Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

rubicon.sdu.dk

Læs som PDF - Rubicon - Syddansk Universitet

RUBICON 2009 (4) SIDE 1

Indhold

2 Leder

Revolutioner

4 Den russiske revolution

Erik Kulavig

11 Revolution: Hvad, hvorfor og hvordan?

Bertel Nygaard

28 Det store jubilæumsår

Thomas Wegener Friis og Nils Abraham

Anmeldelser

82 Flygtningedreng i efterkrigstidens Danmark

Ditte Bonde Mikkelsen

Andet

51 Domitian – karaktermord og kejserideal

Christine Lund Koch

75 Et besøg på Nyborg slot

Tine Bendtsen og Jesper Lundsby Skov

84 Danmark under den kolde krig

Rune Emil Hjelmberg Smidt

Studienyt

3 Siden sidst

47 Historisk Foredragsforening Odense - Program forår 2010

109 Vigtige datoer


SIDE 2 RUBICON 2009 (4)

Leder

Der er de seneste år blevet talt meget om det. Og når samtalen falder herpå

ender det ofte med at ”ældre” studerende sidder og beklager sig over nutidens

unge. Som du måske allerede har gættet er emnet de studerendes engagement

i studiemiljøet. Med fare for at komme til at lyde som en af de før

omtalte ”ældre” studerende vil jeg her gerne komme med en opfordring, ikke

en opsang, men en opfordring til at engagere sig i studiemiljøet. Jeg er overbevist

om at de fleste studerende vil opleve at studiet bliver mere interessant

og fængslende, hvis man engagerer sig i sit studiemiljø.

Dette kan ske på mange forskellige måder. I den mere sociale ende af skalaen

findes Deliriums fester, mens der i den mere faglige ende findes en række

studiegrupper inden for forskellige emner.

Men et godt studiemiljø kan kun bestå hvis de studerende engagerer sig heri.

Hvis de studerende ikke benytter sig af de forskellige tilbud er faren at de

forsvinder, hvilket vil føre til et forringet studiemiljø. I efteråret blev der atter

holdt fagligdag. Her var fremmødet til især første session ikke synderligt imponerende.

Det skal dog siges at der måske kunne have været informeret

om programmet i bedre tid, men da det lå i studieugen har det ikke været

sammenfald med undervisningen som har forårsaget det lave fremmøde.

Men før jeg denne leder ender i endnu en ”ældre” studerendes sure opstød

vil jeg slutte med endnu engang at opfordre alle historiestuderende, nye som

gamle, til forsat at engagere sig i studiemiljøet på historiestudiet, så vi forsat

kan have et godt og spændende studiemiljø.


RUBICON 2009 (4) SIDE 3

Siden sidst

Faglig vejledning:

Ny faglig vejleder er Michael Nielsen. Hans træffetider vil fremover være tirsdag

8.30-10.30 og fredag 12.30-14.30

Sekretariatet:

Majbritt Juhl er stoppet som sekretær, ny studienævnssekretær er Britta

Wichmann. Vi ønsker Britta velkommen til.

Undervisere:

Lars Erslev Andersen har opsagt sin stilling ved SDU og vil fremover virke

ved DIIS.

Monica Janfeldt er stoppet og nu ansat som karrierekonsulent her på SDU.

Ny ansat er Rasmus Mariager, der er ansat som adjunkt på en 3-årig kontrakt.

Undervisning:

Alle områder på forårssemestret er oprettet.

Studienævnet:

Efter valget er der kommet fem nye studerende i studienævnet:

Simon Holmstrøm

Mette Stauersbøl Larsen

Kristina Bonde Sørensen

Mathies Gorm Jensen

Teddy Melander Køhn (fra Kolding)


SIDE 4 RUBICON 2009 (4)

Den russiske revolution

Et essay

Af Erik Kulavig Lic.phil., Lektor, Centerleder for Center for Koldkrigsstudier.

Introduktion

På en gade i Petrograd blev en tilsyneladende lettere beruset mandperson

en klam og kold aften i slutningen af oktober 1917 standset af et par regeringstro

soldater. Efter at have forsikret sig, at hans papirer var i orden, lod

de ham med besked om at gå hjem og få den sovet ud passere. Havde de to

soldater været mere opmærksomme og tilbageholdt manden, som der var

udstedt arrestordre på, kunne de have sparet Rusland og resten af verden

for en af det tyvende århundredes største tragedier. Der var nemlig ikke tale

om en hr. hvem som helst, men om Vladimir Ilitj Uljanov, bedre kendt under

sit revolutionære dæknavn, Lenin, der, forklædt som arbejder, var på vej hen

til Smolnyj for at skyde den socialistiske Oktoberrevolution i gang. Dette er en

meget kontant udlægning af den traditionalistiske fortolkning af den russiske

revolution, der, bortset fra den officielle sovjetiske hurra-historie, stort set

stod uimodsagt, indtil de såkaldte revisionister tog fat i løbet af 1960‟erne.

For dem var Lenin nok en vigtig figur, men når det kom til stykket, var han jo

blot en brik i et kompliceret spil af de sociale kræfter, interesser og modsætninger,

der driver historiens hjul. Ville man forstå og forklare revolutionen,

måtte man gå bag om politikerne og de politiske beslutninger og undersøge

samfundstilstanden.

En af hovedskillelinjerne i de to opfattelser er spøgsmålet om det sovjetiske

regimes legitimitet. Traditionalisterne mener, det var illegitimt, fordi det var

resultatet af en lille elites forsøg på med vold og magt at presse en utopisk

samfundsmodel ned over hovedet på en stort set sagesløs befolkning. Denne

elite var i øvrigt kommet til magten ved et statskup og ikke en revolution.

Revisionisterne mener først og fremmest, at det hele var mere kompliceret,

men også, at bolsjevikkerne faktisk havde en bred folkelig basis for deres

politiske krav, og at deres regime derfor også i det mindste delvist havde politisk

legitimitet. I løbet af halvfemserne er den revisionistiske skole, hvis kerne

er socialhistorisk, blevet udvidet med en mentalitetshistorisk og kulturhistorisk

dimension. Her finder man blandt andet det synspunkt, at det ikke så

meget var Lenin, men de historier, der blev fortalt om tsarinaens udskejelser

med munken Rasputin, der fik det hele til at bryde sammen. Vi vender tilbage

til erotikken, men lad os først se lidt nøjere på de andre fortolkninger.


RUBICON 2009 (4) SIDE 5

Hvad taler vi egentlig om?

Traditionalisterne mener som sagt, at Oktober slet ikke var nogen revolution,

men et statskup. Februarrevolutionen opfatter de imidlertid som en klassisk

revolution i stil med den franske. Revisionisternes hovedopfattelse er, at

begge revolutioner var revolutioner, og at den første var borgerlig, mens den

anden var socialistisk. Når vi taler om revolutionen, er der altså god grund til

at omfatte såvel Februar som Oktober og ikke mindst de syv måneder, der

var mellem dem. Man kan også argumentere for at anlægge et endnu længere

tidsperspektiv. Mentalitetshistorikerne, der jo leder efter de lange linjer, vil

for eksempel gerne hente stof til deres forklaringer tilbage i tiden fra den

mongolske besættelse af Rusland, og det særlige forhold mellem stat og

samfund, der måske har rødder i denne tid. Andre, der ser revolutionen som

et ryk i retning af vestliggørelse af det østkirkelige Rusland, ser forudsætningerne

og brydningerne allerede i Peter Den Stores tid. Andre mener, at Dekabrist-opstanden

i december 1825, hvor en gruppe officerer på meget amatøragtig

vis (formodentlig) forsøgte at styrte Nikolaj I, var begyndelsen på den

russiske revolution, men det er vist ikke synderlig givtigt. De fleste starter for

alvor, og med god grund, deres fortællinger om revolutionen med den historiske

udvikling fra midten af det nittende århundrede og frem til og med afslutningen

af borgerkrigen i 1921. Traditionalisterne vil hævde, at borgerkrigen i

virkeligheden ikke ophørte før Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Det er

der vældigt meget om, men det er en upraktisk periodisering.

Hvad skete der?

Nederlaget i Krimkrigen i midten af det nittende århundrede var en alvorlig

påmindelse til den russiske elite om, at Rusland ikke længere var en europæisk

stormagt, og man satte derfor nødtvungent ekstra gang i moderniseringen

af landet. I 1861 blev den russiske bonde således langt om længe givet fri,

efter at en embedsmand havde overtalt tsaren med argumentet om, at det

var bedre at lave en revolution fra oven, end at den skulle komme nedefra.

Samtidig indførtes en form for lokalt selvstyre, der var en katalysator for moderniseringen

af det store bondeland, og som samtidig tjente som rugekasse

for en ny politisk klasse. Der kom især kog under kedlerne i årene 1880-

1914, hvor store og modige statsmænd som Sergej Witte og Peter Stolypin

drev industrialiseringen og moderniseringen af landbruget frem i deres egenskab

af ledere af tsarens regering. Typisk var de ikke blot i opposition til den

magtfulde adelsstand, men også til tsaren, der så dem som revolutionære og

til de revolutionære, der så dem som reaktionære. Det vides således stadig

ikke, om det var en af tsarens agenter eller en revolutionær, der i 1911 smed

en bombe i operaen i Kiev, hvorved Stolypin omkom.


SIDE 6 RUBICON 2009 (4)

Der er mange historikere, der har opholdt sig ved, at de sidste tsarer i virkeligheden

var enten stærkt reaktionære, uduelige eller begge dele, og at deres

reformer derfor var halvgjort gerning. Det hele var, om man så må sige, dømt

til undergang på forhånd. Det er rigtigt, at der var god gang i industrialiseringen

i slutningen af det nittende århundrede, og at der voksede en stor arbejderklasse,

et borgerskab og et mellemlag frem. Det er også rigtigt, at de ikke

fik nævneværdige politiske rettigheder og borgerrettigheder, og at det var

denne spænding, der førte frem til den første revolution i 1905, hvor omfattende

social uro tvang tsaren til at oprette et parlament i form af Dumaen. Det

er endelig rigtigt, at der langt hen ad vejen kun var tale om en skinmanøvre,

tsaren beholdt alt for megen magt, og at den borgerlige revolution derfor på

et eller andet tidspunkt måtte føres til ende. Det blev den så med afsættelsen

af tsaren i februar 1917 og oprettelsen af den provisoriske regering og dens

vagthund, sovjetten, der skulle regere landet frem til valget af en grundlovsgivende

forsamling. Der er sikkert megen god mening i denne fortolkning,

men den har dog i sig så tilpas megen marxistisk skematisme, at man lige

bør klappe hesten. Det er nemlig vigtigt at være opmærksom på, at den

spærrer for udsigten til historiske udviklingstræk, der ikke pegede frem mod

Oktober. For eksempel er det i det lys svært at få øje på de områder af Rusland,

hvor bønderne faktisk klarede sig godt, og hvor produktiviteten og kvaliteten

kunne måle sig med den vesteuropæiske. Elendighedsteorien har i russisk

sammenhæng helt overskygget det forhold, at der på trods af de barske

forhold i byens arbejderkvarterer altså også var tale om social mobilitet – bare

det at komme væk fra landets primitive hytter, og kunne promenere på

Nevskij i Vest og bød hat om søndagen – og udviklingen af en selvbevidst og

fagligt stolt arbejderklasse. Endelig har vi ikke hørt meget om eller set meget

til den udvikling af det civile samfund, der trods tsarens autoritære regime

fulgte i kølvandet på moderniseringen, og som også i et vist fang satte sig

spor hos ”de mørke masser” i by som på land. Dette er ikke en opfordring til

at blive kontrafaktisk. Det gik, som det gik, bolsjevikkerne fik magten, men

det var slet ikke givet på forhånd.

Der er stor enighed om, at Ruslands medvirken i Den Første Verdenskrig var

af afgørende betydning for den historiske udvikling. Stærke kræfter i eliten så

snart, at tsaren og især hans regering umuligt ville kunne vinde krigen, og de

fremsatte krav om dannelsen af en regering, der havde folkets tillid. Da tsaren

– eller måske snarere makkerparret tsarinaen og munken Rasputin -

modsatte sig dette til det sidste, begyndte man at lægge kupplaner. Folket

kom imidlertid eliten i forkøbet. Det startede med, at nogle arbejderkvinder

gik på gaden i begyndelsen af februar 1917 med et krav om brød. De fik hurtigt

tilslutning af deres mandlige kolleger og af soldater fra garnisonen, og

efter de havde trampet op og ned ad gaderne i de fine forretningskvarterer og


RUBICON 2009 (4) SIDE 7

omkring Vinterpaladset, blev den reformvenlige del af den politiske klasse

klar over, at det var tiden til forandring. Med udgangspunkt i Dumaen dannedes

hurtigt en regering, der snart sendte en delegation til byen Pskov, der lå i

nærheden af fronten, og hvor tsaren befandt sig i egenskab af øverstkommanderende

for hæren. I selskab med nogle generaler fik politikerne overtalt

tsaren til at give afkald på magten.

Meddelelsen om tsarens afgang udløste en stor folkelig begejstring. Den

byggede dels på realistiske forventninger om, at man ville få en mere effektiv

regering, der ville inddrage samfundet i styringen af landet, dels på fuldstændig

urealistiske forventninger om ”bedre tider.” Regeringen handlede hurtigt

og indførte en lang række af de reformer, som såvel liberale som socialdemokrater

havde kæmpet for i årtier. Den ellers så kritiske Lenin måtte indrømme,

at Den Provisoriske Regering på få uger fik skabt ”verdens frieste

stat.” Filosofien hos regeringens pæne mænd, der repræsenterede borgerskabet

og den reformvenlige del af landadelen, var, at fik man blot afskaffet

tsarismens undertrykkende institutioner, herunder det hemmelige politi, ville

ikke bare virksomhedsejeren, embedsmanden og akademikeren springe ud

som bevidste samfundsborgere, men også bonden og arbejderen. Dette blev

i samtiden og navnlig senere opfattet som grænseløst naivt, og udtryk for

regeringens totale mangel på politisk realitetssans. Der var dog tegn i samtiden,

der gav anledning til at tro på, at en sådan politik ville kunne lykkes, og

der er også god grund til at spørge, hvilken politik regeringen ellers ville kunne

have sat i værk. For det første gav tsarens og hans regerings afgang og

nedlæggelsen af store dele af det gamle administrative system anledning til

omfattende selvaktivitet blandt borgerne, og her kom forskellige råd og komiteer

(sovjetterne) til at spille en fremtrædende rolle. Nogle vil vide, at Rusland

hverken før eller siden var så gennemorganiseret som i denne korte periode

mellem februar og oktober. For det andet måtte regeringen tækkes samfundets

virkelige magtfaktor, den selvbestaltede ”Arbejder- og Soldater Sovjet”,

der havde kontrollen med store dele af garnisonens små 200.000 bevæbnede

mænd foruden et stort antal bevæbnede arbejdere. Sovjetten støttede

regeringen og havde lige til det sidste ikke nogen planer om selv at gribe

magten, men blot at forsvare revolutionen og demokratiet. I takt med at festen

hørte op, og realiteterne vendte tilbage i form af sult og arbejdsløshed

og fortsat massedød ved fronten, steg spændingerne mellem samfundet og

sovjetten på den ene side og regeringen og den politiske elite på den anden.

De liberale principper kom hurtigt til kort. Ikke nødvendigvis, som mange vil

hævde, fordi der ikke var nogen grobund for dem i Rusland, men simpelt hen

fordi situationen for befolkningens store flertal var så desperat, at enhver var

sig selv nærmest. Der var ikke tid, råd og overskud til at spille statsborger,

når kuglerne fløj en om ørerne, sulten truede og arbejdsløsheden stod for


SIDE 8 RUBICON 2009 (4)

døren. Soldaterne deserterede i hundredtusindvis fra fronten, bønderne gik

spontant i gang med at tilegne sig godsernes jorde og arbejderne tog kontrollen

på fabrikkerne for at forhindre lockout og fabrikslukninger. De liberale fortolkede

det som politisk umodenhed hos masserne, og de bevægede sig derfor

mere og mere mod højre og støttede til sidst en generals forsøg på at indføre

et militært diktatur (Kornilovopstanden, august 1917). Lenin så det derimod

som udtryk for politisk modenhed og klassebevidsthed hos masserne.

Det skulle vise sig, at ingen af dem havde ret.

Efter mange år i eksil vendte Lenin og andre revolutionære tilbage til ”verdens

frieste stat” i april 1917. Aldrig så snart havde han sat sine fødder på

den fædrene jord, før han besteg et militært køretøj uden for Finlandsbanegården,

hvortil han var ankommet, og erklærede, at alt samarbejde med regeringen

øjeblikkeligt skulle afbrydes og at sovjetten skulle tage magten og

sikre befolkningen fred, jord og arbejde. Hans kammerater – blandt dem sågar

Stalin – rystede på hovedet og mente, at Lenin under sit lange ophold i

Vesten måtte have tabt realitetssansen. De skulle imidlertid blive klogere.

Lenin havde i høj grad fornemmet, hvad der allerede var i gang – soldaterne

forlod deres stillinger, bønderne havde allerede længe gjort oprør mod godsejerne

og arbejderne organiserede fabriksråd for at få kontrol med produktionen.

Der var altså i høj grad tale om politisk realisme fra Lenins side. Det var

karakteristisk, at man på den yderste højrefløj havde den samme opfattelse

af udviklingen, og den bredte sig snart til liberale kredse, hvorfor der herfra

ikke blot lød råb om at stoppe bolsjevikkerne, men også at udskifte den liberale

regering med en diktator, der kunne gennemtrumfe lov og orden. På en

måde kan man sige, at begge sider på paradoksal vis fik ret. Lenin fik flertal

for sit program i form af bolsjevistisk flertal i de mest betydningsfulde sovjetter

- herunder i Petrograd og Moskva – og højrefløjen fik deres diktatur. Det

ulykkelige var, at Lenin hurtigt måtte indse, at hans sociale revolution heller

ikke kunne stå mål med befolkningens behov og håb. For den anden side

bestod ulykken i, at det blev et socialistisk diktatur og ikke et borgerligt eller

tsaristisk.

Man kan diskutere, om Lenin nogen sinde havde ment det alvorligt med sine

tre krav, men realiteten blev i hvert fald, at befolkningen i stedet for fred fik

borgerkrig, i stedet for jord og fabrikker, tvangsarbejde i markerne og på fabrikkerne

eller i de arbejdslejre, som alt for hurtigt dukkede op. Mest taler for,

at Lenin på forhånd stort set var klar over, at tingene ville udvikle sig nogenlunde

som de gjorde, eller i hvert fald, at der var et stykke vej med kamp og

afsavn, før socialismen kunne indføres. Det havde han ikke lagt skjul på i

sine taler og skrifter, men det var ikke det, man opholdt sig ved i kampens

hede. De socialistiske fantasterier om en frivillig folkehær og basisdemokrati

på fabrikkerne blev i løbet af et halvt år afløst af god gammeldags kadaverdi-


RUBICON 2009 (4) SIDE 9

sciplin. Trotskij var hurtigt ude med udsagn som: ”kontrol udøves bedst med

en revolver i hånden!” Arbejderne, bønderne og soldaterne var ikke længe

om at slå bak, da de opdagede, at de var blevet taget ved næsen. Da de begyndte

at protestere og gøre modstand blev de ikke denne gang mødt af en

liberal og forstående magt, men af henrettelsespelotoner og arbejdslejre.

En del af Den Røde Terror, der officielt blev proklameret i sommeren 1918,

kan sikkert forklares med den omfattende krise, som de nye ledere havde

arvet efter de gamle og med den borgerkrig, der var godt i gang med at udvikle

sig, men ikke alene. Den væsentligste forklaring er simpelt hen, at bolsjevikkernes

utopi ikke havde nogen nævneværdig klangbund i masserne og

derfor måtte tvinges igennem. Bønderne ville ganske rigtigt gerne have jord,

men det var for selv at dyrke den og sælge afgrøderne og ikke for at blive

drevet sammen i kollektiver. Arbejderne ville gerne have arbejde, men de

havde aldrig drømt om at skulle overtage fabrikkerne. Ingen ville frivilligt skifte

krigen mod tyskerne ud med krigen mod ”de hvide” eller for den sags skyld

mod ”de røde.”

Borgerkrigen blev ikke så meget udkæmpet på to fronter mellem de hvide og

de røde, men først og fremmest på de indre linjer, i baglandet og her først og

fremmest hos de røde. Der faldt flere i kampen for at mobilisere bønder til

Den Røde Hær, fødevarer til fronten og arbejdere til fabrikkerne, end der faldt

på slagmarken. Det var en frygtelig krig, og grusomhederne var på begge

sider næsten ubeskrivelige. Der var dog den vigtige, principielle forskel på

den hvide og den røde terror, at den hvide var rettet mod en konkret fjende,

bolsjevikkerne, mens den røde var rettet mod bestemte sociale lag og klasser.

Man kan diskutere, om Lenin med sit udsagn om, at borgerskabet skulle

likvideres som klasse, mente, at grundlaget for den – den private ejendomsret

til jord og produktionsmidler - skulle fjernes og dermed klassens som social

kategori, eller om det betød, at den skulle udslettes fysisk. Hvad end meningen

var, kom man i praksis uhyggeligt tæt på det, man kunne kalde for

social racisme.

Borgerkrigen sluttede – i hvert fald formelt – i 1921. Ikke så meget fordi bolsjevikkerne

havde vundet slaget, men fordi samfundet var ved at bryde fuldstændig

sammen, og fordi bønderne, der havde været den skarpeste modstander,

på grund af hungersnøden i 1920-21 havde mistet kræfterne til at

kæmpe. Et øjnevidne har beskrevet, hvordan de bønder, der tidligere var

kommet til sovjetten med geværer og høtyve for at kræve deres ret eller jage

kommissærerne på porten, nu blot kom vandrende i store flokke, satte sig

ned, og en for en faldt om af sult eller sygdom.


SIDE 10 RUBICON 2009 (4)

Konklusion med mere

Som det gerne skulle være fremgået af ovenstående, er det min opfattelse,

at den bedste forståelse af revolutionen opnås, hvis man er åben over for

såvel traditionalisternes som for revisionisternes synsvinkler. Samfundet var

ikke bare, som traditionalisterne skriver, en primitiv masse, som bolsjevikkerne

kunne manipulere med efter forgodtbefindende. Arbejdere, bønder og

soldater havde formulerede interesser, som de lod sig lede af. Den borgerlige

regering var ude af stand til at honorere dem, men kunne måske – og det er

sagt med bagklogskabens bekvemme distance – have været lidt hurtigere til

at give køb på de høje idealer, i stedet for at trække sig fornærmet tilbage

mod højre og lade bolsjevikkerne løbe med det hele. Lenin var ikke blot en

tilfældig figur i spidsen for en social bevægelse, men var i høj grad med til at

give denne bevægelse retning og indhold.

Hvad angår den historiske betydning af Alexandras påståede erotiske forhold

til ”hofmunken” Rasputin, er der bestemt noget om snakken. Disse historier

var et væsentligt element i afmystificeringen af tsarens guddommelige status,

og det betød, at tilbedelsen og ærefrygten forsvandt og blev afløst af ligegyldighed

eller ligefrem had. Denne vinkel må vi med andre ord også have med.


RUBICON 2009 (4) SIDE 11

Revolution: Hvad, hvorfor og hvordan?

Tanker om sociale revolutioner som begreb og undersøgelsesfelt

Af Bertel Nygaard, adjunkt ved Institut for Historie og Områdestudier

Begrebet ‟revolution‟ er blevet brugt om vidt forskellige fænomener. Historikere

taler om de industrielle revolutioner, den militære revolution, agrarrevolutioner

med mere. Udvider vi blikket til også at omfatte den mere populære

brug af ordet i f.eks. dagspressen, støder vi ofte på ordet ‟revolution‟ og beslægtede

udtryk som ‟revolutionær‟ eller ‟revolutionerende‟. Man hører om

internetrevolutionen, den ukrainske orangerevolution, Obama-revolutionen,

den grønne revolution, den islamiske revolution og meget mere.

Fælles for disse vidt forskellige moderne brug af begrebet ‟revolution‟ er en

fælles betydning af forandring og historisk brud, som både på det snævert

begrebshistoriske og det bredere mentalitetsmæssige plan har rødder tilbage

til den epoke af sociale og politiske revolutioner, som i Europa blev indvarslet

med den franske revolution. For moderne mennesker betyder revolution således

forandring. Ikke den langsomme, gradvise detailforandring, som ofte

forbindes med ordet ‟evolution‟, men en rykvis, hastig, gennemgribende form

for kvalitativ forandring, et skarpt og radikalt brud.

I det følgende vil jeg forsøge at bestemme revolutionen som begreb og som

historisk fænomen. Derigennem vil jeg give nogle bud på, hvorfor det er relevant

og spændende at studere den sociale og politiske revolutionshistorie, og

hvordan man kan gøre det.

Revolution og historisk horisont

Oprindelig betød ordet ‟revolution‟ nærmest det modsatte af det, vi forstår

ved det i dag. Det har rødder i det latinske ‟revolvere‟, som betyder ‟at dreje

rundt‟ – som f.eks. i det moderne ord ‟revolver‟. Kopernikus brugte i sin tid

revolutionsbegrebet om det fænomen, at planeterne ‟revolverede‟ om deres

egen akse. Da begrebet fra omkring år 1500 og frem i stigende grad også

blev brugt om samfundsmæssige fænomener, havde det ofte en lignende

betydning af cirkulær bevægelse: En social ‟revolution‟ betød snarere, at man

var vendt tilbage til den gode, gamle tilstand, end at man havde opgivet det

gamle til fordel for det nye. Dette hang sammen med et i det store hele statisk

syn på den sociale udvikling, der ofte tillige havde et religiøst udtryk:

Hvert fænomen havde sin rette placering, som var givet af Gud. Afvigelser


SIDE 12 RUBICON 2009 (4)

herfra var fejl, som ofte kunne tilskrives menneskets frie vilje og dets arvesynd.

1

Den franske revolution i 1789 markerede et tydeligt brud med denne opfattelse.

‟Revolution‟ kom nu til at betyde menneskenes omdannelse af deres verden

fra noget traditionelt eller nedarvet til noget nyt. Den indvarslede det,

som verdenssystemhistorikeren Immanuel Wallerstein har kaldt en ‟normalisering

af forandringen‟, der er en grundbetingelse for moderne samfund. Begrebshistoriens

forgrundsfigur Reinhart Koselleck har udtrykt noget lignende:

Præmoderne samfund var kendetegnet ved, at menneskers forventningshorisont

hang tæt sammen med deres erfaringsrum. Overgangen til den moderne

verden var derimod præget af en stadig større adskillelse af forventningshorisont

fra erfaringsrum. Ifølge Koselleck kendetegnes det moderne

samfund således blandt andet ved vores antagelse om, at fremtiden vil forme

sig meget anderledes end det, vi kender – altså at forandringen er blevet

normal og forventet. 2 Dette er ikke kun en objektivt givet eksistensbetingelse

for det moderne menneske. Det er også forbundet med et stærkt subjektivt

aspekt. Med andre ord: Moderniteten i almindelighed og revolutionsfænomenet

i særdeleshed gør, at mennesker ikke udelukkende opfatter det, som om

forandringen bare sker. Moderne mennesker ser også – og især under sociale

revolutionsprocesser – sig selv som væsener, der kan skabe forandring i

samfundet. Revolutionsbegrebet sigter dermed til mennesket som et historisk

væsen i betydningen: historie- og samfundsskabende.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at begrebet ‟revolution‟ er opstået sammen

med begrebet om ‟historien‟ som ét samlet mønster, som én størrelse med

en indre mening, skabt gennem menneskers bevidsthedsmedierede aktivitet.

3 Begge begreber forbinder sig desuden med tanken om fremskridt som

kendetegnet ved materiel fremgang, ved ‟civilisering‟ eller ‟frigørelse‟ af de

mellemmenneskelige relationer og ved demokratisering af den samfundsmæssige

magt. Alle er grundtanker, der især vandt frem i Europa i den franske

revolutions epoke.

I denne forstand forbinder revolutionsbegrebet sig – i mere eller mindre vage

former – med forestillinger eller tale om noget ‟progressivt‟. Selv om sociale

revolutioner langt fra altid har ført direkte til social fremgang og demokratisering,

så ligger sådanne (eller nært beslægtede) grundtanker bag langt de fle-

1 Griewank, 1973. Koselleck, 1969. Koselleck, 1984. Hatto, 1949

2 Wallerstein, 1989; Koselleck, 1979: 349-375

3 Koselleck, 1975


RUBICON 2009 (4) SIDE 13

ste identifikationer med revolutionsbegrebet. En ‟revolutionær‟ bevægelse

taler (eller hævder at tale) for ‟folket‟ imod en lille herskende elite – den taler

ikke f.eks. mod ‟folkets skadelige indflydelse‟ og for dets underkastelse under

en militærdiktator, en konge eller en ‟fører‟.

Revolutioner og fremskridtets modsætninger

Fremskridtselementet bør dog ikke forstås ensidigt, hverken idehistorisk eller

socialhistorisk. Selv i moderne brug af revolutionsbegrebet findes elementer

af negation af fremskridtstanken. Edmund Burke ville selvsagt kritisere tanken

om socialismen som et fremskridt og jo snarere betragte revolutionen

som et destruktivt tilbageskridt. Fra et karakteristisk langt mindre entydigt

normativt udgangspunkt betragtede filosoffen Immanuel Kant revolutionen

som en risiko – en ‟salto mortale‟ i den bogstavelige forstand at et dødsspring,

hvorved der opstår fare for at splintre den moderne lovbaserede stat

og ende i en ny barbarisk, præpolitisk, præretslig naturtilstand. 4 Og som allerede

er nævnt, består jo ofte et særdeles modsætningsfyldt forhold mellem

det fremskridt fra fornedrelse, fattigdom og undertrykkelse, som de revolutionære

aktører håber på, og de nye former for fornedrelse, fattigdom og undertrykkelse,

der opstår – hvad enten det sker gennem åben konfrontation med

kontrarevolutionære kræfter (som f.eks. i restaurationen i Frankrig efter revolutionen

og den napoleonske imperium) eller gennem koncentration af magt

hos nye eliter, der legitimerer sig i forlængelse af elementer af revolutionær

retorik (Napoleon‟er, Stalin‟er...). Præges selve de revolutionære processer

ofte af usædvanlige grader af politisk massedeltagelse uafhængigt af centrale

statsinstitutioner, så har deres langsigtede resultater meget tit været en

styrkelse af staten som centralmagt – som især Alexis de Tocqueville og mere

nyligt Theda Skocpol har understreget med styrke. 5

Også marxistiske fortalere for revolution har anerkendt et mere komplekst

forhold mellem fremskridt og revolution end de gængse lærebogsfremstillinger.

Karl Marx‟ ofte citerede bemærkning om revolutionerne som ‟historiens

lokomotiver‟ blev ganske vist ophøjet fra aforisme til paradigme af de marxister,

der mente at have ‟historien‟ og ‟fremskridtet‟ som usvigelige allierede.

Under indtryk af især den tyske nazisme i 1930‟erne bemærkede filosoffen

og kulturkritikeren Walter Benjamin imidlertid, at man kunne vende Marx‟ lokomotivmetafor

om, give den et fremskridtskritisk indhold: Måske skal revolutionen

ikke forstås som lokomotivets – ‟historiens‟, ‟fremskridtets‟ – fremdrift

4 Kant, 1793: 105

5 Tocqueville, 1919. Skocpol, 1979


SIDE 14 RUBICON 2009 (4)

over skinnerne, men som den nødbremse, passagererne rækker ud efter for

at forhindre katastrofen. 6 Dermed står revolutionen ikke længere som blot en

makrohistorisk determineret forlængelse af evolutionen, men som den ultimative

historiske handling og indgriben. Refleksioner over revolutionsfænomenet

hos nutidige filosoffer, der på den ene eller anden måde søger at gentænke

marxismen konstruktivt, blandt andre Daniel Bensaïd, Slavoj Žižek og

Alain Badiou, ligger i forlængelse af dette perspektiv. 7

Ser man på de historiske revolutionsaktørers egne tankeverdener, bliver forbehold

for fremskridtstanken ligeledes påtrængende. Den engelske revolutions

radikale bevægelser hentede deres tankegrundlag for oprørshandlinger

enten fra kristne eller verdsligt-mytiske tanker om en oprindelig retfærdig tilstand,

en ‟guldalder‟ – før syndefaldet eller før ‟normanneråget‟, dvs. før den

fremmede elites undertrykkelse. 8 Og den franske revolutions sans-culotter

har gennem en stærk og lang forskningstradition været betragtet som ‟subjektivt

reaktionære‟, selv af historikere, der fremhævede dem som den ‟objektive‟

drivkraft i revolutionen. De idealer, de lagde til grund for deres modstand

mod bourgeoisi-ledernes mere moderate revolution, var nemlig ikke – eller i

hvert fald ikke entydigt – ‟det nye‟, et postkapitalistisk eller postborgerlige

samfund, men derimod idealer hentet fra bondesamfundet selv, idealer om

selvstændig agrar småproduktion uden indblanding fra privilegerede herremænd

eller rige kapitalister. 9 Selv den tidlige radikale arbejderbevægelse

omkring 1848, der senere kom til at legemliggøre tanken om et postkapitalistisk

fremskridt, havde sine styrkeposter i håndværkere med tilknytning til

nedarvede lavsfællesskaber og forestillingsrammer herfra, snarere end i en

fremtidig masseindustri baseret på ‟frie‟ lønarbejdere. 10

Ikke kun idehistoriske stikprøver, men også mere generelt anlagte revolutionssociologiske

undersøgelser har konkluderet, at det generelt knap så meget

er ‟fremskridtet‟ selv – materielt, statusmæssigt eller i en tredje forstand –

der afføder oprørske massehandlinger, som det er en akut krise og recession,

der skuffer forventningen om yderligere fremskridt. 11

6 Benjamin, 1940

7 Bensaïd, 2006. Bensaïd, 2002: 54-93. Žižek, 2002. Corcoran, 2007.

8 Hill, 1991. Hill, 2001

9 Soboul, 1968. Jf. Nygaard, 2007b

10 Sewell, 1980

11 Davies, 1962. Gurr, 1970.


RUBICON 2009 (4) SIDE 15

Ofte eksisterer sådanne ‟bagudvendte‟ tendenser og forestillinger imidlertid

side om side med dyrkelse af ‟det nye‟, enten i religiøs eller verdslig form.

Ser man på resultaterne af revolutionære bevægelser, vil man vel ligeså lidt

kunne benægte, at de har affødt mangfoldige nye sociale og kulturelle former,

som man ville kunne benægte, at de sjældent har afskaffet de gamle

magtstrukturer helt så konsekvent som det har været hævdet i både pro- og

kontrarevolutionær diskurs.

Meget taler dermed for, at den generelle opfattelse af, at det fremskridtskriterium,

der kendetegner det moderne revolutionsbegreb i modsætning til præmoderne

oprørstanker, må behæftes med forbehold, ligesom grænserne

mellem det moderne og det præmoderne må betragtes som et åbent

spørgsmål. Historisk-konkrete former er uundgåeligt sammensat af det nye

og det gamle. Derfor må man nå hinsides forsimplede forestillinger om, at

folk pludselig kan have vågnet op en dag og konstateret, at de med ét var

trådt ind i ‟det moderne‟. Hvis revolutioner, som antydet, danner et mønstereksempel

for et begreb om kompleks, sammensat historisk tid, så kan f.eks.

de konkrete sammenvoksninger af guldalder-idealisering og dyrkelse af det

nye, det kommende, velsagtens anses for en central dimension af revolutionsfænomenet.

’Folket’ og revolution som massehandling

Ligesom det moderne revolutionsbegreb ikke tilfældigt forbinder sig med begrebet

‟historien‟, er det næppe heller tilfældigt, at man i samme periode omkring

den franske revolution finder, at forpligtelsen på begrebet ‟folket‟ blev

udbredt. ‟Folket‟ fremtrådte nu som en sekulariseret aktør og grundpille i moderne

politik. Dette ses bl.a. i den franske revolutions politiske kampe om,

hvem der repræsenterer ‟folket‟, og hvordan dette skal gøres. 12

Denne forpligtelse på ‟folket‟ og i almindelighed på den menige indbygger i et

samfund, på ‟masserne‟, er blevet konstateret både af den moderne revolutions

konservative kritikere og af dens revolutionære tilhængere. Allerede i

1790 fordømte englænderen Edmund Burke den franske revolution som en

voluntaristisk brud med det franske samfunds traditioner. 13 Få år senere fordømte

den franske katolske royalismes stamfader Joseph de Maistre revolutionen

som resultatet af menneskets frie vilje sat op mod Guds evige love. 14

Begge betragtede den sociale radikalisering og udartning af revolutionen i

12 Furet, 1978. Ifversen, 1997

13 Burke, 1976

14 Maistre, 1872


SIDE 16 RUBICON 2009 (4)

terror som en uundgåelig følge af de indledende, forholdsvis moderat liberale

krav om konstitutionelt monarki og en ‟åbning for talenterne‟. Hos en senere

revolutionskritisk teoretiker som Gustave Le Bon, der skrev i begyndelsen af

det 20. århundrede, betragtes tilsvarende ud fra en sociologisk determinisme

de revolutionære ‟masser‟ som underlagt stærkt destruktive, blinde love. 15

Mest udbredt blandt konservative revolutionskritikere er dog nok den mindre

teoretisk forfinede tilbøjelighed til at se ‟folket‟ som en størrelse, der mere

eller mindre passivt lader sig forføre af en bande ‟opviglere‟ – fra Robespierre

til Lenin, fra jakobinerne til bolsjevikkerne.

Omvendt står netop denne radikale tilskrivning af verdenshistorisk handlekraft

til menneskene som et hyldestobjekt for de revolutionære socialister,

der har kritiseret den moderne kapitalismes passivisering af det store flertal.

Karl Marx betegnede det fremtidige opgør med kapitalismen ikke som afslutningen

på historien, men tværtimod som afslutningen på det menneskelige

samfunds forhistorie. 16 Først hinsides kapitalismens markedstvang ville

mennesket ifølge Marx kunne udvikle sig til et virkeligt frit og skabende historisk

væsen. På et mere umiddelbart plan, men med samme fokus på almindelige

menneskers handling bemærker den russiske revolutionære Lev Trotskij

i indledningen til sin omfangsrige fremstilling af den russiske revolutions

historie, at ”en revolutions historie først og fremmest kendetegnes ved, at

masserne tvinger sig ind i det felt, hvor de kan beherske deres egen skæbne”.

17 Her ses masserne ikke længere som skurke eller som passivt underlag

for skurkagtige folkeforførere, men som genuine aktører, der trodser en tilsyneladende

uafvendelig skæbne.

Dette fokus på revolution som afgørende kollektiv handling giver mulighed for

gennem revolutionshistoriske studier at inddrage et aspekt af den moderne

verdens tilblivelseshistorie, der som allerede antydet ofte er blevet negligeret

eller marginaliseret, nemlig massedeltagelsen. Dermed understreges det forhold,

at den moderne verden ikke er blevet til alene i et vakuum af kongers,

diplomaters og hærføreres indbyrdes handlinger, men i tæt forbindelse til

almindelige menneskers projekter og handlinger. Revolutioner åbner således

den ‟store‟ historiske arena for lag eller sociokulturelle aspekter, der ellers

ofte har været marginaliseret – jævne håndværkere, arbejdere, bønder og

kvinder, for ikke at nævne kulturelle, kunstneriske, seksuelle eller generelt

adfærdsmæssige normer. Eksemplerne her udgør en uendelighed. Man kan

15 LeBon, 1980.

16 Marx, 1859: 357

17 Trotsky, 1967: 15


RUBICON 2009 (4) SIDE 17

nævne kvindetoget til Versailles, kvindedeltagelsen i 1848, bønders pludselige

involvering i politik i 1848. Vidt forskellige strømninger inden for historieskrivning

og kulturstudier har gjort store bestræbelser for at kortlægge og

forstå sådanne vidt forskellige aspekter af revolutionsfænomenet.

For at nå ind til sådanne projekter og brudflader må man ofte søge at bore

sig ind bag de lag af fremtrædelsesformer, som hidrører fra revolutionens

konsekvenser, herunder dens sejrherrer. I studiet af den enkelte revolution

finder man for det meste et misforhold mellem mindst tre størrelser: 1) hensigterne

eller interesserne hos de mennesker, der udgør styrken i de revolutionære

massebevægelser, 2) hensigterne hos de fremtrædende lederskikkelser

og 3) de faktiske konsekvenser på længere sigt af den revolutionære

bevægelse som helhed, herunder ofte styrkelsen af en ny elite. Kvindernes

og bøndernes involvering i den franske revolution gav sig således ikke direkte

udtryk i f.eks. en forfatningsmæssig anerkendelse af deres rettigheder,

men kan iagttages på andre planer: i nye opfattelser af samværet mellem

kønnene, i afskaffelsen af herremandsprivilegier osv.

Revolution som kondensering af udviklinger og modsætninger

Denne tætte forbindelse mellem revolutionsbegrebet og betragtninger af kollektiv

menneskelig indgriben i historiens gang er nært beslægtet med et andet

væsentligt træk ved revolutioner: Revolutioner kondenserer samfundsmæssige

og kulturelle modsætninger. Under en revolutionær proces kan dage

have ”Aartiers Betydning og Indhold”, som den danske stænderdeputerede

C.C. Hall bemærkede i 1848. 18

Revolutionsbegrebet sigter således ikke kun mod specifikke begivenheder,

f.eks. stormen på Bastillen i 1789, men lægger op til en betragtning af disse

begivenheder i deres forbindelse til de bredere processer, der giver dem deres

historiske betydning. Den franske revolution er ikke kun en samling af

begivenheder fra f.eks. foråret 1789 til sommeren 1794. Den er også en milesten

i den proces, hvorigennem de moderne samfund og stater udviklede

sig.

Ved at studere revolutioner kan man således studere langsigtede, dybdestrukturelle

brydninger, forandringer og modsætninger via deres konkrete

fremtrædelsesformer inden for et relativt afgrænset tidsrum. Det skel mellem

den dybdestrukturelle longue durée og ‟begivenhedshistorien‟, som den franske

historiker Fernand Braudel formulerede, synes at ophæves på mange

planer i revolutionære processer; la longue durée kan studeres i kondenseret

18 Neergaard 1892, s. 292.


SIDE 18 RUBICON 2009 (4)

form på begivenhedsplan. 19 Det gælder ikke alene almene historisksociologiske

fænomener som interaktionen mellem f.eks. land og by eller

mellem kapitalistiske og ikke-kapitalistiske forhold. Det gælder også udviklingen

af historieforståelser, politiske kulturer, begreber – og meget mere.

Revolutioners værdiladning og erindringskulturer

Fordi revolutionsbegrebet indebærer radikal social forandring, har det stærkt

værdiladede overtoner. Ofte forbindes det med noget negativt, med destruktion

eller vold – f.eks. den franske revolutions terrorhandlinger, eller det ses

som grundlaget for grusomheder i Sovjetunionen eller Kina. I påfaldende vide

kredse bruges selve ordet ‟revolution‟ dog på en måde, der afspejler positive

konnotationer: At være ‟revolutionær‟ er i nogle menneskers øjne noget fascinerende

eller moralsk ophøjet. Det indebærer viljen til at forandre med

konsekvens, hvor nedarvede dårligdomme gør det nødvendigt. Man kan altså

tale om en dobbeltrettet værdiladning i revolutionsbegrebet: en positiv og

en negativ retning. Svarende til hver af disse retninger kan man f.eks. se

moderne stater og samfund forholde sig karakteristisk tvetydigt til historiske

revolutioner i deres fortid, ligesom divergerende politisk-ideologiske traditioner

forholder sig vidt forskelligt til fundamentale revolutionære skel i civilisationens

historie. Revolutioner er dermed centrale elementer i vidt forskellige

erindringskulturer og historiebevidstheder og er som sådanne genstande for

mangfoldige kampe om tolkningen og brugen af historie. I den egenskab udgør

revolutioner og arven fra dem et væsentligt felt for undersøgelser af

f.eks. fejringstraditioner, kunstneriske fremstillingsformer, historieskrivning

eller den allerede nævnte populærkultur.

For den franske nation var det i mange år et centralt stridspunkt, om man

skulle være for eller mod den store revolution i 1789. I dag er Bastilledagen

en national fejringsdag, men kan til gengæld nok siges at mangle den kontroversielle

politiske brod, som revolutionsfejringer ellers ofte er blevet forbundet

med. 20 Fejringer af oktoberrevolutionens årsdag i Sovjetunionen er

sammenlignelige: Revolutionen blev hyldet som en grundlæggende begivenhed,

der dog blev fremstillet i en historisk-objektiveret form for at modvirke, at

nogen drog aktuelle ordens-undergravende konklusioner af den gamle revolution

mod autokratiske statsledere. Med konstruktionen efter 1991 af en ny

19 Braudel, 1980

20 Jf. Amalvi, 1998


RUBICON 2009 (4) SIDE 19

russisk nationalstatslig og imperial identitet i forlængelse af riget før 1917 har

dette naturligt nok ændret sig. 21

Andre moderne stater har forsøgt at fortrænge de revolutioner, der kan betragtes

som grundlæggende for dem. Engelsk national historieforståelse

fremhæver nok den såkaldt ‟glorværdige revolution‟ i 1688, der dog havde

meget lidt til fælles med vor moderne revolutionsforståelse. Et eksempel er

den engelske moderat-liberale historiker Thomas Babington Macaulay fremhævede

på denne vis – og i efteråret af det for kontinentet så revolutionsprægede

år 1848 – sit eget lands „gradvise‟ og kontinuerlige udvikling frem

for Kontinentaleuropas voldsomme brydninger: ”For os, som har levet i året

1848, kan det synes nærmest som misbrug af ord at bruge det frygtelige

navn ‟revolution‟ om handlinger, som blev gennemført så sobert og med så

nøje hensyn til etikette [dvs. „den glorværdige revolution‟, BN]”. 22

Derved underkender han imidlertid ikke kun voldsomme engelske brydninger

i hans egen generations erfaring, især de store sociale bevægelser i 1818-

19, der bl.a. omfattede ‟Peterloo-massakren‟ og konfrontationerne med de

ikke-engelske dele af Storbritannien og imperiet. Han underkender også

brydningerne på engelsk territorium i perioden 1640-60, som i sin brede sociale

forankring og sin udviklingskurve har betydeligt mere til fælles med

f.eks. den franske revolution. Af engelske historieskrivere, heriblandt Macaulay,

er den sidstnævnte virkeligt revolutionære begivenhed – revolutionær i

moderne forstand – oftest blevet betegnet som ‟the Great Rebellion‟ eller ‟the

Civil War‟. 23

I Danmark er såvel stavnsbåndets ophævelse i 1788 som grundlovens indførelse

i 1849 ofte blevet fremstillet som noget, velmenende konger ‟gav‟, ikke

som indrømmelser, der blev presset frem gennem massebevægelser eller

revolutionsfrygt. 24 Sådanne opfattelser ligger i forlængelse af en forestilling

med lange historiske rødder af den danske udvikling som rolig og sindig i

modsætning til f.eks. den franske. Den liberale danske historiker C.F. Allen

understregede i 1840, i sin indflydelsesrige fremstilling af landets historie,

”Danmarks jævne Udvikling til borgerlig Lighed og Eenshed i Byrder og Fordele”.

25 Han så dette som en afgørende kontrast til andre landes udvikling:

21 Jf. Bagger, 2008

22 Macaulay, 1870: 241

23 Richardson, 1987

24 Nielsen, 1988. Jensen, 1988. Christiansen, 1998

25 Allen, 1840: 591


SIDE 20 RUBICON 2009 (4)

”Medens det i Danmark gik sin stille jævne Gang, sønderreves mangfoldige

andre af Europas Folk af blodige indre Kampe, under hvilke det Gamle gik til

Grunde, og nye Former traadte ind i Livet.” 26

Lignende opfattelser kan genfindes hos moderne historikere som mere detailfunderede

analyser af f.eks. Danmark i det 19. århundrede, dvs. under

overgangen til moderne politiske former, som et konsensussamfund i modsætning

til andre lande, betinget af dets udviklede statsapparat, der var i

stand til at absorbere konflikter ved pragmatisk administration og reformer. 27

Mens det synes oplagt, at sådanne opfattelser kan berettiges gennem komparation

mellem forskellige moderne staters udviklinger, så nedtones ofte i

sådanne opfattelser en række betydelige momenter: dels selve forekomsten

af konflikter ved brudpunkter i den historiske udvikling; dels den relative historiske

åbenhed i en række af disse brudpunkter, hvor udfaldet ofte har

skyldtes nogle få menneskers initiativ; og endelig de gennemførte danske

reformers afhængighed af store revolutionære brud i udlandet.

Vender man blikket fra nationalstaternes til f.eks. de politiske strømningers

felt, er det påfaldende ikke alene, hvor meget disse er blevet dannet og formet

på baggrund af revolutionære brud, men også hvorledes deres historiske

selvforståelse, deres strategiopfattelse og deres propaganda har kunnet bruge

revolutionernes historie og symbolik enten negativt eller positivt. 28 Her

kunne man måske forvente enklere traditionsskel, idet både konservative

tilhængere af det bestående og moderat reformsindede kræfter må forventes

at være imod revolutionen som forandringsform, mens de erklæret ‟revolutionære‟,

oftest på den yderste venstrefløj, må forventes at være for revolutionen.

Til en vis grænse er dette da også rigtigt. Nutidige konservative kræfter

– i hvert fald i Vesteuropa – bekender sig imidlertid ofte til det demokratiske

og menneskeretsorienterede politiske vokabularium fra den amerikanske og

franske revolution, som selve konservatismen i sin tid opstod for at bekæmpe

under påberåbelse af Gud og traditionen. 29 Og i de partikommunistiske traditioner

kan man finde tendenser til både praktisk-politisk og historiografisk at

fortrænge socialrevolutionære elementer fra f.eks. den spanske borgerkrigsperiode

i 1930‟erne.

26 Allen, 1842: 33

27 Jf. fx. Bonderup, 1994: 27-33

28 Jf. Nygaard, 2007a: passim

29 Jf. Vierhaus, 1982


RUBICON 2009 (4) SIDE 21

Alle disse revolutionshistoriske felter rummer dermed afgørende tolkningsdiskussioner,

der på én gang er videnskabelige og politiske. Ikke mindst

gælder det fundamentale diskussioner om, hvorvidt eller hvordan disse afgørende

historiske begivenheder overhovedet kvalificerer som revolutioner.

Mange af de seneste årtiers udvikling i historie- og kulturvidenskaberne har

sået tvivl om klassiske socialhistoriske forståelser af f.eks. den engelske, den

franske og den russiske revolution som sociale massebevægelser ‟fra neden‟,

idet de i stedet har fokuseret på renere politisk-diskursive eller religiøse

træk, på mere afgrænsede diplomatiske eller militære forhold eller på de revolutionære

som kupmagere. 30 Nyere forsvar for revolutioner som politisk,

socialt og kulturelt afgørende massebevægelser viser dog, at selv om en del

ældre antagelser om revolutioners sociale grundlag må revideres, så rummer

alle de store moderne revolutioner en forankring i sociale massebevægelser,

der ikke kun udmønter allerede eksisterende ideer i social praksis, men i

samme proces radikalt omformer de sociale ideer og forestillingsrammer. 31

Heller ikke inden for de mindre videnskabelige grene af den politiske brug af

revolutionshistorien kan man umiddelbart udpege én altdominerende tendens

i nutiden: Mens de kinesiske myndigheder af-revolutionere Mao Zedong ved

at gøre ham til ufarlig national samlingsfigur, synes Mao- og rødgardistsymbolikken

i Vesten på én gang at være genstand for en målrettet antirevolutionær,

antisocialistisk politisk offensiv og at blive udnyttet som positivt ‟revolutionær‟

identitetsmarkør på trøjer, kasketter og tasker – ikke helt på niveau

med Che, men dog i samme retning. Og mens mange statsledere i de seneste

år har villet distancere sig fra hjemlige revolutionære udviklinger, så har

f.eks. Venezuelas præsident, Hugo Chavez, omvendt søgt at forbinde sig

med en national, revolutionær tradition ved at bruge Simon Bolivar-figuren

som forbillede for sit politiske projekt.

Studier af erindringskulturelle forhold til revolutioner som den mest radikale

brud- og forandringsform udgør således et centralt punkt i udforskninger af

kollektive repræsentationsformer og selvforståelser i bredere forstand.

Revolutionen som nøgle til sociale processer

Som det netop er antydet, ligger revolutioner, både de stolt fremhævede og

de pinagtigt fortrængte, til grund for forbløffende mange moderne stater. Revolutioner

er i århundreder blevet betragtet, hyldet og fordømt som begyndel-

30 Jf. fx. Morrill, 1993. Furet, 1978. Schama, 1989. Figes, 1996. Figes & Kolonitskii,

1999

31 Haynes & Wolfreys, 2007. Kouvelakis, 2003. Holstun, 2002


SIDE 22 RUBICON 2009 (4)

sesmomenter, som en slags ‟oprindelige forbrydelser‟ – den magthandling,

der var nødvendig for at grundlægge politiske ordener og retsordener. 32 Derfor

kan historiske studier af revolutioner betragtes som en nøgle til fundamentale

sociale og kulturelle processer.

Ligeledes kan man i forskellige landes forhold til revolutioner søge rødderne

til deres politiske former og kulturer. Et klassisk eksempel er sociologen Barrington

Moores grundige historiske sammenligninger af forskellige nationale

udviklingers relatering af store revolutioner og moderne politiske styreformer.

Her fremhæves den borgerlige revolution som det vigtigste element i udviklingen

af et moderne demokrati, hvorimod autoritære styreformer som fascisme

og kommunisme er forbundet med manglende borgerlige revolutioner

i den nationale udvikling, hvorved traditionelle eliter og magtformer blev overleveret.

Heri ser Moore den væsentligste strukturelle betingelse for, at fascistiske

styreformer vandt frem i Italien og Tyskland gennem ‟konservativ modernisering

fra oven‟, og ikke i f.eks. Frankrig eller England, mens erklæret

kommunistiske styrer sejrede på grundlag af bonderevolutioner i f.eks. Rusland

eller Kina. 33 Det synes her oplagt at forholde sig kritisk til Moores komparative

fremgangsmåde, måske også til hans sociologiske og politologiske

begrebsapparat, men det forekommer dog indlysende, at f.eks. Frankrigs

eller USA‟s politiske kulturer stadig – på vidt forskellig vis – er præget af levn

fra revolutioner på en måde, som ikke ses i et land som Danmark.

Implikationer

Dette er nogle af de for mig at se mest relevante og interessante tilgange til

revolutioner. Dette overblik kan ganske vist langtfra hævdes at udtømme de

muligheder, der ligger i fokus på revolutioner som sociale og kulturelle fænomener.

Jeg vil heller ikke hævde her at have leveret mere end ansatser til

hvert af disse fokuspunkter. Men disse ansatser skulle gerne gøre det muligt

at tage hul på revolutioner som historisk fænomen og nå videre, end man

kan nå i denne lille artikel.

Feltet er nemlig enormt og rummer utallige mere eller mindre uopdyrkede

felter. Ét eksempel på et sådant under-udforsket felt – blandt de utallige eksempler,

der ville kunne tænkes – er forholdet mellem lande, der har udviklet

sig ad revolutionær vej, og lande, der har ændret sig ved reformer. Som

nævnt ovenfor, er det f.eks. en udbredt opfattelse, at Danmark har udviklet

sig uden de store revolutionære brud. Denne tolkning kan da også forekom-

32 Jf. Arendt, 1963: 11

33 Moore, 1966.


RUBICON 2009 (4) SIDE 23

me åbenlyst rigtig, så længe man isolerer analysen af Danmark fra analysen

af resten af Europa eller verden.

Når store dele af faghistorien, herunder endda nok så revolutionære marxistiske

historikere, har accepteret og videreført denne grundlæggende opfattelse

af Danmark, hænger det sammen med, at danmarkshistorien – ligesom

andre nationalhistorier – hovedsagelig er blevet forstået og udforsket inden

for snævert nationale rammer. Historikerne har, ligesom størstedelen af deres

medborgere, været tilbøjelige til at se hver moderne nationalstat som en

lukket enhed, en slags kasse. Ofte har man endda ført denne kasseforståelse

tilbage til tiderne før sådanne nationalstaters dannelse. Selv når

man har løftet blikket fra den enkelte stat til internationale sammenhænge,

har man ofte bevaret denne forståelse af nationalstaterne som uomtvistelige

enheder, der nok kunne samles eller sammenlignes for at se forskelle og ligheder,

men bestandigt forblev de selv samme enheder. Gennem de seneste

år er mange historikere begyndt at kritisere disse tilbøjeligheder under betegnelsen

‟metodisk nationalisme‟, dvs. en nationalisme, som ikke nødvendigvis

er politisk motiveret, men som ligger i selve den måde, hvorpå historien

er blevet studeret.

Der er naturligvis gode grunde til at anerkende nationalstaterne som virkelige

kulturelle rammer, i hvert fald for meget af historien siden 1800-tallet. Der er

imidlertid ingen gode grunde til at betragte dem som uantastelige enheder

eller som det eneste, historien skal dreje sig om. Ingen nationer, befolkninger

eller stater har nogensinde udviklet sig i et tomrum. Tværtimod har de ‟lånt‟

hos hinanden og påtvunget hverandre deres egne træk. Mange helt afgørende

fænomener i det enkelte lands historie har ved nærmere eftersyn rødder i

internationale udviklinger snarere end i én bestemt nation.

At hvert enkelt land eksisterer sammen med andre lande virker måske ikke i

sig selv så kontroversielt eller nyskabende. Det væsentlige er imidlertid, hvilke

metodiske, tolkningsmæssige og fremstillingsmæssige konklusioner, vi

drager af denne indsigt. Ikke kun de nationalhistoriske fremstillinger, men

også den specialiserede forskning og samlinger af kildemateriale er tilbøjelige

til at betragte udviklingen inden for hvert enkelt land som en kontinuitet af

årsager, hvor f.eks. kvindernes valgret i 1915 forklares med en særlig demokratisk

arv, der har rødder i grundtvigiansk tankegods eller ‟ånden fra 48‟, der

atter ses på baggrund af landboreformerne eller den danske reformation.

Udenlandsk historie fungerer her typisk enten som kontrast, f.eks. i den klassiske

kontrast mellem stavnsbåndets fredelige ophævelse i Danmark og den

voldsomme revolution i Frankrig kort efter, eller i det højeste som et baggrundsperspektiv,

der nok anerkendes, men ikke spiller nogen afgørende

rolle i tolkningen eller forklaringen af dansk historie.


SIDE 24 RUBICON 2009 (4)

Fordi de moderne revolutioner koncentrerer langsigtede og omfattende socio-kulturelle

modsætninger og handling i sig, er de imidlertid udpræget internationale

begivenheder, selv når de ved første øjekast foregår inden for en

enkelt nation. Det gælder f.eks. den franske revolution fra 1789, hvis begreber

og modsætningsforhold straks blev bestemmende også for den danske

indenrigspolitiske dagsorden og dermed i høj grad bidrog til at forme den sene

enevælde og overgangen til det moderne demokrati. Derfor er det både

oplagt og sandsynligt, at gennembrud for historieforståelser, der rækker hinsides

den enkelte nation eller stat, vil tage udgangspunkt i de moderne revolutioner

som internationale brudpunkter.

Litteratur

Allen, C.F. 1840, Haandbog i Fædrelandets Historie, København, C.A. Reitzel

Allen, C.F. 1842, ”Den 28. Mai”, Dansk Folkeblad, VIII.9

Amalvi, Chr. 1998, “Bastille Day: From Dies Irae to Holiday”, P. Nora (ed.),

Realms of Memory: The Construction of the French Past. III: Symbols. New

York, Columbia University Press

Arendt, Hannah 1963, On Revolution. London, Farber and Farber

Bagger, H. 2008, „Historiekonsum i det postsovjetiske Rusland“. In, Greve,

C. m.fl. (2008), Rusland efter Sovjet. Nye rammer – nye skel, Århus (Den

jyske historiker 117-18), 185-201

Benjamin, Walter 1940, „Über den Begriff der Geschichte“. Tiedeman et al.,

(Hrsg.) 1974, Walter Benjamin gesammelte Schriften, I.2, Frankfurt a.M.:

Suhrkamp, s. 691-704

Bensaïd, Daniel 2006, “The Mole and the Locomotive”,

http://www.internationalviewpoint.org/spip.php?article1117&var_recherche=b

ensaid

Berman, Marshall 1983, All that is Solid Melts into Air. London: Verso

Bonderup, Gerda 1994, “Cholera-Morbro’er” og Danmark. Billeder til det 19.

århundredes samfunds- og kulturhistorie, Århus, Aarhus Universitetsforlag

Braudel, Fernand 1980, On History. Chicago, University of Chicago Press

Brunner, Otto et al, eds., 1974-97, Geschichtliche Grundbegriffe. Stuttgart,

Ernst Klett

Burke Edmund 1976 (1790), Reflections on the Revolution in France. Harmondsworth,

Penguin


RUBICON 2009 (4) SIDE 25

Christiansen, Niels Finn 1998, “Grundloven, historikerne og det moderne

Danmark”. Systemskiftet i Danmark – retorik og realiteter, Århus (Den jyske

historiker 83-84)

Corcoran, Steve 2007, “The Subject of Revolution: Marxism, Badiou, Antagonism”.

Stopińska, Bartels & Kollmorgen, 2007, s. 129-143

Davies, James C. 1962, “Toward a Theory of Revolution”. American Sociological

Review, vol. 27, s. 1-19

Figes, Orlando 1996, A People’s Tragedy: The Russian Revolution 1891-

1924. London, Jonathan Cape

Figes, Orlando. & B. Kolonitskii 1999, Interpreting the Russian Revolution:

The Language and Symbols of 1917. New Haven, Yale University Press

Furet, François 1978, Penser la Révolution française. Paris, PUF

Griewank, Karl 1973 (1955), Der neuzeitliche Revolutionsbegriff. Entstehung

und Geschichte, Frankfurt Europäische Verlagsanstalt

Gurr, Ted R. 1970, Why Men Rebel, Princeton, Princeton University Press

Hantke, Stephan 2007, “The Imagery of Revolution in Recent Blockbuster

Films”. In: Stopińska, Bartels & Kollmorgen, 2007, s. 297-306

Hatto, Arthur 1949, “‟Revolution‟: An Enquiry into the Usefulness of an Historical

Term”. In: Mind. Vol. 58. No. 232, s- 495-517

Haynes, Mike & Jim Wolfreys 2007, History and Revolution: Refuting Revisionism,

London & New York, Verso

Hill, Christopher 1991 (1972), The World Turned Upside Down, London,

Penguin

Hill, Christopher 2001 (1958), Puritanism and Revolution, London, Pimlico

Holstun, James 2002, Ehud’s Dagger: Class Struggle in the English Revolution,

London & New York, Verso

Ifversen, Jan 1997, Om magt, demokrati og diskurs. Diskuteret i lyset af den

franske revolution. Århus, Det begrebshistoriske netværk

Jensen, Bernard Eric 1988, “Stavnsbåndsjubilæer som politisk teater”. Traditionen

utro, Århus (Den jyske historiker, 45) 23-58

Kant, Immanuel 1793, „Über den Gemeinspruch: Das mag in der Theorie

richtig sein, taugt aber nicht für die Praxis“, Karl Vorländer (Hrsg.) 1922,:

Kants Sämtliche Werke VI: Kleinere Schriften zur Geschichtsphilosophie,

Ethik und Politik. Leipzig

Koselleck, Reinhart 1969, „Der neuzeitliche Revolutionsbegriff als geschichtliche

Kategorie“. In: Studium Generale, 22, 1969, s. 825-838.


SIDE 26 RUBICON 2009 (4)

Koselleck, Reinhart 1975, „Geschichte. Historie“. Brunner, 1974-97, bd. 2

Koselleck, Reinhart 1979, Vergangene Zukunft. Zur Semantik geschichtlicher

Zeit. Frankfurt am Main, Suhrkamp

Koselleck, Reinhart 1984, „Revolution. Rebellion, Aufruhr, Bürgerkrieg“.

Brunner, 1974-97, bd. 5, s. 653-788

Kouvelakis, Stathis 2003, Philosophy and Revolution: From Kant to Marx,

London & New York, Verso

LeBon, Gustave 1980 (1912), The French Revolution and the Psychology of

Revolution. New Brunswick, Transaction Books

Macaulay, Thomas Babington 1870, History of England from the Accession

of James the Second, Vol. 2. London

Maistre, Jospeh de 1872 (1796), Considérations sur la France. Lyon & Paris

Marx, Karl 1859, “Til kritikken af den politiske økonomi. Forord”. Marx Engels

Udvalgte Skrifter I, København, Tiden

Moore, Barrington 1966, Social Origins of Dictatorship and Democracy. Harmondsworth,

Penguin

Morrill, John 1993, The Nature of the English Revolution. London & New

York, Longman

Neergaard, Niels, Under Junigrundloven, bd. 1, København 1892

Nielsen, V.O. 1988, “Landboreformerne som politisk dannelse”. In: Traditionen

utro. Århus (Den jyske historiker 45), s. 89-113

Nygaard, Bertel 2007a, Borgerlig revolution: Et begrebs dannelse undersøgt

gennem politisk teori og historieskrivning. Århus, Critique

Nygaard, Bertel 2007b, “1789 som borgerlig revolution. Historieskrivning og

begrebsbrug hos Georges Lefebvre og Albert Soboul”. Historisk Tidsskrift,

107.2, s. 478-508

Richardson R.C. 1987, The Debate on the English Revolution Revisited.

London & New York, Routledge

Schama, Simon (1989), Citizens: A Chronicle of the French Revolution. New

York, Alfred A. Knopf

Sewell, William H. 1980, Work and Revolution in France: The Language of

Labor from the old Regime to 1848. Cambridge, Cambridge University Press

Skocpol, Theda 1979, States and Social Revolutions. Cambridge, Cambridge

University Press


RUBICON 2009 (4) SIDE 27

Soboul, Albert 1968, Les Sans-culottes parisiens en l’an II: Mouvement populaire

et gouvernement révolutionnaire (1793-1794). Paris, PUF

Stopińska, A., A. Bartels, R. Kollmorgen, (eds.) 2007, Revolutions: Reframed

– Revisited – Revised. Frankfurt am Main, Peter Lang

Tocqueville, Alexis de 1919 (1856), L’ancien régime et la Révolution. Paris

Trotsky, Leon 1967 (1930), History of the Russian Revolution I. London,

Sphere Books

Vierhaus, Rudolf 1982, „Konservativ. Konservatismus“. i Brunner 1974-97,

bd. 3, s. 531-65

Wallerstein, Immanuel 1989, The Modern World-System III: the Second Era

of Great Expansion of the Capitalist World-Economy, 1730-1840s, San

Diego, Academic Press

Žižek, Slavoj (ed.) 2002, Revolution at the Gates: A Selection of writings from

February to October 1917, London & New York, Verso


SIDE 28 RUBICON 2009 (4)

Det store jubilæumsår

Af Thomas Wegener Friis, Center for Koldkrigsstudier, Syddansk Universitet

og Nils Abraham, Historiker, Bonn.

2009 har været et hektisk år for historikere. Udbuddet af historiske jubilæer,

der typisk kaster konferencer, minde og bogudgivelser af sig har været lang.

Og konkurrencen om hvem der skal huskes, hvordan og hvorfor er bestemt

ikke uproblematisk.

Det gælder i hele Europa, men i et land har den historiske debat – som

sædvanlig fristes man til at sige – spilet en helt særlig rolle, nemlig Tyskland.

Her har man alt efter temperament og dato kunne mindes 90 året for Spartakusopstanden

og mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht med den

yderste venstre fløj i januar på Friedhof der Sozialisten i Berlin-

Friedrichsfelde eller måske sone Anden Verdenskrig i forbindelse med 70

året for invasionen af Polen 1. september.

Man kunne følge den tyske regerings opfordring og sige ”Tillykke Tyskland” i

den stort anlagte demokratifejring. Her slog man to fluer med et smæk, glædede

sig over både 60 året for oprettelse af Forbundsrepublikken Tyskland,

den tyske demokratiske grundlov og 20 året for Murens Fald. I Danmark skete

det ved en lang række arrangementer, herunder en stor reception med

Erbsensuppe, grillpølser og Blasmusik fra Bundeswehr. For at understrege,

hvor mange årsdage og minefelter historien kan indeholde, så var fejringen

placeret den 7. oktober. Det skyldes sikkert praktiske spørgsmål som leje af


RUBICON 2009 (4) SIDE 29

MAN-Diesels motorbygning i København eller bookningen af Forbundsværnet

1. Pionerbataljons gullaschkanon, der stod for traktementet. Tilfældet villet,

at man derved kom til at fejre 60 års demokrati på 60 års dagen for oprettelse

af ”den Tyske Demokratiske Republik” – altså det østtyske SEDdiktatur.

Til at sætte krudt under jubilæerne og den generelle historiske debat, så var

2009 også det helt store valgår i Tyskland. En lang række Forbundslande

skulle vælge nye regeringer. Og Angela Merkels store koalition var på valg i

oktober. Et sådan supervalgår var naturligvis med til, at samtidshistoriske

debatter også fik et politisk tilsnit; en ekstra dimension.

Det skyldes ikke mindst, at en sandsynlig vinder i 2009 kunne blive partiet

”die Linke”, der i 2007 blev resultatet af vesttyske Wahlgemeinschaft für Soziale

Gerechtigkeit (WASG) og østtyske PDS. Det, der gjorde situationen

særlig pikant i 20 året for Murens fald var, at PDS er direkte arvtager af

DDR‟s kommunistiske parti SED. Altså en mulig valgsejr til de gamle østtyske

kommunister anført af den stærkt omdiskuterede politiker Gregor Gysi

midt i fejringen af det historiske sammenbrud af kommunismen i Østeuropa.

Allerede tidligt på året kunne man hører nervøsiteten blandt socialdemokrater

og konservative i Tyskland ved udsigten til landdagsvalget i Saarland 30.

august 2009. Her kandiderede en af de nye Linkes føringsfigurer den tidligere

socialdemokratiske kanslerkandidat og tidligere ministerpræsident i Saarbrücken,

Oscar Lafontaine. Mellem ham og den socialdemokratisk ledelse

var der historisk ondt blod, så i hans gamle parti åndende man delvist op, da

Saarlands socialister ”kun” kunne mønstre 21,3 % procent af stemmerne. Det

var ganske vist det bedste valg partiet, der endnu for mange tyskere har en

duft af DDR og Erich Honecker hængende over sig, kunne præsentere i det

gamle vesttyskland. Men de nye ”kommunister” blev i første omgang holdt fra

magten.

Østeuropas fredelige revolution

Den historiske mærkedag, som fremstod mest markant iblandt overfløden af

historiske begivenheder, var 20 års markeringen for den Fredelige Revolution

i DDR og Murens fald. I denne sammenhæng er det naturligvis væsentligt

blot at erindre, at dette 20 år ikke var begrænset til Tyskland. I dele af den

vesteuropæiske offentlighed har der været en tendens til hovedsageligt at

huske jubelscenerne i Berlin. Blandt andet i danskernes historiske erindring

styrkes ”brandet” DDR, mens man dårligt anerkender, at Europa fortsætter

øst for Oder-floden.

Ikke desto mindre er historien om de kommunistiske regimers dødskamp en

fælles fortælling for hele Østeuropa. Ganske vist faldt den berømte mur i Ber-


SIDE 30 RUBICON 2009 (4)

lin i 9. november, men allerede den 27. juni var delingen af Europa på vej

mod sin afslutning, da den ungarske reformregering valgte at fjerne deres

grænsebefæstning til Østrig. Dermed var der slået det første og afgørende

hul på det jerntæppe, som Winston Churchill havde talt om i sin berømte Fulton-tale

i marts 1946: ”From Stettin in the Baltic to Trieste in the Adriatic an

iron curtain has descended across the Continent.” Som den grundige læser i

øvrigt straks lægger mærke til, indbefattede Churchill slet ikke Østtyskland i

Østblokken. Det skyldes, at Tysklands deling endnu ikke var et fastfrossent

faktum. Tyskland skulle ifølge Potsdam-aftalen behandles som en enhed af

sejrsmagterne.

Hele Øst- og Centraleuropa kunne fejre 20 års afskeden med deres udemokratiske

styrer og flokken af tilsyneladende urolige diktatorer. I 1990 var Polens

Wojciech Jaruzelski, Ungarns Janos Kadar, Bulgariens Todor Shivkov,

DDR‟s Erich Honecker, Rumæniens Ceausescu alle at finde i historiens

skraldespand.

Ungarns kommunistparti havde allerede 1988 taget afsked med Kadar, der

havde siddet på magten siden revolutionen i 1956. Dermed var landet startet

på den ”refolution”, der mere glidende end i de fleste andre østeuropæiske

lande førte frem til, at landet i foråret kunne afholde helt frie valg, som det nu

reformerede socialistparti MSZP tabte til det borgerlige Demokratisk Forum

(MDF) ledet af József Antall. 34

34 Udviklingen af ungarns unge demokrati er beskrevet af Judit Horwath i artikel

”Ungarn efter 1989 ”, der udkommer i antologien Ungarn efter 1945 fra Center fra

Koldkrigsstudier senere i 2010.


RUBICON 2009 (4) SIDE 31

Ungarns udenrigsminister Guyla Horn og hans østrigske kollega Alois Mock klipper

jerntæppet over den 27. Juni 1989.

Ved 10 års fejringen for Berlinmurens fald havde man til det store gallashow

glemt at invitere Polens tidligere præsident og formanden for den frie fagforening

Solidaritet Lech Walesa. Det blev ikke med urette set som en historisk

svipser. For polakkernes rolle ved Kommunismens sammenbrud burde ikke

overses. Det var her, at Østeuropa fik sin første ikke kommunistiske regering,

da Tadeuscz Mazowiecki efter de første semi-demokratiske valg i juni kunne

overtage regeringsmagten. Denne helt specielle rolle for Polen stod tydeligt

at læse i jubilæumsværket fra det Polske Institut for National Erindring (IPN)

med den meget sigende titel ”IT ALL BEGANN IN POLAND. 1939-1989”.

I Tjekkoslovakiet indtog forfatteren Vaclav Harvel i december 1989 sin plads

ved statsroret efter den såkaldte fløjlsrevolution. Som den nuværende tjekkiske

ambassadør Zdenek Lyska kunne bevidne ved sit besøg på SDU i september

blev demonstranter mod det kommunistiske styre ikke behandlet med

fløjlshandsker hele tiden. Til gengæld gik det stærkt, da først regimet begyndte

at smuldre. 35

Som det stod på en facade i Prag, at revolutionen i Polen tog 10 dage, i Ungarn

10 måneder, i DDR 10 uger og i Tjekkoslovakiet 10 dage. Selvom det

strakte sig over lidt længere, så understregede det det eskalerende autoritetssammenbrud,

der hændte i Østeuropa. Da folkemasserne først for alvor

35 Per Storm Madsen: ”Fløjlsaktivist i Prag”. Fyens Stiftstidende. 20.9.2009.


SIDE 32 RUBICON 2009 (4)

var kommet i bevægelse, stod de ikke til at stoppe. Heller ikke for den rumænske

diktator, der i første omgang ikke var til sinds at opgive sit greb om

magten. I en uklar blanding af revolution og kup måtte Nicolae Ceausescu

lade livet anden juledag 1989. 36

Alt i alt var de østeuropæiske revolutioner en positiv demokratisk lære for

verden om, at modstand kunne lade sig gøre. At undertrykkende regimer ikke

var almægtige over for store folkemasser. Denne idealiserede fortælling er

sikkert kun betinget korrekt, da det hørte med til historien, at de kommunistiske

regimer var økonomisk, økologisk, sikkerhedsmæssigt, politisk og moralsk

ved vejs ende. I konstruktionen om 1989 er de kinesiske kommunisters

massakrer på den Himmelske Freds Plads samme dag, som polakkerne

valgte et nyt styre, en dråbe malurt i bægret. Det kinesiske eksempel viste, at

diktatorer kunne holde sig ved magten var de blot parate til at bruge den fornødne

rå magt og accepterer en time out i det gode selskab. Kinas blomstrende

økonomi har dog hjulpet godt til at udvisket det lidt ubehagelige minde.

37

Ikke desto mindre er det i revolutionsjubilæumsåret gang på gang blevet

fremhævet, at den ”gode historie” om 1989 ikke blot er et vigtigt historisk

vendepunkt for Europa, men også fundamentet for en ny fælles europæisk

historie. Det blev i jubilæumsåret eksempelvis tydeligt på den historiske megakonference

”Geschichtsforum 2009” i Berlin. 600 deltagere var samlet. Alle

toneangivende tyske og en lang række europæiske historiske aktører var på

banen. Konferencen var et overflødighedshorn af foredrag, diskussioner, tea-

36 Om Rumænien 1989 se eksempelvis Peter Siani-Davies: The Romanian Revolution

of December 1989. London 2005 En god introduktion til forskningsdebatten se

Stejarul Olaru, Georg Herbstritt (red.): Vademecum. Contemporary History,Romania

Berlin 2004, s. 45-47.

37 En god diskussion om erindringen og ejerskabet til mindet om massakren på den

Himmelske Freds Plads findes hos: Felix Wemheuer: ”20 Jahre nach dem Massaker:

WEm gehört die Bewegung vom Platz des Himmlischen Friedens”. Jahrbuch

für historische Kommunismusforschung. 2009. S. 107-120.


RUBICON 2009 (4) SIDE 33

ter, film og performance. 38 Konferencen havde tilmed sin egen radiostation

med nyheder og egne Tv-reportager med deltagere. 39

Forbundsdagsmanden og DDR sidste og eneste demokratisk valgte udenrigsminister

Markus Meckel holder sin åbningstale på Geschichtesforum 2009 i Deutsches

Museums store indergård.

Allerede på konferencens åbningspodium med titlen ”Aufbruch – Abbruch –

Zusammenbruch: Was war und wem gehört 1989?” blev spørgsmålet om en

fælleseuropæisk historie slået an. Dette spørgsmål og den implicitte anerkendelse

af, at der var behov for en moderne europæisk mytologi, der kunne

akkompagnere den europæiske enhedsproces. Der er naturligvis tale om en

politisk og historisk konstruktion, men dog en fortælling, der ønsker at identificere

positive ”europæiske værdier”, således som det også kommer til udtryk

i jubilæumsskriftet ”The roads to freedom. The roads to our shared Europe”

38

Beskrevet i Arbejderhistorie. Nr. 2/2009. S. 108-109. Det 108-siders program findes

i pdf-format på

http://www.geschichtsforum09.de/fileadmin/Dateien/Weitere/Programm.pdf

39 Radio og TV fra konferencen kan ses eller downloades på hjemmesiden Friedli-

che Revolution – Magazin und Medienmonitor:

http://www.friedlicherevolution.de/index.php?


SIDE 34 RUBICON 2009 (4)

af blandt andre de markante polske historikere Jerzy Eisler og Andrzej Paczkowski.

40

Der kan ikke hersker nogen tvivl om, at Østeuropas fredelige revolution faktisk

var et markant historisk vendepunkt. Og at det også blev oplevet som

sådan såvel under og efter. Til gengæld gør den delte erindring, som til stadighed

står til debat blandt tyske historikere sig endnu mere gældende i resten

af Europa end i Tyskland. Østtyskere og vesttyskere har nu en gang

oplevet det kommunistiske diktatur radikalt anderledes. Det er forskellen på

beskueren og den, der selv er involveret. Derfor kan det også være vanskeligt

at forene portugisere og polakker eller svenskere og rumænere under en

fælles historisk fane, hvor positive politiske værdier der end er formuleret på

den.

Det er netop denne problematik, som journalisten Frank Möller forsøgte at

indkredse i en samtale med Bernd Faulenbach fra Ruhr-Universitetet i Bochum

i en bog om den samtidshistoriske debat, der ledte frem til superjubilæet:

Möller: … EU kan kun lykkes kulturelt og eksistentielt, hvis vi deler

erindring og forener den. Afhænger Europas fremtid væsentligt

af den fælles erindring, af en fælles historisk hukommelse?

Har Europa faktisk brug for en fælles erindring?

Faulenbach: I hvert fald har Europa brug for en måde, der er anerkendt

af alle, hvordan vi omgås med fortiden. Nationerne vil

sikkert i lang tid bibeholde deres respektive erindring. Men det

må komme an på at ophæve disse erindringers aflukkede karakter.

At koble dem sammen og sætte dem i relation til den europæiske

historie, også selvom det vil føre til den ene og anden

konflikt. Jeg ser præcis den europæiske identitet deri, at der både

eksisterer visse ligheder og nationale erindringer. 41

40 Antoni Dudekm Jerzy Eisler, Andrzej Friszke, Andrzej Paczkowski, Pawel Sasanka:

The roads to freedom. The roads to our shared Europe. 1945-2007. Warszawa

2008.

41 Frank Möller,Ulrich Mählert: Abgrenzung und Verflechtung. Das geteilte Deutsch-

land in der zeithistorischen Debatte. Berlin 2008. S. 115.


RUBICON 2009 (4) SIDE 35

Den velbehængte fejring

Claus Bryld og Anette Warring i 1998 hæftede sig ved, hvordan at jubilæerne

tog til med tiden i deres værk om besættelsestiden som kollektiv erindring.

Og hvordan staten engagerede sig med penge og med organisation. 42

En lignende organisation og engagement har været særdeles iøjnefaldende i

20 året for den fredelige revolution. Den føromtalte megakonference i Berlin i

juni var blot et element. Det officielle højdepunkt var novembers fejring af

murens fald i Berlin. Bedagede statsmænd fra verden af i går – Kohl, Thatcher

eller Gorbatjov i tydeligt ældede udgaver – blandede sig med politikere,

kendisser, pressefotografer og titusind tals af turister mødtes, hvor sten i gadebelægningen

i dag markerer grænseforløbet mellem de vestlige og den

østlige besættelsessektor og dermed Murens forløb. Lech Walesa var husket,

og nobelpristageren fik lov til at støde til den første dominosten i et

kunstværk, der skulle symboliserer Murens fald.

Das Wendequiz:

Geschichte begreifbar gemacht. Neues lernen, Altes wissen. Spannende Fragen rund

um die Wende. Wende-Quiz

Frage 1: Wann starb der letzte Flüchtling an der Berliner

Mauer?

» April 1986

» Februar 1989

» Dezember 1980

Den store ”Wende-quiz” på Avisen Märkische Allgemeines hjemmeside.

42 Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring. Roskilde

1998. S. 138ff.


SIDE 36 RUBICON 2009 (4)

Men også denne internationale medieevent var blot toppen på en kæmpe

og næsten uoverskuelig kransekage af markeringer. 43 Udstillinger, Tvprogrammer,

aviser og magasiner bakkede op om fejringen. Det samme

gjorde det omfattende system af videnskabelige institutioner, der i de forløbne

år er bygget op omkring den historiske bearbejdning – eller ”Aufarbeitung”

– af det østtyske diktatur. Foruden universiteternes forskning drejer det sig

ikke mindst om en række centrale institutioner, der har viet hele eller en stor

del af deres aktivitet til SED-diktaturet. Dette system af historiske institutioner

spænder fra institutioner med rod i borgerretsbevægelsen som Robert Havemann

Arkivet i Berlin, Borgerretsbevægelsens arkiv i Leipzig, Umweltarchiv

Grosshennersdorf, Museum in der Runden Ecke Leipzig og Gedenkstätte

Normannenstrasse, til regionale museer og initiativer med udgangspunkt

i gamle sovjetiske speciallejre, DDR-fængsler (som Hohenschönhausen

eller Bautzen) og grænseposter. Dertil kommer en række

offentlige institutioner, der enten sidder med føderale eller delstatsmidler.

Først og fremmest kan nævnes den centrale koordinations og støtte Bundesstituftung

zur Aufarbeitung der SED-Diktatur, Stasi arkivet BStU (Die Bundesbeauftragte

für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes der ehemaligen

DDR) samt de såkaldte Landesbeauftragte für Stasiunterlagen, der findes

i de fleste delstater på det tidligere DDR‟s territorium (med Brandenburg

som en væsentlig undtagelse indtil 2009). Centrale forskningsinstitutioner

inden for DDR-forskningen har været Zentrum für Zeithistorische Forschung i

Potsdam, Institut für Zeitgeschichte i München og Berlin, Forschungsverbund

SED-Staat på FU-Berlin, Hannah-Arendt Institut i Dresden og Militärgeschichtliche

Forschungsamt i Potsdam. Alle disse institutioner har selvsagt

haft hænderne fulde med at arrangere foredrag og seminarer i den runde

årsdags ånd. Mere omdiskuteret har den del af den historiske scene, der kaldesdet

”postkommunistische Aufarbeitungslandschaft”, der har opbygget en

subkultur omkring ”deres DDR”, typisk båret af personer der hele deres liv

har virket for SED-styret. 44

43 Rainer Eckert: “Das “Erinnerungsjahr” 2009. 60 Jahre Bundesrepublik und 20

Jahre Friedliche Revolution. Ein Zwischenbericht”. Deutschlandarchiv. Nr. 6/2009.

S. 1069-1078.

44 Manfred Wilke, Ulrich Mählert: “Die Auseinandersetzung mit der SED-Diktatur seit

1989”. I: Möller, Mählert (red.): Abgrenzung und Verflechtung. Das geteilte Deutschland

in der Zeitistorischen Debatte. Berlin 2008. S. 123-142.


RUBICON 2009 (4) SIDE 37

Op til jubilæet kom det til en kort berøring mellem en del af den postkommunistiske

modkultur og de store statsbærende . Det skete da Bundesstiftung

Aufarbeitung sammen med en række andre store Stiftungen som den CDUnære

Konrad-Adenauer Stiftung, den SPD-nære Friedrich Ebert Stiftung og

Fritz Thyssen Stiftung gik sammen om at udbyde 16 ph.d.-stipendier og fem

post-doc.-stipendier med temaet ”Aufbruch 1989”. I denne forsamling var

også venstrepartiet die Linkes Rosa Luxembourg- Stiftung med. Det førte til

en hård kritik ikke mindst fra den meget ivrige leder af Gedenkstätte Hohenschönhausen.

Protesten og ikke mindst kravet om, at Rosa Luxembourg-

Stiftung skulle smides ud af initiativet og dermed symbolsk holdes ude af

1989-fejringen var på mange måder symptomatisk for den kompromisløshed,

hvormed den samtidshistoriske debat ikke sjældent bliver ført. Til trods for

offentligt pres holdt Stiftung Aufarbeitung med borgerretforkæmperne og

henholdsvis SPD og CDU-politikerne Markus Meckel og Rainer Eppelmann

stand og fastholdt, at også Luxembour-Stiftung hørte til blandt de øvrige parti-nære

og føderale stiftelser.

Svaret på fortidens fjendskaber kunne, ifølge Stiftung Aufarbeitung, ikke være

en ny genoplivning af offentlig meningskontrol: ”en kritisk diskussion med

Rosa-Luxemburg Stiftung kan ikke løses administrativ, men må føres politisk”.

45

Tid til forsoning?

Det historiske opgør med den historiske fortid i det tidligere DDR har de sidste

tyve år været med stor intensitet. Fokus har fra starten været retten mod

en renselse; ikke af fortidens synder men i højere grad af fortidens syndere.

Blikket har i den forbindelse været rettet imod den forhadte statssikkerheds

tjeneste, Stasi. På paradoksal vis medvirkede det faktisk til at trække opmærksomheden

bort fra det regerende kommunistparti, og levede på den

måde op til den politiske overlevelsesstrategi, ledelsen i SED/PDS fastlagde

sig i vinteren. 46 Det må regnes for en særlig bittersød succes for den østtyske

statssikkerhed, at det ved 20 året for Murens fald en sidste gang lykkes

at agere ”Skjold og sværd for partiet”, som var Stasis formulerede kernemål.

Selvom det næppe er de tidligere Stasi-folks ønske, er det i vidt omfang lyk-

45 http://www.stiftung-aufarbeitung.de/downloads/pdf/2008/Stellungnahme.pdf

46 Manfred Wilke: „Wenn wir die Partei retten wollen, brauchen wir Schuldige. Der

erzwungene Wandel der SED in der Revolution 1989/90. Interview mit Wolfgang

Berghofer“. Jahrbuch für historische Kommunismusforschung. Årgang 2007. Berlin

2007. S. 396-421.


SIDE 38 RUBICON 2009 (4)

kes at tørre DDR-samfundets skyggesider af på statssikkerheden. Overtrædelser

af menneskerettigheder og regimeforbrydelser tilskrives Stasi, mens

statspartiet SED i vidt omfang går fri af ansvar. Det var således en gribende

oplevelse, da den nye kone af den tidligere SED-distriktchef i Bezirk Rostock

Ernst Timm, kommunistpartiet førstemand i det nordlige DDR og medlem af

SED‟s centralkomite i 2001 kunne berette, hvordan hendes hjertens kære

husbond havde fulgt med hende og støttede hende, da hun skulle have indsigt

i sine Stasi-akter. Hun havde nemlig i DDR-tiden ønsket at udrejse af

republikken og var derigennem kommet på regimets hadeliste. At hendes

mand havde haft væsentlig ansvar for statssikkerheden som alle andre forhold

i sit distrikt, syntes at spille en mindre rolle.

I Tyskland har denne nationale katarsis ført til flere bølger af efterprøvninger

af offentligt ansatte og politikeres fortid. Og ikke sjældent har afsløringen af

en eller flere agenter for statssikkerheden ført til undersøgelser og ønsker om

fyringer. Selv BStU har ikke været sparet for en Stasi-skandale, der afslørede,

at 58 ansatte i arkivet tidligere havde arbejdet for statssikkerheden. 47

Ved sin langvarighed, intensitet og fokus på udrensninger har

(Øst)Tysklands overgang fra kommunisme til demokrati adskilt sig væsentlig

fra de tidligere allierede lande i Warszawapagten. I de fleste østlande har der

været en varierende grad af regimekontinuitet. Politikere, managere, videnskabsmænd,

militærfolk og efterretningsofficerer har oftest deres rødder i

diktaturet og ikke sjældent en gammel partibog i bagagen. Først sent er denne

type af diskussion begyndt at titte frem fra under den store historiske gulvtæppe,

de var fejet i under i andre lande,.

Den polske ambassadør i Tyskland og tidligere Solidaritets-aktivist Marek

Prawda beskrev si møde med den særlige tyske måde, at forholde sig til den

kommunistiske fortid således:

”I starten af 1990‟erne kom en polsk delegation til Berlin for at mødes med

oppositionelle fra det tidligere DDR. De overrakte os Stasi-dokumenter, der

beviste aktiviteter rettet mod Solidaritetsbevægelsen i Polen. For vore naboer

var det ikke bare en vigtig gestus, men en bestanddel af den dengang gennemgående

nødvendige afregning med det tidligere system og dets tilhængere.

Fra polsk side reagerede man distanceret på tyskernes revolutionære

og sågar ”jakobinsk” iver. I Polen dominerede dengang en mere forsonlig

linje i forhold til det gamle og i forvejen kompromitterede regimes tilhængere.

47 Karl-Heinz Baum: ”Eine Art Schlussstrich. ZurDebatte um die Zukunft der BStU“.

Deutschlandarchiv. Nr. 4/2007. S. 585-589.


RUBICON 2009 (4) SIDE 39

Man ville hellere beskæftige sig med økonomiske reformer... Der var ikke tid

til afregningsritualer.

Kollegerne fra det nyligt forenede Tyskland havde ikke megen forståelse for

denne holdning… Som svar hørte vi, at de mennesker, der var ofrer for

kommunismens uretfærdighed, i høj grad også skulle interesserer sig for,

”hvem” der var ansvarlige for deres skæbne. Denne menneskelige retfærdighedsfornemmelse

var en ufravigelig kilde til legitimation for det nye system,

man ville opbygge. Før da kunne befolkningen - som i Polen hellige – sig de

økonomiske reformer.” 48

I tyve-året for Murens fald har polakkerne efter Kaczynski-tvillingernes hentet

noget af det tabte terræn, når det gælder udrensninger og opgør. I Østtyskland

har den barske debat også ført til, at der visse steder er ført modreaktioner

mod den politiske korrekthed, der har placeret DDR- fortiden i

skammekrogen. Dette blev tydeligt da borgmesteren Peter Wittstock i den

lille brandenburgske provinsby Mielow blev afsløret som Stasi-agent. Egentlig

var det en ret kedelig sag, over 700 sider med personligt stikkeri og utidig

– men ikke sikkerhedsrelevant – snagen. Allerede afsløringen om agentaktivitet

havde en række andre tilfælde i de seneste tyve år været nok til, at

vedkommendes politiske karriere kunne erklæres for død. Men befolkningen i

Mielow bakkede op om deres ”Stasi-borgmester”. 1100 stemte ved et omvalg

for ham, mens blot 900 var imod. 49

På baggrund af den ofte meget heftige tyske debat. En af de mere bemærkelsesværdige

historiepolitiske udgivelser i Tyskland var ”Zukunft braucht

Herkunft” af Brandenburg socialdemokratiske ministerpræsident Mattias

Platzeck. Det skyldes ikke mindst, at Platzeck særligt efter partiets eftertrykkelige

nederlag ved Forbundsdagsvalget, må henregnes til en af partiets

”Hoffnungsträger”, altså en fremtidens mand. Samme dag som det nationale

valg var der valg til delstatens parlament i Brandenburg. Mens det tyske sosser

på landsplan, gik det således, at intet mindre end 11,2 procentpoint, og

76 af partiets hidtil 222 medlemmer af Forbundsdagen måtte søge nyt arbejde,

så lykkedes det Platzeck at gå stik imod den generelle udvikling. Hans

parti kunne lægge 1,1 procentpoint til sine stemmer. Socialdemokratiet er

med hver tredje stemme Brandenburgs største parti og kunne fastholde regeringsmagten.

Det er ikke så lidt af en bedrift i det tidligere Østtyskland, hvor

48 Marek Prawda: ”Geteilte Erinnerungen in einem vereinten Europa. Diktaturaufarbeitung

zwischen Vergangensheitskonkurrenz und Erinnerungspolitik“. Jahrbuch für

Historische Kommunismusforschung.2009. S. 374.

49 Andreas Fritsche: ”IM ”Billard” nicht versenkt”. Neues Deutschland. 4.4.2009.


SIDE 40 RUBICON 2009 (4)

Socialdemokratiet helt uvant har ofte har været overtrumfet af både de konservative

og de tidligere kommunister i PDS. 50

Det var således ikke en Hr-hvem-som-helst, der udgav en bog i sommeren

2009. I sin bog forholdt Platzeck sig til den fredelige revolution, den tyske

enhed, årene efter og østtyskernes fremtid. Han kom i bogen til talsmand for

frustrerede i de nye forbundslande. Den gamle sang om ”At ikke alt var skidt i

DDR” fik en omgang med henvisning til børnehaver og poliklinikker. 51 Efter

sin valgsejr i september slog Platzeck igen til. I det toneangivende Magasin

”Der Spiegel” trumfede Platzeck sin bog med en længere debat artikel ”Versöhnung

ernst nehmen”, altså om at tage forsoningen alvorlig. Det handlede

om at række hånden ud til de gamle kommunister.

50 Tallene til det tyske valg kan blandt andet findes på http://www.politischebildung.de/

Informationsportalen for die Bundeszentrale für Politische Bildung og

delstaterne lignende centraler. Siden er desuden en rig ressourcer til store mængder

frit tilgængeligt materiale om tysk politik og historie.

51 Mattias Platzeck: Zukunft braucht herkunft. Deutsche Fragen, ostdeutsche Ant-

worten. Hamborg 2009. S. 14.


RUBICON 2009 (4) SIDE 41

Brandenburg Ministerpräsident Mattias Platzeck med die Linkes fraktionschef Kerstin

Kaiser alias agent „Kathrin“.Vejen til partnerskab med die Linke har vist sig at

være fyldt med politisk og historisk sprængstof. (DPA)

Baggrunden for den debat var, at Platzeck samtidig var på vej ind i regeringskoalition

med die Linke. Koalitioner mellem SPD og PDS/die Linken er

ikke umulige. Siden 2002 har Berlins overborgmester Klaus Wowereit regeret

den tyske hovedstad på et rødt-rødt flertal. Men det er ikke desto mindre et

meget kildet emne, hvor SED-tiden og tvangsfusionen i 1946 mellem KPD og

SPD i den sovjetiske besættelseszone lurer lige under overfladen. Hvor politisk

problematisk dette spørgsmål kan være, fik tyskerne syn for ved landdagsvalget

i Hessen, hvor SPD så sit snit til at skubbe den mangeårige CDU-


SIDE 42 RUBICON 2009 (4)

ministerpræsident Roland Koch fra posten ved at gå i koalition med die Linke.

I protest mod denne ”uhellige” alliance brød den socialdemokratiske

backbencher Dagmar Metzger med sit parti, der derved mistede sit flertal i

Landen i Wiesbaden.

Det var således en farefuld færd Mattias Platzeck, der selv har sin fortid i

modstanden mod SED, begav sig ud på med sin forsoning med fortiden og

die Linke. Forsoningen udløste også umiddelbart et væld af Stasi-afsløringer

i die Linke partigruppe og et offentligt pres på ministerpræsidenten. 52 Umiddelbart

blev løsningen udnævnelsen af borgerretskvinden Ulrike Poppe som

den første Landesbeauftragte for Stasisager i Brandenburg. Landet, der havde

haft den nuværende Stasiarkiv-chef Marianne Birthler som første undervisningsminister

efter genforeningen, var ellers kendt for at være tilbageholdende

i opgøret med DDR-tiden. 53

Ikke desto mindre består de tyske socialdemokraters udfordring frem mod

næste forbundsdagsvalg i 2013 eller i hvert fald 2017, hvis Socialdemokraterne

ønsker at flytte ind i kanzlerboligen. En såkaldt ”Ampelkoalition” mellem

SPD, die liberale FDP og de Grønne synes først og fremmest at være en

teoretisk mulighed. Så skal Socialdemokratiet i overskuelig fremtid udfordre

de konservative, så partiet må bryde med det selverklærede Linke-tabu på

forbundsplan, som den seneste kanslerkandidat Frank-Walter Steinmeyer

pålagde partiet op til valgte 2009. 54

Hvordan har DDR-erindringen det 2009?

Jubilæer og mærkedage er en åben indbydelse til at sætte hverdagen på

pause, se tilbage og betragte ens situation kritisk. Det gælder både fejringen

af 1989 og nu i dette år fejringerne af 20 året de første frie valg i DDR i marts

og senere på året 20 års tysk enhed. For netop tyve år siden befandt DDR

sig midt i en demokratiseringsproces på vej mod valget. 90 % benyttede deres

nye, frie stemmeret og afgav et klart votum til fordel for Tysklands hurtige

genforening og dermed en tilegnelse af Vesttysklands samfundsmodel. For

enden af denne vej tiltrådte DDR i henhold til den tyske grundlov artikel 23

den fællestyske stat.

52 Gudrun Mallwitz, Uwe Müller: ”Brandenburgs Rot-rote Regierung im Stasi-sumpf”.

Die Welt. 1.12.2009

53 Helmut Müller-Enbergs: ”Das Schweigekartell. Die Aufarbeitung im Land Brandenburg”.

I: Uwe Rada: Bürgerland Brandenburg. Leipzig 2009. S. 78-85

54 Franz Decker: ”Koalitionsaussagen und Koalitionsbildung”. I:Aus Politik und Zeit-

geschichte. 51/2009. S. 20-26.


RUBICON 2009 (4) SIDE 43

Siden de euforiske dage i 1989/90 er der flydt meget vand i åen, så i lyset af

jubilæet er det relevant at stille sig spørgsmålet om, hvordan DDR opfattes i

dagens Tyskland. Det findes der selvsagt og heldigvis ikke noget entydigt

svar på, for dens slags billeder er i sagens natur subjektive og individuelle.

Men der tegner sig generelle trends i den tyske befolkning, der først og

fremmest hidrører til, hvor folk er opvokset. Om man er ”Ossi” eller ”Wessi”.

En væsentlig faktor, der præger billedet, er også, i hvilket omfang man har

beskæftiget sig med historien, og hvilke kilder man har betjent sig af, for at

danne sig et billede af fortiden.

Den foromtalte historiske oparbejdning af SED-regimet, som et stort antal

videnskabelige institutioner har arbejdet for, har ofte lidt af den fejl, at den er

udkæmpet i elfenbenstårnet eller mellem særligt interesserede parter. På

trods af storstilede arrangementer og millioner af skatte-euro finder store folkelige

diskussioner sjældent sted. ”Das Leben der Anderen” af Florian

Henckel von Donnersmarck og Uwe Tellkamps Romes ”Der Turm” må betragtes

som klare udtagelser, og førstnævnte blev til trods for sin Oscar ofte

modtaget med rynket næse og hævede øjenbryn på de bonede akademiske

gulve. Derfor er det heller ikke

så mærkeligt, at brede dele af

den tyske offentlighed har huller

i sin viden, når det kommer

til temaet DDR, og at bestemte

myter stadig trives.

Forsiden på Klaus Schroeder og Monika Deutz-

Schroeder skolebarns undersøgelse

Den begrænsede offentlige

debat om DDR afspejler sig

også i skolernes lærerplaner.

En undersøgelse fra Forschungsverbund

SED-Staat

ved FU-Berlin i 2008 så nærmere

på 5.000 skolebørn i fire

forskellige delstater. Den viste,

at undervisning i DDR i både

kvalitativ og kvantitativ hørte til

undtagelsen. Derfor var det

ikke så sært, at skolebørnene

manglede kompetencer, hvad

angik tysk efterkrigshistorie.

Blot for at nævne et par slående

eksempler: Kun hver tredje

vidste, at DDR havde opført


SIDE 44 RUBICON 2009 (4)

Berlinmuren (de fleste svarede Sovjetunionen, mens 4 % svarede Vesttyskland).

Den fejlagtige påstand, at alle, der havde evne og vilje, kunne tage

studentereksamen i DDR, mente 38 % var korrekt, men kun en tredjedel

gennemskuede udsagnet. Hvert fjerde barn regnede den østtyske statssikkerhed

for en normal efterretningstjeneste, som den findes i alle andre lande.

Kun 60 % af de adspurgte anså DDR for et diktatur, blandt de østtyske elever

var ikke engang halvdelen bevidste om, at DDR var et diktatur. Det sidste

viste med al tydelighed, at der stadig eksisterer en delt historisk erindring i

Øst- og Vesttyskland.

Det til trods for, at eleverne alle er vokset op i det forenede land og ikke har

egne erfaringer fra delingen, endsige af diktaturet. De østtyske elever er børnene

af den sidste FDJ-generation. Børnene har typisk overtaget forældre-

og ikke mindst bedsteforældregenerationens forestillinger. Særlig i lyset af de

økonomiske vanskeligheder, er der opstået en erindring om DDR som et socialt

paradis. Dagens sociale problemer fortrænger fortidens negative oplevelser.

Bagsiden af diktaturet, ufriheden, overvågningen, repressionen af de

anderledes tænkende og problemerne i det planøkonomiske mangelsamfund

fortrænges. 55

Skuddet, der rystede Vesttyskland

Den historiske begivenhed med rødder i den historiske oprydningsproces

efter det hedengangne DDR tog uventet overskrifterne i de tyske medier i

sommeren 2009.

Kristi Himmelfartsdag kunne tysk TV bringe stor nyhed, der skulle få den

historiske debat til at knage i fugerne. De nationale nyheder kunne afsløre,

at det videnskabelige tidsskrift Deutschland Archiv dagen efter ville bringe

artiklen med den liden prangende titel ”Der 2. Juni und die Staatssicherheit” .

Den var skrevet af arkivaren Cornelia Jabs og seniorforskeren Helmut Müller-

Enbergs begge fra Stasi-arkivet. Det bør dog lige nævnes, at sidstnævnte

netop på dette tidspunkt afsluttede et HCA-gæsteforsker ophold på Center

for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet.

Afsløringen ramte medierne cirka samtidig med, at Eli Edels film ”Baader

Meinhof komplekset” gik sin sejrsgang verden over. 56 Filmen introduktionsscene,

der danner baggrund for forståelse af den senere venstreradikale

55 Monika Deutz-Schroeder, Klaus Schroeder: Soziales Paradies oder Stasi-Staat?

Das DDR-Bild von Schülern - ein Ost-West-Vergleich. Berlin, München 2008.

56 Filmen baserer sig på Stefan Austs bog Der Baader-Meinhof Komplex. München

1998.


RUBICON 2009 (4) SIDE 45

RAF-terror , hvor den vestberlinske politimand Karl-Heinz Kurras skyder studenten

Benno Ohnesorg. Dette bliver på mange måder startskuddet for terroren,

der plagede Tyskland i årene fremover. Kurras fremstilles som den arketypiske

onde, højreorienterede, vesttyske politimand, der ikke havde brudt

med den fortiden. Artiklen i Deutschland arkiv kunne berette, at Kurras ikke

blot var en yderst værdigfuld agent for den østtyske statssikkerhed i det

vestberlinske intelligence community, han havde også i årevis været medlem

af SED. 57

Historien rystede vaneforestillinger både på den tyske højrefløj og blandt de

gamle venstreradikale. Og den kom til at ride den offentlige debat som en

mare i løbet af sommeren, og politiske krav om efterprøvning af politietaten

for Stasi-aktivitet fulgte. Nogen så det som dybt problematisk, at den type

enkeltsager skulle overskygge jubilæumsfesten. Således skrev Rainer Eckert,

direktøren for Zeitgeschichtliches Forum i Leipzig: ”et tredje problem viste

sig, der tog opmærksomhed fra væsentlige debatter. Således blev marginale

historiske spørgsmål opblæst til at være ”statsanliggender”. Her til hørte… ,

at den vestberlinske politimand Karl-Heinz Kurra, havde skudt studenten

Benno Ohnesorg i 1967, var agent og medlem af SED”. 58

Karl-Heinz Kurras hemmelige SED-medlemsbog. (BStU)

Dette udsagn viser måske mere end så meget andet, hvor langt den historisk

forståelse mellem øst og vest stadig var fra hinanden i jubel-året 2009.

For drabet på Ohnesorg og den røde terror var og er en meget stor sag i

Vesttyskland, hvilket vi i Danmark, hvor Blekingegade-interessen kører på de

højeste navler og avler politiske debat og undersøgelse på undersøgelse,

57 Cornelia Jabs, Helmut Müller-Enbergs: ”2. Juni und die Staatssicherheit”.

Deutschlandarchiv. Nr. 3/2009. S. 395-400.

58 Rainer Eckert: “Das “Erinnerungsjahr” 2009. 60 Jahre Bundesrepublik und 20

Jahre Friedliche Revolution. Ein Zwischenbericht”. Deutschlandarchiv. Nr. 6/2009.

S. 1070.


SIDE 46 RUBICON 2009 (4)

sagtens vil kunne sættes os ind i. På dette punkt har vesttyskere og danskere

formodentlig mere tilfælles end vesttyskere og østtyskere. For den almindelige

vesttysker var Kurras således væsentlig mere interessant, end hvem i

landdagen i Brandenburg, der havde været Stasi-stikkere i deres studietid i

Østtyskland.

Historien om Karl-Heinz Kurras var imidlertid ikke blot en historie, der delte.

Det var en fællestysk historie, der viste, hvordan de to lande og de to folks

skæbne og historie var flettet dybt ind i hinanden, også selvom landet og Europa

var delt. På den vis var det en historie, der bestemt hørte til midt i festen.

Den engagerede og fortalte måske en lille flig af den store fælleseuropæiske

historie, som mange tyske og østeuropæiske historikere og meningsdannere

har efterspurgt i deres 20-års taler.


RUBICON 2009 (4) SIDE 47

Historisk Foredragsforening Odense -

Program forår 2010

Historisk Foredragsforening byder velkommen til endnu en sæson med en

række spændende foredrag- som vanlig med billig entré, hygge og meget

kompetente foredragsholdere. I foråret afholder vi desuden generalforsamling

- så brænder du for at prøve bestyrelsesarbejde af og være med til at

præge historiemiljøet på SDU så er det lige dig vi mangler.

På gensyn på Stadsarkivet i Odense, Klosterbakken 2.

Alle foredrag begynder kl. 19. 30

Kig forbi vores hjemmeside www.foredragsforening.dk

eller tjek vores side på Facebook.


SIDE 48 RUBICON 2009 (4)

I pagt med Djævelen

Trolddomstro og trolddomsforestillinger i Italien og Danmark efter reformatio-

nen. V/ historiker Louise Nyholm Kallestrup.

Louise Nyholm Kallestrup udgav

i efteråret bogen "I pagt med

djævelen" (ANIS), som er den

første større, kulturhistoriske

sammenligning af de protestan-

tiske og katolske trolddomsfor-

følgelser. Som en af de første

forskere, har hun haft mulighed

for at arbejde i Inkvisitionens

arkiv i Vatikanet. Arkivet blev

først i 1998 åbnet for offentlig-

heden. Foredraget tager ud-

gangspunkt i de tydelige for-

skelle mellem den kirkelige domstol inkvisitionen og de danske verdslige dom-

stole. Hensigten er at tegne et billede af de forestillinger, der lå til grund for for-

følgelsen af trolddom - både som de tog sig ud hos forfølgerne såvel som hos de

forfulgte. Gennem en undersøgelse af domstolenes fortolkningsramme, de teolo-

giske argumenter og den praktiske håndtering af processerne, gøres op med

myten om, at den katolske inkvisition skulle have været særlig brutal, modsat

forestillingen om det protestantiske "humane" Danmark.

Tor. d. 11. februar 2010, kl. 19.30. (Entré: 29/49) Bemærk at der afholdes

ordinær generalforsamling med valg til bestyrelsen umiddelbart efter foredraget.

Så har du lyst til at være en del af bestyrelsen så kom og deltag!


RUBICON 2009 (4) SIDE 49

Thomas Bartholin - dansk anatom i 1600-tallets Eu-

ropa

Anatomen Thomas Bartholin (1616-1680) var central i berømmelsen af Køben-

havns Universitet i 1600-tallet. V/ historiker Inge Mønster-Kjær.

Anatomen Thomas Bartholin (1616-1680) var central

i berømmelsen af Københavns Universitet i 1600-

tallet. Hans virke er en samling af gode historier, om

de Europæiske universiteter, om religionskonflikter,

om videnskabens vilkår i 1600-tallet og om akade-

misk stræben i et hårdt konkurrencemiljø.

I foredraget vil der blive fokuseret på, hvordan hele

billedet af en 1600-tals videnskabsmand kan ændre

sig, hvis man inddrager hans ikke-videnskabelige

udgivelser i en undersøgelse. Var Bartholin overtro-

isk? Var han ukritisk overfor overleveringer? Kan

man overhovedet kalde ham videnskabelig?

Foredraget vil bygge på en konkret medicinhistorisk

undersøgelse af lægen og anatomen Thomas Bartho-

lins virke i 1600-tallet. Her vil det blive demonstreret

hvor store forskelle de forskellige historieteoretiske positioneringer overfor medi-

cinhistorien kan føre til, når analyseresultater sammenlignes.

Tor. d. 18. marts 2010, kl. 19.30. (Entré: 29/49)


SIDE 50 RUBICON 2009 (4)

Når historien går til filmen.

Michael Bregnsbo der er lektor på SDU er en af de fremmeste historikere her-

hjemme. Han er bla. forfatter til bogen Caroline Mathilde. Magt og skæbne. Har

desuden været historisk konsulent på Zentropas film om dronning Caroline Ma-

thilde.

Da jeg i 2007 havde udgivet bogen Caroline Mathil-

de. Magt og skæbne, blev jeg kontaktet af et film-

selskab, der havde planer om at lave en spillefilm

om dronning Caroline Mathilde, og som ville høre,

om de måtte bruge min bog som forlæg, og om jeg

selv kunne tænke mig at være historisk konsulent

på filmen. Film er et andet medium end skriftlig

fremstilling, som historikere sædvanligvis benytter

sig af. Og filmmediet giver både nogle andre ud-

tryksmuligheder, når man skal fortælle historien

om Caroline Mathilde i forhold til skriftlig fremstil-

ling. I foredraget vil jeg fortælle om mine erfaringer

som traditionelt arbejdende faghistoriker med at

skulle forholde sig til filmmediet og dets præmisser

for historiefortælling. Og endvidere vil jeg fremsæt-

te nogle generelle betragtninger om filmmediet og historiefortælling.

Tor. d. 22. april 2010, kl. 19.30. (Entré: 29/49)

"Fra dette Stykke Gullash-Danmark"

Historisk Foredragsforening markerer Danmarks befrielse med et foredrag om

retsopgøret i kulturhistorisk perspektiv v/ historiker Lulu Anne Hansen.

Under besættelsen blev den jyske vest-

kyst kendt som Danmarks Klondyke.

De tyske besættelsestropper, Vestky-

stens plads i det tyske forsvar og for-

delagtige handelsaftaler med Tyskland

betød nye muligheder for social mobili-

tet i regionen.

Foredraget vil med udgangspunkt i

hverdagen for befolkningen diskutere

opfattelserne af samarbejdet med be-

sættelsesmagten i området. Det vil bl.a. handle om at se på, hvordan ikke blot

nationale, men også allerede eksisterende sociale konflikter blev en del af det

opgør, der fulgte befrielsen.

Tir. d. 4. maj 2010, kl. 19.30. (Entré: 29/49)


RUBICON 2009 (4) SIDE 51

Domitian – karaktermord og

kejserideal

Christine Lund Koch

Mordet på den romerske kejser Domitian (81 – 96 e. Kr.) kom til at symbolisere

afslutningen på en grusom epoke af principatet. Det kom til at symbolisere

afslutningen på tyranni og undertrykkelse. Og det kom til at symbolisere

starten på en gylden æra med de fem gode kejsere. Eller således lader de

skriftlige kilder i hvert fald deres eftertid tro.

Domitians eftermæle blev skrevet kort efter hans død under de efterfølgende

kejsere Nerva (96 – 98 e. Kr.) og Trajan (98 – 117 e. Kr.), og mange kilder fra

o. 100 e. Kr. findes stadig – Tacitus, Plinius d. Yngre, Dion af Prusa, Sveton,

Martial etc. Men som altid var forfatterne viklet ind i en kompleks politisk situation,

hvor det var nødvendigt at distancere sig fra sin tidligere karriere under

Domitian for at kunne fortsætte under Nerva/Trajan. Første del af artiklen er

derfor helliget en gennemgang af kilderne til Domitian med overvejelser vedrørende

kildernes og forfatternes motiver og agenda.

Under den nye kejser ønskede mange at vise deres loyalitet, og mange ønskede

at prise ham i nye højder. I denne forbindelse bliver kejseridealet interessant,

for hvordan hylder man bedre sin kejser end ved at tilskrive ham den

ideelle kejsers fineste dyder? En af artiklens teser er altså, at diskussionen

om kejseridealet o. 100 e. Kr. kan genfindes i lovprisningen af Nerva/Trajan.

Lovprisningen af Nerva/Trajan havde dog også et andet væsentligt aspekt –

modstillingen mellem Nerva/Trajan og Domitian, hvor Domitian kom til at stå

for alt det modsatte af Trajan. Hvis Trajan var den gode kejser, så måtte Domitian

følgelig være den dårlige kejser. Anden del af artiklen vedrører netop,

hvordan skildringen af Domitian falder sammen med kejseridealets centrale

begreber på den ene side og kontrasteringen med Trajan på den anden.

Domitian er blevet kaldt gudsbespottende despot. Han er blevet kaldt en dygtig

administrator. Han er blevet hånet for sit hidsige temperament og hyldet

for sit rolige gemyt. Domitian har med andre ord altid været en gåde og en

uforståelig skikkelse for forskningen. Skyldes det, at Domitian blev offer for et

karaktermord, da intellektuelle under Nerva/Trajan konstruerede en litterær

kontrast til de gode kejsere med kejseridealet som skabelon? Sidste del af

artiklen dvæler ved netop dette punkt og giver forslag til, hvordan netop denne

diskussion kan bidrage til nytænkning både inden for undersøgelsen af

kejseridealet og indenfor Domitian-forskningen.


SIDE 52 RUBICON 2009 (4)

Brian W Jones‟ værk The Emperor Domitian fra 1992 er et af hovedværkerne

om Domitian og samtidig det første grundige studium af kejseren, siden Gsell

i 1894 udkom med Essai sur le Règne de l’Empereur Domitien, der med århundredeskiftets

positivistiske tilgang danner et værdifuldt grundlag for forskningen.

Jones gør op med en række af de myter, der har knyttet sig til Domitian,

bl.a. beskyldningerne om kristenforfølgelser.

Ud over de litterære kilder gør Jones brug af numismatiske, epigrafiske og

arkæologiske kilder i et forsøg på at klarlægge Domitians regeringstid og det

er især på dette område, at Jones formår at bidrage med nye vinkler til tidligere

forskning.

Jones konkluderer, at Domitian må opfattes som en dygtig administrator,

men en dårlig politiker, der ikke forstod at bøje reglerne for den romerske

elite og derved sikre sig deres støtte. Mange aspekter af Domitian, både som

kejser og som person, er dog stadig problematiske at sige noget endegyldigt

om, og Jones medgiver, at Domitian på mange punkter forbliver en enigma.

Nogenlunde samme konklusioner genfindes i Miriam Griffins kapitel om Domitian

i The Cambridge Ancient History fra 2000, hvor Domitian ses i sammenhæng

med både de foregående flaviske kejsere og de efterfølgende

adoptivkejsere. Bidraget opridser foruden de antikke kilder til Domitian også

kronologien, samt de væsentligste aspekter af den nyeste forskning og er

derfor yderst anvendelig for en kort introduktion til Domitian.

Gåden om Domitian har også Pat Southern forsøgt at løse med sin bog Domitian:

The Tragic Tyrant fra 1997. Bogen bidrager ikke med væsentlige nybrud,

men giver til gengæld det kronologiske overblik over Domitians liv, som

man til tider kan savne hos Jones. En diskussion af Domitians psykiske tilstand

i et enkelt af kapitlerne er Southerns mest kontroversielle indskud til

forskningen. Slutningerne i dette kapitel kan man dog ikke tillægge den store

vægt, da et sådan forsøg på at tegne en psykologisk profil af en kejser, hvorfra

ingen af hans egne tanker er overleveret, ikke kan blive andet end gætterier.

Ydermere kan de kilder, der beskriver Domitians personlighed mildest

talt betegnes som tendentiøse og partiske.

Disse kilder vil jeg kigge nærmere på i det følgende:

Publius Papinius Statius (ca. 50 – 96 e. Kr.) fra Napoli kom i en ung alder

til Rom, for at gøre karriere som forfatter, ligesom sin far, og vandt bl.a. en af

Domitians forfatterdyster. Statius skrev digte, og var, i god tråd med Domitians

interesse for Grækenland, optaget af græsk litteratur. 59 Den vigtigste

59 Se eks. Thebais og Achilleis


RUBICON 2009 (4) SIDE 53

digtsamling Silvae, der indeholder adskillige hyldestdigte til Domitian, beskriver

kejseren noget anderledes end kilderne efter Domitians død. Et eksempel

fra et takkedigt, hvor scenen er et festmåltid hos Domitian, lyder således:

”But no leisure had I to behold the feast (…) so eager was I to gaze upon

himself [Domitian, red.], ay himself, calm-visaged and in majesty serene

tempering his rays and gently veiling the glory of his state(…)” (Silvae,

IV.2.38-43) 60

Selvom Domitian ikke fremstilles som et varmt menneske, så er det heller

ikke et fjendtligt billede af Domitian, som man ser det hos eksempelvis Plinius

og Tacitus. Det er derimod billedet af en tilbageholden, velovervejet og

stolt kejser. At Statius skriver således om sin kejser i et taknemmeligt digt,

beviser ikke, at Domitian nødvendigvis var, som beskrevet. Det beviser til

gengæld, at der findes positive skildringer af Domitian. Efter Domitians død

skete der imidlertid en ændring i skildringen af ham. Et tydeligt eksempel på

en sådan ændring, findes hos Martial:

Marcus Valerius Martialis (ca. 40 – 104 e. Kr.) kom til Rom i 64 e. Kr. fra

Spanien, hvor han blev født og uddannet, for at skrive og fandt sandsynligvis

en læremester i Seneca. Martial skrev epigrammer, og sigtede tilsyneladende

sin satire mod de rigtige under Domitian og havde succes som skribent.

Bl.a. de stoiske filosoffer blev ramt af Martials satire 61 – interessant i denne

forbindelse er det, at Domitian senere har fået ry for at undertrykke netop

filosofferne, og Martials satire kan uden tvivl have støttet denne myte. 62 Hans

epigrammer kunne dog også andet end at spotte, og Domitian hyrede ham til

hyldestgiver ved forskellige lejligheder.

Det er værd at bemærke, hvordan Martials tilgang til Domitian ændredes efter

96 e. Kr.: Om Domitians paladsbyggeri skrev Martial før Domitians død, at

det burde hyldes som et monument på linje med pyramiderne:

”Laugh, Caesar, at the royal marvels of the Pyramids; barbarous Memphis no

longer talks of eastern work. (…) The sun sees nothing more magnificent in

60 Ikke alle kilderne foreligger i dansk oversættelse. De engelske oversættelser er

desuden ofte af nyere dato og højere kvalitet end de danske. Der er derfor anvendt

engelske oversættelser i denne artikel – se litteraturliste for oversætter.

61 Dudley, 1972, p. 248

62 Jones, 1992, p. 124 - 5


SIDE 54 RUBICON 2009 (4)

all the world. (…) Yet, Augustus, this mansion, whose top strikes the constellations,

though it equal heaven, is less than its lord.” (Martial 8.36.1-12)

Efter Domitians død beskrev Martial til gengæld Domitians byggeri som et

symbol på en arrogant kejsers ekstravagance 63 :

”Jupiter marvels at the Scythian rays of green gold and views in amazement

the whims and oppressive luxuries of a haughty monarch” (Martial 12.15.4-6)

Udsagnene giver helt forskellige billeder af Domitian, selvom de er skrevet af

den samme forfatter. Man kan sagtens sætte spørgsmålstegn ved Martials

udsagnskraft, da han skrev på bestilling i begge tilfælde. Det er ikke desto

mindre interessant, hvordan det samme paladsbyggeri ændrer så meget

symbolværdi i de to uddrag, og at der er væsensforskelle i opfattelsen af

Domitian.

En hyldest ændres til en bebrejdelse hos digteren Martial, og det lader til, at

Martial i denne henseende var del af en bredere tendens blandt intellektuelle

omkring 100 e. Kr., såsom Plinius d. Yngre og Tacitus, som det vil fremgå

nedenfor. Årsagerne til denne ændring kan være mange: Den kan være udtryk

for et troværdigt billede af Domitian, der efter sin død endelig kunne blive

hængt til skue som den tyran, han var, eller den kan være udtryk for en form

for anti-Domitian propaganda, der skulle gavne Nerva/Trajan. Om Statius

ville have gjort det samme, henligger i det uvisse, da han som bekendt døde

omtrent samtidig med Domitian.

Satirikeren fra Aquinum, syd for Rom, Decimus Junius Juvanalis (ca. 65 –

135 e. Kr.) udgav mellem ca. 110 og 130 e. Kr. seksten satirer, der omhandler

de samtidige romeres laster og svagheder. Martial omtalte som den eneste

samtidige kilde Juvenal, og meget lidt vides om familie, afstamning og

forhold til det politiske liv i Rom. 64

I Juvenals fjerde satire spiller Domitian en stor rolle, men satiren er ikke desto

mindre en lidet anvendt kilde i studiet af Domitian, netop pga. sin genre.

Satirens svaghed ligger ganske enkelt i dens troværdighed som deskriptiv

kilde. – den kan derfor ikke anvendes som sådan. Den er til gengæld en

brugbar og interessant kilde i forhold til tidens kejserskildring og kejseropfattelse

blandt publikum og forfatter. Så trods sine oplagte problemer, kan satiren

give et indblik i skildringen af Domitian under Trajan og Hadrian. Selvom

63 Jones, 1992, p. 196

64 Robinson, 1983, p. 11


RUBICON 2009 (4) SIDE 55

den satiriske pointe er svær at gengive, så giver følgende omtale af Domitian

et godt billede af tonen:

”When now the last Flavian [Domitian, red.] was ravaging the semi-conscious

world and Rome slaved to a bald Nero” (Juvenal IV.37-38)

Sammenligningen med Nero er et hårdt angreb. Skaldetheden er en hentydning

til Domitians forfængelighed, der også fremhæves af Sveton (Dom.18.1)

og Cassius Dio (bog LXVII.1). Satirens spydigheder er selvfølgelig indbygget

i genren, men som følgende vil vise, så var denne bidende skildring af Domitian

ikke kun bundet til satiren, men havde dybe rødder i tidens historieskrivning.

Publius Cornelius Tacitus (ca. 56 – e. 117 e. Kr.) startede sin politiske karriere

under Domitian, og formåede at fortsætte sin karriere under Nerva og

Trajan. Tacitus fik under flavierne en plads i senatet, og bestred senere en

række vigtige poster i Romerriget under adoptivkejserne, såsom konsul 97 e.

Kr.

Tacitus‟s fødested er ukendt, men kvalificerede gæt er Gallien, Trier eller

Spanien. Uanset præcist ophav så repræsenterer Tacitus i denne forbindelse

provinseliten fra det vestlige Romerrige. Hans familiemæssige baggrund var

ikke imponerende, og hans succes inden for politik er tegn på en betydelig

social opstigning.

Værkerne Germanicus (98 e. Kr.), Agricola (98 e. Kr.) og Historiae (109/10 e.

Kr.) nævner alle Domitian i hårde toner. Følgende eksempel er hentet fra

Agricola:

“A special torment under Domitian was to see him watching us, our very

sighs being noted down against us, and all the while that savage gaze was

able to mark down so many who had turned pale with shock, that flushed

face that saved him from blushing with shame.” (Agr. 45)

Man genkender ikke Statius‟ beskrivelse af Domitians venlige og rolige blik

hos Tacitus, der skildrede en undertrykkende tyran. Faktisk er selve beretningen

om Agricola, Tacitus‟s svigerfar, en fortælling om den gode embedsmand,

der står som en modsætning til Domitian i forhold til personlige værdier

og kompetencer.

Selvom Tacitus skildrer Domitian som en undertrykkende og uduelig tyran,

kan man ikke komme uden om, at Tacitus under Domitian nød godt af systemet

og gjorde en voldsom social opstigning. Paradokset mellem på den

ene side at have gjort en god karriere under Domitian og på den anden side

at tage kraftig afstand til kejseren efter 96 e. Kr. er interessant, for hvad kan

Tacitus‟ motiv have været for dette? Forsøgte han at vise sin loyalitet for det


SIDE 56 RUBICON 2009 (4)

nye regime ved distancering til den tidligere kejser? Eller havde han en oprigtig

moralsk aversion mod Domitian?

Muligheden foreligger, at Tacitus intet problem havde med Domitian, men at

der var et politisk pres fra Nerva/Trajan eller senatet, og at Tacitus så sig

tvunget til en bagvaskelse. Muligheden foreligger ikke desto mindre med lige

så stor sandsynlighed, at Tacitus endelig fik chancen for at kritisere Domitian

efter hans død og greb denne – bemærkelsesværdigt er det, at Tacitus intet

udgav før efter Domitians død. Han forholdt sig måske tavs under rædselsregimet,

fordi kritik ville have kostet ham dyrt, som han selv påstod. 65

Gajus Plinius Caecilius Secundus (ca. 61 – 113 e. Kr.) begyndte også sin

politiske karriere under Domitian, og fortsatte sin sociale opstigning under

Trajan, hvor han blev udnævnt til konsul i 100 e. Kr. Plinius d. Yngre blev

adopteret af sin onkel Plinius d. Ældre, der var trofast general under flavierne,

og opvoksede nær det moderne Napoli. Allerede i 80‟erne gjorde Plinius

sin entre i det romerske senat.

Panegyrikken, der blev til i forbindelse med Plinius d. Yngres konsulat 100 e.

Kr., er en takketale til Trajan, hvori Domitian også spiller en stor rolle som

Trajans despotiske modstykke, hvilket jeg vil vende tilbage til senere. Følgende

stykke er et uddrag af Panegyrikken, hvor Plinius‟ negative skildring af

Domitian tydeligt ses:

”Menaces and horror were the sentinels at his [Domitians, red.] doors, and

the fears alike of admission and rejection; then himself in person, dreadful to

see and to meet, with arrogance on his brow and fury in his eye, a womanish

pallor spread over his body but a deep flush to match the shameless expression

on his face.” (Pan.48.4)

Det er igen svært at forestille sig, at Plinius har set ind i de samme øjne som

Statius. Derimod svarer beskrivelsen godt overens med Tacitus‟s beskrivelse.

Plinius beskriver både en ydre og en indre afskyelighed hos Domitian.

Han tager afstand til både Domitian og hans politik, som han vel egentlig kan

siges at have været en del af. Som hos Tacitus kan man spørge: hvilket motiv

havde Plinius d. Yngre for denne distancering, når han nu havde haft det

så godt under Domitian?

Dion af Prusa (ca. 40 – 110 e. Kr.) repræsenterer de samtidige græske kilder

med sin oprindelse i Lilleasien. Han var dog stadig romersk borger, og

netop Dions forbindelse til Rom bør ikke undervurderes.

65 Tacitus, Agr. 3


RUBICON 2009 (4) SIDE 57

Modsat de to foregående havde Dion på forhånd et dårligt forhold til Domitian,

der muligvis eksilerede ham. Selve omstændighederne omkring eksilet

er uklare, men ifølge Dion selv blev han eksileret pga. en bekendts involvering

i et kup mod Domitian. 66 I sin beretning om dette lykkedes det Dion at

lade en kommentar om Domitian falde:

“(…) it is the custom of despots to throw in several others for no reason

whatever with those who are being executed by them.” (Tale 13.1)

Dion formår med sin retoriske kunnen både at kritisere Domitian og fremhæve

sig selv som offeret for despoten. Dion fremstår som den forfulgte lærde,

og Domitian som forfølgeren. 67 Igennem sine taler kæder Dion sin filosofiske

dannelsesrejse sammen med Domitians ulykkesaglige kejserdømme. Således

falder også Dions hjemkomst sammen med Domitians død, der derved

indvarsler en ny periode for Romerriget og for Dion privat.

Dions beskrivelse af Domitian som despot kan selvfølgelig forklares med

hans personlige bitterhed over eksilet, men en række andre forklaringsmuligheder

dukker også op:

Dion påstod også at han var venner med Nerva, hvilket giver endnu en grund

til at lægge afstand til Domitian. Og yderligere kunne Dion, som både Tacitus

og Plinius, nyde godt af at vise Trajan sin loyalitet ved distancering til Domitian.

Der har muligvis også været lokalpolitiske grunde til Dions skildring,

hvor Dion forsøgte at imponere Prusas indbyggere med sin filosofiske dannelsesrejse

på flugt fra kejseren i Rom.

Hvad mere er, havde Dion måske også en ideologisk årsag til at lægge afstand

til Domitian – en diskussion af kejseridealet, der foregik o. 100 e. Kr.,

som jeg vil vende tilbage til nedenfor. 68

Gajus Suetonius Tranquillus (ca. 70 – 130 e. Kr.) arbejdede i den kejserlige

administration, og blev sekretær under Hadrian. Kildemæssigt er Sveton

oftest blevet afskrevet som upålidelig pga. hans hang til slibrige detaljer om

kejserne i Kejserbiografierne. Mange af kejserne er behandlet næsten respektløst,

men Domitian, der var den sidste kejser, han portrætterede, behandles

ikke med samme hårdhed, som man kunne forvente ud fra de andre

Domitian-kilder.

66 Dion, tale 13,1

67 Madsen, 2006: Whitmarsh, Tim: Dion og kejserne

68 Eks. Dion, tale 1


SIDE 58 RUBICON 2009 (4)

“He [Domitian, red.] was equally free from any suspicion of love of gain or of

avarice, both in private life and for some time after becoming emperor; on the

contrary, he often gave strong proofs not merely of integrity, but even of liberality.”

(Dom.9.1)

Som det fremstår af citatet, lagde Sveton sig ikke ind i den tradition for kritisk

skildring af Domitian, som Plinius, Tacitus og Dion af Prusa grundlagde i starten

af Trajans regeringstid. Domitian-biografien er ikke uden bizarre anekdoter

om Domitian (Dom.3.1, Dom.18.1-2, Dom.22.1), men i det store og hele

fremstilles han som en forsvarlig administrator.

Sveton, der ikke selv var senator, gør desuden en interessant bemærkning

om Domitian og senatet i slutningen af biografien. Han taler i følgende om

senatorernes modtagelse af nyheden om Domitians død:

“The senators on the contrary were so overjoyed, that they raced to fill the

House, where they did not refrain from assailing the dead emperor with the

most insulting and stinging kind of outcries. (…) finally they passed a decree

that his inscriptions should everywhere be erased, and all record of him obliterated.”

(Dom.23.1)

Sveton omtaler den vedtagne damnatio memoriae, men lader også læseren

vide, at det især var senatorerne, der jublede over Domitians død. Soldaterne

skulle derimod have sørget, mens befolkningen have været ligeglad

(Dom.23.1). Dette er med til at sandsynliggøre ideen om, at der findes en

”senator-linje” i historieskrivningen om Domitian med Plinius d. Yngre, Tacitus

og senere Cassius Dio, der var med til at skabe det negative billede af

Domitian.

En senere senator, der har skrevet om Domitian er Cassius Dio Cocceianus

(ca. 150 – 235 e. Kr.). Cassius Dio kom fra Nikæa, Lilleasien, og skrev

på græsk historien om Romerriget.

Cassius Dios Roms Historie (bog LXVII) handler om Domitians regeringstid.

Bog LXVII starter som følger:

”Domitian was not only bold and quick to anger but also treacherous and secretive.”

(Bog LXVII.1.1)

Denne indledning viser meget godt tonen i Cassius Dios skildring af Domitian.

Cassius Dios skildring, der placerer sig blandt de mest kritiske, lader

Domitian fremstå som en dårlig kejser med hang til forfølgelser af senatorer

og anden opposition. Ikke nok med at Cassius Dio førte ”senator-linjen” videre,

så kritiserede han også Domitian, fordi han havde ry for at opføre sig som


RUBICON 2009 (4) SIDE 59

en levende guddom, og fordi han lod en række senatorer dræbe. 69 Dette var

mod Cassius Dios kejsersyn, der på dette område lå tæt på kejseridealet o.

100 e. Kr., men også førte ældre tradition videre.

Kritikken af Domitian kom tydeligvis fra en vidtrækkende flok.

Der findes kritik fra senatorer med fortsat politisk karriere under Nerva og

Trajan (Tacitus, Plinius d. Yngre); kritik fra digtere (Martial) og satirikere (Juvenal);

kritik fra provinseliten (Tacitus, Dion af Prusa); kritik fra latinske intellektuelle

(Sveton, Plinius d. Yngre) og kritik fra grækere (Dion af Prusa, Cassius

Dio). At kritikken er så bred giver umiddelbart en vis styrke til kildernes

udsagn, selvom man ikke må overse, at mange af de ovennævnte havde

kontakt med hinanden. Fælles var nemlig, at de tilhørte Romerrigets intellektuelle,

og at mange havde kontakt med hinanden i løbet af deres liv. Dette

kunne være en forklaring til, at der kan findes så mange fællestræk i kildernes

skildringer. I den forbindelse må man også overveje, om fællestrækkene

skyldes en bred utilfredshed med Domitian, eller om de skyldes en fælles

tendens til at distancere sig fra Domitian.

Det forekommer ikke utænkeligt, at Romerrigets intellektuelle fandt et fælles

fodslag i forhold til skildringen af Domitian som den dårlige kejser for at forbedre

deres chancer for at fortsætte deres karriere under Nerva/Trajan.

I forhold til kejseridealet ser det også ud til, at der har fundet en diskussion

sted, der har strakt sig over store dele af Romerriget blandt de selv samme

intellektuelle. I det følgende vil jeg se nærmere på netop et par af kildernes

fællestræk i skildringen af Domitian og sammenholde skildringen med væsentlige

aspekter af kejseridealet o. 100 e. Kr.

Kejseridealet og skildringen af Domitian

Dominus et deus

Helt centralt i skildringen af Domitian er titlen Dominus et deus (Herre og

gud). Den nævnes i mange af kilderne, hvorfor det virker sandsynligt, at Domitian

har brugt titlen. Titlens brug er dog ikke den mest interessante, det er

derimod titlens symbolværdi.

Hos Sveton lyder det således om Domitians brug af Dominus et deus:

” With no less arrogance he began as follows in issuing a circular letter in the

name of his procurators, "Our Master (dominus) and our God (deus) bids that

this be done." And so the custom arose of henceforth addressing him in no

other way even in writing or in conversation.” (Dom. 13.2)

69 Aalders, 1986, p. 296 ff.


SIDE 60 RUBICON 2009 (4)

Sveton mener, at titlen er et tegn på arrogance, og han skriver, at den er blevet

brugt både skriftligt og mundtligt. Titlens symbolværdi lader han til gengæld

ikke til at dvæle så meget ved, men Sveton er på den anden side heller

ikke kendt for sine eksplicitte ideologiske overvejelser. 70

Plinius d. Yngre, hvis overvejelser om kejseridealet fylder meget, nævner

titlen tidligt i Panegyrikken:

“Nowhere should we flatter him [Trajan, red.] as a divinity and a god(deus) ;

we are talking to a fellow-citizen, not a tyrant, one who is our father, not our

over-lord. He is one of us.” (Pan.1.3-4)

På flere måder er denne sætning central i talen: for det første er der parallellen

mellem Trajan og Domitian som hhv. den gode og den dårlige kejser; for

det andet er der den direkte kritik af og distancering til Domitian; og for det

tredje er der Plinius‟s bidrag til diskussionen om kejseridealet. Primus inter

pares – først blandt ligemænd – er essensen af Plinius‟ bidrag til denne diskussion,

selvom begrebet ikke nævnes eksplicit.

I forhold til titlen Dominus et deus bliver den hos Plinius et symbol på tyranniet

og en direkte modsætning til begrebet primus inter pares, der diskuteres

senere.

Forargelsen over titlen er let at genfinde hos både Sveton, Plinius og Cassius

Dio, der har omtrentligt det samme indhold som Sveton. 71 . De går dog ikke

så langt som Dion af Prusa, der skriver følgende:

“Well, how I bore my exile (…) bearing up under the hatred, not of this or that

one among my equals, or peers as they are sometimes called, but rather of

the most powerful, stern man, who was called by all Greeks and barbarians

both master and god, but who was in reality an evil demon.” (Tale 45.1-2)

Dions omtale afviger dog en smule fra de foregående tre kilder. For det første

skriver Dion ikke, at Domitian selv skulle have krævet titlen. Ydermere skulle

det ikke have været alle, der gav ham denne titel, men kun grækere og barbarer.

Det er derfor nærliggende at konkludere, at Dion af Prusa ikke ønskede

at kritisere Domitian ved at nævne titlen Herre og gud, men nærmere ønskede

at kritisere provinsernes kejserkult. Efterfølgende udsagn om, at Domitian

er en ond dæmon, kan på den anden side kun læses som et angreb på

Domitian.

70 Rolfe, p. 214

71 Cassius Dio, bog LXVII.4.7


RUBICON 2009 (4) SIDE 61

Med så mange umiddelbart uafhængige kilder, der omtaler titlen Dominus et

deus lader det til at være ret sikkert, at Domitian bød sine undersåtter at bruge

denne titel. En gruppe af kilderne er dog ikke repræsenteret – de kilder,

der er positive over for Domitian. 72 Kilder såsom Statius‟ Silvae, der indeholder

hyldest af Domitian burde vel anvende titlen i ærbødighed, men det viser

sig ikke at være tilfældet:

”Countless voices are raised to heaven, acclaiming the Emperor‟s festival;

with loving enthusiasm they salute their Lord (dominus). This liberty alone did

Caesar forbid them.” (Silvae.I.VI.83-84)

Underligt virker det, at Statius i sin hyldest til Domitian skulle skrive, at han

ikke ønskede at blive kaldt Dominus, hvis han i virkeligheden havde indført

obligatorisk brug at titlen. Domitian frabeder sig direkte titlen i digtet. Dette

kan ses som et tegn på, at titlen også under Domitian symbolsk var associeret

med tyranni og undertrykkelse. Men hvis Domitian slet ikke anvendte titlen,

så er det et tydeligt bevis på, at senere kilder ønskede at skildre Domitian

som en dårlig kejser. Senere kilder konstruerede bevidst et billede af

Domitian som det modsatte af den gode kejser Trajan, der blev associeret

med primus inter pares.

Underligt er det også, at der ikke er fundet nogen indskrifter, hvor titlerne er

blevet anvendt, selvom man må tage Domitians damnatio memoriae med i

overvejelsen. 73 Yderligere tyder meget på, at Domitian var en gudfrygtig

mand, der bl.a. brugte mange ressourcer på tempelbyggeri o.l. 74 Ville en

gudfrygtig mand tage en titel, der ophøjede ham selv til en gud og gå imod

traditionerne for kejserkult?

Det er ikke noget problem at så tvivl om Domitians brug af titlen Dominus et

deus. Om titlen blev anvendt eller ej, ændrer dog ikke på, at næsten samtlige

af de kritiske kilder vælger at tillægge Domitian denne titel. Måske fordi titlen

indeholder en voldsom provokation i sig selv. Er dette tilfældet siger titlen

mere om måden, hvorpå man kunne kritisere en kejser, end den siger noget

om Domitian. Men hvorfor kunne denne titel provokere så meget i sig selv?

Det kunne den pga. sin symbolværdi, der er relateret til tidens kejserideal.

72 Jones, 1992, p 108

73 Jones, 1992, p. 108

74 Jones, 1992, p. 79ff.; p. 99ff. og p. 108


SIDE 62 RUBICON 2009 (4)

Primus inter pares

Begrebet primus inter pares er som sagt helt centralt i forståelsen af kejseridealet

o. 100 e. Kr. og går igen i nogle af de væsentligste aspekter, såsom

gudfrygtighed, lighed, menneskelighed og frihed.

Gudfrygtigheden bliver fremhævet som en vigtig værdi for den ideelle kejser

hos bl.a. Dion af Prusa. Han lader denne dyd være én af de først omtalte i

tale 1, og det forbliver en gennemgående pointe igennem talen, at en kejser

bør respektere guderne. Det er bl.a. tydeligt i følgende stykke, hvor Dion taler

om den ideelle hersker:

”Let me speak, then, of the king as Homer conceives him, of him who is in

very truth a king (…)Such a king is, in the first place, regardful of the gods

and holds the divine in honour” (tale 1.15)

Dion lader sin græske arv træde tydeligt frem i det valgte citat med brugen af

Homer, og Dion minder derved sit publikum om, at han tilhører den græske

tradition i diskussionen om herskeridealer. En kejsers gudfrygtighed er vigtig,

for kejserens magt er skænket af guderne. 75

Hele ideen om kejserkult bør også medregnes i diskussionen om kejserens

ønskede gudfrygtighed, for idealet om, at kejseren skulle forblive et menneske,

forhindrede kejseren i at lade sig hylde som gud i Rom, mens han stadig

levede. En levende guddommelig kejser ville realpolitisk give problemer, for

hvem kan modsige en gud, men det ville også ideologisk give problemer, da

det ville bryde illusionen om kejseren som primus inter pares. Den posthume

guddommeliggørelse var mindre sprængfarlig.

Man bør også holde sig for øje, at selvom kejserne kunne blive guddommeliggjort,

så blev de kun divus (hero på græsk). De nærmede sig guderne,

men de blev aldrig ligestillet dem i hverken magt, status eller kult. 76

Plinius d. Yngre gør også opmærksom på, at kejseren bør befinde sig under

guderne i status:

”If another had boasted a single one of these achievements he would long

since have worn a nimbus round his head (…). But you [Trajan, red.] enter

the sanctuaries only to offer your own prayers – for you the highest honour is

to have your statues placed outside the temples, on guard before the doors.”

(Pan.52.1-2)

75 Dion, tale 1.12-13

76 Eks. Seneca: Apocolocyntosis, der bl.a. viser Augustus‟ sekundære rolle blandt

guderne, og ironiserer over selve guddommeliggørelsen


RUBICON 2009 (4) SIDE 63

I malerisk sprog viser Plinius Trajans gudfrygtighed gennem hans tilbedelse

og beskyttelse af templerne. Plinius lader også publikum vide, at Trajan lod

sine statuer opstille uden for templet – han opfattede altså ikke sig selv som

guddommelig med en plads i templet, men som vogter af traditionen for tilbedelsen

af guderne i templerne. Stykket fanger på en måde den ideelle kejsers

ærbødige forhold til guderne, som Plinius opfattede den.

At tillægge Domitian titlen ”Deus”, er det samme som at beskylde ham for

gudsbespottelse og derved ikke at besidde gudfrygtighed, som kejseren bør

have. Det gør Domitian til det modsatte af den ideelle kejser, for ikke nok

med, at han derved ikke har forstået, at kejseren ikke bør guddommeliggøres,

mens han stadig lever, så viser han også tydeligt, at han ikke nærer noget

ønske om at være primus inter pares. En kejser, der kalder sig for gud,

har mistet fornemmelsen af, at han kun er et menneske. Og han spotter de

guder, der har givet ham kejserembedet. Alene disse associationer ville gøre

det attraktivt at tillægge Domitian titlen Dominus et deus, når senere kilder

ønskede at skabe et negativt billede.

Lighed og menneskelighed er ligeledes nogle af de vigtigste begreber i forbindelse

med primus inter pares og kejseridealet. Plinius d. Yngre gør meget

ud af netop disse aspekter i Panegyrikken. I det følgende skriver Plinius meget

direkte, hvordan Trajan opførte sig prisværdigt i forbindelse med et konsulembede:

”A man three times consul acted as he did at his first election: a prince

showed himself no different from a commoner, an emperor no different from

one of his subjects.” (Pan.64.4)

Det er en hyldest til Trajan for hans fornemmelse af lighed mellem ham selv

og hans undersåtter. Kejseren viser sig som et almindeligt menneske, endda

som én af sine undersåtter. Trajan lader desuden ikke sine udnævnelser være

ubetydelige, men modtager dem med underdanighed, som en ideel kejser

bør gøre.

I et andet stykke af Panegyrikken genfindes det samme budskab om kejseren,

dog mere billedligt fortalt:

”When the prince moves among his subjects they are free to stand still and

approach him, to accompany him or pass ahead, for you do not walk in our

midst to confer a benefit by your presence (…) Anyone who approaches you

can stay at your side, and conversation lasts till it is ended by his discretion,

not by any loftiness of yours.” (Pan.24.3)

Man kan genfinde både lighed og menneskelighed, samt frihed i ovenstående

citat. Undersåtterne kan frit tale til kejseren, der vandrer blandt dem som

ligemænd, og han lader ikke sin position komme i vejen for sin menneskelig-


SIDE 64 RUBICON 2009 (4)

hed. Lighed og menneskelighed bliver hos Plinius d. Yngre uadskillelige begreber,

der skaber en ideel kejser.

Domitians titel Dominus, herre, udtrykker derfor, at Domitian skulle ses som

en dårlig kejser, da titlen ikke ligefrem opfordrer til lighed og menneskelighed.

Plinius tager meget direkte afstand til titlen (Pan.1.3-4) og han tillægger i

samme forbindelse titlen tyranni og overherredømme, modsat idealet, hvor

kejseren er en af sine undersåtter.

Dion af Prusa har lignende at sige om titlen herre:

“In the title master, however, he can take no delight, nay, not even in relation

to his slaves, much less to his free subjects; for he looks upon himself as being

king, not for the sake of his individual self, but for the sake of all men.”

(Tale 1.22-23)

Dion har same budskab som Plinius d. Yngre, nemlig at undersåtterne ikke

skal behandles som underordnede. Også derfor er begreberne medborger og

medmenneske væsentlige i Dions taler, for som sådan bør kejseren opfatte

sit folk. 77

Friheden hos Plinius d. Yngre er også et væsentligt punkt, om end den har

flere aspekter. Der er både den generelle stemning af frihed, som kejseren

bør sprede. 78 Og så er der den konkrete politiske frihed, som bl.a. konsuler

bør nyde godt af. 79

Tacitus lader også friheden fylde en del i forbindelse med sine forventninger

til kejserne efter Domitian, eks.:

“Now at last spirits are reviving. At the first dawning of this most fortunate

age, Nerva Ceasar at once combined principles formerly incompatible, monarchy

and freedom.” (Agr.3)

Nerva var kun kejser to år, men alligevel mener Tacitus at kunne udtale sig

om, at frihed er helt centralt i hans regeringstid. Man kan overveje, om Tacitus

måske udtrykte et ønske om og en forventning til fremtiden, mere end

han udtrykte sin erfaring med Nerva. Han udtrykker sig sandsynligvis normativt

om det ideelle kejserdømme. Det er også interessant, hvordan Domitian

77 Eks. Dion, tale 1. 17 og Dion, tale 1.28

78 Plinius, Pan.66.4

79 Plinius, Pan.93.1-2. Det er i denne forbindelse nærliggende at dvæle et øjeblik

ved de umiddelbare fordele Plinius søger som nyudnævnt konsul 100 e. Kr.


RUBICON 2009 (4) SIDE 65

bliver forbundet med noget ikke-frit i Tacitus‟ skildring. 80 Domitians ufrihed

bliver forbundet med det modsatte af kejseridealet, hvor kejseren sætter frihed

højt. Domitians titel Dominus et deus bliver simpelthen det modsatte af

begrebet primus inter pares og de associationer, der knyttes til det.

Kejserens forhold til loven

Diskussionen om den ideelle kejsers forhold til undersåtterne kunne sammenfattes

til primus inter pares. Forholdet til guderne skulle være præget af

gudfrygtighed. Men hvad med den ideelle kejsers forhold til samfundets ret

og lov? Her tegner der sig et billede af, at kejseren bør befinde sig under loven

på trods af sit magtfulde embede. Loven ophøjes nemlig til mere end

bare et administrativt element af det at styre Romerriget. Den ophøjes til

samfundsopretholdende og lovbrud uanset rang risikerer at medføre kaos i

samfundet. Dion af Prusa fanger ret præcist, hvorfor kejserens lovlydighed er

vigtig:

“(…) we are marshalled in order under one ordinance and law and partake of

the same polity. He who honours and upholds this polity and does not oppose

it in any way is law-abiding, devout and orderly; he, however, who disturbs

it, as far as that is possible to him, and violates it or does not know it, is

lawless and disorderly, whether he be called a private citizen or a ruler, although

the offence on the part of the ruler is far greater and more evident to

all.” (Tale 1.43)

Lovlydigheden er med andre ord en væsentlig del af opretholdelsen af samfundet.

Lovovertrædelse er en ødelæggende handling, der bør undgås. Der

er også et element af lighedstanke i denne opfattelse af loven, da alle er underlagt

loven, der indtager en næsten guddommelig status. Også kejseren

bør følge loven, og han vil altid være underlagt loven, som Plinius siger det:

“There is a new turn of phrase which I hear and understand for the first time –

not “the prince is above the law” but “the law is above the prince.” (Pan.65.1)

Plinius antyder, at Domitian opfattede sig selv som over loven. Han beskylder

ham for at bryde loven efter egen interesse og sammenholdt med Dion af

Prusas tanker om lovløshed, så svarer dette til en alvorlig forbrydelse og et

misbrug af kejserembedet.

Plinius giver også eksempler på sådant misbrug i Panegyrikken, hvor man

også bør bemærke, at Plinius ironisk lader Domitian kalde gladiatorerne sine

ligemænd i sit forsøg på at sidestille sig med guderne:

80 Tacitus, Agr. 45


SIDE 66 RUBICON 2009 (4)

“He [Domitian, red.] was a madman, blind to the true meaning of his position,

who used the arena for collecting charges of high treason, (…) taking any

criticism of them to himself and seeing insults to his own godhead and divinity;

who deemed himself the equal of gods yet raised his gladiators to be his

equals.

But what a splendid spectacle you [Trajan, red.] showed us, Ceasar, by contrast

to that hateful scene!” (Pan.33,4 – 34,1)

Denne scene, hvor Domitian beskylder folk for højforræderi, hvis de taler

ondt om hans gladiatorer, er interessant, fordi den netop viser Domitian som

ignorant lovbryder. Og altså i endnu et væsentligt aspekt af kejseridealet

formår kilderne at binde Domitian til en negativ spejling, mens Trajan ophøjes

og hyldes.

Den falske triumf

Trajan blev også hyldet for at have evner som soldat og hærfører. At Trajan

skulle have tjent som soldat, lader Plinius være endnu et bevis på lighed og

menneskelighed i hans regeringsperiode. 81 Titlen fellow-soldier er også vigtig

hos Dion af Prusa i forbindelse med kejseridealet, 82 foruden ansvaret for krig

og fred, der hviler på kejseren:

“He is warlike to the extent that the making of war rests with him, and peaceful

to the extent that there is nothing left worth his fighting for. For assuredly

he is well aware that they who are best prepared for war have it most in their

power to live in peace.” (Tale 1.27)

Der er åbenlyse årsager til, at kejseren bør besidde en vis militær begavelse.

Det er derfor en hård kritik, når Domitians militære bedrifter oftest forbindes

med hans falske triumf.

Én af de mest populære fortællinger om Domitian handler netop om den falske

triumf. Det berettes, at Domitian lod sig hylde for en sejr, han ikke havde

vundet ved at lade slaver klæde sig som krigsfanger til triumftoget. Fortællingen

genfindes hos flere, bl.a. Tacitus, der også lader det være en chance for

at kritisere Domitian:

”He [Domitian, red.] was well aware that his recent sham triumph over Germany

had aroused ridicule – slaves had been purchased in the market, who

81 Plinius, Pan. 19.3

82 Dion, tale 1.22


RUBICON 2009 (4) SIDE 67

could (…) be made to look like prisoners of war. But now he saw a genuine

and great victory (…)” (Agr.39)

Både Domitians personlighed og evner som kejser kritiseres i dette lille udsnit.

Samtidig fremhæves Agricola som manden med den ægte og store sejr i

Britannien.

Ligeledes hos Plinius den Yngre nævnes den falske triumf:

”And so the day will come when the Capitol shall see no masquerade of triumph,

the chariots and sham trappings of false victory, but an emperor coming

home with true and genuine honour (…).” (Pan.16.3)

Ud over en lighed i indhold, er der også ligheder i fremstillingen, der er interessant

i denne forbindelse. Hvor Agricola bliver fremhævet på bekostning af

Domitian i det første citat, da bliver Trajan fremhævet i det andet. Domitian er

litterært set fremstillet som modsætning til både Trajan og Agricola, hhv. den

ideelle kejser og den ideelle embedsmand.

At Agricola fremstilles som den ideelle embedsmand, der tager over for den

dårlige kejser, og derved formår at holde Romerriget sammen, ses tydeligt i

det følgende stykke fra Agricola:

”In fact, Domitian was by nature a man who plunged into violence and the

more he concealed his feelings the more implacable he was. However, he

was mollified by the self-restraint and good sense of Agricola (…).” (Agr.42)

Retorisk set inddrages Domitian også her som en modstilling til Agricola, i

forhold til opførsel og i forhold til sindelag. Ligeledes gøres Agricolas bedrifter

større, idet han både måtte kæmpe med sine opgaver som embedsmand og

måtte påtage sig det ansvar, hans kejser ikke kunne påtage sig.

Tacitus sætter i sine tekster spørgsmålstegn ved Domitians evner til at varetage

den rent praktiske del af kejserembedet, eks. forsvar, men bemærkelsesværdigt

er det, hvor få eksempler der bruges til at støtte denne påstand.

Kritikken forbliver ret ukonkret, og kredser om enkeltepisoder såsom den falske

triumf – sandt er det, at denne hændelse ikke ville gå en kritisk historiker

ubemærket forbi, men hvorfor følges den falske triumf ikke af flere af Domitians

pinlige bedrifter? Til gengæld følges den falske triumf af en række

upræcise anklager mod Domitian, mod eks. hans sindelag, som det ses i

sidstnævnte citat.

Det er væsentligt, at Tacitus i sin skildring af Domitian vælger at fokusere på

personlige angreb og undgå at komme ind på Domitians konkrete fejlhandlinger

med undtagelse af den falske triumf. At Tacitus fokuserede så meget


SIDE 68 RUBICON 2009 (4)

på netop kritik af personlighed og lignende giver hans tekster karakter af

bagvaskelser, skønt han ikke er den eneste, der lader Domitians personlighed

og privatliv stå for skud. 83

Kejseren og senatet

At kejseren blev udsat for sådan bagvaskelse havde ofte noget at gøre med

den pågældende kejsers forhold til senatet. Forholdet til senatet har uden

tvivl været et spørgsmål om en svær balancegang, hvor loyalitet og magt,

samt illusionen om, at senatet havde en reel betydning, skulle afpasses.

Senatseliten havde interesse i at holde liv i forestillingen om kejseren som

primus inter pares netop, fordi den gav senatseliten mulighed for at opfatte

sig selv som principielt ligestillede med kejseren . Bl.a. Plinius lod også senatet

fylde en del i diskussionen om kejseridealet:

“Earlier despots, in their overweening pride, held to their conviction that if

they acted as senators they would cease to be emperors in their own eyes.

(…) conscious of their vices and their incestuous nights, how could they have

dared to defile the auspices and pollute the sacred field with their guilty

tread? (…) In striking contrast, it was your [Trajan‟s, red.] moderation and

purity of heart which persuaded you to offer yourself to men‟s judgement and

the divine presence.” (Pan.63.6-8)

Plinius lader vide, at en ideel kejser bør opføre sig som en senator. De tidligere

despoter, som han henviser til, kan sagtens tænkes at være bl.a. Domitian,

der ikke lod sig ligestille med senatorerne. Trajan derimod bliver tillagt et

respektfyldt samarbejde med senatet.

Domitian havde tilsyneladende et anstrengt forhold til senatet, hvilket også

var med til at præge hans eftermæle. Som sagt nævner Sveton også, at netop

senatet frydede sig ved Domitians død og forhindrede en guddommeliggørelse

af ham. 84

Senatorerne Plinius, Tacitus og Cassius Dio kommer ind på det dårlige forhold

og bidrager til Domitians blakkede ry.

Tacitus har en af de mest voldsomme skildringer af forholdet til senatet:

”Agricola did not live to see the senate-house under siege, the senate

hedged in by armed men, the killing of so many consulars in the same act of

83 Eks. Sveton: Dom.3.1 og Dom.22; Plinius: Pan.33.4; Dion: Tale 45.1-2; Cassius

Dio: Bog LXVII.1.1

84 Sveton, Dom. 23.1


RUBICON 2009 (4) SIDE 69

butchery. (…) Nero at least averted his gaze: he ordered crimes to be committed

but did not look on.” (Agr.45)

Ikke nok med at Tacitus formår at beskrive med hvilken voldsomhed senatseliten

tilsyneladende blev forfulgt af Domitian, så formår han også at komme

med en kritik af Domitians personlighed, da parallellen til Nero er en kritik af

både regering og personlighed. At påstå, at Domitian var mere modbydelig

end Nero er en velovervejet kritik o. 100 e. Kr., hvor Nero stod som et symbol

på den dårlige kejser.

Det er ikke utænkeligt, at Domitian rent faktisk lod en del senatorer dræbe,

men ikke flere end en kejser normalt gjorde. Opstilles en liste over kendte

medlemmer af senatseliten, der blev beordret dræbt, er den ikke overraskende

lang og hovedparten viser sig at være skyldige i forræderi. 85

Det er derfor tænkeligt, at skildringen af Domitians forhold til senatet, ikke er

et udtryk for et terrorregime, men nærmere et udtryk for, at en del senatorer

under Trajan fandt det passende at distancere sig til Domitian ved at portrættere

ham som forfølger af senatet.

Karaktermordet

Trajan som den gode kejser

I fremstillingen af den ideelle kejser indtager Trajan en væsentlig rolle. De to

væsentligste diskussioner af kejseridealet i det ovenstående, nemlig Dion af

Prusas tale 1 og Plinius d. Yngres Panegyrik, er på hver sin måde henvendt

til Trajan. Dion af Prusa påtager sig rollen som den belærende filosof over for

Trajan, mens Plinius d. Yngre hylder Trajan i sin takketale. Denne væsentlige

rolle bør ikke overses, da Trajan på denne måde bliver associeret med den

gode kejser.

Et umiddelbart problem melder sig dog i forhold til Trajan og kejseridealet. På

den ene side kan kejseridealet afspejle Trajans reelle opførsel, og på den

anden side kan kejseridealet have været udviklet uafhængigt af Trajan. Eller

sagt på en anden måde: Var Trajan en god kejser eller blev han blot prist

som en sådan? Er skildringen af Trajan udtryk for hans faktiske opførsel og

karakter, eller bliver han i kilderne konstrueret som kejser med udgangspunkt

i et kejserideal?

Plinius d. Yngre holdt sin tale år 100 e. Kr., hvor han blev udnævnt til konsul

af Trajan. På daværende tidspunkt have Trajan ikke været kejser mere end

to år og kan ikke allerede da have vist sin regeringsstil. Plinius kan ikke have

85 Jones, 1992, p. 180ff.


SIDE 70 RUBICON 2009 (4)

haft meget at prise en så ny kejser for. Er det derfor så stor en del af talen

handler om kejseridealet? Plinius tillægger Trajan næsten udelukkende karaktertræk,

der afspejler den ideelle kejsers karaktertræk. Plinius lader Trajan

blive associeret med gudfrygtighed, frihed, lighed, menneskelighed, respekt

for senatet etc. Men hvor meget frihed kan Trajan eks. have skænket efter

bare to år?

Når Trajan bliver beskrevet som den ideelle kejser, kan man argumentere

for, at han i mange sammenhænge er en litterær konstruktion, der afspejler

kejseridealet o. 100 e. Kr.

Trajan fortsatte med at være en dygtig kejser, men det kunne hverken Plinius

d. Yngre eller Dion af Prusa have vidst, da de skrev omkring århundredeskiftet.

En pointe er altså, at beskrivelsen af Trajan som den gode kejser sandsynligvis

var en måde at hylde Trajan. Sammenkædningen mellem Trajan og

kejseridealet var en konstruktion, der blev skabt af Dion af Prusa, Plinius d.

Yngre etc. for at hylde ham, men også for at fremme egne interesser, eks.

distancere sig fra involvering i Domitians regeringstid.

Der har også været et propagandalignende aspekt af denne fremstilling af

Trajan i forhold til Domitian, da det ydermere lagde afstand til det flaviske

dynasti, samtidig med at det lovede gyldne tider for Romerriget. Det forsøgte

at skabe en ideologisk afstand mellem dynastierne, da den realpolitiske afstand

måske ikke var så stor som kilderne giver udtryk for.

Domitian som den dårlige kejser

Hvor Trajan blev tildelt rollen som den gode kejser, så blev Domitian tildelt

rollen som den dårlige. Hvorfor var det sådan? Var det simpelthen fordi Domitian

var en dårlig kejser, og kejseridealet udtrykte alt det modsatte af, hvad

Domitian stod for? Eller var det fordi den ideelle kejser havde brug for et

modbillede?

Uanset hvad, så blev Domitian i mange skildringer fremstillet som den ideelle

kejsers modbillede. Tiden under Domitian bliver associeret med tyranni og

undertrykkelse, mens Nerva og Trajan stod for frihed. Domitian blev koblet

sammen med alt, hvad der kunne siges af negativt om en kejser i forhold til

kejseridealet.

Interessant er det, at mange af kritikpunkterne mod Domitian er eksempler

på, at Domitian skulle have brudt kejseridealet: titlen Dominus et deus, den

falske triumf, forfølgelsen af senatseliten etc.

Det er også interessant, at mange af disse aspekter af Domitian kan betvivles

eller sandsynligvis er overdrevne og fejlproportionerede.


RUBICON 2009 (4) SIDE 71

Det har uden tvivl været en fordel for de tilbageblivende senatorer, embedsmænd

mm. at tage afstand fra Domitian. At fremstille Domitian som den værste

kejser, der kan tænkes, kan have været en velegnet måde til at tage afstand.

Som tidligere nævnt så havde en del af kilderne god grund til at distancere

sig fra Domitian for at kunne komme ind i varmen hos de næste

kejsere.

Hvis det er korrekt, at en stor del af fremstillingen af Domitian bærer præg af

både at være distancering politisk og ideologisk for at fremhæve Trajans

overlegenhed, så må det også betyde, at skildringen af Domitian for en stor

del er en litterær konstruktion. Den Domitian, der skrives om i kilderne, var

ikke nødvendigvis den virkelige Domitian, men derimod et billede af den

værst tænkelige kejser.

I forbindelse med Domitian som en litterær konstruktion, så lader Plinius nogle

meget interessante bemærkninger falde i slutningen af Panegyrikken, såsom:

“All that I say and have said, Conscript Fathers, about previous emperors is

intended to show how our Father is amending and reforming the character of

the principate which had become debased by a long period of corruption.

Indeed, eulogy is best expressed through comparison, and, moreover, the

first duty of grateful subjects towards a perfect emperor is to attack those

who are least like him: for no one can properly appreciate a good prince who

does not sufficiently hate a bad one.” (Pan.53,1-2)

Plinius‟s skildring af Domitian havde altså hovedsageligt det formål at fremhæve

Trajan. Det var et retorisk greb, der også kan tænkes at have været

brugt af andre. Påfaldende er det, at Trajan også figurerer i mange af skildringerne

af Domitian – og at de samme skildringer, der forholder sig negativt

over for Domitian, er positivt stillede over for Trajan.

Trajan blev fremstilles som den ideelle kejser, mens Domitian fik rollen som

tyrannen, hvis rædselsregime endelig blev afsluttet, da Trajan/Nerva overtog

regeringen. Der findes ikke desto mindre flere konstruktioner ud over modsætningen

til Trajan, der er mest udpræget hos Plinius d. Yngre. Hos Tacitus

er Domitian konstrueret som modsætning til både Nerva og hans svigerfar,

embedsmanden Agricola. For Dion var Domitian yderligere den forfølgende

tyran, der forhindrede filosoffen i at leve et roligt liv.

Gåden om Domitian

Domitian, der på mange måder virker fyldt med selvmodsigelser, har altid

været en gåde. Hans eftermæle blev for en stor del skrevet af forfattere, der

havde adskillige motiver til at begå karaktermord. At Domitian fremstår som

en enigma, kan derfor skyldes, at han ikke altid skildredes med udgangs-


SIDE 72 RUBICON 2009 (4)

punkt i sine karaktertræk, men at Domitian i en del af kilderne var reduceret

til en eller flere litterære konstruktioner, der skulle ødelægge hans eftermæle.

De formodede litterære konstruktioner af Domitian forvirrer i hvert fald billedet

af kejseren betydeligt, og det kan forklare, hvorfor denne kejser er en så gådefuld

eksistens.

Sammenhængen mellem kejseridealet o. 100 e. Kr. og karaktermordet på

Domitian opstod i måden, hvorpå skildringen af Domitian blev konstrueret.

Skildringen af Domitian bar nemlig tydeligt præg af en række overvejelser om

kejseridealet, og om, hvordan en kejser ikke burde være. Egenskaber og karaktertræk

for en dårlig kejser blev tillagt Domitian, hvad enten de passede

eller ej.

Det selv samme kejserideal kom til at præge hyldesten af Nerva/Trajan, der,

modsat Domitian, blev tillagt en ideel kejsers egenskaber og karaktertræk.

Derfor er modstillingen mellem Domitian på den ene side og Nerva/Trajan på

den anden side også væsentlig i forståelsen af både skildringen af Domitian

og af kejseridealet o. 100 e. Kr.

Tidens forfattere formåede altså vha. kejseridealet at skabe et billede af Domitian,

der både distancerede dem selv fra ham og udtrykte deres hengivenhed

over for de nye kejsere Nerva og Trajan. Denne tendens i skildringen

fortsatte, og eftertidens billede af Domitian blev præget af netop det politiske

spil og de ideologiske diskussioner, der foregik o. 100 e. Kr.

Selvom det ville være naivt at antage, at der nogensinde ville kunne siges

noget endegyldigt og sandt om kejseren eller personen Domitian, så kunne

en mere dybdegående undersøgelse af billedet af den dårlige kejser være

med til at kaste yderligere lys over gåden. Forståelsen af hvilke karaktertræk

og værdier en dårlig kejser blev tillagt o. 100 e. Kr., ville gøre det muligt at

sammenholde dem med de karaktertræk og værdier, der bliver associeret

med Domitian. Som allerede skitseret i denne artikel er der en del sammenfald,

der burde fremprovokere en kritisk læsning af netop disse aspekter af

skildringen af Domitian, for disse sammenfald kunne meget vel være tegn på

litterære konstruktioner.

I undersøgelsen af kejseridealet i Romerriget bør man ikke undlade at se på

netop den dårlige kejser, når man ønsker at forstå hvad den gode kejser var.

Domitian er et eksempel på en sådan dårlig kejser, hvorfor skildringen af

ham kan indeholde interessante aspekter i undersøgelsen af kejseridealet o.

100 e. Kr. Man bør derfor være opmærksom på, at Domitian-forskningen potentielt

kunne give et væsentligt bidrag til nytænkning i forbindelse med undersøgelsen

af kejseridealet.

Det ville på samme måde også være interessant at undersøge andre af Romerrigets

dårlige kejsere og vurdere om en lignende litterær konstruktion kan


RUBICON 2009 (4) SIDE 73

siges at være knyttet til dem. Hvis dette er tilfældet, ville en lignende undersøgelse

af dem, give et klarere billede af, hvem de var, samtidig med at det

ville bidrage til forståelsen af kejseridealet i Romerriget.

Litteraturliste

Aalders, G. J. D.: “Cassius Dio and the Greek World”. Mnemosyne, vol. 39,

1986, p. 282 - 304

Bowman, Alan K. m.fl. (red.): The Cambridge Ancient History vol. XI, 2. udgave.

Cambridge: Cambridge University Press, 2000

Dudley, D. R. (red.): Neronians and Flavians. Silver Latin I. London:

Routledge and Kegan Paul, 1972

Gsell, Stephane: Le règne de Domitien. Thèse de doctorat présentée à la

Faculté des Lettres de Paris. Paris: Thorin et fils, 1894

Hutchinson, G. O.: Latin literature from Seneca to Juvenal: A critical study.

Oxford: Clarendon Press, 1993

Jones, Brian W.: A Prosopographical Study of Domitian's Relationship With

the Senate, A.D. 81-96. 1979. Philadelphia: Amer Philosophical Society,

1979

Jones, Brian W.: The Emperor Domitian. London: Routledge, 1992

Madsen, Jesper Majbom m.fl. (red.): Dion af Prusa. En græsk intellektuel

mellem Rom og Sortehavet. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2007

Rolfe, John C.: ”Suetonius and his Biographies”. Proceedings of the American

Philosophical Society, vol 52, nr. 209, april 1913

Cassius Dio (oversættelse: Earnest Cary): Roman history book LXVII. London:

Heinemann, 1961-67

Dion Chrysostom (oversættelse: H. Lamar Crosby): Oration 1/ Oration 13/

Oration 45. Loeb Classical Library. Harvard University Press, 1978 – fra

LacusCurtius (http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/roman/home.html)

Juvenal (oversættelse og introduktion: Steven Robinson): Sixteen Satires

upon the ancient harlot.Manchester: Carcanet New Press, 1983

Martial (oversættelse: D.R. Shackleton Bailey): Epigrams. Leipzig: Teubner,

1990

Pliny the Younger (oversættelse Betty Radice): The Panegyric. London:

Heinemann, 1969

Seneca (oversættelse: Niels W. Bruun): Apocolocyntosis. Århus: Aarhus Universitetsforlag,

1990


SIDE 74 RUBICON 2009 (4)

Statius (oversættelse: J.H. Mozley): Statius. London: Heinemann, 1961-67

Suetonius (oversættelse: J. C. Rolfe): The Lives of the Twelve Caesars. Loeb

Classical Library. Teubner, 1913-14 - fra LacusCurtius

(http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/roman/home.html)

Tacitus (oversættelse: Anthony R. Birley): Agricola. Oxford: Oxford University

Press, 1999

Tacitus (oversættelse: Clifford H. Moore/ John Jackson): The histories/ The

annals. London: Heinemann, 1962-63


RUBICON 2009 (4) SIDE 75

Et besøg på Nyborg slot

Stud.mag. Tine Bendtsen og stud.mag. Jesper Lundsby Skov

Nyborg er ikke just verdens navle og derfor ikke en by, danske

historikere traditionelt har beskæftiget sig meget med. Men byen

har noget for dansk historie helt unikt, nemlig den eneste stående

kongeborg fra valdemartidens Danmark; Nyborg slot.

Her er den tidligere underviser på SDU, Janus Møller Jensen, nu

museumsinspektør.

En kold mandag formiddag i november ankom vi til Nyborg slot, hvor vi havde

aftalt med Janus Møller Jensen, at han skulle vise os rundt og fortælle lidt

om sit nye job som museumsinspektør.

Da vi kom, blev vi fortalt, at Janus var lettere forsinket, men vi blev budt indenfor

i den tilstødende café, hvor vi fordrev tiden med en kop kaffe og vekslede

et par ord med Nyborgs borgmester, som var kommet forbi i anledning

af et samarbejde mellem kommunens skoler og museet.

Rundvisning på slottet og slottets historie

Da Janus var ankommet, gik vi ind i Chr. III‟s forholdsvist varme riddersal,

hvilket er det første rum man indtræder i fra slottets nuværende hovedindgang.

Langs riddersalens vægge hang store slægtstavler af datidens kongefamilie.

Her begyndte Janus sin beretning om slottets historie.

Han fortalte, at Nyborg slot igennem flere århundreder spillede en rolle i

dansk middelalder- og renæssancehistorie. Der er dog huller i vores viden

om slottets historie, idet mange aspekter ved stedet ikke er undersøgt hverken

historisk eller arkæologisk. Således er Danehoffet som institution ikke

undersøgt siden slutningen af 1800-tallet, og betydningen for byen Nyborg i

at være en decideret residenshovedstad – om end i en kort periode – er der

heller ikke brugt mange kræfter på at undersøge. Ligeledes er der kun tidligere

foretaget få arkæologiske udgravninger på stedet.


SIDE 76 RUBICON 2009 (4)

Grundet disse og flere forskningsmæssige huller i slottets og omegnens historie,

gik museets personale i sommeren 2009 i gang med 3 mindre udgravninger,

der gav forbløffende resultater og ny viden over al forventning.

Således har foreløbige udgravninger på stedet bl.a. afsløret både en underjordisk

tunnel samt træ fra et voldanlæg, der via dendrokronologi dateres til

at være fældet i vinteren 1438-39. Dette viser ifølge Janus, at slottets for-


RUBICON 2009 (4) SIDE 77

svarsværker blev forstærket på denne tid evt. til at kunne modstå en mulig

kommende borgerkrig ml. Christoffer af Bayern og hertug Bugislav IX, som i

1438 havde fået tildelt bl.a. Nyborg slot af sin fætter, den danske konge Erik

af Pommern.

Janus fortalte videre, at man ikke ved, hvornår Nyborg slot blev opført. Arild

Huitfeldt skrev dog omkring år 1600, at det blev bygget i 1170'erne af den

kristne, vendiske fyrste Knud Prizlavsen, der var gift ind i den danske kongefamilie.

Dette virker ifølge Janus meget pålideligt. Men vi kan ikke vide det

med sikkerhed. Vi ved dog, at slottet senest fra 1193 var kongelig ejendom,

idet Knud VI dette år udstedte et diplom på slottet – dette er første gang, Nyborg

slot optræder direkte i de historiske kilder. Desuden ved vi, at slottet fra

1200-tallet blev brugt til afholdelse af de store rigsmøder.

Det næste rum, vi kom ind i, var den ældste Danehof-sal. Det var her ovenstående

rigsmøder blev afholdt, og også her bl.a. Marsk Stig blev dømt, da

han i 1287 blev dømt fredløs for mordet på Erik Klipping. Under vores besøg

blev rummet brugt til en udstilling lavet af skolebørn fra Nyborg kommune. De

havde blandt andet skrevet fiktive breve om livet som soldat anno 1659, og

der var flere gribende beretninger om død, ødelæggelse og savn.

Vi gik videre ind i det tilstødende rum, hvor den midlertidige udstilling om

Svenskekrigene var opstillet. Denne udstilling indeholdt våben, krigsudstyr

m.m. fra perioden.

Her fortsatte Janus sin fortælling. I løbet af 1400-tallet begyndte de danske

konger at tage ophold i Nyborg, og i 1550'erne moderniserede Christian III

store dele af slottet – ifølge Janus med henblik på at gøre stedet til residenshovedstad.

Samtidig blev slottets mure forstærket, for således bedre at kunne

modstå eventuelle angreb, og en vægtergang blev opført på loftet – igen

en del af det nye forsvarsværk og en indikation på, at Christian III virkelig

havde planer om at gøre stedet til permanent kongelig residens. Christian

III's tronfølger, Frederik II, flyttede dog af uvisse årsager sin residens til

Nordsjælland, og efter Svenskekrigene et århundrede senere holdt de danske

konger helt op med at opholde sig på Nyborg slot. I stedet blev stedet

overgivet til militæret, der i løbet af 1700-tallet rev alt undtaget hovedbygningen

og tårnet ned, hvilket er årsagen til, at dette er det eneste, vi har bevaret

i dag.

Militæret blev på stedet indtil 1913, hvor slottet kom til at fungere som museum,

hvilket det stadig gør i dag.

Efter historien om slottet gik vi ovenpå til de kongelige gemakker, hvor blandt

andre dronning Margrete I opholdt sig flere gange. Disse stuer er utroligt godt

bevaret med den oprindelige sort- og hvidternede bemaling på væggene.


SIDE 78 RUBICON 2009 (4)

Den oprindelige mangelfulde isolering er også stadig intakt – vinden fes

igennem murene og gav hele oplevelsen en særlig kølig grad af autenticitet.

Noget, der til gengæld ikke er bevaret, er interiøret, der forsvandt dels under

svenskernes indtagelse af slottet i 1659, dels da militæret rev dele af slottet

ned og gjorde det til arsenalbygning. Museet arbejder dog på at kunne genskabe

interiøret fra forskellige perioder af slottets storhedstid ca. 1200- 1560.

På denne måde får man en mere levende oplevelse af, hvordan rummene så

ud dengang.

For enden af kongegemakkerne kom vi til tårnet, hvor der engang stod en

kanon. Denne var en del af forsvarsværket, der skulle holde fjenden borte.

Fra tårnet er der udsigt til den tilbageværende del af slottets fæstningsvold.

Herfra gik vi videre op på loftet, hvor dele af vægtergangen stadig er bevaret.

Langs siderne var der små åbninger i murene, hvor man kunne smide sten,

kogende olie m.m. i hovedet på fjenden.

Som det sidste på rundvisningen gik vi ned i kælderen, hvor Janus fortalte, at

der muligvis huserer et spøgelse – en hvid dame, som Nyborg slot dog må

kæmpe med Egeskov slot om. I kælderen er desuden to mumificerede katte,

som blev fundet i væggen, og som på grund af tørken i murværket er blevet

bevarede.

Takket være arkitekten, Mogens Clemmensen, der i tiden 1914-1925 restaurerede

hele den tilbageværende del af slottet, kan vi i dag få et indblik i detaljer

fra både middelalderen og renæssancen. Således er halvdelen af slottet

restaureret efter middelalderens ruminddeling, så vi i dag stadig kan opleve

Margrete I's stuer på førstesalen, mens den anden halvdel af slottet er restaureret

efter renæssancens ruminddeling, så bl.a. Chr. III's riddersal er bevaret.

Nyborg slot er således et fascinerende og enestående levn fra dansk middelalder

og renæssance, idet vi kan opnå et indblik i flere hundrede år af dansk

historie.

Interview med Janus Møller Jensen

Efter rundvisningen på det kolde slot gik vi over til Janus‟ dejligt varme og

hyggelige kontor, hvor vi med et ”tag plads” og en kop kaffe satte os til rette.

Janus er tidligere adjunkt i middelalderhistorie på SDU i Odense og vi har

også begge haft ham som underviser i Europa i Verden 1. Vi spurgte, hvad

der havde fået ham til at udskifte universitetsverden med museumsverden:

”Der lå ikke noget lektorat og ventede ude i fremtiden da middelalderlektoraterne

allerede var besat, og der var ikke udsigt til, at der ville blive oprettet

endnu et. Samtidig havde jeg også et ønske om at formidle middelalderhisto-


RUBICON 2009 (4) SIDE 79

rie til en bredere kreds end den snævre akademiske verden. Det kunne også

være interessant at formidle historie på en anden måde end blot gennem

forelæsninger og artikler.

Hvorfor valgte du Nyborg Slot? Var der noget særligt ved stillingen, der tiltrak

dig?

”Ja, det var i første omgang lidt tilfældigt, at det blev Nyborg Slot. Det hang jo

sammen med, at stillingen i Nyborg blev slået op kort før min egen på universitetet

skulle udløbe. Og jo mere jeg læste om jobbet og slottets historiske

betydning, så var det på mange måder et tillokkende job. Ikke mindst var Nyborg

Slot et centralt placeret sted i 1400-tallet og første halvdel af 1500-tallet,

hvor det nærmest var en slags hovedstad. Samtidig ville Erland Porsmose

blive min chef, en mand som jeg har stor faglig og personlig respekt for. Med

ham ved roret vidste jeg, at det ville blive et udfordrende og spændende job.

Desuden skulle museerne i Nyborg og Kerteminde fusioneres i starten af

2009, hvilket ville gøre stillingen en del af en større enhed.

Endnu bedre blev det, da jeg fik at vide, at der i stillingsbeskivelsen også var

indlagt forskningstid, hvilket jo var meget belejligt, når nu hele min uddannelse

har sigtet på en forskerkarriere.”

Undervejs i interviewet kiggede vi os omkring i Janus‟ kontor. Der var rart,

computeren summede og der var også så tilpas rodet, som det sømmer sig

for en historiker. Ikke mindst hans bogreol var yderst interessant og titlerne

blev nærstuderet undervejs i interviewet. Her stod flere indbydende bøger,

som fx ” The New Cambridge Medieval History”, og minsandten om der ikke

også stod en gammel kending: ”Introduction to Medieval Europe 300 – 1550”,

som vi læste på første semester.

Hvordan har arbejdet så været indtil videre?

”Det har været rigtig godt. Man får mødt en masse nye mennesker, der grundet

deres store erfaring i museumsverden har været en stor og uundværlig

hjælp. Man går jo lidt ydmyg til jobbet som afdelingsleder, når ens ansatte

har arbejdet med Nyborg Slot i flere år. ”

Har der været nogle overraskelser?

”Den største overraskelse har helt klart været de store muligheder i yderligere

forskning omkring slottet. Ikke mindst er der store muligheder for arkæologiske

udgravninger, som vil løfte sløret for noget af slottets historie. Der har

jo ikke været forsket ret meget i Nyborg Slots historie og dets plads i dansk

middelalderhistorie, hvilket er lidt mærkværdigt, når det faktisk har indtaget

en så central placering i Danmarkshistorien.

Det har også været en positiv overraskelse, at der er så stor lokal interesse i

slottet og museet. Det er dejligt med lokal opbakning, men det kan også væ-


SIDE 80 RUBICON 2009 (4)

re en udfordring at mægle imellem de forskellige interesser og ideer, som folk

har til museets fremtid.”

Så overraskelserne har alle været positive?

”Ja, stort set. Jeg er meget glad og tilfreds med mit nye arbejde”

Hvordan er det gået med udstillingerne?

”Det er gået over alle forventninger. Vores udstilling om svenskekrigene på

Østfyn har trukket dobbelt så mange besøgende i forhold til sidste år. Vi har

også haft stor succes med at samarbejde med de lokale skoler, så vi har haft

mange rundvisninger for skoleklasser, især i de mindre årgange.”

Et udsagn, der blev bekræftet under vores besøg. Ikke alene var der en separat

udstilling lavet af en skoleklasse, vores rundtur med Janus blev også

afbrudt en stund, da han skulle underholde en 20-30 folkeskoleelever.

Kan du forklare denne store succes i har mødt i år?

”Det er en kombination af mange tilfælde, der er faldet sammen i løbet af det

sidste års tid. Først og fremmest har vi fået tilført flere ressourcer, da museet

blev lagt sammen med Kertemindeegnens Museer til Østfyns Museer, ligesom

kommunen også har fået øjnene op for de turistmuligheder, der ligger i

et velfungerende og unikt museum. Historie sælger! Med min ansættelse

fulgte også en ny formidlingsstrategi. Hvor museet før havde fokuseret på at

fortælle selve bygningens historie, så har museet nu valgt at fortælle om slottets

historie i en større dansk, og ja, europæisk kontekst. Vi forsøger nu at

sætte Nyborg Slot på det geografiske og historiske landkort, hvor det egentlig

hører hjemme.”

Spændende. Vil du løfte sløret for nogle af museets fremtidsplaner?

”Jo, det vil jeg da gerne. Vi arbejder på en ny permanent udstilling om slottets

historie samt at kunne fremvise nye særudstillinger hvert år. Vi vil desuden

fortsætte med at udbygge vores udstillinger, hvor vi gerne vil udnytte selve

slottet noget mere. Inden døre er det jo utrolig godt bevaret, og det giver slottet

en helt særlig atmosfære af autenticitet, når man går rundt i de samme

rum, som dronning Margrethe I og andre store historiske personligheder har

gået og ikke mindst festet i. Derfor har vi planer om at rekonstruere nogle af

rummene, så de besøgende kan se, hvordan samfundets elite levede dengang.

Man ved jo, at der blev udkæmpet et stort slag mellem de svenske og

danske hære i 1659 lige her omkring Nyborg, så en stor udfordring i den

nærmeste tid vil blive at finde ud af, hvordan vi kan få formidlet det arkæologiske

arbejde med slagmarken ud til et større publikum. Denne form for formidling

af ”slagmarksarkæologi” er også noget – så vidt jeg er orienteret –

som vi er de første i Danmark til at forsøge sig med. Så det bliver spænden-


RUBICON 2009 (4) SIDE 81

de. Vi ønsker at gøre Nyborg slot til et moderne formidlingscenter for hele

Danmarks middelalder.”

Og hvad angår den fremtidige forskning?

”Ja, der skal vi i gang med et større arkæologisk pioneerarbejde. Meget lidt

af den omkringliggende jord er blevet undersøgt, og vi ved fra forskellige

stikprøver, som vi har foretaget, at der gemmer sig store og interessante

hemmeligheder få centimeter under jorden. Her for nylig fandt vi jo en stor

tunnel under jorden, så der gemmer sig helt sikkert mere dernede, som bare

venter på at blive gravet op og undersøgt.”

Så arkæologi kan faktisk være spændende?

”Hehe, ja, det er også en erfaring, man er blevet rigere”

Med disse ord var det tid til at vende snuden tilbage mod Odense, så vi sagde

”farvel og tak” til Janus Møller Jensen og gik fulde af forhåbninger for Nyborg

museum tilbage til togstationen.

Artiklen er skrevet på baggrund af et interview med Janus Møller Jensen, museumsinspektør

ved Nyborg slot.


SIDE 82 RUBICON 2009 (4)

Flygtningedreng i efterkrigstidens

Danmark

Slot under vand - flygtningedreng i efterkrigstidens Danmark.

Af Ivars Silis.Gyldendal, 232 sider, 249 kroner.

Anmeldt af: Stud. mag Ditte Bonde Mikkelsen

...”En tredjedel af Letlands befolkning var blevet dræbt i krigen og næsten

ligeså mange var på flugt, i de sidste desperate måneder af Det Tredje Riges

eksistens”...

Forfatteren Ivars Silis, er født i 1940 i Riga men

opvokset i Danmark. Han er uddannet Ingeniør

og udrejste som ung til Grønland. Efter nogle år

som geo-fysiker, specialiserede han sig desuden

som fotograf og ekspeditionsmand og har

siden lavet talrige dokumentarprogrammer om

dyr og forhold i det arktiske område. I denne

bog beskæftiger han sig midlertidigt ikke med

sine vante områder, men begiver sig ud i en

selvbiografisk beskrivelse af livet som baltisk

dreng i danske flygtningelejre efter krigen.

Familien Silis kom i Anden Verdenskrigs sidste

måneder til Danmark. De flygtede fra de fremrykkende

sovjetiske styrker og fra desperate

tyske soldater. Den lille familie flygtede gennem Letland på moderens cykel,

til fods og på ladet af diverse lastbiler, til Gdansk, hvorfra de kom med et af

de sidste flygtningeskibe til København. Herefter blev den lille familie, først

alle tre, senere to, idet Ivars‟ 2-årige lillebror dør af lungebetændelse, flyttet

rundt mellem barakker, sportshaller, lejre, skoler og gamle slotte i Danmark.

Først i 1953, ni år senere, forlader Ivars og hans mor den sidste flygtningelejr

og flytter i lejlighed.

Silis beskriver livet i lejrene, sorgerne og tabene, men også om de glædelige

overraskelser og den spirende kærlighed mellem voksne, der ikke aner om

deres nærmeste er levende eller døde. Og først og fremmest om alle de forskellige

lettiske medflygtninge, der kommer til at præge ham for livet, vi møder

den barske sømand, den skumle sortbørshaj og teaterinstruktøren samt

efter Silis´ hukommelse flere lettiske skønheder. Silis‟ bog er ikke en traditio-


RUBICON 2009 (4) SIDE 83

nel erindringsbog. Han tager sig friheder og fortæller tingene som han oplevede

dem som en lille 5-årig, og for ham var årene i flygtningelejr lidt af et

eventyr. Bogen er som nævnt tidligere, baseret på forfatterens egne erindringer,

men han, grundet hans tidlige alder under begivenhederne, blander sine

egne erindringer med andre lettiske flygtninges erindringer. Han opsøgte de

voksne fra dengang og i denne bog prøver han at fastholde deres version af

store og små begivenheder i efterkrigstidens Danmark.

...”Jeg skelnede ikke mellem skrøner, pral, løgn, vittigheder og virkelige oplevelser...

jeg sugede alt til mig, ordene, drømmende. Jeg hinkede bare ud

ad Mælkevejen med tre fløjtetoner på læben”...,

Så derfor, ...”jeg udfrittede min mor og hendes veninder og andre grå hoveder.

Endnu flere sendte mig breve, gulnede dokumenter, stencilerede artikler,

falmede smædebreve, udkast til taler, og det bedste af det hele, en stribe

kassettebånd ”...

Jeg ser bogen som udmærket underholdning, der hvis man har en eftermiddag

fri sagtens kan anbefales, dog bliver den flere steder irriterende at læse

idet, det ofte føles som om, at Silis ønsker at huske mere end han i virkeligheden

gør. Bogen bliver en smule utroværdig grundet Silis´ usammenhængende

brug af ”kilder” og egne erindringer. Desuden virker sproget ofte noget

banalt. Bogen egner sig efter min mening ikke til videnskabelig brug, men

den er glimrende underholdning en gråvejrsdag. Desuden sætter den fokus

på et ellers ikke så belyst emne i dansk efterkrigstidshistorie om baltiske

flygtninges forhold. Og den kunne være med til at skabe en debat om emnet.


SIDE 84 RUBICON 2009 (4)

Danmark under den kolde krig

Den danske presses billede af DDR i perioden 1955 til

1987. Særligt fokus på 1975.

Af Rune Emil Hjelmberg Smidt. BA i historie, stud.mag.

Indledning

Artiklen ”den danske presses billede af DDR i perioden 1955-87” er resultatet

af en længere proces, der tager sit udgangspunkt i et BA-seminar om Danmark

under den kolde krig. Her var diskussionen af den danske og internationale

koldkrigsforskning i højsædet. I forbindelse med disse diskussioner

undrede det seminargruppen, at der tilsyneladende ikke var foretaget forskning

i større omfang inden for det, man kunne kalde offentlighedens holdning

til DDR. Der findes en række værker, men en dybere undersøgelse af fx mediernes

dækning og billede af Østblokken og DDR i særdeleshed forefindes

ikke. Det er derfor denne artikels bestræbelse at åbne op for dette forskningsfelt.

Ikke at beskrive det i alle detaljer – det er der ikke plads til – men

snarere at få startet diskussionen om dette forskningsfelt og vise en metode,

hvormed dette kunne gøres.

Artiklen falder i fire dele. Første del er en præsentation af nogle af de vigtigste

arkiver og forskningsinstitutioner inden for koldkrigsforskningen i forhold

til DDR specifikt. Ligeledes indeholder første del en kort gennemgang af nogle

af de vigtigste bidragsydere til den danske og nordiske koldkrigsforskning.

I den forbindelse ses der på disses tendens i forhold til kildevalg og brugen af

disse. Anden del er en gennemgang af artiklens metode, der i nogen grad

bærer præg af, at presseanalyse og aviser som kilde er et underbelyst og

uudnyttet ressource og analyseværktøj. I den forbindelse er det værd at bemærke,

at man kunne anvende andre analysemetoder, men i dette tilfælde

vurderes det, at en levnsudnyttelse af materialet i form af kvantitative målinger

af materialet og kvalitative analyser af enkelte dele af dette vil være det

rigtige. Det har i hvert fald vist sig at være ganske givtigt. I tredje del påbegyndes

selve analysen, hvor de lange linjer og tendenser for hele perioden –

1955 til 1987 – søges udredt! Her vises det, at brugen af tendenskoefficientudregning

er ganske givtig i forsøget på at udtrække tendenser og billeder i

et så stort kildemateriale – ca. 2800 artikler og 460 helsider - som det, der

ligger til grund for denne artikels ”lange linjer”. Fjerde og sidste del er en

nærmere granskning af året 1975. I dette afsnit bliver der set nærmere på

året i forhold til perioden 1955-87. I den forbindelse er det værd at lægge

mærke til, at 1975 på flere områder skiller sig ud fra den resterende periode,


RUBICON 2009 (4) SIDE 85

det være sig i både tendens/billede og behandlede emner. Til at belyse året

1975 tages der fat i en række illustrative eksempler til at vise de forskelle og

ligheder der kendetegner 1975 i forhold til hele perioden. Der lægges i høj

grad vægt på en international begivenhed i 1975, nemlig ”Konferencen om

Sikkerhed og Samarbejde i Europa”, der i analysen sammenholdes med en

lignende begivenhed i 1955, nemlig ”Genevekonferencen”. Begge behandlede

de direkte og indirekte en mulig løsning af det tyske spørgsmål.

Forskningsoversigt

Som koldkrigsforsker og almindeligt interesseret, står man i en helt utrolig

heldig forskningssituation i dag, især hvad angår det i dag hedengangne

DDR. Grunden hertil er, at der efter de kommunistiske systemers kollaps i

1989 er blevet bevaret et enormt omfangsrigt kildemateriale. Takket være

SED 86 -regimets sammenbrud i 1989 og DDRs afmontering og indmeldelse i

Forbundsrepublikken i 1990, er kildesituationen for dette forskningsfelt vendt

fuldstændigt på hovedet. Hvor forskningen før regimernes sammenbrud var

baseret på få kilder og til tider rent gætværk, står man i dag i den fantastiske

situation, at regimets arkiver mere eller mindre er helt offentlige. Dette har

medført en stigende interesse for forskningsfeltet, og udgivelserne og diskussionerne

om, hvad der foregik bag jerntæppet har taget et kvantespring

hvad angår omfang og forskningsmuligheder. Interessen for de ellers før så

hermetisk lukkede arkiver har været overvældende, og der har nærmest været

stormløb fra både forskere og privatpersoner på disse arkiver lige siden

deres åbning. Specielt MfSs – bedre kendt som STASI – arkiver har været i

offentlighedens søgelys grundet dets mange oplysninger om DDR-borgerne.

Dette har i høj grad præget forskningens og pressens interesse for og afdækning

af DDR.

Centralt for forskningen i DDRs historie står ”Stiftung der Parteien und Massenorganisationen

der DDR im Bundesarchiv” (SAPMO-BArch) i Berlin, der

er den del af Forbundsarkivet, der varetager mange af det tidligere DDRregimes

arkiver. Arkivets kerne udgøres af SEDs dokumentsamlinger. I DDR,

såvel som i andre kommunistiske diktaturer, var det ikke regeringen men derimod

partiet, der havde det afgørende ord i beslutningsprocesserne. Derfor

er SEDs arkiv af stor vigtighed, idet det giver et fantastisk indblik i arbejdsgangene

og beslutningsprocesserne i landet. Andre interessante arkivskabere

i dette arkiv kunne også være masseorganisationerne, der især op til

DDRs anerkendelse i 1973 spillede en vigtig rolle i DDRs udenrigspolitiske

anstrengelser for anerkendelse. De var en integreret del af regimet, og er

86 Sozialistische Einheitspartei Deutschlands.


SIDE 86 RUBICON 2009 (4)

derfor yderst interessante for forskningen. Det drejer sig om fx „Liga für Völkerfreundschaft“

87 , „Freier Deutsche Gewerkschaftsbund“ 88 og „Freie Deutsche

Jugend“ 89 .

Af andre arkiver, der burde være af interesse for danske og nordiske forskere,

kan nævnes arkivet for SEDs Bezirksorganisation (svarer nogenlunde til

amtsniveau i en dansk sammenhæng) i Rostock, der i dag er en del af ”Landesarchiv

Mecklenburg-Vorpommern” i Greifswald.

Da artiklen omhandler den danske presses billede af DDR, vil det være væsentligt

at se på den hidtidige danske forskning. Blandt de væsentlige bidragydere

til belysningen af forholdet mellem DDR og Danmark er historikeren

Thomas Wegener Friis, der i sit første værk, ”Den Nye Nabo” 90 , med udgangspunkt

i de tyske arkiver beskriver de anstrengelser DDR gjorde sig i

perioden 1949 til 1960 overfor den danske stat i kampen for anerkendelse.

Dette skete ifølge Friis gennem oprettelsen af uformelle handels- og transportrepræsentationer

i København, og gennem de årlige Østersøuger, hvis

formål var at propagandere for DDR.

Michael F. Scholz 91 beskriver i en artikel, hvorledes DDR fra halvtredserne

og tresserne udformede sin udenrigspolitik overfor Norden, og derved også

Danmark. Scholz gennemgår de institutioner og organisationer i DDR, som

varetog forbindelserne til omverdenen, og viser, at det tog forholdsvis lang

tid, før end SED havde færdigudviklet sit udenrigspolitiske apparat. Ligeledes

viser han også, at udenrigspolitikken var af stor vigtighed for SED-regimet,

da den i høj grad blev brugt til at stabilisere magtstrukturerne. Den var i høj

grad et indenrigspolitisk instrument til at legitimere de nye magthavere i det

nye Tyskland.

Fælles for meget af den danske forskning er, at den tager udgangspunkt i de

militære forhold DDR og Danmark imellem. Det drejer sig blandt andet om

Thomas Wegener Friis‟ bog, ”Den Usynlige Front” 92 , der behandler den øst-

87 En ”paraplyorganisation” for DDR-venskabsforeninger

88 DDRs fagforbund

89 DDRs ungdomsforbund

90 T. W Friis: Den nye nabo.

91 M. F Scholz: East Germany‟s North European Policy prior to International Recognition of

the German Democratic Republic. I: Contemporary European History. Vol. 15, special issue

no. 4. P. 553-571

92 T. W Friis: Den Usynlige Front. L&R, 2005


RUBICON 2009 (4) SIDE 87

tyske militære efterretningstjenestes arbejde i og overfor Danmark, herunder

Danmarks betydning i NATO-samarbejdet, vanskelighederne ved at indsamle

data om Danmark uden en officiel repræsentation, militære forberedelser etc.

Så er der Carl-Axel Gemzell 93 , der i en række artikler belyser DDRs rolle i

Warszawa-pagten, hvor landet pga. af sin geografiske og sprogmæssige placering

spillede en central rolle i forhold til Danmark.

Lidt alene i den danske forskning står Karl Christian Lammers, der i en række

bøger og artikler har beskrevet de modsatte forhold, nemlig Danmarks forhold

til de to Tysklande 94 . Lammers‟ bidrag til denne forskning er af relativ

betydning, da han netop tager fat i DDR-billedet i Danmark. I sine publikationer

påviser han et skifte i offentlighedens holdning overfor DDR, nemlig en

ændring fra fuldstændig afstandstagen i halvtresserne til en begyndende forståelse

og de facto accept af og for den anden tyske stat i tresserne. En anke

imod Lammers er hans brug af avismaterialet, idet han bruger artiklerne kvalitativt

til at underbygge sine pointer. Det vil sige, at det er svært at tjekke,

hvorvidt disse artikler er udtryk for en generel holdning, eller om de blot er

udvalgt, fordi de underbygger forfatterens pointer. Ligeledes bør det yderligere

pointeres, at mange af Lammers bøger og artikler berører de samme emner

og er skrevet over samme læst, og bidrager derfor ikke længere med de

store nyheder indenfor dette felt.

Nyligt udgivet og meget central for forskningen og omdiskuteret er DIISrapporten.

Den beskæftiger sig med utallige koldkrigsaspekter, lige fra militære

analyser til mentalitetshistorie. Udredningen er grundet sin tilblivelse og

sine konklusioner stærkt omdiskuteret, hvilket bevirker, at denne udredning

ikke bør ses som den definitive koldkrigsrapport, men som et kærkomment

bidrag til forskningen og debatten.

Størstedelen af forskningen, dette gælder både dansk og international, tager

nemlig udgangspunkt i de hemmelige østtyske arkiver, således har man i

forskningen ”glemt” at belyse offentlighedens holdning og stillingtagen til

DDR. I de før listede værker er det de officielle og uofficielle forhold DDR og

Danmark imellem, der er blevet belyst, men en undersøgelse af offentlighedens

holdning synes som sagt ”glemt”. Forklaringerne hertil kan være mange,

men nogle gode bud på, hvorfor det forholder sig således, kunne være, at

arbejdsmængden er overvældende, samt at man i de østtyske arkiver har et

fantastisk og nemt tilgængeligt kildemateriale. Derved overses fx danske forhold.

93 T. W Friis m.fl.: DDR og Norden. Østtysk

94 K-C Lammers: Hvad skal vi gøre med tyskerne bagefter?


SIDE 88 RUBICON 2009 (4)

Dette søger artiklen at ”rode bod på” ved at undersøge den danske presses

billede af DDR. Derved vil artiklen naturligt bidrage til den allerede foretagne

forskning og ligeledes ”stå på skuldrene” af denne, idet ideerne til artiklen er

opstået ud fra den umiddelbare mangel af sådanne undersøgelser.

Metode

Artiklen søger at belyse den danske presses billede af DDR i perioden 1955-

1987, med særligt fokus på 1975. Derfor falder artiklens analyse i to dele.

Begge tager udgangspunkt i en kvantitativ analyse af kildematerialet – avisartikler,

men anden del adskiller sig ved, at der sideløbende anvendes et

kvalitativt analyseapparat til at beskrive 1975 i forhold til perioden 1955-1987.

En stor del af arbejdet har bestået i at indsamle relevante avisartikler (al omtale

af DDR), der underkastes en kvantitativ presseanalyse. Datasættet er

blevet til i et samarbejde med otte andre studerende, hvor hver studerende

har fået ét år hver, hvor de skulle indsamle artikler om DDR fra de tre landsdækkende

aviser Aktuelt, Jyllands-Posten, samt Politiken. Hver studerende

bruger sit år i sin kvalitative analyse, medens den kvantitative analyse bygger

på en fælles dataudveksling. Disse data er blevet grupperet, omsat til statistik

og fortolket.

Da det er pressens billede, der her er eftertragtet, levnsudnyttes avismaterialet,

idet det er avisernes holdninger, der er interessante her. Dette giver selvfølgelig

nogle metodiske begrænsninger i forhold til bl.a. subjektivitet, men

mere om det senere.

Centralt for den kvantitative analyse er en kategorisering af avisartiklerne for

at skabe et éns og sammenligneligt datasæt for hele perioden. De overordnede

kategorier er som følgende:

Indenrigsstof (forhold om DDR indenfor DDR)

Udenrigsstof (forhold om DDR udenfor DDR, herunder diplomati,

udenrigspolitik, etc.)

Kultur (herunder sport, Østersøuger og kulturbegivenheder generelt.)

Militær og sikkerhed (herunder efterretninger, spionage, øvelser, etc.)

Ligeledes bør man også se på, hvilken type artikler, der er tale om, og hvad

deres baggrund er. Dertil er følgende fire kategorier valgt til at beskrive dette:

Debatstof (læserbreve, ledere, kronik etc.)

Nyhedsbureaustof (nationale/internationale nyhedsbureauer)

Redaktionelt (avisens eget stof)

Annonce (købt spalteplads)


SIDE 90 RUBICON 2009 (4)

artiklernes størrelse, men blot deres antal. Dvs. at eksempelvis tre 5 % artikler

ville komme til at tælle mere i tendensudregningen end eksempelvis en

100 % artikel. Derfor anvendes der en tendensudregning for antallet af helsider.

Størrelserne sammentælles, og på den måde finder man antallet af helsider.

Der er ingen ændringer i forhold til tendensudregningen, idet man ifølge

Hadenius og Weibull 96 kan udregne tendenskoefficienten ud fra ethvert

givent sæt enheder. Herved skulle man få et mere præcist billede, da artiklerne

i så fald afvejes på baggrund af både antal og størrelse.

Påstanden er altså, at det er muligt at sige noget om den danske presses

billede af DDR, ved at sammenligne kategoriernes mængde, længde og tendens

i perioden 1955-1987 og 1975.

Det er muligt, at den anvendte metode kan sige noget om pressens billede af

DDR, men man bør erindre, at ingen metode er ufejlbarlig, og dette gøre sig

også gældende her. Tidligere nævntes, at artiklerne, som kilde, levnsudnyttes.

Dette indebærer en hvis subjektivitet, idet de kategorier, der anvendes til

at inddele materialet, ikke er udtryk for avisens vurdering, men udelukkende

bunder i subjektive betragtninger, man danner som læser. Derved er der mulighed

for, at forskellige læsere vil gruppere de enkelte artikler forskelligt, fordi

der kan være forskel på, hvordan en artikel opfattes. Dette har den indvirken,

at det kan smitte af på graferne og tendenskoefficienten. Ligeledes kan

der i den skønsmæssige gennemgang af artiklernes størrelse også ske fejlvurderinger

af den procentuelle størrelse. Alt dette kan som sagt have en

indvirken på det endelige resultat, men så længe man bliver gjort opmærksom

på disse ”fejlkilder”, og tager hensyn til dem i bearbejdningen af dataene,

så synes metoden stadig brugbar. Ligeledes kan der i selve dataindsamlingen

være sket fejl i forhold til, at man måske ikke har fået alle artikler om

DDR med. Men når dataindsamlingen er sket ved gennemsyn af mikrofilm,

synes denne fejlkilde nærmest umulig at undgå. Igen, så længe man har øje

for denne fejlkilde, går det an.

96 Weibull m. fl: Press, radio, Tv. En bok om massmedia I dagens samhälle. Pp. 57-

64


RUBICON 2009 (4) SIDE 91

Analyse samlet tendens 1955-87

Fig. 1 97

0,05

0

-0,05

-0,1

-0,15

-0,2

-0,25

-0,3

-0,35

-0,4

-0,45

1955* 1960* 1965* 1970* 1975* 1980 1985 1987*

”Den kolde krig forstået som en international konflikt, gennemgik en række

meget forskellige faser. Normalt taler man om tre hovedfaser, hvad man

kunne kalde krigens konjunkturer; den første kolde krig (ca. 1947-1962), afspændingsårene

(1963-1979), og den anden kolde krig (1979-1990)” 98 . Denne

lille opsummering af den kolde krigs ”konjunkturer” er meget sigende, når

man ser på avisernes samlede tendens over tid. Der er fine sammenfald mellem

den kolde krigs ”udsving” og avisernes billede af DDR. I ”nedgangstider”

følger aviserne trop med deres negative billede, og ligeså i ”opgangstider”.

For den interesserede er det måske på sin plads, kort at opsummere væsentlige

begivenheder bag den kolde krigs ”konjunkturer”.

97 Der kan, som det bemærkedes i metodeafsnittet, være visse problemer med en

inddeling på denne måde. Grafen har meget bratte ”snit”, og tager ikke hensyn til

mellemliggende år, der i værdierne evt. kunne ligge over eller under de i grafen viste

værdier. Dette problem er blevet diskuteret vidt i gruppen, men der blev opnået

enighed om den viste fremgangsmåde, idet ønsket var at give et muligt billede af

avisernes DDR-billede under det meste af den kolde krig. Der er en større spredning,

og det synes rimeligt at antage, at denne spredning medtager generelle tendenser,

noget en evt. afgrænsning på fx 8 år (antallet af gruppemedlemmer var 8)

ikke ville gøre i samme grad.

98 K. Petersen & N. A Sørensen: Den kolde krig på hjemmefronten. Pp. 9

tendens helside***


SIDE 92 RUBICON 2009 (4)

Allerede inden 2. Verdenskrigs afslutning aftegnedes konturerne til en ny

konflikt mellem de allierede i Øst og Vest. Efter de gamle magtpolitiske strukturer

i Europa var blevet lagt i graven med Tysklands besættelse og opsplitning,

stod to forskellige politiske systemer over for hinanden. Det magtvakuum,

der opstod med Tysklands besættelse og Øst- og Centraleuropas indlemmelse

i den sovjetiske magtsfære, kunne nu fyldes af de to nye supermagter

USA og USSR. I 1946 holdt Churchill sin Fultontale, Missouri, der

bl.a. omhandlede sovjets øgede ideologiske og militære kontrol med de Øst-

og Centraleuropæiske lande. Det berygtede Jerntæppe var nu et bevidsthedsmæssigt

faktum. I 1948 anbefalede den politiske rådgiver George Kennan,

at man fra amerikansk og europæisk side skulle søge at inddæmme

Sovjet og dets videre ekspansion. Samme år kom Marshall-hjælpen, der i

løbet af få år fik de Vesteuropæiske lande på fode igen, og som bl.a. blev en

katalysator til det, som i Vesttyskland kendes som; das Wirtschaftswunder og

i Frankrig indledningen til Les Trente Glorieuses – henholdsvis det økonomiske

under og de tredive gloriøse år – et fantastisk økonomisk opsving i hele

den vestlige verden. Polariseringen nåede et højdepunkt samme år, da de

sovjetiske intentioner virkeligt blev klare med det kommunistiske kup i Prag.

Frygten for en ny krig var allestedsnærværende. I 1949 begyndte situationen

for alvor at blive anspændt, det sker efter NATOs oprettelse og spændingerne

i Fjernøsten i form af Korea-krigen, noget, der får den kolde krig ned på et

lavpunkt. Igennem 1950rne skete der en uhyggelig atomar oprustning på

begge sider af Jerntæppet, og situationen syntes fastfrosset og uløselig. En

situation, der formaliseredes i 1955 med indlemmelsen af Forbundsrepublikken

Tyskland i NATO og oprettelsen af Warszawa-pagten i Øst. Halvtredserne

var præget af krise på krise, kulminerende i Suez-krisen og Ungarnopstanden

i 1956. I oktober 1962 var spændingerne på et højdepunkt i

spørgsmålet om løsningen af Cubakrisen. Heldigvis gav begge parter sig i

sidste øjeblik og tog ved lære af den barske retorik. Tiden efter prægedes af

forskellige afspændingsinitiativer. Spændingen var stadig til stede, men

spændingerne inden for den kommunistiske verdensorden synes at have

optaget dem i forhold til Øst-Vest-spændingerne. Væsentlige tilskyndelser til

afspændingsprocesserne kom imidlertid fra krisens midtpunkt, nemlig Europa,

hvor Øst-Vest-modsætningerne vel ikke mistede sin skarphed, men efterhånden

fik et vist ritualiseret præg. NATOs fremtidige opgaver blev både

afspænding og forsvar. Helsinki-slutaktet fik, grundet krav fra de europæiske

NATO-lande – et mere demokratisk præg i form af friere informationsspredning

og lettelse af menneskelige kontakter på tværs af Jerntæppet, samt respekt

for menneskerettigheder. Her fik Vesteuropa et værktøj, som man

fremover kunne holde Østblokken op på. Et af foregangslandene i afspændingen

i slutningen af tresserne og halvfjerdserne var den tyske forbundsrepublik,

der med Willy Brandt i spidsen optog en ny politik overfor Østblokken,


RUBICON 2009 (4) SIDE 93

den såkaldte Ostpolitik. Politikken skulle lette konflikten og forholdene for

befolkningerne i de to Tysklande. Moskvatraktaten i 1970 og senere aftaler

banede vejen for en anerkendelse af status quo i Europa og den faktiske eksistens

af DDR. I sluthalvfjerdserne og startfirserne begyndte den kolde krig

for alvor at blive kold igen. Nye vinde blæste i USA, hvor den nye administration

under Reagan forholdt sig mere kritisk til Sovjet. Man mente, forestillingerne

om Sovjets kapacitet byggede på naive formodninger, og derfor var

afspændingspolitikken farlig. Bl.a. derfor slog man ind på en kurs med kraftig

oprustning, en oprustning Sovjet ikke havde mulighed for at matche, og derfor

i sidste ende var medvirkende til at Sovjetunionen imploderede økonomisk

og politisk! 99

Den samlede tendens for perioden er: -0,10638, hvilket svarer godt overens

med det, som grafen viser, nemlig at de fleste værdier ligger inden for værdierne

-0,2 og +0,05. Dette betyder, at aviserne i perioden generelt havde et

svagt negativt billede af DDR, men at dette billede nuanceres noget, når man

ser de enkelte års tendens i et diagram, hvorved de ovennævnte udsving,

der stemmer overens med den kolde krigs konjunkturer, fremstår.

Fig. 2

Tendens

0,400000

0,200000

0,000000

-0,200000

-0,400000

-0,600000

-0,800000

-1,000000

Grafen over hovedkategoriernes tendens (fig. 2) uddyber i høj grad grafen

over samlet tendens (fig. 1). Ved at vise tendensen for hovedkategorierne

viser der sig et mere detaljeret billede end ved blot at vise den generelle ten-

99 DIIS. Bd. 4 pp. 25-38

Tendens helside hovedkategorier

1955 1960 1965 1970 1975 1980 1985 1987

Indenrigsstof

Udenrigsstof

Militær

Kultur


SIDE 94 RUBICON 2009 (4)

densudvikling. Kategorien Militær og spionage følger utrolig godt den kolde

krigs konjunkturer. Værdierne er langtfra de samme, men top- og lavpunkter

falder stort set samtidigt! Starten af tresserne, hvor verden er på randen af

atomkrig og Berlinmuren bygges, og midten af firserne, hvor den kolde krig

endnu engang tilspidses. Kategorierne Indenrigsstof og Udenrigsstof ligger

forholdsvis stabilt fra 1965 og frem, og lavpunkterne i starten kan også forklares

med den kolde krigs konjunkturer. En kategori, der adskiller sig fra de

andre, er Kultur, der har sit ”toppunkt” i 1965. Hvorfor dette? DDR var i perioden

frem til sin anerkendelse meget aktiv i forhold til at ”påvirke” den offentlige

holdning. Problematikken var, at DDR frem til 1973 ikke var de jure anerkendt

af bl.a. Danmark, og havde derfor officielt ingen kontakter med Danmark.

Fra starten af halvtredserne og frem til anerkendelsen gjorde landet sig

mange anstrengelser for at blive anerkendt. Dette gjordes med et stort kampagnearbejde

over for den danske presse, foreninger, partier etc. Det kan

derfor være det, der giver udslag i Kulturkategorien. Fra sluttresserne var

landet mere eller mindre de facto anerkendt, og ”propagandaen” overfor

Danmark mindskedes. 100

Analyse af pressens billede af DDR i 1975

Tabel 1. Hovedkategorier - Aktuelt, Jyllands-Posten og Politiken

1975

100 For mere om DDRs påvirkningsarbejde overfor Danmark, se da: T. W Friis: Den

nye nabo.

Politiken

Jyllands-Posten

Aktuelt

Artikel

helside

Artikel

helside

Artikel

helside

0,00%10,00%20,00%30,00%40,00%50,00%60,00%70,00%80,00%

udenrigsstof

militær

kultur

indenrigsstof


RUBICON 2009 (4) SIDE 95

Tabel 2. Hovedkategorier i alt 1975

udenrigsstof

militær

kultur

indenrigsstof

Hovedkategorier i alt 1975

8%

4,53%

24%

29,09%

21%

23,77%

48%

42,64%

0,00% 10,00% 20,00% 30,00% 40,00% 50,00% 60,00%

artikler

helsider

Tabel 3. Artikeltyper – Aktuelt, Jyllands-Posten og Politiken 1975.

Politiken

Jyllands-Posten

Aktuelt

Artikel

helside

Artikel

helside

Artikel

helside

0,00% 20,00% 40,00% 60,00% 80,00%

redaktionelt

nyhedsbureau

debat

annonce


SIDE 96 RUBICON 2009 (4)

Tabel 4. Artikeltyper i alt 1975.

redaktionelt

nyhedsbureau

Hvad der især er værd at lægge mærke til i disse optegnelser er, som det

også nævntes i metodeafsnittet, at selv ved simpel procentudregning kan

man se den relativt store forskel, der opstår, når man stiller artikelantal op

overfor artikelstørrelse. Der er eksempelvis i tabel 1 stor forskel på de procentuelle

udregninger, og det skyldes jo, at man udover artikelantallet også

tager højde for artikelstørrelsen.

Inden man kaster sig ud i en mere kvalitativ analyse af de enkelte aviser, og

hvad de skriver i 1975, er det måske på sin plads at se lidt nærmere på avisernes

tendens for året. Hertil har man brug for tendenskoefficienten, som

beskrevet i metodeafsnittet. For at lette udregningsarbejdet kan man få

EXCEL til at udregne tendenskoefficienterne, hvilket gør arbejdet noget

nemmere og mere overskueligt.

Efter at have plottet de relevante data ind i regnearket, når man frem til, at

tendensen for de tre aviser fordeler sig som følgende.

Tabel 5.

debat

annonce

11,71%

6%

8,68%

22%

17,63%

Tendens 1975 Helside

Artikeltyper i alt 1975

22%

Aktuelt -0,00118

Jyllands-Posten 0,043743

Politiken 0,049383

Alle tre aviser 0,020634

62,26%

Hvad er det så, at disse tal bevidner? De bevidner, at de tre aviser, Aktuelt,

Jyllands-Posten og Politiken, i 1975 overordnet set gav et neutralt billede af

49%

0,00% 10,00% 20,00% 30,00% 40,00% 50,00% 60,00% 70,00%

artikel

helsider


RUBICON 2009 (4) SIDE 97

DDR. I metodeafsnittet blev det beskrevet, at avisernes tendens kunne ligge

imellem -1 og +1, og de fremkomne værdier er i dette tilfælde mere nær nul

end nogle af de to ydermarkører. Derfor må det som sagt konkluderes, at

disse avisers generelle billede af DDR i 1975 var noget nær neutralt. Men nu

er det ikke sådan, at man udelukkende ved at se på avisernes overordnede

tendens kan sige noget specifikt omkring DDR-billedet, fordi der i de enkelte

kategorier godt kan være værdier, der giver et andet billede, men som grundet

andre værdier ikke kommer til udtryk. Derfor er det ikke nok at se på den

generelle tendens for både de enkelte aviser og samlet, men man bør også

se nærmere på tendensfordelingen i forhold til bl.a. hovedkategorier og artikeltyper.

Derved vil der fremstå et mere reelt billede af avisernes DDRdækning.

Fig. 3

0,05

0

-0,05

-0,1

-0,15

-0,2

Tendens hovedkategorier 1975 alle tre

aviser

-0,17361

0,038766

Indenrigsstof Kultur Militær Udenrigsstof

-0,04712

-0,06459

helsider

Vælger man også at se på fordelingen i hovedkategorierne, så tegner der sig

et noget andet billede, end når man ”blot” ser på den generelle tendens. Her

bliver det tydeligt, at billedet er væsentligt mere nuanceret, når det fx drejer

sig om indenrigsstof, kultur og udenrigsstof. Ser man på tendensfordelingen i

forhold til helsider, så optræder den førnævnte forskel relativt markant. Her er

billedet det, at avisernes dækning, i hvert fald i deres indenrigsdækning, er

forholdsvis negative. Dette kommer jo ikke til udtryk, når man blot ser på den

generelle tendens, derfor er det vigtigt også at inddrage yderligere tendensberegninger,

som her.


SIDE 98 RUBICON 2009 (4)

Fig. 4

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0

-0,1

-0,2

Ligeledes er det en hjælp at se på tendensen for artikeltyperne, idet man her

får et overblik over, hvad der trækker i retningen af de relativt neutrale tendenser

i tabel 5. I dette tilfælde er det den positive overvægt i annoncerne,

der gør udslaget. Det er tydeligt, at figur 3 og 4 supplerer hinanden godt,

ganske enkelt fordi tendensen for artikeltyperne forklarer fordelingen i tendensen

for hovedkategorierne. Annoncerne er i vidt omfang udslagsgivende

for kategorien Kultur, ligeså er de tre resterende artikeltyper i høj grad udslagsgivende

for kategorierne Indenrigsstof, Militær og Udenrigsstof. Dette

betyder nødvendigvis ikke, at den overordnede tendens er forkert, tværtimod,

det underbygger og uddyber dens enkelte delelementer.

Fig. 1

0,05

0

-0,05

-0,1

-0,15

-0,2

-0,25

-0,3

-0,35

Tendens artikeltyper 1975 alle tre aviser

0,756144

0,009512

annoncer

-0,10397

debat nyhedsbureau redaktionelt

-0,01455

Samlet tendens

helsider

1955* 1960* 1965* 1970* 1975* 1980 1985 1987*

tendens helside***


RUBICON 2009 (4) SIDE 99

1975 er på mange måder en anomali i forhold til perioden 1955-87, idet året

adskiller sig på flere punkter. For det første er der det ringe antal artikler, 63 i

alt (og 13,25 helsider). Det er højst usædvanligt, idet periodens gennemsnit

for henholdsvis antal artikler og helsider er; 351 og 58,25 om året. For det

andet er der indholdet af disse artikler. Et indhold, der på sin vis ligger fint i

tråd med de resterende år, men samtidigt også adskiller sig væsentligt i behandlede

emner og syn på DDR. På trods af de relativt få artikler om DDR i

1975, er det alligevel muligt at udlede noget generelt om de behandlede emner.

Dette gøres med en række illustrative eksempler på artikler fra dagbladene.

Artikler, der på den ene eller anden måde, er repræsentative for måden,

som aviserne tegnede DDR-billedet på.

Disse artikler, som er fundet interessante, som repræsentative for avisernes

dækning, kan tildeles en række overskrifter, der netop dækker avisernes fokus.

Det drejer sig om; Annoncer, flugt 101 , Guillaume-sagen 102 , Konferencen

om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, officielt, samt Økonomi og handel.

Det særlige ved disse artikler er, at de i nogen grad indholdsmæssigt er eksempler

på den ”opblødning” der sker overfor DDR i sluttresserne og frem til

sidst i halvfjerdserne, men også eksempler på kontinuiteten i de i perioden

behandlede emner. I forhold til den undersøgte periode skiller 1975 sig ret

markant ud, idet aviserne i deres artikler beskæftiger sig med DDR (og Østblokken

generelt) som et næsten normalt og ”velfungerende” land, med hvilket

Danmarks bilaterale relationer næsten er som til andre europæiske lande.

Dette står lidt i kontrast til det billede, der måske normalt tegnes – at man tog

afstand til dette regime.

Hvad er det så man skriver om DDR, der adskiller sig fra perioden før og efter?

Først og fremmest er det værd at bemærke, at mængden af neutrale og

positive artikler overgår mængden af negative, hvilket bryder periodens tendens.

Det man beskæftiger sig med, er, som overskrifterne ovenfor bevidner,

af stor varians. Særligt Jyllands-Posten lægger vægt på de økonomiske

101 Alle tre aviser behandler naturligvis dette emne, et emne der går igen gennem

hele perioden. I 1975 er det især Jyllands-Posten, der dækker dette felt med et større

antal artikler.

102 Guillaume-sagen. Sagen mod Günther Guillaume og hustru for landsforræderisk

virksomhed. Parret havde tilknytning til den østtyske udenlandsspionage og havde i

en årrække spioneret mod Forbundsrepublikkens Socialdemokrati og havde i perioden

op til deres afsløring arbejdet i forbundskansler Willy Brandts personlige sekretariat.

Sagen vakte stor opsigt, da Brandt måtte gå af, og fordi den Vesttyske kontraspionage

sandsynligvis vidste besked, men ikke greb ind.


SIDE 100 RUBICON 2009 (4)

aspekter i forhold til DDR. Det gælder både den bilaterale samhandel imellem

Danmark og DDR, men også DDRs (og COMECON 103 -landenes) økonomiske

position i forhold til hinanden, Sovjetunionen og Vesten 104 . Efter

DDRs de jure anerkendelse i 1973 øgedes samhandlen betragteligt i forhold

til før 105 , og ønsket om bedre samhandelsbetingelser med landet og en stabilisering

af handelsbalancen kom på dagsordenen både politisk og i offentligheden

106 . Ligeledes var der i denne afspændingsperiode også fokus på

eventuelle industrielle joint ventures med DDR. Noget man heller ikke tidligere

har set i aviserne. Generelt må det siges, at der synes at være en tendens,

der går i retningen af, at man, i hvert fald handelspolitisk og økonomisk,

har haft en større forståelse for og ønske om godt samarbejde med

den Tyske Demokratiske Republik 107 . Noget kunne altså tyde på, at offentligheden

og det officielle Danmark var blevet ramt af realisme! DDR var et politisk

og statsmæssigt faktum, der ville blive ved med at eksistere i overskuelig

fremtid, derfor ”normaliseres” tonen over for DDR. Ikke at kritikken forstummer,

men den tager af, og de bilaterale forhold – især diplomatisk og økonomisk

– forbedres. Det er selvfølgelig svært at sige med sikkerhed, men ud fra

det, som tendenskoefficienterne viser, og det man ved om den kolde krig, så

synes det at være et plausibelt udsagn. Politisk idealisme over for østblokken

erstattedes i nogen grad af politisk realisme!

En artikelmæssig forunderlighed ved 1975 er i særdeleshed de annoncer,

der trykkes. Ser man på perioden forud for 1975, finder man stort set ikke

annoncer om DDR i de danske dagblade, hverken annoncer indrykket af diverse

østtyske repræsentationer eller eksempelvis rejseannoncer om ophold

103 COMECON – økonomisk samarbejde mellem Østblokkens stater. Etableret 1949

for at koordinere og opstille den økonomiske udvikling i Østblokken. Et modsvar til

oprettelsen af CEEC (Committee of European Economic Cooporation) – det senere

EEC – i Vesteuropa i 1948. Skulle udvikle industriproduktionen og hindre parallelproduktion

i landene. Store problemer med inkompatibilitet i prissætningssystemet,

idet de enkelte lande satte priserne selv, og disse ikke svarede til markedspris. Til

succeserne hører udbygningen af et fælles jernbanenet, olie og el-net. Britannica

Online. URL: http://search.eb.com.proxy1-bib.sdu.dk:2048/eb/article-9054503 Citeret

2/9-09

104 Milde vinde mellem Øst- og Vesttyskland. Jyllands-Posten. 23/7 1975. Pp. 8

105 Langsigtede handelsaftaler og investeringsplaner indgås fx med BRD, noget der

ikke sås før anerkendelsen.

106 DDR-minister i audiens på Marselisborg. Jyllands-Posten. 24/6 1975. Pp. 6

107 Ny eksport til DDR. Jyllands-Posten. 18/6 1975. 2. Del pp. 2.


RUBICON 2009 (4) SIDE 101

i DDR. Dette ændrer sig markant for 1975, hvor annoncerne udgør en forholdsvis

stor del af det samlede materiale. Det er værd at bemærke, at man

ikke før 1975 finder annoncer med så finurlige titler som; ”Den bedste del af

Harzen ligger i Østtyskland” 108 , ”Camping-turister og bilister får det lettere i

DDR” 109 og ”DDR forvandler brunkulslejer til ferieområde” 110 . Alle er de annoncer,

skjult som artikler, der skal fortælle de danske avislæsere om de fortræffeligheder,

DDR byder som rejseland. Det fremgår ikke umiddelbart,

hvem, der står bag disse annoncer, men man må formode, at det enten er

DDRs egne repræsentationer, eller også en eller anden dansk-østtysk venskabsforening.

De annoncer, der klarest fremtræder som værende dette, er

dem, som er indrykket af DDRs ambassade eller trafikrepræsentation i Danmark.

Først og fremmest står de under annoncesiderne, men derudover bærer

de også præg af at være ”folkeoplysende” med dertilhørende anakronistiske

klichéer og floskler. Det være sig artikler (annoncer) om den sociale sikkerhed,

som DDR-borgerne nyder godt af111 – arbejde til alle, uddannelse til

alle, boliger til alle etc. – DDRs økonomiske status som industrination med

”skyhøje” vækstrater 112 , den ”historiske sandhed” om DDR, og Sovjetunionens

befrielse af det tyske folk fra det fascistiske åg 113 etc.

Et lidet beskrevet men meget vigtigt emne i 1975 var ”Konferencen om Sikkerhed

og Samarbejde i Europa”, der fandt sin afslutning i den finske by Helsingfors

i august samme år. Konferencen kendes også som ”Helsingforsslutaktet”

eller ”Helsingforskonferencen”. Når man ser på artiklerne om denne

konference, får man det indtryk, at man både fra mediernes, offentlighedens

og politikernes side ikke tillagde denne konference større betydning, man

fandt den vigtig, men fremtidsperspektivet var ikke videre lyst! Alene antallet

er meget sigende, idet der af artikler, der på den ene eller anden måde nævner

DDR, er indsamlet 4, og hvor det er undertegnedes vurdering, at antallet

af artikler om konferencen i alt for de tre aviser ikke overstiger mere end en

snes artikler for hele 1975! Hvorfor er dette så bemærkelsesværdigt? Det er i

overordentlig grad bemærkelsesværdigt, fordi nutidens koldkrigsforskning ser

108 Den bedste del af Harzen ligger i Østtyskland. Aktuelt. 4/3 1975. Pp. 16

109 Camping-turister og bilister får det lettere i DDR. Politiken. 23/2 1975. Pp. 21

110 DDR forvandler brunkulslejer til ferieområde. Politiken. 30/3 1975 pp. 15

111 Hvor stor sikkerhed har borgerne i DDR i dag. Politiken. 8/5 1975 pp. 36

112 DDRs økonomiske status i dag. Politiken. 8/5 1975 pp. 36

113 DDR og 30-årsdagen for det tyske folks befrielse. Politiken. 8/5 1975 pp. 37


SIDE 102 RUBICON 2009 (4)

Helsingfors-slutaktet 114 som et vigtigt led i afspændingsprocessen, hvilket

ikke synes at være tilfældet, når man ser på pressens, offentlighedens og

politikernes ytringer i 1975.

”Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa” i Helsingfors i 1975

havde deltagelse af 33 europæiske lande samt USA og Canada. Konferencen

foregik i 3 faser.. Første fase fandt sted i juli 1973, hvor udenrigsministrene

fra de 35 lande deltog. Næste fase udspillede sig fra september 1973

til juli 1975 i Geneve, og havde udelukkende deltagelse af embedsmænd.

Tredje fase fandt sted mellem juli og august 1975 i Helsingfors, og havde

deltagelse af de europæiske landes regeringschefer og toppolitikere. Konferencens

indhold fokuseredes på 4 ”kurve”, der hver især omhandlede forskellige

aspekter af europæisk sikkerheds- og samarbejdspolitik. Første ”kurv”

indeholdt ti principper for forbindelserne mellem de deltagende stater, såsom

suveræn ligeberettigelse, afståelse fra trussel om magtanvendelse eller brug

af magt, grænsernes ukrænkelighed, ikke indgriben i indre anliggender, respekt

for menneskerettigheder, forudgående notifikation af militære øvelser

etc. Anden ”kurv” varetog samarbejdet på de økonomiske, videnskabelige og

teknologiske områder og miljø. Tredje ”kurv” omhandlede samarbejdet på

humanitære og andre områder – menneskelige kontakter, udbredelse og adgang

til information, og samarbejde og udveksling af kultur og uddannelse 115 .

Fjerde og sidste ”kurv” omhandlede opfølgningskonferencer. Der var indlagt

en form for dobbelthed i disse konferencer, idet slutakten på en måde var en

status–quo-orienteret accept af grænserne i Europa, og samtidigt en forandringsorienteret

tilnærmelse af de to adskilte dele af Europa gennem en

gradvis frigørelse af kontakterne mellem mennesker på begge sider af Jerntæppet.

Spørgsmålet var, om CSCE 116 ville blive den endelige blåstempling

af Europas deling i demokratier og diktaturer? Eller om bestemmelserne om

friere forbindelser mellem mennesker i Øst og Vest ville bidrage til vidtrækkende

forandringer på demokratiske præmisser af den kolde krigs skillelinjer i

Europa? Og sidst men ikke mindst, om Helsingfors-slutaktet ville blive en

ligegyldig detalje i den kolde krig? 117

Følger man avisernes skriverier om CSCE, ligger de i tråd med de ovenstående

betragtninger fra DIIS-rapporten. Der var reelle bekymringer for, at kon-

114 Konferencens endelige slutdokument.

115 Danmark satsede i høj grad på den 3. ”kurv”

116 Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa

117 DIIS Bd. 2 pp. 225-252


RUBICON 2009 (4) SIDE 103

ferencens resultater ville gå i glemmebogen eller være direkte værdiløse, når

hverdagen meldte sig igen. Man frygtede, at forskellene og spændingerne

mellem Øst og Vest, men også internt i både Øst og Vest, ville blokere for de

positive resultater, der opnåedes på konferencen. 118 I den forbindelse er det

værd at lægge mærke til artiklen ”Så længe det knager så holder det” i Aktuelt.

Den er skrevet af Anker Jørgensen og er en form for et handlingsreferat

fra konferencen. Her kommer statsministeren ind på, at der trods de 35 taleres

holden på sit og floskelprægede taler, så syntes der alligevel at være en

vilje til at bedre de mellemfolkelige relationer. Ligeledes konstaterer han, at

Europas grænser de facto ligger fast, og at Tysklands deling vil være et faktum

i forudselig fremtid. Statsministerens vurdering af konferencen er en af

de mere reflekterende artikler om denne, og giver et godt indblik i både politikernes

og offentlighedens vurdering af konferencens udbytte.

”Har det været nyttigt? Et tema har jeg gentaget over for alle: den bekymring,

vi fra dansk side føler for universalitetsprincippet i FN – altså at der ikke sker

udelukkelse af et land, selv om man måtte mene, at landet handler forkert i

en given sag. Jeg har mødt tilknytning til dette princip hos alle, jeg har talt

med. Med præsident Tito, ministerpræsident Strougal, og partisekretær Honecker

har jeg drøftet en bedre udvikling af vores samhandel og forholdet til

EF. Det er tydeligt, at man dels ønsker bedre kontakt med EF og det østeuropæiske

COMECON, og man ønsker desuden, da man ikke tør vente på

EF-COMECON-samarbejdet, at der bliver større handelssamkvem mellem

de enkelte lande i Øst og i Vest. Honecker fra DDR sagde, at vi er naboer, og

at Østersøen imellem os bør være et ”fredens hav”. Det kan jeg kun være

enig i, og jeg lagde derfor vægt på, at antallet og omfanget af maritime øvelser

ikke blev øget, således som det er vores indtryk at det er sket. (…) fremtiden

skal vise, om vi – alle landene – formår at leve op til de høje idealer, der

er nedfældet i dokumentet. Sikkerhedskonferencen er ikke afslutningen, snarere

en begyndelse…” 119

118 Mødet i Helsingfors slog revner så kunne ses og høres. Politiken. 1/8 1975 pp. 2.

Så længe det knager så holder det. Aktuelt. 3/8 1975. Pp. 31. Bresjnev fik sved på

panden da Rumæniens rebel talte. Aktuelt. 2/8 1975. Pp. 8-9. Sikkerhedskonferencen

skal ikke bare gå i glemmebogen. Aktuelt. 2/8 1975. Pp. 9

119 Det er værd at bemærke, at Anker Jørgensen synes at lægge vægt på at bedre

Danmarks bilaterale forhold til de enkelte Østeuropæiske lande og deres forhold til

EF (han refererer udelukkende i denne artikel til samtaler med kommunistiske ledere).

Dette synes også at være gældende for avisernes dækning generelt. Fokus

synes at ligge på bedring af bilaterale forhold frem for store forkromede internationale

afspændingsaftaler. Måske sporene fra 1955 skræmte?


SIDE 104 RUBICON 2009 (4)

At konferencen senere skulle vise sig at være en succes, var ikke en samtidig

selvfølgelighed. Man ser i Anker Jørgensens betragtninger en vis optimisme

for fremtidens sameksistens med Østblokken, men også en realitetssans

over for faren, at de fine ord blot skulle blive ved ordene. Som det blev

beskrevet tidligere, så viste slutakten sig at være et vigtigt redskab for Vesten

overfor Østblokken i tiden herefter både pga. Østblokkens forpligtigelser på

en række mellemmenneskelige og menneskerettighedsmæssige aspekter,

men også fordi de politiske realiteter, herunder grænserne, nu de jure var på

plads.

Det lå som sagt ikke i kortene, at konferencen skulle blive en succes. Et af

konferencens formål var at løse spændingerne imellem Øst og Vest og dermed

i realiteten også det tyske spørgsmål. Dette havde man også søgt at

gøre 20 år forinden i 1955, hvor det var et af Genevekonferencens kardinalpunkter

at søge at løse det tyske spørgsmål om en genforening af de besatte

zoner og de i mellemtiden to nyoprettede tyske stater. I dag nævnes konferencen

stort set ikke, idet den viste sig at være en historisk parentes, og var

dømt til at fejle på forhånd. Flere faktorer gjorde sig gældende i denne sag,

men først og fremmest må Sovjetunionens vedholdende krav om:

„(…)dass die Sowjetunion eine Wiedervereinigung Deutschlands nur unter

Wahrung der „sozialistischen Errungenschaften” der DDR akzeptieren könne.

(…)dass die DDR nicht geopfert werde und diese nicht auf ihre „politischen

und sozialen Errungenschaften“ verzichten solle. „Man kann die deutsche

Frage nicht Kosten der Interessen der DDR lösen.““ 120

Tyskland kunne altså kun forenes, hvis de „socialistiske fremskridt“ i DDR

bevaredes og alfrie tyske valg og foreningen skete efter socialistisk forbillede

121 . Ligeledes var Forbundsrepublikkens indlemmelse i NATO samme år

også en hæmsko for en succesrig konference og Tysklands mulige genforening.

Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at man i offentligheden

i 1955 havde store forventninger til denne konference, og at omtalen af denne

var massiv. 154 artikler og hen ved 34 normalsider brugte aviserne på at

omtale Genevekonferencen. Noget nær det modsatte gør sig gældende for

CSCE, der, som tidligere beskrevet, omtaltes meget lidt i 1975. Det er ganske

forunderligt at ”opdage”, at en begivenhed, der i dag er glemt, dengang,

på trods af et håbløst udgangspunkt, var så omtalt og ”hypet”, som det viser

120 H. Weber: Geschichte der DDR. Nördlingen, 2000. Pp. 177

121 Die Kabinettsprotokolle der Bundesregierung. Band 8, 1955. S. 708 URL:

http://books.google.dk/books?id=YV8NCK6I2U0C&printsec=frontcover#v=onepage

&q=&f=false Citeret 30/9 2009.


RUBICON 2009 (4) SIDE 105

sig at have været. En mulig og til dels logisk forklaring på dette paradoks,

skal måske findes i det faktum, at den kolde krig i 1955 og de to nye tyske

stater var relativt nye fænomener, og Øst og Vest stod stejlt overfor hinanden.

I 1975 var afspændingen på sit højeste, det tyske spørgsmål delvis afklaret,

og tonen mellem Øst og Vest var venligere, hvilket givetvis øgede

chancerne for en succesfuld konference i 1975.

Konklusion

Trods det ringe sideomfang har artiklen søgt at favne bredt! Flere aspekter er

blevet berørt; det drejer sig om koldkrigsforskningen, metode(r) og opgavens

egentlige fokus, den danske presses billede af DDR. En kort gennemgang af

den danske og internationale koldkrigsforskning, hvilket denne artikel også

indeholder, viser, at det aspekt af den kolde krig, der drejer sig om offentlighedens

og mediernes holdninger og syn, er ganske underbelyst. Der findes,

som det nævntes i forskningsafsnittet, selvfølgelig en række værker om dette,

fx Karl Christian Lammers: ”Hvad skal vi gøre med tyskerne bagefter” og

Klaus Petersens og Niels Arne Sørensens: ”Den kolde krig på hjemmefronten”.

Ligeledes har de gode DIIS-folk i deres udredning om Danmark under

den kolde krig også beskæftiget sig med dette emne, men desværre virker

det som om, at man frem for at lave en grundig undersøgelse, blot har skrevet,

hvad man mente, medierne skrev om den kolde krig i samtiden. Det er

sørgeligt, hvis det er tilfældet, men kommissionen bag synes at have været

overbebyrdet. Så en større og tilbundsgående analyse af, hvad offentligheden

og medierne under den kolde krig mente om krigen og dens aktører, synes

altså at være fraværende, eller i bedste fald ufuldstændig.

Metodemæssigt gælder stort set de samme forhold, som forskningsmæssigt,

idet avisundersøgelser er et temmelig underbelyst analyseværktøj, i hvert

fald som historieanalytisk værktøj. Trods dette faktum og det sammensurium

af forskellige metoder, der anvendtes i artiklen – kvantitativ, kvalitativ og

komparativ – synes metoderne alligevel at have båret frugt, dersom det anvendte

kildemateriale har ”besvaret” de spørgsmål, det er blevet stillet.

Den metodiske påstand var, at brugen af tendenskoefficientudregning kvantitativt

kunne sige noget om pressens billede af DDR i perioden 1955 til 1987.

Hvad viste disse tendensudregninger så? De viste, at de tre avisers - Aktuelt,

Jyllands-Posten og Politiken – billede af DDR i perioden 1955 til 1987 var

svagt negativ igennem hele perioden med en tendenskoefficient på omkring -

0,11. Ligeledes viste det sig ved indsætning af periodens tendenskoefficienter

i et diagram, at disse værdier i vid udstrækning stemte overens med det,

man kunne kalde den kolde krigs ”konjunkturer”. Det samme gjaldt tendensen

for hovedkategorierne, der ligeledes fulgte ”konjunkturerne”.


SIDE 106 RUBICON 2009 (4)

Resultatet af den kvantitative analyse af avisernes DDR-billede i 1975 blev,

at dette vurderedes til at være noget nær neutralt, idet den samlede tendens

for de tre aviser lå på 0,020634, hvilket er uhyre tæt på nul. Dette er i sandhed

interessant, når dette sammenholdes med den resterende periode, der,

som sagt, var svagt negativ. En forklaring herpå kan både være rent statistisk,

men også forklares ud fra den kolde krigs ”konjunkturer”. Statistisk er

der en ”slagside” i forhold til positive artikler i annoncekategorien, hvilket ikke

er reelle avisartikler, men som sagt indrykkede annoncer. Dette får i store

træk resultatet for 1975 til at gå i nul. Dog skal det bemærkes at denne kategoris

blotte tilstedeværelse også kan forklares ud fra den kolde krigs ”konjunkturer”,

idet annoncekategorien først for alvor bliver fremtrædende i afspændingsperiodens

højdepunkt, 1975. Kategorien ses stort set ikke før! Ligeså

behandledes to af den kolde krigs store konferencer; CSCE i 1975 og

Genevekonferencen i 1955. I sammenligningen af de to konferencer – i både

omtale, udfald og vurdering – er vurderingen, at grundene til de store forskelle

på de to konferencer, hvad angår udfald og syn, skal findes i tiden! Den

kolde krig var på sit højeste i 1950rne, hvorimod 1975 var afspændingens

klimaks. Alle parter syntes altså mere indstillede på afspændingsaftaler og

mulige løsninger af det tyske spørgsmål i 1975 end de havde været i 1955!

Metoden viste sig altså brugbar, idet den kunne bruges til at udtrække tendenser

af det store kildemateriale, således pressens DDR-billede kunne

”tegnes”. Denne artikel bidrager derved til den allerede foretagne og igangværende

koldkrigsforskning, ikke som en tilbundsgående analyse af offentlighedens

holdning, men som et oplæg til videre diskussioner og forhåbentligt

følgende dybdegående forskning af dette hidtil ubeskrevne blad i koldkrigsforskningen.

Bibliografi

Bresjnev fik sved på panden da Rumæniens rebel talte. (2. august 1975). Aktuelt , s. 8-9.

Camping-turister og billister får det nemmere i DDR. (23. februar 1975). Politiken , s. 15.

Danmark under den kolde krig (DIIS-rapporten) bd. 2. DIIS.

Danmark under den kolde krig (DIIS-rapporten) bd. 4. DIIS.

DDR og 30-årsdagen for det tyske folks befrielse. (8. maj 1975). Politiken , s. 37.

DDR-minister i audiens på Marselisborg. (24. juni 1975). Jyllands-Posten , s. 6.

DDRs økonomiske status i dag. (8. maj 1975). Politiken , s. 36.

Den bedste del af Harzen ligger i Østtyskland. (4. marts 1975). Aktuelt , s. 16.

(1955, bd. 8). Die Kabinettsprotokolle der Bundesregierung.

Friis, T. W. (2005). DDR og Norden. Østtysk-nordiske relationer 1949-1989. Odense.


RUBICON 2009 (4) SIDE 107

Friis, T. W. (2001). Den nye nabo. DDRs forhold til Danmark 1949-1960. Viborg.

Friis, T. W. (2005). Den usynlige front. L&R.

Hadenius, S., & Weibull, L. (1973). Press, radio, Tv. En bok om massmedia i dagen

samhälle. Stockholm.

Hvor stor sikkerhed har borgerne i DDR i dag. (8. maj 1975). Politiken , s. 36.

Lammers, K.-C. (2005). Hvad skal vi gøre med tyskerne bagefter? Det dansk-tyske forhold

efter 1945. Det Schønbergske forlag.

Madsen, J. G. (2006). Sådan var kapitalisme. Danmark i Neues Deutschland 1975-82.

Strategi, ideologi og propaganda. Odense: Upubliceret speciale.

Milde vinde mellem Øst- og Vesttyskland. (23. juli 1975). Jyllands-Posten , s. 8.

Mødet i Helsingfors slog revner så det kunne høres. (1. august 1975). Politiken , s. 2.

Ny eksport til DDR. (18. juni 1975). Jyllands-Posten , s. 2.

Petersen, K., & Sørensen, N. A. (2004). Den kolde krig på hjemmefronten. Odense.

Scholz, M. F. (2006). East Germany's North European Policy prior to International

Recognition of the German Democratic Republic. Contemporary European History , 15 (4),

s. 553-571.

Sikkerhedskonferencen skal ikke bare gå i glemmebogen. (2. august 1975). Aktuelt , s. 9.

Så længe det knager så holder det. (3. august 1975). Aktuelt , s. 31.

Weber, H. (2000). Geschichte der DDR. Nödlingen.


SIDE 108 RUBICON 2009 (4)

www.foredragsforening.dk


RUBICON 2009 (4) SIDE 109

Vigtige datoer

HUSK: også jævnligt at tjekke hjemmeside, mails og opslagstavlen ved

sekretariatet for information!

Forår:

4.-12. marts:

”Valg undervejs”, tilvalgsmesse + kandidat

20.-30. marts:

Tilmelding til eksamen på forårssemestret

15. april: (eller efterfølgende hverdag)

Aflevering af petitum inden klokken 14 på historiesekretariatet. Skal afleveres

i tre eksemplarer med din og undervisers underskrift.

1. maj:

Offentliggørelse af eksamensdatoer på hjemmesiden.

Efterår:

20.-30. maj:

Tilmelding til fag på efterårssemestret

15. november (eller efterfølgende hverdag):

Aflevering af petitum inden klokken 14 på historiesekretariatet. Skal afleveres

i tre eksemplarer med din og undervisers underskrift.

20.-30. november:

Tilmelding til fag på forårssemestret.

1. december:

Offentliggørelse af eksamensdatoer på hjemmesiden.

More magazines by this user
Similar magazines