SVÆR BALANCE I BURMA - UDSYN

udsyn.net

SVÆR BALANCE I BURMA - UDSYN

Af Carsten Terp

SVÆR BALANCE I BURMA

Mindst tre danske firmaer sælger tøj fra Burma.

Det kræver ansvar og åbenhed, mener en dansk rådgiver.

Alligevel går firmaerne helt stille med det.

M

ed ansigtet nedad skvulper

liget af buddhistmunken frem

og tilbage i flodens mudrede

vand. Den orange kutte er

krænget af og sidder som snoet, vådt tovværk

om livet på ham. Hans bare overkrop

er fyldt med rødlilla slagmærker.

Rangoon, september 2007: Efter en lang

måned med demonstrationer i gaderne er

Burmas magtspil gået ind i sin afsluttende

fase. Mens Vesten fordømmer, går militæret

i gang med at smadre de orange.

Den måned flyder tøj fra Burma for knap

fire millioner kroner ind over grænsen til

Danmark.

Selv om vores samhandel med Burma

falder, handler danske virksomheder stadig

med det sydøstasiatiske militærdiktatur. I

2007 importerede Danmark varer herfra for

55 millioner kroner. Mere end en tredjedel

af importen er tøj.

Men den burmesiske forbindelse er skjult

for forbrugerne. For intet i tøjet afslører, at

det er lavet i Burma.

FRA BURMA TIL BØRNENE

Danmark, januar 2008: De 22 butikker i

børnetøjkæden Seeds kører kampagne.

På hjemmesiden sidder en lyshåret knægt

i skolestartsalderen overskrævs på en blå

juletræskugle på størrelse med en yogabold.

Drengen reklamerer for en rød hættetrøje og

et par jeans til 200 kroner stykket.

”Det er fra en af vores store leverandører,”

siger Flemming Jensen, som er daglig

leder af kædekontoret i Horsens.

Muligvis er drengen klædt på af burmesiske

tekstilarbejdere. For tøjet af mærket

Kids-Up stammer fra Kompagniet af 1991

– et tekstilfirma, der får en del af sit tøj fra

Burma. Det var Flemming Jensen ikke klar

over.

”Det er jeg da ikke glad for. Hvis det passer,

må vi jo have en snak med leverandøren

og håbe, at vi på en eller anden måde

kan ændre det,” siger han.

Foruden Kids-Up står Kompagniet af 1991

bag to andre mærker til børn, D-Xel og SMS,

samt Zhenzi og Ze-Ze til store kvinder.

Noget af dette tøj er fremstillet i Burma.

Det ved vi ikke fra firmaet selv, men fra

den norske organisation Norwatch. Gennem

de norske toldmyndigheder har Norwatch

fået en liste over firmaer, der importerer

fra Burma, og på denne liste står Kompagniet

af 1991. Ifølge Norwatch står firmaet

for mere end halvdelen af de enheder, der

importeres til Norge fra Burma.

Kompagniets samlede import styres fra

hovedkontoret i Sønderborg, og importen

fra Burma finder også vej til de danske

butikker.

Det bekræfter direktør Iver Mogensen

Jensen, men hvor meget og hvilke mærker

vil han ikke fortælle. Han vil i det hele taget

ikke interviewes af Tænk.

”Jeg er ikke interesseret i at blive interviewet

om det emne. Det har vi ingen

interesse i at udtale os om,” siger han. Iver

Mogensen Jensen fortæller dog, at firmaets

Burmaimport er faldende.

Kompagniet af 1991 er ikke ene om at

shoppe tøj og sko i Burma. Den norske

liste indeholder også to langt større, danske

mærker. Dem vender vi tilbage til.

IKKE SÅ ENKELT

Men hvad skulle der egentlig være galt i at

handle med Burma?

Juridisk set er der ingen problemer, så

længe de danske importører holder sig fra

teaktræ og ædelsten, der er omfattet af handelssanktioner.

Men dette er ikke en sag for

firmaernes juridiske afdelinger. Det handler

om etik – eller på business-sprog: Corporate

Social Responsibility, CSR.

På Institut for Menneskerettigheders

afdeling for Human Rights & Business sidder

Allan Lerberg Jørgensen og rådgiver

virksomheder om, hvordan de skal opføre

sig, når de gør forretning i lande, hvor der

foregår brud på menneskerettighederne.

”Min første tanke, når du siger Burma,

er, at det er uhyre problematisk,” siger

Allan Lerberg Jørgensen.

”Vi skelner mellem de overtrædelser,

virksomheder kan være involveret i: de

direkte og de indirekte. De direkte er dem,

hvor du selv begår overtrædelsen. Og de

indirekte er dem, hvor en tredje part, for

eksempel en leverandør eller en regering,

begår dem på dine vegne,” siger han.

”Spørgsmålet er så, om du – selv om du

holder din sti helt ren – kan være i Burma?

I Burma kan du jo se, at 50 procent af bruttonationalproduktet

går til militæret. Og når

de samtidig bruger to kroner pr. borger om

året på sundhed, så kan du jo godt regne

ud, hvor dine penge flyder hen,” siger Allan

Lerberg Jørgensen.

Med andre ord støtter virksomhederne

et brutalt militærstyre i samme øjeblik, de

bevæger sig ind i Burma. Og det er uanset,

hvordan de så ellers gebærder sig. Det

peger på, at danske virksomheder burde

holde sig helt væk. Men så enkelt er spørgsmålet

ikke.

”Virksomheden har en positiv indvirkning,

når den har en leverandør og skaber

nogle job og indtægter til den lokale økonomi.

Hvis man fjerner de ordrer, fjerner man

måske levegrundlaget for nogle mennesker,”

siger Allan Lerberg Jørgensen.

DE ARBEJDER SIG SYGE

Sammen med Nordkorea har Burma det

TØJSANKTIONER SLOG SKÆVT

laveste bruttonationalprodukt i Asien.

På fabrikkerne i Rangoon tjente en

syerske i 2006 gennemsnitligt 91 kroner

om måneden, viser burmesiske lønsedler,

Tænk er i besiddelse af. Det er omkring en

Generalerne vil miste 300 millioner dollars. Sådan lød det fra amerikanske senatorer, da

USA i 2003 indførte handelssanktioner over for Burma. Men virkeligheden blev en anden.

Tal fra den amerikanske ambassade viser, at sanktionerne kun kostede styret mellem fem

og ti millioner dollars. Derimod blev den burmesiske tekstilsektor halveret, og 75.000 fattige

syersker mistede deres arbejde.

En junta af generaler styrer Burma, og alle beslutninger af betydning træffes af landets

leder, general Than Shwe, og de ti andre medlemmer af militærjuntaen. Generalerne har

sat sig tungt på alle væsentlige indtægter – for eksempel fra eksport af olie og gas, teaktræ

og ædelsten.

Tekstilsektoren er imidlertid anderledes. Langt de fleste af landets tekstilfabrikker er i privat

eje. I 2005 fandt den japanske forsker Toshihiro Kudo frem til, at staten kun var medejer

af seks fabrikker. Blandt de resterende var nogle få ejet af folk med tætte forbindelser

til militæret. Resten blev drevet af private forretningsfolk.

Godt nok betaler de selskabsskat til staten – plus mindre officielle udgifter til diverse

tilladelser, stabil forsyning af strøm og lignende. Men der er ikke tale om, at indtægterne fra

tekstileksporten ryger direkte i generalernes pengekasse.

Så da sanktionerne ramte, gik generalerne stort set fri, mens antallet af tøjfabrikker i

Burma faldt fra 300 til 160. Det skærpede konkurrencen, og de internationale indkøbere

pressede prisen med det direkte resultat, at arbejdernes løn og arbejdsvilkår dykkede. Dermed

blev det de almindelige burmesere, der led under de amerikanske sanktioner.

14 MARTS 2008 MARTS 2008 15

FOTO SCANPIX / COLOURBOX


tiendedel af, hvad deres kinesiske kolleger

tjener. Det skal ses i forhold til, at priserne

på dagligvarer som ris, olie og løg er højere

i Rangoon end i Shanghai.

Alligevel er et job på en tekstilfabrik i en

af Rangoons industrizoner særdeles eftertragtet

– ikke mindst for kvinder fra landet,

som kan tjene mere end fem gange så

meget som hjemme i landsbyen.

Men der skal arbejdes hårdt for pengene.

Kvinderne har fri to søndage hver måned.

Resten af måneden arbejder de 13,5 timer

om dagen. De lange arbejdstider kombineret

med dårlige sanitære forhold giver kvinderne

stress, hovedpine, mavesygdomme og

uregelmæssig menstruation, viser en rapport

fra Chiang Mai University i Thailand.

Dertil kommer en række sygdomme, som

er alment kendt i tekstilbranchen: ryg- og

skuldersmerter som resultat af monotont

arbejde og dårlige arbejdsstillinger ved

symaskinerne, dårligt syn som følge af overanstrengte

øjne og luftvejsinfektioner på

grund af kemikalier og støv fra tøjet.

Men da syerskerne ikke kan undvære en

dagsløn og ikke har råd til at gå til lægen,

går de på arbejde, når de er syge og dæmper

smerterne med billige painkillers fra det

lokale marked.

Oven i det kan lægges en stor forekomst

af børnearbejde, en komplet mangel på

fagforeninger kombineret med en verdensrekord

i korruption og særdeles svage rettigheder

for arbejderne.

KRÆVER STOR ÅBENHED

Burma er med andre ord et betændt klima

at operere i. Men vælger de danske virksomheder

at gøre det, skal de sikre sig tre

ting, mener Allan Lerberg Jørgensen fra

Institut for Menneskerettigheder.

For det første må de ikke bidrage til

krænkelser af menneskerettighederne.

”Det går ikke at sige ’Vi har godt nok

tvangsarbejde på det her vejprojekt, men

vi laver en masse godgørende aktiviteter i

forbindelse med projektet.’ Den accepterer

man ikke i menneskerettighedslogik. Du er

ansvarlig for din skadevirkning, uanset hvor

meget godt du gør.”

Dernæst skal virksomhederne bidrage

til at bedre forholdene for de lokale – for

eksempel ved at sikre de ansatte ordentlige

arbejdsforhold eller organisere skolegang og

sundhedstilbud i lokalområdet.

Og så skal de være meget åbne om, hvad

de foretager sig i Burma.

”Det kræver meget stor transparens. Og

man skal have rigtig gode forklaringer på,

hvad man laver og hvorfor. Hvis man som

virksomhed siger: ’Vi tror på, at vores positive

indvirkning er større end den negative,’

men ikke bakker det op af solide data, så er

det ikke særlig troværdigt,” siger Allan Lerberg

Jørgensen.

Men hvordan håndterer de danske virksomheder

så den burmesiske udfordring?

Det spørgsmål skal vise sig at være vanskeligt

at besvare.

STOPPER IMPORT

Tænk har fundet frem til tre firmaer, der i

2007 har importeret tøj og sko fra Burma.

Kompagniet af 1991 har som tidligere nævnt

ikke lyst til at bidrage med oplysninger.

Men også to langt større spillere er med på

listen.

Det drejer sig om skofirmaet Bianco med

170 butikker og en omsætning på godt en

halv milliard kroner og Danmarks næststørste

tøjvirksomhed BTX Group – tidligere

Brandtex – der omsætter for knap 3,7 milliarder.

Ifølge Bianco er importen en smutter,

der skyldes, at en agent fra Fjernøsten har

placeret en ordre på tre forskellige sko hos

en fabrik i Burma.

”Vi ønsker ikke at importere fra Burma,

og det er selvfølgelig dybt ulykkeligt, når

det sker,” siger international marketingchef

Helle Vangsgaard fra Bianco Footwear.

Ifølge hende har Bianco i forvejen afbrudt

samarbejdet med den pågældende agent, så

hun forventer ikke at se firmaets navn på

den norske Burmaliste igen.

For BTX er importen fra Burma ingen

enkeltstående hændelse. Igennem en agent

i Kina har firmaet i en årrække købt ind i

Burma. I 2007 drejede det sig om 95.000

stykker tøj til forårskollektionerne i de to

mærker til kvinder, Simple Wish og Signature.

En import, der samlet beløb sig til 1,5

millioner kroner, fortæller Peter Hansen,

som er ansvarlig for produktion og logistik

hos BTX Group.

”Det udgør under 0,1 procent af vores

samlede import-volumen. Så det er altså

ikke noget, der har været på radarskærmene

hos os,” siger han.

Ifølge Peter Hansen blev ledelsen hos

BTX i august opmærksom på importen fra

Burma og blev enig om, at den var problematisk.

Og da urolighederne i september

ramte tv-skærmene, besluttede BTX at

stoppe samarbejdet.

”Normalt når vi bliver konfronteret med

en sag, hvor der er foregået nogle ting,

som ikke må finde sted – børnearbejde for

eksempel – så kan vi ikke bare løbe væk og

sige, at det ikke er vores problem. Vi har

jo også et medansvar for den skade, der er

sket. Derfor har vi også en forpligtelse til

efterfølgende at hjælpe de ansatte. Det er

bare lidt sværere i Burma, for hvem skal du

henvende dig til?” siger Peter Hansen:

”I Bangladesh eller Indien kan man

hjælpe voksne til læge eller børn til et børnehjem

eller skolegang, men jeg ved ikke,

hvem jeg skal ringe til i Burma.”

AGENTER GIVER PROBLEMER

Hos Institut for Menneskerettigheder ser

virksomhedsrådgiver Allan Lerberg Jørgensen

flere problemer i de tre firmaers håndtering

af sagen.

Det første er behovet for åbenhed.

”Handler man med Burma, skal man

have meget godt styr på tingene. Man skal

have gjort sig nogle klare overvejelser om,

hvad man bidrager med. Og det skal man

selvfølgelig være klar til at redegøre for,”

Hemmeligheder skjult i tøjet

Danske firmaer får produceret tøj i en

af verdens værste diktaturstater. Men

det har forbrugerne ingen mulighed for at

tage afstand fra. For der står ingen steder

i tøjet, at det er fremstillet i Burma.

”Det er en forretningshemmelighed.

Og jeg kan ikke se, hvad forbrugerne skal

bruge den oplysning til,” siger direktør

Iver Mogensen Jensen fra Kompagniet af

1991.

Kompagniet står blandt andet bag børnetøj

og tøj til store kvinder. Men også

store selskaber som Bianco Sko og BTX

Group – det tidligere Brandtex – har i

2007 fået fremstillet varer i Burma. Den

oplysning er imidlertid skjult for forbrugerne.

”Det gør det meget simplere for os at

fremstille vores labels, når vi ikke har de

her country of origin krav. Dermed gør

det også varerne billigere – ikke meget,

men lidt. Og så mener jeg i øvrigt ikke,

der er nogen, som skjuler noget som

helst, for varerne står jo registreret i

toldvæsenets systemer. Det står jo frit

tilgængeligt,” siger Peter Hansen, som er

ansvarlig for produktion og logistik hos

BTX Group.

Men oplysningerne er netop ikke frit

tilgængelige. Det kan Danwatch skrive

under på. Organisationen, der holder

øje med, hvordan danske virksomheder

optræder i udlandet, har siden august

2007 søgt aktindsigt hos Skat for at finde

frem til, hvem de danske importører af

Burmatøj er. Foreløbig har indsatsen

været forgæves.

”Vi har fået det ene afslag efter det

siger han.

Men et endnu større problem er firmaernes

brug af agenter, fordi det gør det sværere

for importøren at vide, hvad der foregår

hos producenten.

”Det er der, vi oftest hører om overtrædelser

og ubehagelige overraskelser. Brugen

af agenter er en opskrift på problemer. Så vi

anbefaler, at man så vidt muligt skærer den

slags mellemled væk. Virksomheder, der

ikke selv er til stede, har ingen som helst

mulighed for at sikre sig imod overtrædelser,”

siger Allan Lerberg Jørgensen.

Til sidst advarer han virksomhederne

mod at kappe forbindelsen, når de opdager

problemer hos en leverandør.

”Der skal være gode argumenter for at

trække sig ud – ligesom der skal være gode

argumenter for at blive,” siger han. ”Det

siger vi ud fra den devise, at det handler

om at løfte tingene op på et højere niveau

snarere end at løbe fra problemerne.”

I stedet bør virksomheden undersøge forholdene

hos leverandøren grundigt og derefter

beslutte, om det er muligt at forbedre

de problematiske forhold, eller om man må

kappe linen.

”En panikreaktion, hvor man bare smider

alt, hvad man har i hænderne, og løber, er

sjældent en god udvej.”

andet. Myndighederne siger hver gang,

at det er for at beskytte firmaernes rettigheder.

Men hvad med forbrugernes

rettigheder?” siger Benjamin Holst, som

er medstifter af Danwatch.

Det er frivilligt for importørerne, om de

vil skrive, hvor tøjet kommer fra. Enkelte

gør det, men i langt det meste tøj er produktionslandet

ikke opgivet.

I oktober 2007 spurgte socialdemokraten

Mette Gjerskov udenrigsminister Per

Stig Møller, om han agter at offentliggøre

en liste over virksomheder, der importerer

fra Burma. Ministeren svarede, at

den slags oplysninger var fortrolige, og at

forbrugerne måtte klare sig med de oplysninger,

der var tilgængelige i medierne.

16 MARTS 2008 MARTS 2008 17

terp


BOYKOT

Skal forbrugerne boykotte tøj fra Burma,

eller gør det bare ondt værre?

Vi har spurgt en tilhænger og en modstander.

Hvorfor skal forbrugerne boykotte firmaer,

der importerer tøj fra Burma?

Anette Berentzen,

generalsekretær i Den Danske Burma Komité

Først og fremmest burde det ikke være

forbrugerne, der skulle gøre det. Jeg

synes, virksomhederne skulle lade være

med at importere. Man stiller forbrugerne

i en vanskelig situation, fordi de selv skal

opsøge og huske, hvad for mærker man

ikke skal købe. Og det, synes jeg egentlig,

er urimeligt. Men når virksomhederne så

ikke vil lytte, er forbrugerne nødt til at

boykotte.

Hvordan vil en boykot hjælpe den burmesiske

befolkning?

Den vil lægge det pres, der skal til, for

at man kan finde en politisk løsning.

Alt tyder på, at burmeserne ikke er til at

komme i dialog med, hvis de ikke bliver

presset. Derfor er vi nødt til at lægge det

her økonomiske pres på dem. Og der

er det blandt andet vigtigt, at man ikke

køber tøj.

Hvordan vil generalerne overhovedet

mærke en boykot af tøj, når vi taler

om en – i burmesisk forstand – liberal

sektor?

En af pointerne er, at der ikke er noget

liberalt marked i Burma. Det vil sige,

at de, som ejer fabrikkerne, på en eller

anden måde har en relation til regimet.

Og jeg ved, at i mange tilfælde har regimet

dikteret arbejds- og lønvilkår til de

her virksomheder. Det viser, at der er

sådan en sammenhæng. At man kan

presse generalerne ved også at lukke de

økonomiske tilførsler til Burma.

Men risikerer vi ikke bare at skade

de mennesker, som vi egentlig skulle

hjælpe?

Det er klart, at man ikke kan boykotte

uden også at ramme dem, der arbejder

der. Men vores pointe er, at hvis man

ikke gør noget, vil lidelsen vare længere,

for så vil regimet blive siddende og blive

ved med at køre landet i sænk. Og langt

de fleste af dem, der arbejder på fabrikker,

har også et job ved siden af og kan

næsten ikke overleve. Så for at hjælpe

deres økonomiske situation på sigt, er

man altså nødt til at tage det her pres. Og

det skal ligge så bastant som muligt, for

det er den eneste måde at gøre det kortvarigt

på.

Skal man gøre andet end at boykotte

tøj?

Man kan bruge den magt, man har som

forbruger ved at flytte sine penge – sit

forbrug – et andet sted hen. Og så må

man satse på, at demokratibevægelsen

og FN gør deres arbejde. Der er ikke ret

meget andet, man kan gøre.

ELLER EJ

Morten B. Pedersen,

forsker ved United Nations University i Tokyo

og forfatter til bogen ”Promoting Human Rights in

Burma – A Critique of Western Sanctions Policy”.

Hvorfor skal forbrugerne ikke boykotte

tøj fra Burma?

Fordi det gør mere skade end gavn. Styret

tjener relativt lidt på tøjeksport, som

overvejende er på private hænder. Tusinder

af fattige familier er derimod afhængige

af den for at overleve. Vi ved, at de

amerikanske sanktioner på tøj i 2003

kostede styret mindre end 10 millioner

dollars i tabt indkomst, mens 75-80.000

mistede deres job – hovedsageligt unge,

uudannede kvinder fra landområderne,

som har få andre jobmuligheder.

Skal vi støtte et militærstyre med

danske penge?

Nej, selvfølgelig ikke. Men international

handel og anden samkvem med Burma

kommer sjældent kun styret til gode. Der

har været en stærk tendens i Vesten til

kun at fokusere på, hvad styret får ud af

det. Resultatet er, at vi over de sidste 20

år har frataget befolkningen mere og mere

uden i øvrigt at svække styret synderligt.

Skal vi acceptere, at danske firmaer

tjener på burmesernes elendighed?

Bestemt ikke. Men de moralske spørgsmål

er ikke så enkle. Når danske firmaer

køber tøj i Burma, får flere fattige burmesiske

kvinder adgang til job, som – selv

om lønnen er lav – er bedre end tilsvaren-

de job i landet. Og så er det jo ikke særlig

moralsk at stoppe sådanne indkøb.

Danske firmaer gør vel kun noget for

de lokale arbejdere, hvis de bliver presset

til det?

Det håber jeg da ikke. I mange tilfælde

gør boykot langt mere skade end gavn

for befolkningen. Det ville være bedre at

presse firmaerne til at gøre noget for at

forbedre arbejdernes løn og arbejdsvilkår.

Hvad skal vi gøre i stedet for at

boykotte?

Vi kan kræve, at de danske importører

tilbyder en højere pris for hvert stykke

tøj fra de firmaer i Burma, som kan

demonstrere, at de giver deres arbejdere

ordentlig løn og arbejdsvilkår. Og så er

der brug for langt mere strategiske sanktioner

mod Burma. Sanktioner gør lille

gavn, med mindre de kombineres med

robust diplomati og engagement i Burma

med både styret og ofrene for menneskerettighedsbrud.

18 MARTS 2008 MARTS 2008 19

More magazines by this user
Similar magazines