TEMA: Uforglemmelige togrejser - De Berejstes Klub

deberejstesklub.dk

TEMA: Uforglemmelige togrejser - De Berejstes Klub

MARTS 2007 / nR. 27

Globen

MedleMSblAd foR de beRejSTeS Klub

TEMA:

Uforglemmelige

togrejser


2 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007

TEMA

10 MiT rEjsEliv på skinnEr

Af Erik Pontoppidan

6

Togrejser gennem 50 år i Europa, Indien

og Sibirien.

14 dEn længsTE rEjsE

Af Simon Staun

Hop ombord når Simon tager klassikeren:

Den transsibiriske jernbane.

18 dET hårdE sædE i dET

rødE rigE

Af Jakob Øster

En rædselsnat med maveproblemer på

hard seat gennem Riget i Midten.

22 Tog Til TAgET

Af Svend Garbarsch

Følg Svend og Kurt på jomfruturen for

verdens højeste jernbane - himmelekspressen

til Lhasa.

36 MEd 15 kM i TiMEn gEnnEM

TEplAnTAgErnE

Af Søren Padkjær

Bag et gammelt faldefærdigt lokomotiv

gennem højlandet i Sri Lanka.

40 på skinnEr i dEn sibiriskE

dybfrysEr

Af Michael Rothenborg

Mission: Dokumentér den illegale

tømmerhugst i Sibirien.

49 En jErnbAnErEjsE

gEnnEM sudAn

Af Bertel Kristensen

Læs Bertels spændende historiske

beretning fra 1963.

26

52 MEd slowTrAin gEnnEM

bAnglAdEsh

Af Bjarne Lund Jensen

Med tog og færge gennem et af verdens

mest katastrofehærgede lande.

ArTiklEr

6 14 kg kokAin i En bus

Af Rasmus Krath

En røverhistorie om at blive tilbageholdt i

Paraguay efter et stort kokainfund.

26 urTidEns kæMpEr

Af Jakob Øster

Vilde bjerggorillaer på tæt hold i Rwanda

efter et hårdt trek op ad en stejl vulkan.

30 ET lAnd/En by -

MyAnMAr/yAngon

Af Lone og Michael Andersen

5 ting du må vide om Yangon - og en bil-

ledrejse rundt i Myanmar

32 shAnghAi - dEn nyE

frEMTidsby

Af Erik Pontoppidan

Virkelighedens svar på Blade Runner.

Tag med til én af verdens hurtigst

voksende byer.

44 hAvEn i dE sorTE bjErgE

Af Arne Runge

Et samfund som i de gode gamle dage.

Arne besøger Nagorno Karabach.

56 på frugTrov i hElvEdEs

forgård

Af Lars Munk

Welcome to the jungle. Lars forvilder sig

ind i det eventyrlige Darian Gap.

62 Top 10 - bEdsTE/værsTE indkøb

Af Jane Jacoby

Læs om spændende souvenirs fra fjerne

afkroge - og om de ting der skulle være

blevet på hylderne.

32

klubbEn

4 leder

Dette nummer af Globen er viet til beret-

ninger om uforglemmelige togrejser.

5 næste Tema

Mange eventyrlige beretninger starter

med at bjergene kalder. Hvordan har de

kaldt på dig?

9 klubtur

Succesen med den transsibiriske gen-

tages. Se hvordan du kan komme med

ombord.

25 sponsorer og medlemsrabatter

Se listen over hvilke fordele du som aktivt

eller passivt medlem kan opnå.

35 forside kandidater

Se de flotte fotos der var med i opløbet

om at komme på forsiden.

43 Afholdte dbk Arrangementer

Læs om de arrangementer der er afholdt

i klubregi de seneste 6 måneder.

55 Mødeaktiviteter 2006

Statistik over medlemsmøder i 2006 og

historisk.

55 dusører/priser

Se hvad der skal til for at score dusøren

for et af de få ubesøgte lande/territorier.

59 ny postadresse

DBK skifter postadresse.

60 konkurrence

De bedste artikler i konkurrencen: Min

værste transportoplevelse.

64 nye medlemmer

Se de sidste nye ansigter i klubben.

66 klubbens kontaktpersoner

40


Medlemsblad for De Berejstes Klub

Redaktion:

Jakob Øster (ansv.), Jon Berghof,

Per Allan Jensen, Gerner Thomsen

Adresser s. 66

Indsendelse:

Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til:

globen@berejst.dk

Tekst / fotos:

Medlemmer af De Berejstes Klub

Forsidefoto:

Ib Stejlborg

Damptog ved Bajkal søen, Rusland.

Fra DBK klubtur 2006.

Scan af billeder: Per Danielsen

Tryk:

Reklametryk Herning

Hollingholtvej 41

7451 Sunds

Oplag: 400

ISSN: 1603-1458

Deadline til næste nummer:

5. maj 2007

Tema: Bjerglande

Annoncer:

annoncer@berejst.dk

Medlemskab:

www.berejst.dk

Formand:

Søren Padkjær, adresse s. 66

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt

stof og alle meninger, der kommer til udtryk i

bladet, er derfor skribentens synspunkter og

deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller

klubbens øvrige medlemmer.

INTRO Redaktørens forord

På skinner gennem

verden

Stå på i København og stå af i Vladivostok. eller i lhasa. Toget binder verden

sammen og bringer mennesker nærmere hinanden og har gjort det lige så længe,

at jernbanen har eksisteret. For mig er toget den foretrukne rejseform, fordi det,

samtidig med at være den mest behagelige, giver adgang til at studere landskabet,

der glider forbi og tid til at lære medpassagererne at kende.

Danmarks bedste klubblad kører på skinner. både i bogstavelig og i overført betydning.

Det er en stor fornøjelse at overtage et så flot og gennemarbejdet blad. En

stor tak til de tidligere redaktører, Jakob linaa og Pernille Föh, for med deres kæmpe

arbejde at bringe bladet derhen, hvor det er i dag. For dette nummer skal lyde en

kæmpe tak til Jon Berghof for det flotte layout. Og selvfølgelig en stor tak til de mange

ihærdige forfattere, der leverer underholdende og velskrevne artikler og flotte

billeder fra klodens fjerne egne til fornøjelse for alle os andre. Keep them coming.

Dette nummer byder på et væld af spændende artikler om togoplevelser. læs

Simon Stauns velskrevne artikel om hans lange rejse med den transsibiriske, tag

med Svend Garbarsch på jomfrutur med den nye himmelekspres til lhasa, tag

med når Michael Rothenborg tager toget gennem den sibiriske kummefryser for

at dokumentere illegal tømmerhugst og med bertel Kristensen på en fascinerende

tur gennem Sudan i 1963.

blandt de artikler, der ikke handler om tog, kan du læse Rasmus Kraths nervepirrende

beretning om at blive tilbageholdt i en bus i Paraguay efter et stort kokainfund.

Du kan læse om at komme helt tæt på verdens største gruppe af vilde

bjerggorillaer i Rwanda, og du kan læse om lars Munks eventyrlige oplevelser i en

af verdens mest sagnomspundne og ufremkommelige regioner ­ The Darian Gap.

God rejse og god fornøjelse med bladet.

Jakob Øster

NÆSTE TEMA

På toppen af verden - oplevelser

fra bjerglande

Mange eventyrlige beretninger starter med, at bjergene

kalder. nu har du chancen for at berette, hvordan

de har kaldt på dig. Har du prøvet kræfter med

sagnomspundne bjerge som K2, everest, Kilimanjaro

eller elbrus? Har du været på skiferie i alperne eller

vandret i Himalaya? eller er du måske faret vild på et

bjerg med et sjovt navn i Kirgisistan?

Hvad enten du har en god historie at fortælle, som

handler om at bestige bjerge, eller du har en anden

sjov eller underholdende beretning, der blot er foregået

i et bjergland, så hører vi meget gerne fra dig.

Redaktionen forsøger i størst muligt omfang at

sprede beretningerne, så der både kommer historier

fra de oplagte bjerglande i Himalaya og fra mere

eksotiske bjergegne som fx Centralasien, Sydamerika

og europa eller sjældent besøgte bjerglande, som fx

lesotho eller bhutan.

Send som altid gerne en mail inden du begynder

at skrive, især hvis du vælger at skrive om oplagte

destinationer som nepal og Tibet. Adressen for artikler

og spørgsmål er som altid: globen@berejst.dk.

Deadline for næste nummer er 5. maj.

Kommende temaer

September 2007: Stillehavet

(deadline 5. august)

december 2007: Sydamerika

(deadline 5. november)

Marts 2008: Verdens vilde dyr

(deadline 5. februar)

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007

Foto: Rasmus Krath


Rasmus Krath blev under en rejse i Paraguay fanget i en bus, hvor

politiet fandt 1 kilo ren kokain - til en værdi af over 10 millioner

kroner - på bussens toilet og satte alle passagerer under anklage i

løbet af noget, der endte med at blive en temmelig lang nat.

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007

14 Kg KoKAin

i en bus

TeksT og FoTo: Rasmus kRaTh

busstationen i Paraguays hovedstad,

Asunción, gør sig sine sidste krampe­

trækninger på denne varme og støvede

fredag eftermiddag, der er ved at kul­

minere i travlhed, motorlarm og latinsk

utålmodighed. Jeg sætter mig efter

mange timers lummer venten endelig

ind i en gammel Dodge bus, der trods

en gang ny maling ikke kan skjule, at

den allerede har kørt strækninger, der

sammenlagt må kunne nå mange gan­

ge rundt om jorden. Det er virkelig en

gammel bus, men jeg stoler alligevel på,

at den kan køre mig hele vejen herfra til

bolivia – en køretur på godt 1200 km.

langsomt fyldes bussen af mine kommende

sammensvorne – eller lidelsesfæller

­ alt afhængigt af, hvordan man

ser på det. og lidt efter humper den

gamle maskine muntert ud fra busstationen,

videre gennem Asunción by og

sætter kursen vestpå mod busksletteområdet

el Chaco og det smukke bolivia,

landet i hjertet af Sydamerika. Foran os

har vi en rejse, der hvis det går godt ­

14 kg ren kokain har en værdi på omkring 10 millioner kr.

på det danske marked. Som repræsentant for den “vestlige

verden” fik Rasmus lov at komme ind til politimesteren

og dokumentere fangsten af kokainen, der blev fordelt

i små poser til undersøgelse .

og det gør det sjældent ­ varer små 50

timer. og denne gang skal det åbenbart

gå helt galt.

el Chaco-sletten

Det er sidst på eftermiddagen, og som

bussen drøner ud af den store by med

alle dens jordveje og omkringliggende

slumkvarterer, opstår der en underfundig

rar stemning i det gamle køretøj. Én

passager har taget en guitar med, en

anden lidt rødvin, og så kører den ellers

på to og fire med liflig fællessang og

skåler flere timer ind i aftenen. Asfalten

er nu for længst erstattet af grus, eftermiddagssolen

blevet til solnedgang,

og bussen har efterhånden sneget sig

ind på et af Sydamerikas mest uspolerede

og øde landskaber, el Chaco­sletten

mellem Paraguay og bolivia. Her er

fladt som et durumbrød, varmt som ind

i helvede (op til +50°), og alt er gennemsyret

af en trøstesløs uendelighed,

kun krydret af sporadiske hårdføre buske,

der ufuldstændigt dækker over de

langstrakte sandjorde. Trods det stadig

mere ugæstfri landskab, der omgiver

os, er stemningen i bussen endnu høj,

og guitaristens fingre gløder opofrende

på strengene. Men kun en kort stund

endnu.

en knivspids efter solnedgang krydser

vores aldrende køretøj en af de få store

floder i El Chaco; en brun doven type,

der langsomt og uanfægtet bemægtiger

sig tropelandet på sin vej ud mod

Atlanterhavet i øst. På den anden side af

det mørke vand venter vores ulykke.

bussen stormes

Sekundet før chaufføren sætter sin lille

sydamerikanske fod på speederen, hopper

en ret grim paraguaysk politimand

ind foran bussen, hvor han hurtigt får

selskab af flere små brune mænd i alt

for store og slidte uniformer. Trods

det lidet autoritære udseende stormer

betjentene hurtigt og selvsikkert ind i

bussen og går hårdhændet i gang med

et af de mere grundige papir­ og bagage­check,

jeg har oplevet i min tid som

rejsende i Sydamerika. Alle passagerer

udspørges, og al bagage kommer under

hårdhændet behandling. Atmosfæren i

bussen er pludselig blevet temmelig alvorlig,

og ubehaget intensiveres yderligere,

da fire mørke militærfolk træder

ind i bussen med sorte blankpolerede

maskinpistoler hvilende på brystkassen

og skudklare patronbælter hængende

om halsen og hele vejen ned til fødderne,

hvor de rasler hen langs gulvet,

som mændene bevæger sig ned langs

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 7


Den gamle Dodge bus vi kørte i. Bussen kan

trods en gang ny maling ikke skjule, at den

allerede har kørt strækninger, der sammenlagt

må kunne nå mange gange rundt om jorden.

sæderne i bussen og skuler sultent på

os passagerer. Det er vitterligt et po­

liticheck, der vil noget det her, tænker

jeg, mens jeg bliver holdt op af en ma­

skinpistol og får gransket mit pas. Ret

ubehageligt, selvom det ofte er kutyme

på denne måde rundt om i det ikke altid

lige afslappede Sydamerika.

Politifolkene ender nede ved toilettet i

bunden af bussen, hvor noget lader til

at være helt galt. Toilettet i den paragu­

ayske bus virker tilsyneladende ikke, og

er i stedet fyldt op med store papkasser.

et væld af iltre ord, råb og gestikulationer

fyger nu op i bussen, og vi kan

alle se vores godmodige chauffør lukket

fuldstændigt inde blandt politifolk og

papkasser, hvor han forgæves forsøger

at forsvare sig mod en eller anden anklage,

som vi andre i bussen ikke kender

noget til endnu. Jeg opfanger nogle

spanske gloser så som ”hvem, hvorfra,

tilladelse...” mv., men kan ikke rigtigt

blive klog på sammenhængen. Jeg beroliger

mig med, at det nok bare er et af

de sædvanlige ”show­off´s” fra betjen­

tene, for hvem arbejdsdagene i det lidet

befærdede el Chaco godt kan blive temmelig

lange.

Automatvåben bliver

rettet imod os

Kort efter marcherer politifolkene abrupt

ud af bussen, og vi kører lidt for

hurtigt videre ind i den latinamerikanske

aften, som var vi på flugt fra et eller

andet. Guitaren i bussen er forstummet,

atmosfæren er uroligt uforløst, og

vores chauffør er tavs som en østers.

noget er galt, begynder jeg at forstå.

Rivravruskende galt.

Tyve minutter efter passerer vi en lille

landsby uden elektricitet, og mine bange

anelser bekræftes. bussen holder

ind foran den lokale politistation, hvor

op mod 15 bevæbnede politi­ og militærfolk

står klar til at tage imod os. På

ryggen af nogle af dem står der ”Policia

narcóticos”. Pis.

Klokken er nu halv elleve, busdøren åbnes,

og helvede bryder løs. en ad gangen

bliver vi brutalt ført ud af bussen

og stillet op ad muren til politistationen

med vores bagage foran os. en stribe

afsikrede automatvåben rettes imod os.

efterfølgende tømmer andre politifolk

bussen for alt, der kan bæres ud, inkl.

papkasserne på toilettet, og to politihunde

slippes savlende løs i den tomme

bus.

Imens vi passagerer udspørges nøje,

bliver vores bagage undersøgt til det

perfektionistiske. Jeg ser en betjent

tømme al min tandpasta ud på den røde

jord og skære tuben op. Samtidig arbejder

narko­betjentene i ly af mørket

med papkasserne inde i politistationen.

endnu har vi intet fået at vide om, hvorfor

vi er holdt op, men der er ingen tvivl

om, at politifolkene er på jagt efter noget

stort.

et rygte spredes

Tiden æder sig stille og uroligt ind i natten,

og månen har længe været det eneste

lys i landsbyen. Godt efter midnat

opstår pludseligt et rygte, der breder sig

som en steppebrand ned gemmen rækken

af os ængstelige passagerer; ”De

har fundet 14 kilo kokain i papkasserne,

og nu tror de, at det tilhører en af os!!!”.

Ikke lige den nyhed, man håber på, når

man står alene midt i Sydamerika, kun

taler et gebrokkent spansk og er løbet

tør for dollars til at bestikke med.

”14 kilo de cocaína”, lyder det igen og

igen ned gennem rækken, efterfulgt af

ord som ”familien”, ”livstidsfange” og

”dødsstraf”. Gode råd er dyre, resonerer

jeg nu ret frygtsomt og får diverse

avisoverskrifter ind på nethinden om

vesterlændinge, der er er blevet sat i

fængsel temmelig længe rundt omkring

i verden, ”for at statuere et eksempel”,

som det kan hedde sig fra diverse regeringer

og diktaturer.

Øjeblikket efter bliver vi alle beordret

ind i bussen, der nu har nedrullede gardiner.

I løbet af de næste tre timer sidder

vi der i det mørke bus­fængsel og

hentes skiftevis ind på politistationen

til yderligere og langt mere vidtgående

forhør om alt fra vores familierelationer

til uddannelse og politisk ståsted – samt

en grundig kropsvisitation i undertøj.

efterhånden som de forreste passagerer

kommer trætte tilbage til bussen ­ på

en gang blege i ansigtet, men samtidig

tydeligt lettede, fordi de umiddelbart er

gået fri af tiltale ­ strammes nettet om

os andre nede bagerst i den gamle bus.

Jeg er som en af de sidste endnu ikke

blevet hentet ind til forhør og frygter, at

det langt fra er et godt tegn. Den kolde

sved begynder at løbe.

1 kg kokain fundet

Kl. 04.10 sker der imidlertid noget

uventet. Alle passagerer kaldes ud af

bussen, selvom forhørene endnu ikke

er afsluttede. I døråbningen blændes

vi af et par kraftige generatordrevne

projektører, der er rettet mod bussen

og politistationen. et Tv­hold er tilsyneladende

ankommet i nattens mulm

og mørke. Kort efter træder en kraftig

politimand op på en improviseret talerstol,

bemægtiger sig gispende alles

fokus og erklærer med slet skjult stolthed,

at: ”der i netop hans politikreds

denne nat er gjort et mageløst fund af

ikke mindre end 14 kilo pure ren kokain.

Kokain, der var på vej mod gaderne i

USA og europa, hvor det ville kunne

sælges for adskillelige millioner dollars”.

Kameraerne snurrer, og nattens

få fremmødte tilskuerne måber. ”og vi

ved, hvem ejermanden er!!!”, gjalder

det fra talerstolen. et kølig vind løber

ind fra el Chaco´s vidder og risler ildevarslende

ned gennem os passagerer.

Hvad har de fundet ud af?

Som med et intuitivt teatralsk talent

holder politimanden en lang kunstpause,

før han glødende af nattens akku­

mulerede spænding råber afsløringen

ud i luften: ”Kokainen tilhører en paraguaysk

mand, der har tilknytning til

busstationen i Asuncíon og ikke er med

bussen. Der står en modtageradresse i

bolivia på papkasserne...” et kort øjeblik

står alt stille i den fugtige sydamerikanske

natteluft. Det eneste der høres

er lyden af uheldige moskito­myg, der

svitses ihjel på projektørernes varme

glødepærer. Sekunder efter krakelerer

stilheden højlydt i en forløsende strøm

af suk, gråd og glædesråb, i takt med,

at politimandens budskab går op for os

rejsende i bussen: Alle går fri af tiltale,

ingen skal i fængsel, ingen skal slås

ihjel. Glade passagerer omfavner hinanden,

nogle græder, andre jubler og andre

igen knækker sammen af træthed.

Jeg står lettet lidt for mig selv, skaffer

mig et glas velfortjent rødvin og tænker,

at Paraguay måske ikke helt har levet op

til forventningerne.

en sjælden fangst

også politifolkene er lettede. Det er efter

sigende sjældent, at så store portioner

kokain kommer forbi på disse kanter

i Paraguay – og endnu mere sjældent, at

det opdages. en slem stolthed er heller

ikke til at tage fejl af blandt især narkobetjentene,

der senere inviterer nogle

af os med ind på deres kontor, hvor al

Klubtur

Som mange af jer sikkert har hørt

om, gennemførte DbK i september

2006 en vellykket klubtur (med 8

deltagere) med udgangspunkt i turen

med den transsibiriske jernbane.

Vi brugte cirka tre uger på strækningen

Moskva­beijing, heraf 5­6

døgn i togene og resten på spændende

udflugter ved Bajkalsøen, i

Mongoliet og i beijing. Vi har holdt

flere - særdeles velbesøgte - foredrag

i Café Globen om denne rejse,

og hvis du er interesseret i detaljer

kan du jo tage et kig på DbK’s hjemmeside,

hvor du (under adressen

www.berejst.dk/02 /jernbane.

htm) kan se min detaljerede rejsebeskrivelse.

og hvorfor ikke gentage successen?

Der synes at være stor interesse for

denne tur, hvor det er rigtigt smart

kokainen står fremme i gennemsigtige

plasticposer, klar til at blive undersøgt

nøjere i nabobyen. De håber dermed at

kunne fastslå, hvor i Sydamerika kokainen

er produceret, og hvor dets videre

vej ud af kontinentet var tiltænkt af afsenderen.

Det gør dem klogere til næste

gang.

og der bliver nok en næste gang.

Sydamerika står for over 90% af verdens

kokainproduktion, og det er en af

de skygger, der bliver ved med at hænge

over det ellers charmerende kontinent.

Kokainen har dog samtidigt ­ lig så

meget andet i denne verden ­ to ben at

gå på, som det så ærligt pointeres sidst

på natten: ”Det er til amerikanerne eller

europæerne! Det er dem, der har brug

for det her mentale legetøj. Vi producerer

det bare, fordi vores regeringer

er fattige og ikke har midler til at forhindre

alle bønder i at dyrke coca´en på

deres marker.”, mumler den kraftige politimand

indædt ­ men tydeligt ­ længe

efter kameraerne er slukkede.

Vi andre har for længst smidt os i soveposerne

for at sove den sidste times

mørke væk, inden solen står op til en ny

dags oplevelser videre med bussen ind

over el Chaco i et fantastisk Sydamerika,

hvor alt kan ske.

at være nogle stykker sammen (specielt

hvis man kan samle 4, 8 eller

12 deltagere aht. togkupéerne), så vi

(dvs. primært Gerner Thomsen, på

vegne af Penguin Travel) har derfor

sammensat en ny klubtur, der løber

af stablen august 2007.

Alle klubmedlemmer (med brugbare

email­adresser, hvilket desværre

udelukker en del) skulle pr.

7. februar have modtaget en mail

med detaljerede oplysninger om

denne tur. Såfremt du ikke har

modtaget mailen, kan du gå ind på

DbK’s hjemmeside (under punktet

’Arrangementer’ eller evt. direkte

under adressen www.berejst.dk/

opslag/dbK_Transsib_2007.htm)

og læse om tilbuddet.

Per Allan Jensen

8 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


Mit rejseliv på skinner

TeksT og FoTo: eRik PonToPPidan

engang var toget det altdominerende transportmiddel i vores

del af verden, når man skulle på langfart. Hvis ikke man ligefrem

skulle til fremmede kontinenter, så brugte langt de fleste

europæere jernbanen, når de skulle til udlandet. det var kotyme

helt op til midten af 1 70-erne. luftfart før 1 0 var forbeholdt

eliten, for selv korte flyveture var dengang næsten ubetalelige

for flertallet. Flypassagerer i 1950-erne havde faktisk lidt af

en stjernestatus i offentligheden alene fordi de havde råd til at

benytte flyvemaskinen som transportmiddel.

10 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007

Som barn var jeg vild med tog og jern­

baner, og mit første drømmejob som

7­årig var at blive lokomotivfører. Det

blev dog ved mit elektriske Märklin­tog,

som jeg styrede suverænt i mange år på

sporene på masonitpladen i mit værelse

på Frederiksberg. Rigtig lokomotivfører

blev jeg aldrig, men til gengæld tror jeg

nok, at jeg har fået udlevet mit behov

som passager på lange og spændende

togrejser.

Hvordan beskriver man så sit rejseliv på

skinner i en kort artikel? Umiddelbart er

det en umulig opgave, men hvis det skal

have nogen som helst almen interesse,

må løsningen være at udvælge nogle af

de bedste togoplevelser gennem årene,

så det vil jeg gøre her.

efter samme model som den tidligere

føljeton “Rejsestafetten” i vores glimrende

klubblad, hvor man skrev om sine

10 bedste oplevelser i en bestemt kategori.

blot med den forskel, at jeg her vil

nøjes med at skrive om 3 af mine bedste

togoplevelser, som har haft afgørende

betydning for resten af mit liv! Det skal

Jernbanestationen i Varanasi (Benares) i

Nordindien, foråret 1969.

Damplokomotiv på hovedbanegården i Bombay

(Mumbai) i foråret 1969.

lige siges at rækkefølgen er kronologisk

og altså ikke er udtryk for en prioritering.

1. Ventimiglia, 1

Min første rigtige udlandsrejse gik med

tog til Ventimiglia i norditalien med tog i

sommeren 1959 sammen med mine forældre

og min farmor. Jeg glædede mig

vanvittigt til turen, og mine forventninger

blev ikke mindre af de mange fantastiske

historier, jeg havde fået fortalt

om bjerge, sovevogne, tunneller, varmt

klima og andet godt til stimulering af

fantasien.

Dengang var det helt almindeligt

med direkte, gennemkørende sovevogne

og liggevogne fra Københavns

Hovedbanegård til storbyer som f.eks.

Innsbruck, Rom og Paris ­ ja selv Moskva

kunne nås på et par døgn med direkte

sovevogn fra København.

en stor luksus i forhold til i dag, hvor

man skal skifte tog flere gange bare for

at komme til Italien. Desuden var jernbaner

dengang noget, man kunne høre,

føle og lugte i langt højere grad end i

nutidens syntetiske metalhylstre.

”Skandinavien­Italien ekspressen” med

vores sovevogn afgik ved 9­tiden

om morgenen fra Københavns Hovedbanegård

og kørte først gennem det

danske sommerland til Gedser. På det

tidspunkt var de nye MY­lokomotiver

netop sat i drift som afløsere for de

gamle damplokomotiver, og selv om de

støjede ad helvede til, så var de et af

flagskibene for teknikkens nye landvindinger

og et symbol på et Danmark på

vej mod bedre tider.

Fra Gedser gik det videre med færgen til

Grossenbrode – en gammel havn, som

i dag ligger tæt på det sted, hvor man

når det tyske fastland fra Femern­broen.

Derfra videre til Hamborg med et af

de store, tyske damplokomotiver, som

trods den ældgamle teknik kunne nå op

på imponerende hastigheder. Hvis man

som mig er jernbaneenthusiast, så var

det at køre med et damplokomotiv den

ultimative togoplevelse! Ingen maskine

kan som disse matche fornemmelsen af

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 11


“Jeg har altid tænkt, når jeg rejste,

at for mig ville idealet og kernen i

en rejsebeskrivelse være at sidde

på et tog og forsvinde ind i en

samtale mellem to fremmede. Det

at kunne sidde i et tilfældigt tog på

et tilfældigt kontinent og forstå,

hvad de sagde, så ville jeg være

tæt på en af menneskelivets hemmeligheder,

tættere end jeg ville

være, hvis jeg læste Spinozas og

Kierkegaards samlede værker”.

Forfatteren Carsten Jensen i et interview

om hans bog “Jeg har set

verden begynde” i Politiken søndag

den 26. oktober 1996.

kraft og energi, og de, der én gang har

kørt med et damptog, vil for altid læn­

ges tilbage!

Fra Hamborg gik det videre i røg og damp

mod syd gennem det store, nattemørke

Tyskland. Tidligt næste morgen nåede

vi til basel og kørte videre ned gennem

Schweiz. Jeg havde aldrig før set bjerge

i virkeligheden, og pludselig var de der

i fuld størrelse uden for togvinduet. De

magiske udsigter op til sneen og den

tavse gletscherverden, de brusende

floder og vandfald, de halsbrækkende

jernbanebroer, de store elektriske lokomotiver,

som elegant trak de meget

12 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007

lange togstammer gennem landskabet.

Den 15 kilometer lange Gotthard­tunnel,

som klimatisk set var skillelinien

mellem nord ­og Sydeuropa. Regn og

kølighed på den ene side og sol og varme

ved udgangen af tunnellen. Det hele

var bare fantastisk!

Mit allerførste indtryk af Italien, da vi

havde passeret grænsen, var det blændende

sollys og den kraftige, fugtige

varme, blandet med en gennemtrængende

lugt af hvidløg og mølkugler! efter

bjergene dukkede Posletten op som en

diametral modsætning til Alperne, med

et landskab så fladt som et stuegulv.

og efter Genova kom Rivieraen ved

Middelhavet. Flotte udsigter, smukke

byer med mange gamle huse, et utal af

tunneller og et imponerende og bjergrigt

bagland med et pragtfuldt klima.

Turen var en enorm oplevelse, især

togrejsen, som for mig blev et af dens

højdepunkter. Siden kom jeg til at rejse

med tog til Sydeuropa adskillige gange,

især på vej ned til sommerlige fjeldture

i Alperne, hvor jeg har vandret i hundredevis

af kilometer gennem årene i både

Frankrig, Schweiz, Italien og Østrig.

2. de indiske jernbaner, 1

10 år senere, i foråret 1969, rejste

jeg fra Københavns Hovedbanegård til

Kathmandu i nepal over land langs ”The

Hippie Trail”. Det meste af transporten

foregik med tog, men især de indiske

jernbaner var en grænseoverskridende

oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Menneskemylderet, det totale kaos på

stationerne, tesælgerne, nysgerrigheden,

stanken, støvet, de næsten kilometerlange

togstammer ­ for slet ikke

at tale om de gigantiske damplokomotiver,

som var enhver jernbaneenthusiasts

drøm! I Danmark forsvandt damplokomotiverne

stille og roligt i løbet af

1960­erne, men ikke i Indien. Det var

togrejser, der ville noget! Indien er jo

meget tæt befolket, og det virkede som

om store dele af landets indbyggere var

på evig rejse. Det var hårdt at rejse med

tog på tredje klasse i flere døgn, men

set i bakspejlet er det åbenbart lykkedes

mig at fortrænge alle de ubehagelige

oplevelser, for togrejserne i Indien

står i dag for mig som noget spændende

og eventyrligt. Mange måneder efter

hjemkomsten kørte oplevelserne, lydene

og lugtene rundt i hovedet på mig

igen og igen som en filmsløjfe.

Jeg var kørt gennem Indien med tog fra

byen Ferozepore ved den pakistanske

grænse, og nu nærmede jeg mig efterhånden

nepal! I Delhi steg jeg på

“Upper India express” og kørte videre

mod øst. Beundrede det flade, frugtbare

nordindiske landskab med marker, hestetrukne

kærrer og spredte træer, som

passerede forbi gennem de glasløse

gittervinduer på tredje klasse til akkompagnement

af lokomotivets fløjten.

Dundrede over adskillige jernbroer fra

den engelske kolonitid under en øredøvende

larm. Stod af toget i Agra for at

se det legendariske Taj Mahal, men selv

her i røgelsesduften fra dette utrolige

palads kunne man ikke undgå at høre

den evindelige fløjten fra de gigantiske

damplokomotiver. Dén lyd vil jeg aldrig

glemme, og den vil for mig altid være

forbundet med Indien.

. Moskva-beijing, 200

Det er lidt med den transsibiriske jernbane

som med muslimer og Mekka:

Alle, der elsker at rejse, drømmer om

i hvert fald én gang i deres liv at tage

med verdens længste jernbane ud over

den sibiriske tajga og lande et ikke nærmere

defineret sted i Centralasien eller

Fjernøsten. og selv om damplokomotiverne

er næsten væk og Rusland har

ændret sig enormt siden de hedengangne,

klassiske globetrottere skrev deres

medrivende bøger, så er det stadig en

stor oplevelse. Stol på det!

når man kører med tog i dagevis, får

man sjælen med. Man fornemmer jordklodens

enorme størrelse, når man efter

mange døgns uafbrudt togrejse når

frem til steder, man har drømt om i hele

sit liv. Den endeløse, sibiriske tajga,

bajkalsøen, Den Kinesiske Mur, beijing,

you name it. Steder, hvis beliggenhed

3 Fra togrejsen gennem vinterlandskabet på

den anatoliske højslette mellem Istanbul og

Erzurum i foråret 1969.

og afstand, man efterhånden er blevet

fortrolig med hjemme ved sin globus og

nu oplever i virkeligheden.

De lange togstammer på 14­17 vogne

på den transsibiriske jernbane udgør et

helt samfund i bevægelse. Derfor er det

på ingen måde kedeligt at køre i dagevis,

for et samfund har sin egen dynamik,

og der sker noget hele tiden. blandt

de hundredevis af mennesker, som er

med toget, på stationerne, i landskabet

uden for vinduet, i spisevognen. Modsat

en bus eller et fly kan man bevæge sig

rundt som man har lyst, og som turist

er det vidunderligt afslappende, at ens

valgmuligheder for en gangs skyld er

mere begrænsede end de plejer. Man

kan snakke med sine medpassagerer,

kigge ud af vinduet, læse en bog, spise,

stå af på stationerne og kigge på det

lokale folkeliv og købe ind i kioskerne

­ eller sove så længe man har lyst, for

der er ingen, der kræver noget af én.

Til gengæld kan man ikke fare rundt og

besøge en masse seværdigheder, som

man synes man bør se, og netop det

får én til at slappe ekstra meget af. når

man bor og sover i en togkupé og er på

vej, føler man sig fuldstændig isoleret

fra resten af verden på en eventyrlig

måde. Forventningen om kommende

oplevelser, de fremmede stemmer på

stationerne, den rytmiske lyd af skinner

og sporskifter ­ det hele giver én

fornemmelsen af at få verden ind under

huden på en helt anden måde, end hvis

man sætter sig op i et fly eller en bus.

Min togrejse til Kina var planlagt sammen

med en gruppe på i alt 8 deltagere fra De

berejstes Klub, og vi havde på alle måder

en fantastisk tur. efter 3 1/2 døgns

3Klar til afgang med den transsibiriske! Lokoføreren

bestiger det store elektriske lokomotiv

for at få gang i den meget lange togstamme.

Togrejsen mellem Guilin og Shanghai i Sydkina.

togrejse ankom vi til Irkutsk i Sibirien,

hvorfra nogle af os den følgende dag tog

ud til olkhon­øen ude i den legendariske

bajkalsø og andre tog på vandretur i bjergene

ved sydenden af søen. Jeg boede

3 dage på et lille guesthouse i en meget

særpræget landsby på olkhon, omgivet

af fantastisk natur. Andet stop på togrejsen

var Ulan bator i Mongoliet, som var

udgangspunkt for en hel uges rundrejse

i dette verdens tyndest befolkede land.

Den sidste del af togrejsen fra Ulan bator

til beijing tog cirka 1 1/2 døgn.

De fleste i gruppen rejste hjem fra

Beijing, men jeg tog videre med fly til

Guilin og Yangshuo i det sydlige Kina

sammen med Per Allan fra klubben. Den

allersidste del af turen inden vi fløj hjem

til Danmark var vi tilbage på skinnerne,

hvor vi kørte med toget fra Guilin til

Shanghai på cirka 30 timer.

fremtiden?

om jeg er blevet træt af at køre med

tog? På ingen måde! Jeg har stadig mod

på lange togrejser. Mit næste drømmeprojekt

er at fortsætte togrejsen

fra beijing til lhasa i Tibet med det nye

“himmeltog”, som flere rejsebureauer

allerede har døbt det. Især den nye

jernbane på over 1.000 kilometer gennem

Tibet skulle efter sigende være helt

fantastisk og rumme imponerende naturoplevelser.

Det er et projekt, som jeg

er sikker på vil lykkes i den nærmeste

fremtid!

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 1


1 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007

DEn l ængSTE

RE jSE

en måneds rejse med udgangspunkt i

vinterkolde Moskva gennem det snedækkede

Sibirien og uendeligt øde Mongoliet ned til

farverige Kina.

TeksT: simon sTaun og FoTo: Jakob ØsTeR

Det er Tid ­ Høje Tid”. Sådan sagde

Alexander d. 3. i 1886, da startskuddet

til den 9289 km lange jernbanestræk­

ning fra Moskva til Vladivostok lød. Alle

togrejsers moder.

Af nogle kaldt en tilstand og ikke blot en

rejse. Vi mærker forventningerne kom­

me snigende, og om få timer kaster vi

os ud i det, der på forhånd kunne ligne

den uendelige rejse anno 2003.

Moskva en tirsdag aften. To timers

svedig kamp for at komme gennem

den propfyldte metro i myldretiden.

Medpassagererne er ikke just tilfredse

med vores 30 kilo oppakning pr. mand.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når

der med uforståelige, brovtende gloser

gøres opmærksom på, at vi fylder for

meget. Alt for meget. Men vi finder med

sveden haglende ned af kroppen frem til

endestationen med udsigt til det impo­

nerende Hotel leningrad. Vi lokaliserer

ventesalen og placerer os mellem sprit­

stive vodkasvampe og umanerligt fat­

tige familier fra provinsen.

Da jeg forsøger at smide sølvpapiret

væk fra aftensmaden, kommer en ældre

kvinde næsten tiggende for at overtage

det fedtede papir. Selv bundsjatten i vo­

res vandflasker kigges der længselsfuldt

efter fra flere sider. Ikke alle russere ri­

33 Driftige handelsmænd sælger varer direkte fra

toget.

3Toget kører forbi Sibiriens uendelige rækker af

birketræer.

Et kig fra bagerst i toget frem mod det lange

tog der snor sig gennem landskabet.

der åbenbart med på den økonomiske

bølge, der strømmer gennem landet.

en time før afgang kl. 22.03 ruller det

kinesiske tog ind på perronen. Med 20

vogne, hver bestående af ni kupéer til

fire personer, er det vel knapt 500 meter

langt. De kinesiske kontrollører tjekker

billetterne, og vi får som de første lov at

betræde de gulve, vi skal slide tynde de

næste 116 timer.

Hvor er danmark?

Kupéen er ganske nydelig. et tykt blåt

gulvtæppe, lyseblå veloursæder og

matchende brune gardiner! loft og

vægge er holdt i en neutral cremefarvet

stil, der vækker det bedste frem i indespærrede

mennesker.

Jeg tager øverste køje, da nielsen ikke

kan nå så langt med sine korte, om end

muskuløse ben. Sengepladsen virker rimelig

uden at være trang. Før afrejsen

jokede vi om, hvem der ville gøre os selskab:

en fed russisk handelsrejsende,

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 1


et kinesisk ægtepar eller et par mongolske

badenymfer. Det blev hverken eller.

Vi får nemlig selskab af prototypen på

en russisk husmor. Fåmælt og betuttet.

lidia fra orjenburg skal lukkes inde med

os de næste fem dage. Jeg føler næsten

medlidenhed med hende.

Hjem til manden

52­årige lidia Victorovna Manilo, som

der står i hendes tommetykke pas,

skal hjem til manden, der arbejder i

Mongoliet. Hun har været på familiebesøg

hos sønnen Stanislav, der gør tjeneste

i det russiske militær. Siden 1992

har hun boet i det golde naboland, mens

manden ernærer sig som mekaniker.

Hun er selv arbejdsløs og ikke ligefrem

den skarpeste pelshue i toget! Jeg forsøgte

ihærdigt at kommunikere med

hende på halvt tysk, halvt engelsk og

halvt tegnsprog.

­ We are from Denmark. Danemark,

danzska, danii ­ danish. Ingen respons.

Frem med landkortet, der viser den lille

plet på verdenskortet med en rød prik

omkring København.

­ See Copenhagen the capital. You know

H.C. Andersen, Søren Kirkegaard!!!

lidia forbliver modsat toget tavs. Hun

har ikke den fjerneste anelse om, hvor

vi stammer fra. Hendes bedste bud

kommer efter et kvarters eftertænksomhed,

da hun smilende siger: Sveda!

en lang tur bliver vi enige om.

Hun forholder sig da også forbavsende

roligt under turen. omhyggeligt placeret

i hjørnet i hendes bomuldsjoggingsæt,

et mørkegrønt hårnet og et par læsebriller

langt nede i ansigtet.

En station i Mongoliet.

unik natur

efter en solid nattesøvn vågner vi op til

et endeløst snelandskab og gnider os

selv i øjnene for at kapere det reflekterende

lys. Den første hele dag sidder vi

næsten tavse og suger landskabet ind

gennem de støvede ruder. Selv nielsen

klapper i længere perioder af gangen.

Det føles som en lang odyssé af maleriske

landskaber. Som en tur til månen,

hvor man ikke gør stop, men bare åbner

gabet og glubsk fortærer indtrykkene.

Slanke kronragede birketræer og mere

korpulente nåletræer lever side om side

de første 3000 km. Husene langs jernbanen

er ramponerede. Faldefærdige.

Kun enkelte skiller sig ud og virker malplacerede

med deres glade farver. De

står som enlige svaner i en kontinuerlig

hønsegård. Væltede telefonmaster

ligger overalt. Som kors ved glemte

gravsteder stikker de kun halvt op over

den frosne sneskorpe. Ingen har gidet

fjerne dem, og ingen kan sikkert huske,

hvornår de blev placeret langs den 9289

km lange jernbane.

lyden af den monotone rullen over svellerne

vænner vi os hurtigt til. Allerede

efter 20 timer lægger man ikke mærke

til bumpet, der kommer med samme

interval, som pulsslagene efter en tilpas

afkølet vodka. Heller ikke kulosen

bider så meget i næseborene længere.

Måske fordi de allerede er sodet til som

en overfyret kamin.

ulækre mongoler

Vi stopper i Perm og får strakt de stive

ben. Jeg får endelig fat på en cola light

og bliver så opløftet, at jeg forbarmer

mig over en usoigneret mand med stort

uplejet skæg, der i sin hullede jakke

ligner en undskyldning for sig selv. Jeg

giver ham 10 rupler, 2,5 kroner, og ser

de rødsprængte øjne lyse op. Det er

vodkatid.

På toget kommer vores nabo på besøg

i tide og utide. Ikke for at konversere,

men fordi han er så vodkaramt, at han

ikke kan tælle sig frem til den rigtige

dør. Allerede kl. 7.30 den ene morgen

kommer han daskende med en hel flaske

i armhulen. en skøn dag venter forude!

næste stop er i omsk, der har huset

store forfattere.

Dostojevskij skrev “levende begravet i

Sibirien” efter sit fængselsophold her og

Solsjenitsyn gjorde også holdt i byen på

vej til sit arbejdsophold i Kasakhstan.

Trafikken i modkørende retning tager

til. Store godstog læsset til bristepunktet

ved de store kulminer i Kuzbas­regionen

tordner forbi i et halvt døgn.

ultra white natur

Toilettet er nu blevet et kapitel for sig

selv. og hvis det stod til mig, et kapitel,

der gerne måtte rives ud. De østasiatiske

passagerer og i særdeleshed de

mongolske har endog et meget afslappet

forhold til hygiejne. De efterlader

uden anger enorme pøle af pis på såvel

bræt som gulv og modbydelige blodspytklatter

på kanten af håndvasken.

Selv nielsen må rynke på næsen, og det

siger vel egentlig mere end ord?

Husene langs jernbanen bliver sjældnere.

De ligner nu mere små spredte

kolonihavehuse. De fleste med overproportioneret

overetage, der kommer

Vasilij katedralen på den Røde

Plads i regnvejr.

Grundet forskellig skinnebredde skiftes hjul på grænsen

mellem Mongoliet og Kina.

til at ligne en bjørnehue af frønnet træ

i kæmpestørrelse. Mennesker er endnu

sjældnere gæster. Kun jernbanear­

bejderne i deres grønne uniformer og

genkendelige orange overtrækstrøjer

dukker op igen og igen. nåletræerne er

forsvundet. Tilbage står kun tilrimede

birketræer i det brændende, hvide lys.

Jeg anede ikke, at Sibirien var så lys.

Som om hele landskabet har fået en

ekstra tur med Ariel Ultra Whitening.

farvel til civilisationen

Kun i byområderne støder vi på snavs

i jernbanesporene, der hvor kulrester

og sne flyder sammen og bliver til grågrumsede

søer. På hver station fyldes

der kul ind i vognene, mens vi leder efter

sælgere, der godtager dollars. Det

sker ikke mere, og vi erkender, at vi nu

er langt fra civilisationens vante rammer.

Ideen om rejsen som en tilstand

holder stik. Turen, der tidsmæssigt svarer

til Aarhus­København 36 gange i

træk, føles ikke lang.

efterhånden mærker man ikke ændringerne

langs ruten. Man er blevet en

del af ruten. Man bliver et med togets

former, dets lyde og bevægelser. Som

en stor rullende symbiose, hvor højtråbende

skandinavere, berusede russere

og altid smilende kinesere giver hinanden

plads og respekt til at gennemføre

rejsen med så få humpler som muligt.

Sameksistens på hjul. Mongolerne

ved siden af spiller kort på 48. time.

Russerne drikker endnu. Vi sidder skiftevis

over samovarens kogende vand,

spiller kort og tilbringer resten af tiden

tavse af beundring med en udsigt til en

hvid verden i dvale.

når ord ikke slår til

5900 km. Selv birketræerne svigter os

nu. bakkerne er golde og himlen en

anelse klarere endnu. Kupéen er efterhånden

dækket af et tykt lag kulstøv,

der gnides ind i huden, aflejres i næseborene

og sætter sig i håndfladen som

sorte pletter på et landkort.

Vi når ved midnat grænsen i dette uendelige

land. Dollarsedlerne er blevet

godt gemt for tolderne i Adidassokkerne

og smilet ekstra bredt. Vi ryger uden

problemer igennem tolden og sidder

en time i ingenmandsland, før vi krydser

grænsen i et af verdens mest isolerede

områder. Temperaturen er næsten

ubærlig og dieselstanken fra de passerende

lastbiler kvælende.

De mongolske toldere i slidte og forvaskede

uniformer giver også grønt lys til

vores videre færd. efter 6000 km. sidder

jeg næsten med åndenød. Sentimental

over mødet med solopgangen over det

nordlige Mongoliets tundra. Jeg kan

knap kapere storheden i øjeblikket, og

måske er det denne følelse forældre har,

når de står med deres nyfødte barn. en

indre glæde, som kun de helt forstår.

Historien mest sagnomspundne togrejse

skal opleves. Det hersker der ingen

tvivl om. Det er et stykke historie i evig

bevægelse. Men det er en engangsfornøjelse.

Måske medmindre man skal på

bryllupsrejse i dobbeltkupe og ikke har

andet på programmet i fem døgn end at

tage forskud på de ægteskabelige fornøjelser.

endnu en rejse langs verdens

længste jernbane ville simpelthen fylde

for meget!

befriende bad

efter fem dage rammer de befriende

dråber huden og efterlader små snavsede

pletter på gulvet af det overdimensionerede

badekar. Vi er ankommet til

Hotel nassan’s i hovedstaden Ulan bator

og vasker os for første gang i seks dage.

nielsens boksershorts fylder det meste

af lejligheden. en kvalm stank blandet

godt op med humør og rejseånd. Vi er

nemlig på eventyr og allerede i morgen

dukker nye op, når turen går til den

dræbende kolde ørken i nordmongoliet.

1 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 17


TeksT og FoTo: Jakob ØsTeR

Det hårde sæde

i det røde rige

en røverhistorie om en rædselsfuld togtur på hard seat gennem riget i

midten. en beretning om alt for hårde sæder og alt for bløde maver. og

om mødet med de nysgerrige kinesere på de forskellige togklasser på

vores .000 kilometer lange tur rundt i Kina i 1 .

3 Et blik ned gennem en af de mange hard

sleeper vogne jeg kørte med. Her på strækningen

mellem Beijing og Xi’an.

En syg Tim under det hårde sæde på den

forfærdelige hard seat tur mellem Xi’an og

Chengdu.

uheld i bussen

’Fortæl ham, at hvis han ikke stopper

bussen nu, så skider jeg på sædet!’.

Anders er 21 år og fra Sverige. Han er

også temmelig bleg, og de rumlende

lyde fra hans tarmsystem overdøver

næsten bussens motors brølen. Vi er

fire unge skandinaviske knægte i tyver­

ne, der ­ efter at have mødt hinanden på

den transsibiriske jernbane ­ har fundet

sammen på denne rejse gennem Kina.

Uheldigvis for Anders er han, som den

første af os, ramt af folkesygdommen

blandt backpackere i Kina – en aldeles

ukontrollabel mave. Mickey fra Fyns land

har allerede to gange været oppe for på

hans vegne indtrængende at bede bus­

sens chauffør om at standse. Desværre

helt uden resultat. begge gange har interessen

fra de mærkelige udlændinge

med det uforståelige sprog blot fået

chaufføren til at lyse op i et kæmpe smil

efterfulgt af, at han nikkende og grinen­

de ufortrødent er kørt videre. nu må der

andre midler til. Mickey mander sig op,

tager fat i chaufføren og brøler, at han

skal stoppe. endelig, endelig forstår han

budskabet og hugger resolut bremserne

i. Anders er på alle måder presset og

haster ud af bussen, blot for at konstatere,

at der ikke er skyggen af et toilet i

miles omkreds. Vi er på en øde landevej

i udkanten af den forurenede og svært

industrialiserede storby Datong. I mangel

af bedre alternativer løber Anders

ned bag bussen, trækker bukserne ned

og skider på vejen. Først da han har fået

lukket for hanen, opdager han, at han

ikke er alene. I bussens bagrude ser han

37 gule og et par hvide grinende ansigter.

næsten alle passagerer er nået at

løbe ned bag i bussen for på nært hold at

kunne følge den underholdende forestilling.

Kinesere er nysgerrige mennesker,

og resten af turen foregår i højt humør

efter dette lille europæiske indslag.

uheld på hotellet

Men det skal blive endnu værre.

Halvanden time senere er vi næsten

nået hjem til hotellet, og Anders kæmper

igen med at holde sig. Da vi endelig

når hjem, stryger Anders direkte ned i

kælderen, hvor hotellets fællestoiletter

befinder sig. Da han næsten en time senere

endnu ikke er kommet op på værelset,

beslutter Tim, Mickeys fynske

ven, at gå ned og se, hvad pokker der

foregår. Da Tim vender tilbage til værelset

griner han, så tårerne triller, og han

kan næsten ikke få fortalt, hvad der er

sket. Det viser sig, at Anders godt nok

nåede ned til toilettet og ind på et af de

3 Om dagen på hard seat - mange passagerer er

stået af, og der er endelig tid til at rengøre det

beskidte gulv.

klassiske kinesiske toiletter. en bås med

et hul i gulvet. Desværre nåede han ikke

helt af få trukket bukserne ned, før et

voldsomt uvejr fra oven brød løs i alle

retninger. Resultatet blev, at han i tre

kvarter var hjælpeløst fanget på et fællestoilet

under tilsølede omstændigheder;

Efterladt med valget mellem at

vente på hjælp eller begive sig tre etager

op på værelset i bar røv. Han valgte

det første. Under den efterfølgende redningsaktion

bliver det foreslået at skære

boxershortsene af med en kniv. I stedet

falder valget dog på en gang højtryksspuling

med vandslange.

forskellige rejseformer

og hvad har så alt dette med tog at gøre,

tænker den dybsindige læser garanteret.

Ikke så meget, er svaret. Udover

det med maven. Det tjener nemlig som

en lille gruopvækkende forhistorie til

det, som artiklen egentlig handler om,

nemlig den mest rædselsfulde togtur af

dem alle – 27 timer med slow train på

hard seat gennem riget i midten.

Men først skal det lige understreges, at

vi skam også oplever gode togrejser i

Kina. Vores 5000 kilometer rundt i landet

foregår skiftevis på de forskellige

klasser med hard sleeper som den foretrukne

rejseform. billigt, bekvemt og en

god måde at komme i kontakt med kineserne.

Hard sleeper består af vogne med

et hav af båse med 2 gange 3 senge, der

hver er åbne i den ene ende og vender

ud mod en fælles gang. Med næsten

100 overnattende gæster i en enkelt

togvogn uden egentlige kupeer er der

næsten garanti for at komme i kontakt

med de nysgerrige og imødekommende

kinesere, der byder på sære, små æg i

glas og andre sjove specialiteter.

18 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 1


når vi ikke får billetter til hard sleeper,

vælger vi som regel soft seat eller soft

sleeper. Soft seat består af vogne med

ikke­rygning og bløde sæder og kræver

en reservation, der sikrer, at der rent

faktisk kun sidder en person på hvert

sæde. Det er lidt dyrere, men også en

fin måde at komme rundt på. Allerbedst

er soft sleeper – vogne med private luksuskupéer,

der er redt op. Der er kunstige

blomster på bordet, og en venlig

togsteward står til rådighed med tøfler,

varmt vand i en stor, rød samovar og

om aftenen en lille pakke med sæbe,

tandbørste og tandpasta.

Problematisk billetkøb

På stationen i Xi’an begår vi en fejl, da vi

skal købe vores billetter. I det herrens år

Temmelig spartansk landkøkken som ikke bør

besøges før lange togrejser.

1996 er der endnu ikke indført en særlig

luge til at betjene udlændinge. I stedet

stiller vi os i en af de almindelige køer

sammen med omkring tres kinesere. Vi

er der klokken 11. Den lille bitte billetluge

fortoner sig i det fjerne. Klokken to

minutter i tolv er vi nummer tre i køen.

næsten fremme. Slam siger det præcis

da klokken bliver tolv nul dut, og skodderne

bliver lukket i. ’Kom igen i morgen,

lugen lukker klokken 12, det står

der jo på det store skilt lige der’, siger

den formodentlig eneste stationsmedarbejder,

der kan engelsk, da vi endelig

har fundet ham. Fremragende service.

Måske så en ide at oversætte skiltet til

engelsk. næste dag kommer vi tidligt,

og vi når efter en times venten frem til

lugen, der har nogenlunde samme fysiske

dimensioner som en citronhalvmåne.

Den er også nogenlunde lige så nem at

kommunikere med. Ind med parløren. Vi

vil gerne købe en billet på hard sleeper

til Chengdu, står der. Damen bag lugen

skriver en dato to uger senere på et stykke

papir. Det går ikke. ’I morgen’, prøver

vi med parløren. ’Meyo Meyo’, siger damen

afvisende. Hvad så med soft seat

eller soft sleeper? ’Meyo ban far’, siger

damen. Ingen udvej. ’Zen Møban’ forsøger

vi os. Hvad kan der gøres? Damen

peger på symbolerne for Hard Seat og

derefter på symbolerne for i morgen. I

desperation slår vi til, og så står vi pludselig

dér. Fire knægte med fire billetter

til en 27 timers tur med slow train på

hard seat. Hurtigt gennes vi ud af køen

og ser to kinesere komme op at slås om,

hvis tur det efterfølgende er. Den ene

har stået længe i kø. Den anden har en

gave til billetdamen. Det er en flot gave.

en seddel med et blågrønt billede af et

3 Artiklens forfatter er nr. 3 fra højre. Nr. 2,3 og

4 fra venstre er Tim, Mickey og Anders. Aftenen

før den lange togtur på hard seat drikker vi

kinesisk øl til 2 kr. flasken.

bjerg og to arbejdende kammerater. Shi

Yuan står der i hjørnet. Ti Yuan. og vupti

lyser den gule dame op, selv om hun for

et øjeblik siden var sur som en citron, og

straks er det den glade givers tur. Måske

vi tilsvarende skulle have forsøgt med

bestikkelse – i hvert fald er vi endt med

de forkerte billetter.

en rædselsnat på hard seat

Dagen efter rumler Tims mave. en

rumlen, selv ikke et snedigt strategisk

træk som at forsøge at dræbe bakterierne

ved hjælp af herlig, billig kinesisk

Tsingtao pilsner, har kunnet afhjælpe.

Han ligner en, der har alvorlige tømmermænd.

Desværre er det mere alvorligt.

lige inden taxaen, der skal køre

os til stationen kommer, kaster Tim op.

Men det forhindrer ikke en 25­årig, der

skal erobre verden, i at tage af sted.

På perronen kaster han op igen. Så

stiger vi på toget. Først leder vi efter

nogle bedre pladser, og håber vi kan

betale os fra en opgradering. Men der

er udelukkende hard seat vogne i toget.

Vores vogn er 40 grader varm og lige

så tætbefolket som undergrundsbanen

i Tokyo i myldretiden. Vi finder vores

pladser kun for at konstatere, at det

med pladsreservationer går man ikke så

meget op i på hard seat. Det med kun

at sidde tre på hvert sæde ­ eller rettere

på hver bænk ­ går man heller ikke

så meget op i. Sæderne har ikke fået

deres navn ved et tilfælde, de er i særdeleshed

hårde og er nogenlunde lige

så magelige som en dansk park­bænk.

Dog med den undtagelse, at ryglænet

på en parkbænk som regel er tilbagelænet,

mens dette sæde er konstrueret

med en umagelig ret vinkel, som for

aldeles at fratage den rejsende muligheden

for en behagelig siddestilling.

Indledningsvis har dette dog ikke den

store betydning for flertallet af os, da

kun Anders foreløbig har fået tilkæmpet

sig en siddeplads. luften er tyk af røgen

fra billige kinesiske cigaretter. Hvor der

ikke er mennesker, er der bagage, der

med stor fantasi er proppet ind de besynderligste

steder. Gulvet flyder med

affald. en temmelig hård start på en alt

for lang togtur som knapt er begyndt.

Da toget endelig kører, brydes den stillestående

varme luft kærkomment af

en frisk brise gennem de faldefærdige

vinduer. Det er først, da vi har kørt en

halv time, og temperaturen er faldet til

noget, der leder tankerne hen imod en

kummefryser, at det går op for os, at

de halvåbne vinduer selvfølgelig sidder

fast, så de ikke kan lukkes. og sådan

fortsætter det. når vi om dagen stopper

alt for længe ved stationer, stiger temperaturen,

og vi føler os som snefnug i

helvede. når vi om natten kører, falder

temperaturen ned til marginalt over indlandsis.

Men det er ikke det værste. Tim

kaster stadig op. Ud gennem et af de

åbne vinduer. Kineserne betragter ham

blot opmærksomt og synes vist ikke,

det er specielt unormalt eller ulækkert.

Toilettet er konstant optaget. Først efter

tre timer bliver det ledigt, og Tim drister

sig derud. en kæmpe fejl. På vores tur

rundt i Kina besøger vi mange uhumske

toiletter, men intet som dette. Rummet

består bogstaveligt talt af en pyramide

af ekskrementer. en myretue af lort, der

rækker næsten en halv meter op i lokalet.

Stanken er frygtelig. Togets bevægelser

ukontrollable. Varmen ulidelig. Vi

opgiver toilettet, og Tim stiller sig tilbage

til sit vindue. Til sidst er han så træt

og syg, at han folder sin sovepose ud

på det beskidte gulv under et sæde og

prøver at sove der. Midt om natten har

han fået nok. ’Jeg står af’, proklamerer

han. Vi befinder os højt oppe i bjergene i

Shaanxi provinsen på vej mod Sichuan.

Vi leder febrilsk i lonely Planet, men der

er flere hundrede kilometer til den nærmeste

by. Vi aner ikke, hvor vi er; det er

midt om natten, og i de små byer taler

ingen engelsk, og vi ved, at her har hotellerne

ikke licens til at lade udlændinge

overnatte. Til sidst beslutter vi alligevel,

at Tim og Mickey skal stå af næste gang

toget standser, mens Anders og jeg kører

videre til Chengdu, hvor vi senere

alle kan mødes. Den næste station viser

sig dog at ligge mere end to timers

kørsel væk, og da har Tim heldigvis fået

det så meget bedre, at han har mod på

alligevel at fortsætte. Til tider stående

til tider siddende kæmper vi os gennem

resten af den forfærdelige nat med et

virvar af fremmede mennesker tæt omkring

os og uden at få megen søvn.

Sidste dag

næste dag i toget forløber heldigvis

bedre. Meget bedre. Mange står af og

tager deres habengut med sig, og alle

kan nu sikre sig en siddeplads. Vi piller

et backgammonspil frem fra rygsækken,

hvilket fluks tiltrækker, hvad

der minder om samtlige passagerer i

de omkringliggende 4 vogne. De synes,

det er et enormt spændende spil, selv

om de ikke aner, hvad det går ud på.

Vi svælger i opmærksomheden og føler

os som stjerner for en eftermiddag.

Talrige kinesere forsøger at kommunikere

med os, og selv om vi ikke fatter et

ord, bliver de ved og ved med grinende

at slynge kinesiske fraser i hovedet på

os. og har man først forsøgt sig med sit

’she she, ni pungjo’ ­ tak du er min ven

­ fra parløren kan vores venlige, nysgerrige

nye venner blive ved i timevis i sikker

forvisning om, at vi sikkert forstår

lidt af det, de siger, nu vi taler kinesisk.

Velmenende, men anstrengende. Selv

om det hele går lidt lettere i dag, er vi

stadig på hard seat i Kina, og nogle af

skikkene er en tand for mystiske. Der

hostes, harkes og spyttes dagen igennem

på gulvet, der også må tage i mod

Dårlig mave skyldes måske at madvarer hænger

udenfor i varmen.

store mængder affald, herunder sågar

afgnavede hove og knogler fra de grisetæer,

som ihærdige sælgere, der går

gennem toget, faldbyder.

Da toget endelig triller ind på perronen

i Chengdu, stavrer vi udmattede ud til

en taxa, der kører os til Traffic Hotel.

et temmelig luksuriøst hotel til 50

Yuan ­ omkring 40 kroner ­ pr. person.

betydeligt over de 16 kroner og 40 øre

jeg i gennemsnit bruger på hoteller pr.

nat i Kina, men tidspunktet er mere end

velvalgt. Vi går tidligt i seng og sover alle

som sten. Kun en enkelt gang bliver vi

vækket og må hjælpe stakkels Tim. Der

skal skiftes sengetøj. For sidste gang på

turen har han skidt i bukserne.

20 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 21


Tog Til TAgET

TeksT: svend gaRbaRsch

FoTo: kuRT Piczenik og svend gaRbaRsch

Med en beundringsværdig præcision – som dSb kunne lære ikke

så lidt af – sætter eksprestoget i gang fra lanzhou med kurs

mod lhasa lige i det minut, da stationsurets viser peger på hel,

og halvandet døgn senere kan Kurt og jeg indtegne os blandt de

cirka halvanden hundrede danskere, som takket være Albatros

Rejser har gennemført verdens højeste togtur. Albatros er eneste

rejsebureau i hele verden, der har fået tanken om at sende

turister med toget. Men nu er vinteren sat ind i Tibet og har gjort

det til en alt for kold oplevelse.

Kineserne er ved at svømme over af be­

gejstring over deres bedrift. Aldrig før

har nogen bygget en jernbane, der det

meste af vejen går i over 3.000 meters

højde, og så blev banen oven i købet

færdig et år før beregnet.

Toglinjen går gennem et terræn af bjer­

ge og sumpe, og mange steder går den

på permafrossen jord. Kineserne fryg­

ter, at tog med 16­20 vogne kan smelte

permafrosten alene ved vægtpåvirknin­

gen, så flere steder har de indbygget

kølelegemer under skinnerne.

Det højeste punkt på banen er statio­

nen Tanggula, som ligger i 5.072 me­

ters højde på grænsen til Tibet. Der må

være militære grunde til, at den ligger

der, for området er helt mennesketomt.

I modsætning til tidligere standser to­

get heller ikke ved stationen, men et

kort stykke derfra på et skiftespor, så

et godstog kan passere på den enspo­

22 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 2

rede bane.

Tre-fire gange undervejs ser vi, at

godstog har forkørselsret. Det afslører,

at banen ikke fortrinsvis er bygget for

passagertransport, men for gods. Den

skal forstærke den grove udnyttelse af

Tibets naturrigdomme, som kineserne

begyndte efter deres besættelse af

Tibet for nøjagtig et halvt århundrede

siden. Meget afslørende har de da også

på kinesisk givet landet et navn, der i

oversættelse lyder: De vestlige lagre.

Ilt til svage lunger

Shangri la­ekspressen, som toget kal­

des, er delt i tre klasser: Første, som

kaldes soft sleeper, og hvor turen til

lhasa koster 900 yuan (675 kr.), hard

sleeper, hvor turen koster 4­500 yuan

(300­375 kr.) og siddeplads 200 yuan

(150 kr.).

Det er umuligt for en gruppe at få plads

på soft sleeper, men måske kan nogle

få individuelle rejsende slippe ind. Disse

vogne er stort set fuldt besat af officerer

og embedsmænd, der lader ”folket”

betale turen som et frynsegode.

Forskellen mellem soft og hard sleeper

er, at der er fire mand pr. kupé i soft,

men seks i hard, at de har gardin for

kupeen i soft, og at soft har et europæisk

toilet i den ene ende af vognen. På

hard er kupeen helt åben ud til gangen

uden hverken dør eller gardin, men til

gengæld er der låst af mellem klasserne,

når toget holder ved en station og

om natten. På tredje klasse er nydeligt

bløde bænke, polstret med blå velour,

som er oversået med et farverigt blomstermønster.

Vort tog består af to soft sleeper vogne

med 68 passagerer, seks hard sleeper

vogne med 214 passagerer, en spisevogn

og syv siddevogne med 528 pas­


Kineserne har drømt om denne toglinje lige siden revolutionen for 100 år

siden. Mao Tsetung fik ligefrem ekspertundersøgt tanken, men først nu

havde man den nødvendige teknologi og kapital til at gennemføre projektet.

Arbejdet har taget fire år og har kostet cirka 25 mia kr. (Storebæltsbroen

kostede ca. 15 mia).

sagerer, tilsammen godt 800 passagerer.

Toget stopper ved seks stationer

under turen.

når toget for alvor stævner op i højderne,

bliver togets udluftningsvinduer aflåst,

og der tilføres ekstra ilt for at støtte

de svage lavlandslunger. I både kupeer

og gange er også iltudtag, hvor folk,

der føler sig svimle eller svækkede, kan

få direkte ilt ved en plastslange i næsen.

Man kan også risikere højdesyge.

Det rammer helt uventet. To­tre i vores

gruppe på 24 blev syge af højden.

På de højeste strækninger trækkes toget

af hele tre lokomotiver – resten af

tiden af et eller to.

Rift om billetterne

Den overfyldte ventesal i lanzhou viste,

at der er stor interesse for toget. Her

mødtes en etnisk broget skare, der dog

især var domineret af tibetanere, mange

i farverige folkedragter.

Man skal bestille billetter lang tid i forvejen,

for der er rift om dem. Først en

halv snes dage før togafgang kan man få

at vide, om der et plads på soft sleeper,

og hvis man ikke for en sikkerheds skyld

bestiller på hard sleeper, risikerer man

slet ikke at komme i sovevogn.

Himmelekspressen, som toget også

kaldes, afgår i retning mod lhasa hver

anden dag, og i dagene ind imellem i

modsat retning. Hvis man er bidt af togrejser,

kan man køre helt fra beijing,

men hvis man vil nyde det med måde,

er et godt udgangspunkt lanzhou, der

ligger i 1600 meters højde og er hovedstaden

i Gansu­provinsen. For først

efter dette punkt begynder banen for

alvor at stige.

Man kører et stykke langs Den gule Flod.

Men snart er man oppe i bjergene, der

bliver mere og mere snedækkede. en

del af togturen går gennem Kekexili naturreservatet,

hvor der er rig lejlighed til

at se den tibetanske antilope, vildæsler

og geder samt rovfugle. Der skulle være

hele 230 dyrearter i reservatet, der har

samme størrelse som Danmark.

”Gaven” til tibetanerne

blandt tibetanere, der studerer eller arbejder

uden for Tibet, er der naturligvis

glæde over toget, som betyder, at de

kan være hjemme på under to døgn og

Tibetanere i deres farverige dragter venter på

toget. Blandt tibetanerne der studerer eller arbejder

udenfor Tibet er der glæde over toget, da det betyder

at de nu kan være hjemme på under 2 døgn.

for en billigere pris end bussen, som er

fire-fem dage om turen.

For godstransporten er det et endnu

større fremskridt. lastbiler er om sommeren

fem dage om turen fra lhasa til

beijing, om vinteren tager sådan en tur

mindst syv dage.

Men kinesernes ”gave” til tibetanerne,

som jernbanen kaldes, er givet med en

bagtanke. Jernbaneledelsen forventer,

at man i løbet af få år vil kunne transportere

mineraler som jern, kobber

og krom på 560.000 tons årligt ud af

Tibet.

Allerede i dag ser man, hvordan hankineserne

har sat sig på lhasa. Ved de

store turistseværdigheder er de fleste

af boderne og forretningerne kinesiske,

og selv om de reklamerer med Ӿgte,

tibetansk kunsthåndværk”, ser man

tydeligt, at varerne er importeret fra

nepal eller Indien.

lokale iagttagere frygter også, at turiststrømmen,

der allerede er vokset

i banens nu 3­4 måneders levetid, vil

Sponsorer og medlemsrabatter

Intet er mere ærgerligt, end at betale for meget for

tingene. Særligt når man tænker på, at penge oftest

er noget man tjener på et tidspunkt, hvor man ellers

kunne have rejst. Glem derfor ikke, at dit medlemskab

af DbK giver rabatter hos en række af vores sponsorer:

• Friluftsland: 15% rabat på næsten alle ikke­

nedsatte varer.

• Scanvik books: 25% rabat på rejsebøger og kort.

• Rejseklinikken i Charlottenlund: 15% rabat

på vaccinationer.

• Udlandsvaccinationen på Skejby Sygehus:

10% rabat på vaccinationer.

• Penguin Travel: 10% rabat på rejser (dog med

undtagelser, se www.berejst.dk)

• Café Globen: 5 kr. pr. genstand.

• Gouda Rejseforsikring: 33% rabat på rejseforsikringer

(obS! Kun for aktive medlemmer).

blive så massiv, at den truer seværdighederne

med nedslidning.

Det storslåede 13 etager og 117 meter

høje Potala­palads er bygget på et fundament

af sten og træbjælker. Vægge

og mure består af træ, strå og mudder,

og byggematerialerne har svært ved at

klare presset fra de 370.000 turister og

70.000 pilgrimme, der besøgte det allerede

sidste år. Flere tusinde af paladsets

vægmalerier er begyndte at revne,

og takket være Kulturrevolutionens udskejelser

besidder tibetanernes lokale

De nævnte rabatter gælder såvel aktive som passive

medlemmer, bortset fra rabatten hos Gouda. Ved køb

hos Friluftsland og Udlandsvaccinationen skal medlems­

kort forevises – de øvrige steder er det nok at oplyse

navn og medlemsnummer.

Jeres sponsoransvarlige forsøger løbende at være på

udkig efter nye sponsorer, som kan tænkes at være

interesseret i at yde rabat til klubbens medlemmer. Men

i sådanne sager kan det være en fordel at have foden

indenfor et eller andet sted, så hvis din onkel er ejer af

en hotelkæde, eller du har været til cocktailparty med

direktionen hos lufthansa, så er du mere end velkommen

til at kontakte undertegnede.

en oversigt over medlemsrabatterne (inkl. kontaktadresser)

findes på www.berejst.dk

Gerner Thomsen

håndværkere ikke længere de færdigheder,

der skal til for at reparere dem.

Den bedste løsning, paladsledelsen har

kunnet komme op med, er at forhøje

entreen til 100 yuan (75 kr.), at søge

at rationere besøgstallet pr. dag og at

bede turistguiderne om at gøre turistgruppernes

besøg så korte som muligt.

Der er ingen tvivl om, at Tibet er under

hastig forandring, så man må med H.

C. Andersen sige: ”Skynd dig kom, om

føje år...”.

2 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 2


Urtidens kæmper

I Parc nationals des Volcans i Rwanda lever en stor del af verdens få

tilbageværende bjerggorillaer. Tag med på et hårdt trek i den våde regnskov

i et vulkanområde præget af krige, rebeller og krybskytter. og hør om

mødet med Susa-gruppen, den største nulevende flok af disse enorme

menneskeaber.

den frygtelige vulkan

Gennem den mørke tætte jungle siler

regnen ned. De smalle stier snor sig op

og op igennem den bevoksede regnskov

og det stikkende krat. Regnen har pisket

ned i over en time, mens vi på mudrede

stier har tilbagelagt knap to hundrede

højdemeter. nu er vi nået op i 3400 meters

højde. Siden tidligt i morges har vi

fulgt med vores fire maskingeværbevæbnede

vagter op ad denne frygtelige

vulkan. Gennem beplantede marker og

en lys tæt bambusskov med tusindvis af

bambusstænger, der rækker mod himlen,

er vi nået ind i junglen. området

’Parc nationals Des Volcans’ er plettet

med vulkaner, og vi er ­ i vores jagt efter

Susa­gruppen, verdens største kendte

flok af bjergorillaer - på vej op ad den

højeste vulkan i området. Såvel foran

som bag vores gruppe på fem vesterlændinge

går vagter med tunge maskingeværer.

De behårede kæmper vi er på

udkig efter kan være svære at finde, da

de bevæger sig op og ned af vulkanen for

at finde føde. Sandsynligvis gemmer de

sig et sted i mellem 3600 og 4000 meters

højde. Som vi når højere op sluger

junglen os. Stien forsvinder og afløses

af et tilgroet spor med stikkende slyngstængler

og kæmpestore blade, som vi

med machetter må hugge os igennem.

Regnskoven lever op til sit navn og viser

sig fra sin værste side. Det vælter

ned med vand, der forvandler det stejle

Bjerggorillaer i Rwanda

underlag til et glat miskmask af mudder

og blade. Vi er drivvåde, men tvinger os

frem og op gennem den bidende kolde

luft og den piskende regn. De af os, der

har været så dumme ikke at medbringe

handsker, får revet vore forfrosne

hænder til blods på de evigt stikkende

planter. Men med forventningen om at

se regnskovens kæmper forsøger vi at

holde modet oppe, mens vi tænker en

million tanker: Finder vi dem? Hvordan

vil det blive at stå ansigt til ansigt med

en gorilla? Gemmer gorillaer sig når det

regner? Hvor tæt på kan vi komme?

Der gives kun tilladelse til maksimalt

otte personer om dagen til dette trek.

Giver man op undervejs får man hverken

pengene tilbage eller et nyt forsøg,

og da denne indtil videre ikke synderligt

behagelige ekspedition har sat os

hver især 2500 kroner tilbage, er det at

give op ikke det der står allerøverst på

dagsordenen. Ikke desto mindre begynder

trætheden at melde sig og ekspeditionens

ældste deltager ­ en italiensk

dame på omkring fyrre ­ er tæt på at

give op. Regnen, kulden, bevoksningen,

højden og selvfølgelig det faktum, at

det bliver ved at gå stejlt opad tærer på

kræfterne. bedre bliver det ikke af, at vi

ikke ved hvor højt oppe bæsterne gemmer

sig, men kun at de dagen før, hvor

halvdelen af deltagerne måtte opgive

undervejs, befandt sig helt oppe i 4000

meters højde. Det er da den forløsende

melding kommer over radioen. ’They

are coming down!’ siger vores guide

med et kæmpe smil. Højere oppe på

vulkanen har klappere lokaliseret gruppen

af gorillaer, der i deres søgen efter

føde har været så elskværdige at bevæge

sig trehundrede højdemeter ned

i mod os siden i går. De er mellem to og

tre hundrede højdemeter over os nu får

vi at vide at ’vi er der om små to timer’.

Gennemstrømmet af forventningens

glæde får Mama Italia og vi andre vores

anden luft og bevæger os hastigt videre

op. en time senere holder det endelig op

med at regne, og humøret stiger yderligere,

da vi lidt senere for første gang

hen over trækronerne kan høre det, vi

tror er gorillabrøl, men som viser sig at

være klapperne, der råber for at vi kan

lokalisere deres position.

Da vi endelig når op til klapperne, og

får skiftet vores våde tøj, går de fleste

af os i gang med at gøre vores fotoudstyr

klar. Mine fingre er så kolde, at jeg

må opgive at skifte objektiv, og kun

med nød og næppe har jeg følelse nok i

fingeren til at kunne trykke udløseren i

bund. Susa­gruppen er under hundrede

meter fra os, og med bankende hjerter

går vi imod den. Vi får at vide, at gorillaer

er vegetarer, og at vi ikke skal være

bange for dem. Dog skal vi holde os i en

afstand på mindst ni meter til dem med

TeksT og FoTo: Jakob ØsTeR

mindre – som det betryggende bliver

formuleret ­ gorillaerne selv vælger at

komme hen til os.

I disen blandt

regnskovens kæmper

Den første gorilla vi møder er ikke

i nærheden af at være ni meter væk.

Vores spor i krattet leder os lige forbi

en lille krathule, hvor en gorillaunge,

som er omkring en meter høj, gemmer

sig. Med sine enorme brune øjne og sit

pjuskede, sorte, krøllede hår ligner den

på en gang et urtidsuhyre og en kæmpestor

blød bamse. Den er rolig og imødekommende.

Den udstråler intelligens,

og vi står med den sære fornemmelse

af at stå overfor noget som er mere

menneske end dyr. Det er en uforklarlig

anderledes og meget stærk oplevelse

af kontakt. lidt længere fremme stopper

vi på et lille plateau med udsigt over

en lysning, hvor hovedparten af flokken

befinder sig. Det forunderlige syn af omkring

20 vilde bjerggorillaer møder os. I

midten står en af de fire ledergorillaer,

en enorm silverback, og skuer ud over

flokken. Så gaber den og blotter sine

frygtindgydende sylespidse tænder.

Rundt omkring leger ungerne, hannerne

trommer sig på brystet og river træer

op med rode, hunnerne piller lus ud af

deres unger, og kæmpe sorte uldtotter

svinger sig fra gren til gren. At der ti

femten meter væk står en gruppe mennesker

og glor på dem, påvirker tilsyneladende

ikke flokken. Det er en uvirkelig

og totalt betagende oplevelse. De

største hanner er over tre meter høje,

men kun sjældent rejser de sig op på

bagbenene i deres fulde højde. For det

meste lunter de rundt på alle fire, med

deres karakteristiske æggeformede hoved

tronende op over deres mægtige

skuldre.

Der er strenge regler om, at besøgstiden

på maksimalt en time skal overholdes,

2 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 27


så efter at vi i en halv time fascineret

har betragtet hovedparten af gorillaer­

ne i lysningen, skynder vi os videre på

jagt i junglen efter resten af flokken. På

ganske tæt hold passerer vores spor en

mor og dens unge. Men denne gang me­

ner den beskyttende mor, at vi og vores

kameraer er kommet en tand for tæt

på, så de lunter videre. På vej forbi os

tager moren pludselig et skridt til siden

hen imod mig og sætter et formanende

dask med sin behårede hånd sikkert ind

på mit lår. Hun er virker ikke specielt

ophidset, er bare lige henne for at mar­

kere, at så er det godt kammerat, her

bestemmer Mor!

Vores guide leder os videre ned ad bjer­

get i vores søgen. Vi halvt går, halvt

kravler over våde grene, blade og krat

og prøver at undgå at falde igennem de

mange huller i den bevoksede under­

skov. Da går det op for os, at vi har føl­

geskab af en temmelig stor silverback.

Hver af de fire silverbacks er leder af

en undergruppe på omkring ti gorillaer,

og uforvarende har vi øjensynligt fået

placeret os mellem denne silverback og

resten af hans gruppe. Det er det store

og temmelig vildt udseende dyr ikke

helt tilfreds med, hvorfor den mægtige

kolos nu med hastige skridt og en noget

ophidset attitude vinder ind på os.

Da det ellers sikkert velmenende men

ret monsterlignende dyr er bare fem

meter bag os, begynder vi at løbe. Vi

har ellers fået at vide, at man aldrig

må løbe væk fra en sur gorilla, men al­

ternativerne synes lidt svære at få øje

på. Så griber guiden heldigvis ind. Han

løber hen og griber fat i os og råber.

’Stå stille. Ind til siden. nu!’ Som sagt

så gjort, og mens guiden beskyttende

trykker os ind mod buskadset, passerer

den enorme ophidsede han så tæt

forbi os på stien, at hvis nogen turde, så

kunne man have rørt ved den, og så tæt

3 Gorillaer er legesyge væsener der elsker at

tromme på brystet og hygge sig med benene

oppe.

på at ingen af os tør pege vores kameralinser

op mod dyret for ikke at risikere

at provokere kæmpen.

Turen dertil

’er du sikker på, at du hverken har visum

eller et letter of invitation?’ lyder

det strikst fra den smukke sorte dame

med de struttende runde former. Flere

steder sidder hendes nystrøgne uniform,

der signalerer, at hun tilhører immigrationspolitiet,

så stramt, at den ligner

noget der snart må sprænges. Mens

jeg forsøger at lade være med at kigge

ned i hendes dybe kavalergang, gentager

jeg, at jeg ikke har nogle af delene.

Jeg er den eneste, der er tilbage i immigrationskøen

i Kigalis ikke ligefrem

overrendte internationale lufthavn. På

etagen nedenunder kan jeg se min rygsæk,

for længst forladt af hovedfeltet,

tage endnu en ensom runde på transportbåndet.

Jeg gentager for gud ved

hvilken gang, at Kenya Airways, som

solgte mig billetten i nairobi, forsikrede

mig om, at jeg kunne få visum ved ankomst

til Rwanda. efter nogen tids parlamenteren

med chefen for immigrationspolitiets

tør den kønne struttende

dame endelig op og udsteder mig ­ formedelst

et gebyr på 60$ ­ et visum.

Jeg får lufthavnstaxaen ­ som selvfølgelig

koster ti gange så meget som en

bytaxa, fordi den er eksklusiv nok til at

betjene byens internationale lufthavn

­ til at køre mig direkte til turistkontoret

med det mundrette navn: oRTPn

- L’Office Rwandais du Tourisme et des

Parcs nationaux.

Der er kun omkring 700 bjerggorillaer

tilbage i verden. Alle lever de i det vulkanske

højland nær grænserne mellem

Rwanda, Uganda og Congo. Gorillaerne

er stærkt udrydningstruede og lever i

et område plaget af krige og krybskytteri.

Vil man se kæmperne, står valget

- grundet krigen i Congo - for de fleste

mellem Rwanda og Uganda. Rwanda

har dog nogle klare fordele. Flest gorillaer

i større grupper, flottere natur

samt at man ved personligt fremmøde

hos oRTPn i Kigali efter sigende skulle

kunne få en trekking permit i løbet af

2­3 dage. Med let bankende hjerte står

jeg derfor nu ved skranken og kigger

endnu en sort uniformeret dame af ikke

ubetragtelig størrelse i øjnene. Hendes

energiniveau ligger omtrent på højde

med et fladt batteri, men med møje og

besvær får hun slået op på den ikke helt

nutidige computer, og finder frem til en

permit til tre dage senere. ’Du skal være

i Kinigi på mandag klokken syv’, siger

hun og tilføjer, ’og du skal selv sørge for

at finde en chauffør med en bil, der kan

være til rådighed hele dagen’.

Kinigi viser sig ved et kig på kortet at

være en lillebitte landsby højt oppe i det

ufremkommelige terræn i Parc nationals

des Volcans. Før jeg kan begive mig mod

Kinigi, må jeg dog først opholde mig en

nat på det snuskede hotel Gloria, i den

fattige og kaotiske hovedstad Kigali.

Da vinduerne på mit værelse ikke kan

lukkes, vælger jeg at forsøge at spraye

de mange myg ihjel ved hjælp af rundhåndede

mængder af den dåse ’instant

KIll’ som hotellet elskværdigt har stillet

til rådighed ovre i hjørnet. effekten

lader ikke vente længe på sig. Muligvis

er midlet noget, der har til hensigt at

dræbe myggene ved kvælning, for i timevis

synes al ilt at være suget ud af

rummet, og vejrtrækningsmulighederne

er stærkt reducerede. Det viser sig dog

at være held i uheld, for det er da jeg

sidder i ufrivilligt eksil i hotellets fællesområde,

der er lækkert indrettet med 3

skæve plastikstole og et alt for lavt beskidt

plastikbord, at jeg møder Pramod

og Pria, et par flinke indere fra London,

der også har fået permits til gorillaerne

til mandag. De ved lige så lidt som jeg

hvordan de skal nå til Kinigi, der ligger

langt oppe i bjergene, og være der klokken

syv om morgenen, så vi beslutter

os for at følges ad og sammen arrangere

de praktiske formaliteter. Tidligt

næste morgen tager vi et krampagtigt

Bagerst beskytter de armerede vagter Mama Italia mfl.

på vores vej gennem en bambusskov på vej op mod den

tætte jungle.

overfyldt lille skrammel af en minibus

mod Ruhengeri, der er den by, der ligger

Kinigi nærmest. Det viser sig, at denne

dag er en national helligdag i Rwanda,

og regeringen har pålagt befolkningen

at deltage i fællesarbejde med at forskønne

veje, pladser og offentlige bygninger,

så langs store dele af ruten står

folk, unge og gamle, mænd, kvinder og

børn og luger og hakker med primitive

redskaber. I Ruhengeri finder vi et hotel

med rindende vand og elektricitet. Dog

rinder vandet kun nogle gange, og det

er også så som så med elektriciteten.

Vi provianterer til trekket og organiserer

på det lokale oRTPn­kontor en bil

med chauffør til Kinigi til dagen efter.

Selvfølgelig viser det sig, at min reservation

er forsvundet på dens vej fra

computeren i Kigali til mændenes håndskrevne

papirlister her, men det bliver

der rettet op på. Vi er meget opsatte på

at se Susa­gruppen. Med 35 gorillaer er

det den største gruppe, men også den

af de 4 grupper, der bor højst på vul­

kanen og den suverænt mest krævende

at komme op til. Desværre kan man

ikke reservere, at man vil til en bestemt

gruppe ­ man kan kun møde tidligt op i

Kinigi og håbe at man får den ønskede

tur.

Klokken 06.00 om morgenen bliver

vi hentet af vores chauffør Charles.

I hans gamle pick­up truck snor vi os

omgivet af morgendisen og med udsigten

til 3 spektakulære vulkaner op ad

hullede grusveje mod Kinigi. Det viser

sig ved ankomsten, at kun fem personer

har mod på at gå til Susa­gruppen.

egentlig skal hver gruppe bestå af otte

personer, men da Susa­gruppen dagen

før befandt sig så højt oppe på bjerget,

at mange måtte opgive på halvvejen,

får folk lov til i stedet at gå til de andre

grupper. Guiderne prøver at overtale os

til også at droppe Susa­gruppen, men vi

insisterer og får lov. Forude venter et af

vores livs største eventyr. opstigningen

kan begynde.

28 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 2


ting du ifølge lone

og Michael Andersen

skal vide om Yangon

1 2 3 4

Shwedagon

Myanmars største buddhistiske

helligdom er

Shwedagon Pagoden.

Den store, klokkeformede

stupa er 96

meter høj og beklædt

med ægte guld. Der

er utallige templer og

pagoder i det store

tempelområde og en

livlig aktivitet med glatragede

munke, nonner

i lyserøde klæder og

barfodede burmesere

på vej til et tempel med

offergaver i form af

blomster og røgelse.

YANGON

buddha

buddhismen er allestedsværende

i Myanmar.

Ikke mindst i

Yangon, hvor du finder

Chaukhtatgyi Paya, der

er 72 meter lang og

en af verdens største

liggende buddhaer. Man

føler sig meget lille,

når man står og kigger

op på de gigantiske

fodsåler, der er smukt

dekorerede. Gratis

entré.

Transport

Vær forberedt på, at

infrastrukturen er i temmelig

dårlig forfatning i

Myanmar. busser og tog

er udslidte og overfyldte

– men meget billige at

benytte. De fleste veje

har kun stiftet et sporadisk

bekendtskab med

asfalt, så på de længste

strækninger anbefaler

vi at tage en indenrigsflyvning

med Air Bagan,

Air Mandalay eller Yangon

Airways, der alle har

et godt ry.

Atmosfæren

Yangon er et unikt

møde mellem før og

nu. Pulsen er rolig,

smilene sidder løst, og

overalt mødes du af

eksotiske lugte fra de

mange gadekøkkener.

livet leves på gaden.

Trafikken er begrænset,

og derfor er det oplagt

at gå rundt til fods og

opleve, hvordan livet

udspilles på fortove,

pladser og gadehjørner.

Det er forbudt at dytte

indenfor bygrænsen,

hvilket bidrager

væsentligt til den fredelige

stemning.

5Gadekøkkenet

Yangons gadekøkken er

i særklasse. Det er her

man bedst smager på

Myanmar – om det skal

være det lokale bamar

eller Shan køkken, over

indiske specialiteter til

kinesisk gastronomi.

Hjørnet omkring 32th

St. og Sule Paya er godt

for nudelretter. Du kan

nemt spise dig mæt for

fem kroner – og selskabet

af lokale burmesere

er hyggeligt og imødekommende.

Børn

Det er umuligt ikke at blive

charmeret af de skønne

børn i Myanmar.

Inle Lake

Den smukke sø, hvor fiskerne

balancerer elegant på

ét ben i trækanoen.

Munkene

I Myanmar går alle gode

buddhistiske mænd i

kloster for en periode.

0 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. nr. 27 27 / / Marts 2007 2007 1

Bagan

bagan er et af verdens

store arkæologiske vidundere

og fredet af Unesco.

Solen

MYANMAR

Solbeskyttelse med en gul,

økologisk solcreme, der

består af bark og vand.

Marked

Der købes, sælges, sladres

og drikkes thé på spændende

markeder i landet.

Smil

befolkningen er rige på

smil og imødekommende

overfor vesterlændinge.

Frodighed

Glæd dig til at forkæle dine

smagsløg med eksotisk

frugt og grøntsager.

Blomster

Vidunderlige farver. Køb en

stor buket på markedet for

et par kroner.


TeksT: eRik PonToPPidan

FoTo: PeR allan Jensen og eRik PonToPPidan

Hvis man kommer til Shanghai med fly,

mærker man det allerede ved ankomsten

til den nye, smukke og hypermoderne

Pudong­lufthavn. efter landingen

kan man vælge mellem at tage en taxa

ind til byen eller benytte det nye Maglev

magnettog, der med 430 kilometer i timen

drøner de 30 kilometer ind til byens

metronet. Toget har kostet 7 milliarder

kroner at bygge, og det er kun et af de

mange eksempler på de enorme ambitioner

og forventninger, der er knyttet

til fremtidens Kina.

Shanghai er en af de hurtigst voksende

byer i verden. Den er på størrelse med

Sjælland, har cirka 17 millioner ind­

Shanghai

den nye fremtidsby

byggere og er nærmest en blanding af

Manhattan, Singapore, Tivoli og noget

fra en science fiction-film. Økonomien

er 16­doblet i løbet af 15 år, og resultatet

er til at få øje på. Titusinder af

højhuse er skudt op ­ nogle af dem i

områder, hvor der i 1990 ikke var andet

end marker med ris og grøntsager.

og byens nye skyline er utrolig. et af de

store tilløbsstykker er blevet den lange

flodpromenade “The Bund” i byens centrum,

og ovre på den modsatte side ­ i

Pudong­området ­ skyder de mest surrealistiske

bygninger i vejret. en af dem

er Shanghais nye vartegn “orientens

Perle”, hvor to store glaskugler i forskellig

højde funkler som gigantiske glober

Metropolis og blade Runner - det er bare

et par eksempler på gamle science fiction

- film fra forrige århundrede, der skildrer en

surrealistisk fremtidsversion af en storby efter

årtusindeskiftet. og hvis vi taler om Shanghai

i Kina, så er virkeligheden fuldt på højde med

fantasien.

på nattehimlen. Det stod færdigt i 1994

og er med sine 468 meter Asiens høje­

ste tårn. om aftenen udsender kuglerne

et diskoteklignende lys i jadegrønt, sølv­

hvidt og violet. Man kan komme derop

med en dobbeltdækker­elevator, som

stiger 7 meter i sekundet. Hvis man har

set Steven Spielbergs film “Nærkontakt

af 3. Grad”, så har denne konstruktion

en vis lighed med det enorme rumskib,

der kommer for at hente e.T. i slutningen

af filmen!

og for nu at blive i samme område og

samme genre, så ligger Kinas højeste

­ og verdens fjerdehøjeste ­ bygning (i

2006) lige i nærheden. Jinmao­tårnet,

som det hedder (420 meter), er også

en surrealistisk fantasi at besøge. Der

er 87 etager, og de øverste 30 etager

fungerer som luksushotellet Hyatt.

Heroppe er skyskraberen hul indeni i 30

etagers højde. Hotelgæsterne kommer

ind i deres værelser gennem 30 cirkulære,

åbne svalegange, som vender ind

mod et gigantisk, hult cylinderformet

atrium. Man kan kigge ned i den enorme

cylinder oppe fra platformen på toppen.

Helt utroligt! Allerøverst oppe ligger

verdens højeste bar “Cloud 9” på 87.

etage ­ et yderst eksklusivt sted, hvis

man skal dømme efter én af tjenerne i

bygningen, da vi spurgte efter elevatoren

derop. Han kiggede på vores shorts

og sandaler og svarede: “It’s not safe

for you to go there”. Det var det tætteste

han turde komme på budskabet om,

at vores påklædning ikke levede op til

standarden!

Kinesernes smag er meget kitchet. De

elsker laserlys og farver, og det finder

man masser af steder i de større byer:

Plastikpalmer badet i blåt lys, laserkanoner

på nattehimlen, roterende diskolamper

og lignende. nogen ville nok

bruge det nudanske ord tivolisering. et

ekstremt eksempel på dette finder man i

den såkaldte “bund Sightseeing Tunnel”,

som går under Huangpu-floden mellem

“The bund” og Pudong­kvarteret. Man

stiger ind i en lille togvogn, som kører

33 Shanghais nye skyline set fra “The Bund”.

Mange af skyskraberne ligger i områder, hvor

der i 1990 ikke var andet end marker med ris

og grøntsager.

3Shanghais skyline by night. I de tidlige aftentimer

udsender kuglerne på “Orientens Perle” et

diskoteklignende lys i jadegrønt, sølvhvidt og

violet.

Shanghai by night: Gågaden Nanjing Donglu er

om aftenen et blændende lyshav af reklamer.

gennem en lang tunnel fyldt med kulørte

lamper, billeder, laserlys og lydeffekter.

en slags visualiseret tidsmaskine

eller måske en ny udgave af den hedengangne

blå Vogn i Tivoli for dem, der er

gamle nok til at huske den.

Gå en tur langs flodpromenaden i de

tidlige, mørke aftentimer, og du vil opleve

et lysshow uden sidestykke. Flere

af skyskraberne ovre i Pudong bliver

om aftenen omdannet til gigantiske billedskærme,

hvor der vises reklamefilm

»Shanghai er en af de hurtigst voksende byer

i verden. den er på størrelse med Sjælland og

har cirka 17 millioner indbyggere.«

i alle afskygninger, og ude på floden

sejler der små både rundt med det ene

formål at vise reklamefilm på enorme

fladskærme, der er monteret på dækket.

Mao må rotere i sin grav!

eller gå ned mod Folkets Plads (Renmin

Square) tidligt på aftenen ad nanjing

Donglu, som er Shanghais svar på gåga­

2 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


den langs Strøget i København ­ en mis­

visende sammenligning i øvrigt, efter­

som Strøget i forhold til Shanghai svarer

nogenlunde til gågaden i Ringkøbing

en mandag aften klokken 23! nanjing

Donglu er tæt pakket med mennesker

både om dagen og i de tidlige aftentimer,

og efter mørkets frembrud er der

et lyshav af reklamer uden sidestykke.

det gamle Shanghai

nogle af de gamle beboelseskvarterer

i Shanghai eksisterer endnu, men hvor

lang tid er svært at sige. bulldozerne

jævner kvarter efter kvarter med jor­

den, og i stedet for bygges der nye, moderne

lejligheder og grønne parker. Men

i de gamle, tæt­lave bebyggelser vasker

man stadig tøj på gaden, og husene

er ofte dårligt vedligeholdt, med masser

af mennesker på få kvadratmeter

»Strøget i forhold til Shanghai svarer

nogenlunde til gågaden i Ringkøbing en mandag

aften klokken 2 .«

og fælles toiletter. besøg også basar­

kvarteret omkring Yuyuan­haven. Det

er ikke gammelt, men nyopført i arki­

tektur efter Ming­ og Qing­dynastierne,

med gråt tag og tagskæg, hvide huse

og røde søjler. Her er der i hundredvis

af små forretninger, tehuse, restauran­

ter og snackbarer, og det vrimler med

mennesker.

Til allersidst: Kig ind i Shanghais

Udstilling for byplanlægning, som ligger

i et stort hus i udkanten af Renminpladsen.

nedtællingen er i fuld gang til

expo 2010 i Shanghai, og der er mange

flotte udstillinger, som fortæller om de

ambitiøse planer, blandt andet en gigantisk

model af byen, som den vil se ud i

2020. en anden og utrolig spændende

“forlystelse” her en fantastisk film, der

vises på en 360 grader skærm på væggen

i et cirkelformet rum, hvorfra man

virtuelt svæver rundt mellem broer og

3 Kunst på Folkets Plads (Renmin Square) i det

centrale Shanghai.

3Udsigt fra toppen af Jinmao-tårnet. Fra

udsigtsplatformen kan man også kigge ned

i bygningens indre gennem en glasrude. De

øverste 30 etager er indrettet som luksushotellet

Hyatt.

Ude på floden sejler der små både rundt med

det ene formål at vise reklamefilm på enorme

fladskærme, der er monteret på dækket. Mao

må rotere i sin grav.

motorveje og bliver præsenteret for de

eksisterende og kommende vidundere.

Vores besøg i Shanghai var afslutningen

på en fantastisk rejse i efteråret 2006

med den transsibiriske og den transmongolske

jernbane fra Moskva til Kina.

Turen var et specialarrangement for 8

medlemmer af De berejstes Klub, og

undervejs gjorde vi ophold flere steder:

Først ved bajkalsøen i Sibirien, hvor

nogle tog på vandretur, mens andre boede

nogle dage på en meget naturskøn

ø ude i søen. Andet stop var i Mongoliet,

hvor vi stod af i hovedstaden Ulan bator

og kørte rundt med 4­hjulstrækkere

i en uge på stepperne og i Gobi­ørkenen.

Togrejsen sluttede i beijing i Kina,

hvorfra 2 af os fortsatte sydpå med fly

til Guilin i det sydlige Kina og derfra videre

med båd til den vidunderlige by

Yangshuo, cirka 80 kilometer derfra.

Til allersidst stod vi endnu engang på

toget, denne gang i Guilin, og kørte til

Shanghai på 30 timer. Vi havde bestilt

et værelse i centrum af storbyen på et

perfekt beliggende luksushotel, og da

vi nåede frem, fik vi en uventet “opgradering”,

så vi for samme pris (ca.

600 kroner pr. døgn) kom til at bo i en

“executive Suite” ­ en yderst luksuriøs

lejlighed med alle faciliteter. Slet ikke så

ringe endda!

FORSIDE KANDIDATER

Vinter på station i Danmark

Foto: René Strandbygaard, DSB

Håndmalet skilt, Cuba

Foto: Per Danielsen

”Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt mange indsendte togmotiver.

Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden

kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet.”

Damptog, Zimbabwe

Foto: Jakob Øster

Metroen i Budapest

Foto: Jesper Kiby Denborg

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


med 15 km i timen

gennem teplantagerne

en lang rejse med et overfyldt tog på 2.

klasse uden pladsreservation kan godt

blive ubekvem, men den kan også gå hen

og blive til en stor oplevelse.

TeksT og FoTo: sØRen PadkJæR

Kandy er en charmerende gammel kon-

geby, der ligger lige inden højlandet

i det centrale Sri Lanka begynder at

blive rigtig højt. Efter et par dage med

god mad og bl.a. et interessant besøg

i det lokale tempel, hvor Buddhas tand

opbevares, gik turen videre mod høj-

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 7

landet.

Toget har en såkaldt panoramavogn på

1. klasse, men da der kun er 4 plad­

ser til rejsende fra Kandy, var disse for

længst udsolgt, så jeg fik en 2. klasses

billet. efter en kort køretur med et bumletog

kom vi til en anden station, hvor

”højlandstoget” ventede. Her var der

trængsel og et mylder af mennesker,

som gjorde det vanskeligt at komme

igennem med en stor rygsæk. både siddepladser

og det meste af gangarealerne

var optaget, så jeg steg på restau­

rationsvognen, hvor der var lidt mindre

trængsel.

Restaurationsvognen

Den lignede et gammelt østeuropæisk

cafeteria, og i midten var der et lille rum

på ca. 6 m2, hvorfra der solgtes mine­

33 Der mangler tydeligvis nogle bolte i svellerne over

denne bro, så den ene skinne ved samlingen ikke er

helt på sin plads. Heldigvis er der nogle solide planker

fra tidligere uheld, så det lykkes at få toget bragt

flot igen.

3Passagererne er ved hånden til at give gode råd om

hvordan man får et tonstungt lokomotiv tilbage på

sporet.

Mens vi venter på at få toget op på skinnerne igen,

er det populært at fotografere især mødre med småbørn

- de elsker at se sig selv på digital kameraets

skærm.

Kæmpe områder i højlandet er dækket af teplantager,

hvor tamilske kvinder 10 timer om dagen, 6 dage

om ugen plukker topskuddene. Løn: 15 kr. per dag.

ralvand, kiks og te, og som også viste

sig at være køkken med et gasblus og

en gammel primus. Selvom der arbejde

»Til gengæld var landskabet grønt og flot,

og inden længe begyndte teplantagerne at

dominere.«

4­5 mand derinde, så var det som en

oase, og flinke som de er, blev jeg hur­

tigt inviteret indenfor og budt en plads

på kassen med potter og pander. Den

stod lige ved en åben dør, så der var

formentlig bedre udsigt end fra panora­

mavognen.


Det viste sig at være en rigtig god plads,

og jeg blev naturligvis konstant tilbudt

te med varm mælk. Selvom personalets

engelskkundskaber var en smule mangelfulde,

så blev det en hyggelig tur, da

disse rare mennesker slet ikke er uden

humor. Desuden havde jeg medbragt

nødforsyninger i form af pulversuppe og

tørret pasta, da jeg ikke ville risikere en

slankekur, som jeg oplevede i ørkenen i

Indien for 2 år siden. Jeg havde dog for

længst fundet ud af, at det var der ingen

risiko for i Sri lanka, så vi byttede lidt.

Teplukkerne

Der var god tid til det hele, for når jeg

tog tid mellem kilometerstenene kom

jeg frem til, at gennemsnitshastigheden

må have været omkring 15 km/t.

Udsigterne var fantastiske, selvom det

stadig var en smule diset efter nogle

dages regnvejr. Til gengæld var landskabet

grønt og flot, og inden længe begyndte

teplantagerne at dominere. Der

var dog ingen teplukkere, hvilket jeg senere

fandt ud af skyldtes en strejke for

at få noget mere i løn. Strejken ophørte

to dage efter, og lønnen blev sat op med

et par kroner til 15 kr. om dagen, forudsat

man opfylder produktionsmålene

jeg mødte meget få vestlige turister, men en hel del lokale,

der holdt ferie omkring nytår. Mange bad mig om at tage

et billede af den samlede familie - og her bliver der så gjort

gengæld, hvor jeg er fotograferet foran den udhuggede

Buddha ved Dowa templet.

og arbejder 10 timer om dagen, 6 dage

om ugen uanset vejret! Hertil kommer

dog fri bolig, læge og skole til børnene,

og der er ligefrem nogen der synes, at

disse teplukkere er godt stillet!

Afsporing

lige efter et kort ophold på en lille sta­

»Strejken ophørte to dage efter, og lønnen blev

sat op med et par kroner til 1 kr. om dagen«

tion, og hvor toget således endnu ikke

var kommet op på ”topfarten”, holdt

det pludseligt helt stille. Med den fine

Ved et buddhistisk tempel løb jeg over

en spisesal for de unge munke, hvor

jeg blev inviteret med til bords. Her går

drengene gennem byen.

udsigtsplads så jeg, at en del af passagererne

gik ud af toget hen mod den

forreste del. Jeg afsikrede kameraet og

fulgte efter, og det viste sig, at lokomotivet

befandt sig midt på en lille bro over

en flodkløft, og at det åbenbart var gledet

af skinnerne – eller rettere sagt var

en skinnesammenføjning på broen vist

gået løs. Tilsyneladende ikke for første

gang, for der lå en del godt brugte planker

på broen, og med dem som opklodsning

lykkedes det efter en times tid at få

toget tilbage på skinnerne.

Hen på formiddagen begyndte forberedelserne

til middagen. Der blev hakket

løg på disken, knust hvidløg med en

(tom) flaske arak og snittet små tørrede

fisk. Det blev stegt i kokosolie, tilsat en

god håndfuld chili og karrykryderier, og

sammen med en stor gryde ris blev dette

til en lækker frokost. Senere blev den

overskydende stegte løg tilsat lidt mere

chili og derefter smurt på nogle tommetykke

brødskiver for at blive solgt som

sandwich.

Det varede således godt 6 timer at tilbagelægge

turen til nuwara eliya, der i

luftlinie ligger ca. 40 km fra Kandy. Vi er

så også kommet op i ca. 1900 m højde,

og om aftenen blev det så køligt, at de

tændte op i pejsen på hotellet!

Det havde været en indholdsrig togrejse,

og da jeg et par dage efter skulle videre

til den modsatte ende af højlandet,

gik jeg direkte ind i restaurationsvognen

og fik plads på grydekassen.

oM REjSEn:

Tidspunkt: 15. december 2006 – 4. januar 2007

Ved et hindu tempel er menigheden i

gang med en to måneders faste, som

forberedelse for en pilgrimsrejse til det

sydlige Indien.

Hvordan: Med KlM fra Hamburg til Amsterdam og derefter non-stop med Martinair til Colombo, i alt 13 timers rejsetid på udrejsen.

Hjemrejsen tog lidt længere, da vi fløj via Maldiverne, hvor der indtraf en forsinkelse.

Uroligheder: Vi hører jævnligt om bomber og kampe med de tamilske tigre, men på min rundrejse var alt roligt og alle – tamilere, singhalesere,

muslimer og andre – var meget venlige mod mig og mod hinanden. Der var dog noget militær i den østlige del af landet og i Colombo.

Bortset fra Colombo og galle så jeg stort set ingen turister, og de fleste steder var jeg eneste udlænding på hotellerne.

Rejseland: Sri lanka er et meget let og meget behageligt land at rejse i: Busserne er effektive, der er sjældent ventetid – og de er ekstremt

billige (ca. 1-2 kr. pr. times kørsel). Befolkningen er overalt meget venlig og gæstfri, de fleste taler lidt engelsk, og man behøver som regel

kun at sige pænt nej tak et par gange til diverse sælgere for at få lov at gå i fred. Maden er herlig (hvis man da kan lide ris og karry, der findes

i masser af varianter), hygiejnen er god og priserne latterligt lave (6 kr. for en stor tallerken med ris plus forskellige grøntsager og kylling

i karry). Desuden et væld af solmodne tropiske frugter. Hotellerne i budgetklassen (50 – 100 kr.) er generelt pæne og rene. Øen er forholdsvis

ren de fleste steder, og man ser slet ikke de mængder af affald, plastflasker mm, som skæmmer mange andre eksotiske områder.

Seværdigheder: Denne lille ø på ca. 1½ gange Danmarks størrelse har næsten alt: Store områder med kulturminder fra sofistikerede 2400

år gamle kongeriger, nationalparker og jungler med varieret dyreliv, masser af plads på de mange palmestrande, gode surfing områder,

livlige fiskelandsbyer, tempererede byer i højlandet med præg fra kolonitiden, templer, udgravning af ædelstene – og først og sidst en behagelig

og venlig befolkning.

8 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


Vodka bringer folk sammen og kan lindre kulden i Sibiriens

ekstreme klima. Men for en dansker virker det nu stadig

logisk at retur-deportere det meste af befolkningen til andre

dele af Rusland.

På skinner i den

sibiriske dybfryser

Mange berejste har drukket vodka i

tandglas og spist syltede agurker på

den transsibiriske jernbane. Men det

kan være en endnu større oplevelse at

tage jernbanen på langs ­ altså nordsyd

­ i selskab med russiske tømmerfolk

og en snushane fra provinsstyret,

der tjekker, at gæsterne ikke får noget

forkert at se.

Det fandt jeg ud af, da jeg i november

2003 var udsendt til Krasnojarsk­provinsen

i Rusland i en uges tid af dagbladet

Politiken.

Målet var at følge WWF Verdensnaturfondens

bestræbelser på at hjælpe

russerne med at dæmme op for den

voldsomme tømmerhugst i Sibirien, der

huser næsten en femtedel af verdens

skove. Med os havde vi lokale WWF­folk,

lokale tømmereksperter og en lokal topembedsmand,

der af os danskere hurtigt

blev døbt Korrupt-kin, fordi han fik

positiv særbehandling overalt.

Arrangøren af turen var en lille lokal

mand med stor pelshue, der hurtigt blev

døbt ‘Den Sibiriske Tumling’, fordi han

væltede rundt mellem eksperter, poli­

tikere og tømmerbaroner, uden at der

rigtig kom noget ud af det.

Tumlingen forsikrede os om, at det eneste

sted at se tømmerhugst på denne

årstid var ved jernbanens nordlige endestation

lesosibirsk. Den eneste måde

at komme frem på var med bumletog.

og det eneste sted, der var plads, var

på 3. klasse.

fra bihulebetændelse

til vodkasauna

Det var billigt, men ikke specielt komfortabelt.

nattogsturen kostede 35 kroner,

men det sneede så kraftigt ind ad

det lukkede vindue, at fotografen fik

bihulebetændelse. og man forstod til

fulde, hvorfor togstewardessen havde

pelshue på.

På tilbagevejen lykkedes det at blive

opgraderet til 2. klasse, og her var togstewardessen

barhovedet og med en

nydelig uniform. Til gengæld var temperaturen

i kupeen over 30 grader, og

der var ingen udluftning overhovedet.

Så kan otte russere ­ et par af dem i netundertrøje

­ og tre danskere altså lugte

temmelig grumt.

TeksT: michael RoThenboRg

FoTo: moRTen langkilde/PoliTiken

33 Kaffemutter på 2. klasse. Barhovedet, med

nydelig uniform og udstyret i orden. Men

tankerne gik alligevel til DSB’s togstewardesser

derhjemme.

3Godmorgen til Lesosibirsk. Med søvn i øjnene,

der frøs til is i de 30 minusgrader.

Krasnojarsk-Lesosibirsk - der er altså noget

eksotisk over de russiske bogstaver.

Men det var der råd for: Vodka. og syltede

agurker. Igen. Vi havde drukket

tæt i lesosibirsk, fordi man i Sibirien

bliver budt på vodka, som vi i Danmark

byder på kaffe. og russerne havde taget

et par håndfulde lokale flasker med

på toget ­ de kostede cirka 10 kroner

stykket, men smagte af langt mere end

Smirnoff, Absolut og alle de andre metervarer.

Vi danskere havde efterhånden

konstateret, at det var så ren en spiritus

­ og så lidt vanddrivende ­ at der stort

set ikke var nogen tømmermænd. og

heller ikke nogen trang til at skulle op

og tisse om natten. Fantastisk drik.

Så et par flasker vodka kom på bordet.

og pludselig blev samtalen meget hyggeligere,

som de siger i ølreklamerne.

Vi danskere skulle svare på, hvilke tre

markante russere vi ville fremhæve

på hvert sit felt. og scorede mange

point, da vi ud over Mikhail Gorbatjov

og Jurij Gagarin nævnte lev Yashin,

Sovjetunionens legendariske fodboldmålmand

i 1960’erne og 1970’erne.

Russerne havde mere besvær med at

nævne markante danskere, men fik ved

fælles hjælp kæmpet sig frem til H.C.

0 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 1


Andersen, Den lille Havfrue og laudrup

­ vi fandt aldrig ud af, om det var Michael

eller brian.

for koldt og uegnet for

mennesker

Så gik diskussionen på den nye bog om

Sibirien, som havde skabt meget debat,

både i Rusland og Vesten: ‘The Siberian

Curse. How Communist Planners left

Russia out in the Cold’. bogen er skrevet

af de to amerikanske forskere Fiona Hill

og Clifford Gaddy, der peger på, at der

slet ikke burde bo andre mennesker i de

ekstreme kuldegrader end dem, der arbejder

direkte med at udvinde gas, olie

tømmer, nikkel, guld og andre råstoffer

og mineraler. og at Sibiriens indbyggertal

kun er kravlet op på 30 millioner, fordi

zaren og kommunisterne deporterede

politiske modstandere derud.

Hill og Gaddy foreslår, at hovedparten

af indbyggerne på Sibirens 13 millioner

kvadratkilometer flytter til mere civiliserede

egne, fordi de store afstande,

de outrerede kuldegrader og de mange

gammeldags fabrikker med enormt

energiforbrug betyder leveomkostninger,

der er fire gange så store som i resten

af Rusland. Vi danskere kunne absolut

godt se, hvad de mente. Vi var selv

landet i Krasnojarsk i 33 graders kulde

og var tjekket ind på relativt pænt ­ og

meget hedt ­ hotel til cirka 250 kroner

per værelse. næppe ret meget mere,

end hvad der blev brugt på at varme

rummene op til saunagrader.

Men selv om sibirierne næsten brokker

sig lige så meget over vejret, som vi gør

her i Danmark ­ og har mere grund til

det end os ­ kan mange af dem egentlig

faktisk godt lide de ekstreme temperaturer:

»Det er først ved minus 25 grader,

at jeg begynder at føle mig rigtig

godt tilpas«, sagde en af de lokale tømmerfolk

i kupeen. og det var ikke bare

typisk russer­pral. Han gik tit barhovedet,

når vi andre havde istapper i næsehår

og øjenbryn, og følte, at kulden

havde bidt sig fast om vores knogler.

Den sibiriske tumling var derimod aldrig

rigtig blevet dus med kulden. Men selv

om han var efterkommer af tyskere, der

under Anden Verdenskrig blev flyttet

fra europæisk Rusland af Stalin, afviste

også han kategorisk tanken om returdeportering.

Øst vest, Sibirien bedst

Han så simpelthen ikke det, vi danskere

så: Den tunge smog over de beskidte

betonbygninger i den gamle plutoniumaffaldsby,

Krasnojarsk. Den ulideligt

Seriøs vodkahygge i kupeen. Det er artiklens

godt beduggede forfatter længst til højre, Korrupt-kin

i undertrøjen og den sibiriske tumling

bagved.

lange afstand til strande og bølger ­

Krasnojarsk er en af de byer i verden,

der ligger længst fra havet. Den ensformige

mad med kød, kød og atter kød

med smeltet papost over. og det vanvittige

ressourceforbrug.

næh, han så endeløse skove af fyrretræer

med søer og bjerge, klædt i tusindvis

af forskellige formationer af is

og sne. og han så det sted, hvor hans

kone var, og hans børn legede.

»Her er smukt ­ på en særlig måde ­

både den lange hvide vinter og de tre

måneders sommer, hvor alt bliver grønt.

og det er jo vores hjem«, sagde tumlingen,

som hev det ene foto efter det andet

frem af konen, børnene og naturen.

og som efterhånden blev helt våd i øjnene

af vodkaen og tanken om at skulle

forlade den sibiriske dybfryser.

Han gik ud som nummer to efter Korruptkin,

der som sædvanlig havde fået mere

end os andre, og i øvrigt var blevet meget

træt af at holde øje med, om nogen

nu sagde noget, der gik imod systemet.

nogle af tømmerfolkene delte vodka til

den lyse morgen, men vi danskere dejsede

om kort efter, og vågnede først,

da toget tøffede ind i Krasnojarsk. Uden

tømmermænd og uden at skulle tisse

særlig meget. Fantastisk drik.

lige udenfor banegården mødte vi en

repræsentant for en dansk trækoncern,

Afholdte DBK-arrangementer

18. AuGuST lagde ole egholm end­

nu en gang hus til et medlemsmøde

i Herlev, og 25 medlemmer var mødt

op for at høre Rasmus Krath fortælle

om sin autorickshaw­tur.

2 . AuGuST var der grill­ og hyggeaften

i Inge Andersen kolonihavehus i

Viby, hvor 8 medlemmer var mødt op.

18. SePTeMbeR underholdte Kaj

Heydorn 14 medlemmer om klubturen

til Sarawak, og det foregik hos

lene og Ulrik ebbe i Greve.

2 . SePTeMbeR var 21 medlemmer

på besøg i et buddhisttempel i Tilst.

18. oKTobeR var 26 medlemmer

mødt op i Café Globen for at høre

aftenens dobbelt­foredrag. Først fortalte

Arne Runge om sine oplevelser

i Armenien og Georgien, og bagefter

fortalte Jens Magnild om sin super­

der fortalte, at vi kunne have undgået to

ubekvemme nætter i tog og bare være

kørt med dem ud og se på tømmerhugst

på en tre timers-tur i firehjulstrækker.

Tumlingen havde igen bevist sin ineffektivitet.

Men skidt: hvis vi havde taget bilen, havde

vi ikke set lesosibirsk, der med sine

træhuse med blågrønne og pink skod­

luksus­jubilæumstur Jorden rundt

med Spies.

22. oKTobeR var esther Jensen i

Holstebro både vært og underholder,

og 16 medlemmer hørte om

Swaziland.

18. noVeMbeR var turen så kommet

til den årlige generalforsamling

+ julefest, der trak 42 deltagere til

Århus Universitet.

2 . noVeMbeR hørte 14 medlemmer

Jakob Øster fortælle om

sin lange rejse gennem Syd­ og

nordamerika. Mødet foregik hos elsa

Ranzau på Vesterbro.

8. deCeMbeR var John lau fra

Århus såvel vært som underholder

for et arrangement med 12 deltagere,

der lod sig underholde med fortællinger

om vandreture i Himalaya.

der mest af alt lignede en technicolorudgave

af Charlie Chaplins ‘Guldfeber’.

Vi havde ikke overnattet i byen, som

næsten overalt lugtede af friskkløvet

træ. og vi havde slet ikke kunnet fortælle

folk derhjemme om vodkahyggen

på skinnerne med tumlingen og

Korrupt­kin.

18. deCeMbeR afholdtes årets sidste

møde. 20 medlemmer var mødt

op hos Søren bonde på Frederiksberg

for at høre årets Folkersenpris­modtager

Gerner Thomsen fortælle om

sin vanvittige maraton­cykeltur gennem

Rusland og Mongoliet.

18. jAnuAR var der møde i Kbh. n.

hos Henning Andersen, hvor Claus

Qvist fortalte om Somalia og eritrea.

1 . jAnuAR var 20 medlemmer

samlet hos erik Futtrup i Århus for at

høre niels Iversen fortælle om sine

oplevelser på Madagaskar.

. febRuAR var 31 personer (aktive

og passive medlemmer samt gæster)

samlet til hyggeaften med eksotisk

buffet i Café Globen.

Per Allan Jensen

2 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


Haven

TeksT og FoTo: aRne Runge

i de sorte bjerge

Hvis du savner de gode gamle dage, hvor folk havde tid til hinanden og hvor

folk bekymrede sig om hinanden, hvor man var glade for at kunne dele det

lidt man havde, og hvor børn og unge mennesker rejste sig op i bussen

og tilbød deres pladser til de ældre og svagelige, så findes der et sted i

Kaukasus, hvor du stadig kan genopleve dette.

3 Gandzasarklostret ligger på en knap 4.000

meter høj bjergtop.

Bjergene i Nagorno Karabakh er meget høje,

ofte 4.000 meter .

Gemt inde i de sorte bjerge, midt imel­

lem de to tidligere sovjetstater Armenien

og Azerbaijan, ligger der et lille selvud­

råbt land, som ­ oversat fra lokalsproget

­ hedder ”Haven i de Sorte bjerge”. I

August 2006 besøgte jeg dette lille mi­

niputland, hvor jeg hørte om krigen for

selvstændighed set med lokale øjne.

Jeg spiste, sov og drak vodka med disse

hjertelige bjergmennesker, der ikke har

meget at give af, men alligevel giver det

de har og ofte lidt mere.

Meget få taler engelsk, så hvis man ­ på

hovedgaden i hovedstaden Stepanakert

­ spørger en lokal om noget så simpelt

som hvor busstationen ligger, kan det

hurtigt udarte sig til et møde med de

fleste af byens indbyggere. Selv om

man forsøger sig på gebrokken rus­

sisk, som er det eneste fremmedsprog

de kender, så forstår de ofte ikke hvad

man siger. Måske fordi de ikke forventer

det er russisk man forsøger at tale. Vent

her, siger de med kropssprog, og så går

de ind i den nærmeste butik og spørger

om nogen taler engelsk. Det gør ingen,

så de forsætter med at spørge i andre

butikker og alle som går forbi på gaden,

som igen spørger alle de ser. De vil så

gerne hjælpe, og de stopper ikke, før de

er sikre på, at man har det godt og har

fået løst sit problem.

en aften kørte den offentlige minibus

mig helt hjem til den lille bondegård,

hvor jeg boede, to gader udenfor dens

rute. Jeg forsøgte bare at bede ham

stoppe i nærheden af vejen hvor jeg

boede, men nej. Det var mørkt, og de

var ikke sikre på, at jeg havde forstået

hvad de fortalte mig, så de ville være

helt sikre på jeg fandt hjem. Det var

chaufføren i samråd med alle passagererne,

der stod bag. Det kunne man se

på deres ansigter. Jeg sagde ‘spasiba’

og vinkede til chaufføren, da bussen

kørte. Alle passagererne i bussen vinkede

tilbage.

På vej ind til byen næste morgen stoppede

bussen fem minutter, så fru olsen,

eller hvad de nu hedder her i bjergene,

lige kunne gå ind i en butik og købe

blomster med til sin gamle mor. Man

skal lige vænne sig til, at ingen har

travlt her. Alle har god tid, og alle er

nysgerrige og bliver meget glade, hvis

man henvender sig til dem. Desværre

taler meget få engelsk, men de findes.

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


Shushi ser smuk ud på afstand med

katedralen i baggrunden.

Og hvis du ikke finder dem, skal de nok

finde dig. Alle der bare taler ganske lidt

engelsk vil meget gerne praktisere dét

de kan og lære lidt mere.

Visum på et stykke papir

Jeg fik et fem-dages visum på Karabakhs

”ambassade” i Yerevan, hovedstaden

i Armenien, som er den eneste myn­

dighed, der udsteder visa til nagorno

Karabakh. Den søde unge pige, der tog

imod mig, fortalte mig stolt om sit land.

Men husk, sagde hun, at hvis du har et

stempel fra nagorno Karabakh i dit pas,

kan du ikke komme ind i Azerbaijan, så

hvis du vil, kan du godt få visaet på et

stykke papir. Jeg havde allerede besøgt

Azerbaijan, Georgien og Armenien, og

det var faktisk den sidste tomme side

i passet, så jeg bad hende bare sætte

visumet ind, passet skulle alligevel fornyes,

når jeg kom hjem.

nagorno Karabakh er en lille kristen udbryderprovins,

der har været så gruelig

meget ondt igennem i forsøget på at

opnå selvstændighed fra det muslimske

Azerbaijan. Kort tid efter Sovjetunionens

sammenbrud påbegyndte provinsen

nagorno Karabakh, der på det tidspunkt

var en del af Azerbaijan, men overvejende

beboet af armenier, sin kamp for

selvstændighed. Med hjælp fra Armenien

sejrede Karabakh og er i dag i realiteten

en armensk provins med selvstyre,

med egen præsident, regering og flag.

Provinsen er fyldt med ældgamle kirker

og klostre, som ofte ligger på høje

bjergtoppe og derfor næsten er umulige

at komme tæt på. I øvrigt kan det være

temmelig farligt at forlade hovedvejene,

for der ligger stadig miner spredt

ud over landet nu ti år efter krigen. og

så er krigen faktisk slet ikke slut, der

er bare indgået våbenhvile. Azerbaijan

kræver stadig provinsen tilbage.

Homestay på en bondegård

Velkommen til Karabakh, sagde Valodia

på russisk, har du lyst til et bad før middagsmaden?

Det havde jeg bestemt.

Der var fem og fyrre grader varmt, og

den seks timer lange tur i den overfyldte

minibus fra Yerevan i Armenien havde

været vild og voldsom bjergkørsel med

hårnålesving, næsten hele vejen. Ti minutter,

sagde Valodia, og gik ind i badeværelset

for at tænde op i brændefyret

til et varmt bad. Samtidig gik hans kone

Anahit i gang med at dække middagsbordet.

Valodia og Anahit havde et såkaldt

homestay på deres lille bondegård

i udkanten af Stepanakert og var måske

bekendte af den søde pige, der udstedte

visa i Yerevan. Det var nemlig hende,

der havde ordnet dette homestay for

mig. Det kostede en halvtresser pr. dag,

inklusiv halvpension, naturligvis med

vodka. en god base til at opleve republikken

nagorno Karabakh, et land jeg end

ikke kendte eksistensen af, før jeg helt

tilfældigt kom forbi.

Romeo og julia

Morgenen efter tog jeg en tilfældig minibus

til landsbyen Materkert. Ikke fordi

jeg havde noget specielt ønske om netop

at komme til Materkert, jeg vidste

ikke engang, hvor byen lå, men det var

den eneste minibus, der var tilbage på

busstationen, de andre var kørt. Hvor

mange timer varer turen, spurgte jeg på

russisk, fire timer, svarede de. Så skulle

jeg jo nok kunne nå tilbage før mørket

falder på, tænkte jeg, og tog med.

I bussen tjekkede jeg kortet og så, at

byen lå helt nordpå, tæt på grænsen til

Azerbaijan. Folk i minibussen kikkede

meget interesseret på mig, men der

var desværre ingen i bussen, der kunne

andet end armensk og russisk. efter at

mine få russiske høflighedsord var sluppet

op, kneb det lidt med forståelsen.

efter en lang snak havde de lagt en plan

for, hvordan de kunne hjælpe mig. Det

kunne man se på deres ansigter. Der var

faktisk en mand i bussen, der kunne lige

så mange tyske ord, som jeg kunne russiske,

så ham snakkede jeg mest med,

han virkede lidt nærmere min kultur end

de andre. Han hed Armen og var skulptør.

Han havde i mange år boet og studeret

i Moskva, men var nu hjemme på ferie i

Karabakh for at besøge sin familie. og

familien boede i Materkert. Da vi nåede

frem, gik vi i samlet flok hen til kirken for

at snakke med Vasilie, byens præst. Han

var godt nok i gang med en messe, så vi

gik lige ind og vinkede til ham og ventede

så udenfor. Da messen var slut, kom

præsten ud og kyssede os alle sammen

to gange, en gang på hver kind. nej, han

talte desværre hverken tysk eller engelsk,

som buspassagererne havde troet,

men Julia er hjemme fra universitetet,

sagde han. Selvfølgelig, tænkte de.

Det kunne man se på deres ansigter. Så

foresatte optoget, og vi gik alle, stadig

i samlet flok, gennem hele byen og hen

til Julias forældres hus. Julia, Julia, Julia,

råbte de, og et øjeblik efter kom Julia

ud. Good morning, how are you, spurgte

hun på fejlfrit engelsk, can I help you.

Jeg følte mig som Romeo.

Julia var toogtyve år og studerede engelsk

på universitetet i Stepanakert.

nu havde hun sommerferie fra universitetet

og havde ikke talt engelsk i over

en måned, så det varede et par minutter,

inden hun havde omstillet hjer­

Forfatteren og Julia som studerede engelsk

på universitetet i Stepanakert.

nen til igen at tale engelsk. Så gik det

strålende, bortset fra at hendes viden

om vesterlændinge tydeligvis kom fra

bøger og bestemt ikke fra mødet med

mennesker vestfra. Hun fortalte mig

glædestrålende om, hvor heldig hun

havde været, at jeg kom forbi. Hendes

kæreste, som osse studerede engelsk,

havde nogle uger tidligere mødt en engelsk

pige, som han havde vist rundt i

Stepanakert, samtidig med at han praktiserede

sit engelske. I was very envy

on him, sagde hun. Først troede jeg at

hun mente jaloux, fordi kæresten havde

været sammen med en anden pige, men

det var ikke jalousi, det var misundelse

det drejede om. bare det var mig, der

havde mødt én man kunne tale engelsk

med, tænkte hun. Men det havde hun

nu. Så Julia var glad. og jeg var glad. Vi

gik rundt i den lille landsby i flere timer,

mens Julia fortalte om byen, landet, sig

selv, krigen og sit universitet. Da vi

skiltes sagde hun tusinde tak fordi jeg

har mødt dig, I’m so happy. Så er det

man skulle have været tyve år.

barbecue - med hjemmelavet

vin, vodka og bihonning

Da vi kom tilbage til kirken hold

Armen og ventede i sin svogers brune

Mercedes. essen meine mutter, sagde

han. Vi kørte ud til hans forældres hus,

som lå lidt udenfor byen. Der boede

fire generationer i huset. Bedstemoren

på fire og halvfems var med i det hele.

Forældrene var begge pensionerede

læger, faren øjenkirurg og moren anæstesilæge.

Armens to søstre og deres

mænd, hvoraf den ene ejede merceren

som Armen havde lånt, boede osse i huset

med deres tilsammen fem børn.

Vi skulle have barbecue. Spydene med

svinekød lå allerede på grillen og skulle

bare vendes engang imellem. Det ordnede

Armen, mens hans søstre og svogre

dækkede bordet med grøntsager og salat

fra haven, hjemmelavet frugtvodka,

hjemmelavet vin, hjemmelavet bihonning

og en hjemmelavet mælkedrik, der

hed tan. Tan smagte rigtig godt og var

en vidundermedicin mod tømmermænd,

fortalte de. Den kunne jeg godt have

brugt den næste morgen. Imens alle var

i gang med at lave mad og dække bord

viste Armens far mig stolt sin have. Der

var frugttræer med frugter jeg aldrig før

havde set og langt mindre kendte navnene

på. og så var der bistader. Masser

af bistader, farens store lidenskab. Han

fortalte stolt om sine bier, men det kneb

med at forstå hvad han sagde, da alt var

på russisk.

Børnene var helt vilde med Hotel Titanic – vi

andre ville nok kalde det kitsch.

Det er vores kultur, fortalte Armen, altid

at udbringe en skål for et eller andet

før man drikker. Faren startede med

at udbringe en toast for Danmark, mig

og min familie. Så drak vi et stort glas

hjemmelavet frugtvodka i et drag. Den

var fan’me stærk. Den smagte lidt hen

af Slivowich, en østeuropæisk blommebrændevin

jeg har prøvet flere gange.

Så var det min tur, fortalte de, til at udbring

en toast. Selvfølgelig udbragte jeg

en toast for det lille land Karabakh, med

håb om, at de vil opnå vedvarende selvstændighed

og leve i fred med deres naboer

og i øvrigt en tak for invitationen

til at deltage i deres familiefrokost. ned

med et glas mere. Sådan blev det ved i

flere timer. Alle ville udbringe en skål for

et eller andet. og jeg blev mere og mere

svimmel. Så var festen forbi, nu skulle

vi ud og se landet. Merceren blev skiftet

ud med en jeep, og derud af gik det. Vi

var fire i bilen, Armen, hans ene søster

og svoger og mig, sagde hunden.

Gandzasar-klostret

og hotel Titanic

Gandzasar Monastery, skattebjergets

kloster, blev indviet i 1216 af Melik Jalal­

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 7


Dolan, og skulle blandt andet bruges til

begravelse af områdets ledere. Det var

fuldt af skulpturer. På den ene væg så

man Jomfru Maria med Jesusbarnet. På

en anden Maria, Jesus og Johannes dø­

beren, knælende i bøn med udstrakte

hænder. Jeg fik hele historien af Armen,

som jo var skulptør og faktisk havde

fremstillet skulpturer til flere kirker i

landet, blandt andet til Katedralen i

Shushi, landets tidligere hovedstad.

På vejen forstod jeg, hvorfor vi havde

skiftet merceren ud med jeepen, som

var firehjulstrukken. Vejene var stadig

ødelagte af krigen, med store huller der

ofte var umuligt at køre udenom. På

vejen kom vi forbi et mærkeligt hotel.

Hotel Titanic hed det. Det var bygget

som et skib og lå i et meget naturskønt

område ned til en flod. Der var masser

af børn, og børnene elskede det, lige­

som børn elsker Mc Donald.

Aghdam – den forbudte by

Min tilladelse ­ fra Ministry of foreign

Affairs i Stepanakert ­ til at rejse rundt

i nagorno Karabakh tillod ikke et besøg

i Aghdam. Alligevel lykkedes det mig i

det mindste at køre igennem byen sam­

men med Armen og hans familie. Jeg så

mange forladte landsbyer i Karabakh,

men ingen så forladt som denne tidli­

gere storby. byen blev erobret af den

armenske hær i 1994, plyndret og

brændt ned for at undgå, at azerbaija­

nerne kom tilbage. Smadrede huse

og ødelagte tårne sås i det fjerne, da

vi nærmede os. Aghdam var en spø­

gelsesby. Gaderne var hullede, og der

voksede små træer og buske i hullerne.

3 Armens far var meget stolt af sine bistader.

bombekraterne var blevet til små søer.

Husene var fuldstændig smadrede, og

mange var brændt ned. Professionelle

klunsere fra Stepanakert havde scoret

alt fra kobberkabler til badeværelse-fit­

tings. byen var ligeså død som Pompeji.

Frontlinien mellem armenske og azer­

baijanske styrker strakte sig nord­syd

lige udenfor byens østlige grænse. Der

var soldaterlejre rundt om i byen og

Armens, og hans svoger kendte flere af

soldaterne, som fik et par kys på kin­

derne, når vi mødte dem. Ingen tjek­

kede mine papirer.

fængselsfangerne hjalp

med at slukkede skovbrand

Shushi, den tidligere hovedstad, lig­

ger på et plateau ni kilometer fra

Stepanakert, med høje mure og et fan­

tastisk view over det centrale Karabakh.

byen som før krigen overvejende var

beboet af azerbaijanere, blev erobret

ved et overvældende natangreb den

femte maj 1993, et vendepunkt i konflikten.

Før krigen var befolkningen på

godt og vel fem og tyve tusinde, med

azerbaijansk overtal. I dag bor der under

femtusinde. Krigsskaderne ses øjeblikkeligt,

når man kører ind i byen.

Halvødelagte lejlighedskomplekser og

huse i ruiner, et melankolsk sted, med

kun få tegn på liv. en storby reduceret til

F A K T A

fly:

Aeroflot, via Moskva til Yerevan.

Returbillet ca. 4.500 kroner.

lufthansa, via Frankfurt til Yerevan.

Returbillet ca. 5.000 kroner.

busser:

Fra Yerevan går der minibusser til

Stepanakert, hovedstaden i nagorno

Karabakh ­ 6 Timer ­ 50 kroner.

Visa:

I Yerevan kan man få Armenien­visum

i lufthavnen for 30 dollars.

nagorno Karabakhs ”ambassade” i

Yerevan udsteder visum samme

dag for elleve tusinde dram, ca. hundrede

og halvtreds kroner.

overnatning:

Hoteller, hostels og homestay fra

40 kroner per nat. Transport tog,

en næsten forladt landsby. Det var ikke

første gang, at byen, som engang var et

skinnende eksempel på kulturel samarbejde

mellem armensk og azerbaijansk

kultur, blev ødelagt og smadret. 1918

indtog tyrkerne byen og dræbte mere

end halvdelen af dens indbyggere. et

folkedrab som Tyrkiet stadig benægter.

Hvert år i september afholdes en festival,

som et forsøg på at bringe noget liv

tilbage til byen.

Katedralen i Shushi er for nylig blevet

renoveret, mens de to moskeer stadig

ligger i ruiner. lige overfor katedralen

ligger Hotel Shushi, som er ejet af et

amerikanske ægtepar fra los Angeles.

Jeg besøgte hotellet, og blev straks

budt på kaffe af fruen. Ved bordet sad

to schweiziske læger, der var medlem

af en kristen organisation, som hjalp

kristne rundt omkring i verden, når de

havde problemer med myndighederne

eller andre trosretninger. For enden af

bordet sad Sergio, som var oberst i landets

hær. Han fortalte mig en god historie

som her til slut lige skal fortælles

videre. Dagen før, fortalte han, var der

en alvorlig skovbrand lige udenfor byen.

brandvæsenet, militæret og politiet

kæmpede forgæves med at slukke ilden

i flere timer, de var for få. Så lukkede

man alle fangerne ud af byens fængsel

og bad dem om hjælp. Det lykkedes til

sidst at slukke ilden, og fangerne gik

stille og roligt tilbage til fængslet. Alle

kom tilbage, ingen var flygtet.

bus, minibus, marshrutka, er meget

billige.

Måltider:

Restaurationer med spændende

lokale retter er osse meget billige.

Hamburger fire kroner - hovedret 12

kroner ­ øl 5 kroner.

Spiritus:

Kiosker sælger vodka og brandy til 7

kroner for en liter.

bedste tid:

Skal man afsted skal man overveje

hvornår man vil rejse. Den bedste

tid at rejse på er forår og efterår

­ det er meget varmt om sommeren

(i august måned var det ca. 45

grader).

En jernbanerejse gennem Sudan

AUgUST 1963

1 var året, hvor den opstand begyndte, som 0 år senere skulle befri

eritrea fra det ethiopiske overherredømme og gøre den tidligere italienske

koloni til en selvstændig stat. Artiklen skildrer en rejse med toget de 1000

kilometer fra eritrea til egypten gennem den nordøstlige del af Sudan,

Afrikas største land, regnet efter arealstørrelse. Blodige konflikter har

gennem mange år hærget den sydlige del af det kæmpestore land og hærger

stadigvæk i darfur. Men som førstegangsrejsende uden for europa kan jeg

ikke forestille mig, at man noget sted kunne have følt sig i mere sikre, trygge

og gode hænder end her.

Tessenei, eritrea, . nahase

1 / . august 1 .

Allerede klokken halv ni holder bussen

til Kassala henne på piazza’en.

Passagererne har indskibet sig, og tilsyneladende

er den proppet til sidste

kubikcentimeter. efter nogle startvanskeligheder

går det strygende ud af

byen, i første omgang til toldstationen,

en gul italiensk villa, omgivet af en hønsegårdslignende

indhegning. Vi kører

TeksT, FoTo og Tegning:

beRTel kRisTensen

ind i hønsegården, lågen bliver stænget,

og alle stiger ud, hvorefter der er

toldeftersyn. Toldkontrollen går grundig

til værks, og hele pladsen er snart et

helt ustyrligt rod. Inde i et lille, hvidkalket

lokale med Haile Selassie på væggen

er der paskontrol, folk finder store

lasede stykker papir med foto og en

masse flotte stempler op af lommerne,

glatter dem ud og får dem forsynet med

et stempel mere. Toldbetjenten skriver

omhyggeligt med kuglepen datoen 3/12

1955, hvortil man er nået ifølge den

ethiopiske tidsregning.

efter et par timer er man igen startklar,

og turen går nordud mod den sudanesiske

grænse. Mod nordvest rager det

stejle, takkede, 800 m høje Kassalafjeld

frem af varmedisen. efter 36 km

er vi nået til den ethiopiske grænsepost,

hvor der skiftes bus, og vi kører nogle

8 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


hundrede meter gennem et ørkenagtigt

landskab over til den sudanesiske post.

Grænsen er ikke afmærket i landskabet,

og ganske umærkeligt passerer vi fra

1955 ind i 1963, men får dog en time

forærende. Hele skaren myldrer ud for

tredie gang, og så er der vaccination

fra en ende af. efter ialt 58 km når vi

bomuldsbyen Kassala, hvor sudanesiske

toldbetjente tager imod, iført khaki­shorts

og mørkeblå, bredskyggede

hatte, der får dem til at ligne store spejderdrenge.

For enden af en lang allé 3 km vest for

Kasala ligger byens banegård, hvorfra

det ugentlige tog skal afgå nordpå til

Haiya og Atbara ved 19­tiden. Imidlertid

er det blevet mindst 12 timer forsinket

på grund af regnvejr sydpå. Togene i

Sudan kører ikke, når det regner kraftigt,

og årsagen er simpelt hen, at der

ikke er ballast under banelegemet, og

at man derfor kan risikere, at det vanddrukne

sand under togets vægt skrider

bort mellem svellerne, ud i de render,

regnvandet har gravet på begge sider af

banen. De rejsende anvises sovepladser

i kupéerne i en jernbanevogn på baneterrænet.

en stor og meget korpulent

eritreaner får anvist bænken overfor

min. Med megen møje får han sig anbragt

på langs på bænken, men falder

dog hurtigt til ro. når eritreaneren ikke

snorker, kan man høre cikadernes sang

og hyænernes tuden udenfor. nogle

gange i løbet af natten slipper han en

vind, så det brager i træværket.

10. august

Klokken er halv seks, da eritreaneren

vækker mig og spørger, om jeg vil med

hen og have the. Solen er lige stået op,

og luften er dejlig sval. Henne i de lange

bazarbygninger er man ved at åbne, og

thehusene har allerede god søgning.

eritreaneren er morgengnaven, og

mens han sidder og drikker te, kalder

han på en af pigerne og pudser næsen

i et hjørne af hendes hvide shamma.

Såret og rasende flår hun klædningsstykket

til sig. Da han bagefter er rundt

i basaren for at forsyne sig til rejsen, er

der ingenting, der er ham tilpas.

Ved 10­tiden kommer toget sydfra,

vores vogn rangeres ind, og snart er

vi på vej nordpå ad ”bomuldsbanen”

fra 1920’erne. Kassala, dervish­krigernes

gamle by, forsvinder bagude.

Eritreaneren får åbnet for en flaske sudanesisk

sherry fra en græker i Khartoum.

De øvrige rejsende i kupéen betakker

sig for tilbudet om at få en tår med, men

han kan også godt drikke det selv. efter

halvanden time er flasken tom, og da

konduktøren kommer, sætter han den

tomme flaske hen foran mig. Dernæst

finder han en lang fløjte, der ligner et

stykke vandrør, frem og begynder at

spille vemodige melodier. Ind i mellem

tager han sig en portion snus, der hver

gang efterfølges af kraftige nyseanfald.

Ved en af de første stationer stiger han

af med sin kuffert fyldt med køkkenredskaber

af plastic, som han uden held har

forsøgt at afsætte til sine medrejsende.

Skyggerne fra telefonpælene er skrumpet

ind til det bare ingenting, det er

middag. Hvor det har regnet fornylig,

er ørkensandet dækket af et forårsgrønt

græstæppe og akacierne med

deres lange, hvide torne står med lysegrønne

knopper. Vi standser ved stationer

med mærkelige navne, Matatib,

Hadaliya, Umadam, eriba, Ungwatiri, og

mærkelige ser de nomader ud, der bor

i skindteltene mellem de spredte træer

og står i småskarer på stationerne.

Deres påklædning består af et stykke

tøj, en ferda draperet omkring kroppen,

og hårgrænsen er markeret af ”dread­

locks”, der ligner klunkerne på en plydssofa

fra forrige århundredeskifte. Midt i

den sorte hårpragt er der anbragt nogle

nydeligt udskårne pinde eller kamme af

træ.

en af de rejsende i kupéen, en egypter,

er på vej hjem for at pleje et par brækkede

ribben, som han fortæller, at han

kan takke politiet i Asmara for. ”You

only come for politics. nasser sent you

here.”, havde de sagt, og udvist ham

som uønsket. Iøvrigt var ethiopere efter

hans mening skrækkeligt umoralske,

selv de små drenge havde, i håb om en

”bakshish”, tilbudt at skaffe ham købedamer.

Vi har kørt ca. 300 km og er på

vej fra sletten op i bjergene langs

Rødehavskysten, da mørket falder på.

endnu tre kvarter efter solnedgang

flammer hele den ene himmelhalvdel i

et mærkeligt rødt brandskær, snart er

det væk, og i sydvest flænges himmelen

nu og da af fjerne lyn. Mellem ørkennattens

klare stjerner falder Sankt laurentii

tårer med få sekunders mellemrum.

Ved 22­ tiden når vi Haiya junction, et af

denne jords mere gudsforladte steder,

med det ene spor ved siden af det andet

i ørkensandet og lange rækker af lysmaster.

Magre katte lister rundt mellem

togstammerne. De må næsten være

i familie med stamformen til såvel de

europæiske, som de afrikanske og alverdens

andre tamkatte, en stamform,

som er hjemmehørende her. Hen på

natten kommer toget op fra Port Sudan,

vores vogne rangeres ind, og vi kører

videre vestpå mod nilen.

11. august

Klokken kvart i fem er det begyndt at

lysne. Den nøgne sandørken ligger jævn

som et gulv og fremtræder i det tidlige

morgenlys fuldstændig askegrå, akkurat

som det støv, der fyger ind i vognen

og lægger sig på alt og alle. Til beskyttelse

trækkes nogle jalousi­rammer

op for vinduesåbningerne, det hjælper

også lidt, men hver gang toget kommer

ind i en kurve, falder de ned igen under

stor larm.

Kl. 7 er vi i Atbara. Velgørende er det

at se perronernes bede af smukke, røde

kannaer og først og fremmest vandkummerne,

hvortil folk myldrer, så snart toget

holder, for at skylle støvet af sig, og

mødrene tillige for at gøre deres småbørn

i stand. banegårdsbuffet’en, hvor

der sælges runde, flade brød, the og

overmodne bananer, har stor tilstrømning.

efter 8½ times ophold i Atbara,

hvor termometeret når op på 43 grader,

er der ved halvfiretiden afgang til Wadi

Halfa, hvortil der kører tog 3 gange om

ugen. På den første strækning er der

helt fyldt op på 4. klasse. bagagen er

anbragt mellem de grønmalede tremmebænke,

hvor passagererne sidder

på hug. Kun en primus og statussymbolet,

transsistorradioen, har man ved

siden af sig på sædet. I den ene ende

af vognen står vandkrukken, hvorfra

hver gruppe af rejsende henter vand i

deres egne skåle, som så går på omgang.

I den anden ende af vognen er der

et lille aflukke med et stort hul i gulvet.

Det kræver koncentration ikke at falde

ud gennem hullet under besøg derude,

men er dog nok mindre ubekvemt, end

det må have været for den, der havde

efterladt skoaftryk på wc­brædtet i en

af de egyptiske baners ungarsk byggede

jernbanevogne. Vi kører langs med

nilen i nogen afstand. Mellem jernbanen

og de frodige marker langs floden ligger

landsbyerne, til højre ind mod ørkenen

ligger kun kirkegårde og fodboldbaner.

Hist og her langs banelinien ligger skeletter

af køer og æsler, der ikke i tide er

kommet af vejen for diesellokomotivet,

og ved byerne sidder gribbene ligefrem

i telefonpælene og venter på at toget

skal komme og servere aftensmaden.

I berber gøres en halv times ophold,

for at de rejsende kan proviantere til

aftensmåltidet. Med en bulet thekedel

i den ene hånd og en spand vand

til de brugte glas i den anden kommer

små piger og sælger the langs toget,

et glas meget varm, stærk sød the for

1 piaster, 17 øre. nogle sælger også

kaffe fra små buttede lerkander. Andre

sælger falafler i kræmmerhuse, foldet

af sider fra ”Göteborgs Handels­ och

Sjöfartstidning” eller ”Jyllandsposten”

(det var mange år før de bragte tegninger

af profeten!). nord for berber går

jernbanen på en hylde hugget ud i en

klippevæg langs nilen. Kl. 18.12 går solen

ned mellem den 5. katarakts utallige

klippeøer. De rejsende holder efter tur

bøn på forperronen med ansigtet mod

Mekka.

12. august

endnu en morgen i toget midt ude i ørkenen.

Det støver stadig. For hver 18 telefonpæle

står et kilometermærke. når

vi har kørt 10 km er der gået et kvarter,

og hver gang der er gået 3 kvarter, holder

vi ved en af stationerne, der her har

numre fra 1 til 10. Foran en station holder

en landrover med 4 newzealændere.

Jernbanestationerne fungerer også

som vand­ og proviantstationer for den

sparsomme landevejstrafik, der følger

jernbanen gennem ørkenen. også på

station nr. 4 midt ude i ørkenen sælges

der the langs toget, og da det er morgen,

er det the med mælkepulver i.

Klokken halv tolv er vi i Wadi Halfa,

hvor der er ophold på halvanden time,

indtil floddamperen til Shellal i Egypten

sejler. På den lille restaurant, som jeg

kender fra udturen, kan der vælges

mellem spejlæg og brune bønner til 4

piastre og stegt fisk med rå løg og små

grønne citroner til 10 piastre. Der serveres

ude på en lukket gårdsplads, der

til beskyttelse mod solen er overdækket

med halmmåtter, kattenes yndlingsopholdssted

om aftenen. I traktementet

indgår en øsefuld vand fra en af de tre

lerkukker henne under halvtaget, hvor

fem blikøser, fremstillet af tørmælksdåser,

hænger på hvert sit søm på et langt

bræt.

Ad en bred rampe går man direkte fra

den mudrede flodbred ombord i Sudan

Railways’ store hvidmalede floddamper,

til hvis sider der er fortøjet to mindre

pramme for dækspassagerer. Den

store båd i midten rummer spisesalon

og sovekahytter og er forbeholdt 1. og

2. klasses passagerer. Klokken halv to

bliver landgangen taget, og med strømmen

sejler vi nordpå. Alt for hurtigt

forsvinder Wadi Halfa agterude, en by,

som man i hvert fald ved, at man aldrig

skal se mere. Den hvide minaret,

de gule huse med træbalkonerne langs

”the embankment”, hvor folk går tur i

mørkningen, flodbrinkerne med daddelpalmerne

og de primitive, knirkende

øseværker, alt dette har, siden Assuandæmningen

blev fuldført, ligget under

mange meter vand.

På styrbords side passerer vi middelalderlige

klosterruiner og gamle egyptiske

tempelruiner, hvor vores dronning

som ung studerende deltog i arkæologiske

udgravninger. Snart er vi i egypten,

og ved 16­ tiden lægger vi til ved Abu

Simbel, hvor der er afsat 20 minutter

til besøget i klippetemplet med de

4 Ramsesstatuer. Forude venter luxor

og Cairo med pyramiderne­ og båden til

europa fra Alexandria.

0 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 1


Med slowtrain gennem

Bangladesh - 1983

­ Yes, it´s a big river, Jamuna River...

Min matematiske ven (en ung mand,

der ­ efter at jeg har indrømmet at

være matematiklærer ­ ustandselig har

plaget mig med tredjegradsligninger

og andre indviklede opgaver, som han

åbenbart selv behersker) bekræfter min

forbløffelse over, hvor lang tid det tager

at komme over floden.

Jeg har sejlet på næsten alle de store

floder i verden, men aldrig før har jeg

været hele tre timer om bare at krydse

en flod. Og hvem kender egentlig

Jamunafloden? Der er næppe mange,

som overhovedet har hørt om dens eksistens!

Forklaringen er dog den simple, at navnet

Jamuna kun betegner et bestemt

stykke af den pågældende vandvej. Helt

Tag med på en rejse over land og vand med

gamle tog og en gammel færge gennem et af

verdens mest katastrofehærgede lande.

TeksT og FoTo: bJaRne lund-Jensen

præcist er der tale om hovedåren i det

vældige Ganges­brahmaputra delta.

og når det tog hele tre timer at sejle

over, skyldes det også, at man ikke

kunne sejle lige over, men var nødt til

at sejle uden om en mængde øer i floden.

Desuden var færgen ikke specielt

moderne, den var blot ­ som alle andre

transportmidler i bangladesh ­ utrolig

overfyldt. Ikke noget under, at ca. halvdelen

af de alvorligste skibskatastrofer i

verden sker netop i bangladesh.

Tog frem for bus

Jeg havde startet min rejse i hovedstaden

Dhaka, og det var mit mål at rejse

fra bangladesh over landjorden gennem

Indien til Karachi i Pakistan.

Jeg kunne have rejst videre med bus

til Jessore tæt ved den indiske grænse.

Det ville have kunnet gøres på 7­8 timer,

men jeg synes det var mere spændende

at tage med toget, også selv om

man skulle køre en lang omvej nordover,

skifte til færgen, og så køre sydpå igen

med et tog, som ventede på den anden

side af Jamunafloden. Alt i alt en rejse,

der efter planen ville tage ca.18­20 timer,

men som af uforudsete årsager

kom til at tage mere end et døgn!

Jeg var taget af sted fra Dhaka aftenen

før og havde tilsyneladende en kupé

med tilhørende toilet helt for mig selv.

Til gengæld var toget indrettet så der

ikke var nogen gennemgang til de andre

vogne eller blot til de andre kupéer. Man

kunne således ikke komme til andre

dele af toget uden at stige helt ud. Der

var dog udgang i begge sider af kupéen.

Indretningen var meget kunstfærdig

og stammede helt tydeligt fra kolonitiden,

og der var næppe gjort noget som

helst for at ændre det siden da. Hvilket

i sagens natur betød, at alt var utrolig

nedslidt.

en brat opvågnen

Jeg lagde mig på sengen i håb om at

få en god nats søvn. Men pludselig blev

jeg vækket. Tre små bengalere indhyllet

i store tæpper stirrede på mig. De

ville også godt have plads. Så var det

slut med at kunne ligge ned, men efter

nogen tid lykkedes det mig dog at falde

i søvne igen.

Da jeg vågnede, holdt toget stille. Det

var så småt ved at blive lyst. Jeg var

noget omtumlet og blev helt forvirret.

Spurgte de tre lokale, om vi var

nået frem til floden. De nikkede, og jeg

2 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


Sædet i denne 1. klasses kupé kunne ikke

holde til en tung dansker. Jeg blev dog aldrig

stillet til regnskab for mit uheld. Det blev modtaget

med et skuldertræk.

skyndte mig ud. Jeg styrtede rundt på

stationen, og toget var lige ved at køre

igen, inden jeg opdagede, at jeg slet

ikke skulle have været ud. enten havde

de tre i toget ikke anet hvad jeg spurgte

om, eller også ville de gerne have lidt

mere plads!

Nu gjaldt det om at finde den rigtige

kupé igen. Jeg havde nemlig pladsbillet

(det skulle man have, når man ­ som jeg

­ rejste på noget, der blev betegnet som

1. klasse.)

Med lidt hjælp fra en togfunktionær

fandt jeg det dog i sidste sekund, og da

jeg stakåndet satte mig på plads igen,

kiggede jeg misbilligende på mine tre

ledsagere, der blot så undrende på mig.

Det var nu ikke fordi de ikke forstod engelsk.

Jeg havde allerede fået snakket

lidt med dem. De havde fortalt, at der

netop var sket en forfærdelig togkata­

strofe i den nordlige del af landet. Flere

hundrede ­ ja måske tusind mennesker

var blevet dræbt, fortalte de. Det var

årets største katastrofe.

Med færge over floden

Hvor omfattende ulykken virkelig var, fik

jeg aldrig opklaret, men for mig betød

den omfattende forsinkelser i togdriften

under min videre færd mod Jessore.

Floden nåede vi ud til mens det endnu

var tidlig morgen. Det vrimlede med

mennesker, som bar store sække og

andre tunge genstande på hovedet, til

og fra skibe, store som små, eller bare

langs med floden. Alle syntes at bære

en større byrde.

Færgen var ikke særlig stor. Slet ikke

når man ser det i forhold til antallet af

passagerer. Det var her jeg kom i snak

med en ung mand, som viste utrolig

flair for komplicerede matematiske ud­

På vej over Jamuna-floden.

regninger. Til sidst fik jeg dog lukket

munden på ham med nogle kombinatorik­opgaver,

som han slet ikke kunne

overskue.

Hovsa!

Vejret var roligt og vi nåede velbeholdne

til den anden flodbred. Rejsen fortsatte

med et nyt tog, hvor vognene var mere

almindelige. Jeg satte mig atter ind i

en 1. klasses kupé (der var ellers også

både 2. og 3. klasse i toget), men fik sat

mig lidt for tungt i sædet, i hvert fald

brød det straks sammen under mig!

Afgangen var væsentlig forsinket, og

jeg måtte senere skifte til et nyt tog

og vente fire timer i en lille by, hvilket

alt sammen skyldtes den tidligere omtalte

togkatastrofe. At det virkelig var

en ulykke af dimensioner understregedes

af, at der blev sendt et ekstratog

med nødforsyninger nordpå. Dette var

naturligvis den væsentlige årsag til den

forsinkelse jeg blev udsat for.

Først lidt ud på natten nåede jeg frem

til Jessore. Det sidste stykke vej fulgtes

jeg med en forretningsmand, endda på

luksusklasse, hvilket vi måtte betale lidt

ekstra for. Han havde faktisk lovet mig,

at jeg kunne overnatte i hans hjem når

vi nåede frem, men eftersom vi ankom

væsentlig senere end beregnet, havde

han alligevel ombestemt sig. Han ville

ikke byde sin kone at komme slæbende

med en fremmed mand så sent. Til

gengæld hjalp han mig med at finde et

hotel.

næste morgen gik rejsen videre til

Calcutta i Indien. Men det er en helt anden

historie.

Da jeg senere vendte hjem til Danmark,

gik jeg på biblioteket for at finde oplysninger

om togkatastrofen. Jeg kiggede

i såvel danske som udenlandske aviser

fra den pågældende periode. Ingen steder

fandt jeg blot den mindste notits.

KLUB UNDERSØGELSE

Mødeaktiviteter 2006

Der blev i løbet af 2006 afholdt i alt 21

møder, med deltagelse af fra 8 til 43 deltagere

(sidstnævnte til årets julefest på

Århus Universitet). I alt 110 af klubbens

medlemmer deltog i et eller flere møder,

hvilket ­ overraskende nok ­ er en lille

nedgang i forhold til sidste år, på trods

af en voldsom stigning af medlemstallet.

Ved udgangen af 2006 var vi 240

medlemmer, så omregnet til procent

betyder det, at 46% af medlemmerne

har deltaget i et eller flere møder.

deltagere:

Titlen som årets flittigst mødedeltager

tilfalder atter en gang undertegnede selv

(12 møder) efterfulgt af Kira leisau (10

møder), og herefter følger niels Iversen,

ewa bylinska og erik Pontoppidan (9

møder).

lokaliteter: De 21 møder var geografisk

fordelt med 12 i HT-området og

9 i Jylland.

Indhold: Der har været 1 ’hyggemøde’

uden speciel underholdning, 3 specialmøder

(World Run, billund lufthavn og

buddhisttempel), 1 jubilæumsweekend,

1 generalforsamling + julefrokost og 15

almindelige møder.

Værter:

Af årets 21 arrangementer blev de 3

afholdt i Café Globen og de resterende

18 hos 17 forskellige værter (kun ole

egholm måtte lægge hus til 2 gange).

foredragsholdere:

Selvforsyningsgraden er stadig høj, idet

vi kun på 1 møde har benyttet ekster­

ne kræfter (World Run v. Jesper Kenn

olsen).

bemærkning:

Igen i år har den reelle mødeaktivitet

(specielt i Københavns­området) været

betydeligt højere end tallene antyder,

da der har været afholdt et stort antal

arrangementer (med offentlig adgang) i

Café Globen. Her har i årets løb været

afholdt ikke mindre end 128 arrangementer

(heraf de 50 med klubmedlemmer

som underholdere/ansvarlige).

Per Allan Jensen

2001 2002 200 200 200 200

Antal møder 24 21 24 25 30 23

Medlemmer ultimo 112 110 129 150 194 240

forsk. deltagere *) 71 (63%) 68 (62%) 83 (64%) 91 (61%) 113 (58%) 110 (46%)

Gns. deltagerantal 12 15 15 17 16 17

*) Antal medlemmer (og % ud af samtlige), der har deltaget i 1 eller flere møder.

Dusører/priser:

Medlemmerne i De Berejstes Klub har

i 2007 mulighed for at vinde følgende

dusører/priser:

lande: 2000 kr. pr. hidtil ubesøgt

land. Der er efterhånden kun ét tilbage,

nemlig Vatikanet. Da der ingen

ordinære overnatningsmuligheder

findes, lægges der vægt på, at man

kan sandsynliggøre 24 timers ophold

på området.

Territorier: 1000 kr. pr. hidtil ubesøgt

territorium. Der er følgende 5

territorier, som ikke har været besøgt:

Abkhazien, Ascension (br),

Cocos­Island (Aus), Tokelau (nZ)

samt Turk & Caicos (br).

Højde: 2000 kr. for at slå højderekorden,

der pt indehaves af Martin Anker

nielsen (141) og lars Hansen (167),

Pik lenin med 7.134 m.

folkersenprisen: 2000 kr til det

medlem, der bedst skønnes at rejse

og opleve i Folkersens ånd. Alle kan

indstille kandidater til denne pris,

men modtageren afgøres af klubbens

formand samt sidste års prismodtager.

et medlem kan max. modtage dusører

for to lande/territorier/højder

inden for samme kalenderår.

endvidere er det en betingelse for

at modtage én af ovennævnte dusører

(dog undtagen Folkersen­prisen)

at man efterfølgende holder et (lysbilled­)

foredrag på et medlemsmøde,

hvor man fortæller om sin præstation.

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


På FRUgTRoV

i HElVEDES FoRgåRD

“Hvorfor er du her”?. “Hvad vil du”? “er du turist”? “Hvordan er

du kommet hertil”? jeg sad til forhør ved regnskovsindianernes

ældreråd i landsbyen Mogue midt i darien, Panama, og

blev udspurgt om både det ene og det andet. Snart stillede

ældrerådet spørgsmål på spansk, snart konfererede de indbyrdes

på lokalsproget, beda. de skulle lige sikre sig, at jeg nu også

var en ok fyr, så de kunne give mig tilladelse til at opholde mig

i landsbyen og tilladelse til at overnatte i høvdingens hus. Men

darien var langt mere end et besøg ved indianerne i

Mogue... darien var en rejse i et multikulturelt område,

med en vild, vild natur...Welcome to the jungle.

TeksT og FoTo: laRs munk

Mission:”Transport Panama

City - darien”

”Hvor pokker er den bus?” Med eder og

forbandelser som den primære sprogbrug

vadede jeg frustreret rundt på en

mudret busholdeplads i Panama City.

Jeg var på jagt efter en bestemt bus,

der efter sigende skulle have mod på at

tage kampen op med mudder og søle i

bestræbelserne på at nå Dariens hovedstad

Yaviza. Det virkede dog som om,

at bussen allerede havde opgivet den

ulige kamp og ladet sig pensionere, for

der var ikke skyggen af noget som helst

transportmiddel med noget Yaviza­skilt.

Damn. Men ok ­ vejret havde gjort vejen

ubrugelig de sidste hundrede kilometer

ned til Yaviza, så bussen kunne lige så

godt opgive på forhånd.

Som nævnt befandt jeg mig i Panama

City, og hvad var da mere nærliggende

end at drøne lidt rundt i Darien ­ et

ufremkommeligt og vildt jungleområde

mellem Panama og Colombia ­ alias de

hårde stoffers motorvej mellem syd og

nord? Jeg havde læst, at der eksisterede

et interessant kulturmiks af Kuna­ og

Chocoindianere, afronegre og mestizo

(blanding mellem spanske og indianske

efterkommere), der hver især levede i

isolerede landsbyer i dette skræmmende,

utæmmede og drønhede vildnis.

Den rige kultur var dog på dramatisk vis

suppleret med uanede mængder af lyssky

personer, som huserede i junglen:

Den colombianske guerilla, smuglere

og gemene banditter, der ­ kombineret

med den barske natur ­ havde givet anledning

til Dariens kælenavn: Helvedes

Forgård. Det lød for godt ­ jeg var tændt.

Der var bare lige det lille ”men”, at jeg

altså befandt mig i Panama City uden

mulighed for transport dertil.

Via min fortid som nationalparkbetjent

i Costa Rica var jeg vel vidende om, at

parkbetjente bevæger sig overalt i landet,

så jeg forsøge at få et lift med den

Panamanske nationalparkadministration

AnCon. I AnCon­hovedkvarteret stødte

jeg på fyren omar, og en halv dag

senere sad jeg i et lille propelfly svævende

over Dariens grønne tag ­ eventyret

kunne tage sin start.

I noget der mindede om et kontrolleret

styrt smed piloten flyet på en beskeden

stribe asfalt midt i junglen, og en halv

time efter ”landingen” rystede mine følgesvende,

mine nyrer og jeg selv af sted

på ladet af en gammel udslidt pickup.

Men hvem var følgesvendene i grunden,

og hvad skulle de i Darien? Vi har den før

omtalte nationalparkbetjent omar ­ en

lang fyr, der fungerede som Ancon­repræsentant

på turen. Herudover har vi

et par costaricanske biologer ­ Carlos og

Marvin ­ som var den egentlige årsag til,

at jeg var ombord på flyet. Biologerne

skulle på ekspedition i junglen i deres

søgen efter ”bredbladede mahognitræer”

(spansk: Caoba, latin: Swietenia

Macrophylla). På grund af intensiv skovhugst

er træsorten truet, så i flere latinamerikanske

lande arbejdes der på

at dyrke disse træer i plantager med

udplantning i nationalparker som formål.

Biologerne var i Darien for at finde

blade, der skulle anvendes til yderlige­

re forskning, og frugter, hvis frø skulle

bruges i plantager. Jeg skulle bare have

et lift, men eftersom jeg langsomt var

blevet viklet ind i ekspeditionen, kunne

jeg lige så godt melde sig som ekspeditionsassistent.

Vores destination ­ landsbyen Quintin

(beboet af cirka 150 mestizoer) ­ var

let at finde, thi den lå for enden af den

humplede jordvej, hvor den udgjorde

det perfekte udgangspunkt for ekspeditionen.

Her stillede vores vært og guide

­ den evigglade Don Pepe ­ hængekøjer

til rådighed under sit palmebladstag.

jungle buggie

Dagen efter vores ankomst kastede vi

os ud i den første dagsvandring. Vi fik et

friskt afsæt til turen via en morgendukkert

i den lokale flod, hvorefter vi kækt

tog hul på dagens strabadser. byen vågnede

op med os, så på vores vej ind og

ud mellem træhusene så vi røgen stige

til vejrs fra palmebladstagene over de

åbne ildsteder, alt i mens høns, ænder,

kyllinger, grise og hunde rystede morgentrætheden

af sig ­ livets gang tog

atter sin start.

Kvægfarmere havde ryddet junglen omkring

vejen for at få plads til at dyrke

saftige entrecote­steaks, og derfor

dominerede komarker det omkringliggende

terræn. Før vi kom ud til den

egentlige jungle, skulle vi således vade

ud over smattede stier og i mandshøjt

græs, hvor vi af og til stødte på nogle

af de lokale vilddyr, langhornede køer,

der ­ som om de lå på lur ­ pludselig

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 7


dukkede op ud af det rene ingenting.

efter en times tid gjorde vi vores entré

i junglen. Farvestrålende papegøjer

og tukaner fløj over vore hoveder, mens

vi kæmpede os op og ned ad stejle og

mudrede skråninger, hvor macheterne

arbejdede på akkord for at fjerne lianer,

grene og lumsk krat.

efter et par timers vandring fandt vi endelig

et mahognitræ. en lokal hjælper

(Tutu) drønede op ad stammen og forsvandt

op blandt træets grene, og snart

begyndte bladene at drysse omkring os.

biologerne var helt ustyrlige, ikke mindst

fordi træet rent faktisk bar frugter, men

pludselig vendte stemning - vi fik uventet

besøg. Pepe, der stod lige foran mig,

sprang pludselig en meter i vejret, udbrød

”hijueputa” (som bestemt ikke er et

kønt ord) og svingede macheten et par

gange. Resultat: en død slange: bothrops

Asper (latin: Teruopelo) ­ et ubehageligt

bekendtskab og en yderst giftig fætter,

med fatale konsekvenser, hvis kræet bider

fra sig. Slangen var forholdsvis lille

­ halvanden meter lang ­ men godt tyk

og havde et par vel dimensionerede bisser

i undermunden.

Det blev til fire trekkingture på lige

så mange dage: Vi vandrede i tørt og

barskt terræn, med solens ubarmhjertige

stråler konstant brændende ind i huden.

Vi gik i lavbundede floder og drak

af det friske vand. Vi fik de smukkeste

udsigter over skoven med dens talrige

floder og med mægtige skyindsvøbte

bjerge, vadede i tropiske regnskyl med

mudder og søle til knæene, kæmpede

os vej i ugæstfri jungle, hvor tornebesatte

grene flåede huden op på armene,

og hvor myggene grådigt sugede løs af

mit danske blod. Vi begav os af sted i

de tidlige morgenstunder og så den

elverhøjsagtige tåge lette fra de mange

dale, vi så store rovfugle kredse højt

over træernes toppe, vi så aber, firben,

leguaner, sære insekter og larver, sorte

frøer med grønne pletter, sommerfugle

i prægtige farver, sten med fordybninger,

som indianere brugte til maling af

mel osv., osv. Se det var rigtig regnskovsvandring:

barskt og råt ­ smukt og

euforiserende ­ ren guf for sanserne.

Sidste aften skete det, der var blevet lagt

op til i et par dage: Krigsmaling af den hvide

mand. Tutus kone ­ en Chocoindianer

­ var kunstneren. Hun rev en Jagua frugt

og blandede frugtkødet med en smule

vand. Herefter pressede hun frugtkødet

tørt for vand, smed frugtkødet væk, og

vupti ­ så havde hun produceret den nydeligste

sorte maling. Hun fandt en passende

pind og smurte den tynde maling

i mit ansigt, på armene, på benene og

på ryggen. nu er det ikke spejle, de har

flest af i Quintin, så jeg anede intet om,

hvordan jeg egentlig så ud i hovedet,

men de lokale nikkede ­ omend med en

vis fnisen ­ anerkendende af mesterværket.

Jeg var klar til krig ­ nabostammen

kunne bare komme an.

Efter Quintin gik turen til en flod, hvor

vi hoppede i en dugout og sejlede til

landsbyen Punta Alegre (med cirka

500 indbyggere). befolkningen i Punta

Alegre er Afronegere og således meget

forskellige fra indbyggerne i Quintin. At

der kom en hvid mand til byen, var en

begivenhed i sig selv, men at han ligefrem

var iført krigsmaling var dog temmelig

usædvanligt.

en enkelt dagstur i området omkring

Punta Alegre blev det til, før jeg tog afsked

med biologerne og omar. De havde

opnået, hvad de ville, så de returnerede

til Panamá City, og jeg blev overladt

til en lokal familie. Ren luksus - jeg fik

mit eget lille hus. om aftenen festede

byen. Jeg husker ikke præcist, hvad der

egentlig skete, men dagen efter var folk

utroligt venlige ­ også folk, som jeg (vist

nok) aldrig havde set før. Rygterne gik

hurtigt, og pludselig var jeg et kendt

ansigt i byen ­ ikke bare en sær hvid

mand, man absolut skulle stirre efter.

Regnskovsindianere -

et besøg hos høvdingen

emiliano

en tidlig morgen, hvor tågen lettede og

spredte sig som et silkeagtigt gardin for

solens spæde morgenstråler, og hvor

den stille vandoverflade kogte af springende

småsardiner, drog en kammerat

(Diego) fra Punta Alegre og jeg op ad

Mogúefolden, med indianerlandsbyen

af samme navn som destination. Før vi

svingede dugouten ind mod flodmundingen

havde vi rundet en lille fiskekutter

og forsynet os med fisk - det er altid

godt at bringe gaver (en form for korruptionsmiddel)

med sig sådanne steder. Vi

drønede op ad junglefloden, ind og ud

mellem væltede træstammer og rundt i

skarpe sving, og efter en halv times sejlads

­ hvor vi i øvrigt havde en indianer

i kano på træk - snævredes floden ind

og blev lavvandet. Vi lagde skuden op

på flodbredden og begav os af sted til

fods, og efter et kvarters skovvandring

gjorde vi vores entré i landsbyen.

Diego var et kendt ansigt i Mogue, så

straks efter vores ankomst begyndte

folk at flokkes om os, og hurtigt blev luften

tyk af nysgerrige stemmer: ”Hvad er

han for en? Hvad vil han her? Hvorfor er

han malet? Haha, det er godt nok grimt

­ det må være naboerne” ­ latteren ville

ingen ende tage. Men ellers var de nu

meget søde, og det var helt tydeligt, at

der blev delt tonsvis af street­respect

ud. Vi blev ført til landsbyens højborg ­

en pælehytte med palmebladstag ­ hvor

emiliano, byens casigue (høvding), boede.

I egen venlig person stod emiliano

klar til modtagelse, men også han skulle

lige kommentere skilderierne på min

krop: ”Den ville have været langt flottere,

hvis det var Mogues kunstnere,

der havde udfoldet sig”, grinede han.

”ok ­ amigo. Det er nogle år siden, der

sidst har været en hvid mand på besøg

her. Derfor skal vi lige have kaldt rådet

sammen, så vi kan finde ud af, hvad dit

formål hos os er, og om du kan overnatte

her. lad rådet samles”.

landsbyens mænd arbejdede det meste

af dagen i junglen, så der gik nogle timer,

før rådet var samlet. I mellemtiden

gik jeg på opdagelse i landsbyen og fik

en sludder med de lokale. landsbyens

huse var det lokale svar på lind og

Risø typehuse, nemlig temmelig ens.

emilianos hytte stod på et par meters

høje pæle, og adgang til hytten foregik

via en træstamme med tilhuggede

”fodtrin”. et ”køkkenalrum” udgjorde

hyttens eneste rum, hvor der i den ene

ende var et ildsted, som simpelthen bestod

af tre lange træstammer, der lå på

en plade på gulvet. et bord, en bænk,

et par stole, lidt køkkengrej og et par

hængekøjer udgjorde rummets øvrige

indretning. Sådan så emilianos ”slot”

ud ­ og sådan så de øvrige hytter stort

set også ud. bortset fra gryderne var

alt fremstillet af materialer fra den omkringliggende

natur.

Hen under aften blev der afholdt råd,

hvilket var en interessant og fascinerende

oplevelse. når jeg skulle svare

på spørgsmål foregik ”afhøringen” på

spansk, mens rådets interne drøftelser

foregik på det lokale sprog ­ beda. Jeg

forklarede, at jeg havde et stort ønske

om at besøge landsbyen, idet jeg

var superinteresseret i at få et indblik i

regnskovsindianernes liv, og at jeg i øvrigt

var involveret i beskyttelse af regnskoven

og i kampene for indianernes

rettigheder. Det kunne de lide at høre,

så efter en times sludderen frem og tilbage

bød emiliano mig velkommen som

overnattende gæst i hans hytte. Det var

vildt surrealistisk at være genstand for

debat på et indianermøde og så oven i

købet være i stand til at kommunikere

med dem ­ det havde jeg alligevel aldrig

turde drømme om. Aftenen gik med be­

ny postadresse

DbK har skiftet postadresse til:

de berejstes Klub

c/o Café Globen

Turesensgade 2b

dK-1 8 København K

Alle postkort skal fra dags dato

sendes til denne adresse. Der trykkes

ikke klistermærker til medlem­

søg hos forskellige folk i landsbyen, som

alle var meget optaget af at vise deres

familie, hytte og håndværk frem, men

ellers skete der ikke det helt vilde. Hen

under natten var vi tilbage i emilianos

hus, hvor vi lagde os til at sove på gulvet.

efter en nat, hvor uvejr med regn,

lyn og torden bølgende hen over byen,

vågnede jeg op til fuglefløjt og knitren

fra det flammende bål, der tegnede

store skygger af inventaret i den dunkle

og stille morgenstund ­ det var morgen

hos regnskovsindianerne i landsbyen

Mogue, og jeg vågnede med dem. en

gammel drøm var gået i opfyldelse.

merne med den nye adresse, men

der fremsendes medlemskort med

den nye adresse. HUSK at medbringe

medlemskortet eller notere adressen

før du næste gang tager på rejse,

så du kan få dokumenteret dine

erobringer.

Bestyrelsen i DBK

8 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


aF henRik skov nygaaRd

Winston Churchill sagde engang: ”There

is nothing more exhilarating than to

be shot at without result.”. På samme

måde har jeg det med min værste trans­

portoplevelse. Fantastisk spændende og

oprivende mens den varede, og en god

historie bagefter. oplevelsen startede

med, at en kammerat og jeg var fulde

af begejstring efter at have sejlet ned af

floden ved Bukit Lawang i det nordlige

Sumatra i vores lånte baderinge.

Det havde været en forrygende tur, vi

havde set masser af dyr og nydt lyden

af floden, der rislede beroligende under

os. Vi gik land ved en bro, og ventede

på, at der skulle komme en bemo (indonesisk

taxa), der kunne køre os tilbage

til udgangspunktet for dagens eventyr.

Vi stod midt i den herlige grønne regnskov,

og vejens sorte asfalt var den

eneste farvemæssige kontrast (udover

mine hvide og vandrynkede ben). Kort

tid efter kom der en lille hvid bemo susende

rundt om hjørnet og standsede,

så vi kunne komme med.

bemoen var fyldt godt op i vores øjne,

men fyldt er et relativt begreb, og da

indoneserne har lært at de er nødt til at

tage ansvar for at klare sig selv, fandt de

hurtigt en løsning. Indonesernes evne

til at tage ansvar har de uden tvivl lært

af landets tidligere diktator Suharto, der

var fantastisk til at tage ansvar for, at

han selv blev rig på andres bekostning.

løsningen blev selvfølgelig at smide baderingene

ind i bemoen og få de 2 høje

gutter til at sætte sig op på taget. Det

var en super plan, den var vi med på.

Det var muligt at se meget mere oppe

fra taget, og vi ville blive tørre meget

hurtigere. Inde i bemoen kunne vi se 7

glade mørke ansigter med store hvide

smil. om det var ramadanen, eller det

var de 2 hvide makkere, der forsøgte at

KonKURREnCE:

”Min værste

transportoplevelse”

Redaktionen har på baggrund af de indsendte artikler til dette nummers konkurrence

om medlemmernes bedste beskrivelse af en slem transportoplevelse hermed fornøjelsen

af at præsentere de to bedste artikler.

Med bemo i badeshorts

En uskyldig start i badering, endte med

en oplevelse der fik blodet til at bruse som

vandet i floden. Foto: Henrik Nygaard

kravle op på taget af bemoen, de hyggede

sig med skal jeg lade være usagt,

men det har uden tvivl set sjovt ud.

Vel oppe på taget satte den indonesiske

chauffør i gang, og lige her opdagede vi,

at biltag og våde badeshorts er en ret

ringe kombination. Doh. Heldigvis var

der et bemo­skilt på taget af bilen lavet i

plastic, og det var endda popnittet fast,

det var alle tiders håndtag. Chaufføren

var tydeligvis bange for alle de uheld,

der sker i trafikken, og forsøgte derfor

af alle kræfter at minimere den tid

han brugte på vejene. Han kørte med

andre ord temmelig hurtigt. Vi klamrede

os til bemoskiltet og kunne med

fugtige håndflader (et øjeblik troede jeg

mine hænder græd, så våde var de) se

det første sving nærme sig. Vi lænede

kroppen i samme retning som svinget,

præcis som når man kører motorcykel,

og holdt godt fast i bemoskiltet. Skiltet

begyndte at give sig lidt, og vi bad nu til,

at manden med popnitterne ikke havde

haft en dårlig dag. Vi hamrede vores

fødder i taget for at gøre chaufføren opmærksom

på, at vi var ved at falde af,

og ville have ham til at køre langsommere.

Det opmuntrede ham blot, og han

synes at tolke det som: ”Øj, hvor kører

du godt, vil du ikke give den max gas?”

Her ville det have været rart at kunne

noget indonesisk, så vi kunne udnytte

hans behagesyge til noget positivt.

Med endnu mere fart nærmede vi os et

sving mere, det popnittede skilt gav nu

for alvor efter, og vores råb og spark i

taget virkede stadig modsat hensigten.

Et par fingre ned under bemo-skiltet og

en arm ud og holde fat på bilens vinduer.

Kroppen skred langsomt ud mod

siden af bilen, men heldigvis stod der

en dame rundt om hjørnet, der skulle

med. Fyldt er heldigvis et relativt begreb

i Indonesien, så han stoppede og

ville tage damen op. lynhurtigt hoppede

vi ned på jorden, betalte manden og gik

de sidste kilometer tilbage mod bulit

lawang med svuppende sko og lugtende

af flodvand og koldsved.

Ahh, sikke en mindeværdig dag. Vi mærkede

at vi levede og fik banket pulsen i

vejret. Det er dejligt med lidt drama, så

der er en historie at fortælle på den lokale

bodega.

Henrik Skov Nygaard

vil få tilsendt fotobogen

”Lonely Planet - Et folk”

for hans sjove vinderartikel.

aF ewa bylinska

Strabadser i ørkenen

Klokken fem om morgen bliver vi vækket

af hotelvagter. natten er stadigvæk

sort. I en stor gruppe følger vi en smal

sti langs en palmelund. Pludselig ud af

intetheden dukker hvide spøgelser op.

Det er beduiner i deres lange hvide klæder,

som jager efter charterturister. På

en plads ligger der hundredvis af kameler.

nogle af beduinerne springer hen til

min ven, min søn og til mig og river os

hver til sig. Jeg opgiver næsten kampen

omgående, men husker på ikke at slippe

min 6­årige Tomas’ hånd. Det ligner en

dramatisk filmscene. Vil den ende med

bortførelse? Jeg har tabt min rejseledsager

Palle af syne. Han har ikke en

gang reageret på, at jeg var forsvundet

med barnet.

Vores ivrige beduin ejer tre kameler.

Selvom alle andre børn foretrækker at

ride sammen med deres mor eller far,

vil min Tomas have en kamel for sig selv.

beduinen opfylder hans ønske og sætter

ham på den mindste kamel. Jeg får

den middelstore, hvorimod han til den

tredjestørste kamel har kapret en omfangsrig

dansk kvinde. I takt med det

mystiske signal blandet med vilde råb

begynder kamelerne langsomt at rejse

sig. Først deres bagdele. Jeg føler mig

med det samme, som om jeg befinder

mig på en glidebane. Derefter, endnu

langsommere, løfter den forreste del af

kamelens krop sig op. På trods af at alle

dens bevægelser er meget harmoniske,

gyser jeg ved tanken om rideturen, fordi

mine ben hænger så langt fra jorden.

Jeg sidder stiv på en enorm madras,

som er anbragt på mit dyrs ujævne ryg,

holder krampagtigt i et trærækværk og

føler, at mit hjerte sidder oppe i halsen.

Majestætisk bevæger vi os af sted. Dvs.

kun kamelen bevæger sig majæstetisk,

mens jeg hopper på dens ryg som en

kludedukke. Ved siden af mig ser jeg

Tomas’ lykkelige øjne. Han befinder sig

i den syvende himmel. På en anden side

rider den store danske kvinde med et

udtryksløst ansigt. Tomas’ lille kamel,

som går så tæt, at den næsten støder

med sit hoved mod mit dyr, er blevet

glad for min ecco­sandal (måske er den

lavet af kamelskind?) og tygger den ivrigt

hele tiden med sine store tænder.

Midt i min angst ved dette usædvanlige

transportmiddel tænker jeg på, hvem

jeg skal skælde ud: beduinen, Tomas

eller den frække kamel, som æder min

sandal. Jeg er bange for at sparke dyret

i dens grådige mule af skræk for, at den

skulle løbe væk med mit barn. Jeg bider

tænderne sammen og prøver at holde

balancen på min flyvende madras.

Det er blevet lidt lysere. Vi nærmer os

ørkenen. I horisonten ses grænseløse

hvide, bølgende sandklitter så langt

som øjet rækker. Jeg har ondt i mine

hænder, kan ikke mærke min ryg, min

bagdel er øm og min sandal næsten

væk. Med stor respekt tænker jeg på

nÆSTe KonKuRRenCe

”En uforglemmelig overnatning på rejsen”

Klar til afgang med ørkenens umagelige skibe.

Foto: Jakob Øster

karavaner, som igennem århundrede

krydsede Sahara. Har araberne numser

af stål? endelig efter en times tur stopper

vores kameler.

På et bestemt tegn lægger de sig ned.

Med den største fornøjelse forlader jeg

mit dyrs ryg og kravler på alle fire igennem

den største ”sandkasse”. I horisonten

ses den første røde sols kontur.

lynhurtigt dukker den som en kæmpestor

rød gasballon op og placerer sig på

himmelen. endnu hurtigere skifter den

farve. Den røde og mørkeorange nuance

forandrer sig til blændende ægte guld.

Ørkenen vækkes til liv. De små ræve,

som er ført af mørke tunesiske børn i

en lang snor, forsøger at grave sig ned i

sandet. Glimtende biller bestiger i sved

og møjsomhed store sandbakker. Jeg

kigger uroligt rundt omkring mig. Mon

der ikke kryber nogle skorpioner i min

nærhed? efter en lille morgenmad serveret

i naturen vender vi tilbage til vores

”ørkenheste”. Mit ridetraume vender

tilbage. Jeg overtaler vores beduin til, at

jeg vil gå gennem ørkenen ved siden af

ham og sammen med ham holde hans

tre kameler i snoren. ”Min Allah har givet

mig to ben, så jeg vil bruge dem”,

forklarer jeg til ham.

Konkurrence: bedste indsendte artikel vinder. overnatningen kan enten

være en speciel hoteloplevelse, hjemme hos lokale eller på et offentligt sted.

Artikler vurderes alene på tekst, men send meget gerne ét billede med der

kan illustrere artiklen. Artikler til konkurrencen max må fylde 4.000 tegn.

Præmie: lonely Planet fotobog: one Planet

0 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 1


1. Muddermaske

For snart mange år siden var jeg på ferie

i Israel – og når man er det, så er

det meget naturligt at man slår et smut

omkring Det Døde Hav for at få sig en

”dukkert”, få en omgang kurbehandling

eller hvad de nu ellers kan byde på. I

dette område var de meget kendt for

deres muddermasker, som med sine mineraler

skulle have en helt exceptionel

virkning på huden. Så sådan en fætter

skulle jeg da uden tvivl eje. Problemet

er bare, at når posen stadig ligger i ens

køleskab 10 år efter man er kommet

ToP 10

bedste/værste indkøb

Hvordan kan det være, at man altid får sådan en stærk og overvældende trang til at købe forskellige

souvenirs med hjem fra de lande og steder, man har været? Selvfølgelig fordi mindet

om rejsen holder i lang tid efter, at man er kommet hjem under vante himmelstrøg – og når

så tingen tages frem, er der mulighed for at drømme sig tilbage en stund. Det er jo herligt,

men ærligt talt…hvad skal man stille op med de underlige genstande, som nogle gange bringes

med hjem i rygsækken? I det øjeblik hvor købet fandt sted, var det det vidunderligste køb man

kunne forestille sig, og man kan simpelthen ikke trækkes væk fra gadesælgeren, før handlen

er i hus, men ofte når den største eufori har lagt sig og der er gået nogle måneder, så står

man med små ubrugelige dimsedutter i hånden og tænker - hvad havde jeg dog gang i? Til

trods for mindre heldige indkøb er der dog også nogle gode imellem – og uanset om det er et

godt eller et skidt køb, så vækker de alle sammen søde minder.

TeksT og FoTo: Jane Jacoby

hjem fra rejsen, så kan det diskuteres,

hvor god en effekt mudderet har – og

om det stadig kan gøre sin virkning.

2. Små figurer fra nær og

fjern

Jeg har en forkærlighed for små figurer.

Det er så hyggeligt at bringe sådan

nogle små souvenirer med sig hjem, og

så fylder de jo ingenting i tasken, så det

er oven i købet også

praktisk. Så hvorfor lade være med at

købe disse små herlige figurer? I min

vindueskarm står der i øjeblikket en

guldlama, to figurer af Tut Ank Amon,

en pyramide spækket med hieroglyffer

og en lille trojansk hest fra Italien. Men

hvordan mon min vindueskarm kommer

til at se ud om 10 år?

3. Fotografier

At tage billeder er for mig den bedste

souvenir og det bedste minde jeg kan

ønske mig. Fotografier indfanger virkelig

den følelse man havde, da man

var på netop dette sted. På

en væg i min

lejlighed hænger flere forstørrede bille­

der af nogle af de bedste shots, som jeg

har taget i gennem tiden. Jeg kan blive

ved med at se på dem og drømme mig

tilbage. Uforglemmeligt!

. Kænguruskilt

Dette er vist en klassiker at købe, når

man er i Australien. et gult vejskilt, hvor

der er afbilledet en kænguru, da der er

mulighed for at dette pudsige dyr pludselig

kan finde på at krydse vejen. Men

hvad skal man egentlig stille op med et

gult vejskilt, når Danmarks grænse nås?

. farvestrålende klæder

når man først er kommet i gang med at

købe ind, så kan man jo lige så godt gøre

det ordentligt. Jeg var i la Paz med rygsæk

sidste sommer og var dybt fascineret

af de små kvinder med bowlerhatte

og deres farvestrålende klæder, hvori

de enten fragtede deres indkøb fra markedet

eller deres børn. Jeg gik ind i den

første og bedste butik og begyndte at

vælge de smukke tæpper ud. Problemet

var bare, at der var så fantastisk mange

flotte farver, at det var svært at vælge.

og hvad kan man ikke stille op med sådan

et smukt klæde? Det kan bruges til

vægdekoration, sengetæppe, dug, underlag

når der skal spilles poker, blot

det er grønt og meget mere. Jeg kunne

blive ved – men det endte vist med, at

jeg kom hjem med en 10 stykker – og 5

af dem ligger stadig ubrugte hen.

. Huer og handsker

fra lamaen

når man er i Peru, så er det første dyr

der tænkes på en lama. Det er jo et fantastisk

dyr, og dens uld er også i top.

Jeg anskaffede mig derfor adskillige

huer og handsker af lamauld, da jeg

var i Peru. Desværre er disse allerede

ved at være så slidte, at jeg overvejer

at tage tilbage og anskaffe mig nogle

flere. Det skal jo helst være autentisk!

7. Tørklæder fra verdens

lande

Shoppinggenet kan komme op i enhver

kvinde, når man træder ind på et marked,

som er fyldt til randen med kopivarer,

bluser, bukser, smykker, cd’er og ikke

mindst tørklæder. og så er det oven i købet

nogle suveræne kup man kan gøre,

alt er så billigt – og man skulle være et

skarn, hvis man ikke fyldte posen helt

op. Sådan har jeg det i hvert fald! Jeg

har efterhånden, på grund af dette gen,

fået anskaffet mig en betydelig mængde

tørklæder. Så jeg har noget til enhver lejlighed,

og jeg låner også gladelig ud, da

jeg har i overtal af dejlige tørklæder.

8. Maté

Første gang jeg smagte Maté var sidste

sommer i Argentina. Maté er ­ for dem

der ikke ved det ­ en Argentinsk nationaldrik

og er en slags urtete. når Maté

drikkes, er det en social begivenhed, da

man som regel kun har et krus, og dette

går så på omgang blandt Maté­drikkerne.

Mit første møde med teen blev

ikke ligesom jeg havde håbet og glædet

mig til, da det jo så hyggeligt ud,

imens kruset gik på omgang. Puhaaaa!

Matén smagte jo afskyeligt, så jeg ved

ikke, hvilken tanke der gik igennem mit

hoved, da jeg bestemte mig for at købe

Maté­krus med hjem til Danmark. De

står dog i mit skab, men der er temmelig

stor sandsynlighed for, at de bliver

stående, og at jeg aldrig nogen sinde i

resten af mit liv vil få dem brugt.

. Krydderier

elsker at gå på markedet og dufte til

alle de forskellige krydderier og beun­

dre deres smukke kraftige farver. og

selvfølgelig bliver der også købt flere

små finurlige poser med hjem til køkkenet.

Der er dog bare den bagdel,

at nogle af de købte krydderier er så

specielle, at jeg ikke kan huske, hvad

det er jeg har anskaffet mig – og derfor

får jeg dem ikke brugt i madlavningen.

10. Tasker

noget som jeg bare ikke kan gå forbi

uden at stoppe op og mange gange købe

­ er tasker. Det er i alle afskygninger.

Det sjove er, at når man er et sted og

alle render rundt med en bestemt ting,

så synes man at det er smart – og derfor

bør man også selv eje denne genstand.

Mange gange falmer glæden dog

ved denne ting, når man vender hjem,

da man finder ud af, at den egentlig var

moderne i starten af 80’erne, hvorfor

tasken hurtigt bliver gemt væk nederst

i skabet. Seneste køb har været en taske

af kamelskind erhvervet i egypten

– og den bruger jeg stadig dagligt. Så

heldigvis kan man ikke sige, at alle køb

skyndsomt gemmes væk.

2 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


nye medlemmer

1: birthe Malmos

Mine rejseerfaringer startede på

camping i europa med mine forældre.

Dernæst som meget ung i arbejdslejr

i Frankrig, ­ så i kibbutz i Israel, og

efter at have besøgt en veninde, som

var u­landsfrivillig i Zambia, blev jeg

total bidt at Afrika. Jeg kom hjem

og stiftede familie og startede på

ergoterapeutuddannelsen. Så stod

den på hjemmelavet campingbus med

børnene rundt i europa. De sidste år

er jeg rejst til eksotiske rejsemål som

Indien, Venezuela og Jordan samt

Vest­ og nordafrika.

: Søren lauridsen

Jeg nåede aldrig at blive vaccineret

mod rejsefeber, som for mit vedkommende

brød ud i 1974, efter

gymnasiet. Jeg har været radiograf

med ultimative muligheder for orlov/

arbejde/rejser ud i den vide verden.

Desuden har jeg arbejdet for DISrejser

i Kupeen, været rejseleder for

Albatros og skrevet rejsebøger på

Politikens forlag (nepal, Indien og

drabelige bornholm). Desuden er jeg

freelance fotograf og har lavet flere

foto­bøger. At rejse er at blive klogere

(håber jeg)!

: Tanita Hjort Sode

Jeg er født i 1997, og min første

lange rejse gik til Seychellerne, da

jeg var 9 mdr. gammel, fordi min far

fik masser af skattepenge retur. Mine

yndlingssteder har været Jamaica,

Canada, Hawaii, Kina og Japan. Jeg har

brugt ca. 1 år af mit liv på at rejse med

mine forældre. Det er en dejlig måde

at være sammen med familien på. Jeg

har nu været i næsten 50 lande, og

min helt store drøm er at komme til

Ægypten og se pyramiderne og alle de

andre gamle farao steder.

7 Christian dobrzanski

Født i København i ‘77, opvokset på

Frederiksberg, bosat på nørrebro. Fik

muligheden for et års sprogskoleophold

i Sydney efter gymnasietiden, og

har siden da ikke kunnet lade være

med at udfylde min tætpakkede fritid

med rejser til nær og fjern. I tidens

løb er det blevet til flere længere

besøg i Sydøstasien, hvor den

imødekommende kultur, pragtfulde

natur og det dejlige klima evigt

drager. Jeg læser til læge, og min fritid

bruger jeg til klatring, dans og som

dykkerinstruktør.

2: Henri Madsen

Jeg er født i 1953. efter realeksamen

var jeg ti år ved militæret med

udstationeringer med bl.a. Fn. blev

derefter ansat i finansverdenen, nok

ikke så meget fordi jeg var god til at

regne, men mere fordi jeg var god til

at regne den ud. Som 40­årig kunne

jeg gøre mig fri af de økonomiske

stavnsbånd, som de fleste mennesker

lever med. Med alt betalt og penge på

bogen sagde jeg pænt tak og farvel.

Siden har jeg kun været hjemme, når

huset skulle have Pinotex.

: Alina Hjort Sode

Jeg er født i 1995 og startede min

første rejse, blot 14 dage gammel,

1000 km. syd for den tyske grænse

i en lastbil. Som 6­årig tog jeg med

mine forældre og lillesøster på min

hidtil længste rejse, 4 mdr. fortrinsvis

på øhop i Caribien og Stillehavet.

Jeg har nu rundet 50 lande, og mine

største oplevelser har været Hawaii,

Japan, Kina, og den Transsibiriske

jernbane. Mit største rejseønske er at

komme på safari i Afrika og Indien og

se løver, leoparder og tigre.

: lukas nørgaard

Jeg er årgang 2001, hvorfor mine

rejseaktiviteter ifølge sagens natur

er foregået med mor og far, der

også er medlemmer i klubben.

”erhvervskarrieren” er til at overskue

­ jeg går i børnehave i birkerød. For mig

er specielt oplevelser med dyr et hit. Vi

taler tit om vores elefanttur i Thailands

jungle eller om vort møde med bjørnene

i det nordøstlige USA. Jeg skulle 28

lande igennem før jeg fik mit eget pas.

Men da land nr. 29 var USA, måtte Mor

og Far endelig til lommerne.

8: britta Mejer Kristensen

Hurra, nu kan jeg ændre status fra

passivt til “rigtigt” medlem med 38

lande (jeg er født i 1969). Jeg elsker

at opleve nye steder, kulturer og ikke

mindst mennesker, som altid fascinerer

mig meget. Stilfulde japanere,

fyldige amerikanere, charmerende

cambodianere, dansende cubanere,

reserverede russere, farvestrålende

guatemalesere, smilende tamilere

og sådan kan man jo blive ved. I mit

arbejde rejser jeg også en del og får

trænet både det engelske og spanske.

: Michael josiassen

De udlandsophold jeg har haft har

været ret forskellige. ofte har der

været arbejde forbundet med opholdene.

Fra 2­ugers arbejdslejre i

Østeuropa til 8 måneders arbejde i

london. Der har også været et enkelt

studieophold, men oftest har det været

“rene” rygsæksrejser. Da min primære

grund til at rejse nok er ønsket om at

møde mennesker – lokale og andre

rejsende – har jeg altid rejst langsomt.

Mad er blevet lidt en hobby, og gode

restauranter på rejsen vægtes højt.

1: Marie breum

Jeg er uddannet geograf og

antropolog, så der skulle være

potentiale for rejseaktivitet. Der har

aldrig været et vendepunkt i mit liv,

hvorefter det stod klart, at jeg ville

bruge mit liv som berejst. Jeg har vist

bare altid rejst meget. Undfanget på

en walisisk sommerferie; Disneyland,

Florida som 2-årig; Mocambique i de

første skoleår; Østtyskland som 12årig;

teenager i Nova Scotia; Tyrkiet

da jeg var 18; Tahiti 21; Mexico 22;

Marokko 25; Skotland 28; og en hel

masse ind imellem.

: Pernille Maria Wodskou

Hvad gør man, når man vil af sted,

men ikke har ret mange penge på

børneopsparingen? Man bliver au pair.

Turen gik til Potomac, Maryland. Så var

det sket. Jeg var blevet afhængig af

at rejse. Siden blev jeg sygeplejerske

og har været på fantastiske rejser

med min mand i mange lande. Vi

har bl.a. reddet på kameler i Sahara,

cyklet i Thailand og vandret i Chile,

og senest været i Marokko med vores

4 mdr. gamle søn, der nær var blevet

adopteret af en berber­kvinde.

0: james dahringer

Født 1960 Michigan, USA, har boet

i Danmark siden 1991. Uddannet

erhvervsdykker. I 1996 tog jeg på

en jordomrejse, som bragte mig til

europa, Afrika, og Asien, og siden har

jeg været på mange kortvarige rejser.

blandt mine highlights har været

synet af bjerggorillaer i Zaire, toppen

af Kilimanjaro og Ararat, og den

Transsibiriske jernbane fra Moskva til

beijing.

2: ebbe nordbo

Som barn rejste jeg med mine forældre

og søskende igennem europa

for at vandre i bjerge, bade i skumle

bjergsøer og bække og beundre talløse

historiske monumenter og bygninger.

Ture på egne ben startede fra mit 14.

år, hvor jeg påbegyndte mange somres

tomlen europa tyndt. Derefter Asien

rundt. Så den herlige epoke: at rejse

med mine børn. og 3­4 års arbejde i

Tanzania. De senere år har jeg udvidet

horisonten vestover med rejser i Syd­

og nordamerika.

: lars-Terje Øland lysemose

Uddannet på Aalborg Universitet og

Danmarks Journalisthøjskole, og har

studeret fred, konflikt og internationale

relationer på Malmö Högskola. Har

arbejdet for næsten alle store danske

dagblade. Ud & se: elsker nye

rejseeventyr. Har qua mit job været

udsendt til forskellige konflikter i f.eks.

Tjetjenien, Moldova, Serbien, Myanmar,

Østtimor og Indonesien og ofte været

hjemmefra i flere måneder ad gangen.

Har været bosat i USA, Holland og

Grønland og bor nu i Sverige.

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007


Klubbens kontaktpersoner

GLOBEN nr. 27 / Marts 2007

Søren Padkjær

info@berejst.dk

Skovagervej 22

8850 Bjerringbro

Tel. 86 68 36 63

Formand

Jakob Øster

globen@berejst.dk

Stefansgade 51b, 1tv

2200 København N

Tel. 35 83 42 23

Globen, ansv. redaktør

Per Danielsen

kasserer@berejst.dk

Rørholmsgade 7A, 5

1352 København K

Tel. 33 13 56 18

Kasserer

Gerner Thomsen

annoncer@berejst.dk

Marathonvej 21, 1.-5

2300 København

Tel. 3259 6095

PR-ansvarlig

Sponsorer

Jakob Linaa

toastmaster-west@berejst.dk

Katrinebjergvej 67, 2. th

8200 Århus N

Tel. 2086 7777

Toastmaster vest

Nikolaj Witte

nw@berejst.dk

Skt. Annagade 32

8000 Århus C

Tel. 86 18 11 36

22 79 03 84

- Marts 2007

Niels Iversen

webmaster@berejst.dk

Grøfthøjparken 162, 2.mf.

8260 Viby J

Tel. 86 28 18 56

Webmaster

Kirsten Kjærsgaard

nytmedlem@berejst.dk

Møllestien 34

8000 Århus C

Tel. 86 20 91 33

Medlemskontakter

Kira Leisau

kiraleisau@gmail.com

Lyøvej 21, 2tv

2000 Frederiksberg

Tlf. 38 87 48 04

2633 2709

Sekretær

Lars K. Munk

toastmaster-east@berejst.dk

Smedetoften 24, 1. th

2400 København NV

Tel. 3834 8980

Toastmaster Øst

Per Allan Jensen

globen@berejst.dk

Bernhard Bangs Allé 51A, 2th

2000 København F

Tlf: 38 10 10 78

Jon Berghof

jonberghof@gmail.com

Brårupvej 145 E

7800 Skive

Tel. 20 68 55 16

Globen, grafisk design

More magazines by this user
Similar magazines