Signe Molde-Amelung

16
RUST
UNIVERSITET
Er CaMuS død?
Jørn Boisen, Københavns universitet
Mestertænkere
På en måde trodser både Camus og
Sartre – hans ven, modstander og
nemesis – vores fatteevne. Man
skal forestille sig tidens mest
anerkendte romanforfatter, dernæst
den mest succesrige dramatiker,
så den mest indflydelsesrige
litterære teoretiker og kritiker,
den førende tænker og filosof
for ikke at glemme den mest
markante politiske kommentator.
Når man har forestillet sig alle
disse figurer, skal man prøve at
smelte dem sammen til én eneste
intellektuel supermand. Endelig
kan man så spalte denne figur i
to fjendtlige tvillingefigurer. Så
får man et begreb om, hvad Camus
og Sartre var i europæisk åndsliv
i efterkrigsårene, hvor de begge
inkarnerede fransk kulturs absolutte
storhedstid. Både Sartre og
Camus var mænd af deres tid. De
interesserede sig lidenskabeligt
for værdierne i det samfund, som
de levede i, og skubbede ofte det
egentlig litterære arbejde til
side for at deltage i debatten.
De var således ”intellektuelle”
af den franske skole: kunstnere,
der ikke kun ville skabe kunst
(jagten på det skønne) eller formulere
en højere indsigt (jagten
på det sande), men som også følte
sig forpligtede over for det fælles
bedste (jagten på det gode).
De placerer sig således midtvejs
mellem kunstneren, der sidder i
sit elfenbenstårn og ikke interesserer
sig for de politiske og
etiske dimensioner af sit arbejde,
og den politisk organiserede,
der ikke skaber noget værk. I den
store kontekst, som deltagere i
en efterkrigsgenerationens opgør
med konformisme og vanetænkning,
giver det god mening at betragte
dem som partnere.
En vis tradition har hårdnakket
villet placere Camus som eksistentialist
et sted ikke så langt
fra Sartre og andre fra samme generation,
men Camus var på mange
måder også Sartres modsætning.
Han var ikke eksistentialist (i
hvert fald ikke i den egentlige
filosofiske forstand); som algerier
og arbejderklassedreng havde han
en helt anden erfaring end den
Sartre, der som de fleste franske
intellektuelle var vokset op
blandt kilometervis af bøger i et
højborgerligt miljø. De traf hinanden
under krigen og blev ven-
Nr. 4 – 2013
ner, men de havde et helt forskelligt
temperament. Politisk
lænede de til venstre, men de
blev uvenner først over forholdet
til Sovjetunionen, siden over
borgerkrigen i Algeriet og fra
midten af 50’erne og til Camus’
død i 1960 var der ingen kontakt
mellem dem, kun en lang række
indbyrdes fjendtlige skriverier
af deres respektive tilhængere.
Tegnet Camus
I 2010 var det så 50 år siden,
at Camus døde. Det var en naturlig
anledning til at gøre status
over, hvad der var tilbage af
Camus i den senmoderne bevidsthed.
På den ene side er sagen
klar. Camus er stadig en international
bestseller og lige populær
både blandt læsere og forskere:
Den fremmede er stadig den bedst
solgte pocketbog i Frankrig, og
den sælger stadig i enorme oplag;
der udkommer dagligt flere videnskabelige
artikler om Camus, og
de føjer sig til de mange tusinde,
der allerede findes.
Men det er imidlertid kun en
rent materiel tilstedeværelse, et
spørgsmål om solgte bøger.. Det
egentlige spørgsmål er naturligvis,
om Camus stadig taler til
os, om han betyder noget i det 21.
århundrede. En lang række kollokvier,
videnskabelige udgivelser
og særnumre af tidsskrifter tog
spørgsmålet op. Således også det
franske ugemagasin Le nouvel observateur
i januar 2010. Talrige
forfattere, filosoffer, journalister
og politikere blev inviteret
til at svare på, hvad Camus betød
for vores tid. Nærmest ubevidst
valgte de at fortolke spørgsmålet
på samme måde, nemlig hvad ville
Camus tænke om vores verden? Hvad
ville hans analyser, hans stillingtagen
og hans gode råd være?
Hvad ville han mon tænke om Sarkozy
og neoliberalismen? Underligt
nok var der ingen, der følte
sig kaldet til at skrive ret meget
om det, der utvivlsomt er Camus’
væsentligste bidrag til den
europæiske kulturhistorie, nemlig
hans romaner. I stedet var de
begejstrede for det, der er det
mindst betydningsfulde hos Camus,
hans værk som kommentator, journalist,
moralist. Pressen privilegerer
altid politik over æstetik,
men det var alligevel slående:
Hvorfor er det moralisten
Camus, der tiltrækker sig opmærksomheden,
når forfatteren Camus
var langt bedre?
Sagen er, at Camus er blevet et
tegn, en symbolsk figur, der inkarnerer
nogle værdier, som vi
gerne vil identificere os med. For
at forstå, hvad det er for en figur,
skal vi have fat i Sartre
igen. Det kan næsten virke som
en mani, at man altid skal nævne
Sartre, hver gang man vil tale om
Camus, men Sartre er perfekt til
at sætte det særlige ved Camus i
relief. Hvis man vil forstå, må
man sammenligne, siges det; det
subtile spil af ligheder og forskelle
giver mulighed for en bedre
forståelse af sammenligningens
to termer.
Det politiske selvbedrag
De fleste mennesker har i dag
svært ved at forstå Sartre. Vores
politiske bevidsthed er formet af
Murens fald, kommunismens moralske
fallit, Historiens afslutning
og så videre. Vi kan ikke længere
identificere os med Sartres (og
mange, mange andres) hegelianske
forestilling om Historien som en
befriende kraft med både retning
og mening, hans tro på, at kapitalismen
og markedsøkonomien ikke
var menneskehedens eneste mulige
horisont, og hans taktiske støtte
til sovjetkommunismen. Konkret
blev det forholdet til marxismen
og Sovjetunionen, der satte
et punktum for Camus’ og Sartres
venskab, men spændingerne havde
været der fra begyndelsen. Sartre
gik ind for en kollektiv, konkret
politisk stræben, der over
tid ville skabe de nødvendige
værdier. Camus fandt sine værdier
i den enkeltes bevidsthed,
uafhængigt af historien. Camus’
værdier var derfor mere abstrakte
i den forstand, at de var immaterielle,
men også mere konkrete,
fordi de var forankret i den
enkeltes liv nu og her. Sartre
derimod hævdede, at det kun gav
mening at tale om værdier, hvis
de blev konkretiseret i politisk
aktivitet. Forestillingen om, at
det var tanken, der talte, måtte
Sartre blankt afvise. Til gengæld
er det gode hos Sartre placeret
et sted ude i fremtiden. Derfor
accepterede Sartre midlertidige
moralske brist i den gode sags
tjeneste (forestillinger som ”historisk
nødvendighed” og ”hensig-