andango - Syntetisk tale

andango
Trine May og Susanne Arne-Hansen
GrundboG
for5. klasse
Dansk
Gyldendal

andango
GrundboG
Trine May og Susanne Arne-Hansen
for5. klasse
Dansk
Gyldendal

Fandango 5
GrundboG
Trine May og Susanne Arne-Hansen
1. udgave, 2. oplag 2009
© 2009 Gyldendalske Boghandel,
Nordisk Forlag A/S, København
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,
der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i
aftalen nævnte rammer.
Forlagsredaktion: Anne Fægteborg og Lise Jæger
Konsulent på s. 72-76: Bo Kampmann Walther
Tekst og billedredaktion s. 97-100, 121-122, 134-135,
251-261: Alice Carlslund og Anna Støttrup
Grafisk tilrettelægning og omslag: Frk. Madsen
Omslagsillustration: Simon Bukhave
Bogen er sat med Times, Salmiak og Rakugaki
og trykt hos Clemenstrykkeriet
ISBN 978-87-02-06922-8
Fandango 5
Grundbog
Arbejdsbog A
Arbejdsbog B
Lærervejledning
www.fandango.gyldendal.dk

Litteratur – hvad er det? 6
1. Skal vi kigge lidt i spejlet?
– om personkarakteristik 12
Prins Faisals ring af Bjarne Reuter 14
Tifanfaya af Henrik Nordbrandt 24
Et hjem med gevær af Cato Thau-Jensen 34
2. I faklernes skær – om miljø 42
Indhold
Dæmonernes hvisken af Josefine Ottesen 44
Løven, heksen og garderobeskabet
af C.S. Lewis 56
Himmelherren af Kenneth Bøgh Andersen 64
Computerspil 72
World of Warcraft 74
3. I et glimt trådte næsen frem
– om komposition 78
Troldtinden af Ida Jessen 80
Krageungen af Bodil Bredsdorff 88
Ansigtet af Louis Jensen 92
Casa Battló af Antonio Gaudí 97
3

4
4. Vil du være stjerne super tjekket og moderne
– om virkemidler 102
Børnenes Ænsyklopædi 104
Marie alene om sommeren
af Erik Skøtt Andersen 108
Nanna Nokkefår får nok af Marianne Iben Hansen og
Hanne Bartholin 110
… før han skal spise frokost med kongen og dronningen
af Bente Olesen Nyström 116
Axel elsker biler af Marianne Iben Hansen og Hanne Bartholin 118
5. Fårene står der endnu og glor – om fortællere
og synsvinkler 120
Jens Vejmand af Jeppe Aakjær 124
Ole sad på en knold og sang af Jeppe Aakjær 126
I brøndens mørke af Annette Herzog 128
Portræt af Dora Maar af Pablo Picasso 134
Shake af Christina Hesselholdt 137
6. Vokseværk er ikke rent pjat – om tema 140
Bokserdrengen af Tom Kristensen 142
Drengen der samlede på ord
af Birgit Strandbygaard 148
En historie om vokseværk af Kim Fupz Aakeson 158
7. Op al den ting – om intertekstualitet 164
Op, al den ting, som Gud har gjort af H.A. Brorson 166
En seks hundrede og fjerde gang af Louis Jensen 168
Op al den ting af Steffen Brandt 169
Anna og Engel af Anne Lilmoes 170
En orm af Peter Mouritzen 180

8. Daddy is home, baby – om Bent Haller og hans forfatterskab 184
Knut og Køter af Bent Haller 185
Historien om
Hønsepigen
af Bent Haller 203
Ros til Asmus
af Bent Haller 220
Ønskebarnet
af Bent Haller 226
Dem fra Osser
af Bent Haller 232
Haven af Bent Haller 234
Der er ingen sukker på mine historier
– et interview med Bent Haller 236
9. Æblet og Ormen – om film 240
10. Kan man klippe et kunstværk?
– om Peter Callesen og hans kunst 252
Peter Callesen
– en klippende
kunstner 253
Hvid dagbog af Peter Callesen 254
Uigennemtrængeligt slot II
af Peter Callesen 256
Cowboy af Peter Callesen 258
Himmel og helvede af Peter Callesen 260
5

6
Litteratur
– hvad er det?
Der findes to slags litteratur: skønlitteratur og faglitteratur.
Skønlitteratur er
6 noget, en forfatter har fundet på
En forfatter har digtet en historie. Han har fundet på, hvilke personer
der skal være med i historien, og hvor og hvornår den skal foregå.
Forfatteren har også valgt, om historien skal være realistisk eller fantastisk.
Den realistiske litteratur ligner virkeligheden, for den handler
om noget, vi kender fra virkelighedens verden. Den fantastiske
litteratur ligner derimod ikke virkeligheden. Den foregår måske i en
verden med drager og kæmper – eller måske optræder talende dyr side
om side med hekse, der æder børn, eller hunde, der ryger cigaretter.
Uanset om en tekst er realistisk eller fantastisk, er der i skønlitteratur
ikke tale om virkelighedens verden – men om en „som om-verden“,
hvor alt kan lade sig gøre. Derfor er det også sjovt at skrive litteratur
selv. I litteratur kan du slå din nabo ihjel, eller du kan give din klassekammerat
et kys, uden at det har konsekvenser for dig i virkelighedens
verden. På den måde er skønlitteratur en slags løgnehistorier. Det
er ikke virkelighed, selv om det måske ligner. Nøjagtig ligesom film
eller computerspil. Skønlitteratur, film og computerspil kalder vi også
fiktion.

6
6
historier, der kræver, at du selv digter med
En forfatter kan godt sige os noget i sin tekst, uden at han skriver det
direkte. Så læser vi mellem linjerne.
Selv om en forfatter har skrevet en spændende historie med masser
af action, har han ikke skrevet hele historien. Du bidrager også selv,
når du læser. Skønlitteratur har tomme pladser. Det er „huller“, forfatteren
har efterladt i teksten, og som du selv udfylder, når du læser.
Måske har forfatteren ikke skrevet, hvordan historiens personer ser ud,
men når du læser eller hører historien, spiller der en slags film i „din
indre biograf“. Du kan se det for dig. På den måde er du selv en slags
medforfatter af historien.
Her skal du høre om drengen Vitello:
I går så han alle tiders film med en barsk fyr der havde
en stor kniv med riller. Den barske fyr gik i netundertrøje
og var en hård negl og talte grimt til alle andre og var
ikke bange for noget. Eller for nogen. Der var også en dame
og noget kysseri, men der lukkede Vitello bare øjnene og
ventede indtil det var gået over, og damen var væk igen.
Fra Vitello går med kniv af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen
6 Hvad kan du læse mellem linjerne om Vitello?
ordkunst
Skønlitteratur er en kunstart, så en forfatter er en kunstner, der
arbejder med sproget. Kunst drejer sig om livets store og vigtige
spørgsmål som fx kærlighed, ensomhed, glæde og sorg.
Foruden litteratur vil du også møde andre medier og kunstarter i
Fandango, fx billedkunst, arkitektur, filmkunst og computerspil.
7

8
1
Faglitteratur
Faglitteratur er noget helt andet. Her er der ikke tale om en „som
om-verden“. Det er tekster om virkeligheden. Der findes mange
forskellige slags fagtekster, fx en artikel i avisen, en madopskrift,
en dagbog, en brugsanvisning eller et opslag i en ordbog.
Fagtekster har forskellige formål. De vil fx:
6
6
6
6
beskrive og forklare
hvordan dyr lever, hvordan en motor fungerer, eller hvad en synsvinkel
er.
berette
om noget, der er sket. Det kan være i form af en avisartikel, en dagbog
eller en erindring.
instruere
dig i, hvordan du skal gøre noget, fx bage kanelsnegle, løse en opgave
eller installere et computerspil.
diskutere
forskellige synspunkter og meninger. Det kan være i form af et læserbrev
eller en kommentar, hvor man skriver sin mening om noget, fx at
der burde være en lov om brug af cykelhjelm.
Her ser du nogle eksempler på fagtekster:
Opgave 4
Undersøg, om alle trekanter kan tesselere.
Kan I finde en trekant, der ikke kan?
Brug prikpapir, madpapir eller et
geometriprogram.
Forklar, hvorfor alle trekanter kan tesselere,
eller hvorfor de ikke kan.
Fra Kolorit. Matematik for femte klasse – grundbog
2

5
3
6Synonymer
Ord, der betyder næsten det samme,
kaldes synonymer, fx kone, dame og
kvinde.
Fra Fandango 4. Arbejdsbog A
Jeg bliver simpelthen NØDT til at
anmelde den her bog lige nu. Den
er skrevet af Katarina von Bredow.
Først vil jeg lige sige, at det er en
vildt god bog, som bare er så …
fantastisk på en eller anden måde.
Lige nu sidder jeg med den der lidt
tomme følelse, man nogle gange
har, når man er færdig med en god
bog. Det er derfor, jeg bliver nødt
til at anmelde den lige NU.
Nå …
Bogen handler om den her pige,
som hedder Natalie …
6 Hvad er disse teksters formål? At beskrive og forklare, at
berette, at instruere eller at diskutere? Hvordan kan du se det?
6 Hvad er formålet med den tekst, du læser lige nu?
4
Fra www.boggnasker.dk
9

10
Multimodale tekster
Både skønlitterære og faglitterære tekster kan være multimodale.
Når en tekst er multimodal, er den sammensat af
forskellige dele. Ud over den skrevne tekst kan der fx være
billeder, skemaer, tabeller eller grafer. Hvis der
er tale om elektroniske tekster, kan der også
være lyde og filmklip.
Her ser du eksempler på multimodale
tekster:
6 Hvordan er disse tekster multimodale?
6 Hvilke forskellige elementer består de af?
6 Kan du komme i tanke om andre eksempler på multimodale tekster?
6 Hvad er forskellen på at læse en multimodal tekst og en tekst kun med
skrift?

1.
Skal vi
kigge lidt
i spejlet?
– om personkarakteristik
11

12
Skal vi kigge lidt i spejlet?
– om personkarakteristik
I næsten al fiktion optræder personer, og vi lærer dem at kende,
efterhånden som fortællingen skrider frem. Den vigtigste person i
en tekst kalder vi hovedpersonen, og de andre er bipersoner. Både
hoved- og bipersoner kan være enten statiske eller dynamiske. Hvis
en person er dynamisk, udvikler han sig i løbet af historien. Hvis
en person er statisk, forandrer han sig slet ikke gennem historien.
Her ser du eksempler på hovedpersoner fra forskellige medier:
Når vi læser en historie, får vi præsenteret personerne gennem det,
de gør, og det, de tænker og siger. Måske er der også beskrivelser
af, hvordan personerne ser ud, og hvordan deres forhold er til
andre personer. Mens vi læser historien, danner vi os efterhånden
et billede af personen – også selv om forfatteren ikke har skrevet
direkte, hvordan personen er eller ser ud. Måske er der mange
tomme pladser omkring personerne, som vi selv må udfylde, for at
vi kan fuldende vores billede af personen.

Forfatteren kan vælge at præsentere personer på forskellige måder:
Telling
Forfatteren skriver direkte, hvordan personerne er. Der kan stå i teksten, at en
person er modig, doven, energisk eller klog.
Som fx her:
Jonatan så virkelig ud som en eventyrprins, det gjorde han. Hans hår
skinnede fuldstændig som guld, og han havde smukke, mørkeblå øjne, der
rigtig strålede, og pæne, hvide tænder og helt lige ben. Og ikke nok med
det. Han var også god og stærk og kunne alting og forstod alting og var den
dygtigste i sin klasse ...
Fra Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren
Showing
Forfatteren skriver ikke, hvordan personerne er, men viser det gennem de
handlinger, personen foretager. Så må vi læse mellem linjerne for at danne
os et billede af personen.
Bennis far var et ordentligt brød fra Randers og tidligere sværvægtsmester
og langturschauffør. Nu sad han og syede stramaj og lyttede til Peter Belli.
Han fik tårer i øjnene over den om truckerne og den lamme dreng, der ikke
er som andre børn, „Teddybjørn“.
Fra Benni Båt af Oscar K
I det første eksempel får vi at vide, at Jonatan er god, stærk og dygtig. I det
sidste eksempel får vi ikke at vide, hvordan Bennis far er, men hvordan han
ser ud, hvad han har lavet, og hvad han gør. Vi må selv vurdere, hvordan
han er, ved at læse mellem linjerne.
6 Hvordan er Bennis far?
De fleste tekster benytter både telling og showing. I nogle afsnit er der mest
brugt telling, og i andre er der mest brugt showing.
13

14
Prins Faisals ring
af Bjarne Reuter
Du skal her læse et uddrag af den store roman Prins Faisals ring. I
tekstens begyndelse er der mange ord, du måske ikke kender.
1. Find ud af, hvad disse ord betyder: kuldsejle, fuldrigger,
galeon, mytteri, forlis, vraggods, ræer, proviant
2. Når du hører disse ord, hvad tror du så, historien handler
om?
Tom Collins
I det herrens år 1639 kuldsejlede en portugisisk fuldrigger ud for
Saint Christophers kyst og forsvandt med mand og mus. På sin vej fra
Afrika til den ny verden i Brasilien var galeonen kommet ud for orkan,
senere mytteri, hvorfor kursen var lagt om. Hvad der videre var hændt
med besætningen og de fire hundrede slaver var uvist, men rygterne
om deres forlis fløj som en løbeild mellem de små caraibiske øer. Nat
efter nat kunne man se mænd og kvinder, unge som gamle, stikke til
havs i deres små joller, hvor lanternerne glimtede som tusinde ildfluer
i jagten på det værdifulde vraggods.
Den tremastede galeon havde været et pragtfuldt skib med ræer
på alle master, mageløst i størrelse og malerisk i skønhed. Tilbage
var kun en krusning på havet, en endnu flydende galionsfigur samt
to forhutlede sjæle, og det er om dem, denne historie handler. Samt
naturligvis Tom Collins, en knægt på fjorten år, som var født og
opvokset på Nevis, der var kendt for sin tætte regnskov og den gamle
udslukte vulkan, som lå midt på øen med en lille hvid krave omkring
toppen.
Familien Collins talte kun tre medlemmer. Foruden Tom var der
moderen og Toms halvsøster, Feodora, som var et år ældre end sin
bror.
De tjente til livets ophold på en mindre beværtning i en af øens
havne. Ejeren, señor Lopez, havde taget familien til sig, da Feodoras

spanske far døde i duel. Senere giftede moderen sig igen, denne
gang med en irer, som to år efter Toms fødsel måtte bukke under for
feberen.
Enken var nu overladt til señor Lopez’ luner og sine børns flid. De
boede på kroen og fik mad hver dag og tøj på kroppen, men lige siden
Tom kunne gå, havde han afsøgt strandene i håb om at finde skatten,
som med eet slag kunne gøre familien fri af den brutale vært.
Historien begynder en mørk og stormfuld nat i september.
Tom havde netop tørret bordene af og lukket døren til baglokalet,
hvor señor Lopez skændtes med moderen angående kassebeholdningen.
Tom vidste, at hans mor aldrig kunne drømme om at snyde
nogen og slet ikke señor Lopez. Hver uge måtte hun og Feodora bade
værtens fødder, rense hans negle, frisere hans skæg, afluse hans hår og
skrubbe hans ryg. De gav ham rejnfan mod indvoldsorm, merian for
fordøjelsen og rødvin mod livslede.
„Jeg kender dit begær efter penge,“ peb værten, „kender den evige
flamme, der brænder i menneskers syge hjerter efter mammon; du er
15

16
ikke et hak bedre, og din næsvise datter med hendes skarpe tunge og
hovne sind skræmmer efterhånden så mange kunder væk, at jeg snart
må dreje nøglen om og se mig om efter et andet levebrød. Og hvad
skal der så blive af enkefru Collins og hendes to uægte unger, det ved
kun Gud.“
„Deres traktørsted er en lille guldgrube,“ indvendte Toms mor, der
stod bag værten i færd med at frisere hans sorte hår.
Selv sad señor Lopez i sin polstrede lænestol, der tre gange om året
måtte bygges om for at få plads til den enorme bagsmæk, der havde
fået tilnavnet Den tredje verden.
„Guldgrube,“ klynkede spanieren og knappede kravetøjet op, „hvad
ved du om de udgifter, man har, om de mange spekulationer en kroejer
må døje med. Tilmed er man udstyret med et vankelmodigt sind, som
du og dit afkom udnytter som tæger.“
Tom rystede på hovedet og begyndte at sætte stolene op på bordene
for at vaske gulvet.
„Og din datter tillader sig at svare mig igen,“ fortsatte Lopez, „jeg,
der er hendes eneste værn mod armod og sot. Jeg, der holder hånden
over hendes hoved, akkurat som jeg holder hånden over hendes mors
hoved og hendes broders hoved, den satans irer, i hvis sygelige øjne,
der gemmer sig en sand djævel. Han ånder ved gæller, gør han. Har
været så meget under vand, at hans åsyn er blevet grønt og vederstyggeligt.
Man nærer en slange ved sit bryst og sover dårligt om natten
ved tanken om, hvad knægten kan finde på, mens man ligger i sine
lagner.“
„Señor Lopez kan sove roligt,“ sagde Toms mor.
„Jamen, jeg sover ikke roligt. Værst er de historier, han finder på.
Løgn fra ende til anden. Det vælter ud af ham, når blot han åbner
munden.“
„Tom er en god dreng, det ved De udmærket, señor. Han har en
livlig fantasi, men det er ikke det samme som at lyve.“
„Han er en slyngel, og hans søster er hovmodig, fræk og spydig, og
gør sig morsom på ens vegne. Som om man har skabt sig selv.“
„Jeg skal tale med Feo, señor Lopez.“
Moderens rolige, dybe stemme lagde som regel en dæmper på den
tykke vært.
Samtalen var drejet over på det faste emne, der hed Feodoras skarpe
tunge. Et emne, Tom kunne tale med om. Tanken om, at halvsøsteren
allerede i nat ville få endnu en røffel, gav Tom nyt mod på livet og et
lille smil på læben, da han gik, for at skubbe slåen for døren.

Opklarende spørgsmål
3. Hvor og hvornår foregår historien?
4. Hvad er der sket i 1639?
5. Hvad er dit umiddelbare indtryk af de fire personer, vi er
blevet introduceret for: Tom Collins, Feodora, deres mor og
señor Lopez?
6. Hvordan er familiens situation? Hvordan er magtbalancen
mellem señor Lopez og de tre andre?
Feodora Dolores Vasgues
Tom sad i det lavloftede kammer, han delte med sin mor og sin søster.
Det var her, de havde deres private ejendele, som for Toms vedkommende
var en samling sjældne sten, han havde fundet på stranden eller
på havbunden. Han gemte også på sin faders gamle læderbælte og et
søkort, der, så vidt Tom vidste, dækkede det meste af verden. Kortet
var hjemmelavet og havde knap nok de rigtige mål, til gengæld var
der sat krydser på de gode fiskesteder. Europa havde fået form efter
en spidsnæset tapir, som i tegnerens øjne passede meget godt på de
fleste spaniere. Af samme grund sad Spanien som en uanselig vorte på
kontinentet, kun halvt så stort som Afrika, der var gengivet med langbenede
giraffer og brølende løver. Mellem Caraibien og Afrika havde
han tegnet fem store skibe, det ene smukkere end det andet og på det
største, en tremastet galeon, så man en kæk kaptajn med ildrødt hår og
en skinnende huggert i bæltet.
Tom vidste, at der fandtes nyere og bedre kort, og drømte om at
blive ham, der en dag skulle sætte verden på papir.
På bagsiden af søkortet havde han gengivet stjernehimlen og mente
selv, at den var mere pålidelig end søkortet. Han kendte hvert et stjernebillede
og havde aldrig svært ved at navigere om natten.
Moderen lå på ryggen med det lange, lyse hår slået ud og et lille
ubestemmeligt smil på læben. Øjnene var ikke helt lukkede, så det var
svært at afgøre, om hun sov eller bare stjal sig til et hvil, inden hun
skulle op igen.
Han kyssede hende på kinden og tog hendes hånd. Hun lugtede som
altid af limefrugten, som hun blandede i vandet, hun vaskede sig i.
Tom kendte ingen bedre lugt.
Han studerede hendes hånd, der var stor og grov. En mands hånd.
Men hun havde også en mands arbejde.
opgave
1-3
17

18
Men det skal blive løgn, tænkte han og rejste sig fra sengen.
I løbet af få minutter havde han samlet tællelyset, læderremmen og
det tjærede reb og var i fem bløde spring nede ad trappen.
I den dunkle krostue fyldte han vand på en dunk og fandt spanden
med den friske guldmakrel, der lå med bugen i vejret.
Inden han forlod kroen, skævede han som vanligt ind til señor
Lopez, der sov med åben mund og bukserne knappet op.
Han havde ganske rigtigt en snip af skjorten mellem læberne.
Vinden var løjerlig den nat, snart i øst og snart i vest, men det tog han
sig ikke af. Han var om nogen fuldbefaren, og der var ingen spåkælling,
der skulle belære ham om vind og vejr, og på denne nat havde
han en sær, men klar fornemmelse af held. Han kunne mærke det på
sin krop, der sendte ham alle de rigtige signaler. Han havde kræfterne,
energien, stædigheden og viljen.
Viljen var det vigtigste. Det var den, der gav ham et forspring for
de andre. Med sin indædte vilje ville han komme først. Intet kunne
knække den. Når Feo spurgte, hvordan han kunne tro, at han ville
finde skatten foran tusinde voksne mænd, var svaret det samme: Fordi
jeg vil. „Giv mig min jolle, en sten af passende størrelse, min fars
gamle bælte og en dunk vand. Så kommer resten af sig selv. Hvorfor?
Fordi jeg vil.“
Han tillod sig et lille smil, da fødderne standsede i det brune sand.
Båden var væk.
Han bed tænderne sammen og smed rebet fra sig, bukkede sig ned
og fulgte jollens spor, der førte fra stranden og ud i havet.
„Gid fanden havde dig, Feodora Dolores Vasgues,“ råbte han, „gid
fanden havde alle søstre.“
Han satte sig på en sten og sagde til sig selv, at det ikke betalte sig
at hidse sig op. At han, hvis han tænkte sig godt om, snart ville finde
på en anden mulighed for at komme til havs. Han kunne jo forsøge at
låne en jolle, men alle jollerne var i brug. Der var ikke den plimsoller,
der ikke var til havs. Mindst hundrede mand var på havet. De sejlede
ud med proviant til flere dage. Tom vidste, at nogle af dem havde
været oppe at toppes, og at en gammel fyr havde mistet livet efter
stiksår.
Måske man kunne låne hans jolle, tænkte Tom. Men han anede
ikke, hvor den gamle boede. Hvis han skulle skaffe sig en anden jolle,
måtte han stjæle en. Han så på kniven i bæltet. Der var ikke ret meget,
han ikke ville gøre for at komme til havs denne nat. Senõr Lopez ville
sove de næste ti timer, så Tom havde tiden for sig. Så meget desto

20
værre var det, at søsteren havde hugget båden. At hun havde tilladt sig
at rane den lige for næsen af ham, vel vidende, at det var det eneste,
han tænkte på, det eneste han levede for.
Han sparkede til en sten, slog foden og lagde sig fladt på ryggen,
så op i den matsorte nattehimmel. Lukkede øjnene og faldt til ro,
mærkede trætheden lægge sig om sin krop. Han lyttede til det sagte
bølgeslag og lå egentlig ganske dejligt. Duften af det salte hav
forvandlede sig til slørede drømmebilleder af skællede havfruer.
Man sagde, de kunne synge. Toms far var en af de få, der havde hørt
dem. Havfruer synger vuggeviser, sagde han. Vidunderlige, blide
vuggeviser.
Da han igen slog øjnene op, brændte solen over horisonten.
Havet var lyserødt og sort. På en bundgarnspæl sad en pelikan og
knebrede.
Tom holdt hånden over øjnene og fik straks øje på sin søster.
Hun sad i jollen ikke ret langt ude, og synet var uudholdeligt. Båden
vuggede på de riflede bølger, selv sad Feodora med siden til stranden,
rank som et siv. Den kulørte parasol gjorde synet endnu mere uudholdeligt.
For hun sad der bare. Vidste, at han iagttog hende. At han
natten lang havde bandet og svovlet og teet sig.
Han kunne mageligt svømme ud til hende, men den fornøjelse
skulle hun ikke have. Han kunne vente.
Men kunne han virkelig vente? Var der tid til det? De andre lykkejægere
kunne for længst have delt rovet mellem sig. Mens den magre
tøs sad til skue.
Tom satte kniven mellem tænderne og skulle netop til at svømme
ud, da han så hende begynde at stage.
Hun gav sig god tid og så ud til at nyde morgenen. Var i sit bedste
tøj: den purpurfarvede kjole, som hun havde arvet fra sin mor. Det
ravsorte hår hang som en tyk fletning ned ad ryggen, hvor det nåede
hende til livet. Tilmed havde hun været i smykkeskrinet og rigtig
majet sig ud.
„Rigtig majet sig ud,“ snerrede han.
Da hun var så langt inde, at de kunne høre hinanden, trak hun åren
op, og lod, som om hun blev overrasket over at se ham. Til trods for,
at hun havde siddet derude i timevis med det ene formål: at tirre ham.
Tom bed tænderne sammen og trippede utålmodigt.
„Åh, er det dig, Tom.“ Hun skyggede for solen, skønt hun havde
den i ryggen.
„Hvem skulle det ellers være?“ råbte han.

„Da jeg sad derude, troede jeg, det var en hund. Men nu kan jeg
godt se, det er dig.“
„Virkelig?“
„Hvad laver du nede på stranden så tidligt?“
„Hvad tror du, jeg laver? Jeg leder efter min jolle. Den, du har
hugget!“
„Pas på dit temperament, Tom, du bliver helt rød i kammen og
ligner naboens gris. Men det gør irere jo.“
Tom beherskede sig og trådte ud i vandet.
„Kom så ind med min båd.“
„Hvis du beder pænt. Man kunne jo finde på at ro ud igen.“
Tom kneb øjnene sammen. Det værste var, at hun var typen, der
kunne finde på det. Feodora var ikke som noget andet menneske. Hun
gik sine egne veje, tænkte omvendt og sagde ting, der gjorde folk
tossede. Indimellem fandt hun på de værste løgnehistorier.
Langt de fleste af Toms og Feos skænderier drejede sig om deres
fædrene ophav, om deres forskellige nationaliteter. At Toms far var
faldet for feberen, var i Feodoras øjne en højst uværdig måde at dø på.
„Men,“ som hun sagde, „irere har jo heller ingen ære, ingen rygrad
og ingen stolthed. De dør i lagnerne.“
En bemærkning som denne blev kun afleveret, når hun var på
behørig afstand, eller når moderen var til stede. Alligevel havde det
nær kostet hende livet, da hun en dag var i det mest kyniske hjørne.
Efter en times skænderi havde Tom jaget hende op på kroens tag, hvor
hun så ned på ham med et spottende smil.
Tom var på det tidspunkt så edderspændt, at tårerne trillede ned ad
kinderne.
„Kom ned, halvblods,“ rasede han.
„Spaniere dør i kamp,“ sagde Feo, „irere med et omslag på
panden.“
„Du skal få lov at æde hvert et ord.“
„Og navnet Collins er ikke navnet på en slægt, ej heller en mand,
men på en børnesygdom.“ Feodora lo højt ad sin egen opfindsomhed.
Kniven sad mindre end en tomme fra hendes pande, hvor den sank i
til skæftet.
Hvid i hovedet stirrede hun på sin bror, der lige så arrig var på vej
op ad oliventræet, der voksede ved husets gavl.
„Din far,“ råbte han, „døde, fordi han var en splejs, et halvlitermål,
et spansk skvat, der var stupid nok til at duellere, men ikke mand
for at vinde. Man sagde tilmed, at hans modstander var gammel og
21

22
affældig, svagtseende og kraftløs, men når det kommer til stykket, er
en spanier blot en krydsning mellem det muldyr, der smider lorten, og
den flue, der mæsker sig i den.“
Tom nåede op, da Feodora trak kniven ud af tagryggen og holdt den
hen foran hans strube. Med den anden hånd tog hun fat i hans røde
hår.
„Gentag de ord, Tom Collins,“ hvæsede hun.
Tom mærkede knivens æg mod sin hud; han vidste alt om, hvor
skarp den var. Ingen på Nevis var mere nidkær med sit våben, end
han.
„Gentag, hvad du sagde!“
„Mener du det om muldyret eller det om fluen?“ hvæsede Tom.
„Så dø da, halvblods,“ knurrede Feo og gav Tom det første ar i
livet.
Havde han ikke mistet fodfæste og kuret to fod ned ad tagryggen,
havde hun skåret halsen over på ham.

Men der var også en anden side af Feodora.
Således gemte Tom på en række billeder af en pige, der løber på
stranden under Caraibiens skæve orangemåne, barfodet og med hår
som kul, vild som passaten, lykkelig som verdens første regnbuefisk af
hvis rogn, stjernerne blev skabt.
Det hændte, at hun trak ham ind til sig og spurgte, om han kunne
mærke hendes hjerte?
„Dit og mit liv, Tom,“ hviskede hun, „lytter til hinanden.“
Hun snurrede rundt, lo højt og var væk.
„Tag mig med, Feo,“ råber den lille dreng i forsøget på at holde trit.
„Hvorhen, Tommy?“
„Hvorhen, du vil,“ svarer purken.
„Du skal ønske, lille mand.“
„Så tag mig med til verdens ende.“
Hun holder hans ansigt i sine varme, brune hænder.
„Du er der allerede, Tom Collins.“
„Så tag mig med til verdens begyndelse,“ råber den umættelige.
„Så må du lære at svømme først.“
Tom satte sig på stranden og så jollen blive trukket på land.
Han talte ikke til søsteren, da hun med parasollen på skulderen
spankulerede op mod kroen, nynnende en melodi, hun selv havde
lavet.
Halvblods, tænkte han og smed sine ting om bord. Gid du bliver
solgt som slave og sendt til Bahia med den første skonnert.
7. Hvordan er Toms forhold til sin mor? Find eksempler i
teksten.
8. Hvad drømmer Tom om?
opgave
4-9
23

24
Tifanfaya
af Henrik Nordbrandt
Den næste tekst er også et romanuddrag. Det er begyndelsen på
historien om pigen Tifanfaya. Mens du læser, skal du lægge godt
mærke til, om du mener, den er realistisk eller fantastisk.
Tifanfaya er mit navn. Jeg kunne godt have ladet, som om jeg var en
anden og sagt hun i stedet for jeg, men sådan er jeg ikke.
Tifanfaya. For sådan sang stormen, der rasede den nat, jeg blev
født. Min mor døde inden det blev lyst. Og da de havde trukket
lagenet op over hendes ansigt, begyndte kvinderne at diskutere, hvad
de skulle stille op med mig.
– Man kunne kvæle hende, her og nu, var der en, der foreslog.
– Det er mord! sagde en anden. – Så er det bedre at lægge hende ud
i skoven. Så ordner naturen resten.
– Hold nu op! Det gør man ikke længere, sagde en tredje.
– Jamen, så grim som hun er! Så håbløst grim, sukkede nummer to.
– Det kan være, hun er klog, indskød en fjerde. – Og måske bliver
hun pænere med tiden.
– Hun er jo vanskabt. Det er da synd at lade sådan en leve, sagde
hende, der først havde talt. – Lad os dog kvæle hende og få det
overstået.
Jeg er ikke klar over, om jeg virkelig forstod, hvad der blev sagt,
eller om det bare er noget, jeg forestiller mig. Jeg ved blot, at sådan en
samtale fandt sted.
Husholdersken, frøken Svane, havde selv været til stede, bedyrede
hun. Jeg ville godt have vidst, hvilken af replikkerne der var hendes.
Hvad min tante Mathilde angår, brugte hun enhver given lejlighed til
at påpege det mirakuløse i, at jeg på trods af mit udseende stadig var i
live.
Det blev hende og hendes mand, der kom til at tage sig af mig. Da
jeg begyndte at forstå indretningen af den sære og indviklede institution,
der går under navnet familie, kunne jeg ikke lade være med at
tænke over, på hvilken måde min onkels og tantes familieforhold hang
sammen med mine, for de forekom mig at være fremmede, der hørte
til i en anden verden. Men hver gang jeg nærmede mig dette emne,
blev jeg mødt med en isnende tavshed. Min tante lod ofte skinne

igennem, at de kun havde taget imod mig, fordi de på grund af deres
økonomiske situation ikke kunne være andet bekendt. Hver gang jeg
talte værelserne i mit barndomshjem, fik jeg et nyt resultat. Men som
regel lå tallet på et sted mellem 74 og 81.
– Onkel Brutus, sagde jeg en dag. – Hvordan kan det være, at der
f.eks. en søndag er 77 værelser i huset, men den næste onsdag kun 75?
– Det glæder mig meget, at du har bemærket det, mit barn, svarede
han og klappede mig på kinden. – Det skal minde en om, at intet her i
Verden er bestandigt, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Det gjorde jeg naturligvis ikke. Men i det mindste havde han svaret.
Normalt talte han slet ikke. Når man stillede ham et spørgsmål, lo han
bare. Nu og da, når der ikke var nogen i nærheden, gav han mig små
gaver. Et par dage før han døde, pressede han et tykt bundt pengesedler
i hånden på mig og hviskede:
– Rejs! Rejs væk, så hurtigt du kan. Rejs langt væk herfra. Det
blev naturligvis ikke til noget. Da Tante Mathilde ved et tilfælde fandt
pengene, gav hun mig en lussing og satte mig i stuearrest i tre dage.
Min onkel var en stor mand, der lugtede af hvidløg og tobak.
Desværre nåede jeg aldrig at se ham. For jeg var født blind, og i de
første år af mit liv var der ingen, der troede på, at jeg nogensinde
ville komme til at se. Som det er normalt for blinde, blev mine øvrige
sanser stærkere end almindelige menneskers.
Da jeg endelig begyndte at kunne skimte mine omgivelser, sørgede
jeg for ikke at komme til at se for længe på en ting ad gangen. Jeg
var bange for, at den ville vise sig at være noget helt andet end det,
jeg havde følt på, lugtet til eller smagt på. Jeg lærte også hurtigt, at
visse ting er i stand til at gengive et billede af omverdenen ved hjælp
af deres overflade. Først og fremmest spejle, naturligvis, men også
vinduesruder, blanke gryder og stillestående vand. Jeg passede nøje på
ikke at lade mit blik komme for tæt på disse ting. Naturligvis kunne
jeg ikke helt undgå nu og da at få et flygtigt glimt af mig selv. Men
jeg forsøgte at lade være med at tænke på, hvordan dette glimt havde
været.
Folk, som så mig for første gang, udstødte som regel et gisp af
overraskelse. Så så de forlegent ned i jorden, op i luften eller ud til
siden, mens de sagde et eller andet fjollet alt for hurtigt.
Men det var noget, der heldigvis sjældent skete. I de første år af mit
liv havde jeg kun kontakt med få mennesker. Når klokken til hoveddøren
en sjælden gang ringede, løb jeg ind i den modsatte ende af
huset, og hvis vejret var godt, ud i skoven, der stødte op til den overgroede
køkkenhave.
25

26
Det var en vild, tæt skov. Slyngplanter dækkede de høje træ -
stammer, og der voksede tornede krat overalt.
– Folk i byen tror det spøger derude, sagde frøken Svane en aften.
Bemærkningen faldt så henkastet, som om hun havde talt om en
madopskrift. Vi sad ved køkkenvinduet. Udenfor var det tåget, og
mørket var ved at falde på.
– Spøger? sagde jeg. – Det har noget at gøre med de døde, ikke
sandt?
– Det er døde, der går på jorden igen, sagde frøken Svane. Hun
udtalte ordene meget langsomt og i et højere tonefald end hun havde
for vane.
– Så vil jeg måske en dag møde min mor … Og så kan jeg spørge
hende om min far, sagde jeg, men fortrød mine ord i samme øjeblik
som de var faret ud af munden på mig.
– Tal ikke om den slags! sagde frøken Svane og så mig hårdt
ind i øjnene. – Hvis fruen hørte det, ville hun blive rasende. Det er
naturligvis ikke andet end sludder. De siger, at der er en halshugget
forbryder, der går rundt med sit hoved under armen. Når det er fuldmåne,
brøler hovedet højere end en okse. Hvem gider tro på sådan
noget vås!
Jeg kunne mærke på hende, at hun ikke mente, hvad hun sagde, og
meget gerne ville have mig til at tro på spøgelser. Jeg bestemte mig
derfor til, at der ikke fandtes spøgelser.
Jeg ved godt, at jeg allerede har sagt alt for meget om mig selv.
Måske burde jeg alligevel have sagt hun. Men nej, det kan ikke være
anderledes. Jeg vil blot sige en sidste ting: Jeg var en grim pige, der
ikke holdt af at blive set af Verden, og heller ikke brød sig om at se alt
for meget på dén.
Da mit syn var blevet normalt, fandt jeg bøgerne. De stod på hylder
i et stort, mørkt rum i den nordlige ende af huset, den der vendte
ud mod skoven. De fire vægge var helt dækket af bøger fra gulv til
loft. Og sådan, som jeg har beskrevet mig selv, tror jeg ikke, det kan
undre nogen, at jeg lærte mig selv at læse dem. På den måde fik jeg
bekræftet, hvad jeg egentlig hele tiden havde vidst: at børn plejede
at vokse op i en familie. De havde forældre og søskende. De legede
med andre børn og gik i skole. I nogle af bøgerne var der dog også
ensomme børn, som jeg selv, der voksede op hos et eller andet sært
familiemedlem. Og som jeg selv havde de det skidt. Det trøstede mig.
Og til sidst gik det dem altid godt. Men så kom jeg til at tænke på, at
de vist alle sammen var smukke.

Min tantes humør var lige så svingende og uberegneligt som vejret i
april. I perioder låste hun sig inde på sit værelse. Når hun endelig kom
ud, gik hun usikkert, hendes hår hang i tjavser, hendes øjne skinnede,
og hendes pupiller var større end de plejede at være. Hvis man talte
til hende, kunne hun finde på at slå. Det var bedst at holde sig så langt
væk fra hende som muligt.
Til andre tider kunne hun være næsten indsmigrende over for mig.
– Kære Tiffy. Kom og sæt dig lidt hos mig. Vil du ikke nok holde
mig lidt i hånden, kunne hun finde på at sige.
Bøgerne lærte mig, at der er en forklaring på enhver menneskelig
adfærd, og at også min tantes måtte kunne forstås. Ligesom de glimt,
jeg nu og da ikke kunne undgå at få af mig selv, måtte hendes raseriudbrud
og pludselige, overraskende kærlighedsytringer være udtryk
for et sammenhængende væsen. Det anede mig, at hun og jeg i virkeligheden
var lige bange for at se os selv, måske fordi vores liv var
tættere sammenknyttet, end det umiddelbart lod sig ane.
Som tiden gik, blev hendes dårlige sider mere og mere dominerende.
Det var nu næsten uhørt, at hun sagde et venligt ord til mig, og
hendes raserianfald blev hyppigere.
En dag kom hun farende ud af køkkenet med et åbent brev i hånden.
I den anden havde hun en lang køkkenkniv.
– Din heks! skreg hun. – Din lede heks!
– Jamen tante Mathilde! Jeg har intet gjort, sagde jeg forskrækket.
Et øjeblik var jeg bange for, at hun skulle bruge kniven mod mig.
– Har du intet gjort! skreg hun og rystede brevet, mens hun pegede
på det med kniven. Så snurrede hun om på hælen, for ind i køkkenet
og smækkede døren i efter sig.
27

28
Af en eller anden grund pinte det mig at blive kaldt for en heks, og
i nogen tid gik jeg rundt og spekulerede over det. Så en dag bankede
jeg impulsivt på døren til hendes værelse og kom i min nervøsitet til
at åbne den, inden hun havde fået tid til at sige „Kom ind“. Hun sad
ved sit skrivebord. Foran hende lå der et eller andet, som hun åbenbart
ikke ville have, at jeg skulle se. For i samme øjeblik som hun fik øje
på mig, stoppede hun det ned i en skuffe med en febrilsk bevægelse.
Hendes lange, tynde ansigt udstrålede mishag, overraskelse og
endnu en følelse, som jeg ikke kunne placere.
– Hvad i alverden ligner det! råbte hun. – At komme brasende ind
på den måde.
– Hvorfor kaldte du mig for en heks, tante Mathilde? sagde jeg.
– Det er bare et udtryk, dit lille fjols.
– Tante Mathilde, vi må tale sammen.
– Er du nu også begyndt at tale?
– Du er da min tante, er du ikke, tante Mathilde?
– Hvis du ikke har noget fornuftigere at spørge om, så tag og
forsvind!
– Du kunne jo bare sige, du var min tante. Jeg mener, jeg har ingen,
jeg kan spørge. Min mor er død, og min far må jeg slet ikke nævne.
Jeg ved intet. Hvad skal jeg gøre?
– Du skal holde din mund, indtil du bliver gammel nok til at forstå.
– Jamen, jeg vil gerne vide besked. Hvorfor må jeg ikke få noget at
vide om min far?

– Kom nu ikke for godt i gang! sagde hun vredt og rejste sig halvt
op i stolen. – Tag så og forsvind med dig!
Jeg kunne se, jeg ikke nåede længere, men sagde alligevel trodsigt:
– Jeg vil også gerne i skole. Alle andre går i skole.
– I skole, sagde hun og begyndte at le. – Du vil bare blive til grin,
sådan som du ser ud. Er du klar over, hvordan du ser ud?
– Hvorfor skal du altid minde mig om mit udseende?
– Nu skal jeg hente spejlet, sagde hun og rejste sig. – Skal vi kigge
lidt i spejlet?
Der gik panik i mig, og jeg løb skrigende ud af værelset, fulgt af
hendes skingre latter.
Nogle hundrede meter inde i skoven, godt skjult af tætte buske, lå
der et lille, forfaldent lysthus. Det var ovalt og bestod af et eneste rum.
Der var kulørte ruder hele vejen rundt, men mange af dem var gået i
stykker. Væggene var beklædt med muslingeskaller. Der var også en
pejs, og når det var koldt, tændte jeg somme tider op i den.
Lysthuset var blevet mere hjem for mig end min tantes store,
skumle hus, og næsten hver dag tilbragte jeg timer med at læse bøger
fra biblioteket.
Men den eftermiddag kunne jeg ikke koncentrere mig om at læse.
Når jeg tænkte på tante Mathildes opførsel, blev jeg både forvirret og
bange. Og af en eller anden grund følte jeg mig skamfuld på hendes
vegne.
29

30
Det var tidligt i april. Dagen havde været varm, men da skumringen
kom, begyndte det at blæse, og pludselig følte jeg kulden krybe ind
under tøjet og ind i min krop. Jeg rejste mig og ville til at gå hjem,
men tøvede et øjeblik i døråbningen. Jeg havde ikke lyst til at gense
tante Mathilde lige med det samme.
Med langsomme skridt begyndte jeg at gå længere ind i skoven.
Indtil da havde jeg faktisk næsten kun kendt den del af den, der lå
mellem lysthuset og mit hjem. Stien var smal, men så ud til at blive
brugt flittigt. Selv om det blev mørkere og mørkere, havde jeg intet
besvær med at orientere mig, for månen var fuld.
Et sted var der et stort, åbent stykke land mellem træerne. Da jeg
var nået ud til midten, vendte jeg mig om og så mig tilbage. På afstand
virkede træerne mørkere og mere dystre end når man gik inde mellem
dem.
Jeg begyndte igen at gå. Foran skovbrynet på den modsatte side
standsede jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå længere.
Pludselig blev mørket gennembrudt af en lyd så skrækindjagende,
at jeg følte det, som om mit hjerte var ved at eksplodere. Det var halvt
et brøl, halvt en jamren. Et øjeblik stod jeg som fastfrossen. Så vendte
jeg om og løb tilbage i panik. Mens jeg løb, hørte jeg brølet blive
gentaget et par gange.
Jeg besluttede mig til at tage tingene i mine egne hænder. At tro, at
jeg kunne det, var naturligvis naivt. Men hvad skulle jeg ellers gøre?
Springe ud fra tårnet? Det var der andre, der havde gjort, påstod
frøken Svane.
En morgen lige før daggry stod jeg op og tog min fineste kjole
på. Det var en rød silkekjole, som havde tilhørt min mor. Jeg havde
forsøgt at sy den ind, men den var stadig for stor til mig. Til kjolen
hørte en sort hat med slør. Når jeg tog den på, ville det være svært at
se mit ansigt tydeligt. Jeg kunne ikke vide, at hatte var gået af mode
for mange år siden.
Jeg listede mig ud af huset og op gennem alleen. Den var over en
kilometer lang, og mundede ud i hovedvejen på den anden side af den
høje bakke, der var skyld i, at man ikke kunne se havet fra vores hus.
Da jeg nåede bakketoppen, var det blevet lyst. Byen, der var mit
mål, lå nede ved havet nogle kilometer borte. Det var en kold morgen.
Der lå endnu rimfrost på markerne. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se
røgen stige op fra skorstenene på de små huse.
Jeg havde kun været i byen et par gange før, og i kort tid ad gangen.
Desuden var jeg blevet kørt. Jeg havde aldrig før gået omkring i

gaderne på egen hånd. Det var en lille by, men alligevel blev jeg overvældet
af synet af så mange mennesker på en gang.
Jeg spurgte en politibetjent om vej til skolen. Længe før jeg nåede
den, kunne jeg høre larmen fra skolegården. I mine ører lød det værre
end ti motorsave på en gang.
Da jeg åbnede lågen og gik ind på pladsen, blev der stille et øjeblik.
Det forekom mig også, at alle stirrede på mig. Men måske var det
indbildning. Jeg gik hen til en mand, som jeg kunne regne ud måtte
være lærer, og sagde med fast stemme:
– God dag. Jeg vil gerne tale med præsidenten.
– Præsidenten! Hvad mener du med det? svarede han, mens han
bøjede sig over mig, indtil hans næse næsten berørte min. Han havde
briller på. Glassene skinnede, så man ikke kunne se øjnene bag dem.
– Ja, altså ham, der bestemmer over det her foretagende, sagde jeg.
– Den øverste.
– Nå, skoleinspektøren. Kom bare denne vej. Han slog ud med en
bred, stærkt behåret hånd, der var plettet af blækklatter. Han måtte
have bidt negle det meste af sit liv, for der var ikke meget tilbage af
dem.
Jeg blev vist op ad en bred trappe. Der var en gennemtrængende
lugt af noget, jeg syntes, jeg kendte, men alligevel ikke kunne afgøre,
hvad var. For enden af den var der en dør med et skilt, hvorpå der stod
„Inspektør“.
Han lignede læreren og de andre mænd, vi havde passeret på
trappen, til forveksling. De havde blege, ligesom hule ansigter og
tætsiddende, glansløse øjne. Man kunne kende inspektøren på, at han
røg pibe. Værelset var fuldt af tobaksrøg. Det var næsten umuligt at se
fra den ene væg til den anden.
Jeg skulle naturligvis straks have sagt mit navn, og fortalt, hvor jeg
kom fra. Men jeg blev forvirret og kom i stedet for til at sige, hvad jeg
tænkte:
– Er I alle sammen i familie? spurgte jeg.
– Hvem er i familie? sagde inspektøren, mens han rynkede panden
let.
– De der arbejder her.
– Ja, ja. Det kan man sådan set godt sige, sagde han og lo. – Den
var god! Men hvem er du, min pige?
– Mit navn er Tifanfaya. Jeg kunne godt tænke mig at gå i skole.
Jeg kan allerede læse og skrive.
– Gå i skole. Jamen, gør du da ikke det? Dine forældre må da …
sagde han forvirret.
31

32
– Jeg har ingen forældre. Min mor er død. Min far … Her standsede
jeg forlegent. Jeg svedte under sløret. Jeg kunne mærke en dråbe løbe
ned ad kinden og videre ned på halsen. Det kildrede.
Han rejste sig fra sin stol og gik flere gange rundt om mig, mens
han inspicerede mig. Han pustede en hel del. Han havde åbenbart
svært ved at få vejret. Jeg følte mig som et mærkeligt dyr. Det virkede
næsten, som om han overvejede at lade mig udstoppe. Tanken fik mig
til at le. Der var et eller andet ved stedets atmosfære, der gjorde, at
jeg ikke kunne beherske mig. Normalt lo jeg ellers så at sige aldrig.
Børnene i skolen måtte have det fantastisk morsomt! tænkte jeg.
– Hvad griner du af? spurgte han.
– Nå, jeg fik bare den idé, at De ville lade mig udstoppe.
– Du er da en sær en.
– Jeg er bare en forældreløs pige, der ikke kender noget som helst
til verden. Jeg vil så gerne lære noget.
– Der må da være nogen, der tager sig af dig.
Jeg kom igen til at le, så jeg dårligt nok kunne tale. Så sagde jeg:
– De må meget undskylde. Normalt er jeg en meget alvorlig person.
Meget, meget alvorlig vil jeg endda sige. Men der er noget ved atmosfæren
her.
– Vi prøver jo på at skabe et muntert miljø for vores elever, sagde
han, mens han lænede sig lidt tilbage og tog et dybt drag af piben.
– Men hvad var det nu, vi kom fra … lad mig se …
– Det var det med at tage sig af, sagde jeg. – Det var det, der fik mig
til at grine. Jeg bor hos min tante, ser De.
– Ser man det, sagde inspektøren, mens han pustede en røgsky i
ansigtet på mig. – Og hvad hedder så tante?
– Tante Mathilde hedder hun. Mathilde Hug.
Da han hørte navnet, fik han et mærkeligt udtryk i ansigtet. Han
holdt op med at gå og tog piben ud af munden.
– Så er du altså … sagde han langsomt.
– Så er jeg altså hvem?
– Jeg mente bare …
– De sagde, De vidste, hvem jeg var. Og nu spørger jeg Dem om
det. De kunne ærlig talt godt tage at besvare mit spørgsmål.
– Nu bliver du for urimelig! sagde han. – Du passer slet ikke ind
her, kan jeg mærke. Det ville være helt forkert. Helt forkert.
Efterhånden var jeg ikke utilbøjelig til at give ham ret. Men jeg
sagde stædigt:
– Kunne De ikke forklare Dem lidt mere konkret.

Han drejede rundt på hælen og forlod værelset, og til min undren
hørte jeg døren blive låst.
Der gik næsten en halv time før den blev lukket op igen. Udenfor
stod foruden skoleinspektøren, frøken Svane og tante Mathildes
alt-mulig-mand, Hubert, som jeg vist ikke har omtalt før. Jeg gjorde
modstand. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at gå, men af princip.
Hubert er meget lille, næsten en dværg. Frøken Svane er til gengæld
næsten to meter høj. Det må have set mærkeligt ud, da de to slæbte
mig af sted gennem skolegården, tænkte jeg. Ikke kun bagefter, men
også mens det skete.
Min tante modtog mig koldt. Hun hævede først hånden, som om
hun skulle til at slå. Så sagde hun:
– Hvis det gentager sig, skal jeg love dig, at du kommer til at
fortryde det. Mere end du kan forestille dig, dit lille fjols.
1. Er teksten realistisk eller fantastisk?
opgave
1-4
33

Et hjem med gevær
Et hjem med gevær
34
af Cato Thau-Jensen
Hverken Tom Collins eller Tifanfaya findes i virkeligheden. De er fiktive
personer, som Bjarne Reuter og Henrik Nordbrandt har fundet på. Sådan
er det ikke med den næste tekst, du skal læse. Det er en erindring
– en fagtekst, en person har skrevet om sit eget liv. Det, der står i en
erindring, har altså fundet sted i virkeligheden. Forfatteren til denne
erindring hedder Cato Thau-Jensen, og han har selv illustreret den. En
erindring kaldes også en selvbiografi.
Tunge
Da jeg var 5 år, bed jeg tungen halvt af. Det skete i børnehaven. Jeg
sad oppe på rutschebanen. Det var forår, og det blæste i de nyudsprungne
kastanjetræer.
Rutschebanen var det højeste punkt på legepladsen, derfra kunne
jeg se alle de andre børn, en af dem kiggede op på mig. Da jeg satte
fra og begyndte at glide ned, rakte han tunge af mig. Jeg rakte tunge
tilbage, og da jeg nåede ned i sandkassen, klappede jeg tænderne
sammen.
Jeg mærkede en skarp, varm smag fylde munden. Jeg sad et øjeblik
før munden flød over. De andre kom løbende og slæbte af sted med
mig hen over fliserne, hen langs knagerækkerne og ud på børnehavens
toilet, hvor der var en lang hvid vask. Blodet bredte sig som en rød
sky på bunden af vasken, og jeg tænkte, at så nymalet rød var jeg altså
indvendig.
Min far var tandlæge. Han mente nok han kunne sy min tunge
på igen, han havde store ravgule fingre som smagte af tobak. Han
prøvede at sy min tunge fast to gange inden jeg kom på hospitalet. Jeg
fik to ens røde biler mens jeg lå der.
Frø
I ferierne kørte vi til Ribe hvor min farmor boede. Vi kørte i en
Chrysler New Yorker som min far havde købt. Det var et amerikansk
dollargrin som brugte en masse benzin og lugtede syntetisk indvendig.
Jeg blev altid køresyg.

Min mor var i hvid plisseret nederdel, hvid bluse og perlekæde af
ægte perler. Hun stod og holdt mig på panden, i en grøft i nærheden af
Vejle, mens jeg kastede op.
Når vi nærmede os Ribe, kunne vi på lang afstand se domkirketårnet
skyde op i det flade landskab. Hvis vi havde gæster med, skulle
de op i tårnet som det første. Det var jeg ikke så begejstret for. Vi
skulle sno os op ad en smal stentrappe og derefter ad stejle trætrapper
forbi de store klokker. Jeg var bange for at de skulle give sig til at
kime, når vi gik forbi. Jeg tænkte at de nok slog så højt at tårnet ville
styrte sammen, eller at jeg ville blive døv. Det var også farligt når man
endelig kom ud på toppen af tårnet fordi de voksne altid skulle snakke
om dem der var sprunget ud for at begå selvmord.
…
35

36
Da vi skulle hjem, havde jeg fundet en lille frø i haven. Jeg ville
beholde den som kæledyr og gemte den i hånden, men da jeg sad i
bilen, hoppede den fra mig, og jeg kunne ikke finde den igen.
Der var en automatisk cigartænder i vognen. Når man stak noget
derind, blev en ståltrådsspiral glødende og stak ild. Min mor advarede
mig mod at stikke fingeren derind.
Jeg faldt i søvn og drømte at frøen var sprunget ned i den automatiske
cigarettænder. Det var det første mareridt jeg husker.

Værelse
Da jeg var 8 år, blev mine forældre skilt, min far var på det tidspunkt
dobbelt så gammel som min mor. Min søster kom til at bo hos vores
mor, og min far fik forældremyndigheden over mig.
Da min mor var flyttet, fandt min far alle de gamle arvestykker
frem, og han indrettede et nyt værelse til mig. Den ene væg var tæt
behængt med gamle fotografier, det var alle mine bedste- og oldeforældre
og familie på min fars side. De så alle ud som om de lige havde
set et spøgelse. Der var også et kæmpetungt skrivebord hvor jeg kunne
lave lektier. Der stod to blækhuse i marmor og en presse med trækpapir
som man kunne ralle hen over det man havde skrevet for at suge
37

38
det overskydende blæk op. I vinduet hang et par lange plysgardiner
holdt tilbage af morgenstjerner i jernkæder, alt sammen meget solidt.
Jeg var lige blevet fan af ABBA og værelset stod ikke helt mål med
mine hedeste diskodrømme. Først var jeg nærmest rædselsslagen over
at jeg skulle bo på det værelse, men så tænkte jeg at jeg nok kunne
smide tingene ud stykvis og erstatte dem med ABBA-plakater, hyrdetæppe
og rispapirlamper.
Det store skrivebord havde nu én fordel: Det havde nogle dybe
skuffer hvor jeg kunne gemme gamle madpakker. Min far gav mig i
en periode madpakker med i skole, nogle ordentlige humpler Struer
grovbrød med spegesild og rå løgringe eller kartoffelmos og en
hummerklo. De få gange jeg løb risikoen og pakkede ud i klassen,
vakte det så stor opmærksomhed at selv gårdvagten måtte ind og
se på. Når jeg kom hjem om eftermiddagen gemte jeg de uåbnede
madpakker inderst i skrivebordsskufferne og glemte alt om dem. Min
lugtesans har aldrig været veludviklet.
Tænder
Når jeg kom i seng om aftenen, fik jeg tit en guldbarre chokolade.
Som tandlæge anbefalede min far chokolade frem for bolsjer. „Det
smelter og forsvinder fra mundhulen på få minutter,“ sagde han, „og
er et udmærket nydelsesmiddel til unge mennesker i voksealderen.“
Jeg fik en seddel med hjem om skoletandpleje som var noget nyt
dengang. Min far syntes at det var en udmærket ide at jeg gik til skoletandlægen;
men han ville lige selv se mig ind i munden først. Her
gjorde han en ubehagelig opdagelse.
Jeg fik den helt store tur i min fars tandlægestol, for han ville nu
ikke være bekendt at sende mig til skoletandlægen med rådne tænder.
Han kunne lige så godt have rørt sølv til mine fyldninger i en margretheskål,
så mange huller havde jeg.
Han lavede også tænder på sig selv. Engang hvor min søster var
på weekend hos os, kom hun løbende og fortalte mig at far stod i
klinikken og rykkede tænder ud af munden på sig selv. Ikke fordi
det kom bag på os, men vi måtte alligevel se hvordan det foregik.
Han stod foran spejlet, hvor han plejede at vaske hænder, og trak alle
tænderne ud, en for en, og lagde dem op i række på kanten af vasken.
Han ville lave en protese til sig selv.

opgave
1-6
40
Cato Thau-Jensen
Jeg blev født den 9. februar 1966, det
var meget koldt. Det første ord jeg
kunne sige var „skål!“.
Jeg har gået i 3. klasse to gange,
for jeg kom vist lidt for tidligt i skole.
Jeg glemte altid min skoletaske i
skolebussen. Jeg gik på gymnasiet i
Århus, og her mødte jeg min bedste
ven Søren. Vi satte os ved siden af
hinanden den første dag på Århus
Katedralskole – som gymnasiet
hedder.
Min søster hedder Laila og
arbejder i øjeblikket på det danske
konsulat i San Francisco. Hun
har også taget en uddannelse fra
Designskolen i Kolding ligesom
mig. Jeg gik på „Grafisk design og
illustration“ og har siden illustreret
en masse billedbøger bl.a. Suffløsen
og den lille Folmer, Og så er det
godnat, Vingekatten og Den frygtelige
hånd og skrevet et par stykker.
En af dem hedder Gerda Flues forfærdelige køkken. Jeg har boet i
Skovby, Kolding, Sorø, København og bor nu i Brabrand ved Århus,
men sidder i skrivende stund på en cafe i Sacramento, Californien. Der
sidder en transvestit ved bordet ved siden af.
1. Hvilken slags fagtekst er denne tekst (se side 8)?
2. Er det en multimodal tekst – hvordan (se side 10)?
3. I selvbiografier kan man ikke altid være helt sikker på,
om forfatteren virkelig har oplevet det, der står i teksten,
eller om han har digtet noget til for at gøre historien mere
spændende.
Find oplysninger om Cato Thau-Jensen på internettet.
Undersøg, om det, han fortæller, virkelig passer.

2.
I faklernes
skær
– om miljø
41

42
I faklernes skær – om miljø
Når vi taler om miljø i forbindelse med litteratur, taler vi om den
tid og det sted, historien udspiller sig. En tekst kan fx foregå i en
landsby på Sydfyn eller i et krigshærget land langt herfra. Og den
kan foregå i nutiden, for flere hundrede år siden eller i fremtiden.
Vi kalder historiens tid og sted for tekstens fysiske miljø. Vi kan
også tale om en teksts psykiske miljø. Så taler vi om den stemning,
teksten skildrer. Miljøet kan fx være skildret rart og trygt – eller
uhyggeligt og voldsomt.
I nogle tekster hænger genre og miljø tæt sammen – fx foregår en
science fiction-tekst altid i en fremtidsverden. I dette kapitel er der
fokus på én bestemt genre og dens miljø: fantasygenren.
Fantasytekster kan vi dele op i to grupper:
Én verden – den fantastiske
I nogle fantasytekster foregår hele handlingen i en overnaturlig
verden. Denne verden minder på mange måder om miljøet i
middelalderen: enorme landskaber med store borge osv. Der kan
være overnaturlige væsener som orker, elver, feer, enhjørninger,
drager og kæmper. I mange fantasytekster af denne slags opfinder
forfatteren selv det land, teksten foregår i.
To verdener – en realverden og en fantastisk
verden
I andre fantasytekster er der to verdener: en realverden, som ligner
vores egen verden – og en fantastisk verden, som er overnaturlig.
Den reale verden er realistisk med almindelige mennesker. I den
fantastiske verden derimod er der både overnaturlige væsener og
almindelige mennesker – men her har de måske overnaturlige
evner. Sådanne fortællinger begynder ofte i den reale verden, men
på et tidspunkt foretager hovedpersonen og måske også nogle
af bipersonerne en rejse fra den reale verden til den fantastiske.
Måske rejser de kun én gang, måske pendler de frem og tilbage
flere gange. Men én ting er næsten sikker: For at komme fra den
reale verden til den fantastiske skal de oftest igennem en magisk
passage. Det mest berømte eksempel på en sådan fortælling med to
verdener er historien om Harry Potter.

6 Kender du andre fantasytekster med to verdener?
6 Hvordan er de to verdener forskellige?
6 Hvordan vil du beskrive den magiske passage?
6 Kender du fantasytekster med kun én verden?
6 Er der fantastiske væsener? Hvem er gode, og hvem er onde?
Du skal nu læse tre fantasytekster. De er alle uddrag af romaner
– faktisk er fantasyromaner ofte tykke bøger, fordi der sker så
utrolig meget i historierne. Derfor kan der også være meget, man
skal holde styr på, når man læser fantasy.
Du skal også arbejde med computerspil. I computerspil kalder
man den genre, der mest ligner fantasytekster, for adventurespil,
og også her vises helt fantastiske miljøer.
43

Løven, heksen og
garderobeskabet
56
af C.S. Lewis
Den næste fantasytekst er en klassiker. Den er skrevet i 1950, men
er stadig en bestseller. Dens popularitet blev ikke mindre af, at den
i 2006 blev filmatiseret af Disney. Måske kender du den også under
titlen Narnia. Du skal her læse begyndelsen på den store roman. Læg
godt mærke til miljøet, og læg også mærke til, hvilken type fantasytekst
du mener, det er (se side 42).
1. Lucy udforsker et garderobeskab
Der var engang fire børn, som hed Peter, Susan, Edmund og Lucy.
Denne historie handler om noget, der hændte dem, mens de var sendt
væk fra London under krigen på grund af luftangrebene. De blev
sendt ud til en gammel professor, som boede langt ude på landet,
femten kilometer fra den nærmeste jernbanestation og tre kilometer
fra det nærmeste postkontor. Han var ugift og boede i et meget stort
hus sammen med en husholderske ved navn fru Macready og tre
tjenestepiger (de hed Ivy, Margaret og Betty, men de kommer nu ikke
til at optræde særlig meget i historien). Selv var han meget gammel
med pjusket hvidt hår både på hovedet og i det meste af ansigtet,
og børnene kunne næsten med det samme lide ham; men den første
aften, da han kom ud for at modtage dem foran hoveddøren, så han
så løjerlig ud, at Lucy (som var den yngste) blev en smule bange for
ham, og Edmund (som var den næstyngste) ikke kunne lade være med
at le og blev nødt til at lade, som om han pudsede næse, for at skjule
det.
Lige så snart de denne første aften havde sagt godnat til professoren
og var gået ovenpå, kom drengene ind til pigerne, og sammen snakkede
de om, hvad der var sket.
„Der er ingen tvivl om, at vi har været heldige,“ sagde Peter. „Det
her tegner til at blive alle tiders. Den gamle fyr vil lade os gøre lige
hvad vi har lyst til.“

„Jeg synes, han er en sød gammel mand,“ sagde Susan.
„Årh, hold op!“ sagde Edmund, som var træt og lod, som om han
ikke var det, hvilket altid gjorde ham i dårligt humør. „Lad være med
at tale på den måde.“
„På hvad for en måde?“ sagde Susan. „For resten er det vist på tide,
at du kommer i seng.“
„Du lyder ligesom mor,“ sagde Edmund. „Og du skal aldeles ikke
bryde dig om at fortælle mig, hvornår jeg skal i seng. Gå selv i seng.“
„Burde vi ikke alle sammen gå i seng?“ sagde Lucy. „Der bliver i
hvert fald ballade, hvis de hører os snakke sammen herinde.“
„Nej, der gør ikke,“ sagde Peter. „Det her er nemlig sådan et hus,
hvor ingen vil blande sig i, hvad vi laver. Og de kan under alle om stændig
heder ikke høre os her. Det tager cirka ti minutter at komme ned til
spisestuen heroppefra, og der er masser af trapper og gange ind
imellem.“
„Hvad er det for en lyd?“ sagde Lucy pludselig. Det var det største
hus, hun nogen sinde havde været i, og tanken om alle de lange gange
og mange døre, der førte ind til tomme værelser, havde fået hende til
at føle sig en smule uhyggelig til mode.
„Det er kun en fugl, din tumpe,“ sagde Edmund.
„Det er en ugle,“ sagde Peter. „Det her er garanteret alle tiders
sted, hvis man vil se fugle. Jeg vil gå i seng nu. I morgen kan vi rigtig
udforske huset. Jeg tror, man kan finde hvad som helst her. Så I bjergene
på vej herud? Og skoven? Måske er her ørne. Måske hjorte. I
hvert fald høge.
„Grævlinger!“ sagde Lucy.
„Ræve!“ sagde Edmund.
„Kaniner!“ sagde Susan.
Men da børnene stod op næste morgen, silede regnen ned – så tæt,
at man hverken kunne se bjergene eller skoven eller blot bækken nede
i haven, når man kiggede ud ad vinduet.
„Naturligvis skulle det gå hen og blive regnvejr!“ sagde Edmund.
De havde netop spist morgenmad sammen med professoren og sad
nu ovenpå i det værelse, han havde stillet til deres rådighed – et langt,
lavloftet værelse med vinduer til begge sider, to i hver væg.
„Hold nu op med at brokke dig, Ed,“ sagde Susan. „Jeg tør vædde
på, at det klarer op igen i løbet af et par timer. Og indtil da behøver vi i
hvert fald ikke kede os. Der er både radio og masser af bøger.“
„Det gider jeg ikke beskæftige mig med,“ sagde Peter. „Jeg vil
hellere udforske huset.“
Det ville de andre også hellere, og sådan begyndte deres eventyr.
57

Det var et hus af den slags, man aldrig synes at kunne blive færdig
med, og det var fuldt af overraskelser. De første par døre, de åbnede,
førte kun ind til andre gæsteværelser, men andet havde de heller ikke
regnet med. Snart kom de imidlertid til et meget langt værelse, der var
fyldt med malerier, og dér fandt de en rustning; og efter det fulgte et
værelse fuldt af grønne draperier, med en harpe i hjørnet; og så gik de
tre trin ned og fem trin op og kom ind i en lille gang med en dør, der
førte ud til en balkon, og så kom der en hel kæde af rum, der lå på rad
og række efter hinanden og var fyldt med bøger – mest gamle bøger,
og nogle af dem var større end kirkebibler. Og snart efter stod de og
kiggede ind i et værelse, der var helt tomt, når man så bort fra et stort
garderobeskab – af den slags med et spejl på døren. Ellers var der ikke
noget som helst i værelset bortset fra en død spyflue i vindueskarmen.
„Her er ikke noget!“ sagde Peter, og de gik alle sammen ud igen
– alle undtagen Lucy. Hun blev derinde, fordi hun tænkte, det kunne
være sjovt at prøve at tage i døren til garderobeskabet, selv om hun
var næsten sikker på, at den måtte være låst. Men til hendes overraskelse
gik den uden videre op, og to mølkugler faldt ud.
Hun kiggede indenfor og så, at der hang adskillige frakker derinde
– hovedsagelig lange pelsfrakker. Der var intet, Lucy holdt så meget af
at lugte til og føle på som pelsværk. Hun trådte uden tøven ind i garderobeskabet
og klemte sig ind mellem frakkerne og gned sit ansigt mod
dem. Hun lod naturligvis døren stå åben, for hun vidste, at det ville
være temmelig tåbeligt at lukke sig selv inde i et skab, uanset hvad det
var for et. Hun gik snart længere ind og opdagede, at der hang endnu
en række frakker bag den første. Der var bælgmørkt derinde, og hun
holdt sine arme strakt frem foran sig, så hun ikke kom til at hamre
hovedet ind i skabets bagklædning. Hun tog endnu et skridt indefter
– og så et par stykker til – og hele tiden forventede hun at komme til
at mærke bagklædningens træværk mod sine fingerspidser. Men det
skete ikke.
„Det her må simpelthen være verdens største garderobeskab!“
tænkte Lucy, idet hun gik endnu længere ind og skubbede de bløde
frakkefolder til side for at give plads til sig selv. Så opdagede hun, at
der var noget, der knasede under hendes fødder. „Gad vidst om det
er nogle flere af de mølkugler? tænkte hun, idet hun bøjede sig for at
føle efter med hånden. Men i stedet for skabets hårde, glatte trægulv
mærkede hun noget, der var blødt, smuldrende og ualmindelig koldt.
„Det her er meget besynderligt,“ sagde hun og tog endnu et par skridt.
I næste øjeblik kunne hun ikke længere mærke det bløde pelsværk
mod sit ansigt, men derimod noget, der var hårdt og ujævnt, ja, lige-
59

60
frem stikkende. „Tænk, det føles fuldstændig som grenene på et træ!“
udbrød Lucy. Og så fik hun øje på et lys foran sig; ikke et par centimeter
borte – dér hvor skabets bagklædning burde have været – men
langt, langt væk. Hun mærkede også noget koldt og blødt komme
faldende imod sig. Et øjeblik efter opdagede hun, at hun stod midt i
en skov ved nattetide med sne under fødderne og snefnug dalende ned
gennem luften.
Lucy blev en smule bange, men hun var samtidig både nysgerrig
og spændt. Hun så sig tilbage over skulderen, og dér – inde mellem de
mørke træstammer – kunne hun stadig se døråbningen i skabet og en
smule af det tomme værelse, hun havde forladt (hun havde som sagt
ladet døren stå åben, for hun vidste, at det ville være temmelig tåbeligt
at lukke sig selv inde i et garderobeskab). Det så stadig ud til at være
dag inde i værelset. „Jeg kan altid komme tilbage, hvis noget skulle
gå galt,“ tænkte Lucy. Hun begyndte at gå videre gennem skoven i
retning af det andet lys. Sneen knirkede under hendes fødder.
Cirka ti minutter efter nåede hun frem og opdagede, at lyset kom fra
en lygtepæl. Mens hun forbavset stod og kiggede på den og spekulerede
på, hvorfor i alverden den var blevet anbragt midt inde i en skov,
og overvejede, hvad hun skulle gøre, hørte hun lyden af dappende
skridt, der nærmede sig. Og et øjeblik efter kom en højst besynderlig
person ud fra træerne og trådte ind i skæret fra lygtepælen.
Han var kun en lille smule højere end Lucy, og over hovedet holdt
han en paraply, der var hvid af sne. Fra livet og opad lignede han et
menneske, men hans ben var formet som en geds (håret på dem var
blankt og sort), og i stedet for fødder havde han gedeklove. Han havde
også en hale, men det lagde Lucy ikke mærke til i begyndelsen, for
han havde lagt den sirligt til rette over den arm, der holdt paraplyen,
for at den ikke skulle slæbe efter ham gennem sneen. Om halsen
havde han et rødt, uldent halstørklæde, og hans hudfarve gik også hen
i retning af det rødlige. Han havde et fremmedartet, men tiltalende
lille ansigt med et kort spidst skæg og krøllet hår, og frem af håret
stak to horn, et på hver side af panden. I den ene hånd havde han som
sagt en paraply; på den anden arm bar han indtil flere pakker, som
var emballeret i brunt papir. Sammen med sneen fik disse pakker det
fuldstændig til at se ud, som om han havde været på juleindkøb. Han
var en faun. Og da han fik øje på Lucy, blev han så forskrækket, at han
tabte alle sine pakker.
„Ih, du godeste!“ udbrød faunen.

62
2. Hvad Lucy fandt derinde
„God aften,“ sagde Lucy. Men faunen havde så travlt med at samle
sine pakker op, at den slet ikke svarede i begyndelsen. Da den var
færdig, bukkede den afmålt for hende.
„God aften, god aften,“ sagde faunen. „Undskyld – jeg vil nødig
trænge mig på – men har jeg ret, når jeg formoder, at du er en
menneskedatter?“
„Jeg hedder Lucy,“ sagde hun, for hun forstod ikke helt, hvad han
mente.
„Men du er – ja undskyld mig – du er det, man forstår ved en pige,
ikke sandt?“ spurgte faunen.
„Selvfølgelig er jeg en pige,“ sagde Lucy.
„Du er altså et menneske?“
„Selvfølgelig er jeg et menneske,“ sagde Lucy, stadig en smule
forbavset.
„Naturligvis, naturligvis,“ sagde faunen, „Hvor dumt af mig! Men
jeg har aldrig før set en menneskesøn eller menneskedatter. Jeg er
ovenud henrykt. Det vil sige …“ og så holdt den inde, som om den
havde været ved at sige noget, den helst ikke skulle, men var kommet
i tanke om det i tide. „Henrykt, henrykt,“ fortsatte den. „Tillad mig at
præsentere mig. Mit navn er Tumnus.“
„Det glæder mig at møde Dem, hr. Tumnus,“ sagde Lucy.
„Og må jeg spørge, o Lucy menneskedatter,“ sagde hr. Tumnus,
„hvordan du er kommet til Narnia?“
„Narnia? Hvad er det?“ sagde Lucy.
„Dette er landet Narnia,“ sagde faunen, „det sted, hvor vi står nu;
alt hvad der ligger mellem lygtepælen og det store slot Cair Paravel
ved Østerhavet. Og du – du er kommet fra vestens vilde skove?“
„Jeg … jeg kom ind gennem garderobeskabet i det tomme rum,“
sagde Lucy.
„Åh!“ sagde faunen med en noget melankolsk stemme. „Hvis jeg
bare havde hængt lidt flittigere i med geografien, da jeg var en lille
faun, ville jeg uden tvivl vide alt om disse fremmede lande. Men nu er
det for sent.“
„Men det er slet ikke lande,“ sagde Lucy, og hun var lige ved at
briste i latter. „Det er bare derhjemme … ja, det tror jeg da i hvert fald
nok. Det er sommer dér.“
„Det er muligt,“ sagde hr. Tumnus, „men det er vinter i Narnia, og
det har det været temmelig længe, og vi bliver begge to forkølede,
hvis vi bliver stående og snakker her i sneen. Menneskedatter fra det
fjerne land Detommerum, hvor der hersker evig sommer omkring den

strålende by Gar Drobeskabet – hvad ville du sige til at gå med mig
hjem og få te?“
„Tusind tak, hr. Tumnus,“ sagde Lucy. „Det er forfærdelig pænt af
Dem, men jeg spekulerer på, om jeg ikke hellere burde se at komme
tilbage.“
„Det er lige omkring hjørnet,“ sagde faunen, „og der er buldrende
kaminild – og ristet brød – og sardiner – og kage.“
„Det er forfærdelig pænt af Dem,“ sagde Lucy. „Men jeg kan ikke
blive ret længe.“
„Hvis du vil tage min arm, menneskedatter,“ sagde hr, Tumnus,
„kan jeg holde paraplyen over os begge. Ja, sådan. Lad os gå.“
Således gik det til, at Lucy pludselig gik gennem skoven arm i arm
med dette sære væsen, som om de havde kendt hinanden hele livet.
1. Er der noget i teksten, der viser, at den er skrevet for mange
år siden?
2. Hvilken type fantasytekst er det? Hvorfor?
opgave
1-7
63

64
Himmelherren
af Kenneth Bøgh Andersen
Den sidste fantasytekst, du skal læse, er fra Kenneth Bøgh Andersens
store roman Himmelherren. Tænk over, hvilken type fantasytekst du
mener, der her er tale om (se side 42).
Små forandringer
Peter drejede hovedet i et ryk. Kneb øjnene sammen og stirrede mod
den gamle ruin, der lå på bakken bag kirkegården.
Det var mærkeligt. I et kort sekund havde han syntes, at det så ud
som om … som om … som om hvad?
Peter vidste det ikke. Hver eneste dag gik han denne vej, hen ad den
samme kedelige gade, hjem fra den samme kedelige skole, igennem
det samme kedelige bybillede. Men for et øjeblik siden … Der havde
været en forstyrrelse i øjenkrogen, et eller andet havde virket anderledes
i det vante sceneri. Et eller andet ved den gamle ruin. Han havde
kigget op og i et splitsekund fået et glimt af … Af ingenting. Ruinen
så ud, som den plejede, stenbrokkerne lå, som de altid havde ligget, og
fortalte med deres lydløse stemmer om glemte tider.
„Ruinen var engang et gammelt slot,“ hviskede Peter for sig selv
og så i tankerne et imponerende bygningsværk rejse sig på bakkeskråningen.
Det var smukt dekoreret med pyntede gesimser og runde
balkoner. Farverige slyngplanter snoede sig op ad de lodrette mure,
så det så ud, som om slottet var bygget af nyudsprungne blomster.
Forskellige stenfigurer – pegasuser, griffer, svanedrager – var hugget
ind i de syv tårne, hvis spir ragede langt op i himlen. Højt, højt oppe
kunne Peter se de røde vimpler vaje, og bag brystværnet travede
kongens soldater frem og tilbage. „Slottet var opført af en dygtig
troldmand, som havde støbt sin hvide magi ind i de massive mure. Når
natten sænkede sig, og månen stod op, rev stendyrene sig løs af deres
fundament og vogtede sammen med soldaterne over kongeparrets
eneste datter, prinsesse Cora. For det var rygtedes, at onde kræfter var
begyndt at røre på sig i nord, og at prinsessen var i fare. I skoven var
hvisketræerne begyndt at tale om mørke tider, og en sen sommernat
nær elven, hvor flodfolket levede, skete der noget ganske forfærdeligt.
Et af slottets stendyr – en pegasus – blev myrdet og en af dens
magiske fjer stjålet …“

En fjern buldren afbrød Peters tanker, og han missede mod himlen.
Spilede så øjnene op og snurrede måbende rundt om sig selv.
Hele vejen rundt om byen havde et tungt skybælte lagt sig som
en omkransende hær, der langsomt marcherede nærmere. Det var
uvejr fra alle fire verdenshjørner. Og det så ud, som om de ville tørne
sammen lige over byen.
Skyerne var sortviolette og tændtes af og til af hvide lys, når lynene
sprang inden i dem. De slæbte et gråt regnslør efter sig, og solen, der
stadig skinnede i midten af tordenbæltet, malede smukke regnbuer
på det blå himmelhvælv. Mange af dem. Peter talte mindst ti, og hele
tiden syntes der at dukke nye op, de sprang ud af de knagende skyer
som fontæner. Lignede næsten passager til andre verdener. Peter havde
aldrig set noget lignende.
„Det bliver noget af et uvejr, hva’?“ sagde en stemme ved siden af
Peter.
Han drejede hovedet og opdagede, at Olde Osvald havde gjort ham
selskab. Postbuddets grå øjne skinnede i lyset fra de glimtende skyer.
Peter vendte atter blikket op. „Det ser fuldstændig vanvittigt ud.“
„Det bliver vanvittigt.“ Osvald nikkede som en, der glæder sig
til at få ret. Han var gammel og rynket som et egetræ og havde – så
længe Peter kunne huske – aldrig været yngre. Han var et af den slags
mennesker, der fødes gammel, og folk sagde, at når de selv engang
var døde og borte, ja, så ville Olde Osvald stadig trække af sted med
postcyklen og overbringe byens borgere breve fra nær og fjern.
Men Peter syntes nu alligevel, at den gamle mand var begyndt at se
træt ud. Han var – selv om det ikke burde kunne lade sig gøre – blevet
ældre.
„Vanvittigt, ja,“ fortsatte Osvald. „Det vil jeg æde min uniform på.
Og det endda selv om udløbsdatoen for længst er overskredet.“
Der var noget sørgmodigt og måske bittert over den sidste
kommentar, og Peter spurgte ham om, hvor længe han egentlig havde
været postbud.
Svaret var en tør latter, der også lød en smule træt. Nej, ikke træt –
trist. „Længe, min ven. Alt for længe.“ Osvald hev en plettet klud op
af lommen og duppede panden. „Nå, jeg må også hellere se at komme
videre. Kan du have en god weekend? Skal du skrive videre på din
historie?“
Peter nikkede.
„Hvis du nu løber tør for ideer, kan du jo skrive Olde Osvald ind i
din fortælling.“ Han smilede, og i det mærkelige lys fra regnbuerne,
lynene og solen så postbuddet pludselig meget yngre ud. „Et godt
65

eventyr ville gøre mig gavn. Tror du ikke, jeg ville kunne begå mig
som gammel troldmand? Eller måske som konge?“ Han rettede sig
op, løftede hagen og stirrede mod horisonten med et fjernt blik. Han
slog den røde postfrakke over skuldrene som en kongekåbe og rettede
forsigtigt på kasketten, som var den en dyrebar krone.
Peter kunne ikke lade være med at le. „Det tror jeg bestemt, Osvald.
Det skal jeg nok huske.“
Kongen forsvandt, og den gamle grå mand vendte tilbage.
„Bare du ikke gør mig til postbud,“ sagde han. „Så må du selv
bestemme.“
Osvald tog sin postcykel, klappede den på sadlen og sagde: „Kon gens
prægtige ganger.“ Så fortsatte han ned ad gaden.
Peter så efter ham, og en ny historie begyndte at tage form. Historien
om det gamle postbud, som livet ikke havde givet andet end åreknuder,
rygsmerter og problemer med knæene. Nu var han ved at være
træt. Træt af at trække postcyklen op og ned ad bakkerne. Træt af at
dele de samme fødselsdagskort ud til de samme mennesker. Træt af,
at et af kortene aldrig var til ham. Træt af at have spildt livet på denne
måde. Hvis han kunne, så ville han det anderledes. Og en dag fik han
muligheden …
Peter bryggede videre, og fortællingen voksede.
Han gik altid og fandt på den slags små historier, elskede bare at
lade fantasien flyde og digte livet lidt mere farverigt og interessant;
en sten på vejen kunne opfylde tre ønsker. En kvidrende musvit var i
virkeligheden en forhekset kvinde, som ledte efter sin elskede. En bid
af en nedfalden pære kunne give evigt liv.
Der var historier overalt, og Peter var god til at finde dem. De
myldrede rundt i hans tanker, fungerede som en slags åndehul. Når
hverdagen blev for kedelig, åbnede fantasiens porte sig, og ud væltede
alfer, gespenster, magikere og dæmoner. Andre folk så dem ikke, Peter
så dem alle vegne. Men Peters øjne var også specielle.
Der lød en stille rumlen fra de mørkviolette skyer, der bølgede tykt
over horisonten. De lå stadig et godt stykke væk. De mange regnbuer
gnistrede.
En pludselig følelse af at blive iagttaget greb Peter, og den begyndende
historie om postbuddet forsvandt fra hans tanker. Ud ad øjenkrogen
så han noget bevæge sig. Han drejede hovedet i et ryk og følte
halsen snøre sig sammen i et hæst gisp. Glippede så forvirret med
øjnene.
For der var ingenting. Kun den mennesketomme gade, et par parkerede
biler og de tavse villaer. Alt var, som det plejede at være.
67

68
Men havde han ikke – i et ganske kort øjeblik – set … noget andet?
Er min fantasi ved at slippe af sted med mig? tænkte han og
rynkede panden. Det var det, mor og far altid advarede ham mod.
Alting er ikke historier, Peter. Man må også leve lidt i den virkelige
verden.
De forstod ikke, at historierne, fantasien var en del af hans virkelighed.
En lidt for stor del, belærte far og mor ham i hans tanker. Du må
passe på, at du en dag ikke forsvinder helt.
Var det dét, der havde været ved at ske?
For i dét sekund han havde drejet hovedet, havde han ikke set
gaderne, bilerne og husene. Byen var forsvundet, og i stedet havde han
stået midt i en kæmpemæssig skov, omgivet af himmelhøje træer med
vældige kroner. Og ved foden af et af dem, ikke mere end fire meter
fra, hvor han stod, havde der siddet et mærkeligt, loddent væsen med
gule øjne og stirret direkte på ham.
Peter smilede og rystede på hovedet. Nej, alt så desværre ud, som
det plejede, det hele havde været i hans hoved. Som det plejede.
Rundt om ham brummede de violette tordenskyer.
På vej hjem møder Peter tre barske drenge, som tilsammen kalder
sig Y-banden. De kaster en pose med hundelort efter ham, men han
smider den tilbage på dem, hvorefter de vil fange ham. Det lykkes ham
dog at undslippe ved at løbe gennem skoven og gemme sig i et træ.
Verdenen i øjnene
Han rendte ikke ind i banden igen på resten af vejen hjem, og da han
låste sig ind i det tomme hus, kunne han omsider tillade sig at slappe
af. Han kunne ikke tro det, fattede ikke, hvad der var gået af ham! Var
det overhovedet ham, der havde samlet posen med hundelort op og
smidt den tilbage i hovedet på Y-banden?
Peter lænede sig op ad døren med et støn og smilede. Han følte
sig godt tilpas. Rigtig godt. Havde nydt at mærke adrenalinen pumpe
gennem blodet. Han havde været på flugt. Løbet for livet. Nu forstod
han, hvad Robin Hood følte, når han så sit eget grinende fjæs på
dusørplakaterne.
Måske var det derfor, han havde gjort det. Fordi han havde villet
høre blodet bruse i ørerne og mærke hjertet fryse til is. Fordi han
havde villet mærke spændingen.
For Peter boede ikke i Sherwood-skoven sammen med lystige

mænd. Han boede i en lille kedelig landsby med nogle kedelige
forældre, der havde et kedeligt arbejde.
Selv hans navn var kedeligt. Peter Nielsen.
Han havde engang læst, at Peter var det mest almindelige drengenavn
i Danmark. Nielsen var det andetmest normale efternavn. Hvilket
betød, at Peter Nielsen var et af de mest almindelige, uopfindsomme
og røvkedelige navne, man kunne hedde. Han var titusindvis af
mennesker, et nummer i køen.
Og dog … Noget ved ham var anderledes. Noget, der et øjeblik
havde syntes at skræmme de tre drenge fra niende.
Hans øjne. Hans øjne var anderledes.
Peter smed skoletasken på gulvet og gik ud på badeværelset.
Fandt sine øjne i spejlet, mens han vaskede hænder. De var hverken
blå, brune eller grønne. De var violette. Og så klare, at de syntes at
brænde.
De smukkeste øjne i universet, sagde mormor altid. Og hun havde
engang sagt, at hvis man så rigtig godt efter, så kunne man se de
verdener, der gemte sig derinde.
Peter lænede sig tættere på spejlet. Tættere og tættere, og pludselig
var det, som om hans øjne foldede sig ud. De åbnede sig som et gigantisk
landkort, og Peter følte, hvordan han blev trukket af sted med
voldsom kraft, gennem tusindvis af verdener, der for brølende forbi
ham som drømme i natten.
Han mærkede elverpigernes bløde hår blafre mod sin kind og
lugtede dragens svovlånde og hørte vampyren hvæse i sit øre, idet han
blev suget dybere og dybere ind i sine egne øjne, suget mod et lille,
sort hul. Hullet slugte ham og …
… han står i en mørk sigøjnervogn, der knirker og knager, som om
den er på nippet til at styrte sammen. Udenfor raser stormen, lyset fra
lynene tegner sig som knivsblade i vognens mange sprækker, regnen
pisker ned, truer med at hamre det tynde bliktag i stykker. Himlen
brager med tordenskrald, det lyder, som om guderne er i krig.
Han kigger rundt og opdager, at der i en høj stol sidder en krumrygget
kone og stirrer ind i en krystalkugle. Hendes sprukne læber
bevæger sig, men uvejret larmer for meget til, at han kan høre, hvad
hun siger. På hendes ene skulder sidder en ravn og lytter opmærksomt
til hende. Men Peter behøver ikke at høre, hvad hun siger. Han ved det
allerede. Han kender konen.
Han nærmer sig forsigtigt den skinnende krystalkugle, da vognens
dør pludselig springer op. En mørk skikkelse stormer ind, smækker
døren og læner sig forpustet op ad den. De tunge skygger skjuler skik-
69

70
kelsens ansigt, men det forekommer ham at være en, han kender. Så
fjerner et mægtigt lyn alle skygger og …
Billedet blev pludselig suget sammen, trak ind i sig selv og forvandledes
til to små prikker, der blev til spejlbilledets pupiller. Peter
trådte chokeret et skridt tilbage. Kunne mærke hjertet hamre helt ud i
fingerspidserne.
Hvad i alverden skete der?
Aldrig før havde han oplevet noget lignende. Normalt når han stod
og kiggede ind i sine øjne, tog de fjerne verdener form som tanker i
hans hoved. Der så han gamle konger på troner af guld, dværghekse,
der dansede i tusmørket, og troldmænd, der kunne få selv himlen til at
bøje sig for deres magt. Men det var dagdrømme, og det var han klar
over, mens han drømte dem. Som når man kigger ud ad vinduet på en
blå sommerhimmel og tænker sig langt væk.

Men dette havde været anderledes. Dette havde føltes virkeligt.
Som om en mægtig hånd havde trukket ham ud af denne verden og
anbragt ham inde i sigøjnervognen ved siden af den gamle spåkone;
han kunne stadig mærke den kolde regn, der var blæst ind gennem
sprækkerne i de mørnede brædder.
Og Peter havde genkendt kvinden i stolen. Han vidste, hvem hun
var, og hvorfor hun sad og stirrede ind i krystalkuglen. For Peter
havde selv skabt hende. Eller rettere digtet hende. Hun var spåkone,
og hun var fortælleren i den historie, han var ved at skrive.
1. Hvilken type fantasytekst er denne? Hvorfor?
2. Hvordan er den magiske passage?
3. Minder teksten dig om andre fantasytekster, du kender?
Hvilke? Hvordan?
opgave
1-6
71

72
Computerspil
Nøjagtig som i litteratur er der flere genrer i computerspil. Vi kan
inddele computerspil i disse tre overordnede genrer:
Adventure
Adventurespil minder på mange måder om fantasytekster. For det
første foregår spillet i et univers, der kan minde om miljøet i fantasytekster.
Det kan være ganske imponerende med mange flotte detaljer.
For det andet er der i adventurespil et handlingsforløb. Der kan både
optræde naturlige personer og overnaturlige væsener – og du har selv
en af rollerne, når du spiller. Måske går spillet ud på, at du skal udføre
en mission. Når du på den måde selv har en af rollerne, er du med til at
bygge handlingen i spillet op ud fra de valg, du træffer, når du spiller.
Du har altså selv indflydelse på, hvad der sker, selv om det selvfølgelig
stadig er designeren bag spillet („forfatteren“), der har bestemt
mulighederne, den bedste rute igennem spillet og de belønninger, der
venter, når du kommer i mål.
Action
Du kender sikkert actionfilm – der er selvfølgelig fart på og masser
af action. Det samme gælder actionspil. Her skal du være hurtig på
aftrækkeren, for spillet foregår i et højt tempo. Du bevæger dig rundt i
et miljø, som oftest er temmelig farligt. Actionspil kan fx være skydespil
eller racerspil, men til genren hører også sportsspil som fx FIFA.

Strategy
Strategispil er udsprunget af brætspil. I strategispil behøver du ikke
handle hurtigt, som du gør i actionspil. Her gælder det om at planlægge
noget og selvfølgelig være strategisk. Strategispil kan være
meget forskellige. Det kan fx være, du skal være hærfører eller måske
være manager for et cykelhold. Et af de mest berømte strategispil er
The Sims, der foregår i en realverden, som ligner vores egen. Nogle har
kaldt dette spil for et virtuelt dukkehus.
6 Lav i fællesskab en liste over alle de computerspil, I kender.
6 Kan I indplacere spillene i de tre kategorier adventure, action
og strategy?
6 Hvilke oplevelser giver det at spille computerspil?
6 Hvad er forskellen på at spille et adventurespil, et actionspil
og et strategi spil?
Nogle computerspil foregår online – altså via internettet. På den måde
kan man spille sammen med eller imod andre, man ikke kender i den
virkelige verden. Et af de allerstørste onlinespil er det kombinerede
adventure- og strategispil World of Warcraft. Det har ti millioner spillere
verden over, og i dette øjeblik er tusindvis af mennesker i gang
med at spille spillet.
I World of Warcraft kæmper de to grupper Horden og Alliancen mod
hinanden. Det foregår i meget forskellige og flotte landskaber i
verdenen Azeroth.
73

74
1. Se godt på billederne fra World of Warcraft. Hvilket miljø er
skildret her?
2. Hvad kan du sige om det fysiske miljø?
3. Hvordan tror du, det psykiske miljø i denne verden er?

I World of Warcraft vælger man selv sin karakter og udforsker
sammen med karakteren de landskaber og rum, der er skabt i spillet. I
skal nu i fællesskab prøve at opbygge en karakter og bevæge jer rundt
i universet i World of Warcraft.
75

opgave
1-5
76
4. Log jer i fællesskab på World of Warcraft. Bliv enige om,
hvilken gruppe I vil tilhøre, Horden eller Alliancen. Bagefter
skal I vælge, hvilken karakter I vil være.
5. Bevæg jer ind i spillet. Hvad sker der, når I går i gang?
6. I begyndelsen af spillet er der to typer sekvenser: først
en filmsekvens, hvor du hører spillets back story – og en
spilsekvens, hvor du bevæger dig rundt med din karakter.
Hvordan er perspektiv og vinkling forskellig i de to
sekvenstyper?
Hvad betyder det for din oplevelse af spillet?
7. Hver gang du får en quest, og du bevæger dig ud for at løse
den, kan den karakteriseres som en lille fortælling med
indledning, handling og slutning. Inddel en quest-fortælling
i de tre dele.
8. Hvilken type fantasy minder World of Warcraft mest om (én
verden – to verdener)?
9. Hvad betyder det for spillet, at det spilles online?
Hvad betyder det for dig, at det spilles online?
10. Hvordan kan spillet karakteriseres som en multimodal
tekst?

3.
I et glimt
trådte
næsen frem
- om komposition
77

I et glimt trådte næsen frem
- om komposition
78
Historie og fortælling
En teksts handling kalder man historien. Det er det, der fortælles
om. Man kan gengive historien i et referat. Man bruger derimod
ordet fortælling om den måde, en forfatter har valgt at fortælle
historien på. Forfatteren behøver nemlig ikke at fortælle en
historie i den rækkefølge, handlingen sker. Forfatteren kan vælge
at opbygge historien på forskellig vis, fx som en rammefortælling,
efter en berettermodel, han kan begynde midt i historien (in medias
res), eller han kan begynde med slutningen.
Her skal du lære om tre begreber, en forfatter kan vælge at
inddrage, når han bygger sin fortælling op: forudgreb, tilbageblik
og flashback.
Forudgreb
Når en forfatter benytter forudgreb, antyder han, hvad der vil ske
senere i teksten. Der kan være direkte hentydninger, fx kan der stå:
Det skulle hun snart komme til at fortryde.
6 Hvilket ord i sætningen her viser, at der er forudgreb?
Men forudgreb kan også optræde som indirekte antydninger, fx
kan en beskrivelse af et voldsomt tordenvejr være en antydning
om, at der vil ske noget voldsomt senere i teksten.
Tilbageblik
Når forfatteren fortæller om noget, der er sket tidligere i historien,
kalder man det tilbageblik. Der kan fx stå: Det var ligesom
dengang, da de mødtes i skolegården for at aftale festen …
6 Hvilke ord viser, at der er tilbageblik?

Flashback
Når en forfatter vælger at indsætte en situation, der er sket langt
tidligere, kalder man det flashback. Læser du fx en tekst, der
foregår i nutiden, men hvor der pludselig optræder en samtale
mellem to personer, som er foregået flere år tilbage i tiden, er
denne samtale flashback.
Den røde tråd
Den røde tråd er ikke en rigtig tråd, men det er de ord og sproglige
vendinger, der får teksten til at hænge sammen, så man kan
forstå handlingen. Der kan fx stå: Drengen lavede et bål. Drengen
hentede brænde til bålet. Det er nemt at følge den røde tråd i denne
lille tekst, fordi der står drengen i begge sætninger. Men man kan
også erstatte drengen med han, uden at betydningen ændrer sig. Så
lyder sætningen sådan: Drengen lavede et bål. Han hentede brænde
til bålet. Han viser tilbage til drengen. En tredje mulighed er, at
forfatteren benytter forskellige udtryk for drengen, fx den unge,
fyren, sønnen. Forfattere varierer ofte deres ordvalg. De bruger
flere forskellige ord for den samme person eller sag, og det kan
gøre det sværere at følge den røde tråd i historien, men til gengæld
bliver den måske mere spændende at læse.
6 Hvilke andre ord eller udtryk kunne man bruge om en dreng?
Prøv i fællesskab at digte en kort historie om en dreng, der
laver bål. Brug så mange forskellige udtryk om drengen som
muligt.
I kapitlet her skal du arbejde med disse begreber i to romanuddrag
og en novelle, og til sidst i kapitlet kan du se fotos af et af den
spanske arkitekt Gaudís særprægede bygningsværker. Han benytter
sig af nogle særlige virkemidler i sin komposition.
79

80
1
5
10
15
20
25
Troldtinden
af Ida Jessen
Her skal du læse begyndelsen på romanen Troldtinden. Hvad tror du,
ordet Troldtinden betyder?
Mens du læser, skal du lægge mærke til, hvordan teksten er bygget
op. Find også ud af, hvad følgende ord betyder: fortøje, anløbsplads,
pæleværket, fjeldside, katederet.
1
Vandet klukkede stille under kølen, da vi gled ind i klippegården ovre
ved Troldtinden. Jeg havde slukket motoren, for jeg var bange for
undervandsskærene, og desuden hørte en brølende motor heller ikke
hjemme i den øde vig. Turen var gået uden problemer. Havfladen
havde været silkeglat med lange, sugende dønninger nedenunder, og
selv om Jan havde været grøn i hovedet, da vi rundede Ravneholmene,
var det gået meget bedre, end jeg havde troet. Vi havde kun brugt tre
kvarter på turen, og nu var vi her. På Troldtinden, på den øde ø, der
hjemme fra Ørnø lignede en mægtig knytnæve, der blev stukket op
af havet. Og ingen, ingen måtte nogensinde få at vide, hvad vi havde
gjort.
„Hvad nu, Eva?“ sagde Jan. „Skal vi prøve at komme i land?“
„Ja,“ sagde jeg. „Nu, hvor vi er kommet herover.“ Jeg tog årerne og
begyndte at ro langs den stejle fjeldside, der rejste sig over os. Man
kunne mærke kulden, der stod ud fra klippevæggen herinde i skyggen,
og over os kredsede mågerne skrigende rundt.
„Vi skal bare finde et sted, hvor vi kan fortøje,“ sagde jeg. „Hvis
vi er heldige, finder vi måske nogle blåbær. Og så tager vi hjem
bagefter.“
„Ja,“ sagde Jan.
Men sådan kom det ikke til at gå.
For nu rundede vi en pynt, klipperne fladede ud, og dér, et par
hundrede meter væk, lå et rødt hus. Selv på afstand var det let at se,
at det var en brygge, en anløbsplads, for det havde pæle og lå ud over
vandet.
„Jeg syntes ellers, du sagde, Troldtinden var en øde ø,“ hviskede
Jan.
Jeg svarede ikke.

82
1
5
10
15
20
25
30
35
40
Stille gled vi ind til pæleværket, og jeg fortøjede. Vi blev siddende
lidt i båden og så på hinanden.
„Skal vi?“ spurgte jeg til sidst.
Og Jan nikkede tavst.
2
Det var sådan, det hele startede. Hele den historie om, hvordan vi
fandt på at udforske Troldtinden, hele den historie om, at intet er, som
det ser ud til at være.
Men jeg må hellere begynde med den dag, Jan begyndte i sjette
klasse på Ørnø efter sommerferien, og jeg fik min første rigtige klassekammerat.
Ellers havde jeg kun haft Brita og Rita, der gik et år over
mig, og det havde ikke altid været lige sjovt.
Den morgen havde jeg haft travlt, for jeg havde sovet over mig og
ikke nået hverken at få morgenmad eller rede håret, og da jeg kom hen
til skolen, havde det allerede ringet ind, og skolegården var tom. Kun
en enlig måge spankulerede om i græsset henne ved fodboldmålet. Jeg
skyndte mig ind og satte mig på min plads, og det var først lidt efter,
da jeg havde fået vejret, at jeg lagde mærke til, at Sverre, vores lærer,
ikke var alene oppe ved katederet. Ved siden af ham stod der en mørkhåret
dreng og kiggede ned i gulvet. Han hed Jan, sagde Sverre, og
kunne vi nu alle sammen tage os godt af ham?
Vi gloede, for det er ikke tit, der kommer nye børn ud til Ørnø.
Faktisk var det aldrig sket før. Imens stod Jan med skoletasken i
hånden og så ned i gulvet. Somme tider sendte han et kort blik ud over
klasseværelset, men så kiggede han igen ned. Han havde brune øjne,
så jeg.
„Ja, Jan,“ sagde Sverre, „her ser du så de håbefulde poder i femte,
sjette og syvende klasse. De er det bedste, vores lille ø kan opvise.
Nogen rigtige bøller, men på bunden er de nu gode nok.“ Jan sendte et
langt blik ned på mine sko og svarede ikke. Han kunne jo ikke vide, at
Sverre altid er sådan.
„Og så skal du sidde ved siden af Eva,“ fortsatte Sverre. „Det er
hende med den uredte fletning. Hun går i sjette klasse ligesom dig, og
bagved sidder Brita og Rita fra syvende klasse og ligner hinanden som
to dråber vand. I bliver en lille, hårdtarbejdende gruppe, er jeg vis på.
Og du skal ikke være bange for Eva. Godt nok ser hun vild ud, men
hun slår ikke – tror jeg da.“
Bag mig hørte jeg Brita og Rita fnise, men jeg vendte mig ikke
om. Jeg havde fået nok af dem. Hele sommerferien igennem havde de
ikke lavet andet end at fnise, så snart jeg kom i nærheden. Fnise og

hviske. Og det var ikke til at få klar besked om, hvad det var, der var
så sjovt. Jeg havde spurgt dem, men så var de brudt sammen af grin.
De knækkede helt over på midten. Det var nede hos købmanden. De
stod med hver sin cola, helt ens i smarte, nye cowboykjoler og med
håret sat op, så det lå i krøller ned om halsen på dem. Jeg havde været
inde og handle for mor og kom slæbende med havregryn og mælk og
mine to små brødre, og da jeg så skulle have det hele op på cyklen og
hørte, hvordan de stod og fnisede og hviskede, spurgte jeg dem: Hvad
pokker er det, I altid griner sådan af? Et meget fornuftigt spørgsmål,
skulle man tro. Men Rita og Brita brød helt sammen. Jeg kunne høre
dem hele vejen hjem.
Så rejste de til Danmark på ferie, og var væk i næsten en måned.
Dagen efter at de var kommet hjem, ringede de på døren hos os. Jeg
kunne høre dem snakke med mor nede i gangen. De lød så søde og
høflige i stemmerne, at der ikke var ende på det. „Nej, hvor er han
altså skøn,“ kvidrede de over min mindste lillebror.
Men allerede da de var på vej op ad trappen, kunne jeg høre,
hvordan de begyndte igen med deres hvisken. Det var mor, de snakkede
om, og det, at hun ikke havde ryddet ordentligt op nede i gangen,
og at min lillebror havde spildt mælk ned over blusen. Som om vi ikke
boede pænt og rent! Som om rengøring var det vigtigste af alt! Jeg
gad nok vide, hvordan der ville se ud hjemme hos Brita og Rita, hvis
de også havde en far, der var fisker og var væk det halve af året, og
en mor, der arbejdede på konservesfabrikken, og tre unger, hvor den
mindste kun var halvandet, og en bedstefar, der kom for at spise hver
eneste dag, og som de måtte passe på, for at han ikke skulle drikke for
meget? Hvordan ville der have set ud, spørger jeg bare? Nok ikke så
pænt som nu.
Og så stod de der i døren og havde fået større bryster og huller i
ørerne og sko med høje hæle. De havde været i København, fortalte
de. I Tivoli og kørt i rutschebane, og hvem vidste, det kunne jo være,
at jeg også kom derned engang, hvis min far og mor fik råd.
„De har råd,“ hvæsede jeg.
„Jamen, hvorfor i alverden rejser I så ikke?“ sagde Brita og viftede
mig om næsen med en brochure fra Tivoli. Jeg fangede lige et glimt af
rutschebanen og af et stort sørøverskib.
„Min far og mor har ikke tid til den slags pjat,“ sagde jeg.
„Nej, de har selvfølgelig din bedstefar at tage sig af,“ sagde de i kor.
Jeg kunne høre, hvordan de fnisede hele vejen ned ad trappen.
Siden den dag havde jeg ikke snakket med dem.
…
1
5
10
15
20
25
30
35
40
83

Min nye sidekammerat sagde ikke ret meget. Tog bare imod de bøger,
som Sverre gav ham, og lagde bind på. Det var han dygtig til. Jeg
var ikke nær så hurtig. Jeg skottede til ham, men hver gang jeg havde
fundet på noget at sige, kom Sverre farende med flere bøger, og når
han var forsvundet igen, syntes jeg pludselig, det lød så åndssvagt,
det jeg havde fundet på. Derfor sagde jeg ingenting. Og det gjorde Jan
heller ikke. Men vi smilede til hinanden. „Jeg har en båd,“ fik jeg lige
hvisket på et tidspunkt, men det var også det hele.
Sådan gik den første time, og i frikvarteret kom Brita og Rita hen
og satte sig på vores bord i nye fløjlsspencere med grønne bluser
indenunder, og jeg kunne se på Jan, at han var lidt benovet.
„Vi har lige siddet og snakket lidt sammen, mig og Brita,“ sagde
Rita og slog med sit lange hår, så øreringene ringlede. „Hvad siger I
til, at vi satte bordene sammen? Kunne det ikke være meget hyggeligere?“
Hun så på Jan. Han nikkede bare og kiggede ned i bordet. Jeg
sagde ingenting, og nu vendte Rita sig også om mod mig. „Ikke også,
Eva? Synes du ikke det?“ sagde hun med sin sødeste stemme, som om
hun virkelig havde lyst til at sidde ved siden af mig. Og derfor sagde
jeg ja.
Det skulle jeg aldrig have gjort. I samme øjeblik sprang hun ned af
bordet. „Flyt dig lige lidt,“ sagde hun til mig. Og et øjeblik efter sad
jeg yderst på fløjen, og Brita og Rita havde anbragt sig på hver sin side
af Jan. Jeg kunne høre, at de spurgte ham, hvad han syntes om vores ø,
og om han ikke ville med hjem efter skole, for deres mor havde bagt
vandbakkelser. Jeg var rasende.
„Du kan da også tage med mig ud at sejle,“ sagde jeg. „Det er
sjovere end at spise vandbakkelser og snakke om rengøring med
Britas og Ritas mor.“
Nu drejede de endelig hovedet og så på mig. Rita lænede sig ind
over Jan og hviskede noget i øret på ham. Så så de alle tre hen på mig,
og derefter ned på mine fødder, der stak ud under bordet. Jan smilede.
Jeg kunne mærke, jeg blev rød i kinderne. Jeg kiggede ned ad mig
selv. Opdagede, at jeg havde knappet skjorten skævt, og at kraven var
bøjet indad. Og at jeg havde en brun sko på den ene fod, og en sort på
den anden. Det var overhovedet ikke noget at grine ad.
Resten af dagen fik jeg næsten ikke snakket med Jan. Rita og Brita
havde fuldkommen belejret ham. Der var ingen ende på deres hjælpsomhed.
I matematiktimen sad de bøjet ind over hans bog fra hver
sin side for at hjælpe ham ind i det nye matematiksystem, som de
sagde, da Sverre kom og spurgte, hvad det var, der var så interessant i
1
5
10
15
20
25
30
35
40
85

86
1
5
10
15
20
25
30
Jans regnehæfte. Det eneste, der blev tilovers til mig, var Britas højre
skulder, og den var også halvvejs ovre ved Jan.
Jeg fik ikke engang snakket med ham i frikvartererne. Der sad Brita
og Rita og ville høre alt om det sted, han havde boet før. Jeg så også,
at de gav ham tyggegummi. Jeg fik ikke noget. Til sidst gik jeg ud og
spillede langbold med nogle af dem fra anden og tredje. De var ikke
ret gode til at ramme, men det vidste jeg i forvejen, for jeg havde tit
leget med dem før, så det kunne jo ikke være derfor, jeg var så trist?
…
Brita og Rita slog en klo i Jan, så snart sidste time var slut. Jeg nåede
lige at sige hej til ham. „Vi ses i morgen,“ svarede han. Så var de væk.
Jeg var den sidste, der gik ud af klassen. Ude på trappen sad Arild,
min lillebror, og ventede på mig. Skolegården lå øde hen.
„Vil du med ud til Janes vig og lede efter flaskeposter?“ sagde han.
„Nej,“ sagde jeg bare og gik lige forbi.
„Jamen, alle de andre er derude,“ råbte han efter mig. „Vi venter
bare på dig.“ Men jeg svarede ikke.
Der var ingen hjemme, da jeg kom hjem. Mor havde taget opvasken
i morges, men der lå indtørrede havregryn på køkkenbordet, og inde
i stuen flød det med aviser og pyjamasbukser og våde bleer. Der var
støvet, og der lugtede indelukket.
Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men pludselig var jeg i fuld
sving. Jeg smækkede vinduer og døre op, piskede brun sæbe i en
spand vand, og gik i gang. Da mor kom hjem to timer efter med Nils-
Erik på armen, duftede der over det hele.
„Men Eva!“ sagde hun. „Det var vel nok en overraskelse!“ Og så
gav hun mig et stort knus, som jeg næsten ikke kunne lirke mig fri af.
„Kan vi så ikke prøve at holde det lidt pænere i fremtiden!“ sagde
jeg stift, da jeg kunne trække vejret igen.
„Jo,“ sagde mor. „Prøve kan vi jo altid.“

1. Hvad er Troldtinden?
2. Hvad betyder ordene fortøje, anløbsplads, pæleværket,
fjeldside, katederet?
3. Tekstens anslag foregår in medias res. Det betyder, at
teksten begynder midt i historien, så du må læse mellem
linjerne for at danne dig et indtryk af, hvad teksten handler
om.
6 Hvor foregår anslaget?
6 Hvem er personerne?
6 Hvad er situationen?
Begrund dine svar med eksempler fra teksten.
4. Find eksempler på forudgreb, tilbageblik og flashback i
teksten.
opgave
1-6
87

92
1
5
10
15
Ansigtet
af Louis Jensen
Du skal nu læse en novelle. Overvej ud fra titlen, hvad teksten handler
om. Mens du læser, skal du lægge mærke til, om der er forudgreb,
tilbageblik eller flashback.
En novelle
6 er en kort fortælling, der modsat romanen kun har ét
handlingsforløb
6 foregår over kort tid, og der optræder kun få personer
6 er bygget op over kompositionen indledning, vendepunkt, ny
situation
6 sættes ofte i gang af en begivenhed, der ændrer personens
liv
6 kan have en åben eller en overraskende slutning.
Inde midt i byen, op ad en trappe, bag en dør, boede en mand med et
forfærdeligt smukt ansigt. Derfor gik han hver morgen hen til frisøren.
Han skulle barberes og håret klippes.
Bagefter gik han hjem og satte sig foran sit spejl for at se på sig
selv. Spejlet stod inde i stuen, og når han drejede hovedet, så han
ansigtet på ruderne.
Når han havde siddet i lang tid, tænkte han, og det gjorde han hver
morgen, at det var mærkeligt, at et menneskes ansigt kunne være så
smukt. Men sådan var det jo lavet, og derefter tænkte han, også hver
morgen, at han ikke måtte beholde det for sig selv.
Derfor gik han ud af stuen, ned ad trappen og hen ad fortovet, for at
alle andre i byen også skulle have fornøjelsen.
Han standsede op ud for en butiksrude og stod helt stille, mens han
betragtede sig selv. Bagefter fortsatte han rundt i gaderne, for også
kattene og hundene skulle se hans smukke ansigt, og mødte han et
barn, så gik han ned i knæ og strakte hals, så barnet rigtigt kunne se
hans fine læber og næse.
Men en dag standsede han pludselig op midt på torvet og løftede
forskrækket hænderne op omkring kinderne.

Han havde fået den tanke, at nogen af misundelse ville stjæle hans
ansigt. Han så sig hurtigt omkring, og nu var det, som stod alle på
torvet parat til at rive ansigtet fra ham og løbe væk med det! Selv dem,
der hastede forbi. Han kunne se det i deres øjne, når de fór forbi ham.
Han råbte forskrækket ud mellem hænderne og styrtede rundt om
det nærmeste hushjørne, hen ad gaden, tværs over et lille torv og ind i
sin egen gade.
Han blev siddende længe i stuen.
Manden boede helt alene. Ingen kone, ingen børn. Det var han
nødt til, hvis der skulle være tid til at se på og tænke over det smukke
ansigt. Ellers ville dagene gå med snak og skænderier.
Så gik han hen og stillede sig i skjul ved siden af vinduet. Han
løftede forsigtigt ud i gardinet og kiggede ned på gaden. Mennesker
passerede frem og tilbage, men så standsede en fremmed kvinde op og
så op mod hans vinduer.
Han slap forskrækket gardinet, gjorde sig tynd og pressede med
bankende hjerte ryggen op mod væggen.
1
5
10
15
93

94
1
5
10
15
20
25
30
35
40
Den næste dag om morgenen gik han som sædvanlig hen til
barberen. Han så sig omhyggeligt omkring. Var der nogen, der ville
stjæle hans ansigt?
Deres øjne så ham slet ikke. I dag havde de alle sammen travlt med
andre ting. Han åndede lettet op, men så opdagede han den fremmede
kvinde. Hun blev ved at følge efter ham, dreje rundt om de samme
hjørner og skrå hen over de samme pladser. Hans hjerte begyndte at
banke, han nåede barberens butik. Han rev døren op og styrtede ind.
Den fremmede kvinde stod på den anden side af gaden, da han
bagefter trådte ud på barberens trappesten. Han satte i løb hen ad
fortovet, men så faldt han. Og så uheldigt, at han landede lige på
næsen. Han sprang op, kom af sted igen, og til sidst ind i huset, hvor
han boede.
Han satte sig ved bordet.
Næsen var slået skæv.
Det var forfærdeligt.
Han slog hænderne op omkring kinderne og sukkede dybt, men
da han åbnede øjnene og igen så ind i spejlet, gik det op for ham, at
ansigtet i virkeligheden var blevet smukkere.
Før havde det været forfærdeligt smukt.
Nu var det så smukt, at ord ikke kunne udtrykke det, og det var
synd for manden, for han havde en stor lyst til at sige det højt.
Det var næsen!
Den skæve næse. Den gjorde kinderne, ørerne og øjnene endnu
smukkere. Den lille fejl, den skæve næse, fik alt det andet til at stå
endnu tydeligere og skarpere.
Han lo højt og græd og undrede sig over, at det hang sådan
sammen, mens han tænkte, at så var det sandt, at intet var så slemt, at
det ikke var godt for noget.
Men han ville ikke ud på gaden igen.
Så tænkte han, at han kunne gemme ansigtet, så ingen kunne finde
det. Han nikkede for sig selv. Det var en god ide.
Han så sig omkring.
På bunden af kagedåsen? Under sofaen?
Det var for let. Han kunne grave det ned i parken, men tanken om at
ormene ville gnave i ansigtet, brød han sig ikke om.
Mens han tænkte, stirrede han ind i spejlet, og pludselig fik han en
idé. Han lo højt: Han kunne gemme ansigtet inde i spejlet! Der kunne
det sidde, indtil han kom hjem og tog det på igen.
Han prøvede. Han drejede lynsnart hovedet til siden, gik ind i badeværelset
og så sig i spejlet. Det var rigtigt. Det smukke ansigt var væk.

Næsen var stadig lige skæv, men kinderne, ørerne og håret var ikke
længere fyldt af lys. Det virkede alt sammen så tyndt og falmet, og
huden var underlig bleg, ligesom papir.
Det smukke ansigt var væk.
Han gik tilbage til spejlet i stuen. Nu så han kun det grimme ansigt.
Han nikkede hemmeligt til sig selv. Det var lykkedes. Det smukke
ansigt lå dybt inde i spejlet.
Nu kunne han igen gå ud i byen. Og når han kom hjem, kunne han
tage det smukke ansigt på, og det ville ikke blive stjålet. Ingen kunne
jo se det. Og hvem kunne vide, at det sad skjult inde i spejlet.
Han lo for sig selv.
Så holdt han op. Nu kunne ingen jo se og glæde sig over ansigtet.
Han rejste sig op og blev stående midt på gulvet med rynket pande,
men så råbte han så højt, han kunne: Det er deres egen skyld! De
kunne holde fingrene væk!
Om natten sov han med det smukke ansigt.
1
5
10
15
95

opgave
1-6
96
1
5
10
15
20
25
Den næste morgen skjulte han ansigtet i spejlet og gik som
sædvanlig hen til barberen, selvom det jo ikke længere var nødvendigt
som før.
Da han kom hjem, satte han sig foran spejlet. Han ville tage det
smukke ansigt på igen. Men det var væk. Han kunne ikke finde det.
Ligegyldigt hvor han kiggede i spejlet, så var der kun det grimme
ansigt, det tynde hår, de grå kinder og øjne, der var tømte for lys.
I et glimt trådte næsen frem. Den forsvandt og kom igen. Den
drejede rundt, hvirvlede dybere og dybere ind i spejlet, som styrtede
den ned i en uendelig dyb brønd.
Han lænede sig frem for at gribe efter næsen.
Så hørte han en lyd fra køkkenet. Han var derude i ét skridt. Køk kendøren
smækkede, et menneske fløj ned ad bagtrappen i lange spring.
Han rev døren op og så langt nede i skakten en sort kjoleryg forsvinde
ud ad bagdøren.
Tyven, sagde det inden i ham.
Tyven. Det var hende. Hun havde fundet ansigtet i spejlet.
Den kjoleryg havde han set før, men altid bagfra. Da han var dreng, så
han den. Han stod på marken, og dens ryg forsvandt ind i skoven, ind
i det sorteste. Han havde set den på et skib gå ind ad en dør og ned ad
en trappe. Og han havde set kjolen gå frem mod sig, men før han så
ansigtet øverst oppe, drejede den omkring og forsvandt. Kjolen havde
altid vist ham sin ryg.
Det er mit ansigt.
Hvis du en dag ser tyven bære det på gaden (du kan ikke tage fejl,
det er det smukkeste i hele verden), så riv det af hende, og bring det
hen til mig.
1. Hvilke eksempler på forudgreb fandt du? Hvad antydes det,
at der vil ske?
2. I teksten er der også et tilbageblik. Find stedet. Hvad får du
at vide her?
3. Noveller kan fx være realistiske, fantastiske, gysere, krimier
eller kærlighedsnoveller. Hvad vil du kalde denne novelle?
Hvilke andre noveller kender du?

Casa Battló af Antonio Gaudí
På billederne kan du se, hvordan en arkitekt har arbejdet med komposition
i et beboelseshus, der ligger i byen Barcelona i Spanien. Selv
om huset ligger i en gade ved siden af andre huse, ser man med det
samme, at det er anderledes end de andre.
Det første, man ser, når man nærmer sig Casa Battló, er nogle store
søjler, der ligner benene og fødderne på et stort dyr. Søjlerne er solidt
plantet på jorden, og huset hviler på dem. På første sal findes der
mindre søjler, og her fungerer søjlerne som indramning af vinduerne.
Det ser ud, som om hele den nederste del af husets facade er formet
i ler, men det er sten, der er udhugget og slebet, så stenen får runde
bølgende former.
Oven over førstesalens bløde, runde former er facaden let bølget
og beklædt med keramiske fliser og farvede glasstykker. Det gør, at
der opstår et glitrende farvespil, når sollyset rammer facaden. Det
kan minde om lysets spil i vand. Facaden bliver brudt af vinduer med
97

opgave
1
100
balkoner foran. De minder om masker og er lavet af smedejern.
Huset er tegnet og bygget af arkitekten Antonio Gaudí, der levede
1852-1926. Han blev uddannet arkitekt i Barcelona og arbejdede i
byen hele sit liv.
Gaudí udviklede sin egen stil, hvor han var inspireret af naturens
mange former. Han brugte mange forskellige materialer i sine
bygninger. Som udsmykning havde han farvestrålende keramiske
fliser og kakler, som han blandede med natursten.
I 1904 bestilte en rig industrimand Gaudí til at forandre en helt
almindelig bygning. Ombygningen tog to år, og det var hurtigt i
forhold til, hvordan Gaudí plejede at arbejde. Selvom Gaudí lavede
tegninger, der viste, hvordan hans bygninger skulle se ud, blev han
altid inspireret undervejs til at lave noget anderledes. Det betød, at
arbejdet ofte tog længere tid end beregnet.
Gaudí hentede inspiration til Casa Battlós udseende i legenden om
Sant Jordi. Han er skytshelgen for Catalonien, som er det område,
hvor Barcelona ligger. Sant Jordi var en ridder, der slog en frygtelig
drage ihjel.
1. Hvilke elementer i Casa Battló får dig til at tænke på levende
væsener?
2. Hvilke elementer i Casa Battló viser, at Gaudí var inspireret
af legenden om Sant Jordi og dragen?
3. Se på taget og facaden. Hvor mange forskellige materialer
kan du få øje på?
4. Hvordan adskiller Casa Battló sig fra almindelige bygninger?
5. Hvordan tror du, det er at bo i huset?

4.
Vil du gerne
være stjerne
super tjekket
og moderne
– om virkemidler
101

102
Vil du gerne være stjerne
super tjekket og moderne
I dette kapitel skal du arbejde med ord:
– om virkemidler
Ord, der er korte, fx har, der, men 6 Ord, der er
lange, fx gedebukkebensoverogundergeneralkrigs -
kommandersergenten 6 Ord, der er sjove, fx spunk,
mumi 6 Ord, der er triste, fx melankolsk, døende 6
Ord, der har én betydning, fx blyant 6 Ord, der har
flere betydninger, fx mus (dyr), mus (computermus)
6 Ord, der har symbolsk betydning, fx at blive
såret 6 Ord, der sammenligner, fx ligesom, som 6
Ord, der rimer, fx bænke, lænke, sænke, tænke eller
Benny bukker benene bedst 6 Ord, der gentages, fx
ord og ord og ord 6 Ord, der giver associationer, fx
eng, skov, strand 6 Ord, der skaber positive indre
billeder, fx varme, dejlig, rød 6 Ord, der skaber
negative indre billeder, fx voldsom, ækel, jaloux

Når ord sættes sammen, kan de give en særlig virkning. Her skal du arbejde med:
Homonymer
Homonymer er ord, der staves ens, men har forskellige betydninger. Fx kan
ordet hede både betyde en sandet mark med lyng og stærk varme. Du må
afgøre ud fra den sammenhæng, ordet står i, om hede betyder en sandet mark
med lyng eller stærk varme.
6 Hvilken betydning har hede i disse to eksempler?
„Det var da en gloende hede!“ sagde han [Klods Hans].
Over heden lå et lilla skær.
Medbetydninger – positive og negative ord
Nogle ord har kun én betydning, fx ordet blyant. Det har heller ingen
medbetyd ninger. Man siger, at ordet er neutralt. Når et ord har medbetydninger,
forbinder du enten noget godt eller positivt med ordet eller noget trist,
uhyggeligt eller negativt med det.
6 Er disse ord neutrale, positive eller negative: lineal, død, roser, blomstrende,
morder, killing, sko?
Morfemer og sammensatte ord
Et morfem er den korteste form af et ord. Ordene dreng, pige og skole er
morfemer eller rodmorfemer, fordi man ikke kan skrive dem kortere, uden at
de mister deres betydning.
Sammensatte ord består af flere morfemer, fx består ordet skole tasken af
rodmorfemerne skole og taske og bøjningsmorfemet n.
6 Hvilke rodmorfemer og bøjningsmorfemer består disse ord af: kornmarken,
matematikbog, højhuset?
En regel om sammensatte ord siger, at sammensatte ord skal læses forfra, men
forstås bagfra. Sidste del af ordet fortæller, hvad ordet betyder. Første del af
ordet fortæller noget mere om ordet, fx er en kornmark en mark med korn.
Hvad er en matematikbog og et højhus? Når en forfatter benytter sammensatte
ord, giver det tydelige indre billeder, fx giver ordet kornmark tydeligere indre
billeder, end hvis der kun havde stået mark.
103

104
Børnenes
A nsyklopædi
E
En encyklopædi er normalt en samling af tekster, figurer, billeder,
lyd og/eller filmklip, der beskriver viden. Her er altså også tale om en
multimodal tekst. En encyklopædi er et opslagsværk. Hvad kan man
slå op i en encyklopædi?
Her skal du læse uddrag fra Børnenes Ænsyklopædi. Denne bog er
anderledes end andre encyklopædier. Læs teksterne på dette opslag,
og overvej, hvad der gør dem anderledes. Når du har læst teksterne,
skal du vende tilbage til disse spørgsmål:
1. Hvad gør teksterne anderledes i forhold til tekster i andre
encyklopædier?
2. Nogle af ordene i de fire tekster her er homonymer. Hvilke?
Forklar ordenes betydninger.
3. Hvilke virkemidler benyttes i særlig grad i Jammerbugten?
Rygsvømmer af Bente Bech
>> se også Skøjteløber

Skøjteløber
af Bente Bech
>> se også Vinterbader
Vinterbader
af Thomas Balle
>> se også Jammerbugten
Jammerbugten af Pia Juul
Ved Jammerbugten jamrer man, ved Kammerslusen sluser man,
i Troldeskoven trolder man, ved Knippelsbro der knipler man,
ved Langebro der langer man, og gerne med sin langemand,
i Himmerland der himrer man, i Mimrelandet mimrer man, i
Sokkelund, hvad gør man der? Man strikker sokker i al slags vejr.
>> se også Møgvejr
opgave
1-4
105

opgave
1-3
106
Måne
af Ken Denning
I begyndelsen, da verden var splinterny, var der hundredvis af måner,
der festede hver eneste nat og blev fulde. Stjernerne gad ikke høre på
al den larm og trak stikket ud på hver eneste. På nær en. Den bliver
kun fuld en gang imellem. Mest fordi den keder sig.
>> se også Velkommen
1. Ordet fuld er et homonym. Det optræder to gange i to
forskellige betydninger. Forklar ordets betydninger.
2. Hvad betyder vendingen trak stikket ud?
Sladder
af Tina Schmidt
Ved du, hvad jeg har hørt? Og det passer altså! Jeg har hørt, at sladder
er noget sludder, som man sludrer om andre. Men de andre, som ikke
er lige der, hvor man selv sladrer, de sludrer sladder om en selv et
andet sted. Så det skal man lige tænke på, næste gang man slubrer
sladder i sig fra en sladdertante. For sladdertanter kan slet ikke lade
være. Lige så snart de smager kaffe på deres sladdertantetunger, snor
sladderen sig ud ad deres munde, mens de sluger det ene sladderblad
efter det andet. Men måske er det bare noget sladder, det jeg har hørt,
om sladdertanterne!
>> se også Ædedolk
1. Hvad er forskellen på at sludre og at sladre?
2. Hvad er en sladdertante?
3. Hvad er et sladderblad?

107

opgave
1-2
108
Marie alene
om sommeren
af Erik Skøtt Andersen
en
en som
en som hed
en som hed Marie
ensomhed
ensom hede
ensom varme
en som var
en sommerhede
1. Hvilke virkemidler er valgt i dette digt?
2. Hvad handler digtet om?
3. Hvad drejer digtet sig om?

109

opgave
1
110
Nanna
Nokkefår
får nok
af
Før du læser, skal du arbejde med opgave 1 i arbejdsbogen.
Marianne Iben Hansen
og Hanne Bartholin
Mens du læser, skal du lægge mærke til tekstens rytme og vurdere,
hvilken genre teksten er skrevet i. Find også ud af, hvad ordene
nougatfarvet, nykker, gærdet og frejdigt betyder.
1. Hvad er et nokkefår? Hvilke medbetydninger har ordet?

Nanna er et nougatfarvet
nokkefår med nykker,
hun har silkeblik og slangekrøllehår.
Hun går rundt og spiser fløjlsgræs
og tænker, mens hun tygger:
Hold da op, hvor er det trist at være får.
Jeg skal bare stå og bræge
og gå frem og gå tilbage,
spise græs
og spise græs
og spise græs
og spise græs
og spise græs
og spise græs
og lave lort.
Men det gider jeg da ikke,
jeg vil ud, og jeg er sikker
på, at jeg engang skal bli’e til noget stort.
Nanna pynter pandehåret
op med tusindfryd,
og så forlader hun sin flok og siger: Hej!
De si’r: Mæh, på så’n en måde,
der på fåresprog betyder:
Jeg gad vide
hvad der foregår
i nøden
på et nokkefår
som Nanna
der får nok af får
og bare går
sin vej.
Nanna springer over gærdet –
vupti, så’ hun fri
og trasker frejdigt gennem landevejens støv.
Fedt nok, tænker Nanna,
nu’ min fåretid forbi,
og alt er nyt, og det er yt at tygge drøv.
111

112
Men da knæene bli’r møre,
vil hun gerne op at køre,
så hun stiller sig i skyggen af et træ.
Og hun vinker, og hun smiler,
og hun blinker til de biler,
der passerer, mens hun råber: Tag mig mææh!
Ti minutter efter
standser modekongen Frode,
og han råber: Oh la la, et lækkert hår!
Det er lige, det jeg søger
til den nye forårsmode …
Vil du gerne
være stjerne
super tjekket
og moderne
så tag med mig
ind til byen
hvor det hele
foregår.

Frode kører hurtigt
ud ad vejen, og tju hej er
de på torvet i den kæmpestore by.
Nanna Nokkefår er ør,
og hun er køresyg og bleg og
skvatter om med alle benene i sky.
Ikke sove! siger Frode.
Vågn nu op, dit krøllehoved!
Og så dytter han og råber himmelhøjt:
Mine damer, mine herrer,
jeg vil gerne præsentere
en forrygende,
forfriskende,
fornyende frisure …
Og så kigger folk på Nanna og si’r: NØØJ.
Senere spadserer Nanna
arm i arm med Frode
som en konge og hans spændende model.
Folk de ser på Nannas hår
og hvisker: Jamen da, du gode …
det’ moderne
så det batter
ja, det er det
vi må ha’ det
vi må ha’ det
la’ det koste
hvad det vil.
Folk og fæ de farer hjem
og ringer til frisøren:
Ja, hallo, hallo, det haster, hr. Frisør!
Jeg må klippes, jeg må krølles,
jeg må nougatfarves før end
alle andre, ellers tror jeg nok, jeg dør!
Snart er byens gader øde,
og da Frode skal til møde,
så går Nanna rundt og kigger for sig selv.
Prøver glimmerstads og hatte,
113

114
men til sidst så bli’r hun træt og
checker ind på byens fineste hotel.
Nanna børster tænder
og polerer sine klove,
sætter tusind papillotter i sit hår.
Og så lægger hun sig ned,
men hun kan bare ikke sove,
så hun tænker
på sin flok
på Mamma Mæh
og Ogginok
og My og Melda
og Tusnelda
og på Keld
og Tut og Totten.
Det er sådan
nokkefår
de tæller får.

2. Hvad betyder ordene nougatfarvet, nykker, gærdet, frejdigt?
3. Hvilken genre er teksten? Hvordan kan du se det?
4. Gå sammen to og to, og læs på skift en del. Aftal, hvordan I
deler teksten op. Vær opmærksom på tekstens rytme.
5. Hvad handler teksten om?
6. Sammenlign billeder og tekst. Hvad får du at vide på
billederne, som ikke står i teksten?
opgave
2-4
115

… før han skal spise frokost
116

med kongen og dronningen
af Bente Olesen Nyström
1. Se godt på
billedet. Lav
en ordslange:
Sig på skift i
klassen et nyt
ord for en ting
på billedet.
Hvor lang kan
ordslangen
blive?
2. Når man
tegner
og maler,
benytter man
sig af andre
virkemidler
end ord. Hvilke
virkemidler er
anvendt her?
opgave
1
117

Axel elsker biler
Axel elsker biler
af Marianne Iben Hansen og Hanne Bartholin
Her skal du læse bagsideteksten fra billedbogen Axel elsker biler. Mens du læser,
skal du overveje, hvad man bruger en bagsidetekst til.
opgave
1
118
Her er Axel, han er glad,
men hvorfor mon han smiler?
Han gik hjemmefra en morgen
for at finde sig en bil, og
han fandt én, han fandt to,
han fandt mange … sik’et held!
For til sidst blev lille Axel
også fundet selv.
1. Hvad bruger man en bagsidetekst til?
2. Hvad handler bogen om?
3. Sig remsen:
6 Alle i kor, pigerne alene og drengene alene
6 Sig på skift i klassen et ord.
6 Gå sammen to og to, og sig på skift de to biler, der rimer på hinanden.
4. Hvilke virkemidler kan du finde i teksten?
5. Hvilke biler er beskrevet positivt, negativt eller neutralt?

5.
Fårene står der
endnu og glor
– om fortællere og synsvinkler
119

Fårene står der endnu og glor
120
– om fortællere og synsvinkler
Når vi betragter et kunstværk som fx et maleri eller en skulptur,
der forestiller en person, kan vi gøre os forestillinger om, hvad
denne person tænker. Men vi ved det ikke, for vi kan kun betragte
personen på værket udefra.
6 Se godt på de to billeder af Boy af kunstneren Ron Mueck.
6 Hvordan tror du, drengen har det?
6 Hvad kigger han på?
6 Hvad tænker han?
Har I i klassen forskellige bud på, hvad han tænker?
Anderledes er det med personer i litteratur. Her kan vi få direkte at
vide, hvad de tænker. Hør fx her:
BANG! Det var hoveddøren. Børge satte sig op i sengen. Han
havde sovet for længe. Far og mor var for længst taget af sted,
så det måtte være Ida, hans storesøster, der havde smækket
døren med sådan et brag. Han sprang ud på gulvet. Nu var det
med at få tøjet på i en fart.
Fra Til grin af Bodil Nyegaard
Begge værker, Boy og Til grin, beskriver en dreng. Ved Boy må vi
selv forestille os, hvad drengen tænker. I Til grin får vi det at vide:
det måtte være Ida. Når vi på den måde får kendskab til en persons
tanker i en tekst, kalder vi det indre syn.
I andre historier betragter vi personerne udefra – ligesom når vi
betragter et billede eller en skulptur. Så får vi ikke adgang til
personens tanker. Det kalder vi ydre syn.

121

122
Synsvinkler
En skulptur giver mulighed for, at beskueren kan bevæge sig rundt
om den. På den måde kan man se skulpturen fra forskellige synsvinkler.
Her ser du Boy i fuld figur, så du får et indtryk af, hvor stor
figuren er.
6 Forestil dig, at du går rundt om Boy. Ændres din opfattelse af
ham, alt efter hvilken vinkel du ser ham fra? Hvordan?
I mange historier får vi hele historien fortalt fra én synsvinkel. Så
er det, som om vi følger én af personerne, og det er hele tiden hans
oplevelser af handlingen, vi får fortalt. I andre historier kan synsvinklen
skifte, så vi nogle gange får én persons opfattelse af historien
– andre gange en af de andre personers opfattelse. Det kalder
vi skiftende synsvinkel.
I dette kapitel skal du først læse to ældre tekster af den samme
forfatter, nemlig Jeppe Aakjær. Den ene har ydre syn, og den anden
har indre syn. Teksterne blev skrevet omkring år 1900. Denne
periode kalder vi det folkelige gennembrud.
Bagefter skal du læse begyndelsen på en moderne roman, som
har skiftende synsvinkler, og til sidst skal du læse en moderne
kortprosatekst.

Det folkelige gennembrud
I 1800-tallet, da H.C. Andersen levede, var både digterne og malerkunstnerne
optaget af at skildre Danmark meget idyllisk. De
beskrev det danske landskab og det danske folk, som om der altid
var smukt og fredeligt, og ingen led nød. „Der var så dejligt ude på
landet,“ som H.C. Andersen sagde.
Omkring år 1900 brød en række nye forfattere igennem. De
kom ikke fra de fine kredse i København, nej, de kom fra fattige
kår på landet og havde selv prøvet det hårde landarbejde på egen
krop. De ville skrive om det barske liv på landet, og de skrev fra de
svages synsvinkel. Derfor kalder man denne periode for det folkelige
gennembrud. Det var folket selv, der skrev.
En af disse forfattere var Jeppe Aakjær. Han var bondesøn,
og han skrev en række digte om livet på landet og om, hvor hårdt
det kunne være. Nogle år senere blev der skrevet musik til nogle af
digtene, og de blev nu almindeligt kendte som sange. Det gælder
også de to digte, du skal læse – eller synge her. Vi synger dem
faktisk stadig, så måske har du hørt dem før.
123

opgave
1-3
124
Jens Vejmand
Jens Vejmand
af Jeppe Aakjær
Teksten handler om den fattige skærvehugger Jens Vejmand, der sidder
bag sin læskærm. En skærvehuggers arbejde bestod i at slå sten
i små stykker, så de kunne bruges til at gøre veje jævne. Da teksten
er gammel, er der en række ord, du måske ikke kender, fordi de ikke
bruges mere. Her får du en forklaring på nogle af dem:
ager = kører
staden = byen
spand = her: et par heste, der er spændt foran en hestevogn
frønnet = rådden
Når du har læst teksten, skal du vende tilbage til disse spørgsmål:
1. Hvad handler digtet om?
2. Hvad betyder det, at han må forvandle de hårde sten til
brød?
3. Hvordan vil du beskrive stemningen i digtet?
4. I digtet er der ydre syn. Forklar, hvorfor. Hvem er det, der
fortæller? Hvor står vi som beskuere?

1.
Hvem sidder der bag skærmen
med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet
og om sin sko et bånd,
det er såmænd Jens Vejmand,
der af sin sure nød
med hamren må forvandle
de hårde sten til brød.
2.
Og vågner du en morgen
i allerførste gry
og hører hamren klinge
påny, påny, påny,
det er såmænd Jens Vejmand
på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister
af morgenvåde sten.
3.
Og ager du til staden
bag bondens fede spand,
og møder du en olding,
hvis øje står i vand, –
det er såmænd Jens Vejmand
med halm om ben og knæ,
der næppe ved at finde
mod frosten mer et læ.
4.
Og vender du tilbage
i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest,
og klinger hammerslaget
bag vognen ganske nær, –
det er såmænd Jens Vejmand,
som endnu sidder der.
5.
Så jævned han for andre
den vanskelige vej,
men da det led mod julen,
da sagde armen nej;
det var såmænd Jens Vejmand,
han tabte ham’ren brat,
de bar ham over heden
en kold decembernat.
6.
Der står på kirkegården
et gammelt frønnet bræt;
det hælder slemt til siden,
og malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands.
Hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav – i døden,
man gav ham aldrig én.
125

Ole sad på en
knold og sang
opgave
1-3
126
af Jeppe Aakjær
Du skal læse endnu et digt af Jeppe Aakjær. Her er stemningen dog
anderledes. Digtet beskriver hyrdedrengen Ole, der sidder på heden i
Jylland og drømmer om at rejse ud i verden.
Når du har læst teksten, skal du vende tilbage til disse spørgsmål:
1. Hvad handler digtet om?
2. Hvordan er stemningen? Sammenlign med stemningen i
Jens Vejmand.
3. Både Jens Vejmand og Ole sad på en knold og sang bliver
stadig sunget. Hvorfor mon?
Hvad kan vi bruge sådanne sange til i dag?
Jens og Ole – ikke jeg
I hverken Jens Vejmand eller Ole sad på en knold og sang er det hovedpersonen
selv, der fortæller sin historie. Det er en fortæller udefra, der
fortæller om de to personer. En sådan fortæller, der ikke selv har en
rolle i historien, kalder vi en 3. personsfortæller. Omvendt – hvis det
er en af personerne i en historie, der selv fortæller den, har vi en jegfortæller.

1.
Ole sad på en knold og sang,
la-la-la-la-la-la-la-la-la-la!
får og beder omkring ham sprang.
Tral-la-la-la-la-la-la-la!
2.
Lyngen sused, og skyen gled,
udflugtslængsler i hjertet sved.
3.
Heden stænged, og mindet spandt;
moders øjne dog stærkest bandt.
4.
Snart den ting dog blev åbenbar:
minder gør ikke sagen klar.
5.
Stak så Ole en dag i trav,
stod med et ved det store hav.
6.
Øjet skinnede, tåren randt,
intet mere i verden bandt.
7.
Over havene hyrden fór,
fårene står der endnu og glor.
8.
Ej kan bede og får forstå
la-la-la-la-la-la-la-la-la-la!
længslers tog over bølgen blå.
Tral-la-la-la-la-la-la-la!
127

128
I brøndens
mørke af
Annette Herzog
Den næste tekst, du skal læse, er begyndelsen på spændingsromanen
I brøndens mørke. Den har en jegfortæller – eller rettere: flere. Synsvinklen
skifter nemlig i hvert eneste kapitel. På den måde får vi hele
tiden forskellige versioner af den samme historie.
Det er ikke svært at finde rundt i, hvem der fortæller og har synsvinklen
i de forskellige kapitler, for det står altid øverst som en overskrift
til hvert kapitel.
Mors historie
I var små. I var ikke engang to år gamle.
Vi tre skulle på ferie i et sommerhus, vi havde lejet. Det var en
temmelig lang tur, og der var varmt i bilen. I var tørstige og sad og
plagede på bagsædet. Jeg tror, at jeg skældte jer ud. Jeg skulle trods alt
køre. Da vi nåede frem, slæbte jeg bagagen ind i huset. Jeg pakkede
tingene ud og så mig omkring. Først da du, Jakob, kom ind fra haven,
huskede jeg, hvor tørstige I var. Jeg gik udenfor med saftevand til
Viktor. Hvor var han? Så gik det op for mig, hvor kæmpestor grunden
var. Jeg ledte bag buske og træer. Da jeg kom hen til enden af haven,
stivnede jeg: Der var ikke noget hegn ud mod vejen. Viktor var løbet
væk! Til højre, til venstre? Jeg så mig panisk omkring. Hvor langt
kunne han være nået? Kender I fornemmelsen af, at maven kører
op og ned? Sådan havde jeg det, da jeg pludselig hørte Viktors lille
stemme: „Mor!“
Den kom fra et sted dybt nede under jorden. Jeg aner ikke, hvad der
ville være sket, hvis du havde råbt bare et øjeblik senere, Viktor. Så
havde jeg nok ikke hørt dig. Jeg ville have løbet op og ned ad vejen,
jeg ville have undersøgt hver krog i den lille by. Der, hvor jeg fandt
dig, ville jeg aldrig have set efter. „Viktor!“ skreg jeg. „Hvor er du?!“
Ude af mig selv af rædsel styrtede jeg gennem haven, til jeg fandt et
dæksel af jern. Det var så tungt, at jeg knap nok kunne løfte det. Det
lykkedes mig at anbringe stangen, der lå i græsset og kunne holde

129

opgave
1
130
dækslet på skrå. Brønden var cirka tre meter dyb med nogle få jerntrin
op langs siden. På bunden stod du, Viktor, i vand til maven og rakte
armene op mod mig. Dine læber var blå af kulde. Hvor længe havde
du stået der? Hvor må det have været mørkt! Der var to vandrør, der
førte tværs gennem brønden. Hanen på det ene rør var drejet helt op,
og iskoldt vand fossede ud.
Du ville ikke have kunnet råbe meget længere.
Hvordan var du kommet derned? Jeg har så tit tænkt over det.
Ingen af dem, der senere så brønden, kunne finde en forklaring:
hverken far, der kom få dage efter, eller mormor, som var på besøg.
Heller ikke damen i huset ved siden af. Havde dækslet stået åbent? Var
du selv klatret ned? Måske var det dig, der åbnede hanen, ude af stand
til at lukke den igen. Men der var langt mellem trinnene, og hanen var
svær at dreje.
Eller faldt du, mens I legede? Og ramte du hanen i faldet? Måske
faldt dækslet i af sig selv? Eller Jakob kom til at lukke det ved et
uheld. I havde jo altid de mest mærkværdige idéer.
Men du havde hverken buler eller skrammer, Viktor. Var der en
tredje person? Jeg var ved at ringe til politiet. Men der var jo ikke sket
noget, og du blev ikke engang syg …
Jeg har aldrig forstået, hvordan det kunne gå til.
1. Hvad tror du, der er sket?
2. Hvordan er Viktor havnet i brønden?
3. Er der flere personer med i historien end dem, vi her hører
om?
Viktor
Vi – min tvillingebror Jakob og jeg – havde hørt historien mange
gange. Det var vores yndlingshistorie, for vi var heltene i den.
Jakob pralede altid af, at det var ham, der havde reddet mig. „Du
kan takke mig for, at du stadig er i live. Hvis jeg ikke havde hentet
saftevand, ville mor være kommet for sent!“
„Så var du blevet enebarn, en forkælet møgunge uden nogen til at
lege med! Det var for din skyld, jeg skreg efter mor!“
Men om de billeder, jeg mente, jeg kunne huske, var rigtige, vidste
jeg ikke. Måske var de opstået af sig selv, som når man får et eventyr
fortalt. Hvad jeg så, var et lavt, gult sommerhus med en terrasse. Jeg
så buske og høje træer, jeg så en mørkegrøn legetøjsbil. Jeg så mor,

som hun ser ud i dag: slank og lille, nærmest kantet, med kortklippet
drengehår. I virkeligheden ved jeg, at hendes hår var langt dengang.
Jeg så solen, en trehjulet cykel og vand.
Og jeg så et ansigt.
Det var en kvindes smalle ansigt. Hun havde halvlangt hår, der
dækkede for hendes ene øje, da hun så ned til mig. Jeg husker ikke
selve brønden, jeg kan ikke huske, at jeg stod i vand. Men jeg så kvindens
ansigt, som var mørkt mod den lyse skive himmel over mig. Jeg
husker også, at der blev sort bagefter.
Man ser jo altid billeder, når man hører en historie. Brudstykkerne
bliver sat sammen, ord for ord, som i et puslespil. Til sidst bliver
historien lige så virkelig, som hvis man var med i den. Men ingen
131

opgave
2
132
havde fortalt mig om et ansigt. De mørke øjne, som sad lidt for tæt
på hinanden, smilet, lettet og fjernt, hørte ikke med til mors historie.
Smilet havde været virkeligt, øjnene havde set på mig.
Ingen kunne finde på øjne som disse.
4. Hvad er anderledes i Viktors version af historien i forhold til
mors?
Jakob
Jeg vidste ikke, om jeg skulle tro på Viktor. Måske var det noget, han
bildte sig ind? Jeg kan ikke huske så langt tilbage. Mine første billeder
er fra dengang, jeg var omkring tre. Vampyrtænder i munden på en
pædagog i vuggestuen, en vaffelis i snavset på gaden – smadret og
fuld af mørk jord. En tallerken, der var gået i stykker, jeg havde brugt
den som hat. Ikke nogen brønd, ikke noget gult sommerhus og slet
ikke noget ansigt.
Måske ville Viktor bare have opmærksomhed? Måske var det kun
en ond drøm. Det sagde alle til ham: Det er noget, du har drømt.
Men jeg har aldrig været helt sikker. Var der nogen, der ville myrde
min bror? Var det én, der havde dræbt andre, og var det én, der ville
prøve igen?
Det var ikke sådan, at vi konstant gik rundt og tænkte på det. Der
lå 12 år mellem dengang og nu. Det var sket i en flække i Jylland –
vi boede på Nørrebro i København. Kun indimellem begyndte vi at
spekulere.
Historien var en gyser uden slutning.
Chancen for at finde slutningen på historien kom sidste sommer, da
Sammy, vores bedste ven i klassen, spurgte, om vi havde lyst til at
tage med ham på ferie. To uger hos hans farfar i Jylland. Først var
vi ikke meget for det. Men så nævnte han navnet Hulsmose, og med
ét var det noget helt andet: Hulsmose var jo stedet, hvor ulykken var
sket!
„Hvorfor siger du altid, at din farfar bor i Jylland?“ skældte vi
Sammy ud.
„Fordi Hulsmose ligger i Jylland,“ svarede Sammy. „Og hvorfor har
I altid sagt, at jeres sommerhus lå i Aalborg?“
„Fordi Hulsmose ligger tæt på Aalborg.“
Denne sommer fik vi en slutning på historien.
Viktor har ikke sovet alene siden.

5. Hvad skete der dengang for 12 år siden i Hulsmose?
6. Forklar, hvordan synsvinklen er forskellig i de tre kapitler.
7. Hvad synes du om, at synsvinklen skifter i hvert kapitel?
opgave
3
133

opgave
1-2
134
Portræt af Dora Maar
af Pablo Picasso
Den spanske kunstner Pablo Picasso malede portrættet af Dora Maar i
1937. Hun var hans elskerinde i 7 år og sad model til mange billeder.
Picasso har malet billedet i en stil, der hedder kubisme.
1. Se på billedet, og beskriv, hvordan Dora Maar har siddet i
forhold til Picasso, da han malede billedet.
2. Beskriv stolen, som kvinden sidder på. Hvordan sidder hun i
stolen? Prøv at sætte dig på samme måde.
3. Beskriv kvindens tøj.
Picasso er blevet kaldt det 20. århundredes maler, fordi han hele tiden
eksperimenterede med forskellige måder at male og bruge forskellige
materialer på. Han så på den tid, han levede i, og fandt nye måder at
male på for at kunne beskrive det, han så.
Picasso blev født i 1881 i Spanien og døde i 1973 i Frankrig. Han
påvirkede og var foregangsmand for de fleste kunstnere, fordi han
gennem hele sit liv havde en enestående evne til at skabe ny form.
I begyndelsen af 1900-tallet eksperimenterede Picasso med at
undersøge sine motiver ud fra en idé om, at alt kunne opbygges af
geometriske former som fx cirkler, kasser, kegler og rør. På den måde
blev motiverne forenklede, så de enkelte dele i billedet (billedelementerne)
nærmest fremstod som geometriske former.
Han eksperimenterede også med, hvordan han i et enkelt
billede kunne vise en person eller en genstand fra flere forskellige
synsvinkler.
4. Kan du finde geometriske former i billedet?
5. Hvor mange forskellige synsvinkler har Picasso brugt til at
skildre Dora Maar?
6. Hvilke følelser skildrer Picasso i dette kvindeportræt?
7. Beskriv, hvordan Dora Maar har det.

Olie på lærred, 1937, Musee Picasso, Paris, Frankrig.
135

136
Kortprosa
Den sidste tekst, du skal læse i kapitlet om fortællere og synsvinkler,
er en kortprosatekst. En kortprosatekst er selvfølgelig kort – endnu
kortere end en novelle. Den er ikke nødvendigvis bygget op omkring
et vendepunkt, som en novelle er. I stedet for at fortælle et forløb,
viser kortprosateksten snarere et lille optrin – et øjebliksbillede. Her
benyttes altså showing frem for telling. En kortprosatekst viser ofte en
lille scene – ligesom hvis du optager en sekvens med et kamera, fx af
en person, der spiser et måltid.
Novelle Kortprosa
6 en begivenhed 6 en situation
6 brud på det sædvanlige 6 kan handle om det sædvanlige
6 opbygget med et vendepunkt 6 flad opbygning
6 telling 6 showing

Shake af
Christina Hesselholdt
1. Hvad tror du, denne kortprosatekst handler om, når den
hedder Shake?
Vi måtte ikke få en kniv, og derfor brugte Anette neglene til at skrabe
det sorte tyggegummi af asfalten med, hvor det lå og lignede ansamlinger
af smeltet dæk og dannede blide umærkelige forhøjninger.
Hun skrabede, fordi hun var den bedste, og imens stod jeg bøjet over
hende, „flyt dig, du skygger“, eller jeg smed mig på den varme asfalt
ved siden af hende og holdt udkig efter biler, så vi ikke skulle blive
kørt flade og nogen komme og skrabe os op. Det hvide duede ikke,
det blev gråt af brug, det lyserøde duede heller ikke, det mistede for
megen farve, det så udtygget ud, men det sorte, Shake, beholdt sin
farve, måske blev det endda mere indædt sort af brug. Hun løsnede
klumpen hele vejen rundt langs kanterne, og måske slap den straks
asfalten, eller hun måtte grave og trække lange tråde fri. Dér hvor
tråden slap klumpen, blev der hvidt af protest, og hver afreven del
lod hun falde ned i min hånd. Hun tog stramt rundt om håndleddet
på mig for bedre at kunne styre min hånd. Så rensede hun neglene,
der i forvejen havde været sorte af jord eller bussemænd, og lod det
smulder drysse med ned i bunken, jeg overførte forsigtigt bunken fra
min hånd til hendes, og hun gav sig til at trykke og ælte. Til sidst holdt
hun en aflang firkant mellem to fingre, op af lommen trak hun et gult
og sort Shake-papir, og mens jeg forsigtigt holdt tyggegummiet, glattede
hun papiret over sit knæ, men der var altid små revner, som der
ikke var noget at gøre ved, ligesom der ikke var noget at gøre ved, at
stykket ikke lugtede af salmiak, og vi rejste os og gik omkring mellem
boligblokkene for at finde et barn, „se, hvad du må få“.
137

opgave
1-4
138
2. Hvorfor hedder teksten Shake?
3. Hvor langt skulle du hen i teksten, før du fandt ud af, at den
handler om tyggegummi?
4. Hvorfor er dette en kortprosatekst og ikke en novelle?

6.
Vokseværk
er ikke
rent pjat
– om tema
139

140
Vokseværk er ikke rent pjat
– om tema
Tekster handler om mange forskellige ting, men hvad er det allervigtigste
i teksten? Det kan du læse om i dette kapitel. Det allervigtigste
i en tekst kan siges med meget få ord. Det kan fx være
længsel efter frihed, angst for døden eller opgør med forældre.
Man kan også sige, at teksten handler om noget, men drejer sig
om noget andet. Det, teksten drejer sig om, kaldes tekstens tema.
Handler om
Du har tidligere læst teksten Troldtinden. Den handler om drengen
Jan, der begynder i en ny klasse på en lille ø.
Drejer sig om
Troldtinden drejer sig om noget andet – nemlig om jalousi. Temaet
står ikke direkte i teksten. Man må udlede det af historiens handling.
I Troldtinden hører vi om forskellige hændelser. Vi hører,
hvordan Eva bliver irriteret over, at Brita og Rita sætter deres bord
sammen med Eva og Jans bord og derefter stjæler Jans opmærksomhed.
Vi hører om Brita og Ritas ferie i Danmark, og vi hører,
at Eva begynder at gøre rent. Fælles for disse hændelser er, at Eva
enten føler sig tilovers eller tilsidesat. Hun er jaloux på Brita og
Rita. Man kan derfor sige, at teksten drejer sig om jalousi, eller at
temaet er jalousi. Tekster kan dog have flere temaer.
I dette kapitel skal du læse tre tekster, som foregår meget forskellige
steder og i forskellige tidsaldre, men de har ét fælles tema. De
drejer sig alle om konflikter. To af teksterne er uddrag af historiske
romaner, og den tredje tekst er en billedbog.

Historisk roman
Historiske romaner er fiktive fortællinger, men handlingen tager
udgangspunkt i virkelige, historiske hændelser. Hændelserne skal
være foregået i en anden tid end den, forfatteren lever eller levede
i, for at man kalder den historisk. Man kan læse en historisk roman
som en tekst, der beskriver en tid eller nogle samfundsforhold på et
bestemt tidspunkt. Eller man kan læse en historisk roman som en
tekst, der drejer sig om almenmenneskelige forhold som fx jalousi,
angst eller savn, selv om den handler om noget historisk.
141

142
Bokserdrengen
af Tom Kristensen
Den næste tekst er et uddrag af romanen af samme navn. Historien
foregår i Kina i år 1900 under Bokseropstanden. En bokser var kejserindens
soldat, og det var boksernes opgave at smide alle fremmede ud
af Kina. Historien handler om den danske missionær Nils Brun og hans
12-årige søn Rolf. Nils Brun er i Kina for at gøre kineserne kristne. En
dag ser Rolf fra sit vindue, hvordan en bokser får hugget sin ene arm
af på markedspladsen, fordi man påstår, at han er en falsk bokser.
Den enarmede bokser søger tilflugt hos Nils Brun, som forbinder ham.
Deres kinesiske tjener, Chang, bliver bange og frygter, at de skal blive
slået ihjel af bokserne. Han synes, de skal flygte, men Nils Brun vil
ikke. På gaderne er kineserne i oprør.
Læg mærke til ord i teksten, der fortæller, at historien foregår i Kina.
På flugt
I de tre døgn, boksersoldaten lå i missionær Nils Bruns hus, forværredes
de kristnes stilling i den lille landsby. Der var ikke sket noget
overfald endnu; men bokserne sad i byens eneste tehus eller strejfede
rundt på gaderne, så det var farligt at gå ud.
Nogle af de kristne kinesere var allerede flyttet hen i det lille kapel,
og på alteret flød geværer og lysestager imellem hinanden. Dørene
var barrikaderet med stoleraderne, og kun de andre kristne fik lov at
komme ind.
Men Nils Brun blev i sit hus. Skønt mange kinesere havde rådet
ham til at flygte, blev han, for han mente, at han havde gjort byen så
meget godt, at den umuligt kunne takke ham ved at slå ham ihjel.
„Han er alt for klog,“ sagde tjeneren Chang om ham og rystede på
hovedet, og en morgen tidlig var han forsvundet. Ingen vidste; hvor
den tykke Chang var blevet af.
Den tredie dag rejste boksersoldaten sig. Han var nu enarmet; men
han slog elegant ud med den højre hånd og sagde:
„Jeg er kun en halv bokser nu.“
Han fik et måltid ris, inden han gik; men ligesom han stod i døren,
vendte han sig mod missionæren endnu en gang og sagde:

„En halv ven er desværre meget lidt.“
Missionæren nikkede og lo.
„Det er ikke armene, det kommer an på; så var jeres mangearmede
guder stærkere end min Kristus, som kun har to arme, og det er de
ikke.“
„Man kan ikke have for mange arme,“ sukkede boksersoldaten, og
så vendte han sig og gik.
Da han var borte, undersøgte missionæren hele huset og låsede
alle døre, så der kun var een indgang. De kristne tjenestefolk, som
var blevet tilbage, sukkede og jamrede, hver gang han gik forbi dem.
Enkelte af dem fulgte efter ham og bad ham om at flytte hen til det
lille kapel, hvor de andre var; men han svarede ikke. Selv da der kom
en deputation ude fra byen for at få ham til at flygte bort, svarede han,
at han var gode venner med alle i omegnen, og at det ikke kunne falde
nogen ind at myrde ham.
Om aftenen sad han ved bordet og stirrede frem for sig, så Rolf blev
angst.
„Hvad tænker du på, far?“
Men faderen svarede ikke.
Rolf følte sig helt alene og var ganske i vildrede. Talte han med
tjenestefolkene, sagde de, at de alle ville blive slået ihjel. I byen
Pao Ting Fu havde bokserne indebrændt alle de kristne, og de hvide
mænd i Peking kunne ikke hjælpe dem, for de var selv spærret inde i
gesandtskabskvarteret. Undsætningstropperne, som skulle have befriet
dem, var forsvundet. Bokserne havde nok lokket dem i en fælde og
mejet dem ned. Men talte han med sin fader, fik han blot at vide, at
Guds straf snart ville ramme bokserne, som havde opægget det fredelige
kinesiske folk.
At der var noget i gære, forstod han imidlertid, for aldrig havde
byen været så urolig. Både dag og nat hørtes langtrukne vræl og nu og
da et skud, som en bokser fyrede af for morskab. Og sad han oppe ved
sit vindue, kunne han se, at alle drev omkring uden at bestille noget.
Selv inde i gårdene klumpede kvinderne sig sammen og diskuterede
med skrigende stemmer. Hele det dagligdags præg var forsvundet.
Da han den aften gik i seng, syntes han, at byen var uhyggeligere
end sædvanlig. Husene var som samlinger af affald, som menneskene
myldrede rundt imellem. Der var ikke lys nogen steder undtagen langt
ude mod øst, hvor der stod et svagt rødt skær spredt ud som en vifte.
Det var sikkert en ildebrand.
Det skulle ikke gøre det mere hyggeligt, at en mand ustandseligt
dundrede på en metalgongong og udstødte hæse skrig, som truede med
143

144
at ruste fast i halsen på ham. Det var, som om en gal mand var gået ud
for at kalde alle de andre gale mennesker sammen.
Da lød der en sagte banken på yderdøren.
„Hvem er det?“ spurgte faderen og stod op.
„En halv ven,“ svarede det sagte.
Faderen løb hen og åbnede, og udenfor i den mørke aften stod den
enarmede bokser. Larmen fra gongongen hørtes tydeligt, og nu skrattede
en djævelsk trompet.
„I nat skal I myrdes!“ sagde han.
Faderen løb hen til Rolf for at vække ham; men Rolf var allerede
oppe.
„Vi løber hen til kapellet,“ hviskede faderen, som om han var bange
for, at bokserne skulle høre det.
„Kapellet er allerede omringet.“
„Hvad siger du? Omringet?“ udbrød faderen.
„Ja, bokserne ligger ganske stille; men ingen kan slippe ud.“
Trompeten skrattede stadig ude i mørket.
„Hvad betyder det?“ spurgte faderen og rykkede pludseligt sammen.
„Jeg fryser, når jeg hører den trompet.“
„Det ved jeg ikke; men vi har ikke tid. Her er en kineserdragt til dig
og en til din lille gris,“ svarede bokseren og kastede to kineserkjoler
på gulvet. „Jeg stjal dem fra bøddelen.“
„Stjålet dem! Og fra bøddelen!“ råbte missionæren forarget. „Du vil
da vel ikke have, at vi skal gå med dem!“
Bokseren lo ganske stille. Hans latter bestod af en række højst ejendommelige
næselyde. „Men bøddelen har stjålet klæderne fra dem,
han har henrettet,“ sagde han, halvt som en vittighed og halvt som en
undskyldning.
„Er det en undskyldning for tyveri?“ udbrød missionæren. „Kender
I da ikke forskel på godt og ondt herude i Kina?“
„Stjålet tøj er også tøj, og jeg havde ikke tid til at købe det,“ svarede
den enarmede. „Inden jeg havde købt det, var I blevet myrdet.“
Rolf havde lyttet spændt til denne samtale; men så blev han utålmodig.
De skulle dog bort, inden bokserne kom, og for første gang i
sit liv opdagede han en fejl hos faderen. Faderen handlede for langsomt.
„Skal vi ikke skynde os, far?“ hviskede han.
„Jo, vi skal.“ Og faderen løb hen efter en hvid tropehjelm, som lyste
i mørket; men pludselig blev bokseren rasende og slog hjelmen ud af
hånden på ham.
„Hvid hat skriger højt i mørket,“ hviskede han.

145

146
Missionæren skulle til at svare, da der i retning af kapellet lød et
skarpt knald, et revolverskud.
Den enarmede bøjede sig hurtigt ned og skrabede bøddeldragterne
sammen.
„Vi må løbe,“ hviskede han, og i næste øjeblik var de alle tre på vej
ud i mørket. Porten blev forsigtigt åbnet og lukket, og de stod nu ude i
en smal, skummel gyde, som førte op til hovedgaden.
„Langsomt,“ hviskede kineseren og rakte sin arm i vejret.
De sneg sig langs med husene, som øjensynligt var tomme. Der var
ingen hjemme i nogen af dem. Alle ventede de myrderier og brand og
var som tavse tilskuere listet op i nærheden af kapellet.
Da de kom hen til hjørnet, spejdede de ned ad hovedgaden. Der
var ikke et menneske i den del af gaden, hvor de stod; men nede i den
sydlige del bevægede en mængde røde, urolige lys sig, og nogle våben
glimtede i skæret. Lysene blev båret på lange stænger og blafrede på
højde med hustagene.
„Denne vej!“
Det var bokseren, som hviskende kommanderede, og missionæren
og hans søn adlød mekanisk. De var så anspændte, at ingen af dem
lagde mærke til, at de var barhovedede og kun halvt klædt på.
Byen var ikke ret stor i udstrækning, og de var hurtigt ude på den
øde vej imellem rismarkerne. Vejen lå så dybt nede, at de ikke kunne
se op over. Der var kun en sort skråning på siderne, og foroven var der
en fløjlssort himmel med rolige stjerner. Dybt nede mod nord så de
Karlsvognen.
De havde kun gået en ti minutters tid, da de hørte en voldsom
skyden og skrigen. Rolf så hen på sin fader, som han lige kunne
skimte i mørket, og han syntes, at han gik så underlig tungt.
„Vi må skynde os!“
Det var bokseren, som i sin utålmodighed var kommet et langt
stykke forud.
„Tror du, at mine sognebørn kan holde bokserne fra livet?“
Missionæren talte så bedrøvet.
Men bokseren fnyste gennem næsen: „Ha! – Nej!“
Da mærkede Rolf, som holdt sin fader i hånden og ganske mekanisk
travede af sted ved siden af ham, et ryk. Det var faderen, der var
standset.
„Jeg må lige se,“ sagde han og kravlede derpå op ad den sandede
skråning. Da han var helt oppe, så han sig om til alle sider.
„Det brænder langt ude i øst; men inde hos os kan man ikke se
noget. De skyder derinde, og de skriger,“ råbte han ned til bokseren.

„Man må ikke vende sig om, hvis man vil redde sit liv,“ svarede
bokseren.
Og i næste nu kom faderen glidende ned.
„Du har ret. Lad os komme videre.“
1. Hvilke ord i teksten viser, at historien foregår i Kina?
2. Hvad fortæller disse tegn om livet i Kina?
3. Hvad er en missionær?
4. Hvad handler teksten om?
5. Hvad drejer teksten sig om?
opgave
1-5
opgave
6
147

148
Drengen
der samlede
på ord af
Birgit Strandbygaard
Tekstens anslag foregår in medias res. Det betyder, at teksten begynder
midt i historien. Du må læse mellem linjerne for at danne dig et
indtryk af, hvad teksten handler om. Mens du læser, skal du derfor
over veje:
6 Hvor og hvornår foregår teksten?
6 Hvad er situationen?
Der var ingen der kunne se Albert. Han havde gemt sig bag ved
slagterens hæk, men han kunne både se og høre da sognerådsformanden
afslørede stenen. Den var stor og grå, og bogstaverne var
sorte. 5. MAJ 1945, stod der.
Bitten prøvede at gemme sig bag sine forældre. Moren græd, og
faren så sammenbidt ned på sine sko. Sognerådsformanden drejede
hovedet over mod dem da han sagde at hele byen kunne være stolt
over deres sønner, Herman og Kristian Nielsen.
– Hele byen, gentog han. – For de to, Danmarks tapre sønner, de har
kæmpet for os alle sammen da de gav deres liv for freden. Så vendte
han sig om og lagde en stor krans ved stenen, den havde røde og hvide
bånd. – Lad os holde to minutters stilhed for at mindes dem, sagde han
og så igen hen på forældrene.
Der var mange lyde i stilheden. Det var ikke kun de to frihedskæmperes
mor der græd, flere af de andre kvinder snøftede, og mændene
hostede og rømmede sig. Bitten kørte rundt med den ene fod så de grå
perlesten raslede, men så tog moren hende i armen for at få hende til at
stå stille.
Bagefter sang de om Danmark, om de lyse sommernætter og de fem
forbandede år. Den rødhårede Peter stod med sin mor i hånden, hun

lagde hovedet tilbage og skrålede når hun sang. Hun havde læbestift
på, ligesom grossererens kone.
Så var det pastor Wilhelmsens tur til at sige noget. Han takkede Gud
for sejren, og bagefter talte han om at det var godt at være dansker, for
selvom Danmark var et lille land, så var det stort alligevel. Danskerne
havde udvist en usædvanlig tapperhed, og her tænkte han også på
Herman og Kristian Nielsen der havde ofret sig. Pastoren lagde også
en krans foran stenen, og flere af byens borgere lagde blomster.
Da folk gjorde klar til i samlet trop at gå op til kirken, begyndte
grossererens Lise at dele femogtyveører ud til børnene. Hendes far tog
en stor cigarkasse frem og sagde at når Danmark var befriet, så skulle
alle byens børn have penge til en is. Pigerne nejede, og drengene
bukkede genert da de fik femogtyveøren. Albert prøvede om han også
kunne få én, men Lise så ikke at han stak hånden frem gennem hullet i
hækken.
Fanebærerne gik foran sammen med pastor Wilhelmsen, og Peter
og hans mor afsluttede processionen.
Albert ville gerne have været med ind i kirken, men det var ikke passende.
Hans storebror var også død i krigen, men han var ikke død for
freden, sådan som Bittens brødre, han var død på Østfronten, hvor han
havde kæmpet for tyskerne. Den aften han døde, faldt et skab ned fra
væggen og splintredes mod gulvet.
– Nu er Arne død, sagde moren, som hverken kunne læse eller
regne.
Men hun forstod tilsyneladende andre tegn, for siden skabet faldt
ned, hørte de aldrig mere fra Arne.
Begge brødre var rejst til Tyskland fordi de ikke kunne få arbejde,
og i byen blev der snakket om at de havde meldt sig hos SS. Albert
vidste godt hvad det betød; at Arne og Niels var forrædere. De var
rejst uden at sige noget til familien, men det var heller ikke en familie
hvor man snakkede med hinanden, bortset fra hvis wc­spanden skulle
tømmes, eller der manglede flæsk i flueskabet i bryggerset.
…
Det var om eftermiddagen at Niels kom tilbage fra krigen. Han kom
efter at moren var kommet hjem fra malkningen på gården. Hun stod
med kartoffelgryden i hænderne, og da sønnen åbnede døren og stod
lyslevende i køkkenet, tabte hun gryden og skreg, selvom hun godt
149

150

vidste at han ikke var død. Faren rejste sig fra divanen og kom ud i
køkkenet.
– Skal du nu gøre os til skamme igen? sagde han til sønnen. Så gik
han tilbage til divanen.
Niels så ynkelig ud, ubarberet og mager. Tyve år var han blevet.
– Som du dog ser ud, sagde moren og gik hen til ham og gav ham
hånden. – Hils på din bror, sagde hun til Albert.
Albert gjorde som hun sagde. Han kunne godt se at broren ikke var
en helt. Sådan som Bittens brødre.
– Kan jeg få noget vand? spurgte Niels. Det var det første han
sagde.
Moren tog en kop, fyldte den med øsen og rakte den til ham.
Niels drak begærligt og rakte koppen tilbage til hende. Uden ord
fyldte hun den op igen. Sådan gjorde de fire gange. Så spurgte hun til
Arne.
– Han er død.
Moren nikkede. – Jeg vidste det da skabet faldt ned.
Niels fik blanke øjne, og selvom der var mørkt i køkkenet, kunne
man godt se det. Så fortalte han om den dag da krigen var forbi og de
skulle ud fra fangelejren. De skulle alle sammen løfte armen, og dem
der havde SS-mærket tatoveret under armen, de blev skudt.
– Hvorfor blev du ikke skudt?
Niels trak på skuldrene. – Ham der valgte os ud, han så bare på
mig og rystede på hovedet. Så gennede han mig videre. Arne stod i en
anden række. Ved siden af. Jeg kunne se at han havde gjort i bukserne.
Moren sukkede. – Jeg vidste det. Jeg har altid vidst at det måtte gå
sådan med ham. Da han blev født, bed katten sine killinger ihjel.
Albert gøs. – Har Niels også sejrsskjorten? spurgte han moren.
– Når han ikke blev skudt.
Hun rystede på hovedet. – Det er dig det hviler på.
Niels var gået næsten hele vejen hjem. Hans fødder var ødelagte, og
hans øjne kunne ikke se så godt.
– Det er kulden, sagde han. – Og maden. Der var ikke noget i den.
Moren gav ham en tallerken med flæsk og kartofler, men han kunne
ikke engang spise det hele.
– Og hvad har du nu tænkt dig? spurgte faren med flæsk i munden.
Fedtet løb ned i den ene mundvig, og Albert prøvede at lade være med
at se det. For han vidste godt at man skulle ære sine forældre, også
selvom de havde fedt om munden. Faren havde sendt ham i søndagsskole
da brødrene var taget af sted. For ligesom at råde bod på det.
151

152
– Man må jo klare sig, havde han sagt. – Så kan folk se at vi andre
er gode nok.
Man kunne mærke på Niels at han ikke havde tænkt så meget. Han
så på faren mens han ledte efter ordene. – Jeg kan vel gå til hånde et
sted, sagde han så.
– Hvem tror du vil have dig?
– Der er jo ikke noget forgjort ved at jeg spørger på gården, mente
moren. – For tiden er der nok at gøre.
– Hold dig udenfor. Faren tørrede sig om munden med håndryggen
inden han rejste sig.
Niels skulle sove sammen med Albert i en kort og smal seng. Inden
krigen havde der stået to senge mere i kammeret, men da de store
sønner var taget af sted, smed faren deres senge ud, huggede dem op
og fyrede med dem i den koldeste vinter i mands minde.
Niels snakkede i søvne. Og ikke bare det, han skreg også. Albert
ruskede i ham og kaldte på ham, men han så bare forvildet på sin lillebror
inden han igen lukkede øjnene. Bagefter kunne Albert ikke falde
i søvn igen. Så lavede han et nyt ord: krigsøjne. Det var Niels’ øjne
han tænkte på. Men måske var ordet ikke rigtigt, for det lød som noget
farligt, og Niels’ øjne var ikke farlige. De var mere uden liv, tænkte
Albert. Døde øjne. Selvom Niels var levende. – Dødøjne, sagde han
højt.
Niels sparkede med det ene ben og ramte Albert i maven. En
benhammer, tænkte Albert. Så havde han fået to nye ord. Tre, hvis han
både talte ’krigsøjne’ og ’dødøjne’ med.
Om morgenen kunne de ikke få liv i Niels. Moren havde skyndt sig
med malkningen og var hjemme tidligere end hun plejede, og hun blev
ved med at kalde på ham uden at der skete noget.
Så kom faren ind i kammeret, han så på sin søn og gik ud i
køkkenet efter en kop vand som han hældte ned over hans hoved.
Niels for op med et skrig.
– Så, så, sagde moren. – Det er bare far.
– Nu er det hverdag igen, sagde faren til sin ældste søn. – Du kan
ikke få brød i munden ved at blive i sengen.
Niels stod op uden at sige noget.
Da Albert skulle af sted til skolen, kaldte faren på ham. – Der er
ingen grund til at sige noget om at Niels er kommet hjem, sagde han.
– Det kan de tidsnok få at vide. Så gik han ud til grisen.

…
Niels kunne ikke få arbejde. Han var blevet grå på en anden måde,
ligesom mere musegrå, og faren var blevet mere irritabel når han lå
på divanen med Folkebladet over hovedet. En regnfuld aften havde
han skubbet avisen væk, rejst sig op i utide og truet med at slå sig
sammen med Røde Henry og blive kommunist. Røde Henry boede i
bagerens baghus med sin tyndhårede kone og deres ni børn, og lørdag
formiddag stod han foran Brugsen og solgte Land og Folk mens han
fortalte om verdens uretfærdighed. Men der var ikke ret mange der
ville høre på ham.
Moren havde slået hænderne sammen i forfærdelse. – Så er det ude
med os, var det eneste hun sagde.
Og faren lod det da også blive ved truslen.
En dag, lige før kartoffelferien, sad Niels på bænken ved mindestenen
da Albert kom forbi. Niels så ham ikke, han sad som om han
selv var en sten. Albert standsede, og inden han gik derhen, så han om
der kom nogen han kendte, men det gjorde der ikke.
– Hvorfor sidder du her? spurgte han.
Broren så på ham med øjne der så ud som om de var gået i stykker.
– Hvor skulle jeg ellers være?
Det vidste Albert ikke. Men det her var jo på en måde heltenes
plads. – Det var her de lagde kransen for Herman og Kristian, sagde
han og undgik Niels’ øjne.
Niels klappede med en beskidt hånd på bænken. – Kom og sæt dig,
sagde han.
Albert kunne ikke lide det. Men han satte sig alligevel.
– Der er ingen der forstår en skid, sagde Niels. – I tror I ved
hvordan det er.
– Hvad?
– Hvad? Krigen, mennesker, livet for fanden. Som om man kan
gøre en skid til eller fra.
– Jeg samler på ord, sagde Albert.
Niels vendte sig mod ham.
– Er du skør eller hvad?
Albert rystede på hovedet.
Niels sad lidt uden at sige noget. – Hvad bruger du dem til? spurgte
han så.
– Til så meget. Jeg giver tingene nye navne. Så de bedre passer. Og
i skolen sagde jeg til frøken Laursen at det måtte se pænt ud med hvid
sne på røde mirabeller. Så holdt hun op med at skælde mig ud.
153

154
Det var første gang Niels grinede, og det blev heller ikke til et
rigtigt grin, for han var ikke i træning. Han løftede sin magre hånd og
klappede sin lillebrors lår. – Du er ikke så tosset, sagde han så.
– Hvis man siger noget der er pænt, så kommer man også til at
tænke pænere. Det har jeg opdaget.
– Det er vist for sent for mig. Det med det pænere. Niels vendte sig
om mod Albert. – Når man først har slået et menneske ihjel, så er der
ikke noget der kan blive pænt igen.
– Har du slået nogen ihjel? Albert rykkede lidt væk.
– Hvad fanden tror du da krig er? Og de der … Niels pegede på
Herman og Kristians navne. – De der, de har sgu også slået nogen
ihjel. De var bare på den rigtige side. Mod tyskerne.
– Hvorfor var du ikke på den rigtige side?

– Tjae … jeg var vel for dum. Det sagde de i alt fald i skolen. Siger
de også det til dig?
Albert rystede på hovedet. – Kun somme tider. Men de driller. Og
der er ingen der vil sidde ved siden af mig.
Folk der gik forbi, kiggede underligt på Niels og Albert.
– Græd han, ham du slog ihjel? spurgte Albert.
– Jeg vil ikke snakke om det.
– Var han gammel?
– De er alle sammen uniformer. Sådan er det. Og nogle af dem skal
man skyde på.
– Jeg vil aldrig have en uniform. Jeg vil ofre mig.
– For hvad? spurgte Niels.
Albert forstod ham ikke.
– Hvad vil du ofre dig for?
– Jeg skal være en helt.
Nu lo Niels rigtigt. – Helt! Min lillebror skal være en helt!
Albert nikkede. – Det er det bedste, synes jeg.
– Lidt skør er du vist, sagde Niels, men han sagde det på en blød
måde. Som om han kunne lide Albert.
Og Niels var også ligesom lidt lysere da de gik hjem. Albert så på
ham fra siden.
– Nu kender jeg dig næsten, sagde han.
Niels smilede uden at sige noget.
Det var da Albert og Niels kom hjem, at landbetjenten sad i køkkenet
sammen med faren. Betjenten skulle spørge Niels om han kendte
noget til en forsvunden cykel.
– Det er købmandens. Og nok har den hverken dæk eller slange,
men det bliver vel til at få igen en skønne dag, sagde han og så på
Niels. – Det var købmanden selv der mente at du måske kendte til det.
Niels rystede på hovedet og blev mørkere igen.
Da betjenten var gået, sagde faren at Niels kunne pakke sine ting.
– Det her, det er ikke mere dit hjem.
Albert tænkte på hvad en helt ville gøre. Men han vidste det ikke,
og han havde heller ikke et ord der passede. Det sagde han til Niels.
Niels lo grimt. Så spyttede han i vasken og gik uden sine ting.
Om aftenen tog Albert Niels’ rygsæk frem, den lå gemt under sengen.
Han ledte i alle rummene, om der var noget fra krigen. I den ene
lomme lå der et billede af en kvinde der stod mellem Arne og Niels.
155

156

De havde begge to uniformer på. Albert så længe på det. Hun havde
lyse krøller og en kjole med en stor, hvid krave. Nederdelen var vid.
Måske var hun Niels’ kæreste, for det var ham hun så på. Men hun
ville nok ikke have ham alligevel, ikke når han havde skudt en mand.
Måske havde Arne også skudt. Han syntes det var underligt, det Niels
havde sagt, at man kun så uniformen.
– Savner du Niels? spurgte han moren den næste dag.
Hun satte sig tungt ned på køkkentaburetten. – Nu må Vorherre tage
sig af ham.
– Måske vil Gud gerne have at vi hjælper til, sagde Albert. – Han
har jo så mange han skal hjælpe.
– Din far vil ikke have det. Niels har altid skabt ballade omkring
sig. Moren sukkede.
– Han var da stille, mente Albert. – Som om han næsten var gået i
stykker.
Moren rejste sig tungt. – Nu har vi kun dig, sagde hun.
Det kunne Albert ikke lide at høre.
1. Hvor og hvornår foregår teksten?
2. Hvad er situationen?
3. Find eksempler på tids- og stedsmarkører i teksten.
4. Hvad drejer teksten sig om?
5. Find aktuelle eksempler på tekstens tema.
opgave
1-5
opgave
6-7
157

7.
Op al den ting
– om intertekstualitet
163

164
Op al den ting
– om intertekstualitet
For at en forfatter kan skrive en god historie, skal han have en
idé. Ideerne kan han hente mange forskellige steder, fx fra en bog,
han har læst, eller en film, han har set. Når forfatteren skriver sin
historie, kan der derfor være noget i denne, som minder om noget
fra den bog, han har læst, eller den film, han har set. Man kalder
dette begreb intertekstualitet. Man kan også sige, at tekster „taler“
sammen eller henviser til hinanden.
Der er forskellige former for intertekstualitet. Du har tidligere
lært om pastiche og parodi. Her kan du lære om citatet som intertekstuelt
virkemiddel.
Citat
Et citat er en direkte gengivelse af noget, der har stået i en anden
tekst, fx har alle kapitlerne i denne bog citater som overskrifter.
Citaterne er hentet fra teksterne i kapitlet.
6 Hvilken tekst kommer citatet Op al den ting fra?
Når en forfatter benytter et citat, er det ikke tilfældigt. Forfatteren
gør det for at antyde, at vi skal bruge citatet fra den gamle tekst til
at forstå den nye tekst. Når der fx i en tekst om nogle tyve står, at
det hele i bedste Olsen-banden-stil var timet og tilrettelagt, forstår
vi noget om tyveriets karakter: Vi danner indre billeder af, hvordan
Benny, Kjeld og Egon er i gang med at tilrettelægge et af deres
fantastiske kup, hvordan det hele alligevel mislykkes, og hvordan
Egon atter vender tilbage til fængslet. Vi kan se det komiske i deres
kup og opfatter moralen: Forbrydelse betaler sig ikke.

Intertekst
Den tekst, som et citat stammer fra, kalder man interteksten. I dette
kapitel kan du læse en gammel salme, som to moderne forfattere
citerer i deres tekster. Den gamle salme er interteksten. Du
skal også læse et romanuddrag og en novelle. I de to sidste tekster
er der citater fra tekster, som ikke bringes her i bogen, men som
du sikkert kender. Du kan altså ikke læse interteksten til disse to
tekster her i bogen.
165

opgave
1-3
166
Op, al den ting,
som Gud har gjort
af H.A. Brorson
Teksten er en salme. Salmer har rim og synges i kirken. Indholdet i en
salme er ofte en hyldest til gud. Overvej først, hvad titlen betyder. I
teksten er der mange gamle ord, som du måske ikke kender.
Mens du læser, skal du finde ud af, hvad følgende ord betyder: at prise,
på rad, vælde, mægted, visdom, enge, harpestrenge, ånden, kæmpetrop,
frydetone.
Når du har læst teksten, skal du vende tilbage til disse spørgsmål:
1. Hvad betyder ordene?
2. Hvad handler teksten om?
3. Hvad drejer teksten sig om?

1.
Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.
2.
Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
3.
Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale!
4.
Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle!
5.
Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge!
6.
Hvad skal jeg sige, når mit sind
i havets dybe grunde
kun dog så lidt han kige ind
og ser så mange munde!
7.
Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
hvor stjerneflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og op til himlen vinker!
8.
Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer!
9.
Hvad skal jeg sige? – Mine ord
vil ikke meget sige:
O Gud, hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!
10.
Op, stemmer alle folk på jord
med frydetone sammen:
Halleluja, vor Gud er stor!
Og himlen svare: Amen!
167

opgave
1
168
En seks hundrede
og fjerde gang
af Louis Jensen
Mens du læser, skal du lægge mærke til, hvilket citat fra
Brorsons tekst Louis Jensen har brugt.
En seks hundrede og fjerde gang gik
alle græskonger frem på rad. De var i
godt humør, og hver af dem bar sit
grønne hjerte i en lille, grøn kuffert.
Hvor er de venlige! Hvor er de
fornøjede! Især når de åbner deres
kuffert for at vise de andre
græskonger deres grønne hjerte.
1. Hvilket citat har Louis Jensen brugt?
2. Hvordan har han brugt citatet?
3. Hvad handler teksten om?
4. Hvad drejer teksten sig om?

Op al den ting
Op al den ting
af Steffen Brandt
Mens du læser, skal du lægge mærke til, hvordan Steffen Brandt
har brugt Brorsons tekst.
Op al den ting
som du har gjort
Givet mig liv
levet det bort
Elskende skilles ad
blinde af kærlighed
snublende hen over sorte tangenter
Klangen, du kender den
en fremmed der vender hjem
drømme der ligger i mørket og venter
Op al den ting
som du har skabt
Glæde og frygt
dig har jeg smagt
Skæbner der følges ad
lykke og gustent had
dage med sol over oprørte vande
Døre som lukkes i
endnu en rejse forbi
hjemløs med længsel mod ukendte strande
1. Hvem er du i teksten?
2. Hvad betyder disse sproglige billeder:
6 snublende hen over sorte tangenter
6 dage med sol over oprørte vande
6 Døre som lukkes i
6 hjemløs med længsel mod ukendte strande
3. Hvad handler teksten om?
4. Hvad drejer den sig om?
5. Hvordan har Steffen Brandt brugt Brorsons tekst?
opgave
1-4

170
Anna og Engel
Anna og Engel
af Anne Lilmoes
Her skal du læse et uddrag af romanen Anna og Engel. Natten efter, at
Anna er fyldt 12 år, forstår hun, at hun er uhelbredeligt syg og skal dø.
Samme nat viser Engel sig for hende for første gang. Engel viser sig
syv gange. Mellem samtalerne med Engel siger Anna farvel til sin mor,
far, søster, sine venner, sin kæreste og sine bedsteforældre.
Mens du læser, skal du overveje, om teksten er realistisk eller fantastisk.
Min tredje nat med Engel
– Tror du, at Gud er lys? spørger jeg Engel.
Hun trækker på skulderen, hun ved det ikke.
– Det tror min far, siger jeg.
– Og han tror, at mennesker også bliver det, når de dør.
På den måde ender vi alle sammen med at være en del af Gud.
– Folk tror alt muligt, siger Engel. – Du så jo selv troens veje.
Alle de lysende striber – det er mærkeligt, men jeg havde næsten
glemt dem.
Jeg vil gerne se dem igen, og jeg lægger mig til rette i sengen.
Mærker straks den summende fornemmelse i panden.
Og der er de så.
De er helt forskellige, men alligevel hænger de sammen.
Som et net omkring Jorden.
Som et mønster igennem verden.
– Min vej er der vel også, tænker jeg.
Og billedet begynder at bevæge sig indad i min hjerne.
Der kommer et til … og et til … og et til …
De bliver ved med at skifte, og det går hurtigere og hurtigere.
Jeg føler det, som om jeg suser af sted igennem billeder.

Men så går det langsommere, og vejene er kommet tæt på.
Jeg får øje på én bestemt, og billedet står stille.
Det er en kort vej, nærmest en lille sti.
Den er smal og buet og ganske sart lyserød.
Jeg tror, det må være min.
Jeg vil gerne derned, og billederne bevæger sig igen.
De suser igennem mig, men det føles, som om det er mig, der
suser af sted.
Nedad.
Det går så hurtigt, at jeg næsten ikke kan nå at opfatte noget.
Og pludselig er der mørkt. Fuldstændig mørkt.
Sådan er der altså på min vej.
Man kan ingenting se.
Det gør mig så bange, at jeg er lige ved at skrige.
I stedet for slår jeg øjnene op.
– Der var mørkt, gisper jeg. – Der var helt sort.
– Du kunne have ventet, siger Engel. – Så var lyset nok kommet.
Hendes ord gør mig rolig igen.
For det er sandt, det ved jeg godt.
Lyset og mørket skiftes. Sådan er det jo.
Lidt efter spørger hun, om der er noget, jeg har lyst til at gøre i nat.
Og det er der.
Jeg har lyst til at bade.
Jeg har lyst til én gang til at komme ud i vandet.
Vi holder hinandens hænder.
Jeg ser ind i hendes øjne.
Og jeg glider over i hende.
Vi lader min syge krop ligge og tager af sted.
Flyver ud til stranden.
Luften er kølig.
Men skønt den er så tynd, er Engels kjole varm.
Vi sidder i sandet og ser ud over havet, mens solen står op.
171

172

Et ildskær på himlen.
En glødende kugle, som dukker frem.
Det blanke, stille hav.
Alle farverne: gyldne, røde og rosa, blå, grønne og lilla.
Og vandets bløde skvulpen.
Vi rejser os og tager kjolen af.
Her lugter af frisk luft.
Og af salt.
Havet er koldt, og jeg gyser.
Men så lægger jeg mig i det.
Det føles blidt omkring min krop.
Blidt og lunt.
Jeg svømmer med seje tag, glider så let gennem vandet,
og mine læber smager af salt.
Se fiskene! En stime af sølv.
Mit ansigt er vådt, og brystet har videt sig ud.
– Tak for turen, siger jeg, da vi er kommet hjem igen.
Min krop er syg. Men jeg er lykkelig. Og træt.
1. Hvad taler Anna og Engel om?
2. Hvad betyder det, når Engel siger: Du så jo selv troens veje?
Min søster og mig
Rikke er min søster.
Og hun var min bedste veninde.
Nu snakker vi ikke sammen mere.
Hun svigtede mig, syntes jeg, og jeg har været bitter på hende.
Men jeg har også været misundelig.
For hun kunne jo blive ved med at gøre alt det, hun havde lyst til,
mens jeg bare måtte ligge her.
opgave
1
173

174
Jeg har haft mange onde tanker. Men nu vil jeg tale med hende,
ligesom jeg altid gjorde før i tiden, hvis der var noget i vejen.
Jeg har bedt mor om cola og slik, og da Rikke kommer fra skole,
kalder jeg på hende.
Hun bliver stående henne ved døren.
Vil gerne ud igen så hurtigt som muligt.
Men jeg smiler alligevel til hende.
– Skal vi ikke hygge os lidt? spørger jeg.
– Det er så længe siden, vi har snakket rigtig sammen.
– Du har jo ikke haft kræfter til det.
Hun mumler og ser ned.
Men hun sætter sig på stolen ved min seng.
– Jeg har været sur på dig, siger jeg. – Og misundelig.
Nu ser hun på mig.
Rigtigt.
Hun har tårer i øjnene.
– Det kan jeg godt forstå, jeg har også haft dårlig samvittighed, siger
hun.
– Over hvad? spørger jeg.
– Over alting, siger hun.
– Over at stå op om morgenen, mens du måtte blive liggende. Over
at gå i skole, når du ikke kunne. Men allermest over at spille i bandet
uden dig.
Det var også derfor, jeg holdt op, da Emma begyndte at synge.
Jeg stirrer på hende.
Tænk, at jeg ikke har fattet det.
– Det føltes så uretfærdigt at være rask, når du var syg.
Rikkes stemme ryster.
– Og indimellem har jeg ønsket, at jeg havde det lige så dårligt som
dig.
Hun knuger sine hænder så hårdt sammen, at knoerne er helt hvide.
Det er svært for hende at få det her sagt, kan jeg se.
Men hun gør det alligevel.
– Alligevel har jeg også været vred på dig, fortsætter hun.

– For selvom du ikke kunne gøre for det, så ødelagde du jo det hele
ved at blive syg, også for far og mor.
De tænker kun på dig og taler kun om dig.
Jeg ved godt, jeg ikke kunne være det bekendt.
Og hun skjuler ansigtet i sine hænder.
– Rikke.
Jeg siger det lige så stille.
– Vi har begge to tænkt forkert.
Men det var, fordi det var så svært.
Skal vi ikke bare være venner igen?
Rikke hulker højt.
– Jeg har savnet dig sådan, siger hun.
– Der er ingenting, der er sjovt uden dig.
Og hun omfavner mig.
Så tørrer vi begge to øjnene.
Og jeg peger på bakken med cola og slik.
– Lad os hygge os, siger jeg.
Og jeg beder hende fortælle om skolen.
Og om vores venner.
Om alt, hvad der er sket, siden jeg blev syg.
Musikskolen ved hun ingenting om, for hun har ikke været der længe.
– Du må begynde at spille igen, siger jeg.
– Jeg kommer ikke til at synge mere, men du skal være musiker, sådan
som vi havde planlagt. Lover du det?
Hendes øjne er igen blevet blanke af tårer, men hun nikker.
Og så fortæller jeg om Engel.
– Hun er kommet, fordi jeg skal dø, siger jeg.
– Og hun hjælper mig.
Derfor er det ikke så slemt længere.
– Men alt det, vi drømte om, siger Rikke, – det mister du, og jeg bliver
alene.
Ja –
jeg mister det.
Jeg bliver aldrig voksen.
Jeg kommer aldrig til at møde en mand.
Og jeg får ingen børn.
175

176
Jeg bliver heller ikke sanger.
Det er alt sammen forbi.
Jeg skal miste mit liv, og jeg skal skilles fra dem, jeg elsker.
– Men Rikke …
Jeg ser på hende.
– Du må gøre det for mig.
– Du må leve både for dig og for mig.
– Venter du så på mig i Nangijala? siger hun og smiler med sine brune
øjne.
– Nangijala og Nangilima, tror du på det? spørger jeg.
Jeg ville jo selv ønske, at det var sandt og ikke bare noget, en forfatter
havde fundet på.
Rikke tror, at det ER sandt.
På en måde.
– Måske hedder det ikke lige Nangijala, siger hun.
Men hun tror, at vi bliver flyttet til en anden planet, når vi dør. Hun
tror, at vi i liv efter liv flytter fra stjerne til stjerne.
– Det har du da aldrig talt om før, siger jeg.
– Nej, siger hun, – for jeg har først fundet ud af det, efter at du blev
syg.
Det trøster hende at tænke på, at vi skal mødes i Nangijala engang,
siger hun.
Og senere, da jeg ligger og skal sove, tænker jeg på, at det også trøster
mig.
…
3. Hvorfor har Anna og Rikke ikke talt sammen længe?
4. Hvilken intertekst bliver der hentydet til i uddraget?
5. Hvilken betydning har det for forståelsen af teksten, at
forfatteren hentyder hertil?
6. Gå sammen to og to, og opfør samtalen mellem Rikke og
Anna (side 174-176).

Min syvende nat med Engel
Jeg er ikke vred længere.
Eller bitter og misundelig.
Alt det er forbi.
Men det føles, som om jeg græder inde i hjertet.
Fordi jeg skal forlade mit liv her på jorden.
Og fordi jeg skal skilles fra de mennesker, jeg elsker.
Jeg håber, der er et liv efter døden, et liv, lige så godt som dette.
Og jeg håber, at jeg skal møde dem igen, som jeg holder af.
Jeg håber det, og jeg vælger at tro det.
Vi er alle sammen bange for at dø.
Alle mennesker.
Og det er ikke mærkeligt, for vi ved jo ikke, hvad det egentlig er.
Vi prøver at forestille os det.
Og fordi folk er forskellige, så bliver det, de forestiller sig, også
forskelligt.
Men allerinderst inde er alle mennesker alligevel ens, tror jeg.
Og bag ved alting findes nok også den samme Gud.
Den samme Gud.
Den samme glæde.
Jeg tror, at Gud er glæde.
– Og kærlighed, siger Engel.
Jeg havde ikke lagt mærke til, at hun var kommet.
– Kom over i mig, siger hun.
Og vi svæver ud i natten.
Den lune nat.
Den duftende nat.
Som at blive vugget i den blødeste favn.
I overgangen.
Fra at være menneske til at blive … noget andet.
177

178

Min sidste dag
– Du kan ikke tåle det, siger de.
Men jeg beder dem:
– Bær mig derud alligevel. Bær mig ud og læg mig på drømmesengen
under kirsebærtræet, så vi én gang til kan være sammen i haven.
Det er længe siden, jeg har været ude om dagen og i min egen krop.
I dag bliver sidste gang.
Solen varmer så godt.
Lyset flimrer mellem kirsebærtræets grene og mellem de små, fine
blomster.
…
7. Hvad drejer teksten sig om?
8. Drejer den sig om det samme som interteksten?
9. Anna har syv nætter med Engel, før hun dør. Hvilken
intertekstuel forbindelse kan der være ved dette?
opgave
2-3
179

8.
Daddy
is home, baby
– om Bent Haller og hans forfatterskab
183

184
Daddy is home, baby
– om Bent Haller og hans forfatterskab
I bogen her har du lært om mange litteraturbegreber:
6 personer
6 miljø
6 komposition
6 virkemidler
6 fortællere og synsvinkler
6 tema
6 intertekstualitet
I dette kapitel skal du møde en af Danmarks største og mest
produktive børnebogsforfattere, nemlig Bent Haller. Han har
skrevet mange forskellige slags tekster – romaner, noveller, kortprosa,
billedbøger, eventyr, fabler og digte, og han har skrevet
bøger for børn i mere end 30 år. Her sætter vi fokus på nogle af
hans seneste tekster. Opgaverne handler om alle de litteraturbegreber,
du har lært om, mens du har arbejdet med Fandango.

Knut og Køter
Knut og Køter
af Bent Haller
Den første tekst af Bent Haller er begyndelsen på romanen Knut og
Køter. Mens du læser, skal du tænke over, hvordan Bent Haller har
beskrevet hovedpersonen Knut. Tænk også over, hvordan du synes,
sproget er i denne tekst.
Den store kærlighed
Knut var en gut på lidt over en meter, men selv om han kun næsten gik
i skole, var han alligevel så forelsket, at blodrøde hjerter væltede ud af
ham.
– Hold da op, sagde folk, – den dreng er godt nok forelsket.
Hans udkårne, nøje udvalgte, hed Drude. Hun var meget større end
ham, meget ældre, og en del mere erfaren, men den slags tog kærligheden
ingen hensyn til.
Ikke engang, at Drude var Knuts egen mor.
Ubrydeligt var de to blevet knyttet sammen, bestemt for hinanden
via en bloddryppende pil, som først traf det ene hjerte, derefter det
andet, og hvis ikke der var kommet noget i vejen, så havde de været
lykkelige den dag i dag.
Men der kom noget i vejen.
Desværre.
Kærligheden fik vanskelige kår, og såret kærlighed er lige så farlig
som eksplosioner.
Selv om Knut ikke kunne læse mere end de tre første bogstaver i
alfabetet, så var han alligevel en klog dreng, for han lyttede til radioen.
Det kunne han ikke undgå, eftersom den altid var tændt. Der var noget
i vejen med afbryderknappen.
Derfor kunne det selvfølgelig ikke undgås, at Knut lærte en masse
om både debat og kultur, kærlighed og følelser, og jo mere han lærte,
jo klogere blev han.
For Knut gjaldt det om at blive høj, flot og klog, jo hurtigere jo
bedre, så de kunne passe sammen, når de var ude og spadsere i parken,
på den såkaldte kærlighedssti.
185

186
Som det var nu, hvor hun ragede højt op over ham, generede det
Knut. Det måtte der gøres noget ved. Så hver morgen spiste han en
ekstra portion cornflakes med masser af mælk. Og derefter en dobbeltdækker
med gedeost.
Det gik da også fremad.
Som andre sværmere gik også Knut og Drude med hinanden i
hånden, men det var upraktisk at være så lille, som han var, for hvis
han ville have et kys, kunne han ikke bare kysse hende, sådan som
man nu gjorde. Han måtte først bede hende om lige at bøje hovedet.
Det var temmelig flovt. En rigtig mand kunne man nemlig kende
på, at det var ham, der kikkede ned.
For Knut gjaldt det altså om at få tiden til at gå så hurtigt som overhovedet
muligt og på den måde kompensere for et af naturens mindre
heldige luner. Derfor drejede han urviserne frem. På den måde gik der
to dage i stedet for en, så da Drude troede, det var mandag, var det i
virkeligheden tirsdag.
Det vidste hun intet om.
Ud over at spise cornflakes med stor ske, tilsat mere sødmælk end
strengt nødvendigt, slugte han hele alfabetet af vitaminer.
Engang drak han noget, der hed Substral, som Drude brugte til stueplanterne,
for at få dem til at gro hurtigere, men det smagte afskyeligt.
Og han fik ondt i maven.
I radioen havde han hørt, at hvis man drak grøn kinesisk te, så var
der ingen grænser for ens sundhed. Derfor fik han sin mor til at købe
grøn te, også for hendes egen skyld. Han blev nærmest grøn i hovedet,
så meget grøn te drak han.
Fiskeolie var også et godkendt voksepræparat.
Til gengæld nægtede han at spise rugbrød, da han i radioen hørte,
at dansk landbrug sprøjtede kornet med noget, som blev kaldt
stråforkorter.
Drude forsøgte at trøste:
– Størrelsen betyder da ingenting, Knuttemand. Du er jo min egen
lille mand.
Da Knut gerne ville havde det præciseret og spurgte:
– Betyder det så, at vi er rigtige kærester?
Så svarede Drude:
– Ja, da.
Hun sagde det fuldstændig, som om det var en selvfølge.
Da Knut bad om et bevis, et kys, så fik han et ordentligt smask på
trynen. Drude havde endda postkasserød læbestift på. Knut var ude på

187

188
badeværelset for at se resultatet i spejlet. Det så flot ud. Han lignede
en bokser, der lige var blevet talt ud af dommeren.
Der var mange slags kys, vidste han. På kinden, på panden, på
næsetippen. Man kyssede mest med læberne, men man kunne også
kysse med tungen. Det var ikke spor ulækkert. Knut havde hørt om det
i radioen.
Der var ikke mange på Knuts alder, som havde en kæreste af
Drudes kaliber. Hun var ikke bare pæn, hun var pænpæn.
Knut havde aldrig set noget lignende. Han kunne sidde og se
på Drude i timevis og glæde sig over, at alt det var hans. Somme
tider listede han ind i soveværelset om morgenen, udelukkende for
at se Drude vågne. Det var som at se en solopgang ved Skagen.
Morgenstunden var det pure guld.
Når Drude slog dynen til side, så han kunne putte sig ind til hendes
varme krop, så ophævede hun tyngdeloven. Sådan var det at være
kærester.
…
Men så var det altså, at hun sagde noget, som for alvor fik håret til at
rejse sig på Knuts hoved, så det aldrig mere skulle lægge sig igen.
Det var frygtelige ord, som hun blev nødt til at gentage, fordi Knuts
hjerne slog fra ligesom et relæ.
– Jeg sagde, gentog Drude, – at vi må være friske til i morgen, for
så kommer Daddy jo hjem.
– Hvabehar? Hvem kommer hjem?
– Daddy.
– Daddy?
– Ja, for pokker, Daddy … det har jeg da også fortalt dig.
Shit manner.
Når Knut var chokeret, udtrykte han sig gerne på amerikansk. Han
havde fuldstændig glemt ham der Daddy.
Fuck, altså. Syv mand på en død mands kiste og alt det nonsens fra
de syv have.
Det var endnu engang lykkedes Knut at få denne påtrængende
mandsperson, som gik under navnet Daddy, til at forsvinde i fortrængningens
gustne tåge.
Og så …
Den værste af alle de stoddere, der sværmede omkring hans elskede

Drude, fordi hun var number one blandt verdens kvinder, Daddy,
havde fået land i sigte.
Shit, mand, nu kom han hjem for at rode og kæfte op og fylde stuen
med stanken af billig vestindisk rom. Hvordan kunne et halvt år gå så
hurtigt, det var ganske enkelt ubegribeligt … og dog, det var jo hans
egen skyld, fordi han altid drejede urviserne frem.
På kun seks måneder var et helt år revet ud af kalenderen, og nu
stod Daddy, ligesom julen, for døren.
Kaos
Hvem var så denne Daddy? Knut var bestemt ikke meget for at
indrømme det, hverken over for sig selv eller de nærmeste omgivelser,
men Daddy var altså hans biologiske far.
Beklager, sådan var det.
Daddy havde engang gjort Drude gravid. Knut vidste godt, hvordan
de små børn kom til verden. Det var lige før, han helst ville være fri
for livsbesværet, når det skulle foregå på den lumpne måde, men på
den anden side, nu var han der, gjort kunne ikke være ugjort, og så var
det med at få det bedste ud af det.
Og så kom bæstet hjem.
Drude var alvorlig, men også fattet, da hun mindede ham om den
nært forestående katastrofe. Hun var heller aldrig glad for at se Daddy
igen. Hun lod bare som om og overspillede altid sin rolle som sørgmodigt
ventende sømandshustru.
Hun fløj ham om halsen og kyssede ham og var så overstadig, at
Knut ligefrem skammede sig.
Det var ret ubehageligt.
Når han betragtede hende med kritiske øjne, var han ligesom en
anden, og han havde masser af lejlighed til at studere hende, når
Daddy var hjemme, for så var Daddy den eneste, der åbenbart betød
noget.
Stodderen skulle ligefrem forkæles.
Drude havde altid for meget sminke på, når Daddy var i farvandet,
alt for meget læbestift, alt, alt for meget parfume, så man skulle tro,
hun var ude på noget.
Ja, og det gjorde ondt på Knut, når han ufrivilligt sammenlignede
Drude med en gylletank, fordi Daddy havde haft en parfume med
hjem til hende fra en billig biks i Arabien.
Når Daddy var hjemme, voksede der horn ud i panden på Knut.
Daddy var en af søens skæve gutter. Han manglede egentlig bare
189

190
klappen for det ene øje og et træben for at komme til at ligne en pirat
med papegøje på skulderen. Han havde sorte tænder, fordi han røg for
mange tyrkiske cigaretter. Han stank altid af smuglertobak. At Drude
kunne finde på at kysse sådan et askebæger, var en gåde for Knut.
Daddy havde hår i og uden på ørerne, men ikke oven på hovedet.
Han så forfærdelig ud med braktud, buskede øjenbryn og snoet overskæg
ud af næseborene.
Hvordan Drude kunne holde ud at sove sammen med sådan en
havkat, var endnu en gåde. Men det gjorde hun altså, og så blev døren
til soveværelset lukket.
I al den tid Daddy var hjemme, blev døren til soveværelset lukket –
og ikke bare lukket. Den blev fandeme låst. Der var tilmed proppet vat
i nøglehullet.
Hvad troede de egentlig om ham?
Det var forfærdeligt. Og nu huskede han, at Drude ganske rigtigt
havde nævnt det for ham, men han havde skubbet det fra sig for ikke
at blive deprimeret.
Nu var humøret ikke bare dårligt, det var råddent.
Daddy var hverken kaptajn eller styrmand. Han var ikke andet end
svabergast på en elendig plimsoller. Hvordan det var lykkedes sådan
en kanalje at score en klassebevidst og kulturelt dannet dame som
Drude, var endnu en af de ubegribelige gåder i Knuts liv.
Hvad i alverden kunne hun se i den hængerøv?
Knut havde foreslået Drude at gå til brillemanden.
…
En glædelig overraskelse
Hvor Drude havde fået det hundredemands orkester fra, vidste Knut
ikke, men der var gjaldende truthornsmusik, da porten blev slået på
vid gab for at byde kapergasten velkommen med en indgangsmarch,
der var en muslimsk pave værdig.
Hele opgangen var fyldt med noder og konfetti.
Der var sandelig forskel på kærester. Sådan havde Drude aldrig
budt Knut velkommen hjem, når han næsten havde været i skole og
var stresset, fordi han skulle lære klokken udenad.
– Daddy, trompeterede Drude.
– Daddy is home, baby.
Den forskruede mand bredte armene ud.
Og hvad gjorde Drude. Hun kastede sig frivilligt ind i sømandens

191

192
kvælende favn og overdængede ham med så mange plaskvåde kys, at
det satte pletter på væggen.
Altid skulle hun overdrive, når Daddy kom hjem. Han skulle have
alt i posen og resten i en sæk. Om han sagde tak? Næ, han tog det som
en selvfølge. Han så sig omkring og nikkede, som om han bare lige
havde været nede på tanken efter en pakke cigaretter.
– Sikke du er skudt i vejret, sagde han.
Jamen dog. Han talte til sin søn.
Drude havde forgæves forsøgt at få Knut deporteret. Men han havde
nægtet det. Han havde været nødt til at lyve værre end syv vilde heste
ved at påstå, at han da også ville være hjemme, når kære Daddy kom.
Den kunne hun ikke stikke.
Daddy bredte endnu engang de tatoverede Skipper Skrækarme ud,
og hvad gjorde Drude? Hun puffede Knut så hårdt i ryggen, at han
faldt ind i Daddys favn, hvor han på det nærmeste blev mishandlet.
Kæben blev vredet rundt, og næsen blev trykket flad mod en stenhård
matrosmuskel.
Stradivarius kom på banen med sin violin for at spille romantiske
ballader, mens Drude og Daddy spiste velkomstmiddag i skæret fra de
levende lys.
Før den forlorne skildpadde var der østers og champagne. Drude
lukkede øjnene, hver gang hun sank en snotklat og ville hellere have
haft øl og pølser. Men fint skulle det være, når Daddy kom hjem.
Som regel blev Daddy kun hjemme et par dage, men alligevel
formåede han at lave kuk i alting og flytte om på møblerne i lejligheden,
så der gik fjorten dage, inden alt igen blev normalt.
Knut var selvfølgelig inviteret med til bords, men at han var
udenfor stod klart fra begyndelsen.
Drude gloede bare på Daddy, og Daddy slugte hende nærmest med
øjnene, hvis han ikke lige sad og skævede til sit ur for at se, om det
ikke snart var sengetid. Han var fuldstændig pervers, når det gjaldt om
at komme tidligt i seng, fordi han var træt, som han sagde. Ha!
Knut sad der og var mere alene end nogensinde, selv om Daddy
engang imellem spurgte ham om et eller andet ligegyldigt, som han
ikke orkede at svare på.
Daddy forsøgte endnu engang at købe Knut med gaven. Også
Drude fik gaver, en fingerring med en ægte sydhavs-perle.
Hun jublede, så man skulle tro, at det danske fodboldlandshold
havde vundet over Spanien.
Til Knut var der en mobiltelefon, der ikke var større end et mellemstort
viskelæder med indbygget cykelskur.

– Skal du ikke sige tak? sagde Drude på kanten af en stadig
voksende irritation.
– Tak, sagde Knut.
– Det var da så lidt, indrømmede Daddy.
Egentlig så de ham overhovedet ikke. Lutter høflighed.
De sad der og gumlede, og Drude drak alt for meget champagne,
og øl bagefter. Fandeme, om der ikke også var likørsprøjt med
banansmag til kaffen.
Sejleren var helt klart ude på at drikke damen fuld, så han kunne
lægge hende i seng med det resultat, at hun på et tidspunkt ville få en
unge mere.
Det var simpelthen perverst.
…
1. Hvad kan du sige om Knut?
2. Knut er fem år, men på mange måder opfører han sig meget
ældre. Hvordan?
3. Er der noget ved Drudes og Daddys opførsel, der undrer dig?
4. Hvad kan du sige om Bent Hallers sprog i denne tekst?
Inde i stuen havde Daddy og Drude nu sat sig i sofaen, hvor Drude
og Knut plejede at sidde og hygge, mens de lyttede til de brusende
violiner. Nu var det Daddy og Drude, der sad og krammede hinanden,
mens de drak kaffe og likørsprøjt og så fjernsyn.
Knut knyttede næverne, da han så, at Daddy havde læbestift smurt
ud over hele sit ubarberede fjæs. Fra nu af var dagens ret kold luft og
isnen i tænderne.
– Kom og sæt dig, sagde Drude og gjorde plads.
Ikke tale om, ikke der mellem Daddy og Drude.
Han blev stående ret op og ned med de knyttede næver presset ind
mod lårene, som om han var en rekrut, der havde fået øje på en hidsig
major.
– Hvad så?
– Daddy har noget, han vil fortælle dig.
– Ja, det siger rygtet.
– Jo, ser du, Knut, jeg har tænkt meget over det, sagde Daddy, – og
din mor og jeg har snakket om det.
– Kom til sagen, sagde Knut.
opgave
1-2
193

194
– Okay, sagde Drude, – Daddy vil blive hjemme nu.
– Jep, sagde Daddy, – en sømand går i land. Jeg er træt af at pløje
de syv have. Nu tager jeg mig et job på landjorden, og så må vi se, om
ikke du kan få en lillebror.
Kæden røg af. Knut var på vej mod afgrunden. Hundrede kilometer
i timen. Mere end en håndsbredde fra døden var han ikke. Hans hjerne
kogte te på hårrødderne.
De ord, der kom ud af Daddys mund, rimede udelukkende på død
og bitter nød.
Manden var jo bims. Kunne Drude virkelig ikke fatte det? Det
rablede for sjoveren. Han talte i firkantede cirkler. Hans tunge havde
fået spat.
– Knut, sagde Drude. – Knut, juhu, er du der?
– Ja. Knut vendte sit forstenede blik mod den tåge, hvori Drude
befandt sig.
Et par hænder blev rakt ud imod ham.
Hvorfor så hun sådan ud i hovedet? Så ufattelig papkasseagtig.
– Er det ikke pragtfuldt, Knut?
En sort hund løb sin skygge ind i Knut. Det var anden gang nu. Et
kort øjeblik var alting virkelig kulsort, fordi hunden fyldte hele stuen.
Så faldt han.
…
Kreativt rasende trampede han ind i lejligheden, hvor Drude netop
havde skruet op for radioen for at lytte til et program om malerkunst i
det 17. århundrede.
Hun gik og flyttede om på tingene i garderobeskabet, så der kunne
være plads til alt Daddys habengut, sørøverflaget, dykkerdragten og
svaberen, og hvad han ellers kom slæbende med af skrumperøve fra
Ny Guinea og pyntetingeltangel fra basaren i Islamabad.
– Det kunne du lære noget af, sagde hun, – kom og sæt dig.
– Det vil jeg skide på, sagde Knut ærligt.
– Hold nu op, Knut, Daddy kommer hjem, basta.
– Det er gået op for mig.
– Og det siger jeg dig, hvis du bliver ved på den her måde, så kan
du komme hjem til mormor.
– Nå, så du truer.
– Kald det, hvad du vil.
– Jeg skal altså deporteres.
– Ved du overhovedet, hvad det ord betyder.

– Hvad for et ord?
– Deporteres.
– Ja, det er navnet på en fangelejr i Sibirien.
– Pjathoved.
– Jeg er ligeglad, og jeg vil ikke deporteres hverken til helvede eller
hen til mormor, hvilket er nogenlunde det samme. Og så skal du ikke
sidde der og grine fjoget af mig.
Drude kunne ikke lade være:
– Man skulle ikke tro, du var fem år.
– Kan jeg gøre for, at jeg er lille af min alder?
– Knut, lille skattemand, kom og giv mor et kys.
– Du kan tro nej. Gem dine kys.
– Er du jaloux?
– Er du fransk parfumesælger?
– Ih altså.
Drude vendte ryggen til ham, og han gik ud i køkkenet, fast
besluttet på at smøre sig femten sammenlagte rugbrødsmadder, fem
med leverpostej, fem med spegepølse og to med frugtpålæg.
Han lagde madderne ned i en plasticpose fra biblioteket og hentede
en cola i køleskabet. Sådan. Afgang klokken fjorten.
Hvis Drude kom ud og spurgte, hvad han skulle med al den mad, så
ville han overhovedet ikke svare hende.
Hun var luft.
Knut var konfus oven i bøtten. Han anede knap nok, at han var på vej
til at forlade sit barndomshjem.
Med cirka femten rugbrødsmadder kunne man nå temmelig langt.
De kunne med garanti holde helt ned til den dansk/tyske grænse.
Hvad han skulle der, anede han ikke.
Og han kunne ikke engang give Drude skylden. Hvad var hun
andet end en svag kvinde, som var totalt underlagt en udspekuleret
havnesjover?
Ja, det var udelukkende Daddys skyld. Det var ham, som kom og
masede sig ind med dræbende tobaksånde og rådne armhuler. Femten
mand på en død Daddys kiste og et skvæt alterrom.
Øv, og så begyndte det at regne.
Det er klart, tænkte Knut livsbittert, solen skinner fra en skyfri
himmel, lige indtil det øjeblik, hvor jeg bliver kastet ud i en barsk
verden.
Nå, heldigvis var regnen så smal, at han kun blev halvvåd.
Han sagde ikke farvel. Han skyldte ikke Drude at sige hverken buh
195

196
eller bæh. Han ville heller ikke være i stand til det, for hans hjerte var
knust. Han var hul indeni, det kunne han høre, når han gik. Han græd
også lidt. Sådan var det med hjertesorg.
Men så bed han tænderne sammen.
…
Knut er gået ned i parken og har spist noget af sin madpakke. I en sø i
parken er der en ø med et lille andehus, hvori ænderne kan sove. Knut
smider skoene, smøger bukserne op og går ud på øen, hvor han krummer
sig helt sammen, så kan han sove i det lille hus.
Der var sørme stille i verden. Ikke et rap kom der fra de underkuede
ænder.
For at gøre skaden god tog han et stykke rugbrød og delte det med
ænderne.
Så sprang en tanke frem som trold af en æske. Hans hjerte begyndte
at slå så hårdt, at det kunne mærkes i tænderne.
– Selvfølgelig, mumlede han. – Når han er væk for altid, så er
Drude min. Jeg slår ham ihjel.
Aldrig så snart havde han truffet denne uhyrlige beslutning, før en
mørk skikkelse kom til syne på den anden side af søen. Det var ikke
noget menneske. Det var en hund. En sort hund uden snor og halsbånd.
Knut følte på en sær måde, at han havde set den hund før.
Den sorte hund satte sig på bredden og stirrede over mod ham. Den
logrede ikke med halen, den sad faktisk, som om den aldrig kunne
finde på at logre for nogen. Den stirrede på ham, så det til sidst blev
ubehageligt.
– Skrid med dig, råbte Knut.
Og så gjorde hunden noget, som Knut overhovedet ikke havde
ventet. Det kom så overraskende, at benene simpelthen forsvandt
under ham. Bums, der sad han på rumpen.
– Det er løgn, mumlede han. – Det er skisme løgn.
Han lukkede øjnene og åbnede dem igen, og så var han nødt til at
tro på det, selv om han bestemt ikke havde lyst.
Det var som at blive dyppet i isvand.
Han havde lyst til at skrige.
Derfor skreg han.

197

198
En grum plan
Knut stirrede ud over vandet, hvor ænderne flaksede i alle retninger.
Hunden var igen blevet til en almindelig hund, en temmelig grim
bastard.
Sommetider hjælper det at skrige, tænkte Knut, lidt flov.
Hunden sad igen og så på ham med hovedet på skrå.
Det hele var selvfølgelig bare noget, Knut havde forestillet sig,
sikkert fordi han var bange, selv om han ikke var meget for at
indrømme det, bange for at tilbringe natten på en andeø, i en andesø, i
en mørk og skummel park.
Mens han sad der i skumringsuhyggen, lå Drude hjemme i en dejlig
varm seng og sov uden at bekymre sig om noget som helst.
Måske undrede hun sig over, at han så let overgav sig i stedet for at
tage kampen op.
Hvis man virkeligt holdt af noget, sådan for alvor, så måtte man
kæmpe for det. Ret fik man først, når modstanderen var nedkæmpet.
– Derfor er jeg også nødt til at slå ham ihjel, sagde Knut.
Han kikkede over på hunden, der sad så ubevægelig, som var den
udstillet på et kunstmuseum.
Da Knut kom i tanke om, at han aldrig havde været bange for hunde,
tog han igen sko og strømper af, smøgede buksebenene op og vadede
gennem det lave vand.
– Go’ hund, sagde han.
En normal hund ville straks logre med halen og komme luskende
for at blive kløet bag øret, men den sorte hund blev siddende.
Knut følte sig ikke helt tryg. Der var noget mærkeligt ved den. Det
var derfor, han havde haft det græsselige syn.
– Gå hjem med dig, sagde han strengt, – gå så.
Den sorte hund rørte sig ikke.
– Du er det grimmeste bæst, jeg nogensinde har set, sagde Knut og
satte sig på bænken for at få strømper og sko på.
Nu måtte han hjem og planlægge mordet. Og det skulle foregå
under en varm dyne.
Samtidig ville han kurtisere Drude, så hun ikke var i tvivl om, hvad
kærlighed var for noget.
Hunden luntede efter ham.
Knut vendte sig.
Så begyndte han at løbe. Men det var ikke nogen god ide, for så
begyndte hunden også at løbe.

Knut samlede en sten op og kastede den efter hunden.
– Gå så hjem med dig.
Byen var fuldstændig øde. Den virkede nærmest udtværet, som om
nogen var gået amok med et viskelæder. Klokken måtte være mange.
Vandpytterne knasede.
Ikke et hjul, ikke et øje, men …
Hunden fulgte efter ham, og igen mærkede Knut, hvordan kulden
gled op under hans negle. Han pustede på sine fingre og standsede.
Der sad hunden.
Knut kunne ikke beherske sig. I lange spring spurtede han over
gaden, men hunden fulgte efter, og den havde ingen besvær med at
indhente ham.
– Lad mig være, skreg Knut.
– Hold nu op med det pjat, lød en stemme.
Knut greb fat i en lygtepæl.
Hvem sagde det?
– Det gjorde jeg, sagde stemmen.
Var det hunden, der talte? Nej …
– Jo, lød stemmen, – selvfølgelig er det det, og du står på din egen
skygge, så det nytter ikke at flygte.
– Nej, brølede Knut.
– Jo, sagde hunden, – og dæmp dig så lige, der er ingen grund til at
vække hele byen, vel.
Knut ville stikke af igen, men ligesom i et mareridt ville benene
ikke lystre ham. Det føltes, som om nogen havde boltet hans sko fast
til asfalten.
Han gloede på hunden, og så skete det igen …
Det var ikke løgn.
Hunden havde rejst sig på bagbenene og var mere end temmelig
høj. Den trak en pakke cigaretter og en rød engangslighter op af en
skjult lomme i pelsen og satte en cigaret i flaben.
Den tændte cigaretten, og blæste røg ud gennem næseborene.
– Lad nu være med at se så chokeret ud, sagde hunden, – ingenting
er så godt for noget, at det ikke er sært. Der er en mystisk forklaring
på alting.
Knut var ved at besvime. Hjertet holdt op med at slå.
Han glemte at trække vejret.
Det blev lyst, det blev mørkt. Lyst, mørkt …
Aldrig, aldrig nogensinde havde han været så bange.
– Jeg er blevet sindssyg, mumlede han.
199

200

– Vel er du ej, sagde hunden, – tænk dig nu om, og hvis du ikke kan
det, så lad mig forklare. Men træk nu vejret, ellers dejser du om.
Endelig kunne Knut trække vejret igen.
Hold da kæft, det var sandt. Hunden stod der og røg en cigaret og
talte til ham.
Så må det være noget, jeg drømmer, tænkte han.
– Nej, sagde hunden, – for der er ikke så meget mellem himmel
og jord, som folk gerne vil tro. Du kan vel også regne ud, hvor jeg
kommer fra?
– Det kan jeg ikke, mumlede Knut.
– Selvfølgelig kan du det, alle kan komme med et ukvalificeret gæt.
Nå. Hvor kommer jeg så fra?
Knut var grædefærdig.
– Fra cirkus, naturligvis. Hunden lo og slog aske af sin cigaret, –
hvor skulle jeg ellers have lært at tale? Jeg taler faktisk alle sprog,
ikke for at prale. Jeg kommer fra Le grande cirkus i Moskva. Jeg er
uddannet kan.alt på dyreakademiet. Skal vi sætte os?
Hunden viste med en pote til en sorttjæret bænk, der stod under en
gammeldags lygtepæl, hvor en meget svag pære kastede en søvnig,
smudsiggul, ond cirkel omkring bænken, så den lignede en sø af
gammelt tis.
Knut nærmest faldt ned på sædet.
– Mit navn er Køter, sagde hunden og rakte ham en garvet pote med
sorte negle.
Knut turde ikke tage den.
– Nå, du har ikke lært at give pote endnu, sagde Køter.
– Hvad vil du? fik Knut fremstammet.
– Hjælpe, sagde Køter og tændte sig en ny cigaret. – Det faldt mig
ind, da jeg mødte en meget interessant person.
– Hvem? spurgte Knut.
– Dig, sagde Køter.
– Mig?
– Ja, dig, hr. Knut. Køter hostede. – Du interesserer mig.
– Hvorfor det?
– Fordi du har det i dig.
– Hvad? Knut kløede sig i håret. – Hvad har jeg i mig?
– Du sagde det endda højt.
– Hvad sagde jeg højt?
– At du ville slå din far ihjel. Yderst interessant. Uhyre sjældent.
…
201

opgave
3-5
202
En fantastisk fortælling
Som du ved, kan fantasytekster enten være fortællinger om én fantastisk
verden – eller om to verdener (se side 42).
Til fantastisk litteratur hører også en tredje kategori. Vi kalder den
en forlængelse af virkeligheden. I denne type tekster begynder vi i
en realverden – og vi bliver i denne verden, men der kommer magiske
indslag. Det kan fx være, at hovedpersonen bliver opsøgt af et væsen
fra en anden verden, eller det kan være, at et barn bliver udstyret med
vinger og kan flyve. Det er i denne kategori, vi kan placere mange af
Bent Hallers tekster.
5. Hvorfor er Knut og Køter en fantastisk fortælling?
6. Hvornår opdagede du, at det er en fantastisk fortælling?
7. Hvorfor kan vi placere den i den type fantastisk fortælling, vi
kalder en forlængelse af virkeligheden?
8. Knut tager en beslutning. Hvilken?
9. Hvad sker der, efter at han har taget denne beslutning?
10. Er der eksempler på forudgreb i denne tekst?

Historien om
Hønsepigen
af Bent Haller
Du skal nu læse uddrag fra endnu en roman af Bent Haller. Tænk over,
om du mener, teksten er realistisk eller fantastisk.
Der var engang en lille pige. I begyndelsen svømmede hun rundt i sin
mors mave og troede, at hun var en glad lille fisk, der kunne vrikke
med halen.
Da hun blev født, var hun i mellemtiden blevet til et menneskebarn.
Hun var så lille, at hun ikke vidste det mindste om hverken sig selv
eller verden. Hun kunne absolut ingenting selv. Hun var fuldstændig
afhængig af sin mor.
Hun blev født tidlig en søndag morgen i maj, mens solen skinnede
ind i et lyst værelse med skrå vægge.
Hendes mor var ganske ung, og hun var sin egen jordemor. Hun
var så stor og tyk, at ingen havde lagt mærke til, at hun skulle have en
lille.
Nogen far var der ikke tale om, han var ikke engang en skygge eller
en tilfældig bemærkning på et givet tidspunkt.
Han eksisterede ikke.

204
Moren var glad for sit lille barn, ingen tvivl om det, når det ikke
kunne være anderledes.
– Du skal hedde Ingrid, sagde hun, for det var det første navn, hun
kom i tanke om.
Hun gav hende bryst, nynnede ved vuggen, og bagefter var der
pudder og tør ble. Men den lille melodi hun nynnede var blandet med
både vemod og hjertesuk.
Hun gik pustende til og fra, og selv om hun modstræbende tvang
sig selv til at se lyst på tingene, så var der store problemer. Det var
besværligt for hende med sådan et lille barn. Det var umuligt at tage
hende med ned på værkstedet, det kunne man ikke byde så lille en
baby. Alle disse høje stemmer. Larmen fra folk der stod og savede i
brædder og slog søm i.
Hvad skulle hun stille op?
Lade et spædbarn være alene en hel dag kunne hun heller ikke, og
når man boede ude på landet, på en afsides gård i et ensomt landskab,
så var der ikke lige en flink nabo, som kunne tage sig af stumpen.
Hendes barn skulle ikke være et institutionsbarn og vokse op i
trange larmende stuer, hvor børnene var klumpet sammen. Og dagplejemødre
havde alt for travlt med at drikke kaffe og ryge cigaretter.
Noget må jeg gøre, tænkte hun.
Derfor endte det med, at hun meldte sig syg, så hun kunne passe
Ingrid, selv om hun ikke var meget for at pjække på den måde. Hun
ville så grumme nødigt lyve.
Hun fortalte en brøsig og mistænksom værkstedsleder, at hun havde
høj feber. Men den gik ikke i længden, så enten kom hun på arbejde,
eller også kom de og kontrollerede, om hun nu virkelig også var syg.
Der sad hun med et lille barn på armen. Hvis hun ville have noget at
leve af og være i stand til at betale sin tv-licens, så blev hun nødt til at
arbejde. Ja, hun var tvunget til det. Det sagde samfundet.
Hun havde lille Ingrid på armen, da hun var ude og fodre hønsene.
Hønsene skulle også passes. Sådan var der tusind ting. Hun kunne
ingenting, uden at den lille var med, og da hun kom til at tænke på, at
hun havde ansvaret for hende de næste atten år, brød hun grædende
sammen.
Men så fik hun en ide.
Hønsene.
Hun havde hørt, at børn havde godt af at vokse op sammen med
dyr. Var det egentlig ikke på sin plads, at de dovne høns gjorde noget
for føden?

Hun havde altid boet et sted med høns, lige fra dengang hun selv
var en lille pige og voksede op på en bondegård. Høns skulle der til,
syntes hun, så kunne man altid få friske æg.
Skulle voksne høns ikke kunne passe en lille pige?
Selvfølgelig kunne de det, når de på forsvarlig vis kunne opfostre
kyllinger. Der var ingen væsentlig forskel på unger i naturen, de skulle
blot have mad og kærlig pleje.
Det var også ordentlige høns. Der var sjældent nogen, som plukkede
fjerene af de andre, eller mobbede, og det kom sig af at der var
en hane i hønsegården. Han forstod at holde orden.
Det lå i hønsenes natur, at når der var en hane, så makkede de ret.
På den måde kom de rettidigt op om morgenen.
Skal, skal ikke?
Moren var i vildrede. Men til sidst mente hun nok, det var forsvarligt
at lade hønsene være babysittere. Hun stillede derfor vuggen ud i
hønsehuset, for så var den lille ikke alene ét eneste øjeblik. Hun græd
heller ikke, for der var nok at se på.
Alle de fjer.
Hønsene var forståeligt nok nysgerrige, og hanen tillod uden videre,
storsindet som han var, at der kom et menneske ind i huset. Det var jo
kun et lille menneske. Han kunne vel sætte sig i respekt.
Han skrabede lidt truende bagud, men det var kun, fordi moren var
derinde, hun fyldte for meget, da hun var gået og havde sat klinken på,
slappede han af.
– Kan I nu passe godt på den lille, sagde moren, – indtil jeg
kommer tilbage igen, så skal I få lidt ekstra.
Hønsene lagde hovederne på skrå og kikkede med ét øje.
Hvad skete der?
Da hanen åbenbart accepterede de nye forhold, slog de sig til tåls
med det og gav sig igen til at rode i jorden, mens de af og til skottede
til vuggen derinde i huset.
Hvad mon det var for noget?
Hvor moren dog havde det skidt, da hun hæst pustende kom på
arbejde. Hun tænkte kun på lille Ingrid, som lå hjemme i hønsehuset.
Tænk nu, hvis hønsene ikke havde været gode ved hende, eller om de
ligefrem havde hakket på hende.
Nej, hun holdt det ikke ud, hun kunne simpelthen ikke koncentrere
sig. Hun blev nødt til at tage tidligt fri.
Hun fandt på en dårlig undskyldning og kørte så halsbrækkende
hurtigt hjemad, at hun blev standset af en færdselsbetjent, der gav
hende en bøde.
205

206
– Javel, frue, sagde han panderynkende til hendes bortforklaring,
– men uanset hvad, så skal man overholde færdselsreglerne.
Hønsene fløj forskrækket og fornærmede op, da hun kom farende
som en vestlig kuling. Støvet stod op i skyer, der lignede knaldende
champagnepropper. Flere af hønsene blev mast ind mod trådhegnet, så
ivrigt kom hun farende.
Men der lå lille Ingrid i vuggen og så ud til at have det som
blommen i et hønseæg.
Åh, hvor moren åndede lettet op. Hun blev så taknemmelig, at hun
gav hønsene alt for meget korn, så de nær havde forspist sig. Hun
havde ligefrem lyst til at omfavne hanen, som var så god til kæft,
trit, og retning, men det fornemmede han åbenbart, for han forsvandt
skyndsomt ind i huset.
Alt var således gået bedre end forventet, lille Ingrid havde ikke
lidt nogen skade, hun skreg ikke engang af sult, hvilket ærligt talt var
mærkeligt.
Hun tog nu godt for sig af mors bryst, og hun fik udskiftet en
særdeles våd ble med en tør ditto. Det kunne hønsene trods alt ikke
finde ud af.
Den første tid var moren godt nok temmelig nervøs, og hun løb
hele tiden til og fra. Men lidt efter lidt lærte hun at slappe af og kunne
efterhånden koncentrere sig om sit arbejde.
Da moren vågnede en tidlig morgen ved hanegal, blev hun
temmelig forskrækket, da det gik op for hende, at hun for første gang
fuldstændig havde glemt den lille ude i hønsehuset.
Hun skyndte sig ud for at hente hende ind til trøst og varme, men
ungen lå og sov trygt og varmt under sin dyne, som var dækket af et
ekstra lag hønsefjer.
Der var altså ingen grund til panik, alt var i skønneste orden, og
sådan gik det til, at moren efterhånden kunne få lidt styr på sit eget liv.
Hun fik sig en hobby og begyndte at gå til pistolskydning.
Hun opfattede det også, som om hun i mellemtiden var blevet en
smule overflødig. Det var lidt trist at tænke på, men hønsene havde
åbenbart mere tag på det der med børnepasning, end hun havde.
Det var vel nærmest sådan, at når hun fjernede Ingrid fra hønsegården,
så blev hun pylret og urimelig.
Der var noget som tydede på, at barnet havde vænnet sig så meget
til hønsene, at hun var mest tryg sammen med dem.

1. Er denne tekst ud fra det uddrag, du her har læst, realistisk
eller fantastisk? Hvorfor?
Ingrid vokser og lever stadig blandt alle hønsene. De giver hende
navnet Gokl, og hun efterligner dem så godt, hun kan. Hun lærer
hønsesprog – hønsk, og hun lærer at sidde på pind. Efterhånden bliver
hun i tvivl om, om hun er en høne eller et menneske. Det bliver efterår
og vinter. Hun fryser, men hønsene smører hende grundigt ind i hønsemøg,
og bagefter ruller hun sig i fjer. Da det bliver forår igen, vil hun
gerne ud i solen ligesom de andre, men hun er for stor til at komme
ud. Hun længes efter sol og frisk luft. Hun er også blevet for stor til at
sidde på pind. Hun er klar over, at hun ikke er som de andre høns. En
dag kommer en fremmed på besøg. En mærkelig fugl, gul og grøn og
med lang hale.
Gokl havde aldrig før set så farvestrålende en fugl. Den sad lidt for at
komme til sig selv, den havde åbenbart fløjet langt, så lod den sig dale
ned til truget og nappede et enkelt korn, som den vendte og drejede i
næbbet.
Da den fik øje på den ubevægelige Gokl, flagrede den forskrækket
op.
– Hvem er du? spurgte Gokl forsigtigt for at berolige den lille fugl.
Undulaten skræppede mere, end den gokkede, og pludrede mere
end den kaglede, det var godt nok en sær dialekt, hun måtte virkelig
lægge hovedet på skrå.
– Hvem er du selv? skræppede undulaten. – Hvis du selv skulle
bestemme?
– Jeg hedder Gokl, sagde hun, – hvad hedder du?
– PipHans, sagde undulaten. – Du er godt nok den mærkeligste
høne, jeg nogensinde har set, ja undskyld jeg siger det ligeud, HVIS
du altså er en høne?
– Det er jeg ikke, sagde hun, – ikke rigtigt.
– Er du en krydsning? spurgte PipHans.
– Ja, indrømmede Gokl, – jeg er måske lidt af hvert, sådan lidt høne
og lidt menneske.
– Åh, så forstår jeg, sagde PipHans, – vi har åbenbart noget til
fælles, du er i bur, har jeg ret?
– Ja, sagde hun, – det har du i hvert fald.
opgave
1-2
207

208
– Jeg har næsten altid ret, sagde PipHans. – Selvfølgelig er det på
mange måder rart at sidde i et bur og tilhøre nogen. Du tilhører et
menneske, ikke sandt?
– Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det hænger sammen, indrømmede
hun, – men der kommer et menneske med mad til mig hver dag.
– Så har jeg ret igen, sagde PipHans, – tænkte jeg det ikke nok, så
tilhører du et menneske, ligesom jeg HAR tilhørt et menneske. Lagde
du mærke til, at jeg sagde HAR med store bogstaver, jeg tilhører
nemlig ikke mennesket længere, jeg er stukket af, jeg har fået min
frihed.
– Frihed? sagde hun.
– Ja, her er jeg. PipHans slog stolt ud med vingerne. – Nu tilhører
jeg mig selv. Jeg kan flyve, hvorhen jeg vil, for friheden er alt det,
der findes uden for buret, jeg kan således flyve ud over åen, hen over
træerne og ind i hønsehuset til dig.
– Hvor ville jeg ønske, det var mig, sukkede hun, – men jeg skal
bare sidde herinde altid.
Det var ganske rart, at der sådan kom en og underholdt hende med
brudstykker fra virkeligheden uden for hønsehuset. PipHans forklarede
omhyggeligt og langsomt, så hun ikke gik glip af pointen.
Hans menneske hed Tobias.
Ja, Tobias var i grunden kun et halvt menneske, eftersom han var et
barn. Han var flink nok, han kom med mad hver eneste dag, og skam
få dem som ikke satte pris på god forplejning, men alle som sidder i et
bur længes efter at komme ud.
– Ja, sukkede hun.

– Man vil altid gerne se, hvad der er bagved tingene, sagde
PipHans. – Hver eftermiddag skulle der gøres rent i buret, og så
åbnede han det, det var han nødt til, og så greb jeg chancen. Jeg flagrede
op. Tobias blev så forskrækket, at han trådte et skridt tilbage, og
ud fløj jeg, væk var jeg, og her er jeg.
– Hold da op, sukkede hun. – Bare det var mig.
– Nu har du sagt det to gange, sagde PipHans, – og om lidt siger
du det nok for tredje gang, men uanset om du siger det fire gange, så
hjælper det dig ikke.
– Næ, sukkede hun.
Da PipHans var fløjet, han skulle ud og undersøge verden på kryds
og tværs, sad hun og tænkte på hans fantastiske historie.
Hønsene kom ind, én efter én og skottede bekymret til hende. De
satte sig tæt op af hende, og hun lagde armene om dem. Hun var glad
for dem, helt bestemt, men nu vidste hun, både oppe i hovedet og i
kroppen, at hun var nødt til at forlade dem.
Hvad skulle hun sige til dem?
Ville far Kykkeli ikke lægge hovedet på skrå, og sige:
– Har du det ikke godt nok her hos os, lille Gokl?
Hun ville nok komme til at savne dem alle sammen, men hun var
altså ikke en høne, det vidste hun nu, de måtte også vide det, hun hørte
hjemme et sted udenfor.
Men hvordan kom hun ud?
Hele natten sad hun og tænkte på det udfarende ved undulatens
historie. Hønsene sad vinge ved vinge på pinden og skuttede sig i hver
sin drøm.
Der var stille og mørkt omkring hende, men også trygt.
Hvordan ville der være udenfor?
Hvor stor var verden egentlig?
Det havde PipHans ikke kunnet give noget svar på, det var det, han
var ved at undersøge, men verden var meget større end hun kunne
forestille sig, for bag skoven var der noget andet, ligesom der var
noget på den anden side af åen. Sådan fortsatte det, så man næsten
skulle tro, at verden var rund.
Hun kunne ikke finde på andet at gøre end at efterligne PipHans.
Når det var lykkedes for ham, så kunne det måske også lykkes for
hende.
Næste dag, da det var omkring den tid, hvor mennesket skulle
komme med mælk og bananer, lå Gokl og pressede øjet ind i
dørsprækken. Hun så kvinden komme gående, mægtig stor og i en sort
kjole, som nåede ned til jorden.
209

210
Egentlig var der ikke noget som helst frygtindgydende ved hende.
Alligevel måtte Gokl bekæmpe sin lyst til at krybe sammen i det
ene hjørne. Hun havde svært ved ikke at skjule ansigtet i armene.
Hun tænkte på PipHans, der lod, som om han gik til angreb i samme
øjeblik Tobias åbnede lågen.
Klinken blev løftet, døren knirkede, og i det samme sprang Gokl op.
Hun stormede mod døråbningen og råbte:
– Jeg vil ud.
Mennesket hørte det skarpe:
– GOK GLL GBL og standsede forfærdet op.
Da Gokl kom til syne, vild og afsindig at se på, drejede mennesket
rundt og flygtede skrigende ud af hønsegården, mens hun glemte at
lukke lågen efter sig.
Der blev naturligvis vild opstandelse, men hønsene løb ikke ud i
gården, det kunne de åbenbart ikke finde ud af, selv om døren stod
på vid gab. Kun Gokl løb, først til højre, ned mod åen. Så til venstre.
Derefter ud i åen, og så stod hun dér.
Hvad skulle hun nu?
…
Gokl fortsatte sin flugt mod strømmen, der sprøjtede som kølvand om
hendes fødder, tvivlrådigt frem og tilbage mellem de to bredder, godt
der ikke var dybt.
Hun var skræmt over det store rum, der hævede sig over hende.
Hvor var der et hul, hun kunne krybe ind i?
Hun faldt og slugte grumset åvand. Hun sprang op og kaldte på far
Kykkeli.
– Jeg vil hjem.
Hun ville ind i sit hjørne og krumme sig sammen og være tryg
sammen med hønsene. Verden var alt for stor, og himlen deroppe, den
var ufattelig, truende og tænk, hvis den faldt ned.
Hun vovede næsten ikke at kikke op.
Det var en gåde, at noget kunne være så langt borte og være så blåt
og ufatteligt.
Hun pressede sig ind i et hul i den smattede åbrink, under rødderne
fra et kroget fyrretræ. Hun krummede sig sammen, gjorde sig lillebitte
ved at holde armene om benene og presse hagen mod knæene.
– Far Kykkeli, mumlede hun, – find mig.
Hun drejede hovedet mod den mørke jord og åndede tungt.
Hvad var det for en dumhed, hun havde begået? Hvordan skulle

hun kunne klare sig ude i en verden, der var så forfærdelig stor, at hun
allerede var blevet væk? Det var, som PipHans havde sagt, når man
stødte på et eller andet, så var der altid noget bagved igen.
Det havde ikke nogen ende.
Hun havde haft en far og en hel masse mødre, nu havde hun ingen.
Nu var hun alene, sulten, og tørstig.
Naturligvis havde hun lært et og andet i hønsehuset, helt hjælpeløs
var hun da heldigvis ikke. Da den forfærdeligt skarpe sol, der konstant
brændte huller i skyerne og stirrede ondskabsfuldt ned på hende,
endelig gik ned i en rød sæk, vovede hun sig frem fra sit mudderhul.
Hun bøjede sig ud over vandet, sugede lidt vand ind i munden,
og lagde på hønemanér nakken tilbage for at lade vandet glide ned i
halsen. Ah, det var dejligt.
Da vandet blev roligt foran hende, trak hun pludselig hovedet til
sig, fordi hun troede, hun så nogen dernede.
Uha, det gav et slemt mavekneb.
Kunne det passe? Der kunne vel ikke sidde nogen dernede i vandet?
Skulle hun stikke af eller undersøge sagen?
Forsigtigt lænede hun sig lidt frem og stak en hånd ned i vandet,
helt ned til bunden.
Sådan hang det altså sammen.
– Jeg kan gøre sådan og sådan, sagde hun, – og så gør billedet
dernede det også sådan og sådan, det er fordi det er mig.
Hun satte en finger på næsetippen.
Hun lavede grimasser.
Det var virkelig hende selv. Hun var bestemt ikke nogen kylling,
ikke en fjer havde hun tilbage på kroppen, fordi hun havde plasket så
forvirret rundt ude i åen. Hendes hud var hvid og blød. Hvordan skulle
hun nu kunne holde varmen?
Det var faktisk ved at blive lidt koldt.
…
Hun gik i nordlig retning, men der var ingen hønsegård at se, derfor
drejede hun rundt og gik først mod vest, før hun igen drejede af og gik
mod øst.
Hun kom til veje, hvis asfalt var så slidt og gammel, at den flere
steder var forsvundet i græs. Hun kikkede sig til alle sider. Hun
lyttede.
Alt her var afsides og øde.
Da hun så en skramlende og rusten bøtte gøre holdt et stykke borte,
211

212
anede hun ikke, at det var en bil. Da den brummede, troede hun det
var et dyr af en slags.
Hun stod ret op og ned og kunne ikke bestemme sig til, hvad hun
skulle gøre.
Et menneske med hår på hagen steg ud af bilen. Han så underlig ud,
pilskaldet var han med et mægtigt ar, der løb fra øre til øre.
– Hvad har vi her? Han grinede sort. – Et vildt og forsømt og splitternøgent
menneskebarn.
Han kikkede sig hurtigt omkring.
Det samme gjorde Gokl.
Ingen andre end de to var at se i det store øde.
Endelig fik hun magt over de lamslåede fødder, så de kunne løbe
væk med hende. Hun drejede rundt og sprang over grøften. Men hun
kom ikke langt, før hun faldt.
Manden var hurtig.
– Haps, grinede han.
Da hun åbnede munden for at skrige, lød det i hans øre, som når
man fangede en høne for at hugge hovedet af den.
– Du er jo mere dyr end menneske, sagde han. – Så, så, lille hønsepige,
du skal ikke være forskrækket, doktor Frankel er ikke så slem,
som han ser ud.
Han kikkede igen rundt.
– Ikke engang en ko på græs, sagde han.
Han slæbte hende op til den rustne bøtte og puttede hende om bag i
bagagerummet.
Gokl blev kastet frem og tilbage, puffet, slået, mast og klemt fra fod til
isse. Der var bratte sving og buler på den vej, det gik fra bakketop til
bakkedal, så det kildede i maven, og der var kulsort i det smalle ildelugtende
rum, hvor det var svært at trække vejret.
Hun lå og undrede sig over, hvor hun var, om hun måske var i
maven på et stort dyr?
Nej, det troede hun alligevel ikke. Nu huskede hun også svagt noget
fra dengang hjemme i hønsehuset. Hun havde ligget øverst oppe og
kikket ud af hullet, og hun havde set mennesket sætte sig ind i sådan
en tingest.
På en måde var det lidt hjemligt at ligge i et smalt rum efter luren
under åben himmel. Hun kunne rulle sig sammen, at det var kulsort
generede hende ikke, det var hun vant til.
Men hvad var det for et menneske, der havde fanget hende? Han så
mærkelig ud med det der kæmpear og øjnene, som nok var skjult bag

213

214
de mørke briller, men som hun alligevel kunne mærke.
Måske hakkede menneskene på ham og troede, han var ond, fordi
han så sådan ud.
Han bringer mig måske hjem til hønsegården nu, tænkte hun. Om
lidt skal jeg gense far Kykkeli og de andre, og så vil jeg fortælle
de stride høns, at man ikke skal dømme nogen på forhånd. Selv de
mærkelige har ret til at være.
Sådan lå hun og beroligede sig selv. Hun brød sig nemlig ikke om
at være bange, for så var man ikke rigtig sig selv, så kunne man ikke
tænke klart. Samtidigt føltes det lidt, som om hendes hjerte var på vej
ud af kroppen. Men det værste var næsten, at det var svært at trække
vejret.
Stadigvæk bumlede hun rundt. Af og til slog hun hovedet ind i
noget hårdt og kantet.
Hun blev nødt til at ligge med begge hænder om hovedet.
Endelig standsede motoren sin brummen.
Bagagerummet blev åbnet.
– Så er vi hjemme, sagde doktor Frankel.
– Det er da ikke hønsehuset, sagde hun og kikkede ud. – Det her
sted kender jeg ikke.
Doktor Frankel kastede hovedet tilbage og lo buldrende, da han
hørte de besynderlige strubelyde. Han tog fat i hende og holdt godt
fast i hendes arm.
– Ja, sagde han, – jeg tror minsandten, du er stukket af fra et
hønsehus.
Hun forstod ikke et ord af det, han sagde, selv om mange af ordene
gentog sig. Han var godt nok fæl at se på. Da han kastede hovedet
bagover og lo, var det som at se ned i et mudderhul med stumper af
rådne hegnspæle. Hans hænder var stærkt behårede, ligesom hårene på
hans bryst, der stak op over skjorteflippen som en halmvisk.
Det var umuligt at se øjnene bag de mørke briller, så hun kunne
ikke se, om han manglede et øje.
Han var nok en stakkel, som blev kanøflet af de andre.
Hun kom ind i et stort hus, det var i hvert fald stort i forhold til
hønsehuset, og her var betydeligt renere end hjemme. Der lå hverken
møg eller fjer på gulvet. Her var bord og stole, og et billede på
væggen af et eller andet.
– Du er da det første barn, jeg har mødt, som ikke er bange for
doktor Frankel, sagde manden. – Hvor kommer du fra?
– Jeg kan altså ikke forstå, hvad du siger, sagde hun.

Doktor Frankel lo igen buldrende højt.
– Og uden en trævl på kroppen, sagde han og rakte en stor hånd
frem og mærkede på hende, som når folk hos slagteren mærker efter,
om der er kød på kyllingeskroget.
– Hvor heldig har man lov at være. Hva’, stump? Doktor Frankel
kører en tur. Han leder med lys og lygte og hokuspokus, så står der
sådan en tøs midt på landevejen, som hverken kan tale eller forstå,
hvad man siger til hende.
Hun kunne ikke lide hans grove, kolde hænder. Bare han ville lade
være med at røre ved hende, men sådan gjorde menneskene måske,
når de skulle hilse på hinanden?
– Nå, du er måske alligevel en smule bange for doktor Frankel,
sagde han, – alt andet ville da også have været mærkeligt.
Sær og snakkende var han konstant, manden, mens han fandt noget
mad frem til hende. Det var brød. Det smagte underligt og svulmede
op i hendes mund, men hun var sulten.
Hun gumlede og gumlede.
Han gav hende også en skjorte. Den var alt for stor, og det var
mærkeligt at have sådan noget på kroppen.
Manden bandt en snor om livet på hende, så skjorten kunne blive
holdt sammen på midten. Han samlede også hendes hår i en hestehale
og satte en elastik i. Det var helt dejligt at få det hår væk fra ansigtet.
Han var godt nok grim.
– Nu ligner du næsten et menneske, lo han.
Da hun havde spist, greb han fat i hendes hånd og slæbte hende op
ad en knirkende trappe til et lille værelse med skråvægge. Her puffede
han hende ind, hvorefter han drejede en nøgle i låsen og gik sin vej.
Hun forsøgte at ryste en lidt uhyggelig fornemmelse af sig. Hun
sagde til sig selv, at manden bare ville hjælpe hende. Men hvorfor
undersøgte han hende på den måde?
Hvad betød det, at han vendte og drejede hende?
Hun tog fat i døren. Selv om han måske bare havde spærret hende
inde, for at hun ikke skulle løbe ud og blive væk igen, så besluttede
hun sig for at stikke af.
Der er jo ikke sket noget, tænkte hun, jeg har fået mad, og jeg har
noget på kroppen, som kan holde mig varm.
– Men jeg vil alligevel hjem, råbte hun.
Hun hamrede på døren. Hun sparkede til den. Hun blev ved med at
råbe, indtil han dukkede op.
– Hvis du ikke holder op med det skrigeri, sagde han, – så kommer
du ned i kartoffelkælderen.
215

216
– Lad mig gå, råbte hun.
– Jeg tror, du trænger til noget beroligende, sagde han, – det er
vigtigt at du falder lidt til ro, inden den højtidelige overrækkelse.
Han tog fat i hende og holdt hende så fast, at det gjorde ondt. Hun
kæmpede imod af alle kræfter. Der gik panik i hende. Hun sparkede
vildt med benene, men han var stærk og pressede hende ned på en
knirkende divan, der var dækket af et ildelugtende tæppe.
Han holdt hende fast med det ene knæ, mens han fandt en sprøjte
frem. Hun skreg, da han stak nålen i hende.
– Så går vi i kartoffelkælderen, sagde han, – der er så dejlig
fredeligt.
Han holdt hende under den ene arm, da han gik ned ad trappen.
Det var underligt, at hun pludselig blev så slap og ligeglad. Det
gjorde heller ikke ondt mere.
Manden åbnede en luge i gulvet, og en lille trappe kom til syne,
nærmest en hønsestige.
Hun faldt ned i et sort hul. Noget eksploderede oppe i hendes
hoved, og smerten vendte tilbage, en smerte der bredte sig til hele
kroppen. Hun vidste ikke engang, om hun sov, eller om hun stadigvæk
var vågen.
Hun var ikke længere til stede.
Mørket var et helt specielt mørke. Det skabte alt om til ingenting.
Iskolde hænder krøb overalt på hende som store blege edderkopper
der bed hende i halsen. Hun blev mast ned mod jorden og var ved at
blive knust.
Da hun endelig fik tvunget sine øjne op, var hun ør i hovedet og
knastør i munden. Hun var øm over det hele, men mareridtet var overstået
nu.
Doktor Frankel tog hende med op i stuen.
– Hvis du ellers kan opføre dig ordentligt, sagde han. – Så kan vi to
godt blive enige.
Hun fandt det klogest ikke at gøre modstand.
Hun ville ikke stikkes igen, ikke ned i den kælder.
For en sikkerheds skyld bandt han hende til en stol. Han gav hende
en hagesmæk på og madede hende, som om hun var et spædbarn, ja,
han proppede hende faktisk og efter et par dage, hvor hun var mere
rolig, begyndte han at gå ture med hende udenfor på marken.
– Det er nødvendigt med frisk luft, sagde doktor Frankel, der holdt
hende i hånden. – Så du kan være sund og rask.
Doktor Frankel bagte boller og lavede varm chokolade i en stor sort

gryde, mens han snakkede i et væk. Spis, min gris, i morgen skal du
slagtes.
Hun kom ikke ned i kartoffelkælderen mere. Heldigvis.
Doktor Frankel kastede en gang imellem et blik ud af vinduet og
nikkede tilfreds.
– Det går over al forventning, sagde han, – der er vist ingen, som
savner dig, hva’?
Han holdt op med at binde hendes hænder, så hun kunne spise selv.
Hun prøvede at gøre sig så lille som muligt. Mareridtet sad endnu i
hende.
– Jeg tror tiden nærmer sig, sagde doktor Frankel. – Vi må hellere
gøre noget ved det.
Selv om hun foretrak hønsk, så lyttede hun opmærksomt til doktor
Frankels ord, forsøgte at holde dem fast og få en mening ud af det, han
sagde.
Særlig kønt var det ikke, dette menneskesprog der mindede lidt
om rævebjæf. Alligevel prøvede hun at forme læberne og efterligne
ordene.
Doktor Frankel snakkede uafbrudt, også selv om han ikke havde
andre at snakke med end sig selv. Alt, hvad han foretog sig, skulle
have en kommentar med på vejen.
– Nå, nu skal vi spise friskbagte kanelsnegle, sagde han, – doktor
Frankel er en fantastisk bager, og bagefter skal vi i bad. Hvis der er
noget i fjernsynet, så ser vi det. Vi får lov til at se melodi-grandprix
hvis vi opfører os ordentligt.
Han vendte sig mod hende.
– Ja, ja, det skal nok gå alt sammen, sagde han. – Sikke et guldæg,
jeg har fundet. Hvis vi går frivilligt i bad, får vi lørdagsslik.
Munden stod aldrig stille på ham. Når øjnene gled op om morgenen,
så gled munden også op, hvilket straks gav anledning til at han holdt
et længere foredrag.
– Nå, det pisser ned i dag, sagde han, – ja, ja, kom regn, kom sne,
pyt. Vi må hellere ringe til Hermandsen, så vi kan få den aftale på
plads.
Hun brød sig ikke om at komme i bad. Hun kom til at fryse, og han
sad der og gloede med sine stenøjne.
– Nu ikke så kostbar, sagde doktor Frankel, – du må ikke lugte for
meget af hønsehus.
Selv om hun ikke kom i kartoffelkælderen længere og havde sine
hænder fri, så fik hun alligevel ikke lov til at gå omkring, som det
passede hende. Det meste af dagen sad hun i stuen og var lænket til
217

218
en parasolsten. Men hun fik lov til at se levende billeder i en trækasse,
der stod i et hjørne af stuen.
Mærkeligt var det.
– Du kan godt lide at se fjernsyn, hva’, sagde doktor Frankel.
Fjernsyn hed det.
Godt lide betød, at hun godt kunne lide det.
– Godt li fjern … syn, sagde hun.
– Ja, ja, du er sgu da vist en klog lille størrelse, Hønsepige, lo
doktor Frankel, – men du har også en god læremester.
– Hønsepige, sagde hun.
– Ja, Hønsepige, sagde doktor Frankel og pegede på hende med en
mager, langneglet pegefinger, hvis spids var fyldt med sorte stride hår,
som var det en tandbørste.
– Mig, sagde hun og pegede på sig selv. – Hønsepige.
– Nemlig, jeg tror sgu, du har fattet det, sagde han, – kan du sige:
Doktor Frankel er sød. Se på mine læber … Doktor FRANKEL er
SØD.
– Dogdor Vrankel er død, sagde hun.
– Nej, gu er han ej, sagde doktor Frankel. – Doktor Frankel er
udødelig, og han er sød.
– Sød, sagde hun.
– Ja, minsandten, du har ret, sagde doktor Frankel, – det er lige,
hvad han er, lille Hønsepige.
– Hønsepige, sagde hun. – Mig.
Hun forstod mere og mere af det doktor Frankel sagde, og hun
gentog hele tiden ordene for sig selv. På den måde lærte hun menneskenes
sprog. Det var faktisk ikke så svært.
Hun forstod snart alt, hvad han sagde, næsten. For da han tog det,
han kaldte sin mobiltelefon og talte med en eller anden, så fattede hun
alligevel ingenting.
– Hallo, doktor Frankel her. Jeg skal tale med den lille Hermandsen,
ja frøken, du skal bare sige, det er doktor Frankel, så garanterer jeg
for, at han har masser af tid.
Doktor Frankel var det mærkeligste, hun nogensinde havde oplevet.
Indimellem var hun meget bange for ham, til andre tider var det ikke
så slemt.
– Ja, gu er det mig, sagde doktor Frankel irriteret, – ja, det har jeg
nemlig. Som jeg altid har sagt, doktor Frankel kan levere varen. Ja da.
Han drejede hovedet og grinede til hende.
– Nej, hun har ikke noget navn, du, hverken personnummer eller
noget, jeg kalder hende Hønsepigen. Hun kaglede som en høne, da

jeg fandt hende. Hun må være opvokset i et hønsehus. Nej, hende er
der ingen, som vil savne. Ja, selvfølgelig er hun sund og rask. Sådan
omkring halvanden meter vil jeg skyde på. Hundrede tusinde, og
det er ikke kroner, vi taler om, Hermandsen, det er dollars, og det er
kontanter. Nej, fan’me nej, hun er perfekt, du, hun er det dobbelte
værd, hundrede tusinde og hun er din, ellers bliver der ikke nogen
handel.
Mærkeligt var det. Der kunne da umuligt sidde et menneske i sådan
en lille en.
Doktor Frankel hentede en jakke og åbnede den hængelås, hun
havde om det ene ben. Det var rart at blive fri for den parasolsten.
– Vi skal ud og køre en lille tur, sagde han.
– Hvor? spurgte hun.
– Det hedder HVORHEN? sagde doktor Frankel.
– Hvorhen, sagde hun, – køre en tur?
– Du er allerede god til at stille spørgsmål, sagde doktor Frankel.
– Det er sgu da både synd og skam, at så klog en lille pige ikke har
nogen fremtid for sig.
Han tog hende uden videre under den ene arm og bar hende ud til
bilen.
Også denne gang puttede han hende temmelig hårdhændet ned i
bagagerummet.
– Og du tier stille, advarede han og lagde en finger på læben.
– Ellers ved du, hvad der sker.
2. Hvorfor tager dr. Frankel Hønsepigen med hjem?
3. Hvem er Hermandsen? Hvad skal han bruge Hønsepigen til?
opgave
3-7
219

220
Ros til Asmus
Ros til Asmus
af Bent Haller
Bent Haller har også skrevet mange noveller. Her skal
du læse to af dem. Mens du læser den første novelle,
skal du overveje, om du mener, den er realistisk eller
fantastisk.

Asmus var en frisk dreng, livlig, glad og munter. Han tumlede rundt i
verden, alene når det ikke kunne være anderledes, men helst sammen
med kammeraterne, og han gjorde som dem og lærte det, man nu
engang skulle lære. Han var som de fleste, ikke den dygtigste, men
heller ikke den dårligste. Han lærte at læse, regne og skrive og gjorde,
hvad han fik besked på. Alt var således lige efter Danmarksbogen,
indtil en dag han var med en kammerat hjemme fra skole.
Kristoffer var også som de andre børn, sådan da. Hvis han var en
lille smule anderledes, så var det, fordi han var ekstremt dygtig til
alting. Det måtte være rart, tænkte Asmus, det kunne han godt tænke
sig. Og han mente selv, at han, den dag de skulle hjem til Kristoffer og
lege, fandt ud af, hvordan det kunne være, at der var en forskel.
De sad ved køkkenbordet og fik nogle kiks og et glas æblejuice
hver, da Kristoffers mor sagde: – Må jeg se dine skoleting, Kristoffer?
Kristoffer hentede sin skoletaske og tog skrivehæftet frem samt
regnehæftet. Moren kikkede i bøgerne og smilede.
– Det ser flot ud, sagde hun, du bliver bare dygtigere og dygtigere,
Kristoffer.
Det gav et spjæt i Asmus, som om nogen havde nappet ham
bagi, og et øjeblik blev han nervøs, da han så, hvad der skete med
Kristoffer. Han ikke bare smilede til en olympisk guldmedalje, han
voksede også. Det var virkelig foruroligende at se, hvordan han blev
større og større, stærkere og stærkere.
– Har du lektier for til i morgen? spurgte Kristoffers mor.
– Ja, sagde Kristoffer, og han kunne simpelthen ikke vente med
at få de lektier lavet. Både regning og skrivning. Asmus havde ellers
forestillet sig, at de skulle spille fodbold eller klatre i æbletræer.
– Ja, I kan lige så godt få det overstået, sagde Kristoffers mor. Så
kan I lege bagefter.
De lavede altså deres lektier sammen inde på Kristoffers værelse,
og Asmus forsøgte at skrive sine tal og bogstaver lige så pænt som
Kristoffer. Normalt var lektier bare noget, der skulle overstås i en fart.
Hans sætninger og tal blev heller ikke så flotte som Kristoffers, men
de var alligevel de flotteste, han nogensinde havde lavet.
Bagefter spillede de basketball. Kristoffer var faktisk rigtig god. Da
han fra over ti meters afstand kastede bolden i nettet, kom hans mor
tilfældigvis forbi med en kurv vasketøj.
– Det er da utroligt, som du kan, Kristoffer, sagde hun.
Igen så Asmus, hvordan Kristoffer voksede og blev stærkere og
mere selvsikker, og endnu en gang kastede bolden i kurven over stor
afstand.
221

222
Da Asmus kom hjem sent om eftermiddagen, viste han sin mor sine
lektiebøger, men hun havde ikke tid, hun kastede blot et blik ned i
bøgerne og sukkede. Hun skulle et eller andet sted hen i en vis fart.
Han kunne bare tage en portion mad i køleskabet og varme den i
mikroovnen.
Asmus slugte hurtigt, hvad det så var, og gik ned i gården for at øve
sig i at spille basketball. I timevis øvede han sig, ja, han øvede sig i
flere dage og forsømte skolen. Han øvede sig i næsten to uger, men så
kunne han også kaste bolden i kurven med bind for øjnene. Da hans
far kom fra arbejde, træt trækkende med sin cykel, råbte Asmus: – Se
far.
Han vendte ryggen til kurven, koncentrerede sig og kastede bolden
højt op i luften. Han snurrede rundt med bankende hjerte. Bolden
svævede, som den skulle, og landede perfekt i kurven.
– Ja, ja, sukkede far, der er nogen, som kan lege dagen lang, mens
andre må slide og slæbe.
Asmus følte sig underlig tilpas, det var næsten, som om han
krympede og blev mindre og mindre. Det næste kast forfejlede han
fuldstændig.
– Ja, ja, sådan går det, når man skal vise sig, sukkede far og
traskede videre.
Men nu blev Asmus stædig. Han skulle vise dem. Han spændte
en snor ud mellem to pæle og begyndte at øve sig i at gå på line.
Han forsømte alt andet, han øvede sig i dagevis, og til sidst blev han
så dygtig, at det godt kunne være noget, der bare stod i en historie.
Han gik op på første sal med en rulle tøjsnor, han havde lånt i vaskekælderen.
Det var en meget lang og kraftig tøjsnor. Da han kom op
på første sal, åbnede han vinduet og gjorde snoren fast til en krog i
muren, hvorefter han kastede rullen ned i gården. Han sprang ned
ad trappen, idet han glædede sig til at vise sin far og mor, hvad han
kunne.
I huset overfor var der en brandtrappe, der gik han op og gjorde
snoren fast til gelænderet i første sals højde. Han gjorde snoren så
stram, han kunne.
Det var omkring den tid, hvor folk kom hjem fra arbejde. Asmus
stillede sig op på snoren og holdt armene ud til siden. Turde han? Der
var langt ned, han ville brække både arme og ben, hvis han faldt. Da
han så far komme sjoskende med sin cykel, gik han ud på linen.
Et øjeblik blev han svimmel, han kunne også mærke, at han svedte,
og at det var koldsved. Skulle han vende om? Nej, han havde allerede
taget tre skridt.

223

224
Han hørte et råb under sig, men han koncentrerede sig fuldstændig
om at holde balancen, mens han stirrede mod brandtrappen. Nærmere
og nærmere kom den, skridt for skridt. Det lød, som om råbene kom
langt borte fra.
– Se, linedanseren, det er fantastisk.
– Der er cirkus i byen.
Hold da op, de troede, han var en rigtig cirkusartist. Med bankende
hjerte tog han endnu et skridt fremad. Snoren gnavede sig ind i hans
fodsåler. Nu var der ikke langt hen til brandtrappen. Han skævede til
siden. Jo, far stod der endnu.
Da han nåede brandtrappen, var han så gennemblødt af sved, som
om han havde taget styrtebad med tøjet på. Folk klappede. Han løb
fuld af forventning ned ad trappen, over til sin far.
– Hvor har du den tøjsnor fra? spurgte far og gned sig i ansigtet
med den ene hånd, som om han trak en maske af.
– Øh, sagde Asmus og mærkede, hvordan han krympede.
– Det er vel ikke en, du har taget nede i vaskekælderen, for så bliver
der en fandens ballade, det ved du. Nu piller du den snor ned og afleverer
den, og så snakker vi ikke mere om det.
Asmus mærkede, at han efterhånden var så lille, at han kunne krybe
i et musehul, men så let gav han ikke op. Han ville vise dem noget, så
de blev nødt til at rose ham og være stolte af ham.
Han besluttede sig for at gøre noget, som ingen andre havde gjort
før. Ideen fik han ved at iagttage en fugleunge. Den stod først på
jorden og baskede med vingerne, den løftede sig i vejret og kom op på
en sten, derefter fortsatte den højere og højere op, indtil den til sidst
kom helt op til reden i træet. Nu var den udlært. Den kastede sig ud og
fløj af sted, og det var tydeligt at se, hvor stolt forældrefuglene blev,
de roste deres unge med muntre pip, mens Asmus gik i gang med at
øve sig.
Der kom bud fra skolen, de kunne nok ikke forstå, hvor Asmus blev
af, så måske var han syg, men der var ingen hjemme, da de troppede
op, mor og far var på arbejde, og Asmus øvede sig i at flyve. Det gik
faktisk udmærket. Han havde lavet to flotte vinger af fjer, han havde
fundet på stranden og limet sammen. Vinden greb godt fat i de brede
vinger, og to gange blev han ligefrem væltet omkuld.
I begyndelsen havde han ikke kræfter nok i armene, han blev for
hurtigt træt, men efter at have øvet sig i ugevis blev han så stærk som
en vægtløfter. Da han første gang hævede sig op over jorden ved at
baske med de fastspændte vinger, blev han så jublende glad, at han

sang i vilden sky. Højere og højere hævede han sig ved egen hjælp,
og da han til sidst nåede helt op på husets tag, havde han bevist, at det
kunne lade sig gøre.
Uden at tøve kastede han sig ud fra taget … og han fløj, han
svævede, det var så vidunderlig en fornemmelse, at det slet ikke kunne
beskrives. Han svævede opad og opad, og han så byen under sig,
bilerne, menneskene. Det kildede i maven, og da han slog et sving og
strøg tæt hen over toppen på de træer, der stod i gården mellem de to
blokke, fik han øje på far og mor, der havde været i Bilka.
– Halløj, råbte han. Mooaar, far … se mig.
Far og mor blev forvirrede og kikkede op. Far skyggede for øjnene.
Han troede nok, det var løgn. Det gjorde mor vist også. Hun standsede
og pegede. Asmus hævede sig i vejret, og et vildt grønt flimmer skød
op omkring ham, da han slog en kolbøtte og dykkede.
– Mor, far … se mig.
– Vil du straks komme ned, råbte mor.
– Ja, og det med det samme, råbte far, og det lød virkelig ikke, som
om de var særlig stolte. De var nærmest vrede. Det lammede ham
fuldstændig.
– Det der kan man jo ikke, råbte far, kan du ikke forstå det, din
dumme dreng.
Og han havde fuldstændig ret. Mennesker kan ikke flyve. Heller
ikke Asmus. Han styrtede ned og brød i brand.
opgave
1-6
1. Er Ros til Asmus en realistisk eller en fantastisk tekst?
Hvorfor?
2. Hvad ender novellen med?
3. Kom du til at tænke på andre tekster, da du læste novellen?
225

226
Ønskebarnet
af Bent Haller
Overvej, mens du læser, hvordan Bent Haller her har skildret barnet og
de voksne i forhold til i Ros til Asmus.
Han blev aldrig kaldt andet end Mester, fordi han var noget særligt.
Mor og far havde ønsket ham så brændende, at det var en slags
helligdag, der blev fejret med champagne og pindemadder, dengang
han blev født.
De ønskede således det allerbedste for ham, og deri adskilte de sig
ikke fra alle andre forældre, og dog. De besluttede, at deres søn, som
fik kælenavnet Mester, allerede før han blev døbt et borgerligt navn i
kirken, skulle have særbehandling i alt. Mindre kunne ikke gøre det.
Da Mester fik lært at sige Mmmmmmm for mor, og derefter Vaaar
for far, f var svært for sådan en lille purk, så var de overbeviste om,
at han havde arvet noget enestående, altså, at han var et usædvanligt
klogt og velbegavet barn. Mor var skolelærer, og far var medlem af en
skakklub.
Da Mester en dag tegnede en cirkel med tre prikker på et stykke
papir, syntes far, at det var et utroligt vellignende selvportræt, og mor
udbrød, at Mester ganske givet ville blive en berømt kunstner en dag
og sælge sine malerier til alverdens kunstmuseer.
Da Mester kunne tumle omkring på to stive ben, og far lærte ham at
spille fodbold, så Mester en skønne dag ramte bolden rent med vristen,
så den beskrev en flot bue op over hækken, klappede far begejstret
i hænderne og annoncerede til aftensmaden, at Mester ikke bare var
målbevidst, han havde tilmed et sikkert boldøje.
Mor og far diskuterede så, om han skulle være en verdenskendt
kunstner eller en berømt professionel fodboldspiller i Manchester
United. De tjente nok nogenlunde lige meget.
Mester solede sig naturligvis i deres åbenlyse beundring. De var
nemlig af den opfattelse, at jo mere de roste Mester, jo dygtigere ville
han blive. De byggede hans selvtillid op lidt efter lidt, selvtillid var
nemlig livsnødvendigt, og hver gang han havde gjort sig rigtig umage,
fik han en belønning.

Da han med vandfarver malede sit første billede af en ko, der stod
på en græsmark og åd en cinnoberrød kålrabi, købte mor et stort
flot staffeli til ham, samt en malerkasse fyldt med dyre oliefarver
og femten ruller præpareret kvalitetslærred til at spænde på blændrammer.
Også en alpehue fik han, og bedstefar købte billedet af kålrabikoen
for tre hundrede kroner til sparebøssen.
Nu steg kunsten, mor var begejstret. Hun fik gennemtrumfet, at
Mester kunne debutere i skolens kantine. Hun fik også lokalavisfotografen
til at komme og tage et billede af den lille kunstner med
alpehuen.
– Smil til fotografen, sagde fotografen.
227

228
En dag var Mester på besøg hos bedstemor og bedstefar, som var
så glade og stolte over deres barnebarn. Han sad og legede med en
gammeldags kaffekande, som han blæste sære lyde ud af, og det
gjorde bedstefar så rørstrømsk, at han fik tårer i øjnene, fordi han
syntes, fanfaren lød som nationalsangen.
– Den dreng har jo talent, sagde han højt. Og så gik han ind i en
musikforretning og købte en tværfløjte, som han forærede Mester med
disse ord:
– Øv dig flittigt, Mester, og du bliver verdensmester.
Bedstemor lavede klapsalver og videofilmede det hele.
Hun roste Mester i de højeste toner, og fordi han havde øvet sig på
tværfløjten i over to minutter i træk, lavede hun fastelavnsboller og lod
ham spise så mange, at han fik ondt i maven.
Det var ikke så sært, hvis Mester havde det fremragende, så det
endte med, at han troede, han var verdens centrum, hvilket han på en
måde også var, fordi verden ikke var så stor … endnu. Det var ikke så
mærkeligt, at han troede, han var genial til fodbold, når han konstant
kunne tage bolden fra far, drible uden om mor og skyde bolden i mål.
Han kunne høre ti tusinde publikummer råbe og skrige, og han fik en
medalje, fordi han vandt familiemesterskabet.
Da han holdt sin første koncert i stuen, hvor mor havde inviteret
familien på brusevin og pindemadder, blev han rost af en rigtig
musiker. Folk var lige ved at besvime af benovelse. Nøj, sagde de og
klappede ham på håret, da han var færdig og bukkede. Var det underligt,
hvis han troede, han var en genial musiker? Var det forkert, hvis
han troede, han var den bedste, at han var en rigtig mester? Han kunne
stort set alt, og alle sagde, at han med garanti gik en strålende fremtid
i møde.
Da han blev, om ikke direkte stor, så i hvert fald større, skulle han i
børnehaveklasse, og det var her, han opdagede, at verden var meget
større, end han havde regnet med. Men han var fuld af selvtillid, den
selvtillid som hans bevidste og kreative forældre havde bygget op i
ham, så han gik frisk til sagen.
De sad i en rundkreds og skulle fortælle om sig selv og om det, de
var gode til. De andre børn var generte, så ned i gulvet, stammede og
vidste ikke rigtigt, hvad de skulle sige, men Mester holdt et langt foredrag,
som i al korthed handlede om, at han var god til ALT.
Børnehaveklasselærerindevikaren nikkede smilende og mente
rigtignok, at her havde vi en frisk fyr, som nok skulle komme frem i
verden med den indstilling, han havde til tingene.

– Det nytter nemlig ikke, sagde hun, hvis man ikke tror på sig selv.
Hvis der var nogen, som troede et hundrede procent på sig selv, så
var det Mester.
Men verden var som sagt større, end han havde forestillet sig, og
han var ikke det eneste barn i den. Faktisk var der mange børn, børn
af mange forskellige slags; nogle kunne det ene, mens andre kunne
det andet, men Mester var klar til at konkurrere med hvem som helst,
stensikker på at vinde.
Da han kom i den rigtige skole, hvor verden virkelig udvidede sig, gik
det for alvor op for ham, at der var noget galt. På fodboldbanen blev
bolden taget fra ham den ene gang efter den anden, og hans hold tabte
5-0. Det var et chok, derfor reagerede han ikke rigtigt, han kunne ikke,
ja, han troede ikke, det kunne passe. Det måtte være, fordi han var
syg. Men det samme skete i næste kamp, bolden blev taget fra ham, de
andre driblede let uden om ham, faktisk var der ikke rigtig nogen, der
ville have ham med på holdet, fordi de ikke syntes, han var god nok.
Han blev rasende og slog en dreng i ansigtet med en knytnæve.
Dommeren fløjtede, og Mester fik det røde kort.
Bedre gik det ikke i musikundervisningen. Mor havde skaffet ham
den bedste spillelærer, men da spillelæreren havde hørt Mester trutte i
fløjten, rystede han på hovedet, og tre uger senere erklærede han uforskammet,
at Mester ikke havde for fem øre talent. Mor blev rasende,
men hun slog ikke spillelæreren, hun brast i gråd, og far måtte trøste
hende og love hende en uges ekstra ferie i Rom.
Meget bedre gik det heller ikke, når Mester stod og tegnede og
malede sammen med de andre børn. Han behøvede ikke nogen til
at fortælle ham, at mange af børnene var dygtigere, end han var, det
kunne han selv se. Han blev så rasende på en, der hed Minna, som
havde tegnet verdens flotteste solnedgang over Mexico, at han rev
hendes tegning i bittesmå stumper.
Selv om mor og far blev ved med at sige, at han ikke skulle give op,
at hans billeder alligevel var de bedste, at han nok skulle blive berømt
engang, når verden forstod, at han havde været langt foran sin tid, så
begyndte han at indse, at de havde narret ham.
Nu begyndte det for alvor at gå ned ad bakke. Han var ikke den
første og den bedste til at læse eller regne eller slå flikflak i gymnastiksalen.
Han var altid bare nummer to eller måske nummer tre, og det
var ingenting værd, det vidste han, så meget havde han da lært. Han
måtte indkassere det ene nederlag efter det andet, og det sank i bøtten
229

opgave
1-6
230
med selvtillid, til sidst følte han, at han i virkeligheden ikke duede til
noget som helst.
Mor og far kaldte ham heller ikke Mester længere, de kaldte ham
Mads og havde opgivet håbet om, at han skulle blive til noget stort.
Nu var der kun ballade med ham. Han passede ikke sine lektier og
kom konstant i slagsmål. Men heller ikke som slagsbror var han
nummer et, og nu begyndte han at bebrejde mor og far, at de havde
været så torskedumme at tro, at han duede til noget. Det var dem,
der havde ødelagt hans liv, for han gik konstant rundt som en spændt
fjeder, som en der var lige ved at eksplodere. Han kunne simpelthen
ikke vænne sig til, at bolden blev taget fra ham i fodbold, at han ikke
kunne finde en ren tone i tværfløjten, at hans farver blev grumsede og
smattede og lignede bræk, når han ville male en flot solnedgang, men
selv om han øvede sig indædt, selv om han trænede og trænede, gjorde
øvelse ingen mester, for der var altid en eller anden idiot, der var bedre
og dygtigere end ham. Og så var det hele spoleret.
Det blev skæbnesvangert, dengang han for alvor begyndte at hade sin
mor og far, for de havde i virkeligheden bare gjort deres bedste og det,
de havde troet på ville gavne ham mest, men nu afskyede han dem. Og
da han i garagen fandt en stor dunk med benzin til motorbåden, vidste
han med det samme, hvad den skulle bruges til.
En tidlig morgen, endnu mens hans forældre lå og sov i soveværelset,
listede han rundt i stuerne. Han sjaskede benzin på gardinerne,
på trægulvene, i sofaen og lænestolene. Det begyndte at stinke som
bare pokker, men mor og far vågnede ikke. Da han havde tømt
dunken, fandt han en tændstik og et stykke papir. Han tændte ild i
papiret og kastede det fra sig … og POUFFFF, eksplosionen var så
voldsom, at han nærmest blev slynget bagover.
Ilden sprang i vejret som fra tusind kanoner, og flammerne buldrede
frem overalt, ti meter sprang de i vejret, og han hørte sin mor skrige.
Alt var ét eneste stort og forfærdeligt flammehav. To brændende skikkelser,
to levende fakler, kom løbende imod ham …
Nej. Han stillede benzindunken fra sig, og synet forsvandt. Han måtte
finde på noget andet, noget mere udspekuleret.
1. Sammenlign børnene og de voksne i de to noveller.
2. Er novellen fantastisk eller realistisk?

231

232
Dem fra Osser
Dem fra Osser
af Bent Haller
Bent Hallers forfatterskab har de senere år taget en drejning, så hans
tekster er blevet kortere og kortere – og dermed mere komprimerede.
Du har her læst både romanuddrag og noveller. Nu skal du læse kortprosatekster.
1. Hvad får titlen og illustrationerne dig til at tænke på?
De havde fået tre nye drenge i klassen.
Hvis det så bare havde været en, det var til at overkomme, men tre
…
De kom fra den samme landsby, fra Osser, som lå på den anden side
af skoven, der hvor åen løb ud i havet.
De var virkelig anderledes.
De var rødhårede og havde mærkeligt udstående ører.
De holdt sammen som ærtehalm, de Osserknægte.
De så ud, som om de altid var parat til at forsvare sig mod en
truende omverden.

De skulede med knyttede næver.
De så skeptiske ud, de betragtede alt omkring sig med den allerstørste
mistro.
Sådan så det i hvert fald ud.
Erik og hans venner tog ellers venligt imod de nye kammerater,
men det varede ikke længe, før der opstod problemer.
Dem fra Osser talte en mærkelig dialekt, som kunne være svær at
forstå.
– Derfor behøver de vel ikke være en flok bonderøve.
– Nej, slet ikke, men alligevel.
Sådan blev der snakket og fniset og efterabet. Det var bare for sjov.
Var de katolikker? For dem var gud i hvert fald ikke en mand, men
en dame med himmelvendte øjne.
– Dem om det.
– Ja, det var et frit land. De fejrede ikke jul.
– Det virker faktisk lidt, som om de gør nar af os, fordi vi slæber et
træ ind i stuen og hopper skrålende rundt om det.
– Det er, som om de tror, det er os, der er noget i vejen med, sagde
Erik. – Sådan virker det.
– Ja, de er sgu da underlige, sagde Eriks bedste ven, Sven. – Jeg
mener, juleaften. De finder det grinagtigt, at vi tror på julemanden og
alle nisserne.
– Ja, de gør faktisk nar af os.
– De kommer som nye i klassen og så …
– De holder sig sandelig ikke tilbage.
– De kommer her, og pludselig er det os, der er en flok bonderøve,
sagde Sven.
– Siger de det? spurgte Erik truende.
– Det skulle ikke undre mig, sagde Sven. – Jeg
mødte dem i går, da jeg gik hjem fra skole, de var tre,
ikke? Jeg var nødt til at gå i en stor bue udenom. De
grinede.
– De går altid sammen, sagde Sven, – derfor kan vi
ikke længere gå ud alene.
– Det er for farligt.
Slaget var uundgåeligt.
2. Er der symbolik i titlen?
3. Hvad ender teksten med?
opgave
1-3
233

opgave
1-3
234
Haven
af Bent Haller
Når Nete spurgte sin mor, om hun måtte gå ud i kolonihaven, så fik
hun altid lov, og morfar tog imod hende, som om det var meget længe
siden, han havde set hende. Morfar var meget gammel, så gammel,
at han ikke længere kunne passe haven, alligevel boede han der hele
sommeren og sov på en sofa, der var ældre end ham selv, under et
tæppe mormor havde hæklet. Haven var en jungle af ukrudt. Hvad han
fik tiden til at gå med, var der ingen, som vidste. Nete holdt meget af
at være i haven, ikke at morfar tog sig af hende eller snakkede med
hende, det gjorde han faktisk ikke, somme tider var det næsten, som
om han ikke fattede, at hun var der. Han gik og nussede rundt eller
sad og sov i den hvide plasticstol. Eller drak kaffe af en stor, øreløs
kop. Men når Nete skulle hjem, så virkede det altid, som om han blev
ked af det. Han fik tårer i øjnene. Så tog han hendes hånd. Det var det
allerbedste. – Nå, du har vel ikke mere travlt, end at du har tid til at
spise en tomat, sagde han. Så fik hun lov til at plukke en tomat i det
lille drivhus, for tomaterne passede han. Det var det bedste, sådan en
knaldrød, fuldmoden tomat, der var varm af solen og meget sød. Ingen
andre tomater smagte sådan. – Jo, det har jeg nok tid til, sagde hun.
1. Er det psykiske miljø i denne tekst anderledes end i Bent
Hallers øvrige tekster? Hvordan?

235

236
Der er ingen
sukker på mine
historier
– et interview
med Bent Haller
Bent Haller er en af Danmarks mest produktive børnebogsforfattere.
Faktisk har han ikke selv tal på, hvor mange bøger han har skrevet,
siden han debuterede i 1976.
„Jeg interesserer mig faktisk slet ikke for de bøger, jeg tidligere har
skrevet,“ fortæller han. „Det er også derfor, jeg ikke tager ud og
holder foredrag om mit forfatterskab, selv om jeg tit bliver opfordret
til det. Jeg interesserer mig kun for det, jeg har i gang lige nu. Det, jeg
tidligere har skrevet, må læserne selv tage stilling til. Jeg behøver ikke
fortælle dem om det.“
Bent Haller fortsætter: „En tekst er jo kun en slags dosmerseddel – den
er ikke noget i sig selv. Den har en række muligheder, som læseren
kan tage. En tekst kan ikke kun forstås på én måde – og derfor vil jeg
ikke fortælle skolebørn, hvordan de skal forstå mine historier. Det må
de selv finde ud af, og det kan de sagtens. Hvis man har to læsere, der
har læst den samme tekst, har man faktisk to forskellige tekster, for det
er forskelligt, hvad de to læsere får ud af den. På den måde bliver en
historie altid læserens egen.“
„Derfor skriver jeg heller aldrig til en fast målgruppe. Når jeg
arbejder, sidder jeg aldrig og tænker på forhånd: Nu vil jeg skrive
en historie for otteårige børn.“ Bent Haller kan dog godt tænke over
målgruppen, men først bagefter, når teksten er færdig. Herom siger
han: „Når jeg har skrevet en tekst, funderer jeg nogle gange over:
Hvem kan egentlig læse dette? Og så tænker jeg: Det her kan en
voksen i hvert fald slet ikke kapere – men det kan børn.“

„Egentlig er der altså ingen forskel for mig på, om jeg skriver for børn
eller voksne, men i børnelitteraturen kan jeg tillade mig mere. Her kan
jeg fortælle historien i en fantastisk ramme – det behøver ikke være
realistisk. Det er de voksne læsere ikke meget for.“
Selvfølgelig har Bent Hallers omfattende forfatterskab udviklet sig,
siden han skrev sin første bog i 1976. Til det siger han: „Indeni er
jeg i dag den samme, som jeg var, da jeg begyndte at skrive, men
jeg har i de fleste af mine tekster flyttet mig fra det realistiske til det
fantastiske.“
Bent Hallers bøger kan være barske fortællinger med børn, der har
det svært, og hovedpersonen har tit store problemer at slås med, som
fx Asmus. „Barndommen i vores moderne samfund er en hård nød
at knække. Det forsøger jeg at skildre i mine tekster. Børn skal møde
problemstillinger i litteraturen. De søde bøger, der kun vil underholde,
beskriver ikke børns liv, som de virkelig er. Det, sådanne bøger viser,
er sukker på maden – og livet er altså ikke lutter sukker. Sådanne
bøger bilder børn noget ind, og det skal man ikke. Det drejer sig om at
være ærlig, når man skriver – ellers er det jo bedrag.“
En del af Bent Hallers tekster har intertekstuelle links til fx H.C.
Andersen. Spørgsmålet er, om det er bevidst, han lægger sig i dette
spor – eller om det er tilfældigt. „Nogle af mine tekster er bevidst
skrevet med intertekstuelle links til anden litteratur. Det gælder bl.a.
Historien om Hønsepigen. Jeg står jo på skulderen af andre forfattere,
og jeg stjæler med arme og ben fra vores gode gamle forfattere som fx
H.C. Andersen. Når jeg så skriver i forlængelse af de gamle, bliver det
til nye historier.“
De senere år har Bent Haller været optaget af at skrive helt korte
tekster. „I disse tekster har jeg taget begyndelsen væk og smidt slutningen
ud. Jeg laver på den måde en historie, der begynder i 5. gear,“
fortæller han. „Tilbage er så kun det helt centrale, det allervigtigste.
Resten sørger læseren selv for. Og det klarer børnene fint. Historien
opstår jo med læseren.“
Selv om Bent Haller ikke er meget for at tale om de tekster, han tidligere
har skrevet, vil han dog godt sætte et par ord på romanen Knut og
Køter: „Knut er et rigtigt kærlighedsbarn. Han er fem år, og jeg holder
meget af femårige børn. Før et barn kommer i skole, har det stadig sin
237

238
egen verden og sine egne forestillinger om alt. Fra en femårigs synsvinkel
kan alt lade sig gøre – intet er umuligt. Jeg synes selv, det er
ret sjovt at lytte til femårige børn, fordi de kan være så gammelkloge.
De har nogle vidunderlige ord og udtryk. Femårige børn har ører som
elefanter og lytter godt efter, når de voksne taler, og så prøver de selv
at tale på samme måde. Denne sjove gammelklogskab forsvinder
bare ofte, når børn kommer i skole. Så skal de lære at indordne sig.
Derfor har jeg ladet Knut være fem år, og derfor taler han, som han
gør. Men børn, der læser bogen, forstår godt hans sprog, selv om han
taler voksent. Jeg kunne ikke drømme om at skrive babysprog, når jeg
skriver om og til børn. Jeg har selv et barn inden i mig, så jeg er sikker
på, at læseren nok finder ud af det. Jeg har også selv ørerne ude, når
jeg er sammen med børn. Så lytter jeg til, hvad de siger, og bruger det
måske senere i mine historier,“ siger Bent Haller.
Til spørgsmålet om, hvorfor hans tekster ofte slutter åbent, svarer han:
„Jeg er nødt til at vise verden, som den er. Jeg kan ikke skrive lykkelige
slutninger, hvis der ikke er nogen lykkelig slutning. Man må selv
bøvle med at få det på plads. Sådan er livet altså. Beklager!“

9.
A blet
og
Ormen
– om film
E
239

240
I 1937 lavede
Disney verdens
første tegnefilm.
Det var Snehvide
og de syv små
dværge. Den
første tegnefilm i
Danmark var Fyrtøjet,
og den blev
lavet i 1946. Den
blev en stor succes.
Men selv om
den blev det, kom
de næste tegnefilm
i Danmark
først i 1962. Det
var Svinedrengen
og Prinsessen på
Ærten.
A blet og Ormen
E
– om film
I dette kapitel skal du arbejde med tegnefilmen som genre, og du skal
se tegnefilmen Æblet og Ormen.
Tegnefilm
Når man skal lave en tegnefilm, beslutter man først, hvordan figurerne
skal se ud. Dernæst laver man et storyboard over filmens
gang i billeder. Her får man både et overblik over handlingen og
over, hvordan billederne skal tegnes med hensyn til perspektiv og
billedudsnit.
Når dette arbejde er færdigt, går tegnerne i gang med at tegne. Det
tager lang tid. Til denne film har 25 mennesker siddet i 2½ år ved hver
sin computer for at tegne billeder. Først laver tegnerne skitser som
det første billede, du kan se på næste side. Derefter klippes skitserne
sammen til en film, og der lægges stemmer på. Så kan tegnerne bedre
forestille sig, hvordan de næste tegninger skal udvikle sig. Denne
måde at arbejde på er meget anderledes, end når man optager spillefilm.
Til en spillefilm optager man alle billeder, før man klipper billederne
sammen.
Så skal tegningerne farvelægges. Det sker af flere omgange, som du
kan se på billederne. Til sidst skal tegningerne animeres. Det vil sige,
at billederne skal have liv. Det skal se ud, som om de bevæger sig,
men det gør de i virkeligheden ikke. Det ser kun sådan ud, fordi man
optager flere billeder med ganske små forskelle lige efter hinanden.
Det er blandt andet derfor, det tager så lang tid at producere en
tegnefilm.
1. Prøv selv at få en tegning til at bevæge sig. Tegn to næsten
ens tændstikmænd på to små stykker papir. Lad den ene
have et strakt ben, og den anden et bøjet ben. Læg de to
tegninger oven på hinanden, og rul den øverste om en
blyant. Lad blyanten glide hurtigt frem og tilbage på et fast
underlag, og du kan se, at din tegning bevæger sig.

1
2
4
6
Her kan du se udviklingen i en af
de tusindvis af tegninger, der er lavet
til tegnefilmen Æblet og Ormen:
fra første skitse til færdigt billede.
3
5

242
normal
fugl
frø
Filmiske virkemidler
Når man laver en tegnefilm, benytter man mange af de samme
filmiske virkemidler, som når man laver spillefilm. Her skal
du arbejde med nogle virkemidler, du kender, men du skal gå
lidt mere i dybden nu, for du skal selv prøve at eksperimentere
med dem.
Perspektiv
Som du ved, betyder perspektiv, at du ser noget fra en bestemt
vinkel. I tegnefilm benytter man også de tre former for
perspektiv, som du kender fra spillefilm: normalperspektiv,
fugleperspektiv og frøperspektiv.
Ved normalperspektiv er vi lige over for det, der tegnes.
Ved fugleperspektiv ser vi fra oven og ned. Med dette
perspektiv kan tegneren fortælle os, at der
vil ske noget dramatisk.
Ved frøperspektiv ser vi fra neden og op. Med denne vinkel
kan tegneren vise et magtforhold.
2. Gå sammen i makkerpar. Tag stillbilleder af
hinanden fra de tre forskellige perspektiver med en
mobiltelefon. Diskutér virkningen.
3. I tegnefilm har man mulighed for at arbejde helt
overdrevet med perspektivet. Kender du eksempler?

Billedudsnit
I tegnefilm vælger man også forskellige billedudsnit – alt
efter, hvad det er vigtigt, at tilskueren bliver opmærksom på.
Som i spillefilmen kan man benytte fjernbilleder, totalbilleder,
halvtotalbilleder, nærbilleder eller supernærbilleder.
Når vi ser et supernærbillede, kan det være svært at se, hvad
billedet forestiller. Det bruges derfor ofte kun som et virkemiddel
i spændingsfilm.
Nærbilleder er tegnet helt tæt på.
Ved halvtotalbilleder er man på samme afstand, som når man
taler med folk, man kender godt. Halvtotalbilledet bliver
derfor ofte brugt, når man vil fortælle om forholdet mellem
personerne i tegnefilmen.
Ved totalbilleder er vi på afstand af personerne, og vi kan se
sagen udefra. Vi er betragtere.
Fjernbilleder er billeder tegnet fra lang afstand og kan fx
bruges til at give et overblik over miljøet – tiden og stedet i
tegnefilmen.
4. Man veksler mellem at bruge forskellige billedudsnit,
men for det meste vil der være færrest fjernbilleder
og supernærbilleder. Hvorfor mon?
5. Gå sammen i makkerpar. Brug igen en mobiltelefon,
og fotografér hinanden i de fem forskellige
billedudsnit. Brug zoomknappen. Diskutér bagefter
de forskellige virkninger.
6. Også med hensyn til billedudsnit kan man noget i
tegnefilm, som man ikke kan i almindelige spillefilm.
Kan du forestille dig eksempler?
Billedkomposition
Når tegneren komponerer billeder, tænker han over, hvad der
skal være i forgrunden, i mellemgrunden og i baggrunden.
Tegneren tænker også over, hvilke linjer der skal indgå i
billedet. Cirkler, vandrette linjer, som fx horisontlinjen,
supernær
nær
halvtotal
total
fjern
243

244
eller lodrette linjer, som fx stående mennesker og træer. Vandrette
og lodrette linjer giver indtryk af fred, ro og ingen farer, mens skrå
linjer er udtryk for dramatik, bevægelse eller kaos. Cirklen signalerer
evighed, harmoni, eller at noget går i ring.
Farver og lys
På samme måde som linjer kan farver og lys understrege stemningen
i film. Kolde og mørke farver giver indtryk af uhygge, mens klare og
lyse farver giver indtryk af noget rart eller sjovt.
7. Gå sammen i firemandsgrupper, og lav et tableau med tre
medvirkende. Overvej, hvordan I står i forhold til hinanden,
og tænk over forgrund, mellemgrund og baggrund. Tag igen
billeder med en mobiltelefon, og diskutér de forskellige
virkninger.
Musik, lyd og stemmer
Replikker, lyde og musik er andre virkemidler, der er med til at understrege
stemningen i filmen. Knirkende døre, fjern tordenrumlen eller
høje skrig kan understrege en uhyggelig stemning, hvorimod glade
rytmer, lyse stemmer og sjove replikker kan understrege humoren i
film.
Du skal nu undersøge, hvordan Anders Morgenthaler har anvendt
virkemidlerne i eventyrtegnefilmen Æblet og Ormen.
Før du ser filmen
8. Æblet og Ormen er en eventyrfilm. Hvilke genretræk
karakteriserer et eventyr?
9. Kender du eventyrfilm?
10. Kender du eventyrtegnefilm?
11. Er der forskel på at se en eventyrfilm med skuespillere og en
eventyrtegnefilm? Hvordan? Hvilke forskellige oplevelser
giver de to medier?
12. Hvad kan tegnefilmen, som den almindelige film ikke kan?
13. Hvad kan den almindelige film, som tegnefilmen ikke kan?

Mens du ser filmen
14. Fordel disse fire fokuspunkter mellem jer, så hver elev er
opmærksom på ét af punkterne, mens filmen bliver vist.
6 filmens eventyrtræk
6 perspektiv og billedudsnit – find eksempler på
sekvenser, hvor de bliver brugt som virkemidler
6 persontegning og replikker
6 andre virkemidler, fx musik, lyd, lys, farver og linjer
Se filmen.
Efter du har set filmen
15. Gå sammen med en makker, der har haft det samme
fokuspunkt som dig. Diskutér, hvad I lagde mærke til
om jeres fokuspunkt, mens I så filmen. Find konkrete
eksempler.
16. På side 246-249 er der 12 stillbilleder fra filmen i
kronologisk orden. Brug dem til at give et mundtligt resumé
af filmen sammen. Diskutér ved hjælp af de 12 stillbilleder,
hvordan filmen kan sættes ind i berettermodellen. Hvilke
billeder hører under anslag, præsentation osv.?
17. Drøft bagefter de fire fokuspunkter i klassen. Drøft også,
om I var enige i opdelingen i forhold til berettermodellens
faser.
anslag
præsentation
uddybning
vendepunkt
indledning handling slutning
konfliktoptrapning
konfliktløsning
udtoning
245

246
1.
2.
3.
Billed­beskrivelse
18. Fordel de følgende 12 billeder på makkerparrene. Beskriv
jeres billede. I skal komme ind på de filmiske virkemidler, I
har lært om i dette kapitel.

4.
5.
6.
247

248
7.
8.
9.

10.
11.
12.
249

opgave
1-4
250
Læseteater
19. Brug kopisiden, og opfør scenen som læseteater. Fordel
rollerne mellem jer, og læs scenen. Vær opmærksom på
udtale og stemmeføring.
Intertekstualitet
20. Filmen har intertekstuelle henvisninger. Find eksempler.
Hvorfor mon der henvises hertil?
21. Sammenlign Æblet og Ormen med En orm af Peter
Mouritzen. Hvilke ligheder og forskelle kan I finde?
22. Er der også intertekstualitet på lydsiden?
Tema
23. I filmen er der eksempler på konflikter. Nævn nogle, og
diskutér derefter, hvad filmen drejer sig om.
En god film
24. De fleste børnefilm handler om børn. I denne film er der
ingen børn, men kun voksne. Hvorfor mon?
25. Hvad skal der til, for at en børnefilm er god?
26. Hvad kan du bedst lide – tegnefilm eller almindelige
spillefilm? Hvorfor?

10.
Kan man
klippe et
kunstværk?
– om Peter Callesen og hans kunst
251

252
Kan man klippe
et kunstværk?
– om Peter Callesen og hans kunst
I dette kapitel skal du lære den danske kunstner Peter Callesen
at kende. Du skal se og arbejde med fire af hans værker. Under
arbejdet møder du flere af de begreber, du kender fra de skrevne
tekster. Du skal også læse et portræt af ham.
Papiret er det materiale, Peter Callesen foretrækker at arbejde
med. Han klipper, folder og limer figurer, som vi fx kender fra
eventyrets verden. Han fortæller dog med sine papirklip nogle
andre historier end dem, vi er vant til fra eventyrene.
Ud over at fortælle historier om slotte, cowboys, forvandlinger
og meget andet, fortæller han også om selve arbejdet. Du ser ikke
bare et slot og en cowboy – men du ser et slot og en cowboy, der
fortæller dig, hvordan de er lavet. Du ser altså på samme tid både
motivet og en handling.

Peter Callesen
Peter Callesen
– en klippende kunstner
Peter Callesen er født i 1967. Han ønskede at uddanne sig til
arkitekt, men stoppede efter tre år og valgte at gå et år på kunstskole.
Det blev kunsten, han fortsatte med, og han har siden
udstillet mange gange i Danmark og i udlandet.
Peter Callesen arbejder med rumlig form og performance,
som er en slags teaterforestilling. Han har deltaget i mange
kunstprojekter, hvor han har udformet et kunstværk, som skulle
ses og opleves, mens det blev til. Han har fx bygget et stort papslot i
en park, mens han gik rundt i et kongekostume. Papslottet blev efterhånden
opløst og ødelagt af regn.
I dag er Peter Callesens foretrukne materiale helt almindeligt hvidt
papir, som han klipper, folder og limer mange forskellige figurer ud
af. Han skaber rumlige former af det flade papir. Formerne hænger
dog for det meste stadig fast i det papir, de er klippet af. For ham er
denne proces magisk. Værkerne kommer på den måde til at rumme
en kontrast, fordi de både består af det flade papir med de udklippede
huller og den rumlige, foldede figur.
Nogle af værkerne er meget små, da de er formet ud af et stykke
A4-papir, så Peter Callesen må bruge små, skarpe skalpeller til skærearbejdet,
og han må holde de limede dele sammen med en pincet.
Vi støder ofte på de samme figurer og elementer i hans værker, fx
tårne, slotte, trapper, engle, fugle og mennesker. Man kommer til at
tænke på eventyrenes verden.
Ud over kontrasten mellem det flade og det rumlige finder vi flere
modsætninger i værkernes temaer. Mange af dem kredser om livet og
døden. Den udklippede silhuet kan forestille et menneske, mens det
udklippede papir er forandret til et skelet. På den måde viser Peter
Callesen, at liv og død hænger sammen.
Fortællingerne kan også være små dramaer, hvor vi ser et fastfrosset
øjeblik lige inden katastrofen – som i papirklippet, hvor en vældig
bølge hæver sig op over et lille sandslot. Figurerne hænger fast i
deres grundlag, papiret, uden mulighed for at slippe fri. På den måde
fortæller Peter Callesen, at vi er formet af det, vi kommer fra.
253

opgave
1
254
Hvid dagbog
af Peter Callesen
Ved første blik ser man et stort landskab med mange elementer,
der snor sig rundt mellem hinanden eller rejser sig op fra underlaget.
Når man ser nærmere på formen, opdager man, at det er
en silhuet af et menneskehoved.
Peter Callesen fortæller om de oplevelser, fantasier og
drømme, der er i et menneskes tanker. Tankerne er klippet ud af
siderne i den hvide dagbog, der ligger midt i hovedet, og som i
alle Peter Callesens værker slipper tankerne ikke det papir, de er
klippet af. De løber langs tynde papirbaner – som blod, der løber
rundt i menneskekroppen.
1. Hvilke elementer minder om de indre organer i et hoved?
2. Hvilke tanker rummer værket?
3. Hvilke fordele og ulemper er der ved at bruge billedsproget i
en dagbog?
4. Hvilke fordele og ulemper er der ved at bruge skriftsproget i
en dagbog?

A5-notesbog, blyant, lim, 240 x 212 x 18 cm. 2008.
255

opgave
1
256
Uigennemtrængeligt
slot II
af Peter Callesen
Peter Callesen arbejder ofte med spillet mellem positive og
negative former i sine papirklip. Slottet er klippet og skåret
ud af det flade papir og bagefter foldet, limet og samlet til en
positiv form, som rejser sig op af papirets negative form.
1. Sammenlign dette slot med slotte, du kender fra
virkeligheden. Find ligheder og forskelle.
2. Hvorfor hedder slottet Uigennemtrængeligt slot?
3. Beskriv slottets tårne. Hvorfor tror du, Peter Callesen har
lavet forskellige tårne i slottet?
4. Hvad kan tårnet som symbol betyde?

Syrefrit A4 80 g papir, lim. 2005.
257

opgave
1-2
258
Cowboy
af Peter Callesen
Til dette værk har Peter Callesen brugt et enkelt ark A4-papir, og
han lader det meste af papiret stå urørt. Den udklippede figur er
kun omkring 7 cm høj.
1. Hvad ser du på billedet?
2. Beskriv den negative form og den positive form.
3. Spillet mellem de to former danner en fortælling. Hvad
handler denne fortælling om?

A4 115 g papir, lim, akrylmaling, egetræsramme. 53 x 40,5 x 7 cm. 2006.
259

opgave
1-3
260
Himmel og helvede
af Peter Callesen
Peter Callesen arbejder ikke kun med at klippe og folde papiret.
I dette værk har han også tegnet og malet, og nogle dele har
løsrevet sig helt fra det papir, de er klippet ud af.
1. Hvad ser du på billedet? Beskriv former, farver og de enkelte
billedelementers placering i forhold til det papir, de er klippet
ud af.
2. Beskriv forskellen på blomster og blade i billedets øverste
del og billedets nederste del.
6 Hvor ser du forandringer?
6 Hvordan sker disse forandringer?
6 Hvorfor sker disse forandringer?
3. Hvordan understøtter farverne fortællingen?
4. Hvorfor hedder billedet Himmel og helvede?

Syrefrit papir, lim, akrylmaling, malet egetræsramme, 134 x 127 x 11,5 cm. 2006.
261

262
Tekster og
illustrationer
Tekster
s. 9: AaB er klar til mere Europa, af
Flemming Fjeldgaard, Berlingske
Tidende, 26.11.2008.
s. 14: Prins Faisals ring, © Bjarne
Reuter, Gyldendal, 2000.
s. 24: Tifanfaya, © Henrik
Nordbrandt, Dansklærerforeningen,
1990.
s. 34: Et hjem med gevær, © Cato
Thau-Jensen og Dansk lærer for eningens
Forlag, 2007.
s. 44: Dæmonernes hvisken, ©
Josefine Ottesen, Høst & Søn, 2005.
s. 56: Løven, heksen og garderobeskabet,
af C.S. Lewis, oversat af
Niels Søndergaard, Borgens Forlag,
1982.
s. 64: Himmelherren, © Kenneth
Bøgh Andersen og Høst & Søn,
2004.
s. 80: Troldtinden, © Ida Jessen og
Klim, 1996, 1998.
s. 88: Krageungen, © Bodil
Bredsdorff og Høst & Søn, 1993.
s. 92: Ansigtet, © Louis Jensen,
2008.
s. 105: Jammerbugten, fra Børnenes
Ænsyklopædi, © Pia Juul og
Gyldendal, 2007.
s. 106: Måne, fra Børnenes
Ænsyklopædi, © Ken Denning og
Gyldendal, 2007.
s. 106: Sladder, fra Børnenes
Ænsyklopædi, © Tina Schmidt og
Gyldendal, 2007.
s. 108: Marie alene om sommeren,
fra Sproget spræller, © Erik Skøtt
Andersen og Dansklærerforeningen,
1994.
s. 110: Nanna Nokkefår får nok, ©
Marianne Iben Hansen, Gyldendal,
2006.
s. 118: Axel elsker biler, © Marianne
Iben Hansen, Gyldendal, 2007.
s. 128: I brøndens mørke, © Annette
Herzog og Høst & Søn, 2005.
s. 137: Shake, af Christina
Hesselholdt, fra Hovedstolen,
Rosinante, 1998.
s. 142: Bokserdrengen, af Tom
Kristensen, Chr. Erichsens Forlag,
1923 og 1977.
s. 148: Drengen der samlede på ord,
© Birgit Strandbygaard og Høst &
Søn, 2005.
s. 158: En historie om vokseværk, ©
Kim Fupz Aakeson og Gyldendal,
2006.

s. 168: En seks hundrede og fjerde
gang, fra Hallo! Flere hundrede
historier!, © Louis Jensen,
Gyldendal, 2009.
s. 169: Op al den ting, © Steffen
Brandt/TV-2, fra For dig ku’ jeg gøre
alting, EMI Danmark, 2007.
s. 170: Anna og Engel, © Anne
Lilmoes og Høst & Søn, 2001.
s. 180: En orm, af Peter Mouritzen,
fra Monstermail og andre mysterier,
Forlaget Apostrof, 2002.
s. 185: Knut og Køter, © Bent Haller
og Høst & Søn/GB-forlagene, 2007.
s. 203: Historien om Hønsepigen, ©
Bent Haller og Høst & Søn, 2005.
s. 220: Ros til Asmus, fra Kevin
Kujon og andre fortællinger, © Bent
Haller og Høst & Søn, 2002.
s. 226: Ønskebarnet, fra Kevin Kujon
og andre fortællinger, © Bent Haller
og Høst & Søn, 2002.
s. 232: Dem fra Osser, fra Det roterende
barnekammer i 60 omdrejninger,
© Bent Haller og Høst &
Søn, 2005.
s. 234: Haven, fra Grænsebørn,
© Bent Haller og Høst & Søn/
Rosinante & Co., 2008.
Illustrationer
produceret til denne
bog
s. 15, 19, 22: Mårdøn Smet
s. 3, 27, 28, 29, 33: Rebecca Bang
Sørensen
s. 45, 49, 52, 55: Simon Bukhave
s. 58, 61: Otto Dickmeiss
s. 66, 70: Thomas Thorhauge
s. 3, 81, 84: Mads Berg
s. 89, 91: Pernille H. Jensen
s. 93, 95, 227, 231: Toril Bækmark
s. 107: Bo Odgård Iversen
s. 108, 109: Tea Bendix
s. 4, 124, 125, 126, 127, 166, 167:
Karen Borch
s. 129, 131: Lars Gabel
s. 4, 138: Birgitte Ahlmann
s. 4, 145: Emil Landgreen
s. 150, 154, 156: Peter Bay
Alexandersen
s. 168, 169, 203, 208, 213: Dorte
Karrebæk
s. 172, 178: Dina Gellert
s. 181: Siri Melchior
s. 187, 191, 197, 200: Mette Kirstine
Bak
s. 220, 223, 225: Oliver Streich
s. 5, 232, 233: Jan Solheim
s. 235: Charlotte Pardi
263

264
Øvrige illustrationer
s. 7: Niels Bo Bojesen
s. 9: Claus Fisker
s. 10øtv: Scanpix/Brian Bergmann
s. 10øth: Idé & koncept: Per
Vers. Illustrationer: Adam Hansel for
Deadvoltage. Foto: Søren Lundberg
s. 10nth: DR
s. 12n: Eidos
s. 12tv: Scanpix/Capital Pictures
s. 12th: © Ole Lund Kirkegaard,
farvelagt af Maya Bang Kirkegaard
s. 35, 36, 37, 39, 40: Cato Thau-
Jensen
s. 43ø: Peter Madsen
s. 43ntv: Polfoto/ZUMA Press
s. 43nth, 72ø: Ubisoft
s. 72n: Valve Software
s. 73: Electronic Arts
s. 3, 74, 75, 76: Blizzard
Entertainment
s. 97, 98: Susanne Arne-Hansen
s. 99: © Donald Corner & Jenny
Young/Artifice Images
s. 4, 104, 105ø: © Bente Bech og
Gyldendal
s. 105n: © Thomas Balle og
Gyldendal
s. 110, 112, 114, 115, 118: © Hanne
Bartholin
s. 116, 117: © Bente Olesen Nyström
s. 121: © Ron Mueck. ARoS. Foto:
Alice Carlslund
s. 122: © Ron Mueck. ARoS/Poul Ib
Henriksen
s. 123: Gyldendal
s. 135: © Succession Picasso/billedkunst.dk
s. 159, 160: Lilian Brøgger/billedkunst.dk
s. 236: John G. Dinesen
s. 5. 241, 242, 243, 246, 247, 248,
249: Framegrabs fra Æblet og
Ormen. Copenhagen Bombay
s. 253: Agnete Holm
s. 255: © Peter Callesen. Foto: Heine
Sand Kristensen
s. 5, 257, 259, 261: © Peter Callesen.
Foto: Anders Sune Berg