1 På gensyn til Afrika Check-in i Entebbe lufthavn en sen aften. Det ...

over kongedømmet Buganda. Således blev det blandt tidens supermagter indlemmet i
den britiske ”interesse-sfære” sammen med Kenya og Equatoria (idag det sydlige
Sudan - det nordlige Sudan hørte officielt under Ægypten).
Da de engelske skatteydere ikke havde megen appetit på en koloni, blev
administrationen ”privatiseret” i Imperial British East Africa Company under stedlig
ledelse af Frederick Lugard. Han var åbenbart en ilter herre og samtidig udstyret med
det seneste indenfor Gatling maskinkanon, hvilket han ikke tøvede med at anvende
imod nogle franske, katolske missionærer der havde formastet sig til at bygge en
katedral (en simpel trækonstruktion med stråtag) på en af højdedragene ved Kampala.
Disse blodige sammenstød i 1894 imellem protestantiske britiske missionærer under
beskyttelse af nævnte Lugard og de fromme franskmænd fik den engelske
offentlighed nys om, hvorefter den engelske stat så sig nødsaget til at nationalisere
selskabet mod en kompensation til aktionærerne på £ 250.000, og således blev dannet
et protektorat, det vil sige, kongen af Buganda beholdt sin position og sine lande imod
at anerkende britisk overherredømme. Tilsvarende aftaler blev indgået med de andre
kongdømmer i regionen (Toro, Ankole og Bunyoro) og i 1901 blev det slået fast af
den engelske administration, at i modsætning til Kenya, ville Uganda forblive et
afrikansk land, ikke opdyrket af europæiske farmere. Endnu idag præges Uganda
derfor af små-landbrug, omend der også findes store kaffe –og te-plantager. En
industrialisering har aldrig rigtig fundet sted, men nylige fund af enorme olieresourcer
i det nordvestlige Uganda har fået Museveni, landets nuværende præsident,
til at få dollar-tegn i øjnene.
Den afrikanske nationalisme i Uganda, særligt efter Anden Verdenskrig, vendtes
hovedsageligt imod de feudale monarker, især den magtfulde Buganda-konge, Mutesa
II, så få år efter at den unge brev-kursus-uddannede socialist, Milton Apollo Obote,
kom til magten ved Ugandas uafhængighed i 1962 blev kongen sendt i eksil (1966) til
London (og døde her). Obote blev få år senere selv sendt i eksil da Idi Amin tog
magten i 1971. Obote er faktisk et af de få statsoverhoveder der er blevet væltet ved
kup hele to gange. Anden gang var i 1985. Årene fra 1971 under Idi Amin og derefter
under Obote 2.0 indtil 1985/6 blev nogen af de blodigste Afrika oplevede før Rwanda,
Øst-Congo, Syd-Sudan, Darfur, Sierra Leone osv osv. Nogen præcise tal over dræbte
findes ikke, men det nærmer sig nok en million, og var ofte præget af etnisk had
imellem stammerne, som på det ondeste blev udnyttet af både Amin og Obote.
Idi Amin havde smidt de ca 150.000 etniske indere ud i 1972, hvorved økonomien
kollapsede da disse dominerede handlen. Infrastrukturen forfaldt og nationalparkerne
betragtet som leverandører af kød, elfenben og næsehorn (i starten af 1970’erne var
der ca 20.000 næsehorn i Uganda. Jeg har set 9 af de 11 der findes idag – de holdes
beskyttet på et indhegnet område, vogtet 24/7 af bevæbnede Rangers). Siden er der to
stykker i Entebbe Zoo.
National Resistance Movement (NRM) havde ført en guerilla-krig i 70’erne og
80’erne under ledelse af Yoweri Museveni, først imod Idi Amin og siden imod Obote.
Lidt apropos i disse dage er det at Gadaffi i 70’erne sendte nogle tusinde libyske
soldater til Uganda for at beskytte Idi Amins styre. De var dog så dårligt trænede og
forberedte så NRM ikke havde det store besvær med at nedkæmpe dem. De var så
forhadte blandt Uganderne, så de stort set blev betragtet som vildt i jagtsæsonen, og
ingen af dem fik en heltebegravelse. Gaddafi ”glemte” dem også hurtigt da det stod
klart at Idi Amin var færdig. Museveni gik af med sejren i 1986 og har siddet som
præsident lige siden. Der har lige været de tredie, såkaldt frie valg i Uganda og man
3