InKLUSIOn I LOKALSAMfUnDet Metoder til ... - Servicestyrelsen

servicestyrelsen.dk

InKLUSIOn I LOKALSAMfUnDet Metoder til ... - Servicestyrelsen

4

6

9

19

Læs bl.a. om:

InKLUSIOn I LOKALSAMfUnDet

Metoder til inklusion af sindslidende

36 tIMer fOr 25 År SIDen

et overgreb – og en terapi, der blev afgørende

rUM tIL At Være

en omsorg, der vover lidt mere

nyt SPOt PÅ ALKOhOLBehAnDLIng

Sociologisk studie af tre traditioner

nummer 5 I 2. årgang I september 2005

VIDenS- & fOrMIDLIngSCenter fOr SOCIALt UDSAtte


leder

foto: rune Backs

Anne WOrnIng

CenterChef

Kommunerne og de socialt udsatte

Fra 1. januar 2007 overtager kommunerne ansvaret for

alle myndigheds- og tilsynsopgaver over for borgerne.

Kommunerne får ansvaret for, at der er tilbud og foranstaltninger

til rådighed. I forhold til voksne socialt

udsatte betyder det, at kommunerne i mange tilfælde

skal påtage sig opgaver og udvikle metoder over for

grupper af befolkningen, de hidtil har kunnet sende

videre til andre instanser eller helt se bort fra.

Ud over de mange andre opgaver, kommunerne overtager

som en følge af kommunalreformen, er der tale om

opgaver, som kræver helt nye forudsætninger hos personale

og ledelse. Når kommunerne ikke hidtil har arbejdet

med dette område, eksisterer der ofte heller ingen

politiske pejlemærker for formål og succeskriterier for

indsatsen. Ofte vil der være tale om en indsats, som ikke

kan standardiseres og sættes i manualer, fordi de udsatte

voksne netop er karakteriseret ved en flerhed af belastningsfaktorer,

der gensidigt på virker hinanden.*

At opstille pejlemærker, som medarbejdere og ledelse

skal arbejde i forhold til, er en politisk opgave. Mange

kommuner har i de senere år besluttet lokale politikker

på områderne truede børn, ældre etc. Med kommunalreformen

skal paletten af kommunale politikker udvides

til også at gælde området de socialt udsatte. Det er

ikke en opgave, der løser sig selv. Det har blandt andre

KL indset ved i september at afholde kursus om de nye

opgaver, de udsatte grupper sætter kommunerne over

for. Kurset lægger vægt på at formidle viden om, hvordan

en lokal politik kan udarbejdes, og hvordan man

arbejder med dokumentation af indsatsen. Desuden er

det tanken at give inspiration til, hvordan der kan skabes

helhed og sammenhæng i indsatsen.

Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte har

siden sin start for godt to år siden publiceret mere end

30 rapporter og pjecer omhandlende de socialt udsatte.

I det kommende år vil centret opsamle kommunale

erfaringer med fokus på organisering og koordineret

indsats. Opsamlingen skal munde ud i en stor konference

om temaet ultimo 2006. Det er vores håb, at disse

forskellige typer materiale vil kunne anvendes som baggrund

også for udviklingen af lokale politikker over for

de socialt udsatte.

* Se centrets papir vedr. begrebet Socialt Udsatte på www.vfcudsatte.dk under Om os.

3

4

6

8

9

10

12

13

14

16

18

19

bagsiden

Indhold

tour de Udsat

Inklusion i lokalsamfundet

Metoder til inklusion af sindslidende

36 timer for 25 år siden

et overgreb - og en terapi, der blev afgørende

Ung og udsat for vold

Både drenge og piger udsættes for vold. Men ikke af de samme

rum til at være

Om en omsorg, der er mindre konkret og vover lidt mere

På kanten

Opsøgende socialt arbejde blandt prostituerede

– et udgangspunkt for forandring

Sociale eksperimentarier

Brugerindflydelse kan lade sig gøre. Men tager tid!

en nøgle til gaden

De små informationskort for hjemløse er populære

Støtte til seksuelt misbrugte

Inspiration til udvikling af den sociale indsats

Usete børn

hvert 20. barn vokser op i en familie med alkoholproblemer

hjælp til hjælperne

Supervision i en kompliceret voldssag

nyt spot på tre behandlingskulturer

Studie af tre veje i alkoholbehandling. Anmeldelse

På vejen til indflydelse

Brugerindflydelse på værestederne vil nogle gange skabe konflikter

– og de konflikter skal tages alvorligt. Kommentar

udsat I 2. årgang, nr. 5, september 2005 I Udsat udgives af Videns- og

Formidlingscenter for Socialt Udsatte. Bladet bringer nyheds- og baggrundsstof

om socialt arbejde med udsatte grupper. I Teksterne kan frit citeres med

tydelig kildeangivelse. I Redaktionen modtager gerne forslag til indlæg til

bladet, men forbeholder sig ret til at vurdere deres relevans. I Synspunkter,

der fremsættes i eksterne bidrag eller i interview o.l., er ikke nødvendigvis

dækkende for centrets holdning. I Bladet er gratis og udsendes til bl.a. amter

og kommuner samt institutioner inden for centrets fagområder. I Der kan

tegnes abonnement ved henvendelse til centret. I Bladet kan downloades

fra centrets hjemmeside www.vfcudsatte.dk I Redaktionsgruppe: Centerchef

Anne Worning (ansvarshavende), Sanne Bertram (redaktør) og Henriette

Zeeberg I VFC Socialt Udsatte, Suhmsgade 3, 1125 København K,

tlf. 33 17 09 00, fax: 33 17 09 01, www.vfcudsatte.dk I Design: Aakjærs a/s,

Vejle I Tryk: Datagraf Auning AS I Oplag: 8.500 I ISSN-nr.: 1603-8606 I

Redaktionen af dette nummer er afsluttet ultimo august 2005.


tOUr De UDSAt

Idræt og sundhed er for alle – eller burde være det. Det gjorde Landsforeningen af

Væresteder (LVS) på deres helt egen måde opmærksom på, da cykelløbet tour de

Udsat løb af stablen i august. De 130 deltagere var nuværende og tidligere misbrugere,

der bruger landets væresteder. nu tog de turen på tandem gennem Danmark – fra

København til Vejle gennem seks etaper - for at være med til at sætte fokus på de

udsatte gruppers situation og forventninger til et bedre liv.

tour de Udsat sluttede 27. august i Vejle med en konference om beskæftigelsesindsatsen

for de udsatte grupper.

foto: Christoffer regild

udsat I nummer 5 I 2. årgang I september 2005


Inklusion i lokalsamfundet

Det er mange visioner for, hvordan beboere med psykiske lidelser kan inkluderes bedre i lokalsamfundet.

Men hvad betyder inklusion, og finder den faktisk sted?

Af SenIOrKOnSULent OLe thOMSen, VfC SOCIALt UDSAtte

Borgere med alvorlige psykiske lidelser nyder ikke

megen accept og anerkendelse hos befolkningen generelt.

De har ringe udsigt til at opnå inklusion i normalsamfundet

og få tilgodeset deres egne fordringer til et tilfredsstillende

liv. Samtidig består den professionelle indsats mest

af omsorg for den enkelte og har kun i begrænset omfang

et inkluderende sigte.

Det er baggrunden for projektet ”Inklusion i lokalsamfundet

af beboere med psykiske lidelser”, der gennemføres

af VFC Socialt Udsatte. Socialministeriets metodeudviklingsprogram

finansierer projektet, og formålet er at

belyse og udvikle metoder, der fremmer rummelighed og

sameksistens i lokalområderne.

Social inklusion

Social inklusion er, ifølge socialforskeren Jørgen Elm

Larsen (se Udsat nr. 4), et åbent og neutralt begreb. Det

ligger i begrebet, at inklusion har karakter af en mulighed,

der kan vælges til, hvis det ønskes. Begrebet giver

samtidig rum for forskellighed.

Begrebet integration relaterer mere entydigt til at være

integreret i en normalitet eller i en normativ orden.

En normativ orden kan imidlertid godt være opbygget

omkring undertrykkende funktionssystemer. Et eksempel

er institutionalisering af sindslidende, hvor personen

anerkendes som patient, men er underlagt institutionelle

ordner og forventninger. Social inklusion er ikke en entydig

størrelse – man kan være indenfor i en social sammenhæng

og udenfor i en anden. Man kan være udenfor

i forhold til deltagelse i signifikante samfundsmæssige

delsystemer (økonomi, arbejde, ret, politik, socialitet

m.m.) og være inkluderet i andre. Også graden af deltagelse

og systemets funktion er elementer i social inklusion.

Med ”systemets funktion” hentydes til den normative

betydning funktionen tillægges, fx at være bruger af et

værested for sindslidende i modsætning til en moderigtig

cafe i det indre København, omfanget og arten af en persons

sociale netværk etc.

Inklusion af sindslidende

Det er ikke blot minoriteten, der skal integrere sig i majoritetens

orden; både de sindslidende og ”normalbefolkningen”

må arbejde for et bedre samspil. Metoderne må

derfor understøtte social inklusion for begge målgrupper.

De sindslidende er dog den primære målgruppe, mens

den sekundære er den del af ”normalbefolkningen”, som

de sindslidende kommer i kontakt med.

At være sindslidende i et boligområde øger selvsagt risikoen

for social udstødning, men det er ikke en automatisk

følgevirkning. Det afhænger af en række livsaspekter,

der ikke i sig selv afkobler den enkelte fra centrale funktionssystemer,

men som i et samspil kan øge udsatheden.

Sådanne livsaspekter er bl.a. personlighed, livsform,

uddannelse, arbejde, økonomi, helbred (herunder den

psykiske lidelses karakter og varighed) samt adgangen til

– og arten af – støtte, hjælp og behandling. En sindslidende

med et tæt netværk kan godt opleve sig anderledes

og udenfor samtidig med at vedkommende føler sig anerkendt

i et givet socialt fællesskab, fx som deltager i lokalområdets

aktiviteter eller i et særligt målrettet tilbud.

De positioner man har, i forhold til deltagelse i samfundsmæssige

delsystemer samt graden af inklusion

inden for forskellige livsområder, er ikke statiske. De vil

sædvanligvis ændre sig i et livsforløb. Der er med andre


ord tale om eksklusions-, marginaliserings-

eller inklusionsprocesser.

I socialt arbejde forsøger man som

regel at bremse eksklusions- og marginaliseringsprocesser

og fremme

inkluderende processer. I den forbindelse

må der skelnes mellem

de frivillige og de ufrivillige. Hvis

en person presses til at deltage i en

bestemt aktivitet, kan man næppe

tale om inklusion, men måske om

normalisering. Målet for inklusion er

derfor ikke den totale assimilation;

målgruppen har og vil formodentlig

til stadighed have særlige behov.

Metoder

Metodeudvikling finder almindeligvis

sted ved at destillere erfaringerne

på et givet område. Man finder sit

fokus på baggrund af en erfaringsmasse,

og jo større erfaringsmasse,

des bedre mulighed for at formulere

metoder i arbejdet og for at få præcision

i metodeudviklingen.

Hvad angår inklusion af borgere

med en psykisk lidelse i lokalområder,

er erfaringsmassen beskeden.

Metodeudviklingen tager derfor

udgangspunkt i konkrete situationer

– en utilstrækkelig indsats og

et ønske om at gøre tingene bedre.

Første skridt er at konkretisere behovet

og at definere målgrupper og

problemområder. Forventninger, mål

og metoder beskrives og gøres operationelt

tilgængelige.

I det aktuelle inklusionsprojekt

fastholdes erfaringerne ved hjælp

af en virkningsevaluering. Målet er

at sandsynliggøre sammenhænge

mellem de udførte tiltag og den virkning,

de har på deltagerne. Derved

opnås en forståelse for, om metoderne

rent faktisk medfører de tilsigtede

resultater. Og også for omfanget af

positive eller negative bivirkninger.

Som afsæt for projektet og som

datagrundlag for virkningsevalueringen,

har vi interviewet en række

lokale aktører. Det tjener flere formål:

Dels at skabe et overblik over

ressourcer, indsatser og problemer i

de valgte lokalområder. Dels at belyse,

i hvilken grad inklusion faktisk

finder sted. Og dels at sammensætte

lokale projektgrupper der kan formulere

visioner om inklusion, metoder,

strategier og delmål.

At nedsætte lokale projektgrupper

er en del af metodeudviklingen

– det skaber motivation, mobilisering

og ejerskab til projektet.

Projektgrupperne nedsætter undergrupper,

der arbejder med at afprøve

udvalgte metodevisioner. I undergrupperne

deltager medlemmer fra

projektgruppen sammen med særlige

interessenter, fx repræsentanter for

politiet og psykiatrisk afdeling. I

projektgrupperne samles op, evalueres

og justeres, og på tværgående

seminarer udveksles iagttagelser og

erfaringer på tværs af de to lokale

projekter.

resultater

Det skorter ikke på deltagelse, iderigdom

og visioner, hvilket er opløftende.

Det er sværere, at ambitionsniveauet

tilpasses de ressourcer,

der reelt kan mobiliseres. Man må

samle den ”projekt-kraft”, der er til

stede blandt deltagerne, om nogle

udvalgte visioner. De mest udsigtsløse

ideer må fravælges, og energien

koncentreres der, hvor det synes

mest sandsynligt at nå et resultat.

Det er forholdsvist enkelt at tage

udgangspunkt i den igangværende

indsats og søge at bidrage til forbed-

ring af sociale indsatser og lokale

aktiviteter. Det er komplekst og

udfordrende at bringe målgrupperne

sammen i nye sammenhænge – at

måle effekten og gøre resultatet til en

eksportvare. Om det er realistisk at

udvikle generelle metoder til fremme

af inklusion, er ikke entydigt,

men der kan ikke udvikles metoder

uden hensyntagen til den kontekstuelle

virkelighed, og metoder kan

ikke praktiseres uafhængigt af den

forskellighed, som konteksten repræsenterer.

Vi håber, at arbejdet fortsætter ud

over projektperioden, uafhængigt af

op- og nedture i politisk bevågenhed.

Vores bekymring er, at visionerne

forbliver ideer, og at arbejdsgrupperne

udvikler sig til studiekredse

frem for forandringsagenter.

Realiteten er, at hvad man end gør,

er det begrænset, hvor langt man kan

komme med inkluderende aktiviteter,

når man alene har projektmidler

til sin rådighed. En væsentlig og

vanskelig opgave er at finde lokale

(permanente) finansieringskilder.

Selv om projektet byder på store

udfordringer, bidrager det efter vores

overbevisning alligevel til social

inklusion af sindslidende i boligområder:

Ved at udvikle metoder til at

synliggøre og støtte lokalområdernes

værdi som minisamfund. Ved at bringe

de forskellige aktører og målgrupper

sammen. Og ved at udvikle metoder

til fremme af gensidig forståelse.

SOCIALMInISterIetS MetODeUDVIKLIngSPrOgrAM har til formål at udvikle konkrete

metoder i socialt arbejde og formidle viden om disse metoder for at øge kvaliteten af

samspillet mellem borgeren og det sociale system.

InKLUSIOn I LOKALSAMfUnDet Af BeBOere MeD PSyKISKe LIDeLSer” forløber i

to større boligområder, hvor der i forvejen forgår socialt arbejde i forhold til den pri-

mære målgruppe: Boligområdet Sundby Syd på Amager i København og boligområdet

herredsvang i bydelen hasle i Århus. Projektet er iværksat september 2003 og forventes

afsluttet med udgangen af 2006. Læs mere på www.vfcudsatte.dk

udsat I nummer 5 I 2. årgang I september 2005


36 timer for 25 år siden

At være mand og offer – men ikke taber. Jakob fortæller sin historie: Om følgerne af et seksuelt overgreb i

barndommen. Og om den nyudviklede form for gruppeterapi, der blev afgørende for ham

Af JAKOB hJULer tAMSMArK

Denne sommer var det 25 år siden, jeg blev udsat for

et seksuelt overgreb. Det varede kun en enkelt nat og

manden, der gjorde det, var kun fysisk til stede i mit liv

i omkring 36 timer. Til gengæld har jeg kæmpet med konsekvenserne

af hans handling lige siden.

Hvem han var, ved jeg ikke i dag. Jeg kan heller ikke

huske, hvordan han så ud. Jeg ved kun, at han var englænder,

vel omkring de 30 år – og pædofil. I løbet af den

nat jeg tilbragte i hans telt, lod han ingen del af min krop

urørt, og siden har jeg konstateret, at kun få dele af mit

sind, mit køn, min seksualitet og min identitet forblev

uforstyrret.

tavsheden

Jeg fortalte aldrig nogen om, hvad der var sket i løbet af

den nat. Jeg vidste godt, at den var gal, men skammen

over det, der var sket, og følelsen af selv at have været

ude om det, betød, at ingen fik det at vide.

Med tiden fik jeg sagt til mig selv, at eftersom jeg kunne

huske begivenheden, var jeg ikke traumatiseret – og at

sætte overgrebet i relation til den ensomhed, tristhed

og splittelse, jeg siden skulle opleve som ung, faldt

mig aldrig ind. Jeg forblev tavs om overgrebet, over for

omverdenen og over for mig selv.

Der skulle gå omtrent 17 år, før jeg i forbindelse med en

skilsmisse endeligt brød sammen. Med ét blev oplevelsen

af afgrundsdyb desperation og isolation fuldstændig, og

efterlod mig i et følelsesmæssigt kaos, der truede med at

rive mit liv fra hinanden. På én gang kom pludselig alle

de problemer, ækle tanker og modstridende følelser op,

som jeg hidtil havde skjult og holdt nede. Jeg mærkede,

JAKOB hJULer tAMSMArK, født i

1967 og bosat i København med sine

tre børn. er cand.scient.pol. og ansat

som specialkonsulent i Arbejdstilsynet.

Siden 2003 brugerrepræsentant

og næstformand i bestyrelsen for

Støttecenter mod Incest i Danmark.

Se mere om mandegrupperne og støttecentret

på www.incest.dk

hvordan mit liv var præget af vanskeligheder i parforholdet,

de nære relationer, seksuallivet og oplevelsen af mig

selv og mit køn. Først fra da af begyndte jeg at sætte ord

på, hvad jeg havde oplevet.

gruppen

Efter flere år i individuel terapi, hvor jeg langsomt

begyndte at mærke de følelser, der hidtil havde skræmt

og knuget mig, i sammenhæng, kom jeg i 2001 i kontakt

med Støttecenter mod Incest og det tilbud om gruppeterapi,

som Lone Lyager og Jette Lyager har udviklet specifikt

til mænd i min situation.

På det tidspunkt havde jeg stadig en forestilling om,

at overgrebet var noget, der kunne ”helbredes”. At jeg

kunne pille det skete ud af hovedet og nå frem til et sted,

hvor det ikke længere havde indflydelse på mit liv. Jeg

vidste godt, at jeg var offer, men jeg ville ikke være offer,

fordi det for mig var det samme som ”taber”. Og med en

lang uddannelse, tre børn og et pænt hjem kunne og ville

jeg ikke se mig selv i en taberrolle. Det var for mig umandigt

at være offer.

I dag ved jeg, at jeg både kan være offer og mand med

alt det, jeg kan og har. Jeg ved, at oplevelsen i så mange

år af at være offer har formet og påvirket mine tanker,

følelser og min identitet. Jeg ved, at det er blevet en

grundforudsætning for mit liv, som jeg ikke kan lægge fra

mig eller annullere. Men jeg ved også, at jeg kan lære at

rumme offerfølelsen og sætte mig ud over de begrænsninger,

som følelsen giver.

Den erkendelse skylder jeg ikke mindst mandegruppen

– og de seks andre mænd, jeg i ti måneder delte mine

tanker og følelser med. I mødet med de andre mænd og

deres historier, der i mangt og meget adskiller sig fra

min, lærte jeg, hvem jeg er. Måske først og fremmest fordi

jeg lærte, hvem jeg ikke er. At et offer ikke bare er et

offer, men at hvert menneske, hvert offer, har sine egne

oplevelser, tanker og forestillinger, der gør hver enkelt

til en unik person. Ved at møde forskelligheden hos de

andre mænd i gruppen med hver deres historie og hver

deres måde at leve som offer på, lærte jeg at differentiere

og definere mig selv og min offerrolle.

Myter og tabuer

I den forholdsvis korte periode jeg tilbragte i gruppen,

opnåede jeg altså at blive integreret med min overgrebshistorie,

min rolle som offer og som mand. Jeg nåede et

langt stykke hen mod at kunne rumme mig selv og det,


jeg har været udsat for. Jeg indså, at skønt jeg er mand,

har jeg brug for hjælp, og at selv mænd kan bede om

hjælp. Det er stadig svært for mig at bede om hjælp,

men i dag tror jeg ikke længere, at det gør mig til mindre

mand, når det sker.

I gruppen lærte jeg også at sætte ord på min frygt.

Angsten for myten om at krænkede selv bliver krænkere.

Jeg var bange for, at hvis andre mennesker kendte til min

historie, ville de måske tro, at jeg selv var krænker. At jeg

kunne finde på at krænke mine egen børn – eller deres

kammerater. Tanken er og har altid været absurd for mig,

men i mange år var det medvirkende til, at ingen måtte

kende til min historie. Myten og tabuerne, der knytter sig

til seksuelle overgreb, fastholdt mig i tavsheden.

Tabuernes undertrykkende magt mærker jeg stadig, og

jeg gør mig ingen illusioner om at kunne bryde dem. Men

Jette Lyager og Lone Lyager

At bestige bjerge

Gruppeterapi for seksuelt misbrugte mænd

Jette Lyager og Lone Lyager

At bestige bjerge. gruppeterapi

for seksuelt misbrugte mænd

Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte.

246 sider, 150 kr.

Mareridt. Skam. Vrede. Frygt for at være umandig. Og følelsen af ikke

at slå til i nære relationer. Det er nogle af de typiske følgevirkninger

blandt mænd, der har været udsat for seksuelle overgreb som børn.

At bestige bjerge er et resultat af forfatternes gruppeterapeutiske

arbejde gennem fire år med seksuelt misbrugte mænd. Den fortæller

om cases og behandling, metoder og resultater. Bogen er den første

herhjemme, der beskæftiger sig med seksuelt misbrugte mænds køns-

specifikke behandlingsbehov.

Bogen kan bestilles i boghandlen eller via www.vfcudsatte.dk

Du kan også udfylde og sende denne kupon.

jeg har lært at håndtere tabuerne og deres betydning for

mit liv, og jeg tror, at det med tiden kan være med til at

reducere styrken i tabuerne. Ikke bare for mig selv, men

forhåbentlig også for andre i kraft af, at jeg i dag tør tale

og skrive om, hvad der er sket, og hvad det har betydet.

Jeg gennemgik i gruppen en voldsom og overvældende

udvikling, som jeg i dag, fire år efter, endnu ikke helt

har fordøjet eller fået på plads. Jeg har også i dag hjælp

behov, men har først og fremmest fået troen på, at jeg kan

komme videre.

Overgrebet vil antageligt altid være i min bevidsthed, og

konsekvenserne af det vil præge mit liv. Jeg bliver ikke

”helbredt”, men håbet er, at overgrebet en dag ikke længere

vil holde mig tilbage fra at leve det liv, jeg ønsker

mig.

B e S T I l l I N g S K U p O N

Ja tak, jeg vil gerne bestille At bestige bjerge. pris: 150 kr. pr. stk. + forsendelse

Antal:

Navn:

Adresse:

VFC Socialt Udsatte

Suhmsgade 3

+++ 3150 +++

1045 København K


Ung og udsat for vold

Både drenge og piger udsættes for vold. Men ikke af de samme. Vold mod piger sker oftest i hjemmet, mens

drenge typisk oplever volden ude. Drenge og piger reagerer også forskelligt på vold. for at forebygge er det

nødvendigt at være opmærksom på kønsforskellene

Af KOnSULent SISSeL LeA nIeLSen, VfC SOCIALt UDSAtte

Både drenge og piger oplever at blive slået eller på anden

led udsat for fysisk vold. Men ser man på unges udsathed

for vold i et kønsperspektiv, falder det i øjnene, at

der er væsentlige forskelle.

Generelt er drenge i højere grad end piger udsat for

vold. Hver ottende dreng og næsten hver tiende pige i

9. klasse er inden for det sidste år blevet udsat for fysisk

vold. 4% af de unge i 9. klasse (15-16-årige) er blevet

truet af deres forældre med vold, og 7% af de unge er

blevet slået af deres forældre.

En af de mest markante kønsforskelle viser sig, når man

spørger, hvem gerningsmanden er, og hvor volden har

fundet sted. Piger oplever i langt højere grad end drenge

at blive udsat for vold fra en forælder, oftest faren.

Gerningsmanden ved den seneste voldsepisode har således

næsten for hver anden pige været en forælder, mens

det kun gælder for hver sjette af drengene. Drenge oplever

oftest vold uden for hjemmet, fx i forbindelse med

LItterAtUr

• De statistiske oplysninger i denne artikel baserer sig hovedsa-

geligt på et notat udarbejdet af Karin helweg-Larsen & Marie

Kruse fra Statens Institut for folkesundhed. ”Kønsforskelle i

vold blandt unge i Danmark. forekomsten og karakteren af

den vold, som unge udsættes for og som de oplever i deres

familie” (2004).

• Sissel Lea nielsen: ”Ung & Køn. Kønsforskelle i unges udøvelse

af vold og udsathed for vold. Bryd tavsheden – sæt grænser”.

rapporten og debatmagasin er udarbejdet af VfC Socialt

Udsatte for Ligestillingsministeriet, 2004. rapporten kan

downloades på www.vfcudsatte.dk

• ”Unges livsstil og dagligdag 2003 – aldersforskelle i

sundhedsvaner og livsstil”. Kræftens Bekæmpelse og

Sundhedsstyrelsen, 2005.

fester, og i tre ud af fem tilfælde har gerningsmanden ved

den seneste voldsepisode været én, de ikke kender. Det

gælder kun for hver femte af pigerne.

Voldens konsekvenser

Volden påvirker de unges helbred, og de risikerer at

trives dårligt – både på kort og på lang sigt. Ud over de

direkte fysiske men kan vold give psykosomatiske symptomer

som hovedpine og ondt i maven, og de unge kan

have svært ved at koncentrere sig i skolen. De kan føle, at

de ikke er noget værd, og have svært ved at have tillid til

andre. Både drenge og piger kan få psykiske problemer

som følge af volden, men piger oplever det i højere grad

end drenge. Blandt piger, der har været udsat for vold,

oplever hver anden at have psykiske problemer, mens det

kun gælder hver fjerde dreng.

Forskellen kan skyldes, at pigerne typisk bliver udsat

for vold fra en forælder eller en anden, de kender – fx en

kæreste – altså personer, de skulle have tillid til, og som

burde drage omsorg for dem. Den kan også skyldes, at

piger i forvejen oftere end drenge føler, at de har psykiske

problemer. Næsten hver anden pige i alderen 16-20

år føler, at de har personlige problemer, der gør det vanskeligt

at klare daglige gøremål. Det samme gør sig kun

gældende for hver fjerde af drengene. Det er tænkeligt, at

et sådant mønster også gælder for de lidt yngre.

forebyggelsen

At drenges og pigers virkeligheder i forbindelse med vold

er forskellig, fordrer forskellige løsninger.

En forudsætning for at sikre kvalitet i indsatsen over for

de unge er at inddrage et kønsperspektiv – både når det

gælder forebyggelse af vold, og i afhjælpning af voldens

konsekvenser. Det er lovfæstet, at begge køn skal sikres

lige muligheder i det danske samfund. Men for at stille

drenge og piger lige kan der i nogle tilfælde være behov

for at behandle dem forskelligt.


um til at være

tag over hovedet, en kop kaffe og lidt mad. nogen at snakke med. Det er ofte det, vi forstår ved omsorg, når

det gælder værestedsbrugere med et alkoholmisbrug. for andet er der jo ikke at gøre. eller er der?

Af KOnSULent DItte ehrenreICh, VfC SOCIALt UDSAtte

Jens kommer til værestedet i tydeligt beruset tilstand,

aggressiv over for brugere og personale. Det er sket før,

og ofte er han blevet afvist allerede i døren. Men i dag

udvikler situationen sig anderledes end den plejer…

På væresteder rundt omkring i hele landet kommer der

mange brugere med alkoholmisbrug. Det er mennesker

med komplekse problemer, der ikke kun handler om

alkohol, men også om bolig, økonomi, netværk, arbejde

eller mangel på samme. Mennesker, der kaster medarbejderne

ud på dybt vand i en konkret hverdag, hvor den

overordnede målsætning er at yde omsorg. Men hvad er

omsorg, når det gælder denne målgruppe?

Vi er hurtige til at tænke, at de mest udsatte brugeres

behov for omsorg er meget konkret og handler om at

afhjælpe den umiddelbare nød: At komme i tørvejr og få

en kop kaffe eller lidt mad. Vi har også let ved at forestille

os, at værestederne kan afhjælpe noget af ensomheden.

Vi ser altså omsorgen som fysisk og relationel.

En tredje dimension af omsorg er mere uhåndgribelig.

Det er et forsigtigt udviklingsperspektiv, der handler om

at skabe et rum til at være. Et rum hvor udvikling, forandring

og forsoning med sig selv gøres mulig. Det skal

understreges, at der tænkes på rum for udvikling, og ikke

krav om udvikling. Frem for kun at tilbyde skadesreduktion

kan man vise, at man ikke har opgivet at hjælpe brugeren

med at få øje på nye muligheder. Samtidig må man

dog ikke stille krav, der udstøder de svageste. Til den

bruger, der er kommet i værestedet flere gange – og som

man har oplevet både ædru og fuld – kan man godt sige:

”Du er sådan en flink fyr, når du er ædru”. Altså fortælle

ham den positive vinkel, at man oplever ham som en

helt anden person, når han er ædru, og måske motivere

ham til at søge behandling eller trappe lidt ned. ”Han

skal da vide, hvordan drikkeriet ødelægger forholdet til

de andre brugere”.

Den dag udviklede situationen sig anderledes. Ud fra

sit kendskab til Jens vælger medarbejderen at møde

ham med en positiv attitude. Medarbejderen ved, at

Jens er glad for musik og giver ham en CD i hånden som

gave med bemærkningen: ”Det var da hyggeligere at

høre noget godt musik i stedet for at høre på dit dårlige

humør”. Det ændrer fuldstændigt situationen. Jens skifter

sindsstemning og virker nærmest rørt over at få en gave.

fysisk omsorg relationel omsorg

I situationen handler medarbejderen ud fra alle tre

aspekter af omsorgsmodellen:

• At brugeren overhovedet bliver lukket ind i beruset

tilstand og tilmed får en CD, er udtryk for fysisk

omsorg.

• At brugeren ses og behandles som et individuelt menneske

med en personlighed, man husker og imødekommer,

er udtryk for relationel omsorg.

• At brugeren får anledning til at handle anderledes,

end han plejer, og at det er til glæde for både ham

selv og de andre i værestedet, er udtryk for, at medarbejderen

giver ham rum til at være.

Omsorg er at engagere sig i et andet menneskes velbefindende

ud fra en oprigtig interesse i dette menneskes

ve og vel. I det sociale arbejde med børn og unge er det

naturligt at tænke udvikling i sammenhæng med omsorg.

I forhold til socialt udsatte med et alkoholmisbrug tænkes

omsorg derimod ofte – og naturligt nok – som skadesreduktion.

Men fares der med lempe, kan også brugere

med tunge og komplekse problemer have gavn af en

omsorg, der er mindre konkret og vover lidt mere.

VfC SOCIALt UDSAtte har i samarbejde med syv ledere og

medarbejdere fra væresteder udviklet omsorgsmodellen for

omsorgsmetoder på væresteder for brugere med et alkohol-

misbrug.

rum til at være

Omsorgsmodellen og dilemmaer i

forhold til omsorg på væresteder er

beskrevet i hæftet: ”rum til at være”.

Læs mere på www.vfcudsatte.dk

Rum til at være

Dilemmaer ved omsorg for værestedsbrugere med alkoholmisbrug

udsat I udsat nummer I nummer 5 I 2. 5 årgang I 2. årgang I september I maj 2005


0

På kanten

Prostituerede oplever sig ofte som dobbeltmarginaliserede og tror ikke på hjælpesystemet. Det er derfor en

særlig udfordring at styrke de prostitueredes tillid til, at de kan få støtte til et andet liv. Opsøgende socialt

arbejde har vist sig at være et godt udgangspunkt

Af reDAKtør SAnne BertrAM, VfC SOCIALt UDSAtte

Prostitueredes sociale og personlige situation er ofte

kompliceret, og mange har tilsyneladende ikke den nødvendige

motivation til at søge hjælp til at ændre den.

Men det, der ligner mangel på motivation, kan skyldes, at

de prostituerede oplever sig som dobbeltmarginaliserede.

De lever et liv på kanten af samfundet i almindelighed,

og de er tit også marginaliserede i forhold til det sociale

hjælpeapparat. Erfaringerne har vist, at opsøgende socialt

arbejde er et godt udgangspunkt for at skabe en kontakt

til prostituerede, som måske kan føre til forandringer og

med tiden til et liv uden prostitution.

tre grundformer

Opsøgende socialt arbejde er en generel metode, der tager

sigte på at skabe kontakt til socialt udsatte mennesker,

der vurderes at have behov for støtte og hjælp, men som

ikke selv henvender sig for at få den. Overordnet er der

to formål med opsøgende socialt arbejde. Det ene er at

bekæmpe social isolation og yderligere udstødelse. Det

andet er at give et tilbud, som skaber mulighed for at forbedre

eller bryde en svær social situation.

Både generelt og i forhold til prostituerede kan man

skelne mellem tre forskellige faser eller grundformer

af opsøgende arbejde, nemlig screening, brobygning og

opsøgende arbejde knyttet til egen base.

Sreeningen er en observationsfase. Her foretager socialarbejderne

en kortlægning af det fysiske og sociale miljø,

målgruppen færdes i. I forbindelse med gadeprostitution

er det fx vigtigt at kende det aktuelle kvarter og etablere

et tillidsforhold til andre i nærmiljøet, som kan fungere

som informanter. Der tages ikke kontakt til målgruppen;

screeningen er en forberedelsesdel, hvor der indhentes

viden for at vurdere, om der er behov for en egentlig

opsøgende indsats, og i givet fald hvilken.

Brobygningen indebærer, at socialarbejderen har kontakt

til målgruppen, men uden forudgående aftale. I

denne form for opsøgende arbejde vil målet ofte være at

informere om relevante tilbud og muligheder, uddele pjecer,

formidle adresser osv. I forhold til prostituerede er

det vigtigt at afpasse indsatsen til de forskellige gruppers

behov. Fx har nogle gadeprostituerede akut brug for at få

tag over hovedet og et måltid mad, mens mange kvinder

på massageklinikker efterlyser rådgivning om sikker sex

og samtaler om sociale og personlige forhold.

Som nævnt har prostituerede ofte negative forventninger

til de forskellige hjælpeforanstaltninger; forventninger

som kan være baseret på fordomme såvel som

uheldige erfaringer. Det kan gøre det ekstra svært for den

prostituerede at bede om hjælp; måske især fra offentlige

myndigheder, som mange af de prostituerede i perioder

er i kontakt med som modtagere af overførselsindkomster,

men som de sjældent indvier i deres liv som prostituerede.

Her kan en anden form for brobygning være afgørende.

Nemlig funktionen som bisidder. Den opsøgende medarbejder

kan fx hjælpe den prostituerede med at forberede

sig inden et møde med de kommunale myndigheder

ved at bistå hende/ham med en præcisering af ønsker og

behov. Men socialarbejderen kan også bistå ved at formidle

viden om prostitution til den anden side af bordet


nyt KOMPetenCeCenter

De sociale tilbud til de prostituerede har hidtil været begrænsede.

Det skal regeringens handlingsplan ”et andet liv” rette op på. Bl.a.

oprettes der teams, der skal lave opsøgende arbejde og rådgive de

prostituerede om sociale og sundhedsmæssige forhold. De første

teams, som dækker Jylland, starter 1. november 2005.

Der etableres også en internet- og telefonrådgivning samt en

psykologordning, hvor tidligere og nuværende prostituerede kan

få hjælp til at bearbejde psykiske skadevirkninger af prostitutionen.

for at forebygge prostitution blandt udsatte unge skal personalet,

og dermed gøre det nemmere for

fx en sagsbehandler at forstå den

prostituerede. Også i forhold til fx

læger, misbrugsbehandlingssteder,

diverse rådgivninger eller private

tilbud kan socialarbejderen fungere

som brobygger.

Selvom man som bisidder spiller

en forholdsvis aktiv rolle, er det

vigtigt at holde fast i, at det fortsat

er den prostituerede selv, der fremfører

sin sag og kommunikerer med

myndigheden eller institutionen.

Er mødet svært at tackle, kan bisidderen

evt. være til stede under

mødet og være med til at sikre, at

den prostituerede har fået det ud af

samtalen, som hun/han ønskede.

Bisidderen kan også være med til at

følge op på udfaldet af mødet.

Opsøgende arbejde knyttet til egen

base er den tredje og sidste hovedform.

Denne variant giver målgruppen

mulighed for selv at henvende

sig efter en generel invitation eller

opfordring. Metoden kan fx bestå i,

at socialarbejderne annoncerer i dagblade

eller spreder information i de

prostitueredes nærmiljø om et eller

flere tilbud, som er knyttet til socialarbejderens

egen organisation.

etiske dilemmaer

Uanset hvilken form, der er tale om,

repræsenterer opsøgende socialt

arbejde altid et uanmodet tilbud om

der arbejder med denne gruppe, efteruddannes i opsporing af

prostitutionslignende adfærd. Kommunale myndigheder, der arbejder

med målgruppen, skal kunne hente rådgivning og vejledning.

for at sikre, at handlingsplanens initiativer bliver ført ud i livet,

oprettes et landsdækkende kompetencecenter, der skal stå i spidsen

for indsatsen på prostitutionsområdet. Kompetencecentret placeres

organisatorisk i VfC Socialt Udsatte.

Læs mere på www.vfcudsatte.dk under Prostitution.

social bistand. Formålet kan opleves

nok så rigtigt, men det ændrer

ikke ved, at socialarbejderen søger

at gribe forandrende ind i et fremmed

menneskes liv uden at være

blevet bedt om det. Sat på spidsen

repræsenterer alt socialt opsøgende

arbejde en etisk konflikt mellem det

enkelte menneskes ret til at være i

fred og de offentlige myndigheders

forpligtelser (eller private organisationers

omsorg).

Dette grundlæggende dilemma stiller

store krav til afklaring af mål og

midler: Hvad vil man egentlig opnå

med indsatsen? Hvad er det reelle

indhold i tilbuddet? Hvordan skal

tilrettelæggelsen være? Medfører

indsatsen en øget social kontrol

– eller er den tværtimod en forudsætning

for individuel empowerment,

hvor den prostituerede bliver i

stand til at opnå selvbestemmelse og

forbedre sin egen livssituation?

Alt sammen spørgsmål, der ikke

har givne svar. Under alle omstændigheder

indebærer opsøgende

socialt arbejde særlige fordringer til

den enkeltes socialarbejdes faglige

kompetence og egen fornemmelse

for den opsøgte persons grænser.

Men som udgangspunkt kan det

anbefales at arbejde ud fra den grundantagelse,

at den enkelte prostituerede

er ekspert i sit eget liv, og at

han/hun bedst kender til sin egne

realistiske mål og løsningsmetoder

og hen imod at der sker positive forandringer,

der opleves som relevante

for den prostituerede, og med tiden

fører til et ophør med prostitution.

respekt og perspektiv

Det kan være svært at fastsætte

succeskriterier for det opsøgende

arbejde, fordi målet måske i første

omgang er at skabe kontakt og

udvikle en relation. En relation, der

til gengæld kan gøre det muligt at

sætte ind med tydeligere hjælpeforanstaltninger

senere hen. I indsatsen

må man således på den ene side

respektere, at den prostituerede ikke

nødvendigvis ønsker rådgivning

eller støtte på kontakttidspunktet

– eller måske ønsker hjælp, men

af konkret og akut art. Og samtidig

bevare det lange perspektiv, der sigter

mod et andet liv.

ArtIKLen er i det væsentlige et sammendrag

af dele af arbejdspapiret: ”Opsøgende arbejde

blandt prostituerede”. Af Lis Døssing, Jette

heindorf og hanne Mainz. VfC Socialt Udsatte

og PrO Århus, 2005. Kilder til arbejdspapiret

fremgår af dette. Artiklen støtter sig desuden til

projektbeskrivelsen for det nye kompetencecenter

om prostitution. Se boksen øverst på siden og

www.vfcudsatte.dk

udsat I nummer 5 I 2. årgang I september 2005


2

Sociale eksperimentarier

Brugerindflydelse for særligt udsatte borgere kan lade sig gøre. Men det kan tage længere tid, end man

måske forestiller sig. Det viser flere projekter

Af KOnSULent LArS MeSSeLL, VfC SOCIALt UDSAtte

Siden starten af 1990’erne har staten anvendt betragtelige

beløb til at støtte sociale udviklingsprojekter i kommuner,

amter og blandt frivillige organisationer. En af

udviklingsdimensionerne har været at finde nye veje i

indsatserne over for særligt vanskeligt stillede socialt

udsatte. Den sociale indsats over for disse grupper er

vanskelig, fordi de har komplekse sociale problemer, der

ofte ikke lader sig afhjælpe med nogen standardindsats.

Et gennemgående tema i en del af projekterne i disse år

er spørgsmålet om, hvordan man sikrer brugerne indflydelse.

Vi-følelse og ejerskab

En af de store barrierer, der måske ikke er så meget

opmærksomhed på, er, at gennemførelse af reel brugerindflydelse

tager tid. I et projekt havde man fx besluttet

sig for at oprette et botilbud til sindslidende borgere som

alternativ til amtets institutionsprægede botilbud. Langt

om længe – efter to års projektforløb – er det nu begyndt

at gå rigtigt godt med brugerindflydelsen. Beboerne skulle

bruge tid til at vænne sig til, at man faktisk ønskede,

at de selv tog stilling til fx lejlighedernes indretning,

hverdagens tilrettelæggelse, husregler og aktivitetstilbud.

Også personalet måtte tage brugerindflydelse som en

udfordring, der krævede planlægning og omstillingsparathed,

for i lighed med beboerne havde de et ofte årelangt

arbejdsliv bag sig på institutionsprægede botilbud.

VfC Socialt Udsatte gennemgår for Socialministeriet

rapporter fra sociale projekter, som er blevet bevilget

støtte fra SAtS-puljen. tendenser i projekterne i 2004 er

beskrevet i ”tværgående rapport. redegørelse for 5 af

Socialministeriets puljer målrettet socialt Udsatte”, som

kan downloades eller bestilles på www.vfcudsatte.dk

Beboernes indflydelse er blevet reel, fordi de hen ad

vejen oplevede at være i dialog med personalet om disse

ting, og fordi beboerne udviklede en vi-følelse – de tog

ejerskab. De faste husmøder er så i løbet af to år blevet et

af de fora, hvor beboerne kommer med forslag og vedtager

nogle af dem. Konkret har beboerne nu fået mod på

at genetablere relationer til venner og pårørende, som de

inviterer til at komme på besøg i deres ”egen” lejlighed;

noget, som de aldrig ville have drømt om at gøre, da projektet

startede.

Den hårdeste periode

I et andet projekt var tidsaspektet lige ved at få projektet

til at kuldsejle. I dette projekt oprettede man et værested.

Baggrunden var, at bl.a. personalet i kommunens socialpsykiatri

mente, at det var vigtigt med et værested, så

psykisk skrøbelige borgere med et tyndt socialt netværk

kom uden for egen dør. Behovet var der, men der skulle

bare gå ½ år, inden de potentielle brugere begyndte at

bruge det. De troede, der var tale om et værested, hvor alt

var tilrettelagt og bestemt af de ansatte, og det havde de

ikke lyst til.

Dette første halve år var, fortæller man i seneste

projektrapport, den hårdeste periode i hele forløbet.

Efterfølgende har man bare haft travlt, fordi værestedet

bliver usædvanligt flittigt benyttet af en meget stor del

af de potentielle brugere. Også i dette projekt er brugerindflydelsen

blevet en reel del af dagligdagen. Rapporten

beretter med stolthed, at tidligere brugere, som ikke

længere har brug for værestedet, kigger ind en gang imellem.

Her kan de møde gamle bekendte, fortælle nyt fra

den store verden og se, hvad der sket af nyt i værestedet,

siden de var der sidst. Meget livsbekræftende!

Brugerindflydelse er på dagsordenen mange steder, men

ofte svært at realisere. Nogle gange kan det tilsyneladende

handle om at justere forventningerne. Mennesker,

der aldrig har oplevet at have indflydelse, er ikke nødvendigvis

parate til at involvere sig i overordnede styringsprocesser,

men vil gerne inddrages i hverdagens

beslutninger.


en nøgle til gaden

De laminerede plastickort med adresser og oplysninger

om byens steder for hjemløse er populære

blandt gadens folk. hidtil har de været forbeholdt

københavnerne, men nu lanceres nøglekortene

også i andre storbyer

Af JOUrnALISt tInA JUUL rASMUSSen

Døren til tandlægeskuret står åben, og på bænken i gården

foran “Bissernes” klinik ved De Hjemløses Hus i

København hænger en lille gruppe mænd ud. Et par af

dem venter på en tur i tandlægestolen – og at dømme

efter deres smil er besøget tiltrængt. Livet på gaden tærer

som bekendt også på tænderne, når muligheden for og

motivationen til at lave og spise et godt måltid mad er

begrænset hos mange hjemløse – og det samme med

mundhygiejnen. Ofte er indholdet i en grøn flaske, et pilleglas

eller pulveret i en lille pakke sølvpapir meget mere

eftertragtet.

Men mad og et varmt og tørt sted at sove er – som for

os alle sammen – også et dagligt behov for de hjemløse.

Og hvor er det så lige, man går hen i storbyen: Hvor kan

man få et billigt eller måske endda gratis måltid mad, få

vasket tøjet eller få noget nyt udleveret? Hvor kan man

finde en god seng at sove i – og hvor må hunden, mange

hjemløses trofaste følgesvend, også komme med ind?

hundeposer med digitalur

Svarene dingler for enden af en sort nylonsnor, hvori

der hænger små laminerede informationskort med piktogrammer

og oplysninger om byens væresteder og herberger,

hvor man kan overnatte, få et måltid mad, få vasket

tøj m.m. Nøglekortene, som Rådet for Socialt Udsatte

lancerede i 2003, er både kendte og populære blandt

byens gadedrenge, og det oprindelige oplag er for længst

uddelt. Rådet har derfor i samarbejde med VFC Socialt

Udsatte sørget for nye og opdaterede kort til københavnerne,

og som noget nyt er ordningen her i sommer udvidet

til også at omfatte Ålborg, Odense og Århus-Randers.

Kortene kan fås gratis på de fleste væresteder, varmestuer,

natcaféer og boformer for hjemløse i disse byer.

– Især udlændinge eller folk, som kommer udenbys fra,

og som ikke kender København, har brug for dem. Og

andre deler kortene ud til dem, de kender, hvis de ikke

selv har brug for dem, fortæller to ansatte i caféen i De

Hjemløses Hus.

Jørn, som har været hjemløs i en årrække, men nu har

fået en ”skæv” bolig, er enig.

– De er fede! De hjalp mig og andre, jeg kender, da jeg

boede på gaden – jeg har da brugt dem til at finde et sted

at spise og sove, fastslår han, inden Bent, som sidder og

venter på sin tur i tandlægestolen, sender ham i byen

efter flere bajere.

– Jeg har brugt dem til at fortælle andre, hvor de kunne

gå hen og har givet dem væk til nogle, som var på røven.

Og selv om man kender byen godt, så kommer der jo

også nye steder, siger Bent. Han har flere gode forslag til,

hvordan kortene kan forbedres.

– Det skulle være lige som med hundeposerne: At de

hængte alle vegne, og man bare kunne gå hen og trække

dem, når man havde brug for det. Hvis det var rigtig

smart, var der et digitalur på, så der kun kom information

om de steder, der var åbne lige nu, siger han og

tilføjer: – Men kortene er gode – og lige så vigtige for de

hjemløse udlændinge som for os selv.

VIL DU VIDe Mere?

På det nye websted www.hjemloeshed.dk kan både brugere og fagfolk

finde viden om hjemløshedsområdet. her er nyheder, database over dag- og

døgntilbud til hjemløse landet over, kalenderfunktion, oversigter over

relevante organisationer mv. hjemmesiden åbner i september og er en

relancering af netdelen for ”Videns- og udviklingsfunktionen på hjemløshedsområdet”.

funktionen hører under VfC Socialt Udsatte. Opgaverne er at

• styrke brugerinddragelsen

• opsamle og formidle viden og erfaringer

• fremme dialog og netværk

tjek også www.vfcudsatte.dk hvor du bl.a. kan finde

publikationer om hjemløshed.

udsat I nummer 5 I 2. årgang I september 2005


Støtte til seksuelt misbrugte

5-10% af befolkningen skønnes at have været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, og en del har følgevirkninger

i voksenlivet. Mange kommuner finder det vanskeligt at arbejde med området, men det kan der

gøres noget ved

Af KOnSULent KrIStIAn LArSen, VfC SOCIALt UDSAtte

Landet over er der meget store forskelle i den måde,

man hjælper voksne med senfølger af seksuelle overgreb.

Det viser en undersøgelse blandt amter og kommuner,

som VFC Socialt Udsatte har lavet for Socialministeriet.

Spændvidden i praksis er betydelig, og strækker sig fra

ingen eller megen beskeden hjælp til betalt behandling

gennem flere år. Også arten af støtte varierer.

Flertallet af kommuner synes at tilbyde psykologhjælp

enten ved egne eller privatpraktiserende psykologer, og

knap halvdelen af amterne kan tilbyde gruppeterapi.

Andre kommuner er tilbageholdende med at yde psykologhjælp,

og på en stor del af de psykiatriske sygehuse

er der ingen behandling, der er tilrettelagt specielt med

henblik på følger af seksuelle overgreb i barndommen.

Seksuelle overgreb er et tabubelagt område, og det er

formodentlig en væsentlig grund til, at mange finder det

vanskeligt at arbejde med senfølger af overgreb. Området

er ikke i fokus i hverken kommuner eller amter. Der foregår

ingen særlig planlægning, uddannelse, evaluering

eller lignende. Mange sagsbehandlere siger, at de mangler

viden om feltet og kendskab til behandlingsmuligheder.

VærKtøJer Og InSPIrAtIOn

VfC Socialt Udsatte planlægger at udgive en håndbog, som vil

rumme målrettet viden om senfølger, behandlingsmuligheder og

metoder i arbejdet, herunder hvordan man bedst samarbejder

med personer, der er belastet af senfølger.

VfC Socialt Udsatte forbereder desuden en konference om

seksuelle overgreb for fagfolk i samarbejde med blandt andet

forskningsnetværket vedr. seksuelle overgreb mod børn, SISO, og

Juliane Marie Centret.

nærmere oplysninger om håndbog og konference kan fås hos

konsulent Kristian Larsen, tlf. 33 17 09 06. Kristian Larsen besvarer

også spørgsmål vedrørende centrets undersøgelse på området.

et aktuelt overblik over eksisterende behandlingsmuligheder

kan man få på www.vfcudsatte.dk hvor der også er links til de

centre, der tilbyder rådgivning og hjælp på området. På samme

adresse findes desuden centrets egne publikationer på området,

henvisninger til øvrig litteratur, statistik, information om psykologordningen

mv.

flere muligheder

Men der er faktisk forskellige muligheder for at henvise

til relevant hjælp. Et helt nyt tiltag fra april 2005 er, at

listen for sygesikringstilskud til ”psykologbehandling

for særligt udsatte grupper” (psykologisk krisehjælp) er

udvidet til også at omfatte ”personer, der inden de fyldte

18 år har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb”.

Bestemmelserne efter sygesikringen er de bredeste,

til gengæld er der jo så netop tale om et tilskud til betaling

og ikke om fuld dækning.

For nogle borgere vil også andre muligheder kunne

komme i betragtning. Kommunerne kan efter Aktivlovens

§ 82 yde økonomisk hjælp til fuld dækning af udgifter til

psykologbehandling til borgere, der ikke selv kan betale,

hvis en række øvrige forudsætninger er opfyldt. Borgere,

som har betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk

”funktionsevne” eller særlige sociale problemer, kan søge

kommunen om hjælp efter Servicelovens § 86.

I mange kommuner vil det også være relevant at henvise

til amtet. Knap halvdelen af amterne har i dag samtaleterapeutiske

tilbud til målgruppen. Hertil kommer en

række tilbud uden for det almindelige sundhedssystem,

hvor bl.a. en række centre for seksuelle overgreb landet

over tilbyder støtte og rådgivning til personer, der har

været udsat for incest eller andre seksuelle overgreb.

De fleste af centrene er baseret på frivillig rådgivning,

men seks steder i landet tilbydes også billig professionel

behandling.

Endelig kan man henvise borgeren til den landsdækkende

psykologordning, der blev iværksat i april 2004.

Ordningen kan søges direkte og betaler et behandlingsforløb

på 10 timer. Der er plads til ca. 600 forløb, og 75%

er allerede bevilget. Psykologordningen kører som et

treårigt forsøg og administreres af VFC Socialt Udsatte for

Socialministeriet. Den er for tiden lukket, men åbner igen

til nytår 2006.

Udvikling af indsatsen

Ønsker man i en kommune at arbejde med en udvikling

af indsatsen på dette område, kan man begynde med en

drøftelse af, hvad man faktisk gør – og hvad man kan.

Man kan for eksempel spørge sig selv og hinanden, om

man reelt er fagligt og personligt klædt på til at gå ind

i senfølgeproblematikker. Tabu-aspektet kan betyde, at

dialogen mellem borgeren og sagsbehandleren bliver

hæmmet, fordi ingen af parterne tør tale om det. Men det


omvendte kan også ske, dvs. at samtalen

får karakter af terapi og dermed

risikerer at overskride sagsbehandlerens

faglige kompetence.

Mennesker med senfølger efter

seksuelle overgreb er ofte kendetegnet

ved at være lidt mere sårbare

end flertallet. Nogle kan have en

offeradfærd – andre en anmassende

væremåde. En tredje gruppe kan

rumme begge dele. Mange vil have

meget ondt ved at sætte ord på, hvad

overgrebet har betydet for dem, og

have endda sværere ved at tale om

selve overgrebet. De føler, der klæber

en skam ved dem. Samtidig er

der også dem, der føler en lettelse

ved at tale om overgrebet. Skulle

sagsbehandleren komme i tvivl om,

hvorvidt de aktuelle vanskeligheder

med sikkerhed hænger sammen

med overgreb, eller om andre forhold

spiller mere ind, er det vigtigt

at fastholde fokus på borgeren her

og nu – en overgrebsberetning kan

under alle omstændigheder sjældent

dokumenteres.

Det indebærer nogle særlige udfordringer

at føre en dialog på sådanne

vilkår. Efteruddannelse, supervision

og sparring kan være nødvendig. En

mulighed er også at udvikle særlige

spørgeredskaber, der kan kvalificere

dialogen med borgeren. Man kan

også træne sig i ikke at overskride

borgerens personlige grænser eller

egne personlige og faglige grænser.

Formulering af værdier, mål og planer

på området kan være med til at

skabe synlighed, interesse og mod til

at arbejde med dette felt.

hVAD er SenføLger Af SeKSUeLLe OVergreB?

Men måske bør det også være legitimt,

at man som sagsbehandler kan

kaste håndklædet i ringen og give

sagen videre til en kollega, fordi

problematikken er så ubehagelig, at

man reelt ikke kan arbejde med den.

Man kan desuden vælge at udpege

en intern specialist på området, som

kan sikre, at fokus bliver fastholdt,

og skabe en ramme om vejledning,

sparring og uddannelse. Specialisten

vil også kunne støtte andre afdelinger

og andre faggrupper.

At erkende problemet

Nogle steder vil man måske have

indtrykket af, at der kun er meget

få mennesker i kommunen, som

har problemer med følgevirkninger

efter seksuelle overgreb. Men

seksuelle overgreb er ikke begrænset

til særlige miljøer og egne.

Omfangsundersøgelser viser, at

5-10% af befolkningen på den ene

eller den anden måde har været

udsat for seksuelle overgreb i barndommen,

og at overgreb forekommer

i alle sociale lag og i hele landet. Det

er nødvendigt at erkende problemet

for at kunne arbejde med det – og

dermed også for at hjælpe de mennesker,

der har hjælp behov.

Seksuelle overgreb kan påvirke den, det går ud over – nogle mere, andre mindre.

Senfølger af seksuelle overgreb er problemer eller vanskeligheder, som ikke viser sig

umiddelbart efter overgrebet, men kommer senere i livet.

Problemerne kan dreje sig om:

• at have gode, stabile og nære relationer til andre

• at sætte egne grænser og mærke andres grænser

• seksualitet

• forholdet til ens egen krop

• usikkerhed om, hvad er er normalt og unormalt

• koncentrationsbesvær

• vrede

• mad og søvn

forholdet til ægtefælle/kæreste, familie, venner og arbejdsplads kan også lide under

problemerne.

Se også artiklen ”følger af fortielse” i Udsat nr. 2.

udsat I nummer 5 I 2. årgang I september 2005


Usete børn

hvert 20. barn vokser op med en far eller mor

med alkoholproblemer. Cirka halvdelen af børnene

har brug for hjælp. Men mange må klare sig uden,

for børnene kan være svære at identificere

Af KOnSULent Jette nyBOe, VfC SOCIALt UDSAtte

Kære mor

(…) Jeg har næsten opgivet at tale med dig. Jeg tør ikke

fortælle dig mine sande følelser, da jeg er bange for din

reaktion. Du har før sagt, at hvis jeg sagde noget om

”vores problemer”, som egentlig er dine problemer, til

nogen ville du rejse til udlandet og jeg ville aldrig se dig

igen. Det ønsker jeg selvfølgelig ikke, så jeg har i mange

år og går stadig med den ”hemmelighed” vi har her i

huset (…) Når du har været fuld, har jeg næsten optrådt

som en mor for dig. Lagt dig i seng, slukket lyset, låst

døre, gået med hunden midt om natten, selv om jeg er

hunderæd for mørket. Det er uretfærdigt! Selv om jeg nu

er 14 år, er og har det været et stort ansvar for mig. Jeg

har tit tænkt på om det var min skyld. Krævede jeg for

meget, var jeg uartig eller hva’?(…). Jeg føler mig som

et meget dårligt menneske. Jeg har løjet for næsten alle

mennesker, jeg holder af. Det irriterer mig at jeg skal lyve

for at dække over dig. Dit problem er faktisk blevet mit

problem.

(Uddrag af Sofies brev. TUBA – Terapi & Rådgivning for Unge Børn af

Alkoholikere 14 – 35 år. Årsrapport 2000)

Sådan skrev pigen Sofie i et brev til sin mor. Som 10årig

opdagede hun, at moren drak. Som 14-årig skrev hun

sit brev. To år efter kontaktede hun selv TUBA, der er et

tilbud under Blå Kors, for at få hjælp.

Mængden er underordnet

Tusindvis af danske børn har en hverdag, der minder om

den, Sofie har oplevet – og langt fra alle får den hjælp, de

har brug for. Mindst ét barn ud af 20 lever i en familie,

hvor én eller begge forældre har et alkoholmisbrug. Det

vil sige, at der i hver eneste skoleklasse og daginstitution

potentielt kan være børn fra misbrugsfamilier. Disse børn

lever typisk i et konfliktfyldt familiemiljø, hvor årsagen

til konflikterne – den voksnes alkoholforbrug – er styrende

for familiens hverdag, og børnenes behov oftest

kommer i anden række.

Alkoholmisbrug gør også en afgørende forskel i familier

med komplekse sociale problemstillinger. I disse familier

har børnene ringere opvækstvilkår end i familier med

komplekse sociale problemstillinger uden alkoholmisbrug.

Modelfoto.

Det er ikke mængden af alkohol, der er afgørende for

barnets trivsel, men den indflydelse alkoholforbruget

eller misbruget har på forældreevnen. Selvom kun

den ene forælder er misbruger, kan begge forældres

opmærksomhed være koncentreret om misbruget, hvilket

har alvorlige konsekvenser for omsorgen for barnet.

Forældrene opleves som utilgængelige, og barnet er ofte

overladt til sig selv uden støtte til at tackle hverdagens

vanskelige situationer.

Der findes ingen enkel model til forståelse af opvækstvilkårene

i en familie med misbrug, og heller ingen

specifikke symptomer på mistrivsel hos barnet. Derfor

kan det være svært at genkende og identificere familierne.

Der er dog nogle træk, som i forskellig grad kan

være kendetegnende, og som også går igen i Sofies brev.

Nemlig hemmeligholdelse, skyld, skam og rolleombytning:

Alkoholmisbrug er omgærdet af tabu, det opleves

som skamfuldt og derfor også som noget, man forsøger at

skjule. Ofte overtager børnene efter bedste evne forældrenes

opgaver i familien, dels af loyalitet og for at få tingene

til at fungere, dels for at dække over misbruget. Og


det gør det endnu sværere for det offentlige hjælpesystem

at se og støtte børnene.

Synliggørelse

Amterne har ansvaret for og ekspertise i alkoholbehandling,

mens kommunerne skal tage sig af børneområdet.

For at hjælpe børn i alkoholfamilier er der derfor behov

for, at man i det amtslige regi har en skærpet opmærksomhed

over for, at voksne med alkoholmisbrug kan have

børn. Og at man i kommunerne er opmærksomme på, at

børns problemer kan skyldes forældres alkoholmisbrug

eller overforbrug. Og endelig er der ikke mindst behov

for, at de forskellige parter arbejder sammen.

Nogle børn kan synliggøres gennem forældres kontakt

med familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen ved at

sagsbehandlere rutinemæssigt undersøger om borgere

med et misbrug har børn, der har behov for støtte, og

sørger for at den i givet fald bliver iværksat. Amtslige

alkoholbehandlingstilbud kan ligeledes indarbejde faste

procedurer, der sikrer, at børnene får den nødvendige

støtte. Frontmedarbejdere i skoler og institutioner kan

opkvalificeres med kurser og dialogmøder til bedre at se

børnene, støtte dem i hverdagen og om nødvendigt sørge

for yderligere støtte.

redskaber

Handlingsvejledninger har vist sig at være et brugbart

redskab i arbejdet med at synliggøre børnene og iværksætte

indsatser. En handlingsvejledning hjælper medarbejderne

med at agere hensigtsmæssigt, når der opstår

en bekymring for et barn, og den sikrer en mere ensartet

procedure i en kommune. Flere kommuner har allerede

udarbejdet handlingsvejledninger; Modelprojektet i Fyns

Amt har arbejdet med metodeudvikling af handlingsvejledninger

og har udgivet en mappe til inspiration for

andre (se www.fyns-amt.dk).

For at sikre koordinering af indsatsen over for børn i

familier med alkoholmisbrug er det nødvendigt at etablere

et samarbejde mellem de involverede parter: Dem, der

møder børnene i dagligdagen (på skoler og institutioner

og i familie- og arbejdsmarkedsforvaltninger) og dem, der

møder forældre med et alkoholmisbrug (på familie- og

arbejdsmarkedsforvaltninger og i alkoholbehandlingen).

Det er erfaringsmæssigt et tids- og ressourcekrævende

arbejde. Tabu om alkoholmisbrug både hos de professionelle

og familierne og modstand hos fagpersoner er barrierer,

som skal overvindes, for at det kan lykkes.

En støtte i samarbejdsprocessen kan findes hos de

særlige børnefamiliesagkyndige i amternes alkoholbehandlingstilbud.

Et vigtigt fokuspunkt i de børnesagkyndiges

arbejde er netop etablering af samarbejdet mellem

de pædagogiske og sociale sektorer i kommunerne og

den amtslige alkoholbehandling. Brugen af børnefami-

liesagkyndige er et relativt nyt projekt, der løber i perioden

2004-2008 og er finansieret af satspuljemidler (se

Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk).

Den første åbning

De støttekrævende børns behov er forskellige. Nogle kan

klare sig med let støtte i hverdagen – det kan være en

voksen fra barnets hverdag, som kender til familiens misbrug,

og som barnet kan snakke med efter behov. Andre

har brug for mere intensiv støtte, fx deltagelse i et gruppeforløb

for børn fra familier med alkoholmisbrug eller

et støttetilbud for hele familien. Endelig er der en mindre

gruppe børn, som vil have behov for egentlig psykiatrisk

behandling. Der findes forskellige typer støttetilbud rundt

om i landet både i kommunalt, amtsligt og privat regi.

Ikke alle børn, der vokser op i en familie med alkoholproblemer

belastes så meget, at de har behov for hjælp

udefra. I alt skønnes cirka halvdelen af børnene at have

brug for støtte i varierende omfang, og det er en kendsgerning,

at mange af dem må klare sig uden. Det viser en

kortlægning, VFC Socialt Udsatte har lavet på området.

Et første skridt til at hjælpe disse børn er overhovedet

at få øje på dem. En mulighed – ud over det, der før er

nævnt – kunne måske være, at man i kommunernes familie-

og arbejdsmarkedsforvaltninger rutinemæssigt spørger

til alkoholforbruget ved udarbejdelsen af en udredning,

sådan som det i dag kendes fra hospitalsverdenen. Det er

her vigtigt, at der netop spørges i almindelighed, og uden

den skjulte forudsætning, at forbruget nok er et misbrug.

På den måde kan den svære samtale måske blive mindre

svær, og den første åbning være skabt dér, hvor der

faktisk er et problem.

LItterAtUr

• ”Børn i familier med alkoholmisbrug. Kortlægning af de eksi-

sterende tilbud”. Jette nyboe, VfC Socialt Udsatte, 2005.

• ”Voksne børn fra familier med alkoholproblemer – mestring

og modstandsdygtighed”. helle Lindgaard. Center for

rusmiddelforskning, 2002.

• ”Børn som lever med forældres alkohol- og stofproblemer.”

frid A. hansen (red.) Sundhedsstyrelsen, Socialministeriet, 2000.

• ”Behandlingsmuligheder for børn af alkoholikere – nødven-

digt? tilstrækkeligt?” helene Bygholm Christensen, Social

Kritik 56/1998

• ”Børn i familier med alkohol- og stofproblemer – ansvar og

opgaver lokalt”. Sundhedsstyrelsen og Socialministeriet. 1996.

udsat I nummer 5 I 2. årgang I september 2005 7


hjælp til hjælperne

IntervIew: nogle sager kan være så svære at håndtere,

at også hjælperne har brug for hjælp. I en mindre kom-

mune har man haft gavn af et supervisionsforløb i forbind-

else med en særlig kompliceret voldssag

Af reDAKtør SAnne BertrAM, VfC SOCIALt UDSAtte

– Vi blev kontaktet af en mor, der søgte hjælp til sit barn.

Jeg besøger hende så som familieterapeut og får hurtigt

en fornemmelse af, at den er rivende gal. Det viser

sig senere, at moren har været udsat for omfattende og

meget rå vold og lider af posttraumatisk stresssyndrom.

Hvordan kan vi hjælpe en kvinde som hende? Hvordan

kan vi støtte og beskytte hende mod yderligere vold? Det

er de spørgsmål, vi stiller os selv, for vi har ikke før haft

en sag her i kommunen, der ligner den, slet ikke, og i

begyndelsen blev vi afvist alle steder. Selv krisecentrene

sagde nej i starten, fordi de frygtede for de andre kvinders

sikkerhed. Men jeg tænker også: Hvordan holder jeg

ud at være i denne sag, fortæller en familieterapeut fra en

mindre kommune, som vi her kan kalde X-købing.

Uddannet til at hjælpe

Socialrådgivere og psykoterapeuter er uddannet til at

rådgive og hjælpe andre. Men nogle gange kan en opgave

gå så tæt på eller af andre grunde være så svær at håndtere,

at også professionelle kan have brug for hjælp til

at komme videre. Supervision, hvor der arbejdes med

at integrere faglighed og personlighed, er en ofte brugt

metode til at arbejde med sådanne vanskeligheder, og i

X-købing kommune benytter man sig løbende af fagligt

uddannede supervisorer.

Det hører med til metoden, at den er generel, og at

supervisoren guider og stiller spørgsmål snarere end at

servere grydeklare løsninger. Men i denne sag oplevede

medarbejderne, at de i høj grad også havde brug for få

konkret og specialiseret viden om både handlingsmuligheder

og voldens psykologi. Efter at have hørt om VFC

Socialt Udsattes kursus om voldsramte familier henvendte

kommunen sig derfor til centret for at få supervision

herfra. Dels til familieterapeuten, der har været den primære

kontaktperson, dels til den sagsbehandler som har

haft myndighedskasketten på.

Mere is i maven

– Vi har haft behov for, at der var én, der fortalte os

direkte, hvad vi skulle gøre, fordi sagen her har krævet

en stor viden om vold, og om hvad vold gør ved mennesker.

Så det har været en meget faglig supervision. Vi har

fået tingene klart fordelt i nogle kasser, så det ikke bare

var én stor, væmmelig sag. Vi har fået hjælp til at sige:

”Vi har en kvinde med de og de problemer. Hvad kan vi

gøre nu, og hvad kan vi gøre om et år”, forklarer familieterapeuten.

– Det har været en lang proces bare at få kvinden til at

politianmelde sagen. Men vi har lært, at man ikke skal

panikke. Vi har måttet acceptere, at vi ikke kunne hjælpe

kvinden, hvis hun ikke var parat. I en sådan sag er det

svært at være professionel, fordi man kommer så tæt på.

Men vi er blevet bedre til at have lidt mere is i maven

med god samvittighed og ikke overtage ansvaret, supplerer

sagsbehandleren.

På et tidspunkt i forløbet blev familieterapeuten med

sine egne ord ”smittet” og begyndte selv at få angstreaktioner,

der mindede om den voldsramte kvindes.

Identifikationen blev for stor, og det betød også, at terapeuten

syntes, hun skulle stå til rådighed konstant. Her

har supervisoren hjulpet hende med konkrete fif. Fx

”tvang” hun terapeuten til at slukke sin mobiltelefon i

weekenden og fortalte hende hvilke signaler, hun skulle

være opmærksom på hos sig selv.

Nogle gange har det primært været familieterapeuten,

der har modtaget selve supervisionen, men sagsbehandleren

har altid lyttet med – og som regel også andre – og

det har været en styrke, vurderer de begge. Så er der med

det samme etableret en fælles viden, og i en sag som

denne skal man sidst af alt være, eller føle sig, alene. Det

er de to, ganske passende, helt enige om.

Af hensyn til kommunens størrelse og de ansattes sikkerhed er fremstil-

lingen anonymiseret. redaktionen.


nyt spot på tre behandlingskulturer

AnMeLDeLSe: Sociologisk studie giver ny indsigt i de forskellige traditioner inden for behandling af alkoholmisbrug.

Men forfatterne inddrager den eksisterende forskning for lidt og politiserer for meget

Af CenterLeDer, Ph.D. Anette SøgAArD nIeLSen, fynS AMtS

ALKOhOLBehAnDLIngSCenter

Anne BreUMLUnD & Inger

BrUUn hAnSen: ”nÅr ALKO-

hOL DOMInerer hVerDAgen

– et sociologisk perspektiv på

alkoholmisbrug og behandling”.

forlaget Klim, 234 sider, 275 kr.

Den smule forskning, der har været foretaget på alkoholbehandlingsområdet,

har oftest været sundhedsvidenskabelig.

”Når alkohol dominerer hverdagen”, der anlægger

et sociologisk perspektiv, er et forfriskende indslag

fra en anden forskningstradition. Forfatterne har fulgt

behandlingen på tre forskellige institutioner, foretaget

deltagerobservationer og interviewet alkoholmisbrugere

i behandling. På den baggrund har de begået tre casestudier,

der illustrerer henholdsvis et offentligt behandlingstilbud,

et diakonalt døgnbehandlingstilbud og et

Minnesota-døgnbehandlingstilbud. Behandlingskulturen

i disse tre institutioner beskrives og danner baggrund for

udviklingen af tre forskellige behandlingsmodeller, baseret

på graden af fællesskab mellem klienterne og relationen

mellem behandler og klient. Med afsæt i T. Højrups

livsformsbegreb beskriver forfatterne dernæst fire misbrugstyper,

som de illustrerer med citater fra interviewede

alkoholmisbrugere. Sluttelig diskuterer forfatterne

socialpolitiske perspektiver på baggrund af analyserne.

Beskrivelserne af institutionstyperne er interessante,

spændende og givende. Disse beskrivelser og analyser er

bogens styrke. Analyserne beskriver samspillet mellem

behandlere og klienter samt mellem klienter indbyrdes,

og selvom de ikke forholder sig til behandlingsindholdet

som sådant, er der tale om en indsigt, der tilfører området

ny viden.

Beskrivelserne af misbrugstyperne er mere tynd. Her

savner jeg, at forfatterne bygger videre på eller inddrager

den forskning på området, der allerede er tilgængelig,

fx P. Alasuutaris studier og undertegnedes, eller diskussionerne

om klientlivsformen, som har været ført af fx

E. Adolph og kolleger i forhold til arbejdet med sindslidende.

Resultatet af den manglende inddragelse af den

eksisterende viden er, at man får oplevelsen af, at bogen

slutter med politiske spekulationer snarere end saglige

bud på, hvorledes vi er blevet klogere, hvad vi som

praktikere kan bruge dette til, og hvad vi mangler at vide

mere om.

Forfatterne skriver, at formålet med bogen er at få

viden om, ”hvilke forandringsprocesser der er mulige i

forskellige typer behandlingstilbud, samt hvad forskellige

typer af alkoholmisbrugere profiterer af i forhold

til alkoholmisbruget” (s. 219). Men dette spørgsmål kan

ganske enkelt ikke besvares med en undersøgelse af

den type, forfatterne har gennemført. Forskellige gruppers

udbytte af behandling kan kun afgøres gennem followup-undersøgelser

og med relevante kontrolgrupper.

Med andre ord skal man over tid følge forskellige grupper,

som ønsker at blive behandlet og undersøge, hvem

der får udbytte af hvilken behandling – og hvem der

opgiver undervejs, netop fordi behandlingen ikke passer

til dem. Forfatterne har jo i sagens natur kun talt med

de alkoholmisbrugere, der stadig blev i behandlingen og

derfor kunne interviewes på det tidspunkt, hvor forfatterne

mødte op. Hertil kommer, at forfatterne fortolker

analyseresultaterne på en måde, der ikke giver mening,

fx gennem hypoteser om, hvilke behandlingstilbud der

passer til hvilke alkoholmisbrugere.

Alt i alt: ”Når alkohol dominerer hverdagen” er langt

fra uinteressant, men dens egenartede indfaldsvinkler

– på mange forskellige niveauer – betyder, at man som

læser på egen hånd skal sørge for at sætte sig grundigt

ind i alkoholbehandlingens komplekse område, før man

kan tage bestik af, hvad bogens resultater kan belyse og

ikke belyse.

UDSAt bringer løbende anmeldelser af udgivelser med relevans

for bladets fagområder. forslag til anmeldelser modtages af

redaktionen på sab@vfcudsatte.dk

udsat I nummer 5 I 2. årgang I september 2005


20

VFC Socialt Udsatte

Suhmsgade 3

1125 København K

Returneres ved varig

adresseændring

teKSt:

På vejen til indflydelse

KOMMentAr: Samarbejde er den eneste vej frem. Men man må ikke være blind for, at kravet om brugerindflydelse

på værestederne nogle gange vil føre til konflikter mellem personale og brugere – og de konflikter

skal tages alvorligt

Af LILLIAn SIngh, SAMMenSLUtnIngen Af VæreSteDSBrUgere I DAnMArK

LILIAn SIngh er formand for

SVID – Sammenslutningen af

Værestedsbrugere i Danmark.

SVID henvender sig primært til

brugere af væresteder for nuværende

og tidligere misbrugere.

Det er med stolthed, jeg kan sige, at SVID – Sammenslutningen

af Værestedsbrugere i Danmark – har været i støt

vækst siden sin etablering sidst i 2003. Det tager vi som et

udtryk for, at vi har formået at markere os som brugernes

stemme, og at vi har bred opbakning ude på værestederne.

Med dannelsen af SVID har vi gjort forventningen – som

også mange af os selv havde – om, at misbrugere og tidligere

misbrugere ikke kunne finde sammen og organisere

sig, eller at de i hvert fald ikke kunne holde sammen

længe nok til at udrette noget, fuldstændigt til skamme.

Ingen af bestyrelsens fem medlemmer er faldet fra, og

trods op- og nedture har vi udviklet os så meget hver

især og sammen, at vi må sige, at der er opstået en særlig

SVID-kultur, hvor der er plads til alle, men hvor der også

er en høj grad af seriøsitet, selvdisciplin samt disciplin

omkring vores arbejde. Det betyder meget for os at gøre

det så godt, som vi overhovedet kan, og de krav, vi stiller

til os selv og hinanden, har ændret sig i takt med, at

vores tro på, at vi har fat i noget rigtigt og vigtigt, er blevet

styrket.

Selvom der er langt igen, og vi til stadighed må indse,

at problemerne omkring brugerindflydelse i en vis forstand

vokser, jo tættere man kommer på indflydelsen, og

ledernes umiddelbare benovelse over initiativet lægger

sig, så må vi sige, at det går godt, og at vi er nået længere,

end vi turde håbe på, da vi begyndte.

Vores hovedopgave er at støtte etableringen af brugerråd

og informere om og inspirere til mere brugerindflydelse.

Hvis vi skal gøre det, må vi blive klar over, hvad det er,

vi vil med indflydelsen, og hvad vi vil have indflydelse

på, men vi bliver også nødt til at føre kampen på flere

niveauer. Det betyder, at vi for næste år har sat os det mål

at formulere en række minimumskrav til, hvad brugerindflydelse

er, og hvornår man kan siges at have indflydelse

på sit værested.

Vi hører fra nogle af værestedsbrugerne, at det er svært

at komme igennem på værestederne. Personalet har

endnu ikke fundet ud af, at der er noget, der hedder brugerindflydelse

eller brugerindsigt; de tror fejlagtigt, det

er brugerstyring, vi ønsker, men det er slet ikke det, det

handler om. Vi vil bare gerne vise, at brugerne selv kan.

Samarbejde er den eneste vej, men vi må ikke være

blinde for, at kravet om indflydelse mange steder vil skabe

konflikter og føre til en magtkamp. Vi i SVID mener ikke,

at man skal forsøge at nedtone magtkampen, og heller ikke

at man skal gøre en dyd ud af, at den er der. Den skal tages

alvorligt og håndteres på en sober måde gennem dialog,

ellers risikerer vi at rive værestederne midt over.

Konflikterne kan også betyde, at SVID på længere sigt

vil få en form for mæglerrolle, når tingene går i hårdknude

mellem brugere og personale.

At LVS – Landsforeningen af Væresteder – har taget sig

så godt af os i den svære begyndelse, er vi naturligvis

meget glade for – men vi ser det også som et signal fra

LVS til værestedslederne om, at brugerindflydelse er vigtigt,

og at der bør lyttes til SVID.

Flere informationer om SVID kan findes på www.

vaeresteder.dk eller ved henvendelse til sekretariatet på

lvsinfo@mail.dk.

KOMMentAren er bagsidens faste rubrik til indlæg i den faglige

og politiske debat om indsatsen for socialt udsatte grupper.

forslag til indlæg kan sendes til redaktionen på sab@vfcudsatte.dk

More magazines by this user
Similar magazines