Henrik Kroos - Prosa

John McCarthy (1927-2011) var verdensberømt computeringeniør og ophavsmand til begrebet kunstig intelligens. Han var også
manden bag det bredt anvendte programmeringssprog Lisp og en af udviklerne bag det banebrydende time-sharing-koncept:
Det vil sige muligheden for, at flere personer kan bruge én computer samtidig. Foto: Stanford University.
engang opererer med en klar forståelse for intelligens i
dyreriget og blandt mennesker.
Som insekter
Esben Østergaard er stifter af og teknisk direktør hos den
danske robotproducent Universal Robots. Han skrev i sin
tid ph.d. om kunstig intelligens. Efter flere års granskning af
begrebet overtog han en mere praktisk forståelse, defineret
af bevægelsen Embodied Artificial Intelligence.
– Jeg mener, at man skal forstå intelligens som "den rigtige
hjerne og den rigtige krop til den rigtige opgave". En flue er
for eksempel hamrende intelligent, fordi den har en mave,
der kan spise lort, siger han.
Og netop sammenligningen med insekter er på sin plads,
når man taler om maskiner, der skal agere i den fysiske
verden. Det mener Henrik Gordon Petersen, der forsker i
robotik ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.
– Vi er nået dertil, hvor kunstig intelligens kan reagere
på simpelt sensor-input på en autonom måde. Hvis man skal
sammenligne med dyreriget, er vi omkring insektniveau.
Programmeringen af maskinernes reaktioner kaldes
"sensorbaseret realtidsstyring". I praksis fungerer programmerne
ved, at en computer bearbejder forskellige
"sanseindtryk" i realtid – fra kameraer til radarer og så videre.
Via avanceret software – til for eksempel billedgen-
kendelse - ved den, hvordan den skal reagere.
Henrik Gordon Petersen forklarer:
– Inden for blandt andet vision og navigation
er man nået rimelig langt. Man kan
godt programmere en robotbil til at dreje
til venstre, hvis den ser en fodgænger
gå ud på vejen. Men der er mange
andre områder, hvor der ikke er
nogen god model for, hvordan robotterne
skal bruge sensor-input,
siger han.
Han peger på, at der er udfordringer både på den kognitive
og den mekaniske side. Om de mekaniske udfordringer
siger han:
– Vi mangler at få den samme følesans ind i robotterne,
som mennesker har. De føleevner, robotterne har i dag, er
et sted mellem lavteknologiske og ubrugelige.
Og om de kognitive udfordringer siger han:
– Vi har brug for at sætte robotterne i stand til at lære af
deres erfaringer. Hvis en robot har undersøgt ét løsningsområde,
skal vi få den til at overføre dét, den har lært, til et
andet løsningsområde. På samme måde som hvis et menneske
har lært at åbne én dør og dermed nemt kan åbne en
anden dør. Det med at skifte konteksten ud er noget, mennesker
er rigtigt gode til, og som robotter er rigtigt dårlige til.
Prosabladet[23]