Lad mig da sige undskyld - Friskolebladet

friskolebladet.dk

Lad mig da sige undskyld - Friskolebladet

16

Lad mig da sige undskyld

Lad mig da sige undskyld.

Så slår man ud med armene og favner tilhørerne:

Undskyld! I’m sorry! I’m so sorry! Forgive me! Tilgiv mig!

Det var vigtigt at kunne sige undskyld, det var så vigtigt at

jeg med skam må melde at jeg i forne tider som ung friskolelærer

ofte kunne lade mig gribe af den idealismebefængte

trang til at gøre tingene op. Der skulle gøres rent bord. Sig

undskyld, sagde jeg til drengen i 5. klasse, der igen, igen,

havde mishandlet en lidt for tyk dreng i 4., og når jeg havde

tvunget undskyldningen frem, kunne jeg se angsten i

den lilles øjne. Den undskyldning skulle nok blive betalt!

Men jeg var tilfreds. Konsekvenspædagogik, det var da

noget at præsentere på forældremødet.

Som lærere kunne vi tro på at vi skabte plads til nye forhandlinger,

nye muligheder, nye åbninger mellem mennesker,

når undskyldning og tilgivelse var på plads. Sådan –

verden genoprettet, og den gamle moral viste sig igen at

være den stærkeste forbindelse mellem mennesker, der i

bund og grund ville hinanden det godt.

Undskyld!

Det er blevet et mantra for ledere af vestlige nationer:

undskyld for forfølgelser, overgreb, erobringer, bombardementer,

voldtægter, folkemord, koncentrationslejre, undskyld

for misbrug af mennesker og ressourcer, undskyld for

vores hovmod, undskyld for at vi ikke kan gøre for det,

skønt vi gerne ville, skønt vi gerne ville det bløde blik fra

menneskene, men alt for ofte kom til at handle mod bedrevidende,

mod vores eget inderste, vores egen vilje. Det var

ikke med vilje!

Undskyld! Jeg/vi kom desværre til at skade dig/jer på liv

og sjæl og krop, måske med langtrækkende konsekvenser

og onde drømme i mange år, men det må du/I ligesom selv

ture med, jeg/vi går efter undskyldningen, udsoningen, frit

videre. Der er næsten ikke noget der gør så godt som en

god undskyldning, skridtene spændstige, åndedraget frit.

Men selvfølgelig er der mange eksempler på at en undskyldning

er velment og nødvendig for et ulykkeligt barn eller

en ulykkelig voksen; et øjebliks irritation eller mangel

på omtanke kan føre til en dum, sårende bemærkning eller

handling. Fortrydelsen kan opstå momentant og der er en

undskyldning på sin plads. Som lærer kender man det så

godt: det er bandsat nødvendigt at få genoprettet tilliden fra

de børn, hvis man igen skal gå ind i den klasse og være deres

fortrolige. Jeg forløb migundskyld! Der er ingen vej

udenom, og tager de ikke imod undskyldningen eller tager

de kun imod på skrømt, så har du lang vej hjem.

Vi kan ikke overtage en andens undskyldning, skønt masser

af forældre har forsøgt netop det på deres børns vegne;

forståeligt, men også patetisk.

Statsministeren kan ikke undskylde på vegne af tidligere

statsministre og andre administratorer over for grønlændere

eller på vegne af ledere af drengehjemmet Godhavn

hvor grove overgreb fandt sted, amerikanske præsidenter

kan ikke undskylde forrige århundredes massakrer på indianere

eller slavehandlen eller lynchninger. Det bliver meningsløst

og netop patetisk, men statsledere, biskopper, paver,

lærere og forældre kan acceptere at se fortidens dystre

hændelser og barske overgreb i øjnene, anerkende at de

fandt sted og udtrykke den dybeste beklagelse over deres –

og vores – forfædres dårskab og grusomhed og sørge for at

kompensationer, hvor utilstrækkelige de end må være, bliver

udbetalt eller uddelt på anden vis.

At fortælle om det der fandt sted, så sandfærdigt som

muligt, og med den vinkel nutiden må betragte overgrebene

under, kan muligvis bidrage til at sindets skygger bliver

lidt mere håndterlige.

Ser jeg 30-40 år frem i tiden, hvor jeg formodentlig er trådt

til side og mine børnebørn forhåbentlig trådt i karakter, vil

det være ubærligt, hvis en ny verdensorden, som allerede

er på vej, vil kræve af dem at de siger undskyld for den

krig der indledtes med et massivt bombardement af Bagdad

kl. 20.03, d. 20.03, 2003 og her ni år efter har resulteret

i hundredetusinder af døde, et sønderbombet og sønderrevet

land, en borgerkrig der aldrig vil ende, en dybt

traumatiseret befolkning. Skal mine børn og børnebørn påtage

sig skylden? Vel skal de ej; de havde ingen andel i katastrofen.

Men hvad med mig selv? Kunne jeg ikke have

kæmpet mere indædt for at undgå det ubærlige? Jo, det

kunne jeg vel nok, men i disse tiår har krigsmodstandere ikke

særligt gode betingelser, vi er nærmest lidt til grin.

I en langstrakt dagdrøm så jeg for mig hvordan en helikopter

landede på plænen foran Anders Foghs hus i

Bruxelles, hvordan et par nydelige herrer sprang ud og inviterede

generalsekretæren på en lille udflugt. ”Dine gamle

venner, George og Tony, har vi allerede samlet op.” Anders

var helt med på tanken, sprang ud i flyet, hilste hjerteligt

på de to gamle krigskammerater og glædede sig til udflugten.

Nogle timer senere landede helikopteren på et sønderskudt

stadion midt i Bagdad. Der var vel plads til 50.000

mennesker, men denne eftermiddag var der nok det dobbbelte

antal. De tre, velholdte, ældre herrer, tøvede lidt før

de begav sig ud i det glødende lys fra den irakiske sol.

George syntes han så 100.000 geværløb glimte i solen, Tony

hørte Freddy Mercury og Queen: We are the cham-


pions, mens Anders kiggede sig omkring for at finde en udvej

eller en ombudsmand.

En gammel irakisk mand gik langsomt hen foran dem.

Han pegede med fingeren mod alle tilskuerne på stadion:

”De har dømt jer. Ifølge den gamle lov skulle I have været

stenet eller hængt eller skudt eller halshugget, men sådan

blev I ikke dømt.”

De tre venner kiggede lettet på hinanden, måske kunne

de alligevel nå at være hjemme til Natoballet.

”I skal blive her i Irak, og så skal I rydde op, og når alt er

ryddet op, så skal I pleje – de sårede, de traumatiserede,

de forældreløse børn, de gamle der mistede deres børn, de

sindssyge der leder efter børn, dem der skider i bukserne

og slår deres plejere, dem der kryber sammen og ryster

som espeløv hver gang et fly passerer på vej til golfen. Og

når der ikke er mere at lave, så skal I sørge for dem der

vender hjem, flygtningene fra de vestlige lande, torturofrene

fra borgerkrigene, børnene med de store, tomme øjne.”

De tre stod frem på sandet midt i den store arena: ”Vi vil

gerne sige undskyld”, ”We are sorry”, “We are so sorry.”

Der blev helt stille på det store stadion. Så vendte alle i

en bevægelse tommelfingeren nedad. ”Så dør vi”, tænkte

Anders.

”Undskyldninger tæller ikke længere”, sagde den gamle,

”nu rydder I op, og I kan sagtens nå at arbejde 2-3 timer

før det bliver mørkt.”

”Hvor længe, for how long, for how many”, lød det fra

den vestlige trio.

Og så lød latteren fra publikum, brølende, drønende, i

kaskader mod de tre mænd, og de vidste at evigheden var

for et øjeblik at regne mod det arbejde de kunne imødese.

Der er handlinger som aldrig kan undskyldes, handlinger

og konsekvenser som både den handlende og ofret må

lære at leve med. Og nået en vis alder, ved man at der er

overgreb fra den tidlige barndom der dukker op som spøgelser

i ulvetimen hos den 60-eller 80-årige (tænk på kejseren

i Nattergalen); at se sine synder i øjnene og håbe på

nådig glemsel, det er måske det, vi kan håbe på.

Som Camus engang sagde: De fleste mennesker tilgiver

alt, men glemmer aldrig. Jeg tilgiver aldrig, men glemmer

alt.

Erik Lyng

17

More magazines by this user
Similar magazines