koleraepid emjerne - Hovedbiblioteket.info

hovedbiblioteket.info

koleraepid emjerne - Hovedbiblioteket.info

D en rede Forlægger Ønske og Anmodning om

hurtig t mulig OfTentliggjørelse af disse Lejlighedforel

æ ninger har bevirket, al jeg denne Gang ikke

om lidIigere har omarbejdet og amarbejdet Forelæ -

ningerne til et afrundet Hele. men bar ladet dem gaa

i Trykken enkelt,is omtrent som de ere holdle og for

de før te Forel:) ningers Vedkommende nok med en

vi Ilfærdigbed. om hist og her kan have al mindre

heldige pOl' i Udtryk OD' endinger. De enere Fore­

læ ninger har jeg dog ved den endelige Nedskrivning

til Trykken øgl at gi e en fastere ammenbæng og

al afpa e bedre til Læsningen ved Omposleringer i

Indholdet, ved Tilføjelser, Udeladelser af Rekapitula­

tioner og Digres ioner og lignende.

Det foreliggende lilJe Arbejde tør altsaa kun be­

tegne som et Lejlighedsarbejde , der er blevet ind­

skudt i min øvrige regelmæssige akademiske irk Olll­

hed, og hvi Titel iøvrigl maaske relle t kunde lyde:

"Hi lori ke Betragtllinger over Koleraepidemierne. Del

søger gjennem Fremstillingen af Koleraepidemierne og

navnlig de dan ke Epidemier Hi torie al paavise og


lste Forelæsning.

Indledning. - Koleraens Vandringer. - Dens første Invasion i

Europa og Ankomst til Moskou. - Forsøg paa at standse den

ved Afspærring og andre Foranstaltninger.

Disse Lejlighedsforelæsninger , som jeg udenfor

mit oprindelige Semester-Program efter Tilskyndelser

fra forskjellige Sider har bestemt mig til at holde,

have, som jeg ser, samlet en stor Tilhørerkreds, som

vel tør antages at være bleven hidkaldt ved det aktuelle

Anstrøg, mit akademiske Æmne denne Gang mod

Sædvane har. Jeg takker for og glæder mig over

denne store Tilslutning, der ganske vist er mig noget

usædvanligt, forsaavidt som jeg i min Egenskab af

Docent i Medicinens Historie bestandig hidtil, fjernt

fra det egentlig Aktuelle, har ført en tilbagetrukken

og stille Tilværelse og kun talt til en lille, om end trofast

og meget skattet Kreds.

Imidlerlid maa jeg dog forvare mig imod, at det

naturlige Ønske om en større Tilhørerkreds skulde

være mit M o ti v til at anmelde Forelæsninger over

Koleraepidemiernes Historie. Derimod har et nærliggende

Motiv for mig været min Formening om, at

der af en Betragtning af denne Sygdoms Historie kan


2

udledes visse Slutninger, der ikke ere ganske uden

Betydning netop i aktuel Henseende, ligeoverfor den

hele foreliggende Situation og den overordentlige Frygt

for Farsotens Omsiggriben i vort Land J som pludselig

har sat Hovedstaden og det hele Land i Bevægelse.

N a vnlig er en stor Del af den yngre Slægt saa

stærkt bleven greben deraf, at det ikke kan andet

end være mange af os ældre lidt paafaldende, ligesom

det vel kun kan forklares ved det lange frie Mellemrum

siden den sidste store Koleravandring i Europa. Vi

ældre, som have været vante til at se os omgivne af

Koleraepidemier til alle Sider og oftere have oplevet

en for vor Hovedstad og vort Land lige saa eller nok

saa truende Situation som den nuværende, vi maa

unægtelig kunne se lidt mere rolig paa Sagen. I Samtaler

om Æmnet med Læger og Ikke-Læger har jeg

nu tillige troet at kunne bemærke baade et meget

mangelfuldt Kjendskab til Koleraepidemiernes Historie

og samtidig dermed et ret ivrigt Begjær efter at faa

denne Kundskabslakune udfyldt, og som Følge deraf

er jeg gjerne skreden til Værket.

Naar mine Tilhørere, som jeg ser, for en Del

staa udenfor Lægevidenskabens professionelle Dyrkeres

Kreds, saa er dette heller ikke i Uoverensstemmelse

med mit Ønske og min Plan. Thi vel maa jeg

i min Egenskab af Docent under det lægevidenskabelige

Fakultet tage et vist særligt Sigte paa nuværende

og vordende Kolleger, men jeg har dog bestandig i

alle de Aar, jeg har virket som Docent, betragtet det

som min Opgave, som min lille Mission, at gjøre min

Fremstilling saa let fatteligt som muligt, at gjøre et tilvisse

ikke altid let Forsøg paa at slaa en Bro mellem

den almindelige Dannelse og Fagvidenskaben, noget

som Medicinens Historie efter min Formening naturlig


3

maa føle sig kaldet til. Thi Lægevidenskabens Historie

er jo et Led, om end kun et beskedent Led, i den

hele Kulturhistorie, og tilmed et hidtil lidet dyrket og

udarbejdet Led, i det Mindste for vort Lands Vedkommende.

Den er tillige, kan man vel sige, Lægevidenskabens

Filosofi, og den blev ogsaa dyrket ved

Universiteterne med større Iver i en tidligere Tid, da

man lagde mere Vægt paa Lægevidenskabens generelle

Side og paa dens Samvirken og Vexelvirkning

med de andre Videnskaber end nu, hvor Arbejdets

bestandig videre Deling og Specialisering - ogsaa

indenfor selve Lægevidenskaben - er Programmet.

Men netop som Modvægt mod en for yderlig Specialisering

ønsker jeg og søger jeg efter Evne at slaa lidt

til Lyd for Lægevidenskabens Historie - altsaa i det

Haab, derved dog maaske at bidrage en lille Skærv

til at bevare den Enhed i vor Videnskab, hvis Tab

i det Mindste forekommer mig at være en Ulykke.

Som antydet ligger der et vist Aktualitetshensyn,

en vis Tendens til Grund for disse Lejlighedsforelæsninger.

Jeg er ikke uden et Haab om, at Betragtningen

af Koleraepidemiernes Historie skal kunne have som

Resultat et vist støttende og styrkende Moment som

Modvægt mod en pludselig Panik. Men jeg maa i

Forbindelse dermed skynde mig at fremhæve, at en

saadan Tendens dog for mig paa ingen Maade er

Hovedsagen. Historien skal, mener jeg nu og altid,

dyrkes for Historiens egen Skyld, det er den

historiske Opklaring og Belæring i og for sig, der for

mig er det Væsentligste. Ogsaa set fra dette Synspunkt

vover jeg at hf!.abe, at min Fremstilling skal

have Interesse. De store Epidemier og Kampen der-O

imod vil jo altid være et ret fængslende Æmne, og

netop denne Kamp, først og fremmest fra den Side,

l"


6

Mine Tilhørere fra tidligere Forelæsninger ville erindre,

at jeg - hvad der iøvrigt tildels ogsaa kan es af

det, der allerede foreligger trykt fra mine Universitetsforelæsninger

- oftere har dvælet. ved dette for en

filosofisk-historisk Betragtning utvivlsomt interessante

Fænomen, at netop den medicinske Bakteriologi, denne

tilsyneladende fra al gammel Lægevidenskab emanciperede

Retning, dog, og det i fremtrædende Grad,

paany har bragt ældgamle hippokratiske Synspunkter

til Gyldighed, navnlig med Hensyn til hele den generel-pathologiske,

den ætiologiske Opfattelse. Jeg har

ogsaa i forrige Aar, i mine Forelæsninger over Lægevidenskabens

Historie i det 18de Aarhundrede, lejlighedsvis

fremhævet et ligesaa paafaldende som karakteristisk

Detailfaktum, der refererer sig til selve Bakteriologiens

tyske Chef Koch, denne Mand, som mener kun

at staa paa sit Eget og i Følelse af egen Ufejlbarhed

vistnok dybt ringeagter al gammel Overlevering i

Medicinen - og dog har han maattet betale sin

meget mærkelige Tribut til denne. Han har retableret

det allerede for henved et Hundrede Aar siden absolut

fordømte, og iøvrigt endog af ham selv, j hans

Angreb paa Pasteur, fordømte gamle Arcanums­

Princip. Ved som Professor i Lægevidenskab at

præparere og sælge sit Tuberkulin som et Arcanum

har han med afgjort Brud paa de gjældende kollegialethiske

Regler godkjendt de gamle hippokratiske Professorers

Standpunkt og Praxis for halvandet Aarhundrede

siden og ved sin Prestige, i det Mindste

forbigaaende, kunnet lamme Bestræbelserne mod det

tyske Arcanums-U væsen, ja endog kunnet tvinge selve

den energiske Hovedbekæmper deraf, den almindelige

tyske Lægeforenings mangeaarige Formand Dr. Graf

til med yderlig Inkonsekvens højtidelig i den preussiske


8

Institutet havde faaet Lejlighed til nærmere at undersøge

Bacillen. Det ydmygede Frankrig har saaledes

her paa en smuk og loyal Maade kunnet støtte del

overmodige Tyskland.

At det nu dog ikke i Medicinen er en virkelig

Cirkelbevægelse, der raader, men en Bevægelse ind

mod Centrum med tydeligt Fremskridt til Følge, det

illustreres efter min Mening noksom af Betragtningen af

Koleraens Historie. Denne velgjørende og beroligende

Erkjendelse skal forhaabentlig ogsaa kunne blive mine

Tilhørere til Del som Resultat af disse Forelæsninger,

og heri ligger ogsaa et afgjørende Motiv til, at jeg har

bestemt mig til at holde dem. Om end vi saavel her

som overhovedet i vor lægevidenskabelige Erkjendelse

endnu staa meget famlende, haaber jeg dog at skulle

kunne dokumentere de betydelige Fremskridt i de forløbne

60 Aar siden Koleraens første Invasion i Europa,

som den utrættelige Forskning har bragt til Veje.

Fremskridtet er mulig mindst tydeligt i selve den

kurative Behandling af Sygdommen; men den

kliniske Side af Æmnet er det ikke min Agt at gaa

nærmere ind paa, og det saa meget mindre, som et

særlig kompetent Medlem af det medicinske Fakultet

netop i denne Tid har gjort den hele kliniske Side

deraf til Gjenstand for sine Forelæsninger over speciel

Pathologi og Therapi. Jeg vil aItsaa væsentlig begrændse

mig til Æmnets e p i d e m i o log i s k e Side, idet

den røde Traad, del Centrale, den Tap, hvorom mine

Forelæsninger nærmest ville dreje sig, skal være Fremstillingen

og Forklaringen af de nævnte afgjørende

Svingninger i Opfattelsen af Koleraens Væsen og Aarsagsforhold

og de forskjelligartede Midler til dens

Forebyggelse og Bekæmpelse, som man ud fra de


9

vexlende epidemiologiske Anskuelser har forsøgt at .

anvende.

Det er min Agt fornemlig at dvæle ved Koleraepidemiernes

Historie i vort Fædreland, og jeg antager

ogsaa, at mine Tilhøreres Interesse navnlig maa knytte

sig hertil. Tilmed afgiver denne fædrelandske Side af

Koleraens Historie i det Hele og Store en prægnant

og egentlig udtømmende Illustration af Forholdet rundt

om i det øvrige Europa, er et ret tro Spejlbillede

deraf. Mine Særstudier paa Koleraens Omraade have

ogsaa fornemlig søgt at koncentrere sig om de paagjældende

Forhold og Fænomener i Danmark, medens

jeg, der ikke er professionel Epidemiolog og kun kan

behandle Æmnet som medicinsk Historiker med den

videnskabelige Læges almindelige epidemiologiske Forudsætninger,

ikke engang vilde være i Stand til at

give nogen ret udtømmende Fremstilling af alle de

udenlandske Koleraepidemiers specielle Forhold

dertil er Litteraturen om Sygdommen alt for overvældende

stOl' \ og dertil vilde Tiden og mine Tilhøreres

Udholdenhed ogsaa næppe strække til. Den

udenlandske Kolerahistorie vil jeg kun behandle i

korte Træk \ med Fremdragen af enkelte særlig oplysende

Fænomener og Forhold. Allerede indenfor

denne Begrændsning vil mit Æmne blive ret omfattende

og vistnok mere omfattende, end jeg, da jeg

udkastede den første foreløbige Plan til Forelæsningerne.

selv antog, idet det viser sig ved disses endelige UdarbejdeIse,

at nyt Materiale hyppig maa indflettes til

. Opgavens nogenlunde fyldestgjørende Løsning.

Selve Etymologien af Ordet .Kolera" er usikker; 'b

i ældre Tid udledte man del i Reglen af "X0).'!" (Galde)


2den Forelæsning.

Ældre lægevidenskabelige Anskuelser om de epidemiske Sygdommes

genetiske Forbold. - Smittelærens praktiske Overvægt.

- Karantæneinstitutionen. - Pest og gul Feber ved VOlt

Aarbundredes Begyndelse. - Kontagionismen i Rusland, Preussen

og andre Lande. - Afspærringens Frugtesløshed. -

Sverrigs Holdning. - Den danske Regjering i Forhold til den

truende Koleraepidemi.

De militære Afspærringsforanstaltninger, jeg om ­

talte i forrige Forelæsning, fremgik aabenbart for en

Del af en rent instinktmæssig Trang til dog at have en

Skærm, en Art Beskyttelse mod den frem trængende

Fjende j men de havde dog tillige deres mere objektive,

mere videnskabelige Begrundelse. Spørgsmaalet

om Betydningen og Rækkevidden af et Kontagium, en

fra Person til Person overført smittende Potens, for

Epidemiernes, og navnlig Pestepidemiernes og Koppeepidemiernes

Genese, havde i Aarhundreder været

undersøgt og drøftet af Lægevidenskabens ledende

Mænd. Skjønt Iagttagelser i Lokaliteter med spredt

Befolkning utvivlsomt havde godtgjort Tilstedeværelsen

af et saadant - man havde her bestemt nok kunnet

forfølge Overførelsen fra Person til Person - var der


14

dog netop hos mange af de Ledende, der oftest

virkede i de store Byer, vedblevet at herske en ret

stærk Stemning for en modsat Opfattelse, at se bort

fra den personlige Overførelse og søge Forklaring af

Epidemiernes Udbredelse i ubestemte og ubestemmelige

telluriske og atmosfæriske Indvirkninger, af hvilke

der skulde resultere en ejendommelig epidemisk Konstitution

(Genius epidemiens). Denne optraadte saaledes

som et Led i store hemmelighedsfulde Naturomvæltninger

, hvis skjæbnesvangre Følger ikke alene

viste sig hos Menneskene, men hos alt Levende, Dyr

og Planter, hos hvilke man mente samtidig at kunne

paavise saadanne Indvirkninger. Hvad der særlig bidrog

til bestandig at holde denne Opfattelse oppe, var

dens Overensstemmelse med gamle hippokratiske Grundanskuelser,

hvis Indvirkning netop i forrige Aarhundrede

blev bestandig mægtigere.

Denne Doktrin om Epidemiernes Genese havde

imidlertid dog nærmest kun en overvejende theoretisk,

akademisk Betydning, ligesom heller ingen af forrige

Aarhundredes Hippokratikere ligefrem n æg te d e Tilstedeværelsen

af et Kontagium, hvilket navnlig tænktes

udviklet ved Koncentration af Miasmerne under en

epidemisk Konstitutions voxende Herredømme. Og

naar Spørgsmaalet blev for Alvor p r a ktisk brændende,

naar den frygtelige Pestfarsot meldte sig og

rykkede frem fra Orienten, saa tænkte ingen paa de

akademiske Doktriner, men rent instinktmæssig og

greben af Panikp.n søgte alle, Kontagionister og Ikke­

Kontagionister, at værge sig ved Afspærring med Galejer

og Militærkordonernes Spyd og Bøsser, ved den strengeste

Karantæne - anden øjeblikkelig Udvej kunde man

i ethvert Tilfælde ikke finde. Saaledes var i Virkeligheden

Forholdet lige fra det 14de Am'hundrede, da


15

den "sorte Død" begyndte sin morderiske Rundgang

gjennem Europa. Fra denne Tid og fra den ved den

sorte Død med kun altfor god Ret fremkomne Panik

har ogsaa Karantæneinstitutionen sin Oprindelse.

Det var de europæiske Middelhavsstater og først

og fremmest den mægtige venetianske Republik, der

naturlig kom til at gaa i Spidsen i Etableringen af

disse Foranstaltninger. Karantæne er jo oprindelig en

italiensk Betegnelse (Quarantana, Afspærring af mistænkelige

Personer i 40 Dage). Det var fornemlig

gjennem Skibsfarten paa Levanten, at Pestfaren truede,

og derfor maatte Afværgelsesbestræbelserne først og

fremmest komme til at fremtræde i Form af Søkarantæne,

med hvilken forbandtes energisk Desinfektion

i Form af Røgninger med forskjellige kraftige

Ingredienser, Opbrænding af Varer og Effekter og

lignende. Da saa efterhaanden Pesten stærkt truede

fra Tyrkiet, oprettede man langs den vidtløftige

østerrigske Grændse ogsaa en stor ny Landkarantæne

med Støtte af omfattende Militærkordonerj

den oprindelig i politisk 0jemed indrettede ejendommelige

Institution i 0sterrigs Grændsedistrikt mod Tyrkiet,

Militærgrændsen, blev i Midten af forrige Aarhundrede

omorganiseret, navnlig paa den altformaaende

og fremragende østerrigske Medicinalautoritet van

Swietens' Initiativ, saaledes at den derefter fornemlig

tjente som en Forebyggelseskordon mod Pestens Indtrængen.

Det viste sig imidlertid kun altfor tydeligt, at disse

energiske Forholdsregler ikke førte til Maalet. Pesten

fandt bestandig, uden i mindste Maade at lade sig

genere af Afspærringen og Karantænerne, sin Vej ind

i de europæiske Lande; de uhyggelige, store Karantæneanstalter

viste sig tillige selv at blive til fuldstændige


17

der som ung Kandidat drog til fremmede Lande og

viste sig at besidde en stor Evne til at vinde Indgang

i fornemme og fyrstelige Kredse, saa at han i Neapel

blev ophøjet i Adelstanden og beklædt med meget

fremskudte Medicinalposter. Han havde tillige stor

Skrivelyst og litterær Evne og har gjort sig fortjent

baade ved talrige Omplantninger af fremmed medicinsk

Litteratur paa Dansk og fornemlig ved omvendt

i Oversættelser paa fremmede Sprog at gjøre den

danske og overhovedet den nordiske Litteratur bekjendt

i vide Kredse. Det er dog navnlig ved sit paa

officielle Aklstykker baserede Skrift om Pesten i Noja,

at hans Navn er bleven bevaret for Medicinens

Historie. Ved den med den største Energi ligesom

ogsaa med den slørste Hensynsløshed og Grusomhed

af de militære Befalingsmænd gjennemførte Afspærring

af Byen, rundt om hvilken der opkastedes Grave og

Volde forsynede med en saa tæt og aarvaagen Besætning,

at ingen Papir'strimmel, ingen Hund eller

Kat end sige noget Menneske slap ud af den ulykkelige

Stad. begrændsedes virkelig Pesten dertil - om

det her er propter eller blot post hoc, der er det

virkelige Forhold, lader sig selvfølgelig ikke afgjøre;

men faktisk er det, at Begivenheden, som navnlig ved

Schønberg hurtig blev bekendt over hele Europa, ligesom

ogsaa en omtrent samtidig gjennemført heldig

Afspærring mod Pesten i LavalleUe af en af de smaa

maltesiske sund e Øer, styrkede Afspærringssystemets

synkende Kredit.

En større Betydning i samme Retning havde

andre Begivenheder og navnlig den gule Febers hæftige

epidemiske Oplræden paa forskjellige Steder i Sydeuropa,

fornemlig i Portugal og Spanien, ved Begyndelsen

af indeværende Aarhundrede. Her laa

2


IR

Smitteoverførelsen fra de ankomne Skibe og overhovedet

fra den ene Person til den anden saa klar

for Dagen, at man, skjøndt der ogsaa her gjordes

Forsøg paa at opretholde en ren miasmatisk TheOl'i,

dog ikke kunde andet end blive slaaende ved Antagelsen

af et Kontagium, hvad ogsaa en til en hæftig

Epidemi i Barcellona udsendt fransk Læge-Kommission

enstemmig udtalte sig for. Disse Erfaringer indvirkede

kjendelig paa hele den pathogenetiske Retning og gav

sig hurtig Udslag i skærpede Karantænebestemmelser.

Allerede i 1805 fik Danmark - der iøvrigt endnu i

1782 havde faaet en Epidemilov med Afspærringsbestemmelser

til Afværgelse af "Blodgang, Sprinkler

og anden saadan farlig Sygdom" - en streng og omhyggelig

Karantænelov rettet mod enhver søværts Indførelse

af Pest og gul Feber, hin over østersøen,

denne over Nordsøen, 18013 fik Sverrig en lignende.

Ja, Frygten for den gule Feber fremkaldte endog

skærpet Søkaranlæne i England, det Land, som altid

baade i ældre og nyere Tid hal' været særlig uvillig

til Gjennemførelse af saadanne Tvangsforanstaltninger,

der paa indgribende Maade hæmme Menneskenes

Virksomhed og gjøre stærkt Indgreb i Individets Frihed.

Englændernes store Respekt herfor har aldrig

ret kunnet forsone sig med FOl'holclsregler, der som

Karantænen maa gaa ud over talløse Uskyldige (Sunde),

ja endog ved selve Kal'antæneopholrlet udsætte disse

for særlig Smittefare.

Der var saaledes i Aarhundredets første Decennier

en afgjort kontagionistisk Strømning oppe, der ogsaa

og i Særdeleshed maatte finde Anvendelse pacl Koleraen,

da denne i 1830 for Alvor holdt sit Indtog i

Europa. Hvad først Rusland angaar, var Regjeringens

medicinske Raadgiver, den indkaldte ansele Breslauer-


19

Professor Liclttenstiidt, afgjort Kontagionist og holdt

energisk paa gennemført Afspærring. Ganske vist

kronedes denne med alt andet end Held, som vi allerede

have set med Hensyn til Moskou. Og ikke bedre

gik det, da Farsoten i 1831 skred frem mod St. Peters­

borg. Til Trods for den endnu mere drakonisk

gjennemførte Afspærring angreb Koleraen hurtig og

voldsomt den rædselsslagne Residens, hvis Kejserslott0

dog skaanedes under en streng særlig Afspærring,

men hvis halvvilde Befolkning _.- ganske som under

nuværende Epidemi i andre russiske Byer - mistænkte

Lægerne for Mishandling af de Syge i de afspærrede

Hospitaler, dræbte Læger og begik andre

voldsomme Excesser, som kun ved energisk personlig

Indskriden af Kejser Nicolaus hurtig dæmpedes. Omtrent

samtidig med Kejserstaden angrebes Riga, og

Epidemien her fik særlig Interesse derved, at Byens

Læger midt under al deres Optagethed af de Syge

dog i kollegial Samvirken med megen UtræUelighed

gjorde videnskabelige Undersøgelser, hvis Resultater

hurtig forelagdes Offentligheden i udførlige

Protokolextrakter og rejste en Opposition mod den

officielt herskende SmiUelære. De herværende Læger

mente at kunne hævde, at Sygdommen ikke havde

udviklet sig ved ind ført Smitte, men a u t o k t h o n t,

under Indflydelse af en epidemisk Konstitution af

gastrisk Karakter, idet de lagde Vægt paa de

mange Forløbertilfælde af Diarrhoe og andre gastriske

Tilfælde - en Opfattelse, h vortil forøvrigt

ogsaa Flertallet af Moskous Læger, under Ledelse af

Jiinichen, fuldt sluttede sig paa Grundlag af deres Er­

faringer i 1830- 31. De Iagttagelsesresultater, hvortil

de mente at kunne støtte sig, skal jeg senere komme

tilbage til.

2"


22

danske Aviser med Varme hævde -- Danmark for

koleramistænkt, saa at det svensk-norske Generalkonsulat

derefter nægtede at udstede Sundhedspas. Efler at

Koleraen fra St. Petersburg var naaet til Cronstadt,

fremsatte de svenske Myndigheder endog uden videre

den Antagelse, at Smitsoten var bragt derhen med

Skibe, der kom fra Kjøbenhavn - som notorisk var

uberørt af Sygdommen. "Der skal i Sverrig ," siger

"Kjøbenhavnsposten ". "stedse være yttret en overordentlig

Frygt for Kolera" og føjer træffende til:

"Forsigtighed er altid god, men det har stadfæstet

sig overalt, at den overdrevne Frygt snarere skaffer

en Sygdom Indpas end holder den ude."

Det var til visse i højeste Grad ubilligt al sigte

den danske Regjering for under den truende Situation

at ligge paa den lade Side. Den viste Lvertimod, som

vi strax skulle se, en højst anerkjendelsesværdig Aar­

,aagenhed og fulgte iøvrigt tro i den preussiske Regjerings

Kjølvand. Og Danmark havde virkelig sin

Rust, om end kun i formindsket Maalestok. Det var

den gamle tyskfødte Konferentsraad Brand'is. tidligere

Professor ved Kiels Universitet, en højlbetroet og

navnlig af Dronningen højtskattet kongelig Livlæge i

Kjøbenhavn. Han var en interessant og ret betydelig

Personlighed, ganske vist i sin medicinske Theori den

mystiske Naturfilosofi hengiven, men ved Siden deraf

begavet med fremragende praktisk Dygtighed og en

overordentlig decideret Optræden. I en lang Aarrække,

indtil Professor O. Bang afløste ham. var han

den Læge, der nød størst Autoritet i Kjøbenhavn. og

stod i saa Henseende afgjort over alle det medicinske

Fakultets og det kongelige Sundhedskollegiums daværende

Medlemmer. Brandis kj endte vel ikke Kolera

.af egen Erfaring, men ved sine Forbindelser med Ud-


23

landets mest fremragende Læger skaffede han sig

hurtig Oplysninger af aktuel Betydning til Veje, og

tildels støttet hertil optraadte han i 1831 paa sin sædvanlige

deciderede Maade baade med en Art officielt

Aktstykke og en større Brochure, hvori han med Vægt

fastslog, at Kolera ligesom Pesten hørte til de bestemt

kontagiøse Sygdomme, og at det eneste effektive

Hjælpemiddel derimod for Landet var en til det yderste

gjennemført Afspærring og for den Enkelte, der

fuldt vilde sikre sig, var Flugt.

I denne Aand og som nævnt efter Preussens

særlige Mønster udfoldede den danske Regjering ligefra

Foraaret 1831, da Koleraen rykkede frem mod

Vest fra Moskou, en ligesaa utrættelig som omsigtsfuld

og ud fra de givne Grundsynspul1kter konsekvent

gjcnnemført Virksomhed, hvis Udslag og Resultater

jeg i den kommende Forelæsning skal dvæle ved.


3die Forelæsning.

Den danske Regjerings forskjellige Kolera-Foranstaltninger i Foraaret

og Sommeren 1831. - Forordningen af 19de Juni 1831.

- Det af 3 kjøbenhavnske Læger udgivne Kolerablac1. - Koleraens

Nærmeise.

I Liberalismens gyldne Tid og hos Liberalismens

ledende Mænd har der unægtelig været en stærk Tilbøjelighed

oppe til at se med Skuldertræk paa gamle

Kong Frederiks »Vi alene vide", paa hans hele absolutistisk-faderlige

Regimente, og hans Koleraforanstaltninger

ere, som allerede i min lste Forelæsning fremhævet,

paa ingen Maade gaaede Ram forbi. Imidlertid

tør disse virkelig siges at fortjene et i alle Henseender

hæderligt Eftermæle, navnlig naar de belragtes

med et historisk Blik ;}: naar man - hvad Historikeren

altid først og fremmest bør - tager tilbørligt

Hensyn til det Standpunkt og det Udviklingsmedium,

hvoraf de fremgaa. Alle Kong Frederiks talrige mindre

Reskripter og større Forordninger i Anledning af den

truende Kolera fortjene i ethvert Tilfælde den Ros -

som just ikke alle Liberalismens senere parlamentarisk

gjennemsyrede Love tør vindicere sig -- at udtrykke

en fast Enhedens Aand, en gjennemføl't, helstøbt


26

hjemsende en Rapporl om dere indsamlede Erfaringer.

Allerede den 26de Juni afrejste de begge, hin

til Krakau, denne til Danzig, og ingen af dem negligerede

sit betydningsfulde Hverv.

Endvidere sattes Bestemmelserne i Karantænelov

af 1805 alle i fuld Virksomhed særlig med Hensyn

til de strenge Straffe (ofte Dødsstraf), der vare fastsatte

for Overtrædelser. Der tilføjedes yderligere

minutiøse Bestemmelser angaaende Kommunikationer

med mistænkte Skibe. Denne maaUe kun foregaa

n ved egne af Sundhedskommissionerne dertil udnævnte

Folk, der modtage Papirer, Breve, Penge m. m. i en

Blikkasse, som med en Snor førsl nedhejses i Vandet,

hvorefter Snoren overskjæres og Kassen bringes til et

af Sundhedskommissionens Medlemmer, del' med behørig

Forsigtighed udtager Indholdet med Jerntænger,

trækker det gjennern Eddike og røger det." De her

nævnte Sundhedskommissioner beordredes Amtmændene

til at organisere i alle Søstæder. En Læge skulde

være Medlem oeraf, og de skulde føre Tilsyn med

alt Sundhedsvæsenet vedrørende. Amtmændene skulde

ligeledes beordre Apothekerne til at have ikke blot

alle fornødne Medikamenter, men ogsaa Røgelsesmidler,

deriblandt Klorkalk, i Beredskab. Polyteknisk

Læreanstalt beordredes samtidig til at udgive en Anvisning

til Klorrøgning og Tilberedelse af Klorkalk.

Det i Karantæneloven fastsatte Kystpoliti , der

sorterede under Kjøbenhavns Politichef, udvidedes og

omorganiseredcs , idet selve Beboerne opfordredes til

al paatage sig Tjeneste derved. Disse meldte sig i

stort Antal, saaledes at der navnlig paa alle Øerne

var en udstrakt Kystbevogtning Dag og Nat i Virksomhed.

Ganske særlig skulde den føre Tilsyn med


27

af Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiet forlange

sig udleveret armerede Skibe til at krydse i alle Farvande

sammen med Toldvæsenets Skibe. Direktionen

beordredes endvidere til at indrette en Station fol'

Losnings- og Rensllingskarantæne paa Kristiansø for

Skibe fra smittede og mistænkte Havne. Denne blev

færdig i Løbet af Sommeren.

Sundhedskollegiet fik Ordre til at udfærdige populære

Anvisninger til Forebyggelse og til foreløbig Behandling

af Kolera. Disse emanerede hmtig og gav

detaiJlerede Forskrifter, mellem hvilke ogsaa fandtes

forskjellige Paalæg til Lægerne, for at de ikke skulde

udbrede Smitte: de skulde ikke besøge de Syge

fastende, men først nyde noget Kaffe, The eller en

spirituøs Drik, de skulde vogte sig for at komme de

Syges Aande for nær, ligeledes for Patienternes Udtømmelser

og Uddunstninger. Det tilraadedes dem at

bruge rigelig Røg- og Skraalobak og paalagdes dem

strengt at rense sig efter hvert Besøg.

Der udgik Ordre til Kjøbenhavns Politichef og

Vicepolitidirektøren om at sammentræde med de tre

nævnte medicinske Medlemmer af den nedsatte slore

Kommission for at konstituere sig som extraordinær

Sundhedskommission for Kjøbenhavn. Dennes endelige

Sammensætning blev fastslaaet i den kort efter

emanerede Koleraforordning , og den kom da til at

bestaa, foruden af de førnævnte, tillige af et Medlem

af Magistraten (Etatsraad Bentley) og to af de 32

Mænd (Agenterne IIammerich og Zinn).

Den af den nedsatte Kommission udarbejdede

omfattende Forordning .indeholdende Foranstaltninger,

som skulle føjes i Anledning af den i adskillige Lande '

herskende Cholera-Sygdom" udkom med dansk og

tysk Text, henholdsvis fol' Kongeriget og Hertugdøm-


28

merne, allerede den 19de Juni .1831. At Kommissionen

saa hurtig kunde fuldføre dette store Hverv, var '

betinget i, 'at Forordningen som tidligere nævnt i all

Væsentligt følger den et Par Maaneder tidligere emanerede

-preussiske. Dette store monumentale Dokument

er af saa megen 1nteresse, medicinsk-historisk

og kulturhistorisk, og er saa illustrerende for Datidens

epidemiologiske Opfattelse og Slandpunkt, at jeg maa

d ,æle lidt i det Mindste ved nogle af de deri indeholdte

50 Paragrafer.

I første Paragraf paabydes det nøjeste Indseende,

navnlig fra Pasvæsenets Side med enhver Rejsende

fra mistænkte eller smittede Egne, og der forordnes

en Karantæne af 10 eller 20 Dage efter Omstændighederne.

Den største Forsigtighed med Gods og

grundig Rensning deraf indskærpes. I det Følgende

paabydes Oprettelse af Sundhedskommissioner i alle

Kjøbstæder og i Landdistrikterne. En Læge skulde

stadig have Sæde deri. I § 9 fastslaas definitivl den

allerede forud midlertidig organiserede Sundheds-Kommission

i Hovedstaden. I § 11 pa a lægges det at

bringe de af Sundhedskollegiet udarbejdede Anvisninger

til Sygdommens ForE.byggelse og dens Behandling

til almindelig Kundskab; paa Landet skulle Præsterne

oplæse og forklare dem for Sognefolket. I § 13 gjøres

det enhver Husfader ligesom ogsaa enhver Hu væt't

til Pligt uopholdelig at anmelde ethvert Sygdomstilfælde,

der har Udseende af at kunne være Kolera.

§ 14 forbyder enhver, der opholder sig paa smittet

Sted, at rejse derfra uden speciel Tilladelse af Sundhedskommissionen)

og det maa kun indrømmes af

tvingende Grunde og med Iagttagelse af omfattende

Kauteler. Enhver saadan smittet Lokalitet i Kongens

Lande skal afspærres fra de omliggende Provindser,


29

saaledes at Passage kun kan finde Sted paa bestemte

Punkter, hvor nøjagtig Undersøgelse og betryggende

karantænemæssig Behandling iværksættes. I det Følgende

indskærpes Forsigtighed ved Postbesørgelsenj

Breve skulde gjennemstikkes og gjennemrøges. Der

paabydes Oprettelse af særlige Kolerahospi taler, der

maa være saa luftige og isolerede som muligt. Kun

de Patienter, der have saa rummelige Boliger, at de

kunne holdes helt isolerede, maa forblive i Hjemmet

og betjene sig af privat Læge, medens dog ogsaa her

den offentlige Læge skal føre Tilsyn med dem. Alle

Læger indskærpes der den største Forsigtighed for

ikke at volde Smilte. Baade i Hjemmene og i Hospitalerne

paabydes hyppige Røgninger, navnlig . med

SaltpetersYle og KIOl'dampe.

I § 25 og følgende omhandles meget udførligt de

strenge Spærringsforanstaltninger, der strax skulde

træffes ved indtræffende Koleratilfælde. Først og

fremmest skulle disse gjennemføres med Hensyn til

de enkelte Huse, hvori Kolera har \'ist sig, samt i

Hospitalerne. Der skal antages Folk til at bringe de

afspærrede Indvaanere deres Fornødenheder. De

næste Paragrafer give følgende detaillerede og karakterisliske

Paabud:

,,§ 27.) For at ikke Hunde eller Katte skulle

bringe Smitten ud af Huset, blive i ethvert Huus,

hvor der findes nogen Cholera-Patient, de første enten

at binde eller dræbe, og de sidste at dræbe j og paa

Fiedercrealuret slækkes Vingerne saaledes at de ei

kunne flyve bort. 28.) Det Huus, hvori en Cholera­

Syg har været, bliver at spærre, uagtet den Syge er

udbragt til et Hospital. Ogsaa de Beboere, der, forinden

SpæLTingen iværksættes, ha ve forladt Huset,

blive at opsøge og derefter at sætte under en be-


31

anden. 34.) Hvis det indspærrede District behøver at

forsynes med Levnetsmidler fra Omegnen, bør der ved

Cordons-Linien indrettes et Træskuur af forholdsmæssig

Størrelse, der er afdeelt i tre fra hinanden vel adskilte

Rum, hvoraf det ene, som vender til den sunde

Egn, er bestemt fol' sammes Beboere, det andet, som

vender til det indsluttede Sted eller District, for dets

Beboere, del midterste derimod for de Personer, som

til visse Tider om Dagen skulle lede Samhandelen

med de Fornødenheder, som fra den sunde Egn blive

tilførte det ind spærrede DistricL De Penge, som derfor

betales, blive, inden de udleveres Sælgerne, i det

midterste Rum at rense, Metalpenge ved at udvaskes

i Eddike, og Papiirspenge ved at giennemrøges med

Salpeter og Svovl. Paa denne sidste Maade blive og

de Breve at behandle, som afsendes fra det indspærrede

DistricL 35.) Naar større Steder eller Distl'icter

spærres, bør der og ved Spærringslinien snarest muligt

indrettes en hensigtsmæssig og beqvem Anstalt, hvori

de Personel', som ,ille forlade Stedet, kunne udholde

20 Dages Qvarantaine, og imidlertid nyde behørig

Forpleining, og hvor tillige deres Effecter, som de ville

medføre, kunne opbevares og renses."

Endvidere indskærpes der i § 39) og følgende :

.Skulde Sygdommen i den Grad tage Overhaand

og vise en saa smittende Natur, at det maalte være

fornødent, at tage strengere Forholdsregler for at forebygge

Samqvem melllem Indvaanerne, saa er Sundheds-Commissionen

berettiget dertil, f. Ex. ved at anordne,

at Ingen, uden en sær ved et Kort dertil

meddeelt Tilladelse, maa forlade sin Bopæl, og til

Overholdelse heraf udsætte Vagter paa alle Gader

eller paa de Gader, hvortil Forbudet efter Omstændighederne

maatte være indskrænket; men der maa


3:2

drages fuldstændig Omsorg for, at ludvaanerne til

visse Tider regelmæssigen kunne erholde deres Fornødenheder

lil bragte , under Iagttagelse af de i § 29

foreskrevne Forsigtighedsregler. 40.) Efterat være helbredede

, maae de, som have ud5laaet Cholera- ygdom,

endnu underkastes Qvarantaine. De, der ha ve

ligget i Hospitalerne, maae, ef ter a t være badede og

forsynede med reent Linned, henbl'inges til særskilte

dertil indrettede Q_arantaine-Bygninger, som maae

være forsynede med en Op ynsmand og de fornødne

Opvartere, samt med betryggende Vagt. Del' maa

Intet medbringes fra Hospitalet til denne Qvarantaine­

Bygning. Under deres Ophold i denne, blive de Helbredede

nogle Gange at bade og røge nied salpetersure

Dampe. En dertil ansat Læge haver ideligen at

besøge dem og undersøge deres Sundhedstilstand; og

efter 20 Dages Forløb t.illader han dem at forlade

Anstalten, hvis der ikke imidlertid har vist sig noget

Spoer til Sygdom, som giør Qval'antainens Forlængel e

fornøden. Lignende Fl'el1lgangsmaade bliver i Eet og

Alt at anvende paa dem, der have henligget i deres

Huse, kun at disse og kunne udholde Qvarantaine

sammesteds paa et fra Syge,ærelserne vel afsondret

Sted; hvorhos disse Værelser blive at aflukke, indtil

de anordningsmæssigen ere rensede. undheds-Commissionen

har ved en af sine Læger at føre Tilsyn

med, at alt det Foreskrevne nøiagtigen overholdes, og

dens Tilladelse behøves, fOl' at den Paagieldende efler

20 Dages Forløb kan ' forlade de Værelser, hvori han

har holdt Qvarantaine. 41.) Ogsaa de øvrige Beboere

i de Huse, hvori Sygdom har været, bør udholde lige

Qvarantaine, og det hvad enlen de Syge ere forblevne

under Cuur i Huset, eller de ere bragle til et Hospital,

eller de, uden at komme under' Cum. ere døde.


34

lil Jernhager kunne bruges; og de udføres ved dertil

antagne Personer og paa dertil særligen bestemte

Vogne til Gravene. Disse bør være 4: Alen dybe, og

Ligkisterne bestrøes med ulæsket Kalk, hvor saadant

kan haves; men i Mangel deraf bør Kisterne indvendigen

være begede eller tiærede. Begravelserne bør

foregaae enten om Morgenen tidligt eller om Aftenen

sildigt, og intet Liigfølge maa tilstedes; dog bør

Præsten kaste Jord paa den Døde."

Forordningens sidste Paragrafer omhandle navnlig

de Straffe, der skulle anvendes for Overtrædelsen, og

som noksom vise, at det er alvorlig ment med de

paabudte Bestemmelser:

.§ 49.) Skiøndt Kongen forudsætter, at enhver af

Un'dersaatterne vilomhyggeligen efterleve alle denne

Anordnings Forskrifter, der kun indeholde hvad der

til det Heles, og derved ogsaa til hver Enkelts, Bedste

er indlysende fornødent, saa kan Kongen dog ikke

andet end ogsaa være betænkt paa Muligheden af letsindig

eller endog modvillig Overtrædelse af denne

Anordn. Dersom nogen heri maatte giøre sig skyldig

ved at udbryde eller ud snige sig fra indspærret HUlls,

Bye eller District, eller derfra at udbringe Gods, eller

dersom Nogen ved falske Doeumenter eller Forklaringer

forsætligen forhindrer, at de i Anordningen hiemlede

Sikkerhedsregler blive taghe, skal en saadan have

sit Liv forbrudt. Hvor Omstændighederne ikke tilstede

Sagens Forfølgning i de sædvanlige Retsformer, er

Amtmanden eller i Kbha vn Caneelliel bemyndiget til

at anordne en Standret, der, uden at iagttage andre

Former end dem, der ere aldeles nødvendige for at

skaffe Vished om den Paagieldendes Skyldighed i den

Forbrydelse, hvorfor han anklages, paakiender Sagen


35

uden Ophold. Hvis den i slige Tilfælde saa høist

nødvendige Ordens Overholdelse, paa Grund af Omstændighederne,

ei tilsteder den Udsættelse, som er

fornøden for at Sagen kan blive Kongen foredragen,

er Cancelliet ener udenfor Kbhavn Amtmanden bemyndiget

til endog" at lade en Dødsdom fuldbyrde

uden saadan foregaaende Indberetning. Dødsdom kan

i foran førte Tilfælde fuldbyrdes ved Skydning. Det

følger af sig selv, at de, som ere satte til Vagthold,

el'e beføiede og forpligtede til J ved Magt at for hindre

ulovlig Udsnigelse af de bevogtede Huse eller Steder,

og at de Skyldige maae have Skade for Hiemgield,

naar der ved Anvendelsen af denne lovlige Magt tilføies

dem nogen ffiempe, endog Døden.·

Lader end denne Forordning af og til en "vis

Naivetet, der hører Tiden til, komme til Syne, saa

bør den dog fuldt anerkjendes og berømmes for den

Konsekvens og Omsigtsfuldhed, hvormed den søger at

løse sin betydningsfulde Opgave ud fra de stillede

Forudsætninger. Og Regjeringen hvilede ikke paa

sine Laurbær efter at have udsendt denne imponerende

Forordning; med uformindsket Iver vedblev den

at træffe yderligere Foranstaltninger og at fyldestgjøre

de Krav, som selve Forordningen involverede. Mellem

disse stod Erhvervelsen af passende Lokaler til Kolerahospitaler

særlig i Hovedstaden i første Række, og

kun faa Uger efter Forordningens Udstedelse udgik

ogsaa en Skrivelse fra det danske Kancelli til Admiralitets-

og Kommissariats-Konegiet om at lade Beboerne

af Søkvæsthuset strax udflytte, for at dette

kunde være til Disposition ved en udbrydende Koleraepidemi;

tillige udgik Skrivelse om efter Overenskomst

med Kjøbenhavns Fattigvæsens Direktion at faa Lade-

3"


36

gaarden overladt til samme Brug. For Hertugdømmerne,

hvor Smittefaren over Land truede, oprettedes

som Følge af Forordningen, uafhængigt af Sanitets-Kollegiet

i Kiel, en Central-Kommission, der

skulde have Ledelsen af Kampen mod Koleraen i sin

Haand.

Men ogsaa det private Initiativ, der under hint

absolutistiske Regimente ellers oftest maatte spille en

meget underordnet Rolle, traadte kraftigt hjælpende

og støttende til. Tre yngre talentfulde Læger i

Kjøbenhavn: Larpent (der døde tidlig), den senere

Stabslæge og Medicinalhistoriker Mansa og den senere

højtansete Overmedicus og Kliniker ved Frederiks

Hospital S. M. Trie1", satte i Juli Maaned s. A. et

litterært Foretagende, et Ugeskrift, i Gang, der førte

Titlen "Samlinger til Kundskab om Kolera", og hvis

yderst aktuelle Indhold blev af megen vejledende Betydning.

Ugeskriftets Udgivere forstode med hurtigt

Greb og megen Skjønsomhed at give et Uddrag af de

Erfaringer og Slutninger, som efterhaanden fremkom

i stor Mængde i Litteraturen fra Koleralæger og

Medicinalautoriteter rundt om i de angrebne Lande.

De gave tillige hurtige Meddelelser om de officielle

Foranstaltninger, som baade i Udlandet og herhjemme

vare blevne trufne, og - hvad der gav Ugebladet

ganske særlig Værd - de bleve ved Sundhedskollegiets

Imødekommenhed satte i Stand til strax at offentliggjøre

de Rapporter om Epidemierne i 0sterrig og

Preussen, som de to udsendte Læger Ballin og Thune

skulde hjemsende, og som ogsaa indgik med stor

Akuratesse og Udførlighed, indeholdende en Mængde

orienterende og værdifulde Meddelelser. Jeg vil oftere

komme tilbage til disse Rapporters Indhold.


37

Imidlertid rykkede det spændende Tidspunkt bestandig

nærmere, hvor det skulde vise sig, om alle

de trufne energiske Foranstaltninger kunde bestaa

deres Prøve og holde Smitsoten borte fra Landet. I

Løbet af Sommeren gjorde Koleraen rivende Fremskridt

i Preussen og andre Egne af Tyskland.


4de Forelæsning.

Fortsatte danske Regjeringsforanstaltninger. - Opstilling af Mili·

tærkordoner ved Danmarks Sydgrændse. - Koleraen Udbrud

i Hamborg og i Holsten. - Regjeringens forandrede Standpunkt

og Spærringssystemets suk ces sive Opgivelse. - Lægernes Op·

fattelse paa Grundlag af de nye Erfaringer. - Regjeringens og

Lægernes Holdning i 1832. - Epidemiens Forhold i 1832. -

Forordning af 9de August 1832.

M ed uformindsket Iver fortsatte den dan ke Regjering

sine Forsvarsforberedelser mod den uhyggelige

Fjende. Allerede den 20de Juli, medens Koleraen

endnu kun rasede i den øaUige Del af Preussen, fik

Major WiIster 'Ordre til sammen med en Guide at begive

sig til den holstenske og lauenborgske Grændse

for at opgive den hensigtsmæssigste Linie til Trækning

af en Troppekordon. Med vedvarende Forsynlighed

udkom d. 24de August et Reskript, hvori der

under Henvisning til, at Koleraen nu nærmede sig

Berlin, gaves Ordre til at trække Kordonen langs den

holsten-Iauenborgske Grændse. Flere Regimenter fik

øjeblikkelig Marschordre, og Korpset stilledes under

General v. Leschlys Kommando.

Da Koleraen ved September Maaneds Begyndelse


39

gjorde hurtig Fremgang mod Vest i Tyskland, udgik

der med samme Forsynlighed som hidtil og med klart

Blik for det usunde Hamborgs særlige Smittefarlighed

Ordre til at trække en ny Militærkordon mellem Otmarschen,

Pinneberg og Kiendorf for i Tide at kunne

spærre al Passage fra Hamborg og Altona, hvis der

skulde udbryde Epidemi paa disse Steder. Dette

Korps stilledes under Befaling af den nybagte General

Prinds Frederik af Augustenborg (Prindsen af Nør).

Officerer udsendtes for at rekognoscere og fores la a

Linierne. Tillige befaledes det at opstille et Korps

ved den lybske Grændse for om fornødent at kunne

spærre ogsaa her og tillige, for at Korpset kunde afgive

en Reser\'e for den holsten-lauenborgske Kordon.

Hele Troppestyrken, vist omtrent 6000 Mand, ud- .

styredes til Vinterfelttog med varme Kapper og desuden

af særlig Hensyn til Smittefaren fra den ejendommelige

Fjende J som her skulde bekæmpes, med

Mavebælter/ Halvdelen heraf behøvede dog Regjeringen

ikke at anskaffe, idet de vare blevne skænkede

af Hertugdømmernes patriotiske Damer, der ogsaa

nok kunde have Grund til Taknemlighed mod de Soldater,

der paa denne Maade skulde gaa i Ilden for

dem. Alle Kordoner fik dog Ordre til ikke at udsætte

Piketlerne. før Smitsoten var i Nærheden, ligesom

de ogsaa - ikke uden en vis Inkonsekvens -

fik det humane Paalæg ikke at lade Pistolen eller

Geværet skarpt. før det Tilfælde indtraf, at der skulde

skydes.

Fhv. Distriktslæge L01'ck, der ved den forhaandenværende

Optagethed af de ældre Medicinere til Bekæmpelse

nf den samtidig grasserende • sjællandske

Syge" som ung Student havde faaet en Underlægepost

ved den lauenborgske Kordon, fortæller i sine


40

livligt skrevne Erindringer, hvorledes denne Kordon

stødte tæt op til den, hvormed Mecklenborg søgte at

værge sin vidtløftige Gt'ændse, saa at de to Troppekorps

er tydelig kunde se hinanden. Med den for Lorcks

tidlige Lægevirksomhedsperiode og overhovedet for

Liberalismens Mænd karakteristiske Ringeagt for Kong

Frederiks militære Forholdsregler skriver han: "Den

stakkels Kolera havde kun det indskrænkede Rum

mellem de to Kordoner at holde sig lystig paa, hvis

den virkelig lod sig skræmme af Militærkordonen.

Men det tænkte den rigtignok ikke paa." Og det

gjorde den unægtelig heller ikke. Saasnart Koleraen

havde sat sig solidt fast i det forpestede Hamborg,

dette for en Farsot særlig udvalgte Sted, som dengang

om muligt frembød endnu gunstigere Jordbund

derfor end nu, skred Koleraen ogsaa ganske rolig

gjennem Militærafspærringen op i Holsten.

Det var den 8de October 1831, at Koleraens Tilstedeværelse

i Hamborgs gamle berygtede Forstad

Hamburgerberg (St. Pauli) officielt blev erklæret.

Ligesom nu fremkom der dengang fra forskjellige

Sider næppe aldeles ubegrundede Klager over, at Hamborgs

paa den Tid ligesaa lidt som senere mønsterværdige

Kjøbmandsadministration søgte at skjule Koleraens

Optræden og viste Mangel paa Energi og Forsynlighed

i dens Bekæmpelse. Imidlertid blev Forstaden i

Overensstemmelse med Øjeblikkets Løsen afspærret,

hvad der dog heller ikke her viste nogensomhelst

Virkning. Kort efter exploderede Sygdommen ganske

som i Aar pludselig og hæftigt i forskjellige Kvarterer.

Den 12te October erklærede den kongelig-danske

Karantænedirektion Hamborg for smittet og Altona

for mistænkt, og samtidig bekjendtgjorde den mangeaarige

og fra Krigsurolighederne i 1813 højt ansete


41

Overpræsident Grev Bliicher-AJtona, at al Passagenordpaa

var spærret, indtil de fornødne Kontumats­

Anstalter (Karantæneanstalter) vare blevne indrettede.

En interimistisk Anstalt, men kun for 50 Personer,

blev der dog strax indrettet ved Pinneberg; herigjennem

expederedes ogsaa Posten} og Brevene bleve

gjennemstukne og røgede. Da de store afspærrede­

Byer dog ikke kunde undvære Tilførsel af Levnetsmidler,

navnlig af Slagtekvæg, blev der samtidig indrettet

en Barriere ved Landevejen, hvor Kjøb af saadant

under militær Bevogtning kunde foregaa.

Imidlertid dukkede der som allerede nævnt hurtig

Koleratilfælde op rundt om i Holsten bag Kordonerne,

og det bliver nu snart tydeligt, at Regjeringen faar

øjet aabnet for det illusoriske i de militære Afspærringer

og forandrer Signalerne. Der gjennemføres ikkeden

i Juni-Loven strengt paabudte Spærring af desmittede

holstenske Byer, tvertimod gjøres der i et

Reskript, der udkom den 14de October, kun 8 Dage

efter Koleraens Deklaration i Hamborg, overordentlig

store Indrømmelser, der ganske have Præget af et

Tilbagetog. Deri siges der nemlig, at Spærring af

enkelte Huse vel fremdeles skal kunne effektueres,

men en saadan skal bortfalde, saasnart flere adskilte

Huse ere smittede, ligesom ogsaa den i Lovens § 32

ligeledes strengt paabudte Spærring af hele Byer og

Distrikter fuldstændig skal bortfalde. Del fastholdes

kun, at der i Overensstemmelse med Juni-Lovens

Bydende skal anbringes en Seddel med Paaskrift

.smitsom Sygdom" paa ethvert Hus, hvor Koleraen

har vist sig.

Et samtidigt Reskript til den kommanderende

General i Hertugdømmerne viser et lignende afgjort

Tilbagetog. "Da Smitsoten er udbrudt i Hamborg.


42

anse vi vor Kordonlinie i Lauenburg at være uden

Nytte" siges der og tilføjes, at "man i Længden dog

ikke fuldkommen kan afspærre Kommunikationen med

Hamborg, dels da der ikke haves Tropper nok til slig

Spærring, dels fordi al Handel og Omsætning til

Skade for vort eget Land derved hæves." Den lauenborgske

Kordon faar derfor Ordre til at trække sig

tilbage, foreløbig rigtignok kun til Pinneberg til Forstærkning

af Afspærringen om Hamborg og til Dannelse

af en dobbelt Kordon efter Udlandets Mønster.

Strax efter fik imidlertid alle de a fspærrende Tropper

Ordre til fuld Retræt.e og til nu at. tage Opstilling

bag Eiderkanalen. hvorved Militærkordonen ogsaa opnaaede

igjen at have Koleraen foran sig og ikke bag

sig. I Stedet blev der da sendt Læger ned til Holsten,

og disse forstod unægtelig, siger Lorck, bedre at

kæmpe mod Koleraen end Militæret.

Kordonen blev nu foreløbig slaaende opstillet ved

Kanalen, og Afspærringsprincipet altsaa formelt opretholdt;

men det er tydeligt nok, at Ævrei med det

Samme er opgivet, og at man intet mere venter sig

af slige Foranstaltninger. Dette fremgaar blandt Anrlet

af, at man med Liberalitet slrax indrømmer det mistænkte

Kiel Fritagelse for at medindbefattes under

den afspærrede Landsdel, da Borgerne indgive Andragende

derom, ligesom man ogsaa kort efter ifølge

Petitioner fra Godsejerne i Hertugdømmerne uden Skrupler

indrømmer forskjellige andre Afspærringslempelser,

det gjøre Foranstaltningen i fuldeste Maal betydningsløs.

Ved Vinterens Komme døde nu tilmed Epidemien

i Hamborg foreløbig hen, de optraadte spredte Tilfælde

af Sygdomme i Holsten ophørte ligeledes lidt

efter lidt. Enhver Grund til Opretholdelse af Afspærringen

var saaledes bortfalden, og Landet var sluppet


43

fri for Farsotens Svøbe - men ganske vist ikke ved

Militærkordonens Hjælp.

Samtidig med dette bestandig tydeligere officielle

Frafald fra det tidligere skarpt hævdede Standpunkt

blev ogsaa de danske lægekyndige Raadgiveres Stemme

mere kjendelig i samme Retning og peger navnlig hen

paa den afgjørende Forandring i Opfattelsen, der er

indtraadt i Udlandet, navnlig i Preussen, ved den dobbelte

Kæmpekordons omtalte Fiasco. Forskjellige

preussiske Lægeautoriteter begynde at bekæmpe Rust

med langt større Virkning end tidligere, og den, der

gaar i Spidsen, er Dr. Housselle, en allerede dengang

anset Medicinalembedsmand , som senere spillede en

meget fremragende Rolle og indtog den Plads, som

Rust i en tidligere Tid havde beklædt, ligesom han

særlig gjorde sig bekjendt ved in Virken for "det

røde Kors" i Tyskland. I en Betænkning af officiel

Karakter udtaler han sig bestemt mod Spærringsforanstaltninger

og iner særlig mod Afspærringen af

Huse og Lazaretter. Han gjør navnlig gjældende, at

derved altid foranlediges højst uheldige ophidsende

Rygter om oprørende Mishandling af de Syge ved

dræbende Røgninger og deslige, og at derved frema

vIes baade en skæbnesvanger Rædsel og al Slags

List og Bedrag; de Syge skjules i Husene og SmitteudbredeIse

i stor Udstrækning forvoldes. Denne Betænkning

gav Redaktionei1 af det danske Kolerablad

et Uddrag af endnu i October og knyttede dertil i en

Note den forsigtige Bemærkning, at "alle Regjeringer

begynde at indse, at Spærringssystemet ikke har

præsteret, hvad man ventede sig deraf."

I det nære Hamborg kom det medico-kirurgiske

Selskab hurtig til et Resultat af sine Overvejelser,

som gik Kontagionismen imod og derfor og"aa for-


44

dømte al Afspærring. Man antog nu her, at Kolera

var af ren miasmatisk Natur, ej tilbragt ved personlig

Smitte, men udviklet a u to k ton t under ejendommelige

telluriske og atmosfæriske Potensers Indvirkning som

andre Epidemier, der regelmæssig havde deres Gang

fra øst mod Vest, saaledes navnlig Influenza. Til

samme Resultat kom man efterhaanden rundt om i

de store Byer, hvor Smitteudbredelsen altid er vanskelig

at forfølge, hvorvel man intetsteds nægtede, at en

saadan kunde være medvirkende ved de miasmatiske

Effluviers Koncentration. En Talsmand for denne

noget svævende miasmatisk-kontagiøse Opfattelse var

den ene af vore udsendte Læger Ballin, der navnlig

opholdt sig i de smittede store østerrigske Byer. I

sine senere udførlige Rapporter om Sygdommens Forhold

har han fuldt adopteret denne Opfattelse, der

efterhaanden havde faaet Herredømmet hos de fleste

Ledende, og som ikke tydelig ses at fremkomme som

Resultat af hans egne selvstændige Iagttagelser. I det

Hele kan Ballin med sin meget smukke Form og Fremstilling

dog næppe fuldt maale sig med sin Kollega Thune

i Selvstændighed og skarp kritisk Sands. Denne sidste

følger ikke saa tydelig som Ballin Svingningen j Opfattelse;

han vedbliver paa Grundlag af sine egne

Iagttagelser i spredte preussiske Lokaliteter at betone

Kontagiositeten - men en afgjort Modstander af

Spærringssystemet er han dog ganske som Housselle.

Det er efter hans kyndige Mening aldeles ikke herpaa,

men paa hygiejniske Foranstaltninger, at Eftertrykket

skal lægges.

I en i Slutningen af October hjemsendt Rapport

udtaler Thune sig ret bestemt i denne Retning. .Mon

ikke," spørger han, .de betydelige Omkostninger, der

medgaa til Spærringen i en Stad, hensigtsmæssigere


45

kunde anvendes til i Tide at forbedre den almindelige

Sundhedstilstand?" Skjøndt han tror, at Kolera i

Europa i Reglen forplantes ved ligefrem Smitte, betvivler

han dog meget, at en Kordon om Landets

Grændse kan være et virkeligt Forebyggelsesmiddel.

"Den har vist sig utilstrækkelig i Preussen, og mon

nogetsteds en Militærkordon vil kunne opfylde sin

Bestemmelse?" Ligeoverfor den danske Regjerings

hidtil hævdede Afspærring og Karantænestandpunkt

udtaler den unge Læge sig dog kun "med Tilbageholdenhed

og Frygt, da min Mening mulig kunde

have Indflydelse paa de Forholdsregler, der træffes i

mit Fædreland." Men hans Standpunkt og Mening er

dog klar nok.

Under den Usikkerhed i den hele genetiske Opfatte

Ise, som efterhaanden gjorde sig gjældende herhjemme,

og den begyndende Svingning bort fra Kontagionismen,

som var en ligefrem Gjenklang af de

udenlandske Iagttagelsesresultater i de store Byers

forviklede Epidemier-, synes paa en Gang en ret

interessant hjemlig Observation at gjøre en betydelig

Virkning - langt betydeligere iøvrigt end den ,il

kunne gjøre paa os i Nutiden. Det var et Koleraudbrud

paa en dansk Brig, der efter at have ligget

for Anker paa Kastrup Red afsejlede til Riga. Efter

5 Dages Sejlads optraadte det første Tilfælde af

Kolera mellem Skibets Besætning 10 Mile østen for

Bornholm, og de følgende Dage kom yderligere to

Tilfælde til. De to Angrebne kom sig ombord, men

den Tredie bragtes haardt angreben i Land i Riga,

hvor Karantænelægen konstaterede. at Sygdomstilfældet

var fuldt udviklet asiatisk Kolera. Efter Skibets Tilbagekomst

undersøgtes Sagen nøje af den til Bistand

for den gamle Stadsfysikus Professor Lund staaende


46

Fysikatsadjunkt Dr. Hoppe, der, efter at have ment

at kunne udelukke Muligheden af en Metalforgiftning

eller lignende ligesom ogsaa af paaført Smitte, kom

til det bestemte Resultat, som han har forelagt Offentligheden

i det nævnte Ugeblad, at Sygdommen var

udbrudt ombord af sig selv, .sandsynligvis fordi Mandskabet

ved at nærme sig de af Kolera angrebne Egne

maa være blevet udsat for de samme kosmiske Indflydelser,

der have avlet Sygdommen i Land." Skibet

skulde altsaa have faaet Sygdommen ved at sejle ind

i en inficeret Luftzone , og denne for vort Synspunkt

temmelig omtvistelige Opfattelse, fremsat af Kjøbenhavns

Medicinalautoritet , er i ethvert Tilfælde el

prægnant Udtryk for den svævende genetiske Doktrin,

hvorved man nu ogsaa hertillands begyndte at sIna

sig til Ro til Trods for Thunes fortsatte klartseende

Rapporter.

[ Referaterne fra Udlandet i de tre Lægers Ugeblad

kommer bestandig tydeligere Svingningen i den

pathogenetiske Opfattelse til Syne. Stemningen er bestandig

mere kjølig ligeoverfor alle de af den tilspidsede

Kontagiositetsdoktrin dikterede Foranstaltninger.

Heller ikke den rigoristisk gjennemførte Desinfektions

Nytte vil man nu ret anerkjende. Den

gamle Autoritet Hufeland i Berlin, med hvis hippokratiske

Grundsynspunkt en svævende miasmatisk

bedre end en skarp kontagionistisk Anskuelse

kunde stemme, tager nu, da hans mægtige Modpart

Rust's Aktier begyndte at synke, modigt Ordet for at

bekæmpe de voldsomme Klorrøgninger , hvorved tier

efter hans Mening gjordes stor Skade, ja hvorved

Mennesker oftere dræbtes - noget lignende synes

jo forøvrigt at være sket paa et Udvandrerskib i

indeværende Efteraar. 'Hufeland respekterer vel Ild


47

som et godt og kraftigt Desinfektionsmiddel, men ananbefaler

for Resten i god hippokratisk Aand kun

rent Vand og frisk Luft som de eneste ret heldige

Midler i saa Henseende.

Regjeringsforanstaltningerne bære i den følgende

Tid i bestandig mere fremtrædende Grad Præg af

denne afgjørende Svingning. Man indrømmer i Aarets

sidste Maaned"r uden Skrupler forskjellige Lempelser

i den tidligere strengt overholdte Kystbevogtning, hvad

der iøvrigt ret naturligt og uden at hentyde til nogen

Svingning moU veres ved, al Skibsfarten snart er ved

at ophøre. Paa afgjørende Maade kommer Forandringen

i Signalerne til Syne i det følgende Foraar

(1832), da Koleraen igjen blusser op i Hamborg, og

der samtidig ogsaa viser sig nye Tilfælde paa forskjellige

Steder af Holsten. Centralkomiteen for Hertugdømmerne

bekjendtgjør dette med Tilføjende, at

.man imidlertid ikke har anset det for nødvendigt at

lægge nogen Hindring i Vejen for den frie Forbindelse

j Hertugdømmerne." Dengang vare nu ogsaa nye

Erfaringer fra Frankrig komne til. I Efteraaret 1831

var Koleraen ikke fra Tyskland . trængt ind over den

franske Grændse. Epidemien hendøde , inden den

naaede saa langt, og den opstillede dobbelte Militærkordon

paa Frankrigs 0stgrændse havde forsaavidt

tilsyneladende bestaaet sin Prøve. Men saasnart Koleraen

i Foraaret igjen blussede op i Tyskland, gik den

uden Tøven forbi Kordonen, og enhver Grændseafspærring

blev da med det Samme afskaffet. Det

Berettigede i Spærringens Udeladelse i Danmark bekræftedes

ogsaa fuldkommen af Erfaringen; thi Epidemien,

der i det Hele i 1832 optraadte moderat baade

i Hamborg og i Holsten, bredte sig ikke videre, og

Kongeriget undgik saaledes Faren baade i dette og de


48

følgende Aar, indtil Koleraens første europæiske Rundgang

var afsluttet.

Den definitive Besegling af denne den danske Regjerings

forandrede Standpunkt traadle endnu i 1832

frem for Offentligheden ved en allerede den 28de

Marts udkomtnen Plakat, hvorved væsentlige Lettelser

indrømmedes 1 de gjældende Søkarantæneregler ved

Kolera, na vnlig ved Begrændsning a f Tiden baade

ved Losnings- og Observationskarantæne til 5 Dage,

samt end yderligere ved en den 8de August udstedt

ny Forordning nangaaende forandrede Forholdsregler

med Hensyn til den indiske Kolera". Heri ophæves

de fleste af de i den forrige Forordning fastsatte drakoniske

Forholdsregler, hvorimod Hovedvægten lægges

paa de oprettede Sundhedskommissioners Aglpaagivenhed

og hygiejniske Omsorg, ligesom man forøvrigt henholder

sig til det allerede i Reskriptet af 14de Octbr.

Ul31 udtalte. Særlig med Hensyn til det kapitale

Punkt, Afspærringssysiemet, udtales i Forordningens

§ 4 følgende, der aabenbart med Forsæt lader Forordningen

fra det foregaaende Aar aldeles uændset

og derimod knytter sig til den gamle Anordning af

17de April 1782 om Forholdsregler mod Blodgang og

Sprinkler:

"Forsaavidt fornævnte Anordning derhos, som et

Middel til at forebygge den smitsomme Sygdoms videre

Udbredelse, har tilladt at anvende Spærring, skal del

med Hensyn til Cholera have sit Forblivende ved den

i Rescl'. 14. Oet. 1831 givne Bestemmelse. hvorved

Spærring af Byer og Distrieter forbydes; hvorimod

hensigtsmæsig Afsondring af det enkelte Huus, hvori

Cholera har yttret sig, skal kunne anvendes i Overensstemmelse

med Fr. 17 Apr. 1782. Saa bør og

-ethvert Huus. hvori Sygdommen yUrer sig, i Medfør


49

af bemeldte Rescr. giøres kiendeligt ved en paa Gadedøren

eller Porten paahæftet trykt eller tydelig skreven

Seddel, der tilkiendegiver, at der sammesteds er

Cholera, ligesom og en lignende Seddel bør paahæftes

den Families Værelser, hos hvilken den Syge opholder

sig, alt for at Andre kunne vogte sig for ufornødent

Samqvem med slige Boeliger, og, forsaavidt Samqvem

er fornødent, derved iagttage den mueligste Forsigtighed.

Endelig skulle og alle de Forsigtighedsregler,

som foranførte Anordninger foreskrh'e med Hensyn

til de af smitsomme Sygdomme Afdødes Begravelse, i

Henseende til de ved Cholera foranledigede Dødsfald

nøiagtig efterleves."

Forklaringen til Militærkordonernes fuldstændige

Fiasco søgte og fandt man overalt i de kontagionistiske

Lægeautoriteters Fejltagelse. Man kunde vanskelig

bekvemme sig til at antage, hvad der for vor nu­

"ærende Opfattelse naturlig frembyder sig, at Koleraen

kunde nse en sna respektstridig Opførsel netop i Kraft

af sin ubønhørlige Smitsomhed at trænge sig ind i

selve Kordonen, inficere den og gjennem denne frugtbare

Planteskole for Smitte udbrede sig rundt om i

den Landsdel. som Kordonen antoges at skulle beskylle.

Man fandt sjg mere tilfredsstillet ved Miasmatikernes

Doktrin, at Farsoten inficerede h e l e A t ro o sfæren,

og at dette \'ar Grunden til, at Afspærring

overalt viste sig frugtesløs. Den antikontagionistiske

Del af Lægerne kom saaledes officielt mere og mere

i Højsædet saavel i Danmark som andetsteds.


5te Forelæsning.

Kontagionister og Miasmatikere i Udlandet og i Danmark. -

Den fortsatte Kamp mellem dem. - Dennes Væsen og Betydning.

- Miasmatikernes Overvægt. - Koleraens Optræden i

England og Frankrig; i Sverrig; - Totalresultatet angaaende

Koleraens Genese ved Vandtingens Afslutning.

I sidste Forelæsning har jeg søgt at paavise den

Svingning i Opfattelse og i de deraf resulterende

Foranstaltningers Præg, der saa hurtig indtraadte hertillands,

og som igjen kun er et Spejlbillede af den

samtidige Bevægelse i Udlandet. Mine Tilhørere ville

imidlertid mulig deraf have kunnet faa mindre gunstige

Forestillinger om Lægestandens daværende Optræden

og Forhold og maaske let komme til den

Slutning, at Lægerne egentlig vare nogle overfladiske

Vejrhaner, der efter løse Indskydelser og Formodninger

svingede fra den ene Yderlighed til den anden.

Da tilmed en Del af mine Tilhørere staa udenfor vor

medicinske og professionelle Kreds, maa det være mig

dobbelt magtpaaliggende at værge min Stands Ære

ved bestemt at imødegaa en saadan maaske ret nærliggende

Misforstaaelse, del' i Virkeligheden vilde være

baseret paa skæve og uretfærdige Forudsætninger.


51

Det virkelige Forhold er nemlig det, som jeg vel tidligere

har hentydet til, men dog vistnok hidtil ikke

noksom betonet, at det ikke er de enkelte Læger eller

Lægeautoriteter, der saaledes svinge og sveje som Siv,

men det er i Virkeligheden to forskjellige med hinanden

kæmpende Retninger, to forskjellige og vedvarende

Doktriner, som begge ere baserede paa indgaaende

Iagttagelser over Farsotens saa overordentlig

intrikate Udviklingsforhold , og begge derfor maa

have deres grundige Talsmænd.

Vi have set, at største Delen af de Lægeautoriteter

, der havde afgjørende officiel Indflydelse i de

forskjellige Lande, ved Epidemiens Udbrud i Europa,

under Paavirkning af hele den lægevidenskabelige Udviklings

seneste Faser, vare komne til at staa paa et

skarpt kontagionistisk Standpunkt. Vi have ligeledes

i det Mindste tildels allerede set, at der dog vare ikke

faa Lægeautoriteter, som hyldede en modsat AnskueIse,

der tildels stod i Sammenhæng med gamle,

dog fremdeles livskraftige hippokratiske Forudsætninger,

men ogsaa syntes at finde yderligere erfaringsmæssig

Bekræftelse i Epidemiernes Forhold. Saaledes

kæmpede i Rusland Lichtensttidt i St. Petersborg mod

Jiinichen i Spidsen for største Delen af Moskous og

Rigas Læger (de to rivaliserende russiske Kejserstæder

viste sig ogsaa i denne Henseende som Antipoder) i

Preu sen Rust mod Hufeland, Vettet· og andre vitalistiske

Hippokratikere, der naturlig følte sig mere tiltalte

af en universel Luftinfektion (en Genius epidemieus)

end af et fix materialistisk Kontagium. Ogsaa

under Epidemien i Hamborg, hvor Miasmatikerne hurtig

fik en afgjort Overvægt, hævdedes den tilspidsede Kontagionisme

med stor Energi af en dengang meget anset

Læge i Staden Dr. F. A. Simon, der dog med al

4'


52

sin store Skrivefærdighed og ubestridelige litterære

Begavelse næppe var saa objektiv grundig om oppositionslysten,

og iøvrigt nærmest var kommen til sit

Kampstandpunkt mod Flertallet af det hamborgske

medico-kirurgiske Selskabs Medlemmer fra sit Udgangspunkt

i Syfilidologien, hans egentlige Specialfag.

Heller ikke i den danske lægevidenskabelige

Opinion var den kontagionistiske Strømning paa nogen

Maade eneraadende ved Koleraens NærmeIse i 183l.

Den modsatte. rent miasmatiske Opfattelse repræsenteredes,

og det endog paa ret udpræget Maade, af det

daværende eneste lægevidenskabelige Tidsskrift i Danmark,

af "Bibliothek for Læger". Dettes Redaktør

Dr. Otto var vel ikke i Besiddelse af en saadan Autoritet.

at han kunde hamle op med Modstandere som

Bmndis eller andre fremragende Kontagionister, han

kunde jo heller ikke. ligesaa lidt forøvrigt som Modstanderne,

have nogen personlig Erfaring om Koleraen;

men støttet navnlig til Hufeland og selv gjennemtrængt

af den vitalistiske Hippokratismes hele Aand

gjorde han dog med Vægt og Kraft sin Opfattelse

gjældende i sit Tidsskrift, ligesom han ogsaa med

megen Omsigt og Utrættelighed gav udførlige Referater

af den nye udenlandske Koleralitteratur og saaledes

arbejdede parallelt med de tre Lægers nævnte

temporære Ugeblad. Otto var en Mand, der nok

turde være sig sin Mening bekjendt, om den ogsaa

divergerede fra den herskende, og han opponerer

endog med aaben og velgrundet Kritik, om end selvfølgelig

paa forsigtig Maade, mod Regjeringens vidtgaaende

Afspærringsforanstaltninger. Ligeledes bryder

han kjækt en Landse med den dygtige og ansete

Regimentskirurg Manicus i Eckernførde, der var en


53

afgjort Kontagionist og optraadte som saadan i selve

BibliothekeL

Otto docerer ligefra Begyndelsen af 1831 den

Lære, som han virkelig i det følgende Aar havde den

Triumf at se som den sejrende, at Koleraen var af

miasmatisk-epidemisk Natur, h.orvel han ligesaa lidt

som andre Læger af samme Retning benægter en

akcessorisk Smitteudvikling. løvrigt optræder han beroligende

og trøstende ligeoverfor den begyndende

Panik og fremhæver ogsaa nærmest i Tilslutning til

Hufeland, at Farsoten ganske sikkert vil blive bestandig

mildere, jo højere den rykker frem mod Nord,

ligesom han ogsaa mener at turde holde paa, at Koleraen

ikke vil være i Stand til at vandre over Havet,

saa at østersøen afgiver et godt Værn for Danmark

- medens han dog maa indrømme, at Halvøen. nok

eventuelt kan være noget udsat.

Den tiltagende antikontagionistiske Strømning i

Udlandet syntes nu ganske vist baseret paa solide

Erfaringer. De fuldstændig glippende Afspærringsforanstaltninger,

den meget ringe Udstrækning, hvori

Læger, Sygeplejere og Syge af andre Sygdomme i

Hospitalerne i Reglen bleve smittede af Rolerapatien:.

terne, den næsten absolule Immunitet, som mange af

Kolerafoci tæt omgivne Lokaliteter viste sig i Besiddelse

af, de præmonitoriske Sygdomstilfælde, navnlig

Diarrhoer og andre gastriske Tilfælde, som oftest iagttoges

at gaa længe forud for Koleraepidemier og bestemt

henpegede paa en sukcessivt ud viklet epidemisk

Konstitution (Genius epidemieus) og ikke paa pludselig

Import af mittestof - alle disse vigtige Momenter,

som Iagttagerne konstaterede under Epidemiens

Rundgang, maatte i høj Grad befæste den miasmatiske

Anskuelse.


54

En mere slaaende Virkning i saa Henseende end

alt Andet havde dog vistnok de Experimenter, tildels

af en ligesaa imponerende som umiddelbart utiltalende

Karakter, hvilke flere udenlandske Læger med Heroisme,

i utrættelig og selopofrende Søgen efter Sandheden,

foretog e paa sig selv for at komme paa det

Rene med Koleraens mulige Smitsomhed og i saa Tilfælde

med det Samme faa opklaret, hvad der foraarsagede

Smitten, og hvorledes den foregik. En

senere ogsaa som lægevidenskabelig Forfatter. som

Farmakolog og Hygieiniker anset Pariserlæge Fran90is

Foy, der tilkaldt af Kolerakommissionen i Warschau

i 1831 som Epidemilæge og videnskabelig Forsker

gjennemlevede Farsoten i Polen, udmærkede sig i

denne Henseende i ganske særlig Grad. Experimenterne

gik ud paa intet mindre end at drikke de Syges

Ventrikel- og Tarmudtømmelser og Blod (dette stod

dengang i rigelig Mængde til Disposition ved de ogsaa

i Kolera hyppig anvendte Aareladninger), at indgnide

sig med Dejektionerne, at iføre sig de Dødes smudsige

Linned, at lægge sig i Kolerasyges Senge. Alle disse

heroiske Forsøg faldt, heldigvis for de experimenterende

Læger, rent negativt ud; disse havde vel ogsaa paa

Forhaand kun liden Tro paa Smitsom heden, men sikre

paa at gaa fri kunde de jo dog paa ingen Maade

være, og imponerende er og bliver derfor under alle

Omstændigheder deres Færd. Ogsaa Forsøg paa Dyr,

ligeledes med negativt Resultat, foretoges i ikke ringe

Udstrækning baade af Foy og andre Forskere, i Paris

senere navnlig af Magendie.

Den Kamp, der saaledes nu var i Gang mellem

Kontagionister og Miasmatikere , blev baade langvarig

og hæftig . . Vel fik disse mere og mere Uverlaget,

men Mænd som Lichtenstiidt og Rust bøjede


55

sig dog ikke let og gave ikke Kjøb. For os. fra Nutidens

Synspunkt, kan det nu ganske vist let synes,

som om denne Kamp egentlig var af en temmelig

spidsfindig, dialektisk Karakter uden nogen egentlig

reel og klar skiIlende Basis. Thi i Virkeligheden kunde

dog ingen benægte en sygdomsfremkaldende Indvirkning

af Miasmer, ganske vist noget ubestemte i deres Væsen,

men udviklede under Indflydelse af Smuds og

Urenlighed, af forraadnende Substanser, af forpestet

Luft og Drikkevand, ligesaa lidt som man kunde benægte

Indvirkning af et ligefremt Kontagium under

visse Forhold. Bestemte positive Erfaringer for Overførelse

af Smitte fra Person til Person forelaa i ikke

ringe Mængde, og, som Thune siger i en af sine Rapporter,

"en positiv Kjendsgjerning kan kuldkaste mange

negative Iagttagelser." Dertil blev allerede under

denne Koleraens første Vandring i Europa konstateret

de senere oftere fastslaaede Kjendsgjerninger, at Vaskekoner,

som havde at gjøre med Kolerapatienters tilsølede

Linned, og at de, der tog sig af Koleraligene,

særlig hyppig angrebes af Sygdommen - alt Fænomener,

der bestemt henpegede paa Tilstedeværelsen

af et virkeligt Kontagium ligesom tillige paa, at der

hørte særlige og miasmatiske Betingelser til for at

bringe Virulensen til fuld Udfoldelse. Alle kunde saaledes

siges i Virkeligheden at hylde den Opfattelse,

at Kolera var en miasmatisk-kontagiøs Sygdom

- det Samme, der ogsaa blev Fremtidens Løsen -

der var egentlig kun Tale om en Gradsforskjel i Opfattelsen

j og et Miasma og et Kontagium kan jo

overhovedet ikke skarpt adskilles. Begge ere smittende,

sygdom frembringende Agenser, Kontagiet kun

af en mere fix, begrændset Art, Miasmet diffunderet

i Luften. Lægerne lærte jo ogsaa rundt om, som vi


56

have set, at der af Miasmel' udvikledes et Kontagium,

af Kontagier et Miasma.

Men kan Kampen saaledes, theoretisk og principielt

set, betegnes som et Udslag nærmest af Dialektik

eller om man vil som et Udtryk for Forskernes ganske

vist aldrig ringe Diskussionslyst og Stridbarhed , saa

maa man dog paa den anden Side vel erindre, at i

praktisk Henseende havde denne Distinktion ganske

overordentlig meget at sige. De Forholdsregler, der

skulde træffes mod Farsoten, bleve af højst forskjellig

Karakter, eftersom den mere miasmatiske

eller den mere kontagiøse Doktrin raadede. Alle de

indgribende Afspærrings- og Karantæneforanstaltninger,

der jo tilføjede Landenes materielle Velfærd, Handel og

Skibsfart og Industri, stor Skade, kunde kun motiveres,

forsaavidt som den sidste Doktrin, der altsaa lagde

H o ved v æ g t e n paa direkte Sygdoll1soverførelse fra

Person til Person, gjaldt og holdt Stik. De kunde

selvfølgelig ikke al en e motiveres derved; der ll1aaUe

dertil komme et Erfaringens Vidnesbyrd om disse Foranstaltningers

faktiske Nytte og effektive Gjenn

e m f ø r l ig h e d. Men en tilspidset Kontagionisme

var dog den f ø r s te Betingelse for deres I værksæUelse,

var en Conditio sine qua non.

Efterat Epidemien i Efteraaret 1831 var kommen

(vistnok fra Hamborg) til England, fandt den antikontagionistiske

Retning snart her yderligere Støtte.

Vel blev Sygdommen strax ved dens første Invasion,

der ramte Sunderland , ogsaa her antagen for smitsom

og importeret fra Hamborg. Men efterat den havde

bredt sig ud rundt om i Landet, dog foreløbig uden

at anrette store 0delæggeber, gik man ligeledes her

hurtig over til at lægge Hovedvægten paa en a u-


58

i selve England eller i Irland, hvor den oplraadte i

Begyndelsen af 1832, navnlig i Dublin, som Klingberg

derfor i nogen Tid besøgte.

Sygdommens Optræden i England i 1831 vakte

ligeledes megen Opmærksomhed i det hidtil ikke angrebne

Frankrig, og der hidsendtes derfor ogsaa derfra

en Læge, ingen ringere end den nævnte verdensberømte

Fysiolog Magendie, der ved Siden af sin banebrydende

Virksomhed for Experimentalfysiologien viste

ikke mindre Iver som stærkt beskjæftiget Praktiker.

Opdragen i den nye fysiologiske og pathologisk-anatomiske

Pariserskole, der fordybede sig i de palpable

Organundersøgelser og ikke bekymrede sig ret meget

om Sygdommenes dunkle Æliologi eller om Smittespørgsmaal,

var Magendie paa Forhaand ingen varm

Tilhænger af Kontagionismen, om end denne Retning

endnu havde Overtaget i Frankrig - hvad den paa

Grændsen mod Tyskland opstillede Militærkordon noksom

vidnede om - og havde en fremragende Talsmand

i den gamle højtansete Epidemiolog Fadere.

Ved Opholdet i England blev Magendie i ethvert Tilfælde

til en exklusi v Miasmatiker og tog efter sin Tilbagekomst

til Paris ivrig Ordet for at følge Englands

Exempel ved udbrydende Epidemier.

Da Militærkordonen i Foraaret 1832 viste sig

uvirksom, og Koleraen ovenikjøbet med en voldsom

Ondartethed brød ind i Landet, fik Magendies antikontagionistiske

Agitation Vind i Sejlene, og ved den

paafølgende betydelige Epidemi i Paris søgte han at

lede alle Forholdsregler i engelsk Aand - saaledes

som det blev berettet til Kjøbenhavn af en ung dansk

Læge, Cand. chir. Esbensen (senere Distriktslæge i

Odense), der ved den Tid opholdt sig i Paris for sine


59

Studiers Skyld og af den for Indsamling af nye udenlandske

Erfaringer altid ivrige danske Regjering fik

særlig Understøttelse og Mandat til at undersøge

Epidemiens Forhold. Franskmændene, der ikke som

Englænderne besidde den fødte Hygieinikers sihe

common sense, synes imidlertid kun meget mangelfuldt

at have realiseret det af Magendie opstillede

Program, og Situationen vanskeliggjordes forøvrigt

yderligere ved gjentagne Tumulter i Paris, betingede

ligesom i Rusland af Folkemassens Mistro til Autoriteterne,

og dens Formodning om Forgiftning af Brønde

og Levnetsmidler og om Mishandling af de fattige Syge.

Ogsaa den lidt vaklende Holdning hos Academie de

medecine, der med usædvanlig Forsigtighed og forøvrigt

ikke usædvanlig Uenighed nølede med at tage

bestemt Parti for eller imod Kontagionismen, virkede

svækkende med Hensyn til forskjellige Forholdsreglers

Gjennemførelse.

Imens fortsatte Koleraen sin skrækindjagende

Vandring til Belgien og Holland, over Atlanterhavet

til Amerika, til Spanien og Portugal, hvor den strængeste

Afspærring igjen viste sig fuldstændig frugtesløs.

Ogsaa Skandinavien berørtes i 1832, idet der i flere

norske Byer og fornemmelig i Drammen viste sig

smaa Epidemier. Man kom her til det samme Resultat

som andetsteds, at Sygdommen ikke var importeret.

men maaUe antages at ha ve udviklet sig autokthont.

De øvrige nordiske Lande gik fri, indtil Sverrig

i 1834 paa engang hjemsøgtes af en Epidemi, der begyndte

i Landets sydlige Del og derfra gik til Goteborg

og Stockholm for her at udfolde en overordentlig

Voldsomhed, hvorved det ogsaa blev nødvendigt at

paakalde fremmed Lægeassistance. Ikke faa unge


60

danske Læger rejste som Følge deraf øjeblikkelig til

Sverrig, og nogle af dem bleve del' som praktiserende

Læger.

Ogsaa i Sverrig se vi det mærkelige Fænomen

gjentage sig, at man efter at have lært Sygdommen

at kjende begynder at forlade det tidligere særdeles

skarpt hævdede kontagionistiske Standpunkt. I de

Beretninger om Epidemien, som flere af Stockholms

fremragende Lægeautoriteter , saaledes TTafvenfelt,

Cede?'schiold, J.Vagnus Chr. Retzl:us (en Broder til den

verdensberømte Anatom Anders Retzius) og andre

have nedlagt i "Svenska Lakareselskapets Handlingar"

(1837), gaar helt igjennem som en rød Traad den

Opfattelse, at Smitte vel ikke kan benægtes, men at

Sygdommens regelmæssige Udbredelse dog ikke kan

siges at være betinget deraf; den spontane, autokthone

Udbredelsesmodus er snarere Regelen . Særlig betones

dette af Trafv en felt, der ogsaa til Støtte for

sin Opfattelse fremdrager de negative Resultater af

alle de Forsøg paa Smitteoverførelse , som vare foretagne

af Læger baade paa sig selv og paa Dyr. Den

hyppige Erfaring om Husdyrs Lidelse af koleralignende

Fænomener under Sygdommens Optræden i et Hus

maatte derefter forklares ikke ved Smitte fra de syge

Menneskers Dejektioner, saaledes som Kontagionister

ha vde antaget, men blot ved Indvirkning af den almindelige

epidemiske Luftkonstitution, hvoraf Dyrene

ogsaa maatte antages at rammes.

Saaledes var endog vort skarpt kontagionistiske

Naboland noget paa Vej til at omvendes - hvorvel

Stemningen senere igjen svingede ret stærkt ud i

kontagionistisk Retning hos de toneangivende Lægeautoriteter.

Men overalt korn man saaledes til det

samme Resultat, overalt begyndte man, da Epidemi-


62

der holdt fribaarne Mennesker under barnligt Formynderskab

og hæmmede Kræfternes frie Udfoldelse

til Samfundets Veltærd.

Denne Udvikling i Frankrig, der fortsattes i en

Aarrække og, som franske Aandsbevægelser overhovedet

let gjøre, snart skjød over Maalet og konkluderede

i Benægtelse af enhver virkelig Smitte

baade ved Pest, gul Feber og Kolera, skal jeg i den

følgende Forelæsning komme tilbage til, idet jeg giver

et supplerende Resume af de Erfaringsresultater og

videre Slutninger, som vare Udbyttet af Koleraens

første Rundgang i Europa.


6te Forelæsning.

Kliniske og epidemiologiske Erfaringsresultater af Koleraens første­

Vandring. - Extrem Antikontagionisme hos franske Epidemiologer.

- Indvirkning paa de unge Førere i den danske Lægevidenskab.

- Panikens Omslag i Sorgløshed. - Ny europæisk

Koleravandring. - Forsømmelse af sanitære Reformer i Udlandet

og i Danmark. E. Hornemanns første Bestræbelser.

N

aar jeg har dvælet saa længe ved Koleraens

første Vandring i Europa, af hvilken Danmark heldigvis

kun blev j meget ringe Grad berørt, saa kunde

dette muligvis synes dem af mine Tilhørere lidt for

meget af det gode, hvis Nærværelse nærmest er fremkaldt

af det aktuelle Anstrøg, mit Æmne har. Jeg

har gjort det med velberaad Hu, først og fremmest

fordi det for en historisk Betragtning - det Synspunkt,

som jeg bestandig maa anlægge - netop har

sin særlige ' Interesse at dvæle ved de lidligste Faser i

en Udviklingsbevægelse , ved det Tidsrum, som er

fuldt forbi og saaledes fuldt hjemfalden til historisk

Undersøgelse, som derfor ogsaa er mest ukjendt,

uændset eller glemt. Men jeg har tillige gjort det,

fordi det, netop for at forstaa og rettelig vurdere den

senere Udvikling, er af særlig Vigtighed at faa Ud-


64

gangspunkterne og de tidlige famlende Rørelser nogenlunde

klart belyste.

Jeg er da heller ikke endnu ganske færdig med

dette Afsnit, men maa til Afslutning deraf endnu

søge at give en sammentrængt Fremstilling af de Erfaringer

og Kjendsgjerninger, der fremgik som Resultat

af de lægevidenskabelige Forskeres utrættelige

Søgen og Stræben; og jeg føler mig saa meget mere

forpligtet til at gjøre det, som mine Tilhørere mulig

kunne have faaet det Indtryk af mine tidligere Forelæsninger

- der nærmest have koncentreret sig om

Hovedpunktet i min Fremstilling, Opfattelsen af Koleraens

Genese og den paa Kjendskab dertil baserede

Kamp mod Sygdommen - at Forskerne vedbleve

k u n at staa famlende uden at naa synderlig fremad.

Et saadant Indtryk vilde ikke svare til det virkelige

Forhold. Om end det saa intrikate Spørgsmaal om

Koleraens Fremkomst og Udbredelsesmaade paa ingen

Maade blev løst af de Gamle - det er den Dag i

Dag trods de utrættelig fortsatte Forskninger ikke

løst - om end man her satte sig fast i skæve Synspunkter,

saa bør det dog paa den anden Side stærkt

fremhæves. at der kan opdages store Ly glimt og

Fremskridt, at mange viglige og for Koleraens Bekæmpelse

betydningsfulde Kjendsgjerninger, ja maaske

de allerfleste saadanne, der have vundet Hævd, bleve

konstaterede og fastslaaede af de gamle Iagttagere.

Jeg skal fremdrage nogle saadanne Punkter og her

tildels tillade mig at vende mig særligt mod de professionelle

Tilhørere som dem, hvem det maaske dog

nærmest interesserer.

For det Første konstateredes det, at Sygdommen,

til Trods for dens kliniske Ensartethed til alle Tider

og under alle Himmelstrøg - et afgjørende Tegn paa


65

dens fulde Specificitet - dog i de forskjellige Epidemier

var yderst forskjellig i Maligni tet. Der obserwredes

klinisk og epidemiologisk tydelig udtalte Anfald

af Farsoten, navnlig ved gjentagne Explosioner paa

samme Sted, hvor Dødeligheden sank til 6-7 pCt.,

medens denne i andre kunde gaa op indtil omtrent

80 pCt. - Erfaringer vi kunne finde Bekræftelse paa i

Farsotens senere Forhold til Danmark. I Sammenhæng

hermed fastsloges ogsaa Betydningen af de lette

"Koleradiarrhoer" som Udtryk for virkelig Kolera allerede

af de gamle Iagttagere, hvorvel de ikke fuldt opfattede

den hele ominøse Betydning af hint Symptom,

som skjult virkende Smittekilde j de Gamle betragtede

i Overensstemmelse med deres miasmatiske Opfattelse

disse Diarrhoer, der med særlig Hyppighed optraadte

ved Begyndelsen af en Epidemi, fornem lig som

præm o nitoris ke, som varslende Tegn paa, at den

skæbnesvangre Genius epidemicus begyndte at virke.

Koleraens nu noksom bekjendte Følgesygdomme, først

og fremmest Koleratyfoidet, blev ret korrekt opfattet

og beskrevet navnlig af de gamle Hamborgerlæger

(Typhus cholericus! Morbus typhosus post choleram).

Selvet af Hovedpunkterne i den i Nutiden anvendte

kura ti ve Therapi mod Sygdommen, Injektion af

Saltvandsopløsninger ' navnlig i . Venerne under det algide

Stadium, anvendtes i 1832 af engelske Læger,

ganske vist bestandig uden noget Resultat i kurativ

Henseende, hvorom Klingberg har berettet i "Bibliothek

for Læger".

Men ogsaa i selve den dunkle pathogenetiske Opfattelse

kom, vel kun i Form af en genial Hypothese,

tidlige Antydninger frem, der bleve af stor og frugtbar

Rækkevidde, ideL de dannede Udgangspunktet for

den store Koleraforsker Pettenkofer's utrættelige Under-

5


66

søgeIser og vigtige Forskningsresultater. Det var

navnlig to Montpe11ier-Læger, Dubreuil og Rech, som

(1836) fremsatte den Lære, at Kolera vel udvikledes

ved en Art Kontagium, men ikke ved et saadant, der

ligefrem gaar over fra Person til Person j Smilstoffet

optraadte - efter de to Lægers Mening baade ved

Kolera og ved gul Feber - som et Frø, et Kim

(Semen contagii) , der først efter at være blevet anbragt

og have spiret i en afpasset Jordbund blev

smittekraftigt og da bredte sig i Luften. Til denne

Antagelse, der gaven udmærket Tydning af mange

tidligere uforklarlige Kjendsgjerninger eg egentlig bragte

Forsoning til Veje mellem den kontagionistiske og den

miasmatiske Opfattelse, kom disse franske Læger

nærmest ved at lægge de Erfaringer til Grund, der

allerede dengang, som tidligere nævnt, vare blevne

konstaterede paa flere Steder, at Tarmudtømmelserne

ofte fremkaldte koleralignende Symptomer hos Dyr,

der havde optaget noget deraf. I denne Theori involveres

ogsaa Antagelsen af et organisk, et levende

Smitstof (Contagium vivum), hvad man iøvrigt allerede

forlængst (tidlig i det 18de Aarhundrede) havde antaget

som Smittebærer ved Pesten, rigtignok i den

lidt grove Form af .smaa Insekter" .

Foreløbig satte dog denne geniale og skarpsindige

Hypothese ingen videre praktisk Frugt. Man fordybede

sig, som fremhævet i forrige Forelæsning, mere og

mere i en svævende miasmatisk Doktrin, og det endog

særlig i Frankrig. De tidligere anførte videnskabelige

og uvidenskabelige Impulser førte til, at en saadan

antikontagionistisk Doktrin henad Enden af Trediverne,

efter den store kontagionistiske Epidemiolog Fodere's

Død og med den samtidig indtrufne Hvileperiode efter'

den første europæiske Koleravandrings Afslutning, blev


67

stillet i højeste Grad paa Spidsen netop af de ledende

franske Epidemiologer, hvis Opmærksomhed iøvrigt

dengang særligt var henvendt ikke paa den forsvundne

Kolera, men paa Pesten, som endnu stadig truede fra

sit endemiske Hjem i Orienten og navnlig fra Ægypten.

Her havde Franskmændene jo faaet fast Fod,

ogsaa franske Læger søgte dertil og bleve vel modtagne

og anbragte i fremragende Stillinger af MehE'med

Ali, hvis Stræben jo var at faa sit Land inddraget

under europæisk Civilisation. Yngre franske

Epidemiologer drog med Forkjærlighed dertil navnlig

for at gjøre Studier over Pesten, for a t finde Midler

til at bekæmpe den og saaledes sikre Sydeuropa og

først og fremmest deres eget Fædreland mod denne

tidligere saa frygtelige Svøbe.

I første Række mellem disse Epidemiologer staar

Aubel't (senere kaldte han sig Aubert-Roche), en i flere

Henseender interessant og riglbegavet Personlighed.

Han kom til Ægypten omtrent samtidig med, at

Ferdinand de Lesseps blev fransk Konsul i Alexandria,

sluttede Venskab med denne og stod ved dennes Side

under den voldsomme Pestepidemi i Staden i 1836,

hvor de begge vandt deres velfortjente Sporer ved

overordentlig Energi og Mod. Pesten havde dengang

endnu en rent endemisk Karakter i Ægypten ligesom

Koleraen i Indien, og derfor var det naturligt nok, at

Smittemomentet ligesaa lidt aabenbarede sig for

Auberts ivrige Pest.forskning som for de fleste indiske

Koleralæger. Decideret og doktrinær Franskmand som

ban var, drog han hurtig de mest vidtgaaende Slutninger

af sine Iagttagelser, erklærede kategorisk, at

Pesten var en rent miasmatisk, en aldeles ikke kontagiøs

Sygdom, og at følgelig alle de gamle trykkende

Karantæne foranstaltninger burde afskaffes eller dog

5'


6

væsentlig reduceres. Ved sine med Overbevisningens

Ild skrevne Afhandlinger om Spørgsmaalet slog han

hurtig igjennem i Paris, hvor Academie de medecine

paa Forhaand ikke var uvillig til at gaa ind paa hans

Tankegang. og da han efter en Tids Ophold i Hjemstaden

vendte tilbage til Ægypten (han o.-ertog her

senere den ledende Lægestilling for Arbejderne ved

Suezkanalen og gjorde sig meget fortjent af disses

gode Sundhedstilstand), førte en anden fremragende

fransk Epidemiolog Prus Sagen videre i Paris.

Det kom saaledes i 1846 saa vidt. at ikke blot

Peslkaral1læl1en blev ræsentlig indskrænket og forøvrigt

ogsaa mere rationelt organiseret, navnlig gjort

afhængig af de periodiske Epidemiers Optræden, men

at selve Akademiet erklærede baade Pest og gul Feber

for i k k e s m i tt e n d e Sygdomme. Samtidig blev paa

Prus' Initiativ af Louis Philippes Regjering den vigtige

Institution med franske Sanitetslæger i de orientalske

Storstæder kaldt til Live, hvorved Gjennemførelsen af

de vigtige hygiejniske Reformer i Ægypten, som de

miasmatiske Epidemiologer have stor Fortjeneste af at

have paavist som nødvendige, kunde leltes og sikres.

Prus overtog selv den vigtige Post i Alexandria.

Om den iforvejen stærkt betvivlede Kontagiøsitet

ved Kolera var der selvfølgelig nu ikke mere Tale i

det franske Akademi; som et karakterislisk Udtryk for

den franske lægevidenskabelige Opinion i Fyrrerne

figurerer asiatisk Kolera i den ved denne Tid udkomne

meget benyttede og i mange Henseender fortrinlige

Lærebog i speciel Pat hologi og Tberapi af

Grisolle, en af den nye Organpathologies dygtigste

Tilhængere, simpelthen mellem • Secretions morbides"

og disses Underafdeling .Secrelions sereuses" (ved

Siden af Ascites). Han omtaler vel i Ætiologien


69

Koleraens epidemiske Natur, men betoner iøvrigt ikke

nogen Specificitet, og ligeoverfor den af enkelte Læger

antagne Smittedoktrin har han kun et medlidende

Skuldertræk - medens han dog samtidig bøjende sig

for Bretonneettt's og andre fremragende Provindslægers

Autoritet anerkjender Smitte ved typhoid Feber. Jeg

erindrer endnu tydeligt, at det gjorde et ikke ringe

Indtryk paa mig, da jeg for 30 Aar siden, efter at

have paabegyndt mine Studier af speciel Pathologi

med den da endnu benyttede Grisolle, herfra gik over

til Niemeyer's Lærebog og her fandt den asiatiske

Kolera henført ligefl'em under de specifike Infektionssygdomme,

forøvrigt paa Grundlag af Pettenkofers

Doktrin. Koleraen blev derved for mig uvilkaarlig en

mere skrækindjagende Sygdom, end da den kun var

en pathologisk-anatomisk Sekretion, optrædende tilmed

stadig rundt om os og mellem os som et nu engang

tilstedeværende nødvendigt pandemisk Onde, der maatte

bæres som saa meget andet.

)Iere og mere vandt den yderliggaaende antikontagionistiske

Opfattelse Herredømmet i Fyrrerne. I

England var man af rodfæstet Nationaltilbøjelighed

stemt derfor, i ethvert Tilfælde for Afskaffelsen af

Smittelærens Konsekvenser i Isolation og Afspærring,

i Tyskland, hvor endnu dengang et lidt broget Amalgam

af ældre Hippokratisme og nyere Naturfilosofi

fremdeles væsentlig beherskede den toneangivende

lægevidenskabelige Opinion, sluttede man sig ogsaa i

det Hele ret villigt dertil og til den fornyede Sanktion

af den gamle "Genius epidemicus", om end ikke ud

fra den nye franske Skoles pathologisk-anatomiske

Forudsætninger. Hvad der hos os i Danmark snart

slog Hovedet paa Sømmet i samme Retning, var den

Omstændighed, at tre rigtbegavede Læger af den unge


70

energiske Fremskridtsgeneration, E. Fenger, E. IIomernann

og Kaysel', hvilke fik en afgjørende auloritæt'

Myndighed herhjemme under Liberalismens Magtudfoldelse

i Slutningen af Fyrrerne, netop paa det

Tidspunkt, hvor den absolute Benægtelse af Smitte

ogsaa med Hensyn til Koleraen vandt Hævd i den

franske Medicin, fuldt og alsidigt fordybede sig i og

tilegnede sig denne under et langt Studieophold i

Paris. Om end den officielle danske Medicin foreløbig

endnu holtlt noget igjen og hævdede et vist kontagionistisk

Synspunkt, navnlig under Ledelse af

O. Bang - der hørte til den Fløj af Hippokratikerne,

som lagde Vægt paa Smittemomentet - saa maatte den

hele ny politiske Udvikling dog snart føre Omslaget

med sig. Den danske Lægevidenskabs fremtidige

Stilling til Koleraspørgsmaalet maatte bliv.e ren og

klar nok.

En Adoption af den i sin tilspidsede Ensidighed

meget skæve miasmatiske Doktrin kunde dog i sine

Følger være bleven velsignelsesrig og vistnok have afgivet

et langt bedre· Værn mod nye Invasioner af

Farsoten end den i meget nærmere Pagt med Sandheden

staaende kontagionistiske Doktrins Afspærringer

og Karantæner - hvis Betydningsløshed eller

endog ligefremme Skadelighed Erfaringen l'et tydeligt

syntes at have godtgjort. Havde Miasmatikerne i

. England og Frankrig i det for Kolera frie Decennium

(1,37-47) med samme Energi, som de skred e til

V ærket under Epidemierne i 1832, fort al deres betydningsfulde

Bestræbelser for sanitære og hygiejniske

Forbedringer, vilde Landene have kunnet staa godt

rustede mod nye Angreb af den frygtelige Fjende.

Men det skete ikke, heller ikke i England. Energien

døde hen, Pengehensynet, Hensynet til saadanne gjen-


71

nemgribende Reformers store Kostbarhed, gjorde sig

bestandig mere gjældende, og Sorgløsheden traadte,

udtrykkende den menneskelige Naturs GrundliIbøjelighed

til at svinge fra den ene Stemningsyderlighed til

den anden, i Panik en Sted. Man dyssede sig nu i

Søvn i den beroligende Indbildning, at det kun havde

været rent exceptionelle Forhold, der denne Gang

havde gjort det muligt for Koleraen at overskride

Europas Grændser. og at saadant sikkert ikke vilde

gjentage sig mere. For hvert frit Aar, der gik efter

1837, blev Sorgløsheden og Tillidsfuldheden større.

Og dog var der snart særdeles megen Anledning

til alt andet end Sorgløshed. Allerede i Begyndelsen

af Fyrrerne begyndte Farsoten en ny omfattende

Vandring i Asien, i 1846 rasede den usædvanlig voldsomt

mellem Pilegrimrnene fra Mekka og Medina, i

1 47 angreb den Lilleasien -- overalt som tidligere

følgende Samfærdselsvejene. Snart viste den sig i

Konstantinopelog naaede endnu samme Aar oyer

Kavkasus til Saratow, Moskou og selve Sl. Petersborg,

hvortil den ankom i Oktober 1847, og hvor den

hærjede frygteligt navnlig i det følgende Aar. Sorgløsheden

gav nu selvfølgelig igjen Plads ·for den modsatte

Stemning, dog antog Paniken denne Gang ikke

de Dimensioner, som ved den første Invasion. Enkelte

Steder opstillede man vel igjen Militærkordoner, saaledes

i 0sterrig, hvor Systemet jo havde faaet en vis

permanent Gyldighed ved Organisationen i Militærgrændsen;

men man havde i Virkeligheden tabt Tilliden

til dette Beskyttelsesmiddel, og del blev ikke

haandhævet nær saa strængt eller saa vedholdende

som i 1831. Ovenikjøbet kom for 0sterrigs Vedkommende

snart den hæftige ungarske Kamp til, hvorved

Afspærring selvfølgelig blev umulig, og hvorved Far-


72

soten mægtig udbredtes. Paa den østpreussiske

Grændse nøjedes man med sædvanlige Karantæner

paa Hovedforbindelsesvejene. Til denne mindre Panik

bidrog nu sikkert i væsentlig Gmd de store politiske

Omvæltninger og Krigsurolighe'i erne, hvoraf Kontinentet

og ogsaa vort eget Land hjemsøgtes, og som

maatte optage Sind og Tanker saa stærkt, at man

ikke saaledes som i rolige Tider lod sig beherske af

Kolerafrygten.

Grund til Frygt var der imidlertid og tilvisse i

ikke mindre Grad end ved den forrige Invasion. Farsoten

gjorde rivende Fremskridt rundt om i Tyskland,

satte sig selvfølgelig grundig fast i Hamborg, gik derfra

endnu i 1848 over til England, hvor Sygdommen

navnlig det følgende Aar anrettede store Ødelæggelser.

Skandinavien begyndte tidlig at berøres. Den viste

sig i 1848 paa flere Punkter af Norges Vestkyst og

navnlig i Bergen, hvor der opstod en betydelig Epidemi j

fra Hamborg avancerede den op i Holsten, støttet af

Troppedislokationerne. Der var nu sikkerlig god Anledning

til Uro i Danmark, navnlig da her i det frie

Decennium slet intet af sanitære Reformer· var gjennem

ført, ligesaa lidt som i Udlandet. Det eneste

officielle hygieiniske Livstegn, der mærkes i Danmark

i disse Aar, er det tilvisse mærkelige af rent negativ

Natur, at den i Anledning af den truende Situation i

1831 anordnede overordentlige Sundhedskommission i

Kjøbenhavn - et i det Mindste i Principe l godt Udgangspunkt

for sanitære Reformers Fremme - uden

videre og uden den ellers . i hin Tid sædvanlige Motivering

af kongelige Beslutninger ophæves ved Resolution

af 31te Maj 1843.

Strax efter Midten af Fyrrerne havde dog en af

de tre nævnte fra Udlandet hjemvendte Læger, vor


74

iandet " Ordet for at træffe Foranstaltninger imod den

allerede længe truende Kolera, hvis nære Komme var

i højeste Grad sandsynlig. Til Trods for den voxende

Fare var der endnu slet intet udrettet; .saa stor er

Vanens og Sorgløshedens Magt." Han paapeger graverende

Misligheder i forskjellige Retninger og ivrer

særlig mod fremdeles at begrave Lig paa Kirkegaardene

inde i Byen. Samtidig publicererede han i "Ugeskrift

for Læger" en Artikel om stilleslaaende Vands Skadelighed

med særligt Hensyn til Stadsgravene ; han kan

kun se de hygiejniske Fordringer fyldestgjorde ved

Voldenes Sløjfning og Gravenes Opfyldning.

Imidlertid brød Krigen ind over Landet og optog

alle Tanker. Koleraen tænkte man nu end mindre

paa end tidligere. Man haabede at Danmark vilde

vise sig væsentlig immunt mod Sygdommen .som

tidligere - et meget forfængeligt Haab, som Erfaringen

snart viste.


7de Forelæsning.

Danske ForanstalLninger i 1848. - O. Bangs Bestræbelser.

Kolera i Dragør. - AfspælTingsspørgsmaalet. - Hæftige Kolerineepidemier.

- SUlldhedskollegiets Optræden. - Kolera i Sverrig.

- Epidemi i Bandholm. - Pallum som Epidemilæge. - Hans

Afspærringsforhold regler. - Disses Beuømmelse af Miasmatikerne.

- Foranstaltninger i 1851. - Karantænens Ophævelse ved Lov.

- Hornemanns Antikontagionisme og dens Begrundelse.

F

orgjæves vare altsaa i det Mindste foreløbig

Hornemanns alvorlige Paamindelser, og det skjøndt de

varmt støttedes af hans Ven og Studiefælle Fenger,

der allerede dengang ved sin Professorstilling og lægevidenskabelige

Førerstilling , ved sin nø.ie Forbindelse

med den politiske Liberalismes ledende Mænd indtog

en fremskudt og indflydelsesrig Plads i Hovedstadens

Samfund og snart ogsaa selv traadte aktivt frem i de

ledende Politikeres Kreds. Men Sorgløsheden ,ar for

stor, de enorme Bekostninger afskrækkede, tilmed da

den begyndende Krig lagde Beslag paa alle Kræfter.

Imidlertid ignoreredes dog ikke den ved Koleraens

tiltagende Omsiggriben i 184 noksom truende Situation

af Autoriteterne. Den ved Dragør oprettede

Karantænean lait udvidedes, og der fremkom i Juli


76

Maaned flere ministerielle Plakater, der angik Sygdommen.

Saaledes paabødes det, at Forordningen af

lR32 atter skulde træde i Virksomhed kun med de

Modifikationer, at de befalede særskilte Sundhedskommissioner

nu (i Henhold til Forordningen af 13de

Aug. 1841) skulde gaa over til Sogneforstanderskaberne,

idet dog Amtmændene bemyndigedes til at tilforordne

dem en sagkyndig Mand [men altsaa ikke mere end

,bemyndigedes" !], samt at Anbringelsen af en Seddel

med Paaskrift .smitsom Sygdom" skulde bortfalde.

En Anordning af lignende Indhold emanerede for

Slesvig. Nogen større øjeblikkelig Betydning end

disse Bestemmelser havde en af Handelsministeriet

udstedt Plakat (af 22de Juli), der først mælder den

kg!. Karantænedirektions Ophævelse og dens Forretningers

provisoriske Henlæggelse under det nye Ministerium

og derpaa forl ænger den for Kolera i 1832

fastsatte Karantænetid fra 5 til 10 Dage. Tillige

gives der Hjemmel til at paabyde Skibe fra smittede

eller mistænkte Havne særlig Observationskarantæne

ved et af de tre Sund- og Strømtoldsteder Helsingør,

Nyborg eller Fredericia.

Disse Bestemmelser udtrykker altsaa endnu en

kontagionistisk Strømning med Sympathi for Afspærringsprincipet.

Endnu stærkere kommer dette til

Syne, da Koleraen fra Hamborg blev mere og mere

truende i Eftersommeren. Der gjordes da under

Vaabenstilstanden virkelig et Forsøg paa at faa en

militær Landkordon. opstillet ved Eideren, men de

urolige Forhold tilstedede det ikke. Derimod fik ved

en Plakat fra Handelsministeriet af 13de October

Grændsetoldvæsenet ved Kongeaaen Ordre til med

Politiets og militær Assistance at føre det nøjeste Tilsyn

med alle Syd fra kommende Personer og ikke at


77

lade dem passere uden fyldestgjørende Besvarelse af

de karantænemæssige Spørgsmaal og uden Bevis for,

at de ikke i de sidste 5 Dage havde opholdt sig paa

kolerasmiUet Sted ;): Syd for Eideren. Uden saadan

Legitimation skulde alle tilbagevises fra Kongerigets

Grændser, om fornødent med Magt, idet .Regjeringen

ikke har fundet tilstrækkelig Anledning til den med

Indretningen af Kontumats-Anstalter ved Rigets Landgrændse,

ved hvilke Karantæne kunde udholdes, forbundne

betydelige Bekostning." Fartøjer fra Slesvig

skulle behandles paa lignende Maade, altsaa i Mangel

af Legitimation underkastes den foreskrevne Karantæne,

der dog ved Plakaten igjen forkortes fra 10 til

5 Dage. De talrige sikre Erfaringer om Koleraens

korte Inkubationstid motiverede fuldt en saadan Reduktion.

Den her fremtraadte Stemning for rigoristisk Af­

Afspærring har vistnok sin nærmeste Talsmand i Konferensraad

Bang, der jo hyldede en moderat Kontagionisme,

hvad der iøvrigt ogsaa tildels var Tilfældet

med Sundhedskollegiets daværende Dekan, den selvstændige

Stabslæge Mansa. Bang var Kollegiets

ledende Mand og stod endnu dengang noget nær i

Zenith af sin officielle medicinske Autoritetsposition.

Under de truende Forhold følte han sig ogsaa forpligtet

til at rykke frem med en særlig Proklamation

til den danske Lægestand i • Ugeskrift for Læger",

idet han først i sædvanlige raske, maleriske Træk

skitserer sin genetiske Koleradoktrin ; det af et Individ

indførte Kontagium .kalder det slumrende Miasma til

Udbrud." Derpaa vender han sig med opmuntrende

Ord til Lægerne og forsikrer i sin altid uforstyrrelig

lyse Sangvinetet og Tillid fuldhed som Praktiker, at

Kolerasygdommen Cl' taknemlig at behandle; blot


7'

Lægen bliver tilkaldt i Tide, under det første Stadium,

ville de allerfleste kunne reddes. Ved en Skæbnens

Ironi fremkom denne Udtalelse omtrent samtidig med

en Proklamation, der udstedtes af Magendie som

Præses for den hygiejniske Komite i Paris, og hvori

denne kritisk-skeptiske Forsker alvorligt advarer Lægerne

mod at vente noget synderligt af Koleraens kurative

Behandling; derfor betoner han som tidligere paa det

stærkeste Nødvendigheden af forebyggende Foranstaltninger,

af hygiejniske Reformer - noget, som efter

Bangs Tro paa den kurative Behandlings Triumfer

altsaa maa være af mindre Betydning.

Saa meldte Koleraen sig virkelig i Danmark og i

Hovedstadens umiddelbare Nærhed endnu i Slutningen

af 1848, dog foreløbig kun ved en flygtig, om end alvorlig

advarende og fra lægevidenskabeligt Synspunkt

interessant Visit. I November Maaned blev en 60aarig

Mand i Dragør, en Sømand, der da havde Beskjæftigelse

med at assistere ved Lodsvæsenet, pludselig

hæftig angreben af koleralignende Tilfælde. Han

tilkald te dog ingen Læge; men nogle Dage derefter

angreb es hans Hustru end hæftigere. Distriktslægen,

Dr. Feilberg, blev da tilkaldt og fandt hende liggende

hen i det fuldt udviklede algide Stadium. Næste Dag

blev en Slægtning, en drikfældig yngre Kvinde, der

havde overtaget at passe de to Syge, angreben i endnu

voldsommere Grad og døde efter et Døgns Sygdom,

nogle Timer førend Sømandens Hustru ogsaa afgik

ved Døden, medens :\'landen lidt efter lidt helbrededes.

Sygdomsgiften viste altsaa hos den først Angrebne en

forholdsvis moderat, men hos de to følgende en

stigende voldsom Indvirkning.

Distriktslægen indberettede selvfølgelig det Forefaldne

øjeblikkelig til Sundhedsgollegiet, og dettes


79

Dekanus, Stabslæge Mansa begav sig med Dekanatssekretæren

Dr. Bricka og Dr. Ballin, der jo fra sin

Studierejse og derpaa baserede Forfattervirksomhed,

særlig hans 1832 publicerede værdifulde Licentiatdisputats,

var særlig Autoritet paa denne Sygdoms

Omraade, strax til Dragør, hvor de fandt Ligene i

Færd med at stedes til Jorden overensstemmende

med Paabudcl i Koleraforordningen af 1831, men

tillige, som Mansa beretter i • Hospitals-Meddelelser" ,

traf dem omhyggelig pyntede og omgivne af et stort

Ligfølge i det smudsige og af de Syges Udtømmelser

stærkt lilsølede Hus. Mansa maatte da splitte Følget

for derefter at føre Ligene hen til Karantæneanstalten.

det eneste passende Sted, han kunde finde til Obduktion.

Ved Resultatet af denne i Forbindelse med de

kliniske Symptomer bleve Tilfældene erklærede for

virkelig asiatisk Kolera, hvis Oprindelse imidlertid ikke

med Sikkerhed kunde paavises. Det kunde navnligikke

konstateres, at Manden havde været ombord i

noget smittet Skib, men man havde dog en Mistanke

til ham om noget saadant og om, at han som Smuglods

var gaaet smittet i Land, selvfølgelig uden at

iagttage Karantænelovens Paabud. Fejlberg formoder

dette (i sin senere Beretning om Kolera paa Amager

i 1853), navnlig da Manden efter den Tid faldt hen i

en indesluttet Grublen, der endte med Selvmord.

Den begyndende Epidemi standsede imidlertid

med det samme, Betingelserne for dens videre Udbredelse

vare aabenbart ikke i Øjeblikket. tilstede.

:Men det Forefaldne blev bekjendt gjennem Aviserne,

og om end disse dengang ikke besad den nu værende­

Dagspresses Virtuositet i Meddelelse af saadanne Be-·

givenheder, saa slog Sorgløsheden hos det let bevægelige

Publikum dog over i en Panik, der, som i inde-


80

værende Sommer, manifesterede sig i Raab om ikke

blot at hævde og skærpe Søkarantænen, men ogsaa

om at søge Landgrændsen mod Syd afspærret. Delte

lod sig imidlertid som anført ikke gjøre, selvom

Regjeringsmyndighederne for Alvor havde været stemte

derfor, hvad der dog er tvivlsomt af Hensyn til hele

Stemningen og Opfattelsen hos den yngre Lægeintelligens,

hvis Indflydelse Dag for Dag voxede i Pagt

med den nye konstitutionelle Udvikling, og hvis Mening

jo gik i modsat Retning, stadig støttet til de i

Frankrig og England raadende Doktriner. Særlig i

sidstnævnte Land blev Antikontagionismen - der dog

langtfra bifaldtes af alle Landets Læger - bestandig

mere raadende, fremmet af Regjeringen, navnlig af

Udenrigsministeren Palmej'ston, der klart nok saa sit

Lands Velfærd og voxende merkantile Udvikling nøje

betinget af fuldstændig Ophævelse af de gamle trykkende

Karantæneforanstaltninger, hvilke ogsaa for et

Land som England med dets enorme Handels- og

Skibsfartsliv ganske vist maaUe stille sig som noget

nær umulige og utopiske, om end under mere stille

Forhold Søkarantænen i og for sig er den rimeligste

og lettest praktikable Form af Spærring og ogsaa den

mest rationelle, forsaavidt som Skibe altid have været

særlige Smittebærere. Den har derfor ogsaa kunnet

bestaa mange Steder, hvor Landkarantænen forlængst

var dødsdømt.

Den kras antikontagionistiske Bevægelse forplantede

sig imidlertid i hine Aar fra Frankrig og England

hurtig til andre Lande, og baade i Rusland,

Preussen, Mecklenborg , Hannover og de tre store

Hansestæder Hamborg, Lybæk og Bremen var enhver

Søkarantæne allerede i 1848 afskaffet. Hvad særlig

Rusland angaar, som dog stod dfn vesteuropæiske


81

Indflydelse noget fjernt, fremhævede (i Bibl. for Læger)

den danske Læge Bierf1'eulld - en 'land, som havde

gjort Karriere som Militærlæge der i Landet (i Tula) og

senere døde som russisk Statsraad - at Anti-Kontagionismen

ogsaa der var bleven ubetinget raadende i

Fyrrerne og havde medført fuldstændig Ophævelse af

alle Spærringsforanstaltninger. Sel v den deciderede

Konlagionist LichtensUidt havde lidt efter lidt maaltet

bøje sig.

Under en saadan Tingenes Udvikling rundt om i

Europa kunde der i Danmark selvfølgelig ikke let blive

Tale om skærpede Afspærringsforanstaltninger, om end

ikke blot adskillige ældre, men ogsaa enkelte af de

yngre danske Læger, saaledes selve Sundhedskollegiets

Dekan Mansa, i 1849 ses at være blevne noget betænkelige

ved Situationen og at tænke paa Muligheden

af saadanne. Farsoten rasede i dette Aar med stor

Voldsomhed rundt om i de omliggende Lande, og i

Danmark selv ytrede den epidemiske Konstitution sig

ved meget talrige og hæfLige Anfald af Kolerine og

gastriske Tilfælde hele Sommeren igjennem - et erfaringsmæssigt

Tegn paa, at Jordbunden var egnet til

alvorlig Explosion 'og forøvrigt, for en mere moderne

Anskuelse, maaske et Udtryk for, at Kolerakimene

allerede fandtes rundt om i Landet og kun endnu ikke

vare naaede til fuld Udvikling.

l Eftersommeren 1849 indtraf der ogsaa virkelig

paany en lille om end lettere Explosion, der indeholdt

et nyt Memento til HoV'edstaden. Ombord paa Orlogsbriggen.

Ørnen' optraadte der en hæftig Kolerineepidemi,

og flere af Sygdommen angrebne bleve af Skibslægen

indlagte i Nyboders Hospital uden nogen Betænkelighed,

idet man, om det ogsaa skulde vise sig at være

asiatisk Kolera, dengang begyndte at lade Muligheden

6


82

af skæbnesvanger Indførelse af Smitte i Hospitalet helt

uændset. De S):ge kom sig, men den Gangkone, der

passede dem, fik et voldsomt og aldeles typisk Koleraanfald.

Dette Tilfælde, der iøvrigt ikke førte til flere,

maatte vække Opmærksomhed, og Stabslæge Mansa,

der iforvejen stod noget skeptisk overfor den herskende

antikontagionistiske Doktrin, løftede nu ogsaa sin advarende

Stemme i .Hospitals-Meddelelser" og raadede

indstændigt til at tage et muligt Smittemoment i Betragtning.

Hans Optræden havde dog ingen kjendelig

Virkning, og man slog sig fremdeles til Ro. uden at

tænke paa afspærrende ligesaa lidt som paa andre

sanitære Foranstaltninger.

Imidlertid havde dog Sundhedskollegiet pligtskyldigst

givet enkelte Livstegn fra sig. I Sommeren

1849 fik Prof. Sommet·, vistnok paa Bangs Initiativ,

det officielle Mandat at holde populære Forelæsninger

over Kolera ved Universitetet for derved at kunne bibringe

unge dannede Mænd og Kvinder - hvilke opfordredes

til at melde sig - saa mange Kundskaber

om denne Sygdoms Symptomer og Behandling, at de

ved en eventuel Epidemi i Hovedstaden kunde assistere

Lægerne, hvis Antal var stærkt formindsket paa Grund

af Krigen. Med sin altid uforanderlige, lykkelige

Sangvinetet antog Bang det for let gjørligt paa denne

Maade at faa uddannet en tilstrækkelig Stab til at

helbrede de eventuelle Kolerapatienter, for hvilke det

jo efter hans Mening kun gjaldt om at komme under

tidlig Behandling - saa vilde de nok helbredes! Med

god Grund nedlagde det af Hempel dengang redigerede

• Ugeskrift for Læger" en energisk Protest mod en

saadan Lægeuddannelse af .unge Mænd og Kvinder",

der tilmed skulde kunne behandle en af de vanskeligste

og voldsomste Sygdomme. Ogsaa den altid


4

anstalt med Plads til Anbringelse af Syge og Sikring

af }mrtig Lægehjælp. Men videre kom man ikke i

sanitære Foranstaltninger, inden Farsoten. der igjen i

dette Aars Sommer stadig havdE' truet ved udbredt og

hæftig Kolerine i Kjøbenhavn og de forskjellige Landsdele,

virkelig midt i August for Alvor meldte sig, dog

ikke i Hovedstaden, men paa Lollands Nordkyst. i den

lille nærsomme Ladeplads Bandholm.

Denne Epidemi vakte strax særlig Sensation, fordi

den begyndte hos en af Ladepladsen an ete og megpt

velhavende Familier, hvor en Tjenestepige, Hustru og

Mand ved fulminante Anfald bortrykkedes. Hurtig

angrebes tillige Andre, der havde været knyttede til

Huset, og Epidemien blev da af Sliftsfysikus Købke

og Distriktslæge "W-ilhjelm erklæret for at være virkelig

asiatisk Kolera, hvis Udgangspunkt imidlertid ikke

kunde opdages, forsaavidt som man vilde søge det i

tilbragt Smitlestof; et Skib fra Liibeck var dog mistænkt.

Men Situationen \"ar nu meget alvorlig; der

afgik strax Indberetning til Sundhedskollegiet, Lolland­

Falsters Stift blev underkastet Karantæneafspærring,

og ved Skrivelse fra Justitsmini tedet af 26dc August

fik daværende Kandidat paa Almindelig Hospital

Panum, vor senere saa berømte fysiologiske PlOfessor,

det Mandat "uopholdeligen at begive sig til Bandholm,

for der og i Omegnen saavel at yde den behøvende

Sygehjælp som med de derværende AuLoriteter at samvirke

med Hensyn til de Foranstaltninger, som vilde

være at træffe ' for om muligl at hindre Sygdommens

videre Udbredelse" - i hvilket sidste Øjemed han

tillige beordredes at tillræde Sundhedskommissionen

for Bandholm og Omegn.

Her kom den rette Mand paa den rette Plads;

Panum kom trods sin Ungdom heller ikke til Band-


holm som en homo novus. Han havde allerede nogle

Aar tidligere vundet sine Sporer baade som Praktiker

og som Videnskabsmand. Som Praktiker ved den

overordentlige Energi og Dygtighed, hvormed han paa

Færøerne, sendt derop ligeledes med officielt Mandat

som Epidemilæge var optraadt til Bekæmpelse af den

der grasserende voldsomme Mæslingeepidemi, og som

Viden kabsmand ved sine mesterlige Undersøgelser om

Sygdommens Smitteforhold og sin klare stringente

Redegørelse derfor. Paa disse ensomme, fra hverandre

vidt adskilte Smaaøer. der ved deres saa ringe Konflux

meget naturlig f['embøde sig til at forsøge en

virkelig, gjennemført Afspærring mod Import af Sygdomssmitte,

havde han med den selvstændige Naturvidenskabsmands

skarpe Sands og paa Trods af de ogsaa

for )læslingernes Vedkommende herskende Doktriner

om et hele Atmosfæren gjennemtrængende Luftmiasme,

virkelig realiseret det gamle, dengang af Opinionen

mere og mere fordømte Princip. Han havde ladet

for kjelIige Øer strengt afspærre og herved saavel

holdt Epidemien borte - hvilken ellers rundt om hærjede

frygtelig mellem Unge og Gamle. da der var gaaet

mange Aur siden forrige Epidemi - som videnskabelig

bevist Kontagiets forholdsvis lidet flygtige Natur.

Disse sine Erfaringer kred han nu ubøjelig, uden at

betænke sig eller bryde sig om de i Kjøbenhavn mere

og mere dominerende Doktriner, til at anvende ogsaa

til Bekæmpelse af Koleraen, og ogsaa her stod Lykken

den Kjække bi.

Paafaldende kan det sikkert i første Øjeblik synes,

at han. der var opdragen i Antikontagionismen og

havde faaet sin væsentligste pathoJogiske Uddannelse

hos Fenger, hvis glimrende Lærerpersonlighed ellers

ubetinget beherskede Disciplene, dog kunde optræde


86

saaledes som han gjorde, saa snart han kom ud i

Livet som Læge. Men han var i de Sæl'studier, han

tidlig viede sig i exakt fysiologisk - kemisk Retning,

bleven vant til at gaa sin egen Vej uden Vejledning

af nogen Lærer - en saadan fandtes ikke i Kjøbenhavn

- og han var, hvad vi, der have kjendt ham,

noksom kunne bevidne, en helstøbt, staalsat Personlighed,

der aldrig bøjede af fra sin Overbevisnings

Krav. Han var overhovedet af en anden Støbning

end hans idealistisk-liberale Samtid, og det er i saa

Henseende ret karakteristik, at han divergerede fra

denne ogsaa i Opfattelsen af Koleraens Genese, at han

i Modsætning til Samtidens vidt svævende Miasmetheori

exakt-materialistisk opfattede det sygdomsvoldende

Agens som noget fix, palpabelt, noget, som

maatte kunne gribes og betvinges. Under disse Forudsætninger,

og idet hån ikke indlod sig nærmere paa

de hypothetiske Doktriner, men blot i Almindelighed

erklærede sig for Tilhænger af en miasmatisk-kontagiøs

Opfattelse og saa forøvrigt holdt sig til sine faktiske

Erfaringer fra Færøerne, skred han til Bekæmpelse

af Bandholms morderiske Epidemi.

Forholdene vare saa fortvivlede som muligt ved

hans Ankomst, og der hørte hans ubøjelige Energi til

at gjennemføre de fattede Planer. Der var vel en

ung Læge paa Stedet. Dr. Clausen (han blev senere

Distriktslæge paa Island), men denne synes at være

bleven overvældet af Epidemien, der tilmed strax

havde opslugt en Familie, til hvilken han stod i særligt

Venskabsforhold. Alt ,ar i Opløsning og Forvirring,

grændseløs Smuds og Urenlighed herskede rundt

om i de fugtige, af Skimmelsvampe beklædte Hytter,

hvor de fattige Kolerapatienter laa døende eller døde,

indestængte i smaa, af Tarmudtømmelser forpestede


87

Rum midt imellem de Sunde. Disse skulde isoleres

fra hine, de forpestede Huse skulde ryddes og renses,

der skulde indrettes et Kolerahospital og Opholdslokaler

for de mistænkelige Sunde fra de smittede

Huse, og først og fremmest for de Børn, hvis Forældre

vare syge eller døde. Med overordentlig Snarraadighed

fik han i Løbet af faa Dage alt det Væsentligste

indrettet. Vel maatte han opgive den dristige Tanke,

der virkelig ses først at have rørt sig hos ham, at

afspærre hele Ladepladsen med dens halvsjette hundrede

Indvaanere fra Omverdenen for at begrændse

Epidemien; dette viste sig hurtigt at være aldeles

uigjennemførligt, og han maatte ogsaa paa andre

Punkter opportunistisk give Kjøb og • individualisere " .

Men ved snild Benyttelse af Paniken - der rigtig benyttet

kan gjøre udmærket Tjeneste - fik han strax

Sogneforstanderskabet, hvis Sanktion af de isolerende

Foranstaltninger Amtet i Henhold til Loven af 1832

fordrede, til at gaa ind derpaa; det smukke store Hus,

hvis voxne Beboere Koleraen allerførst havde bortryddet,

indrettede han til Hospital med 13 Sygesenge

og særskilt Værelse for Mistænkelige, et Asyl til Børn

fik han hurtig etableret som en Kontumalsanstalt, og

blot ved energisk Trudsel om streng Afspærring af

ethvert Hus, hvori der vare Syge, fik han alle disse

øjeblikkelig indlagte i Hospitalet, til hvis Sygeplejere

og øvrige Betjening han benyttede de voxne Sunde fra

de smittede Huse; for at disse Personer kunde kjendes

og holdes borte fra Andre, fik de alle et grønt- og

hvid kantet Baand omkring Armen. En Spaanseng med

to Bærestænger tjente til de Syges Transport. Hospitalets

Inventarium blev ligeledes hurtig tilvejebragt

med Bistand af den udmærkede Grev Knuth, der overhovedet

stadig stod ham utrættelig bi med Raad og


8

Daad - hvad han ogsaa sin klare og fængslende

Beretning om Epidemien i • Hospitals-Meddelelser"

stærkt fremhæver. Medens han lod sin Kollega Clausen

besørge Visitationen i Byen og henvise de Syge til

Hospitalet uden at træde i Berøring med dem, afspærrede

han sig selv strengt i to fuldt isolerede

Værelser i Kroen i Hospitalets Nærhed sammen med

en paalidelig Karl, der besørgede Alt for ham paa

stræng karantænernæssig Maade, afhentede Maden til

ham fra Kroen og ligeledes tilbragte Naturalforplejning

til de Familier, der holdtes i Karantæne, og hvem det

navnlig var strengt forbudt i den foreskrevne Tid at

være sammen med andre under Tag. I fri Luft ansaa

han nemlig Smittefaren for meget ringe ifølge sine

Erfaringer om Mæslingekontagiet. Alle forpestede

Huse bleve efter Evakuationen grundig rensede.

Ved alle disse energiske Forholdsregler, hvis effektive

og kontrollerede Gjennemførelse saadanne smaa

Provindsforhold dog altid til en vis Grad muliggjør,

blev egentlig med et Slag Epidemien kuperet, ligesom

den rasede paa det Voldsomste. I den Uge, han

overtog sin ansvarsfulde Post (den sidste Uge i August)

indtraf der 6 Dødsfald og 14 nye Sygdomstilfælde, i

den næste Uge var der kun 3 Dødsfald og kun 2 nye

Tilfælde, og derefter døde Epidemien hen, saaledes at

den ved September Maaneds Udgang kunde betragtes

som ophørt. Den nøjedes saaledes med 15 Offre (28

Angrebne) - hvad der ganske vist i en saadan lille

Ladeplads var ganske antageligt (omtrent 5 % Syge

af Indvaanerne), men dog vistnok vilde være blevet

til et større Tal, hvis Panums Optræden ikke havde

været saa mønsterværdig og energisk .

Saaledes stod virkelig engang det næsten overalt

som kimærisk og skadeligt fordømte Afspærringssystem


89

sin Prøve. I det Mindste tyder her Alt paa, at der

virkelig foreligger et propter hoc og ikke blot et post

hoc, og den lille lollandske Ladeplads er derved bleven

berømt i Lægevidenskabens Annaler; den er egentlig

bleven en Nordens Noja. Panums overraskende Daad

vakte ogsaa Opsigt i vide Kredse og ikke mindst i

selve Hovedstaden - hvor den hos de hidsige Miasmalikere

tillige synes at have opvakt lidt blandede

Følelser. I det Mindste ser det ud som en Manifestation

i den Retning, naar i • Fædrelandet " hans Færd

gjøres til Gjenstand for en alt andet end velvillig og

anerkjendende Kritik, hvori man navnlig udtaler sin

Forbavselse over, at han samtidig med at dekretere

stræng Isolation slet ikke respekterede en saadan for

sit eget Vedkommende, men gik ud og ind saavel

i angrebne som ikke angrebne Huse - en Beskyldning,

der var i fuldeste Maal ugrundet og ogsaa med

Fynd tilbagevises af ham i en Note til den citerede

Afhandling.

Heller ikke var den lægevidenskabelige Kritik ham

og hans Jsolationsforanstaltninger ubetinget gunstig, da

hans udførlige Redegjørelse i ,Hospitals-Meddelelser"

fremkom. Det af Selmet· redigerede .Bibl. for Læger"

siger: • Vi kunne ikke fornægte en Tvivl om disse

Foranstaltningers væsentlige Indflydelse paa Epidemien",

og fremhæver dertil, at de vare altfor ufuldstændige

til at kunne tilfredsstille et virkelig kontagionistisk

Standpunkt, tilmed da hans Doktrin om Kontagiets

fuldstændige Neutralisering i fri Luft staar paa meget

svage Fødder. Tidsskriftet protesterer bestemt mod

at drage almindelige Slutninger fra Erfaringerne i

Bandholm med Hensyn til Rigtigheden af Afspærring

overhovedet. • Ugeskrift for Læger", redigeret af

Hempel, er vel mere anerkjendende og meget mindre


90

afvisende mod Smittedoktrinen og dens praktiske

Konsekvenser, men saa er til Gjengjæld den norske

Koleraautoritet Faye, Ordfører i Norges Kolera-Centralkommission,

meget barsk i sin Dom . Faye og

overhovedet de fleste ledende norske Læger havde som

i Danmark sluttet sig til den fransk-engelske Opfattelse,

og Kommissionen havde derfor ogsaa i den lille

Epidemi, der hjemsøgte Christiania samtidig med Bandholm,

set fuldstændig bort fra al Isolation og kun anvendt

det engelske System med Husvisitation og hygiejniske

Forholdsregler. Pattebørn efter Mødre, der

vare døde af Kolera, bleve saaledes uden nogen Betænkelighed

strax lagt til sunde Ammers Bryst. Faye

betragter Panums Færd som ligefrem utilbørlig. Og

dog havde en ung norsk Læge, den dygtige Løber!)]

kort iforvejen, i Anledning af en betydelig Epidemi

i Bergen, med Vægt og god Dokumentation fremhævet

Smittemomentet .

Panums Koleragjerning syntes efter Afslutningen

af Farsoten i Bandholm yderligere at skulle fortsættes,

idet der umiddelbart derefter i Korsør, hvor der hele

Sommeren igjennem havde hersket en overordentlig

udbredt og hæftig Kolerineepidemi, pludselig i Oktober

indtraf to dødelige og meget mistænkelige Tilfælde i

samme Hus, hvilke allarmerede Landfysikus Høegh­

Guldberg og foranledigede Panums øjeblikkelige Hidkaldelse.

Man mistænkte, vistnok med god Grund,

nogle fra Liibeck og fra England indkomne Skibe,

hvilke imidlertid alle havde opfyldt Betingelserne for,

at der strax havde kunnet meddeles dem Praktika.

Men Kapitajnen paa det ene Skib havde Dagen efter

Ankomsten lidt af et hæftigt koleralignende Anfald.

Efter Exemplet fra Bandholm blev det angrebne Hus

strengt afspærret. Der optraadte dog derefter endnu


91

nogle Tilfælde i samme Gade, men kun af lettere

Karakter; den usunde By skulde først senere blive

Gjenstand for Farsotens voldsomste Hjemsøgelse.

Noget Mistænkeligt ulmede der nu i denne Eftersommer

mange Steder i Provindserne, Noget, som

meget lignede lettere Anfald af virkelig Kolera, men

som dog intetsteds havde Dødsfald til Følge. Saaledes

indtraf der paa Bornholm baade i Rønne og Hasle og

i disse Byers Omegn adskillige alvorlige Tilfælde, der

syntes at have deres Udgangspunkt i Skibe fra Sverrig

og fra Liibeck, og i Aalborg optraadte samme Art

Tilfælde. Men det blev ikke til fuldt Alvor og gik

saaledes temmelig uændset hen.

Situationen var imidlertid bleven for truende

til at man kunde lukke øjnene derfor; nu maaUe der

for Alvor gjøres noget. Ved kongelig Resolution af

4. Februar 1851 paabødes da Gjenoprettelsen af den

overordentlige Sundhedskommission for Kjøbenhavn,

der var bleven skrinlagt ved Resolutionen af 1843, og

hvis lægekyndige Medlemmer nu bleve Sundhedskollegiets

ældste og mest fremskudte Medlem O. Bang

samt Stadsfysikus Hoppe; ved ministeriel Resolution

af 12. Juli sattes ogsaa de i Forordningen af 1831 og

32 paabudte Kvarter-Sundhedskommissioner i Virksomhed

for at føre Tilsyn med Renligheden. Den 12.

Marts s. A. nedsattes desuden ved kongeligt Kommissorium

en særskilt Kommission, af hvilken Hornemann

blev Medlem og i Virkeligheden Leder, og hvis vigtige

Opgave skulde være at tage under Overvejelse og

stille Forslag om forskjellige sanitære Forholdsregler

særlig mod Kolera. Omtrent samtidig udgav Hornemann

en dgtig litterær Publikation, en Fremstilling og

Bearbejdelse af en omfattende Report, som den engelske


92

.general board of health" havde offentliggjort om den

store Koleraepidemi i England i 1 4 -49.

Heri tager den ansete engelske Sundhedsautoritet

endnu mere bestemt end tidligere Parti mod enh,er

Smitteantagelse, erklærer Epidemien alene for at være

afhængig af slette hygiejniske Forhold og paaviser

forøvrigt ved talrige meget slaaende og overbevisende

Kjendsgjerninger, at et saadant Afhængighedsforhold

var tilstede, saa at Farsoten aldrig tog Overhaand,

hvor de hygiejniske Forhold i Henseende til Boliger,

Jordbund og ganske særlig med Hensyn til Drikkevand

vare nogenlunde tilfredsstillende. I et Slutningsafsnit

tilføjer Hornemann en Række udførlige Bemærkninger

om Forholdene i Kjøbenhavn og betoner paa

samme indtrængende Maade som tidligere Nødvendigheden

af gjennemgribende Reformer. .Enhver, der

nøjere betragter vore Forhold, maa sige sig selv, at

vi efter al Rimelighed ville faa Kolera, naar disse

Forhold ikke f01"Ctnckes".

Ogsaa som Ordfører i det medicinske Selskabs

hygiejniske Udvalg arbejdede Hornemann fremdeles

med Kraft og rettede stærke Angreb paa Kjøbenhavns

Kommunalautoriteter, • hvis Selvklogskab og Betænkelighed

man som tidligere' var stødt sammen med", og

som nu ogsaa i de til Behandling optagne store Spørgsmaal

om forbedret Vandforsyning og Kloakanlæg (til

hvis Løsning der var :5tillet Prisopgaver) syntes at

ville vige tilbage for de store Omkostninger; de havde

ogsaa erklæret Hornemanns Fordringer for altfor

urimelige og fundet det uforsvarligt, at den hygiejniske

Kontrol "vilde trænge sig ind til Værelserne og Sengene".

For Provindsernes Vedkommende optraadte

Black med Fordring om sanitære Reformer af Hensyn

til den truende Kolera j han sluttede sig ganske til


93

Hornemanns Tankegang og fremhæver udtrykkelig, at

Kolera ikke var egentlig mitsom, men maatte antages

at udvikle sig spontant, hvorfor han er beslemt imod

Afspærringsforanstaltninger. I Hornemanns Aand fremkom

i 1 51 et Cirkulære fra Justitsministeriet til samtlige

Amtmænd, udstedt paa Sundhedskollegiets Initiativ.

Heri fremhæves det, at hygiejniske Forbedringer er

det virksomste Middel til at modarbejde Kolera, og det

indskærpes derfor at have et vaagent øje med Renlighedsforholdene.

En ret vigtig hygiejnisk Forordning

fra delte Aar er ogsaa Plakaten af 24. April, hvori

det i næsten et Aarhundrede ventilerede Forbud mod

Begravelser paa Kirkegaardene inde i Byen endelig

fastslaaes.

I 1852 udkom Betænkningen fra den nævnte

Kommission af 12. Marts 1851 i Trykken, men derfra

\Ur der en lang Vej til Realisationen af de fremsatte

vigtige og indgribende Reformforslag. Tilmed var

dette Aar ligesom det forr'ige i epidemisk Henseende ret

fredeligt; kun hist og her ulmede lidt Kolera. saaledes

blandt Andet i Sverrig, men uden al give større

Explosioner. Efter Forskrækkelsen i 1850 begyndle

man derfor igjen at slaa sig til Ro. Ganske vist er

l 52 mærkeligt ved en vigtig dansk Koleralov - men

det var en Lov af ren negativ Karakter, den mest

slaaende Illustration af, at den antikontagionistiske

Retning nu ogsaa officielt var kommen til Magten:

ren og skær Ophævelse af al Karantæne mod gul

Feber og asiatisk Kolera. Meget mærkelig er tilvisse

denne den 10. Marts udkolllne Lov baade ved sin

Form og sit Indhold. Ganske kort og lakonisk siger

den, at .al Ka['antæne bortfalder", uden at sætte

nogensomhelst anden kontrollerende Foranstaltning i

ledet - der kai kun foretages visse smaa Forholds-


egler for at faa Kolerasyge og Koleralig ombord i

ankomne Skibe bragte i Land. Endvidere hæver Loven

peremptorisk den i Reskriptet af 14. Oktober 1831 og

Forordningen af 8. August 1832 rigtignok kun ved en

meget tvivlsom Fortolkning hjemlede Spærring af "øer

r" og Provindser" , hvorved det, som det fremgik af Forhandlingen

i Rigsdagen, tilsigtedes engang for alJe at

hindre Gjentagelse af en saadan Karantæneafspærring,

som under Epidemien i Bandholm var bleven gjennemført

for Lolland-Falsters Vedkommende. Loven indeholder

ved Siden af det Anførte kun nogle smaa nødtvungne

Indrømmelser af Hensyn til den i andre

Lande (navnlig i Sverrig) endnu bestaaende Karantæne.

Naar Regjeringen, der af særligt Hensyn til de

kommercieJle Interesser forelagde Loven, kunde faa

den vedtagen i en saa radikal Skikkelse, uden nogen

Antydning af det, der dog kunde synes at maatte

sættes i Stedet for den forældede Karantæne, og som

ogsaa senere blev sat i Stedet: det bestandig fyldigere

udviklede og fortrinligere arbejdende Inspeklionssystem,

saa forklares dette kun ved, at Bevægelsen i antikontagionistisk

Retning hos den toneangivende yngre Skole

nu var ved at naa Toppunktet, og at Loven gav et

prægnant Udtryk for den unge Liberalismes optirnistiskidealistiske

Aand - denne Aand, der svævede i den

lykkelige Tro, at man naaede til virkeligt Fremskridt

og til Menneskehedens Fuldkommengjørelse blot ved

at løsne alle gamle Baand; med Friheden skulde Ansvarsfølelsen

og Samvittighedsfuldheden voxe, og en

saadan forbedret Menneskehed behøvede ingen ydre

Tvangsforanstaltninger.

Det maa imidlertid bemærkes, at naar ikke blot

Politikeren Fenger, men ogsaa Hornemann hørte til

94


95

dem} der ubetinget vare stemte for den radikale

Forandring, saa var det for dennes Vedkommende paa

ingen Maade alene betinget i lys Doktrinarisme. Han

var imod den tilspidsede Smittelære og dennes Udslag

i Afspærringer, ikke blot fordi Videnskabens og Samfundets

Udviklingsbevægelse dengang netop stod ved

det Punkt af Cirkelen tilsyneladende med den bedste

Begrundelse i omhyggelige Erfaringer, men ogsaa, fordi

han i sit dybe religiøse Følelsesliv, sin Veneration for

Mennesket som skabt i Guds Billede og begavet med

en Sjæl, hvis høje Krav først og fremmest skulde

fyldestgjøres, tidlig havde faaet en levende Frygt for

de demoralise1'ende Følger, som Smittelærens Praxis

maaUe føre med sig. Smittepanikens Fejghed vilde

føre til at betragte de Syge og de for smitsom Sygdom

Mistænkte som Fjender, den vilde virke opløsende

paa Familielivet, skille Børn fra Forældre, gjøre et

.sauve qui peut" til Løsenet og give de laveste, de

mest r-aa egoistiske Rørelser Tøjlen; den vilde føre til

en dyb Nedværdigelse af Mennesket, som for Hornemann

var en større Ulykke end en legemlig Sygdom.

Det var den samme Tankegang, som indgav ham dyb

A version mod enhver Experimentation med Hypnotisme,

ikke blot i Form af Theatergøgl, men ogsaa i

Lægekunstens Tjeneste, og mod enhver Anvendelse af

Alkohol hos Syge. Og Erfaringen har vist, at han

i sin Frygt for SmiUelæren ikke kæmpede med Vejrmøller.

Naar vi nylig have set Befolkningen paa Fire Island

- ophidset af Smittepanik og af Sensationspressens

glimrende Skildringer af Kolerabakterierne

som Morderdjævle - samles bevæbnede paa Strandbredden

for at slaa alle de forkomne (og iøvrigt sunde)

Kvinder og Børn fra et Udvandrerskib ned for Fode,

saa afgiver et saadant Fænomen en tilslrækkelig fyldig-


96

Dokumentation af Hornemanns Paastands Berettigelse.

Og dette vil ikke blive el eneslaaende Fænomen, om

end foreløbig de europæiske A viser j farisæisk Indignation

fordømme de fortumlede Amerikanere. Hvad

der allerede tidligere ogsaa i Europa har kunnet indtræffe,

naar Smittepaniken p.aa engang gjorde sig gjældende,

vil i den febrilsk-ophidsede Nutid meget let

komme frem i fordoblet Maalestok. Vor hyperkontagionistiske

Æra med dens Personifikation af Smittepotensen

som et organiseret V æsen vil ved den let vakte

Ophidselse af Indbildningskraften og ved Sensationspressens

ufortrødne Hjælp under en Koleraepidemi

sikkert ogsaa i Europa kunne føre til saadanne

Menneskebeden just ikke hædrende Scener.


8de Forelæsning.

Rigsdagens Behandling af Lovforslaget om Karantænens Ophævelse.

- Sundhedskollegiets Holdning. - Ro og lyse Udsigter i

Nordeuropa i Forsommeren 1853. - Koleraens Udbrud i Kjøbenhavn.

- Autoriteternes og Pressens Holdning. - Sundhedskollegiets

Bekjendtgjørelse og Anvisninger. - Sundhedskommissionens

Foranstaltninger og Misgreb. - Lægeforeningens Optræden. -

Dens Husvisitation. - Almindelig Hospitals Lemmeafdeling. -

Epidemiens Offre mellem Lægerne. - Situationen bestandig

vanskeligere. - Fordring om Oprettelse af et sanitært Diktatur.

- Sundhedskommissionens vedvarende Uheld. - Lægeforeningens

Udflytningsvirksombed. - Epidemiens pludselige Nedgang.

D et var unægtelig et dristigt og pludseli gt Skridt,

Regjering og Rigsdag havde foretaget ved Loven af

10. Marts 1 52; det gjennemførtes ogsaa kun ved en

meget resolut Optræden fra Finansministerens (Sponnecks)

Side og ved hans snilde Benyttelse af den

fremtrædende antikontagionistiske Stemning hos Fenger,

det ledende sagkyndige Medlem af Folkethinget, der

i hine Konslitutionalismens gyldne Ungdomsdage vel

nok havde en vis naturlig Overvægt i Reformarbejdet.

Efter en fortrinlig Motivering af Finansministeren og

en ubetinget Anbefaling af Fenger, der stærkt fremhævede

ikke blot det aldeles Unyttige i de gamle

Karantæneforanstaltninger, men ogsaa det Sundhedsfarlige

ved Opholdet i de overfyldte Karantæneanstalter

- de hertillands dengang benyttede Lokaler paa

7


98

Klampenborg illustrerede dette - gik Loven ganske

glat, uden nogen -:-idere Forhandling og med Enstemmighed

gjennem Thinget. Derimod blev Sagen med

megen Grundighed og Alsidighed drøftet og belyst i

Landsthinget, og der rejsles her vægtige Indvendinger

fra forskjellige dygtige og i Karantænevæsenet kyndige

Medlemmers Side.

En enkelt Indvending, der endog fremsattes med

stor Skarphed, var dog ikke berettiget. Det blev gjort

gjældende, at det var med meget tvivlsom Ret, naar

Finansministeren havde paaberaabt sig Sundhedskollegiets

fulde Samstemning. Det paavistes, at der fra

Kollegiet forelaa to Betænkninger med kun 1 1 / 2 Aars

Mellemrum, men af meget forskjellig Karakter. I den

første havde den af Kollegiet nedsatte særlige Komite

(S. M. Trier, Hoppe og Mansa) vel tilraadet Karantænens

Afskaffelse med Hensyn til gul Feber som en

under vor Bredegrad lidet vigtig og i det Hele kun i

ringe Grad smitsom Sygdom, men derimod fraraadet

en saadan for Koleraens Vedkommende som .aUfor

vovelig" og erklæret det for rettest fremdeles at bevare

den i Forordningen af 28. Marts 1832 fastsatte

moderate Tid af 5 Dage til :Observations-Karantæne

- en Tid, der maatte anses for tilstrækkelig ved Sygdommens

korte Inkubationsstadium med det latente

• mulige Smittestof" .

I den senere Betænkning (fra 1851) har imidlertid

Kollegiet skiftet Opfattelse og motiverer det i sin udførlige

Redegjørelse. Det erklærer, at det allerede ved

Afgivelsen af forrige Betænkning havde havt stærk

Tvivl om en Karantænes, ogsaa en Søkarantænes

Nytte til Afværgelse af Kolera, og at Erfaringerne fra

de sidste Epidemier have været af saa afgjørende

Natur, at det nu "troer at turde erklære enhver


100

stige hygiejniske Betingelser, navnlig ved Udflytning af

de befængte Huse - hvad der maaske ogsaa turde

være ret plausibelt. Sin Opfattelse resumerer da

Kollegiet i følgende Passus: "Kollegiet formener, at

disse de sidste Aars Erfaringer i vor egen Nærhed i

den Grad bestyrke den Tvivl, som man allerede tidligere

maatte nære om Virksomheden af Spærrings forholdsregler

mod Cholera, at det troer nu med tilstrækket\g

Sikkerhed at kunne udtale den Formening,

at Cholera ikke lader sig holde udenfor et iLands

Grændser ved K varantæneforanstaltninger, selvom

disse overholdes i hele deres Strænghed. Det følger

af sig selv, at Hensigten endnu mindre vil kunne opnaaes,

naar man ikke kan forlade sig paa, at Kvarantæneanordningernes

Bud overholdes".

Af særlig Interesse for Opfattelsen af Kollegiets

Standpunkt er det, naar det tilsidst henleder Regjeringens

Opmærksomhed paa, "hvor lydeligen den sidste

Tids Erfaringer tale for Muligheden af, om ikke aldeles

at afholde Cholera fra at komme til Udbrud paa et

givet Sted, saa dog at hindre dens Udbredelse og

Ødelæggelser i en paafaldende Grad ved med behørig

Kraft at gjennemføre en Forbedring af de vigtigste Betingelser

for den almindelige Sundhedstilstand. Kollegiet

maa derfor paa det Jndstændigste anbefale Regjeringen

at anvende en tilstrækkelig Del af de ved en

eventuel Ophævelse af Kvarantæneanstalterne mod

Cholera besparede Summer paa en gjennemgribende

Forbedring af de hygiejniske Forhold over hele Landet,

men navnlig her i Hovedstaden, hvor den ifølge Sagens

Beskaffenhed er dobbelt og paatrængende nødvendig"

.

Af dette Referat ses det, at Oppositionen i Landsthinget

dog ikke havde Ret, naar den paa en ligefrem


101

fornærmelig Maade sigtede Sundhedskollegiet for at

have givet efler for en Pression fra Regjeringen og at

have ladet sig aftvinge en Indvilligelse, hvis Forbehold

viste, at den ikke hvilede paa Overbevisning.

Betænkningen, h vis Koncipist vistnok var den saa

ansete og vederhæftige Professor S. M. Trier, bruger

vel det forbeholdne Ord "troer" - en saadan Forsigtighed

i Dom er netop karakteristisk for Trier - men

Udtalelsen er iøvrigt saa klar og bestemt som ønskes

kan og maatte med god Ret kunne motivere Forelæggelsen

af Lovforslaget.

Andre Indvendinger mod Loven havde Ministeren

imidlertid mere Nød med at imødegaa. Navnlig den

Hovedbebrejdelse mod Forslaget, som med overordentlig

V ægt fremsattes af den kyndige Karantæneembedsmand,

Byfoged Oldk, at det var et slet forberedt

Hastværksarbejde, og at dets Vedtagelse vilde have

uberegnelige Følger, ligesom det nødvendig maatte

komme til at volde os store Vanskeligheder ligeoverfor

Sverri g , hvor Karantænen fremdeles strengt overholdtes,

slog aabenbart stærkt igjennem i Thinget.

Forslaget vilde næppe være bleven vedtaget, hvis der

ikke allerede havde foreligget en enstemmig Vedtagelse

fra det andet Thing, og hvis ikke Ørsted havde

støttet det, idet han stillede sig paa det klare og

korrekte Standpunkt at se fuldstændig bort fra det

tvivlsomme Smittespørgsmaal og blot fastholdt, at

Karantænen maatte falde som en erfaringsmæssig

ganske unyttig Institution. Dette praktisk - korrekte

Standpunkt, som iøvrigt allerede 1831 betonedes af

Thune, ikke at gjøre Smittelæren og Afspærringsprincippet

solidariske, kom ogsaa i den følgende Tid

til bestandig større Gyldighed. Ørsted benytter tillige

Lejligheden til at optræde imod de fra Sundhedskolle-


103

riner og andre gastriske Tilfælde, der de foregaaende

Aar stadig havde været tilstede som et Udtryk for en

almindelig Infektion i det nordlige Europa, kom slet

ikke til Syne i 1853 med den begyndende Sommervarme;

kun nogen Koldfeber, der i hin miasmatiske

Tid naturlig betragtedes som et vigtigt Tegn paa , en

i det Hele mistænkelig og infektiøs epidemisk Konstitution,

optraadte hist og her, dog kun paa lidet fremtrædende

Maade. Man aandede saaledes i vort Fædreland

og vor Hovedstad ved Begyndelsen af Sommeren

usædvanlig frit og var vis paa engang igjen at opleve

et rigtig sorg frit Aar. Man havde vævet sig ind i den

forfængelige Tro paa dog forsaavidt at kjende den

dunkle Epidemies Love.

Man tog det derfor ogsaa strax meget roligt, da

der - til Alles Forbavselse - lidt ind i Juni paa

engang i Kjøbenhavn viste sig koleralignende Tilfælde;

man ansaa dem for sporadiske og forsaavidt betydningsløse;

den forudsatte genius epidemicus var jo

ikke tilstede, og desuden havde man jo saa længe set

Kjøbenhavn immun mod Farsoten, at man havde

Grund til at tiltro Hovedstaden at være i Besiddelse

af et saadant blivende kosteligt Prærogativ - til

Trods for dens grændseløs slette hygiejniske Tilstand.

Det var den 11. J uni, at det første Tilfælde af

Kolera optraadte ho's en Tømmermand paa Holmen.

Uden at iagttage noget SmiUehensyn indlagde man

ham i Søetatens Hospital, hvor han korn sig; men

den følgende Dag blev en anden af Holmens Folk

angreben af koleralignende Tilfælde og døde hurtig.

Nogle Dage efter optraadte forskjellige lignende Tilfælde

hos Patienter, der for andre Sygdomme laa i

Hospitalet, snart ogsaa hos Opvartningspersonalet, og

flere af dem endte med Døden. Den 20. Juni ind-


104

lagdes den første Kolerapatient i almindeligt Hospital,

en gammel Mand fra Vartov, den 24. det første Tilfælde

af Sygdommen i Frederiks Hospital. Denne Dag

bleve ialt 7 saadanne nye Patienter indlagde i de to

militære Hospitaler samt i Frederiks Hospital, 'flere

af dem endte hurtig dødeligt, og nu bleve Autoriteterne

endelig alvorlig allarmerede.

Endnu samme Aften traadte Snndhedskollegiet

sammen og kom hurtig, paa Basis af de kliniske

Observationer og de foretagne Sektioner, til det Resultat

at erklære de indtrufne Tilfælde for den asiatiske

Kolera. Den næste Dag blev den truende Epidemi

første Gang nævnet i Pressen, i .Berlingske Tidende"

og i • Fædrelandet" , i hint Blad kun som en uskyldig

Bekjendtgjørelse fra Stadsfysikus Hoppe om, at han

modtager Anmeldelser fra Læger og medicinske Studerende

til Tjeneste under en eventuel Epidemi, i dette

kun som en i rolig Tone holdt Notits om det Indtrufne,

ledsaget iøvrigt af en Gjentagelse af allerede tidligere

i Bladet fremkomne ikke ugrundede Bebrejdelser mod

Autoriteterne for Sorgløshed og Forsømmelighed med

Hensyn til de foreliggende sanitære Reformers Fremme.

Sensationsretningen var dengang endnu ikke kommen

til Udvikling i den kjøbenha vnske Presse, heller ikke

hos de mindre Blade; t. Ex. er .Flyveposten" nogle

Dage senere, da Paniken begynder at vise sig hos

Befolkningen, saa langt fra at ophidse den yderligere,

at Bladet tvertimod kort og godt siger sit Publikum,

at .Folk, der ikke ved en bedre Gjenstand for deres

Konversation, burde hellere tie stille". Ogsaa. Ugeskrift

for Læger" udtaler sig roligt og ret tillidsfuldt.

Den 27. Juni (den 26. var en Søndag) fremkom

i alle Aviser den officielle Kundgjørelse om Farsotens

Tilstedeværelse. Kollegiet erklærer, at ingen Import


105

deraf har kunnet eftervises, og offentliggjør dernæst to

udførlige Anvisninger, den ene om Sygdommens Forebyggelse,

den anden om dens Erkjendelse og foreløbige

Behandling. Der tilraades blandt Andet at begynde

med en Theskefuld amerikansk Olie i gjentagen Dosis

samt lettere Svedmidler som Kamferdraaber, senere

Opiumsdraaber i mindre Dosis; dette Middel bemyndigedes

Apothekerne til foreløbig at sælge uden Recept.

Mellem de forebyggende Regler nævnes Intet om

Isolation; der gives kun almindelige diætetisk-hygiejluske

Forskrifter. Navnlig indskærpes det at sørge for

frisk Luft og Renlighed, at desinficere Latrinerne med

Jernvitriol, holde Maven varm, være maadeholden i

Spise og Drikke, undgaa daarligt Vand og surt 01,

iøvrigt fortsætte den vante Levemaade.

Endvidere meddeles, at den i 1851 gjenoprettede

overordentlige Stmdhedskommission har faaet Paalæg

om snarest at etablere Bureauer til Anmeldelse af

Koleratilfælde og til forskjellig Vejledning, at sørge for

Hospitalsplads og at organisere en regelmæssig Visitation

af de smittede Huse, men særlig af de overbefolkede,

først og fremmest for at kunne instituere

en tidlig og derved frugtbringende Behandling af

de Kolerasyge (Koleradiarrhoerne). Et Paabud herom

udgik derefter til Kjøbenhavns Distriktslæger gjennem

Fattigdireklionen. Dertil paalagdes det Kommissionen

at foranstalte, at paalidelige Efterretninger om Sygdomstilstanden

gjennem Dagspressen kom til Publikums

Kundskab. Sundhedskommissionen traf nu det Arrangement,

at alle Kolerapatienter , for hvem Hospitalsindlæggelse

var fornøden, og som ikke hørte under

FaUigvæsenet, kunde henvises til Frederiks Hospital,

hvor der strax indrettedes en særlig Afdeling for dem

med Plads til nogle og tyve Syge. Fattigdirektionens


106

Syge henvistes som noget selvfølgeligt til det i Forvejen

stærkt overfyldte Almindelig Hospital, indtil der

kunde indrettes Plads andetsteds for dem. Noget

Smittemoment spillede saaledes ingen Rolle ved de

trufne Dispositioner.

Med disse var imidlertid det nidkjære Reformorgan

"Fædrelandet" meget utilfreds. Inspireret af

sine medicinske Meningsfæller udtaler det vel sin

Glæde over Sundhedskollegiets Forsikring om, at Farsoten

ej er bleven importeret, idet saaledes Karantænens

Ophævelse er fri for enhver Tanke om Skyld;

men forøvrigt er Bladet kun bebrejdende. Særlig misfornøjet

er det med Frederiks Hospitals Anvendelse

til Kolerasyge, ikke just af Hensyn til nogen Smittefare,

men nærmest paa Grund af det Indtryk, som

disse Syge og deres Død ville gjøre paa Hospitalets

andre Patienter. Det forlanger - med god Grund -

særlige Hospitaler oprettede. løvrigt vedbliver Bladet

paa sin sædvanlige gjæve Maade at tordne mod de

kjøbenhavnske Autoriteters og den 0rstedske Regjerings

Forsømmelser i hygiejnisk Henseende, erklærer,

at man aldeles Intet har mærket til Sundhedskommissionen

siden Karantænens Ophævelse og ivrer mod

Kjøbenhavns Befæstning, der hindrer Stadens sundhedsmæssige

Udvidelse j • for at Kjøbenhavn engang

skal forsvare sig eller lade være at forsvare sig mod

en ydre Fjende maa dens Befolkning uden Naade

overgive sig til de indre Fjender, Sygdom og Pest".

Paa værdig Maade irettesætter .Berlingske Tidende"

sin hidsige yngre Kollega og paakalder i velvalgte

Ord alle Kræfter til de foreliggende vanskelige Opgavers

Løsning.

Den overordentlige Sundhedskommission var nu

desværre ikke heldig i sine Forsøg paa Løsning,


107

skjøndt den sikkert nok gjorde sig al Umage, og, som

den oplyser, trolig sad daglig flere Timer paa Politikammeret

og delibererede hos sin Præses Politidirektør

Bræstrup. Den optraadte overhovedet for spagfærdigt,

med Omsvøbsskrivelser og ubestemte Henstillinger, og

mod dens enkelte Arrangementer kunde der unægtelig

være meget at indvende. Den fik vel hurtig i Samvirken

med Fattigdirektionen Kolerahospitaler aabnede

i de to Arbejdshuse, Frelserens og Frue, men Yalget,

særlig af førstnævnte, maatte siges at være saa uheldigt

som muligt. Det var anbragt under yderst mislige

Forhold mellem Arbejdshusets Lemmestuer og de

sammesteds værende Lokaler for Fattigvæsenets store

Skole. Den paabudte daglige Husvisitation af Distriktslægerne

viste sig ogsaa aldeles uudførlig, navnlig ef terhaanden

som Epidemien tiltog. ,Fædrelandet" lægger

heller ikke Fingrene imellem og lader navnlig de to

medicinske Medlemmer Bang og Hoppe undgjælde for

Misgrebene j den første ,er meget lidet skikket til

Administration", den sidste er ,af mange Aars Kamp

med sløve Autoriteter selv sløvet". Vel søgte Marineministeriet

meget resolut at støtte Kommissionen og

bøde paa dens Hjælpeløshed ved hurtig at flytte alle

andre end kolerasyge Patienter fra Nyboders Hospital

til Søkvæsthuset og overlade hele Hospitalet til Byens

civile Kolerasyge, men ligeoverfor den bestandig mere

overhaandtagende Epidemi forslog det dog Intet.

Under denne Kommissionens Fiasko og den derved

voxende Modløshed var det Førerne for den yngre

Lægeskole, der i det rette Øjeblik kom til Undsætning

og først og fremmest beroligede Befolkningens fortvivlede

Stemning. Sex af Kjøbenhavns mest ansete

Læger: Fenger, H01'nemann, Buntzen, Dahlerup, Levy

og S. M. Trier, af hvilke den sidstnævnte ved sin


108

mangeaarige Stilling som Medlem af Sundhedskollegiet

og Overmedikus paa Frederiks Hospital var i Besiddelse

af særlig officiel Autoritet - henvendte sig den

1. Juli til Sundhedskommissionen med Tilbud om at

støtte denne i Kampen mod Epidemien fornemlig ved

de tre af den engelske general board of health fremhævede

forebyggende Midler: 1) daglig Visitation af

alle Huse i de angrebne og truede Kvarterer, 2) Udflytning

af de endnu sunde Beboere fra de befængte

Huse og 3) Bespisning af de Trængende. Efterat

Kommissionen havde modtaget Tilbudet, udstedtes

den 6. Juli Opfordring til Læger og ældre medicinske

Studerende om at træde til; disse meldte sig øjeblikkelig

og flokkedes snart i et Antal af over et

Hundrede om de tillidvækkende Førere j den berømte

"Lægeforening mod Koleraen" var dermed konstitueret

og i Virksomhed. Den 10. Juli begyndte den Visitationen

fra Hus til Hus, efterat der Dagen forud var

omdelt en Bekjendtgjørelse, hvori Hensigten med Besøgene

forklaredes j Raad og Vejledning og Bistand af

enhver Art skulde gives. Det viste sig vel ef terhaanden,

at denne Foranstaltning ikke i sin fulde

Udstrækning kunde gjennemføres, navnlig under Epidemiens

fortsatte voldsomme Tiltagen, men megen Hjælp

blev dog ydet paa denne Maade, mange uheldige

sanitære Forhold i Husene opdagede og rettede, og -

hvad der var den første og 'maaske den vigtigste Virk-:

ning deraf - Befolkningens hele Holdning blev langt

roligere og besindigere.

Dette var imidlertid kun den ene Side af Lægeforeningens

Virksomhed. Foreningen havde jo langt

videre Planer, men dertil hørte betydelige Pengemidler,

som den foreløbig ikke raadede over. Ad privat

Vej fik den rigtignok hurtig en ikke ringe Sum samlet,


109

men det forslog ikke, og en Gjenoptagelse af den fra

Krigen kjendte Firskillings-Subskription, hvortil Bang

med sin livlige og fordomsfri Sympathi for Foreningens

Bestræbelser opfordrede i • Berlingske Tidende". var

jo - hvad • Fædrelandet" fremhævede - intet godt

Middel til øjeblikkelig Erhvervelse af en Kapital. Og

imens gik Farsoten sin hærjende Gang fra Gade til

Gade, fra Kvarter til Kvarter, bestandig voldsommere

og mere dødelig.

Allervoldsomst rasede Epidemien paa Almindeligt

Hospital, og Rædslerne herude ere blevne saa bekjendte

af forskjellige Skildringer, at jeg ikke her skal dvæle

derved. Dødeligheden navnlig mellem de 1200 Lemmer

blev ved Midten af Juli saa stor, at • Berlingske

Tidende", der var fuldt enig med .Fædrelandet" i at

fordømme Fattigdirektionens Efterladenhed og Ligegyldighed,

kunde skrive: "Hospitalet rømmes nu desværre

af sig selv uden Ulejlighed eller Udgifter". Kun

enkelte Lysglimt er der at opdage under de fuldkommen

haabløse Forhold i Hospitalet, hvor alt ubønhørligt

var prisgivet Farsoten; det er fornemlig Hospitalslægernes

Holdning. Under Anførsel af vor endnu

kraftig virkende Lægeautoritet Engelsted , dengang

Reservemedikus ved Hospitalet og Læge ved Lemmestiftelsen,

kæmpedes der en heroisk, utrættelig og selvopoffrende

Kamp paa denne udsatte Post for at bringe

Hjælp og Lindring og dog om mulig at fravriste Døden

noget af dens rige Bytte. Og Engelsted fremhæver

selv i sin Beretning om Epidemien (i .BibI. for Læger")

en ædel, heltemodig Kvinde, som udgaaet fra det

højere Samfundslag meldte sig til Tjeneste, Dag og

Nat tog Del i de Syges Pleje og derved vakte Pligtfølelsen

og Æresfølelsen hos Betjeningen, der for største

Delen bestod af Samfundets dybt sunkne Udskud. Det


110

var den ogsaå for hele sin senere store og ædle Livsgjerning

nu noksom bekjendte, forlængst afdøde

Frøken Ilia Fibiger.

En af Hospitalets Læger faldt ogsaa paa Valpladsen

som Koleraens første Offer mellem Kjøbenhavns

Læger. Det var Hospitalets Kandidat Ohlfson

Bagge, en Sles\'iger af Fødsel og en yderst lovende

ung Mand, der nogle Uger iforvejen havde underkastet

sig Lægeexamen med Udmærkelse, en fortrolig Ven

og Kammerat af den bekjendte, rigtbegavede radikale

Idealist, Medicineren Frederik Dr'eier, der var død

samme Foraar. I den derpaa følgende Uge, Epidemiens

Kulminationspunkt, bukkede en hel Række af

Læger under for Sygdommen, men det var dog kun

tildels saadanne, der vare særlig udsatte som Koleralæger

, tildels tilhørte de den ældste tilbagetrukne

Generation og Spidserne af den danske Lægestand.

Dagen efter Bagges Død, den 16. Juli, ramtes saaledes 3

gamle Læger, de to fejrede Koryfæer og kirurgiske Professorer

Withusen (den senere Overkirurg ved Kommunehospitalet

W.'s Fader) og Thal, der døde sammen med

sin 88aarige Moder, samt Justitsraad Hjorth. Dagen

derpaa krævede de to stærkt smittefyldte Hospitaler,

Frederiks Hospital og Garnisonshospitalet, hver sit

Offer fra Lægernes Kreds, Kandidat Lunding og Underlæge

Schwa1 o tzkopf. Nogle Dage senere, den 21. Juli,

døde den militære Overlæge L. A. Berg (nuværende

Prof. Rudolph Berghs 9g Distriktslæge Adolph Bergs

Fader) og den 23. Juli den lovende unge Distriktslæge

Bramsen, der netop havde forladt sin Reservekirurgplads

paa Almindelig Hospital og nu faldt paa Valpladsen

ude mellem Byens Fattige.

Til Trods for Lægeforeningens fortsatte Anstrengelser

saa det saaledes overordentlig sort ud i Kjø-


111

benhavn strax efter Maanedens Midte. De daglige

Dødsfalds Antal gik nn op til over 200. Der var

overfyldt paa Kolerahospitalerne, skjøndt Sundhedskommissionen

efterhaanden dog havde faaet flere saadanne

indrettede, blandt Andet i Gaarden paa Hjørnet

af St. Annæ Plads og Amaliegade (St. Annæ Hospital).

Paa Lægekræfter begyndte der at blive Mangel,

navnlig da ikke faa bleve syge, og paa Sundhedskommissionens

Anmodning udsendte Sundhedskollegiet

gjennem Udenrigsministeriet officiel Opfordring til

norske og svenske Læger om at komme til Hjælp

mod et Honorar af 3 Specier daglig. Fra Sverrig

indløb imidlertid det officielle Svar, at man beklagede

ikke i Øjeblikket at kunne opfylde Anmodningen, da

Koleraen (denne Gang rimeligvis indført fra Kjøbenhavn)

havde vist sig i Ystad og Malmø, og da desuden

saa mange Læger vare optagne ved de svenske KarantæneanstaUer.

Et muligt privat Engagement af enkelte

Læger vilde dog den svenske Regjering lkke modsætte

sig. Fra Sverrig meldte der sig derefter ingen Læge,

og Farsoten tog ogsaa snart til der i Landet. Derimod

bleve fem norske Læger og medicinske Studerende

engagerede, men inden de ankom var deres Hjælp

ikke mere fornøden, og kun en af dem kom til at

gjøre Tjeneste.

Den voxende Uro ved Midten af Juli kommer nu

ogsaa stærkt til Orde i Dagspressen. • Berlingske

Tidende" begynder paa engang at plaidere for streng

Afspærring af de befængte Huse - en unægtelig nu,

da omtrent hele Byen var smittet, temmelig urimelig

og i ethvert Tilfælde for sen Forholdsregel. Indsendere

i Bladene raade til at gjenoptage de gamle Pestdesinfektionsmidler

med at brænde Tjæretønder paa alle


112

offentlige Pladser, at skyde med Kanoner og lignende

- Forslag, som dog Sundhedskollegiet udtalte sig imod.

E n Forholdsregel ere alle Dagblade enige om at

fremhæve som øjeblikkelig nødvendig: den afmægtige

Sundhedskommi,ssions Substitution af en med uindskrænket

Myndighed udstyret Velfærdskomite eller hele

Magten lagt over i en enkelt Diktators Haand; det nye

nationalliberale Blad .Dagbladet" holder paa det

sidste Alternativ og sætter sin Fortrøstning til Politidirektør

Bræstrup som den, der ikke vil lade det

skorte paa den fornødne Energi, naar han blot bliver

løst fra Sundhedskommissionens Omsvøb. Til Befolkningens

Beroligelse meddeler da ogsaa .Berlingske

Tidende" tilsyneladende officiøst, at Kongen nu selv

har taget Initiativet, saa at der i et Statsraad paa

Eremitagen vil blive udstedt en provisorisk' Lov. Statsraadet

kom - men der kom ingen Lov; det 0rstedske

Ministerium havde ikke villet udstede den. Dybt

skuffet og forbiUret fandt Dagspressen og' Befolkningen

i Departementstidenden den 20. Juli - den Dag, hvor

der anmeldtes 236 Dødsfald - ikke den med den

yderste Spænding ventede Lov, men derimod den

første officielle Beretning fra Sundhedskommissionen,

hvori de trufne Foranstaltninger omtales med en vis

Tilfredshed, forskjeIlige Autoriteter takkes for deres

gode Medvirkning og - hvad der bragte Forbittrelseo

til Kogepunktet - der rettes en særlig Tak til Fattigdirektionen.

Kommissionens Medlem Bang var tilmed gan,ske

særlig uheldig. Hans Anvisning til Koleraens Behandling

med den deri anbefalede udstrakte Brug af amerikansk

Olie i Begyndelsesstadiet havde havt saa ulykkelige

Virkninger, at han offentlig i "Berlingske Tidende"

maaUe bekjende sit Misgreb og advare Publikum mod


113

sin Anvisning, idet ban beklager, at en ny Udgave

deraf, hvori Afføringsmidlet ikke anbefales, endnu ikke

er kommen fra Trykken.

Saa kom Lægeforeningen til fuld Undsætning i

det yderste Øjeblik. Ved resolut Optræden af den fra

Krigsaarene bestaaende Centralkomite samt ved Tilskud

fra Finanserne havde Foreningen faaet en betydelig

Kapital rejst og begyndte netop den 20. Juli

paa fuld Gjennemførelse af sit omfattende Program.

Endnu inden Maanedens Udgang havde den foretaget

Udflytning af 800 Mennesker fra 40 af de mest smittede

Huse til den rømmede Fodgardens Kaserne, til

Rosenborg Brøndanstalt og til Teltlejr.e paa Glacierne.

Alle disse Beboere bleve regelmæssigt bespiste, de

rømmede Pesthuler afspærrede, desinficerede og sukcessivt

restaurerede eller nedbrudte. Tilsammen blev

der under Epidemien udflyttet i Alt omtrent 2000

Personer fra 109 Huse; kun yderst faa Sygdomstilfælde

optraadte hos de Udflyttede.

Samtidig med Gjennemførelsen af denne energiske

Foranstaltning aftog Farsoten pludselig og afgjørende.

Medens der i den sidste Uge af Juli anmeldtes over

1900 Sygdomstilfælde, sank Antallet i første Uge af

August til 950 og tog fremdeles af i progressiv Maalestok,

saa at der ved Maanedens Udgang kun var et

ugentligt Antal af knapt 100; ved September Maaneds

Udgang kunde Epidemien erklæres for ophørt, efter at

den i det Hele havde krævet c. 4500 Offre. At det

var de trufne Foranstaltninger, der havde en afgjørende

Virkning til pludselig at kupere Epidemien, tør

næppe bestrides, om det end her som næsten altid i

vor Videnskab er umuligt at bevise, at der foreligger

et virkeligt Aarsagsforhold, et propter hoc og ikke et

tilfældigt Sammentræf, et post hoc, og om det end

8


114

senere fra enkelte Sider kunde fremhæves, at et spontant

pludseligt Fald netop i en voldsom Epidemi ikke

var nogen ganske usædvanlig Erfaring - hvad Hornemann

ogsaa indrømmer i den Redegjørelse for Lægeforeningens

Virksomhed, der er indført i Bricka's for

Sundhedskollegiet udgivne officielle Beretning om Koleraen

i Danmark i 1853. Men det af Hornemann indførte

engelske System havde i ethvert Tilfælde staaet

sin Prøve, den hele engelske Opfattelse af Koleraens

Væsen og Udbredelsesmaade havde derved vundet

end sikrere Fodfæste i den almindelige Bevidsthed.

Dette vil jeg komme nærmere tilbage til i den følgende

Forelæsning, idet jeg skal dvæle ved forskjellige af de

i lægevidenskabelig Henseende vigtige Resultater og

Slutninger, der syntes at kunne uddrages og ogsaa

bleve uddragne af de observerede Data.


9de Forelæsning.

Den kjobenbavnske Epidemies Karakter. - Dens kliniske og

therapeutiske Interesse. - Dens formentlige autoktone Opstaaen.

- Nye Erfaringer til Bestyrkelse heraf. - De kjøbenhavnske

Latrinkarle. - Den individuelle Disposition med Hensyn til

Kolera og andre Infektionssygdomme. - Trang til fastere 'genetiske

Holdepunkter. - Coldings og Jul. Thomsens Undersøgelser

og Re ultater deraf. - Kontagionistisk Bevægelse fra Provindserne.

Til denne kjøbenhavnske Epidemi knytter der

sig ikke ringe videnskabelig Interesse i flere Henseender.

Modsat de fleste andre begjndte den fuldstændig uden

Forløberfænomener; selve Farsotens Forløb var karak-

·teristisk ved den hurtige Udvikling til et Toppunkt, ·

hvorfra den igjen lige saa hurtig dalede, og sammen

dermed ved den aldeles parallelt med Extensiteten

voxende og igjen aftagende Intensitet, saaledes at den

i Højdestadiet - det, hvori ogsaa alle de 8 Læger

bukkede under - var overordentlig morderisk. Den

høje Dødelighedsprocent forøgedes ganske vist i meget

væsentlig Grad ved den aldeles exceptionelle Voldsomhed,

hvormed den hærjede Almindelig Hospital

ligesom ogsaa de ved Siden af dette liggende

smaa Fattighuse "Lille Kjøbenhavn"; Lemmestiftelsens

Dødelighed var ikke langt fra 90 Ofo.


110

I klinisk Henseende maatte Epidemien vække en

saa meget større Interesse hos Kjøbenhavns Læger,

som de allerfleste af disse jo ikke tidligere havde havt

Lejlighed til at iagttage Sygdommen, og der udfoldedes

ogsaa, navnlig fra saa godt som alle Kolerahospitalernes

ledende Lægers Side, en anerkjendelsesværdig

Stræben efter at gjøre det kun altfor rige Observationsmateriale

videnskabeligt frugtbringende, hvorom de

snart efter i .Hospitals-Meddelelser" eller .Bibliothek

for Læger" offentliggjorte udførlige Redegjørelser aflægge

talende Vidnesbyrd. Efter min begrændsede

Plan for disse Forelæsninger skal jeg dog ikke gaa

nærmere ind herpaa, men indskrænke mig til at

fremhæve nogle enkelte Punkter af særlig praktisk

Vigtighed.

H vad for det Første de indvundne Erfaringer med

Hensyn til den instituerede Behandlings Resultater angaar,

da vare de unægtelig ikke af nogen særdeles

fortrøstningsfuld Karakter, lige saa lidt som de tidligere

i Udlandet gjorte Erfaringer. De fleste Overlæger

udtale sig skeptisk i saa Henseende, og heller

ikke bleve de ret lyse Forventninger opfyldte, som

ikke blot den sangvinske Bang, men ogsaa den nyere

Naturvidenskabs mere skeptiske Mænd som Hornemann

havde næret om Evnen til at standse et Koleraanfald

i det tidligste Stadium, og som jo tildels havde ligget

til Grund for den Iver, hvormed man søgte at gjennemføre

en almindelig Husvisitation. Nøgternt kommer

denne resignerede Opfattelse til Orde i en Meddelelse

fra Fenger, hvilken han endnu under Epidemien udsendte

gjennem "Ugeskrift for Læger" nærmest li!

Vej ledning for sine Kolleger i Provindserne, og hvori

denne altid kritisk-klare Therapeut paa Grundlag af

sine Erfaringer i Frederiks Hospital fastslaar, at Be-


117

handlingen hverken i det første Stadium af Sygdommen

eller senere har lyse Resultater at opvise; han

advarer ogsaa mod den gængse og udstrakte Brug af

Opium som unyttig eller skadelig.

Selv Bang maatte nedstemme Tonen om den

kurative Behandlings Resultater, efter at han nu endelig

havde gjort personlige Erfaringer om Sygdommen.

I en Artikel i Ugeskriftet, som ogsaa han endnu under

Epidemien offentliggjorde, indskrænker han sig til at

udtale, at • tidlig Behandling stundom kan standse Anfaldet"

. Artiklen synes forøvrigt nærmest at fremkomme

til Forsvar for Sundhedskommissionens haardt

bedømte Færd. Han mener, og vistnok heller ikke

ganske uden Grund, at det er Ubekjendtskabet med

en Epidemies Love, med dens naturnødvendige og uafvendelige

Fremskriden til Acme, som væsentlig har

bevirket de haarde og uretfærdige Beskyldninger mod

Kommissionen. Fremdeles troer han al turde paastaa,

at clen har gjort sine Sager godt, naar Omstændighederne

tages i Betragtning; .hvad der skulde gjøres,

maatte ske i Hast og har i den Hens.eende vist ikke

ladet noget at ønske tilbage". Et andet Spørgsmaal

er, tilføjer han, .om det. kunde være gjort bedre,

naar man havde været forberedt" . Men det var nu

rigtignok netop en af Kommissionens store Fejl, at den

slet ikke var forberedt, at den lige fra sin Oprettelse

i 1851, da Farsoten allerede stærkt truede, aldeles

Intet havde gjort. Dette indrømmer Bang ogsaa

indirekte, idet Hovedafsnittet i hans Artikel gaar ud

paa at fastsJaa Vigtigheden af hygiejniske forebyggende

Foranstaltninger. Med sin livlige, let bevægelige og

bøjelige Aand har han nu paa engang fuldt tilegnet

sig Hornemanns og Lægeforeningens Syn og Planer.

Det var jo ogsaa naturligt at komme til at lægge


118

Hovedvægten paa Hygiejnen, paa de forebyggende

Bestræbelser, naar de kurative havde vist sig at glippe.

Bang udkaster nu rask, som sit Eget, et udførligt

Reformprogram, der i alt Væsentligt kun er en Gjenklang

af det, Hornemann saa ofte og tidligere med

saa ringe praktisk Virkning havde betonet.

De hygie.iniske, forebyggende Synspunkter vare

overhovedet som Følge af Epidemien komne frem i

første Række og havde gjort sig gjældende med en

hidtil ukjendt Vægt. Epidemien var jo bleven knækket

ikke ved Bangs brogede Receptformler, men ved Lægeforeningens

kraftige Bestræbelser i engelsk Aand, og

dette hygiejniske Standpunkt maatte faa en absolut

Overvægt eller rettere sagt blive eneraadende, da den

afgjørende Erfaring syntes fuldt fastslaaet, at Epidemien

ikke var opstaaet ved Tilførsel af Smittestof, men ganske

autokthont, ved den deletære Indvirkning af tilstedeværende

Miasmer. Paa Grundlag af Epidemien følte den

hidtil dog lidt usikre antikontagionistiske Opfattelse sig i

høj Grad bestyrket og kom ubetinget til Herredømmet i

Kjøbenhavn - rigtignok kun for en kort Stund.

Med en sjælden Enstemmighed vidne aJle de iøvrigt

tildels først senere om Epidemien fremkomne

større og mindre Afhandlinger, baade de epidemiologiske

og de kliniske, om dette bestemte Standpunkt.

I den af Sundhedskollegiet udgivne officielle Beretning

siger den iøvrigt fuldt uhildede og reserverede Bi'icka,

at "Sygdommens Optræden og første Udbredelse kan

formentligen ikke med ringeste Sandsynlighed tilskrives

en udefra indbragt Smitte. Heller ikke kan dens øvrige

Forløb siges at tale for Udbredelse ved et egentligt

Kontagium, og imod Antagelsen af et saadant

have ogsaa alle Kolera-Hospitalernes Overlæger udtalt

sig" . Det havde de tilvisse alle uden nogensomhelst


119

Tvivl eller Betænkelighed gjort og vistnok med fuld

Tilslutning fra andre praktiserende Koleralæger. Der

forelaa ogsaa ganske særlig slaaende Erfaringer til

Indtægt for denne Overbe"Visning. Vel vare enkelte af

Hospitalernes tjen tgjørende Læger ligesom ikke ganske

faa af Opvartningspersonalet blevne angrebne af Sygdommen

eller vare endog døde deraf, men dette forklaredes

let og naturligt som en Følge af den Ophobning

og Koncentration af Luftmiasmet, der fandt Sted

i disse særlig inficerede Lokaliteter. Disse Iagttagelser

-gjaldt saaledes Intet som Modvægt mod de bestemte

Erfaringer, man havde indsamlet, og som afgjort talte

mod Tilstedeværelse af det hidtil endnu af ikke faa

Læger antagne ligefremme Kontagium, særlig knyttet

til de Kolerasyges Exkrementer.

Disse Erfaringer, som for de væsentligste Punkters

Vedkommende bleve kodificerede i den officielle, af

Sundhedskommissionen udgivne Beretning om den

kjøbenhavnske Koleraepidemi, der udarbejdedes af den

flittige og grundige Hilbm·tz, ere unægtelig saa slaaende,

at de blive ligefrem paafaldende for Nutidens Standpunkt

og tildels stille sig frem som Gaader, der endnu

"Vente paa Løsning. I sin statistisk-nøjagtige Fremstilling

oplyser Hubertz paa authentisk Maade, at af

de Personer, som under Epidemien vare regelmæssig

beskæftigede med Transport af Syge og Lig, og af

alle de Arbejdsmænd, som arbejdede paa den særlige

Kolerakirkegaard og paa Myginds Renovationsoplagsplads

i Nørre Alle, døde der Ingen. En anden' authentisk

Meddelelse synes at tale endnu mere kategorisk

mod enhver Smitteantagelse: af de 36 Km'le, som hvel'

Nat under Epidemien foruden den almindelige Natte­

"enovation fnt Husene endvidere udfØ1·te Exkt·emente,.ne

fm Kolm'a-Hospitalerne, blev ingen angreben af Kolera.


120

Det var naturligt nok, naar Datidens Læger ved

Erhvervelse af saa bestemte Erfaringer maaUe blive

sikre i deres Sag og kategorisk fastholde Koleraens

Ikke-Smitsomhed. En allerede ved Koleraens første

Rundgang i Europa bemærket særlig Smitteudvikling

fra Lig og fra gjemte Exkrementer var ved at blive

Kontagionisternes Hovedbolværk, og dette var nu faldet.

Naar imidlertid Antikontagionisterne nu uden videre

inkasserede disse Erfaringer og derved betragtede alt

som afgjort, naar man nu var saa sikker i sin Sag, at

til Ex. den højtstillede russiske Læge Statsraad Bierf1'eund,

der under Epidemien aflagde Besøg i sin Fødeby,

ikke betænkte sig paa i »Berlingske Tidende" lige overfor

Publikum at erklære - først og feemmest paa

Grundlag af sine og sine russiske Kollegers Erfaringer

- at om nogen Smitsomhed ved Kolera kunde der

aldeles ikke være Tale, den Sag var nu definitivt afgjort,

saa var det dog noget for rask sluttet; saa let

lode de ikke faa slaaende Erfaringer i modsat Retning

sig ikke afvise. Man var fremdeles for sangvinsk og

saa ikke alle de Vanskeligheder og Forviklinger, der

knyttede sig til et saadanl lægevidenskabeligt Spørgsmaals

virkelige Løsning; de forskjellige Omstændigheder

og Indvirkninger, der i el enkelt givet Tilfælde kunne

hindre Udviklingen af et Smitstofs Virulens, var man

dengang selvfølgelig i meget høj Grad uvidende omendnu

den Dag i Dag er ikke l'et meget derom sikkert

konstateret. Nutidens Bakteriologi vilde maaske antage

en rigelig Udvikling i Exkrementmassen af de saakaldte

Saprofyter - Bakterier, der fremkomme i forraadnende

Stoffer og fortære Kolerabacillerne - som Aarsag til

Latrinkarlenes mærkelige Held; eller ogsaa kunde den

tænke paa en særdeles omhyggelig Desinfektion, som

disse Karle skulde have gjennemført - hvilken Mulig-


121

hed dog vist ligger temmelig fjernt for Antagelsen,

navnlig i hin Tid, hvor ikke engang Læger og Sygeplejere,

end sige Latrinkarle, havde Opmærksomheden

henvendt paa grundig Desinfektion af deres Personer

eller forstod at foretage en saadan.

Nøglen til Forklaring af saadanne Erfaringer som

de her refererede med Hensyn til Natrenovationens

Karle er dog vistnok nærmest at finde i det, man

kalder Dispositionen, den individuelle Modtagelighed

og Uimodtagelighed for Smitte, et Punkt, man heller

ikke dengang tog tilstrækkeligt Hensyn til, og som

ogsaa var - og endnu er - omgivet med megen

Dunkelhed.

Den individuelle Dispositions Betydning, men ganske

vist ikke dens Væsen eller Betingelser, har iøvrigt

allerede fra gammel Tid været fastslaaet, og den gjælder

fremdeles, om det end ikke har kunnet være andet

end en Følge af Bakteriologiens nuværende banebrydende

Udvikling, at Hovedopmærksomheden for en Tid

er bleven absorberet af den anden Side i Infektionsprocessen,

Mikrobernes Angreb. Det er ogsaa en gammel

Erfaring, at den individuelle Modtagelighed forholder

sig væsentlig forskjellig ligeoverfor de forskjellige

Infektionssygdomme. Immunitet mod Mæslinger og

Kopper findes i Reglen ikke som medfødt, men kun

som erhvervet ved overstaaet Anfald af Sygdommen

eller for Koppernes Vedkommende ved Vaccination,

medens derimod det overvejende Flertal af Mennesker

paa Forhaand ere uimodtagelige for Smitte saavel af

Kolera som af flere hos os stadig tilstedeværende Infektionssygdomme,

saaledes Diphtheri eller Tuberkulose,

der jo efter Kochs Opdagelse af Bacillen er kommen

ind i Infektionssygdommenes Klasse. Var ikke en saadan

udstrakt Immunitet tilstede, vilde disse sidstnævnte


122

Sygdomme nødvendig ramme den allerstørste Del af

Befolkningen, saalænge Tuberkelmikroben gjennem talrige

Veje og vel først og fremmest fra Komælken og

dens Produkter har Adgang til Menneskene, og saalænge

Diphtherimikroben til Exempel her i Kjøbenhavn maa findes

næsten overalt ved Sygdommens nuværende almindelige,

endemiske Udbredelse, der selvfølgelig kun i meget

ringe Grad kan paavirkes af nok saa energiske Desinfektionsforanstaltninger

- disse ha ve jo deres afgjørende

Virkning til at kupere en Infektionssygdom

ved dens begyndende Invasion.

Vistnok er der grundet Haab om, ogsaa med virksom

Bistand af Bakteriologien. at naa til en radikal

Bekæmpelse baade af Koleraen og andre skæbnesvangre

Infektionssygdomme. De senere Aars Koleraepidemier

i Europa synes paa slaaende og fortrøstningsfuld Maade

at have vist, at vi blot ved at følge i det af Englænderne

allerede for et halvt Aarhundrede siden angivne

Spor i Gjennemførelse af omfattende hygiejniske Reformer

kunne tage Braadden af Sygdommen som Epidemi.

For Tuberkulosens Vedkommende er der godt

Haab om at kunne tilintetgjøre dens Hovedsmittekilde

og dermed bringe Sygdommen som Endemi til Ophør

ved saadanne energiske Forholdsregler, som vort Land

hal' Æren af i fyldigere Maalestok end i noget

andet Land at have paabegyndt at gjennemføre under

vor udmærkede Veterinærautoritet Professor B.

Bangs Ledelse; maaske kunne ogsaa de Betingelser

opdages, i hvilke Diphtherimikrobens Omsiggriben har

sin Kilde. Men foreløbig er dette dog nærmest kun

store Fremtidsperspektiver, og indtil disses Realisation

maa vi trøste os med Bevidstheden om den stærkt

begrændsede Disposition til Diphtheri og Tuberkulose

og ligeledes til Kolera samt sætte vort Haab til Er-


123

hverveIse af Indsigt i, hvorledes Legemet kan gjøres

mere modstandskraftigt. For Tuberkulosens Vedkommende

have vi allerede ret sikre Holdepunkter i saa

Henseende, og ogsaa for Koleraens synes vi, nu særlig

ved Bakteriologiens Hjælp, at være begyndt at komme

paa Sporet.

En saadan Forklaring af de 36 Renovationskarles

Kolerafrihed synes mig den rirneligste, og den kunde bestyrkes

ved Antagelsen af, at det vel kan have været

raske Mænd i en yngre Alder, hvor Dispositionen til

at angribes af Sygdommen altid har vist sig mindst

fremtrædende. Men saadanne Tydninger laa vistnok

Lægerne i 1853 temmelig fjernt, de maaUe naturlig

komme til rask og ubetinget deraf at slutte, et de fo1'længst

særlig frygtede Kolerafækalier i Virkeligheden

vare ganske uskyldige, og at Kolera aldeles ikke var

nogen smitsom Sygdom, men at Aarsagen til Sygdommens

Ud,ikling snarere maatte søges i den ukjendte

epidemiske Konstitution, i Luftmiasmel' af ubestemmelig

Oprindelse og Karakter, hvilke dog ganske vist

ligeledes kun hos de Modtagelige fremkaldte Sygdommen.

Dette svævende Standpunkt maatte imidlertid ved

Lægevidenskabens hurtige og mægtige Udvikling i

exakt natmvidenskabelig Retning netop omtrent ved

Aarhundredets Midte føles som et meget lidet tilfredsstillende.

Man trængte til fastere, mere exakte Holdepunkter,

hvortil den miasmatiske Opfattelse kunde

støtte sig, og man var i samme Øjeblik saa heldig at

faa dem fra Mænd udenfor Lægestandens Kreds.

Ligesom den geniale franske Polytekniker Pasteu1' en

Aarrække senere kom Lægevidenskaben mægtig til

Hjælp, da den ikke selv var i Stand til at opspore

Infektionssygdommenes fremkaldende Potenser, saaledes


124

kom dengang to unge og senere verdensberømte danske

Polyteknikere vor danske Lægevidenskab til Hjælp ogsaa

i det rette Øjeblik. Det var August Colding og

Jtdius Thomsen, der endnu i 1853 kunde forelægge

Offentligheden deres betydningsfulde Skrift: "Om de

sandsynlige Aarsager til Koleraens ulige Styrke i de

forskjellige Dele af Kjøbenha vn og om Midlerne til i

Frem tiden at formindske Sygdommens -Styrke" . Ved

midt under selve Epidemien paabegyndte og derefter

med lige saa megen Energi som Dygtighed tilendebragte

Undersøgelser om Jorclbundsfor'holdene i Kjøbenhavn

konstaterede de med tilnærmelsesvis exakt

Sikkerhed, at Koleraens Intensitet forholdt sig aldeles proportionalt

med Jordbundens Slethed, dens Opfyldning med

organiske forraadnende Stoffer, for hvilke Kulbrinten

fornemlig er et Udtryk. Exakte Analyser af Vand fra

40 kjøbenhavnske Brønde, andre Vandreservoirer og

gravede Huller i F'orening med omfattende Oplysninger

om Jordsmonnets Beskaffenhed, indsamlede ad forskjellige

Veje, var det solide Grundlag, de byggede paa.

Ved Siden af Befolkningens Tæthed, som var en allerede

tidligere af Englænderne bestemt konstateret

kausal Faktor, kom nu dertil Jordbunden, som netop

ga v en fuldt fyldestgjørende Forklaring af Farsolens

Voldsomhed i flere af de luftigste og bedst bebyggede

Kvarterer, saaledes i det nye Amalienborgkvarter.

Her var altsaa et nyt og særdeles vigtigt Holdepunkt

for Sygdommens Aarsagsforhold givet - den

miasmatiske Doktrin havde faaet en virkelig exakt

Begrundelse og stod nu dobbelt sikkert og grundfæstet

i den danske Lægevidenskabs øjne. Og her var med

det Samme en stor og bestemt formuleret hygiejnisk

Opgave given. Ved at neutralisere Jordbundens Skadelighed

og skaffe rent Drikkevand vilde man med det


125

sikreste Haab om godt Udfald kunne hindre Koleraen

i paany at faa fast Fod i Hovedstaden; de intrikate

Problemer, som i mere end en Menneskealder forgjæves

havde lagt Beslag paa talløse Forskeres Tanker og

Stræben, kunde nu betragtes i Principe t som løste, og

man kunde nu medlidende smile ad de gamle naive

Koleralægers Antagelse af et Kontagium og deres

Afspærringsforholdsregler. Vel ere Colding og Thomsen

egentlig ikke principielle Antikontagionister, idet

de i deres Theori om Sygdommens Opstaaen indrømme

Nødvendigheden af en fremkaldende Impuls, en Sygdomsspire,

hvorved først Jordbundens giftige Luftarter

komme til at udfolde deres deletære Virkning. Men

denne Side i deres Lære ændsedes ikke af de exklusive

Miasmalikere, der fuldt toge deres vigtige Arbejdes

Resultater til Indtægt for sig. Som et symbolsk Udryk

for den antikontagionistiske Hygiejnes afgjørende

Sejr indtoge IIornemann og Fenger i Efteraaret 1853

den ledende officielle Stilling i vor medicinale Administration,

hin i den kjøben havnske Sundhedskommission

i Stedet for Konferensraad Bang, hvis Uheld foranledigede

ham til at fratræde, denne i den ene af de

to ved Withusens og ThaIs Død ledige Pladser i Sundbedskollegiet,

idet vor ældste Koleraautoritet Ballin

rykkede ind i den anden Plads.

Men netop som dette afgjørende Resultat var naaet

og den definitive Sejr tilsyneladende var vunden, trak

pludselig nye Uvejrsskyer op; den døde eller dog dødsdømte

Kontagionisme kom paany til Live og fordrede

med Kraft sine Rettigheder respekterede. Det var

Provindserne, der paa engang rejste sig mod den

dominerende Hovedstad, som under Epidemien tydelig

viste sig - saaledes som Schleisner i et senere vægtigt

kontagionistisk Indlæg har sagt - formelig at udspye


126

Koleragiften til Omegnen og til fjernere Landsdele,

fornemlig til Havnestæderne. I Kjøbenhavns Omegn

bleve Epidemierne paa flere Steder overordentlig morderiske,

i Købstæderne, hvoraf 24, altsaa over en

Trediedel, angrebes, vare Epidemierne vel oftest af

mere moderat og begrændset Karakter; men de omliggende

Landsogne angreb es dog ogsaa meget hyppigt,

og de fleste Steder kunde Anfaldenes Udgangspunkt

tydelig paavises i tilkomne Kolerasyge fra Arnestederne.

Højrøstede Klager begyndte at lyde over den Anvendelse

af Manchesterskolens Principer paa Medicinalvæsenets

Omraade, som havde ført til Ophævelse af

al Spærring og Kontrolligeoverfor Sygdomspaaførelse.

Vel forsøgte man hurtig i Kjøbenhavn at dæmpe

Smittemistanken og retlede Provindsbeboerne til den i

Hovedstaden nu fuldt sanktionerede Opfattelse. Saaledes

fremkom der, saasnart Koleratilfælde i August

1853 begyndte at optræde udenfor Kjøbenhavn, i

"Berlingske Tidende" og til særlig Underretning for

Landboerne tillige i n Almuevenn'en " fra Dr. L. J.

Brcmdes, vor endnu virkende ansete Veteran og

højtfortjente Filantrop, nogle Artikler, hvori med Henvisning

til de sikre Erfaringer i Kjøbenhavn Tanken

om Smitte afvises og udstrakt Iagttagelse af Hygiejnens

vigtige Forskrifter indskærpes som det ene Fornødne

til Sygdommens Bekæmpelse. Vel søgte ogsaa

selve Sundhedskollegiet at hævde det indvundne Standpunkt

ved at udtale sig imod de Afspærringsforanstaltninger,

som en energisk Amtmand for at standse Sygdommen

havde paabudt. Men Smittetanken lod sig

ikke besværge. Et af Dagspressens Organer, nKjøbenhavnsposten"

, der overhovedet indtog et Kampstandpunkt

mod alle med den fremtrængende Liberalisme i

Forbindelse staaende Bevægelser, traadte i Skranken


127

med en Række dygtigt skrevne Artikler, aabenbart fra

sagkyndig Haand, i hvilke der rettes stærke Beskyldninger

mod de ledende kjøbenhavnske Lægers Letsindighed

og stive Doktrinarisme.

Snart bestyrkedes disse Klager ved en i Vest­

indien henad Aarets Slutning optraadt Epidemi. Et

havareret Jndvandrerskib, der med Kolerasyge ombord

blev indbragt til St. Thomas, gav Anledning til et

voldsomt Udbrud af Farsoten paa denne ø, hvilket

imidlertid af den miasmatisk sindede Landfysikus

Erichson dog betragtedes som opstaaet autokthont. Men

de andre danske Øer, og navnlig St. Croix, der anvendte

streng Karanlæneafspærring, gik fri, medens de

omliggende engelske Øer, der ikke bleve afspærrede,

angrebes, og detle Resultat blev stærkt taget til Indtægt

af Modstanderne af Karantænens Afskaffelse.

I afgjort konlagionistisk Retning gik nu ogsaa de

fleste officielle Indberetninger til Sundhedskollegiet fra

Provindsernes Embedslæger. Disse havde aabenbart ikke

følt sig overbeviste 0111 Holdbarheden af de kjøbenhavnske

Lægers Standpunkt, men de havde hidtil kun

været laus e under Trykket af den mægtige Hovedstads

Supremati. Nu begynde de at tale, vel som det sig bør

i officielle Indberetninger svaviter in modo, men desto

mere fortiter in re, med Henvisning til aldeles bestemte

og utvivlsomme Erfaringer. Stiftsfysikus Speyer

i Aalborg, hvor Farsoten hærjede i høj Grad, fremhæver,

at Smittemomentet og den deraf resulterende

Smittefrygt har gjort sig saa stærkt gjældende netop

hos den dannede Klasse, at .den løste alle Slægtkabets,

Kjærlighedens og Venskabets Baand og gav

Anledning til de sørgeligste og rædsomste Scener. u

Speyer udtaler dog sin egen Mening om S pørgsmaalet

ined forsigtig Reservation, hvad der imidlertid ikke er


12

Tilfældet med mange andre Embedslæger; saaledes

ender t. Ex. Distrikslæge Feilberg paa Amager sin

slaaende faktiske Paavisning af, at Øens Epidemi er

opstaaet ved direkte Import af Smitte fra Hovedstaden,

med den kategoriske Vending, at det altsaa var tydeligt

nok, at Sygdommen ikke var spontant udviklet

eller betinget i uheldige hygiejniske og miasmatiske

Forhold; "det var ikke i Armodens usle Vraa, at Sygdommen

opstod af sig selv, men til den Velhavendes

rene og hyggelige Bolig den blev tilført andetsteds fra."

Det er kun et Mindretal af Provindsernes Læger,

som tildels følger den fra Kjøbenhavn givne Parole og

mener at maatte holde paa Sygdommens miasmatiskautokthone

Oprindelse. Og end stærkere korn SmitteantageIsen

til Orde, da Prof. Somme?' i rigtig Erkjendelse

af, at Smittespørgsmaalet ikke kunde løses ved

Iagttagelser i den tæt befolkede Hovedstad. men kun

ved Iagttagelser i Lokaliteter med spredt Befolkning,

privat udsendte Spørgsmaal derom rundt om til Provindsernes

Læger. Svarene vare saadanne, at Sommer

i sin derpaa baserede Afhandling om Koleraens Udbredelsesmaade

i "BibI. for Læger" (1854) ikke kunde

andet end komme til den bestemte Konklusion, ut

Koleraen var en ligefrem smitsom Sygdom, at altsaa

alle de kjøbenhavnske Lægers Slutninger vare fejlagtige.

Særlig rettedes Misstemningen og Bebrejdelserne

mod Loven af 10. Marts 1852. Havde man i Havnestæderne

tidligere af kommercielle Hensyn, i det

Mindste tildeis, været tilfreds med den kategoriske

Ophævelse af Karantænen, saa slog man nu om og

var i højeste Grad utilfreds. da man deri saa Gruuden

til Epidemiens Overførelse. Hornemann søgte i "Fædrelandet"

at forsvare Loven, blandt andet ved Henvis-


129

ning til det uheldige og ganske illusoriske i den tidligere

Kal'anlæneordning. Men det afvæbnede ikke

Modstanderne, man dømte som sædvanlig kun efter

Resultatet: Koleraen var kommen Aaret efter Karantænens

Ophævelse, følgelig maatte denne være Skyld

deri. Og man kunde unægtelig belægge sin Dom med

en Kjendsgjerning af afgjørende Vægt: Koleraen havde

øjensynlig vist sig at kunne være smitsom.

Denne Kjendsgjerning kunde man nu ikke mere

bortraisonnere, ikke engang i Kjøbenhavn. I Løbet

af ikke mange Maaneder var denne Underminering af

Hovedstadens selvbevidste og sejrsbevidste Doktrin

gaaet for sig, og det følgende Aar fandt igjen Kjøbenhavns

ledende Læger i Tvivl og Uro; Spørgsmaalet havde

altsaa endnu dog ikke fundet sin endelige Afgjørelse!

Endog Hornemann begyndte lidt efter lidt at blive

usikker, hans ubetingede Tillid til de engelske Maximel'

begyndte at rokkes. Vi ville saaledes se det Særsyn,

at da Koleraen i 1854 paany viser sig i Hovedstaden,

og Hornemann ved sin nye Stilling i Sundhedkommissionen

er betynget med det direkte Ansvar for

Kjøbenhavns Skæbne, griber han selv, usikker og

urolig, til at anvende Afspærringsforholdsregler ganske

i Panums Aand.


lOde Forelæsning.

Kontagionistisk Svingning i Frankrig og England. - Snows

Forskninger og Drikkevandsdoktrin. - Opfattelsen i Norge og

Sverrig. - Koleraudbmd i Kjøbenhavn i 1854. - Sundhedskom·

missionens Foranstaltninger. - Udbruddets Aarsagsforhold. - Ud·

brud i Klerkegade i 1855. - Hornemanns Standpunkt. - Pettenkofers

første Koleraskrift og den deri nedlagte Lære.

Den begyndende Svingning tilbage i kontagionistis

k Retning, som altsaa lader sig paavise ligefra

Begyndelsen af 1854, var imidlertid paa ·ingen Maade

alene et Resultat af de indenlandske Erfåringer. Som

altid var det ogsaa her Bevægelser j Udlandet, der

udøvede deres mægtige Indvirkning, og som først og

fremmest udgik fra det Land, der fremdeles i særlig

Grad var det toneangivende, fra Frankrig. Her var

under de gjentagne Epidemier, som hærgede detle

Land ligesom de fleste andre europæiske Lande i Begyndelsen

af Halvtredserne, efterhaanden foregaaet en

væsentlig Svingning tilbage mod Kontagionismen, bevirket

baade ved Erfaringer om tydelig Smitteoverførelse

i Paris' Hospitaler og end mere ved Provindslægers

slaaende Iagttagelser. Disse komme endog til Orde

nye Udgaver af Grisolles Lærebog, hvori der


131

det Hele gjøres Smittelæren ikke ganske ringe Indrømmelser.

Men der maa dog, navnlig for en Svingning i Frankrig,

ledende Personligheder til, som tage Herskerstaven og anvise

Vejen, og den franske Epidemiologi fik ogsaa netop i

Begyndelsen af Halvtredserne saadanne Bannerførere,

der angav de nye Signaler og havde Myndighed nok

til at faa Alle til at følge. Det var Michel Levy og

Fauvel. Begge vare begyndte som Antikontagionister,

men vare ved senere Iagttagelser blevne omvendte.

Fauvel fik særlig rig Lejlighed til at iagttage Koleraen,

idet han ved den omtalte Oprettelse af franske Sanitetsposter

i Orienten overtog den vigtige Stilling i

Constantinopel og senere under Krimkrigene fungerede

som overordnet Læge' under den voldsomme Koleraepidemi,

som ramte den franske Arme ved Varna.

Efter den Tid optraadte han som en decideret Forsvarer

af Sygdommens Smitsom hed og bidrog væsentligt

til yderligere at omsterrune Opinionen i Paris.

Ogsaa i England indtraadte et Omslag, om end

ikke saa fremtrædende som i Paris. ved de udstrakte

Epidemier, som hærgede de fleste engelske Byer i

Begyndelsen af Halvtredserne. Overhovedet havde Antagelsen

af Koleraens Smitsomhed altid holdt sig hos

en Del af Englands Læger og oftere manifesteret sig

ved velgrundede Indsigelser mod de af den dominerende

"general board" fastslaaede Maximel". Den senere

saa ansete, grundig videnskabelige Kirurg John

11f(wshall foretog i denne Tid talrige Dyreforsøg med

Indførelse i Tarmkanalen af Koleradejektioner og fik

Resultater, der gjorde Smitleevnen i det Mindste i høj

Grad sandsynlig. Den senere Sindssygelæge Lindsay

fik ligeledes positive Resultater. navnlig ved at

lade exkrementieIle Uddunstninger virke paa Dyrene.


132

End mere afgjørende Betydning i saa Henseende havde

de kliniske Erfaringer, som en anden fremragende engelsk

Kirurg, Joseph Snow, med megen karpsindighed

og Dygtighed indsamlede. Han paaviste saaledes, at

i en Udkant af London, hvor en stærkt benyttet Brønd

var tæt omgiven af og tydelig inficeret af talrige Latriner.

fremgik der dog ingen Kolera af disse Miasmer;

men saasnart en Person med Koleradiarrhoe fra den

modsatte Kant af London. hvor Sygdommen herskede,

var ankommen og havde benyttet disse Latriner, opstod

hos de omboende Familier talrige hæftige Koleratilfælde

- nu var det iforvejen inficerede (miaslllatiske)

Vand først blevet Kolerafremkaldende. Han Anskuelse

er saaledes overvejende kontagionistisk; Giften

opfatter han - maaske nærmest i Tilslutning til den

engelske Læge B"ittans forudgaaende Paavisning af

nogle mikroskopiske Svampe i Dejektionerne som formentlige

Smittebærere - ligefrem som en specifik

Celle; han og Brittan ere altsaa egentlig allerede Repræsentanter

for Nutidens bakteriologiske Lære, kun

havde de i Virkeligheden endnu ikke set ,Cellen"

(Bakterien).

Disse hans Iagttagelser vakte med Rette den

største Opmærksomhed, og overalt, i London og andre

Byer. skred man nu til nøjagtige Undersøgelser af

Drikkevandets Forhold. Snart konstaterede man meget

mærkelige og Snows Doktrin bestyrkende Fænomener.

Det viste sig, at Koleraen baade i London og

andetsteds, hvor flere forskjellige private Kompagnier

besørgede Vandforsyningen, holdt sig exklusivt til de

Kvarterer, der forsynedes fra et Kompagni, hvis Vand

viste sig slet - i dette trivedes Koleracellen, medens

den var uskadelig, saasnart Vandet var af ren Beskaffenhed.

Fra denne Tid skriver sig Englændernes


133

store Anstrengel er for al skaffe deres Byer godt

Drikkevand -- hvad der ogsaa synes at have givet

Immunitet mod Koleraen. Efter Midten af Halvtredserne

er ingen engelsk By ble.en ramt af nogen betydelig

Epidemi, trods deres Ringeagt for Karantæne

- hvilken imidlertid ikke el' et Udtryk for Ligegyldighed

med Hensyn til Smittes Indbringelse i Landet.

Saasnart de, navnlig ved Snow, havde faaet øjet aabnet

for Sandsynligheden af et Kontagium, begyndte de

i Stedet for den forældede Karantæne at anvende en

rationel og bestandig fyldigere udviklet Inspektion og

Lægeundersøgelse af mistænkelige Skibe, hvilken blev

foreskreven i Parlamentets Sundhedslov (nuisance

remo val act) og derpaa tjente andre Lande til Forbillede

i Udviklingen af de følgende Decenniers almindelig

antagne "Inspektionssystem " .

Naar Englænderne let gik ind paa denne kontagiøse

Drikkevandstheori, saa var det dog vist tildeIs, fordi

den har saa nær BerøreIse med en rodfæstet Opfattelse,

for hvilken urent Drikkevand altid spillede en

stor Rolle; Antagelsen af skadeligt eller giftigt Drikkevand

som Sygdomsaal'sag og særlig som Aarsag til

store _Epidemier er en gammel populær Tradition baade

i England og andre Lande. Troen paa forgiftede

Brønde spillede ofte en Rolle ogsaa i de gamle Pestepidemier,

og Jøderne fik ofte Skylden derfor og bleve

Gjenstand for den mest oprørende Forfølgelse og

Mishandling. Men navnlig kunde Englænderne føle sig

tiltalt af denne Drikkevandstheori, fordi den om end

kontagionistisk formuleret dog havde en nær Berøring

med en miasmatisk Opfattelse; Smittecellen virkede jo

alene ved det urene Vand. De fleste indisk-engelske

Læger, der i ' Koleraens endemiske Hjemland naturlig

vedbleve at betragte den som en miasmatisk Sygdom,


134

lagde ogsaa altid en vis Vægt paa Vandinfektion

særlig fra Floderne, langs med hvilke Koleraen jo stadig

og fortrinsvis hærgede. Den af Snow postulerede

Smitte foregik jo paa en ganske anden Maade end den,

der er fastslaaet som den typiske ved de egentlig

kontagiøse Sygdomme: den ligefremme Overførelse fra

Person til Person af et Kontagium, der reproduceres af

Personen. Alt i alt kunde Englænderne godt gaa ind

paa denne saaledes mere exakt præciserede, miasmatiskkontagiøse

Opfattelse.

Af de europæiske Kulturlande er Norge maaske

det Land, hvor Svingningen over mod Kontagionismen

henad Midten af Halvtredserne og paa Basis af de

netop overstaaede Koleraepidemier er mindst kjendelig.

Alle de ældre Medicinalautoriteter og Førere i Centralkommissionen

(Faye, Com"adi, Holst og fl.) vare udprægede

Miasmatikere, og Oppositionen repræsenteredes

egentlig kun af en enkelt fremragende Læge, den celebre

Syfilidolog V. Boeck, der ganske vist var en meget

decideret og uforfærdet Kontagionist, men med sin

Genialitet forbandt saa megen Excentricitet - navnlig

fremtrædende i hans gjennemførte Anvendelse af den

i sin Tid noksom omdebatterede "Syfilisation" - at

han med hele sin eminenle Begavelse dog ikke kunde

slaa igjennem som officiel Raadgiver. Centralkommissionens

Formand Faye hævdede vedblivende med

utrættet Ihærdighed sin rent miasmatiske Doktrin og

de derpaa baserede Forholdsregler, hvorved Norge ogsaa

kom i Kollision med sit unionelle Broderland

Sverrig, der vel ved de talrige Erfaringer om den

strænge Søkarantænes og Byafspærringernes Frugtesløshed

havde foretaget en Svingning bort fra Kontagionismen,

men dog kun af forbigaaende Varighed.

Epidemien i 1854 havde frembudt saa mange slaaende


135

Iagttagelser af indført Smittestof - hvad T. Wistrand

dokumenterede - at Sverrig blev Smittelæren tro og

snart betonede den end yderligere, om Landet end

samtidig ligesom de fleste andre Lande afskaffede den

gammeldags Karantæne som unyttig og saaledes fulgte

Englands Spor.

I Danmark maatte saaledes ikke alene de indenlandske

Erfaringer. men ogsaa de fra Udlandet modtagne

Impulser begynde at give den gamle forladte

Smittelære fornyet Kredit, og vi skulle nu se, hvorvidt

og hvorledes dette giver sig Udslag i Autoriteternes

og Lægernes Optræden ligeoverfor de mindre og større

Koleraepidemier, der i de efter den store kjøbenbavnske

Epidemi i 1853 følgende Aar ramme Hovedstaden eller

Provindserne.

Allerede i 1854 fik Kjøbenhavn et nyt morderisk

Udbrud af Sygdommen, heldigvis af meget

begrændset Karakter, men iøvrigt af ikke ringe Interesse

netop ved den ejendommelige Maade, hvorpaa

den optraadte, og ved de imod den anvendte Forholdsregler.

Dens Skueplads var Kastelsvejen, og den først

angrebne var en ældre, velhavende Mand, der ejede

og beboede en større Villa paa dette Sted. Den 15de

Septbr. fik han et voldsomt Anfald af Sygdommen,

og den følgende Dag afgik han ved Døden. Tilfældet

anmeldtes for Stadsfysikus og Sundhedskommissionen,

hvis virkelige lægekyndige Leder Hornemann nu var

bleven, der foretoges Obduktion, som yderligere bestyrkede

Antagelsen af Sygdommen som asiatisk Kolera,

og Huset blev desinficeret. Man var endnu dog i

Tvivl om, hvorvidt det var virkelig Kolera eller kun

et sporadisk ondartet Tilfælde, og traf endnu ingen

videre administrative Foranstaltninger. I Ugen derpaa

var alt roligt, men den 24de Septbr. bleve paa engang


136

baade. Hustruen og en hjemmeværende voxen Søn

hæftigt angrebne; Sønnen døde endnu samme Aften.

Nu var Situationen altsaa meget truende, den til

Kolerahospital indkjøbte (og 1853 som saadant anvendte)

Gaard paa Hjørnet af St. Annæ Plads og

Amaliegade blev monteret til foreløbig at kunne modtage

eventuelle Kolerasyge, og der blev overhovedet

truffet de mest energiske Foranstaltninger, ja endog

saadanne, som kun forklares ved en pludselig Frygt

for Smitte hos Sundhedskommissionen og altsaa først

og fremmest hos Hornemann selv. Efter at der var

engageret en ung Læge og to Sygeplejersker, blev

Huset strengt afspærret, og ikke - overensstemmende

med Hornemanns hygiejniske Pl'inciper - med forudgaaende

Udflytning i ethvert Tilfælde af alle de Sunde,

der ikke vare nødvendige for den syge gamle Dames

Pleje, men i gammeldags kontagionistisk Forstand, i

Henhold til den tidligere omtalte § 4 i Loven af 1832,

saaledes at alle de i Huset tilstedeværende Sunde,

foruden Lægen og Sygeplejerskerne en Datter, en

hjemkommen Søn, to Piger og en Karl, paa det

Strengeste afspærredes fra enhver Berøring med Omverdenen.

Ansvarsfølelsen, Øjeblikkets truende Alvor

indvirkede aabenbart saa overvældende paa Hornemanns

altid skrupuløs samvittighedsfulde Sind, at han

instinktmæssig greb til saadanne afværgende Forholdsregler,

som han i roligere Øjeblikke næppe vilde have

godkjendt. Situationen var tilvisse ogsaa ængstende.

Datteren blev syg samtidig med Afspærringens I va--rksæUelse

og døde efter faa Timers Forløb, den ene

Tjenestepige angreb es den følgende Dag og bukkede

ligedes under for Sygdommen.

Nu blev Sundhedskommissionen med god Grund

angst for alle de tilbageværende i det pestbefængte


137

Hus og skred saa endelig til Gjenoptagelse af den fra

1 53 velkjendte Foranstaltning, som netop fra et

hygiejnisk-miasmalisk Standpunkt maatte ligge særlig

nær for, nemlig Udflytning af dem alle til et smittefrit

og sundt Opholdssted. Svanemøllens rummelige Villa

blev lejet, og den 30. September foretoges Udflytnillg

dertil baade af den gamle syge Frue, hvis Rekonvalescens

begyndte, og af de tilbageværende 6 sunde

Mennesker. Intet nyt Sygdomstilfælde opstod derefter

mellem dem, derimod angrebes. nogle Dage efter en

ældre svagelig Dame i Nabovillaen paa Kastelsvejen

af Kolera og døde, dog først efter et lidt længere

Sygeleje. Da detle Tilfælde indtraf, foranledigede

Sundhedskommissionen, der allerede tidligere forgjæves

havde opfordret alle Beboere af Nabohusene til at tage

bort, disse til ligeledes at lade sig udflytte til Svanemøllen,

og dermed var det lille, men meget mOl'deriske

Udbrud (5 Døde af 6 Syge) forbi.

Det stod nu tilbage for Sundhedskommissionen at

komme paa det Rene med Sygdommens Oprindelse.

Intet Spor af Smitteindvirkning ude fra hos den første

Syge kunde opdages, og Kommissionen mente derfor

at kunne bortse fra denne Mulighed - skjøndt en

saadan næppe i Virkeligheden kunde afvises paa en

Tid, hvor der var Koleraepidemi rundt om i Nabolandene;

i Hamborg var Sygdommen epidemisk tilstene

baade i 1854 og saa godt som alle andre Somre

i det 6te Decennium. Imidlertid paaviste Kommissionen

et andet Aarsagsforhold, som naturlig frembød sig

og ogsaa syntes plausibelt. Paa den Tid, da det

første Tilfælde opstod, var et stort Oprensningsarbejde

af en Grøft ved Garnisons Kirkegaards nordre Side,

tæt ved de angrebne Villaer, i fuld Gang og udbredte

en gjennemtrængende Stank, og paa den nordre Del


138

af Kirkegaarden var der ovenikjøbet det forrige Aar

begravet talrige Koleralig - et Moment, som man

navnlig fra et noget nyere ætiologisk Synspunkt vistnok

kunde tillægge særlig Betydning, idet gjemte

Kolerakim vel kunde antages at være komne frem for

Lyset og være blevne smittekraftige.

Sundhedskommissionen ses dog ikke særlig at have

fastholdt dette Udgangspunkt, men nærmest at have

akkviesceret ved alle de miasmatiske Indvirkninger,

der i rigt Maal blevfl paaviste baade fra Jordbunden

og fra Brøndene ved de i saa Henseende foretagne

grundige Undersøgelser, hvorved de af Colding og Jul.

Thomsen Aaret iforvejen fremhævede Aarsagsmomenter

vandt videre Bestyrkelse. Som Resultat af de foretagne

Undersøgelser fremgik forskjellige vigtige hygiejniske

Reformer i de paagjældende Lokaliteter og

særlig i de der beliggende Ejendomme.

Et andet Udbrud af Kolera, hvor fremtrædende

miasmatiske Indvirkninger ligeledes laa meget nær for

Haanden, indtraf i Kjøbenhavn i det følgende Aar.

i en gammel overbefolket Rønne i Klerkegade (Nr.

430). Den 19. September blev en derboende Arbejdsmands

unge Kone som lidende af koleralignende Tilfælde

sendt til Frederiks Hospital, der ifølge en Skrivelse fra

Justitsministeriet (af 2. August 1854) fremdeles kunde

modtage enkelte Tilfælde af Kolera, hvad SundhedskolIegiet

iøvrigt havde fraraadet. Tilfældet endte dog

ikke dødelig-t og opfattedes blot som en alvorlig Kolerine.

To Dage efter blev imidlertid Manden paa særdeles

hæftig Maade 'angreben og døde hurtigt efter at

være bleven indlagt i Almindeligt Hospital. Dette og

endnu mere en senere Indlæggelse af en kolerasyg

Styrmand fra et ankommet Skib i Hospitalet efter

Sundhedskommissionens Foranstaltning vakte en vis


139

ikke ugrundet Indignation, som ogsaa kom til Udtryk

i Dagspressen; man havde endnu Kalamiteten i Hospitalet

i 1853 i altfor frisk Minde. Men man havde i

1855-56 virkelig intet andet Sted at vise en Kolerapatient

hen end til de store Hospitaler, idet Kjøbenhavns

Fattigadministration dengang uden videre havde

taget den til Kolerahospital indkjøbte Gaard paa St.

Annæ Plads i Brug til Lemmestiftelse, som et Filial

af Almindelig Hospital. Saa sorgløs ,ar man endnu

trods 1853, og saa lidet Hensyn tog man altsaa endnu

officielt til Smittemomentet.

Det blev dog dengang heldigvis ikke til nogen

Epidemi. Sundhedskommissionen optraadte her øjeblikkelig

med stor Energi og foretog efter Lægeforeningens

Mønster i 1853 Udflytning af alle Beboere i

det befængte Hus, der derefter blev afspærret (altsaa

ved hygiejnisk Afspærring) og taget under grundig

Behandling, ligesom ogsaa de ligeledes slette Nabohuse

i nogen Tid ble"e visiterede. Huset var en god Bekjendt

af Homemann fra den store Epidemi, hvorunder

Udflytning derfra ogsaa var bleven foretagen

efter talrige Koleratilfældes Optræden. Paa Grund af

dets grændseløs slette Tilstand med al mulig Uhumskhed,

med uudtømmelige Latrinkuler under Trappegangene,

med en Gaardsplads mellem Forhus og Baghus

som en Skorsten, var det i 1853 bleven kondemneret.

men dog senere paany taget i Brug uden videre

Restauration. Med Henvisning til disse graverende

Forhold i det angrebne Hus betones det i den aabenbart

af Homemann til "Ugeskrift for Læger" indsendte

Meddelelse om de indtrufne Tilfælde, at de paaviste

miasmatiske Ulemper i Huset vare af en saa indgribende

Art, at Koleraen deri fandt sin fyldestgjørende


140

Forklaring. og at del' saaledes ingen Gmnd var til at

antage nogen tilført Smitte.

r den udførlige Beretning om de her omtalte

Koleraudbrud og navnlig om Epidemien paa Kastelsvejen,

hvormed Hornemann indleder sit for Reformer

i Kjøbenhavns sanitære Forhold saa betydningsfulde

Tidsskrift • Hygiejniske Meddelelser og Betragtninger"

(1806), slutter han med endnu engang at fastslaa, at

disse Udbrud ere et nyt Bevis paa, at Kolera optræder

uden tilført Smitte, hvor de hygiejniske Forhold ere

tilstrækkelig slette, og i denne Sammenhæng vender

han sig med nogle kritiske Bemærkninger mod el dengang

fornylig udkommet Skrifl, paa hvilket han saaledes

henleder den danske Læseverdens Opmærksomhed,

og som skulde blive saa betydningsfuldt for

Koleraspørgsmaalets fremtidige Stilling som faa andre.

Det var el Skrift af J.l.lax Pettenkofet·, dengang ung

Professor i medicinsk Kemi ved Milnchens Universitet,

og det førte Titlen • Untersuchungen und Beobachtungen

ilber die Verbreilungsart der Cholera nebst

Betrachlungen ilber Massregeln, derselben Einhalt zu

thun". Skriftet fremtI·aadte med en særlig VægL som

udgivet paa Foranstaltning af den kg!. bayerske Kolera­

Kommission, hvis Præses var den gamle katolsk-klerikale

Lægecelebritet Professor v. Ringseis ; og del fortjente

nok at fremtræde med en vis særlig Vægl.

Den Sætning i dette Skrifts Slutningsresultater,

hvorved Hornemann standser, og som ogsaa udgjør en

af dets allervigtigste Konklusioner, er denne: .Die

Verbreitung der Cholera geschieht durch den Verkehr

der Menschen". Denne Læresætning har Hornemann

selvfølgelig svært ved at anerkjende, thi deri ligger jo

det kategoriske Postulat, at Kolera opslaar ved Transport,

ved Tilførsel og ikke, som Hornemann bestandig


l·H

hævdede, autokthont; detle sidste er efter Pettenkofers

Lære kun Tilfældet i Sygdommens egentlige Hjemsted

i Indien. Men ved nærmere at fordybe sig i Forfatterens

hele Tankegang og Betragtning bliver Hornemann

dog beroliget og mere villig til at gaa ind

derpaa, idet Skriftets Slutninger ved Siden af dette i

Retning af et Kontagium pegende Moment hovedsagelig

hvile paa en miasmatisk Basis. Efterat Pettenkofer

nemlig ifølge sikre ældre Erfaringer og egne omhyggelige

Iagttagelser i og udenfor Miinchen i en betydelig

Epidemi i 1854 har faslslaaet. at Koleraspiren, et

ubekjendl Agens, altid kun bringes til et Sted ved

Mennesker, og at dette kun kan ske ved deres Urin

og navnlig ved deres Exkrementer - det eneste, som

i)lenneskene ved deres Færden bestandig afgive til

Jorden - saa fremhæver han ved Siden deraf, al

dette Ubekjendte ikke behøver at være Produkt af en

ligefrem Kolel'asyg, men ogsaa kan fremkomme fra et

iøvrigl ikke sygt Menneske. der kun kommer fra el

inficeret Sted, og endvidere, at dette X først kan fremkalde

Kolerainfektion ved at anbringes i en dertil

egnet, fugtig, porøs og gjærende Jordbund, navnlig en

saadan med synkende Grundvandstand, samt endelig,

at Virkningen kun udfolder sig gjennem den derfra

opstigende miasmaliske Luft. Alt delte fører jo saa

stærkt hen :mod Hornemanns miasmatiske Theori og

falder i Grunden saa nær sammen med Resultatet af

Coldings og Thomsens Undersøgelsesresultater, at han

nok kunde i det Mindste halvvejs akkdescere derved.

Afvigende fra de nævnte danske Forskeres Lære -

eller egentlig supplerende denne - er kun den vistnok

kapitale Antagelse af, at det ubekjendte Agens

skal tilføres af Mennesker, ligesom Pellenkofers TheOl'i


142

forøvrigt har sit kjendelige Udgangspunkt i Dubreuil's

og Rech's gamle Hypothese.

Derimod kommer Pettenkofers Lære i bestemt

Opposition til den engelske navnlig af Snow udviklede

Drikkevandsdoktrin ; i ethvert Tilfælde stillede den

tyske Koleraforsker sig saaledes. Sensibel som Pettenkofer

i den følgende Tid viste sig at være lige overfor

enhver kritisk Bedømmelse - hvilken tildels ogsaa

var ubillig affejende og overfladisk som t. Ex. den

bekjendte Hygiejniker Oester'len's Kritik - ensidig

fasthængende ved sin egen Doktrins forskjellige og tildels

temmelig uklart formulerede Elementer, ude af

Stand til at anerkjende andres afvigende Iagttagelser,

vilde han bestandig fastslaa, hvad han dog i Længden

ikke kunde hævde, at Kolera kun opstod ved den af

ham docerede Luftinfektion fra en Jordbund af bestemt

Art, der altsaa nærmest skulde virke gjennem Indaanding

paa hele Konstitutionen eller paa Nervesystemet

og ikke særlig paa Tarmkanalen. Forsaavidt

der skulde være Tale om Smitte fra Drikkevandet,

kunde det kun ske ved Overgang af Luftinfektionen i

dette. For at faa sin Theori anvendelig paa den faktiske,

om end af ham først nægtede Udvikling af

Koleraepidemier paa fast Klippegrund eller i Skibe,

maatte han lidt efter lidt gaa ind paa ret væsentlige

Modifikationer deri og søge at udfinde nye Forklaringsgrunde.

Sin oprindelige Anskuelse om Tarmkanalen

som Smittekimens Bærer har han ligeledes senel'e

modifiiceret.

Men mange hidtil uopklarede Kjendsgjerninger i

Koleraens Optræden og særlig med Hensyn til den

lokale Immunitet fandt en udmærket og fyldestgjørende

Tydning ved PeUenkofers "lokalistiske " Them'i, nogle

Straaler af Sandhedens Sol var der tydelig nok deri,


143

og den fandt i den følgende Tid en bestandig større

Indgang blandt Koleraforskerne, baade blandt Miasmatikerne

og Kontagionisterne, hvilke begge jo kunde

finde vigtige Holdepunkter deri. Den fandt ogsaa

snart en vis experimentel Bestyrkelse navnlig ved

Dyreforsøg anstillede med dekomponerede Exkrementer

af hans Discipel Thiersch, den senere bekjendte kirurgiske

Professol' i Leipzig. Den ansete Læge Delbruck

i Koleraens udvalgte By Halle var en af de første, som

fuldt sluttede sig til Læren og ved selvstændige Undersøgelser

førte den videre. Ogsaa for danske Koleraforskere

kom denne nye og geniale Formulering af en

miasmatisk-kontagiøs Doktrin til at spille en fremtrædende

Rolle, som vi i det Følgende skulle se.


llte Forelæsning.

Smitte- og Karantænespørgsmaalets Stilling j Danmark. - Udvalgsbetænkning

i det medicinske Selskab. - Forslag til Sundhedslov.

- Epidemi i Korsør. - Dens Indledning og Tiltagen. -

De trufne Foranstaltninger. - Udbredning til Omegnen og til

andre sjællandske Byer. - Epidemi i Kjøbenhavn. - Sundhedskommissionens

diktatoriske Myndighed ved provisorisk Lov. -

De trufne Foranstaltninger. - Kontagionistisk Optræden og Afspærring.

- Epidemiens Ejendommeligheder og formodede Aarsager.

- Hornemanns them·etiske Opfattelse.

V ar Pettenkofers Doktrin altsaa tiltalende baade

for Miasmatikerne og for Kontagionisterne, saa ga v

den i ethvert Tilfælde disse sidste et særdeles vigtigt

Støttepunkt ved Loven om. Koleraens Opstaaen udelukkende

ved Import. Den viste snart sin tydelige

Indvirkning ogsaa herhjemme i denne Retning og førte

Tanken naturlig tilbage til Karantænespørgsmaalet,

navnlig da Koleraen vetlblev at optræde epidemisk i

mange af østersøens og Nordsøens Havne, ligesom

den saa godt som hele Decenniet igjennem herskede i

Hamborg, og der tillige hertillands indtraf flere Tilfælde,

der gjorde Spørgsmaalet meget aktuelt. Det

første var et Koleraudbrud ombord i et til Nakskov i

Eftersommeren 1855 ankommet Skib fra Stettin, der


145

voldte Smitte i Byens Sygehus (hvor af 4 Patienter 3

døde) og dernæst førte til en dog kun begrændset

Epidemi ogsaa i Byen. Det andet Tilfælde var den

allerede i forrige Forelæsning nævnte Indlæggelse af

en Styrmand i Almindelig Hospital. Det vakte berettiget

Sensation baade udenfor og i selve Lægestanden,

at IKjøbenhavns Kommune ikke raadede over nogetsomhelst

isoleret Lokale til Anbringelse af Kolerasyge

fra Skibe, men at den overordentlige Sundhedskommission

virkelig af Nødstilstand havde maaUet træffe

det Arrangement at lade Karantæne-Kommissionen indlægge

saadanne mødende Koleratilfælde, hvis de indtraf

udenfor Bommen) i den uhensigtsmæssige og

altror fjernt beliggende Karantæneanstalt ved Dragør,

hvorhen de Syge skulde bringes ved Baad, og h vis

de indtraf indenfor Bommen, i Almindeligt Hospital.

Den store Kommune havde saaledes endog været et

Cirkulære fra Justitsministeriet af 1. Juli 1854 ligefrem

overhørig, ifølge hvilket enhver Søstad skulde have afsondrede

Lokaler, hvori Karantænekommissionerne,

som dog ikke vare blevne ophævede ved den radikale

Lov af 1852, kunde indlægge de først ankommende

Kolerasyge. Den nidkjære Kal'antænelæge Drachmann

fremdrog ogsaa Spørgsmaalct i .Fædrelandet" og paaviste

Nødvendigheden af et saadant Isolationslokale i

Nærheden af Toldboden; han tænkte særlig paa en

Bygning ved .Smedelinien". Hornemann drøftede ligeledes

Sagen i 1. Hæfte af sine .Hygiejniske Meddelelser"

og søgte tillige at undskylde og forklare Sundhedskommissionens

uheldige Arrangement.

Det kgl. medicinske Selskab blev da ogsaa endnu

i Slutningen af 1856 sat i Bevægelse ved et Forslag

om Nedsættelse af et Udvalg til det paatrængende

Spørgsmaals Overvejelse, fremsat af Dahlet·up, en af

10


146

de indflydelsesrige Læger af den yngre Generation.

som tidlig førtes over mod Kontagionismen og i det

af ham som Selmers Efterfølger redigerede Tidsskrift

.BibI. for Læger", i en Anmeldelse af Pettenkofers

Skrift og et samtidig af Englænderne Baly og Gull

publiceret Skrift (hvilket gjør Smittelæren væsentlige

Indrømmelser), i Slutningen af 1855 bestemt havde

markeret sit Standpunkt i saa Henseende. "Man tør

vistnok endnu ikke". siger han ironiserende mod

Miasmatikerne, .sige, at Sygdommen er smitsom, men

nu maaske dog, at den kan føres om eller omslæbes" .

Udvalget blev nedsat og kom til at bestaa, foruden af

de selvskrevne Dahlerup, Hornemann og Drachmann,

af Prof. Levy og Dr. Brion, to Medlemmer af Selskabet,

som indtoge fremskudte Tillidsposter.

Udvalgsbetænkningen, der forelaa hurtig, i Begyndelsen

af det følgende Aar, viser noksom, at Hornemann

har hævdet sin Prestige og Opfattelse; den er

tydelig skreven af hans Haand. Ikke blot fremhæver

den det Utopiske i en Gjenoptagelse af den gamle

Karantæne, der erklæres for ligesaa uforenelig med

den moderne Kulturudvikling og det voxende Samkvem

som illusorisk - herom ere alle, ogsaa Dahlerup og

selve den erfarne Karantænelæge. fuldt enige - men

den bruger tillige Hornemann's stærkeste Udtryk om

den Demoralisation, der knytter sig til Karantænespærringen

som motiverende en Smittepanik hos

Publikum. .Den dertil knyttede Forestilling om stærk

Smitsomhed demoraliserer Befolkningen dels ved den

Tryghedsfølelse, der bringer til at forsømme alt andet,

dels ved at proklamere Selvkjærlighedens og SelvopholdeIsens

Drifter i deres værste Skikkelse. ved at

legalisere et hensynsløst Brud paa Forpligtelser, der

under andre Omstændigheder anses for hellige". Efter


147

dette Følelsesudbrud betones det, at Kulturudviklingen

selv anviser Midlet, der skal anvendes i Stedet fol'

Karantænen: hygiejniske Reformer efter engelsk Mønster.

Betænkningen indrømmer, at Loven af 1852

har den Fejl ikke tilstrækkelig at betone denne nødvendige

Konsekvens, hvis Betydning Englænderne

praktisk have demonstreret. Det er ikke alene almindelige

sanitære Reformer, det gjælder, men gAnske

særlig et reformeret, handledygtigt og aarvaagent

Sundhedspoliti, der har sin udstrakte Myndighed givet

i en omfattende Sundhedslov. Betænkningen henviser

til alle de Forholdsregler og Foranstaltninger, der ere

detaillerede i det kort iforvejen udkomne grundige

Koleraskrift af de nærmest kontagionistisk sindede

Forskere Baly og Gull; disse havde navnlig betonet

Vigtigheden af nøjagtigt Lægeeftersyn og Kontrol med

alle Skibe fra smittede Havne, med Logihuse og

lignende Steder, hvor Smitteudvikling særlig kunde befrygtes.

Et Hovedpunkt i Betænkningen er Betoningen af

hensigtsmæssige Receptionslokalers Tilstedeværelse baade

i Kjøbenhavn og de andre danske Havnestæder. Opmærksomheden

henledes paa, at 0resundshospitalet i

Helsingør ved Sundtoldens forestaaende Ophævelse

kunde blive nedlagt, hvorved Trangen til et Epidemihospital

for syge Søfolk i Kjøbenhavn vilde blive dobbelt

følelig. Betænkningen udtaler sig for at indrette

et Hospital fælles for Søen og for Byen og tillige

fælles for Kolera og Kopper; Kontingent af sidstnævnte

Sygdom ydedes i hin Tid meget ofte af Skibene.

Naar blot Hospitalet sondres i to Afdelinger, er der

efter Betænkningens Mening Intet til Hinder for at

lade det være fælles for de to Sygdomskategorier.

Men tillige fremhæver Betænkningen Vigtigheden af at

10'


148

have Isolationslokaler i de store kjøbenhavnske Hospitaler,

hvad der hidtil ikke var blevet gjennemført.

En Reorganisation af Sundhedspolitiet ved en

omsigtsfuld Sundhedslov fremhæver Betænkningen som

den allervigtigste foreliggende Opgave, og i saa Henseende

var der ogsaa dengang, ved Begyndelsen af

1857, gode Udsigter, idet en kombineret Kommission,

hvori baade Hovedstad og Provindser vare fyldestgjørende

repræsenterede, var bleven nedsat i 1 56 til

endelig Udarbejdelse af en saadan Lov efter udførligt

Udkast fra Sundhedskollegiet, der igjen havde modtaget

Impulser dertil fra den virksomme Provindsiallægeforsamling

i Roskilde. Til EfteraaL'et 1857 kulde

Lovforslaget forelægges Rigsdagen, og forsaavidt som

denne nok kunde trænge til kraftige Tilskyndelser for

at akceptere en saadan i Kommunernes og Individernes

Frihed stærkt indgribende Lov, indrettede Skæbnen

det ogsaa saaledes, at de gjorde sig gjældende paa

slaaende Maade. Havde 1856 være l et med Hensyn

til Kolera roligt Aar, saa blev 1857 igjen et saa

meget mere uroligt og ængsteligt. Koleraepidemier

exploderede baade i Hovedstaden og fornem lig i Provindserne,

hist vel kun i mindre Udstrækning. men

saa til Gjengjæld her paa en saa voldsom Maade, at

de nok maatte kunne give Lovgivningsmagten kraftige

Tilskyndelser til en effektiv Reform af Sundhedsvæsenet.

Det var i 1857, at Korsør ramtes af den

bekjendte Koleraepidemi. der i Voldsomhed og Ondartelhed

næppe er bleven overgaaet af nogen Epidemi

i hele Europa.

Korsør var paa den Tid forsaavidt heldig stillet,

som Byen kort iforvejen havde faaet unge, ganske

særlig daadkraftige og omsigtsfulde Mænd i Spidsen

for sin civile og medicinale Administration; det var


149

den fungerende Borgmester N. Sylmv og Dr. Holst,

den nuværende Fysikus i Ringkjøbing, der var adjungeret

Byens brave, men dengang gamle og svagelige

Stads- og Distriktslæge Hemsen. Men i andre Henseender

var Korsør alt andet end heldig stillet ligeoverfor

en truende Koleraepidemi. Holst meddeler i

sine senere publicerede udførlige Beretninger om Epidemien,

at han hurtig maatte blive opmærksom paa

Byens ganske overordentlig slette sanitære Forhold.

En moradsig opfyldt Grund, kun lidt ophøjet over

Havfladen, en stinkende Strand og end mere stinkende

Grøfter og Rendestene uden Afløb, det allersletteste

Drikkevand i daarlige med Overfladevand fyldte Brønde,

slet indrettede, fugtige, overbefolkede Huse, en slet

Fattiggaard, stinkende Svinestier - det var Byens

hygiejniske Særmærker. Dertil kom i 1857 en meget

varm, tør Sommer, der voldte en stærkt synkende

Grundvandsstand, og Holst, som var en vel instrueret

ung Læge og vel kjendte Pettenkofers Undersøgelser,

saa klart, hvorledes alt her var lagt særlig til Rette

for en Koleraepidemi.

Men den Uforklarlighed, som altid har gjort sig

gjældende og fremdeles trods al Opklaring og alle

pathogenetiske Theorier endnu gjøl' sig gjældende

med Hensyn til Udbrud af Kolera, havde ogsaa i

Korsør noksom manifesteret sig. Byen havde vel,

ligesom mange andre Lokaliteter i hin Kolerainfektionens

uafbrudt lurende Periode, i flere Aar været

Gjenstand for stadige sommerlige Koleriner og andre

gastriske Tilfælde af udstrakt Omfang og Hæftighed,

men den var dog hidtil altid gaaet fri for nogen Epidemi,

der kunde betegnes som virkelig Kolera. I 1850

var det forblevet ved de to omtalte Tilfælde, og i

1853, da en meget stor Del af Landets Kjøbstæder


150

angrebes, var Korsør gaaet fuldstændig fri. Da imidlertid

Koleraen ved Begyndelsen af Sommeren 1857

som sædvanlig blussede op i Hamborg, da den derfra

bredte sig i Holsten og særlig angreb Gliickstadt, der

dengang havde en betydelig Garnison, mellem hvilken

Farsoten hurtig gjorde lyst, og hvorfra hjempermitterede

Soldater hyppig kom til Korsør ved den daglige

Forbindelse med Postdampskibene fra Kiel, saa fik

Holst tidlig et aabent øje for Faren og traf med den

nidkjære Borgmesters Hjælp forskjellige forebyggende

Foranstaltninger. Saaledes gjennemførtes i Henhold

til den elastiske § 2 i Loven af 1852 og til de ifølge

Justitsministeriets Skrivelse af 12. Novbr. 1853 endnu

gjældende §§ 7 og 9 i den gamle Karantæneforordning

af 1805 et nøjagtigt Lægeeftersyn af de ankommende

Skibe og navnlig af Dampskibene fra Kiel; der indrettedes

endvidere i det isoleret beliggende Toldbodvagthus

et Receptionslokale med Vaagekoner for mulig

mødende Koleratilfælde, ligesom ogsaa forskjellige sanitære

Forbedringer i den usunde By iværksattes.

Men alt var forgjæves, Farsoten holdt kort efter sit

skæbnesvangre Indtog.

Den 19de August indtraadte det første hæftige

og hurtigt dødelige Tilfælde hos en Banevogters Kone,

boende i et meget slet og overbefolket lille Hus og

formodentlig smittet ved et Latrin paa Banegaarden.

Den 24de August fik Byen det første udtalte Koleratilfælde

fra Gliickstadt ved en permitteret Soldat.

Han kom sig dog, men den 30te fik den ene af de i

Receptionslokalet ansatte Vaagekoner pludselig Dial'rhoe,

der, maaske til Byens Ulykke, strax optraadte paa en

saa uskyldig Maade, at Holst ikke turde indlægge

hende i det inficerede Lokale, men maalte anbringe

Jhende andetsteds og da ikke kunde finde andet Syge-


151

lokale til hende end i Fattiggaarden. Her udviklede

hendes Dian"hoe sig hurtig til virkelig Kolera. hun

helbrededes vcl, men fra Fattiggaarden og fra det

Hus, hvori hun havde boet, udbredte Smitten sig nu

med rivende Fart til alle Partier af den ulykkelige

By trods den mest energiske og utrættelige Optræden

fra Borgmesterens, Dr. Holsts og den i Staden praktiserende

Læge Wilhelmsens Side.

Efter Kjøbenhavns Forbillede foretoges strax Udflytning

af de sunde Beboere fra de inficerede Huse

til en ledigstaaende stor Kjøbmandsgaard, hvor Resultatet

imidlertid ikke viste sig saa godt som i Kjøbenhavn,

idet der ogsaa hos de Tilflyttede optl'aadte

talrige Kolel'atilfælde. En udmærket rummelig og vel

indrettet Skolebygning toges nu i Brug til Kolerahospital

og blev ved Hjælp af Jernbaneforbindelsen

med Hovedstaden i Løbet af 3 Dage fuldt monteret

med 46 Senge og dygtige kjøbenhavnske Sygeplejersker.

Hospitalet blev hurtig overfyldt, thi Epidemien tog

voldsomt til, den 12te Septbr. anmeldtes 32 Tilfælde,

el Tal, der var enormt for en By som Korsør med

kun et Par Tusind Indvaanere og vilde svare til et

Antal af o,er 2000 Sygdomstilfælde i Kjøbenhavn.

Paniken i den lille By, hvor alle kj endte hverandre,

og Indtrykket af Dødsfaldene derfor maatte være dobbelt

stærk, gik nu til Yderlighed, alle Familiebaand

opløstes, og de Sunde flygtede fra deres angrebne

Nærmeste. De to af Arbejde i højeste Grad overvældede

Læger kunde nu heller ikke mere overkomme

Sygeplejen; der maatte rekvireres Bistand fra Kjøbenhavn,

og der mødte øjeblikkelig 4 unge ufortrødne

Kandidater, L P. Poulsen (nu Overlæge i Hæren),

Wilster (død som Akademilæge i Sorø) og Hagen

(senere Mal'inelæge) samt Birkm"od (nu Distriktslæge i


152

Nyborg) til Ansættelse i Korsøl' Landsogn, hvor Farsoten

ligeledes hærgede, Derefter aftog Epidemien

hurtig Jigesom i Kjøbenhavn 1853 og ved Begyndelsen

af Oktober var den forbi efter at have voldet omtrent

300 Sygdomstilfælde og 200 Dødsfald - altsaa ogsaa

en enorm Dødelighed.

Fra Korsør som Brændpunkt bredte Epidemien

sig foruden til Landsognet videre ud i Omegnen og

til de nærliggende Byer, uden dog nogetsteds at optræde

i større Omfang. Forholdsvis størst Udbredning

naaede Farsoten i Skjelskør og nærmeste Omegn, hvor

den varede fra Begyndelsen af September til ind i

November og voldte 37 Sygdomstilfælde med 25 Dødsfald.

Den daværende Embedslæge, den for sin alsidige

socialreformatoriske Virksomhed i vide Kredse bekjendte

og ansete Distriktslæge J{rebs, viser sig i sin Beretning

om Epidemien at hylde den miasmatiske Lære,

idet han efter sine gjorte Frfaringer benægter tilført

Smitte, men antager Epidemien opstaaet ganske spontant

i Afhængighed af de ogsaa i denne By herskende

slette sanitære Forhold; en særlig Betydning tillægger

han Byens Kirkegaard, i Nærheden af hvilken (i Gammelgaden)

Sygdomstilfældene optraadte i størst Mængde og

ogsaa med en meget betydelig Ondartethed, hvad Dødsfaldenes

Antal noksom viser. Ligeledes tillægger Krebs

i Tilslutning til Pettenkofers Doktrin det paa Grund

af den tørre og hede Sommer stærkt synkende Grundvand

en væsentlig Betydning. Han indrømmer dog,

at Sygdommens temmelig pludselige Optræden, uden

de sædvanlige præmonitoriske Tilfælde, ikke passer

med Antagelsen af en miasmatisk autokthon Opstaaen,

men betoner samtidig, at der heller ikke under Epidemien

viste sig nogen Smitteudbredelse fra de Angrebne.

De af ham anvendte Forholdsregler vare de


154

delse hurtig i Bevægelse, fik ved Begyndelsen af September

i de saakaldte • Barakker" , 6 smaa Kommunen

tilhørende Bindingsværks Huse paa Sortedams Agre,

paa det Sled, hvor nu Kommunehospitalet staar, indrettet

et Kolerahospital under Ledelse af Hygiejnikeren

Dr. Knudsen (nu Fysikus for Sydsjælland) og iværksatte

iøvrigt de samme Foranstaltninger, som i 1853

havde vist sig saa frugtbringende. Men i levende

Erindring om Sundhedskommissionens Afmagt under

den forrige Epidemi søgte man nu først og fremmest

at sikre sig den fornødne diktatoriske Myndighed og

opnaaede ogsaa denne Gang uden Vanskelighed af

Ministeriet Hall, der nærede større Sympathi for energisk

hygiejnisk Indgriben end tidligere Ministeriet Ørsted,

Udstedelsen af en provisorisk Lov, der emanerede

den 19de September og gav Sundhedskommissionen

.Myndighed til for Kommunens Regning al træffe alle

de Foranstaltninger, der ere fornødne til at standse

Koleraen", idet .Alle ere forpligtede til at rette sig

efter dens Forskrifter". I Lovens § 2 bemyndigedes

Justitsministeriet til eventuelt at tillægge Sundhedskommissionerne

udenfor Kjøbenhavn en lignende midlertidig

Myndighed.

Nu kom der Fart i Sundhedskommissionens Bestræbelser.

Visitation ikke blot af smittede, men af

alle slette og overbefolkede Huse, blev nøjagtig gjennemført,

Udflytning fra saadanne i stor Maalestok foretagen

til ledige Ejendomme udenfor Staden og til

Teltlejre, hvilke paa Grund af den fremrykkede Aarstid

oprettedes under et stort fælles Tag, saaledes i

Exereerhuset i Gothersgade og i en rummelig Magasinbygning

paa Kristianshavn, senere lillige til de nævnte

Barakker ved Sortedamssøen, da Kolerahospitalet flyttedes

herfra til den ældre Skolebygning paa St. Hans


155

Torv paa Nørrebro. Disse Lejre udstyredes hensigtsmæssig

med Kogesteder og alle Fornødenheder, Bespisningen

\ar rigelig, og da Kulden indfandt sig, indrettedes

Varmestuer. Inspektører sørgede for Orden og Renlighed,

og Sundhedstilstanden holdt sig stadig fortræffelig,

hvad den derved ansatte Læge, den senere Karantænelæge

Zacltetriæ har berettet i "Ugeskrift for Læger".

Foranstaltningen var vel meget kostbar, navnlig da de

Udflyttede skulde have fuld Erstatning, men den med

diktatorisk Myndighed udstyrede Sundhedskommission

behøvede ikke at tage Hensyn dertil, Kommunens

Kasse skulde afholde Udgifterne.

Særlig værd at fremhæve er, at Sundhedskommissionen

ogsaa i denne Epidemi traf strenge Afspærringsforanstaltninger

i kontagionistisk Aand. Hornemann

har i sin i .Hygiejniske Meddelelser" offentliggjorte

udførlige Beretning om Epidemien og de mod den trufne

Foranstaltninger fremhævet som sit Grundstandpunkt,

at "hvor det gjaldt at bekæmpe en saa gaadefuld,

uberegnelig og farefuld Sygdom som Kolera, der vilde

enhver ensidig, pau forudfattede Ideer grundet Gjøren

og Laden være uforsvarlig. Man turde hverken handle

i nogen exklusiv kontagionistisk eller antikontagionistisk

Aand." .Man søgte at forebygge og fjerne alt, hvad

der med Rimelighed maatte antages at kunne befordre

og begunstige en mulig Indførelse og ForplanteIse ved

Smitte." Kommissionen benyttede virkelig ogsaa sin

uindskrænkede Magt til at træffe vidtgaaende kontagionistiske

Afspærringsforholdsregler mod Huse med

de deri værende baade Sunde og Syge - iøvrigt i

Konsekvens af det allerede 1 54 forsøgte - ganske i

Panums Aand. Men Hornemann har dog derved, som

han fremhæver, ligesom Panum navnlig tilsigtet at

tvinge de Syge til Indlæggelse i Hospitalet og de Sunde


156

til Udflytning, hvad der ogsaa oftest opnaaedes. Ligeledes

foranstaltede Kommissionen i kontagionistisk Retning

lige fra Begyndelsen Lægekontrol med de tilkomne

Jernbanerejsende. med Skibe fra smittede Steder,

med Hoteller og Logishuse ; endvidere gjennemførtes

en udstrakt Desinfektion navnlig af Latriner. At der

ogsaa sattes særlig Kraft ind paa alle ligefrem hygiejniske

Forholdsreglers Fremme, var selvfølgelig for

en Kommission, hvi ledende diktatoriske Medlem

Hornemann var.

Vistnok som en Følge af disse energiske Foranstaltninger

blev Epidemien holdt i Ave og udsluktes

i Begyndelsen af November, h,orefter den midlertidige

Lov sattes ud af Kraft den 28de samme Maaned. Der

var kun blevet anmeldt 69 utvivlsomme Koleratilfælde

(foruden nogle Tilfælde paa Skibe), hvoraf de 55 endte

dødeligt. Den heraf fremgaaede enorme Mortalitetsprocent

er dog i Virkeligheden sikkert meget for høj,

idet, som ogsaa Hornemann fremhæver, ikke faa Sygdomstilfælde

ere forblevne uanmeldte. Noget saadant

maa iøvrigt være Tilfældet ved enhver Epidemi, idet

jo de Syge let skjule sig, derimod de Døde ikke; men

det var i denne Epidemi vistnok Tilfældet i højere

Grad end sædvanlig netop paa Grund af Kommissionens

rigoristiske Afspærringsforanstaltninger, der her

som altid havde den naturlige, allerede af Housselle

fremhævede uheldige Følge, at de Syges Omgivelse

saavidt mulig søgte at skjule de optraadte Tilfælde.

Og de kunde i denne Epidemi vistnok gjøre det saa

meget lettere, som den aldeles ikke ledsagedes af nogen

almindelig Panik, ja egentlig gik i høj Grad uændset

hen. Man var nu i en Aarrække bleven vænnet

til at have Kolera om sig og mellem sig og betragtede

den som et Onde, man maatte finde sig i, Aviserne


158

Han var aabenbart nu bleven paavirket ogsaa af den

Side i Pettenkofers Lære, der støttede Smitteantagelsen,

men iøvrigt var hans officielle Optræden dog

maaske ikke bleven saa meget dikteret deraf, som af

den allerede før fremhævede instinktmæssige Trang

til i kritiske Situationer og under et stort Ansvars

Tryk at gribe til alle Midler og derimellem ogsaa til

det, som altid uvilknarlig vil paatrænge sig: at søge

at stille en direkte Barriere, en Dæmning op mod den

fremtrængende uhyggelige Fjende. Vi have set det

ogsaa i tidligere Epidemier, at Miasma tikere til Trods

for deres Theori i Praxis ere optraadte som Kontagionister,

og den psykologiske Forklaring dertil ligger

altsaa nær nok. Men ikke mindre forklarligt er det,

at naar Faren er dreven over, naar Sindet igjen kommer

i Ligevægt, da kommer Theorien igjen til sin

Ret og sit Herredømme. Saaledes ogsaa her med

Hornemann. Da han bagefter gav sig til at nedskrive

den interessante Beretning, som her er benyttet, var

han igjen kommen til Ro i sin gamle miasmatiske

Opfattelse af Koleraens autokthone Opstaaen, dens

Uafhængighed af tilført Smitte, hvad ogsaa Professor

Hoppe i sin til Sundhedskollegiet indsendte Fysikatsberetning

om Epidemien bestemt udtalte sig for.

Hornemann havde imidlertid ogsaa denne Gang

ligesom i 1854 gode Grunde til at fastholde en saadan

Opfattelse. I 1857 foregik rundt om i Staden de store

Jordarbejder, som betingedes af den endelig iværksatte

store hygiejniske Reform: nyt Vandsystem og det dermed

i Forbindelse satte nye Belysningssystem med

Gas samt omfattende Kloakledninger. At der ved

disse Arbejder i Kjøbenhavns slette opfyldte Jordbund

kom stinkende Miasmel' frem i Overmaal, er selvfølgeligt

- mulig kunde der ogsaa komme gjernte ligefremme


159

Kolerakim frem med det Samme. Men der syntes i

ethvert Tilfælde at være en kausal Sammenhæng mellem

disse Udgravninger og Koleraens Feemkomst. Saaledes

optraadte Sygdommen med særlig Extensitet og

Intensitet i det nye Blaagaaedskvarter paa Nørrebro,

hvor netop Hovedkloaken førtes igjennem. Epidemiens

hele Spredlhed og samtidige Optræden i de forskjel­

Iigste Kvarterer i Byen maaUe ogsaa naturlig kunne

bringes i nær Relation til de samtidig foretagne Jordarbejder.

I sin Beretning fastslaar da ogsaa Hornemann, at

det skildrede Udbrud kun danner et nyt Led i den

uafbrudte Række af spontane Koleraudbrud i Danmark

ligefra 1848 - og han medtager her ogsaa den samtidig

med Udbruddet i Kjøbenhavn optraadte Epidemi

i Korsør. Han reserverer sig dog nu imod at ville'

kategorisk benægte Sygdommens Smitsomhed, men,

siger ban, ,jeg finder dog overvejende og overbevisende

Grunde for, at denne Smitsomhed ialfald kun er meget

ringe, meget svag og indskrænket. Thi en Sygdom,

der her i Landet har bavt 8 Udbrud, uden at Smitte

og Indførelse ved noget af dem er blevet eftervist; en

Sygdom, som, selv efter de strenge Kontagionisters

Indrømmelse, aldrig kan smitte paa Steder og under

Forhold, der ere ugunstige for Sygdommens Ud brerlning;

en Sygdom, som set i det Store kun gaar fra

øst til Vest, og ikke omvendt, som aItsaa kun skulde

kunne smitte fra øst til Vest, men ikke fra Vest til

øst; en Sygdom, som lovmæssig tager til og tager af,

om der end ere nok saa Faa eller nok saa Mange tilbage

at smitte; en Sygdom endelig, som aldrig fortrinsvis

angriber Læger. Sygevogtere og Andre, der færdes

mest om de Syge; som hvert Aar indføres her i Staden

og Landet uden at forplante sig videre (baade


160

ifjor og iaar have vi bavt indførte Kolerasyge her i

Kjøbenbavn uden Følger); som i Maaneder har hjemsøgt

den ligeover for os liggende Stad Malmø, hvorfra

Dampskibene 3 a 4 Gange om Dagen fører Rejsende

og Gods til Kjøbenhavn, uden at bringe Sygdommen

- den Sygdom kan dog umulig være meget eller

udelukkende smitsom, hvad Begreb man saa end forbinder

med dette Ord."

Og han ender da polemisk med at vende sig mod dem,

der kategorisk fremhæve Smitsom heden uden at levere

fyldestgjørende Beviser for deres Paastand, mod dem,

nder frisk væk indlade sig derpaa, uden engang først

at klare de hidtil ogsaa uklare Hovedspørgsmaal, f. Ex.

om hvad Smitte overhovedet er, og høste Ros for det

Mod, de vise ved at yttre en beslemt og afgjørende

. Mening." Han sigter herved tydeligt nok paa en bestemt

ung Læge, der i fuldesle Maal havde vist det

Mod at optræde bestemt for Koleraens Smitsomhed,

paa Korsørs dygtige og energiske Epidemilæge Dr.

Holst. Den hæftige og haardnakkede Kamp mellem

denne unge, kjække Koleraforsker i Provindserne og

den ældre kjøbenhavnske Autoritet, der ved sine store

Fortjenester saavel i almindelig hygiejnisk Henseende

som ved sin gjentagne frugtbringende Bekæmpelse af Farsoten

i Hovedstaden stod omgivet af den største Prestige,

udgjør et vigtigt og interessant Kapitel i de

danske Koleraepidemiers Historie, og jeg skal i næste

Forelæsning beskjæftige mig dermed.


12te Forelæsning.

Kamp om Smittespørgsmaalel. - Forhaabningerne om sanitære

Reformer ej opfyldte. - Karantænespørgsmaalet gjenoptaget og

Kommission nedsat. - Fortsat Smittedebat. - Koleraepidemi i

Aarhus. - Udbrud paa andre Steder. - Kontagionismens Fremgang

og Karantænens Afskaffelse i Udlandet. - Griesinger. -

Det engelske Inspektionssystem og dets Betydning.

De Korsør'ske Koleralægers Dygtighed viste sig

ogsaa deri, at de slrax efter Epidemiens Afslutning

vare i Stand til at give udførlige og videnskabeligt

bearbejdede Meddelelser om de indvundne Erfaringer.

Baade Chefen og to dygtige Assistenter, Kandidaterne

Poulsen og Wilster, offentliggjorde saadanne Artikler i

"Ugeskrift for Læger", disse om de kliniske Iagttagelser,

hin om Farsotens epidemiologiske Forhold. I denne

Artikel betoner Holst, efter at have dvælet. ved de

omtalte slette hygiejniske Betingelser, Sygdommens

afgjørende Smitsomhed og dens utvivlsomme Import ved

Soldater fra Gluckstadt samt beklager i Sammenhæng

hermed Afskaffelsen af al Karantæne. Denne deciderede

Udtalelse, der stillede sig i saa afgjort Opposition

til de i Hovedstaden herskende Maxim er, vakte

ikke ringe Sensation og blev strax gjengivet i Dagspressens

oppositionelle Organer. "Kj øbenha vnsposten "

11


162

var dengang foreløbig gaaet ind, men saa optog

.Flyveposten" og • Morgenposten " dens Rolle og skyndte

sig med i Referater af Holst's Artikel at fremhæve

hans Betoning af Sygdommens Smitsomhed og Afspærringens

Nødvendighed.

At de kjøbenhavnske Autoriteter havde følt sig

berørte af disse Referater, fremgik noksom af en

anonym Artikel i Ugeskriftet, tydelig hidrørende fra

Hornemanns Haand og bestemt protesterende mod den

Tendens, som Holst havde vedkjendt sig. Tanken om

Gjenoptagelse af Karantænespærring betegnes som en

.spidsborgerlig Anskuelse", der er i Modstrid med Kulturudviklingen,

og som kun udtrykker, "at man skal

benytte sig af Alt, hvad del' mulig kunde bidrage til

at holde En selv fri, uanset hvormeget det gaar ud

over Andre". Indsenderen udtaler tilsidst et tillidsfuldt

Haab om, at en saa fornuftig Læge som Holst

umulig for fuldt Alvor kan holde paa Karantænen,

der nu var forladt af næsten alle europæiske Kulturlande

med Undtagelse af det ilde bekjendte, barbariskreaktionære

Kongerige Neapel. De hygiejniske Reformers

kapitale Vigtighed for Koleraens Bekæmpelse

betones paany, og den heller ikke ugrundede Frygt

fremskinner, at en ensidig Fremhævelse af Smittelæren

med dens Konsekvenser skal føre Interessen bort fra

Hygiejnen - og det vilde unægtelig være skæbnesvangert

i et Øjeblik, hvor det af den nævnte Kommission

udarbejdede Forslag til cn omfattende Sundhedslov

forelaa til Rigsdagens Afgjørelse.

Her var ogsaa et vigtigt Punkt, hvor der val' fuld

Enighed tilstede mellem den ældre og den yngre Koleraforsker;

begge ønskede med lige Iver en saadan hygiejnisk

Hovedreform, og rimeligvis af Hensyn til denne

store foreliggende Afgjørelse blev Polemiken om Smitte-


163

spørgsmaalet foreløbig ikke fortsat. Hele Uenigheden

mellem Hornemann og Holst var jo heller ikke saa

skarp i Praxis som i Theorien, forsaavidt som den

kjøbenhavnske Diktator ogsaa havde truffet Afspærringsforholdsreglel'

i kontagionistisk Aand. De af begge

nærede Forhaabninger om Erholdelse af en fyldestgjørende

Sllndhedslov bleve imidlertid ikke opfyldte,

de alvorlige Koleraudbrud i 1857 havde ikke hav t

nogen kjendelig Indvirkning paa Lovgivningsmagten, i

ethvert Tilfælde ikke i den ønskede Retning. Den da

fl"emtrædende demokratisk-liberale Bevidsthed i Folkethinget

var tvertimod alt andet end gunstig berørt af

den provisoriske Lovs hygiejniske Diktatur og den

dermed følgende hensynsløse Optræden ligeoverfor

Kommunen - et Indgreb i det kommunale Selvstyre,

som jo netop var Tidens Løsen. Der fremkom

i Rigsdagen alt andet end anerkjendende Udtalelser

angaaende de hygiejniske Reformatorer; man viste

uforbeholdent sin Uvillighed til at give efter for disses

Fordringer navnlig om et Sundhedspolitis omfattende

Myndighed og karakteriserede den nye Sundhedslære

som noget Løst og Ubevist.

Og Resultatet af de vidtløftige Forhandlinger blev

da ganske vist en Lov, men kun en meget mager og

Hygiejnikerne meget lidet tilfredsstillende Lov, den

bekjendte Lov af ] 2. Januar 1858 om Tilvejebringelse

af Sundhedsvedtægter. Heri blev den lægelige Medvirkning

i llndhedsvæsenets Tjeneste indskrænket til

det mindst Mulige, og Kommunerne kunde overhovedet

i Virkeligheden indrette sig med Hensyn til Sundhedsvedtægter,

som de selv vilde - Principet om det

kommunale Selvstyre var til Yderlighed hævdet. Resolut

søgte vel Hornemann at bøde paa de hygiejniske

Bestræbelsers Nederlag ved endnu samme Aar at lade

11'


164

den overordentlige Sundhedskommission gjøre Indstilling

til Justitsministeriet om Forelæggelse af et Lovforslag,

der skulde gaa ud paa at give Kommunalbestyrelsen

i Kjøbenhavn Ret til, paa den kompetenle

Sundhedsautoritets Forslag, at foretage Expropriation

af Ejendomme af sanitære Hensyn -- Hornemann saa

bestandig Hovedmomentet i Kampen mod Koleraen i

Udryddelse af de slette, overbefolkede Boliger. Forslaget

blev forelagt Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse

til Betænkning, og Magistraten skænkede det et vist

akademisk Bifald - dets Ophøjelse til Lov vilde jo

heller ikke medføre noget Indgreb i den kommunale

Administrations Bestemmelsesret. Borgerrepræsentationen

stillede sig derimod tydeligt nok høfligt afvisende

og anbefalede blot at lægge Spøl'gsmaalet ad

acta indtil Vedtagelsen af de i den nys udkomne Lov

paabudte Sundhedsvedtægter, hvilke imidlertid, da de

fremkom i 1860, iøvrigt i det Hele i heldig reformatorisk

Aand, ingen Bestemmelser traf i saa Henseende,

men kun med Hensyn til Logihuse indeholdt forskjellige

hensigtsmæssige Regler. Der var saaledes endnu

dog ingen ret energisk Reformstemning oppe, og

Hornemann trak sig snart efter tilbage fra sin Stilling

i Sundhedskommissionen og dermed fra den officielle

Ledelse af Kjøbenhavns sanitære Forhold. Først ved

Raadstueplakat af 19. Marts 1870 fremkom der som

Tillæg til Kjøbenhavns Sundhedsvedtægt Bestemmelser

i hans Aand til Afværgelse af overbefolkede Boligers

Sundheds- og Smittefarlighed.

Heller ikke nogensombelst Reform i den bestaaende

negative Ordning af Karantænevæsenet medførte

Loven af 12. Januar 1858; om nogen videre og mere

fyldestgjørende Organisation af Sundhedspolitiet var

der slet ikke Tale, og Karantænelæge Drachrnann


167

lin gen fremsatte Anskuelser. Vel er Tidsskriftet ikke

tilfreds med Holst's Argumentation, og vel kan Redaktøren

-- der kort iforvejen havde medunderskrevet

den Udvalgsbetænkning, hvori den gamle Karantæne

erklæredes dødsdømt - ikke uden videre adoptere

Konsekvenserne af Smittelæren. Men Anmeldelsen i

Tidsskriftet stiller sig dog i Principet afgjort paa

Holst's Side og satiriserer over Hornemanns antikontagionistiske

Optræden. Og at Holst's Afhandling

havde slaaet igjennem baade i almindelig kontagionistisk

Henseende og i sin særlige Paavisning af det

nødvendige i at gjenoptage kontrollerende Forholdsregler

i den gamle Karantænes Sted, derom vidner noksom,

at der kort efter Skriftets Fremkomst nedsattes en

kongelig Kommission til Revision af den hele om

Karantænevæsenet gjældende Lovgivning; den daværende

Karantænekommissions Formand, Overtoldinspektør

Schumacher og Karantænelæge Drachmann

vare selvskrevne Medlemmer deraf.

Den nedsatte Kommission kunde imidlertid, som

Drachmann senere har meddelt i "Bibliothek for

Læger", ikke blive enig, men indgav til Ministeriet tre

forskjellige Indstillinger, der gik ud paa henholdsvis at

stille hele Reformen i Bero, at etablere en Karantæne

kun mod Pest, og endelig at gjennemføre alle de af

det medicinske Selskabs Udvalg anbefalede Kontrolforanstaltninger.

Det var selvfølgelig Drachmann, der

udgjorde dette 3die Mindretal i Kommissionen, men

alt blev derefter lagt ad acta af Ministeriet, hvortil

ogsaa Koleraens samtidige Hendøen i Europa og vore

urolige politiske Forhold ' yderligere bidrog. Den eneste

Reform i Karantænevæsenet paa dette Tidspunkt er

den negative, Nedlæggelsen af det gamle Etablissement

paa Kyholm, der var uhensigtsmæssigt og ogsaa var


168

temmelig overflødigt, da det egentlig fra 1852 kun

kunde benyttes ligeoverfor Pest, og man heller ikke

overfor denne Sygdom nu lagde synderlig V ægt

paa den Losnings- og Rensningskarantæne, for hvilken

Etablissementet vel nærmest skulde anvendes; tilmed

betragtedes Pesten som faktisk forsvunden. Det svenske

Etablissement paa Kanso blev ifølge Overenskomst

med Nabolandet samtidig stillet til eventuel Disposition

for Skibe til danske Havne.

I 1858 havde Koleraen rundt om i Europa vist

sig mat; den ulmede vel fremdeles, men uden at antage

nogen udtalt epidemisk Karakter. I Kjøbenhavn

bleve i dette Aar to kolerasyge Søfolk fra russiske

Havne og en Arbejdsmand indlagte i Nørrebros Hospital;

iøvrigt forekom der ingen Tilfælde i Danmark.

Men i 1859 indtraf der paany en ret betydelig Opblussen,

i Hamborg optraadte en ny alvorlig Epidemi,

ligesaa flere andre Steder i Nordtyskland, ogsaa Rusland

blev atter hjemsøgt, vistnok ved en ny Invasion

fra Asien ad den sædvanlige Flodvej fra det kaspiske

Hav, i Sverrig, navnlig i Malmø og Kairnar kom ligeledes

fornyede, stærkere Udbrud. Heller ikke Danmark

gik fri, og denne Gang var det ikke Kjøbenhavn, hvor

der kun indtraf et enkelt (dødeligt) Tilfælde i Lægeforeningens

Boliger, men den jydske Halvø og ganske

særlig Aarhus, der blev ramt. Ved Midten af August

optraadte her de første Tilfælde, der bleve indlagte i

et i Henhold til Cirkulæret af 1. Juli 1854 indrettet

isoleret Receptionslokale. Dette blev imidlertid hurtigt

fyldt, og man maatte da skride til at evakuere Byens

Sygehus, idet samtidig de sædvanlige, anerkjendte Forholdsregler

med Husvisitalion. Udflytning fra overbefolkede

smittede Huse og lignende iværksattes under

Ledelse af den stedlige Medicinalauloritet, Stiftsfysikus


169

Jespersen. 4 Læger overtoge Tjenesten i Byen. Da

Epidemien rask tiltog og viste ikke ringe Ondartethed,

maatte der ved Maanedens Slutning rekvireres Assistance

af unge Læger fra Kjøbenhavn, og den første,

der gav Møde, var Sundhedskollegiets . nuværende

Dekanus Dr. Lehmann, der imidlertid efter 8 Dages

Tjeneste selv blev meget alvorlig angreben og i flere

Dage svævede mellem Liv og Død. Derefter kom den

senere BadeJæge paa Klampenborg Stybe og endelig

Stud. med. H. H. Hansen (senere Kommunelæge paa

st. Croix). Ogsaa Sygeplejersker hentedes fra Kjøbenhavn.

Derefter aftog Epidemien hurtig, og ved Slutningen

af September var den hævet, dog først efter

at have voldet 110 Sygdomstilfælde med 61 Dødsfald.

Fra Aarhus bredte Koleraen sig til Omegnen,

navnlig til det nære Veilby Sogn, og Aarhus stod

rimeligvis ogsaa i Kausalforhold til et lille Udbrud i

Horsens, hvor der optraadte 15 Sygdomstilfælde og 13

Dødsfald, og i Randers, hvor der til Trods for de

efter Distriktslægen Dr. Bt'odersens Beretning ganske

særlig uheldige hygiejniske Forhold, der maatte· synes

i højeste Grad at disponere til en Epidemi, dog kun

indtraf enkelte Tilfælde; Fredericia gik det paa samme

heldige Maade. Paa Samsø indtr·aadte 3 dødelige Tilfælde,

og her blev Smitteimporien fra Aarhus tydelig

konstateret, ligesom der ogsaa for Tilfældene i Randers

kunde paavises et bestemt kontagiøst Udgangspunkt,

dog ikke saameget fra Aarhus som fra Helsingør,

hvor der indtraf et Udbrud med 6 Tilfælde og 5 Dødsfald.

Dette lille Udbrud havde en vis særlig Interesse, idet

Smitteimporten og en fortsat SmitteudvikJing paa en

ret mærkelig Maade, ifølge Stadsfysikus Klem's Beretning,

med fuld Sikkerhed kunde paavises. Det første

Tilfælde var en Lods, som lige forinden havde været


170

ombord i et kolerasmittet Skib. Han døde hurtig,

bvol'paa hans Kone og hans to Børn bleve angrebne.

Det ene af disse indlagdes i 0resundshospitalet, og

her blev da Sygeplejersken angreben; en Kvinde, der

boede i Hus sammen med hende, flyttede da ud i et

andet Hus uden at være kj endelig syg, men en Arbejdsmand,

der boede i det samme Hus, blev umiddelbart

derefter angreben, rimeligvis ved Smitte fra

hende, der nok har han en let Koleradiarrhoe. Hermed

ophørte Tilfældene. Af de 6 Kolerapatienter

helbrededes kun Lodsens Kone.

De her omtalte Koleratilfælde rundt om i Provindserne

i 1859 betegne Sygdommens sidste epidemiske

Optræden indenfor Danmarks Grændser; ved

flere af disse Udbrud i overskuelige Lokaliteter kunde

saaledes SmiUeimport tydelig paavises, og de af Holst

gjorte Erfaringer erholde yderligere Bekræftelse. Den

miasmatiske Doktrin var endnu dog ikke fortrængt;

den fik endog afgjort Støtte fra Aarets Hovedepidemi

i Aarhus, angaaende hvilken Fysikus Jespersen mente

at kunne hævde, at den ikke under sit Forløb havde

vist sig smitsom, og at den heller ikke var tilført,

men opstaaet fuldstændig autokthont under miasmatiske

Indvirkninger.

Alt i Alt var den kontagionistiske Doktrins Fremgang

fra 1853 dog kjendelig nok; man kunde nu ikke

mere se bort fra Smitsomheden, om end denne ifølge

de foreliggende Erfaringer heldigvis viste sig at være

af en langt mere begrændset og betinget Karakter end

ved de egentlig typiske smitsomme Sygdomme. En

lignende Bevægelse havde samtidig gjort sig gjældende

i Udlandet. For de to store Kulturlande Englands og

Frankrigs Vedkommende har jeg allerede omtalt det,

og i den tyske Lægevidenskab, hvis Holdning ved De-


171

cenniets Begyndelse som i Danmark havde været

overvejende miasmatisk, var den samme afgjørende

Svingning begyndt at indtræde. Det var navnlig den

kontagionistiske Side i Pettenkofers bestandig mere

aner kj endte Doktrin, der havde afgivet Impulsen; og

samtidig havde den kritisk-klare og exakt materialistiske

Kliniker i Wien Skoda afgjort udtalt sig for Kontagiositeten,

medens rigtignok hans ligeledes berømte

Fakultetskollega, den mere hippokratisk-vidtsvævende

Oppolzer, vedblev at hylde en miasmatisk Opfattelse.

Den egentlig afgjørende kontagionistiske Indvirkning

havde dog den tyske Epidemiolog Griesinger', der besad

det store Fortrin for Pettenkofer tillige og først

og fremmest at være Kliniker, og som, efter i nogle

Aar at ha ve indtaget en fremragende Stilling i den

ægyptiske Regjerings Tjeneste og gjort et alsidigt

Studium af Orientens Epidemier, ved Decenniets Slutning,

som klinisk Professor i Tiibingen og derpaa i

Zi,'trich, arbejdede sig frem til at blive en første

Rangs Autoritet, hvorfor han ogsaa snart kaldtes til

Berlin.

I et af hans literære Hovedværker .die lnfektionskrankheiten",

der udkom 1857 som et Led i den af

Virchow udgivne praktisk-medicinske Codex (Handbuch

der speciellen Pathologie und Therapie), behandler

han i sin altid klare og fængslende, fuldendt klassiske

Fremstilling Koleraens Ætiologi meget udførligt,

vel med Benyttelse af Pettenkofers Doktrin, men med

langt stærkere Betoning af Kontagiositeten, for hvilken

han fremfører en Mængde uimodsigelige Kjendsgjerninger.

Han optræder endog, i det Mindste i Principet,

som en Tilhænger af Karantæneforanstaltningerne,

hvilke han kun ønsker reformerede paa tidssvarende

Maade, befriede fra det orientalsk-barbariske


172

Præg, der hidtil havde klæbet ved dem, og som han

ved sit Ophold i Ægypten havde havt rig Lejlighed til

at lære at kjende.

Saaledes stod, da Farsoten endelig ved det 6.

Decenniums Slutning afsluttede sin brogede europæiske

Rundgang, som altsaa havde varet i 13 Aar, Smittelæren

egentlig overalt som den, der var i Færd med

at bære Sejren hjem. Ogsaa i Norge vandt den til

Trods for Fayes ufortrødent fortsatte Modstand efterhaanden

Terræn; flere yngre ansete Læger, derimellem

fornem lig Lochmann} optraadte som dens varme Talsmænd.

Men tillige var det bestemte Resultat fremgaaet

af Epidemiernes Fata, at Smittelæren var bleven

fuldstændig skilt fra det tidligere dertil fast knyttede

Karantæneprincip. Deltes Anvendelse i Praxis havde

vist sig illusorisk, Koleraens vel utvivlsomme, men dog

begrændsede og betingede Smitsom hed motiverede det

ikke, og dets fornyede Adoption var altfor uforenelig

med hele Tidsaanden og dens Krav. Griesingers iøvrigt

kun halve Anbefaling deraf slog heller ikke igjennem,

hverken i Tyskland eller andetsteds. Karantænerne

vare lidt ind i det 7. Decenni um i de allerfleste

Lande afskaffede, ogsaa Italien gik noget senere

ind derpaa, efter at Kongeriget eapel var faldet, og

den sardinske Kongeslægt havde overtaget Styret i

Italien med samtidig nøje Tilslutning til den hele

nyere europæiske Kulturudvikling. En fremkommen

statistisk Beretning om den italienske Karantænevirksomhed

, ifølge hvilken i et Aar 800 Skibe havde

ligget under Karantæne, uden at der i aJle disse var

forefaldet nogetsomhelst Tilfælde af Kolera eller overhovedet

nogetsomhelst mi.stænkeligt Tilfælde, synes at

have slaaet Hovedet paa Sømmet med Hensyn til

Foranstaltningens Afskaffelse i Italien.


173

Det var England, der indtog den ledende Plads i

Bevægelsen, og delte Land havde praktisk vist, hvor

ringe Betydning Karantæneforanstaltningerne som Middel

til Koleraens Bekæmpelse i Virkeligheden havde,

og i hvor høj en Grad de Forholdsregler, som Landet

havde sat i Stedet i kontrollerende og hygiejnisk reformerende

Retning, vare at foretrække. England var

under Anvendelse af sit lovmæssig ordnede og bestandig

videre udviklede Inspektionssystem, ved sin Aarvaagenhed

i strax at gribe og uskadeliggjøre mødende

Koleratilfælde og samtidig ved at sørge for godt Drikkevand

ligesom ogsaa for andre vigtige hygiejniske Forbedringer,

i de sidste 5 Aar af Koleraens Rundgang

(ligesom ogsaa bestandig senere), til Trods for uafbrudt

Tilførsel af Kolerasmitte til sine talrige Havnestæder,

gaaet fri fol' større Koleraepidemier, og den

engelske Nation havde derved tillige afgivet et Exempel

af stor Rækkevidde og anvist en hel ny og til

den nyere Kulturudviklings Krav svarende Vej til

Koleraens Bekæmpelse.

Denne System forandring, som iøvrigt kun var i

sit Begyndelsesstadium ved Koleravandringens Afslutning

i 1860, har sit egentlige Særkjende, sin Ejendommelighed

deri, at den gaar ud paa at samle

de europæiske Lande i et Broderskab, i en fælles

solidarisk Optræden og Samvirken til Bekæmpelse af

den fælles og allestedsnærværende Fjende. Stik imod

det ældre System, der hovedsagelig kun tænkte paa

Afspærring og Kontumatsanstalter, der ved Koleraens

universelle pandemiske Optræden uafbrudt stillede

Landene i et fjendtligt Forhold til hverandre og havde

sit oprindelige barbariske Udgangspunkt i Middelalderen

og Orienten, skulde nu Nationerne gjensidig

støtte hinanden, udgaaende fra den nye Kulturs hu-


174

mane og rationelle Forudsætninger og det stigende

Samkvems uafviselige Fordringer. Det skulde nu ikke

som tidligere gaa ud over Landenes materielle Velfærd

og over talløse Sunde i smitte farlige Karantænerum

til Lands og til Vands; man vilde nu kun ved

rationelle Forholdsregler mod selve Sygdommen og

dens Smitte sikre sig mod dens Omsiggriben. Og

netop ved Koleraens pandemiske Ud bredning til alle

Lande maaUe denne Methode gjøre sig særlig gjældende

som den eneste rationelle, og hin gamle Methode

med uafbrudle, stundesløse Afspærringer til

alle Sider vise sig som fuldkommen utopisk.

Det er dog først under Koleraens paafølgende

Rundgang, at det løfterige nye System, .Inspektionssystemet",

kom til fuld Udvikling baade i England og

andetsteds og, efterhaanden som det i bestandig omsigtsfuldere

U dstrækning praktiseredes, ogsaa mrd

Glands bestod sin Prøve, saaledes først og fremmest i

vort eget Land. Det vandt da ogsaa saa fast Hæ\'d,

at det har bestaaet og virket til den Dag i Dag, i

hvorvel det netop for Øjeblikket, i Kraft af Cirkelbevægelsens

ubønhørlige Lov og den af Videnskabens

nyeste Udvikling betingede, atter herskende hyperkontagionistiske

Strømning staar i Fare for at stilles i

Skygge af det gjenetablerede Afspærringssystem. Ikke

blot ere flere europæiske Lande og ogsaa Danmark i

Kampen mod Koleraen allerede for flere Aar siden

skredne til en Gjenoptagelse af Søkarantænen, der

praktiseret omsigtsfuldt og under smaa Forhold vel

maa siges at være baade gjennemførlig og i Betragtning

af urenlige Skibes bekjendte Smitte farlighed i og

for sig rationel, men herlillands er Militærkordonen

igjen kommen til Gyldighed som et Afværgelsesmiddel


175

mod Farsoten, ja det synes endog, som om vort

Land - dog næppe endnu noget andet Kulturland

- staar foran en Gjenetablering af Land karantænen,

af de gamle Kontumatsanstalter, hvis Smittefarlighed

Nutidens udmærkede bakteriologiske Antiseptik da forbaabentlig

vil kunne bidrage til at hæve.


l3de Forelæsning.

Ny Kolerainvasion over Arabien og Ægypten. - Kolerakongl'essen

i Konstantinopel. - Atter europæisk Pandemi. - Kjøbenhavn

stærkt truet. - Foranstaltninger i Kjøbenhavn med heldigt Resultat.

- Ny Karantænelov. - Epidemi paa St. Thomas. -

Efter rolige Aal' igjen Pandemi i Europa. - Epidemi i Sydsverrig.

- Faren for Kjøbenhavn atter afværget.

Ved Siden af de af den skildrede Koleravandring

indvundne praktiske Hovedresultater - den gamle

Karantænes Afskaffelse og dens Substitution med en

rationelt reformeret Karantæne i Form af Inspektionssystemet

- kom imidlertid nye vigtige Synspunkter

frem i Forgrunden, da Koleraen kun allfor snart holdt

sit tredie Indtog i Europa, og denne Gang ad en hidtil

ikke benyttet Indfaldsport, nemlig over Ægypten.

Farsotens Vandring fra Indien op i det øvrige

Asien begyndte allerede 1863, og i Slutningen af 1864

naaede den med et Pilegrimsskib til Arabien. 1865

var ulykkeligvis et muhamedansk Jubilæumsaar, og

derfor strømmede talløse Pilegrime baade fra Asien

og Afrika sammen til Mekka. Her brød Koleraen ud

i Mai 1865 med en saadan Voldsomhed, at der i

Staden og den tilstødende Del af Landet i Løbet af


177

en Uge skal være indtruffet 60000 Dødsfald. Mekkas

Gader og den tolv engelske Mile lange Vej til Arafats

Klippe laa tæt bedækkede med Lig. Hurtig blev Sygdommen

nu ført til Ægypten og Alexandria ad den

nye Route med Dampskib fra Djedda til Suez og

derfra med Jernbane til Alexandria. Ved Midsommerstid

tog Farsoten fat i sidstnævnte Stad, ligesom ogsaa

i Kairo og omliggende mindre Byer. Til Konstantinopel

kom den allerede i Juli og optraadte her paa

en overordentlig morderisk Maade. Syditalien blev

derefter hurtig og hæftig angreben, Norditalien gik fri

med Anvendelse af Afspærringsforanstaltninger, Kirkestaten

uden saadanne, idet Paven erklærede kun at

ville anvende Forbøn og lægge alt i Forsynets Haand.

Frankrig hjemsøgtes endnu samme Aar, om end ikke

med særlig Hæftighed. De fleste franske Byer mærkede

dog Farsotens Besøg, kun det immune Lyon gik

som tidligere fri.

Denne Invasion i Sydeuropa og Frankrig fra

Ægypten satte Keiser Napoleons Regjering og de

franske Lægeautoriteter i Bevægelse. Den nærliggende

Tanke kom frem at søge at værge Europa mod saadanne

Angreb ved europæiske Foranstaltninger, trufne

ved Indfaldsportene i Orienten, og paa Frankrigs

Initiativ sammenkaldtes i Konstantinopel i Foraaret

1866 en international Kolerakongres, til hvilken alle

europæiske Lande opfordredes til at sende sagkyndige

Delegerede, hvad man ogsaa næsten overalt beredvillig

imødekom. Danmark var et af de faa Lande, der

ikke mødte med nogen sagkyndig Repræsentation, hvad

Ugeskrift for Læger stærkt misbilligede; vor Regjering

nøjedes med at beordre den danske Generalkonsul i

Alexandria, Dumreicher, til at møde paa Landets

Vegne. Fra Tyskland mødte som selvskreven Repræ-

12


178

sentant Griesinger, fra Frankrig først og fremmest den

ivrige Kontagionist og fremragende Autoritet Fauvel,

der var den, som egentlig bar Kongressen og dens

Forhandlinger, hvis Resultat netop blev FaststilleIsen

ved Tyrkiets Medvirken af forskjellige hygiejniske Forbedringer

i Djedda og Mekka samt Kontrolforanstaltninger

saavel her som i Indien og navnlig i Ægypten.

Det allerede i Forvejen i Alexandria bestaaende Sundhedsraad

fik et udvidet, mere internationalt Præg

og en større Myndighed, og der indrettedes ved det

røde Hav og fornemlig i Suez en strengt gjennemført

Søkarantæne. Den samme Foranstaltning vedtoges

ligeoverfor Indfaldsporten fra det kaspiske Hav. For

selve Frankrigs Vedkommende holdt Fauvel ogsaa paa

Søkarantæne ligeoverfor 01'ienten af Hensyn til Landets

nære og udstrakte Forbindelse dermed gjennem alle

de til Middelhavshavnene ankommende urenlige Skibe.

Men forøvrigt laa det udenfor Fauvels og de andre

Delegeredes Plan at opretholde reciproke Karantæneforanstaltninger

i selve Europa. Landene her skulde

fremdeles optræde solidarisk som omtalt i forrige

Forelæsning og altsaa kun i Fællesskab søge de orientalske

Indfaldsporte spærrede.

Det vilde ogsaa nu ha ve været for sent at tænke

paa Af'spærringsforanstaltninger i selve Europa, thi de

fleste Lande vare allerede angrebne, foruden Sydeuropa

med Frankrig ogsaa Rusland, Tyskland, Svel'rig

og England, hvor Epidemiens Optræden dog baade

nu og end mere senere var højst moderat. Til den

diffuse Udbredning af Farsoten overalt i Tyskland og

de østerrigske Lande bidrog særlig den udbrudte store

Krig. Det blev saaledes igjen hurtig en Pandemi, der

maatte opfordre til solidarisk Optræden og til alt andet

end gjensidige forviklede Afspærringer. Paa særlig


179

smuk og fylgestgjørende Maade kom det ny Inspektions-

og Kontrolprincip til Anvendelse i vort eget

Lands Hovedstad, hvor Ledelsen af Sundhedsvæsenet

nu laa i den efter den gamle Professor Hoppes Død

ansatte energiske og kyndige Stadslæge Schleisners

Haand og hvor Faren for en Kolerainvasion i 1866

blev overordentlig, da Farsoten rasede, tildels hæfligt,

i de allerfleste østersøhavne - hvor Drikkevandet fra

de udmundende Floder og de hygiejniske Forhold overhovedet

overalt vare yderst slette - og da Skibsfartens

Udvikling, tilmed med store Dampskibe, havde antaget

omfattende Dimensioner. I Sommeren 1866

blev Kjøbenhavns Rhed anløben af over 2000 Skibe

fra smittede Steder, og næsten Halvdelen deraf var

i nærmere Berøring med Staden. Trods talrige paa

denne Maade tilbragte Kolerasyge, trods den daglige,

livlige og selvfølgelig uhindrede Forbindelse med det

bygiejnisk sletslillede Stettin, der altid bar rivaliseret

med Hamborg som Koleraens udvalgte Sted, og hvor

Farsoten ogsaa denne Gang rasede overordentlig hæftig,

- trods Kjøbenhavns bøjst ugunstige Jordbundsforhold,

der efter Coldings og Thomsens ligesom efter

Pettenkofers i saa Henseende vistnok velbegrundede

Lære maatle betinge en særlig Disposition for Koleraens

Indpas, gik Hovedstaden dog fuldstændig fri for

enhver Epidemi, takket være de efter 1857 gjennemførte

store hygiejniske Forbedringer, navnlig Erhvervelse

af godt Drikkevand og fyldestgjørende Kloaker,

og den konsekvente Anvendelse af det nye Inspektionssystem,

men altsaa uden nogensomhelst Anvendelse

af Karantæne i gammeldags Forstand.

Men det var dog først i det yderste Øjeblik, at de

vigtige forebyggende Forholdsregler bleve trufne. Endnu

da Farsoten i 1865 stærkt begyndte at true, var ingen

12'


1 O

af de Foranstaltninger kommen til Udførelse, paa hvilke

der allerede i en AatTække fra forskjellige sagkyndige

Sider stærkt var insisteret, og som i det Mindste tildels

uden Vanskelighed kunde gjennemføres administrativt.

Det forviklede slesvigske Spørgsmaal og den

ulykkelige Krig havde i flere Aar absorberet alle Tanker,

og Koleraen var jo tilmed uddøet i ] 860. Der

blev vel rettet Indstillinger fra den kjøbenha vnske

Sundhedskommission til Justitsministeriet om i ethved

Tilfælde strengt at indskærpe Overholdelsen af § 2 i

Loven af 10de Marts 1852 om Afsondring af Skibe

med Kolerasyge; der fremkom ligeledes indtrængende

Forestillinger fra Provindserne - hvor betydelige

Kolerineepidemier viste sig paa advarende Maade -

og alvorlige Advarsler i den medicinske Presse, navnlig

i det af nuværende Professor F. Trier dengang redigerede

"Ugeskrift for Læger" , hvori ogsaa Hornemann

tog til Orde, idet han samtidig bekjendte sin Tilslutning

til Pettenkofers Doktrin og til Sætningen, at

Koleraen indførtes ved Samfærdsel. Men der udførtes

dog i Løbet af Sommeren intet andet, end at der i

Stedet for det nedlagte, altfor fjernt fra Søen beliggende

Nørrebroes Kolerahospital paa Batteriet Lynetten

indrettedes et Lazareth til Modtagelse af Syge fra Søen,

iøvrigt nærmest af Hensyn til den saakaIdte "sibiriske

Pest", den senere under det af Griesinger givne Navn

• Febris recurrens" bekjendte og i vort pathologiske

System optagne Infektionssygdom, som dengang var

epidemisk i St. Petersborg. Eventuelle Koleratilfælde

fra Byen skulde henvises til det nye Kommunehospital,

hvor der efter Hornemanns tidlige og gjentagne Opfordringer

var bleven indrettet en ret rummelig og

isoleret Epidemibygning.

Endelig kom der i Oktober og November Cirkulærer


lHl

fra Justitsministeriet, hvori Lægeundersøgelse af alle

kibe fra mistænkte Havne overalt i Søstæderne blev

paabudt, idet det dog samtidig i gammel liberal Aand

indskærpedes ikke at lægge Skibsfarten flere Hindringer

i Vejen end højst fornødent. Dengang var vel ved

Vinterens NærmeIse Hovedfaren for det Aar overstaaet,

men i det følgende Aar antog Farsoten som allerede

nævnt overordentlige Dimensioner i de Lande, med

hvilke vi stode i den intimeste Berøring. I Foraaret

1866 fik den særdeles velgrundede Frygt kraftigt Udtryk

baade i "Ugeskrift for Læger" og i Dagspressen, og

denne Gang nølede Autoriteterne heldigvis ikke. Den

9de Mai paabød en ministeriel Skrivelse nøje Lægeundersøgelse

af ethvert Skib fra mistænkte Havne,

ogsaa af de i regelmæssig Fart gaaende Dampskibe.

Den 21de Juni fremkom en detailleret Instrux for

Karantænelægen, hvori en Række vigtige Kauteler med

Hensyn til smittede Skibe og navnlig udstrakt Desinfektion

foreskrives, og Ret til om fornødent at holde

et Skib afsondret i 24 Timer gives, ligesom det omigtsfuldt

indskærpes, at "ethvert Tilfælde af Kolerine

eller mistænkelig Diarrhoe hos Personer, der komme

fra kolerasmittet Sted, med Hensyn til Smitsomhed

skal betragtes som utvivlsomme Koleratilfælde" . Det

gjordes ogsaa Karantænelægen til Pligt ,ed Skibe fra

nærbeliggende smittede Havne i 3 Dage efter Ankomsten

at føre eL regelmæssigt dagligt Tilsyn ombord.

Samtidig indrettedes i Stedet for Lazarethet paa

Lynetten, der maatte rømmes paa Grund af de truende

politiske Forhold, et langt hensigtsmæssigere og rummeligere

Koleralazareth i den saakaldte Smedelinie (i

Falsters Kontregarde). Det holdtes fuldstændig isoleret,

udstyredes med 20 Senge og var saaledes i Stand

til foruden Kolerasyge fra Søen ogsaa at optage- de:


182

eventuelle første Tilfælde fra Byen, hvorved Kommunehospitalet

sikredes mod den Smittefare, som Udviklingen

førte til at lægge bestandig større Vægt paa. For

at kunne modtage en Epidemi i Kjøbenhavn monteredes

ved Siden heraf det tidligere Kolerahospital paa

St. Annæ Plads med 100 Senge.

Sundhedskollegiet indskærpede i Skrivelse til samtlige

Fysici, at de tidligere paabudte Receptionslokaler

i alle Havnestæder maatte være i øjeblikkelig tjenstdygtig

Stand; alle Lodser fik detaillerede Paabud om deres

Forhold med Hensyn til Skibe fra smittede og mistænkte

Steder. Ved Politivagter paa Toldboden og

Langelinie førtes skarp Kontrol med alle Baade. I

Kjøbenhavn udførtes der i Henhold til Sundhedsvedtægten

et skærpet Tilsyn med Logihuse og Hoteller,

med alle offentlige Stiftelser og overhovedet med alle

Lokaliteter og Forhold, der kunde give Anledning til

Urenlighed og til at blive Arnesteder for Smitte.

Alle Politistationer var der adjungeret Læger, som

øjeblikkelig kunde være til Rede.

Ved alle disse konsekvent og energisk gjennemførte

Foranstaltninger, hvorom Stadslæge Schleisner senere

gav udførlige ogsaa paa Engelsk og Tysk gjengivne

Meddelelser, lykkedes det altsaa fuldstændig at beherske

Koleraen og hindre den i at vinde Indpas. Skjøndt

der i Lazarethet paa Smedelinien optoges fra Skibe

ikke mindre end 58 Kolerasyge (et ikke ringe Antal

saadanne behandledes desuden ombord), holdtes Kjøbenhavn

i den Grad fri for Smitte, at der i hele Sommerens

Løb kun optraadte 3 virkelige Koleratilfælde i

selve Byen (i en slet Kjælder paa Kristianshavn), hvilke

havde deres Udgangspunkt hos en derboende Kuldrager,

der havde daglig Omgang med fremmede

Søfolk, men iøvrigt ikke selv blev kjendelig angreben,


183

medens hans Kone var den først angrebne og hurtig

døde. I De to andre Syge bleve indlagte i Koleralazarethet,

og Huset tildels rømmet og desinficeret. Sundhedstilstanden

i Staden var iøvrigt hele Sommeren

netop meget gunstig, hvad der ogsaa var Tilfældet i

Provindserne, hvor der intetsteds viste sig virkelige

Koleratilfælde. I Koleralazarethet fremkom der, som

dets Læge, Karantænelæge Zachariæ, fremhæver i sin

Beretning, ikke et eneste Tilfælde mellem det tjenstgjørende

Personale.

De følgende tre Aar holdt Farsoten sig ret rolig

rundt om i Europa og syntes efterhaanden at uddø.

Sygdommen havde, hvor den optraadte, den af Fauvel

fremhævede forholdsvis uskyldige Reminiscens-Karakter,

uden tydelig Smitsom hed ; den kunde efter Fauvels

Udtryk betegnes som • steril " . Heller ikke i Danmark

traadte Koleraen tydelig frem; kun ganske enkelte og

tvivlsomme Tilfælde viste sig. Disse fredelige Aar,

hvor Sygdommen altsaa dog stadig ulmede, gik ikke

hen i Sorgløshed, men Myndighederne benyttede Tiden

til at kodificere de vigtigste af de tidligere ad administrativ

Vej trufne Bestemmelser i Lovsform j det var

Loven af 1ste Mai 1868 "angaaende Foranstaltninger

til at forhindre den asiatiske Koleras Indbringelse ad

Søvejen", ved hvilken navnlig Hjemmelen til at foretage

Lægeundersøgelse af alle smittede og mistænkelige

Skibe og til at holde dem isolerede indtil fornøden

Desinfektions Tilendebringelse, samt den bestemte FOl'pligtelse

til overalt i Kjøbstæderne at have et passende .

Receptionslokale fastsloges. I Stedet for den gamle

Karantæne, rettet mod Syge og Sunde i Flæng, formuleredes

i denne Lov, som vedblev at være vor Karantænenorm

i en længere Aarrække, en reformeret 1'ationel


184

Karantæne i Form af Isolation af de Syge og af de

virkelig smittede Skibe.

St. Thomas havde ogsaa i 1866 erholdt en af

Kolonialraadet vedtagen Koleralov, der gav de stedlige

Sundhedskommissioner en udstrakt Myndighed. Men

her havde Foranstaltningen ikke den ønskede Virkning.

I Slutningen af 1867 optraadte Tilfælde af Sygdommen

mellem Garnisonen, og derfra bredte Farsoten sig

hurtig ud til den civile Befolkning, som altid navnlig

til den under slette hyg.iejniske Forhold levende Arbejderklasse.

Først henad Foraaret 1868 var Epidemien

overstaaet efter at have krævet noget over 400

Ofre. Landfysikus Magens ses nærmest at hylde en

miasmatisk Opfattelse og er tilbøjelig til at henlægge

Hovedskyltlen for Farsotens Udbrud til de abnorme

telluriske Forhold, navnlig til de kort forinden stedfundne

Orkaner og Jordskælv. Men Antagelsen af

Smitteimport synes at ligge meget nær, da det oplyses,

at Soldaterne i Garnisonen og tilmed de først angrebne

havde taget Del i Arbejde ombord i Skibene

og navnlig været Dampskibene behjælpelige med Kulfyldning.

Og der havde netop umiddelbart før Koleraens

Udbrud været smittede Dampskibe i St. Thomas'

Havn.

I 1870 begyndte Koleraen igjen at vise et større

Liv rundt om i Rusland, og i 1871 blev det, iøvrigt

maaske som Følge af frisk Tilførsel fra Asien, allerede

tidlig paa Aaret til voldsomme Epidemier rundt om i

det uciviliserede og urenlige Rige og ogsaa i St.

Petersborg, hvor endog Medlemmer af Kejserfamilien

og andre Personer i de store Paladser bukkede under.

Fra Rusland bredte Farsoten sig til Finland og Sverrig,

uden dog at give betydelige Explosioner, samt til

Tyskland og til Hamborg; fra Tyskland (Stettin) førtes


185

Koleraen til Amerika med et Udvandrerskib • Franklin " ,

hvis Route gik over Kjøbenhavn og Christianssand, og

mellem hvis 600 Passagerer Koleraen hæftigt rasede

under en tilmed overordentlig stormende Overrejse.

Den unge danske Skibslæge Dr. H. Larsen (nu Distriktslæge

i Kallundborg) havde i sin Kamp mod

Epidemien en særdeles vanskelig Opgave. Ved dygtig

Anvendelse af det engelske Inspektionssystem lykkedes

det imidlertid at hindre SmiUens Udbredelse i Halifax

(som Skibet først anløb) ligeso m ogsaa i N ew-York;

i selve England, til hvis Havnestæder Sygdommen i

disse Aar meget hyppig indførtes, fik den heller ikke

nogensinde Fodfæste. Danmark maatte selvfølgelig hele

Sommeren betragtes som stærkt truet, og fra Justitsministeriets

Side indskærpedes det derfor paany at

have Receptionslokaler til Disposition ikke alene i de

større Havnestæder, men ogsaa i mindre Ladepladser.

For Kjøbenhavns Vedkommende, hvor man i Stedet

for det nedlagte Lazareth paa Smedelinien til Optagelse

af kolerasyge Søfolk hpvde erholdt et Hus paa

Amager, det saakaldte Beck'ske Hus, der hverken var

hensigtsmæssigt eller rummeligt nok til at modtage

Syge fra Byen, blev paa Sundhedskommissionens Foranstaltning

Ejendommen .Enighedsværn" ved Kallebodstrand

erhvervet; der blev imidlertid heldigvis ikke

Brug for den til Kolerapatienter (kun en enkelt Rekonvalescent

efter denne Sygdom fra et Skib indlagdes

deri), og den blev derfor i den følgende Tid anvendt

som Koppehospital under en udbrudt Epidemi. Nogle

mistænkelige Tilfælde viste sig dog i Hovedstaden, og

i Grenaa optraadte en lille Koleraepidemi, iøvrigt uden

Paavisning af tilført Smitte.

I 1872 var Farsoten fremdeles virksom i Rusland,


186

men optraadte forøvrigt kun paa enkelte Steder af

Midteuropa i begrændset Omfang; navnlig vare østersøhavnene

dette Aar i meget ringe Grad angrebne, og i

Sommerens Løb konstaterede Karantænelægen kun i

det Hele 3 Kolel'atilfælde hos Søfolk, af hvilke det ene

indlagdes i det Beck'ske Hus. Det følgende Aar blev

igjen et HjemsøgeIsens Aar for Europa. Ikke blot

vedvarede Farsoten i Rusland, dog med mindre Hæftighed,

men i Polen, Ungarn, Østerrig og rundt om i

selve Tyskland, navnlig i alle de ved Floderne beliggende

Byer med slet Drikkevand og andre ugunstige

hygiejniske Forhold, anrettede den betydelige Ødelæggelser.

Ved Epidemiens Optræden i de fleste østersøhavne

og tilmed i Sydsverrig, navnlig i Helsingborg og

Hoganas. paa sidstnævnte Sted med stor Hæftighed.

blev Danmarks og fornemlig Kjøbenhavns Situation

igjen af en overordentlig truende Karakter. Fra Helsingborg

gik jo Dampskibene flere Gange daglig til

Helsingør og Kjøbenha vn, og Koleraen bragte selvfølgelig

ingen Afbrydelse deri. Og dog undgik baade

Helsingør og Hovedstaden fuldstændig at blive smittede

- den omsigtsfulde og resolute Anvendelse af

Inspektionssystemet havde samme Held med sig som

i 1866. Den 27de Juli blev Helsingborg erklæret

kolerasmittet, snart efter ogsaa hele Kysten nordfor

Helsingborg, hvad der medførte en yderst besværlig,

men nødvendig Kontrol med de talrige Baade og mindre

Fartøjer, der fra denne Kyst søge til Kjøbenhavn.

Den 31. Juli udgik en Bekjendtgjørelse fra Sundhedskommissionen,

der har en vis særlig Interesse, forsaavidt

som her for første Gang i Danmal'k en officiel Autoritet

(in casu fornem lig Stadslæge Schleisner) ligefrem betoner

Sygdommens Smitsomhed. .Ihvorvel Koleraen,"


1 8

i dette Aar nogen Epidemi, kun i Bergen .iste sig et

kor varigt Udbrud.

Med 1873 uddøde Koleraen i de nordeuropæiske

Lande, og efter en svag Efterdønning i det øvrige

Europa i 1874 var hele vor Verdensdel igjen fri for

Farsoten.


14de Forelæsning.

lagttagelsesresultater af den sidste Rund gang. - Tyske Forsk·

ninger, A. Hirsch. - Drikkevandets og Flodernes Betydning. -

Den sanitære Konference i Wien 1874. - Dens Resolutioner

angaaende Koleraens Opstaaen, Karantænen og Oprettelse af en

international Epidemikommission. - Resolutionernes Antagelse

af de europæiske Regjeringer. - Forhandlinger paa den inter·

nationale Lægekongres i Briissel 1875. - Wienerkonferencens

Resolutioner yderligere bestyrkede. - En ny Retnings Herre·

dømme i Lægevidenskaben. - Pasteur. - Bakteriologisk Kolera·

forskning; Pacin i. - Sangvinske Pathologer.

Der var lært ikke lidet i de 8 Aar, hvor Koleraen

saagodt som uafbrudt havde hjemsøgt de fleste euro·

pæiske Lande. Var end trods Forskernes utrættelig

fortsatte Bestræbelser endnu særdeles meget dunkelt i

Koleraens Væsen og Ætiologi, saa havde man dog faaet

langt fastere og sikrere praktiske Holdepunkter end

tidligere. Dens Smitsombed, forsaavidt som den regelmæssig

fremkom ved Transport og Samfærdsel, var

bleven yderligere fastslaaet, men ved Siden deraf ogsaa

med ikke meget mindre Evidens, at Smitteudbredelsen,

først og fremmest den egentlig epidemiske, var af en

af Tilstedeværelsen af forskjellige særlige miasmatiske

Betingelser begrændset Art, og derfor maatte kunne


190

holdes i Ave uden Anvendelse af Spærringsforanstaltninger

i gammeldags Aand. Dette kapitale positive

Resultat havde først og fremmest England givet, men

forøvrigt havde dette Lands Forskere netop ved Farsotens

Afværgelse denne Gang været ude af Stand til

at give nye betydelige Bidrag til videre Opklaring om

Sygdommens Forhold.

Ligesom Tyskland navnlig fra 1870 tog Teten i

Europa i politisk Henseende, saaledes var det dette

Land, der med Hensyn til Koleraforskningen nu gik

i Spidsen. Her havde der ogsaa været Materiale

nok for Forskerne; Tyskland var blevet paa Kryds og

Tvers hærjet af Farsoten og hjemsøgt i langt højere

Grad end t. Ex. Frankrig, ihvorvel ogsaa her havde

været flere betydelige Epidemier. Tyskerne havde

benyttet Materialet med hele deres moderne Energi;

Griesinger var vel død tidlig, allerede i 1868, kort

efter Konferencen i Constantinopel, men saa var der i

Stedet kommen en Epidemiolog, som hidtil kun havde

spillet en noget tilbagetrukken Rolle, om end skattet

som Forfatter, navnlig til den udmærkede nHandbuch

der historisch-geographischen Pathologie", men som

nu traadte frem i første Linie. Det var August Hirsch.

Han havde udviklet sig langsomt, men ogsaa sikkert

og grundigt til Koleraautoritet, og stod nu sammen

med PeUenkofer som selvskreven Fører i Kampen mod

Farsoten; denne var vistnok den mest geniale af de

to, men hin var utvivlsomt den besindigste, den grundigste,

den mest uhildede.

Netop paa disse to Epidemiologers Initiativ blev i

1873, da Farsoten begyndte at hærje rundt om i Tyskland,

den tyske Rigs-Kolerakommission grundet, de

bleve dens Ledere, og Hirsch vistnok dens vigtigste

Leder, forsaavidt som han paa alsidig og aldeles uhildet


193

førligere Referat deraf, idet jeg i det Væsentlige følger

den danske Gjengivelse af den officielle Beretning, som

Hornemann har trykt i sine .Hygiejniske Meddelelser."

Angaaende Koleraens Genese vedtoges enstemmig

følgende Resolution: .Den asiatiske Kolera opstaar

spontant i Indien; naar den udbryder i andre Lande,

bliver den altid tilført." Som Bærer af denne Smitte

betragtede Konferencen i den følgende, ligeledes enstemmig

vedtagne Resolution og i Samstemning med

PeUenkofers Lære "Enhver, som kommer fra et

Sted, hvor Sygdommens Spire findes;" den Smitteførende

behøvede altsaa ikke selv at være kjendelig

syg. At "Koleraen kan overføres ved Brugsgjenstande

fra et inficeret Sted og særligt ved saadanne, som

have været benyttede af Kolerasyge, " vedtoges ogsaa

enstemmig, ligesaa, at den "kan overføres ved Drikke

og navnlig ved Drikkevand. " Om Overførelse ved

Koleralig udtaler Kongressen sig reserveret, .men det

er dog klogt at betragte dem som farlige." Ligeoverfor

den antagne Overførelse ved atmosfærisk Luft fastslaar

Konferencen den Lov, .at en Koleraepidemi

aldrig forplanter sig fra et Sted til et andet i kortere

Tid end den, et Menneske behøver for at tilbagelægge

samme Afstand," medens den dog samtidig - ogsaa

i Pettenkofers Aand - erklærer, at .den omgivende

Luft er Hovedbæreren af det Stof, som avler (agent

generateur) Koleraen." Dette Stof • taber dog hurtig

sin Kraft i den frie Luft." Tarmudtømmelsernes

Smitteevne betones derimod ikke, formodentlig fordi

Pettenkofer dengang havde opgivet sin oprindelige

Theori, der dog noget førte Tanken hen derpaa. Ved

alene at lægge Vægt paa Luftinfektion kom han altid

noget nærmere derhen, hvor han gjerne vilde, til

• Miasmaet" , i ethvert Tilfælde efter den ældre ube-

13


195

ikke turde give principielt Afkald derpaa. Med Hensyn

til Søkarantænen gav Konferencen sit Bifald til

den i det røde og det kaspiske Hav indrettede Karantæne

og betoner dertil det altid ømme og vanskelig

udførlige Desiderat, at den • bør indrettes paa tilfredsstillende

Maade, overensstemmende med Hygiejnens

strængeste Grundsætninger." Forøvrigt tager Konferencen

bestemt Parti for Inspektionssystemet (Lægeeftersyns-Systemet)

og formulerer udførligt alle de dertil

hørende Regler og Foranstaltninger, saaledes som

de allerede dengang i Hovedsagen vare blevne praktiserede

navnlig i England, i Norge og i Danmark. Til

Brug for de Stater, som mulig maaUe foretrække at

beholde den gamle Karantæne, mener Konferencen

dog ogsaa at maatte fastsætte Grundsætningerne for

et Karantænereglement , ifølge hvilket Fartøjer underkastes

en af den antagne korte Inkubation dikteret

Observation i 1 til 7 Dage, efter Omstændighederne.

Man henledede endvidere Opmærksomheden paa, at

begge ystemer havde flere vigtige kontrollerende Forholdsregler

fælles. Mod Flodkarantæne optraadte

Konferencen ligeledes afvisende: • alle de Grunde, som

ere anførte for at vise det Umulige og Unyttige i Afspærring

mod Kolera ved Landkarantæne, gjælde ligeledes

for Karantæneforanstaltninger langs Flodernes

Løb", medens det tillige resolveredes, at .de Forholdsregler,

som ere anbefalede i det af Konferencen tilraadede

Lægeeftersyns-System, blive anvendelige paa

Floder mod Fartøjer med Kolera ombord.' Ogsaa

denne Resolution vedtoges enstemmig, idet kun enkelte

orientalske Stater afholdt sig fra at stemme.

Endnu et lovende og vigtigt Skridt foretog Konferencen,

idet den foreslog Oprettelse af en permanent

international Epidemi-Kommission med særligt Hensyn

13"


196

til Koleraen. Dens Formaal skulde være rent videnskabeligt,

den skulde udarbejde et Program, sætte sig

i Forbindelse med de internationale Sundhedskommissioner.

der vare oprettede i flere af de orientalske

Lande, navnlig i Konstantinopelog Alexandria, lade

foretage omfattende epidemiologiske Undersøgelser og

offentliggjøre Resultatet af sine Arbejder. Den skulde

bestaa af Læger, der vare delegerede af alle de

kontraherende Regjeringer.

Dette sidste betydningsfulde Forslag traadte dog

aldrig ud i Livet, idet den snart efter udbrudte russisk-tyrkiske

Krig forsinkede Realisationen deraf, og

senere kom andre Synspunkter i Forgrunden, ved

hvilke Forskningen slog ind i nye hidtil ukjendte Baner,

der paa engang stillede Vigtigheden af de hidtil

dyrkede klinisk-epidemiologiske Undersøgelser i

Skygge. Men forøvrigt fik Konferencens Resolutioner

fuld officiel Anerkjendelse rundt om i Europa og blev

den Norm, der i det Mindste i nogle Aar var den

ledende for alle de Koleraforanstaltninger, som bleve

trufne i Landene, og som fornemlig gik ud paa en

Etablering eller en videre, mere betryggende Udvikling

af Inspektionssystemet. Dette blev som Følge

af Konferencen vedtaget og bragt til Udførelse i tal­

rige Lande, der vel allerede forinden havde opgivet

Karantænen i gammeldags Forstand, men forsømt at

sætte noget andet og bedre i Stedet. I den følgende

Tid var Inspektionssystemet saaledes fuldt antaget

(foruden af England, Norge og Danmark) af Tyskland,

0sterrig, Ungarn, Rusland, Sverrig - hvis talrige

koroplet udstyrede Etablissementer for Skibes Observationskarantæne

havde vist sig unyttige - Holland.

Belgien og Italien, i hvilket sidste Land man ogsaa

efterhaanden var kommen fuldstændig bort fra den


198

ja han fremdrog endog Erfaringerne fra de mod Kvægpesten

trufne Afspærringsforanstaltninger som en Hovedstøtte

for en tilsvarende Afspærring af Mennesker,

der kunde mistænkes for at være behæftede med

Kolerasmitte. Han var imidlertid i denne Parallel saa

human inkonsekvent, ikke at forlange alle de mistænkte

Menneskers Nedslagning overalt, hvor Sikkerhedshensynet

maatte paabyde det - denne Konsekvens

var det først forbeholdt de hyperkontagionistiske

Indvaanere paa Fire Island at drage 17 Aar senere.

Hans Afspærringsfordringer, der iøvrigt ikke lod det

mangle paa Konsekvens, bleve imidlertid med særlig

Henvisning til Wienerkonferencen paa den mest kategoriske

Maade afviste af alle de optrædende Autoriteter

fra de forskjellige Lande, først og fremmest af

0sterrigs-Ungarns og Italiens Delegerede i Wien, v.

Sigmund og Sernmola, hvis Udtalelse konkluderede deri,

at nles quarantaines sont une absurdite", og hvad der

gjorde særlig Virkning, ogsaa den tilstedeværende første

franske Lægeautoritet, Jaccoud, sluttede sig ganske

til denne Betragtning, forsaavidt Karantænerne angik

Europas Lande indbyrdes. V. Sigmund henviste særlig

til den hidtil bestaaende særdeles slrænge Karantæne

i Triest, som var en af de bedst organiserede,

men som dog kun var et evident Exempel paa nl'impossibilite,

l'inutilite et ajoutons-Ie tous les desavantages

des quarantaines."

Lefebvre maatte skyndsomst tage sin dristige

Proposition tilbage ligeoverfor denne enstemmige FordømmeIse;

hans Optræden forklaredes af Kongressens

andre Deltagere kun som et Udtryk for hans katholskklerikale

Excentricitet, der ogsaa kort Tid iforvejen

havde givet sig et eklatant Udtryk i et omfattende

Værk, i hvilket han, som den katholske Kirkes Manda-


199

tarius, videnskabeligt ' søgte bevise, at de sygelige

Fænomener, som en dengang meget bekjendt stigmatiseret

Jomfru (Louise Lateau) frembød, vare virkelige

Mirakler - et Skrift, der skarpt blev imødegaaet af

Virchow. Jeg var selv Deltager i denne Kongres (som

den eneste danske Læge, idet de internationale Lægekongresser

dengang ikke endnu ændsedes synderligt

her i Norden), og jeg forlod Brussel i den sikkert befæstede

Overbevisning, at Wienerkonferencens moderate

Kontagionisme og de derpaa baserede praktiske

Slutninger nu og fremdeles havde urokket Gyldighed,

og at vi endelig vare komne til Ro med Hensyn til

disse brændende Spørgsmaal.

Og saa, kun nogle Aar derefter, var Situationen

forandret, Wienerkonferencens Beslutninger begyndte

at tabe i Kurs, og Lefebvres Anskuelser at blive

akcepterede som rationelle. Det viste sig bestandig

tydeligere, at den medicinsk-klerikale Professors Udtalelser

ikke havde været Udtryk for en rent paradoxal

Retning, men stod i Pagt med en ny banebrydende

Udvikling i Videnskaben, som snart skulde tage

Teten. Det var heller ikke tilfældigt, at Karantænens

Forsvarere, Lefebvre, Fauvel og Proust, repræsenterede

netop den belgisk-franske Medicin, thi i fransk Videnskab

kom den nye Bevægelse i Halvfjerserne frem

med overvældende Kraft, baaren først og fremmest af

vor Tids genialeste Naturforsker, Pasteur, og hans

bakteriologiske Lære, i hvis rige Idefylde vor Tids

Lægevidenskab og ogsaa den nye tyske Bakteriologi

har fundet og fremdeles finder sin befrugtende

Næring.

Som alle mægtige Bevægelser fremstod denne forøvrigt

ikke pludseligt i Halvfjerserne, men som Resultat

af en langvarig og famlende Udvikling. Det var


200

en gammel, allerede i forrige Aarhundrede fremsat

Tanke, at en Art organiseret, levende Væsen (Contagium

animatum) fremkaldte forskjellige hæftige infektiøse

og smittende Sygdomme. Tidlig i vort Aarhundrede

begyndte man at opdage parasitære Mikroorganismer

som Aarsag til forskjellige Plante- og

Dyresygdomme, saaledes ved den epidemiske, saakaldte

Museardine hos Silkeormene. Ved forskjellige Hudsygdomme

hos Mennesket bleve lignende Parasiter for

et halvt Aarhundrede siden paaviste, og Forskningen

fremmedes bestandig mere ved Fuldkommengjørelsen

af den mikroskopiske Teknik, hvorved ogsaa vor højtfortjente

danske Forsker A. Hannover i væsentlig Grad

medvirkede. Den geniale tyske Anatom og Patholog

Henle udkastede allerede ved Aarhundredets Midte,

vel kun som en Hypothese, men med god og plausibel

Begrundelse, en fuldt udformet Lære om Mikroorganismers

gjennemgribende Betydning for Sygdommenes

Opstaaen, og snart efter illustrerede Pollender

og Davaine paa den smukkeste Maade Henles Hypothese

ved Opdagelse af Miltbrandens Mikrob. Allerede

ved dette Tidspunkt begyndte Lægerne at kaste sig

over Udforskningen af Mikrober i Koleraudtømmelser,

og den udmærkede italienske Forsker, Pacini, berømt

for sine forskjellige anatomiske Opdagelser, synes

virkelig at have været et godt Stykke paa Vejen til

Opdagelsen af Kolerabakterien under den europæiske

Pandemi i Halvtredserne, men formaaede dog ikke

med de daværende Hjælpemidler at fuldføre sin Opgave.

Det var først, da Pasteu?' i Begyndelsen af Tredserne

havde fastslaaet Mikroorganismers konstante

Aarsagsforhold til Gjærings- og Forraadnelsesprocesser,

at Bevægelsen tog Fart. Opfattelsen af de akute


201

Infektionssygdomme som "zymotiske" Sygdomme, som

betingede i en Gjæ1'ing, var man allerede forinden

kommen ind paa og havde fundet den bekræftet ved

Liebigs betydningsfulde Arbejder, og nu saa man, at

Gjæring bevirkedes ved Mikrober, ved Bakterier. De

zymotiske Sygdomme maatte altsaa være Bakteriesygdomme

! Paa dette Tidspunkt fremkom i vor egen

Litteratur en mærkelig og i sin Art mesterlig, om end

kun kompilatorisk Afhandling, forfattet af vor allerede

dengang fra Lægevidenskaben bortvendte Politiker og

Minister Fengm·. Fængslet af alle de nye banebrydende

Opdagelser gav han i .Hygiejniske Meddelelser"

en samlet, kritisk klar Fremstilling deraf og forudsaa

med gjennemtrængende Klarsyn Opdagelsernes enorme

Rækkevidde for Lægevidenskaben, idet han dog tillige,

skeptisk og besindig som altid, ad varede mod en altfor

blind Fremstormen. Han betegner sine gamle

Kolleger Pathologerne som "et sangvinsk Folkefærd,

saa at der næppe i Medicinens Historie kan paavises

en mærkelig Opdagelse, som ikke har givet Anledning

til en voldsom Bestræbelse efter at udvide de erfaringsmæssigt

vundne Bestræbelser langt ud over det

Omraade, paa hvilket man ifølge en nogenlunde ædruelig

Betragtning burde have anset sig berettiget til at

drage sine Slutninger." Og i hin Bakteriologiens første

Sturm- und Drangperiode var der tilvisse god

Grund til at advare mod de altfor sangvinske Pathologer.

Navnlig den mere bekjendte end egentlig berømte

Prof. Hallier i Jena • opdagede " i Løbet af en

kort Tid baade Koleraens og mange andre Infektionssygdommes

Bakterier. Andre og derimellem ogsaa

engelske Forskere toge ligeledes med Iver fat paa

Spørgsmaalet.


15de Forelæsning.

Bakteriologiens fortsatte Koleraforskning; Obermeier. - Tiltagende

kontagionistisk Strømning. - Truende Pestepidemi. - Udslag i

Karantænebestemmelser. - Ny Kolet'ainvasion i Ægypten. -

Franske og tyske Forskerexpeditioner. - Kocbs Opdagelse af

Kommabacillen. - Det franske Akademis Diskussioner. - Opposition

mod Kochs Lære i Tyskland. - Støtte hos franske Bakteriologer.

- Koleravaccine. - Kocbs bakteriologiske Koleradoktrin

fuldt udformet; Flligge. - Bakteriologien og Miasmerne. - Den

nye Kontagionismes Udslag i Foranstaltninger. - Inspektionssystemets

Bevarelse. - Sø- og Landkårantæne i Forhold til store

og smaa Lande. - Afslutning.

Til afgjørende Gjennembrud og fuldt dominerende

Betydning naaede dog først Bakteriologien i Forhold

til Lægevidenskabens Praxis, da Lister og efter ham

andre og fornemlig danske Kirurger (Professorerne

Saxtorph og Holmer) og Obstetrikere (Prof. Stadfeldt)

ved Anvendelse af Pasteurs Principer i Halvfjerdserne

uimodsigelig havde dokumenteret at kunne forebygge

de tidligere, navnlig i Hospitalernes kirurgiske Afdelinger

og Fødselsstiftelserne hærjende Saarinfektionssygdomme,

hvilke altsaa ogsaa viste sig at bero paa

Baklerieinvasioner. Nu toge dygtige Forskere med

Tilsidesættelse af alle tidligere i første Række stillede


203

Undersøgelser fat paa Infektionssygdommenes nøjere

genetiske Udforskning i bakteriologisk Retning; en Mikrob

som Aarsag til Koleraen maaUe nu anses som

noget givet.

Der var dengang i Berlin en yngre Forsker, der

som Assi tent i Virchows Institut med lige Iver og

Begejstring og Kyndighed i Mikroskopets Anvendelse

kastede sig over Opdagelsen af Bakterier som Sygdomsaarsagel'.

Det var Obenneier. Under en Epidemi

af Febris recurrens (den sibiriske Pest) i Berlin i Begyndelsen

af 1873 opdagede han den derefter urokket

gjældende, Sygdommen fremkaldende Spiril i de Syges

Blod, og da i den paafølgende Sommer Recurrens-Epidemien

afløs les af Koleraen, blev denne Sygdom

øjeblikkelig Gjenstand for hans ivrigste Udforskning;

' havde han kunnet fortsætte sine Undersøgelser

Epidemien til Ende, vilde han med de mikroskopisktekniske

Hjælpemidler, der tod til hans Raadighed,

maaske have opdaget ogsaa Koleraens Bakterie, og

Koch saaledes være gaaet Glip af sin senere store

Triumf. Men det var ikke Obermeier forundt. Midt

i sine Koleraundersøgelser smittede han sig selv og

konstaterede det med den hensynsløs begejstrede Forskers

Glæde; nu kunde han faa Lejlighed til, hvad

der ellers ikke let frembød sig, nøjagtig at forfølge

Sygdommens Udvikling fra dens første svage Begyndelse.

Men Udforskningen af sit eget Sygdomstilfælde

maatte han snart afbryde; Koleraanfaldet tog voldsomt

Overhaand, og han bukkede hurtig under. Han

faldt som et Offer for sin hensynsløse Forskertrang,

og snart efter hans Død uddøde selve Koleraepidemien,

saa at alle Undersøgelser for den Gang ogsaa fra andre

Sider maatte stilles i Bero.

Men Vejen var banet, Pasteur greb selv, skjøndt


204

Ikke-Læge, paa bestandig betydningsfuldere Maade ind

i de pathologiske Spørgsmaal, og i en afsides lille By

i Posen fordybede den unge Fysikus Koch sig i den

nøjere Udforskning af Miltbrand som af andre medicinsk-bakteriologiske

Problemer med en Nytyskers hele

ubøjelige Energi og eminente Dygtighed. I Løbet af

en kort Aarrække fuldbyrdedes en radikal Om vællning

i de pathologiske Grundanskuelser; ikke blot de tidligere

anerkjendte Infektionssygdomme, men den rene

af de gamle "Forkølelses"-Sygdomme efter den anden

blev inddraget under bakteriologisk Undersøgelse, Smitsomheden

blev gjort gjældende paa Sygdomsomraader,

hvor man tidligere mindst anede det, og hvor der tidligere

kun havde været ubestemte Anelser, begyndte

Bakteriologien nu at skaffe Vished ved Paavisning af

de pathogene Mikrober. Forskjellige epidemiske og

tidligere som miasmatiske eller som miasmatisk-kontagiøse

betegnede Sygdomme bleve henførte under de

ligefrem kontagiøses Kategori, idet hele den ætiologiske

Hovedvægt nu lagdes paa Bakterier, der væsentlig

uafhængige af de ubestemte miasmatiske Betingelser,

som man tidligere havde tillagt saa stor Betydning,

skulde reproducere sig i det menneskelige Legeme og

i smiUedygtig Stand overføres fra den ene Person til

den anden. Selv Pettenkofer maatle, iøvrigt vel nærmest

paavirket af sin Universitetskollega, den geniale

Bakterieforsker Nageli, i sine fortsatte Undersøgelser

over Tyfus og Kolera lade sig paavirke af den nye

Stormagt og med sine Disciple ofre Mikroorganismerne

Opmærksomhed paa Bekostning af sine tidligere Undersøgelsesfelter.

En hyperkontagionistisk Strømning gjorde

sig stærkere gjældende end nogensinde og fik snart i

første Række afgjørende Indflydelse med Hensyn til


205

Koleraen og Midlerne til dens Bekæmpelse, saa snart

som den uhyggelige Far ot igjen dukkede truende frem.

Før Koleraen begyndte sin fjerde evropæiske Invasion,

viste sig imidlertid pludselig i østen en særdeles

god gammel og end mere uhyggelig Bekjendt, hvis

Visit man nu ikke mere havde gjort Regning paa. Det

var den orientalske Pest, der i Slutningen af 1878 optraadte

i det for Farsoter saa skæbnesvangre Wolga­

Gebet i Gouvernementet Astrachan og, som det synes,

med Fænomener, der vare typiske for virkelig ondartet

Pest i den Skikkelse, hvorunder den sorte Død i tidligere

Tid havde manifesteret sig, hyppig ledsaget af

ondartede Lungebetændelser. I forskjellige Smaabyer

langs Wolgas nedre Løb døde Beboerne massevis deraf,

ogsaa talrige russiske Læger faldt som Ofre for den

morderiske Farsot, men tidlig i 1879 uddøde dog Epimien

uden at brede sig videre ind i Rusland eller til

andre Lande. De Læger, som i 1879 udsendtes af de

evropæiske Landes Regjeringer til nærmere Undersøgelse

af Sygdommen (fra Danmark Dr. L. FeilberfJ)

nu Distriktslæge i Aarhus), kom alle fOl'silde. Men en

stor Angst for ny Invasion af den uhyggelige Gæst blev

allevegne vakt, den allerede i Forvejen tilstedeværende

stærkt kontagionistiske Strømning fik derved forøget

Fart, og en Gjenoplagelse af de gamle strenge Karantænebeslemmelser

med Hensyn til Skibe, deres Mandskab

og deres Ladning, hvilke altid havde havt Hævd

ligeoverfor denne skrækindjagende Farsot, uanset dens

en Tid lang meget omtvistede Smitte farlighed, var en

hurtig og umiddelbar Følge deraf for flere europæiske

Landes Vedkommende. Det forladte Karantæneprincip

kom saaledes pludselig igjen til aktuel Gyldighed.

Hertillands fremkaldte Pesten !maledes, foruden

forskjellige ved Begyndelsen af 1879 trufne midlertidige


206

Bestemmelser til at udestænge Farsoten, den vigtige

Lov om Foranstaltninger mod smitsomme Sygdommes

Indførelse i Riget af 2. Juli 18tjO. Heri gives for det

Første skærpede og udvidede Bestemmelser for hele

Tilsynet med Skibe fra smittede eller mistænkte Havne,

saaledes at Inspektionssystemet faaer en fyld igere Karakter

ligeoverfor Kolera ligesom overfor gul Feber,

Dysenteri, exanthematisk Tyfus og Kopper - de farlige

smitsomme Sygdomme, hvis Indførelse navnlig

kunde befrygtes. Men desuden anordnes der for pestagtig

Sygdom en streng Observationskarantæne af en

Varighed fra 2-14 Dage efter Omstændighederne, og

forskjellige Forholdsregler træffes med Hensyn til smittefarlig

Ladning og dennes Rensning. En videre Følge

af denne Lov var ogsaa yderligere Udvidelse af det

allerede bestaaende 0resundshospital.

Den truende Pest havde saaledes ganske naturlig

bestyrket den frembrydende Hyperkontagionisme og

bragt det forladte Karantæneprincip til fornyet Liv.

Der behøvedes da heller ikke andet end en ny Fremmarsch

af Koleraen fra Indien for ogsaa med Hensyn

til denne Farsot at komme til en Tilbagevenden til de

gamle Afspærringssynspunkter, navnlig isaadanne smaa

og isoleret beliggende Lande som de nordiske, hvor

Afspærringen ikke som i det nuværende Midteuropa

maatte stille sig som utopisk. Og Koleraen lod ikke

ret længe vente paa sig. J 1881 bredte den sig paany

vidt ud i Indien og derfra ved Hjælp af de hurtigsejlende

Dampskibe langt raskere end tidligere rundt

om til de indiske 0er, ligesom til det sydlige Kina og

snart til det skæbnesvangre Arabien, hvorfra Vejen til

Ægypten og derfra til Europa laa let og naturlig for.

Farsotens Fremgang begunstigedes denne Gang end

yderligere ved Oprøret i Ægypten i 18 1-82 og de


207

dertil sig knyttende Begivenheder, navnlig Frankrigs

Tilbagevigen for England, der alene dæmpede Oprøret

og dermed overtog Herredømmet i Landet. Overensstemmende

med sit traditionelle Standpunkt viste England

ogsaa her Ligegyldighed med Hensyn til de af

det internationale Sundhedsraad i Alexandria trufne

strenge Karantænebestemmelser for Skibe fra Indien

og Arabien, og tidlig i 1883 bredte Farsoten sig ud

rundt om i Ægypten.

Europa kom nu igjen i stærk Bevægelse ikke alene

til Forebyggelse af Koleraens Indtrængen, men ogsaa

og først og fremmest til Gjenoptagelse af den i 1873

afbrudte Udforskning af Sygdommens Væsen. Og nu

var Bakteriologien fuldt rustet til at overtage den

ledende Rolle, som tidligere havde været lagt i den

klinisk-epidemiologiske Forsknings Haand. Hurtig tog

saavel Pasteur og hans Stab som den tyske Rigs­

Kolerakommission Initiativet til Afsendelse af Forskerexpeditioner.

Tyskland havde da faaet sin ærgjerrige

Tragten opfyldt, det havde faaet sin Pasteur i den

unge Provinclsfysikus, der var blev en ansat i Berlin i

en fremskudt Stilling, som Leder af Arbejderne ved

det nye "Reichs-Gesundheitsamt". Koch stod omgivet

med Pasteursk Prestige som uovertruffen Mikroskopiker

og navnlig ved sine Undersøgelser over Miltbrand,

saml ved Opdagelsen af den Tuberkelbakterie, hvis

Tilværelse efter de Resultater, hvortil den franske Læge

Villemin og andre betydelige Forskere i de forskjellige

Lande (hos os C. Salomonsen) vare komne, maatte

anses for given, men som dog ikke af disse var

bleven paavist. Koch drog i Sommeren 1883 i Spidsen

for en tysk Kommission til Ægypten, og samtidig afsendte

den franske Regjering en ".\'lission Pasteur" ,


20

hvis vigtigste Medlem var Mesterens kjære og begavede

Discipel Thuillier.

Men ogsaa i denne Kamp med Tyskland fulgte

Ulykken Frankrig. Kort efter Ankomsten til Ægypten

smittedes ThuilJier selv af Farsoten og lod ligesom

Obermeier sit Liv for Videnskaben j dermed syntes den

franske Expedition at blive afvæbnet, medens Koch,

hans dygtige Assistent Gaffky (nu Professor i Giessen)

og øvrige Stab uimodtagelige for Smittens Angreb

roligt kunde fortsætte deres Forskninger. Da Koleraen

imidlertid, takket være de ogsaa i Ægypten i de sidste

Decennier trufne hygejniske Forbedringer, snart igjen

uddøde i Landet, og Muhamedanerne desuden lagde

Forskerne alvorlige Hindringer i Vejen for Ligundersøgelser,

saa at Koch ikke fik sine Arbejder førte til

Ende, tog han med sædvanlig Resoluthed sit Parti og

forlagde Skuepladsen for sine Operationer til selve

Koleraens Hjemland Indien. Her fandt han Materiale

nok, og her blev den saa længe antagne Bakterie

definitivt paavist - han havde ligesom tidligere i

Tuberkelspørgsmaalet sat Prikken over I'et. Som

Triumfator vendte han i Foraaret 1884 tilbage til

Tyskland og nød megen officiel Anerkjendelse og Udmærkelse,

medens de tyske Lægekredse, der endnu

vare stærkt paavirkede af Pettenkofer og Hirsch, tildels

stillede sig kjøligt tvivlende til hans hele nye Lære

og rejste forskjellige Indvendinger. For at besejre

disse drog han, resolut som altid, i Sommeren 1884

til Toulon, saasnart Koleraen var naaet hertil som Lil

andre Middelhavsstæder - Farsotens fjerde Invasion i

Europa.

Den Pasteur'ske Skole forholdt sig efter Thuilliers

Død foreløbig noget mat i Koleraforskningen, Mesteren

selv var paa det Tidspunkt fuldt absorberet af sin


209

Experimenteren med Virulensen ved Hundegalskab, og

den sydfranske Epidemi blev ikke, som man skulde have

ventet, hurtig optagen til indgaaende bakteriel Undersøgelse

af Landets Bakteriologer, saa at Koch ogsaa

her kunde komme Pasteurs Disciple i Forkjøbet. I

det franske medicinske Akademies Diskussioner havde

vel Koleraspøl'gsmaalet Jigefra Epidemiens Udbrud i

Ægypten spillet en fremtrædende Rolle, men det havde

væsentlig begrændset sig til de sæd vanlige ildfulde Turneringer

mellem de forskjellige Doktriners Repræsentanter.

Og forsaavidt havde disse akademiske Drøftelser ikke

ringe historisk Interesse, som det gamle exklusive,

miasmatisk-epidemiske Standpunkt med Postulatet om

Sygdommens fuldkommen autokthone Opstaaen og den

præmonitoriske Diarrhoe alene som Udtryk for en

begyndende Genius epidemieus her endnu en Gang

med Kraft kom til Orde, rigtignok kun repræsenteret

af en enlig gammel Kæmper, den i sin Tid saa

bekjendte og ansete Tidsskriftsredaktør og Orthopæd

Jules Guerin. Ikke alene forsvarede den 83aarige

tridsmand med usvækket Ild og Haardnakkethed, og

iøvrigt med god Støtte i indiske Nutidslægers Undersøgelsesresultater,

sin Doktrin i Akademiet mod Fauvel

og andre fremragende Kontagionister, der nu havde et

nyt Vaaben i Bakteriologien, ikke blot forsvarede han

Englands Ligegyldighed i Overholdelsen af Ægyptens

Karantænebestemmelser mod alle de Andre, der optraadte

med Hæftighed og heller ikke uden Grund mod

den engelske Holdning, men trods sin Alder gik han

til Toulon og Marseille, da Koleraen udbrød her, for

ved videre Undersøgelser at faa sin Doktrin bekræftet.

Men nyt Udbytte for Videnskaben kunde dog ikke

ventes af disse Guerins ufortrødne Undersøgelser, og

det blev den tyske Koleraautoritet, som efter sin An-

14


210

komst til 'roulon hurtig paaviste sin Kommabacil og

derved bestemte Epidemien som virkelig asiatisk Kolera.

Koch tog Kolerabakterier fra 'roulon hjem til Berlin -

hvad han ikke havde turdet gjøre ved sin Hjemrejse

fra Indien, da Kontinentet ikke dengang var smittetog

kunde i sit Laboratorium se Kommabacillens virulente

Evne yderligere bekræftet ved Kolerasmitte, som

syntes paaført en af hans Elever i Laboratoriet.

Der fremkom vel i den følgende 'rid fremdeles en

kraftig og vedholdende Opposition mod Kochs Lære

om hans Mikrobs Betydning, og det netop særlig i

hans eget Fædreland, ligesom Pettenkofer og hans

bakteriologiske Disciple stode i første Række af Modstanderne,

vel forsøgte enkelte engelske og franske

Koleraforskere at afkræfte Læren ved det uforfærdede

Experiment selv at spise Kommabacillerne uden at

tage nogen Skade deraf; men Koch holdt sin Position

og fik snart en værdifuld Støtte mod sine egne Landsmænd

hos to af Pasteurs dygtige Disciple, Nicati og

Rietsch, som ikke blot ved udstrakte Undersøgelser,

foretagne i Marseilles Koleraepidemi med Understøttelse

af den franske Regjering, i alle væsentlige Punkter

bekræftede Kochs Fund, men dertil, ved Fremkaldelse

af Kolerafænomener hos Dyr efter Indgift af Bacillen,

leverede det vigtige Bevis, som Koch selv endnu ikke

havde kunnet præstere, for at Kommabacillen virkelig

var den rette • Bacille cholerigene". Den franske

Bakteriologi kom dog saaledes ogsaa i Koleraspørgsmaalet

til at staa den tyske værdig ved Siden, og ved

loyalt at bøje sig for og anerkjende denne bidrog den

meget til at hidføre den Forsoning mellem de to

rivaliserende Skoler, som Kochs Optræden tidligere

havde hindret. Ogsaa denne selv lykkedes det senere

at fremkalde experimentel Kolera, om end vel for-


212

uden Medvirkning af de sædvanlige miasmatiske Momenter.

Koleraeris " Hjælpefaktorer" , som Griesinger

og Pettenkofer have betegnet disse Momenter, bleve

nu ved Bakteriologien satte i den Grad ud af Spillet,

at Forraadnelsesmiasmerne ved de dertil knyttede

Bakterier (Saprofyter), der tilintetgjøre Kommabacillerne,

endog kunde fremhæves som Hjælpefaktor for

Kolet·aens Afværgelse. Hygiejnens grundmurede Principer

bleve saaledes paa engang rokkede, og naar

Kolerabakteriologien holdt paa gode Ledninger og Beholdere

til Drikkevand, saa var det kun for desto

sikrere at kunne undgaa Forurensning med Kommabaciller

- det eneste ætiologiske Moment, der nu

havde Gyldighed.

Er det end kun med Opbydelse af en vis Dialektik,

at Flugge kan komme til en fylde 19jørende Forklaring

af forskjellige Fænomener t. Ex. af den utvivlsomt

beviste lokale Immunitet, saa maa det paa den

anden Side fuldt indrømmes, at hans Lære giver en

plausibel og det tildels mere plausibel Forklaring af

flere ved Kolerasygdommen konstaterede Fænomener

end de ældre Doktriner. Og hans Fremstilling bliver

saa meget mere tiltalende, som den o,eralt bærer Præg

af den fint dannede Videnskabsmands Hensynsfuldhed

ligeoverfor fortjente Modstandere og hans Selvkritik.

Ja han overrasker endog Læseren ved i Værkets Fortale

at betone, hvor ngeringfugig" Kundskaben om

Mikroorganismerne endnu er - rigtignok samtidig

med, at han mener at kunne derivere hele Koleraens

Pathologi og Epidemiologi af Laboratoriernes og Mikroskopiens

til visse banebrydende Opdagelser.

Kochs bakteriologiske Doktrin kunde dog ikke se

saa meget bort fra de miasmatiske Momenter i Praxis

som i Theorien. Gangen i de sydeuropæiske Kolera-


216

Fremskridt ved en eventuel Gjenetablering af Konstumatsanstalter

vil da være det, at man nu ikke som i

1831 alene stoler paa Afspærring, men ved Siden af

denne har det engelske Inspektionssystem i bestandig

alsidigere Virksomhed, og dernæst det, at disse Kontumatsanstalter

ved en Gjenetablering ikke ville blive

farlige Smittehuler som tidligere, men at Antiseptikens

epokegjørende Hjælpemidler der skulle finde Anvendelse

og mulig gjøre dem til sanitære Mønsteranstalter.

Ja ligeoverfor Antiseptikens vidunderlige Resultater vil

l11.aaske den Tanke heller ikke være for dristig at

gjøre en militær Afspærringskordon antiseptisk eller

aseptisk, saa at den heller ikke mere som tidligere vil

være en Planteskole for Udbredelse af Smitte.

Men dette er dog alt kun Fremtidsdesiderater,

som det ikke vil falde ganske let at bringe til Opfyldelse,

ikke engang for vor bakleriologiske Æra.

Saadanne ideale Afspærringsforanstaltninger som de

antydede, hvis fyldestgjørende Realisation i ethvert

Tilfælde vil medføre enorme Bekostninger, ville maaske

trods alle antiseptiske Reformer alligevel vise sig i

Virkeligheden umulige at gjennemføre paa fyldestgjørende

Maade, ligesom det altid er gaaet med de gamle. Og

imens vil Cirkel bevægelsens ubønhørlige Lo" vedblive

at gjøre sig gjældende og flytte Tyngdepunktel. Og

den Hyperkontagionisme med dertil knyttet excessiv

SmiUefrygt, som krævede hine Foranslaltninger, vil

maaske lidt efter lidt modereres, navnlig naar Bakleriologien

er kommen i rolig Besiddelse af sin saa velbegrundede,

betydelige Indvirkning paa Sygdomserkjendelsen

og en dermed følgende roligere Betragtning af

de skrækindjagende Mikrober vinder Fodfæste.

Mulig vil der da komme en Tid, hvor Hygiejnen

igjen vinder fuld og uantastet Hævd i den ældre Op-


217

faLtelse, og .Miasmerne" gjenvinde hele deres deletære

Betydning som skæbnesvanger Hjælpefaktor ogsaa i

Koleraens Udvikling, og det netop ved de allerede

dygtigt paabegyndte bakteriologiske Forskningers Bistand,

hvorved Miasmernes Dunkelhed efterhaanden

kan ventes at blive fuldt opklaret. Den ældre

Epidemiologies erfaringsmæssigt faststillede, moderat

kontagionistiske Synspunkter ville da maaske igjen

komme til Gyldighed, yderligere bestyrkede ved Bakteriologien,

og Koleraen saaledes igjen blive fuldt henført

til den kun bedre opklarede, miasmatisk-kontagiøse

Kategori - en Kategori, der altsaa holder Mellemvejen

mellem den Koch'ske Bakteriologies nuværende

Hyperkontagionisme og den navnlig af nogle fremskudte

engelsk-indiske Læger repræsenterede Antikontagionisme,

som med Benyttelse af Pettenkofers

Doktrin og af denne Epidemiologs senere Svingninger

vil henføre Koleraen til de rent lokale Miasmesygdomme

i Lighed med Koldfeberen. Vi, der ere sammenvoxede

med den noget ældre epidemiologiske Udvikling, vilde

ganske vist i en saadan Tilbagevenden til Mellemkategorien

tro at se et Udtryk for en fortsat Tilnærmelse

til Sandheden - der maaske ogsaa her kunde ligge i

Midten - et nyt lyst Vidnesbyrd om, at det ikke er

en egentlig Cirkelbevægelse, der raader, men at "vi

stadig rykke om end nok saa lidt ind mod Løsningen

af Naturlovenes og Tilværelsens Gaader."

Meget belinget og forbeholdent har jeg i disse

min Fremstillings Slutningsbemærkninger maattet udtrykke

mig; thi jeg er mig fuldbevidst, at det ligger

udenfor Historikerens Ressort at komme Aktualiteten

saa nær, og al han ikke er kompetent til at udtale

nogen Dom om svævende Nutidsspørgsmaal. Fra

hi 'LoL'isk Synspunkt kan man kun med kritisk For-


- - -. DEC. 2003

- - MRS. 2007 .,

."0

:- .. JAN. 2011


HOVEDSI SLlOTEKET

Solbjergvej 21

2000 Frederiksberg

8

o

C\I

More magazines by this user
Similar magazines