Religion og naturvidenskab

fc.vucnordjylland.dk

Religion og naturvidenskab

Fra "Jordens og livets opståen" af Poul Kjær Pedersen

RELIGION OG

NATUR VIDENSKAB

Jordens alder har gennem tiderne været bedømt til at være fra 6000 år til 5

milliarder år. Aldersbedømmelserne har haft religionen eller naturvidenskaben

som udgangspunkt. Jordens fremtid kan vise sig at være afhængig af, at

naturvidenskabelig og religiøs viden i højere grad anvendes sammen.

Hos næsten alle Jordens folkeslag findes myter om, hvordan Verden engang så helt anderledes ud. Og om

hvordan en eller anden kraft ændrede alt, så det kom til at se ud som nu. Ofte kaldes det

skabelsesberetninger. Kun i få tilfælde kendes myter, hvor skabelsen sker ud af intet, som i Bibelen.

Opfattelsen af verden varierer fra kultur til kultur, og skifter fra periode til periode. I nogle kulturer opfattes

mennesket på linje med, og som en del af historien og naturen. Den vestlige kulturkreds, som vi tilhører, er

i høj grad opbygget på et opsplittet og naturvidenskabeligt verdensbillede.

At videnskaben siger noget vigtigt og rigtigt om naturen, er der ingen tvivl om. Vi lever dagligt af

resultaterne. Spørgsmålet er bare om videnskaben fortæller hele historien. Trangen til mystik, overtro, etc.

blomstrer i hvert fald. Det kan hænge sammen med den moderne videnskabs succes, som efterlader et

tomrum, der får mennesker til at søge efter helheder og sammenhænge.

Oftest stiller videnskaben kun spørgsmål om funktionen, og ikke om tingenes inderste væsen. Der ses

imidlertid tendenser, der tyder på, at opsplitningen er på retur. Endvidere er der større opmærksomhed

om, at naturen ikke alene har en historie, men er historisk. Det har bl.a. udforskningen af universet vist.

Et af de vigtigste resultater af den nye forståelse er, at verden hænger sammen på en måde, der er mere

grundliggende, end man tidligere har troet indenfor naturvidenskaben. Der er dybe sammenhænge mellem

universets udvikling og det menneskelige liv.

Begivenheder, der har fundet sted gennem universets cirka 10 milliarder år lange udvikling, har været

nødvendige forudsætninger for, at Jorden eksisterer. Mindre afvigelser fra det faktiske forløb havde

betydet, at liv ikke kunne udvikles og eksistere på Jorden.

Denne udvikling giver en forklaring på vores tilstedeværelse. En anden er religiøs. At Gud skabte universet,

for at menneskene kunne komme til at eksistere.

Diskussion om religion kontra videnskab, har fundet sted lige så længe videnskab har været dyrket.

Bedømmelsen af Jordens alder, var for omkring 300 år siden et religiøst anliggende. Siden er det blevet en

sag for naturvidenskaberne.

Jordens alder gennem tiderne

Interessen for Jordens opståen og historie har sikkert altid eksisteret. I Biblens skabelsesberetning fandtes

en version af Jordens tilblivelse, der ikke kunne ses bort fra. På baggrund af Biblens slægtskabsforhold kom


den irske ærkebiskop Ussher omkring 1660 til det

resultat, at Jorden var skabt den 23.oktober 4004 f.Kr.

Andre bud blev også givet, men der var på den tid

almindelig enighed om, at Jorden var mindre end 6000

år gammel.

Efterhånden som naturforskningen begyndte at slå

igennem i 1600-tallet, opstod der imidlertid problemer.

Forskerne var begyndt at gå ud i naturen for at

undersøge fænomener og processer. Derved opdagede

de, at en mængde iagttagelser stred imod de

oplysninger, som stod i Biblen. Frem for alt opdagede

de, at Jorden ikke kunne være blevet til på en enkelt

uge, som Mosebøgerne havde påstået. Tværtimod

tydede meget på, at Jordens overflade i

århundredernes løb havde gennemgået en række mere

eller mindre gennemgribende ændringer.

Et af de spørgsmål, som førte frem til spekulation om jordoverfladens forandring og udvikling, skyldtes

forsteningernes (fossilernes) natur. Omkring år 1700 var den almindelige opfattelse, at fossiler engang

havde været levende organismer. Men samtidig troede man, at de var druknet og skyllet væk af

syndfloden. Et kompromis der også tilfredsstillede kristendommens repræsentanter.

Syndfloden spillede længe en vigtig rolle blandt geologiske forskere. De, som erkendte ændringer på

Jordens overflade uden at ville afskrive Biblens autoritet, så syndfloden som en vigtig faktor.

Der var imidlertid andre problemer. Man observerede, at vulkaner og jordskælv bidrog til at omdanne

jordoverfladen. Vejr, vind og vand indvirkede også. Bjerge forvitrede, floder skar sig ned i overfladen og

materialer førtes fra højere til lavere liggende steder. Der var mange tegn, som tydede på, at havoverfladen

var sunket. Enten det nu skyldtes mindre vand i oceanerne, eller landet havde hævet sig. Sådanne

iagttagelser viste, at Jordens overflade lidt efter lidt var blevet omdannet gennem en langvarig proces. Det

krævede en større tidshorisont end Biblen indrømmede.

I midten af 1700-tallet beregnede franskmanden Buffon Jordens alder. Han fandt, at afkølingen fra en totalt

smeltet Jord til den nuværende, temperatursituation, måtte have taget 75000 år. Som en konsekvens af

denne tanke var det også muligt at beregne, at der skulle være 93000 år tilbage, før livet blev udslukt.

Skønt Buffon’s beregninger nu kun har historisk interesse, åbnede de for den opfattelse, at Jorden sagtens

kunne være langt ældre end de kirkelige skøn.

I 1800-tallets begyndelse var de fleste naturforskere enige om, at Bibelen og geologien måtte holdes hver

for sig. Men det betød ikke, at man var enige om, hvordan handlingsforløbet egentlig var foregået.

11830 fremsatte englænderen Lyell det synspunkt, at de samme kræfter, som nu formede Jordens

overflade, altid havde været virksomme. En forudsætning for dette var, at man måtte regne med et næsten

ubegrænset tidsrum for Jordens historie. Lyell’s tanker fik stor betydning for bl.a. Darwin’s forklaring af den

biologiske udviklingshistorie. De forskellige fossilers optræden i lagene kunne nu forstås som et resultat af

den igangværende evolution. Ud fra biologiske overvejelser regnede man omkring 1900 med, at Jorden

måtte være 80—90 millioner år gammel, men der var tale om meget løse skøn.

I midten af 1800-tallet beregnede Kelvin Jordens alder på to måder. Udfra Buffon’s gamle ide om Jordens

flydende oprindelse kom han frem til, at der var gået omkring 30 millioner år siden skorpen størknede. Den


anden ide byggede bl.a. på Helmholz’ arbejde, og havde med Solens stråling at gøre. Man regnede med, at

Solen ikke kunne fortsætte med at tilføre Jorden energi i al evighed. I starten af Jordens levetid var det

varmere, men efterhånden skete en afkøling i takt med udbrændingen. På baggrund af disse overvejelser

blev Jordens alder anslået til mellem 20 og 30 millioner år.

11899 beregnede John Joly den samlede saltmængde i oceanerne samt størrelsen af den saltmængde, der

årligt ledes gennem floderne ud i oceanerne. Ved at antage at havene oprindeligt var ferske, kunne Joly

beregne Jordens alder til 90 millioner år.

I sine beregninger over Jordens alder havde Kelvin forudsat, at der ikke blev produceret varme i Jordens

indre. 11896 fik man imidlertid kendskab til nogle stoffer, som af sig selv udviklede varme. Det var de

naturligt radioaktive stoffer, hvis eksistens blev opdaget af franskmanden Becquerel. Da disse stoffer i

Jordens indre producerede varme betød det, at Jordens afkøling måtte være foregået i et langsommere

tempo end forudsat af Kelvin.

De radioaktive stoffer gav mulighed for at udvikle en teknik, hvorved det var muligt at datere endog meget

gamle bjergarter. Omkring 1925 blev det på baggrund af de naturligt forekommende radioaktive stoffer i

bjergarterne klart, at Jordens alder ikke skulle måles i millioner år, men snarere i milliarder.

Omkring 1960 regnede man med, at Jorden var mellem 2,5 og 5,4 milliarder år gammel. I de seneste årtier

er metoderne til aldersbestemmelse blevet forbedrede, således at Jordens alder i dag regnes at være 4,6

milliarder år.

More magazines by this user
Similar magazines