Langt ude, tæt på - Skive.dk

8
bede om forladelse, hvis ikke hun har ret til at synde.
Nautrup optrådte dengang under navnet Nathorp. »Thorp« betyder noget i retning af
»udflytterbebyggelse«, og »Na« er en forkortelse af det gamle vikingenavn Nafni, som betyder
»den nævnte«. Forkortelsen kender man fra en runesten i Skåne. Bynavnet Nautrup betyder altså
»Nafnis udflytterbebyggelse«.
Ingen ved, hvem Nafni er, hvornår han flyttede, hvorfra og hvorfor, men et godt bud fra Institut
for Navneforskning ved Københavns Universitet er, at den gæve Nafni kom til egnen i slutningen
af vikingetiden. I så fald var han langt fra den eneste, der kom til området præget af istidslandskab
med stejle bakker og skrænter, dybe dale og vådområder.
Efter kong Harald Blåtand havde kristnet danerne i ca. år 965, blev det forbudt at holde trælle.
Kristne trælle, vel at mærke. Og trællene fik i stedet status som fæstebønder med egen husholdning.
Derfor flyttede flere gårdejere ud fra centrale bebyggelser med deres tidligere trælle, som nu
var fæstebønder.
Det er således plausibelt, at Nautrup er opkaldt efter en kristen, navnløs bonde, der gav sine
trælle fri – eller næsten fri – på Nautrups marker.
Da »den nævnte« flyttede sit agerbrug og sine tidligere trælle ud til den egn, der i dag hedder
Nautrup, byggede man gårdene i små klynger, så landsbyen bedre kunne forsvare sig mod røverbander.
Da Nautrup opstod, lå gårdene så tæt, at det ikke ville være spor svært at se, hvor byskiltet
skulle stå.
Uden for samlingen af gårde dyrkede man ofte trevangslandbrug, hvilket vil sige, at man på et
område dyrkede vårsæd, på et andet vintersæd, og et tredje blev udlagt som brakmark, og disse
vange var igen opdelt, så hver landmand havde en stribe jord med vårsæd, en stribe med vintersæd
og en stribe brakmark til sit kvæg. Bønderne trak så deres kvæg og oksedrevne plove ud på
markerne rundt om byen og tilbage i sikkerhed i klyngen af huse om aftenen.
byen gik i opløsning
Så engang for længe, længe siden lignede Nautrup mere en by, end den gør nu. Helt frem til slutningen
af 1700-tallet var gårdene i Nautrup samlet i området mellem den gamle skole og kirken.
Husene lå i en kompakt klynge, hvor fæstebønder knoklede for herremanden, mens de mindst
effektive bønder blev sendt til kongen som soldater. Sådan måtte det jo blive, når det var herremanden,
der bestemte, hvem han skulle sende til kongen. Resultatet var en lidt pjaltet dansk landhær.