ORTOREKSI

LMSNYT
OM SPISEFORSTYRRELSER, SELVSKADE OG SELVVÆRD
Claire Ross-Brown
skuespillerinden skar sig selv
ORTOREKSI
sund livsstil kan
blive en besættelse
LMS åbner ny personlig
rådgivning i København
Kampen
om Rigshospitalets
anoreksiklinik
LMS - Landsforeningen mod
spiseforstyrrelser og selvskade
JANUAR 2009 / NR. 27 / 9. ÅRGANG

ET NYT ÅR
MED NYE MULIGHEDER
2008 har været et godt år for LMS. Der er sket mange ting til gavn for de, der lider
af spise forstyrrelser eller selvskade, og for de pårørende. Der har været stor opmærksomhed
i medierne og god bevågenhed hos politikere. Og ikke mindst har
vi endelig en behandlingsret i udsigt, som for de under 19 år startede d. 1. januar
2009 og for voksne 1. januar 2010.
Der er stadig mange alvorlige ting at tage fat på. Fx det forhold at der ingen tilbud
er til de lettere tilfælde af spiseforstyrrelser og selvskade. Og dem er der langt
flere af end de, der har behov for behandling i psykiatrien.
Til de, der endnu ikke har fået et behandlingstilbud i det offentlige, skal jeg her opfordre
til at prøve et af de 4 private behandlingstilbud, som fik andel i incitamentspuljen
på 14,5 mio. kr. Du kan læse mere om dem i den forrige udgave af LMS-nyt
eller ringe til vores rådgivning. Vi hører gerne om de erfaringer, der gøres med
såvel offentlige som private behandlingssteder.
2008 var også året, hvor LMS fik mulighed for at etablere en åben personlig rådgivning,
hvor man ansigt til ansigt kan tale med en frivillig rådgiver eller en fagperson.
Helt anonymt og gratis. Det er et ønske, vi har hørt fra mange, og som straks
inde i det nye år bliver en realitet i vores nye lokaler i Dronningens Tværgade 46.
Læs mere på side 7.
I ønskes et rigtig godt nytår
Anne Minor Christensen
Formand
LMSNYTUdgivet af Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade – LMS JAN. 2009 / NR. 27 / 9. ÅRGANG
RÅDGIVNING 7010 1818
Mandag til torsdag
Telefontid: Kl.18 - 20
SEKRETARIAT
Mandag til torsdag.
Telefontid: Kl.10 - 15
Dronningens Tværgade 46 st. 1302 Kbh. K
Tlf. 3536 4913 Fax 35 200 319
Giro 086 - 3793
E-mail: LMS@spiseforstyrrelser.dk
Hjemmesider: www.spiseforstyrrelser.dk
www.selvskade.dk
PROTEKTOR
HKH Prinsesse Benedikte
MEDLEMSKAB
Enkeltmedlemskab kr. 150 årligt
Familiemedlemskab kr. 250 årligt
Firmamedlemskab kr. 600 årligt
FORSIDE Claire Ross-Brown, fotograf Signe A. Øllgaard
Ansvarshavende redaktør formand Anne Minor Christensen. Redaktionen af dette blad er sluttet den 15. dec. 2008 ISSN: 1602-8430

NYT BEHANDLINGSTILBUD
TIL PERSONER MED
SPISEFORSTYRRELSER
Personer med spiseforstyrrelser har fået et nyt tilbud om behandling
på Frederiksberg Centeret. Centret er et af fire private
be hand lingssteder, der er blevet bevilget offentlige midler fra
incitamentspuljen på 14,5 mio. kr. til behandling af personer med
spiseforstyrrelser. Heraf har Frederiksberg Centeret fået 2,4 mio. kr.
til ca. 54 dagbehandlingsforløb.
Behandling af personer med spiseforstyrrelser er relativt nyt for
Frederiksberg Centeret. Centret har derimod stor erfaring med
behandling af personer med afhængighed af alkohol, ludomani,
medicin, hash og andre misbrug. Og den nye behandling til personer
med en spiseforstyrrelse bygger på principperne fra de andre
grupper - dog videreudviklet særligt til spiseforstyrrelser.
Grundet i en vis usikkerhed om centrets evne til at varetage
behandling af spiseforstyrrelser - funderet på stedets umiddelbare
manglende erfaring på området, samt behandlingens udgangspunkt i
principperne fra kemisk afhængighed - valgte LMS at tage ud og se
lidt nærmere på tilbuddet.
Behandlingen foregår efter en kognitiv terapeutisk model med
udgangspunkt i det 12-trinsprogram, som behandlingsstedet
har erfaring med fra kemisk afhængige. Det er en struktureret
dagbehandling, der består af morgenmøde, gruppeterapi, foredrag og
undervisning samt individuelle samtaler. Der er tilknyttet terapeuter,
læge, diætist og mulighed for akupunktur. Det er således et tilbud
rettet mod personer med en lettere spiseforstyrrelse og foregår i
samarbejde med egen læge.
I modsætning til mange andre behandlingssteder er der faktisk
ledige pladser til behandlingen af spiseforstyrrelser på Frederiksberg
Centeret. Så er du en af dem tilbuddet retter sig mod, og som ikke
har fået plads på et af de andre behandlingssteder, eller mener du
Frederiksberg Centerets tilbud passer bedre til dig og dine behov, er
det bare med at tage kontakt til din læge, som kan henvise dig!
LMS hører gerne om dine erfaringer.
SPISEFORSTYRRELSER
OG PSYKIATRIEN
For nylig var vi til en konference om fremtidens børne- og ungdomspsykiatri.
Den var arrangeret af Danske Regioner og Børne-
og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark, BUP-DK. Deltagerne
var blandt de mest anerkendte i psykiatrien samt politikere og
administratorer, der til dagligt er beslutningstagere for udviklingen.
Oplægsholderne var psykiatriens egne folk, ministeren for sundhed-
og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen, samt andre der havde bud på
området. Desuden var der blevet plads til et par brugerindlæg i
form af LMS repræsentant Sandra Kumunduni Larsen, der selv har
erfaringer med spiseforstyrrelser, og en pårørende til et barn med
OCD og ADHD.
En god dag der efterlod mange indtryk til videre bearbejdning.
Oplæggene fra Danske Regioner og fra BUP-DK gav et indtryk af,
hvor psykiatrien bevæger sig hen. Som repræsentant for en forening
for ikke-psykotisk syge - fx spiseforstyrrelser, angst, depression -
sidder man tilbage med en fornemmelse af, at psykiatrien primært
er til for de sværeste psykiske sygdomme, som fx skizofreni og
borderline. Det er vigtigt, at børn, unge og voksne, der er alvorligt
syge, får hjælp. Kun anoreksien slipper igennem nåleøjet og betegnes
som en alvorlig psykisk lidelse ud af de forskellige spiseforstyrrelser
og andre ikke-psykotiske lidelser. Disse grupper glemmes også, når
der udarbejdes psykiatriplaner i de enkelte regioner. Her oplever vi,
at langt de fleste ressourcer bruges til de psykotisk syge, selv om det
er dem, der er langt færrest af.
LMS spørger: Hvem laver egentlig visioner og kommer med nye
tanker for behandlingen af ikke-psykotisk syge, som fx alle de der
lider af ikke-livstruende spiseforstyrrelser, og andre ikke-psykotiske
lidelser. Både voksne og børn. Det er jo dem, som måske kunne
klare sig med hjælp hos privatpraktiserende psykologer, psykiatere
eller terapeuter?

Skuespillerinden fra London
skar sig selv og kæmpede med laire- forstyrrede spisevaner
Du kender hende nok fra tv-serien Klovn, hvor hun spiller Frank Hvams sexede sekretær, eller måske har du hørt
nogle af sangene fra hendes nye debutalbum Complexity. Claire Ross-Brown er i dag en succesfuld skuespiller og
sangerinde, der lige har udgivet sit første musikalbum. Men det har ikke altid været sådan. Claire havde en meget
hård barndom og opvækst, der resulterede i, at hun allerede som 9-årig første gang skar i sig selv. Men det var først
nogle år senere - kombineret med forstyrrede spisevaner – at selvskaden udviklede sig, og Claire blev opmærksom
på, hvad det var hun gjorde. Hun skar i sig selv for at flygte fra den indre psykiske smerte. Af Christine Espholm
Claire er i dag 35 år og kom til Danmark
for næsten 10 år siden. De første 3 år rejste
hun frem og tilbage mellem London og
København, da hun var med i en tv-serie i
London. Hun havde mødt en mand med
danske rødder, og efter en hård barndom og
opvækst hos familien i London var Claire klar
til at starte forfra et andet sted og trængte til
at skabe distance til sine forældre. Hun var
klar til at prøve kræfter med sig selv og sin
skuespilkarriere et nyt sted.
Ægteskabet med manden, der førte hende
til Danmark, holdt imidlertid ikke, og de
blev skilt for 5 år siden. Skilsmissen foregik
dog uproblematisk, og de har i dag et rigtig
godt forhold til hinanden og til at være fælles
forældre for deres datter Scarlett på 7 år.
Claire mødte kort efter skilsmissen en ny
mand, som hun lever sammen med i dag.
Han har to børn på 10 og 13 år, som Claire
har et tæt forhold til. De har endnu ingen
fælles børn, men hun siger med et stort smil
”det kan da godt være om 2-3 år…” og
tilføjer ”altså jeg elsker børn”. Claires egen
barndom var meget svær. Og den meget
svære barndom og opvækst endte med, at
hun blev selvskader og spiseforstyrret.
En barndom
med svigt og vold
Claires hårde barndom startede, da hun var
6-7 år. Hendes far flyttede pludselig og Claire
og hendes 2 år ældre søster så ham herefter
kun af og til i weekenderne, og med ét kom
han slet ikke mere. Pigerne spejdede efter
ham ved vinduet, når de troede han skulle
komme, som han plejede i weekenderne. Ingen
fortalte Claire og hendes søster, at forældrene
var blevet skilt. Det viste sig dog kort
tid efter, da moren fik en ny mand og sagde:
”Her er din nye far, nu skal du kalde ham far”.
”Det var meget forvirrende”, fortæller Claire,
”vi måtte ikke spørge om vores rigtige far.
Det var svært, for det var ligesom om han
var død. Og vi måtte ikke tale om, hvordan vi
havde det, om vores følelser”.
”Så jeg voksede op med en følelse af ’hvorfor’
indeni - hvor er han? Jeg tænkte på ham
og drømte om ham. Men hvis vi talte om
ham, ville vores mor eller nye stedfar slå
os bogstavelig talt. Det er en hård måde
at vokse op på – at din far er forbudt.
Det eneste jeg hørte fra ham var, når vi
hvert år fik et fødselsdagskort med 100 kr.
Vores mor lod os se fødselsdagskortene
og gemte dem så for min stedfar. Vi vidste
altså godt, at han stadig var i live”.
Claire og hendes ældre søster blev adopteret
af deres nye stedfar, da Claire var 7 år.
Samtidig fik moren og stedfaren en fælles
datter, men den nye lillesøsteren voksede op
med aldrig at vide, at Claire og Claires 2 år
ældre søster havde en anden far end hende
selv. Og hun fandt først for alvor ud af det
som 23-årig.
Claire forklarer, at hvis de to vigtigste personer
- når du er barn og vokser op – ikke
er til at stole på, ødelægges den basale tillid
til andre mennesker. Da må man næsten
begynde forfra og lære, hvordan man kan
stole på mennesker igen. Heldigvis, siger
Claire, har hun gjort det lidt omvendt: ”Jeg
har bare valgt at være tillidsfuld og stole på
andre mennesker som udgangspunkt alligevel.
Hvis nogen derimod bryder min tillid,
så er det meget svært for mig at få den igen.
Det samme gælder det at give sin kærlighed
til en anden person. Jeg har valgt at give min
kærlighed og ikke være bange for, om det vil
gøre ondt. Det tager tid at turde, men det er
vigtigt, for ellers får man heller ikke kærlighed
tilbage. Men man kan ikke forvente, at til-
liden og evnen til at give sig hen til en anden
person bare kommer nemt og hurtigt. Det
kræver meget arbejde og mange års terapi”.
Claire voksede således op med afsavnet til
sin far, svigt og manglende kærlighed samt
vold fra sin mor og i særdeleshed stedfar.
Det medførte, at Claire begyndte at skade
sig selv og fik forstyrrede spisevaner.
Cutting og
forstyrrede spisevaner
Claire kan stadig huske første gang hun skar
sig. Hun var 9 år gammel og havde bare
ben, fordi hun var på vej i bad. Hun skar sine
ben med et stykke skarpt træ - et møbel fra
hendes dukkehus, der havde skarpe kanter.
”Det må have gjort meget ondt, men det
gjorde mere ondt indeni”, siger Claire. Hun
gjorde det kun den ene gang på daværende
tidspunkt. Og at det var cutting var ret
tilfældigt, fortæller Claire ”Jeg kunne lige så
godt have banket hovedet ind i væggen eller
noget andet”.
Da Claire var 13 år besluttede hun sig for, at
hun ville tabe sig. Hun gik på en teaterskole
i 1½ år, og hun kan huske, at en af de andre
piger sagde til hende: ”Claire din numse er
lidt stor”, og så tænkte hun ”nu er jeg fed”.
Hun fortæller også, at der til frokosten på
skolen stod en af lærerne og afgjorde, hvem
der måtte få dessert og hvem, der ikke måtte:
”Læreren ville sige nej, du må ikke få – du
er for fed”. Og Claire begyndte at tænke på,
at det kunne blive hende, der ikke måtte få
dessert. Der var i det hele taget meget fokus
på vægt og udseende på teaterskolen. Og det
var her Claire udviklede en spiseforstyrrelse:
”Jeg var totalt vild med at danse og syntes, det
var sjovt at spille skuespil. Men jeg begyndte
altså at fokusere meget på min vægt og tænke:

’Jeg vil ikke spise noget, jeg vil være tynd, jeg
er alt for fed’. Så jeg begyndte at give min
madpakke til mine venner. Og en dag sagde
min balletlærer: Claire du ser så tynd ud - du
ser fantastisk ud! Det er jo frygtelig dumt sagt,
men man tager det jo til sig”.
Claire holdt stort set op med at spise og
dyrkede en masse motion – i form af dans
på skolen. Hun havde fået anoreksi og tabte
sig 6 kilo på omkring 2 uger. Først her fik
hendes mor øjnene op for, at der var noget
virkelig galt og greb ind. Selve anoreksien
varede ca. et halvt år – hun fik hurtigt hjælp
fra en psykolog og prøvede selv at gøre
meget for at komme ud af spiseforstyrrelsen.
”Jeg kunne godt se, at det ikke var noget,
jeg ønskede at fortsætte med”, siger hun.
Den forstyrrede spiseadfærd fortsatte dog
i perioder i mange år frem, bare ikke som
anoreksi. Hun kunne fx finde på bare at
spise en masse chokolade og intet andet.
Cuttingen kom oveni, da hun var 15-16 år
og var værst, fra hun var 16-20 år. Fra Claire
var 13-20 år kom og gik de forstyrrede
spisevaner og cutting således i perioder, når
hun havde det svært. Men det fortsatte også
ind i starten af 20’erne i mindre grad. Claire
fortæller om selvskaden og de forstyrrede
spisevaner: ” For mig var det den eneste
måde, jeg kunne udtrykke mine svære
følelser på. Jeg savnede en mor og rigtig far
- en der kunne give mig et knus. For mig var
spiseforstyrrelsen en måde at forblive barn
på, fordi jeg savnede en barndom, hvor nogle
voksne tog sig ordentlig af mig. Jeg tænkte,
når jeg bliver voksen, får jeg det aldrig.”
Spiseforstyrrelser
og selvskade handler
om følelser
Claire fortæller også, hvordan hun begyndte
at græde, da hun som 16-årig kiggede sig i
spejlet, fordi hun tænkte ”Der er aldrig nogen,
der vil giftes med mig, for jeg ser så grim
ud”. Hun tilføjer ”Jeg kunne ikke se, at jeg
faktisk var en smuk ung pige. Jeg så bare, at
jeg så tyk ud. Men jeg tror faktisk, det gik helt
tilbage til min far, og det at han gik. For man
kommer til at tænke, hvad er der galt med
mig. Og så fik jeg ham her stedfaren, som var
ubehagelig overfor mig, som synes jeg er en
dårlig person, som aldrig sagde noget positivt
til mig. Man skal forstå, at spiseforstyrrelser
handler om følelser. Det er det samme, om
det er anoreksi, bulimi eller om man spiser
Fotograf: Signe A. Øllgaard
en hel masse, spiser alt for meget. Og det
samme gælder selvskade.”
”Jeg tror det er svært for de fleste at forstå,
hvorfor man vil skade sig selv, men nogen
gange, når det gør så ondt indeni, vil du hellere
have en fysisk smerte. Og da jeg skar i
mig selv, som yngre, kunne jeg næsten ikke
mærke det. For når det gør så ondt indeni,
er det mere et release – en forløsning”.
Hjælpen der virker
Det tog mange år før Claire følte, at hun
fik det bedre. Det krævede mange forsøg
hos forskellige psykologer igennem en lang
årrække. Hun fortæller, at hun første gang så
en psykolog som 14-årig, og at hun mindst
en gang om året så en psykolog, indtil hun
var 26 år. Og det var først, da hun var
omkring 20 år, terapien begyndte at hjælpe.
Efter hun fyldte 26 år gik psykologsamtalerne
over til kun at blive i situationer, når hun følte
hun havde brug for det i en periode - ikke
noget fast. I dag har hun ikke en fast terapeut
men siger: ”Jeg vil aldrig sige aldrig. Hvis det
er noget, der dukker op igen, vil jeg tage
kontakt til en psykolog. For lige så snart, man
begynder at tale om det, hjælper det”.
Men selvom Claire i dag har et rigtig godt liv
og i mange år ikke har skadet sig selv eller
haft de forstyrrede spisevaner, siger hun: ”De
her følelser, hvor jeg får trang til at skære mig
dukker stadig op engang imellem, men jeg
er meget konstruktiv omkring det i dag. Så
i stedet for at gøre det, som før hen, løber
jeg en tur eller ringer til en veninde. Og det
hjælper. Det er en af de vigtigste ting, man
kan gøre i de situationer, synes jeg. Det lærte
jeg dengang, jeg stadig skar mig. Hvis bare jeg
kunne ringe til en veninde og fortælle, at jeg
havde lyst til at skære mig, så ville det næsten
tage trangen til at gøre det væk. For jeg er
meget loyal, og det var lige som om, at hvis
jeg fortalte det, så ville jeg også svigte dem,
hvis jeg så skar mig alligevel, når de havde
Flere af sangene på Claires nye debutalbum Complexity handler
om de svære ting, hun har oplevet i sit liv. Sangen Release omhand
ler fx cutting og The Therapist om at gå hos en psykolog.
Du kan besøge Claires hjemmeside www.musicclaire.com, hvor
du kan høre nogle af sangene fra hendes nye debutalbum.
prøvet at hjælpe mig. Det er en psykologisk
metode oppe i hovedet. Derfor synes jeg,
det er vigtigt for dem, der skader sig selv,
at de har en de kan ringe til. Det bedste er
at have en liste med fx 5 personer, du kan
ringe til i de situationer. Det er også vigtigt at
huske, at du ikke er alene – at der er andre i
samme situation, og at det ikke er mærkeligt,
at du reagerer på den måde, for det er en
reaktion på nogle meget svære ting, der er
sket, eller som foregår i dit liv. Det er også
vigtigt at huske, at der er lys forude, du kan få
hjælp og få et rigtig godt liv, hvor du er glad.
Det er vigtigt at prøve at fokusere på”.

Modeller får gode råd om sundhed og selvværd
CHRISTIAN BITZ
Arrangementet var et led i det arbejde, LMS og DAFI startede for snart 2
år siden. Et arbejde, der tager afsæt i Det Etiske Charter, som LMS og DAFI
har udviklet for at sikre danske modeller bedre trivsel, samt for at påvirke
holdningerne til krop og idealer i modebranchen, medierne og samfundet
generelt.
Gå-hjem-mødet var et eksempel på, hvordan danske modeller kan
inspireres til en sund livsstil og tanker om at passe på sig selv og deres
selvværd, for at modstå en mulig risikoadfærd for spiseforstyrrelser, der
ellers kan være i modelbranchen.
SUND LIVSSTIL, LIVSKVALITET OG SELVVÆRD
DAFIs direktør Eva Kruse og LMS’ formand Anne Minor Christensen lagde
ud med at velkomme de mange unge danske modeller, der var mødt
op, og fortælle dem om ideen med Det Etiske Charter og det aktuelle
arrangement.
Efterfølgende talte LMS’ rådgivningskoordinator Mette Fløjborg om selvtillid
og selvværd, om udfordringen ved modelbranchens fokus på krop og
udseende, om konkurrencevilkårene blandt de andre modeller, og om
hvor vigtigt det er at være opmærksom på ens indre værdier. Herefter
tog Ernæringsekspert og model Christian Bitz over. Han fortalte om at
leve et sundt liv som model med nærende havregrød, fuldkorn, frugt,
vand, bevægelse og tilstrækkelig med søvn, i stedet for at falde ind i dårlige
vaner med ingen morgenmad, men croissanter og kaffe latte til formiddag,
eftermiddag og aften eller mad fra McDonald’s.
METTE FLØJBORG
Af Christine Espholm
Dansk Design Center var onsdag den 19. november ramme for
et arrangement for danske modeller og modelbureauer omring
kost, ernæring og selvværd. Gå-hjem-mødet ”En sund sjæl i en
sund krop?” var iscenesat af LMS sammen med Danish Fashion
Institute – DAFI. Oplægsholderne var ernæringsekspert og
model Christian Bitz, gastronomisk iværksætter Klaus Meyer
og LMS’ rådgivningskoordinator Mette Fløjborg.
SMAGFULD, LÆKKER OG SUND MAD
Til sidst overtog Klaus Meyer scenen. Han startede med at fortælle om de
dårlige madvaner, han voksede op med, som betød, at han som barn og i
sin ungdom levede som overvægtig. Det resulterede i, at han kastede sig
ud i fantasifulde men dødssyge forsøg på at tabe sig – fx at spise et halvt
hvidkålshoved før aftensmaden, fordi det mætter meget men indeholder
få kalorier.
Da han senere kom til Frankrig oplevede han derimod, at man faktisk kan
spise fantastisk lækker og smagfuld mad, uden at det feder. Det åbnede
hans øjne for en helt ny verden indenfor mad, som har haft stor indflydelse
på Klaus Meyers køkken.
Hemmeligheden er aromatisk mad – mad fyldt med krydderier, der dufter
og smager. For mad, der smager af meget, bliver munden hurtigere mæt af.
Klaus Meyer kunne derfor fortælle de nysgerrige tilhørere om kernen i sund
og lækker mad, nemlig en god blanding af surt, sødt, salt og stærkt, som sushi
er et rigtig godt eksempel på. Men også perlebyg (slebet byg) har stor vægt
i Klaus’ madkultur, da det mætter godt og kan bruges i mange retter lige fra
forskellige salater til et alternativ til hvide ris i fx risotto eller andre risretter.
CLAUS MEYER
Til sidst fik deltagerne lov at smage noget af denne sunde, lækre
og smagfulde mad, som Klaus Meyer priser. Der var blandt andet
gulerodssuppe med græskarkerner, risotto med perlebyg, svampe og
persille, samt æblemuffins med kanel og kardemomme.
De gode og spændende oplæg, håber vi, har givet modellerne en masse
god inspiration til at leve i balance med både krop og psyke, der vil ruste
dem til at håndtere deres arbejde i modelbranchen på en god måde,
hvor fokus ellers meget er på udseende og det at være temmelig slank
eller tynd. Og der er allerede udsigt til, at succesen fortsætter med en
opfølgningsdag, hvor Klaus Meyer vil give modellerne et madlavningskursus.

LMS
Et mangeårigt behov kan nu imødekommes. Et tilbud om en
anonym personlig rådgivning, hvor man ligesom i vores telefon- og
mailrådgivning kan komme i kontakt med en rådgiver, der kan lytte,
forstå og vejlede. Nu blot ansigt til ansigt. Og som noget ekstra er
der også mulighed for at tale med forskellige fagpersoner.
KORT FORTALT TILBYDER DEN ÅBNE ANONYME OG
PERSONLIGE RÅDGIVNING:
● Personlig uforpligtende samtale med en af vores frivillige
rådgivere, hvoraf mange selv tidligere har haft en spiseforstyrrelse
eller har været pårørende
● Møde med vores socialrådgiver, der har særlige erfaringer på
området
● Samtale med vores psykolog eller psykoterapeut, der har mange
års erfaringer med spiseforstyrrelser
Den åbne rådgivning er anonym, og alle rådgivere har tavshedspligt.
Rådgivningen er desuden gratis og åben for alle, der har brug for
at tale om spiseforstyrrelserne anoreksi, bulimi, overspisning og
ortoreksi eller om selvskade. Tidsbestilling er ikke nødvendig ved
samtaler med frivillige rådgivere, men kan være nødvendigt ved
samtaler med psykolog, psykoterapeut eller socialrådgiver - hvis du
ikke har tid til at vente i vores hyggelige lokaler. Vi giver os tid til
at snakke om din situation og om, hvordan du bedst kan komme
videre.
åbner ny anonym personlig
rådgivning i København
Har du en spiseforstyrrelse? Skader du dig selv? Er du pårørende? Eller har du bare et ønske om at vide
mere og få råd og vejledning om spiseforstyrrelser eller selvskade? Så er LMS’ nye åbne anonyme og
personlige rådgivning måske det rigtige for dig.
Den åbne personlige rådgivning er en ny del af LMS’ vifte af tilbud
og aktiviteter. Den giver nye muligheder for mennesker med en
spiseforstyrrelse, eller som skader sig selv, der ikke har andre steder
at henvende sig, eller som ikke føler sig mødt de steder, de har
kontaktet. Den åbne rådgivning kan også give råd og vejledning til
pårørende og voksne, der er omkring børn og unge i hverdagen, men
som mangler sparring.
FORMÅLET MED DEN ÅBNE PERSONLIGE
RÅD GIVNING:
Forebyggende arbejde rettet mod personer, der er i risikogruppen
for at udvikle en spiseforstyrrelse eller selvskade. Gennem et møde
med en empatisk og oprigtigt interesseret rådgiver i LMS, håber vi,
at give mange især unge mennesker en hjælpende hånd på vej i den
rigtige retning. Det personlige møde og anonymiteten betyder, at vi
kan hjælpe unge, der ikke har mod på at gå til deres forældre i første
omgang.
Den nye åbne rådgivning forventes i første omgang at have åbent
fra kl. 16 til 19 mandag og onsdag med start d. 26. januar.
Men check den endelige åbningstid på www.spiseforstyrrelser.dk
Du er velkommen til blot at komme forbi til en kop kaffe og
en uformel samtale. I rådgivningen vil der findes brochurer om
spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd og foreningens øvrige tilbud.
Vi kan også være behjælpelige med at søge relevant information på
nettet.
Vores adresse er:
Dronningens Tværgade 46 st.
1302 København K
HVILKE ANDRE MULIGHEDER HAR DU I LMS?
● Telefonrådgivning mandag til torsdag fra kl. 18-20 på 7010 1818
● Mailrådgivning på raadgivning@spiseforstyrrelser.dk
● Støttegrupper for spiseforstyrrede, selvskadere og pårørende i
hele Danmark
● Støtte/kontaktpersonordningen
● Blogs om forskellige aktuelle emner
?
Forebyggelse og omsorg for personer med en lettere
spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd. Vi ønsker at tilbyde
vigtig hjælp til den store gruppe af personer, der oplever ikke at
få den fornødne støtte i systemet, fordi deres spiseforstyrrelse
ikke er alvorlig nok til en indlæggelse eller henvisning til
psykologbehandling. I LMS vil de kunne tale med erfarne frivillige
rådgivere samt få mulighed for at blive henvist til enkelte samtaler
med vores socialrådgiver eller psykolog. I nogle tilfælde vil det
desuden være relevant, at de skrives op til en støttegruppe for
spiseforstyrrede, selvskadere eller pårørende, eller til vores støtte/
kontaktpersonordning.
HVORFOR EN ÅBEN RÅDGIVNING
Omsorg og samtaler med personer og pårørende, der har været
igennem en spiseforstyrrelse eller selvskade, og som frygter
tilbagefald eller kan mærke, at tanker omkring vægt, mad, krop og
motion stadig fylder meget. Det kan også være relevant for denne
gruppe at overveje vores andre rådgivningstilbud.

KAMP OM
ANOREKSIKLINIKKEN
Personale fra anoreksiklinikken, herunder
overlæge og leder af klinikken Marianne
Hertz, to personer med en spiseforstyrrelse
og en pårørende var sammen med politikere,
en repræsentant for Region Hovedstadens
psykiatri, og andre med tilknytning til området
mødt op på udflugten for at deltage i
debatten.
DISKUSSIONEN OM M2
Begrundelsen bag flytningen af anoreksiklinikken
er primært at få flere kvadratmeter
til anoreksiklinikken. Det fortæller Eva Borg,
der er vicedirektør i Region Hovedstadens
Psykiatri, og som var med på udflugten. Hidtil
har anoreksiklinikken haft 1400 m2 på Strandboulevarden,
men for nyligt mistede den de
400 m2 på 2. sal i bygningen. Derfor er kun 4.
salen med 1000 m2 tilbage. Anoreksiklinikkens
personalegruppe argumenterer imod
begrundelsen, fordi der ikke er medregnet
de kvadratmeter på Rigshospitalet på
Blegdamsvej, der er tilknyttet anoreksiklinikken.
Personalet fra anoreksiklinikken benytter
lokaler på Rigshospitalet på Blegdamsvej,
ligesom personale fra Rigshospitalet kommer
på anoreksiklinikken. Det skyldes spiseforstyrrelsens
tværfaglighed, hvor der blandt
andet er brug for både psykologer, diætister,
fysioterapeuter og læger fra en række
forskellige lægefaglige områder.
DEN SÆRLIGE EKSPERTISE
Kirsten Nissen, der er fysioterapeut, fortæller,
at de i dag er 2 fysioterapeuter fra Rigs hospitalet
på Blegdamsvej, der hver har 10 timer
om ugen på anoreksiklinikken, men kun den
ene kan flytte med anoreksiklinikken. Det be -
tyder, at de 2 fysioterapeuters samarbejde gen -
nem 15 år vil gå tabt. Det gælder også den
Af Christine Espholm
Region Hovedstatens Psykiatri har besluttet, at Rigshospitalets
anoreksiklinik skal flytte fra Østerbro i København til først Gentofte
Hospital og senere Hørsholms nedlagte sygehus. Beslutningen har skabt
stor røre hos klinikkens patienter og medarbejdere. Torsdag den 30.
oktober havde parterne chancen for at diskutere beslutningen på en
dialog-udflugt, hvor der desuden var mulighed for at se de nye lokaliteter.
faglige sparring med den resterende fysioterapeutgruppe
på Rigshospitalet. Marianne
Hertz supplerer og siger, at der i dag er et tæt
og godt samarbejde mellem 40 ansatte på
hen holdsvis Rigshospitalet på Blegdamsvej og
anoreksiklinikken på Strandboulevarden, som
vil gå tabt. Desuden påpeges det, at der ikke
vil være et hospital i nærheden af klinikken i
Hørsholm, og det er et stort problem, eftersom
mange af patienterne har alvorlige somatiske
problemer i forbindelse med anoreksien.
TRANSPORTTIDEN
Personalet på klinikken påpeger også, at den
ind- og udslusning fra anoreksiklinikken, der
eksisterer i dag, vil være meget svær at opretholde.
De fleste af patienterne kommer i
ambulantbehandling både før og efter indlæggelsen.
Det vil være meget vanskelligt, når
klinikken flytter væk fra byen. Hverdagen før
og efter indlæggelse er nemlig præget af at
tage frem og tilbage til anoreksiklinikken, og
det vil kræve væsentlig ekstra transporttid for
patienterne at tage til Gentofte Hospital og
Hørsholm for at blive vejet, se læger, diætister,
psykologer osv. Transporttiden er i forvejen
svær for anorektikere, da det er afgørende
med fuldkommen struktur omkring måltider.
Anoreksiklinikkens placering idag på
Strandboulevarden på Østerbro.
LMS’ HOLDNING
LMS mener, at langt flere politikere burde
være mødt op på turen for at debattere
beslutningen. Der har i det hele taget været alt
for ringe dialog omkring flytningen fra politisk
side og fra administrationen, der har taget
beslutningen.
Selve flytningen af anoreksiklinikken, mener
LMS, indebærer en række problemer. Det
er først og fremmest et stort problem at
flytte anoreksiklinikken helt til Hørsholm fra
det centrale København. Langt de fleste af
patienterne kommer fra København og har
en tilknytning til byen, bymiljøet og deres
pårørende der. Men endnu mere alvorligt er
det, at der ikke vil være en somatisk afdeling
i nærheden i Hørsholm, der kan tage sig af
anorektikernes fysiske symptomer.
Også den megen ekstra rejsetid for patienterne
i forbindelse med deres ambulante behandling
er meget problematisk. Desuden
er det kritisabelt, at man vil opløse klinikken
to gange i løbet af lidt over 2 år, og at man
med flytningen ophæver samarbejdet mellem
anoreksiklinikken og dens samarbejdspartnere.
Udflugten, der var arrangeret af PS Landsforening, startede på Rigshospitalets anoreksiklinik.
Først var der oplæg ved overlæge og leder af anoreksiklinikken, Marianne Hertz. Bagefter var
der rundvisning med mulighed for at se et par af patienternes værelser og stille spørgsmål til
nogle af patienterne.
Derefter gik udflugten videre til Askovhus, der er et privat bosted, som mange af patienterne
fra anoreksiklinikken flytter til, når de er friske nok til at bo i egen lejlighed – herunder at
de har nået deres målvægt. Bostedet er blandt andet af stor betydning i forbindelse med
udslusning fra anoreksiklinikken.
Efter besøget på Askovhus fortsatte turen til Gentofte Hospital til besigtigelse af de nye lokaler,
som anoreksiklinikken flytter til pr. 1. januar 2009. Til sidst skulle turen også været gået til
Hørsholm Sygehus, hvor anoreksiklinikken skal flytte ud om ca. 2 år. Der var imidlertid ikke tid
nok.

Righospitalet på Blegdamsvej som anoreksiklinikken
idag arbejder tæt sammen med.
Sarah udviklede anoreksi som 16-årig. Men
hendes fokus på vægt startede allerede, efter at
hun flyttede fra Jylland til Sjælland sammen med
familien, da hun var 12-13 år gammel. Hun havde
svært ved at falde til og få en ny omgangskreds.
Hun følte sig udenfor, fordi hun var anderledes -
havde en anden humor, dialekt og var optaget af
dans, gymnastik og tennis og gik i sportstøj, som
ikke faldt i de nye klassekammeraters smag. Hun
brugte i stedet det meste af sin tid på rytmisk
gymnastik, der medførte et stort fokus på kost,
krop og træning.
Da Sarah var omkring 16 år fik hun en knæskade
og skulle opereres. I den forbindelse læste hun,
at man kunne tage på, i hvileperioden efter
operationen. Sarah fik desuden problemer med
maven, som ingen kunne finde ud af hvad var, og
grundet stærke smerter både i forbindelse med
knæet og maven fik hun morfin. Det gav hende
kvalme og manglende lyst til at spise, og under
en indlæggelse hvor mavesmerterne skulle
udredes tabte hun sig 8 kilo. Det gav hende
en god følelse, fortæller hun, og hun begyndte
ubevidst at sige, at hun havde kvalme, hver gang
nogen kom med mad til hende.
INDLÆGGELSE PÅ ANOREKSIKLINIKKEN
I lang tid blev det overset, at Sarah havde
anoreksi, fordi man troede hendes vægttab
og manglende mad indtag skyldtes hendes
problemer med tarmen. Det endte dog
med, at Sarah tabte sig så meget, og at
der blev lagt mærke til hendes tendens til
bevidst at undgå mad, at hun blev sendt hen
for at tale med Marianne Hertz, lederen af
Rigshospitalets anoreksiklinik. Her gik det op
for Sarah selv, at hun havde anoreksi, og hun
fik endelig diagnosen. Hun valgte i fællesskab
med Marianne Hertz at lade sig indlægge på
EN PERSONLIG ERFARING
Af Christine Espholm
MED ANOREKSIKLINIKKEN
Sarah Cecilie Andersen er 26 år og har lang
erfaring med indlæggelse og behand ling for
anoreksi. Hun har også været indlagt på
Rigshospitalets anoreksiklinik og er meget imod
flytningen af klinikken. Hun bor i dag på bostedet
Askovhus og er tilknyttet anoreksiklinikken.
klinikken. Hun var da 20 år gammel. På det
tidspunkt havde Sarah imidlertid svært ved at
tage imod behandlingen og tage på i vægt, så
hun endte med at udskrive sig selv igen.
Derefter kom hun i behandling på Frederiksberg
Hospitals psykiatriske afdeling og siden på
behandlingscentret Symfonien, men det hjalp
ikke på anoreksien, og efter en periode hvor hun
boede hjemme sin mor endte Sarah på Center
for spiseforstyrrelser i Århus.
Herefter tog Sarah tilbage til København og kom
igen i kontakt med Marianne Hertz. Sarah blev
indlagt på psykiatrisk afdeling 0 på Rigshospitalet,
da der ikke var plads på anoreksiklinikken. Selv -
om hun ikke var indlagt på selve anoreksiklinikken,
fortæller Sarah, at Marianne Hertz og anoreksiklinikken
tog sig af hende og hendes forløb.
Sarah oplever det som et vigtigt og positivt
forløb, og det er baggrund for, at hun i dag har
meget svært ved at se anoreksiklinikken flytte.
ANOREKSIKLINIKKENS STYRKER
Sarah fortæller om Marianne Hertz og
anoreksiklinikkens håndtering af Sarah og hendes
sygdom: ”De forholdt sig til den behandling,
jeg havde fået i Århus og andre steder og
kunne se, at jeg havde brug for en fleksibel
behandlingsform, og det var de åbne overfor.
Behandlingen tog på den måde udgangspunkt
i den person jeg er, og det er vigtigt, for alle
anorektikere er forskellige, ligesom andre
mennesker. Samtidig blev der udvist stor
fleksibilitet og samarbejde mellem de forskellige
hos pitalsafdelinger på Rigshospitalet, som jeg var
i kontakt med, i forbindelse med mine mange
fysiske/somatiske problemer – astma samt en
række følgesygdomme ved anoreksien. Det har
betydet meget, at de forskellige læger har kunnet
tale sammen om medicinering og behandling, da
tingene hænger sammen”.
Sarah siger derfor også, at hendes problemer
med hendes første indlæggelse på anoreksiklinikken
og udskrivelsen ikke skal ses som en
kritik af klinikken, men mere at hun ikke selv var
parat til at tage imod behandling og give slip på
sygdommen på det tidspunkt.
FRYGT FOR KONSEKVENSERNE
Sarahs frygt i forbindelse med flytningen af
anoreksiklinikken er blandt andet, at samarbejdet
mellem afdelingerne og den fleksibilitet,
hun har oplevet, nedbrydes. Men personligt er
Sarah dog mest af alt bekymret for at miste
Marianne Hertz - som har truet med at gå
af, hvis klinikken flytter - for hun betyder rigtig
meget for Sarah og hendes sygdoms positive
udvikling, siger hun.
Sarah påpeger desuden særligt, at der er tale
om rigtig syge personer, der er indlagt på
anoreksiklinikken. De kan både være meget
depressive og/eller have psykotiske træk, udover
de psykologiske problemer og udtæring af
kroppen, som anorektikere lider af. Derfor har
de brug for rigtig meget struktur og tryghed,
som opløses under en flytning af den art, som
der her er tale om. Det giver stor utryghed
og frygt for, hvad det næste kan blive – fx at
man flytter klinikken til Bornholm, omdanner
den til udelukkende ambulant behandling
eller simpelthen lukker den. Det er i hvert fald
sådanne tanker, Sarah gør sig i dag.

Af Christine Espholm
rtoreksi er nært beslægtet med andre
Ospiseforstyrrelser. Som ved anoreksi,
bulimi og overspisning er maden en så
stor besættelse for ortorektikeren, at det
forstyrrer personen i at føre et normalt
liv. Men hvor personer med anoreksi og
bulimi er fokuseret på mængden af mad,
er personer med ortoreksi fokuseret
på madens kvalitet. Orto betyder rigtig
(oversat fra latin), og ortoreksi handler om,
at en person ønsker at gøre det rigtige hele
tiden - det sætter sig også på madvanerne.
Og mens en person med anoreksi
fokuserer på mængden af mad, spiser
personer med ortoreksi kun det, de mener,
er det rigtige – det sunde.
Personer med ortoreksi laver egne regler
og struktur på madvaner ud fra det de
læser i fx dameblade, aviser og andre
medier. De spiser fx magre proteiner som
kylling, kalkun og fisk, og de kan spise en
ordentlig skålfuld salat, hvor andre måske
vil sige: Nej hvor kan du spise meget, og
hvor spiser du sundt. Men personer med
ortoreksi spiser ofte ikke dressing på
salaten. Mange mennesker mangler den
viden, at vores krop dagligt skal tilføres de
livsvigtige olier f.eks. via en vel krydderet
dressing. Her kommer angsten for fedt, olie
ORTOREKSI
OVERDREVEN SUNDHED – DEN FJERDE SPISEFORSTYRRELSE?
Sund livsstil kan udvikle sig til en besættelse. En besættelse af sund mad
og motion, der fører til udelukkelse af andre aktiviteter i livet, problemer
i forholdet til familie, venner og partner, samt at kroppen fejlernæres. Her
er der ikke længere tale om sund livsstil men om ortoreksi.
og kulhydrater til at dominere så meget,
at maden slet ikke er så sund som han/
hun overbeviser sig selv om. De glemmer
at have det menneskelige med – at få en
balance i, hvad der i virkeligheden er sundt
og godt.
Det kan komme så vidt, at en person med
ortoreksi er så optaget af at spise sundt og
rigtigt, at denne medbringer sin egen mad,
når han/hun skal ud at spise og i sidste ende
isolerer sig socialt. Personer med ortoreksi
er ikke altid decideret bange for at blive
fede og ønsker ikke at være specielt tynde
– det drejer sig primært om et ønske om at
leve sundt.
PSYKISK BETONET
Ligesom andre spiseforstyrrelser er
ortoreksi psykisk betonet. Baggrunden for
at udvikle ortoreksi er stor smerte og en
følelse af manglende kontrol over sit liv, sin
krop, sit forhold til andre mennesker: familie,
kæreste, venner, kolleger eller andre. Han
eller hun kan være stresset i sit privat- eller
arbejdsliv, opleve stridigheder i familien eller
mellem andre i sin omgangskreds. Hun kan
i sådanne tilfælde søge kontrol over sit
liv ved at opfinde personlige alternative
diætregler, som hun skal holde sig til, som en
vej til identitet, til selvværd, til kontrol og til
at have et formål med sit liv. Ortoreksi kan
imidlertid også have fysiske følgevirkninger
i form af voldsomme vægttab og
fejlernæring. Det kan gå meget galt, hvis
balancen i vitaminer, mineraler og dermed
hormonerne kommer ud af balance. Ofte
bliver personer med ortoreksi dog ikke lige
så fysisk syge, som personer med anoreksi
kan blive, netop fordi ortorektikere trods
alt spiser.
PSYKOLOGEN
Theresa Abegg, der er psykoterapeut har
stor erfaring med spiseforstyrrelser. Hun har
også personer med ortoreksi i behandling.
Hun siger, ”De der får ortoreksi har et
særligt sensitivt sind. De føler sig som høj
sensitive mennesker, som andre mennesker
let kommer til at tromle henover. De
kan ikke finde forståelse – finde deres
ståsted. De er født med en følelsesmæssig
intelligens, som de skal lære at håndtere”.
Ortorektikere er bange for at virke
mærkelige og til besvær. De er bange for
andres negative holdninger imod dem og
har brug for at føle sig accepterede. De
er meget optaget af deres udseende og
er angst for at tage på i vægt. De vil gerne
have en stabil vægt og har svært ved at
acceptere, at vægten kan svinge lidt, selvom
det er helt normalt, at vægten svinger nogle
få kilo. For nogle er fokus også på motion,
og så overdrives den ligesom maden.
De skal lære at mærke efter nede i maven,
mærke efter i deres krop hvad de har brug
for og lyst til. I stedet for at de tvinger sig til
at spise “sundt“ hele tiden. Der skal være
balance. De skal lære, at det er ok at lade
lysten styre på en balanceret måde. De kan
være bange for at lade lysten styre og have
sex, tage på rejser, spise “usundere“ mad
nogle gange – altså balanceret. De skal lære
at have en balance i, hvad de har brug for
og lyst til. Hjernen og maven skal kunne
styre livets handlinger sammen. De kan lære
dette gennem psykoterapeutiske samtaler
– kognitive samtaler hvor de lærer at forstå
sig selv, lærer teknikker og muligheder, der
kan hjælpe dem.

RIKKE HAR ORTOREKSI
Rikke er 33 år og har tidligere haft anoreksi,
men det udviklede sig for en 3 års tid siden
til ortoreksi. Ortoreksien tog over efter
anoreksien, fortæller hun, fordi det er svært
helt at slippe mønstrene.
Rikkes ortoreksi svinger mellem ekstrem
’sundhed’ og at leve usundt. I perioder spiser
Rikke kun grønt, fisk og magert kød, og det
at spise sundt fylder det hele. Andre gange
kaster hun sig over mad, som hun ikke kan
tåle som fx pizza. Rikke har gluten allergi og
kan ikke tåle hvede og gær, alligevel spiser
hun det i perioder, hvor hun tænker, ”det er
lige meget – jeg er ligeglad”. Når hun bliver
stresset og spiser det, hun ikke kan tåle, får
hun humørsvingninger, snerrer af folk, bliver
irritabel og har svært ved at holde aftaler.
Hun får også svært ved indlæring, hvilket kan
være et problem i forhold til sit studie på
handelsskolen og hendes praktisk i Hillerød
Kommune. På grund af spiseforstyrrelsen er
hun derfor på revalidering.
Baggrunden for Rikkes spiseforstyrrelse
bunder blandt andet i hendes opvækst i en
voldelig familie. Hun blev udsat for fysisk
vold og psykisk pres i sin barndom og
faktisk ret god mening, for som barn i et
voldeligt hjem har man ingen kontrol. Men
maden kunne jeg få kontrol over”. Rikkes
mor har også haft anoreksi, og Rikke mener,
at hun nok har optaget nogle af morens
spisemønstre.
Rikkes veninder og familien ved godt, at
hun har haft anoreksi og har ortoreksi i dag,
men det er svært for dem at sætte sig ind
i og forstå. Derfor kan det også være svært
for Rikke at tale med dem om det. De har
særlig svært ved at forstå ortoreksien, fordi
de opfatter hende som rask, efter at hun
ikke længere har anoreksi. Vægten afslører
ikke længere spiseforstyrrelsen.
HÅNDTERING AF ORTOREKSIEN
Når Rikke oplever, at spiseforstyrrelsen
tager over, prøver hun at have en indre
dialog med sig selv omkring vigtigheden af
at tage det alvorligt og tage ansvar for at
passe på sig selv. Så laver hun nogle faste
rammer, madlister og køber ind. Det hjælper
hende også at skrive tankerne ned. Når det
ikke er nok, tager hun kontakt til hendes
terapeut, ovennævnte Theresa Abegg.
opvækst. Hun siger: ”Spiseforstyrrelsen giver SE RIKKE PETERSEN PÅ NETTET I AFTENSHOWET DR1
TORSDAG D. 11. DECEMBER
Ortoreksi rammer som oftest voksne mellem 20 og 40 år. En italiensk undersøgelse viste i 2004, at 7% af en gruppe
på 404 personer havde ortoreksi. Den viste også, at der var en større forekomst hos mænd og personer med en
lavere uddannelse, hvilket modsiger den hidtil kendte viden om spiseforstyrrelser generelt.
TEGN PÅ ORTOREKSI
Det er den amerikanske læge Steven Bratman, der står bag betegnelsen ortoreksi.
Han har opstillet en test, hvor man kan undersøge sig selv for, om man har tegn på
ortoreksi. Svarer man positivt på mere end 4 af nedenstående spørgsmål, kan det
være tegn på, at man har ortoreksi.
Bruger du mere end 3 timer om dagen på at tænke på sund mad?
Planlægger du din mad i morgen?
Går du mere op i fortrinene ved maden, du spiser, end nydelsen ved at
spise den?
Oplever du, at din livskvalitet er mindsket samtidig med, at kvaliteten ved din diet er
steget?
Bliver du stadig skrappere ved dig selv?
Ofrer du oplevelser, du engang havde, for at spise den mad, du mener, er den rigtige?
Føler du øget selvværd, når du spiser sund mad, og ser du ned på andre,
der ikke gør det?
Føler du skyld, når du spiser mad, som du kan lide, men som ikke er del af din diet?
Isolerer din diet dig socialt?
Når du spiser på den måde, du ’bør’ ifølge din diet, føler du så en betrykkende følelse
af kontrol?
Rikke kom i kontakt med Theresa, da hun
var 25 år, fordi hun gennem hjælp fra en
sagsbehandler i kommunen indså, at hun
havde brug for hjælp. Det var her, Rikke
første gang fik at vide, at hun havde anoreksi.
Det var en lettelse for hende, for indtil
da havde hun fået en række forskellige
sygdomsbetegnelser sat på sig, uden at nogen
rigtig syntes at vide, hvad hun egentlig fejlede.
Sygdomstegnene startede allerede, da hun
var 10 år, og som 18-årig blev hun indlagt
med nervesammenbrud. Men der var ingen,
der så spiseforstyrrelsen. Hun fik i stedet at
vide, at hun var skør, siger hun.
I terapien hos Theresa fik Rikke det først
meget værre, fordi de svære ting pludselig
dukkede op til overfladen, så hun var nødt til
at forholde sig til dem. Men som 28-29-årig
begyndte hun at få det bedre, og som 30-årig
havde anoreksien sluppet hende. Derefter
gik det over i ortoreksi, men i dag ved hun
hvad det handler om. Hun ved at det er
vigtigt, at hun tager ansvar for sit liv, sørger
for at dække egne behov og lyst og passer på
sig selv for at få det godt. Tingene ser derfor
meget lysere ud i dag, og hun er glad for sit
studie og praktikken i Hillerød Kommune.

For en måned siden deltog jeg i et større pressemøde i København.
Til stede var en læge og forsker indenfor fedmeindustrien, der fortalte
om den seneste nye medicin, to diætister, der fortalte om kost
og sundhed og de seneste opgørelser om fedmeepidemien. Til stede
var også en psykolog (mig), der fortalte om min forskning vedrørende
årsager til fedme, samt en overvægtig, der fortalte om sit liv med
fedme. Derudover var flere journalister fra forskellige aviser og
nyhedsmagasiner og blade tilstede. Et superinitiativ!
Der var stor lydhørhed og interesse for de overvægtiges problemer,
som alle ved er omfattende. Det ved vi, fordi der skrives og tales
meget om det, fordi det er synligt på gader og veje, og fordi sundhedsprognoserne
beskriver det store antal behandlingskrævende
overvægtige. Fra alle sider råbes der vagt i gevær over det stigende
antal af både børn og voksne, der er overvægtige, og igen og igen
råbes der højt om den nuværende mangelfulde fedmebehandling.
Alle de tilstedeværende på presemødet var også klar over, at de
nuværende tiltag ikke virker.
TRAUMER OG FEDME
Mit oplæg omhandlede forskning omkring overvægtige, som jeg
foretog i 2005 (omtalt i LMS Nyt, dec. 2007, nr. 23). Resultatet af undersøgelsen
viste, at 47 % af de 286 overvægtige mænd og kvinder,
der deltog i undersøgelsen, havde oplevet traumatiske begivenheder
i deres liv, der havde ført til fedme. At bruge mad, slik og kager på
det traumatiske hændelsestidspunkt var den eneste mulige overlevelsesstrategi
for dem.
Det er ganske forståeligt, at overspisningen kan være en løsning på
at udholde og overleve den smertefulde oplevelse, man har haft. At
dulme smerten på en eller anden måde er velkendt i forbindelse
med traumatiske hændelser generelt set. Man finder en overlevelsesstrategi,
som fungerer i øjeblikket. Senere erkender man - når andre
Kampen
om fedtet
Behandlingen af overvægt drejer sig i dag om
slankekure, kostråd, motionsforslag og motivation
eller sågar mave-tarmoperationer. Og
medierne slås om at skrive om opskrifter på
fedtfattig mad, ideer til hvordan man holder sig
i form, og hvordan man motiverer sig selv til
at tage fat og gennemføre de mål, man sætter
sig for. Men i mange tilfælde handler overvægt
om dybereliggende psykologiske traumer, som
kræver en helt anden behandlingstilgang.
Af psykolog Annette Ilfeldt, red. Christine Espholm
mulige strategier erfares - at overspisningen er en uhensigtsmæssig,
vanedannende, invaliderende og ofte ubevidst måde at klare sig ud
af problemerne på.
I undersøgelsen viste det sig også, at flere af de traumatiserede deltagere
havde været udsat for mere end én traumatisk begivenhed,
der for nogle har ført til den kroniske lidelse Post Traumatisk Stress
Disorder (PTSD). Det er en lidelse, der er stærkt invaliderende både
fysisk og psykisk. Den kan, hvis ikke den bliver behandlet terapeutisk
eller medicinsk, påføre den enkelte varige men, samt overføres til
pårørende. Manglende eller mangelfuld behandling af PTSD medfører
desuden yderligere traumatisering.
Undersøgelsen viste også, at nogle overvægtige lider af stofskiftesygdomme
og arvelige dispositioner, der er skyld i fedmen, mens andre
simpelthen har udviklet dårlige kost- og motionsvaner. De dårlige
vaner kan afhjælpes ved hjælp, støtte, råd og vejledning. Her har
forskellige projekter landet over på fx højskoler vist sig effektive.
I grupper sammen med andre i samme situation er der fokus på
sund livsstil og velfærd.
Denne behandling hjælper dog ikke hos dem, der har været udsat
for traumatiske begivenheder. Landbohøjskolens forskning i vægttab
og statistikker for diverse behandlinger taler sine tydelige spor: De
overvægtige taber sig i begyndelsen af kuren men tager på igen efter
behandlingen - tre måneder efter behandlingens afslutning har de taget
den samme vægt på igen, og et år efter har de taget endnu mere på.
Fedmebehandling bør derfor tilpasses den enkelte og differentieres,
således at de, der lider af fysisk overvægt, får medicinsk behandling;
de der er overvægtige grundet dårlige vaner får råd og vejledning
om kost- og motionsændring; og de, der lider af PTSD, får traumebehandling
suppleret med diætetiske råd og motionsvejledning.

Den nuværende behandling af de traumatiserede overvægtige fører
nemlig kun til yderligere overvægt og re-traumatisering. De kan
ikke klare sig med overfladiske råd og vink fra kost- og motionseksperter.
De har brug for terapeutisk behandling i sammenhæng med
diætetisk vejledning samt støtte til at få rørt sig.
MANGLENDE FORSTÅELSE OG
FORKERT FOKUS
På pressemødet blev mine forskningsresultater og forslag til psykologisk
behandling mødt med stor interesse og nysgerrighed. Men efter
lidt stilhed og eftertænksomhed ændrede samtalen sig, og interessen
for de psykologiske årsager gik tilbage til kost og motion.
Det er selvfølgelig også nemmere at skrive om slankekure og opskrifter
på fedtfattig mad, ideer til hvordan man holder sig i form og
tage sig en sund og helsebringende løbetur så og så mange gange om
ugen. Eller tale om, hvordan man kan motivere sig selv til at tage fat og
gennemføre de opgaver, man har sat sig for. End det er for journalister
at skrive om traumatiske begivenheder, der har ført til overvægt.
Det sælger bedre at skrive om det, der lettere glider ned end at se
problemerne i øjnene. Ligesom det er lettere at lade sig forarge over,
at der er nogen, der ikke kan kontrollere sig selv og sige: ”De fede kan
bare tage sig sammen, spise mindre og motionere mere.”
Det er vel også forståeligt, at de overvægtige selv griber fat i det
mest umiddelbare og fokuserer på kost og motion - i stedet for at
bearbejde svære traumatiske begivenheder, som man måske slet ikke
er bevidst om, at man har. Det vil gøre ondt.
LØSNINGEN
Jeg mener derfor, med udgangspunkt i
min tidligere omtalte forskning og viden
på området, at der må sættes ind på en
helt ny måde. Jeg mener, at behandlingen
af de overvægtige skal differentieres, og at
følgende må erkendes:
● Den nuværende fedmebehandling virker
ikke - mange tager på igen efter behandlingen.
● Der bør rådgives om de 7 gode kostråd
og motion i lægekonsultationer, på
sygehuse, sundhedsskoler og højskoler
til dem, der lider af dårlige kost og motionsvaner.
● Der må gives penge til forskningsprojekter,
hvor der ses differentieret på fedmeproblematikken.
Iværksæt opfølgende
undersøgelser af, hvilke terapeutiske
retninger, der er mest virkningsfulde. Der
findes allerede undersøgelser og forskning
foretaget i udlandet, som man kan
inddrage som baggrund for yderligere
forskning på området.
● Accepter, at terapi virker og henvis til
terapien. Man ved fra udenlandsk forskning,
at terapi i grupper, individuel terapi,
familieterapi og parterapi virker - Danmark
skal også fokusere på terapi som
behandlingsform. De traumatiserede
overvægtige skal behandles for deres
traumer, samtidig med de får støtte til at
ændre kost og motionsvaner. Lyt til de
overvægtige, der råber på hjælp, i stedet
for at betragte dem som dumme og
dovne.
● De, der arbejder med overvægtige,
må differentiere deres behandling og
anvende de screeningstests til børn og
voksne, der allerede findes. Spørgeskemaet
og de tests, der blev anvendt i
min omtalte undersøgelse, giver et godt
grundlag både for behandling og yderligere
forskning indenfor området.
Der mangler fokus på sammenhængen mellem traumatiske begivenheder
og fedme og en åbenhed for terapeutisk behandling
- hos lægerne, på hospitalerne, i sundhedscentrene og mediernes
fokus på kost og motion. Derfor kan det også være svært for den
overvægtige at henvende sig disse steder. De er bange for igen at
blive mødt med: ”Du skal blot tage dig sammen og spise mindre og
sundere og motionere noget mere.”
FEDMEINDUSTRIEN
Men hvorfor vil de etablerede behandlingssteder og personer, der
beskæftiger sig med fedmebehandling, ikke erkende, at de traumatiserede
må tilbydes en anden behandling? Det kan måske være
svært at få øje på andet end de slankekure, kostråd og motionsforslag,
der for øjeblikket nærmest kæmper om at behandle de
overvægtige. Ligesom det måske kan være svært at se psykologbehandling
som en bedre løsning end en fedmeoperation, som man
kan se virker med det blotte øje – de overvægtige taber sig ved
at få lavet tarmen mindre og få skåret fedtet af. De afhjælper bare
ikke traumerne bag overvægten, hvorfor de alene ikke hjælper de
traumatiserede overspisere.
● Der bør laves en større landsdækkende
undersøgelse omkring, hvilke
behandlingssteder og metoder, der
hjælper bedst. Der kunne fx indføres en
smilyordning, hvor bedømmelsespanelet
består af flere faggrupper.
Det handler overordnet om at der må
være mere lydhørhed overfor den store
gruppe af traumatiserede mennesker, der
lider af fedme. De behandlingsmetoder,
der eksisterer i dag, synes måske mere
samfundsøkonomiske lige nu, da det her er
de overvægtige selv, der må bære ansvaret
og står med fedtet på kroppen. Men i det
lange løb er det samfundsuøkonomisk,
fordi der bliver flere overvægtige og flere,
der står til behandling i sundhedssystemet,
mens behandlingen slet ikke virker efter
hensigten – i hvert fald ikke for en stor
dels vedkommende.

KUNSTEN - at fordøje livet
Mad og følelser hænger sammen, og vores livssituation og følelser
påvirker appetitten. Kroppens biokemi og svære følelser har således
indflydelse på udviklingen af en spiseforstyrrelse. Derfor er det også
vigtigt at inddrage både kroppen og følelserne, når man skal behandle
personer med en spiseforstyrrelse.
I mit arbejde som brevkasseredaktør på online værestedet Cyberhus
gennem godt 3 år, er jeg blevet meget opmærksom på den store
gruppe af unge med spiseforstyrret eller selvskadende adfærd.
Måden, vi håndterer følelsesmæssige problemer på, er meget afhængig
af, hvor solidt vores grundfundament er opbygget i de første leveår. At
se en spiseforstyrret adfærd ud fra én enkelt vinkel giver ingen mening.
Det er summen af mange elementer, der tilsammen får mennesket
ud i en ubalance og omvendt også tilbage i balance. Dybest set må
behandlingen derfor tage udgangspunkt i at formidle de redskaber,
der skal bruges til at lære at håndtere livet – på alle niveauer. Den
spiseforstyrrede er meget mere og større end spiseforstyrrelsen.
APPETITTEN
Vores appetit er påvirkelig af vores livssituation og følelsesmæssige
tilstand. De fleste kender til at miste appetitten, når de skal til eksamen
eller er spændte på at skulle mødes med kæresten de første gange.
Appetitten kan også forsvinde, hvis stemningen ved måltidet er trykket,
og der f.eks. lige har været en konflikt. Der er ikke plads til mad, når man
følelsesmæssigt er spændt op. Andre kender til at spise ekstra og få lyst
til at putte noget i munden, når der er store følelsesmæssige udladninger
– se blot hvor mange tomme popcornsbægre og slikposer, der ligger
tilbage, når du forlader en biograf. Er man alene ude i den store verden
og savner sin familie og venner – fx som au pair – oplever mange at
komme hjem med mange ekstra kilo.
Mad kan altså bruges til at berolige, dulme og lægge låg på følelserne.
Hvem der bruger den ene metode frem for den anden, har jeg ikke
færdige bud på – ofte kender man til begge situationer. Jeg ser mere,
at en ubalanceret adfærd automatisk vil medføre en ny ubalanceret
adfærd. Eller sagt på en anden måde – pendulet vil automatisk svinge
til den modsatte side, for at afbalancere. (Mange med anorektisk
adfærd kommer til at bevæge sig over i en bulimisk adfærd, når de er
færdigbehandlet og selv skal styre måltiderne igen).
FORDØJELSEN
På samme måde, som appetitten påvirkes af følelsesmæssige stemninger,
er fordøjelsen også afhængig heraf. Mange kender til, hvordan
tarmsystemet påvirkes af tryghed og rytmer. Er den daglige rutine
pludselig brudt, vil det daglige toiletbesøg ofte udeblive en tid. At
kunne give slip på affaldsstofferne i tarmen hænger sammen med
vores psykiske tryghedstilstand. Omvendt kan man også reagere med
diarreagtig afføring, hvis man føler sig utryg og bange. Appetit på livet
samt omsætning og fordøjelsen af livet er altså billeder på, hvordan vi
psykisk fungerer som mennesker. Hvordan vi føler os tilpas indeni.
Når mennesker med spiseforstyrret eller selvskadende adfærd skal have
hjælp til at fordøje deres liv og bygge et solidt fundament op, er der 3
vinkler at gå i lag med.
Jeg ser overordnet menneskets vilkår ud fra 3 planer/vinkler, som
tilsammen udgør helheden.
1
DET
2
DET
3
DET
de 3 vinkler
FYSISKE PLAN
(KROP, MAD, PENGE, ARBEJDE, SØVN, ETC.)
FØLELSESMÆSSIGE PLAN (ANGST, SORG, VREDE,
GLÆDE, LYST, MISUNDELSE, MINDREVÆRD, SKYLD, ETC.)
SPIRITUELLE PLAN (FORNEMMELSEN AF ENHED
OG EN ”STØRRE” MENING)
Mad og følelser hænger uløseligt sammen - lige fra vi blev ammet,
oplevede vi en cocktail af fysisk og psykisk næring. Uanset om ubalancen
viser sig som anoreksi, bulimi eller tvangsspisning, er det en måde at
overleve på. En strategi som man vælger, når der er indre kaos, stor
angst og følelsesmæssig uoverskuelighed.
Mad og vægt er konkret, og det kan man ”tage at føle på”. Mange
spiseforstyrrede bliver mødt med omverdenens uforstående
kommentarer, der ofte tolker den selvdestruktive adfærd, som et
billede på, at de har lyst til at dø. Og det er nærliggende. Når en ung,
med anoreksi, undlader at tage føde til sig, vil det medføre døden, med
mindre andre griber ind.
Jeg ser det som en desperat måde at håndtere store indre konflikter på
og et råb om at blive set som hele mennesker – også alt det som fylder
så meget indeni, og som er så svært at åbne op for. Alt det indre kaos
kan være vanskeligt at finde en åbning ind til – på en måde, som den
enkelte unge kan føle sig tryg ved.
Besøg online værestedet Cyberhus www.cyberhus.dk, hvor
Else Marie Simonsen er brevkasseredaktør.
Cyberhus tilbyder netbaseret rådgivning via chat eller e-mail og
kontaktskabende aktiviteter på børn og de unges betingelser.
Læs mere om Else Marie Simonsen og hendes arbejde på
www.livsappetit.dk og i bogen ”MÆRK MADEN – om børn,
mad og følelser”.

Af Else Marie Simonsen, kostterapeut og foredragsholder
den fysiske vinkel
På det fysiske plan skal biokemien afbalanceres gennem udredning
af overfølsomhed, vitamin og mineralubalancer, samt tilførsel af
cellefedt. Det betegnes som kostterapi. Hvis der er store biokemiske
skævheder i kroppen, kan det hindre adgangen til forløsning
af følelsesmæssige blokeringer. Omvendt kan følelsesmæssige
forløsninger bidrage til en åbning og interesse i at begynde at give
sig selv god ernæring. Omsorgen for sig selv kan vækkes gennem
følelsesmæssig indre arbejde.
Det er min erfaring, at mange unge, som udvikler en
spiseforstyrrelse, har haft fysiske problemer med at fordøje visse
fødevarer tidligt i deres liv. Ofte fødevarer som de har spist dagligt.
Det vil være individuelt, om det er denne vinkel, der først skal
introduceres. Mange med en spiseforstyrrelse har i forvejen alt for
meget fokus på mad og vægt, derfor bør den psykiske vinkel måske
være det første område.
den psykiske vinkel
Kontakt til og forløsning af tilbageholdte følelser kan være en lang
og vedholdende proces, som kræver hjælp fra en terapeut eller
psykolog. Når følelser, der har været gemt væk i lang tid - fordi de
var for overvældende at rumme på daværende tidspunkt - skal
forløses, er det vigtigt, at man føler sig i trygge hænder.
På samme måde, som når man som mindre barn har brug for en
voksen at holde i hånden eller blive trøstet af, har man i denne
situation også brug for en, der holder i hånden og spejler en og
”sørger” for, at man ikke forsvinder helt i følelsernes kaotiske verden.
Kunstterapi og kropsterapi er gode metoder i denne proces.
Mange har lært at holde sig selv tilbage, tidligt i deres liv (er
ydrestyrede), og denne stagnation af livsappetit og nysgerrighed skal
forløses, så der kan komme flow i energien. Så man kan mærke, hvad
man har lyst til/ikke har lyst til. Så man kan handle ud fra det indre
og ikke ud fra det ydre/det som andre forventer/andres behov.
den spirituelle vinkel
Mange mennesker, der har udviklet en spiseforstyrrelse eller anden
selvskadende adfærd, er meget sensitive og følsomme og har en
masse kreative talenter. Ofte finder de ikke stor tilfredsstillelse
i den materielle verden. Man kan sige, at de faktisk forsøger at
ignorere den fysiske verden ved at underkende kroppens behov.
Måske bør den spirituelle vinkel derfor være udgangspunkt i
behandlingsforløbet. For nogle unge, vil samtaler på dette plan
nemlig skabe et tillidsforhold til terapeuten/behandleren, som kan
bevirke, at der bliver skabt motivation til at gå dybere med de øvrige
planer.
Det er min erfaring, at de har en dyb sjæle-længsel efter at
kunne gøre en forskel og efter at blive set. (Det ser måske ikke
umiddelbart sådan ud). Mange unge har generelt en længsel efter
”noget, der er større”. At vi er langt mere end vores fysiske krop og
indgår i en større helhed. For at få kontakt med denne længsel, og
siden udleve den, er samtaler og kreative udtryk gode redskaber. At
udtrykke sig uden om intellektet – via billeder, dans, musik, sang – er
for mange en stor befrielse – idet de gennem mange år har styret
livet med det mentale jeg.
Af forskellige grunde bærer de ofte på en stor skyld eller
skamfølelse, som får dem til at underkende deres egen værdi
og behov. Via mødet med rollemodeller – i form af tidligere
spiseforstyrrede, der nu kan indgå som frivillige i grupper, eller som
har beskrevet deres egen historie i bøger og artikler, kan håbet
og længslen få ”ben at gå på”. Når der arbejdes med erkendelse
af at se sig selv og sin situation, som ”noget der kan komme til at
være til gavn for andre”, vil meningsløshed kunne forvandles til
meningsfuldhed.
At erfare, at alle er helt unikke og har noget ganske specielt at
give til andre, betyder, at man nu kan føle sig fyldt ud INDE fra
og derved vil fokus forsvinde fra det, der før har fyldt hele den
spiseforstyrredes/selvskadendes univers.

LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade
Dronningens Tværgade 46 st.
1302 København K
FORÅRETS FOREDRAG
PERSONLIGE BERETNINGER
OM SPISEFORSTYRRELSER OG SELVSKADE
4 personer fortæller om deres liv med anoreksi, bulimi, overspisning og selvskade
Du har nu mulighed for at stille alle dine ubesvarede spørgsmål omkring spiseforstyrrelser
og selvskade.
ÅRHUS den 22. januar kl. 19-21 i Frivilligcenter Århus, Kvisten, Mejlgade 8 baghuset st.
ODENSE den 4. februar kl. 19-21 i Mødecenter Odense, lokale 142, Buchwaldsgade 48
KØBENHAVN den 18. marts kl. 19-21 i DGI-byen, Spisehuset, Tietgensgade 65
ANOREKSI OG BULIMI
- Speciallæge fortæller om de to spiseforstyrrelser
Hvilke kendetegn har anoreksi og bulimi? Og hvordan foregår behandlingen af personer
med anoreksi og bulimi?
LMS har inviteret overlæge Thomas Brinck fra Psykiatrisk Center Gentoftes Klinik for
Spiseforstyrrelser til at holde oplæg.
Lider du af anoreksi eller bulimi, er du pårørende, eller kender du blot til problematikken,
så kom og stil dine ubesvarede spørgsmål.
KØBENHAVN den 19. februar kl. 19-21 i DGI-byen, Spisehuset, Tietgensgade 65
ORTOREKSI
Den fjerde spiseforstyrrelse?
Ekstrem fokus på sundhed, særlige kostplaner og overdreven motion. Ortoreksi er kommet
i søgelyset. Men hvad handler ortoreksi i virkeligheden om, og er det en spiseforstyrrelse på
samme måde som anoreksi, bulimi og overspisning?
Psykolog Maria Nødskov Aaen fortæller om ortoreksi og om sine erfaringer med terapi for
personer med ortoreksi.
KØBENHAVN den 2. marts kl. 19-21 i DGI-byen, Spisehuset, Tietgensgade 65
ÅRHUS den 29. april kl. 19-21 i Frivilligcenter Århus, Kvisten, Mejlgade 8 baghuset st.
MØD ZEBRAPIGEN til et foredrag om cutting, anoreksi og medicinmisbrug
Foredragsholderen er den nu 23-årige Sofia Åkerman, som var 19 år gammel, da
hun skrev bogen ”Zebrapigen” – en selvbiografisk historie om et liv med anoreksi og
selvskade. Igennem fire år gjorde Sofia så meget skade på sig selv, at lægerne til sidst
opgav hende. Mød op og hør om hendes kamp tilbage til livet.
ÅRHUS den 15. april kl. 18.30-20.30 i Frivilligcenter Århus, Kvisten,
Mejlgade 8 baghuset st. Foredraget er på letforståeligt svensk.
PRIS alle foredrag koster 50 kroner per deltager til støtte for vores arbejde for
bedre vilkår for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade og deres pårørende.
EKSTRA TILBUD Du kan deltage gratis på foredraget, hvis du indmelder dig nu som
nyt medlem i LMS for 2009. Se vores hjemmeside. Medlemskabet koster 150 kroner.
INFO OG TILMELDING Tilmelding på vores hjemmeside www.spiseforstyrrelser.dk,
hvor du kan læse mere om foredragene. Ellers ring på telefon 35 36 49 13
PP
DANMARK
B
- Salsakursus til piger og kvinder
med overspisning
Du har nu muligheden for at danse dig til
mere selvværd og livsglæde. I samarbejde
med underviser Anne Julie Folkerman har
LMS tilrettelagt et helt specielt salsakursus
for piger og kvinder med overspisning. Efter
stor succes med et tilsvarende salsahold i efteråret,
starter vi et nyt hold op i slutningen
af januar.
Ideen med salsaundervisningen er at give
piger og kvinder med en spiseforstyrrelse
mere selvværd og mod på livet. Salsaundervisningen
handler om dans, leg, kropskontakt,
personlighed, livskvalitet, sjov og ballade, og
livsglæde! Anne Julie fortæller selv om salsaundervisningen:
”Pigernes selvværd øges
gennem dansen, og fører dem hen, hvor de
bedre kan acceptere og rumme det, som før
var svært og angstprovokerende at mærke -
de kan være i egne følelser og acceptere sig
selv, give sig selv plads i livet”.
Dansen kan give dig et frirum, hvor du kan
slippe angsten gennem kreativ udfoldelse
uden at skulle bruge hovedet, hvor ’dæmonerne’
sidder. Du får mulighed for at udtrykke
dig uden om den begrænsende fornuft, og
for en stund bare være til og glemme
spiseforstyrrelsen. I danseundervisningen
er du sammen med andre
i samme situation, og i det trygge
fællesskab skal dansen og musikken
give ro til at mærke krop
og person indholdsmæssigt
frem for form.
Du kan skrive dig
op til holdet ved at
ringe på 35 36 49 13
Der kan være max 15
deltagere på holdet,
og der skal være mindst
12 deltagere for at holdet
oprettes. Undervisningen
foregår hver torsdag efter
kl. 16 i centrum af København.