Din første rejseoplevelse - De Berejstes Klub

Medlemsblad for De Berejstes Klub 

Alternative rejser 

Nødhjælp i Jugoslavien og Hviderusland 

Når det “normale” bliver “alternativt” 

Eventyrlige blandede bolcher 

Bangladesh, Bam, Cambodja, Madagaskar 

Tibet, Argentina, Travalers’ Century Club 

Sarawak, Sri Lanka, Galapagos 

Brasilien, Nordkinn 

Nordpolen, Sydamerika, Yap 

September 2004 - nr. 17 

Rejsestafeten 

Ruiner 

Treks 

Flyveture 

Pik Lenin 

Godt gået, Martin

Medlemsblad for De Berejstes Klub 

Redaktion: 

Simon Staun 

Damagervej 12L 

8260 Viby J 

Tlf.: 82506443 / 20922834 

mail@simonstaun.dk 

Nikolaj Witte 

Skt. Annagade 32 

8000 Århus C 

Tlf.: 86181136 / 22790384 

nikolaj@wayout.dk 

Tekst / fotos: 

Medlemmer af De Berejstes Klub 

Forsidefoto: Den fantastiske og storslåede natur i det 

legendariske Tierra del Fuego, som på dansk er kendt 

som Ildlandet. Bjerge, blæst og søens skønhed forenes 

her ved verdens ende i Argentina. 

Foto: Kenneth Hvolbøl 

Forsidedesign: 

Nikolaj Witte, adresse s. 70 

Tryk: 

BB Offset 

Thorsvej 11; 8850 Bjerringbro 

Oplag: 190 

ISSN: 1603-1458 

Deadline til næste nummer: 

15. november 2004 

Tema: Din Første Rejseoplevelse - alt stof sendes til 

globen@berejst.dk 

Annoncer: 

annoncer@berejst.dk 

Medlemskab: 

www.berejst.dk 

Formand: 

Søren Padkjær, adresse s. 70 

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og 

alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor 

skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af 

redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 

3 

Blandet godt 

4 Det alternatives alternativ 

5 Næste tema: Din første rejseoplevelse 

6 Generalforsamling 

7 Julefrokost i Århus 

11 Globen i farver 

21 Verden ifølge De Berejstes Klub 

30 Blå bog 

36 Medlemmer og alder 

53 Fra det underjordiske 

54 Territoriedebatten 

56 PIK LENIN: GODT GÅET, MARTIN 

61 Gode råd til rejsestafetten 

68 Arrangementskalender 

68 Afholdte arrangementer 

Rejsestafetten 

59 Mine 10 mest uforglemmelige fl yveture 

Niels Gadegaard 

62 Mine 10 mest eventyrlige ruiner 

Marianne Christensen 

65 Mine 10 bedste trekkingture 

Erik Pontoppidan 

Artikler 

8 Kom til Bangladesh før turisterne 

Nikolaj Witte 

12 Ayatollah – Khomeini – Stan 

Arne Runge 

17 Endelig medlem i DBK 

Marianne Christensen 

19 Mageløse Madagaskar 

Annette Grønkær 

22 Tværs over Verdens Tag 

Michael og Lone Andersen 

23 Ved verdens ende 

Kenneth Hvolbøl og familie 

26 Overnørdernes Klub 

Claus Qvist Jessen 

28 De Hvide Rajahers bjerghytte i Matang 

Ib Larsen 

31 Byggeprojekt a la Sri Lanka 

Per og Camilla Jørgensen 

33 Hilsen fra Galapagos og Amazonas 

Jette Torp 

35 Fernando de Noronha 

Knud B. Bach 

37 Nordkinn – hvor ligger det? 

Lars Nielsen 

39 Alternativ humanitærrejse til Hviderusland 

Bente og Preben Knudsen 

41 Nordpol Ekspedisjonen 1993 

Stein Johnsen 

44 Når det ”normale” bliver ”alternativt” 


46 Rejsebrev ’on the road’ 

Pia Baltzer og Poul Saabye 

47 En nødhjælpschaufførs beretning 

Lars Kierulff Munk 

50 Stærk kultur og voldsom natur på Yap 

Ib Larsen & Lillian Friis Hansen

Det alternatives alternativ… 

Som nye redaktører på Globen har det været en udsøgt fornøjelse at kunne vælge og vrage mellem så mange spændende, 

velskrevne og vidt forskellige beretninger. Man sidder jo og får lyst til at pakke computeren ned og selv rejse ud 

til de mange destinationer, der bare ligger og venter på at blive fortæret. 

Temaet til dette nummer har dog medført en smule usikkerhed både fra skribenterne og ikke mindst vi redaktørers side, 

da vi har måttet give fortabt i den endelige defi nition af begrebet ”alternative rejser”. 

For hvad er alternativt? Er det at rejse på tommelfi nger i Skåne, at sejle gennem Amazonas med hovedjægere eller tage 

med Læger Uden Grænser til Kosovo? Og svaret ligger jo lige til. Det alternative kan kun bedømmes ud fra et individuelt 

synspunkt, hvilket vil sige på utallige måder i en klub som denne, da den demografi ske og geografi ske spredning på 

medlemmerne ligger lige så milevidt fra hinanden, som de rejsemål, vi nu engang vælger at udforske. 

Et godt eksempel på, eller måske endda beviset på, at alternativt ikke behøver at være så alternativt endda (er du med 

endnu?) er artiklen om den helt gennemsnitlige og tidstypiske danske charterrejse. Spørg ti tilfældige mennesker i din 

nærmeste omgangskreds, om de synes, det ligger ufatteligt fjernt fra deres foretrukne rejsemåde. Jeg vil vove en slavewhiskey 

på Khao San Road med, at de ikke konkluderer, at en uge omgivet af maddikehvide og alt andet end eventyrhungrende 

masseturister går ind under betegnelsen alternativ. 

Men! Når nu De Berejstes Klub er et sammensurium af rejsende, der i nogles tilfælde har rejst gennem Sahara kun medbringende 

et kompas og en utæt drikkedunk eller måske har besteget verdens højeste bjerge i snestorme vildere end 

Anja Andersen på speed, kunne det så tænkes, at denne rejseform bliver normen eller måske den rutineprægede præstation, 

som det hedder på eksamenslingo? Hvis man altid går til grænsen på sine eventyr, hvis man altid føler frygten, 

storheden eller suget i maven – er det så ikke på en liggestol ved svømmepølen på Gran Canaria sammen med Inge 

og Verner fra Vojens, man fi nder den alternative rejse? 

I ordbøgerne står der: Alternativ, noget som er anderledes end det kendte. 

Der er kun ét at gøre, spænd læsebrillerne fast og nyd de mange indsendte bud på en rejse, der har været anderledes… 

Simon Staun 

Hvad er alternativet til den alternative rejse? Er det afslapning på en idyllisk palmestrand på charterferien? Eller 

er det åndeuddrivelse dybt inde i junglen hos den lokale stamme? 

Hvad der er alternativt for den ene, er normalt for den anden, og hvad der er normalt for den ene, er alternativt 

for den anden. 

Foto: Nikolaj Witte 

4

Næste nummers tema: Din første rejseoplevelse 

Da jeg som forholdsvist nyt medlem i De Berejstes Klub ofte har overvejet, hvordan de rutinerede ræve for alvor fi k blod 

på rejsetanden, har jeg i samråd med den anden nye mand bag Globen, Nikolaj Witte, bestemt, at næste tema bliver 

din første rejseoplevelse. 

Og lad os starte med at konstatere, at vi ikke snakker om de smertefulde sekunder, hvor du blev født og startede livets 

første rejse, som klichéen så smukt lyder. 

Det, vi søger, er det øjeblik, hvor du blev ramt lige midt i den erogene rejsezone midt i hjertet eller hjernen. Det tidspunkt, 

det sted, den duft eller de lyde, der forandrede dit syn på selve fænomenet at rejse. Der, hvor rejsen blev noget, man 

befandt sig i og under, kontra det at transportere sig selv fra punkt x til y. 

Dette bliver et af de mest bredspektrede temaer, Globen kommer til at opleve, da diversiteten for hvornår, hvordan og 

ikke mindst hvor, de forskellige medlemmer har rejst, er usædvanlig stor. 

Vi vil som udgangspunkt ikke lægge os fast på nogen formkrav, vi håber blot, at du fi nder den episode frem, der fi k dig 

til at brænde for suget i mavesækken eller kuldegysningerne ned af ryggen. 

Om du fi k denne følelse, første gang du var med 3.g på ekskursion til London og stod med tømmermænd på Trafalgar 

Square, da du tog i sommerhus med dine svigerforældre i Lønstrup og var på bolsjefabrik eller dengang, da du nød duften 

af aktiv vulkan i Centralamerika, er underordnet. Hvis det var den oplevelse, der ændrede dit syn på rejsebegrebet 

for altid, så fat fi ltpennen og skriv dig til en solid gang håndledskrampe. 

Vi har også prøvet at gribe det an på en mere utraditionel måde ved at opstille en hypotese, der går ud på følgende: 

Forestil dig, at du sidder til bords med Dronning Margrethe. Hun beder dig fortælle om én episode fra hele dit rejseliv. 

Nemlig den oplevelse, der gør, at du i dag er medlem af De Berejstes Klub og ikke Antenneforeningen ”Lunken 

Aftenkaffe” i Thyborøn. 

Så rejs tilbage til dengang, hvor du blev født på ny i den store verden. Vi venter spændt på brev derfra! 

Simon Staun 

5 

Stedet, gaden, 

byen, hvor en hel 

generation af rejsende 

og backpackere 

har haft 

deres første rejseoplevelse. 

Velkommen til 

Khao San Road, 

Bangkok, hvor ikke 

så få unge mistede 

deres rejsemæssige 

uskyld og 

for første gang så 

verden uden for 

vestens beskyttende 

skørter. 

Foto: Nikolaj Witte

I overensstemmelse med klubbens vedtægter har bestyrelsen hermed fornøjelsen af at invitere klub bens medlemmer 

til den ordinære generalforsamling 2004. 

Mødet fi nder sted lørdag den 27. november kl.16 00 , og adres sen forventes at være Frederiksbjerg Beboer- & 

Kulturhus, Skt. Anna Gade 38-42, Århus. Lokalerne kan imidlertid ikke reserveres før i begyndelsen af september, og 

derfor vil endelig bekræftelse blive rundsendt til medlemmerne per e-mail. Tilmelding ikke nødvendig. 

Dagsorden er ifølge vedtægterne: 

1) Valg af dirigent. 

2) Formandens beretning. 

3) Kassererens beretning. 

4) Fastsættelse af kontingent og forelæg gelse af budget for 2005. 

5) Indkomne forslag. 

6) Valg af formand. 

7) Valg af indtil seks bestyrelsesmedlemmer (her tre, red.) plus tre suppleanter. 

8) Valg af revisor plus revisorsuppleant. 

9) Eventuelt. 

Ad. 6: Udgår i år, da formanden kun er på valg hvert andet år 

Ad.7: Claus Qvist Jessen (019), Martin Anker Nielsen (141) og Claus Andersen (056) er på valg. De er alle villige til 

genvalg. 

Desuden opstiller Nikolaj Witte (212) og Lars Kierulff Munk (207) som kandidater til bestyrelsen. 

Per Allan Jensen (026), Kenneth Hvolbøl (068), Bjarne Lund-Jensen (027) og Søren Padkjær (112) er ikke på valg og 

bliver siddende i bestyrelsen. 

Ad.8: Revisor Lasse Nørgaard (124) er på valg og vil gerne tage en sæson mere. 

Som revisorsuppleant er Mai Nygaard (182) villig til genvalg. 

Ad.9: Herunder uddeling af klubbens fornemste æresbevisning ”Folkersenprisen”. 

Det skal understreges, at det står alle medlem mer frit for at fremsætte forslag til vedtægts ændrin ger. Alle forslag til 

afstemning skal være formanden i hænde senest to uger før generalforsamlingen, og medlemmerne kan indtil én uge 

før generalforsamlin gen rekvirere de indkomne forslag hos formanden. 

Kandidater til de ledige poster som bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan melde sig under fanerne på selve 

dagen – lige indtil selve af stemningen. 

Mht. de øvrige regler for valg og afstemninger (inkl. fuldmagter og brevstemmer) henvises til klubbens vedtægter 

(fi ndes på www.berejst.dk/ vedt.htm). 

‘ 

Generalforsamling 2004 

p.b.v. SP 

6

Julefrokost og julefest i Århus 

Den ærefulde opgave med at arrangere årets ultimative Berejste sammenkomst, nemlig generalforsamling og 

julefrokost, er denne gang overdraget til vore medlemmer i hovedlandet. 

Det forlyder, at arrangørerne sætter alle sejl til for eftertrykkeligt at leve op til de store forventninger, som ømedlemmerne 

naturligvis (og med rette) har til den jyske opfi ndsomhed og effektivitet som festarrangør. 

Som nævnt under indkaldelsen til generalforsamlingen (på foregående side) forventes festlighederne at fi nde sted på 

Frederiksbjerg Beboer- & Kulturhus, Skt. Anna Gade 38-42, Århus. 

Det er store og velegnede lokaler, hvor der er god plads til halvdelen af klubbens medlemmer – rygere som ikke 

rygere. 

Desuden ligger det omtrent nabo til Nikolaj Witte (212), der har tilbudt at arrangere sovepladser til overnattende 

deltagere. 

De lokale delikatesser er endnu ikke begyndt at sammensætte julemenu’er, men vi kan love, at de kulinariske nydelser 

vil indeholde det bedste, som landbrug og fi skeri kan frembringe af læke specialiteter. 

Der vil naturligvis være konkurrencer og desuden underholdning, hvor den lokale multikunstner, spillemand, kaospilot 

og tuk-tuk kører, Rasmus Krath (196), vil optræde på slap linie. 

Prisen for alt dette forventes at kunne holdes på max. samme niveau som sidste år – medbring egne drikkevarer (dog 

ikke øl, som købes i baren til rimelige priser). Der vil senere blive rundsendt e-mail med yderligere oplysninger. 

Der vil være mulighed for fællestransport fra København (og muligvis andre områder). Du bedes derfor ved tilmelding 

oplyse, om du gerne vil have et lift til Århus - eller om du evt. kan tage fl ere med i din egen bil. 

Gå ikke glip at dette enestående arrangement – 

husk datoen: den 27. november 2004, kl. 18.00. 

7

Kom til Bangladesh før turisterne 

Tekst og foto: Nikolaj Witte 

Bangladesh er en overophedet smeltedigel af mennesker, venlighed og ekstrem nysgerrighed. Mit besøg i landet var 

lidt af en heldig og uplanlagt tilfældighed. Hvad der var lige så uplanlagt, men knap så heldigt, var, at krigen i Irak brød 

ud midt under vores rejse gennem Bangladesh. 

Klokken var to om natten, da vores fl y fra Bangkok lagde 

an til landing i Zia lufthavnen, Dhakas Internationale lufthavn. 

Vi vidste ikke meget om det land, vi netop var landet 

i, ud over at turistmyndighederne i Bangladesh gennem 

tyve år har brugt samme slogan for at tiltrække turister, 

»kom til Bangladesh før turisterne«. Et klart budskab om 

Med 600.000 rishshaws i Dhaka er det 

aldrig svært af fi nde transport. 

det uberørte, det uturistede. Så vi var mildt sagt overraskede, 

da det viste sig, at mindst 15-20 af passagererne 

på vores Biman maskine var europæiske turister. Resten 

var bangladeshiske forretningsmænd, der selv i luften 

brugte tiden til både at handle og skabe nye forretningsforbindelser. 

Lufthavnen var stort set tom, vi var eneste fl y på dette lidt 

tåbelige tidspunkt. Og da paskontrollen havde en særskilt 

skranke for ikke-bangladeshiske borgere, var vores 

kø ikke lang. Der foregik noget oppe foran i køen, vi ikke 

helt kunne høre, hvad var. Men så stillede toldbetjenten 

sig op og råbte, at alle der var i transit bare skulle gå uden 

om skranken, og kun folk, der skulle besøge Bangladesh, 

skulle blive. Alle gik. Kun min kæreste og jeg stod tilbage 

8 

med en følelse af, at vi vist kom før turisterne. Tolderne var 

venlige og smilende, og snart stod vi ude foran med hver 

vores rygsæk på, søgende efter transport ind til byen. 

Turen ind til Dhaka var mørk. Ingen gadelygter og stort 

set intet lys i husene. Benzinmåleren i vores taxi var faretruende 

lav, så vi måtte tanke op. Det havde chaufføren 

jo ikke kunnet gøre, før vi havde betalt ham, men benzinstanderne 

var også løbet tør for benzin. Et fænomen vi 

ofte skulle se i Dhaka. 

Uden kendskab til landet, uden noget lys og uden benzin 

var vi ved at være lidt betænkelige, men på de sidste 

dampe nåede vi til vores hotel. Sent om natten, men stadig 

højt gearede på den velkendte »nyt land energi«, fi k 

vi vækket hotelpersonalet og kom ind på vores værelse. 

Overalt i Dhaka kan man nyde en kop te 

og få en sludder. 

For første gang i løbet af fl ere måneders rejse havde vi 

fjernsyn med satellitkanaler, og de viste alle det samme: 

optrapning til krig i Irak. 

Næste morgen vågnede vi i verdens tætteste befolkede 

land (fraregnet bystaterne) med 130 millioner mennesker 

fordelt på et område omtrent tre gange større end 

Danmark.

En glad fl ok børn, på vej til fredagsbønnen i en smuk gammel moské. 

Under førstedags undersøgelser af, hvad det var, der 

gjorde netop dette land specielt, opdagede vi hurtigt, at 

det fantastiske ved Bangladesh var menneskene. Overalt 

hvor vi kom frem, faldt vi i snak med rickshawkørere, tjenere, 

butiksejere og halvdelen af alle fodgængerne. Når 

den første nysgerrighed over, hvad vi egentligt lavede her i 

landet, havde lagt sig, og samtalen havde været forbi dano 

milk, som tilsyneladende var en slags sød mælk på dåse 

og Danmarks bidrag til Bangladesh, faldt samtalen på den 

muligt forestående krig i Irak. Alle beklagede sig meget over 

en eventuel krig, men alle var ligeledes enige om, at der 

ingen fare var her i Bangladesh. For, som de alle fortalte 

os, så er der, til forskel fra Indien og Pakistan, ingen fundamentalister 

og terrorister i Bangladesh. Al denne krigssnak 

ændrede dog i begyndelsen intet ved, at bangladeshere er 

et utroligt venligt, nysgerrigt og smilende folkefærd. Men 

som tiden skred frem, oplevede vi oftere og oftere, at folk 

først spurgte, om vi kom fra USA, og først efter at vi forsikrede 

dem, at det gjorde vi ikke, smilede de. 

Da Bangladesh er ekstremt overbefolket, og alle er utroligt 

nysgerrige, er man som bleg, dansk turist altid omringet 

af en stor menneskemængde. Det er selvfølgelig spændene 

at komme i snak med så mange mennesker, men til 

tider også overvældende, når man med sin blotte tilstedeværelse 

kan skabe så store forsamlinger, at trafi kken på 

hovedstadens største gader går helt i stå. Jeg oplevede 

fl ere gange ved mine hyppige rickshawture i den gamle 

bydel, at fl ere hundrede mennesker stimlede sammen, og 

alle maste for at få lov til at være den, der kunne spørge 

mig om noget. Dette blev til tider for meget, så min ven 

og trofaste rickshawkører, Muhammed, måtte redde mig 

ud og piske derfra. Ikke at det var farligt, blot overvældende. 

Muhammed, en 54-årig mand med rød- og hvidter- 

9 

net sarong, hvid, lidt støvet skjorte og, heldigt for mig, ret 

gode engelskkundskaber, var fra første dag blevet vores 

faste rickshawkører og en god kilde til at stikke fi ngeren i 

jorden. Efter en bestemt tur, hvor vi havde siddet ved en 

af Dhakas utallige små teboder, fået os hver en kop alt for 

sød mælk med lidt teblade i, en smøg og en sludder, skete 

det fl ere gange, at Muhammed, uden egentlig grund, syntes 

at vi skulle køre videre, og folk var ikke helt så imødekommende 

som sædvanligt. Muhammed forsikrede mig 

om, at der ingen problemer var, men heller ikke han havde

så meget lyst til at snakke som ellers, så min kæreste og 

jeg besluttede, at det ikke kunne skade at tage kontakt til 

den danske ambassade og høre deres anbefalinger og 

gode råd i forbindelse med den mulige krig i Irak. 

Efter lidt tid lykkedes det at 

komme til at træffe en ung 

kvindelig attaché. Hun fortalte, 

at der ikke umiddelbart 

var nogle problemer 

ved at rejse videre, blot ville 

hun foreslå, at vi jævnligt tog 

kontakt til ambassaden for at 

høre, om der var noget nyt, 

specielt i det tilfælde, at krigen 

skulle bryde ud, samt 

at vi undgik store folkeforsamlinger. 

Da vi fortalte, at 

vi dagen efter havde planer 

om at tage en færgetur på 

halvandet døgn ned sydpå 

til en by ved navn Khulna, 

foreslog hun, at vi købte førsteklasses 

kahytter af den 

simple årsag, at de havde 

lås på dørene. Til slut kunne 

hun fortælle os, at de netop 

havde opdateret deres evakueringsplan, 

så skulle der 

være alvorlige problemer, 

var vi nu registreret og ville 

blive evakueret. Vi havde 

ingen lyst til at se, om planen 

virkede. 

Jeg havde dagen inden bedt 

Muhammed om at fi nde en 

ven, så vi kunne køre i to 

rickshaws, da vi jo skulle 

have al vores bagage med 

ned til færgen. Han var som 

altid klar langt før aftalt og 

stod nu og vinkede til os, mens vi indtog vores morgenmad. 

Vi kom ned til færgelejet, fi k takket for hjælpen, betalt 

overpris og drikkepenge og kom op på øverste dæk til førsteklasses 

området. Vi havde som forventet egen kahyt 

med to køjer fyldt med pissoirkugler og lås på døren. 

Pissoirkuglerne er en ide bangladeshere har, de skal smi- 

10 

des ud over det hele for at fjerne den værste stank, resultatet 

er, at man for evigt har lugten af pissoir i næsen. 

Afdelingslederen for Bangladesh’ vandtransport kom og 

ønskede os velkommen på 

hans hyggelige hjuldamper 

og fortalte os om vores rute 

og tidsplan. Da folk begyndte 

at komme om bord, opdagede 

vi hurtigt endnu en stor fordel 

ved at rejse på første klasse; 

alle vores medpassagerer 

var forholdsvis rige og veluddannede, 

hvilket betød, at 

de fl este kunne engelsk. Da 

alle var om bord, og vi langsomt 

var på vej ud af Dhakas 

havn, kom der sandelig en 

tjener i en fi n, rød jakke og 

spurgte, om vi ønskede te, 

og om vi ville have bangladeshisk 

eller vestlig aftensmad. 

Vi valgte bangladeshisk, da 

det både var billigere og med 

stor sandsynlighed spiseligt, 

da vestlig mad sjældent er 

den store succes. Menuen 

bestod af tre retter: suppe 

til forret, stegte ris med kylling 

og lidt splat grønsager til 

hovedret og lidt frugt til dessert. 

Bagefter, da vi sad ude 

på dækket og røg en smøg, 

kom en gravalvorlig mand ud. 

Han kunne fortælle, at krigen 

netop var brudt ud i Irak. 

Jeg havde bemærket en 

ældre herre, der stod ved 

Som bleg turist er man omringet af nysgerrige 

rælingen nogle meter fra os 

mennesker døgnet rundt. 

og opmærksomt fulgte med. 

Tidligere havde jeg hilst på 

ham, men konkluderet, at han ikke kunne engelsk, da han 

ikke svarede. Han var iført en lang, hvid kåbe med hætte 

og simple sandaler. Hans skæg var langt, busket og helt 

gråt, hans øjne mørke og indsunkne og hans læber stærkt 

røde af at tygge for meget betelnød. Han var helt klart mullah, 

en muslimsk præst. Da han opfangede min interesse

for islam, kiggede han op og bevægede sig sagte over mod 

mig. Den kutteklædte mand indtog stolen ved min side og 

præsenterede sig som Omar Muhammed på et absolut 

fejlfrit engelsk. Da han spurgte, hvad der lå i min interesse 

for islam, fortalte jeg, at der, hvor vi kom fra, var det meget 

svært at få et korrekt billede af islam, og derfor håbede jeg 

under mit besøg i Bangladesh at kunne skabe et klarere 

billede. Han var en særdeles belæst mand, med universitetsgrader 

i engelsk, litteratur og islams historie, derudover 

var han tidligere jægerpilot oplært i Pakistan (dengang var 

Bangladesh en del af Pakistan) samt uddannet fl yingeniør. 

Efter en time lang introduktion til islams historie og tro forklarede 

han, hvorfor der ikke kunne være et opgør mellem 

kristendom og islam. De var en og samme tro, islams 

Allah var den selv samme som kristendommens Gud, og 

begge ville de prædike om næstekærlighed og godhed. 

Tilbage til spørgsmålet om krigen var han enig med stort 

set alle i landet og mente, at den var uretfærdig, i modstrid 

med internationale konventioner og udelukkende drejede 

sig om olie. Da klokken var blevet mange, takkede jeg for 

en lærerig aften, for os var det sengetid, for ham og mange 

andre var det tid til en sidste bøn. 

Stemningen efter krigens udbrud var bestemt ikke blevet 

mildere. Flere og fl ere syntes at kigge mistænkeligt på os, 

når vi gik ned ad gaden. Ikke desto mindre var det, når vi 

først kom i kontakt med folk og fi k slået vores nationalitet 

fast, stadig en fantastisk oplevelse at sidde på en lille hyggelig 

restaurant og se alle de hoveder, der kiggede ind af 

døren for at se om det kunne passe, at der var to hvide 

mennesker på besøg. 

Da vi fra Khulna ringede til den danske ambassade, kunne 

de fortælle os, at både CNN og BBC nu havde vist billeder, 

hvor Danmark stod som krigsførende nation side om 

side med USA og England. De kunne også tilføje, at det 

måske var bedre, hvis vi kom tilbage en anden gang. Efter 

at være kommet over chokket, at lille Danmark også var 

med i krigen, rejste vi mod Indiens grænse. Men mindet 

Globen i farver 

11 

om den venlighed og utrolige nysgerrighed, som havde 

været en tro følgesvend under hele vores besøg i dette 

besnærende land, kan aldrig udvaskes. 

Når man med stor glæde åbner den store konvolut med stemplerne fra De Berejstes Klub og næsten ikke kan 

vente med at kaste et blik på både sjove, interessante og tankevækkende historier, så er der en ting man savner. 

Allerede når man er kommet forbi anden side, så er de ellers utroligt fl otte rejsebilleder fra både nær og fjern 

desværre kun en afglans af deres oprindelige jeg, de er nemlig i sort/hvid. 

Men med alle sejl sat til, er det lykkedes os at skaffe midler til at kunne præsenterer fl ere sider i næste nummer 

af Globen i farver. Vi kan intet love, men håber på hele 16 sider i fuldfarve tryk. Netop derfor skal alle hermed 

opfordres til at yde deres ypperste. Tænk dig, hvor godt din artikel vil gøre sig med farvebilleder. 

Så skriv endelig en artikel og indsend den, men glem ikke billederne. Send gerne fl ere, omtrent tre-fi re per side, 

så udvælger vi på redaktionen. Send gerne både nogle vandrette og nogle lodrette, så bliver der mange fl ere 

muligheder. Opløsningen må gerne være 1000x1500 pixels, svarende til 1200 dpi scannet dias eller negativ. Har 

du spørgsmål, eller har du ikke selv muligheden for at scanne, så skriv til os. Vi hjælper gerne og kan også scanne 

billederne for dig. 

Husk nu at indsende billederne i farver og ikke indsat i artiklen, men i særskilte fi ler. 

Er du stadig i tvivl, så skriv til os på globen@berejst.dk 

NWitte

Ayatollah – Khomeini – Stan 

Tekst og foto: Arne Runge 

En rejse til Iran kort tid efter jordskælvet i Bam giver efterrystelser i både krop og sind. 

Min sidemand afl everede et brev til mig og pegede på en 

smuk ung pige med blåt tørklæde lidt længere tilbage i 

bussen. Jeg havde bemærket de fem piger, der stod på 

bussen i Rafsanjan. Specielt hende med det blå tørklæde. 

De andre havde sorte tørklæder på. Alle kvinder har tørklæde 

på i Iran. Også turisterne. Jeg læste brevet. Jeg vil 

meget gerne vide, hvor du kommer fra, hvad dit job er og 

hvad du laver i Iran? Hilsen Somayeh. 

Jeg skrev et langt brev, hvor jeg fortalte, at jeg kom fra 

Danmark, at jeg ikke var turist, men en »backpacker« som 

rejste rundt i Iran og forsøgte at lære noget om hendes 

land. Jeg fortalte, at jeg var amatør-rejseskribent og fra 

Danmark, hvor jeg levede af at spille klaver, når jeg ikke 

rejste verden rundt. Og at jeg i øvrigt gerne ville vide, hvorfor 

hun havde et blåt tørklæde på, når alle de andre havde 

et sort. Jeg fi k sidemanden til at række det videre tilbage i 

bussen, hvor det gik fra hånd til hånd, indtil pigen med det 

blå tørklæde fi k det. Jeg kunne se, at hun blev glad. Det 

var ikke særlig kønt skrevet, fordi bussens hoppede. Hun 

måtte fl ere gange spørge pigen ved siden af, som også 

havde taget ordbogen frem fra tasken. En times tid senere 

kom der svar. 

Kære Arne, stod der, jeg kunne ikke helt læse din håndskrift, 

men jeg forstod dog en del af det. Som jeg fortalte 

i det første brev, studerer jeg engelsk på et universitet i 

Rafsanjan. Vi er fem piger, alle engelskstuderende, som er 

med bussen. Vi bor sammen i en sovesal på universitetet. 

Nu er det ferie og vi rejser tilbage til vores hjemby, for at 

fejre det nye år - No Ruz. Jeg tror ikke du er helt familiær 

med EJD, No Ruz completely og derfor vil jeg fortælle dig 

om det. Lige før No Ruz, ved slutningen af denne måned 

(den 9. marts), tager alle tilbage til deres egen landsby. 

Det er tid til at gøre rent i huset. Og derefter, den første 

dag i måneden, Farvardin (den 20. marts), sætter vi os 

ved et bord, hvor vi har lagt syv ting, der begynder med S. 

En af tingene er et æble, som på Farsi hedder seeb. Det 

næste er somagh, seke, senjet, samanso, seer og den 

12 

sidste er sombel, som er navnet på en blomst. Vi placerer 

også et spejl og sable (hvede som gror inden i en container 

og er grøn), to eller tre fi sk i en container med vand 

og en hellig bog. Den første dag i Farvardin sidder vi rundt 

om dette bord, og på et bestemt tidspunkt, som i år er sat 

til klokken 10.18.37. (20. march 2004), begynder det nye 

år. Det er næsten ligesom jeres Christmas. 

Derefter går vi på besøg i vores slægtninges huse og de 

besøger vores. Indtil 13th i Farvardin, som er naturens 

dag. Da går alle iranere, alene eller med familie, ud om 

morgenen og tilbringer dagen i for eksempel skoven, 

en park eller i sin have og går så tilbage ved 

dagens slutning. Men den 14th i Farvardin er alt 

slut, vores ferie kommer til en ende og vi skal tilbage 

til det ordinære liv. Jeg tror, at med mit brev, 

er du næsten er blevet familiær med en af vores 

skikke, som du vil opleve om få dage. Jeg håber 

et meget godt og succesfuld liv for dig og din familie 

og jeg ønsker dig succes på din rejse i Iran. PS 

– I Iran må man selv vælge farven på sit Chagat 

(tørklæde). Bare man har et på. Jeg kan bedst lide 

lyseblåt. Det kan jeg i hvert fald også, tænkte jeg, 

mens jeg spekulerede på, om jeg stadig havde min 

lyseblå tophue derhjemme i vinterskuffen. 

Jeg var egentlig på vej til Cuba, da jeg pludselig fi k et tilbud, 

jeg ikke kunne sige nej til. Teheran med Kish Airlines 

780,- kroner. Ups. Og så fi k man på toppen en gratis fl ybillet 

fra Teheran til Kish Island. Jeg slog til med det samme. 

De tog ikke visakort, kun kontanter, så jeg måtte over i 

banken på den anden side af Vester Farimagsgade og 

hæve på mit visakort. Men så var linien også ligesom lagt. 

Iran var ikke et plastickort-land. 

piskeslag 

Stort set alle jeg mødte ville væk fra Iran. Hvordan kommer 

man til Danmark eller Vesten, spurgte de. Først skal 

du have et pas, så går du på den danske ambassade og 

får et turistvisum, forklarede jeg. Så køber du en fl ybillet.. 

Men det var nu ikke så let endda. Det viste sig, at man som 

mand først kunne få et pas, når man havde udstået sin militærtjeneste, 

og når man søgte visum til Vesten, skulle man 

deponere 5.000 dollar som en slags sikkerhed for, at folk 

vendte tilbage til Iran. Det var jo bare ikke lige det, de ville. 

De ville søge arbejde og blive i Vesten. De ville væk fra 

det islamiske diktatur. Og rejste de ikke tilbage når visumet 

udløb, ville de formodentlig blive sendt tilbage, når politiet 

fangede dem 5.000 dollars fattigere. Hvor mange kunne i 

øvrigt skaffe de 5.000 dollar, når man havde en dagløn på 

ti kroner, som er normalt i Iran for folk uden uddannelse. 

En skolelærer tjener omkring 1.500 kroner om måneden. 

Og det skal siges, at mange iranere er højtuddannede, og 

mange af dem, jeg mødte, gik på high school.

Jeg checkede ind på Mosaferhone Mashhad i Teheran. De 

fl este backpackere i Iran er japanere, sådan var det osse 

på dette gæstehus. Og pigerne havde tørklæder på. Også 

inde på hotellet efter krav fra bossen. Bossen var nu ellers 

ikke særlig religiøs, men han havde været ude for at måtte 

betale »bribe« til to betjente, der overraskede en japansk 

Hjemme hos Mr. Hussein – middag på gulvet 

kvinde uden tørklæde i receptionen. To hundrede dollars 

måtte han betale for at dysse sagen ned. Ellers var hotellet 

blevet lukket. Receptionisten blev for nylig overrasket 

af et par betjente, da han gav nakkemassage til en træt, 

men fuldt påklædt japansk pige, der sad i receptionen. 

Han havde ikke nogen penge at ordne sagen med. Retten 

idømte ham to måneders fængsel, fyrre piskeslag og fi re 

måneders by-forvisning til byen Yazd, hvor jeg senere 

besøgte ham. 

Efter fem dage i Teheran tog jeg imod den gratis billet, 

Kish Airlines havde tilbudt mig til Kish Island. Halvanden 

times fl yrejse senere landede jeg på en lille taxfree paradis-ø 

i den persiske golf. Men Kish Island var en dårlig 

oplevelse. 

Der blev regnet i Dinarer, Emiratiske Dinarer, og det billigste 

hotelværelse var omregnet til normale penge - 32 dollar. 

Øen var fuld af turister, der handlede taxfree. Bestemt 

ikke noget for mig, så efter et par timer tog jeg med en lille 

speedbåd over til Bandar-e Charak på fastlandet. Der var 

ingen hoteller i nærheden, men der holdt en skolelærer i 

sin pirattaxi, der kørte mig og fem andre til den lidt større 

by, Bandar-e Lenge. Her fl yttede jeg ind på Hotel Amir. Fra 

temperaturen i Teheran på 16 grader var temperaturen nu 

steget til 45 grader. Det var pludselig blevet sommer. Og 

folk levede, som man gør om sommeren – udendørs og 

på de små tehuse. Men ingen talte engelsk, så jeg knoklede 

med at lære nogle vigtige ord på farsi, som faktisk var 

et temmelig let sprog. Og alfabetet var arabisk – som jeg 

lærte for mange år siden, da jeg arbejdede som våbenhandler 

i Marokko. 

13 

I Bandar-e Abbas var alle mosaferhone – gæstehuse – 

fuldbookede. Det sagde de i hvert fald. Så jeg måtte bide 

i det sure æble og checke priser på hotellerne. De lå på 

omkring 150.000 real – godt 100 danske kroner. 

Det var lige i overkanten, så jeg forsøgte at prutte prisen 

ned. Der stod en ung fyr i receptionen, 

en annoncesælger, som talte 

lidt engelsk. Han lyttede med, og 

jeg fortalte ham om de fulde 

gæstehuse. Var det på grund af 

No Ruz – nytåret – spurgte jeg. 

Nej, svarede han, de er slet ikke 

fulde. Jeg går med dig tilbage og 

prøver at snakke med dem. Kom, 

jeg hedder Hussein. 

Han havde ret - gæstehusene var 

ikke fulde, men de turde ikke leje 

værelser ud til vesterlændinge. 

De var bange for, at en af pakistanerne 

eller afghanistanerne 

som boede på gæstehusene, ville 

stjæle noget fra de rige folk vestfra, 

hvilket ville give for mange 

problemer med politiet. Så derfor 

nødløgnen om, at der var 

fuldt. Hvis du vil, kan du overnatte 

hos mig, sagde han pludselig. 

Naturligvis ville jeg gerne det. 

Ikke bare for at spare pengene, 

men også for at se, hvordan en 

iransk familie boede. Hvad med din kone, spurgte jeg, nu 

bliver hun vel ikke sur. Han kikkede uforstående på mig. 

Muslimske koner bliver ikke sure – de gør, hvad der bliver 

sagt. Nå, ja, tænkte jeg, det manglede vel bare. Ikke 

sandt. 

Der var ingen sure miner, tværtimod. Hans kone var noget 

af det sødeste. Hun syntes, det var meget spændende at 

høre om, hvordan vi levede i Vesten. Hun havde, ligesom 

manden og alle andre jeg mødte, en drøm om at komme 

bort fra Iran. 

Desværre kunne hun ikke meget engelsk, men hun havde 

en ordbog, som vi brugte fl ittigt. Hun var et år yngre end 

sin mand og havde det samme job som ham – annoncesælger 

for en lokal avis. 

Der var kun to møbler i deres hjem. En lille kommode og 

et køleskab. Alt foregik på gulvet - hold da kæft hvor fi k jeg 

ondt i benene! Da vi skulle sove, blev tre rullemadrasser 

rullet ud. I samme rum. Men jeg så hende aldrig uden tørklæde. 

Vi snakkede om jordskælvet i Bam og jeg spurgte, 

om det mon var muligt at besøge byen. Om han troede, 

at der var nogen mosaferhoner, jeg kunne bo på. Der er 

bestemt hverken mosaferhoner eller hoteller - kun ruiner, 

sagde han. Men du fi nder helt sikkert et telt, du kan overnatte 

i. Næste morgen tog vi en pirattaxi til busstationen, 

fem kilometer uden for byen, hvor jeg købte en busbillet til 

Bam og sagde farvel til Hussein.

Bam - 71 dage efter jordskælvet 

Klokken var fem om morgenen. Jeg havde lige været ude 

og tisse og var ved at lægge mig igen på min rullemadras 

i teltet, da alt begyndte at ryste under mig. Det varede et 

øjeblik, før jeg indså, at det var et jordskælv. Det var ikke 

som en eksplosion, hvilket jeg havde forestillet mig. Det 

var som at stå ovenpå en togstation, eller måske nærmere 

som at stå oven på en elektrisk rystepudser. Jeg havde for 

første gang i mit liv oplevet et jordskælv. Did you notice, 

spurgte Mr. Akhbar. Han lå på madrassen ved siden af 

mig. Yes, svarede jeg, et jordskælv. Et “after shake”, rettede 

han mig. De kommer hele tiden. Men vi bor i telt og 

har jo ikke mere at miste – så… I løbet af 12 sekunder blev 

en hel by udraderet - 70.000 mennesker omkom. Jeg gik 

rundt blandt ruinerne, dybt chokeret. Alle hilste og sagde 

hello, de vidste, at vi - udlændingene - var her for at hjælpe 

dem. Alle inviterede på te i deres telte. Jeg boede på Mr. 

Akbars tourist guesthouse, som før var et populært sted for 

Alis taxi – i Bam behøvede man ikke kørekort 

backpackere, men nu er en ruinhob med et par telte. 

Den 26. december 2003 klokken fem om morgenen blev 

oasebyen Bam ramt af et altødelæggende jordskælv. 

Nu to måneder senere går tusinder af overlevende 

stadig rundt i en zombi-lignende tilstand og leder efter 

ejendele i ruinerne. Deres tab står malet i ansigterne på 

dem. Udmattelsen og fortvivlelsen er enorm. Lige nu kan 

man sige, at det er de følelsesmæssige efterskælv, der 

dominerer hos de overlevende. De døde er begravet, nu 

gælder det en fremtid, som synes helt uoverskuelig. Så 

selvom det første arbejde med at redde folk, behandle de 

sårede og give de hjemløse et telt at bo i er overstået, er 

der lang, lang vej endnu for befolkningen i Bam og området 

omkring. 

14 

Men midt i ødelæggelserne og al gruen har der også 

været mirakler. Der blev fundet overlevende i ruinerne 

mange dage efter jordskælvet. Børn blev født på 

nødhjælpshospitalerne, og et bryllup fandt sted midt i 

ruinerne. Mange lande har samlet ind for at hjælpe Bam. 

Fra et land så fjernt som Grønland, hvor det grønlandske 

Røde Kors indsamlede 165.000 kr. til ofrene.Tusinder 

af mennesker mistede deres nærmeste. De lever i frygt 

for nye efterskælv, og den voldsomme oplevelse fra 

katastrofen og sorgen over at miste familiemedlemmer 

giver store følelsesmæssige problemer for både børn og 

voksne.. 

Folk smilede til mig, men jeg kunne mærke sorgen. Ingen 

kunne komme i gang med genopbygningen af deres huse 

- de havde ingen penge, næsten alle havde mistet deres 

jobs og det var som om de ikke vidste, hvor de skulle ende 

og hvor de skulle begynde. Kun kvinderne havde deres 

daglige dont - lave mad, vaske op 

og vaske tøj. Børnene havde det 

til gengæld rigtig godt - ruinbyen 

var én stor legeplads for dem. De 

legede ufortrødent og uvidende 

oven på døde slægtninge, som 

stadig lå begravet under ruinerne. 

Folk viste mig certifi kater - dødsattester 

med navne på deres døde 

slægtninge, ofte stod der - still in 

the soil (stadig i jorden). 

Mr. Razul var taxichauffør. Vi kørte 

rundt i byen og samlede kunder 

op. Gamle og tilskadekomne kørte 

gratis. Kun de, der havde penge, 

betalte. En krone per kunde for 

at blive kørt et par stoppesteder 

langs hovedgaden, hvor vi kørte 

frem og tilbage og samlede folk 

op og satte dem af, nøjagtig som 

en bus. 

Der var ingen Hamam, badehuse, 

tilbage, så vi badede alle i fl oden. 

Der kom tre nye backpackers til 

Mr. Akhbars guesthouse, som nu 

var en lille campingplads midt i 

ruinerne af det tidligere gæstehus. 

De var alle japanere, så vi talte en blanding af japansk og 

engelsk. Samtidig knoklede jeg med at lære farsi. Det gik 

hurtigt fremad. Folk grinede for ikke at græde og vi snakkede 

om, at det var sommerferie og at vi alle sammen var 

på camping. En hel by var lavet om til campingplads midt 

i ruinerne. Men folk var trætte af at bo i telte. Man havde 

lovet dem containere, men de få der var kommet blev 

brugt af myndighederne til kontorer og skole. 

Der boede elleve backpackere på gæstehuset den skæbnesvangre 

morgen, da jordskælvet skete. Det rystede en 

by på tredive kilometer i diameter fuldstændig til sandkager. 

Hele Mr. Akhbars familie overlevede mirakuløst, som 

en af de få familier i byen, der næsten klarede frisag. Én 

turist og en lille dreng, der var på besøg hos Mr. Akhbar, 

omkom, da gæstehuset styrtede sammen. Turisten var en 

engelsk backpacker. Den lille dreng var søn af en ven til

Mr. Akhbar. Han ville så gerne prøve at sove i sovesalen 

sammen med de sjove mennesker med store rygsække, 

der kom fra fjerne lande. 

Ingen boede i huse i hele byen. Alle boede i telte. Kom ind 

og drik the, sagde de når jeg gik forbi, alle ville snakke, 

men meget få talte andet af farsi. Jeg havde nu været i 

Iran i 14 dage og havde lært nok til at klare en lille samtale 

på arabisk. Hvad hedder du, hvor kommer du fra, hvor er 

din kone, hvor mange børn har du, hvor mange af dem er 

drenge? Hvad er dit job, hvad laver du her i Iran og hvad er 

din religion? Jeg forstod det hele og kunne også svare på 

det. Og så havde jeg endda lært to ord ud over de omtalte, 

nemlig at jeg var bedstefar og havde to børnebørn. Den 

tog kegler – hver gang. 

Mustafa talte kun ganske lidt engelsk, så da vi havde overstået 

de indledende faser på farsi, hvor det viste sig at min 

familie faktisk var større end hans, selv om jeg for nylig 

var blevet forældreløs, gik vi over til fi nger- og kropssprog. 

Gæt og grimasser. Mustafa var på arbejde som udendørs 

nattevagt den morgen jordskælvet skete. Hans kone og tre 

børn lå hjemme og sov. De omkom alle fi re. 

Mr. Akhba, chefen for Akhbar tourist guesthouse, var pensioneret 

engelsklærer. Han vidste en hel del og fortalte 

gerne. Men en gang imellem, når vi snakkede, forsvandt 

han ind i sig selv. Ind i en anden verden. Han fortalte bl.a., 

at det eneste internetsted i byen var på UN-campen, som 

var sat op til kommunikation med omverden. Jeg gik ind 

15 

og præsenterede mig som journalist ved det danske rejsemagasin 

Globen. Yes, sir, du skal lige lade dig registre. 

Jeg gav ham mit pas, og fem minutter efter var jeg udstyret 

med et ID kort, med titlen Journalist - et pressekort. 

Ups. Men det var på farsi, så det virker nok ikke til adgang 

i presseloger til fodboldkampe i Danmark. 

Well, man kan jo altid prøve, her gav det bl.a. adgang til 

gratis internet på UN campen. 

Der mangler ikke tehuse i Bam. Byen er et stort thehus. 

Kom ind og drik te – kom ind og drik te. Mr. Ali kikkede 

interesseret på mit pressekort. Det er min taxi, der står 

derovre, sagde han og pegede på en taxi. Jeg skal lige 

afl evere disse breve, så kører vi hjem til mig og drikker te. 

Posthuset var en container sat op af røde halvmåne. Min 

onkel døde ved jordskælvet og efterlod taxien. Nu er det 

min og min svoger, der kører rundt og tjener lidt penge. 

Jeg går på high school om dagen. Jeg er 16 år og har ikke 

engang kørekort, men jeg kører fi nt, fortæller knægten, 

der tog fri for skolen i to dage for at lege min privatchauffør. 

Han kørte fi nt forlæns, men han havde meget svært 

ved at bakke. 

Han ville ikke høre tale om penge, jeg var hans gæst. 

Da jeg spurgte ham, om der var mange, der var omkommet 

i hans familie, begyndte han at remse op. Tre onkler, 

to tanter, en søster og faren. Jeg fortrød, at jeg havde 

spurgt. Halvdelen af hans familie var omkommet. Hans 

mor passede nu søsterens to børn, sammen med sine

egne, hvoraf to var yngre end Ali. Der kom te og mad på 

bordet, da vi satte os ud i “haven”, der var en slags byggelegeplads. 

Opiumspiben kom frem, men jeg afslog. Havde 

det bare været hash, sagde jeg. Fem minutter efter var der 

osse hash på menuen. Og det var rygeren. Rigtig fed kulsort 

regnormeblødt afghaner. The real stuff. Hamdulillah. 

Whisky, spurgte Ali. Nej tak, jeg tror, jeg venter, til jeg kommer 

tilbage til Danmark. Er der ikke noget med piskeslag? 

Ikke i Bam forsikrede Alis 

onkel mig, politiet ser 

gennem fi ngre med alt. 

De betragter det som en 

slags medicin mod chok 

og depressioner. Du kan 

få det alle vegne. Jeg 

havde nok i hashen. Man 

har vel karakter. 

Ali kørte mig rundt i byen. 

Vi besøgte fl ere af hans 

tilbageblevne familiemedlemmer. 

Han fortalte, at 

fl ere af hans onkler boede 

i Teheran. Han havde en 

meget stor familie. Men 

omkring fyrre, næsten 

halvdelen, var omkommet. 

Hans onkler var rige, alle 

sammen. Det var dem, 

der betalte hans high 

school. De havde også 

lige købt en PC af en død 

nabo til ham. De var en 

slags hjælpere, når folk 

havde problemer, forklarede 

Ali. De kunne hjælpe alle med alt. Mafi a, tænkte jeg, 

men jeg sagde intet. Folk fatter ikke noget som helst om 

jordskælv og hvordan sådan noget kan ske og bliver ved 

med at spørge hvorfor, hvorfor? Så der går mange rygter 

om, hvordan det kan være sket. Flere og fl ere taler om en 

iransk underjordisk atomprøvesprængning midt i ørkenen. 

Der ligger stadig en gammel ruinby, som er 2000 år gammel, 

så det har ikke før været et jordskælvsområde. 

16 

Da jeg spurgte Mr. Akhbar om, hvad mad og overnatning 

kostede, sagde han: »it’s up to you”, så jeg betalte 

selvfølgelig bare, hvad det kostede før jordskælvet, selv 

om man nu boede i telt og maden var ret simpel. Han 

havde brug for penge til at få det hele bygget op igen. 

Jeg mødte også kvinder. Mange kvinder. Søstre, mødre, 

kusiner, døtre og niecer til alle de mænd jeg mødte. Alle 

havde store familier, selv om halvdelen af familien ofte 

var omkommet. Kvinderne var ligeledes meget interes- 

seret i Danmark, så de få, oftest mænd, der kunne noget 

engelsk, oversatte. Men kvinderne fi k ikke hele historien. 

Mændene var nemlig meget interesseret i at vide 

alt om danske kvinder og vores frie sexliv. Så jeg gav 

dem nogle drabelige historier om sex på skoletoiletter 

og om nøgne piger, der spiller volleyball på strandene. 

Det var de meget imponerede over. Mændene, altså. 

Men det oversatte de helt sikkert ikke til kvinderne 

Flybillet: – Kish Airlines havde og har måske stadig billige tilbud. Jeg betalte 780,- plus skat. 

Transport er meget, meget billigt, og der er masser af billige hoteller og hostels. 

(Fem kilometer i privat taxi, tre kroner. I kollektiv taxi, en krone) 

Folk: er, som i alle muslimske lande, utrolig fl inke og hjælpsomme. Og nysgerrige. 

Mad: masser af muligheder, prøv Abrust. Og naturligvis the og vandpipe. 

Visum: 30 dages turistvisum fås på få dage på ambassaden i Hellerup og koster 350,-

Endelig medlem i DBK 

Tekst og foto: Marianne Christensen 

I vinteren 2002-03 tog jeg på den rejse, der gav mig adgang til »Aladdins Hule«: De Berejstes Klub, som jeg kunne 

have været medlem af siden 1981. Rejsen gik til Cambodia og Laos. 

Vi fl øj til Bangkok og kørte i minibus nordøst til 

grænseovergangen ’Ararya Prathet’ eller ’Poipet’ - alt efter 

om man taler thai eller cambodiansk. Vi havde en dansk 

guide, som udover de to sprog også talte laotisk, hvilket 

gjorde det hele lidt lettere undervejs. 

Mens vi kørte på gode asfaltveje i Thailand, ændrede 

vejen sig til en ussel jordvej med enorme huller, lige så 

snart vi havde passeret de blinde, enarmede og etbenede 

tiggere ved grænseovergangen og den fl otte store 

velkomstport med Angkor Wat-tårne og »Cambodia 

Kingdom«. Sådan forblev den de næste 101 km til 

Battambang. 

Turens egentlige formål var at rejse i det område, hvor det 

gamle Khmerfolk havde levet i 800-1300tallet. Først skulle 

vi sejle fra den gamle franske koloniby, Battambang, der 

både lugtede og lignede enhver anden lille asiatisk by, til 

’Tonlè Sap’-søen og Siem Reap - den tidligere hovedstad 

for Khmererne. Vi startede ved solopgang og sejlede i 

morgenstemning på fl oden med hverdagslivet på vandet og 

på bredden. Der blev fi sket med store net på sindrige men 

enkle kontravægtstativer og fra små både, hvor fi skerne 

stille sad med deres rødternede tørklæder (’krama’) - og 

ordnede deres net. På bredden bor folk primitivt og enkelt i 

huse på pæle, mange temmelig faldefærdige, mens andre 

sejler i små husbåde med køkken i den ene ende og tøj 

til tørre i den anden. Vi passerede nogle fl ydende byer og 

nåede ’Tonlè Sap’-søen, som skulle være Asiens største i 

regntiden. 

17 

I 1100-tallet var Cambodia et af Asiens rigeste lande, fordi 

der var gravet kanaler fra søen til det meste af landet, 

så der kunne høstes ris mange gange årligt. Landet var 

dengang selvforsynende 

med mad og et af de mest 

betydningsfulde riger i Asien. 

Siem Reap ligger 10 km fra 

søen, og hovedattraktionen 

for hele landet er de mange 

templer fra Khmertiden. 

Tempelområdet er på 100 

km2 med ca. 40 fantastiske 

templer. Historien er meget 

lig Machu Picchus: det hele 

blev bygget i 800-1300-tallet, 

riget gik til grunde i 1432 efter 

stort pres østfra af Vietnam 

og en krig mod vest, som 

siameserne vandt. Stedet 

blev genfundet i slutningen 

af 1800-tallet af en fransk 

orkidéekspedition, og ruinerne 

var helt overgroet af jungle 

og indhyllet i lianer. Khmerriget 

var stort. Det udbredte sig fra Pagan i Burma til det 

nordøstlige Thailand, sydpå ned på den malaysiske halvø, 

i Laos op til Vientiane og ind i Vietnam. Kongerne havde 

navne som Jayavarman II, Indravarman, Yasovarman 

og Harsavarman samt dét der er værre, og hver af dem 

byggede de mest fantastiske, overdådigt udskårne templer.

De blev bygget som hinduistiske templer men blev delvis 

til buddhistiske i 1200-tallet. Det betyder bare, at der står 

en Buddha hist og pist med masser af indisk-hinduistiske/ 

javanesiske udskæringer. Der er intet tilbage af kongernes 

paladser, hospitaler eller andre store bygninger, der alle 

var lavet af træ og teglsten. 

Angkor Wat med de fem tårne er det mest kendte 

af templerne. Det er et af verdens største med en 

stenmængde som Kheopspyramiden men udskåret med 

de mest fantastisk detaljerede, historiefortællende billeder 

over det hele. Det kræver en guide enten af kød og blod 

eller i bogform at få nok ud af dem. 

Men også andre templer gør indtryk: Bayon med 54 tårne 

- hver med et smilende ansigt af Jayavarman VII mod 

hvert sit verdenshjørne, og Santèay Srei - et lille tempel 

i lyserød sandsten med de mest minutiøse udskæringer 

man kan forestille sig. Eller måske allermest Ta Prohm - 

dét tempel man har valgt at lade stå, som man fandt det i 

1800-tallet. Forfaldent med træer, der vokser hen over og 

ovenpå bygningerne. Her kan man sidde i timevis med sin 

fantasi, sit kamera og måske en bog og selv »gå i stå«. 

Nå, Cambodia er andet end Angkor Wat, selvom det gør 

stort indtryk. Cambodia har også et meget smilende og 

imødekommende folkefærd. Man forstår ikke, at nogle af 

disse mennesker blev behandlet på den mest barbariske 

måde af deres landsmænd for mindre end 30 år siden. 

Fra 1975-79 døde mellem 1,7 og 2,5 millioner mennesker 

i et kommunistisk samfundseksperiment under Pol Pots 

Husk generalforsamling og ikke mindst 

julefrokost d. 27/11 i Århus. 

18 

styre. I dag 25 år efter er ingen straffet for de forfærdelige 

forbrydelser. 

Men som rejsende oplever man et meget positivt og 

imødekommende folk, der arbejder hårdt både i byerne 

og ude på landet. De går stadig med deres ternede 

kramatørklæder, og man ser en del landmineofre 

med proteser og manglende lemmer. Jeg besøgte et 

rehabiliterings-center for landmineofre og mødte Mr. Aki 

på 30 år, der pga. forældrenes død blev indrulleret i den 

røde hær som 5-årig. Han har som livsopgave at fjerne 

så mange landminer, som han kan af de formodede 

tre millioner. Jeg fi k også set den zoologiske have og 

silkefabrikkerne i Siem Reap. De smukke strande mod 

Vietnam og torturfængslet, Toul Sleng, i Phnom Penh fi k 

jeg ikke besøgt, da vi i stedet rejste vi til Thailand og Laos, 

hvor der også er Khmertempler. 

Laos. 

Vi kørte sydpå mod den cambodianske grænse. Her boede 

vi ganske vidunderligt nogle dage på 

en af de mange øer, Si Phan Done, 

midt i Mekongfl oden. Antallet af øer 

afhænger af vandstanden! Vi sejlede 

i langbåde helt ned til en lille hytte, 

som udgjorde den cambodianske 

grænsepost, for at få tilladelse 

til at sejle på den cambodianske 

del af Mekong, hvor der fi ndes 

ferskvandsdelfi ner. Jo, de var der. Det 

er ikke altid, man er heldig. Én eller to 

kom op ca. ti gange, men desværre 

ikke i fotogen afstand. 

Seværdighederne hernede var 

desuden 13 km. vandfald på tværs 

af Mekong, som gjorde det vanskeligt 

for franskmændene at fragte varer fra 

Nordlaos til havnene i Vietnam under 

kolonitiden. På vej nordpå boede vi i 

Pakse på den sidste konges palads. 

Faktisk var der tre samtidige konger 

i Laos i slutningen af 60’erne. I dag 

står det næsten uforandret som hotel 

med syv etager og 90 værelser. Her 

kunne man være »Konge for en nat«. 

Det sydlige Laos er ret ensformigt. Vi kørte omtrent 500 

kilometer på en snorlige, pænt asfalteret vej til Vientienne. 

Men grotter, limstensbjerge, regnskov og vandfald 

krydrede turen af og til. Og et besøg hos en ung dansk 

møbelfabrikant i Tha Khaek. Vi så også enkelte af de 

elefanter, der engang var landets kendemærke. 

Turen sluttede desværre i Vientienne med Den Gyldne 

Pagode, Triumfbuen og morgenmarkedet, der varer hele 

dagen, hvilket betød, at jeg gik glip af det måske mest 

spændende i Laos - Luang Prabang, den gamle kongeby.

Mageløse Madagaskar 

Tekst og foto: Annette Grønkær 

Madagaskar er på mange måder noget ganske særligt, og hvis man holder af dyr, fl ora og fauna, er dette bare stedet! 

Hos den blandede etniske befolkningsgruppe fornemmer man på samme tid afrikanernes ro og besindighed og malayfolkets 

heftige temperament. Som turist bliver du mødt med åbne arme, venlighed og imødekommenhed. Især, hvis 

du taler fransk! 

En mangeårig drøm gik i opfyldelse, da jeg omsider fi k tid, 

råd og lejlighed til at besøge denne fascinerende og frugtbare 

ø. Det er ikke mindst de mange endemiske dyre- og 

plantearter, der gør denne ø til noget ganske særligt. 

Mennesket ankom til det sydlige Madagaskar omkring år 

200 e. Kr. og begyndte at jage de store dyr som elefantfuglen, 

dværgfl odhesten og kæmpelemuren. Den samtidige 

begyndende afbrænding af skovene skabte grundlaget 

for de maki-kraftskove, som Madagaskar i dag er 

kendt for. 

Øen er grundlagt af malay-polynesere og senere afrikanere 

i fl ere bølger. Blandingen af Asien og Afrika ses tyde- 

19 

ligst på befolkningen. Arkitekturen og bygningsstilen er, 

især i hovedstaden Antananarivo (Tana), asiatisk præget. 

Øen regeredes af skiftende konge-/dronningedømmer 

frem til 1800-tallet. Frankrig invaderede øen i 1895, og den 

forblev fransk koloni indtil 1960. Perioden siden har været 

præget af politisk ustabilitet. Der er nu demokratisk 

styre, og en nyvalgt præsident kommunikerer med 

Frankrig for at opnå økonomisk hjælp til den haltende 

infrastruktur. Uddannelsessystemet er mangelfuldt 

og der er høj arbejdsløshed. 

Geografi 

Øen, som er verdens fjerdestørste, forbandt i tidernes 

morgen det asiatiske og det afrikanske kontinent, 

det dengang benævnte Gondwanaland.I 

dag er det en ø på 587.000 km 2 adskilt fra Afrika af 

Mozambique-kanalen. Alligevel kræver det en tur 

omkring Sydafrika, hvis man vil fra Mozambique til 

Madagaskar, hvilket var tilfældet for mit vedkommende, 

fordi jeg også ville benytte denne rejse til at 

besøge mine venner i Mozambique. Adskillige rejsebureauer 

måtte frekventeres, før det kunne lade sig 

gøre at udarbejde en rejserute til de to lande. Det 

virkede åbenbart for besværligt – ja, en enkel rejsearrangør 

foreslog ligefrem, at jeg skulle vælge et 

andet rejsemål i Afrika! Nå, men af sted kom vi med 

hjælp fra Marco Polo Tours. 

Ankomst til Antananarivo 

Efter et ophold hos venner i Pemba i det nordlige 

Mozambique havde vi Afrika og den udbredte fattigdom 

i frisk erindring, da vi landede i Antananarivo. 

Men, Madagaskar ligner slet ikke Afrika! De fl este 

huse er af mursten med tegl- eller zinktage. Der 

er mange tiggere i hovedstaden, men vi så ingen 

under- eller fejlernærede børn. Madagaskar er rig 

på afgrøder, og det ser også ud til, at befolkningen 

udnytter og dyrker jorden. 

Tana er en malerisk by med stejle, krumme, brolagte 

stræder. Mange steder er der anlagt trapper til at forcere 

de mange bakker, byen er bygget på, hvilket 

gør det til en oplagt mulighed at udforske byen til 

fods. Der er smalle huse med træbalkoner og de karakteristisk 

buede tegltage, som jeg erindrer at have set på 

Sumatra. De mange kirkespir afslører, at især engelske og 

franske protestantiske og katolske missionærer har haft 

indfl ydelse: 50-60 % af befolkningen er kristne, 10 % er 

muslimer. Der er dog også stor respekt for forfædrene og 

mange traditionelle ritualer.

Tana er som andre hovedstæder plaget af trafi k og forurening. 

Bybilledet er præget af gamle franske biler, som 

Renault 4 og Citroën, i mere eller mindre faldefærdige 

udgaver. En tur rundt om Lac Anosy, en mindre sø midt 

i byen, er et godt sted at starte udforskningen. En masse 

små sammenbyggede træhuse ved søbredden viste sig 

at være barberhuse, hvor man kunne sidde uden for og 

tilbringe ventetiden med at iagttage og konversere de forbigående. 

Nogle kvinder vaskede tøj ved søen, der var et 

marked med billige lædervarer og et blomstermarked, der 

bugnede af smukke blomster i alle farver. Nede fra søen 

går der forskellige former for transport op til »Old Rova 

Palace« eller »Palais de la Reine« (»Queens Palace«), 

som det almindeligvis kaldes. Det er nu et museum under 

rekonstruktion, da det desværre blev ødelagt ved en brand 

i 1995. En ung fyr, der gerne ville praktisere sit engelsk, 

tilbød at være guide. Selve borgen var under opbygning, 

men på det tilstødende museum var der historie om de 

skiftende regerende dronninger i det 19. århundrede, indtil 

franskmændene tog over i 1896. 

Nationalparkerne 

Madagaskar er kendt for sine frodige nationalparker; de 

dækker ca. 12 % af de ubeboede områder. Der skelnes 

mellem begrebet »nationalpark«, hvor al menneskelig 

beboelse, træfældning m.m. er forbudt, mens turistbesøg 

med guide dog er tilladt, og »reserve special«, hvor fl ora 

og fauna regnes for mindre truet. De kan bebos af lokale, 

og turistbesøg er tilladt. Der kræves et specielt pas med 

stempel for hver park, man besøger (50-100 kr. pr stempel). 

Det udstedes af turistministeriet i Tana. Da tiden var 

begrænset, havde vi nået det kompromis at koncentrere os 

om det nordligste område. En fl yvetur på tre timer med Air 

Madagaskar bragte os til Diego - eller Antsiranana! Sjovt 

nok har alle byer fl ere navne, alt efter om man anvender 

det franske sprog eller det lokale malagasy. Befolkningen 

i Nordmadagaskar er efterkommere af afrikanske slaver, 

indiske handelsmænd, arabiske sømænd m.fl ., og det er 

her, den muslimske befolkning er mest koncentreret. 

Vores lokale, engelsktalende guide, Fransoir, var muslim. 

Han og chaufføren, Marcel, skulle på tre dage bringe os 

rundt til imponerende oplevelser og seværdigheder. Målet 

for det første besøg var nationalparken »Montagne d’Ambre« 

på 18.000 hektar, som ligger på et vulkanmassiv. For 

at nå dertil måtte vi køre ad grusveje og gennem en lille 

frodig landsby, Joffre Ville, som nød godt af den vulkanske 

aske; overalt var der boder med frugt og grønt. Mange 

af beboerne var i gang med at lappe vejen for de værste 

huller, hvilket var stærkt tiltrængt. Godt, at bilen havde 4- 

20 

hjulstræk. Parkens areal er meget kuperet, og det regner 

3585 mm. om året, hvilket vi også mærkede lidt til, selv 

om vi startede i solskin. Parken rummer mange endemiske 

arter. Vi så bl.a. ’Leaftailed Ghekko’ (en camoufl ageøgle) 

på en træstamme, og den mindste kamæleon på 

Madagaskar. 

Men hvor var lemurerne? Jo, de har det som os mennesker; 

de er ikke vilde med at blive våde, så vi havde 

næsten opgivet, da vi på vej mod frokoststedet, ved indgangen 

til parken, spottede en (’Common Brown Lemur’) 

oppe i et træ. Den sad meget stille, og jeg havde den mistænkt 

for at være udstoppet til ære for turisterne. Det var 

nu kun ganske få turister, vi havde mødt på turen. Efter 

frokost var den der stadig, men havde nu fået selskab af 

sin familie, så der nu var fi re, som sprang rundt – herligt! 

De er sjove, hurtige og katteagtige. Lemurer er jo abernes 

(og vores) forfædre, og stammer fra mange tusind år tilbage, 

og det eneste sted de fi ndes nu er på Madagaskar. 

I en anden nationalpark, »Perinét–Analamazaotra«, som 

vi senere besøgte, så vi mange ’Indri-indri’ - den største 

lemurart. Indri-Indri er sort-hvide pandaagtige dyr kendt 

for deres karakteristiske jagt- og kaldeskrig, som kan 

høres vidt omkring. De er monogame, og i Perinét fi ndes 

ca. 60 familier, hvoraf de fl este er meget sky. På vores 

tidlige morgenvandring var vi heldige at se en hel fami- 

lie spredt i fl ere af de høje træer. De spiste blade fra træerne, 

og bagefter sked de, så det lød som regnvejr. Vores 

guide tog en lille båndoptager op og afspillede deres iørefaldende 

skrigelyde, og straks begyndte hele familien at 

skrige med. Det lød virkelig sjovt! 

Vi kørte sydpå med vores to guider mod parken »Reserve 

Special d’Ankarana«, hvor vi overnattede i en bambushytte 

i en lille landsby ved indgangen til parken. De lokale 

beboere ville gerne snakke, men vi kunne jo desværre ikke 

sproget. Fransoir bor tæt ved parken, og vi besøgte hans 

kone og deres hus, som er bygget af træpæle. Børnene 

på seks, ni og eleve år bor hos en slægtning i Diego - den 

nærmeste større by, hvor de går i skole. Fransoir mente, 

det er vigtigt at børnene får en uddannelse, så de senere 

kan videreuddanne sig. Med rejser og skolepenge er der 

ikke mange penge tilbage i familien. Så Fransoir, der til 

daglig arbejder som parkbetjent, må gå de seks kilometer 

hver dag til nationalparken. Han har ikke råd til en cykel. 

Området i Ankarana var fascinerende med en hel skov af 

forskellige arter af baobabtræer og udsigt til et imponerende 

limstensmassiv. Dette massiv kan også ses i bogen 

»Jorden set fra himlen«. Vi så igen lemurer, denne gang

arten ’Crowned Lemur’, og mange imponerende planter 

og fugle. 

Den sidste del af guideturen gik ned mod færgelejet ved 

havnebyen Ankifi . Vi kørte gennem store sukkerrørsplantager, 

cashewnødplantager og ylanga-ylangatræer, hvor 

man udvinder parfume af blomsten. Farverige kamæleoner 

krydsede vores vej, og vi spiste den medbragte frokost 

i en plantage med alverdens frugt og grønt. Der var kaffebuske, 

kakaotræer, bananpalmer, papayatræer, appelsintræer, 

mangotræer, peberplanter, ananas, vanilleplanter 

og chili. Imponerende med alle disse nytteplanter på 

så lille et areal. Vi tilbragte nogle dage på den skønne ø 

Nosy Be, der trods turisme (mange enlige franskmænd – 

pigerne er meget smukke!), har bevaret et lokalt præg. På 

trods af Madagaskars frodighed er der stor arbejdsløshed 

Verden ifølge De Berejstes Klub 

Tekst og grafik: Nikolaj Witte 

Vi rejser som aldrig før, men hvor rejser vi hen? Følges vi i fl ok, eller spredes vi for alle vinde? 

I mit eget ydmyge forsøg på et svar har jeg plottet vores besøg ind på et landkort. Som det ses, fi ndes der kun en hvid 

plet på landkortet, nemlig Vatikanet, men der er mange meget lysegrå pletter. Hele »stan«-området er jo forholdsvis 

nyt (som selvstændige lande), og det kan være derfor, vi ikke har været der i så stort antal. Afrika lige omkring Sahara 

har dog været der længe, men står tilsyneladende ikke højt på vores ønskeliste. De lyseste af de grå områder med 

kun én besøgende er: Guinea, Guinea Bissau, Liberia, Marshall-øerne, Nordkorea og Sierra Leone. I den anden 

ende af skalaen fi ndes det meste af Europa og USA. Ikke overraskende er Thailand og Singapore de eneste lande 

uden for de vestlige verden, som over et hundrede af vores medlemmer har velsignet med deres besøg. 

Kan kortet ikke bruges til andet, så kan det hjælpe dig til at bestemme dit næste rejsemål, hvad enten du synes, det 

kunne være noget så morsomt at møde en anden Berejst på din tur, eller hvis du vil sikre dig, at du ikke løber ind i 

alle os andre. 

21 

på øen. Trods en indskolingsprocent på 80, er det kun 15- 

35 %, der gennemfører grundskolen, og færrest i landdistrikterne. 

De som får en uddannelse har svært ved at få 

job, da der mangler ressourcer til infrastruktur og udvikling 

af industrien. 

Lufthavnen var i 2002 lukket et halvt år p.g.a. politisk 

uro. Den siddende præsident ville ikke gå af, trods det at 

befolkningen havde valgt en ny. Dette er nu stabiliseret, og 

den nye præsident har lige været på besøg i Frankrig for 

at bede om hjælp til stabilisering af landet. Der arbejdes 

også på at få gang i turismen, hvilket jeg kun kan anbefale. 

Rejs til det smukke land - det er billigt, når først man er der, 

og kan du fransk, har du mulighed for at få det maksimale 

udbytte af turen. 

antal medlemmer der har besøgt det pågælende land

Tværs over Verdens Tag 

Tekst og foto: Michael og Lone Andersen 

En af verdens smukkeste køreture. Så kort kan turen over land fra Kathmandu i Nepal til Lhasa i Tibet beskrives. 

Men det ville være en skam. For turen er andet og mere end storslået landskab med sneklædte bjerge, turkisblå søer, 

gletchere og det barske tibetanske plateau. 

Turen er også et møde med et stærkt tibetansk folkefærd, 

der tydeligvis er stolte af deres kultur og kæmper 

for at holde fast i traditionerne. Overalt hersker der en 

dyb respekt for buddhismen, og i bjergpassene i 4-5.000 

meters højde hænger farverige bedefl ag i tusindvis. 

Omkring Jokhang templet i Lhasa kan du opleve pilgrimme 

klædt i tunge yakfrakker med en bedemølle i den ene hånd 

og en pose yaksmør i den anden på vej til at gøre deres 

ofringer. Inden for i templet hviler en tung lugt af ælde, 

Fakta om turen til Tibet: 

Fly: 

Den billigste returbillet fra Københavns lufthavn Kastrup til 

Kathmandu i Nepal koster fra 6.100 kroner eksklusiv skatter 

med Gulf Air, der har to-tre mellemlandinger på turen. 

Flyves der med Thai Airways koster en returbillet fra 8.845 

kroner eksklusiv skatter, men til gengæld er der kun én 

mellemlanding. Bemærk, at der kan være stor prisforskel 

afhængigt af sæsonen. 

Over land ture fra Kathmandu til Lhasa: 

Mange lokale rejsebureauer i Kathmandu udbyder ture 

over land til Tibet, men kvaliteten er svingende. Vær 

opmærksom på, at de billigste ture køres i bus frem for 

i landcruiser, hvilket er mindre komfortabelt og langsommere. 

22 

sødlige røgelsespinde og harsk yaksmør. Munkenes 

monotone trommeslag kastes frem og tilbage mellem 

væggene i de dunkle kamre, der kun er lyst op af smørlamper. 

Her hviler en stemning af ritualer og mystik.Men 

du bliver revet tilbage til virkeligheden, når en gammel rynket 

kone med grå fl etninger ned til livet, sender dig et stort 

nysgerrigt smil.Tibet blev åbnet op for rejsende i midten af 

1980-erne, og selvom kineserne har sat deres uskønne 

plastic-præg på regionen, fi ndes der ikke et sted magen til 

i hele verden. Tibet er en unik rejseoplevelse. 

I Danmark kan du købe landcruiser-ture blandet andet 

gennem Jysk Rejsebureau. Pris for 5-dages backpackertur 

Kathmandu til Lhasa (enkeltbillet): Fra 1.395 kroner. 

Pris for otte-dages tur Kathmandu til Lhasa – inklusiv fl ybillet 

tilbage til Kathmandu: Fra 4.260 kroner. 

Sæson: 

De bedste måneder for en tur over land til Tibet er fra april 

til og med oktober.I juli og august kan det regne meget. 

Den kolde og barske tibetanske vinter varer fra november 

til og med marts. 

Bemærk, at det meste af turen over Himalayabjergene 

køres på dårlig vej, og de hurtige stigninger kan give 

symptomer på højdesyge såsom hovedpine og appetitløshed.

Ved verdens ende 

Tekst og foto: Kenneth Hvolbøl og familie 

6 timer med bussen bragte vores lille familie, Alexander på 3 år, Nadia på 6 år samt mor Vibeke og far Kenneth, over 

de sydlige Andesbjerge til chokoladebyen Bariloche i Argentina. En blanding af sol og skyer gjorde lyset så tilpas 

dramatisk, at rejsen over Andesbjergene var særdeles smuk. 

Forrevne tinder, dybe skove og mørke søer fulgte os hele 

vejen, inden vi nåede fra Chiles tropiske sødistrikt til det 

tørre fl ade steppelandskab, som er så karakteristisk for 

Argentinas Patagonien. Vi havde brugt de foregående 

fem-seks uger på at rejse fra La Paz i Bolivia via Peru og 

Atacamaørkenen til Patagonien, hvor vi havde fået et mindre 

chok over Chiles dyre priser og derefter endnu et over 

Argentinas absolut horrible, høje prisniveau anno 1997, 

altså før den seneste økonomiske krise. Bariloche mindede 

nærmest om en velpoleret Schweizisk alpeby (dog 

uden alper), med chokoladebutikker, der ofte var så store 

som supermarkeder, på hvert et gadehjørne. Til forskel fra 

Chile var her særdeles rent og velholdt. Den første eftermiddag 

i Patagonien gik med den sædvanlige jagt efter billig 

indkvartering, billeje, fl ybilletter og andet praktisk. 

23 

Rethvaler og brunstige søelefanter 

Det var let at få for meget af eksklusive Bariloche og de 

hundedyre, men uimodståelige lækkerier. Vejret var gråt, 

vinden pibende og temperaturen sølle syv grader, så vi 

lettede mod Trelew, som er udgangspunktet for at besøge 

den fantastiske Valdez halvø. Man kan godt tillade sig at 

betragte Valdez som Sydamerikas svar på Afrikas mere 

berømte Serengeti slette, blot er savannens dyr skiftet ud 

med en overfl od af havdyr. 

Den sydlige rethval kommer hvert år ind i de 

beskyttende bugter omkring Valdez for at opfostre 

deres nyfødte kalve. September og oktober 

er de bedste måneder at observere de op til 16 

tons store kæmper, og masser af turister, dog mest 

Sydamerikanere, kommer i den periode for at få 

deres livs oplevelse med jordens største og mest 

graciøse havpattedyr. 

Allerede da vi nærmede os havet kunne vi se en 

hval med sin nyfødte kalv ligge mindre end 100 

meter fra strandkanten. Men ville vi se fl ere, måtte 

vi sejle med båd ud fra Puerto Pyramide. Hvalerne 

dykkede snart tæt ind under vores lille båd. En fl ok 

kåde hanner trodsede tyngdelovene, de glemte 

alt om deres vægt på 16 ton og lavede kraftspring 

med halv skrue efterfulgt af et kæmpeplask. De 

først måbende og dernæst begejstrede turister 

stod på hovederne af hinanden for at få det bedste 

billede, men det var næsten umuligt at regne ud, 

hvor næste spring ville komme. Så var det unægtelig 

lettere at læne sig tilbage, nyde forestillingen og 

lade smilet brede sig til ud over begge ører. Da vi 

gik ned til havnen, lå der fi re kæmpehvaler og prustede 

vanddamp ud af åndehullet. Fra kajen kunne 

vi spadsere lige hen over dem. Fedt! 

Dagen efter, lidt syd for Valdez, er vi nede for at se 

verdens største pingvinkoloni uden for Antarktis. 

Omkring 500.000 Æselørepingviner frekventerer 

jævnligt den forblæste kyststrækning ved Punta 

Tombo. Pingvinen bliver højest en halv meter høj, 

men den har en vokal og en selvtillid, som var 

den 2 meter. Hunnerne lå på deres æg, så de var 

meget opmærksomme på, at vi ikke kom dem for 

nær. Nu er æselørepingvinen et meget socialt dyr, 

så »for nær« betyder på »pingvinsk«, at først når 

vi skrævede hen over deres reder, huggede de aggressivt 

ud efter os. Sad vi helt stille kom pingvin-hannerne ganske 

nær, men som regel blev vi ignoreret, for de små frække 

kræ var ustandseligt optaget af at stjæle redemateriale 

som fjer, græs og kviste fra hinanden.

Begravede danskere 

Vi fl øj sydpå over de enorme patagonske vidder til Rio 

Gallegos for hurtigt at tage bussen videre til Punta Arenas 

i Chile. Ud af vinduet kunne vi se masser af nanduer, guanacoer, 

ræve og enkelte patagonske harer, som er to-tre 

gange så store, som vore hjemlige eksemplarer. Vejen gik 

langs det berømte Magellan Stræde, som skiller Ildlandet 

fra det sydamerikanske fastland. Langt ude i horisonten 

kunne vi skimte Ildlandets kyster, som vi senere skulle 

betræde. 

I Punta Arenas indlogerede vi os hos en meget venlig chilensk 

familie, der var behjælpelig med at låne os penge. 

Vi ankom nemlig en søndag, havde ikke vekslet penge, 

og ganske få butikker tager Eurocard på disse kanter. Vi 

gik på Punta Arenas kæmpestore historiske kirkegård og 

så på grave fra især engelske, tyske og jugoslaviske indvandrere. 

Overraskede fandt vi også et par danskere fra 

Løgstør og Aabenraa. De var alle kommet hertil omkring år 

1900 for at tjene penge på det store bomuldsboom, der på 

den tid udspandt sig på disse kanter. Det var mærkeligt at 

støde på danske grave så langt fra moderlandet. 

Nede ved havnen lå de bomstærke Antarktis-krydsere, 

som vi desværre ikke havde råd til at benytte. I stedet 

lejede vi en lille bil, som vi knap kunne klemme os ind i, og 

kørte ud på et 10 dages eventyr mod blandt andet Tierra 

del Fuego - bedre kendt som Ildlandet. Jo mere vi nærmede 

os Purto Natales, desto smukkere blev landskabet, 

for de sydlige Andesbjerge begyndte at afl øse den ensformige 

patagonske steppe. Hvorvidt det var af sparehensyn 

ved jeg ikke, men vejen var kun asfalteret for sydgående 

trafi k. De nordgående måtte benytte grusvej! Det var 

naturligvis fristende at benytte asfalten, selvom vi var på 

vej nordpå, og med forsigtighed kunne det lade sig gøre, 

da trafi kken var ret sparsom. 

24 

Blæst 

De sydligste Andesbjerge markeres af nationalparken 

Torres del Paine. En støvet og knoldet jordvej fører ind 

i hjertet af parken. Vi blev fulgt af fl ere kondorer, som 

svævede majestætisk på den opadgående termik. Vejret 

er utroligt omskifteligt her. Det ene øjeblik er der fantastisk 

udsigt til bjergmassiverne Massif Paine og Cuernos 

del Paine, snart efter er landskabet indhyllet i regntunge 

skyer. 

Ved vandfaldet Salto Grande spadserede vi helt frem til 

kanten, hvor vandet tordnede ned. Vinden rasede som 

sædvanligt her på et af verdens mest stormomsuste steder. 

Vi beordrede Nadia og Alexander til at sætte sig ned 

på grund af den kraftige vind og den stejle afgrund, men 

det er svært at sidde stille, når man er en dreng på kun 

tre år. Alexander skulle 

lige prøve grænser af 

og rejse sig op. Straks 

greb vinden fat og løftede 

ham et meter hen 

ad jorden, hvilket satte 

så eftertrykkelig skræk i 

livet på ham, at det lige 

pludselig virkede som 

sund fornuft at lytte til 

forældrenes råd. Den 

uberegnelige vind spillede 

også mig et puds. 

Som erfaren friluftspisser 

ved jeg jo udmærket, 

at man aldrig tisser 

imod vindretningen. 

Ihukommende dette 

steg jeg særdeles trængende 

ud af bilen og 

plantede solidt min størrelse 

45 i den patagonske 

muld. Med ryggen 

mod vinden forstås! 

Jeg ved stadig ikke helt, 

hvad der gik galt, men idet jeg lod mit vand og skulle til at 

sige »aahhhh«! konstaterede jeg forbløffet, hvorledes urinen 

i stedet for som forventet at lande på jorden, samledes 

i en gylden kugle i ca. 10 centimeters højde, svævede 

op i hovedhøjde og nærmest eksploderede i mit ansigt. 

Vores uregerligt rokkende køretøj efterlod ingen tvivl om, 

at resten af familien morede sig storartet over optrinnet. 

Pissesur steg jeg ind i bilen og ræsede mod Lago Gray, 

hvor Gray gletscheren føder isbjerge og smider dem som 

kæmpe isterninger på stranden. 

Om morgenen gik vandreturen til Torres del Paine (De Blå 

Tårne). Turen tager fi re timer og leder hen til en fænomenal 

udsigt over de tre kilometer høje tinder. Desværre var 

ungerne ikke i stand til at gå så langt, så vi nøjedes med et 

par timers vandring op ad bjerget. På vej ud ad parken var 

det uberegnelige vejr klaret op, hvilket fi k mig til at konkludere, 

at Torres del Paine måtte være de smukkeste bjerge 

i hele verden. 

En mur af is 

El Calafates altoverskyggende attraktion er Moreno gletscheren. 

Med sine 80 meter i højden og en bredde på

seks kilometer står den som en mur af is tværs over Lago 

Argentino i Parque National Los Glaciers. Vinden bliver 

normalt iskold på vej hen over ismuren, men i dag er det 

vindstille uden en sky på himlen. Kun rovfuglenes hæse 

skrig og Morenos »pistolskud« når isen slår revner bryder 

den storslåede stilhed. Vi vendte endnu en gang sydpå, 

krydsede grænsen til Chile og fi k endnu en gang suppleret 

samlingen af chilenske og argentinske ud/ind stempler 

i passet. Langt ude på den forblæste steppe indlogerede 

vi os på en gammel stemningsfuld Estancia (gård), der var 

ombygget til hotel. Det mindede om en gammel, ikke særlig 

vedligeholdt herskabsvilla med fi re meter til det stukdekorerede 

loft. 

Ildlandet 

Strømmen på det smalleste sted i Magellan Strædet er 

meget kraftig østgående. Så kraftig, at bilfærgen må sejle 

på langs med strømmen og lade sig trække sidelæns over 

strædet! Snart satte vi fod på det legendariske Tierra del 

Fuego som på dansk er kendt som Ildlandet. Jeg har altid 

ønsket at komme hertil, siden jeg som dreng læste om Arne 

Falk Rønnes oplevelser på stedet. Da europæerne i 1500tallet 

opdagede landet, var det første syn som mødte dem 

en masse bål på kysten fra de indfødte Yahgan-indianere. 

Derfor døbte de stedet Ildlandet. Den bekvemme asfalt 

blev afl øst af en støvet 

jordvej, som førte 

os gennem et pampaslignende 

landskab mod 

Cerro Sombrero. 

Straks vi krydsede 

grænsen til den argentinske 

del af Tierra del 

Fuego, blev vi budt velkommen 

af den dejligste 

jævne og ikke 

mindst støvfri asfalt. 

Den førte os til Rio 

Grande, som udover at 

være en grim og ucharmerende 

by indeholdt 

et kæmpe supermarked, 

hvor vi kunne proviantere, 

mens vores 

unger muntrede sig på 

en af verdens sydligste 

legepladser. Denne 

gang blev vores logi 

et meget smukt beliggende 

hotel ved bredden af Fagnano søen, og med pragtfuld 

udsigt over Ildlandets bjerge. 

Da vi stort set var de eneste gæster blev vi hurtigt gode 

venner med en af de ansatte, som gav os et godt tip om, 

hvor vi kunne være heldige at se bævere. Vi gik ned til et 

stykke oversvømmet skov, hvor bæverne var i fuld gang 

med at konstruere fl ere små dæmninger. Vi havde selskab 

af hotellets to hunde, som til stor moro for os gik i 

gang med en god gang bæverjagt. Gang på gang endte 

den underholdende og til tider dramatiske jagt med, at de 

overlegent svømmende bævere dykkede lige før hundene 

nåede dem. Det overraskede os, hvor store bæverne var. 

Da vi gemte os bag en busk kom én af dem på land ca. 

25 

fem meter fra os. Den var på størrelse med en lille sæl. Det 

var med visse forventninger vi kørte mod Ushuaia, hvor vi 

besøgte bymuseet med tilnavnet »Fin del Mundo«, som 

betyder verdens ende. Da hverken Ushuaia eller museet 

bød på de store attraktioner, indtog vi lidt mismodige en 

pølse ved verdens formentlig sydligste pølsebar med 

udsigt over Beagle kanalen, som Darwin krydsede med sit 

skib i 1834 og navngav kanalen efter sit skib, Beagle. 

Inden mørkets frembrud måtte vi tilbage over bjergene. 

På vejen rendte vi ind i en fejende snestorm, der nedsatte 

sigtbarheden til noget nær nul, og vi måtte derfor liste bilen 

forsigtigt over det snævre bjergpas. Vores fi ne, hvide bil 

var nu blevet så beskidt, at ikke engang nummerpladen 

var synlig. Men det blev klaret med vand og sæbe assisteret 

af vores fl inke tjener. Det var tid til at forlade Ildlandet. 

For at nå færgen måtte vi for fjerde gang køre ind i Chile. 

Undervejs mod færgelejet i Bahia Azul så vi en del olie- 

og gastårne ud for kysten, som vidner om Ildlandets rige 

undergrund. 

I Punta Arenas blev vi modtaget af værtsparret på Hostal 

Paradiso, hvor vi også boede, sidst vi var i byen. Det var 

sidste dag vi havde bilen, og da vejret var helt fantastisk, 

strålende sol og 15 grader celsius, kørte vi ud til Fort 

Bulnes. Fortet er en rekonstruktion af den første bebyggelse 

i området fra 1843. Fortet var en næsten tro kopi 

af det legetøjsfort, jeg legede med som dreng. Både med 

kanoner og spidse trærafter, som omkredsede hele bygningen. 

Det var vindstille, himlen var blå og udsigten over Magellan 

Strædet var helt fantastisk. Ildlandet lå ude i horisonten og 

lokkede med fl ere eventyr. Men vores rundtur på knap 

3000 kilometer i Patagonien og Tierra del Fuego var slut 

for denne gang.

Overnørdernes Klub 

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen 

Man skal ikke kende ret meget til De Berejstes Klub, før man får et forhold til det »at tælle lande«. Der skal tælles 

lande for at blive medlem, der skal tælles lande for at forblive i klubben, og fra tid til anden bliver et eller andet medlem 

ligefrem begavet for at være den første, der tæller et bestemt land, eller den, der har talt fl est lande på et år. 

Landetælleriet er unægtelig kommet for at blive. Fra DBKs 

spæde start i 1996 og frem til år 2000 blev ensidigt landetælleri 

anset som den absolut eneste måde at kvantifi - 

cere det umålbare begreb »berejsthed«, og selvom forholdene 

heldigvis er blødt noget op, er og bliver landefræs et 

at klubbens traditionsrige ritualer. Ligesom i en sportsklub 

har vi hitlister over topscorerne, og selvom tællerierne kun 

er en del af klubbens opta- 

gelseskrav (og slet ikke det 

egentlige formål med hverken 

klub eller rejseliv!), har 

vi gennem årene oplevet 

talrige medlemmer lave 

nogle sære krumspring for 

lige at spurte sig til et par 

nye lande eller fem. 

Men, men, men..... Bliver 

man berejst af at have 

tilbragt en masse præbookedeluksusweekender 

i en swimmingpool på 

Hilton Timbuktu, Sheraton 

Madagascar eller Papua 

Marriott? Kan man overhovedet 

opleve den rigtige 

verden siddende i hotellernes 

beskyttede gårdhaver, 

eller skal man ud på 

de lange, støvede rejser 

og mænge sig med folket? 

Er det bedre at tage 

en maratonagtig vandretur 

ned gennem Andes eller lade sjælen forsumpe under 12 

måneders meditation i en indisk ashram? 

Måske, måske ikke, for det kommer meget an på, hvem 

man spørger. Der er lige så mange meninger, som der 

er medlemmer i klubben, og enige bliver vi aldrig. Men til 

trøst for den fraktion, der mener at alt andet end hysterisk 

landetælleri er et frygteligt skråplan, fi ndes der faktisk 

en klub, hvor tælleriet er ophøjet til selveste formålet 

med selve livet: Den ultimative sammenslutning af sande 

Egholm’ister. 

Travelers’ Century Club 

Naturligvis skal vi over Atlanten for at fi nde ekstremernes 

klub. I USA har de nemlig en forening, der i al beskedenhed 

går under navnet »Travelers’ Century Club«, og i god, 

amerikansk stil er det en fl ok mennesker, der fokuserer 

100 % på kvantitet og ca. 0 % på kvalitet. 

26 

Travelers’ Century Club blev stiftet i 1954 i LA og har 

derved lige fejret 50 års-jubilæum. De har base i Santa 

Monica, Californien, mens resten af de i alt 1500 medlemmer 

er spredt ud over det ganske land, og bl.a. afholdes 

der jævnligt arrangementer i LA og New York. Muligvis 

pga. den store, geografi ske spredning har de fundet det 

nødvendigt med både en præsident og en formand og 

naturligvis også en vicepræsident. 

Meget amerikansk 

alt sammen. 

Ganske som os selv ønsker 

TCC at være et forum for 

alle landets mest berejste 

mennesker, og her er det, at 

klubben får alle vore egne 

fræsere til at ligne bovlamme 

skovsnegle: For at 

blive optaget skal man nemlig, 

uanset alder, have været 

i 100 lande! 

»Imponerende« tænker 

man, for der er jo ret beset 

kun seks-syv af vore egne 

130 medlemmer, der overhovedet 

har nået de 100, 

men benovelsen over de 

mange lande erstattes 

snart efter med en let fnisen, 

efterhånden som man 

på klubbens hjemmeside 

nærlæser, hvilke lande, de 

anerkender, og især hvad, der skal til, før man må tælle 

landet med. 

Verdens 317 lande 

Klikker man ind på www.travelerscenturyclub.org (under 

»country list«) opdager man f.eks., at verden rummer intet 

mindre end 317 lande, hvilket er 124 mere, end det, som 

DBK, Udenrigsministeriet og FN i fællesskab anerkender. 

Mange af de 124 ekstra lande er kommet ved at ophøje 

mange af »vores« territorier til uafhængige lande, og på 

listen over anerkendte lande fi nder vi bl.a. Grønland, 

Færøerne, Skotland, Wales og Nordirland – alle sammen 

territorier, der trods manglende international anerkendelse 

accepteres som rigtige lande til VM i fodbold. Lidt har vel 

også ret. 

Men der er skam mange fl ere underligheder i TCCs godtepose, 

og det skal nok komme som en overraskelse 

for alle tænkelige autoriteter, at bl.a. Alaska, Hawaii, 

Ålandsøerne, Niue, Pitcairn, Cook Islands, Amerikansk

Samoa, Sulawesi, Kalimantan, Sabah, Sarawak, De 

Canariske Øer, Madeira og Nordcypern er at fi nde på en 

liste over selvstændige nationer. Nåh, ja, vi kan måske 

komme i tanker om et enkelt, vedholdende DBK-medlem, 

for hvem et uafhængigt Nordcypern er en uundgåelig konsekvens 

af Newtons love. 

En anden morsom ting er, at et land som de Forenede, 

Arabiske Emiraterer blevet bombet tilbage til gammel tid, 

da de var syv små, uafhængige emirater, og f.eks. Dubai 

og Abu Dhabi er pludseligt adskilte igen. Mindre suspekt 

er det, at Serbien og Montenegro hos TCC er splittet op 

i to stater. Det sker sikkert alligevel om et år eller halvandet, 

men hos TCC kan man ikke få lande nok; hellere et for 

meget end et for lidt. 

Lidt samme syndrom genfi nder man i anerkendelsen af 

Republika Srpska (nordlige/østlige del af Bosnien), Kosovo 

og Trans-Dniestr (den autonome, østlige del af Moldova), 

tre stater, der deler æren af at være de nyeste »lande« på 

TCC’s forvoksede liste. At verdens nyeste land, Østtimor, 

ikke er deres nyeste, anerkendte land, indikerer, at klubben 

allerede havde anerkendt den nyfødte stat længe før 

uafhængigheden i 2003. 

Af andre, pludseligt uafhængige særheder kan nævnes 

Sibirien, Hong Kong, Macau, Rhodos, Kreta og den Globeaktuelle 

Fernando do Noronha. I disse bryllupsforstyrrede 

tider vil det sikkert også overraske nogen, at Hendes 

Kongelige Højhed, Kronprinsesse Mary, stammer fra den 

selvstændige og meget uafhængige stat Tasmanien! Gu’ 

ved, om Frede ved det.......... 

Et sidste, utilsigtet komisk indslag er, at amerikanerne 

har vredet hele ni lande ud af Antarktis’ golde ismasser – 

sådan lidt afhængig af, hvilken nordlig magt, der gør krav 

på territoriet. Og jeg som gik og troede, at Antarktis var en 

slags no-mans land, men sådan kan man jo tage så grusomt 

fejl. 

Anerkendt af verden? 

Man skal ikke være doktor i noget som helst for at se, at 

TCCs alenlange liste ikke er i overensstemmelse med den 

opfattelse, som resten af verden har, men det kan ikke 

overraske. Senest i Irak har amerikanerne vist, at det ligger 

lidt tungt med traditionerne for at lytte til andre landes 

meninger – og da slet ikke FNs, så helt i tråd med Bush II 

skriver TCC nederst på ansøgningsformularen: 

»This list is recognized by the world as the standard of 

countries and destinations that are politically, ethnologically 

or geographically different”. different USA er som bekendt også det 

eneste land, hvor man uden blusel ophøjer de nationale 

sportsligaer til at være “verdensmesterskaber”, så det der 

med “recognized by the world” skal man vist være amerikaner 

for at acceptere. 

Interessant er det også, at TCC’s højtgearede landetælleri 

er baseret på forskelle i politiske, etniske og geografi ske 

forhold snarere end international anerkendelse. Det minder 

meget om vor egen defi nition af territorier, men mens 

de geografi ske og politiske måske er til at tage og føle på, 

så er den etniske dimension lidt mere tricky, især hvis man 

tager de seneste årtiers massive folkevandringer i betragt- 

27 

ning. Det skal blive interessant at se, hvornår TCC anerkender 

Ishøj og Nørrebro som selvstændige kalifater. 

Rekordernes klub 

Naturligvis har også overnørderne deres rekordholdere. 

Hele ni medlemmer har præsteret det kunststykke at have 

været i samtlige listens 317 lande, og et par stykker har 

været i 316. Den ene missede en base på Anarktis, den 

anden Wake Island, hvor den så end måtte ligge. Men et 

land, det er det! 

Den første med fuldt hus, John Clouse fra Evansville, 

Indiana er ligefrem blevet anerkendt af Guinness World 

Records (1995) som »the world’ s most traveled man«. 

Oveni beretter TCCs hjemmeside, at yngste medlem er 

Lani Shea, hvis forældre, Jeff and Novita fra Novato i 

Californien slæbte hende gennem land nr. 100 i den fremskredne 

alder af to år og otte måneder. Det svarer til godt 

tre lande om måneden lige fra fødslen. Den stolte fader er 

i øvrigt en af de to på 316 og ikke kun en bevidstløs landefræser; 

han har bl.a. præsteret den attraktive »Seven 

Summits«, det højeste bjerg på hvert kontinent. 

Uanset det noget forvoksede antal lande på kloden kan 

det muligvis imponere, at der faktisk er mindst 11 TCCmedlemmer, 

der har besøgt hele verdens buket af anerkendte 

lande, men hvad stiller klubben egentlig af betingelser 

for at medregne et nyt land? Se, det giver anledning 

til endnu mere ufrivillig morskab, for kravene til at have 

været i et land er om muligt endnu mere bløde end vores 

egne »24 timer«, et i forvejen latterligt krav for at have 

»oplevet« et land. 

Ifølge TCC er det nemlig nok blot at have sat sin fod på 

jorden, og en 30 minutters lufthavns-transit er rigeligt, så 

ikke overraskende virker det som om, at samtlige TCC’s 

medlemmer kollektivt set er dybt overkvalifi cerede kandidater 

til Egholmprisen. Klimaks kommer sikkert, når Jules 

Vernes gamle klassiker omdøbes til »Jorden Rundt på 80 

minutter« og senere koges ned til en fi lm på 80 sekunder. 

Skulle nogen være interesserede i at blive medlem af 

den ultimative landenørdeklub, klares det over nettet. 

Indmeldelsesgebyret er 100 $ og det årlige kontingent 40 

(50 for oversøiske medlemmer), men så får man også et 

offi cielt TCC medlemskort og et medlemscertifi kat til væggen. 

Oveni får de jakke- og slipsklædte medlemmer naturligvis 

retten til at deltage i diverse møder (typisk mødegebyr 

50 $) samt modtage en masse skrifter, hvor Mr. & Mrs. 

X hyldes for at have tilbragt 45 sekunder i Langtbortistans 

luftrum, og hvor man råber hurra for de, der har passeret 

en eller anden rund grænse – 200 eller 300 lande ud af 

verdens 193 mulige. 

Til de medlemmer, der som jeg selv synes, at vort eget landetælleri 

har det med at tage overhånd, kan jeg kun sige: 

Trøst jer; det kan blive meget værre. Er I ikke blevet overbevist, 

så kig selv efter på 

www.travelerscenturyclub.org

De Hvide Rajahers bjerghytte i Matang 

Tekst og foto: Ib Larsen 

I marts 2004 brugte min kone Lillian og jeg en del tid på fi nde og udforske den sommerresidens, som Sarawaks 

såkaldt hvide Rajaher (Brookerne) havde bygget på Matang bjerget omkring 20 km vest for Kuching. 

Hytten skulle være bygget i løbet af 1870’erne midt i den 

te- og kaffeplantage som Charles Brooke i 1867 havde 

anlagt i 600 meters højde oppe ad bjerget. Vi havde tidligere 

fundet to mulige lokaliteter, og spørgsmålet var nu, 

hvilken lokalitet, der faktisk var Brooke residensen. 

Te og kaffeplantagen var i produktion, indtil den offi cielt 

blev lukket i 1912. Mellem 600 og 800 indiske arbejdere 

var ansat i plantagen, da den var på sit højeste. 

Plantagen dækkede alt i alt ca. 4 km2 eller ca. 400 hektar. 

Hovedparten af arbejderne var hinduer og de byggede 

ved plantagen Sarawaks første hindutempel. Efter lukningen 

blev plantagen og templet på Matang bjerget glemt, 

og området groede fuldstændigt til. Først i slutningen af 

1960’erne blev templet genfundet, og hindusamfundet i 

Sarawak startede på genopbygningen. 

Plantageområdet er stadig fuldstændigt overgroet. Men 

det er nemt genkendeligt. De gamle terrasser er fortsat 

synlige og de gamle stenbrolagte stier, der var så store, at 

de kunne tage hestevogne, kan stadig følges over lange 

strækninger. De sidste hundrede meter før den gamle sti, 

der førte op til plantagen nede fra dalen drejer ind over 

plantage arealet, er den kranset af nydelige stensatte 

ringe. Det må have været blomsterbede. Gamle historier 

skrevet af Rajahernes gæster fortæller om de smukke 

rosenbuske, der var plantet omkring Brookernes bungalow. 

28 

Midt i området havde vi tidligere fundet et solidt kampestensfundament, 

der omkransede et stort plateau. Enkelte 

steder lignede det tempelområdet Angkor Wat i Cambodia 

med trærødder og stensætning fuldstændig groet sammen. 

Plateauet angav tydeligvis beliggenheden af et 

betydningsfuldt hus. Kunne det være Brooke residensen? 

De gamle historier fortæller, at huset skulle ligge midt 

i plantagen. Da vi gik rundt på den nu tilgroede grund, 

stødte vi på et område lige under en klippeblok, hvor der 

lå hundredvis af fl askeskår men ingen 

hele fl asker. Enkelte fl asker var mundblæste 

og sandsynligvis fra slutningen 

af 1800-tallet. Det passede jo fi nt. 

Men de fl este fl asker var maskinblæste 

hollandske geneverfl asker, der 

måtte være af noget nyere dato. Der 

var støbt tekst på fl askerne, så jeg 

samlede så mange tekst-fragmenter, 

som jeg kunne. Stort set alle fl asker 

viste sig at være fra Rotterdam eller 

Schiedam i Holland. Mange af dem fra 

destilleriet Hasekamp & Co. 

Mysteriet voksede. Drak Brookerne 

genever? Rygterne siger ellers, at 

Brookerne var whiskytilhængere! Og 

genever var tilsyneladende ikke i høj 

kurs dengang. A.B. Ward, der oprindeligt 

var inviteret til Sarawak af James 

Brooke som administrator af kaffeplantagen 

på Matang bjerget, skrev i 

begyndelsen af 1900-tallet en bog om 

sit liv i Sarawak. I bogen begræder 

han den høje pris på whisky, der gør det nødvendigt for 

ham at klare sig med genever: 

»Prices in those days sound fantastic: whiskey (good 

brands) was 90 cents, about half-a-crown and a large 

fl agon of Holland’s cost 75 cents. Even at that price the 

assistant resident Baring-Gould and myself could not 

always afford whiskey, and had to take our sundowner in 

Schiedam and water, a beastly drink«. 

Drak Brookerne en »beastly drink«? - det mysterium anså 

vi som et kald at opklare. Vi søgte på nettet og fi k kontakt 

med Rene Hasekamp - et barnebarn til den sidste ejer af 

det nu hedengangne Hasekamp destilleri. Ved hjælp af 

ham blev det afklaret, at fl askerne var såkaldte Capstan 

Schapps eksportfl asker, der blev produceret i perioden 

1950-70. Endnu mere mystisk! På det tidspunkt var plantagen 

jo allerede groet til, og alle havde glemt stedet. 

Brookerne kunne jo have drukket genever i deres allersidste 

regeringsår efter krigen. Men så skulle hytten have 

været i brug længe efter plantagen blev nedlagt. Og hvor-

for var der ingen fl askeskår for perioden mellem ca. 1900 

og ca. 1950? Geneveren har sandsynligvis været eksporteret 

fra Holland til Hollandsk Ostindien/Indonesien og ad 

ukendte veje solgt videre til 

bl.a. Sarawak. 

Næste weekend tog vi sammen 

med ca. 40 andre medlemmer 

af Malaysian Nature 

Society samme tur op ad bjerget. 

Men denne gang gik vi i 

den anden retning fra templet, 

til en lokalitet vi havde besøgt 

allerede i 2000. Allerede dengang 

havde vi fundet et betonlignende 

toiletfundament samt 

nogle andre små betonfundamenter. 

Men fundet så den 

gang for småt ud til at virke 

overbevisende som en Rajah 

residens. Denne gang gik vi 

sammen med vores gamle 

ven Robert Basiuk i gang med 

parang og muskelkraft for at 

blotlægge gærder og stensætninger, 

så vi kunne få et indtryk af anlæggets størrelse. 

Efterhånden som arbejdet skred frem, blev overraskelsen 

større og større. Anlægget var i sandhed en Rajah værdig. 

Toiletfundamentet lå i det ene hjørne af et meget stort 

rektangulært plateau. Bagud var plateauet afgrænset af 

bjerget. De to sider var afgrænset af en meterhøj totrins 

stensætning. På forsiden 

førte en lille 

stentrappe ned til et 

yderligere lavere liggende 

plateau, der 

var lige så stort som 

det første. På begge 

plateauer fandt vi 

små betonfundamenter, 

der kan have 

understøttet jerntræ- 

(belian) stolper. 

Vi fandt også rester 

af belianstolperne. 

Dette kunne meget 

vel være Brookes 

sommerresidens, 

Vallembrasa. At 

beliggenheden var 

korrekt blev klart, da 

Robert Basiuk læste 

en beskrivelse af stedet 

op fra en bog, 

som Lord Baden 

Powells bror havde 

skrevet efter et 

besøg hos Rajahen 

på stedet. Baden 

Powell havde haft en storslået udsigt, hvor han mod venstre 

kunne se Santubong bjerget og havet, mod højre 

kunne han se Kuching by og i det fjerne Sadong bjerget. 

I dag var udsigten forsvundet. Regnskoven havde vundet 

29 

det tabte terræn tilbage. Men kompas og kort kunne gøre 

det. Netop den udsigt ville man have haft på dette sted. 

Ganske imponerende fandt vi også her kirkegården for 

hedengangne fl asker. Vi fandt de samme fl asketyper fra 

slutningen af 1800-tallet, som vi havde fundet på den 

anden lokalitet. Men vi fandt også andre skår dækkende 

hele perioden op til 2. verdenskrig. Derimod fandt vi ingen 

fl asker. der var yngre end krigen. Det passede fi nt. Hvis 

altså Brookerne havde benyttet residensen i hele deres 

regeringstid. 

Men hvad var så den første hytte? En stor del af deltagerne 

vandrede målbevidst tilbage til den for om nødvendigt 

med vold at aftvinge sandheden af de tavse ruiner. 

Beliggenheden passede fi nt med, at det alternativt 

kunne være plantageforvalterens hus. Det passede også 

fi nt med, at fl askeskårene ikke gik længere end til begyndelsen 

af 1900-tallet, hvor plantagen jo blev nedlagt. Men 

hvad så med genever fl askerne? Tavshed. Hvis stedet var 

blevet forladt i 1912 ved plantagens nedlæggelse, var her 

jo jungle i 1950. Pludselig begynder en af de lokale deltagere 

at fortælle en historie: efter selvstændigheden i 1963 

startede en kommunistisk guerillaopstand i Sarawak. 

Guerillaerne holdt til på skjulte steder i junglen, hvorfra de 

foretog deres angreb. Matang havde været en af oprørerne 

styrkepositioner. Hvor de præcist holdt til, var man ikke helt 

klar over, men de havde med sikkerhed et hovedkvarter i 

junglen i eller omkring Matang bjerget. Så begyndte billedet 

at tegne sig: i det stejle landskab har det naturligvis været 

svært at fi nde et egnet sted på bjerget til en lejr - hvis altså, 

at man ikke lige fandt de plateauer, som Brooke havde planeret 

90 år tidligere! Og oprørerne købte ikke deres forsyninger 

nede hos købmanden. Forsyningerne blev smuglet 

ind over grænsen fra Kalimantan. Og Kalimantan er gammelt 

hollandsk land, hvor man drak genever. Og vi havde

fundet mange geneverfl asker. Og der har tilsyneladende 

været fl ere. Nu begyndte snakken at gå. Jordlodderne 

på Matang bjerget tilhørte bidayuh folket fra det nærliggende 

Singgai 

område. Faktisk viste 

det sig, at mange 

Singgai-bidayuher 

ejede sådanne gamle 

Capstan Schapps 

geneverfl asker. De 

blev brugt til at opbevare 

deres hjemmebryggede 

risvin - tuak 

og andre sunde drikke 

i. Og de blev betragtet 

som sjældne og værdifulde 

fl asker, som man 

passede på. Hvor man 

oprindeligt havde fundet 

fl askerne, var der 

ingen der vidste. Men 

nu ved vi det. I slutningen 

af 1960’erne, 

da der blev sluttet fred 

med oprørerne, blev 

Matang bjerget igen tilgængeligt. 

Da var det, 

at hinduerne genfandt 

deres gamle tempel, 

og bidayuherne kunne 

samle deres kuriøse 

fl asker. 

På vejen tilbage fra 

residensen faldt en af 

de lokales falkeøjne 

pludselig på nogle 

stumper af gamle 

belianstolper. En ny 

omgang med parang 

Blå Bog 

30 

og muskler gik i gang. Det tog kun kort tid, før der var blotlagt 

nok til at afklare sagen. Her lå arbejderboligerne. En 

række terrasser under hinanden har hver huset en lang 

bygning, båret af 

belianstolper. Det 

har ikke været 

sjove huse at bo 

i. Gamle beretninger 

fra sundhedsmyndighederne 

melder, at 

myndighederne 

ikke kunne vurderesundhedstilstanden 

inde i 

husene, fordi de 

ikke havde vinduer. 

Det var kort 

og godt for mørkt 

til at se noget som 

helst. Her har der 

ikke været råd til 

hverken whisky 

eller genever. 

Det var det. Godt 

tilfredse og fuldstændigtoverbeviste 

om, at 

vi havde fundet 

sandheden om 

Brooke-hytterne 

på Matang bjerget, 

startede vi på 

den en time lange 

vandring ned ad 

bjerget. En dag 

skriver vi nok en 

bog om det. 

Bestyrelsen har besluttet indtil videre ikke at lave en ny udgave af den trykte ’Blå Bog’ med personbeskrivelser for 

klubbens medlemmer. Dette skyldes dels det store arbejde med redigering af en sådan bog (som vi hellere vil bruge 

på andre ting) og dels de store udgifter, der er forbundet med trykning og distribution. I stedet henvises til punktet ’Blå 

Bog’ på klubbens hjemmeside, hvor man til enhver tid kan se alle billeder og personbeskrivelser. 

Vi regner med, at denne beslutning stemmer overens med holdningen hos et fl ertal af medlemmerne, men hører 

naturligvis gerne fra medlemmer, der ikke er enige heri. 

I øvrigt kan vi da lige benytte lejligheden til at opfordre til, at man af og til reviderer sin personbeskrivelse og / eller 

indsender et nyt billede, såfremt der sker væsentlige ændringer i en rejseliv og / eller udseende (sendes til webmaster 

Niels Iversen). 

Pbv / Per Allan

Byggeprojekt a la Sri Lanka 

Tekst og foto: Per og Camilla Jørgensen 

Så er det vist på tide med en lille opdatering af vores efterhånden omfattende Sri Lanka projekt. 

Siden sidste mail i januar er der faktisk sket rigtig meget. 

Heldigvis for det. Vi endte med at brække alle gulve op og 

rykke alt den gamle puds ned, selv om planen godt nok 

var, at lidt maling ville gøre underværker. Sådan skulle 

det ikke helt være. Men endelig kunne vi ikke ødelægge/ 

smadre mere, og det var ligesom der, det hele vendte. 

Ja, som i alle byggerier begyndte solen at skinne, da vi 

kunne begynde at ane en lille smule fremgang. Væggene 

begyndte at stå med glatte overfl ader, og dør- og vindueskarme 

var muret smukt ind. Det er ikke bare lige sådan 

at skifte, når nu de sidder der. Faktisk er det helt umuligt 

og giver os endnu mere grund til at være efter de stakkels 

arbejdere, der ikke aner et klap om, hvad der er pænt, og 

hvordan tingene bliver det. F.eks. begynder Per at blive 

blå i hovedet, når de 

tørrer beskidte fi ngre 

af på de nymalede 

vægge? De skøre, 

hvide mennesker er 

altså helt kuk, kan 

man se, de synes. 

Jørgen kom i arbejdslejr 

en måned og fi k 

en smagsprøve på 

nogle af dagligdagens 

små fi nurligheder. 

Efter de nye 

karme var indmuret, 

dækkede vi dem ind 

i avispapir og plastik. 

Men det var altså for 

meget for de nysgerrige 

krager, der hele 

tiden overvåger os, 

og ved hver given 

lejlighed fl øj de ind i 

huset for at pakke karmene ud igen. Måske havde vi gemt 

noget spiseligt? Det var en kæmpe hjælp og rigtig hyggeligt, 

at Jørgen var her. 

Vi fl yttede ind i huset d. 22. februar for ligesom at fremskynde 

arbejdet lidt. Tidsplanen er gået ca. fi re uger skævt 

nu, men det er jo ikke så let. Malerne lover at komme 

hver dag, men deres kalender er langt fra den samme 

som vores. Når de siger i morgen, går der nu typisk mellem 

fem og syv dage, før de kommer. Også selv om vi 

besøger dem hver dag, og de med et stort smil lover os at 

komme i morgen tidlig. Det sker bare for sjældent. Det at 

lave kalkmalingen er lidt af en videnskab. Først dykker de 

rundt ude i havet og samler en masse skaller. Skallerne 

bliver blandet med kulstykker og brændt en hel nat i et 

stort kar. Næste morgen er der så kun skallerne tilbage. 

De ryger så bag på cyklen og ud på arbejdspladsen. Der 

31 

bliver de blandet med vand, og så kommer der ellers gang 

i den kemiske proces; efter ca. fem minutter begynder hele 

molevitten at koge, og vupti så er malingen klar! Det er sgu 

lidt nemmere at gå i Silvan. 

Vi har fået en mand mere ansat, da vores gamle »caretaker« 

blev så syg, at han ikke kunne magte jobbet alene. 

Han kom og sagde, at hans svigersøn var arbejdsløs. Vi 

ville give ham en chance, og vi er meget tilfredse. Den 

gamle blev heldigvis rask igen, så mod en mindre lønforhøjelse 

arbejder de her nu begge to. Der tog de nok røven 

på os! Vanddrengen har lært lidt mere engelsk, så det er jo 

også helt, som det skal være. 

Tømrerne har nu snart lavet alle vinduerne og dørene. 

De er derfor sat på 

et nyt projekt med at 

lave stole og borde. Vi 

synes, det bliver godt. 

Delvis nyt, dansk 

design. Hvis nogen 

skulle være interesseret, 

tager vi gerne 

imod bestilling. 

Havestolen vi lavede 

vejer 20 kilo. Vi var 

helt enige med tømrerne 

om, at prototypen 

var alt for tung, så 

de næste skulle laves 

i noget andet træ. 

Men da alle stolene 

stod færdige, vejede 

den ene mere end 

den anden. Hvorfor? 

Sorry Master, var svaret 

vi fi k. Og fl ere grå 

hår sprang frem. De arbejder hårdest, når vi kigger på 

dem, men det går virkelig fremad. Det er deres job, der 

bliver forsinket mest af de ca. otte timers strømsvigt, vi 

har dagligt for tiden. Strømsvigt kan vi jo ikke gøre noget 

ved, blot håbe på, at vi ikke skal slå rekorden, der pt. er 

10 måneder. Så hvorfor græde over otte timer om dagen? 

Vi har nu støbt alle gulvene inde i huset, og de er blevet 

rigtig fl otte. Væggene er malet mellem en og fi re gange, 

så der mangler stadig malerarbejde fl ere steder, men det 

er som om, man snart kan se det færdige resultat. Der 

mangler bare en frygtelig masse fi nish. Vi er i øjeblikket i 

Colombo. Det er utrolig mange ting vi skal have indkøbt, 

og nogle er meget svære at fi nde. F.eks. laminat til bordene, 

dupper til stolebenene, kvalitetsgardiner og møbelstof, 

puder, bestik, skåle, gryder, liggestole m.m. Alligevel 

går det faktisk rigtig godt. Vi har f.eks. købt stort ind af

Det ser jo næsten helt færdigt ud 

hva? Kommer I snart til kaffe? 

32 

håndklæder og sengetøj – sikke mængder, der pludselig 

skal bruges, når der ikke skal vaskes hver dag. Og så er 

det jo langt fra lige meget, hvor man køber hvad og i hvilken 

kvalitet. Udvalget og priserne er en ren jungle. Vi har 

fundet noget lækkert farvestrålende service, og vores lille 

hotelværelse er ved at være overfyldt. Men da udvalget er 

yderst begrænset på vores side af øen, er vi simpelt hen 

nød til at tage den otte-ni timers lange tur til Colombo for 

at shoppe. 

Huset hernede bliver fyldt med fede ting og sager, som vi 

ville ønske, vi havde derhjemme. Næst på indkøbslisten 

er vaskemaskine, tv, parabol, reoler og lamper. Puha, hvor 

bliver vi fattige. Eller hvad med en slibemaskine til cementgulvene. 

Hvilke forudsætninger har vi måske for at købe 

sådan en? Cirka samme forudsætninger som vores lokale 

murer, der foreslog, at vi da bare kunne bruge en halv 

kokosnød til at slibe de 340 m2 med. God fornøjelse! 

Det var lidt opdatering fra Arugambay. Vi er stadig i vildrede 

mht. et passende navn til vores villa/ hotel. Så vi 

modtager meget gerne forslag. 

Sponsorstøttet pioner-trekkingtur til Kirgizistan 

I perioden 3.-9. september deltager fi re medlemmer (Kira Leisau, Bente Mølgaard, Ib Stejlborg og Jacob Zimling) i en 

trekkingtur til Kirgizistan, arrangeret af klubbens sponsor Penguin Travel. “Pionertur” betyder i denne forbindelse, at 

deltagerne skal være med til at afprøve turen (og herunder levere billedmateriale, foredrag og skriftlige anmeldelser), 

før den – antageligt – kommer i Penguins katalog til næste år. Til gengæld får de turen til stærkt nedsat pris. 

Vi beklager, at ikke fl ere var interesseret i dette glimrende tilbud og glæder os til at høre om de fi res erfaringer fra det 

fl otte bjergområde i Centralasien. 

Per Allan

Hilsen fra Galapagos og Amazonas 

Tekst og foto: Jette Torp 

Birthe og jeg startede ud fra Quito (2850 m.o.h.), hvor 

vi kun blev en enkelt dag, for at planlægge vores videre 

tur. Næste morgen kørte vi med bus til Guayaquil, hvor 

vi var heldige at nå en direkte bus til Salinas, så vi undgik 

at komme ind til centrum at den kriminelle havneby 

med 2,2 mio. indbyggere. 

Herligt at nå 

Stillehavskysten efter 

11 timers buskørsel. 

Vi blev frarådet at 

rejse syd på mod 

Peru, og besluttede 

os derfor til at rejse 

nordpå langs kysten. 

Ingen vi spurgte vidste, 

hvor mange 

kilometer, der var. 

Vi blev altid fortalt 

turen i timer, og det 

passede som regel, 

hvis vi doblede op. 

Næste stop var den 

hyggelige hippie/ 

surferby Motanita, 

der bestod af fem 

små grusveje med 

cafeer og tiendas. Vi 

boede herligt på et 

lille hostel med 10 

værelser og udsigt 

over Stillehavet fra 

hængekøjen på 

terrassen for syv 

US$ pr. dag. Et sted 

man nemt kunne 

blive hængende, 

men efter tre dage 

tog vi os sammen og 

gik op på landevejen 

og hoppede på den 

første bus til Canoa. 

Vi kørte igennem det 

frodigste og smukkeste 

landskab 

med grønne bjerge 

til den ene side og 

Stillehavet til den anden. Vi så også en masse bananplantager. 

Bananer er næst efter olie den største indtægtskilde 

i Ecuador. 

og Chimborazo (6310 m), der løber fra syd til nord, regionen 

i det vestlige kystlavland og den østlige Amazonjungle. 

Canoa var et hul i jorden med en kedelig strand, et usselt 

hostel, som vi fl yttede fra, da al el var gået i byen, samtidig 

med, at der var 

mangel på varer. 

F.eks. var brød helt 

udsolgt, så vi besluttede, 

at det ikke 

var her vi skulle spilde 

vores ungdom. 

på strandbredden til Cocosol. 

Næste stop var 

Pedernales med 

12.000 indbyggere. 

Uheldigvis havde 

vores rygsække stået 

under nogle fi skekasser 

i bussen, hvor 

lagen var sivet ud. 

Rygsækkene var helt 

våde. Taxachaufføren 

var ikke meget for at 

få den fi skelugt ind i 

bilen, men vi blev dog 

kørt fra busterminalen 

til havnefronten, hvor 

vi havde udset os et 

hostel, som viste sig 

at være møgbeskidt, 

så der stod vi trætte i 

30 graders varme i et 

usselt havnekvarter 

ildelugtende af fi sk. 

Ved at spørge os 

frem, fandt vi frem til 

et hostel, der lå helt 

isoleret 18 km mod 

nord. Så vi slæbte 

af sted med 10 liter 

vand, frugt, grønt 

samt brød og blev stuvet 

sammen med 16 

lokale på ladet af en 

truck, der afpasset 

efter tidevandet kørte 

Det viste sig at være et lille paradis, hvor vi blev, til trods 

for, at der også her var mangel på el og vand, myrene 

Ecuador er lidt større end England og har 13 mio. indbyg- kravlede i maden og vi havde 18 km. til nærmeste forretgere, 

hvoraf halvdelen lever i fattigdom. 95 % er katolikning. Vi var de eneste gæster, og der var intet at foretage 

ker, og det ses tydeligt, at langt størstedelen er af indiansk sig, så det var tid til fordybelse og ro i sindet. 

afstamning. På trods af landets størrelse er det et af de mest 

varierede i verden inddelt i tre regioner med Andesbjergene Vi blev stærkt frarådet at rejse mod nord mod Colombia, 

33

så efter nogle skønne dage, hvor vi blev godt brune og 

slanke, drog vi retur til Quito, hvor det kun var fem grader 

den første nat. Dagen efter fandt vi en plads i solen på en 

café, hvor vi kunne drikke vores daglige cafe con leche og 

betragte ecuadorianerne, der er meget venlige og imødekommende. 

Her er ikke så mange machotyper som i nogle 

af de andre syd- og mellemamerikanske lande. Vi møder 

meget få turister ude på landet, tre de seneste 10 dage - 

så ingen taler engelsk, men jeg har klaret strabadserne på 

español. 

Inden feriens højdepunkt, Galapagos, besøgte vi 

Coyabeno indianerne i regnskoven. Vi boede på en pragtfuld 

lille camp i telte af moskitonet på kun 1X2 meter på et 

bræddegulv bygget på pæle under et palmetag. Det var 

herligt at kigge lige ud i junglen fra madrassen. 

Dagen efter startede vi med natsafari, hvor vi 

bl.a. så en lodden edderkop så stor som en hånd, 

aber og kæmpe, koboltblå sommerfugle. 

Jeg havde glædet mig til at se en anakonda, og da vi gik 

i mudder til anklerne over en indtørret sø, så vi faktisk 

spor af en! Vores guide fangede senere en stor piranha i 

samme fl od, som vi badede i. 

I hele Amazonas regionen (Bolivia, Peru, Venezuela, 

Brasilien, Colombia) fi ndes 2.500 fi skearter, hvoraf 1.000 

af dem fi ndes i Ecuador. Faktisk var der så mange fi sk 

i fl oden, at de nogle gange fl øj om ørene på os og landede 

i båden. Birthe blev endda ramt hårdt på kinden 

af en fl yvefi sk! Jeg havde håbet at se jaguarer og 

ozelotter i området. Men nej nej, det vi fi k ud af den 

tur var rifter på arme og ben, insektbid, vabler på fød- 

34 

derne, solskoldede nakker samt mudder på alt tøjet! 

Så var Galapagos noget helt andet. Øerne består af 

mange små vulkanøer, hvoraf kun fem er beboet af i alt 

20.000 indbyggere, der lever af turisme, landbrug og 

fi skeri. Alle øer har forskelligt dyre- og planteliv, som vores 

fantastiske, indfødte guide lærte os en masse om. Han 

beskrev både dyre- og fugleliv, historie, geologi og natur 

samt korruptionen i Ecuadors regering. 

Det har været helt forrygende at se alle dyrene så tæt 

på. De kender ikke til frygt, så jeg har været helt tæt på 

både land- og havleguaner i røde, gule og grønne farver. 

Søløver og hajer stødte jeg på under snorkling. Jeg mødte 

også de utrolige »frigate birds«, hvor hannen kan puste 

sig op, så det ligner en stor knaldrød ballon på halsen. 

Jeg så også »blue footed boobies« opføre en fl ot parrings- 

dans. Desuden så jeg også utallige pelikaner og 28 elegante 

pink fl amingos. Det mest fascinerende var dog de 

200 kilo tunge landskildpadder, der kan blive op til 200 år. 

De er enorme! 

Da jeg forlod Galapagos, startede regnen, efter at det i 

måneder har været tørke. Jeg nåede dog at blive gennemblødt, 

hvilket ikke var særlig smart, da jeg skulle være 12 

timer undervejs i bus, færge og fl y!

Fernando de Noronha 

Tekst og foto: Knud B. Bach 

Fernando de Noronha er Brasiliens mini-”Galapagos”. Det er en lille øgruppe bestående af en hovedø og 20 småøer, 

som ligger i Atlanterhavet ca. 500 km ud for Brasiliens nordkyst. 

I juli besøgte jeg sammen med min familie Recife og 

Olinda i staten Pernambuco. Disse to byer er i sig selv 

en stor rejseoplevelse, men derom måske mere en anden 

gang. I dette tilfælde er Recife blot udgangspunkt for fl yveturen 

til Fernando de Noronha. 

Fernando de Noronha blev opdaget i 1503 af Amérigo 

Vespucci. Øen blev af den portugisiske konge, Dom 

Manoel, givet som en belønning til den portugisiske adels- 

mand Fernão de Noronha i 1504. Han kom der imidlertid 

aldrig, og den portugisiske krone tog ø-gruppen tilbage 

året efter. Beliggenheden mellem Den Nye Verden og 

Europa gav øerne strategisk betydning. Ind i mellem blev 

øerne overtaget af Frankrig og Holland, og i 1737 generobrede 

portugiserne øerne og befæstede dem med 10 forter, 

hvoraf den største, Notro Senhora de Remedios, stadig 

står fl ot. Også under Anden Verdenskrig spillede øerne 

en vigtig rolle bl.a. som militærbase for USA, og nogle af 

militærbarakkerne fungerer i dag som hoteller. Desuden 

har øerne været straffekoloni, vejrstation, militærlufthavn 

og er nu et beskyttet naturreservat med en vis begrænset 

turisttilgang. Der er under 2000 fastboende indbyggere, 

efterkommerne af soldater og fanger, som primært lever af 

turisme. Det koster ca. 50 kroner pr. dag i afgift til reserva- 

35 

tet, og der må max. være 420 turister på en gang. Prisen 

pr. dag går op, hvis man vil være der fl ere dage. 

Ankomst 

Vi ankom efter en times fl yvetur. Ved landingen ser man 

straks øernes fl otte grønklædte klippeformationer. Som 

sædvanligt havde jeg ikke forudbestilt hotel. Priserne 

ved forudbestilling er meget høje og reducerer friheden til 

senere at vælge og kan også give problemer. Vi fandt dog 

en gammel landrover-taxi, som kørte os rundt til fem ’pousadaer’, 

før vi omsider fandt en, der var ledig. ’Pousada’ 

er et begreb i Brasilien; det er som oftest små primitive og 

rustikke småhoteller, men det kan også være meget luksus-orienteret. 

Vores var lille, hyggeligt og billigt. Nu havde 

vi et sted at bo. 

Det næste der skulle løses var transport-problemet. Der 

er ikke mange kilometer vej på hovedøen, men der er stikveje 

ned til strandene. Der er for langt at gå eller cykle, så 

et køretøj må der til. Vi lejede en "strand-Buggi", som er 

bygget over en VW Fusca-chassis og udstyret med ekstra 

brede dæk.

Fisk og Fugle 

Fernanda de Noronhas isolerede beliggenhed har givet 

anledning til et fantastisk fugle- og fi skeliv. Mange af fuglene 

kan man se på strandene, hvor de yngler i kolonier 

direkte på klipperne eller i smågrupper i træerne. 

Hovedattraktionen er det myldrende fi skeliv. Det specielle 

er, at man kan se mange af fi skene ved snorkeldykning på 

lavt vand, og at man ikke behøver leje tungt dykkerudstyr. 

Man kan imidlertid også leje scuba-dykkerudstyr og gå 

ned på dybere vand, hvor man nogle steder kan svømme 

mellem fredelige hajtyper og skildpadder, men det er ikke 

tilladt at svømme mellem delfi nerne. 

Vi dykker mellem fi skene 

I vores sølv-Buggi tøffede vi i fi re dage rundt til strandene, 

hvor vi badede, nød solen, spiste grillede fi sk og frem for 

alt dykkede med snorkelsæt. Det var en utrolig oplevelse 

at befi nde sig mellem myriader af farvestrålende fi sk. Ofte 

kunne vi næsten røre dem. Vandet var krystalklart, og der 

var mange fl otte koraller. Også børnene, Thomas på 10 år 

og Maria på 12, dykkede og oplevede fi skelivet på nært 

hold. Vi deltog desuden på sejlture, hvor vi oplevede fuglelivet 

og så delfi nerne. Fernando de Noranha er speciel 

kendt for delfi ner af en type, der kan rotere i luften som et 

Medlemmer og alder 

36 

projektil. I bugten Baia dos Golfi nos kan man (bedst tidligt 

om morgenen) se store grupper af disse legesyge delfi - 

ner. Her er svømning forbudt, men vi tog på en bådtur ud 

i bugten, og i tre-fi re tilfælde kom smågrupper af delfi ner 

tæt op på båden og legede i lang tid omkring kølen – børnene 

jublede. Vi svømmede også efter skildpadder, men 

de er færre og vanskeligere at komme tæt på, så vi så kun 

enkelte. Den store grønne skildpadde yngler på Praia do 

Leão. I perioden fra september til maj kommer de op på 

stranden om natten og lægger æg. Ca. 20 år senere kommer 

ungerne tilbage og lægger æg på samme sted – forunderligt. 

Tilgangen til de enkelte strande er stærkt kontrolleret af 

Ibama, Brasiliens miljø- og naturmyndighed. På øen må 

der maksimalt være ca. 420 turister på en gang, og fl ere 

strande er lukkede. Andre steder, hvor man kan svømme i 

små laguner mellem fi skene, må der kun være et begrænset 

antal personer i vandet samtidig etc. 

Vi tog glade tilbage til Boa Viagem, Recifes ”Copacabana”, 

til en anden slags strandliv, men vi var alle fi re enige om, at 

vi havde haft fi re vidunderlige dage i et lille naturparadis. 

Vi er jo stadig nogle stykker, der synes statistik er sjovt, og efterhånden som tiden går får vi mere og mere materiale at muntre 

os med. Hermed f.eks. en lille tabel baseret på medlemssituationen sommeren 2004 og de foregående fi re somre: 

2004 2003 2002 2001 

Antal medlemmer 

Gennemsnitlig alder 

Gns. antal lande 

Pct. andel kvinder 

134 

39.6 

53.8 

28% 

120 

38.9 

53.3 

25% 

103 

39.3 

52.8 

22% 

107 

38.8 

51.4 

23% 

Og hvad kan vi så slutte af det? Tjah, vi bliver i hvert fald stadig fl ere medlemmer, og vi bliver jo alle ældre, men åbenbart går 

vores aldring lige op med tilgangen af nye (yngre) medlemmer, for gennemsnitsalderen holder sig næsten konstant, og det 

samme gør det gennemsnitlige antal besøgte lande pr. medlem. Til gengæld ses en forholdsvis tydelig tendens til, at klubbens 

andel af kvinder er stigende. 

At medlemmerne virkelig bliver stadig yngre ved indmeldelsestidspunktet fremgår i øvrigt tydeligt af ovenstående fi gur. 

Per Allan

Nordkinn – hvor ligger det? 

Tekst og foto: Lars Nielsen 

- Nej, ikke Nordkapp! Men næsten lige så nordligt, sikkert lige så smukt, og vigtigst af alt: langt billigere og mindre 

turistet. 

For at være ærlig, så var det jo også Nordkapp mig og 

mine to kammerater havde i kikkerten, da vi midt i juni 

2004 satte kursen mod Barentshavet. Men i sidste instans 

valgte vi det overrendte og dyre Nordkapp fra og tog i stedet 

til Nordkinn, der er en halvø øst for Magerøya, og som 

faktisk besidder det nordligste punkt på det europæiske 

fastland. Vi have lånt en bil i to uger, så vi vidste på forhånd, 

at det ville blive en noget presset tur at køre helt op 

på toppen af Europa og hjem igen, men af sted gik det. 

Ruten gik via det sydlige Sverige til Stockholm, hvorfra vi 

tog en færge til Turku i Finland. Op gennem Finland, og så 

hjem gennem Norge. 

Midnatssol og bålhygge 

Med kun to uger til dette projekt, så krævede det en stor 

prioritering at vælge seværdigheder til og fra. Vi ville helst 

have mest tid til Norge, da vi anså det som det fl otteste 

land. Derfor valgte vi kun at bruge en dag i Sverige og fi re 

dage i Finland. Resten af tiden blev brugt på den meget 

lange hjemtur gennem Norge. Desuden ønskede vi, at det 

skulle blive en rimelig billig tur, hvilket selvfølgelig er meget 

svært i det dyre Skandinavien. Men budgettet skulle gerne 

holdes under 5000 kr. per næse, hvilket lykkedes. Vi benyttede 

os af allemandsretten i vore nordlige nabolande, hvor 

man lovligt og uden at betale kan slå telt op i skov eller på 

mark, hvis det er over 150 meter fra privat bebyggelse. 

De fl este af vore overnatninger foregik på den måde, men 

man skal jo have et bad af og til, så enkelte gange måtte 

vi betale lidt mere og overnatte på etablerede camping- 

37 

pladser eller vandrehjem. Danmarks EM-kampe i fodbold 

styrede helt naturligt, når det var tid til at være tæt på civilisationen. 

Med eget stormkøkken kunne vi også spare en 

del på madudgifterne, og med medbragt øl fra Danmark 

kunne udgifterne holdes yderligere nede. 

Byerne 

På de to uger nåede vi at være i alle hovedstæderne i 

de implicerede lande. Fra København over Stockholm og 

Helsinki til rosinen i pølseenden, Oslo. Naturen havde vores 

største prioritering, men vi ville nu ikke lige snyde os selv 

for de nordiske hovedstæder. København kender vi alle, 

men Stockholm og Helsinki var 

nye for mig. Specielt Stockholm 

var smuk. Mange fl otte bygninger 

især omkring Gamle Stan 

gør nok Sveriges hovedstad til 

den fl otteste i Norden. Vi brugte 

en halv dag der, og var bl.a. på 

det meget anbefalingsværdige 

Vasa Museum. Her kan man se 

det gamle krigsskib Vasa, der på 

jomfruturen sank nær Stockholm. 

Helsinki var ikke helt så fl ot, men 

bestemt et besøg værd. Bl.a. er 

der en del fl otte kirker i byen, en 

enkelt af disse er sprængt ind i 

grundfjeldet. Oslo er dyrest og 

mest kedelig. Men byen tager 

prisen for bedste udsigt fra toppen 

af Holmenkollen skihoptårnet. 

I øvrigt er Vigelandsparken 

et besøg værd, da der her er 

utallige fl otte og mærkværdige 

skulpturer, hovedsageligt 

af nøgne menneskekroppe. En 

fl ottere by i Norge er Trondheim. 

Den centrale del af byen er 

omgivet af vand og meget hyggelig, 

og så er der Nidaros Domkirken, den største middelalderbygning 

i Norden. 

Finland 

Med kun fi re dage i Finland er det svært at komme med en 

egentlig beskrivelse af det som land. Der er mange søer, 

ikke særligt overraskende, og kørsel i det sydlige Finland 

gennem skove og søer blev i længden ganske kedelig. 

Men nord for polarcirklen i samernes land, Lapland, blev 

det noget mere spændende. Her blev der tyndet ud i skovene 

og det blev mere kuperet. I byen Rovaniemi besøgte 

vi et meget spændende museum, Arktikum, hvor man kan 

blive klogere på både samerne og det arktiske landskab. 

Vi stoppede også lidt nord for Rovaniemi, hvor vi passerede 

polarcirklen. Dette var der gjort et stort turistnummer

ud af, specielt da også julemanden bor og har sit værksted 

her. Men i Danmark er vi klogere, vi ved jo, han er fra 

Grønland, ikke sandt? Jeg skal dog komme med en advarsel 

her: der er mange rensdyr på vejene nord for polarcirklen, 

så kør forsigtigt! Vi var tæt på at få rensdyrkød til 

aftensmad, men med en hård opbremsning blev dåsemaden 

sikret. 

Vi fortsatte gennem det nordlige Finland forbi den store sø 

Inari, og ved den nordligste by i Finland (Nuorgam) kørte 

vi ind i Norge. 

Nordkinn 

Turen ud på halvøen Nordkinn 

var meget spektakulær og arktisk. 

Det var et goldt landskab 

med megen sne, som en stor 

stenørken. Koldt og afskrækkende 

på en fl ot måde. På den 

nordlige del af halvøen kom vi 

til byen Mehamn, der må være 

den nordligste by af betydning 

på det europæiske fastland. 

Vi drejede her fra til den 

lidt mindre by, Gamvik, der ligger 

en anelse nordligere end 

Mehamn. Her fi nder man også 

Slettnes fyr, der på breddegrad 

71 "5"33", er verdens nordligste 

fyr på fastland. Vi slog vores 

telt op på Slettness, næsten 

ud til Barentshavet, og dermed 

næsten så nordligt som man 

kan placere et telt på Europas 

fastland. Vi var heldige med 

vejret, noget køligt, men udsigten 

var ganske god. Et par gange så vi Hurtigruten sejle 

forbi, og midnatssolen var på sit højeste her en dag eller 

to før Sankt Hans. Noget af det bedste var de få turister. 

Vi havde Slettnes for os selv, eller i hvert fald var der ikke 

andre, der kunne tænke sig at sove i telt så tæt på det 

kolde hav. 

Norge 

Skandinaviens perle. Så meget at se, at det ikke er til at 

gabe over, da slet ikke, når man kun har 10 dage til rådighed, 

og samtidig skal køre op mod 3500 kilometer for at 

komme tilbage til København. Der skulle prioriteres, og 

det er altid hårdt at vælge fra. Bl.a. måtte vi vælge Lofoten 

og hvalsafari fra for i det hele taget at kunne få tre dage i 

området omkring Jotunheimen. Med det kuperede terræn 

og mange sving er gennemsnitsfarten ikke meget over 50 

kilometer i timen i Norge, og så er der altså langt hjem fra 

Nordkinn og til København skulle jeg hilse at sige. I Norge 

er der meget nordligste dit og nordligste dat. Så vi så bl.a. 

verdens nordligste birkeskov og verdens nordligste nåleskov. 

Den førstnævnte var mere nordlig end sidstnævnte, 

kan du følge med? Nær Alta på ca. 70 grader nord så vi 

Øksfjordjøkelen, der skulle være eneste gletscher i det 

kontinentale Europa, der kælver direkte i havet. Desværre 

havde den ikke lyst, mens vi i motorbåden lå og kiggede, 

men smukt var det. For at gøre det lidt forvirrende, så kælver 

Øksfjordjøkelen i Jøkelfjorden og ikke i Øksfjorden. 

38 

Ellers kan man ikke blive andet end overvældet over alle 

de vandfald der vælter ned over de mange fjelde. Meget 

betagende. Nær Jotunheimen så vi Vettisfossen, der med 

sine 297 meter skulle være Norges højeste. Det undrer 

mig, hvordan man defi nerer et vandfald, skal vandet være 

helt fri af klippen? Jeg tror det. I mange bøger m.m. anføres 

det dog, at Norge har mange vandfald omkring de 700- 

800 meter, men mon det er frit fald uden kontakt med klippen? 

Nok ikke. Derfor er Vettisfossen sandsynligvis det 

højeste "rigtige" vandfald i Norge. 

Det smukke Norge, fjord og fjeld 

Så er der fjordene, Norge i en nøddeskal. Vi så mange, 

bl.a. Geirangerfjorden, der regnes for en af de smukkeste. 

Sognefjorden, den længste og mest kendte i Norge, krydsede 

vi med færge. Der var mange højdepunkter i Norge. 

Vi så også fl otte stavkirker, og en nat, præcist kl. 00.00, så 

vi to elge. Vi så helleristninger og var nede i en marmorhule. 

Vejret var vi også heldige med. Mens der var dårligt 

vejr i Danmark, havde vi langt mod nord fl ere dage med 20 

grader, og en enkelt dag sad vi i shorts og grillede efter kl. 

22. Norge for krop og sjæl. 

Udgifter 

Vi kørte i alt 6200 kilometer. Meget kortere kan det ikke 

gøres, hvis man skal til det nordligste Norge og hjem igen. 

Vores bil kørte ca. 600-700 km. på en tank, så det blev til 

omkring 10 tankfulde og et beløb på omkring 3500 kroner. 

Dette var vi så tre til at deles om. Færgen fra Stockholm til 

Turku kostede ca. 500 kr. per person i den billigste kahyt 

lige over maskinrummet. Turen med færge til Helsinki er 

lidt dyrere. Skal man bo på camping, så er det ikke så dyrt. 

Måske ca. 150 kr. for et telt med tre personer. Hytter på 

campingpladser kan typisk lejes for 300 kr.

Alternativ humanitærrejse til Hviderusland 

Tekst og foto: Bente og Preben Knudsen 

I 1999 & 2000 var jeg med på tre ture til Hviderusland eller Belarus, som de selv kalder deres land. Vi var en hel 

konvoj med otte store trucks. Organisationen, som står bag transporterne, er baptistkirken, men chaufførerne som 

kører, er "alle mulige" slags folk. 

Vi var to chauffører på hver truck, så når den ene kørte, 

hvilede den anden. Rent sikkerhedsmæssigt var det også 

rart at være en hel del folk, da det var en mindre formue, 

vi kørte rundt med. Sådan en sættevogn har en værdi 

på cirka halvanden million kroner. En tur starter med, at 

vi kører hen og henter 

alle trækkerne. 

Dernæst går turen 

hen for at få fat i en 

trailer. De kan stå 

alle mulige steder i 

Danmark, da der er 

forskellige opsamlingscentraler. 

Når vi 

har fået koblet trækker 

og trailer sammen, 

så har vi en 

sættevogn. Så starter 

puslespillet med 

at få fyldt de forskellige 

ting og sager i de 

rigtige trailere. Det er 

ret vigtigt, at det som 

kommer i trailerne 

stemmer overens med 

toldpapirerne, ellers 

bliver det endnu vanskeligere ved de forskellige grænseovergange. 

Opsamlingen foregår over hele Danmark. 

Jeg vil fortælle lidt, om den første tur jeg var med på. 

Vi startede hos Kingo Karlsen, en nedbryderkonge i 

Silkeborg. Der skulle vi have fat i 50 brugte toiletter og 

håndvaske plus en hel del brugt kabel. De havde en truck 

at læsse med, så det var rimeligt hurtigt overstået. Så var 

det Esbjergs tur. Her skulle vi ned på havnen og læsse 10 

tons mel. Her var der heldigvis også en truck. Næste stop 

var en skole i Esbjerg. Her gjaldt det brugte skolestole og 

borde. Skolen havde desværre ingen truck stående, hvad 

det nok er de færreste skoler der har, så her måtte vi i 

gang med manuelt arbejde. 

Efter en god nats søvn var det tid til at få læsset det sidste. 

Det er utroligt, hvad der er plads til i sådan en trailer! 

Læsning fra »hovedlageret« i Ejstrupholm. 

Sættevognene linet op på p-plads i Polen. 

39 

Vi kørte ud til en gård nær Ejstrupholm, hvor der var et 

opsamlings- og lagerpladssted for de ting, der var samlet 

sammen siden sidste tur. Her fi k vi "efterfyldt" med sække 

med brugt tøj. I de otte trailere havde vi i alt 3421 sække 

med. Da vi var færdige med det, var det så bare at hjælpe 

de andre biler med 

at blive læsset færdig. 

Hen på eftermiddagen 

var alle klar 

og der blev fl øjtet 

afgang. Vi kørte 

nu ikke så langt 

før første stop. Det 

var ved en kro i 

Sønderjylland hvor 

vi skulle ha` "det 

sidste måltid". Det 

er blevet en tradition, 

at vi skal have 

en god fl æskesteg 

med "hele svineriet" 

inden strabadserne 

på landevejen. Så 

var det ved at være 

alvor, og ”Der Autobahn” kaldte. Først skulle vi dog igennem 

tolden og til Tyskland. Det var nu intet problem og 

tog nok højst en time. Her kom vores første lange stræk, 

hvor vi kørte helt til den polske grænse. Her er det rart at 

være to chauffører, så man kan skiftes til at køre. Man kan 

godt blive ret træt af sådan et "nightshift", men det er nu 

også hyggeligt at køre om natten og se den lige så stille 

blive til morgen. 

Det er lidt vanskeligere at komme ind i Polen, selvom vi 

kun kører transit. De har svært ved at forstå, at vi kommer 

med otte sættevogne fyldt med "goodies" og det vil vi 

bare forære væk til Belarus. Lizzy som er koordinator og 

chef for hele foretagendet må rundt til en masse forskellige 

kontorer og få diverse stempler og papirer ordnet. Det 

bliver klaret på fi re timer denne gang. Imens kan vi chauf-

Alle Chaufførerne samlet til fødselsdagsfest for en af chaufførerne i Polen. 

fører så få ordnet vores morgentoilette og få spist morgenmad. 

Vi har køleskab i hver bil og dermed dejlig frisk 

koldt mad med. Nå, men vi må på den igen. De polske 

veje kalder. De er ikke lige gode alle steder. Der er faktisk 

en hel del "spurrillen" (sporkøring). Det kan godt være ret 

ubehageligt at køre i med 25 tons på nakken, så man skal 

være ret koncentreret. "Fordelen" er, at vi skal til Poznan 

og Warszawa for at holde i kø, så her kan vi slappe af og 

tage det roligt. 

Efter cirka 1500 kilometer nærmer vi os Belarus. Det er 

her, det plejer at tage længst tid i tolden. 

Så her er gang i diverse væddemål om, 

hvor lang tid det vil tage. I god tid før vi 

skal af sted har Lizzy sendt alle toldpapirer 

til hviderusserne, trods det kommer 

som et chok for dem, hver gang vi 

kommer. Hun skal rundt til tolv-fjorten 

kontorer vel og mærke i den rigtige rækkefølge. 

Kø er der selvfølgelig af og til, 

og når man så når frem til lugen, kan det 

være, at personalet skal til frokost, eller 

at toldproceduren er fl yttet siden sidst. 

Denne gang tog det 10 timer at få papirnusseriet 

i orden. Nogle gange har der 

holdt 3-400 lastbiler i kø. Vi er heldige, 

da vi kommer med humanitærhjælp, så 

vi så bliver rykket frem i køen. Efter toethalvt 

døgn er vi så kommet frem. Alle 

varerne skal læsses ind i et lager. Her 

kommer den lokale baptistkirke og hjælper 

med en masse folk, så her kan vi 

bare sætte os ned og se folk arbejde. Vi 

er nu lidt på sightseeing i den nærmeste 

by, hvor der bl.a. er indkøb af Babuskaer. 

Der læsses igen fra »hovedlageret«. 

Når alle varerne skal ind på lageret, kommer tolderne og 

checker, om alt stemmer med papirerne. Så bliver der sat 

en stor hængelås på lageret, og cirka 2-3 uger efter vi er 

kommet hjem, må Lizzy af sted igen og gennemgå lage- 

40 

ret med tolderne endnu 

engang, før varerne bliver 

frigivet til uddeling. 

Uddelingen foregår med 

hjælp fra den lokale 

baptistkirke, som fi nder 

de værdigt trængende. 

Vi plejer at have godt 

to døgn, hvor vi besøger 

forskellige baptistsamfund, 

inden turen 

igen går mod Danmark. 

Vi besøgte et hospital, 

hvor vi selv uddelte tøjbamser 

og slik til børnene. 

Børnene kunne 

næsten ikke tro deres 

egne øjne med al den 

overfl od. 

Turen i Belarus slutter 

altid med, at vi er til 

gudstjeneste i Brest. Her 

er kirken proppet med mennesker, og til slut er det tid til 

uddeling af tøjdyr og slik. Efter gudstjenesten er det så tid 

at vende snuden hjem mod Danmark. Det tager gerne et 

par døgn at køre hjem. 

Herefter er det bare at få afl everet trailer og trækker det 

rigtige sted og så komme hjem under dynen og få udhvilet 

efter en begivenhedsrig uge.

Nordpol Ekspedisjonen 1993 

Tekst og foto: Stein Johnsen 

Radio 1’s hittil største prosjekt begynte som en ide til 

en markering av vårt 10-års jubileum. Under et av idemøtene 

kom Stein Johnsen med idéen om å sende 

noen til Nordpolen, ettersom vi allerede hadde sendt 

folk til USA, Australia, Amazonas og andre fjerne steder. 

Men Nordpolen ville være ganske sensajonellt likevel. 

Forslaget ble møtt med en del latter og fl eip, noe som førte 

til at det fl øy en liten »faan« i Stein, som jobbet videre med 

idéen. »Hvis Erling Kagge & co kan hentes fra Nordpolen, 

må jo vi kunne fraktes til Nordpolen.« Og det stemte jo. 

Redaksjonen fi kk etter hvert opp øynene for at dette 

kunne gjøres, og da begynte snøballen å rulle. Men ettersom 

dette ville bli et relativt dyrt prosjekt, var det ikke før 

Mastercard kom med som hovedsponsor at ting virkelig 

begynte å falle på plass. Fra å være en konkurranse hvor 

en vinner skulle sendes opp til polpunktet, ble det til slutt 

en større ekspedisjon som skulle avvikle verdens første 

direkte-sendte radiosending fra Nordpolen, og samtidig 

lage en TV-dokumentar rundt hele turen. Vi ble en gruppe 

på ni personer bestående av Stein Johnsen, Jill Bottolfsen, 

Jan Dalchow, Mathias Bjerrang, Runar Wiik, Roar Steen, 

Gitte Larsen, Erik Saugerud og Jon Morten Melhus. 

Det var meningen at vi skulle reise via Svalbard med hjelp 

fra Widerøe, men etter noen ulykker trakk de seg i siste 

øyeblikk, og vi måtte kaste om på planene. Men alt ordnet 

41 

seg, og i midten av April 1993 dro hele gjengen avgårde 

fra Fornebu, med en oppakning du sjelden har sett maken 

til. Det er ikke lite utstyr man trenger for å sette opp et fullt 

operativt studio på Nordpolen, og samtidig klare å få signalene 

hjem til studio i Oslo. 

Til Resolute Bay og videre til Eureka... 

Turen gikk nå til Canada hvor vi dro via Toronto, Montreal, 

Iqualit og til Resolute Bay. Allerede her var vi en fi re timers 

fl ytur unna siste spor av sivilisasjonen, og Resolute Bay 

er et samfunn bestående av ca. 200 mennesker, hvorav 

195 er inuitter eller eskimoer om du vil. Av de 5 siste er 

det blandt annet en kar fra India, som driver det eneste 

hotellet i byen. Han kjenner godt til de norske polfarerne, 

og tok vel imot oss. Det var her vi måtte gjøre de siste 

innkjøp før vi fl øy nye fi re timer med en Twin Otter videre 

nordover til Eureka - vår “base-camp”. Vi fi kk leid det vi 

manglet av votter, ekstra tykke vinterstøvler, fi nlandshetter 

og bjørnef...ter. Vi lastet alt utstyr og pikk-pakk ombord 

og reiste ennå lenger ut i ødemarken. Eureka er en nemlig 

en vær- og forsknings-stasjon med 8 fastboende mennesker. 

Det er 3 hus der, en bil, og en liten fl ystripe. Og det er 

kaldt! Men dette var altså stedet vi skulle aklimatisere oss, 

gjøre de siste forberedelser, teste alt utstyr og øve oss på 

å montere alt så fort som mulig. Vi ville nemlig ikke ha veldig 

god tid på oss når vi kom til Nordpolen, både på grunn

av kulda og på grunn av drivstoff til fl yene. Så her måtte 

alle vite hva de skulle gjøre, i hvilken rekke-følge og hva 

som måtte gjøres dersom noe gikk galt. I to dager trente vi 

på dette, og gjorde oss fysisk og psykisk klar til den siste 

fl yturen opp til 90 grader nord. Det var bare å få alt inn i 

fl yene... 

Den siste etappen 

Med ni mennesker og alt vårt tekniske utstyr trenger vi to 

fl y. Twin Otter’en har en rekke-vidde på ca. 6 timers fl yvning, 

men det er 8 timer igjen til polpunktet. 

Dette er løst ved at våre fl yvere dagen før 

har vært ute på isen og lagt igjen en del tønner 

med drivstoff slik at vi kan mellomlande 

og tanke opp både på vei opp og ned. Men 

tro ikke at alt ligger der man la det. Hele polområdet 

er jo bare et stort isfl ak, og det beveger 

seg faktisk inntil 4 kilometer i døgnet, så 

vi var avhengige av radio-sendere som var 

festet til bensinfatene for at vi skulle kunne 

peile oss fram til dem. Dernest skulle man 

prøve å fi nne fram til et relativt fl att område 

hvor fl yene kunne lande uten å kræsje i høye 

skruis-kanter eller åpne råker. Men med våre 

erfarne piloter var vi relativt trygge, og var 

snart på vingene igjen for det siste strekket 

opp til det nordligste punkt på vår klode. Vi var 

alle spente på om vi ville klare å få opp utsty- 

42 

ret rask nok, og om vi ville klare å få signalene hjem til 

Radio 1’s studio oppe i Nydalen. Og der var de akkurat 

like spente som oss, og satt klar med Erling Kagge 

i studio, som formidlet litt av det vi var igjennom på 

den siste biten inn mot polpunktet. Ved målet 

Ved hjelp av GPS’en kan vi hele tiden følge med 

på hvor vi er. Den nærmer seg faretruende 90 grader 

nord, og vi begynner på nytt å lete etter et egnet 

sted å lande. Det skulle vise seg vanskeligere enn vi 

hadde trodd. Skru-isen og de åpne råkene har gjort 

det nesten umulig å få ned et fl y. Skulle vi mislykkes 

likevel?? Nå som vi var så nær? Igjen kom våre piloters 

faglige dyktighet og dristighet oss til hjelp. Etter 

å ha svevet rundt i nesten 40 minutter bare noen få 

meter over bakken for å klare å se hvordan underlaget 

så ut, forsøkte vi oss på en landing. Vi tok bakken, 

men gikk like fort opp igjen på grunn av for mye ujevnheter. 

Men vi forsøkte igjen, og denne gangen lyktes 

det. Flyet var nede på isen og vi var på verdens tak, 

NORDPOLEN - 90 GRADER NORD. 

Vi har hastverk... 

Døren åpnet seg, og vi satte en etter en våre ben på 

isen. Først ut av fl yet var Stein Johnsen, som insisterte 

på å bli den første av ekspedisjonen ut på polpunktet. 

Deretter fulgte Jill, som skrev Norges-historie 

ved å være den først norske kvinne på Nordpolen. 

Og inntrykket var voldsomt. Ikke at det var så veldig 

annerledes enn vår siste stopp. Det var jo bare is og 

snø så langt øyet kunne se, men det var noe høytidelig 

og historisk over det hele, og vi ble nok stående et 

minutt eller to, bare for å la det synke inn. 

Men nå begynte den virkelige jobben for oss som 

hadde sittet de siste 8 timene klemt sammen i de 

to Twin Otter fl yene, sammen med rundt 500 kilo teknisk 

utstyr. Alt skulle monteres opp før vi kunne sende de første 

signaler hjem til Norge. Og på grunn av de vanskelig 

landingsforholdene hadde vi mistet mye tid. Stemingen i 

studio i Nydalen ble mer og mer spent ettersom minuttene 

nærmet seg den avtalte tiden, og Radio1 lyttere i hele dekningsområdet 

skrudde opp volumet for å få med seg den 

første direktesending fra verdens nordligste punkt.

På polpunktet løp alle i hver sin retning for å få alt opp på 

kortest mulig tid, og vi var svært spent på hvordan den 

ekstreme kulda ville virke inn på det tekniske utstyret. 

Det gikk stort sett uten de store problemene, og vår kortbølge-spesialist 

- Mathias - kunne starte sine oppkall av 

Rogaland Radio, som skulle videreformidle våre signaler 

til Oslo. Vi ropte og ropte, men fi kk tilsynelatende ingen 

kontakt. Enkelte av delegasjonen begynte en nervøs vandring 

fram og tilbake foran vårt studio-telt, mens vi stadig 

kallte på Rogaland Radio. Etter drøyt 10 minutter kom 

gjennombruddet. Vi hadde kontakt! Jill og Stein begynte å 

ønske velkommen på 8 forskjellige språk før vi spillte av 

“Ja, vi elsker” fra vårt svært så utstyrte pol-studio. Vi kunne 

kommunisere med Bjørn Faarlund og Erling Kagge i studio, 

men lyden var nok ikke den beste. Det ble en rekke 

uttalelser fra oss om vår tur og om inntrykkene som møtte 

oss idet vi tro ut i is-ødet på 90 grader nord. 

I studioene i Nydalen spratt champagnen, mens TV2-nyhetene 

fi lmet i kulissene. Og hos oss, oppe på polpunktet, 

spratt vi en fl aske med god whisky. Vi holdt det gående i en 

43 

times tid, og hadde klart det vi satte ut for å gjøre. Vi hadde 

gjennomført verdens første direktesendte radio-sending 

fra Nordpolen. Datoen for denne begiventhet er for alltid 

skrevet inn i historiebøkene som 29. April 1993. Slitne, 

men svært fornøyde, pakket vi sammen og satte kursen 

sørover til vår “base-camp” Eureka. Nok engang måtte vi 

lete oss fram til bensin-depoet, men etter 8 timers fl ytid var 

vi tilbake og kunne slappe av etter det som hadde vært en 

svært lang og slitsom dag. Hjemturen virket nok noe kortere 

ved at fl ere av oss fi kk lov til å fl y 15-20 minutter hver, 

enkelte helt alene i cockpit. En ufor-glemmelig tur... Og 

husk at en av deltagerne på turen bare hadde vært med på 

en konkurranse i Radio 1. Jeg sier ikke mer... 

I dagene som fulgte gjorde vi intervjuer med alle de store 

Amerikanske TV-stasjoner, som også fi kk bilder fra vår 

videofotograf. Bildene gikk verden rundt, og en venn jeg 

ikke hadde sett på mange år, ringte meg fra Egypt, og fortalte 

at han hadde sett meg på nyhetene på Egyptisk TV. 

Planleggingen av Sydpol Ekspedisjonen pågår fremdeles... 

Næste tema: 

Din første rejseoplevelse

Plastickortet 

Vi skruer tiden 12-13 år tilbage. Forud var gået et par lange 

backpackerrejser til først Østen og siden Sydamerika, 

men hjemme igen klappede fælden. Jeg kom til at søge et 

job, havnede som godt betalt korrosionsspecialist i et rådgivendeingeniørfi 

rma og måtte for 

en stund sætte rejselivet 

på lavblus. 

Sommerferien gik 

i selskab med alle 

fi skestængerne til 

det nyligt befriede 

Ungarns store fl oder, 

men op mod 

juletid blev der 

lige plads til en 

enkelt sviptur til 

Atlantens skønne 

perle: Madeira. På 

charter! Spies eller 

Tjæreborg, eller 

hvad det nu hed, 

havde et godt tilbud, 

og få dage 

efter sad vi, to hærdede 

globetrottere, 

i en proppet Airbus 

sammen med en 

fl ok sprithungrendemasseturister, 

for hvem 

netop Madeira har 

været det ultimativt 

grænsesøgende 

eventyr. 

Når det ”normale” bliver ”alternativt” 

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen 

”Alternative rejser” siger redaktøren, men alternativ til hvad? Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og de 

bumsede langture, der for mig selv er yderst normalt, vil uden tvivl være meget alternative for andre. For en utilpasset 

freak som medlem nr. 019 må topmålet af alternativ derfor være en close-up oplevelse af en ægte, dansk charterferie. 

Vi blev heldigvis 

forskånet for 

de fl este scener 

fra Lasse Åbergs 

”Selskabsrejsen”, 

og da vi landede, 

skulle jeg for første 

gang i mit lange rejseliv 

ikke kæmpe 

mig gennem en 

kødrand af hidsigt 

kæmpende taxachauffører. 

I stedet kunne jeg nøjes med at følge strømmen 

af kvæg ud til den ventende bus, hvor en af kom- 

Madeira er en både spændende og naturskøn ø, og et af 

højdepunkterne er at følge en af de mange vandingskanaler 

(levadaer) ud i det grønne intet. 

44 

pagniets yndige blondiner straks greb den dertil indrettede 

mikrofon og bød hele bussen velkommen til Funchals lufthavn: 

Hansen skal bo på Hotel X, Jensen på Hotel Y, og så 

ville der i øvrigt være en lille sammenkomst samme aften 

på Hotel Z, hvor alle kunne blive behørigt informerede om 

øens herligheder. 

Vi havnede heldigvis i 

Funchals ældste bydel, 

midt i et byggerod, men 

herligt langt borte fra 

feriebyen og svømmepølerne 

mod vest. Vi 

tænkte os også om to 

gange, men endte med 

at dukke op til informationsmødet 

– om ikke 

andet for at få alle vore 

fordomme om stupide 

charterturister bekræftet. 

Desværre (eller 

heldigvis) blev vi grundigt 

skuffede. De så 

sgu helt normale ud 

alle sammen, og kun 

et stort mindretal rendte 

rundt i fl uorescerende 

camping-habitter af en 

farve, der tydeligt viste, 

hvilken stamme ejermanden 

hørte til. 

Selv spørgsmålene var 

fornuftige og gennemtænkte, 

og de uniformerede 

guider svarede 

beredvilligt på fl oden af 

nysgerrige spørgsmål. 

Smilende og glade, lige 

indtil en dame i starten 

af 50’erne rejste sig op 

og udtalte sin undren 

over, at man ikke kunne 

bruge et plastickort på 

øen. ”Hva’ fanden var 

det for et sted?!” 

Guiden stivnede indvendigt, 

men holdt en beundringsværdig 

facade. 

Det var jo sikkert en fejl, men hvad var det for et kort? 

Amex? Diners? MasterCard? Næh, nej – et godt, dansk

Udover turismen må Madeiras berømte hedvine være 

øens største indtægtskilde, og som fremmed er det 

næsten umuligt at undgå en smagning i en af øens 

mange vinkældre. Betaling kan IKKE ske med et 

almindeligt, dansk DanKort. 

45 

DanKort. Ikke en gang et Visa-DanKort, men et antikt 

kort af den slags, der kun går i de danske automater. På 

Madeira præcis lige så anvendeligt som et kontokort til 

Dalle-Valle. 

”Nåh. Det var jo ikke så godt.” Guiden holdt en imponerende 

maske og undlod høfl igst at grine. ”Men du har vel 

nogle kontanter med, ik’??” Det havde konen naturligvis 

ikke. Ingen danske kroner, ingen escudos, ingen pesetas, 

ingen dollars, ingen pund, ingen D-mark og naturligvis 

heller ingen fransk franc eller russiske rubler. I det 

hele taget havde hun kun ét stk. betalingsmiddel, og det 

var det aldeles uanvendelige DanKort. Det var slet ikke 

faldet hende ind, at man på en fjern ø i midten af Atlanten 

måske ikke brugte helt de samme penge som hjemme i 

Brovst. 

Det var jo næppe første gang, de hårdt prøvede guider 

oplevede at skulle være barnepige, men de tog det 

pænt. De fi k lånt lidt af en eller anden kasse, og dagen 

efter blev der telexet hjem til banken, så den strandede 

DanKorts-proprietær kunne nyde, at man selv udenfor 

Sallings trygge rammer kan overleve med et ubrugeligt 

plastickort. De stakkels guider fortjente næsten en 

medalje for at redde endnu en præ-senil charterturist ud 

af sumpen. 

Og os selv? Vi gloede på hinanden og undrede os over, 

at det altid er de unge freaks, der får skudt i skoene, at de 

er så frygteligt uansvarlige. Måske nok, men tage af sted 

uden antydningen af penge, det har jeg godt nok aldrig 

gjort endnu. Det sker måske, når seniliteten begynder at 

indfi nde sig... 

Madeira herlige kystlinie er både vild og fotogen og hele opholdet værd. Her en lille by lidt vest 

for hovedstaden Funchal.

Så er der atter nyt fra os to på farten. Siden sidst er 

der sket meget. På vores rejse rundt i Brasilien har vi 

bl.a. besøgt et lille indianer- og naturreservat nær Porto 

Seguro. Her fi k vi mulighed for at lære lidt om indianernes 

kultur og levevis, inden vi fortsatte videre mod nord, hvor 

hård offroadkørsel ventede. Med en lokal cowboy som 

guide krydsede vi enorme sumpområder og kridhvide 

sanddunes. Kilometer efter kilometer tilbagelagde vi i en 

stadig tiltagende euforisk stemning, indtil bilen pludselig 

satte sig fast midt i en fl od med højre forhjul svævende 

faretruende højt over jorden. Nu var gode råd dyre, for vi 

kunne ikke selv komme fri. Heldigvis blev vi reddet af en 

4x4, der med hjælp fra det lokale fodboldhold trak os fri. 

Da vi endelig var kommet ud af suppedasen og atter var 

klar til at rejse videre, fortsatte vi mod Belém, hvorfra vi 

havde planer om at sejle med fl odpram til Macapa via den 

mægtige Rio Amazonas. 

Turen ad den mudderbrune fl od blev en oplevelse for sig. 

Mens en slæbebåd langsomt bugserede os fremad, kunne 

vi iagttage den tætte jungle, der omgav os til begge sider. 

Efter halvanden døgn på fl oden nåede vi frem til Macapa, 

hvor vi krydsede ækvatorlinien 

og fortsatte mod nord 

til Fransk Guyana. At krydse 

fl oden, som danner grænse 

mellem Brasilien og Fransk 

Guyana, var som at krydse 

ind i en anden verden. Den lille 

franske koloni var så forskellig 

fra alt andet, vi tidligere havde 

set på dette kontinent, at vi 

nær fi k et chok. Ikke blot var 

priserne mangedoblet og 

møntfoden nu euro, men folk 

talte fransk, kørte i franske biler 

med franske nummerplader og 

havde karakteristiske franske 

ansigtstræk! Vi nåede aldrig at 

vænne os til det franske, inden 

vi atter stod ved grænsen og 

var klar til at rejse ud af landet. 

Men færgen, der skulle fragte 

os over fl oden og videre til 

den tidligere hollandske koloni 

Surinam, var på værksted 

og ville ikke være sejlklar 

foreløbig. Det var en stor streg i regningen, men vi så 

ingen anden udvej end at tage alternative midler i brug. 

Alligevel var det med bankende hjerte og nerverne uden 

på tøjet, at vi kørte vores bil op på to trækanoer for på den 

måde at komme over fl oden. Kanoerne holdt, og hurtigt 

kunne vi konstatere, at Surinam var et relativt moderne 

land fuld af en farverig sammenblanding af kulturer og 

religioner fra hele verden. I hovedstadens centrum fandt 

vi hindutempler, kirker, synagoger og moskeer side om 

side, mens vi på markedspladsen nær havnefronten måtte 

Rejsebrev ’on the road’ 

Tekst og foto: Pia Baltzer og Poul Saabye 

46 

tage benene på nakken for ikke at få kastet besværgelser 

over os, da Poul ville fotografere en fl ok store kvinder af 

afrikansk afstamning på markedet for sort magi. 

Vi slap ud af hovedstaden uden at blive forhekset og satte 

kurs mod Guyana, den tidligere britiske koloni, der tydelig 

bar præg af englændernes import af afrikanske slaver og 

indiske sukkerrørsbønder. Kvæg, høns og andre husdyr 

gik frit omkring på gaden, mens chaufførerne i farvestrålende 

biler og overfyldte minibusser vanvittigt vedblev 

at dytte. Vidunderligt, farvestrålende kaos! Det var som at 

se Bob Marley i Little India! 

Fra den tæt befolkede kyststrækning satte vi kurs mod 

syd. I takt med, at asfalten atter forsvandt fra vejene, 

blev der længere mellem husene, og til sidst dominerede 

junglen totalt. Ved et lille indianersamfund midt i junglen 

gjorde vi holdt, og som aftenen faldt på, viste det sig at 

være en særdeles god ide. Vi blev inviteret med i kirke, 

hvor vi overværede en særpræget ceremoni; mens en 

fl ok børn stenede en skrubtudse, som havde forvildet 

sig indendørs i kirken, hyldede kvinderne Gud og Jesus 

på en nærmest hysterisk tranceagtig vis. Småbørn blev 

holdt i ro nær deres mødre, hvor de stod og rev lystigt 

i de lange, hængende bryster, mens de tyggede lidt i 

vorterne og kiggede rundt i lokalet efter tudsen! Med glimt 

af gudstjenesten for vores indre nethinder kørte vi tilbage 

til Brasilien og fortsatte mod hjertet af Amazonas, hvor 

overnatning i en indianerlandsby, alligatorjagt, piratfi skeri, 

observation af lyserøde delfi ner og idylliske sejlture 

ventede os på en fi redages jungletur i verdens største 

regnskov.

En nødhjælpschaufførs beretning 

Tekst og foto: Lars Kierulff Munk 

Efter vel overstået værnepligtstid ved Beredskabskorpset (Civilforsvaret) på Bornholm drog jeg som frivillig med 

Beredskabskorpset til det borgerkrigsramte Jugoslavien for at køre med nødhjælp til krigens ofre. I november 1994 

drog vi således 14 chauffører og fi re ledere til Zagreb, Kroatien, som udgjorde vores faste base i det tre måneder 

lange ophold. Idet der ikke var krigshandlinger i Kroatien på daværende tidspunkt, åndede alting fred og idyl, og der 

var ikke mange indikationer af, at en krig lige havde raset i landet. 

Fra tid til anden drog vi på seks-syv dage lange ophold 

inde i selve Bosnien, der netop på det tidspunkt var det 

”hotte” sted i ex. Jugoslavien, hvor krigshandlingerne i 

og omkring Bihac-lommen i det nordvestlige Bosnien var 

på sit højeste. Generelt set svingede borgerkrigen meget 

frem og tilbage – regioner blev på skift erobret af krigens 

parter og senere tilbageerobret af modstanderne – og 

kamphandlingernes lokaliteter skiftede konstant. Krigen 

rasede i forskellige dele af landet med store tab overalt til 

følge, og der var derfor hårdt brug for leverance af mad og 

medicin dels til de områder, hvor krigen var på sit højeste, 

dels til de steder, hvor krigen havde trukket sine friskeste 

spor. 

På vores Bosnien-ture havde vi base i byen Banja Luka – 

serbernes hovedstad i Bosnien - og Banja Luka udgjorde 

således vores udgangspunkt for turene i Bosnien. Den 

faste procedure ved grænsegangen til Bosnien, på 

Bosniens side, var, at grænsevagterne jog lange jernspyd 

gennem alt vores gods for at kontrollere for evt. smugling 

af våben (samt fl ygtninge – men hvem pokker kunne 

tænke sig at fl ygte via fjendens linier for at forsvare sit 

eget land?). Disse strikse herrer var ligeså begejstrede 

for nødhjælpschaufførernes kameraer som for smuglervåben, 

hvilket altså betød, at kamera var bandlyst i Bosnien. 

Damn… 

47 

Vores hotel i Baja Luka var et nyt og fi nt bordel, der dog 

aldrig rigtig var kommet til at fungere som et sådant. 

Krigens ankomst havde ødelagt forretningen for de frisindede 

kvinder. Vi boede derfor på ”praktisk indrettede rum” 

med ”eksotisk” belysning. ”Hotellets” restaurant var den 

tidligere natklub, der skulle lokke kunderne i fælden, og 

vi indtog derfor ofte 

vores morgenmad i 

røde plysmøbler og 

skummel stemning. 

Dog havde vi undersøgt 

sagerne på forhånd 

og fundet ud af, 

at hotellet – måske 

til stor ærgrelse for 

nogle - nu vitterligt 

var et hotel. 

Vores færden i 

Bosnien bragte os 

ofte til byen Doboj, 

beliggende omkring 

120 km øst for Banja 

Luka. Doboj er 

senere blevet kendt 

i Danmark som stedet, 

hvor de danske 

Jens’er – DANBAT - 

havde hovedkvarter 

- Camp Dannevirke. 

Dengang i 1994 var 

der ingen fremmede soldater overhovedet. 

Det var en tidlig morgen i Banja Luka. Vækkeuret slog sine 

velkendte og ubarmhjertige grimme toner lige fl uks ind i 

øregangene. Ikke engang den morgenentusiastiske hane 

kunne fi nde på at udfolde sådanne aktiviteter på den tid af 

dagen. Folk rundt om mig begyndte at mumle og strække 

sig og komme med de lyde (og lugte), der hører sig morgenen 

til. Vi boede fi re granvoksne mænd på samme 

værelse, men der var ingen kamp om at komme først på 

badeværelset. Det var simpelthen for tidligt. På et tidspunkt 

overgiver en enkelt sjæl sig til omstændighederne, 

og med et suk svinger han benene ud over sengekanten, 

for blot at bande og svovle over besværet med at få gang i 

det stearinlys, der hører sig til på værelset. Grundet krigen 

blev der slukket for lyset på hotellet om natten, og da der 

på dette umenneskelige tidspunkt endnu ikke var tændt for 

elektriciteten, måtte stearinlyset tages i brug. Det var nærmest 

som at se et forsinket – men ømt – Lucia optog, når

de halvdvaske lastbilschauffører myldrede rundt med tøndeformede 

maver og lys i hånden. 

Langt om længe kom resten af banden på højkant og fi k 

bugseret såvel vores udstyr som os selv ud til de stivfrosne 

biler. Det var en temmelig kold morgen, hvor den 

klareste skyfrie himmel var tilplastret med stjerner, der 

majestætiske iagttog vores mindste bevægelser. Pludselig 

blev freden afbrudt af en ringende klokke, og en klokke 

til, og en til og… og dér kom der pludselig en hel fårefl ok 

forbi os. De kunne ikke tage sig af, at der lallede nogle 

danske nødhjælpschauffører rundt på deres rute, så de 

tumlede ind i alt og alle. Værkstedsvognen, en god gammel 

Folkevogn LT kassevogn, fi k ved samme lejlighed lukket 

sin bagdør af et headbangende får. Nuvel, vi hoppede 

op i bilerne og kørte mod det lokale varelager, hvor lastbilerne 

stod for natten. Lastbilerne, klenodie- og kultag- 

tige Mercedes Benz 911 (herefter kaldet 911’ere), havde 

vi dagen i forvejen maxloaded med 4,5 tons mel pr. vogn, 

så de var klar til afgang, straks vi var parate. En kop morgenolie 

og vand til motorerne og førligheden begyndte at 

vende tilbage til bilerne. Stilheden blev brudt af den første 

brummende 911’er. Der var syv lastbiler og en konvojlederbil 

(lederen for konvojen, der bl.a. tager sig af papirarbejdet, 

snakker med lokale myndigheder via sin tolk mv.), 

der skulle til Doboj. Turen til Doboj var forberedt til punkt 

og prikke, for hvis papirerne ikke er i orden, kommer man 

ikke langt i Bosnien. Doboj var indtil kort tid før jul et kritisk 

område med en meget spændt situation. Det specielle ved 

byen er, at den kun ligger ca. 5 km fra hele to konfrontationslinier: 

Før krigen brød ud, var Doboj muslimsk, men efterhånden 

som krigen skred frem, overtog serberne byen. Lige sydvest 

og sydøst for byen holder store grupper af muslimer 

til, mens der lige stik syd for byen er et område, en ”fi nger”, 

med en masse serbere – se kortet. Muslimerne ville 

meget gerne skære ”fi ngeren” af lige syd for Doboj, idet en 

masse serbere således ville sidde alene tilbage i ”fi ngeren”. 

Derfor er der heftige kampe på begge sider af ”fi ngeren” 

- de to konfrontationslinier - lige syd for Doboj. 

Kort før julen var den tidligere amerikanske præsident 

Jimmy Carter en smuttur forbi Bosnien, og han fi k for- 

48 

handlet sig frem til en fredsaftale mellem muslimerne og 

serberne. Aftalen gælder i fi re måneder, men man har 

sine bange anelser om, at den bliver brudt på serbernes 

nytårsdag d. 7. januar. Men våbenhvilen var endnu ikke 

brudt, og freden eksisterede i bedste velgående i Doboj. 

Det lyder måske lidt barskt, men der har ikke været meldinger 

om shellings (beskydninger) ved konfrontationslinierne 

siden en uge før jul, men det var dog alligevel med 

en smule sommerfugle i maven, at vi listede mod Doboj. 

Vores rute var ikke den korteste strækning til Doboj, men 

idet den mest direkte vej ville føre os lige lukt gennem konfrontationslinien, 

snuppede vi en anden og noget mere sikker 

vej. 

Da alle lastvognene spandt som kælne fl odheste, og klarmeldingerne 

havde lydt gennem alle konvojens radioer, 

satte den først lastbil sig langsomt i bevægelse. Næste 

fulgte lige efter og den næste og … og snart havde 

alle lastbilerne seks rullende hjul på asfalten. Vi trillede 

godt derudad, og inden længe drønede vi nordpå mod 

byen Klasnice, hvor vi stødte på turens første tjekpoint. 

Tjekpointet blev passeret uden problemer, og vi fortsatte 

ufortrødent vores konvoj. I Klasnice drejede vi øst på ad 

nogle mindre, men alligevel forholdsvis store, veje. Disse 

veje var, som så mange andre veje i Bosnien, godt slidte 

af den heftige militære transportaktivitet, der havde stået 

på gennem krigen. Der var simpelthen slidt hjulspor i selve 

asfalten, så mens vognen rullede af sted, kunne man 

slippe rattet, og lastvognen forblev på vejen. 

Chaufførerne var efterhånden alle vågnet op til dåd, og 

førerhusene fyldt med den hygge og atmosfære, en kabine 

på en 911’er nu engang skal have. Nogle sad og balancerede 

med en kop kaffe, og atter andre sad med de obligatoriske 

colaer. Pistacienødder og Kikke Rikke’er (jordnødder) 

blev kastet ned i gabet, og skallerne fl øj rundt i hele 

kabinen, mens hånden trommede på rettet i takt til musikken, 

eller i hvert fald den del af musikken, der kunne overdøve 

motorlarmen. Meldingerne kom i fl æng over radioen, 

og man styrer simpelthen intet mindre end hele verden, 

når man sidder bag rattet i en 911’er. 

Landskabet gled stille og roligt forbi vinduerne. Der var ikke 

mange bjerge i området, men fl adt land beklædt med 20

centimeter sne er da absolut også udholdeligt at studere 

nærmere. Vi drønede videre og passerede det ene checkpoint 

efter det andet. Efterhånden som vi nærmede os 

Doboj, skiftede udsigten karakterer. Husene var ikke helt 

som de burde være, det var kun murene, der stod tilbage. 

Vi bevægede os i et område, hvor krigen for alvor havde 

raset. Først passerede vi et enkelt sønderskudt hus, så et 

til og et til og pludselig var alle husene omkring os hårdt 

ramt af krigen. Det var et ”tragikskønt” sceneri, idet sortsvedne 

mure stod og bevidnede om krigens tragedier, men 

sneen havde lagt et eventyragtigt tæppe over dem. 

Mens vi langsomt trillede gennem endnu en sønderskudt 

by, kørte min båndoptager med melodien ”Sometimes” 

med R.E.M. En sørgmodig og følelsesladet melodi. Jeg 

lod mig gribe af stemningen og tænkte mine tanker om 

hvilke grusomheder, der mon havde været her. Horder 

af krigsliderlige soldater udstyret med pistoler, geværer, 

håndgranater, automatvåben og fakler har rendt råbende 

og hærgende rundt i byen og jagtet skrigende ungmøer, 

børn og gamle mennesker, mens byens mænd og kvinder 

i fællesskab forgæves har forsøgt at forsvare byen. 

Hvor mange børn, kvinder, gamle mennesker og soldater 

er her mon blevet dræbt, hvor mange kvinder er der mon 

blevet voldtaget, hvor mange af disse mennesker bor mon 

nu langt fra deres hjem i fl ygtningelejre, og hvor mange er 

mon blevet invalideret psykisk og fysisk for resten af livet? 

Spørgsmålet om, hvorfor folk, der har været gode venner 

og naboer, pludselig farer i fl æsket på hinanden, har jeg 

for længst opgivet at fi nde svaret på. Man kan læses krigsrapporter, 

historiebøger og aviser i det uendelige uden at 

fi nde svaret, idet svaret ikke er endegyldigt, men en kombination 

af mange hændelser og nationalistiske følelser. 

Mens sådanne forestillinger om krigen fl øj gennem hovedet, 

overhalede konvojen pludselig én af de mange hestevogne. 

Bag på hestevognen stod der en kalv og gumlede 

lystigt på noget halm, og lige foran kalven sad der 

en knægt og fulgte os med glædesstrålende øjne. Foran 

drengen sad forældrene og hyggede sig, de barske omgivelser 

taget i betragtning. Det var et lille lys i mørket og et 

følsomt syn, hvor en enkelt glædeståre tappert kæmpede 

for at slippe ud af min ene øjenkrogs sikre tag, og hvor en 

klump blev dannet i halsen. 

Ud over de små smadrede byer kørte 

vi igennem en større sønderskudt by 

- ”Derventa”. Her var det ikke kun 

almindelige huse, der var bombet 

og brændt ned, men også etagebyggeri. 

Der var områder i byen uden 

en eneste intakt mur, men også steder, 

hvor der ikke var et eneste skudhul 

i husene. På hele strækningen til 

Doboj så vi vanvittigt mange soldater, 

som fortrinsvis stod ved byernes busholdepladser 

eller i vejkanten og blaffede. 

Om de havde været hjemme på 

orlov i juleferien og så skulle tilbage på 

”arbejde” ved fronten vides ikke, men 

det var vores gæt. Vi nåede Doboj 

uden de store problemer, ud over at 

vores leder var blevet truet med en 

pistol midt på gaden. I Doboj blev vi 

som sædvanlig modtaget af glade 

49 

og vinkende beboere. Mens bilerne blev unloaded, var 

der lige tid til en enkelt kop kaffe. Gasblusset blev fundet 

frem, kildevandet hældt i kogekarret og pulverkaffen doseret 

hårfi nt i koppen. Så stod vi dér midt i en rimelig hærget 

by, fem km fra to konfrontationslinier – og ”camperede”. 

Solen stod højt på himlen, og dens stråler fi k den jomfruelige 

sne til at ligne en milliard små stjerner, som alle skinnede 

om kap. At fronten ligger så tæt på dette skue er ikke 

til at forstå. 

Vi røg tilbage på vejen mod Banja Luka. Men hvor udturen 

kun tog ca. tre timer, tog hjemturen ca. syv timer. Tempoet 

var ellers rask i starten, men checkpointene blev lidt vanskeligere 

at passere. I Derventa (den større sønderskudte 

by) havde det lokale politi pludselig improviseret et checkpoint 

specielt til ”ære” for os. Dér sad vi så. Vi vidste ingen 

ting om, hvorfor vi sad der, men det gjorde politibetjentene 

til gengæld heller ikke. Det var simpelthen ordre fra deres 

hovedkvarter. Det var alligevel en lidt ”spændende” oplevelse. 

Sidde i en sønderskudt by med våbenførende soldater 

myldrede rundt om bilerne, og man aner ikke hvorfor 

eller hvor lang tid, man skal sidde der. Pludselig blev min 

højre dør åbnet, og en soldat stak hovedet ind i kabinen. 

Han smilede over hele bærret og spurgte, om vi skulle til 

Banja Luka, og om han måtte køre med. Jeg kaldte konvojlederen 

over radioen, og pludselig forsvandt soldaten igen. 

Det er jo den slags ting der sker, når man holder 11⁄2 time i 

checkpoint. Endelig fi k vi lov at passere og så myldrede vi 

atter mod Banja Luka. 

Et par timer efter mørkets frembrud var vi atter i Banja 

Luka. Lastbilerne blev loaded, så de var køreklare til 

næste dags konvoj, og så kunne bilerne stå og dampe af 

i løbet af natten. Vi andre slap ikke så let, for vi skulle ud 

og spise hos den lokale katolske biskop, en tapper gut, der 

havde været udsat for mange prøvelser i den russisk-ortodokse 

region. Han mente bestemt, at vi både skulle have 

øl, slipovich (blommebrændevin) og snaps, men da vi jo 

skulle ud og køre dagen efter måtte vi takke nej. Det kunne 

han, lidt modvilligt, godt se rimeligheden i.

Stærk kultur og voldsom natur på Yap 

Tekst og foto: Ib Larsen & Lillian Friis Hansen 

Yap er en af fi re stater i den unge selvstændige 

Mikronesiske Federation, beliggende i Stillehavet, syd for 

Guam. Yaps udstrækning er enorm. Knap 2000 km er der 

fra den vestligste ø - Yap Proper - til den østligste ø. Men 

der bor kun 19.000 mennesker i dette kolossale område. 

De 11.000 af dem bor på hovedøen Yap Proper, og resten 

bor på de østlige såkaldte Outer Islands. 

Yap er stort set baseret på subsistensøkonomi. De få 

penge, der skal til for drive statsapparatet, kommer stort 

set alle fra den tidligere koloniherre USA. Som resten af 

Mikronesien er Yap totalt afhængig af økonomisk hjælp 

herfra. Så afhængig er Mikronesien, at landet sammen 

med de omliggende stater her i år var de eneste, der i FN 

stemte sammen med USA til forsvar for den mur, Israel 

er ved at bygge i Palæstina. USA er samtidig særdeles 

aktiv med at rekruttere unge Yapesere til fronttjeneste i 

Afghanistan og Iraq. Der er mange måder at begrænsede 

sine egne menneskelige tab på. Og så får Yap-soldaterne 

end ikke amerikansk arbejdstilladelse. 

Ud over amerikanerne, der satte sig tungt på øerne efter 

2. verdenskrig, har Yap været koloniseret af spaniolere, 

tyskere og japanere. Men en god del af tiden havde Yap 

nu i øvrigt samtidig sin egen konge - O´Keefe - der oprindeligt 

stammede fra Irland. Han boede på øen i 40 år i 

slutningen af 1800-tallet og opnåede at blive anerkendt 

af befolkningen som konge af Yap. Der er faktisk lavet en 

I November 2003 besøgte vi Yap State i Mikronesien. 

50 

Hollywoodfi lm i 50’erne om hans liv med Burt Lancaster i 

hovedrollen. 

Yap er meget traditionel. Og helt igennem dybt konservativ. 

En Yapeser hopper ikke 

lige med på den første og den 

bedste af alle de der nymodens 

idéer, der regner ned 

fra himlen. Forandring tager 

lang tid. 

Yap har forstået, at de skal 

have demokrati. Og de har 

pænt opdelt styreformen i den 

lovgivende, den udøvende og 

den dømmende magt. Men for 

en sikkerheds skyld er der så 

også lige puttet en fjerde magt 

ind i grundloven: den traditionelle. 

Og den traditionelle 

magt har heldigvis vetoret 

overfor ny lovgivning, som går 

mod traditionerne - hvad ny 

lovgivning jo ofte gør. Den traditionelle 

magt består af rådet 

for Yap Proper (alle høvdinge 

på Yap Proper) og rådet for 

Yap Tamol (alle høvdinge fra 

Outer Islands). 

Regeringen prøver at få de unge interesseret i uddannelse, 

men de lider ikke under noget specielt stort ambitionsræs. 

De fi sker og dyrker kokosnødder, frugter, taro 

og andre rodfrugter. Så de mangler ikke rigtig noget. 

Yapeserne er kendt for at lave så lidt som muligt. Det er de 

efter sigende ret gode til. Mangler de penge, kan de altid 

fremstille lidt kopra. 

Yap Proper 

Vi ankom til Yap med Continental Airlines Guam-Palau fl y, 

der to gange om ugen gjorde et kort ophold på øen. Det 

var en hysterisk dyr tur. Continental misbruger sit monopol 

på ruten groft. Det er ikke mange rejsende, der kan sluge 

den pris, så der var ikke mange turister på Yap. Der stod 

vel max. 10 personer af pr. fl y. Og de få turister, vi mødte, 

var alle enten ansat i fl yselskaber og fi k billetten gratis, 

eller brugte fl ybonuspoint. Vi mødte ingen ordinært betalende 

turister ud over os selv. 

Men godt for os. Yap var et herligt sted. Og hvilken forskel 

fra Guam, som vi netop havde lagt bag os. Guam var 

et forfærdeligt Costa del Sol for japanere, taiwanesere og 

koreanere. Vores væsentligste minder fra Guam var, at Ib 

fi k sit livs ringeste T-bone steak og Lillian knækkede en 

tand på en kylling.

Skal man opleve det traditionelle Yap, foregår det til fods. 

Landsbyerne er forbundet gennem et netværk af stenstier, 

som er lagt igennem en tusind år lang periode. Stierne er 

ofte hævet op til en meter over jordoverfl aden og er bygget 

af koral. Imponerende bygningsværker. 

På dem kan man kun gå. Så det gjorde vi så. Men det var 

ikke nemt. Al jord på Yap er privatejet, og træder man ind 

på en eller andens jord, skal man bede om tilladelse. Det 

gælder også stenstierne - i hvert fald inde i landsbyerne. 

Ved indgangen til landsbyerne blev der for hundreder af 

år siden bygget stenplatforme med enkelte af stenene sat 

på højkant, beregnet til rygstøtte. Her kan fremmede hvile 

sig indtil en landsbyboer tilfældigvis kommer forbi, så man 

gennem ham kan søge høvdingens tilladelse til at vandre 

videre gennem landsbyen. Her på platformen blev der 

også holdt møder mellem landsbyerne, så man slap for at 

få fremmede ind i ens egen landsby. For travle folk som 

os, der ikke har tid til at vente i dagevis, fi ndes der dog en 

smutvej. Man kan tage en gren i hånden og gå i gåsegang 

efter hinanden, som tegn på underdanighed og på, at man 

kommer i fredeligt ærinde. Desuden spørger man så om 

lov til at passere, hver gang man møder nogen. Den smutvej 

benyttede vi. På den måde fi k vi faktisk vandret nogle 

dejlige og spændende ture på øen. På grund af al besværet 

vandrer Yapeserne ikke selv meget. Vi blev opfattet 

som rene opdagelsesrejsende, fordi vi kunne fi nde på gå 

ture på hele syv-otte km og dermed passere ikke mindre 

end tre-fi re landsbyer. På en af turene havde vi en lokal 

med fra en af de landsbyer, vi ville besøge. Bagefter fortalte 

han, at han aldrig havde været kørt så træt før. Men 

så havde vi også gået syv km. Vi havde egentlig aftalt 

at vandre turen med den lokale ejer af vores hotel, men 

han fi k pludselig meget travlt med noget andet, da turens 

kolossale længde gik op for ham.. 

51 

I alle landsbyerne fandt vi et fælles mødehus (Pebai), hvor 

begge køn samledes og diskuterede fælles anliggender. 

De to køn sidder dog i hver sin ende af huset. Desuden 

har alle landsbyerne et hus for mændene - fallow. Tidligere 

havde kvinderne også et hus, hvor de skulle opholde sig, 

når de var »urenlige«. Men de blev ikke brugt mere på Yap 

Proper. Omkring alle disse huse er der igen store stenplatforme 

med hvilesten. 

Hver gang vi kom ind midt i en landsby blev stien bredere. 

Typisk omkring fi re meter bred. Det viste sig ikke at have 

noget med smidig afvikling af trafi kken at gøre. Det var 

landsbyens danseplads. I begyndelsen lød det mærkeligt, 

at den langstrakte udvidelse af stien kunne være en 

danseplads, men vi fandt 

senere ud af, at Yap-dansene 

altid fremføres i 

lange lige rækker enten 

siddende eller stående. 

I landsbyen Kedai oplevede 

vi, hvordan dansepladsen 

blev brugt. Her 

overværede vi en traditionel 

stående rækkedans 

fremført af landsbyens 

unge piger og drenge i 

farvestrålende traditionel 

beklædning og med 

en masse energi. Hver 

landsby har sine egne 

danse, som udgør en 

betydende del af landsbyens 

identitet. Denne 

landsby havde to danse. 

For få år siden havde den 

tre. Men landsbyerne på 

Yap Proper er klassedelte. 

En højere rangerende 

landsby blev så 

glad for den ene af dansene, 

at de ville have 

den. Det kan en lavere rangerende landsby ikke sige nej 

til, men de fi k som betaling nogle stenpenge. 

Disse stenpenge var en afgørende del af kulturen på Yap 

Proper. Rundt om dansepladser, stenplatforme, fallows 

og pebaier eller bare langs stenstierne stod der kæmpemæssige 

stenpenge, sorte af alger og mos. For tusinder 

af år siden have guderne fortalt Yap-folket, at de skulle 

ro til øen Palau i fl ere ugers sejl-afstand mod sydvest for 

at hugge stenpenge af en særlig hvid calcitholdig klippe. 

Stenpengene, ofte meterhøje og helt runde med et hul 

i midten, blev transporteret tilbage i kanoerne eller på 

pramme bag kanoerne. Tyngden og vejret betød ofte, at 

halvdelen forliste undervejs og dermed yderligere øgede 

værdien af de stenpenge, der kom frem. Stenpenge bliver 

stadig brugt som betaling ved særlige lejligheder. Betaling 

med stenpenge for jord, varer eller tjenester medfører ikke 

fysisk fl ytning af stenene. De bliver stående, hvor de oprindeligt 

blev placeret, men alle på øen ved præcis, hvilke 

sten, der ejes af hvem. De landsbyer, der har fl est sten, er 

rigest og har højere position end de andre.

Yap Tamol - Outer Islands 

For at besøge Outer Islands måtte vi først besøge høvdinge 

over alle de ydre øer for at få tilladelse. Med den 

i hånden kunne vi gå til det lokale missionsselskab og 

bestille plads på deres lille nipersoners fl y, der betjente tre 

små airstrips rundt omkring på øerne. 

Vi tog med fl yet til øen Falalop i Ulithi, verdens fjerdestørste 

atol, der er fl ere hundrede kilometer i 

diameter. Atollen har fi re beboede øer og en 

lang række ubeboede. Revet yder en imponerende 

beskyttelse mod det vældige Stillehav, 

så i lagunen er havet oftest rimeligt roligt. Af 

samme grund var området under 2. verdenskrig 

fyldt med først japanske skibe og bagefter 

amerikanske. På et tidspunkt havde amerikanerne 

mere end 400 skibe liggende i lagunen. 

Der er masser af rester fra krigen overalt på 

øen. 

Høvdingen over de ydre øer havde over 

kortbølgeradioen informeret høvdingen på 

Mogmog om, at vi kom. Så på Falalop stod 

Wakin fra Mogmog og ventede på os. En stor 

mand med en dejlig humor. Han sejlede os 

over lagunen til Mogmog, og vi blev snart indkvarteret 

hos ham og hans familie. Først måtte 

Ib dog lige i audiens hos øens ældste og øens 

høvding for at blive godkendt. Wakins hus var 

et lille træhus med bliktag og et halvtag foran. 

Vi fi k huset og den eneste madras. Familien 

sov så uden for under halvtaget. Alle på øen 

sover ellers på en fl ettet kokosmåtte direkte 

på gulvet. Møbler er der ingen af i huset. Et 

bord og nogle bænke udenfor under halvtaget 

er alt. Ildstedet havde sit eget lille halvtag. 

Under dette halvtag, lige ved siden af bålet, lå 

en sodsvedet høne på æg. På trods af røg og 

varme nægtede hun at fl ytte sig. Toilettet var 

buskadset uden for landsbyen. 

Øen er vel to km i længden og en km i bredden 

og har ca. 200 beboere. Sam, der boede i 

den ene ende af landsbyen, havde ikke været 

nede i den anden ende af landsbyen de sidste 

10 år. Der var for langt. Han gik kun fra sit hus ned til 

mændenes hus midt i landsbyen og tilbage. 

Kvindernes eneste beklædning er lavalava’en, sarongen. 

Den må først bæres af de unge piger, når de får deres 

første menstruation. Indtil da er den traditionelle beklædning 

et bastskørt. Anden beklædning var det ikke tilladt 

kvinderne at bære. Det gjaldt også Lillian. Den meget 

begrænsede beklædning betød nu ikke, at kvinderne ikke 

var ærbare. Det var absolut forbudt at vise lår. For Lillian 

tog det lidt tid at vænne sig til sætte sig og at rejse sig 

igen, uden at nogen mænd kunne få det allermindste af 

lårene at se. Hvis den smuttede, skulle de andre kvinder 

nok straks gøre hende opmærksom på det. 

Lavalava’en har stor betydning i det lille samfund. Den 

bruges som betalingsmiddel og som gave ved bryllupper, 

begravelser og ved andre betydningsfulde begivenheder. 

52 

Mændenes beklædning er et langt stykke stof, som svøbes 

om lænden på en indviklet måde. Det lykkedes ikke Ib 

at fi nde ud af den teknik, så han beholdt sine shorts. 

Maden bestod mest af yams, taro (begge melede rodknolde) 

eller ris sammen med stegte bananer eller fi sk. 

Morgen, middag og aften. Fisken blev fanget hver dag. 

Ib blev fuldstændig grebet af det, for der var stort set altid 

bid. Lagunen var stinkende fuld af fi sk. Det var dels linefi - 

skeri med en langline med to kroge med fl ue, der trækkes 

efter båden, og dels bundfi skeri, hvor en line med synk og 

madding smides i vandet og hives op igen med de bare 

hænder. Bundfi skeriet er hårdt, fordi båden ligger stille og 

solen bager. Langlinefi skeriet er mere behageligt og giver 

større fi sk. Men den måde kan de ikke fi ske på med deres 

traditionelle udliggerkanoer. Det kræver glasfi berbåd og 

motor. Og her er problemet så, at de ingen penge har til 

benzin. Så der var fuld support, da Ib tilbød at betale nogle 

ordentlige dunke benzin fra Falalop. Der blev langlinefi - 

sket en del den uge. Lillian hjalp ikke det mindste. Kvinder 

må nemlig ikke fi ske. 

Mogmog ejer nogle af de andre små øer i atollen. De har 

tidligere været beboet, men alle er nu fl yttet til Mogmog. 

På en af de andre øer drev de stadig en del havebrug. 

En gang om ugen sejlede de over og passede haverne.

Vi tog med dem derover. Hovedformålet den uge var at 

fi nde kokosnøddekrabber. Kæmpestore krabber, ca. 40 

cm lange, der lever oppe i træerne eller i gange i jorden 

under de nedfaldne kokosnødder. Det var hårdt arbejde at 

fange dem. For at fi nde krabben stikker de et jernspyd ned 

i jorden, indtil de rammer en krabbe. Ofte skal jernspyddet 

stikkes i jorden hundreder af gange, før der er bid. Det lykkedes 

dog, så vi fi k en formidabel frokost. De krabber, der 

ikke blev spist med det samme, blev bragt med tilbage til 

Mogmog og hængt levende op i et træ indtil de skulle tilbe- 

redes næste aften. Et absurd, levende krabbetræ. 

Øboerne er godt tilfredse med deres liv. Sam, som havde 

arbejdet i USA, holdt så meget af øen, fordi her er plads til 

alle. På Mogmog går ingen til grunde. Der er ingen penge, 

men der er altid mad nok - selv til de svageste. Og der er 

altid en hjælpende hånd parat. Alt, hvad øboerne ejer, er 

fremstillet af materialer fra øen eller af rester fra krigen. 

Den eneste undtagelse er de få glasfi berbåde og deres 

motorer. De køber lidt kaffe, sukker og ris udefra. Men de 

sparer på det. Der ryger kun spidsen af en teske kaffepulver 

ned i et stort glad vand. Det kan dårligt nok farve vandet. 

Herudover køber de bomuldstråd til lavalava’erne og 

Fra det underjordiske 

53 

benzin til bådene. De fl este penge skaffer de ved at sælge 

copra og krabber. 

Ved tusmørketid forsvandt mændene, inklusiv Ib, ned til 

mændenes hus for at diskutere vigtige ting. Under drøftelserne 

forsvandt der temmelig meget kokospalmevin 

- tuba. Tuba var en uudtømmelig ressource. De skar et 

snit i bladstænglerne på kokospalmen og hang en udhulet 

kokosnød op under snittene. Allerede samme aften var der 

masser af saft. Og den var allerede gæret nok til at gøre 

det svært at snakke rent. Og så spiste man shashimi til. 

Rå friskfanget fi sk skåret i tynde skiver og marineret nogle 

timer i en lage af lime og krydderier. Hvad kan man snart 

forvente sig mere af tilværelsen. Kvinderne måtte hverken 

deltage i møderne eller drikke i det hele taget. Men de 

skulle jo også forberede middagen. 

Det var helt sørgeligt, da Wakin sejledes os tilbage til 

Falalop. Det var blæst lidt op, men havet inden for revet 

var alligevel roligt i turkise, dybtblå farver og med regnbuer 

i sprøjtet fra båden. Først da vi passerede åbningen 

i revet, blev bølgerne voldsomme. Så alt var alligevel gennemblødt, 

da vi igen steg om bord i det lille fl y for at fl yve 

videre ud i Outer Islands. 

Lørdag d. 25. september kommer der - på DR2 - en temaaften om huler, med deltagelse af to af DBK’s medlemmer, 

nemlig Torben Redder (099) og Louise Korsgaard (234). Parret har muntret sig med huler over den ganske verden, 

men især i det spanske, og det er da også herfra der sendes i denne omgang. 

Per Allan

De Berejstes Klub har fra sin oprettelse haft en territorieliste 

ved siden af landelisten. Der er i tidens løb kun 

sket mindre tilpasninger af Ole Egholms oprindelige liste. 

Således blev Skotland, Hong Kong og Macao fjernet fra 

listen sidst i 90’erne, men de to sidstnævnte blev genoptaget, 

da det viste sig at de trods alt bevarede en vis særstatus 

indenfor det kinesiske rige. Ved den seneste revision 

(vistnok i starten af 2002) blev Pakistansk Kashmir og 

Pakistansk Nordvestterritorium tilføjet. 

Territoriedebatten 

Et af de territorier, der glider ud: North-West Frontier Province i 

Pakistan, kendt som en af de mest urolige pletter på jorden og 

et sted, hvor moderlandets love aldrig rigtig har vundet indpas. 

Opium og våben er de vigtigste handelsvarer som her i Darra 

Adam Khel, 60 km syd for Peshawar. Foto: Claus Qvist Jessen. 

54 

I 2002 skrev Henrik Døcker en grundig artikel i Globen. 

Han påpegede heri en række politisk omtvistede områder 

i specielt Østeuropa, der burde optages på territorielisten. 

Derudover argumenterede han for at listen burde baseres 

på logiske principper. Disse var 1) områder med indre 

selvstyre efter aftale med moderlandet, 2) reelt selvstyrende 

områder, evt. løsrevet fra moderlandet eller områder 

med en befolkning, som klar adskiller sig fra fl ertalsbefolkningen, 

3) afstand. Det sidste kriterium var oprindeligt 

formuleret som vanskelige adgangsforhold. Denne formulering 

blev dog hurtigt frafaldet. Diskussionerne 

i kølvandet på artiklen fi k klubbens daværende 

bestyrelse til at nedsætte en »territoriegruppe« 

med tre medlemmer: Ole Egholm (forfatter til 

den oprindelige liste), Henrik Døcker (forslagsstiller) 

samt Niels JL Iversen (statistikfører). 

Denne gruppe har nu langt om længe forelagt 

bestyrelsen et forslag til revideret territorieliste. 

Nogle kunne måske tro, at en så lang sagsbehandlingstid 

ville betyde en total omkalfatring 

af territorielisten, men tendensen har snarere 

været at undgå drastiske ændringer, herunder 

en voldsom udvidelse af antallet af territorier. 

Blandt andet har gruppen valgt generelt at 

se bort fra reelt ubeboede øer samt øer (såsom 

Jan Mayen, Midway og Johnston Atoll), der kun 

bebos af udstationeret militær eller midlertidige 

forskerhold. Det er dog nødvendigt at gøre en 

undtagelse i tilfældet Antarktis, der alene i kraft 

af sin størrelse og sin statsretlige stilling indtager 

en særstilling (Antarktis er i øvrigt også 

det eneste territorium, der ikke indgår i en eller 

anden stat). 

Det ’nye’ vi har tilført territorielisten er især en 

kategori (pkt. 2), hvor de facto selvstyre anerkendes, 

dvs. en status som ikke hviler på en formel 

retlig aftale. 

Gruppen har dertil valgt at kræve en vis historisk 

stabilitet i de forhold, der bringer et område 

på territorielisten. Vi har valgt at medtage 

Montenegro på listen, fordi området på vigtige 

områder (visa, valuta) har opført sig som en 

selvstændig stat siden 1995-96 (omend dette 

først blev formaliseret omkring 1999). KFOR’s 

overhøjhed over Kosovo blev også først formaliseret 

i 1999. Ideelt set burde territorier imidlertid 

have mindst 10 år på bagen, inden vi accepterer 

dem. I tilfælde som de nævnte må områdets 

status som territorium naturligvis afgrænses tidsmæssigt. 

I nogle få tilfælde er området erobret af en 

nabostat (Nagorno-Karabakh), i andre tilfælde

opretholder ’lokale’ oprørere eller klanhøvdinge en slags 

regering. Man kunne nævne Adjaria og Sydossetien i 

Georgien, ’indlandsregionerne’ i Liberia, Sierra Leone og 

Elfenbenskysten, det meste af Afghanistan (efter taliban), 

for ikke at tale om Nordvestterritoriet i Pakistan, som jo står 

på den nuværende territorieliste. Udvalget har valgt at se 

bort fra en række ’selvstyrer’ uden en formel aftalemæssig 

baggrund eller klar geografi sk afgrænsning. Somaliland er 

et specielt tilfælde, idet dette territorium fungerer som en 

reel stat, hvilket pt er mere end man kan sige om det land, 

Somalia, som området formelt indgår i. 

Nogle vil måske undre sig over at gense Skotland på 

listen, men ikke Wales, og heller ikke f.eks. Baskerlandet 

i Spanien. I forholdet mellem Skotland og Wales er kriteriet 

simpelt: Skotterne valgte ved en folkeafstemning 

at få deres eget parlament, waliserne sagde nej. Derfor 

kommer Skotland, men ikke Wales på listen. Grunden til 

at Baskerlandet ikke er sat på listen er mere subtil. I UK 

er det sådan at England ikke har et eget parlament, og 

altså heller ikke Wales. Skotland har m.a.o. en særstilling. 

I Spanien har alle delstaterne et parlament, og der er dermed 

ikke noget mærkeligt i, at også baskerne har ét. Ingen 

vil benægte, at baskerne er etnisk og kulturelt anderledes 

end de øvrige spaniere, men de har ikke en særstilling i 

kraft af deres parlament. 

Man kunne så vælge at gøre Baskerlandet til territorium 

alene på det etniske kriterium. Men hvis vi gjorde det i 

Spanien, ville vi stå med problemet Katalonien (som i alt 

fald har en historisk og kulturelt/sproglig særstilling i forhold 

til Kastilien, og som naturligvis også har et parlament). Og 

godtog vi Katalonien, hvad så med Galicien? Og bagefter 

ville der så dukke problemer op i f.eks. Rusland, der har 

myriader af ’autonome områder’ med afvigende befolkning. 

Vi kunne risikere at få dusinvis af nye territorier bare 

i Rusland, hvis vi åbnede for Pandoras babushka-æske... 

og forresten, hvad med de indianske reservater i USA? 

Kombinationen af etnisk/kulturelle forskelle kombineret 

med en eller anden form for indre selvstyre er på papiret 

tillokkende som kriterium, men udvalget gør ikke krav på 

at være 100% konsekvent. I tilfældet Rusland har vi valgt 

kun at pege på Tjetjenien, og det er mest begrundet i, at 

der her er tale om et decideret oprør mod Moskva. Vi har 

ikke ønsket at bebyrde klubbens medlemmer med hele 

striben af russiske autonome områder og regioner. Eller 

med indianske reservater i USA. 

Som nævnt har udvalget været nødt til at anlægge en særdeles 

restriktiv vurdering af begrebet selvstyre indenfor en 

55 

given stat. Det er lidt nemmere, når selvstyret følger af 

internationale aftaler, som i tilfældene Macao, Hong Kong 

og Vestbredden + Gaza (som udvalget slår sammen under 

betegnelsen Palestina i den nye territorieliste). 

Afstandskriteriet er også relativt nemt at administrere. 

Udvalget så absolut helst, at der ud over afstanden også 

altid var tale om indre selvstyre og/eller etnisk/kulturelle 

forskelle, men efter lang tids diskussion vi nået til det 

standpunkt, at der må gås på kompromis her. En territorieliste 

uden Svalbard, de Kanariske øer, Azorerne, 

Madeira, Pitcairn, St. Helena, St. Pierre et Miquelon samt 

Galapagos ville være en fattigere og dårligere liste. Men 

reelt opfylder de pågældende områder kun afstandskriteriet, 

eftersom deres befolkning i hovedsagen stammer fra 

moderlandet, og deres selvstyre - hvis de har et - ikke er 

mere omfattende end hvad andre områder i moderlandet 

også har. 

Vi har også valgt at beholde Tristan da Cunha som selvstændigt 

territorium, selv om øen faktisk styres fra Sct. 

Helena, - der er bare så frygteligt langt mellem øerne... 

Den reviderede territorieliste følger nedenfor: 

De nye territorier er Abkhasien (løsrevet fra Georgien), 

Andamanerne & Nicobarerne (Indien), Juleøen (ved Java, 

under Australien), Kosovo (del af Serbien + Montenegro), 

Montenegro (ditto), Nagorno-Karabakh (trods al logik 

stadig en juridisk del af Aserbajdsjan), Skotland (UK), 

Somaliland (Somalia), Tjetjenien (Rusland) samt Trans- 

Dniestr (genstridig del af Moldova). 

Trans-Dniestr anerkendes fra 1990, Nagorno-Karabakh, 

Tjetjenien, samt Somaliland anerkendes fra 1991, 

Abkhasien anerkendes fra 1993, Skotland fra 1997, 

Kosovo og Montenegro fra 1999. 

Tilsyneladende nye, men dannet ved sammenlægning: 

Bonaire + Curaçao, Nederlandske Små Antiller (og ja, 

vi ved godt at de administreres fra Curaçao), Palæstina, 

Guadeloupe + St. Martins + St. Barts. 

Omdøbt: 2 x Virgin Islands omdøbt til Jomfruøer 

Slettet af listen: Pakistansk Nordvestterritorium, Pakistansk 

Kashmir. 

mvh 

Niels JL Iversen, på vegne af DBK’s territorieudvalg. 

Et af de indiskutable »territorier« er 

Thor Heyerdahls berømte Rapa Nui, 

på dansk kaldet Påskeøen. Bortset fra 

Tristan da Cunha er det verdens mest 

afsides liggende ø og især kendt for 

de mange fi ne “moai”. Om kort tid får 

vi endda et medlem udstationeret på 

den lille ø, nemlig Lone Friis Larsen, 

der i forelskelsens navn har valgt 

at dele liv med en af de kun 3.000 

“rapanui”. Foto: Claus Qvist Jessen.

De af klubbens medlemmer, der var i Danmark medio 

august, har ikke kunnet undgå at høre om den forsvundne 

danske bjergbestiger, der havde forsøgt at bestige Pik 

Lenin, men som tæt på den 7.134 m høje top var forsvundet 

i en snestorm. 

Forholdene på bjerget blev beskrevet som ekstremt vanskelige, 

og vore nerver hang i fl osser. Det var jo oplagt, 

at det drejede sig om ét af vore medlemmer fra Pik Lenin 

ekspeditionen – og med forældre i Viborg Politikreds stod 

det klart, at klubbens bestyrelsesmedlem, medlemskoordinator 

og initiativtager til Café Globen, Martin Anker 

Nielsen, stod overfor sit livs hidtil største udfordring. 

Heldigvis varede uvisheden for de fl este af os kun kort tid, 

for allerede inden nyheden var blevet bragt frem i Fyns 

Stiftstidende og en stor eftersøgning sat i gang, var Martin 

nået velbeholdent tilbage til lejren (på ski!!) og havde ringet 

til sine forældre at han var i god behold (men dog noget 

sulten). Ifølge de foreliggende rapporter nåede Martin og 

Lars Hansen begge toppen (og satte dermed ny højdere- 

Pik Lenin ekspedition: 

GODT GÅET, MARTIN! 

56 

kord i klubben!). Mens Lars klarede nedstigningen til fods, 

ville Martin tage turen på ski, men blev undervejs fanget af 

en voldsom snestorm. Han bevarede dog roen og fornuften 

og byggede en bivuak til den første nat. Senere fandt 

Martin et efterladt telt, hvor han tilbragte den anden nat i 

sneen. Han var på dette tidspunkt kommet ned i en dal på 

den anden side af bjerget, og gennem de store snemasser 

lykkedes det så på tredjedagen at fi nde tilbage til lejren. 

Der skal lyde et stort tillykke til alle Pik Lenin ekspeditionens 

deltagere, som har oplevet nye grænser for hvad 

man fysik og ikke mindst psykisk kan blive udsat for. Vi 

glæder os nu til at se jer alle velbeholdne tilbage i vor 

kreds – og håber naturligvis der vil blive lejlighed til at høre 

nærmere om disse ekstreme begivenheder. 

Som udskænker i den kommende Café Globen vil Martin 

givetvis i mange år fremover få opfordringer til at fortælle 

beretningen om .. dengang du forsvandt på Pik Lenin. 

Pyh-ha, hvor er vi glade og lettede over denne happy end 

D. 20/8-2004 blev dagen, hvor DBK - pga. Martins ufrivillige forsvindingsnummer - skaffede DBK mere 

presseomtale, end det er lykkedes alle os andre tilsammen at skaffe gennem mange års arbejde med artikler i 

aviser samt seriøse radio- og TV-udsendelser (og lad så gå med, at BT i kampens hede fi k fortolket ’DBK som 

Dansk Bjerg Klub’, mens de samtidig beskriver vores kære klub som ’en slags loge for danske vovehalse og 

globetrottere’). Den eneste seriøse konkurrent på formiddagspressens spisesedler var damen, der fi k øret 

bidt af af en 80 kilo tung dræberhund. I øvrigt har der været 3-4 gange så mange hits på klubbens hjemmeside 

denne dag som normalt.

Årets skribent – part 2 

Gode oplevelser er til for at blive gentaget, og igen i år har vore sponsorer været så velvilligt stemte, at vi kan 

fort sætte sidste års succes og udskrive en konkurrence om, hvem der skal have den ærefulde titel som ”årets 

globe skribent”. 

Ligesom sidste år kommer afstemningen til at foregå over Internettet, og ganske som vi plejer, bliver det en 

afstem ning, hvor læserne en gang i starten af oktober får tilsendt en stemmeseddel, som man så kan returnere til 

afsen deren iført ens bud på, hvem der skal begaves i år. Ligesom sidste år sker afstemningen ved, at man giver 5 

points til den person, man mener har bidraget mest til Globens fremragende indhold, 4 points til nr.2 og så frem deles. 

Man kan altså kun uddele stemmer til i alt fem bidragydere, uanset at man sikkert kan komme i tanker om mindst 20 

andre, der fortjener en eller anden form for præmiering. Ren luksus, og det bærer vort fi ne blad heldig vis også præg 

af. 

Alle abonnenter kan stemme; dvs. afstemningen er åben for både aktive og passive medlemmer, medlemmer men naturligvis kan 

hver person kun stemme én gang. Oveni har bestyrelsen lavet den lille regel, at man denne gang godt må stemme på 

sig selv – i erkendelse af, at det ligefrem går hen og bliver en ulempe for ”kandidaterne” kun at kunne stemme på alle 

de farligste konkurrenter. 

Sidste år havde vi også det (heldigvis meget lille) problem, at enkelte ”familie og venner” kun lagde stemmer hos 

hinanden. Denne begyndende nepotisme fi k heldigvis ingen betydning for udfaldet i toppen af listen, men vi hen stiller 

alligevel til, at folk forsøger at lægge de familiære bånd bag sig og fordeler deres stemmer med hjerte og hjerne 

og ikke efter hvem, man deler hus og hjem med. Giv stemmerne til de folk, der bedst fortjener et skrive mæssigt 

skulderklap, ikke til hende, der bare ser så sød ud, eller ham, du var på druk med 18 gange sidste år. 

Resultatet af afstemningen offentliggøres under stor festivitas ved generalforsamlingen den 27. november i Århus. 

Imidlertid – og tak for det – er der jo mange andre, som også har ydet en stor indsats for DBK i årets løb. Det være 

sig som foredragsholder, vært, redaktør af Globen, webmaster, bestyrelsesmedlem, toastmaster – samt naturligvis 

alle, der har leveret artikler til Globen. Udover skribentkonkurrencen, der jo hædrer de særlig fl ittige og dygtige 

skribenter, vil vi derfor trække lod om yderligere 15 præmier blandt alle øvrige aktive medlemmer. Vinderne af 

skribentkonkurrencen vil ikke deltage i denne udtrækning. 

Der er følgende præmier: 

1. præmie: 1.500 kr gavekort fra Jysk Rejsebureau 

2. præmie: 1.250 kr gavekort fra Friluftsland 

3. præmie: 1.000 kr gavekort fra Penguin Travel 

4. præmie: 800 kr gavekort fra Jysk Rejsebureau 

5. præmie: 700 kr gavekort fra Jysk Rejsebureau 

6. præmie: 500 kr gavekort fra Friluftsland 

Lodtrækning blandt øvrige aktive medlemmer (foredragsholder, vært, redaktør af Globen, webmaster, 

bestyrelsesmedlem, toastmaster, bidragydere til Globen (og som IKKE har vundet en af ovennævnte præmier)). 

Uanset antal artikler, foredrag og andre aktiviteter vil hvert deltagende medlem kun have ét navn i hatten: 

5 x 200 kr. gavekort til Scanvik Boghandel 

5 x DBK-shirts 

5 x passive medlemskaber - velegnet som julegave til rejseinteresserede venner. Medlemsskabet omfatter hele 2005 

(4 numre af Globen) SAMT det fl otte december-nummer 2004, så der er noget konkret at lægge under juletræet. 

Vi har naturligvis registreret alle de ovennævnte aktiviteter, men har I på anden vis ydet et væsentligt bidrag til klubben 

(radio interview, større avisomtale o.l.), så send os lige en mail med nærmere enkeltheder. 

Afstemningen omfatter de fi re blade, der er udkommet siden sidste generalforsamling, og skulle du på mystisk via 

have glemt, hvem der har skrevet hvad, følger her et lille indeks over alle artikler på mindst én fuld side i henh. 

December (03, Østeuropa; red. Søren Padkjær), Marts (04, rejsesouvenirs; red. Claus Qvist Jessen), Juni (04, 

transportformer; red.: Søren Bonde) og September (04, alternative rejser; red. Nikolaj Witte & Simon Staun). 

Bestyrelsen 

57

Claus Andersen (056): 

Cykelrejser (J) 

Henning Andersen (204): 

Sejltur på Donau (D), 10 bedste vulkaner (J) 

Michael Andersen (115): 

Vietnam-bjerg (M), Cykeltur i Bangkok (M), Tværs 

over Verdens Tag (S) 

Knud B. Bach (125): 

Pantanal (D), Europæiske commandoraids (J), 

Fernando de Noronha (S) 

Søren Bonde (158): 

Sviptur til Polen (D), Museumsinspektøren (M), I 

fedte fadet i olieland (J) 

Ewa Bylinska (174): 

Moldova (D), Island (D), Santorini-akvarel M), Grodno, 

Hviderusland (J), Replik om Wien (J) 

Marianne Christensen (203): 

Værste rejseoplevelse (D), Etiopien (D), Transport 

på rejsen (J), Endelig medlem i DBK (S), 10 mest 

eventyrlige ruiner (S) 

Henrik Døcker (038): 

Kaliningrad (M), Italien (J) 

Ole Egholm (1): 

10 bedste togrejser (M) 

Niels Gadegaard (081): 

10 bedste fl yveture gennem 50 år (S) 

Anette Grønkjær (210): 

Pearl Lagoon (M), Mageløse Madagaskar (S) 

Lars Hansen (167): 

From Russia with love (D) 

Lillian Friis Hansen (231): 

Stærk kultur og voldsom natur på Yap (skrevet 

sammen med Ib Larsen (231)) (S) 

Kaj Heydorn (039): 

PNG-penishylstre (M) 

Annelise Hopson (desværre afgået ved døden, så stem 

ikke på hende!) hende!): 

Bøjlerne (D) 

Kenneth Hvolbøl (068): 

Borneo (D), Pik Lenin.status (M), Stævnemøde med 

for tiden (J), Ved verdens ende (S) 

Niels Iversen (082): 

Balkan, Budapest og Albanien (D), Botswana og 

Zim babwe (M), Interrail (J), 10 zoos (J) 

58 

Per Allan Jensen (026): 

Skiferie i Bulgarien (D), Disko-trekking (D), Everest 

Base Camp (M), 10 bedste udsigter (M) 

Claus Qvist Jessen (019): 

Albanien, Sydeuropas museum (D), Foto på rejsen 

(M), Avlsgården (M), Morgenmad på indisk (M), 

Rejsestafet ten (M), Blafferrejser (J), Elefant-blaf 

(J), Sydafrikansk sprittur (J), Foto-motiver (J), 

Overnørdernes Klub (S), Når det ”normale” bliver 

”alternativt” (S) 

Stein Johnsen (155): 

Nordpol Ekspedisjonen 1993 (S) 

Per og Camilla Jørgensen (146): 

Byggeprojekt a la Sri Lanka (S) 

Bente og Preben Knudsen (202) og (093): 

Alternativ humanitærrejse til Hviderusland (S) 

Ib Larsen (037): 

Beduin-smykke + Srilanka-økse (M), De Hvide 

Rajahers bjerghytte i Matang (S), Stærk kultur og 

voldsom natur på Yap (skrevet sammen med Lillian 

Friis Hansen (231)) (S) 

Lars Kierulff Munk (207): 

En nødhjælpschaufførs beretning (S) 

Lars Nielsen (235): 

Nordkinn – hvor ligger det? (S) 

Søren Padkjær (112): 

Det lettiske maleri (M), 10 bedste madoplevelser (m) 

Anders Pedersen (162): 

At blaffe er at leve (J) 

Erik Pontoppidan (180): 

The hippie trail (D), Fuld fart frem (J), 10 bedste 

trekkingture (S) 

Arne Runge (097): 

Polsk vodka (D), Japansk for begyndere (M), 

Sydkorea (J), Ayatollah – Khomeini – Stan (S) 

Poul Saabye og Pia Baltzer (191) og (190): 

Potosi (D), div. rejsebreve (D), Når rejseliv bliver 

hver dag (J), Rejsebrev ’on the road’ (S) 

Theis Sølling (218): 

Siberut (M), Tonga (J) 

Jette Torp (133): 

Hilsen fra Galapagos og Amazonas (S) 

Nikolaj Witte (212): 

Nikolaj Witte (212): 

Glimt fra Skt. Petersborg (D), En etisk Odyssé (M), 10 

asiatiske transportoplevelser (J), Kom til Bangladesh 

før turisterne (S)

Mine 10 mest uforglemmelige fl yveture gennem 50 år 

Tekst og Foto: Niels Gadegaard 

Efter Niels Johannes Iversen er det blevet min tur til at 

beskrive de 10 bedste af et eller andet og samtidig sende 

rejsestafetten videre. I perioden fra 1955 -1976 arbejdede 

jeg først på Københavns lufthavn og siden på Esbjerg lufthavn 

så fl yvning blev min store lidenskab. I løbet af 50 år 

har jeg nået at fl yve i et to og fi remotorers propelfl y, vandfl 

y, jetfl y, luftskib og sidst men ikke mindst luftballon. 

1. 

Min luftdåb fi k jeg i maj 1953. I anledning af Rundskuedagene, 

som var en forløber til Århus Festuge, kunne 

man formedels 10 kr. få en fl yvetur over Århus med Morian 

Hansen i hans lille 2-personers fl y. Morian Hansen var en 

meget farverig person, som var både berømt og berygtet. 

Han havde deltaget i mange motorcykelløb før krigen, fl øjet 

i Royal Air Force under krigen og fl øjet med sit lille fl y 

under den gamle Lillebæltsbro. Hvor bor du henne knægt, 

spurgte han mig om. Jeg fortalte ham, at jeg boede ude 

ved den nye Ringgadebro. Der fl yver vi ud, sagde han, og 

da vi kom derud, fl øj han så lavt, at jeg kunne kigge ind i 

min mor og fars soveværelse. 

Klar til start i Esbjerg lufthavn 

59 

2. 

I juni 1955 var jeg lige blevet hjemsendt efter 18 måneders 

tjeneste ved livgarden, hvor jeg i seks måneder dagligt 

havde været med i vagtparaden. Jeg havde søgt ind 

til SAS og skulle til samtale i Kastrup lufthavn og havde 

fået tilsendt en billet. For første gang skulle jeg fl yve med 

rutefl y fra Tirstrup til Kastrup. På det tidspunkt var der to 

fl yvninger om dagen mellem Kastrup og Tirstrup med et 

2-motores propelfl y DC3 med plads til 28 passagerer og 

ingen trykkabine, så fl yvehøjden var meget lav. På dette 

tidspunkt bestod fl yfl åden hos SAS desuden af typerne 

Scandia, DC4, DC6 og DC6B. Sidstnævnte fl y var selskabets 

stolthed, som fl øj til New York daglig via Prestwich i 

Skotland med op til 68 passagerer. 

3. 

I juni 1957 besøgte jeg Norge og fl øj med Sea-Otter Plane, 

som er et 8- personers vandfl y. Turen gik fra Tromsø via 

Alta, Hammerfest til Kirkenes. Flyet landede på vandet 

udenfor byerne og passagererne blev sejlet frem og tilbage 

i en lille motorbåd, medens vi sad i fl yet og ventede 

på nye passagerer satte de to piloter sig ud på fl yets pontoner 

og fi skede. Så er der ”matt til kvellen”, råbte kaptajnen 

og viste stolt en stor nyfanget laks frem foran passagererne 

i kabinen.

4. 

22. april 1960 fl øj jeg med SAS Airliner DC7C Global 

Express fra Kastrup lufthavn til Anchorage via Nordpolen 

og fi k certifi kat på titlen som “CONQUEROR OF THE TOP 

OF THE WORLD”. Turen tog 14 timer og champagnepropperne 

knaldede, da vi passerede Nordpolen. SAS 

var som det første luftfartsselskab begyndt at overfl yve 

Nordpolen i 1958. Efter et kort stop i Anchorage gik turen 

videre på endnu en 14 timers fl yvning til Tokyo, hvor vi 

passerede Datolinien øst for Fiji-øerne, og hvor vi desuden 

mistede en onsdag i den uge. 

5. 

I marts 1967 fl øj jeg 

med MEA Middle 

East Airlines fra 

Kastrup til Beirut. 

Da fl yet passerede 

Sortehavet, 

lød der pludselig et 

par kæmpebrag, og 

fl yet begyndte at 

vippe. Da jeg kikkede 

ud af fl yets vindue, 

så jeg, at vi var 

ved at overfl yve et 

område af kulsorte 

skyer, hvorfra der 

kom adskillige lyn 

op mod fl yet. Alle fl y 

er udstyret med lynafl 

eder, så der skete 

ingen skade på fl yet. 

Det var et vejrfænomen, 

som jeg aldrig 

har hørt om før. 

Normalt taler man 

om lynnedslag, så 

man må formode, at 

dette her var et lynopslag. 

Efter en periode 

i Libanon tog vi 

videre til Damaskus, 

hvor vi så den fl otte 

Omajla Moske. På 

tilbagevejen blev 

der snestorm oppe i 

bjergene, så vi måtte 

overnatte på militærbase. 

Den næste 

dag gik turen videre 

med fl y til Jerusalem 

i Jordan. Jerusalem 

var på dette tidspunkt 

en delt by, så 

det var underligt at stå på muren og kigge ind i Israel. To 

måneder efter startede 5-dages krigen, som Israel vandt 

og annekterede den del af byen, vi havde været i (næste 

gang jeg besøgte Jerusalem var i 1983, og da var bydelen 

blevet israelsk). 

Ballonstart fra Silkeborg 

60 

6. 

I september 1967 var jeg ansat i AIR LINGUS og i den forbindelse 

var jeg med til at holde foredrag og vise fi lm om 

laksefi skeri i Irland for jyske fi skeklubber. Turene gik fra 

Tirstrup til Dublin, men da Tirstrup lufthavn ikke havde det 

rigtige fl ybrændstof, skulle fl yet mellemlande i Ålborg på 

turen til Dublin for at tanke op. Flyet var fyldt op med lystfi 

skere til sidste plads, så jeg måtte sidde i cockpittet bag 

kaptajnen. Da fl yet nærmede sig Ålborg, var det midlertidig 

blevet meget tåget, og kaptajnen kunne ikke se landingsbanen. 

Tre gange forsøgte han at lande uden held, 

men fjerde gang lykkedes 

det. Kaptajnen 

vendte sig om mod 

mig og tog kasketten 

af og tørrede sveden 

af panden og sagde til 

mig: ”God bless you. 

I only had 25 gallons 

left in the tanks (ca. 

100 liter brændstof)”. 

7. 

I august 1974 fl øj 

jeg med en MÆRSK 

AIR helikopter fra 

Esbjerg lufthavn ud i 

Nordsøen til olietankeren 

Marie Mærsk, 

som var fortøjet ved 

en bøje i Thyra-feltet, 

hvor man netop 

havde fundet olie. Det 

var før, man fi k pipelines 

ind til land. Man 

måtte derfor pumpe 

olien op i olietankeren, 

som, når den var 

fuldt lastet, satte kursen 

mod Korsør, hvor 

olien blev pumpet i 

land. Efter at spist 

frokost med skibets 

kaptajn, blev der tid 

til en lille rundvisning 

på den store olietanker. 

Herefter fi k vi lov 

at låne et par pilke og 

sammen med skibets 

kok, gik vi i gang med 

fi skeriet. Tankeren lå 

på 20 meter vand, og 

afstanden fra rælingen 

til havoverfl aden 

var også 20 meter, 

så der var 40 meter til bunden. Inden turen gik tilbage til 

Esbjerg, nåede vi at fange en enkelt torsk på 15 kilo, som 

vi var tre mand om at få hevet i land. 

8. 

I marts 1976. Da Sterling Airways Caravellefl y letter fra 

Bangkok lufthavn med kurs mod Kathmandu, lyder der

et knald i fl yet. Min sidekammerat Keld er mekaniker i 

Sterling og vi bliver hurtigt enige om, at der var noget galt 

med den start. Fem minutter senere melder fl yets kaptajn 

på højtaleren, at fl yet returnerer til Bangkok af tekniske 

årsager. Så ved man godt, hvad klokken er slået. Da fl yet 

ligger an til landing, kommer vi ikke helt ned på landingsbanen 

men stiger hurtig op i luften igen. Ud af vinduerne 

kan vi se, at der på begge sider af landingsbanen står der 

en række af brandbiler og ambulancer. Flyet vender tilbage 

til Bangkok igen og forsøger endnu engang, men 

igen er landingen forgæves. Panikken begynder at brede 

sig i fl yet. Tredje gang er lykkens gang og vi lander alle 

uskadte i Bangkok. To passagerer bliver kørt på hospitalet, 

og det viser sig senere, at en slidbane på et af fl yets dæk 

eksploderede under starten på grund af varmen og laver 

et hul i vingen ca. 10 cm. fra brændstoftankene. Vi måtte 

lige klare en ekstra overnatning i Bangkok, hvorefter turen 

gik videre til Kathmandu næste dag. 

9. 

Juni 1975. Luftskibet ”GOOD YEAR” besøger Esbjerg og 

i den anledning bliver jeg inviteret på fl yvetur over Esbjerg 

sammen med min nærmeste chef, borgmester og senere 

justitsminister, indenrigsminister og formand for folketin- 

Gode råd til rejsestafetten 

Tænk tilbage på dine rejser. Hvornår fi k du den her »PANG«- eller »JIBII«-følelse? Var det når du oplevede de kulinariske 

kreationer, udsigten fra bjergtoppen eller snorkling ved koralrev? Skriv om dem. 

Indtil nu er der skrevet top ti om madoplevelser, udsigter, togrejser, transport i Asien, vulkaner, zoo’er samt i dette 

nummer af Globen fi ndes ruiner, treks og fl yveture. 

Men hvad er der snart tilbage? 

Ingen har endnu skrevet om: Bedste hjemmebryg, mest aggressive souvenirsælgere, bedste overnatning, hyggeligste 

vinslotte i Frankrig, bedste bar i verden, mest særprægede dyr, fl otteste tempel, ja jeg kunne blive ved. 

Valget er dit. 

Det var alt det sjove, her kommer alt det alvorlige. 

HUSK: Hold dig på to sider. 

HUSK: Medsend billeder, helst fl ere til udvælgelse. Har du et billede til din første prioritet, er det perfekt. 

HUSK: Send stafetten videre til en ny aftager. 

HUSK: Billedtekst (skrives ind i samme dokument som artiklen, men i bunden og forsynet med navnet på billedet 

(det som fi len hedder)). 

HUSK: Indsæt IKKE billederne i dokumentet. Det laver redaktionsarbejdet meget større. Send dem ved siden af. 

HUSK: Fortæl gerne kort, hvorfor du har valgt netop denne kategori. 

HUSK: Skriv i tvivlstilfælde til redaktionen, vi hjælper gerne. 

HUSK: At more dig med det, det er kun for sjov. 

NWitte 

61 

get, Henning Rasmussen. Desuden deltog politimesteren 

og turistchefen. Der var plads til kaptajn og fem passagerer 

og luftskibet fl øj med en hastighed på 70 kilometer i 

timen og borgmesteren fi k fornøjelsen at styre luftskibet. 

10. 

8. august 2002. Mit største ønske har altid været at prøve 

at fl yve i luftballon. Min forretning ligger i samme gade som 

Ceres bryggeriet, og da jeg netop var fyldt 70 år, samtidig 

fejrede 25 års jubilæum og i den periode havde solgt 

mere end en million Ceres øl, var Ceres af den opfattelse, 

at en ballontur var den helt rigtige gave. Turen startede i 

Iskælderdalen i Silkeborg og med sydøstlig vind gik turen 

i nordvestlig retning op over Funder, (jeg kunne næsten 

kigge ned i familien Fiil Svarrers have) og vi landede på 

en græsmark i byen Thorning. Ombord i ballonen var der 

tre personer: Ballonskipperen, navigatøren og mig, som 

måtte deles om ca. 1 kvadratmeter med to gasfl asker. Det 

var en fantastisk og uforglemmelig oplevelse. Turen var på 

19.537 meter og blev underlagt på 63 minutter. Jeg fi k retten 

til at indtræde i foreningen for berømte ballonrejsende 

(Sic itur ad astra). Navnet blandt ballonrejsende er Niels 

Gadegaard Greve af Thorning.

Mine 10 mest eventyrlige ruiner 

Tekst og Foto: Marianne Christensen 

Jeg har grebet stafetten fra Nikolaj, og mit bud på »noget 

særligt« er de 10 mest eventyrlige ruiner; 10 meget gamle 

bygningsværker, som har gjort dybt indtryk på mig. 

Egentlig er mine hofrejsemål jo den vilde natur, bjerge, 

regnskoven og de store vidder, så hvorfor er jeg dog fascineret 

af disse oldgamle klippestykker på steder, der ofte 

er overrendt af turister, og hvor temperaturen nærmer sig 

smeltepunktet, men hvor jeg alligevel ikke kan gå i badedragt? 

Fordi jeg fascineres af historiens vingesus. 

Jeg imponeres af, at mennesker for op til 4000 år siden 

kunne bygge så smukt, dekorere så detaljeret og kulturelt 

1. Luxor, Egypten 

For når jeg står mellem Karnaks Amontempels 134 tykke 

søjler og fantaserer mig 3500 år tilbage, forestiller jeg alle 

de udskårne relieffer på søjlerne malet i de smukkeste farver. 

Når jeg en tidlig morgen kl. 5.30 ved solopgang sejler 

over Nilen i felucca og allerede kl. 7 er ved at få hedeslag 

ved at gå i den totalt golde, stenede ørken Kongernes Dal, 

og når jeg går ned i et hul i jorden og ser væggene malet 

fra gulv til loft og de mange meter ned i klipperne med de 

mest fantastiske historier om tiden dengang. Og når jeg i 

middagssolen står i Dronning Hatshepsuts dødetempel og 

62 

var på så højt et udviklingsstade, mens bronzealderpigen 

fra Egtved løb rundt i Danmark i sit korte sejlgarnsskørt 

med det store bæltespænde. Dét der også fascinerer, er, 

at mange af stederne blev forladt eller »forsvandt« i junglen 

og genfundet fl ere århundreder senere ved en tilfældighed. 

Og ikke mindst den følelse Indiana Jones må have 

oplevet, når han faldt over en sten, som viste sig at være 

en lille brik af et kæmpe tempelkompleks. Og så mysteriet: 

»Hvorfor blev det forladt?« 

At prioritere ruinerne vil være uretfærdigt, for hvert sted 

har sine særpræg, men jeg starter alligevel med: 

Forfatteren på skødet af Buddha på Borobudur, Java, Indonesien. 

fornemmer den fred, hun repræsenterede (for dog næste 

dag at høre, at 58 turister er blevet skudt eller stukket ihjel 

lige dér, hvor jeg var i går), ja så fatter jeg stadig ikke helt 

storheden, men må vide mere... 

2. Angkor Wat, Cambodia 

Verdens største tempelkompleks med 40 templer, det 

ene mere fantastisk end det andet. Angkor Wat som det 

mest kendte med sine fem tårne, Bayon med de 54 tårne, 

alle med bygherrens Buddhalignende ansigt rettet mod 

hvert verdenshjørne, det lille lyserøde Banteay Srei med

de smukke, detaljerede 

udskæringer og det træovergroede 

Ta Prohm, der 

er så vildt og så fredeligt. 

Et ideelt sted at vegetere, 

fantasere og fotografere. 

Og så selve stedets historie 

om, hvordan det blev 

bygget i 800-1200 tallet i 

det største og rigeste rige 

i Østen, for derefter at forsvinde 

i junglen, hvor en 

botaniker »faldt« over det i 

1800-tallet. 

3. Machu Picchu, 

Peru 

Historien er meget lig 

Angkor Wats. Blot her 

en befæstet by på toppen 

af et bjerg. Formentlig 

Inkaindianernes sidste 

støttepunkt efter spaniernes 

erobring i 1500-tallet. 

Genopdaget i 1911. Den 

åbenbaring man får, når man har gået i tre døgn i regn 

og tåge op over tre pas (bl.a. mit højeste 4200 (Dead 

Woman’s Pass)), for til at sidst gå på de selv samme trappetrin 

som inkaerne og pludselig, da tågen letter, at se en 

hel by, hvor blot tagene mangler! Og fra toppen af Huayna 

Picchu at nyde det hele ovenfra med alle de dybe dale ned 

på alle siderne af ruinerne. Bjergtagende! 

4. Chitzen Itza, 

Mexico 

Denne Mayaby med trappepyramider, bygget i 514, blev 

forladt i 1194. Med en vidunderlig udsigt ud over junglen, 

som en gang skjulte den. Og som til stadighed forsøger at 

gøre det igen. 

Den kunne være blevet min sidste ruin, for jeg snublede 

over en rod (-plante!), men genvandt balancen lige på kan- 

Træerne gror frit over ruinerne af Ta Prohm, Angkor Wat, Cambodia 

Khajuraho, Indien. 

63 

ten til den hellige underjordiske sø - en cenote, hvor mangen 

skønjomfru, men især børn, er blevet ofret i det 35 

meter dybe vand, hvor også slanger har hjemsted! 

5. Petra, Jordan 

Nabatæernes lyserøde sandstenshovedstad fra 4. 

århundrede. Med den smalle bjergkløft på 11⁄2 km og 

Skattekammeret, som vi alle kender fra Indiana Jones` 

eventyr. Hvor man kan gå rundt og op en hel dag og hele 

tiden fi nde nye bygninger på bjergskråningerne. 

6. Khajuharo, Indien 

1000 år gamle templer, dengang 85 styk, nu »bare« 22, 

med udskæringer fra top til fod af erotiske stillinger, hvor 

mange kræver assistance for at holde balancen af tredje 

person. Hele dette byggeri for at fortælle hvilke »lidel-

ser« og fristelser manden må igennem for at nå Nirvana! 

7. Colosseum, Italien 

Stedet, hvor man stadig kan høre suset fra for næsten 

2000 år siden, da slaver måtte slås som gladiatorer mod 

hinanden og mod løver med livet som indsats. Tænk hvis 

man havde levet dengang i Rom! 

8. Borobudor, Indonesien 

Den 1200 år gamle buddhistiske stupa midt på Java, ja 

faktisk er der over 72 små stupaer på toppen af et bjerg. 

Det er længe siden, jeg var der på min »jorden rundt« i 

1981, men det var noget med to millioner sten, og at jeg 

fandt en Buddha at sidde på skødet af. 

9. og 10. 

Nu er det, det bliver svært at vælge. Er det Artemistemplet 

i Efesus, Tyrkiet, et af Oldtidens syv underværker med et 

amfi teater til 24.000 mennesker, hvor et hvisk kan høres 

på bagerste række, som historien om Paulus er et godt 

eksempel på. Eller Masada i Israel, fæstningen som jeg 

midt i nattens mørke vandrede op til og så den smuk- 

Machu Picchu, Peru. 

HUSK AF STEMME! 

64 

keste solopgang over Jordans bjerge. Stedet hvor 967 

zeolotjøder for næsten 2000 år siden holdt skansen mod 

romerne i hele tre år, før de måtte opgive over for 15.000 

romerske soldater og så begik kollektivt selvmord. Eller 

Thailands Sukhothai med 35 Wats i fantastisk arkitektur og 

avanceret vandkontrol. Eller Mohenjo Daro på Pakistans 

Indusslette, der har ligget der i 4000 år med bade, afl øb, 

runde gadehjørner, skakspil og smykker... 

På mine første rejser var det tilfældigvis på vejen, jeg kom 

til at opleve en af de historiske ruiner, men siden har jeg 

søgt dem. Og gudskelov fi ndes der mange i verden, så 

min vej falder nok en dag forbi Tikal i Guatemala eller 

Sana i Yemen eller Abu Simbel, som blev skåret i stykker 

og fl yttet 57 m op for at give plads til Nassersøen, 

og hvor man stadig to gange om året kan opleve den 

opstigende sols stråler lyse ind i det allerhelligste eller... 

Rejsestafetten gives nu videre til Kirsten Fiil. 

For det er kun med din stemme, at skulderklappet 

går til netop DIN yndlingsskribent. (Se side 56)

På opfordring af "Vulkan-Henning", som har givet stafetten 

videre til mig, har jeg valgt at beskrive mine 10 bedste 

trekkingture. Men selv om jeg har hygget mig med opgaven, 

så har det været lidt af en udfordring at udvælge mine 

10 favoritter og ikke mindst at begrænse beskrivelsen af 

dem til ganske få linier. For hvad er en god trekkingtur? 

Som eks-formand Per Allan Jensen meget rigtigt skriver i 

martsnummeret, så er en god oplevelse en kombination af 

mange forskellige faktorer. Det kan f.eks. være ens humør, 

de mennesker, man møder undervejs, hvor man er i sit liv, 

hvilke behov og ønsker, man har lige nu og meget andet. 

Det spiller også en rolle, hvor meget man har rejst i forvejen 

og hvor meget af verden, man allerede har set. F.eks. 

var min første trekkingtur i Himalaya en helt unik ople- 

Mine 10 bedste trekkingture 

Tekst og foto: Erik Pontoppidan 

Aftenstemning ved Lapsang-sæteren, nær Kanchenjunga. 

Bjerget til venstre hedder Ratong (6.678 m). Passet til højre 

fører ind i nabolandet Sikkim. 

65 

velse, som aldrig kan gentages, og det samme gælder i 

øvrigt den oplevelse, jeg havde, da jeg på min allerførste 

udlandsrejse til Norditalien oplevede Alperne fra kupévinduet 

i min sovevogn. 

Til allersidst: Rækkefølgen af de 10 beskrivelser er kronologisk 

og er altså ikke udtryk for en prioritering, for at 

lave en sådan ville være en endnu sværere opgave end at 

udvælge mine 10 favoritter. 

1. Pico de Teide 

I januar 1967 besteg jeg helt alene Spaniens højeste 

bjerg Pico de Teide på Tenerife (3.716 meter). Det skal 

lige siges, at det var før svævebanen blev bygget, 

så jeg mødte ikke en eneste turist på vejen 

derop. Turen varede kun en enkelt dag, men 

den var en stor oplevelse, blandt andet fordi det 

var første gang, jeg kom tæt på en vulkan. Jeg 

tog med den første, meget tidlige morgenbus 

fra Puerto de la Cruz nede ved Atlanterhavet og 

kørte op til det enorme krater ved Las Cañadas 

i cirka 2.000 meters højde. Derfra startede jeg 

selve bestigningen. Jeg nåede toppen først på 

eftermiddagen og beundrede udsigten fra det 

rygende krater, inden jeg startede nedturen og 

fangede den sidste bus tilbage til Puerto. 

2. Gosainkund 

Denne vandretur på en halv snes dage i foråret 

1969 foregik i Helambu - Gosainkund - området 

nord for Kathmandudalen i Nepal. Den er en af 

mine største oplevelser overhovedet, og det er 

nok primært, fordi det var allerførste gang jeg 

oplevede Himalaya. I Kathmandu hyrede jeg 

min egen sherpa (til syv kroner om dagen), 

som viste vej, talte med folk i landsbyerne og 

sørgede for en del af det praktiske. Det hele var 

bare fantastisk: aftenerne hos de lokale familier, 

hvor man sad i de mørke, tilrøgede landsbyhuse 

og oplevede et sceneri og en stemning, 

man troede kun hørte hjemme i middelalderen. 

Begravelsesceremonien i sherpalandsbyen 

Tarke Gyang, hvor lama-orkesteret var i fuld 

aktion med trommer og horn – en stor oplevelse, 

jeg i øvrigt den dag i dag stadig kommer 

til at tænke på, hver gang jeg taber et grydelåg 

på gulvet! Og nå ja: udsigterne og natursceneriet 

var formidable. Vi gik over Laurebina-passet 

i 4.610 meters højde i snestorm og overnattede 

i en forladt sæterhytte ved en af de hellige 

Gosainkund-søer. Næste morgen vågnede 

vi i strålende sol med udsigt til store dele af 

Himalaya-kæden. Der var ikke en sky på himlen, 

og vi kunne se langt ind i Tibet med det imponerende 

Langtang-massiv i forgrunden.

3. Kilimanjaro 

En af mine helt store drømme var at bestige Afrikas højeste 

bjerg Kilimanjaro, og det fi k jeg mulighed for at gøre 

noget ved i sommeren 1972, da jeg rejste to måneder 

til Kenya for at deltage i et arbejdslejr-projekt arrangeret 

af Mellemfolkeligt Samvirke i nogle landsbyer ved 

Victoriasøen.Turen tog i alt fem dage (tre dage op og to 

dage ned), og vi gik gennem utrolig forskellige landskaber 

undervejs. Først gennem banan- og kaffeplantager, derefter 

gennem tæt skov, som længere oppe blev til en mærkværdig 

bevoksning af forkrøblede træer beklædt med 

mos og lav. Om formiddagen på den anden vandredag 

holdt skoven pludselig op, og først på det tidspunkt så vi 

Kilimanjaro for første gang som baggrund i et åbent, hedeagtigt 

landskab. Inden selve topbestigningen gik vi over en 

stor, gold slette overstrøet med store sten – og den fjerde 

dag tidligt om morgenen overværede vi solopgangen på 

kraterranden ved Gillman’s Point i en højde af 5.600 meter 

- rystende af kulde og udmattelse! 

4. Ruwenzori 

Denne tur føltes næsten lige så meget som en rejse i en 

tidsmaskine som en almindelig rejse. Ruwenzori-bjergene 

eller "Månebjergene" i Uganda er et af verdens mest særprægede 

bjergområder og er i øvrigt en af hovedkilderne 

til Nilen, som man søgte så ihærdigt efter i sidste halvdel 

midt i et landskab af mærkværdige planter i overstørrelse. 

Når jeg nævner det med en tidsrejse i starten, er det fordi 

området passer perfekt til forestillingen om et landskab fra 

juratiden. Jeg mødte dog ingen dinosaurer på turen, men 

hvis Steven Spielberg skulle få lyst til at lave endnu en fi lm 

om "Jurassic Park", så har han her de perfekte kulisser! 

5. Sinai 

I forbindelse med et tomåneders kibbutz-ophold i Israel i 

1973 var jeg på en femdagstur i Sinai-ørkenen med fi rehjulstræk. 

Vi overnattede i soveposer i ørkensandet, og 

om dagen kørte vi rundt i den meget smukke natur med 

de utrolige farver og landskaber, som fi ndes på Sinai-halvøen. 

Vi fi k desværre ikke lejlighed til at møde Moses, men 

vi besteg dog Sinai-bjerget, hvor vi oplevede solopgangen 

fra toppen. 

6. Ribera de Janela 

Under mit allerførste besøg på Madeira i sommeren 1978 

fulgte jeg en levada i fi re en halv time ind i den øde dal 

Ribera de Janela gennem et drømmeagtigt landskab, hvor 

stien førte gennem adskillige, kilometerlange, buldrende 

mørke tunneller. Jeg havde planlagt at gå op til et sted, der 

hedder Rabacal, men dengang var der ingen detaljerede 

guidebøger, og jeg har senere fundet ud af, at jeg skulle 

være klatret op af kløften 

ad en sti længe før. 

Så efter ca. 16 kilometers 

vandring sluttede 

levadaen pludselig ved 

et vandfald, og da det 

var sent på eftermiddagen, 

måtte jeg overnatte 

i bunden af kløften 

og gå samme vej tilbage 

næste morgen. 

Turen varede kun et 

døgns tid, men sceneriet 

på vejen ind og ud 

gennem dalen hører til 

mine mest intense oplevelser. 

Lyden af strømmende 

vandfald overalt, 

de ekstremt kuperede 

bjerge, natten helt alene 

dybt inde i kløften, fuglesangen 

i det første 

morgenlys, de meget 

lange tunneller, som 

Fra passet Tizi n Tacheddirt (3.230 meter), Høje Atlas. 

jeg i gik igennem helt 

alene med en lommelygte, 

hvor batteriet var 

af 1800-tallet. På trods af, at området ligger tæt på ækva- næsten opbrugt – det hele gav en blanding af fascinator, 

er der sneklædte toppe på over 5.000 meter med tiltion og angst, som gjorde netop denne tur uforglemmehørende 

gletschere. I løbet af en uges tid i sensommeren lig. Madeiras levadaer er efter min mening noget unikt og 

1972 vandrede jeg gennem fugtige tåger, kravlede over eventyrligt og burde helt seriøst komme i betragtning, hvis 

og under væltede, mosbegroede træstammer, og efter- man en dag skulle fi nde på at redefi nere verdens syv vidhånden 

vænnede jeg mig til at synke ned i mudder til knæene. 

Men da jeg efterhånden nåede op i højderne blev 

anstrengelserne rigeligt belønnet med fantastiske udsigter 

til blandt andet Mount Speke (5.035 meter), mens jeg stod 

66 

undere!

7. Kanchenjunga 

I efteråret 1989 - 20 år efter min første Nepal-rejse - var 

jeg sammen med en gruppe på 14 danskere, som i løbet 

af fem uger gik op til foden af verdens tredjehøjeste bjerg 

Kanchenjunga i Øst-Nepal. 

Det tog os cirka to ugers vandring at nå frem fra byen 

Biratnagar til Kanchenjunga base camp ved Pang Pema, 

som ligger i 5.200 meters højde, kun få kilometer fra det 

sted hvor Nepals, Tibets og Sikkims grænser mødes. Men 

også turen op gennem "The Himalayan Foothills" var en 

stor oplevelse. Først gik vi en gennem et område med 

landsbyer, som var totalt upåvirkede af turisme, og ind 

imellem kom vi op i de 

tætte rhododendronskove. 

Senere gik vi op 

langs fl oderne Tamur 

og Ghunsa og steg 

langsomt op gennem 

de dybe dale til Pang 

Pema i en højde af ca. 

5.200 m. For at undgå 

at gå den samme vej 

tilbage krydsede vi det 

vanskelige Lapsangpas 

på over 5.000 

meter og gik tilbage 

til civilisationen gennem 

Gurung-folkets 

område, med deres 

smukke lerhuse og rismarker. 

8. Sahara 

Jeg havde i fl ere år 

drømt at opleve Sahara 

"The hard way", dvs. 

på kamelryg og med 

overnatning i beduintelt 

eller under åben 

stjernehimmel. Derfor 

kontaktede jeg i 1994 

Sahara-specialisten 

Hans Mydtskov og 

skrev en notits i medlemsbladet 

for Dansk 

Fjeldvandrerklub. 

Denne notits resulterede 

lynhurtigt i en 

halv snes henvendelser 

fra medlemmerne, 

og med yderligere fem 

andre deltagere var vi 

nu tilstrækkeligt mange 

til at danne en lille ekspedition med Hans Mydtskov som 

turleder. 

Det blev til en spændende uge i det sydlige Tunesien, hvor 

højdepunktet var en tredagestur på kamelryg i omegnen 

af byen Douz. Og jeg tror nok, at alle fi k opfyldt deres forventninger 

om ørkenen. De store vidder, stilheden, bålet 

ved teltet om aftenen, blæsten, sandet og stjernerne – det 

var der alt sammen! 

På vej op gennem den lange og dybe Ghunsa-dal mod 

Kanchenjunga base camp. 

67 

9. Rinjani 

I sommeren 1998 var jeg så utrolig heldig at få bevilget fi re 

måneders sabbat-orlov fra min arbejdsplads. Og som rejsefreak 

valgte jeg at bruge min orlov til en lang rundrejse til 

Thailand, Australien og Indonesien. Et af højdepunkterne 

på den tur var bestigningen af Rinjani-vulkanen på øen 

Lombok i Indonesien - stadig en af mine allerfl otteste trekkingture 

til dato. 

Jeg startede bestigningen fra landsbyen Senarú på nordsiden 

af bjerget. Stien fører op gennem store bjergskove, 

hvor det vrimler med nysgerrige aber. Ved ca. 2.000 meter 

forsvinder skoven, og længere oppe har man en helt fantastisk 

udsigt. Fra mit telt 

over trægrænsen kunne 

jeg se solen gå ned i et 

tæt skytæppe, og det 

eneste, der ragede op 

over skyerne, var toppene 

af to store vulkaner 

ovre på naboøen 

Bali ca. 100 km borte i 

luftlinie. Og oppe fra kraterranden 

(2.650 meter) 

kunne man se den store 

kratersø 650 meter 

nede med den lille vulkankegle 

Segara Anak 

i midten. Jeg gik ned i 

bunden af krateret den 

følgende dag ad en stejl 

sti og tog en svømmetur 

i søen, hvor vandet var 

dejlig varmt på grund af 

den vulkanske aktivitet i 

området. 

10. Høje Atlas 

Denne tur i september 

2.003 var en stor oplevelse 

i et meget eksotisk 

land og med en helt unik 

natur. Det blev en rundtur 

på 11 vandredage gennem 

de højeste dele af 

Atlasbjergene, som ligger 

i Marokko på kanten 

af Sahara, med overnatning 

i telt og med muldyr 

til at bære den tungeste 

del af oppakningen. På 

turen passerede vi gennem 

mange maleriske 

berberlandsbyer, og en 

af nætterne tilbragte vi på et lokalt herberg, hvor jeg sov 

under åben himmel på tagterrassen. Sjældent har jeg set 

en så fl ot stjernehimmel i den klare ørkenluft. Turens geografi 

ske højdepunkt var bestigningen af Nordafrikas højeste 

bjerg Jebel Toubkal (4.167 meter). 

Med hensyn til min efterfølger, så har jeg overtalt Mai 

Nygård til at overtage min stafet i decembernummeret.

Møde øst for Storebælt lørdag den 18/9 kl. 18.18 

Sted: hos Ole Egholm, Herlev 

Underholdning: ikke fastlagt 

Møde vest for Storebælt fredag den 24/9 kl. 18 

Sted: ikke fastlagt, men formentlig i Århus 

Foredrag om Per Jørgensens hus-projekt på Sri Lanka 

Møde øst for Storebælt mandag den 18/10 kl. 18.18 

Sted: hos Morten Siglev, Frederiksberg 


Arrangement øst for Storebælt fredag den 22/10 

DBK besøger den Polske Ambassade 

Møde vest for Storebælt fredag den 29/10 kl. 

18 

Sted: hos Pia Lergaard, Silkeborg 

Megaprogram: først Pia & Poul-Erik´s tur til Costa 

Rica, derefter Familien Fiil Svarrer´s påsketur til 

Guadeloupe, Dominica og Martinique 

Møde øst for Storebælt torsdag den 18/11 kl. 

18.18 

Sted: hos Henning Andersen, København NV 

Underholdning: Jens Poul Madsen fortæller om 

familiens tur hjem til DK fra Maldiverne over land 

via det sydlige Indien 

Rasmus Krath kan sikker fortælle os 

hvordan man parkerer en Tuk-Tuk, 

når han til julefrokosten underholder 

med historier fra Tuk-Tukturen 

Bangkok-Århus. 

Foto: Nikolaj Witte 

2. juli. 

Øl-arrangementet den hos Per Danielsen trak ni 

humleglade deltagere til. Der blev smagt og talt meget om 

øl og fortæret store mængder grillmad. 

18. juli 

Til Japan-mødet hos Per Allan Jensen, hvor Eva 

Clemmensen og Arne Runge underholdt, var der 15 

deltagere. 

Arrangementskalender 

Afholdte arrangementer 

68 

Årets generalforsamling og julefrokost forventes 

afholdt 27/11, - i Århus! 

Arrangement øst for Storebælt mandag den 13/12 kl. 

18.30 

DBK besøger Karma Kadjy Skolen (buddhistisk 

læreanstalt/tempel, Svanemøllevej 56, København Ø) 

Møde øst for Storebælt lørdag den 18/12 kl. 18.18 

Sted: ikke fastlagt 


18. august 

Ordinært møde hos Lene og Ulrik Ebbe fi k besøg af 22 

medlemmer. 

Mai Nygaard underholdte om Canada.

Velkommen til de nye medlemmer 

235 - Lars Nielsen 

Allerede som 4-årig befandt Lars sig 

meget langt væk fra Danmark, da 

han var med familien i Canada. Den 

27-årige bachelor i geografi har netop 

afsluttet otte måneders rejse 

gennem Sydøstasien og venter nu blot 

på at komme af sted igen. Han mener 

selv, han er ramt af sygdommen: 

Rejsefeber. 

237 - Ib Stejlborg 

49-årig bygningskonstruktør, der 

startede sit rejseliv med charterture til 

Mallorca, Costa del sol og Ibiza m.fl. 

Efter endt læretid som tømrer, blev 

det bl.a. til arbejdsopgaver i Saudi 

Arabien. I 10 - 12 år kørte han Europa 

tyndt på sin motorcykel, inden han 

mødte sin samleverske Iwona på Sri 

Lanka. 

239 - Morten Frederiksen 

At rejse ud i verden har været en 

del af Mortens liv, siden han var to 

år gammel. Et år på High School i 

Texas gav ham lyst til mere. En af de 

største rejseoplevelser var verdens 

ældste regneskov, der befinder sig 

i det centrale Malaysia. Fremtidige 

rejseplaner: Cuba, Rusland, Vietnam 

og Cambodia. 

Vi er så mange, der følges ad 

69 

236 - Annette Pedersen 

33 år og hjemvendt »udlandsdansker« 

efter 4 år i Frankrig. Oprindeligt 

bankuddannet men arbejder nu som 

leder af en mindre eksportafdeling. En 

af hendes favoritrejseoplevelser var 

i Zaire, hvor hun havde nærkontakt 

med bjerggorillaer. Fremtidige 

ønskerejsemål er: Mongoliet, 

Madagaskar, Japan og Namibia. 

238 - Jens Magnild 

Har rejst i over 50 lande som turist. 

Første gang Jens rejste alene til et 

andet kontinent, var han kun 13 år. 

Han tog til Afrika med en organisation 

for u-landsfrivillige, hvor han blev 

tilbudt at købe en pige til ægteskab for 

14 køer. Han sagde pænt nej tak. 

Velkommen til de passive medlemmer. 

Vi bliver fl ere og fl ere medlemmer af De Berejstes Klub. De aktive, altså dem der opfylder vores strenge krav, ser vi 

præsenteret her på siden i hvert nummer af Globen, men der er også en anden gruppe, nemlig de passive. For at I 

ikke skal glemmes, skal I hermed ønskes velkommen i klubben. Det glæder os meget, at I fremover også ønsker at 

modtage Globen samt udnytte alle de andre fordele, der er ved passivt medlemskab. 

Men hvor mange er vi egentligt? 

Alle blev talt og opgjort pr. 1. august 2004. På dette tidspunkt var vi 134 aktive medlemmer og 33 passive. Det 

er fantastisk at så mange er enige i at De Berejstes Klub er klubben for dem og ikke mindst at Globen er værd at 

samle på. Det er altid dejligt at udbrede det man selv er glad for og stolt af, så hjælp med til at dele vore oplevelser 

med endnu fl ere og giv venner og familie mulighed for at få inspiration til nye og anderledes rejseoplevelser. Så 

kender du en eller fl ere, der måske ønsker Globen tilsendt, eller som skal på en længere rejse og derfor gerne 

vil benytte vore sponsorer, så er det en god idé at opfordre dem til at indmelde sig. Kontingentet for passivt 

medlemskab kan ofte let mere end tjenes hjem blot ved besparelsen på forsikringen. 

Hvem er vi? 

Det kan kun en ægte statistiker svare på, så fi nd svaret på side 35 

NWitte

Klubbens kontaktpersoner 

- September 2004 

Søren Padkjær 

info@berejst.dk 

Skovagervej 22 

8850 Bjerringbro 

Tel. 86 68 36 63 

Formand 

Martin Anker Nielsen 

mann@lundbeck.com 

Blågårdsgade 31, 1 tv 

2200 København N 

Tel. 59 91 14 47, 

40 85 88 57 

Medlemskontakter 

Bjarne Lund Jensen 

bjarnelund@hotmail.com 

Høstblomsten 6, Lumby 

5270 Odense N 

Tel. 65 95 48 16, 

65 95 52 95 

Kasserer 

Kenneth Hvolbøl 

toastmastereast@berejst.dk 

Kirkeleddet 323 

3480 Fredensborg 

Tel. 48 48 54 05 

Toastmaster øst 


globen@berejst.dk 

Guldbergsgade 45, 5.tv. 

2200 København N 

Tel. 35 34 50 03 

Bestyrelsesmedlem 

70 

Per Allan Jensen 

annoncer@berejst.dk 

Bernhard Bangs Allé 51A, 2.th 

2000 Frederiksberg 

Tel. 38 10 10 78 

Sponsorkontakter 

Claus Andersen 

pituclaus51@ofi r.dk 

Bøjden Landevej 25 

5600 Fåborg 

Tel. 40 87 31 91 

Bestyrelsesmedlem 

Niels Iversen 

webmaster@berejst.dk 

Grøfthøjparken 162, 2.mf. 

8260 Viby J 

Tel. 86 28 18 56 

Webmaster 

K.J. Fiil Frandsen 

toastmasterwest@berejst.dk 

Skærskovvej 18 

8600 Solkeborg 

Tel. 86 85 14 44 

Toastmaster vest 

Simon Staun 

mail@simonstaun.dk 

Tel: 82506443 / 20922834 

Redaktør 

Nikolaj Witte 

nikolaj@wayout.dk 

Tel. 86181136 / 22790384 

Layout

Din første rejseoplevelse - De Berejstes Klub

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?