Femø Kvindelejr 1971-2010 og femøisternes kollektive erindring om ...

FEMØ KVINDELEJR 1971-2010 75
kurser med selvundersøgelser af kvinders
kønsorganer med spekulum i Kvindehuset,
etc. At kvinderne tillagde nøgenheden et frigørelsesaspekt
kom bl.a. til udtryk i forbindelse
med en diskussion på lejren om, hvorvidt
kvinderne måtte være nøgne eller ej under et
besøg af øens fastboende kvinder. En femøist
kritiserede efterfølgende fællesmødets beslutning
om, at kvinderne skulle være “behørigt
tildækket”: 28 “Jeg synes principielt, at det er
forkert, at vi indretter os efter deres normer –
når nu vi havde dem allesammen samlet på
een gang, havde vi en fantastisk chance for at
“frigøre” dem lidt osse.” 29 Flere gange i kildematerialet
kommer det til udtryk, at nøgenhed
var en naturlig del af at være på Femø, og at
kvinderne ikke pyntede sig med make-up, etc.
eller brugte spejle. 30
Kvindelejren var også kulturelt revolutionerende.
Kvinder var sammen på en ny og alternativ
måde, og mange oplevede kvindefællesskab
og søstersolidaritet. Det progressive
var dermed ikke mindst, at kvinderne følte, at
de skabte en modkultur til, hvad de betragtede
som samfundets mandsdominerede kultur. På
Femø kunne de arbejde med at gøre kvinder
til en stolt, handlekraftig og identitetsstærk
kategori. 31
1980ernes opbrudsfase
Fra først i 1980erne og frem til sidst i årtiet
var der mange ideologiske diskussioner og
forandringer på kvindelejren, der udfordrede
flere af de principper, lejren havde bygget på
siden dens begyndelse. Den grundlæggende
præmis ændrede sig dog ikke. Det fortsatte
med at være en teltlejr kun for kvinder, og
indholdet var også stadig diskussioner, deling
af livshistorier, tjanser, kvindefællesskab og
stemning. At der kom en opbrudsfase netop i
denne periode i lejrens historie hænger uden
tvivl sammen med, at lejren både formelt og i
praksis blev en selvstændig institution. Officielt
blev Foreningen Femø, hvis formål var at
afholde kvindelejr, stiftet i oktober 1984. 32
Af konkrete forandringer skete der det, at
lejren i 1983 flyttede beliggenhed fra tæt ved
Femøs havn til et mere ugeneret sted nord på
øen. 33 På den nye eng var der ikke plads til, at
teltene kunne ligge i rundkreds som på den
gamle lejr. Det er nærmest symbolsk, at lejrens
fysiske udseende ikke længere signalerede
fællesskab og flad struktur som på den
gamle grund, for det var bl.a. disse idealer, der
implicit kom til debat i 1980erne.
En anden fysisk og symbolsk forandring på
lejren var, at et stigende antal kvinder ønskede
at sove i bivuakker i stedet for i fælles sovetelte.
I 1985 var praksissen så udbredt, at der
udspillede sig en større debat om den. Modstanderne
af bivuakker kritiserede, at “Kvinderne
vil have private rum hvor de kan trække
sig tilbage fra fællesskabet og dyrke sig selv
og kæresten.” 34 Argumenterne for bivuakker
var dels, at det var okay at dyrke parforholdet,
dels at bivuakkerne blev brugt til fællesskab
med veninderne, dels at det var skønt at have
udsyn til stjerner og hav, og dels at det ikke
var bivuakkernes skyld, at man isolerede sig
fra kvinder, man ikke kendte i forvejen – det
skete også i fællesteltene. 35 Bivuakkernes øgede
udbredelse først i 1980erne kan tolkes som,
at kvindelejrens fællesskabsorientering og
kollektivideal blev udfordret af ønsket om en
mere individualiseret lejr. Bivuakkerne blev
betragtet som en trussel mod fællesskabet og
den flade struktur, fordi kvinderne i bivuakker
ikke tilhørte en teltgruppe, som de skulle dele
livshistorier med og klare de praktiske tjanser
med. Fællesskabet i teltgrupperne blev et fællesskab,
kvinderne i bivuakkerne kunne vælge
til eller fra. Bivuakdebatten i 1985 udmøntede
sig dog i et kompromis, hvor bivuakkerne
blev tilknyttet de fælles sovetelte. 36
Bivuakkerne tydeliggør, at kvindelejren
primært blev besøgt af lesbiske. Under presenningerne
kunne der uforstyrret dyrkes sex.
Lejren blev i 1980erne beskrevet som “… et
sted, hvor vi kan være sammen med andre lesbiske
på vores egne præmisser.” 37 Beskrivelsen
minder om den tidligere nævnte beskrivelse
fra 1971, hvor rødstrømperne ønskede, at
Femø skulle være et sted, hvor “kvinder kunne
være sammen på egne præmisser”. Lesbiskes
præmisser betød, at der kom mere flirt,