magasinet - Bergsbureau.dk

bergsbureau.dk

magasinet - Bergsbureau.dk

magasinet

SKRIGHALSEN

Kalle Post

HANSAAGE BØGGILD

Fortælleren

HUSSEIN AL-KARIM

3700 Rønne

TRADITONEN TRO

Kildefesten

Pris kr. 60,-

2003 > NR.1

VI TRÆNGER SÅDAN TIL

Bornholm

magasinet bornholm | 1


2 | magasinet bornholm

Skippertorvet · Nexø Havn · 56 44 10 81


A visit is a must

www.BalticSeaGlass.com www.BenteHammer.dk

magasinet bornholm | 3


4 | magasinet bornholm

SERVERINGSFORSLAG


A T F O R T Æ L L E B O R N H O L M

Magasinet Bornholm

udgives af de Bornholmske

Borgerforeningers

Samvirke med økonomisk

støtte fra Indenrigs- og

Sundhedsministeriets

Landdistriktspulje og i samarbejde

med Leader+ med økonomisk

støtte fra EU. Magasinet

udkommer i november på dansk

og i maj på dansk og engelsk.

Ansv. redaktør

Jørgen Hammer

Produktion

Konnect, Gl Rønnevej 17B,

3730 Nexø, 70 20 29 49,

www.konnect.dk

Artdirectors

Engelke Toklum og

Frank Eriksen

Annoncer

Lone Thomsen,

Konnect Kommunikation -

70 20 29 49.

Annoncepriser

www.bornholmliv.dk

Oplag

14.000

Oplaget sælges overalt på

Bornholm.

Tryk

Svendborg Tryk

Bornholm er et særegent sted. Historien, naturen,

sproget, byggeskikken, maden, roen, kunsten og

kunsthåndværket, livet som det leves viser tydelige

træk af en regional identitet. En afsides beliggenhed

og det beskyttede vand gør en forskel, gør Bornholm

til noget unikt.

Magasinet Bornholm præsenterer fænomenet Bornholm.

Magasinet fomidler og sætter øens gode historier

i scene, graver i fortiden, finder pejlepunkter for

fremtiden og sætter kulturen i relief.

For mange er Bornholm en ø, der tager plads i hjertet.

For mange er Bornholm et sted, som ikke passerer

ufordøjet. En ø, som man er nødt til at vende tilbage

til.

Magasinets mission er at give mulighed for at komme

lidt tættere på. Missionen er kort sagt, at ’fortælle

Bornholm’ for både herboende og vores gæster.

Det er vores håb, at resultatet af vores anstrengelser vil

resultere i udsigt og indsigt, formidle inspiration og viden

og præsentere historier, der kan fortælles videre.

For Bornholm er en god historie værd. Tag godt i mod

magasinet. God fornøjelse.

Jørgen Hammer,

Ansvarshavende redaktør

magasinet bornholm | 5


En topmoderne biograf i nostalgiske rammer

6 | magasinet bornholm

...fortsættes i Rønne Bio

Rønne Bio viser over 30 premierer om året - både

danmarks-/verdenspremierer, vi har en børnefilmklub,

en støtteforening ved navn Rønne Bios Venner

og er med i Biografklub Danmark, hvor man kan få

billetter til halv pris.

Biografens kinotekniske udstyr er fra 2003:

Vores lydsystem hedder: Dolby Digital Surround

Ex. (efter gældende THX-standard) - det nyeste der

findes på markedet.

Vores kinomaskine hedder Ernemann E15-5000 og vi

har nyt lærred, så også billedkvaliteten er i top.

Vi har 250 nye, komfortable stole og god benplads

mellem rækkerne.

Den gamle stil fra 50’erne er bevaret i både foyer

og sal. Biografen er fra 1951.

Rønne Bio har gennemgået en større salrenovering

i 2003.


Forside

Klipperne ved Vigehavn har

gennem århundreder været

skueplads for folkets hyldest

til den hellige kilde. I dag

er kildefesten I Svaneke tæt

forbundet med fejringen af

årets konfirmander.

Model: Najda Karadza

Styling: Mette Itenov

Fotograf: Torben Villumsen

I N D H O L D

8

16

20

30

45

46

58

64

70

76

86

94

HUSSEIN AHMAD ABDEL AL-KARIM,

3700 RØNNE

Hussein er langsomt ved at slå rødder på

Bornholm efter flugten fra

Sadam Husseins Irak

SMID ØSTERSØENS DRONNING PÅ

TALLERKNEN

Torsk, torsk, torsk. Rita Kofoed – ja, den Rita

– og Frank Truberg deler ud af deres

opskrifter

FU SHAN HAI OG EDDERFUGLENE

I 19 år har han kigget ud over havet - Niels

Sørensen er fyrmester på Hammer Odde Fyr

DET BORNHOLMSKE SPISEKAMMER

Preben, Thorkild, Nils, Jørgen, Jesper. Fem

ildsjæle med en fælles interese for mad,

drikke og livskvalitet. Om det gode øl,

den bornholmske rødvin, Spegelars, den øko-

logiske is og bornholmernes eget mel

ER BORNHOLMERNE NÆRIGE

Eller historien om, hvorfor Onkel Joakim taler

bornholmsk, når Disney-sjov ruller over skær-

men hver fredag aften

AT FORTÆLLE BORNHOLM

I snart en menneskealder har han ’fortalt

Bornholm’. Han er fortælleren. Mød Hansaage

Bøggild

TRADITIONEN TRO

Kildefesten i Svaneke er noget særligt. En

særegen cocktail af gammel mystik og kris-

tendommens ritualer

PRÆSTESNÛDAN I PEDERSKER

Lyseblå Lada af ubestemmelig alder. En ciga-

ret i flaben. Og præstekrave. Ung nyuddannet

præst tager livtag med ’landsby-Bornholm’

VI TRÆNGER SÅDAN...

Gilla og Karl Kruschel har rejst kloden tynd,

men hvert år holder de tre ugers ferie på

Bornholm. I år for 25. gang

KALLE, KALLE, KALLE

Alle kender Kalle. Kalle kender alle. Kalle Post

fra Svaneke, stjerne for en aften, rocksanger,

eller bare Henrik Brandt Schou

EN OMVEJ PÅ 20 ÅR

Om brændt pandehår og svedne øjenbryn.

I 20 år gnavede ormen, inden Svend Holst-

Pedersen endelig endte som glasformgiver

DET SIMPLE ER SVÆRT

Unikt bornholmsk møbeldesign på kanten af

Utzon. Om far og datter, der bare ikke kan

lade være

magasinet bornholm | 7


Eksotiske grøntsager

Hussein Ahmad Abdel Al-Karim,

3700 Rønne

Et arabisk hjørne i Rønne

8 | magasinet bornholm

DE HAR HAFT DEM I KØBENHAVN I ÅREVIS

– BUTIKKER, SOM MINDER OM, AT DER ER EN

VERDEN FJERNT FRA DANMARK, HVOR MAN

SPISER ANDERLEDES, TALER ANDERLEDES

– OG HOLDER ÅBENT FRA SILDE TIL SENT.

RØNNE HAR FÅET SIN FØRSTE ARABISKE

BUTIK, ÅBNET AF FLYGTNINGEN HUSSEIN

OG HANS FAMILIE.

Tekst: Torben Østergaard Møller/Foto: Poul-Erik Rath Holm


Eksotiske grøntsager

magasinet bornholm | 9


Hussein Ahmad Abdel Al-Karim,

3700 Rønne

Et arabisk hjørne i Rønne

Du skal sidde der,« siger Nabba og peger

på en stol.

»O.K,« siger jeg.

»Nej, dér,« siger hun så og peger på en

ny stol.

»Nåh, okay,« siger jeg og griber ud efter

den i stedet.

»Nejnej, du skal sidde på dén stol,« siger

hun og bringer en tredje i spil. Så fniser

hun:

»Jeg driller bare,« siger hun fornøjet.

Sådan er syvårige piger. Fulde af spilopper

og krudt og små hurtigt affyrede

dagsordener. Uanset om de kommer fra

Bornholm, Bagsværd - eller Bagdad for

den sags skyld.

Hun kommer fra Bagdad, den lille mørkhårede

skønhed Nabba. Men nu er hun

i fuld færd med at omplante sit spæde

rodnet til Rønne sammen med sin familie,

faren Hussein Ahmad Abdel Al-Karim,

moren Najwa, og den nye baby, som

denne dag endnu ligger i mors mave og

trækker tiden lidt ud, som om den godt

ved, at det ikke er helt uproblematisk at

skulle skifte et velkendt miljø ud med et

nyt og fremmedartet.

Egentlig skulle vi høre familiens historie

– hvordan, hvornår, hvorfor blev

det nødvendigt at forlade fædrelandet

Irak? Men der er flere barrierer. Husseins

dansk er selvfølgelig ikke efter blot

ni måneders danskkursus udviklet i en

grad, så samtalen kan flyde uhindret.

Dernæst er ønsket om at lægge puslespillet,

der fortæller om, hvad der gik

galt i Irak, lille. Der var noget med problemer

med navnebroderens, den afsatte

diktator, Saddam Husseins, kusine. Men

hvilke vil han ikke så gerne nærmere

ind på.

10 | magasinet bornholm


Men enfin, nu bor Hussein og familien

i Rønne, og på Lille Torv er han blevet

næringsdrivende med egen butik,

Sindbad, som er en blanding af en købmandshandel

og en kiosk, men med det

absolutte særpræg, at den i udformning

og vareudbud giver mindelser om familiens

oprindelsesland - eller for den sags

skyld et væld af tilsvarende butikker på

brokvartererne i København.

Dér i baglokalet sad vi, - nogle dage før,

Nabba drillede mig ved middagsbordet

- og skulle tale sammen og opdagede, at

sprogbarrieren stod lidt i vejen.

Men det står dog fast, at Hussein ankom

til Sandholmlejren 18. oktober 2000.

Efter at have rundet flere andre lejre

endte han omsider i asylcentret ved Rønne,

men har nu fået sin opholdstilladelse

og bor i en lejlighed i Højvangsparken,

Rønne, med sin familie. At han stak af

til Danmark skyldes, at landet

befinder sig i Europa, hvor der

er demokrati. Han har brødre i

Sverige og Holland, mens to andre

brødre, en søster og moren

fortsat er i Bagdad.

»Hvordan var livet i Bagdad, før du

flygtede?«

»Det var sådan … almindeligt.«

»Hvad savner du?«

»Det ved jeg ikke,« griner han forlegent.

»… jeg savner min mor,« tilføjer han så.

For 13 måneder siden fik Hussein sin

kone og sin nu syvårige datter, Nabba,

til Bornholm. Datteren går i skole på

Åvangsskolen i Rønne, og »min kone får

ingen penge fra kommunen,« pointerer

Hussein.

Hussein har en makker i butikken, Hani

Al-Sadawi, som slet ikke taler dansk,

men til gengæld kan engelsk. Det er et

engelsk, som heller ikke er let at forstå,

men han taler gerne – bl.a. om, hvordan

mange måske synes, at alle ’sorte’ er ens,

men sådan er det ikke, pointerer han.

»Jeg har lært danskere at kende,« siger

han.

»Og så er der ingen problemer.«

Hani, som ikke har fået - men håber at

få - opholdstilladelse, vil hellere være på

Bornholm end f.eks. i København. Det

er en lille ø, hvor der ikke er så mange

problemer - »og der er heller ikke så

mange arabere!,« griner han.

I København ser man mere arabere som

én stor masse, på Bornholm føler han,

der er større chance for at blive opfattet

som et individ, et menneske. Og får han

lov at blive i Danmark, drømmer han om

at åbne en shawarma-bar. Øens første.

Men hvad med at droppe alle historierne,

hvorfor ikke bare mødes om noget,

som de fleste mennesker interesserer sig

for. Man siger, at et smil er den korteste

vej mellem to mennesker, men en anden

genvej til forståelse og menneskelig kontakt

er mad.

Så vi laver en aftale. De arabiske traditioner

for mad bliver naturligvis holdt i

hævd i det husseinske hushold, så hvorfor

ikke mødes en dag, så jeg kan deltage

i kokkereringen af et typisk arabisk mål-

tid mad og den efterfølgende spisning, så

vi samtidig kan se, hvordan familien har

indrettet sig.

Denne torsdag viser det sig, at vi ikke

helt har haft samme forståelse af aftalen.

Hussein tager mig nemlig med

fra butikken og hen om hjørnet, hvor

Hanis danske kæreste, Pia, bor. Og her

står højgravide Najwa og er gesvindt i

fuld gang med maden. Ude i gården står

grillen tændt op og Hani og Hussein går

til og fra med kebab på specielle irakiske

flade spyd, som de lægger på og nøje

overvåger.

Lidt arabisk særpræg er der dog i pærebornholmske

Pias hjem, konstaterer jeg

med henvisning til en stor vifte, som

hænger i loftet i den hyggelige stue. Den

er nok kommet op på foranledning af

Hani i løbet af det halvt år gamle forhold,

tror jeg – men nej.

»Den fik jeg af min far for 20 år siden,

da jeg boede i Hasle. Lugten af fisk fra

havnen var meget stærk, så jeg kunne

ikke li’ at sove for åbne vinduer om sommeren.

Så hængte han den op for mig,«

siger Pia.

Under middagen går snakken og godmodige

drillerier flyver over bordet.

»Se, han ligner Budha,« siger Hani og

peger først på en figur, der sidder i reolen,

og så på Hussein , som er en mand

med en fyldig pondus.

»Han spiser meget god arabisk mad.«

»Ja,« siger Hussein grinende »og når vi

har spist, skal vi alle sammen sove, man

bliver træt oven på sådan et måltid.«

Og snakken går om livet i Bagdad. Om

hvordan kvinderne ofte tilberedte maden

i fællesskab og om spisevanerne:

Morgenmad kl. 8, frokost kl. 14, te med

f.eks. youghurt og brød eller dadler kl.

16, aftensmad kl. 21 …

»Og vi kunne tanke bilen op

for en dollar. Én dollar,« siger

Hani.

Senere går Hussein tilbage til

butikken, og Hani fortæller

en sjov historie. Det er noget

med en lille mand og en stor

mand, som kommer op at

toppes, men vi forstår ikke,

hvad det præcis er, der er morsomt.

Hanis krop hopper af grin ved tanken,

men trods flere forsøg på engelsk forstår

vi ikke historien, hverken jeg eller hans

danske kæreste, som han kærligt klemmer

i ny og næ, eller Pias datter på et

par og tyve, som er stødt til selskabet. Til

morens fortrydelse har hun netop spist

en burger fra Mormors grill, og er derfor

ikke fristet af måltidet, som stadig står

på bordet.

Så sætter Hani et videobånd i maskinen

og en arabisk udgave af Gøg og Gokkeagtig

slapstickhumor toner frem. Givetvis

kendte skuespillere på de kanter, men vi

forstår stadig ikke, hvad der foregår. Pyt

med det. Stemningen er intakt, vi sidder

en flok mennesker mætte og tilfredse, og

Hani smiler bredt over sin video. Og den

korteste vej mellem mennesker er som

bekendt et smil.

magasinet bornholm | 11


Velkommen til Sindbad

12 | magasinet bornholm

VARERNE I DEN ARABISKE

BUTIK PÅ LILLE TORV I RØNNE

ER EN SKØNSOM BLANDING

AF KENDT OG UKENDT.

Tekst: Torben Østergaard Møller/Foto: Poul-Erik Rath Holm

Fra højttalerne lyder musik, som for en

vesterlænding virker både fremmed og

eksotisk. Violinbuerne trakterer violinen

på en højst uvant måde. Men luk øjnene

et øjeblik og pludselig vil en mavedanser

tone frem på det indre af øjenlågene. Vi

står i Hussein Ahmad Abdel Al-Karims

butik, Sindbad, og studerer hylderne. En

dansk kunde kommer ind.

»Har du Harissa?«

»Ja,« siger Hussein og peger på en hylde

med dåser.

»Nej,« siger kunden.

»Det, jeg leder efter, er en tube med noget

stærkt krydderi.«

»Ja,« siger Hussein, »Harissa – det er

arabisk, ikke?«

»Øh, jo, det er det vel,« siger kunden.

Han fandt ikke noget Harissa, i hvert fald

ikke den Harissa, han kom efter.

Da Hussein boede i Bagdad havde han

sammen med sin bror en engros-forretning,

hvor de solgte ris, olie osv.

Broren er stadig i Irak, hvor han nu har

en bilforretning. Men Hussein er igen i

fødevarebranchen.

Cafe Najjar Classico er typisk arabisk

kaffe med kardemomme i, men her

er også tyrkisk nescafé og brasiliansk

Queen Gold. Eller en stribe forskellige

Ceylon-te, heraf én som også har kardemomme.

Her er pakistanske ris i store sække og

arabisk sesampure på dåse, som man

kan blande i sin hummus (som fremstilles

af kikærter og har en cremet konsistens,

og som Sindbad også sælger), eller

man kan spise den alene sammen med

dadler og evt. brød.

Irakiske dadler – »dem spiser man mange

af i Irak med yoghurt, brød og te,«

siger Hussein.

Her er Halva – arabisk slik med enten

kakao eller pistacienød.

Her er tyrkiske oliven – 6 slags.

Bønner og kikærter (hele og halve) i

massevis.


magasinet bornholm | 13


14 | magasinet bornholm

Irakiske pickles, som arabere spiser meget

til maden. »Den holder kun to dage hos os,«

siger Hussein og peger på et glas med 1.700

gram.

Kyllingekødpølse, oksekødpølse og kyllingecocktailpølser

på dåse, alt halalslagtet. Og af

en eller anden grund fra Kroatien.

Fire slags bulgur, diverse linser – og vandpiber!,

som Hussein siger både arabere, danskere

og turister køber. Men hvorfor ryge

vandpibe fremfor almindelig pibe?

»Nikotinen bliver i vandet,« forklarer Hussein,

som gerne selv nyder et stop i ny og næ.

Han har i øvrigt 17 forskellige typer tobak,

man kan lade gå op i røg.

»Salaam,« lyder det – der er kunder i butikken,

og imens kan jeg konstatere, at man

også kan købe lidet eksotiske varer som Nivea

Creme, Kinder æg, Ritter Sport, Bounty

og Milky Way. Fra fjernere egne kan man få

lækkert udseende kage, som en af kunderne

forklarer er meget søde, og som man både

spiser i Tyrkiet og i de arabiske lande. Disse

stammer godt nok fra Orient konditori, som

ligger på N. Grängesbergsgatan 8 i Sverige.

INSPIRATION FRA DET ARABISKE KØKKEN

Det traditionelle irakiske køkken er både varieret

og krydret. Lam og kylling dominerer, gerne tilberedt

i en stærk sovs serveret med ris. Der bruges

masser af grøntsager: auberginer, courgetter,

løg, citroner, peberfrugter og hvidløg.

PRØV F.EKS. DULMA - FYLDTE COURGETTER:

8-10 mellemstore courgetter

250 g hakket lammekød

1 mellemstort finhakket løg

1 fed finhakket hvidløg

1/2 spsk. paprika

1/2 spsk. salt

3-4 spsk. olie

3 spsk. tomatpuré

1 spsk. citronsaft

2 dl. hakket bredbladet persille

Udhul courgetterne og hak noget af fyldet til

farsen. Rør en fars af resten og fordel fyldet i

courgetterne. Smør et ildfast fad og læg de fyldte

courgetter i. Hæld lidt vand ved. Dæk dem til og

bag dem ca. 35-40 min. ved 200 grader.

Serveres med ris, salat og yoghurt.

Her er også Irakiske squash, som er mindre

og lysere, end dem man normalt ser. Og så

nogle frugter, som kunne minde lidt om et

æble, men som har en hård skal. Hvad hedder

de på dansk?

Hussein spørger datteren Nabba, men hun

ved det ikke, og en af de kunder, som står i

butikken og netop er ved at købe nogle, ved

det heller ikke. Han er også fra ’orienten’,

men taler dansk.

»Man skærer dem op og spise det inderste,«

siger han beredvilligt.

»Du kan også få dem i Kvickly, men de er

billigere her. I Kvickly koster de fem kroner.«

»Nej 10,« indskyder en anden kunde.

»O.K., men her kan du få fem for 20 kr.,«

siger den første kunde.

Han køber beredvilligt en ekstra og Hussein

fremskaffer kniv og tallerken. Og snart står

jeg og smager på denne dejlige frugt, som

minder om passionsfrugt. Og - passionsfrugt

eller ej, den kan fås i Sindbad.

BAKLAVA – TIL DEN SØDE TAND

500 g mel

1 pose kartoffelmel

125 g smør

250 g valnødder

75 mandler

1 kop yoghurt

1 æg

400 g sukker

1/2 citron

1/2 l vand

Tag sukker og citron i en gryde, og lad det koge

indtil det bliver klistret. Mel, smør, æg og yoghurt

æltes til en blød dej. Valnødder og mandler hakkes

til fyld. Del dejen op til 25 stk. Stykkerne

formes til små stykker i æggestørrelse, og hviler i

10 minutter. Stykkerne rulles på mel/kartoffelmel

så de passer til pladen. Første stykke smøres med

olie, anden stykke med fyld i, og lægges oven på

hinanden. Sådan gøres der med resten af stykkerne.

Det samlede kage, skæres i trekanter.

2 kopper olie varmes i en gryde, og hældes over

hele baklava. Bages i en ovn ved 125 grader i ca.

½ time, indtil den har en lækker gylden farve. Når

baklava er bagt og afkølet, hældes glasur på. Baklava

skal stå og trække glasuren i 2 timer.

Serveres med te eller kaffe.


www.unoform.com

Hooked on a feeling

Lad hænderne glide over træets flader. Iagttag de elegante fingertapninger,

de håndslebne overflader og den holdbare skønhed. Oplev at hver detalje

forener æstetik og funktion på den mest gennemtænkte måde. Mærk med

alle sanser, at du har investeret i den ægte vare. Og nyd den snigende

afhængighed.

Sådan er uno form – et dansk designmøbel tegnet af Arne Munch i 1968.

HTH køkkenforum Torvet 12 - 14 3720 Åkirkeby Tlf. 5697 4994

magasinet bornholm | 15


NOVEMBER OG DECEMBER ER GODE MÅNEDER FOR

BÅDE RØDKÅL OG TORSK. OG FRANK TRUBERG FRA

BRASSERIE TRUBERG I NEXØ GIVER EN SIMPEL OPSKRIFT

PÅ, HVORDAN MAN FÅR TORSK OG RØDKÅL TIL AT

SPILLE SAMMEN.

TORSK ER HØJTIDSSPISE. NOGEN STEDER. MEN IKKE PÅ

BORNHOLM. NIELS-ANKER OG RITA KOFOED I IBSKER

KAN IHVERTFALD IKKE ERINDRE, AT DE NOGENSINDE

HAR KOMBINERET GÆSTER OG KOGT TORSK MED

GUDJEMMADYPPA.

16 | magasinet bornholm


Østersøens dronning i julehumør - Nok til 4 personer

FISKEN

4 flotte stykker torskeryg med

skind eller

1 hel torsk på 2,8 kilo, inkl.

hoved

1 spsk durum-hvede

Salt (F.eks. Læsø sydesalt).

1 spsk god olie

RØDKÅLEN

1/8 frisk rødkål

1/2 dl mørk portvin

3 spsk lynghonning

1/4 rød chili

Vanille

SAUCEN

En håndfuld urterester: gulerod,

selleri, løg, persillestilk eller

hvad der nu forefindes i husholdningen.

Torskehoved samt fiskerester.

8 skalotteløg

1 spsk koldt smør

1 spsk tomatpuré

2 laurbærblade

5 hele peberkorn

FISKEN

2 kilo torsk (fanget dagen før)

1/2 dl eddike

1 spsk. salt

15 peberkorn

1 laurbærblad

Fremgangsmåde:

RØDKÅLEN

Snit rødkålen meget fint. Tilsæt portvinen i gryde sammen med rødkålen og vanillen,

som er flækket og delt i fire stykker. Tilsæt den hakkede chili uden kerner og tilsidst

honning.

Koges godt sammen i 12 minuter ved svag varme. Og er klar.

SAUCEN

Brun urterester, peber og laurbærblade til det er godt mørkebrunt. Tilsæt tomatpuré

samt fiskerester og torskehoved uden øjne og gæller (flækkes i 4-6 stykker). Tilsæt vand,

så det dækker. Koges ved svag varme en times tid. Saucen sigtes og reduceres til 2 dl.

8 skalotteløg dels i kvarte. Brunes godt af. Boullionen tilsættes og koges igennem i et

par minutter. Pisk det kolde smør i saucen. Smag til med salt og peber, og den er klar til

servering.

TORSKEN

Hvis en hel torsk anvendes, skæres hovedet af lige bag finnerne ved hovedet. Kniven

lægges ned, og man følger rygbenene hele vejen ned til halen. Resultatet bliver to filetter.

Disse afpudses og befris for ben og er klar til brug.

Husk at lade skindet sidde på.

Skær filetterne ud i pæne stykker. De saltes godt og vendes i durum-mel. Kom olie på

panden. Vent til olien er godt varm. Kom torsken på med skindsiden nedad. Steges ved

moderat varme. Lad varmen trænge op i kødet. Torsken vendes først til allersidst og steger

færdig på eftervarmen.

ANRETNING

Anret torskeryggen/filetterne på varme tallerkner eller direkte på pandejernet med

sauce og rødkål.

Jeg vil mene, at en skudefuld pillekartofler vendt i en håndfuld grofthakket persille samt

en kande kælderkold Ølle-bølle vil klæde denne dronningspise vældigt.

Velbekomme

Frank W. Truberg

Brasserie Truberg – Nexø.

Kogt torsk med Gudjemmadyppa

Nok til fire personer

Torsken renses for skæl. Skæres i 2-3 cm stykker på tværs. Hoved

og hale smides væk, bruges til suppe eller til hunden.

Torsken kommes i kogende vand, så det dækker. I kogevandet er

kommet 1 spsk salt, 1/2 dl eddike, 15 peberkorn og 1 laurbærblad.

Koger til torsken er mør, til benet slipper. Cirka 5-10 minutter.

Brug evt. en kogerist. Det gør det meget nemmere at få torsken

op af gryden i pæne og hele stykker. Torsken skal serveres direkte

fra gryden. Kog evt. torsken i to hold.

SAUCEN

1 dl fersk spæk i små tern

1 dl løg skåret i små tern

1/2 til 3/4 liter fiskevand

maizena-mel

salt og peber

eddike

2-3 spsk. sukker og fløde

Spækket skal være fersk. Bacon eller andet røget spæk har en tendens

til at dominere den fine smag af spæk og løg.

Smelt spækket langsomt i en gryde. Løgene kommes i, når der er

fedt nok til at de kan steges. Når løgene er blevet blanke, tilsættes

fiskevandet. Jævnes med maizena-mel. Smages til med salt, peber,

et skvat edikke og omkring 2-3 spsk sukker. Prøv jer frem - afhængig

af smagsløg og lyster. Til slut tilsættes en smule fløde, der

fjerner eddikens skarpe kanter. Og husk at den der smør’ godt, kør’

godt. Til retten serveres vand.

magasinet bornholm | 17


18 | magasinet bornholm

Din lokale leverandør

af bornholmsk kvalitetskød

Kreaturer, Grise, Strudse, Lam og Ged

Besøg også vort velassorterede slagterbutik - Brovangen 18 - 3730 Åkirkeby - Tel. 56971012

haandvaerksslagteren@mail.dk - www.haandvaerksslagteren.dk


Jan Hällfors Intuitive Landscape

Det er ingen kunst at finde et godt forsikringsselskab

Tornegade 8, 3700 Rønne, telefon magasinet 5693 0000 bornholm | 19

www.bornholmsbrand.dk


Tekst: Torben Østergaard Møller. Fotos: Flemming Pauk

20 | magasinet bornholm

ÅRET RUNDT, URET RUNDT MED

KIKKERTEN FOR ØJET, MED BLIKKET MOD HAVET.

SYV MAND KONTROLLERER TRAFIKKEN PÅ VERDENS

3. MEST BEFÆRDEDE FARVAND.

NIELS SØRENSEN ER FYRMESTER PÅ HAMMER

ODDE FYR PÅ NORDSPIDSEN AF BORNHOLM

FU SHAN HAI

OG EDDERFUGLENE


magasinet bornholm | 21


22 | magasinet bornholm

FU SHAN HAI

OG EDDERFUGLENE

» DET ER DA SMUKT SÅDAN EN MORGEN MED GLIMT I HAVET, HVOR MAN KAN

SIDDE OG FØLGE EDDERFUGLENES ’BØRNEPASNING’ - ET PAR STYKKER BLI’R

TILBAGE OG PASSER UNGERNE OG GIVER DE NÆRGÅENDE MÅGER TÆSK.


Sommerdagen sender en brise ind i det lille kvadratiske

hus ved siden af fyret. Solens lys varmer klipperne, som

lige uden for vin duet skråner ned mod havet, der glitrer

som fiskeskæl.

Nærmest en lille prik - for ment lig en båd. Men kikkerten

står der - så sæt dog øjet til!

Nu er det en jolle. Kikkerten forstørrer 60 gange. Tre

mand i en båd. Hvid med rød ræling. ’Brutalis’, står

der i agterenden. En måge vugger i vandet. Orange redningsveste,

og de bærer alle kasketter. To blå og en hvid.

De gestikulerer og roder lidt med noget fiskegrej. Den

midterste ry ger på en cigaret. Et sidste dybt sug, og skoddet

knibses ud i Born holmsgattet. Påhængsmotoren starter,

og de glider lydløst lidt længere mod vest. Helt alene i

deres egen verden. Tror de.

SUN ELLER BLUE RUN

Fyrmester Niels Sørensen har til bragt en stor del af sit liv

med at kigge ud over havet. Alverdens ski be sejler forbi

på en endeløs odyssé. Øjne følger dem overalt. Vandet

mel lem Bornholm og Sverige er det 3. mest befærdede

farvand i verden, og Niels Sørensens ’fangstplads’.

Syv ansatte sikrer, at der døgnet rundt bliver holdt øje

med de forbi passerende skibe.

Lige nu er det ham, der har sat sig hen til kikkerten. Øjet

til, stiller skarpt, koncentrerer sig. Hedder lastskibet langt

derude i kimingen nu Blue Sun eller Blue Run? Selv 60

gange forstørret op kan det være svært at se.

»Nå, det må vi lige tjekke«, siger han og sætter sig ved en

computerskærm, mens hans hund Mille, en tysk ruhåret,

som altid er med på arbejde, følger ham med øjnene.

magasinet bornholm | 23


24 | magasinet bornholm

FU SHAN HAI

OG EDDERFUGLENE

’Brutalis’ bemærker han knap nok. En snoldet jolle med

tre mænd ombord er ikke interessant – med mindre de

skulle opføre sig un derligt. Det samme gælder en motor

båd endnu længere ude. Hvid båd med mand i hvid

T-shirt. Ingen red ningsvest. Fiskestangen vugger ud over

rælingen i agterstavnen. El ler den speedbåd, der suser

forbi så hurtigt, at man skal være trænet for at kunne nå

at fange den i kik kertøjet.

»’Blue Sun’ hedder den,« siger han lidt efter.

På computeren kan han finde stort set alle verdens skibe

af en vis størrelse, med navn, billede og diverse specifikationer.

Hver måned modtager fyret to opdaterede cdrom

mer fra Bornholms Marinedistrikt fyldt med data

om skibene.

DRØMMEN DØR FOR MANGE

I 15 år har Niels Sørensen været på fyret - siden 1999

som fyrmester.

Ikke alle kan klare livet på fyret. Der er for eksempel

dem, der har væ ret forbi i ferien, og som under so lens og

sommerens indflydelse sy nes, der er så dejligt, at her vil

de gerne tilbage til igen. Permanent.

Når det så lykkes dem at få job på fyret, kan de ikke

klare det. Vin teren sætter sig igennem, og drøm men dør.

Der sker simpelthen for lidt i de lange, kolde og mørke

må neder. Pludselig savner de ca féerne, teatrene, biograferne,

restau ranterne …

»Vi havde et par, som simpelthen var chokeret over, at

her ikke var en McDonald’s. Det var før den kom i Rønne«,

siger Niels Sørensen.

»Er man naturelsker, så er det fint nok. Men ellers er man

havnet på den forkerte hylde.«

Kun det evige rend af turister kan gøre ham en smule

træt. Men først i slutningen af sæsonen. Og når vinteren

har fået fat, så glæder han sig faktisk til at de vender tilbage.

SØFARTSALFABETET

»Uniform, ekko, lima, india … hører du efter?,« griner

han i te le fonen, inden han melder de sid ste observationer

til Bornholms Ma rinedistrikt.

Han er uddannet tømrer, og en gang var han fisker, men

det satte fiskerierhvervets krise en stopper for. Siden har

han været her på skæret.

»Fyret har gennem tiden opsuget man ge af de fiskere, der

kom i klemme.«

Han kom hertil som dreng for 30 år siden, da han sammen

med fa milien flyttede fra Helsingør til Born holm.

Faren var havbiolog og én af dem, som fiskerne, da kvoterne

knækkede erhvervet, rettede vreden imod. Men

faren kom nu godt ud af det med de lokale, inklusive

fiskerne. Alligevel påvirkede situationen ham meget.

»Det er ikke utænkeligt, at det var på grund af det, han

døde allerede som 60-årig«, siger Niels Sørensen.

EDDERFUGLENES BØRNEHAVE OG FU SHAN HAI

»Hov«, siger han pludselig.

»Hørte du det? Det var nattergalen. Den har fløjtet hele

natten.«

Jobbet har sine rutiner, men for Niels Sørensen er det

ikke et rutinearbejde at arbejde på fyret.

»Det bliver aldrig hverdag for mig at arbejde her. Aldrig!

Der er noget nyt hver dag. Og hvad det romantiske angår,

så er det da smukt sådan en morgen med glimt i havet,

hvor man kan følge solstribens gang og høre edderfuglens

‘gog gog gog, uaa uaa’. Man kan sidde og følge deres kollektive

’børnepasning’, hvor næsten hele flokken tager

ud, mens et par stykker bli’r tilbage og passer ungerne

– og måske giver en nærgående måge tæsk. Eller man ser

en sæl, som turisterne sjældent ser, fordi de lige så stille

glider i vandet, når nogen kommer for tæt på. «

»Vi har også haft et rådyr gående, som ikke var bange, og

som kom og præsenterede sine lam for os 5-6 år i træk.

Det er da et privilegium at få lov til at følge med i, mens

man passer opgaverne på vagten.«

Men også alvorligere oplevelser byder arbejdet på. Niels

Sørensen har overværet både skibe i havsnød og i brand

og set en mand blive trukket ned af et trawl. Og i begyndelsen

af juni måned i år stødte to fragtskibe sammen 2,6

sømil fra fyret i fuldt dagslys. Kinesiske ’Fu Shan Hai’ gik

ned. 225 meter og 38.603 ton skib forsvandt i dybet. 27

mand måtte evakueres. Olien strømmede ud fra skibet,

og adskillige miljøskibe måtte tilkaldes.


DE MØDTES PÅ DR. JAZZ

Ind ad døren træder en ung pige og en kvinde med en lille dreng på armen. Niels Sørensen lyser op.

”Hej Emil”, siger han og tager den lille dreng.

Familien bor i fyrmesterboligen ganske nær fyret. Far, mor og fire børn. Moren, Angelica, er flygtning fra Hviderusland. Hende

mødte Niels Sørensen for seks år siden på Dr. Jazz i Rønne. Bare tanken får ham til at se glad ud. Hun havde to børn, flugten

fra sit hjemland og et dårligt dansk ægteskab med i bagagen. Udover hendes børn, Eugen på 17 år og Alexandra på 16, er der

kommet en lillesøster, Emma, og en lillebror, Emil, på henholdsvis to et halvt og ét år til. Niels Sørensens kone er matematikuddannet

og blev nødt til at flygte fra Hviderusland, som stadig har et benhårdt kommunistisk styre.

HØRTE DU DET? DET VAR NATTERGALEN. DEN HAR

FLØJTET HELE NATTEN.

magasinet bornholm | 25


26 | magasinet bornholm

Rønne – Ystad 14 timer

Rønne – København 32 timer

Onlinebooking: www.bornholmstrafikken.dk


magasinet bornholm | 27


28 | magasinet bornholm

Fotograf Carola Härtel

Højevejen 7

3740 Svaneke

Vindueskiggeri

Tekst Poul Friis | Fotos Carola Härtel

»

DØREN ER HUSETS MUND,« siger irerne. Ergo må

vinduerne være husets øjne. I både bogstavelig og overført betydning.

Og øjet er jo sjælens spejl. På den måde har fotografen Carola

Härtel indfanget selveste Svanekes sjæl i sine smukke vinduesbilleder

fra byen. Nogle af dem er en ren udstilling, andre blot et tilfældigt

gennemtræk eller en smuk blomst. Et kig ind i beboernes tanker i lillebyens

sorgløse idyl. Prøv selv at være vindueskigger en dag.

Men lidt diskret, som Carola.


magasinet bornholm | 29


( t e m a )

30 | magasinet bornholm

Det frugtbare Bornholm

DELIKATESSEVÆRKSTEDERNE PÅ BORNHOLM BÆRES AF ILD-

SJÆLE, SOM ELSKER BORNHOLM OG DEN LIVSKVALITET, DER

KOMMER AF GOD MAD OG DRIKKE

D

en fede muld, de sandede agre, havet, skovene. Bornholmerne

har tusinde års ekspertise i at fravriste naturen dens

frugter.

Gårdslagteren fremtryller pølser og skinker efter gamle opskrifter

og ny inspiration. Rapsolie er den gyldne essens af de

gule rapsmarker. Durum og spelt vinder indpas side om side

med hveden, og midt i købstaden Svaneke opstår der et bryggeri

efter 30 år uden bornholmsk øl. Bornholms første flasker

rødvin blev revet væk. Gennem generationer har Dam’s

Bageri i Aakirkeby begejstret Danmark og resten af verden

med ’den bekendte rugkiks’ i den blå æske. Andelsmejeriet i

Klemensker har modstået mejerigiganten og vinder verdensmesterskaber

i blå ost. Honning, bolsjer, chokolade, økologisk

is og jordbærvin på den søde side og et boom for bornholmsk

sennep på den anden. Og så er der silden, laksen og torsken.

Tema : Vin, brød, kød, øl og is – fem historier fra det bornholmske

spisekammer.


Spis Bornholm


( t e m a )

32 | magasinet bornholm

På forkant

DER ER BUD EFTER BOISEN


Isfabrikken i Snogebæk

Isfabrikken består af to gedigne maskiner i skinnende rustfrit stål, som Thorkil Boisen selv har fundet i Italien, hvor han også

fik en masse gode råd af en ismester. Apparaterne blander og fryser den økologiske mælk fra bornholmske køer med vanille,

kokos, kaffe. stracciatella (med Bailey, Strega og chokoladestykker), kanel, caloric punch, rabarber, nougat, hyldeblomst,

chokolade, jordbær, honning. Derudover produceres der sorbet-is med ribs, solbær, hindbær, brombær, hyldeblomst og

citron.

BIOLOG, KUNSTMALER, LIVSNY-

DER, DIREKTØR, ILDSJÆL, ØKO-

LOG. DER KAN SÆTTES MANGE

ETIKETTER PÅ THORKIL BOISEN.

MEST KENDT ER HAN DOG NOK

FOR SIN ØKOLOGISKE IS

Tekst: Jacob Ludvigsen / Foto: Anne-Marthe Næss og Charlotte Barrett

T

horkil Boisen sætter nøglen i valnøddetræ-instrumentbrættet

og starter

sin Jaguar Mk II 1966. ’Det engelske

rovdyr’ spinder stille, og lyden fra de

seks cylindre giver morgenhumør. Den

smalle bjergvej tager ham ned fra huset

ved Hammerfyret. Destinationen er den

lille økologiske isfabrik ved Snogebæk.

Turen er den samme hver dag, men

tankerne, drømmene og ideerne skifter.

Drømmen om at kunne leve 100 procent

af at producere økologisk is. Ideerne om

at være med til at omskabe Bornholm til

et fødevaremekka. At finde en vej væk

fra mad produceret i store fabrikker til

spændende og salgbare nicheprodukter

med historie, kvalitet og sjæl.

Visionerne om hele tiden at udvikle den

økologiske is. Drømmen om at mange

flere end de bornholmske turister finder

ud af, at Boisen is er kvalitet. Springet

fra et salg i de relativt ydmyge lokaler i

Snogebæk til også at være repræsenteret

i de store delikatesseforretninger i København.

»Isen er min stolthed,« siger han.

»Jo mere is, jeg fremstiller, desto mere

er jeg med til at opmuntre bornholmske

mælkebønder og bæravlere og til

at styrke den regionale fødevarekultur.

Bornholm skal overleve på økologiske

specialiteter frem for anonyme masseprodukter.«

»Det er egentlig meget simpelt. Konkurrerer

man alene på prisen, så vil andre

med flere penge udkonkurrere dig. I

et ’hårdt’ marked, hvor prisen er den

dominerende faktor, vil produktionen

flytte sig derhen, hvor produktionen er

mest rentabel, hvor omkostningerne er

lavest.«

Spis Bornholm

»Bornholm kan kun konkurrere på

unikke varer med en høj kvalitet.,« siger

han og fortsætter:

»Og hvor sjovt er det egentlig at have en

virksomhed, hvor den eneste strategi er

en konstant fokusering på at reducere

sine omkostninger«.

Thorkil Boisen er lidt fanatisk med, at

alle ingredienserne så vidt muligt skal

være bornholmske. Mælken, bærrene,

rabarberne, hyldeblomsten og honningen.

»Min is skal skille sig ud fra de højindustrialiserede

euro-is fra Frisko (Unilever)

og Premier (Nestlé), der alle har mere eller

mindre syntetisk smag, farve og konsistens.

Folk rejser ud, tager på ferie for

at prøve noget andet, men bliver mødt af

de samme ispinde som derhjemme. Der

skal være forskel på min is og deres,«

siger han bestemt.

Han peger blandt andet på, at isen fra

den lille isfabrik i Snogebæk vejer 850 g

pr. liter, mens industri-is kun vejer 600

g pr. liter.

»Luft er en billig råvare,« konkluderer

han.

Indtil videre har det økologiske is-eventyr

været en kostbar kærlighedsaffære.

Men det koster altid noget at ville være

på forkant, som han siger.

Hidtil har han arbejdet som biolog ’ovre’

i vintermånederne for at få økonomien

til at hænge sammen. Men nu fire år efter

startskuddet, så lysner det. Sæsonen

2003 har været god. Og flere delikatesseforretninger

og kvalitetsbutikker har

udtrykt ønske at føre Boisen Is i deres

sortiment.

»Men det er næste års projekt, indtil

videre kan isen kun fås på Bornholm,«

fortæller Thorkil Boisen.

magasinet bornholm | 33


( t e m a )

34 | magasinet bornholm

Attraktion

NÅR KOBBERKEDLEN BULDRER

BRYGHUSET I SVANEKE

ER BLEVET EN ATTRAK-

TION AF SAMME KALIBER

SOM RUNDKIRKERNE OG

HAMMERSHUS – NÆSTEN

UDEN AT HAVE BRUGT

EN KRONE PÅ MARKEDS-

FØRING

Tekst: Michael Berg Larsen / Foto: Anne-Marthe Næss og Charlotte Barrett


Det er en smule uvirkeligt.«

Brygmester Preben Nielsen ryster på

hovedet.

»Det eksploderede nærmest mellem

hænderne på os.«

Han ryster igen på hovedet, tømmer sin

kaffekop og sender et langt blik på tværs

af rummet.

En kortvarig øjenkontakt beroliger ham.

’Brygmester-eleven’ har fået temperaturen

under kontrol. Alt er som det skal

være. Og endnu 1000 liter øl er ved at

blive født i Bryghusets kobberkeddel.

Og egentlig forstår man ham godt, brygmesteren.

2003 har været et vildt år. Classic, Mørk

Guld og Stout er blevet revet væk. Den

lille kobberkeddel har produceret mere

end 200.000 liter øl, der blev revet væk.

Folk har stået i kø, skreget og råbt for at

få øl. Skribenter på tv, i aviser og magasiner

har skamrost øllet. I to måneder

var København og omegn tørlagt for

Svaneke-øl.

Der kunne simpelthen ikke presses mere

øl igennem.

Øl-entusiaster holder ferie på Bornholm

og belejrer bryggeriet i dagevis. Og det

virker, som om alle turister skal forbi

Bryghuset for, at ferien er fuldbyrdet.

»Det er en smule uvirkeligt,« siger den

58-årige brygmester endnu en gang, inden

interviewet bliver afbrudt for fjerde

gang. En håndværker skal bestille rør til

de nye tanke, der snart skal monteres.

Produktionskapaciteten skal sættes op.

»Selv om det måske er godt for vores

image, at der fra tid til anden er udsolgt,

så er det jo dårlig forretning ikke

at kunne levere varen,« forklarer brygmesteren.

Bryghuset i Svaneke har ramt en guldåre.

Men hvorfor? Og hvordan?

Brygmesteren rynker panden, tager tilløb

og siger:

»Vi har ramt en smag, folk kan lide. Og

så har vi måske ramt ’noget i tiden’. Der

er efterhånden dukket mange små håndværksbryggerier

op i Danmark. Måske er

det nostalgi eller romantik. Jeg ved det

ikke. Men der er klart en voldsom nysgerrighed

overfor kombinationen af øl

og kvalitet.«

Og måske kan guldårens anatomi koges

ned til: ’lav et godt produkt, ram en stor

trend i tiden’. Er man blot en smule heldig,

så kommer tv og aviser af sig selv.

Resten er rigtig hårdt arbejde og godt

købmandsskab.

Og det var netop, hvad der skete. En

omtale i tv-udsendelsen 19-direkte i

efteråret 2002 fik interessen til at eksplodere.

Men det er kun en del af forklaringen.

For uden et godt produkt, ingen omtale,

ingen succes.

Hvordan kan det gå til, at et lillebitte

mini-bryggeri i Svaneke pludselig kan

producere øl, der kan få eksperterne til

at flyde over med lovord? Hvad er hemmeligheden?

Opskriften på succes?

»Vi har været dygtige. Og vi har været

heldige,« siger brygmesteren prøvende.

Preben Nielsen blev ansat, fordi han

var uddanet til at kunne noget med en

skruenøgle. Øl, det var noget han drak.

Han havde overhovedet ingen erfaringer

med øl-produktion. Men det har han i

dag.

»Vi har brugt rigtig meget tid på at justere

vores øl, på at udvikle smagen. Det

øl, der blev produceret de første par år,

var ikke godt nok,« uddyber han.

»Vi har været gode til at spørge de rigtige

mennesker i branchen om råd og hjælp.

Vi har et godt netværk. Og branchen er

meget åben. Der er både sympati, hjælp

og forståelse, når vi f.eks. ringer og skal

bede om hjælp til et eller andet,« siger

han.

.

SVANEKE BRYGHUS

Svaneke Bryghus har i dag fem medarbejdere

ansat til produktion af øl. 70

procent af produktionen bliver solgt på

Bornholm, hvor specielt sommerperioden

rykker.

»Vi har et rigtig godt hjemmemarked,«

som Preben Nielsen formulerer det.

Frem til jul regner han med, at der skal

produceres 8000 liter øl om ugen i den

lille kobberkeddel. Blandt andet skal der

produceres mellem 30 og 35.000 liter

julebryg.

Og så håber han, at de nye køle- og

gæringstanke kan sørge for, at sæsonen

2004 bliver en smule mindre hektisk.

magasinet bornholm | 35


( t e m a )

DET VAR EGENTLIG MERE AF

NØD END AF LYST, AT HAN

BLEV PØLSEMAGER. MEN I DAG

PRODUCERER JØRGEN TOFT

CHRISTENSEN 12 TONS PØLSER

OM ÅRET FRA LILLE HALLEGÅRD

– PØLSER MED EN HISTORIE.

36 | magasinet bornholm

Principfast

PØLSEMAGERENS VÆRKSTED

Tekst: Michael Berg Larsen / Foto: Anne-Marthe Næss og Charlotte Barrett


Jørgen Toft Christensen har sine principper.

Og hvad gør man så, når man

står med et større antal grise og ikke

lige kan finde en samarbejdspartner, der

vil forarbejdede dem uden brug af konserveringsmidler

og farvestoffer. Så gør

man det selv.

Først med lidt hjælp fra en tysk pølsemester

og hans søn, men siden på egen

hånd. Og i dag producerer den tidligere

lastbilschauffør og uddannede socialpædagog

12 tons pølser om året – og er godt

tilfreds.

Lille Hallegård ligger et stykke uden

for alfarvej. Faktisk et temmelig pænt

stykke uden for alfarvej. Gården danner

rammen om pølsemageriet og produktionen

af en del af de grise og kalve, der

ender som pølser. Der er to ansatte. En

til pølsemageriet og en til landbruget.

På køkkenbordet i den firlængede gård

ligger Landsbrugsavisen og Information

side om side. Og det er faktisk et godt

billede på virksomheden Lille Hallegård:

kombinationen af tradition og nysgerrighed.

Nysgerrigheden, der driver Jørgen Toft

Christensen til at udvikle en kyllingehjertepølse,

hvor ’stumperne’ er leveret

af BornPoultry.

Traditionen, der driver ham til at producere

pølser af gamle bornholmske

opskrifter: Spegelars, Rita-pølse og Fru

Larsen m.fl.

Nysgerrigheden, der driver ham til at

udvikle en specielt røget, bornholmsk

skinke, der – efter skribentens smagsløg

– sagtens kan tage kampen op med lignende

italienske produkter.

Men her stopper det ikke. For der er også

projekterne med det rødvinsmarinerede,

koldrøgede oksekød, de marinerede unghanebryster

og meget mere. Og rundt

om i landet leverer ældre slagtermestre

og eksperter en lind strøm af gamle – og

nogle gange meget gamle – opskrifter til

Lille Hallegård. Og de skal naturligvis

afprøves.

PØLSEMAGERENS STORYTELLING

Jørgen Toft Christensen ejer foruden

Lille Hallegård også Skovgård – i alt 80

hektar. Men samtidig har han forpagtet

90 hektar naturområder blandt andet

tæt ved Hammershus, hvor geder og får

får et herligt liv, inden de ender enten

som lammesteg eller i pølsemaskinen.

Og - hvis kreditforeningen ellers vil – så

skal han fremover producere flere grise

selv. Målet er at blive selvforsynende

med kød til pølsemaskinen og salgsvognen,

der hver uge turnerer mellem

Rønne og Nexø.

Faktisk producerer han så mange pølser,

at han også er kunde hos Håndværksslagteren

i Aakirkeby.

»Og det er lækker kvalitet fra kødkvæg.

Men man går glip af den gode fornemmelse

af, personligt, at kunne stå inde

for, at dyrene har haft de bedst mulige

opvækstbetingelser,« siger han.

Det kan han så til gengæld, når han snart

går igang med at producere pølser af naboen

Hans Verners jersey-tyrekalve.

»De har haft en god opvækst, og der er

ingen mening i bare at slå dem ihjel, sådan

som det sker mange steder – det er

godt kød,« siger han.

Jørgen Toft Christensen er kommet langt

med at realisere drømmen om at skabe

en sammenhæng fra jord til bord, at

kunne sætte navne, ansigter og steder på

dem, der producerer kødet. At give sine

pølser en unik identitet, en historie.

Og selv om sikringerne knalder for et

godt ord i det ydmyge pølsemageri langt

fra alfarvej, når hurtighakkeren skal

køre max, så er Lille Hallegårds koncept

enhvert reklamefirmas drøm. For

fabriksfremstillede standardprodukter,

der alene konkurrerer på prisen, er svære

at markedsføre. Fremtidens produkter

er unikke og har en indbygget historie.

Fremtidens produkter konkurrerer ikke

på pris, men på kvalitet og deres evne til

’storytelling’.

SVINEPRISERNES RUTSCHETURE

Det var økologien, der inspirerede ham

til at begynde med grisene. Og hvis

det dog bare kunne hænge økonomisk

sammen, så blev alle dyrene produceret

økologisk.

»Men det kan det ikke. Ihvertfald ikke

på Bornholm. Jeg har forsøgt. Og det

kostede mig en masse penge,« erindrer

han.

Og er tydeligvis en smule ærgerlig.

»Men«, som han siger, »der er et godt

og voksende marked i godt kød, dyrevelfærd

og fravær af konserveringsmidler

og andre tilsætningsstoffer.«

Og i modsætning til andre af sine kolleger,

så er det ikke svineprisernes rutscheture,

der bruges mest tid på.

Forarbejder man selv sine grise, så får

man også en helt anden økonomi. For

hver gris, der ryger igennem pølsehakkeren,

skal pølsemageren i Lyrsby levere

syv grise til Danish Crown for at få

samme indtjening.

magasinet bornholm | 37


( t e m a )

Tradition og fornyelse

38 | magasinet bornholm

BORNHOLMERNES MEL

DURUM-MEL. SPELT-MEL. FAGRE

NYE FREMTID. MØLLER NILS

JESPERSEN FRA BORNHOLMS

VALSEMØLLE GÅR NYE VEJE.

Tekst: Jacob Ludvigsen / Foto: Anne-Marthe Næss og Charlotte Barrett


fakta

I umindelige tider – eller i hvert fald

så lang tid nogen kan huske - har der

knejset en mølle på Møllebakken i

Aakirkeby. Den hollandske ottekantede

stenmølle med løghat, selvkrøjer

og selvsvikker har stået, hvor den står i

mere end 135 år. Og før det, stod der en

stubmølle.

Og i mere end 80 år har familien Jespersen

været den drivende kraft i møllens

liv.

Emil H. Jespersen købte møllen i 1920.

Hans søn, Knud, kom med i firmaet i

1945 og moderniserede produktionen op

gennem 50-60’erne. Sønnesønnen Nils

begyndte i fimaet i 1978 og de to driver i

dag møllen sammen med fire ansatte.

En usædvanlig erhvervshistorie i en tid,

hvor fusioner, opkøb og andre af globaliseringens

fænomener hærger. Hvor alt

bliver større, strømlinet og mere internationalt.

Den hollandske mølle stoppede produktionen

i 1950, men firmaet Valsemøllen

er her fortsat.

Nils Jespersen er ikke i tvivl om, at Valsemøllen

A/S vil fortsætte med at male i

mange år endnu.

»Men der er ingen tvivl om, at vi må korrigere

kursen en smule de kommende

år,« siger han.

I 2002 gik der 1200 tons korn ind gennem

møllen. Afsætningskanalerne var

primært øens bagerier, Nyker Brød og de

bornholmske forbrugere.

Sådan har det været i mange år. Og der

hvor en bager faldt fra, har forbrugerne

taget over.

Valsemøllens største kunde er Nyker Brød. Valsemøllen

leverer hvert år næsten alt det mel, som Nyker Brød bruger

i produktionen, hvilket svarer til omkring 375 tons mel

eller næsten 250.000 stk. brød.

»Men der er nok ingen tvivl om, at omsætningen

hos bagerne fortsat vil falde –

enhver tankstation vil efterhånden bage

frostbrød – og det kan gå ud over vores

omsætning,« fortæller Nils Jespersen.

Og det er blandt andet derfor, at han mener,

at kursen skal justeres en smule.

»Der er nok ingen tvivl om, at en del af

vores fremtid ligger i at udvikle og producere

kvalitetsprægede nicheprodukter,

der også kan sælges ovre,« forklarer

han.

»Blandt andet sælger vi nu omkring 40

tons mel i Irma – både hvedemel og den

specielle 30 procents durum-blanding.«

På spørgsmålet om det ikke er ’at sælge

sand i Sahara’, svarer Nils:

»For det første indeholder vores hvedemel

en stor mængde vårhvede, som

giver et højere glutenindhold og dermed

en bedre bagekvalitet. Det er kvaliltet,

som forbrugerne gerne betaler mere for.

Og samtidig er det min vurdering, at

mange forbrugere instinktivt forbinder

Bornholm med kvalitet.«

Nils Jespersen sidder bag skrivebordet i

kontoret med solidt pengeskab og laboratorieudstyr

og fortæller, at det er de

lokale bagere, der konstant har presset

Valsemøllen til at holde fast i hvedemelets

kvalitet.

»Durum-melet har sin egen historie. Der

er kun ganske få steder i Danmark, hvor

man kan dyrke durum, da det kræver

meget sol. Durum giver et rigtig godt

brød med masser af bid i.«

»Vi har en aftale med Finn, bonden på

Frennegaard, som synes det er spæn-

dende at arbejde med nye kornsorter,«

fortæller mølleren.

Og når disse linier læses, har Valsemøllen

langet endnu et produkt på markedet

– speltmel. Igen produceret af Frennegård.

Spelt er også et nicheprodukt med en

historie. Spelt er en gammel kornsort,

en af forløberne for den hvede, vi kender

i dag. Spelt giver et gyldentbrunt brød

med en særdeles fyldig aroma.

»Det bliver rigtig spændende.«

»Vi har hidtil ikke haft den stor tradition

for at markedsføre os. Det har ikke været

nødvendigt. Men skal vi øge salget af

mel til de bornholmske forbrugere, sælge

mere til kæderne ovre og lancere nye

produkter, så kræver det nok, at vi er

mere udadvendte,« siger han.

Men først skal der investeres i en automatisk

pakkemaskine til både 1 og 2

kilos poser, så Valsemøllen kan følge

med, når omsætningen stiger som følge

af markedsføringen.

Da interviewet nærmer sig sin afslutningen,

kommer Knud, faderen, gående

gennem kontoret og hilser på gæsten:

»Dig kan jeg huske fra dengang, du boede

i Vestermarie, du var inde på møllen

og købe noget mel. Det må have været

omkring 1972,« smiler han.

Jeg er ved at falde ned af stolen over

den gode hukommelse og kan nu godt

huske handelen. Lidt efter kommer der

en kunde for at få ti kilo mel med sig.

Salg og snak ved mølledøren – hvor

mange oplever egentlig den fornøjelse i

vore dage?

magasinet bornholm | 39


( t e m a )

Rondo

DA BORNHOLM

BLEV ET

VINLAND

TRAFIKKAOS OG NÆSTEN

UDSOLGT PÅ MINDRE END

TO TIMER, JESPER PAULSEN

GLEMMER ALDRIG DEN 1.

AUGUST, DA RONDO 2002

BLEV REVET VÆK

40 | magasinet bornholm


Tekst: Jacob Ludvigsen / Foto: Anne-Marthe Næss og Charlotte Barrett

Enhver

familie har sine mærkedage.

Yvonne og Jesper Paulsen i Pedersker,

Bornholms første vinbonde, glemmer

aldrig datoerne 20. juni 2000, 10. oktober

2002 og 1. august 2003. De markerer

plantningen af 2000 vinstokke, den

første druehøst og den dag, hvor første

årgang af Lille Gadegaards rødvin Rondo

2002 blev revet væk.

»Det var helt fantastisk, og det gik næsten

for hurtigt. Vores gårdbutik holder

åbent mellem kl. 16 og 18, og allerede

kl. 14 havde de første stillet sig i kø, og

den voksede til 200 mennesker. Der var

trafikkaos på Søndre Landevej, og da vi

lukkede butikken var der 200 flasker

tilbage.«

»Dagen efter kom de første kunder kl.

15, og to timer efter kunne vi melde

totalt udsolgt. Pedersker Brugs havde

fået 100 af de godt 1000 flasker, og de

blev flået fra hylderne i løbet af en halv

time,« fortæller Jesper Paulsen.

På få dage blev vinen og Jesper Paulsen

landskendt. Nyheden blev sendt rundt

via Ritzaus Bureau og gik videre til

den skandinaviske og nordtyske presse,

og Jesper blev inviteret til at medvirke

i TV2’s ’Go’morgen Danmark’. Han er

stadig lidt fortumlet over al opmærksomheden

og samtidig lykkelig for, at

premieren gik så strygende.

Jesper Paulsen er Bornholmer med stort

B, og han ser en stor fremtid for bornholmske

delikatesser. Landbruget burde

interessere sig for at fremstille special-

DET VAR HELT FANTASTISK, OG DET

GIK NÆSTEN FOR HURTIGT.

produkter frem for svin på samlebånd,

der bliver grovparteret på slagteriet i

Rønne og sendt videre til forarbejdning

andre steder. Han synes, at jordbær,

honning, fedekvæg og druer er mere

spændende end grise og gylle.

»Det var et stort show og en fantastisk

oplevelse at få lov at være ambassadør

for Bornholm,« siger Jesper Paulsen.

900 LITER VIN OM ÅRET

De 2000 vinstokke, der blev sat i jorden

i sommeren 2000, giver cirka 1.500 kilo

druer og 900 liter vin. Marken, hvis jord

har et gunstigt indhold af sand og grus,

så rødderne har noget at arbejde med, er

smukt omkranset af høj bevoksning,

Her er både læ og lys, og med de mange

solskinsdage i sommeren 2003 er der

store forventninger til høsten i oktober.

Men der er ikke plads til flere vinstokke

på den hektar jord, der er anlagt professionelt

med metaldragere og tråde, som

kan støtte væksten. Produktionen kan

kun sættes i vejret ved at anlægge endnu

en mark, og der går mindst tre år fra

tilplantningen til aftapningen, så vinen

fra Lille Gadegaard vil også et stykke ud

i fremtiden være forbeholdt de hurtigste

liebhavere.

VIN I DANMARK ER IKKE LÆNGERE

EN VITTIGHED

Europa-Unionen opretholdt indtil for et

par år siden et forbud mod professionel

vindyrkning i Danmark. Sydeuropas

bønder skulle ikke påføres unødig konkurrence,

og desuden var det jo en vittighed,

at man overhovedet skulle være

i stand til at fremstille vin i de barskere

egne, hvor øl og brændevin dominerer.

Det lykkedes at få ophævet bestemmelsen,

og en håndfuld avlere er gået i gang

med at fremstille rødvin, som har vakt

anerkendelse i selveste Barolo, Italiens

mest forgudede distrikt.

Vel er Bornholm hverken Barolo eller

Bourgogne, men vin fra klippeøen har

mere at fortælle end vin fra Avedøre,

sagt med al respekt for den københavnske

vestegns specialister. Og så er der

jo sagnet om, at de første vinbønder i

Bourgogne (Burgund) var udvandrere

fra Bornholm (Burgundia) – en legende,

som vinbønderne i Frankrig holder meget

af.

Yvonne og Jesper Paulsen har øvet sig

på at forvandle frugt til alkohol. De var

i forvejen kendt for en liflig jordbærvin

(fås som sød og tør), fremstillet af Korona-bær

fra egne marker og vidste derfor

meget om gæring, lagring og tapning.

Desuden har de rejst rundt i Europa og

besøgt vingårde og suget viden til sig.

Forbilledet er den danskfødte vinavler

Peter Sisseck, der på sin gård i Spanien

har udviklet Pingus, som har opnået

kult-status blandt vinkendere, der er

parat til at betale en høj pris.

magasinet bornholm | 41


Marineret Christiansøsild

skyllet ned med Snaps fra Bornholms

Spritfabrik

Boller fra andi’s køkken

bagt af Finn’s durumhvede

skånsomt malet hos Nils på

valsemøllen

mørkt guld fra svaneke bryghus

honning fra den

gamle skole

ost fra st. clemens,

bornholms andelsmejeri

på kiks fra jesper på dams

rugkiks

salat med grønsager fra

Bornholmergrønt tilberedt med koldpresset

rapsolje

42 | magasinet bornholm

mad med identitet

- se efter skiltet

Lammerullepølse fra Hallegård

på nybagt rugbrød fra Nyker

bornholmerhane tilberedt

hos Jette på le port

varmrøget østersølaks

fra svaneke røgeri

velhængt kalveryg fra

håndværksslagteren

et måltid rundet af med boisen is

og kaffe applikeret med kjærstrup

chokolade

jordbærvin fra lille gadegård


Vi anstrenger os

1.000 watt

RealMæglerne Per Kofoed

Strandgade 6 · 3730 Nexø · www.realmaeglerne.dk/bornholm

magasinet bornholm | 43


44 | magasinet bornholm


Onkel Joachims accent

...KOMMER ONKEL JOACHIM FRÂ SÂNKAAS?

HAN TALER BORNHOLMSK. HAN ER VOLDSOMT INITIATIVRIG. HAN ER

STINKENDE RIG. OG SÅ SPILLER HAN HOVEDROLLEN, NÅR FAMILIEN

DANMARK HVER FREDAG KL. 19.00 KICKSTARTER WEEKENDEN MED

DISNEYSJOV PÅ SKÆRMEN.

ed nevøerne Rip, Rap og Rup samt en

utålelig pilot på slæb, kaster Joachim von

And sig ud i alverdens anstrengelser for

at skrabe endnu mere rigdom til sig. Og

det går ikke stille af sig.

Det er ren Indiana-Jones. Men Onkel

Joachim-figuren tegnes ikke kun af

positive karaktertræk. Foruden at være

verdens rigeste mand, er han også en nærigpeter

af rang. Og det er måske blandt

andet derfor, at han taler med skotsk

accent i de oprindelige Disney-film. For

skotterne er kendt for at være et yderst

nærigt folkeslag. Men er bornholmerne

også det ? Een ting er, at bornholmerne

er kendt som et stridbart folkefærd, men

er de også nærige? Skribenten aner en

historie, griber telefonen.

I Danmarks Radio vil tegneserie-eksperten

Jakob Stegelmann ikke påtage sig

ansvaret. Men spørgsmålet har da også

rumlet i hans hoved uden at finde en

forklaring. For hvis man skulle finde en

Jâ hâr brøg for

et friskt pæjnjabâd

sproglig kobling mellem det skotske, det

nærige og en dansk accent med tilsvarende

karakteristika, så måtte det vel snarere

være en gang »hestekræmmer-jysk.«

Svaret finder vi hos Kirsten Saabye,

der er kreativ direktør i Disney Character

Voices:

»Der er tale om en ren tilfældighed.«

Den bornholmske accent passede

bare bedst til skuespiller John Hahn-Petersen,

som i 1989 blev castet til at lægge

stemmebånd til den nærige von And.

John Hahn Petersen fortæller, at ’det

kom bare af sig selv’:

»Jysk var for tungt. Fynsk for let.

Men den hurtige bornholmske tone gjorde

von And livfuld og fik ham til at fungere

lige så godt og dynamisk, som den

oprindelige von And,« siger han.

Selv om John Hahn-Petersen har en

bornholmsk oldefar, så kommer inspirationen

til skuespillerens ’teaterbornholmsk’

alene fra ferier og optrædender

© Disney


46 | magasinet bornholm

HANSAAGE BØGGILD ER BORNHOLMS KRØNIKESKRIVER. ET LIVS

JOURNALISTIK OG FORFATTERSKAB SOM ALTID HAR KREDSET OM »DET EGENTLIGE«

VED BORNHOLM. NETOP NU ER HAN VED AT LÆGGE SIDSTE HÅND PÅ BINDET OM

BORNHOLM I GYLDENDALS NYE VÆRK OM DANMARK DER UDKOMMER I FEBRUAR 2004.

DA BOGVÆRKET UDKOM FOR FØRSTE GANG FOR 16 ÅR SIDEN VAR DET OGSÅ DENGANG

BØGGILD, DER TOLKEDE DEN BORNHOLMSKE FOLKESJÆL OG ØENS BEMÆRKELSESVÆR-

DIGHEDER. HISTORIEN, NATUREN, KUNSTEN, MENNESKENE. BØGGILD VED MERE OM

BORNHOLM END DE FLESTE.

Tekst Poul Friis | Fotos Casper Dalhoff

FORTÆL


LEREN

D

Bøggild og Bornholm

et var en forårssøndag i 1951. Overfarten med »Rotna« havde været blid.

Billetten han havde fået tilsendt havde været til 1. klasse og selvom de var

fire mænd i kahytten, havde han egentlig sovet godt.

Nu stod han på kajen i Rønne. Næsten uden penge, men med faderens

røde Parker fyldepen i lommen. Blækket skulle han se at skaffe sig på avisen,

men det var tidlig morgen og redaktøren var nok ikke stået op endnu.

Bøggild hankede op i sejlgarnet som omgav den lille pakke med det brune

papir. Den var hans eneste bagage. Lidt undertøj og en ekstra skjorte. På

banegården i Sorø havde et par »akademister«, peget på den gule rejseseddel

på pakken og grinet: »Bornholm, det er da ovre i Rusland«. Og nu stod

han her. En fjern egn, som virkede underligt fremmedartet.

En kop kaffe ville gøre godt. Han begyndte at gå op gennem byens gamle

gader. Det slog ham, hvor net og ryddeligt der så ud. »Stille ædel provins«,

tænkte han. Ædel, for det virkede så ordentligt og respektabelt det hele.

Dams Hotel turde han ikke gå ind på. Den fornemme restauration så for

dyr ud til hans krone til morgenmad, så han endte på Evas Bar i Nørregade.

Et sted uden kunder, men dog kaffe. Et par timer senere bankede han

på hos redaktør Gunnar Bjerg Møller hos Bornholms Avis i Storegade.

»Ja, det var så Hansaage Bøggild, jeg skulle starte på Deres avis« Den

konservative bulderbasse kiggede den unge journalist ud. Jobbet var ingen

sinecure, havde han skrevet, da han per korrespondance ansatte den nye

referent. Og det var det da heller ikke. Hverken godt betalt eller særlig

behageligt. Men foreløbig fik Bøggild stukket et frikort ud til banen, så

kunne han jo se lidt på øen. Og referenten tog toget til Sandvig, vandrede

til Hammershus og følte, at nu var han kommet til Bornholm.

magasinet bornholm | 47


48 | magasinet bornholm

Han fik lært øen og dens indbyggere

at kende ved at spørge.

»Spørg om alting«, var det råd

hans tidligere redaktør på det

fine hæderkronede Sorø Amtstidende

havde sendt med ham.

»Spørg og bland dig«. Så Bøggild

gik til generalforsamlinger

og møder og markvandringer og

receptioner. Alt, hvad der kunne

gøres for at møde folk hvor de

var. Og spørge. Og nogle gange

faldt der også lidt majonæse af til

pressen og så var udgiften til middagsmaden

sparet.

Efter et par år kom der tilbud fra

Frederikshavns Avis. Hansaage

var nyforelsket i Gudrun som var

fra Jylland og de tog turen til det

forblæste Vendsyssel, hvor de blev gift,

men »det stormede altid ned gennem

Danmarksgade«, husker han fra den

relativt korte tid i det nordjyske. For

Bornholm trak i dem. Den overskuelige

verden, den enestående natur, den stille

ædle provins.

Og en dag stod Bøggild atter på havnen i

Rønne. Denne gang for at blive her. For

altid. Og for med tiden at blive »mere

bornholmer end bornholmerne selv«,

som han siden har hørt sig karakteriseret.

Med iver og kærlighed genoptog han

sine opdagelsesrejser ind i den bornholmske

folkesjæl. I dag, efter et halvt

århundrede som journalist og forfatter,

siger han, at han kender Bornholm og

bornholmerne bedre, end de selv gør.

Derfor er det ham, der først og fremmest

er den nutidige bornholmske krønikeskriver.

Som igennem et halvt hundrede

bøger, tusindvis af avissider og på kilometer

af lydbånd har beskrevet Bornholm,

historien, naturen, kunsten og

frem for alt bornholmerne. Hvorfor?

»Jo, fordi alt hvad der kommer mennesker

ved, alt hvad der sker imellem mennesker,

det har interesse«, er Bøggilds

filosofi. »Men bornholmer selv, det drister

jeg mig ikke til at kalde mig«. Han

er dansker. Ikke sjællænder, ikke fynbo,

ikke jyde. Heller ikke bornholmer.

Lige nu sidder han i sit lille hyggelige

byhus midt i Rønnes gamle kvarter. Der

er brosten i gaden og et smukt robiniatræ

på hjørnet. Under loftet er hans

hule. Manuskripter og materialer til to

kommende bogudgivelser ligger i pæne

bunker. Den gode kunst på væggene. De

nødvendige bøger i reolen. Ild i piben og

kaffe på kanden. Velkommen til Bøggilds

Bornholm.

HISTORIEN

Den bornholmske historie er præget af øens beliggenhed.

Først den magtpolitiske strategiske,

senere dens afstand til de danske magtcentre.

Men har den bornholmske historie noget at

sige andre end de særligt lokalpatriotiske?

Jeg mener, at jeg forstår Bornholm. Jeg

mener også, at det er der mange bornholmere,

der ikke gør. For mange er den

bornholmske historie ensbetydende med

1658 og de russiske bombardementer i

1945. De historier kender de. Ikke meget

mere. Og det er synd.

Naturligvis er Bornholm en del af den

store historie. Af Danmarks- og verdenshistorien.

Der udspiller sig begivenheder

her, som er vigtige i forståelsen af ikke

bare den danske nations historie. Bornholm

har været med i det storpolitiske

spil. Tænk, vi har syv store naboer som

i skiftende perioder alle har været stormagter

og begæret den strategiske klippe

midt i havet, men vi har jo også den lille

historie.

Den lille historie. Den der handler om de

rene bornholmske begivenheder og tildragelser.

Og den behøver ikke at være

dramatisk eller skelsættende for at vise

nogle af de spor, som øen har sat blandt

sine indbyggere.

Egentlig kan jeg godt forstå dem, der

tænker på en Jens Kofoed, en Povl

Anker eller en Villum Clausen, fordi

de føler sig i slægt med dem. Men det

er de færreste der går og føler sådan til


daglig. Nogle gør. Det er også dem, der

husker på de stærke bornholmske helte i

vikingesagaerne med en brusen i brystet.

Føler stolthed over en heroisk fortid.

Personligt nærer jeg ingen stolthed ved

at tænke på, at bornholmerne kæmpede

sig fri fra det svenske åg og overgav øen

til enevældskongen. Jeg synes blot, at

det er nogle spændende historier, men

det kunne da være rart, hvis vi også

ALT HVAD DER KOMMER MENNESKER VED,

ALT HVAD DER SKER IMELLEM MENNESKER,

DET HAR INTERESSE«

kunne lære noget om nutiden gennem

historien.

Vi kunne f.eks. lære at blive hele mennesker

af historien. Lære at tro og kæmpe

for en sag. I fællesskab. En af bornholmernes

største begrænsninger er f.eks.

deres formidable evne til at være indbyrdes

uenige.

Misforstå mig ikke, jeg har stor respekt

for bornholmerne. De har stærke kvali-

teter som spændende øboer, men der er

sket noget i de senere år. Det heltemod,

som kendetegnede 1658 er forsvundet.

Det særlige er ved at forsvinde.

Se blot hvordan vi lader os tyrannisere i

færgesagen og andre slag om politisk bevågenhed

ovre fra. Uenigheden gør svag,

så længe der f.eks. sidder en Almeborg

med en helt anden dagsorden end den,

der ville være til bedste for Bornholm.

Vi mangler de ledere, der kunne skære

magasinet bornholm | 49


Bøgild

fakta

50 | magasinet bornholm

HANSAAGE BØGGILD

Forfatter og journalist Hansaage Bøggild, født juleaften 1927

i Slagelse. Familien flyttede til Svendborg i 33, hvor han gik

syv år i skole og senere blev uddannet typograf. Senere kom

han i lære som journalist i Sorø. Kom første gang til Bornholm

i 1951 hvor han blev ansat som referent på det daværende

konservative dagblad Bornholms Avis. Efter en smuttur til

Frederikshavn kom han i 1956 tilbage til Bornholm. Først på

Bornholms Avis igen, senere på Bornholms Tidende. I begyndelsen

af 90’erne blev han også fast knyttet til DR-Bornholm.

Han er forfatter til næsten et halvt hundrede bøger om

Bornholm, Bornholms historie, Bornholms natur og bornholmsk

kunst, hvoraf det sidste har haft hans særlige bevå-

igennem al den historiske uenighed.

Og til at huske Danmark på

den forpligtelse det er, at have

en landsdel liggende midt ude i

Østersøen.

NATUREN

Martin Andersen Nexø var ikke

særligt benovet over den indfødte befolkning

på Bornholm. »Trangsynede

og småtskårne« var hans dom, men,

tilføjede den gamle kommunist så:

»Naturen, den er der ikke noget galt

med«. Hvis vi lige lader karakteristikken

af befolkningen ligge et øjeblik,

hvad er det så i den bornholmske

lilleputnatur som fascinerer dig såvel

som Nexø?

Der er ikke noget så sjældent

som Bornholm, så enestående. Så unikt.

Tænk, vi har ligget nede ved Afrika engang.

Deraf kommer måske den besnærende

fremmedartethed. Og størrelsen,

afstanden mellem de vidt forskellige

stykker natur er overskuelig.

Jeg ved godt, at man kan finde klipper,

der er større, sandstrande, der er længere,

skove, der er vildere, bjerge, der er

højere og have, der er dybere. Men intet

sted er alting, som her, samlet på et sted.

På den måde.

Intet andet sted er sandet så fint som

på Dueodde. Intet andet sted finder du

så varierede sprækkedale som på Bornholms

nordøstkyst. Intet andet sted finder

man en sådan variation af blomster

og vækster som her på øen. Hvis du f.eks.

boede et sted på Sjælland, så oplevede du

blot det, der var deromkring. Her er der

så kort til hele naturen. Til tusinder af

oplevelser.

Tag ned til Bølshavn, Listed eller Årsdale

en aftenstund hvor solen går ned. Se

hvordan havet kan blive helt rødt. Se en

måge med lyserøde fjer på klippen i det

stille vand. Og dagen efter kan himmel

og hav stå i et. Forskelligheden. Variationen

i klima og vejrlig er fantastisk.

Hammeren, et drama uden lige i en vestenstorm,

den stille skærgård. Himlen,

lyset. Alt det der tiltrak kunstnerne og

turisterne. Det er lige uden for døren.

Det er umuligt at undvære, når man

først har fået det i blodet.

Det er vel også det, der tiltrækker turisterne.

Man skal vel glæde sig over det,

men jeg bryder mig egentlig ikke om

genhed. Ikke mindst øens største maler, Oluf Høst, har haft en

dygtig og beundrende pennefører i Bøggild.

Som hovedværker i Bøggilds livslange arbejde på og med

Bornholm står hans »Kunst på Bornholm« fra 1996 og

Bornholms-beskrivelsen i Gyldendals serie om de forskellige

egne af Danmark fra 1987. En bedrift han netop nu er ved at

gentage i en helt ny udgave af det store værk. Også en stor

biografi af Oluf Høsts søn, Ole, som også var maler og som

endte sit liv på østfronten i tysk uniform, er på vej. Begge

bøger udkommer i februar på henholdsvis Gyldendal og

Bornholms Tidendes forlag.

turismen. Måske er det endda en udgift

for Bornholm, hvis det hele blev gjort op

og man overvejede alternativerne. Men

turismen er en kendsgerning. Et vilkår

for livet her og jeg holder da også af at

spejle glæden og beundringen over den

vidunderlige natur i deres øjne. Og intet

er så rart som at vise en turist vej til Nyker

eller Ekkodalen. Man får afløb for en

naturlig stolthed, simpelthen.

KUNSTEN

I din store bog om kunst på Bornholm lader

du i forordet en sød gammel kone sige

om kunst: »Ded e nok ingtressant, vis man

ingtresserer saj for’ed«. Underforstået, at det

gør man såmænd ikke så meget her på øen,

hvor andre mere materielle ting måske er lidt

mere påtrængende. Men hvorfor er der i det

hele taget grund til at interessere sig for kunst

på Bornholm?

Jeg forstår hende egentlig på en anden

måde. Som en slags tolerance overfor

noget, der måske er fjernt for hende,

men som er i orden, hvis nogen gider beskæftige

sig med det. Men selvfølgelig er

det nok sagt i den anden betydning. At

kunst ikke er værd at beskæftige sig med

for den jævne bornholmer. Jeg kan kun

være dybt uenig i den tankegang. Og jeg


magasinet bornholm | 51


egriber slet ikke udtrykket »finkultur«.

Kunst og kultur ligger åbent for alle.

Personligt kunne jeg ikke leve uden

kunsten. Kunsten giver mig indsigt og

forståelse af menneskelivet. Den er vigtig

som historien. Gennem kunsten forstår

vi os selv på en måde, som historien

ikke kan gøre. Et andet pejlemærke for

baggrunden for vore handlinger.

Så hvorfor skal man in-

Oluf Høst den maler, som

teressere sig for kunst på

AT SE VERDEN GENNEM ET ANDET TEMPERAstærkes,

næsten på An-

Bornholm? Tja, hvorfor

interessere sig for fodbold

MENT END ENS EGET ER UTROLIGT GIVENDE.

dersen-Nexøs maner har

formået at skildre udsynet

eller TV? Det gør jeg ikke.

og indsigten hos almuen på

Fodbold siger mig intet, men kunsten

Høst, Lergaard og Rude er de rigtige

Bornholm. Hans malerier er udsprunget

giver indsigt, også i vore omgivelser og

bornholmermalere. De er fortolkerne

af den forfinede folkelige tradition, jeg

vore medmenneskers sind. At se verden

af udsynet og menneskets placering på

holder mest af ved Bornholm.

gennem et andet temperament end ens

Bornholm. De er ægte. Jeg kunne også

eget er utroligt givende. Alternativet til

tage Claus Johansen med. Han kiggede

Derfor er det synd, at et sted som Høst-

den aktivitet kan være fjernsynet eller

indad, de andre udad. Men alle fire er

museet i Gudhjem er endt i det rene

bænken på torvet. Du kan drikke 100

bidragydere til forståelsen af den born-

akademiske Københavneri. Indtoget af

bajere om dagen og til sidst vil du hade

holmske folkesjæl.

kunsthistorikerne dér har gjort sit til, at

dig selv. Mennesket har pligt til at ud-

bornholmerne måske ikke interesserer

vikle sig. Historien, naturen og kunsten

sig så meget for deres egen kulturarv.

52 | magasinet bornholm

hjælper til med det. Og Bornholm har

det hele.

Derfor skal du interessere dig for kunst

her på øen. Men også fordi vi har haft

nogle af de fineste kunstnere her. Kunstnere

som har været med til at skabe det

moderne landskabsmaleri. Som har sat

deres, og dermed Bornholms, fingeraftryk

i vor kulturhistorie.

De andre, lige fra Zahrtmann over

Isakson og Weie til Cobramalerne f.eks.

kendte Bornholm i solskin. De brugte

øen. Brugte lyset og motiverne, men

de var inspireret og båret af en anden

kunstnerisk mission. De skildrede ikke

øen, men tolkede verden herfra. Men det

er jo også fantastisk spændende.

De bornholmske kunstnere har været

folkelige på den gode måde. For mig er


MENNESKET HAR PLIGT TIL AT UDVIKLE SIG. HISTO-

RIEN, NATUREN OG KUNSTEN HJÆLPER TIL MED DET.

OG BORNHOLM HAR DET HELE.

Det er blevet fjernt og ufolkeligt og i

strid med Høsts ånd. Akademiseringen

af kunsten får folk til at reagere imod

den. Udsagn som »det kunne jeg da

også selv lave« er ganske vist åndelig

dovenskab og måske også uoplysthed.

Men der er også kulturelle barrierer.

BORNHOLMERNE

Lad os vende tilbage til Andersen Nexøs

beskrivelse af bornholmerne. En ikke særlig

rosende eller flatterende karakteristik, må

man sige. Men er den dækkende?

Martin Andersen Nexø havde jo den

evne, som måske den eneste af de

skrivende mennesker på denne ø, at

han kunne skildre Bornholms almue,

dens vilkår og dens liv. At vise sammenholdet

blandt almindelige mennesker,

vise hvor gode de var til at tage

sig af hinanden. Vise det stærke i det

bornholmske folkedyb. Han sagde også

nogle sandheder om eliten. Om dem,

der bestemte, dem, der sad på flæsket

og melede deres egen kage. Jeg opfatter

hans stærke ord om den bornholmske

smålighed som møntet på en ganske

bestemt gruppe af befolkningen, ikke

på den almindelige jævne borger, som

ved Gud ikke havde det nemt på Nexøs

tid.

Desværre har bornholmerne lært at

hade den verdensberømte forfatter.

Lært, fordi han var kommunist og,

som nogle siger, »gjorde i sin egen

rede«. Det er helt glemt, hvilken fremragende

fortolker han var af det almindelige

liv på Bornholm.

Der er en særlig folkelighed på Bornholm.

En folkelighed, som jeg føler er

ægte. En sund folkelighed hvor menneskene

er vokset ind i deres livsvilkår.

Hvor de er blevet en del af det område,

der er deres. Alle yderområder er mere

udsatte for politisk vilkårlighed og så

megen anden tilfældighed end borgere

andre steder. Det vil altid præge de

mennesker der bor i randområderne.

Det vil være særligt udpræget på Bornholm,

hvor bevidstheden om at være

særegen lever stærkt.

På en måde behøver du ikke bornholmerne

til at bo på Bornholm. Tag

Svaneke. Det går jo godt nok foruden.

Men der ville nu alligevel mangle

noget, hvis bornholmerne ikke var

her. Omvendt må man jo også sige, at

tilflytterne, dem der, af og til, bliver

mere bornholmske end bornholmerne

selv, netop elsker øen og dens miljø,

fordi de har foretaget et bevidst valg.

De er kommet hertil, fordi de ønskede

det. Ville det. De er ikke bare blevet

født her og har glemt at tage af sted.

Vi skal passe på ikke at gå til i den

hyggelige lillebymentalitet, hvor besnærende

det end kan være. Det burde

være en pligt for enhver, der bor på

Bornholm, at man rejser over mindst

fire gange om året. Man skal have andre

indtryk for at kunne forstå sig selv

og sit eget. Og det kommer kun ved at

vende blikket udad engang imellem.

Det forsømmer mange desværre nok

alt for ofte her på øen.

Man kan blive så tryg ved Bornholm,

at man bliver bange for alt muligt andet.

Endnu en grund til at rejse væk af

og til. Man kan blive blind af at gå og

stirre ind ad egne vinduer.

Tekst Poul Friis | Fotos xxxxxxxxxxxxxxx

PÅ TOPPEN

Der er et interviewtrick, der kaldes »den tredje

dims«. Det går ud på, at det er nemmere at

formidle noget, hvis man har noget konkret

at forholde sig til, at se på eller måske oven i

købet røre ved.

Her handlede det om en radiosamtale med en

forfatter, der netop, det var i 1987, havde udgivet

en bog om emnet; Bornholm. Oplevet og

beskrevet af Hansaage Bøggild, som der stod

på titelbladet. Pointen var altså, at vi skulle se

og røre ved subjektet, mens vi snakkede om

Bornholm.

»Gider du tage med mig op på Rytterknægten«,

spurgte jeg i telefonen.

»Ja«. Bøggild var med på den værste. Vi snoede

os derop. Og videre op af jernstilladset. 183

meter over havet og udsigt til Rømers store

skov. Den tredje dims, Bornholm, lå for vore

fødder.

»Og hvorfor har en mand fra Slagelse så skrevet

en bog om Bornholm?« Interviewet varede

en halv times tid. Vi kravlede ned igen. Kørte

hjem. »Tak for i dag!«

Tre kvarter senere ringede jeg atter til Bøggild:

»Øhhh, ser du. Båndsalat. Ikke noget af det kan

bruges, gider du tage derop igen?«

»Selvfølgelig«, grinede han. Nu er der en ny

bog på vej. Gud ved, hvor mange gange vi

skal kravle op på toppen af Bornholm denne

gang?

magasinet bornholm | 53


Fredensborg har egen vinkælder. Naturligvis.

54 | magasinet bornholm


Urtehaven.

Radisson SAS Fredensborg Hotel, Bornholm

Strandvejen 116, DK-3700 Rønne · Tel. +45 / 5690 4444 · Fax +45 / 5690 4443

nfo@bornholmhotels.dk · www.bornholmhotels.dk

Radisson SAS Fredensborg Hotel, Bornholm ligger i

Rønne lige på kanten til Østersøen.

Alle suiter og dobbeltværelser har balkon og udsigt

til vandet og er indrettet med danske designklassikere.

RESTAURANT ”DI 5 STÂUERNA”

I 5 hyggelige stuer serveres mad af høj gastronomisk standard.

Fiskespecialiteter og menu’er. Mange bornholmske råvarer.

magasinet bornholm | 55


Livsstil er et af kodeordene for N& K

- en spændende og anderledes butik i Rønne.

Butikken er holdt i en let romantisk stil, med et islæt af

fransk/svensk bondestil.

56 | magasinet bornholm

SnellemarkCentret, 3700 Rønne Tlf. 5691 1211 www.nicecream.dk

Varesortimentet

spænder over modetøj

fra Noa

Noa - nu også

til piger og Freoli

til drengene

- smykker fra

Dyrberg Kern

- nye og antikke

møbler og brugskunsthåndplukket

til stilen - et

univers af oplevelser.


BornAppetit

DEN BORNHOLMSKE HONNINGKAGE

Håndlavet fra KjaerStrup chokolade i Snogebæk

Specialiteter fra Bornholm: www.bornappetit.dk

magasinet bornholm | 57


58 | magasinet bornholm

Traditionens vogtere

KILDEFESTEN I SVANEKE TRÆKKER VEKSLER PÅ ÅRHUNDREDERS

GAMLE MYTER, SKIKKE, OG TRADITIONER. DEN ER EN SÆREGEN

STÆRK BLANDING AF OVERTRO, MYSTIK, HEDENSKAB OG KRIS-

TENDOM. OG SELV OM EN STORMFLOD FOR EVIGT SLUKKEDE DEN

HELLIGE KILDE I VIGEHAVN, HOLDES DEN URGAMLE FEST FORT-

SAT I HÆVD. MÅSKE SOM ET VÆRN MOD EN ALT FOR PULSERENDE

OG UOVERSKUELIG NUTID. OG I DET LYS GØR DET MÅSKE IKKE SÅ

MEGET, AT KILDEN FORSVANDT I 1872.

Tekst Poul Friis | Fotos Torben Villumsen


Traditionens vogtere 1878

Det var en ganske særlig dag. Alt var perfekt. Solen skinnede.

Himlen var fri for skyer, og brisen kom mildt fra vest. Det

var som om alle var af huse. Som om både blomster og buske

gjorde sit yderste. Kun hønsene hakkede sig roligt frem gennem

Storegade. Hanen galede med musikalske mellemrum. Og

pludselig – uden forvarsel - brasede en tremastet fregat ræerne

ud for skansen og stævnede ind. Ved havnen holdt fiskerne

fri, sad og snadrede med piben i munden, mens ungerne løb

til og fra i synlig ophidselse og forventning. En smuk chalup

med kongekrone blev straks sat i vandet og stod ind gennem

havnehullet. Det var den 20-årige prins Valdemar, som sammen

med en større flok kadetter ville opleve den festklædte

midsommerby. Enten var det en heldig forudseenhed, eller

også var der tale om rent og skært held. Men netop dette år

havde kildefestkomiteen valgt at bryde med traditionen og

flytte den århundrede år gamle fest ud til ammunitionshuset

ved siden af skansen. I mange århundreder, så langt nogen

kunne huske, havde kilden ved Vigehavn ellers været centrum

for kildefesten - den årlige fejring af naturens kræfter og den

mystiske, lokkende midsommer. Men stormfloden i 1872 hærgede

havneværkerne og lukkede for stedse den hellige kilde i

Vigehavn. Og nu seks år senere var det ligesom forkert at holde

fest ved en kilde, som ikke længere sprang, og ved skanserne

var der i disse fredelige tider god plads. Kildefesten blev derfor

dette år endnu festligere med udsigt til Fregatten Jylland

– kongeskibet, der havde medbragt den festglade prins og hans

virile besætning, som med begejstring og humør tog del i optog

og karruselture, dans og gemytlighed. Og ikke at forglemme:

Prinsen og hans følge ofrede så meget til kilden, at der var to

kroner til hver af årets kildebørn. Jo, det var sandelig en fest,

der sent vil blive glemt.

Valdemar Myhre | udlånt af byforeningen Svanekes Venner

magasinet bornholm | 59


Hun er ikke meget mere end 7 år, men uniformen sidder perfekt.

De lange hvide støvler, fløjlet på reversen. Den høje hvide

kasket med den blå skygge over de blonde nordiske lokker.

Hun er i lære som tambur, og lige nu står hun i solhvervsskin

på Svaneke Torv og venter på, at resten af orkesteret skal gøre

klar. Kun klipperne ved kysten og et par mødre, der har klædt

sig ud i nationaldragt i dagens anledning, minder hende om

hjemstavnen ved Sognefjorden i Norge. De har flag og et banner

med skolens navn. Nu slår den næsten voksne og rigtige

tamburmajor an, og orkesteret istemmer ’Se Norges blomsterdal’”

og marcherer tværs over torvet på vej til festpladsen ved

fyret. Sydskoven er mørkegrøn og tæt. Havet lyser blåt, og de

mange smældende dannebrogsflag fortæller om den milde sydvestlige

brise - giver kulør og national stemning til den store

fest. Overalt har de små børn sat deres små blomsterkilder ud på

vejen og håber på indtægt og overskud og iskager til aften. På

festpladsen har kildebørnene atter gjort deres pligt, og kilden

er pyntet efter alle kunstens regler. Præsten er her. Og skoleinspektøren.

De hundredvis af blomster er endnu friske, og det

bundne egeløv giver skygge over kildens kornblomst-kranste

spejl, når man er smuttet ind under den særligt smukke indgangsguirlande,

som kaldes ’jomfruens æreskrans’. Små boder

med is, pølser og æbleskiver og et lille restaurationstelt omgiver

pladsen og på den lille scene er der musicerende underholdning.

Senere skal en kendt politiker tale her og sammen med

alvorsfulde samfundsbetragtninger ønske lillebyen glædelig

fakta

60 | magasinet bornholm

Traditionens vogtere 2003

KILDEFESTER

Overalt i landet har der været kilder, som er blevet

tillagt særlig helbredende eller magiske kræfter. Og

virkningen skulle være særlig effektfuld ved f.eks. solhverv

eller jævndøgn, hvor folk i stort tal valfartede

til kilderne for at drikke eller vaske sig i det helsebringende

vand. For at få gigten til at forsvinde, for at få

en bullen finger til at blive i orden igen. Ja selv alvorligere

sygdomme kunne mildnes af lige dele tro, håb og

kildevand.

Allerede i hedensk tid flokkedes gøglere, musikanter,

ølsælgere og alskens handelsfolk omkring kilderne – for

når godtfolk mødes, så kommer der flere til.

Sct. Hans og en god sommer. I havnen vugger de første gæstesejlere,

som har trodset Hammervandet og stævnet ned langs

nordøstkysten og her fundet en fredelig oase langt fra plastikmarinaerne

i det øvrige land. Der promeneres i den stille time

mellem seks og syv. De lokale hænger ud på gelænderet eller

har fundet sig et par fiskekasser og deler erfaringer og øl i en

perfekt kombination. Midsommer med lun fralandsvind, lys og

forventning får luften til at dirre på nøjagtig samme måde som

for 125 år siden. En kat misser. En hund gør. Og en hvid mink

springer sulten rundt på en fiskekutter. Så begynder bilerne at

komme. Flere og flere. Og folk skrår over havnen mod nord.

De skal ud til Vagtbodnakke. Har de glemt, at festen er flyttet?

Nej. Naturligvis ikke. De trækker traditionen med fra den

gamle kilde til den nye. I fakkeltog og med det norske skoleorkester

i spidsen vandrer de over havnen mod fyret og festplads

og bål. Fakkeltoget kan trække så langt ud, at de forreste kan

smide faklerne på bålet, mens de sidste endnu ikke har forladt

havnebryggen. Og alt imens er tusmørket på vej. Nattergalen

puster sig op til årets sidste triller, og mens bålet blusser holdes

der båltale og synges midsommervise og nationalsang. Og

pludselig er det hele slut. På kildepladsen er der dog endnu en

æbleskive og en fadøl og en gyngende harmonika i restaurationsteltet,

men vildt bliver det aldrig. Traditionen tro er en kildefest

en pæn og anstændig foreteelse som hele familien kan

deltage i. Og nu begynder turistsæsonen for alvor.

Almindingen har også huset en kildefest ved Koldekilde.

Udbuddet af gøgl, musik og beværtning var betydeligt

større her end ved lillebyen Svanekes diminutive vandsprøjt.

Forlystelsesetablissementet Dyrehavsbakken ved

København er ’født’ i det brogede folkeliv, der gestaltede

sig omkring Kirsten Piils Kilde, der også havde et

livgivende og lindrende ry. Ved kristendommens indtog

overtog de gejstlige traditionen, velsignede vandet og

beholdt de til tider vilde og løsslupne fester ved midsommertid.


HELLIG KILDE VED VIGEHAVN

ildefesten i Svaneke er et voksende tilløbsstykke på Bornholm.

Flere hundrede drager til byen især for at opleve det stemningsfulde

fakkeltog og bålet på det yderste østlige skær på øen.

I Svaneke betragter man kildefesten som ’den eneste endnu bevarede

festtradition knyttet til en hellig kilde i hele Danmark’.

Kildefestens traditioner går tilbage til hedensk tid.

’Helligkilde’ hed det vandspring mellem havklipperne, som stormfloden

havde ødelagt.

»Her kastede man blomster i den lille kilde og på en lille slette i nærheden

dansede de unge fiskere og sømænd og pigerne, mens de beværtedes

fra vogne,« som professor Madvig skriver i sine erindringer om

sin barndoms by.

Endnu går kildebørnene, det vil sige de kommende konfirmander,

rundt i byen et par dage før Sct. Hans og spørger om blomster til kilden.

Og hele byens frodige og farverige overskud bliver til blomsterranker

og opsatser. Og kilden udsmykkes efter de gamle forskrifter hvori det

bl.a. hedder, at støtterne bindes med blomster, hunjatjajs og bøgekviste.

Guirlanderne på samme måde, men uden blomster og ’taget’

består af egeløv fra præsteskoven i Ibsker.

De norske skoleorkestre har været en fast bestanddel af festen siden

begyndelsen af 1970’erne.

Fakkeltog, Drachmanns midsommersang, nationalsangen og båltalen

er en tradition som er vokset ud af bålafbrændingen. En skik som kom

til Bornholm lige efter 1. Verdenskrig.

At kildetraditionerne også indeholder fortidige kønsrollemønstre er

kun naturligt. Mens pigerne henter pæoner, guldregn, syrener, rødtjørn,

kornblomster, violer og stedmoderblomster hos byens borgere,

samler drengene mængder af vild kørvel langs klippekysten. Det er

også drengene der står ekstra tidligt op på selve festdagen og ager

vestover til Ibsker præstegård efter egegrene. Først derefter vækker de

pigerne under stor ståhej, for så skal traditionens vogtere binde blomster.

Traditionens vogter, står der på en sten på kildepladsen. Det er til

minde om lærer Valdemar Hansen som indtil sin død i 1945 stod for

udviklingen og bevarelsen af kildefestens mange ritualer. Det er i hans

ånd at festen fortsætter som om verden af i går stadig eksisterer.

Valdemar Myhre fotograferede folk, liv og by i Svaneke i tiden omkring

år 1900. Den stemning af uskyld, arbejdsomhed og folkeliv som han

dokumenterede, findes stadig i byen. Måske især ved kildefesttid.

Benævnelsen ”Traditionens vogter” kan også med god ret hæftes på

fhv. malermester Harald Lind, som med et livs ihærdighed har ført

kildefest-traditionerne videre og berettet så levende om i værket om

Svaneke Bys historie.

magasinet bornholm | 61


62 | magasinet bornholm

Svaneke Torv 7 · 5649 6282


Bøj din fantasi

magasinet bornholm | 63

www.bornholmslimtrae.dk 5695 3022


64 | magasinet bornholm


DET VAR I AAKIRKEBY, JEG

SÅ HAM. FØRSTE GANG.

HAN FOREKOM PÅ EN GANG FREMMED -

DENNE UNGE MAND KLÆDT I SORT. OG SÅ

ALLIGEVEL IKKE. MEN ALENE HANS HØJDE

STAK UD. OG DET KRONRAGEDE HOVED

- JA, DET NÆRMEST SKREG STORBY...

Tekst Ida Lassen | Fotos Torben Villumsen

magasinet bornholm | 65


Præstasnûdan

66 | magasinet bornholm

...EN HALV TIME SENERE SÅ JEG HAM IGEN. DENNE GANG TÆT

VED BUSSELY OG LODBERGS SMEDJE.

Målbevidst, iført attaché-mappe, i rask gang

på vej mod den sydlige ende af byen. En

fremmed. En fremmed på gennemrejse. Ingen

tvivl om det. Og fremmed, det var han.

Denne Kim Fischer Nielsen. Importeret fra

skyggesidernes København, i tæt kontakt

med misbrugsfolket og aidsramte. Importeret

til det trygge, nære, tætte lokalsamfund

på sydlandet.

Han opholdt sig kun på Bornholm i få måneder

og forlod øen igen, da sommeren gik på

hæld. Men alligevel var han en af dem - en

af de få - der på allernærmeste hold kom til

af dele nogle af livets største øjeblikke med

de lokale Pedersker-boere.

Men hvad får en ung, nyuddannet teolog fra

København til overhovedet at søge jobbet

som præst i et lille sogn på Østbornholm? At

flytte sig fra sin centralt placerede toværelses

lejlighed på Amager tæt på byens puls til en

lille gul bungalow i Pedersker godt nok med

egen carport og køkkenhave?

At kaste den behagelige storbyanonymitet

overbord og placere sig selv i centrum for et

fremmed folks interesserede og ind i mellem

nysgerrige blikke?

Mærkeligt nok lyder det hverken hult

eller som en kliché, når han med alvor

i stemmen og en Kings med filter i

hånden bekræfter, at der er tale om et

kald.

»Jeg vil virkelig gerne dét her, jeg vil virkelig

gerne være præst,« siger han.

»Jeg går så meget ind for det kristne budskab

om tolerance, næstekærlighed og tilgivelse,

at det i den grad giver mening for mig at

være præst.«

At det så lige blev Bornholm var nok mest,

fordi jobbet tilfældigvis var her. Men ikke

desto mindre har flytningen til netop Bornholm

understreget hans følelse af at have

kastet sig ud i noget spændende og eksotisk.

For der er forskel på København og Pedersker.

På storbyen og Bornholm.

»Det er ganske særligt at opleve, hvordan

det pludselig er interessant, hvad præsten

mener, siger han og trækker æ¹et i præst på

det bedste bornholmske, han har lært. Uanset

hvad, så forventer man noget særligt af

præsten. Han skal se ordentlig ud, opføre sig

ordentligt, ikke drikke for mange øl, og så

har han kone og børn. Havde jeg været 50,

var et Johannes Møllehave-agtigt look med

fløjlsbukser og fornuftige Jacoform sko nok

det, de fleste havde forventet, siger den unge

præst, der selv går ungt og stilsikkert men

afslappet klædt.«

»Det er da sket, at jeg har delt en flaske vin

med mig selv en aften, og jeg har måske

endda købt flasken i den lokale brugs, men

det er ikke noget jeg har skiltet med, smiler

Kim Fischer.«

Ganske vist er han selv vokset op i et lille

samfund i det sydfynske og var derfor bekendt

med og godt forberedt på den eksponering,

han ville blive udsat for. Men at interessen

for hans person skulle blive så stor,

havde han ikke forudset. Han er ikke i tvivl

om, at nysgerrigheden over for det nære er

vigtig. Altså at man i det lille lokalsamfund

interesserer sig for hinanden og engagerer

sig i sine omgivelser.

»Nysgerrigheden er på den måde med til at

holde én i gang, og man bliver ikke så let

ensom. Ud fra et kristent synspunkt, skal vi

faktisk på et eller andet plan bekymre os om

det liv, der omgiver os. Men nysgerrighed

bliver let til nyfigenhed, og med den følger

sladderen. I min tid i Pedersker har jeg nok

oplevet sladder men ikke ondsindet sladder,«

siger Kim Fischer.


fakta

Sognepræst

Kim Fischer Nielsen, 33 år er født

og opvokset på Tåsinge ved Svendborg. Cand.

theol. i 2001. Sit første præstembede fik han

som vikar i Pedersker fra 1. marts til 15. august

2003. Kim Fischer Nielsen har blandt andet

arbejdet som rådgiver på AIDS-linien, på en

familiebehandlingsinstitution, hvor misbrugere

kan være sammen med deres børn, mens de

er i behandling. Desuden har han besøgt en

række gadeprojekter i udlandet , der lavede

opsøgende socialt arbejde blandt unge prostituerede.

Kim Fischer Nielsen forlod Bornholm 1. september

for at tiltræde som hjælpepræst ved den

danske kirke i Bruxelles.

Det store ansvar:

Han føler

et stort ansvar for at udfylde sin rolle som præst og

medmenneske og at give begrebet næstekærlighed

mening i praksis. Med jævne mellemrum sover Kim

Fischer med telefonen under hovedpuden. Det sker,

når han har vagt på Sct. Nicolai Tjenesten, som er

en kristen telefontjeneste, der giver ensomme, ulykkelige

og rådvilde mennesker mulighed for at tale

med et andet menneske om sine problemer. Det er

ikke mange nætter siden, at han der fra sengekanten

hjalp et ensomt menneske ved at lytte og tale en

halv times tid.

»Bagefter tænkte jeg ved mig selv, at det var godt,

jeg var der. Jeg fik en fornemmelse af, at det virkelig

betaler sig at anstrenge sig, at yde en indsats,« siger

Kim Fischer. Som han sidder der i sin enkelt indrettede

stue omgivet af bøger, musik og levende lys,

har man måske et svar på, hvorfra han selv henter

saft og kraft.

magasinet bornholm | 67


Præstasnûdan

Den store lokale interesse har gjort det

let for ham at komme i kontakt med

folk, og han føler sig modtaget med åbne

arme. De lokale vil gerne præsentere sig

selv og så selvfølgelig høre lidt om, hvad

ham præsten er for én.

»En bedstemor passer mig op på gaden,

fordi hun gerne vil vise mig sine børnebørn,

og i Brugsen møder jeg endnu et

par stykker, der gerne vil sludre. På mig

har det ikke virket omklamrende, men

jeg kan da godt forestille mig de, der var

løbet skrigende bort. Tværtimod har den

kolossale opbakning og interesse betydet,

at jeg har fået den bedste start på

mit præsteliv, jeg kunne ønske mig.«

Lige fra starten har han konsekvent hilst

på alle han møder. Hilsner der kun med

enkelte undtagelser bliver gengældt. Og

en del tyske turister har sikkert fået noget

at tænke over: Hvem pokker kender

jeg i Pedersker?

Men det er ikke kun det lokale samfunds

opmærksomhed, der gør forskellen mellem

land og by. F.eks. konfirmanderne.

»Jeg tror, at de unge her lever et noget

andet liv og får nogle andre værdier med

hjemmefra. F.eks. da jeg introducerede

årets konfirmander for det voksende

problem med stoffer og narkotika blandt

deres jævnaldrende og forsøgte at forklare

dem, at uanset, hvad de kommer

ud for, så vil kirken være der for dem -

ja, det faldt faktisk lidt til jorden. Det var

åbenbart ikke en relevant dagsorden.«

68 | magasinet bornholm

Og efterfølgende er han blevet i tvivl

om, hvorvidt emnet har været bragt på

banen for tidligt.

»Selvom de på mange måder agerer som

teenagere, så fornemmer jeg, at de unge

her er mere afventende og velopdragne

end deres jævnaldrende i byen.«

»Havde de været mere stille end de var,

havde jeg troet, der var noget galt.«

»De forekommer heller ikke så modige,

men måske hænger det sammen med en

større respekt for kirken. De fik helt frie

hænder til at planlægge deres konfirmationsgudtjeneste,

og jeg havde håbet,

de kunne finde på at rappe trosbekendelsen.

Men det blev der ikke noget af.

På den måde er de ikke så udfarende og

eksperimenterende.«

Som vikarierende sognepræst i Pedersker

Sogn har Kim Fischer Nielsen få dage

forinden forrettet sin fjerde begravelse.

Forrygende! Sådan betegner han selv det

at få lov at være med til at formulere det

sidste farvel til et medmenneske.

»Det er her jeg tjener min løn som

præst,« siger Kim Fischer. At tage del i

et sorgforløb og begravelse er på én gang

krævende og spændende.

»Det at miste en af sine nærmeste giver

sjældent mening og skal ikke forstås.

Det er vigtigt for mig som præst at lykkes

og få de efterladte til at tro på, at den

retfærdighed, vi ikke kan se, trods alt

findes.«

Ved begravelsessamtalen med de pårørende

lægger han vægt på at forsøge at

lære afdøde at kende. Det handler ikke

kun om at sætte sig ind i vedkommendes

livsforløb men også om at pejle sig ind

på, hvem vedkommende var som menneske.

Nysgerrighed vil nogen måske

kalde det. Men nej, måske mere en dyb

interessere i at få en fornemmelse for,

hvem personen egentlig var, inden han

siger de sidste og mange gange afgørende

ord i kirken.

I Pedersker er der nemlig mulighed for at

lære alle at kende - her kender præsten

den, han begraver. I storbyen forekommer

det derimod ofte, at præsten begraver

en person, han ikke kender.

»For mig som præst har den personlige

involvering en vigtig betydning – også

selvom den sikkert på længere sigt kan

komme til at tære på ressourcerne. Det

at være tæt på folk betyder, at jeg i højere

grad kan komme til at fungere som

samtalepartner. Og det er en mindst

ligeså vigtig og spændende del af præstens

arbejde som at holde gudstjeneste

om søndagen.«

I Kim Fischers tid som præst i Pedersker

nåede der at ske et boom i interessen

for de personlige samtaler, da først folk

havde set ham tilstrækkeligt an.

»Det har været drønspændende og så

cool at opleve, at man faktisk du’r til

noget – ikke bare som præst men som en

god og ligeværdig samtalepartner.


70 | magasinet bornholm

De tyske gesandter

GILLA OG KARL KRUSCHEL HAR VENNER OG BEKENDTE OVERALT

I VERDEN. DE HAR REJST KLODEN TYND. MEN HVER EVIG ENESTE

SOMMER VENDER DE TILBAGE TIL BORNHOLM.

I ÅR FOR 25. GANG

fakta

GENTAGELSE

Tekst Jette Kold | Fotos Torben Villumsen

25 ferier på Bornholm 25 år i træk og

hver gang mindst tre uger! Selv en lokalpatriot

må undre sig?

»Nej, det er da ikke spor mærkeligt,«

smiler Gilla Kruschel.

»For vi trænger sådan til Bornholm

mindst én gang om året. Bornholm

er simpelthen blevet en del af vores

families livsrytme. Og når vi efter

endt ferie igen forlader øen, er det

oftest med vemod. Evig og altid taler

vi om, at vi godt kunne have brugt

mindst endnu en uge! Men vi må jo

hjem.«

»Længslen efter Bornholm forlader

os aldrig rigtig, og derfor er det altid

dejligt, når vi i november booker næste

års rejse og ophold. Så begynder

vi så småt at glæde os til at vende

tilbage, selv om vi som regel har adskillige

rejsemål i udlandet i løbet af

Gilla og Karl Kruschel, henholdsvis 54 og 57 år, er fra den tyske by

Schwerte i Nordrhein-Westfalen, omkring 80 km syd for Dortmund.

Gilla underviser i kvindelitteratur på et voksenundervisningscenter. Karl

er magister i teologi og ansvarlig for Westfalens evangeliske kirkes økumeniske

samarbejde med Mellem- og Østeuropa.

De har to voksne sønner, Florian på 27, ingeniør i Køln, og Philipp på 24,

studerende i Boston, USA.

Ægteparret Kruschels hjemby Schwerte er ingen trist, forkullet Ruhrdistrikt-by,

som ville få enhver til at ønske sig bort til skønne, rene himmelstrøg.

Tværtimod har den et charmerende, historisk bycenter med

markedsplads foran den store evangeliske kirke og er omgivet af et

grønt, skovklædt opland, gennemstrømmet af Rhinens bifloder.

Indbyggertallet er lidt højere end hele Bornholms, og med tysk målestok

regnes Schwerte for en lille by.

et år. Men Bornholm er for os noget

meget mere personligt.«

I taler om at trænge til Bornholm – hvordan

skal det forstås?

»Først og fremmest handler det om

ro,« forklarer Karl Kruschel.

»Den særlige bornholmske rolige

dagsrytme, som vi aldrig har fundet

magen til andre steder i verden, er

balsam for sjælen.«

»Vi lader os påvirke af denne gode

ro til at sidde uforetagsomme eller

f.eks. læse og koncentrere os uforstyrret

om et emne. Så er der det

med afstandene. Ingenting er langt

væk, vi kan cykle rundt eller bare

gå til bageren, til brugsen eller til

kirken i Pedersker (som ægteparret

Kruschel på korrekt bornholmsk

udtaler ‘Pærsker’)«.


»

DEN, DER ÅBNER SIG MOD VERDEN, OPLEVER ANDRE

KULTURER, SPROG OG LEVEMÅDER, OG DET SÆTTER

ENS DAGLIGE TILVÆRELSE, DET TRAVLE HVERDAGSLIV,

I RELIEF. DET HAR FÅET OS TIL AT PRIORITERE BORN-

HOLM HØJEST.«

magasinet bornholm | 71


»

72 | magasinet bornholm

»Vi handler også altid i de små boder

langs vejene og har vænnet os

til tilliden blandt folk. Men når vi

har tyske venner på besøg, bliver de

lige så forbløffede over boderne, hvor

man bare betjener sig selv og naturligvis

sørger for at betale. Det kender

vi slet ikke fra Tyskland,« siger Karl

Kruschel.

Og Gilla Kruschel skynder sig at

tilføje, at ligesom boderne er også

de bornholmske nye kartofler – især

aspargeskartofler – i særklasse.

»Aspargeskartofler kan vi slet ikke

opdrive i Tyskland,« siger hun og

bliver forbavset over at høre, at de er

almindelige i hele Danmark.

»I vores have hjemme i Tyskland har

vi et bornholmske figentræ, og nu vil

vi også forsøge os med bornholmske

kartofler! Men honningen fra en

avler i Vestermarie – den slår alle

rekorder og er så unik bornholmsk.«

SOLEN OG DEN DRAMATISKE

BLÆST PÅ UVEJRSDAGE

Gilla og Karl Kruschel fortæller, at

de altid lejer sommerhus i Østre Sømarken.

De er ikke de store strandløver,

men spadserer dagligt langs

stranden eller i skoven og noterer sig

år efter år hver eneste ændring i den

dejlige natur.

»Vi ved jo, at vejret er lidt af et puslespil,

og det er da et plus, når det

byder på sol og varme, men vi kan

så godt lide, at vejret på Bornholm

normalt ikke er for hedt. Klimaet

om sommeren passer os godt med

dets vekslen mellem solfyldte dage

og ikke mindre den dramatiske blæst

på uvejrsdage.«

GESANDTER FOR BORNHOLM

Interessen for at rejse har Gilla og

Karl Kruschel haft fra ungdommen,

hvor hun var ansat i British Airways

i Berlin. Siden blev det Karls arbejde

VI TRÆNGER SÅDAN TIL BORNHOLM MINDST

ÉN GANG OM ÅRET. BORNHOLM ER SIMPELTHEN

BLEVET EN DEL AF VORES

FAMILIES LIVSRYTME.«


»

DEN SÆRLIGE BORNHOLMSKE ROLIGE DAGSRYTME,

SOM VI ALDRIG HAR FUNDET MAGEN TIL ANDRE

med internationalt, kirkeligt samarbejde,

som har ført dem viden om.

Det har også ført til mange venskaber

i alle dele af verden, og en del af de

venner, som har besøgt dem hjemme i

Tyskland, har de inspireret til at rejse til

Bornholm.

»Gesandter for Bornholm – det er vi

gerne med alle de glæder øen har givet

os, og det var iøvrigt også på andres an-

STEDER I VERDEN, ER BALSAM FOR SJÆLEN.«

befaling, at vi for 25 år siden første gang

ferierede på øen.«

»Den, der åbner sig mod verden,

oplever andre kulturer, sprog og levemåder,

og det sætter ens daglige tilværelse,

det travle hverdagsliv, i relief. Det har

fået os til at prioritere Bornholm højest,«

siger Karl Kruschel.

»Men når vi stadig i dag holder så meget

af Bornholm og ikke kan undvære vores

årlige ferie på øen, så skyldes det også, at

vi efterhånden har fået fire-fem familier

som vores private venner.«

»Gennem nære venskaber får vi gensidigt

indsigt i de grundlæggende forskelle,

der er på vores samfund – det

tyske og det danske, selv om vi næsten

bor dør om dør,« siger de og vil meget

gerne snakke om og have mere viden

om, hvordan det står til med Bornholm-

magasinet bornholm | 73


strafikken, regionskommunen, arbejdsløshed,

skoleforhold og det kulturelle liv

på Bornholm.

VENSKABER

»Vi læser sommetider i avisen,« siger

Gilla Kruschel, der har gået til danskundervisning

i sin hjemby i Tyskland og

forstår meget, men synes, det er umanerligt

svært at tale dansk.

»Var der sommerkurser i dansk for os

veteraner, så var jeg en sikker deltager,«

smiler hun og siger, at hun da også gerne

ville udvide sin bekendtskabskreds.

»Jeg synes, der er så utroligt mange

interessante mennesker, f.eks. mange

kunstnere inden for alle genrer på Bornholm,

og jeg kan godt forstå, at naturen,

roen, og de små samfund må virke inspirerende

i en ellers så hektisk tidsalder,«

siger Gilla Kruschel.

DET DYRE BORNHOLM

Men kan der stadig være udfordringer eller

nye oplevelser for jer at hente på Bornholm?

»Bornholm har en meget stor kulturel

spændvidde. Tradition og fremskridt

går så flot hånd i hånd på denne ø, hvor

alt er overskueligt og nemt at få øje på.

Gamle håndværk som urmageri, mølleri

og andre håndværksteder lever side

og side med de mest avancerede glasværksteder,

moderne bygningskunst,

et blomstrende musikliv på højt niveau

og kunstudstillinger, som vi simpelt hen

ikke ville gå glip af. «

»Noget af det nyeste, vi de sidste år har

glædet os til at gense, er f.eks. Grønbechs

Gård i Hasle, Raschs Pakhus i Rønne for

ikke at tale om de sprudlende kunstneriske

oplevelser på Svanekegården – men

vi er f.eks. også altid omkring Høstmuseet

og Martin Andersen Nexø-museet,

74 | magasinet bornholm

og til næste år glæder vi os til at se udvidelsen

af Kunstmuseet i Rø.«

»Det geniale ved Bornholm er, at der

er ro og fred, men ikke desto mindre et

væld af oplevelser at vælge imellem, hvis

man har overskud og lyst til det.«

Men der må også være forhold, som skuffer

jer?

»Det er et problem, at det er så forfærdelig

dyrt at komme til Bornholm, og

vi mener, det kommer til at koste bornholmsk

turisme dyrt, hvis ruten mellem

Rønne og Sassnitz ophører. Så vil mange

nordtyskere vælge Mallorca!«

»Det er også problematisk, at det er så

skrækkeligt dyrt at spise på restaurant,

og at de dagligdags leveomkostninger er

så høje. Fødevarepriserne er efter vores

vurdering tårnhøje.«

»Vi foretrækker jo at spise dansk og synes,

at de særlige bornholmske fødevarer

smager specielt godt at sætte til livs på

stedet. De lokale specialiteter fra rejser i

det store udland smager altid bedst dér,

hvor de frembringes. Tag bare bornholmsk

laks eller østersøtorsk, honning,

softkernebrød, aspargeskartoflerne!«

»Men dyrt – det er det. Alligevel køber vi

de særlige bornholmske produkter med

hjem – ikke længere til os selv, men som

gaver til venner og bekendte.«

VINTERFERIE, NEJ TAK

Jeres voksne børn, unge mennesker i almindelighed

– tror I, de gider komme til Bornholm

på ferie?

»Bornholm er genialt som feriested for

familier med børn og for folk, der er

oppe i årene. Vore sønner kommer stadig

i kortere perioder – de kender øen

fra barnsben, har som unge slæbt kam-

merater med år efter år og har en særlig

veneration for øen.«

»De er overbevist om, at de – når de

engang stifter familie – vil tilbringe

sommer efter sommer på Bornholm,

men i disse år keder de sig efter få dage

og tager videre,« siger Karl Kruschel og

fortsætter:

»Jeg tror ikke, det er muligt at vende

det billede – med mindre Bornholm

begyndte at satse på masseturisme og

ungdommens vekslende stil, som ikke

nødvendigvis ville have noget med det

autentiske Bornholm at gøre. Og det

ville for mig at se være en katastrofe!«

Hvorfor besøger I altid Bornholm om sommeren?

Kunne det ikke være interessant at være

her i efteråret eller om vinteren?

Men den mulighed er Gilla og Karl

Kruschel ikke positive overfor.

»Jeg er født og opvokset i Nordtyskland

og kender alt for godt til tåge, kulde og

de få lyse timer,« siger Karl, og Gilla

tilføjer:

»Nej, selv sejladsen fra Tyskland til

Bornholm i sommertiden kan, når bølgerne

er høje, være en slem prøvelse

for mig. Efterårs- og vinterstorme ville

ødelægge min ferieglæde, og ingen af

os lades upåvirket af de mange mørke

timer. I på Bornholm må leve med i

mange måneder.«

»I den mørke tid drager vi altid mod

lysere egne, hvis vi har muligheden

arbejdsmæssigt og økonomisk, forklarer

Gilla, og hun tilføjer:

Men Bornholm er altid – uanset årstid

– i vores hjem i Schwerte, hvor bornholmeruret

tikkende fortæller os, at tiden

nærmer sig til næste års rejse til vores

andet hjem, Bornholm.«


»

BORNHOLM HAR EN MEGET STOR KULTUREL SPÆNDVIDDE. TRA-

DITION OG FREMSKRIDT GÅR SÅ FLOT HÅND I HÅND PÅ DENNE

Ø, HVOR ALT ER OVERSKUELIGT OG NEMT AT FÅ ØJE PÅ.

magasinet bornholm | 75


76 | magasinet bornholm


Kalle fra Svaneke

Tekst: Sussi Hviid/ Foto: Jannike Mogensen,

Charlotte Barrett og Torben Villumsen

ALLE KENDER HAM. POSTBUD, FORSANGER I EXPECT NO MERCY, STJERNE

FOR EN AFTEN I DEN BEDSTE SENDETID, FODBOLDTRÆNER... HELE SIT LIV

HAR ’KALLE POST’ MED DE FASTE LÅR OG DET FRÆKKE GLIMT SLÅET SINE

FOLDER PÅ DEN BORNHOLMSKE ØSTKYST. OM AT TISSE NÅR FILMKAMERAET

RULLER, OM KÆRLIGHEDEN, OM LIVET, OM KVINDERNE...

magasinet bornholm | 77


Tekst: Sussi Hviid/ Foto: Jannike Mogensen,

Charlotte Barrett og Torben Villumsen

78 | magasinet bornholm

n flimrende hed sommerdag kommer

Kalle kørende på sin rute. Luften står

stille, sommerfuglene danser parringsdans

i luften. Kaprifolien dufter, så den

rammer Kalle helt inde i den gule postbil.

Han standser bilen.

»Juhuu, kommer du ikke herned med

posten?« lyder det fra haven. Og en smilende

kvinde iført trusser, bh og store

solbriller vinker dovent.

»Men da jeg kommer ned i haven, har

hun taget bh og trusser af og ligger dér

splitternøgen. Så står man der … øh, god

dag ...,« erindrer Kalle.

»Pyh, det er varmt, vil du ikke have noget

koldt at drikke,« lyder det inde bag de

store solbriller«.

Og det ville Kalle jo gerne …

For han er fræk, posten i Svaneke. De

faste lår, den gode bagdel, glimtet i de

spillende, blå øjne. Den hæse stemme,

det bløde bornholmske. De rappe replikker...

Kalle voksede op i et trygt miljø i fiskerlejet

Aarsdale lidt syd for Svaneke.

Han gik på Svaneke Skole i en klasse

med 24 elever, hvoraf halvdelen kom fra

Aarsdale.

»Vi var alle lige, der var ingen, der havde

mere end andre. Vores forældre mødtes

dagligt på havnen og fik en snak, og

det var også her, at lommepengene blev

reguleret, sådan at den ene far sagde til

den anden: Nåh, hvad får jeres unger i

lommepenge hjemme hos Jer? Så talte

de lidt frem og tilbage om det, og så fik vi

alle sammen det samme,« husker Kalle.

»Mens andre unge tog ud for at se verden,

blev vi hjemme. Der var ingen, der

tog på Interrail. Vi havde nok i os selv

og følte ikke, at vi havde brug for den

udfordring. Vi var sammen. Vi drak! Vi

rejste aldrig ud af byen, men valgte at

blive her.«

På et tidspunkt er Kalle alligevel ved at

løbe sur i livet. Forældrene bliver skilt,

Kalle er rodløs og kan ikke finde fred.

Drikker for mange guldbajere og ryger

for meget hash sammen med gutterne.

Kommer på nervemedicin og er helt ude

i tovene. Men Kalles bedste ven og faste

holdepunkt, Peter Sigumfeld, samler

Kalle op igen. Og takket være Peter - og

Kalles job som postbud, som han altid

har været meget glad for - klarer han

skærene og kommer ud på den anden

side.

»Min far sagde altid: pas dit arbejde! Og

det har jeg altid gjort med glæde.«

En morgen aser og masser han med en

rørformet pakke til en ældre, kristen

dame. Det går ikke. Kalle kan ikke få

den igennem og ringer på døren. Den

ældre dame lukker op:

»Din sprække er ikke stor nok, jeg har

prøvet alt, men jeg kan ikke presse den

ind!«

»Den gav røde ører, men gudskelov

fangede hun den ikke,« siger Kalle, der

formåede at holde masken.


magasinet bornholm | 79


Kalle

80 | magasinet bornholm


Da lynet slog ned i Kalle og Lone til en

juleafslutning i fodboldklubben, gav det

seriøs genlyd i Danmarks mindste købstad

- det ellers ikke videre bornerte Svaneke,

hvor man er vant til et vist gennemtræk

i ægteskaberne. Tænk, postbudet

rendte med byens smukkeste pige

– den yndige dagplejemor. Hun kvittede

status, bedsteborgerhus, Mercedes Benz

og én af byens andre populære sønner,

med hvem hun havde to små børn.

Kalle forlod sin kone gennem et år og tre

måneder og sin lille søn. To små familier

blev splittet.

Byen var rystet, stemningen skiftede

mellem forargelse og medfølelse. Man

skuttede sig og rykkede tættere sammen

i de små hjem:

Det var frygteligt, fordi så mange blev

berørt og ulykkelige af det, men det

kunne ikke være anderledes, for Lone

og Kalle måtte bare have hinanden.

Lone husker parrets første stævnemøde.

De havde lånt en taglejlighed i byen. Ingen

vidste noget endnu. Det skulle være

meget romantisk:

»Og så kom han med en flaske Champagne

– og et par trusser fra Kvickly!,«

griner Lone, der absolut ikke var vant til

at få kærlighedsgaver indkøbt i et supermarked.

Kvickly-trusserne kunne dog ikke rokke

ved, at Lone havde tabt sit hjerte til Kalle.

En måned efter flyttede de sammen

i Kalles lille, gule bindingsværkshus.

To vidt forskellige mennesker, med vidt

forskellige baggrunde og vidt forskelligt

Kalle

syn på livet. Hun var den pæne pige, som

aldrig havde kommet sammen med nogen,

der røg hash og drak sig fuld. Kalle

var en uregerlig og charmerende rod, der

drak Jack Daniels, røg fede og hang ud

med vennerne.

Hun var til Bo Bedre og engelsk country

style, han kunne bo i en campingvogn

med tre ølkasser. Han kaldte hendes

omgangskreds for fattigfine, hun var

flov over at blive set med hans venner

og dukkede sig bag fiskekasserne, når

hun og Kalle sad og fik en håndbajer

med dem på havnen, og hendes venner

kørte forbi. Han har måttet overnatte i

bandets øvelokale, og hun har siddet og

skummet af vrede i sin eksmands kolonihavehus,

når bølgerne er gået højt og

kanterne skulle slibes.

I dag har Lone indset, at passion og lidenskab

er vigtigere end materielle goder,

og at man ikke behøver at være et

skod, fordi man får sig en bajer på havnen.

Kalle er ikke helt så vild og uregerlig,

som han har været og har desuden

lært at respektere Lones venner.

En tidligere skønhedsdronning, som

altid forsøgte at lokke Kalle indenfor til

et glas saft, kom en dag løbende ud på

gaden for at tage imod ham.

»Hun har vel været omkring 65 år, og

det var længe siden, hun havde været en

skønhedsdronning, men pludselig står

hun og tager imod mig midt på gaden

i g-streng og stormasket netundertrøje.

magasinet bornholm | 81


De forbikørende bilister var nær kørt galt

ved synet,« fortæller Kalle.

Senere ved den lokale havnefest kaster

den aldrende skønhed sig over ham,

presser hans hoved ned mellem sine

store gyngende bryster, som under den

gennemsigtige blondebluse bølger som

Østersøen i novemberstorm, og giver

ham et ordentligt goddagknus.

»Det er da dejligt, at kunderne er glade,«

smiler Kalle.

Der er sådan lidt ’Postbudet ringer altid

to gange’ over ham. Kvinder i Svaneke

spinder kælent, når de hører brevene

blive presset gennem dørsprækken. Selv

når rudekuverterne og rykkerne bliver

listet ind ad sprækken, sukker de henført,

kvinderne. Pirrede af fantasien om,

hvad der kunne ske, hvis de fik ham lokket

med inden for i køkkenet, inviterede

ham på en kop kaffe … på køkkenbordet

… midt i det bornholmske rugmel …

Kalle elsker at provokere og drille, og

han kan ikke lade være med at diskutere

alting, også selv om han i virkeligheden

er enig.

»Jeg har aldrig boet sammen med nogen,

der kan bringe mig så langt ud af fatning

som Kalle. Han kan få mig så langt ud,

at jeg kaster med ting efter ham, fordi

han er så øretæveindbydende. Men jeg

har til gengæld heller aldrig mødt nogen,

der kan få mig til at grine så meget,« erkender

Lone, der ikke fortryder, at hun

sagde ja, da Kalle friede, og hun byttede

det store gule hus ud med et lille gult.

På Kalles visitkort måtte der gerne stå

»rocksanger - og postbud i fritiden«. Den

musikalske interesse begyndte, da Kalle

og fire af gutterne fra Aarsdale dannede

rockbandet Expect no Mercy i starten af

1980’erne.

Bandet har opnået lokal kultstatus, og

fansene sørger for, at ’Expecterne’ spiller

82 | magasinet bornholm

for fulde huse, hver eneste gang de fyrer

den af.

»Jeg føler mig som stjerne for en aften,

når vi spiller 3. juledag på Bodegaen i

Svaneke, hvor duggen driver ned ad vinduerne,

publikum kammer totalt over,

og stemningen er så høj, at man næsten

svæver. Det er bare så fedt,« siger Kalle,

der får julelys i øjnene og karter rundt i

lokalet, når han taler om sin musik og

sammenholdet i bandet.

Og så var der den gang, hvor Kalle og

gutterne fra bandet spillede hårdkogte

rockere i Lotte Svendens film ’Bornholms

stemme’:

»Vi skulle pisse på én, der skulle indvies i

vores rockergruppe, og havde fået en tepose

under armen, som vi skulle trykke

på, så vi kunne pisse på instruktørens

kommando. Men det virkede ikke. Så

vi måtte tage kalorius frem og gøre det

rigtigt. Det er sgu svært, når fotografen

– ved synet af vores udstyr - samtidig

står og fortæller, at han har ondt af de

bornholmske piger,« griner Kalle, der

sammen med de andre ’Expecter’ måtte

stå med kalorius uden for bukserne i tre

dage, før scenen var i kassen.

»Men det var pisseskægt – og så blev vi til

og med betalt for det.«

Bandet er begyndt at skrive deres numre

selv. Og Kalle har måttet sande, at det

kan være noget af en satsning at lade

både postbudet og komponisten være på

arbejde på samme tid:

»Jeg kom kørende ude på ruten, og pludselig

kommer der en melodi til mig. Den

er pissegod, og jeg må bare ikke glemme

den. Jeg bliver ved med at nynne den,

men kan til sidst godt indse, at jeg jo

ikke kan rende rundt og nynne indtil

arbejdsdagen er slut. Så da jeg kommer

forbi en mønttelefon, ringer jeg straks

til guitaristen og skråler melodien ind i

røret, så han kan optage hittet. Da jeg


magasinet bornholm | 83


agefter vender mig om for at gå hen

i postbilen, opdager jeg, at der står et

hold tyske turister og stirrer på mig. Jeg

hilser venligt, som jeg gør til alle, sætter

mig ind i postbilen og kører videre.

I bakspejlet bemærker jeg, at turisterne

bliver stående og glor, indtil jeg er ude

af syne. De fik da noget lokalkolorit for

pengene!.«

Kalle var også genstand for mediernes

bevågenhed, da han for nogle år siden

blev topscorer i Bornholms-serien. Han

spillede centerforward i Svaneke Boldklub

og havde scoret 25 mål i sæsonens

løb.

Det var på de tider, hvor man skulle til at

danne FC Bornholm. På et pressemøde

spørger en journalist FC Bornholms

træner, om ikke Kalle kunne udgøre en

vigtig brik på holdet, hvortil træneren

svarer:

»Kalle er ikke hurtig nok, Kalle har

ikke overblik nok, og Kalles teknik er

84 | magasinet bornholm

ikke god nok. Men derudover er Kalle

en fin fyr.«

Nu spiller Kalle på old boys-holdet i

Svaneke, hvor han også træner pigerne

i fodbold.

»Livet er betydeligt nemmere, hvis man

benytter sig af humor og en god portion

selvironi,« siger Kalle, som sagtens kan

grine af sig selv, når han har begået en

bommert eller sagt noget uoverlagt. Og

som ikke bærer nag, hvis andre dummer

sig eller sårer ham.

»Han kan nok ikke tåle at høre det her,

men sandheden er, at Kalle er et rummeligt

og ukompliceret menneske. Han

er altid glad, udadvendt og åben. Og så

kan han tale med alle mennesker og er

en ekstremt god lytter,« fortæller Lone,

der har oplevet Kalle sidde en hel nat

og tale intenst med en 90-årig gammel

herre om dennes prostataproblemer.

Kalle elsker at iagttage, lytte og tale med

mennesker, han møder på sin vej. Det

populære postbud ved nøjagtigt, hvad

der foregår i byen.

»Jeg har naturligvis tavshedspligt og

kunne aldrig finde på at udlevere nogen

– så ville jeg sgu blive fyret - men som

postbud ved man ofte, hvad der finder

sted i de små hjem, mange gange også

inden de implicerede ved det selv. De

fleste postbude kunne udlevere samtlige

husstande på deres rute, hvis det skulle

være,« siger Kalle og truer for sjov med

at skrive sine erindringer, ’Mit liv som

Post’, når han engang skal pensioneres.

Ligesom byens læger og den lokale frisør,

er Kalle om nogen en nøglefigur i

det nære lokalsamfund, hvor alle ved det

meste – og Kalle ved alt – om alle.

»Ja, jeg kan godt love dig, at det er sjovt,

når jeg sætter mig i frisørstolen hos Joe.

Så bliver der eddermaneme luftklippet!«.


MAGASINET SOM GAVE

Klik ind på www.magasinetbornholm.dk og

forkæl en af dine venner eller forrretningsforbindelser

med et eksemplar af Magasinet

Bornholm.

Send evt. en personlig hilsen med. Pris

85,00 kr. inkl. forsendelse (DK).

MAGASINET SOM

GAVEABONNEMENT

Klik ind på www.magasinetbornholm.dk

og forkæl en af dine venner eller forrretningsforbindelser

med et abonnement på

Magasinet Bornholm Nr. 1 2003 og nr. 2

2004. Send evt. en personlig hilsen med.

Pris 170,00 kr. inkl. forsendelse (DK).

Ja tak, jeg vil gerne tegne abonnement på de næste to numre af Magasinet Bornholm 2004.

Navn

Adresse

Postnummer

By

Evt. e-mail

Forkæl...

Indbetal venligst beløbet på konto 0654-6444946332 og husk tydelig angivelse af navn og adresse.

Læs mere om Magasinet Bornholm på www.magasinetbornholm.dk

Næste nummer udkommer ultimo maj 2004.

MAGASINET SOM

ABONNEMENT

Klik ind på www.magasinetbornholm.dk og

bestil dit eget abonnement på Magasinet

Bornholm 2004. Udkommer ultimo maj og

oktober 2004 . Pris 170,00 kr., inklusiv forsendelse

(DK). Du er også velkommen til at

bruge nedenstående kupon.

magasinet bornholm | 85


Det er ligegyldigt, hvor gammel man

bliver. Ens forældre bekymrer sig …

Og Svend Holst-Pedersens forældre var

ingen undtagelse.

Han havde rundet de 40, havde familie,

hus og fast job.

Så det gik jo egentlig meget godt. Et liv,

der set udefra, næsten virkede som en

frugt, der blot hænger der på livets træ

og bliver stadigt tungere, indtil den en

dag slipper sit tag i grenen og falder til

jorden. Et liv fuldbyrdet og tilendebragt.

Sådan var det midt i 1990’erne. Og

Svends forældre var trygge.

Men der var en orm i æblet.

En dag stoppede Svend Holst-Pedersen

op, mærkede efter. Jo, den gnavede

fortsat, og til forskel fra så mange andre

i samme situation, så tog han ormen

alvorligt, undlod at parkere den i sin

underbevidsthed.

I næsten 20 år havde menuen stået på

filmfremkaldelse, salg af videokameraer,

fotoudstyr og betjening af kunder.

»Jeg havde det jo egentlig meget godt,«

siger han i dag.

»Og jeg kunne godt li’ kontakten med

alle de mennesker, jeg mødte gennem

86 | magasinet bornholm

Kunsten

Ormen i æblet

Tekst Torben Østergaard Møller | Fotos Torben Villumsen

midt arbejde. Men der var altså også gået

lidt meget rutine i det.«

Den havde ulmet længe...drømmen.

Drømmen om at skifte spor, bruge sit

liv på noget han kunne gøre con amore,

fremfor af vane og for at kunne betale

regninger.

Det var glasset, den flydende masse af

smeltet glas, som man kan trække ud af

en over tusind grader varm ovn og forme

efter lyst og evne, der trak. Hans bekymrede

forældre mente ikke, at det var

verdens klogeste disposition at droppe et

fast job og et velordnet liv.

Men faktisk var det deres egen skyld.

For det var jo dem, der tog ham med

rundt til glasværkerne i Småland, allerede

da han var dreng. Det var her,

ormen begyndte at gnave: Fascinationen

af glaspusterne, som stod der ved ovnen

og blæste i piberne, og som, mens

sveden sprang, skabte deres kunst eller

håndværk.

Senere, da glasset i 1970’erne fandt vej

til Bornholm, tog Svend Holst-Pedersen

til Snogebæk for at besøge glaspioneren

Mogens Dams glashytte, som var oprettet

i et gammelt silderøgeri - den første af

slagsen på Bornholm. Fascinationen var

intakt, ormen var der stadig. Men først i

begyndelsen af 1990’erne fik han omsider

lejlighed til selv at prøve at håndtere

det uregerlige materiale.

Han begyndte at gå til hånde hos Charles

Meaker i Inferno Glassworks.

En dag faldt de to i snak, og Meaker

spurgte Svend Holst-Pedersen, om han

havde lyst til at forsøge sig med værktøjet

og glasset. Dét havde han.

»Og det var jo ikke så ligetil. Man skal

jo lære, hvad man må røre ved og ikke

røre ved, så jeg fik brændt lidt pandehår

og svedet øjenbrynene og hårene på armene,

men efterhånden blev jeg jo bedre

til det.«

På det tidspunkt var det kun for sjov

– også når Svend Holst-Pedersen i ferier

og lange weekender tog hen til Meaker.

»Jeg syntes, at det blev mere og mere

spændende, og fik virkelig blod på tanden.

Men samtidig nærmede jeg mig jo

en alder, hvor man normalt ikke laver så

mange ændringer i sit arbejdsliv. Vi talte

om det mange gange. Min kone bakkede

mig op, og sagde at skulle det være, så

skulle det være snart. Og så i 1994-95


Foto Flemming Pauk

I DEN ALDER TÆNKER DE FLESTE PÅ OTIUM OG PENSIONSORDNINGER.

MEN DET ER ALDRIG FOR SENT. EFTER MERE END 20 ÅR BAG SKRANK-

EN I EN FOTOFORRETNING SKROTTEDE SVEND HOLST-PEDERSEN JOB-

BET, SOLGTE HUSET, UDDANNEDE SIG TIL GLASFORMGIVER OG SLOG

SIG NED MED EGET GALLERI. OG DET HAR HAN ALDRIG FORTRUDT EN

METER...

Kunsten

magasinet bornholm | 87


Ormen i æblet

Kunsten

blev det alvor. Selv om jeg var

meget glad for mit arbejde i

fotoforretningen, var min dag

også meget forudsigelig, og jeg

fik virkelig lyst til kaste mig

over noget nyt. Noget, det virkede

mere tilfredsstillende at

arbejde med.«

Også dengang var der krise på

Bornholm, og man talte meget

om at få nogle flere uddannelsesmuligheder

til øen. En

afdeling af designskolen skulle

måske rykke herover, men det

blev ikke til noget, og i stedet ville amtet

lave en glas- og keramikskole.

Men i mellemtiden søgte Svend Holst-

Pedersen ind på de skoler, der er tilknyttet

nogle af de svenske fabrikker,

Orrefars og Kosta, og familiens økonomi

blev gearet til at kunne klare den økonomiske

omvæltning, der

ventede, når han forlod

sit job og blev studerende.

De solgte huset og flyttede

i lejlighed i Rønne. Sverige

blev imidlertid ikke

88 | magasinet bornholm

til noget, for han blev simpelthen ikke

optaget. Og det var i denne periode forældrene

var lidt skeptiske over for, hvad

deres 44-45 årige søn havde gang i. Var

det virkelig så vigtigt med det der glas?

»Men siden hen er de blevet mere positive,

og det var jo heller ikke noget, de

skulle afgøre,« siger Svend Holst-Pedersen

med et mat smil.

»Men der var også mange, der syntes,

at det var flot at tage sådan en beslutning,

ligesom jeg har talt med en del,

der egentlig gerne ville foretage et skift

i deres liv, men som så alligevel tænker

»nej, vi har det jo meget godt.«

Amtet kom i gang med at realisere Glas

– og Keramikskolen, og i mellemtiden

valgte Svend Holst-Pedersen på opfordring

fra Arbejdsformidlingen at dygtiggøre

sig, så han havde bedre chancer for

at bestå optagelsesprøven til skolen. Så

JEG FØLTE, JEG STOD I ET RUM MED EN

HEL MASSE ÅBNE DØRE, JEG BARE KUNNE

GÅ IND AD.«

det blev først til VUC med billedkunst

som enkeltfag, hvor der blev tegnet,

malet og skulptureret, så det var en

lyst. Og senere tog han nogle måneder

til Engesholm Højskole, som ligger mellem

Vejle og Billund. Der på det gamle

utroligt flotte slot, som i sin tid Tycho

Brahes bror byggede, kunne han vælge

mellem at beskæftige sig med glas, keramik,

tegning, grafik, oliemaling, tekstil

og smykker.

»Vi skulle vælge to fag, så jeg valgte glaspustning

og glaspustning,« griner Svend

Holst-Pedersen.

»Men den gik ikke, og så valgte jeg

oliemaling som det ene fag – og jeg har

malet lige siden. Min far har også altid

malet.«

Sammen med syv af sine medstuderende

fra højskolen søgte Svend Holst-Pedersen

så ind på det første hold på Glas- og Keramikskolen

i Nexø. De fem

bestod optagelsesprøven, deriblandt

Svend Holst-Pedersen,

som altså nu kun var tre års

uddannelse fra sin drøm om

at blive glaskunstner.

(fortsættes side 90)


ARTS&CRAFTSBORNHOLM

WWW.CRAFTSBORNHOLM.DK

magasinet bornholm | 89


Ormen i æblet

Kunsten

»Det var et spændende første år

med en masse gæstelærere, der

underviste i forskellige specialer.

Jeg følte, jeg stod i et rum

med en hel masse åbne døre, jeg

bare kunne gå ind ad.«

Egentlig havde han regnet med

primært at skulle lave brugskunst,

men det var en helt

anden dør, der lokkede mest,

viste det sig.

»Jeg blev simpelthen grebet af

det sandstøbte og det skulpturelle

glas, som jeg slet ikke

kendte noget til før. Og glas støbt i gipsforme,

som vi lærte om af bl.a. japanske

Keiko Mukaide fra Edinburgh og Colin

Reid fra England. Jeg opdagede, at det

spændende for mig var at arbejde med

90 | magasinet bornholm

formen. Jeg kan godt li’ det tredimensionelle

og skulpturelle.«

I sidste halvdel af andet studieår kom

eleverne i praktik. Svend Holst-Pedersen

kom på en fabrik i Orrefors, Sverige,

hvor han mødte Bertil Wallien, som

havde været designer der i 30 år, og som

havde samlet en lille gruppe omkring sig

til at arbejde med sandstøbte ting.

»Det var et scoop for mig, og i løbet

af de tre måneder, jeg var der, fik jeg

skærpet interessen for det sandstøbte.

Jeg var også oppe på værkstederne, hvor

jeg lærte meget og fik oparbejdet en vis

rutine, men jeg søgte hele tiden ned i

kælderen, hvor de gik og sandstøbte.

Der skete så meget, at jeg var nødt til at

skrive dagbog for overhovedet at kunne

rumme det.«

Allerede efter højskolen havde Svend

Holst-Pedersen sagt sit job i fotoforretningen

op, og nu levede han altså af SU

plus et par jobs, han havde ved siden af.

»Men jeg havde det rigtig godt med at

være på vej,« siger han, og i 2000, som

48-årig, var han omsider færdiguddannet.

Efter tre år, hvor han havde gået på

skole sammen med en flok, som han alle

på nær én var gammel nok til at være

far til.

»Men de var søde nok og behandlede

mig som en ligemand. En enkelt gang

fortalte jeg en vittighed, hvor der var en,

der bemærkede, at den ville hans forældre

også ha’ fundet morsom!«

Næste mål var at finde det rigtige sted

til galleri og bolig. Det blev i Rø, hvor

den gamle stationsbygning var til salg,


og hvor lagerbygningerne sammen med

en tidligere købmandshandel kunne

fungere som udstillingslokale og værksted.

Efter at have investeret en million i

ombygninger, diverse ovne, nyt tag osv.

kunne han omsider slå dørene op til et

liv som glasformgiver på Rø Stationsvej

5.

Har det været det hele værd?

»Jeg har fået en bedre tilværelse med

meget mere indhold og større tilfredshed

i hverdagen. Og mere selvværd, fordi det

har givet mig et større livsindhold,« siger

Svend Holst-Pedersen.

Men også større bekymringer må han

erkende.

»Når hverdagen melder sig, begynder det

jo også at dreje sig om penge. Det har

givet mig en stor frihed, men der følger

jo også et ansvar for at få det til at løbe

rundt. Og jeg er jo både indkøber, fabrikant,

sælger, gadefejer osv. … haha … Så

jeg kan godt savne den faste hyre ind i

mellem. Jeg skal lave noget, der sælger

for også at få lov til at lave noget af det,

jeg brænder rigtigt for, det lidt mere

outrerede.«

Derfor har produktionen i løbet af sommeren

bl.a. stået på nisser, som han ved,

der er afsætning på til jul, ligesom også

holdere til fyrfadslys synes evigt gangbare.

Hvis der pludselig blev slået en stilling op i en

fotoforretning, ville du så søge den?

»Nej … heldigvis har min kone jo et godt

job, men lad os nu se, hvordan det går.

Det er ikke nogen guldgrube det her,

men de fleste siger også, at det ta’r 3-

4 år, før sådan en virksomhed kommer

op at stå. Og menneskeligt set synes jeg

virkelig, jeg har fået en bedre tilværelse.

Set i bakspejlet skulle jeg nok ha’ gjort

det her 10 år eller mere før. Nu kan jeg

i heldigste fald arbejde med glas i 30 år

fremfor i måske 50 år. Men på et tidspunkt

overværede jeg et foredrag med

sølvsmeden Mogens Bjørn Andersen.

Han var sidst i firserne, i færd med at

forberede en udstilling i Berlin og i fuld

vigør. Den slags giver håb for sådan en

som mig.«

BAT - din bus på Bornholm

magasinet bornholm | 91

www.BAT.dk


Annonce

92 | magasinet bornholm

Nils maler kornet.

Jørn passer stenovnen.

Bornholmerne elsker det...


Gudhjem før

www.gudhjem.nu

magasinet bornholm | 93


94 | magasinet bornholm

DESIGN

Enkelth


eden i en pind

Hvis det virkelig var så let, som du

tror.«

Ole er lidt patroniserende over for sin

nittenårige datter Malvine. Så let kommer

ingenting. Enkelhed er skam meget

kompliceret.

»Næh, Malvine, så let er det altså ikke.«

Doris smiler. Hun ser spillet mellem far

og datter. Har set det før. Ved, at det ender

ude i skomagerværkstedet med eksperimenter

og diskussioner natten igennem.

Det kan godt være, at det ikke er let. Men

det er sjovt.

Denne gang var det nogle japanske spisepinde,

der satte gang i processen. Malvine

lader dem falde på mikado-vis. Igen.

Tager dem op, samler de spidse ender. To

trekanter. Struktur. Her er jo en stol!

Ole Funder havde tit drømt om at lave

noget, der var større end sko.

»Men som hippie har man jo mange

drømme, som aldrig bliver til noget ....«

Og Oles verden behøver ikke at være

kompliceret. Han er skomager. Laver

Tekst Poul Friis / Foto: Torben Villumsen

UNIKT BORNHOLMSK

MØBELDESIGN KOMBINERER

JAPANSKE SPISEPINDE OG

DANSKE UTZON

spændende hippieagtige sko sammen

med hustruen, Doris. Hun er naadlerske,

dvs. hun tager sig af overlæderet og farverne.

Ole ordner sålen og sætter det hele

sammen.

Og Malvine får de store ideer.

»De bruger mig alle sammen,« smiler Ole

beskedent.

Men at komme her og sige, at det er let at

lave en stol!

OG SÅ BARE LIDT LÆDER IMELLEM

Malvine vikler noget garn rundt om enderne

på spisepindene. Sætter dem sammen.

Skaber konstruktionen.

»Og så bare lidt læder imellem!«

Far og datter ender naturligvis i værkstedet.

Og lidt ret har han jo. Det enkle er

ofte mere besværligt, end det ser ud til.

Men stolen var skabt. Ideen var født. Et

unikt stykke bornholmsk minimalistisk

og skulpturelt møbeldesign med mindelser

om Wegner og Mogensen opstod på

skomagernes værksted den nat.

magasinet bornholm | 95


96 | magasinet bornholm


MEN SOM HIPPIE HAR MAN JO MANGE DRØMME, SOM ALDRIG BLIVER TIL NOGET ....«

fakta

UTZONS VANDTÅRN

I 1950 var Svaneke

ved at løbe tør for

vand. Nye brønde

skulle bores, og

det var nødvendigt

med et vandtårn

oven for byen. Den

nye borgmester var

socialdemokrat og

den nye tids mand.

Emil Andersen havde

fået øje på en ung

lovende arkitekt. Han

skulle bygge vandtårnet.

Det skulle ikke

ligne andre vandtårne.

Jørn Utzon skabte

det som en stor fyrbåke.

Et sømærke og

et vartegn, men de

konservative borgere

i byrådet ville have

et vandtårn, som lignede

et vandtårn.

”Utzons vandtårn er

det eneste vandtårn

i Danmark som er

vedtaget af et byråd

med alle stemmerne

imod en”, sagde Emil

Andersen ved en

senere lejlighed. Den

enlige stemme var

hans, og han var for.

Og kunne indvie tårnet

i 1952. I 1990 blev

det fredet og står nu

som symbol på fremskridtsvenlighed

og

historisk forankring.

Der skulle gå et år, før den første stol

stod klar. Et år til at finde ind til den enkelhed,

som det hele begyndte med. I et

stykke tid var drømmen betydelig mere

rustik end resultatet. Ole og Malvine

tænkte på tykke aluminiums stilladsrør

og grove samlinger, men så kom smeden i

Svaneke, Flemming Thomsen, ind over.

Flemming gør sig i smedearbejde i den

store stil. Indviklede konstruktioner og

dele til vindmøller, skibsfart og broer.

Men han har også en møbelmager i maven.

Og øje nok til at se, at Malvine havde

fat i noget særligt. I smedens hænder blev

de lange rør af tromlet stål samlet med

en perfektionistisk finish, og en særlig

avanceret samling gør det muligt at skille

stolen ad på en let og enkel måde. Sæde

og ryglæn består af det bedste 3 mm

kraftige kernelæder, der kan skaffes. Et

særligt problem var fastgørelsen af læderet

på stellet.

»Hvorfor gør du ikke som Børge Mogensen?«,

spurgte en arkitekt.

»Selvfølgelig,« tænkte Ole og gik hjem

og lavede en særlig samling med et tyndt

stålrør gennem en række huller i læderet.

At det ikke lige var sådan den berømte

møbeldesigner havde gjort, betød mindre.

Oles løsning giver en lethed og en linie,

som understreger designet, og så gør

DESIGN

Enkeltheden i en pind

det jo ikke så meget, at man ikke følger

med i alle de gamles meritter.

STOL OG VANDTÅRN I FORENING

Og så skulle barnet have et navn. Hvad

kalder man en spisepindestol af fire, to

meter lange, stålrør og kraftigt læder?

Malvine, måske? Tipi? Eller noget med

Svaneke! Hvorfor nu det? Jo, da den første

stol stod færdig, var der ingen, der var

i tvivl om, hvor inspirationen var hentet.

Det var naturligvis Svanekes vandtårn.

Jørn Utzons lille mesterværk oven for

Danmarks østligste købstad er blevet et

vartegn for byen og dermed for bornholmsk

kvalitet og frimodig nytænkning.

Stol og vandtårn står godt til hinanden.

Spejler kunst, håndværk og bornholmsk

tradition.

»Det er sjovt, det er rigtigt, men fuldstændigt

tilfældigt«, griner Ole.

Derfor hedder stolen noget helt andet,

som har noget med inspirationen at gøre.

Den hedder ‘Angle’. Det var vinklen, der

skabte ideen.

DRØMMEN OM DET ENKLE LIV

Ole og Doris Funder var blomsterbørn,

da de i begyndelsen af 1970’erne fandt

til Bornholm. »Jord under neglene, højt

til loftet, økologi og et liv i harmoni med

natur og hinanden.«

magasinet bornholm | 97


DESIGN

Enkeltheden i en pind

fakta

98 | magasinet bornholm

MARTIN ANDERSEN NEXØ

Den verdensberømte danske forfatter blev født på

Christianshavn, men kom som 6-årig til Bornholm i 1877.

Her boede han med sin familie i de nuværende mindestuer i

Ferskesøstræde i Nexø, indtil han blev skomagerlærling som

15-årig og flyttede ind i skomagermesterens hus i Bagergade

13.

”Byen havde det ved sig, at det var tungt at gå i seng, og

tungt at komme op. Herinde steg intet gry gysende over jorden

og vækkede alting op, husene spærrede for morgenens

Det handlede det om dengang. Og for så vidt er det stadig drivkraften

for de to. Skomagerhåndværket giver mad og rødvin på

bordet. Drømmen om det enkle liv er de fortsat fælles om i den

gamle butik i Bagergade i Rønne. Her har altid været skomager.

Her stod den verdensberømte forfatter Martin Andersen

Nexø i lære. Han sov lige oven på værkstedet. Ole læser i ’Pelle

Erobreren’ og bliver glad for den forankring og tradition, som

dermed springer ud af verdenslitteraturen. Læderhåndværket

er ældgammelt. Værktøjet fra begyndelsen af sidste århundrede.

Slidt af dusinvis af skomagersvendes håndelag. Måske

også Martins?

DER SKAL SYS MASSER AF SKO

‘Angle’ er en smuk stol. En skulptur. Og den er tung. Mange vil

også synes, den er dyr. På en måde er Ole ikke stolt af prisen.

Han drømmer om at udvikle en ny stol, der er til at betale for

alle. En stol med de samme linier, men lettere. Og billigere. De

første forsøg er i gang. En mindre, men stadig ligeså skulpturel

prototype står allerede på værkstedet. Men der skal udvikles

meget endnu, før den ide er færdig. Og der skal sys masser af

sko for at få råd til produktion og markedsføring.

Og til et godt og enkelt liv i Rønnes pittoreske gamle kvarter.

Og sjælen er med.

‘Angle’ | 18.000 dkr. | Askepot | Bagergade 13 | 3700 Rønne

åbne ansigt. Og den svindende dag gød ikke sin aftenmødighed

tungt i lemmerne og drev dem mod lejet, livet her gik i

omvendt retning, folk blev livlige mod natten. Klokken halv

seks dunkede mester som lå nedenunder, i loftet med sin stok.

Pelle der havde ansvaret, rejste sig mekanisk over ende og

dunkede i sengesiden med den knyttede hånd, så faldt han

tilbage igen bestandig sovende. Lidt efter gentog det sig.

Men så tabte mester tålmodigheden. »For satan, vil I slet ikke

op i dag,« brølede han.

Fra ”Pelle Erobreren”, Læreår 19


Anne -Dorte Johansen

Kirkebyvej 41

3751 Østermarie

Tel. 5647 0457

krusegaard@mail.dk

www.craftsbornholm.dk textilformgivning & design

magasinet bornholm | 99


100 | magasinet bornholm

Ferie på Bornholm A - Z

Feriehuse og lejligheder, hoteller og pensionater.

Færdigpakkede ferier inkl. færge- og brobilletter.

Bestil det store feriekatalog for Bornholm.

BORNHOLMTOURS

Telefon: 5649 3200 · info@bornholmtours.com · www.bornholmtours.com

More magazines by this user
Similar magazines