Om lysets væsen og betydning - II - DIFØT

difoet.dk

Om lysets væsen og betydning - II - DIFØT

diføtnyt

Aktuel rapport:

ENERGI og FRIHED

Lysets væsen 2. del

GRANDER-vand

ind i varmen

Links:

Rossi-reaktoren

Forum

Nøgleeksperiment på nettet

Boganmeldelse:

Bevidsthed før stof –

Er universet formålsbestemt?

NR. 99 / JULI 2011 KR. 25,-

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK


2

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer

og at reducere allerede forekommende indgreb i

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets

vilkår forbedres.

Foreningens bestyrelse

Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@csc.com

Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 3647 1105

Albert Hauser - Næstform., bibliotek - a.hauser@mail.dk

Aalevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 7580 2414

Børge Frøkjær-Jensen - Kass. - mail@F-JElectronics.dk

Ellebuen 21, 2950 Vedbæk

Søren Birkelund Hansen - Revisor - sorenbh@privat.dk

Klosterengen 28, 4000 Roskilde - tel 4635 4123

Arne Christensen - arne.christensen@mail.tele.dk

Agertoften 27, 2750 Ballerup

Christian Heerup - heerup@live.dk

Triumfvej 92, 2800 Kgs. Lyngby

Jan Koed - Redaktør - jk@cadaid.dk

Clara Pontoppidans Vej 41, 2500 Valby

Poul Schriver - Mødearrangør - poul@schriver.com

Svanevænget 3, 1.th., 2100 København Ø

Bankkonto Merkur Bank - Reg.nr. 8401

Konto.nr. 1077298 - DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk

SWIFT-BIC: RIBADK22 - IBAN: DK0284010001077298

Medlemskab Medlemskab oprettes ved henvendelse til

kassereren eller via hjemmesiden www.difoet.dk. Årskontingent:

350,- kr.

Internet www.difoet.dk

Forsiden

Produktionen af korncirkler

er i skrivende stund i fuld

gang i de sydengelske

kornmarker. Forsidens enkle

motiv blev registreret

2/7 ved Barbury Castle,

Wiltshire. Pr. 12/7 er der

registreret 31 korncirkler i

England, flere af dem af en

sådan skønhed og kompleksitet,

at de vil blive

husket. Tjek selv www.crop

circleconnector.com.

28. årgang nr. 99, juli 2011

Redaktør: Jan Koed

Redaktionens adresse

diføt nyt

Clara Pontoppidans Vej 41

2500 Valby

tel 3322 3728

redak@difoet.dk

Udgivelse

diføt nyt udgives af Dansk

Institut for Økologisk Teknik

og udsendes til foreningens

medlemmer.

Hvor ikke andre er nævnt, er

udenlandske manuskripter

oversat af redaktøren.

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.

Oplag: 200 eksemplarer

Tryk: Vester Kopi, København

ISSN 0900-1816

Indhold

Om lysets væsen

og betydning - II 3

Energi og frihed

Det formålsbestemte

10

univers

Forum

18

Nøgleeksperiment 23

Ufo-observation

Kortnyt

24

Nyt om Grander-vand 25

Rossi-reaktoren 28

Mordet på E. Mallove 28

IWONE 2011 28

Teslaklubben 28


Lys og æter:

Af Ernst Rasmussen

Om lysets væsen og betydning

»Lyset skinner i mørket

og mørket forstod det ikke«

»Resten af mit liv vil jeg

tænke over hvad lyset er.«

En beskrivelse af det æteriske

som grundlag for videnskab og religion

Del II

(Joh. 1.5)

(Einstein)

Det er altså grundlæggende forkert når

såkaldt spirituelle mennesker meget ofte

ser helt bort fra videnskaben og den metode

som man her har udviklet.

Videnskaben kan ganske vist i dag

foretage mange beregninger på grundlag

af sine spekulationer – og beregningen

af lyshastigheden er et godt eksempel

på dette – men den kan intet forklare

på grundlag af en dyb indsigt i den åndelige

verden. Den kan kun finde frem til

noget der er »rigtigt« i visse sammenhænge,

men den kan ikke finde frem til

om dette »rigtige« også er ensbetydende

med »sandheden« om en given ting eller

et givet fænomen.

Indtil videre forsvarer videnskaben

sig overfor sådanne bemærkninger med

udtalelser som »Videnskaben er ikke

interesseret i ’sandheden’ eller ’tingenes

indre væsen’«, som det hævdes man kan

finde gennem begrebsdannelsen og indsigt

i den åndelige verden. Videnskaben

er kun interesseret i at kunne forudsige

og kontrollere. Men det er faktisk ud fra

denne indstilling at tingene viser sig

mere og mere absurde og uforståelige. At

det tomme rum – ifølge Einstein – skulle

have fysiske egenskaber er et eksempel

på det første. At en nobelpristager i fysik

(Richard Feynman) kan sige: »Det er

fuldstændigt umuligt at forklare kvanteteoriens

elektrodynamik med grundlag i den

klassiske fysik« er et eksempel på det sidste.

Mange fysikere har ment at kunne

sætte lighedstegn mellem lyset og elektromagnetiske

bølger der bevæger sig

igennem rummet fordi en elektromagnet

virker ind på en lyssøjle hvori der er

dannet et spektrum. Problemet er her, at

man ikke ved hvad elektromagnetisme

er og at man heller ikke ved hvad lyset er.

Så det vi oplever her er blot et håbløst forsøg

på at forklare en ukendt ting vha. en

anden ukendt ting.

Skal man virkelig forstå det man her

har med at gøre – og ikke blot acceptere

nogle praktiske nødløsninger – så må der

nævnes endnu et særligt forhold. Der

findes to – i sig selv modsigende – opfattelser

af lyset: dels som et partikelfænomen

(der har masse) og dels et bølgefænomen

(der ikke har masse) – hvorledes

skal dette forstås? Overordnet må det siges

at lyset er usynligt indtil det rammer

en genstand som herved bliver synliggjort.

Men selv i denne situation er lyset

selv usynligt. Som det er sagt:

»Lyset har aldrig afsløret sit væsen overfor

mennesket, men kun brugt sig selv som no-

3


diføt nyt 99

get der afslører« – eller i det mindste prøver

på det kunne man tilføje! Det forholder

sig nok som der står i begyndelsen

af Johannesevangeliet : »Lyset skinner

i mørket, men mørket forstår det ikke.«

Ifølge Einstein er lyshastigheden konstant

uanset om lyskilden bevæger sig i

lysets retning eller imod lysets retning.

Igen et forhold der strider imod sund fornuft

og logik. Og som understregning af

det rent spekulative fortæller Einstein, at

han som ung mand spekulerede på om

»lyset – for ham – ville gå i stå hvis han

kunne løbe lige så hurtigt som han mente

det måtte bevæge sig!«

Egentlig er der kun én simpel og fornuftig

bemærkning, der kan løfte os ud

»fra det hjørne vi her har malet os selv op

i«, og det er bemærkningen:

»Lyset bevæger sig slet ikke – det er overalt

hele tiden!«

Denne bemærkning er jo ikke spor fornuftig

vil man sige. Nej, måske ikke, den

er blot min egen fortsatte tænkning over

Steiners bemærkning: »Man kan ikke måle

lysets hastighed.« Hvordan skal man nu

forstå dette? Nuvel, for at kunne måle et

legemes hastighed gennem rummet er

det en forudsætning at dette legeme har

forladt en given position for så senere at

ankomme til en anden position. For at illustrere

dette vil jeg vælge et simpelt og

nærliggende eksempel.

Står jeg på toget ved Sønderborg station

kl. 10.00 for at køre til Haderslev

(hvor der er en banestrækning på ca. 60

km) så forlader toget naturligvis perronen

i Sønderborg. Jeg kan nu ved ankomsten

til Haderslev kl. 11.00 beregne

togets gennemsnitlige hastighed. Den

4

simple formel for beregning af hastighed

ser således ud: v = s/t, idet v står for

hastighed medens s står for vejlængde

(rum) målt i kilometer og t for tiden målt i

timer. Jeg kan nu beregne den gennemsnitlige

hastighed til 60 km i timen idet

60 : 1 = 60.

For en umiddelbar betragtning vil

man nok mene at hastigheden, der blot

udtrykkes ved en kvotient eller en funktion

af s og t, er det mest abstrakte i denne

lille beregning medens tiden og vejlængden

forekommer os at være det

mere reelle eller virkelige. Det forholder

sig dog lige omvendt. Hastigheden er

det mest reelle eller virkelige, medens

»tid« og »rum« (her repræsenteret ved

vejlængden) dybest set er ubegribelige

fænomener. Vi har så at sige »frigjort« os

fra begrebet hastighed – den er på en

måde »udenfor os«, og netop derfor kan

vi også forstå den klart. Det samme kan

vi ikke sige om tid og rum. »Vi lever i

dem« så at sige, og derfor kan vi ikke

klart forstå dem og derfor heller ikke

måle dem. Det var netop hvad Einstein

havde indset, da han talte om tid og rum

som noget »ikke absolut«.

Situationen minder lidt om udtalelsen:

»Fisken er den sidste der vil erkende vandet.«

Fisken svømmer i det og er fyldt

med det. Først når den, i sin videregående

udvikling til padde, går på land og

hermed frigør sig fra vandelementet så

opnår den en vis erkendelse af dette. Vi

kan sammenligne dette med vores egen

situation i forhold til erkendelsen af tid

og rum. »Vi svømmer i dem « kunne man

sige og kan derfor ikke erkende dem

klart. Pointen i denne historie er, at vi

ikke kan tale klart om lyshastigheden når

vi kun kan bestemme den som forholdet

imellem to ting vi ikke forstår.


Hvis vi nu vil sammenligne det vi kalder

»lysets bevægelse gennem rummet«

med den omtalte togrejse fra Sønderborg

til Haderslev, så kommer der noget

mærkeligt ind i billedet som i første omgang

kan være svært at forstå. Vælger vi –

som et meget oplagt eksempel – solen

som lyskilde, så kan vi nemlig ikke sige at

»lyset har forladt solen« på samme måde

som vi sagde at »toget forlod Sønderborg

station.« Lyset har – som et usynligt kontinuum

der eksisterer overalt på én gang

– ikke sluppet sin forbindelse med solen.

Det er dette der gør det umuligt at måle

lysets hastighed.

Alle de beregninger som man ikke

desto mindre har foretaget mht. lyset og

dets såkaldte hastighed hviler på en række

spekulationer, som vi nu vil kikke

nærmere på.

Mennesket har endnu ikke kunnet frigøre

sig fra tiden og rummet og har derfor

identificeret sig med disse. Og det vi

forstår ved »fænomener« er derfor kun

hvad vi kan observere udenfor os selv, og

dertil hører »hastighed«, men ikke tid og

rum. Og da vi kun kan måle det vi kan erkende,

så kan vi ikke måle lysets hastighed

når denne hastighed sættes lig med

noget vi ikke kan erkende – nemlig forholdet

mellem tid og rum. Vi kan altså

ikke tillægge lyset en højere grad af

objektivitet end den vi tillægger tid og

rum. Også her må vi sige: »Vi svømmer i

lyset« – og spørgsmålet er om vi engang

kan erkende det i lighed med fisken der

erkender vandet ved at frigøre sig fra

vandet i forbindelse med dens videregående

udvikling til padde. Den kan dog

hvis det af og til viser sig hensigtsmæssigt

– gå tilbage til vandet, på samme

måde som vi kan gå tilbage til naturen

selv om vores fortsatte udvikling viser

diføt nyt 99

hen til at vi må hæve os over naturen og

blive kulturvæsener.

Einstein har lært os, at vi ikke kan

forestille os rum uden masse eller masse

uden rum som begge eksisterer i tid eller

i det som både Einstein og Steiner kaldte:

»Den 4. dimension«. Vi står her i vores

udvikling overfor den udfordring at vi

må frigøre os fra begreberne tid og rum –

eller sagt på en anden måde: vi må arbejde

på at nå til en erkendelse af den 4. dimension.

Og her er det vel at mærke ikke

kun en speciel gruppe af videnskabsmænd

jeg tænker på. Jeg er overbevist

om at det er en forpligtigelse der påhviler

os alle, hvis vi skal udvikle os ind i fremtiden

og ikke blot »tilpasse« os som nogle

Darwinister stadig tror er udviklingens

mål. Her gælder det imidlertid:

»Kriteriet for tilpasning er nytte, men kriteriet

for udvikling er frihed« – eller – for at

relatere denne generelle udtalelse til emnet

her: vort umiddelbart forestående

udviklingsmål er: frigørelse fra begreberne

tid og rum.

Det er nærliggende at det er gennem

udforskningen af lyset vi har mulighed

for at komme videre i denne udvikling.

Men hvordan kan vi da – som noget alment

– forske i lyset kunne man spørge?

En mulighed var, at man indlagde studiet

af Goethes farvelære som en del af den

obligatoriske læsning ved fremtidens

gymnasium fordi det er igennem farverne

at lyset kommer til et mere direkte udtryk.

Det er i dette studium vi kan afæske

lyset nogle af dets hemmeligheder og

derigennem nå til en dybere forståelse af

»det æteriske«. Det er også her vi har mulighed

for at frigøre os fra de spekulationer

der i dag bringer videnskaben mere

og mere på afveje.

5


diføt nyt 99


I menneskets møde med den ydre verdens

fænomener findes der tre store indfaldsvinkler

som man kan benytte sig af.

De er kendt under betegnelserne »varme«,

»lyd« og lys.

I varmen lever vi med hele vores krop

og i lyden finder vi – gennem de musikalske

oplevelser – noget rent kvalitativt der

hæver os over fysikkens rent kvantitative

måling af akustiske forhold. Når vi taler

om lyd, så kan vi også få en helt bevidst

oplevelse af, at der eksisterer en

direkte forbindelse mellem de svingninger

der udsendes fra et anslået legeme og

forplanter sig gennem luften for til sidst

at blive registreret af det fysiske øre. Man

kan imidlertid ikke – som en analogi –

overføre dette til lysets område og tro at

en eller anden form for hypotetisk æter

rammer vort øje, og at vi herigennem –

blot ved at tilsætte nogle teoretiske beregninger

fra bevægelseslæren – får en

mulighed for at bevidstgøre os lysets

budskab på samme måde som det er tilfældet

med det vi opfanger gennem øret.

I modsætning til varme og lyd er der

den ejendommelighed knyttet til lyset,

at vi her – gennem vort eget æterlegeme

– lever i lysets element og har mulighed

for, igennem nogle særlige underbevidste

funktioner, at stille ordløse spørgsmål

til dette – hvor utroligt det end kan lyde! I

den nyeste forskning er man nu – ganske

vist under andre betegnelser der ikke

inddrager begrebet »det æteriske« – ved

at komme på sporet af dette.

Flere og flere bliver klar over, at det

væsentligste tema i moderne videnskab

nu handler om overbringelse af informationer.

Selv om denne forskning endnu

6

ikke er alment anerkendt, så har den dog

sine pionerer. Her kunne man nævne

David Bohm og Hartmut Müller, der

begge er fysikere. I et optaget foredrag

kan man fx høre Müller omtale hvorledes

man med basis i det han kalder proton

resonansen kan formulere »spørgsmål«

og få »svar« på disse. Og mht. Bohm

ved vi at han i sine sidste leveår var fortaler

for en ny teori der blev benævnt

»Kvante potentiale«. Teorien sigtede bl.a.

imod det mål, at man herigennem kunne

komme ud af den spændetrøje som videnskaben

i dag – generelt betragtet –

hænger fast i med sine forestillinger om

at alle bølger må være af elektromagnetisk

art. I Bohms bølge/partikel teori tales

der således om partikler der ikke »trækker

i« eller »skubber til« hinanden, men i

stedet »informerer hinanden«.

At »se« må altså – med al respekt for

vore andre sansers muligheder – betragtes

som noget fundamentalt forskelligt

fra dette at »høre«. Når jeg ser, så sker der

imidlertid principielt det samme i mit øje

som når vi – indenfor det akustiske område

– hører og taler på samme tid. Øjet

fungerer på samme måde som det vi

kender til når vi lytter opmærksomt og

forstår det vi hører. Men for øjets vedkommende

er det blot på et dybere plan

at denne proces foregår. Steiner siger det

således:

»Igennem øjet taler vi med os selv på det

æteriske plan«.

Her kommer vi til det »fundamentalt forskellige«

som blev nævnt ovenfor. Vi

nærmer os her en dybere erkendelse af

verden som kun er muligt gennem lysets

virksomhed. Det var formodentlig det

evangelisten Johannes tænkte på da han


med sin udtalelse om »lyset der skinnede

i mørket« henviste til Jesus der flere gange

betegnede sig selv som »verdens lys«

– som den der kommer med en ny erkendelse,

som de fleste mennesker (»mørket«)

endnu ikke kan forstå.

Her er der naturligvis mange, som

ikke har beskæftiget sig med de åndsvidenskabelige

fremstillinger, der må

savne en hel del begreber for virkelig at

kunne forstå, at alt det vi opfatter som

den fysiske verden i virkeligheden har

en åndelig baggrund. De store åndsforskere

og jeg tænker her især på Swedenborg,

Steiner og Martinus, men og

på Jesus selv – har forstået dette, og de

har derfor været henvist til at bruge forskellige

billeder, lignelser eller analogier i

forsøget på at overbringe erkendelsen til

»det mørke« som ikke umiddelbart forstod

dem. Swedenborg opdagede her

det han kaldte »korrespondanceprincippet«

som en mulighed der kunne bruges

i de sproglige forklaringer. Princippet går

ud på, at der til enhver beskrivelse af åndelige

forhold kan findes en tilsvarende

beskrivelse af fysiske forhold. Et eksempel

kan illustrere hvad der tænkes på.

Trykker jeg på lyskontakten i min stue

så tændes den elektriske pære og oplyser

stuen så jeg kan orientere mig. Men vi

kender til noget tilsvarende når vi bruger

udtrykket: »Der gik et lys op for ham.«

Mange har sikkert oplevet dette når de fx

har arbejdet med en vanskelig matematikopgave

og tingene så pludselig faldt

på plads. Dette ledsages ofte af en behagelig

fornemmelse fordi man nu kan »se«

(indse) tingenes rette sammenhæng.

Her er der ikke tale om en »fysisk oplysning«,

men en mental eller »åndelig oplysning«.

Disse to former for oplysning

kan imidlertid – igennem den sproglige

diføt nyt 99

formulering – i høj grad sammenlignes.

Swedenborg blev klar over dette og

brugte det ved sine forklaringer af mange

vigtige tekster fra bibelen.

Denne vigtige forbindelse mellem det

der kan iagttages som synlige fænomener

i den fysiske verden og det der kan

indses som en art parallel i den usynlige

(åndelige) verden kan man vel bedst få

en forståelse af i forbindelse med studiet

af Goethes naturvidenskabelige værker.

Når man beskæftiger sig med det

værk som Goethe selv anså for sit hovedværk

– nemlig hans farvelære – så

nævner man ofte Newtons eksperimenter

med lyset og hans videnskabelige metode

i øvrigt som noget der står i skærende

kontrast til Goethes opfattelse af de

samme temaer. Dette er nu ikke helt rigtigt.

Goethe gik ganske vist ud fra et såkaldt

»helhedssyn« som grundlaget for

det videnskabelige arbejde, men det betød

ikke at han ville forkaste »analysen«

der flittigt blev benyttet af Newton og

stadig spiller en afgørende rolle i moderne

videnskab. Goethe havde for så vidt

ikke noget imod analysen (fx beundrede

han den svenske naturforsker Linnés berømte

plantesystem der i udstrakt grad

benyttede analysen), men problemet opstod

– som Goethe så det – når man derefter

ville forsøge at bringe de mange forskellige

analyser sammen til en organisk

helhed.

For Newtons vedkommende ville det

også være uretfærdigt at beskylde ham

for kun at bygge sine opdagelser på spekulationer.

Fx har han engang selv sagt:

»Jeg fremlægger ikke hypoteser«. Åbenbart

mente han, at han udtalte sig om de virkelige

fænomener og ikke blot fremlagde

en spekulativ teori om disse. Og når han

tog fejl, mht. til sin forklaring på forhol-

7


diføt nyt 99

det mellem farver og lys, så skyldes det

nok snarere en undskyldelig fejltagelse

end trangen til at give sig spekulationerne

i vold. Grunden til at han mente, at

farverne opstod i et ubrudt farvespektrum

med alle 7 farver i en særlig

rækkefølge var den, at han var interesseret

i at patentere en lille linse til en kikkert.

Og i en linse af denne ringe størrelse

er det rigtigt, at de to sider af farvespektret

(den røde side og den blå side)

falder sammen og i den forbindelse og

– gennem interferens – danner farven

grøn.

I Goethes grundigere undersøgelser,

der i første omgang benyttede et større

vandfyldt prisme, eksisterede der ikke

denne mulighed for interferens, og det

viser sig her at farvespektret ikke danner

en ubrudt helhed som Newton troede,

men at den største del af den hvide flade

som belyses gennem prismet faktisk stadig

er hvid eller farveløs medens der kun

ude ved kanten dannes det man kalder

den blå side og den røde side af hele farvespektret.

Goethe opdagede nu, at denne

farvedannelse ved kanterne skyldes

mørkets indflydelse idet lyset her går

igennem prismets kanter, som virker

mørkere og vanskeliggør lysets gennemtrængning.

Imidlertid har det store flertal i dag

holdt sig til Newtons forklaring (hvad

man kan overbevise sig om ved at slå op i

ethvert anerkendt leksikon). Det farlige

er nu, at der her, fra dette forkerte udgangspunkt,

skabes grundlag for forskellige

teoretiske spekulationer, som

man mente kunne bruges til forklaringer

på det man så i eksperimenterne. En af

de første af disse spekulationer gik ud på

at tale om »lysstråler«. Ideen om disse såkaldte

»lysstråler« er blevet grundlaget

8

for al materialistisk tænkning indenfor

lyslæren. Her er det nu afgørende – gennem

inspiration fra Goethes og Steiners

eksperimenter – at holde sig strengt

indenfor selve fænomenernes område

(det vi virkelig iagttager) og ikke indskyde

forskellige teorier mellem disse iagttagelser

og vores forståelse af disse. Steiner

foreslår her i den konkrete situation, at

man taler om »lysfyldte rum« eller »oplyste

billeder« i stedet for at bruge ordet

»lysstråler« som man formodede kunne

repræsentere en række usammenhængende

fotonpakker der blev revet ud af

den helhed der ene og alene kunne repræsentere

lysets væsen. En sådan helhed

kunne man naturligvis ikke måle på.

Men denne mulighed forelå når man

spekulerede i »lysstråler«.

Når den moderne videnskabsmand

eksperimenterer med lyset, så sender

han fx lyset gennem en smal åbning.

Men det man ser på den anden side fortæller

os ikke noget om lysets væsen,

men kun noget om det der kan fremprovokeres

ved at isolere en enkelt del (»en

lysstråle«) fra en større helhed. En helhed

man kunne kalde »lysfænomenets

allestedsnærværende stråling«. Hvis

man nu, i relation til det omtalte eksperiment

postulerer, at »lyset bevæger sig i

den eller den retning«, så fortæller dette

os ikke noget om selve lysets væsen eller

dets såkaldte »bevægelse«. Denne ide

opstår fordi en del af lyset tvinges igennem

den omtalte åbning. Hvis lyskilden

foran spalten fx bevæges op eller ned, så

vil den smalle strimmel lys vi finder bagved

spalten også bevæges tilsvarende

opad eller nedad og skabe en illusion af

at lyset bevæger sig i den ene eller den

anden retning.

Den såkaldte lysstråle – som i aner-


kendte leksika stadig illustreres som

»hvid« skønt den i virkeligheden er

usynlig – kan nu bruges i et påtænkt forsøg.

Og her er det jo oplagt at tænke på

Newtons eksperimenter som tilsyneladende

viser os hvorledes lys kan »brydes«

i forskellige brydningsvinkel. Herfra

drages den fejlagtige konklusion at

»hvidt lys i virkeligheden indeholder alle

farverne.« I stedet burde man forstå, at

der er tale om en »provokation« af lyset.

Provokationen opstod fordi Newton troede

at han kunne få lyset til at afsløre sine

hemmeligheder uden at sætte det sammen

med »sin bedre halvdel« (mørket).

Ifølge Newtons opfattelse behøvede

man slet ikke mørket for at fremstille de

farver vi ser. Mørket blev blot defineret

som »mangel på lys« At denne »mangel«

så kunne være større eller mindre gik

man slet ikke ind på, skønt dette har en

afgørende betydning for fremkomsten af

de forskellige farver. I denne sammenhæng

er det interessant at mærke sig

Goethes udtalelse om farverne når han

taler om dem som »lysets smerte«.

Det skal naturligvis ikke benægtes, at

man kan tale om de forskellige farvers

forskellige brydningsvinkler, som man

(set i forhold til den såkaldte lyshastighed)

kan beregne i tilsvarende forskellige

frekvenstal. Det skal heller ikke

underkendes, at disse beregninger har

betydning i flere praktiske sammenhænge.

Formålet er ikke her at underkende

den nuværende videnskabs resultater,

som man kun kan beundre. Formålet er

at rette opmærksomheden mod det vi i

virkeligheden står overfor – en dybere

erkendelse af virkelighedens verden,

som noget der hæver sig over de rent

praktiske resultaters betydning for vort

materielle liv.

diføt nyt 99

Et andet forhold som bør nævnes i

denne sammenhæng er udsprunget fra

de teoretiske spekulationer der angår

»lysets forskellige brydningsvinkler set i

forhold til lysets bevægelse igennem forskellige

medier«. Her vil det være oplagt

at nævne det som de fleste kender til,

nemlig brydningsvinklerne som de tager

sig ud i overgangen fra luft til vand. Enhver

kender fra sine besøg i svømmehaller

den sjove fordrejning af kropsdele

der ser ud til at eksistere når man iagttager

de dele af kroppen der er under vandet

i forhold til de dele der er over vandet.

Og måske husker man også fra sin

skoletid forklaring på dette forhold. Her

vil vi kikke lidt nærmere på denne forklaring.

Forestiller vi os en dyb skål hvor vi på

bunden har anbragt en mønt, så vil vi,

idet vi kikker ned i skålen, kunne lokalisere

mønten helt præcist. Vi tager ikke

fejl hvis vi med vore fingre vil tage mønten

op. Men fylder vi nu skålen med

vand, så sker der noget interessant. Det

ser ud som om mønten har hævet sig til

en lidt højere position og forskubbet sig

mod venstre hvis jeg kikker på arrangementet

fra højre side. For en person der

ikke har set første del af eksperimentet

(møntens virkelige position i den tomme

skål) og nu opfordres til at tage mønten

op vil der umiddelbart ske det at han griber

lidt ved siden af, fordi han mener, at

mønten befinder sig et andet sted end

den i virkeligheden kan findes. Hvad

sker der her, og hvad er videnskabens

forklaring på det der sker?

(fortsættes)

9


"Energie und Freiheit"

Neuartige Energiesysteme als Alternative zu Nuklearanlagen

Kongress vom Samstag, 25.Juni, bis Sonntag, 26. Juni 2011

Steigenberger Hotel Frankfurt-City, Lange Str. 5-9, 60311 Frankfurt

http://www.steigenberger.com/Frankfurt_City

Veranstalter:

Jupiter-Verlag, TransAltec AG und

Schweizerische Vereinigung für Raumenergie SVR

Samstag, 25. Juni 2011

10.00 Uhr Eröffnung und Überblick

Adolf und Inge Schneider, Jupiter-Verlag/TransAltec AG, SVR-Schweiz, Zürich/CH

10.15 Uhr Autonome Energiegewinnung - die grösste technische Revolution

Wegweisende Konzepte für eine menschen- und umweltfreundliche Technik

Prof. (em.) Dr. Dr. Dr.h.c. Josef Gruber, Ehrenpräsident DVR, Hagen-Hohenlimburg/DE

11.15 Uhr Thermodynamisches Kleinkraftwerk

CO2-Kreisprozess zur Umwandlung latenter Umgebungswärme in elektrische Energie

Klaus Rauber, Dipl.-Ing., Verein für Implosionsforschung, Zell a.H./DE

12.30 Uhr Mittagspause

14.00 Uhr Hocheffizienz-Elektrolyse für stationären und mobilen Einsatz

Umweltfreundliche Technologie ohne Treibhausgasemission mit hohen Einspareffekten

Dr. Theo Almeida-Murphy, Düsseldorf/DE

15.00 Uhr Teslatec statt Desertec

Optimierung der Energietechnik ohne Kernkraft nach Plänen von Nikola Tesla

Prof. Dr.-Ing. Konstantin Meyl, University of Applied Sciences, Furtwangen/DE

16.00 Uhr Kaffeepause

16.30Uhr Erste Energie-Erzeugung durch Autonome Rotationssysteme

Differenzierung von Drehmomenten durch Zentrifugalkraftumlenkung und Druckverstärkung

Hans Adalbert Schmidtke, Ingenieur, Rimbach/DE

17.00 Uhr Neue Technologien auf der Basis von Nullpunkt-Energie

Subatomare Resonanz-Effekte mit Transmutation, Levitation materieller Objekte usw.

auf der Basis der Forschungen von John K. Hutchison, Paul Lavioloette u.a.

Dr. Thorsten Ludwig, Präsident der DVR, Berlin/DE

18.00 Uhr Abendessen

9.30 Uhr Kernenergie-Konversion statt Atomspaltung oder Kernfusion - mit Demo

Neues Verfahren mit Nutzung der Schwingungsenergie über Vibronenanregung

Dr. sc. nat. Hans Weber, Nuklearphysiker und Thermodynamiker, Zürich/CH

21.00 Uhr Opus Dei - Evolution, Schöpfung und Wissenschaft

Die geheimnisvolle Ordnung hinter den Dingen - ein faszinierender Filmbericht

NuoViso & Horizon, mit spannenden Beiträgen renommeirter Forscher und Autoren

März/April 2011 NET-Journal Jg. 16, Heft Nr. 3/4 37


Kongresrapport:

Energi og frihed

Af Anders Heerfordt

Dr. Dr. Dr. Josef Gruber, ærespræsident

for Deutsche Vereinigung für Raumenergie

(DVR), fortalte om forskellige frienergimaskiner.

En maskine fik han demonstreret

på en rasteplads på en motorvej.

Opfinderen var blevet udsat for indbrud,

vold og sabotage og var nu blevet

meget forsigtig med, hvor han opbevarede

maskinen, og hvem han viste den til.

Gruber så i 1999 Jim Pattersons apparat,

som kunne uskadeliggøre radioaktivt

affald.

Det er dokumenteret, at Tesla i 1930

kørte en tur fra Niagara Falls til New York

i sin Pierce Arrow automobil, hvor han

havde fjernet tanken og benzinmotoren

og erstattet den med en frienergi-maskine.

Med på turen var Heinrich Jebens.

Turen er dokumenteret i bogen Die Urkraft

aus dem Universum, 2006, af sønnen

Klaus Jebens. Storbankerne undertrykker

sådanne frienergi-maskiner.

Wilhelm Mohorn, Aquapol, har lavet

en meget succesfuld alternativ teknik til

udtørring af gammelt murværk fx i kirker.

Teknikken producerer ikke direkte

energi, men er beslægtet.

Heinz V. Wenz fra Star Fire Institute i

Frankfurt har 2003 bygget en FKM frienergi-maskine.

Professor Szabo i Budapest har en maskine,

www.gammamanager.com. Nogle

interessante websteder: www.etzs.de,

www.rafoeg.de.

Der er mange maskiner. Storbankerne

er de væsentligste modstandere, der bekæmper

fri energi. Men der er også na-

tionale regeringer, der ikke går ind for fri

energi. Der er svindlere blandt opfinderne,

og så er en del offentlige institutioner

meget konservative.

Gruber koncentrerede sig om de økonomiske

konsekvenser, når folk begynder

at bruge frienergi-maskiner. Skattesystemet

skal omformes, fx skal bilskatten

lægges om fra en skat på benzin til en

skat på kørte kilometer.

Man kan slukke for fjernsynet. Der er

de fleste nyheder udvalgt, så de stabiliserer

det herskende verdensbillede. I stedet

kan man orientere sig via websites,

der går ind for alternativ teknologi.

Diploming. Klaus Rauber fra Verein für

Implosionsforschung fortalte om en maskine,

han var ved at bygge. Det var en maskine

lidt som Seregodskys eller Bernhard

Schäffers. Den var inspireret af, at

andre påstod, at de havde bygget en lignende

maskine, som gav nogle hundrede

watt overskud. Den var også inspireret

af tilsyneladende OU-fænomener i

hvirvelstorme – og inspireret af Schauberger.

Hans maskine lod carbondioxid

gennemløbe et kredsløb, hvor det ændrede

tryk og temperatur.

Han havde to store beholdere, en

hvor carbondioxiden havde et højt tryk

og stuetemperatur, og en hvor den havde

et lavt tryk og en lav temperatur. Gasformig

carbondioxid fra beholderen med

stort tryk drev en stempelmotor og flød

ind i beholderen med lavt tryk. I beholderen

med det lave tryk og den lave temperatur

fortættede carbondioxiden sig

og blev flydende. Han pumpede den fly-

11


diføt nyt 99

dende carbondioxid ind i beholderen

med det store tryk. Da den flydende carbondioxid

havde et lille rumfang, krævede

det mindre energi at pumpe den, end

den energi man vandt i stempelmotoren.

Motoren virkede endnu ikke. Beholderen

med det lave tryk var ikke isoleret,

så der var et for stort varmetab. Det var

ganske kostbart at bygge motoren, han

skulle nu bruge nogle hundrede tusind

på forskellige ændringer, herunder varmeisolation.

Dr. Theo Almeida-Murphy arbejdede

med GEET og hydrolyse af vand,

www.clean-motor.com og www.cleanworld-energies.de.

Han havde et elektrolyseapparat,

som mindede lidt om

Claus Thomsens. Apparatet stod og spaltede

vand under foredraget, men med

en effektivitet lidt under 1.

Jeg mener, han ved en tidligere kongres

demonstrerede elektrolyse med en

effektivitet langt over 1, altså med en

OU-koefficient på 10 eller mere. Han var

nu blevet mere forsigtig og ville ikke demonstrere

OU ved kongressen. Han ville

kun udtale sig i forblommede vendinger

om de tekniske detaljer. Han viste et frekvensskema

med en række frekvenser i

audio-området og sagde, at nogle af disse

frekvenser var vigtige, hvis man ville

have OU.

Man skulle også læse nogle skrifter,

som havde et alkymistisk anstrøg, hvor

en slags periodisk system var opdelt i frekvensoktaver.

Det første grundstof i dette

system var ikke hydrogen, som det ellers

plejer at være. Forfatteren havde et

engelsk navn, måske Walker.

Theo var ikke i tvivl om, at GEET-motorer

kan virke. Theo havde rigtigt godt

styr på sit elektrolyseanlæg og tændte

12

knaldgassen, så den eksploderede med

et brag. Han demonstrerede derefter, at

han kunne tænde knaldgassen, så den

brændte rytmisk uden at knalde. Han

havde forbundet en ballon til den flaske,

hvori knaldgassen brændte, og den

pumpede sig op og trak sig sammen som

et hjerte, rytmisk med en frekvens på

omkring 60 pulsslag i minuttet. Det er

slet ikke en almindelig måde at brænde

på for knaldgas. Han ville måske demonstrere,

at knaldgassen var levende.

Prof. Konstantin Meyl holdt et foredrag,

hvor han oplistede en lang række fungerende

teknologier. De fysiske teorier

og formler, man havde i 1800-tallet, var

tilstrækkeligt grundlag til, at man kunne

bygge frienergi-maskiner, hvis man angreb

opgaven rigtigt.

Han fortalte, hvordan Tesla allerede

omkring 1911 havde en glimrende forståelse

af fri energi og havde nogle

OU-systemer. Han fortalte, at GEET-motorer

fungerer, og at nogle implosionseller

vortex-teknologier virker.

Han viste et apparat, som måske lignede

Den gyldne Stråle lidt, hvor man

hvirvlede vand rundt og tilsatte carbondioxid.

Der skete så en omdannelse af

vandet til en brændbar væske, som man

kunne tænde med en tændstik. Videoen

viste, at man hældte »vandet« i benzintanken

på en Mercedes og kørte en tur i

den. Han fortalte, at der havde været politikere

til stede ved seancen, så nogle politikere

var vidende om alternativ teknik.

I øvrigt kunne man med fordel vande sin

køkkenhave med det brændbare »vand«.

Det var temmelig økologisk.

Meyl nævnte også Fabrizio Pinto, som

har noget interessant, www.

interstellartechcorp.com.


Ing. Hans A. Schmidtke var tidligere

atomkrafttilhænger. Efter ulykken på

Three Mile Island 28. marts 1979, hvor

150 arbejdere blev alvorligt bestrålet,

blev han atomkraftmodstander. Den officielle

historie i dag er, at der ikke var nogen

tilskadekomne og ingen fik kræft.

Den officielle historie er ikke helt sand.

Han studerede længe Ranque-Hilsch

hvirvelrør og modellerede hvirvelbevægelser

på sin computer. I januar 2011

fandt han en god model, hvor en slags

hvirvelbevægelse giver en energigevinst.

Han er blevet opmærksom på, at

rumæneren Florian Raul Popescu lavede

en lignende maskine og indgav patentansøgning

på den 15. oktober 1979. Der

var en artikel i NET-Journal i marts 2009

om en sådan maskine.

Dr. Thorsten Ludwig fortalte om sine

besøg hos John Hutchinson, http://en.

wikipedia.org/wiki/John_Hutchison, i

Canada og hos Paul LaViolette. John bor i

en lille lejlighed i noget socialt boligbyggeri.

Han arbejder med ophugning af

gamle skibe, gerne krigsskibe, og slæber

tonsvis af gammelt elektronik-skrammel

hjem i lejligheden, masser af radaranlæg

og elektronrør.

Han har fået trukket ekstra kabler fra

lysnettet, fordi hans strømforbrug er

langt ud over det sædvanlige for en lejlighed.

Han har fjernet alle skillevægge i

lejligheden for at få plads til elektronikskraldet.

Lejligheden er så stuvende

fuld, at man skal være et slangemenneske

for at bevæge sig gennem den. Det er

ret umuligt at finde et sted at placere en

stol. Altanen er stuvende fuld.

John har monteret et utal af antenner

på altanen (og i lejligheden) og noget,

diføt nyt 99

der ligner en 15 mm maskinkanon. John

overholder stort set ingen regler og bestemmelser.

Hans installationer er i strid

med våbenloven, stærkstrømsreglementet,

brandvedtægterne og masser af andre

regler. Han påstår engang imellem,

at myndighederne generer ham, men

det er ikke rigtigt. De holder hånden

over ham. Han er tydeligvis også under

intens overvågning af det militære efterretningsvæsen

og måske også under

overvågning af politiet.

Han laver de mest fantastiske eksperimenter.

Hans mærkelige felter kan omdanne

stål til gele. Stål og aluminium får

konsistens som havregrød. Det kan og

få en fibret struktur, så det brækker, ligesom

en gren kan brække. Der sker dimensionsforskydninger,

så et stykke træ

pludseligt kan dukke op inden i en stålstang.

Træet er ikke svedet, men ligesom

støbt ind i stålet. Hans felter laver kunstig

tyngdekraft, og han excellerer i at

lade tunge genstande falde opad, så de

havner på loftet. Det kan være en flaske

vand, der falder opad eller en portion

flødeis eller i ét tilfælde en 35 kilogram

tung kanonkugle.

Han laver også frienergi-maskiner, fx

krystalbatterier. Thorsten har et par af

hans krystalbatterier. John er totalt umulig

at arbejde sammen med. Han holder

fx ikke aftaler.

Thorsten nævnte også Fabrizio Pinto.

Han nævnte J. Maclay og R. L. Forward,

der har lavet et chip-drive. Det er det, der

også kaldes et reaction-less drive. Det er

beslægtet med fri energi, men er en slags

kunstig tyngdekraft, der kan bruges til at

drive flyvende tallerkener med. Det specielle

ved chip-driven er, at den har størrelse

som en transistor og kan loddes ind

i et elektrisk kredsløb.

13


diføt nyt 99

Adolf Schneider holdt et kort foredrag

om tidligere forsøg med transmutation

til nedbrydning af radioaktive isotoper.

Transmutation med Browns gas var demonstreret

mindst 50 gange. Den italienske

fysiker Roberto Monti har demonstreret

en anden transmutationsmetode,

hvor nedbrydningen af radioaktiviteten

tager 1-4 dage. Metoden bygger på

William Harkins atommodel. Andrew

Michrowski (PACE) har også rapporteret

om succes med transmutation vha.

Browns gas.

Hans Weber er en schweizisk atomkraftingeniør.

Han byggede i 1983 et meget

nøjagtigt kalorimeter, mere nøjagtigt

end hvad der ellers findes i Schweiz. Det

kunne måle på energiforholdene i atomkerneprocesser

med hidtil ukendt nøjagtighed.

Han fandt nogle nye fænomener

med energioverskud, som der ikke stod

noget om i lærebøgerne. Han fik besked

på at holde mund med det – man kunne

ikke forholde sig til de fænomener på det

tidspunkt.

Weber undersøgte Testatika-maskinen

omkring 1984 og fandt den yderst

interessant. Weber arbejdede derefter i

mange år for militæret og forskede i hurtige

impulser og shockwaves. Formodentlig

tænker han på chokvirkninger i forbindelse

med atomeksplosioner, fx EMP.

Han opdagede i den forbindelse, at hvis

man kombinerede hurtige impulser med

magneter, så kunne man vinde fri energi.

Han nævnte, at han var begejstret for

van Helsing, som på en eller anden måde

havde været relevant for hans arbejde.

Weber er nået frem til, at man skal forstå

magnetisme som en hvirvelbevægelse i

æteren og fortalte, at han havde fået kon-

14

takt til RQM-bevægelsen og havde samarbejdet

med dem. RQM-bevægelsen

havde nogle meget fornuftige ideer.

Weber frembringer nogle svingninger

i æteren fx ved hjælp af vibrationer i piezoelektriske

krystaller. Disse svingninger

kalder han vibroner, og de skal ikke

forstås som elektromagnetiske svingninger.

Hvis man siger skalarbølger, så er det

mere rammende. Virkningen af vibronerne

er meget frekvens-afhængig. Hvis

han vælger de helt rigtige frekvenser,

kan han få resonans med atomkernerne

og lave transmutationer. På den måde

kan han nedbryde radioaktivt affald

ganske hurtigt. Nedbrydningen udvikler

voldsomt meget varme, så man kan

brænde det brugte atombrændsel af i de

eksisterende atomreaktorer og vinde

elektricitet ved processen. Når atombrændslet

er helt nedbrudt, så er det

ufarligt, og man har ikke noget affaldsproblem.

Han opfandt denne metode i 1983,

men dengang var der ingen, der var

interesseret. Det burde der være nu, men

han kan ikke finde gehør for sine forslag.

Han kan ombygge et atomkraftværk, så

det ikke producerer atomaffald. Det koster

nogle millioner, men det vil tjene sig

ind på et halvt år.

Som sagt kan han ikke finde gehør for

disse ideer blandt dem, der ejer atomkraftværkerne.

Derfor bygger han i stedet

på en frienergi-maskine. Den består

af en halvleder omviklet med en spole.

Han har planer om at bygge en frienergimaskine,

som fx er mindre end et knappenålshoved,

og som leverer nogle milliwatt.

Foreløbigt leverer den kun nogle

mikrowatt. Han mener, der er et stort

markedspotentiale for sådan en dims i

høreapparat-markedet.


Han arbejder også med en skalarbølge-antenne

og har patenteret et par varianter.

En simpel antenne består af en aluminiumring,

som er omviklet med kobbertråd

som en ringkernespole. Sådan

en antenne har interessante egenskaber,

bl.a. kan den bruges som en modtageantenne

for tidsbølger. Den kan og

lave noget kunstig gravitation. I stedet

for aluminium har han prøvet zinksulfid

og grafit.

Atomkernernes kernespin er vigtig

for funktionen. Der skal være en resonans

mellem kernernes spin og de tilførte

frekvenser. Når denne resonans er til

stede, kan man være heldig og få de

interessante effekter frem. Inspireret af

Fukushima-katastrofen arbejder han

også på en orgon-akkumulator lavet af

tynde lag af skiftevis isolerende og ledende

materiale. Det burde kunne anvendes

som en beskyttelsesdragt til

Fukushima-arbejdere.

Han lavede et demonstrationsforsøg

med radioaktiv stråling, som ikke var

vellykket.

Joe Spiteri-Sargent fortalte, at han har

opfundet en klassisk evighedsmaskine.

Han har et slags svømmebassin. Deri har

han et slags roterende hjul med nogle

opdriftselementer. Han mener, at han

kan få et energioverskud og hævder

desuden, at maskinen producerer 335

kW, koster 16 mio. euro at bygge, og at

den vil køre stabilt med 20-25 år imellem

reparationer.

Jeg mener, at den aldrig kan virke.

Han har en prototype, der vejer nogle

tons, og som står på Malta, hvor man kan

se den. En hollænder var nede at kigge

på den. Den virkede ikke. Opfinderen

søger investorer.

diføt nyt 99

Diploming. Joachim Wagner holdt et

langt foredrag om homøopatisk behandling

af benzin og dieselmotorer. Han var

en elendig foredragsholder, talte monotont

og uden at artikulere ordene. Han

mumlede nærmest, så jeg syntes, han

var næsten komplet uforståelig. Han viftede

ikke med armene og ændrede ikke

ansigtsudtryk; men publikum fandt

hans foredrag meget interessant.

Prof. Claus W. Turtur, som før har bygget

frienergi-maskiner i mikrowatt-størrelse,

går nu efter noget i kilowatt-størrelse.

Han vil skalere maskinerne op og har

regnet sig frem til, at noget i retning af en

Keppe-motor burde kunne virke.

En række mennesker har forsøgt at

bygge Turturs maskine, men det er endnu

ikke lykkedes at få den op på de 6000

rpm, hvor den burde begynde at levere

overskud. Den højeste rotationshastighed,

man har nået, var 5500 rpm.

Turtur ridsede i øvrigt noget historie

op for frienergi-maskinerne. Han snakkede

en del om Hans Colers maskine.

Han fortalte, at Coler havde en 10 W maskine,

som han i 1926 demonstrerede for

prof. M. Kloss ved TH Berlin. I 1933 demonstrerede

han en 70 W maskine for dr.

Moderson. Omkring 1942 byggede han

en 6 kW maskine, som kørte indtil den i

1945 blev ramt af en flyverbombe. Volkrodt

indgav i 1986 en patentanmeldelse

på noget lignende. Og MEG’en blev patentanmeldt

omkring 2002.

En Mr. Watt demonstrerede sin opfindelse.

Den bestod af en spole og en kondensator

på et lille kredsløbskort. På inputbøsningerne

lagde man et 2,3 kHz 40 volt

17 mA signal. På output-bøsningerne

15


diføt nyt 99

kunne man tappe et 2,3 kHz 40 volt 17

mA signal. OU-koefficienten var tydeligvis

1,0. Men manden havde målt en højere

spænding over spolen i svingningskredsen

(det skal der være, det er helt efter

bogen) og mente derfor, at OU-koefficienten

var 40. Han søgte investorer. En

tragikomisk skikkelse…

George Soukup er en brasilianer, kendt

for sin selvkørende V-gate magnetmotor,

som man har kunnet se videoer af på

Internet. Der var ikke skyggen af fornuft

i det han sagde. Hans demonstration var

et totalt flop. Motoren kunne absolut

ikke køre af sig selv. Tilhørerne begyndte

meget hurtigt at snakke indbyrdes om

andre ting, så der rejste sig en summen

fra salen. Ordstyreren brød flere gange

ind for at få George til at stoppe sin

underlige talestrøm og få ham til at lave

en fornuftig demonstration.

Dick Korf fra Holland fortalte om sine

mange rejser for at besøge opfindere.

Han havde besøgt Szabo i Budapest, som

havde været en skuffelse. Han havde

skullet betale Szabo et stort beløb for en

demonstration, som han ikke kunne bruge

til noget.

Han så en pendulmaskine i Ohio, som

det var umuligt at komme videre med.

Man kunne ikke samarbejde med de

mennesker.

Han havde besøgt Lutec i Australien.

De havde været meget umulige at samarbejde

med. De ville konstant have penge

– mange penge – og de kunne ikke

overholde aftaler. De havde ikke gjort

væsentlige fremskridt de sidste 8 år. Men

maskinen virkede for så vidt godt nok.

Han havde mødt Bedini. Det havde

været en stor skuffelse. Han havde set en

16

kæmpe monopol-motor med en diameter

på 4,5 meter. Men leverede den noget

overskud? Bedini havde sagt, at den leverede

16 watt, men Bedini blandede

rundt på watt og volt, som er to meget

forskellige ting, så Bedinis troværdighed

led et alvorligt knæk. Bedini ville ikke demonstrere

noget med en tydelig OUeffekt,

men sagde, at Dick selv måtte

bygge en maskine ud fra de oplysninger,

man kunne finde på Internet.

Han havde besøgt Wang Shum Ho

(Wang Shen He) i Kina. Wang var meget

dygtig og vidste, hvad han lavede. Wang

havde en baggrund i raketforskning.

Wang var i starten noget tillukket, men

efterhånden lykkedes det at oparbejde et

tillidsforhold til manden. Imidlertid viste

det sig umuligt at købe en maskine af

ham, selv om Wang ikke var afvisende

over for ideen.

Efterhånden gik det op for Dick, at

han selv måtte bygge en maskine. Så begyndte

han at bygge en af Wangs maskiner,

og det havde han gode oplevelser

med. Han fik noget støtte af Wang, og

han så lyst på fremtiden.

Jeg mødte Guy Hary ved kongressen.

Guy har bygget fungerende frienergimaskiner,

og han har udtalt, at han ikke

længere bruger el fra lysnettet. Jeg fandt

ikke ud af, hvor hans energi kom fra (måske

solceller?), men det var ikke fra Bedini-maskiner.

Han fortalte, at hans Bedini-maskiner

maksimalt havde haft en

OU-koefficient på 0,98. Han arbejdede

nu på en slags mellemting mellem en

Bedini-maskine og en Keppe-motor.

Alt i alt en ganske interessant kongress…


Sonntag, 26. Juni 2011

10.00 Uhr Nullpunkt-Energie zur Rettung des Planeten Erde

Globale Aspekte und Projekte für eine hoffnungsvolle Zukunft (Video-Präsentation)

Adam Trombly, Physiker, Institute for Advanced Studies (IAS), Aspen/USA

10.45 Uhr Spiteri-Wasserpumpe - autonomes Energiesystem von 90...355 kW

Kraftwerksystem mit autonomer Stromerzeugung aus hydrostatischer Energie (Prototyp)

Joe Spiteri-Sargent, Erfinder und Geschäftsführer der Sargent Enterprise Ltd, Malta

12.00 Uhr Mittagspause

13.30 Uhr Resonanz als Grundprinzip der Freien Energie

Optimierungen für Autos und biologische Systeme mit CHIProzessoren

Joachim Wagner, Dipl.-Ing. (FH), Weisendorf/DE

14.15 Uhr Entwicklung eines 1-kW-Raumenergie-Konverters

Rechnerische Simulation und Optimierung praktisch einsetzbarer Magnetmotoren

Prof. Dr. Claus W. Turtur, Fachhochschule Braunschweig-Wolfenbüttel/DE

15.30 Uhr Kaffeepause

16.00 Uhr Präsentation verschiedener Freie-Energie-Projekte

Adolf Schneider, Dipl.-Ing., Schweizerische Vereinigung für RaumenergieSVR,Zürich/CH

George Soukup, Wiesbaden/DE: Autonom laufender Permanentmagnet-Motor

Energiemacher GmbH: Resonanz-Spannungsverstärker mit COP = 400%

17.30 Uhr Freie Energie für die Gesellschaft des dritten Jahrtausends

Ausblick auf eine hoffnungsvolle Zukunft im Lichte eines spirituellen Managements

Reiner Oberüber, Spiritual Manager, Sareghis GmbH, Berlin/DE

18.30 Uhr Schlusswort zum Kongress-Ende

Adolf und Inge Schneider, Kongress-Organisatoren, Zürich/CH

Ausstellung von Büchern, Demonstrationsmodellen und Produkten

Am Büchertisch steht einschlägige Literatur zur Verfügung; Referenten zeigen Ausstellungsmodelle und Produkte,

über die sie zum Teil in ihren Vorträgen referieren, und beantworten Fragen der Besucher.

Anmeldung und Kongress-Organisation

Jupiter-Verlag/TransAltec AG

PF 1111, CH 8032 Zürich, redaktion@jupiter-verlag.ch

Informationen zu Teilnahmekonditionen und Hotelangeboten

siehe unter: www.borderlands.de Rubrik "Terminkalender"

Tel. +41 44 252 7734, Fax +41 44 252 77 36

Veranstaltungsort:

Steigenberger Hotel Frankfurt-City, Lange Str. 5-9, 60311 Frankfurt

http://www.steigenberger.com/Frankfurt_City

38 NET-Journal Jg. 16, Heft Nr. 3/4 März/April 2011

More magazines by this user
Similar magazines