På Kanten af Vadehavet - Esbjerg Kommune

Klæggrave og digesøer
Råstofindvinding og designet natur
Digerne tegner en skarp unaturlig grænse mellem Vadehavet
og marsken, der tørlægges og kultiveres med de konsekvenser,
det har for naturen. Byggeriet, eller vedligeholdelsen af digerne,
kan imidlertid resultere i, at naturen får lidt igen. Den klægholdige
jord, man bruger til forstærkning af diget, tages fra
arealerne i baglandet. Gravemaskinerne efterlader store huller,
der hurtigt fyldes med vand. Tidligere gravede man dybt for at
lægge beslag på så lille et areal som muligt.
De seneste årtier har man i stedet efterladt hullerne som større
lavvandede søer og indrettet dem fuglevenligt. Ved Sneum
Sluse har det resulteret i en ren perle af en fuglelokalitet.
Øerne i klæggraven, eller Digesøen, som den kaldes, tiltrækker
jordrugende fugle som hættemåge og grågås. Netop anlæggel-
54
Helge Larsen, Unge brushøns, litografi.
sen af rævesikre øer gør en klæggrav til et værdifuldt refugium
for marskens trængte ynglefugle. Og antallet af arter i træksæsonen
er endda meget højt. Primært ænder, gæs, vadefugle og
terner. Klæggraven virker som en magnet på fuglene i det ellers
kultiverede landskab. Især ved højvande trækker fuglene ind
fra Vadehavet og bruger tiden med hovedet under vingen eller
fortsætter med fødesøgningen på det lave vand, indtil de igen
kan komme ud på mudderfladerne, når tidevandet tillader det.
Klæggravene ligger med nogle kilometers mellemrum langs diget.
Søerne ved Sneum, Kammerslusen og den nye klæggrav ved
Gammel Hviding er de mest interessante. Et naturligt landskab er
det ikke. Det er designet natur. Men klæggravene ligner den naturtype,
der karakteriserede marsken inden de store digebyggerier.