TEMA: Uforglemmelige togrejser - De Berejstes Klub

Mit rejseliv på skinner
TeksT og FoTo: eRik PonToPPidan
engang var toget det altdominerende transportmiddel i vores
del af verden, når man skulle på langfart. Hvis ikke man ligefrem
skulle til fremmede kontinenter, så brugte langt de fleste
europæere jernbanen, når de skulle til udlandet. det var kotyme
helt op til midten af 1 70-erne. luftfart før 1 0 var forbeholdt
eliten, for selv korte flyveture var dengang næsten ubetalelige
for flertallet. Flypassagerer i 1950-erne havde faktisk lidt af
en stjernestatus i offentligheden alene fordi de havde råd til at
benytte flyvemaskinen som transportmiddel.
10 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007
Som barn var jeg vild med tog og jern­
baner, og mit første drømmejob som
7­årig var at blive lokomotivfører. Det
blev dog ved mit elektriske Märklin­tog,
som jeg styrede suverænt i mange år på
sporene på masonitpladen i mit værelse
på Frederiksberg. Rigtig lokomotivfører
blev jeg aldrig, men til gengæld tror jeg
nok, at jeg har fået udlevet mit behov
som passager på lange og spændende
togrejser.
Hvordan beskriver man så sit rejseliv på
skinner i en kort artikel? Umiddelbart er
det en umulig opgave, men hvis det skal
have nogen som helst almen interesse,
må løsningen være at udvælge nogle af
de bedste togoplevelser gennem årene,
så det vil jeg gøre her.
efter samme model som den tidligere
føljeton “Rejsestafetten” i vores glimrende
klubblad, hvor man skrev om sine
10 bedste oplevelser i en bestemt kategori.
blot med den forskel, at jeg her vil
nøjes med at skrive om 3 af mine bedste
togoplevelser, som har haft afgørende
betydning for resten af mit liv! Det skal
Jernbanestationen i Varanasi (Benares) i
Nordindien, foråret 1969.
Damplokomotiv på hovedbanegården i Bombay
(Mumbai) i foråret 1969.
lige siges at rækkefølgen er kronologisk
og altså ikke er udtryk for en prioritering.
1. Ventimiglia, 1
Min første rigtige udlandsrejse gik med
tog til Ventimiglia i norditalien med tog i
sommeren 1959 sammen med mine forældre
og min farmor. Jeg glædede mig
vanvittigt til turen, og mine forventninger
blev ikke mindre af de mange fantastiske
historier, jeg havde fået fortalt
om bjerge, sovevogne, tunneller, varmt
klima og andet godt til stimulering af
fantasien.
Dengang var det helt almindeligt
med direkte, gennemkørende sovevogne
og liggevogne fra Københavns
Hovedbanegård til storbyer som f.eks.
Innsbruck, Rom og Paris ­ ja selv Moskva
kunne nås på et par døgn med direkte
sovevogn fra København.
en stor luksus i forhold til i dag, hvor
man skal skifte tog flere gange bare for
at komme til Italien. Desuden var jernbaner
dengang noget, man kunne høre,
føle og lugte i langt højere grad end i
nutidens syntetiske metalhylstre.
”Skandinavien­Italien ekspressen” med
vores sovevogn afgik ved 9­tiden
om morgenen fra Københavns Hovedbanegård
og kørte først gennem det
danske sommerland til Gedser. På det
tidspunkt var de nye MY­lokomotiver
netop sat i drift som afløsere for de
gamle damplokomotiver, og selv om de
støjede ad helvede til, så var de et af
flagskibene for teknikkens nye landvindinger
og et symbol på et Danmark på
vej mod bedre tider.
Fra Gedser gik det videre med færgen til
Grossenbrode – en gammel havn, som
i dag ligger tæt på det sted, hvor man
når det tyske fastland fra Femern­broen.
Derfra videre til Hamborg med et af
de store, tyske damplokomotiver, som
trods den ældgamle teknik kunne nå op
på imponerende hastigheder. Hvis man
som mig er jernbaneenthusiast, så var
det at køre med et damplokomotiv den
ultimative togoplevelse! Ingen maskine
kan som disse matche fornemmelsen af
GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 11