Her ses Lone Dröscher Nielsen med Emil og 2 ansatte fra Nyaru ...

samples.pubhub.dk

Her ses Lone Dröscher Nielsen med Emil og 2 ansatte fra Nyaru ...

Her ses Lone Dröscher Nielsen med

Emil og 2 ansatte fra Nyaru Menteng.

17


Emil - I begyndelsen

Da Emil stadig boede i skoven med sin mor, havde han ikke

noget navn. Orangutanger har ikke navne, det er noget, vi

mennesker giver dem.

Emil og hans mor var meget lykkelige i skoven. De havde

hinanden, men også masser af træer, hvor de lavede store reder

af grene og blade til at sove og lege i. Træerne var også deres

spisekammer med mad i rigelige mængder.

Emil kender ikke sin far, for faren bryder sig ikke om moderen, når

hun har en unge, så det eneste selskab Emil havde, var hans

mor. Da Emil kun var seks måneder, havde han ikke fået alle sine

tænder endnu, og dem han havde, var ikke stærke nok til at

bide af de tykke frugter. I stedet tiggede han nogle tyggede

bidder af sin mor. Lige så meget som han elskede de mange

forskellige frugtstykker, så elskede han allermest mælken fra sin

mor. Det var varmt og det var så skønt at lukke øjnene og trykke

sig ind til sin mor og falde i søvn. Livet var bare rigtig skønt.

En dag hørte Emil og hans mor ukendte lyde i det fjerne. Hver

dag blev larmen højere og højere. Pludselig en morgen så de

noget uhyggeligt, men stadig meget ukendt for dem. Det var en

stor gul bulldozer og den væltede alle træerne omkring dem.

Det var deres hjem og mad, som bulldozeren ødelagde. Emils

mor var rædselslagen. Det vidste han, for hun sagde nogle

specielle pibende lyde og rystede ustandseligt med grenene.

Hun var meget bange og tog Emil med sig fra træ til træ

længere ind i skoven. I løbet af blot få dage stod den gule

bulldozer igen for foden af deres træer. De havde bevæget sig

lidt hver dag og kunne ikke komme længere, da der ikke var

flere træer at bevæge sig i. Bulldozeren kom nærmere og

nærmere og de kunne se nogle mennesker komme imod dem.

Emil og hans mor vidste ikke, hvad mennesker var og

de var meget bange. Pludselig hørte de en smældende

lyd. Var det af grene eller…? Emil hørte sin mor skrige og hendes

krop blev stiv imod hans.

En anden lyd, et andet skrig og hans mor blev slap. Hun holdt

ikke længere sine arme om Emil, så han klamrede sig til sin mors

slappe krop, der begyndte at falde. De faldt ned mod

skovbunden. Emil brugte alle sine kræfter til at holde om sin

elskede mor. Hun var hans eneste håb for at overleve i skoven.

Emils mor fandt de sidste kræfter til svagt at beskytte sin unge

mod faren dernede. De ramte jorden med stor hastighed og

pludselig var der ingen, der holdt om Emil. Han klemte endnu

hårdere og en kombination af skræk og angst strøg igennem

ham, mens han forsøgte at skrige. Men ingen lyd kom ud. Hans

mor lå helt stille, ingen lyd, ingen klem og ingen varme. Hvad var

der sket? Emil var så skræmt og forvirret. Pludselig mærkede han

stærke hænder, der forsøgte at vride ham fra sin mor, den

eneste sikkerhed, han kendte. Den eneste kærlighed, han

havde. Nu kom lyden, han skreg og skreg, men intet hjalp det.

De store beskidte hænder tvang hans små hænder til at give

slip. Han blev nødt til at give slip, han prøvede i stedet at bide

de hænder, der holdt ham så brutalt, at han ikke kunne røre sig.

Han blev bundet på hænder og fødder og smidt ned i en mørk

sæk. Han var så bange, som han aldrig havde været før og

skreg efter sin mor, men hun hørte intet. Han havde aldrig været

alene før, han havde altid været helt tæt på sin mor, hængende

i hendes tykke hår. Nu var han pludselig alene. Helt alene.

I to dage lå Emil i sækken uden mad eller drikke, uden tryghed

eller kontakt til nogen. Emil var sulten og tørstig og ikke mindst

rædselslagen efter det frygtelige møde med mennesket, der

havde taget hans mor og blot ladet ham ligge uden vand, mad

eller lys i en mørk sæk. De beskidte hænder tog fat i ham igen

og denne gang blev rebet løsnet fra hans håndled og ankler.

Han kom ud af sækken for derefter at blive proppet ned i en

trækasse. Han havde behov for noget mælk, men de store

hænder satte bare en lille skål foran ham med noget sødt

flydende stads. Selvom han aldrig havde prøvet noget lignende,

var han tørstig og forsøgte at drikke. Det var ikke let, når du kun

er seks måneder og aldrig drukket af andet end dit mors bryst.

Men Emil lykkedes at få lidt væske, selv om det ikke var meget.

De store hænder gav ham også bananer. De smagte godt. Det

var ikke en frugt, Emil nogensinde før havde smagt, for de vokser

ikke i regnskoven. Han følte sig lidt bedre tilpas, men var stadig

ensom og bange uden sin mor.

18

More magazines by this user