PORTRÆT tyve tekster - Nørre Gymnasium

PORTRÆT
tyve tekster

WWW.KULTGYM.DK
KULTGYM@GMAIL.COM

PORTRÆT
tyve tekster
2011

Indhold
Forord ............................................................................................................ s 5
Hemmeligheden, Eva Juul Andersen ................................................. s 6
Uden titel, Benjamin Hauer Mathiesen ............................................. s 7
Efterladenskaber, Cille Lewinsky .......................................................... s 8
En slimet engel, Laura Vind Hanke ...................................................... s 9
Uden titel, Sylvester Haustrup Langvad ............................................ s 10
Portræt af en madpakke, Julie Neel ..................................................... s 11
Årgang 1923, Natasha Fiig ..................................................................... s 12-13
Times Past, Nina Spile .............................................................................. s 14
Uden Titel. Ida Skriver .............................................................................. s 15
uundværlig, Siri Loftheim ........................................................................ s 16
Myldretid i København, Jonas Nilsson ............................................... s 17
han trækker porno, Thit Jensen ............................................................ s 18
Lyset skal tændes, Cathrine Thomsen ................................................ s 19
Lige ud ad landevejen, Christine Nielsen ............................................ s 20
En kærlighedshistorie, Julie Vej Jørgensen ....................................... s 21
Hænder, Christina Basse Riel .................................................................. s 22
Fuglen til free-style konkurrence, Aske Grønborg-Koch .............. s 23
Uden titel, Jakob Schmidt Andreasen ................................................. s 24
Uden titel, Søren Damsbo-Svendsen ................................................... s 25
Forladt, Tine Kruse Scharling . ................................................................. s 26

Forord
Tekstsamlingen Portræt er frugten af et KULT-forløb i samarbejde mellem Naja Marie
Aidt og gymnasieklasser fra de re KULT-gymnasier.
Naja Marie Aidt har besøgt 3-4 klasser på hvert af gymnasierne og i den forbindelse
igangsat en kreativ opgave om det litterære portræt, der i sin form spejler Aidts eget
arbejde med værket Balladen om Bianca fra 2002. Eleverne er blevet stillet opgaven,
at de i samspil med et eller ere foto, de selv har taget, skulle skrive et portræt af en
person, en begivenhed, et sted eller lignende. Hver tekst skulle skrives inden for en
ktionsgenre og rumme en hemmelighed.
Fra hvert gymnasium er fem elever gået videre til en masterclass med Naja Marie Aidt
på Forfatterskolen. Bogen er et produkt af forløbet og masterclass’en.
Projektet er støttet af Kulturministeriets huskunstnerordning.
God læselyst!
Koordinatorerne ved de re skoler
Signe Westergaard-Nielsen, Sankt Annæ Gymnasium,
Stinne Bo Schmidt, Nørre Gymnasium,
Gitte Raarup, Ingrid Jespersens Gymnasium og
Mischa Sloth Carlsen, Aurehøj Gymnasium
5

Hun går tre skridt baglæns
Hun vil ikke sige det. Nu vil hun ikke
sige noget
De andre prøver alt
De tikker, lokker, plager, bestikker,
afpresser
De lover hende deres egne og hinandens
hemmeligste hemmeligheder
Hun ryster på hovedet
En dreng kaster sig for hendes fødder og
holder fast i hendes ankler
Hun giver sig ikke. Hun griner og
sparker ud eer drengen
Drengen rejser sig, løer hende over sin
skulder og begynder at gå ud mod havet
”Hvis ikke du siger det, så smider jeg dig
i vandet!”
”Nej, du gør ikke”
”Det kan du tro, jeg gør”
”Ej stop! Det er koldt! Og salt. Jeg vil
ikke!”
”Så kan du da bare sige det”
Hun overvejer det
Drengen sætter farten op
”Vent”
Drengen stopper
Med hæs stemme hvisker hun: ”Kan jeg
stole på dig?”
Hemmeligheden
Eval Juul Andersen, Aurehøj 6

01 – 09 – 12 – 10 – 08 – 14 – 00 – 12 – 07 – 03 – 11 – 16
05 – 07 – 07 – 05 – 02 – 01 – 05 – 02
05 – 08 – 13 – 04 – 06 – ’s
06 – 04 – 11 – 19 – 06 – 05 – 14 – 04 – 16
Fremmede stemmer
Det summende hav
hvis alt
ikke er så mørkt som hans
Alle velkommer ham
Han træder nærmere
indtil alt
ikke længere er stabilt
Langsomt snurrer rummet
Koldt om fødderne
det synes at alt
ikke hænger sammen mere
Der er kun ét at gøre
Passage åbner sig
bare at lade alt
bag sig og aldrig huske
En anden verden skimtes
strækkende sig foran ham
hvor at alt
ikke er umuligt for ham
Rædslen er forbi
tæt på vandkanten
for dér er alt
ikke vanedannende stille
v folkemængder bukker
bølgerne bøjer sig
og livet
falder ikke ned over ham
Men, hver handling
træder ud i intetheden
væk fra alt
han ikke skræmmes af
7
Descending
Spiraling Downwards
Inverted Crescendo
There can be only
One end to it all
Opfattelsen af problemet
fra horisont til horisont
kan forstås alt
men ikke forbedres
Selv hvis han gik frem
skyende intet
ville alt
ikke ændres til det bedre
Et lille kim som leende
byder ham ud
og skumrer for alt
så intet er sikkert
Stadigt står han mens
vandet lukker sig om ham
da alt
endelig forløses
Benjamin Hauer Mathiesen, Aurehøj

Cille Lewinsky, Aurehøj 8
Efterladenskaber
Hun vejede halvanden liter mælk
ved fødslen. Senere tog det
hurtig til. Hun kunne godt lide
kage, især drømmekage. Hendes
mormors var den bedste. Hun tog
derhen lige efter skole. Hver
dag. Året rundt. Sådan havde det
ikke altid været. I skolen talte
de andre. Selvfølgelig ikke med
hende. I spiseren nød hun at gå
over til den lokale bager. Duften
af bagværk gjorde hende tryg.
Især duften af drømmekage. Når hun
spiste den, forsvandt hun nærmest
ind i den. Den blev en del af hende,
naturligt. Det kunne ses. Hun
holdt sig for sig selv. Så fyldte
hun ikke for meget. Bogstaveligt
talt. De andre var søde nok. Men
de snakkede kun med hinanden.
Sådan var det bare. Sådan var det
bedst. Hjemme forsvandt hun altid
ind på sit værelse. Hun kunne godt
lide at se tv. Hun følte næsten,
at hun kendte dem på skærmen. Ellers
brugte hun tiden på at læse.
Hun elskede at forsvinde. Væk fra
virkeligheden. Væk fra sit liv.
Ind i andres liv. I andres virkelighed.
Sådan var det bedst.
Mor og far snakkede ikke. Ikke
til hende. Maden var bedst inde
på værelset. Når hun var alene og
ikke skulle tænke på andre. Hun
kunne være sig selv. Uafhængig
af andre. Det var det bedste for
hende. Men også for dem omkring.
Sådan var det nu, men sådan havde
det ikke altid været.

En
slimet engel
der
venter på livets begyndelse.
Er
det stadig sommer?
jeg
kigger op og forestiller mig at
det
er kighullet ud til verden
Jeg
er tørstig.
STILHED
Nogen
skal prikke til den modne
bløde
byld
Moder
jords eget bryst stritter
mod
mig
jeg
vender mig og mindes
Dråben
på væggen stråler, tøver
men
nogen må lade den briste
9
Laura Vind Hanke, Aurehøj

han går langs vandet
nærmer sig sit bestemmelsessted.
grønt
svømmer
grønt
svømmer
han kigger ud over søen
han ser Hende dukke frem
han udstøder et suk
han ser Hendes bevægelser
Hun bevæger sig ikke
Hun glider fremad
han ser Hende
Spiser Hun tænker han
eller er det bare en leg
Hun glider væk
han går
mørke
sover
Hun dukker frem for ham
han lægger hovedet på skrå
grønt væk
observerer
svømmer
mad!?
.. mad
svømmer
Kære Dagbog, Lørdag
Endnu engang sidder han på bænken.
Måske er han ensom, ligesom mig.
Jeg kom her fordi jeg var ensom.
Nu kommer jeg på grund af ham.
Jeg observerer ham, ser han mig?
Nogle gange tror jeg han ser mig.
Andre gange tror jeg det ikke.
Åh hvis vi dog bare sad på samme bænk
og delte noget. Det ville være skønt.
…
Nu går han hjem.
...
Kære Dagbog, Lørdag
Han har lige sat sig ved siden af mig!
Han siger ikke noget, kigger bare ud.
Hvis han kiggede, kunne han se dig,
åh hvis dog bare jeg turde sige noget.
han ser hende glide bort
mad
Der er noget melankolsk over ham,
hans brune frakke, hans slidte blik.
Nej, kan ikke sidde her længere, jeg går!
han går
grønt igen
Kære Dagbog Lørdag
han ser Hende sidde
uger er gået, men det er stadig
hver uge sidder han der
observerer
Jeg går nu, for sidste gang.
men han ser Hende ikke
mad
Kære Dagbog Lørdag
svømme
skrev her på min bænk.
spise
så ren
så hvid
Overrasker mig ikke at se ham sidde der,
han ser Hende endelig
omsorg
Hun er ikke alene
varme
Jeg fulgte hans blik,
skubber
en svane med svællinger glider rundt på
søen, en familie…
svømmer
men en dag vil han se Hende i dem alle
Jeg kan mærke tårerne samle sig,
Sylvester Langvad, Aurehøj
svømmer
10

Portræt af en madpakke
De andre kiggede mærkeligt
på mig og hviskede på deres
uforståelige sprog. Jeg åbnede min
røde lego madkasse og fandt en
leverpostejmad frem. Jeg spiste.
”Ew,” sagde de og pegede på min
mad. Jeg forstod dem ikke. Alles
faldt på min rugbrødsmad. Jeg
kunne mærke mit ansigt blive
varmt og det prikkede i mine
øjne. ”What’s that?” sagde de.
Jeg forstod dem ikke. De pegede
min mad. Omkring mig sad de
andre med små engangsplastikbøtter,
inddelt i rum. I hvert rum lå der en forskellige ting. Nogle bøtter havde små kiks, ost,
stjerneformet skinke og en lille sodavand. Andre havde små stykker brød og cocktailpølser. Det
lignede de perlesæt der var i fritten, med små rum til de forskellige perler. Jeg var færdig med
min mad, og tog en med makrel. De andre holdte sig for næsen, skar ansigt og pegede på min
makrelmad. Varmen i ansigtet vendte tilbage og usynlige tårer gled fra mine øjne. Jeg løb ud af
salen.
jeg mine små bøtter med kiks og skinke frem. Jeg drikker min juice. De andre spørger hvorfor
jeg ikke spiser rigtig mad, som rugbrød eller agurk. ”Jeg synes rugbrød er klamt” svarer jeg og
væmmes ved tanken om en makrelmad eller et stykke med leverpostej. Ad.
11
Julie Neel, IJG

OG JEG
OVERVÆLDES;;
DØRKARMEN
UDVIDER SIG
DØREN SPRÆNGER
RAMMERNE OG
ØJET BAG
NØGLEHULLET
BLINKER EN GANG
TO GANGE TRE MEN
KUN DØDEN ER
EVIG SÅ JEG
KRYDSER
DØRTRINNET MENS
DØRENE LUKKER
AUTOMATISK
Natasha Fiig, IJG 12

Jeg kan ikke
. finde mig selv
Døren lukker automatisk
Skiltet svarer
Kom du i klemme?
Vi forsøger (Søger)
Finder tonen (Fremtoningen)
Fremad
Du siger
Hvor?
Men broen er væk Og fuglen
har renset sine fjer
Jeg finder: Dengang du gik
bag statuen Med ryggen
bøjet Men
blikket hævet Dengang
du svarede
DENGANG Du sejlede i
sundet sang med
fuglene løb om kap
med vinden spiste
græsset Færgen
havde retning
mod dit hjem
Jeg hvisker
nænsomt
MEN Du kendte jo vejen
Kan du huske da vi spillede
med ketsjere i haven
Under æbletræet
Nej
Jeg ser kun furerne i
ansigtet;; de strækker sig fra
øre til øre
Fra øjenbryn til øjenbryn;;
de er dit ansigt
De siger det er livets gang
Som
dine tunge skridt dine
rystende håndled
din
svækkede stemme din
varme hånd din kolde næse
dine hænder som rækker
men ikke får fat din ryg som
krummer og har glemt sin
oprindelig stilling
dine øjne som alt for tidligt
falder i dit bryst som hæver
og sænker sig med en lyd
der blander sig med
vejarbejdet på gaden
nedenfor larm
Uden du opdager det
Men jeg ved bedre
Jeg tror på bedre
13
Natasha Fiig, IJG

Solen stod lige over horisonten i øst, og stilheden slog luften ud af hende som en
knytnæve i mellemgulvet. Hun kunne aldrig huske sine drømme, men hun vidste,
at hun ikke var alene. Følelsen af et tiltrængt kram blussede frem, og munden
formedes i et lille smil. Hun satte sig op, og den slidte krop knagede. Solens lys skar
i øjnene, så hun lukkede dem og trak vejret dybt. Sådan sad hun lidt, og mærkede
ensomheden prikke hende på skulderen. Da hun åbnede øjnene, så hun ham stå i
døren. Under armen bar han på en avis. Han havde været ude at gå, som han altid
gjorde tidligt om morgenen. Han var bleg, og det lille overskæg var gråt.
”Vi er unge i Danmark. Han kører på sin cykel og nynner en melodi, som jeg ikke
kender. Jeg beundrer hans sorte overskæg. Vi har ikke kendt hinanden længe, men
jeg ved, at jeg vil elske ham for evigt.”
Hun valgte det himmelblå sæt, som egentlig var for fint til en almindelig dag
som denne. Kaffen blev drukket i stilhed. Da han endelig så op fra avisen,
komplimenterede han hendes tøj. Hun rødmede en smule.
”Døren smækker med et brag. Han er væk, og jeg står forbløffet tilbage i værelset.
Barnet vender sig om med rystende skuldre og ser på mig.”
Skyerne trak ind over landet. De var ude at gå, men satte sig på en bænk for at hvile.
Han smilte til hende. Hun ville tage hans hånd i sin, men i stedet for at føle den ru
hånd mod sin hud, var det den grønne bænk som mødte hendes fingre.
”En tåre triller ned over min kind.”
Nina Spile, IJG 14

15
Ida Skriver, IJG

uundværlig
og så gør det ondt
og jeg tørrer ind
en abrikos
en harsk hjertekval klemmer
det sidste menneskelige mig ud:
tre dråber der giver farve
jeg bliver orange men
man kan se igennem
nu er jeg serveret, tag en bid
du plukkede mig
du lagde mig ud i solen
du spiser mig måske
men vi er intet uden hinanden
Siri Loftheim, IJG 16

nogensinde har været et problem for mig. Spejlingen er som den skal være, lige som jeg selv. Hvad
ellers? Det er virkelig blødt, mit hår, det siger alle jo, men måske skulle jeg have valgt brun. Men det
er jo egentlig lige meget, hvad jeg vælger, det gør ingen forskel. Smerte. Væske. ”Hvad fanden bilder
jo hans ansigt er kogt! Ikke grine, ikke grine. Nogle mennesker er simpelthen bare ikke på niveau
med mig.
Som de små dog hopper og danser omkring hende dér, hun må virkelig være guld værd. Jeg savner
de havde vel deres grunde. Det gjorde ondt, da de sagde, det aldrig ville heale. Men det var det hele
17
Jonas Nilsson, Nørre Gymnasium

han trækker porno i automaten
selvbetjening
antikvarisk junk
hun, Byens billigste stuff
hun trækker
og
åbner automatisk
han voldyder
til lagenblodet falmer
Thit Jensen, Nørre Gymnasium 18

”Lyset skal tændes”, siger du.
Mørket synker ned i gården i
takt med, at regnen stilner af. Du
bryder stilheden med din nynnen.
”Lanternen skal vist renses for
stearin”, sukker du, mens du
vrider et bloklys ned i massen. Så
skruer du op for radioens skratten,
roder med antennen. Musikken
dukker op i små jag, indtil den
overgiver sig og brager tilpas højt.
Ud i gården gennem den hvide
dør med glasruder, op langs
de høje mure, vinduer i mange
farver og mit sorte. ”Bordet skal
tørres af ”, siger du. De to piger
på bænken rykker sammen, men
smiler venligt til dig. Du siger:
”godaften” og spørger om de
bor her? Der er altid så mange
nye mennesker, ikke fordi det
gør noget, du har selv fem børn,
men er de på besøg? ”Ja, vi er
på besøg”, siger den ene. Du
forsvinder ind gennem den hvide
dør med den våde klud. Den ene
pige sænker stemmen og læner
sig ind over det tørre bord: ”Min
søster siger, han er underlig”.
De griner, snakker lidt, går op.
Du synger, tænder lys foran den
hvide dør, ryger pibe i døråbningen. Nu høres deres stemmer i opgangen. ”Skal I ud piger?”, hoster du. ”Ja”.
Du låser hoveddøren efter dem. Tilbage i gården puster du lysene ud. Du kigger op på mig, kniber øjnene
sammen. ”Godnat” siger du så. Musikken stopper. Alt er stille.
Solens stråler rammer ikke længere jorden i gården. Mørket sniger sig frem fra krogene. Jeg tager plads foran
vinduet og kigger ned mod lyset bag glasruden. Du kommer ud gennem den hvide dør. Du nynner, mens du
tænder den lille stump bloklys, der er tilbage.
19
Cathrine Thomsen, Nørre Gymnasium

Christine Nielsen, Nørre Gymnasium 20
Lige ud ad landevejen
-­‐
mig. Jeg skal bare hjem, så jeg kan se hende igen. Så vi kan snakke om det, og alt kan blive som før. Jeg vil
Jeg har aldrig kørt fuld før, så vidt jeg husker. Det er alt sammen lige meget nu, jeg skal bare se hende. Vi har
været gennem så meget, og jeg vil gøre alt for hende. Så det kan godt være, jeg slog hende, men det kan jeg

En kærlighedshistorie
færdigt. Måske skulle jeg gøre det. Ellers mister jeg mit arbejde. Jeg læser det i morgen.
min næve forbliver lukket.
”Er du glad?” ”Ja”
lukker, og hun kigger forstenet på skærmen.
” Er du glad?” ”Ja”
21
Julie Vej Jørgensen , Nørre Gymnasium

Hænder - mine hænder. Nej, min hånd
Og din
Din varme hånd, der næsten rører min. Næsten – kun næsten
Dine fødder, der vender dig om, går væk fra mig
– men hvor hen?
Du ved ikke, hvor du skal hen. Hvorfor ikke?
De siger, du skal væk – men ikke hvortil
Christina Basse Riel, Sankt Annæ
Hvor er du?
Hvorfor vil de ikke fortælle dig, hvor du er?!
I forgårs.
så du kan sige det til mig
I forgårs var du her stadig
Du var her. Nu er du her ikke.
I forgårs hørte jeg din stemme,
og din hånd rørte min
Jeg ved ikke, hvornår du kommer hjem
Jeg ved kun, hvorfor du er væk,
men det er lige meget.
Det larmer. Alt for meget lyd omkring mig – jeg ville hellere have, her var stille
Stilhed.
Eller lyden af dig
Det vil jeg gerne høre – lyden af dig.
22

Huen sidder som den skal, og skjorten, der mangler, er strøget.
Beatet pumper i blodet, og ordspil flyder med strømmen af tanker.
Den bløde musik fra guitaren hjælper kvalmen på vej.
Først var han flyvende, nu er han kvalmende.
Faldende ned i usikkerhedens mørke.
Isen er smeltet, og varmen fra kråsen
maser sig opad, opad mod frihed.
Et øjebliks tanke kan gøre
livet til forskel.
Mad er godt første gang *Gylp*
og dobbelt så godt anden gang.
Og suppedasen skvulper rundt i næbet.
og udover trøjen af fjer og den mørkerøde hue.
Alle dømmer den uværdige, der går på, ham der går i stå.
Benene må ikke være af gummi, eller man knækker. Knækker sig.
Aske GK
Alle derinde har falkeblik og står på spring med næb og klør.
Heldigvis har ingen ører.
gråspurven synger sin smukke sang, spytter sine rim.
rim.
Et stort bifald efterfulgt af stor stilhed. Stilhed før stormen. Han stormer på scenen.
Et perifert syn, der dækker hele salens publikum. Alle verdens fugle.
Et kalejdoskopisk væld af farver: Røde, grønne, blå og gule fugle.
Det er nu, det er nu, det er nu, det er nu, det er nu, det er nu, det er nu, DET ER NU, DET ER NU!
Reglen er, at man tømmer hovedet .-­‐.. -­‐-­‐-­‐ -­‐-­‐-­‐ -­‐.-­‐ -­‐-­‐..-­‐-­‐ .. ..-­‐. -­‐.-­‐-­‐ -­‐-­‐-­‐ ..-­‐ .... .-­‐ -­‐.. -­‐-­‐-­‐ -­‐. . ... .... -­‐-­‐-­‐ -­‐
-­‐-­‐..-­‐-­‐ -­‐-­‐-­‐ .-­‐. -­‐-­‐-­‐ -­‐. . -­‐-­‐-­‐ .-­‐-­‐. .-­‐-­‐. -­‐-­‐-­‐ .-­‐. -­‐ ..-­‐ -­‐. .. -­‐ -­‐.-­‐-­‐ -­‐ -­‐-­‐-­‐ ... . .. -­‐-­‐.. . . ...-­‐ . .-­‐. -­‐.-­‐-­‐ -­‐ .... .. -­‐. -­‐-­‐. -­‐
.-­‐-­‐ -­‐-­‐-­‐ ..-­‐ . ...-­‐ . .-­‐. .-­‐-­‐ .-­‐ -­‐. -­‐ . -­‐.. .. -­‐. one moment .-­‐-­‐ -­‐-­‐-­‐ ..-­‐ .-­‐.. -­‐.. -­‐.-­‐-­‐ -­‐-­‐-­‐ ..-­‐ -­‐.-­‐. .-­‐ .-­‐-­‐. -­‐ ..-­‐
.-­‐. . .. -­‐ -­‐-­‐-­‐
.-­‐. .-­‐-­‐-­‐ ..-­‐ ... -­‐ .-­‐.. . -­‐ .. -­‐ ... .-­‐.. .. .-­‐-­‐. ..-­‐-­‐..
Og det kommer som det skal, og det går som det skal.
Alle forskellige former for angst er forkastet, for at kaste remser, rim og vinger.
Flowet kører og forfører publikum, og publikum giver deres store applaus.
Han gør det på sin egen måde.
Enhver fugl har
23
Aske Grønborg-Koch, Sankt Annæ

Jakob Schmidt Andreasen, Sankt Annæ 24
. Men om den
virkelig var virkelig, vidste han ikke. Han
smilede, som om han godt kunne lide
uvisheden, uvirkeligheden. Ligheden med
hans opfattelse virkede ikke, hvis han skulle
forstå og portrættere virkeligheden i nuet, for
virkeligheden havde ændret sig som den
strøm af indtryk, der kunne påvirke ham.
Faktisk kunne han for hvert hundrededel af et sekund blive påvirket af farver,
former, lyde og rum. Han kunne dog aldrig indfange alle påvirkningerne, og det
intervaller skifte mellem at gøre sin krop til et øre, et øje, en næse eller et følende
væsen, men han kunne ikke have virkeligheden i sig. Måske skulle han ikke lade
systematikken råde. Hans abstraktionsniveau skulle måske bevæge sig ud over det
sansepåvirkelige, for at han kunne gribe sandheden.
Lige nu fremstod nuet som en del af alt det utilnærmelige. Det var ligesom om, virkeligheden
blev spejlet i det gennemsigtige glas. Hvorfor kunne glasset ikke være hvidt? Så ville
tankerækken være stoppet. Gennemsigtigheden var måske et vigtigt træk, og
sammenligningen med glasset virkede forløsende. Glassets hårdhed lod sig ikke forstå, når
glasset samtidig var til at se igennem. Men man havde vænnet sig til det. Virkeligheden var i
dette øjeblik enorm og besiddende en hårdhed ud over det sædvanlige. Men det var som
om, refleksionen fik virkeligheden til at åbne sig. Derfor gav han ikke op. Han ville gribe
virkeligheden, præcis som han havde grebet appelsinen for få minutter siden. Den lå stadig
dér. Aurantius. Navnet afhang af stemmen og sproget og ændringen af lyden, ordet og
bogstaverne, og derfor var virkeligheden en anden, selvom han tænkte på den samme frugt.
Det var et momentets kontrafej, han skabte for sin arbejdende erkendelsesevne. Blev han
snydt? Hvordan virkede det? Lige nu virkede han, som om han havde defragmenteret det
virkelige. Smilet skulle dog hurtigt stivne, hvis han vidste, at en bevidsthed analyserede
hans opfattelse og korrigerede den, hvis den blev for rigtig.

25
Søren Damsbo-Svendsen, Sankt Annæ

Forladt
Vand.
Jord.
Vind.
Jeg.
Den flyder forbi
en sko, forladt
mens du spreder dine tynde fingre
som jeg gemmer mig bag
Vand.
Jord.
Vind.
Jeg.
Alt kan gemmes, glemmes i dens gennemsigtige strøm.
Skoen har den glemt, og resten har den gemt.
Med vindens hjælp du fejer væk
alt det jeg stadig husker
Vand.
Jord.
Vind.
Jeg.
husker fiskere med deres både
og småpiger med røde sko
husker mænd med lange piletræsfingre
ja, hver og én der sad på mig
Vand.
Jord.
Vind.
Jeg.
og floden driver, drømmer, glider, glemmer
bånd, sløjfer, skørter og sko og sko og sko og en tom sko
mens du blot holder piletræshånden over, hvisker, smisker, hvisker, tisker
og jeg står stum tilbage
Tine Kruse Scharling, Sankt Annæ 26

FIRE GYMNASIER
AUREHØJ GYMNASIUM · INGRID JESPERSENS GYMNASIESKOLE · NØRRE GYMNASIUM · SANKT ANNÆ GYMNASIUM