Arkitekt og journalist Jon Stephensen - En god omvej

engodomvej.dk

Arkitekt og journalist Jon Stephensen - En god omvej

- OPLÆG jon stephensen 17.06.10

Tak for invitationen – jeg har glædet mig – EN GOD OMVEJ

-vejen til et sjovere og sundere liv er et visionært projekt, der har haft min

interesse lige fra det første spadestik. Det er noget i pioner-agtigt over det – og en masse

erfarringslag i det. Men først og fremmest er det så meget på tide at kigge på vores nærområder

og livet lige udenfor og tæt på vores bolig – at se på dette med samme seriøsitet, omhu og kvalitet

som det vi putter ind i selve boligen. Vi ved det godt, men i alt for lang tid har vi stukket hovedet i

busken. Bygherer og det offentlige har i fællesskab ladet andet være vigtigere – i bedste fald fordi

man indtil i går troede på det – men nok snarere for ikke at bruge økonomi og resourcer på

noget vi forhåbentlig fremover vil og skal prioritere meget højere. For jeg er slet ikke i tvivl om at

disse dage i Vejle bliver startskuddet på en ny begyndelse – en ny begyndelse på et meget bedre

og sundere – og helt klart sjovere liv for millioner af mennesker bare i Danmark. Det synes jeg vi

alle sammen ikke bare symbolsk med helt fysisk skal give hinanden hånden på lige nu.

I de næste minutter skal vi lege med Lego, se billeder men vi begynder med en tur i Lyrikhjørnet

”Jeg har prøvet at bo i denne by jeg har prøvet at bo uden for denne by jeg kan ikke anbefale

nogen af delene her sker aldrig noget det vil sige her sker en masse hele tiden bare ikke lige

der hvor man befinder sig”

Ordene er Benny Andersens fra digtsamlingen Byen ved Sundet.

Mon ikke de fleste af os ønsker at være der, hvor tingene sker for derved at undgå en stille og lidt

mere kedelig tilværelse. Vi ved alle – tror vi - , at tingene sker på landet i byen. Det er her alle folk

er, det er her man er sikker på at der sker noget. Men ikke for Benny Andersen –der sker hele

tiden en masse bare ikke lige der man selv er

Dan Turéll er mere sikker på han nok skal finde festen og være en del af den.

I teksten ”Af en asfaltrottes bekendelser. eller: Ode til storbyen” fortæller Dan Turéll om glæden

ved at bo i storbyen i stedet for den kedelige tilværelse, der leves på landet:


”Og desuden, når den sol så er gået ned ved Vesterhavet, hvad gør man så?”.

På landet kan de have det hyggeligt, og det kan være smukt og fredfyldt, men ifølge Dan Turéll må

de kede sig ihjel. I storbyen derimod er der altid noget at lave, der er altid et værtshus åbent, og

der er altid steder, der passer netop til dig og den person, du er. Der er altid musiksteder, der

spiller netop den musik, du kan lide, og det hylder Dan Turéll.

Han kalder dette availabilitet af det engelske available, med dette mener han, at man altid har

det, man skal bruge til sin rådighed:

”Alting er til enhver tid til stede i Sjælenes som Kroppens Store Supermarked.”

Alt hvad folk i storbyen har brug for, har de lige ved hånden, mange behøver ikke bevæge sig

meget for at kunne shoppe. På landet kan være meget langt til en frisør, hvor man i storbyen ikke

behøver at bevæge sig mange gader væk fra, hvor man bor for at finde den nærmeste frisør og ud

over den, ligger der sikkert 4 andre lige i nærheden, hvis man ikke kan lide den første.

“Hvad trækker dem til disse steder?

Hvad binder dem til støj’n og gnyet?

Derude var marker og glæder og ro,

alli ‘vel så elsker vi byen.”

I sangen ”Byens lys” fortæller Poul Henningsen om alt det dårlige, der sker i byen, om al

forureningen, han fortæller om alt det, vi kun bygger for at ødelægge det igen. Om ensomheden

og anonymiteten.

”Her er du tabt og anonym/Du møder kun vrimlende ensomhed her/ Kom ind – du

forsvinder i byen”

Dan Turéll, derimod er begejstret for dette:

”Anonymiteten er den rævefordel som den mindre by aldrig får”

Trods Poul Henningsens bekymringer over det byen også er, så er han ikke i tvivl. Han elsker

byen, og både Poul Henningsen og Dan Turéll er enige om, at byen er et dejligt sted; vi lever der,

og vi elsker det.

Frank Sinatra, synger i sin hyldest til byen New York:

“I want to wake up in a city, that never sleeps/ And find I’m a number one top of the list, king

of the hill/ A number one”.

At vågne op i New York; en by der aldrig sover. Det er sådan han kan lide den, der skal ske noget.

Frank og Dan gider ikke bruge deres liv på at kede sig , når man kan bo i en by, der aldrig sover.

I sit essay ”Parcelhuskvarter på højkant” synes digteren Søren Ulrik Thomsen til gengæld at

København langt fra lever op til dette:

“Hovedstaden er blevet overtaget af folk, der nok sværmer for en romantisk Woody Allen

forestilling om at leve i storbyen, men i praksis kun kan holde ud at bo på en villavej, hvis

normer de derfor har taget med sig til byen i en grad, så København i dag er et


kæmpemæssigt parcelhuskvarter på højkant.

Idealet er Kartoffelrækkerne, Brumleby, Haveforeningerne og alle de steder, hvor suset fra

storbyens heksekedel er fadet ud i en så flad en hyggefis, at man ængsteligt må spørge sig

selv: Og hvor er det så jeg lige har oplevet det før? Denne klamme kombination af forlorent

fællesskab og kiggen skævt til de skævbenede og til dem der humper rundt uden for hækken?

I provinsen selvfølgelig, I store fucking Heddinge, såmænd”

DET ER hverken enkelt eller entydigt at skabe den perfekte ramme om vores liv – meningerne er

mange – både hos dem der mener noget – og sikkert også for dem – flertallet - der skal bo der.

Skal der være fest i gaden – eller stille i gaden efter klokken 22 – er vi tiltrukket af storbyens puls

eller ønsker vi i vores stille sind bare ro , fred og tosomhed – lys, luft, og grønne arealer?

Hvad kendetegner en by, hvad kendetegner en god by?

Herfra hvor vi står,
kan vi se os omkring - til alle sider


Det bevæger sig når vi går
- det forandrer sig i alle tider.



Nu breder morgenlyset sig ud
med alt hvad det dækker af


her skal der ligges noget til
og der skal der trækkes noget fra.

Ordene er fra den hedengangne rock-duo Skousen og Ingemann, der i 1972 vippede Poul

McCartney fra 1. Pladsen med LP´en Herfra hvor vi. Ord der afslutter vores tur i lyrikhjørnet – ord

der her i 2010 rammende ridser og samler det hele op. Herfra hvor vi står lige nu i Vejle har vi

erfarringen og muligheden for at samle op, lægge til og trække fra – lægge til så vores ude-

områder bliver meget bedre og trække fra der hvor det er gået galt.

Hvad er det der er gået galt?

Hvad skal der til for at skabe liv og bevægelse?

Hvordan bliver det helt naturligt for os at få lysten til at snuppe cyklen – løbe en tur,

snuppe en omvejog lade bilen stå, fordi vi bare ikke kan lade være?

Spørgsmålene er mange, men også berettiget at stille. Vi ved fra den medicinske verden – hvor

meget det betyder at vi rør os – vi lever længere, bliver mindre syge – og hvor meget vores

livskvalitet stiger når vi dagligt får den smule motion som er så vigtig.

Vi ved at vi har alle muligheder for at skabe de rigtige gode byer – og forstadsområder -men og

at det kræver handling –

Derfor er dette initiativ idag både velkomment og vigtigt – fordi der i dette ligger en erkendelse af

at – alt er i udvikling – langt fra færdigt endnu – og at vi skal tænke, planlægge og bygge færdig

med kærlig omtanke til at menneskers liv ikke bare foregår inde for hjemmets 4 vægge men i lige

så høj grad i nærområderne lige udenfor.


Ingen tvivl om den arkitektoniske kvalitet, og lys, luft og udsigt de seneste ti år er blevet meget

bedre. Men det ændrer ikke ved at alt for meget af vores nybyggri – både i parcelhuskvarterene

som når det gælder bymæssig bebyggelse har været og er planlagt med udgangspunkt i

infrastrukturen, både den overordnede i villaområderne med hurtigt adgang fra hjem til

motorvej og regionaltog og den bymæssige, med store veje ind til centrum. Og dette giver en

speciel type byrum, opført i en skala, der groft sagt er tegnet til bilen og ikke til mennesker. 



Mens et menneskes venderadius er stort set ingenting (drej dig) – så er det noget helt andet med

bilens – den kræver langt mere plads. Engang var den vidunderet, engang var det den der

symboliserede det gode liv og alle mulighederne – og det gør den jo stadigvæk, - problemet er at

vi pludselig har skabt et liv til bilen og ikke til os selv, når det gælder design af vores

nærområder. Den skal helst så tæt på vores hjem som det er muligt – p-pladser lige op af gadedør

og hus – kræver veje lige klos op ad boligen. Og dermed mister vi al det som før var en naturlig

del af vores udearealer – det kit det der bandt det hele sammen – Vi ved det jo godt – vi ved jo

udemærket godt hvor vi har lyst til at være og hvad der skal til – vi har bare i skyndingen og

troen på bilen glemt det

Forskellen på det vi opfatter som rigtig gode by – og boligområder og meget af det der er blevet

bygget de sidste tiår er skalaen, eller rettere manglen på den menneskelige skala.

Hvis man vil have folk til at bruge og bevæge sig i nærområdet er det i høj grad vigtig at skabe

oplevelsesrige byrum i en menneskelig skala. Skabe rum, hvor mange mennesker opholder sig –

fordi de har lyst til at være en del af det.

Det tar kun fem minutter at handle i Fakta – og 12 minutter pr dag hvis vi iføge SF og

Socialdemokraterne skal redde Danmark – Igår tog det mig 2x6 minutter at skyde en række

billeder, der viser og forhåbentligt inspirerer til hvad det er for værdier, der gør livet værd at leve

lige udenfor vores døre. Som gør at vi får lyst til cyklen fremfor bilen når vi skal til arbejde – og

ikke kan undvære en løbetur inden aftensmaden – eller sengetid. Som skaber fællesskab, sjov,

sammenhold og nærvær. – bæredygtigt – CO2-neutralt - og hvor der er plads til alle generationer

VIS PIX FRA PEBLINGE DOSSERING- tal om den konstante forandringsproces området har været

igennem – cykelsti – modstand, gennemtrumfet af Klaus Bondam – og ros for lige det

Jeg synes Peblinge Dossering – men sine zoner og tilgængelighed – sin forskellighed og i at den

indbyder alle til at være en del af festen er et i al sin enkelhed fantastisk inspirationskilde – og et

forbillede. Forbillede fordi det er så enkelt.


I modsætning til dette findes en anden verden – den har al det samme – den er ny – bygger på

erfarring - og er alligevel så så langt fra. Den hedder Øretsad City – her er også vand, grønt og

udearealer – men her er dødt, øde – ja forladt som ingen boede her. Det blæser hele tiden – og

selvom solen skinner er der ingen der soler på græsset, løber, cykler eller hygger.- børnene som

bor her er ikke eksisterende – her er ingen der leger -

Jeg gider ikke lyde som et langstrakt kedeligt ekko af Jan Gehl – og jeg nægter at fremstå som

bagstræberrisk og imod fornyelse og troen på fremtiden – men hvad er gået galt…hvorfor virker

det et sted og falder fra hinanden her. Vi skal jo lære af det – hvis vi skal lokke folk ud på en løbe –

eller cykeltur – eller tage den omvej som det jo i bund og grund handler om.

Jeg vil ikke vise billeder herfra – vi ved jo godt hvordan der ser ud – ligesom der gør mange andre

steder – Men jeg har valgt at bygge det i LEGO – Flot arkitektur – når det gælder bygningerne –

men med en fornemmelse af at de står pay samme ensformige flade

VIS LEGO

Alle byens rum ligner hinanden, det vil sige, at du ikke har nogen stedsspecifikke oplevelser,

ingen grund til at gå en omvej eller en smutvej på grund af en særlig oplevelse.



En anden udfordring i er, at alle friarealer er offentligt tilgængelige – Det gør nemlig, at der ikke

er nogen, der føler ejerskab til nogen steder, og der opstår slet ikke de, for den gode by, så vigtige

semiprivate områder. Disse områder, som i København og andre danske byer med en ældre

boligmasse er gårdanlægget, eller rækkehusets forhave, hvor et nært fællesskab med ens naboer

kan opstå, og et ejerskab til stedet udvikles.

De moderne bydele og 70 ernes parcelhuskvarterer mangler livet mellem husene – Når gade, pplads,

gårdrum og park flyder rumligt og socialt sammen, ved man simpelthen ikke, hvordan man

skal møde andre mennesker – Men det kan der gøres noget ved….

Det handler om skalaspring og variation i byrummene, det handler om en afklaring af, hvilke af

byens rum der er private, semiprivate og offentlige, og endelig handler først og fremmest som vi

så i billederne fra Peblinge Dosseringen om at skabe landskaber og byrum i menneskehøjde.

Hvordan får man så introduceret disse skalaspring? Jeg vil faktisk foreslå, at man bygger noget

mere, og gerne noget i en helt anden skala end det der allerede er. At ejendomme omkranses af

forhaver – ikke som et langt ubrudt bånd, men et haverum til hver opgang og at der skabes

overgangszoner med cykel og løbestier…at der plantes uanede mængder af træer og buske,

overraskende stiforløb fulde af sanselighed og mulighed for at gå pay æbleskud uden at blive

opdaget…at ikke mindst at bilen ikke har samme førsteprioritet når det gælder adgang til boligen

-


Jeg kan sagtens forestille mig nogle af alle mellemrummene bygget til med enten mindre fritlagte

huse, ungdomsboliger, ældreboliger, eller noget helt tredje, – og gerne med plads til den lille

butik, café, bar, take away, grønthandler, bager, kontor eller kunstner-atelierer, mindre

værksteder, små tegnestuer – ja, hvad som helst

Eller et område med en koloni af køkkenhaver, ja måske ligefrem små have-huse og arealer hvor

beboere kan dyrke tomater,og kartofler – få et ejerskab og komme til at møde hinanden på en ny

måde i øjenhøjde med hinanden. Inddrag de røvsyge græsplæner ingen bruger til noget af dette –

en moderne park fuld af faciliteter og aktiviteter. Her er der også loppemarked hver lørdag.

Eller et feststed langs med den nye anlagte kanal eller sø– lidt intermistisk med pontonner, sand,

liggestole og kulørte lamper – som man i sommertiden samler sig omkring – hvor der er mad

drinks og dj´s senere på aftenen.

Eller en børnehave – eller et fritidshjem, en naturskole, der ikke ligger i kareerne – men som

ligger fritlagt ude i arealet – og gør brug af alt det grønne.

Det handler måske netop om at lade lidt mere anarki råde og komme væk fra den

gennemplanlagte ensartethed i bygningsstørrelse og bygningsmellemrum. Det handler om

begrebet “social arkitektur”, som det kit, der binder det hele sammen

Man savner den smalle passage, den lille port, den brede plads, oplevelsen af forskellighed, at

komme fra noget smalt til noget, der breder sig ud, hvor er det lille bagstræde, der bliver en lokal

genvej hen til den store åbne park? Åbent/lukket, smalt/bredt, højt/lavt, befærdet/tomt osv., osv.


vis ny LEGO-model

og inspirations-billeder

Og så savner jeg et slogan:

REND og HOP

Først skabte vi gode boliger til Alle – nu skaber vi udearealer til glæde og fællesskab for alle

Jeg savner Social arkitektur og design

Jeg savner Kant

- og Ikke bare skønhed

Jeg savner der Sker noget

Jeg savner det der tiltrækker – oaserne

Jeg savner at man tager ejerskab –

Jeg savner lyst – liv og livsglæde – i nærområdet –


Jeg savner Krav til bygherer om at tage medansvar for sammenhængskraften i de områder

de bygger i. Jeg savner lovgivning der fremover tilgodeser cyklister, gående, løbende i

nærområdet – og skaber rammer der gir lyst til at vi opholder os der. At der bliver brugt

økonomi, energi, ekspertive og resourcer her som vi aldrig har gjort det før. Vi kan jo godt

og vi ved jo godt hvad der skal til…

Uorden skaber oplevelser: Så lad os skabe uderum, som ikke bare er pæne, men også bliver

brugt og får os ud i det blå? Man siger at det sociale liv ikke kan planlægges – at det skal opstå af

sig selv i en smuk symbiose mellem mennesker, udefinerlige lag af initiativerog som et tværsnit

af et områdes historie og oprindelse. For lad os sige det som det er - der er ikke tid til at vente på

dette – der skal sparkes døre op og døre ind og processen skal speedes op. En slags byfornyelse –

en infrastruktur hvor man koncentrerer sig om rummene mellem husene og får skabt en

variation i, hvad der er private, og hvad der er offentlige rum og hvor det grønne tænkes ind som

kvalitative rum og ikke som restarealer i bygningsstrukturen. Det handler om at få skabt

rummene, hvor du møder dine naboer, og hvor det er trygt at sende dit barn ned og lege og

samtidig understreger det fælles offentlige gade- eller pladsrum, hvor du møder bydelens andre

beboere og besøgende. Det er her, du går hjem fra skole og foretager dine indkøb. Det er her,

bydelens hverdagsliv foregår.

Det er hvad der får mig ud af døren – med løbesko eller på cyklen fremfor bilen – at det er sjovt-

at der er liv – og man er en del af en bevægelse – sådan tror jeg at der er mange der har det. Hvis

vi først bliver grebet kan vi slet ikke stoppe – nu oplever vi mere – glædes og beriges – og ved vi

betyder noget – er en del af en forandring – en kollektiv bevidsthed, om en bedre verden og et

bedre liv. Vi bliver inspirerede og inspirerer vores børn til at bevægelse og fysisk leg er noget

livet blir sjovere af. Fordi vi kan gøre det sammen.

Lad os derfor komme igang nu

Komme i gang med en En fase 2 – en fase 2 som man tager lige så seriøst som det der allerede er

her. Rom blev ikke bygget på én dag – Byer og områder er en konstant udvikling – også når de

ligger i Danmark.

More magazines by this user
Similar magazines