ration enorm. Japanerne har arbejdet med papir i flere årtusin

danskforfatterforening.dk

ration enorm. Japanerne har arbejdet med papir i flere årtusin

kulturmøde

med gitte i

J ApAN

Et legat fra autorkontoen

lod Gitte Schou Hansen

rejse til Japan for at finde ny

inspiration til sine bøger og

illustrationer.

af anna Bridgwater

10 FORFATTEREN·1·2011

”Jeg har arbejdet med papir og papirklip

i årevis. I 1998 var jeg i New York, og i en

boghandel fandt jeg en bog om japansk

Paper Architecture med de mest fantastiske

og indviklede konstruktioner, udført

i papir, og der opstod et stort ønske

om at stifte nærmere bekendtskab med

de japanske teknikker og med japansk

Paper Art.”

Den dag i New York fik Gitte Schou

Hansen åbnet sine øjne for, at der var et

sted i verden, hvor der var mulighed for

at lære meget nyt om papir og arbejdsmetoder,

nemlig Japan.

”Det var min drøm at komme dertil.”

Japansk kontakt

Et legat fra autorkontoen gjorde det i

2010 muligt for Gitte at rejse til Japan

og fordybe sig i landets traditioner med

papirhåndværk.

”Jeg var dybt fascineret af de japanske

papirtyper og de flotte mønstre, som er

anvendt gennem århundreder. I Japan

har man en helt anden respekt for det

skrøbelig materiale og for de kunstneriske

udtryk, som papiret giver mulighed

for, hvor det i Danmark ofte betragtes

lidt nedvurderende som en klippe- og

klistreaktivitet til højtiderne.”

Inden rejsen til Japan lavede Gitte en

grundig research. Ambassaden og rejsebureauet

hjalp hende, men det var især

kontakten til en japansk kvinde med en

stor interesse for papirklip og papir, som

lettede Gittes tilgang til Japan:

”Hun var en guldgrube af viden. I

Japan er der en gammel og helt speciel

Paper Culture, men det at finde frem

til oplysninger og de rigtige gallerier,

museer og steder er rigtig svært. Mange

japanske hjemmesider er ikke oversat

til engelsk. Der kom Yukiko mig til stor

hjælp.”

Personlig intro til Japan

Det var en af Gittes egne bøger, der førte

hende og Yukiko Oya sammen. En dag

for omkring fem år siden fik Gitte Schou

Hansen en mail fra Japan. En kvinde

ved navn Yukiko Oya havde i en internetboghandel

set en af Gittes bøger om

papir og ville købe den.

”Yukiko syntes, det var helt specielt,

det, jeg lavede.”

Bogen var udsolgt, og forlaget kunne

ikke hjælpe. Gitte besluttede sig for at

sende en bog til den japanske kvinde

på den betingelse, at Yukiko sendte en

japansk bog om papir til Danmark.

Bogudvekslingen førte til en årelang

mailkontakt. Gitte og Yukiko aftalte

at mødes i Tokyo, og Gitte var meget

spændt på, om det ville lykkedes dem at

finde hinanden. Men bekymringen var

ubegrundet. Yukiko havde taget to fridage

og tilrettelagt et program med besøg

alle de steder, som Gitte var interesseret

i, fx Tokyos papirmuseum, International

Origami Center og boghandlere med

japanske hobbybøger.

privaTFoTo

Gitte sugede til sig og blev meget optaget

af den japanske perfektionisme og

kreativitet i papir, men mødet med den

japanske kvinde og hendes livsvilkår

var en sidegevinst.

”Det kan være meget svært at opnå tæt

kontakt til en japaner, men takket være

Yukiko blev jeg introduceret til det japanske

hverdagsliv, hvor det stadig forventes,

at kvinden som den eneste tager hånd

om børnepasning, hjem, forældre og svigerforældre.”


Selvfølgelig

er den

faglige inspiration

enorm.

Japanerne

har arbejdet

med papir i

flere årtusinder,

og de har

bevaret deres

håndværksmæssige

og

kunstneriske

traditioner og

respekterer

dem dybt.

Kulturforskelle

Gitte oplevede

den japanske

kultur som meget

anderledes

end den danske,

og er fuld af

beundring for

den japanske

mentalitet:

”Som velkomstgave

gav

Yukiko mig en

smuk bog om

japansk kultur

på både engelsk

og japansk. Det

var en vigtig

introduktion til

de mange regler,

man som vesterlænding

nemt

kan træde ved

siden af i Japan.

Man må fx ikke stille sin taske på gulvet,

da det betragtes som urent, så på restauranter

kommer der en tjener med en

kurv til tasken, eller man skal benytte en

særlig hylde under bordet. Man må heller

ikke pege med sine spisepinde eller efterlade

dem i sin risskål, for den handling

er forbundet med et begravelsesritual og

død.”

Zen-buddhisten Yukiko tog også

Gitte med til shrine i en buddhistisk

helligdom.

”Det var meget vigtigt for hende,

og det var en stor gestus og en slags

”velsignelse” af vores relation. Hun

viste mig, hvordan man skulle vaske

sine hænder, bukke to gange, ringe med

en klokke for at få gudernes opmærksomhed

og bede. Der var også mange

japanere i jakkesæt med deres mapper

ved siden af sig, som var der for at få

velsignet fx en aftale eller en kontrakt,

hvilket ville være en helt usædvanlig

akt i Danmark, men igen et synligt

bevis på de store kulturforskelle.”

For en dansker er tro noget meget

intimt, og som Gitte siger:

”Jeg ville vist ikke have taget Yukiko

med i en dansk kirke.”

Gitte fortsætter:

”Jeg var også fascineret af den fordybelse,

der er i Japan, deres høflighed

og ydmyge tilgang til tilværelsen. De

tænker ikke så meget på sig selv, og

folk er meget opmærksomme på ikke

at genere hinanden. De taler sagte i

mobiltelefon, de smider ikke med deres

affald, og dytter ikke, når de kører bil.

Men samtidig er det besynderligt at

se teenagerne i deres tegneserieagtige

outfits og udstyret med de nyeste teknologiske

vidundere.”

Respekt

Udover dagene med Yukiko i Tokyo

mødte Gitte flere papirkunstnere og

besøgte byerne Kyoto, Takayama og

Hiroshima, hvor titusindvis af traner

foldet i papir hænger i Peace Memorial

Park ved statuen af Sadoka, en ti-årig

pige, der døde af leukæmi efter A-bomben

i 1945. Og kulturmødet har givet

Gitte stof til eftertanke:

”Selvfølgelig er den faglige inspiration

enorm. Japanerne har arbejdet

med papir i flere årtusinder, og de har

bevaret deres håndværksmæssige og

kunstneriske traditioner og respekterer

dem dybt. Rejsen har også givet mig en

større glæde ved mit arbejde med papir,

og jeg var personligt glad for at møde

den store respekt for mine bøger, som

blev betragtet med oprigtig interesse.

Så turen til Japan har også betydet

meget for mig personligt.”

Også på et andet område mødte Gitte

stor respekt i Japan: Alderen. Gitte er

60 år, og i Japan betyder den lange livserfaring

noget andet end i den danske

kultur:

”I Japan er man noget specielt, når

man er ældre, og jeg blev tilmed kaldt

Gitte-san som særlig tegn på min

værdighed. Jeg drømmer om at komme

tilbage, fordi der er meget, jeg ikke har

set. De berømte japanske haver, for

eksempel.” ·

Gitte Schou Hansen (F) har udgivet 38 bøger med

kreativ inspiration til børn og voksne.

regelsrytteren

paragrafrytteren

paragrafrytteren er et nyt, fast

indslag i forfatteren, hvor vi ser

nærmere på nogle af forfatternes

juridiske udfordringer.

Da Statens Kunstråds Litteraturudvalg

uddelte legater i december 2010, stod

der følgende i brevet til legatmodtagerne:

”Tilskuddet må kun anvendes til det

formål, det er bevilget til, og skal være

anvendt senest ved projektets afslutning

den XX-XX-XXXX. I modsat fald bortfalder

dette tilsagn, og eventuelt udbetalt

tilskud skal tilbagebetales til Statens

Kunstråds Litteraturudvalg. Væsentlige

ændringer (...) skal på forhånd godkendes

...”

Ovenstående kan læses, som om legatet

er i fare, hvis man ikke har afsluttet

det inden for den tidsramme, der står i

brevet, eller hvis et projekt afviger meget

fra det, der er beskrevet i ansøgningen.

Men der er ikke tale om, at praksis er

blevet ændret, og Kunstrådet kontrollerer

ikke det projekt, du modtager et

arbejdslegat til. Hvis Kunstrådet alligevel

bliver opmærksom på, at pengene

ikke bliver brugt til det ansøgte formål,

kan rådet kræve, at pengene betales

tilbage. Derfor er det vigtigt, hvis du

modtager et legat og ønsker at ændre

dit projekt væsentligt – skifte genre eller

udskyde projektet i længere tid – at du

gør Kunstrådet opmærksom på ændringerne.

Som udgangspunkt er det en ren

formalitet at få ændringer godkendt.

Holdningen er, at et arbejdslegat skal

bruges til arbejde med produktion af

litteratur inden for ansøgerens arbejdsområde.

Mht. at projektet skal afsluttes inden

en bestemt dato, så er udgangspunktet

den dato, du i din ansøgning angav

som afslutningsdato. Men det betyder

ikke, at projektet skal være afsluttet den

dato – kun den del af projektet, som

du finansierer med arbejdslegatet fra

Kunstrådet. Det eneste, der bedes om, er

et eksemplar af værket, når og hvis det

udkommer. -aB

FORFATTEREN·1·2011 11

More magazines by this user
Similar magazines