del I - Kommuneplan - Silkeborg

Saltenprofilet
Kildeerosion i aflejringer fra Oligocæn og Miocæn
Interesseområdet omfatter et naturligt profil, dannet ved kildeerosion. Saltenprofilet ligger et par
kilometer vest for Salten Langsø, syd for Silkeborg.
Saltenprofilet blev videnskabeligt beskrevet allerede i 1897 af geologen Axel Jessen. Siden har
profilets aflejringer dannet grundlag for adskillige studier. De seneste undersøgelser er foretaget i
2005, hvor bl.a. lagenes alder og aflejringsmiljø er blevet revideret. Disse nye resultater viser, at
Saltenprofilet er afsat i løbet af en ret kort tidsperiode, nærmere betegnet fra seneste Sen Oligocæn
til tidligste Tidlig Miocæn. Det betyder, at den tilgængelige lagserie repræsenterer en alder på ca.
22 – 25 millioner år. Aflejringerne er overvejende afsat i et stort flodslettemiljø, der i perioder har
været under marin påvirkning.

Værdi
Saltenprofilet er udpeget som nationalt geologisk interesseområde og repræsenterer landets måske
bedste eksempel på en aktiv kildeskrænt. Profilet indeholder desuden en informativ sekvens af
glimmerholdigt ler, silt og sand af sen Sen Oligocæn og tidlig Tidlig Miocæn alder. Disse aflejringer
er af betydelig forskningsmæssig interesse.
Saltenprofilet blev fredet i 1937. Man ønskede netop at bevare den helt særlige geologi, men vidste
på dette tidspunkt ikke, hvor alvorlige konsekvenser en fredning ville få for netop det, man ønskede
at frede. Fredningen betød, at profilet efterhånden groede til med buske og træer.
Selv om buskadset er blevet ryddet flere gange siden fredningen kom i stand, er Saltenprofilet nu
atter truet af tilgroning. Træers og planters rødder stabiliserer skrænten, hvorfor den helt særlige
erosionsform, som kilden afstedkommer, hæmmes og med tiden helt forhindres, hvis der ikke
gribes ind. Fredningen blev imidlertid foretaget, fordi man ønskede at kildeerosionen skulle kunne
udvikle sig ad naturlig vej.
Ønsker man imidlertid at bevare adgangen til profilet og dermed også forskningsmulighederne af
lokalitetens aflejringer, vil det være hensigtsmæssigt at retablere et egentligt profil på lokaliteten.
Men det betyder, at man griber ind i den naturlige kildeerosion. Det er således essentielt at der
bliver foretaget en afvejning af de forskellige interesser.
I de senere år, har der desuden etableret sig en del gøgeurter ved foden af profilet. Gøgeurterne er
fredede.
For yderligere beskrivelse, se Salten.PDF
Tilgængelighed
Der er gode adgangsmuligheder til profilet. Amtet har opsat informationstavler ved såvel p-plads
som ved selve profilet.
På grund af den høje vegetation, er det kun muligt at overskue det i sin helhed fra Engetvedvej.
Endvidere er aflejringerne præget af skred og der ses tiltagende bevoksning af lyng på profilet. De
midterste og øvre dele af profilet lader sig dog relativt nemt iagttage.

Foldere, informationstavler, links, m.m.
Der er opsat informationstavle ved p-pladsen. Skov- og Naturstyrelsen, Landsdelscenter Midtjylland
har udgivet vandretursfolderen ”Velling Skovene Bryrup” der kan downloades på: www.sns.dk.
Området ligger umiddelbart syd for Saltenprofilet.
En let tilgængelig geologisk beskrivelse kan desuden ses på www.naturnet.dk. Søg under ”Geologi”
og ”Århus Amt”.
Se også en beskrivelse af de nærliggende interesseområder ved Salten Dalen, samt Vrads Sande.
Administrative forhold
Der er offentlig adgang til stedet, der ligger umiddelbart syd for Pårup Skov. Profilet ligger i Salten
Langsø Skovdistrikt, Them Kommune. Saltenprofilet er fredet, hvorfor det er forbudt at grave i det.
Desuden vokser der et stort antal gøgeurter ved foden af profilet. Nyd dem og se dem. Og husk at
også de, er fredede.
Litteratur
• Baseret på en feltbeskrivelse af Mikael Jørgensen 1985.
• Dybkjær, K. & E. S. Rasmussen (2005). Salten Profilet – stratigrafi og aflejringsmiljø. –
GEUS, Rapport 2005/6, 15p
• Friis, H. (1995): Neogene aflejringer. I: O. B. Nielsen (red): Danmarks geologi fra Kridt til i
dag. – Århus Geokompendier nr. 1., Geologisk Institut, Århus Universitet, pp115-127.
• Geologisk Set – Det mellemste Jylland (1994). – Geografforlaget, pp150-177.