Polarfronten 2004

Foto: ARCTIC CORING EXPEDITION 2004
Nordpolen var subtropisk
Sedimenter udvundet fra Lomonosov-ryggen under Polarhavet afslører, at
der for 55 millioner år siden var subtropisk klima på Nordpolen.
Borekerneprojektet i Polarhavet er logistisk udfordrende pga. klimaet, og ikke mindst fordi en
boring fra et skib gennem den bevægelige is kan være svær at kontrollere.
Et stille, lavvandet hav med 20 grader varmt
vand og et rigt dyreliv! Så indbydende og
fremkommelig tog Nordpolen sig ud for
55 millioner år siden – i hvert fald hvis
man skal tro et internationalt forskerteam,
der har udført boringer i Lomonosov-ryggen
under Polarhavet. I borekernerne har
de fundet beviser for, at der dengang var
subtropisk klima på Nordpolen.
Algefossiler er nøglen
Nøglen til den nye viden er små algefossiler
fundet i borekernerne. Disse levede
helt tilbage i en periode med maksimal
opvarmning for 55 millioner år siden.
Det ekstremt varme klima skabte en naturlig
drivhuseffekt, der var årsag til, at
store mængder kulstof blev ledt ud i atmosfæren.
Atmosfærens kulstofindhold
skønnes da at have været 6-8 gange større
end i dag. Forskerne har også fundet
tegn på, at en del af Polarhavet engang
var en stor ferskvandssø – sandsynligvis
da Lomonosov-ryggen var en del af det
nuværende Sibirien.
Ifølge den engelske palæontolog Michael
Kaminski, der var en af deltagerne
i ekspeditionen, viser borekernernes indhold,
at mange havbundsdyr uddøde un-
der den ekstreme opvarmning. For flere
arters vedkommende var der endda tale
om masseuddøen.
Farer undervejs
Det er Arctic Coring Expedition (ACEX),
der har gennemført boringerne i Lomonosov-ryggen,
som strækker sig fra Ellesmere
Island over Nordpolen til et punkt
nær New Siberian Islands. Efter at have
tilbragt seks uger på havet med isbryderne
Oden, Vidar Viking og Sovetskiy Soyuz
er det næste skridt nu at få analyseret de
mange indhentede data. I den forbindelse
har forskerne sat hinanden stævne i
Bremen i november måned – under forhåbentlig
mere rolige forhold end i Polarhavet,
hvor mange farer lurede undervejs.
Ikke alene løb ekspeditionen ind i en
faretruende isvæg, der en overgang så ud
til at ville vælte ned i en af isbryderne og
forårsage stor skade. Også et par ubudne
isbjørne skabte furore, da de forsøgte at
trænge ind på et af skibene. Det lykkedes
dog at skræmme dem væk ved hjælp af
skibets signalhorn.
Jane Tolstrup
Læs mere om ekspeditionen på
www.rcom-bremen.de/English/IODP.html
Is og vand
Is er frossent vand, men hvorfor er is så lettere
end vand? Hvorfor flyder isbjerge? Forklaringen
er simpel: Vand er tungest og har højest vægtfylde
ved +4° C (dvs 1 liter rent ferskvand vejer 1000
gram). Ved koldere temperatur udvider vandet
sig og får lavere vægtfylde, indtil det ved 0° C fryser.
1 liter ren is vejer 917 gram. Gletscheris har
små luftbobler i sig, så derfor vejer 1 liter gletscheris
ca. 900 gram. Havvand, som isbjerge flyder
rundt i, er koldt og desuden saltholdigt, så 1
liter havvand vejer 1025 gram. Forskellen i vægtfylde
mellem isbjerg og havvand er derfor 900/-
1025 = 0,87, dvs. at 87% af et regelmæssigt formet
isbjerg er under og 13% over vandet. Som tommelfingerregel
er altså 7/8 af et flydende isbjerg
usynligt.
Grønlands mange gletschere producerer årligt
30–40.000 isbjerge, hvoraf halvdelen stammer
fra Uummannaq-området og Diskobugten,
især Ilulissat Isfjord. I alt en isproduktion på 60
milliarder tons! De største isbjerge fra Diskobugten
er moppedrenge på omkring 30 millioner
tons, men det største isbjerg nogensinde set på
den nordlige halvkugle blev i 1882 observeret i
den vestlige del af Baffinbugten og efter opmåling
skønnet til at veje mere end 9 milliarder tons,
svarende til 4 liter drikkevand til hvert menneske
på Jorden hver dag i 1 år. – En lille isterning i
forhold til det største antarktiske isbjerg, som
bestod af 1400 milliarder tons ferskvandsis!
De store iskæmper fra Vestgrønlands gletschere
flyder rundt med havstrømmene og smelter
ganske langsomt. Vandets veje fører dem
vestover til Baffin Islands østkyst og derfra sydover.
Kun 1-2% af isbjergene når så langt sydpå
som St. Johns, Labrador (48°N) og ganske enkelte
en sjælden gang helt ned til Bermuda
(32°N); – en rejse på mindst 4500 kilometer.
3