Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: - De Berejstes Klub

deberejstesklub.dk

Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: - De Berejstes Klub

MEDLEMSBLAD FOR DE BEREJSTES KLUB DECEMBER 2004 / NR. 18 GLOBEN Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: Dramatiske ankomster Kopper Vindistrikter Læs, hvordan medlemmer oplevede deres første uforglemmelige rejse LÆS OGSÅ: En rejse ad Silkevejen, Pik Lenin: sandheden og toppen, tanker om rejselivet, GLOBEN nr. 18 / December 2004 1 gratis rejser, påskeferie i Mellemøsten, rejsen til Afghanistan, Den Transsibirske Jernbane og veninder i Mexico.


GLOBEN nr. 18 / December 2004 2


Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Simon Staun Thorsgade 62 b, 3 th. 5000 Odense Tlf.: 20922834 mail@simonstaun.dk Nikolaj Witte Skt. Annagade 32 8000 Århus C Tlf.: 86181136 / 22790384 nikolaj@wayout.dk Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Forsidefoto: Overalt i Dhaka, Bangladesh, hvor man bevæger sig bliver man budt på den ene kop te efter den anden ved disse små gadeboder. Ikke sjældent har dette, den første kontakt, været årsag til aldrig at tøve med at tage afsted igen. Foto: Nikolaj Witte Forsidedesign: Nikolaj Witte, adresse s. 70 Tryk: BB Offset Thorsvej 11; 8850 Bjerringbro Oplag: 225 ISSN: 1603-1458 Deadline til næste nummer: 5. februar 2004 Tema: Kina - alt stof sendes til globen@berejst.dk Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: www.berejst.dk Formand: Søren Padkjær, adresse s. 70 De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 4 Årets julegave... 5 Næste tema: Kina 6 Sådan startede det... Søren Padkjær 9 Interrail gav rejsefeber Preben & Bente Knudsen 11 Cykelturen til Roskilde - foråret 1954 Arne Runge 12 Backpacker som senior Erik Pontoppidan 15 At lære på den hårde måde Søren Bonde 19 Gevinstrejsen til Skammestein Niels J. L. Iversen 20 DBK på toppen af Pik Lenin Martin Nielsen 24 God e-mail til rejsen 25 Gratis eller næsten gratis rejser Knud B. Bach 26 DBK’s Top-20 for besøgte lande 27 Påskeferie i Mellemøsten Per Allan Jensen 29 Det eventyrlige Borneo Nikolaj Witte 33 Om hvordan man bli’r »bidt af en gal rygsæk« Pernille Föh 35 Rejsen ad Silkevejen Lars Munk 38 Den sande Pik Lenin ekspedition Kenneth Hvolbøl 42 At se det store i det små Anders Pedersen 44 Langt fra Kabul til Afghanistan Rasmus Krath 46 At tæmme verden Ewa Bylinska 47 The big train ride - del 1 Arne Runge 50 Nekrolog for Lis V. Jørgensen 51 Julebrev fra Ewa Bylinska 52 Et halvt århundrede i Mexico Ewa Bylinska 54 Mine 10 bedste kopper Kisten Fiil Svarer 56 Mine 10 mest dramatiske ankomster Bjarne Lund-Jensen 58 Mine 10 bedste vindistrikter Mai Nygaard 61 Referat af De Berejstes Klubs generalforsamling 63 Regnskab 64 Formandens beretning 65 Folkersen og Egholm priserne 66 Dusører og sponsorer 67 Arrangementkalender og »Hold dine rejsedata ajour!« 68 Nye medlemmer 70 Klubbens kontaktpersoner GLOBEN nr. 18 / December 2004 3


Årets julegave… Jeg må tilstå, at jeg ikke er den store tilhænger af julen, som den ser ud i dag. En stor kommerciel suppedas, hvor man føler druknedøden true med julemusik i højtalerne allerede fra starten af november i den lokale Fakta. Men i år har det for undertegnedes vedkommende set anderledes ud. Ikke fordi jeg er blevet nyreligiøs eller har vundet i tips. Jeg er ganske enkelt blevet velsignet af en intet mindre end forrygende bunke beretninger fra vores forunderlige klode. Jeg har siddet og glemt trøstesløsheden, når jeg har følt mig som en blind passager på farlig færd op ad aggressive bjerge, på venindetur i Mexico eller sågar på cykeleventyr langs Roskildevejen årtier tilbage. I særdeleshed har bidragene til dette nummers tema afspejlet, hvor forskellige medlemmerne i denne klub er. Og alligevel i samme ombæring skildret, hvor ens vi er til trods… For godt nok har vi haft vores jomfruture og enestående øjeblikke så forskellige steder som Skammestein i Norge og i Borneos jungle, men alligevel beskriver historierne samme forelskelse og dragning mod det ukendte, det nye og spændende, der altså både møder os i vores egen skandinaviske kravlegård og helt derude, hvor medicinmændene har madpakke med. Skal man sætte et barometer op for en god historie i dette blad, må det endelig ikke blive et spørgsmål om at berette om det vildeste, farligste eller mest afsondrede. Det hører naturligvis med som en del af rejse- og eventyrlysten, men det må ikke svække det faktum, at utrolig mange oplevelser tager udgangspunkt inden for en meget acceptabel afstand af vort lille Danmark. Og med hensyn til barometeret, så kan jeg for mit eget vedkommende fortælle, at jeg har fået lyst til at besøge hver og én af de destinationer, undskyld på nær Pik Lenin, der omtales i dette nummer… Så betragt dette nummer af Globen som en julekalender, du hver dag kan åbne op og med sikkerhed få en lille gave at lune dig på. Jeg har kun tilbage at sige: ”Kære julemand, send mig venligst blot gavekort i år. Der er så frygteligt mange steder, jeg gerne vil se”. Tak til alle for en afsmittende skrivelyst og rejseglæde. God jul og godt nytår - Simon Staun Glædelig jul fra alle os til hele verden. På billedet fejres julen i Yangon, Myanmar med ikke mindre end fantastisk juleoppyntning i butiksruderne. Foto: Nikolaj Witte GLOBEN nr. 18 / December 2004 4


Næste tema: Kina Meget kan blive sagt, og jeg håber meget vil blive sagt, om dette verdens folkerigeste land. Der kan ikke herske tvivl om, at Riget I Midten er en sand guldgrube for enhver rejsende, og det vil Globen honorere i næste nummer. Kina byder på de klassiske oplevelser med Den Kinesiske Mur som højdepunktet for mange, stærkt efterfulgt af krigerne i Xian og Yangzi floden. Maden tiltrækker mennesker fra nær og fjern, og enkelte tager måske også hertil for de billige, glimrende øl og nær-gratis smøger (af svingende kvalitet). Ingen er nok kommet derfra uden at være blevet påvirket af kulturen, for Kinas ældgamle tanketraditioner med Kongfuzi, Laozi og Mengzi, som de i vesten mest kendte, gemmensyrer hele samfundet. Nok er mange templer gået tabt i kulturrevolutionen, men tanker dør ikke så let. Bøger kan brændes, men stadig kan langt de fleste kinesere, uden bæven i stemmen, citere Analekterne. Disse gamle tanker kommer også til udtryk på gader og stræder, ikke mindst når man bliver ør i hovedet af en tur gemme Den Forbudte By, men også det moderne Kina viser respekt for traditionerne ved at anvende feng shui ved opførelsen af Bank of China i Hong Kong. Kina, der med sin vældige størrelse kan overvælde de fleste, byder på verdens mest afvekslende natur, fra det flade, fuldstændigt opdyrkede og overbefolkede øst, til verdens højeste bjerg i Tibet, fra Gobiørken til frodige rismarker, fra travle markeder i Kashgar til hektiske markeder i Hong Kong. Jeg kunne blive ved, men vil opsummere det efter bedste evner i frasen: Søg og du skal finde. Næsten ethundrede af os har været der, så for at give plads til alle de fantastiske historier, der helt sikker gemmer sig ude hos jer, bliver metoden til indsendelse denne gang lidt anderledes. Men en ting der bestemt ikke har ændret sig: Send ind, send ind, det er fantastisk at modtage og læse alle de storslåede eventyr, I har oplevet. Læs derfor dette grundigt. Når du nu sidder og læser denne sætning og tænker: ”hmm, jeg har da en ret god historie om min rejse i Kina”, så tænk dine oplevelser igennem, og beslut dig for netop den del af hele din rejse, som, du mener, var toppen af toppen. Altså har du f.eks. rejst to måneder gennem Kina, så giv dig ikke til bare at skrive derudaf om hele rejsen, men stop op og se hvilken del du allerhelst, når du nu bliver presset lidt, vil fortælle. Hvis vi holder os til eksemplet med de to måneders rejse, så kunne det være, at det bedste på din rejse var den trekkingtur på Muren, eller måske var det togturen mellem Xian og Beijing, eller det var maden gennem hele landet, eller måske de små markeder oppe i bjergene, eller vandreturen rundt om Kailash, eller på jernhest gennem landet, eller fredagsbønnen i en moské i Ürümqi, eller kinesisk medicin, eller tusind andre ting. Måske har du oplevet det hele og vil gerne have det hele med, men for at undgå eventuelle gentagelser vil vi opfordre dig til kun at vælge din favoritoplevelse. Hvis der er et historisk aspekt i din oplevelse, så skriv det meget gerne med i beskrivelse. Det kunne jo være, du havde oplevet tragedien på Tiananmen Pladsen eller Hong Kongs overdragelse eller en af Maos taler eller... Inden du skriver artiklen: Så send en kort mail (3-5 linjer) til redaktionen om dit foretrukne emne og hvor lang, du tror, din artikel vil blive. Artiklerne skal helst holde sig på mellem en og fire sider for at give flest mulige medlemmer mulighed for at komme til orde. Når du så har indsendt en beskrivelse af hvad du gerne vil skrive om, så skriver jeg tilbage og fortæller dig, om der allerede er en anden, der skriver om det samme område eller emne. Hvis du er den første, der siger, at du gerne vil fortælle netop den historie, så er der kun tilbage at sige: ”skriv løs, vi glæder os til at høre historien”, men er emnet allerede ”optaget”, så spørger jeg dig, om du måske har en anden fantastisk historie oppe i ærmet, og så finder vi ud af det derfra. Altså først til mølle..., så tøv ikke, men skriv straks til mig. Er du bare lidt i tvivl om, hvad du skal gøre, så skriv til Globen@berejst.dk, og vi finder helt sikker ud af det hele. For at opklare et eventuelt tvivlsspørgsmål: Temaet om Kina inkluderer alle de områder vi som klub anerkender som Kina, altså også Tibet, Hong Kong, Xinjiang og alle andre steder inden for de anerkende grænser. Glæder mig til at høre om Riget I Midten - Nikolaj Witte Søg og du skal finde! Kina er et kalejdoskop for enhver rejsende. Vær med til at fortælle hvad Kina bød dig på i Globens næste temanummer. Billederne fra venstre: Soldat foran Maos potræt på Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen) i Beijing, Bank of China i Hong Kong der efterligner svejende bambus i design, lille idylisk pagode set fra en lille klippegrotte i Det Storslåede Udsyns Park (Daguan Yuan) i Beijing Foto: Nikolaj Witte GLOBEN nr. 18 / December 2004 5


Sådan startede det… Jeg kunne simpelthen ikke vente, og tilbød selv at betale rejsen til mit nye job i Mellemøsten. Tekst og foto: Søren Padkjær Der blev grinet en del på kontoret, da jeg frisk fra Handelsskolen var til min første ansættelsesaftale i en eksportvirksomhed i Aalborg og fortalte om min dumpekarakter i tysk. Og så netop TYSK - hovedmarkedet for en stor del af firmaets produkter. Hvordan kunne nogen være så skør at søge denne stilling uden at være perfekt i tysk? Min redning blev, at min nye chef var uddannet i en korn- og foderstofforretning – og det er jeg tilfældigvis også – og det mente han så kunne gøre det ud for de manglende sprogkundskaber. Desuden kom jeg i afdelingen for diverse produkter, som blev solgt til det meste af verden, hvor hovedsproget var engelsk. Jeg var samtidig begyndt at læse HD om aftenen, men det blev der ikke meget ud af, for jeg blev straks kastet ud i direkte kundekontakter, som på det tidspunkt bl.a. bestod i at forberede og stå klar med en indtastet hulstrimmel til en telexmaskine. Af hensyn til de yngre læsere, så er en telex lidt som en skrivemaskine, der er forbundet til telefonnettet. Dengang var telepriserne høje, så i stedet for at kalde op og så skrive online, forberedte man offline en strimmel med en slags morsehuller i en smal rulle papir. Når så beskeden var klar, blev strimlen sat fast til aflæseren, man ringede op som på en telefon, og derefter bankede beskeden igennem til modtagerens telex. Grunden til at jeg tilbragte mange aftener ved dette apparat var, at når beskeden så var sendt, så kunne modtageren i Colombia, Brasilien eller Peru – der netop var mødt på kontoret – straks læse den og svare tilbage. Man kunne således have en kort Mit første møde med Orienten – det satte hurtigt liv til mine forestillinger baseret på smuglerhistorier, kvindehandel og Fez-hatte, som jeg havde oplevet det fra træstolene på de første rækker søndag eftermiddag i den lokale biograf. dialog (men nu foregik det jo online og taksten var høj), og der var ikke megen tid til at tænke sig om inden svaret: Ville vi acceptere hans tilbud og få handelen afsluttet? Det var naturligvis utroligt fascinerende at komme lige fra skolebænken og så pludselig have kontakt med hele verden. Desuden havde firmaet sit eget lille fly, og det blev til mange spændende ture rundt i Europa (også til Tyskland), hvor jeg som regel fik lov at tage co-pilot pladsen tilbage ved indflyvningen over den ofte tågedækkede Aalborg lufthavn. Men tålmodigheden er jo kort, og nu havde jeg sat mig i hovedet, at jeg ikke bare ville rejse rundt, men i stedet bosætte mig i udlandet i en periode. Det var der også gode muligheder for, men en GLOBEN nr. 18 / December 2004 6


Et bjerg små agurker dybt inde i souk’en måneds tid inden jeg skulle have været udstationeret på én af virksomhedens fabrikker i Vestafrika, kom der besked om, at kvotaen for hvide i forhold til de sorte var opbrugt, så desværre! Jeg var nu virkelig besat af tanken om at komme til udlandet, og fik da også kort tid efter en stilling i landbrugsorganisationernes afdeling for markedsføring i udlandet. De havde kontorer så eksotiske steder som Puerto Rico, Beirut, Hong Kong og Tokyo, og min opgave var nu at sætte mig ind i arbejdet på hovedkontoret i København, indtil der blev en plads ledig på ét af kontorerne. Der gik enormt lang tid, over et halvt år, inden der endelig kom meddelelse om den rokering, der i løbet af nogle måneder kunne føre mig til kontoret i Beirut. En begivenhed fra ventetiden illustrerer utålmodigheden: Beirut-kontoret, som dækkede 15 mellemøstlige lande, arrangerede et fremstød i Kuwait, og jeg foreslog direktøren, at jeg var parat til selv at betale flybilletten derned, hvis jeg da bare måtte få lov til at være med – men nej, den slags gør man ikke på et næsten offentligt kontor. I den desperate ventetid havde jeg også søgt job hos et amerikansk firma med kontorer i Fjernøsten, og faktisk havde jeg været til samtale, dagen før meddelelsen kom om den ledige plads i Beirut, og der fået tilbudt et job på deres kontor i Saigon. Men jeg valgte altså Beirut. Uheldigvis for lederen af kontoret i Beirut blev han kort efter syg, så jeg fik pludselig at vide, at næste uge skulle jeg rejse derned som afløser i en måneds tid. Der var allerede på det tidspunkt optræk til uroligheder i Libanon, men vi havde fået besked om, at den lokale Karolinepiges palæstinensiske mand, Abdul, ville tage imod mig i lufthavnen. Udover at være et prægtigt menneske var han også journalist og kunne derfor komme gennem afspærringerne ud til lufthavnen. Hvilken fornemmelse det var, da SASflyet lagde an til landing med det glitrende Middelhav til højre og de grønne bjergskråninger til venstre med stille røg sivende op fra landsbyerne. Varmen, lugten og luften – alt var så anderledes og enormt spændende. Det hele var pludselig gået så hurtigt, og det var egentlig først et par dage senere, at jeg virkelig følte denne fantastiske svævende fornemmelse, at nu har jeg ikke længere kontrol over noget – skæbnen tager over: En søndag formiddag var jeg gået en tur alene ned i souk’en, som dengang bredte sig over store dele af den gamle centrale bydel, med smalle gyder overdækket af udspredte presenninger, hvor der blev slagtet kyllinger, skreget tilbud på skjorter, med svimlende dufte af krydderier, trængsel af bærere med kornsække på nakken, opstablede frugter og grøntsager – uanset hvilken retning jeg kiggede. En kortvarig lettere klaustrofobi var under optræk, men så fandt jeg ud og så gik det ellers igen på opdagelse i denne Aladdins hule. var optaget, så jeg måtte sove i et pakhus Det blev herefter til næsten tre år med månedlige rejser og mange oplevelser i de dengang temmelig primitive arabiske lande. Som dengang Kong Feisals livvagter personligt smed mig ud af hotellet i Dammam, fordi Kongen havde anmeldt sin ankomst med følge nogle dage efter. Eller den første tur til Oman, hvor det eneste lille hotel Mændene på fortovet med en vandpibe og en kop te – hvad kan være mere arabisk? GLOBEN nr. 18 / December 2004 7


nede ved havnen, sammen med en butterflyklædt boghandler fra Oxford, fire beduiner og et ukendt antal rotter. Eller turen til Benghazi i Libyen, hvor tolderne ville smide en ladning dansk ost i havnen, fordi det var dårligt – jeg tog derover og fandt ud af, at det bare lugtede ligesom enhver god ost skal (men de var vant til den kønsløse smelteost La Vache qui Rie – kendt fra alle flymåltider på den tid). Eller det store danske arrangement i Jeddah, hvor Prins Henrik og Emiren af Mecca beærede os med deres besøg. De fantastiske ture til Sana’a i Yemen med overnatning på paladset revet lige ud af Thorkild Hansens ”Det Lykkelige Arabien” (med den mest primitive mad, jeg har fået nogetsteds). Og dog, jeg tror antimad-prisen går til Aden, dengang ærkekommunistisk, hvor de fleste butikker var lukket. Dengang vrimlede Dubais havn med smuglerdhows fra Iran og Indien. Og Baghdad, hvor Saddam Hussein netop var blevet vicepræsident, og hvor de eneste restauranter tilhørte militæret. Gad vide om han var med til nogle af de officersmiddage, hvor jeg som den eneste civile gæst fik et bord i det ene hjørne? For Det er dyrt at glemme!!! slet ikke at tale om de vidunderlige ture i Libanons bjerge, med familiefester og hjemmebrygget arak. Oplevelser, der går i blodet, og som burde have en advarsel: Stærkt vanedannende. I øvrigt fik jeg igen lidt af den samme snurren i maven, da jeg næsten 3 år senere, efter evakuering på grund af borgerkrigen i Libanon, fik muligheden for at komme over på kontoret i Hong Kong. Men det er en helt anden historie! Den glade slagter med sine pølser og fårefedthaler Så er det igen blevet tid til at betale kontingent. Det skal betales senest d. 31. januar 2005 til klubbens kontonummer 2143-8127-698-679 i Nordea. Kontingentet beløber sig til 300 kroner for passive medlemmer og 400 kroner for aktive (dog kun 100 kroner per ekstra medlem på samme adresse). Men husk dog... Du får så meget for pengene at det simpelthen ikke kan betale sig ikke at være medlem. Der er et utal af medlemsfordele, du får Globen tilsendt fire gange om året og ikke mindst mulighed for at deltage i sjove, oplysende, interessante, fængslende og underholdende medlemsmøder. GLOBEN nr. 18 / December 2004 8


Interrail gav rejsefeber Bente og undertegnedes rejsefeber kan ikke siges at stamme hjemmefra. Jeg har været med mine forældre i Flensborg nogle gange og det var så det. Bente har aldrig været med sine forældre udenlands (Bentes mor var over 50, inden hun kom til Sjælland). Tekst og foto: Preben & Bente Knudsen Grunden til, at vi kom af sted første gang, var, at Bentes søster havde været i kibbutz i Israel. Det blev vi så enige om, at vi også hellere måtte prøve. Bente var 18 og jeg var 21, og vores forældre mente vist, at det var noget værre pjat. Bente havde sit gode arbejde i en børnehave, og jeg var lige blevet udlært elektriker. Det var også så som så med finanserne. Vi havde dog sparet 10.000 kr. op tilsammen. Det skulle så betale to Interrail-kort, to flybilletter hjem fra Israel plus lommepenge. Når vi først kom ned til kibbutzen havde vi ikke de store udgifter. Her skulle vi arbejde og fik så kost og logi. Vi startede fra Herning banegård. Vores forældre og søskende var der til at vinke farvel. Vi trillede ned gennem Jylland og kom snart til Tyskland. Her stod vi af toget i Rendsburg. Rent tilfældigt. Det eneste, der var planlagt hjemmefra, var at vi skulle være i Athen, når interrail-kortet udløb. Og så at vi skulle flyve hjem fra Israel. Vi gik rundt og så Rendsburg, som faktisk er en vældig flot og hyggelig gammel by. Da det var ved at blive aften, manglede vi et sted at slå vores Fætter BR telt op. Og jo, det var købt i Fætter BR. Vi prøvede at banke på døren hos nogle tyske ”Hausfrauer”, men de var ikke interesseret i at have sådant et par interrailere boende på deres fine græsplæner. Nå, hvad skulle vi så gøre? Vi ville ikke på campingplads, for det kostede jo penge. Vi vandrede lidt rundt og endte nede i hospitalsparken. Her fandt vi et buskads at slå teltet op i. Men vi vågnede nu en del gange den nat, da der gik en hel del mennesker forbi. Men GRATIS var det da. Om morgenen spiste vi det sidste af madpakken hjemmefra. Så snakkede vi lidt om, hvad vi så skulle finde på. Vi blev enige om at tage toget til Amsterdam. Der var masser af folk i Amsterdam, da der var et stort internationalt sejlertræf, og vi så da en hel masse gamle skibe. Det var ved at være aften igen, så vi Stranden på Sifnos hvor vi boede en uge. manglede nok engang et sted at sove. Da det var umuligt at finde et roligt hjørne i Amsterdam, tog vi et tilfældigt regionaltog ud til byen Baarn. Her fandt vi en rolig veranda, troede vi, uden for en bygning nede ved stationen, til at rulle vores liggeunderlag og sovepose ud. Desværre viste det sig at være posthuset, så allerede ved 4-tiden om morgenen begyndte de at rode med postsække og aviser. De kiggede en ekstra gang, da de så os ligge på deres veranda. Efter lidt vand i hovedet og en smule morgenmad bestemte vi os til at tage til byernes by Paris. Bentes svoger har en søster som er fransk gift og som dengang boede i Paris. Vi tog hen og bankede på deres dør. Det var Arnaud, som åbnede døren. Vi havde aldrig set hinanden før. Han talte ikke dansk. Til gengæld talte vi ikke fransk. Han fik så den gode ide at ringe til Inge Dorte. Hun syntes, det var alle tiders, at vi var kommet. Det endte faktisk med, at vi blev boende en hel uge hos dem. Så vi fik rigtigt set Paris: GLOBEN nr. 18 / December 2004 9


Eiffeltårnet, Notre Dame, Montmartre, Mona Lisa, Sacre Coeur osv. Næste stop på turen var Zürich. Her kom vi til om søndagen og endte lidt uden for byen i en stor park. Vi blev enige om, at det da var et helt perfekt sted at slå teltet op. Som sagt så gjort, og vi sov da også fint hele natten. Næste morgen, da vi havde fået gnedet søvnen ud af øjnene og åbnede teltdugen, kiggede vi en ekstra gang. Nogle hundrede meter henne var der en masse soldater. De havde tilsyneladende ikke opdaget os, så vi skyndte os at pakke teltet sammen og forsvinde. Det viste sig at vi havde overnattet på et militært øvelsesområde. Det var da godt, at de ikke havde holdt skydeøvelse! Efter denne oplevelse tog vi helt til Madrid, men da de holdt siesta, blev vi der kun en times tid, inden turen gik til Barcelona. Det blev til en tur ned ad Ramblaen og et kik på Nou Camp. Overnatningen foregik på banegården sammen med mindst 100 andre interrailere. Det var et af de mest utrygge steder, vi overnattede, selvom vi var så mange folk. Der var simpelthen fyldt med lommetyve alle steder. Vi kunne se, at så snart folk faldt i søvn, sad de ved siden af og prøvede at liste ting fra folk. Så vi skiftedes sammen med en amerikaner til at holde os vågen hele natten. Han viste os, at han havde en kæmpestor kniv med, så lommetyvene kunne bare komme an. Det blev heldigvis ikke nødvendigt med et blodbad. Resten af interrailturen gik over Pisa, Rom, Bern og Beograd. Efter en måned På grænsen mellem Isral og Libanon nåede vi til Athen. Her betalte vi for første gang for en overnatning på taget af pension Zorbas. Her boede vi tre nætter. Det vi spiste på næsten hele turen kan nok ikke anbefales af kostvejledere. Det var franskbrød og marmelade eller baguettes og marmelade. Skulle det være rigtigt luksus, kunne vi finde på at åbne en dåse med makrel, som vi havde med hjemmefra. Efter det hårde liv på Interrail trængte vi til ferie og købte en skibsbillet til Sifnos. Her slog vi teltet op på stranden og boede en hel uge. Der var brusere med ferskvand på stranden, så vi kunne blive rigtigt Fantastisk udsigt over Paris. vasket. På Sifnos undte vi os selv at tage ud at spise nogle aftner. Fantastisk mad med moussakka, oliven, fetaost og alle de andre dejlige græske specialiteter. Efter ”ferien” på Sifnos var det tid at komme videre til Israel. Hjemmefra havde vi fået at vide, at man måske kunne sejle fra Piræus til Israel. Det viste sig at være rigtigt. Ellers ved jeg ikke, hvad vi skulle have gjort. Turen tog cirka toethalvt døgn og vi havde seks timers stop på Cypern. Vi anløb havnen i Haifa, og herefter tog vi en deletaxa til Tel Aviv. Vi havde mødt to andre danskere på båden, dem fulgtes vi med til Tel Aviv. Vi blev enige om at prøve at finde en kibbutz sammen. Der findes et kibbutzkontor i Tel Aviv, og efter en del ringen rundt lykkedes det dem at finde en kibbutz til os alle fire. Det var oppe i det nordlige Israel ved Jordan-floden og nær grænsen til Libanon. Sådan en kibbutz er næsten et helt lille samfund i samfundet. Man har børnehave, fælles spisesal, forskellige sportsaktiviteter, bibliotek og skadestue. Alle deles om de forskellige arbejdsopgaver. Vi arbejdede blandt andet på en blefabrik. Men historien om kibbutzen og Israel er næsten en historie for sig selv, så den gemmer vi. Men det var altså lidt om vores første rejse, og det var den, der er skyld i vores rejsefeber. GLOBEN nr. 18 / December 2004 10


Cykelturen til Roskilde – foråret 1954 Jeg havde forberedt turen hele vinteren. Lavet et kort med alle de små landsbyer vi ville se undervejs til Roskilde: Rødovre, Brøndby, Tåstrup osv. Jeg havde planlagt, at i Roskilde ville vi spise vores madpakke, køre en tur rundt om kirken og så tilbage til København. Men det gik ikke helt efter planen. Tekst og foto: Arne Runge Det var ikke så længe efter krigen, så cyklerne var nogen vi havde flikket sammen af reservedele fra andre gamle cykler. Lappegrejer havde vi selvfølgelig med. Vi forventede at punktere mindst én gang på vejen, og det var lagt ind i tidsplanen. Vi havde hver vores ”cykeltaske” med madpakke og saftevand. Det var den første marts 1954. Solen havde skinnet i flere dage og jeg besluttede mig for, at nu skulle det værre. Nu var det forår. Sneen var væk, nu drog de lange veje. Det var en besættelse for mig. Jeg skulle ud at prøve at stå på egne ben. Ude i verden langt væk fra min familie. Ud at opleve den store verden, som jeg læste om i Fantomet, Prins Valiant og Tarzan. Og jeg ville have min lillebror Jørgen med. Man skulle starte ved daggry. Det gjorde både Tarzan og Fantomet altid. Men vi var fandeme trætte, da vi stod op kl. seks. ”Skide godt”, sagde min far. Se nu at komme til Roskilde. Han troede ikke på, vi ville nå så langt. Vi var elleve og syv år gamle. Han havde givet mig to tiører, så jeg kunne ringe hjem, hvis vi fik problemer. Men han var Arne Runge og hans lillebror Jørgen på deres første ”ekspedition« 11 og 7 år gamle. fandeme imponeret over, at vi turde. Vi havde ingen vanter på. Så vi frøs om fingrene. Da vi stoppede første gang, kunne jeg se på Jørgens øjne, at han gerne ville hjem igen. Men vi er ikke på ferie, forklarede jeg ham, vi var på ekspedition. Man giver ikke bare op på en ekspedition. Fantomet han tager sgu da ikke bare hjem til Bengalen, hvis han fryser i London. Op på cyklerne igen. ”Du skal bare køre til”, sagde jeg til Jørgen, så fryser man ikke. Men Jørgen kørte kun med en hånd på styret. Han havde konstant den ene hånd i lommen. Og cyklen var alt for stor til ham. Vi kørte et par kilometer mere i blæst langs markerne ved Hvidovre. Nu besluttede vi at holde hvil og frokostpause. Vi satte os ned på marken for at spise, men vores fingre var så kolde, at de ikke lystrede os. Og de gjorde ondt. Jørgen græd og jeg var rasende. Jeg havde indset, at vi havde tabt. Det var alligevel for stor en mundfuld. Vi ringede efter far, som var taxachauffør. Han kom i taxaen og hentede os. Året efter gentog jeg succesen med en skolekammerat. På to gamle damecykler. Og vi besejrede Roskilde. Nu lå resten af verden åben. GLOBEN nr. 18 / December 2004 11


Backpacker som senior Tekst og fotos: Erik Pontoppidan Jeg har været backpacker i over 30 år og er det stadig. Ikke sådan at forstå, at jeg har rejst uafbrudt gennem alle årene, men lysten har altid været der. Og det er efterhånden blevet til rigtig mange ture. Men antallet af lande, jeg har besøgt, har nu aldrig interesseret mig særlig meget - måske lige bortset fra, at det er disse erobringer, som har givet mig adgang til medlemskab af denne fantastiske klub! Mine allerførste udlandsrejser gik til Helsingborg og Landskrona, hvor oplevelserne var begrænset til ophold på søvnige konditorier sammen med mine forældre. Noget som gav et totalt forvrænget billede af det fremmede. Min første rejse, der virkelig rykkede, gik med tog til Ventimiglia i Norditalien i tre uger sammen med mine forældre og min farmor i sommeren 1959. Det var en tur, som i dag oplevelsesmæssigt svarer til en rejse til den tredje verden, eftersom levestandarden i Italien dengang var på niveau med et uland. Men bortset fra det, så var selve togrejsen ned gennem Europa en grænseoverskridende oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Alene togrejsen over Alperne var helt fantastisk, blandt andet fordi jeg aldrig før havde set bjerge i virkeligheden. Da jeg blev voksen i slutningen af 1960’erne startede jeg min livslange karriere som backpacker, og den livsform har jeg fortsat lige siden fra tid til anden. En del af rejserne har jeg foretaget alene, mens jeg på andre har været sammen med mine kærester, venner og familie eller har været deltager i tilfældige grupper. Det har naturligvis stor betydning for rejsernes udfald, hvem man er sammen med, men generelt har jeg aldrig haft noget imod at rejse alene. Det giver en langt mere intens kontakt med den lokale befolkning, og man har antennerne ude på en helt anden måde, end hvis man er sammen med andre. Dertil kommer, at det er en meget lærerig oplevelse at blive sat af helt alene i en fjern afkrog af ver Rismark i det centrale Lombok i Indonesien, nær landsbyen Lendang Nangka. I denne landsby findes et lille guesthouse for backpackere, som drives af den muslimske skolelærer Haji Radiah. Indkvarteringen er meget primitiv, men jeg har boet her flere gange på mine rejser og haft nogle rigtig gode dage. Haji Radiah taler flydende engelsk og er meget interesseret i at fortælle sine gæster om det sted, de er havnet. Da jeg besøgte ham i 1995 og 1998, arrangerede han f.eks. med jævne mellemrum meget interessante guidede ture i de omgivende rismarker. den, helt løsrevet fra de vante og trygge rammer. Hvordan er det så at rejse rundt med rygsæk i dag, når man er over 40-50 år i forhold til at opleve verden som helt ung i tyverne? Det er svært at svare på med få ord. En af forskellene for mit eget vedkommende er nok, at jeg lægger større vægt på kvaliteten af oplevelserne end på kvantiteten. Eller sagt på en anden måde: I dag er det ikke mere så meget et spørgsmål om at erobre nye lande eller territorier, men man er mere tilbøjelig til at vende tilbage til sine favoritlande og favoritsteder for at uddybe sit kendskab til kulturen og naturen der. Jeg tror f.eks. ikke, der er ret mange 40 til 50-årige, som gider tage på interrail i Europa og se en masse hovedstæder på kort tid uden at vide noget særligt om stederne på forhånd. Det er noget, GLOBEN nr. 18 / December 2004 12


man vokser fra med alderen. Man bliver mere selektiv og mere bevidst om, hvem man er, og hvad man vil se og opleve, jo ældre man bliver. Og det er jo alt i alt en god ting. Rejser i ulande og ilande Både nu som før synes jeg, at det er mest spændende at besøge lande, som i bund og grund er forskellige fra det, man er vant til, selv om det ofte kan være både fysisk og psykisk krævende at rejse rundt i dem. F.eks. var jeg i slutningen af 1990’erne på en lang rundrejse til Thailand, Australien og Indonesien. Jeg kan huske, at jeg generelt var skuffet over Australien, fordi alt var meget vestligt og forudsigeligt. Tingene fungerede stort set som herhjemme, og rent oplevelsesmæssigt var der efter min mening ikke særlig meget at komme efter. I Australien havde jeg ofte lidt den samme fornemmelse som den, man har, når man på en spændende ferierejse går ind og handler i et supermarked, hvor man på få sekunder næsten føler det, som om man er kommet tilbage til den daglige trædemølle! Derfor føltes det næsten som om rejseeventyret var vendt tilbage, da jeg forlod Australien og ankom med natflyet til Bali fra Darwin ved tretiden om natten. Forskellen mellem at vågne op i sovesalen på vandrehjemmet i Darwin og på mit lille backpackerhotel i Indonesien var enorm. Den sødlige duft af tropernes blomster og blade blandet med duften af eksotiske krydderier, min dejlige bambushytte med terrasse, de lokale indbyggeres venlighed, som gør, at man aldrig føler sig alene på disse kanter. På vandrehjemmet i Darwin i Australien delte jeg sovesal med en masse langt yngre backpackere, som jeg stort set ikke snakkede med overhovedet. Her på Bali var min første morgenoplevelse på terrassen en samtale med en smuk, ung balinesisk pige, som ville vise mig nogle af sine tegninger fra den kunstskole, hun gik på. I øvrigt har nogle af mine allerbedste samtaler fundet sted i små hyggelige guesthouses på fjerne lokaliteter i den tredje verden, hvor vi har hygget os og løst verdenssituationen, så godt vi nu kunne. De unge backpackere En af de meget iøjnefaldende ting man lægger mærke til, som seniorbackpacker i dag, er, hvor unge de rygsækrejsende egentlig er. Gennemsnitsalderen er påfaldende lav hos rygsækfolket, og langt de fleste er under 30. Forklaringen er jo nok, at det store flertal etablerer sig sidst i tyverne og anskaffer sig fast arbejde, hus, ægtefælle, børn og lignende, som binder én både tidsmæssigt, økonomisk og følelsesmæssigt. Det er meget synd for de yngre, især hvis de etablerer sig så tidligt, at de aldrig når at få set verden på den spændende måde. Den næstbedste løsning bliver så for de fleste at booke sig ind på en rejse på to eller tre uger, hvor næsten alle rammerne for turen er lagt fast på forhånd. Her er det ofte tiden til at rejse, der mangler mere end pengene. Men mange af de etablerede synes i øvrigt også, at det ville være meningsløst at drage af sted med rygsæk og bo på ydmyge guesthouses, hvis de har råd til at bo på dyre hoteller og leje en bil med chauffør. Hertil vil jeg sige, at der er en enorm forskel i oplevelsernes kvalitet og dybde på at deltage i en arrangeret luksus-rundrejse på nogle få uger i forhold til f.eks. at rejse rundt i Sydøstasien eller Fjernøsten på egen hånd i flere måneder! Det giver langt større nærvær og motivation, hvis man selv er med til at styre forløbet af sin rejse, og omvendt sløver det ens sanser i foruroligende grad, hvis det fremmede blot opleves som en film bag turistbussens tonede ruder. En banal og måske lidt højrøvet konstatering for garvede backpackere, men ikke desto mindre meget rigtigt. Her er det selvfølgelig en forudsætning, at man som lidt ældre har konditionen og helbredet nogenlunde i orden, for den individuelle rejsemåde er til tider ret fysisk krævende. Det kræver stor energi og ihærdighed at køre 12 timer i en overfyldt bus i et tropisk klima, og det stiller store krav til ens tålmodighed at vente 8 timer på en støvet bænk i Bolivia, fordi bussen man skulle med er forsinket. Ikke desto mindre går denne livsform mange i blodet, især hvis de er startet tidligt. Det kan mange af nutidens unge backpackere tale med om. Tony Wheeler Overalt i den tredje verden vrimler det med hyggelige, små guesthouses, hvor man kan få ro i sjælen og nyde den lokale venlighed og gæstfrihed. For et meget beskedent beløb kan man bo der så længe man har lyst og få sig en kop te, en øl, læse en bog eller snakke med sine medrejsende eller de lokale. Her betyder forskel i alder langt mindre end hjemme i den daglige trædemølle. Billedet her er fra byen Ubud på Bali i Indonesien. Jeg kan tilføje som eksempel, at den legendariske Tony Wheeler (ham der startede Lonely Planet - bøgerne) i dag er blevet millionær som midaldrende på grund af sit succesrige rejsebogsforlag. Da han var helt ung, gennemrejste han den tredje verden som backpacker adskillige gange sammen med sin kone. Pointen er, at det gør de også i dag »the hard way« fra tid til anden. I overfyldte busser, på snavsede banegårde og på ydmyge guesthouses. Ikke fordi de mangler penge, men fordi de stadig er fascineret af denne måde at rejse på. Vagabondlivet er gået dem i blodet. De har som andre garvede backpackere for længst indset, at de bedste oplevelser oftest er dem, der kommer helt uventet og ikke er planlagt i forvejen. De ved også, at det er en hovedregel overalt i verden, at prisen på et hotelværelse er omvendt proportional med muligheden for GLOBEN nr. 18 / December 2004 13


at kommunikere med sine medrejsende. Eller sagt på en anden måde: Hvis man indlogerer sig på et dyrt hotel, kan man være rimelig sikker på at være i fred for sine omgivelser, hvis det er det, man vil. ... »Jeg har altid tænkt, når jeg rejste, at for mig ville idealet og kernen i en rejsebeskrivelse være at sidde på et tog og forsvinde ind i en samtale mellem to fremmede. Det at kunne sidde i et tilfældigt tog på et tilfældigt kontinent og forstå, hvad de sagde, så ville jeg være tæt på en af menneskelivets hemmeligheder, tættere end jeg ville være, hvis jeg læste Spinozas og Kierkegaards samlede værker«. (Forfatteren Carsten Jensen i et interview om hans bog »Jeg har set verden begynde« i Politiken søndag den 26. oktober 1996). For nogen tid siden læste jeg et interview med Tony Wheeler om hans karriere i rejsebogsbranchen. I dag har han ansat en hær af skribenter, som rejser rundt i verden og checker de praktiske oplysninger, man kan finde i Lonely Planet bøgerne. Umiddelbart skulle man som rejsefreak mene, at det var et ønskejob at få penge for at rejse rundt og overnatte på eksotiske guesthouses, og personligt ville jeg bestemt ikke have noget imod at prøve det, hvis jeg havde tid og mulighed. Men en af de interessante pointer, der fremgik af interviewet var, at den største fare for skribenterne, både på det personlige plan og med hensyn til deres job, var udbrændthed. Forstået på den måde, at lysten til at opleve verden blev mættet. Det er jo en forfærdelig tanke for en rejsefreak, men ikke desto mindre er det en reel og tankevækkende risiko, hvor især de lidt ældre nok er i risikozonen i kraft af deres lange liv med oplevelser på mange planer. De bedste sider Når nu vi taler om aldersforskellen, er det også påfaldende, at når man rejser rundt som backpacker, så betyder forskel i alder langt mindre end hjemme i den daglige trædemølle. Når man f. eks. sidder i et guesthouse et eller andet eksotisk sted i den tredje verden og snakker med sine medrejsende, så falder man næsten altid helt naturligt ind i den sociale sammenhæng, uanset hvor gammel man er. Den oplevelse får man i øvrigt som regel også hos lokalbefolkningen. Forklaringen er vel, at når man er på rejse, så er der ingen, der skal leve op til nogen faste roller og præstationer, og der er heller ikke nogen, der stiller krav til én. Disse to ting er noget, jeg sætter utrolig meget pris på. De er i øvrigt også forklaringen på, at man som regel altid oplever de bedste sider hos andre mennesker, når man er på rejse! Jeg tror og håber, at gennemsnitsalderen for backpackere vil stige i de næste 20 år. Der bliver dog næppe ret mange flere pensionister over 60 med rygsæk, for her tror jeg trods alt, at det fysisk er for hårdt for flertallet at slæbe rundt med en tung oppakning og sove på skæve tidspunkter på ubekvemme steder. Med få undtagelser så vil de ældre over 65 nok stadig for det meste holde sig til arrangerede ture, autocampers, ferielejligheder, krydstogter og lignende når de skal ud og rejse. Men jeg er sikker på, at mange flere midaldrende i fremtiden vil iføre sig rygsæk og tage hul på de uendelige muligheder, der ligger i den individuelle rejseform! Overalt på Bali i Indonesien møder man aktive kunstnere. GLOBEN nr. 18 / December 2004 14


At lære på den hårde måde Når jeg tænker på min første solorejse, undrer jeg mig ofte over, at rejsefeberen holdt sit tag i mig og ikke skræmte mig fra vid og sans; rejsen var fra begyndelsen forbundet med dyb frustration og fortvivlelse. Siden da har jeg nærmest gjort det til en livsstil at opsøge problemer og besvær. Heldigvis slipper jeg godt fra det hver gang. Tekst og foto: Søren Bonde Jeg springer sjældent over, hvor gærdet er lavest og har lært at værdsætte de helt anderledes og livsbekræftende oplevelser, som følger med. Men al begyndelse er som bekendt svær. Dette er en terapeutisk beretning om dengang, livlinen for alvor blev klippet over, om naivitet og neuroser, om adrenalin og autografer, om gysser og guitarer, om kortspil og kulturchok - og om solcreme - da verden stadig var ny. Vi skal såmænd ikke længere tilbage i tiden end 1995. Jeg havde taget orlov fra studierne for at realisere en drøm om at opleve verden udenfor Europa. Den havde længe ligget i baghovedet, men var blevet midlertidigt fortrængt, da jeg i 1992 som 18-årig flyttede helt til Aalborg for at studere. Studiemiljøet, Jomfru Ane Gade og det eksotiske Aalborg var åbenbart nok til at holde mig stangen et par år, men i ’95 skulle der ske noget nyt og gladeligt uvidende om ”svære” og ”lette” rejselande faldt valget da på Filippinerne, Vietnam og Kina. Rejsen skulle vare fem måneder – nu skulle børneopsparingen endelig brændes af! Det første kulturchok kom allerede, da jeg skulle skifte fly i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris og tilsyneladende var den eneste vesterlænding, der skulle til Manila. Chokket blev naturligvis voldsomt forstærket ved ankomsten til Manila: Fugtig tropehede, trafikkaos, desorientering – kort sagt alle de indtryk, som kendetegner en asiatisk storby, og som er blevet så dagligdags siden hen. Men dengang var det virkeligt skræmmende og noget ganske andet end en beskyttet bilferie til Bayern eller Provence med ”de gamle”. De første dage krævede det mod at forlade hotelværelset og snige sig ned på gaden for at opsøge noget spiseligt. Det gjorde jo heller ikke situationen lettere, at jeg ankom til Manila sent om aftenen. Alt ser unægteligt lysere ud om dagen. Den største udfordring viste sig hurtigt at være at håndtere den enorme opmærksomhed, som en to meter, lyshåret fyr får i den del af verden. Det blev hurtigt meget anstrengende at svare på de mange ”Hi Joe!”, men jeg var høfligt opdraget og ikke vant til at ignorere folk. Det resulterede da også i, at jeg kom i kontakt med temmelig mange personer. De fleste inviterede mig til det ene eller andet, men det viste sig næsten altid, at når regningen skulle betales, var det pludselig mig, som havde inviteret dem!? Der var dog en enkelt fyr, som virkede oprigtig. Han inviterede mig hjem for at møde hans familie. Jeg sprang endelig ud i det. Hvad pokker – jeg kunne jo ikke blive ved med at afslå de mange invitationer; jeg var vel rejst ud for at opleve noget? Oprigtigheden blev bekræftet, da han afslog mit bidrag til at betale taxaen. Mr. Brunei Gambling og hasardspil findes alle steder. Her er det en færgekaptajn, som lænser passagererne for deres surt sammensparede skillinger (Solomon Islands, 1999) Familiens hjem var meget spartansk indrettet. Det var tydeligvis småt med pengene, men alligevel blev jeg inviteret til at spise med. Ris og fisk til overs fra morgenmåltidet. Fyrens familie virkede nu ikke synderligt interesseret i at møde mig, eller måske var de generte og talte ikke engelsk. I hvert fald var de hurtigt ude af døren. Men en ven af familien, José, var dog vældig snaksalig og spurgte, GLOBEN nr. 18 / December 2004 15


om jeg ville hjælpe ham med et lille problem? Han havde en lillesøster, som gik ud med en rigmand fra Brunei. Manden var tilsyneladende svært utiltalende, men søsteren havde brug for penge. José ville give ham en lærestreg, han sent skulle glemme. Han manglede blot lidt startkapital men forsikrede mig, at jeg ville få mine penge tifold igen. Jeg var naturligvis på vagt, men det lød lovende, og man vil jo gerne hjælpe. José åbenbarede sin plan. José var ansat som ”dealer” ved et stort casino i Manila, og han gav mig en smagsprøve på sin kunnen. Han foretrak at spille Halv Tolv, og det spil kendte jeg udmærket. Da jeg altid har været glad for kortspil, blev jeg fascineret af hans evne til altid at vende et kort, som passede i hans kram. Det var simpelthen helt ufatteligt, hvordan han gjorde det! Uanset, hvor intenst jeg studerede hans håndbevægelser, virkede det altid som om han vendte det øverste kort – men hvordan kunne det øverste kort altid passe perfekt til de andre? José forklarede, at han og jeg var sammen, men det skulle ”Mr. Brunei” selvfølgelig endelig ikke opdage. Taktikken var meget simpel og kunne umuligt slå fejl: Jeg skulle altid bede om to kort mere, end det man begynder med. Så ville jeg altid sidde med den bedste hånd. Og ganske rigtigt – uanset om jeg begyndte med en 8’er eller et billedkort, endte jeg altid med at sidde med en suveræn hånd og gik aldrig over 111⁄2. Jeg var overbevist og gik med på ”spøgen”. Ganske vist ville Mr. Brunei på det groveste blive ført bag lyset, men han var jo ifølge José helt igennem en skidt person. Ved mørkets frembrud tog jeg med José til hans hjem et usselt og afsides sted i Manilas opland, hvor vi ventede på Mr. Brunei. Mr. Brunei ankom iført en ekstravagant silkeskjorte og to attachétasker. Han var absolut en vægtig mand med hang til gyldne artefakter, som Kong Salomon ville misunde ham: Guldbriller, guldur, guldkæder, guldringe – og guldtænder! Allerede ved ankomsten svedte han som 100 pyramideslaver og klagede over, at blæseren Mount Mayon rejser sig majestætisk op fra junglen og indgyder respekt. var langt fra kraftig nok til den kommission, som José forlangte som dealer. José skitserede ”kortspiller-etiketten” som gik ud på, at han ikke ville tolerere nogen form for aggressive udbrud. Vi lagde vore indsatser på bordet, hvorefter Mr. Brunei gjorde det klart, at han kun accepterede guld eller kontanter som indsats. Jeg havde håbet på at slippe af sted med kreditkort og rejsechecks, men selvom jeg garanterede ham for dækningen, var han hverken til at hugge eller stikke i. Stakkevis af stakater Det var sgu’ en streg i regningen og temmelig træls. Det virkede ganske overflødigt at begynde at veksle rejsecheckene, når jeg nu vidste, at pengene alligevel ville blive på mine hænder. Men det var ikke optimalt at trække sig nu, hvor seancen skulle til at begynde, så jeg stak kreditkortet i lommen og gik med til at veksle mine checks. José blev tilbage og underholdt manden, mens hans musikelskende nabo eskorterede mig til nærmeste ”moneychanger”. Naboen talte vist nok meget om musik og sin guitar, men jeg havde travlt med at skrive mit navn igen og igen. Jeg har aldrig siden udstedt så mange autografer på så kort tid. Det gav anledning til en ikke ubetydelig skrivekrampe, mens naboen så på. ”Sikket spild af rejsecheckgebyrer”, tænkte jeg, men pengene skulle jo nok komme ind igen. Moneychangeren takkede for handlen, og det var vel ikke så underligt taget i betragtning, at det næppe er hverdagskost at veksle 2000 $ i rejsechecks på én gang! Jeg var en smule anspændt over at vade rundt med stakkevis af stakater i rygsækken, så vi satte os fluks ind i en taxa og kørte tilbage til de andre. José sørgede for, at der var enighed om reglerne, og spillet kunne begynde. Vi lagde på ny vores indsatser på bordet. Mandens ene attachétaske blev åbnet og afslørede en gudsvelsignelse af sirligt pakkede og hårdt pressede pengebundter. Aldrig har jeg set så mange penge på ét sted. Allerede i løbet af de første spillerunder fik pengene dog hurtigt ben at gå på. Selvom José var klog nok til at lade manden vinde en runde i ny og næ, blev tabene ledsaget af kommentarer om, at ”jeg var en usandsynlig heldig ung mand” og ”han havde aldrig oplevet noget lignende”. Det havde jeg heller ikke, men jeg havde derimod ingen grund til at være utilfreds, for det gik over al forventning med at befri manden for hans overflødige lommepenge. Stadig fuld af beundring for Josés kortkunster observerede jeg, hvordan Mr. Brunei blev mere og mere rød i hovedet og våd på panden og under armene. Efter en halv times tid var attachétasken tom, og min bordende var læsset med bundter. Mr. Brunei var ved at koge over af frustration men besindede sig dog, og José ordinerede en kort pause. Han kiggede indgående på mig og foreslog at vi holdt inde, men det ville Mr. Brunei ikke høre GLOBEN nr. 18 / December 2004 16


tale om. Han forlangte at få en chance for at vinde noget af sin tabte formue tilbage. José trak mig til side og spurgte om det ikke var klogere at stoppe. Men adrenalinpåvirket og kålhøgen, som jeg var blevet af slagets gang, gik jeg med til at spille et par omgange mere. Hvad pokker – hvis manden så gerne ville tømme sin anden taske ud på bordet, hvorfor så holde ham tilbage? Hvad kunne gå galt? José kunne jo sit kram! Mr. Brunei havde også gjort sine tanker, og han startede med at hæve indsatsen eftertrykkeligt. Men det gik stadig godt, og jeg glemte rent, at jeg havde besluttet mig for kun at spille få runder til. José sørgede stadig for at jeg sad med 101⁄2-111⁄2 hver gang, men alligevel blev Mr. Brunei mere og mere aggressiv i sine indsatser, og jeg var tvunget til at følge trop. På grund af de skyhøje indsatser var alle mine penge snart tilbage i omløb. Pludselig kiksede det for José, og jeg overskred 111⁄2. Mr. Brunei så veltilfreds ud – han var stoppet på 91⁄2. I det fatale øjeblik kørte det hele rundt for mig og tiden stod stille. Jeg så uforstående på José, som beklagede og sagde, at jeg skulle være stoppet noget før. Mr. Brunei var travlt beskæftiget med at skovle gevinsten tilbage i attachétaskerne, for spillet var slut – jeg havde ingen penge til at vinde det tabte tilbage! Min modstander takkede for kampen og skyndte sig ud ad døren. Jeg var stadig helt rundt på gulvet og ænsede dårligt nok, hvad der foregik omkring mig. José tog mig under armen og beklagede atter spillets udfald. Jeg vågnede omsider op og forlangte at han arrangerede en seance mere, så jeg kunne vinde det tabte tilbage. José kunne muligvis rejse nogle penge, men han ville ikke love noget. Han gav mig nogle få dollars af hans provision til at leve for og et telefonnummer. Jeg blev sat på en taxa og igen eskorteret af naboen, som denne gang havde medbragt sin elskede guitar. Træls nabo! Halvkvalt guitarspil var nok det sidste, jeg havde brug for i min ulykkelige situation. Jeg bad manden om at parkere instrumentet, og han begyndte så at plapre løs i stedet. Allerhelst havde jeg lyst til at være helt alene, men naboen ænsede åbenbart ikke, at jeg var dybt nedslået og prøvede ihærdigt at holde liv i en samtale. Da han erfarede, at jeg var musikstuderende, blev han fyr og flamme: ”Oh man, you are a musician!”. I et nærværende øjeblik forsøgte jeg at rette manden: ”No, I’m not. I’m a student of musicology”. Det faldt for døve øren: “Oh man, I love music! What instruments do you play? You play the guitar? I play the guitar but not very good. Maybe you teach me, man! You are the best! I love you! Thank God I met you, man” ... Kærligheden var dog langt fra gensidig; tre kvarter i taxa med den mand kunne drive enhver til vanvid. Det kunne kun gå for langsomt med at komme hjem på hotellet og grave sig ned... Spørgejørgen Det var først tilbage på hotelværelset, at situationens alvor egentlig gik op for mig. Jeg havde kun været væk i to dage, af hvad der skulle være min første store rejse – min livsdrøm! Og jeg var allerede helt flad! Dumt, dumt, DUMT! Og meget naivt. Uanset hvor meget jeg gennemtænkte forløbet, kunne jeg ikke rigtig forstå at det gik, som det gjorde. José var den vildeste korthaj, jeg nogensinde har mødt, og han beviste flere gange over- for mig, at vi var på samme hold. Hvad nu, hvis jeg havde nægtet Mr. Brunei at spille de sidste skæbnesvangre runder? Ville jeg have strøget hele gevinsten – vel nok mindst 50.000 kr.? Men hvad så, hvis han i et øjebliks desperation havde mistet besindelsen og trukket et våben? Hvad ville jeg så have gjort? Jeg var jo bare kørt med José hjem og derfra videre til et andet sted. Dengang kendte jeg ikke Manila og havde ikke den ringeste anelse om, hvilken adresse jeg befandt mig på. Og hvad skulle jeg egentlig også komme tilbage for? Spillet var slut. Men var José på min side, når det kom til stykket? Var hele historien om hans søster måske ikke bare opdigtet? Men hvordan vidste han så, at jeg ville fortsætte med at spille, da han rådede mig til at holde inde? Blev jeg narret, smurt, tørret? Uden tvivl, men i så fald var det yderst snedigt gennemført... Jeg burde jo nok være taknemmelig for, at det ikke endte værre end, at jeg mistede mine penge. Men i øjeblikket var det en meget ringe trøst. Jeg kæmpede den ulige Lavasporet fra udbruddet i 1993 symboliserer både ødelæggelse og genfødsel og vidner om vulkanens ufattelige magt. kamp med en kvælende ”Palle alene i verden-følelse« af håbløshed og desperation. Da chokket omsider fortog sig lidt, traskede jeg ind i en bank og fik efter et par dage overført friske forsyninger hjemmefra. Lånte penge af barmhjertige forældre, som uden tvivl var en kende bekymrede for deres søns uansvarlige fjollerier på GLOBEN nr. 18 / December 2004 17


den anden side af kloden. Pengene skulle ganske vist betales tilbage, men jeg kunne da fortsætte turen. Jeg forsøgte ihærdigt at komme i kontakt med José på det telefonnummer, han havde givet mig, da vi skiltes, men kun med ringe held. Jeg så ham aldrig igen. Det var sikkert også det bedste. De resterende tre-fire uger i Filippinerne havde jeg en smule svært ved at nyde - ikke mindst fordi rejsens anden store bommert ventede lige om hjørnet... Mount Mayon Jeg rejste over land i jeepney hele vejen fra Manila til Legaspi City på den store ø Luzon. Ikke nogen specielt komfortabel transportform, men en god måde at møde mennesker på. Ved Legaspi besteg jeg vulkanen Mount Mayon (2420m), som to år forinden (1993) var sprunget i luften og havde dræbt en flok amerikanske vulkanologer og også beskadigede den perfekte kegleform oppe ved kraterranden. Udbruddet kunne smukt bevidnes oppe fra toppen, hvor et stort kulsort og motorvejsagtigt spor pløjede sig skånselsløst ned gennem den frodige jungle. Vulkanen rejser sig op fra et fladt junglelandskab, og den er et betagende syn. Den betragtes som en af verdens farligste vulkaner og var atter i udbrud i år 2000. Normalt er det en tur på minimum to dage – en dag op og en dag ned, men da jeg var for påholdende til at betale guiden og hans hjælper for to dage, gik jeg op og ned på samme dag. Uden guide er det stort set umuligt at finde vej gennem mylderet af klippeblokke. Det viste sig snart, at guiden kæmpede med nogle gevaldige tømmermænd, som først kom rigtig i udbrud, da vi var omtrent halvvejs oppe. Så måtte hjælperen og jeg fortsætte uden ham, hvilket resulterede i, at vi gik vild et par gange og turen trak ud. Under normale omstændigheder havde det nok ikke betydet det store, men desværre havde jeg glemt at smøre mig ind i solcreme om morgenen, og tuberne havde jeg ladet ligge på mit værelse. Det var en kæmpebrøler, hvilket jeg da også fik at føle senere. Faktisk gjorde det temmelig ondt, da jeg om aftenen endelig kom ned fra bjerget. Men hvad, det var vel ikke så underligt; jeg havde været ude i tropesolen i over 12 timer uden solcreme og iført shorts og T-shirt! Et iskoldt bad lindrede en smule, men det var lidt som at pisse i bukserne – med omvendt fortegn. Ikke overraskende blev resultatet, at huden så småt begyndte at falde af i løbet af de næste dage. En meget smertefuld proces, som ikke kan anbefales. Skæbnens ironi Da jeg omsider forlod Filippinerne efter fire ugers besøg, var jeg overbevist om, at jeg aldrig ville vende tilbage. Der havde ganske vist også været plads til en række gode oplevelser – koralrevet f. eks. – men de bitre og dyrt købte erfaringer stod alt for lysende klart i erindringen. Alligevel Årets julegaveide. ville skæbnen, at valget skulle falde på dette skønne ø-rige, da jeg som led i mine studier seks år senere var på udkig efter et velegnet land til at studere rituelle dramaer. Men jeg må indrømme, at det krævede en god portion is i maven at vende tilbage. Men denne gang var jeg blevet ældre og mange erfaringer rigere og havde adskillige rejser bag mig. Som de fleste i klubben efterhånden ved, involverede jeg mig så dybt i feltarbejdet, at jeg endte med at blive gift med en filippinsk pige, og vi vender naturligvis tilbage til Filippinerne i ny og næ. Meget ironisk, da jeg efter det første besøgs grumme oplevelser havde forsvoret, at jeg nogensinde ville vende tilbage. Moralen? Tja, når enden er god, er alting godt. For det endte jo godt. Trods den vanskelige start på rejselivet blev jeg ikke skræmt fra at rejse igen. Tværtimod! Da jeg fire måneder senere havde rejst igennem Vietnam og Kina og var på vej hjem, var brølerne så godt som glemt, og jeg var allerede ved at planlægge mine næste destinationer. Men jeg glemmer aldrig den fornemmelse, jeg havde i Manila, af at stå på kanten af verden og opdage sagens alvor; som en tåge, der langsomt letter og afslører en dyb afgrund. Selvom det var frygteligt, var det en fornemmelse af at leve livet fuldt ud på godt og ondt. Livlinen var for alvor klippet over, og den naive uskyldighed faldt til jorden sammen med den. Den overskrift har vi alle læst tusinder af gange, men denne gang passer det. Har du en ven, veninde, søster, far, mor, datter, kollega, boss, bekendt, drillenisse eller farbror der ustanseligt drømmer om rejser og fjerne himmelstrøg så er Globen og et tilhørende passivt (eller aktivt hvis de kan opfylde kravene) medlemsskab måske lige sagen at pakke ind og putte under træet. I år tilbyder vi som en ekstra godte at give dette december nummer med for den fantastiske pris af 350 kroner. For disse 350 kronner får du et eksemplar af dette nummer til at lægge under juletræet og derudover fremsender vi de fire numre af Globen næste år til modtageren, samtidig får du mulighed for at benytte vores sponsorere og andre fordele. Slå til nu - der er ingen tvivl om at hvem du end giver det til vil blive begejstret. Alle interesserede kan finde de nærmere detaljer på www.berejst.dk GLOBEN nr. 18 / December 2004 18


Gevinstrejsen til Skammestein Hvis man ser bort fra lejlighedsvise ture til grænsebasarerne ved Flensborg, var jeg kun én gang i udlandet som barn. Det kom sig af, at jeg havde sendt et bidrag ind til en konkurrence udskrevet af DFDS. Og gudhjælpemig om jeg ikke vandt en af de mindre præmier. Tekst og foto: Niels J.L. Iversen Det er, i parentes bemærket, den eneste gang jeg har deltaget i sådan en konkurrence, så min gevinstprocent er stadig smuk. Gevinsten bestod i et frikort, som blev omsat i en retur sejltur mellem Frederikshavn og Oslo. Der var i de dage endnu mulighed for frirejser med DSB for skolebørn, og da min mor gav hotelopholdet på hotel Fjellheimen i flækken Skammestein, havde vi pludselig en rejse til Norge for min mor, min lillesøster og undertegnede i sommeren 1966. Jeg var da 12 år gammel. Vi havde fået anbefalet hotellet i Skammestein af damen på DSB rejsebureauet, og for at komme dertil skulle vi med tog fra Kolding til Frederikshavn, med natfærge til Oslo, herfra med tog til Fagernes og sluttelig med rutebil det sidste stykke vej. Det gik efter omstændighederne rimeligt gnidnings- løst. Fagernes-banen er for øvrigt siden blevet nedlagt, hvilket er synd og skam. Skammestein var en lillebitte flække midt i en hel masse særdeles norsk natur, vi var jo bare tre danske fladlændinge, og heroppe var der bjerge, fosser og folk, der snakkede norsk. Det var alt sammen meget imponerende. Hotellet var ikke ret stort, men der var en hyggelig fællesstue, og værten havde en Storm P-bog, som han kunne læse ord for ord, uden at han fattede et kuk af den. Om morgenen var der et opulent tag-selv-bord. Blandt de mindeværdige ingredienser på dette var en grønsort gede-gammelost, som ingen af os turde røre, men også en ualmindelig tyk, fed, lækker kærnemælk, som jeg drak spandevis af. En dag manglede den, Fos med mig (NJLI) Skammestein kirke men så protesterede jeg vildt og inderligt ude i køkkenet. Dagen efter var den på bordet igen. Under opholdet foretog vi diverse ekspeditioner, de fleste til fods, men en enkelt længere tur blev det dog også til. Den gik til søen Tyin, hvor vi sejlede med en gammel færge, muligvis endda den sagnomspundne skude Bitihorn, der har besejlet disse vande siden 1905. Vi stak også næsen indenfor i hotel Eidsbugaren, som vi prompte døbte ’snobbehotellet’, da vi havde set en gæst i leopardbukser derinde. På hjemturen gjorde vi ophold i Oslo for at se museerne på Bygdøy. Efter besigtigelsen af Kontiki-museet, Søfartsmuseet og Vikingeskibshallerne var vi kommet lidt i tidnød og spænede derfor gennem museumsdelen af Norsk Folkemuseum. Min mor sagde, at det var rent pjat, for vi ville ikke kunne huske noget, når vi skyndte os sådan. År efter underholdt jeg hende med den eksakte placering af hver eneste dragkiste og manglebræt i det rum, hvor hun udtalte denne dom. Og så kom den mindeværdige hjemrejse med DFDS’ formentlig usleste plimsoller, kaldet Skipper Klement. Af økonomiske grunde havde vi kahytter i bunden af skuden. I nattens løb blev først min lillesøster søsyg og så min mor. Dækslet til luftindtaget faldt ned, gangen udenfor flød med bræk, og vi kunne høre rallen og gurglende lyde fra nabokahytterne, hvor folk lå og kvabbede. Og jeg? Jeg lå i overkøjen og skraldgrinede. Det må have været ret irriterende GLOBEN nr. 18 / December 2004 19


DBK på toppen af Pik Lenin Efter Kenneths nedstigning fra lejr 1 med symptomer på lungeødem, var vi seks mand tilbage med forhåbninger om at nå toppen af Pik Lenin. Bortset fra maveproblemerne, som Kenneth desværre ikke tog med sig fra lejr 1, var alle ved godt mod, men også tiltagende utålmodige efter at komme nærmere toppen. Tekst: Martin Anker Nielsen Foto: Martin Anker Nielsen og Lars Hansen Bjergkulleren blev dog trængt i baggrunden, da vi en halv dag efter at have sagt farvel til Kenneth, fik selskab af finnen Oluf, som var kommet ned fra toppen samme dag. Han fik behandling for sine forfrysninger i vores opholds-/spiseyurt, mens vi var midt i et fredeligt kortspil. Ingen af os havde rigtigt bemærket ham, da han kom ind med et par lokale samaritter, og først da jeg bemærkede nogle blottede og skræmmende blå fødder fik vores kortspil ende. Oluf fortalte os den tragiske historie om hans bjergguides forsvinden, og den lange nat på toppen med voldsomt stormvejr, snefald og alt for mange kuldegrader. Beretningen fra Oluf satte virkelig gang i spekulationerne hos os alle. Selvom vi naturligvis var klar over, at vejret var barskt på toppen, og at man let kan lade sig narre af noget, der ligner stabilt vejr, så blev vores ængstelse mht. vejret yderst nærværende med mødet med Oluf. For mit vedkommende bekræftede det mig dog i, at jeg måtte være bedre stillet rent sikkerhedsmæssigt ved min plan om at stå på ski ned ad nordsiden af Pik Lenin. Dette kan måske lyde en anelse paradoksalt, men det hænger sammen med, at man – hvis nedstigningen fra toppen består af en skitur – ikke kommer tilbage gennem lejr 3 og 2, men derimod tager den direkte vej til lejr.1 Derfor er man pinedød også nødsaget til at slæbe alt sin bagage med over toppen. På den positive side tæller det dog, at man dermed hele tiden har både sovepose og underlag samt evt. skiftetøj komfortabelt tæt på sig, og det var denne del af planen, som jeg pludseligt kom til at påskønne voldsomt efter Olufs historie. Havde Oluf og hans guide haft deres soveposer med sig på toppen, var de begge formentlig sluppet med livet i behold og uden men. De gjorde dog som stort set samtlige bjergbestigere i historien før dem. De pakkede et minimum af fornødenheder i en mindre rygsæk i naturlig forventning om at komme tilbage til deres telt og soveposer senere samme dag. Da vi dagen efter begav os mod lejr 2 for anden gang var det med forventningen om at overnatte to nætter i lejr 2, og derefter begive os mod lejr 3 for at sove en enkelt nat. Den oprindelige plan var derefter at gå tilbage til lejr 1 for at restituere inden opstigningen til det egentlige topforsøg. Jeg havde dog presset på overfor de andre for at vi evt. skulle overveje at blive i lejr 2 på vejen tilbage fra lejr 3 i stedet for at gå helt tilbage til lejr 1. GLOBEN nr. 18 / December 2004 20


Derved ville vi spare et par dage og ikke mindst slippe for turen frem og tilbage mellem lejr 1 og 2. Det viste sig dog, at min egen mave valgte at diskvalificere mig fra at efterfølge mit ambitiøse forslag. Således måtte jeg på turen mod lejr 2 tage til efterretning, at min mave hele fire gange insisterede på at komme af med affald. To gange kom det ovenud, mens det de andre gange kom ud gennem bundventilen for neden – heldigvis uden at forurene andet end den nyfaldne sne! De øvrige var dog godt gående, og Mody og Veder, som gik i det andet rebslag med vores guide Alex, og dermed ikke havde mig på slæb, gik helt forrygende på denne tur, og skar flere timer af deres tid fra første tur. I lejr 2 blev min mave ved med at volde mig problemer, og jeg formåede ikke engang at holde den smule mad, jeg spiste, indenbords. De andre gik den følgende dag en tur op mod lejr 3, mens jeg forsøgte at komme til hægterne. Status vedblev enslydende. Jeg kunne ingen mad holde i mig, men til gengæld eksploderede maven jævnligt på yderst ukontrolleret vis. Efter anden nat i lejr 2 måtte jeg derfor sande, at jeg ikke kunne tage med de øvrige mod lejr 3. Det til trods for, at Lars Hansen havde forsøgt sit yderste for at få mig på rette spor, med en hjælpsomhed og en omsorg som var Moder Theresa værdig. Da de andre midt på formiddagen havde fået pakket færdig og gik mod lejr 3, pakkede jeg også min rygsæk for at begive mig den modsatte vej – mod lejr 1. Jeg var temmelig afkræftet efter 48 timer uden næring og stort energiforbrug, så jeg benyttede muligheden for at prøve mine ski på turen ned til lejr 1. Det var den mindst krævende måde at komme derned på, men indebar naturligvis, at jeg på den kommende tur mod toppen, nok engang skulle bære mine ski tilbage til lejr 2. Natten blev tilbragt i lejr 1, hvor den tykkere luft havde en mærkbar positiv effekt på min restituering. De andre sov under barske forhold i lejr 3 og dukkede glade men trætte op først på eftermiddagen efter nedstigningen fra lejr 3. Allan, Lars Munk, Veder og Mody var ved ankomsten alle besluttede på ikke at ville op ad bjerget igen. Fysisk var der ingen af dem, der skrantede i urimelig grad, men alle var godt og grundigt trætte af det spartanske liv på bjerget. Alle havde derudover slået egne højderekorder eftertrykkeligt, og ambitionerne om at komme helt til tops på Pik Lenin trådte derfor i baggrunden. Allan fik dog efter en nats overvejelser blod på tanden igen, og da de tre andre tog turen mod Base Camp, blev Allan alligevel i lejr 1 med toppen som mål. Vi blev i lejr 1 en dag mere, hvor vi fik klaret de sidste forberedelser inden opstigningen. Det blev for mit vedkommende til en hel del husmoderlig syning af rygsæk, som derved blev en smule opgraderet til topforsøget. Vi fik også talt en del med ekspeditionslederen fra en dansk ekspedition arrangeret af Seven C’s. Det var Allan Christensen, som jeg ikke var bekendt med i forvejen. Lars derimod, som rummer stor viden om danske og udenlandske bjergbestigere, kunne fortælle, at det pt. er den dansker, som har været højest uden brug af kunstig ilt. Det gav jo unægtelig en del street respect efterfølgende, men han var dog allerede accepteret i min lille verden, da han havde afgjort et væddemål mellem Allan og jeg til min fordel. Jeg vandt en øl til senere udbetaling. Der var trængsel i yurten til aftensmaden, og vi kom i snak med en gammel ræv af en russisk bjergbestiger, som havde rigeligt med gode historier at øse ud af. Egentlig betegnes han bedre som en gammel sneleopard, for det var reelt set, hvad han var, idet han havde besteget de fem mest markante 7000-meter toppe i området (hvoraf Pik Lenin i øvrigt er én af dem). Derved bliver man optaget i sneleopardordenen. Under samme måltid fik vi alle tre desuden spist et eller andet, som for gud ved hvilken gang gjorde vores maver temmelig ustabile. Vi var alle tre ude adskillige gange i løbet af natten for at lænse gennem bundventilen – med varierende panik og udbytte! Maveproblemerne var dog ikke nok til at afholde os fra at starte opstigningen i løbet af den følgende morgen. Efter cirka en halv time gav Allans mave de første krisetegn fra sig, og med tanke på mine erfaringer med en dårlig mave på turen til lejr 2 var jeg bestemt ikke misundelig. Efter yderligere et kvarter måtte han dog se i øjnene, at en bestigning var umulig med en mave, som var så lidet samarbejdsvillig, og en ærgerlig Allan vendte tilbage til lejr 1. Lars Hansen og jeg fortsatte med Alex, og vi fandt et helt forrygende tempo, som slog alle rekorder på turen mellem lejr 1 og 2. I lejr 2 nød vi eftermiddagen med Alex og de øvrige bjergbestigere på vej mod tinden. Det var et forrygende godt vejr, og alle var enige om, at det var optimale forhold til at forsøge sig mod toppen i. Vores fromme håb gik derfor på, at barometerstanden holdt sig et par dage endnu, så vi kunne nå på toppen inden et eventuelt snevejr. For at forbedre vores chancer for at nå toppen, havde vi besluttet os for at anlægge en lejr 4 cirka midtvejs mellem lejr 3 og toppen. Lejr 3 skulle for vores vedkommende dermed kun anvendes som rasteplads på vej mod et plateau, hvor vi kunne anlægge en lejr 4. Dermed ville vi slippe for at skulle starte alt for tidligt om morgenen til topforsøget, mens vi samtidig ville have masser af tid til at nå toppen inden kl. 14, hvor man bør vende om for at være sikker på at kunne nå tilbage til lejr 3 inden mørkets frembrud. Det betød dog også, at vi måtte slæbe et telt med det meste af vejen mod toppen. Da vi den følgende dag begav os ud på den relativt korte, men voldsomt stejle tur til lejr 3, havde Alex taget opgaven med at bære teltet. Vores maveproblemer havde dog desværre også bidt sig på Alex, hvilket uheldigvis resulterede i, at han var uendelig langsomt gående. Mine maveproblemer var langt fra forsvundet, men det betød åbenbart knapt så meget GLOBEN nr. 18 / December 2004 21


for mit tempo, som det gjorde for Alex. Selvom jeg ikke var i stand til at hænge på Lars, som var helt fabelagtigt gående, så var Alex helt usædvanlig langsom. Lars og jeg diskuterede frustrerede det langsomme tempo under den første del af turen til lejr 3, og det lykkedes faktisk Lars med en diplomats snilde at få lokket telt og kogegrej ud af Alex. Lars tog teltet og jeg kogegrejet for at lette byrden for Alex, som forventeligt havde svært ved at se, at vi gjorde os alle en tjeneste ved at gøre turen lettere for ham. Stolthedsbegreberne for en usbekisk bjergguide i Kirgisistan er ikke svære at forudsige! Det blev til et par timers frokost og hvile for Lars og jeg i lejr 3. Desuden fik vi lige snakket lidt med et hold spaniere, som vi havde underholdt os en del sammen med under det meste af opholdet på bjerget. De havde planer om en bestigning dagen efter os, så de var naturligvis også meget interesserede i vores planer om en lejr 4. På turen mod lejr 4 plateauet begyndte min mave for alvor at slå kolbøtter igen, og hvor nødigt jeg end ville, måtte jeg smide bukserne flere gange for at undgå større uheld, end mine løbeshorts (=underbukser) i forvejen havde stået mål for. Lars havde på lykkelig vis overvundet sine maveproblemer og var virkelig flyvende, så da jeg nåede op til det rette plateau, havde Lars allerede slået teltet op. Alex dukkede op mere end en time senere, men var ved meget godt mod, da han nåede frem. Vejret denne eftermiddag og aften var helt fantastisk med kun en smule vind, og udsigten mod syd – ud over Tadsjikistan og Kina - var ganske enkelt helt ubeskrivelig smuk. Sneklædte toppe mellem 4000 og 7500 meters højde så langt øjet rakte – og så endda velsignet af et fantastisk smukt aftenlys. Så smukt, at det helt sikkert er værd at kravle op i 6450 meters højde for at se! Aftensmaden bestod af kartoffelmos med baconstykker, som Alex tryllede sammen. Det smagte ganske udmærket, men min appetit var ikke overvældende. Det var den tilsyneladende ikke hos nogen af os, for da vi efter en trang nat med tre mand i et tomandstelt forsøgte at sætte resterne af aftensmaden til livs som morgenmad, kunne vi stadig ikke spise op. Efter morgenmaden blev der smeltet sne til drikkedunkene, og det tog en hel del tid. En enkelt gang væltede gryden endda også, og det gjorde bestemt ikke vandproduktionen hurtigere. Vi havde sat vækkeuret til kl. 6.30, men der kom først for alvor gang i den sidste yeti kl. 7. Det var desværre mig, som var senest ude af fjerene, og jeg havde klart den største pakkeopgave, da jeg som nævnt tidligere skulle pakke alt mit bagage sammen for at tage det med over toppen. Lars kunne lade en del af sit bagage ligge og var færdig som den første ca. 7.45. Han stod og ventede nogle minutter, men da kulden med den tiltagende vind fik tag i ham, råbte han ind for at spørge, om ikke han kunne gå i forvejen. Det havde jeg intet imod, da jeg forventede, at vi ville mødes i løbet af opstigningen, hvor jeg regnede med at Lars evt. ville holde en længere pause, når han havde fået varmen og muligvis kunne finde et sted i læ for vinden. Alex var klar cirka ti minutter efter Lars og begav sig af sted mod toppen. Yderligere ti minutter efter havde jeg fået pakket færdig og fulgte trop på stien mod toppen. Jeg havde ved afgang kun fået cirka en halv liter væske med, men jeg anså det ikke for et kritisk problem, da jeg som nævnt forventede at mødes med Lars, som jeg vidste, havde fået fyldt cirka to liter i rygsækken. Jeg indhentede Alex i løbet af kort tid, og fulgtes med ham i 20 min. Tempoet var dog stadig frustrerende lavt, og da han satte sig for at holde en pause efter meget kort tids gang, frygtede jeg at miste muligheden for at nå toppen, hvis jeg skulle holde mig i Alex’ tempo resten af vejen. At vi samtidig sakkede længere og længere bagud i forhold til Lars, stak også en pind i hjulet i mine forhåbninger om at indhente Lars på vej mod toppen. Derfor fortsatte jeg forbi Alex og satte tempoet i vejret, da han stoppede for at tage sin første pause. Det viste sig, at Lars aldrig rigtigt fik varmen på sin vej mod toppen, så han holdt kun meget få og korte pauser, så selvom jeg kunne se ham nogle hundrede meter over mig på det meste af vejen mod toppen, nåede jeg ikke at hente ham. Han trak i stedet yderligere fra mig, og nåede også toppen knap en time før jeg gjorde. Vi krydsede dog hinanden under toppen, og jeg ønskede ham med en omfavnelse tillykke med toppen. Lars havde stadig ikke fået varmen og ville hurtigst muligt ned. Mens jeg drak lidt fra en af hans vandflasker, fortalte han, at man på toppen kunne se en del skyer på vej. Han spurgte mig om jeg stadig havde tænkt mig at stå på ski ned ad nordsiden. Jeg svarede, at jeg ville overveje det, når jeg kom på toppen og fik et indtryk af forholdene. Som det sidste stykke vej mod toppen, var selve toppen af Pik Lenin ikke et sted, man havde lyst til at opholde sig i længere tid. Vinden kom tordnende ind fra syd, hvorfra det var stort set skyfrit, mens jeg var der. Derimod var der i nordlig retning en hvid væg af skyer, som blev dannet lige over hovedet på mig. Det så ganske fascinerende og smukt ud med denne skydannelse ved kollisionen mellem en opstigende fugtig luft fra nordsiden og de kolde luftmasser fra Tadsjikistan, men det hjalp mig bestemt ikke i mine planer om at stå på ski ned ad nordsiden. Toppen i sig selv er en 5-10 meter høj top på et plateau, som er cirka 2-300 meter langt og flere steder omkring 30 meter bredt. Efter at have taget de obligatoriske billeder af mig selv på toppen, begav jeg mig hen langs plateauet, som jeg – ifølge hvordan bjerget ser ud nedefra – ikke var i tvivl om, at jeg skulle for at få mulighed for at komme til at stå på ski ned. Nedefra ser det nemlig ud som om, at man skal bevæge sig hen for enden af plateauet, GLOBEN nr. 18 / December 2004 22


og gå ned ad skulderen af dette plateau. Herfra ville man komme til en højderyg, hvorfra man ville have adgang ned til den store nordside, som er enhver skiløbers drøm… Jeg gjorde som beskrevet, men nede på højderyggen afslørede nordsiden ingen nedfartsmuligheder i det tætte skydække. Efter at have gået så langt ad højderyggen nedenfor topplateauet, at jeg var sikker på at være forbi nedfarterne – i forhold til hvordan jeg vidste, at bjerget så ud nedefra – vendte jeg om i forventning om, at jeg var nødsaget til at gå ned. På vej tilbage til toppen klarede det imidlertid op i et kort øjeblik, og nedad nordsiden afsløredes en nedfart, som jeg var 110 % sikker på var en af dem, som jeg havde gået og kigget på i ugevis. Jeg kunne ganske vist ikke se helt ned i dalen, men hvis jeg bare havde ramt den rigtige nedfart, var det ikke noget problem at stå på ski i tåge (skyer) – jeg vidste jo, hvor jeg ville ende! Skindene blev derfor taget af skiene, og jeg startede skituren nedad fra over 7000 meters højde. Skiføret var ikke det bedste, men det havde jeg nu heller ikke forventet. Jeg stoppede jævnligt op for både at hive efter vejret og orientere mig, og da jeg efter et par hundrede højdemeters skiløb kunne se nogle kæmpemæssige isformationer på min højre hånd, blev jeg første gang i tvivl om min rute. Jeg overbeviste dog mig selv om, at jeg måtte befinde mig helt i kanten af den rigtige bjergside, og derfor blot skulle korrigere min retning. Det gjorde jeg så i løbet af de næste par hundrede højdemeters skiløb, men jeg måtte brat stoppe mit skiløb, da der pludselig dukkede en meget dyb afgrund frem af tågen cirka 50 meter foran mig. Den skulle bestemt ikke være der, hvis jeg befandt mig på den rigtige bjergside. Jeg var altså på gale veje, og inden jeg tog beslutningen om at begive mig opad igen – samme vej som jeg var kommet ned – stod jeg længe og forsøgte at orientere mig. Jeg var også kommet så langt ned ad bjerget, at jeg efterhånden var kommet til enden af de skytunger, som dannedes på toppen, og som slog ned ad nordsiden. Derfor fik jeg enkelte glimt af dalen, som jeg var på vej ned mod, og som bestemt ikke var den rigtige. På den anden side af en højderyg, som jeg befandt mig ca. 3-400 meter fra, opda- gede jeg, at jeg kunne kende bjergene. Det var nogle bjergsider i den rigtige dal, hvis jeg kunne komme over til den højderyg, ville jeg altså på let vis kunne komme over til den rigtige dal, og jeg ville kunne stå på ski hele vejen til lejr 1. Da jeg begav mig mod højderyggen blev det dog klart, at afgrunden også afskar mig vejen dertil. Der var altså ingen udvej. Jeg skulle samme vej tilbage, som jeg var kommet ned. Turen opad var ulideligt hård. Så snart jeg tog skiene af og tog mine steigeisen på, sank jeg i til livet. Som jeg også havde orienteret mig tidligere, var det rigtignok en nordside, jeg befandt mig på, og dermed var der glimrende læ for vinden oppe fra toppen og højderyggen. Derfor var det ikke spor koldt at kæmpe sig op ad bjergsiden – tværtimod. For ikke at risikere at holde for mange pauser – og derved ikke holde farten oppe - talte jeg mine skridt. 50 skridt, og derefter en pause, hvor jeg fik pulsen ned og muligheden for at spise en smule sne, hvis jeg trængte. Da jeg efter 5 timers høje knæløftninger var nået op til det sted, hvor jeg startede mit skiløb, var min frekvens røget ned på 25 skridt mellem hver pause. Men på det tidspunkt var jeg også sikker på at nå mit mål, der var en stor sneformation, som jeg havde udset mig til at lave en åben bivuak i – cirka 20 højdemeter under højderyggen som førte op til topplateauet, men i god læ for den voldsomme søndenvind. Ved hjælp af mine ski fik jeg lavet mig en snehule, som i bund og grund blot var et 1⁄2 meter dybt hul i sneen, som passede til min størrelse. Jeg fik lagt mig ret godt, og fik efter ca. 20 min. varmen i min sovepose. Fra aftenen før i lejr 4 vidste jeg, at mørket først for alvor ville falde på ved 20.30-tiden, men allerede inden da var jeg faldet i søvn. Jeg vågnede dog i skumringen omkring kl. 21, ved at det sneede ned i ansigtet på mig. Det over- raskede mig lidt, da det havde udviklet sig til skyfrit i løbet af eftermiddagen. Da jeg lagde mig havde jeg heller ikke bemærket nogen skyer. Jeg kunne dog snøre soveposen helt til, og sov udmærket videre, men vågnede ca. hver time, hvor jeg lige tjekkede klokken og vejret. Vejret ændrede sig ikke, og sneen faldt hele natten. Ved daggry var vejret stadig ikke særligt indbydende, og jeg formåede at sove videre til ca. 8.30. Jeg begyndte langsomt at gøre mig klar til at begive mig tilbage mod toppen, og først kl. 10.30 havde jeg ordnet alt mit udstyr, kæmpet lidt med min mave (læs: adlydt) og pakket rygsækken. På turen tilbage mod toppen var vejret godt, men da jeg nåede toppen igen kl. 11.40, var der præcist samme vejrsystem som dagen før, og jeg kunne derfor intet se ned ad nordsiden. Havde det nu været skyfrit også mod nord, havde jeg utvivlsomt taget skituren ned. Det ville være langt det hurtigste og mindst krævende, men på dette tidspunkt havde jeg ingen planer om at spilde tid med at satse på at finde den rette nedfart i nordsidens skylandskab. Jeg gik derfor ned ad samme vej som Lars og jeg var kommet op, og da jeg midt på eftermiddagen passerede et telt tæt på lejr 3, ”bankede jeg på” i håb om, at jeg kunne få lidt vand, som ikke var på sneform. Desuden ville jeg frygteligt gerne i radiokontakt med lejr 1 eller base camp. Det var nemlig omkring dette tidspunkt, at jeg forventede at Lars ville dukke op i lejr 1, og naturligvis bekymre sig, hvis jeg ikke allerede var der. Derfor lå det mig tungt på sinde at få kontakt med nogen i lejr 1, som så kunne melde alt ok hos mig. Teltet var til min store glæde bemandet med vores spanske venner, Jaime og Kiko, som tog meget gæstfrit imod mig. Jeg afviste dog at ville overnatte, da jeg ville hurtigst muligt til lejr 1 for at melde mig ok. Jeg forlod derfor Jaime og Kiko for at gå de ca. 45 min til lejr 3. Kort tid efter afgang, blev jeg dog fanget i en voldsom snestorm, som desværre også endte med at spærre mig vejen mod lejr 3 pga. enorme drivedannelser. Jeg vendte derfor om, og ankom temmelig forfrossen til Jaime og Kikos telt 21⁄2 time senere. Her følte jeg mig yderst velkommen, men gav anledning til en del skepsis, da jeg ville lægge mig i min plaskvåde sovepose. Jeg formåede dog at overbevise dem om, at den nok skulle GLOBEN nr. 18 / December 2004 23


være varm nok, når jeg havde fået varmet den godt op. Det var den også. Jaime og Kiko havde fået etableret radiokontakt til lejr 3, mens jeg stred rundt i snestormen, men desværre var der ingen i lejr 3, som havde radiokontakt til de lavere lejre. Dermed vidste jeg, at Lars måtte vente til dagen efter med at få at vide, at jeg var ok – uvidende om, at Lars allerede dagen forinden sammen med Allan (som til Lars overraskelse stadig var i lejr 1) havde sat flere initiativer i gang for at finde mig. Da snevejret natten forinden havde fyldt mine skibriller med fugt, og gjort dem ubrugelige i dårlig sigt, havde jeg i snestormen været nødsaget til at gå det meste af tiden uden briller på. Det måtte jeg bøde for i løbet af natten, da jeg våg- En kort anmeldelse af Google’s e-mail. nede med sviende og væskende øjne. Dagen efter var det ikke meget bedre, og jeg havde svært ved at se detaljer, men heldigvis skulle Kiko nedad, og han agerede førerhund for mig ved at gå foran mig, og gøre mig opmærksom på diverse kritiske forhindringer. Fra lejr 3 sluttede to andre spaniere sig til os, og både Raul og Iba tog også tørnen ved på ekstrem hjælpsom vis at føre mig ned fra bjerget. Umiddelbart neden for lejr 3 mødte jeg Alex, som var på vej op med en ny kunde, og efter en omfavnelse fik han historien om, hvad der var sket. Han havde radiokontakt med Lars to timer senere, og dermed kunne han melde i forvejen, at jeg var på vej ned. Derfor stod Allan og Lars også begge klar ca. 1⁄2 times gang fra lejr 1 for at tage imod mig. Gensynsglæden var naturligvis stor, og blev bestemt ikke God e-mail til rejsen: mindre, da jeg erfarede hvilke bekymringer og opgaver som Lars og Allan havde taget på sig i bestræbelserne på at finde en måde at finde frem til mig. Deriblandt også kommunikationen med mine bekymrede forældre, som jo desværre også på ulykkelig vis var blevet adviseret om, at jeg var savnet på bjerget. På vejen tilbage til lejr 1, hvor der var en vodkafest under opsejling, kunne de blandt andet fortælle, at der også var en hel del i Danmark, som var involveret i min forsvinden. I løbet af de følgende dage og uger gik det dog først for alvor op for os, hvor meget røre mit forsvindingsnummer egentlig havde skabt. Det tror jeg stadig ikke helt er gået op for mig – af alle var jeg var jo også den, der var længst fra at opleve de første faser af mediestormen… I 1996 rejste jeg Jorden rundt. Den gang var der selv på Khao San Road i Bangkok kun ét sted, hvor man kunne sende email. Alle e-mail blev sendt fra den samme konto, og om morgenen blev alt modtaget post printet ud og puttet i kuverter, som man så kunne købe. Men i juli 1996 åbnede Hotmail og satte gang i en revolution. Cybercaféer begyndte at poppe op, pludselig var det nemt at holde kontakten ved lige med andre rejsende. Man kunne ændre sin rejseplan mere spontant, da man ikke absolut skulle til ”X” by for at hente post. Nu her 7-8 år efter er e-mail en uvurderlig del af rejselivet. Men med digitalkamera osv. er Hotmails 2Mbyte lige lidt nok - men det er ved at ændre sig! Første april i år annoncerede Google, at de ville tilbyde gratis e-mail kontoer på 1Gbyte. Det svarer til 500 gange mere plads end Hotmail. ”Aprilsnar”, sagde mange - så den 2. april meldte Google ud og bekræftede at de havde tænkt sig at tilbyde 1Gbyte gratis. Microsoft var nødt til at tage konkurrencen op, og er nu gået i gang med at opgradere Hotmail, dog ”kun” til 250Mbyte. En almindelig mailkonto som f.eks. TDC’s kan til sammenligning kun indeholde 20Mbyte, og der er endnu ingen danske gratis webmail udbydere, der tilbyder mere end nogle få megabyte. Gmail (Google’s webmail) er opbygget simpelt og rent, uden grafisk tunge reklamer så siderne bliver hentet hurtigt, hvilket klart er en fordel, hvis man checker sin post via en langsom opkobling og ikke ønsker at vente halve dage på at den næste reklame loader - en situation man tit kan komme ud for i ulande. Udover alle de normale kendte funktioner har gmail også nogle nye: Når man skriver en e-mail og starter med at skrive modtageradressen, popper gmail op med forslag til adresser baseret på, hvad du har skrevet, lidt på samme måde som almindelige e-mail programmer gør. Breve som hører sammen, (dvs. svar på svar) lægger sig bag ved hinanden i mapper som i et gammeldags kortkartotek. På denne måde kan du følge korrespondancen fra det første brev og de efterfølgende svar på disse. Udover dette har gmail også en fantastisk søgefunktion, som minder om Google’s almindelige søgemaskine. Her er det muligt at søge efter afsender og modtager, emne, cc-adresser, udelukke visse ord, vedhæftede filer og på dato. Kun fantasien synes at sætte grænser for, hvad der kan søges på. Og med 1 Gigabyte er der ingen problemer med at modtage e-mail efter e-mail med digitale fotos eller gemme kopier at dit indscannede pas og flybilletter. Så hvis du har problemer med hastigheden, din postboks løber fuld eller du bare godt kan lide en enkel brugerflade er gmail nok noget for dig. Indtil videre kan man ikke selv tilmelde sig Gmail. Man skal derimod inviteres af en der allerede er bruger. Det forventes, at gmail åbner for almindelig tilmelding i starten af 2005. Men hvis du ikke kan vente på det, så send mig en e-mail, så skal jeg invitere dig. Anders Andersen GLOBEN nr. 18 / December 2004 24


Gratis eller næsten gratis rejser I min studentertid og lidt tid derefter havde jeg kun lidt penge men meget stor rejselyst, så derfor udviklede jeg mine egne ”rejse-gratis systemer”. Tekst og foto: Knud B Bach Fra Andorra til Feggesund august 1971 Vi, min bror Morten, min veninde Hanna og jeg, var kørt i vores højt elskede Commando på en fælles tur ned i Europa med 10 kammerater. Men da vi kom til Andorra, opstod der diskussion om planen fremover. Min broder skulle hjem til Mors for at hjælpe med høsten, det kunne ikke vente - vi var langt inde i august. Vi måtte splitte os, selv om vi ikke havde mange penge tilbage til at rejse på egen hånd for. Vi besluttede at tage afsted på stop. Det lykkedes os at komme op at køre med en midaldrende iraner i Mercedes. Han tog os med og forcerede grænsen til Frankrig uden kontrol. Min kæreste måtte sidde foran, da hun havde de pæneste ben. Hun måtte løbende skænke vodka op til ham fra en flaske, han havde ved siden af sædet. Med lidt overtalelse lykkedes det os i løbet af to dage komme til Paris. Her fik jeg en aftale om at køre en dansk Pitchner udlejningsbil retur til Hamburg. Dette bragte os et godt stykke nærmere målet og uden større omkostninger. Da vi kom til Hamburg var pengene alligevel meget små, men vi kunne trods alt samle penge til to togbilletter til Nykøbing Mors, jeg måtte så være med som blind passager. Der havde i Danmark tidligere været en ordning om, at studenter kunne rejse gratis med DSB, denne blev ophævet, hvilket jeg ud fra tidens marxistiske tankegang fandt meget uretfærdigt. Jeg opfandt derefter min egen gratis DSB rejseform. Jeg studerede konduktørernes billetteringsmønster og undgik billetkøb, ofte ved at gemme mig på toilettet i det rigtige øjeblik uden at låse døren. På denne måde lykkedes det mig også at komme gratis gennem Nordtyskland og Jylland helt op til Glyngøre, hvorfra DSB færgen gik til Nykøbing. På færgen blev jeg imidlertid snuppet af en emsig DSB kontrollør. Jeg måtte bøde 5 kr. På rutebilen til Feggesund måtte vi købe tre billetter. Min mor og katten kom hen til vejen og mødte os. Høsten var i fuld gang, så Morten måtte straks i arbejdstøjet. Vi glædede os meget over den begivenhedsrige men billige hjemrejse. I øvrigt excellerede jeg senere på andre ture i at køre udlejningsbiler retur. Sommetider kunne der opstå problemer med løse speedometerkabler og dermed forlængede ture f.eks. en ekstra sviptur til Køln via Paris. Fra Mallorca til København 1974 Da jeg afsluttede mine studier som ingeniør i februar 1974, havde jeg ikke travlt med at finde job, der var i øvrigt heller ikke mange stillinger at få. Jeg ville udstationeres, men også her var der rift om stillingerne, især når der var tale om engelsksprogede stillinger. Jeg valgte i stedet et to måneders udvekslingsjob i Frankrig hos elselskabet EDF i alpeområdet, hvor jeg blev trainee-ingeniør på hydrokraftværksdæmninger. Her lærte jeg at stå på ski alpint og mere vigtigt at tale fransk, hvilket senere gav mig mulighed for flere jobs i det frankophone Afrika. Dette var lidt af en sidespring, for det er hjemrejsen, jeg vil fortælle om. Jeg rejste på stop og med tog fra Chambery til Barcelona og herfra videre med færge til Mallorca, hvor jeg skulle møde to veninder. Vi havde et par hyggelige uger sammen, men så var pengene igen sluppet op. Jeg havde imidlertid fundet ud af, at man kunne købe billige flybilletter fra charterturister, som valgte at blive på Mallorca i længere tid. Jeg havde 150 kr. tilbage, og for dem købte jeg en billet af irlænderen Gordon til København. På dette tidspunkt skulle man ikke vise billet og pas samtidigt. Da jeg kom til lufthavnen var rejseguiden imidlertid fremme for at møde de rejsende og se billetter. Jeg besluttede at vente til næste Vingresor fly senere på aftenen på trods af, at det gik til Stokholm. I sidste øjeblik stormede jeg ud til flyet, hvor jeg blev stoppet af bevæbnede soldater. Jeg forklarede fortvivlet til kaptajnen med passende irsk accent, at jeg havde mistet mit tidligere fly. Flyet var fuldt, men af uransagelige årsager fik jeg en plads oppe foran. Da vi landede i Stokholm, havde jeg 65 øre i lommen, men jeg havde også en dansk check på 515 kr. fra ingeniørernes arbejdsløshedskasse, så hjem kom jeg. Med Hashbussen fra Amsterdam 1974 I sommeren 1974 besøgte jeg nogle venner i Amsterdam. Jeg var taget derned på stop, så det var jo ikke dyrt. Men jeg husker også, at jeg kom til at gå flere timer på landevejen i Nordholland. Jeg havde fået stop med en hollandsk lastbilchauffør, men da han viste sig at være meget amourøst anlagt, valgte jeg at stå af på landevejen ude midt i en stor skov. GLOBEN nr. 18 / December 2004 25


Under mit ophold i Amsterdam erfarede jeg, at jeg var kaldt til jobinterview i København følgende tirsdag. Jeg fandt ud af, at der gik en billig bus til København næste mandag. Det var i hippietiden, så faktisk var det en fast ugetur med hashflippere mellem Amsterdam og København. Jeg husker ikke helt præcist, men jeg tror prisen var 70 kr. Jeg dukkede op til aftalt tid og på rette sted. Mange afghanerpelse have allerede indfundet sig. Bussen, der lignede en gammel rutebil malet i psykedeliske farver, kom dog først en time senere, og uden den rigtige chauffør, som kom endnu en time senere. Vi kom af sted, og i løbet af kort tid bredte hashtågerne sig. Vi ankom til den tyske grænse, og en officer fra grænsepolitiet kom ind i bussen. Han snusede, virrede med hovedet og beordrede alle ud til undersøgelse, nogle måtte gennemgå ”the bent-over”, og fire blev nægtet indrejse. Da vi endelig var klar, skulle chaufførens kørekort granskes. Det blev forkastet af grænsepolitiet og indkørsel til Tyskland nægtet. Bussen fik ordre til at vende om af den hovne politichef. Nu var gode råd dyre, jeg skulle jo til interview næste morgen. Så jeg fandt mit buskørekort frem. Det havde jeg erhvervet året før. Af andre grunde var det ikke gyldigt. Alligevel gik jeg frem og præsenterede det. Efter megen granskning accepterede politichefen det nølende. Under klapsalver drejede jeg bussen ind ved Københavns Hovedbanegård kl. 1 om natten. Jeg kom til interview næste formiddag, men fik ikke jobbet. Senere på sommeren var jeg til tre interviews i henholdsvis Køln, Paris og Amsterdam. Jeg var blevet i stand til at tjene penge på rejserne, idet firmaerne betalte flyrejser, mens jeg blaffede eller rejste med tog. Så var der en tid, hvor man med studenterkort kunne rejse billigt med stand by på indenrigsruter med SAS. I sidste instans er det nok flyselskaberne, der har vundet. Der er sjældent tid til tog og busser, for man forfalder til mageligheden på businessclass oppe under skyerne. DBK’s Top-20 for besøgte lande Placering Navn Nr. Antal lande Tilvækst Alder 1 (1,1) Bjarne Lund- Jensen 027 171 4+4=8 55 2 (2,2) Michael Mini 010 113 4+8=12 44 3 (8,13) Arne Erik Runge 097 104 10+15=25 60 4 (4,9) Claus Qvist Jessen 019 103 6+11=17 43 5 (3,7) Erik Boman 120 102 1+10=11 84 6 (10,8) Kaj Heydorn 039 101 8+3=11 72 7 (7,6) Bertel Kristensen 057 99 3+4=7 61 8 (6,4) Ole Egholm 001 98 2+3=5 37 9 (5,3) Preben Mogensen 022 98 1+3=4 52 10 (9,5) Svend Garbarsch 030 94 1+1=2 71 11 (14,20) Niels J. L. Iversen 082 93 12+11=23 50 12 (11,10) Henrik Døcker 038 91 2+5=7 65 13 (13,11) Tyge Korsgaard 042 88 5+1=6 58 14 (12,14) Søren Padkjær 112 86 1+7=8 58 15 (17,15) Stig Monrad 059 84 7+3=10 55 16 (16,24) Per Allan Jensen 026 82 5+12=17 52 17 (15,12) Erling Nyvold 086 82 2+0=2 66 18 (ny) Samson Larsen 255 80 - 70 19 (18,16) Niels Gadegaard 081 80 4+2=6 71 20 (22,18) Anette Sode 090 77 5+2=7 42 Lidt forklaring: De to tal i parentes under ’Placering’ er placeringerne de to sidste gange den tilsvarende statistik blev publiceret (for henholdsvis 11⁄4 og 21⁄2 år siden). Tallene under ’tilvækst’ er antal nye lande de sidste 11⁄4 år + antal nye lande forrige 11⁄4 år = antal nye lande de sidste 21⁄2 år. Og her er det så jeg skal skrive lidt om, at landetælleri aldrig må blive det centrale i ens rejseliv, men det gjorde jeg jo også sidste år, i Globen nr. 13, hvor denne statistik blev bragt sidst, så det gider jeg ikke gentage. Det må man jo i øvrigt også selv om, bare man husker at betale sit kontingent.Det bemærkes, at de to øverste placeringer er uændrede, men hvor længe endnu? De to ’hurtigløbere’ Arne Runge og Niels Iversen har erobret 10 resp. 12 nye lande de sidste 11⁄4 år (25 resp. 23 de sidste 21⁄2 år), så måske situationen ser anderledes ud næste år? Den gennesmsnitlige tilvækst af lande pr. år på listen er 31⁄2 siden sidst, mod 41⁄2 forrige gang, så selv om det går stærkt i denne ende af skalaen, så går det dog ikke helt så stærkt som det har gjort. Vi har fået fordoblet antallet af medlemmer med over 100 lande (fra 3 til 6), og mon ikke dette tal mindst er oppe på 9 næste år? Der er i hvert fald ikke langt igen for de tre nærmeste. PAJ GLOBEN nr. 18 / December 2004 26


Påskeferie i Mellemøsten Det tidlige forår egner sig perfekt til en ferie i Middelhavsområdet. Sidste år var det de eksjugoslaviske lande, hvor det lykkedes mig at besøge fem lande på to uger. En præstation, der efterfølgende affødte mange sarkastiske kommentarer fra visse af klubbens mere langtidsorienterede rejsenørder. Tekst og foto: Per Allan Jensen ”Så hellere tage den lidt mere med ro i år”, tænkte jeg. Så hvad med at ”nøjes med” Jordan og Syrien? De to lande havde jeg allerede en gang tidligere planlagt at besøge, nemlig i forlængelse af en dykkerferie i Egypten i efteråret 2001, men så var det, at USA invaderede Afghanistan, hvorefter situationen i Mellemøsten begyndte at forekomme en anelse for højspændt. Men nu skulle det altså være. Fly ned til Amman og hjem fra Damaskus og en guidebog i rygsækken, så jeg kunne planlægge mig frem til en tur, der bragte mig forbi de vigtigste highlights på de til rådighed værende to uger (ja ja, jeg ved det, to uger er alt for lidt). Når man, til dels, planlægger sin rejse efter en guidebog, så kommer man naturligvis nemt til at besøge de samme steder som alle de andre turister, men det er jo altså prisen for ikke at have ubegrænset tid til rådighed. Og så gør det i øvrigt ikke så meget i de lande, hvor mængden af turister under alle omstændigheder er ret så begrænset. Det lykkedes mig da også fint at nå de fleste ”highlights” som f.eks. Amman, Petra, Wadi Rum, Aqaba, Damaskus, Hama, Krak des Chevaliers og Palmyra, blandt andet fordi de to lande har et udmærket og meget billigt transportsystem samt at afstandene er moderate. Jeg vil ikke gå i detaljer med de enkelte steder, interesserede henvises til den detaljerede rejsedagbog på hjemmesiden, blot lige fremhæve de tre steder, der gjorde størst indtryk på mig. Først og fremmest den lyserøde oldtidsby Petra, hvis fascinerende blanding af smukke bjerge og fantastiske ruiner vel må siges at være regionens største seværdighed – på linie med de egyptiske pyramider. Dernæst Wadi Rum, en enestående smuk rød ørken med bjerge spredt som øer på havet med sarte og farvestrålende blomster netop på denne årstid. Og endelig den syriske hovedstad Damaskus, hvor nyt og gammelt mødes, og hvor den gamle bydel med de smukke moskeer og de labyrintagtige basarkvarterer hensætter den besøgende til en stemning af 1001 nats eventyr. Jeg vil også gerne fremhæve nogle af de forhold, der forekommer mig specielt positive/negative i forbindelse med at være turist i de to lande, vel vidende, at disse naturligvis står helt for egen regning og sikkert vil blive opfattet meget forskelligt fra den ene rejsende til den anden. På plussiden bør noteres, at begge lande er nemme at rejse i, også selv om man kun kan lidt eller intet arabisk. Menneskene er uhyre hjælpsomme og gæstfri, og det berømte arabiske handelsgen, der når sit ulidelige klimaks i lande som Egypten og Marokko, findes i en behagelig afdæmpet version her. Klimaet er aldeles vidunderligt om foråret (og efteråret), prisniveauet er lavt og maden udmærket, om end lidt ensformig i længden. På negativsiden bør nævnes den omfattende forurening, både direkte (osende biler i de relativt få større byer samt yderst lemfældig omgang med affald overalt) og mere indirekte i form af hæmningsløs cigaretrygning overalt (særlig slemt i Jordan, hvor end ikke busser og restauranter skånes), dunderkraftig og forvrænget arabermusik overalt og til alle tider, folk der taler i mobiltelefon i et væk og endelig alle de trøsteløst grimme halvfærdige eller forfaldne betonbyggerier med påklistrede TV-antenner og AC-udsugninger. Og så skal man altså ikke tage til Aqaba med drømmen om et par dages eksotisk badeferie ved Det Røde Hav, for strandene omkring byen flyder med murrester, glasskår og ekskrementer (herfra muligvis undtaget de private strande, der hører til luksushotellerne med værelsespriser i størrelsesordenen 100-200 dollars pr. nat). Man kan på en måde godt sige, at disse lande har moderne faciliteter til gammeldags priser. Transportnettet fungerer som nævnt udmærket, og overalt fås glim- GLOBEN nr. 18 / December 2004 27


rende hotelværelser med eget bad og toilet samt ofte også både køleskab og AC for 100-150 kr. pr. døgn. Lokal mad er ekstremt billig, og skulle man føle trang til lidt vestlig luksus, så prøv at gå ind på et af de internationale hoteller i Damaskus, hvor man kan forkæle sig selv for priser, der er to-tre gange lavere end i Danmark. Og får man lyst til at kommunikere med omverden, så er der glimrende mobildækning overalt. Til gengæld er det ret begrænset, samt langsomt og ustabilt, hvad der er af muligheder for internetadgang. Da jeg skulle fra Hama til Palmyra, kunne jeg tage med bussen den ”kedelige” vej til Homs og skifte til en ny bus der. Ifølge min udmærkede guidebog var der imidlertid en langt mere interessant (180 kilometer lang) vej ud gennem ørken og bjerge, som dog kun var en mulighed for folk med eget køretøj. For sjov spurgte jeg på hotellet, hvad det ville koste at få en taxa til at køre denne tur. ”Oh, mister, very expensive”, lød svaret, men da han lidt senere kom tilbage med resultatet, lød prisen på 200 kroner. Jeg fik en glimrende tur med en flink taxachauffør, der oven i købet kunne lidt engelsk, var fodboldtræner og kendte Morten Olsen. Og til overflod skaffede han mig adgang til et interessant besøg hos nogle af alle de beduiner, der stadig finder deres livsgrundlag i den barske ørken - deres kameler er dog udskiftet med lastbiler. Landene er klart muslimsk dominerede, men på ingen måde fundamentalistiske. Får man lyst til en kold øl eller lignende, så finder man bare ud af, hvor byens kristne kvarter ligger: Nemt nok, kig efter kirker på bykortet, og lynhurtigt finder man, i hvert fald i mellemstore byer og opefter, frem til adskillige små butikker, der helt åbenlyst sælger både øl, vin og spiritus. Man skal dog nok lige tænke over, hvor man efterfølgende indtager de våde varer. For at komme mig over depressionen over den ulækre strand i Aqaba satte jeg mig i solen med en kold dåseøl, hvilket prompte fik en gruppe 10- til 12-årige knægte til, med livlige fagter og skuespil, at prøve at illustrere de mulige konsekvenser af alkoholindtagelse. Jeg svarede igen ved at pege på deres cigaretter og simulere en rallende hoste som fra en lungecancerpatient i sidste fase. Men det prellede naturligvis helt af på dem, for rygning er jo en naturlig del af tilværelsen, mens en kølig pilsner på en varm solskinsdag, det er en dødssynd! Nu vi er ved pudsige oplevelser, så er de moderne tider ved at komme til Damaskus, hvilket giver sig adskillige morsomme udslag. Lige udenfor den gamle bydel løber en meget befærdet vej, og her har man lavet en fodgængertunnel med, hvad der vist må være Syriens første rullende trappe. Her kan man bruge lang tid på at stå og more sig over synet af ældre kvinder iført villatelte, der frygtsomt – og efter lang tids tøven – træder ud på det mekaniske vidunder, hvor de efterfølgende står på usikre ben og støtter sig til hinanden. Og inde i basaren er der åbnet en butik, der sælger noget så nymodens som softice. Det er længe siden, jeg har set så stor en kø foran en butik. Afslutningsvis vil jeg gerne advare mod, at man spiser på restauranter, hvor der ingen gæster er i forvejen - og det gælder ikke kun i Mellemøsten. Det gjorde jeg i Hama, og dagen efter - i Palmyra - vågnede jeg op midt om natten med den værste gang maveonde, jeg nogensinde har prøvet. En dags faste forbedrede heldigvis situationen så meget, at jeg fik et rimeligt udbytte af de sidste dage i Damaskus, men straks efter hjemkomsten gik det atter helt galt, og jeg tilbragte det meste af en uge med høj temperatur, appetitløshed, kvalme og hovedpine. Langt om længe fik vores udmærkede sundhedsvæsen konstateret, at jeg havde pådraget mig en campylobacter-infektion, hvorefter et skud målrettet antibiotika fik bugt med ondet. GLOBEN nr. 18 / December 2004 28


Det eventyrlige Borneo Tekst og foto: Nikolaj Witte For ikke så lang tid siden stillede Hendes Majestæt Dronning Margrethe mig spørgsmålet: ”Hvorfor er du medlem af De Berejstes Klub?”. Som altid, når folk er letsindige nok til at spørge mig om rejser, så begyndte jeg straks at snakke i munden på mig selv. ”Holdt, stop” sagde hun, ”fortæl mig kun om den ene episode, som skiller sig ud fra de andre”. Dette er selvfølgelig løgn, men resten af historien er så sandt, som det er sagt. Borneo. Bare navnet har altid fascineret mig. Mindre blev mine eventyrdrømme ikke, da jeg i Lonely Planet læste, at i Kalimantan (Indonesisk Borneo) er der næsten ingen rigtige veje, der er ikke rigtig nogen regnskov tilbage, skovbrandene i 1997 og ’98 ødelagde resten og det er i det hele taget dyrt, besværligt og ikke værd at komme der. Når LP skriver det, så plejer man at have området for sig selv. Udover det havde der netop været lidt uroligheder med demonstrationer og sågar rapporter om, at visse stammer havde genoptaget deres gamle traditioner med at skære modstandernes hoveder af. Det var derfor med spænding i maven og forventninger i blodet, at jeg hoppede om bord på en ombygget fiskekutter i Tawau (Sabah), der lovede, at de sejlede til den lille indonesiske ø Tarakan, hvorfra det igen skulle være muligt at sejle til Kalimantan. Men, for at gøre en lang historie kort, så lykkedes det mig i løbet af ikke alt for mange dage at være på vej sydpå langs en af de veje, der ikke eksisterer på noget landkort, men som skovfældningsfirmaerne har efterladt. Undervejs var det også lykkedes mig at finde min kammerat, som jeg på forhånd havde aftalt at mødes med. Sammen sad vi nu og stirrede ud af vinduet i en afart af en minibus, mens dækket for tredje gang var blevet vredet i stykker på de sammenfaldne mudderveje. Alle reservehjulene var brugt op. Vi havde repareret reservehjulene, men også disse var slidt i stykker igen, så vi havde ikke rigtigt flere hjul tilbage. Utroligt nok var humøret stadig godt, da vi halvt trillede og halvt skubbede bilen ind i nærmeste by. Stor var vores overraskelse, da vi blev mødt af et sandt farve- og fjerorgie. Min ærede Dronning, så var der pludselig høstfest med dans og musik. Undrende stod vi lidt og kiggede på alle de udsmykkede krigere og festivaldeltagere. Undrende stod de og stirrede på to tilmudrede, men hvide, backpackere, der var gået helt i stå. Snart kom der en mand i skjorte og lærredsbukser, der højt og på Regnskoven der blot ligger og venter på at bliver udforsket Herinde, i Borneos hjerte, fandt jeg mit første eventyr og årsagen til at blive medlem af De Berejstes Klub. glimrende engelsk bød os velkommen til høstfesten. Han kunne fortælle, at han hed mr. Wilson og var både høvdingens søn og arrangøren af festivalen. Inden vi havde fået set os om, var vi blevet gennet ind i langhuset, hvor de, der sad forrest, blev skubbet til side, så der blev plads til mr. Wilsons æresgæster. Alle blandt de par hundrede gæster og en god håndfuld af de dansende gik fuldstændigt i stå. Det varede dog ikke længe, inden de fik sig samlet sammen, nikkede og smilte. Alle de unge fyre skulle lige vise sig og råbte ’hallo’, mens de ældre mere stille og roligt hilse på Bhasa Indonesia. Dansen var fantastisk. Kvinder bar farverige kjoler med pailletter i alle regnbuens farver, der hver var formet i deres families eget mønster. Mønstrene var meget forskellige med afbildninger af krigere, næsehornsfugle eller forskellige guder og ånder. Hver kvinde havde i begge hænder et par af næsehornsfuglens halefjer, som livligt blev brugt i dansen. Sammen, i procession, dansede de først ned i hele langhu- GLOBEN nr. 18 / December 2004 29


sets længde, derefter cirklede de rundt og gentog bevægelsen i modsat retning. Da dansen sluttede, fik vi mulighed for at hilse på mr. Wilson og høre, hvad der foregik. Han inviterede os til at blive og bo hos sig. Det blev starten på en smuk, tre dage lang festival, der overgik alt, jeg tidligere har oplevet både i skønhed og i noget, som jeg ikke kan beskrive bedre end ægthed. Jeg har altid, både før og efter denne oplevelse, anset det for endnu mere ægte, når hovedjægeren har en slidt reklame T-shirt inden under en brynje af tigertænder, eller når de onde ånder i dyb trance indfanges i blå plastiktallerkener. Og under denne høstfest var der en overflod af gamle hovedjægere i hullede vinterjakker og andre pudsigheder. Under festivalen oplevede vi de dansende kvinder, der igen og igen opførte deres smukke dans til lyden af sundatang’en (et traditionelt strengeinstrument, hvis brug desværre siges at være ved at uddø). Vi oplevede høvdinginden der, hvidmalet i hovedet og med store håndfulde af de allersmukkeste af næsehornsfuglens halefjer, opførte en meget dyster solodans. Men højdepunktet for mig var, da høvdingen i fuld krigsudrustning udførte finalen i danseshowet. En dans hvis, på overfladen simple, formål var at samle skjoldet op fra gulvet og symbolsk gå i krig. Alt, hvad der skete rundt om selve dansene, var mindst lige så fantastisk. Selve udsmykningen af huset var et studie værdigt, og menneskene var, da de efter et par dage havde vænnet sig til os, smilende og fortalte med medrivende fagter den ene historie efter den anden, mens klokkerne i deres fascinerende forlængede øreflipper klimprede. Specielt husker jeg mr. Wilsons fars historie, måske fordi det var den eneste, jeg forstod, da halvdelen var på hollandsk, og den anden halvdel blev oversat af mr. Wilson. Han fortalte levende, hvordan han som ung havde været pirat sammen Alle kommer forbi til høsfesten, fra nær og fjern. Specielt de gamle bære stadig de tradiotionelle dragter og udsmykninger. Udklædt til dans og krig. I fordoms tid var synet af en fuldt udrustet kriger ikke et syn man smilte af, men i dag er han klædt på til dans samt en stor glæde og stolthed for hele landsbyen. med en hollandsk bande i Samarindas havn. Det forklarede jo sproget. Men at sidde i olielampens skær midt i Borneos jungle og høre historier om, hvordan man border og overfalder et skib, var næsten mere, end jeg i min vildeste fantasi havde håbet på. Hele festivalen sluttede med, at selve guvernøren for hele distriktet ankom med ministre og det lokale tv. I hans takketale fortalte han blandt andet, hvor utroligt smukt deres langhus var, hvilket han kunne bevise, for, som han fortalte, var der i år kommet to turister hele denne lange vej bare for at besøge dem. Næste gang, sagde han, ville turisterne have fortalt deres familier og venner, hvor smukt et sted dette var, og snart ville mange turister komme. Alle vendte sig om, smilte og klappede ad os, selvom jeg ved, vi begge vil gøre vores for, at ingen finder ud af, hvor dette uspolerede paradis af en by ligger, og så der aldrig kommer horder af turister væltende. Men hvad så, spurgte Hendes Majestæt? Da festivalen lakkede mod enden, fandt vi lidt transport ned til flodens munding, hvor det lykkedes os at opspore en af de fantastiske flodbåde, der sejler overalt på Kalimantans floder. Flodbådene er opbygget i to etager, hvor første sal har brikse og er en form for første klasse med vinduer og ro til at sove. Underetagen er et virvar af mennesker, der sover over alt som sild i en tønde. Det er også nederst, man finder køkkenet, toiletter (huller i bunden af båden), badefaciliteter GLOBEN nr. 18 / December 2004 30


(en slange på en pumpe nede i floden), kaptajnen (der sidder midt i det hele og styrer), nedgangen til motorrummet (som behageligt brummer en i søvn) og vores kommende midlertidige hjem. Vores ankomst var en blanding af James Bond og Mr. Bean. Vi var, af årsager som er en helt anden historie, kommet for sent til bådens afsejling. Derfor befandt vi os netop nu i en lille motorbåd, hvor vi i rasende fart forsøgte at indhente flodbåden. For at gøre hele stemningen perfekt besluttede vejrguderne på Borneo sig for at lade os smage på rigtig regnskovsregn. Den sidste halve time havde vi kæmpet en brav kamp for at holde vandet på ydersiden af vores lille motorbåd, der forbavsende hurtigt blev fyldt med regnvand. Så mens det var svært at afgøre, om vi stadig var oven vande, eller rent faktisk var de druknede mus, som vi følte os som, råbte vi alle af vores lungers fulde kraft, at de skulle vente på os. Med motorens sidste kraftanstrengelser lykkedes det os at sejle op på siden af flodbåden og holde os fast. Hele båden var - for at beskytte passagererne mod den silende regn - pakket ind i blå presseninger, så ingen havde endnu hverken set eller hørt os. Med hver sin rygsæk, der nu på grund af regnen havde taget voldsomt på i vægt, kastede vi os ind under det blå plastik. En utællelig flok mennesker stirrede inde i mørket på os med åbne munde og fulde af undren. Vi hilste pænt og forsøgte at undgå at hælde vand på dem alle sammen, men lige lidt hjalp det. De stirrede. Hvad nu, tænkte vi. Pludseligt slog det os. Så hurtigt som man kan i drivvådt tøj, skyndte vi os at tage vores sko af og placere dem oppe på en bjælke. Ingen er da så uhøflig og uopdragen at de har sko på indenfor i hjemmet og denne båd var, for nu, vores hjem. Kaptajnen tog smøgen ud af mundvigen, smilte, vendte tommelfingeren op og råbte ’bagus’ (godt). Med ren hygge, masser af malariamyg og et utal af ’bagus’-råb sejlede vi gennem det næste døgn ned af floden, der oversat hedder ’skær-hovedet-af’-floden. Ovenfor: De ondeånder uddrives af en hel gruppe af shamaner. De fortager denne udrensning for at helbrede en ældre syg mand. Om det lykkes må tiden vise. Nedenfor: Udsmykning ved langhuset. GLOBEN nr. 18 / December 2004 31


Men er det ikke muligt at komme ind på midten af Borneo, spurgte HM Dronning Margrethe Midten af Kalimantan var vores mål, men først måtte vi tanke op i Samarinda. Så vi fik skaffet dåsesardiner, rom, chilisovs, et par millioner rupies, blå plastik, reb og ikke mindst en ordbog. Gennem de næste par uger rejste vi derefter op ad Mahakamfloden, som er en af Borneos mægtigste floder, der har sit udspring helt inde i hjertet af øen. Efter af have oplevet ånderne både i kirker, moskeer og langhuse ankom vi, efter to ugers rejse, gennemblødt til skindet og skjult af mørket til den sidste by, vi på denne årstid kunne nå med mere eller mindre offentlige både. Efter at have opsporet varmt vand til en kop te, fået lidt mad og sovet en god nats søvn opsøgte vi ’kapala desa’ (landsbyens overhoved). Vi fik forklaret både ham og alle andre af betydning i byen, hvad vores planer og ønsker var. Vi skulle bruge nogle mænd til at hjælpe os over på den anden side af Borneos midte. Vi vidste ikke meget om, hvorvidt det kunne lade sig gøre, men havde hørt i Samarinda at man på en god uge kunne gå fra den ene flods munding, over bjergene til den anden side af Borneo og der finde en anden flod, hvor man igen kunne sejle helt ud til kysten. Først kom høvdingens nevø og en kammerat, de studerede inde i Samarinda og kunne engelsk. Til gengæld kunne de ikke svare helt positivt på, om de havde været inde i junglen før. Vi var ikke helt trygge ved at tage med dem, og efter et par dage kom der heldigvis en anden mand, der ville snakke med os. Han hed Hugo og boede ikke langt væk, men han Du smukke danserer foran de pyntede fælleshus. havde været ude i junglen i markerne og kom derfor først nu. Han ville sammen med en gut, der hed Lavang, hjælpe os. De var ikke billige, men de havde stor erfaring, både med junglen i almindelighed og denne strækning i særdeleshed. Vi måtte derfor henvende os til høvdingen, og, uden nogen skulle blive stødt, forklare ham, at vi ikke kunne bruge hans nevø. Vi snakkede med Hugo, der ikke kunne mere end to ord på engelsk, om hvad vi skulle have med på turen. Alt, hvad der er sejlet så langt ind på Borneo, er meget dyrere end ude ved kysten, så vi måtte rundt og forhandle, det bedste vi havde lært, for at skaffe de sidste fornødenheder som ris og sukker. Men få dage senere oprandt dagen for vores afsejling, og med to ketjing-ketjing (små både opkaldt efter deres lyd) begav vi os så langt op ad flo- Guder og ånder, malet i alverdens farver og mønstre på husenes indersider. den, som det var muligt. Mens aftenen sænkede sig over floden, sejlede vi mod bredden, hvor Hugos forældre glade stod og vinkede os ind til aftensmad. Pludseligt helt ud af den blå luft bliver Hendes Majestæt revet væk, der er alvorlige sager, som hendes yngste søn er nødt til at snakke med hende om. Jeg håber på, hun ved en senere lejlighed vil høre afslutningen, men indtil da må vi alle pænt vente, for ingen snakker, før dronningen spørger. Fortsættelse følger… Eller kig videre på www.wayout.dk GLOBEN nr. 18 / December 2004 32


Om hvordan man bli’r ”bidt af en gal rygsæk” Jeg er født i 1971, og det stod ikke umiddelbart for, at jeg nogen sinde skulle blive medlem af De Berejstes Klub. Som barn var jeg med mine forældre på den obligatoriske charterrejse til Spanien og på små ture til vore nabolande. Som ung var jeg på ”sol og strandferie” i Spanien og Italien sammen med det meste af den danske ungdom, og jeg havde på ingen måde en større udlængsel...” Tekst og foto: Pernille Föh ... Sådan skriver jeg i min ”blå bog”, og det må man sige er et godt billede på mig og min rejse-karriere. Efterfølgende har jeg tænkt meget over dette her ”rejsegen”. Er man mon født med det? Eller smittes man fra person til person gennem luften, eller måske overføres rejselysten gennem beretninger og billeder fra fjerne egne? I mit tilfælde var der nok nærmest tale om tilvænning sammen med en virkelig godt hengemt nysgerrighed på steder, hvor ikke alle andre tager hen. At der har været tale om tilvænning viser sig stadig i vores rejsemønster, som godt nok inkluderer de fleste af vores ferier (og penge), men alligevel ikke får mig til at sælge mit hus, skippe mit job og rejse med kun seks kilo bagage til det højeste bjerg i Bhutan. Rejselysten vågnede Vi havde været på et par charterferier til Egypten og Kina og en enkelt tur til USA og således smagt lidt på eventyret, men det store skub fik jeg i 1997, da vores planlagte tur til Nepal med Larsen Rejser blev aflyst. Larsen Rejser gav begrundelsen, at deres samarbejde med PIA ikke var som ønsket, og dermed stod vi uden rejse. Vi kunne ikke finde andre charterrejser til landet og tyede til Jysk Rejsebureau. De satte en tur sammen til os. Alt var bestilt hjemmefra; transfer til/fra lufthavn, hoteller og ture. Alligevel var det nyt for os, da vi ingen guide havde. Når man tænker tilbage, kan man kun smile af min forfærdelige nervøsitet om, hvorvidt vi kom af busserne i tide, men dengang var det virkeligt ”farligt”. På turen mødte vi mange backpackere på vej jorden rundt. Deres beretninger lød spændende, og jeg blev inspireret af deres begejstring for det ukendte, som ventede dem. Jeg kiggede på vores medbragte kuffert og blev enig med mig selv om, at den ikke kom med næste gang. Året efter tog vi til Ecuador helt på egen hånd. Uden at kunne et ord spansk og med to proppede rygsække tog vi af sted. Hvordan kunne vi vide, hvad man får brug for som backpacker, når man ikke har prøvet det før? Jeg havde ALT med, og mødte vi nogen som manglede en dims, så var det så sikkert som amen i kirken, at JEG kunne fremskaffe det. Det er dog blevet meget bedre, og i dag kan jeg pakke min rygsæk på en time, og tilmed overlade lidt tom plads til eventuelle souvenirs. I Ecuador nød jeg friheden til selv at bestemme, hvornår og hvordan vi kom fra A til B. Jeg nød at opleve ægte kultur og se ”rigtige” mennesker. Jeg nød at møde mennesker med sjove historier og være langt væk fra Danmark, både mentalt og fysisk. Jeg var solgt... Tjæreborg kontra rygsæk Taj Mahal: Nok det mest fantastiske bygningsværk jeg nogen sinde har set! En stor fordel ved individuelle rejser er, at man slipper for ”chartersiloerne”. Jeg er træt af guider med paraplyer, at møde naboer og kollegaer i min ferie og ikke mindst træt af danskere, der brokker sig over hotelstandarden, og at der ikke er rugbrød i den overdådige morgenbuffet. Jeg har intet imod at møde danskere rundt om i verden, så længe de kan berige mig med noget: En god histo- GLOBEN nr. 18 / December 2004 33


rie eller nyttig information, hvilket jeg sjældent har oplevet hos en charterturist. Vi rejser, når job og økonomi tillader det. Det betyder i praksis fire uger hver sommer og en til to uger derudover i løbet af året. Vi er begrænset af min mands job som lærer, hvilket betyder, at vi kun kan rejse i længere tid om sommeren og altid kun i skolernes ferie. Rejserne er primært med rygsæk, en returbillet og Lonely Planet som en fast, tro følgesvend. Godt nok er vi blevet backpackere, men et bykort og gode råd om overnatning er nu ikke at foragte. Vi sover og rejser gerne budget men ikke ulækkert. Vi er blevet for gamle til 18-sengsvæ- Ad Deir, Petra i Jordan. En af vores første backpacker rejser. relser og fulde teenagere. Vi har fundet vores eget niveau, som vi kalder budget+. Vi er dog heldigvis enige om, at oplevelserne ikke sover på Hilton! Går der for længe mellem turene trækker det i benene, og rygsækken bliver utålmodig. Vi skal helst altid have bestilt en rejse, så der er noget at se frem til. Bangladesh var en stor og anderledes oplevelse. Her en dreng og hans rickhsaw. Fremtidens rejser Vi vil helt sikkert blive ved med at rejse. Indrømmet, der er gået lidt sport i det, men også fordi det er en fantastisk fornemmelse at sidde i lufthavnen med rygsækken og ikke vide, hvor man skal sove i nat, hvilke spændende mennesker man møder, og hvad man skal opleve. Denne fornemmelse giver mig et ”kick”, og jeg vil ikke være den foruden. Jeg ser frem til mange spændende rejser de næste mange, mange år. Besøg os på: www.pernille-kennet.dk , lige opdateret med vores tur til Libanon GLOBEN nr. 18 / December 2004 34


Rejsen ad Silkevejen Et muslimsk land fyldt med 1001 nats eventyr, arkitektoniske perler i verdensklasse, brutale fejder, magtfulde Khaner og Imamer samt et par blodtørstige herrer: Genghis Khan og Timur. Herudover livet under den russiske zar og tiden som sovjetisk vasalstat, hvor kulturen og religionen blev holdt i stramme tøjler. Alt i alt et godt historisk fundament for et kulturmiks, der har potentiale til at ”sparke røv”, men når man så oven i hatten lægger landets centrale placering på Silkevejen og krydrer det lidt med et par koryfæer som de legendariske byer - Bukhara og Samarkand – ja så er der virkelig lagt op til noget stort. Dette er beretningen om fire DBK-gutters strejftog i landet med en forunderlig cocktail mellem arabisk, asiatisk og russisk kultur – velkommen til Usbekistan. Tekst og foto: Lars Munk En silkeblød vej med pastelrøde nuancer, der drømmende snor sig gennem det centralasiatiske landskab i sin rute fra Kina til Europa. Et sted med dufte af krydderier og blomster; masser af guld, jade og silke, underholdning, fest og glæde. Et sted, hvor eventyrudvekslinger foregik over fredfyldte forhandlinger i guddommelige haver og oaser, hvor nattens måne og stjerner altid funklede og malede alting i et magisk skær, indtil solen tog over og farvede omgivelserne i smukke flammende farver. Det er den endegyldige historie om Silkevejen – eller hur’? Niks - virkeligheden overhaler romantikken og historiens vingesus til trods, der med tiden gør en ond historie værre, så var Silkevejen et usædvanligt barskt sted at opholde sig, på en usædvanlig barsk tid – kun få var ved muffen, og pøblen måtte kæmpe for deres eksistens. Der var særlig en enkelt tvist, som historisk set fik stor betydning for området, nemlig da den store helt fra Mongoliet, Genghis Khan, ville opstarte handelsforbindelser med byen Otrar beliggende i nutidens Kasakhstan. Her nægtede den lokale guvernør imidlertid at samarbejde med ”en simpel rytter fra stepperne”, så han slagtede Genghis Khans delegation. Genghis Khan havde dog gennemskuet tricket med, at magt går gennem handel og ikke kamp (på daværende tidspunkt havde han erobret Beijing), så han sendte endnu en delegation til Otrar. Men ak – samme skæbne ramte delegation nr. 2. Så var Genghis Khans tålmodighed opbrugt, og fra 1219 og et par år frem smadrede hans hær hver en by i området. Meget er sket i tiden siden Genghis Khan. Bl.a. bankede den lokale helt/tyran Timur i perioden 1370-1405 et veldimensioneret rige sammen, der strakte sig over nutidens Iran, Irak, Syrien, Østtyrkiet, Kaukasus og det nordlige Indien. Timur var en brutal karl, som slagtede alt og alle, han kunne komme i nærheden af. Hans imponerende rige var bygget af blod og styret med rædsel. Sønnesønnen, Ulughbek, som med succes videreførte tronen, var en mere stille type, der bl.a. forskede i astrologi. En nyligt svunden tid Fire rødder: Kristian og Morten (passive medlemmer), Kenneth (medlem nr. 68) og undertegnede, havde, sammen med Allan (passiv medlem), Martin (medlem nr. 141) og Lars (medlem nr. 167), været på bjergbestigning på Peak Lenin i nabolandet Kirgisistan. Vi fire havde af forskellige årsager valgt at forlade bjerget før de øvrige, og vi udførte derfor en form for tyvstart på Usbekistan i forhold til de andre tre gutter. Vores raid i landet begyndte med en køretur igennem den frugtbare Ferganadal, beliggende i grænseområdet, hvor Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan tørner sammen. Turen gennem dalen, som i øvrigt er så bred, at vi kun sjældent så kuperet terræn, bød på en smuk udsigt til produktive men gammeldags landbrug, hvor majs, korn og blomstrende solsikkemarker boltrede sig i den bløde muld. Herudover kunne vi iagttage et nostalgisk miks mellem æselkærrer og den lokale Daewoo Nexia bilpark, små hyggelige landsbyer, hvor geder, køer og får drønede rundt i gaderne, gadesælgere med bjerge af vandmeloner etc. Men der var GLOBEN nr. 18 / December 2004 35


visse revner i glansbilledet: Dalen besad en mængde kæmpemæssige forladte russiske fabrikker overladt til sig selv og tidens erodering. Med mure, der var sorte af fugt og lange revner, rustne vinduesrammer med smadret glas samt meterhøjt ukrudt på fabriksgrundene. Ruinerne var vidnesbyrd og dystre monumenter over en svunden tid med industrialisering, effektivitet og sikre indkomster – en tid, som nu også virker som en meget fjern fremtid i forhold til landets nuværende udviklingstrin. Samarkand Samarkand – Centralasiens største turistmekka – er en legendarisk by med en stor rigdom i kultur og kunst og med smukke gamle bygningsværker henkastet på må og få. Byens centrale placering på såvel Kina-europahandelsruten via Silkevejen, som den nord-sydlige handel mellem Rusland og Indien/Persien gjorde sit til, at byen fra det 6. århundrede til det 13. århundrede oplevede et boom i rigdom og berømmelse. I 1220 kom Genghis Khan på besøg, og så var ballet forbi – han jævnede byen med jorden. Timur bestemte sig dog for at gøre byen til hovedstad i sit rige, så fra 1370 og de efterfølgende 35 år opbyggede han en nærmest mytologisk by, som siden – under Ulughbek – endvidere blev gjort til et intellektuelt og videnskabeligt centrum. Byen oplevede sin storhedstid gennem d’herrer Timur og Ulughbeks regeringstid, og det er resterne fra deres arbejde, som turisterne i dag kan nyde. Her kan man drømme sig tilbage til Aladdin og 1001 nats eventyr. Vi ankom til byen lidt oppe ad eftermiddagen, lige tidsnok til at blive fanget i nogle drilske kastevinde, der bragte støv og visne blade med sig. Det var – mildt sagt – hamrende varmt og tørt, så snart hang det ørkenrøde støv i vores sveddryp- pende ansigter og vores fedtede T-shirts. Nuvel – vi stod for foden af en enorm bygning, som jf. Kenneth og jeg umuligt kunne være andet end selveste Registan – Samarkands og Centralasiens absolutte kulturelle højdepunkt. Vi hankede op i rygsækkene og begav os mod mosaikkolossen, forbi små listige cafeer, hvor lokale sad og hyggede sig med shashlyk (grillspyd) og grøn the, og hvor den velkendte duft af grill og tilberedt okse- og kyllingekød udfordrede vores appetit i stor grad; videre forbi musikboder, hvor lokal suranai-musik – et instrument, der er en sær (og larmende!!) blanding mellem en trompet, en fløjte og en klarinet – blandede sig i luftens hvirvlende støv med rapmusik fra Eminem; samt forbi en mængde småboder, hvor lokale jeans, Tshirts og tørklæder blev solgt for en slik. Men noget var galt… Registans placering passede slet ikke ind det rigtige sted på Lonely Planets kort. Altså enten måtte Registan være blevet flyttet siden LPfolket sidst opdaterede deres kort, eller også tog Kenneth og jeg grueligt fejl – sidstnævnte mulighed viste sig overraskende nok at være tilfældet. Hvad der nu strakte sig mod himlen for vores fødder, var såmænd Bibi-Khanym Moskeen – en kolos fra Timurs tid, der er så stor, at den allerede inden færdiggørelsen begyndte at falde sammen under sin egen vægt. Dette skabte enorme forventninger til Registan. Samarkand Registan Kulturperlen Registan er et relativt stort område, hvor tre imponerende madrasaer (Koranskoler – dvs. muslimske universiteter, hvor eleverne studerede og boede) blev opført i perioden 1420-1660. De tre madrasafacader er forskellige i udsmykning og stil, men fælles for dem er, at de er pyntet med usandsynlig mange kakler. Azurblå kakler, hvori man på metrologisk vis kunne give vejrets 5-dages prognose: blå, blå himmel – hver dag. Så blå, kaklerne var, uden den mindste antydning af indblanding af andre farver – naturligvis undtaget de mange mosaik-figurer af løver, fugle og lignende, der på smukkeste vis pryder facaderne – lige så blå og ren stod himlen, kun afbrudt af den store gule skive, som vi kalder for solen. Et andet stærkt kendetegn ved Samarkand og Usbekistan er de ufattelig mængder af imponerende kupler, der troner over moskeer og paladser, og som alle er dækket med blå kakler, der heldigvis var på mode dengang. Det er det, man glæder sig over som turist. Hvad nu hvis bygningerne var opført i 1970’erne? Ville de så have været dækket med brune kakler, ligesom de danske parcelhustoiletter fra den tid? Uhyggelig tanke… Ud over Registan og den tidligere nævnte Bibi-Khanym moske byder byen på andre kulturelle højdepunkter som f.eks. Timurs mausoleum (kaldet: Guri Amir mausoleum) og Timurs venners mausoleer (et område kaldet Shahr-i-Zindah), og for foden af alle kuplerne, minareterne og madrasafacaderne leves et livligt gadeliv, hvor byens markeder, basarer, cafeer, småbikse og øvrige samlingssteder skaber et interessant sammensurium af gamle nisser med tykt skæg, lange kåber og turban, unge banditlignende knægte med charmerende gavtyvblik i øjnene og massevis af unge og ældre kvinder iklædt sommerkjoler, som med deres ravnesorte hår, stærkt markerede ansigter og perfekte hvide tandsæt (hvor enkelte dog har erstattet et par af tænderne med guldtænder) ligner små underværker. Meloner og minareter: Efter Samarkand drog Morten og Kristian til Tasjkent, mens Kenneths og mine veje førte videre gennem landet til næste ædelsten på vores odysse - byen GLOBEN nr. 18 / December 2004 36


Bukhara, beliggende seks-syv timers kørsel fra Samarkand. Bukhara er en pendant til Samarkand mht. kultur og rigdom, dog med knap så mange attraktioner. Til gengæld står de historiske bygningsværker mere koncentreret placeret, og ligegyldigt i hvilken retning ens øje måtte skue, fanges blikket af en eller flere kulturelle bygninger. Den mest kendte af bygningsværkerne er Kalon Moskeen, hvor Kalon minareten hører til. Minareten er af sådan en skønhed, at selveste Genghis Khan undlod at rive den ned, da han ellers jævnede byen med jorden. Udsigten fra toppen af minareten er en oplevelse uden sidestykke, hvor et prægtigt view til nabomadrasaen Mir-I-Arab og resten af byen kan nydes, og omvendt, hvis man tager lidt væk fra minareten, kan Bukharas fænomenale rødbrune skyline iagttages, som foruden moskeen med tilhørende kupler, minareten og madrasaen, inkluderer et par andre madrasaer og minareter mv. Ved solnedgangstid tændes murene nærmest som et flammehav i solens rødlige skær og fuldender oplevelsen til perfektionisme. Bukhara skyline På vores ture rundt i byen stødte vi på en ”melonfestival”, hvor meloner fra hele landet udstilles og præmieres. Uden nogen form for overdrivelse kan man snildt beskrive landets melonsituation som, ”at gaderne flyder med meloner”. Der er simpelthen meloner – overalt. Når de største, bedste og fineste meloner konkurrerer mod hinanden, så må man have eliten af meloner, og det var vel og mærke meloner, som de stolte melonavlere flittigt deler ud af. Således forlod vi melonfestivalen med tre-fire kæmpemeloner under armene, som vi ingen jordisk chance havde for at tygge os igennem. Man manner – de kender noget til melondyrkeri i Usbekistan. Khiva – en filmkulisse i ørkenen En af kamelkaravanernes største udfordringer, på deres færd ad Silkevejen, var krydsningen af den barske Kara-Kum ørken, der strækker sig fra Bukhara ud mod Det Kaspiske Hav, og som byen Khiva – vores næste destination – ligger midt i. For kamelrejsende tog det dagevis at krydse ørkenen fra Bukhara til Khiva, mens vi – takket være Daewoo’s Nexia personbil – kunne skære turen ned til omkring seks timer. I starten af vores ørkenfærd var udsigten præget af tørre trævækster i omkring en meters højde i et nogenlunde kuperet terræn, men stille og roligt blev bevoksningen lavere og lavere, og terrænet fladere og fladere, med et klimaks hvor landskabet var så fladt, at man ville kunne se sin hund løbe tre 3 dage, hvis den stak af hjemmefra. Eneste variationer i horisonten var enkelte Yurts (nomadetelte, der svarer til Mongoliets ”Ger”), et par strejfende kameler samt spredte sandbanker, der af og til dukkede op og føg ud over den ellers fortræffelige vej, som Nexiaen drønede ud over med 120 km/t. Bilens kabine var fuld af traditionel arabisk musik, hvor specielt den karakteristiske Suranai masserede trommehinderne på akkordbasis, alt imens passagererne - Kenneth, en tjekke ved navn Jan, en usbekisk pige, Omida, og undertegnede - trænede vores ubehjælpelige usbekiske dansefærdigheder, så chaufføren flere gange var ved at køre galt af grin. Khiva er en by, der traditionelt har ligget som en isoleret fæstning – ja nærmest en røverrede – langt ude i Kara-Kum ørkenen, fuldstændig overladt til sig selv, den flygtige ørken og strejfende ondsindede stammer. De kontinuerlige angrebsbølger fra forskellige stammer gjorde sit til, at man 4-500 f.kr. opførte de bymure, der i dag så smukt omkranser byen. Murene er yderst imponerende med en højde på 8-10 m, bredde på 6-8 m og en samlet længde på 2.250 m, der omkranser byens centrum på 2,5 km 2 , og for hver 30 m er der opført halvrunde fremskudte forsvarstårne. Sådan en bagatel af en mur var naturligvis ikke en hindring for vores ven Genghis Khan (han havde allerede på daværende tidspunkt forceret Den kinesiske Mur med sin hær), der – som vanen bød – jævnede byen med jorden, hvilket skete i 1220. Et par hundrede år efter Genghis Khans besøg voksede byen sig atter stærk, hvilket gjorde den til en rival til Bukhara. Khiva bymure Khiva skiftede hænder et utal af gange, men af en eller anden årsag blev den ikke jævnet med jorden mere, hvilket betyder, at de prægtige bygninger, der i tidens løb er skudt i vejret, står den dag i dag. Først har russerne, og siden UNESCO, restaureret bygningerne i sådan en grad, at alle historiske bygninger inden for bymurene står, som da de blev bygget. UNESCO optog i 1990 Khiva på ”World Heritage List”. Vi var ankommet relativt sent til Khiva og blevet omsluttet af bymurene i ly af mørket, så vi havde ingen idé om byens storslåethed, før vi næste morgen påbegyndte vores færden rundt i den. Og overraskelsen var stor. Det var som om, at vi trådte direkte ud fra Kara-Kum’s røde sand og ind i en perfekt Hollywoodkulisse, klar til at optage en Aladdin-film. Ikke kulisser opført i papmache og farvebelagt flamingomursten, men i solide mursten og med mørtel. En lille overset perle midt i Karakum-ørkenen fuld af mystik, eventyr og romantik, og med en skyline af de mere imponerende, der præsterede et væld af minareter (fire stk.), madrasaer (24 stk.), mausoleer (seks stk.), moskeer (seks stk.) og naturligvis den omkransende bymur med sine vagttårne og byporte – og det er kun skylinen indenfor de gamle bymure. I et sælsomt øjeblik, hen ad midnatstimen, hvor månen står højt på himlen og farver bygningerne i et sølvfarvet skær, drømmer man sig tilbage til tiden, hvor Khiva havde sin storhed. Bygningerne er som revet ud af historiebøgerne - intakte og imponerende - så der skal ikke meget fantasi til, før man sidder ansigt til ansigt med byens magthaver – Khanen – omgivet af mavedanserinder og ildslugere, og med mad og vin i lange baner, lyttende til de rejsendes beretninger fra deres tur ad Silkevejen. Khiva er så tæt på historien, som man kan komme. Se det fulde rejsebrev på www.munkens.dk, hvor også et par bryllupsfester er beskrevet. GLOBEN nr. 18 / December 2004 37


Deltagerne var Morten Vedersø (Veder), Kristian Mody (Mody), Lars Hansen, Lars Munk, Allan Larsen, Martin Anker Nielsen og undertegnede. Efter at have akklimatiseret i to døgn i Taldyk Yourt camp i ca. 2400 meters højde, ankom vi ad nærmest ikke eksisterende veje til Base Camp (BC), som ligger i 3800 m. Hele BC var dækket af et tyndt lag sne, som flere steder var trådt ud i søle og mudder. Repræsentanterne fra Asia Travel, som var det firma, der havde ordnet alt det praktiske angående tilladelser, mad og overnatninger, fortalte, at vejret havde været meget dårligt i de seneste tre uger, og, at mulighederne for bestigning af Pik Lenin var stort set håbløse. Da bestigning kun er mulig i juli og august hvert år pga. vejret, er tre ugers dårligt vejr noget, der ligner en katastrofe. Vi var dog fulde af energi og forventninger, og efter at vi var blevet anvist vores telte, gik vi straks op til et pas i 4250 meter, hvilket gik relativt let. Pik Lenin var skjult bag et tykt lag af skyer, og ledsaget af lette snebyger gik vi, stadig opløftede, ned til BC. Den sande Pik Lenin ekspedition Som ansvarlig for arrangementer i De Berejstes Klub, havde jeg i månedsvis nøjsomt planlagt et angreb på klubbens højderekord. Desuden havde jeg allerede truet Michael Andersen om, at hans titel som DBK’s højderekordindehaver, som han havde erhvervet sig efter en flot bestigning af Mera Peak, ikke ville holde længe. Derfor tog syv eventyrlystne DBK’ere af sted mod det kirgisiske højland for at tage udfordringen op på det 7134 meter høje Pik Lenin. Tekst og foto: Kenneth Hvolbøl Lige inden vi nåede BC, lå et lille vandfald, som de lokale ynder at bruge som udflugtsmål. Her blev vi venligt modtaget og budt på vodka, som vi takkede ja til. Vodka har en rigtig god indvirkning på akklimatiseringsprocessen!, er kirgiserne overbevist om, hvorimod de fleste af os andre mener, at det udelukkende har en skadelig virkning. Derfor drak jeg kun en smule, af ren venlighed. Faktum er imidlertid, at alle de russiske klatrere vi mødte, ikke kunne drømme om, at bestige bjerge uden selskab af mindst en flaske af det lokale ildvand. Det tog lidt tid at falde til ro, og da søvnen endelig overmandede mig, blev jeg vækket af en buldrende lavine, hvilket gav betænkeligheder omkring den forestående bestigning. Samme morgen skulle vi have været på Pik Petrovsky, men da det havde sneet det meste af natten, var lavinefaren alt for stor. Det klarede dog op hen ad dagen, så vi gik endnu engang op til det 4150 m. høje pas, hvor vi kunne skue ud over den mægtige Lenin gletscher, mens selve bjerget stadig var indhyllet i et tykt lag skyer. Murmeldyr fulgte os hele vejen, men kom vi for tæt på deres enemærker, skreg de høje advarselsskrig og forsvandt skyndsomt ned i deres underjordiske gange. Et enkelt dyr var dog så tillidsfuldt, at det med nogen tålmodighed lykkedes mig at få et godt nærbillede. Vinden rev et øjeblik skyerne væk fra det 4800 m. høje Pik Petrovsky, hvor store, skræmmende, udhængende snedynger kom til syne, inden skyerne igen lukkede sig omkring toppen. Et par af medlemmerne i gruppen er begyndt at vise små symptomer på højdesyge, såsom hovedpine og let kvalme. Drænet for energi Jeg havde, som alle andre i gruppen, valgt at læsse en del af bagagen på hesteryg til lejr 1, for mit vedkommende ca. 16 kg, hvilket kostede overskuelige 16 US$. Det bragte min rygsæk ned på ca. 15 kg., som jeg selv valgte at slæbe op ad bjerget. Vi mødte Theis Sølling fra DBK og hans tre ledsagere. De har kun to uger til hele turen og har derfor ret travlt, men allerede nu er to af dem ramt af lettere højdesyge. Den slags symptomer er GLOBEN nr. 18 / December 2004 38


ikke foreneligt med travlhed, tværtimod bør man tage det endnu mere roligt og bruge nogle dage på en grundig akklimatisation, hvilket et par medlemmer fra Theis’ gruppe senere skulle sande. Ved 10-tiden gik vi lettere optimistiske mod lejr 1. Vejret var det hidtil bedste på bjerget, så jeg nød turen over passet og ned mod Lenin gletscheren. Med mine 40 år var jeg gruppens alderspræsident, og da vægten samtidig sagde +100 kg, var det helt naturligt, at jeg som regel lå bagerst i feltet. Turen over den konstant stigende Lenin gletscher, med sine iskolde smeltevandløb og dybe spalter, var ubegribelig hård og nærmest uden ende. Da Mody og jeg som de sidste endelig havde krydset gletscheren diagonalt og måtte tage et længere hvil, måtte maven kapitulere. Jeg kastede op, ikke af højdesyge, men af ren og skær udmattelse. Seks timer efter at have forladt BC, vaklede Mody og jeg ind som de sidste, fuldstændig drænet for energi. Lars H ledsagede os den sidste kilometer, og forsøgte at sparke lidt moralsk støtte ind i os. Jeg faldt nærmest i søvn over den efterfølgende kop te, smed mig i teltet og vågnede lettere opkvikket op tre timer senere. Lars H gav mig efterfølgende en Diamox tablet, som øger iltoptagelsen i blodet og derved kunstigt kan nedbringe højden med omkring 1000 m. Hele gruppen var særdeles mærket af højden og dagens anstrengelser, hvorimod vores guide Sascha virkede fuldstændig upåvirket. Hen ad aftenen klarede vejret op, og vi fik et tydeligt overblik over den tekniske og stejle rute mod lejr 2, inden dagens sidste lysstrejf malede Pik Lenins mægtige top i rødlige nuancer. Det var en pragtfuld solskinsmorgen, hvilket Lars Munk, Veder, Lars H og jeg benyttede til at gå op til 4770 m. imod lejr 2. Her fik vi for første gang brug for vores steigeisen, reb og isøkse, til at passere dybe gletscherspalter og en ca. 60 grader stejl ismur, hvor vi var monteret med et fixreb, som vi senere døbte ”motorvejen”, da den på afstand, med sine mange lodrette klatreruter, lignede en 20-sporet motorvej. Som sædvanlig var jeg sidst tilbage i lejren, heldigvis uden at være plaget af højden, bortset fra de fysiske anstrengelser, som man lige så godt kan vænne sig til. Udmattet måtte jeg efterfølgende restituere i teltet hele fire timer inden aftensmaden. Tøjet og kroppen begynder nu at lugte betragteligt, men da det er alt for koldt til at bade, så jeg må nøjes med at vaske sokker og underhylere, om ikke for andet, så af hensynet til mine teltkammerater. De gyldne dråber Når man sover i højderne, bliver det ofte så koldt, at man ikke er i stand til at forlade teltet midt om natten for at tisse, derfor medbringer man en tisseflaske. Det er af en vis betydning, at denne flaske er tydeligt markeret, således at hverken man selv eller - måske mere vigtigt - ens teltkammerater forveksler flasken med eventuelle drikkevandsflasker. Praktisk er det, hvis flasken er klar og gennemsigtig, således at alene farven på indholdet adskiller sig fra det, man normalt drikker. Når disse formalia er i orden, er man herefter i stand til at lade vandet inde i den lune sovepose (i flasken). Man må så leve med, at dele teltet med 2-3 flasker indeholdende gule urinsjatter. Da jeg var alene i teltet, fandt jeg det ganske let at benytte flasken, men når der ligger en eller - endnu værre - to personer og snorker lige ved siden af, er det mig ganske umuligt. Jeg betragter normalt mine toiletbesøg som stærkt personlige, og min blære bliver tilsyneladende ramt af akut ”sceneskræk” ved andres tilstedeværelse og lukker fuldstændigt af. Grundet denne selskabelige præstationsangst, bliver jeg ofte nødt til at forlade den lune sovepose midt om natten og klæde mig forsvarligt på for at ”træde af”, hvorimod mine teltkammerater - upåvirket af min tilstedeværelse - lystigt lader de gyldne dråber risle ned i flasken. Hvis vejret var godt i går, var det ualmindeligt strålende i dag. Der var ikke en sky på himmelen, og på hele bjerget knitrede den skarpe sol i iskrystallerne, så vi kæmpede os i to reblag opad mod lejr GLOBEN nr. 18 / December 2004 39


2. Målet var at nå 5000 meter. Det lune vejr havde udvidet gletscherspalterne, så det flere stedet krævede lange spring at komme helskindet over. Jeg følte mig stadig ikke ordentlig akklimatiseret, så det var endnu engang ubegribeligt hårdt, og kun med megen besvær nåede jeg ifølge Modys højdemåler op i 5003 meter. Herved satte Lars Munk, Allan, Veder og Mody alle personlig højderekord. Tilbage i lejr 1 var dagens andet højdepunkt hårvask i gletschervand. Det var iskoldt men vidunderligt at få renvasket hår. Den indre drengedrøm Vi kom lidt sent af sted i dag og måtte betale prisen ved at gå hele dagen i den brændende sol. De dårlige vejrvarsler, vi havde fået i BC, var for længst gjort til skamme, og vi begynder allerede at blive rasende solbrændte, nærmest forbrændte. Vi beskytter os med P20 og zinksalve, og glemmer vi at smøre et sted, falder regningen samme dag i form af en alvorlig solskoldning. Ruten mod lejr 2 er den mest tekniske på bjerget, så vi fik vores første seriøse erfaringer med steigeisen, reblag og isøkse. Turen gav nogle fabelagtige udsigter ud over Pamir. Dette her var, hvad vi alle var kommet for… rigtig bjergbestigning! Lige inden vi udmattede nåede lejr 2, passerede vi en isbro, som førte over en afgrundsdyb spalte. Jeg havde ikke lyst til at kigge ned, men ud af øjenkrogen kunne jeg skimte det uendelige dyb. Vores guide Alex pegede alvorligt ned og bemærkede ”many souls”, og med en gysen skyndte vi os over isbroen. Første reblag med Lars Munk, Lars H, Allan og Martin havde for længst etableret sig i deres telte, da Mody, Veder og jeg rystende af kulde vaklede ind i lejren. Specielt Veder var helt færdig oven på dagens strabadser. Solen var på vej ned og lejren var henlagt i skygge, hvilket hurtigt fortrængte de ellers lune temperaturer, vi havde haft på vej opad. Så hurtigt som det nu lod sig gøre, fik vi med hjælp af vores kammerater, som allerede havde deres kogegrej etableret, organiseret kogende vand til vores travel-lunch. Syntetisk Bøf Stroganoff bliver nu aldrig min livret, men det mætter og giver energi, hvilket vi havde god brug for. Tidligt krøb vi i soveposerne og fik hurtigt varmen. Tre mand i et tomandstelt giver varmen selv i 5300 meters højde. Min krop var åbenbart ikke gearet til at overnatte i den højde, for adskillige gange i løbet af natten måtte jeg op at sidde for at trække vejret ordentligt igennem. Det var som om, at automatikken ikke rigtigt fungerede som den skulle. Vinden hylede i teltet det meste af natten, og flere gange fik den stærke vind teltet til at bule indad, til vinden et øjeblik løjede af, og teltet poppede tilbage i sin rette form igen. Jeg registrerede flere gange laviner, som tordnede ned i nærheden, hvilket mindede mig om de mange dødsulykker, som gennem tiderne har fundet sted på bjerget. Den mest alvorlige fandt sted i 1990, hvor 40 klatrere blev dræbt af en lavine, som blæste lejr 2 af bjerget. Nu har man rykket lejren til et mere ”sikkert” sted - eller hva’? Døden bliver nærværende Vores guide Alex vækkede os ved syvtiden, men vi havde ikke lyst til at forlade den lune sovepose. Jeg strammede mig dog an, lod Mody og Veder ligge, og gjorde resten af gruppen selskab ved at bestige sadlen på vej mod lejr 3, hvorved vi nåede op i 5500 meter. Det skulle senere vise sig, at være det højeste jeg nåede på Pik Lenin. Efter middag, efterladende en del af vores bagage i teltene, vendte vi hele vejen tilbage til lejr 1 i 4400 meter, for at akklimatisere. På vej ned ad motorvejen mistede jeg to gange balancen, og havde det ikke været for den frelsende isøkse, som jeg hurtigt hamrede ind i sneen, var jeg faldet 20-30 meter ned. Vel ankommet i lejr 1 fik hår, tæer, ansigt og sokker en særdeles tiltrængt vask. Hen ad aftenen, da en masse klatrere var samlet over maden i Asia Travels mad-yourt, bredte historien sig om en frygtelig ulykke, som i går fandt sted på nabobjerget Khan-Tengri. Bjerget blev ramt af en kæmpe lavine, og 20 personer skulle være omkommet. En mat stemning bredte sig. Vi kan endnu engang konstatere, at dette ikke er nogen barneleg, men for nogle bliver drømmen om at bestige en bjergtop pludselig til dødelig alvor. Senere, da vi kom sikkert hjem til Danmark, fik vi bekræftet historien. Den 5. august kl. ca. 06.00 om morgenen, blev Khan-Tengri ramt af en frygtelig lavine, hvorved 11 klatrere fra Rusland, Ukraine og Tjekkiet omkom og 14 blev såret. Vi besluttede at slappe af i lejr 1 i morgen, så Lars Munk og jeg fejrede det med 11⁄2 liter cola til 8 US $. Senere blev det også til en 5 $ russisk Baltica øl. Priserne bliver nødvendigvis pebrede, når tingene skal fragtes op ad bjerget. På hviledagen trissede folk lidt rundt i lejren. Nogle vaskede tøj og andre gik en tur, men det meste af dagen gik med intensivt kortspil. Der var rigelig tid til at få gjort status over helbredet, specielt mave/ afføringssituationen var som regel noget, man kunne debattere udi det groteske. Hele gruppen havde temmelig tynd mave, nogle kunne kontrollere det, andre kunne ikke. Var man så storskrydende at kunne slippe en vind uden sovs, affødte det straks anerkendende blikke, efterfulgt af beundringsværdige kommentarer såsom: Blærerøv! Eller pralhals! Symptomatisk var det, at kun en enkelt fra gruppen kom ned fra bjerget med underbukser, der ikke havde spor af dårlig mave. En enkelt sked sågar i begge sine støvler, mens han havde dem på! Jeg konstaterede nogle grimme 2. grads forbrændinger på begge mine æblekinder. Jeg må passe bedre på i den brændende sol. Om eftermiddagen vendte vejret og sneen begyndte at dale ned. Ængsteligt skuede vi op imod bjerget. Risikoen for laviner stiger betragteligt i takt med at snemængden øges. Noget tyder på, vi bliver tvunget til endnu en hviledag i morgen af sikkerhedsmæssige årsager. GLOBEN nr. 18 / December 2004 40


Lungeødemet Pokkers til nat! Mine slimhinder er helt udtørrede, og jeg måtte igen op at sidde adskillige gange for at hive den sparsomme ilt ned til lungerne. Lars H havde heldigvis en næsespray, men det hjalp nu ikke meget på søvnen. Vi blev vækket tidligt til at gå til lejr 2, men med et kort blik på bjerget kunne vi hurtigt konkludere, at det var for farligt at bevæge sig opad i dag på grund af nattens snefald. I løbet af dagen så vi da også et par små laviner. Lars H anbefalede, som lægestuderende, at jeg konsulterede BC doktoren over radioen for at beskrive mine vejrtrækningsproblemer. Det var jeg ikke meget for, da jeg udmærket vidste, at lægen ikke kunne stille en forsvarlig diagnose over radioen. Som jeg havde forudset, beordrede han mig øjeblikkeligt ned fra bjerget med symptomer på højdelungeødem. Det er en ret alvorlig sygdom som, hvis den ikke behandles, kan medføre døden. Sygdommen skyldes væske fra blodbanen, som trænger ud i lungerne. Hver tiende, som får konstateret sygdommen, dør, også selv om man bliver behandlet. Ydermere måtte jeg også tage mit ansvar som familiefar alvorligt, så der var ingen vej uden om: Nedstigning var uundgåelig. Da jeg ikke måtte anstrenge mig, fik jeg ordineret nedtransport på hesteryg. Frustreret og demoraliseret sagde jeg farvel til mine bjergvenner, udmærket klar over, at det nok var mit livs definitive sidste forsøg på at etablere mig som bjergbestiger. Mærkeligt nok blev det, som skulle have været et antiklimaks, nemlig rideturen tilbage til BC, i stedet et af højdepunkterne. Turen fik en flyvende start, da hesten allerede efter få hundrede meter fik benet i en lille gletschersprække, og væltede forover med mig flyvende hen over hovedet på den. Forvirret kunne jeg konstatere, at hesten havde fået nogle skrammer på benet, hvorimod jeg mirakuløst slap uskadt. Det diagnosticerede lungeødem plagede mig ikke synderligt, så efter at have vænnet mig til hestens vuggende gang, begyndte jeg at nyde det omgivende landskab. I selskab med fire-fem kirgisiske ryttere red jeg langs Lenin gletscheren. Det var utroligt, som hesten styrede sikkert over de dybe spalter og gennem de rivende vandløb, som visse steder gjorde isen spejlglat. Vi red langs 30 meter høje isformationer, der var som skåret ud af isdronningens slot. Da Lenin gletscheren var passeret, steg ruten op imod et pas ad bjergstier så stejle, at jeg endog ville betænke mig ved at gå på dem. På et særligt stejlt stykke, som førte ned mod en flod af iskoldt smeltevand, blev jeg bedt om at stå af hesten og klatre nedad. Da jeg ved hjælp af en kæmpesten var kommet tørskoet over floden, så jeg tilbage for at konstatere, at både hest og mand var forsvundet. Ihukommende mit lungeødem og skrøbelige helbred, så jeg mig selv efterladt ude midt i den ubarmhjertige kirgisiske ødemark. Jeg begyndte at klatre op imod passet og blev straks mindet om, hvorfor lægen havde sendt mig tilbage til BC, da jeg øjeblikkelig blev overmandet af min stakåndethed. Min trofaste transportduo havde dog blot i skjul af store klipper passeret floden længere oppe, så jeg kunne snart svinge benet over hesteryggen, for at blive båret over passet. I BC mødte jeg et hold danskere fra rejseselskabet Seven Seas, som selvsagt var meget interesseret i at høre nyt fra Pik Lenin og mine trængsler på bjerget. Jeg konsulterede dernæst lægen, som gav mig medicin samt et par velmenende råd om at tage det stille og rolige de nærmeste dage. Døden besøger Pik Lenin igen På trods af, at jeg nu er nede i 3800 m, vendte de uregelmæssige vejrtrækninger tilbage i nat. Lægen gav mig efterfølgende mere medicin; bl.a. vanddrivende piller, som skulle hjælpe på vejrtrækningen, da de driver vandet ud af lungerne. Frustreret trissede jeg rundt i BC, tænkte på mine venner ”deroppe” og på, hvad jeg i alverden skulle fordrive tiden med. En finne, Oluf, der havde været på toppen, kom ridende ned i en skræmmende tilstand. Han var blevet fanget af uvejr nær toppen i selskab med sin guide. De var ikke i stand til at finde ned gennem snestormen, og måtte gå frem og tilbage hele natten i ly af en lille bakke, for at holde varmen. I uvejret var han og guiden kommet fra hinanden, og her 3 dage senere var guiden stadig ikke fundet. Han formodes at være død. Jeg sad ved siden af, da Oluf ringede hjem og meddelte konen, at alt gik som planlagt! Detaljerne omkring den døde guide og de visnende lemmer bliver sikkert en overraskelse for hans familie. I skrivende stund, ca. 6 uger senere, arbejder lægerne stadig for at genvinde førligheden i Olufs tæer. Det er sgu’ ikke bare sjov på det bjerg! Seven Seas gruppen er i oprør. Det viser sig, at den nu døde guide skulle have været deres chefguide, og de andre guider, de havde købt sig til fra Danmark, havde intet lokalkendskab til Pik Lenin, talte ikke engelsk og havde aldrig været højere end 6000 meter. Derfor truer selskabet med ikke at fortsætte turen. Faktisk tog tre fra gruppen hjem uden så meget som at sætte fod på bjerget. De var nervøse for deres sikkerhed. De næste dage hyggede jeg mig gevaldigt med kedsomheden og kunne ikke beslutte, nu da jeg tilsyneladende havde fået det godt, om jeg skulle bevæge mig opad mod mine venner igen. Faktisk havde jeg pakket rygsækken, men så kom Theis og hans ven Kenneth ned. De fortalte om en lavine, som havde ødelagt flere telte i lejr 2, deriblandt deres eget, hvilket var en af grundene til, at de havde besluttet at gå ned. Theis og Kenneth overtalte mig til at holde dem med selskab. Vi fik gået en fantastisk trekkingtur, besteget en lille top og jeg følte mig i fantastisk form. Faktisk i så god form, at jeg ubesværet overhalede alle nyankommende med flere længder. Endelig var akklimatiseringen slået helt igennem, men det kunne jeg jo ikke bruge til så meget her i ”lavlandet”. På min femte dag i BC kom Lars Munk, Veder og Mody ned fra bjerget, hvilket gjorde mig utroligt glad. Jeg havde virkelig savnet deres selskab. De var alle ved godt mod og temmelig ”høje” af deres oplevelser. De havde alle nået lejr 3 og følte ligesom jeg selv, at de havde fået oplevelser for livet ud af Pik Lenin. De fortalte mig historien om et lig, formentlig fra 50’erne, som var dukket op af gletscheren nær lejr 1. De blottede knogler blev respektfuldt dækket til med sten, og et simpelt kors blev sat på stedet. Den kommende vinter vil nok endnu engang slette alle spor af den omkomne klatrer. Vi fire, som nu var kommet ned, tog dagen efter videre mod Osh med uforglemmelige oplevelser i bagagen. Inderst inde nagede tvivlen mig… Mon det her virkelig var mit sidste bjerg!! Læs andet steds i Globen om Martins dramatiske topforsøg, og om hvordan DBK’s højderekord endnu engang blev presset i vejret. GLOBEN nr. 18 / December 2004 41


Tekst og foto: Anders Pedersen Jeg ligger under et træ i en lille by ved en lille sø i Ungarn. Velence hedder byen - og søen. En by, som undgår opmærksomheden fra de store rejseselskaber, når der skal planlægges feriekatalog for det næste år. Måske med rette. Den mangler i hvert fald et sæt pyramider, et vandfald eller et arkitektonisk vidunder for at gøre den mindeværdig for turisten, der skal have noget at tage billeder af og skrive hjem om. Den afviger fra ’bananpandekagesporet’, som én så smukt kaldte det. Det spor som alle rejsende på et eller andet tidspunkt havner i for at lade op. Få en øl man kender fra sin lokale Netto og en burger, der smager ens verden over. Og måske vigtigst af alt: Fortælle om At se det store i det små oplevelserne og verden udenfor sporet for derigennem at vise, hvem man egentlig er. At man er andet og mere end en simpel turist, føromtalte rejseselskaber kan kalkulere med også i næste sæson. Da jeg for 10 år siden sad i Velence for første gang, var jeg 16 år gammel og lykkeligt uvidende om, at der var noget, man kunne kalde et ’bananpandekagespor’. Jeg vidste, at pyramiderne var trekantede, og at vandfald var våde, men jeg havde aldrig stået for foden af hverken det ene eller andet. Jeg var ikke taget til Velence for at gøre noget andet end mængden, men jeg var havnet der som et af mange stop på vejen fra Danmark til Rumænien. Dengang tænkte jeg mest på, hvordan jeg kunne komme videre, da jeg lige havde set mit pas forsvinde i en Ford Transit, som havde været mit lift fra Passau i Tyskland. Der sad jeg så uden pas i et Ungarn uden de helt store planer om Schengen og EU. You only see half of everything - The other half is the meaning you give to the things you see I dag sidder jeg her som en hyldest til øjeblikket. Et øjeblik der er blevet til retrospektivt og gradvist er blevet større, fordi det var startskuddet til et liv, hvor det at rejse blev en hjørnesten. En sikker vej til magiske øjeblikke som først forsvinder, den dag alzheimers eller tre meter muldjord slører mine øjne. Den dag for ti år siden oplevede jeg for første gang at stå med ikke bare håret, men det meste af overkroppen begravet i postkassen. Der var ingen til at hjælpe mig, men alligevel lykkedes det, som så mange gange siden, at skubbe problemerne væk og fokusere på mulighederne i stedet. Dette øjeblik er unikt. Ikke for mig alene, men for enhver rejsende, der vælger at tilsidesætte sin opbyggede sikkerhed bestående af boksmadras, bridgeklub og faste spisetider for i kortere eller længere tid at søge noget andet. Øjeblikket vil opstå i en eller anden form, og er måske det tætteste, vi kommer på en grundlov i rejselivet. Spørgsmålet er så, hvad vi vælger at gøre? Lige der og da kan det synes ekstremt ubehageligt, men ved rejsens endemål vil vi sjældent være dem foruden. De bliver blandt vores mest fortalte anekdoter, fordi de er vores og ingen andres. Dette er tilsvarende svært at sige om synet af pyramiderne. Når jeg går rundt i Velence, er det som at se min yndlingsfilm; de andre skuespillere er bare ikke klar over, at jeg også er med i den. Jeg tillader mig selv at lade som om, GLOBEN nr. 18 / December 2004 42


jeg kender dem, fordi jeg kender en del af deres historie, men logikken holder mig fanget. Jeg ved jo godt, de ikke kender mig. Jeg går og skriver en god bog inde i hovedet vel vidende, at den aldrig bliver skrevet, fordi de tanker, der præger vores sind, udspringer af et nu. Et øjeblik. De tanker kan ikke fastholdes i deres oprindelige form til en anden tid og et andet sted. Al datid, der nedfældes på papir, vil kun vise en svag glans af, hvad det egentlig var, og hvad det betød. Det vil give os mindet om noget vi så engang. Men set i forhold til selve oplevelsen vil det forblive todimensionalt. På min vej lægger jeg mærke til detaljerne. Måske mere end ellers. Jeg ser en dreng komme gående på det andet fortov. Han har nogle flasker i en pose. Han kigger kort på mig, smiler og går videre. I en baghave sidder nogle børn. Der bliver pakket gaver op og drukket sodavand. Moderen går ind i huset med et tomt kagefad. Der er børnefødselsdag. Mit liv og deres skrives for en kort stund ind i hinanden, sammen med de andre vi møder på vores vej, hvad enten det kun er i et tusindedel sekund eller til døden os skiller. For ti år siden mødte jeg en række mennesker, der hjalp mig et stykke af vejen. Mennesker, der var med til at fortælle min historie. Hvor er de i dag? Hvad laver de, og ved de, at de spillede en rolle i den historie, jeg måske har fortalt flest gange i mit liv? En historie der gør, at jeg ligger her i dag. Der var et stjerneskud for kort tid siden. Det er der så mange steder i verden. Milliarder og atter milliarder. I sig selv ikke noget særligt, men alligevel - et strejf af magi. Vi bilder os selv ind, at vi kan ønske - en smuk tanke. Måske ateistens form for bøn, et kig opad og et ønske om… Hvad ville jeg ønske? Hvad ville jeg ønske lige her og nu? Jeg ved det ikke. Lige nu føler jeg mig mere end rigelig velsignet. Ikke med 20 grader og en masse dejligt hø, som da jeg lå her for ti år siden, men med et øjeblik, som jeg ikke ønsker at bytte med noget andet. Jeg føler en fred i at kunne sige, at jeg ikke ønsker at være andre steder end her. Det er så sjældent, at jeg har freden, ikke fordi jeg er utilfreds, men fordi jeg oftest er på vej. I søgen. ”I’m always on the search”, som de siger i reklamerne. Jeg ser ikke, hvad der er i fjernsynet, jeg ser, hvad der ellers er i fjernsynet. Man vil jo nødig gå glip af noget. Denne tur skal ikke blive til et spørgsmål om at gå glip af noget, men det skal være en tur, hvor jeg kan få lov til at gå i fodsporene på et 10 år yngre jeg, og nyde at se på dem. Fascineres over, at min verden dengang var så meget mindre, men stor nok til at give genlyd 10 år senere. Fascineres over, at en lille by som Velence kan betyde så meget for mig på trods af, at jeg nu har stået for foden af pyramiderne og de største vandfald. -You only see half of everything The other half is the meaning you give to the things you see Dette er ikke noget, jeg har skrevet – det er der en anden, der har. Det stod ikke på en flot stentavle i et tempel højt oppe i Tibet – det stod på en seddel ved siden af et toiletspejl i det indre København. Men derfor kan det vel godt være rigtigt alligevel? GLOBEN nr. 18 / December 2004 43


Langt fra Kabul til Afghanistan Afghanistans første direkte præsidentvalg nogensinde afholdtes i oktober i år. Forud for afholdelsen har ligget et årelangt arbejde med at informere og registrere det afghanske folk. Et arbejde, der har været kendetegnet af, at der i det krigshærgede og ludfattige Afghanistan kan være uendeligt langt fra de bonede gulve i hovedstaden Kabul til den afghanske vælger ude på landet. Tekst og foto: Rasmus Krath, Hindukush-bjergene, maj 2004 I et støvet hjulspor højt oppe i Hindukush bjergkæden i det nordlige Afghanistan kæmper en slidt russisk-bygget firhjulstrækker sig larmende op mod et bjergpas. Bag rettet sidder en svensker ved navn Pelle Hagberg. Pelle er tidligere elitesoldat fra de svenske specialstyrker, men arbejder i dag for et privat engelsk firma, Global Risk Strategies (Global), der er hyret af FN til at forberede Afghanistans kommende præsident- og parlamentsvalg i de distrikter af landet, hvor FN ikke selv kan arbejde pga. sikkerhedsproblemer. Global’s opgave består i at besøge nogle af de små landsbyer i Afghanistans allermest fjerne egne og informere afghanerne om det kommende valg. Pelle Hagberg og hans medfølgende afghanske tolk har nu været undervejs i over to døgn fra den nærmeste by, Saripul, da firhjulstrækkeren krydser Changcherak passet i 3100 meters højde og hoster sig ned til Qodoghak; hovedlandsbyen i Shiraz-dalen i Kohistinat distriktet. Denne dal ligger så isoleret, at selv ikke Talebans krigere nåede herind under deres fem år lange regime i Afghanistan. Indbyggerne er bønder, de fleste analfabeter, og kun ved særlige lejligheder forlader de deres daglige dont i marken og rejser til byen, mens et besøg udefra ligeledes hører til de ekstreme sjældenheder. Pelle har derfor i forvejen meldt sin ankomst og arrangeret et møde med dalens overhoved, den lokale ”Commander”, og hans folk, der har ansvar for lokalområdet. Mødet foregår i en aflang, dunkel lerhytte med slidte tæpper samt en gammel kakkelovn som eneste møblement, hvorfra commanderens mænd serverer dampende grøn afghansk the i tunge stenkrus. Pelle præsenterer formelt sig selv og indleder: ”Har I hørt, at der skal være valg i Afghanistan i løbet af dette år?” ”Nej, det har vi ikke hørt noget om, hvad drejer det sig om?” Pelle resonerer, at han som i så mange andre landsbyer må forklare det helt fra bunden, og han tager fat på en længere udredning om, at valget er besluttet af lederne i Kabul og siden godkendt af Dostum, en lokal krigsherre, der har magten i meget af det nordvestlige Afghanistan, samt guvernøren i den nærmeste by, og at Pelle er sendt ud med deres billi- En gammel mand med hvid turban - en afghansk vælger! Kanon i solnedgang tilhørende lokla afghansk krigsherre gelse. Denne formalitet er en nødvendig forudsætning for at få commanderen til at acceptere Pelles budskab, når Pelle som fremmed kommer ud til et område så afsides som Shiraz dalen, hvor magten er ekstremt lokalt funderet. GLOBEN nr. 18 / December 2004 44


Mødets tilhørere viser nu Pelle deres tillid, og han kan fortsætte med forklaringen om valghandlingernes betydning for dalen: For at opnå stemmeret ved valget skal alle afghanske borgere registreres, fotograferes og tildeles et valgkort. Dette arbejde skal udføres af hver landsbys egne indbyggere under opsyn af trænede folk fra valgkomiteen. Tilhørerne i lerhytten nikker tænksomt og begynder at diskutere, hvordan denne nye og fremmede registrering kan foregå netop i deres dal, hvor nogle landsbyer ligger flere dages rejse væk på æselryg. Samtidig stilles der fra flere af mændene lidt mistænksomt spørgsmålstegn ved, hvad dette valg egentlig handler om, og hvad det overhovedet skal gøre godt for herude i Shiraz dalen. ”Noget af det allermest absurde ved dette valg i Afghanistan er, at mange afghanere simpelthen bor så isoleret og uden kontakt til resten af samfundet, at de slet ikke ved, hvad et valg er for noget”, fortæller Pelle Hagberg senere. ”Landet har jo ikke afholdt et reelt valg de sidste 30 år, og for mange af indbyggerne herude i de perifere egne ligger de ting, der foregår i Kabul, så fjernt, at de har svært ved at forholde sig til det. Langt fra alle har adgang til radio, aviser m.m. På mange måder er valget mere en symbolsk handling for Afghanistans nyvundne demokratiske frihed. Bare det faktum, at den nuværende præsident, Hamid Karzai, er den eneste præsidentkandidat, alle afghanere rent faktisk ved, hvem er, siger jo en del!”, smiler Pelle. Samtalen i Qodoghak går trods uvidenhed og småskeptiske spørgsmål fredsommeligt videre, og Pelle og mændene når nu til problemstillingen omkring registrering af kvinder. Flere af de ældre mænd i landsbyen er blevet bekymrede for det fotografi, der skal tages af hver enkelt i forbindelse med registreringen, fordi kvinder traditionelt ikke må vise deres ansigter for fremmede mænd, og her i Shiraz dalen findes der ikke en eneste kvinde, der både kan læse og skrive og dermed foretage registreringen. Pelle Hagberg er mere end bekendt med denne problemstilling, der ifølge ham er noget af det vanskeligste ved hele registreringsprocessen i Afghanistan, hvor kvinderne ude på landet gemmes væk for alt og alle. Efter en del diplomatisk ”fingerspitzgefühl” lykkes det alligevel for Pelle at få commanderens tilladelse til at lade en gammel og svagtseende mand fra landsbyen foretage registreringen af kvinderne. De andre mænd nikker tilfredse; det kan accepters. Pelle og mændene kigger hinanden i øjnene, trykker hænder og besegler dermed Qodoghak landsbyens deltagelse i Afghanistans første frie valg i en halv menneskealder. Mødet kan således afløses af frokosten. Slidte, tykke lerskåle med boblende fåresuppe bæres ind i det mørke lokale, mens mændene forventningsfuldt sætter sig til rette med korslagte ben langs den sodede jordvæg. Brød fra landsbyens stenovn smuldres ned i suppen, så konsistensen bliver til en tyk grød, man kan spise med fingrene. Pelle må ligesom alle de andre mænd dele spiseskål med hans to sidepartnere. I døråbningen står adskilleligenysgerrige tilskuere stimlet sammen og sender lange blikke ind på den fremmede med de store nyheder fra Kabul. De skygger En Tank ved Jalalabad Road i Afghanistan Den afghanske nationale hær for alt lys, og luften i hytten bliver tyk af kakkelovnsrøg og lugten fra svedige fødder - i Afghanistan skal alle stille skoene, inden man træder ind i en bolig. Efter maden og yderlige en halv times tedrikning afslutter selskabet seancen, og Pelle forhører sig endnu engang høfligt, om landsbyens commander har taget budskabet om valget og registreringsprocessen til sig og dermed vil være i stand til at foretage de fornødne forberedelser i dalen, før Pelle og folk fra valgkomiteen senere på året vender tilbage til Qodoghak. Commanderen overvejer lidt, klør sig i sit lange skæg og svarer eftertænksomt tilbage: ”Mit land, Afghanistan, skal holde valg; og det er ligesom, når et barn skal gå for første gang. Barnet falder og har brug for nogen, der holder det i hånden. Demokrati i Afghanistan er ligesom det barn, der tager dets første skridt.” Han fortsætter: ”Vi vil gøre vort arbejde her i Shiraz dalen, og vi vil være stolte, når vi igen kan byde jer fra det internationale samfund velkommen til efteråret, og der kan afholdes valg i vores land - inshallah! (Om gud vil)”. Pelle Hagberg takker commanderen og hilser farvel til landsbyens mænd. Udenfor lerhytten stiger han igen ind i den russiske firhjulstrækker, starter motoren og fortsætter rejsen videre ud i de afghanske bjerge til den næste dal, hvor indbyggerne også skal vide, at demokratiet er kommet til Afghanistan. Afghanistan afholdte landets første direkte præsidentvalg den 9. oktober 2004. Det skal i øvrigt oplyses, at FN og valgkomitéen i Afghanistan samlet fik registreret ca., 10,5 mio. potentielle valgdeltagere (det er dog tvivlsomt, hvor mange af disse der stemte), samt at man undervejs i registrerings-processen i sommers blev nødt til at frafalde kravet om foto af kvinderne på deres stemmekort. GLOBEN nr. 18 / December 2004 45


At tæmme verden Året var 1971. Jeg var 17 år gammel og havde studentereksamensbeviset i lommen. Jeg sejlede til Ystad med færgen fra Swinoujscie. Jeg var på vej til et ophold hos en svensk familie i Bohus ved Göteborg, hvor jeg skulle arbejde som au pair i 3 uger. Det var min første rejse fra det kommunistiske Polen til et kapitalistisk land. Tekst: Ewa Bylinska Rundt omkring var alt blankpoleret, sterilt, skåret til og lagt i orden. Forretningerne i det lille provinsielle Bohus bugnede af varer. En ubeskrivelig rigdom, som der ikke var plads til i butikker, væltede ud på gaden. Den to meters høje svensker Niels pegede på hylderne med den kulørte luksus og gentog med stolthed: ”Titta Kapitalisme!” Mine øjne var helt runde som underkopper, for jeg havde aldrig før set så mange farver og så mange valgmuligheder på en gang. Som et lille barn frydede jeg mig over farverne, ordenen, mængderne og friheden. I Polen, selv om man ikke var fattig, var alt gråt og ensformigt som uniformer. Et ganske almindeligt postkort sendt fra den anden side af jerntæppet gjorde et stort indtryk. Det vækkede længsel efter noget kulørt, eventyrligt og ukendt. Varerne i Polen måtte man skaffe sig med store vanskeligheder og ofte måtte man stå i lange køer. I nogle mindre fødesvarebutikker kunne man opleve en kat, der tog sig en lur på en stor rund ost. Dette forstyrrede ikke nogen. Det vigtigste var, at osten var nået frem. Jeg havde lovet en ven i Polen at bringe ham et pornografisk blad. Genert gik jeg i flere dage forbi kioskerne i Bohus. Til sidst, rød i hovedet af skam og med lukkede øjne, købte jeg to blade med raffinerede fotos. De polske toldere tog dem, desværre, ved grænseovergangen. I den kommunistiske del af Europa var det en forbudt vare. Mens jeg til fulde nød det kapitalistiske paradis, fik jeg et telegram fra min veninde, der studerede i Warszawa. Dette telegram til Sverige har kostet hende hele den månedlige SU. Indholdet var betydningsfuldt: ”Ewa, kom tilbage, vi har fået coca cola i Polen!” Jeg vendte tilbage. Aldrig siden har Vestens farver og rigdom gjort et så stort indtryk på mig. Den første overdådighed og chokket ved at komme tæt på det kapitalistiske Europa har aldrig siden gentaget sig. Var dette den hændelse, som fik betydning for min rejselyst?… Ja, til en vis grad ja! Jeg rev mig løs, overtrådte jerntæppet og kom ind i den materialistiske verden. Jeg følte frihedens dragende styrke. Jeg følte det, som var anderledes. Derefter kom Australien. Jeg så de berusede koalabjørne trykke sig tæt til eukalyptustræets stamme. Kænguruer sprang rundt i det røde landskab. Jeg omfavnede dyrene fra fantasiverdenen, og de kulørte papegøjer inviterede til samtaler. Hjemrejsen tog to måneder på et fragtskib. Vi passerede forskellige havnebyer og lande. Var det denne gang, at jeg fik mit kald til at rejse?… Ja, til en vis grad ja… Jeg opdagede, at verden var så stor. Jeg følte dens eksotisme. Derefter kom Danmark. Med besværlige skridt trådte jeg ind i det ukendte. Jeg ville opdrage min søn på dansk. Det kunne jeg ikke. Jeg besluttede, at han skulle være verdensborger. Jeg ønskede at tæmme verden for ham. Give ham mulighed for at kunne glæde sig over mosaikkulturer. Jeg ønskede, at han skulle være fri for stereotyper og fordomme… Var min angst for det ukendte en inspiration til næste rejser?… Ja, til en vis grad ja… Jeg ville ikke have, at mit barn skulle føle sig fremmed nogen steder. Tillidsfuldt begyndte vi at se nærmere på verdens mangfoldighed. Vi lærte at hilse på Buddha og danse rundt om de afrikanske guder. Lytte på bønner til Allah og bede til Gud. På vores rejser igennem kontinenter sugede vi de anderledes kombinationer af farver, lys og dufte til os. De virkede som narkotika. På legepladser, små stier i landsbyerne og på støjende storbygader blev vi mødt med venskabelige tegn og hjertelighed. Som i et kalejdoskop ændredes billedet af de mange mennesker på vores vej. Nogle delte fladbrød bagt på åbent ildsted med os. Andre gjorde os selskab i eksklusive spisesteder på Champs Elysees. Ved hvert skridt ændredes min opfattelse af verden. Var det under disse vandringer, at jeg følte Næste tema: Kina kaldet til at rejse videre?… Ja, til en vis grad ja…... Vi lærte verdens gæstfrihed at kende. Vi så dens mangler, skønhed og dens ufuldkommenhed. Og derefter voksede den spontane nysgerrighed i den trygge danske havn. De mest banale spørgsmål virkede inspirerende. Hvorfor er tangoen skabt i Buenos Aires? Hvordan går livet videre i de gamle russiske republikker? Hvilken indflydelse har historie, religion og livsvilkår på menneskenes mentalitet? Hvordan kan det være, at jeg tidligere er gået glip af så mange oplevelser? Var det den indre nysgerrighed, som påvirkede alle sanser og motiverede til de næste rejser? Eller måske ville jeg inderst inde kun lære mig selv bedre at kende?… Og måske søgte jeg kun rundt i verden efter det, som jeg har mistet… katten, der tog sig en lur på den runde ost? I dag ved jeg med sikkerhed, at det ikke kun var en eneste begivenhed, et eneste øjeblik, sted, duft eller en bestemt lyd, som ændrede min syn på det at rejse. Hver eneste rejse og hver eneste tanke om at drage af sted førte til en proces af fascination af verden, blev et betydningsfuldt bidrag til de indre oplevelser. For som en af de berømte reportageforfattere Ryszard Kapuscinski sagde: - Man skal modnes til at rejse. For rejserne er mere end at flytte sig fra sted til sted, mere end turisme (i virkeligheden har turismens udvikling, der førte til omsætning af enhver værdi til massemålestok, gjort rejsens helligdom til noget banalt og vulgært). En rejse er en frugtbar oplevelse af verden, en fordybelse i dens hemmeligheder og sandheder og søgen efter svar på de spørgsmål, som den stiller. En sådan opfattelse af det at rejse er en eftertanke, er en filosofisk indstilling.” Måske er netop denne sætning den virkelige inspiration til mine rejser? GLOBEN nr. 18 / December 2004 46


The big train ride – del 1 It’s time, high time, sagde den russiske tsar Alexander den tredje i 1886 og indledte med disse ord arbejdet på et af den moderne verdens vidundere, den transsibiriske jernbane fra Moskva til Vladivostok ved Stillehavskysten. Jernbanen stod færdigbygget i 1904, og fylder altså 100 år i år Tekst og foto: Arne Runge Med den transsibiriske jernbane fra Moskva via Mongoliet til Beijing i Kina og tilbage til Moskva. På tommelfingeren ad Silkevejen via Kasakhstan og Sibirien. Den 9.289 km lange rejse fra Moskva til stillehavskysten, som tager syv dage i næsten non-stop-tog, er den længste single-service jernbanerejse i verden. Eller sagt med Eric Newby ord: The Trans- Siberian is the big train ride. All the rest are peanuts. Der findes faktisk tre forskellige muligheder med jernbanen. Den helt rigtige er vel nok Moskva-Vladivostok, men de to andre fra Moskva til Beijing, den ene via Mongoliet, den anden via Manchuriet, er nu heller ikke til at kimse af. Jeg valgte den transmongolske. Jeg ville nødigt køre lige forbi Mongoliet uden at se dette mystiske Genghis Khan land indefra. Jeg stødte på to danske rejsefæller inden afgangen. De hed Jens og Birgit, var fra Århus og havde tre armbåndsure på. ”Go’ daw do”. Birgits viste dansk tid, Jørgens viste på den ene arm lokal tid og på anden arm Moskva tid. Det er nemlig sådan i Rusland, at alle toge og langdistance busser kører efter Moskvatid. Jens og Birgit havde fuldstændig tjek på rejseprogrammet. Sådan da. Jeg fik altid lige et praj, før vi ankom til en station. Så er toiletterne nemlig lukket Og det er jo ikke så rart, når man nu lige skal. Et tyve minutters stop udløser en halv time uden toilet. Der var morgenmad kl. 07.00, da vi forlod Moskva. Da vi kom til Irkutsk, var der morgenmad kl. 12.00 lokal tid, som jo var det samme som 07.00 Moskvatid. I Vladivostok bliver morgenmaden serveret kl. 16.00. Hvis du er forvirret, så er du ikke den eneste. Men det var lige før, at Jens og Birgits tre armbåndsure bare gjorde tingene endnu mere forvirrende. Godt vi kun har en tidszone i Danmark, ellers havde Birgit formodentlig også haft to ure. Et med Københavnertid og et med lokal jysk malketid. Der var mange andre danskere med toget, og langt de fleste skulle til Beijing. Nogle tog hele turen i et stræk, mens andre afbrød rejsen, de fleste i Irkutsk og Ulan Bator, hovedstaden i Mongoliet. Jeg havde købt togrejsen fra Moskva til Ulan Bator, samt de to gange visa til Rusland og Mongoliet gennem Pinguin Rejser i København. Med to stop i Rusland. Første stop i Perm, som tidligere var en af de byer, der var forbudt at besøge for udlændinge. Perm, som egentlig er en ret kedelig by, blev til en af de store oplevelser, da jeg var så heldig at blive tilbudt et ”volunteer job” på en skole for gadebørn. Der er mange gadebørn i Rusland. Nogle er forældreløse, andre er stukket af hjemmefra på grund af alkoholiske forældre, som udnytter og tæver børnene. De slår sig så sammen i grupper og bor i kloakkerne, hvor de drømmer sig væk ved at sniffe lim. Men der er udenlandske kræfter i gang med at hjælpe børnene til en bedre tilværelse. Rusland har ikke selv økonomi til det. Sue og Coffey fra Irland havde lovet en irsk organisation at hjælpe til i to uger, og da jeg hørte det, tilbød jeg straks at bruge mine tre dage i Perm til også at give en hånd med. Der var ikke aftalt på forhånd, hvordan vi kunne hjælpe. Så vi startede med bare at snakke med ungerne og lære dem lidt engelsk. Det var børn, som ikke var vant til at få kærlighed, så de var næsten målløse over at vi ”gad” sådan bare at være sammen med dem og fortælle om en verden udenfor Perm, hvor børn havde rettigheder, fik lommepenge og gik i biografen, uden at skulle yde noget for det. Jeg havde vekslet en halvtredser til småpenge i Kastrup før afrejsen, så alle fik en krone og en femogtyveøre med en historie om, at kongen i Danmark, der havde en kongekrone og to ører, havde bestemt, at sådan skulle vores penge hedde. Kroner og ører. Det var de meget benovede over. GLOBEN nr. 18 / December 2004 47


Næste dag besluttede vi at male skolen. En amerikaner havde doneret et beløb til maling, så vi gik bare i gang. To dage efter var hele skolen nymalet. Børnene var ikke meget for at hjælpe til, de ville hellere snakke. De fik faktisk lært en masse engelske ord, og vi fik lært mange russiske. Jeg tog en masse billeder, som jeg har lovet at sende dem. Jeg lægger nok også en hundredekroneseddel i kuverten til smøger. De røg nemlig hele banden, selv de yngste som bare var omkring syv år. De havde også alle som en sniffet lim, det sås tydeligt på deres ansigter. Men de var alle stoppet, påstod de. Det er jeg nu nok ikke så sikker på. Der var også et klaver på skolen, så de fik også et par irske folkeviser som Sue og Coffey sang, mens jeg akkompagnerede. Det tog også kegler. I toget fra Perm til Irkutsk kom jeg i kupé med et andet dansk par, Jørgen og Ingrid, på min egen alder. Jeg fortalte, at jeg var københavner, og de sagde, at de var fra Vordingborg. Men jeg kender udmærket København, fortalte Ingrid, jeg er nemlig vokset op i Sydhavnen. Jamen, det er jeg jo også, svarede jeg, hvor i Sydhavnen boede du? På Offenbachsvej, svarede hun. Kender du den. Det kan du tro, at jeg gør, svarede jeg, på Offenbachsvej nummer 13 boede faktisk min allerførste kæreste. ”Hvad hed hun”, spurgte Ingrid. ”Hun hed Majken og hendes forældre var svenskere. Jeg har faktisk opkaldt en af mine tre døtre efter hende”, fortalte jeg. ”Hun boede ikke i nummer tretten”, svarede Ingrid, ”hun boede i nummer 11. Det er nemlig min storesøster”. Jeg kunne godt huske, at der var en lille snotunge vi altid måtte jage ud af Majkens værelse, når vi skulle kramme. Snotungen var altså Ingrid. Ups. Verden er fandeme lille engang imellem. Majken, min første store kærlighed, boede nu i Amerika og var gift med en jyde. Go’ daw do. Jeg fik hendes e-mail adresse og lovede at sende hende et par ord. Jeg blev meget overrasket over Moskva. Det må da for pokker være verdens smukkeste hovedstad. I hvert fald hvad angår den gamle by. De mest imponerende russisk ortodokse kirker med løgformede kupler, omkranset af små cafeer i Rasputin stil. Kreml og den røde plads - som slet ikke er rød. Det er Kreml, der er rød. Tykke affarvede blondine-babuskaer i deres små boder. Det hele omkranset af floder med en mil- lion-rubel-udsigt over byen fra de smukkeste gamle broer. Rød front. Men der var noget mystisk ved russerne. De så ikke glade ud. De havde stenansigter. De så meget alvorlige ud, næsten skræmmende. Mange af dem var døvstumme. De overhørte fuldstændig, hvad jeg sagde til dem. Der var også mange, der var skeløjede. Når man gik hen til disken i en bar og bestilte en øl, kikkede de på ens sidemand, mens de serverede øllet. Eller når man spurgte om vej til toilettet, kikkede de på et sted udenfor ens synsvinkel, og pegede skævt hen imod en dør. De drejede ikke hovedet en centimeter, når jeg høfligt sagde ”spasiba, bolshoi spasiba”. Der skulle list til at få den til at smile. Jeg prøvede nogle små tricks, der før har virket i Asien. Jeg fangede deres øjne. Når de var skeløjede, gik jeg hen hvor de kikkede, og kikkede dem lige i øjnene og sagde ”Dania”, jeg er fra Danmark. Kak dela? Hvordan går det? Det hjalp. Så kunne de fleste ikke holde masken mere. Men der var nu en del, der kunne. De er dæleme skrappe til at holde masken de Ivanivanowitser. Der var godt nok en, der skubbede mig ud af en dør, så jeg var lige ved at ryge på røven. Det var en portier på et gæstehus, som åbenbart var lukket. Jeg var ellers meget høflig, da jeg spurgte på næsten fejlfrit russisk, som jeg havde øvet mig på i flyet. ”Dobre utra, menya zavut Arne – ya iz Dania – ya ishchu apshchezhytie”, sagde jeg. ”God morgen, jeg hedder Arne og kommer fra Danmark. Jeg leder efter et youth hostel”. Han svarede en hel masse på russisk. Jeg forstod ikke et ord, så jeg gentog mine russiske fraser fra frasebogen. Men han var sgu’ hverken døvstum eller skeløjet. Han Fra venstre: Lenin, Putin, Karl Max og Zar Nikolas 2. Restaurationsvognen på den transsibiriske jernbane er et 24 timers værtshus, med masser af mad øl, sprut og villige damer. kikkede mig lige i øjnene og gentog, nu endnu højere, hvad han lige havde sagt. Det betød formodentlig, jamen for helvede, kan du ikke forstå russisk, mand. ”Jeg siger dig jo, at der er lukket fra den første september og det er den anden i dag. Vi lukkede i går. Kan du ikke fatte det”. Da jeg skulle til at spørge ham, om der var et andet Gæstehus i nærheden, gik han helt amok og skubbede mig ud af døren. Det var lige før, jeg klarede at blive stående på fødderne og ikke faldt på røven med min store rygsæk. Jeg mødte for øvrigt Præsident Putin på den røde plads. Han sad og spillede kort med Lenin, Karl Max og Zhar Nicholas den anden. ”Dobre utra”, sagde jeg høfligt. ”Kak dela”. De kikkede på mig og svarede, ”ti dollar”. Det de mente, var, at det kostede ti dollar at få lov at tage et foto sammen med eliten af Rusland. Så kunne man sætte sig imellem dem og få en ven til at tage et foto. Jeg gik over på den anden side af pladsen og tog et foto med zoom. For selvfølgelig ville jeg have et billede af nogle af mine store idoler med hjem. Men jeg ville sgu’ ikke give ti dollar for det, hvis jeg kunne undgå det. Rød front. Alle stoppede i Irkutsk, hovedstaden i Sibirien. Så det gjorde jeg også. Jeg havde mødt Mark, en engelsk journalist, i toget. Han havde solgt sit hus og sin bil og ville nu ud og se verden et par år. Han kunne godt lide øl. Det kunne jeg også, så vi fulgtes ad. Vi havde kun to dages stop her, så vi besluttede at tage den første ude ved kysten af Baikal Lake. I bussen mødte vi Erik og Miguela fra Jävle i Sverige. Ved busstationen i Listvyanka stod der en russer og tilbød os to værelser i hans villa med Sauna. Vi tog med ham i hans bil, og han viste os værelserne. Det ene var et ganske normalt soveværelse, det andet var en dagligstue med to senge, en pejs og et piano. Gæt, hvem der fik værelset med piano. Til gengæld spillede jeg lidt Tchaikovsky i b-mol, Du gamla du fria og Rule Britannia for dem. Det var de meget imponerede over. Nede ved søen mødte vi en russisk familie, der var på picnicweekend. De boede til daglig inde i Irkutsk, GLOBEN nr. 18 / December 2004 48


men de havde noget familie, der boede her. Dem besøgte de en gang i mellem. Og så var der fest. De var allerede i gang med voortka’en, sådan udtales det på russisk. Voortka. Og selvfølgelig måtte vi drikke et glas med dem. Det blev til mange flasker og varede til den lyse morgen. Så kan de fandeme grine, russerne. Når der kommer voortka på bordet, så forsvinder stenansigterne sporløst. Og de kommer ikke tilbage, så længe der er voortka i flaskerne. Stenansigter kan ikke lide vodka. De kan heller ikke lide musik. En af russerne, Simon, som faktisk var ukrainer, hvilket han var meget stolt af, havde sin harmonika med. Og han kunne spille. Hele repertoiret. Alle de gamle sørgelige, smukke, russiske sange, som altid er skrevet i mol. Følsomme sange om livets genvordigheder. Nu var der voortka på bordet, så nu kom både smilene og tårerne frem. Det var virkelig gribende, nu led vi med de sørgmodige russere. Vi grinede med dem og vi græd med dem og vi drak voortka med dem. Det var blevet lyst og hanerne galede, da vi vaklede tilbage til vores villa med Pejs, Sauna og Piano. Hovedstaden i Mongoliet hedder Ulan Bator, og de er lige så stolte af Genghis Khan, som vi er af H. C. Andersen. Måske endda mere. Alt rører sig om Genghis Khan. Jeg boede på Genghis Khan Guesthouse. Vi drak Genghis Khan øl, røg Genghis Khan cigaretter og der var billede af Genghis Khan på pengesedlerne. Efter en uge tog jeg med Genghis Khan Expressen til grænsebyen Zamun Ude. Han var nu også noget særligt, ham der Genghis Khan, kejser af verdens største rige. Stadig aldrig overgået. Fra Beijing til Polen, så langt strakte hans rige sig. Elleve tidszoner. Solen gik aldrig ned over Genghis Khans rige. Jeg blev i byen en uge, mens jeg ventede på mit visum til Kina. Man kunne godt få det på to dage, hvis man gad betale dobbelt pris. Det gad jeg altså ikke, så jeg ventede en uge og lærte Ulan Bator og byens små listige steder vældig godt at kende. En af mine stamcafeer var en Ger, eller yurt som tyrkerne kalder dem. Et rundt telt. De havde en specialitet: Gæret hoppemælk. Den hang i en læderpose på væggen, og alle der gik forbi gav den lige et puf. Så hoppe-mælken kunne bevæge sig, mens den gærede. Når den var færdiggæret, blev den hældt på store blå olie- og fisketønder. Man tog så en skål på en liters penge fra tønden. Femoghalvfjerds øre. Det smagte ikke særlig godt, nærmest som sur kærnemælk. Jeg har aldrig kunnet fordrage kærnemælk. Men jeg tvang mig til at vænne mig til det. Og det lykkedes. Nastovia. ”Zhongguo - wo ai ni”, betyder: Kina, jeg elsker dig. Og det gør jeg. Jeg elsker Kina. Jeg har jo fået den mærkelige idé, at jeg vil se hele verden, før jeg dør. Hvis jeg dør. Derfor har jeg ikke tid til at tage tilbage til et land, jeg har været i. Men Kina. Da jeg var her sidste år sagde jeg, for første gang i mange år. ”Kina, jeg kommer tilbage”. Og det løfte har jeg nu holdt. Jeg var dårligt kommet over grænsen til Kina, landet i midten, før folk begyndte at råbe efter mig. Ni hao, how are you, spise her eller med hjem. Det var ligesom at komme De havde en specialitet, gæret hoppe mælk. Den hang i en læderpose på væggen Simon var fra Ukraine. Det var han meget stolt over. Og så kunne han spille Harmonika så alle fik tårer i øjnene. hjem efter de store dybe oplevelser i Rusland, Sibirien og Mongoliet. Stenansigternes land. Men hvordan hænger det nu egentlig sammen? Man kan godt forstå, at man i det nordlige Asien, altså Sibirien, Rusland og Mongoliet, har stenansigter. Men også Kasakhstan og Finland skal passe lidt på, at ikke stenmanden kommer efter dem. Det tidligere Sovjetunionen har lidt under et kommunistisk diktatur i næsten 80 år. Hvor ingen turde sige, hvad de mente, og hvor man slet ikke turde vise følelser for noget som helst. Alle var mistænksomme mod andre. Udover det er de fleste ludfattige, og vejret er endnu værre end her i Lorte-Danmark. Ingen sol, ingen blomster. Det bliver eddermame koldt om natten, når solen går ned og jeg havde kun sommertøj med. Men hvad så med Kina? Her er de da også ludfattige, de fleste. De har endda stadig et kommunistisk diktatur. Eller er det nu et højrediktatur? De har i hvert fald ikke helt forstået den der med menneskerettighederne. Men de har et bedre klima. Det kan godt nok blive koldt om vinteren i det nordlige Kina, men Kina strækker sig jo helt ned til Vietnam. Så de har meget mere sol. Og så har kineserne noget udefinerligt. Kinesere smiler altid. Både når de er glade, og når de er sure. Man smiler for at lade som om alt er ok. Hvis man bliver genert skrupgriner man. Jo værre det hele er, jo mere griner man. Ho, ho, ho. Man skulle tro, de havde røget et eller andet spændende. De ryger jo meget. Stort set alle kinesere ryger. Og de drikker. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er de putter i, men cigaretterne smager som lynkinesere og vodkaen smager som aftershave. Nu er det jo svært at læse kinesisk, så måske er det mig, der bare køber det forkerte, fordi GLOBEN nr. 18 / December 2004 49


jeg er så pissenærig. Hvem ved, måske er det virkelig lynkinesere og aftershave. Men jeg elsker Kina. I can’t help it. Silkevejen, eller silkevejene, for der en nemlig flere forskellige, udgik alle fra Xi’an eller Ch’ang, som byen hed dengang. Det var silke, det drejede sig om. Pludselig var der dukket et mærkeligt nyt stof op på markedet i Venedig, eller Venezia, som byen hed dengang. Kinesisk silke. I over tusinde år var Silkevejene hovedfærdselsåren mellem Kina og resten af verden. Transportmidlet var æsler, yakokser og kameler. Turen gik gennem dale og bjergpas, over ørken, steppe og sneklædte bjerge. Og gennem ødemark, hvor der var opsat røde og grønne flag, så man ikke farede vild, når sandvejen var forsvundet på grund af sand- eller snestorm. Det var meget få, der gik hele vejen fra Xi’an til Venedig. De fleste gik et stykke af vejen og fik så byttet de ting, de medbragte, med varer fra de nye riger. Men i hvert fald en mand gjorde det. Marco Polo. Fra Venezia sejlede han til Syrien. Derfra gik det via Tabris til Mashad og via Afghanistan til Bukhara, Samarkand Tasjkent Bishkek, Kasgar, Urumqi og Xi’an. Hvis man virkelig vil ”do the Silk road” fra Venedig til Xi’an, så skal det tilrettelægges. Eller også skal man have ubegrænset tid. Og penge. For udover meget uro i Lis V. Jørgensen 1945-2004 områderne, der berører Silkevejen, er der de irriterende visa, og især de lande, der forlanger invitationer, forøger ventetid og lænser pengepungen. Men det kan helt bestemt lade sig gøre. Måske engang imellem med lid hjælp fra et rejsebureau. Jeg har drømt om den Silkevej i årevis, men det blev altid til bare en lille bid af denne enormt lange vej. Denne gang startede jeg i Beijing. Så The Great Wall. Derfra rejste jeg til Xi’an og kikkede på Terracotta-soldaterne. Lige uden for bymuren i Xi’an lå en plads med skulpturer af kamelkaravaner. Denne plads påstås at være begyndelsesstedet til Silkevejen. Her lå samlingscentralen for varer, blandt andet silke, der skulle vestpå. Her ventede alle kamelerne og æslerne og yakokserne på at blive lastet. Herfra udgik al forbindelsen mellem Kina og Venezia. Jeg blev næsten helt religiøs, da jeg læste skiltet – ”Startpoint of the Silk road”. Jeg lagde mig ned og kyssede jorden. Halleluja! Fortsættes… Som medlemmerne for kort tid siden opdagede via mailen, er vores alle sammens Lis død. For de af os, der kendte hende godt, var det ikke den store overraskelse, for de sidste par år havde hun skrantet en del som følge af flere ugers og måneders alvorlig sygdom tilbage i julen 2002. Lis’ sukkersyge havde aldrig været særligt venligtsindet, og komplikationerne satte sig desværre dybe spor, både mht. rejselivet og mødeaktiviteterne i klubben. Af samme grund er der sikkert mange af vore helt nye medlemmer, der ikke aner, hvem Lis var, men skruer vi tiden tre-fire år baglæns, var hun en af klubbens bærende og mest aktive kræfter. Lis var født i Haderslev i det sidste krigsår, og udover hele to gode uddannelser som skolelærer og farmaceut brugte hun en del krudt på at sysle med bl.a. ulandsarbejde på NGO-plan. Den slags sætter spor, og udover en formandspost i Ibis lykkedes det hende at bruge hele 71⁄2 år i det halvsorte Afrika. Først 5 år i Uganda og siden 21⁄2 på Santo Antaõ, Kap Verde, og det har sikkert ikke været hendes mening nogensinde at komme hjem til Danmark igen, da hun sammen med en god ven af vanvare »kom til« at stifte sit eget firma, Altox. The Great Wall – og en køn kineserpige med det klassiske kinasmil. Altox var og er et toxikologisk forum med speciale i at rådgive virksomheder og offentlige myndigheder omkring kemiens og medicinens mange giftigheder, men at gå fra at være flakkende globetrotter til at være sin egen direktør gør man desværre ikke ustraffet. Pludselig var hun bundet af at skulle være tilbage på kontoret, hver eneste gang, der skulle faktureres, så de meget lange udlandsophold blev kogt ned i mindre stykker. Den slags kan jo ske i de bedste kredse, men så var det jo godt, at både hun og alle vi andre kunne søge inspiration i De Berejstes Klub. Med medlemsnummer 24 var Lis en af de meget gamle rotter i klubben og nåede i en årrække at bestride den vigtige post som kasserer. Endnu vigtigere for klubben var det, at Lis flere gange årligt øste ud af sin gæstfrihed i den store lejlighed på Frederiksberg. Døren var altid åben enten for planlagte arrangementer eller for improviserede whiskysmagninger, hvilket på et tidspunkt fik daværende formand Ole Egholm til at give Lis en ærespræmie som »klubbens mest gæstfrie medlem«. Den rekord er ikke blevet slået endnu og bliver det sikkert aldrig. Udover en heftig mødeaktivitet og en flod af sære skulpturer rummede lejligheden på Stockflethsvej mange særheder. God sprut af lækre årgange og cigaretter af tvivlsomme årgange var der rigeligt af, men til gengæld mindes jeg ikke nogensinde at have fået en kop kaffe hos Lis med noget så prosaisk som almindelig komælk. Af uransagelige årsager valgte hun at dække sit behov for mælkeproteiner med en kæmpe dåse modermælkserstatning beregnet til »eksport« til Grønland! En gang globetrotter, altid globetrotter. Selv døden mødte hun som en sand globetrotter, idet hun for kort tid siden valgte at tage på en lille julerejse til Caribiens varme i form af De Dansk-Vestindiske Øer. Længere end Skt. Thomas kom hun desværre aldrig, og få dage efter fik vi så den triste nyhed, at Lis var død; forhåbentlig lykkelig på rejse, som vi i virkeligheden alle gerne ville det. Claus Qvist GLOBEN nr. 18 / December 2004 50


Kære DBK´s Bestyrelse, Et julebrev til DBK´s Bestyrelse Som det lykkelige medlem af DBK har jeg i 4 år haft mulighed for at glæde mig over klubbens strålende virke og udvikling. Hvert år har vi modtaget en flok af nye dygtige og engagerede medlemmer. Klubbens artikler i bladet er blevet efterhånden en helt fantastisk kilde til viden om de forskellige lande, deres kultur og skikke. Vores fotografer og bladets redaktører har ydet deres indsats på helt professionelle måde. Vi har fået mulighed for at få støtte fra vores talrige sponsorer. Snart åbner vi vores Café Globen. Hvert år har vi deltaget i pragtfulde og mættende julefrokoster. Hver måned har flere af klubbens medlemmer draget ud i den store verden. Mindst 2 gange om måneden har vi nydt en eller anden værts gæstfrihed og lyttet til de fantastiske foredrag om de smukkeste steder på kloden. Vi har beundret medlemmernes eventyrlige oplevelser og store præstationer. Vi har fået inspiration til de nye rejsemål. På disse hyggelige møder og på vores egne spændende rejser har vi oplevet og set at verden er smuk, eksotisk, farverig men også uretfærdighed og fuld af elendigheder. Det er nemlig tit at i disse fattige egne i verden har vi fået den varmeste og mest gæstfrie modtagelser under vores vandringer. Er vores store erfaringer om verden og den glæde, som vi har fået ved at udforske forskellige lande ikke kunne være nok til at dele vores lykke med dem, som ikke havde været heldige nok til at blive født og opvokse i den gode del af verden? Er klubben ikke blevet »voksen nok« til at tage sig af et barn fra Afrika, Nepal eller fra et andet sted på jorden, hvor uddannelsen, bordets glæder og sundhedsomsorg ikke er en selvfølge?. Ville det ikke være dejligt at »stifte et faderskab« til en lille fattig skabning? Ville det ikke betyde større dybde i klubbens aktiviteter og mere glæde ved at en gang imellem besøge »vores barn« og følge dets udvikling. Ville vi ikke føle os mere stolte af vores lille månedlige bidrag som kunne forbedre barnets chancer i livet? Vi kan ikke frelse hele verden, men jeg synes at den lille dråbe i havet ved at hjælpe et barn i nød er et forsøg værd. Idet jeg takker for den dejlige julefrokost i Århus, vil jeg gerne bede Bestyrelsen om at overveje mit forslag. Kære Ewa og resten af DBK Med varme julehilsener til alle Ewa Bylinska (174) Et julesvar Der er fra bestyrelsen fuld tilslutning til Ewas tanker om, at DBK sponserer et barn, men vi vil naturligvis også gerne give medlemmerne lejlighed til at tænke over forslaget. At sponsere et barn gennem f.eks. Børnefonden koster kr. 170/måned – altså ca. en krone per medlem, hvilket vi ikke kan forestille os nogen vil have noget i mod. Vi vil nu undersøge mulighederne og hvordan vi i klubben kan få det bedst mulige ud af en sådan fælles ”adoption”. Hvis I har kommentarer, ideer og forslag, så send venligst en mail til info@berejst.dk inden 15. januar 2005. Bestyrelsen vil herefter på sit næste møde i januar tage stilling til hvordan denne gode ide kan føres ud i livet. Med glædelige julehilsener og godt nytår til alle hele DBK´s Bestyrelse Dette kunne være, selvom det ikke er det, DBK’s fælles ’adoptions’ barn. Foto: PAJ GLOBEN nr. 18 / December 2004 51


Et halvt århundrede i Mexico Min veninde Teresa og jeg har rund fødselsdag næsten på samme tid. Det halve århundrede føles blot som en dag og en nat. Vi behøver en opmuntring. Men hvordan? Vi tager til Mexico! Tekst og foto: Ewa Bylinska Flyet fra British Airways letter fra Londons lufthavn. Foran 9.000 km og et perspektiv af solstråler, som efter den langtrukne danske vinter er en Guds gave. Vi lander i terra incognita. Jeg har en følelse, som altid ledsager mig på de ukendte steder; jeg deltager i et spil, hvis regler åbenbares, mens spillet er i fuldt sving. Denne gang har vores spillefelt et areal på 1.972.534 kvadratkilometer og 98 millioner indbyggere. Mexico City er en 23 millioner stor metropolis, hvor gadelabyrinterne fører til det ukendte. Undervejs beundrer vi de rigt udsmykkede katolske kirker. Indenfor hilses vi af alskens hellige. Og netop disse træ- eller gipsfigurer med ansigter, som vi genkender fra kirkerne i Italien, Spanien og Polen bevirker, at byen ikke længere opfattes som fremmed. Vi begynder at føle os hjemme. På den centrale plads, Playa de la Constitucia, findes alt i forstørret udgave. Den halve himmel er dækket af det stolt flagrende flag. På den nordlige side strækker den majestætiske Catedral Metropoliana sig (1573 – 1813). Den anden er fyldt op med Palacio National med præsidentens residens. Murene, der omkranser en kæmpestor gårdplads, er helt dækket til af Diego Riveras vægmalerier, der fortæller om hele Mexicos historie. Overfor katedralen huser den største bygning Pantelånerkontor og Højesteret. På bagsiden af katedralen ligger ruinerne af Templo Mayor, aztekernes højeste helligdom, og det eneste tilbageværende af den mægtige by Tenochtitlan. Byen blev bygget i det 13. århundrede og to århundreder senere jævnet med jorden af de spanske erobrere under ledelse af Herman Cortés. Den af aztekerne byggede metropolis på søen slås med samme problemer som Venedig. Bygningerne synker langsomt i den bløde jord. Hvis man skal tro sagnet, var dette sted det eneste, hvor aztekerne kunne kreere deres magtposition. Idet deres Gud Huitzilopochtli, som åbenbaredes over for en af præsterne, beordrede aztekerne, der var jaget fra det ene sted til det andet, at drage ud i verden og sætte bo der, hvor de ser en ørn med slange i sit næb siddende på en kaktus. Fra den 24. etage af det slanke La Torre Latinoamericana har vi hovedstaden i vores hule hånd. Størrelsen kan få én til at svimle. Langt væk i de fjerne horisonter kravler husene i deres kamp om plads på jorden op ad skrænterne af de bjerge, der omkranser byen fra alle sider. Metroen vækker forundring. Den er effektiv, enkelt, billig og spreder sine retfærdige linier - fangarme til de mest fjerne kroge i byen. For at finde Frida Kahlos blå hus står vi af på stationen Coyoacan. Denne excentriske kunstnerinde med aztekernes rødder efter moderen og det europæiske blod efter faderen vil altid for mig være det sande Mexico. Skæbnen har været hård ved hende. En tragisk busulykke tvinger hende til at holde sig i sengen. Handicappet i isolation begynder hun at male. Overfører Mexicos farver til lærredet. Viser sin verden vævet af smerter og lidelser. Hendes største kærlighed er den berømte Diego Rivera. Hun kan ikke forlade ham, selv om, som hun selv understreger, at forholdet til ham er hendes største nederlag. Større end ulykken, som gjorde hende invalid. Og igen arkitektoniske seværdigheder i byens centrum som perler på en snor. Hvid marmor smykker Palacio de Bellas artes med facademæssige finesser. Mindesmærket for den nationale helt Benito Juarez, den fattige indianer, som i flere omgange har regeret som præsident, pynter parken Alameda Central. Endnu flere charmerende pladser i den ægte spanske stil. Endnu flere kulørte boder med masser af støj. Og om aftenen farer vi vild i de små gader. Vi tager fejl af retninger og kirkernes skikkelser. Vi blander de forskellige affaldssteder og barer sammen. For mange biler og for mange fodgængere. Halvt forgiftet af røgen fra den overalt bagte tortilla mister vi vores sjette topografiske sans. En politibil mødt på vejen afleverer os på hotellet som små fortabte piger i den store verden. Fra busterminalen Autobuses del Norte er der kun 50 km til den gådefulde Teotihuacan. Ingen ved, hvem der boede på dette sted før vores æra. Hvem har etableret det højt udviklede imperium, som havde sin største blomstringstid i det 7. århundrede? Hvorfor blev byen forladt? Hvortil gik dens indbyggere? Aztekerne som kom frem til denne forladte by, antog at det har været mødested for Solguden og Måneguden. De bosatte sig der ikke. GLOBEN nr. 18 / December 2004 52


Kun deres præster kom fra tid til anden tilbage til stedet for at foretage menneskeofringer. Krigsfangernes skæbne var således forudbestemt og grusom. Solen krævede blod for at stige op og følge sin rute på himlen. Den sugede grådigt blodet fra hjerter, som endnu slog, efter at havde været revet ud af ofrenes brystkasse, som var sprættet op med kniv. Præsterne bar hundredetusinder hjerter op for at vække solens vandring til live og velsigne de nybyggede templer for guderne. Foran os ligger den to kilometer brede Dødens Avenue. Langt væk i horisonten som et fatamorgana skimtes pyramiderne for Solen og Månen. Solpyramiden, den 3. største i verden (efter Cholula og Cheops), er 65 meter høj og har 248 trappetrin. Månens pyramide bygget på en bakke er 46 m høj. I en af guidebøgerne understreges det, at bestigning af en af dem forlænger livet med 10 år. Vi vil have 20 år mere og mindst 10 kilo mindre! Med tunge rygsække, som vi ikke kunne opbevare nogen steder, kravler vi med møje og besvær op på begge toppe. Det tager næsten en halv dag at besøge hele området. Det var godt, at vi kom her fra tidlig morgen. Om eftermiddagen er her mængder af turister, og de belejrede pyramider minder om myretuer. På tilbagevejen finder vi ved hovedindgangen en restaurant med mexicansk buffet. Fra vinduet har vi en enestående udsigt over Dødens Avenue. Vi selv går langsomt op i flammer af maden. Den røde salsasauce af chili føles som et knivstik fra præstens hånd. Men ikke i hjertet - i ganen! Den grønne udgave påfører vores smagsløg lidelser, som samtidig er en nydelse. De uskyldige bønner lammer følenerverne. Kødretterne brænder indvoldene. Det enorme kaktusblad, som smager af græs, har lindrende virkning. Vandet giver os åndedrættet tilbage. Hvordan vil vi være i stand til at lade os nøje med hverdagens almindelige mad uden smag efter et sådan gilde? På samme måde som metroen fungerer bustrafikken døgnet rundt på imponerede vis. Sent om aftenen fra busterminalen San Lazaro i Mexico City fanger vi bussen til San Cristobal de la Casas, der ligger 900 km væk i regionen Chiapas - mayaernes kongerige. Om morgenen vågner vi et eller andet sted under himlen omringet af bjergtoppe. Efter ethvert dristigt vejsving ryster landskabet sig af tågen. Langs vejen bærer de klejne indianerkoner store trækbjælker på ryggen. Før kl. 8.00 er vi ved målet. Et kort ophold på hotellet og så går vi på opdagelsesrejse ad de smalle gader i byen. Overalt møder vi masser af farver og stilhed. En oase af unik beroligende stemning. Man glemmer tid og virkelighed. Alt synes at være en farverig drøm. I de regnbuefarvede husfacader gemmer solen sig. Kirken Santo Domingo ligner en ørkenens rose. Rundt om frister en krans af boder med håndarbejde. Pyramider af orange kugler anbragt i plantepotter stråler som guld. Indianerkoner er kommet ned i byen fra de nærliggende bjerge. Som små uldne dukker har de tilføjet stedet mere kolorit. På deres brune ansigter med skarpe træk er fattigdom, hårdt arbejde og stolthed skåret ud. Tålmodige babyer hænger ubevægeligt på moderens ryg eller ved brystet. Flere små børneben tripper lige efter moderens uldne nederdel. Små piger med sorte fletninger som musehaler tilbyder koncentreret ”buketter” af strikkede remme af uld eller perler. Sumidero kløften, som ligger 20 km fra San Cristobal de la Casas, er en af de største naturattraktioner i Chiapas-regionen. Billetter til turen med motorbåd købes i turistkontoret på den centrale plads. Vi sejler igennem en jungle af grønt. Rundt om et fugleparadis, et kongerige for de på bredden liggende krokodiller samt alskens klippeformationer. Undervejs ser vi nøgne klipper, der stræber mod himlen og danner en lodret væg på en højde over en kilometer. Et eller andet sted højt oppe skjuler der sig et lille alter med Madonna, der beskytter fiskerne. Efter fire timers sejltur kommer vi tilbage til den koloniale perle San Cristobal de la Casas, som det er så svært at tage afsked med. Danskeren Frank Blom, der blev så fascineret af mayaernes tragiske skæbne og deres oprindelige kultur, som var ved at forsvinde, ændrede sit liv ved at forvandle sig fra businessmand til geolog, arkæolog og forsvarer for indianernes vilkår og deres naturlige miljø. På Vincente Guerro gaden ligger ”Na Bolom”- huset og fonden, der fortsætter med at udføre hans drømme og ideer. Fra den lille busterminal tager vi natbussen til Veracruz, der ligger ved Den Mexicanske Golf. Vi valgte dette sted spontant, måske under påvirkning af det imponerede navn. Beskrivelsen i guiden om alle de farer (støj, lommetyve, knivstikkere, forurening), som venter på turisterne i denne millionby fører til, at vi igen spontant gemmer os i den lille by Bocca del Rio 20 kilometer borte. Fortsættes på side 55 GLOBEN nr. 18 / December 2004 53


Mine 10 bedste kopper Tekst: Kirsten Fiil Svarer 1. pladsen Det hele startede med et sæt kopper, som jeg fik foræret af en god veninde, som er kunstner. Jeg synes, at de var meget flotte og ville have hende til at lave10 kopper mere. Men nej, hun havde kun lavet dem for sjov og ville aldrig lave mange af en slags. Der røg det kaffestel! Der opstod så ideen med at samle ene forskellige kopper. Fælles for dem er, at de er produceret i det land, hvor de er købt, at der er noget blåt i dem (kan fraviges), og at der er to næsten ens. 2. pladsen I Tunesien, hvor jeg var af sted en påskeferie alene med tre ikke særligt store børn, Jeppe var i klapvogn, var vi med toget til Sousse. En rigtig sjov tur, hvor vi for vild i basaren, fordi moren ikke er i besiddelse af meget retningssans. Men til gengæld fik vi set en masse, som vi nok ellers ville være gået glip af. Her købte jeg to kopper, som er bedre egnede til te end til kaffe – lidt grove keramikkopper med et blåt mønster. 3. pladsen Trækopper – der er ikke noget blåt i dem. De er bløde og dejlige at røre ved og meget praktiske at have med på tur. De er købt hos en samer i Finland. De laver nogle flotte ting - blot en skam, at der var mange myg, der ville være de samme steder som os, hvilket begrænsede lysten til at være ude. Heldigvis mødte vi samere i Nordnorge og havde nogle gode dage sammen med dem på fjeldet. 4. pladsen Cappuccino er normalt noget man forbinder med Italien, men mine cappuccinokopper er fra New Zealand, nærmere betegnet Coromandel Island, hvor vi af gode venner havde fået lov at låne deres sommerhus. Vi har været der to gange i sommerhuset, som ligger for enden af en blind vej med udsigt over havet. Begge gange har vi været der uden for sæsonen, og det har været ganske øde. Et skønt sted, hvor vi har spist os mætte i brombær, gået lange ture ved havet og læst gode bøger foran pejsen. Det tænker jeg på, når jeg tager disse kopper ud af skabet. 5. pladsen Rigtig blå kopper har jeg købt i Grækenland - det er kopper jeg aldrig selv vælger at drikke af, for de er lidt klodsede, men de er græske. De minder mig om det blå klare vand, og de varme somre vi har tilbragt på de græske øer med at bade og dykke. Hvis jeg engang kommer til Grækenland på en mere kultur-tur, vil jeg prøve at finde nogle kopper, der svarer mere til den gamle græske kultur – lidt mere elegante. 6. pladsen Små fine kopper med et overdådigt mønster – blå som hovedfarve. Den ene har fået en revne – øv! Men der er vel også revner i Polen. De er købt på et potter- magermarked, hvor jeg kunne have købt kopper til resten af mit liv – men min mand prøvede at tale til min fornuft og samleridé. Det tog lidt tid. Jeg endte med kun at købe to kopper, et fad og en skål. 7. pladsen Høje, fine elegante kopper – de er fra Luxembourg – som jeg har et helt specielt forhold til. Der bor min mands moster, og der er vi kommet op til flere gange om året. Udover, at vi er gode venner, og vi nyder hinandens selskab, er Luxembourg en dejlig lille stat med mange muligheder. Her ligger der en porcelænsfabrik, hvor jeg gerne vil ud og kigge tit. De laver flot, spændende men ikke billigt porcelæn. 8. pladsen I Andorra så jeg en sjov kop i et vindue. Der var lukket. Jeg kom tilbage flere gange uden held. Vi boede på campingpladsen lige på den anden side af floden. Jeg ledte i byen efter kopper men havde ikke heldet med mig. De havde ingen kopper, der var produceret i Andorra, fordi de drikker kaffe af franske kopper. Endelig, den sidste dag, var der åbent. Nej, hun havde kun én og kunne ikke hjælpe mig med en til. Hun var ret ligeglad og ikke særlig interesseret i at sælge. Kunne jeg ikke få to, ville jeg ikke handle. Altså ingen kopper fra Andorra. 9. pladsen Kopper fra tre verdensdele Foto: Flemming Thorsager (Fotoklubben Focus Silkeborg) Jeg har kopper fra Frankrig. De er fra før, jeg begyndte at samle. Min franske veninde gennem 30 år, som jeg mødte i GLOBEN nr. 18 / December 2004 54


Argentina og derfor altid har talt spansk med, drikker altid kaffe af en skål. Det var jeg så fascineret af første gang, jeg besøgte hende, at jeg købte to, som jeg stadig har, men ikke bruger til at drikke kaffe af. 10. pladsen Mine nyeste kopper kommer ikke fra mit nyeste land men fra Tyrkiet. To fine keramikkopper, som jeg efter første brug ikke kom i opvaskemaskinen. Men dovenskaben har sejret over ømheden. Tyrkiet, der har jeg været flere gange, forskellige steder og på forskellig vis. Hver gang en ny god oplevelse. Jeg rejste fra Danmark alene med Silke (3 år) og Rasmus (4 mdr.) til Istanbul, hvor jeg efter et par dage skulle møde Fiil med Topas-lastbilen, som vi skulle køre retur til Danmark. Børnene og jeg boede på en campingplads i udkanten af Istanbul, hvor alle lastbilchaufførerne også holder til. Vi havde nogle gode dage der, og børnene blev bare så forkælet af alle. Sådan ser listen ud med ”Mine 10 bedste kopper” og så har jeg ikke engang fortalt om de 10, det ikke lykkedes mig at købe! Det bliver en anden gang… Et halvt århundrede i Mexico Fortsat fra side 53 Snavs og forurening fra den store havneby nåede alligevel stranden, som ligger tæt ved vores lille blå hotel Gran Boulevard. I horisonten ses høje bygninger i byen Veracruz, som bl.a. er berømt på grund af sine karnevaler. Om nogle dage vil man kunne opleve et ægte orgie af sange, danse og kostumer. Som optakt til festen strækker trætribuner sig kilometervis langs Malacon. Overalt svæver smilende pigerne i blonde- og flæsekjoler med vifter i hænderne og blomster i håret rundt om de mexicanske musikere i sorte sombreroer. På vores bytur møder vi hverken knivstikkere eller lommetyve. Derimod nyder vi den flotte centrale plads pyntet med de skyggegivende palmer og cafemusikken marimba. Ved siden af en beskeden kirke opdager vi tilfældigt et stort mindesmærke for paven. Vi hygger os i Grand Cafe de la Parnaquia og drikker den mest enestående kaffe. Og i Bocca del Rio har vi vores sted, hvor vi nyder frugtjuice cocktails i en lille butik som ejes af mexicaner Abel. Vi kigger ind til ham to til tre gange om dagen og smager efterhånden de fleste safter fra den omfangsrige liste med sære navne og forskellig smag. Ved samme lejlighed får vi en snak med den muntre ejer. Kropsproget, smil og børnekonversation støttet af papir og blyant kompenserer for det manglende kendskab til spansk. Efter tre dage ved vi ”næsten alt” om hinanden. Vi har alle fået nye kælenavne: Santa Teresita, No Santa Evita og Bueno Abel (myrdet af Kain). På vores sidste dag efter at have konstateret, at vi allerede havde smagt alle saftkompositioner, lover Abel, at han i fremtiden vil berige sin juiceliste med to nye frugtblandinger ved navn ”Santa Teresita” og ”No santa Evita”. Igen en natbus. Igen det pulserende liv i Mexico City, som vi ankommer til om morgenen. Et tilfældigt hotel ved San Lazaro stationen forundrer med den høje standard og lave pris. For at lære byen bedre at kende, når vi frem til Basilica Guadalupe, Mexicos største sanktuarium. Indianerne slået af spanierne var tvunget til at dyrke den katolske tro. De tilførte den elementer af deres religiøse ritualer og smuglede deres indianske guder ind bag de spanske altre. I lighed med Jomfru Maria fik de deres indianske mørke Jomfru fra Guadalupe. Ifølge sagnet har hun i 1531 vist sig for den indianske bonde Juan Diego. Af blomster, som blev kastet i hans slidte kappe, skabtes et aftryk af hendes ansigt. Dette var tegn for biskoppen Zumarraga om hendes mirakuløse åbenbaring og nødvendigheden af at bygge en kirke. Den største helligdom i basilikaen er netop den kappe med aftryk af Jomfruen fra Guadalupe. Den 12. december er det hendes dag, der fejres i stort omfang. Men også på hverdage er det svært at bane sig vej gennem mængden. Pilgrimme vandrer gennem et stort område med flere kirkebygninger på deres knæ. Indvendigt er væggene helt dækket til af takkegaver til Madonna. Nogle steder i stedet for guld og sølv hænger der sorte lange fletninger fra de fattige indianske kvinder, der som tak for Madonnas barmhjertighed har givet en del af sig selv. Og igen en sten som mindesmærke for paven - mexicanernes yndling. Vi besøger den livlige, moderne universitetsby og et kæmpestort stadion i nærheden. Fra metrostationen Tlateloco kommer vi til pladsen af samme navn – ”Pladsen for tre kulturer”. Bygget af aztekerne var pladsen stedet, hvor det sidste slag mellem den spanske erobrer Cortes og aztekernes leder Cuauhtemoc blev afgjort. Det er rørende at se de tre karakteristiske objekter; på ruinerne af aztekernes bygningsværker vokser den spanske katedral Santiago Tlateloco bygget af pyramiden sten, og på den anden side rejser den moderne skyskraber, der rummer udenrigsministeriet, sig. Intet kan bedre understrege den mexicanske kulturcocktail og være et bedre symbol for den nuværende mestiz-kultur. GLOBEN nr. 18 / December 2004 55


Mine 10 mest dramatiske ankomster Tekst og foto: Bjarne Lund-Jensen Dominikanske Republik 1992 Der er bustransport fra lufthavnen og ind til byen, og det er jo altid godt… Vi er nået næsten ind til centrum. Bussen holder ved en lyskurv. En anden bus kommer op på indersiden af den og kører pludselig frem og drejer skarpt ind foran vores bus. Vor chauffør bliver så edderspændt rasende, at han indleder en veritabel jagt på den anden bus... Med sømmet i bund drøner han gennem de snævre gader i Santo Domingo. Jeg trykker mig godt ned i sædet, men de øvrige passager synes at være lige så ophidsede som chaufføren, så de opildner ham med diverse tilråb. Til sidst standser den anden bus. Chaufføren hopper ud og styrter vildt gestikulerende over imod den anden... Men pludselig retirerer han. Ja, rent faktisk spæner han tilbage i bussen... Jeg ser straks hvorfor. Den anden chauffør er stået ud af bussen medbringende et stort baseballbat. Vor chauffør lukker straks døren. Den anden chauffør begynder systematisk at smadre hvert eneste vindue i vores bus. Vi kaster os ned for så vidt muligt at undgå glasstumperne, der flyver om ørerne på os. Vores chauffør bliver siddende passivt ved rattet. Der er en råben, skrigen og truen af os uden for. Et stykke tid er vi bare meget meget stille. Da der endelig er fri bane åbnes døren. Passagererne begynder langsomt at forlade bussen. Til sidst går jeg også selv ud. Det er mørkt. Jeg aner ikke, hvor i byen jeg er, men der er pyntet op til jul. Fornemmer jeg et stille “Velkommen til Santa Domingo” vibrere i luften. New Zealand 1982 Det er næsten midnat. På grund af den sene flyankomst har jeg for en gangs skyld bestilt overnatning på forhånd. Motellet ligger lidt uden for Auckland. Der er helt mørkt, da jeg ankommer. Jeg banker på... ingen svarer. Jeg banker hårdere... stadig intet svar. Jeg er meget træt og ret så irriteret. Jeg SKAL have et sted at sove. Jeg bliver mere og mere irriteret, og til sidst begynder jeg for alvor at råbe op. Stadig intet svar. Først da finder jeg en lille konvolut med mit navn stukket ind under måtten ved hoveddøren, i den ligger nøglen til et værelse. Jeg lukker mig straks ind. Umiddelbart efter ankommer to politibetjente, som går søgende rundt og lyser med deres lygter her og der. Da de er væk, kigger jeg forsigtigt ud. En ung fyr kommer hen til mig. “Hørte du ham, der rendte og råbte og skreg herude lige før”, spørger han. “Ja, ja, det gjorde jeg da”. “Ja jeg tilkaldte altså politiet” fortsætter han. “Det kan jeg godt forstå” mumler jeg forsigtigt. Han kigger på mig med et halvskævt smil... Ghana 1990 200$ i depositum for at tage et videokamera ind i landet! Jeg protesterer vildt, men så viser de mig nogle papirer, hvor det står - sort på hvidt. Der er ikke noget at gøre, jeg betaler pengene og spørger, hvordan jeg får dem igen, når jeg tager videre over landjorden til Elfenbenskysten. Det kan jeg ikke, jeg kan kun få dem i lufthavnen, og hvis jeg skal videre over landjorden, skal jeg have en mand med hele vejen og betale alle omkostninger! Jeg bliver så sur, at jeg allerede næste dag forlader landet, ikke til Elfenbenskysten, men til Togo. Jeg tager en taxa ud til lufthavnen og får udleveret pengene, da jeg får dem overbevist om, at taxaen kører mig direkte videre til grænsen. Jeg stikker i farten de 200$ i min skjortelomme. Ved grænsen… Togo 1990 …kommer jeg lynhurtigt gennem grænseformaliteterne, godt hjulpet af en ”flink” mand. Snart opdager jeg, at den flinke mand også har hjulpet mig af med de 200$, jeg så skødesløst havde lagt i GLOBEN nr. 18 / December 2004 56


min lomme. Jeg finder et hotel og en flot pige… som jeg må forklare, at hvis der er noget, hun ikke kan få ud af mig nu, så er det penge! Det gør heller ikke så meget, påstår hun, men da hun forlader mig næste dag, har hun pludselig en hånd i min bukselomme! ”Jeg ville bare være sikker på, at du stadig har dine penge,” siger hun sødt. Jeg mærkede ikke selv efter. Jeg vidste, at jeg havde haft 20$ liggende løst i lommen, og jeg vidste, at de ikke var der mere. Det var ok. Hun havde fået sine lommepenge! Sierra Leone 1993 Her startede dramatikken allerede, da jeg skulle med fly fra Guinea til Freetown, Sierra Leone. Det var rent kaos i lufthavnen, men jeg fik kæmpet mig frem til skranken og blev lovet, at jeg nok skulle komme med flyet. Ved siden af mig stod en engelsk præst, der også skulle til Freetown. Han var iført præstekrave, for – som han sagde - ved tydeligt at vise sin præstestand, kom han altid let igennem selv de vanskeligste situationer. Han var sikker på, at vi nok skulle komme af sted. Vi ventede mindst tre timer. Jeg begyndte at blive nervøs. Præsten tog det med ophøjet ro. Det var faktisk først, da vi gennem vinduet kunne ane flyet rulle væk, at det gik op for den gode præst - the reverend John Smith - at hverken han eller jeg kom med flyet... Så tog fanden ellers ved præsten. Han kravlede næsten helt op over skranken, alt imens han greb fat i en dem der stod ved indcheckningen. Han råbte og skreg: Han havde billet! Han skulle af sted! Han havde medicin med til hospitalet, hvor broderen arbejdede! Det skulle nå frem! Intet nyttede. Jeg blev enig med ham om, at vi var nødt til at dele en taxa til grænsen. Da vi endelig kom frem, var det for sent at komme over. Og den følgende dag og i længere tid fremover ville grænsen være lukket! Men at en grænse i Afrika er lukket, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man ikke kan komme over! Det betyder blot, at det er meget dyrt at komme over! 100$ hver måtte vi betale for at komme videre. Natten tilbragte jeg sammen med the reverend John Smith i en lille dobbeltseng på et ubeskriveligt elendigt grænsehotel. Næste morgen betalte vi os så over grænsen, og bortset fra en enkelt punktering og en hulens masse checkpoints kom vi fint igennem til Freetown. Først efter nogle dages ophold gik det op for mig, at der rent faktisk var borgerkrig i landet… Men det er en helt anden historie! Jamaica 1988 Jeg bestiller næsten aldrig overnatning på forhånd, men – specielt hvis jeg ankommer sent – plejer jeg at have en helt god ide om, hvor jeg vil opsøge et hotel. I min guidebog var der angivet et lille sted nær den centrale plads i downtown Kingston. Men som det er sket for mig en del gange gennem årene: Hotellet eksisterede ikke længere. Jeg var lige stået af bussen fra lufthavnen, og nu anede jeg ikke, hvor jeg skulle finde en seng. Normalt ikke noget stort problem, men lige præcis downtown Kingston er et de mest ubehagelige steder, man kan befinde sig som hvid mand en sen aften. Jeg blev mødt af ubehagelige tilråb og en helt igennem hadsk atmosfære. Jeg var faktisk lidt bange. Hvad gør man så? Man tager sig sammen, siger til selv, at ligegyldigt hvor man kommer frem, er de fleste mennesker ok. Så man spørger sig frem, og på forbavsende kort tid bliver man vist hen til et beskedent hotel og får en god søvn – dvs. indtil man kl. 7 om morgenen bliver vækket af en arrig banken og en hidsig damestemme, der forkynder, at nu er det eddermame om at komme ud af fjerene, for nu skal her altså gøres rent…. Senegal 1996 Are you happy? Spurgte en af de lokale mig, mens vi - efter endnu en punktering - sjoskede de 5 kilometer ind til nærmeste landsby. Happy? Nej, ikke lige præcis... Jeg var på vej til Guinea Bissau. Det var weekend og der var ikke megen trafik. Ved Gambia-floden var jeg sidste aften kommet for sent til den sidste færge, så jeg måtte hyre en båd til at sejle mig over (hvilket glædede 15-20 lokale, der kom gratis over ved samme lejlighed). Nu var jeg så i Senegal og var kommet videre med et ubeskriveligt vrag af en bil. Ingen håndtag i flere af dørene, et virvar af ledninger under styrebrættet, store huller i bunden osv. I landsbyen ventede jeg i timevis, mens slangen blev lappet, bilen prøvekørt og slangen lappet endnu engang. Endelig kom jeg af sted sammen med tre franskmænd. Vi kunne lige have nået den sidste færge over den næste flod – hvis altså ikke bilen 10 km før floden endnu engang punkterede… Efter en times venten kommer en anden bil forbi. Den bringer os frem til floden, og der er rent faktisk en bro over – som dog (nok for år tilbage) er brudt sammen. Efter lange forhandlinger får vi dog lov at passere den ”knækkede” bro til fods og når ved midnatstid frem til byen Ziguinchor. Næste morgen får jeg på rekordtid udstedt et visum til Guinea Bissau, og fortsætter straks mod grænsen… Guinea Bissau 1996 … som jeg passerer uden problemer. Men, men, men… der er også floder i Guinea Bissau, og der er ikke rigtig råd til at bygge broer sådan et sted. Den første flod er ikke det store problem, bortset fra, at der holder en kø på ti biler, og færgen kun kan tage en med af gangen… Ved den næste flod er problemet større. Færgen er brudt sammen – det har den faktisk været de sidste par måneder. Små både fragter folk over floden, men netop da jeg ankom, var en af bådene tippet over og en kvinde og hendes barn var druknet. Deres lig lå ved flodbredden med et klæde over sig. Politiet sejlede rundt derude for at undersøge, om der var flere druknede. Først nogle timer senere blev fortsat sejlads over floden tilladt. Igen blev det midnat, inden jeg nåede frem, til en i øvrigt helt mørklagt hovedstad. Bissau by var faktisk uden strøm også de følgende tre dage… Nu bliver jeg nødt til at snyde lidt. De sidste to historier foregik ikke lige efter ankomst, men på henholdsvis tredje- og andendagen efter min ankomst til landet. Zambia 1986 Det var en ganske almindelig søndag. Jeg orienterede mig lidt i byen. Prøvede om jeg kunne se, hvornår posthuset åbnede næste morgen. Straks blev jeg anråbt af en politibetjent, der havde fundet det yderst mistænkeligt, at jeg nærmede mig posthuset, når der var lukket. Og endnu værre: Jeg gik rundt med et lille kort i hånden! Jeg blev straks slæbt med på politistationen, hvor det første jeg så, var to unge mænd, der blev pisket! Jeg valgte straks at moderere mit mishag… Jeg mødte også to englændere, der var slæbt til politiet for en lignende ”forbrydelse”. Vi blev udspurgt på kryds og tværs, og måtte vente i tre timer, inden vi endelig blev sluppet fri, mod at de beholdt vores pas til den følgende dag. Da jeg kom tilbage til mit missionshotel, fandt jeg ud af at de havde gennemrodet mit værelse. Hotellets kvindelige manager var overbevist om, at det var fordi, jeg levede et syndigt liv. Ved et rent tilfælde(!) var jeg nemlig kommet til at overnatte sammen med en sød engelsk pige, og hun var nu blevet smidt ud fra hotellet… Næste morgen fik jeg mit pas tilbage, og i Zambia Post kunne jeg læse en lille notits om, at en dansker og to englændere var blevet tilbageholdt af politiet mistænkt for spionage! Sydafrika 1996 Det værste jeg har oplevet. På andendagen efter min ankomst ville jeg videre fra Johannesburg til Pretoria. Jeg gik igennem en park… Jeg så knivene. Jeg så de hårde, men dog lidt bange ansigter. Jeg vidste, hvad det betød, men jeg negligerede det, min forstand nægtede at erkende det. Så jeg gik videre. Straks efter blev jeg skubbet omkuld. De stjal min bagage. De forsøgte også at rive bukserne af mig. Jeg strittede imod og reddede mit pas, visakort og de fleste af mine penge. Mine briller lå knækkede på jorden. Jeg fik senere fikset brillerne sådan nogenlunde med en clips! Jeg fortsatte… De kunne stjæle mine ejendele, men de skulle fandeme ikke stjæle min rejse! GLOBEN nr. 18 / December 2004 57


Mine 10 bedste vindistrikter Tekst og foto: Mai Nygaard 1. Sydafrika - Cape region, Stellenbosch Første gang jeg så Cape Town og Taffelbjerget, var da en flink Lufthansapilot cirklede om Cape en ekstra gang en smuk klar decembermorgen for cirka otte år siden. Siden har Cape provinsen været en absolut favoritdestination for mine mange vinekspeditioner. Her er dejlige vine og mad til fornuftige priser, smukke vingårde fra Boernes tid og mange hyggelige guesthouses af høj kvalitet. Sydafrika er i det hele taget et fantastisk land i en spændende og, heldigvis overvejende, positiv udvikling. Stellenbosch er en livlig studenterby omgivet af vinmarker og bjerge og er et godt udgangspunkt, hvis man gerne vil udforske vinområderne. 2. Nordøstitalien – Veneto og Trentino-Alto Adige Ciao bella! Det er den hilsen, jeg ofte mødes med i lufthavnen af de Italienske sælgere. Nu venter en uge på landevejen krydret med italiensk charme, de smukke Dolomitter i horisonten, fantastisk mad og drikke samt en ukuelig og smittende evne til at leve livet hver dag. At være gæst blandt lokale i Italien er aldrig kedeligt! Hvor ofte er det f.eks. lige, at man kører 200 km i timen i en BMW mens sidemanden med smørstemme charmer én af sine mange ”girl friends” i sin mikromatiske mobilos? Eller man ringer op til hotellet og udgiver sig for at være en anden for at opnå lidt firmarabat? Mine værter (Roberto & Paolo) formår altid at få lidt sjovt ud af en almindelig grå dag. Her i Norditalien er der også masser af penge og god stil. Myten om, at Italienere elsker mad, mor, smukke kvinder, lækkert tøj, smart design og elektronik holder vand. Hvis du vil være vinturist på den tjekkede måde så prøv f.eks. hotellet i Cremona, hvor værelserne har udsigt til klassik filmfremvisning direkte på væggen af baghuset! Og så lidt om vinene! Vi befinder os i området omkring Gardasøen, og det er her, du finder Valpolicella og Soave vinene. Men den måske mest spændende vin her er den hvide Pinot grigio. Pinot grigio er en drue, der giver fyldige, friske og velduftende vine. Så er du træt af Chardonnay – så prøv en Norditaliensk Pinot grigio næste gang. 3. New Zealand – Marlborough Top Bourgogne kælder med udsøgte vine i charmerende omgivelser På den nordligste del af Sydøen finder man et område, hvor de mange får endegyldigt må vige for vinstokke i lange, snorlige rækker. Marlborough er måske ikke det mest spændende sted ved første øjekast, når man sammenligner med Sydøens mange naturundere, men vent bare til du har fået den første Sauvignon blanc i glasset! Det er verdensklasse hvidvin, som må imponere de fleste. Kør en tur rundt til de mindre vingårde og få en hyggelig snak med de lokale Kiwi’s over en vinsmagning. Eller kig efter deres sikre valg herhjemme: f.eks. Cloudy Bay, Hunters eller Montana´s reserve. 4. Australien – Barossa valley Good bye Bordeaux - G’day Adelaide! Australien er den lysende stjerne i den globale vinverden. Gang på gang slår de alle rekorder i eksporttabeller og bringer de europæiske bønder på randen af nervøst sammenbrud. Men hvad er det, de kan down under? Australierne bygger deres winemaking på teknik frem for tradition, og så er de gode til at forstå slutkundens behov og til at markedsføre deres vine. Området GLOBEN nr. 18 / December 2004 58


Barossa Valley udenfor Adelaide i det sydlige Australien er garant for ”gutsy” kvalitetsvine. Vinene har en koncentration og struktur, som de mindre kvalitetsorienterede områder i Australien ofte mangler (med marmeladeagtige vine som resultat). Barossa er kendt for sine vine på Shiraz druen (kendt som Syrah i Rhône), der udviser stor intensitet og et tydeligt strejf af peber. Sammen med en stor juicy steak på en af de lokale restauranter er du ikke helt galt i byen. Prøv f.eks. vinene fra Peter Lehmann eller Henschke (hvis du har råd). 5. Frankrig – Bordeaux Og så alligevel – ingen top ti uden Bordeaux. Bordeaux var stedet, hvor jeg trådte mine barnesko udi vinens verden. Der er mange stærke minder og sjove historier fra de to høstsæsoner (1994, 1995) som jeg tilbragte sammen med familien Vinding-Diers på vingården ”Chateau de Landiras” i Graves. Jeg var ansat for at passe laboratoriet og for at opdyrke vingær til alkohol gæringerne. Historien er alt for lang at fortælle her, men min tid i Bordeaux var en udsøgt blanding af hårdt arbejde, vilde høstfester (læs: kollektive drukaftener) og middage i pejsestuen med ristede kastanier, Karl Johan svampe, foie gras, Sauternes og Cru Classe Bordeaux vine. Ofte var aftenens højdepunkt at gætte, hvilken vin der blev serveret. Det kunne sønnerne i huset på overbevisende vis. Faktisk ofte helt nøjagtigt på årstal, kommune og nogle 6. Frankrig – Languedoc gange producent! Som lærenem elev kom jeg også efter det efter intensiv træning, og jeg endte kun med at blive halv-alkoholiker, inden jeg kom hjem til hverdagen og studierne. Bordeaux har sit helt eget folkefærd og kultur. Man lytter helst ikke til, hvad resten af Frankrig eller verden mener. Det er desværre denne arrogance, der er medvirkende til, at mere end halvdelen af Bordeaux’s vinbønder i dag er på fallittens rand. De økonomiske problemer i vinindustrien er ved at underminere en hel region. Languedoc er et område, man skal holde øje med. Måske forbinder du stadig området med papvine og tømmermænd, men der er kommet nye toner hos en lang række producenter. Languedoc er på vej op. Placeret ned mod middelhavskysten omkring Montpellier inviterer området også til ferier med både vin og vand. For mig er Languedoc stedet, hvor drømmen om en vingård næsten blev til virkelighed. Sammen med et par kollegaer etablerede jeg i 2000 et Micro-Winery i Prades les Lez udenfor Montpellier. Her eksperimenterer man i dag med vinfremstilling i lille skala og tester, om fremtidens gær- og bakteriekulturer fungerer optimalt. Forsøgene udgør et vigtigt opskaleringstrin fra laboratorium til virkelighed, og som en sidegevinst så smager vores ”danskfranske” vine faktisk aldeles glimrende… 7. Italien – Toscana I Toscana lærte jeg at drikke Grappa! Og i Små kolber og kæmpeflaske med vingær dyrkes over pejsen på Chateau de Landiras Toscana (Pontesieve) ligger restauranten, hvor jeg proklamerede, at hvis jeg nogensinde skulle giftes – ja, så måtte det blive her! Toscana er udråbt til livsnydernes region. De små middelalderbyer, de bløde bakker, cypresserne og olivenlundene ser fantastisk ud badet i den sene eftermiddagssol. Romantikere har virkelig ideelle omgivelser! Toscana har også et genialt køkken, hvor enkle råvarer bliver til fantastisk gastronomi. Og vinene er selvfølgelig et kapitel for sig! Den vigtigste drue er Sangiovese, og de mest kendte vine er nok Chianti classico og Brunello. Men kendere vil også fremhæve de berømte ”Super-toscanere”. Sidstnævnte er karakteriseret ved, at producenterne ikke har overholdt de lokale ”vinlove” hvad angår druesammensætning og vinfremstilling. Vinene er derfor klassificeret som bordvin (vino de tavola), selvom de er i verdensklasse og sælges for flere hundrede kroner flasken. 8. Argentina - Mendoza Argentina er et land, der langsomt kryber ind under huden. Første gang jeg var i Mendoza, var jeg faktisk lidt skuffet. Andesbjergene var ikke så imponerende som jeg havde ventet, og det var svært at begå sig uden synderlige spanskkundskaber. Sidste år var jeg så tilbage, og begejstringen steg markant. Landet har været igennem en kæmpe økonomisk krise og er i dag en sjov blanding af gammelt og nyt. Det lokale prisniveau er meget lavt, hvilket gør det til et attraktivt ferieland. I Mendoza er der mange højteknologiske vingårde, der laver glimrende vine til eksport. Nationaldruen er Malbec – men her fremstilles vine på alle de klassiske druer, og ”value for money” er generelt god. Særligt kan det anbefales at prøve nationalretten: En halv ko og en hel flaske rødvin! I Mendoza leves livet i sin egen rytme, og der sker ikke særligt meget hele eftermiddagen! Endvidere har jeg prøvet at være inviteret til et lokalt middagsselskab med det bedre borgerskab, og her blev der ikke serveret mad før kl. to om natten! (Behøver jeg at fortælle, hvor sulten jeg GLOBEN nr. 18 / December 2004 59


var?). På en weekendaften i Mendoza ankommer familierne med mindre børn ofte først til restauranterne ved midnatstid. 9. Frankrig – Bourgogne Indtil for et par uger siden havde det været utænkeligt at finde Bourgogne på denne liste, da jeg er en ægte Bourgogneignorant! Generelt er vine på Pinot noir druen ikke blandt mine favoritter, men efter tiltrængt behandling på stedet er jeg ved at være kureret. Kuren lød på tre dages rejse til de bedste Bourgogne-producenter og smage fadprøver i kælderen fra årgang 2004 (næsten færdiggæret). Denne øvelse er normalt kun forbeholdt ønologer (dansk for ”Enologist”) og professionelle vinjournalister. Det er en sidegevinst ved jobbet som rejsende i vinindustrien. Desværre opfattes det som uprofessionelt, hvis man ikke spytter det hele ud igen - øv! Jeg kan stadig ikke redegøre for alle de små kommuner og forskellene på de berømte vinmarker, men jeg kan nu trygt anbefale at gå på opdagelse i Bourgognes mange små kældre. 10. Spanien – Cataluna-Penedes Vin forsøgene passes i Prades Le Lez Sidste plads på listen går til Spanien, hvor både Rioja og Cataluna-Penedes (ved Barcelona) er gode bud på spændende vinrejser. Spanske vine er ikke til at komme udenom og mange eksperter spår, at Spanien bliver Europas nye vinstjerne. I Rioja laves vinene overvejende på druen Tempranillo, mens der er større variation i Cataluna-Penedes, der også er kendt for deres Cava produktion. Den mest kendte producent i Danmark er nok Freixenet, et mærke, som de fleste lokale ikke kunne drømme om at drikke. Det var ti distrikter, men hov, hvad blev der af Californien? Efter længere tids overvejelser fik USA ikke plads på listen, og det skyldes ikke kun Bush! Vinturismen ”over there” er ganske enkelt blevet for kommerciel. Smagninger pålægges et gebyr, deres smagelokaler er fyldt af turister og merchandise, og der er desværre sjældent vinkyndige personer bag disken. Og hvad med vores tyske naboer? Jamen, der er masser af dejlige Riesling og Gewürztraminer, men de er bare ikke lige mine personlige favoritter! Og glem så ikke, at vi også laver vin i lille Dannevang. Så hvis du er blevet inspireret af at læse om verdens vindistrikter, hvorfor så ikke starte den globale ”tour de vin” i Avedøre på Dansk Vin Center? En typisk vingård i Boer stil med tilhørende vinmark. GLOBEN nr. 18 / December 2004 60


Referat af De Berejstes Klubs generalforsamling Sted: Frederiksbjerg Beboerhus, Århus Tid: lørdag d.27/11 kl. 15.00 1) Valg af dirigent Som dirigent blev enstemmigt valgt Niels Iversen (NJLI), der kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet. Ganske vist havde der i september-Globen stået, at tidspunktet var kl. 16.00, men der var d. 31/10 udsendt en korrektion (til kl. 15) pr. mail, hvilket var i god tid til de krævede tre uger. Som referent blev valgt Claus Qvist Jessen (CQJ), hvorefter ordet blev givet til Per Allan Jensen (PAJ), der kort holdt en lille nekrolog for vort nyligt afdøde medlem Lis V. Jørgensen (se s. 50). 2) Formandens beretning Formand Søren Padkjær (SP) aflagde årets beretning (se s. 64), som herefter blev enstemmigt vedtaget. 3) Kassererens beretning Kasserer Bjarne Lund-Jensen (BLJ) udleverede det reviderede regnskab til gennemsyn (se s. 63) og konstaterede med en vis tilfredshed et fint overskud. Dette forventes ifølge budgettet at blive mindre i 2005 især pga. forventede ekstraomkostninger ved at trykke Globen. Endvidere bemærkede BLJ, at udgiften på 8.563 kr. for T-shirts dækkede over en bunke usolgte trøjer. Kennet Föh (KF) bemærkede, at den slags burde stå under ”aktiver”, hvilket revisor Lasse Nørgaard (LN) ligeledes havde bemærket. Dette var dog ikke sket, men var altså en fejl. Ib Stejlborg (IS) efterlyste en prognose for passive medlemmer. BLJ mente, at det var svært at forudse, men forventede dog en stigning. NI supplerede med, at de 15.000 som indtægt for passive medlemmer formentlig er lavt skudt. Alene vore mange rabatter tiltrækker folk i hobetal. Kenneth Hvolbøl (KH) efterlyste årsagen til stigningen i udgifterne til Globen, hvor CQJ og BLJ i fællesskab kunne sige, at det dels skyldes et forventet større oplag (pga. medlemsstigning) og dels, at allerede decembernummeret 2004 bliver med 16 farvesider i bladet. Herefter blev regnskabet sat til afstemning og enstemmigt godkendt. 4) Fastsættelse af kontingent og forelæggelse af budget Kassereren (BLJ) foreslog på bestyrelsens vegne kontingentet for aktive medlemmer holdt uændret (norm.: 400, familie: +100, indmeld.: 100). Dette blev enstemmigt vedtaget. Kontingentet for passive blev foreslået holdt til 300 kr./år og 450 kr./11⁄2 år afhængig af indmeldelsestidspunktet. Alene indmeldelsestidspunktet gav anledning til en smule debat, idet der altid vil være en usikkerhed forbundet med trykningen af især december- og marts-bladene, hvilket dog ikke anses for at være kritisk. Globen trykkes digitalt, hvilket gør eventuelle ekstratryk ca. lige så dyre/ billige som det normale oplag. Herefter bllev også det passive kontingent vedtaget enstemmigt. - Bestyrelsen blev pålagt at vurdere, om modellen med 1 år/ 11⁄2 års passivt medlemsskab skal rettes til en model baseret på kvartaler (for at nedbringe lagrene af brugte Glober) 5) Indkomne forslag En enig bestyrelse fremsatte to forslag: Første forslag: Passive medlemskaber står ikke nævnt i vedtægterne. Det bør de gøre, hvorfor en ny §3 foreslås indført: §3 Passivt Medlemskab Det er muligt at blive passivt medlem af klubben. Til passive medlemmer stilles ingen krav mht. rejsevirksomhed. Passive medlemmer har ikke (undtagen ved enkelte særlige lejligheder) adgang til at deltage i klubbens møder og heller ikke adgang – eller stemmeret – til klubbens generalforsamlinger. Passive medlemmer modtager klubbens medlemsblad og har en række andre fordele på lige fod med de øvrige medlemmer (sponsorrabatter, deltagelse i klubrejser etc.). Kontingentet for passivt medlemskab fastsættes på den årlige generalforsamling. Dette gav ikke anledning til megen debat, og forslaget blev vedtaget enstemmigt. Andet forslag: §2, Ad A2 + B tilføjes: »A-medlemmer skal til stadighed opfylde A1«. Forslaget blev fremsat for at lukke et ”smuthul”, der ville give A-medlemmer mulighed for (ved brug af 8-ugers-reglen) at få et ”landetal” lavere end deres alder. Dette har aldrig været meningen med 8-ugers-reglen, og forslaget blev vedtaget med 1 stemme imod, 3 neutrale og resten for. Derudover havde Arne Runge (AR) indleveret et forslag om rygning, men da dette ikke var blevet rettidigt indleveret (d. 18/11), kunne det ikke behandles og evt. vedtages, hvorefter NJLI flyttede det til pkt. 9, ”eventuelt”. 6) Evt. valg af formand (normalt på valg hvert andet år) Punktet udgår, da formanden blev valgt i 2003, og der derved først skal vælges/genvælges en ny i 2005. 7) Valg af indtil seks bestyrelsesmedlemmer plus tre suppleanter Seks kandidater stillede op til de tre ledige pladser, og efter korte valgtaler, stemmeafgivelse og en grundig fintælling blev resultatet: Nikolaj Witte: 36 stemmer (valgt) Martin Anker Nielsen: 33 (valgt) Claus Qvist Jessen: 22 (valgt) Lars Munk: 20 (1. suppleant) Søren Bonde: 13 (2. suppleant) Claus Andersen: 10 (3. suppleant) 8) Valg af revisor plus revisorsuppleant Revisor Lasse Nørgaard havde in absentia erklæret sig villig til genvalg og blev det med 100 % af stemmerne. Mai Nygaard blev med samme flotte stemmeprocent valgt til revisorsuppleant. 9) Eventuelt AR’s forsinket indleverede forslag omhandlede, ”at GLOBEN nr. 18 / December 2004 61


alle møder skal være åbne for alle, hvilket betyder, at der altid skal kunne ryges – enten indendørs eller umiddelbart udenfor”. Ikke uventet medførte forslaget en stor debat, hvorunder bl.a. CQJ mente, at en sådan ”rygepligt” ville skræmme endnu flere medlemmer bort end de få rygere, der for tiden føler sig forfordelt. Oveni meddelte toastmaster KH og Per Allan Jensen (PAJ), at så længe vi holder møder privat, vil det altid være værten, der bestemmer. Dette blev støttet af Kira Leisau (KL), som meget nødig så sin røgfri lejlighed omdannet til en tåge. Flere andre medlemmer udtrykte, at de ikke længere ville lægge hus til møder, hvis det betød, at de skulle tvinges til at give tilladelse til rygning indendørs. Meget kort: Med undtagelse af AR selv var der ikke megen sympati for rygningens fristelser. Herefter redegjorde Søren Bonde kort om projektet Café Globen, der omsider er kommet op på en ApSkapital på 129.000 fordelt på 46 anpartshavere. Da ApS’et endnu ikke er officielt stiftet, er det stadig muligt at købe andele (1000 kr. stykket). Lokalerne er nu fundet: Turesensgade 2, KBH K (lige indenfor søerne, ikke langt fra HCØ). Stedet er 102 kvm. stort og særdeles egnet til foredrag og anden udadvendt aktivitet. Meget apropos ovenstående indlæg har det været overvejet at gøre caféen røgfri! Folkersenprisen: Formand SP redegjorde for Folkersenprisen som klubbens fornemste æresbevisning; en ære der tilfalder et medlem, der i særlig høj grad har rejst i henhold til Poul Folkersens ånd. Prisen uddeles hvert år til generalforsamlingen af en trojka bestående af DBK’s formand (SP), direktøren for Wasteels Rejser (Ole Egholm) og den regerende Folkersen-modtager (AR), og i år var valget faldet på globetrotter, kaospilot, musiker, mujahedin, foredragsholder mm. Rasmus Krath. Begrundelsen for valget af Rasmus findes s. 65, og valget blev ledsaget af et af aftenens største bifald. Det er femte gang, prisen uddeles, og udover Rasmus Krath i 2004 har modtagerne været: Claus Qvist Jessen (2000), Lone Friis Larsen (2001), Claus Andersen (2002) og altså Arne Runge (2003). Egholmprisen: SP: Egholmprisen, indstiftet til minde om den anden af klubbens to hovedstiftere, dukkede op sidste år som et modstykke til Folkersen ved det, at den skulle uddeles til den ultimative landefræser. I år (og fremefter) har den skiftet karakter til at være en pris, der uddeles til et medlem, der har gjort særligt meget for at profilere klubben, og da det nu er en ”Egholm”, må han/hun gerne have slået et par rekorder undervejs. I år var der ingen tvivl. Lenin-ekspeditionens kortvarige tab af Martin Anker Nielsen til det hvide bjerg medførte i sensommeren en hidtil uset medieopmærksomhed, og Martin får derved æren af at indskrive sig i annalerne som modtager af Egholmprisen 2004. Tidligere modtager var Per Allan Jensen, der dog (bl.a.) fik den for sit hastige commandoraid gennem det meste af Balkan sidste år. Skribentkonkurrencen: SP: 41 læsere havde fundet det værd at stemme på den person, de mente bedst havde bidraget til at gøre Globen til landets bedste klubblad. I alt har hele 33 medlemmer bidraget med tilsammen omkring 100 artikler, og spredningen i folks præferencer ses af, at samtlige skribenter havde fået points. Placeringerne var især i næsten-toppen utroligt tætte, og kun et point skilte f.eks. nr. 4 fra nr. 5 og nr. 5 fra nr. 6. Resultatet af årets afstemning blev: 1. Arne Runge: 1.500 kr. til Jysk Rejsebureau 2. Claus Qvist Jessen: 1.250 kr. til Friluftsland 3. Ib Larsen: 1.000 kr. til Penguin Travel 4. Ewa Bylinska: 800 kr. til Jysk Rejsebureau 5. Nikolaj Witte: 700 kr. til Jysk Rejsebureau 6. Marianne Christensen: 500 kr. til Friluftsland Herefter blev der i referentens nyindkøbte, amerikanske hat foretaget lodtrækning om yderlige 15 præmier blandt alle medlemmer, der har bidraget med ”noget”, og som ikke er blandt de seks ”pointhajer” ovenfor. Det kan være foredrag, værtskaber, artikler, fotos etc. etc. Præmietagerne blev her: Kenneth Hvolbøl (Gavekort, Scanvik Books 200kr.) (Vulkan) Henning Andersen (Scanvik Books 200r.) Bjarne Lund-Jensen (Scanvik Books 200 kr.) Søren Christensson (Scanvik Books 200 kr.) Lone Andersen (Scanvik Books 200 kr.) Poul-Erik Jensen (polo-shirt) Søren Padkjær (polo) Lars Munk (polo) Uffe Gadebjerg (polo) Henrik Pedersen (polo) Anders Pedersen (gavekort for passivt medlemskab) Henrik Døcker (passivt medlemskab) Christian Bøjgaard (passivt medlemskab) Lars Hansen (passivt medlemskab) Poul Saabye (passivt medlemskab). Herefter var generalforsamlingen slut, og formand og dirigent takkede alle for god ro og orden. CQJ GLOBEN nr. 18 / December 2004 62


Regnskab - godkendt af generalforsamlingen 1/10 03-1/10-04 Budget 03/04 Budget 2004/05 INDTÆGTER AKTIVER Medl. Kontingent 51.500 52.000 55.000 Kontant beh. 1.339 Passive medlemmer 12.675 6.000 15.000 Bank beh. 30.629 Web-annoncer 6.167 8.000 8.000 Aktiver i alt 31.968 Annoncer Globen 5.100 6.000 6.000 Renter 40 I alt 75.482 72.000 84.000 PASSIVER Egenkap. 01.10.2003 22.051 UDGIFTER: Arets Resultat 9.917 t-shirts 8.563 Passiver i alt 31.968 Renter & gebyrer 160 200 Kontorartikler 4.273 2.000 3.000 Dusører 4.000 6.000 4.000 Folkersen pris 2.000 2.500 2.000 Præmier Transport 220 2.000 1.000 bestyrelsesmøder 3.987 4.000 5.000 Bestyrelsesmøder 2.065 4.000 4.000 Hjemmeside 1.350 2.500 1.500 Globen Medlemsmøder 31.942 26.000 4.800 4.000 40.000 5.000 Foranstående regnskab er revideret Det kan efter vor opfattelse godkendes af generalforsamlingen Eksterne foredrag 3.000 3.000 Julefest 2.204 3.000 3.000 I alt 65.565 59.000 71.700 Bjarne Lund-Jensen Lasse Nørgård revisor Resultat 9.917 13.000 12.300 Ovf. Beholdning 22.051 Ny beholdning 31.968 Forårsrejse til Georgien Klubbens medlemmer (såvel aktive som passive) har atter fået et godt tilbud fra en af vores sponsorer, Penguin Travel, nemlig om deltagelse i en testrejse til Georgien en uge i maj 2005 (7/5-14/5). At det er en testrejse betyder, at tingene ikke nødvendigvis forløber helt som planlagt og at det kan blive nødvendigt med improvisationer undervejs. Til gengæld får man rejsen noget billigere end den pris, som den (formentlig) vil blive sat til, når / hvis den kommer i Penguins katalog, nemlig for 7.300 kr. (1.500 kr. under forventet katalogpris). Prisen er for indkvartering i db. værelser med halvpension, men excl. visum og rejseforsikring. Der stilles ingen særlige fysiske krav til turen, idet transporten hovedsageligt foregår pr. bil, bortset naturligvis fra nogle sightseeingture til fods. Til gengæld for deltagelse skal man forpligte sig til efterfølgende at levere en rejsebeskrivelse til Penguin samt deltage i et af deres infomøder. Hvis man gerne vil have en ven, en kollega eller et familiemedlem med, så er det også muligt – forudsat altså at vedkommende melder sig ind i DBK (evt. som passivt medlem). Kun fem af klubbens medlemmer har endnu været i Georgien, så det er ’jomfrueligt land’. Hvis du er (seriøst) interesseret, så send mig en mail (Per.Allan.Jensen@sdk.sas.com), hvorefter jeg fremsender word-dokument med mere detaljeret rejsebeskrivelse. Per Allan GLOBEN nr. 18 / December 2004 63


Formandens beretning Generalforsamlingen, den 27. november 2004 Det er en fornøjelse at være formand i en klub, hvor der er så mange engagerede og spændende medlemmer, og derfor har mit første år på posten været en god oplevelse. Vi har gennem året oplevet en støt stigende interesse for klubben, og vi er nu oppe på ca. 150 aktive medlemmer, hvilket er det højeste i klubbens historie. Det medlemsnummer, man får ved indmeldelse, er personligt, og de sidst indmeldte medlemmer har numre omkring 250-255. Det vil altså sige, at ca. 100 tidligere medlemmer nu ikke længere er aktive i klubben. Da vi uhyre sjældent modtager direkte udmeldelser, så er årsagen til dette frafald simpelt hen vore stramme regler for medlemskab med krav om 2 nye lande hvert andet år samt antal lande i forhold til ens alder. Hvert år er der ca. 10-15 medlemmer, som af disse årsager må forlade klubben som aktive medlemmer, men efter at vi har indført passivt medlemskab, er der mulighed for at blive overført hertil og på denne måde bevare kontakten til klubben. Ligeledes ser vi flere kommende nye medlemmer starte som passive, medens de arbejder på at nå op på det nødvendige antal lande. Man kan have forskellige opfattelser af disse regler med at tælle lande, men det er alligevel nok vore skrappe optagelsesbetingelser, der har været med til at gøre klubben kendt og respekteret. Vor medlemsundersøgelse forrige år viste da også, at en betydelig del af vore medlemmer forbandt en vis prestige ved at være med i klubben. Desuden har vi jo vore B-betingelser, hvor personer med ofte anderledes og skæve rejseoplevelser kan optages. Her er det på sin plads at takke Martin for det store arbejde med at holde styr på medlemskartoteket. Klubbens formål er at udbrede rejselysten og sprede information om andre lande og kulturer, hvilket vi opfylder ved årligt at afholde ca. 25 møder og med 4 udgaver af medlemsbladet Globen. Begge dele er baseret på medlemmernes egne bidrag, hvilket lader til at være en uudtømmelig kilde af spændende, lærerige, inspirerende og morsomme oplevelser. I hvert fald er det hvert kvartal lykkedes at fylde vort flotte medlemsblad Globen med imponerende 72 siders rejseoplevelser. Jeg har kun hørt lovord om Globen – også fra ikke-medlemmer – og jeg tror vi uden at overdrive kan sige, at vi har landets flotteste klubblad, der udelukkende laves af medlemmerne som frivilligt arbejde. For de seneste 4 udgaver har der været bidrag fra 33 forskellige medlemmer, og som årets skribentkonkurrence viste, så har stort set samtlige bidragydere fået point for deres beretninger. Det vil senere på dagen blive afsløret, hvem der så har fået de fleste points. Jeg tror, vi er mange, der hvert kvartal ser frem til at modtage Globen, og medens vi læser de spændende beretninger bliver enormt inspirerede til hurtigst muligt selv at tage på oplevelse igen. Derfor – fortsæt endelig med at indsende jeres historier – de vil alle blive læst med stor interesse. I denne forbindelse også tak for indsatsen til årets redaktører, Claus Qvist, Søren NÆSTE TEMA: KINA Bonde samt de nuværende Nikolaj Witte og Simon Staun. Udover medlemsbladet, som alle uanset bopæl og rejseaktiviteter kan have glæde af, er vor anden vigtige aktivitet medlemsmøderne. Der har været møder om alt fra øltyper over oplevelser i den canadiske vildmark til weekendmøde i en næsten-ægte jernalderlandsby ved Gudenåen. Også her er der stor tilslutning, og ser vi på dette års møder, så har ca. halvdelen af klubbens medlemmer deltaget i et eller flere møder. Det er dejligt at møde ligesindede til en god rejsesnak, hvor man ikke behøver at forklare hvad man stiller op når man kommer til et nyt land, uden guide og reserveret hotelværelse, og for vore mange nye medlemmer er det den bedste måde at komme-i-gang i klubben. Jeg vil derfor opfordre nye medlemmer til hurtigst muligt at møde op til en klubaften, og samtidig lige minde de erfarne medlemmer om at tage godt imod nye ansigter og hjælpe dem ind i kredsen. Tak til alle vore fantastiske foredragsholdere, der har delt deres oplevelser med os, til værterne, der har disket op med lækre og ofte eksotiske retter – og naturligvis til vore to toastmastere, Kenneth og Fiil, der har fået det hele til at falde på plads. For såvel nuværende som kommende medlemmer – og de mange andre interesserede – er vores hjemmeside et uvurderligt værktøj. Vi ligger på 30-40 besøgende per dag, og har i specielle perioder været helt oppe på 50 daglige besøg. Under alle omstændigheder er det en betydelig stigning i forhold til sidste år. Hjemmesiden er et skatkammer af oplysninger for rejseinteresserede – bl.a. med alle medlemmernes rejseoplevelser, og hvor man nu kan søge på samme måde som når I søger på nettet, og desuden med en unik samling af rejserelaterede links. Hjemmesiden undergår en stadig positiv udvikling, og giver f.eks. nu med en forside-opdatering af møder og nyheder et lynhurtigt overblik over hvad der er kommet til den seneste måneds tid. En stor tak til Niels for dette flotte arbejde. På sponsorsiden har Per Allan sikret klubben en god ekstra indtægt ved at skaffe annoncer på hjemmesiden og i Globen – samt ikke at forglemme mange fine præmier, som vil blive udloddet til medlemmerne senere på dagen. Og Bjarne har på kompetent vis sørget for at holde styr på regnskabet. For at afrunde takken til bestyrelsen, så har også Claus Andersen bidraget med gode ideer og inspiration – selvom hans lange cykelture er vanskelige at tilrettelægge mellem bestyrelsesmøderne. Til allersidst vil jeg på klubbens vegne gerne rette en stor tak til direktøren i Wasteels Rejser, Ole Egholm, klubbens grundlægger og første formand, som på både det praktiske og ikke mindst økonomiske plan giver en betydelig opbakning til De Berejstes Klub. Søren Padkjær GLOBEN nr. 18 / December 2004 64


Folkersen-prisen 2004 I forbindelse med generalforsamlingen for fire år siden indstiftede klubben en såkaldt ”Folkersen-pris” til minde om klubbens medstifter, ildsjæl og inspirator, Poul Folkersen, der døde den 4. august 2000, kort efter at han var blevet udnævnt til æresmedlem af klubben. Denne hædersbevisning uddeles til et klubmedlem, der gennem årerne har dyrket rejselivet i Poul Folkersnes ånd, en person der ved særligt energisk og grænsesøgene rejseliv er nået langt bort fra de gængse turistområder og fået en grundig indsigt i lokale forhold. Endvidere lægges der vægt på, at oplevelser og erfaringer på passende vis er blevet videregivet til til både klubben og resten af samfundet. Prisen uddeles hvert år i forbindelse med generalforsamlingen og består – ud over af selve æren – i år af kr. 2.000 fra klubben plus et tilsvarende bidrag fra Wasteels Rejser. Alle kan foreslå kandidater, men hvem der modtager prisen afgøres af en jury bestående af et tremands udvalg: Formanden for De Berejstes Klub, direktøren for Wasteels Rejser (Ole Egholm) samt sidste års prismodtager (Arne Runge). Har man fået Folkersen-prisen én gang, har man karantæne i tre år og kan altså tidligst få den igen fire år senere. Dette sikrer dels en vis rotation og dels at den nyeste prismodtager ikke bliver inhabil ved valget af sin efterfølger. Tidligere modtagere har været Claus Qvist Jessen, Lone Friis Larsen, Claus Andersen og Arne Runge. I år har det nævnte tremandsudvalg besluttet, at værdigheden til modtagelsen af Folkersen-prisen tilfalder et forholdsvis nyt medlem, der trods sin unge alder har oplevet mere end de fleste – netop fordi han opsøger de skæve og udfordrende steder. Hans første rejse gik til Sydamerika, hvor han havde planlagt nogle måneders rundrejse – i stedet blev han optaget i en omrejsende teatertrup, der gav forestillinger i Andesbjergene, han lærte at spille panfløjte og at leve som indianerne. Han solgte sin flybillet til Danmark og fortsatte med at udforske kontinentets sjæl. Hans interesse for det usædvanlige var også tydelig ved det første foredrag i DBK, hvor han præsenterede Mellemamerika set fra lossepladser og med deres beboere. Udover at være en fremragende fotograf og fortæller, så krydrer han også sin optræden med gøgl og sang – og jeg håber at vi kan formå ham til at give nogle prøver på begge dele under julefrokosten. Senest har han rejst med tuk-tuk en del af vejen fra Bangkok til Århus. Som om det ikke kunne give oplevelser nok, så foretog han desuden en solorejse gennem Afghanistan over bjergpas i snestorm, til egne hvor der næppe tidligere har været rygsækrejsende. Når jeg til slut oplyser, at han også er kaospilot – med alle de kendetegn som vi i vore værste fordomme kan knytte til dette begreb – så er alle sikkert klar over, at årets Folkersen-pris gives til medlem nr. 196, Rasmus Krath. SP/09.11.2004 EGHOLM PRISEN 2004 Som bekendt blev der på sidste års generalforsamling indstiftet en pris til ære for klubbens grundlægger, Ole Egholm. Den skulle være et anderledes supplement til Folkersen-prisen, og den blev i fjor givet til klubbens tidligere formand, Per Allan Jensen. Prisen var dels en meget fortjent påskønnelse af det store arbejde, som Per Allan gennem flere år har lagt i klubbens opbygning, men også som en spydig kommentar til hans Balkanrejse, hvor der virkelig var fart på for at nå de mange nye lande på den korte ferietur. Nu er der næppe mange i De Berejstes Klub der anser antallet af besøgte lande som det væsentligste kriterium, og selv om det var en fin joke, så er det sammen med navngiveren til prisen besluttet at ændre lidt på kriterierne for fremtidige modtagere. Som i enhver klub med frivillig arbejdskraft er vi afhængige af, at der er medlemmer, der yder en præstation ud over det sædvanlige, og gerne så det medvirker til udbredelse af kendskabet til klubben. Det kan være gennem arbejdet internt i klubben, eller det kan være – som det er tilfældet i år – en enkeltstående begivenhed, der i den grad sætter fokus på De Berejstes Klub. For at holde det i rette Egholmånd, så vil den ideelle kandidat samtidig have sat en eller anden rekord. En ellers fredelig dag i august kunne det nemlig pludselig aflæses på mediernes Richter skala, at én af disse vovehalse fra De Berejstes Klub var forsvundet på toppen af et bjerg i et fjerntliggende land. Bestyrelsens telefoner kimede, telefonsvareren løb tør for bånd, vores hjemmeside blev bestormet, og på BT’s netavis var artiklen om den forsvundne dansker – der heldigvis hurtigt blev til den heltmodige dansker – registreret som den mest læste denne dag. Også diverse TV-reportere og journalister meldte sig, og det blev da også til adskillige udsendelser i både radio og TV – i flere tilfælde med det specielle Pik Lenin/DBK flag. Det der åbenbart var spændende nyheder for den danske befolkning, var for os i klubben først et chok, ja nærmest en lammelse ved tanken om, at det kunne være sandt. Heldigvis var du da allerede på vej tilbage til lejren i god behold, og lettelsen bredte sig over det ganske land. Jeg havde fornøjelsen at følge dit foredrag sidste måned hjemme i Bjerringbro – blandt familie og gamle venner – og jeg kan forstå, at det hele faktisk var ganske udramatisk. Du havde haft to overnatninger på toppen af Pik Lenin, men du havde jo været fornuftig nok til at tage din sovepose og liggeunderlag med. Ifølge din egen beretning, så var det mest halsbrækkende og farlige ved hele Pik Lenin turen faktisk, da du med et lettere skadet ben skulle ride ned af bjerget på ryggen af en hest, der hverken havde respekt for gletscherspalter eller kanten til dybe afgrunde. Så om ikke andet, så fik du på den måde en fornemmelse af den fare, som alle vi andre troede du havde været udsat for på toppen. Samtidig satte du – sammen med Lars Hansen – ny højdeklubrekord med 7.134 meter. Alt i alt mener Komiteen for Uddeling af Egholm-prisen, at du både har ydet en præstation ud over det sædvanlige, sat en bemærkelsesværdig rekord og i særklasse har bidraget til at bringe De Berejstes Klub – i hvert fald for en stund - på alles læber. Vi vil derfor gerne overrække diplomet på Egholm-Prisen sammen med en kontant præmie på kr. 2.000 fra klubben samt et gavekort på samme beløb fra Wasteels Rejser til medlem nr. 141, Martin Anker Nielsen. SP/181104 GLOBEN nr. 18 / December 2004 65


Dusører/priser I 2005 er der mulighed for at vinde følgende dusører/priser: Lande: 2 x 2000 kr. pr. hidtil ubesøgt land. Der er efterhånden kun ét tilbage, nemlig Vatikanet. Da der ingen ordinære overnatningsmuligheder findes, lægges der vægt på, at man kan sandsynliggøre 24 timers ophold på området. Territorier: 2 x 1000 kr. pr. hidtil ubesøgt territorium. Som det blev nævnt i Globen nr. 17, er listen over territorier blevet justeret. Vi skal derfor først have indsamlet oplysninger om, hvem der allerede har besøgt de nytilkomne territorier. Det er derfor besluttet, at vi i 2005 kun giver dusører til de gamle territorier, som endnu ikke har været besøgt, nemlig følgende 7: Ascension (Br), Cocos-øerne (Aus), Kerguelen (Fr), Norfolkøerne (Aus), Tokelau (Nz), Tristan da Cunha (Br) samt Wallis & Futuna (Fr). Højde: 2 x 2000 kr. for at slå højderekorden, der pt. indehaves af Martin Anker Nielsen (141) og Lars Hansen (167), Pik Lenin med 7.134 meter. Folkersenprisen: 2 x 2000 kr. til det medlem, der bedst skønnes at rejse og opleve i Folkersens ånd. Alle kan indstille kandidater til denne pris, men modtageren afgøres af klubbens formand, direktøren for Wasteels Rejser samt sidste års prismodtager. Egholmprisen: 2 x 2000 kr. som en pris, der gives til et medlem af klubben, som i årets løb har gjort en præstation ud over det sædvanlige, gerne med det til følge, at klubben hermed er blevet mere kendt. For at holde det i rette Egholmånd, så vil den ideelle kandidat samtidig have sat en eller anden rekord. Modtageren afgøres af klubbens formand, direktøren for Wasteels Rejser samt sidste års prismodtager. Bemærk at ’2 x’ ovenfor betyder, at det anførte beløb modtages som en kontant præmie fra klubben samt at et tilsvarende beløb modtages som gavekort fra Wasteels Rejser. Bemærk endvidere, at et medlem højst kan modtage dusører for to lande/territorier/højder inden for samme kalenderår. Endelig er betingelsen for at modtage én af ovennævnte dusører (dog undtaget Folkersen og Egholm priserne), at man efterfølgende holder et (lysbilled-) foredrag på et medlemsmøde, hvor man fortæller om sin præstation. Desuden vil der også fremover ske andre initiativer til præmiering af nogle af de medlemmer, der er med til at højne klubbens aktivitetsniveau. Søren Padkjær Sponsorer og medlemsrabatter Her op til jul, hvor der er nok af ekstra udgifter, er det rart at tænke på, at vores medlemskab af De Berejstes Klub kan give nogle ekstra kontante fordele, takket være aftaler med klubbens sponsorer: • Wasteels Rejser (www.wasteels.dk) • Gouda Rejseforsikring (www.gouda.dk) • Penguin Travel (www.penguin.dk) • Jysk Rejsebureau (www.jysk-rejsebureau.dk) • Friluftsland (www.friluftsland.dk) • Scanvik Books (www.scanvik.dk) • Rejseklinikken (www.rejseklinikken.dk) Nogle af disse har deres logo på hjemmesiden, og andre har annoncer i bladene, for hvilke der afregnes kontant og/eller i form af ”naturalier”. Nogle yder forskellige andre bidrag, såsom f.eks. præmier til diverse konkurrencer (jfr. f.eks. den netop afholdte Globen-skribent-konkurrence samt lodtrækning på generalforsamlingen) eller kontante medlemsrabatter. Hvad det sidste angår, så lad mig endnu engang fremhæve disse: Rejseklinikken: 15% rabat på vaccinationer Gouda: 33% rabat på rejseforsikringer (Bemærk: Kun for aktive medlemmer) Scanvik: 25% rabat på rejsebøger og kort Friluftsland: 15% rabat på næsten alle (ikketilbuds-) varer De nævnte rabatter gælder såvel aktive som passive medlemmer, bortset fra, at rabatten hos GOUDA fra 1. januar 2005 KUN omfatter aktive medlemmer (beklager, men det har noget at gøre med Goudas forhold til rejsebureauerne, der tjener på at sælge deres rejseforsikringer). Der gives stadig rabat for medrejsende til (aktive) medlemmer, forudsat at der er tale om samboende og/eller egne børn. Ved køb hos Friluftsland SKAL medlemskort forevises, de øvrige steder er det - indtil videre - nok at oplyse navn og medlemsnummer. Til sidst en opfordring: Støt vore sponsorer - de støtter os! Per Allan GLOBEN nr. 18 / December 2004 66


Kommende arrangementer 13/12 Buddha arrangement Arrangementskalender 18/12 Det bliver Claus Andersen, der fortæller om sin cykeltur i hælene på det danske fodboldlandshold, hvor han bla. af landstræner Morten Olsen, blev budt velkommen i træningslejren. Sted ukendt. 7/1 Nytårsmiddag v. Jon Risvig i cafe Miami (tidligere Swimbar) Islandsbrygge 11 kl.18.18. 18/1 Temaaften om bjerge og klatring v. Claus Virmer og Torben Redder. 13/2 Whiskyaften hos Peter Lindberg. 18/2 Bente Mølgaard fortæller om Chile hos Lars Munk i København. I begyndelsen af marts er vi inviteret på besøg i den polske ambassade. 18/3 Lars Munk Fortæller om Usbekistan. 1/4 Shaskia Kruger Larsen har været på madlavningskursus i Thailand, hvilket DBK’s medlemmer får glæde af på denne aften. 18/4 Rasmus Krath fortæller om Afghanistan. Afholdte arrangementer 27. august hos John Lau i Århus, der fortalte om sine mange Nepal-rejser (13 deltagere). 18. september hos Ole Egholm i Herlev, hvor Per Allan Jensen fortalte om vandring på Korsika (17 deltagere) 24. september hos Søren Padkjær i Bjerringbro, hvor Per Jørgensen fortalte om sit og Camillas husprojekt på Sri Lanka (11 deltagere) 18. oktober hos Morten Siglev i Kbh., hvor Lone og Michael Andersen fortalte om Cambodia og Laos (20 deltagere) 29. oktober hos Pia Lergaard i Silkeborg, der fortalte om Costa Rica og hvor familien Svarrer fortalte om Guadaloupe, Dominica og Martinique (20 deltagere) 18. november hos Henning Andersen i Kbh., hvor Kenneth Hvolbøl fortalte om klubbens Pik Lenin ekspedition (24 deltagere) 27. november, Århus: Generalforsamling + julefrokost (49 deltagere) Hold dine rejsedata ajour! Hermed en lille opfordring til alle medlemmer af DBK om at opdatere sine data på hjemmesiden. Sidst i december vil undertegnede revidere de data, som DBK ligger inde med angående de enkelte medlemmers rejseaktivitet. Viser det sig, at man ikke overholder vedtægternes alders- og aktivitetskrav, vil man modtage en mail, som opfordrer til, at man bringer sine data ajour. Opfylder man derefter stadig ikke kravene, vil man blive opfordret til at overgå til passivt medlem, indtil man atter opfylder kravene. Er man ikke interesseret i at blive passivt medlem, vil man dermed blive udmeldt af klubben. En stor del af mine henvendelser ang. manglende opfyldelse af alders- og aktivitetskrav kunne dog være undgået, da mange ikke har fået opdateret deres landeerobringer. Derfor: - Gå ind på www.berejst.dk - Klik derefter på ”Lister, statistik” i menuen i venstre side. - Gå derefter ind under ”Div. Data” Find dit medlemsnummer i listen, og tjek at dine seneste 2 landeerobringer er noteret. Er de ikke det – eller har du rettelser til de øvrige data – bør du hurtigst muligt sende dine rettelser til Niels Iversen pr. e-mail på: webmaster@berejst.dk Aktivitetskravet pr. 1.januar 2005 kræver, at alle medlemmer skal have besøgt 2 nye lande i løbet af 2003 eller 2004. En dispensation for opfyldelse af aktivitetskravet kan dog i visse tilfælde gives, hvis bestyrelsen finder, at et medlem - trods mangel på nye lande - kan dokumentere tilstrækkelig stor rejseaktivitet. Mange venlige hilsner Martin Anker Nielsen - Medlemskoordinator GLOBEN nr. 18 / December 2004 67


Nye medlemmer 240. Kennet Fischer Föh, Randers Til en samtale ved LEGO som 21-årig, blev jeg spurgt, hvorfor jeg aldrig havde rejst ud i verden. Det lød bebrejdende, og jeg var helt uforstående over for, at det skulle være særligt sjovt at rejse med rygsæk i obskure lande. Sådan havde jeg det indtil året efter, hvor min svigerfamilie inviterede mig til Egypten. Turen til Luxor blev en fantastisk oplevelse. Højdepunktet i rejsekarrieren indtil nu var, da min kæreste, nuværende kone, og jeg tog tre måneders orlov fra arbejdet og rejste jorden rundt. 242: Astrid Munk Ballegaard, Roskilde Jeg er født i september 1990. Allerede i sommeren 1991 var jeg med min far, mor og storebror Asger (nr. 169) i Grækenland. Mine forældre har holdt forældreorlov to gange, og dem har vi brugt på at rejse med rygsæk i Sydøstasien, Afrika og Indien. Sommerferierne har også ført mig til spændende rejsemål som Colombia og Ecuador. Jeg har også rejst lidt uden forældre, det var til Grønland med den lokale fritidsklub. 244: Lars Henrik Rolighed Christensen, Frederiksberg Er 35 år, ugift og har ingen børn. Er opvokset i Virum og bor nu på Frederiksberg. Er den yngste af fire søskende. Uddannet cand. Scient. i biokemi i 1994 og har herefter arbejdet i medicinalindustrien – er nu i Medicon A/S, Birkerød. Foruden mindre ture i studieårene har jeg efter uddannelsen tilbragt små tre år i udlandet. I oktober/november 2004 går turen mod nye eventyr i Østeuropa. HUSK! 241: Pernille Andersen Föh, Randers Jeg er født i 1971, og det stod ikke umiddelbart for, at jeg nogen sinde skulle blive medlem af De Berejstes Klub. Min lyst til at rejse vågnede først, da min kæreste og jeg efter endt uddannelse i 1995 tog til Beijing på sommerferie. Jeg var solgt, og efterfølgende har vi forsøgt at bruge al vores fritid og de fleste af vores penge på at rejse. Når jeg ikke rejser, arbejder jeg som personalekonsulent hos Sparbank Vest i Skive, som heldigvis er utrolig forstående overfor mine ønsker om at holde fri til at kunne rejse. 243: John Damgaard Olesen, Frederiksberg Denne evigtunge barnlige og nysgerrige mand blev født 1946 i Varde som søn af et postbud. Ganske tidligt fik han lov til at »hjælpe« sin far med at tælle afregningen op - og bedst af alt, »sortere« brevene. Frimærkerne fra udlandet var få, men startede hans dagdrømmerier. I tankerne begyndte rejserne med toget, som kørte langs baghaven. 245: Saskia Krüger Larsen, København Er født i 1966 og har rejst i mange forskellige anledninger. Bl.a. trekking, jagt og almindelige oplevelsesture har stået på programmet de seneste 15 år. Hendes seneste oplevelsesprægede tur var jagt i Sydafrika i efteråret 2002. Før det, var hun i august 2001 Peru på trekking. Hun føler sig beriget af samtlige lande, hun har besøgt. Rejserne foregår i hendes fritid, da hun gennem sit erhverv som advokat, er tæt knyttet til Danmark. Kontingent skal indbetales senest d. 31. januar 2005 til klubbens kontonummer 2143-8127-698-679 i Nordea. Kontigentet andrager 300 kroner for passive medlemmer og 400 kroner for aktive (dog kun 100 kr. pr. ekstra medlem på samme adresse). Bemærk også at både nye og genindmeldte medlemmer skal betale et administrationsgebyr på 100 kroner udover kontigentet. GLOBEN nr. 18 / December 2004 68


246: Klavs Thorbek, København Er 28 år og har som de fleste andre i DBK sikkert fået min rejselyst ind gennem min opvækst med talrige rejse-rundtigennem-Europa ture. Jeg fik dog nok for alvor vækket interessen for mere eksotiske rejsemål, da jeg gennem mine økonomistudier tilbragte et halvt år i det nordvestlige Indien med at læse på universitetet i Ahmadabad i Gujarat. 248: Pierre Lahoussaye, Valby Jeg er født i 1959 af en fransk far og en dansk mor. Som 6-årig flyttede familien til Danmark, hvor jeg har boet siden da kun afbrudt af tre år på en kostskole nord for Paris. Jeg elsker at rejse og har altid rejst en hel del i mit liv, både med mine forældre og alene. Som barn tog vi bl.a. på ferie i Europa om sommeren og på vandring ved Angmasalik på Grønland om vinteren. 250: Lars Fabricius Kierkegaard, Slangerup Jeg er født i Rodskov i 1973 og kommer ud af en familie, som altid har rejst meget. Som barn boede jeg bl.a. to år i Singapore med min familie og gik på den internationale skole. Det var en stor oplevelse, som jeg ikke ville være foruden. I sommeren 2003 blev jeg gift og havde en fantastisk bryllupsrejse til Seychellerne. Min kone kommer også af en familie som har rejst meget, så her har vi en fælles interesse. Vi har i år fået en datter, Sophia Amalie, som vi glæder os til at vise den store verden. 252: Malaika Søgaard Malmos, Silkeborg Jeg blev født den i 1983 i Odense. Mine forældre har begge boet og arbejdet flere år i Afrika, hvor de også mødte hinanden. Som et naturligt produkt af to rejselystne mennesker var jeg helt fra starten bidt af at rejse. Min første rejse var jeg på som treårig; en fem ugers tur til Kenya. Jeg besluttede mig for, at når jeg blev stor ville jeg bo i Afrika. 254: Thomas Stougaard, Frederiksberg Jeg læser Geografi på Københavns Universitet, hvor jeg er ved at specialisere mig inden for udviklingsgeografi og ulandsarbejde. Min første selvstændige tur gik i 1996 til Sydøstasien, hvor jeg rejste over land fra Thailand til Timor. Herfra fløj jeg til Darwin i Australien, hvor jeg blaffede ned langs vestkysten, hen langs sydkysten og opad østkysten til Brisbane. Herfra fløj jeg til Filippinerne og derefter tilbage til Thailand. 247: Claus Witten, Greve Født i 1946 og allerede som 14-årig på konfirmationsrejse til Spotorno ved den italienske riviera. Tog som 15-årig alene til Luxembourg og Strasbourg med udgangspunkt fra Kaiserslautern i det sydvestlige Tyskland, hvor hans ene søster og svoger boede i en periode. I 1965 emigrerede han til USA og boede tre måneder i Pasadena, Texas. Har arbejdet 22 år i SAS og havde på den måde mulighed for at rejse en del rundt på jordkloden med familien. 249: Carsten Hansen, København Født 1978 i Corner Brook, Newfoundland, Canada. Tog af sted på jordomsejling fra Chesapeake Bay på østkysten af USA sammen med familien. Vi sejlede sydpå langs østkysten af USA til Florida, og sejlede ud til Bahamas. Efter en måned i Bahamas gik det videre til US Virgin Islands, og derfra videre ned mod Venezuela. Mens jeg senere gik i skole var jeg på ski rundt i Norge, Sverige, Frankrig, Schweiz og Østrig samt på studieture til England, Spanien og Grækenland. Efter gymnasiet boede jeg i Philadelphia i et år. 251: Steen Christensen Jeg er 44 år og startede på rejselivet for 28 år siden. På de første længere rejser var jeg alene og i arbejdsmedfør. Jeg er brolægger, og rejserne gik til Færøerne og Grønland. Derefter har vores rejser, efterfølgende har jeg haft min kæreste/ siden kone og senere endnu barn/børn med, været ren fornøjelse og oplevelser. Første rejse på syv mdr. gik til Vestafrika i en gammel kassevogn som vi boede i. 253: Tina Stougaard Rathje, Frederiksberg Min første tur på egen hånd var en to måneders tur til Mexico i 1996. Et år efter begav jeg mig ud på en seks måneders rejse til Indien, Thailand, Malaysia, Singapore og Indonesien. Jeg var knapt nok kommet hjem fra denne rejse, førend jeg planlagde næste tur til Sydamerika i 1999. Det var på denne tur, at jeg mødte min mand, Thomas, og vi blev i første omgang rejsekammerater og senere kærester. 255: Hans Jacob Samson, Vejle Jeg er født i 1933 i en lille bygd på Færøerne, Ejde. Da jeg var knap 15 år, rejste jeg i 1948 på fiskeri ved Island. I 1955 aflagde jeg styrmandseksamen ved Oslo sømandsskole. I 1966 blev jeg ansat som Kaptajn i rederiet. Tilsammen sejlede jeg i 23 år i rederiet. Jeg har vært bosat i Sandefjord i ca. 30 år. I 1993 blev jeg alene, men fandt straks min nuværende »kone« her i Vejle, hvor jeg nu er bosat. GLOBEN nr. 18 / December 2004 69


Klubbens kontaktpersoner - December 2004 Søren Padkjær info@berejst.dk Skovagervej 22 8850 Bjerringbro Tel. 86 68 36 63 Formand Martin Anker Nielsen mann@lundbeck.com Blågårdsgade 31, 1 tv 2200 København N Tel. 59 91 14 47, 40 85 88 57 Medlemskontakter Bjarne Lund Jensen bjarnelund@hotmail.com Høstblomsten 6, Lumby 5270 Odense N Tel. 65 95 48 16, 65 95 52 95 Kasserer Kenneth Hvolbøl toastmastereast@berejst.dk Kirkeleddet 323 3480 Fredensborg Tel. 48 48 54 05 Toastmaster øst Claus Qvist Jessen cqj@tiscali.dk Kalkerupvej 22, Fensmark 4684 Holmegaard Tel. 60 12 36 61 Sekretær Per Allan Jensen annoncer@berejst.dk Bernhard Bangs Allé 51A, 2.th 2000 Frederiksberg Tel. 38 10 10 78 Næstformand og sponsoransvarlig Nikolaj Witte nikolaj@wayout.dk Skt. Annagade 32 8000 Århus C Tel. 86 18 11 36 22 79 03 84 Globen layout Niels Iversen webmaster@berejst.dk Grøfthøjparken 162, 2.mf. 8260 Viby J Tel. 86 28 18 56 Webmaster K.J. Fiil Frandsen toastmasterwest@berejst.dk Skærskovvej 18 8600 Solkeborg Tel. 86 85 14 44 Toastmaster vest Simon Staun mail@simonstaun.dk Thorsgade 62 b, 3 th. 5000 Odense Mob. 20922834 Globen redaktør GLOBEN nr. 18 / December 2004 70


REJSEUDSTYR & -BEKLÆDNING Husk: 15% rabat til medlemmer af De Berejstes Klub* The North Face McMURDO PARKA 2499,- Halvside 2004-12.indd 1 03-12-2004 13:18:18 GLOBEN nr. 18 / December 2004 71


GLOBEN nr. 18 / December 2004 72

More magazines by this user
Similar magazines