F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

Artikel Artikel
Et hold studerende fra faget Skrivekunst på Syddansk Universitet blev stillet en opgave af Forfatteren: De skulle skrive et personligt
interview med et menneske fra bøgernes verden. De bedste interviews bliver bragt i Forfatteren, og den første kommer her.
Jakob schweppenhäuser mener, at samarbejdet med morten søndergaard gav ham en friere, mere vildtvoksende og mere organisk måde at tænke rytme på.
Tusind-
papegøjernes
plapren
Jakob Schweppenhäuser har taget
plads i sin lænestol på sit kontor
på Aarhus Universitet, hvor
han er ph.d.-studerende. Lænestolen
ligner et arvestykke med dens slidte,
grønne velourflader og står i kontrast til
MacBook’en og de ergonomiske kontormøbler.
”Betydning er jo et nøgleord,” siger
Jakob Schweppenhäuser om, hvad der
sker, når musik og poesi mødes i et
værk. Han mener, at ord skaber betydning
på en anden og mere direkte måde
end toner. Musik peger ikke på samme
måde på konkrete fænomener. I stedet
kan man tale om, at musik kan referere
til følelser, bevægelser og spændinger.
4 FORFATTEREN·3·2013
”Når de to betydningssystemer kombineres,
ord og toner, kan de gensidigt
berige hinanden. Selvom tonerne ikke i
streng forstand referer til noget, når de
står alene, kan de komme til at gøre det,
hvis man kombinerer dem med ord,”
siger Jakob Schweppenhäuser.
Uden for universitetet er han musiker
og billedkunstner og udgav i 2007 i
samarbejde med musiker Emil Thomsen
og digter Morten Søndergaard
CD’en ’Hjertets abe sparker sig fri’, der
kombinerer elektronisk musik og lyrik,
og som modtog P2s ”Lyt til nyt” pris.
Beriget betydning
Albummets lyttere har også oplevet den
Når musik og poesi kombineres,
kan der opstå en præcisering af
både musikkens og sprogets
betydning, fortæller musiker
Jakob Schweppenhäuser om
sit musikalske samarbejde med
digter Morten Søndergaard.
Af Camilla F. B. Friis
berigelse, ordene kan give musikken.
På nummeret ’Konge over alting’ siger
Morten Søndergaard: ”Tusindpapegøjerne
plaprer inde bag skumringens
gaze”, og i baggrunden kan man samtidig
høre en lyd, man ikke umiddelbart
kan genkende. Jakob Schweppenhäuser
fortæller, at en norsk skribent mente, at
når Morten Søndergaard sagde tusindpapegøjerne,
så blev lyden til tusindpapegøjernes
plapren.
”Det havde man næppe tænkt, hvis
man havde hørt lyden isoleret. Lyden
har et meget stort betydningspotientale,
men sproget snævrer det ind, præciserer
det, og får det til at betyde lige
præcis ”tusindpapegøjernes plapren”
Foto: Camilla F. B. Friis
i det øjeblik. På den måde kan ordene
præcisere musikkens betydning,” siger
Jakob Schweppenhäuser.
Han mener, at der er noget tilsvarende
på spil, når man vender spørgsmålet
om og ser på, hvad tonerne gør ved
ordene. Hvis ordene stod alene på en
papirside, ville de ofte have en bredere
betydning, end når de kombineres med
musik. Musikken kan indsnævre ordenes
betydningsmuligheder.
”Hvis man for eksempel lægger en
mol-akkord under et ord, vil det straks
trække ordets melankolske eller mørke
sider frem. På den måde peger man på
nogle bestemte betydningsnuancer, og
der kan ligge en berigelse i den præcisering.”
Jakob Schweppenhäuser taler hurtigt.
Ordene flyder fra ham i en massiv
ordstrøm. Bag den lange forklaring om
musik og sprogs betydning fornemmer
man en stærk passion for projektet,
både kunstnerisk og akademisk.
Lydlandskab i dialog
Jakob Schweppenhäuser og Emil
Thomsen havde først lavet det, Jakob
Schweppenhäuser betegner som en
række lydlandskaber, men de havde en
fornemmelse af, at der manglede noget
– at musikken ikke skulle stå alene.
Fælles venner foreslog, at lydlandskaberne
skulle sættes sammen med
levende billeder. De to afprøvede også et
samarbejde med en tredje musiker, men
det var først, da Jakob Schweppenhäuser
kom i kontakt med Morten Søndergaard,
at det faldt på plads, hvad deres
lydlandskaber skulle gå i dialog med.
De tre spillede en koncert sammen,
hvor Morten Søndergaard læste digte
op fra sine tidligere værker, mens Jakob
Schweppenhäuser og Emil Thomsen
spillede. Det fungerede godt, og de blev
enige om, at samarbejdet skulle fortsætte.
”Vi havde en forrygende oplevelse, og
vi tænkte, at vi blev nødt til at lave en
plade. Men da vi så traf den beslutning,
kunne vi med det samme mærke, at der
skulle ske noget mere. Så voksede vores
ambitioner også. Det naturlige skridt
videre var, at det skulle være musik
og digte, der var tænkt ind i hinanden
fra begyndelsen, og ikke noget, der var
svejset sammen.”
Jakob Schweppenhäuser og Emil
“
Vi underliggjorde
menneskestemmen
med forskellige
filtre og effekter.
Vi prøvede at afnaturalisere
den for
på den måde at dreje
opmærksomheden
væk fra indholdet
til lyden af stemmen
– lyden af ordene.
Andre forfatter/
musiker konstellationer
· Mouritz/Hørslev Projektet
· Pablo Llambias og Wazzabi
· Peter Laugesen og Singvogel
· Viggo Madsen og Basiru Suso
· Vi sidder bare her (Jørgen Leth,
Mikael Simpson og Fridtjof Toksvig)
· Jomi Massage og Anne Lise Marstrand-
Jørgensen
· Nicolaj Stochholm, Martin Hall og Søren
E. Jensen
Thomsen lyttede i den forbindelse til
mange både internationale og danske
kombinationer af musik og poesi, men
de fandt ud af, at mange af udgivelserne
led under et problem.
”Vi havde lyttet til forskellige kombinationer
mellem musik og poesi,
men uanset hvor vellykkede de var, så
syntes vi, at man fik fornemmelsen af,
at musikken i en vis udstrækning var
underlægningsmusik, eller at musikken
ledsagede digtene. Og det ville vi ikke,”
siger Jakob Schweppenhäuser.
Ligestillet musik og lyrik
Der opstod et ønske om at skabe et udtryk,
hvor musik og poesi var jævnbyrdige.
Derefter måtte de overveje, hvordan
de kunstnerisk kunne nå det mål. Til
formålet udviklede de en række strategier;
for eksempel tog de fat i Morten
Søndergaards stemme. Jakob Schweppenhäuser
forklarer, at når en stemme
lyder, som et menneske normalt taler,
så fokuserer vi også på det stemmen
siger. Lytterens opmærksomhed rettes
hen mod ordenes indhold.
”Vi følte, at stemmen kom til at suge
for meget opmærksomhed til sig,” siger
Jakob Schweppenhäuser.
De brugte derfor computeren til at
føre Morten Søndergaards stemme væk
fra sin naturlige klang.
”Vi underliggjorde menneskestemmen
med forskellige filtre og effekter.
Vi prøvede at afnaturalisere den for på
den måde at dreje opmærksomheden
væk fra indholdet til lyden af stemmen
– lyden af ordene.”
Konge over alting
Jakob Schweppenhäuser kan i høj grad
følge de russiske formalister, som beskrev
kunst som underliggørende. Dvs.,
kunst som en fremmedgørelse af vores
måde at opfatte verden på. En anden
strategi var derfor at underliggøre den
rytme, Morten Søndergaard brugte,
når han reciterede. Jakob Schweppenhäuser
og Emil Thomsen markerede
rytmen i oplæsningen med percussive,
dvs. trommelignende, lyde. På den måde
fik musikken en ny rytme.
”Der skete det interessante, at de
trommerytmer, lad os bare kalde dem
beats, der blev skabt, når trommelydene
fulgte Mortens digtes rytme blev til en
form for umetriske beats. Man kunne
FORFATTEREN·3·2013 5