Se PDF-rapport 1 her (16 MB) - Møn

KARAKTERISTIK AF MØN KOMMUNES HOVEDTRÆK
Indholdsfortegnelse
Naturgrundlagets hovedtræk 2
De landskabelige hovedtræk 8
De kulturhistoriske hovedtræk 22
De arkitektoniske hovedtræk 51
De arkitektoniske hovedtræk i landsbybebyggelsen 77
Arkitektur og byggeskik 121
Litteraturliste 138
Kolofon 143
1

Naturgrundlagets hovedtræk
Møn Kommune består af øerne Farø, Bogø, Nyord, Lindholm og Møn. På det overskuelige areal
kommunen dækker, er en stor varietet af naturoplevelser samlet. Møns Klint er uden
sammenligning kommunens mest markante landskabsdannelse. Klinten har, med sin hvide
skønhed, sine høje spir og dybe fald, kronet af en skov af bøgetræer, en særstatus blandt danske
landskaber. Klintens hvide skrivekridt vidner om en meget gammel geologisk historie, men selve
landskabet er geologisk set ungt – dannet i slutningen af sidste istid. På omtrent samme tid som det
øvrige mønske landskab.
c Kort & matrikelstyrelsen 1992/KD.86.1037
Møn er – selv når man ser bort fra den store hvide klint – en lille geologisk perle. Øen rummer,
trods sin begrænsede størrelse en lang række forskellige istidslandskaber: fra Høje Møns urolige
randmorænelandskab i øst, over det højtliggende, blidt bølgende landskab på øens centrale dele og
ned til det dødisprægede landskab med de små afgrænsede bakker på det vestlige Møn. Øen
gennemskæres af en række dale og lavninger som f.eks. Borrelavningen og de vandfyldte Stege
Nor og Fanefjord. Langs øens kyster findes mange moræneklinter, og enkelte steder har erosion og
pålejring skabt nye landskaber. Eksempelvis de store strandvoldsdannelser ved Ulvshale.
2

Istidslandskabet
Sidste istid havde altafgørende indflydelse på det landskab som i dag ses på Møn og omliggende
øer. På Møn findes lag som stammer fra forrige istid (Saale) og fra sidste mellemistid (Eem). Disse
lag er sjældne i Østdanmark, og deres forekomst på Møn er derfor af stor interesse for istidsgeologer.
Men i landskabelig sammenhæng er forrige istid og sidste mellemistid underordnede i
forhold til, hvad der siden er sket.
Sidste istid varede ca. 100.000 år og sluttede for ca. 15.000 år siden. Gennem det meste af de
100.000 års istid var Møn og øer, ligesom resten af Danmark, isfrit. Landet var dækket af en stor
græssteppe, mammutsteppen, hvor der levede store græsædere tilpasset et koldt klima, herunder
steppens karakterdyr, mammutten, der altså også har givet den navn.
Der var imidlertid også flere perioder med isdække i løbet af sidste istid, dels i de tidlige dele af
istiden for omkring 75.000 år siden, dels under hovednedisningen, der ramte Danmark i slutningen
af istiden.
Det er specielt for Møn, at der findes lag fra sidste istids første isoverskridelse(r). Faktisk indtager
klinterne langs Hjelm Bugt en nøgleposition i undersøgelserne af, om der har været et eller to
isfremstød i starten af sidste istid. Og også en nøgleposition i forhold til klimaforhold under de isfri
perioder i sidste istid.
Møns Klint. Et nationalt klenodie. Møns Klint er dannet ved opskydning af undergrundens skrivekridt i
sidste istid. Klinten er muligvis en af Danmarks yngste istidsdannelser. Foto Tove Damholt.
3

Den væsentligste landskabsdannelse for hele Møn skete imidlertid først i slutningen af sidste istid,
hvor hovednedisningen fandt sted. Møn blev først overskredet fra nordøst af den gletscher, som
gled helt frem til hovedstilstandslinien i Jylland. Denne is smeltede helt eller muligvis kun delvist
bort og blev kort efter efterfulgt af en række isfremstød fra sydøstlig og østlig retning – de
ungbaltiske isfremstød. Disse gletscherfremstød, både nordøst-isen og de ungbaltiske isfremstød,
modellerede det landskab, vi kender i dag. Foran gletscherne blev store mængder af undergrundens
materialer skubbet op i store randmoræner.
Nogle af disse kan erkendes som de store bakkestrøg i landskabet i dag. Under isen blev der afsat
morænemateriale, og de bølgede bundmorænelandskaber blev skabt. Smeltevandet fra isen var
også landskabsdannende. Floder af smeltevand under og foran isen både eroderede og afsatte
materiale og skabte derved tunneldale, smeltevandsdale, åse og andre landskabselementer.
Østmøn/Høje Møn
De mest markante randmoræner findes i det højtliggende landskab bag Møns Klint, Høje Møn.
Området er et sammensat randmorænestrøg hvor opskudte flager af undergrundens skrivekridt
udgør kernen i de markante bakker. Bakkeryggenes orientering varierer indenfor området, og
sammen med orienteringer af kridtflager målt i Møns Klint viser de, at området er skubbet op i
flere omgange og fra forskellige retninger. Der har været flere teorier for hvilke gletschere, som
har lavet de enorme opskydninger. Ifølge den nyeste tolkning er det gletschere fra de alleryngste
isfremstød, der har forårsaget opskydningerne, og Møns Klint og Høje Møn hører således
formodentlig til nogle af Danmarks alleryngste istidsdannelser.
Enkelte bakker på Høje Møn står isolerede med stejle sider og flade toppe. Disse bakker er
navngivne som f.eks. Ørkensbanke, Gunildsbjerg, Egebjerg og Maglebjerg. Bakkerne er isolerede
elementer dannet ved afsætning af sand og grus i huller i den smeltende is og ligger som
fremmedelementer i landskabet.
Det centrale Møn
Længere mod vest, på de centrale dele af Møn, findes langstrakte bakkestrøg i et landskab, som
nok hæver sig markant over havoverfladen, men som ikke når de samme højder som på det østlige
Møn. Også dette landskab er domineret af randmoræner, dannet under sidste istid. Men de
langstrakte randmorænebakker har ikke i samme grad en kerne af skrivekridt som bakkerne på
Høje Møn og er ikke skudt op til samme højder. Bakkeryggenes orienteringer viser fra hvilken
retning bakkerne er skudt op. Bakkerne nord og øst for Stege Nor er skudt op af nordøst-isen. De
har efter deres dannelse været overskredet af de ungbaltiske gletschere, som har udglattet lidt, men
ikke ændret på bakkernes overordnede form. Bakkerne syd for Stege Nor er overvejende skudt op
fra syd og sydøst af de ungbaltiske gletschere, der er kommet fra Hjelm Bugt. Det ses også
tydeligt, at bakkeryggene overordnet følger forløbet af kysten mod Hjelm Bugt.
Vestmøn
På Vestmøn er der også randmorænebakker, der for de flestes vedkommende er skudt op fra
nordøst. Mellem Damsholte og Hvideklint ligger et helt specielt landskab med kuppelbakker -
bakker med to på hinanden omtrent vinkelrette retninger af bakkerygge. Kernen i disse bakker
4

udgøres, som det kan ses i Hvideklint, af skrivekridt, og bakkerne er dannet ved opskydning fra
nordøst efterfulgt af opskydning fra sydøst. Ellers er der i store dele af det vestlige Møn et
småkuperet landskab med mange små, bløde bakker. Flere af de små bakker er markante og runde
og ligner enkeltvis nærmest en stor blød hat kastet i landskabet. Disse bakker kaldes kame-bakker
eller hatformede bakker. De hatformede bakker dannes, når sand og grus afsættes af smeltevand
mellem store blokke af is foran en gletscher, som derefter glider hen over materialet. Når isen
smelter bort efterlader den en bunke af materiale – en hatformet bakke. Hvis der ikke er tegn på, at
isen har gledet hen over bakken, kaldes den en kame-bakke.
Mange af de hatformede bakker på Vestmøn har navne som f.eks. Lovbjerg (foto ovenfor) og Præstebjerg.
Foto Tove Damholt.
Øerne
Mindre dramatiske kyster findes på øerne Bogø, Farø, Nyord og Lindholm, der alle er skilt fra
Møn med kun lavvandede farvande. Mellem den lave moræneø Farø og Bogø har man således
vadet over, før dæmningen kom.
Nyord udgøres ligeledes af lav moræne for den sydvestlige dels vedkommende, hvor byen er
placeret, med lavtliggede, marint forland mod nord og øst, hvis lavest liggende dele oversvømmes
om vinteren.
Dalene
Morænelandskaberne på Møn skæres af en række dale. En række af disse dale udgør et stort
sammenhængende dalsystem: Borrelavningen, der mod syd har forbindelse med moseområderne
Busemarke Mose/Råby Mose, det parallelle dalsystem, som går fra moseområderne i syd, strejfer
5

Stege Nor og fortsætter mod nord til Maglemose, og den vandfyldte dal, som udgøres af Stege Nor
og fortsætter mod vest i Røddinge Sø. Dette dalsystem kan også følges ud i de omkringliggende
havområder. Dalene formodes at have en lang og kompleks dannelseshistorie, men har
sandsynligvis fungeret som tunneldale under de ungbaltiske isfremstød. Tunneldale dannes, hvor
smeltevand løber i floder under en gletscher. Dalene kan også være gjort brede af gletscheres
erosion.
Flere af dalene fungerede efterfølgende som smeltevandsdale, hvor smeltevandsfloderne løb på et
tidspunkt, hvor det meste af Møn var isfrit, men hvor gletscherisen stadig lå i Hjelm Bugt.
Klinterne langs Hjelm Bugt rummer en nøgle til forståelse af nedisningsforløbet og klimaets udvikling i sidste istid.
Foto Tove Damholt
Druknede landskaber, hævet havbund og havets afsætninger
Siden den sidste is forsvandt fra Danmark for omkring 14.000 år siden, har landet gradvist
forandret sig og antaget den form, det har i dag. Havet steg, da isen smeltede, og landet begyndte
samtidig at hæve sig uendelig langsomt, da det kolossale tryk fra ismasserne forsvandt. Nord for en
linie fra Ringkøbing Fjord til Falster overhalede landhævningen for cirka 6.000 år siden
havstigningen. Møn ligger nord for denne linie, og det mønske landskab hæver sig ganske
langsomt.
Store områder i dalstrøgene på Møn har således været fjorde efter sidste istid. Da havet efter
slutningen af istiden steg, ”druknede” dalene og lavtliggende dele af morænelandskabet. Nyord,
Koster, Borren, Egholm og flere andre morænebakker blev til isolerede øer.
Havets processer har siden ændret på dette, således at afsætning af sand og grus i havet har bundet
mange af de druknede områder sammen igen og afsnøret lavningerne i dalene fra havet. De
6

afsnørede lavninger har siden hen ligget som sø- og moseområder, f.eks. Borre Sømose,
Maglemose og Røddinge Sø.
Et spektakulært eksempel på havets processer er Ulvshale. Halvøen er opbygget af enorme
mængder af sand og grus, som stammer fra havets erosion i klinterne længere mod øst.
Materialerne er ført mod nordvest af havstrømmene for endelig at blive afsat i krumodder og
strandvolde. Halvøen er altså en ren havdannelse, og den vokser den dag i dag.
Også Borre Sømose er oprindelig hævet havbund som i nyere tid (1946) er inddæmmet drænet og opdyrket. Den nu
inddæmmede Borre Fjord var sejlbar langt op i middelalderen. Borre By lå dengang på en ø i fjorden. Disse
menneskeskabte landområder falder ind under kategorien: landbrugets landskab, se næste kapitel.
Undergrunden
Undergrunden under Møn består af skrivekridt, der er dannet for ca. 70 millioner år siden. De høje
spir på Møns Klint fremviser lange snit af flager af skrivekridt, som isen har skubbet op fra en
langt større dybde i undergrunden. Opskudte flager ses også i andre af Møns klinter, specielt i
Hvideklint. Men skrivekridt findes også som faststående bjergart i undergrunden under hele øen,
og øens vandforsyning kommer primært fra boringer, der pumper vand op fra det faststående
skrivekridt.
Skrivekridtet består af skallerne fra mikroskopiske alger, afsat på havbunden i et stort havområde,
som på det tidspunkt dækkede store dele af Nordeuropa.
I skrivekridtet findes fossiler fra den dyre- og planteverden, som dengang beboede denne del af
jorden: f.eks. søpindsvin, blæksprutter, østers m.v. Der findes ligeledes spor af datidens toprovdyr,
mosasauere, svømmende slægtninge til landjordens dinosaurer.
7

De landskabelige hovedtræk
Landskabsbilledet er en kombination af landskabselementer som terrænformer, vandområder,
skove, naturområder, råstofindvinding, dyrkede arealer, bebyggelse og anlæg.
Som for den øvrige del af Danmark er landskabet på Møn og omliggende øer i altovervejende grad
formet af begivenhederne under og efter sidste istid.
På Møn er det grundlæggende karaktertræk bestemt af terrænformerne og vandet, hvilket skaber det
storbakkede terræn mod øst, det småbakkede landskab på resten af øen og med havet som
afgrænsning af hele øen. Møns største by, Stege, ligger midt på øen, godt beskyttet på en tange og
med ideelle adgangsforhold ad søvejen. Gårdene og landsbyerne ligger jævnt fordelt langs det
tætmaskede vejnet. Ensartetheden brydes af kirkerne og de nye store anlæg fra vor tid:
vindmøllerne og storlandbrugenes produktionsbygninger, og ind mellem dette, skove, strandenge,
enge og overdrevsarealer. Også fortidsminder, småbevoksninger, diger og hegn indgår i dette
mønster.
Arealanvendelsen på Møn domineres af landbrug. 169 km2 af øens samlede areal på 217 km2
udgøres af landbrugsjord. 10 % af øens areal er dækket af skov, mens omkring 12 % er dækket af
bebyggelse, haver, veje og andre befæstede arealer. Landbrugsarealet domineres af planteavl, mest
korn og sukkerroer.
Kystens landskab
Havområderne omkring Danmark har to særpræg som gør dem enestående i verden: De har lave
vanddybder, kun få steder overskrider 40 meter, og saltholdigheden falder gradvist fra oceanisk
saltvand i Nordsøen med op til 3,5% salt til det brakke Østersøvand med under 1% salt.
Danmark er i lige grad dannet af isen og født af havet. Havet omkring Danmark har altid været af
vital betydning for landet, som vandvej til omverdenen og som fiskeresurse.
Således også på Møn og øerne omkring, hvor vandvejen helt op til vor tid har været den vigtigste
forbindelseslinie mellem øerne og øernes forskellige dele, og længere ud i verden. Land skiller –
vand forbinder. I middelalderen var sildefiskeriet af helt vital betydning for Møns opblomstring.
Kysterne
Hvor land møder hav er mægtige kræfter er i spil. Materialer bliver brudt ned, flyttet omkring,
slebet, sorteret og aflejret andre steder, så kysten konstant er under forandring. Nogle steder
nedbrydes kysten ved erosion. Andre steder vokser den ved aflejring. Begge kystformer kan
iagttages på Møn. Den del af Møn som vender ud mod Østersøen nedbrydes – Møn bliver mindre.
Den del som vender ind mod Sjælland og Falster vokser ved aflejring – Møn bliver større.
Erosionskyster
Ved vandringer langs strandene på ”ydersiden” af Møn - fra Nordfeld, via Møns Klint til Hårbølle -
vil man hyppigt komme forbi forskellige klinter af sand og ler. I disse klinter kan man se direkte ind
på de forskellige jordlag. Det er nemt at finde morænelerslag og smeltevandslag. På stranden og ude
i vandet ligger de sten som engang har siddet inde i moræneleret. Ved Møns Klint er havets erosion
særlig tydelig. Da havet kun kan erodere til en vis dybde, kan man alle steder langs Møns Klint se
rester af den gamle klint som en lavvandet hylde – et flak – hele vejen rundt langs klinten.
8

Aflejringskyster
Ved vandringer langs strandene på ”indersiden” af Møn - fra Ulvshale via Koster til Fanefjord – vil
man hyppigt komme forbi forskellige typer aflejringskyster. Typisk lavvandede områder med store
rørskove og strandenge med græs.
Strandvolde
På kyster med rullesten kan voldsomme storme slå stenene sammen i meterhøje volde, samtidig
med at alt det afslebne materiale vandrer langs kysten. Noget materiale bliver aflejret oppe på
stranden som strandvolde andet som revler på lavt vand ganske tæt ved kysten. Et strandvoldslandskab
består typisk af lange parallelle volde af sten. Ulvshale er et sådant typisk strandvoldslandskab,
dannet af flintesten fra Møns Klint ført hertil af strøm og bølger. De ældste strandvolde
findes nær Hegnede Bakke og de yngste på den nordligste del af Ulvshale. Strandvoldene ses meget
tydeligt mange steder inde i Ulvshaleskoven. Også Hårbølle Pynt er et strandvoldslandskab dannet
af flint fra Møns Klint.
Møns Klint
Skrivekridtet, der danner Møns Klint og som ligger lige under moræneleret i landskabet bag klinten
– f.eks. Høvblege og Jydelejet – er opstået ved at kalkskaller fra mikroskopiske dyr og planter er
aflejret på bunden af et tropisk hav, som dækkede det meste af Nordeuropa for 75 millioner år
siden. I de følgende millioner år bliver lagene af skrivekridt hævet op, og da istidens gletschere
høvler hen over Møn, skubber de ca. 100 meter tykke kridtflager op fra undergrunden. Høje Møn
består af 20-30 sådanne kridtflager. Nede fra stranden kan man studere klintens opbygning. Der er
en karakteristisk vekslen mellem fremstående kridtflager – næser – og lavere partier – fald – der
består af ler og sand. I kridtet findes flintesten i tynde lag. De ses som mørke linier og viser,
hvordan isen har presset og foldet lagene af skrivekridt sammen på mange måder. I kridtet findes
forstenede skaller fra dyr, som levede i kridthavet, f.eks. blæksprutter, søpindsvin og muslinger.
Efter istiden er klinten under stadig, langsom nedbrydning – erosion.
Sandstrande
Danmark er velforsynet med strande, som overvejende består af sand. Rundt regnet udgør de
omkring 40% af kysterne, det vil sige en samlet strækning på næsten 3.000 kilometer. Også Møn er
velforsynet med sandstrande både på erosionskyster – f.eks. langs Hjelm Bugt og på
aflejringskyster – f.eks. Ulvshale strand.
Klitter
Alle former for sand, der er blæst sammen i store bunker af vinden kaldes for klitter. Klitter er
almindeligst ved kysten fordi havet vasker og sorterer sand ud af landjorden, man klitter kan også
forekomme inde i landet langt fra kysten.
Danmark har flere større klitområder end noget andet land i Europa. På Møn findes ingen virkelig
markante klitområder, men der er klitter både øst for Klintholm Havn og på Ulvshale.
Strandenge
Strandenge ligger ved kysterne og er præget af saltvandet. Strandengene er generelt i langt bedre
forfatning end ferskengene, fordi de ikke kan drænes, og fordi de bliver påvirket af saltvand ved
højvande. Havvandet trænger ind til engene gennem mudrede render, loer, og ved særlig høj
vandstand løber vandet ind over engvegetationen, der som regel bliver fuldstændig oversvømmet
nogle gange om året. Dette kan iagttages på strandengene på Nyord. Hvis strandenge ikke afgræsses
9

Ved Mandemarke bakker
vokser de ofte til med tagrør. Tilsammen udgør strandengene omkring Ulvshale og Nyord det
største sammenhængende strandengsområde i Østdanmark.
Landbrugets landskab
Agerland
Danmark er et af de mest intenst opdyrkede land i Europa. Cirka 60 % af arealet er agerland.
Agerlandet er først og fremmest karakteriseret ved de dyrkede planter og de mange læhegn. Danske
marker dyrkes intensivt med masser af gødning og meget store udbytter. I lange tider har det meste
af agerlandet traditionelt ligget hen som pløjemarker i vinterhalvåret. Nu er vinterens pløjemarker
blevet sjældnere. Agerlandet skiftede karakter i slutningen af det 20. århundrede, hvor der dels blev
indført krav om braklægning af en del af arealet og dels krav om at holde markerne vintergrønne, så
jord og næringsstoffer ikke blev udvasket så voldsomt i vinterens løb.
Også på Møn var der tidligere stor forskel på markstørrelsen, fra de store godsmarker, til de mindre
på almindelige landbrug. Med tidens stordrift er denne forskel blevet udjævnet.
Helt op i begyndelsen af 1900-tallet skete der stadig en udvidelse af det mønske landbrugsareal ved
forsøg på at opdyrke heden på Ulvshale og afvanding af sumpede områder. Langt den overvejende
del af landskabet på Møn og øerne har på et eller andet tidspunkt været udsat for menneskelig
10

Koster
påvirkning: pløjning, afgræsning, afvanding, opgravning. Selv områder som vi i dag opfatter som
rigtig natur, for eksempel skovene og overdrevene er et produkt af menneskelig aktivitet. Hvis man
ved natur kun forstår områder, som slet ikke har været påvirket af mennesker, findes der stort set
ikke natur på Møn.
Søer, sumpe, enge, moser
Danmark ligger i en klimazone med overskud af vand. Der falder mere vand end der fordamper.
Derfor fyldes alle lavninger med regnvand. Før Danmark blev gennemdrænet, var landet fyldt med
våde enge og sumpe og et utal af vandløb. Det fyldte alt sammen godt i landskabet. Kort fra 1700tallet
vidner om at mindst 25 % af Danmark dengang var våde enge, sumpe og moser.
Dræningen ændrede det danske landskab radikalt. I dag er omkring 80 % af Danmark drænet af
nedgravede drænrør eller grøfter. Vandet ledes væk med det resultat at de sumpe, enge og moser der
tidligere dækkede omkring 25 % af Danmarks areal er svundet ind til blot at dække 4-5% af landet.
Nogenlunde de samme tal gælder for Møn
Søer
Danmark er rig på søer, fordi landet er ungt, og fordi isen skabte et væld af lavninger, der siden blev
fyldt med vand. Møn har også markante søer, eksempelvis søerne bag Møns Klint. Gennem tiden er
11

mange søer blevet afvandet for at blive brugt til landbrug. Dertil kommer, at masser af småsøer og
vandhuller gennem tiden er fyldt op. På den anden side har gravning efter tørv, mergel, kalk, sand,
grus og ral skabt i tusindvis af nye vandhuller og småsøer. Møn rummer mange gode eksempler på
afvandede sø- og moseområder, eksempelvis Maglemosen, Råbylille Sø, Råby Sø og Røddinge
Askeby Sø med sidstnævnte som det mest markante eksempel.
Moser
Ordet mose bruges i flæng om mange forskellige slags områder med et morads af planter og våd,
sumpet bund. Den folkelige betydning af ordet mose er en rodebutik af flere naturtyper. Rundt om
på Møn findes mange småmoser. En enkelt, stor mose markerer sig virkelig i landskabet:
Busemarke Mose, som er en af Møns vigtigste naturlokaliteter. Mosen har et rigt plante- og dyreliv
og mange spændende, landskabelige karaktertræk. Alle de mønske moser er gennem århundreder
blevet påvirket af mennesket på mange forskellige måder, for eksempel ved tørvegravning,
afvanding, gødskning, græsning, høslet, tilplantning og opfyldning, Kigger man på gamle kort
fremgår det umiddelbart, at vådområderne tidligere havde en meget større udbredelse. For at en
mose kan dannes skal der ske en tilgroning af landskabet. Lige efter istiden var det, der siden skulle
blive til de mønske moser, søer og havbugter. For eksempel var Busemarke Mose engang en sådan
havbugt. Senere blev bugten lukket af en landtange – havbugten blev til en sø – og søen groede
efterhånden til og blev til en mose, hvor folk hentede tagrør til stråtage og tørv til brændsel. En del
af mosen voksede til som eng, hvor man kunne høste hø og have kvæget gående på græs. Og
endelig voksede der skov op på en del af engen, her kunne man hente træ, blandt andet til brændsel.
Enge
Enge er en ældre betegnelse for udyrkede, fugtige områder, der blev benyttet til høslet. Efter at høet
var høstet, blev engene afgræsset. De fleste enge lå ved søer, vandløb og moser og blev gødet ved
oversvømmelser – de var selvgødende. Den vådeste eng blev ikke afgræsset, dyrene ville ødelægge
jorden ved optrampning. Høhøsten begyndte omkring 1. juni og bønderne regnede med et læs hø
som passende for en ko eller hest hele vinteren, men mange mønske gårde har gennem tiden haft
store problemer med at skaffe hø nok. I dag fremtræder de få enge, der er tilbage, stadig som
fugtige eller våde, åbne naturområder med frodig græsvegetation. Men da enge overvejende er en
menneskeskabt landskabsform, har vi svært ved at bevare dem, når driften ophører – de gror til i
skov. På engene er der rigeligt med vand og et stort næringsindhold, som giver mulighed for en stor
stofproduktion. Her lever mange plantearter, som kræver megen næring, og med bestemte planter
følger bestemte dyr. Engene var fede græsgange for kvæget og dermed indirekte med til at skaffe
husdyrgødning til de opdyrkede marker – eng er agers moder. Sådan er det ikke mere. Enge har
flyttet sig fra at være landbrugets vigtigste aktiver, til at være områder det ikke engang kan betale
sig at bruge. På Møn findes enge eksempelvis ved Fanefjorden, Busemarke Mose, og Busene Have.
12

Ved Busene
Overdrev
Overdrev er en betegnelse for lysåbne, tørre områder med en artsrig vegetation af urter og eventuelt
spredt bevoksning af buske og træer. Det tørre og den begrænsede næring giver en lille
stofproduktion. Her lever mange plantearter som kan klare sig på mager ,bund – og de til planterne
hørende dyr. Det er en landskabsform som er afhængig af, at græssende dyr, høslet eller andre
aktiviteter holder vegetationen åben. Benævnelsen, overdrev, stammer fra en tid, hvor landsbyerne
havde fælles arealer til græsning langt væk fra engene og de dyrkede jorder. Disse områder kunne
også være våde. Husdyrene blev sendt ud på overdrevet. Begrebet, overdrev, stammer egentlig
herfra, men siden er ordet blevet til betegnelsen for en naturtype. I dag benyttes ordet overdrev kun
om tørre, græssede plantesamfund.
Tidligere blev overdrevene græsset meget effektivt og blev derfor efterhånden noget udmarvede,
idet der konstant blev ført næringsstoffer fra jordbunden til vækst af dyrene. Overdrevenes jordbund
blev mere og mere mager. Kun de buske og urter, som kunne modstå dyrenes bid, fik lov at vokse
op, for eksempel tjørn, rose, slåen, ene og tidsel. I ly af de tornene vækster kunne træerne vokse op.
”Tjørnen er egens vugge”, sagde bønderne. På denne måde kunne overdrevet efterhånden skifte
karakter, så det ikke mere var helt åbent.
Dyrene græssede altid under opsyn af hyrder, som holdt sammen på flokkene og hindrede dyrene i
at gå gennem gærderne, eller over jord- og stendigerne og ind i afgrøderne. Møn rummer mange
fine overdrev, både i historisk og nutidig betydning, hvoraf de mest markante er Høvblege og
Jydelejet i klintens bagland.
13

Liselund park
Heder
Hede er et område med næringsfattig, udvasket og som regel sandet bund, der er bevokset med
hedelyng eller andre dværgbuske. Heden opstod efter, at landbruget var indført i Danmark for 6.000
– 7.000 år siden. Bønderne brændte skoven af, dyrkede de sandede jorder og opgav jorden igen, når
den var udpint. Skoven kunne ikke få fodfæste igen. I stedet indvandrede lyng og andre nøjsomme
planter. Heden dækkede for omkring 150 år siden 20% af Danmarks areal. Der findes hede på
Ulvshale og spredte klatter med lyng andre steder, eksempelvis på Hårbølle Pynt.
Haver og parker
Haver og parker er styret natur. Men graden af styring varierer fra sted til sted og har varieret
gennem tiden. Yderlighederne går fra den åbne naturhave, der knap nok kan kaldes en have, til den
stringente, hårdt styrede, klippede og symmetriske barokhave. Omkring år 1800 var der både i
Danmark og resten af Europa et brud med den strenge barokstil. Romantikken holdt sit indtog.
Siden har den romantiske havestil, hvor natur og kultur udfolder sig i frugtbart samspil været
fremherskende.
Liselund er et smukt eksempel på en romantisk have, der dannede forbillede for herregårdshaver i
hele landet. Både Marienborg Park og Nordfeld Park er inspireret heraf, men Liselund blev også
plagieret i mindre format i præstegårdshaver og bondehaver. Det sidste eksempelvis i
Museumsgårdens have.
14

Klinteskoven
Skovenes landskab
Var dette afsnit om skove blevet skrevet for 200 år siden, ville det naturligt falde ind i afsnittet om
landbrugets landskab.
Hvis man lader et landområde i Danmark passe sig selv, vil der næsten alle steder opstå en eller
anden form for skov i løbet af nogle årtier. Derefter vil skoven være flere hundrede år om at nå sin
fulde modenhed. Altså: uden menneskets foretagsomhed ville de meste af Danmark være dækket af
skov. På grund af istiden er Danmarks skove unge. Under istiden og i de første århundreder efter
var der slet ikke skov, men for omkring 12.000 år siden indvandrede pilekrat og birkeskov.
Omkring 89% af Danmark er åbent land eller byer. De resterende 11% er skov. Som levested giver
skoven planter og dyr stor stabilitet. Her sker ikke ændringer så ofte som ude i agerlandet. Denne
store stabilitet giver de enkelte dyre- og plantearter tid til at indvandre og tilpasse sig livsvilkårene i
skoven. I naturskoven - eller det der nærmer sig en naturskov, for eksempel Ulvshaleskoven og dele
af Klinteskoven - er der mange forskellige levesteder: træer, væltede træer, træruiner, træstød,
skovbunden, lysninger, vandhuller, moser, grusgrave, skovbryn. Tidligere tiders store
sammenhængende skovarealer er for længst forsvundet, og med dem den virkelig store stabilitet for
dyr og planter.
15

Ulvshaleskoven
Ulvshaleskoven ligger på halvøen Ulvshale. Skovbunden består af flintesten, strandvolde, hvilket
giver skoven et helt specielt bølget udseende, med vandfyldte lavninger mellem strandvoldene. Her
er et mylder af forskellige træarter og mange insekter og fugle. Ulvshaleskoven er en gammel,
lysåben græsningsskov, der nu ligger hen som urørt skov.
Klinteskoven ligger lige bag Møns Klint. Dette gør skoven helt speciel. Store, ranke bøgetræer er
dominerende i skoven. Nogle er lysegrønne hele sommeren, da kalken forhindrer dannelse af
grønkorn. Væltede træer får lov at blive liggende, et sandt eldorado for svampe og insekter. I
skovbunden vokser mange sjældne og specielle plantearter, blandt andet orkideer.
16

Fanefjord skov
Fanefjord Skov tilhører den bræmme af bøgeskove som vokser helt ud til kysten på Sydmøn.
Fanefjord skov bliver drevet ved plukhugst og selvforyngelse, hvilket sammen med kystnærheden
bidrager til skovens specielle udseende.
Østerskov skærmer Bogø By af mod øst og er knyttet til byen med forbindelse fra flere veje ud af
byen. Ligesom i skovene, Fanefjord Skov og Klinteskoven, ligger her en pavillon, og understreger
menneskets tilknytning og brug af skoven til rekreative formål. Overfor pavillonen ligger som i
Fanefjord Skov, en gravhøj. I Østerskov er den åben og mulig at besøge.
17

Landskabets rumlige og visuelle forhold
Kulturhistorisk er det mønske landskab præget dels af begivenhederne i forbindelse med
krongodssalget, og de godser, der opstod som følge heraf, dels af begivenhederne i forbindelse med
landboreformerne omkring 1800 – især det sidste.
Agerland/gårdlandskabet er karakteriseret af mange landbrugsejendomme, landsbyer, kirker og
fortidsminder samt bymæssig bebyggelse. Med deres markfelter, diger, hegn og vejforløb tegner
gårde, huse og landsbyer karakteristiske mønstre i landskabet. Herregårdslandskaber fremtræder
helt anderledes med udstrakte marker, mere skov og hegn (jagt) og alléer, der sigter mod
herregården. Variationen i naturgrundlaget har betinget en vis grad af variation i denne
arealanvendelse. På Høje Møn - Klinten og det bagvedliggende landskab - samt på Ulvshale og
Nyord er denne naturbetingede variation særlig markant.
Som beskrevet under hovedtræk for naturgrundlaget er Høje Møn formet af de opskubbede
kridtflager, hvorved dramatiske terrænforhold er skabt. Områdets højeste punkt ligger 143 m.o.h.,
og skrænter med markante hældninger er hyppigt forekommende. Disse forhold har betinget, at
området domineres af ekstensivt udnyttede arealer som skov og overdrev med lang kontinuitet.
Området indeholder således store naturkvalitetsmæssige værdier.
Som kontrast til det kuperede og varierede landskab afgrænses denne del af Møn af Østersøen imod
syd og øst, og da området ligger højt i terræn findes vide udsigter over havet. Selve Klinten danner
den østligste grænse ud mod Østersøen. Den rejser sig 100 meter lodret op fra strandkanten. I den
sydlige del af Høje Møn ligger Klintholm gods. Jorden til Klintholm domineres af lange
sammenhængende forløb af stendiger og en markant lindetræsallé. Størstedelen af ejerlavet til
Klintholm gods udgøres af skovbevoksede arealer.
Vest for Høje Møn domineres landskabet af landbrugsmæssig drift. Variation i naturgrundlaget
betinger dog en vis grad af variation. Landskabet omkring landsbyen Sømarke, som ligger mellem
Høje Møn og Borre lavningen i vest, består af et bakket randmoræneområde domineret af landbrug.
På vestsiden skråner dette randmorænestrøg jævnt ned mod Borre Sømose, som strækker sig fra
nordkysten af øen og omkring 4,5 km ind i landet imod syd, således at Møn tilnærmelsesvis deles
over af denne lavning.
Borre Sømose, som oprindeligt er hævet havbund, er drænet og opdyrket lavbundsareal. På
vestsiden af Borre Sømose hæver terrænet sig atter op til en højde på omkring 50 m.o.h., mod
endnu et bakket randmorænestrøg. Fra begge dalskråninger er lange udsigter over Sømosen til den
modsat liggende dalside.
Det bakkede randmoræneområde med spredte gårde strækker sig mod vest, hvor det går over i en
mere jævn landbrugsflade, som strækker sig til Stege Bugt i vest. Ved nordkysten af denne del af
Møn ligger Nordfeld gods. Dette kystnære herregårdslandskab er domineret af lange
sammenhængende hegnsforløb, som inddeler landskabet i store lukkede landskabsrum.
Langs sydkysten strækker sig et lavbundsområde med dels rørskov, dels drænede, ekstensivt
udnyttede arealer. Dette område suppleres af et jordbygningspåvirket område, der ligger lige nord
herfor.
Fra det nordvestligste hjørne af moræneaflejringerne, som udgør øen Møn, strækker sig et marint
forland bestående af strandvoldssystemer af flint fra Klinten. Arealanvendelsen af dette område
udgøres af græssede strandenge og gammel græsningsskov. Øen Nyord, som ligger nordvest for
Ulvshale, består dels af strandengsarealer dels af en opdyrket moræneflade. Gårde og huse ligger
18

samlet i landsbyen omkring snævre og bugtede stræder, som i tiden før udskiftningen. Den tidligere
lodsaktivitet samt fiskeriet gør, at tilknytningen til havet er særlig tydelig på Nyord.
Bogø er let kuperet med højder op til 32 m.o.h. Landskabet er således varieret, men også med vide
udsigter. Byen står som en ø af træer i landskabet med Østerskov bagved, længere ude i øst.
I nord ligger Stillingebæks Bugt som en beskyttet vig med landingsbro og fiskeri.
I modsætning til den kuperede Bogø ligger Farø mere flad, helt domineret af motorvejen.
Stillingebæks Bugt på Bogø
Farø, udsigt til broen
19

Målerøj.
De rituelle højdepunkter
I anlægget af kirkerne, og før dem gravhøjene, forstod mennesket at udnytte de terrænmæssige
forhold til høj beliggenhed for de rituelle steder. Således inden for flere af byerne, hvor kirkerne,
Magleby og Borre for eksempel, ligger på et lokalt højdepunkt i byen, og Elmelunde, hvor kirke og
gravhøj giver hinanden selskab i det høje – hvis man så må sige.
Mellem Hårbølle og landsbyen Vindebæk ligger en vældig, hvælvet bakke, Målerøj, med gravhøj
på toppen. Selve højen er nøgen – der går kun græssende får - mens der vokser høje træer på
gravhøjen, som dermed fremhæves yderligere. Højen udgør et markant landskabeligt element, der
på østsiden især dramatiseres ved, at vejen går ganske tæt om højen.
Ikke langt derfra ligger Fanefjord Kirke ligeledes højt over fjordens lave vandspejl.
I dette område ligger også den høje bakkeformation, Borren, der har etymologisk nært slægtskab
med Borre på Østmøn. I begge tilfælde mener man, at navnet henviser til en borg og er eksempler
på forsvarsmæssig udnyttelse af terrænet.
Udsigt til Fanefjord.
20

Klintholms Allé
Alléer
Et andet markant træk i landskabet, som er menneskeskabt, er alléerne. I forbindelse med
herregårdene er de ofte udlagt som en ret linje ind i landskabet - set i fugleflugt, efter en højere
plan. Men er man i niveau med terrænet er sagen en anden: den præcise linje fremhæver terrænets
bevægelse, og tager ikke hensyn til, om turen går op og ned. En herregårdsallé går ikke udenom for
at forblive i niveau, som de gamle landeveje gør.
De yngre alléer, vejtræer plantet som del af den landskabelige bearbejdning af amtslige vejanlæg,
udgør ligeledes markante linjeføringer i landskabet: Henover Kosterhalvøen fremhæves
tilknytningen til broen ved netop en dobbelt trærække af rønnebær, som de fleste alléer i amtsligt
regi i Storstrøms Amt. Og samme oplevelse findes på Bogø, hvor vejen henover øen udgør ét,
markeret forløb på tværs, mens bydannelsen udgør et andet forløb, vinkelret på.
Vejtræerne langs vejen fra Farø, over Bogø til Vestmøn binder sammen mellem dæmningerne, og
forløbet følges på vej det første stykke på Møn. Men efter Fanefjord ophører træerne langs vejen og
forstærker oplevelsen af den efterfølgende strækning, nord om Store Damme og Askeby, som
værende omfartsvej, den hurtigste forbindelse mellem to punkter, uden bebyggelsesmæssig
forankring. Ved Lerbæk ændres denne karakter, idet alléer vinkelret på hovedvejen, med
Marienborg som fixpunkt, giver landskabet relief sammen med spredte skovstykker.
21

Langs den sydlige landevej på Østmøn kædes småbyerne sammen af trærækker, og særligt markant
står disse ved de blokudskiftede gårde syd for Mandemarke, hvor gårdenes faste
beliggenhedsmønster får smukt medspil af trærækken lige nord for, som hang de på denne ”snor” af
træer i landskabet - et holdepunkt i dette store landskab med vid udsigt til Østersøen i syd.
Ved Borre Sømose går trærækker syd-nord, på randen af lavningens kanter og fremhæver sømosen
som et landskab, der klart opdeler området.
Også private planter alléer: lige vest for Tjørnemarke går en poppelallé således op til en mindre
ejendom/villa, og denne retning står særligt markant, fordi landskabet på dette sted i øvrigt er meget
åbent.
Et andet eksempel er på sydsiden af Noret, hvor en privat indkørsel til et hus nær Norets bred
fremhæves af fascinerende, kasseformede trærækker.
Klippede træer om indkørsel på sydkysten af Noret
22

De kulturhistoriske hovedtræk
Oldtid
I Møn kommune dækker oldtiden perioden fra jægerstenalderen (ca. 9.000 f. Kr.) til middelalderens
begyndelse (ca. 1060 e. Kr.).
Fra Møn kommune er der kendskab til små 1500 fortidsminder. Ved fortidsminder forstås alle
forhistoriske fund eller monumenter, der gennem tiden er blevet registreret i det centrale register for
fortidsminder. Et fortidsminde kan altså både være nogle opsamlede flintafslag på en strandbred og
en jættestue eller en forsvarsvold. Ud af 1500 fortidsminder er de 356 beskyttet af museumsloven,
hvilke betyder at de er synlige i landskabet i dag.
Af disse fortidsminder er omkring 1100 stedfæstede – 979 på Møn og 100 på Bogø og Farø. Men et
stort antal fortidsminder venter endnu på at blive registreret. Det drejer sig om private samlinger,
både hos lokale amatørarkæologer og hos sommerhusbrugerne. Generelt vidner alle disse
fortidsminder om et intensivt benyttet kulturlandskab i alle oldtidens perioder.
En ting, der særligt karakteriserer fortidsminderne i Møn kommune, er de mange gravhøje. Godt
800 stk. er der kendskab til fra hele kommunen. Hovedparten af disse er udaterede, men 126 er
dysser og jættestuer fra Yngre Stenalder (3500-3000 f. Kr.). Generelt er tilstanden af gravhøjene
temmelig dårlig. Det er et træk der går igen for Danmark som helhed. Gravhøje på Møn og Bogø
blev første gang registreret i 1880, og siden dengang er 90-95% ”forsvundet”, dvs. overpløjet eller
fjernet. Men der er siden 1970’erne gjort en aktiv indsats for at bevare storstensgravene, og det er
bl.a. resulteret i flere, flotte restaureringer af jættestuer på Møn, bl.a. Klekkendehøj.
Registrerede fortidsminder i Møn kommune
23

Jordhøj jættestuen med sålformet kammer
Restaureringerne viste, at der er et særligt arkitektonisk træk ved flere af de mønske jættestuer,
nemlig at selve gravkamrene var sål- eller timeglasformede.
Bebyggelsesbilledet på Møn gennem forhistorien bærer præg af, at vandet er tæt på. I ældre
stenalder (9000-3900 f. Kr.) findes bopladserne ved de tidligere kyststrækninger, hvilket også vil
sige områder, der i dag er inddæmmede: Koster Vig, Maglemosen, Oddermosen, Busemarke Mose
og Borre Sømose, foruden naturligvis selve Noret.
I slutningen af jægerstenalderen optræder endnu et egnskarakteristisk træk for Møn, nemlig de
såkaldte Møn-økser, der er en særlig type skiveøkser af flint, med en meget bred æg.
Da de første landbrug begynder at vise sig på Møn (3900 f. Kr.) rykker bebyggelsen naturligt
indlands til den gode landbrugsjord. Landet var dækket af skov, så de mange slebne økser, der
stadig kan findes på markerne, var ikke kun til pynt. Enkelte bygder fra bondestenalderen kan
udskilles, bl.a. ved Marienborg og ved Røddinge.
Karakteristisk Møn-økse fra Ertebøllekulturen
24

Fundene fra Bronzealder (1800-500 f. Kr.) og Jernalder/vikingetid (500 f.kr.-1050 e. Kr.) er især
løsfundne oldsager fra grave. Bronzealderfundene stammer hovedsageligt fra de overpløjede
gravhøje. Fra jernalderen kendes til enkelte udgravede bopladser og en del udgravede gravfund. Fra
vikingetiden kendes adskillige skattefund, blandt andet Mandemark-skatten fra Brøndehøje Skanse
nær Busene Have. Og udbredelsen af fund fra bronze- og jernalder/vikingetid viser, at det drejer sig
om levn fra jordbrugere. De indre dele af landet er også taget i brug, men kysten spiller stadig en
aktiv rolle i bosættelsesmønstrene.
Middelalder
I Middelalderen (1050-1536 e. Kr.) stammer det arkæologiske vidnesbyrd hovedsageligt fra Stege.
Købstaden nævnes første gang 1268, hvor byen får sine privilegier, som vedligeholdes op gennem
middelalderen. Sct. Hans kirke er opført før dette tidspunkt, omkring 1200-1250 e. Kr., hvilket viser
at byen ikke udelukkende er anlagt som købstad. Borre er den anden købstad fra Møn med
middelalderlig bykerne, og den nævnes første gang omkring 1370. Hvornår Borre får sine
privilegier vides ikke med sikkerhed, men de bliver fornyet i 1460 og mistes i 1648. Borre kirke
menes dog at være opført omkring 1200-1250.
Den betydningsfulde Stegeborg ved indsejlingen til Stege Nor spiller en vigtig rolle for Møn i
middelalderen. Borgen blev opført i starten af 1200-tallet, samtidigt med kirken, ødelagt under
Grevens Fejde i 1534 og endeligt nedrevet i slutningen af 1700-tallet. Flere gange var borgen på
tyske hænder, bl.a. i årene 1328-1348, hvor den var pantsat til tyskere. I 1310 blev beslutningen om
at angribe Stralsund truffet på borgen. I øvrigt kan nævnes, at der spredt i det mønske landskab
findes rester af en halv snes voldsteder, hvoraf flere er fredede, bl.a. Timmesøbjerg i St. Klinteskov.
Den omtrentlige udstrækning af Stegeborg efter 1314.
25

For Møn var middelalderen en rig periode, hvor sildefiskeriet i Østersøen blomstrede. Sildene blev
afsat på store sildemarkeder i Skåne, og fra Skanör kendes fra 1494 en optegnelse, der viser, at 149
ud af 434 danske sildeboder var ejet af mønboer. I løbet af 1500-tallet går det nedad for
sildefiskeriet, og Møn mister grundlaget for sin indtjening.
Det arkæologiske kendskab til landbebyggelsen på Møn i middelalderen er ikke stort. Stednavne
endelsen –by, som i Magleby og Keldby, indikerer, at flere landsbyer har deres rod i vikingetiden.
Selve landbebyggelsen antyder, at den har været placeret omkring centrale veje, der heller ikke er
nogle konkrete spor efter. Godsstrukturen på Møn i middelalderen er i det store hele ukendt, men da
borge sædvanligvis er bygget af stormænd, kan voldstederne sige noget om tidlige godser. Hunosø
voldstedet er således et eksempel på et middelalderligt voldsted, der kan sættes i en mulig
forbindelse med det nuværende Klintholm gods.
Af middelalderlige kirker fra Møn kommune er i dag bevaret 7. Den ældste er Elmelunde kirke, der
menes opført i første halvdel af 1100-tallet. Dernæst følger Stege, Keldby, Borre og Magleby
kirker, der alle er opført i første halvdel af 1200-tallet. Der er lidt tvivl om dateringen af Bogø kirke,
men de ældste dele af kirken peger også i retning af tidligt 1200-tal. Fanefjord er den yngste af de
middelalderlige kirker, da den er opført omkring år 1300, hvilket betyder, at der eksisterede kirker
på Østmøn små 200 år før, der kom kirker til Vestmøn. I 1679 optegnedes en mundtlig overlevering
om, at kirkegængerne på Vestmøn i 1100-1200-tallet valgte at tage til Horbelev sogn på Falster i
stedet for at tage til Østmøn. Kirkerne i Damsholte og Nyord er begge yngre kirker, opført i
henholdsvis 1743 og 1846.
Nuværende sognegrænser på Østmøn. Med rødt er markeret diger, der sandsynligvis kan føres tilbage til
middelalderlige sogneskel.
26

Et egnskarakteristika for kirkerne Elmelunde, Keldby og Fanefjord er, at de alle har fornemme
kalkmalerier udført af Elmelunde-værkstedet, der opererede omkring 1500 e. Kr. Denne gruppe
dekoratører havde som forlæg den illustrerede bibel ”Biblia Pauperum”, hvorfor der kan spores
store overensstemmelser mellem kalkmalerierne i de kirker de udsmykkede.
Magleby kirke og Stege kirke har det arkitektoniske fællestræk, at de begge oprindeligt er opført
med tvillingtårne. Et træk der måske kan pege på Jacob Sunesen som bygherre. Jacob Sunesen var
medlem af den indflydelsesrige Hvideslægt, og han styrede Møn i starten af 1200-tallet. Et af
hvideslægtens adelsmærker er netop kirkerne med tvillingtårne, der også kendes fra Tveje-Merløse
og Fjenneslev på Sjælland.
Af Møn kommunes 11 sogne, må de 7 formodes at være middelalderlige: Bogø, Borre, Elmelunde,
Fanefjord, Keldby, Magleby og Stege. Dette vidner om en nogenlunde jævn bebyggelse på Østmøn
og en højere bebyggelse omkring købstæderne. På Vestmøn var der i middelalderen kun et sogn,
Fanefjord, der grænsede op til Stege sogn. Dette kunne tyde på, at bebyggelsen på Vestmøn ikke
var så tæt som på Østmøn. Mellem Stege landsogn og Keldby sogn samt mellem Borre/Elmelunde
og Borre/Magleby kan der i dag iagttages diger som sogneskel, der sandsynligvis kan føres tilbage
til middelalderen.
I middelalderen dyrkede bønderne deres jord i fællesskab. Rundt om landsbyen lå bymarken eller
indmarken, som blev opdyrket intensivt. Udmarken lå længere væk og blev derfor opdyrket i
mindre grad – eller brugt til græsning. I trevangsbruget på Møn og Lolland-Falster var der brug for
faste græsningsområder udenfor rotationen, fordi der blev sået rug i brakmarken midt på sommeren.
Jorden var delt op i tre vange med henholdsvis rug, byg og brak. Vangene var hegnet og delt op i
lodder, sådan at hver bonde havde flere lodder i hver vang. Dette forhold nødvendiggjorde at
bønderne skulle være enige om, hvornår jorden skulle behandles.
Der er i dag ikke synlige spor af bymark og udmark, men ved Koster ses spor af byens forte, som
gårdene oprindelig omkransede.
27

De 356 fredede fortidsminder på Møn
Fortidsminder og kulturarvsarealer
Alle fortidsminder – både forhistoriske og middelalderlige – er beskyttet af museumsloven, og på
Møn er antallet 356. Det er således ikke tilladt at udføre jordarbejde, der beskadiger fortidsminder.
Fredede fortidsminder, for eksempel synlige gravhøje, er beskyttet af en 100 meter-zone inden for
hvilken, det ikke er tilladt at bygge medmindre en dispensation gives. Jordfaste fortidsminder, der
ikke er fredede, det kan for eksempel være en jernalderboplads, skal ifølge museumsloven
udgraves, inden et anlægsarbejde kan finde sted.
Siden 2002 har den gældende museumslov dikteret, at bygherrer skal betale for de arkæologiske
undersøgelser, som anlægsarbejdet afstedkommer. Som en service for fremtidige bygherrer har
Kulturarvsstyrelsen og de lokale museer udpeget nogle områder, hvor der ved jordarbejde er særlig
stor chance for at støde på fortidsminder, der kan fordyre byggeprojekter betragteligt. Disse
såkaldte kulturarvsarealer er der defineret 10 af for Møn kommunes vedkommende:
28

Kulturarvsarealer i Møn Kommune
id navn beskrivelse
1 Bogø Kulturarvsareal med mange overpløjede gravhøje
2 Hårbølle Hestehave Kulturarvsareal med mange små gravhøje fra Yngre
Bronzealder
3 Hårbølle Kulturarvsareal med mange gravhøje
4 Nørre Frenderup Kulturarvsareal med mange gravhøje
5 Stege Kulturarvsareal med middelalderlig købstad
6 Hegningen Kulturarvsareal med inddæmmet landskab med
mange bopladser fra ældre stenalder
7 Oddermose Kulturarvsareal med inddæmmet landskab med
mange bopladser fra ældre stenalder
8 Borre Kulturarvsareal med middelalderlig købstad
9 Borre Sømose Kulturarvsareal med inddæmmet landskab med
mange bopladser fra ældre stenalder
10 Busemarke Mose Kulturarvsareal med inddæmmet landskab med
mange bopladser fra ældre stenalder
1600
Omkring 1600 var Møn og omkringliggende øer krongods og kongelig jagtbane, hvilket betød, at
bønderne var fæstere på kongens ladegårde i Stege og Elmelunde. Århundredet blev først mærket af
svenskekrigenes hærgen og siden af to epoker med lokale misregimenter. Forarmelsen trak sine
tydelige spor langt ind i 1700-tallet.
Først blev øerne i 1664 pantsat til en hovedrig hollandsk handelsmand, som ikke var interesseret i at
investere i sit pant. Senere, da kongen i 1685 havde indløst Møn og øerne, blev den Kongelige
Hestgarde indkvarteret her. Gennem 12 lange år ledte chefen for Hestgarden, Samuel Christopher
von Plessen, øerne gennem udnyttelse og pinsler, inden han blev afsat af kongen. Da var Møn og
øerne ruineret, gårdene ødelagt, handelen brudt sammen og indbyggerne svækkede.
For at muliggøre opbygningen af lokalsamfundet fik Møn og Bogø særlige privilegier i 1696/97.
Som det første sted i Østdanmark blev vornedbåndet ophævet, skatter og afgifter blev sat ned.
Samtidig var en ny kongelig handlingsplan for Møn og Bogø sat i værk, nemlig oprettelsen af en
navigationsskole til bemanding af både krigs- og handelsflåde.
29

Tønder hartkorn pr. sogn 1688.
Kortet viser beskatningsforholdene i 1688. Det fremgår at der var et meget højt beskatningsgrundlag på Møn og Nyord.
Hartkornet ligger lidt lavere ved Borre lavning, der i 1680´erne udgjordes af eng- og vådområder.
Bogø var beskattet i mindre omfang end Møn på dette tidspunkt.
Umiddelbart kan man af tallene tro, at Møn i 1688 var et rigt samfund. I realiteten var hartkornet sat for højt og i 1696
måtte kongen nedsætte hartkornet for at ophjælpe tilstandene efter von Plessen.
30

Bøndergårde pr 1000 ha i 1682
Kortet viser at der på Møn og Nyord i 1682 var et stort antal gårde pr. 1000 ha.
Vestsiden af Borre lavning samt Bogø havde et lidt lavere antal gårde pr. 1000 ha.
31

Bøndergårdens gennemsnitlige størrelse
Bøndergårdenes gennemsnitlige størrelse varierede i de forskellige egne af Møn og øerne. Generelt var gårdene dog
små. Mindst var gårdene yderst på Vestmøn samt på vestsiden af Borre lavning. Størst var gårdene i området øst for
Noret.
32

Møn 1682. Dyrkningssystemer.
Kort side 113 i ”Vang og tægt”. Udgivet 1983. K.E. Frandsen.
Kortet viser placeringen af de kgl. ladegårde samt eng og skov arealer hovedsagligt langs kysten. Desuden vises
landsbyernes vangelag, altså sædskiftet i dyrkningsfællesskabet. Bønderne havde lodder forskellige steder i alle
vange. En vang skulle sås eller høstes på en gang, hvorfor der også skulle være den samme afgrøde
i hele vangen.
De mønske jorde var før krongodssalget kendetegnet ved at være dyrket fra fæstelandsbyer under kronen. Kun to steder
var der hovedgårde, nemlig Elmelunde Kgl. Ladegård og Stege Slots Kgl. Ladegård.
De to ladegårde blev nedlagt i 1696, da kongen iværksatte en ophjælpningsplan for Møn og Bogø (herunder hørte også
Nyord og Farø) efter von Plessens æra.
Fra 1696-1769 var der altså ingen hovmarker og ingen deciderede hovedgårde.
I årene efter krongodssalget i 1769 blev kobbelbruget indført. Indtil da blev jorden dyrket i trevangsbrug med rug, byg
og fælled. Kreaturer og heste græssede på øens overdrev samt i eng og skovarealer, men ikke på fælleden efter
midsommer.
Da von Plessen kom til øen i 1685 inddrog han mange af bøndernes overdrev til græsning for hestgarden, de såkaldte
kobler, og samtidig forbød han bønderne at dyrke som de plejede. Han påbød i stedet det Sjællandske sædskifte -
nemlig græsning på fælleden hele sæsonen og såning af rug i bygstubmarken.
Omlægningen krævede stor velvillighed fra bøndernes side.
Grunden til forskellen på mønsk og sjællandsk sædskifte kan ikke klarlægges præcist. På Falster og i Tyskland var
sædskiftet som på Møn.
33

1700
På Nyord fandtes et særligt erhverv. Bønder og husmænd fungerede som lodser for fremmede
skippere i det lumske farvand nord for Møn. I en kongelig forordning fra 1748 fik nordboerne
eneret og pligt til at lodse skibe gennem Ulvshaleløbet. Det var et indbringende erhverv, men også
en risikabel affære, idet lodserne hæftede personligt for skib og last under lodsningen.
I løbet af den sidste fjerdedel af 1700-tallet begyndte handelslivet langsomt at fungere igen. I Stege
blev der bygget flere og større købmandsgårde, og krongodset blev solgt. Herved kom der nye
indbyggere til Møn – adelsmænd, som havde andre vaner end bønder og borgere.
Alene opførelsen af herregårde og tilhørende haver udgjorde store anlægsbyggerier med behov for
specialuddannede håndværkere, som især kom fra Tyskland.
I Stege Bys borgerskabsprotokol kan man i 1770erne se mange driftige håndværksmestre og
købmænd, som kom fra Tyskland og Holland. I disse år blev opkøbere af fast ejendom i Stege
fritaget for en række skatter, hvis de genopbyggede husene i grundmur. Skattefriheden var blevet
indført med privilegierne fra 1696.
Trods nærheden til havet var der i Stege ikke mange rederier i 1700- og 1800- tallet. Kun få store
købmænd besad skibe til sejlads på kolonierne. Derimod var der i tilknytning til alle øerne – og især
på Bogø og Nyord - mindre fragtskibe, der bl.a. sejlede med korn, tømmer, tjære i europæiske
farvande.
Videnskabernes Selskabs Kort. Ca. 1770.
34

I 1769 satte kongen sit mønske krongods til salg. Jorderne blev inddelt i følgende områder:
Marienborg, Fanefjord, gods nr. 3, Sønderskov, Nordfeld, Klintholm og Bogø samt lidt strøgods.
Bønderne i landsbyerne kunne byde samlet på deres gårde, men allerede efter 24 timer skulle de
stille med en kautionist. Det hindrede mange bønder i at blive selvejere. Dog lykkedes det for
bønderne i Fanefjord, Sønder skov, Bogø, Nyord og Farø at byde på – og købe deres gårde og
jorder.
Således blev disse godsområder til bøndernes selveje. Også skovene delte selvejerbønderne op i
anparter med skøder, så alle havde rettigheder, der passede til gårdens størrelse.
I dag er skovene i Fanefjord og på Bogø stadig fælleseje.
En vigtig del af selvejerhistorien var, at bønderne i Fanefjord og Sønderskov fik hjælp til købet af
embedsmanden H.H. Barfoed, som de efterfølgende ansatte som godsforvalter.
I Bogø Skov, i Fanefjord Skov samt i Keldbylille findes mindesten til erindring om bøndernes
frikøb. Bønderne i de resterende landsbyer blev fæstet under de nye herremænd på adelsgodserne
Marienborg, Klintholm og Nordfeld. Godsernes eksistens satte tydelige spor i landskabet. Således
var hovmarkerne markant større end bøndernes fæste- eller selvejerlodder. Herregårdenes jorder
adskilte sig også fra bøndernes ved at være afgrænset af stendiger og dyrket ved kobbelbrug.
1800
I dyrkningsfællesskabets tid lå bøndernes jordlodder spredt i landsbyens tre vange, hvilket tvang
bønderne til at tilpasse markarbejdet efter hinanden. Omkring 1800 blev fællesskabet ophævet. Nu
kunne bønderne gå i marken uafhængigt af hinanden. Både fæste- og selvejerjord blev omlagt i
stjerne- eller blokudskiftninger, og marker blev indhegnet af tjørn, pil eller stendiger. Efterfølgende
blev også landsbyfællesskabet ophævet i alle ejerlav på Møn. Nogle af landsbyernes gårde og huse
blev flyttet ud i det åbne land for at få en bedre udnyttelse af landbrugsjorden. På Nyord blev kun en
gård flyttet udenfor landsbyen. At landsbyen næsten er uudflyttet og har gårdene liggende midt inde
i byen, gør i dag byen til en særlig attraktion.
I år 1800 blev også Farøs jorde nøje målt op og delt, selv om der på øen bare fandtes to gårde.
Heller ikke på Farø blev gårdene flyttet.
Den dag i dag bærer vejnettet præg af disse udskiftninger, og eksempler på både
stjerneudskiftninger og blokudskiftninger ses mange steder på øen - ved Udby ses spor af begge
former. Vejnettet omkring landsbyen løber både i stråleform og retvinklede knæk, som inddeler
markstykkerne i henholdsvis trekanter og firkanter. Ved Mandemarke ses ligeledes tydelige spor
efter blokudskiftning.
Fredsskovloven fra 1805 slog igennem i landskabets linier, og på Ulvshale blev der i 1840´erne i
stor stil plantet fyrreskov af den private lodsejer, Frede Bojsen. Vandlidende jorder blev drænet
efter vandløbsloven fra 1846. Kostervig ved Koster blev drænet 1872-74, ved Marienborg blev
Røddinge-Askeby Sø tørlagt, og ved Borre blev der gravet en kanal til afvanding af Borre Sømose.
Godserne havde deres andel i tørlægningen, idet Marienborg og Nordfeld kunne benytte de
afvandede jorde til eng og ager. På Klintholm blev overdrevene på Høje Møn i stigende grad
anvendt til kreaturer, ligesom skovdriften intensiveredes. Herskabernes jagtrettigheder afspejledes i
dyreremiser på de store marker, hvor der var for langt mellem de levende hegn.
Herregårdene i landskabet adskilte sig desuden fra bønderlandskabet ved de store hoved- og
avlsbygninger og haveanlæg. Især ved Marienborg og Liselund blev der anlagt spektakulære
parker, som kom til at danne forbillede for Nordfeld Gods
35

Skovarealets andel omkring 1800.
Kortet viser at der i sognene på Møn og omkringliggende øer var skov på 10-35% af arealet. Betænkes det at Møn og
øerne i 1500-tallet blev mageskiftet for at tjene kongen som vildtbane, er det tydeligt at meget skov er forsvundet.
Skovarealprocenten på 10-35 kan ikke siges at være et specielt velegnet jagtområde. Efter krongodssalget i 1769 blev
mange skovområder delvis ryddet af de nye selvejerbønder i forsøget på at finansiere deres frikøb. Kortet viser også at
Fredsskovloven fra 1805 ikke er implementeret. På Ulvshale blev der eksempelvis plantet højskov omkring 1840.
36

Kulturhistorisk inddeling af landskabet - bygdekort, ca. 1800
37

I 1860´erne opstod en åndelig vækkelse. Rødkilde Højskole blev etableret på en gård i Tjørnemarke
i 1865 for året efter at begynde i nyopførte bygninger i Lendemarke – højskolens nuværende
placering. I Højskolehaven opførtes Møns første forsamlingshus i 1878. Selve bygningen blev
særlig kendt for sin karakteristiske ottekantede form.
Bøndernes børn gik til foredrag, og bønderne selv forenede sig og oprettede andelsmejerier flere
steder, bl.a. i Holme.
I 1860´erne begyndte udvandringen til Amerika. En lokal registrant viser, at udvandrerne
hovedsageligt kom fra Møn. I 1880 udvandrede ca. 110 mønboer af en samlet befolkning på ca.
14.500 til den nye verden i håbet om en bedre tilværelse. Udvandringen fortsatte ind til 1914.
Samtidig var der et stigende behov for sæsonbetonet arbejdskraft i landbruget som følge af
omlægningen af produktionen til sukkerroer. Ligesom på Lolland-Falster kom der svenske
malkepiger og polske roearbejdere til Møn og øerne.
Omlægningen til sukkerroedyrkningen sidst i 1800-tallet førte en hel landbrugsrelateret industri
med sig. Industrien forstærkede sig selv, sådan at selve opførelsen og driften af fabrikker krævede
yderligere produktion, udvikling og vedligeholdelse. Sukkerroernes anvendelse som kvægfoder gav
i tillæg et biprodukt i form af forøget mælkeproduktion, der industrielt blev omdannet til tørmælk.
Den afledte industri fra sukkerroedyrkningen blev således til både melassefabrikker,
tørmælksfabrikker og sukkerfabrikker. Maskinfabrikker, savværker, jernstøberier og teglværker
voksede også frem i denne periode, især omkring Stege og oplandsbyerne. I dag er der kun et fåtal
af disse bygninger tilbage.
I 1884 oprettedes sukkerfabrikken i Lendemarke. Blandt de ansatte fandtes mange forskellige
faggrupper, men også ufaglærte kvinder fik arbejde på fabrikken. Herved kom der nye muligheder
for fattige landarbejdere. I den rette tidsånd opførte fabriksledelsen også boliger til de ansatte tæt
ved fabrikken.
I Damme, Holme, Pollerup, Damsholte blev der anlagt saftstationer, som med rør var forbundet til
fabrikken i Lendemarke. Herfra blev sukkersaften pumpet af sted, så man mindskede transporten
med de tunge roer. Saftstationen i Damme er et godt eksempel på datidens gedigne industribyggeri.
I 1878 blev Klintholm Havn bygget. Havnen gjorde med tiden fiskeriet mere søgående, men de
første mange år blev der kun landet små mængder, fordi fiskeriet længe var husmændenes
bierhverv. Dog voksede antallet af erhvervsfiskere generelt, og Stege Fiskerihavn blev anlagt i
1906.
På Nyord og Bogø var det maritime præg langt mere markant end på Møn. Mange sønner fra Nyord
og Bogø stak til søs og vendte siden hjem med fantastiske fortællinger fra de fremmede lande.
Flere steder på kysterne har der været skibsværfter. I den florissante tid blev der bygget jagter, bl.a.
Høje Møn, som blev taget af englænderne i 1807 efter Københavns bombardement. Stege
Skibsværft blev grundlagt i 1865, og fra denne bedding udgik flere af de skibe, som sejlede i
farvandene omkring Møn.
38

Antal fiskere 1885
På Møn og omkringliggende øer havde fiskeriet omkring 1885 ikke nogen stor betydning. Klintholm havn blev anlagt i
1878, men figurerer slet ikke på kortet – der har altså været færre end 14 fiskere i 1885. Kortet viser derimod at fiskeriet
udgik fra Stege i farvandet ved Stege Bugt.
Først fra 1920erne blev fiskeriet fra Klintholm havn betydningsfuldt.
I 1898 kom to polske familier til Vestmøn i et særligt ærinde. De skulle udvinde sortflint til
porcelænsindustrien i Leipzig. Det viste sig, at der var gode forekomster af kugleflint, og interessen
for udvinding med eksport for øje steg betydeligt. I Hårbølle opførtes et flinteværk med udskibningsbro
til eksport til USA, Hårbølle Stenminer.
Også på Ulvshale blev der udvundet kugleflint fra begyndelsen af 1900-tallet.
1900
I løbet af 1800-tallet var Møns Klint blevet opdaget som et af guldaldermalernes mest yndede
motiver. Heraf fulgte en stadig større interesse – først blandt borgerskabet, senere blandt folket – for
at se den utrolige natur. Man kan tale om fænomenet ”den årlige udflugt til Møns Klint”.
Turismen blev organiseret, og fra København kunne man enten sejle med dampskibet Zephyr til
Stege, eller køre med toget til Kalvehave. På Klinten blev man fotograferet ved Sommerspiret i sit
39

stiveste puds – små sko, stråhat, vandrerstav og parasol. Også fra Hamborg var der megen
turisttrafik. Selv mønboer drog til klinten for at få et gys – og et pust fra Klintekongen.
Der var også mulighed for overnatning på badehoteller og pensionater, og fra 1909 kom de første
lokale turistførere på tysk.
I første halvdel af 1900 var der stadig mange institutioner i sognene. Hvert sogn havde sin egen
øvrighedsperson - sognerådsformanden, sin egen skole og sin egen Brugsforening. Landskabet var
enten opdyrket eller bebygget. Flere steder på Møn blev der foretaget udstykninger til
statshusmandsbrug, f.eks. Ålebækgård i 1920, Nyvang i 1925 og Ryttervænget i 1943.
I 1920erne blev der også udstykket parceller til villakvarterer, f.eks. Græskevej. Udstykningen af
sommerhusgrunde ved vandet, især Ulvshale, begyndte ligeledes omkring 1920. Sidstnævnte
udstykninger ændrede bebyggelsesmønsteret, og gav en forsmag på det rekreative landskab, der
med tiden blev mere udbredt.
Da privatbilismen begyndte at brede sig omkring 1950, påvirkede det lokalsamfundets strukturer i
udpræget grad. Synligt i landskabet var nu broerne fra ø til ø. Dronning Alexandrines Bro og
dæmningen til Bogø var under stor bevågenhed blevet færdige i 1943. Samtidig begyndte de første
campingpladser at dukke op, f.eks. Ulvshale Lejrplads i 1940. Også sommerhusområder bredte sig
især på Ulvshale og Bogø – steder som nu nemt kunne nås i privat bil.
Umærkeligt begyndte afviklingen af de helt små samfund. I 1950´erne lukkede skoler, butikker og
småindustrier. Også smålandbrug lukkede, og bønder og husmænd flyttede ind i de nybyggede
parcelhuse eller plejehjem.
I løbet af 1960erne blev der anlagt omfartsveje ved Borre, Damme/ Askeby og Elmelunde, og nogle
af oplandsbyerne blev kloakeret, hvilket vidner om det moderne samfunds infrastruktur.
I 1968 blev de ni mønske kommuner sammenlagt til Møn Kommune. Ved denne lejlighed flyttede
den nye Møn Kommune ind i bygningen Storegade 56. Bygningen, der er opført 1915 gennemgik
en facaderenovering inden kommunes overtagelse, og i 1971 blev baghuset udvidet mod vest. Det
tidligere Rådhus med arrest, Storegade 39, huser i dag Politigården. Denne fredede bygning blev
opført i 1854 efter tegning af arkitekten M. G. Bindesbøll.
Mens afviklingen stod på, oplevede især Møn fra 1970 tilflytning af særlig karakter. Fra
Københavnsområdet kom kollektivister og hippier og bosatte sig i gamle, tomme mønske gårde.
Mange var på overførselsindkomst eller arbejdede periodevist i København, andre søgte at ernære
sig ved fremstilling og salg af kunsthåndværk. Kendetegnende var det, at tilflytterne søgte tilbage til
en enkel livsstil med selvforsyningen og fællesskabet som ambition.
Mødet mellem mønboer og kollektivister foregik med stor forundring og skepsis. Tilflytterne
åbnede eksempelvis butikken ”Land og By” i Stege, hvor de solgte utraditionelle varer. Der var
ikke mange mønboer blandt kunderne i de første år. Derimod har lokale og tilflyttere i mange
tilfælde kunnet nærme sig hinanden i naboskabet, trods store forskelle i påklædning og adfærd.
På den lokalpolitiske arena gav tilflytterne også deres besyv med. De startede en tværsocialistisk
borgerliste, kaldet Ø-listen, som gav dem mandater i kommunalbestyrelsen.
Også pendlere flyttede til øerne - eller pendlere blev skabt i takt med afviklingen af lokale
arbejdspladser. Individuel og fleksibel transport blev nødvendig i alle områder, og således blev
broen til Nyord færdig i 1968. Broen kunne dog ikke stoppe fraflytningen fra øen, hvor der i dag er
meget få fastboende.
Ved årsskiftet 1989/90 lukkede Sukkerfabrikken i Lendemarke, og ti-året efter blev DLG-siloerne
revet ned.
40

I 2004 lukkede amtssygehuset i Stege trods mange lokale protester. Institutionen går tilbage til
1892, hvor Præstø Amts sygehus åbnede i Peblingerende. Bygningen blev kraftigt udvidet i 1927-
28, da Stege bys sygehus lukkede.
En del af bygningskomplekset er den tidligere navigationsskole 1703, der fra 1737 anvendtes til
tugt- og forbedringshus. I 1851 husede bygningen en Sindssygeanstalt, som i 1873 overgik til
Præstø Amt. Efter 1970 og oprettelsen af Storstrøms Amt, Plejehjemmet for Sindssyge. Omkring
1990 etableredes institutionen som Bo- og Netværk Møn.
I al ubemærkethed lukkede Farvandsdirektoratet Møns Fyr ned i 2005.
I år 2005 er den store arbejdsplads på Møn småkagefabrikken, ”Kelsen Biscuit”, i Stege. I
højsæsonerne, sommer og jul, beskæftiges op til 800 ansatte.
Udvikling og vækst foregår først og fremmest indenfor turist- og rekreationsbranchen i det, der
kaldes oplevelsesøkonomi. Stat og regering overvejer nu, om Østmøn skal have status af
Nationalpark.
I 2007 bliver Møn Kommune ophævet og sammenlagt med Vordingborg, Præstø og Langebæk til
Ny Vordingborg Kommune.
41

Demografi:
Folketal, Mønbo Herred
Kilde: http://www.dis-danmark.dk/kipkort/tabeltal/talpres.html
Sogn \ år 1769 1787 1801 1834 1840 1845 1850 1855 1860 1870 1880 1890 1901 1906 1911 1916 1921
Bogø 456 520 542 879 950 1031 1028 1057 1095 1247 1233 1243 1281 1215 1167 - -
Borre 643 713 715 994 1031 1072 1118 1166 1158 1188 1178 1211 1260 1205 1231 - -
Damsholte 991 1140 1256 1556 1594 1695 1764 1790 1808 2004 2094 2016 1981 1965 1964 - -
Elmelunde 453 543 595 808 817 843 848 914 954 944 915 882 846 838 883 - -
Fanefjord 955 1198 1297 1874 1905 2032 2144 2225 2243 2322 2353 2306 2356 2376 2412 - -
Keldby 643 728 805 1107 1111 1274 1322 1385 1356 1300 1281 1270 1250 1254 1168 - -
Magleby 820 903 988 1315 1378 1442 1496 1445 1409 1435 1444 1410 1386 1454 1378 - -
Nyord 1) 174 178 177 253 255 286 283 300 295 330 341 330 365 351 346 - -
Stege
Købstad 2)
Stege
Købstads
Landdistrikt
2)
Stege
Landsogn 2)
798 829 917 1627 1623 1761 1808 1934 1932 1960 1931 1969 2245 2230 2250 - -
101 173 162 185 190 179 - -
967 1092 1193 1629 1633 1748 1796 1996 2051 2054 2136 2344 2625 2701 2662 - -
1. Indtil 1845 var øen Nyord en del af Stege Landsogn, men blev derefter et selvstændigt sogn.
2. Som et særligt Landdistrikt knyttet til købstaden blev området Hegnede-Ulvshale, fra og med 1870 udskilt fra Stege
Landsogn.
2. I 1898 blev et mindre område af Stege Landsogn i både gejstlig og verdslig henseende overflyttet til Stege Købstad,
og i 1901 og 1904 blev nogle mindre områder af Landdistriktet overflyttet til Stege Købstad.
Generelt var befolkningstallet på Møn og omkringliggende øer højest omkring 1900.
På alle øerne boede år 1900 ca. 15.800 personer, hvorimod befolkningstallet for 2000 var ca. 11.700.
De enkelte sogne noteres for en jævn tilbagegang i befolkningstallet. Kun på Nyord tegner sig et mere markant fald fra
365 personer omkring 1900 til 47 personer i år 2000.
Derimod står Stege by for en markant vækst, og der sker næsten en fordobling i antallet af borgere fra 2.245 i år 1900 til
3.995 i 2000.
Befolkningstallet i Møn Kommune har siden 1985 været stigende. Dermed udvikler Møn og øerne sig modsat andre
landdistriktsområder, hvor befolkningstallet falder.
42

Borre
Mejeriet i Holme, nedlagt.
Østmøns Maskinværksted, nedlagt.
Ny Borre
Savværk og trælast, nedlagt.
Busemarke
Betonfabrikken, Klintholm Havn, nedlagt.
Decca Stationen, nedlagt.
Klintfisk, fiskeeksport, nedlagt.
Hårbølle
Danfil, fiskeeksport og filetfabrik, nedlagt.
Daneflint, Møns Stenminer, eksisterer 2006.
Maskinbødkeri, nedlagt.
Tostenæs
Savværk, Møns tømmerhandel, nedlagt.
Damsholte
Marienborg Teglværk, nedlagt.
Askeby/Damme
Betonvarefabrik, nedlagt.
Præstebjerg Grusgrav, nedlagt.
1970
Oversigt over industri 1970.
Hjelm
Møens Karosserifabrik, nedlagt.
Cementstøberi, Hjelm Kobbel, Møns Tømmerhandel, nedlagt.
Hjelm Maskinværksted, nedlagt.
Hjertebjerg
Svalebjerg Fjerkræslagteri, nedlagt.
Keldby
Ishøj Trådvarefabrik, Keldbylille, nedlagt; i dag Slotshøj Forsamlingshus.
Stege
Angulus skofabrik, nedlagt.
Barners Maskinfabrik, nedlagt.
Mejeri- Industri & Eksport kompagni. Møens Tørmælks fabrik, Lendemarke, nedlagt.
De danske spritfabrikker, lager, nedlagt.
Møns Dampvaskeri, nedlagt.
Møns Bogtrykkeri, eksisterer 2006.
43

Tommerups Bogtrykkeri, nedlagt.
Møns Autolakereri, eksisterer 2006.
Stege Sukkerfabrik, nedlagt.
Ægpakkeri, nedlagt.
Stege Skibsværft, eksisterer 2006.
Vitrohm Electronics, opkøbt.
Stema Maskinfabrik, nedlagt.
Johs. Knudsens Maskinfabrik, nedlagt.
Stege Lendemarke Andelsmejeri, nedlagt.
C. Skous fabriker, Stege, nedlagt.
Råbjerg Båden, nedlagt.
Moenia. Maskinfabrikation, nedlagt.
Akkord Metalvarefabrik, Stege, nedlagt.
Dantop Metal, nedlagt.
Karen Volf, eksisterer som KelsenBisca.
Synga Satomex-Fabrikation, nedlagt.
Baess Værftet – Møn Boat, nedlagt.
Ulvshale
Ulvshale Stenminer, nedlagt.
Bogø
Jupiterværftet, eksisterer.
Kilde Møns Telefonbog 1969 og 1973 Erhvervs- og navneregister.
44

Diger på Møn
Sten- og jorddiger er kulturhistoriske landskabselementer, som er beskyttet af museumsloven. Diger
består af naturmaterialer som jord, sten og tang, og er ofte beplantede og ses som langs- og
tværgående elementer i landskabet. Diger plejes af lodsejerne og er under opsyn af myndighederne.
Klassifikation
Diger klassificeres for at kunne arbejde med diger i planlægningen og i bevaringen af fysiske spor
af diger. Klassifikationen er opdelt efter alder, funktion og type. Kriterier i klassifikationen er:
For alder
- antal år
-
For funktion
- udskiftningsdige
- skovdige
- kirkegårdsdige
- hovedgårdsdige
- toftedige
- vangedige
- ejerlavsgrænse
- sogneskel
- matrikelskel
- værn/hegning
- indvindingsdige
-
For type
- jord
- sten
- tang
På Møn, Nyord, Bogø, Farø og Lindholm findes diger, som opfylder alle kriterier, d.v.s. der kan
findes diger i alle aldre tilbage til middelalderen, hvor diger har fungeret som sogneskel, f.eks.
mellem Borre og Magleby sogne.
I forhold til funktioner kendes flere på Møn, Nyord, Bogø, Farø og Lindholm. Udskiftningsdiger
findes i Mandemarke, skovdiger i Råby Oved skov, kirkegårdsdiger ved Keldby Kirke,
hovedgårdsdiger, toftediger, vangediger, ejerlavsgrænse på Møn, sogneskel også mellem Stege
Landsogn og Keldby/Elmelunde sogne, matrikelskel overalt på Møn, værn/hegning som tangdiget i
Ulvshale og indvindingsdiger som digerne i Koster.
Møn er karakteriseret ved at have tangdiger, og det er egnsspecifikt for Møn. Det mest kendte er det
ca 2 km. lange dige på Ulvshale, langs skovens grænse til Sandvejen. Men der findes også tangdiger
i Hårbølle nord for Hårbølle Bro og øst for Hårbølle Pynt.
Sårbarhed og beskyttelse
Selv om diger synes beskyttede på grund af fredningen, viser det sig i praksis, at diger er sårbare på
grund af deres beliggenhed på jorder, som dyrkes. Der er tendens til, at de kan ødelægges ved
pløjning med store landbrugsredskaber, ligesom muligheder for at søge dispensation for at afkorte
diger eller lave gennembrud medvirker til mulighed for lovlig fjernelse af diger. Det er derfor
45

vigtigt, at lodsejerne plejer digerne efter retningslinier fra myndighederne, og at museer og
bevaringsforeninger holder vågent øje med, at digerne forbliver i landskabet som kulturhistoriske
levn. Digegennembrud må undgås og samfundets retspraksis bør følges.
Note 1.
Klassifikationen er inspireret af kriterier anvendt i et kulturhistorisk registreringsskema vedr. stenog
jorddiger i hovedstadsregionen og resultater vedr. klassifikation ud fra stengærder som
hegningsmiddel.
Litteratur. Planlægningsrapport nr. 55 ”Sten og jorddiger i hovedstadsregionen”. Hovedstadsrådet
1989. Det kulturhistoriske registreringsskema s. 97. Registrering af diger og gærder. Erland
Porsmose og Niels Hørlück Jessen. Stengærder – enemærkets hegningsmiddel. Fortidsminder 1985.
På kortet ses samtlige diger i Møn Kommune som er fredet efter Naturbeskyttelseslovens §4.stk.
3.2. Kortet viser udelukkende antallet og beliggenhed i koordinatsystemet.
Kilde.
Storstrøms Amts og Kulturarvsstyrelsen kort med en kystafgrænsning
Kilde hertil
Database i Storstrøms Amt over diger december 2005 baseret på database i Kulturarvsstyrelsen
I følge oplysninger ved Kulturarvsstyrelsen december 2005 er kort over diger ved KUAS det juridiske grundlag for
amternes kortlægning af diger.
Kort over diger i Møn Kommune. Digerne er beskyttede af museumslovens bestemmelser.
46

Alder for diger. Tangdiget langs kysten mod Østersøen er godt 200 år gammelt. Det samme gælder for skansevoldene.
47

Kilde.
Udtræk af ”Diger.tab” Møns Museum 2003 og 2005.
Baggrund ”DTK_kort25klassisk” fra Kortforsyningen KMS.
Funktion for diger. Sogneskel og hegning af skov, Råby Oved:
På kortet ses jordvoldsdige i skoven, som fungerer som skovdige i Råby Oved skov og omkring Råby Oved skov.
Diget mod vest fungerer som sogneskel.
48

Kilde.
Udtræk af ”Diger.tab” Møns Museum 2003 og 2005.
Baggrund ”DTK_kort25klassisk” fra Kortforsyningen KMS.
Digetyper.
Tangdige, Koster Vig:
På kortet ses tangdige som består af tang-, sand- og blåler. Vestenvinden kaster tang op på diget. Tangdiget er et
indvindingsdige for Kostervig.
49

Kilde.
Udtræk af ”Diger.tab” Møns Museum 2003 og 2005.
Baggrund ”DTK_kort25klassisk” fra Kortforsyningen KMS.
Digetyper
Tangdige, Ulvshale:
På kortet ses tangdiget som består af tang og jord.
Diget hegner skoven og værner mod havet.
Kilde.
Udtræk af ”Diger.tab” Møns Museum 2003 og 2005.
50

De arkitektoniske hovedtræk
Farøbroerne
Den overordnede infrastruktur
Møn – via Farø, Bogø - ligger som hængslet på motorvejen. Det store bygningsanlæg, som
Farøbroerne med opkørselsramper udgør, dominerer aldeles Farø, ligesom broanlægget tydeligt ses
fra Bogø, hvis terræn og andet ikke forhindrer det.
Dronning Alexandrines bro, Møns egen fastlandsforbindelse, dukker tilsvarende op i horisonten i
flere kig, når man færdes på Vestmøn og Nyord.
Vejforbindelsen på langs af kommunen – øst/vest - er den primære. I vest er den splittet i to med
hovedvej 59 fra Kalvehave via Dronning Alexandrines bro og amtsvej 287 fra Farø, via Bogø, til
Møn. De to veje mødes ved lokaliteten De hvide Sten og fortsætter gennem Stege, Keldby,
Hjertebjerg Elmelunde, Borre og Magleby til Klinten i øst.
Disse store veje strukturerer øen i et ”på den ene side af – og på den anden” – i næsten lige så høj
grad som de naturskabte elementer: havneløbet, Noret, Borre Sømose, m.v.
Det overordnede vejnet og broer.
52

Udsigt til Borre med kirke og silo.
De dominerende bygningsanlæg
De dominerende bygningsanlæg i landskabet er kirkerne og de store fabriksanlæg, særligt siloerne.
To kirker har en særlig beliggenhed og dukker op i landskabet igen og igen: Elmelunde kirke og
Fanefjord kirke. Deres beliggenhed udgør to modsætninger: Fanefjord er fritliggende i landskabet,
Elmelunde indgår landsbybebyggelsen. Men de har topografien med sig og ligger relativt højt i
landskabet.
Siloen og kirken i Borre udgør lokale landemærker i det flade landskab nord og syd for byen. Både
kirke og silo ligger på et lokalt højdepunkt: Kirken ligger som på en ø midt i det inddæmmede
område, mens siloen ligger på noget man kunne beskrive som et næs, der stikker ud i det lave
område fra sydøst.
Også i Stege/Lendemarke dominerer siloer og kirketårn bebyggelsen. Sukkerfabrikkens to store
siloer har selskab af et par skorstene, ligesom en fabriksskorsten i Lendemarkes sydlige del
markerer sig i byprofilet.
I den mindre målestok og mere henvendt udad, til havet, ligger fyrene. Fyret på Bogø er mere en
punktbygning end egentlig et tårn, men signalfarverne fanger blikket, når man ankommer til øen.
Fanefjord kirke
53

Bogø Fyr.
Møns fyr er i endnu mindre grad fixpunkt for sine landlige omgivelser på længere afstand – her er
det i stedet lytteposten på Klinten, der fanger opmærksomheden. Først når man kommer ganske nær
kysten stikker fyrtårnet på villaen op, fordi beplantning på nordvestsiden – ankomstsiden - skjuler
bygningsanlægget.
På samme vis ligger møllerne: ofte lidt skjult i det store perspektiv, men lokale landemærker for
landsbyen eller et landområde. I modsætning til nutidens vindmøller, der står høje og mægtige, ofte
i grupper.
Møns Fyr
54

Bogø Mølle
Nogle store gårde markerer sig, når man færdes på øen. Det er de gårdanlæg som deres beliggenhed
i terrænet, bygningernes størrelse og måske også arkitektoniske pondus træder ud af landskabet og
markere sig, f.eks. ved Landsled.
Disse markerer sig således hyppigst ved selve bygningsanlægget. Herregårdene kan også
manifestere sig på anden vis: her er det den landskabelige udnyttelse og bearbejdning af
omgivelserne, der markerer herregårdens nærhed – ikke nødvendigvis selve herregårdens
bygninger. Således Klintholm og Nordfeld, hvor lange alléer står markant i landskabet og leder
opmærksomheden mod målet, som i Nordfelds tilfælde er ganske skjult. Eller de ens eller
arkitektonisk beslægtede småhuse for herregårdens ansatte, som også danner markør.
Klintholm for enden af alléen.
55

Lendemarke og Stege
Vest Lendemarke Broen over Noret Stege Øst
Oplevet snit
Byen og landskabet
Når man beskriver byens møde med landskabet, er det nærliggende at betragte Stege og
Lendemarke som et hele, selvom de to byområder i kulturhistorisk henseende er to bebyggelser. De
udgør et samlet bymæssigt område, hvor den ene bydels dominerende bygninger spiller sammen
med den andens. Det gælder både når man bevæger sig rundt i bybilledet, og når man ser på byen
udefra.
Byskiltet står da også på vestsiden af Lendemarke og signalerer, at nu begynder byen. Landskabets
karakter underbygger ligeledes foreningen. En bakke umiddelbart vest for Lendemarke afgrænser
byen.
Fra bakken har man et godt overblik over byen. Forrest i billedet ses plejehjemmet, der udgør den
ydre bygrænse. De langstrakte bygninger står næsten som en bymur og holder byen inde.
Dernæst har man overblik over Lendemarke, hvor de små villaer danner forgrund for
Sukkerfabrikkens vældige bygningskompleks. I baggrunden hæver Stege kirkes massive tårn og
bygningsryg sig over bymidten.
I øst afgrænses Stege af en større villa vinkelret på vejen og af de øvrige villahavers præcist
klippede hække - både syd og nord for vejen. Boligbebyggelsen ”Noret” opleves derfor som
beliggende udenfor byen.
Fra nord glider enge og marker lige så stille over i industrikvarter og boligområde. Det flade land
danner ingen landskabelig grænse. Boligkvarteret er ikke umiddelbart synligt fra vejen, men skjult
bag et højt, levende hegn. Som helhed har området forstadskarakter.
Den mest præcise afgrænsning af byen opleves i syd, hvor Noret sætter en naturlig stopper for
bebyggelsen. Byen vender bagsiden til Noret – i modsætning til ved havneindløbet, hvor byen
præsenterer sig med strandvejsvillaer og hovedstrøget Storegade.
Udsigt mod Lendemarke/Stege, set fra vest.
56

Byen og landskabet: Den samlede bybebyggelses placering i landskabet.
Steges havnefront set fra broen, mod nord.
57

Byen og vandet: By møder vand i mange forskelligartede kig og udsigter.
Fra den anden side af Noret er der udsigt til Stege by og Lendemarke henover vandet.
58

Stege, set fra broen.
Byen og vandet
Langelinie har karakter af strandpromenade med stort vue udover vandet: Mod nordvest ud i bugten
og mod vest, over havneindløbet til Sukkerfabrikken.
Mens havneløbet nord for byen har karakter af et større farvand, opleves Noret i højere grad som en
stor sø sydøst for byen. Man kan ubesværet se fra Stege over til den anden side, og bygninger på
den modsatte bred fanger blikket – blandt andet en korn- eller gyllesilo.
Samme forhold gør sig gældende, når blikkes vendes den anden vej, hvor der er et flot udsyn til
byens ”skyline”, med kirken, skorstene og Sukkerfabrikkens siloer som vartegn og fikspunkter i
kigget henover vandet. Vandspejlet udgør en smuk forgrund for byen, som domineres af røde
tegltage i farvekontrast til Voldens frodige beplantning. Og Lendemarke er overraskende grøn: høje
træer lukker sig om bebyggelsen, længst mod sydvest.
Byen og havnen
Storegade møder havnen med flere fint udsmykkede bygninger i klassicistisk formsprog. Et par af
dem er gule, f.eks. hages Gård og turistinformationen – andre er rosa. Bygningerne, der bindes
sammen af hvidmalede, dekorativt udformede gesimser og bånd giver et pynteligt indtryk af byen,
når man ankommer vestfra.
Havnen har forskellig karakter på hver side af broen over det smalle farvand, som forbinder Noret
med Stege Bugt og som samtidig udgør den fysiske grænse mellem Stege og Lendemarke. Mod syd
har man en praktisk betonet side med rutebilholdeplads, supermarked, boliger, et lille værft og en
privat virksomhed tæt på bolværket. Mod nord åbner sig en mere rekreativ side med lystbådehavn,
cabaret-hotel, hospital og en stribe ”strandvejsvillaer”. Husfacaderne er trukket tilbage fra
kystlinjen og lader et stort område frit til promenade, parkering og den efterfølgende lystbådehavn.
Som helhed har området en lidt slidt og rodet karakter. Værftsområdet er råt i udtrykket med ukrudt
gennem asfalten og nedslidte bygninger. Man spekulerer over, om stedet er lukket, men færgen
ligger på bedding og antyder aktivitet. På nordsiden titter byens bagside frem med mure, skilte og
master og danner en rodet forgrund for kigget op til kirken (se foto side 60). De nyplantede træer vil
med tiden samle indtrykket, når kronerne får en vis størrelse.
59

Færgen Møn på bedding.
Og måske er det godt, at det ikke er så alt for pænt. De føromtalte, nette, pudsede facader holder jo
fint på formerne.
Lendemarkesiden af havneindløbet har samme todelte karakter. Tømmerhandelen på nordsiden af
brofæstet dominerer i solide røde sten med en stor forplads ved kajen og små, lette træbygninger på
sydsiden til fiskere og sejlere. En cafe er fint tilpasset det uhøjtidelige miljø. Denne side af
havnekajen fremtoner ganske stemningsfuld. De bagvedliggende store bygninger med
supermarkeder udgør en markant kontrast og et vældigt spring i skala. Som altdominerende
baggrund står Sukkerfabrikkens vældige bygninger og siloer.
På Lendemarkesiden af havneindløbet ligger småbygninger og fiskerhuse langs kajen. De fastholder stedets
havnekarakter.
60

Stege og kirken
Ved ankomsten til Stege ligger kirken massiv og stor midt i byen. I sit udtryk er den enkel med
præcise former og striber af sandsten. Kirken opleves næsten som værende i en større skala set i
relation til de omkringliggende pyntelige købstadshuse med fine, hvidpudsede detaljer. Disse
detaljer tilføjer bygningerne en kniplingsfin lethed, der står i kontrast til den store kirke.
Flere steder danner kirken fikspunkt for kigget: ved Store Kirkestræde, Langgade og Torvet.
Kirken er en udpræget bykirke, pakket ind af bebyggelse tæt på, næsten hele vejen rundt. Nogle
steder adskiller en mur eller hæk kirkepladsen fra husene, andre steder erstatter husene kirkemuren.
Kirkepladsen opleves derfor som endnu et pladsrum i byens bebyggelse, selv om kirkemassivet ikke
tillader, at den overskues i et hele.
Skt. Hans Kirkes store bygningskrop ligger over byens tage.
Kirken danner fixpunkt for kigget opad Rosengårdsstræde.
61

Volden
Volden går fra Noret, ind gennem byen mod nord, for derefter at dreje vestover, hvor den møder
kysten lige efter sygehuset. Volden danner en afgrænsning i forhold til den ældre
købstadsbebyggelse og er et veldefineret overgangsled til de yngre kvarterer udenfor købstadsbyen.
Mellem volden og disse kvarterer skal det gamle demarkationsterræn forceres. Arealet bliver brugt
til rekreative formål: dansested, anlæg, store åbne plæner og en nyere anlagt kirkegård. I syd, ned
mod Noret, er der dog villakvarter. Alt i alt en ret sammensat oplevelse, visuelt og brugsmæssigt,
der tager pusten fra det store landskabelige greb.
Henover terrænet er der vid udsigt til villakvarteret, hvor Falcks bygning med flot, rød skiltning
tiltrækker sig opmærksomhed.
Voldanlægget står mest intakt i de dele, der har kontakt til Mølleporten. Her står rækker af gamle
træer flot på hver side af den dybe voldgrav. Ud for arealer med åbne plæner brydes voldanlægget
desværre: træerne forsvinder og tilbage står kun en højtliggende sti.
Volden set fra Storegades forlængelse.
Det åbne voldterræn set fra Rådhusgades forlængelse.
62

Byens bebyggelsesmønster
Stege bys bebyggelsesstruktur índen for volden: Grøn: Volden. Rød: Det overordnede gadenet. Orange: Stræderne.
Steges gadenet
Det overordnede gadenet i Stege indenfor volden Storegade med sidegaderne Langgade og
Rådhusgade, står ridset meget præcist op ved at have en sammenhængende randbebyggelse, der
danner et fast og lukket greb om gaderummet. Det giver et klart byrum og en urban karakter, trods
den bygningsmæssige lille provinsskala.
Det faste greb om gaden løsnes på den sidste tredjedel af Langgade og Rådhusgade, og bebyggelsen
bliver fritliggende villaer og sygehus. Denne ”løsagtighed” holdes til gengæld på plads af volden,
som ved sin krumning mod sydøst trækker villaerne med sig, så husrækken i Møllebrøndsstræde
bliver ganske kort og allerede knapt midtvejs løsnes op og bliver til småvillaer.
Det overordnede vejnet underdeles af stræder, stier og endda en grøft eller rende (Peblingerende) -
den sekundære karakter afspejles i suffikserne.
Kirkepladsen opleves som en udsparring inde i bebyggelsen bag Torvet i højere grad end en
udposning på vejforløbet Langgade/Torvestræde. Kirkemuren lukker sig om kirke og
omkringliggende plads, og trafikken ledes i stedet ad stræderne udenom, rundt om kirkemuren.
Matrikuleringen
Et andet karakteristisk træk for byen er de smalle og lange matrikler ned mod vandet - fra Storegade
og ned mod Noret i syd og fra Langgade ned mod Stege Bugt i vest. Det betyder ganske korte
facadelængder, som der kompenseres for i form af side- og baghuse.
Stier deler de lange matrikler, men ikke mere end, at de langsgående skel genfindes på hver side af
stien, når man kigger på et matrikelkort. I vest opdeler stien matriklen, så der ligger to bygninger,
63

én på hver grund. Stien i syd opdeler derimod i to funktioner, baggård og have – men kun bygning
på den del, der ligger med kontakt til gaden.
Opfatter man hovedhus, sidehus og baghus under ét, er der uhindret udsyn til vandet for de sydlige
matriklers vedkommende - bortset fra enkelte skærmende småskure og haver. Men i vest skyder
nogle huse sig ind foran og hindrer flere steder det direkte kig til vandet. De langsgående sideskel
genfindes, selvom der er sket sammenlægninger af grunde og bygget nyt. De nyere huse er
simpelthen bygget i den frastykkede, fjerneste ende af de oprindelige, lange matrikler - med god
beliggenhed som Steges Langelinie.
Bebyggelsen ud til stræderne i byens nordlige del deler de yderste lange matrikler på tværs, ligesom
de lange matrikler underdeles på tværs, hvor randbebyggelsen møder villaerne før volden. Her
udgør Hagesvej og Sofievej en yngre tværgående struktur ligesom Skolegade. Sidstnævnte er dog af
ældre dato, hvilket den sammenhængende randbebyggelse på nordsiden af vejen vidner om.
Storegade.
Nørresti
64

De lange matrikelforløb
Udenfor volden
Indtil 1890erne foregik udbygningen af Stege by inden for volden. Langgade og Rådhusgade blev
således udstykket i 1600- og 1700-tallet, og først blev de nærmeste grunde bebygget. Mellem
gaderne lå vænger. Befolkningstilvæksten og urbaniseringen fra 1850erne kunne rummes ved
opførelse/forhøjelse af husene med to etager og ved udbygning af disse vænger; Nørresti, Sofievej
og Hagesvej blev således anlagt i sidste halvdel af 1800-tallet. På kortet fra 1822 ses de ubebyggede
vænger.
65

Stege 1822.
Kortet viser Stege by inden for volden. De store åbne arealer mod volden ligger hen som fælles vænger. I vangen mod
nordvest ses Tugthuset beliggende i den tidligere navigationsskole fra 1703. Ned mod Noret ses haver. Kortets snit
beskærer Lendemarke, og viser dermed at der i 1822 ikke fandtes bymæssig bebyggelse vest for Storebro.
66

I 1894 blev Skydevænget anlagt på voldterrænet, og en pavillon blev bygget på volden ud mod den
vestvendte kyst - i dag er der dansested og grønt anlæg, som indgår i det store åbne terræn udenom
volden. Også kapellet på kirkegården er fra den tid.
De første bebyggelser uden for volden kom til mod øst ved udfaldsvejen, som blev kaldt Storegades
forlængelse. Bygninger blev udført på bestilling, f eks. præstegården til Stege Kirke i 1891. Flere
villaer kom til, og disse ældre villaer ligger stadig langs vejen mod Klinten. Flere af husene har
pondus og en arkitektonisk styrke, der sammen med den ældre og fuldvoksne beplantning giver et
fornemt indtryk.
Villaer langs Storegades forlængelse
Står man forenden af Langgade skuer man henover det grønne voldareal og har frit udsyn til
villakvartererne på den anden side. I forgrunden tiltrækker Falck sig opmærksomhed med
velbevaret, original skiltning, ligesom en høj skorsten, det nedlagte gasværks, hæver sig over de
små huse.
Falcks bygning
67

Voldens store krumform gentages i tangentgaden, Katedralvej. Ellers er hovedretningen ud ad byen ad vejene til
Klinten og Ulvshale. Ved disse veje ligger villakvarterer fra forskellige epoker.
De tidligste er fra 1900-tallets begyndelse, flere af dem med stilinspiration fra Bedre Byggeskikbevægelsen,
og især Græskevej-kvarteret må fremhæves. Villaerne ligger efter et fast
matrikelmønster helt oppe ved vejen og med dybe haver ind mod midten af udstykningen. Kvarteret
bærer synligt præg af at være gennemplanlagt.
Et fint eksempel på stilinspiration fra Bedre Byggeskik på Græskevej, og til højre villaer på Athenevej
68

Steges nordlige del.
Kortet viser den gamle Stege vold som et grønt bælte. På voldterrænet ligger Skydevænget og Dyrskuepladsen. Uden
for volden består bygningerne af fritliggende huse, der er placeret regelmæssigt i forhold til vejen. Den største bygning i
industrikvarteret er småkagefabrikken Kelsen Bisca. Til venstre herfor ses tre sammenbyggede sporthaller samt Stege
Skole. Skolen er nybygget og opført i moderne arkitektur.
I 1930erne blev området videre udbygget med bungalows og huse i modernistisk stil. Efter anden
verdenskrig kom statslånshusene, som blev bygget efter ensartede forlæg som små røde huse på
store grunde. Mod øst opførtes i 1970erne parcelhuskvarterer.
Langelinie blev anlagt i 1930erne med tidstypiske modernistiske villaer og bungalows. Langs Stege
Bugt blev der i 1970erne opført en blanding af parcelhuse og villaer, heri blandt villakvarteret
Søvænget, der består af store moderne villaer. 1980erne blev kvarteret ved Engvej, ned mod Noret,
udbygget med arkitekttegnede huse og typehusvillaer. Her var indtil da kun sparsom bebyggelse
bestående af enkelte gamle fiskerhuse.
Steges udbygning følger således det gængse mønster for udbygningen af købstæder i 1900-tallet.
Lidt anderledes er det med Lendemarke, der i udpræget grad er selvgroet. I midten af 1800-tallet var
her 6 gårde, smedje og mølle samt nogle huse langs hovedgaden. Også langs Fiskerstræde fandtes
enkelte huse. Rødkilde Højskole blev anlagt 1865 i åbent agerland, og lidt senere, omkring
1880erne, påbegyndtes udbygningen af Nygade og Fabriksvej. Priorsvej blev udbygget omkring
1900 og lidt senere, i 1920erne, Thorsvangs Alle. Ørnebakken, Skolevænget og Parcelvej
udbyggedes i 1960erne, og A. P. Hansensvej i 1970erne. Store dele af Lendemarke er således
udbygget efter 1960.
69

Kort over Stege og Lendemarke.
Bebyggelsesmønsteret i Lendemarke består af fritliggende bygninger. Bygningsmassen i Stege udgøres derimod af
sammenhængende bygninger. Bortset fra enkelte større bygninger - Plejehjemmet Ulvshale Centeret, industribygningen
Elkas, Sukkerfabrikkens bygningskompleks samt indkøbsfaciliteter, udgøres bebyggelsen i Lendemarke af
enfamilieshuse.
Helt dominerende i landskabet er sukkerfabrikkens jordbassiner, der nu er fredede rekreative arealer.
70

Udsigt fra brugsens parkeringsplads, henover havneindløbet til kaj og værft på Stegesiden af vandet.
Lendemarke
Tømmerhandlen på det åbne, lidt lavere beliggende, havnenære areal og området med
dagligvarebutikker på Lendemarkesiden af broen danner en pause mellem Stege by og
Lendemarkes tætte bebyggelse. Desværre hægter arealerne også de små havneskure fra i forhold til
Lendemarkes bebyggelse, så skalaspringet er stort fra parkeringsarealets store, åbne rum til
trængslen langs bolværket.
Men bilerne har flot udsigt til Noret og Stege by…..
Den overordnede trafikstruktur i bydelen er Lendemarke Hovedgade/Grønsundvej og indfaldsvejen,
Støvvasen/Kostervej, der mødes ved Sukkerfabrikken.
Sukkerfabrikken er det altdominerende element i bydelen: et stort massiv af høje rødstensbygninger
og grå, runde siloer. Et bygningsanlæg i stor skalamæssig kontrast til den omkringliggende
bebyggelse af lave, små villaer og arbejderboliger, men med overensstemmelse i
materialeholdningen. Det røde, blanke murværk går igen i de bygninger, der umiddelbart har hørt til
fabrikken: funktionærboliger og lejekaserner.
De to primærgader i Lendemarke har meget forskellig karakter: indfaldsvejen, Kostervej, har en
sluttet karakter, især fordi høje træer danner vægge og loft omkring rummet. Det understøttes af en
husrække af værkstedslignende bygninger tæt på vejen, og naturligvis af Sukkerfabrikkens høje,
Arbejderboliger lige bag Sukkerfabrikken.
71

Thorsvangs Allé med fabrik for enden, fine villaer langs alléen, nyttehaver og arbejderboliger.
lange facade. Området har havebyskarakter i den oprindelige, engelske forstand: en forening af
småvillaer, grønne områder og industri.
En anden karakter opleves i bydelens egentlige hovedgade med et lidt bredere gaderum, uden træer
og med rækker af huse, de fleste i en etage, enkelte i to og med saddeltage primært i
længderetningen. Her er ingen høje træer, men nogle butikker, de fleste lukkede, få fortsat
virksomme. Det giver en højere grad af (lands-)bymæssighed.
Lendemarke Hovedgade
Dette strøg kunne være hovedgaden i en landsby, præget af den gennemkørende trafik.
Fabriksbygningerne skiller sig ud med sine større proportioner og ved at stå i blankt, rødt murværk.
Fabriksgade og Nygade giver associationer til større købstæders arbejderkvarterer med husene i
lange, sammenhængende rækker. Men kigget til Noret har en kvalitet som ikke mange
arbejdergader har.
I Nygade er der kig til Sukkerfabrikken den ene vej og Noret den anden.
72

Disse to gaderums faste anlæg står i kontrast til det bagvedliggende kvarter med småvillaer, der
ligger med mere varieret placering på grunden i forhold til gade og stræde.
Fabriksgade. Sidevej til Priorsvej.
Selv om boligkvartererne bag de to primære vejforbindelser har visse bygningsmæssige fællestræk
har de meget forskellig karakter. Mellem fabrikken og jordbassinerne ses de mere veltilpassede
småvillaer med frontkvist og fine haver. Et næsten tilsvarende område findes overfor omkring
Frederiksensvej, men med grusbelagte, mindre veje og derfor en lidt mere uhøjtidelig karakter.
Endnu mere farverigt er villakvarteret omkring Priorsvej med husene ud til smalle, snoede stræder
og livlig (til-)byggestil med udhuse og andre småbygninger. Flere steder er der for enden af vejene
smukke kig til Noret gennem frodig, indrammende beplantning.
I den sydvestlige del af Lendemarke ligger en gammel smedje og næsten overfor en skole fra
1920erne. Herefter følger det nedlagte plejehjem, Ørnebjerghus, og yngre bebyggelse i form af
parcelhuse. Som afslutning, lidt udenfor byen på Grønsundvej, ligger funkishuset, Davrehøj, tegnet
af P.H, og markant i stil, farve og beliggenhed.
Højskolen Rødkilde danner en tilsvarende afslutning længst mod syd, ved Noret. Her ligger øens
første forsamlingshus i en fin otte-kantet bygning.
Davrehøj. Rødkildes samlingssal, Møn første forsamlingshus.
Rødkilde
73

Steges torve- og pladsdannelser
En mindre pladsdannelse med et træ og fine facader omkring tager imod, når man ankommer fra
broen fra Lendemarke. Pladsen er en udvidelse af gaden, og gade og plads danner tilsammen en
tragt, der trækker opmærksomheden op i Storegade.
Storegade skifter gentagne gange retning, vækker nysgerrighed og leder videre. Gaderummet er
overskueligt, men først ved Torvet er der fuldt overblik. Længst mod øst kigger man helt til Faktas
bygninger, som danner en fjern, visuel afslutning på Torvet.
Torvet udgør en trekantform på Storegades forløb: Storegades nordside går om hjørnet, og der
dannes en kort facaderække mellem Torvestræde og Farverstræde. Herved udvides rummet, mens
sydsiden blot er en let krummende fortsættelse af Storegades facaderække.
Midt på Torvet står en moderne, kubisk pavillon i glas. Den lille bygning danner et neutralt
element, som lader de fine facader omkring Torvet komme til sin ret: den store gule
Kammerrådgård med empireportal, den hvide, statelige bankbygning, politigården i det gamle
rådhus og overfor apoteket.
I østlig retning snævres Torvet ind igen. Længst mod øst, foran Fakta, opstår endnu en mindre
plads, Gåsetorvet, hvor hovedgaden skifter retning mod Mølleporten. Pladsen er ganske pragmatisk
udnyttet til parkering.
Baggårde
Fra hovedgaden er der hyppigt kig ind til baggårdene, som er meget forskellige i udtryk og
størrelse. Særligt værdifulde er kiggene fra Storegade mod Noret – en visuel erindring om
tilhørsforholdet til vandet og årsagen til selve byens opståen, foruden, naturligvis, et dejligt skue.
Det giver en transparens i bebyggelsen, og byen knyttes sammen med det omliggende landskab.
I østlig retning snævres Torvet ind igen. Længst mod øst, foran Fakta, opstår endnu en mindre
plads, Gåsetorvet, hvor hovedgaden skifter retning mod Mølleporten. Pladsen er ganske pragmatisk
udnyttet til parkering.
Ankomsttorvet, Storegades udmunding. Torvet
Gåsetorvet oppe for enden af Storegade.
74

Nogle af disse kig sker i slipperne mellem husrækkerne, andre gennem gårdene.
Men kiggene til baggårdene har i sig selv også kvalitet med Luffes gård som et godt eksempel,
ligesom gården højere oppe i gaden.
Disse to gårde har bevaret den fine belægning, der spænder mellem de gamle husfacader. Nyt er
tilpasset det ældre i proportionerne. Anderledes er det gået til ved Støberiet, hvor gårdrummet i dag
er inddraget og benyttes til restaurant og antikbutik. Der har været intentioner om at bevare
gårdkarakteren, men de mange, tunge møbler og nips vil jo noget andet…
Kammerrådgården har i nyere tid fået tilbygget en længe på vestsiden af gårdrummet, og samtidig
er der bygget i haven bag baghuset. Det forreste gårdrum har bevaret bykarakter med belægning og
træ i midten, mens bagarealerne er blødere udformet.
Hages gård har for nylig undergået en istandsættelse: nogle sidehuse er revet ned og andre sat i
stand til boliger.
Begge fotos: Luffes gård
75

Gadenavne i Stege
76

Gadenavne i Lendemarke.
77

De arkitektoniske hovedtræk i landsbybebyggelsen
I landsbyerne er det typisk husene med funktioner i relation til landsbyfællesskabet, der træder frem
i bebyggelsen: præstegårde, forsamlingshuse, de store gårde, plejehjem, skoler og de ældre
rytterskoler – når der ses bort fra kirken.
Også virksomhederne i landsbyerne: kroer, mejerier og andre produktionsvirksomheder, danner
arkitektoniske holdepunkter i landsbyerne.
Videnskabernes Selskabs kort, omkring 1770.
Hovedvejsbyerne
Et fællestræk for byerne langs hovedvejene er, at vejen opdeler byen ved sin bredde og trafik.
Et særtræk for Møn er landevejsbyerne. Fra Stege og østpå ad Klintevejen ligger landsbyerne en
efter en: Keldby, Hjertebjerg, Elmelunde, Borre, Magleby. Og fra Stege og nordvestpå:
Tjørnemarke, Koster.
Fra Bogødæmningen og mod Stege ad hovedvej 287 går vejen først gennem bebyggelse ved
Damsholte og derefter Neble eller Æblenæs, alt efter ruten. Hovedvejen danner omfartsvej for den
gamle landevej, som går gennem Damme/Askeby.
78

Lave målebordsblade 1900-1960.
Selv om disse byer i dag opleves primært i bevægelsen øst-vest, så har flere af dem en oprindelig
bebyggelsesstruktur, der går på den anden led:
Elmelunde har en gammel landsbykerne nord for landvejen.
Borre har i vest Nørreby/ Sønderby og i øst Nyborre.
Keldby
Keldby sogn. 1135 Kælby. Udflyttet 1797.
Ved ankomst til byen fra vest overskues byen: kirken i landsbyens sydlige yderkant, høje træer og
selve landsbyen langs hovedvejen, Klintevej, som på strækningen gennem byen smalnes af de
gamle huse, helt tæt på gadeflugten – smedjen stikker nærmest gavlen ud i vejlinien. Det giver et
veldefineret gaderum, som yderligere understøttes af et par gårdes lange længer, selv om de ligger
lidt længere tilbage i billedet.
Gaderummet åbnes midtvejs i byen med en grusbelagt plads foran kirken. Terrænstigningen op mod
kirken spiller fint sammen med bygningens indhold og karakter. Fra pladsen går vejen ned forbi
præstegårdshaven og videre til Noret, og retningen markeres flot af kirkegårdsdiget og en trærække.
Rækken af træer danner sammen med præstegårdshavens høje træer et smukt gaderum med højt
grønt løvtag og opadstræbende linjer.
Efter kirken ligger et åbent areal ud til hovedgaden, en raste- eller parkeringsplads. Igen er det
præstegårdshavens træer, der danner rammen for stedet - her som bagvæg . Som midtpunkt for
landsbyen har stedet for tilfældig en karakter til at man sige, at det understøtter landsbykarakteren i
positiv retning.
Landsbyens ophør understreges af det efterfølgende golfhotels vinkelrette beliggenhed på vejen:
længen opfattes nærmest som en mur på tværs, set fra Keldby.
Den nære beliggenhed ved Noret opfattes ikke indenfor landsbyens grænser. Først efter landsbyen,
ved slippet mellem landsbyen og hotellet, er der kig til Noret. Set fra øst danner hække omkring
haverne en fast afgrænsning af landsbybebyggelsen.
Området foran kirken skulle i højere grad fremhæves som landsbyens centrum. Rastepladsen øst for
kunne spille med, det er dog ikke nu så bevidst indrettet i rumlig forstand. Det kunne måske føje sig
til gadearealet som et torv i byen, måske bebygges i den østlige ende med huse ude i gadeflugten, så
bymæssigheden fra den vestlige del også var at finde her - og så rummet ikke blev for stort i forhold
til byen.
79

Hjertebjerg
Elmelunde sogn. O.1370 Hyerthebyergh. Udflyttet 1798.
Ved skolen.
Klintevejen slår et slag ind gennem byen, så den lange strækning opleves stykvis. Det samler
indtrykket og oplevelsen af (lands-)bymæssighed.
Terrænet stiger op mod byen fra vest og forsamlingshusets store bygningslegeme, lidt på sned for
vejen, fanger opmærksomheden. Overfor ligger Pistolstrædet som en blind vej mod syd med en fast
homogen husrække af småvillaer fra 20-erne og værksteder ud til Klintevejen. Tilsammen udgør
denne del en forpost til byen.
Det er dog kun på sydsiden af vejen, der er ophold i bebyggelsen; nordsiden fortsætter med villaer
helt ude i flugt med vejen. Et grønt hus i kridtsten med ensidigt tagfald skiller sig ud fra de øvrige
pyntelige småvillaer. Tæt ved ligger et hus med påskriften, Cafe Hjertebjerg – det er desværre også
temmelig forsømt.
Vejen slår et blødt slag ind gennem byen, og gaderummet er sluttet, indtil det åbnes igen med vejen
op mod Østermark. Her ses en nedlagt købmandshandel, der nu er mekanikerværksted. Arealet
foran, som sikkert engang var et af byens samlingssteder, er også nu fyldt op, men af biler til
reparation.
Terrænet stiger videre op, og vejen fortsætter sin bløde kurve. I den centrale del af landsbyen er
nordsiden frodig med høje træer og hække, mens sydsiden består af småhuse mellem nogle store
gårde - et par af dem i bindingsværk. Gårdene ligger tilbagetrukket, men alligevel tillades
interessante indkig til længer og gårdsplads.
Den østlige del af byen er betydeligt mere åben på grund af skolens forarealer. De unge træer, som
står på arealet, vil klæde stedet, når de bliver lidt større og kan slutte sig til de øvrige store flotte
træer vest for skolen. Overfor skolen ligger en nedlagt rytterskole.
I øst går vejen videre mod Elmelunde, og kirken dér danner fikspunkt for blikket ud ad byen.
Et mere profant fikspunkt står i kigget ned ad vejen mod syd: en stålbeholder til gylle. Her går vejen
dybt ned og bagom, som bagvej til Elmelunde: forbi lave småhuse i bindingsværk og et – lidt
overraskende – toetagers, grundmuret hus. På en god dag står der endda en veteranbil på pladsen
foran.
80

Cafe Hjertebjerg Kirkebakken 4 i Hjertebjerg
Når man skal samle sit indtryk af byen bliver det med et suk - et hjertesuk! For hvorfor har ingen
givet Cafe Hjertebjerg sin værdighed tilbage, indrettet en cafe i 30-stil, inviteret Ib Schönberg
indenfor og den turist, der sikkert vil stå ved siden af. Herude på Østmøn er der langt til Steges
fristelser.
Hjertebjerg og Elmelunde KMS 2005
81

Elmelunde
Elmelunde sogn. O.1370 Elmelunde. Udflyttet 1801.
Det altdominerende element i byens profil er kirketårnet, som kan ses fra store dele af Møn og har tidligere været
benyttet som sømærke.
Elmelunde ligger i et ret åbent, let bølget landskab, tæt på Hjertebjerg. Overgangen mellem de to
byer er markeret af et åbent stykke med marker.
En tidligere landsbyskole ligger midtvejs mellem byerne, hægtet på vejen, der går som en rampe op
mod Elmelunde på grund af et større terrænfald mod syd. Oplevelsen af vejen som rampe fortsætter
ind gennem byen, hvor Pension Elmely, tidligere plejehjem, ligger meget dybt, med vejen gående
højt forbi. Terrænstigningen kulminerer ved kirken, hvorefter terrænet flader ud. Omkring
landsbyen er en del bakker, der afgrænser byen i nord og syd.
Det brede vejforløb og den forholdsvis hurtigt kørende trafik deler byen. Bebyggelsen henvender
sig generelt ikke til vejen: kun få huse følger gadeflugten. Men kirkens og alderdomshjemmets store
bygningslegemer er som skabt til stedet: store og let opfattelige i det åbne rum. Det giver en hurtigt
opfattet oplevelse af landsbyen i forbifarten - men sænker ikke farten.
Landsbyen består af tre dele, hvilket kan læses både i terrænet, i bygningernes alder og bydelens
karakter:
Elmelunde Kirke Pension Elmely, det tidligere alderdomshjem
1. Landevejsbydelen med de store bygninger. Byens omdrejningspunkt med arkitektur og position
gående fint i spænd, mens topografien danner spænding og kontrast. Det åbne rum midt i byen med
fuldt overblik.
På kirkens langside er buksbom klippet som store kugler, der synes når som helst at kunne trille ned
ad bakken. Kirken danner fikspunkt for Klintevej, og tårnet dukker op som fikspunkt for flere kig,
når man færdes i byens sydlige del. Set fra den gamle landsbygade i nord er det dog gravhøjen og
den rundbuede port i kirkemuren med et flot træ ved sin side, der danner fikspunkt for kigget.
Overfor kirken, som en sekundær, men stadig dominerende bygning, underlægger Pension Elmely
sig kirken i terræn og mere vigende farve end kirkens hvide kalk.
82

Hus i landsbygaden Kig ned gennem landsbygaden
2. Den oprindelige landsby langs sidevejen nordpå med sluttet, selvvokset gaderum og husene tæt
til gadeflugten - et af dem med fine, stynede vejtræer foran huset, langs vejen. Bebyggelsen ligger i
et middelleje, dog med et let faldende terræn mod syd, ned gennem gaden. En gård, beliggende
nede for enden af landsbygaden - egentlig udenfor byskiltet - runder landsbyen visuelt af.
Kirkebakken Pension Elmely, set fra Kirkebakken
3. Den yngre bydel med småvillaer langs Kirkebakken, der udgør et bredere gaderum med klar
udstykningsplan og homogenitet i bebyggelsen. Også her er terræn: højt ved kirken, faldende ned
gennem gaden mod vest. På sydsiden relaterer villaerne sig højdemæssigt til vejen, mens husene på
nordsiden har høje stengærder med trapper op til haverne – den egentlige adgang sker fra et
bagstræde. Fra denne side er der også adgang til alderdomshjemmet, som fra denne side ligger højt
og værdigt tilbagetrukket for de øvrige huse på Kirkebakken.
Vejen til Klinten har tidligere gået denne vej; forbi smedjen, som stadig ligger helt oppe ved kirken.
Klintevejen førtes ind gennem byen i 1970erne.
Landsbyens identitetsbærende sted er den centrale del omkring kirken. Men udformningen af dette
byrum er for åben, de fine ”møbler” til trods: kirke, Elmehøjgård og Pension Elmely. Man kunne
ønske sig en mere bevidst rumlig bearbejdning af arealet foran Pension Elmely - måske tilføjelsen
af nogle funktioner, opdeling af arealet og/eller mere tæt tilplantning med trærækker på
parkeringsarealet. En trærække langs vejen ind i byen vestfra ville ligeledes give strækningen
”væg” og danne kontrast til et efterfølgende, fulde overblik over kirken.
83

Lave målebordsblade 1900-1960
Borre
Borre sogn. O. 1370 Østerburgh./ O. 1370 Nørre Westhud. Udflyttet 1803./1479 Syndre Westud. Udflyttet 1803.
1596 Nyborge. Udflyttet 1809.
Nørreby/Sønderby ligger som en forpost for Borre, på vej op ad bakken, vest for. Herfra kan man skue ud over den skål
i landskabet, som Sømosen udgør, med bebyggelsen beliggende med et fortættet bycentrum omkring kirken, markeret
af kirketårnet.
Set fra syd danner moselandskabet et fladt landskab omkring den opadstræbende, men arkitektonisk
”tunge” kirke. Nørreby og Sønderbys bebyggelse bevæger sig – som navnene antyder - vinkelret på
hovedretningen, øst-vest, og fra disse byer samt Nyborre oplever man Borre by udefra omgivet af
landskabet, som udgør en præcis grænse.
Kirken ligger på en bakke i det ellers flade sømoseområde, og landsbygaden stiger op mod den,
både fra vest og øst.
84

Nørreby, Sønderby, Borre og Nyborre. KMS 4 cm-kort 2005
Når man nærmer sig byen, er det først forsamlingshusets hvide gavl, der danner fikspunkt for kigget
opad gaden, og huset formidler det lette knæk, gaden slår, inden man træder ind på kirkepladsen.
Denne optakt underbygges af terrænets lette stigning. Den nordlige husrække (venstre side)
fortsætter vejflugten, mens den sydlige husrække trækker sig tilbage, så en tragtformet
pladsdannelse opstår. Hele kirkepladsen overskues med smedjen midt på pladsen – nærmest som
inventar – og den store tunge kirke i baggrunden med kirkemur og portal. Farvemæssigt opstår en
dialog mellem smedje, rytterskole og portal, ligesom en mættet, gul farve går igen på husene
omkring pladsen.
Borre Kirke med smedjen i forgrunden Klintevejen snævres ind ved kirkemuren
85

Efter den åbne kirkeplads skubber kirkemuren sig næsten helt ud i vejlinjen. Overfor har et hus fået
rykket gadefacaden tilbage (tagprofil og facadehøjde afslører det) for at få vejen gennem bymidten.
Dette snævre gaderum står i fin kontrast til det forudgående pladsrum.
Bymidten er, set fra øst, domineret af rødt blankt murværk, og det samler de mange forskellige
bygningsformer. Forsamlingshusets hvide gavl står i kontrast hertil og fanger lyset som fikspunkt
for blikket op gennem bymidten. Forsamlingshuset er således en aktiv medspiller i oplevelsen af
byen, både set fra øst og vest.
Ved Brugsen danner parkeringspladsen et stort hul i byrummet, som egentlig kunne spille sammen
med antikbutikken overfor og danne et rum på tværs af Klintevejen.
Et stræde, Mosevinget, går om bag Brugsen og munder ud igen ved kirken. Det snævre stræde
udgør et varieret rumforløb: først en kort, homogen husrække, så åbnes op til stemningsfulde kig
mellem udhuse og småbygninger ned til mosen. Til sidst rejser den høje kirke sig, og man er ude
igen. Brugsens tilføjelser til det lille stræde er ikke af det gode: lager- og depotbygninger med
meget tilfældig karakter.
Mosevinget møder den enorme kirke. Kig mellem husene på Mosevinget.
I øst ligger et hus med gavl til gaden og afslutter byen. Husets retning antyder den tidligere
sydgående vej ud af byen mod Nyborre, og derfra danner huset og et toetagers nabohus point de
vue.
Posthuset på Nyborrevej. Vejen øst ud ad byen med udsigt til de store kornsiloer.
På Nyborrevej ligger det tidligere posthus (se ovenfor) – desværre på meget blød grund. Bygningen
er meget poetisk og arkitektonisk velbevaret, og ligesom flere huse på vejen bygget i svejtserstil
med nationalromantisk stilinspiration og fine snedkerdetaljer. Herfra er der også kig til den store
saftstation. Åen krydses, og byen afrundes.
86

Det efterfølgende Nyborre er således helt adskilt fra Borre af det åbne stykke med mark og
beplantning samt åen og har ikke den tættere, bebyggelsesmæssige relation som Borre og
Nørreby/Sønderby. Nørreby/Sønderby ligger vinkelret på Klintevejen. Bebyggelsen opleves som
første del af Borre. Kun et ophold (forårsaget af blød undergrund) i den yngre bebyggelse langs
Klintevej, hvor der er kig til landskabet, er markering. Så oplevelsen af Borre som en ”ø” i det flade
land er stadig opfattelig, men der skal et trænet øje til.
Afgrænsningen kunne i højere grad accentueres, hvis opholdet i bebyggelsen var bredere: På turen
over mosen klamrer husene sig nærmest til vejen – og nogle er faldet af, så et ophold i bebyggelsen
kommer måske af sig selv, eftersom undergrunden synligt er blød.
Magleby
Magleby sogn. O. 1370 Maklæby. Udflyttet 1801.
Kig fra vest mod Magleby
Fra vest falder terrænet ned mod Magleby. På dele af strækningen ind gennem byen ligger
stuehusene højt på række, og vejen opleves som en ”hul”vej. Kirken ligger på en sydvendt bakke
med vid udsigt mod vest og hæver sig højt over byen, set fra de omliggende veje.
Kommer man sydfra, får man pludseligt fuldt udsyn til kirken henover et grønt areal, straks efter
plejehjemmet. Også i hovedgaden, hvor et grønt areal sammen med Domus Artis´ meget åbne have
(tilsammen den tidligere skolegård) giver kig til kirken.
Pladsen foran præstegård og kirke danner et midtpunkt for byen. Tårnet ligger i kirkens fjerneste
ende, set fra pladsen. Kirkegårdsmuren samler den kirkerelaterede del af landsbyen, og
præstegården knyttes helt tæt til ved at være sammenbygget med den. Præstegården tilslutter sig
landsbyens bebyggelsesmønster ved at ligge højt.
Forpladsen med rytterskole, kirkemur, kirke og præstegård - og flaskecontainer.
87

Kirkeområdets bygninger og kirkegårdsmur er i meget nær kontakt med hinanden og giver et
næsten samlet bygningsanlæg med en række varierede rumlige oplevelser: en snæver smøge mellem
kirkegårdsmur og rytterskole, i kontrast til den åbne forplads, og snæver passage mellem apsis og
kirkegårdslade i kontrast til den åbne kirkegård.
Bagom præstegården er stien mod Klintholm stadig bevaret. Endnu en sti kobles på længere mod
øst. Stien går uden om kirkegårdens materielplads, flot fulgt på vej af en hæk. Stien fortsætter forbi
præstegården med kig til den fine havefacade og videre ud over markerne.
De høje sokler, som husenes haver er ”stablet” op på i byens østende, er byens særkende. De valg,
der her træffes hvad angår materialer og udformning, er derfor yderst vigtige, og farver i høj grad
oplevelsen af byen, fordi man går i øjenhøjde med dem. Hellere lidt ukrudt mellem kampestenene
end en flad flise på højkant.
Stien til Klintholm med Gunildsbjerg til højre i billedet.
88

Tjørnemarke
Stege landsogn. 1506 Tyrnemarke. Udflyttet 1796.
Lave målebordsblade 1900-1960
Byen ligger lidt højere end de omkringliggende marker - set fra vest som på et næs i et lavere
terræn. Landsbygaden, som er hovedvejen mellem Kalvehave og Stege, slår et slag gennem byen og
fortsætter nordøstover.
Vejen stiger op mod byen og møder krydset med vejen til Neble. Dette mødepunkt udgør
landsbyens midte. Det skæve gaderums sider fastholdes af husfacader helt ud i gadelinjen og en tæt
træbeplantning mellem de to vejes Y-form.
Vejen fortsætter videre ind gennem landsbyen, der domineres af fire store gårde og en villa helt ude
i vejflugten, der opviser alskens stilarter på en meget fremtrædende plads. Naboen,
Hus på Klintevej i Tjørnemarke Og naboen, Højskolegården.
Højskolegården (forløberen for Rødkilde), udgør en vældig kontrast hertil, velistandsat og med
løver på murpiller omkring indkørslen og velafrettede hække. Højskolegården ligger værdigt
tilbagetrukket i modsætning til landsbyens tre andre gårde, som ligger i endog meget nær kontakt til
gadelinjen. Ved den sidste gård, Lilletoftegård, skal vejen nærmest udenom den stråtækte længes
hushjørne. Hjørnet markerer byens ophør i øst, ligesom terrænet, der herefter ligger i et lavere leje.
Tilbage, midt i landsbyen, overfor Højskolegården, står Tjørnegård desværre tom og forladt. Det
samlede gårdanlæg er bevaringsværdigt og har karakter, selv om tilstanden er dårlig.
Koster
Stege landsogn. 1231Cost. Udflyttet 1822.
Ankommer man til Koster ad landevejen fra sydøst, er det en kæmpe lade, som ligger udenfor
landsbyens tætte træbeplantning, der tager imod.
89

Landsbyens hovedgade er sidevej til landevejen. Haven foran huset på hjørnet er ganske åben, og en
gylden Buddha giver den overforliggende gårds Dannebrog modspil. De store gårde ligger på
sydsiden af landsbygaden, på en højere kote og tilbagetrukket, mens nogle mindre huse - småvillaer
fra 1900-tallets begyndelse, en enkelt bungalowlignende villa og en nedlagt butik - danner en
husrække ganske nær gadeflugten, i et lavere leje overfor. De to gadesiders forskellige karakter
giver et lidt ubalanceret gaderum.
Kig østpå, nedad landsbygaden, hvor en vinkelbygget gård visuelt favner og afslutter gaderummet. Frontkvisten danner
fikspunkt.
I landsbyens vestligste del ligger smedjen på en fremtrædende plads og danner fikspunkt for kigget
ned gennem landsbyen. Bag smedjen ligger en nedlagt butik og bagved igen gadekæret – man
fornemmer en gammel landsbymidte, der dog i dag er tømt for funktion.
Et stræde, Glarbostræde, flankeret af et stendige, går øst om smedje og gadekær, ind gennem en
gård og ud igen til landsbygaden, mens landsbygaden går udenom smedje og gadekær, så området
udgør et indeliggende rum, som får loft af to store træer. En æblehave føjer sig rumligt til
gadekæret, idet der ikke er hegn om haven ned mod kæret. Æblehaven udgør en fin, poetisk
”sø”bred, og gennem træerne er der kig til en ældre gårdlænge.
Smedjen
Den sidste store gårds gule længer runder landsbyen af mod landskabet i sydvest, mens vejen mod
nordvest møder landevejen nord for byen – det er den oprindelige vejstrækning fra dengang
landevejen gik gennem byen, der her er bevaret.
90

Set fra landsbygaden og østpå er det en vinkelbygget gård længst mod øst, der visuelt favner og
afslutter gaderummet. Frontkvisten danner fikspunkt. Egentlig er gården hægtet af landsbygaden –
den ligger nemlig på den anden side af landevejen.
På denne, anden side af landevejen ligger en stribe huse med gavlen mod vejen. Dette
beliggenhedsmønster giver kig mellem husene til kysten, set fra landevejen.
Vollerup
1562 Vollerup. Udflyttet 1814.
Lave målebordsblade 1900-1960
Byerne Vollerup, Kokseby, Store Damme, Askeby glider næsten over i hinanden. Vollerup er dog
lidt nemmere at afgrænse, fordi landsbypræget er bevaret.
Vollerup er karakteriseret ved frodig beplantning af høje træer, der samler bebyggelsen og giver en
fortættet stemning. Vejen slår et stort slag nordpå og vestover, når man kører ind gennem byen; det
91

er som om den skal uden om præstegården (for Fanefjord Kirke), inde under de store træer. Overfor
passeres landsbyens gadekær med den samme vandpost, som man ser flere steder på Møn: ikke
romantik, men en simpel anordning.
Vollerups afslutning og Dammes begyndelse er kun lige markeret af et ophold i bebyggelsen med
marker ind til vejen og af, at vejen retter sig ud på en kort strækning, der er kantet af en trærække.
Herfra er der udsigt til et højtliggende punkt øst for vejen, Præstebjerg, hvor der har været gravet
grus. De frilagte grusbakker ligner forrevne klinter, strandet på land.
Kokseby/Store Damme/Askeby
Fanefjord sogn. 1429 Koxebye. Udflyttet 1814. 1513 Damme. Udflyttet 1800. 1596 Askebye. Udflyttet 1813.
Nær krydset med Fanefjord Kirkevej er der udsigt til en smuk, vingeløs træmølle og en stråtækt
gård. Og efterfølgende befinder man sig i den bydel, der oprindeligt var Kokseby. Nu opfattes
bydelen i højere grad som en del af Damme, nok især på grund af den lukkede Damme Saftstation,
der ligger tilbagetrukket fra og noget lavere end landsbygaden.
Gaderummet er forholdsvis grønt på den efterfølgende strækning, hvor terrænet stiger op, og gaden
slår et let slag ind gennem et område med landsbykarakter og lave huse (hvis man da ikke tager den
gamle vej nordpå, mod Askeby). I krydset med den gamle landevej præsenteres stedet med store
bogstaver på gavlen af et hus: Damme Kro. Kroen ligger dog overfor på den gamle
hovedvejsstrækning mellem Bogø og Stege. Bebyggelsen bag kroen står lidt nøgent på relativt fladt
terræn i kontrast til den efterfølgende, mere tætbevoksede strækning østpå, ind gennem den yngre
del af Store Damme, med bebyggelse på hver side af gaden.
Man fornemmer en oplandsby med en blanding af villaer, nogle butiksvinduer, og småvirksomheder
- de fleste lukkede eller overgået til andre formål end oprindeligt tænkt. Bebyggelsen ligger i flere
lag, virksomheder og institutioner ligger typisk tilbagetrukket. Dog ikke et nedlagt mejeri, overfor
brugsen, der sammen med denne danner et lidt slidt midtpunkt for bydelen, fordi forarealerne ligger
åbne (dog bag trådhegn) og danner hul i gadeforløbet. På gamle kort ses, at mejeriet tidligere har
ligget alene, midtvejs mellem Askeby og Damme.
Et egentligt ophold mellem Askeby og Damme opleves nærmest ikke, men bebyggelseslaget bliver
tyndt nogenlunde midtvejs mellem mejeriet og det egentlige Askeby, og dette giver et svagt signal
om overgang.
Askebys huse fortættes omkring krydset, og dette må betegnes som Askeby by. Småvillaerne ligger
i et nogenlunde regelmæssigt mønster i forhold til vejen, men afbrydes flere af steder af gårde, der
ligger i deres egen ret, bryder beliggenhedsmønsteret og møder gaden med frodige haver og høje
træer.
Herefter er bebyggelsen strøet med let hånd langs vejen og det giver mulighed for lange kig til
Dronning Alexandrines Bro. Vejen svinger herefter ned og møder hovedlandevejen i et kryds.
92

Damsholte
Damsholte sogn. 1664 Dambsholt.
Lave målebordsblade 1900-1960
Hovedvejen går gennem herregårdslandskabet ved Marienborg. Store marker, skove og alléer giver
en særlig karakter til denne strækning. Landevejen går i et højt tracée i forhold til de
omkringliggende marker, og selv herregårdsanlægget ligger i et dybt leje, nede nord for vejen.
Herregårdens hovedretning, tydeligt tegnet af alléen, udgør en tværgående retning på hovedvejen,
og mødet mellem de to retninger markeres af en krum portal og nogle herregårdshuse.
Terrænet siger yderligere op mod Damsholte Kirke, hvis arkitektur føjer sig smukt til hele områdets
pondus. Især fra øst hæver kirken sig højt over de lave enge. Langs kirkegårdsmur og eng står en
dobbelt række birketræer ned til herregårdens avlsgård bestående af store lader og stalde, der ligger
mellem store træer og med parken nord for.
Tilbage igen, overfor Damsholte kirke, ligger landsbyhuse langs vejen. Denne strækning af
hovedvejen skifter karakter og bliver på et kort stykke til gade. Dette understøttes af, at vejforløbet
slår et blødt slag nordover, så der opleves en fortætning. Bebyggelsen fortsætter forbi sidevejen ned
til Marienborgs ladegård, og her i byens østlige del splittes hovedvejen i to.
93

Længere ude ad vejen mod Stege fortættes bebyggelsen på et kort stykke og får navn, Ny Æblenæs:
her ligger forsamlingshuset. Ud ad den anden, nordgående hovedvejsstrækning ligger en anden
bebyggelse langs vejen, Æblenæs. De store gårde i bebyggelsens nordlige del ligger ud til en ældre
vejstrækning, som går parallelt med hovedvejen og tilføjer bebyggelsen lidt karakter.
Neble
Stege landsogn. 1370 Nybøle. Udflyttet 1802.
Neble udgør en anden kort strækning med huse langs hovedvejen. Landsbyen har ikke egentlig
bykarakter - den er aldeles domineret af hovedvejen – men butiksvinduer vidner om tidligere tiders
aktivitet. Vejens forløb: et sving sydover i vest og et sving nordover i øst definerer byens grænser.
Lige nord for byen ligger en møllegård.
De øvrige landsbyer
De øvrige landsbyer ligger mere isoleret i forhold til den overordnede infrastruktur. De ligger
naturligvis også langs en vejforbindelse, men denne kan oftest karakteriseres som, ikke en vej, men
en gade - med et smallere, måske kurvet forløb og en tæthed mellem husene på tværs af
gaderummet. Beplantning og træer kan også medvirke til at samle indtrykket af bebyggelsen.
Landsbyerne i vest
Sprove/Røddinge udgør et næsten samlet, langt bånd af bebyggelse langs landsbygaden og glider
næsten sammen i ét til trods for de to stednavne. Hårbølle udgør ligeledes en langstrakt bebyggelse,
men med et centrum ved købmanden og et indeliggende, bebygget areal bagved købmanden,
omkranset af vej på alle sider. Byen ligger for sig selv i sydvesthjørnet af Vestmøn, og har sit eget
centrum med vejene, som stråler ud fra sig: mod sydkysten, mod Vindebæk, Hårbølle Havn,
Fanefjord kirke og nordpå.
Sommerhusområdet ved Hårbølle Havn viser udviklingen for en kystnær strækning med en lille
havn og industri. Kysten er gradvist bebygget med sommerhuse og tilføjet en lystbådehavn. Flere
generationers brug af kysten afspejles i bygningsmassen.
Bebyggelsesformen med bebyggelse rundt om et indre rum i landsbyen ses også i Store Lind, der
ligger som en lille, sluttet bebyggelse af småhuse og større gårde omkring et åbent markstykke.
Længere mod øst ligger en samling huse, Liseby, i læ af Fanefjord Skov i forhold til Hjelm Bugt. I
modsætning til Hjelm lidt længere mod øst, der ligger mere åbent, på en lille top i landskabet,
sikkert med stednavnet afledt deraf (hjelm som hat, som højt sted).
De gamle ejerlavsrelationer i landskabets inddeling afsløres i betegnelserne, f.eks.: Vollerup med
Vollerup Græsgange ved fjorden, Store Damme med Lille Damme og Dammehave ved vestkysten,
Askeby med Askeby Sø nord for byen og Hårbølle med Hårbølle Hestehave ved Hårbøllebro ved
sydvestkysten.
Tostenæs
Fanefjord sogn. 1422 Tostenes. Udflyttet 1803.
Tostenæs ligger i et småbakket område, der har et overordnet fald ned mod den tørlagte Røddinge
Sø med gravhøjen Klekkende Høj. Den største del af bebyggelsen samler sig omkring de to
94

Lave målebordsblade 1900-1960
nordgående veje, den største mod Røddinge/Sprove og den anden mod kysten. Dette Y- kryds udgør
landsbyens midte, som dog ikke gør meget af sig – men en transformerstation i obelisk-form
markerer stedet sammen med et mindre gadekær (med samme nøgterne udgave af en vandpost, som
den ses flere steder på vestøen).
Ved krydset ligger et nedlagt savværk, en jernbjælke til flytning af tømmer hæver sig stadig over
vejen, ligesom flere af træbygningerne står endnu, selvom de er forsømte. Området har en ret
tilfældig karakter. I syd spaltes landsbygaden igen i to, i et Y-kryds, med forbindelse til henholdsvis
Askeby og Store Damme. Bebyggelsen følger vejen, men tynder ud, man er uden for landsbyen.
Området syd for byen rummer flere moser, og her ligger flere mindre husmandssteder og mindre
gårde, tæt ved hinanden på små marker. De fleste står som smalle længer i magert bindingsværk, i
modsætning til gårdene på den anden side af hovedvejen, hvor markerne og gårdene er større.
Jordens ringere bonitet aflæses i byggeskikken og markarealers størrelse.
Røddinge/Sprove/Kostervig
Damsholte sogn. 1200-tal Røthinge. Udflyttet 1813./1506 Sprowæ. Udflyttet 1822.
Mellem Tostenæs og Røddinge går terrænet dybt ned gennem et velreguleret, lavt område med
grøfter og flade markstykker. Man passerer en afvandingsgrøft med en pumpestation ”ridende”
henover sig.
Røddinge/Sprove opleves som én langstrakt bebyggelse langs den let slyngede landsbygade, der
stiger op gennem byen mod nord. Sideveje går ud fra landsbygaden, og disse veje følger
matrikelskellene til de fra landsbyen udflyttede gårde i forbindelse med udskiftning. Byen rummer
95

et forsamlingshus og overfor en gammel landsbyskole. Skolebygningen er en smukt udført bygning,
ikke stor, men veldetaljeret og velholdt. Bebyggelsen følger dels et kort stykke med ud ad disse
sideveje i nær kontakt med landsbyen, dels fører de ud til satelitbebyggelser: Sprove Husrække og
Røddinge Husrække med ældre husmandssteder.
Landsbyen ligger i et meget særegent og sammensat landskab, såvel syd som nord for byen: i syd de
afvandede arealer, og i nord et højt terræn med udsigt til Dronning Alexandrines bro og Kalvehave
Kirke. I forgrunden, nær kysten, hvælver en stor banke sig op, Borrensbjerg (en borgbanke) – i
kontrast til de fladere omgivelser. Også her er kæmpehøje: Kong Asgers Høj har bevaret sit
jorddække og udgør en præcis halvkuppel med stensat indgang.
I det flade Kostervig danner grøfter et fast mønster, mens de lokale højdepunkter er udnyttet til
vindmøller, som stikker godt op i landskabet. Helt ude ved kysten står en silo, dog næsten skjult i
høje træer. Træerne danner tag over vejen forbi silo og foderstofgård, mens diget på siden af vejen
udgør en lukket væg. Kystnærheden opfattes ikke, før man får et hurtigt glimt, inden vejen igen går
ind over land mod Koster.
Store Lind
Damsholte sogn. 1506 Lindh. Udflyttet 1819.
Landsbyen er hægtet af landevejen, som dog tidligere har gået gennem byen. En lukket købmand
helt tæt på landevejen danner forpost for byen.
I Store Lind ser gårdene ikke ud til at være udflyttede, men ligger fortsat i landsbyens nordlige
yderkant, under høje træer og med de levende hegn i stråleform ud fra sig mod nord, nordøst og
nordvest, klart afgrænset af Kostervig fladlandet.
De mindre huse ligger i den sydlige del af landsbyen langs landsbygaden og omkring et græsklædt,
åbent areal, der ligger i kontrast til den del af byen, som består af store gårde mellem træerne.
96

Hjelm
Damsholte sogn. O. 1370 Hielm. Udflyttet 1814.
Lave målebordsblade 1900-1960
Hjelm er en tvedelt størrelse med en bydel bestående af landsbyhuse langs landsbygaden i nord og
store gårde i syd. Åbne marker helt op til vejen adskiller de to dele.
Høje træer slutter sig om bebyggelsen langs landsbygaden og giver denne del et sammenhængende
indtryk. I landsbyen ligger flere ældre huse, især ét står ganske originalt i forhold til sin oprindelige
byggeskik – indtil videre.
97

Syd for byen går en allé ned over marken til et stort hvidkalket gårdanlæg, Halagergård. Gården
ligger i bindingsværk med hestegang ud mod vejen. Hestegangens pyramidetag tager sig fint ud i
forgrunden til de store længer.
Hårbølle
Fanefjord sogn. 1513 Harrebølle. Udflyttet 1765?
Hårbølle magasin og nogle småhuse ligger som en yderpost vest for landsbyen. Magasinet er en
smuk ældre træbygning, der ligger åben, set fra syd, vest og nord, mens høje træer giver bygningen
baggrund mod øst, landsbyen.
Landsbyen består af, set fra vest, en lang landsbygade med småhuse nær gadeflugten og store gårde
længere oppe bag. Ved købmanden deler vejen sig i to og levner plads for et stort træ og et areal
foran butikken, så der opstår en landsbymidte. Terrænet er dybt på dette sted, og sammen med de
høje træer forstærker det oplevelsen af fortætning.
Gaden går syd og nord om købmanden, men en tværgade forbinder igen de to gader længere mod
øst, så købmand og husene lige omkring ligger som på en indeliggende ”ø” – et træk der forstærkes
af en høj træbeplantning. Udenom dette område ligger fire store gårde, og man kan gisne om, at
”øen” engang ikke var bebygget, men oprindeligt var en landsbyforte. På gamle kort kan man se der
har ligget et fattighus på stedet – hvilket bekræfter, at dette var fælles gadejord.
I krydset med tværvejen og vejen nordøst ud ad byen ligger Hårbølle Savværk med grøn plæne og
vandpost foran, så dette sted bliver landsbyens andet samlingssted.
Især et gulpudset, lille hus med barnehoved på gesimsen og med udhus med port i gavlen skiller sig
positivt ud i bebyggelsen.
Hårbøllebro
Fanefjord sogn.
Ved kysten ligger Hårbøllebro med landingsbro og rødmalede havneskure, nyere lystbådehavn og
motel. Fra havnen er der kig til et større flintindustrianlæg, Daneflint, ude på pynten. Mellem
industrianlægget og havnen ligger sommerhuse under store graner. Nogle af sommerhusene er af
ældre dato og bygget som ganske nøjsomt byggeri.
Hårbølle Hestehave med moser og våde områder afstikker mulighederne for sommerhusbyggeri og
sikrer området et frodigt, landskabeligt islæt. Et sted følges vejen på vej af en vældig hæk.
Oprindeligt var der på stedet anløbsbro for dampskibe, og stedet er først i løbet af det 20.
århundrede blevet bebygget, især med sommerhuse.
Vindebæk
Fanefjord sogn. 1513 Wynnæbæck. Udflyttet 1771.
Bag den vældige Målerøj putter Vindebæk sig: en mindre landsby bestående af huse langs
landsbygaden og seks store gårde i landsbyens yderkant. Et bebyggelsesmønster, der går igen på
Møn. Den overskuelige størrelse til trods har bebyggelsen en tvedelt karakter på grund af den
åbenhed, som området midt i byen, omkring gadekæret, besidder.
98

Lave målebordsblade 1900-1960
Landsbyer langs den gamle landevej syd om Noret.
En kæde af mindre landsbyer ligger langs den gamle landevej på det smalle stykke mellem Stege
Nor og Hjelm Bugt: først Lille Bissinge, Bissinge og Tøvelde, dernæst Svensmarke, Tåstrup og
Keldbylille.
Lille Bissinge
Stege landsogn.
Bebyggelsen ligger primært i det indeliggende hjørne, der opstår, idet landevejen går nord om
Noret. Vejen går i et middelleje med et par enkelte gårde højt over vejen på ydersiden, og tæt krat,
træer og huse på det faldende terræn ned mod Noret.
Bissinge
Stege landsogn. O. 1370 Bilsingæ. Udflyttet 1798.
Den østlige del af landsbyen ligger højt, mens terrænet falder jævnt vestpå, som bebyggelsen
aftager. Midtvejs ligger et lavt område på Nor-siden af vejen med haver og vandværk – her holdes
gaden på plads af et rækværk. Den højere liggende bebyggelse er koncentreret i krydset med vejen,
der går opad og sydpå, og på dette hjørne ligger den nu lukkede Bidsinge Brugsforening.
Terrænstigningen er kraftig bag huset. Et transformertårn i denne højere liggende del af byen
danner fikspunkt for vejen.
Ankommer man østfra tager stuehuset til den første gård landsiden af vejen værdigt og flot imod og
byder velkommen.
99

Tøvelde
Stege landsogn. 1257 Tubald. Udflyttet 1800 og 1817.
Landsbyen består af tre gårde og nogle småhuse bag hække og under høje træer i den østlige del.
Derefter åbnes rummet med kig til Noret og en fjerde gård fanger efterfølgende blikket. Vejen skal
uden om denne gård og slår derfor et slag, før den går ned gennem yngre bebyggelse på et stykke
mellem vejen og bagvedliggende levende hegn. Gaderummet i den østlige del er domineret af
beplantningen, mens den anden bydel er meget åben.
Svensmarke
Stege landsogn. 1366 Swensmarkæ. Udflyttet 1803.
Svensmarke er den by på strækningen, der nyder mest fordel af den nære beliggenhed til Noret.
Landsbyen er klart afgrænset mod øst af vejens sving ned mod noret og to store gårde. Efter de
store gårde går gaden ind gennem byen med en fast husrække af ældre bindingsværkshuse på
vandsiden. Korte ophold i husrækken sikrer hyppige kig til vandet og giver kvalitet til oplevelsen.
Denne strækning har et gadebillede med kraft og samling.
Tåstrup
Keldby sogn. 1199 Tostethorp. Udflyttet 1803
Bebyggelsen udgøres af tre store gårde med nogle villaer mellem. Især den første gård, Thorshøj,
med store gule længer og flot mur om gårdspladsen, er fremtrædende. Gården overfor, Tostrupgård,
bag det store gadekær, er delvist skjult af høje træer, men er også et stort bygningsanlæg. Terrænet
falder ned mod bebyggelsens midte, der samles af den høje beplantning. En fin villa fra 1920-erne
med karnap danner fikspunkt, før vejen går mod vest, og bebyggelsen tynder ud.
Keldbylille
Keldby sogn. 1290 Kælby Litle. Udflyttet 1782?
De høje træer samler bebyggelsen, som rummer flere ældre huse. En gårds lange stuehus danner en
flot bagvæg for vejen, når man ankommer fra nord, og den store have foran signalerer i selskab med
gadekæret øst for, at her er landsbyens midtpunkt. Overfor ligger også den tidligere skole, nu
keramikværksted.
Landsbyerne langs den sydøstlige landevej.
Ved Landsled møder landevejen syd om Noret Klintevejen. Men straks efter kan man vælge at dreje
fra igen og lade vejen gå sydøst på ad den gamle, mindre befærdede landevej. Her går turen gennem
landsbyerne Råbymagle, Busemarke, Mandemarke og Busene - og sydom, tilbage mod vest:
gennem Kraneled og Klintholm Havn.
Råbylille passeres på vejen og udgør en overskuelig samling huse på hver side af den smalle
landsbygade, der slynger sig let ned ad det faldende terræn mod mosedraget syd for Landsled.
Længere mod syd ad samme vej ligger Råbylille Strand med enkelte landarbejderhuse og gårde
mellem de mange sommerhuse. Flere udvidelser er på vej.
100

Råbymagle
Borre sogn. O. 1370 Roby. Udflyttet 1806.
Lave målebordsblade 1900-1960
Råbymagle er ikke stor, men rummer adskillige, velbevarede huse og flere store gårde med de for
øen karakteristiske, meget lange stuehuse. Landsbygaden slår et slag nord over, idet den går ind
gennem bebyggelsen, med stuehuse og huse i nær kontakt til landsbygaden. En tidligere smedje
ligger helt ud til gaden, og man oplever et idyllisk landsbymiljø. Efter byen kranser en række træer
vejen ud over markerne.
Mandemarke
Magleby sogn. O. 1370 Mannæmarkæ. Udflyttet 1804.
Landsbyerne Mandemarke og Busene ligger velplaceret på sydvestsiden af højdedragene, der
bygger sig op i retning mod Klintskoven i nordøst. Landskabet har to karakterer lige syd for
Lave målebordsblade 1900-1960
101

Ankomst til Mandemarke fra nordvest. Mandemarke, KMS 4 cm-kort 2005.
Mandemarke: mod vest det åbne flade terræn og mod øst det mere kuperede landskab, der
kulminerer i Klinteskoven. Mellem de to landsbyer skubber terrænet sig yderligere frem mod syd,
og vejen og skoven følger med frem og danner en naturgiven adskillelse mellem de to landsbyer.
Set udefra domineres den centrale del af Mandemarke af træer og beplantning med kun nogle
enkelte huse stikkende ud, heriblandt nogle træhuse i den nordvestlige rand af byen.
Landsbyen ligner umiddelbart en slynget vejby med landsbygaden ned gennem byen. Men
bebyggelsen ligger i flere lag - mod sydvest klumper gårde og huse sig sammen i en tæt bebyggelse.
Byen må derfor betegnes som en klyngelandsby med en forte beliggende øst for landsbygaden og
mod nord afgrænset af Skovstrædet. Gaderne har tidligere været knyttet sammen som et
ringgadeforløb rundt om forten. Nu er den syd- og østlige del af ringen kun sti bagom byen.
Matrikelstrukturen har ingen gentagne mønstre indenfor rammerne af landsbyen, som forekommer
ret selvgroet, udstykket efterhånden som gadejord og gårdtomter er blevet udmatrikuleret til ny
bebyggelse.
I landsbyens sydøstende dannes et veldefineret gaderum af et hus helt ude i gadelinjen med en flot
hæk og trærække overfor, foran stuehuset til gården. Ved ankomst fra sydøst er dette gadebilledet,
som tager i mod, mens trærækken leder ind i byen. Herfra kan man desuden se til bagsiden af
Skovstrædet, idet blikket følger antydningen af skel øst om den gamle forte. Også i denne del af
byen er terrænet med til at definere byen: vejen falder ind gennem landsbygaden.
Efter en kort strækning med bebyggelse på begge sider er en åben mark, hvorover der er kig til den
tidligere rytterskole. Den skiller sig ud af bygningsmassen ved at være grundmuret og med en vis
pondus. Størstedelen af byens øvrige huse er bindingsværk, nogle endnu med stråtag.
Terrænet ligger højt i hver ende af byen, mens den centrale del af landsbyen ligger lavt.
Landsbygaden går i et særligt lavt leje ved sidevejen, Skovstrædet, hvor et par huse ligger på høje
tofter på den ene side af vejen, og marken på den anden side holdes på plads i det højere niveau af
et gærde. Overfor denne mark ligger den tidligere rytterskole særligt højt med gavlen ud til
landsbygaden.
102

Landsbyens to markante huse: rytterskolen på venstre foto og den lukkede købmand på højre.
En bygning skiller sig ud midt i byen, bygget i en stil inspireret af Bedre Byggeskik og med fornem
frontkvist ud mod gaden. Her har tidligere været købmandsbutik. Terrænet er lavt og overfor er der
grønning (den gamle forte) og udsigt til skovbakkerne øst for byen. Det forstærker oplevelsen af at
befinde sig lavt med terræn og bebyggelse sluttet omkring sig.
Mandemarke må særligt fremhæves for de fine stræder - især de i vest - som udgør veldefinerede,
intime gaderum, tætbeplantede med hegn og hække mod gaden, hvor der ikke står huse helt ude i
vejsiden. Disse stræder mødes ved en gård med den gamle smedje og her gives udsigt til det
omgivende landskab: en mose og gammel stiforbindelse sydøst, bagom byen, op mod bakkerne.
Herefter skifter retningen næsten 90 grader og går tilbage op mod hovedgaden, forbi en række huse,
der står flot og markant ved deres fælles, gule farve.
Strædet. Strædet 4 har en smuk dør.
Kraneled
Magleby sogn.
Kraneled markerer sig i landskabet ved sin beplantning af høje grantræer nord for byen og i haverne
omkring husene. Træerne er i høj grad med til at stedfæste landsbyen i det åbne landskab.
Signifikant er også den store hvide hotelbygning, der ligger flot i den sydlige kant af landsbyen.
Byen er ikke stor, så også indadtil dominerer hotellet - nu efterskole - og danner, sammen med
smedjen overfor og skolen lidt oppe ad sidevejen, en landsbymidte. Bebyggelsen er relativt ung, fra
omkring århundredeskiftet og senere.
103

Udflyttet gård, sydvest for Kraneled. Gårde og vejtræer langs vejen øst for Kraneled.
Sydvest for Kraneled, langs vejen parallelt med kysten, ligger en række gårde med næsten fast,
rytmisk placering på deres matrikler, med omtrent samme afstand op til vejen og indbyrdes mellem
hinanden. Flere af dem står arkitektonisk ganske velbevarede. Vejen markerer sig flot med træer,
der står som markante, lodrette elementer, hen over fladen, og understøtter det homogene
beliggenhedsmønster, en blokudskiftning fra Mandemarke.
Øst for Kraneled, er mønstret et andet: her ligger bindingsværksgårde på nordsiden helt ud i kontakt
med vejen, mens gårdene på sydsiden er spredt ud med mere løs hånd.
104

Busemarke
Magleby sogn. O. 1317 Bucearkæ. Udflyttet 1803.
Lave målebordsblade 1900-1960
Der er ikke tale om en egentlig bymæssighed, men i højere grad nogle huse langs landevejen før
krydset, hvor vejen går nordpå mod Magleby og sydpå mod Klintholm havn. Nogle af husene har
rummet butikker, men en egentlig bykarakter i arkitektonisk forstand opleves ikke.
Busene
Magleby sogn. O. 1370 Bwsene (Buse = hvælvet = bakker). Udflyttet 1804.
Busene har - trods sin ringe størrelse - et heftigt terræn. Byen er som skubbet ind i terrænet, der
styrer vejen ind gennem landsbyen, så den må dreje sydover ved landsbyens afslutning.
Den sluttede bebyggelse består af nogle små gadehuse i nær kontakt til gadeflugten, et par lidt
større huse og en stor gård, Bakkegården, lidt længere mod øst. I den vestlige del dannes en mindre
105

Klintholm Havn KMS 4 cm kort 2005.
landsbymidte af en grønning med busstoppested og en del brønddæksler, der vidner om stedets
oprindelse: landsbyens vandbrønd var placeret her.
Herefter stiger terrænet dramatisk op til Bakkegården, hvis fine veranda fanger blikket oppe på
bakken. Der er flere velbevarede huse i byen, og det giver karakter og helhed til den lille landsby.
Huset Skovlund, i stil inspireret af Bedre Byggeskik, skiller sig ud ved sin stil og størrelse – dette er
et tidligere sommerpensionat, udmatrikuleret fra den bagvedliggende ældre gård, hvis længer ligger
som genbo, lige bag bygningen.
Klintholm Havn
Magleby sogn.
I nordvest danner et mosedrag med levende hegn og træer en grøn afgrænsning for byen, mens
afgrænsningen i nordøst udgøres af hækken omkring villakvarteret, der ligger på denne side af
vejen. Plejehjemmet længst mod nord synes derfor at ligge udenfor byen.
Byen afgrænser sig mod vandet på vekslende vis; i øst skærmer beplantning i form af træer og
levende hegn for udsyn ud over vandet, i vest er der udsyn til vandet, udover havnen.
Byens hovedstruktur udgøres af fire dele: havnebyen, ”landsbyen” af fiskerhytter, feriebyen med
marinaen, og villakvarteret. Husrækken på nordsiden af havnegaden forbinder de fire dele og udgør
en ryg af huse parallelt med gaden. Pakhuset indgår i den nordlige husrække og vender - som det
eneste hus - gavlen til gaden og går i dialog med den modsvarende sides store træer. Havnen
domineres på dette sted af store haller beliggende langs havnekajerne.
Pakhuset med træerne overfor danner ligeledes rumlig adskillelse af havnen og området med
fiskerhytter, og denne opdeling i to rumligheder underbygges af bygningernes forskellighed: de
bittesmå hytter i modspil til de store haller. Også belægningsmæssigt er man i to verdener: Havnens
Kig nedad Havnevej. Pakhuset ligger gavlvendt ud til vejen.
106

Fiskerskure på østsiden af Klintholm Havn.
store asfalterede områder overfor de græsklædte, snævre arealer med tilgåede stier på kryds og
tværs mellem fiskerhusene. Skalaspringet så nær hinanden giver en kontrastfuld oplevelse.
De røde fiskerhytter ligger lidt tilfældigt, set fra vejen og det grønne græs mellem dem, klæder de
røde farver. Går man ind mellem de røde hytter, åbnes rummet, og et stort, græsklædt pladsrum med
udlagte fiskenet til tørring åbenbares. Rummet afgrænses af lidt større, hvide hytter ud mod kysten.
De hvide hytter ligger på en næsten snorlige række og er murede, så lidt af letheden og
uhøjtideligheden mistes.
Den tredje mole rummer sin egen verden: feriehotellet med glas og åbenhed ud mod vandet, men
citerer samtidigt de retninger, der i forvejen er i havneområdet ved at lægge værelserne i lange
længer langs molen.
Som et appendiks ligger lystbådehavnen, og de store, åbne områder i den forbindelse giver et flot
kig langs med kysten fra havnegaden.
En størrelsesmæssig pendant til pakhuset står i samme husrække, men i den østlige del af byen: en
træklædt lade med en stor vildtvoksende vin opad facade og tag dominerer denne bydel, hvor
skalaen i øvrigt er lille: småvillaer fra flere tidsaldre. I randen, som naboer til laden, ligger de
ældste.
Villaerne trækker sig gradvist tilbage i takt med, at vejen svinger nordover og ligger til sidst på sned
for vejen i byens østlige udkant.
Feriehotellet
107

Røgeriet
En størrelsesmæssig pendant til pakhuset står i samme husrække, men i den østlige del af byen: en
træklædt lade med en stor vildtvoksende vin opad facade og tag dominerer denne bydel, hvor
skalaen i øvrigt er lille: småvillaer fra flere tidsaldre. I randen, som naboer til laden, ligger de
ældste.
Villaerne trækker sig gradvist tilbage i takt med, at vejen svinger nordover og ligger til sidst på sned
for vejen i byens østlige udkant.
Kystsiden overfor de ældste villaer er ganske tilfældigt udformet med en del parkeringsområder,
græs og levende hegn. Fiskerhytterne har inspireret til de små feriehytter på stribe, foran hotellet på
kystsiden af vejen. Arealet foran hytter og hotel er indrammet af hvidt ”rideskole”hegn, som
forekommer umotiveret i forhold til de øvrige meget åbne, græsklædte arealer omkring.
108

Lave målebordsblade 1900-1960
Landsbyerne nord for Klintevejen
Pollerup, Ålebæk, Stubberup og Sømarke ligger umiddelbart nord for Klintevejen, men udgør alle
deres sin egen enhed. Pollerup og Stubberup er en mindre samling huse og et par gårde omkring
landsbygaden, mens Ålebæk og Sømarke udgør egentlige landsbyer med markeret landsbymidte.
Oppe i det åbne landområde nord for Klintevejen ligger landsbyerne Østermark og Torpe, og
længere mod vest Ullemarke, Spejlsby og Udby.
Ålebæk
Borre sogn 1135 Alabech. Udflyttet 1806.
Landsbyen ligger ganske tæt på Borre, men kornsiloen og mejeriet, samt åen og det flade landskab
omkring den, danner pause imellem byerne. Siloen står som et vældigt landemærke, når man
bevæger sig mod syd ud ad byen.
Oplevelsen af landsbygaden er således, at det første stykke er relativt åbent i øjenhøjde, men med
høje birketræer, der slutter sig til husene. Herefter går vejen ret nordpå, og gadebilledet snøres
sammen af især hække og beplantning, samt enkelte huse ude i gadelinjen. Dette forstærker
oplevelsen af åbenhed i den næste del: gaden splittes i to, og på den indeliggende del står tre træer.
De omkringliggende gårdes længer, og særligt stuehuset nordfor og en rød ladegavl, danner fine
vægge for det lille byrum, som bliver landsbyens midte. Herfra kan man mod vest, ved siden af
transformertårnet, få Borre kirke som fikspunkt.
Fra denne midte går terrænet op og hurtigt ud ad byen i øst, mens en længere strækning, op ad
bakke skal tilbagelægges i nord. Her går først en fin dobbelt trærække op til en gård, siden en
sidevej ned til en samling yngre villaer og en gård.
Sømarke
Magleby sogn.1447 Sømærke. Udflyttet 1812.
Byen ligger i en relativ lavning i det ellers høje terræn, nord for Magleby, hvorfra man kan skue
langt ud over Borre Sømose.
109

I landsbyen ligger en del bindingsværkshuse, der sammen med smedjen midt i byen giver et
velbevaret landsbymiljø. Gårdene ligger i landsbyens østlige udkant – dog har den mellemste gård
god kontakt til landsbymidten med smedjen og gadekæret. Både smedje og stuehus ligger relativt
højt over gadekæret, og deres facader samler rummet, hjulpet på vej af en kort husrække nord for
smedjen. Landsbymidten defineres også i høj grad af den vældige stigning, der opleves mod øst, op
til stendyssen.
Vejene syd og nord ud ad byen har to forskellige karakterer og aldre: i syd en kort række yngre huse
fra omkring 1900, der ved sine fælles stiltræk og størrelsesmæssige homogenitet fint leder ind til
landsbymidten, og i nord ældre huse, hvoraf flere er i bindingsværk.
Østermark/Torpe
Elmelunde sogn. 1326Østræmarche. Udflyttet 1801../1596 Thorp. Udflyttet 1797.
Der er tale om to bebyggelser, men i visuel forbindelse med hinanden henover et markrum, som
vejen omkranser. Begge bebyggelser er ikke store: Torpe er nogle huse og en gård i krydset med
vejen mod Nordfelt, mens Østermark rummer lidt flere huse. Ophold i bebyggelse og marker helt
ind til vejen adskiller de to bebyggelser i vest, ligesom alléen i øst udgør en markant retning, der i
højere grad lægger fokus udad til, mod Nordfelt, end den samler de to bebyggelser indadtil .
Bebyggelserne opleves som to små enheder, der ”kigger” til hinanden henover det indre markrum.
Ullemarke
Keldby sogn. 1496 Wllemarcke. Udflyttet 1797.
Trods den overskuelige størrelse på bebyggelsen, fem gårde og nogle småhuse, består den af to
dele. Gårde og huse ligger i to grupper, dels på grund af terrænet og vejforløbet, dels fordi
landbymidten med gadekær og transformerstation er et meget åbent rum: uden huse omkring i nord
og syd, og med sparsom beplantning. Gården overfor har mark og åbne kørearealer ud til området
ved gadekæret. Dette gør sit til, at landsbyen knækker over i to, visuelt og rumligt.
Spejlsby
Keldby sogn. 1420 Spidelsby. Udflyttet 1800.
Spejlsby udgør et lille, sluttet landsbymiljø under store træer, med gadekær og tæthed i bebyggelsen
omkring den snoede landsbygade. Bebyggelsen består af nogle store gårde, hvoraf den ene står
ganske markant i gadebilledet, tæt på landsbygaden.
110

Udby
Stege landsogn. 1550 Udbye. Udskiftet 1803.
Lave målebordsblade 1900-1960
Omkring den nordlige, oprindelige del af landsbyen er der endnu nogle levende hegn, vejføringer
og skel, der vidner om en stjerneudskiftning.
Landsbyen udgøres af to dele: den sydlige, nyere del og den nordlige, gamle landsby. De to bydele
er klar adskilt ved vejens 90 graders retningsskifte i vejkrydset. De to bydele ligger på hver deres
bakke i terrænet. En tredje lokalitet tæt på er Rødeled med et nedlagt mejeri. Leddet hentyder til den
sognegrænse, som mejeriet ligger på den anden side af.
Udbys ældste bydel.
111

Udby. KMS 4 cm kort 2005
Efter T-krydset i nord, hvor den gamle landsbyskole ligger på hjørnet og smedjen under T’ets anden
arm, ledes man ind ad den oprindelige bebyggelses landsbygade. Gaderummet er tæt og intimt og
gadens sider klart defineret på begge sider: på vestsiden af mindre huse, flere med gavlen helt ude i
gadeflugten og på østsiden af hække på stensokler, store træer og klippede hække. Disse grønne
elementer strammer den side så fint op, at der er balance i gaderummet, selvom de store gårde har
en tilbagetrukket beliggenhed.
Landsbygaden slår et slag ned gennem byen, så det lange perspektiv afrundes, og blikket ledes
videre ned gennem en grøn tunnel af høje levende hegn på begge sider af vejen. Her skimtes husene
kun inde bag. Dette får straks efter kontrast: gaderummet mister sine lukkede sider, idet en mark går
helt frem til vejlinjen og giver kig til et transformertårn.
Efter den gule villa på billedet overskues gadekæret, og på kanten af det befæstede gadekær ligger
en lukket købmandsbutik. Overfor, på hjørnet lidt oppe ad vejen mod nybyen, ligger et lukket
dansested, men man fornemmer stadig stemningen af tiden engang.
Den yngre del af byen består af blandet villabebyggelse. Den ældre del af denne nyby ligger relativt
højt og består af en husrække af småvillaer fra det 20.århundredes begyndelse. Overfor er der udlagt
nye byggegrunde. En række ældre huse går lidt ned af en sidevej mod et lavere mosedrag, og denne
husrække udgør en fast ryg for udstykningen.
Den efterfølgende strækning er mere løst anlagt. Gaderummet har villakvarterets karakter.
Landsbyen afsluttes i syd af en lund på vestsiden af vejen med en trælade overfor.
112

Lave målebordsblade 1900-1960
Øerne
På øerne Nyord og Bogø ligger byerne med samme navn. Begge byer udgør rumligt set
veldefinerede bebyggelser: Nyord By er en sluttet landsby med veldefinerede grænser udadtil og det
primære samlingspunkt ved havnen, som landsbyens gader søger ned mod.
Bogø udgør i modsætning hertil en bebyggelse langs landsbygaden, men også med et veldefineret
samlingspunkt i midt i byen, med koncentration af landsbyfaciliteter, som bank, brugs, kro, o.s.v.
Bogø
På Bogø er der to dominerende retninger: den vest-østgående landevej og det nord-sydgående
bybånd, Gammelby/Nyby/havnen. En lidt mere nordgående vej fra landevejen, gennem Gammelby
til kysten, fungerer som en sekundær vejforbindelse henover øen.
Herudover udgør Østerskoven et markant landskabeligt element, der ligger som et lunt bagtæppe og
giver læ for byen. Der er også en Vesterskov, men det er mest af navn, idet der er kun mindre
113

Farø og Bogø. KMS 4 cm kort. 2005
skovstykker tilbage. Ligeledes i vest, nær tilkørselen fra Farø, står et mindre, rødt og hvidt,
kasseformet fyr i forlængelse af en poppelrække. Man aner en forbindelse til den anden side af
Sortsø Gab, hvor en gulpudset bygning, Skansehuset, med stor frontkvist tiltrækker sig
opmærksomhed. Det leder tanken hen på et gammelt overfartssted, men er et gammelt badehotel
med landingsbro. Længere sydpå hvælver det flade terræn sig op til en præcist dannet skanse helt
ude ved kysten.
Øen har været rekreativt udflugtsmål og rundt langs Bogøs kyst ligger et tidligere badehotel, en
feriekoloni og inde i Østerskov en velbevaret skovpavillon overfor gravhøjen, Hulehøj.
Nordøst for dæmningen udgør Stillingebæks Bugt et større landskabeligt element med en mindre
havn med mole, Skåningebro, i den smukke vig.
Forbindelsen mod Møn betones allerede på Bogø, idet vejen som optakt til dæmningen kantes af
allétræer. Forbindelsen til Møn går via holmen, Barholm, som ligger ganske tæt på Bogø.
Bogø by
Bogø sogn. 1231 Bokø. Udflyttet 1806.
Bogø By ligger spændt ud mellem de to tværgående veje, amtsvej 287 i syd, og den gamle landevej
mellem byen og Farø i nord. Stjerneudskiftningen skimtes i det overordnede bebyggelses-mønster,
114

idet vejene stråler ud fra landsbyen. Hvor der ikke er vej (f.eks. mellem Pilegård og Pilevang) står et
levende hegn som spor i landskabet.
Indenfor landsbyens rammer udgør landsbyhovedgaden og en sekundær, krydsende vejforbindelse
en sløjfeform, der levner to trekantede arealer i sin midte. Man oplever således en
landsbybebyggelse i flere lag, her og der med kig igennem lagene som ved den tidligere
navigationsskole/kommunekontor med spir på toppen, som dukker frem flere gange.
Der er ikke et enkelt sted i byen, der repræsenterer landsbymidten, men et forløb af steder: Det åbne
græsstykke med den gamle smedje med kort over øen på gavlen, gadekæret med omgivelser og
området ved Brugsen overfor kroen.
Som point de vue for landsbygaden, set mod nord, ligger præstegården med to vældige træer om
indkørslen til gårdspladsen. Kirken ligger og putter sig vest for.
Turen gennem byen udgør i store træk en tidslinje, der afspejles i navnene: længst mod nord
Gammelby med kirke og landsbyhuse, dernæst en lidt yngre bydel omkring kostskolen. Efter
møllen og ned til havnen følger Nyby med villaer fra lidt før 2. verdenskrig, iblandet parcelhuse.
Som et lag i denne bydels østlige yderkant ligger et nyere, stort parcelhuskvarter og sommerhuse.
Den helt nye bebyggelse er placeret i landsbyens yderkant, som mindre udstykninger ved
udfaldsvejene, men ikke altid som mindre huse: flere har 1½ etage som trempel, det vil sige med
facadehøjde en større gård værdig.
Det er, i modsætning til det traditionelle mønster, at jo længere uden for landsbyen man kommer,
desto mere ydmyge bliver husene, medmindre de er udflyttede gårde med længer.
Terrænet og træbeplantningen i landsbyen fremhæver de forskellige bydele, således at kirke og
præstegård ligger højt med store solitære træer, mens terrænet falder, når turen går ned gennem den
snoede landsbyhovedgades facader, forbi kro, bank, brugs og gadekær. Her ligger husene tæt på
gadeflugten og tegner gadens rum. Der er en del ældre bindingsværkshuse imellem de grundmurede
landsbyhuse fra 1800-tallets slutning.
Den tætbebyggede landsbygade er på en strækning domineret af mange høje træer, som gemmer på
kostskolens borglignende rødstensbygninger. Træerne står så tæt, at der dannes loft over
gaderummet og der opleves en fortættet stemning. De store bygninger kan knapt overskues. Denne
lukkede rumoplevelse står i kontrast til og fremhæves af det åbne, høje terræn omkring møllen, der
danner overgang til den ”nye” by.
I Nyby er gaderummet åbent og uden større karakterdannende træer. Husene er trukket væk fra
vejflugten og landsbygadens faste sider løsnet. Området har karakter af villakvarter med enkelte
ældre småvillaer som samlende elementer. Gaden krydser amtsvejen, og havnen hægtes helt af
forløbet – i hvert fald for de kørende – ved at nedskørselsrampen til havnen først ligger længere
mod øst på grund af terrænet.
Man kunne med fordel styrke den visuelle samhørighed.
På en sidevej ligger øens elværk fra 1911. Det er skænket af mrs. Johnson, en kvinde fra Bogø, der
blev amerikansk – og velhavende - gift. Ikke kun byen fik el, også yderøen og i den forbindelse
Farø, med kabel under vandet.
115

Farø
Bogø sogn. 1231 Farø.
Farø. Lave målebordsblade 1900-1960
Farø domineres af opkørslen til broen i øens vestende. På sydsiden straks efter broen følger en hvid,
skarpt skåret bygning (Henning Larsen), først motorvejsrestaurant, nu ankomstcenter for feriegæster
til Møn og nærliggende øer. Øvrig bebyggelse på øen består af 3 gårde, der ligger tilbagetrukket fra
vejen for enden af lange indkørsler – oppe på den tørre del af den ellers ret flade ø. Hovedvejen
tværs over øen følger således sit eget trace uden relation til anden bebyggelse end
motorvejsrestauranten. Landevejen over øen tilbagelægger den længst mulige strækning på øen, fra
motorvejen i vest og helt ud over Farøs tilspidsede sydøsthjørne, hvor vejen via en dæmning går
over til Bogø. Man har tidligere kunnet vade over samme sted.
Landskabet er overskueligt med kun lidt træbeplantning og buskads ved gårdene og omkring
motorvejsudfletningen. Der opleves en vis terrænstigning op mod gårdene, når man kører ad
landevejen, ligesom et lokalt højdepunkt, 11 m, ligger som omdrejningspunkt for den vestlige
motorvejstilkørsel.
116

Nyord By
Nyord sogn. 1231: Nyorth. Ny + olddansk warth: bred.
Nyord By ligger ganske nær øens højeste punkt med lodshuset, der står som et vartegn, lidt udenfor byen.
Byen ligger for enden af en sidevej til landevejen tværs henover øen. Retningsskiftet står tydeligt i
landskabet, idet en række vejtræer kanter vejen, og tre huse ligger gavlvendt og understøtter de
opadstræbende linjer. Landsbyen danner således et appendiks til den altdominerende øst-vest
retning på øen og er markeret ved beplantning og levende hegn i det ellers meget åbne landskab.
På dette farvelagte kort står Nyords tvedelte landskab tydeligt frem: byen på den tørre bakke i vest og strandengene i
øst. Høje målebordsblade 1842-1899.
117

Præstegården danner væg for kigget ned ad gaden og markerer øst-vest retningen.
Et lavt område med et lille vandhul, Trende Sø, og et lille, grundmuret brandsprøjtehus, opleves
som landsbyens nordgrænse, mens blødt formede, levende hegn lukker sig om bebyggelsen og
afgrænser landsbyen mod vest og sydøst. Mod nordøst er det derimod store, moderne lader og
kørearealer for den nærliggende gård, der tager imod.
Byens gadenet gentager i første omgang den for øen overordnede øst-vest retning, men slår derefter
en ring udenom kirke, tidligere præstegård og en stor gård. De øvrige veje ligger som stikveje, i
stråleform ud fra denne ringgade, og nogle af vejene fortsætter ud i landskabet og tegner de gamle
matrikelskel fra stjerneudskiftningen.
Den nord-vestlige del af landsbyen med kirken ligger højest, mens terrænet falder gradvist ned mod
øst, Nordgade, og sydøst, Søndergade. I Strandstrædet opleves et ganske dramatisk fald ned mod
havnen. Stræderne ned mod kysten udmunder i den lavtbeliggende gade langs kysten, Nyord
Havnevej.
Stikvejene vest ud ad byen benyttes som ”byudviklingsområde” – her ligger 3-4 nyere villaer, i
formsprog fra den tid, de er bygget.
Gårdenes haver er omkranset af stengærder, der holder på terrænet, så gårdlængerne ligger højere
end gaden. Hyppigst ligger gårdlængerne inde på toften, og gaderummet defineres således mange
steder af hække, granitstensgærder og stakitter. De vandrette linjer fra høje kampestenssokler under
hække og stakitter fremhæver det terrænfald, som gaderne følger.
De steder, hvor der er bygget helt ud i gadelinjen, står derfor særligt markant: præstegårdens lange
facade i Nordgade, husrækken med købmanden i Søndergade, samt en kort række med småhuse i
strædet overfor kirken.
118

To gavlvendte huse danner port om vejen, der straks efter Søndergade ved vippebrønden.
falder stejlt ned mod havnen
De historiske lag kan aflæses i bebyggelsen. I den store målestok: de store gårde oppe i byen, de
yngre på skrænten ned mod kysten. Og i den mindre målestok: de ældste bygninger, gårdene
tilbagetrukket på grunden, og de senere tilkomne, mindre huse fremme i nærmere kontakt med
gadeflugten.
Nyord Havnevej har bebyggelse beliggende på den ene side og haver, fint indrammet af hække, på
den anden side, ud mod kysten. Her og der med fine kig til vandet. Et grønt område omkring
pumpebrønden trækker udsigten over vandet lidt op i landsbybebyggelsen.
Uimponeretheden over den kystnære beliggenhed er karakteristisk. Her er kun få panoramavinduer
og store altaner.
Nyord Kirke. Kigger man op ad Strandstrædet ligger kirken som en stort og magtfuldt vartegn. Der er kamp om pladsen
som fixpunkt: kirkespir, klokketårn - eller cypres?
119

Lindholm, set fra Hvide Sten.
Lindholm
Stege landsogn. 1231 Lindholm. 1926 forsøgsstation.
Øen er domineret af forsøgsstationens store bygningsanlæg, som ses langt fra, når solen fanger de
hvide facader. Landskabet omkring bygningsanlægget er beplantet med træer, og langs vestkysten
af øen løber en sti i meget tæt bevoksning af krat og halvstore træer. Skorstenen ses fra alle sider.
Fanefjord
En lokalitet i landområdet, som er uden en egentlig landsby, men alligevel rummer et vægtigt
arkitektonisk træk, er Fanefjord med kirken.
Straks efter ankomsten over dæmningen fra Bogø går først en sti, siden en vej sydpå til kysten. Her
ligger et tidligere færgested med landingsbro, hvorfra man krydsede Grønsund for at komme til
Grønsund Færgebro på Falster. Vejen er opkaldt efter Marie Grubbe – hun boede dog på
Falstersiden. Færgegården er bevaret, men meget ombygget, mens et ældre stråtækt
bindingsværkshus står mere originalt.
Færgestedet på Marie Grubbevej.
120

Fanefjord og omgivelser. Lave målebordsblade 1900-1960
Fra stedet er der kig til Fanefjord kirke i bunden af fjorden. Kirketårnet står ganske markant med det
flade fjordlandskab som forgrund, mens der i baggrunden ses et landskab med lave bakker.
Omkring kirken ligger ikke megen bebyggelse, blot et par gårde, men der er til gengæld tæt
træbeplantning omkring kirken mod syd og øst. Kirken er ganske dramatisk placeret højt på en
bakketop, omkranset af den hvidkalkede kirkemur og vejen lavt for foden af muren.
Umiddelbart i tilknytning til kirken ligger en gammel kirkestald med servicefaciliteter og tilhørende
parkering. En række af træer deler vej og parkeringsareal og samler rummet omkring kirkestalden. I
baggrunden danner en kirkeportal et flot fikspunkt for vejen, når man kommer vestfra.
Kirkeskibet er langt, bygningen stor og meget synlig i det lave landskab. Et tydeligt pejlingsmærke i
smukt selskab med fjorden.
Længere mod syd, men med næsten samme forhold til fjorden som kirken, ligger et ældre kultsted,
Grønsalen, en stor stensat langdysse.
Udsigt mod nordvest med Fanefjord Kirke i forgrunden.
121

Arkitektur og byggeskik
Som så mange andre byer er også Stege blevet hærget af brande; rigtigt slemt gik det til i 1457, og
flere gange i 1700-tallet, 1740, 1761, 1774 og 1784. Disse brande gjorde deres indhug i
bygningsmassen, som jo oftest stod i bindingsværk og med stråtag. I andre byer med store brande
var der fokus på tagmaterialet efter en brand med krav om, at nye huse skulle teglhænges, men det
nævnes ikke for Steges vedkommende i foreliggende kilder. Kun, at der var kongelige betingelser
forbundet med overgivelsen af Rødstensmark til byen: i de nye huse skulle tavlene være med
brændte sten i stedet for lerklinede. Ikke alle indordnede sig dog.
Udover kirken fra 1200-årene og Mølleporten fra midten af 1400-tallet står kun en enkelt bygning,
den gamle latinskole indtil 1701, Provstestræde 2 (fredet), tilbage fra 1400-årene.
Bygningerne
På ældre kort optræder flere gavlhuse i byen, men fra 1736 og frem er det langhuset, der er den
altdominerende hustype. Man optalte i 1760 fordelingen af facadelængden inddelt i: boder på 2-4
fag, langhuse på 5-6 fag og langhuse på 7 fag og derover. Stege var karakteriseret ved at have
mange huse i sidste kategori, og hvor man kunne forvente, det havde med velstand at gøre, kan man
ved sammenligning med socialtopografiske kort se det ikke er tilfældet, men i stedet affødt af, at
byggeriet var subsidieret: jo længere hus, des større skattefritagelse.
En lignende skattefordel omfattede byggeri i to etager, men dette blev sjældnere udnyttet. Først
senere, i 1850-erne, tager byggeriet i to etager til, her især i købmandsgårdene,
administrationsbyggeri (f.eks. Toldboden) og pakhuse. Og i dette tilfælde er der overensstemmelse
mellem indtægt og bygningshøjde for Storegades vedkommende.
I dag er næsten alle huse i Storegade i to etager, enkelte endda højere.
Rådhuset har gennem tiderne haft skiftende placeringer i byen. I middelalderen var det placeret som
Torvets femte side, se nedenfor.
Udsnit af Dahlbergs kort over Stege, 1659. Nord nedad.
122

men i 1740 får det en placering på den sydøstlige side af Storetorv, ved siden af det nuværende
apotek. 1854 bygges nyt rådhus med M.G. Bindesbøll som arkitekt, nu med en placering overfor, i
den nordlige facaderække.
Bindingsværk
Stege by præges af pudsede facader, men mange steder gemmer sig bindingsværk under det
pudsede lag. Andre steder står bindingsværket mere tydeligt frem, blot kalket over som efter lokal,
og sydsjællandsk, byggeskik.
Opbygningen af bindingsværket varierer. De ældste bygninger, op til omkring 1800
(Kammerrådgården, Storegade 35), er med styrterum, hvor bjælkerne er placeret et stykke nede på
stolpen, så den øverste del kan indgå i loftsrummet. I de yngre bygninger er bindingsværket typisk
konstrueret med bjælkerne oven på remmene og derpå spærene (Skolegade 17). Bindingsværket er
forholdsvis spinkelt, uden dokker, kun med løsholter. Der er oftest ret afskårne, gennemstukne
bjælketappe, med to synlige nagler, og en mere skjult af stolpen. På gårdsiderne, hvor der har været
færre ombygninger og bindingsværket i højere grad er bevaret, kan lange, krumskårne skalke flere
steder ses.
Efter 1830 opføres nye forhuse i Stege ikke længere i bindingsværk, men bliver kun anvendt til bagog
sidehuse i gårdene. Styrterumskonstruktionen forlades - måske fordi der skal bruges længere
stykker tømmer - og i stedet lægges bjælkerne oven på remmen og er kæmmet ned i denne. Spærene
tappes ned i bjælkerne og taget lukkes ind mod muren af en sugfjæl. Fortsat anvendes blot løsholt,
ikke dokker, men lange skråbånd forefindes (Store Kirkestræde 5). Eg har hidtil været det mest
brugte tømmer, men i midten af 1800-tallet bliver fyr mere anvendt.
Bindingsværket blev anvendt til helt op i 1920-erne.
Flere af forhusene i bindingsværk fik udskiftet facader og gavle til grundmur, således at der i
Storegade i dag kun er meget få facader i bindingsværk, og oftest overpudsede eller overkalkede.
Langgade 1, gården. Tidligere præstegård.
123

Illustration af styrterumskonstruktion. Kammerrådgården. Fra Stege indenfor volden
124

Murværk
De ældste grundmurede bygninger er Stege Kirke og Mølleporten, der står i munkesten med
kridtstensskifter. Holder man sig til den mere almindelige bygningsmasse er Steges ældste,
bevarede bygning fra 1400-årenes anden halvdel (latinskolen), og den står i middelalderligt
murværk i munkeskifte. I 1760 er kun de ovenfornævnte bygninger samt
tugthuset/navigationsskolen fra 1703-05 og det daværende rådhus, der står murede. Den øvrige by
er i bindingsværk. Først omkring 1800 begynder man at anvende grundmur, for eksempel til de to
købmandsgårde, Hages Gård fra 1815 og Empiregården fra 1813.
Man kan gøre sig den tilsnigelse at tro, at det lokale kridtmateriale blev anvendt i byggeriet, men
det var mest skrivekridt, som den mønske kridtsten kunne anvendes til, fordi kridtet fra Møns Klint
er en meget blød bjergart. Den gængse betegnelse "kridtsten" dækker således, noget misvisende,
ikke sten af kridt, men derimod sten af bryozokalk, oftest fra Stevns Klint. Bryozokalk fra Fakse
derimod betegnes oftest kalksten. Bryozokalken, som man således kan bygge med i store blokke,
findes ikke på Møn.
”Kridt”sten blev dog anvendt på Møn, ikke kun som dekorative skifter i kirken og Mølleporten,
men også som selve murens materiale. Hyppigst blev kridtstenen benyttet i det mindre
fremtrædende murværk, vendt mod gården, på gavle og udhuse, men også enkelte, mere
fremtrædende steder, f.eks. på hjørnebygningen Møllebrøndstræde/Storegade.
Det ældre murværk – her ses der bort fra det allerældste som kirke og byport - er typisk overkalket
eller overpudset. Murværk fra slutningen af 1800-tallet står blankt efter inspiration fra tidens
historicistiske strømninger. Her blev arkitekturhistorien nyfortolket og citeret i den stilblanding som
historicisme var med forbilleder i middelalder- og borgromantik. En del af forklaringen var, at
stilelementer blev fremstillet som katalogvare og hyppigt anvendt som dekorative led i
facadeopbygningen, især i de større byer. Det var en generel opgangsperiode indenfor byggeriet
med mange nye boliger og industri, således også i Stege, hvor Sukkerfabrikken med
funktionærboliger blev bygget, i samme – dog noget afdæmpet - stil. Også det gamle rådhus, nogle
af de yngre pakhuse, villaerne i Rådhusgadekvarteret og Vilhelmine Hages Stiftelse er
repræsentanter for denne stil.
To eksempler på kridtsten i bygninger i ét billede: Mølleport og hjørnebygningen Møllebrøndstræde/Storegade.
125

Gesimser, sålbænke og andre dekorationselementer på facaderne blev benyttet som udsmykning, og
var huset pudset stod disse dekorationsled typisk med afvigende farve, f.eks. hvid dekoration på gul
facadepuds. Ved blankt murværk var det skyggerne, der gav spillet.
Gesimserne kunne være trukket i våd puds (Hages Gård) eller udført i formtegl, være med
udkragede skifter og de mere raffinerede med tandsnit, savskifter og sparrekopgesimser eller være
konsolbårne. Disse gesimser har Stege mange fine eksempler, ikke mindst ved ankomsten til byen:
Hages Gård, Vejerboden og de øvrige havnerelaterede bygninger.
Ombygget pakhus, Storegade 46.
Det lokale teglværk, Hegnede Teglværk, leverede sten til mange af byggerierne på øen. Her ses mursten fra Hegnede
Teglværk i tavlet.
126

Vejerboden til venstre og til højre huset, der tidligere var ventesal og pakhus.
Tagbelægningen var – trods brande - strå op til omkring 1800. Herefter gik man over til fast tag,
oftest vingetegl, men skifertag blev også brugt, for eksempel til de store villaer i Rådhusgade og
Langgade. Nogle steder er de originale, slanke skorstene bevaret.
Hagesvej 2, opført 1893. Med nyt tag og velbevaret skorsten. Denne villa har altid haft tegltag, mens de
omkringliggende villaer har skifertag.
Porte og yderdøre
Der er mange fint udformede porte i byen. Ofte indgår portenes udsmykkede dele ikke i den
egentlige portkonstruktion, men er et tilføjet lag: beklædning sat uden på en revlekonstruktion, det
vil sige dørplade udført i brede brædder med en skrå revle indlagt til stabilisering. Beklædningen
kan have flere udformninger, være flammeret (skråt opsatte brædder) eller illudere fyldingsport.
Porten i Langgade 40 (fra 1895) er et flot eksempel på en beklædt revleport, der udefra ligner en fyldingsport.
127

Kun indefra afsløres den egentlige konstruktion og den tilhørende beslåning: båndhængsler på
stabler. Greb og låsetøj derimod lægger sig til ydersidens fremtoning og er almindeligt dørgreb og
lås, ikke staldgreb. Dørene er hyppigere skiftede, på grund af nyere tiders behov for isolering og
tæthed, som de gamle døre ikke altid har kunnet honorere. Når de gamle to-fløjede døre udskiftes til
nye, opstår problemet med at tilpasse sig det eksisterende dørhul, som jo ofte er lidt for bredt til den
nye dør. Løsningen er ofte en dør med sideparti, og det opleves som et væsentligt, arkitektonisk
brud – fordi husets symmetriakse brydes, og det lige i øjehøjde.
Et par steder er bevaret gamle fyldingsporte, hvor de øverste fyldinger er i smedejern, og udgør
elegante, halvtransparente adskillelser, hvor igennem gården kan anes, ligesom smedejernsporten
ind til Luffes Gård i Storegade.
Luffes gård med fin port, fordakning om døren og dekoreret murblændingsfelt. Foto til højre port i Storegade 70 D.
Til venstre: Apoteket, opført 1799, med løvehoveder på porten og udskåret spejlblænding.
Til højre: Storegade 66, opført 1917, med port fra det tidligere hus med udsmykning over og udskåret spejlblænding.
128

Kig op ad Storegade med vinduer i flere udgaver: store termoruder i originale huller først i højre side, udvidet murhul
midt i billedet og mellemtingen, stor rude og opsprosset overvindue i det røde hus. Glashuset står som et forholdsvis nyt
bud på at føje sig ind i købstadsbebyggelsen: husprofil og (vindues-)fagbredde lånes fra købstadshuset, samtidig med at
bindingsværksstolper og styrterummets proportionering af facaden citeres. Men materialet er et ganske andet.
Bygningernes vinduer er som i andre egne af landet ofte korspostvinduer eller torammede, og som
så mange andre steder hyppigt udskiftede til nye; de yngste som de bedst tilpassede, de ældre fra
1970-erne og butiksvinduerne ofte som store termoruder.
I Steges bykerne er velbevaret. Kun få, yngre huse skiller sig ud, f.eks. ovenfor viste glashus og
Møn Banks hus fra 1950 på torvet. Nogle steder er der store, faste baldakiner over underetagens
butiksruder, men de er få. Disse baldakiner pynter da heller ikke: huset skæres over i to, over og
under baldakinen, mens oplevelsen for den gående reduceres til kun at opfatte rummet under
baldakinen - oplevelsen af selve gaderummet mistes.
I kvartererne udenfor bykernen er billedet mere blandet: efter længehusene nærmest bykernen ligger
villaer, alle i deres eget udtryk og form, men med fælles stiltræk, typisk med inspiration fra
nationalromantik og skønvirke. De yngre villaer langs kysten mod Stege Bugt er yngre og her er det
modernismen, der inspirerer i form, størrelse og proportionering.
129

Stilhistoriske eksempler fra Stege
Klassicisme
Kammerrådgården Empiregården
Bindingsværkshusenes facader kunne tage farve af tiden ved opdatering af de dekorative led, så den
selv samme bygning skiftede udseende som tiderne skiftede, f.eks. Kammerrådgården fra 1773, som
egentlig er et bindingsværkshus med styrterum, men fik senere tilføjet klassicistisk inspirerede
søjler og tempelgavl. Bindingsværket står inde bag ved. Andre steder blev gadefacaden nedrevet og
den ny facade muret op.
Empiregården blev opført omtrent samtidig, men her er klassicismen fuldtonet i hele facadens
opbygning: stor fronton over midterpartiet, som er fremhævet ved refendfuget puds og farveskifte.
Som modspil til de opadstræbende linjer fremhæves de vandrette af kordon- og hovedgesimsen.
Historicisme
Saron Rådhuset, desværre bag lygtepælen
Tiden fra sidst i 1800-tallet og lidt ind i 1900-tallet er stilblandingens tid, samlet under begrebet,
historicisme. Der citeres fra alle stilarter, og Saron på Sofievej, fra 1912, opviser historicismens
forkærlighed for det middelalderlige med gotiske detaljer som spidsbuer, blændingsfelter og
kamtakker – detaljer lånt fra kirke- og herregårdsarkitekturen. Og velvalgt til dette hus, som er et
missionshus. Også det gamle rådhus i Storegade, fra 1854, tegnet af Bindesbøll, er eksponent for
tiden.
130

Skønvirke-inspireret stil/Nationalromantik
Rådhusgade 51 Storegade 52
I samme periode tog andre udgangspunkt i det nationale håndværk, skævede til Schweiz, og gav
husenes tage fokus med rejste kviste, udskårne skalke og bjælker under udhængene. Tagmaterialet
var typisk skifer. Facaderne kunne have indslag af dekorativt bindingsværk - i Stege står facaderne
dog hyppigst blot i blankt murværk. Flere af husene i Rådhusgade og vejene omkring står i denne
stil, ligesom Storegade 52.
Nyklassicisme/ bedre byggeskik
Lohmannsvej 8 Thorsvang Allé
Stilblanding blev snart opfattet som stilforvirring og resulterede i behov for renselse. Klassicismen
fik en renæssance og gav inspiration til en hel bevægelse: Bedre Byggeskik, som gav tegnehjælp til
nybyggere, især på landet. Flere af de yngre villaer indenfor volden er fine eksempler på
nyklassicisme, f.eks. Lohmannsvej 8 (oprindeligt borgmesterbolig), Møllebrøndstræde 16, Sofievej
10, og flere af husene under Sukkerfabrikken i Lendemarke.
131

Møllebrøndstræde 16, facade og gavl i stram symmetri.
Men også Storegade rummer smukke eksempler: posthuset af arkitekt Kristoffer Varming fra 1925,
og Storegade 56 af arkitekt Cosmus Bræstrup.
Posthuset
132

Modernisme
Langelinie Møns Bank
En anden, næsten samtidig strømning er modernismen med asymmetrisk opbyggede facader, flade
tage, store vinduer og enkle flader, eksemplificeret i Møns Banks bygning fra 1950. Det
tidsmæssige sammenfald med nyklassicismen, i hvert fald i udspringet, afspejles i Danmark i også
et stilmæssigt sammenfald – måske en forsigtighed - hvor klassicismens brug af symmetri fortsættes
i et modernistisk formsprog, f.eks. Langelinie 4, 16, 18, biografen og Davrehøj (af P.Henningsen)
udenfor Lendemarke.
Biografen i Stege Davrehøj
133

Byggeskikken på landet
Den oprindelige byggeskik på Møn følger meget byggeskikken på Sjælland med mange firlængede
gårde i overkalket bindingsværk. På Møn ses desuden hyppigt tolængede parallelgårde med
fritliggende, endog meget lange stuehuse. Ved udskiftningen forsvandt disse parallelgårde næsten
helt i andre egne, hvor de blev flyttet ud eller udbygget til firlængede anlæg, men således ikke i lige
så høj grad på Møn.
Bindingsværk
Møn repræsenterer et brydningsområde mellem fynsk (via Lolland-Falster), på tømmer righoldigt
bindingsværk, og sjællandsk, magert bindingsværk: På den vestlige og østlige del af øen var det
sjællandsk tradition, der blev fulgt – for eksempel uden dokker, mens de sydlige egnes
byggetradition var inspireret af Falster, med lidt mere tømmer, men stadig ikke så opulent, som det
fynske bindingsværk og som det falsterske var. Også inspirationen til detailløsningerne blev hentet
fra de nærmest liggende egnsdele. Skråbåndet er dog, både i syd, øst og vest, vendt som på Falster,
så det skråner opad mod hushjørnet.
Tavlene kan være lerklinede, oftere murede med teglsten eller kridtsten – dog næppe fra Møns
Klint, der producerede det blødere skrivekridt. Snarere har der været tale om kridtsten fra Stevns.
Et mønsk træk er også de mange småbygninger på gavle og langsider, og det samme gælder de
rejste helgavle, hvor den øverste trekant lukkes med vandret bræddebeklædning.
Tækningen er mest sjællandsk tradition, dog med lidt hyppigere brug af kvartvalm i gavlene end på
Sjælland. På rygningen anvendes kragetræer.
Stråtækt gård med strå lodret på gavlen Bogø by.
134

Hus i Bogø By med fint, men landligt gærde om haven. Gård i Tøvelde
Som i byen blev porten også på landet særligt fremhævet med årstal og navn på gården skrevet på
overliggeren, og ofte også med dekorative detaljer, malede eller udskåret.
Murværk
Det ældste murværk i landområdet er naturligvis at finde i middelalderkirkerne, hvor flere står i
blankt, rødt murværk: Borre og Magleby. Borre dog med kridtstensbånd, ligesom kirkegårdsmuren
ud mod gaden. Ellers var bindingsværket højt op i tiden den fremherskende byggemåde.
Med fortætningen af landsbyerne fra sidste halvdel af 1800-tallet kom der flere grundmurede huse
til. Ofte stod de i blankt murværk med fint murede dekorationsled, hvor inspirationen kunne være
hentet fra den store by, Stege. Byens nye strømninger afspejledes lidt forsinket og forenklet på
landet, men det forekom også, at udenbys arkitekter blev bestilt til opgaver i Stege og efterfølgende
tegnede en større gårdejers stuehus, f.eks. Bindesbøll med Rådhuset og Nybøllegård. Ellers blev
arkitekter tilkaldt når de særlige bygninger skulle bygges: kirken i Nyord af Glahn, i gult, blankt
murværk, og ved byggeriet af Rødkilde Højskole med interiører af Bindesbøll og Bogø Kostskole,
ved arkitekt Ejnar Frederiksen.
Tidligere forskole i Sprove/Røddinge. Nydeligt grundmuret hus i Pollerup.
135

Gård ved Landsled
Også i andelstiden i 1920-erne fortsatte man med blankt murværk, især til større byggerier som
store gårdes stuehuse, brugsforeninger, forsamlingshuse og mejerier. Man dyrkede proportioneringen,
inspireret af, eller måske endda hjulpet på vej af, bevægelsen omkring tidsskriftet ”Bedre
Byggeskik”. Således er mange mindre gårde, ikke at forglemme de mange husmandssteder, bygget i
med denne periode med nyklassicistisk stilinspiration - på Møn sjældent i blankt murværk, oftere
pudsede.
Grundmuret udhus/vognport og villa i Hårbølle
De nyere strømninger afspejles næsten ikke fuldtonet i landdistriktets bygninger, men villaerne
følger tidens strømninger og får anstrøg af funkis og modernisme.
Grøn, funktionalistisk inspireret villa i kridtsten i Hjertebjerg.
Kilder: Stege inden for Volden. Landhuset. Sydsjælland og Møn, Turistforeningen, årbog 1933. Gyldendals
egnbeskrivelser, MM´s lister).
136

Arkitekter/bygmestre Sted Uddannelse Kilde
Andersen, Carl Mus.nr. 1993063
Bindesbøll, M.G. Arkitekt Stege inden for v.
Boesen Stege Murermester Modernismens huse
Bræstrup, Cosmus Arkitekt Stege inden for v.
Christensen, Chr. Lendemark Mus.nr. 1993063
Frederiksen, Ejnar Stege Bygmester Stege inden for v.
Friis-Jensen, H.C. Arkitekt Stege inden for v.
Gundestrup, Thorvald Arkitekt Stege inden for v.
Hansen, Claudius Arkitekt Stege inden for v.
Hansen Murer Modernismens huse
Hansen-Reistrup, U. Næstved Arkitekt Mus.nr. 1993063
Hemmingsen, Børge Mus.nr. 1993063
Hemmingsen, Christian Borre Bygmester A 885
Hemmingsen, P. Arkitekt Modernismens huse
Hemmingsen, Regnberg Borre Bygmester? A 885
Henriksen, Lars Stege Bygmester Møns Folkeblad 1895-6
Hüttemeier, A. Mus.nr. 1993063
Jensen, Johan Stege Bygmester Stege inden for v.
Jensen, Sven Stege Arkitekt Mus.nr. 1993063
Jensen, Svend Aage Damme Bygmester Tlf.bog 1965
Jørgensen, Alfred Mus.nr. 1993063
Jørgensen, John Magleby Bygmester A 885
Kampmann, Hack Arkitekt Stege inden for v.
Kähler, A/S H.C. Ll. Skensved Mus.nr. 1993063
Larsen, Vagn Lendemark Arkitekt Tlf.bog 1966
Lindhard, Ferdinand Stege Murermester Stege inden for v.
Lund, J.V. Vordingborg Mus.nr. 1993063
Madsen, Agge Arkitekt Stege inden for v.
Madsen, Holger Suldrup Stege Murermester Modernismens huse
Nebelong, N.S. Stege inden for v.
Nielsen, Gustav Stege Bygmester Mus.nr. 1993063
Nielsen, H.P. Arkitekt Modernismens huse
Nielsen, K. Almer Damme Arkitekt Tlf.bog 1964
Petersen, Alfred Mus.nr. 1993063
Petersen, Jens Peter Stege Tømrermester Stege inden for v.
Refer, Alf Arkitekt Tlf.bog 1953
Teglbjærg, Stubbe Mus.nr. 1993063
Teisner-Madsen, K. Stege Mus.nr. 1993063
Tiedemand-Dahl, Johannes Næstved Arkitekt Mus.nr. 1993063
Türck, H.H.L.A Stege Murermester Stege inden for v.
Wilsbech, Frederik Arkitekt Stege inden for v.
Winther, H.P. Stege Mus.nr. 1993063
Poulsen Nørbjerg Arkitekt Møns Folkeblad 4.2.1920
Skulle ifølge nekrologen have Bygget Ottekanten på Rødkilde, Sukkerfabrikkens kontorbygning og
bygning på Nordfeld. Oprettede håndværkerskole på Rødkilde.
137

Arkitekter på Møn 1975-2005.
Arkitekt Uddannelse Kilde
Groes, Uffe Arkitekt Vejviser 1975, 1980
Johansen, Anne Arkitekt Vejviser 1975, 1980, 1985
Kragelund, Aage Arkitekt Vejviser 1980,
Kormannshaus, Rolf Arkitekt Vejviser 1985, 1990
Christiansen, Anette Arkitekt Vejviser 1995
Boesen, Lissy Arkitekt Vejviser 1995, 2005
SEBRA A/S Arkitekt Vejviser 1995, 2005
Drescher, Svend Brøndum Arkitekt Vejviser 2005
Madsen, K. Tejsner Arkitekt Vejviser 1980, 1985
138

Litteraturliste
Publiceret materiale:
Aber, J. S. (1980). "Kineto-stratigraphy at Hvideklint, Møn, Denmark and its regional significance." Bull. geol. Soc.
Denmark 28: 81-93.
Aber, J. S. (1982). "Model for glaciotectonism." Bull. geol. Soc. Denmark 30: 79-90.
Aber, J. S. (1985). "The character of glaciotectonism." Geol. en Mijnbouw 64: 389-395.
Aber, J. S. (1988). "Spectrum of constructional glaciotectonic landforms. Genetic Classification of Glacigenic Deposits.
R. P. Goldthwait and C. L. Matsch. Rotterdam, Balkema: 281-292.
Aber, J. S., D. G. Croot, et al. (1989). "Glaciotectonic Landforms and Structures. " Dordrecht/Boston/London, Kluwer
Academic Publishers. 200s.
Abildgaard, S. (1759). "Beskrivelse over Stevens Klint og dens naturlige Mærkværdigheder" København.
Abildgaard, S. (1781). "Physisk-mineralogisk Beskrivelse over Møens Klint." København. (refereret fra Hintze 1937).
Agricola, G. (1546). "Habent autem pleræsque regions cretæ colles ut Gallia, Britannia, Muna deserta maris Balthici
insula, qua e Pomerania nauigatur ad Copenhagen Daniæ, at saxum, puo durius eo difficilius ex se lineas producit.
Constantiæ murus magna ex parte ex id genus saxo constat.” De natura fossilium. (refereret fra Hintze 1937)
Bedemar, V. (1820). "Ueber die Kalk- und Kreide-Formation von Faxöe, Stevens und Möens Klint". Leonhard’s
Mineralogisches Taschenbuch für das Jahr 1820. Frankfurt am Main 1829 (refereret fra Hintze 1937).
Bennike, O., E. O. Heiberg, et al. (1993). "Første danske lemminger." Naturens Verden 57: 57-63.
Bennike, O., M. Houmark-Nielsen, et al. (1994). "A multi-disciplinary macrofossil study of Middle Weichselian
sediments at Kobbelgård, Møn, Denmark." Palaeogeography, Palaeoclimatology, Palaeocology 111: 1-15.
Bennike, O., J. B. Jensen, et al. (2001). "Late Quaternary records of Naja ssp. (Najadaceae) from the southwestern
Baltic region." Review of Palaeobotany and Palynology 114: 259-267.
Berthelsen, A. (1973). "Weichselian ice advances and drift successions in Denmark." Bull. Geol. Inst. Univ. Upps. New
Series 5: 21-29.
Berthelsen, A. (1978). "The Methodology of kineto-stratigraphy as applied to glacial geology." Bull. geol. Soc.
Denmark 27: 25-38.
Berthelsen, A. (1979). "Recumbent folds and Boudinage structures formed by subglacial shear: An example of Gravity
tectonics." Geologie en Mijnbouw 58(2): 253-260.
Berthelsen, A. (1980). "En Hatformet Bakke." Varv 3: 82-88.
Berthelsen, A. (1981). "INQUA-Field meeting in Denmark 1981. " University of Copenhagen. 5 s.
Berthelsen, A. (1986). "Glaciotectonic structures in the cliffs of southern and eastern Møn, Denmark.. " Institut for
Almen Geologi, Københavns Universitet. 3 s.
Berthelsen, A., P. Konradi, & Petersen, K.S. (1977). "Kvartære lagfølger og strukturer i Vestmøns klinter." Dansk
geologisk Forenings Årsskrift for 1976: 93-99.
Berthelsen, A., P. Konradi, Peteresen, K.S., Rasmussen, L. A. & Sjørring, S. (1976). Nordqua ekskursion 1976 til:
Sjælland, Falster, Møn. 31s.
Birkelund, T. (1957). "Upper Cretaceous Belemnites from Denmark." Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab
Biologiske Skrifter 9: 69.
Birkelund, T. & R. Bromley (1980). "The Upper Cretaceous and Danian of NW Europe. " T. Birkelund and R.
Bromley. Guide to excursion A-69. Guide-Book, Paris, 26th International Geological Congress: 3-31.
Bromley, R. G. (1996). “Trace fossils. Biology, taphonomy and applications.” Chapman & Hall, London 341 s.
Bromley, R.G. (1975) "Chalk and brozoan limestone: facies sediments and depositional environments" I Birkelund, T.
& Bromley, R.G. (red.) Cretaceous-Tertiary boundary events, I, 0. University of Copenhagen.
Damholt, R. & F. Surlyk (2004). "Laminated-bioturbated cycles in Maastrichtian chalk of the North Sea: oxygenation
fluctuations within the Milankovitch frequency band. " Sedimentology 51, 1323-1342.
Dyssel, J.A. (1757). "Tilforladelig Efterretning om det navnkundig Forbierg Møens Klint. " Danmarks og Norges
oeconomiske Magazin I. 239-256. København (refereret fra Hintze, 1937)
Ellitsgaard-Rasmussen, K. (1999). "Mønbakker. " Stege, Møns Amatørgeologiske Forening. 12 s.
Faurbye, M. (1999). "En Kvartærstratigrafisk og sturkturgeologisk undersøgelse af klintprofilet Feriehjemmet på det
sydlige Møn, Danmark. " Upubliceret specialeafhandling, Geologisk Institut, Københavns Unversitet. 111 s.
Forchhammer, J. G. (1826). "Om de geognostiske Forhold i en Deel af Sjælland og Naboøerne." Kgl. Danske Vid.
Selsk. Skr. natur. og Math. Afd. 2: 245-280.
Forchhammer, G. (1835). ”Danmarks geognostiske Forhold. Indbydelsesskrift til Reformationsfesten d. 14de Novebr.
1835. København 111 s.
Garrison, R. E. & W. J. Kennedy (1977). "Origin of solution seams and flaser structure in UpperCretaceous chalks of
southern England." Sedimentary Geology 19: 107-137.
139

Gripp, K. (1947). "Jasmund und Möen, eine glazialmorphologische Untersuchung." Z. Erdkunde 1: 175-182.
Hansen, S. & S. Nielsen. (1960). "Glacial geology of southern Denmark. " Guide to excursions A44 and C39.
International Geological Congress, Denmark guidebook III, 56 s.
Heiberg, E. O. (1991). "Senglaciale Søer." Varv 4: 104-118.
Heiberg, E. O. (1995). "Sen- og postglaciale mindre gnavere (Rodentia) og insektædere (Insectivora) fra Danmark. "
Upubliceret speciale, Geologisk Institut, Københavns Universitet. 274s.
Heiberg, E. O. (1996). "En kvartær-zoologs (palæo-herpetologs) bekymring omkring etablering af vandhuller." Nordisk
Herpetologisk Forening 39(5): 121-124.
Heiberg, E. O. & O. Bennike (1997). "Late Quaternary Rodents from the Southwestern Baltic Sea." Baltical Special
Publication Special Publication 10: 47-52.
Heinberg, C. (2000). "Livet i Kridthavet." Varv 4: 3-48.
Hermansen, B. & P.R. Jakobsen (2000). "Danmarks digitale Jordartskort 1:25.000." Danmarks og Grønlands
Geologiske Undersøgelse Rapport 2000/81.
Hintze, V. (1937). "Møens Klints geologi. " Copenhagen, Reitzels Forlag. 410s. (redigeret posthumt af E.L. Mertz & V.
Nordmann).
Houmark-Nielsen, M. (1981). "Glacialstratigrafi i Danmark øst for Hovedopholdslinien." Dansk Geologisk Forenings
Årsskrift for 1980: 61-76.
Houmark-Nielsen, M. (1988). "Nyt om sidste istid." Varv 4: 126-138.
Houmark-Nielsen, M. (1994). "Late Pleistocene stratigraphy, glaciation chronology and Middle Weichselian
environmental history from Klintholm, Møn, Denmark." Bull. geol. Soc. Denmark 41: 181-202.
Houmark-Nielsen, M. (1999). "A lithostratigraphy of Weichselian glacial and interstadial deposits in Denmark." Bull.
geol. Soc. Denmark 46: 101-114.
Houmark-Nielsen, M. (2003). "Geologiske mærkværdigheder: Kritik af en model for det danske istidslandskabs
dannelse." Geologisk Tidsskrift 1: 1-20.
Houmark-Nielsen, M. & K. H. Kjær (2003). "Southwest Scandinavia, 40-15 kyr BP: palaeogeography and
environmental change." Journal of Quaternary Science 18(8): 769-786.
Howorth, H. H. (1896). "The dislocation and disintegration of the chalk in eastern England and in Denmark." Geolog.
Mag. 33: 298-309.
Hyde, G. (1986). "En glacialgeologisk og glacialmorfologisk undersøgelse af klinterne på Nordøstmøn sant klinternes
bagland. " Upubliceret speciale, Geografisk Institut, Københavns Universitet.
Håkansson, E., R. Bromley, et al. (1974). "Maastrichtian chalk of north-west Europe - a pelagic shelf sediment." Spec.
Publs int. Ass. Sedimnet 1: 211-233.
Håkansson, E. & E. Voigt (1996). "New free-living bryozoans from the northwest European Chalk." Bulletin of the
Geological Society of Denmark 42: 187-207.
Haarsted, V. (1956). "De kvartærgeologiske og geomorfologiske forhold på Møn." Meddelelser fra Danmarks
Geologiske Forening 13(2): 124-126.
Jeletzky, J.A. (1951). "Die Stratigraphie und Belemnitenfauna des Obercampan und Maastricht Westfalens,
Nordwestdeutschlands und Dänemarks sowie einige allgemeine Gliederungs-Probleme der j’ungeren borealen
Oberkreide Eurasiens." Geol. Jahrb. Beiheft 1: 1-142.
Jensen, J. B. (1992). "Late Weichselian deglaciation pattern in the southwestern Baltic: Evidence from glacial deposits
off the island of Møn, Denmark." Bull. geol. Soc. Denmark 40: 314-331.
Jensen, J. B., O. Bennike, et al. (1997). "The Baltic Ice Lake in the southwestern Baltic: sequence-, chrono- and
biostatigraphy." Boreas 26: 217-236.
Jensen, J. B., O. Bennike, et al. (1999). "Early Holocene history of the southwestern Baltic Sea: the Ancylus Lake
stage." Boreas 28: 437-453.
Johansen, A. C. (1904). "Om den fossile kvartære Molluskfauna i Danmark, og dens relationer til forandringer i
klimaet. Land- og Ferskvandsmolluskfaunaen. " København, Nordisk Forlag. 139s.
Johansen, A. C. (1906). "Om temperaturen i Danmark og det sydlige Sverie i den senglaciale tid." Meddelelser fra
Danmarks Geologiske Forening 12: 7-22.
Johnstrup, F. (1874). "Ueber die Lagerungsverhältnisse und die Hebungs-phänomene in den Kreideflesen auf Möen und
Rügen." Z. deutsch. geol. Ges. 1874: 533-585.
Jørgensen, N.O. (1970). "Ostrakoder fra det danske skrivekridt - deres stratigrafiske og økologiske betydning.
Upubliceret speciale. Københavns Universitet 232 s.
Kandrup, N. (2004). "Møns Geologi. " Upubliceret rapport. Østsjællands Museum. 27s.
Kjær, K. H. (1996). "Subglaciale og glacioakvatiske aflejringer. " Upubliceret specialeafhandling, Geologisk Institut,
Københavns Unversitet. 180 s.
Kjær, K. H., M. Houmark-Nielsen, & Richardt, N (2003). "Ice-flow patterns and dispersal of erratics at the
southwestern margins of the last Scandinavian Ice Sheet: signature of palaeo-ice streams. " Boreas. 32, 120-148.
140

Kolstrup, E. (1982). "Late-Glacial pollen diagrams from Hjelm and Draved Mose (Denmark) with a suggestion of the
possibility of drought during the Earlier Dryas." Review of Palaeobotany and Palynology 36: 35-63.
Kolstrup, E. (1993). "Periglacial environmental developments between 30 and 20 ka BP in Denmark." Geologie en
Mijnbouw 72: 159-166.
Kolstrup, E. & M. Houmark-Nielsen (1991). "Weichselian palaeoenvironments at Kobbelgård, Møn, Denmark." Boreas
20: 169-182.
Konradi, P. (1973). "Foraminiferas in some danish glacial deposits." Bull. Geol. Inst. Univ. Upps. New Series 5: 173-
176.
Krüger, J. & S. Sjørring (1988). "Geologi og landskabsudvikling på Lolland Falster Møn. Danmark - Lolland Falster
Møn. " Raben-Levetzau, Gyldendal: 243-258.
Lemke, W., J. B. Jensen, et al. (2001). "Hydrographic thresholds in the western Baltic Sea: Late Quaternary geology
and the Dana River comcept." Marine Geology 176: 191-201.
Lemke, W., J. B. Jensen, et al. (1999). "No indication of a deeply incised Dana River between Arkona Basin and
Mecklenburg Bay." Baltical Special Publication Special Publication 12: 66-70.
Lykke-Andersen, H, & F. Surlyk (2004). "The Cretaceous-Palaeogene boundary at Stevns Klint, Denmark: iversion
tectonics or sea-floor topography? " Journal of the Geological Society, London, 161: 343-352.
Marcussen, I. & T.V. Østergaard (2003). "Danmarks geologiske seværdigheder" København: Politikens Forlag. 252 s.
Mikkelsen, V. M. (1949). "Præstø Fjord." Dansk Botanisk Arkiv 13(5).
Nestler, H. (1975). "Die Fossilien der Rügerner Schreibkreide." Ernst-Moritz-Arndt Universität Greifswald.
Nielsen, K. B. (1913). "Crinoiderne i Danmarks Kridtaflejringer." Danmarks Geologiske Undersøgelse II.Række 26: 1-
120.
Nielsen, A.V. (1979). "Landskabet tilblivelse. " I Danmarks natur Bind 1. København. Politikens Forlag: 251-244.
Noe-Nygaard, N. & E. O. Heiberg (2001). "Lake-level changes in the Late Weichselian Lake Tøvelde, Møn, Denmark:
induced by changes in climate and base level." Palaeogeography, Palaeoclimatology, Palaeocology 174: 351-382.
Pedersen, G. K, E.O. Heiberg, T.K. Stockmarr (1995). "Excursion Guide Southeast Denmark." Geological Institute,
University of Copenhagen, Denmark.
Pedersen, S. A. S. (2000). "Superimposed deformation in glaciotectonics." Bull. geol. Soc. Denmark 46: 125-144.
Pedersen, S. A. S. (2003). "Vurdering af skredrisiko for området oven for Maglevandsfaldet på Møns Klint." Danmarks
og Grønlands Geologiske undersøgelse rapport 2003/50: 34 s.
Pedersen, S. A. S. & I. Møller (2004). "Prediction and risk evaluation of chalk cliff collapse: the PROTECT project."
Geological Survey of Denmark and Greenland Bulletin 4: 89-92.
Perch-Nielsen, K . (1968). "Der Feinbau und die Klassifikation der Coccolithen aus dem Maastrichtien von Dänemark.
" Biol. Skr. Dan Vid. Selsk 16. 1-96.
Puggaard, C. (1851). "Møens Geologi. " København. 287 s.
Rasmussen, H. W. (1950). "Cretaceous Asteroidea and Ophiuroidea." Danmarks Geologiske Undersøgelse II.Række 77:
126.
Rasmussen, H. W. (1961). "A monograph on the Cretaceous Crinoidea." Biol. Skr. Dan. Vid Selsk. 12: 428.
Rasmussen, H. W. (1964): "Møn. Landskab og undergrund. " Faglig læsning. Ny serie 64. Gyldendal. 33s.
Rasmussen, H. W. (1979): "Blottede lag fra Danmarks undergrund." I Danmarks Natur 1, 131-160.
Rasmussen, M. B. (1999). "Glacialmorfologisk kort over Sjælland, Lolland-Falster, Møn og omgivende øer. " Skov og
Naturstyrelsen. København. 3s.
Ravn, J. P. J. (1928). "De regulære echinider i Danmarks kridtaflejringer." Kgl. Danske Vid. Selsk. Skrifter Afd.9 R.1.1.
Rosenkrantz, A. & H.W. Rasmussen (1960). "South-eastern Sjælland and Mön, Denmark." International Geological
Congress XXI Session Norden 1960. Guide to Excursions Nos A42 and C37: 17s.
Slater, G. (1927). "The structure of the disturbed deposits of Møens Klint, Denmark." Trans. Royal Soc. Edinburgh 55-
2-12: 289-302.
Thorkild Kjærgaard : Den danske Revolution Gyldendal
Jesper Lauersen : Historien i Skoven Skippershoved
Michael Stoltze: Dansk Natur Gyldendal
Peder Agger : Dyrenes Danmark Gyldendal
Hans-Ole Hansen: Danske Naturområder Gyldendal
Bo Fritzbøger: Det åbne lands kulturhistorie
Vivian Etting red: På opdagelse i kulturlandskabet Gyldendal
141

Anne Rosenberg Andersen, Lene Brøsting, Niels Grumløse, Nicolai Garhøj Larsen og Maja Thovtrup. Projekt Møns
Forhistorie. Kulturhistoriske Studier 1998 Sydsjællands Museum
Jørgen Jensen Danmarks Oldtid bd. 1-4 København 2001-2004
Niels-Knud Liebgott Dansk Middelalderarkæologi 1989 København
Henriette Rensbo. Udgravningen af Stegeborg – foreløbige resultater af undersøgelserne i sommeren 2000. I:
Kulturhistoriske Studier 2001 Sydsjællands Museum
Trap Danmark, Præstø Amt.1921, 1955.
F. Bojsen: Af Møns historie. Bd. 1-10. 1905. 1918. 1923.
J Paludan: Beskrivelse over Møen, Bd. 1-2. 1823.
K. Lütchen-Lehn: Empiregården i Stege. 1981.
K. Lütchen-Lehn: Nyord – lodsernes ø. 2005.
Jubilæumsskrift: Rødkilde Folkehøjskole 1866-1991.
K.E. Frandsen: Vang og tægt. 1983.
S.I. Andersson & I.M. Antonsen: Liselund på Møn. 1989.
B. Scavenius: Den fortryllede Have. 1992.
Scavenius: Klintholm Gods.1998.
V. Hintze: Møens Klints geologi. 1937.
Politikens bog om Danmarks Kirker.2000.
Danmarks Kirker, Hefte 7. Nationalmuseet.
Jubilæumsskrift: Møns Turistforening gennem 75 år.1983.
M. von Haven: Portræt af Møn 1977. 1977.
J. Farø: Farø Vej-over-ø. 1995.
L. Larsen: Møns Historie. 2004.
Red. K. Lütchen-Lehn: Fanefjord – et sogn på Møn. 1996.
Bogø År 2000. 100 års handel og håndværk på Bogø.2000.
Velkommen til Bogø. 1998.
A. Engelund: Dronning Alexandrines Bro. 1943.
L. Ravnsted-Larsen: Møn rundt. 1992.
Skov- og Naturstyrelsen: Kulturhistorisk inddeling af landskabet. 1997.
B. Friis: Stege indenfor volden.1981.
E. Schmidt: Klintholm Havn – Nutid - Fortid – Fremtid. 1986.
Aa. Kampp: Møns Kulturlandskab. 1988.
Jubilæumsskrift: Fra roe til sukker. Møns Museum. 1984.
R. Andersen: I jernlænker. 2004.
O. Lindboe: Lyset over Klinten – da kunsten kom til Møn. 2001.
E. Christophersen, K.E. Gruno: Nyords lodser. Historisk Samfund for Præstø Amt. Årbog 1973/74.
Møns Telefonbog. Navne- og Erhvervsregisteret. 1969, 1973.
M. Stenak: De inddæmmede landskaber. En historisk geografi. 2005.
22 kulturmiljøer for Pilotprojekt Nationalpark Møn. Kulturmiljøbeskrivelser nr. 18 og 19 ved Berings Tegnestue. 2004.
Kulturmiljøet på Store Klint, Møns Klint. Rapport til Kulturmiljørådet i Storstrøms Amt. Ved Møns Museum. 1999.
N.P. Andreasen: Tårnfalken/DDS. 1987.
Turistforeningen: Turismeårbog.1933.
P. Michelsen: Museumsgården i Keldbylille. 1968.
Møns Folkeblad 4.5. 1964.
Bondegårdens Have. Berlingske Tidende. 15.4.2001.
E.M. Rosenmeier: Havehistorie i Keldbylille. Historisk Samfund for Præstø Amt. Årbog, 1997.
Fredede Bygninger. Skov- og Naturstyrelsen.1999.
Curt von Jessen, m.fl.: Landhuset. 1975.
Miljøministeriet Fredningsstyrelsen: Stege inden for volden. 1981.
Poul Tuxen: Stege 1500-1950.
Gyldendals Egnsbeskrivelser: Lolland-Falster-Møn. 1980.
Gorm Benzon: Egnsbindingsværk i Danmark. 2000.
Skov- og Naturstyrelsen. De kulturhistoriske interesser i landskabet. 1997.
Skov- og Naturstyrelsen. Udpegning af værdifulde kulturmiljøer i regionplanlægningen. 1999.
Skov- og Naturstyrelsen. På opdagelse i kulturlandskabet. 1995.
142

Upubliceret materiale:
H. Schummel: Bønderne og fællesskabet. Upubliceret Speciale 1989.
Red. E. Andersen: Bogø Brugsforening. 1893.
H. Ålsbøl: Udstillingskatalog. Møns Historie 1660-2000. 2004.
Skov- og Naturstyrelsen: Historiske Overdrev. 2001.
Diger.tab. Intern database, Møns Museum. 2003, 2005.
E. M. Rosenmeier: Kulturmiljøer i dag i Stege med henblik på udpegning og forvaltning. Speciale ved Syddansk
Universitets Center. 2004. Møns Museum.
E.M: Rosenmeier: Klassifikation af diger på Møn. Opgave ved Syddansk Universitets Center. 2003. Møns Museum.
Udvandrede fra Møn 1868-1915. Udtræk fra udvandrerdatabase. 1987.
Vedtægt for Råbylille Dige- og Kystsikringslag. Præstø amt. 1966.
Interview med bestyrelsesmedlem og kasserer Hans Eigil Jensen, dec. 2005 vedr. Raabylille Dige-, kyst og
afvandingslag. Møns Museum 2005.
Interview med Forstander Ellen Andersen, Bo og Netværk Møn. Langgade 57. Stege. Møns Museum 2005.
Interview med ejeren af Askeby Autoværksted, Arne Nielsen dec. 2005. Møns Museum.2005.
Interview med Ejler Svan, vedr. Bogø, dec. 2005. Møns Museum 2005.
Martin Hansen, Mette Holm, Morten Tranekjær Jensen, Tue Kristensen, Bodil
Mortensen og Mette Møller Pedersen.
Målretning af MVJ ved hjælp af Karakterkortlægning - projekt i
Landskabsforvaltning. Maj 2003. Institut for Økonomi, Skov& Landskab Den
Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole Frederiksberg
Styregruppens endelige rapport for Pilotprojekt Nationalpark Møn. Juni 2005.
Databaser og internetadresser
www.dkconline.dk
www.aabe-samlinger.dk
www.dis-danmark.dk
www.kms.dk / DTK_kort25klassisk den 21.12.2005.
www.netborger.dk
www.skovognatur.dk/Falster/nationalpark/Organisation_moeder/Styregruppe/styregruppe.htm
143

Kolofon
Følgegruppen
Formand/borgmester Knud Larsen
Agenda 21-rådet Søren Spanager
Repræsentant for skolerne Leif Iversen
Møns Marineforening Jørgen Grønborg
Foreningen Nyord William Houman
Stege-Lendemarke og Omegns Grundejerforening Preben Kristiansen
Fanefjord Sogns Beboer- og Grundejerforening Jonna Kjær-Nielsen
Mandemarke Grundejerforening Ole Eskling
Møns Turistforening Erik Büchert
Møns Amatørarkæologiske Forening Elo Dahl Mortensen
Sjællandske Familiebrug Torben Nielsen
Møns Museumsforening Käthe Vest
Pilotprojekt Nationalpark Møn Lene Buur, Kulturmiljø-arbejdsgruppen
Kulturmiljørådet for Storstrøms Amt Heidi Pfeffer
Storstrøms Amt Johan Landgren, Natur- og Plankontoret
Foreningen for bygnings- og landskabskultur Rigmor Nielsen
Bygningsforbedringsudvalget Møn Kommune Erik Strange
Teknisk udvalg Møn Kommune Udvalgsformand, MTU, Axel Knuhtsen
Teknisk udvalg Møn Kommune Kjeld Anker Nielsen
Team Møn Stig Nøhr
Møn Kommune Teknisk chef Peter Møller Kristensen
Landskabsarkitekt Mette Ø. Söderlund
Arkitekt m.a.a. Pernille Møller Nielsen
Redaktion Lis Jensen, Kulturarvsstyrelsen
Konsulent Berings Tegnestue ApS
De kulturhistoriske hovedtræk Museumsleder, historiker MA Edith Marie
Rosenmeier, Møns Museum
Etnolog Helle Ålsbøll, Møns Museum
Museumsinspektør, arkæolog Kristoffer Buch
Pedersen, Sydsjællands Museum
Naturgrundlagets hovedtræk Museumsinspektør, geolog Tove Damholt,
Østsjællands Museum
De landskabelige hovedtræk Naturvejleder, biolog Stig Nøhr
144

Afsnit vedr. Landskabets rumlige og visuelle forhold Arkitekt m.a.a. Erica Heyckendorff, Berings
Tegnestue
De arkitektoniske hovedtræk, by og land Arkitekt m.a.a. Erica Heyckendorff, Berings
Tegnestue
Arkitektur og byggeskik Arkitekt m.a.a. Erica Heyckendorff, Berings
Tegnestue
Korrektur, sproglig bearbejdelse og redigering Bibliotekar Ulrik Jensen
Kulturarvsstyrelsen Landskabsarkitekt Lis Jensen
Souschef Michael Lauenborg
Arkitekt m.a.a. Eske Møller
Arkæolog Jette Bang
Publikationen er en arbejdsrapport til intern arbejdsbrug af de tre museer og Møn Kommune.
Rapporten kan citeres med kildeangivelse, men må ikke mangfoldiggøres. Udsnit af kort, hvortil
Kort- & Matrikelstyrelsen har ophavsret, må kun gengives med Kort- & Matrikelstyrelsen tilladelse.
145