Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: - De Berejstes Klub

MEDLEMSBLAD FOR DE BEREJSTES KLUB DECEMBER 2004 / NR. 18 

GLOBEN 

Din første rejseoplevelse: 

Rejsestafetten: 

Dramatiske ankomster 

Kopper 

Vindistrikter 

Læs, hvordan medlemmer oplevede deres første 

uforglemmelige rejse 

LÆS OGSÅ: En rejse ad Silkevejen, Pik Lenin: sandheden og toppen, tanker om rejselivet, 

GLOBEN nr. 18 / December 2004 1 

gratis 

rejser, påskeferie i Mellemøsten, rejsen til Afghanistan, Den Transsibirske Jernbane og veninder i Mexico.

GLOBEN nr. 18 / December 2004 2

Medlemsblad for De Berejstes Klub 

Redaktion: 

Simon Staun 

Thorsgade 62 b, 3 th. 

5000 Odense 

Tlf.: 20922834 

mail@simonstaun.dk 

Nikolaj Witte 

Skt. Annagade 32 

8000 Århus C 

Tlf.: 86181136 / 22790384 

nikolaj@wayout.dk 

Tekst / fotos: 

Medlemmer af De Berejstes Klub 

Forsidefoto: Overalt i Dhaka, Bangladesh, hvor man 

bevæger sig bliver man budt på den ene kop te efter 

den anden ved disse små gadeboder. Ikke sjældent 

har dette, den første kontakt, været årsag til aldrig at 

tøve med at tage afsted igen. 

Foto: Nikolaj Witte 

Forsidedesign: 

Nikolaj Witte, adresse s. 70 

Tryk: 

BB Offset 

Thorsvej 11; 8850 Bjerringbro 

Oplag: 225 

ISSN: 1603-1458 

Deadline til næste nummer: 

5. februar 2004 

Tema: Kina 

- alt stof sendes til globen@berejst.dk 

Annoncer: 

annoncer@berejst.dk 

Medlemskab: 

www.berejst.dk 

Formand: 

Søren Padkjær, adresse s. 70 

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og 

alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor 

skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis 

af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 

4 Årets julegave... 

5 Næste tema: Kina 

6 Sådan startede det... 

Søren Padkjær 

9 Interrail gav rejsefeber 

Preben & Bente Knudsen 

11 Cykelturen til Roskilde - foråret 1954 

Arne Runge 

12 Backpacker som senior 

Erik Pontoppidan 

15 At lære på den hårde måde 

Søren Bonde 

19 Gevinstrejsen til Skammestein 

Niels J. L. Iversen 

20 DBK på toppen af Pik Lenin 

Martin Nielsen 

24 God e-mail til rejsen 

25 Gratis eller næsten gratis rejser 

Knud B. Bach 

26 DBK’s Top-20 for besøgte lande 

27 Påskeferie i Mellemøsten 

Per Allan Jensen 

29 Det eventyrlige Borneo 

Nikolaj Witte 

33 Om hvordan man bli’r »bidt af en gal rygsæk« 

Pernille Föh 

35 Rejsen ad Silkevejen 

Lars Munk 

38 Den sande Pik Lenin ekspedition 

Kenneth Hvolbøl 

42 At se det store i det små 

Anders Pedersen 

44 Langt fra Kabul til Afghanistan 

Rasmus Krath 

46 At tæmme verden 

Ewa Bylinska 

47 The big train ride - del 1 

Arne Runge 

50 Nekrolog for Lis V. Jørgensen 

51 Julebrev fra Ewa Bylinska 

52 Et halvt århundrede i Mexico 

Ewa Bylinska 

54 Mine 10 bedste kopper 

Kisten Fiil Svarer 

56 Mine 10 mest dramatiske ankomster 

Bjarne Lund-Jensen 

58 Mine 10 bedste vindistrikter 

Mai Nygaard 

61 Referat af De Berejstes Klubs generalforsamling 

63 Regnskab 

64 Formandens beretning 

65 Folkersen og Egholm priserne 

66 Dusører og sponsorer 

67 Arrangementkalender og »Hold dine rejsedata ajour!« 

68 Nye medlemmer 

70 Klubbens kontaktpersoner 


Årets julegave… 

Jeg må tilstå, at jeg ikke er den store tilhænger af julen, som den ser ud i dag. En stor kommerciel suppedas, hvor man føler 

druknedøden true med julemusik i højtalerne allerede fra starten af november i den lokale Fakta. 

Men i år har det for undertegnedes vedkommende set anderledes ud. Ikke fordi jeg er blevet nyreligiøs eller har vundet i tips. 

Jeg er ganske enkelt blevet velsignet af en intet mindre end forrygende bunke beretninger fra vores forunderlige klode. 

Jeg har siddet og glemt trøstesløsheden, når jeg har følt mig som en blind passager på farlig færd op ad aggressive bjerge, på 

venindetur i Mexico eller sågar på cykeleventyr langs Roskildevejen årtier tilbage. 

I særdeleshed har bidragene til dette nummers tema afspejlet, hvor forskellige medlemmerne i denne klub er. Og alligevel i 

samme ombæring skildret, hvor ens vi er til trods… 

For godt nok har vi haft vores jomfruture og enestående øjeblikke så forskellige steder som Skammestein i Norge og i Borneos 

jungle, men alligevel beskriver historierne samme forelskelse og dragning mod det ukendte, det nye og spændende, der altså 

både møder os i vores egen skandinaviske kravlegård og helt derude, hvor medicinmændene har madpakke med. 

Skal man sætte et barometer op for en god historie i dette blad, må det endelig ikke blive et spørgsmål om at berette om det 

vildeste, farligste eller mest afsondrede. Det hører naturligvis med 

som en del af rejse- og eventyrlysten, men det må ikke svække det faktum, at utrolig mange oplevelser tager udgangspunkt 

inden for en meget acceptabel afstand af vort lille Danmark. 

Og med hensyn til barometeret, så kan jeg for mit eget vedkommende fortælle, at jeg har fået lyst til at besøge hver og én af de 

destinationer, undskyld på nær Pik Lenin, der omtales i dette nummer… Så betragt dette nummer af Globen som en julekalender, 

du hver dag kan åbne op og med sikkerhed få en lille gave at lune dig på. 

Jeg har kun tilbage at sige: ”Kære julemand, send mig venligst blot gavekort i år. Der er så frygteligt mange steder, jeg gerne vil 

se”. 

Tak til alle for en afsmittende skrivelyst og rejseglæde. 

God jul og godt nytår - Simon Staun 

Glædelig jul fra alle os 

til hele verden. 

På billedet fejres julen 

i Yangon, Myanmar 

med ikke mindre end 

fantastisk juleoppyntning 

i butiksruderne. 



Næste tema: Kina 

Meget kan blive sagt, og jeg håber meget vil blive sagt, om dette verdens folkerigeste land. Der kan ikke herske tvivl om, at 

Riget I Midten er en sand guldgrube for enhver rejsende, og det vil Globen honorere i næste nummer. Kina byder på de klassiske 

oplevelser med Den Kinesiske Mur som højdepunktet for mange, stærkt efterfulgt af krigerne i Xian og Yangzi floden. Maden 

tiltrækker mennesker fra nær og fjern, og enkelte tager måske også hertil for de billige, glimrende øl og nær-gratis smøger (af 

svingende kvalitet). Ingen er nok kommet derfra uden at være blevet påvirket af kulturen, for Kinas ældgamle tanketraditioner 

med Kongfuzi, Laozi og Mengzi, som de i vesten mest kendte, gemmensyrer hele samfundet. Nok er mange templer gået tabt 

i kulturrevolutionen, men tanker dør ikke så let. Bøger kan brændes, men stadig kan langt de fleste kinesere, uden bæven 

i stemmen, citere Analekterne. Disse gamle tanker kommer også til udtryk på gader og stræder, ikke mindst når man bliver 

ør i hovedet af en tur gemme Den Forbudte By, men også det moderne Kina viser respekt for traditionerne ved at anvende 

feng shui ved opførelsen af Bank of China i Hong Kong. Kina, der med sin vældige størrelse kan overvælde de fleste, byder på 

verdens mest afvekslende natur, fra det flade, fuldstændigt opdyrkede og overbefolkede øst, til verdens højeste bjerg i Tibet, fra 

Gobiørken til frodige rismarker, fra travle markeder i Kashgar til hektiske markeder i Hong Kong. Jeg kunne blive ved, men vil 

opsummere det efter bedste evner i frasen: Søg og du skal finde. 

Næsten ethundrede af os har været der, så for at give plads til alle de fantastiske historier, der helt sikker gemmer sig ude hos 

jer, bliver metoden til indsendelse denne gang lidt anderledes. Men en ting der bestemt ikke har ændret sig: Send ind, send ind, 

det er fantastisk at modtage og læse alle de storslåede eventyr, I har oplevet. 

Læs derfor dette grundigt. 

Når du nu sidder og læser denne sætning og tænker: ”hmm, jeg har da en ret god historie om min rejse i Kina”, så tænk 

dine oplevelser igennem, og beslut dig for netop den del af hele din rejse, som, du mener, var toppen af toppen. Altså har du 

f.eks. rejst to måneder gennem Kina, så giv dig ikke til bare at skrive derudaf om hele rejsen, men stop op og se hvilken del 

du allerhelst, når du nu bliver presset lidt, vil fortælle. Hvis vi holder os til eksemplet med de to måneders rejse, så kunne det 

være, at det bedste på din rejse var den trekkingtur på Muren, eller måske var det togturen mellem Xian og Beijing, eller det 

var maden gennem hele landet, eller måske de små markeder oppe i bjergene, eller vandreturen rundt om Kailash, eller på 

jernhest gennem landet, eller fredagsbønnen i en moské i Ürümqi, eller kinesisk medicin, eller tusind andre ting. Måske har du 

oplevet det hele og vil gerne have det hele med, men for at undgå eventuelle gentagelser vil vi opfordre dig til kun at vælge din 

favoritoplevelse. Hvis der er et historisk aspekt i din oplevelse, så skriv det meget gerne med i beskrivelse. Det kunne jo være, 

du havde oplevet tragedien på Tiananmen Pladsen eller Hong Kongs overdragelse eller en af Maos taler eller... 

Inden du skriver artiklen: 

Så send en kort mail (3-5 linjer) til redaktionen om dit foretrukne emne og hvor lang, du tror, din artikel vil blive. Artiklerne skal 

helst holde sig på mellem en og fire sider for at give flest mulige medlemmer mulighed for at komme til orde. 

Når du så har indsendt en beskrivelse af hvad du gerne vil skrive om, så skriver jeg tilbage og fortæller dig, om der allerede 

er en anden, der skriver om det samme område eller emne. Hvis du er den første, der siger, at du gerne vil fortælle netop den 

historie, så er der kun tilbage at sige: ”skriv løs, vi glæder os til at høre historien”, men er emnet allerede ”optaget”, så spørger 

jeg dig, om du måske har en anden fantastisk historie oppe i ærmet, og så finder vi ud af det derfra. Altså først til mølle..., så 

tøv ikke, men skriv straks til mig. 

Er du bare lidt i tvivl om, hvad du skal gøre, så skriv til Globen@berejst.dk, og vi finder helt sikker ud af det hele. 

For at opklare et eventuelt tvivlsspørgsmål: Temaet om Kina inkluderer alle de områder vi som klub anerkender som Kina, altså 

også Tibet, Hong Kong, Xinjiang og alle andre steder inden for de anerkende grænser. 

Glæder mig til at høre om Riget I Midten - Nikolaj Witte 

Søg og du skal finde! 

Kina er et kalejdoskop for enhver rejsende. Vær med til at fortælle hvad Kina bød dig på i Globens næste temanummer. 

Billederne fra venstre: Soldat foran Maos potræt på Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen) i Beijing, Bank of China i Hong Kong der efterligner svejende bambus i design, 

lille idylisk pagode set fra en lille klippegrotte i Det Storslåede Udsyns Park (Daguan Yuan) i Beijing 



Sådan startede det… 

Jeg kunne simpelthen ikke vente, og tilbød selv at 

betale rejsen til mit nye job i Mellemøsten. 

Tekst og foto: Søren Padkjær 

Der blev grinet en del på kontoret, da 

jeg frisk fra Handelsskolen var til min 

første ansættelsesaftale i en eksportvirksomhed 

i Aalborg og fortalte om min 

dumpekarakter i tysk. Og så netop TYSK - 

hovedmarkedet for en stor del af firmaets 

produkter. Hvordan kunne nogen være så 

skør at søge denne stilling uden at være 

perfekt i tysk? 

Min redning blev, at min nye chef var 

uddannet i en korn- og foderstofforretning 

– og det er jeg tilfældigvis også – og 

det mente han så kunne gøre det ud for 

de manglende sprogkundskaber. Desuden 

kom jeg i afdelingen for diverse produkter, 

som blev solgt til det meste af verden, 

hvor hovedsproget var engelsk. 

Jeg var samtidig begyndt at læse HD om 

aftenen, men det blev der ikke meget ud 

af, for jeg blev straks kastet ud i direkte 

kundekontakter, som på det tidspunkt 

bl.a. bestod i at forberede og stå klar med 

en indtastet hulstrimmel til en telexmaskine. 

Af hensyn til de yngre læsere, så 

er en telex lidt som en skrivemaskine, der 

er forbundet til telefonnettet. Dengang 

var telepriserne høje, så i stedet for at 

kalde op og så skrive online, forberedte 

man offline en strimmel med en slags 

morsehuller i en smal rulle papir. Når så 

beskeden var klar, blev strimlen sat fast 

til aflæseren, man ringede op som på en 

telefon, og derefter bankede beskeden 

igennem til modtagerens telex. Grunden 

til at jeg tilbragte mange aftener ved 

dette apparat var, at når beskeden så var 

sendt, så kunne modtageren i Colombia, 

Brasilien eller Peru – der netop var mødt 

på kontoret – straks læse den og svare 

tilbage. Man kunne således have en kort 

Mit første møde med Orienten – det satte 

hurtigt liv til mine forestillinger baseret 

på smuglerhistorier, kvindehandel og 

Fez-hatte, som jeg havde oplevet det fra 

træstolene på de første rækker søndag 

eftermiddag i den lokale biograf. 

dialog (men nu foregik det jo online og 

taksten var høj), og der var ikke megen 

tid til at tænke sig om inden svaret: Ville 

vi acceptere hans tilbud og få handelen 

afsluttet? 

Det var naturligvis utroligt fascinerende 

at komme lige fra skolebænken og så 

pludselig have kontakt med hele verden. 

Desuden havde firmaet sit eget lille fly, og 

det blev til mange spændende ture rundt 

i Europa (også til Tyskland), hvor jeg 

som regel fik lov at tage co-pilot pladsen 

tilbage ved indflyvningen over den ofte 

tågedækkede Aalborg lufthavn. 

Men tålmodigheden er jo kort, og nu 

havde jeg sat mig i hovedet, at jeg 

ikke bare ville rejse rundt, men i stedet 

bosætte mig i udlandet i en periode. Det 

var der også gode muligheder for, men en 


Et bjerg små agurker 

dybt inde i souk’en 

måneds tid inden jeg skulle have været 

udstationeret på én af virksomhedens 

fabrikker i Vestafrika, kom der besked om, 

at kvotaen for hvide i forhold til de sorte 

var opbrugt, så desværre! 

Jeg var nu virkelig besat af tanken om at 

komme til udlandet, og fik da også kort 

tid efter en stilling i landbrugsorganisationernes 

afdeling for markedsføring i 

udlandet. De havde kontorer så eksotiske 

steder som Puerto Rico, Beirut, Hong 

Kong og Tokyo, og min opgave var nu at 

sætte mig ind i arbejdet på hovedkontoret 

i København, indtil der blev en plads ledig 

på ét af kontorerne. Der gik enormt lang 

tid, over et halvt år, inden der endelig kom 

meddelelse om den rokering, der i løbet af 

nogle måneder kunne føre mig til kontoret 

i Beirut. En begivenhed fra ventetiden illustrerer 

utålmodigheden: Beirut-kontoret, 

som dækkede 15 mellemøstlige lande, 

arrangerede et fremstød i Kuwait, og 

jeg foreslog direktøren, at jeg var parat 

til selv at betale flybilletten derned, hvis 

jeg da bare måtte få lov til at være med 

– men nej, den slags gør man ikke på et 

næsten offentligt kontor. 

I den desperate ventetid havde jeg også 

søgt job hos et amerikansk firma med 

kontorer i Fjernøsten, og faktisk havde 

jeg været til samtale, dagen før meddelelsen 

kom om den ledige plads i Beirut, 

og der fået tilbudt et job på deres kontor i 

Saigon. Men jeg valgte altså Beirut. 

Uheldigvis for lederen af kontoret i Beirut 

blev han kort efter syg, så jeg fik pludselig 

at vide, at næste uge skulle jeg rejse 

derned som afløser i en måneds tid. Der 

var allerede på det tidspunkt optræk til 

uroligheder i Libanon, men vi havde fået 

besked om, at den lokale Karolinepiges 

palæstinensiske mand, Abdul, ville tage 

imod mig i lufthavnen. Udover at være 

et prægtigt menneske var han også journalist 

og kunne derfor komme gennem 

afspærringerne ud til lufthavnen. 

Hvilken fornemmelse det var, da SASflyet 

lagde an til landing med det glitrende 

Middelhav til højre og de grønne 

bjergskråninger til venstre med stille røg 

sivende op fra landsbyerne. Varmen, lugten 

og luften – alt var så anderledes og 

enormt spændende. 

Det hele var pludselig gået så hurtigt, og 

det var egentlig først et par dage senere, 

at jeg virkelig følte denne fantastiske 

svævende fornemmelse, at nu har 

jeg ikke længere 

kontrol over noget – skæbnen 

tager over: En søndag formiddag var 

jeg gået en tur alene ned i souk’en, som 

dengang bredte sig over store dele af den 

gamle centrale bydel, med smalle gyder 

overdækket af udspredte presenninger, 

hvor der blev slagtet kyllinger, skreget 

tilbud på skjorter, med svimlende dufte af 

krydderier, trængsel af bærere med kornsække 

på nakken, opstablede frugter og 

grøntsager – uanset hvilken retning jeg 

kiggede. En kortvarig lettere klaustrofobi 

var under optræk, men så fandt jeg ud 

og så gik det ellers igen 

på opdagelse i denne 

Aladdins hule. 

var optaget, 

så jeg 

måtte sove 

i et pakhus 

Det blev herefter til 

næsten tre år med 

månedlige rejser og 

mange oplevelser i de 

dengang temmelig primitive 

arabiske lande. 

Som dengang Kong 

Feisals livvagter personligt 

smed mig ud af 

hotellet i Dammam, fordi 

Kongen havde anmeldt 

sin ankomst med følge 

nogle dage efter. Eller 

den første tur til Oman, 

hvor det eneste lille hotel 

Mændene på fortovet 

med en vandpibe og en 

kop te – hvad kan være 

mere arabisk? 


nede ved havnen, sammen med en butterflyklædt 

boghandler fra Oxford, fire 

beduiner og et ukendt antal rotter. Eller 

turen til Benghazi i Libyen, hvor tolderne 

ville smide en ladning dansk ost i havnen, 

fordi det var dårligt – jeg tog derover og 

fandt ud af, at det bare lugtede ligesom 

enhver god ost skal (men de var vant 

til den kønsløse smelteost La Vache qui 

Rie – kendt fra alle flymåltider på den 

tid). Eller det store danske arrangement 

i Jeddah, hvor Prins Henrik og Emiren af 

Mecca beærede os med deres besøg. De 

fantastiske ture til Sana’a i Yemen med 

overnatning på paladset revet lige ud af 

Thorkild Hansens ”Det Lykkelige Arabien” 

(med den mest primitive mad, jeg har 

fået nogetsteds). Og dog, jeg tror antimad-prisen 

går til Aden, dengang ærkekommunistisk, 

hvor de fleste butikker var 

lukket. Dengang vrimlede Dubais havn 

med smuglerdhows fra Iran og Indien. Og 

Baghdad, hvor Saddam Hussein netop var 

blevet vicepræsident, og hvor de eneste 

restauranter tilhørte militæret. Gad vide 

om han var med til nogle af de officersmiddage, 

hvor jeg som den eneste civile 

gæst fik et bord i det ene hjørne? For 

Det er dyrt at glemme!!! 

slet ikke at tale om de vidunderlige ture 

i Libanons bjerge, med familiefester og 

hjemmebrygget arak. 

Oplevelser, der går i blodet, og som burde 

have en advarsel: Stærkt vanedannende. 

I øvrigt fik jeg igen lidt af den samme 

snurren i maven, da jeg næsten 3 år 

senere, efter evakuering på grund af 

borgerkrigen i Libanon, fik muligheden for 

at komme over på kontoret i Hong Kong. 

Men det er en helt anden historie! 

Den glade slagter 

med sine pølser 

og fårefedthaler 

Så er det igen blevet tid til at betale kontingent. Det skal betales senest d. 31. 

januar 2005 til klubbens kontonummer 2143-8127-698-679 i Nordea. Kontingentet 

beløber sig til 300 kroner for passive medlemmer og 400 kroner for aktive (dog kun 

100 kroner per ekstra medlem på samme adresse). 

Men husk dog... 

Du får så meget for pengene at det simpelthen ikke kan betale sig ikke at være 

medlem. Der er et utal af medlemsfordele, du får Globen tilsendt fire gange om 

året og ikke mindst mulighed for at deltage i sjove, oplysende, interessante, 

fængslende og underholdende medlemsmøder. 


Interrail gav rejsefeber 

Bente og undertegnedes rejsefeber kan ikke siges at stamme hjemmefra. 

Jeg har været med mine forældre i Flensborg nogle gange og det var så 

det. Bente har aldrig været med sine forældre udenlands (Bentes mor var 

over 50, inden hun kom til Sjælland). 

Tekst og foto: Preben & Bente Knudsen 

Grunden til, at vi kom af sted første gang, 

var, at Bentes søster havde været i kibbutz 

i Israel. Det blev vi så enige om, at vi 

også hellere måtte prøve. Bente var 18 og 

jeg var 21, og vores forældre mente vist, 

at det var noget værre pjat. Bente havde 

sit gode arbejde i en børnehave, og jeg 

var lige blevet udlært elektriker. Det var 

også så som så med finanserne. Vi havde 

dog sparet 10.000 kr. op tilsammen. Det 

skulle så betale to Interrail-kort, to flybilletter 

hjem fra Israel plus lommepenge. 

Når vi først kom ned til kibbutzen havde 

vi ikke de store udgifter. Her skulle vi 

arbejde og fik så kost og logi. 

Vi startede fra Herning banegård. Vores 

forældre og søskende var der til at vinke 

farvel. Vi trillede ned gennem Jylland og 

kom snart til Tyskland. Her stod vi af toget 

i Rendsburg. Rent tilfældigt. Det eneste, 

der var planlagt hjemmefra, var at vi 

skulle være i Athen, når interrail-kortet 

udløb. Og så at vi skulle flyve hjem fra 

Israel. 

Vi gik rundt og så Rendsburg, som faktisk 

er en vældig flot og hyggelig gammel by. 

Da det var ved at blive aften, manglede vi 

et sted at slå vores Fætter BR telt op. Og 

jo, det var købt i Fætter BR. Vi prøvede at 

banke på døren hos nogle tyske ”Hausfrauer”, 

men de var ikke interesseret i at 

have sådant et par interrailere boende på 

deres fine græsplæner. Nå, hvad skulle vi 

så gøre? Vi ville ikke på campingplads, 

for det kostede jo penge. Vi vandrede lidt 

rundt og endte nede i hospitalsparken. 

Her fandt vi et buskads at slå teltet op i. 

Men vi vågnede nu en del gange den nat, 

da der gik en hel del mennesker forbi. 

Men GRATIS var det da. Om morgenen 

spiste vi det sidste af madpakken hjemmefra. 

Så snakkede vi lidt om, hvad vi så 

skulle finde på. Vi blev enige om at tage 

toget til Amsterdam. 

Der var masser af folk i Amsterdam, da 

der var et stort internationalt sejlertræf, 

og vi så da en hel masse gamle skibe. 

Det var ved at være aften igen, så vi 

Stranden på 

Sifnos hvor 

vi boede en 

uge. 

manglede nok engang et sted at sove. Da 

det var umuligt at finde et roligt hjørne i 

Amsterdam, tog vi et tilfældigt regionaltog 

ud til byen Baarn. Her fandt vi en rolig 

veranda, troede vi, uden for en bygning 

nede ved stationen, til at rulle vores liggeunderlag 

og sovepose ud. Desværre viste 

det sig at være posthuset, så allerede ved 

4-tiden om morgenen begyndte de at 

rode med postsække og aviser. De kiggede 

en ekstra gang, da de så os ligge på 

deres veranda. Efter lidt vand i hovedet og 

en smule morgenmad bestemte vi os til at 

tage til byernes by Paris. Bentes svoger 

har en søster som er fransk gift og som 

dengang boede i Paris. Vi tog hen og bankede 

på deres dør. Det var Arnaud, som 

åbnede døren. Vi havde aldrig set hinanden 

før. Han talte ikke dansk. Til gengæld 

talte vi ikke fransk. Han fik så den gode 

ide at ringe til Inge Dorte. Hun syntes, 

det var alle tiders, at vi var kommet. Det 

endte faktisk med, at vi blev boende en 

hel uge hos dem. Så vi fik rigtigt set Paris: 


Eiffeltårnet, Notre Dame, Montmartre, 

Mona Lisa, Sacre Coeur osv. 

Næste stop på turen var Zürich. Her kom 

vi til om søndagen og endte lidt uden for 

byen i en stor park. Vi blev enige om, at 

det da var et helt perfekt sted at slå teltet 

op. Som sagt så gjort, og vi sov da også 

fint hele natten. Næste morgen, da vi 

havde fået gnedet søvnen ud af øjnene 

og åbnede teltdugen, kiggede vi en ekstra 

gang. Nogle hundrede meter henne var 

der en masse soldater. De havde tilsyneladende 

ikke opdaget os, så vi skyndte os 

at pakke teltet sammen og forsvinde. Det 

viste sig at vi havde overnattet på et militært 

øvelsesområde. Det var da godt, at 

de ikke havde holdt skydeøvelse! 

Efter denne oplevelse tog vi helt til Madrid, 

men da de holdt siesta, blev vi der kun en 

times tid, inden turen gik til Barcelona. 

Det blev til en tur ned ad Ramblaen og et 

kik på Nou Camp. Overnatningen foregik 

på banegården sammen med mindst 100 

andre interrailere. Det var et af de mest 

utrygge steder, vi overnattede, selvom 

vi var så mange folk. Der var simpelthen 

fyldt med lommetyve alle steder. Vi kunne 

se, at så snart folk faldt i søvn, sad de ved 

siden af og prøvede at liste ting fra folk. 

Så vi skiftedes sammen med en amerikaner 

til at holde os vågen hele natten. Han 

viste os, at han havde en kæmpestor kniv 

med, så lommetyvene kunne bare komme 

an. Det blev heldigvis ikke nødvendigt 

med et blodbad. 

Resten af interrailturen gik over Pisa, 

Rom, Bern og Beograd. Efter en måned 

På grænsen mellem 

Isral og Libanon 

nåede vi til Athen. Her betalte vi for første 

gang for en overnatning på taget af 

pension Zorbas. Her boede vi tre nætter. 

Det vi spiste på næsten hele turen 

kan nok ikke anbefales af kostvejledere. 

Det var franskbrød og marmelade eller 

baguettes og marmelade. Skulle det være 

rigtigt luksus, kunne vi finde på at åbne 

en dåse med makrel, som vi havde med 

hjemmefra. 

Efter det hårde liv på Interrail trængte vi 

til ferie og købte en skibsbillet til Sifnos. 

Her slog vi teltet op på stranden og boede 

en hel uge. Der var brusere med ferskvand 

på stranden, så vi kunne blive rigtigt 

Fantastisk udsigt 

over Paris. 

vasket. På Sifnos undte vi os 

selv at tage ud at spise nogle 

aftner. Fantastisk mad med 

moussakka, oliven, fetaost og 

alle de andre dejlige græske 

specialiteter. Efter ”ferien” på 

Sifnos var det tid at komme 

videre til Israel. Hjemmefra 

havde vi fået at vide, at man 

måske kunne sejle fra Piræus 

til Israel. Det viste sig at være 

rigtigt. Ellers ved jeg ikke, 

hvad vi skulle have gjort. 

Turen tog cirka toethalvt døgn 

og vi havde seks timers stop 

på Cypern. Vi anløb havnen 

i Haifa, og herefter tog vi en 

deletaxa til Tel Aviv. Vi havde 

mødt to andre danskere på 

båden, dem fulgtes vi med 

til Tel Aviv. Vi blev enige om 

at prøve at finde en kibbutz 

sammen. Der findes et kibbutzkontor 

i Tel Aviv, og efter 

en del ringen rundt lykkedes 

det dem at finde en kibbutz til 

os alle fire. Det var oppe i det nordlige 

Israel ved Jordan-floden og nær grænsen 

til Libanon. Sådan en kibbutz er næsten 

et helt lille samfund i samfundet. Man har 

børnehave, fælles spisesal, forskellige 

sportsaktiviteter, bibliotek og skadestue. 

Alle deles om de forskellige arbejdsopgaver. 

Vi arbejdede blandt andet på en 

blefabrik. Men historien om kibbutzen og 

Israel er næsten en historie for sig selv, så 

den gemmer vi. Men det var altså lidt om 

vores første rejse, og det var den, der er 

skyld i vores rejsefeber. 


Cykelturen til Roskilde – foråret 1954 

Jeg havde forberedt turen hele vinteren. Lavet et kort med alle de små landsbyer vi ville se 

undervejs til Roskilde: Rødovre, Brøndby, Tåstrup osv. Jeg havde planlagt, at i Roskilde ville 

vi spise vores madpakke, køre en tur rundt om kirken og så tilbage til København. Men det gik 

ikke helt efter planen. 

Tekst og foto: Arne Runge 

Det var ikke så 

længe efter krigen, 

så cyklerne 

var nogen vi havde 

flikket sammen 

af reservedele fra 

andre gamle cykler. 

Lappegrejer 

havde vi selvfølgelig 

med. Vi forventede 

at punktere 

mindst én gang på 

vejen, og det var 

lagt ind i tidsplanen. 

Vi havde hver 

vores ”cykeltaske” 

med madpakke 

og saftevand. Det 

var den første 

marts 1954. Solen 

havde skinnet i 

flere dage og jeg 

besluttede mig 

for, at nu skulle 

det værre. Nu var 

det forår. Sneen 

var væk, nu drog 

de lange veje. Det 

var en besættelse 

for mig. Jeg skulle 

ud at prøve at stå 

på egne ben. Ude 

i verden langt væk 

fra min familie. 

Ud at opleve den 

store verden, som 

jeg læste om i 

Fantomet, Prins 

Valiant og Tarzan. 

Og jeg ville have 

min lillebror 

Jørgen med. 

Man skulle starte 

ved daggry. Det 

gjorde både Tarzan 

og Fantomet 

altid. Men vi var 

fandeme trætte, 

da vi stod op kl. 

seks. ”Skide godt”, 

sagde min far. Se 

nu at komme til 

Roskilde. Han troede 

ikke på, vi ville 

nå så langt. Vi var 

elleve og syv år 

gamle. Han havde 

givet mig to tiører, 

så jeg kunne ringe 

hjem, hvis vi fik problemer. 

Men han var 

Arne Runge og hans lillebror Jørgen på deres første ”ekspedition« 11 og 7 år gamle. 

fandeme imponeret 

over, at vi turde. 

Vi havde ingen vanter 

på. Så vi frøs om fingrene. 

Da vi stoppede 

første gang, kunne 

jeg se på Jørgens 

øjne, at han gerne 

ville hjem igen. Men 

vi er ikke på ferie, 

forklarede jeg ham, 

vi var på ekspedition. 

Man giver ikke bare 

op på en ekspedition. 

Fantomet han tager 

sgu da ikke bare hjem 

til Bengalen, hvis han 

fryser i London. 

Op på cyklerne igen. 

”Du skal bare køre 

til”, sagde jeg til 

Jørgen, så fryser 

man ikke. Men Jørgen 

kørte kun med en 

hånd på styret. Han 

havde konstant den 

ene hånd i lommen. 

Og cyklen var alt for 

stor til ham. 

Vi kørte et par kilometer 

mere i blæst 

langs markerne ved 

Hvidovre. Nu besluttede 

vi at holde hvil 

og frokostpause. 

Vi satte os ned på 

marken for at spise, 

men vores fingre var 

så kolde, at de ikke 

lystrede os. Og de 

gjorde ondt. Jørgen 

græd og jeg var 

rasende. Jeg havde 

indset, at vi havde 

tabt. Det var alligevel 

for stor en mundfuld. 

Vi ringede efter far, 

som var taxachauffør. 

Han kom i taxaen og 

hentede os. Året efter 

gentog jeg succesen 

med en skolekammerat. 

På to gamle 

damecykler. Og vi 

besejrede Roskilde. 

Nu lå resten af verden 

åben. 


Backpacker som senior 

Tekst og fotos: Erik Pontoppidan 

Jeg har været backpacker i over 30 år 

og er det stadig. Ikke sådan at forstå, at 

jeg har rejst uafbrudt gennem alle årene, 

men lysten har altid været der. Og det er 

efterhånden blevet til rigtig mange ture. 

Men antallet af lande, jeg har besøgt, har 

nu aldrig interesseret mig særlig meget 

- måske lige bortset fra, at det er disse 

erobringer, som har givet mig adgang til 

medlemskab af denne fantastiske klub! 

Mine allerførste udlandsrejser gik til 

Helsingborg og Landskrona, hvor oplevelserne 

var begrænset til ophold på søvnige 

konditorier sammen med mine forældre. 

Noget som gav et totalt forvrænget billede 

af det fremmede. Min første rejse, der virkelig 

rykkede, gik med tog til Ventimiglia 

i Norditalien i tre uger sammen med mine 

forældre og min farmor i sommeren 1959. 

Det var en tur, som i dag oplevelsesmæssigt 

svarer til en rejse til den tredje 

verden, eftersom levestandarden i Italien 

dengang var på niveau med et uland. Men 

bortset fra det, så var selve togrejsen ned 

gennem Europa en grænseoverskridende 

oplevelse, jeg aldrig 

vil glemme. Alene 

togrejsen over 

Alperne var helt 

fantastisk, blandt 

andet fordi jeg aldrig før havde set bjerge 

i virkeligheden. 

Da jeg blev voksen i slutningen af 

1960’erne startede jeg min livslange karriere 

som backpacker, og den livsform har 

jeg fortsat lige siden fra tid til anden. En 

del af rejserne har jeg foretaget alene, 

mens jeg på andre har været sammen 

med mine kærester, venner og familie 

eller har været deltager i tilfældige grupper. 

Det har naturligvis stor betydning for 

rejsernes udfald, hvem man er sammen 

med, men generelt har jeg aldrig haft 

noget imod at rejse alene. Det giver en 

langt mere intens kontakt med den lokale 

befolkning, og man har antennerne ude 

på en helt anden måde, end hvis man er 

sammen med andre. Dertil kommer, at 

det er en meget lærerig oplevelse at blive 

sat af helt alene i en fjern afkrog af ver 

Rismark i det centrale Lombok i Indonesien, nær landsbyen Lendang Nangka. 

I denne landsby findes et lille guesthouse for backpackere, som drives af den 

muslimske skolelærer Haji Radiah. Indkvarteringen er meget primitiv, men jeg 

har boet her flere gange på mine rejser og haft nogle rigtig gode dage. Haji 

Radiah taler flydende engelsk og er meget interesseret i at fortælle sine gæster 

om det sted, de er havnet. Da jeg besøgte ham i 1995 og 1998, arrangerede han 

f.eks. med jævne mellemrum meget interessante guidede ture i de omgivende 

rismarker. 

den, helt løsrevet fra de vante og trygge 

rammer. Hvordan er det så at rejse rundt 

med rygsæk i dag, når man er over 40-50 

år i forhold til at opleve verden som helt 

ung i tyverne? 

Det er svært at svare på med få ord. En 

af forskellene for mit eget vedkommende 

er nok, at jeg lægger større vægt på kvaliteten 

af oplevelserne end på kvantiteten. 

Eller sagt på en anden måde: I dag er det 

ikke mere så meget et spørgsmål om at 

erobre nye lande eller territorier, men 

man er mere tilbøjelig til at vende tilbage 

til sine favoritlande og favoritsteder for 

at uddybe sit kendskab til kulturen og 

naturen der. Jeg tror f.eks. ikke, der er ret 

mange 40 til 50-årige, som gider tage på 

interrail i Europa og se en masse hovedstæder 

på kort tid uden at vide noget særligt 

om stederne på forhånd. Det er noget, 


man vokser fra med alderen. Man bliver 

mere selektiv og mere bevidst om, hvem 

man er, og hvad man vil se og opleve, jo 

ældre man bliver. Og det er jo alt i alt en 

god ting. 

Rejser i ulande og ilande 

Både nu som før synes jeg, at det er 

mest spændende at besøge lande, som 

i bund og grund er forskellige fra det, 

man er vant til, selv om det ofte kan 

være både fysisk og psykisk krævende at 

rejse rundt i dem. F.eks. var jeg i slutningen 

af 1990’erne på en lang rundrejse til 

Thailand, Australien og Indonesien. Jeg 

kan huske, at jeg generelt var skuffet over 

Australien, fordi alt var meget vestligt og 

forudsigeligt. Tingene fungerede stort set 

som herhjemme, og rent oplevelsesmæssigt 

var der efter min mening ikke særlig 

meget at komme efter. I Australien havde 

jeg ofte lidt den samme fornemmelse som 

den, man har, når man på en spændende 

ferierejse går ind og handler i et supermarked, 

hvor man på få sekunder næsten 

føler det, som om man er kommet tilbage 

til den daglige trædemølle! 

Derfor føltes det næsten som om rejseeventyret 

var vendt tilbage, da jeg forlod 

Australien og ankom med natflyet til 

Bali fra Darwin ved tretiden om natten. 

Forskellen mellem at vågne op i sovesalen 

på vandrehjemmet i Darwin og på mit lille 

backpackerhotel i Indonesien var enorm. 

Den sødlige duft af tropernes blomster 

og blade blandet med duften af eksotiske 

krydderier, min dejlige bambushytte med 

terrasse, de lokale indbyggeres venlighed, 

som gør, at man aldrig føler sig alene på 

disse kanter. På vandrehjemmet i Darwin i 

Australien delte jeg sovesal med en masse 

langt yngre backpackere, som jeg stort 

set ikke snakkede med overhovedet. Her 

på Bali var min første morgenoplevelse på 

terrassen en samtale med en smuk, ung 

balinesisk pige, som ville vise mig nogle 

af sine tegninger fra den kunstskole, hun 

gik på. I øvrigt har nogle af mine allerbedste 

samtaler fundet sted i små hyggelige 

guesthouses på fjerne lokaliteter i 

den tredje verden, hvor vi har hygget os 

og løst verdenssituationen, så godt vi nu 

kunne. 

De unge backpackere 

En af de meget iøjnefaldende ting man 

lægger mærke til, som seniorbackpacker 

i dag, er, hvor unge de rygsækrejsende 

egentlig er. Gennemsnitsalderen er påfaldende 

lav hos rygsækfolket, og langt de 

fleste er under 30. Forklaringen er jo nok, 

at det store flertal etablerer sig sidst i 

tyverne og anskaffer sig fast arbejde, 

hus, ægtefælle, børn og lignende, som 

binder én både tidsmæssigt, økonomisk 

og følelsesmæssigt. Det er meget synd 

for de yngre, især hvis de etablerer sig så 

tidligt, at de aldrig når at få set verden på 

den spændende måde. Den næstbedste 

løsning bliver så for de fleste at booke 

sig ind på en rejse på to eller tre uger, 

hvor næsten alle rammerne for turen er 

lagt fast på forhånd. Her er det ofte tiden 

til at rejse, der mangler mere end pengene. 

Men mange af de etablerede synes i 

øvrigt også, at det ville være meningsløst 

at drage af sted med rygsæk og bo på 

ydmyge guesthouses, hvis de har råd til 

at bo på dyre hoteller og leje en bil med 

chauffør. 

Hertil vil jeg sige, at der er en enorm 

forskel i oplevelsernes kvalitet og dybde 

på at deltage i en arrangeret luksus-rundrejse 

på nogle få uger i forhold til f.eks. at 

rejse rundt i Sydøstasien eller Fjernøsten 

på egen hånd i flere måneder! Det giver 

langt større nærvær og motivation, hvis 

man selv er med til at styre forløbet af sin 

rejse, og omvendt sløver det ens sanser 

i foruroligende grad, hvis det fremmede 

blot opleves som en film bag turistbussens 

tonede ruder. En banal og måske lidt 

højrøvet konstatering for garvede backpackere, 

men ikke desto mindre meget 

rigtigt. Her er det selvfølgelig en forudsætning, 

at man som lidt ældre har konditionen 

og helbredet nogenlunde i orden, 

for den individuelle 

rejsemåde er til tider ret fysisk krævende. 

Det kræver stor energi og ihærdighed at 

køre 12 timer i en overfyldt bus i et tropisk 

klima, og det stiller store krav til ens 

tålmodighed at vente 8 timer på en støvet 

bænk i Bolivia, fordi bussen man skulle 

med er forsinket. Ikke desto mindre går 

denne livsform mange i blodet, især hvis 

de er startet tidligt. Det kan mange af 

nutidens unge backpackere tale med om. 

Tony Wheeler 

Overalt i den tredje verden 

vrimler det med hyggelige, 

små guesthouses, 

hvor man kan få ro i 

sjælen og nyde den lokale 

venlighed og gæstfrihed. 

For et meget beskedent 

beløb kan man bo der så 

længe man har lyst og få 

sig en kop te, en øl, læse 

en bog eller snakke med 

sine medrejsende eller de 

lokale. Her betyder forskel 

i alder langt mindre end 

hjemme i den daglige 

trædemølle. Billedet her 

er fra byen Ubud på Bali i 

Indonesien. 

Jeg kan tilføje som eksempel, at den 

legendariske Tony Wheeler (ham der startede 

Lonely Planet - bøgerne) i dag er blevet 

millionær som midaldrende på grund 

af sit succesrige rejsebogsforlag. Da han 

var helt ung, gennemrejste han den tredje 

verden som backpacker adskillige gange 

sammen med sin kone. Pointen er, at det 

gør de også i dag »the hard way« fra tid 

til anden. I overfyldte busser, på snavsede 

banegårde og på ydmyge guesthouses. 

Ikke fordi de mangler penge, men fordi 

de stadig er fascineret af denne måde 

at rejse på. Vagabondlivet er gået dem i 

blodet. De har som andre garvede backpackere 

for længst indset, at de bedste 

oplevelser oftest er dem, der kommer helt 

uventet og ikke er planlagt i forvejen. De 

ved også, at det er en hovedregel overalt 

i verden, at prisen på et hotelværelse er 

omvendt proportional med muligheden for 


at kommunikere med sine medrejsende. 

Eller sagt på en anden måde: Hvis man 

indlogerer sig på et dyrt hotel, kan man 

være rimelig sikker på at være i fred for 

sine omgivelser, hvis det er det, man vil. 

... »Jeg har altid tænkt, når jeg rejste, 

at for mig ville idealet og kernen i en 

rejsebeskrivelse være at sidde på et tog 

og forsvinde ind i en samtale mellem to 

fremmede. Det at kunne sidde i et tilfældigt 

tog på et tilfældigt kontinent og 

forstå, hvad de sagde, så ville jeg være 

tæt på en af menneskelivets hemmeligheder, 

tættere end jeg ville være, hvis jeg 

læste Spinozas og Kierkegaards samlede 

værker«. (Forfatteren Carsten Jensen i et 

interview om hans bog »Jeg har set verden 

begynde« i Politiken søndag den 26. 

oktober 1996). 

For nogen tid siden læste jeg et interview 

med Tony Wheeler om hans karriere i rejsebogsbranchen. 

I dag har han ansat en 

hær af skribenter, som rejser rundt i verden 

og checker de praktiske oplysninger, 

man kan finde i Lonely Planet bøgerne. 

Umiddelbart skulle man som rejsefreak 

mene, at det var et ønskejob at få penge 

for at rejse rundt og overnatte på eksotiske 

guesthouses, og personligt ville jeg 

bestemt ikke have noget imod at prøve 

det, hvis jeg havde tid og mulighed. Men 

en af de interessante pointer, der fremgik 

af interviewet var, at den største fare 

for skribenterne, både på det personlige 

plan og med hensyn til deres job, var 

udbrændthed. Forstået på den måde, at 

lysten til at opleve verden blev mættet. 

Det er jo en forfærdelig tanke for en rejsefreak, 

men ikke desto mindre er det en 

reel og tankevækkende risiko, hvor især 

de lidt ældre nok er i risikozonen i kraft af 

deres lange liv med oplevelser på mange 

planer. 

De bedste sider 

Når nu vi taler om aldersforskellen, er 

det også påfaldende, at når man rejser 

rundt som backpacker, så betyder forskel 

i alder langt mindre end hjemme i den 

daglige trædemølle. Når man f. eks. sidder 

i et guesthouse et eller andet eksotisk 

sted i den tredje verden og snakker med 

sine medrejsende, så falder man næsten 

altid helt naturligt ind i den sociale sammenhæng, 

uanset hvor gammel man er. 

Den oplevelse får man i øvrigt som regel 

også hos lokalbefolkningen. Forklaringen 

er vel, at når man er på rejse, så er der 

ingen, der skal leve op til nogen faste roller 

og præstationer, og der er heller ikke 

nogen, der stiller krav til én. Disse to ting 

er noget, jeg sætter utrolig meget pris 

på. De er i øvrigt også forklaringen på, 

at man som regel altid oplever de bedste 

sider hos andre mennesker, når man er 

på rejse! 

Jeg tror og håber, at gennemsnitsalderen 

for backpackere vil stige i de næste 20 

år. Der bliver dog næppe ret mange flere 

pensionister over 60 med rygsæk, for her 

tror jeg trods alt, at det fysisk er for hårdt 

for flertallet at slæbe rundt med en tung 

oppakning og sove på skæve tidspunkter 

på ubekvemme steder. Med få undtagelser 

så vil de ældre over 65 nok stadig for 

det meste holde sig til arrangerede ture, 

autocampers, ferielejligheder, krydstogter 

og lignende når de skal ud og rejse. Men 

jeg er sikker på, at mange flere midaldrende 

i fremtiden vil iføre sig rygsæk og 

tage hul på de uendelige muligheder, der 

ligger i den individuelle rejseform! 

Overalt på Bali i Indonesien 

møder man aktive kunstnere. 


At lære på den hårde måde 

Når jeg tænker på min første solorejse, undrer jeg mig ofte over, at rejsefeberen holdt sit tag 

i mig og ikke skræmte mig fra vid og sans; rejsen var fra begyndelsen forbundet med dyb frustration 

og fortvivlelse. Siden da har jeg nærmest gjort det til en livsstil at opsøge problemer 

og besvær. Heldigvis slipper jeg godt fra det hver gang. 

Tekst og foto: 

Søren Bonde 

Jeg springer sjældent 

over, hvor 

gærdet er lavest 

og har lært at 

værdsætte de 

helt anderledes 

og livsbekræftende 

oplevelser, 

som følger med. 

Men al begyndelse 

er som 

bekendt svær. 

Dette er en terapeutisk 

beretning 

om dengang, livlinen 

for alvor blev 

klippet over, om 

naivitet og neuroser, 

om adrenalin 

og autografer, om 

gysser og guitarer, 

om kortspil 

og kulturchok 

- og om solcreme 

- da verden stadig 

var ny. 

Vi skal såmænd 

ikke længere tilbage 

i tiden end 

1995. Jeg havde 

taget orlov fra 

studierne for at 

realisere en drøm 

om at opleve 

verden udenfor 

Europa. Den 

havde længe ligget 

i baghovedet, 

men var blevet 

midlertidigt fortrængt, 

da jeg i 

1992 som 18-årig flyttede helt til Aalborg 

for at studere. Studiemiljøet, Jomfru Ane 

Gade og det eksotiske Aalborg var åbenbart 

nok til at holde mig stangen et par 

år, men i ’95 skulle der ske noget nyt og 

gladeligt uvidende om ”svære” og ”lette” 

rejselande faldt valget da på Filippinerne, 

Vietnam og Kina. Rejsen skulle vare fem 

måneder – nu skulle børneopsparingen 

endelig brændes af! 

Det første kulturchok kom allerede, da jeg 

skulle skifte fly i Charles de Gaulle-lufthavnen 

i Paris og tilsyneladende var den 

eneste vesterlænding, der skulle til 

Manila. Chokket blev naturligvis voldsomt 

forstærket ved ankomsten til Manila: 

Fugtig tropehede, trafikkaos, desorientering 

– kort sagt alle de indtryk, som 

kendetegner en asiatisk storby, og som 

er blevet så dagligdags siden hen. Men 

dengang var det virkeligt skræmmende 

og noget ganske andet end en beskyttet 

bilferie til Bayern eller Provence med ”de 

gamle”. De første dage krævede det mod 

at forlade hotelværelset og snige sig ned 

på gaden for at opsøge noget spiseligt. Det 

gjorde jo heller ikke situationen lettere, at 

jeg ankom til Manila sent om aftenen. 

Alt ser unægteligt lysere ud om dagen. 

Den største udfordring viste sig hurtigt 

at være at håndtere 

den enorme 

opmærksomhed, 

som en to meter, 

lyshåret fyr får i den 

del af verden. Det 

blev hurtigt meget 

anstrengende at 

svare på de mange 

”Hi Joe!”, men jeg 

var høfligt opdraget 

og ikke vant til at 

ignorere folk. Det 

resulterede da også 

i, at jeg kom i kontakt 

med temmelig 

mange personer. 

De fleste inviterede 

mig til det ene eller 

andet, men det viste 

sig næsten altid, 

at når regningen 

skulle betales, var 

det pludselig mig, 

som havde inviteret 

dem!? Der var dog 

en enkelt fyr, som 

virkede oprigtig. Han 

inviterede mig hjem 

for at møde hans 

familie. Jeg sprang 

endelig ud i det. 

Hvad pokker – jeg 

kunne jo ikke blive 

ved med at afslå de 

mange invitationer; 

jeg var vel rejst ud 

for at opleve noget? Oprigtigheden blev 

bekræftet, da han afslog mit bidrag til at 

betale taxaen. 

Mr. Brunei 

Gambling og hasardspil 

findes alle steder. Her er 

det en færgekaptajn, som 

lænser passagererne for 

deres surt sammensparede 

skillinger (Solomon 

Islands, 1999) 

Familiens hjem var meget spartansk 

indrettet. Det var tydeligvis småt med 

pengene, men alligevel blev jeg inviteret 

til at spise med. Ris og fisk til overs fra 

morgenmåltidet. Fyrens familie virkede 

nu ikke synderligt interesseret i at møde 

mig, eller måske var de generte og talte 

ikke engelsk. I hvert fald var de hurtigt 

ude af døren. Men en ven af familien, 

José, var dog vældig snaksalig og spurgte, 


om jeg ville hjælpe ham med et lille problem? 

Han havde en lillesøster, som gik 

ud med en rigmand fra Brunei. Manden 

var tilsyneladende svært utiltalende, men 

søsteren havde brug for penge. José ville 

give ham en lærestreg, han sent skulle 

glemme. Han manglede blot lidt startkapital 

men forsikrede mig, at jeg ville få mine 

penge tifold igen. Jeg var naturligvis på 

vagt, men det lød lovende, og man vil jo 

gerne hjælpe. José åbenbarede sin plan. 

José var ansat som ”dealer” ved et stort 

casino i Manila, og han gav mig en 

smagsprøve på sin kunnen. Han foretrak 

at spille Halv Tolv, og det spil kendte jeg 

udmærket. Da jeg altid har været glad for 

kortspil, blev jeg fascineret af hans evne 

til altid at vende et kort, som passede i 

hans kram. Det var simpelthen helt ufatteligt, 

hvordan han gjorde det! Uanset, 

hvor intenst jeg studerede hans håndbevægelser, 

virkede det altid som om han 

vendte det øverste kort – men hvordan 

kunne det øverste kort altid passe perfekt 

til de andre? 

José forklarede, at han og jeg var sammen, 

men det skulle ”Mr. Brunei” selvfølgelig 

endelig ikke opdage. Taktikken var 

meget simpel og kunne umuligt slå fejl: 

Jeg skulle altid bede om to kort mere, end 

det man begynder med. Så ville jeg altid 

sidde med den bedste hånd. Og ganske 

rigtigt – uanset om jeg begyndte med 

en 8’er eller et billedkort, endte jeg altid 

med at sidde med en suveræn hånd og 

gik aldrig over 111⁄2. Jeg var overbevist 

og gik med på ”spøgen”. Ganske vist 

ville Mr. Brunei på det groveste blive ført 

bag lyset, men han var jo ifølge José helt 

igennem en skidt person. Ved mørkets 

frembrud tog jeg med José til hans hjem 

et usselt og afsides sted i Manilas opland, 

hvor vi ventede på Mr. Brunei. 

Mr. Brunei ankom iført en ekstravagant 

silkeskjorte og to attachétasker. Han var 

absolut en vægtig mand med hang til 

gyldne artefakter, som Kong Salomon ville 

misunde ham: Guldbriller, guldur, guldkæder, 

guldringe – og guldtænder! Allerede 

ved ankomsten svedte han som 100 pyramideslaver 

og klagede over, at blæseren 

Mount Mayon rejser 

sig majestætisk op fra 

junglen og indgyder 

respekt. 

var langt fra kraftig nok til den kommission, 

som José forlangte som dealer. José 

skitserede ”kortspiller-etiketten” som gik 

ud på, at han ikke ville tolerere nogen 

form for aggressive udbrud. Vi lagde vore 

indsatser på bordet, hvorefter Mr. Brunei 

gjorde det klart, at han kun accepterede 

guld eller kontanter som indsats. Jeg 

havde håbet på at slippe af sted med kreditkort 

og rejsechecks, men selvom jeg 

garanterede ham for dækningen, var han 

hverken til at hugge eller stikke i. 

Stakkevis af stakater 

Det var sgu’ en streg i regningen og temmelig 

træls. Det virkede ganske overflødigt 

at begynde at veksle rejsecheckene, 

når jeg nu vidste, at pengene alligevel 

ville blive på mine hænder. Men det var 

ikke optimalt at trække sig nu, hvor 

seancen skulle til at begynde, så jeg stak 

kreditkortet i lommen og gik med til at 

veksle mine checks. José blev tilbage og 

underholdt manden, mens hans musikelskende 

nabo eskorterede mig til nærmeste 

”moneychanger”. Naboen talte vist 

nok meget om musik og sin guitar, men 

jeg havde travlt med at skrive mit navn 

igen og igen. Jeg har aldrig siden udstedt 

så mange autografer på så kort tid. Det 

gav anledning til en ikke ubetydelig skrivekrampe, 

mens naboen så på. ”Sikket 

spild af rejsecheckgebyrer”, tænkte jeg, 

men pengene skulle jo nok komme ind 

igen. Moneychangeren takkede for handlen, 

og det var vel ikke så underligt taget 

i betragtning, at det næppe er hverdagskost 

at veksle 2000 $ i rejsechecks på én 

gang! Jeg var en smule anspændt over 

at vade rundt med stakkevis af stakater 

i rygsækken, så vi satte os fluks ind i en 

taxa og kørte tilbage til de andre. 

José sørgede for, at der var enighed om 

reglerne, og spillet kunne begynde. Vi 

lagde på ny vores indsatser på bordet. 

Mandens ene attachétaske blev åbnet 

og afslørede en gudsvelsignelse af sirligt 

pakkede og hårdt pressede pengebundter. 

Aldrig har jeg set så mange penge på ét 

sted. Allerede i løbet af de første spillerunder 

fik pengene dog hurtigt ben at gå på. 

Selvom José var klog nok til at lade manden 

vinde en runde i ny og næ, blev tabene 

ledsaget af kommentarer om, at ”jeg var 

en usandsynlig heldig ung mand” og ”han 

havde aldrig oplevet noget lignende”. Det 

havde jeg heller ikke, men jeg havde derimod 

ingen grund til at være utilfreds, for 

det gik over al forventning med at befri 

manden for hans overflødige lommepenge. 

Stadig fuld af beundring for Josés 

kortkunster observerede jeg, hvordan Mr. 

Brunei blev mere og mere rød i hovedet 

og våd på panden og under armene. Efter 

en halv times tid var attachétasken tom, 

og min bordende var læsset med bundter. 

Mr. Brunei var ved at koge over af frustration 

men besindede sig dog, og José 

ordinerede en kort pause. Han kiggede 

indgående på mig og foreslog at vi holdt 

inde, men det ville Mr. Brunei ikke høre 


tale om. Han forlangte at få en chance for 

at vinde noget af sin tabte formue tilbage. 

José trak mig til side og spurgte om det 

ikke var klogere at stoppe. Men adrenalinpåvirket 

og kålhøgen, som jeg var blevet 

af slagets gang, gik jeg med til at spille et 

par omgange mere. Hvad pokker – hvis 

manden så gerne ville tømme sin anden 

taske ud på bordet, hvorfor så holde ham 

tilbage? Hvad kunne gå galt? José kunne 

jo sit kram! 

Mr. Brunei havde også gjort sine tanker, 

og han startede med at hæve indsatsen 

eftertrykkeligt. Men det gik stadig godt, 

og jeg glemte rent, at jeg havde besluttet 

mig for kun at spille få runder til. 

José sørgede stadig for at jeg sad med 

101⁄2-111⁄2 hver gang, men alligevel blev 

Mr. Brunei mere og mere aggressiv i sine 

indsatser, og jeg var tvunget til at følge 

trop. På grund af de skyhøje indsatser 

var alle mine penge snart tilbage i omløb. 

Pludselig kiksede det for José, og jeg 

overskred 111⁄2. Mr. Brunei så veltilfreds 

ud – han var stoppet på 91⁄2. I det fatale 

øjeblik kørte det hele rundt for mig og 

tiden stod stille. Jeg så uforstående på 

José, som beklagede og sagde, at jeg 

skulle være stoppet noget før. Mr. Brunei 

var travlt beskæftiget med at skovle 

gevinsten tilbage i attachétaskerne, for 

spillet var slut – jeg havde ingen penge 

til at vinde det tabte tilbage! Min modstander 

takkede for kampen og skyndte 

sig ud ad døren. Jeg var stadig helt rundt 

på gulvet og ænsede dårligt nok, hvad der 

foregik omkring mig. José tog mig under 

armen og beklagede atter spillets udfald. 

Jeg vågnede omsider op og forlangte at 

han arrangerede en seance mere, så jeg 

kunne vinde det tabte tilbage. José kunne 

muligvis rejse nogle penge, men han ville 

ikke love noget. Han gav mig nogle få dollars 

af hans provision til at leve for og et 

telefonnummer. Jeg blev sat på en taxa 

og igen eskorteret af naboen, som denne 

gang havde medbragt sin elskede guitar. 

Træls nabo! 

Halvkvalt guitarspil var nok det sidste, jeg 

havde brug for i min ulykkelige situation. 

Jeg bad manden om at parkere instrumentet, 

og han begyndte så at plapre løs i 

stedet. Allerhelst havde jeg lyst til at være 

helt alene, men naboen ænsede åbenbart 

ikke, at jeg var dybt nedslået og prøvede 

ihærdigt at holde liv i en samtale. Da han 

erfarede, at jeg var musikstuderende, 

blev han fyr og flamme: ”Oh man, you are 

a musician!”. I et nærværende øjeblik forsøgte 

jeg at rette manden: ”No, I’m not. 

I’m a student of musicology”. Det faldt 

for døve øren: “Oh man, I love music! 

What instruments do you play? You play 

the guitar? I play the guitar but not very 

good. Maybe you teach me, man! You are 

the best! I love you! Thank God I met you, 

man” ... Kærligheden var dog langt fra 

gensidig; tre kvarter i taxa med den mand 

kunne drive enhver til vanvid. Det kunne 

kun gå for langsomt med at komme hjem 

på hotellet og grave sig ned... 

Spørgejørgen 

Det var først tilbage på hotelværelset, 

at situationens alvor egentlig gik op for 

mig. Jeg havde kun været væk i to dage, 

af hvad der skulle være min første store 

rejse – min livsdrøm! Og jeg var allerede 

helt flad! Dumt, dumt, DUMT! Og meget 

naivt. Uanset hvor meget jeg gennemtænkte 

forløbet, kunne jeg ikke rigtig 

forstå at det gik, som det gjorde. José var 

den vildeste korthaj, jeg nogensinde har 

mødt, og han beviste flere gange over- 

for mig, at vi var på samme hold. Hvad 

nu, hvis jeg havde nægtet Mr. Brunei at 

spille de sidste skæbnesvangre runder? 

Ville jeg have strøget hele gevinsten – vel 

nok mindst 50.000 kr.? Men hvad så, hvis 

han i et øjebliks desperation havde mistet 

besindelsen og trukket et våben? Hvad 

ville jeg så have gjort? Jeg var jo bare 

kørt med José hjem og derfra videre til 

et andet sted. Dengang kendte jeg ikke 

Manila og havde ikke den ringeste anelse 

om, hvilken adresse jeg befandt mig på. 

Og hvad skulle jeg egentlig også komme 

tilbage for? Spillet var slut. Men var José 

på min side, når det kom til stykket? Var 

hele historien om hans søster måske ikke 

bare opdigtet? Men hvordan vidste han 

så, at jeg ville fortsætte med at spille, da 

han rådede mig til at holde inde? Blev jeg 

narret, smurt, tørret? Uden tvivl, men i så 

fald var det yderst snedigt gennemført... 

Jeg burde jo nok være taknemmelig for, at 

det ikke endte værre end, at jeg mistede 

mine penge. Men i øjeblikket var det en 

meget ringe trøst. Jeg kæmpede den ulige 

Lavasporet fra udbruddet i 1993 symboliserer 

både ødelæggelse og genfødsel og vidner om 

vulkanens ufattelige magt. 

kamp med en kvælende ”Palle alene i verden-følelse« 

af håbløshed og desperation. 

Da chokket omsider fortog sig lidt, traskede 

jeg ind i en bank og fik efter et par 

dage overført friske forsyninger hjemmefra. 

Lånte penge af barmhjertige forældre, 

som uden tvivl var en kende bekymrede 

for deres søns uansvarlige fjollerier på 


den anden side af kloden. Pengene skulle 

ganske vist betales tilbage, men jeg 

kunne da fortsætte turen. Jeg forsøgte 

ihærdigt at komme i kontakt med José på 

det telefonnummer, han havde givet mig, 

da vi skiltes, men kun med ringe held. Jeg 

så ham aldrig igen. Det var sikkert også 

det bedste. De resterende tre-fire uger i 

Filippinerne havde jeg en smule svært ved 

at nyde - ikke mindst fordi rejsens anden 

store bommert ventede lige om hjørnet... 

Mount Mayon 

Jeg rejste over land i jeepney hele vejen 

fra Manila til Legaspi City på den store ø 

Luzon. Ikke nogen specielt komfortabel 

transportform, men en god måde at møde 

mennesker på. Ved Legaspi besteg jeg 

vulkanen Mount Mayon (2420m), som to 

år forinden (1993) var sprunget i luften 

og havde dræbt en flok amerikanske vulkanologer 

og også beskadigede den perfekte 

kegleform oppe ved kraterranden. 

Udbruddet kunne smukt bevidnes oppe 

fra toppen, hvor et stort kulsort og motorvejsagtigt 

spor pløjede sig skånselsløst 

ned gennem den frodige jungle. Vulkanen 

rejser sig op fra et fladt junglelandskab, 

og den er et betagende syn. Den betragtes 

som en af verdens farligste vulkaner 

og var atter i udbrud i år 2000. 

Normalt er det en tur på minimum to dage 

– en dag op og en dag ned, men da jeg 

var for påholdende til at betale guiden og 

hans hjælper for to dage, gik jeg op og 

ned på samme dag. Uden guide er det 

stort set umuligt at finde vej gennem mylderet 

af klippeblokke. Det viste sig snart, 

at guiden kæmpede med nogle gevaldige 

tømmermænd, som først kom rigtig i 

udbrud, da vi var omtrent halvvejs oppe. 

Så måtte hjælperen og jeg fortsætte uden 

ham, hvilket resulterede i, at vi gik vild 

et par gange og turen trak ud. Under 

normale omstændigheder havde det nok 

ikke betydet det store, men desværre 

havde jeg glemt at smøre mig ind i solcreme 

om morgenen, og tuberne havde 

jeg ladet ligge på mit værelse. Det var en 

kæmpebrøler, hvilket jeg da også fik at 

føle senere. Faktisk gjorde det temmelig 

ondt, da jeg om aftenen endelig kom ned 

fra bjerget. Men hvad, det var vel ikke så 

underligt; jeg havde været ude i tropesolen 

i over 12 timer uden solcreme og iført 

shorts og T-shirt! Et iskoldt bad lindrede 

en smule, men det var lidt som at pisse 

i bukserne – med omvendt fortegn. Ikke 

overraskende blev resultatet, at huden så 

småt begyndte at falde af i løbet af de 

næste dage. En meget smertefuld proces, 

som ikke kan anbefales. 

Skæbnens ironi 

Da jeg omsider forlod Filippinerne efter 

fire ugers besøg, var jeg overbevist om, 

at jeg aldrig ville vende tilbage. Der havde 

ganske vist også været plads til en række 

gode oplevelser – koralrevet f. eks. – men 

de bitre og dyrt købte erfaringer stod alt 

for lysende klart i erindringen. Alligevel 

Årets julegaveide. 

ville skæbnen, at valget skulle falde på 

dette skønne ø-rige, da jeg som led i mine 

studier seks år senere var på udkig efter 

et velegnet land til at studere rituelle dramaer. 

Men jeg må indrømme, at det krævede 

en god portion is i maven at vende 

tilbage. Men denne gang var jeg blevet 

ældre og mange erfaringer rigere og 

havde adskillige rejser bag mig. Som de 

fleste i klubben efterhånden ved, involverede 

jeg mig så dybt i feltarbejdet, at jeg 

endte med at blive gift med en filippinsk 

pige, og vi vender naturligvis tilbage til 

Filippinerne i ny og næ. Meget ironisk, da 

jeg efter det første besøgs grumme oplevelser 

havde forsvoret, at jeg nogensinde 

ville vende tilbage. 

Moralen? Tja, når enden er god, er alting 

godt. For det endte jo godt. Trods den 

vanskelige start på rejselivet blev jeg ikke 

skræmt fra at rejse igen. Tværtimod! Da 

jeg fire måneder senere havde rejst igennem 

Vietnam og Kina og var på vej hjem, 

var brølerne så godt som glemt, og jeg 

var allerede ved at planlægge mine næste 

destinationer. Men jeg glemmer aldrig den 

fornemmelse, jeg havde i Manila, af at stå 

på kanten af verden og opdage sagens 

alvor; som en tåge, der langsomt letter 

og afslører en dyb afgrund. Selvom det 

var frygteligt, var det en fornemmelse 

af at leve livet fuldt ud på godt og ondt. 

Livlinen var for alvor klippet over, og den 

naive uskyldighed faldt til jorden sammen 

med den. 

Den overskrift har vi alle læst tusinder af gange, men denne gang passer det. Har 

du en ven, veninde, søster, far, mor, datter, kollega, boss, bekendt, drillenisse eller 

farbror der ustanseligt drømmer om rejser og fjerne himmelstrøg så er Globen og 

et tilhørende passivt (eller aktivt hvis de kan opfylde kravene) medlemsskab måske 

lige sagen at pakke ind og putte under træet. 

I år tilbyder vi som en ekstra godte at give dette december nummer med for den 

fantastiske pris af 350 kroner. For disse 350 kronner får du et eksemplar af dette 

nummer til at lægge under juletræet og derudover fremsender vi de fire numre 

af Globen næste år til modtageren, samtidig får du mulighed for at benytte vores 

sponsorere og andre fordele. 

Slå til nu - der er ingen tvivl om at hvem du end giver det til vil blive begejstret. 

Alle interesserede kan finde de nærmere detaljer på www.berejst.dk 


Gevinstrejsen til Skammestein 

Hvis man ser bort fra lejlighedsvise ture til grænsebasarerne ved 

Flensborg, var jeg kun én gang i udlandet som barn. Det kom sig 

af, at jeg havde sendt et bidrag ind til en konkurrence udskrevet 

af DFDS. Og gudhjælpemig om jeg ikke vandt en af de mindre præmier. 

Tekst og foto: Niels J.L. Iversen 

Det er, i parentes bemærket, den eneste 

gang jeg har deltaget i sådan en 

konkurrence, så min gevinstprocent er 

stadig smuk. Gevinsten bestod i et frikort, 

som blev omsat i en retur sejltur 

mellem Frederikshavn og Oslo. Der var 

i de dage endnu mulighed for frirejser 

med DSB for skolebørn, og da min mor 

gav hotelopholdet på hotel Fjellheimen 

i flækken Skammestein, havde vi pludselig 

en rejse til Norge for min mor, 

min lillesøster og undertegnede i sommeren 

1966. Jeg var da 12 år gammel. 

Vi havde fået anbefalet hotellet i 

Skammestein af damen på DSB rejsebureauet, 

og for at komme dertil skulle 

vi med tog fra Kolding til Frederikshavn, 

med natfærge til Oslo, herfra med 

tog til Fagernes og sluttelig med rutebil 

det sidste stykke vej. Det gik efter 

omstændighederne rimeligt gnidnings- 

løst. Fagernes-banen er for øvrigt siden 

blevet nedlagt, hvilket er synd og skam. 

Skammestein var en lillebitte flække midt 

i en hel masse særdeles norsk natur, vi 

var jo bare tre danske fladlændinge, 

og heroppe var der bjerge, fosser og 

folk, der snakkede norsk. Det var 

alt sammen meget imponerende. 

Hotellet var ikke ret stort, men der 

var en hyggelig fællesstue, og værten 

havde en Storm P-bog, som han 

kunne læse ord for ord, uden at han 

fattede et kuk af den. Om morgenen 

var der et opulent tag-selv-bord. 

Blandt de mindeværdige ingredienser 

på dette var en grønsort gede-gammelost, 

som ingen af os turde røre, 

men også en ualmindelig tyk, fed, 

lækker kærnemælk, som jeg drak 

spandevis af. En dag manglede den, 

Fos med mig (NJLI) 

Skammestein kirke 

men så protesterede jeg vildt og 

inderligt ude i køkkenet. Dagen 

efter var den på bordet igen. 

Under opholdet foretog vi 

diverse ekspeditioner, de fleste 

til fods, men en enkelt længere 

tur blev det dog også til. Den 

gik til søen Tyin, hvor vi sejlede 

med en gammel færge, 

muligvis endda den sagnomspundne 

skude Bitihorn, der 

har besejlet disse vande siden 

1905. Vi stak også næsen 

indenfor i hotel Eidsbugaren, 

som vi prompte døbte ’snobbehotellet’, 

da vi havde set en 

gæst i leopardbukser derinde. 

På hjemturen gjorde vi ophold 

i Oslo for at se museerne på 

Bygdøy. Efter besigtigelsen af 

Kontiki-museet, Søfartsmuseet 

og Vikingeskibshallerne var vi 

kommet lidt i tidnød og spænede 

derfor gennem museumsdelen 

af Norsk Folkemuseum. 

Min mor sagde, at det var rent 

pjat, for vi ville ikke kunne 

huske noget, når vi skyndte 

os sådan. År efter underholdt 

jeg hende med den eksakte 

placering af hver eneste dragkiste 

og manglebræt i det rum, 

hvor hun udtalte denne dom. 

Og så kom den mindeværdige 

hjemrejse med DFDS’ formentlig 

usleste plimsoller, kaldet Skipper 

Klement. Af økonomiske grunde 

havde vi kahytter i bunden af 

skuden. I nattens løb blev først 

min lillesøster søsyg og så min 

mor. Dækslet til luftindtaget faldt 

ned, gangen udenfor flød med bræk, og 

vi kunne høre rallen og gurglende lyde fra 

nabokahytterne, hvor folk lå og kvabbede. 

Og jeg? Jeg lå i overkøjen og skraldgrinede. 

Det må have været ret irriterende 


DBK på toppen af Pik Lenin 

Efter Kenneths nedstigning fra lejr 1 med symptomer på lungeødem, var vi seks mand tilbage 

med forhåbninger om at nå toppen af Pik Lenin. Bortset fra maveproblemerne, som Kenneth 

desværre ikke tog med sig fra lejr 1, var alle ved godt mod, men også tiltagende utålmodige 

efter at komme nærmere toppen. 

Tekst: Martin Anker Nielsen 

Foto: Martin Anker Nielsen og Lars Hansen 

Bjergkulleren blev dog trængt i baggrunden, 

da vi en halv dag efter at have sagt 

farvel til Kenneth, fik selskab af finnen 

Oluf, som var kommet ned fra toppen 

samme dag. Han fik behandling for sine 

forfrysninger i vores opholds-/spiseyurt, 

mens vi var midt i et fredeligt kortspil. 

Ingen af os havde rigtigt bemærket ham, 

da han kom ind med et par lokale samaritter, 

og først da jeg bemærkede nogle blottede 

og skræmmende blå fødder fik vores 

kortspil ende. Oluf fortalte os den tragiske 

historie om hans bjergguides forsvinden, 

og den lange nat på toppen med voldsomt 

stormvejr, snefald og alt for mange kuldegrader. 

Beretningen fra Oluf satte virkelig gang 

i spekulationerne hos os alle. Selvom 

vi naturligvis var klar over, at vejret var 

barskt på toppen, og at man let kan lade 

sig narre af noget, der ligner stabilt vejr, 

så blev vores ængstelse mht. vejret yderst 

nærværende med mødet med Oluf. For 

mit vedkommende bekræftede det mig 

dog i, at jeg måtte være bedre stillet rent 

sikkerhedsmæssigt ved min plan om at 

stå på ski ned ad nordsiden af Pik Lenin. 

Dette kan måske lyde en anelse paradoksalt, 

men det hænger sammen med, 

at man – hvis nedstigningen fra toppen 

består af en skitur – ikke kommer tilbage 

gennem lejr 3 og 2, men derimod tager 

den direkte vej til lejr.1 Derfor er man 

pinedød også nødsaget til at slæbe alt sin 

bagage med over toppen. På den positive 

side tæller det dog, at man dermed hele 

tiden har både sovepose og underlag samt 

evt. skiftetøj komfortabelt tæt på sig, og 

det var denne del af planen, som jeg pludseligt 

kom til at påskønne voldsomt efter 

Olufs historie. Havde Oluf og hans guide 

haft deres soveposer med sig på toppen, 

var de begge formentlig sluppet med livet 

i behold og uden men. De gjorde dog som 

stort set samtlige bjergbestigere i historien 

før dem. De pakkede et minimum 

af fornødenheder i en mindre rygsæk i 

naturlig forventning om at komme tilbage 

til deres telt og soveposer senere samme 

dag. 

Da vi dagen efter begav os mod lejr 2 for 

anden gang var det med forventningen 

om at overnatte to nætter i lejr 2, og 

derefter begive os mod lejr 3 for at sove 

en enkelt nat. Den oprindelige plan var 

derefter at gå tilbage til lejr 1 for at restituere 

inden opstigningen til det egentlige 

topforsøg. Jeg havde dog presset på overfor 

de andre for at vi evt. skulle overveje 

at blive i lejr 2 på vejen tilbage fra lejr 

3 i stedet for at gå helt tilbage til lejr 1. 


Derved ville vi spare et 

par dage og ikke mindst 

slippe for turen frem og 

tilbage mellem lejr 1 og 

2. Det viste sig dog, at 

min egen mave valgte 

at diskvalificere mig fra 

at efterfølge mit ambitiøse 

forslag. Således 

måtte jeg på turen mod 

lejr 2 tage til efterretning, 

at min mave hele 

fire gange insisterede 

på at komme af med 

affald. To gange kom 

det ovenud, mens det 

de andre gange kom ud 

gennem bundventilen 

for neden – heldigvis 

uden at forurene andet 

end den nyfaldne sne! 

De øvrige var dog godt 

gående, og Mody og 

Veder, som gik i det 

andet rebslag med 

vores guide Alex, og 

dermed ikke havde mig 

på slæb, gik helt forrygende 

på denne tur, og 

skar flere timer af deres 

tid fra første tur. 

I lejr 2 blev min mave 

ved med at volde mig problemer, og jeg 

formåede ikke engang at holde den smule 

mad, jeg spiste, indenbords. De andre gik 

den følgende dag en tur op mod lejr 3, 

mens jeg forsøgte at komme til hægterne. 

Status vedblev enslydende. Jeg kunne 

ingen mad holde i mig, men til gengæld 

eksploderede maven jævnligt på yderst 

ukontrolleret vis. Efter anden nat i lejr 2 

måtte jeg derfor sande, at jeg ikke kunne 

tage med de øvrige mod lejr 3. Det til 

trods for, at Lars Hansen havde forsøgt sit 

yderste for at få mig på rette spor, med 

en hjælpsomhed og en omsorg som var 

Moder Theresa værdig. Da de andre midt 

på formiddagen havde fået pakket færdig 

og gik mod lejr 3, pakkede jeg også min 

rygsæk for at begive mig den modsatte 

vej – mod lejr 1. Jeg var temmelig afkræftet 

efter 48 timer uden næring og stort 

energiforbrug, så jeg benyttede muligheden 

for at prøve mine ski på turen ned til 

lejr 1. Det var den mindst krævende måde 

at komme derned på, men indebar naturligvis, 

at jeg på den kommende tur mod 

toppen, nok engang skulle bære mine ski 

tilbage til lejr 2. 

Natten blev tilbragt i lejr 1, hvor den tykkere 

luft havde en mærkbar positiv effekt 

på min restituering. De andre sov under 

barske forhold i lejr 3 og dukkede glade 

men trætte op først på eftermiddagen 

efter nedstigningen fra lejr 3. Allan, Lars 

Munk, Veder og Mody var ved ankomsten 

alle besluttede på ikke at ville op ad bjerget 

igen. Fysisk var der ingen af dem, der 

skrantede i urimelig grad, men alle var 

godt og grundigt trætte af det spartanske 

liv på bjerget. Alle havde derudover slået 

egne højderekorder eftertrykkeligt, og 

ambitionerne om at komme helt til tops 

på Pik Lenin trådte derfor i baggrunden. 

Allan fik dog efter en nats overvejelser 

blod på tanden igen, og da de tre andre 

tog turen mod Base Camp, blev Allan alligevel 

i lejr 1 med toppen som mål. 

Vi blev i lejr 1 en dag mere, hvor vi fik klaret 

de sidste forberedelser inden opstigningen. 

Det blev for mit vedkommende til 

en hel del husmoderlig syning af rygsæk, 

som derved blev en smule opgraderet til 

topforsøget. Vi fik også talt en del med 

ekspeditionslederen fra en dansk ekspedition 

arrangeret af Seven C’s. Det var Allan 

Christensen, som jeg ikke var bekendt 

med i forvejen. Lars derimod, som rummer 

stor viden om danske og udenlandske 

bjergbestigere, kunne fortælle, at det pt. 

er den dansker, som har været højest 

uden brug af kunstig ilt. Det gav jo unægtelig 

en del street respect efterfølgende, 

men han var dog allerede accepteret i min 

lille verden, da han havde afgjort et væddemål 

mellem Allan og jeg til min fordel. 

Jeg vandt en øl til senere udbetaling. Der 

var trængsel i yurten til aftensmaden, og 

vi kom i snak med en gammel ræv af en 

russisk bjergbestiger, som havde rigeligt 

med gode historier at øse ud af. Egentlig 

betegnes han bedre som en gammel sneleopard, 

for det var reelt set, hvad han 

var, idet han havde besteget de fem mest 

markante 7000-meter toppe i området 

(hvoraf Pik Lenin i øvrigt er én af dem). 

Derved bliver man optaget i sneleopardordenen. 

Under samme måltid fik vi alle tre 

desuden spist et eller andet, som for gud 

ved hvilken gang gjorde vores maver temmelig 

ustabile. Vi var alle tre ude adskillige 

gange i løbet af natten for at lænse 

gennem bundventilen – med varierende 

panik og udbytte! 

Maveproblemerne var dog ikke nok til 

at afholde os fra at starte opstigningen i 

løbet af den følgende morgen. Efter cirka 

en halv time gav Allans mave de første 

krisetegn fra sig, og med tanke på mine 

erfaringer med en dårlig mave på turen 

til lejr 2 var jeg bestemt ikke misundelig. 

Efter yderligere et kvarter måtte han dog 

se i øjnene, at en bestigning var umulig 

med en mave, som var så lidet samarbejdsvillig, 

og en ærgerlig Allan vendte 

tilbage til lejr 1. Lars Hansen og jeg 

fortsatte med Alex, og vi fandt et helt forrygende 

tempo, som slog alle rekorder på 

turen mellem lejr 1 og 2. 

I lejr 2 nød vi eftermiddagen med Alex 

og de øvrige bjergbestigere på vej mod 

tinden. Det var et forrygende godt vejr, og 

alle var enige om, at det var optimale forhold 

til at forsøge sig mod toppen i. Vores 

fromme håb gik derfor på, at barometerstanden 

holdt sig et par dage endnu, så 

vi kunne nå på toppen inden et eventuelt 

snevejr. For at forbedre vores chancer for 

at nå toppen, havde vi besluttet os for at 

anlægge en lejr 4 cirka midtvejs mellem 

lejr 3 og toppen. Lejr 3 skulle for vores 

vedkommende dermed kun anvendes som 

rasteplads på vej mod et plateau, hvor vi 

kunne anlægge en lejr 4. Dermed ville vi 

slippe for at skulle starte alt for tidligt om 

morgenen til topforsøget, mens vi samtidig 

ville have masser af tid til at nå toppen 

inden kl. 14, hvor man bør vende om for 

at være sikker på at kunne nå tilbage til 

lejr 3 inden mørkets frembrud. Det betød 

dog også, at vi måtte slæbe et telt med 

det meste af vejen mod toppen. 

Da vi den følgende dag begav os ud på 

den relativt korte, men voldsomt stejle 

tur til lejr 3, havde Alex taget opgaven 

med at bære teltet. Vores maveproblemer 

havde dog desværre også bidt sig på 

Alex, hvilket uheldigvis resulterede i, at 

han var uendelig langsomt gående. Mine 

maveproblemer var langt fra forsvundet, 

men det betød åbenbart knapt så meget 


for mit tempo, som det gjorde for Alex. 

Selvom jeg ikke var i stand til at hænge 

på Lars, som var helt fabelagtigt gående, 

så var Alex helt usædvanlig langsom. 

Lars og jeg diskuterede frustrerede det 

langsomme tempo under den første del 

af turen til lejr 3, og det lykkedes faktisk 

Lars med en diplomats snilde at få 

lokket telt og kogegrej ud af Alex. Lars 

tog teltet og jeg kogegrejet for at lette 

byrden for Alex, som forventeligt havde 

svært ved at se, at vi gjorde os alle en 

tjeneste ved at gøre turen lettere for 

ham. Stolthedsbegreberne for en usbekisk 

bjergguide i Kirgisistan er ikke svære 

at forudsige! 

Det blev til et par timers frokost og hvile 

for Lars og jeg i lejr 3. Desuden fik vi lige 

snakket lidt med et hold spaniere, som vi 

havde underholdt os en del sammen med 

under det meste af opholdet på bjerget. 

De havde planer om en bestigning dagen 

efter os, så de var naturligvis også meget 

interesserede i vores planer om en lejr 4. 

På turen mod lejr 4 plateauet begyndte 

min mave for alvor at slå kolbøtter igen, og 

hvor nødigt jeg end ville, måtte jeg smide 

bukserne flere gange for at undgå større 

uheld, end mine løbeshorts (=underbukser) 

i forvejen havde stået mål for. Lars 

havde på lykkelig vis overvundet sine 

maveproblemer og var virkelig flyvende, 

så da jeg nåede op til det rette plateau, 

havde Lars allerede slået teltet op. Alex 

dukkede op mere end en time senere, 

men var ved meget godt mod, da han 

nåede frem. Vejret denne eftermiddag 

og aften var helt fantastisk med kun en 

smule vind, og udsigten mod syd – ud 

over Tadsjikistan og Kina - var ganske 

enkelt helt ubeskrivelig smuk. Sneklædte 

toppe mellem 4000 og 7500 meters højde 

så langt øjet rakte – og så endda velsignet 

af et fantastisk smukt aftenlys. Så smukt, 

at det helt sikkert er værd at kravle op i 

6450 meters højde for at se! 

Aftensmaden bestod af kartoffelmos med 

baconstykker, som Alex tryllede sammen. 

Det smagte ganske udmærket, men min 

appetit var ikke overvældende. Det var 

den tilsyneladende ikke hos nogen af os, 

for da vi efter en trang nat med tre mand i 

et tomandstelt forsøgte at sætte resterne 

af aftensmaden til livs som morgenmad, 

kunne vi stadig ikke spise op. 

Efter morgenmaden blev der smeltet 

sne til drikkedunkene, og det tog en hel 

del tid. En enkelt gang væltede gryden 

endda også, og det gjorde bestemt ikke 

vandproduktionen hurtigere. Vi havde 

sat vækkeuret til kl. 6.30, men der kom 

først for alvor gang i den sidste yeti kl. 

7. Det var desværre mig, som var senest 

ude af fjerene, og jeg havde klart den 

største pakkeopgave, da jeg som nævnt 

tidligere skulle pakke alt mit bagage sammen 

for at tage det med over toppen. Lars 

kunne lade en del af sit bagage ligge og 

var færdig som den første ca. 7.45. Han 

stod og ventede nogle minutter, men da 

kulden med den tiltagende vind fik tag i 

ham, råbte han ind for at spørge, om ikke 

han kunne gå i forvejen. Det havde jeg 

intet imod, da jeg forventede, at vi ville 

mødes i løbet af opstigningen, hvor jeg 

regnede med at Lars evt. ville holde en 

længere pause, når han havde fået varmen 

og muligvis kunne finde et sted i læ 

for vinden. Alex var klar cirka ti minutter 

efter Lars og begav sig af sted mod toppen. 

Yderligere ti minutter efter havde jeg 

fået pakket færdig og fulgte trop på stien 

mod toppen. Jeg havde ved afgang kun 

fået cirka en halv liter væske med, men 

jeg anså det ikke for et kritisk problem, da 

jeg som nævnt forventede at mødes med 

Lars, som jeg vidste, 

havde fået fyldt cirka to 

liter i rygsækken. 

Jeg indhentede Alex 

i løbet af kort tid, og 

fulgtes med ham i 20 

min. Tempoet var dog 

stadig frustrerende lavt, 

og da han satte sig for 

at holde en pause efter 

meget kort tids gang, 

frygtede jeg at miste 

muligheden for at nå 

toppen, hvis jeg skulle 

holde mig i Alex’ tempo 

resten af vejen. At vi 

samtidig sakkede længere 

og længere bagud 

i forhold til Lars, stak 

også en pind i hjulet i 

mine forhåbninger om 

at indhente Lars på vej 

mod toppen. Derfor 

fortsatte jeg forbi Alex 

og satte tempoet i vejret, 

da han stoppede 

for at tage sin første 

pause. 

Det viste sig, at Lars 

aldrig rigtigt fik varmen 

på sin vej mod toppen, 

så han holdt kun meget få og korte pauser, 

så selvom jeg kunne se ham nogle 

hundrede meter over mig på det meste 

af vejen mod toppen, nåede jeg ikke at 

hente ham. Han trak i stedet yderligere 

fra mig, og nåede også toppen knap en 

time før jeg gjorde. Vi krydsede dog hinanden 

under toppen, og jeg ønskede ham 

med en omfavnelse tillykke med toppen. 

Lars havde stadig ikke fået varmen og 

ville hurtigst muligt ned. Mens jeg drak 

lidt fra en af hans vandflasker, fortalte 

han, at man på toppen kunne se en del 

skyer på vej. Han spurgte mig om jeg stadig 

havde tænkt mig at stå på ski ned ad 

nordsiden. Jeg svarede, at jeg ville overveje 

det, når jeg kom på toppen og fik et 

indtryk af forholdene. 

Som det sidste stykke vej mod toppen, 

var selve toppen af Pik Lenin ikke et sted, 

man havde lyst til at opholde sig i længere 

tid. Vinden kom tordnende ind fra syd, 

hvorfra det var stort set skyfrit, mens jeg 

var der. Derimod var der i nordlig retning 

en hvid væg af skyer, som blev dannet 

lige over hovedet på mig. Det så ganske 

fascinerende og smukt ud med denne 

skydannelse ved kollisionen mellem en 

opstigende fugtig luft fra nordsiden og de 

kolde luftmasser fra Tadsjikistan, men det 

hjalp mig bestemt ikke i mine planer om 

at stå på ski ned ad nordsiden. Toppen i 

sig selv er en 5-10 meter høj top på et 

plateau, som er cirka 2-300 meter langt 

og flere steder omkring 30 meter bredt. 

Efter at have taget de obligatoriske billeder 

af mig selv på toppen, begav jeg 

mig hen langs plateauet, som jeg – ifølge 

hvordan bjerget ser ud nedefra – ikke var 

i tvivl om, at jeg skulle for at få mulighed 

for at komme til at stå på ski ned. Nedefra 

ser det nemlig ud som om, at man skal 

bevæge sig hen for enden af plateauet, 


og gå ned ad skulderen af dette plateau. 

Herfra ville man komme til en højderyg, 

hvorfra man ville have adgang ned til den 

store nordside, som er enhver skiløbers 

drøm… 

Jeg gjorde som beskrevet, men nede på 

højderyggen afslørede nordsiden ingen 

nedfartsmuligheder i det tætte skydække. 

Efter at have gået så langt ad højderyggen 

nedenfor topplateauet, at jeg var 

sikker på at være forbi nedfarterne – i forhold 

til hvordan jeg vidste, at bjerget så 

ud nedefra – vendte jeg om i forventning 

om, at jeg var nødsaget til at gå ned. På 

vej tilbage til toppen klarede det imidlertid 

op i et kort øjeblik, og nedad nordsiden 

afsløredes en nedfart, som jeg var 110 % 

sikker på var en af dem, som jeg havde 

gået og kigget på i ugevis. Jeg kunne 

ganske vist ikke se helt ned i dalen, men 

hvis jeg bare 

havde ramt 

den rigtige 

nedfart, var 

det ikke noget 

problem at stå 

på ski i tåge 

(skyer) – jeg 

vidste jo, hvor 

jeg ville ende! 

Skindene blev 

derfor taget 

af skiene, og 

jeg startede 

skituren nedad 

fra over 7000 

meters højde. 

Skiføret var 

ikke det bedste, 

men det 

havde jeg nu 

heller ikke forventet. 

Jeg stoppede 

jævnligt op for 

både at hive 

efter vejret og 

orientere mig, 

og da jeg efter et par hundrede højdemeters 

skiløb kunne se nogle kæmpemæssige 

isformationer på min højre hånd, blev 

jeg første gang i tvivl om min rute. Jeg 

overbeviste dog mig selv om, at jeg måtte 

befinde mig helt i kanten af den rigtige 

bjergside, og derfor blot skulle korrigere 

min retning. Det gjorde jeg så i løbet af 

de næste par hundrede højdemeters skiløb, 

men jeg måtte brat stoppe mit skiløb, 

da der pludselig dukkede en meget dyb 

afgrund frem af tågen cirka 50 meter 

foran mig. Den skulle bestemt ikke være 

der, hvis jeg befandt mig på den rigtige 

bjergside. Jeg var altså på gale veje, og 

inden jeg tog beslutningen om at begive 

mig opad igen – samme vej som jeg var 

kommet ned – stod jeg længe og forsøgte 

at orientere mig. Jeg var også kommet så 

langt ned ad bjerget, at jeg efterhånden 

var kommet til enden af de skytunger, 

som dannedes på toppen, og som slog 

ned ad nordsiden. Derfor fik jeg enkelte 

glimt af dalen, som jeg var på vej ned 

mod, og som bestemt ikke var den rigtige. 

På den anden side af en højderyg, som jeg 

befandt mig ca. 3-400 meter fra, opda- 

gede jeg, at jeg kunne kende bjergene. 

Det var nogle bjergsider i den rigtige 

dal, hvis jeg kunne komme over til den 

højderyg, ville jeg altså på let vis kunne 

komme over til den rigtige dal, og jeg ville 

kunne stå på ski hele vejen til lejr 1. Da 

jeg begav mig mod højderyggen blev det 

dog klart, at afgrunden også afskar mig 

vejen dertil. Der var altså ingen udvej. 

Jeg skulle samme vej tilbage, som jeg var 

kommet ned. 

Turen opad var ulideligt hård. Så snart jeg 

tog skiene af og tog mine steigeisen på, 

sank jeg i til livet. Som jeg også havde 

orienteret mig tidligere, var det rigtignok 

en nordside, jeg befandt mig på, og dermed 

var der glimrende læ for vinden oppe 

fra toppen og højderyggen. Derfor var det 

ikke spor koldt at kæmpe sig op ad bjergsiden 

– tværtimod. For ikke at risikere at 

holde for mange pauser – og derved ikke 

holde farten oppe - talte jeg mine skridt. 

50 skridt, og derefter en pause, hvor jeg 

fik pulsen ned og muligheden for at spise 

en smule sne, hvis jeg trængte. Da jeg 

efter 5 timers høje knæløftninger var 

nået op til det sted, hvor jeg startede 

mit skiløb, var min frekvens røget ned på 

25 skridt mellem hver pause. Men på det 

tidspunkt var jeg også sikker på at nå mit 

mål, der var en stor sneformation, som jeg 

havde udset mig til at lave en åben bivuak 

i – cirka 20 højdemeter under højderyggen 

som førte op til topplateauet, men i 

god læ for den voldsomme søndenvind. 

Ved hjælp af mine ski fik jeg lavet mig en 

snehule, som i bund og grund blot var et 

1⁄2 meter dybt hul i sneen, som passede 

til min størrelse. Jeg fik lagt mig ret godt, 

og fik efter ca. 20 min. varmen i min 

sovepose. Fra aftenen før i lejr 4 vidste 

jeg, at mørket først for alvor ville falde 

på ved 20.30-tiden, men allerede inden 

da var jeg faldet i søvn. Jeg vågnede dog 

i skumringen omkring kl. 21, ved at det 

sneede ned i ansigtet på mig. Det over- 

raskede mig lidt, da det havde udviklet sig 

til skyfrit i løbet af eftermiddagen. Da jeg 

lagde mig havde jeg heller ikke bemærket 

nogen skyer. Jeg kunne dog snøre soveposen 

helt til, og sov udmærket videre, men 

vågnede ca. hver time, hvor jeg lige tjekkede 

klokken og vejret. Vejret ændrede 

sig ikke, og sneen faldt hele natten. Ved 

daggry var vejret stadig ikke særligt indbydende, 

og jeg formåede at sove videre 

til ca. 8.30. Jeg begyndte langsomt at 

gøre mig klar til at begive mig tilbage mod 

toppen, og først kl. 10.30 havde jeg ordnet 

alt mit udstyr, kæmpet lidt med min 

mave (læs: adlydt) og pakket rygsækken. 

På turen tilbage mod toppen var vejret 

godt, men da jeg nåede toppen igen kl. 

11.40, var der præcist samme vejrsystem 

som dagen før, og jeg kunne derfor intet 

se ned ad nordsiden. Havde det nu været 

skyfrit også mod nord, havde jeg utvivlsomt 

taget skituren 

ned. Det 

ville være langt 

det hurtigste 

og mindst krævende, 

men på 

dette tidspunkt 

havde jeg 

ingen planer 

om at spilde tid 

med at satse 

på at finde den 

rette nedfart 

i nordsidens 

skylandskab. 

Jeg gik derfor 

ned ad samme 

vej som Lars 

og jeg var 

kommet op, og 

da jeg midt på 

eftermiddagen 

passerede et 

telt tæt på lejr 

3, ”bankede jeg 

på” i håb om, 

at jeg kunne få 

lidt vand, som 

ikke var på sneform. Desuden ville jeg 

frygteligt gerne i radiokontakt med lejr 1 

eller base camp. Det var nemlig omkring 

dette tidspunkt, at jeg forventede at 

Lars ville dukke op i lejr 1, og naturligvis 

bekymre sig, hvis jeg ikke allerede var 

der. Derfor lå det mig tungt på sinde at få 

kontakt med nogen i lejr 1, som så kunne 

melde alt ok hos mig. Teltet var til min 

store glæde bemandet med vores spanske 

venner, Jaime og Kiko, som tog meget 

gæstfrit imod mig. Jeg afviste dog at ville 

overnatte, da jeg ville hurtigst muligt til 

lejr 1 for at melde mig ok. Jeg forlod derfor 

Jaime og Kiko for at gå de ca. 45 min 

til lejr 3. Kort tid efter afgang, blev jeg 

dog fanget i en voldsom snestorm, som 

desværre også endte med at spærre mig 

vejen mod lejr 3 pga. enorme drivedannelser. 

Jeg vendte derfor om, og ankom 

temmelig forfrossen til Jaime og Kikos telt 

21⁄2 time senere. Her følte jeg mig yderst 

velkommen, men gav anledning til en 

del skepsis, da jeg ville lægge mig i min 

plaskvåde sovepose. Jeg formåede dog 

at overbevise dem om, at den nok skulle 


være varm nok, når jeg havde fået varmet 

den godt op. Det var den også. 

Jaime og Kiko havde fået etableret radiokontakt 

til lejr 3, mens jeg stred rundt i 

snestormen, men desværre var der ingen 

i lejr 3, som havde radiokontakt til de 

lavere lejre. Dermed vidste jeg, at Lars 

måtte vente til dagen efter med at få at 

vide, at jeg var ok – uvidende om, at Lars 

allerede dagen forinden sammen med 

Allan (som til Lars overraskelse stadig var 

i lejr 1) havde sat flere initiativer i gang 

for at finde mig. 

Da snevejret natten forinden havde 

fyldt mine skibriller med fugt, og gjort 

dem ubrugelige i dårlig sigt, havde jeg i 

snestormen været nødsaget til at gå det 

meste af tiden uden briller på. Det måtte 

jeg bøde for i løbet af natten, da jeg våg- 

En kort anmeldelse af Google’s e-mail. 

nede med sviende og væskende øjne. 

Dagen efter var det ikke meget bedre, 

og jeg havde svært ved at se detaljer, 

men heldigvis skulle Kiko nedad, og han 

agerede førerhund for mig ved at gå foran 

mig, og gøre mig opmærksom på diverse 

kritiske forhindringer. Fra lejr 3 sluttede 

to andre spaniere sig til os, og både Raul 

og Iba tog også tørnen ved på ekstrem 

hjælpsom vis at føre mig ned fra bjerget. 

Umiddelbart neden for lejr 3 mødte jeg 

Alex, som var på vej op med en ny kunde, 

og efter en omfavnelse fik han historien 

om, hvad der var sket. Han havde radiokontakt 

med Lars to timer senere, og dermed 

kunne han melde i forvejen, at jeg 

var på vej ned. Derfor stod Allan og Lars 

også begge klar ca. 1⁄2 times gang fra lejr 

1 for at tage imod mig. Gensynsglæden 

var naturligvis stor, og blev bestemt ikke 

God e-mail til rejsen: 

mindre, da jeg erfarede hvilke bekymringer 

og opgaver som Lars og Allan havde 

taget på sig i bestræbelserne på at finde 

en måde at finde frem til mig. Deriblandt 

også kommunikationen med mine bekymrede 

forældre, som jo desværre også på 

ulykkelig vis var blevet adviseret om, at 

jeg var savnet på bjerget. På vejen tilbage 

til lejr 1, hvor der var en vodkafest under 

opsejling, kunne de blandt andet fortælle, 

at der også var en hel del i Danmark, som 

var involveret i min forsvinden. I løbet 

af de følgende dage og uger gik det dog 

først for alvor op for os, hvor meget røre 

mit forsvindingsnummer egentlig havde 

skabt. Det tror jeg stadig ikke helt er gået 

op for mig – af alle var jeg var jo også 

den, der var længst fra at opleve de første 

faser af mediestormen… 

I 1996 rejste jeg Jorden rundt. Den gang var der selv på Khao San Road i Bangkok kun ét sted, hvor man kunne sende email. 

Alle e-mail blev sendt fra den samme konto, og om morgenen blev alt modtaget post printet ud og puttet i kuverter, 

som man så kunne købe. Men i juli 1996 åbnede Hotmail og satte gang i en revolution. Cybercaféer begyndte at poppe op, 

pludselig var det nemt at holde kontakten ved lige med andre rejsende. Man kunne ændre sin rejseplan mere spontant, da 

man ikke absolut skulle til ”X” by for at hente post. Nu her 7-8 år efter er e-mail en uvurderlig del af rejselivet. Men med 

digitalkamera osv. er Hotmails 2Mbyte lige lidt nok - men det er ved at ændre sig! 

Første april i år annoncerede Google, at de ville tilbyde gratis e-mail kontoer på 1Gbyte. Det svarer til 500 gange mere plads 

end Hotmail. ”Aprilsnar”, sagde mange - så den 2. april meldte Google ud og bekræftede at de havde tænkt sig at tilbyde 

1Gbyte gratis. Microsoft var nødt til at tage konkurrencen op, og er nu gået i gang med at opgradere Hotmail, dog ”kun” til 

250Mbyte. En almindelig mailkonto som f.eks. TDC’s kan til sammenligning kun indeholde 20Mbyte, og der er endnu ingen 

danske gratis webmail udbydere, der tilbyder mere end nogle få megabyte. 

Gmail (Google’s webmail) er opbygget simpelt og rent, uden grafisk tunge reklamer så siderne bliver hentet hurtigt, hvilket 

klart er en fordel, hvis man checker sin post via en langsom opkobling og ikke ønsker at vente halve dage på at den næste 

reklame loader - en situation man tit kan komme ud for i ulande. 

Udover alle de normale kendte funktioner har gmail også nogle nye: Når man skriver en e-mail og starter med at skrive 

modtageradressen, popper gmail op med forslag til adresser baseret på, hvad du har skrevet, lidt på samme måde som 

almindelige e-mail programmer gør. 

Breve som hører sammen, (dvs. svar på svar) lægger sig bag ved hinanden i mapper som i et gammeldags kortkartotek. 

På denne måde kan du følge korrespondancen fra det første brev og de efterfølgende svar på disse. 

Udover dette har gmail også en fantastisk søgefunktion, som minder om Google’s almindelige søgemaskine. Her er det 

muligt at søge efter afsender og modtager, emne, cc-adresser, udelukke visse ord, vedhæftede filer og på dato. Kun fantasien 

synes at sætte grænser for, hvad der kan søges på. 

Og med 1 Gigabyte er der ingen problemer med at modtage e-mail efter e-mail med digitale fotos eller gemme kopier at 

dit indscannede pas og flybilletter. 

Så hvis du har problemer med hastigheden, din postboks løber fuld eller du bare godt kan lide en enkel brugerflade er 

gmail nok noget for dig. Indtil videre kan man ikke selv tilmelde sig Gmail. Man skal derimod inviteres af en der allerede 

er bruger. Det forventes, at gmail åbner for almindelig tilmelding i starten af 2005. Men hvis du ikke kan vente på det, så 

send mig en e-mail, så skal jeg invitere dig. 

Anders Andersen 


Gratis eller næsten gratis rejser 

I min studentertid og lidt tid derefter havde jeg kun lidt penge men meget stor rejselyst, så 

derfor udviklede jeg mine egne ”rejse-gratis systemer”. 

Tekst og foto: Knud B Bach 

Fra Andorra til Feggesund august 

1971 

Vi, min bror Morten, min veninde Hanna 

og jeg, var kørt i vores højt elskede 

Commando på en fælles tur ned i Europa 

med 10 kammerater. Men da vi kom til 

Andorra, opstod der diskussion om planen 

fremover. Min broder skulle 

hjem til Mors for at hjælpe 

med høsten, det kunne ikke 

vente - vi var langt inde i 

august. Vi måtte splitte os, 

selv om vi ikke havde mange 

penge tilbage til at rejse på 

egen hånd for. 

Vi besluttede at tage afsted 

på stop. Det lykkedes os at 

komme op at køre med en 

midaldrende iraner i Mercedes. 

Han tog os med og forcerede 

grænsen til Frankrig uden kontrol. 

Min kæreste måtte sidde 

foran, da hun havde de pæneste 

ben. Hun måtte løbende 

skænke vodka op til ham fra 

en flaske, han havde ved siden 

af sædet. 

Med lidt overtalelse lykkedes 

det os i løbet af to dage 

komme til Paris. Her fik jeg 

en aftale om at køre en dansk 

Pitchner udlejningsbil retur til 

Hamburg. Dette bragte os et 

godt stykke nærmere målet og 

uden større omkostninger. 

Da vi kom til Hamburg var 

pengene alligevel meget 

små, men vi kunne trods alt 

samle penge til to togbilletter 

til Nykøbing Mors, jeg måtte 

så være med som blind passager. 

Der havde i Danmark 

tidligere været en ordning om, 

at studenter kunne rejse gratis 

med DSB, denne blev ophævet, hvilket 

jeg ud fra tidens marxistiske tankegang 

fandt meget uretfærdigt. Jeg opfandt 

derefter min egen gratis DSB rejseform. 

Jeg studerede konduktørernes billetteringsmønster 

og undgik billetkøb, ofte 

ved at gemme mig på toilettet i det rigtige 

øjeblik uden at låse døren. På denne måde 

lykkedes det mig også at komme gratis 

gennem Nordtyskland og Jylland helt op 

til Glyngøre, hvorfra DSB færgen gik til 

Nykøbing. På færgen blev jeg imidlertid 

snuppet af en emsig DSB kontrollør. Jeg 

måtte bøde 5 kr. 

På rutebilen til Feggesund måtte vi købe 

tre billetter. Min mor og katten kom hen til 

vejen og mødte os. Høsten var i fuld gang, 

så Morten måtte straks i arbejdstøjet. 

Vi glædede os meget over den begivenhedsrige 

men billige hjemrejse. 

I øvrigt excellerede jeg senere på andre 

ture i at køre udlejningsbiler retur. 

Sommetider kunne der opstå problemer 

med løse speedometerkabler og dermed 

forlængede ture f.eks. en ekstra sviptur til 

Køln via Paris. 

Fra Mallorca til København 1974 

Da jeg afsluttede mine studier som ingeniør 

i februar 1974, havde jeg ikke travlt 

med at finde job, der var i øvrigt heller 

ikke mange stillinger at få. Jeg ville 

udstationeres, men også her var der rift 

om stillingerne, især når der var tale om 

engelsksprogede stillinger. Jeg valgte i 

stedet et to måneders udvekslingsjob i 

Frankrig hos elselskabet EDF i alpeområdet, 

hvor jeg blev trainee-ingeniør på 

hydrokraftværksdæmninger. Her lærte jeg 

at stå på ski alpint og mere vigtigt at tale 

fransk, hvilket senere gav mig mulighed 

for flere jobs i det frankophone Afrika. 

Dette var lidt af en sidespring, 

for det er hjemrejsen, jeg vil 

fortælle om. Jeg rejste på stop 

og med tog fra Chambery til 

Barcelona og herfra videre 

med færge til Mallorca, hvor 

jeg skulle møde to veninder. 

Vi havde et par hyggelige uger 

sammen, men så var pengene 

igen sluppet op. Jeg havde 

imidlertid fundet ud af, at man 

kunne købe billige flybilletter 

fra charterturister, som valgte 

at blive på Mallorca i længere 

tid. Jeg havde 150 kr. tilbage, 

og for dem købte jeg en billet 

af irlænderen Gordon til 

København. På dette tidspunkt 

skulle man ikke vise billet og 

pas samtidigt. 

Da jeg kom til lufthavnen var 

rejseguiden imidlertid fremme 

for at møde de rejsende og 

se billetter. Jeg besluttede at 

vente til næste Vingresor fly 

senere på aftenen på trods 

af, at det gik til Stokholm. I 

sidste øjeblik stormede jeg ud 

til flyet, hvor jeg blev stoppet 

af bevæbnede soldater. Jeg 

forklarede fortvivlet til kaptajnen 

med passende irsk accent, 

at jeg havde mistet mit tidligere 

fly. Flyet var fuldt, men 

af uransagelige årsager fik 

jeg en plads oppe foran. Da 

vi landede i Stokholm, havde 

jeg 65 øre i lommen, men jeg 

havde også en dansk check på 515 kr. fra 

ingeniørernes arbejdsløshedskasse, så 

hjem kom jeg. 

Med Hashbussen fra Amsterdam 

1974 

I sommeren 1974 besøgte jeg nogle venner 

i Amsterdam. Jeg var taget derned 

på stop, så det var jo ikke dyrt. Men jeg 

husker også, at jeg kom til at gå flere 

timer på landevejen i Nordholland. Jeg 

havde fået stop med en hollandsk lastbilchauffør, 

men da han viste sig at være 

meget amourøst anlagt, valgte jeg at stå 

af på landevejen ude midt i en stor skov. 


Under mit ophold i Amsterdam erfarede 

jeg, at jeg var kaldt til jobinterview i 

København følgende tirsdag. Jeg fandt ud 

af, at der gik en billig bus til København 

næste mandag. Det var i hippietiden, 

så faktisk var det en fast ugetur med 

hashflippere mellem Amsterdam og 

København. Jeg husker ikke helt præcist, 

men jeg tror prisen var 70 kr. 

Jeg dukkede op til aftalt tid og på rette 

sted. Mange afghanerpelse have allerede 

indfundet sig. Bussen, der lignede en gammel 

rutebil malet i psykedeliske farver, 

kom dog først en time senere, og uden 

den rigtige chauffør, som kom endnu en 

time senere. Vi kom af sted, og i løbet af 

kort tid bredte hashtågerne sig. Vi ankom 

til den tyske grænse, og en officer fra 

grænsepolitiet kom ind i bussen. Han snusede, 

virrede med hovedet og beordrede 

alle ud til undersøgelse, nogle måtte gennemgå 

”the bent-over”, og fire blev nægtet 

indrejse. Da vi endelig var klar, skulle 

chaufførens kørekort granskes. Det blev 

forkastet af grænsepolitiet og indkørsel 

til Tyskland nægtet. Bussen fik ordre til at 

vende om af den hovne politichef. Nu var 

gode råd dyre, jeg skulle jo til interview 

næste morgen. Så jeg fandt mit buskørekort 

frem. Det havde jeg erhvervet året 

før. Af andre grunde var det ikke gyldigt. 

Alligevel gik jeg frem og præsenterede 

det. Efter megen granskning accepterede 

politichefen det nølende. 

Under klapsalver drejede jeg bussen ind 

ved Københavns Hovedbanegård kl. 1 om 

natten. Jeg kom til interview næste formiddag, 

men fik ikke jobbet. 

Senere på sommeren var jeg til tre 

interviews i henholdsvis Køln, Paris og 

Amsterdam. Jeg var blevet i stand til at 

tjene penge på rejserne, idet firmaerne 

betalte flyrejser, mens jeg blaffede eller 

rejste med tog. Så var der en tid, hvor 

man med studenterkort kunne rejse billigt 

med stand by på indenrigsruter med 

SAS. 

I sidste instans er det nok flyselskaberne, 

der har vundet. Der er sjældent tid til tog 

og busser, for man forfalder til mageligheden 

på businessclass oppe under 

skyerne. 

DBK’s Top-20 for besøgte lande 

Placering Navn Nr. Antal 

lande 

Tilvækst Alder 

1 (1,1) Bjarne Lund- 

Jensen 

027 171 4+4=8 55 

2 (2,2) Michael Mini 010 113 4+8=12 44 

3 (8,13) Arne Erik Runge 097 104 10+15=25 60 

4 (4,9) Claus Qvist Jessen 019 103 6+11=17 43 

5 (3,7) Erik Boman 120 102 1+10=11 84 

6 (10,8) Kaj Heydorn 039 101 8+3=11 72 

7 (7,6) Bertel Kristensen 057 99 3+4=7 61 

8 (6,4) Ole Egholm 001 98 2+3=5 37 

9 (5,3) Preben Mogensen 022 98 1+3=4 52 

10 (9,5) Svend Garbarsch 030 94 1+1=2 71 

11 (14,20) Niels J. L. Iversen 082 93 12+11=23 50 

12 (11,10) Henrik Døcker 038 91 2+5=7 65 

13 (13,11) Tyge Korsgaard 042 88 5+1=6 58 

14 (12,14) Søren Padkjær 112 86 1+7=8 58 

15 (17,15) Stig Monrad 059 84 7+3=10 55 

16 (16,24) Per Allan Jensen 026 82 5+12=17 52 

17 (15,12) Erling Nyvold 086 82 2+0=2 66 

18 (ny) Samson Larsen 255 80 - 70 

19 (18,16) Niels Gadegaard 081 80 4+2=6 71 

20 (22,18) Anette Sode 090 77 5+2=7 42 

Lidt forklaring: De to tal i parentes under ’Placering’ er placeringerne de to sidste gange den tilsvarende statistik blev publiceret 

(for henholdsvis 11⁄4 og 21⁄2 år siden). 

Tallene under ’tilvækst’ er antal nye lande de sidste 11⁄4 år + antal nye lande forrige 11⁄4 år = antal nye lande de sidste 21⁄2 år. 

Og her er det så jeg skal skrive lidt om, at landetælleri aldrig må blive det centrale i ens rejseliv, men det gjorde jeg jo også 

sidste år, i Globen nr. 13, hvor denne statistik blev bragt sidst, så det gider jeg ikke gentage. Det må man jo i øvrigt også selv 

om, bare man husker at betale sit kontingent.Det bemærkes, at de to øverste placeringer er uændrede, men hvor længe endnu? 

De to ’hurtigløbere’ Arne Runge og Niels Iversen har erobret 10 resp. 12 nye lande de sidste 11⁄4 år (25 resp. 23 de sidste 21⁄2 

år), så måske situationen ser anderledes ud næste år? 

Den gennesmsnitlige tilvækst af lande pr. år på listen er 31⁄2 siden sidst, mod 41⁄2 forrige gang, så selv om det går stærkt i denne 

ende af skalaen, så går det dog ikke helt så stærkt som det har gjort. 

Vi har fået fordoblet antallet af medlemmer med over 100 lande (fra 3 til 6), og mon ikke dette tal mindst er oppe på 9 næste 

år? Der er i hvert fald ikke langt igen for de tre nærmeste. 

PAJ 


Påskeferie i Mellemøsten 

Det tidlige forår egner sig perfekt til en ferie i Middelhavsområdet. Sidste år var det de eksjugoslaviske 

lande, hvor det lykkedes mig at besøge fem lande på to uger. En præstation, der 

efterfølgende affødte mange sarkastiske kommentarer fra visse af klubbens mere langtidsorienterede 

rejsenørder. 

Tekst og foto: Per 

Allan Jensen 

”Så hellere tage 

den lidt mere med 

ro i år”, tænkte jeg. 

Så hvad med at 

”nøjes med” Jordan 

og Syrien? De to 

lande havde jeg 

allerede en gang 

tidligere planlagt 

at besøge, nemlig 

i forlængelse af 

en dykkerferie i 

Egypten i efteråret 

2001, men så var 

det, at USA invaderede 

Afghanistan, 

hvorefter situationen 

i Mellemøsten 

begyndte at forekomme 

en anelse for højspændt. 

Men nu skulle det altså være. Fly ned 

til Amman og hjem fra Damaskus og 

en guidebog i rygsækken, så jeg kunne 

planlægge mig frem til en tur, der bragte 

mig forbi de vigtigste highlights på de til 

rådighed værende to uger (ja ja, jeg ved 

det, to uger er alt for lidt). 

Når man, til dels, planlægger sin rejse 

efter en guidebog, så kommer man naturligvis 

nemt til at besøge de samme steder 

som alle de andre turister, men det er jo 

altså prisen for ikke at have ubegrænset 

tid til rådighed. Og så gør det i øvrigt ikke 

så meget i de lande, hvor mængden af 

turister under alle omstændigheder er ret 

så begrænset. 

Det lykkedes mig da også fint at nå de fleste 

”highlights” som f.eks. Amman, Petra, 

Wadi Rum, Aqaba, Damaskus, Hama, 

Krak des Chevaliers og Palmyra, blandt 

andet fordi de to lande har et udmærket 

og meget billigt transportsystem samt at 

afstandene er moderate. Jeg vil ikke gå i 

detaljer med de enkelte steder, interesserede 

henvises til den detaljerede rejsedagbog 

på hjemmesiden, blot lige fremhæve 

de tre steder, der gjorde størst indtryk på 

mig. Først og fremmest den lyserøde oldtidsby 

Petra, hvis fascinerende blanding 

af smukke bjerge og fantastiske ruiner 

vel må siges at være regionens største 

seværdighed – på linie med de egyptiske 

pyramider. Dernæst Wadi Rum, en 

enestående smuk rød ørken med bjerge 

spredt som øer på havet med sarte og 

farvestrålende blomster netop på denne 

årstid. Og endelig den syriske hovedstad 

Damaskus, hvor nyt og gammelt mødes, 

og hvor den gamle bydel med de smukke 

moskeer og de labyrintagtige basarkvarterer 

hensætter den besøgende til en 

stemning af 1001 nats eventyr. 

Jeg vil også gerne fremhæve nogle af 

de forhold, der forekommer mig specielt 

positive/negative i forbindelse med at 

være turist i de to lande, vel vidende, at 

disse naturligvis står helt for egen regning 

og sikkert vil blive opfattet meget forskelligt 

fra den ene rejsende til den anden. 

På plussiden bør noteres, at begge lande 

er nemme at rejse i, også selv om man kun 

kan lidt eller intet arabisk. Menneskene er 

uhyre hjælpsomme og gæstfri, og det 

berømte arabiske handelsgen, der når 

sit ulidelige klimaks i lande som Egypten 

og Marokko, 

findes i en 

behagelig 

afdæmpet 

version her. 

Klimaet er 

aldeles vidunderligt 

om 

foråret (og 

efteråret), 

prisniveauet 

er lavt og 

maden 

udmærket, 

om end lidt 

ensformig i 

længden. 

På negativsiden 

bør 

nævnes den 

omfattende 

forurening, 

både direkte 

(osende biler 

i de relativt 

få større byer 

samt yderst 

lemfældig 

omgang med 

affald overalt) 

og mere indirekte 

i form af 

hæmningsløs 

cigaretrygning 

overalt 

(særlig slemt 

i Jordan, hvor end ikke busser og restauranter 

skånes), dunderkraftig og forvrænget 

arabermusik overalt og til alle tider, 

folk der taler i mobiltelefon i et væk og 

endelig alle de trøsteløst grimme halvfærdige 

eller forfaldne betonbyggerier med 

påklistrede TV-antenner og AC-udsugninger. 

Og så skal man altså ikke tage 

til Aqaba med drømmen om et par dages 

eksotisk badeferie ved Det Røde Hav, for 

strandene omkring byen flyder med murrester, 

glasskår og ekskrementer (herfra 

muligvis undtaget de private strande, der 

hører til luksushotellerne med værelsespriser 

i størrelsesordenen 100-200 dollars 

pr. nat). 

Man kan på en måde godt sige, at disse 

lande har moderne faciliteter til gammeldags 

priser. Transportnettet fungerer som 

nævnt udmærket, og overalt fås glim- 


ende hotelværelser med 

eget bad og toilet samt 

ofte også både køleskab 

og AC for 100-150 kr. pr. 

døgn. Lokal mad er ekstremt 

billig, og skulle man 

føle trang til lidt vestlig 

luksus, så prøv at gå ind 

på et af de internationale 

hoteller i Damaskus, 

hvor man kan forkæle 

sig selv for priser, der er 

to-tre gange lavere end 

i Danmark. Og får man 

lyst til at kommunikere 

med omverden, så er der 

glimrende mobildækning 

overalt. Til gengæld er 

det ret begrænset, samt 

langsomt og ustabilt, 

hvad der er af muligheder 

for internetadgang. 

Da jeg skulle fra Hama 

til Palmyra, kunne jeg 

tage med bussen den 

”kedelige” vej til Homs 

og skifte til en ny bus der. 

Ifølge min udmærkede guidebog var der 

imidlertid en langt mere interessant (180 

kilometer lang) vej ud gennem ørken og 

bjerge, som dog kun var en mulighed for 

folk med eget køretøj. For sjov spurgte 

jeg på hotellet, hvad det ville koste at få 

en taxa til at køre denne tur. ”Oh, mister, 

very expensive”, lød svaret, men da han 

lidt senere kom tilbage med resultatet, lød 

prisen på 200 kroner. Jeg fik en glimrende 

tur med en flink taxachauffør, der oven i 

købet kunne lidt engelsk, var fodboldtræner 

og kendte Morten Olsen. Og til overflod 

skaffede han mig adgang til et interessant 

besøg hos nogle af alle de beduiner, der 

stadig finder deres livsgrundlag i den barske 

ørken - deres kameler er dog udskiftet 

med lastbiler. 

Landene er klart muslimsk 

dominerede, men 

på ingen måde fundamentalistiske. 

Får man 

lyst til en kold øl eller 

lignende, så finder man 

bare ud af, hvor byens 

kristne kvarter ligger: 

Nemt nok, kig efter 

kirker på bykortet, og 

lynhurtigt finder man, i 

hvert fald i mellemstore 

byer og opefter, frem til 

adskillige små butikker, 

der helt åbenlyst 

sælger både øl, vin og 

spiritus. Man skal dog 

nok lige tænke over, 

hvor man efterfølgende 

indtager de våde varer. 

For at komme mig over 

depressionen over den 

ulækre strand i Aqaba 

satte jeg mig i solen 

med en kold dåseøl, 

hvilket prompte fik en 

gruppe 10- til 12-årige 

knægte til, med livlige 

fagter og skuespil, at 

prøve at illustrere de 

mulige konsekvenser 

af alkoholindtagelse. 

Jeg svarede igen ved 

at pege på deres cigaretter 

og simulere en 

rallende hoste som fra 

en lungecancerpatient 

i sidste fase. Men det 

prellede naturligvis helt 

af på dem, for rygning 

er jo en naturlig del af tilværelsen, mens 

en kølig pilsner på en varm solskinsdag, 

det er en dødssynd! 

Nu vi er ved pudsige oplevelser, så er de 

moderne tider ved at komme til Damaskus, 

hvilket giver sig adskillige morsomme 

udslag. Lige udenfor den gamle bydel 

løber en meget befærdet vej, og her har 

man lavet en fodgængertunnel med, hvad 

der vist må være Syriens første rullende 

trappe. Her kan man bruge lang tid på at 

stå og more sig over synet af ældre kvinder 

iført villatelte, der frygtsomt – og efter 

lang tids tøven – træder ud på det mekaniske 

vidunder, hvor de efterfølgende står 

på usikre ben og støtter sig til hinanden. 

Og inde i basaren er der åbnet en butik, 

der sælger noget så nymodens som softice. 

Det er længe siden, jeg har set så stor 

en kø foran en butik. 

Afslutningsvis vil jeg gerne advare mod, 

at man spiser på restauranter, hvor der 

ingen gæster er i forvejen - og det gælder 

ikke kun i Mellemøsten. Det gjorde jeg i 

Hama, og dagen efter - i Palmyra - vågnede 

jeg op midt om natten med den værste 

gang maveonde, jeg nogensinde har 

prøvet. En dags faste forbedrede heldigvis 

situationen så meget, at jeg fik et rimeligt 

udbytte af de sidste dage i Damaskus, 

men straks efter hjemkomsten gik det 

atter helt galt, og jeg tilbragte det meste 

af en uge med høj temperatur, appetitløshed, 

kvalme og hovedpine. Langt om 

længe fik vores udmærkede sundhedsvæsen 

konstateret, at jeg havde pådraget 

mig en campylobacter-infektion, hvorefter 

et skud målrettet antibiotika fik bugt med 

ondet. 


Det eventyrlige 

Borneo 

Tekst og foto: Nikolaj Witte 

For ikke så lang tid siden stillede Hendes Majestæt Dronning 

Margrethe mig spørgsmålet: ”Hvorfor er du medlem af De Berejstes 

Klub?”. Som altid, når folk er letsindige nok til at spørge mig om 

rejser, så begyndte jeg straks at snakke i munden på mig selv. 

”Holdt, stop” sagde hun, ”fortæl mig kun om den ene episode, som 

skiller sig ud fra de andre”. Dette er selvfølgelig løgn, men resten af 

historien er så sandt, som det er sagt. 

Borneo. Bare navnet har altid fascineret 

mig. Mindre blev mine eventyrdrømme 

ikke, da jeg i Lonely Planet læste, at i 

Kalimantan (Indonesisk Borneo) er der 

næsten ingen rigtige veje, der er ikke rigtig 

nogen regnskov tilbage, skovbrandene 

i 1997 og ’98 ødelagde resten og det er 

i det hele taget dyrt, besværligt og ikke 

værd at komme der. Når LP skriver det, 

så plejer man at have området for sig 

selv. Udover det havde der netop været 

lidt uroligheder med demonstrationer og 

sågar rapporter om, at visse stammer 

havde genoptaget deres gamle traditioner 

med at skære modstandernes hoveder af. 

Det var derfor med spænding i maven og 

forventninger i blodet, at jeg hoppede om 

bord på en ombygget fiskekutter i Tawau 

(Sabah), der lovede, at de sejlede til den 

lille indonesiske ø Tarakan, hvorfra det igen 

skulle være muligt at sejle til Kalimantan. 

Men, for at gøre en lang historie kort, så 

lykkedes det mig i løbet af ikke alt for 

mange dage at være på vej sydpå langs 

en af de veje, der ikke eksisterer på noget 

landkort, men som skovfældningsfirmaerne 

har efterladt. Undervejs var det også 

lykkedes mig at finde min kammerat, som 

jeg på forhånd havde aftalt at mødes 

med. Sammen sad vi nu og stirrede ud 

af vinduet i en afart af en minibus, mens 

dækket for tredje gang var blevet vredet i 

stykker på de sammenfaldne mudderveje. 

Alle reservehjulene var brugt op. Vi havde 

repareret reservehjulene, men også disse 

var slidt i stykker igen, så vi havde ikke 

rigtigt flere hjul tilbage. Utroligt nok var 

humøret stadig godt, da vi halvt trillede 

og halvt skubbede bilen ind i nærmeste 

by. Stor var vores overraskelse, da vi blev 

mødt af et sandt farve- og fjerorgie. 

Min ærede Dronning, så var der pludselig 

høstfest med dans og musik. 

Undrende stod vi lidt og kiggede på alle 

de udsmykkede krigere og festivaldeltagere. 

Undrende stod de og stirrede på to 

tilmudrede, men hvide, backpackere, der 

var gået helt i stå. Snart kom der en mand 

i skjorte og lærredsbukser, der højt og på 

Regnskoven der blot ligger og venter på 

at bliver udforsket Herinde, i Borneos 

hjerte, fandt jeg mit første eventyr 

og årsagen til at blive medlem af De 

Berejstes Klub. 

glimrende engelsk bød os velkommen til 

høstfesten. Han kunne fortælle, at han 

hed mr. Wilson og var både høvdingens 

søn og arrangøren af festivalen. Inden vi 

havde fået set os om, var vi blevet gennet 

ind i langhuset, hvor de, der sad forrest, 

blev skubbet til side, så der blev plads til 

mr. Wilsons æresgæster. Alle blandt de 

par hundrede gæster og en god håndfuld 

af de dansende gik fuldstændigt i stå. Det 

varede dog ikke længe, inden de fik sig 

samlet sammen, nikkede og smilte. Alle 

de unge fyre skulle lige vise sig og råbte 

’hallo’, mens de ældre mere stille og roligt 

hilse på Bhasa Indonesia. Dansen var fantastisk. 

Kvinder bar farverige kjoler med 

pailletter i alle regnbuens farver, der hver 

var formet i deres families eget mønster. 

Mønstrene var meget forskellige med 

afbildninger af krigere, næsehornsfugle 

eller forskellige guder og ånder. Hver 

kvinde havde i begge hænder et par af 

næsehornsfuglens halefjer, som livligt 

blev brugt i dansen. Sammen, i procession, 

dansede de først ned i hele langhu- 


sets længde, derefter cirklede de rundt og 

gentog bevægelsen i modsat retning. 

Da dansen sluttede, fik vi mulighed for 

at hilse på mr. Wilson og høre, hvad der 

foregik. Han inviterede os til at blive og 

bo hos sig. Det blev starten på en smuk, 

tre dage lang festival, der overgik alt, jeg 

tidligere har oplevet både i skønhed og i 

noget, som jeg ikke kan beskrive bedre 

end ægthed. Jeg har altid, både før og 

efter denne oplevelse, anset det for endnu 

mere ægte, når hovedjægeren har en slidt 

reklame T-shirt inden under en brynje af 

tigertænder, eller når de onde ånder i dyb 

trance indfanges i blå plastiktallerkener. 

Og under denne høstfest var der en overflod 

af gamle hovedjægere i hullede vinterjakker 

og andre pudsigheder. 

Under festivalen oplevede vi de dansende 

kvinder, der igen og igen opførte deres 

smukke dans til lyden af sundatang’en (et 

traditionelt strengeinstrument, hvis brug 

desværre siges at være ved at uddø). 

Vi oplevede høvdinginden der, hvidmalet 

i hovedet og med store håndfulde af de 

allersmukkeste af næsehornsfuglens halefjer, 

opførte en meget dyster solodans. 

Men højdepunktet for mig var, da høvdingen 

i fuld krigsudrustning udførte finalen i 

danseshowet. En dans hvis, på overfladen 

simple, formål var at samle skjoldet op 

fra gulvet og symbolsk gå i krig. 

Alt, hvad der skete rundt om selve dansene, 

var mindst lige så fantastisk. Selve 

udsmykningen af huset var et studie 

værdigt, og menneskene var, da de efter 

et par dage havde vænnet sig til os, 

smilende og fortalte med medrivende 

fagter den ene historie efter den anden, 

mens klokkerne i deres fascinerende forlængede 

øreflipper klimprede. Specielt 

husker jeg mr. Wilsons fars historie, 

måske fordi det var den eneste, jeg forstod, 

da halvdelen var på hollandsk, og 

den anden halvdel blev oversat af mr. 

Wilson. Han fortalte levende, hvordan 

han som ung havde været pirat sammen 

Alle kommer forbi til høsfesten, fra nær 

og fjern. Specielt de gamle bære stadig 

de tradiotionelle dragter og udsmykninger. 

Udklædt til dans og krig. I fordoms tid var 

synet af en fuldt udrustet kriger ikke et syn 

man smilte af, men i dag er han klædt på 

til dans samt en stor glæde og stolthed for 

hele landsbyen. 

med en hollandsk bande i Samarindas 

havn. Det forklarede jo sproget. Men at 

sidde i olielampens skær midt i Borneos 

jungle og høre historier om, hvordan man 

border og overfalder et skib, var næsten 

mere, end jeg i min vildeste fantasi havde 

håbet på. 

Hele festivalen sluttede med, at selve 

guvernøren for hele distriktet ankom 

med ministre og det lokale tv. I hans 

takketale fortalte han blandt andet, hvor 

utroligt smukt deres langhus var, hvilket 

han kunne bevise, for, som han fortalte, 

var der i år kommet to turister hele denne 

lange vej bare for at besøge dem. Næste 

gang, sagde han, ville turisterne have fortalt 

deres familier og venner, hvor smukt 

et sted dette var, og snart ville mange 

turister komme. Alle vendte sig om, 

smilte og klappede ad os, selvom jeg ved, 

vi begge vil gøre vores for, at ingen finder 

ud af, hvor dette uspolerede paradis af en 

by ligger, og så der aldrig kommer horder 

af turister væltende. 

Men hvad så, spurgte Hendes 

Majestæt? 

Da festivalen lakkede mod enden, fandt 

vi lidt transport ned til flodens munding, 

hvor det lykkedes os at opspore en af de 

fantastiske flodbåde, der sejler overalt 

på Kalimantans floder. Flodbådene er 

opbygget i to etager, hvor første sal har 

brikse og er en form for første klasse med 

vinduer og ro til at sove. Underetagen er 

et virvar af mennesker, der sover over alt 

som sild i en tønde. Det er også nederst, 

man finder køkkenet, toiletter (huller 

i bunden af båden), badefaciliteter 


(en slange på en pumpe nede i floden), 

kaptajnen (der sidder midt i det hele 

og styrer), nedgangen til motorrummet 

(som behageligt brummer en i søvn) og 

vores kommende midlertidige hjem. Vores 

ankomst var en blanding af James Bond 

og Mr. Bean. Vi var, af årsager som er 

en helt anden historie, kommet for sent 

til bådens afsejling. Derfor befandt vi 

os netop nu i en lille motorbåd, hvor vi i 

rasende fart forsøgte at indhente flodbåden. 

For at gøre hele stemningen perfekt 

besluttede vejrguderne på Borneo sig for 

at lade os smage på rigtig regnskovsregn. 

Den sidste halve time havde vi kæmpet 

en brav kamp for at holde vandet på 

ydersiden af vores lille motorbåd, der 

forbavsende hurtigt blev fyldt med regnvand. 

Så mens det var svært at afgøre, 

om vi stadig var oven vande, eller rent 

faktisk var de druknede mus, som vi følte 

os som, råbte vi alle af vores lungers fulde 

kraft, at de skulle vente på os. Med motorens 

sidste kraftanstrengelser lykkedes 

det os at sejle op på siden af flodbåden 

og holde os fast. Hele båden var - for at 

beskytte passagererne mod den silende 

regn - pakket ind i blå presseninger, så 

ingen havde endnu hverken set eller hørt 

os. Med hver sin rygsæk, der nu på grund 

af regnen havde taget voldsomt på i vægt, 

kastede vi os ind under det blå plastik. En 

utællelig flok mennesker stirrede inde i 

mørket på os med åbne munde og fulde 

af undren. Vi hilste pænt og forsøgte at 

undgå at hælde vand på dem alle sammen, 

men lige lidt hjalp det. De stirrede. 

Hvad nu, tænkte vi. Pludseligt slog det os. 

Så hurtigt som man kan i drivvådt tøj, 

skyndte vi os at tage vores sko af og placere 

dem oppe på en bjælke. Ingen er da 

så uhøflig og uopdragen at de har sko på 

indenfor i hjemmet og denne båd var, for 

nu, vores hjem. Kaptajnen tog smøgen ud 

af mundvigen, smilte, vendte tommelfingeren 

op og råbte ’bagus’ (godt). Med ren 

hygge, masser af malariamyg og et utal af 

’bagus’-råb sejlede vi gennem det næste 

døgn ned af floden, der oversat hedder 

’skær-hovedet-af’-floden. 

Ovenfor: De ondeånder uddrives af en hel gruppe af 

shamaner. De fortager denne udrensning for at helbrede 

en ældre syg mand. Om det lykkes må tiden 

vise. 

Nedenfor: Udsmykning ved langhuset. 


Men er det ikke muligt at komme ind 

på midten af Borneo, spurgte HM 

Dronning Margrethe 

Midten af Kalimantan var vores mål, men 

først måtte vi tanke op i Samarinda. Så 

vi fik skaffet dåsesardiner, rom, chilisovs, 

et par millioner rupies, blå plastik, reb 

og ikke mindst en ordbog. Gennem de 

næste par uger rejste vi derefter op ad 

Mahakamfloden, som er en af Borneos 

mægtigste floder, der har sit udspring helt 

inde i hjertet af øen. Efter af have oplevet 

ånderne både i kirker, moskeer og langhuse 

ankom vi, efter to ugers rejse, gennemblødt 

til skindet og skjult af mørket 

til den sidste by, vi på denne årstid kunne 

nå med mere eller mindre offentlige både. 

Efter at have opsporet varmt vand til en 

kop te, fået lidt mad og sovet en god nats 

søvn opsøgte vi ’kapala desa’ (landsbyens 

overhoved). Vi fik forklaret både 

ham og alle andre af betydning i 

byen, hvad vores planer og ønsker 

var. Vi skulle bruge nogle mænd 

til at hjælpe os over på den anden 

side af Borneos midte. Vi vidste 

ikke meget om, hvorvidt det 

kunne lade sig gøre, men havde 

hørt i Samarinda at man på en 

god uge kunne gå fra den ene 

flods munding, over bjergene til 

den anden side af Borneo og der 

finde en anden flod, hvor man igen 

kunne sejle helt ud til kysten. 

Først kom høvdingens nevø og 

en kammerat, de studerede inde 

i Samarinda og kunne engelsk. Til 

gengæld kunne de ikke svare helt 

positivt på, om de havde været 

inde i junglen før. Vi var ikke helt 

trygge ved at tage med dem, og 

efter et par dage kom der heldigvis 

en anden mand, der ville 

snakke med os. Han hed Hugo og 

boede ikke langt væk, men han 

Du smukke danserer foran de pyntede 

fælleshus. 

havde været ude i junglen i markerne og 

kom derfor først nu. Han ville sammen 

med en gut, der hed Lavang, hjælpe os. 

De var ikke billige, men de havde stor 

erfaring, både med junglen i almindelighed 

og denne strækning i særdeleshed. Vi 

måtte derfor henvende os til høvdingen, 

og, uden nogen skulle blive stødt, forklare 

ham, at vi ikke kunne bruge hans nevø. 

Vi snakkede med Hugo, der ikke kunne 

mere end to ord på engelsk, om hvad vi 

skulle have med på turen. Alt, hvad der 

er sejlet så langt ind på Borneo, er meget 

dyrere end ude ved kysten, så vi måtte 

rundt og forhandle, det bedste vi havde 

lært, for at skaffe de sidste fornødenheder 

som ris og sukker. Men få dage senere 

oprandt dagen for vores afsejling, og med 

to ketjing-ketjing (små både opkaldt efter 

deres lyd) begav vi os så langt op ad flo- 

Guder og ånder, malet i alverdens farver 

og mønstre på husenes indersider. 

den, som det var muligt. Mens aftenen 

sænkede sig over floden, sejlede vi mod 

bredden, hvor Hugos forældre glade stod 

og vinkede os ind til aftensmad. 

Pludseligt helt ud af den blå luft bliver 

Hendes Majestæt revet væk, der er 

alvorlige sager, som hendes yngste søn 

er nødt til at snakke med hende om. Jeg 

håber på, hun ved en senere lejlighed vil 

høre afslutningen, men indtil da må vi alle 

pænt vente, for ingen snakker, før dronningen 

spørger. 

Fortsættelse følger… Eller kig videre på 

www.wayout.dk 


Om hvordan man bli’r 

”bidt af en gal rygsæk” 

Jeg er født i 1971, og det stod ikke umiddelbart for, at jeg 

nogen sinde skulle blive medlem af De Berejstes Klub. Som 

barn var jeg med mine forældre på den obligatoriske charterrejse 

til Spanien og på små ture til vore nabolande. Som ung 

var jeg på ”sol og strandferie” i Spanien og Italien sammen 

med det meste af den danske ungdom, og jeg havde på ingen 

måde en større udlængsel...” 

Tekst og foto: Pernille Föh 

... Sådan skriver jeg i min ”blå bog”, og 

det må man sige er et godt billede på mig 

og min rejse-karriere. Efterfølgende har 

jeg tænkt meget over dette her ”rejsegen”. 

Er man mon født med det? Eller 

smittes man fra person til person gennem 

luften, eller måske overføres rejselysten 

gennem beretninger og billeder fra fjerne 

egne? I mit tilfælde var der nok nærmest 

tale om tilvænning sammen med en virkelig 

godt hengemt nysgerrighed på steder, 

hvor ikke alle andre tager hen. At der har 

været tale om tilvænning viser sig stadig 

i vores rejsemønster, som godt nok inkluderer 

de fleste af vores ferier (og penge), 

men alligevel ikke får mig til at sælge mit 

hus, skippe mit job og rejse med kun seks 

kilo bagage til det højeste bjerg i Bhutan. 

Rejselysten vågnede 

Vi havde været på et par charterferier til 

Egypten og Kina og en enkelt tur til USA og 

således smagt lidt på eventyret, men det 

store skub fik jeg i 1997, da vores planlagte 

tur til Nepal med Larsen Rejser blev 

aflyst. Larsen Rejser gav begrundelsen, at 

deres samarbejde med PIA ikke var som 

ønsket, og dermed stod vi uden rejse. Vi 

kunne ikke finde andre charterrejser til 

landet og tyede til Jysk Rejsebureau. De 

satte en tur sammen til os. Alt var bestilt 

hjemmefra; transfer til/fra lufthavn, 

hoteller og ture. Alligevel var det nyt for 

os, da vi ingen guide havde. Når man 

tænker tilbage, kan man kun smile af min 

forfærdelige nervøsitet om, hvorvidt vi 

kom af busserne i tide, men dengang var 

det virkeligt ”farligt”. På turen mødte vi 

mange backpackere på vej jorden rundt. 

Deres beretninger lød spændende, og jeg 

blev inspireret af deres begejstring for det 

ukendte, som ventede dem. Jeg kiggede 

på vores medbragte kuffert og blev enig 

med mig selv om, at den ikke kom med 

næste gang. 

Året efter tog vi til Ecuador helt på egen 

hånd. Uden at kunne et ord spansk og 

med to proppede rygsække tog vi af sted. 

Hvordan kunne vi vide, hvad man får brug 

for som backpacker, når man ikke har prøvet 

det før? Jeg havde ALT med, og mødte 

vi nogen som manglede en dims, så var 

det så sikkert som amen i kirken, at JEG 

kunne fremskaffe det. Det er dog blevet 

meget bedre, og i dag kan jeg pakke min 

rygsæk på en time, og tilmed overlade 

lidt tom plads til eventuelle souvenirs. 

I Ecuador nød jeg friheden til selv at 

bestemme, hvornår og hvordan vi kom fra 

A til B. Jeg nød at opleve ægte kultur og 

se ”rigtige” mennesker. Jeg nød at møde 

mennesker med sjove historier og være 

langt væk fra Danmark, både mentalt og 

fysisk. 

Jeg var solgt... 

Tjæreborg kontra rygsæk 

Taj Mahal: 

Nok det mest fantastiske bygningsværk 

jeg nogen sinde har set! 

En stor fordel ved individuelle rejser er, at 

man slipper for ”chartersiloerne”. Jeg er 

træt af guider med 

paraplyer, at møde naboer og kollegaer i 

min ferie og ikke mindst træt af danskere, 

der brokker sig over hotelstandarden, og 

at der ikke er rugbrød i den overdådige 

morgenbuffet. Jeg har intet imod at møde 

danskere rundt om i verden, så længe de 

kan berige mig med noget: En god histo- 


ie eller nyttig information, hvilket jeg 

sjældent har oplevet hos en charterturist. 

Vi rejser, når job og økonomi tillader det. 

Det betyder i praksis fire uger hver sommer 

og en til to uger derudover i løbet af 

året. Vi er begrænset af min mands job 

som lærer, hvilket betyder, at vi kun kan 

rejse i længere tid om sommeren og altid 

kun i skolernes ferie. 

Rejserne er primært med rygsæk, en 

returbillet og Lonely Planet som en fast, 

tro følgesvend. 

Godt nok er vi 

blevet backpackere, 

men et 

bykort og gode 

råd om overnatning 

er nu ikke at 

foragte. Vi sover 

og rejser gerne 

budget men ikke 

ulækkert. Vi er 

blevet for gamle 

til 18-sengsvæ- 

Ad Deir, Petra i Jordan. 

En af vores første backpacker 

rejser. 

relser og fulde teenagere. Vi har fundet 

vores eget niveau, som vi kalder budget+. 

Vi er dog heldigvis enige om, at oplevelserne 

ikke sover på Hilton! 

Går der for længe mellem turene trækker 

det i benene, og rygsækken bliver utålmodig. 

Vi skal helst altid have bestilt en 

rejse, så der er noget at se frem til. 

Bangladesh var en 

stor og anderledes 

oplevelse. Her 

en dreng og hans 

rickhsaw. 

Fremtidens 

rejser 

Vi vil helt sikkert 

blive ved 

med at rejse. 

Indrømmet, 

der er gået lidt 

sport i det, men 

også fordi det 

er en fantastisk 

fornemmelse 

at sidde i lufthavnen 

med 

rygsækken og 

ikke vide, hvor man skal sove i nat, hvilke 

spændende mennesker man møder, og 

hvad man skal opleve. Denne fornemmelse 

giver mig et ”kick”, og jeg vil ikke 

være den foruden. 

Jeg ser frem til mange spændende 

rejser de næste mange, mange år. 

Besøg os på: www.pernille-kennet.dk , 

lige opdateret med vores tur til Libanon 


Rejsen ad Silkevejen 

Et muslimsk land fyldt med 1001 nats eventyr, arkitektoniske perler i verdensklasse, brutale 

fejder, magtfulde Khaner og Imamer samt et par blodtørstige herrer: Genghis Khan og Timur. 

Herudover livet under den russiske zar og tiden som sovjetisk vasalstat, hvor kulturen og 

religionen blev holdt i stramme tøjler. Alt i alt et godt historisk fundament for et kulturmiks, 

der har potentiale til at ”sparke røv”, men når man så oven i hatten lægger landets centrale 

placering på Silkevejen og krydrer det lidt med et par koryfæer som de legendariske byer - 

Bukhara og Samarkand – ja så er der virkelig lagt op til noget stort. Dette er beretningen om 

fire DBK-gutters strejftog i landet med en forunderlig cocktail mellem arabisk, asiatisk og russisk 

kultur – velkommen til Usbekistan. 

Tekst og foto: Lars Munk 

En silkeblød vej med pastelrøde nuancer, 

der drømmende snor sig gennem det centralasiatiske 

landskab i sin rute fra Kina til 

Europa. Et sted med dufte af krydderier 

og blomster; masser af guld, jade og 

silke, underholdning, fest og glæde. Et 

sted, hvor eventyrudvekslinger foregik 

over fredfyldte forhandlinger i guddommelige 

haver og oaser, hvor nattens måne 

og stjerner altid funklede og malede 

alting i et magisk skær, indtil solen tog 

over og farvede omgivelserne i smukke 

flammende farver. Det er den endegyldige 

historie om Silkevejen – eller hur’? Niks 

- virkeligheden overhaler romantikken 

og historiens vingesus til trods, der med 

tiden gør en ond historie værre, så var 

Silkevejen et usædvanligt barskt sted at 

opholde sig, på en usædvanlig barsk tid 

– kun få var ved muffen, og pøblen måtte 

kæmpe for deres eksistens. 

Der var særlig en enkelt tvist, som historisk 

set fik stor betydning for området, 

nemlig da den store helt fra Mongoliet, 

Genghis Khan, ville opstarte handelsforbindelser 

med byen Otrar beliggende i 

nutidens Kasakhstan. Her nægtede den 

lokale guvernør imidlertid at samarbejde 

med ”en simpel rytter fra stepperne”, så 

han slagtede Genghis Khans delegation. 

Genghis Khan havde dog gennemskuet 

tricket med, at magt går gennem handel 

og ikke kamp (på daværende tidspunkt 

havde han erobret Beijing), så han sendte 

endnu en delegation til Otrar. Men ak – 

samme skæbne ramte delegation nr. 2. Så 

var Genghis Khans tålmodighed opbrugt, 

og fra 1219 og et par år frem smadrede 

hans hær hver en by i området. 

Meget er sket i tiden siden Genghis Khan. 

Bl.a. bankede den lokale helt/tyran Timur 

i perioden 1370-1405 et veldimensioneret 

rige sammen, der strakte sig over 

nutidens Iran, Irak, Syrien, Østtyrkiet, 

Kaukasus og det nordlige Indien. Timur 

var en brutal karl, som slagtede alt og 

alle, han kunne komme i nærheden af. 

Hans imponerende rige var bygget af 

blod og styret med rædsel. Sønnesønnen, 

Ulughbek, som med succes videreførte 

tronen, var en mere stille type, der bl.a. 

forskede i astrologi. 

En nyligt svunden tid 

Fire rødder: Kristian og Morten (passive 

medlemmer), Kenneth (medlem nr. 68) 

og undertegnede, havde, sammen med 

Allan (passiv medlem), Martin (medlem 

nr. 141) og Lars (medlem nr. 167), 

været på bjergbestigning på Peak Lenin 

i nabolandet Kirgisistan. Vi fire havde af 

forskellige årsager valgt at forlade bjerget 

før de øvrige, og vi udførte derfor en form 

for tyvstart på Usbekistan i forhold til de 

andre tre gutter. 

Vores raid i landet begyndte med en 

køretur igennem den frugtbare Ferganadal, 

beliggende i grænseområdet, hvor 

Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan 

tørner sammen. Turen gennem dalen, 

som i øvrigt er så bred, at vi kun sjældent 

så kuperet terræn, bød på en smuk udsigt 

til produktive men gammeldags landbrug, 

hvor majs, korn og blomstrende solsikkemarker 

boltrede sig i den bløde muld. 

Herudover kunne vi iagttage et nostalgisk 

miks mellem æselkærrer og den lokale 

Daewoo Nexia bilpark, små hyggelige 

landsbyer, hvor geder, køer og får drønede 

rundt i gaderne, gadesælgere med 

bjerge af vandmeloner etc. Men der var 


visse revner i glansbilledet: Dalen besad 

en mængde kæmpemæssige forladte 

russiske fabrikker overladt til sig selv og 

tidens erodering. Med mure, der var sorte 

af fugt og lange revner, rustne vinduesrammer 

med smadret glas samt meterhøjt 

ukrudt på fabriksgrundene. Ruinerne 

var vidnesbyrd og dystre monumenter 

over en svunden tid med industrialisering, 

effektivitet og sikre indkomster – en tid, 

som nu også virker som en meget fjern 

fremtid i forhold til landets nuværende 

udviklingstrin. 

Samarkand 

Samarkand – Centralasiens største turistmekka 

– er en legendarisk by med en stor 

rigdom i kultur og kunst og med smukke 

gamle bygningsværker henkastet på må 

og få. Byens centrale placering på såvel 

Kina-europahandelsruten via Silkevejen, 

som den nord-sydlige handel mellem 

Rusland og Indien/Persien gjorde sit til, 

at byen fra det 6. århundrede til det 13. 

århundrede oplevede et boom i rigdom og 

berømmelse. I 1220 kom Genghis Khan 

på besøg, og så var ballet forbi – han jævnede 

byen med jorden. Timur bestemte 

sig dog for at gøre byen til hovedstad i sit 

rige, så fra 1370 og de efterfølgende 35 

år opbyggede han en nærmest mytologisk 

by, som siden – under Ulughbek – endvidere 

blev gjort til et intellektuelt og 

videnskabeligt centrum. Byen oplevede 

sin storhedstid gennem d’herrer Timur og 

Ulughbeks regeringstid, og det er resterne 

fra deres arbejde, som turisterne i dag kan 

nyde. Her kan man drømme sig tilbage til 

Aladdin og 1001 nats eventyr. 

Vi ankom til byen lidt oppe ad eftermiddagen, 

lige tidsnok til at blive fanget i 

nogle drilske kastevinde, der bragte støv 

og visne blade med sig. Det var – mildt 

sagt – hamrende varmt og tørt, så snart 

hang det ørkenrøde støv i vores sveddryp- 

pende ansigter og vores fedtede T-shirts. 

Nuvel – vi stod for foden af en enorm 

bygning, som jf. Kenneth og jeg umuligt 

kunne være andet end selveste Registan 

– Samarkands og Centralasiens absolutte 

kulturelle højdepunkt. Vi hankede op i 

rygsækkene og begav os mod mosaikkolossen, 

forbi små listige cafeer, hvor 

lokale sad og hyggede sig med shashlyk 

(grillspyd) og grøn the, og hvor den velkendte 

duft af grill og tilberedt okse- og 

kyllingekød udfordrede vores appetit i 

stor grad; videre forbi musikboder, hvor 

lokal suranai-musik – et instrument, der 

er en sær (og larmende!!) blanding mellem 

en trompet, en fløjte og en klarinet 

– blandede sig i luftens hvirvlende støv 

med rapmusik fra Eminem; samt forbi en 

mængde småboder, hvor lokale jeans, Tshirts 

og tørklæder blev solgt for en slik. 

Men noget var galt… Registans placering 

passede slet ikke ind det rigtige sted på 

Lonely Planets kort. Altså enten måtte 

Registan være blevet flyttet siden LPfolket 

sidst opdaterede deres kort, eller 

også tog Kenneth og jeg grueligt fejl 

– sidstnævnte mulighed viste sig overraskende 

nok at være tilfældet. Hvad der nu 

strakte sig mod himlen for vores fødder, 

var såmænd Bibi-Khanym Moskeen – en 

kolos fra Timurs tid, der er så stor, at den 

allerede inden færdiggørelsen begyndte at 

falde sammen under sin egen vægt. Dette 

skabte enorme forventninger til Registan. 

Samarkand Registan 

Kulturperlen Registan er et relativt stort 

område, hvor tre imponerende madrasaer 

(Koranskoler – dvs. muslimske universiteter, 

hvor eleverne studerede og boede) 

blev opført i perioden 1420-1660. De tre 

madrasafacader er forskellige i udsmykning 

og stil, men fælles for dem er, at de 

er pyntet med usandsynlig mange kakler. 

Azurblå kakler, hvori man på metrologisk 

vis kunne give vejrets 5-dages prognose: 

blå, blå himmel – hver dag. Så blå, kaklerne 

var, uden den mindste antydning af 

indblanding af andre farver – naturligvis 

undtaget de mange mosaik-figurer af 

løver, fugle og lignende, der på smukkeste 

vis pryder facaderne – lige så blå og 

ren stod himlen, kun afbrudt af den store 

gule skive, som vi kalder for solen. Et 

andet stærkt kendetegn ved Samarkand 

og Usbekistan er de ufattelig mængder 

af imponerende kupler, der troner over 

moskeer og paladser, og som alle er dækket 

med blå kakler, der heldigvis var på 

mode dengang. Det er det, man glæder 

sig over som turist. Hvad nu hvis bygningerne 

var opført i 1970’erne? Ville de 

så have været dækket med brune kakler, 

ligesom de danske parcelhustoiletter fra 

den tid? Uhyggelig tanke… 

Ud over Registan og den tidligere nævnte 

Bibi-Khanym moske byder byen på andre 

kulturelle højdepunkter som f.eks. Timurs 

mausoleum (kaldet: Guri Amir mausoleum) 

og Timurs venners mausoleer (et 

område kaldet Shahr-i-Zindah), og for 

foden af alle kuplerne, minareterne og 

madrasafacaderne leves et livligt gadeliv, 

hvor byens markeder, basarer, cafeer, 

småbikse og øvrige samlingssteder skaber 

et interessant sammensurium af 

gamle nisser med tykt skæg, lange kåber 

og turban, unge banditlignende knægte 

med charmerende gavtyvblik i øjnene og 

massevis af unge og ældre kvinder iklædt 

sommerkjoler, som med deres ravnesorte 

hår, stærkt markerede ansigter og perfekte 

hvide tandsæt (hvor enkelte dog har 

erstattet et par af tænderne med guldtænder) 

ligner små underværker. 

Meloner og minareter: 

Efter Samarkand drog Morten og Kristian 

til Tasjkent, mens Kenneths og mine 

veje førte videre gennem landet til 

næste ædelsten på vores odysse - byen 


Bukhara, beliggende seks-syv timers kørsel 

fra Samarkand. Bukhara er en pendant 

til Samarkand mht. kultur og rigdom, dog 

med knap så mange attraktioner. Til gengæld 

står de historiske bygningsværker 

mere koncentreret placeret, og ligegyldigt 

i hvilken retning ens øje måtte skue, 

fanges blikket af en eller flere kulturelle 

bygninger. Den mest kendte af bygningsværkerne 

er Kalon Moskeen, hvor Kalon 

minareten hører til. Minareten er af sådan 

en skønhed, at selveste Genghis Khan 

undlod at rive den ned, da han ellers 

jævnede byen med jorden. Udsigten fra 

toppen af minareten er en oplevelse uden 

sidestykke, hvor et prægtigt view til nabomadrasaen 

Mir-I-Arab og resten af byen 

kan nydes, og omvendt, hvis man tager 

lidt væk fra minareten, kan Bukharas 

fænomenale rødbrune skyline iagttages, 

som foruden moskeen med tilhørende 

kupler, minareten og madrasaen, inkluderer 

et par andre madrasaer og minareter 

mv. Ved solnedgangstid tændes murene 

nærmest som et flammehav i solens 

rødlige skær og fuldender oplevelsen til 

perfektionisme. 

Bukhara skyline 

På vores ture rundt i byen stødte vi på 

en ”melonfestival”, hvor meloner fra hele 

landet udstilles og præmieres. Uden 

nogen form for overdrivelse kan man 

snildt beskrive landets melonsituation 

som, ”at gaderne flyder med meloner”. 

Der er simpelthen meloner – overalt. Når 

de største, bedste og fineste meloner konkurrerer 

mod hinanden, så må man have 

eliten af meloner, og det var vel og mærke 

meloner, som de stolte melonavlere flittigt 

deler ud af. Således forlod vi melonfestivalen 

med tre-fire kæmpemeloner under 

armene, som vi ingen jordisk chance 

havde for at tygge os igennem. Man manner 

– de kender noget til melondyrkeri i 

Usbekistan. 

Khiva – en filmkulisse i ørkenen 

En af kamelkaravanernes største udfordringer, 

på deres færd ad Silkevejen, 

var krydsningen af den barske Kara-Kum 

ørken, der strækker sig fra Bukhara ud 

mod Det Kaspiske Hav, og som byen 

Khiva – vores næste destination – ligger 

midt i. For kamelrejsende tog det dagevis 

at krydse ørkenen fra Bukhara til Khiva, 

mens vi – takket være Daewoo’s Nexia 

personbil – kunne skære turen ned til 

omkring seks timer. 

I starten af vores ørkenfærd var udsigten 

præget af tørre trævækster i omkring en 

meters højde i et nogenlunde kuperet 

terræn, men stille og roligt blev bevoksningen 

lavere og lavere, og terrænet 

fladere og fladere, med et klimaks hvor 

landskabet var så fladt, at man ville kunne 

se sin hund løbe tre 3 dage, hvis den stak 

af hjemmefra. Eneste variationer i horisonten 

var enkelte Yurts (nomadetelte, 

der svarer til Mongoliets ”Ger”), et par 

strejfende kameler samt spredte sandbanker, 

der af og til dukkede op og føg 

ud over den ellers fortræffelige vej, som 

Nexiaen drønede ud over med 120 km/t. 

Bilens kabine var fuld af traditionel arabisk 

musik, hvor specielt den karakteristiske 

Suranai masserede trommehinderne 

på akkordbasis, alt imens passagererne 

- Kenneth, en tjekke ved navn Jan, en 

usbekisk pige, Omida, og undertegnede 

- trænede vores ubehjælpelige usbekiske 

dansefærdigheder, så chaufføren flere 

gange var ved at køre galt af grin. 

Khiva er en by, der traditionelt har ligget 

som en isoleret fæstning – ja nærmest en 

røverrede – langt ude i Kara-Kum ørkenen, 

fuldstændig overladt til sig selv, den 

flygtige ørken og strejfende ondsindede 

stammer. De kontinuerlige angrebsbølger 

fra forskellige stammer gjorde sit til, at 

man 4-500 f.kr. opførte de bymure, der 

i dag så smukt omkranser byen. Murene 

er yderst imponerende med en højde på 

8-10 m, bredde på 6-8 m og en samlet 

længde på 2.250 m, der omkranser byens 

centrum på 2,5 km 2 , og for hver 30 m er 

der opført halvrunde fremskudte forsvarstårne. 

Sådan en bagatel af en mur var 

naturligvis ikke en 

hindring for vores ven 

Genghis Khan (han 

havde allerede på 

daværende tidspunkt 

forceret Den kinesiske 

Mur med sin hær), 

der – som vanen bød 

– jævnede byen med 

jorden, hvilket skete 

i 1220. Et par hundrede 

år efter Genghis 

Khans besøg voksede 

byen sig atter stærk, 

hvilket gjorde den til 

en rival til Bukhara. 

Khiva bymure 

Khiva skiftede hænder 

et utal af gange, 

men af en eller anden 

årsag blev den ikke 

jævnet med jorden 

mere, hvilket betyder, 

at de prægtige bygninger, 

der i tidens løb 

er skudt i vejret, står 

den dag i dag. Først 

har russerne, og siden UNESCO, restaureret 

bygningerne i sådan en grad, at alle 

historiske bygninger inden for bymurene 

står, som da de blev bygget. UNESCO 

optog i 1990 Khiva på ”World Heritage 

List”. 

Vi var ankommet relativt sent til Khiva 

og blevet omsluttet af bymurene i ly af 

mørket, så vi havde ingen idé om byens 

storslåethed, før vi næste morgen påbegyndte 

vores færden rundt i den. Og 

overraskelsen var stor. Det var som om, 

at vi trådte direkte ud fra Kara-Kum’s røde 

sand og ind i en perfekt Hollywoodkulisse, 

klar til at optage en Aladdin-film. Ikke 

kulisser opført i papmache og farvebelagt 

flamingomursten, men i solide mursten 

og med mørtel. En lille overset perle midt 

i Karakum-ørkenen fuld af mystik, eventyr 

og romantik, og med en skyline af de 

mere imponerende, der præsterede et 

væld af minareter (fire stk.), madrasaer 

(24 stk.), mausoleer (seks stk.), moskeer 

(seks stk.) og naturligvis den omkransende 

bymur med sine vagttårne og 

byporte – og det er kun skylinen indenfor 

de gamle bymure. 

I et sælsomt øjeblik, hen ad midnatstimen, 

hvor månen står højt på himlen og 

farver bygningerne i et sølvfarvet skær, 

drømmer man sig tilbage til tiden, hvor 

Khiva havde sin storhed. Bygningerne er 

som revet ud af historiebøgerne - intakte 

og imponerende - så der skal ikke meget 

fantasi til, før man sidder ansigt til ansigt 

med byens magthaver – Khanen – omgivet 

af mavedanserinder og ildslugere, og 

med mad og vin i lange baner, lyttende til 

de rejsendes beretninger fra deres tur ad 

Silkevejen. Khiva er så tæt på historien, 

som man kan komme. 

Se det fulde rejsebrev på 

www.munkens.dk, hvor også et par bryllupsfester 

er beskrevet. 


Deltagerne var Morten Vedersø (Veder), 

Kristian Mody (Mody), Lars Hansen, Lars 

Munk, Allan Larsen, Martin Anker Nielsen 

og undertegnede. Efter at have akklimatiseret 

i to døgn i Taldyk Yourt camp 

i ca. 2400 meters højde, ankom vi ad 

nærmest ikke eksisterende veje til Base 

Camp (BC), som ligger i 3800 m. Hele 

BC var dækket af et tyndt lag sne, som 

flere steder var trådt ud i søle og mudder. 

Repræsentanterne fra Asia Travel, som 

var det firma, der havde ordnet alt det 

praktiske angående tilladelser, mad og 

overnatninger, fortalte, at vejret havde 

været meget dårligt i de seneste tre uger, 

og, at mulighederne for bestigning af Pik 

Lenin var stort set håbløse. Da bestigning 

kun er mulig i juli og august hvert år pga. 

vejret, er tre ugers dårligt vejr noget, der 

ligner en katastrofe. Vi var dog fulde af 

energi og forventninger, og efter at vi var 

blevet anvist vores telte, gik vi straks op 

til et pas i 4250 meter, hvilket gik relativt 

let. Pik Lenin var skjult bag et tykt lag af 

skyer, og ledsaget af lette snebyger gik vi, 

stadig opløftede, ned til BC. 

Den sande Pik Lenin ekspedition 

Som ansvarlig for arrangementer i De Berejstes Klub, havde jeg i månedsvis nøjsomt planlagt 

et angreb på klubbens højderekord. Desuden havde jeg allerede truet Michael Andersen 

om, at hans titel som DBK’s højderekordindehaver, som han havde erhvervet sig efter en flot 

bestigning af Mera Peak, ikke ville holde længe. Derfor tog syv eventyrlystne DBK’ere af sted 

mod det kirgisiske højland for at tage udfordringen op på det 7134 meter høje Pik Lenin. 

Tekst og foto: Kenneth Hvolbøl 

Lige inden vi nåede BC, lå et lille vandfald, 

som de lokale ynder at bruge som 

udflugtsmål. Her blev vi venligt modtaget 

og budt på vodka, som vi takkede ja til. 

Vodka har en rigtig god indvirkning på 

akklimatiseringsprocessen!, er kirgiserne 

overbevist om, hvorimod de fleste af os 

andre mener, at det udelukkende har en 

skadelig virkning. Derfor drak jeg kun 

en smule, af ren venlighed. Faktum er 

imidlertid, at alle de russiske klatrere vi 

mødte, ikke kunne drømme om, at bestige 

bjerge uden selskab af mindst en flaske af 

det lokale ildvand. Det tog lidt tid at falde 

til ro, og da søvnen endelig overmandede 

mig, blev jeg vækket af en buldrende 

lavine, hvilket gav betænkeligheder 

omkring den forestående bestigning. 

Samme morgen skulle vi have været på 

Pik Petrovsky, men da det havde sneet 

det meste af natten, var lavinefaren alt 

for stor. Det klarede dog op hen ad dagen, 

så vi gik endnu engang op til det 4150 m. 

høje pas, hvor vi kunne skue ud over den 

mægtige Lenin gletscher, mens selve bjerget 

stadig var indhyllet i et tykt lag skyer. 

Murmeldyr fulgte os hele vejen, men kom 

vi for tæt på deres enemærker, skreg de 

høje advarselsskrig og forsvandt skyndsomt 

ned i deres underjordiske gange. Et 

enkelt dyr var dog så tillidsfuldt, at det 

med nogen tålmodighed lykkedes mig 

at få et godt nærbillede. Vinden rev et 

øjeblik skyerne væk fra det 4800 m. høje 

Pik Petrovsky, hvor store, skræmmende, 

udhængende snedynger kom til syne, 

inden skyerne igen lukkede sig omkring 

toppen. Et par af medlemmerne i gruppen 

er begyndt at vise små symptomer 

på højdesyge, såsom hovedpine og let 

kvalme. 

Drænet for energi 

Jeg havde, som alle andre i gruppen, 

valgt at læsse en del af bagagen på 

hesteryg til lejr 1, for mit vedkommende 

ca. 16 kg, hvilket kostede overskuelige 

16 US$. Det bragte min rygsæk ned på 

ca. 15 kg., som jeg selv valgte at slæbe 

op ad bjerget. Vi mødte Theis Sølling fra 

DBK og hans tre ledsagere. De har kun to 

uger til hele turen og har derfor ret travlt, 

men allerede nu er to af dem ramt af lettere 

højdesyge. Den slags symptomer er 


ikke foreneligt med travlhed, tværtimod 

bør man tage det endnu mere roligt og 

bruge nogle dage på en grundig akklimatisation, 

hvilket et par medlemmer fra 

Theis’ gruppe senere skulle sande. Ved 

10-tiden gik vi lettere optimistiske mod 

lejr 1. Vejret var det hidtil bedste på bjerget, 

så jeg nød turen over passet og ned 

mod Lenin gletscheren. Med mine 40 år 

var jeg gruppens alderspræsident, og da 

vægten samtidig sagde +100 kg, var det 

helt naturligt, at jeg som regel lå bagerst 

i feltet. Turen over den konstant stigende 

Lenin gletscher, med sine iskolde smeltevandløb 

og dybe spalter, var ubegribelig 

hård og nærmest uden ende. Da Mody og 

jeg som de sidste endelig havde krydset 

gletscheren diagonalt og måtte tage et 

længere hvil, måtte maven kapitulere. 

Jeg kastede op, ikke af højdesyge, men af 

ren og skær udmattelse. 

Seks timer efter at have forladt BC, 

vaklede Mody og jeg ind som de 

sidste, fuldstændig drænet for 

energi. Lars H ledsagede os den 

sidste kilometer, og forsøgte at 

sparke lidt moralsk støtte ind i 

os. 

Jeg faldt nærmest i søvn over 

den efterfølgende kop te, smed 

mig i teltet og vågnede lettere 

opkvikket op tre timer senere. 

Lars H gav mig efterfølgende en 

Diamox tablet, som øger iltoptagelsen 

i blodet og derved kunstigt 

kan nedbringe højden med 

omkring 1000 m. Hele gruppen 

var særdeles mærket af højden 

og dagens anstrengelser, hvorimod 

vores guide Sascha virkede 

fuldstændig upåvirket. Hen ad 

aftenen klarede vejret op, og vi 

fik et tydeligt overblik over den 

tekniske og stejle rute mod lejr 

2, inden dagens sidste lysstrejf 

malede Pik Lenins mægtige top i 

rødlige nuancer. 

Det var en pragtfuld solskinsmorgen, 

hvilket Lars Munk, Veder, Lars H og jeg 

benyttede til at gå op til 4770 m. imod lejr 

2. Her fik vi for første gang brug for vores 

steigeisen, reb og isøkse, til at passere 

dybe gletscherspalter og en ca. 60 grader 

stejl ismur, hvor vi var monteret med et 

fixreb, som vi senere døbte ”motorvejen”, 

da den på afstand, med sine mange 

lodrette klatreruter, lignede en 20-sporet 

motorvej. Som sædvanlig var jeg sidst 

tilbage i lejren, heldigvis uden at være 

plaget af højden, bortset fra de fysiske 

anstrengelser, som man lige så godt kan 

vænne sig til. Udmattet måtte jeg efterfølgende 

restituere i teltet hele fire timer 

inden aftensmaden. Tøjet og kroppen 

begynder nu at lugte betragteligt, men da 

det er alt for koldt til at bade, så jeg må 

nøjes med at vaske sokker og underhylere, 

om ikke for andet, så af hensynet til 

mine teltkammerater. 

De gyldne dråber 

Når man sover i højderne, 

bliver det ofte så koldt, 

at man ikke er i stand til 

at forlade teltet midt om 

natten for at tisse, derfor 

medbringer man en tisseflaske. 

Det er af en vis 

betydning, at denne flaske 

er tydeligt markeret, 

således at hverken man 

selv eller - måske mere 

vigtigt - ens teltkammerater 

forveksler flasken med 

eventuelle drikkevandsflasker. 

Praktisk er det, hvis 

flasken er klar og gennemsigtig, 

således at alene farven 

på indholdet adskiller 

sig fra det, man normalt 

drikker. Når disse formalia 

er i orden, er man herefter 

i stand til at lade vandet 

inde i den lune sovepose (i 

flasken). Man må så leve 

med, at dele teltet med 

2-3 flasker indeholdende 

gule urinsjatter. Da jeg 

var alene i teltet, fandt jeg det ganske 

let at benytte flasken, men når der ligger 

en eller - endnu værre - to personer og 

snorker lige ved siden af, er det mig ganske 

umuligt. Jeg betragter normalt mine 

toiletbesøg som stærkt personlige, og min 

blære bliver tilsyneladende ramt af akut 

”sceneskræk” ved andres tilstedeværelse 

og lukker fuldstændigt af. Grundet denne 

selskabelige præstationsangst, bliver jeg 

ofte nødt til at forlade den lune sovepose 

midt om natten og klæde mig forsvarligt 

på for at ”træde af”, hvorimod mine teltkammerater 

- upåvirket af min tilstedeværelse 

- lystigt lader de gyldne dråber 

risle ned i flasken. 

Hvis vejret var godt i går, var det ualmindeligt 

strålende i dag. Der var ikke 

en sky på himmelen, og på hele bjerget 

knitrede den skarpe sol i iskrystallerne, så 

vi kæmpede os i to reblag opad mod lejr 


2. Målet var at nå 5000 meter. Det lune 

vejr havde udvidet gletscherspalterne, 

så det flere stedet krævede lange spring 

at komme helskindet over. Jeg følte mig 

stadig ikke ordentlig akklimatiseret, så 

det var endnu engang ubegribeligt hårdt, 

og kun med megen besvær nåede jeg 

ifølge Modys højdemåler op i 5003 meter. 

Herved satte Lars Munk, Allan, Veder og 

Mody alle personlig højderekord. Tilbage 

i lejr 1 var dagens andet højdepunkt hårvask 

i gletschervand. Det var iskoldt men 

vidunderligt at få renvasket hår. 

Den indre drengedrøm 

Vi kom lidt sent af sted i dag og måtte 

betale prisen ved at gå hele dagen i den 

brændende sol. De dårlige vejrvarsler, 

vi havde fået i BC, var for længst gjort 

til skamme, og vi begynder allerede at 

blive rasende solbrændte, nærmest forbrændte. 

Vi beskytter os med P20 og 

zinksalve, og glemmer vi at smøre et 

sted, falder regningen samme dag i form 

af en alvorlig solskoldning. Ruten mod lejr 

2 er den mest tekniske på bjerget, så vi 

fik vores første seriøse erfaringer med 

steigeisen, reblag og isøkse. Turen gav 

nogle fabelagtige udsigter ud over Pamir. 

Dette her var, hvad vi alle var kommet 

for… rigtig bjergbestigning! Lige inden 

vi udmattede nåede lejr 2, passerede vi 

en isbro, som førte over en afgrundsdyb 

spalte. Jeg havde ikke lyst til at kigge 

ned, men ud af øjenkrogen kunne jeg 

skimte det uendelige dyb. Vores guide 

Alex pegede alvorligt ned og bemærkede 

”many souls”, og med en gysen skyndte 

vi os over isbroen. Første reblag med 

Lars Munk, Lars H, Allan og Martin havde 

for længst etableret sig i deres telte, da 

Mody, Veder og jeg rystende af kulde 

vaklede ind i lejren. Specielt Veder var 

helt færdig oven på dagens strabadser. 

Solen var på vej ned og lejren var henlagt 

i skygge, hvilket hurtigt fortrængte de 

ellers lune temperaturer, vi havde haft på 

vej opad. 

Så hurtigt som det nu lod sig gøre, fik 

vi med hjælp af vores kammerater, som 

allerede havde deres kogegrej etableret, 

organiseret kogende vand til vores travel-lunch. 

Syntetisk Bøf Stroganoff bliver 

nu aldrig min livret, men det mætter og 

giver energi, hvilket vi havde god brug for. 

Tidligt krøb vi i soveposerne og fik hurtigt 

varmen. Tre mand i et tomandstelt giver 

varmen selv i 5300 meters højde. 

Min krop var åbenbart ikke gearet til at 

overnatte i den højde, for adskillige gange 

i løbet af natten måtte jeg op at sidde 

for at trække vejret ordentligt igennem. 

Det var som om, at automatikken ikke 

rigtigt fungerede som den skulle. Vinden 

hylede i teltet det meste af natten, og 

flere gange fik den stærke vind teltet til at 

bule indad, til vinden et øjeblik løjede af, 

og teltet poppede tilbage i sin rette form 

igen. Jeg registrerede flere gange laviner, 

som tordnede ned i nærheden, hvilket 

mindede mig om de mange dødsulykker, 

som gennem tiderne har fundet sted på 

bjerget. Den mest alvorlige fandt sted i 

1990, hvor 40 klatrere blev dræbt af en 

lavine, som blæste lejr 2 af bjerget. Nu 

har man rykket lejren til et mere ”sikkert” 

sted - eller hva’? 

Døden bliver nærværende 

Vores guide Alex vækkede os ved syvtiden, 

men vi havde ikke lyst til at forlade 

den lune sovepose. Jeg strammede mig 

dog an, lod Mody og Veder ligge, og 

gjorde resten af gruppen selskab ved at 

bestige sadlen på vej mod lejr 3, hvorved 

vi nåede op i 5500 meter. Det skulle 

senere vise sig, at være det højeste jeg 

nåede på Pik Lenin. 

Efter middag, efterladende en del af vores 

bagage i teltene, vendte vi hele vejen tilbage 

til lejr 1 i 4400 

meter, for at akklimatisere. 

På vej ned ad 

motorvejen mistede 

jeg to gange balancen, 

og havde det 

ikke været for den 

frelsende isøkse, som 

jeg hurtigt hamrede 

ind i sneen, var jeg 

faldet 20-30 meter 

ned. Vel ankommet 

i lejr 1 fik hår, tæer, 

ansigt og sokker en 

særdeles tiltrængt 

vask. 

Hen ad aftenen, da 

en masse klatrere 

var samlet over maden i Asia Travels 

mad-yourt, bredte historien sig om en 

frygtelig ulykke, som i går fandt sted på 

nabobjerget Khan-Tengri. Bjerget blev 

ramt af en kæmpe lavine, og 20 personer 

skulle være omkommet. En mat stemning 

bredte sig. Vi kan endnu engang konstatere, 

at dette ikke er nogen barneleg, men 

for nogle bliver drømmen om at bestige 

en bjergtop pludselig til dødelig alvor. 

Senere, da vi kom sikkert hjem til 

Danmark, fik vi bekræftet historien. Den 

5. august kl. ca. 06.00 om morgenen, blev 

Khan-Tengri ramt af en frygtelig lavine, 

hvorved 11 klatrere fra Rusland, Ukraine 

og Tjekkiet omkom og 14 blev såret. 

Vi besluttede at slappe af i lejr 1 i morgen, 

så Lars Munk og jeg fejrede det med 11⁄2 

liter cola til 8 US $. Senere blev det også 

til en 5 $ russisk Baltica øl. Priserne bliver 

nødvendigvis pebrede, når tingene skal 

fragtes op ad bjerget. 

På hviledagen trissede folk lidt rundt i lejren. 

Nogle vaskede tøj og andre gik en tur, 

men det meste af dagen gik med intensivt 

kortspil. Der var rigelig tid til at få gjort 

status over helbredet, specielt mave/ 

afføringssituationen var som regel noget, 

man kunne debattere udi det groteske. 

Hele gruppen havde temmelig tynd mave, 

nogle kunne kontrollere det, andre kunne 

ikke. Var man så storskrydende at kunne 

slippe en vind uden sovs, affødte det 

straks anerkendende blikke, efterfulgt af 

beundringsværdige kommentarer såsom: 

Blærerøv! Eller pralhals! Symptomatisk 

var det, at kun en enkelt fra gruppen kom 

ned fra bjerget med underbukser, der 

ikke havde spor af dårlig mave. En enkelt 

sked sågar i begge sine støvler, mens han 

havde dem på! 

Jeg konstaterede nogle grimme 2. grads 

forbrændinger på begge mine æblekinder. 

Jeg må passe bedre på i den brændende 

sol. Om eftermiddagen vendte vejret og 

sneen begyndte at dale ned. Ængsteligt 

skuede vi op imod bjerget. Risikoen for 

laviner stiger betragteligt i takt med at 

snemængden øges. Noget tyder på, vi bliver 

tvunget til endnu en hviledag i morgen 

af sikkerhedsmæssige årsager. 


Lungeødemet 

Pokkers til nat! Mine slimhinder er 

helt udtørrede, og jeg måtte igen 

op at sidde adskillige gange for at 

hive den sparsomme ilt ned til lungerne. 

Lars H havde heldigvis en 

næsespray, men det hjalp nu ikke 

meget på søvnen. Vi blev vækket 

tidligt til at gå til lejr 2, men med 

et kort blik på bjerget kunne vi 

hurtigt konkludere, at det var for 

farligt at bevæge sig opad i dag på 

grund af nattens snefald. I løbet 

af dagen så vi da også et par små 

laviner. Lars H anbefalede, som 

lægestuderende, at jeg konsulterede 

BC doktoren over radioen for 

at beskrive mine vejrtrækningsproblemer. 

Det var jeg ikke meget 

for, da jeg udmærket vidste, at 

lægen ikke kunne stille en forsvarlig 

diagnose over radioen. Som jeg 

havde forudset, beordrede han mig 

øjeblikkeligt ned fra bjerget med 

symptomer på højdelungeødem. 

Det er en ret alvorlig sygdom som, 

hvis den ikke behandles, kan medføre 

døden. Sygdommen skyldes 

væske fra blodbanen, som trænger 

ud i lungerne. Hver tiende, som får 

konstateret sygdommen, dør, også 

selv om man bliver behandlet. 

Ydermere måtte jeg også tage mit 

ansvar som familiefar alvorligt, så 

der var ingen vej uden om: Nedstigning 

var uundgåelig. 

Da jeg ikke måtte anstrenge mig, fik 

jeg ordineret nedtransport på hesteryg. 

Frustreret og demoraliseret sagde jeg 

farvel til mine bjergvenner, udmærket 

klar over, at det nok var mit livs definitive 

sidste forsøg på at etablere mig som 

bjergbestiger. Mærkeligt nok blev det, 

som skulle have været et antiklimaks, 

nemlig rideturen tilbage til BC, i stedet et 

af højdepunkterne. 

Turen fik en flyvende start, da hesten allerede 

efter få hundrede meter fik benet i 

en lille gletschersprække, og væltede forover 

med mig flyvende hen over hovedet 

på den. Forvirret kunne jeg konstatere, 

at hesten havde fået nogle skrammer 

på benet, hvorimod jeg mirakuløst slap 

uskadt. Det diagnosticerede lungeødem 

plagede mig ikke synderligt, så efter at 

have vænnet mig til hestens vuggende 

gang, begyndte jeg at nyde det omgivende 

landskab. I selskab med fire-fem 

kirgisiske ryttere red jeg langs Lenin 

gletscheren. Det var utroligt, som hesten 

styrede sikkert over de dybe spalter og 

gennem de rivende vandløb, som visse 

steder gjorde isen spejlglat. Vi red langs 

30 meter høje isformationer, der var som 

skåret ud af isdronningens slot. 

Da Lenin gletscheren var passeret, steg 

ruten op imod et pas ad bjergstier så 

stejle, at jeg endog ville betænke mig ved 

at gå på dem. På et særligt stejlt stykke, 

som førte ned mod en flod af iskoldt smeltevand, 

blev jeg bedt om at stå af hesten 

og klatre nedad. Da jeg ved hjælp af en 

kæmpesten var kommet tørskoet over 

floden, så jeg tilbage for at konstatere, 

at både hest og mand var forsvundet. 

Ihukommende mit lungeødem og skrøbelige 

helbred, så jeg mig selv efterladt 

ude midt i den ubarmhjertige kirgisiske 

ødemark. Jeg begyndte at klatre op imod 

passet og blev straks mindet om, hvorfor 

lægen havde sendt mig tilbage til BC, da 

jeg øjeblikkelig blev overmandet af min 

stakåndethed. Min trofaste transportduo 

havde dog blot i skjul af store klipper passeret 

floden længere oppe, så jeg kunne 

snart svinge benet over hesteryggen, for 

at blive båret over passet. I BC mødte jeg 

et hold danskere fra rejseselskabet Seven 

Seas, som selvsagt var meget interesseret 

i at høre nyt fra Pik Lenin og mine trængsler 

på bjerget. Jeg konsulterede dernæst 

lægen, som gav mig medicin samt et par 

velmenende råd om at tage det stille og 

rolige de nærmeste dage. 

Døden besøger Pik Lenin igen 

På trods af, at jeg nu er nede i 3800 m, 

vendte de uregelmæssige vejrtrækninger 

tilbage i nat. Lægen gav mig efterfølgende 

mere medicin; bl.a. vanddrivende 

piller, som skulle hjælpe på vejrtrækningen, 

da de driver vandet ud af lungerne. 

Frustreret trissede jeg rundt i BC, tænkte 

på mine venner ”deroppe” og på, hvad 

jeg i alverden skulle fordrive tiden med. 

En finne, Oluf, der havde været på toppen, 

kom ridende ned i en skræmmende 

tilstand. Han var blevet fanget af uvejr 

nær toppen i selskab med sin guide. De 

var ikke i stand til at finde ned gennem 

snestormen, og måtte gå frem og tilbage 

hele natten i ly af en lille bakke, for at 

holde varmen. I uvejret var han og guiden 

kommet fra hinanden, og her 3 dage 

senere var guiden stadig ikke fundet. Han 

formodes at være død. Jeg sad 

ved siden af, da Oluf ringede 

hjem og meddelte konen, at 

alt gik som planlagt! Detaljerne 

omkring den døde guide og de 

visnende lemmer bliver sikkert 

en overraskelse for hans familie. 

I skrivende stund, ca. 6 uger 

senere, arbejder lægerne stadig 

for at genvinde førligheden i 

Olufs tæer. Det er sgu’ ikke bare 

sjov på det bjerg! 

Seven Seas gruppen er i oprør. 

Det viser sig, at den nu døde 

guide skulle have været deres 

chefguide, og de andre guider, de 

havde købt sig til fra Danmark, 

havde intet lokalkendskab til 

Pik Lenin, talte ikke engelsk og 

havde aldrig været højere end 

6000 meter. Derfor truer selskabet 

med ikke at fortsætte turen. 

Faktisk tog tre fra gruppen hjem 

uden så meget som at sætte fod 

på bjerget. De var nervøse for 

deres sikkerhed. 

De næste dage hyggede jeg mig 

gevaldigt med kedsomheden og 

kunne ikke beslutte, nu da jeg 

tilsyneladende havde fået det 

godt, om jeg skulle bevæge mig 

opad mod mine venner igen. 

Faktisk havde jeg pakket rygsækken, 

men så kom Theis og hans ven 

Kenneth ned. De fortalte om en lavine, 

som havde ødelagt flere telte i lejr 2, 

deriblandt deres eget, hvilket var en af 

grundene til, at de havde besluttet at gå 

ned. Theis og Kenneth overtalte mig til 

at holde dem med selskab. Vi fik gået en 

fantastisk trekkingtur, besteget en lille top 

og jeg følte mig i fantastisk form. Faktisk i 

så god form, at jeg ubesværet overhalede 

alle nyankommende med flere længder. 

Endelig var akklimatiseringen slået helt 

igennem, men det kunne jeg jo ikke bruge 

til så meget her i ”lavlandet”. 

På min femte dag i BC kom Lars Munk, 

Veder og Mody ned fra bjerget, hvilket 

gjorde mig utroligt glad. Jeg havde virkelig 

savnet deres selskab. De var alle ved 

godt mod og temmelig ”høje” af deres 

oplevelser. De havde alle nået lejr 3 og 

følte ligesom jeg selv, at de havde fået 

oplevelser for livet ud af Pik Lenin. De fortalte 

mig historien om et lig, formentlig fra 

50’erne, som var dukket op af gletscheren 

nær lejr 1. De blottede knogler blev 

respektfuldt dækket til med sten, og et 

simpelt kors blev sat på stedet. Den kommende 

vinter vil nok endnu engang slette 

alle spor af den omkomne klatrer. 

Vi fire, som nu var kommet ned, tog dagen 

efter videre mod Osh med uforglemmelige 

oplevelser i bagagen. Inderst inde nagede 

tvivlen mig… Mon det her virkelig var mit 

sidste bjerg!! 

Læs andet steds i Globen om Martins dramatiske 

topforsøg, og om hvordan DBK’s 

højderekord endnu engang blev presset i 

vejret. 


Tekst og foto: Anders Pedersen 

Jeg ligger under et træ i en lille by ved 

en lille sø i Ungarn. Velence hedder byen 

- og søen. En by, som undgår opmærksomheden 

fra de store rejseselskaber, når 

der skal planlægges feriekatalog for det 

næste år. Måske med rette. Den mangler 

i hvert fald et sæt pyramider, et vandfald 

eller et arkitektonisk vidunder for at gøre 

den mindeværdig for turisten, der skal 

have noget at tage billeder af og skrive 

hjem om. Den afviger fra ’bananpandekagesporet’, 

som én så smukt kaldte det. 

Det spor som alle rejsende på et eller 

andet tidspunkt havner i for at lade op. Få 

en øl man kender fra sin lokale Netto og 

en burger, der smager ens verden over. 

Og måske vigtigst af alt: Fortælle om 

At se det store i det små 

oplevelserne og verden udenfor sporet for 

derigennem at vise, hvem man egentlig 

er. At man er andet og mere end en simpel 

turist, føromtalte rejseselskaber kan kalkulere 

med også i næste sæson. 

Da jeg for 10 år siden sad i Velence for 

første gang, var jeg 16 år gammel og lykkeligt 

uvidende om, at der var noget, man 

kunne kalde et ’bananpandekagespor’. 

Jeg vidste, at pyramiderne var trekantede, 

og at vandfald var våde, men jeg 

havde aldrig stået for foden af hverken 

det ene eller andet. Jeg var ikke taget 

til Velence for at gøre noget andet end 

mængden, men jeg var havnet der som 

et af mange stop på vejen fra Danmark 

til Rumænien. Dengang tænkte jeg 

mest på, hvordan jeg kunne komme 

videre, da jeg lige havde set mit 

pas forsvinde i en Ford Transit, som 

havde været mit lift fra Passau i 

Tyskland. Der sad jeg så uden pas i 

et Ungarn uden de helt store planer 

om Schengen og EU. 

You only see half of everything - 

The other half is the meaning you give to the things you see 

I dag sidder jeg her som en hyldest 

til øjeblikket. Et øjeblik der er blevet 

til retrospektivt og gradvist er blevet 

større, fordi det var startskuddet til 

et liv, hvor det at rejse blev en hjørnesten. 

En sikker vej til magiske 

øjeblikke som først forsvinder, den 

dag alzheimers eller tre meter muldjord 

slører mine øjne. 

Den dag for ti år siden oplevede jeg for 

første gang at stå med ikke bare håret, 

men det meste af overkroppen begravet 

i postkassen. Der var ingen til at hjælpe 

mig, men alligevel lykkedes det, som så 

mange gange siden, at skubbe problemerne 

væk og fokusere på mulighederne 

i stedet. Dette øjeblik er unikt. Ikke for 

mig alene, men for enhver rejsende, der 

vælger at tilsidesætte sin opbyggede 

sikkerhed bestående af boksmadras, 

bridgeklub og faste spisetider for i kortere 

eller længere tid at søge noget andet. 

Øjeblikket vil opstå i en eller anden form, 

og er måske det tætteste, vi kommer på 

en grundlov i rejselivet. Spørgsmålet er 

så, hvad vi vælger at gøre? 

Lige der og da kan det synes ekstremt 

ubehageligt, men ved rejsens endemål 

vil vi sjældent være dem foruden. De bliver 

blandt vores mest fortalte anekdoter, 

fordi de er vores og ingen andres. Dette 

er tilsvarende svært at sige om synet af 

pyramiderne. 

Når jeg går rundt i Velence, er det som at 

se min yndlingsfilm; de andre skuespillere 

er bare ikke klar over, at jeg også er med i 

den. Jeg tillader mig selv at lade som om, 


jeg kender dem, fordi jeg kender en del 

af deres historie, men logikken holder mig 

fanget. Jeg ved jo godt, de ikke kender 

mig. Jeg går og skriver en god bog inde i 

hovedet vel vidende, at den aldrig bliver 

skrevet, fordi de tanker, der præger vores 

sind, udspringer af et nu. Et øjeblik. De 

tanker kan ikke fastholdes i deres oprindelige 

form til en anden tid og et andet 

sted. Al datid, der nedfældes på papir, vil 

kun vise en svag glans af, hvad det egentlig 

var, og hvad det betød. Det vil give os 

mindet om noget vi så engang. Men set i 

forhold til selve oplevelsen vil det forblive 

todimensionalt. 

På min vej lægger jeg mærke til detaljerne. 

Måske mere end ellers. Jeg ser en 

dreng komme gående på det andet fortov. 

Han har nogle flasker i en pose. Han kigger 

kort på mig, smiler og går 

videre. I en baghave sidder 

nogle børn. Der bliver pakket 

gaver op og drukket sodavand. 

Moderen går ind i huset med et 

tomt kagefad. Der er børnefødselsdag. 

Mit liv og deres skrives for en 

kort stund ind i hinanden, sammen 

med de andre vi møder på 

vores vej, hvad enten det kun er 

i et tusindedel sekund eller til 

døden os skiller. For ti år siden 

mødte jeg en række mennesker, 

der hjalp mig et stykke af vejen. 

Mennesker, der var med til at fortælle min 

historie. Hvor er de i dag? Hvad laver de, 

og ved de, at de spillede en rolle i den 

historie, jeg måske har fortalt flest gange 

i mit liv? En historie der gør, at jeg ligger 

her i dag. 

Der var et stjerneskud for kort tid siden. 

Det er der så mange steder i verden. 

Milliarder og atter milliarder. I sig selv ikke 

noget særligt, men alligevel - et strejf af 

magi. Vi bilder os selv ind, at vi kan ønske 

- en smuk tanke. Måske ateistens form for 

bøn, et kig opad og et ønske om… Hvad 

ville jeg ønske? Hvad ville jeg ønske lige 

her og nu? Jeg ved det ikke. Lige nu føler 

jeg mig mere end rigelig velsignet. Ikke 

med 20 grader og en masse dejligt hø, 

som da jeg lå her for ti år siden, men med 

et øjeblik, som jeg ikke ønsker at bytte 

med noget andet. Jeg føler en fred i at 

kunne sige, at jeg ikke ønsker at være 

andre steder end her. Det er så sjældent, 

at jeg har freden, ikke fordi jeg er 

utilfreds, men fordi jeg oftest er på vej. 

I søgen. ”I’m always on the search”, som 

de siger i reklamerne. Jeg ser ikke, hvad 

der er i fjernsynet, jeg ser, hvad der ellers 

er i fjernsynet. Man vil jo nødig gå glip af 

noget. 

Denne tur skal ikke blive til et spørgsmål 

om at gå glip af noget, men det skal være 

en tur, hvor jeg kan få lov til at gå i fodsporene 

på et 10 år yngre jeg, og nyde at 

se på dem. Fascineres over, at min verden 

dengang var så meget mindre, men 

stor nok til at give genlyd 10 år senere. 

Fascineres over, at en lille by som Velence 

kan betyde så meget for mig på trods af, 

at jeg nu har stået for foden af 

pyramiderne og de største vandfald. 

-You only see half of everything 

The other half is the meaning you 

give to the things you see 

Dette er ikke noget, jeg har skrevet 

– det er der en anden, der har. 

Det stod ikke på en flot stentavle 

i et tempel højt oppe i Tibet – det 

stod på en seddel ved siden af et 

toiletspejl i det indre København. 

Men derfor kan det vel godt være 

rigtigt alligevel? 


Langt fra Kabul til Afghanistan 

Afghanistans første direkte præsidentvalg nogensinde afholdtes i oktober i 

år. Forud for afholdelsen har ligget et årelangt arbejde med at informere og 

registrere det afghanske folk. Et arbejde, der har været kendetegnet af, at 

der i det krigshærgede og ludfattige Afghanistan kan være uendeligt langt 

fra de bonede gulve i hovedstaden Kabul til den afghanske vælger ude på 

landet. 

Tekst og foto: Rasmus Krath, Hindukush-bjergene, maj 2004 

I et støvet hjulspor højt oppe i Hindukush 

bjergkæden i det nordlige Afghanistan 

kæmper en slidt russisk-bygget firhjulstrækker 

sig larmende op mod et bjergpas. 

Bag rettet sidder en svensker ved navn 

Pelle Hagberg. Pelle er tidligere elitesoldat 

fra de svenske specialstyrker, men 

arbejder i dag for et privat engelsk firma, 

Global Risk Strategies (Global), der er 

hyret af FN til at forberede Afghanistans 

kommende præsident- og parlamentsvalg 

i de distrikter af landet, hvor FN ikke selv 

kan arbejde pga. sikkerhedsproblemer. 

Global’s opgave består i at besøge nogle 

af de små landsbyer i Afghanistans allermest 

fjerne egne og informere afghanerne 

om det kommende valg. 

Pelle Hagberg og hans medfølgende 

afghanske tolk har nu været undervejs i 

over to døgn fra den nærmeste by, Saripul, 

da firhjulstrækkeren krydser Changcherak 

passet i 3100 meters højde og hoster 

sig ned til Qodoghak; hovedlandsbyen i 

Shiraz-dalen i Kohistinat distriktet. Denne 

dal ligger så isoleret, at selv ikke Talebans 

krigere nåede herind under deres fem år 

lange regime i Afghanistan. Indbyggerne 

er bønder, de fleste analfabeter, og kun 

ved særlige lejligheder forlader de deres 

daglige dont i marken og rejser til byen, 

mens et besøg udefra ligeledes hører til de 

ekstreme sjældenheder. Pelle har derfor i 

forvejen meldt sin ankomst og arrangeret 

et møde med dalens overhoved, den 

lokale ”Commander”, og hans folk, der har 

ansvar for lokalområdet. 

Mødet foregår i en aflang, dunkel lerhytte 

med slidte tæpper samt en gammel kakkelovn 

som eneste møblement, hvorfra 

commanderens mænd serverer dampende 

grøn afghansk the i tunge stenkrus. Pelle 

præsenterer formelt sig selv og indleder: 

”Har I hørt, at der skal være valg i 

Afghanistan i løbet af dette år?” ”Nej, det 

har vi ikke hørt noget om, hvad drejer det 

sig om?” 

Pelle resonerer, at han som i så mange 

andre landsbyer må forklare det helt fra 

bunden, og han tager fat på en længere 

udredning om, at valget er besluttet af 

lederne i Kabul og siden godkendt af 

Dostum, en lokal krigsherre, der har magten 

i meget af det nordvestlige 

Afghanistan, samt guvernøren i 

den nærmeste by, og at Pelle 

er sendt ud med deres billi- 

En gammel mand 

med hvid turban 

- en afghansk 

vælger! 

Kanon i solnedgang 

tilhørende 

lokla afghansk 

krigsherre 

gelse. Denne formalitet er en nødvendig 

forudsætning for at få commanderen til at 

acceptere Pelles budskab, når Pelle som 

fremmed kommer ud til et område så 

afsides som Shiraz dalen, hvor magten er 

ekstremt lokalt funderet. 


Mødets tilhørere viser nu Pelle deres tillid, 

og han kan fortsætte med forklaringen 

om valghandlingernes betydning for 

dalen: For at opnå stemmeret ved valget 

skal alle afghanske borgere registreres, 

fotograferes og tildeles et valgkort. Dette 

arbejde skal udføres af hver landsbys 

egne indbyggere under opsyn af trænede 

folk fra valgkomiteen. Tilhørerne i lerhytten 

nikker tænksomt og begynder at diskutere, 

hvordan denne nye og fremmede 

registrering kan foregå netop i deres dal, 

hvor nogle landsbyer ligger flere dages 

rejse væk på æselryg. Samtidig stilles 

der fra flere af mændene lidt mistænksomt 

spørgsmålstegn ved, hvad dette 

valg egentlig handler om, og hvad det 

overhovedet skal gøre godt for herude i 

Shiraz dalen. 

”Noget af det allermest absurde ved dette 

valg i Afghanistan er, at mange afghanere 

simpelthen bor så isoleret og uden kontakt 

til resten af samfundet, at de slet ikke 

ved, hvad et valg er for noget”, fortæller 

Pelle Hagberg senere. ”Landet har jo ikke 

afholdt et reelt valg de sidste 30 år, og 

for mange af indbyggerne herude i de 

perifere egne ligger de ting, der foregår 

i Kabul, så 

fjernt, at de har svært ved at forholde 

sig til det. Langt fra alle har adgang til 

radio, aviser m.m. På mange måder er 

valget mere en symbolsk handling for 

Afghanistans nyvundne demokratiske frihed. 

Bare det faktum, at den nuværende 

præsident, Hamid Karzai, er den eneste 

præsidentkandidat, alle afghanere rent 

faktisk ved, hvem er, siger jo en del!”, 

smiler Pelle. 

Samtalen i Qodoghak går trods uvidenhed 

og småskeptiske spørgsmål fredsommeligt 

videre, og Pelle og mændene når nu 

til problemstillingen omkring registrering 

af kvinder. Flere af de ældre mænd i 

landsbyen er blevet bekymrede for det 

fotografi, der skal tages af hver enkelt 

i forbindelse med registreringen, fordi 

kvinder traditionelt ikke må vise deres 

ansigter for fremmede mænd, og her i 

Shiraz dalen findes der ikke en eneste 

kvinde, der både kan læse og skrive og 

dermed foretage registreringen. Pelle 

Hagberg er mere end bekendt med denne 

problemstilling, der ifølge ham er noget af 

det vanskeligste ved hele registreringsprocessen 

i Afghanistan, hvor kvinderne 

ude på landet gemmes væk for alt og 

alle. 

Efter en del diplomatisk ”fingerspitzgefühl” 

lykkes det alligevel for Pelle at 

få commanderens tilladelse til at lade en 

gammel og svagtseende mand fra landsbyen 

foretage registreringen af kvinderne. 

De andre mænd nikker tilfredse; det kan 

accepters. Pelle og mændene kigger 

hinanden i øjnene, trykker hænder og 

besegler dermed Qodoghak landsbyens 

deltagelse i Afghanistans første frie valg i 

en halv menneskealder. 

Mødet kan således afløses af frokosten. 

Slidte, tykke lerskåle med boblende fåresuppe 

bæres ind i det mørke lokale, mens 

mændene forventningsfuldt sætter sig til 

rette med korslagte ben langs den sodede 

jordvæg. Brød fra landsbyens stenovn 

smuldres ned i suppen, så konsistensen 

bliver til en tyk grød, man kan spise med 

fingrene. Pelle må ligesom alle de andre 

mænd dele spiseskål med hans to sidepartnere. 

I 

døråbningen 

står adskilleligenysgerrige 

tilskuere 

stimlet sammen 

og 

sender lange 

blikke ind på 

den fremmede 

med de 

store nyheder 

fra Kabul. 

De skygger 

En Tank ved 

Jalalabad Road i 

Afghanistan 

Den afghanske 

nationale hær 

for alt lys, og luften i hytten bliver 

tyk af kakkelovnsrøg og lugten fra 

svedige fødder - i Afghanistan skal 

alle stille skoene, inden man træder 

ind i en bolig. 

Efter maden og yderlige en halv 

times tedrikning afslutter selskabet 

seancen, og Pelle forhører 

sig endnu engang høfligt, om 

landsbyens commander har taget 

budskabet om valget og registreringsprocessen 

til sig og dermed 

vil være i stand til at foretage de 

fornødne forberedelser i dalen, 

før Pelle og folk fra valgkomiteen 

senere på året vender tilbage til 

Qodoghak. Commanderen overvejer 

lidt, klør sig i sit lange skæg og 

svarer eftertænksomt tilbage: ”Mit 

land, Afghanistan, skal holde valg; 

og det er ligesom, når et barn skal 

gå for første gang. Barnet falder 

og har brug for nogen, der holder det 

i hånden. Demokrati i Afghanistan er 

ligesom det barn, der tager dets første 

skridt.” Han fortsætter: ”Vi vil gøre vort 

arbejde her i Shiraz dalen, og vi vil være 

stolte, når vi igen kan byde jer fra det 

internationale samfund velkommen til 

efteråret, og der kan afholdes valg i vores 

land - inshallah! (Om gud vil)”. 

Pelle Hagberg takker commanderen og 

hilser farvel til landsbyens mænd. Udenfor 

lerhytten stiger han igen ind i den russiske 

firhjulstrækker, starter motoren og 

fortsætter rejsen videre ud i de afghanske 

bjerge til den næste dal, hvor indbyggerne 

også skal vide, at demokratiet er 

kommet til Afghanistan. 

Afghanistan afholdte landets første direkte 

præsidentvalg den 9. oktober 2004. Det 

skal i øvrigt oplyses, at FN og valgkomitéen 

i Afghanistan samlet fik registreret 

ca., 10,5 mio. potentielle valgdeltagere 

(det er dog tvivlsomt, hvor mange af 

disse der stemte), samt at man undervejs 

i registrerings-processen i sommers blev 

nødt til at frafalde kravet om foto af kvinderne 

på deres stemmekort. 


At tæmme verden 

Året var 1971. Jeg var 17 år gammel og havde studentereksamensbeviset i lommen. Jeg sejlede til Ystad 

med færgen fra Swinoujscie. Jeg var på vej til et ophold hos en svensk familie i Bohus ved Göteborg, 

hvor jeg skulle arbejde som au pair i 3 uger. Det var min første rejse fra det kommunistiske Polen til et 

kapitalistisk land. 

Tekst: Ewa Bylinska 

Rundt omkring var alt blankpoleret, 

sterilt, skåret til og lagt i orden. 

Forretningerne i det lille provinsielle 

Bohus bugnede af varer. En ubeskrivelig 

rigdom, som der ikke var plads til i butikker, 

væltede ud på gaden. Den to meters 

høje svensker Niels pegede på hylderne 

med den kulørte luksus og gentog med 

stolthed: ”Titta Kapitalisme!” Mine øjne 

var helt runde som underkopper, for jeg 

havde aldrig før set så mange farver og 

så mange valgmuligheder på en gang. 

Som et lille barn frydede jeg mig over 

farverne, ordenen, mængderne og friheden. 

I Polen, selv om man ikke var fattig, 

var alt gråt og ensformigt som uniformer. 

Et ganske almindeligt postkort sendt fra 

den anden side af jerntæppet gjorde 

et stort indtryk. Det vækkede længsel 

efter noget kulørt, eventyrligt og ukendt. 

Varerne i Polen måtte man skaffe sig med 

store vanskeligheder og ofte måtte man 

stå i lange køer. I nogle mindre fødesvarebutikker 

kunne man opleve en kat, der 

tog sig en lur på en stor rund ost. Dette 

forstyrrede ikke nogen. Det vigtigste var, 

at osten var nået frem. 

Jeg havde lovet en ven i Polen at bringe 

ham et pornografisk blad. Genert gik 

jeg i flere dage forbi kioskerne i Bohus. 

Til sidst, rød i hovedet af skam og med 

lukkede øjne, købte jeg to blade med 

raffinerede fotos. De polske toldere tog 

dem, desværre, ved grænseovergangen. 

I den kommunistiske del af Europa var 

det en forbudt vare. Mens jeg til fulde 

nød det kapitalistiske paradis, fik jeg et 

telegram fra min veninde, der studerede 

i Warszawa. Dette telegram til Sverige 

har kostet hende hele den månedlige SU. 

Indholdet var betydningsfuldt: ”Ewa, kom 

tilbage, vi har fået coca cola i Polen!” Jeg 

vendte tilbage. 

Aldrig siden har Vestens farver og rigdom 

gjort et så stort indtryk på mig. Den 

første overdådighed og chokket ved at 

komme tæt på det kapitalistiske Europa 

har aldrig siden gentaget sig. Var dette 

den hændelse, som fik betydning for min 

rejselyst?… Ja, til en vis grad ja! Jeg rev 

mig løs, overtrådte jerntæppet og kom 

ind i den materialistiske verden. Jeg følte 

frihedens dragende styrke. Jeg følte det, 

som var anderledes. 

Derefter kom Australien. Jeg så de berusede 

koalabjørne trykke sig tæt til eukalyptustræets 

stamme. Kænguruer sprang 

rundt i det røde landskab. Jeg omfavnede 

dyrene fra fantasiverdenen, og de 

kulørte papegøjer inviterede til samtaler. 

Hjemrejsen tog to måneder på et fragtskib. 

Vi passerede forskellige havnebyer 

og lande. Var det denne gang, at jeg fik 

mit kald til at rejse?… Ja, til en vis grad 

ja… Jeg opdagede, at verden var så stor. 

Jeg følte dens eksotisme. 

Derefter kom Danmark. Med besværlige 

skridt trådte jeg ind i det ukendte. Jeg ville 

opdrage min søn på dansk. Det kunne jeg 

ikke. Jeg besluttede, at han skulle være 

verdensborger. Jeg ønskede at tæmme 

verden for ham. Give ham mulighed for at 

kunne glæde sig over mosaikkulturer. Jeg 

ønskede, at han skulle være fri for stereotyper 

og fordomme… Var min angst for det 

ukendte en inspiration til næste rejser?… 

Ja, til en vis grad ja… Jeg ville ikke have, 

at mit barn skulle føle sig fremmed nogen 

steder. 

Tillidsfuldt begyndte vi at se nærmere 

på verdens mangfoldighed. Vi lærte at 

hilse på Buddha og danse rundt om de 

afrikanske guder. Lytte på bønner til Allah 

og bede til Gud. På vores rejser igennem 

kontinenter sugede vi de anderledes 

kombinationer af farver, lys og dufte til 

os. De virkede som narkotika. På legepladser, 

små stier i landsbyerne og på 

støjende storbygader blev vi mødt med 

venskabelige tegn og hjertelighed. Som 

i et kalejdoskop ændredes billedet af de 

mange mennesker på vores vej. Nogle 

delte fladbrød bagt på åbent ildsted med 

os. Andre gjorde os selskab i eksklusive 

spisesteder på Champs Elysees. Ved hvert 

skridt ændredes min opfattelse af verden. 

Var det under disse vandringer, at jeg følte 

Næste tema: Kina 

kaldet til at rejse videre?… Ja, til en vis 

grad ja…... Vi lærte verdens gæstfrihed 

at kende. Vi så dens mangler, skønhed og 

dens ufuldkommenhed. 

Og derefter voksede den spontane nysgerrighed 

i den trygge danske havn. De 

mest banale spørgsmål virkede inspirerende. 

Hvorfor er tangoen skabt i Buenos 

Aires? Hvordan går livet videre i de gamle 

russiske republikker? Hvilken indflydelse 

har historie, religion og livsvilkår på 

menneskenes mentalitet? Hvordan kan 

det være, at jeg tidligere er gået glip af 

så mange oplevelser? Var det den indre 

nysgerrighed, som påvirkede alle sanser 

og motiverede til de næste rejser? Eller 

måske ville jeg inderst inde kun lære mig 

selv bedre at kende?… Og måske søgte 

jeg kun rundt i verden efter det, som jeg 

har mistet… katten, der tog sig en lur på 

den runde ost? 

I dag ved jeg med sikkerhed, at det ikke 

kun var en eneste begivenhed, et eneste 

øjeblik, sted, duft eller en bestemt lyd, 

som ændrede min syn på det at rejse. 

Hver eneste rejse og hver eneste tanke 

om at drage af sted førte til en proces af 

fascination af verden, blev et betydningsfuldt 

bidrag til de indre oplevelser. For 

som en af de berømte reportageforfattere 

Ryszard Kapuscinski sagde: 

- Man skal modnes til at rejse. For rejserne 

er mere end at flytte sig fra sted til sted, 

mere end turisme (i virkeligheden har 

turismens udvikling, der førte til omsætning 

af enhver værdi til massemålestok, 

gjort rejsens helligdom til noget banalt 

og vulgært). En rejse er en frugtbar oplevelse 

af verden, en fordybelse i dens hemmeligheder 

og sandheder og søgen efter 

svar på de spørgsmål, som den stiller. 

En sådan opfattelse af det at rejse er en 

eftertanke, er en filosofisk indstilling.” 

Måske er netop denne sætning den virkelige 

inspiration til mine rejser? 


The big train ride – del 1 

It’s time, high time, sagde den russiske tsar Alexander den tredje i 1886 og indledte med 

disse ord arbejdet på et af den moderne verdens vidundere, den transsibiriske jernbane fra 

Moskva til Vladivostok ved Stillehavskysten. Jernbanen stod færdigbygget i 1904, og fylder 

altså 100 år i år 

Tekst og foto: Arne Runge 

Med den transsibiriske jernbane fra 

Moskva via Mongoliet til Beijing i Kina 

og tilbage til Moskva. På tommelfingeren 

ad Silkevejen via Kasakhstan og Sibirien. 

Den 9.289 km lange rejse fra Moskva til 

stillehavskysten, som tager syv dage i 

næsten non-stop-tog, er den længste 

single-service jernbanerejse i verden. 

Eller sagt med Eric Newby ord: The Trans- 

Siberian is the big train ride. All the rest 

are peanuts. 

Der findes faktisk tre forskellige muligheder 

med jernbanen. Den helt rigtige 

er vel nok Moskva-Vladivostok, men de 

to andre fra Moskva til Beijing, den ene 

via Mongoliet, den anden via Manchuriet, 

er nu heller ikke til at kimse af. Jeg valgte 

den transmongolske. Jeg ville nødigt 

køre lige forbi Mongoliet uden at se dette 

mystiske Genghis Khan land indefra. 

Jeg stødte på to danske rejsefæller inden 

afgangen. De hed Jens og Birgit, var fra 

Århus og havde tre armbåndsure på. ”Go’ 

daw do”. Birgits viste dansk tid, Jørgens 

viste på den ene arm lokal tid og på anden 

arm Moskva tid. Det er nemlig sådan i 

Rusland, at alle toge og langdistance busser 

kører efter Moskvatid. Jens og Birgit 

havde fuldstændig tjek på rejseprogrammet. 

Sådan da. Jeg fik altid lige et praj, før 

vi ankom til en station. Så er toiletterne 

nemlig lukket Og det er jo ikke så rart, når 

man nu lige skal. Et tyve minutters stop 

udløser en halv time uden toilet. 

Der var morgenmad kl. 07.00, da vi forlod 

Moskva. Da vi kom til Irkutsk, var der 

morgenmad kl. 12.00 lokal tid, som jo 

var det samme som 07.00 Moskvatid. I 

Vladivostok bliver morgenmaden serveret 

kl. 16.00. Hvis du er forvirret, så er 

du ikke den eneste. Men det var lige før, 

at Jens og Birgits tre armbåndsure bare 

gjorde tingene endnu mere forvirrende. 

Godt vi kun har en tidszone i Danmark, 

ellers havde Birgit formodentlig også haft 

to ure. Et med Københavnertid og et med 

lokal jysk malketid. 

Der var mange andre danskere med 

toget, og langt de fleste skulle til Beijing. 

Nogle tog hele turen i et stræk, mens 

andre afbrød rejsen, de fleste i Irkutsk og 

Ulan Bator, hovedstaden i Mongoliet. Jeg 

havde købt togrejsen fra Moskva til Ulan 

Bator, samt de to gange visa til Rusland 

og Mongoliet gennem Pinguin Rejser i 

København. Med to stop i Rusland. Første 

stop i Perm, som tidligere var en af de 

byer, der var forbudt at besøge for udlændinge. 

Perm, som egentlig er en ret kedelig 

by, blev til en af de store oplevelser, da 

jeg var så heldig at blive tilbudt et ”volunteer 

job” på en skole for gadebørn. 

Der er mange gadebørn i Rusland. Nogle 

er forældreløse, andre er stukket af hjemmefra 

på grund af alkoholiske forældre, 

som udnytter og tæver børnene. De slår 

sig så sammen i grupper og bor i kloakkerne, 

hvor de drømmer sig væk ved at 

sniffe lim. Men der er udenlandske kræfter 

i gang med at hjælpe børnene til en 

bedre tilværelse. Rusland har ikke selv 

økonomi til det. Sue og Coffey fra Irland 

havde lovet en irsk organisation at hjælpe 

til i to uger, og da jeg hørte det, tilbød 

jeg straks at bruge mine tre dage i Perm 

til også at give en hånd med. Der var 

ikke aftalt på forhånd, hvordan vi kunne 

hjælpe. Så vi startede med bare at snakke 

med ungerne og lære dem lidt engelsk. 

Det var børn, som ikke var vant til at få 

kærlighed, så de var næsten målløse over 

at vi ”gad” sådan bare at være sammen 

med dem og fortælle om en verden udenfor 

Perm, hvor børn havde rettigheder, fik 

lommepenge og gik i biografen, uden at 

skulle yde noget for det. 

Jeg havde vekslet en halvtredser til småpenge 

i Kastrup før afrejsen, så alle fik en 

krone og en femogtyveøre med en historie 

om, at kongen i Danmark, der havde en 

kongekrone og to ører, havde bestemt, at 

sådan skulle vores penge hedde. Kroner 

og ører. Det var de meget benovede over. 


Næste dag besluttede vi 

at male skolen. En 

amerikaner 

havde doneret et beløb til maling, så vi 

gik bare i gang. To dage efter var hele 

skolen nymalet. Børnene var ikke meget 

for at hjælpe til, de ville hellere snakke. 

De fik faktisk lært en masse engelske ord, 

og vi fik lært mange russiske. Jeg tog en 

masse billeder, som jeg har lovet at sende 

dem. Jeg lægger nok også en hundredekroneseddel 

i kuverten til smøger. De røg 

nemlig hele banden, selv de yngste som 

bare var omkring syv år. De havde også 

alle som en sniffet lim, det sås tydeligt på 

deres ansigter. Men de var alle stoppet, 

påstod de. Det er jeg nu nok ikke så sikker 

på. Der var også et klaver på skolen, så de 

fik også et par irske folkeviser som Sue og 

Coffey sang, mens jeg akkompagnerede. 

Det tog også kegler. 

I toget fra Perm til Irkutsk kom jeg i kupé 

med et andet dansk par, Jørgen og Ingrid, 

på min egen alder. Jeg fortalte, at jeg var 

københavner, og de sagde, at de var fra 

Vordingborg. Men jeg kender udmærket 

København, fortalte Ingrid, jeg er nemlig 

vokset op i Sydhavnen. Jamen, det er jeg 

jo også, svarede jeg, hvor i Sydhavnen 

boede du? På Offenbachsvej, svarede 

hun. Kender du den. Det kan du tro, at 

jeg gør, svarede jeg, på Offenbachsvej 

nummer 13 boede faktisk min allerførste 

kæreste. ”Hvad hed hun”, spurgte Ingrid. 

”Hun hed Majken og hendes forældre var 

svenskere. Jeg har faktisk opkaldt en 

af mine tre døtre efter hende”, fortalte 

jeg. ”Hun boede ikke i nummer tretten”, 

svarede Ingrid, ”hun boede i nummer 11. 

Det er nemlig min storesøster”. Jeg kunne 

godt huske, at der var en lille snotunge vi 

altid måtte jage ud af Majkens værelse, 

når vi skulle kramme. Snotungen var 

altså Ingrid. Ups. Verden er fandeme lille 

engang imellem. Majken, min første store 

kærlighed, boede nu i Amerika og var gift 

med en jyde. Go’ daw do. Jeg fik hendes 

e-mail adresse og lovede at sende hende 

et par ord. 

Jeg blev meget overrasket over Moskva. 

Det må da for pokker være verdens 

smukkeste hovedstad. I hvert fald hvad 

angår den gamle by. De mest imponerende 

russisk ortodokse kirker med løgformede 

kupler, omkranset af små cafeer 

i Rasputin stil. Kreml og den røde plads - 

som slet ikke er rød. Det er Kreml, der er 

rød. Tykke affarvede 

blondine-babuskaer 

i deres små boder. 

Det hele omkranset 

af floder med 

en mil- 

lion-rubel-udsigt 

over byen fra de 

smukkeste gamle 

broer. Rød front. 

Men der var noget 

mystisk ved russerne. 

De så 

ikke glade ud. De 

havde stenansigter. 

De så meget 

alvorlige ud, 

næsten skræmmende. 

Mange 

af dem var døvstumme. De overhørte 

fuldstændig, hvad jeg sagde til dem. Der 

var også mange, der var skeløjede. Når 

man gik hen til disken i en bar og bestilte 

en øl, kikkede de på ens sidemand, mens 

de serverede øllet. Eller når man spurgte 

om vej til toilettet, kikkede de på et sted 

udenfor ens synsvinkel, og pegede skævt 

hen imod en dør. De drejede ikke hovedet 

en centimeter, når jeg høfligt sagde 

”spasiba, bolshoi spasiba”. Der skulle list 

til at få den til at smile. Jeg prøvede nogle 

små tricks, der før har virket i Asien. Jeg 

fangede deres øjne. Når de var skeløjede, 

gik jeg hen hvor de kikkede, og kikkede 

dem lige i øjnene og sagde ”Dania”, jeg er 

fra Danmark. Kak dela? Hvordan går det? 

Det hjalp. Så kunne de fleste ikke holde 

masken mere. Men der var nu en del, der 

kunne. De er dæleme skrappe til at holde 

masken de Ivanivanowitser. Der var godt 

nok en, der skubbede mig ud af en dør, så 

jeg var lige ved at ryge på røven. Det var 

en portier på et gæstehus, som åbenbart 

var lukket. Jeg var ellers meget høflig, 

da jeg spurgte på næsten fejlfrit russisk, 

som jeg havde øvet mig på i flyet. ”Dobre 

utra, menya zavut Arne – ya iz Dania – ya 

ishchu apshchezhytie”, sagde jeg. ”God 

morgen, jeg hedder Arne og kommer fra 

Danmark. Jeg leder efter et youth hostel”. 

Han svarede 

en hel 

masse på 

russisk. Jeg 

forstod ikke 

et ord, så 

jeg gentog 

mine russiske 

fraser 

fra frasebogen. 

Men 

han var sgu’ 

hverken 

døvstum 

eller skeløjet. 

Han 

Fra venstre: 

Lenin, Putin, 

Karl Max og Zar 

Nikolas 2. 

Restaurationsvognen 

på den transsibiriske 

jernbane er et 24 timers 

værtshus, med masser af 

mad øl, sprut og villige 

damer. 

kikkede 

mig lige i øjnene 

og gentog, nu endnu 

højere, hvad han lige 

havde sagt. Det betød 

formodentlig, jamen for helvede, kan 

du ikke forstå russisk, mand. ”Jeg siger 

dig jo, at der er lukket fra den første 

september og det er den anden i dag. Vi 

lukkede i går. Kan du ikke fatte det”. Da 

jeg skulle til at spørge ham, om der var et 

andet Gæstehus i nærheden, gik han helt 

amok og skubbede mig ud af døren. Det 

var lige før, jeg klarede at blive stående på 

fødderne og ikke faldt på røven med min 

store rygsæk. 

Jeg mødte for øvrigt Præsident Putin på 

den røde plads. Han sad og spillede kort 

med Lenin, Karl Max og Zhar Nicholas den 

anden. ”Dobre utra”, sagde jeg høfligt. 

”Kak dela”. De kikkede på mig og svarede, 

”ti dollar”. Det de mente, var, at 

det kostede ti dollar at få lov at tage et 

foto sammen med eliten af Rusland. Så 

kunne man sætte sig imellem dem og få 

en ven til at tage et foto. Jeg gik over på 

den anden side af pladsen og tog et foto 

med zoom. For selvfølgelig ville jeg have 

et billede af nogle af mine store idoler 

med hjem. Men jeg ville sgu’ ikke give ti 

dollar for det, hvis jeg kunne undgå det. 

Rød front. 

Alle stoppede i Irkutsk, hovedstaden 

i Sibirien. Så det gjorde jeg også. Jeg 

havde mødt Mark, en engelsk journalist, 

i toget. Han havde solgt sit hus og sin bil 

og ville nu ud og se verden et par år. Han 

kunne godt lide øl. Det kunne jeg også, 

så vi fulgtes ad. Vi havde kun to dages 

stop her, så vi besluttede at tage den 

første ude ved kysten af Baikal Lake. I 

bussen mødte vi Erik og Miguela fra Jävle 

i Sverige. Ved busstationen i Listvyanka 

stod der en russer og tilbød os to værelser 

i hans villa med Sauna. Vi tog med ham i 

hans bil, og han viste os værelserne. Det 

ene var et ganske normalt soveværelse, 

det andet var en dagligstue med to senge, 

en pejs og et piano. Gæt, hvem der fik 

værelset med piano. Til gengæld spillede 

jeg lidt Tchaikovsky i b-mol, Du gamla du 

fria og Rule Britannia for dem. Det var de 

meget imponerede over. 

Nede ved søen mødte vi en russisk familie, 

der var på picnicweekend. De boede 

til daglig 

inde i Irkutsk, 


men de havde noget familie, der boede 

her. Dem besøgte de en gang i mellem. Og 

så var der fest. De var allerede i gang med 

voortka’en, sådan udtales det på russisk. 

Voortka. Og selvfølgelig måtte vi drikke 

et glas med dem. Det blev til mange 

flasker og varede til den lyse morgen. Så 

kan de fandeme grine, russerne. Når der 

kommer voortka på bordet, så forsvinder 

stenansigterne sporløst. Og de kommer 

ikke tilbage, så længe der er voortka i 

flaskerne. 

Stenansigter kan ikke lide vodka. De kan 

heller ikke lide musik. En af russerne, 

Simon, som faktisk var ukrainer, hvilket 

han var meget stolt af, havde sin harmonika 

med. Og han kunne spille. Hele repertoiret. 

Alle de gamle sørgelige, smukke, 

russiske sange, som altid er skrevet i mol. 

Følsomme sange om livets genvordigheder. 

Nu var der voortka på bordet, så nu 

kom både smilene og tårerne frem. Det 

var virkelig gribende, nu led vi med de 

sørgmodige russere. Vi grinede med dem 

og vi græd med dem og vi drak voortka 

med dem. Det var blevet lyst og hanerne 

galede, da vi vaklede tilbage til vores villa 

med Pejs, Sauna og Piano. 

Hovedstaden i Mongoliet hedder Ulan 

Bator, og de er lige så stolte af Genghis 

Khan, som vi er af H. C. Andersen. Måske 

endda mere. Alt rører sig om Genghis 

Khan. Jeg boede på Genghis Khan 

Guesthouse. Vi drak Genghis Khan øl, røg 

Genghis Khan cigaretter og der var billede 

af Genghis Khan på pengesedlerne. 

Efter en uge tog jeg med Genghis Khan 

Expressen til grænsebyen Zamun Ude. 

Han var nu også noget særligt, ham der 

Genghis Khan, kejser af verdens største 

rige. Stadig aldrig overgået. Fra Beijing 

til Polen, så langt strakte hans rige sig. 

Elleve tidszoner. Solen gik aldrig ned over 

Genghis Khans rige. Jeg blev i byen en 

uge, mens jeg ventede på mit visum til 

Kina. Man kunne godt få det på to dage, 

hvis man gad betale dobbelt pris. Det gad 

jeg altså ikke, så jeg ventede en uge 

og lærte Ulan Bator og byens små 

listige steder vældig godt 

at kende. 

En af mine stamcafeer var en Ger, eller 

yurt som tyrkerne kalder dem. Et rundt 

telt. De havde en specialitet: Gæret hoppemælk. 

Den hang i en læderpose på 

væggen, og alle der gik forbi gav den lige 

et puf. Så hoppe-mælken kunne bevæge 

sig, mens den gærede. Når den var færdiggæret, 

blev den hældt på store blå olie- 

og fisketønder. Man tog så en skål på en 

liters penge fra tønden. Femoghalvfjerds 

øre. Det smagte ikke særlig godt, nærmest 

som sur kærnemælk. Jeg har aldrig 

kunnet fordrage kærnemælk. Men jeg 

tvang mig til at vænne mig til det. Og det 

lykkedes. Nastovia. 

”Zhongguo - wo ai ni”, betyder: Kina, 

jeg elsker dig. Og det gør jeg. Jeg elsker 

Kina. Jeg har jo fået den mærkelige idé, 

at jeg vil se hele verden, før jeg dør. Hvis 

jeg dør. 

Derfor har jeg ikke tid til at tage tilbage 

til et land, jeg har været i. Men Kina. Da 

jeg var her sidste år sagde jeg, for første 

gang i mange år. ”Kina, jeg kommer tilbage”. 

Og det løfte har jeg nu holdt. Jeg 

var dårligt 

kommet 

over grænsen 

til Kina, 

landet i midten, 

før folk 

begyndte at 

råbe efter 

mig. Ni hao, 

how are you, 

spise her 

eller med 

hjem. Det 

var ligesom 

at komme 

De havde en 

specialitet, 

gæret hoppe 

mælk. Den hang 

i en læderpose 

på væggen 

Simon var fra Ukraine. Det var han 

meget stolt over. Og så kunne han 

spille Harmonika så alle fik tårer i 

øjnene. 

hjem efter de store dybe oplevelser 

i Rusland, Sibirien og Mongoliet. 

Stenansigternes land. 

Men hvordan hænger det nu egentlig 

sammen? Man kan godt forstå, 

at man i det nordlige Asien, altså 

Sibirien, Rusland og Mongoliet, har 

stenansigter. Men også Kasakhstan 

og Finland skal passe lidt på, at 

ikke stenmanden kommer efter 

dem. Det tidligere Sovjetunionen 

har lidt under et kommunistisk 

diktatur i næsten 80 år. Hvor 

ingen turde sige, hvad de mente, 

og hvor man slet ikke turde vise 

følelser for noget som helst. Alle 

var mistænksomme mod andre. 

Udover det er de fleste ludfattige, 

og vejret er endnu værre end her 

i Lorte-Danmark. Ingen sol, ingen 

blomster. Det bliver eddermame koldt om 

natten, når solen går ned og jeg havde 

kun sommertøj med. 

Men hvad så med Kina? Her er de da også 

ludfattige, de fleste. De har endda stadig 

et kommunistisk diktatur. Eller er det nu 

et højrediktatur? De har i hvert fald ikke 

helt forstået den der med menneskerettighederne. 

Men de har et bedre klima. 

Det kan godt nok blive koldt om vinteren 

i det nordlige Kina, men Kina strækker sig 

jo helt ned til Vietnam. Så de har meget 

mere sol. Og så har kineserne noget udefinerligt. 

Kinesere smiler altid. Både når de 

er glade, og når de er sure. Man smiler for 

at lade som om alt er ok. Hvis man bliver 

genert skrupgriner man. Jo værre det hele 

er, jo mere griner man. Ho, ho, ho. Man 

skulle tro, de havde røget et eller andet 

spændende. De ryger jo meget. Stort set 

alle kinesere ryger. Og de drikker. Jeg ved 

ikke rigtigt, hvad det er de putter i, men 

cigaretterne smager som lynkinesere og 

vodkaen smager som aftershave. Nu er 

det jo svært at læse kinesisk, så måske er 

det mig, der bare køber det forkerte, fordi 


jeg er så pissenærig. 

Hvem ved, 

måske er det virkelig 

lynkinesere 

og aftershave. 

Men jeg elsker 

Kina. I can’t help 

it. 

Silkevejen, eller 

silkevejene, for 

der en nemlig 

flere forskellige, 

udgik alle fra 

Xi’an eller Ch’ang, 

som byen hed 

dengang. Det var 

silke, det drejede 

sig om. Pludselig 

var der dukket 

et mærkeligt nyt 

stof op på markedet 

i Venedig, 

eller Venezia, 

som byen hed 

dengang. Kinesisk 

silke. 

I over tusinde år var Silkevejene hovedfærdselsåren 

mellem Kina og resten 

af verden. Transportmidlet var æsler, 

yakokser og kameler. Turen gik gennem 

dale og bjergpas, over ørken, steppe og 

sneklædte bjerge. Og gennem ødemark, 

hvor der var opsat røde og grønne flag, 

så man ikke farede vild, når sandvejen 

var forsvundet på grund af sand- eller 

snestorm. Det var meget få, der gik hele 

vejen fra Xi’an til Venedig. De fleste gik 

et stykke af vejen og fik så byttet de 

ting, de medbragte, med varer fra de nye 

riger. Men i hvert fald en mand gjorde 

det. Marco Polo. Fra Venezia sejlede han 

til Syrien. Derfra gik det via Tabris til 

Mashad og via Afghanistan til Bukhara, 

Samarkand Tasjkent Bishkek, Kasgar, 

Urumqi og Xi’an. 

Hvis man virkelig vil ”do the Silk road” fra 

Venedig til Xi’an, så skal det tilrettelægges. 

Eller også skal man have ubegrænset 

tid. Og penge. For udover meget uro i 

Lis V. Jørgensen 1945-2004 

områderne, der berører 

Silkevejen, er der 

de irriterende visa, 

og især de lande, der 

forlanger invitationer, 

forøger ventetid og 

lænser pengepungen. 

Men det kan 

helt bestemt lade sig 

gøre. Måske engang 

imellem med lid hjælp 

fra et rejsebureau. 

Jeg har drømt om den 

Silkevej i årevis, men 

det blev altid til bare 

en lille bid af denne 

enormt lange vej. 

Denne gang startede 

jeg i Beijing. Så The 

Great Wall. Derfra 

rejste jeg til Xi’an 

og kikkede på Terracotta-soldaterne. 

Lige uden for bymuren i 

Xi’an lå en plads med skulpturer af kamelkaravaner. 

Denne plads påstås at være 

begyndelsesstedet til Silkevejen. Her lå 

samlingscentralen for varer, blandt andet 

silke, der skulle vestpå. Her ventede alle 

kamelerne og æslerne og yakokserne på 

at blive lastet. Herfra udgik al forbindelsen 

mellem Kina og Venezia. Jeg blev 

næsten helt religiøs, da jeg læste skiltet 

– ”Startpoint of the Silk road”. Jeg lagde 

mig ned og kyssede jorden. Halleluja! 

Fortsættes… 

Som medlemmerne for kort tid siden opdagede via mailen, er vores alle sammens Lis død. For de af os, 

der kendte hende godt, var det ikke den store overraskelse, for de sidste par år havde hun skrantet en 

del som følge af flere ugers og måneders alvorlig sygdom tilbage i julen 2002. 

Lis’ sukkersyge havde aldrig været særligt venligtsindet, og komplikationerne satte sig desværre dybe 

spor, både mht. rejselivet og mødeaktiviteterne i klubben. Af samme grund er der sikkert mange af 

vore helt nye medlemmer, der ikke aner, hvem Lis var, men skruer vi tiden tre-fire år baglæns, var hun 

en af klubbens bærende og mest aktive kræfter. Lis var født i Haderslev i det sidste krigsår, og udover 

hele to gode uddannelser som skolelærer og farmaceut brugte hun en del krudt på at sysle med bl.a. 

ulandsarbejde på NGO-plan. Den slags sætter spor, og udover en formandspost i Ibis lykkedes det 

hende at bruge hele 71⁄2 år i det halvsorte Afrika. Først 5 år i Uganda og siden 21⁄2 på Santo Antaõ, Kap 

Verde, og det har sikkert ikke været hendes mening nogensinde at komme hjem til Danmark igen, da 

hun sammen med en god ven af vanvare »kom til« at stifte sit eget firma, Altox. 

The Great Wall – og en køn 

kineserpige med det klassiske 

kinasmil. 

Altox var og er et toxikologisk forum med speciale i at rådgive virksomheder og offentlige myndigheder omkring kemiens og 

medicinens mange giftigheder, men at gå fra at være flakkende globetrotter til at være sin egen direktør gør man desværre 

ikke ustraffet. Pludselig var hun bundet af at skulle være tilbage på kontoret, hver eneste gang, der skulle faktureres, så 

de meget lange udlandsophold blev kogt ned i mindre stykker. Den slags kan jo ske i de bedste kredse, men så var det jo 

godt, at både hun og alle vi andre kunne søge inspiration i De Berejstes Klub. Med medlemsnummer 24 var Lis en af de 

meget gamle rotter i klubben og nåede i en årrække at bestride den vigtige post som kasserer. Endnu vigtigere for klubben 

var det, at Lis flere gange årligt øste ud af sin gæstfrihed i den store lejlighed på Frederiksberg. Døren var altid åben enten 

for planlagte arrangementer eller for improviserede whiskysmagninger, hvilket på et tidspunkt fik daværende formand Ole 

Egholm til at give Lis en ærespræmie som »klubbens mest gæstfrie medlem«. Den rekord er ikke blevet slået endnu og bliver 

det sikkert aldrig. Udover en heftig mødeaktivitet og en flod af sære skulpturer rummede lejligheden på Stockflethsvej mange 

særheder. God sprut af lækre årgange og cigaretter af tvivlsomme årgange var der rigeligt af, men til gengæld mindes jeg 

ikke nogensinde at have fået en kop kaffe hos Lis med noget så prosaisk som almindelig komælk. Af uransagelige årsager 

valgte hun at dække sit behov for mælkeproteiner med en kæmpe dåse modermælkserstatning beregnet til »eksport« til 

Grønland! En gang globetrotter, altid globetrotter. 

Selv døden mødte hun som en sand globetrotter, idet hun for kort tid siden valgte at tage på en lille julerejse til Caribiens 

varme i form af De Dansk-Vestindiske Øer. Længere end Skt. Thomas kom hun desværre aldrig, og få dage efter fik vi så den 

triste nyhed, at Lis var død; forhåbentlig lykkelig på rejse, som vi i virkeligheden alle gerne ville det. 

Claus Qvist 


Kære DBK´s Bestyrelse, 

Et julebrev til DBK´s Bestyrelse 

Som det lykkelige medlem af DBK har jeg i 4 år haft mulighed for at glæde mig over klubbens strålende virke og udvikling. Hvert 

år har vi modtaget en flok af nye dygtige og engagerede medlemmer. Klubbens artikler i bladet er blevet efterhånden en helt 

fantastisk kilde til viden om de forskellige lande, deres kultur og skikke. Vores fotografer og bladets redaktører har ydet deres 

indsats på helt professionelle måde. Vi har fået mulighed for at få støtte fra vores talrige sponsorer. Snart åbner vi vores Café 

Globen. Hvert år har vi deltaget i pragtfulde og mættende julefrokoster. Hver måned har flere af klubbens medlemmer draget 

ud i den store verden. Mindst 2 gange om måneden har vi nydt en eller anden værts gæstfrihed og lyttet til de fantastiske 

foredrag om de smukkeste steder på kloden. Vi har beundret medlemmernes eventyrlige oplevelser og store præstationer. Vi 

har fået inspiration til de nye rejsemål. På disse hyggelige møder og på vores egne spændende rejser har vi oplevet og set at 

verden er smuk, eksotisk, farverig men også uretfærdighed og fuld af elendigheder. Det er nemlig tit at i disse fattige egne i 

verden har vi fået den varmeste og mest gæstfrie modtagelser under vores vandringer. Er vores store erfaringer om verden og 

den glæde, som vi har fået ved at udforske forskellige lande ikke kunne være nok til at dele vores lykke med dem, som ikke 

havde været heldige nok til at blive født og opvokse i den gode del af verden? Er klubben ikke blevet »voksen nok« til at tage 

sig af et barn fra Afrika, Nepal eller fra et andet sted på jorden, hvor uddannelsen, bordets glæder og sundhedsomsorg ikke 

er en selvfølge?. Ville det ikke være dejligt at »stifte et faderskab« til en lille fattig skabning? Ville det ikke betyde større dybde 

i klubbens aktiviteter og mere glæde ved at en gang imellem besøge »vores barn« og følge dets udvikling. Ville vi ikke føle os 

mere stolte af vores lille månedlige bidrag som kunne forbedre barnets chancer i livet? Vi kan ikke frelse hele verden, men jeg 

synes at den lille dråbe i havet ved at hjælpe et barn i nød er et forsøg værd. 

Idet jeg takker for den dejlige julefrokost i Århus, vil jeg gerne bede Bestyrelsen om at overveje mit forslag. 

Kære Ewa og resten af DBK 

Med varme julehilsener til alle 

Ewa Bylinska (174) 

Et julesvar 

Der er fra bestyrelsen fuld tilslutning til Ewas tanker om, at DBK sponserer et barn, men vi vil naturligvis også gerne give 

medlemmerne lejlighed til at tænke over forslaget. At sponsere et barn gennem f.eks. Børnefonden koster kr. 170/måned – 

altså ca. en krone per medlem, hvilket vi ikke kan forestille os nogen vil have noget i mod. Vi vil nu undersøge mulighederne 

og hvordan vi i klubben kan få det bedst mulige ud af en sådan fælles ”adoption”. Hvis I har kommentarer, ideer og forslag, 

så send venligst en mail til info@berejst.dk inden 15. januar 2005. Bestyrelsen vil herefter på sit næste møde i januar tage 

stilling til hvordan denne gode ide kan føres ud i livet. 

Med glædelige julehilsener og godt nytår til alle 

hele DBK´s Bestyrelse 

Dette kunne være, selvom 

det ikke er det, DBK’s fælles 

’adoptions’ barn. 

Foto: PAJ 


Et halvt århundrede i Mexico 

Min veninde Teresa og jeg har rund fødselsdag næsten på 

samme tid. Det halve århundrede føles blot som en dag og 

en nat. Vi behøver en opmuntring. Men hvordan? Vi tager til 

Mexico! 

Tekst og foto: Ewa Bylinska 

Flyet fra British Airways letter fra Londons 

lufthavn. Foran 9.000 km og et perspektiv 

af solstråler, som efter den langtrukne 

danske vinter er en Guds gave. Vi lander 

i terra incognita. Jeg har en følelse, 

som altid ledsager mig på de ukendte 

steder; jeg deltager i et spil, hvis regler 

åbenbares, mens spillet er i fuldt sving. 

Denne gang har vores spillefelt et areal 

på 1.972.534 kvadratkilometer og 98 millioner 

indbyggere. Mexico City er en 23 

millioner stor metropolis, hvor gadelabyrinterne 

fører til det ukendte. Undervejs 

beundrer vi de rigt udsmykkede katolske 

kirker. Indenfor hilses vi af alskens hellige. 

Og netop disse træ- eller gipsfigurer med 

ansigter, som vi genkender fra kirkerne i 

Italien, Spanien og Polen bevirker, at byen 

ikke længere opfattes som fremmed. Vi 

begynder at føle os hjemme. 

På den centrale plads, Playa de la 

Constitucia, findes alt i forstørret udgave. 

Den halve himmel er dækket af det stolt 

flagrende flag. På den nordlige side 

strækker den majestætiske Catedral 

Metropoliana sig (1573 – 1813). Den 

anden er fyldt op med Palacio National 

med præsidentens residens. Murene, der 

omkranser en kæmpestor gårdplads, er 

helt dækket til af Diego Riveras vægmalerier, 

der fortæller om hele Mexicos historie. 

Overfor katedralen huser den største 

bygning Pantelånerkontor og Højesteret. 

På bagsiden af katedralen ligger ruinerne 

af Templo Mayor, aztekernes højeste helligdom, 

og det eneste tilbageværende 

af den mægtige by Tenochtitlan. Byen 

blev bygget i det 13. århundrede og to 

århundreder senere jævnet med jorden 

af de spanske erobrere under ledelse af 

Herman Cortés. Den af aztekerne byggede 

metropolis på søen slås med samme problemer 

som Venedig. Bygningerne synker 

langsomt i den bløde jord. Hvis man skal 

tro sagnet, var dette sted det eneste, hvor 

aztekerne kunne kreere deres magtposition. 

Idet deres Gud Huitzilopochtli, som 

åbenbaredes over for en af præsterne, 

beordrede aztekerne, der var jaget fra det 

ene sted til det andet, at drage ud i verden 

og sætte bo der, hvor de ser en ørn med 

slange i sit næb siddende på en kaktus. 

Fra den 24. etage af det slanke La Torre 

Latinoamericana har vi hovedstaden i 

vores hule hånd. Størrelsen kan få én til 

at svimle. Langt væk i de fjerne horisonter 

kravler husene i deres kamp om plads på 

jorden op ad skrænterne af de bjerge, der 

omkranser byen fra alle sider. 

Metroen vækker forundring. Den er effektiv, 

enkelt, billig og spreder sine retfærdige 

linier - fangarme til de mest fjerne 

kroge i byen. For at finde Frida Kahlos 

blå hus står vi af på stationen Coyoacan. 

Denne excentriske kunstnerinde med 

aztekernes rødder efter moderen og det 

europæiske blod efter faderen vil altid for 

mig være det sande Mexico. Skæbnen 

har været hård ved hende. En tragisk 

busulykke tvinger hende til at holde sig i 

sengen. Handicappet i isolation begynder 

hun at male. Overfører Mexicos farver til 

lærredet. Viser sin verden vævet af smerter 

og lidelser. Hendes største kærlighed 

er den berømte Diego Rivera. Hun kan 

ikke forlade ham, selv om, som hun selv 

understreger, at forholdet til ham er hendes 

største nederlag. Større end ulykken, 

som gjorde hende invalid. 

Og igen arkitektoniske seværdigheder i 

byens centrum som perler på en snor. 

Hvid marmor smykker Palacio de Bellas 

artes med facademæssige finesser. 

Mindesmærket for den nationale helt 

Benito Juarez, den fattige indianer, som 

i flere omgange har regeret som præsident, 

pynter parken Alameda Central. 

Endnu flere charmerende pladser i den 

ægte spanske stil. Endnu flere kulørte 

boder med masser af støj. Og om aftenen 

farer vi vild i de små gader. Vi tager fejl af 

retninger og kirkernes skikkelser. Vi blander 

de forskellige affaldssteder og barer 

sammen. For mange biler og for mange 

fodgængere. Halvt forgiftet af røgen fra 

den overalt bagte tortilla mister vi vores 

sjette topografiske sans. En politibil mødt 

på vejen afleverer os på hotellet som små 

fortabte piger i den store verden. 

Fra busterminalen Autobuses del Norte 

er der kun 50 km til den gådefulde 

Teotihuacan. Ingen ved, hvem der boede 

på dette sted før vores æra. Hvem har 

etableret det højt udviklede imperium, 

som havde sin største blomstringstid i det 

7. århundrede? Hvorfor blev byen forladt? 

Hvortil gik dens indbyggere? Aztekerne 

som kom frem til denne forladte by, antog 

at det har været mødested for Solguden 

og Måneguden. De bosatte sig der ikke. 


Kun deres præster kom fra tid til anden 

tilbage til stedet for at foretage menneskeofringer. 

Krigsfangernes skæbne var 

således forudbestemt og grusom. Solen 

krævede blod for at stige op og følge sin 

rute på himlen. Den sugede grådigt blodet 

fra hjerter, som endnu slog, efter at havde 

været revet ud af ofrenes brystkasse, som 

var sprættet op med kniv. Præsterne bar 

hundredetusinder hjerter op for at vække 

solens vandring til live og velsigne de 

nybyggede templer for guderne. 

Foran os ligger den to kilometer brede 

Dødens Avenue. Langt væk i horisonten 

som et fatamorgana skimtes pyramiderne 

for Solen og Månen. Solpyramiden, 

den 3. største i verden (efter Cholula og 

Cheops), er 65 meter høj og har 248 trappetrin. 

Månens pyramide bygget på en 

bakke er 46 m høj. I en af guidebøgerne 

understreges det, at bestigning af en af 

dem forlænger livet med 10 år. Vi vil have 

20 år mere og mindst 10 kilo mindre! Med 

tunge rygsække, som vi ikke kunne opbevare 

nogen steder, kravler vi med møje 

og besvær op på begge toppe. Det tager 

næsten en halv dag at besøge hele området. 

Det var godt, at vi kom her fra tidlig 

morgen. Om eftermiddagen er her mængder 

af turister, og de belejrede pyramider 

minder om myretuer. På tilbagevejen finder 

vi ved hovedindgangen en restaurant 

med mexicansk buffet. 

Fra vinduet har vi en enestående udsigt 

over Dødens Avenue. Vi selv går langsomt 

op i flammer af maden. Den røde 

salsasauce af chili føles som et knivstik 

fra præstens hånd. Men ikke i hjertet 

- i ganen! Den grønne udgave påfører 

vores smagsløg lidelser, som samtidig er 

en nydelse. De uskyldige bønner lammer 

følenerverne. Kødretterne brænder 

indvoldene. Det enorme kaktusblad, som 

smager af græs, har lindrende virkning. 

Vandet giver os åndedrættet tilbage. 

Hvordan vil vi være i stand til at lade os 

nøje med hverdagens almindelige mad 

uden smag efter et sådan gilde? 

På samme måde som metroen fungerer 

bustrafikken døgnet rundt på imponerede 

vis. Sent om aftenen fra busterminalen 

San Lazaro i Mexico City fanger vi bussen 

til San Cristobal de la Casas, der ligger 

900 km væk i regionen Chiapas - mayaernes 

kongerige. Om morgenen vågner vi et 

eller andet sted under himlen omringet af 

bjergtoppe. Efter ethvert dristigt vejsving 

ryster landskabet sig af tågen. Langs 

vejen bærer de klejne indianerkoner store 

trækbjælker på ryggen. Før kl. 8.00 er vi 

ved målet. Et kort ophold på hotellet og 

så går vi på opdagelsesrejse ad de smalle 

gader i byen. 

Overalt møder vi masser af farver og 

stilhed. En oase af unik beroligende stemning. 

Man glemmer tid og virkelighed. Alt 

synes at være en farverig drøm. I de regnbuefarvede 

husfacader gemmer solen sig. 

Kirken Santo Domingo ligner en ørkenens 

rose. Rundt om frister en krans af boder 

med håndarbejde. Pyramider af orange 

kugler anbragt i plantepotter stråler som 

guld. Indianerkoner er kommet ned i byen 

fra de nærliggende bjerge. Som små uldne 

dukker har de tilføjet stedet mere kolorit. 

På deres brune ansigter med skarpe træk 

er fattigdom, hårdt arbejde og stolthed 

skåret ud. Tålmodige babyer hænger 

ubevægeligt på moderens ryg eller ved 

brystet. Flere små børneben tripper lige 

efter moderens uldne nederdel. Små piger 

med sorte fletninger som musehaler tilbyder 

koncentreret ”buketter” af strikkede 

remme af uld eller perler. 

Sumidero kløften, som ligger 20 km fra 

San Cristobal de la Casas, er en af de største 

naturattraktioner i Chiapas-regionen. 

Billetter til turen med motorbåd købes i 

turistkontoret på den centrale plads. Vi 

sejler igennem en jungle af grønt. Rundt 

om et fugleparadis, et kongerige for de på 

bredden liggende krokodiller samt alskens 

klippeformationer. Undervejs ser vi nøgne 

klipper, der stræber mod himlen og danner 

en lodret væg på en højde over en 

kilometer. Et eller andet sted højt oppe 

skjuler der sig et lille alter med Madonna, 

der beskytter fiskerne. Efter fire timers 

sejltur kommer vi tilbage til den koloniale 

perle San Cristobal de la Casas, 

som det er så svært at tage afsked med. 

Danskeren Frank Blom, der blev så fascineret 

af mayaernes tragiske skæbne og 

deres oprindelige kultur, som var ved at 

forsvinde, ændrede sit liv ved at forvandle 

sig fra businessmand til geolog, arkæolog 

og forsvarer for indianernes vilkår og 

deres naturlige miljø. På Vincente Guerro 

gaden ligger ”Na Bolom”- huset og fonden, 

der fortsætter med at udføre hans 

drømme og ideer. 

Fra den lille busterminal tager vi natbussen 

til Veracruz, der ligger ved Den 

Mexicanske Golf. Vi valgte dette sted 

spontant, måske under påvirkning af det 

imponerede navn. Beskrivelsen i guiden 

om alle de farer (støj, lommetyve, knivstikkere, 

forurening), som venter på turisterne 

i denne millionby fører til, at vi igen 

spontant gemmer os i den lille by Bocca 

del Rio 20 kilometer borte. 

Fortsættes på side 55 


Mine 10 bedste kopper 

Tekst: Kirsten Fiil Svarer 

1. pladsen 

Det hele startede med et sæt kopper, som 

jeg fik foræret af en god veninde, som er 

kunstner. Jeg synes, at de var meget flotte 

og ville have hende til at lave10 kopper 

mere. Men nej, hun havde kun lavet dem 

for sjov og ville aldrig lave mange af en 

slags. Der røg det kaffestel! 

Der opstod så ideen med at samle ene 

forskellige kopper. Fælles for dem er, at de 

er produceret i det land, hvor de er købt, 

at der er noget blåt i dem (kan fraviges), 

og at der er to næsten ens. 

2. pladsen 

I Tunesien, hvor jeg var af sted en påskeferie 

alene med tre ikke særligt store 

børn, Jeppe var i klapvogn, var vi med 

toget til Sousse. En rigtig sjov tur, hvor 

vi for vild i basaren, fordi moren ikke er i 

besiddelse af meget retningssans. Men til 

gengæld fik vi set en masse, som vi nok 

ellers ville være gået glip af. Her købte jeg 

to kopper, som er bedre egnede til te end 

til kaffe – lidt grove keramikkopper med 

et blåt mønster. 

3. pladsen 

Trækopper – der er ikke noget blåt i dem. 

De er bløde og dejlige at røre ved og 

meget praktiske at have med på tur. De 

er købt hos en samer i Finland. De laver 

nogle flotte ting - blot en skam, at der var 

mange myg, der ville være de samme steder 

som os, hvilket begrænsede lysten til 

at være ude. Heldigvis mødte vi samere i 

Nordnorge og havde nogle gode dage 

sammen med dem på fjeldet. 

4. pladsen 

Cappuccino er normalt noget man forbinder 

med Italien, men mine cappuccinokopper 

er fra New Zealand, nærmere 

betegnet Coromandel Island, hvor vi af 

gode venner havde fået lov at låne deres 

sommerhus. Vi har været der to gange 

i sommerhuset, som ligger for enden 

af en blind vej med udsigt over havet. 

Begge gange har vi været der uden for 

sæsonen, og det har været ganske øde. 

Et skønt sted, hvor vi har spist os mætte 

i brombær, gået lange ture ved havet og 

læst gode bøger foran pejsen. Det tænker 

jeg på, når jeg tager disse kopper ud af 

skabet. 

5. pladsen 

Rigtig blå kopper har jeg købt i 

Grækenland - det er kopper jeg aldrig selv 

vælger at drikke af, for de er lidt klodsede, 

men de er græske. De minder mig om det 

blå klare vand, og de varme somre vi har 

tilbragt på de græske øer med at bade 

og dykke. Hvis jeg engang kommer til 

Grækenland på en mere kultur-tur, vil jeg 

prøve at finde nogle kopper, der svarer 

mere til den gamle græske kultur – lidt 

mere elegante. 

6. pladsen 

Små fine kopper med et overdådigt mønster 

– blå som hovedfarve. Den ene har 

fået en revne – øv! Men der er vel også 

revner i Polen. De er købt på et potter- 

magermarked, hvor jeg kunne have købt 

kopper til resten af mit liv – men min 

mand prøvede at tale til min fornuft og 

samleridé. Det tog lidt tid. Jeg endte med 

kun at købe to kopper, et fad og en skål. 

7. pladsen 

Høje, fine elegante kopper – de er fra 

Luxembourg – som jeg har et helt specielt 

forhold til. Der bor min mands moster, og 

der er vi kommet op til flere gange om 

året. Udover, at vi er gode venner, og vi 

nyder hinandens selskab, er Luxembourg 

en dejlig lille stat med mange muligheder. 

Her ligger der en porcelænsfabrik, hvor 

jeg gerne vil ud og kigge tit. De laver flot, 

spændende men ikke billigt porcelæn. 

8. pladsen 

I Andorra så jeg en sjov kop i et vindue. 

Der var lukket. Jeg kom tilbage flere 

gange uden held. Vi boede på campingpladsen 

lige på den anden side af floden. 

Jeg ledte i byen efter kopper men havde 

ikke heldet med mig. De havde ingen kopper, 

der var produceret i Andorra, fordi de 

drikker kaffe af franske kopper. 

Endelig, den sidste dag, var der åbent. 

Nej, hun havde kun én og kunne ikke 

hjælpe mig med en til. Hun var ret ligeglad 

og ikke særlig interesseret i at sælge. 

Kunne jeg ikke få to, ville jeg ikke handle. 

Altså ingen kopper fra Andorra. 

9. pladsen 

Kopper fra tre verdensdele 

Foto: Flemming Thorsager 

(Fotoklubben Focus Silkeborg) 

Jeg har kopper fra Frankrig. De er fra 

før, jeg begyndte at samle. Min franske 

veninde gennem 30 år, som jeg mødte i 


Argentina og derfor altid har talt spansk 

med, drikker altid kaffe af en skål. Det 

var jeg så fascineret af første gang, jeg 

besøgte hende, at jeg købte to, som jeg 

stadig har, men ikke bruger til at drikke 

kaffe af. 

10. pladsen 

Mine nyeste kopper kommer ikke fra 

mit nyeste land men fra Tyrkiet. To fine 

keramikkopper, som jeg efter første brug 

ikke kom i opvaskemaskinen. Men dovenskaben 

har sejret over ømheden. Tyrkiet, 

der har jeg været flere gange, forskellige 

steder og på forskellig vis. Hver gang en 

ny god oplevelse. Jeg rejste fra Danmark 

alene med Silke (3 år) og Rasmus (4 mdr.) 

til Istanbul, hvor jeg efter et par dage 

skulle møde Fiil med Topas-lastbilen, som 

vi skulle køre retur til Danmark. Børnene 

og jeg boede på en campingplads i udkanten 

af Istanbul, hvor alle lastbilchaufførerne 

også holder til. Vi havde nogle 

gode dage der, og børnene blev bare så 

forkælet af alle. 

Sådan ser listen ud med ”Mine 10 bedste 

kopper” og så har jeg ikke engang fortalt 

om de 10, det ikke lykkedes mig at købe! 

Det bliver en anden gang… 

Et halvt århundrede 

i Mexico 

Fortsat fra side 53 

Snavs og forurening fra den store havneby 

nåede alligevel stranden, som ligger 

tæt ved vores lille blå hotel Gran 

Boulevard. I horisonten ses høje bygninger 

i byen Veracruz, som bl.a. er berømt 

på grund af sine karnevaler. Om nogle 

dage vil man kunne opleve et ægte orgie 

af sange, danse og kostumer. Som optakt 

til festen strækker trætribuner sig kilometervis 

langs Malacon. Overalt svæver 

smilende pigerne i blonde- og flæsekjoler 

med vifter i hænderne og blomster i håret 

rundt om de mexicanske musikere i sorte 

sombreroer. 

På vores bytur møder vi hverken knivstikkere 

eller lommetyve. Derimod nyder vi 

den flotte centrale plads pyntet med de 

skyggegivende palmer og cafemusikken 

marimba. Ved siden af en beskeden kirke 

opdager vi tilfældigt et stort mindesmærke 

for paven. Vi hygger os i Grand 

Cafe de la Parnaquia og drikker den mest 

enestående kaffe. Og i Bocca del Rio har 

vi vores sted, hvor vi nyder frugtjuice 

cocktails i en lille butik som ejes af mexicaner 

Abel. Vi kigger ind til ham to til tre 

gange om dagen og smager efterhånden 

de fleste safter fra den omfangsrige liste 

med sære navne og forskellig smag. Ved 

samme lejlighed får vi en snak med den 

muntre ejer. Kropsproget, smil og børnekonversation 

støttet af papir og blyant 

kompenserer for det manglende kendskab 

til spansk. Efter tre dage ved vi ”næsten 

alt” om hinanden. Vi har alle fået nye 

kælenavne: Santa Teresita, No Santa 

Evita og Bueno Abel (myrdet af Kain). 

På vores sidste dag efter at have konstateret, 

at vi allerede havde smagt alle 

saftkompositioner, lover Abel, at han i 

fremtiden vil berige sin juiceliste med 

to nye frugtblandinger ved navn ”Santa 

Teresita” og ”No santa Evita”. 

Igen en natbus. Igen det pulserende liv 

i Mexico City, som vi ankommer til om 

morgenen. Et tilfældigt hotel ved San 

Lazaro stationen forundrer med den høje 

standard og lave pris. For at lære byen 

bedre at kende, når vi frem til Basilica 

Guadalupe, Mexicos største sanktuarium. 

Indianerne slået af spanierne var tvunget 

til at dyrke den katolske tro. De tilførte 

den elementer af deres religiøse ritualer 

og smuglede deres indianske guder ind 

bag de spanske altre. I lighed med Jomfru 

Maria fik de deres indianske mørke Jomfru 

fra Guadalupe. Ifølge sagnet har hun i 

1531 vist sig for den indianske bonde Juan 

Diego. Af blomster, som blev kastet i hans 

slidte kappe, skabtes et aftryk af hendes 

ansigt. Dette var tegn for biskoppen 

Zumarraga om hendes mirakuløse åbenbaring 

og nødvendigheden af at bygge en 

kirke. Den største helligdom i basilikaen er 

netop den kappe med aftryk af Jomfruen 

fra Guadalupe. Den 12. december er det 

hendes dag, der fejres i stort omfang. Men 

også på hverdage er det svært at bane sig 

vej gennem mængden. Pilgrimme vandrer 

gennem et stort område med flere kirkebygninger 

på deres knæ. Indvendigt er 

væggene helt dækket til af takkegaver til 

Madonna. Nogle steder i stedet for guld og 

sølv hænger der sorte lange fletninger fra 

de fattige indianske kvinder, der som tak 

for Madonnas barmhjertighed har givet 

en del af sig selv. Og igen en sten som 

mindesmærke for paven - mexicanernes 

yndling. 

Vi besøger den livlige, moderne universitetsby 

og et kæmpestort stadion i 

nærheden. Fra metrostationen Tlateloco 

kommer vi til pladsen af samme navn 

– ”Pladsen for tre kulturer”. Bygget af 

aztekerne var pladsen stedet, hvor det 

sidste slag mellem den spanske erobrer 

Cortes og aztekernes leder Cuauhtemoc 

blev afgjort. Det er rørende at se de tre 

karakteristiske objekter; på ruinerne af 

aztekernes bygningsværker vokser den 

spanske katedral Santiago Tlateloco bygget 

af pyramiden sten, og på den anden 

side rejser den moderne skyskraber, der 

rummer udenrigsministeriet, sig. Intet 

kan bedre understrege den mexicanske 

kulturcocktail og være et bedre symbol 

for den nuværende mestiz-kultur. 


Mine 10 mest dramatiske ankomster 

Tekst og foto: Bjarne Lund-Jensen 

Dominikanske Republik 1992 

Der er bustransport fra lufthavnen og ind 

til byen, og det er jo altid godt… Vi er nået 

næsten ind til centrum. Bussen holder ved 

en lyskurv. En anden bus kommer op på 

indersiden af den og kører pludselig frem 

og drejer skarpt ind foran vores bus. Vor 

chauffør bliver så edderspændt rasende, 

at han indleder en veritabel jagt på den 

anden bus... 

Med sømmet i bund drøner han gennem 

de snævre gader i Santo Domingo. Jeg 

trykker mig godt ned i sædet, men de 

øvrige passager synes at være lige så 

ophidsede som chaufføren, så de opildner 

ham med diverse tilråb. 

Til sidst standser den anden bus. 

Chaufføren hopper ud og styrter vildt 

gestikulerende over imod den anden... 

Men pludselig retirerer han. Ja, rent 

faktisk spæner han tilbage i bussen... 

Jeg ser straks hvorfor. Den anden chauffør 

er stået ud af bussen medbringende 

et stort baseballbat. Vor chauffør lukker 

straks døren. Den anden chauffør begynder 

systematisk at smadre hvert eneste 

vindue i vores bus. Vi kaster os ned for 

så vidt muligt at undgå glasstumperne, 

der flyver om ørerne på os. Vores chauffør 

bliver siddende passivt ved rattet. Der 

er en råben, skrigen og truen af os uden 

for. Et stykke tid er vi bare meget meget 

stille. Da der endelig er fri bane åbnes 

døren. Passagererne begynder langsomt 

at forlade bussen. Til sidst går jeg også 

selv ud. Det er mørkt. Jeg aner ikke, hvor 

i byen jeg er, men der er pyntet op til jul. 

Fornemmer jeg et stille “Velkommen til 

Santa Domingo” vibrere i luften. 

New Zealand 1982 

Det er næsten midnat. På grund af den 

sene flyankomst har jeg for en gangs 

skyld bestilt overnatning på forhånd. 

Motellet ligger lidt uden for Auckland. 

Der er helt mørkt, da jeg ankommer. Jeg 

banker på... ingen svarer. Jeg banker hårdere... 

stadig intet svar. Jeg er meget træt 

og ret så irriteret. Jeg SKAL have et sted 

at sove. Jeg bliver mere og mere irriteret, 

og til sidst begynder jeg for alvor at råbe 

op. Stadig intet svar. Først da finder jeg 

en lille konvolut med mit navn stukket ind 

under måtten ved hoveddøren, i den ligger 

nøglen til et værelse. Jeg lukker mig 

straks ind. 

Umiddelbart efter ankommer to politibetjente, 

som går søgende rundt og lyser 

med deres lygter her og der. 

Da de er væk, kigger jeg forsigtigt ud. En 

ung fyr kommer hen til mig. “Hørte du 

ham, der rendte og råbte og skreg herude 

lige før”, spørger han. “Ja, ja, det gjorde 

jeg da”. “Ja jeg tilkaldte altså politiet” 

fortsætter han. “Det kan jeg godt forstå” 

mumler jeg forsigtigt. Han kigger på mig 

med et halvskævt smil... 

Ghana 1990 

200$ i depositum for at tage et videokamera 

ind i landet! Jeg protesterer 

vildt, men så viser de mig nogle papirer, 

hvor det står - sort på hvidt. Der er 

ikke noget at gøre, jeg betaler pengene 

og spørger, hvordan jeg får dem igen, 

når jeg tager videre over landjorden til 

Elfenbenskysten. Det kan jeg ikke, jeg 

kan kun få dem i lufthavnen, og hvis jeg 

skal videre over landjorden, skal jeg have 

en mand med hele vejen og betale alle 

omkostninger! Jeg bliver så sur, at jeg 

allerede næste dag forlader landet, ikke til 

Elfenbenskysten, men til Togo. Jeg tager 

en taxa ud til lufthavnen og får udleveret 

pengene, da jeg får dem overbevist om, 

at taxaen kører mig direkte videre til 

grænsen. Jeg stikker i farten de 200$ i 

min skjortelomme. Ved grænsen… 

Togo 1990 

…kommer jeg lynhurtigt gennem grænseformaliteterne, 

godt hjulpet af en 

”flink” mand. Snart opdager jeg, at den 

flinke mand også har hjulpet mig af med 

de 200$, jeg så skødesløst havde lagt i 


min lomme. Jeg finder et hotel og en flot 

pige… som jeg må forklare, at hvis der 

er noget, hun ikke kan få ud af mig nu, 

så er det penge! Det gør heller ikke så 

meget, påstår hun, men da hun forlader 

mig næste dag, har hun pludselig en hånd 

i min bukselomme! ”Jeg ville bare være 

sikker på, at du stadig har dine penge,” 

siger hun sødt. Jeg mærkede ikke selv 

efter. Jeg vidste, at jeg havde haft 20$ liggende 

løst i lommen, og jeg vidste, at de 

ikke var der mere. Det var ok. Hun havde 

fået sine lommepenge! 

Sierra Leone 1993 

Her startede dramatikken allerede, da jeg 

skulle med fly fra Guinea til Freetown, 

Sierra Leone. Det var rent kaos i lufthavnen, 

men jeg fik kæmpet mig frem 

til skranken og blev lovet, at jeg nok 

skulle komme med flyet. Ved siden af mig 

stod en engelsk præst, der også skulle til 

Freetown. Han var iført præstekrave, for 

– som han sagde - ved tydeligt at vise sin 

præstestand, kom han altid let igennem 

selv de vanskeligste situationer. Han var 

sikker på, at vi nok skulle komme af sted. 

Vi ventede mindst tre timer. Jeg begyndte 

at blive nervøs. Præsten tog det med 

ophøjet ro. 

Det var faktisk først, da vi gennem vinduet 

kunne ane flyet rulle væk, at det gik 

op for den gode præst - the reverend John 

Smith - at hverken han eller jeg kom med 

flyet... 

Så tog fanden ellers ved præsten. Han 

kravlede næsten helt op over skranken, 

alt imens han greb fat i en dem der stod 

ved indcheckningen. Han råbte og skreg: 

Han havde billet! Han skulle af sted! Han 

havde medicin med til hospitalet, hvor 

broderen arbejdede! Det skulle nå frem! 

Intet nyttede. Jeg blev enig med ham om, 

at vi var nødt til at dele en taxa til grænsen. 

Da vi endelig kom frem, var det for 

sent at komme over. Og den følgende dag 

og i længere tid fremover ville grænsen 

være lukket! 

Men at en grænse i Afrika er lukket, er 

ikke nødvendigvis ensbetydende med, at 

man ikke kan komme over! Det betyder 

blot, at det er meget dyrt at komme over! 

100$ hver måtte vi betale for at komme 

videre. 

Natten tilbragte jeg sammen med the 

reverend John Smith i en lille dobbeltseng 

på et ubeskriveligt elendigt grænsehotel. 

Næste morgen betalte vi os så over grænsen, 

og bortset fra en enkelt punktering 

og en hulens masse checkpoints kom 

vi fint igennem til Freetown. Først efter 

nogle dages ophold gik det op for mig, at 

der rent faktisk var borgerkrig i landet… 

Men det er en helt anden historie! 

Jamaica 1988 

Jeg bestiller næsten aldrig overnatning på 

forhånd, men – specielt hvis jeg ankommer 

sent – plejer jeg at have en helt god 

ide om, hvor jeg vil opsøge et hotel. I min 

guidebog var der angivet et lille sted nær 

den centrale plads i downtown Kingston. 

Men som det er sket for mig en del gange 

gennem årene: Hotellet eksisterede ikke 

længere. 

Jeg var lige stået af bussen fra lufthavnen, 

og nu anede jeg ikke, hvor jeg skulle finde 

en seng. Normalt ikke noget stort problem, 

men lige præcis downtown Kingston 

er et de mest ubehagelige steder, man 

kan befinde sig som hvid mand en sen 

aften. Jeg blev mødt af ubehagelige tilråb 

og en helt igennem hadsk atmosfære. Jeg 

var faktisk lidt bange. Hvad gør man så? 

Man tager sig sammen, siger til selv, at 

ligegyldigt hvor man kommer frem, er de 

fleste mennesker ok. Så man spørger sig 

frem, og på forbavsende kort tid bliver 

man vist hen til et beskedent hotel og 

får en god søvn – dvs. indtil man kl. 7 

om morgenen bliver vækket af en arrig 

banken og en hidsig damestemme, der 

forkynder, at nu er det eddermame om at 

komme ud af fjerene, for nu skal her altså 

gøres rent…. 

Senegal 1996 

Are you happy? Spurgte en af de lokale 

mig, mens vi - efter endnu en punktering 

- sjoskede de 5 kilometer ind til nærmeste 

landsby. Happy? Nej, ikke lige præcis... 

Jeg var på vej til Guinea Bissau. Det var 

weekend og der var ikke megen trafik. 

Ved Gambia-floden var jeg sidste aften 

kommet for sent til den sidste færge, så 

jeg måtte hyre en båd til at sejle mig over 

(hvilket glædede 15-20 lokale, der kom 

gratis over ved samme lejlighed). Nu var 

jeg så i Senegal og var kommet videre 

med et ubeskriveligt vrag af en bil. Ingen 

håndtag i flere af dørene, et virvar af ledninger 

under styrebrættet, store huller i 

bunden osv. 

I landsbyen ventede jeg i timevis, mens 

slangen blev lappet, bilen prøvekørt og 

slangen lappet endnu engang. Endelig 

kom jeg af sted sammen med tre franskmænd. 

Vi kunne lige have nået den sidste 

færge over den næste flod – hvis altså 

ikke bilen 10 km før floden endnu engang 

punkterede… 

Efter en times venten kommer en anden 

bil forbi. Den bringer os frem til floden, og 

der er rent faktisk en bro over – som dog 

(nok for år tilbage) er brudt sammen. Efter 

lange forhandlinger får vi dog lov at passere 

den ”knækkede” bro til fods og når 

ved midnatstid frem til byen Ziguinchor. 

Næste morgen får jeg på rekordtid 

udstedt et visum til Guinea Bissau, og 

fortsætter straks mod grænsen… 

Guinea Bissau 1996 

… som jeg passerer uden problemer. Men, 

men, men… der er også floder i Guinea 

Bissau, og der er ikke rigtig råd til at 

bygge broer sådan et sted. Den første flod 

er ikke det store problem, bortset fra, at 

der holder en kø på ti biler, og færgen kun 

kan tage en med af gangen… 

Ved den næste flod er problemet større. 

Færgen er brudt sammen – det har den 

faktisk været de sidste par måneder. Små 

både fragter folk over floden, men netop 

da jeg ankom, var en af bådene tippet 

over og en kvinde og hendes barn var 

druknet. Deres lig lå ved flodbredden med 

et klæde over sig. Politiet sejlede rundt 

derude for at undersøge, om der var flere 

druknede. Først nogle timer senere blev 

fortsat sejlads over floden tilladt. Igen 

blev det midnat, inden jeg nåede frem, 

til en i øvrigt helt mørklagt hovedstad. 

Bissau by var faktisk uden strøm også de 

følgende tre dage… 

Nu bliver jeg nødt til at snyde lidt. De 

sidste to historier foregik ikke lige efter 

ankomst, men på henholdsvis tredje- og 

andendagen efter min ankomst til landet. 

Zambia 1986 

Det var en ganske almindelig søndag. Jeg 

orienterede mig lidt i byen. Prøvede om 

jeg kunne se, hvornår posthuset åbnede 

næste morgen. Straks blev jeg anråbt 

af en politibetjent, der havde fundet det 

yderst mistænkeligt, at jeg nærmede mig 

posthuset, når der var lukket. Og endnu 

værre: Jeg gik rundt med et lille kort i 

hånden! 

Jeg blev straks slæbt med på politistationen, 

hvor det første jeg så, var to unge 

mænd, der blev pisket! Jeg valgte straks 

at moderere mit mishag… Jeg mødte også 

to englændere, der var slæbt til politiet 

for en lignende ”forbrydelse”. Vi blev 

udspurgt på kryds og tværs, og måtte 

vente i tre timer, inden vi endelig blev 

sluppet fri, mod at de beholdt vores pas til 

den følgende dag. 

Da jeg kom tilbage til mit missionshotel, 

fandt jeg ud af at de havde gennemrodet 

mit værelse. Hotellets kvindelige 

manager var overbevist om, at det var 

fordi, jeg levede et syndigt liv. Ved et rent 

tilfælde(!) var jeg nemlig kommet til at 

overnatte sammen med en sød engelsk 

pige, og hun var nu blevet smidt ud fra 

hotellet… 

Næste morgen fik jeg mit pas tilbage, og i 

Zambia Post kunne jeg læse en lille notits 

om, at en dansker og to englændere var 

blevet tilbageholdt af politiet mistænkt for 

spionage! 

Sydafrika 1996 

Det værste jeg har oplevet. På andendagen 

efter min ankomst ville jeg videre fra 

Johannesburg til Pretoria. Jeg gik igennem 

en park… Jeg så knivene. Jeg så de hårde, 

men dog lidt bange ansigter. Jeg vidste, 

hvad det betød, men jeg negligerede det, 

min forstand nægtede at erkende det. 

Så jeg gik videre. Straks efter blev jeg 

skubbet omkuld. De stjal min bagage. 

De forsøgte også at rive bukserne af mig. 

Jeg strittede imod og reddede mit pas, 

visakort og de fleste af mine penge. Mine 

briller lå knækkede på jorden. 

Jeg fik senere fikset brillerne sådan 

nogenlunde med en clips! Jeg fortsatte… 

De kunne stjæle mine ejendele, men de 

skulle fandeme ikke stjæle min rejse! 


Mine 10 bedste vindistrikter 

Tekst og foto: Mai Nygaard 

1. Sydafrika - Cape region, 

Stellenbosch 

Første gang jeg så Cape Town og 

Taffelbjerget, var da en flink Lufthansapilot 

cirklede om Cape en ekstra gang en 

smuk klar decembermorgen for cirka otte 

år siden. Siden har Cape provinsen været 

en absolut favoritdestination for mine 

mange vinekspeditioner. Her er dejlige 

vine og mad til fornuftige priser, smukke 

vingårde fra Boernes tid og mange hyggelige 

guesthouses af høj kvalitet. Sydafrika 

er i det hele taget et fantastisk land i en 

spændende og, heldigvis overvejende, 

positiv udvikling. Stellenbosch er en livlig 

studenterby omgivet af vinmarker og 

bjerge og er et godt udgangspunkt, hvis 

man gerne vil udforske vinområderne. 

2. Nordøstitalien – Veneto og 

Trentino-Alto Adige 

Ciao bella! Det er den hilsen, jeg ofte 

mødes med i lufthavnen af de Italienske 

sælgere. Nu venter en uge på landevejen 

krydret med italiensk charme, de smukke 

Dolomitter i horisonten, fantastisk mad og 

drikke samt en ukuelig og smittende evne 

til at leve livet hver dag. At være gæst 

blandt lokale i Italien er aldrig kedeligt! 

Hvor ofte er det f.eks. lige, at man kører 

200 km i timen i en BMW mens sidemanden 

med smørstemme charmer én af sine 

mange ”girl friends” i sin mikromatiske 

mobilos? Eller man ringer op til hotellet 

og udgiver sig for at være en anden 

for at opnå lidt firmarabat? Mine værter 

(Roberto & Paolo) formår altid at få lidt 

sjovt ud af en almindelig grå dag. 

Her i Norditalien er der også masser af 

penge og god stil. Myten om, at Italienere 

elsker mad, mor, smukke kvinder, lækkert 

tøj, smart design og elektronik holder 

vand. Hvis du vil være vinturist på den 

tjekkede måde så prøv f.eks. hotellet i 

Cremona, hvor værelserne har udsigt til 

klassik filmfremvisning direkte på væggen 

af baghuset! 

Og så lidt om vinene! Vi befinder os i 

området omkring Gardasøen, og det 

er her, du finder Valpolicella og Soave 

vinene. Men den måske mest spændende 

vin her er den hvide Pinot grigio. Pinot 

grigio er en drue, der giver fyldige, friske 

og velduftende vine. Så er du træt 

af Chardonnay – så prøv en Norditaliensk 

Pinot grigio næste gang. 

3. New Zealand – Marlborough 

Top Bourgogne kælder med 

udsøgte vine i charmerende 

omgivelser 

På den nordligste del af Sydøen finder 

man et område, hvor de mange får endegyldigt 

må vige for vinstokke i lange, 

snorlige rækker. Marlborough er måske 

ikke det mest spændende sted ved første 

øjekast, når man sammenligner med 

Sydøens mange naturundere, men vent 

bare til du har fået den første Sauvignon 

blanc i glasset! Det er verdensklasse hvidvin, 

som må imponere de fleste. Kør en 

tur rundt til de mindre vingårde og få en 

hyggelig snak med de lokale Kiwi’s over 

en vinsmagning. Eller kig efter deres 

sikre valg herhjemme: f.eks. Cloudy Bay, 

Hunters eller Montana´s reserve. 

4. Australien – Barossa valley 

Good bye Bordeaux - G’day Adelaide! 

Australien er den lysende stjerne i den 

globale vinverden. Gang på gang slår de 

alle rekorder i eksporttabeller og bringer 

de europæiske bønder på randen af nervøst 

sammenbrud. Men hvad er det, de 

kan down under? 

Australierne bygger deres winemaking 

på teknik frem for tradition, og så er de 

gode til at forstå slutkundens behov og 

til at markedsføre deres vine. Området 


Barossa Valley udenfor Adelaide i det 

sydlige Australien er garant for ”gutsy” 

kvalitetsvine. Vinene har en koncentration 

og struktur, som de mindre kvalitetsorienterede 

områder i Australien ofte mangler 

(med marmeladeagtige vine som resultat). 

Barossa er kendt for sine vine på 

Shiraz druen (kendt som Syrah i Rhône), 

der udviser stor intensitet og et tydeligt 

strejf af peber. Sammen med en stor juicy 

steak på en af de lokale restauranter er 

du ikke helt galt i byen. Prøv f.eks. vinene 

fra Peter Lehmann eller Henschke (hvis du 

har råd). 

5. Frankrig – Bordeaux 

Og så alligevel – ingen top ti uden 

Bordeaux. Bordeaux var stedet, hvor 

jeg trådte mine barnesko udi vinens 

verden. Der er mange stærke minder 

og sjove historier fra de to høstsæsoner 

(1994, 1995) som jeg tilbragte sammen 

med familien Vinding-Diers på vingården 

”Chateau de Landiras” i Graves. Jeg var 

ansat for at passe laboratoriet og for at 

opdyrke vingær til alkohol gæringerne. 

Historien er alt for lang at fortælle her, 

men min tid i Bordeaux var en udsøgt 

blanding af hårdt arbejde, vilde høstfester 

(læs: kollektive drukaftener) og middage 

i pejsestuen med ristede kastanier, Karl 

Johan svampe, foie gras, Sauternes og 

Cru Classe Bordeaux vine. Ofte var aftenens 

højdepunkt at gætte, hvilken vin der 

blev serveret. Det kunne sønnerne i huset 

på overbevisende vis. Faktisk ofte helt 

nøjagtigt på årstal, kommune og nogle 

6. Frankrig – Languedoc 

gange producent! 

Som lærenem elev 

kom jeg også efter 

det efter intensiv 

træning, og jeg 

endte kun med at 

blive halv-alkoholiker, 

inden jeg kom 

hjem til hverdagen 

og studierne. 

Bordeaux har sit 

helt eget folkefærd 

og kultur. Man lytter 

helst ikke til, hvad 

resten af Frankrig 

eller verden mener. 

Det er desværre 

denne arrogance, 

der er medvirkende 

til, at mere end halvdelen 

af Bordeaux’s 

vinbønder i dag er 

på fallittens rand. 

De økonomiske 

problemer i vinindustrien 

er ved at 

underminere en hel 

region. 

Languedoc er et område, man skal holde 

øje med. Måske forbinder du stadig området 

med papvine og tømmermænd, men 

der er kommet nye toner hos en lang 

række producenter. Languedoc er på vej 

op. Placeret ned mod middelhavskysten 

omkring Montpellier inviterer området 

også til ferier med både vin og vand. 

For mig er Languedoc stedet, hvor drømmen 

om en vingård næsten blev til virkelighed. 

Sammen med et par kollegaer 

etablerede jeg i 2000 et Micro-Winery i 

Prades les Lez udenfor Montpellier. Her 

eksperimenterer man i dag med vinfremstilling 

i lille skala og tester, om fremtidens 

gær- og bakteriekulturer fungerer optimalt. 

Forsøgene 

udgør et vigtigt 

opskaleringstrin 

fra laboratorium 

til 

virkelighed, og 

som en sidegevinst 

så smager 

vores ”danskfranske” 

vine 

faktisk aldeles 

glimrende… 

7. Italien 

– Toscana 

I Toscana lærte 

jeg at drikke 

Grappa! Og i 

Små kolber og kæmpeflaske 

med vingær dyrkes 

over pejsen på Chateau de 

Landiras 

Toscana (Pontesieve) ligger restauranten, 

hvor jeg proklamerede, at hvis jeg 

nogensinde skulle giftes – ja, så måtte 

det blive her! 

Toscana er udråbt til livsnydernes region. 

De små middelalderbyer, de bløde bakker, 

cypresserne og olivenlundene ser 

fantastisk ud badet i den sene eftermiddagssol. 

Romantikere har virkelig ideelle 

omgivelser! Toscana har også et genialt 

køkken, hvor enkle råvarer bliver til fantastisk 

gastronomi. Og vinene er selvfølgelig 

et kapitel for sig! Den vigtigste drue 

er Sangiovese, og de mest kendte vine 

er nok Chianti classico og Brunello. Men 

kendere vil også fremhæve de berømte 

”Super-toscanere”. Sidstnævnte er karakteriseret 

ved, at producenterne ikke har 

overholdt de lokale ”vinlove” hvad angår 

druesammensætning og vinfremstilling. 

Vinene er derfor klassificeret som bordvin 

(vino de tavola), selvom de er i verdensklasse 

og sælges for flere hundrede kroner 

flasken. 

8. Argentina - Mendoza 

Argentina er et land, der langsomt kryber 

ind under huden. Første gang jeg var 

i Mendoza, var jeg faktisk lidt skuffet. 

Andesbjergene var ikke så imponerende 

som jeg havde ventet, og det var svært at 

begå sig uden synderlige spanskkundskaber. 

Sidste år var jeg så tilbage, og begejstringen 

steg markant. Landet har været 

igennem en kæmpe økonomisk krise og er 

i dag en sjov blanding af gammelt og nyt. 

Det lokale prisniveau er meget lavt, hvilket 

gør det til et attraktivt ferieland. 

I Mendoza er der mange højteknologiske 

vingårde, der laver glimrende vine til 

eksport. Nationaldruen er Malbec – men 

her fremstilles vine på alle de klassiske 

druer, og ”value for money” er generelt 

god. Særligt kan det anbefales at prøve 

nationalretten: En halv ko og en hel flaske 

rødvin! 

I Mendoza leves livet i sin egen rytme, og 

der sker ikke særligt meget hele eftermiddagen! 

Endvidere har jeg prøvet at være 

inviteret til et lokalt middagsselskab med 

det bedre borgerskab, og her blev der 

ikke serveret mad før kl. to om natten! 

(Behøver jeg at fortælle, hvor sulten jeg 


var?). På en weekendaften i Mendoza 

ankommer familierne med mindre børn 

ofte først til restauranterne ved midnatstid. 

9. Frankrig – Bourgogne 

Indtil for et par uger siden havde det 

været utænkeligt at finde Bourgogne på 

denne liste, da jeg er en ægte Bourgogneignorant! 

Generelt er vine på Pinot noir druen ikke 

blandt mine favoritter, men efter tiltrængt 

behandling på stedet er jeg ved at være 

kureret. Kuren lød på tre dages rejse til de 

bedste Bourgogne-producenter og smage 

fadprøver i kælderen fra årgang 2004 

(næsten færdiggæret). Denne øvelse er 

normalt kun forbeholdt ønologer (dansk 

for ”Enologist”) og professionelle vinjournalister. 

Det er en sidegevinst ved jobbet 

som rejsende i vinindustrien. Desværre 

opfattes det som uprofessionelt, hvis man 

ikke spytter det hele ud igen - øv! 

Jeg kan stadig ikke redegøre for alle de 

små kommuner og forskellene på de 

berømte vinmarker, men jeg kan nu trygt 

anbefale at gå på opdagelse i Bourgognes 

mange små kældre. 

10. Spanien – Cataluna-Penedes 

Vin forsøgene passes i 

Prades Le Lez 

Sidste plads på listen går til Spanien, hvor 

både Rioja og Cataluna-Penedes (ved 

Barcelona) er gode bud på spændende 

vinrejser. Spanske vine er ikke til at 

komme udenom og mange eksperter spår, 

at Spanien bliver Europas nye vinstjerne. 

I Rioja laves vinene overvejende på druen 

Tempranillo, mens der er større variation 

i Cataluna-Penedes, der også er kendt for 

deres Cava produktion. Den mest kendte 

producent i Danmark er nok Freixenet, et 

mærke, som de fleste lokale ikke kunne 

drømme om at drikke. 

Det var ti distrikter, men hov, hvad blev 

der af Californien? 

Efter længere tids overvejelser fik USA 

ikke plads på listen, og det skyldes ikke 

kun Bush! Vinturismen ”over there” er 

ganske enkelt blevet for kommerciel. 

Smagninger pålægges et gebyr, deres 

smagelokaler er fyldt af turister og merchandise, 

og der er desværre sjældent 

vinkyndige personer bag disken. 

Og hvad med vores tyske naboer? 

Jamen, der er masser af dejlige Riesling 

og Gewürztraminer, men de er bare ikke 

lige mine personlige favoritter! Og glem så 

ikke, at vi også laver vin i lille Dannevang. 

Så hvis du er blevet inspireret af at læse 

om verdens vindistrikter, hvorfor så ikke 

starte den globale ”tour de vin” i Avedøre 

på Dansk Vin Center? 

En typisk vingård i 

Boer stil med tilhørende 

vinmark. 


Referat af De Berejstes Klubs 

generalforsamling 

Sted: Frederiksbjerg Beboerhus, Århus 

Tid: lørdag d.27/11 kl. 15.00 

1) Valg af dirigent 

Som dirigent blev enstemmigt valgt Niels Iversen (NJLI), 

der kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovligt 

indvarslet. Ganske vist havde der i september-Globen 

stået, at tidspunktet var kl. 16.00, men der var d. 31/10 

udsendt en korrektion (til kl. 15) pr. mail, hvilket var i 

god tid til de krævede tre uger. 

Som referent blev valgt Claus Qvist Jessen (CQJ), 

hvorefter ordet blev givet til Per Allan Jensen (PAJ), der 

kort holdt en lille nekrolog for vort nyligt afdøde medlem 

Lis V. Jørgensen (se s. 50). 

2) Formandens beretning 

Formand Søren Padkjær (SP) aflagde årets beretning (se 

s. 64), som herefter blev enstemmigt vedtaget. 

3) Kassererens beretning 

Kasserer Bjarne Lund-Jensen (BLJ) udleverede det 

reviderede regnskab til gennemsyn (se s. 63) og 

konstaterede med en vis tilfredshed et fint overskud. 

Dette forventes ifølge budgettet at blive mindre i 2005 

især pga. forventede ekstraomkostninger ved at trykke 

Globen. Endvidere bemærkede BLJ, at udgiften på 8.563 

kr. for T-shirts dækkede over en bunke usolgte trøjer. 

Kennet Föh (KF) bemærkede, at den slags burde stå 

under ”aktiver”, hvilket revisor Lasse Nørgaard (LN) 

ligeledes havde bemærket. Dette var dog ikke sket, men 

var altså en fejl. 

Ib Stejlborg (IS) efterlyste en prognose for passive 

medlemmer. BLJ mente, at det var svært at forudse, men 

forventede dog en stigning. NI supplerede med, at de 

15.000 som indtægt for passive medlemmer formentlig 

er lavt skudt. Alene vore mange rabatter tiltrækker folk i 

hobetal. 

Kenneth Hvolbøl (KH) efterlyste årsagen til stigningen 

i udgifterne til Globen, hvor CQJ og BLJ i fællesskab 

kunne sige, at det dels skyldes et forventet større 

oplag (pga. medlemsstigning) og dels, at allerede 

decembernummeret 2004 bliver med 16 farvesider i 

bladet. 

Herefter blev regnskabet sat til afstemning og 

enstemmigt godkendt. 

4) Fastsættelse af kontingent og forelæggelse af 

budget 

Kassereren (BLJ) foreslog på bestyrelsens vegne 

kontingentet for aktive medlemmer holdt uændret 

(norm.: 400, familie: +100, indmeld.: 100). Dette blev 

enstemmigt vedtaget. 

Kontingentet for passive blev foreslået holdt til 300 kr./år 

og 450 kr./11⁄2 år afhængig af indmeldelsestidspunktet. 

Alene indmeldelsestidspunktet gav anledning til en smule 

debat, idet der altid vil være en usikkerhed forbundet 

med trykningen af især december- og marts-bladene, 

hvilket dog ikke anses for at være kritisk. Globen trykkes 

digitalt, hvilket gør eventuelle ekstratryk ca. lige så dyre/ 

billige som det normale oplag. Herefter bllev også det 

passive kontingent vedtaget enstemmigt. 

- Bestyrelsen blev pålagt at vurdere, om modellen med 1 år/ 11⁄2 års 

passivt medlemsskab skal rettes til en model baseret på kvartaler (for at 

nedbringe lagrene af brugte Glober) 

5) Indkomne forslag 

En enig bestyrelse fremsatte to forslag: 

Første forslag: Passive medlemskaber står ikke nævnt 

i vedtægterne. Det bør de gøre, hvorfor en ny §3 

foreslås indført: 

§3 Passivt Medlemskab 

Det er muligt at blive passivt medlem af klubben. 

Til passive medlemmer stilles ingen krav mht. 

rejsevirksomhed. Passive medlemmer har ikke 

(undtagen ved enkelte særlige lejligheder) adgang 

til at deltage i klubbens møder og heller ikke adgang 

– eller stemmeret – til klubbens generalforsamlinger. 

Passive medlemmer modtager klubbens medlemsblad 

og har en række andre fordele på lige fod med de 

øvrige medlemmer (sponsorrabatter, deltagelse i 

klubrejser etc.). Kontingentet for passivt medlemskab 

fastsættes på den årlige generalforsamling. 

Dette gav ikke anledning til megen debat, og 

forslaget blev vedtaget enstemmigt. 

Andet forslag: 

§2, Ad A2 + B tilføjes: »A-medlemmer skal til 

stadighed opfylde A1«. Forslaget blev fremsat for 

at lukke et ”smuthul”, der ville give A-medlemmer 

mulighed for (ved brug af 8-ugers-reglen) at få et 

”landetal” lavere end deres alder. Dette har aldrig 

været meningen med 8-ugers-reglen, og forslaget 

blev vedtaget med 1 stemme imod, 3 neutrale og 

resten for. 

Derudover havde Arne Runge (AR) indleveret et 

forslag om rygning, men da dette ikke var blevet 

rettidigt indleveret (d. 18/11), kunne det ikke 

behandles og evt. vedtages, hvorefter NJLI flyttede 

det til pkt. 9, ”eventuelt”. 

6) Evt. valg af formand (normalt på valg hvert 

andet år) 

Punktet udgår, da formanden blev valgt i 2003, og der 

derved først skal vælges/genvælges en ny i 2005. 

7) Valg af indtil seks bestyrelsesmedlemmer plus 

tre suppleanter 

Seks kandidater stillede op til de tre ledige pladser, og 

efter korte valgtaler, stemmeafgivelse og en grundig 

fintælling blev resultatet: 

Nikolaj Witte: 36 stemmer 

(valgt) 

Martin Anker Nielsen: 33 (valgt) 

Claus Qvist Jessen: 22 (valgt) 

Lars Munk: 20 (1. 

suppleant) 

Søren Bonde: 13 (2. 

suppleant) 

Claus Andersen: 10 (3. 

suppleant) 

8) Valg af revisor plus revisorsuppleant 

Revisor Lasse Nørgaard havde in absentia erklæret 

sig villig til genvalg og blev det med 100 % af 

stemmerne. Mai Nygaard blev med samme flotte 

stemmeprocent valgt til revisorsuppleant. 

9) Eventuelt 

AR’s forsinket indleverede forslag omhandlede, ”at 


alle møder skal være åbne for alle, hvilket betyder, 

at der altid skal kunne ryges – enten indendørs eller 

umiddelbart udenfor”. 

Ikke uventet medførte forslaget en stor debat, 

hvorunder bl.a. CQJ mente, at en sådan ”rygepligt” 

ville skræmme endnu flere medlemmer bort end de få 

rygere, der for tiden føler sig forfordelt. 

Oveni meddelte toastmaster KH og Per Allan Jensen 

(PAJ), at så længe vi holder møder privat, vil det 

altid være værten, der bestemmer. Dette blev 

støttet af Kira Leisau (KL), som meget nødig så sin 

røgfri lejlighed omdannet til en tåge. Flere andre 

medlemmer udtrykte, at de ikke længere ville lægge 

hus til møder, hvis det betød, at de skulle tvinges til 

at give tilladelse til rygning indendørs. 

Meget kort: Med undtagelse af AR selv var der ikke 

megen sympati for rygningens fristelser. 

Herefter redegjorde Søren Bonde kort om projektet 

Café Globen, der omsider er kommet op på en ApSkapital 

på 129.000 fordelt på 46 anpartshavere. Da 

ApS’et endnu ikke er officielt stiftet, er det stadig 

muligt at købe andele (1000 kr. stykket). 

Lokalerne er nu fundet: Turesensgade 2, KBH K (lige 

indenfor søerne, ikke langt fra HCØ). Stedet er 102 

kvm. stort og særdeles egnet til foredrag og anden 

udadvendt aktivitet. Meget apropos ovenstående 

indlæg har det været overvejet at gøre caféen røgfri! 

Folkersenprisen: 

Formand SP redegjorde for Folkersenprisen som 

klubbens fornemste æresbevisning; en ære der 

tilfalder et medlem, der i særlig høj grad har rejst i 

henhold til Poul Folkersens ånd. Prisen uddeles hvert 

år til generalforsamlingen af en trojka bestående af 

DBK’s formand (SP), direktøren for Wasteels Rejser 

(Ole Egholm) og den regerende Folkersen-modtager 

(AR), og i år var valget faldet på globetrotter, 

kaospilot, musiker, mujahedin, foredragsholder mm. 

Rasmus Krath. Begrundelsen for valget af Rasmus 

findes s. 65, og valget blev ledsaget af et af aftenens 

største bifald. 

Det er femte gang, prisen uddeles, og udover 

Rasmus Krath i 2004 har modtagerne været: Claus 

Qvist Jessen (2000), Lone Friis Larsen (2001), Claus 

Andersen (2002) og altså Arne Runge (2003). 

Egholmprisen: 

SP: Egholmprisen, indstiftet til minde om den anden 

af klubbens to hovedstiftere, dukkede op sidste 

år som et modstykke til Folkersen ved det, at den 

skulle uddeles til den ultimative landefræser. I år (og 

fremefter) har den skiftet karakter til at være en pris, 

der uddeles til et medlem, der har gjort særligt meget 

for at profilere klubben, og da det nu er en ”Egholm”, 

må han/hun gerne have slået et par rekorder 

undervejs. 

I år var der ingen tvivl. Lenin-ekspeditionens 

kortvarige tab af Martin Anker Nielsen til det hvide 

bjerg medførte i sensommeren en hidtil uset 

medieopmærksomhed, og Martin får derved æren 

af at indskrive sig i annalerne som modtager af 

Egholmprisen 2004. 

Tidligere modtager var Per Allan Jensen, der dog 

(bl.a.) fik den for sit hastige commandoraid gennem 

det meste af Balkan sidste år. 

Skribentkonkurrencen: 

SP: 41 læsere havde fundet det værd at stemme på 

den person, de mente bedst havde bidraget til at gøre 

Globen til landets bedste klubblad. I alt har hele 33 

medlemmer bidraget med tilsammen omkring 100 

artikler, og spredningen i folks præferencer ses af, at 

samtlige skribenter havde fået points. 

Placeringerne var især i næsten-toppen utroligt tætte, og 

kun et point skilte f.eks. nr. 4 fra nr. 5 og nr. 5 fra nr. 6. 

Resultatet af årets afstemning blev: 

1. Arne Runge: 1.500 kr. til Jysk Rejsebureau 

2. Claus Qvist Jessen: 1.250 kr. til Friluftsland 

3. Ib Larsen: 1.000 kr. til Penguin Travel 

4. Ewa Bylinska: 800 kr. til Jysk Rejsebureau 

5. Nikolaj Witte: 700 kr. til Jysk Rejsebureau 

6. Marianne Christensen: 500 kr. til Friluftsland 

Herefter blev der i referentens nyindkøbte, amerikanske 

hat foretaget lodtrækning om yderlige 15 præmier 

blandt alle medlemmer, der har bidraget med ”noget”, 

og som ikke er blandt de seks ”pointhajer” ovenfor. Det 

kan være foredrag, værtskaber, artikler, fotos etc. etc. 

Præmietagerne blev her: 

Kenneth Hvolbøl (Gavekort, Scanvik Books 200kr.) 

(Vulkan) Henning Andersen (Scanvik Books 200r.) 

Bjarne Lund-Jensen (Scanvik Books 200 kr.) 

Søren Christensson (Scanvik Books 200 kr.) 

Lone Andersen (Scanvik Books 200 kr.) 

Poul-Erik Jensen (polo-shirt) 

Søren Padkjær (polo) 

Lars Munk (polo) 

Uffe Gadebjerg (polo) 

Henrik Pedersen (polo) 

Anders Pedersen (gavekort for passivt medlemskab) 

Henrik Døcker (passivt medlemskab) 

Christian Bøjgaard (passivt medlemskab) 

Lars Hansen (passivt medlemskab) 

Poul Saabye (passivt medlemskab). 

Herefter var generalforsamlingen slut, og formand og dirigent 

takkede alle for god ro og orden. 

CQJ 


Regnskab - godkendt af generalforsamlingen 

1/10 03-1/10-04 Budget 03/04 Budget 2004/05 

INDTÆGTER AKTIVER 

Medl. Kontingent 51.500 52.000 55.000 Kontant beh. 1.339 

Passive medlemmer 12.675 6.000 15.000 Bank beh. 30.629 

Web-annoncer 6.167 8.000 8.000 Aktiver i alt 31.968 

Annoncer Globen 5.100 6.000 6.000 

Renter 40 

I alt 75.482 72.000 84.000 PASSIVER 

Egenkap. 01.10.2003 22.051 

UDGIFTER: Arets Resultat 9.917 

t-shirts 8.563 Passiver i alt 31.968 

Renter & gebyrer 160 200 

Kontorartikler 4.273 2.000 3.000 

Dusører 4.000 6.000 4.000 

Folkersen pris 2.000 2.500 2.000 

Præmier 

Transport 

220 2.000 1.000 

bestyrelsesmøder 3.987 4.000 5.000 

Bestyrelsesmøder 2.065 4.000 4.000 

Hjemmeside 1.350 2.500 1.500 

Globen 

Medlemsmøder 

31.942 26.000 

4.800 4.000 

40.000 

5.000 

Foranstående regnskab er revideret 

Det kan efter vor opfattelse godkendes 

af generalforsamlingen 

Eksterne foredrag 3.000 3.000 

Julefest 2.204 3.000 3.000 

I alt 65.565 59.000 71.700 Bjarne Lund-Jensen Lasse Nørgård 

revisor 

Resultat 9.917 13.000 12.300 

Ovf. Beholdning 22.051 

Ny beholdning 31.968 

Forårsrejse til Georgien 

Klubbens medlemmer (såvel aktive som passive) har atter fået et godt tilbud fra en af vores sponsorer, Penguin 

Travel, nemlig om deltagelse i en testrejse til Georgien en uge i maj 2005 (7/5-14/5). 

At det er en testrejse betyder, at tingene ikke nødvendigvis forløber helt som planlagt og at det kan blive 

nødvendigt med improvisationer undervejs. Til gengæld får man rejsen noget billigere end den pris, som 

den (formentlig) vil blive sat til, når / hvis den kommer i Penguins katalog, nemlig for 7.300 kr. (1.500 kr. 

under forventet katalogpris). Prisen er for indkvartering i db. værelser med halvpension, men excl. visum og 

rejseforsikring. 

Der stilles ingen særlige fysiske krav til turen, idet transporten hovedsageligt foregår pr. bil, bortset naturligvis 

fra nogle sightseeingture til fods. 

Til gengæld for deltagelse skal man forpligte sig til efterfølgende at levere en rejsebeskrivelse til Penguin samt 

deltage i et af deres infomøder. Hvis man gerne vil have en ven, en kollega eller et familiemedlem med, så er 

det også muligt – forudsat altså at vedkommende melder sig ind i DBK (evt. som passivt medlem). 

Kun fem af klubbens medlemmer har endnu været i Georgien, så det er ’jomfrueligt land’. 

Hvis du er (seriøst) interesseret, så send mig en mail (Per.Allan.Jensen@sdk.sas.com), hvorefter jeg fremsender 

word-dokument med mere detaljeret rejsebeskrivelse. 

Per Allan 


Formandens beretning 

Generalforsamlingen, den 27. november 2004 

Det er en fornøjelse at være formand i en klub, hvor der er så 

mange engagerede og spændende medlemmer, og derfor har 

mit første år på posten været en god oplevelse. 

Vi har gennem året oplevet en støt stigende interesse for 

klubben, og vi er nu oppe på ca. 150 aktive medlemmer, 

hvilket er det højeste i klubbens historie. Det medlemsnummer, 

man får ved indmeldelse, er personligt, og de sidst indmeldte 

medlemmer har numre omkring 250-255. Det vil altså sige, 

at ca. 100 tidligere medlemmer nu ikke længere er aktive i 

klubben. Da vi uhyre sjældent modtager direkte udmeldelser, 

så er årsagen til dette frafald simpelt hen vore stramme 

regler for medlemskab med krav om 2 nye lande hvert andet 

år samt antal lande i forhold til ens alder. Hvert år er der ca. 

10-15 medlemmer, som af disse årsager må forlade klubben 

som aktive medlemmer, men efter at vi har indført passivt 

medlemskab, er der mulighed for at blive overført hertil og på 

denne måde bevare kontakten til klubben. Ligeledes ser vi flere 

kommende nye medlemmer starte som passive, medens de 

arbejder på at nå op på det nødvendige antal lande. 

Man kan have forskellige opfattelser af disse regler med 

at tælle lande, men det er alligevel nok vore skrappe 

optagelsesbetingelser, der har været med til at gøre klubben 

kendt og respekteret. Vor medlemsundersøgelse forrige år 

viste da også, at en betydelig del af vore medlemmer forbandt 

en vis prestige ved at være med i klubben. Desuden har vi 

jo vore B-betingelser, hvor personer med ofte anderledes og 

skæve rejseoplevelser kan optages. Her er det på sin plads 

at takke Martin for det store arbejde med at holde styr på 

medlemskartoteket. 

Klubbens formål er at udbrede rejselysten og sprede information 

om andre lande og kulturer, hvilket vi opfylder ved årligt at 

afholde ca. 25 møder og med 4 udgaver af medlemsbladet 

Globen. Begge dele er baseret på medlemmernes egne bidrag, 

hvilket lader til at være en uudtømmelig kilde af spændende, 

lærerige, inspirerende og morsomme oplevelser. 

I hvert fald er det hvert kvartal lykkedes at fylde vort 

flotte medlemsblad Globen med imponerende 72 siders 

rejseoplevelser. Jeg har kun hørt lovord om Globen – også fra 

ikke-medlemmer – og jeg tror vi uden at overdrive kan sige, 

at vi har landets flotteste klubblad, der udelukkende laves af 

medlemmerne som frivilligt arbejde. For de seneste 4 udgaver 

har der været bidrag fra 33 forskellige medlemmer, og som 

årets skribentkonkurrence viste, så har stort set samtlige 

bidragydere fået point for deres beretninger. Det vil senere på 

dagen blive afsløret, hvem der så har fået de fleste points. 

Jeg tror, vi er mange, der hvert kvartal ser frem til at modtage 

Globen, og medens vi læser de spændende beretninger bliver 

enormt inspirerede til hurtigst muligt selv at tage på oplevelse 

igen. Derfor – fortsæt endelig med at indsende jeres historier 

– de vil alle blive læst med stor interesse. I denne forbindelse 

også tak for indsatsen til årets redaktører, Claus Qvist, Søren 

NÆSTE TEMA: 

KINA 

Bonde samt de nuværende Nikolaj Witte og Simon Staun. 

Udover medlemsbladet, som alle uanset bopæl og 

rejseaktiviteter kan have glæde af, er vor anden vigtige 

aktivitet medlemsmøderne. Der har været møder om alt 

fra øltyper over oplevelser i den canadiske vildmark til 

weekendmøde i en næsten-ægte jernalderlandsby ved 

Gudenåen. Også her er der stor tilslutning, og ser vi på dette 

års møder, så har ca. halvdelen af klubbens medlemmer 

deltaget i et eller flere møder. Det er dejligt at møde 

ligesindede til en god rejsesnak, hvor man ikke behøver at 

forklare hvad man stiller op når man kommer til et nyt land, 

uden guide og reserveret hotelværelse, og for vore mange 

nye medlemmer er det den bedste måde at komme-i-gang i 

klubben. Jeg vil derfor opfordre nye medlemmer til hurtigst 

muligt at møde op til en klubaften, og samtidig lige minde 

de erfarne medlemmer om at tage godt imod nye ansigter 

og hjælpe dem ind i kredsen. Tak til alle vore fantastiske 

foredragsholdere, der har delt deres oplevelser med os, til 

værterne, der har disket op med lækre og ofte eksotiske 

retter – og naturligvis til vore to toastmastere, Kenneth og 

Fiil, der har fået det hele til at falde på plads. 

For såvel nuværende som kommende medlemmer – og 

de mange andre interesserede – er vores hjemmeside 

et uvurderligt værktøj. Vi ligger på 30-40 besøgende 

per dag, og har i specielle perioder været helt oppe på 

50 daglige besøg. Under alle omstændigheder er det en 

betydelig stigning i forhold til sidste år. Hjemmesiden er et 

skatkammer af oplysninger for rejseinteresserede – bl.a. 

med alle medlemmernes rejseoplevelser, og hvor man nu 

kan søge på samme måde som når I søger på nettet, og 

desuden med en unik samling af rejserelaterede links. 

Hjemmesiden undergår en stadig positiv udvikling, og giver 

f.eks. nu med en forside-opdatering af møder og nyheder et 

lynhurtigt overblik over hvad der er kommet til den seneste 

måneds tid. En stor tak til Niels for dette flotte arbejde. 

På sponsorsiden har Per Allan sikret klubben en god ekstra 

indtægt ved at skaffe annoncer på hjemmesiden og i Globen 

– samt ikke at forglemme mange fine præmier, som vil blive 

udloddet til medlemmerne senere på dagen. Og Bjarne har 

på kompetent vis sørget for at holde styr på regnskabet. 

For at afrunde takken til bestyrelsen, så har også Claus 

Andersen bidraget med gode ideer og inspiration – selvom 

hans lange cykelture er vanskelige at tilrettelægge mellem 

bestyrelsesmøderne. 

Til allersidst vil jeg på klubbens vegne gerne rette en stor 

tak til direktøren i Wasteels Rejser, Ole Egholm, klubbens 

grundlægger og første formand, som på både det praktiske 

og ikke mindst økonomiske plan giver en betydelig 

opbakning til De Berejstes Klub. 



Folkersen-prisen 2004 

I forbindelse med generalforsamlingen for fire år siden 

indstiftede klubben en såkaldt ”Folkersen-pris” til minde om 

klubbens medstifter, ildsjæl og inspirator, Poul Folkersen, der 

døde den 4. august 2000, kort efter at han var blevet udnævnt 

til æresmedlem af klubben. 

Denne hædersbevisning uddeles til et klubmedlem, der gennem 

årerne har dyrket rejselivet i Poul Folkersnes ånd, en person 

der ved særligt energisk og grænsesøgene rejseliv er nået langt 

bort fra de gængse turistområder og fået en grundig indsigt 

i lokale forhold. Endvidere lægges der vægt på, at oplevelser 

og erfaringer på passende vis er blevet videregivet til til både 

klubben og resten af samfundet. Prisen uddeles hvert år i 

forbindelse med generalforsamlingen og består – ud over af 

selve æren – i år af kr. 2.000 fra klubben plus et tilsvarende 

bidrag fra Wasteels Rejser. 

Alle kan foreslå kandidater, men hvem der modtager prisen 

afgøres af en jury bestående af et tremands udvalg: Formanden 

for De Berejstes Klub, direktøren for Wasteels Rejser (Ole 

Egholm) samt sidste års prismodtager (Arne Runge). Har man 

fået Folkersen-prisen én gang, har man karantæne i tre år og 

kan altså tidligst få den igen fire år senere. Dette sikrer dels 

en vis rotation og dels at den nyeste prismodtager ikke bliver 

inhabil ved valget af sin efterfølger. Tidligere modtagere har 

været Claus Qvist Jessen, Lone Friis Larsen, Claus Andersen og 

Arne Runge. 

I år har det nævnte tremandsudvalg besluttet, at værdigheden 

til modtagelsen af Folkersen-prisen tilfalder et forholdsvis nyt 

medlem, der trods sin unge alder har oplevet mere end de fleste 

– netop fordi han opsøger de skæve og udfordrende steder. 

Hans første rejse gik til Sydamerika, hvor han havde planlagt 

nogle måneders rundrejse – i stedet blev han optaget i en 

omrejsende teatertrup, der gav forestillinger i Andesbjergene, 

han lærte at spille panfløjte og at leve som indianerne. Han 

solgte sin flybillet til Danmark og fortsatte med at udforske 

kontinentets sjæl. 

Hans interesse for det usædvanlige var også tydelig ved det 

første foredrag i DBK, hvor han præsenterede Mellemamerika 

set fra lossepladser og med deres beboere. Udover at være 

en fremragende fotograf og fortæller, så krydrer han også sin 

optræden med gøgl og sang – og jeg håber at vi kan formå ham 

til at give nogle prøver på begge dele under julefrokosten. 

Senest har han rejst med tuk-tuk en del af vejen fra Bangkok 

til Århus. Som om det ikke kunne give oplevelser nok, så 

foretog han desuden en solorejse gennem Afghanistan over 

bjergpas i snestorm, til egne hvor der næppe tidligere har været 

rygsækrejsende. 

Når jeg til slut oplyser, at han også er kaospilot – med alle de 

kendetegn som vi i vore værste fordomme kan knytte til dette 

begreb – så er alle sikkert klar over, at årets Folkersen-pris 

gives til medlem nr. 196, Rasmus Krath. 

SP/09.11.2004 

EGHOLM PRISEN 2004 

Som bekendt blev der på sidste års generalforsamling 

indstiftet en pris til ære for klubbens grundlægger, Ole 

Egholm. Den skulle være et anderledes supplement til 

Folkersen-prisen, og den blev i fjor givet til klubbens 

tidligere formand, Per Allan Jensen. Prisen var dels en meget 

fortjent påskønnelse af det store arbejde, som Per Allan 

gennem flere år har lagt i klubbens opbygning, men også 

som en spydig kommentar til hans Balkanrejse, hvor der 

virkelig var fart på for at nå de mange nye lande på den 

korte ferietur. 

Nu er der næppe mange i De Berejstes Klub der anser 

antallet af besøgte lande som det væsentligste kriterium, 

og selv om det var en fin joke, så er det sammen med 

navngiveren til prisen besluttet at ændre lidt på kriterierne 

for fremtidige modtagere. 

Som i enhver klub med frivillig arbejdskraft er vi afhængige 

af, at der er medlemmer, der yder en præstation ud over 

det sædvanlige, og gerne så det medvirker til udbredelse 

af kendskabet til klubben. Det kan være gennem arbejdet 

internt i klubben, eller det kan være – som det er tilfældet 

i år – en enkeltstående begivenhed, der i den grad sætter 

fokus på De Berejstes Klub. For at holde det i rette Egholmånd, 

så vil den ideelle kandidat samtidig have sat en eller 

anden rekord. 

En ellers fredelig dag i august kunne det nemlig pludselig 

aflæses på mediernes Richter skala, at én af disse vovehalse 

fra De Berejstes Klub var forsvundet på toppen af et bjerg 

i et fjerntliggende land. Bestyrelsens telefoner kimede, 

telefonsvareren løb tør for bånd, vores hjemmeside 

blev bestormet, og på BT’s netavis var artiklen om den 

forsvundne dansker – der heldigvis hurtigt blev til den 

heltmodige dansker – registreret som den mest læste denne 

dag. Også diverse TV-reportere og journalister meldte sig, 

og det blev da også til adskillige udsendelser i både radio og 

TV – i flere tilfælde med det specielle Pik Lenin/DBK flag. 

Det der åbenbart var spændende nyheder for den danske 

befolkning, var for os i klubben først et chok, ja nærmest 

en lammelse ved tanken om, at det kunne være sandt. 

Heldigvis var du da allerede på vej tilbage til lejren i god 

behold, og lettelsen bredte sig over det ganske land. 

Jeg havde fornøjelsen at følge dit foredrag sidste måned 

hjemme i Bjerringbro – blandt familie og gamle venner – og 

jeg kan forstå, at det hele faktisk var ganske udramatisk. 

Du havde haft to overnatninger på toppen af Pik Lenin, men 

du havde jo været fornuftig nok til at tage din sovepose og 

liggeunderlag med. Ifølge din egen beretning, så var det 

mest halsbrækkende og farlige ved hele Pik Lenin turen 

faktisk, da du med et lettere skadet ben skulle ride ned af 

bjerget på ryggen af en hest, der hverken havde respekt 

for gletscherspalter eller kanten til dybe afgrunde. Så om 

ikke andet, så fik du på den måde en fornemmelse af den 

fare, som alle vi andre troede du havde været udsat for på 

toppen. 

Samtidig satte du – sammen med Lars Hansen – ny 

højdeklubrekord med 7.134 meter. 

Alt i alt mener Komiteen for Uddeling af Egholm-prisen, at 

du både har ydet en præstation ud over det sædvanlige, sat 

en bemærkelsesværdig rekord og i særklasse har bidraget 

til at bringe De Berejstes Klub – i hvert fald for en stund 

- på alles læber. Vi vil derfor gerne overrække diplomet på 

Egholm-Prisen sammen med en kontant præmie på kr. 2.000 

fra klubben samt et gavekort på samme beløb fra Wasteels 

Rejser til medlem nr. 141, Martin Anker Nielsen. 

SP/181104 


Dusører/priser 

I 2005 er der mulighed for at vinde følgende 

dusører/priser: 

Lande: 2 x 2000 kr. pr. hidtil ubesøgt land. Der 

er efterhånden kun ét tilbage, nemlig Vatikanet. 

Da der ingen ordinære overnatningsmuligheder 

findes, lægges der vægt på, at man kan 

sandsynliggøre 24 timers ophold på området. 

Territorier: 2 x 1000 kr. pr. hidtil ubesøgt 

territorium. Som det blev nævnt i Globen nr. 17, 

er listen over territorier blevet justeret. Vi skal 

derfor først have indsamlet oplysninger om, hvem 

der allerede har besøgt de nytilkomne territorier. 

Det er derfor besluttet, at vi i 2005 kun giver 

dusører til de gamle territorier, som endnu ikke 

har været besøgt, nemlig følgende 7: Ascension 

(Br), Cocos-øerne (Aus), Kerguelen (Fr), Norfolkøerne 

(Aus), Tokelau (Nz), Tristan da Cunha (Br) 

samt Wallis & Futuna (Fr). 

Højde: 2 x 2000 kr. for at slå højderekorden, der 

pt. indehaves af Martin Anker Nielsen (141) og 

Lars Hansen (167), Pik Lenin med 7.134 meter. 

Folkersenprisen: 2 x 2000 kr. til det medlem, 

der bedst skønnes at rejse og opleve i Folkersens 

ånd. Alle kan indstille kandidater til denne pris, 

men modtageren afgøres af klubbens formand, 

direktøren for Wasteels Rejser samt sidste års 

prismodtager. 

Egholmprisen: 2 x 2000 kr. som en pris, der 

gives til et medlem af klubben, som i årets løb har 

gjort en præstation ud over det sædvanlige, gerne 

med det til følge, at klubben hermed er blevet 

mere kendt. For at holde det i rette Egholmånd, 

så vil den ideelle kandidat samtidig have 

sat en eller anden rekord. Modtageren afgøres af 

klubbens formand, direktøren for Wasteels Rejser 

samt sidste års prismodtager. 

Bemærk at ’2 x’ ovenfor betyder, at det anførte 

beløb modtages som en kontant præmie fra 

klubben samt at et tilsvarende beløb modtages 

som gavekort fra Wasteels Rejser. 

Bemærk endvidere, at et medlem højst kan 

modtage dusører for to lande/territorier/højder 

inden for samme kalenderår. 

Endelig er betingelsen for at modtage én af 

ovennævnte dusører (dog undtaget Folkersen og 

Egholm priserne), at man efterfølgende holder et 

(lysbilled-) foredrag på et medlemsmøde, hvor 

man fortæller om sin præstation. 

Desuden vil der også fremover ske andre 

initiativer til præmiering af nogle af de 

medlemmer, der er med til at højne klubbens 

aktivitetsniveau. 


Sponsorer og medlemsrabatter 

Her op til jul, hvor der er nok af ekstra udgifter, 

er det rart at tænke på, at vores medlemskab af 

De Berejstes Klub kan give nogle ekstra kontante 

fordele, takket være aftaler med klubbens 

sponsorer: 

• Wasteels Rejser (www.wasteels.dk) 

• Gouda Rejseforsikring (www.gouda.dk) 

• Penguin Travel (www.penguin.dk) 

• Jysk Rejsebureau (www.jysk-rejsebureau.dk) 

• Friluftsland (www.friluftsland.dk) 

• Scanvik Books (www.scanvik.dk) 

• Rejseklinikken (www.rejseklinikken.dk) 

Nogle af disse har deres logo på hjemmesiden, 

og andre har annoncer i bladene, for hvilke der 

afregnes kontant og/eller i form af ”naturalier”. 

Nogle yder forskellige andre bidrag, såsom f.eks. 

præmier til diverse konkurrencer (jfr. f.eks. den 

netop afholdte Globen-skribent-konkurrence 

samt lodtrækning på generalforsamlingen) eller 

kontante medlemsrabatter. Hvad det sidste angår, 

så lad mig endnu engang fremhæve disse: 

Rejseklinikken: 15% rabat på vaccinationer 

Gouda: 33% rabat på rejseforsikringer (Bemærk: 

Kun for aktive medlemmer) 

Scanvik: 25% rabat på rejsebøger og kort 

Friluftsland: 15% rabat på næsten alle (ikketilbuds-) 

varer 

De nævnte rabatter gælder såvel aktive som 

passive medlemmer, bortset fra, at rabatten hos 

GOUDA fra 1. januar 2005 KUN omfatter aktive 

medlemmer (beklager, men det har noget at 

gøre med Goudas forhold til rejsebureauerne, 

der tjener på at sælge deres rejseforsikringer). 

Der gives stadig rabat for medrejsende til 

(aktive) medlemmer, forudsat at der er tale om 

samboende og/eller egne børn. 

Ved køb hos Friluftsland SKAL medlemskort 

forevises, de øvrige steder er det - indtil videre 

- nok at oplyse navn og medlemsnummer. 

Til sidst en opfordring: Støt vore sponsorer - de 

støtter os! 

Per Allan 


Kommende arrangementer 

13/12 Buddha arrangement 

Arrangementskalender 

18/12 Det bliver Claus Andersen, der fortæller om sin cykeltur i 

hælene på det danske fodboldlandshold, hvor han bla. af 

landstræner Morten Olsen, blev budt velkommen i træningslejren. 

Sted ukendt. 

7/1 Nytårsmiddag v. Jon Risvig i cafe Miami (tidligere Swimbar) 

Islandsbrygge 11 kl.18.18. 

18/1 Temaaften om bjerge og klatring v. Claus Virmer og 

Torben Redder. 

13/2 Whiskyaften hos Peter Lindberg. 

18/2 Bente Mølgaard fortæller om Chile hos Lars Munk i 

København. 

I begyndelsen af marts er vi inviteret på besøg i den polske 

ambassade. 

18/3 Lars Munk Fortæller om Usbekistan. 

1/4 Shaskia Kruger Larsen har været på madlavningskursus i 

Thailand, hvilket DBK’s medlemmer får glæde af på denne 

aften. 

18/4 Rasmus Krath fortæller om Afghanistan. 

Afholdte arrangementer 

27. august hos John Lau i Århus, der fortalte om sine mange 

Nepal-rejser (13 deltagere). 

18. september hos Ole Egholm i Herlev, hvor Per Allan Jensen 

fortalte om vandring på Korsika (17 deltagere) 

24. september hos Søren Padkjær i Bjerringbro, hvor Per 

Jørgensen fortalte om sit og Camillas husprojekt på Sri Lanka 

(11 deltagere) 

18. oktober hos Morten Siglev i Kbh., hvor Lone og Michael 

Andersen fortalte om Cambodia og Laos (20 deltagere) 

29. oktober hos Pia Lergaard i Silkeborg, der fortalte om 

Costa Rica og hvor familien Svarrer fortalte om Guadaloupe, 

Dominica og Martinique (20 deltagere) 

18. november hos Henning Andersen i Kbh., hvor Kenneth 

Hvolbøl fortalte om klubbens Pik Lenin ekspedition (24 

deltagere) 

27. november, Århus: Generalforsamling + julefrokost (49 

deltagere) 

Hold dine rejsedata ajour! 

Hermed en lille opfordring til alle medlemmer af DBK om at opdatere sine data på hjemmesiden. 

Sidst i december vil undertegnede revidere de data, som DBK ligger inde med angående de 

enkelte medlemmers rejseaktivitet. Viser det sig, at man ikke overholder vedtægternes alders- og 

aktivitetskrav, vil man modtage en mail, som opfordrer til, at man bringer sine data ajour. Opfylder 

man derefter stadig ikke kravene, vil man blive opfordret til at overgå til passivt medlem, indtil 

man atter opfylder kravene. Er man ikke interesseret i at blive passivt medlem, vil man dermed 

blive udmeldt af klubben. En stor del af mine henvendelser ang. manglende opfyldelse af alders- og 

aktivitetskrav kunne dog være undgået, da mange ikke har fået opdateret deres landeerobringer. 

Derfor: 

- Gå ind på www.berejst.dk 

- Klik derefter på ”Lister, statistik” i menuen i venstre side. 

- Gå derefter ind under ”Div. Data” 

Find dit medlemsnummer i listen, og tjek at dine seneste 2 landeerobringer er noteret. Er 

de ikke det – eller har du rettelser til de øvrige data – bør du hurtigst muligt sende dine 

rettelser til Niels Iversen pr. e-mail på: webmaster@berejst.dk 

Aktivitetskravet pr. 1.januar 2005 kræver, at alle medlemmer skal have besøgt 2 nye lande i løbet af 

2003 eller 2004. En dispensation for opfyldelse af aktivitetskravet kan dog i visse tilfælde gives, hvis 

bestyrelsen finder, at et medlem - trods mangel på nye lande - kan dokumentere tilstrækkelig stor 

rejseaktivitet. 

Mange venlige hilsner 

Martin Anker Nielsen - Medlemskoordinator 


Nye medlemmer 

240. Kennet Fischer Föh, Randers 

Til en samtale ved LEGO som 21-årig, 

blev jeg spurgt, hvorfor jeg aldrig havde 

rejst ud i verden. Det lød bebrejdende, 

og jeg var helt uforstående over for, at 

det skulle være særligt sjovt at rejse med 

rygsæk i obskure lande. Sådan havde jeg 

det indtil året efter, hvor min svigerfamilie 

inviterede mig til Egypten. Turen til 

Luxor blev en fantastisk oplevelse. 

Højdepunktet i rejsekarrieren indtil nu var, 

da min kæreste, nuværende kone, og jeg 

tog tre måneders orlov fra arbejdet og 

rejste jorden rundt. 

242: Astrid Munk Ballegaard, Roskilde 

Jeg er født i september 1990. Allerede 

i sommeren 1991 var jeg med min 

far, mor og storebror Asger (nr. 169) 

i Grækenland. Mine forældre har 

holdt forældreorlov to gange, og dem 

har vi brugt på at rejse med rygsæk 

i Sydøstasien, Afrika og Indien. 

Sommerferierne har også ført mig til 

spændende rejsemål som Colombia og 

Ecuador. Jeg har også rejst lidt uden 

forældre, det var til Grønland med den 

lokale fritidsklub. 

244: Lars Henrik Rolighed 

Christensen, Frederiksberg 

Er 35 år, ugift og har ingen børn. 

Er opvokset i Virum og bor nu på 

Frederiksberg. Er den yngste af fire 

søskende. Uddannet cand. Scient. 

i biokemi i 1994 og har herefter 

arbejdet i medicinalindustrien – er 

nu i Medicon A/S, Birkerød. Foruden 

mindre ture i studieårene har jeg 

efter uddannelsen tilbragt små tre 

år i udlandet. I oktober/november 

2004 går turen mod nye eventyr i 

Østeuropa. 

HUSK! 

241: Pernille Andersen Föh, Randers 

Jeg er født i 1971, og det stod ikke 

umiddelbart for, at jeg nogen sinde skulle 

blive medlem af De Berejstes Klub. Min 

lyst til at rejse vågnede først, da min 

kæreste og jeg efter endt uddannelse 

i 1995 tog til Beijing på sommerferie. 

Jeg var solgt, og efterfølgende har 

vi forsøgt at bruge al vores fritid og 

de fleste af vores penge på at rejse. 

Når jeg ikke rejser, arbejder jeg som 

personalekonsulent hos Sparbank Vest i 

Skive, som heldigvis er utrolig forstående 

overfor mine ønsker om at holde fri til at 

kunne rejse. 

243: John Damgaard Olesen, 

Frederiksberg 

Denne evigtunge barnlige og nysgerrige 

mand blev født 1946 i Varde 

som søn af et postbud. Ganske 

tidligt fik han lov til at »hjælpe« 

sin far med at tælle afregningen op 

- og bedst af alt, »sortere« brevene. 

Frimærkerne fra udlandet var få, 

men startede hans dagdrømmerier. 

I tankerne begyndte rejserne med 

toget, som kørte langs baghaven. 

245: Saskia Krüger Larsen, 

København 

Er født i 1966 og har rejst i 

mange forskellige anledninger. 

Bl.a. trekking, jagt og almindelige 

oplevelsesture har stået på 

programmet de seneste 15 år. 

Hendes seneste oplevelsesprægede 

tur var jagt i Sydafrika i efteråret 

2002. Før det, var hun i august 

2001 Peru på trekking. Hun føler sig 

beriget af samtlige lande, hun har 

besøgt. Rejserne foregår i hendes 

fritid, da hun gennem sit erhverv 

som advokat, er tæt knyttet til 

Danmark. 

Kontingent skal indbetales senest d. 31. januar 2005 til klubbens kontonummer 

2143-8127-698-679 i Nordea. Kontigentet andrager 300 kroner for passive 

medlemmer og 400 kroner for aktive (dog kun 100 kr. pr. ekstra medlem på samme 

adresse). Bemærk også at både nye og genindmeldte medlemmer skal betale et 

administrationsgebyr på 100 kroner udover kontigentet. 


246: Klavs Thorbek, København 

Er 28 år og har som de fleste andre i 

DBK sikkert fået min rejselyst ind gennem 

min opvækst med talrige rejse-rundtigennem-Europa 

ture. Jeg fik dog nok 

for alvor vækket interessen for mere 

eksotiske rejsemål, da jeg gennem mine 

økonomistudier tilbragte et halvt år i 

det nordvestlige Indien med at læse på 

universitetet i Ahmadabad i Gujarat. 

248: Pierre Lahoussaye, Valby 

Jeg er født i 1959 af en fransk far og en 

dansk mor. Som 6-årig flyttede familien 

til Danmark, hvor jeg har boet siden da 

kun afbrudt af tre år på en kostskole nord 

for Paris. Jeg elsker at rejse og har altid 

rejst en hel del i mit liv, både med mine 

forældre og alene. Som barn tog vi bl.a. 

på ferie i Europa om sommeren og på 

vandring ved Angmasalik på Grønland 

om vinteren. 

250: Lars Fabricius Kierkegaard, 

Slangerup 

Jeg er født i Rodskov i 1973 og kommer 

ud af en familie, som altid har rejst 

meget. Som barn boede jeg bl.a. to år 

i Singapore med min familie og gik på 

den internationale skole. Det var en 

stor oplevelse, som jeg ikke ville være 

foruden. I sommeren 2003 blev jeg gift 

og havde en fantastisk bryllupsrejse til 

Seychellerne. Min kone kommer også af 

en familie som har rejst meget, så her har 

vi en fælles interesse. Vi har i år fået en 

datter, Sophia Amalie, som vi glæder os 

til at vise den store verden. 

252: Malaika Søgaard Malmos, 

Silkeborg 

Jeg blev født den i 1983 i Odense. Mine 

forældre har begge boet og arbejdet flere 

år i Afrika, hvor de også mødte hinanden. 

Som et naturligt produkt af to rejselystne 

mennesker var jeg helt fra starten bidt af 

at rejse. Min første rejse var jeg på som 

treårig; en fem ugers tur til Kenya. Jeg 

besluttede mig for, at når jeg blev stor 

ville jeg bo i Afrika. 

254: Thomas Stougaard, Frederiksberg 

Jeg læser Geografi på Københavns 

Universitet, hvor jeg er ved at specialisere 

mig inden for udviklingsgeografi og 

ulandsarbejde. Min første selvstændige 

tur gik i 1996 til Sydøstasien, hvor jeg 

rejste over land fra Thailand til Timor. 

Herfra fløj jeg til Darwin i Australien, hvor 

jeg blaffede ned langs vestkysten, hen 

langs sydkysten og opad østkysten til 

Brisbane. Herfra fløj jeg til Filippinerne og 

derefter tilbage til Thailand. 

247: Claus Witten, Greve 

Født i 1946 og allerede som 14-årig 

på konfirmationsrejse til Spotorno ved 

den italienske riviera. Tog som 15-årig 

alene til Luxembourg og Strasbourg 

med udgangspunkt fra Kaiserslautern i 

det sydvestlige Tyskland, hvor hans ene 

søster og svoger boede i en periode. I 

1965 emigrerede han til USA og boede 

tre måneder i Pasadena, Texas. Har 

arbejdet 22 år i SAS og havde på den 

måde mulighed for at rejse en del rundt på 

jordkloden med familien. 

249: Carsten Hansen, København 

Født 1978 i Corner Brook, Newfoundland, 

Canada. Tog af sted på jordomsejling 

fra Chesapeake Bay på østkysten af 

USA sammen med familien. Vi sejlede 

sydpå langs østkysten af USA til Florida, 

og sejlede ud til Bahamas. Efter en 

måned i Bahamas gik det videre til US 

Virgin Islands, og derfra videre ned mod 

Venezuela. Mens jeg senere gik i skole 

var jeg på ski rundt i Norge, Sverige, 

Frankrig, Schweiz og Østrig samt på 

studieture til England, Spanien og 

Grækenland. Efter gymnasiet boede jeg i 

Philadelphia i et år. 

251: Steen Christensen 

Jeg er 44 år og startede på rejselivet for 

28 år siden. På de første længere rejser 

var jeg alene og i arbejdsmedfør. Jeg er 

brolægger, og rejserne gik til Færøerne 

og Grønland. Derefter har vores rejser, 

efterfølgende har jeg haft min kæreste/ 

siden kone og senere endnu barn/børn 

med, været ren fornøjelse og oplevelser. 

Første rejse på syv mdr. gik til Vestafrika i 

en gammel kassevogn som vi boede i. 

253: Tina Stougaard Rathje, 

Frederiksberg 

Min første tur på egen hånd var en to 

måneders tur til Mexico i 1996. Et år efter 

begav jeg mig ud på en seks måneders 

rejse til Indien, Thailand, Malaysia, 

Singapore og Indonesien. Jeg var knapt 

nok kommet hjem fra denne rejse, førend 

jeg planlagde næste tur til Sydamerika i 

1999. Det var på denne tur, at jeg mødte 

min mand, Thomas, og vi blev i første 

omgang rejsekammerater og senere 

kærester. 

255: Hans Jacob Samson, Vejle 

Jeg er født i 1933 i en lille bygd på 

Færøerne, Ejde. Da jeg var knap 15 år, 

rejste jeg i 1948 på fiskeri ved Island. I 

1955 aflagde jeg styrmandseksamen ved 

Oslo sømandsskole. I 1966 blev jeg ansat 

som Kaptajn i rederiet. Tilsammen sejlede 

jeg i 23 år i rederiet. Jeg har vært bosat 

i Sandefjord i ca. 30 år. I 1993 blev jeg 

alene, men fandt straks min nuværende 

»kone« her i Vejle, hvor jeg nu er bosat. 


Klubbens kontaktpersoner 

- December 2004 


info@berejst.dk 

Skovagervej 22 

8850 Bjerringbro 

Tel. 86 68 36 63 

Formand 

Martin Anker Nielsen 

mann@lundbeck.com 

Blågårdsgade 31, 1 tv 

2200 København N 

Tel. 59 91 14 47, 

40 85 88 57 

Medlemskontakter 

Bjarne Lund Jensen 

bjarnelund@hotmail.com 

Høstblomsten 6, Lumby 

5270 Odense N 

Tel. 65 95 48 16, 

65 95 52 95 

Kasserer 

Kenneth Hvolbøl 

toastmastereast@berejst.dk 

Kirkeleddet 323 

3480 Fredensborg 

Tel. 48 48 54 05 

Toastmaster øst 

Claus Qvist Jessen 

cqj@tiscali.dk 

Kalkerupvej 22, Fensmark 

4684 Holmegaard 

Tel. 60 12 36 61 

Sekretær 

Per Allan Jensen 

annoncer@berejst.dk 

Bernhard Bangs Allé 51A, 2.th 

2000 Frederiksberg 

Tel. 38 10 10 78 

Næstformand og 

sponsoransvarlig 

Nikolaj Witte 

nikolaj@wayout.dk 

Skt. Annagade 32 

8000 Århus C 

Tel. 86 18 11 36 

22 79 03 84 

Globen layout 

Niels Iversen 

webmaster@berejst.dk 

Grøfthøjparken 162, 2.mf. 

8260 Viby J 

Tel. 86 28 18 56 

Webmaster 

K.J. Fiil Frandsen 

toastmasterwest@berejst.dk 

Skærskovvej 18 

8600 Solkeborg 

Tel. 86 85 14 44 

Toastmaster vest 

Simon Staun 

mail@simonstaun.dk 

Thorsgade 62 b, 3 th. 

5000 Odense 

Mob. 20922834 

Globen redaktør 


REJSEUDSTYR 

& -BEKLÆDNING 

Husk: 15% rabat 

til medlemmer af De 

Berejstes Klub* 

The North Face 

McMURDO PARKA 

2499,- 

 

 

 

 

 

Halvside 2004-12.indd 1 03-12-2004 13:18:18

Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: - De Berejstes Klub

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?