Af Sandra Kunuduni Larsen Endelig fredag og ... - Danske Patienter

danskepatienter.dk

Af Sandra Kunuduni Larsen Endelig fredag og ... - Danske Patienter

Af Sandra Kunuduni Larsen

Endelig fredag og en tiltrængt weekend venter efter en travl uge på studiet,

læreruddannelsen, hvor jeg netop er startet på mit 2. år. Ugen er gået med forberedelser til et

5-ugers praktikforløb, og nervøsiteten har sneget sig ind her i de sidste dage. På mandag går

det løs. Et nyt sted, nye mennesker og indtryk – og ikke mindst store forventninger.

Forventninger til mig og mine evner som lærer. Min manglende tro på mig selv, og at jeg er

god nok, spænder ben. Og spiseforstyrrelsen, anoreksien, som jeg efterhånden har kæmpet

med og imod de sidste 14 år i mit snart 30 år lange liv, bliver alt for nemt min flugt fra de

selvdestruktive tanker. Hvis jeg spiser mindre, vil jeg ikke føle mig så pokkers værdiløs.

Selvom jeg udmærket ved, at det ikke forholder sig sådan, så er det alligevel en kamp at lade

være med at handle på spiseforstyrrelsens standhaftige forsøg på at hive mig ned i mørket.

Små ting afgør, om det bliver en god dag

En god dag kan gøre forskellen. Og netop i dag har jeg haft en dejlig dag, hvor formiddagen gik

med studiegruppearbejde. Jeg havde ellers en ubehagelig tung fornemmelse i kroppen og var

på randen til tårer, da jeg stod op i morges. Yderst sårbar og skrøbelig, følte jeg mig. Men som

tågen lettede lige så stille uden for mit vindue, og efter en ihærdig peptalk inde i mit hoved,

besluttede jeg at tage af sted med hovedet højt. Selvom det kan være uoverskueligt i

øjeblikket, så har jeg erfaret, at hvis jeg møder mine medstuderende – og andre for den sags

skyld – med positiv energi og et åbent blik, så får jeg det samme igen. Masser af energi

strømmede ind på, hvad der om morgenen føltes som en tom konto. Ene og alene i kraft af

knus, snak, grin og et ’hej´ i gården fra en lille håndfuld af de mange nære venner, jeg har på

studiet. Denne varme og umiddelbare tilkendegivelse af gensidigt venskab giver mig en følelse

af at være noget særligt; at jeg er en del af et større fælleskab, hvor jeg har en betydning. En

sejr for mig, et nederlag for spiseforstyrrelsen! Men det er nemmere sagt end gjort. Hver gang

det lykkes at have en god dag, bliver mit selvværd, mit fundament, en smule stærkere.

Hvis jeg dog bare kunne bevare den følelse for altid! Men det er stærke kræfter, jeg er oppe

imod. Og et enkelt afslag, en aftale som bliver aflyst, sender mig på vildspor. Tidlige svigt i min

barndom gør mig nærmest allergisk over for det at blive valgt fra til fordel for noget andet.

Hvis en nær veninde ikke skriver tilbage, når jeg mest har brug for hende, hvis min terapeut

efter halvanden time stadig ikke har opfyldt lige netop det behov, jeg har, eller hvis ham fyren

pludselig ikke viser den samme interesse som tidligere, så forkaster jeg dem og tænker, ’de

gider mig ikke mere, så jeg kan lige så godt trække mig, inden de forlader mig´. Det forstærker

følelsen af ensomhed betydeligt.

Børnefødselsdagen – skal, skal ikke

Lørdag står der kun én ting på programmet: børnefødselsdag. Min venindes datter fylder 4 år.

På grund af den forgangne uges op- og nedture har jeg ikke endelig sagt ja til at komme. Der er

en del af mig, som rigtig gerne vil. Den del, som ønsker at tage alt det liv og lys ind, som så

hjerteligt tilbydes. En anden del af mig, anoreksien, kan ikke give mig lov. Ikke fordi jeg ikke

fortjener det, men fordi det vil betyde, at jeg skal spise anderledes, end jeg plejer.

Børnefødselsdag betyder boller, kager, slik, is og sodavand – det er uoverskueligt bare at


tænke på! Jeg bruger unødvendig meget tid på at tænke på, om jeg skal tage med eller ej. Og

frustrationen vokser. Hvorfor skal det være så svært?

Igen ved jeg, at det i virkeligheden ikke kun er maden, der er uoverskuelig. Det er også det, at

jeg skal være på. Noget som jeg bestemt ikke er eller har været de sidste dage. Sådan er det

dog langt fra altid, og det gør mig kun yderligere frustreret. Hvorfor kan jeg ikke bare komme

af sted – det plejer jeg jo godt at kunne! Men plejer er død, og jeg melder afbud.

Frygten for ensomhed er pudsigt nok oftest tilstede, når jeg skal være sammen med andre

mennesker. Den er der sjældent, når jeg rent faktisk er alene. Og når jeg mærker

spiseforstyrrelsen hive og flå i mig, bevæger jeg mig nærmest ind i en anden verden, som kun

ganske få af mine nærmeste forstår. Lige netop her har jeg brug for de ganske få, fordi de tør

møde mig i mørket. De bliver ikke skræmt af de voldsomme og ødelæggende tanker og

følelser. Men når jeg så er sammen med dem, som derimod ikke kan netop det, så føler jeg mig

frygtelig alene. Også selvom jeg er omringet af kærlige og velmenende mennesker. At føle mig

ensom i andres selskab er den form for ensomhed, jeg frygter mest.

Musikken er mit fristed

I stedet for børnefødselsdag bruger jeg dagen ved klaveret. At skrive musik er noget af det

mest befriende jeg kender til; at fordybe mig i mit univers af egne toner og tekster giver mig

noget helt unikt, som er svært at beskrive med ord. I stearinlysets skær får jeg afløb for alle de

svære følelser. Alt det, som jeg ikke kan forklare på anden vis, kommer til udtryk i mine

personlige sange. Vrede, sorg, magtesløshed, frustration og smerte, det er befriende at få det

ud af systemet, mens det samtidig giver mig et nyt perspektiv. Jeg kan se, sort på hvidt, hvad

det egentlig er, der skaber kaos indeni. Det er en gave, en evne som jeg er dybt taknemmelig

for. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden.

Søndagen byder på biograftur med min mor. Det glæder jeg mig til. Dels fordi jeg elsker at gå i

biografen, dels fordi det er med min mor. Hun kender mig. Og selvom vi sjældent snakker om

spiseforstyrrelsen, og jeg har ofte svært ved at involvere hende i mine indre kampe, så føler

jeg en tryghed i hendes nærvær.

Biograf, popkorn og slik

At synke ned i en blød stol i mørket, kun oplyst af det store lærred, og lade mig rive med er

lige, hvad jeg har brug for. En pause fra morgendagens bekymringer og spiseforstyrrelsens

råb. Jeg gider ikke høre på det, så naturligvis, er jeg fristet til at sige, skal jeg ikke sidde og

fylde mig med popcorn og slik. Heller ikke selvom min mor, som altid, spørger. Jeg er sikker

på, at hun glæder sig til den dag, hvor jeg siger ja tak. Det gør jeg også. Men en lille cola får jeg

da slubret i mig lige så stille uden de store diskussioner med anoreksien.

Inden jeg går i seng søndag aften, kigger jeg flygtigt på min højre underarm, hvor min

tatovering er. Og ordene, som sirligt står skrevet, giver mig mod på morgendagens uendelige

udfordringer og kampe: ”I will fight, I will sing until I run out of air…”

More magazines by this user
Similar magazines