Ved Karen Lumholt, journalist og ... - Grundtvig

grundtvig.dk

Ved Karen Lumholt, journalist og ... - Grundtvig

Ved Karen Lumholt, journalist og kommunikationsrådgiver

Jeg er blevet bedt om at forholde mig til begrebet folkeoplysning og hvordan

jeg tror den folkelige oplysning ser ud om 10-15 år – desuden om demokratiet

overhovedet har brug for folkeoplysningen? Det er i det sidste, jeg vil tage mit

udgangspunkt: Er der en sammenhæng mellem demokrati og folkelig

oplysning?

Lad os først se på begrebet FOLK - et begreb der har ændret sin betydning i

nyere tid. Begrebet FOLK eller FOLKET har, mens venstrefløjen havde den

kulturelle førertrøje på i 70’erne og 80’erne, fået betydningen

ARBEJDERKLASSE.

Parallelt med dette har ordet FOLKELIG i kulturelle sammenhænge fået en

anden betydning, nemlig som modsætning til finkulturen noget mindre dannet

eller ”populært”, oven i købet på en lidt gammeldags måde. Konnotationerne

siger Keld og Hilda, Damhuskroen, halbal og havnefest.

Fordi orden folkelig har ændret betydning, har mange unge og yngre

mennesker ikke noget forhold til begrebet FOLKELIG i Grundtvigsk forstand,

hvor det er et begreb, der på mange måder konstituerer det nationale

demokrati.

Men kan man tale om folkelighed i Grundtvigsk forstand, når vi på mange

måder ikke længere er ét folk, men mange folk, der blander sig i en

globaliseret verden.

MØDET MELLEM FOSKELLIGE GRUPPER I ET SAMFUND

For mig betyder begrebet FOLKELIG noget helt andet end demonstrationer

og halballer – og måske er jeg her ret tæt på Grundtvigs begreb om det

folkelige uden dog at tage højde for hans forhold til det nationale. Jeg mener

nemlig, at der stadig er brug for et begreb om FOLKELIGHED som et

grundlag for demokratiet. Ikke mindst i disse tider, hvor populismen er i så

stærk fremvækst.

Folkelighed og populisme er nemlig for mig to vidt forskellige ting. Nærmest

diametrale.

For mig er folkelighed kort fortalt MØDET – mødet mellem forskellige slags

mennesker i det samme samfund.


Lad mig tage København og bydelen Valby, hvor jeg bor, som eksempel. Her

har vi, heldigvis, mange forskellige segmenter og kulturer, der blander sig:

Der er de bedre stillede i villaerne, der er lavindkomstfamilierne i

almennyttige boliger og alt det ind i mellem. Der er gamle og unge,

studerende og arbejdere. Og så har vi 38 forskellige etniske minoriteter

repræsenteret, hvoraf nogle manifesterer sig som selvstændige kulturer i

bybilledet (de fleste glider derimod umærkeligt sammen med resten af den

brogede mangfoldighed).

NÅR alle disse mennesker kan mødes - til den årlige byfest, til arrangementer

i Kulturhuset, på bydelens Torv Tingstedet (ja, det hedder det) og i de talrige

foreninger i bydelen – ja, så opstår der for mig at se en meget stærk kraft, lad

os bare kalde den SAMMENHÆNGSKRAFT, i mangel af et bedre ord for

hvad det er, der får vores samfund til at hænge sammen. Når vi kan mødes

med venlighed, nysgerrighed og interesse, tale sammen, forsøge at FORSTÅ

hinanden (i stedet for bare at råbe af hinanden eller endnu værre at ryste på

hovedet af hinanden), ja så sker der noget vældig stærkt og rigt.

For mig er MØDET mellem forskellige folk og grupper afgørende for at vi

stadig har et samfund vi er fælles om, hvilket igen er forudsætningen for at vi

har et demokrati, et folkestyre.

Derfor er det så vigtigt, synes jeg, at vi har en fælles folkeskole af høj kvalitet,

hvor alle segmenter og subkulturer blandes. Folkeskolen er i dag vores

vigtigste værn mod at samfundet som staver i en tønde uden tøndebånd

falder fra hinanden i parallelsamfund, hvor overklassen forskanser sig i

ghettoer langs Strandvejen, hvor den intellektuelle middelklasse forskanser

sig bag deres børns privatskolers mure sammen med ligesindede, der læser

samme aviser som dem selv – mens Fanden tager de sidste, som bekendt.

FOLKELIGHED er for mig at tage de andre FOLK alvorligt – at ville dem. At

møde de andre som en ligeværdig som jeg kan lære noget af – med de

forskelle, der nu engang er og som vi står ved.

FAREN VED AT ALLE BESLUTNINGSTAGERE LIGNER HINANDEN


Jeg stod på gaden for nylig i forbindelse med valgkampen og blev

bogstaveligt talt overfaldet af en smed, der var træt af at der ingen

håndværkere er i Folketinget. Han var vred – rigtig vred.

Han syntes meget rimeligt at HAN lå inden med så megen viden om, hvordan

Danmark skal komme ud af krisen og udvikle et nyt erhvervsliv, men ingen

ville høre på ham. Inde i Folketinget sad bare akademikere, de fleste oveni

købet med den samme scient. pol. uddannelse som alle deres

embedsmænd, sagde han. Og de aner ikke hvad de taler om – virkeligheden,

sagde han, har de sgu ikke respekt for. Hvorfor var der aldrig nogen, der

spurgte ham? Et øjeblik efter blev jeg overfaldet af en slagter, der lige var

blevet fyret fra sit arbejde på Midtsjælland. Han var lige så rasende vred.

Overset. Glemt. Edderspændt.

De rettede i første omgang deres vrede mod mig, fordi jeg i deres øjne

repræsenterede de politikere, som de var så vrede på.

Nu er jeg selv nok højtuddannet, men ikke akademiker og slet ikke scient.

Pol. Og jeg måtte sige til dem, at jeg syntes de havde en vigtig pointe

Jeg er nemlig fuldstændig enig i, at der i dag er for FÅ skolelærere (ja, tænk),

for FÅ sygeplejersker, for FÅ håndværkere, for FÅ erhvervsledere og for FÅ

husmødre sågar i Folketinget.

DUMHEDEN i ELFENBENSTÅRNET

Der er især ikke ret mange, der har prøvet at være ludfattige,

langtidsarbejdsløse, kender til dårligt arbejdsmiljø, har lidt i årevis under

dårlig ledelse og manglende anerkendelse osv. Men hvad værre er: Der er

simpelt hen ikke ret mange praktikere! Konsekvensen er, at der bliver taget

en masse forkerte og tåbelige beslutninger, som ikke baserer sig på indsigt i

hvordan tingene foregår på arbejdspladserne, i erhvervslivet, i kommunerne.

Jeg måtte faktisk give mine to venner, som langsomt var ved at falde ned fra

deres skummende raseris højder, i at samfundet faktisk kan gå ad HELVEDE

til, hvis ikke DERES erfaringer bliver hørt, når der skal træffes beslutninger i

dette land.

De var sprunget op som løver og faldt nu ned som lam - og kunne fortælle

mig alt det de vidste og som jeg gerne ville høre. SE det var for mig

folkelighed, når den får konsekvenser for demokratiet – og

anskuelsesundervisning i hvad der sker, når den ikke rummes af demokratiet.


Fx lider mange af os veluddannede jo af den vrangforestilling, at alting skal

evidensbaseres, dokumenteres og registreres. Fint nok. Men glemmer vi så

ikke også for ofte, at det, der virkelig betyder noget på en arbejdsplads, hvor

mennesker jo rent faktisk tilbringer mere end halve liv, er ANERKENDELSE

og ANSVAR, at være glad for at gå på arbejde. Det er det, der betyder noget,

hvis man skal yde mere. Og det er jo det vi skal, hvis Danmark også skal

have et velfærdssamfund om 20 år.

POPULISME VERSUS FOLKELIGHED

Er jeg så populist, når jeg står på gaden og tæmmer løver? Nej. For mig er

der en stor forskel på det jeg kalder folkelighed – mødet - og så populisme.

Forskellen på populisme og folkelighed er denne:

Populisten stiller de varer frem på hylderne, som de tror folk vil købe.

Se nu SF´s Astrid Krag, der konstaterer, at der på markedet (blandt

vælgerne) er en efterspørgsel efter et pointsystem: Jamen så må vi lave et

pointsystem og stille det frem på hylderne. Det er populisme!

Folkelig er i mine øjne den, der brænder så meget for det, han tror på og

kæmper for, at han kan forklare og formidle det til enhver – også manden på

bænken for den sags skyld. Den folkelige møder medmennesket der, hvor

han eller hun er, for man kan som bekendt kun bevæge folk, hvis man møder

dem, hvor de er. Men bevæge – det vil man.

At forklare hvordan dansk økonomi er indrettet for en 1. klasse og hvordan

den skal bringes på ret køl igen, det er muligt. Hvis man har noget på hjerte

og viser modparten respekt.

Folkelighed er at stå ved sit eget udgangspunkt, men at møde andre med

respekt og interesse i en ægte søgen efter det fælles, der kan binde os

sammen.

For populisten er folket derimod en vælger-kunde, som kommer ind i butikken

og vil købe eller ikke købe.

HISTORIEN OM DANMARK

Og hvad er det så, der kan binde os sammen anno 2010 og 2020? Hvad er

det fælles?


Jeg tror ikke at ”Danmark” som følelsesmæssigt begreb eller

forståelsesramme vil være så vigtig for de danskere, som er voksne når vi

kigger10-20 år frem. Og det siger jeg forholdsvis udramatisk.

Nationalstaternes storhedstid er for længst ved at have udspillet deres rolle,

vi kan se det fx på G20-topmødet for nylig, hvor det er de store internationale

koncerner, der fører forhandlinger om vækst og udvikling – mens de politiske

ledere står handlingslammede tilbage. Det samme så vi under COP15.

Men det forhindrer ikke, at det danske folk som nation stadig vil have en

historie at skabe og fortælle sammen: En lille stamme, der i årtusinder har

været udadvendte, modige og tillidsfulde handelsfolk (og som nu midlertidigt

er blevet overmandet af skræk for globaliseringens fremmarch), er en af de

stærke historier, der binder os sammen.

Det er vigtigere end vi tror at fortælle og genfortælle historierne om os selv –

som folk, som arbejdere, søfolk, handelsfolk, iværksættere, industrifolk,

bønder, kvinder, mænd, kristne og hedninger - for bedre at kunne møde de

andre med selvbevidsthed og med noget at byde på.

Selvforståelsen og selvforklarelsen er vigtigere end nogen sinde, hvor vi i

manges øjne bevæger os fra ”egosamfundet” til et samfund hvor ansvar og

fællesskab igen betyder mere.

FOLKEOPLYSNING I WEB-ALDEREN?

Men er det så her, folkeoplysningen kommer ind i billedet? Både og – jeg tror

at den traditionelle folkeoplysning har udspillet sin rolle.

Danskerne går på nettet – i højere grad end de fleste folkeslag på Jorden og i

alle aldre.

Nettet er det mest demokratiske, der har ramt os i nyere tid, det er en

revolution på niveau med Gutenberg!

På nettet kan vi bypasse journalisternes fortolkninger og vanetænkning og

direkte til kilden - men vi kan også blive overmandet af en masse støj og

crap, som vi ikke kan tage stilling til.

Den folkelige oplysning, hvis vi stadig kan have et begreb som dette – med


alt hvad den indebærer af uformelle og formelle møder mellem mennesker -

må derfor i dag primært have som opgave at ruste mennesker til at håndtere

de enorme mængder information, de overvældes af. Gennem holdning og

handling.

HOLDNING OG PRAKSIS

HOLDNING fordi et værdisæt, et tankesæt, kan sætte de mange oplysninger

i perspektiv og give dem retning og kontur – HANDLING, fordi det moderne

menneske mere end nogen har brug for at udmønte dets tanker i en praksis,

hvor den komplekse virkelighed bliver til et rum, hvor vi kan handle.

Det sker i LOKALSAMFUNDET, I foreningen, i frivilligt arbejde og

arbejdspladsen. Her er de rum, hvor menneskers forhold til det

samfundsmæssige - det fælles - giver mening.

Fremtiden lærere, museumsformidlere, journalister, ildsjæle, politikere og

ledere, må blive tydelige HOLDNINGSMENNESKER, tror jeg. Den tilstræbte

neutralitet er god at kunne mestre, når det skal være, men for de fleste vil der

være et behov for, at den, der beriger dit syn på den hyperkomplekse

virkelighed, selv er et menneske, der brænder – eller ånder. Et

åndsmenneske, måske eller i hvert fald et menneske hos hvem man

fornemmer, at noget er vigtigt.

Næst efter kærligheden, som vi ikke kan leve uden, har vi brug for at der er

noget, der er vigtigt. Som har betydning. En mening med det, vi gør: At haven

bliver lidt smukkere år for år. At børnenes vej bliver beredt så godt og

omsorgsfuldt som muligt. At den gamle mors eller fars død bliver så værdig

som mulig. At vores eget liv og virke er for nogens eller for nogets gavn.

Uden mening dør vi - måske ikke rent fysisk, men vi udslukkes.

Fremtidens folkeoplysning vil derfor mere være at oplive end at oplyse. At

oplive er ikke bare den gensidige respekt, nysgerrighed og samtale, men

også i høj grad at ville den anden og at ville den anden noget i et fælles

forsøg på at skabe mening.

More magazines by this user
Similar magazines