DEN PERSONLIGE POLITISKE SKANDALE - Kommunikationsforum

kommunikationsforum.dk

DEN PERSONLIGE POLITISKE SKANDALE - Kommunikationsforum

Den personlige politiske skandale Anna Louise Højbjerg Henrichsen & Lise Lybeck Sørensen

De tre skandaler viser, at statsministerens position både kan være udtryk for simpel afstandstagen,

forsvars- og angrebspositioner. I skattesagen er statsminister Lars Løkke Rasmussen helt

fraværende i første del af sagen. Men i anden del af sagen er han opmærksom på ikke at indlede et

angreb på Thorning. Hans ageren kommer dermed næsten til at fremstå som et forsvar for Thorning,

idet han sørger for ikke at kommentere sagen i detaljer. Denne strategi skyldes højst sandsynligt, at

Løkke ikke ønsker, at sagen rammer ham som en boomerang, hvis det viser sig, at Venstre er

involveret i at lække oplysningerne om Thornings skatteforhold 103 (Ib, 2011, 10. september;

Østergaard, 2011, 9. september). Det gør Løkke klogt i, for senere i sagen bliver der netop sat

spørgsmålstegn ved, hvor meget han har vidst om Troels Lund Poulsens mulige indblanding

(Karker, 2011b, 3. december).

I bilagssagen drejer statsminister Anders Fogh Rasmussens involvering sig om, hvor meget han ved

om Løkkes bilagsrod. Fogh har oplyst Folketinget om, at han ikke kender til sagen, selvom

Thorndahl har informeret Statsministeriet om sagen (bilag 2A). På den side bliver han derfor

anklaget for at have vidst mere, end han reelt havde givet udtryk for. Men på den anden side er

Fogh meget påpasselig med ikke at afvise, at der er sket fejl, før han er sikker i sin sag. Derfor er

det også først, da Fogh er tryg ved, at bilagssagen ikke rummer andre ubehageligheder end blot

sjusk og sløseri, der kan være skadelige for ham selv eller partiet, at han for alvor forsvarer Løkke

offentligt (Cordsen, 2008, 25. maj).

I det lys er statsminister Lars Løkke Rasmussens ageren i statsløsesagen interessant. Løkke er langt

hen ad vejen, ligesom Fogh i bilagssagen, i stand til at holde sig ude af statsløsesagen. Men

alligevel jokker Løkke i skandalespinaten. På sit ugentlige pressemøde d. 23. februar 2011 går

Løkke personligt ind i sagen og kræver en redegørelse fra Rønn 104 , og samtidig anklager han den

tidligere SR-regering for at have kendt til eller måske endda at have startet den ulovlige

sagsbehandling af statsløse i deres regeringsperiode (Lehmann, 2011, 23. februar). Her er altså tale

om en angrebsposition. Problemet er blot, at Løkke ikke har sikret sig, hvilke konsekvenserne det

kan få, hvis han blander sig i sagen. Det viser sig hurtigt, at der ikke er belæg for påstanden om, at

den ulovlige fejlbehandling startede under SR, og Løkkes pressechef må offentligt trække

udtalelsen i land (Geist & Dahlin, 2011, 23. februar). Løkke forsøger efterfølgende at undgå

indblanding i sagen, hvilket resulterer i massiv kritik af hans lederevner – både fra pressen og

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

103 Samtidig er der heller ingen grund til at blive mødt at den samme kritik som Peter Christensen bliver i forbindelse

med, at han kalder Thorning for skattespekulant, der virker som et billigt personangreb og negativ kampagne (Beder,

Brix & Madsen, 2010, 18. september). Ved at konstatere, at det er problematisk, at personfølsomme oplysninger er

sluppet ud, spiller Løkke med sin gentleman-agtige stil desuden på statsmandsattituden (Ib, 2011, 10. september).

104 Det er denne redegørelse, der i sidste ende bliver Rønns endeligt (bilag 1I).

128

More magazines by this user
Similar magazines