar 2011 beslutter, at hun vil sende 400-500 statsløse

palæstinensere et brev, hvor de bliver gjort opmærksom på, at de har ret til statsborgerskab (Søndergaard, 2011, 19.

februar).

120


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

undskyldning, sammenlignet med både bilagssagen og statsløsesagen, forekommer klart mest i

skattesagen. Rønn har det til fælles med Løkke, at omfanget af ansvarsfraskrivelse i statsløsesagen

er omtrent ligeså stort som i bilagssagen. Statsløsesagen skiller sig dog ud, idet parameteret

lukkethed forekommer her i langt højere grad end i de to andre sager, hvormed vi kan konstatere, at

Rønns tilgang til medierne er betydelig mindre professionel end både Thorning og Løkkes. Sluttelig

er det interessant, at strategierne gøre det godt igen og styrkelse af image forekommer i stort set

samme omfang i de tre sager. Det skyldes formentligt, at de to strategier er forholdsvis harmløse,

idet de begge er imødekommende, og det dermed aldrig kan skade at forsøge at rette op på fejlen og

sit image.

I forhold til professionaliseringen kan vi dermed – med de forbehold kapitlet indledningsvist

nævnte – konkludere, at den professionelle håndtering kendetegner både bilagssagen og

skattesagen, selvom Thorning viser sig at være væsentlig mere effektiv i sin professionelle tilgang

end Løkke. I Rønns tilfælde kan det derimod afvises, at en professionel håndtering kendetegner

statsløsesagen. Den professionelle håndtering i bilagssagen og i skattesagen kan ses som et udtryk

for, at der er meget på spil for både Løkke og Thorning. Løkkes håndtering kommer, med den store

andel defensive strategier, nærmest til at fremstå desperat, mens det med Thornings fulde

undskyldning er tydeligt, at hun er indstillet på at gøre alt for at lukke sagen i en fart.

I statsløsesagen ender Rønns håndtering, som Information skriver, nærmest med at være det, der gør

sagen til en skandale: ”Birthe Rønn Hornbech [har] på sin særlige facon trådt både forgængere,

ansatte, medier, venner, støtter og fjender over tæerne” (Flores, 2011, 5. marts). Rønns lukkethed

bidrager ikke just til offentlighedens billede af hende, og hendes håndtering vidner derfor om, at

hun ikke på samme måde som Løkke og Thorning er indstillet på at bøje sine principper for at

beskytte sit offentlige omdømme.

Det sidste kendetegn ved den personlige politiske skandale er den politiske involvering, som i vores

definition består af politikere og politiske institutioner. Det følgende analysekapitel undersøger

således, hvordan den politiske involvering kendetegner de tre personlige politiske skandaler.

121


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2!3($/-'=4'3,-($(#2'();,-;/%()0'

For at få en samlet forståelse af den personlige politiske skandale i Danmark, sigter dette kapitel

ligesom de tre foregående analysekapitler mod at besvare spørgsmålet: Hvad kendetegner den

personlige politiske skandale? Den politiske involvering er med til at kendetegne den personlige

politiske skandale, fordi både andre politikere, statsministeren under den pågældende skandale og

forvaltningen på den ene eller anden måde positionerer sig i forhold til den skandaleramte politiker

og selve skandalens indhold. Tabel 29 giver et overblik over den overordnede politiske involvering.

$KUHL'6:4'3XLJMJNR'JQPXLPHOJQY'J'SH'MOH'NRKQSKLHO'

'' "JLKYNNKYHQ' #RKMMHNKYHQ' #MKMNL`NHNKYHQ'

!QMKL'GXLJMJRHOH' 0D! =


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

=F1'3XLJMJRHOQHN'JQPXLPHOJQY'

I alle tre skandalesager spiller både politiske venner og fjender væsentlige roller. De enkelte

politikeres positioner i forhold til sagerne er inddelt i og kodet efter tre kategorier: forsvar, simpel

afstandstagen og angreb. Det følgende afsnit er struktureret ud fra de tre kategorier.

=F1F1'.XONPKONGXNJMJXQHO'

Forsvarskategorien er fundet ud fra den åbne kodning og har derfor ikke rod i teorien. En af

årsagerne til, at teorien om andre politikeres forsvar af deres kollegaer i forbindelse med

skandalesager er mangelfuld, kan være, at politiske aktører sjældent kommer skandaliserede

politikere til undsætning, fordi de frygter, at skandalen kan eskalere og dermed tage dem med i

faldet. Det er desuden ofte usandsynligt, at en politiker hjælper en politisk fjende i en vanskelig

situation (Jenssen & Fladmoe, 2012: 55). Alligevel er kategorien vigtig at undersøge, idet den kan

bidrage substantielt til forståelsen af personlige politiske skandaler.

I bilagssagen er et af de tydeligste eksempler på en forsvarsposition Venstres finansordfører, Peter

Christensen. I forbindelse med anklagerne om Løkkes overdrevne taxakørsel i sin tid som

amtsborgmester, forsvarer Peter Christensen således Løkke ved at udtale, at Løkkes taxaforbrug var

billigt i forhold til andre borgmestres taxakørsel (Sabroe, 2008, 20. maj). Peter Christensen tager på

den måde Løkkes udskejelser i ed og maner til besindelse i forhold til den offentlige forargelse. På

samme måde udtrykker Helle Thorning-Schmidts partifælle, Nick Hækkerup, i skattesagens

begyndelse, at han er rystet over, at der nu stilles krav til, at også politikeres familiemedlemmer må

agere rent og dydigt, for at en politiker kan bevare sin troværdighed (Hjortdal & Østergaard, 2010,

24. juni). Hækkerup forsøger på den måde at gøre sagen til et generelt politisk spørgsmål om

personfiksering og om, hvor mange krav det er rimeligt, samfundet stiller til den enkelte politiker.

Samme forsvarsmæssige positioner kommer fra Morten Bødskov, Socialdemokraternes

finansordfører, i forbindelse med, at Thorning bliver beskyldt for at give divergerende oplysninger

til myndighederne (Nielsen, 2010, 30. juli).

Løkke og Thornings politiske venner, der forsvarer dem, bevarer deres positioner igennem hele

forløbet. Anderledes ser det ud for Rønn, idet hendes mest åbenlyse støtter vender hende ryggen,

efterhånden som sagen folder sig ud. Karsten Lauritzen forsvarer, som Venstres

integrationsordfører, således fra begyndelsen Rønn og hendes ministerium (Geist & Dahlin, 2011,

12. januar). Det gør han indtil antallet af afsløringer i sagen stiger, og presset på Rønn tager til.

Herefter trækker Lauritzen sin opbakning i land: ”Jeg har revurderet min opfattelse og læst

123


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

konventionen, og jeg må sige, at der er tale om et klokkeklart brud. Der må være sket en

menneskelig fejl i systemet, men det skyldes næppe fortolkningsproblemer i ministeriet” (Geist &

Dahlin, 2011, 19. januar; Geist & Dahlin, 2011, 2. marts). Lauritzens tidlige tilbagetrækning – der

går otte dage fra Information afslører sagen til Lauritzen reviderer sin opfattelse – kan anses som et

tegn på, at skandalen er alvorlig. På den måde går Lauritzen fra at være i forsvarsposition til at

foretage en simpel afstandstagen, hvor han sørger for, at hans person ikke bliver for tæt forbundet

med Rønn, som det ofte sker, når politiske støtter frygter, at en skandale vil eksplodere (Jenssen and

Fladmoe, 2012: 55). Rønn har dog et par trofaste støtter i Dansk Folkeparti, som bakker hende op

gennem hele forløbet – primært fordi Søren Krarup med flere kan dreje sagen til egen fordel 100

(Geist & Dahlin, 2011b, 14. januar).

De forskellige forsvarspositioner giver samlet en indikation på sagens alvor: Forsvarspositionerne

bliver færre og svagere, efterhånden som sagens alvor stiger.

=F1F6'#JZGHL'KWNMKQSNMKYHQ'

En anden position, enten politiske venner eller modstandere kan indtage, er den simple

afstandstagen. Den simple afstandstagen bygger på Thompsons tredje karakteristika ved en

skandale og handler om, at udenforstående må finde skandalehandlingen moralsk forkastelig, for at

en sag kan karakteriseres som en skandale (Thompson, 2002: 31-32). Den simple afstandstagen

adskiller sig fra forsvars- og angrebspositionerne ved netop hverken at være et direkte forsvar eller

et direkte angreb mod den skandaleramte person. Det handler oftest om politiske venner, som ikke

vil fedtes ind i sagens substans og derfor offentligt søger at lægge afstand til sagen (Jenssen &

Fladmoe, 2012: 55). Det er Karsten Lauritzens indblanding i statsløsesagen, som allerede pointeret,

et godt eksempel på. Et andet tydeligt eksempel på den simple afstandstagen er, da Enhedslistens

Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Aaen i skattesagen udtaler, at de og resten af Enhedslisten

mener, det er på tide, Stephen Kinnock får sig en samtale med Skat for at få tingene udredt, så

skatteforholdene er både lovlige og rimelige (Barfoed & Krog, 2010, 24. juni; Karker & Krog,

2010, 25. juni). De Radikales Morten Østergaard gør det samme, efter Thorning undskyldte

problemerne i skattesagen: ”Det er vigtigt, at Helle Thorning erkender, at der er tale om en stor

fejl. Det er godt, hun kommer hjem og kryber til korset” (Davidsen-Nielsen & Kaae, 2010, 31. juli).

Både Enhedslisten og De Radikale får på den måde tydeligt understreget, at det er afgørende for

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

100 Krarup mener, at kernen i sagen ikke er den uret, der begået mod unge statsløse personer, men snarere det faktum, at

Danmark er forpligtet til at overholde internationale konventioner og ikke Grundloven (Geist & Dahlin, 2011b, 14.

januar).

124


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

begge partier at have orden i skattepapirerne, og at uorden principielt er en alvorlig overtrædelse.

Men de hverken angriber eller forsvarer hende yderligere, og derfor er der tale om den simple form

for afstandstagen.

De politikere, der tager afstand fra Løkkes handlinger i bilagssagen, er hans tidligere kollegaer i

Frederiksborg Amt. Det drejer sig særligt om Finn Hansen og Conny Dideriksen, som henviser til,

at de ikke har været bekendt med Løkkes overskridelse af budgetterne. Dermed føler de sig vildledt

af den daværende amtsdirektør, amtets kontorchef og revisionsfirmaet Ernst & Young

(Frederiksborg Amts Avis, 2008c, 17. maj). Også Løkkes forgænger på amtsborgmesterposten,

Kirsten Ebbensgaard, tager afstand fra Løkkes handlinger. Hun understreger blandt andet, at

taxakørslen ikke var helt så hyppig i hendes tid som amtsborgmester, som under Løkke

(Frederiksborg Amts Avis, 2008, 22. maj). Det mest interessante i bilagssagen i forhold til

afstandstagen er, at det primært er de tidligere amtspolitikere og ikke folketingspolitikerne, der ser

et behov for at holde sagen i strakt arm. Det kan skyldes, at folketingspolitikerne ikke har fundet

anledning til at tage afstand fra handlingerne af den simple årsag, at de ikke har fundet dem

tilstrækkeligt moralsk forkastelige, eller fordi de har fundet overtrædelserne så moralsk forkastelige,

at de vælger at angribe i stedet.

=F1F8'!QYOHUNGXNJMJXQHO4'#RKQSKLHQ'NXZ'GXLJMJNR'PbUHQ'

Politikere kan også vælge at bruge en politisk modstanders skandalesag til at skandalisere den

pågældende yderligere og på den måde udnytte situationen til egen fordel. Den politiske skandale

kan på den måde bruges som et våben (Jenssen and Fladmoe, 2012: 55-57; Granvig & Lauridsen,

2012, 1. april). Denne form for politisk angreb er hyppigt brugt i de tre sager, specialet undersøger.

Det kan hænge sammen med konklusionerne fra mediedækningsafsnittet; skandaliseringen betyder,

at medierne gerne bidrager med at bære mere brænde til bålet (Jenssen & Fladmoe, 2012: 60-61).

Bilagssagen starter med, at den konservative borgmester i Hørsholm, Uffe Thorndahl, videregiver

informationer om rodet i Løkkes bilag til Frederiksborg Amts Avis, som bringer historien (Høj,

2008a, 14. marts). Det ligner unægteligt et personligt hævnmotiv, hvor Thorndahl forsøger at

skandalisere Løkke. Tilbage i 1998 snuppede Løkke nemlig amtsborgmesterposten for næsen af

Thorndahl, og desuden har Thorndahl været en stærk kritiker af strukturreformen og de deraf

følgende kommunesammenlægninger, som Løkke stod bag (Frederiksen & Nielsen, 2010: 163-164;

Faurfelt & Hüttemeier, 2008, 25. maj). Også andre af Løkkes politiske modstandere bruger

skandalen strategisk. Både Enhedslistens Per Clausen og Socialdemokraternes Rasmus Prehn

125


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

udnytter situationen til strategisk at positionere sig (Frederiksborg Amts Avis, 2008, 26. april;

Frederiksborg Amts Avis, 2008, 28. April; Møller, 2008, 29. marts). Det er således en forespørgsel

fra Rasmus Prehn, der bringer Løkke i åbent samråd i Politisk-Økonomisk Udvalg, hvor han må

forklare sig (bilag 2C). Per Clausen udnytter muligheden for at stille et §20 spørgsmål om sagen, så

både Løkke og Fogh bliver konfronteret med sagen i Folketingssalen (bilag 2A; Cordsen, 2008, 4.

maj; Frederiksborg Amts Avis, 2008, 28. april). Rønns politiske modstandere udnytter i forskellig

grad skandalen om de statsløse til egen fordel. En af Rønns mest udtalte modstandere,

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, ser fra begyndelsen sit snit til at bruge Rønns sag til at få

sin egen politiske dagsorden igennem. Det sker gennem stærkt sprogbrug som ”jeg er simpelthen

rystet” (Geist & Dahlin, 2011, 1. Februar; Geist & Dahlin, 2011, 2. februar) og ”Efter min mening

er vi nu nået dertil, hvor det er tvivlsomt, om Rønn kan blive siddende som minister” (Geist &

Dahlin, 2011a, 24. februar). Således bruger Johanne Schmidt-Nielsen både sagen til at markere sine

egne mærkesager og til at manifestere Enhedslistens position som demokratiets vagthund, der også

kommer til udtryk gennem partiets ivrige brug af §20 spørgsmål (Knudsen, 2007: 183; McGhie,

2012, 1. februar).

I skattesagen kan Venstres brug af skandalen som politisk våben ses som et eksempel på, at den

postmoderne, permanente kampagne har godt fat i dansk politik. Politikere og partier befinder sig

som resultat af den moderniseringsproces, teorikapitlet beskrev, i dag i en permanent kampagne,

hvor negativ omtale og personaliseret politik er hverdagspraksis. Et af kendetegnene ved den

permanente kampagne, Norris konceptualiserer, er politikere og partiers negative angreb på

konkurrenter (Norris, 2000: 140). I skattesagen fører Peter Christensen således en negativ

kampagne mod Thorning, som han gentagende gange kalder for ”skattespekulant” – også efter

Thorning og Kinnock er blevet frikendt af Skat (Davidsen-Nielsen & Kaae, 2010, 30. juli;

Mortensen, 2010, 30. juli; Beder, Brix & Madsen, 2010, 18. september). Imidlertid er der også en

risiko forbundet med at bruge skandalen strategisk på den måde, fordi det kan ende med at give

bagslag (Jenssen & Fladmoe, 2012: 55). Det sker for Peter Christensen, da flere Venstrefolk mener,

at hans kritik er uberettiget, og at han er gået for vidt i sagen (Beder, Brix & Madsen, 2010, 18.

september).

Hele skattesagen kan i princippet også forstås som et angreb på Thornings person, fordi sagen

udvikler sig til at være et spørgsmål om magtmisbrug og om, hvorvidt det er personer fra Venstre,

126


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

der har forsynet B.T. med oplysningerne i sagen 101 (Brandstrup, Kaae & Sheikh, 2010, 25. juni;

Davidsen-Nielsen & Kaae, 2010, 22. august; Davidsen-Nielsen & Maltesen, 2011, 9. oktober). Om

der er hold i denne påstand eller ej bliver dog først afgjort, når undersøgelseskommissionen

fremlægger sine resultater i marts 2014 (bilag 3D).

Eksemplerne viser, at politikere både positionerer sig defensivt og offensivt i forhold til den

skandaleramte person. Hvis sagen er tilstrækkelig moralsk forkastelig, markerer de tydeligt, at de

tager afstand fra sagen, da de ikke vil identificeres med dårlig moral. Positioneringskampene kan

endvidere ses som et tegn på, at personaliseringstendensen er til stede i personlige politiske

skandaler i og med, at positionerne mellem de skandaleramte politikere og politiske venner og

fjender markerer et skift fra en politisk kamp mellem partier til en politisk kamp mellem individer

(Rahat & Sheafer, 2007: 66-68).

=F1F7'#MKMNZJQJNMHOHQN'JQPXLPHOJQY'J'NRKQSKLHQ'

Udover de politiske med- og modspilleres positioneringer er det nødvendigt at anskueliggøre en

særlig politikers position i forhold til de tre sager: statsministeren. Politiske skandaler kan være

risikable og omkostningsfulde for statsministeren, fordi statsministeren har tilsynspligt med de

øvrige ministres embedsførelse. Dermed står statsministeren med det endelige ansvar, hvis en

minister kommer i problemer (Christensen, 1997: 325, Knudsen, 2007: 291-292). En regeringsleder

vil derfor ofte hurtigt lægge afstand til den skandaleramte, da det ikke er i statsministres interesse at

blive for tæt forbundet med en skandalesag (Jenssen & Fladmoe, 2012: 55; Thompson, 2002: 256-

259). For statsministre er en af de største risici i forbindelse med skandaler at udtale sig fejlagtigt

om sagen. Det klassiske eksempel på en sådan fejl finder vi i tamilsagen, hvor daværende

statsminister Poul Schlüter påstod, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Det var der som

bekendt. Det betød, at Schlüter måtte trække sig som statsminister, og regeringen gik af 102

(Christensen, 1997: 315, Knudsen, 2007: 78-79).

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

101 Ved Folketingets afslutningsdebat i starten af juni 2010 spurgte Venstres Jacob Jensen Thorning om, hvorvidt hun

syntes, hun betalte for lidt i skat. Det svarede hun ja til, fordi hun ikke mente VK-regeringens beskatning ikke var nok

til at sikre velfærden. Jacob Jensen stillede spørgsmålet, fordi skatteminister Troels Lund Poulsen havde åbnet en konto

på vegne af en borger, der gerne ville betale mere i skat, hvor også andre borgere skulle kunne indbetale mere i skat.

Imidlertid offentliggjorde B.T først sagen d. 23. juni 2010, altså uger efter afslutningsdebatten, og derfor er spørgsmålet

om Jacob Jensens spørgsmål i Folketingssalen og Troels Lund Poulsens iver for at åbne en frivillig skattekonto hænger

sammen med B.T.’s skriverier (Hansen & Maltesen, 2012, 26. februar).

102 Som en direkte konsekvens af tamilsagen strammede man reglerne for, hvornår Statsministeriets departementschef

skal underrettes om genstridige ministre, der har alvorlige problemer med enten at efterleve gældende lov og ret eller

ikke retter sig efter embedsværkets klare anbefalinger (Geist & Dahlin, 2011a, 3. marts).

127


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

De tre skandaler viser, at statsministerens position både kan være udtryk for simpel afstandstagen,

forsvars- og angrebspositioner. I skattesagen er statsminister Lars Løkke Rasmussen helt

fraværende i første del af sagen. Men i anden del af sagen er han opmærksom på ikke at indlede et

angreb på Thorning. Hans ageren kommer dermed næsten til at fremstå som et forsvar for Thorning,

idet han sørger for ikke at kommentere sagen i detaljer. Denne strategi skyldes højst sandsynligt, at

Løkke ikke ønsker, at sagen rammer ham som en boomerang, hvis det viser sig, at Venstre er

involveret i at lække oplysningerne om Thornings skatteforhold 103 (Ib, 2011, 10. september;

Østergaard, 2011, 9. september). Det gør Løkke klogt i, for senere i sagen bliver der netop sat

spørgsmålstegn ved, hvor meget han har vidst om Troels Lund Poulsens mulige indblanding

(Karker, 2011b, 3. december).

I bilagssagen drejer statsminister Anders Fogh Rasmussens involvering sig om, hvor meget han ved

om Løkkes bilagsrod. Fogh har oplyst Folketinget om, at han ikke kender til sagen, selvom

Thorndahl har informeret Statsministeriet om sagen (bilag 2A). På den side bliver han derfor

anklaget for at have vidst mere, end han reelt havde givet udtryk for. Men på den anden side er

Fogh meget påpasselig med ikke at afvise, at der er sket fejl, før han er sikker i sin sag. Derfor er

det også først, da Fogh er tryg ved, at bilagssagen ikke rummer andre ubehageligheder end blot

sjusk og sløseri, der kan være skadelige for ham selv eller partiet, at han for alvor forsvarer Løkke

offentligt (Cordsen, 2008, 25. maj).

I det lys er statsminister Lars Løkke Rasmussens ageren i statsløsesagen interessant. Løkke er langt

hen ad vejen, ligesom Fogh i bilagssagen, i stand til at holde sig ude af statsløsesagen. Men

alligevel jokker Løkke i skandalespinaten. På sit ugentlige pressemøde d. 23. februar 2011 går

Løkke personligt ind i sagen og kræver en redegørelse fra Rønn 104 , og samtidig anklager han den

tidligere SR-regering for at have kendt til eller måske endda at have startet den ulovlige

sagsbehandling af statsløse i deres regeringsperiode (Lehmann, 2011, 23. februar). Her er altså tale

om en angrebsposition. Problemet er blot, at Løkke ikke har sikret sig, hvilke konsekvenserne det

kan få, hvis han blander sig i sagen. Det viser sig hurtigt, at der ikke er belæg for påstanden om, at

den ulovlige fejlbehandling startede under SR, og Løkkes pressechef må offentligt trække

udtalelsen i land (Geist & Dahlin, 2011, 23. februar). Løkke forsøger efterfølgende at undgå

indblanding i sagen, hvilket resulterer i massiv kritik af hans lederevner – både fra pressen og

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

103 Samtidig er der heller ingen grund til at blive mødt at den samme kritik som Peter Christensen bliver i forbindelse

med, at han kalder Thorning for skattespekulant, der virker som et billigt personangreb og negativ kampagne (Beder,

Brix & Madsen, 2010, 18. september). Ved at konstatere, at det er problematisk, at personfølsomme oplysninger er

sluppet ud, spiller Løkke med sin gentleman-agtige stil desuden på statsmandsattituden (Ib, 2011, 10. september).

104 Det er denne redegørelse, der i sidste ende bliver Rønns endeligt (bilag 1I).

128


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Venstres egne rækker 105 (Blem, Larsen & Kjærgaard, 2011, 3. marts; Flores, 2011, 5. marts).

Forsøget på strategisk at undgå indblanding bliver altså mod slutningen en indikation på dårligt

lederskab frem for kløgtig skandalehåndtering. Til sidst trækker Dansk Folkeparti også deres støtte

til Rønn!(Søndergaard & Jessen, 2011, 1. marts), og få dage efter må Løkke give efter for presset og

fyre Rønn – ikke mindst for at redde sit eget skind.

Statsministrenes positionering i skandalesager fortæller os altså, at statsministeren både skal være

påpasselig med at angribe politiske modstandere og forsvare egne ministre, fordi

statsministertaburetten kan begynde at vakle, hvis det siden hen viser sig, at der er noget at komme

efter. Således lader den bedste strategi til at være at holde sagen en armslængde fra Statsministeriet,

så statsministeren undgår at træde i skandalespinaten – og i værste fald blive taget med ned i faldet.

=F1F?',GNKZLJQY4'3XLJMJRHOQHN'JQPXLPHOJQY'

Tabel 30 samler op på politikernes involvering i de tre skandaler.

$KUHL'8A4',GNKZLJQY'Gb'GXLJMJRHOQHN'JQPXLPHOJQY'

' "JLKYNNKYHQ' #RKMMHNKYHQ' #MKMNL`NHNKYHQ'

.XONPKONGXNJMJXQHO' 3RQRS!4dSM[QR][R]!^XS[TOSRS!

.`aaR[!QOrOa`S[RN!c]URS!

dO][!QMU![XY!

OYQ[ZXSPYR[QRS2!

#JZGHL'

KWNMKQSNMKYHQ'

*M]]!CO][R]!XP!4X]]b!

8MURSMa[R]!^SO!*SRURSMa[ZXSP!

,YQ!TOS!MaaR!ZRaR]UQ!YRU!

[OPRS]R2!*`NRS![MP!TMNUNRUQ2!

)MUNMPRSR!OYQ[ZXSPYR[QRS!

7MS[QR]!$ZZR][POOSU!

VWVRPRS!YM]USR!QOrO^XSZScP!

R]U!.`aaR2!

!

!QYOHUNGXNJMJXQHO' +^^R!)dXS]UOdN!O]aNOPRS!

.`aaR!^XS!YM[ZScP!O^!

X^^R]QNMPR!YMUNRS2!

3RS!4NOc[R]![QMNNRS!aSMQM[aR!

[V`SP[YWN!XY![OPR]!QMN!ZWUR!

*XPd!XP!.`aaR!M!

*XNaRQM]P[[ONR]2!

%O[Yc[!3SRd]!aSeTRS!.`aaR!

M!WZR]Q![OYSWU2!

!

5M\a!CeaaRScV!XP!>XSQR]!

-`U[aXT!^XS[TOSRSG!MURQ!UR!

YR]RS!O]PSRZR]R!VW!

)dXS]M]P!RS!PWRQ!^XS!NO]PQ2!

BXdO]]R!&\dYMUQH5MRN[R]!

XP!*SO]a!,OR]!YR]RSG!

7M]]X\a!Z`S!aX]QOaQR!

&7,)!^XS!OQ!^W![QbS!VW![M]R!

[aOQQR^XSdXNU2!>XSQR]!

F[QRSPOOSU!ZM^ONURS!

)dXS]M]P[!c]U[abNU]M]P2!

3RQRS!4dSM[QR][R]!^`SRS!

]RPOQMT!aOYVOP]R!YXU!

)dXS]M]P!XP!aONURS!dR]UR!

R]![aOQQR[VRacNO]Q2!CRNR!

[aOQQR[OPR]!aO]![R[![XY!

#R][QSR[!O]PSRZ!VW!

)dXS]M]P2!

7OS[QR]!.OcSMQmR]!

^XS[TOSRS!%`]]!M!UR!

^`S[QR!UOPR!O^![OPR]2!

7OS[QR]!.OcSMQmR]!QOPRS!

O^[QO]U!^SO!%`]]G!UO!

[OPR]!R[aONRSRS2!

BXdO]]R!&\dYMUQH

5MRN[R]!O]PSMZRS!%`]]!

XP![NWS!$]dRU[NM[QR][!

SXNNR![XY!*XNaRQM]PRQ[!

TOPQdc]U!^O[Q2!

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

105 Medlemmer af Venstre udtaler til Ekstra Bladet, at ”Han optræder mere og mere som en vatpik” (Blem, Larsen &

Kjærgaard, 2011, 3. marts).

129


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

#MKMNZJQJNMHOc

GXNJMJXQHO'

*XPd!ZNMTRS!O]aNOPRQ!^XS!OQ!

TMUR!YRSR!XY![OPR]G!R]U!

dO]!PMTRS!cUQSba!^XS!QMN!

*XNaRQM]PRQ2!>R]!dO]!^XSYWS!

OQ!ZONO]\RSR!VW!aO]QR]G!XP!

URSYRU!dXNUR![MP!cUR!O^!

[OPR]2!!

.`aaR!O]PSMZRS!ZRTMU[Q!

MaaR!)dXS]M]PG!^XSYR]QNMPQ!

^XSUM!dO]!TRUG!OQ![OPR]!

aO]!SOYYR!dOY![XY!R]!

ZXXYRSO]P2!!

.`aaR!^XS[`PRS!OQ!dXNUR!

[MP!cUR!O^![OPR]G!YR]!

O]aNOPRS!^RfNOPQMPQ!UR]!

QMUNMPRSR!&%HSRPRSM]PG!XP!

ZNMTRS!aSMQM[RSRQ!^XS!OQ!

TeSR!R]!UWSNMP!NRURS2!

Som tabel 28 illustrerer, er alle tre former for positionering til stede i de tre skandaler. Politikerne

bruger altså skandalerne til at positionere sig – ikke kun overfor den skandaleramte, men også i

forhold til de moralske, lovmæssige, normative og værdimæssige spørgsmål, skandalerne åbner op

for. Når en politisk kollega eller samarbejdspartner bliver ramt af en skandale, kan positionering

blive en nødvendighed. Politikeren kan blive nødsaget til at forsvare hovedpersonen for også at

forsvare sit eget politiske ståsted, som tilfældet er med Peter Christensen i bilagssagen, Nick

Hækkerup og Morten Bødskov i skattesagen og Karsten Lauritzen i statsløsesagens spæde dage. En

anden nødvendig positionering er at tage afstand, så politikeren dermed undgår at blive fedtet ind i

sagen eller at blive opfattet som en, der tager let på moralske spørgsmål. Den position følte Løkkes

tidligere kollegaer i Frederiksborg Amt sig nødsaget til at indtage i bilagssagen, ligesom Johanne

Schmidt-Nielsen, Frank Aaen og Morten Østergaard gjorde det i skattesagen. Men skandalen kan –

i form af et angreb – også være en kærkommen lejlighed til at få ram på en politisk modstander,

som tilfældet med Uffe Thorndahls angreb på Løkke i bilagssagen. I skattesagen var Peter

Christensen bannerfører i angrebet på Thorning, mens Johanne Schmidt-Nielsen angreb Rønn i

statsløsesagen. Dermed viser positionerne, at skandalerne ikke kun flygtige begivenheder, men en

del af det kontinuerlige politiske spil.

Politikerne er dog ikke den eneste gren af det politiske system, der er involveret. Også forvaltningen

spiller en rolle, som vi kommer ind på i det følgende afsnit.

130


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

=F6'.XOPKLMQJQYHQN'JQPXLPHOJQY'

Fejl og forsømmelser i forvaltningen er centrale i personlige politiske skandaler 106 i de tilfælde, hvor

den skandaleramte politiker er en minister, som i bilagssagen, i statsløsesagen og i skattesagens

anden del, og i de skandaler, der har institutionel karakter, det vil sige, hvor den offentlige

forvaltning spiller en væsentlig rolle – hvilket gælder alle tre skandaler. I Danmark er ministeren

som bekendt den politiske leder af forvaltningen, og problemer med kontrollen af forvaltningen er

derfor både et politisk og et retligt problem (Mortensen, 2011). Det følgende afsnit er delt i tre

underafsnit, der omhandler tre centrale forhold for forvaltningens involvering i personlige politiske

skandaler: det uklare forhold mellem ministre og embedsmænd, kontrol af forvaltningen samt

offentlighed i forvaltningen.

=F6F1'*HM'TRLKOH'WXO]XLS'ZHLLHZ'ZJQJNMOH'XY'HZUHSNZ[QS'

Som teorikapitlet klargjorde, betyder det stigende pres på ministrene, at samspillet mellem

ministrene og embedsmænd forandres. Embedsmanden må i dag have politisk gefühl for at kunne

betjene ministeren tilstrækkeligt, og dermed bliver embedsmændene stadigt mere indflydelsesrige

(Christensen, 2004: 52-53). Skellene mellem embedsmændene og ministrenes arbejdsopgaver

udviskes altså i stigende grad, og forholdet mellem ministre og embedsmænd bliver mere uklart.

Det er statsløsesagen et godt eksempel på. Rønn udtalte således i sin afskedstale om forholdet til sin

departementschef i Integrationsministeriet, Claes Nilas: ”Der har været situationer, hvor det måske

havde været mere rimeligt, om jeg var embedsmanden og Claes ministeren. Jeg var optaget af det

juridiske, Claes mere af det politiske. Men Claes fandt altid en udvej” (Information, 2011, 29.

marts). Citatet tyder på, at Rønn til dels har misforstået forholdet mellem ministre og embedsmænd;

hun går i et med embedsværket i stedet for at hæve sig over det (Tang, 2011, 5. marts). Men citatet

siger også noget om embedsmændenes forhold til Rønn. For det første illustrerer det, at Claes

Nilas 107 i den grad har politisk gefühl. For det andet giver citatet også en indikation på, at det i

praksis kan være svært at skille politik og forvaltning ad. Især for en departementschef, der

forventes både at levere kompetent saglig rådgivning, og bestemt også politisk-strategisk

rådgivning (Knudsen, 2007: 233-240). De to embedsmænd, der bryder embedsværkets tavshed i

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

106 Forvaltningens involvering i politiske skandaler relaterer sig til det, Thompson kategoriserer som magtskandaler,

som ifølge Thompson er den reneste form for politiske skandaler, idet de handler om overtrædelser af regler eller

konventioner, der konstituerer det demokratiske system (Thompson, 2002: 204-205).

107 Det er i øvrigt interessant, at Claes Nilas også har været involveret i en anden skandale; han var således

ministersekretær i Justitsministeriet under Erik Ninn-Hansen tilbage i slutfirserne, da tamilsagen fandt sted (Ekstra

Bladet, 2011, 20. februar).

131


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

sagen i slutningen af februar 2011, understreger også med deres udsagn, at forholdet mellem Rønn

og embedsmændene er uklart: ”Det hele kunne have været undgået, hvis ministeren havde fulgt

vores indstilling fra august 2008. I stedet vælger hun, at vi skal fortsætte med at give afslag.”

Udtalelsen kommer efter, Rønn gentagende gange har placeret ansvaret for fejlbehandlingen hos

embedsmændene (Geist & Dahlin, 2011, 1. marts; Tholl & Rottbøll, 2011, 19. februar). Desuden

løber embedsmændene en relativ stor risiko ved at udtale sig til pressen, fordi embedsmænd i

Danmark ikke er retligt beskyttet, hvis de informerer offentligheden om en sag 108 (Knudsen, 2003:

36-40).

Som teorikapitlet fastslog, er det en del af ministerens ansvar at sikre sig, at arbejdsgangen er

tilrettelagt på en sådan måde, at han eller hun bliver orienteret om alle væsentlige spørgsmål inden

for sit sagsområde (Germer, 2001: 33-35). I tiden efter Rønns afgang er en af de helt centrale

diskussioner derfor også, om det store pres på ministrene har skabt et behov for mere aktiv støtte og

politisk rådgivning. Dette vender vi tilbage til i specialets diskussion.

=F6F6'/ZUHSNZ[QSHQHN'KQNPKO4'3LJYM'MJL'KM'NLb'J'UXOSHM'

Det uklare forhold mellem embedsmænd og politikere kommer også til udtryk i skattesagens anden

del. Departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, udtaler sig allerede i sagens tidligste fase,

hvilket står i skærende kontrast til departementschef Nilas i statsløsesagen, der er nærmest usynlig i

medierne (Geist & Dahlin, 2011, 9. Marts; Beck Nielsen & Sloth, 2011, 12. marts). Peter Loft

opfordrer således danskere, der ligesom Thorning befinder sig i en skattemæssig gråzone til at få

vurdere deres skatteforhold af Skat (Hjortdal & Østergaard, 2010, 24. juni). Men spørgsmålet er,

om det ikke er Loft selv, der her bevæger sig ind i en gråzone mellem embedsmændenes saglige og

politiske ageren 109 (Brandstrup, Kaae, & Sheikh, 2010, 25. juni)? Loft holder sig altså ikke tilbage

med at udtale sig til medierne. Han slår således fast, at hverken han eller skatteminister Troels Lund

Poulsen på noget tidspunkt har blandet sig i skattesagen: ”Hvis jeg ringede til en skattedirektør og

bad ham nå til et bestemt resultat, ville han sige rend og hop. Der er vandtætte skotter mellem os og

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

108 Embedsmændenes fagforeninger Akademikernes Centraladministration og DJØF samt en række professorer i

offentlig forvaltning understreger derfor også, at ministeren både har det parlamentariske og det retlige ansvar for

forvaltningen og dens sagsbehandling (Tholl & Rottbøll, 2011, 19. februar).

109 Det er dog værd at bemærke, at B.T. i skattesagen er blevet kritiseret for at bruge kilders udtalelser om generelle

forhold konkret på skattesagen og Thornings skatteforhold. Peter Loft har også gjort B.T. opmærksom på, at hans

udtalelser er af generel karakter, men han mener selv, at det er i orden, at B.T. ikke gør læserne opmærksom på det

(Nielsen, 2010b, 25. august).

132


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

i dette tilfælde Skat København ” 110 (Davidsen-Nielsen & Kaae, 2010, 22. august). Dette citat er

interessant set i lyset af sagens udvikling, fordi Loft netop er anklaget for at blande sig i Skat

Københavns sagsbehandling (Agger & Pedersen, 2011, 11. november). Professor i skatteret Aage

Michelsen undrer sig over Lofts villighed til at kommentere sagen og påpeger, at

skattemyndighederne er blevet mindre uafhængige, fordi de er blevet slået sammen med

Skatteministeriets departement (Davidsen-Nielsen & Kaae, 2010, 22. august).

Men der er grænser for, hvor langt embedsmændene vil gå. Det understreger politisk kommentator

Hans Engell: ”Når det bliver alvor, så slås embedsmændene for deres egen sag” (Kaae, Maltesen &

Schøler, 2011, 3. december). Således ændrer Peter Loft den redegørelse, han er blevet bedt om at

aflevere til den nyudnævnte skatteminister Thor Möger Pedersen om forløbet i sagen (bilag 3B), da

han – ifølge Engell konstaterer – at han ikke kan lukke sagen. I sin anden og supplerende

redegørelse bringer Peter Loft således Troels Lund Poulsen og hans særlige rådgiver Peter Arnfeldt

på banen for at få sin egen ryg fri 111 (bilag 3E; Kaae, Maltesen & Schøler, 2011, 3. december). Det

lader altså til, at embedsmændene som udgangspunkt vil gå langt for at beskytte ministeren, men

når deres egen karriere pludselig bliver sat på højkant, er der grænser for loyaliteten. Samtidig

handler Peter Lofts involvering i skattesagen også om hans pligt til at sige fra over for

skatteministeren. Det samme gør sig gældende i statsløsesagen, hvor spørgsmålet er, om

embedsmændene i Integrationsministeriet skulle have slået i bordet noget før. Det har de nemlig

pligt til, som teoriafsnittet redegjorde for. Hvis embedsmændene har forsømt deres pligt, kan det

betyde, at de – på samme måde som ministrene – bliver gjort retligt ansvarlige for de ulovlige

handlinger, idet forpligtelsen til at sige fra er retligt reguleret (Christensen et al., 2007: 66).

Hvorvidt det er tilfældet i de to sager, er de to nedsatte undersøgelseskommissioner i gang med at

undersøge (bilag 1D, 3D).

Også i bilagssagen bliver der sat fokus på embedsmændenes pligt til at sige fra. En række

forvaltningseksperter påpeger, at embedsmændene i yderste konsekvens kan miste deres job, hvis

de har set igennem fingrene med ulovligheder i forhold til Løkkes udfyldning af diverse bilag. Dog

afviser Sundhedsministeriets sekretariatschef Kaj Nørhede Christensen dette (Faurfelt, 2008, 22.

maj). I forlængelse af embedsmændenes involvering er to andre relevante forvaltningsmæssige

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

110 Loft fortsætter: ”og hvis nogen er utilfreds, kan de desuden gå til Landsskatteretten. Jeg har bestræbt mig på ikke at

bære brænde til bålet, men det vil være forkert, hvis Skatteministeriet slet ikke måtte udtale sig om de generelle

skatteregler. Men vi skal holde os langt væk fra den konkrete sag, som jeg ikke kender” (Davidsen-Nielsen & Kaae,

2010, 22. august).

111 Peter Loft skriver i den anden redegørelse, at det er Troels Lund Poulsen eller Peter Arnfeldt, der har givet ham det

notat, han videregiver til Skat København (bilag 3E). Netop videregivelsen af notatet er blevet set som et forsøg på at

påvirke Skat Københavns sagsbehandling (Kaae, Maltesen & Schøler, 2011, 3. december).

133


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

perspektiver i de personlige politiske skandaler. Det drejer sig om kontrol med forvaltningen og

spørgsmålet om offentlighed i forvaltningen, som vi vil se nærmere på i de følgende to afsnit.

=F6F8'2XQMOXL'ZHS'WXOPKLMQJQYHQ''

Som vi redegjorde for i teoriafsnittet, er Folketingets ombudsmand et af de organer, der fører

kontrol med forvaltningen (Andersen, 2003: 170-171). Statsløsesagen og bilagssagen viser, at

ombudsmandens kompetence kommer til kort på to områder. Det første område er specifikt

forbundet med statsløsesagen, fordi det handler om sagsbehandlingen af de statsløse. Under

normale omstændigheder kunne ombudsmanden have valgt at undersøge en sag som statsløsesagen,

men fordi det formelt er Folketingets Indfødsretsudvalg, der udsteder statsborgerskab, har

ombudsmanden ikke mulighed for dette, da han kun har beføjelse til at undersøge ministeriernes

administration (Sørensen & Rottbøll, 2011, 19. februar; Beckman & Kleis, 2004). Det er i øvrigt en

direkte konsekvens af tamilsagen, at det er Folketingets Indfødsretsudvalg, der udsteder

statsborgerskab. Derfor er det paradoksalt, at statsløsesagen bliver kaldt for en ny tamilsag, fordi

tamilsagen var med til at ændre praksis for, hvordan statsborgerskab udstedes. Således var

tamilsagen også med til at ændre ombudsmandens mulighed for kontrol i spørgsmål om udstedelsen

af statsborgerskab (Geist & Dahlin, 2011, 11. januar; Sørensen & Rottbøll, 2011, 19. februar).

Det andet område, hvor ombudsmandens kompetence kommer til kort, er bilagssagen. Her ønsker

først Socialdemokraterne, siden hele oppositionen, en uvildig undersøgelse af Løkkes bilag, men de

kan ikke få flertal for det i Folketinget på grund af den parlamentariske situation (Børsting &

Faurfelt, 2008, 10. april; Frederiksborg Amts Avis, 2008, 23. maj; Kjærgaard, 2008, 16. maj).

Potentielt kunne ombudsmanden godt have taget sagen op 112 , men han tager ikke imod

bestillingsopgaver fra Folketinget (Andersen, 2003: 171). Derfor bliver Sundhedsministeriet nødt til

at undersøge sig selv. Det gør de i form af den gennemgang, de foretager af Løkkes bilag (bilag

2D). Spørgsmålet er blot, hvor troværdigt det er, at et ministerium skal undersøge en situation, hvor

deres egne arbejdsgange bliver kritiseret? Sundhedsministeriets undersøgelse vil i kraft af, at den

iværksættes af ministeriet selv, til enhver tid være en politisk ledet undersøgelse. Hvorvidt, det er en

hensigtsmæssig forvaltningspraksis, at et ministerium og ikke et uvildigt kontrolorgan undersøger

denne form for sager, er et spørgsmål, der tages op i specialets diskussion 113 .

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

112 Ombudsmanden ville formentlig have henvist til Rigsrevisionen på grund af sagens regnskabsmæssige karakter

(Christensen et al., 2007: 274-275).

113 I bilagssagen er det dog værd at pointere, at lokalpolitikeren Arne Lund forsøger at få en uvildig myndighed – i dette

tilfælde Statsforvaltningen Hovedstaden – til at gennemgå bilagene fra Løkkes tid som amtsborgmester. Men

134


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

I skattesagen blev der hurtigt nedsat en undersøgelseskommission, der netop skal undersøge

forvaltningens - dvs. Skatteministeriets departement og Skat Københavns – rolle i skattesagens

anden del. Problemer i forvaltningen i skattesagen er derfor henlagt til

undersøgelseskommissionens resultater.

=F6F7',WWHQMLJY]HS'J'WXOPKLMQJQYHQ''

Også i statsløsesagen finder vi den situation, at et ministerium undersøger sig selv, idet

Integrationsministeriet foretager en intern undersøgelse, som bliver afgørende for sagens forløb

(bilag 1I). Den interne undersøgelse bliver interessant i sammenhæng med den lukkethed, der i høj

grad karakteriserer sagen, jf. analysekapitlerne om overtrædelser og håndtering. Rønn proklamerer

nemlig, at den interne undersøgelse, hun modtager fra Integrationsministeriet om sagen d. 1. februar

2011, ikke er tiltænkt Folketinget eller offentligheden 114 . Dermed vælger Rønn at holde

undersøgelsen tæt til kroppen og gør det klart, at offentligheden ikke har krav på indsigt i interne

redegørelser 115 (Geist & Dahlin, 2011, 1. februar). Juridisk er der ikke noget problem i, at Rønn ikke

vil offentliggøre redegørelsen, idet offentlighedsloven netop sikrer, at visse interne

arbejdsdokumenter er fritaget fra aktindsigt (Offentlighedsloven, 1985, § 7). Men en intern

redegørelse kan være problematisk, hvis den for eksempel konkluderer, at der har fundet noget

ulovligt sted. På den måde kan interne redegørelser potentielt dække over magtmisbrug, fordi de i

kraft af, at de netop er interne, fratager offentligheden muligheden for at søge aktindsigt. Den

interne redegørelse fra Integrationsministeriet viste sig da også at indeholde så belastende

oplysninger om forløbet, at den førte til Rønns fyring, da statsminister Lars Løkke Rasmussen fik

den at se (bilag 1H, bilag 1I).

Rønns modvilje mod at offentliggøre Integrationsministeriets redegørelse står i kontrast til

Sundhedsministeriets offentliggørelse af den interne undersøgelse i bilagssagen, som det forrige

afsnit beskrev. Sundhedsministeriet vælger nemlig at lægge ministeriets egen undersøgelse frem

med det samme (bilag 2D; bilag 2E; Kjærgaard, 2008a, 8. april). Dermed er manglende offentlighed

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Statsforvaltningen Hovedstaden afviser at undersøge sagen. Dels fordi, de ikke mener, at de har kompetence til det, og

dels fordi de ikke mener, at de rent faktisk ville kunne have ført en tilsynssag (bilag 2I). Løkke ender derfor med ikke at

have nogen uafhængig institution bag sig, og han står derfor alene tilbage med problemet. Som han selv udtaler: ”Det

skaber den udfordring, at der nu ikke kommer nogen uvildig, kritisk gennemgang af alle detaljerne sagen”

(Frederiksborg Amts Avis, 2008, 15. maj).

114 Begrundelsen er, at undersøgelsen i den første form er tiltænkt hende alene, og at hun derfor ikke kan orientere

Folketingets indfødsretsudvalg, før hun har modtaget endnu en redegørelse fra ministeriet (Geist & Dahlin, 2011, 1.

februar).

115 Der går mere end en måned, før offentligheden får redegørelsen at se. Først udskyder Venstre, Konservative og

Dansk Folkeparti samrådet i Folketingets indfødsretsudvalg (Geist & Dahlin, 2011, 3. februar).

135


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

i forvaltningen ikke et problem i bilagssagen. Tværtimod er det offentlighedslovens bestemmelser

om aktindsigt, der gør, at al dokumentation på Løkkes forbrug kan blive lagt minutiøst frem for

offentligheden af Frederiksborg Amts Avis og Ekstra Bladet (Offentlighedsloven, 1985).

I skattesagen er situationen næsten omvendt: Her er embedsværket anklaget for at være for åbne i

deres omgang med forvaltningens dokumenter, nemlig i form af omgangen med Thornings

fortrolige skattepapirer (Agger & Pedersen, 2011, 11. november). Det er således ikke et egentligt

spørgsmål om offentlighed i forvaltningen, men snarere et brud på normen om god forvaltningsskik,

som vi redegjorde for i analysen af overtrædelserne. Problemet i skattesagen er de møder, Peter Loft

har afholdt med direktøren for Skat København, Erling Andersen (Agger & Pedersen, 2011, 11.

november). Ikke alene er møderne i sig selv et problem, fordi Erling Andersen beskriver det som et

forsøg på at påvirke sagen (bilag 3C), men der foreligger ingen dagsordner fra møderne, ligesom

der heller ikke bliver taget referat. Professor i offentlig forvaltning Henning Jørgensen

karakteriserer det som et brud på god forvaltningsskik, mens andre eksperter påpeger, at der ikke

ubetinget er notatpligt, når to embedsmænd orienterer hinanden om en sag (Agger & Pedersen,

2011, 11. november). God forvaltningsskik eller ej – for sagens efterfølgende forløb er det

problematisk, fordi det ikke kan dokumenteres, hvem der rent faktisk har sagt og gjort hvad. Det er

netop dette aspekt, undersøgelseskommissionen er nedsat for at undersøge (bilag 3D). Sagen

indikerer dermed også, at offentlighed heller ikke her er en prioritet i forvaltningen.

Tabel 31 opsummerer forvaltningens involvering i de tre skandaler.

$KUHL'814',GNKZLJQY'Gb'WXOPKLMQJQYHQN'JQPXLPHOJQY'

' "JLKYNNKYHQ' #RKMMHNKYHQ' #MKMNL`NHNKYHQ'

*HM'TRLKOH'WXO]XLS'

ZHLLHZ'ZJQJNMOH'XY'

HZUHSNZ[QS'

2XQMOXL'KW'

WXOPKLMQJQYHQ'

*XSTONQ]M]P[Ra[VRSQRS!

VWVRPRSG!OQ!

RYZRU[Ye]UR]R!

dOTUR!VNMPQ!QMN!OQ![MPR!^SO!

XTRS^XS!.`aaRG!dTM[!dO]!

O^NRTRSRUR!YO]PRN^cNUR!

ZMNOP2!

"YZcU[YO]UR]!PWS!

MaaR!M]U!XP!c]URS[`PRS!

&c]UdRU[YM]M[QRSMRQG!M!

[QRURQ!c]URS[`PRS!

YM]M[QRSMRQ![MP![RNT2!

3RQRS!.X^Q!cUQONRS![MP!QMN!

VSR[[R]!XY!)dXS]M]P[!

[aOQQR[OPG!XP!ZNMTRS!

ZR[abNUQ!^XS!OQ!PW!)SXRN[!

.c]U!3XcN[R][!eSM]UR!M!

[OPR]2!!

8RS!ZNRT!dcSQMPQ!]RU[OQ!R]!

c]URS[`PRN[R[aXYYM[[MX]!

M![aOQQR[OPR][!O]UR]!URNG!

URS!]RQXV![aON!c]URS[`PR!

&aOQQRYM]M[QRSMRQ[!

URVOSQRYR]Q!XP!&aOQ!

7`ZR]dOT][!SXNNR!M![OPR]2!

%`]]!deTURS![RNTG!OQ!

dc]!XP!

URVOSQRYR]Q[\dR^!4NOR[!

5MNO[!RS!QX!ONR]!O^!

[OYYR![QbaaR2!%`]]!

VS`TRS!M]UR]!UO!OQ!Q`SSR!

O][TOSRQ!O^!VW!

RYZRU[Ye]UR]R2!

"YZcU[YO]UR]!aO]!

MaaR!c]URS[`PR!

*XNaRQM]PRQ!XP!aO]!

URS^XS!MaaR!c]URS[`PR!

*XNaRQM]PRQ[!']U^`U[SRQ[!

cUTONP[![OP[ZRdO]UNM]P2!

136


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

,WWHQMLJY]HS'J'

WXOPKLMQJQYHQ'

&c]UdRU[YM]M[QRSMRQ!

X^^R]QNMPP`S!URSR[!

M]QRS]R!c]URS[`PRN[R!

YRU!URQ![OYYR2!

3SR[[R]!dOS!YcNMPdRU!

^XS!OQ![`PR!OaQM]U[MPQ!M!

.`aaR[!ZMNOP2!!

.eaaRQ!O^!)dXS]M]P[!

VSMTOQR![aOQQRVOVMSRS!RS!RQ!

ZScU!VW!PXU!

^XSTONQ]M]P[[aMa2!8R!

YO]PNR]UR!UOP[XSU]RS!XP!

SR^RSOQRS!^SO!Y`URS]R!

YRNNRY!$SNM]P!,]URS[R]!

XP!3RQRS!.X^Q!aO]!TeSR!RQ!

ZScU!VW!PXU!

^XSTONQ]M]P[[aMa2!

%`]]!TMN!MaaR!

X^^R]QNMPP`SR!

']QRPSOQMX][YM]M[QRSMRQ[!

c]URS[`PRN[RG!URS!R]URS!

YRU!OQ!^`SR!QMN!dR]UR[!

^bSM]P2!

Som tabel 31 viser, var forvaltningen til stede i alle tre skandaler. Forvaltningens involvering i

skandalerne peger på, at der kan være forvaltningsmæssige problemer både i forhold til kontrol med

forvaltningen og offentlighed i forvaltningen. På den måde kendetegner forvaltningens involvering

skandalerne ved at tydeliggøre, hvilke forvaltningsmæssige mangler og gråzoner der ligger i

forvaltningen og det politiske system. Samtidig viser forvaltningens involvering, at de

institutionelle dimensioner også spiller en rolle i de skandaler, der finder sted i den private sfære.

Forvaltningens involvering er derfor ikke kun en relevant i statsløsesagen og bilagssagen, der

foregår primært i den offentlige sfære, men også i skattesagen, der netop har sin begyndelse i den

private sfære.

=F8'*HLRXQRLTNJXQ4'3XLJMJNR'JQPXLPHOJQY'

Både politikernes og forvaltningens involvering viste sig at være med til at kendetegne den

personlige politiske skandale i flere henseender.

Som analysen har vist, vedrører politikernes involvering primært den kritiske positionering i forhold

til den skandaleramte politiker. De kritiske positioner kan være med til at sige noget om skandalens

alvor; særligt forsvarspositionerne, der bliver færre og svagere efterhånden som alvoren stiger.

Derimod er et angreb på den skandaleramte en oplagt mulighed for at få ram på sine politiske

modstandere, som var tilfældet i alle tre skandaler. Samtidig kan et angreb være potentielt farligt,

hvis pilen ender med at dreje over på en selv, som tilfældet var i skattesagen. Den simple

afstandstagen viste, at det for mange politikere er vigtig at signalere overfor offentligheden – og

dermed vælgerne – at de ikke er i ledtog med den skandaleramte: Ingen politiker ønsker at blive

associeret med dårlig moral. Derfor kan skandalerne også have betydning for politiske alliancer og

loyalitet overfor partikammerater, fordi det kan være vigtigere at skille fåret fra bukkene end at

bakke en kollega op. Det samme er tilfældet med statsministerens positionering i forhold til den

skandaleramte. For ikke selv at blive revet med ned i faldet, er det vigtig for statsministeren at holde

137


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

skandalen en armslængde fra Statsministeriet. Således er de kritiske positioner også med til at

bekræfte personaliseringstendensen og den politiske adfærdspersonalisering, idet politik er blevet til

en kamp mellem individer (Rahat & Schaefer, 2007: 66-68). Samlet set er de kritiske positioner et

empirisk baseret fund i indholdsanalysen, som også er med til at kendetegne en personlig politisk

skandale.

Forvaltningens involvering er det andet forhold under politisk involvering, der er med til at

kendetegne den personlige politiske skandale. Således viste analysen, at der er forvaltningsmæssige

perspektiver i alle tre skandaler. Det drejer sig særligt om forholdet mellem ministre og deres

embedsmænd. Her er embedsmændene fanget i en gråzone mellem faglig og politisk rådgivning.

Grænserne for, hvor langt embedsmændene skal gå i deres betjening af politikerne, er tvetydige i to

af sagerne – skattesagen og statsløsesagen. Dog viste alle tre skandaler, at embedsmændene er

villige til at gå langt for deres minister – men ikke så langt, at det koster dem jobbet, idet de også

retligt kan blive stillet til ansvar for deres handlinger.

Analysen viste endvidere, at kontrollen med forvaltningen, når ministerierne undersøger sig selv,

som tilfældet er i bilagssagen og statsløsesagen, også er en gråzone. Det skete, som vi påpegede,

fordi ombudsmanden ikke tager imod bestillingsopgaver fra Folketinget, og fordi ombudsmanden

ikke kunne gå ind i statsløsesagen, fordi fejlen lå i Folketingets Indfødsretskontor. Samtidig kan de

interne undersøgelser være problematiske i forhold til offentlighed i forvaltningen, fordi de ikke er

omfattet af aktindsigt, og det dermed ikke er muligt for offentligheden at få indsigt i dem,

medmindre ministerierne selv vælger at offentliggøre dem. Analysen af forvaltningens involvering

viste altså, at skandalerne er med til at tydeliggøre huller eller gråzoner i forvaltningen, og dermed

er de personlige politiske skandaler ikke blot et udtryk for et flygtigt fænomen, men i højere grad et

redskab til at blive opmærksom på væsentlige institutionelle problemstillinger i dansk politik.

Slutteligt peger forvaltningens involvering på, at man ikke kan afskrive offentlige institutioners

rolle i personlige politiske skandaler, blot fordi en skandale i udgangspunktet handler om en

overtrædelse i den private sfære, som i Thornings tilfælde. Personlige politiske skandaler er altså

lige uforudsigelige dele offentlighed og privatliv.

138


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2!3($/-':4'*(#2D##(,)'!.'3/%#,)-(0/',0'()#$($D$(,)/--/'

2,)#/2;/)#/%''

Analysen fandt, at den personlige politiske skandale på en række områder er blevet en integreret del

af dansk politik. Den personlige politiske skandale er således kendetegnet af de forandringer, der

finder sted i medierne, af politikernes strategiske ageren, af den skandaleramte politikers mere eller

mindre professionelle håndtering og af det stigende pres, der ligger på forvaltningen. På den måde

vækker den personlige politiske skandale genklang i hele det politiske system. Dermed giver

konklusionerne fra specialets analyse anledning til at diskutere, hvilke konsekvenser der kan

udledes af de tre personlige politiske skandaler.

Konsekvenser af personlige politiske skandaler er mangeartede og svære at begribe, hvilket primært

skyldes, at hver enkelt skandale er forskellig: Skandaler bygger for det første på begivenheder, der

er særegne for den enkelte skandale, og for det andet på personer, hvis liv er formet af deres

specifikke valg og motiver (Thompson, 2002: 241). Det følgende kapitel diskuterer de personlige

og de institutionelle konsekvenser, den personlige politiske skandale kan føre med sig. Kapitlet

tager udgangspunkt i analysens væsentligste pointer og undersøger først de personlige konsekvenser

for den skandaleramte politiker og derefter de institutionelle konsekvenser for samfundet. Fælles for

de to afsnit i kapitlet er spørgsmålet om tillid. Tillidsspørgsmålet bliver behandlet i forlængelse af

de to diskuterende afsnit om henholdsvis personlige og institutionelle konsekvenser.

:F1'3HONXQLJYH'RXQNHRPHQNHO'

For den enkelte politiker kan personlige politiske skandaler både få betydning for politikerens

offentlige og private liv. Selvom analysen særligt i forhold til bilagssagen og skattesagen viste, at

politikere i dag selv inviterer offentligheden ind i privaten, giver datamaterialet af naturlige årsager

ingen svar på, hvorvidt skattesagen eksempelvis havde private konsekvenser for Thorning og

Kinnocks ægteskab 116 . Diskussionen af de personlige konsekvenser begrænser sig derfor til de

personlige konsekvenser, skandalerne har i forhold til den offentlige sfære – hvilket primært

relaterer sig til den enkelte politikers karriere og omdømme.

'

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

116 I den seneste udvikling af skattesagen har Thorning dog udtalt, at sagen har været belastende for familien (Davidsen-

Nielsen, Maltesen & Østergaard, 2012, 25. august).

139


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

:F1F1'2XQNHRPHQNHO'WXO'GXLJMJRHOHQN'HZUHSH'

En af de væsentlige personlige konsekvenser for en politiker, er, at skandalen kan resultere i, at en

politiker mister sit offentlige embede. I de tre personlige politiske skandaler i specialets

undersøgelse er skandalerne i hvert fald på papiret mindre svigefulde for Løkke og Thorning, idet

de begge blev siddende på deres poster, som henholdsvis finansminister og partileder og faktisk

også har den efterfølgende stilling som Danmarks statsminister til fælles. Værre gik det for Rønn,

der som følge af statsløsesagen måtte forlade sit embede som Integrationsminister (bilag 1H).

Hvorfor nogle skandaler medfører, at en fyring er nødvendig, mens andre ikke får nævneværdige

konsekvenser for den enkeltes karriere, kan have forskellige årsager. For det første er magtfulde

positioner svære at møblere rundt på. Løkke må anses for at være en såkaldt A-minister, der var højt

placeret i det daværende regeringshierarki, og derfor er han trods bilagssagens omfang ikke let at

vælte af pinden (Knudsen, 2007: 210-212). Rønn har i denne forbindelse formentligt været en del af

det mindre magtfulde og lettere udskiftelige B-hold i VK-regeringen. At Thorning bliver siddende

kan muligvis forklares ud fra samme tankegang, idet Thorning som formand for det største

daværende oppositionsparti og bejler til statsministerposten besidder et af landets mest magtfulde

sæder. I det lys spiller magtpositioner en væsentlig rolle i forhold til den enkelte politikers

overlevelse i sagen, som betyder, at de karrieremæssige konsekvenser af en skandale til dels

afhænger af, i hvor høj grad politikeren kan undværes.

En anden forklaring på, hvorfor skandalerne har forskelligt udfald i forhold til bevarelsen af

embedet, er, hvad der er på spil for den skandaleramte politiker. Som Venstres kronprins står

Løkke, da bilagssagen udvikler sig i 2008, overfor at blive Danmarks næste statsminister. Da

skattesagen rammer forsiderne i sommeren 2010, er Thorning i samme situation, som leder af

oppositionen. For både Løkke og Thorning er alt derfor på spil i skandalerne, hvilket deres

håndtering af sagerne også afspejler. Løkke gjorde, som tidligere beskrevet, brug af samtlige

Hornnes’ strategier, og Thorning lukkede med sin undskyldning i Københavns Lufthavn hurtigt

sagen ned.

Rønn derimod har mindre på spil: Selvom udlændingeområdet i mange år har været Rønns kæphest,

er posten som Integrationsminister ikke en, hun har stræbt efter i årevis, ligesom hun heller ikke

afventer en større forfremmelse, som statsløsesagen kan få indflydelse på (Hornbech, 2011: 28-33).

Hendes sidste møde med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen illustrerer dog, hvordan

hun fortsat værner nidkært om sin ære: ”Jeg går ikke frivilligt. (…) Han [Løkke] taler og forsøger

at få mig til at trække mig. Han bryder sig åbenbart ikke om selv at sige, at han fyrer mig. Først da

140


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

jeg sidste gang siger, at jeg ikke selv vil gå og tilføjer, at han kan blive nødt til at fyre mig, svarer

han: ”Det gør jeg så” (Hornbech, 2011: 12-13). Rønn kan på den måde leve med den personlige

konsekvens, at hun bliver fyret. Men spørgsmålet er et ganske andet, når det drejer sig om

konsekvenserne for hendes eftermæle. Modsat Løkke og Thorning, som går til ekstremerne for at

bevare deres positioner som aftagere til magten, kan Rønns insisteren på at blive fyret, ses som en

bedre strategi for at bevare imaget som demokratiets vogter end at krybe til korset og selv gå af.

Årsagerne til, hvorfor skandalerne medfører forskellige konsekvenser for de enkelte politikeres

bevarelse af deres embeder er altså ikke entydige. Alligevel kan det ikke udelukkes, at den magt

politikerne besidder samt spørgsmålet om, hvad der er på spil for den enkelte politiker, har en del at

skulle have sagt, når regnskabet gøres op.

:F1F6'2XQNHRPHQNHO'WXO'GXLJMJRHOHQN'XZS`ZZH'

Skandaler er ikke kun risikable for toppolitikere, fordi de kan få indflydelse på politikerens

embedsmæssige position. Skandaler er også farlige for politikere, fordi de potentielt kan skade

politikerens omdømme, status og ikke mindst den offentlige tillid til den, der besidder magten

(Blach-Ørsten & Lund, 2012: 104; Thompson, 2002: 254). Netop denne risiko gør personlige

politiske skandaler betydningsfulde for politikere.

Thompson betegner skandaler som potentielle ”omdømme-reduktorer”, der besidder evnen til at

reducere et omdømme meget hurtigt og meget kraftigt, og i nogle tilfælde kan det være vanskeligt,

måske endda umuligt, at genoprette omdømmet (Thompson, 2002: 256-259). Det offentlige

omdømme og den offentlige støtte, politikeren har, før skandalen udvikler sig til en sag i medierne,

kan dog som regel mildne den efterfølgende skandalisering (Allern et al, 2012: 44). Før vi kan

diskutere konsekvenserne af eventuelle omdømmereduktioner, må vi dog først slå fast, hvorvidt de

tre politikeres omdømme er påvirket af skandalerne. Det følgende afsnit fastlægger derfor Løkke,

Rønn og Thornings omdømme efter de tre skandaler. Dernæst diskuteres tillidsbrud som følge af de

tre skandaler.

S8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

analysen. Løkke som person beskriver Ekstra Bladet som ”lidt af et fedtøre, der brugte tid og energi

på at samle små, nussede bilag fra cafeer, barer, restauranter eller hoteller til refusion over

ministerrepræsentationskontoen” (Kjærgaard, 2008, 16. april). Men på den anden side står

Frederiksborg Amts Avis dækning af sagen i kontrast til Ekstra Bladets fordømmelse. Selvom

amtsavisen lægger spalter til Uffe Thorndahls angreb på Løkke, skinner avisens borgerlige ståsted

igennem i avisens dom over Løkke i bilagssagen. I en af de første ledere konkluderer

chefredaktøren, at ”bilagene ikke viser de store afsløringer” (Høj, 2008, 15. marts), og den samme

tone er at finde til sidst i sagen, hvor avisen i en leder skriver, at de har svært ved at blive forarget

over beløbenes størrelse, og at kritikken i sagen også skal rettes mod amtets administration og

revision, der burde have grebet ind noget før (Frederiksborg Amts Avis, 2008, 21. maj). Ekstra

Bladets og Frederiksborg Amts Avis’ dækning sender altså ikke umiddelbart et entydigt signal om,

hvorvidt Løkkes omdømme har taget skade af bilagssagen. Men de meningsmålinger, aviserne

refererer til i sagen, er derimod stærke indikationer på, at bilagssagen truer Løkkes personlige

omdømme. Under bilagssagen falder seks ud af syv meningsmålinger negativt ud for Løkke. To

målinger viser således, at danskerne finder Løkke uegnet som statsminister (Mogensen, 2008, 5.

april; Politiken, 2008, 14. april).

Både meningsmålingerne og Ekstra Bladets stempling af Løkke kan altså i Thompsons perspektiv

betegnes som en omdømmereduktion, som bliver meget svær at rette op på. Således klæber imaget

som en charlatan, der gladelig spenderer skatteborgernes hårdt tjente skattekroner uden videre

omtanke, fortsat til Løkkes person. I sommeren 2012 trak Løkkes hang til det søde liv igen

overskrifter, da hans forklaring af, hvorfor han ikke kunne deltage i regeringens skatteforhandlinger

usammenhængende og utroværdig 117 (Elsborg & Miles, 2012, 19. juni; Thobo-Carlsen, 2012, 20.

juni). Løkkes omdømme ser altså ikke ud til blot at have fået sig et kortvarigt knæk – imaget som

levemand hænger ved. På den måde anfægtes både det, Thompson betegner

personlighedsomdømmet, som handler om, hvorvidt man er en pålidelig og troværdig person, og

det Thompson kalder færdighedsomdømmet, der relaterer sig til en persons evner – for eksempel

som pianist eller som minister (Thompson, 2002: 254-255). Løkkes personlighedsomdømme er

dermed skadet. Og i og med Løkkes image kontinuerligt forstyrres af ideen om en uansvarlig

partileder, der har mere travlt med at passe familiens end statens interesser, udfordres

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

117 I forbindelse med forhandlingerne af regeringens skattereform forlod Løkke forhandlingerne, fordi han var på vej til

FN-topmøde i Rio de Janeiro. Men det viste sig, at Løkke ikke tog direkte til Rio, som han havde angivet, fordi han

først skulle hente sin datter i USA (Elsborg & Miles, 2012, 19. juni; Thobo-Carlsen, 2012, 20. juni).

142


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

færdighedsomdømmet også. Omdømmereduktionen har dog endnu ikke fået den ultimative

konsekvens, at Løkke har forladt sin post som Venstres partileder.

S8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

skandalernes forløb. Forud for skattesagen er Thornings personlighedsomdømme altså ingen hjælp.

B.T. har nærmest dømt Thorning, før sagen overhovedet har udviklet sig: ”Dette er historien om en

panikagtigt kovending, en uheldig usandhed og en på alle måder hektisk uge for Danmarks

potentielt første kvindelige statsminister” (Krog & Vedsmand, 2010, 2. juli). Skattesagen kan altså

komme til at ramme Thorning hårdt, fordi hendes omdømme står svagt fra begyndelsen (Allern et

al, 2012: 44).

Selvom Politiken tager Thornings parti og kalder hendes situation i skattesagen for ”den politiske

og mediemæssige helvedesmaskine” (Seidenfaden, 2010, 2. juli), har Thornings omdømme

utvivlsomt lidt skade af skattesagen. Allerede i sommeren 2010 refererer Jyllands-Posten til en

meningsmåling foretaget af Rambøll, som viser, at et flertal af danskerne mener, at skattesagen har

svækket Thornings troværdighed (Arnfred & Nielsen, 2010, 2. juli). I kølvandet på folketingsvalget

i september 2011 tilskriver B.T. desuden Socialdemokraternes historisk dårlige valg – det dårligste i

100 år – de konsekvenser, skattesagen medførte. Selvom mange andre faktorer også kan forklare

Socialdemokraternes dårlige valgresultat, kan det ikke udelukkes, at skattesagen har påvirket

Thornings valgresultat. Hun fik 16.000 færre personlige stemmer end ved valget i 2007 (Andersen,

2011, 18. september).

Efter valget klæber skattesagen fortsat til Thorning, og Jyllands-Posten skriver to måneder efter

valget, at der tegner sig et billede af en statsminister, der har svært ved ”at holde styr på tal,

årsopgørelser og skattefradrag”. Anklagen om sjusk tydeliggør, at især Thornings

færdighedsomdømme er udsat som følge af skattesagen, som hverken gør det personlige billede af

hende som Gucci-Helle værre eller bedre (Andersen, 2011, 18. september; Høberg & Pedersen,

2011, 26. november; Karker & Kirkbak, 2011, 24. november). Dermed udgør skattesagen også en

omdømmereduktion, som Thorning har svært ved at rette op på (Thompson, 2002: 256-259).

Personlige politiske skandaler har konsekvenser for den involverede politikers omdømme, hvilket

er en interessant pointe, idet skandalerne volder skade på de tre politikeres omdømme uanset

omfanget af personlig skandalisering og tabloidisering. Netop skandalisering og tabloidisering var

omfattende i bilagssagen og i skattesagen, men ikke udtalt i statsløsesagen. Det er altså ikke

nødvendigvis måden politikeren omtales på, der afgør om en skandale blakker en politikers ry. For

omdømmekonsekvenserne viser også, at medierne i alle tre tilfælde dømmer den mistænkte, før der

er faldet endelig dom i sagen, og det er et af kendetegnene ved skandalejournalistikken (Nielsen,

2010a, 25. august; Nielsen, 2010b, 25. august). Det gælder altså også statsløsesagen, som ellers ikke

144


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

var kendetegnet af skandalejournalistik""#. Medierne bedriver således skandalejournalistik i alle

tre skandaler, og den dom medierne fælder har efterfølgende betydning for de tre politikeres

omdømme. Følgelig er spørgsmålet, om medierne er de rette dommere til at afgøre en sags udfald

og konsekvenser? Det spørgsmål vender vi tilbage til i forhold til diskussionen af problemerne med

mediernes forvaltning af den fjerde statsmagt. Men først følger det kommende afsnit op på, hvilke

tillidsmæssige konsekvenser omdømmereduceringen i de tre sager har.

:F1F8'$JLLJSNUOTS'NXZ'W`LYH'KW'XZS`ZZHOHSTIHOJQY'J'SH'MOH'NRKQSKLHO'

På trods af de omdømmekonsekvenser, de tre skandaler tydeliggør, påpeger

kommunikationsrådgiver Peter Goll, i forbindelse med skattesagen, at skandaler ikke nødvendigvis

kun har negative konsekvenser for hovedpersonens omdømme: ”(…) det er tit sådan, at når

politikerne har været igennem de dér sager, kommer de styrket ud af det. Vælgerne føler, de lærer

dem bedre at kende, og hvis de ikke begår den samme fejl, så kan de godt tilgive dem” (Kirkbak og

Skrumsager, 2011, 14. september). Ud fra denne betragtning er spørgsmålet, om de tre skandaler

fører et styrket forhold mellem politikere og borgere med sig, eller om sagerne i højere grad får den

negative konsekvens, at tilliden til den enkelte politiker svækkes? Hvis omdømmet reduceres er det

som regel en kortsigtet konsekvens, mens det på den lange bane er mere problematisk, hvis også

tilliden til den skandaleramte person svækkes""$ (Jenssen & Fladmoe, 2012: 69; Thompson, 2002:

256-259).

I forlængelse af pointerne om færdighedsomdømmet er en særlig form for tillidsbrud iøjnefaldende

i både bilagssagen og i skattesagen – nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Løkke og Thorning i

betragtning af rodet i henholdsvis deres bilag og skattepapirer er kompetente til at udføre jobbet

som kommende statsministre. Som forrige afsnit slog fast, viser meningsmålinger i både Løkke og

Thornings sag, at danskerne ikke har stor tiltro til dem. Tilliden til både Thorning og Løkkes

egnethed som statsministre er altså svækket som følge af de to skandalesager. Tilliden til Rønns

evner som minister er i høj grad også aftagende, efterhånden som statsløsesagen udvikler sig.

Statsløsesagen betyder dog ikke kun, at medierne sætter spørgsmålstegn ved Rønns kompetencer

som minister – medierne antaster også daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens handlekraft

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

118 Information skriver: ”I mellemtiden har offentligheden fældet sin dom. Oppositionen har krævet hendes afgang, og

som en af de sidste aviser sluttede Jyllands-Posten sig forleden til” (Flores, 2011, 5. marts).

119 Et tillidsbrud er en situation, hvor de antagelser, der ligger til grund for den tillidsfulde relation, bliver gjort til

skamme (Thompson, 2002: 256-259).

145


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

i sagen"%& (Tang, 2011, 5. marts). Skandalen får på den måde også konsekvenser for den samlede

tillid til regeringen qua Løkkes manglende lederevner.

De tre sager peger således i retningen af tillidsbrud. En af konsekvenserne ved mistillid er, at folk

lægger mere vægt på en leders personlighed end på lederens kompetencer som politisk aktør. En

mulig konsekvens af den potentielt øgede mistillid som følge af skandalerne og mediernes fokus på

personhistorier er derfor, at både Løkke eller Thorning har problemer med at slå igennem som

statsministre og manifestere forholdet mellem sig selv og vælgerne. Løkke er således aldrig blevet

reelt valgt til statsministerposten, og Thorning blev statsminister på trods af, at Socialdemokraterne

havde det dårligste valg i 100 år (Andersen, 2011, 18. september). I forlængelse af dette peger

professor i statskundskab Kasper Møller Hansen på, at konsekvensen af personsager, som de tre

skandaler, er, at folk bliver hjemme i sofaen frem for at stemme på en anden kandidat eller et andet

parti. Dermed medvirker personsagerne til at øge politikerleden og nedsætter potentielt

valgdeltagelsen (Arnfred & Nielsen, 2010, 2. juli). Dermed har tillidsbruddene formentligt større

konsekvenser for demokratiet end for den enkelte politikers genvalg. Netop de samfundsmæssige

konsekvenser af skandalerne er centrale i forhold til skandalernes institutionelle konsekvenser, som

det følgende afsnit vil behandle.

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

120 ”Statsministeren har forpasset muligheden for at fremstå som en handlekraftig leder, der lader de forurettede

statsløse, beviserne og samvittigheden afgøre Birthe Rønn Hornbechs skæbne” (Flores, 2011, 5. marts).

146


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

:F6'(QNMJMTMJXQHLLH'RXQNHRPHQNHO'

Som analysen viste, har personlige politiske skandaler også institutionelle konsekvenser. Denne del

af diskussionen fokuserer på, hvilke institutionelle konsekvenser personlige politiske skandaler har

for henholdsvis medierne"%" og det politiske system. Konsekvensafsnittet om medierne handler

om ændringer i mediernes praksis, mens konsekvensafsnittet om det politiske system diskuterer de

direkte politiske konsekvenser; ændringer af love eller regler samt nedsættelsen af

undersøgelseskommissioner. Afsnittet diskuterer dernæst, hvilke konsekvenser skandalerne kan

have for forholdet mellem ministre og embedsmænd for til sidst at se på de konsekvenser, skandaler

kan have for offentligheden.

:F6F1'2XQNHRPHQNHO'WXO'ZHSJHOQH''

Dette afsnit diskuterer først og fremmest, om der er sket en ændret mediepraksis som direkte

konsekvens af de tre personlige politiske skandaler, samt hvilke kritiske perspektiver der ligger i

denne form for ændret mediepraksis eller manglen på samme.

S8;8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Et andet eksempel på, hvordan skattesagen medførte debat i journaliststanden, er, da Ekstra Bladet

offentliggjorde, at Troels Lund Poulsens særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, havde tilbudt avisen dele

af Skats afgørelse i Thornings skattesag (Agger & Pihl-Andersen, 2011, 5. december). Det skabte et

ramaskrig i journalistiske kredse, fordi Ekstra Bladet dermed satte det presseetiske princip om

kildebeskyttelse over styr. Ekstra Bladet argumenterede for, at de ikke ville dække over

magtmisbrug (Agger & Pihl-Andersen, 2011, 5. december). Men Ekstra Bladets ageren i

skattesagen kan også anskues som en ændring i den grundlæggende presseetiske praksis i forhold til

kildebeskyttelsen. En sådan ændret praksis er i den grad problematisk, hvis det betyder, at centralt

placerede politiske kilder holder sig tilbage med vigtige informationer til pressen af frygt for at

blive afsløret. Når Ekstra Bladet blæser på kildebeskyttelsen i skattesagen, rejser det således

spørgsmålet om mediernes legitimitet i rollen som fjerde statsmagt, idet kildebeskyttelsen er et

afgørende instrument for den undersøgende journalistik (Jørgensen, 2011: 147-148). På den måde

kan kildebeskyttelsen være altafgørende for, at potentielt magtmisbrug bliver opdaget. Beskyttelsen

af de to anonyme embedsmænd, der udtaler sig til Information i statsløsesagen, er en sikring af, at

et nuanceret billede af hændelsesforløbet kommer frem for offentligheden (Geist & Dahlin, 2011, 1.

marts).

I forhold til kildernes troværdighed er det dog vigtigt, at medierne skelner mellem spin og

whistleblowing (Jørgensen, 2011: 147-148). Statsløsesagen hører formentligt til kategorien

whistleblowing, hvorimod Peter Arnfeldts læk af Thornings papirer snarere var et spin-es. Ekstra

Bladets handlinger i skattesagen er desuden særligt problematiske, fordi den samlede presses

mulighed for at opretholde legitimitet og troværdighed i rollen som fjerde statsmagt afhænger af, at

de selv værner om presseetiske forhold som for eksempel kildebeskyttelsen (Jørgensen, 2011: 147).

I relation til mediernes brug af kilder er Søren Pinds kritik af ekspertkilder i statsløsesagen også

interessant. På Facebook proklamerer han, at han finder avisernes ekspertkilder politiserende

(Flores, 2011, 5. marts). En debat om mediernes brug af kilder kan være sund, da det kan føre til

større refleksivitet hos medierne i forhold til, hvilke kilder de inddrager i deres artikler. Men det

problematiske i Pinds kritik er, at en miskreditering af kildernes troværdighed kan føre til, at færre

eksperter har lyst til at udtale sig i medierne, og dermed kan det faglige niveau i journalistikken

blive svært at opretholde"%% (Søndergaard, 2011, 23. februar). Kritikken af kildernes troværdighed

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

122 Søren Pinds miskreditering af Claus Haagen Jensen, hvor han på Facebook kalder Haagen Jensen for ”en skændsel

for juraen” og ”manisk presseliderlig”, resulterer således i, at Haagen Jensen truer med injuriesag, og Pind hyrer en

advokat (Søndergaard, 2011, 23. februar).

148


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

kan desuden medføre, at eksperterne oplever, at deres ytringsfrihed anfægtes. I sidste ende er Pinds

kritik af eksperterne også en kritik af medierne: Det er stadig journalisternes opgave at bedømme en

kildes saglighed og partiskhed (Schmidt, 2011: 101-103).

Den kildedebat, skandalerne bringer med sig i form af kritikken af både B.T. og Ekstra Bladet og

Pinds angreb på ekspertkilderne, illustrerer, at mediedækningen af skandalerne potentielt kan føre

til ændrede praksisser i pressens forhold til kilderne. Kildekonsekvenserne er dog ikke alene

negative, idet de også kan ses som en positiv konsekvens af skandalerne, fordi skandalerne på den

måde bliver samfundsopbyggende: Kritikken og debatten i både skattesagen og statsløsesagen

generede principielle diskussioner om presseetik, kildebeskyttelse, og hvad god og saglig

journalistik egentlig er. En anden positiv konsekvens er, at skandaler og afsløringen af magtmisbrug

kan være med til at højne de journalistiske idealer, hvilket det følgende afsnit kommer nærmere ind

på.

S8;8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

emner, der ellers ikke ville blive debatteret (Thompson, 2002: 242-253). Skandalen kan dermed

være samfundsopbyggende, og den tabloide mediedækning af de politiske skandaler kan derfor

være positiv – også i et deltagelsesdemokratisk perspektiv.

Et andet problem med den tabloide mediedækning af skandalerne er imidlertid, at den kan føre til et

fald i ”hard news”, altså den tungere nyhedsdækning om eksempelvis politik og økonomi (Blach-

Ørsten, 2011: 8). Et fald i ”hard news”, som også kan ses også som et udtryk for de implicitte valg

og fravalg, der foretages i nyhedsredaktionerne prioritering af historier (Cook, 2005: 73), er

problematisk af to årsager. For det første fordi mediedækningen i skandalerne kan føre til, at

befolkningens opmærksomhed ledes hen mod forholdsvis trivielle sager, mens mere væsentlige

emner forbigås (Thompson, 2002: 246-249). Selvom statsløsesagen næppe kan kaldes en triviel sag,

er det tydeligt i skandalen, at den farce, sagen udvikler sig til, stjæler billedet fra andre væsentlige

sager, som Berlingske Tidende skriver: ”Klimaminister Lykke Friis’ overraskende ambitiøse plan

for grøn energi druknede i sidste uge stort set i cirkus Rønn, det samme er sket for flere dårlige

sager for oppositionen” (Berlingske, 2011, 2. marts; Flores, 2011, 5. marts). For det andet er

mediedækningen i skandalerne problematisk, fordi selve prioriteringen af skandalehistorierne i

mediedækningen er med til at gøre journalisterne til politiske aktører. Ikke i en politisk ideologisk

forstand, men i kraft af den selektion, der foregår i de ubevidste rutiner, og det faktum, at

journalisternes rolle er afgørende for, hvilke historier der bliver udvalgt"%' (Cook, 2005: 85-91).

At mediernes magt på denne måde udvides kan være problematisk, hvilket det følgende afsnit ser

nærmere på.

S8;8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

mediernes dækning er således positivt, fordi skandalerne kan bringe brugen af magt – især den form

for magt, der har været skjult – frem i offentlighedens lys (Blach-Ørsten & Lund, 2012: 104).

S8;8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

:F6F6F'2XQNHRPHQNHO'WXO'SHM'GXLJMJNRH'NVNMHZ'

Den anden del af de institutionelle konsekvenser drejer sig primært om fire forskellige forhold:

ændringer i love og regler, nedsættelsen af undersøgelseskommissioner, ændret praksis i

forvaltningen særligt i forholdet mellem ministre og embedsmænd og konsekvenser for

offentligheden. Konsekvenserne for offentligheden består både af problemstillinger i forhold til

offentlighed i forvaltningen og af spørgsmålet om mistillid til det politiske system. Konsekvenserne

i forhold til disse fire problematikker bliver diskuteret i det følgende.

S8;8;8


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

lovgivningen, der har været grundlag for sagsbehandlingen af de statsløse 126 (bilag 1D). En direkte

konsekvens af statsløsesagen er derfor, at de uklare regler på indfødsretsområdet sættes under lup.

I den henseende kan en skandale have positive konsekvenser, fordi den viser, hvor samfundets love

og regler kommer til kort og skaber dermed momentum for at ændre eller stramme regler og

lovgivning. Ligesom i de to andre sager er der fra politisk side også forandringer på vej som en

direkte konsekvens af skattesagen. Skatteminister Thor Möger Pedersen har foreslået, at

Skatteministeriet omstruktureres, så der bliver helt vandtætte skodder mellem departementet og den

del af Skat, der behandler konkrete skattesager (Maltesen, 2011, 3. december). Folketinget er

desuden i skrivende stund i gang med at behandle et lovforslag om en skattereform, hvor et af

forslagene netop er en fjernelse af skattefritagelsen for danskere, der bor og arbejder i udlandet"%*

(L195, 2012). Selvom skattereformen formentligt ikke er en direkte konsekvens af skattesagen, er

reformens timing og indhold alligevel relevant i lyset af de problemer, sagen peger på.

S8;8;8;!K$-($'#-4#$'!*!$#/'5,,#)'#!.0!D$/#&'?+#)'#'-(11*''*($#&!

Det andet aspekt af de institutionelle konsekvenser som følge af de personlige politiske skandaler,

er fænomenet undersøgelseskommissioner, der er et hyppigt brugt redskab i dansk politik

(Christensen, 2012: 37-38, Justitsministeriet, 2012). Som vi redegjorde for i teorien, bliver

undersøgelseskommissioner nedsat for at undersøge fejl og forsømmelser i forvaltningen samt for at

undersøge implicerede ministre og embedsmænds ansvar (Christensen, 2012: 36-37).

Nedsættelsen af undersøgelseskommissioner er dog også forbundet med en række problemstillinger,

der bunder i, at praksis omkring dem er ustruktureret (Christensen, 2012: 36). Først og fremmest

tager systemet sjældent ved lære af de administrative fejl, undersøgelseskommissionerne har

blotlagt (Christensen, 2012: 49-55). Den politiske opfølgning på kommissionerne er desuden ofte

særdeles usystematisk. Ofte har begrundelsen været, at undersøgelserne ikke har givet anledning til

væsentlig kritik af de involverede ministre, og derfor har den politiske interesse for undersøgelsens

resultater været meget lille. For det andet betyder det stigende antal undersøgelseskommissioner, at

muligheden for at hænge konkurrenter ud – altså det politiske spil og dets strategier – stjæler

billedet fra diskussionen om, hvad der er den rigtige politik at føre på området (Christensen, 2012:

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

126 I kommissoriet står der: “Undersøgelseskommissionen skal bl.a. undersøge og redegøre for, i hvilket omfang

ansøgninger om indfødsret fra statsløse personer er blevet behandlet efter de almindelige betingelser for meddelelse af

indfødsret og ikke efter de mere lempelige betingelser, som følger af Danmarks internationale forpligtelser efter de

nævnte FN-konventioner. Det forudsættes i den forbindelse, at undersøgelseskommissionen generelt beskriver, hvilke

retsvirkninger der er knyttet til opnåelse af dansk indfødsret” (bilag 1D).

127 Det foreslås, at ligningslovens § 33A afskaffes, som vil imødegå, at personer som har lønindkomst fra udlandet, men

stadig er fuldt skattepligtige til Danmark kan undgå at betale skat til Danmark (L195, 2012).

153


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

43). Det hænger sammen med tidligere pointer, specialet har fremført, om de kritiske positioner og

mediernes prioritering i deres dækning af skandalerne.

En opgørelse fra Justitsministeriet viser endvidere, at der siden 2000 er brugt 175.865.159 kroner 128

på otte undersøgelseskommissioner 129 (Justitsministeriet, 2012). At kommissionerne også er en

kostelig affære er derfor også med til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor det politiske system

vælger at lade kommissioner bruge år på at undersøge et sagsforløb, hvis erfaringerne ikke bliver

brugt til noget efterfølgende. Et uundgåeligt spørgsmål i forlængelse heraf er: Er det pengene værd?

I forlængelse af diskussionen om undersøgelseskommissionerne er det værd at pointere, at

konsekvensen af en systemfejl i forvaltningen ofte betyder, at ansvaret tørres af på de involverede

embedsmænd (Christensen, 2012: 49-55). Det tyder skattesagen indtil videre på, idet Peter Loft er

blevet fritaget fra tjeneste, mens undersøgelseskommissionens resultater afventes (Beim, 2012, 21.

marts). I statsløsesagen er situationen omvendt helt anderledes, da skandalen ikke har fået synlige

konsekvenser for de involverede embedsmænd. Således er flere af de tidligere embedsmænd i

Integrationsministeriet i dag ansat i andre ministerier (Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter,

2012).

S8;8;8B!A($'#-4#$'#&!0(&!#12#/'45&-#,@!U#0(&1#&!%3!4#G:!!

Diskussionen om undersøgelseskommissioner og placeringen af ansvar leder naturligt videre til

skandalernes konsekvenser for forholdet mellem ministre og embedsmænd, som analyseafsnittet om

politisk involvering undersøgte. Som vi fremhævede i teoriafsnittet, er presset på ministrene steget

markant de senere år (Knudsen, 2007: 193-194). Det stigende arbejdspres ligger ikke kun på

ministrenes skuldre, også embedsværket må løbe hurtigere. Således kan sjuskeriet i bilagssagen i

forhold til at få udfyldt alle bilag korrekt anses som et resultat af det stigende arbejdspres. I

skattesagen så vi fejl i sagsbehandlingen, idet Skat København ikke havde rettet ændringen i

Kinnocks skatteforhold og gjort Thorning opmærksom på fejlen. Og statsløsesagens fejl i

sagsbehandlingen kan som helhed ses som et resultat af et stigende arbejdspres.

En anden problematik i forholdet mellem ministre og embedsmænd er, at det forventes, at

embedsmænd udover policyprocessen skal rådgive en minister i mere politisk-taktiske henseender

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

128 Da Skattekommissionen kun lige har begyndt sit arbejde har deres udgifter kun beløbet sig i 3.128 kroner d. 9.

august 2012, mens Irak- og Afghanistankommissionen, der blev nedsat i 2012 ikke har afholdt nogle udgifter endnu

(Justitsministeriet, 2012). Det reelle tal for alle otte kommissioner vil formentligt ende i et langt højere beløb.

129 De otte kommissioner er Statsløse-kommissionen, PET-kommissionen, Undersøgelseskommissionen i

skattefradragssagen, Dan Lynge-kommissionen, Blekingegade-kommissionen, Farum-kommissionen og Skattesagskommissionen

(Justitsministeriet, 2012).

154


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

for eksempel i forhold til, hvordan ministeren skal organisere forholdene i Folketinget, i partiet og i

sin opstillingskreds. Spørgsmålet er derfor om denne arbejdsdeling mellem ministre og

embedsmænd er fordelagtig, eller om tiden er løbet fra det danske embedsværk? Skandalerne åbner

altså op for en diskussion af, om embedsværket er indrettet optimalt, som det ser ud i dag, eller om

der er brug for reformer af systemet.

Hvorfor ikke indføre et politisk embedsværk i Danmark, sådan som man har i mange andre

lande? 130

De uklare forhold mellem ministre og embedsmænd, som skandalerne illustrerer, taler på sin vis

for, at et politisk embedsværk ville kunne løse en række af problemerne i forholdet mellem ministre

og embedsmænd. For eksempel i forhold til embedsmændenes retligt regulerede pligt til at sige fra,

når en minister går for langt. Placeringen af ansvar var netop problematisk i tamilsagen, ligesom de

tre personlige politiske skandaler, specialet undersøger, også peger i retning af et problem i forhold

til placering af ansvar mellem minister og embedsmænd. I skattesagen blev Peter Loft anklaget for

at gå for langt i assistancen af Troels Lunds Poulsens dagsorden i forhold til afgørelsen af

Thornings skattesagen (Agger & Pedersen, 2011, 11. november). I bilagssagen hævdede flere, at

administrationen i amtet ligefrem var bange for Løkke og derfor ikke sagde fra, selvom bilagene

ikke var i orden (Frederiksborg Amts Avis, 2008, 24. maj). I statsløsesagen, hvor Rønn åbenlyst

prøvede at tørre ansvaret af på embedsværket (Information, 2011, 17. Januar; Information, 2011,

16. februar), ville situationen ganske givet også have set anderledes ud, hvis Integrationsministeriet

bestod af et politisk embedsværk.

En konsekvens af statsløsesagen er dog også, at fagforeningen DJØF har taget et skridt for at rette

op på embedsmændenes stilling. For første gang siden tamilsagen og inden statsløsesagen var

afgjort, tog fagforeningen således initiativ til at gennemføre en stor undersøgelse af værdier og

vilkår i embedsværket samt af forholdet mellem ministre og embedsmænd. Statsløsesagen betød

dermed, at der kom yderligere fokus på problemstillingen, og at der blev taget en diskussion af

muligheden for at etablere en såkaldt whistleblower-ordning, som kan give embedsmænd lettere

adgang til at ytre sig på passende vis (Flores, 2011, 3. marts). Også Rønns efterfølger på posten som

integrationsminister, Søren Pind, varslede nye tider efter statsløsesagen i forhold til større åbenhed

overfor pressen og offentligheden. Pind opfordrede blandt andet kontorcheferne til at tale med

pressen (Flores & Lehmann, 2011, 18. marts).

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

130 USA er det klassiske eksempel på at hele administrationen skiftes ud, når en ny præsident indtager Det Hvide Hus

(Knudsen, 2004: 19).

155


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

For på den anden side ville et politisk embedsværk også betyde tab af kontinuitet, viden og

saglighed hvis embedsmændene blev skiftet ud hver gang, ministertaburetterne skiftede farve

(Knudsen, 2004: 19). Og er det i et lille land som Danmark overhovedet teknisk muligt at rekruttere

en ny administrativ stab af kvalificerede embedsmænd ved indsættelsen af en ny regering

(Knudsen, 2007: 248)? Selvom en løsning kunne være at reformere systemet, skal vi nok ikke

forvente reformer i den nærmeste fremtid, idet danske ministre har udtrykt stor tilfredshed med

embedsmændenes balancering af de politiske og faglige spørgsmål, og centraladministrationen

mener, at for mange regler på området vil spænde ben for administrationens handlefrihed

(Christensen, 2004: 56-57, 64; Knudsen 2007: 244-249). En regering, der ønskede at reformere

systemet, ville således løbe en stor risiko ved at få embedsværket imod sig. Samtidig er det heller

ikke i oppositionens interesse at styrke en siddende regerings politiske rådgivning, idet

konsekvensen kan være, at de forbliver i opposition (Knudsen, 2007: 248). Om end de tre skandaler

peger på, at reformer af embedsværket kunne være fordelagtigt, er det formentligt ikke en

konsekvens, vi får at se i den nærmeste fremtid.

S8;8;8E!A($'#-4#$'#&!0(&!(00#$,)*+7#/#$!!

Som vi nævnte indledningsvist i diskussionen er der også en række af de institutionelle

konsekvenser af skandalerne, som vedrører offentligheden og borgerne. Konsekvenserne for

offentligheden handler om to forhold: hvorvidt skandalerne fører til en ændret praksis i

forvaltningen i forhold til offentlighedsprincippet, og hvorvidt de institutionelle konsekvenser af

skandalerne generelt set er med til at skabe mistillid til det politiske system. De to dimensioner af

konsekvenser for offentligheden vil vi komme ind på i det følgende.

#RKQSKLHO'd'TSMOVR'WXO'ZKQYLHQSH'XWWHQMLJY]HS'J'WXOPKLMQJQYHQh'

Som analysen viste, kan de interne undersøgelser, som både Sundhedsministeriet og

Integrationsministeriet foretog i henholdsvis bilagssagen og statsløsesagen, være problematiske af

to årsager. For det første er det begrænset, hvor stor troværdighed disse undersøgelser har, fordi de

er politisk ledede. For det andet kan ombudsmanden ikke kontrollere dem, så længe de er interne

arbejdsdokumenter, der falder udenfor offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt. Dette var

tilfældet i statsløsesagen, hvor redegørelsen fra Integrationsministeriet først blev offentliggjort, efter

Rønn blev fyret (bilag 1H). Spørgsmålet er derfor, om væsentlige interne dokumenter ikke bør være

omfattet af aktindsigten, fordi de i perioden, indtil de bliver offentliggjort – sat på spidsen –

156


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

potentielt kan dække over magtmisbrug. Formentligt velvidende at redegørelsen vil fælde hende

som minister, forbliver Rønn således minister i mere end en måned, fra redegørelsen er færdig i

ministeriet, til hun bliver fyret. Denne lukkethed, som generelt var kendetegnede for statsløsesagen,

stemmer godt overens med Knudsens påstand om, at åbenhed og transparens er fraværende i dansk

forvaltning, jf. teorikapitlet. Knudsen hævdede endda, at forvaltningen har tradition for

hemmelighedskræmmeri (Knudsen, 2003: 43). Dette er måske at tage munden for fuld, men

skandalerne er med til at pege på, at den danske forvaltning ikke har så høj en grad af offentlighed,

som man ideelt set kunne ønske sig. På trods af at ombudsmanden mener, at offentlighedsprincippet

reelt er til stede i Danmark, kan skandalerne puste liv i diskussionen om, hvorvidt det er

problematisk, at offentlighedsprincippet ikke er grundlovssikret herhjemme, sådan som tilfældet er i

Sverige (Knudsen, 2003: 29-32). Udover denne mere grundlæggende demokratiske problemstilling,

er spørgsmålet desuden, om ikke det vil være hensigtsmæssigt at ændre praksis omkring de interne

undersøgelser for på den måde at skabe større åbenhed og gennemsigtighed i forvaltningen"'"?

I forlængelse heraf er der også et offentlighedsproblem i forhold til undersøgelseskommissionerne.

Når disse er nedsatte og har påbegyndt deres arbejde, kan offentligheden nemlig ikke søge

aktindsigt ifølge § 31 i lov om undersøgelseskommissioner 132 (Lov om undersøgelseskommissioner,

1999). Undersøgelseskommissionerne, der er med til at udrede konsekvenserne af skandalerne, er

dermed paradoksalt nok med til at forhindre medierne i at opfylde sin vagthunds rolle. Den

manglende mulighed for aktindsigt indikerer endnu et aspekt af den manglende åbenhed i den

danske forvaltning, som skandalerne er med til at tydeliggøre.

Samtidig viser de interne undersøgelser i ministerierne, at ombudsmandens kompetence har sin

begrænsning. Som beskrevet i analysen tager ombudsmanden ikke imod bestillingsopgaver fra

Folketinget, og derfor ser ministerierne sig nødsaget til at undersøge sig selv. Det ville selvfølgelig

også være problematisk, hvis ombudsmanden tog imod opgaver fra Folketinget, for risikoen ville

være, at ombudsmandsinstitutionen ville blive brugt politisk. Ombudsmandens kontrolmuligheder

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

131 I forlængelse af diskussionen om aktindsigt, er det værd at pointere, at det primært er journalister, der benytter sig af

denne ret. Men eftersom journalisterne på sin vis arbejder på borgernes vegne ved at agere samfundets vagthund og

kontrollere magthaverne (Christensen et al., 2007: 278), kan man hævde, at diskussionen om offentlighed i

forvaltningen vedrører alle borgere, fordi det handler om basale rettigheder i forhold til, hvilke oplysninger og

dokumenter myndighederne ligger inde med om borgerne (Knudsen, 2003: 36).

132 § 31 i Lov om undersøgelseskommissioner lyder: “Der må ikke uden samtykke fra undersøgelseskommissionen gives

aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen i materiale, der indgår i undersøgelsen. Stk. 2. Der er, indtil

undersøgelseskommissionen har afgivet sin beretning, ikke adgang til aktindsigt i rettens materiale efter retsplejelovens

§ 41” (Lov om undersøgelseskommissioner, 1999).

157


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

er også begrænsede i forhold til statsløsesagen, idet tildelingen af statsborgerskab i dag er

Folketingets ansvar, som analysen viste. Fordi ombudsmanden er uafhængig af Folketinget, havde

han ikke mulighed for at gå ind i statsløsesagen. På trods af at uafhængigheden af Folketinget er

afgørende for selve ombudsmandsinstitutionens eksistens, er spørgsmålet i lyset af statsløsesagen,

om ombudsmandens kontrolmuligheder er tilstrækkelige (Andersen, 2003: 170). Spørgsmålet bliver

ikke mindre relevant med det grundlæggende problem in mente, at ombudsmandens virksomhed

udelukkende har disciplinerende effekt på myndighederne, og at ombudsmanden dermed ikke har

nogen retlige sanktionsmuligheder; han kan udelukkende udtale sin vurdering af sagen (Christensen

et al., 2007: 272-273; Germer, 2001: 196-197).

9JNMJLLJS'MJL'NVNMHZHM'NXZ'RXQNHRPHQN'KW'NRKQSKLHOQH'

I sin kerne handler offentlighedsprincippet om, at borgerne skal have mulighed for at diskutere og

tage stilling til de fælles offentlige anliggender (Knudsen, 2007: 339). Dermed kan den manglende

offentlighed i forvaltningen, der kommer til udtryk i skandalerne, også medføre mistillid til

systemet. Tillid er samtidig afgørende i demokratier, hvor man som borger gennem valgprocessen

har uddelegeret magt og beføjelser til repræsentanter, så de kan handle og lovgive på ens vegne

(Thompson, 2002: 259-262). Når Løkke misbruger offentlige midler og ikke er omhyggelig nok

med bilagene; når Troels Lund Poulsen mistænkes for at bruge sin magt til at påvirke en konkret

skattesag, og når Rønn står i spidsen for en fejlagtig sagsbehandling af statsløse og samtidig ikke vil

indrømme sine fejl, så kan der opstå tillidsbrud mellem borgerne og politikerne. Det sker netop

fordi de antagelser, der lå til grund for den tillidsfulde relation, bliver gjort til skamme. Men en dyb

eller voksende mistillid kan også medføre, at politikerne begynder at økonomisere med tilliden. For

eksempel ved at lovgiverne bliver tilbøjelige til at indføre et stigende omfang af formelle processer i

håb om at genopbygge tilliden (Thompson, 2002: 261-262). Tre eksempler på sådanne tiltag er

Skatteminister Thor Möger Pedersens bebudede omstrukturering af Skatteministeriet (Maltesen,

2011, 3. december), de nye retningslinjer for ministeriernes repræsentation i bilagssagen (bilag 2J)

samt de mulige ændringer i sagsbehandlingen af statsløse som følge af

undersøgelseskommissionens resultater i statsløsesagen. Nye procedurer kan naturligvis være

gavnlige, men der er også en risiko for, at de kan indføre mere bureaukrati, ineffektivitet og

uigennemsigtighed.

Samlet set kan konsekvenserne af personlige politiske skandaler som skattesagen, bilagssagen og

statsløsesagen altså være problematiske, fordi de fører til skepsis og mistillid til politikerne og det

158


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

politiske system. Dermed kan skandalerne være med til at erodere sociale tillidsrelationer, der

understøtter de demokratiske processer og fremmer politisk handling og samarbejde (Thompson,

2002: 264).

Diskussionen peger på, at den personlige politiske skandale har konsekvenser for både de

skandaleramte politikeres person og for de politiske institutioner. Men billedet af konsekvensernes

betydning er ikke entydigt – fører skandalerne til strammere lovgivning og tiltrængte reformer, eller

er resultatet snarere politikerlede og et mediesystem, der i stigende grad er blevet til en politisk

institution? Uanset set svaret har specialet udstillet de forløb, der kendetegner den personlige

politiske skandale, som alle på hver deres måde er med til at gøre den personlige politiske skandale

til en fast bestanddel af dansk politik.

159


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

2!3($/-'1A4'2,)2-D#(,)'

Gennem et eksplorativt studie af de tre personlige politiske skandaler; bilagssagen, skattesagen og

statsløsesagen har specialet søgt at bestemme den personlige politiske skandales kendetegn og

konsekvenser for derved at bidrage til den grundige forståelse af den personlige politiske skandales

dimensioner. På baggrund af specialet kan vi konstatere, at personlige politiske skandaler i stigende

grad er blevet en fast bestanddel af dansk politik. En hypotese, der med fordel kan testes i

kommende politologiske undersøgelser af den personlige politiske skandale. Konklusionen starter

derfor med at fastslå specialets empiriske fund og peger derefter på, hvilke andre forhold der kan

undersøges med udgangspunkt i specialet.

1AF1'#GHIJKLHMN'WTQS'

Specialet fandt, at den personlige politiske skandale i Danmark er kendetegnet af fire forhold:

overtrædelser, mediedækning, håndtering og den politiske involvering.

1AF1F1',PHOMO[SHLNHO'

I alle tre personlige politiske skandaler kunne det konstateres, at væsentlige overtrædelser havde

fundet sted. Både bilagssagen, skattesagen og statsløsesagen indeholdt lovmæssige, normative og

andengradsovertrædelser. Dermed er en overtrædelse en betingelse for, at en sag udvikler sig til en

personlig politisk skandale. At kendetegne de personlige politiske skandaler ud fra hvilken form for

overtrædelser, der i de tre sager var tale om, viste sig derfor at være hensigtsmæssigt. I relation til

practice as you preach-dimensionen, som vi konstaterede er et særligt kendetegn ved personlige

politiske skandaler i Danmark, illustrerede opdelingen i lov- og normovertrædelser, at overtrædelser

i personlige politiske skandaler bevæger sig inden for rammerne af både den private og den

offentlige sfære. Denne sondring mellem den private og den offentlige sfære var således en

anvendelig skelnen, som tydeliggjorde, hvordan de personlige politiske skandaler adskiller sig fra

de institutionelle politiske skandaler. Overtrædelserne kunne imidlertid ikke kunne svare på, hvad

der gør den ene skandale og dens overtrædelser mere alvorlige end en anden skandale. I

udgangspunktet er bilagssagen og den første del af skattesagen baseret på relativt harmløse

overtrædelser, mens statsløsesagen og skattesagens anden del handler om overtrædelser, der

forekommer mere alvorlige. Men som Thompson pointerer, er det ikke givet, at overtrædelser skal

160


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

være voldsomme, før der kan være tale om ægte skandaler (Thompson, 2002: 31-32). Vi kan altså

ikke alene ud fra overtrædelserne afgøre, hvor gravende de væsentlige overtrædelser i sagerne er.

1AF1F6'9HSJHS[RQJQY'

Vi fandt, at det var afsløringer i medierne, der betød, at de tre sager udviklede sig til egentlige

personlige politiske skandaler. Fordi en skandale først kan manifesteres som en skandale, idet

udenforstående får kendskab til overtrædelsen, spiller mediernes afsløring af skandalesagerne en

afgørende rolle i de personlige politiske skandaler. I alle tre skandaler agerede medierne politiske

aktører i kraft af deres brug af afsløringerne og den undersøgende journalistik. Mediernes ageren

som politiske aktører så vi også i den personfremstilling, der var tydelig i alle tre skandaler, om end

den i statsløsesagen ikke var helt så udtalt som i bilagssagen og i skattesagen. Eftersom

tabloidisering og skandalejournalistik primært var kendetegnende for bilagssagen og skattesagen,

kan mediernes fokus på personen ikke tilskrives den ændrede journalistiske standard alene. En

personlig politisk skandale kan således være personlig uden at være tabloid, hvilket understøtter

pointen om, at personlige politiske skandaler kan ses som personalisering i sin yderste konsekvens.

1AF1F8'+bQSMHOJQY'

Håndteringen af de tre personlige politiske skandaler viste, at både Løkke, Thorning og Rønn var

villige til at gå langt for at beskytte deres offentlige omdømme. Løkkes defensive brug af

håndteringsstrategierne fastslog, at der i bilagssagen var meget på spil i forhold til Løkkes fremtid

som kommende statsminister. Thornings fulde undskyldning var med sin ekstreme

imødekommenhed også et tegn på, at Thorning var villig til at strække sig langt for at bevare sin

position som potentiel kommende statsminister. Den effektive undskyldningsstrategi viste, hvordan

håndteringen kan være udslagsgivende for en skandales forløb og omfang. Tilsvarende var Rønns

lukkede tilgang til medier og offentlighed et eksempel på, hvordan skandalens håndtering kan blive

afgørende for skandalens udvikling. Samtidig vidnede statsløsesagen både om, at

professionalisering ikke er et integreret element i alle personlige politiske skandaler, og at Rønn var

så opsat på at stå ved sine principper, at hun ikke frivilligt forlod posten som minister.

1AF1F7'3XLJMJNR'JQPXLPHOJQY'

Ud fra specialets analyse af den politiske involvering kan vi konstatere, at man ikke kan afskrive

politiske institutioners rolle i personlige politiske skandaler. En skandale, der i udgangspunktet

161


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

opstår i den private sfære, som skattesagen, kan udvikle sig til også at være en skandale med

politisk substans, som dermed også har rod i den offentlige sfære.

Specialet demonstrerede endvidere, at en personlige politiske skandale kan være en god anledning

for politikere til at markere politiske ståsteder. Således viste den politiske involvering i de tre

skandaler, at politikere både bruger skandalerne til at markere deres holdninger til moralske

spørgsmål og til at positionere sig i forhold til politiske med- og modspillere. De kritiske positioner

betyder, at de personlige politiske skandaler kan anses som en del af det kontinuerlige politiske spil,

og dermed er personlige politiske skandaler altså ikke udelukkende flygtige fænomener, der optager

medierne.

Specialet slog yderligere fast, at personlige politiske skandaler tydeliggør problemer i de politiske

institutioner som for eksempel behovet for reformer og manglende offentlighed. Analysen af de

politiske institutioners involvering fremhævede således, at der i alle tre skandaler var tale om uklare

forhold mellem embedsmænd og ministre samt problemer med både kontrollen af og offentligheden

i forvaltningen.

1AF6'3HONGHRMJPHO'WXO'WOHZMJSJY'WXONRQJQY'J'GHONXQLJYH'GXLJMJNRH'NRKQSKLHO'

Samlet set har specialet vist, at kendetegnene ved den personlige politiske skandale betyder, at den

personlige politiske skandale er blevet en fast bestanddel af dansk politik, og derfor er

konsekvenserne af skandalerne, som specialets diskussion viste, også væsentlige at forholde sig til.

Specialet tydeliggør således, at det er nødvendigt at få en bedre forståelse af dimensionerne og

konsekvenserne af de personlige politiske skandaler. Derfor er yderligere undersøgelser af den

personlige politiske skandale i Danmark tiltrængt. Specialet fremhæver et særligt behov for at

undersøge spørgsmålet om skandalernes alvor. Selvom overtrædelserne ikke alene kan afgøre, om

en skandale er alvorlig eller ej, undergraver ulovlig anvendelse af politisk magt selve grundlaget for

den legitime magt. Det viste diskussionen af konsekvenserne også, og derfor kan skandaler, hvor

der er tale om magtmisbrug, i princippet anses som særligt alvorlige. Men specialet giver ikke et

entydigt svar på, hvad der gør én skandale mere moralsk forkastelig og dermed potentielt mere

alvorlig end en anden. Analysen af forsvarspositionerne viste sig dog at være et skridt på vejen i

forhold til at afgøre, hvornår en personlig politisk skandale er alvorlig. En politiker vil nemlig

opleve, at antallet af støtter falder, efterhånden som alvoren stiger. Forsvarspositionerne, som var et

resultat af den åbne kodning i indholdsanalysen, kan dermed med fordel undersøges i fremtidige

studier af personlige politiske skandaler.

162


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Med de potentielle konsekvenser in mente er et andet af specialets væsentligste bidrag

understregningen af behovet for at afgøre, hvorvidt der er empirisk belæg for personaliseringstesen

i dansk politik. I forlængelse af dette fandt vi, at practice as you preach-dimensionen var tilstede i

alle tre skandaler. Således er der belæg for at konstatere, at et særligt kendetegn for personlige

politiske skandaler i Danmark er practice as you preach-dimensionen. Spørgsmålet er, om

dimensionen kun gør sig gældende i en skandalekontekst, eller om det også er blevet et generelt

træk ved dansk politik.

Specialet viste endvidere, at skandalerne kan betyde, at mediernes rolle som fjerde statsmagt

udvides. Dermed er det også nødvendigt, at fremtidige studier af personlige politiske skandaler

forholder sig til mediernes magt som en integreret del af de personlige politiske skandaler i

Danmark.

Personlige politiske skandaler synliggør altså problematiske forhold som den udvidede mediemagt,

den stigende personalisering, den manglende offentlighed i forvaltningen, de utilstrækkelige

kontrolfunktioner og de uklare forhold mellem ministre og embedsmænd. Afslutningsvist er det

derfor værd at pointere, at de personlige politiske skandaler udstiller behovet for et serviceeftersyn

af forholdet mellem medier, politikere, ministre, embedsmænd og særlige rådgivere.

!

!

163


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

-($$/%!$D%-(#$/'

!"#$%&"%'("#$&)*$+(),-"+#"+#-)*("(#".("+#-)(("+$(/+"%0#

Allern, Sigurd, Blach-Ørsten, Mark, Kantola, Anu & Pollack, Ester. (2012). Increased

Scandalization. I: Allern, Sigurd & Pollack, Ester (red.) Scandalous!"The Mediated Construction of

Political Scandals in Four Nordic Countries. Göteborg: Nordicom

!

Allern, Sigurd & Pollack, Ester. (2012). Mediated Scandals. I: Allern, Sigurd & Pollack, Ester

(red.) Scandalous!"The Mediated Construction of Political Scandals in Four Nordic Countries.

Göteborg: Nordicom

!

Andersen, Jon. (2003). Forvaltningsret. Sagsbehandling, hjemmel, prøvelse. København: Forlaget

Thomson, GadJura

!

Andersen, Jørgen Goul, Christiansen, Peter Munk, Jørgensen, Torben Beck, Togeby, Lise og

Vallgårda, Signild. (2003). Magt og demokrati i Danmark. Hovedresultater fra Magtudredningen.

Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

!

Andersen, Johannes. (2007). Medier, politisk interesse og viden om politik. I: Andersen, Jørgen

Goul, Andersen, Johannes, Borre, Ole, Nielsen, Hans Jørgen & Hansen, Kasper Møller (red.). Det

nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Aarhus: Academica

!

Andersen, Lotte Bøgh, Hansen, Kasper Møller & Klemmesen, Robert. (2010). At lave

undersøgelser inden for statskundskab. I: Andersen, Lotte Bøgh, Hansen, Kasper Møller &

Klemmesen, Robert (red.). Metoder i statskundskab. København: Hans Reitzels Forlag

Barker, A. (1994). The Upturned Stone: Political Scandals and Their Investigation Processes in

Twenty Democracies. I: Crime, Law and Social Change, 21, (4), s. 337-373

Beckman, Niels & Kleis, Birgit. (2004). Indfødsretsloven med kommentarer. København: Jurist- og

Økonomforbundets Forlag

Betænkning 1443. (2004). Embedsmænds rådgivning og bistand. Betænkning fra Udvalget om

embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre. Juni 2004.

Bhatti, Yosef, Hansen, Kasper Møller & Olsen, Asmus Leth. (2012). The effect of private life

scandals on candidate evaluations. Paper fremlagt ved ECPR Joint Sessions, St. Gallen, Schweiz.

Binderkrantz, Anne Skorkjær, Andersen, Lotte Bøgh, Hansen, Kasper Møller. (2010).

Forskningsdesign. I: Andersen, Lotte Bøgh, Hansen, Kasper Møller & Klemmesen, Robert (red.).

Metoder i statskundskab. København: Hans Reitzels Forlag

!

Blach-Ørsten, Mark. (2011). Politiske skandaler i danske medier 1980-2000. I: Tidsskriftet Politik.

Tema: Skandale! 14. årgang, (no. 3), s. 7-16

!

164


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Blach-Ørsten, Mark & Esmark, Anders. (2011). Et komparativt blik på den politiske

kommunikationskultur i Danmark. I: Økonomi & Politik. 84. årgang, (nr. 1), s. 3–18.

!

Blach-Ørsten, Mark & Lund, Anker Brink. (2012). Security Scandals in the Age of Mediated War.

I: Allern, Sigurd & Pollack, Ester (red.) Scandalous!"The Mediated Construction of Political

Scandals in Four Nordic Countries. Göteborg: Nordicom.

!

Blumler, Jay G., Kavanagh, Dennis. (1999). The Third Age of Political Communication: Influence

and features. I: Political Communication, vol. 16, (no. 3), s. 209-227

!

Bryman, Alan. (2004). Social Research Methods, 2. udgave, Oxford: Oxford University Press

!

Caprara, Gian Vittorio. (2007). The Personalization of Modern Politics. I: European Review, vol.

15, (no. 2), s. 151-164

!

Christensen, Jens Peter. (1997). Ministeransvar. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag!

!

Christensen, Jens Peter. (2004). Embedsmanden - i klemme mellem jura og politik? I: Blom-

Hansen, Jens, Nørgaard, Asbjørn Sonne, Pallesen, Thomas (red). Politisk ukorrekt. Festskrift til

professor Jørgen Grønnegård Christensen. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag

!

Christensen, Jørgen Grønnegaard, Christiansen, Peter Munk, Ibsen, Marius. (2007). Politik og

forvaltning. Aarhus: Academica

!

Christensen, Jørgen Grønnegaard. (2012). Undersøgelseskommissioner. I: Mariager, Rasmus (red.).

Politik, historie og jura. Politisk overvågning i Danmark og Skandinavien under Den Kolde Krig.

København: Det Kongelige Bibliotek & Museum Tusculanums Forlag

!

Cook, Timothy E. (2005). Governing with the News – The News Media as a Political Institution. 2.

udgave. Chicago & London: The University Press of Chicago

!

Dalen, Arjen van & Skovsgaard, Morten. (2011). Er en politisk skandale en politisk skandale?

Danske medierede politiske skandaler i et komparativt perspektiv. I: Tidsskriftet Politik. Tema:

Skandale! 14. årgang, (no. 3), s. 17-26

!

Driessens, Olivier, Raeymaeckers, Karin, Verstraeten, Hans & Vandenbussche, Sarah. (2010).

Personalization According to Politicians: A Practice Theoretical analysis of mediatization.

Communications, vol. 35, (no. 3), s. 309–326

!

Elklit, Jørgen & Jensen, Henrik. (2010). Kvalitative datakilder. I: Andersen, Lotte Bøgh, Hansen,

Kasper Møller & Klemmesen, Robert (red.). Metoder i statskundskab. København: Hans Reitzels

Forlag

Elmelund-Præstekær, Christian, Müller, Louise & Rasmussen, Louise Nowak. (2010). Soft news i

2007-valgkampen: Balanceret, men ukritisk snak om mennesker i politik. I: Journalistica. nr. 1, s.

88-109.

!

165


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Esmark, Anders. (2000). Offentlighed eller system? Hvilken rolle har den politiske journalistik i

demokratiet? I: Carlsen, Erik Meier, Esmark, Anders, Horst, Maja, Kjær, Peter & Pedersen, Ove K.

Politisk journalistik. Aarhus: Forlaget Ajour

Esmark, Anders & Kjær, Peter. (2000). Den sidste mediepolitik og den politiske journalistik. I:

Carlsen, Erik Meier, Esmark, Anders, Horst, Maja, Kjær, Peter & Pedersen, Ove K. Politisk

journalistik. Aarhus: Forlaget Ajour

!

Esser, Frank. (1999). ’Tabloidization’ of News: A Comparative Analysis of Anglo-American and

German Press Journalism. I: European Journal of Communication, vol. 14, (3), s. 291–324

!

Frandsen, Aage, Christiansen, Peter Munk, Andersen, Jørgen Goul & Gregersen, Rune Valentin.

(2012). PolitikNU. Aarhus: Systime

!

Frederiksen, Tanja & Nielsen, Sigge Winther. (2010). Projekt Løkke. København: Gyldendal

!

Garrard, John. (2006). Scandals: An overview. I: Scandals in Past and Contemporary Politics.

Manchester: Manchester University Press.

!

George, Alexander L. (2008). Quantitative and Qualitative Approaches to Content Analysis. I:

Franzosi, Roberto (red.). Content Analysis. London: Sage Publications

!

Germer, Peter. (2001). Statsforfatningsret. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

!

Gerring, John. (2004). What Is a Case Study and What Is It Good for? I: The American Political

Science Review, vol. 98, (no. 2), s. 341–354

!

Giddens, Anthony. (2000). En løbsk verden. Hvordan globaliseringen forandrer vores tilværelse.

København: Hans Reitzel

!

Granvig, Benedikte & Lauridsen, Lasse. (2012, 1. April, kl. 16.03-17.00). Agenda - Den

samfundsopbyggende skandalejournalistik. Danmarks Radio (P1).

!

Green-Pedersen, Christoffer. (2011). Partier i nye tider. Den politiske dagsorden i Danmark.

Aarhus: Aarhus Universitetsforlag

Grundloven. (1953). Danmarks Riges Grundlov. Lokaliseret 8. august 2012 på

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=45902

!

Habermas, Jürgen. (2009). Borgerlig offentlighed. København: Informations Forlag.

!

Hansen, Kasper Møller. (2008). Hvordan påvirker valgkampen vælgerne? I: Kosiara-Pedersen,

Karina & Kurrild-Klitgaard, Peter (red.). Partier og partisystemer i forandring. Festskrift til Lars

Bille. Odense: Syddansk Universitetsforlag

!

Henrichsen, Carsten. (1993). Tamilsagen. En kommentar til Undersøgelsesrettens beretning om

Tamilsagen, december 1992. København: Akademisk Forlag!

!

166


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Hesse-Biber, Sharlene Nagy & Leavy, Patricia. (2011). The Practice of Qualitative Research. 2.

udgave. London: Sage Publications

!

Hjarvard, Stig. (1997). Forholdet mellem kvantitative og kvalitative metoder i medieforskningen. I:

Norsk Medietidsskrift, nr. 2, s. 59–80

!

Hjarvard, Stig. (2004). Politik som mediemontage. Om medierne forandring af den politiske

kommunikation. I: Andersen, Jørgen Goul, Christiansen, Peter Munk, Jørgensen, Torben Beck,

Togeby, Lise og Vallgårda, Signild. Den demokratiske udfordring. København: Hans Reitzels

Forlag

!

Hjarvard, Stig. (2008). En verden af medier. Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg.

Frederiksberg: Samfundslitteratur

!

Hornbech, Birthe Rønn. (2011). Ministerbilleder. København: Gyldendal

!

Hornnes, Elin Strand. (2012). When Women Have to Apologize. I: Allern, Sigurd & Pollack, Ester

(red.) Scandalous!"The Mediated Construction of Political Scandals in Four Nordic Countries.

Göteborg: Nordicom

!

Jakobsen, Mads Leth & Harrits, Gitte Sommer. (2010). Kvalitativ analyse: kodning og dybtgående

tekstanalyse. I: Andersen, Lotte Bøgh, Hansen, Kasper Møller & Klemmesen, Robert (red.).

Metoder i statskundskab. København: Hans Reitzels Forlag

!

Jenssen, Anders Todal & Fladmoe, Audun. (2012). Ten Commandments for the Scandalization of

Political Opponents. I: Allern, Sigurd & Pollack, Ester (red.) Scandalous!"The Mediated

Construction of Political Scandals in Four Nordic Countries. Göteborg: Nordicom

!

Journalistforbundet. (2012, 4. januar). Cavling-prisen 2011 til Information. Lokaliseret d. 27. august

2012 på: http://journalistforbundet.dk/Nyheder/2012/Januar/Cavling-prisen-2011-til-Information/

Justitsministeriet (2012). Svar på Spørgsmål nr. 49 (Alm. del) fra Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen. Lokaliseret 15. august 2012 på

http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/UFO/spm/49/svar/899589/1147360/index.htm

!

Jørgensen, Oluf. (2011). Mediejura - det handler om informations- og ytringsfrihed. Aarhus: Ajour

!

Kaase, Max. (1994). Is There Personalization in Politics? Candidates and Voting Behavior in

Germany. I: International Political Science Review, vol. 15, (no. 3), s. 211–230

!

Karvonen, Lauri. (2010). The Personalisation of Politics - A Study of Parliamentary Democracies.

Colchester: ECPR Press.

!

Kerby, Matthew & Chari, Raj S. (2002). Policy Scandals: A Spanish Case. I: Government and

Opposition, vol. 37, (no. 3), s. 409–425

!

167


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Knudsen, Tim. (2003). Sammenligning af dansk og svensk offentlighed i forvaltning. I Knudsen,

Tim (red.): Offentlighed i det offentlige: Om historiens magt. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, s.

29-44.

!

Knudsen, Tim. (2004). Forvaltning. I: Knudsen, Tim (red.). Kernebegreber i politik. København:

Forlaget Thomson, GadJura,

!

Knudsen, Tim. (2007). Fra folkestyre til markedsdemokrati. Dansk demokratihistorie efter 1973.

København: Akademisk Forlag.

!

Krause-Kjær, Niels. (2009). Lars Løkke. Et portræt af Danmarks statsminister. København:

Jyllands-Postens Forlag

L 195. (2012). Forslag til lov om ændring af ligningsloven, kildeskatteloven og personskatteloven.

Lokaliseret d. 25. august 2012 på

http://www.ft.dk/samling/20111/lovforslag/L195/som_fremsat.htm?/samling/20111/lovforslag/L19

5/som_fremsat.htm

Lov om undersøgelseskommissioner. (1999). Lokaliseret 12. juli 2012 på

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=341

Madsen, Tanja Nyrup. (2009). Danskerne elsker at betale skat. I: Ugebrevet A4, nr. 07, 2009.

Lokaliseret d. 1. juli 2010 på

http://www.ugebreveta4.dk/2009/200907/Baggrundoganalyse/Danskerne_elsker_at_betale_skat.asp

x

Mancini, Paolo. (1999). New Frontiers in Political Professionalism. I: Political Communication,

vol. 16, (no. 3), s. 231–245

!

Merkelsen, Henrik. (2007). Magt og medier - en introduktion. Fredriksberg:

Samfundslitteratur.

!

Midtbø, Tor. (2012). Do Mediated Political Scandals Affect Party Popularity in Norway?, I: Allern,

Sigurd & Pollack, Ester (red.) Scandalous!"The Mediated Construction of Political Scandals in

Four Nordic Countries. Göteborg: Nordicom

!

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters hjemmeside. (2012). Departementschef. Lokaliseret d.

12. august 2012 på http://www.mbbl.dk/ministeriet/departementschef

!

Mortensen, Peter Bjerre. (2011). Forvaltningens organisering og mediernes placering af det

politiske ansvar. I: Tidsskriftet Politik. Tema: Skandale! 14. årgang, (no. 3), s. 27-34

!

Negrine, Ralph & Lilleker, Darren G. (2002). The Professionalization of Political Communication:

Continuities and Change in Media Practices. I: European Journal of Communication, vol. 17, (no.

3), s. 305–323

!

Negrine, Ralph. (2008). The Transformation of Political Communication. Basingstoke: Palgrave

Macmillan

168


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

!

Neuendorf, Kimberly A. (2002). The Content Analysis Guidebook. London: Sage Publications

!

Nielsen, Jakob. (2007). Helle for magten. København: Politikens Forlag

!

Nielsen, Signe Højgaard. (2012a, 25. august). Forsker: B.T. laver skandale journalistik. I:

Journalisten. Lokaliseret d. 17. juli 2012 på http://journalisten.dk/forsker-b-t-laverskandalejournalistik

Nielsen, Signe Højgaard. (2012b, 25. august). Tror du på B.T.? I: Journalisten. Lokaliseret d. 17.

juli 2012 på http://journalisten.dk/tror-du-pa-b-t

Norris, Pippa. (2000). A Virtuous Circle. Political Communications in Postindustrial Societies.

Cambridge: Cambridge University Press.

!

Nørgård, Asbjørn Sonne. (2007). God Statskundskab: Heksekunst eller håndværk? I: Politica, vol.

39, (no. 3), s 233–255

Offentlighedsloven. (1985). Lov om offentlighed i forvaltningen. Lokaliseret d. 10. august 2012 på

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=59474

!

Pressenævnet. (2012). Vejledende regler for god presseskik. Lokaliseret 17. juli 2012 på

http://www.pressenaevnet.dk/Love-og-regler/Regler-for-god-presseskik.aspx

!

Rahat, Gideon & Sheafer, Tamir. (2007). The Personalization(s) of Politics: Israel, 1949–2003. I:

Political Communication, vol. 24, (no. 1), s. 65–80

!

Schmidt, Solveig. (2011). Journalistikkens grundtrin II: Roller, krav, metoder. Aarhus: Ajour

!

Skattesagskommissionen. (2012). Skattesagskommissionen, Vidneliste. Lokaliseret 20. august 2012

på http://skattesagskommissionen.dk/674.html

!

Strömbäck, Jesper. (2008). Four Phases of Mediatization: An Analysis of the Mediatization of

Politics. I: The International Journal of Press/Politics, vol. 13, (no. 3), s. 228–246

!

Thompson, John B. (2002). Den politiske skandale. Magt og synlighed i mediealderen. København:

Hans Reitzels Forlag

!

Togeby, Lise. (1978). Den uopslidelige lærebog. En indholdsanalyse af folkeskolens

samfundslærebøger. Aarhus: Politica

!

Tumber, Howard & Waisbord, Silvio R. (2004). Introduction: Political Scandals and Media Across

Democracies, Volume I. I: American Behavioral Scientist, vol. 47, (no. 8), s. 1031–1039

!

Weber, Max. (2003a). Herredømmets sociologi (uddrag 1). I: Andersen, Heine, Bruun, Hans

Henrik, Kaspersen, Lars Bo (red.). Max Weber. Udvalgte tekster. Bind 2. København: Hans Reitzels

Forlag.

!

169


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Weber, Max. (2003b). Det legitime herredømmes tre rene typer. I: Andersen, Heine, Bruun, Hans

Henrik, Kaspersen, Lars Bo (red.). Max Weber. Udvalgte tekster. Bind 2. København: Hans Reitzels

Forlag.

!

Zoonen, Lisbet van. (2005). Entertaining the Citizen. When Politics and Popular Culture Converge.

Lanham, Md.: Rowman & Littlefield.

!

Ørsten, Mark. (2005). Nyhedsinstitutionen: Et ny-institutionelt perspektiv på den medierede

politiske kommunikation. I: Økonomi & Politik, 78. Årgang, nr. 3, oktober 2005, s. 13-28.

AVISARTIKLER

!

Agger, Christina & Pedersen, Lars Nørgaard. (2011, 11. november). Skattechef i søgelyset.

Jyllands-Posten, s. 8.

Agger, Christina & Pihl-Andersen, Axel. (2011, 5. december). Hvad er meningen: Vi dækker ikke

over magtmisbrug. Jyllands-Posten, s. 6.

Andersen, Olav Skaaning. (2010, 25. juni). Ledende artikel: Ren PaNick. B.T., s. 2

Andersen, Olav Skaaning. (2010, 29. juni). Ledende artikel: Søstersolidaritet. B.T., s. 2

Andersen, Olav Skaaning. (2010, 3. august). Ledende artikel: Lene E. groggy. B.T., s. 2

Andersen, Olav Skaaning. (2011, 8. september). Ledende artikel: Rod i skatten. B.T., s. 2

Andersen, Olav Skaaning. (2011, 18. september). Den første. B.T., s. 2

Arnfred, Carl Emil. (2008, 2. maj). Fogh: Thordahls syn på Løkke spillede ind. Frederiksborg Amts

Avis, s. 6.

Arnfred, Carl Emil & Nielsen, Hanne Fall. (2010, 2. juli). Hård dom over Thornings troværdighed.

Jyllands-Posten, s. 9.

Bakalus, Silla & Mærsk, Morten. (2011, 13. september). Så blev Helle helt privat. B.T., s. 6.

Barfoed, Christian Krabbe & Krog, Thomas Nørmark. (2010, 24. juni). Betal nu, Helle og Stephen.

B.T., s. 9.

Barfoed, Christian Krabbe, Krog, Thomas Nørmark & Weng, Uffe. (2010, 3. august). Det har du

fået svar på. B.T., s. 4.

Beder, Charlotte, Brix, Knud & Madsen, Heidi Joy. (2010, 18. september). Kan man kalde

Thorning spekulant? Jyllands-Posten, s. 2.

170


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Beder, Charlotte, Kristensen, Merete Lisa, & Nielsen, Hanne Fall. (2010, 30. juli). Hullet

hukommelse kan koste bøde. Jyllands-Posten, s. 2.

Beim, Jakob Hvide. (2012, 21. marts). Thor Möger: Jeg har ikke fuld tillid til Peter Loft.

Lokaliseret 14. Juli 2012 på http://politiken.dk/politik/ECE1576035/thor-mger-jeg-har-ikke-fuldtillid-til-peter-loft/

Berlingske Tidende. (2011, 2. marts). Rønn er en klods om benet på Løkke. Berlingske Tidende, s. 5

Binde, Anette. (2011, 6. marts). Fra sødsuppementalitet til stramme tøjler. Berlingske Tidende, s. 8.

Blem, Hans Christian, Larsen, Steen & Kjærgaard, Jan. (2011, 3. marts). Venstre-folk: Løkke bange

for Rønn trækker fyring i langdrag. Ekstra Bladet, s. 12.

Brandstrup, Mads & Maltesen, Bo. (2011, 11. november). Ministers højre skrev afsnit i Thorningsag.

Politiken, s. 1.

Brandstrup, Mads, Kaae, Martin & Sheikh, Jakob. (2010, 25. juni). S beskylder topembedsmænd

for politisk bestillingsarbejde. Politiken, s. 6.

Brandstrup, Mads & Skærbæk, Morten. (2011, 15. november). Redegørelse bringer Troels Lund i

fokus. Politiken, s. 4.

Brandstrup, Mads & Vangkilde, Jesper. (2010, 18. august). Thorning til angreb på Pia Kjærsgaard.

Politiken, s. 7.

Brandstrup, Mads & Østergaard, Mette (2010, 17. september). Helle Thorning-Schmidt står til sejr i

skattesag. Politiken, s. 6.

Brix, Knud & Cordsen, Christine. (2010, 8. august). Vind eller forsvind. Jyllands-Posten, s. 2.

Brüchmann, Peter. (2010, 12. juli). Ledende artikel: Slået hjem. B.T., s. 2

Børsting, Mikael & Faurfelt, Rikke. (2008, 10. april). Socialdemokraterne alene med krav om

Løkke-undersøgelse. Politiken, s. 2.

Cordsen, Christine. (2008, 16. marts). Borgmesterens kamp mod ministeren. Politiken, s. 4.

Cordsen, Christine. (2008, 27. marts). Interview: Lars Løkke: Nødvendigt med elastik. Politiken, s.

7.

Cordsen, Christine. (2008, 4. maj). Tusindvis af spørgsmål som politisk våben. Politiken, s. 5.

Cordsen, Christine. (2008, 25. maj). Løkke er usvækket som Venstres kronprins. Politiken, s. 3.

Christensen, Lykke Wiborg. (2011, 5. december). Historien uden ende. B.T., s. 10.

171


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Davidsen-Nielsen, Hans & Kaae, Martin. (2010, 30. juli). Helle Thorning gentog vildledning i

skattesag. Politiken, s. 1.

Davidsen-Nielsen, Hans & Kaae, Martin. (2010, 31. juli). Det var torskedumt… Jeg beklager.

Politiken, s. 1.

Davidsen-Nielsen, Hans & Kaae, Martin. (2010, 22. august). De borgerliges dronningeattentat.

Politiken, s. 1.

Davidsen-Nielsen, Hans & Maltesen, Bo. (2011, 9. oktober). Hvem lækkede de fortrolige papirer

om Helle Thornings skatteforhold? Politiken, s. 7.

Davidsen-Nielsen, Hans, Maltesen, Bo & Østergaard, Mette. (2012, 25. august). Thorning afviser

homorygter om sin mand i parrets skattesag. Politiken, s. 1.

Ekstra Bladet. (2011, 20. februar) Liberal Alliance redder regeringen: Rønn Hornbech slipper.

Ekstra Bladet, s. 28.

Elsborg, Michael. (2011, 27. februar). Ingen elsker den gamle, den vaklende Rønn. Ekstra Bladet, s.

12.

Elsborg, Michael & Miles, James Kristoffer. (2012, 19. juni). Løkkes Rio-rejse er fup - Han er på

ferie med datteren. Lokaliseret 22. juli 2012 på

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1778651.ece

Falbert, Bent. (2008, 25. maj). Bilag skriver danmarkshistorie. Ekstra Bladet, s. 37.

Faurfelt, Rikke. (2008, 30. april). Fogh afviser at have vildledt Folketinget. Politiken, s. 3.

Faurfelt, Rikke & Hüttemeier, Christian. (2008, 17. maj). Finansministeren under pres i sagen om

bilag. Politiken, s. 3.

Faurfelt, Rikke. (2008, 22. maj). Eksperter: Embedsmænd har ansvar. Politiken, s. 5

Faurfelt, Rikke & Hüttemeier, Christian. (2008, 25. maj). Baggrund: 10 uger med sagen, som ikke

vil dø. Politiken, s. 4.

Flores, Phillip Egea. (2011, 3. marts). DJØF: Embedsmænd: Embedsværkets vilkår skal kulegraves.

Information, s. 4.

Flores, Phillip Egea. (2011, 5. marts). Analyse: Tøve-Løkke. Information, s. 2.

Flores, Phillip Egea & Lehmann, Christian. (2011, 18. marts). De statsløse: Pind giver Rønn

eneansvaret for statsløsesagen. Information, s. 2.

Fogt, Lars, Krog, Thomas Nørmark & Miles, James Kristoffer. (2011, 9. september). Advaret 14

gange.!!B.T., s. 4.

172


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 26. april). Klage til myndighederne over Lars Løkke.

Frederiksborg Amts Avis, s. 2.

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 8. april). Løkke betaler 642,50 tilbage. Frederiksborg Amts Avis,

s. 5.

Frederiksborg Amts Avis (2008, 10. april). Lars Løkke erkender bilags-sjusk. Frederiksborg Amts

Avis, s. 1.

Frederiksborg Amts Avis. (2008a, 26. april). Fogh kendte til Løkkes bilags-rod. Frederiksborg

Amts Avis, s. 1.

Frederiksborg Amts Avis. (2008b, 26. april). Fogh bør sige undskyld til Folketinget. Frederiksborg

Amts Avis, s. 5.

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 28. april). Danmark: Thor P. skal vurdere Fogh-sag.

Frederiksborg Amts Avis, s. 3.

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 29. april). Rygetilsyn blåstempler ministerium. Frederiksborg

Amts Avis, s. 6.!

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 30. april). Flere partier klager over Anders Fogh. Frederiksborg

Amts Avis, s. 3.

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 2. maj). Foghs ventetid gør Løkke sårbar. Frederiksborg Amts

Avis, s. 11.

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 15. maj). Løkke betaler penge tilbage. Frederiksborg Amts Avis, s.

3.

Frederiksborg Amts Avis. (2008a, 17. maj). Løkke prøver at lukke Løkkesag.!Frederiksborg Amts

Avis, s. 2

Frederiksborg Amts Avis. (2008b, 17. maj). Revisionsfirma: Der kan være mere. Frederiksborg

Amts Avis, s. 3

Frederiksborg Amts Avis. (2008c, 17. maj). Løkke/Amt – 2. Frederiksborg Amts Avis, s. 2.

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 19. maj). Lars Løkke kørte for 300.000.!Frederiksborg Amts Avis,

s. 5.

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 21. maj). Ledende artikel: Lars Løkke. Frederiksborg Amts Avis,

s. 4.

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 22. maj). Ebbensgaard: Løkke var nonchalant. Frederiksborg

Amts Avis, s. 3.

173


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 23. maj). Dansk Folkeparti freder Løkke. Frederiksborg Amts

Avis, s. 3.

Frederiksborg Amts Avis. (2008, 24. maj). Ingen turde modsige Lars Løkke Rasmussen.

Frederiksborg Amts Avis, s. 5.

Gaardmand, Nola Grace. (2011, 19. februar). Krav om undersøgelse: Efter ugers tøven kræver S nu

sagen om de statsløse undersøgt. Information, s. 4.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 11. januar). Ny tamilsag?: Efter flere års ulovlig praksis

skiftede ministeren kurs. Information, s. 6.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011a, 12. januar). Juraen: V-ordfører: Konventionerne er svære er

forstå. Information, s. 7.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011a, 12. januar). Fejlbehandlet: Politiet misinformerede statsløs

kvinde. Information, s. 6.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011a, 14. januar). Interview: Rønn Hornbech fralægger sig

ansvaret. Information, s. 4.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011b, 14. januar). Frit lejde? Opposition: Ny chance til statsløse.

Information, s. 4.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 19. januar). De statsløse: Integrationsministeriet vidste alt om

statsløses rettigheder. Information, s. 1.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 29. januar). Statsløse: Det bør Birthe Rønn svare på.

Information, s. 4.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 31. januar). Statsløse: Jurister: Rønn tilsidesatte pligt til at

vejlede i sag om statsløse. Information, s. 1.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 1. februar). De statsløse: Rønn: Undersøgelse om statsløse er

ikke for offentligheden. Information, s. 6.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 2. februar). Statsløse I: ’Nu slukker jeg for mikrofonen, og jeg

tænder den ikke igen’. Information, s. 2.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 3. februar). De statsløse: VKO-flertal udskyder samråd om

statsløse. Information, s. 2.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 9. februar). Statsløse: Jurister: Statsløse skal ind i

indfødsretsloven. Information, s. 6.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 10. februar). Statsløse: Jurister: Statsløse skal ind i

indfødsretsloven. Information, s. 6.

174


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 12. februar). Statsløse: Birthe Rønn talte usandt ved samråd.

Information, s. 4.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 22. februar). Ulovlig praksis: ’Statsløshed skal undgås’,

forsikrede regeringen i 2002. Information, s. 6.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 23. februar). Statsborgerskab: Lars Løkke anklager SRregering

uden dokumentation. Information, s. 4.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011a, 24. februar). Statsløse: Birthe Rønn ventede over ét år med at

rette op på ulovlig praksis. Information, s. 4.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011b, 24. februar). Statsløse: Birthe Rønn ventede over ét år med at

rette op på ulovlig praksis. Information, s. 4.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 1. marts). Anonyme kilder: Embedsmænd bryder nu

tavsheden om Rønn og de statsløse. Information, s. 4.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 2. marts). Eksperter: Rønns forklaring holder ikke.

Information, s. 6.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 3. marts). De nordiske lande: Heller ikke i Finland var

myndighederne i tvivl. Information, s. 4.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011b, 3. marts). Uvidenhed: Hvad vidste Statsministeriet.

Information, s. 5.

Geist, Anton & Dahlin, Ulrik. (2011, 9. marts). Statsløse: Ikke ét ord om manden bag Rønn

Hornbech. Information, s. 5.

Hansen, John & Maltesen, Bo. (2012, 26. februar). Skattesagen, der eksploderede. Politiken, s. 6.

Hergel, Olav. (2010, 31. juli). Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld og undskyld. Politiken, s. 4.

Hjortdal, Marie & Østergaard, Mette. (2010, 24. juni). Helle Thorning bad aldrig om tilsagn fra

Skat. Politiken, s. 3.

Hüttemeier, Christian. (2008, 26. april). Statsministeriet kendte Løkkes bilag. Politiken, s. 3.

Hüttemeier, Christian. (2008, 15. maj). Finansminister i nye bilagsproblemer. Politiken, s. 3.

Hüttemeier, Christian. (2008, 16. maj). Løkke bebrejdes valg af revisor. Politiken, s. 3.

!

Hüttemeier, Christian. (2008, 19. maj). Eksperter: Rod i Løkkes taxabilag. Politiken, s. 4.

Høberg, Jesper & Pedersen, Lars Nørgaard. (2011, 26. november). Rod i Thornings papirer – betale

for meget i skat. Jyllands-Posten, s. 6

175


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Høj, Palle. (2008a, 14. marts). Thorndahl angriber Lars Løkke. Frederiksborg Amts Avis, s. 2.

Høj, Palle. (2008b, 14. marts). Løkke røg på amtets regning. Frederiksborg Amts Avis, s. 3.

Høj, Palle. (2008c, 14. marts). Ballade om Løkkes gamle smøger. Frederiksborg Amts Avis, s. 1.

Høj, Palle. (2008d, 14. marts). Løkke træt af gamle smøger og smæder. Frederiksborg Amts Avis, s.

2.

Høj, Palle. (2008, 15. marts). Bilagene er helt i orden. Frederiksborg Amts Avis, s. 7.

Høj, Palle. (2008, 28. marts). Minister anmeldt til Arbejdstilsynet. Frederiksborg Amts Avis, s. 2.

Høj, Palle. (2008, 12. april). Dyppet i detaljer og rullet i bilag. Frederiksborg Amts Avis, s. 3.

Ib, Helle. (2011, 10. september). Ledende artikel: Venstres træk. B.T., s. 2.

Information (2011, 17. januar). Rønns rengøring. Information, s. 2.

Information (2011, 11. februar). Ledende artikel: Foråret så sagte kommer. Information, s. 24.

Information (2011, 16. februar). Ledende artikel: De forstummede fuldmægtige. Information, s. 24.

Information (2011, 29. februar). Ledende artikel: Nej, hr. minister. Information, s. 24.

Jessen, Claus Kjær & Tang, Uffe. (2011, 2. marts). Danskerne: Rønn Hornbech bør gå af.

Berlingske Tidende, s. 1

Jessen, Claus Kjær. (2011, 9. marts). Birthe er Birthe. Berlingske Tidende, s. 10

Kaae, Martin. (2010, 18. september). Thorning skyder igen på V-minister. Politiken, s. 4.

Kaae, Martin, Maltesen, Bo & Schøler, Peter. (2011, 3. december). Lund mistænkt for

magtmisbrug. Politiken, s. 1.

Karker, Andreas. (2011a, 3. december). De godkendte Mögers plan. B.T., s. 8.

Karker, Andreas. (2011b, 3. december). Bombe under Lars Løkke. B.T., s. 12.

Karker, Andreas & Kirkbak, Jesper. (2011, 24. november). Helles røde rædselskabinet. B.T., s. 8.

Karker, Andreas & Krog, Thomas Nørmark. (2010, 25. juni). Helle alene i verden. B.T., s. 6.

Kirkbak, Jesper og Skrumsager, Esben. (2011, 14. september). Skatte-Helle og Bilags-Lars. B.T., s.

12.

Kjær, Martin & Seeberg, Kenan. (2010, 25. juni). Dommen over Helle. B.T., s. 4.

176


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Kjærgaard, Jan. (2008, 27. marts). Vender bunken: Løkke nervøs. Ekstra Bladet, s. 16.

Kjærgaard, Jan. (2008, 1. april). Kuk i Løkkes bilag: Mad og drikke for 60.000. Ekstra Bladet, s.

11.

Kjærgaard, Jan. (2008, 2. april). Løkke-sagen vokser: Bilags-bøvl for 106.000 kr. Ekstra Bladet, s.

18.

Kjærgaard, Jan. (2008a, 8. april). Venstre skal efterbetale. Ekstra Bladet, s. 8.

Kjærgaard, Jan. (2008b, 8. april). Røde ører: Det er min fejl. Ekstra Bladet, s. 8.

Kjærgaard, Jan. (2008, 10. april). Skål: Løkkes druk-liste. Ekstra Bladet, s. 12.

Kjærgaard, Jan. (2008, 16. april). Trods skattefrit tillæg: Får skattefrie lommepenge. Ekstra Bladet,

s. 14.

Kjærgaard, Jan. (2008a, 22. april). Skatteyderne betaler: Her er Løkkes druk-venner. Ekstra Bladet,

s. 4.

Kjærgaard, Jan. (2008b, 22. april). Kurbad med fadbamser: Løkkes hemmelige hule. Ekstra Bladet,

s. 6.

Kjærgaard, Jan. (2008, 26. april). Kendte til Løkke-bilag. Ekstra Bladet, s. 18.

Kjærgaard, Jan. (2008, 1. maj). Lars Løkke Rasmussen: Fri-weekend i San Francisco. Ekstra

Bladet, s. 16.

!

Kjærgaard, Jan. (2008, 9. maj).!Lars Løkke Rasmussen: På hotel under navnet ’Jensen’. Ekstra

Bladet, s. 12.!

!

Kjærgaard, Jan. (2008, 15. maj). Finansministeren i offensiven: Løkke rydder op. Ekstra Bladet, s.

15.

Kjærgaard, Jan. (2008, 16. maj). Røvtur: Sur fødselsdag. Ekstra Bladet, s. 10.

Kjærgaard, Jan. (2008, 17. maj). Løkke tilbagebetaler 4809 kr. Ekstra Bladet, s. 17.

Kjærgaard, Jan. (2008, 19. maj). Lars Løkke: DR: Taxasjusk for 148.000.!Ekstra Bladet, s. 8

Kjærgaard, Jan. (2008, 20. maj). Afsløring: Bilags-bunken vokser og vokser. Ekstra Bladet, s. 4

Kjærgaard, Jan. (2008, 21. maj). Nye partimøder dukket op: Flere glemte bilag hos Løkke. Ekstra

Bladet, s. 6

Klarskov, Kristian & Tang, Uffe. (2010, 1. juli). Fældet af B.T. B.T., s. 4.

Krarup, Søren. (2011, 28. januar). Grundloven giver ikke udlændinge indfødsret. Information, s. 20.

177


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Krog, Thomas Nørmark. (2010, 23. juni). Dansk skat – nej tak. B.T., s. 6.

Krog, Thomas Nørmark. (2010, 24. juni). Helles bolig-fidus. B.T., s. 6.

Krog, Thomas Nørmark. (2010, 27. august). Ikke et ord fra Skat. B.T., s. 18.

Krog, Thomas Nørmark. (2011, 8. september). Hun betalte for lidt i skat. B.T., s. 4.

Krog, Thomas Nørmark. (2011, 11. september). Thorning må beholde pengene. B.T., s. 6.

Krog, Thomas Nørmark & Miles, James Kristoffer. (2011, 9. september). Helles bolig-manøvre.

B.T., s. 6.

Krog, Thomas Nørmark & Miles, James Kristoffer. (2011a, 10. september). Helles parade. B.T., s.

6.

Krog, Thomas Nørmark & Miles, James Kristoffer. (2011b, 10. september). Ros og ’Riis’ til Helle.

B.T., s. 4.

Krog, Thomas Nørmark & Navntoft, Keld. (2010, 18. september). Helle Thorning: I får kun to

linier.!B.T., s. 4.

Krog, Thomas Nørmark & Vedsmand, Kasper. (2010, 1. juli). Tog på arbejde i Danmark. B.T., s. 6.

Krog, Thomas Nørmark & Vedsmand, Kasper. (2010, 2. juli). Thornings kovending. B.T., s. 4.

Krog, Thomas Nørmark & Vedsmand, Kasper. (2010, 29. juli). Helles dobbeltspil. B.T., s. 6.

Krog, Thomas Nørmark & Vedsmand, Kasper. (2010a, 30. juli). Lyver også om lån. B.T., s. 6.

Krog, Thomas Nørmark & Vedsmand, Kasper. (2010b, 30. juli). Lyver sort på hvidt. B.T., s. 4.

Krog, Thomas Nørmark & Vedsmand, Kasper. (2010, 31. juli). Helle omringet. B.T., s. 4.

Larsen, Thomas. (2011, 26. februar). Rønns dramatiske deroute. Berlingske Tidende, s. 13.

Lavrsen, Lasse & Schmidt, Malin. (2011, 5. februar). Birthe har altid været Birthe. Information, s.

14.

Lehmann, Christian. (2011, 23. februar). Statsløses rettigheder: Rønn afkrævet en redegørelse.

Information, s. 4.

Madsen, Maria Christine. (2012, 7. marts). Troels Lund Poulsen vender tilbage til Christiansborg.

Lokaliseret 28. august 2012 på http://www.bt.dk/politik/troels-lund-poulsen-vender-tilbage-tilchristiansborg

Madsen, Poul. (2008, 24. maj). Vi holder øje. Ekstra Bladet, s. 14

178


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Maltesen, Bo. (2011, 20. november). Thorning-Kinnocks skattesag er udsædvanlig sædvanlig.

Politiken, s. 5.

Maltesen, Bo. (2011, 3. december). Interview: Der skal klarhed over, hvad der er op og ned.

Politiken, s. 5.

Manø, Asger. (2010, 29. juni). Debat: Gamle mænd føler sig truet af Helle Thorning. Jyllands-

Posten, s. 21.

McGhie, Steffen. (2012, 1. februar). Paragraf 20-spørgsmål smører de demokratiske hjul.

Lokaliseret d. 13. august 2012 på http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/449607:Danmark--

Paragraf-20-spoergsmaal-smoerer-de-demokratiske-hjul

Mogensen, Lars Trier. (2008, 10. april). Politiken kommentar: Drukbilagene hængt til tørre.

Politiken, s. 6.

Mogensen, Lars Trier (2008, 22. maj). Politiken kommentar: Løkkelandet, der forsvandt. Politiken,

s. 6.

Mogensen, Peter. (2008, 5. april). Politisk analyse: Rollsen som festfrikadelle er farlig for Lars

Løkke. Politiken, s. 8.

Mortensen, Søren. (2010, 30. juli). V anklager Helle for skattesnyd. B.T., s. 8

Møller, Hans Jørgen. (2008, 29. marts). S vil tjekke Lars Løkkes forbrug. Politiken, s. 6.

Nielsen, Hanne Fall. (2010, 30. juli). Interview: Hvad er meningen: ”Ikke noget at komme efter”.

Jyllands-Posten, s. 3.

Nielsen, Jens Beck & Sloth, Søs Lykke. (2011, 12. marts). Embedsmanden der stikker ud.

Berlingske Tidende, s. 12.

Politiken. (2008, 14. april). Flertal: Løkke uegnet som statsminister. Politiken, s. 2.

Sabroe, Jesper. (2008, 20. maj). V forsvarer Lars Løkkes taxature. Frederiksborg Amts Avis, s. 3.

Schjørring, Esben. (2011, 5. marts). Debat: Værdikampen skal ud af Foghs skygge. Berlingske

Tidende, s. 29.

Seidenfaden, Tøger. (2010, 2. juli). Ledende artikel: Politiken mener: Thornings retræte. Politiken,

s. 1.

Seidenfaden, Tøger. (2010, 28. august). Debat: Signatur: Kampagnejournalistik i ond tro. Politiken,

s. 2.

Søndergaard, Nikolaj. (2011, 19. februar). Ansvarlig minister vil undersøges. Berlingske Tidende, s.

9.

179


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

Søndergaard, Nikolaj. (2011, 23. februar). Usikkerhed om Rønns undersøgelse. Berlingske Tidende,

s. 13.

Søndergaard, Nikolaj & Jessen, Claus Kjær. (2011, 1. marts). DF øger presset på Rønn. Berlingske

Tidende, s. 4.

Sørensen, Rasmus Bo & Rottbøll, Emil. (2011, 19. februar). Tamilsagen II: Eksperter:

Statsløsesagen minder om Tamilsagen, Information, s. 2.

Tang, Uffe. (2011, 5. marts). Politikeren der ikke kunne finde ud af at være minister. Information, s.

13.

Thobo-Carlsen, Jesper. (2012, 20. juni). Medier: Løkkes Rio-stunt koster troværdighed. Lokaliseret

22. juli 2012 på http://www.b.dk/politiko/medier-loekkes-rio-stunt-koster-trovaerdighed

Tholl, Sofie. (2011, 15. februar). Anm: Tilsvining: Søren Pind sviner ekspert til på Facebook.

Information, s. 2.

Tholl, Sofie & Rottbøll, Emil. (2011, 19. februar). Statsløse: Embedsmænds fagforeninger tager

afstand fra Rønn. Information, s. 4.

Vangkilde, Jesper. (2010, 2. juli). Jeg ved ikke, hvad jeg ligner. Men jeg er socialdemokrat med hud

og hår, og jeg er også formand for Socialdemokraterne. Politiken, s. 4.

Wamsler, Lasse. (2011, 3. marts). Portræt: Sagsbehandler med rod i konventionerne. Information, s.

5.

Østergaard, Mette. (2011, 9. september). Statsministerduel om midtervælgerens økonomi. Politiken,

s. 9.

Østergaard, Mette. (2011, 9. november). Politisk analyse: Har Thornings projekt fået smalle

skuldre? Politiken, s. 2.

180


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

"(-!0'74'2,*/9!)D!-'

,PHOXOSQHM'

GKOKZHMHO'

,PHOMO[SHLNHO'

9HSJHS[RQJQY'

+bQSMHOJQY'

3KOKZHMHO' ,PHOXOSQHM'RXSH' #GHIJWJR'RXSQJQY'

"TRSQSeURN[R!O^!NXTR!XP!SRPNRS! -ScUQR!^XSYRNNR!NXTR!XP!SRPNRS! .XTH!RNNRS!SRPRNZScU!

"TRSQSeURN[R!O^!TeSUMRSG!]XSYRS! 5XSYZScU!RNNRS!ZScU!YRU!TeSUMRS!

XP!YXSON[aR!SRPNRS!

XP!YXSON[aR!SRPNRS!

3SO\QM\R!O[!bXc!VSRO\d! &OYYR]de]PR]!YRNNRY!URQ!

VRS[X]R]![QWS!^XS!XP!URQ!VRS[X]R]!

P`S!

"^^R]QNMP!YM[ZMNNMPRN[R!O^! 7O]!ZWUR!TeSR!YM[ZMNNMPRN[R!O^!R]!

XTRSQSeURN[R]!UT[2!^M]URS! ]XSY!XP!R]!NXTXTRSQSeURN[RS!

XTRSQSeURN[R]!YXSON[a!^XSaO[QRNMP!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

,]UR]PSOU[XTRSQSeURN[RS!XP!

dRYYRNMPdXNURN[R!

"Y^O]PRQ!!

,SQMaRNQbVR!

5XSYHG!TeSUM!RNNRS!

YXSONZScU!

BO!

5Rf!

8ea]M]P!XTRS!dO]UNM]PRS!H!^XSUeaQ! BO!

OU^eSU! 5Rf!

&TOP!YM[ZMNNMPRN[R!O^!

XTRSQSeURN[R]!

&QeSa!YM[ZMNNMPRN[R!O^!

XTRSQSeURN[R]!

,TM[OSQMaNRS!VS2!UOPZNOU! ,]QON!OTM[OSQMaNRS!VS2!

cUTONPQ!UOPZNOU!

#OSMPdRU! 8OQXRS!XP!O]QON!UOPR!

5bdRU[OSQMaNRS! ,]QON!]bdRU[OSQMaNRS!

.RURSRLaXYYR]QOSRS! ,]QON!

NRURSRLaXYYR]QOSRS!

8RZOQM]UNeP! ,]QON!URZOQM]UNeP!

,^[N`SM]PRS! ,]QON!X^^R]QNMPR!O^[N`SM]PRS!XP!

ZR[abNU]M]PRS!

>RUMRS]R![XY!VXNMQM[a!

M][QMQcQMX]LUR]!^fRSUR![QOQ[YOPQ!

7XSQ!ZR[aSMTRN[R!O^!]bR!

O^[N`SM]PRS!

BXcS]ONM[QRS![XY!VXNMQM[aR!OaQ`SRS! 5OT]!M!ZbNM]R!

)OZNXMUM[RSM]P!! )OZNXMUR!QSea!M!YRUMRUea]M]PR]!M!

R]![aO]UONM[RSRQ!^XSY2!

#R]UM]PRS!XP!QX]R]!M!

[VSXPRQ!

>RUMRVRS[X]ONM[RSM]P! -R[aSMTRN[RS!O^!UR]![aO]UONRSOYQRG! 3RS[X]!

^Xac[!VW!VRS[X]!^SRY!^XS!VXNMQM[a!

M]UdXNU!

3XNMQM[a!M]UdXNU!

&QSOQRPMRS!

,]PSRZ! BOL5Rf!

3SX^R[[MX]RNQ!

aXYYc]MaOQMX][ZRSRU[aOZ[!

[b]NMPdRU!

!

-R]ePQRN[R! BOL5Rf!

,][TOS[^SO[aSMTRN[R!! BOL5Rf!

&QbSaRN[R!O^!MYOPR! BOL5Rf!

(`SR!URQ!PXUQ!MPR]LPR]XVSRQ]M]P! BOL5Rf!

*cNU!c]U[abNU]M]P! BOL5Rf!

.caaRQdRU!H!M]QRSTMRl!URS!MaaR!

PR]]RY^`SR[G!YO]PNR]UR!cUQONRN[RS!

&VM]UXaQXSRS[!VSR[[RYRUOSZRfURSR[!

[b]NMPdRU!

C`f!PSOU!

5XPR]!PSOU!

']PR]!

5OT]!VW![VM]UXaQXS!XP!

aX]QRa[Q!^XS!]eT]RN[R!O^!

]OT]!

181


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

3XLJMJNR'JQPXLPHOJQY'

3XNMQMaRS]R[!M]TXNTRSM]P!

7SMQM[aR!VX[MQMX]RS!M!^XSdXNU!QMN!UR]!

[aO]UONRSOYQR!VRS[X]!

,]QON!M]TXNTRSRUR!VXNMQMaRSR!!!!!!!!!!! 5OT]!VW!VXNMQMaRSR!

,]QON!M]TXNTRSRUR!VXNMQM[aR! #R]!

YXU[QO]URSR!XP!VOSQMaOYYRSOQRS! >XU[QO]URS!

']TXNTRSRUR![QOQ[YM]M[QSR! BOL5Rf!

*XS[TOS!O^!UR]![aO]UONRSOYQR!

&MYVRN!O^[QO]U[QOPR]!^SO!UR]!

[aO]UONRSOYQR!

BOL5Rf!

BOL5Rf!

,]PSRZ!VW!UR]![aO]UONRSOYQR! BOL5Rf!

3XNMQM[a!OU^eSU[VRS[X]ONM[RSM]P! 5WS!R]!VXNMQMaRS!cUQONRS![MP!XY!UR]! 3RS[X]cUQONRN[R!

[aO]UONRSOYQR!^SRY!^XS![cZ[QO][R]! &cZ[QO][cUQONRN[R!

*XSTONQ]M]PR][!M]TXNTRSM]P!

CTXS!YO]PR!XP!dTMNaR!RYZRU[Ye]U!! 5OT]!VW!RYZRU[Ye]U!

*XSdXNURQ!YRNNRY!YM]M[QSR!XP! 3XNMQM[a!!

RYZRU[Ye]U! &OPNMP!

7X]QSXN!YRU!^XSTONQ]M]PR]! BOL5Rf!

3SXZNRYRS!YRU!X^^R]QNMPdRU!M!

^XSTONQ]M]PR]!

BOL5Rf!

182


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

"(-!0'?4'*!)#2/'3,-($(#2/'#2!)*!-/%'1:=Ac6A16'

!

'3XLJMJRHO' CO' /ZQH' 3KOMJ' 2`Q' 9KYMGXNJMJXQ' !LSHO'

EHQN'%JNYKKOS'2QTSNHQ' 1A?1! 3X[Q[aO]UONR]! &! >O]U! )SO^MaYM]M[QRS! ^2!1A;0!

#PHQS'!TRHQ' 1A?=! 8OPVR]PR[OPR]! &! >O]U! )MU2!OSZRfU[YM]M[QRS! ^2!1A/=!

)JHLN'!QRHO'2XWXHS' 1A?/! 7ON`!(XU[!^XSTONQ]M]P! #! >O]U! .O]UZScP[YM]M[QRS! ^2!1A;A!

$XZ'+`VHZ' 1A?0! 7SbXNMQ[RN[aOZRQ! 48! >O]U! (S`]NO]U[YM]M[QRS! ^2!1A/1!

+KQN'/QYHLL' 1A?0! CXT[OYM[[MNRQ!! 7! >O]U! *XS[TOS[YM]M[QRS! ^2!1A/?!

"OJMMK'#I]KLL'+XLUHOY' 1A?:! -N`URS[OPR]! #! 7TM]UR! ']UR]SMP[YM]M[QRS! ^2!1A/1!

!OQH'9HLI]XJO' 1A?:! -MNOP[[OP! 48! >O]U! )SO^MaYM]M[QRS! ^2!1A;/!

!QSHON'.XY]'%KNZTNNHQ' 1AA;! 7SROQMT!ZXP^`SM]P! #! >O]U! &aOQQRYM]M[QRS! ^2!1A0=!

/OJR')JQQ'+KQNHQ' 1AA=! )OYMN[OPR]! 7! >O]U! Bc[QMQ[YM]M[QRS! ^2!1A;;!

3JK'0\HLLHOTG' 1AA=! &XNdOTRPWSU! &! 7TM]UR! Bc[QMQ[YM]M[QRS! ^2!1A0A!

"HQMH'ETIRHO' 1AA/! &XYYRSdc[[OPR]! 48! 7TM]UR! &X\MONYM]M[QRS! ^2!1A//!

,LH'#MKPKS' 1AA/! &VOS5XSU! &! >O]U! &aOQQRYM]M[QRS! ^2!1A/A!

"\`OQ'iHNM]'XY'''''''''''''''''''''

3XTL')VOTG'%KNZTNNHQ'

1AA:! &ONYO]!%c[dUMR![OPR]! &! >e]U! Bc[QMQ[H!XP!

[QOQ[YM]M[QRS!

^2!1A//!!

^2!1A/=!

+KQN'/QYHLL' 1AAO]U! 3OSQMNRURS! ^2!1A/?!

#XQ\K'9JRRHLNHQ' ;DDD! 4XYZc[[OPR]! &! 7TM]UR! )SO^MaYM]M[QRS! ^2!1A00!

!QJMK'"KV'"TQSHYKKOS' ;DD1! ,aOURYM[a!QMQRN! %! 7TM]UR! +UTMaNM]P[YM]M[QRS! ^2!1A:=!

.LHZZJQY'+KQNHQ' ;DD1! +UNM\MQRSM]P[[OPR]! 7! >O]U! )SO^MaYM]M[QRS! ^2!1A=A!

!QSHON'9`LLHO' ;DD;! &Rr\dMaO]R! #! >O]U! >*! ^2!1AO]U! *M]O][YM]M[QRS! ^2!1A/0!

+KQN'&]OJNMJKQ'#I]ZJSM' ;DD=! >MNf`[Q`QQR[OPR]! #! >O]U! >MNf`YM]M[QRS! ^2!1A0=!

.LHZZJQY',GGWHLSM' ;DD/! 3eUX^MNM[OPR]! #! >O]U! >*! ^2!1A0:!

#PHQS'/OJR'+XPZKQS' ;DD/! )84![OPR]! #! >O]U! &aOQQRYM]M[QRS! ^2!1A/0!

$XPH'.HOYX' ;DD/! FaX]XYM[a!SXU! #! 7TM]UR! 7MSaRYM]M[QRS! ^2!1A/:!

#PHQS'!KYH'EHQNUV' ;DD/! .eaOPR!^SO!*)[!

aX]QSXNcUTONP!

#! >O]U! *XS[TOS[YM]M[QRS! ^2!1A/D!

DLLK'$`OQ[N' ;DD0! &XSQ!OSZRfUR!M!TMSa[XYdRU! #! 7TM]UR! +UTMaNM]P[YM]M[QRS! ^2!1A:;!

+HQOJHMMH'2\[O' ;DD0! %XU!M!VSMTOQ`aX]XYMR]! 7! 7TM]UR! *XSZScPRSYM]M[QRS! ^2!1A::!

-KON'"KOWXHS' ;DD:! 7`U[aO]UONR]! 7! >O]U! *`URTOSRYM]M[QRS! ^2!1A0O]U! >*! ^2!1A?D!

!QSHON'.XY]'%KNZTNNHQ' ;DDO]U! &QOQ[YM]M[QRS! ^2!1A0=!

-KON'-`RRH'%KNZTNNHQ' ;DD?! -MNOP[[OPR]! #! >O]U! *M]O][YM]M[QRS! ^2!1A:/!

EHGGH'2XWXS' ;DD?! &Rr[OPR]! &! >O]U! >*! ^2!1AO]U! *XS[TOS[YM]M[QRS! ^2!1A:=!

+HLLH'$]XOQJQYc'#I]ZJSM' ;D1D! &aOQQR[OPR]! &! 7TM]UR! >*!XP!VOSQMNRURS!&! ^2!1A::!

-HQH'/NGHONHQ' ;D1D! *RSMR[OPR]! 7! 7TM]UR! +UR]SMP[YM]M[QRS! ^2!1A:0!

-KON'-`RRH'%KNZTNNHQ' ;D1D! >OMNPOQRLXTRSZRQONM]P!QMN!

VSMTOQdX[VMQONRS!

#! >O]U! &QOQ[YM]M[QRS! ^2!1A:/!

"JOM]H'%`QQc+XOQUHI]' ;D11! &QOQ[N`[R[OPR]! #! 7TM]UR! ']QRPSOQMX][YM]M[QRS! ^2!1A/=!

+HQOJR'#KNN'-KONHQ' ;D11! %X\aRS[OPR]! &! >O]U! >*! ^2!1A::!

,LH'#X]Q' ;D11! 873H[OPR]!! &*! >O]U! $SdTRST[YM]M[QRS! ^2!1A0/!

!QSHON'#KZTHLNHQ' ;D11! &`][!]OSaXPeNU! .,! >O]U! >*!XP!VOSQMNRURS! ^2!1A:


Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

!

184

More magazines by this user
Similar magazines