Knud den Hellige, tyran eller helgen? - Jørgen Nybo Rasmussen

KNUD DEN HELLIGE – TYRAN ELLER HELGEN?
Den katolske biskop Czeslaw Kozons ønske om at få overladt nogle små relikvier fra skrinet i St.
Knuds Kirke i Odense medførte en uventet voldsom debat. Men den fremkaldte også ny interesse
for denne danske middelalderkonge. Knud den Hellige var jo mere end sine knogler. Han var en
konkret skikkelse i den danske kongerække, der styrede landet fra 1080 – 1086. Både blandt sine
samtidige og i dag var han genstand for modstridende domme. Var han en tyran eller en helgen?
Lad os begynde med den afgørende begivenhed, nemlig mordet på kongen og hans hird i St.
Albani Kirke i Odense den 10. juli 1086. Den oprørshær, der begik mordet, mente naturligvis, at
han var alt andet end en helgen. Deres motiv var, at Knud var et utåleligt magtmenneske.
Egenmægtigt havde han tilsidesat gammel lov og ret, pålagt nye uhørte skatter og straffet ulydige
flådechefer med urimeligt hårde bøder i stedet for at gennemføre togtet til England. Han
favoriserede den unge kirke på en provokerende måde. Således ville han sikre dens frihed ved at
gøre betaling af tiende til en fast kirkeskat. Alt dette fremkaldte den vrede, der førte til oprøret.
Efter mordet blev Knuds broder Oluf hans efterfølger. Knud og han var nok uvenner, men Oluf
var ikke direkte impliceret i mordet. Men han havde oprørernes sympati og delte deres uvilje både
mod Knuds person og hans politik. Han lovede at genindføre forgængeren, Harald Hens gamle love.
Knuds familie og venner fik en hård tid. Enken Edel drog med den lille søn Karl tilbage til sit
fødeland Flandern. Broderen Erik gik med Knuds døtre i eksil i Sverige. Biskop Sven Nordmand af
Roskilde, Knuds medarbejder, protesterede imod mordet, men forlod derefter Danmark og døde på
vej til Jerusalem. Nogle mener, at den hungersnød, der gav Oluf tilnavnet ”Hunger”, hører til de
fromme legender. Men man ved faktisk, at også Danmarks nabolande i disse år blev ramt af
misvækst. Positive træk under Olufs niårige regering melder historien ikke noget om.
Eftertanken og retfærdighedsfølelsen gjorde sig snart gældende. Den ældste kilde, ”Passio”
beretter, at der begyndte at ske mirakler ved Knuds grav. Om man nu vil tro dette eller ej, så røber
rygterne en voksende tvivl om kongemordets berettigelse. Knuds knogler blev flyttet fra St. Albani
Kirke til krypten i den nye stenkirke, han selv havde påbegyndt. 1095 døde Oluf, og Erik med
tilnavnet Ejegod kom tilbage fra sit eksil og blev konge. Han genoptog Knuds kirkevenlige politik
og indkaldte engelske munke, der stiftede et kloster i Odense ved broderens grav.1098 drog han
selv til Italien for at anmode pave Urban II. om to vigtige ting: 1) at Knud måtte blive godkendt som
helgen og 2) at den danske kirke måtte blive befriet fra ærkebispen af Hamborg- Bremens
overhøjhed og få sit eget ærkebispedømme. Paven lovede at overveje det, men døde kort efter. Året
efter opsøgte en delegation af danske gejstlige efterfølgeren pave Paschalis II, der efter rådslagning
med kardinalerne imødekom begge ønskerne. År 1100 kunne biskop Hubald af Odense markere
helgenkåringen ved at overføre Knuds jordiske rester til det skrin, hvori de stadig ligger. År 1103
oprettedes ærkebispedømmet Lund som metropol for den katolske kirke ikke blot i Danmark men
for hele Norden. Den første danske historieskrivning begyndte i Odense og handlede om Knud den
Hellige. Først ”Passio” fra ca. 1095 og senere Ælnoths større Krønike fra ca. 1120. I disse skrifter
skildres både hans egen alvorligt kristne livsførelse og hans politiske bestræbelser for at gøre
Danmark til at kristent retssamfund, der sikrede kirkens status og beskyttede fattige, trælle, enker og
indvandrere mod overgreb og undertrykkelse.
Knuds helgenkåring og Den danske Kirkes selvstændiggørelse hørte altså nøje sammen som
skelsættende begivenheder i vor historie. Ved sit store gavebrev til kannikkerne i Lund 1085 havde
Knud allerede selv vist vejen. Dette var som en portal til den egentlige højmiddelalder i Danmark.
1

I disse århundreder samvirkede Kirken og den danske stat til begges gavn. Domkirker, kirker og
klostre byggedes og blev troens, lærdommens og kulturens arnesteder. I Odense samledes talrige
pilgrimme ved helgenskrinet, især på St. Knuds dagen 10. juli, der helt til vor tid var byens
markedsdag. I de nye byer sluttede købmænd sig sammen i St. Knudsgilder til fælles fordel. Navnet
Knud delte de efterhånden med Knuds nevø, den 1131 myrdede og 1170 helgenkårede hertug Knud
Lavard. Kalkmalerier og skulpturer af dem begge fik plads i mange kirker. Helgendagene indførtes i
bispedømmernes kalendere og i messebøger og tidebøger, således at folk ved gudstjenesterne lærte
dem at kende som forbilleder og venner i himlen.
Ved den lutherske Reformation i 1500-tallet blev denne kirkelige fejring afskaffet, men hverken
Knud Konge eller Knud Hertug blev glemt. Adelen ærede dem gerne som eksempler på kristen
ridderlighed. Under Enevælden sympatiserede man med deres markering af den kristne øvrigheds
gudgivne ret overfor folket. I 1800-tallet så ikke blot de romantiske digtere, men også
faghistorikerne på middelalderen med indfølende forståelse som tiden, hvor den nationale kristne
kultur blev til. De gamle helgenskrifter blev udmærket udgivet og oversat, idet man dog som
lutheranere fastholdt den teologiske skepsis over for det katolske helgenbegreb.
Først da den radikale naturalisme hen imod 1900 sejrede som tidens modefilosofi, satte kritikken
for alvor ind. Historieskrivningens ”moderne gennembrud” lanceredes af historikere som brødrene
Weibull og Arup. Men kirkehistorikere som P.G.Lindhardt og Hal Koch tog ganske deres radikale
kritik til sig. De middelalderlige helgenskildringer blev dissekerede. Ikke blot blev alt, hvad der var
”overnaturligt”, såsom mirakelberetninger, kasseret som uhistorisk, men også de positive træk i
helgenernes liv, deres kristne hensigter og etiske fortrin blev mistænkeliggjort som propaganda fra
de magthaveres side, som ventede politisk fordel af deres helgenstatus. Efter dette syrebad blev der
ikke meget godt tilbage af Knud den Hellige. Resultatat af kritiken kom i forbavsende grad til at
ligne det billede, oprørspartiet i sin tid motiverede mordet med, nemlig at Knud var en upopulær og
brutal magtmisbruger, som de gode danske bønder havde al god grund til at skille sig af med, idet
kun kongernes og kirkens interesser havde ført til, at han alligevel blev etableret som helgen
Dette billede af den ”hellige tyran” kong Knud blev dog i 1980erne kyndigt og kraftigt anfægtet
af historikere som Carsten Breengård og Tore Nyberg. De påviste, at Knud fjender netop ikke var
fattige bønder, men datidens stormænd, der følte deres tilvante friheder og magt truet af denne
konge, der havde mod til at virke for en kristen retsorden mod deres interesser. Trods dette opgør
har det negative billede af Knud vist sig forbavsende sejlivet. I forbindelse med den nuværende
debat om relikvierne er det igen blevet ført i marken, som var det en absolut historisk sandhed.
Men faktisk findes der intet videnskabeligt bevis for, at de danske biskopper og kong Erik Ejegod
omkring 1100 i den grad skulle have taget fejl endsige bevidst have forfalsket det billede af Knud,
som vi finder i ”Odense-litteraturen”. Den frugtbare udvikling af kirken, kulturen og
samfundsetikken, der fandt sted i den følgende gode tid for Danmark, er yderligere et vægtigt
argument for, at de så rigtigt. Også i dag kan vi, uanset om vi er katolikker eller protestanter, glæde
os over kong Knud den Helliges personlighed og pionerarbejde for den kristne kultur i vort land.
Jørgen Nybo Rasmussen
Historiker, der. theol. h.c.
2