rapport: Diskrimination og Hadforbrydelser - Bland dig i byen

blanddigibyen.dk

rapport: Diskrimination og Hadforbrydelser - Bland dig i byen

Diskrimination

og haDforbrydelser

Dokumentations- og og råDgivningscenteret

om raceDiskrimmination

For københavns kommune 2012

Dokumentations- og

rådgivningscenteret om

racediskrimmination


Diskriminationsrapport for

Københavns Kommune 2012

udarbejdet af Dokumentations- og

rådgivningscenteret om racediskrimination (Drc)

på bestilling fra københavns kommune. Drc er

ansvarlig for indhold og konklusioner i rapporten.

rapporten kan findes i sin fulde længde på

www.blanddigibyen.dk

udarbejdet af niels-erik hansen og helle rothenberg

Dokumentations- og rådgivningscenteret om

racediskrimination (Drc)

Postadresse:

Drc

boks 549

2200 københavn n

besøgsadresse:

verdens kultur centeret

nørre alle 7, 2. sal

2200 københavn n

telefon: 35 36 38 50

Fax: 35 36 15 90

e-mail: drc@drcenter.dk

hjemmeside: www.drcenter.dk

engelsk: www.dacord.dk


INDLEDNING

Københavns kommune har et ønske om at gøre en forskel for de mennesker, der oplever

diskrimination i kommunen. Samtidig er der et ønske om nedbringelse af antallet af episoder det

være sig i nattelivet, på gader, i butikscentre, på arbejdspladser og alle andre steder, hvor mennesker

færdes. Men ligebehandling er mere end fravær af diskrimination, og det er derfor meget positivt

når der nu eksempelvis introduceres ”inklusions pædagoger” i folkeskolen. Det vil gøre det lettere

for børn med ADHD eller tilsvarende diagnoser at modtage undervisning i almindelige skoleklasser

frem for i specialtilbud. Formålet med rapporten er således, at give et billede af problemet og

derigennem at pege på områder, hvor der kan sættes ind.

Vi ved fra adskillige undersøgelser, at af dem der oplever sig diskrimineret er det kun er ganske få,

der anmelder hvad de har oplevet, og vi ved ligeledes, at der er mange ”gode” grunde til dette

fænomen.

Spørgsmålet er, om kommunen kan gøre mere for at komme diskrimination til livs. Hvordan og

hvad kan der gøres og hvad siger de, der selv har haft oplevelser med diskrimination inde på livet

og hvad siger de, der har hørt historierne på første række.

I en kvalitativ undersøgelse har DRC, som selv er en af de Ngo'er, der hører historierne på første

hånd, stillet andre Ngo'er, der arbejder med de forskellige diskriminationsområder, nogle spørgsmål

om hvordan de håndterer henvendelser om diskrimination inden for deres område. Hvor mange det

drejer sig om, hvad de kan tilbyde for at afhjælpe problemerne.

NGO Fællesinitiativet mod diskrimination i København – består af: Ældremobiliseringen (alder),

Kvinde Rådet (køn), Mosaisk Trossamfund, Muslimernes Fællesråd (religion), PTU – Livet efter

ulykken (handicap), LGBT (seksuel orientering og transkønnede), DRC, ENAR Danmark, samt

SOS mod racisme (etnisk oprindelse). Også andre organisationer er blevet kontaktet og indgår i den

kvalitative undersøgelse (Se kapitel 2).

DRC har derudover indsamlet de tilgængelige tal fra bl.a. Politiets Efterretningstjeneste (PET) og

Institut for Menneskerettigheder m.fl. men vi har fortsat måtte konstaterer at der er store problemer

med at få umiddelbar adgang til oplysninger om hvor mange konkrete sager, der er tale om i

København, hvor det er blevet fastslået ved domstole/nævn m.v., at ulovlig forskelsbehandling rent

faktisk har fundet sted (Se kapitel 1).

Indsamlingen af såvel kvantitative som kvalitative data har ikke desto mindre afgørende betydning

for at påvise, hvor Københavns Kommune og andre aktører skal målrette indsatsen for at fremme

inklusion af alle borgere, uanset alder, etnicitet, handicap, køn, seksuel orientering eller tro.

DRC 2012

2


Kapitel 1

Faktisk konstateret ulovlig forskelsbehandling og hadforbrydelser

I det følgende vil vi kort opsummere, hvor vi kommer fra mht. indsatsen for at kortlægge omfanget

af diskrimination i København. Hvad har vi tidligere fundet ud af om diskrimination i København?

Og hvor står vi nu?

Opsamling fra starten!

Københavns Kommune beskrev i forordet til DRC’s undersøgelse fra 2006-2007, hvordan

kommunen fremover ville modarbejde diskrimination:

” Københavns Kommune ønsker at bekæmpe diskrimination, så København er et trygt sted at bo for

alle borgere. Baggrunden er Københavns Kommune integrationspolitik for 2007-2010, som sætter

målene og rammerne for integrationsindsatsen i Københavns Kommune. Derfor er der igangsat en

række initiativer vedrørende en styrket indsats mod diskrimination. Et af initiativerne er en årlig

undersøgelse af diskriminationsomfanget i Københavns Kommune, fordi vi mener, der er et behov

for at få data, som kan belyse, hvor vi bør fokusere vores indsatser mod forskelsbehandling i

København.

I den forbindelse har Københavns Kommune bedt Dokumentations- og Rådgivningscenteret om

racediskrimination (DRC) om at kortlægge omfanget af diskriminationssager i København, som et

led i den første samlede rapport for København. Herudover har Københavns Kommune fået

foretaget en survey blandt borgerne af ”oplevet diskrimination”. 1

Det var dengang ret nyt, at se bekæmpelsen af diskrimination som en del af arbejdet med

integration i Københavns Kommune. Det var derfor også nyt, at man skulle til at indsamle data for

at vurdere eventuelle problemer for forskellige grupper af borgere mht. diskrimination.

Man kan sige at der var tale om en ”arbejdsdeling”, hvor DRC beskrev den dokumenterede ulovlige

forskelsbehandling. Det gjorde vi ved at kortlægge alle domme og nævnsafgørelser m.v., hvor det

faktisk var konstateret, at lovgivningen var overtrådt, idet der var tale om alders- eller

kønsdiskrimination, eller forskelsbehandling pga. etnicitet, handicap, religion, eller seksuel

orientering.

Da vi godt var(er) klar over, at disse afgørelser alene udgør toppen af isbjerget blev der også samlet

data om antallet at klager registeret af myndigheder, eksempelvis til Politiet, Københavns

Kommunes Borgerrådgiver, eller organisationer som Mosaisk Trossamfund, fagforeninger mv. –

klager der i nogle, men langt fra alle tilfælde er blevet til egentlige retssager med efterfølgende

domfældelse.

Det viste sig dengang, at der var flest sager, hvor domstolene havde fundet overtrædelse pga.

kønsdiskrimination, samt etnisk og religiøs forskelsbehandling 2 . Sammenfattende kunne vi og

1 Diskriminationsrapport for Københavns Kommune 2006-2007, udgivet i København af DRC 2007. Se side 5.

2 Op.cit. Se rapportens Bilag 6.

3


konkludere, 3 at mens vi alene havde indsamlet data om retssager vedrørende diskrimination (på

arbejdsmarkedet, ved diskoteker osv.), så viste indsamlingen af data over klager, at der især var tale

om episoder vedrørende såkaldte ”hadforbrydelser”. Det vil sige overtrædelser af straffeloven (vold,

trusler m.v.) begrundet i ofrets karakteristika (hudfarve, seksualitet, religion m.v.)

Opgørelser over antallet af klager er langt fra retvisende, idet mange borgere udsættes for

forskelsbehandling, som de aldrig går videre med. 4 Derfor var det også vigtigt, at der var tale om en

slags arbejdsdeling, hvor kommunen samtidig fik lavet survey blandt et repræsentativt udsnit af den

københavnske befolkning 5 , hvor man spurgte om borgerne havde følt sig diskrimineret på

forskellige områder. Uanset at det i disse tilfælde ikke er fastslået om der faktisk har været tale om

ulovlig forskelsbehandling, så er det væsentligt for kommunens mulighed for at lave en målrettet

indsats, at man ved hvor det er borgerne oplever at diskrimination finder sted. Hvis borgere pga.

eksempelvis et handicap føler sig marginaliseret, så er det et problem, vi som samfund må tage

alvorligt, også selv om det ikke er gjort ulovligt at diskriminere personer med funktionsnedsættelse

ved adgangen til transport og bygninger m.v., som man ellers kender det fra andre lande som

eksempelvis USA. 6 Både den dokumenterede ulovlige forskelsbehandling og den oplevede

diskrimination er derfor vigtige indikatorer på ”hvor skoen trykker”.

I forlængelse af de to ovennævnte kategorier kan man opfatte individuel selv-rapporteret

registrering af diskriminerende oplevelser, som en slags blanding af de to. Her lader man f.eks.

borgerne indtaste oplysninger via en hjemmeside 7 med oplysninger om episoder, hvor de har

oplevet sig diskrimineret. Der kan være tale om episoder, som også er indgivet som egentlige klager

og derfor samtidig optræder hos politi, borgerrådgiver m.v. Det kan også være, at der ikke er klaget

og derfor minder mere om den ”oplevede diskrimination” som er blevet kortlagt gennem det survey,

hvor et repræsentativt udsnit af befolkningen er blevet udspurgt. De registrerede data via selvrapportering

kan dog ikke siges at være repræsentative men kan måske sige noget om, hvor

problemerne er så store at borgerne vil bruge tid og kræfter på at rapportere deres forskellige dårlige

oplevelser.

Selv-rapporteret diskrimination var dog ikke en del af undersøgelserne i 2006-2007, og tilsvarende

undersøgte vi heller ikke den diskrimination, som ingen opdager og derfor heller ikke kan

registreres, hverken gennem optælling af domme/afgørelser eller gennem repræsentative interviewundersøgelse

eller selvrapporteret oplevet diskrimination. 8

3 Op.cit, se sammenfatning side 59, samt eksempelvis bilag 5 og bilag 6.

4 Se eksempelvis ”Oplevet diskrimination” (Togeby/ Nævnet for Etnisk ligestilling 1999).

5 ”Diskriminationsomfanget i Københavns Kommune” Catinet 2007/2008.

6

Alders- og handicap diskrimination er ulovligt på arbejdsmarkedet, men i modsætning til køns- og etnisk

diskrimination ikke ulovlig i forbindelse med forskelsbehandling ved adgangen til offentligt tilgængelige steder.

7

Se eksempelvis hjemmesiden: www.registrerdiskrimination.dk med opstart i 2008– der nu videreføres til siden:

www.sigfranu.dk

8 Se eksempelvis undersøgelsen: ”Diskrimination af unge med indvandrerbaggrund”, (Hjarnø 199) hvor man lader to

ansøgere med ens kvalifikationer søge de sammen stillinger, men med hhv. dansk og udenlandsk klingende navne.

Undersøgelsen konkluderede at i 38% af jobsøgningerne var der en forskel i behandlingen af de to ansøgere, en

diskrimination som personer vel at mærket ikke selv bliver klar over, men som kun kan registreres fordi man i

eksperimentet kan sammenholde de svar som de to ansøgere har fået (eksempelvis har ”indvandreren” fået oplyst

telefonisk at jobbet er besat, hvorefter ”danskere” ringer og bliver tilbudt at komme til samtale).

4


Efter denne start er der løbende blevet lavet survey af ”Oplevet diskrimination”, og i 2008 lavede

Institut for Menneskerettigheder desuden en opfølgning på DRC’s rapport om faktisk

diskrimination, hvor man valgte at udvide diskriminationsaspektet til også at omfatte en mere

systematisk indsamling af data om hadforbrydelser i København. 9 Instituttet skulle herefter udlede

tendenserne siden 2006 og komme med anbefalinger til en mere systematisk registreringspraksis på

området. 10

IMR konkluderede, at pga. forskelle i registreringspraksis er det svært at lave sammenligninger på

baggrund af de indsamlede data. Ikke desto mindre opstiller man en meget interessant tabel, hvor

man med henvisning til Catinet´s interviewundersøgelse af et repræsentativt udsnit af befolkningen

konkluderede at 53.150 københavnere har oplevet sig diskrimineret i løbet af kalenderåret 2008.

Dette skal ses op imod tallet for den dokumenterede diskrimination, hvor der i hele 2008 kun var 10

sager, hvor der blev statueret ulovlig forskelsbehandling. 11 Ligesom i 2006 er den dokumenterede

diskrimination igen især på kønsligestillingsområdet og pga. etnicitet.

Med hensyn til hadforbrydelser har man i undersøgelsen kun fundet en enkelt sag fra Københavns

Byret, hvor anklagemyndigheden havde krævet skærpelse af straffen efter straffeloven § 81, nr. 6.

Desuden blev der i 2008 tildelt en enkelt bøde på grund af overtrædelse af straffelovens § 266 b (der

omhandler racistiske ytringer). 12 Det dokumenterede omfang af hadforbrydelser er således om

muligt endnu mindre end den dokumenterede diskrimination. Dette skal holdes op i mod det forhold

at interview undersøgelsen fra Catinet i 2008 viser at: ”.. over 50 % af de personer fra gruppen af

indvandrere/efterkommere, der har oplyst, at de har følt at være udsat for diskrimination, kan

kategoriseres som havde været udsat for en hadforbrydelse.” 13

En tilsvarende undersøgelse med data fra 2008 fra Det Europæiske Agentur for fundamentale

rettigheder (FRA) viser at ca. hver tredje somalier i Danmark har været udsat for det der opleves

som en hadforbrydelse. 14 Undersøgelsens resultat kan overføres til København, herunder at og

denne undersøgelse bekræfter at der er tale om en betydelig underrapportering, idet over 80 % af

9 Se ”Rapport om omfanget af diskrimination og hadforbrydelser i Københavns Kommune 2008” (IMR 2009)

http://www.kk.dk/FaktaOmKommunen/PublikationerOgRapporter/Rapporter/~/media/837EB395AC5E48C183FC4714

9C8D115E.ashx Her omtales også at Københavns Kommune i 2007 selv har indsamlet data om omfanget af retssager

m.v. Se side 28, med omtale af Notatet Dok nr. 2008-399130.

10 Op.cit side 6.

11 Op.cit side 17, Tabel ”Sammenfatning 1”. Af samme tabel fremgår at Ngo’ere, fagforeninger m.v. har modtaget 266

henvendelser om diskrimination, at der på Hjemmesiden ”Register diskrimination” findes 122 episoder og at der i alt

var indbragt 46 sager for domstole/klagenævn m.v., hvoraf altså alene 10 sager medførte domfældelse.

12 Op.cit side 21.

13 Op.cit side 22.

14 “EU-Midis at a glance, European Union Minorities and Discrimination Survey” FRA Wien 2009 side 11. Med de 31

% som har oplevet et racistisk overgreb er de danske somaliere desværre på en 3. plads på Europæisk plan med gruppe

af Romaer fra Tjekkiet som den højest placeret med 35 %, ud af de i alt 45 minoritetsgrupper fordelt på EU’s 27

medlemsstater.

5


dem der oplyste at have været udsat for hvad der i opgørelsen er karakteriseret som ”serious

harassment” oplyser, at de ikke er gået til politiet med en anmeldelse.

Dette understøttes også af IMR’s konklusion fra 2008, hvoraf det fremgår at:

”Sammenholdes data om omfanget af oplevede hadforbrydelser i 2008 med data for omfanget af

anmeldte sager i 2006 og 2007, må det dog formodes, at der generelt har været stor diskrepans

mellem omfanget af personer, der har følt sig udsat for hadforbrydelser og antallet af

anmeldelser.” 15

Desuden omtales en undersøgelse udarbejdet af CASA og Landsforeningen af bøsser og Lesbiske

(LBL) hvor det fremgår at 10 % af de homoseksuelle i København inden for de seneste 12 måneder

har været offer for vold eller trusler, ligesom det bemærkes at op mod halvdelen af alle episoder der

er selv registreret på Københavns Kommunes hjemmeside: www.registrerdiskrimination.dk

omhandler LGBT-personer, og her overvejende episoder vedrørende hadforbrydelser. 16

Samlet set konkluderer IMR, at det er vanskeligt at måle omfanget af diskrimination og

hadforbrydelser i Københavns Kommune og dermed også vanskeligt at følge udviklingen på

området fra 2006 til 2008, og at det eneste man rigtig kan konkludere er, at der er tale om en

betydelig underrapportering fra dem der føler sig udsat for diskrimination/had.

IMR anbefaler da også, at der sker en mere systematisk indsamling af data og at indsamlingen tager

udgangspunkt i de juridiske definitioner af henholdsvis diskrimination (dvs. henholdsvis direkte og

indirekte forskelsbehandling) og hadforbrydelser (overtrædelser af straffeloven, hvor der

eksempelvis kræves skærpelse pga. racistisk eller homofobisk motiv). I den forbindelse påpeges

også det oplagte problem, at der ikke kan laves en geografisk opdeling af eksempelvis

Ligebehandlingsnævnets sagsdatabase, hvorfor man ikke kan identificere hvilke sager der stammer

fra København, og ligeledes er der problemer med søgningen i domstolens sagsdatabase. 17

Siden da – hvor står vi nu?

Hvor langt er vi så kommet i 2012 i forhold til at følge op på de problemer/anbefalinger som er

omtalt ovenfor? Til det må man sige – vi er ikke kommet særlig langt!

Diskrimination

Ser vi på muligheden for at lave opgørelser over faktisk konstateret diskrimination, så er det forsat

ikke muligt at få tal via domstolenes sagsdatabase og/eller Ligebehandlingsnævnet over

københavnske sager. Det vil som i 2006 (DRC) og i 2008 (IMR) kræve et meget omfattende

udredningsarbejde, at finde de konkrete rets- og nævnssager, herunder at finde ud af om de er fra

København.

15 IMR 2008 side 25.

16 Op.cit side 44.

17 Op.cit side 102-103.

6


Man kan dog umiddelbart se, at Ligebehandlingsnævnet har haft en rivende udvikling i fx antallet af

aldersdiskriminationssager. Nok så interessant er det, at succesraten for aldersdiskriminationssager

nu er ganske høj ligesom kønsdiskriminationssagerne 18 . Men vi kan desværre ikke se, hvor mange

af disse sager, der er fra København. Vi kan kun gætte på at udviklingen er den samme her som i

resten af landet.

Så ambitionen om at få et fuldt og løbende opdateret overblik over faktisk konstaterede tilfælde af

diskrimination i København er desværre ikke blevet opfyldt siden DRC/IMR rapporterne fra hhv.

2006 og 2008.

Men kan vi ikke bare være ligeglade med at vide om der har været (rets) sager i perioden 2009 til

2012, hvor der er blevet konstateret ulovlig forskelsbehandling i København? Nej, for selv om

omfanget af konkret afgjorte sager formentligt er meget beskedent i forhold til, at ca. 10 % af alle

københavnerne har følt sig diskrimineret i 2011, så er afgørelser det bedste belæg vi har, når vi skal

begrunde, hvor der er behov for en særlig indsats for at fremme inklusion.

Ser vi på mønstret i diskriminationssager på arbejdsmarkedet, så er kønsdiskriminationen især noget

der finder sted under ansættelse (ligeløn, fyring under barsel osv.), mens den etniske diskrimination

er koncentreret om adgangen til arbejdsmarkedet. Senest har vi som en nyere udvikling set sager om

ældre, der vinder sager pga. aldersdiskrimination i forbindelse med udstødning af arbejdsmarkedet

og unge der diskrimineres ved ansøgninger om job. 19

Data over faktisk konstateret ulovlig forskelsbehandling gør det således muligt autoritativt at sige,

at her er der problemer med diskrimination, som vi skal tage meget alvorligt, og hvor indsatsen

derfor skal målrettes.

Ser vi på problemer med diskrimination uden for arbejdsmarkedet, så viste undersøgelsen fra 2006,

at i alt 6 københavnske diskoteker var blevet dømt for etnisk diskrimination ved indgangen til

diskoteket. Men da de seneste data er rapporteret i 2008, ved vi p.t. derfor meget lidt om hvor og

hvor mange sager der måtte være. Ligebehandlingsnævnet har f.eks. i 2011 behandlet mindst to

sager, hvor en borger blev tildelt en godtgørelse pga. en diskoteksafvisning. Vi kan dog ikke

umiddelbart se om sagerne er fra København 20 og hele diskussionen om eventuelt at kunne påvirke

virksomhederne via bevillingsnævnet bliver derfor helt urealistisk, når vi ikke har noget overblik

over hvilke københavnske virksomheder der måtte være blevet dømt.

18 Ligebehandlingsnævnets Årsberetning 2011 side 3; I 2010 fik 36 borger medhold i klager over kønsdiskrimination, 5

vedrørende etnicitet og 17 vedrørende alder, handicap m.v. I 2011 er antallet af sager hvor klager fik medhold pga. køn

(44) og etnicitet (4) stort set uændret, mens alder m.v. er mere end fordoblet til 40. Det er både sager om diskrimination

af unge jobsøgende og ældre fyrede, der er i fremgang.

19 Se Ligebehandlingsnævnets Årsrapport 2011 side 60-66.

20 Se Ligebehandlingsnævnets sag nr. 14/2011 og 182/2011. Den sidste af de to sager kan man dog se er ført mod

”Sam´s bar” (da man ikke har fået anonymiseret afgørelsen fuldt ud) men da denne virksom både findes i København

og i Århus, så er det ikke muligt at vide hvilken af de to steder der er blevet idømt betaling af godtgørelsen.

http://www.ligebehandlingsnaevnet.dk/naevnsdatabase/afgoerelse.aspx?aid=796&type=Afgoerelse

7


Rigsadvokaten 21 omtaler dog en udeblivelsesdom, hvor en et diskotek blev idømt en bøde på kr.

10.000, fordi bevillingshaveren have lagt retningslinjer for at dørmændene skulle modvirke adgang

for grupper af personer med anden etnisk oprindelse end dansk. I et sådan tilfælde vil Københavns

Kommunes bevillingsnævn kunne inddrage domfældelsen ved fremtidige vurderingen af evt.

forlængelse af virksomhedens bevilling.

I fraværet af specifikke data om antallet af domfældelser m.v. må vi derfor se på de øvrige data.

Her kan vi starte med Københavns Kommunes Borgerrådgiver, der har fået et særligt mandat til at

bistå borgere med sager om diskrimination i forhold til Københavns Kommunes egne institutioner

m.v. Af årsrapporten for 2011 fremgår det at Borgerrådgiverens diskriminations hotline har

modtaget 17 klager. Den største gruppe klager var i relation til handicap (5), samt et mindre antal

pga. køn, etnicitet osv. 22 Det fremgår ikke af årsberetningen, hvad udfaldet af klagerne blev. Udover

modtagelse af klager udøver Borgerrådgiveren også ”egendriftundersøgelser” bl.a. i forbindelse

med tilgængelighed for handicappede til eksempelvis kommunes bygninger samt sproglig

tilgængelighed m.v. af kommunens tilbud.

Tager vi herudover tallene for selvrapporteret diskrimination, så har Københavns Kommune i stedet

for at drive sin helt egen hjemmeside, i stedet indgået i et samarbejde med IMR, om den nationale

hjemmeside www.sigfranu.dk.

De nyeste tal omfatter perioden fra november 2011 til marts 2012, hvor der på landsplan er sket 60

indberetninger til hjemmesiden. Heraf udgør tal fra København mere end 1/3. af indberetningerne.

Der er tale om 23 indberetninger fra København, heraf 17 vedrørende diskriminationssager og 6

indberetninger af mulige hadforbrydelser.

Tal fra November 2011 til Marts 2012

i Københavns Kommune = 23

26%

74%

Disk: 17

Had: 6

21 Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2011 side 14. Københavns Byrets dom af 24 august 2010.

22 Københavns Kommunes Borgerrådgiver Årsrapport 2011 af d 3. maj 2012, side 29.

8


Endvidere kan der peges på udredninger, som den der er blevet udarbejdet for Open Society

Institute med en kortlægning i ”Muslims in Copenhagen”. Rapporten påviser, at den muslimske

befolkning i København på en række områder føler sig godt tilpas, men at specielt unge mænd

oplevede politiet som diskriminerende. 23

Ifølge Københavns kommunes seneste kvantitative undersøgelse kom det frem, at hvor det tidligere

var hver syvende københavner (14 % i 2010), der har følt sig diskrimineret, så er tallet nu nede på

hver tiende. Som tidligere er det borgere med minoritetsbaggrund der i størst omfang føler sig

diskrimineret (21 %) mens det blandt majoritetsbefolkningen kun er 8 %. 24 I den sidste gruppe er

det især kvinder der føler sig diskrimineret (12 %) og det er især arbejdsmarkedet der udpeges som

problemfeltet. København kommunes initiativ til at fået lavet undersøgelser af oplevet

diskrimination blandt borgerne er således fortsat et godt redskab til at få indkredset de alvorligste

problemfelter, men kan næppe stå alene.

Hadforbrydelser

Tilsvarende problemer gælder nyere opgørelser af hadforbrydelser. Tager vi Justitsministeriets

offerundersøgelse, så fremgår det at antallet af ofre, der mener de er blevet udsat for vold af

racistiske grunde er det ca. hver tiende (dog stigende til 13 % i 2010). Det svarer til, at omkring

7.400 personer på landsplan føler sig udsat for racistisk vold. Tilsvarende viser undersøgelsen at ca.

hver 20. mener at være offer for homofobisk vold, hvilket opgjort i personer er 2.900. 25 Dette er de

generelle tal og vi har ikke nogen separat opgørelse vedrørende København, så vi kan blot gætte på

at København følger landsgennemsnittet.

De seneste tal fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) fra 2010 er udvidet til også at omfatte alle

kriminelle forhold, der kan opfattes som udslag af ”ekstremisme”. Tidligere var det udelukkende

racistiske og religiøse overgreb og senere også homofobiske, der blev registreret som

hadforbrydelser. Med den seneste udvidelse er også overgreb begrundet i politisk tilhørsforhold

blevet omfattet, hvilket kan forklare noget af den stigning der ses i tabellen.

Antallet af forhold i 2010 er opgjort pr. 31. december 2010 26 :

2005 2006 2007 2008 2009 2010

87 227 35 175 306 334

Det fremgår af opgørelsen, at København i 2010 stod for 35,3 % af de af PET registrerede forhold.

Dette var en stigning i forhold til 2009 hvor sager fra København relativt kun udgjorde 26,9 % -

eller sagt med andre ord, så er Københavns andel gået fra ca. 1/4 til over 1/3 af sagerne på landsplan

ifølge denne opgørelse. Det forhold at andelen af sager fra København er steget i forhold til resten

af landet er bekymrende og i sig selv burde det give anledning til overvejelser om behovet for en

23 Se Mustapha Hussein, “Muslims in Copenhagen” OSI 2011.

24 ”Færre oplever diskrimination” Politiken d. 14. december 2011.

25 ”Offerundersøgelse 2005-2010” Justitsministeriets forskningsenhed 2011.

26 Se PET’s tal: https://www.pet.dk/~/media/Nyheder/RACI2010.ashx side 4

9


mere indgående analyse af årsagen hertil. Bl.a. ses andel af sager om homofobisk vold at være

steget.

Går man nærmere ind i PETs tal ser man, at andelen desværre kunne have været endnu højere for

København, idet der er sager, som PET har udeladt. F.eks fremgår det af rapporten at:

”Forhold, der kan relateres til kriminelle opgør mellem grupperinger af etniske danskere

og personer med anden etnisk baggrund end dansk (dvs. konflikten mellem rockere og

bandegrupperinger), er heller ikke i 2010 medtaget i opgørelsen)”. 27

Dette kom ellers på tale da Rockergruppen Hells Angels offentliggørelse det såkaldte ”Sjakal

manifest” vendt mod indvandrere, der ifølge rockerne ”Ikke kan opføre sig ordentligt”. Flere

folketingspolitikere udtalte sig dengang kritisk overfor at politiet ”sætter kikkerten for det blinde

øje”, 28 og det virker da også stærkt problematisk når det kommer frem under senere retssager mod

rockerne at de:”.. i fire biler tog på jagt efter indvandrere, som skulle gennembankes. På

Rantzaugade foran Brorsons kirke fik rockerne øje på to udlændinge …” 29 Den ene af de to blev

fanget og ”tævet sønder og sammen” ifølge et vidne, uanset at den pågældende ikke var et

indvandrebandemedlem, men blot en tilfældig person med indvandrebaggrund på Nørrebro.

Et andet eksempel fra perioden, hvor PET afviste at registrere, er sagen om avisbuddet, der blev

slået ihjel på Amager. Årsagen til den manglende registrering kan ikke mindst tilskrives at

repræsentanter fra myndighederne hurtigt var ude og afvise at der kunne være tale om racisme. 30

DRC har nu på vegne af drenges mor indgivet en klagesag ved Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol 31 for at få fastslået, at den danske stat i forbindelse med

efterforskningen har handlet i strid med menneskerettighedskonventionen ved at undertrykke det

mulige racistiske motiv.

Hvis disse tilfælde havde været registret af PET, så ville Københavns andel været højere, og de

mere alvorlige overgreb (drab/drabsforsøg/vold med døden til følge) ville være registeret i relation

til Hovedstaden. Dermed ville vores grundlag for at vurdere behovet for at indsats være mere

realistisk.

Under hadforbrydelser kan vi også med lidt god vilje placerer overtrædelser af straffelovens § 266

b, der omhandler trusler eller forhånelse/nedværdigelse af personer pga. deres etnicitet, religion

eller seksuelle orientering.

27 Op.cit side 3.

28 ”Men det er klart at disse udtalelser har et racistisk indhold. Jeg skal ikke rådgive politiet i, hvordan der skal lægges

strategi. Men jeg går ud fra at politiet tager alle motiver med i overvejelser om, hvordan bandekrigen skal bekæmpes.”

Venstres Retsordførere Kim Andersen i Politiken d. 20. juni 2009 ”Politisk flertal: Racisme nærer bandekonflikt”.

29 Ritzau d. 30. maj 2011: ”Sandberg udpeget som hjerne bag overfald”.

30 Københavns Kommunes medarbejdere Henrik Gorm og Henrik Vagn Nielsen i Politiken d. 24. marts 2008: ”Vi ser

ikke racisme her”, samt Københavns Politi Drabschef Ove Dahl, Ritzau d. 27. marts 2008.

31 Sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol EMD sag nr. 3715/10, ”Uzun mod Danmark”.

10


Rigsadvokaten har gennem flere år fulgt udviklingen af retssager, og her ser man at der indgives

færre anmeldelser, men at der på baggrund af de færre anmeldelser bliver rejst flere sager ved

domstolene. I forhold til København er der senest d.14. december 2010 faldet dom i en sag ved

Byretten. Tiltalte blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 266 b for at have sagt til en

sikkerhedsvagt ved den britiske ambassade ”Hvordan kan de ansætte en nigger som dig!”. 32

I en sag fra Østre Landsret blev en dom over en politibetjent fra Københavns Politi stadfæstet.

Byretten idømte betjenten 10 dagbøder a 400 kr., for at have skrevet på internettet: ”… Så tag dog

hjem … I fucking perkere … Skrid for helvede ud af vores by og vores land …m.v.” 33

Udover disse to sager er der ikke oplysninger om yderligere sager fra København i løbet af perioden

2008 til 2012, mht. straffelovens § 266 b.

Ser man endelig på domme i straffesager hvor der er sket en skærpelse af straffe pga. et homofobisk

eller racistisk motiv m.v. så mangler der også her en samlet opgørelse fra myndighedernes side. Det

er dog muligt at finde enkelte afgørelser fx. i IMR’s udredning om Hadforbrydelser i Danmark. 34

Her omtales eksempelvis Østre Landsrets stadfæstelse af en dom fra Københavns Byret d. 3.

september 2009. Byretten fandt det bevist at en del af volden havde baggrund i ofrenes seksuelle

orientering, idet de to dømte havde råbt ”homo” og ”homosvin” i forbindelse med overfaldet.

Udover domme findes der også en række episoder, som muligvis aldrig når frem til domstolene,

enten fordi de ikke anmeldes til politiet eller fordi gerningsmanden ikke pågribes. Eksempelvis blev

en 50-årig pakistansk kvinde skubbet så hun brækkede armen på flintholm Station, mens hun blev

kaldt ”perker” og blev opfordret til at rejse hjem til ”perkerland”. Overfaldsmanden er nu eftersøgt

og Københavns Politi udtaler i medierne, at sagen efterforskes som en hadforbrydelse. 35

Samlet set kan det desværre konstateres, at hverken i forhold til straffesager (typisk vedrørende

hadforbrydelser) eller civile (diskriminations-) sager har vi i 2012 adgang til data om sager fra

København hvor der er blevet afsagt domme eller nævnsafgørelser m.v.

Umiddelbart er der således ingen forskel på situationen i 2006, da vi første gang gjorde et forsøg på

at kortlægge den faktiske diskrimination i København og vi er yderligere blevet opmærksomme på

at problemet er tilsvarende stort, når det kommer til omfanget af sager om hadforbrydelser.

32 Rigsadvokaten RA-2009-609-0053, senest opdateret d. 6. april 2011, side 9.

33 Op.cit side 12

34 ”Hadforbrydelser i Danmark – vejen til en effektiv beskyttelse”. IMR Udredning nr. 8 2011.

35 Jyllandsposten d. 26 Juli 2012,

11


Kapitel 2.

Kvalitativ NGO repræsentant undersøgelse.

Da DRC i 2006 udførte vores første undersøgelse af diskrimination for Københavns Kommune, var

formålet at undersøge den faktiske diskrimination blandt kommunens borgere. På daværende tidspunkt

var undersøgelsen den første af sin art.

Siden er der lavet en stribe undersøgelser, men os bekendt ikke andre med en samlet opgørelse af

afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet og domstole både herhjemme og i EU og ved FN.

Til brug for nærværende undersøgelse har vi interviewet 13 repræsentanter for de Ngo’er og

organisationer 36 , der arbejder indenfor de 6 anerkendte danske og internationale diskriminationskriterier.

Kriterierne er som bekendt alder, handicap, race/etnisk oprindelse, religion eller tro, og køn og seksuel

orientering. Herudover har vi interviewet 2 personer, der selv har oplevet at blive udsat for (såkaldte)

hadforbrydelser. Til de personer, der ikke havde mulighed for at deltage i fokusgruppe eller personligt

interview, har vi udsendt spørgeskemaer.

Københavns Kommunes vil gerne have et kvalitativt billede af den oplevede diskrimination på de

forskellige diskriminationsområder via de Ngo’er der repræsenterer dem. Ngo'erne sidder i en unik

position som et mellemlag mellem borger og myndighed og kan derfor være med til at skabe tillid begge

veje.

Hvad kan der gøres for at komme den oplevede diskrimination til livs? Hvad siger de, der arbejder med

problematikken dagligt?

I vore interview har vi spurgt alle, hvorvidt de har registreret, om deres medlemmer har følt sig

diskrimineret indenfor det sidste år; om de fører statistik. m.m. Vi har spurgt om, hvor ofte

diskriminationen opleves, hvordan, hvorhenne, og om der er flere der anmelder nu i forhold til sidste år.

I 2008 etablerede en gruppe Ngo'er ”Fællesinitiativet mod diskrimination i København”. Formålet med

gruppen var, at den skulle bakke op om Borgerrådgiverens Hotline diskrimination.

Borgerrådgiverens klare mandat til bekæmpelse af diskrimination er et godt initiativ. Desværre er

mandatet begrænset til at omfatte diskrimination indenfor kommunens egen institutioner, mens

diskrimination på fx diskoteker og på arbejdsmarkedet falder udenfor. Der har været overvejelser om en

udvidelse, men som bekendt tillader kommunalfuldmagten ikke dette.

ALDER

Ældre

For den ældre befolkningsgruppe kan det konstateres, at det i høj grad er de samme udfordringer, de

kommer ud for nu, som i tidligere år. Ifølge vores informant fra Ældre Mobiliseringen kan

organisationen ikke umiddelbart konstatere nogen væsentlig forskel i antallet af henvendelser gennem

det seneste år, i forhold til tidligere.

36 Se liste over informanter

12


Når repræsentanten for Ældre Mobiliseringen spørger de ældre direkte, er det en generel observation, at

det medlemmerne giver udtryk for er, at de oplever at blive diskrimineret i mange forskellige

situationer. De fortæller, at de både føler sig og faktisk bliver frasorteret på arbejdsmarkedet. Mange

ældre har problemer med at færdes på gader og stræder på grund af forhindringer (både grundet egne

fysiske problemer og grundet ringe fysiske forhold såsom vejarbejde m.m.). Når de sidder overfor

hinanden, frivillig og medlem i et fortroligt rum, klager mange ældre over en følelse af at blive overset,

at være ”usynlig”. Informanten fortæller, at det er en følelse, der er forbundet med skam, og at han kun

får det fortalt, når de ældre har kendt ham gennem nogen tid.

Udviklingen i det offentliges brug af elektronisk kommunikation er ifølge informanten fra Ældre

Mobiliseringen et meget stort problem for de ældre medborgere. Nu og fremover vil ældre blive

diskrimineret som følge af udviklingen i brugen af elektronisk kommunikation mellem myndighed og

borger. Det bliver tiltagende sværere at få kontakt med et ”levende” væsen telefonisk eller på anden

måde.

Unge

Vi har talt med to informanter, den ene fra DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd. Den anden fra

Ungdommens LO.

Informanten fra DUF mener, at der er relativt få unge, der oplever sig diskrimineret. Mener, at det

måske kan skyldes, at DUF har så mange og brede tilbud til de unge, at ingen behøver at føle sig

diskriminerede.

Informanten nævner en undersøgelse af unges kendskab til de mange tilbud, som DUF har.

Undersøgelsen der er gennemført af Danmarks statistik viser, at der er 70 % af de unge, der ikke kender

til tilbuddene. Informanten mener, at det kan skyldes ulighed i de unges sociale baggrund.

Informanten nævner, at der er sket en ændring i den politiske debat, og at tonen er blevet meget bedre.

Vi har spurgt en anden informant fra Ungdommens LO, der heller ikke mener, at der generelt er så stort

et problem med diskrimination af unge.

Begge informanter giver ved interviewets start udtryk for, at diskrimination, for dem, er et begreb, der

bruges i forbindelse med personer med etnisk minoritetsbaggrund. De skal derfor omstille sig for at

kunne se at begrebet diskrimination i lyset af ”alle unge”.

Informanten fra Ungdommens LO mener, at der er et problem med diskrimination af

erhvervsskoleelever i forhold til gymnasieelever, og det er en diskrimination af de unge, der påbegynder

en faglig uddannelse, at der mangler praktikpladser. Erhvervsskoler bliver underprioriteret økonomisk i

forhold til gymnasier. Vilkårene på disse skoler er derfor meget ringere på flere områder. Informanten

henviser her til et udsagn, som LO's formand Harald Børsting plejer at bruge: ”Der er ikke nogen der

forestiller sig at lade en gymnasieelev starte i 1.G uden mulighed for at gøre forløbet færdigt.” 37

Informanten fra Ungdommens LO kommer herefter ind på, at unge rammes oftere end voksne af

arbejdsulykker. Hun refererer til en nylig udkommet rapport, ifølge hvilken det højere ulykkes- niveau

skyldes mangel på grundighed i indføring i jobbet.

37 Informanten fra U. LO

13


Informanten giver udtryk for, at de etniske (mindretals) kvinder er blevet mere ligestillede med

majoritetsbefolkningen. Dog er der ifølge hende alt for få kvinder i bestyrelser og i toplederfunktioner

m.fl.

I flæng nævnes det, at Ungdomsarbejdsløsheden er dobbelt så høj blandt unge som blandt befolkningen

generelt.

Kun den ene af informanterne nævner diskriminationen i nattelivet som et problem.

Ifølge ”statusrapporten over antidiskriminationsindsatsen i Københavns Kommune i 2008 38 var det især

unge indvandrere og efterkommere af indvandrere, der havde oplevet at føle sig diskrimineret.

Se under Handicappede/Unge: Psykisk handicappedes problemer.

HANDICAPPEDE

PTU er repræsenteret ved to informanter, men det følgende er baseret primært på udsagn af den ene af

de to.

Ligesom ved aldersdiskrimination er der en række hverdagssituationer, hvor der ikke er tale om hverken

ulovlig indirekte eller direkte diskrimination, men hvor mange, ifølge vores informant fra PTU, oplever

en krænkende forskelsbehandling. I PTU skelner man mellem begreberne ”retslig” og ”faktisk”

diskrimination. Mønstret har ikke ændret sig nævneværdigt i det seneste år: Det er fortsat i hverdagen,

de handicappede oplever ”faktisk” diskrimination. Og ifølge informanten opleves denne ”hele tiden alle

steder”. Bl.a. i form af forhindringer som: huller i veje, trin, trapper, manglende elevatorer, dårlig

vedligeholdte veje m.m. Som informanten siger: ”De ville blive sindssyge, hvis de skulle klage (over

den manglende tilgængelighed), og det ville vi også.” Som det er, er det i realiteten heller ikke muligt at

klage over manglende tilgængelighed, idet de nævnte forhold ikke hører under diskriminationsgrundene

og det er simpelthen for dyrt at anlægge sager ved domstolene. Derfor kalder PTU det også for faktisk

diskrimination.

Ifølge PTU er listen af den oplevede faktiske diskrimination lang og omfatter udover begrænset

tilgængelighed for kørestolsbrugere tillige direkte forhindringer i spontan deltagelse i arrangementer og

manglende mulighed for at gå i teatret mere end 6 af gangen. Vores informant, som selv er polioramt og

sidder i kørestol, har mange års erfaring som handicappet. Informanten fortæller, at han holder af at tage

til New York, som ifølge ham er den by, der er den mest fremkommelige i verden. ”Det begyndte med

at guvernør Rockefeller junior i midten af 60’erne eller i slutningen af 50’erne, der gik krigsveteranerne

til ham og sagde: ”Vil du have vores stemme?” og det ville han jo gerne – jamen, så skal du bygge NY

om, og det lovede han. Og siden har alle guvernører fulgt den politik, og derfor er NY blevet ændret.

Den var jo lige så utilgængelig som mange andre storbyer”. Informanten sammenligner New York med

København og nævner, at færdsel med kørestol kræver planlægning af ruter.

Følgende case fra PTU viser noget om, hvornår en handicappet i kørestol oplever sine grænser

tilstrækkelig overskredet til at klage (til PTU): Informanten beretter ”Fx hvis du står i en kø ved

lufthavnen og bliver sprunget over af taxierne, fordi du har en kørestol med. De gider ikke have en

kørestol med, fordi det er så besværligt, og det er hurtigere at tage de andre. – Så klager de!”

38 Statusrapport 2008

14


Casen fra PTU er et eksempel på, at handicappede dagligt oplever at blive udsat for det, som de

definerer som faktisk diskrimination.

Den samme problematik er beskrevet i

Interessentanalysen 39 . Det er den manglende tilgængelighed,

der er den fremherskende form for oplevet diskrimination.

Da det er så hverdagsagtige problematikker set fra

handicapsynspunkt, har de fleste, ifølge organisationerne,

opgivet at kæmpe for forandringer. Ifølge informanten

mener mange handicappede, at det ikke nytter at klage. ”I

PTU rådgiver vi folk om, hvilken vej de skal gå, og en

væsentlig del af rådgivningen består af at fortælle folk, at

det har sgu været ubehageligt for dig det her.”

Når der klages over diskrimination, som handicappede

medborgere oplever på arbejdsmarkedet, er der tale om

diskrimination, der er dækket af lovgivning, og her hjælper

PTU med at henvise medlemmer til advokater, der kan

hjælpe.

Informanten beretter: ”Jeg har en mand, der har været ansat i et amt, hvor han havde en overordnet

stilling som regnskabsmand, hvor han var oppe på afdelingschefniveau, og da amtet skulle flytte, skulle

han jo også med. Det viste sig, at han ikke kunne komme ind i de nye bygninger. Problemet blev løst

ved, at hans kontor og afdeling blev lagt i en bygning ved siden af, hvor der var tilgængelighed. Og så

kom resten af administrationen til ham, når det var nødvendigt. Nu kom der så en ny chef, og nu er det i

regionsniveau, og nu er han blevet fyret. Han er i begyndelsen af halvtredserne, og der kører en retssag.

Det er hans egen organisation, der kører retssagen for ham og vi støtter.”

LEV. Landsforeningen Evnesvages Vel

Informanten oplevede selv en helt

grotesk situation efter en kongres i

Ålborg. Hans fly tilbage til

København kunne ikke lette grundet

tåge. Da informanten derfor ringede

til DSB for at høre, om han kunne

komme med tog tilbage til

København, blev han informeret om,

at dette ikke var muligt. Sådan en

plads skulle bestilles mindst 24 og

faktisk helst 48 timer før afgang,

uanset om man selv medbringer en

hjælper og ”sit eget sæde”. Historien

endte med, at han måtte køre med taxi

hele vejen hjem.

Hvordan oplever mennesker med mentale handicap diskrimination? Vi har interviewet Formanden for

LEV København.

Informanten fortæller, at diskriminationen af de mentalt handicappede tog til i forbindelse med

finanskrisens indtog. Ifølge informanten er der blevet flere handicappede med deraf følgende

udgiftsstigninger. Man hører meget om, at de mentalt handicappede, skulle integreres i den almindelige

folkeskole. På trods af at de Danske Handicaporganisationer gjorde hvad de kunne, er der skåret

voldsomt både i antallet af specialskoler og specialundervisning.

At tonen er ændret, kan ses i nogle af de ”historier” der ofte dukker op i medierne, som fx da Ulla

Tørnæs kom med sit indlæg i debatten, hvor hun sagde, ”at institutionerne da bare kunne ringe efter

forældrene, når deres børn ikke opførte sig ordentligt, men som informanten siger, ”så er det jo

handicappet der gør, at du ikke opfører dig ordentligt, og så hjælper det jo ikke at du ringer til

forældrene”.

39

Interessentanalyse : Ngo'ers kendskab til diskriminationsområdet og Københavns Borgerrådgiver, New Deals

December 2009 0g Januar 2010

15


Ifølge informanten er den officielle tone siden blevet lidt bedre, men til gengæld er det som om der i

befolkningen er kommet en ændret holdning, hun siger: – ”Jamen, de der handicappede skal også vænne

sig til, at der ikke er så mange penge”

Informanten fortæller videre: ”Historier der handler om forældre, der får ”for meget” i tabt

arbejdsfortjeneste, og andre historier om ”snyd”; sådanne historier er med til, at der danner sig billeder

hos befolkningen, af, at nu er der altså blevet for meget med de der handicappede.”

Og videre: ”Man hetzer mod en befolkningsgruppe og på den måde får du resten af befolkningen til at

tro på den propaganda, som det dybest set er”. ”Vi i LEV har talt om, at den her periode svarer til ca.

1930. Der er nogle lighedspunkter i tiden, der kan gøre en helt forskrækket.”

Informanten har flere eksempler som eksempel på denne ændring, men fremhæver især en episode, som

hun synes illustrerer situationen i forhold til den almene holdning til handicappede og det var, da en af

LEV’s medlemmer lagde et lille klip ud på YouToube, der hed ”Her er mit liv”, ”så gør jeg sådan, når

jeg står op, og det fik jeg at spise i dag og her er jeg ude at handle m.m.”. Medlemmets mor måtte efter

ganske kort tid bede om, at den lille film blev taget ”af” YouToube, da der desværre kom en hel del

kommentarer á la ”De har det alt for godt”.

Af gode grunde er det sjældent de mentalt handicappede selv, der klager over at blive diskrimineret. I

stedet holder LEV øje med de forhold, der kan være diskriminerende, og reagerer ved at gå i dialog med

kommunen. I Københavns Kommune holdes der jævnligt møder mellem parterne, og LEV synes, der

bliver lyttet til dem.

Informanten fortæller, at LEV oplever, at der er mange udfordringer, idet mange nye love får

indflydelse på gruppen af mentalt handicappede. Det er eksempelvis blevet tiltagende svært for en ung

handicappet at få en bolig. Informanten siger: ”De bygger og bygger, men der er et lovgivningsmæssigt

problem med de unge ”mere” velfungerende, dem vi kalder for a-holdet, som ikke får førtidspension,

men som ryger på dagpenge (understøttelse). De kan ikke få en bolig, fordi lovgivningen gør, at man

ikke må give tilskud til deres bolig, og de kan jo ikke blive ved med at bo hjemme ”. ”Vi har i den

forbindelse, sammen med Københavns Kommune, skrevet til socialministeren og håber det gør en

forskel”. Samarbejdet med Københavns Kommune fungerer godt. Når der opstår problemer, bliver der

lyttet til LEV.

Også indenfor området fleksjob til handicappede resterer der stadig store problemer. ”Det er blevet

sværere at få et fleksjob for de handicappede”.

”På det sidste handicaprådsmøde så vi en video med en der havde muskelsvind, som simpelthen ikke

kunne arbejde mere end 12 timer, fordi det gjorde ondt, og nu forventes det, at der bare skal gå lidt tid,

så skal du nok lære at kunne arbejde 30 timer. NEJ, det er en fysisk barriere, der gør, at hun ikke kan.

Det var jo ikke fordi, hun ikke vil, hun vil da gerne arbejde 30 timer, men det vil hendes krop ikke. I

lovgivningen er der nu indført en regel om, at hun skal lære at yde mere, men sådan en som hende KAN

ikke lære kroppen at yde mere.

Det er det jeg mener med, at vi skal ind og tale med politikerne og spørge dem, hvad er det I gør? Men

det tager tid”.

”Vi har haft store diskussioner i LEV København, om det er ren rettighedspolitik vi skal føre, eller er

det ”mig og mit værdige liv”. Jeg kunne jo godt tænke mig en blanding.”

”Bare det ikke ender der, hvor du ikke engang kan få lov at gå til fodbold. Det er det jeg er bange for.

Det er ikke nok at have et sted at bo, man skal også have et socialt liv”.

16


”Vi ved, i dag, at der i dag er mange flere drenge, der er autister, men vi ved ikke hvorfor. Der gættes

på, om det kan være fordi gymnastikken er forsvundet fra skoleskemaet. Desværre skete der så det, at en

eller anden klaphat pludselig siger, at der ikke er noget der hedder autister”. Det er bare forældrene, der

er dårlige til at opdrage deres børn”. ”Det er det jeg mener, det er vigtigt at have en god tone”.

RACE/ETNISK OPRINDELSE

ENAR- European Network Against Rasism.

“- There is a clear link between experiencing discrimination and feeling part of

a minority –”Euro08 40

Vi har interviewet formanden for ENAR, European network against Racism, formanden for SOS mod

racisme; en frivillig fra SOS mod racisme, der ønsker at være anonym; samt en medarbejder fra vores

egen organisation DRC.

Informanten fra ENAR lægger ud med at fastslå: ”Selvom Danmark er et relativt fredeligt ikke-voldeligt

samfund, sammenlignet med Frankrig og England, så trives den indirekte, skjulte og den strukturelle og

institutionelle racisme i høj grad.”

Begrebet ”Institutionel racisme”

Der er flere kendte eksempler fra historien, hvor myndighederne har måttet ændre bogtitler, sange navn

på slik m.m. Disse og andre er eksempler på, at der kan ske ubevidst forskelsbehandling af grupper og

mennesker i ansøgninger om godkendelse af foreninger m.m. Denne form for diskrimination hører

under begrebet Institutionel racisme. Institutionel racisme er ofte skjult i tekster og kan derfor være

svær at få øje på, før man underkaster teksterne et nærmere eftersyn.

ENAR er et netværk af danske Ngo'er. Netværket har ca. 32 medlemsorganisationer. Alle 32

organisationer arbejder med diskrimination, racisme, islamofobi, antisemitisme m.m. i Danmark.

Organisationen aflægger årligt rapport til EU-kommissionen.

I lighed med andre informanter finder informanten for ENAR det glædeligt, at det ser ud til, at den nye

regering har givet en instruks til deres politikere om at afholde sig fra den hårde tone overfor

indvandrere:

”Jeg kan se på medier, tv, nyheder og overskrifter, at tonen ikke længere er så hård som den var. Jeg

håber det fortsætter sådan.”

Hvordan er ENAR's syn på udviklingen i bekæmpelsen af diskrimination gennem det seneste år? Til

dette svarer informanten:

”I Danmark kan man ikke måle etnisk diskrimination, da man ikke må samle data ud fra etnicitet. Det er

kun politiet der må. I en rapport fra OSCE stod der, at PET ikke har sendt oplysninger til OSCE, så hvor

står vi? Hvor lang tid tager det at samle de tal 41 og give dem til OSCE? Kan det virkelig passe, at det

tager PET 1 1/2 år at samle disse tal? De har jo allerede de data.”

40 Discrimination in the European Union: Perceptions, Experiences and Attitudes Fieldwork

February -March 2008 Report, Special Eurobarometer 296 European Commission

41

17


Informanten mener derudover, at det samme gælder for mange danskere”. Der mangler steder, der

tilbyder rådgivning.” 42

En anden væsentlig mangel er: ”at formidle den viden og de resultater, som Københavns Kommune har

opsamlet gennem mange år, til indvandrere og flygtninge selv”.

”Det er udmærket, at man kigger på tal, og at man dermed når frem til nogle fine resultater, men hvad

ved Hassan om, hvad der foregår?”

”Er kommunen faktisk gearet til at gøre noget ved det? Er der vilje til at bruge de oplysninger, de får, til

at lave om på deres måde at oplyse på?”, spørger han.

Informanten har mange eksempler på de forskellige former for diskrimination, som de etniske

minoriteter oplever dagligt. For eksempel den institutionelle racisme, som udøves gennem den måde

politiet behandler folk på. De mange razziaer mod etniske forretninger, som vi har set i nyhederne. ”Når

Skat skal ud på kontrol, tager de ofte et tv-hold med. Det betyder, at en pizzaejer straks havner i

medierne. Det er sjældent, at det samme skattehold går ud til et stort firma, eller til en dansk virksomhed

og gør det samme”.

”Den lille pizzamand kender ikke sine rettigheder og ved ikke, at han kan afvise, at medierne følger med

Skat ind i butikken”. ”De stiller sig op lige bag ved skat og går ”bare” med ind. Næste dag kan man læse

overskrifterne i medierne: Indvandrere snyder skat! I stedet for en eller to, så bliver det til ALLE! Ifølge

informanten er det et meget godt eksempel på det, man kalder institutionel racisme”

Informanten har et ønske om, at kommunen nedsætter et forum med repræsentanter for Ngo'er og

organisationer der repræsenterer alle diskriminationsområderne, så kommunen får informationer fra de

befolkningsgrupper, der er berørt (på samme måde som Københavns Politi holder halvårlige møder med

de etniske minoriteters organisationer).

Informanten lægger vægt på det problematiske i, at Ngo' der arbejder med racisme ikke har nogen

midler til arbejdet – ”Det koster penge at have ansatte, det koster penge at have et kontor, computer,

telefon og al den slags ting. Uden de ting kan der ikke laves noget arbejde”. ”Så den sammenhæng

mellem Ngo'er og deres arbejde i kommunen eksisterer ikke. Uden Ngo'ernes hjælp kan kommunen ikke

gøre noget rigtigt”. Dette eksempel kan illustrere, hvorfor det er så vigtigt med denne sammenhæng.

”Når eksempelvis ”Marokkanerne” holder et møde, så snakker de med hinanden. Hos dem kan man

indhente information om, hvordan politiet behandler dem, eller hvordan skattevæsenet har behandlet

dem, og mange andre ting. De taler med hinanden om problemer på diskoteker, deres naboer, om

arbejdsmarkedet. Ngo'erne er dem der har direkte adgang til disse fora og kan medvirke til at oplyse

begge parter”.

Ifølge informanten er de største problemer den direkte diskrimination på arbejdsmarkedet og i

nabostridigheder. Men også grupper med særlige kendetegn oplever store problemer på gader og

stræder, fx somaliere, fordi de er så synlige. Kvinder med deres beklædning og mænd med skæg og

piger med tørklæder oplever ofte tilråb. ”Mange af dem ved ikke, hvor de skal henvende sig, når de føler

at deres grænser bliver overskredet. I England er der et kontor i hver by, hvor du kan gå direkte ind fra

gaden og sige Hallo jeg har brug for hjælp!” I modsætning til Københavns Borgerrådgiver gælder det

alle sager om diskrimination også dem der falder uden for kommunens egne institutioner.

Informanten synes både, der mangler kommunale rådgivninger og i høj grad også Ngo'er, der kan yde

uvildig rådgivning. ”Jeg sender aldrig folk, der henvender sig til mig, til de officielle kanaler. Jeg sender

dem til DRC”. Hvis der var funding fra kommunen eller staten og de var villige til at investere, så kunne

Ngo’er i Aarhus eller i Randers eller hvor som helst ansætte nogle jurister og socialrådgivere”.

42

18


Som nævnt er den ene af ENAR's to hovedopgaver at udarbejde en årlig rapport om racisme og

diskrimination. Rapporten ser på forskellige områder bl.a. arbejdsmarkedet og den sociale forvaltning.

”Rapporten er baseret på hvad vi hører fra vores medlemmer, men mest på det, der er skrevet i pressen,

og hvad forskellige forskere er kommet frem til”.

”Det er en meget veldokumenteret rapport, som sendes til EU kommissionen. Vi ved at den bliver brugt

i europæiske sammenhænge”.

Repræsentanten fra ENAR foreslår, at kommunen laver en lille pulje, hvor Ngo'er kan søge penge til

projekter, ”ikke kun de store Ngo’er eller alle de, der kan skrive flotte ansøgninger”. ”Hvis Ngo'erne

kan få lidt hjælp, så kan de tilbyde rådgivning eller lave kampagner i moskeer, på væresteder, i klubber

og i forretninger. Mange mennesker kommer i (etniske) forretninger og køber deres varer, så hvis der er

brochurer, eller der sidder nogen mennesker og fortæller, kunne man nå meget langt ud”.

”Jeg har arbejdet gratis i 30 år, men kan ikke længere. Jeg sagde det på sidste møde.

Til registrering er man nødt til at lave nogen kampagner til folk, så de ved at de kan gå der og derhen og

klage. Registrering kommer ikke ud af den blå luft”.

”Det er et stort problem, at de store organisationer har, hvad der skal til for at klare sig selv. De behøver

ikke at koordinere med de små Ngo'er. Det er uhensigtsmæssigt, da det er til de ”små” Ngo'er, at

menigmand henvender sig. For eksempel er en del af problematikken for Institut for

menneskerettigheder, at de kun er kendt blandt de højt uddannede indvandrere”.

Vi har spurgt repræsentanten, hvad de mener, er årsagen til de få klager? Her har vores informant et

svar, der ligger lige for: ”Før man kan sige fra overfor diskrimination, er man nødt til at kende sine

rettigheder”.

Videre siger han: ”Jeg har mange gange talt med folk og har sagt, så må du klage, og så har de sagt, men

hvor skal jeg gøre det.”

Og: ”Vi har kommunen, vi har instituttet, og vi har Ligebehandlingsnævnet, hvor vi kan se, hvad det er

for sager de behandler. Ud af 100 sager er der måske 1 eller 2, der handler om racisme. Og det er kun

på arbejdsmarkedet”.

Som tidligere nævnt, så er ”kerneproblemet i Danmark, at vi ikke har noget problem. Vi lever i et

konsensussamfund”.

”Når man har sådan et mindset, er det nødvendigt at anerkende, at der er problemer. Før man gør det, er

det jo heller ikke til at skaffe ressourcer til at løse problemerne”.

Informanten meddeler derudover, at såfremt Københavns Kommune ønsker at forbedre deres forhold til

de etniske minoriteter yderligere, er det nødvendigt at lave nogle ”lavpraktiske” tiltag:

”For det første må man støtte deres væresteder, deres klubber, deres moskeer og andre steder, hvor

etniske minoriteter færdes. Hvis man går ud og snakker med folk, og her menes de helt almindelige

borgere, så kan man få oplysninger. Man skal gøre sig synlig og fortælle, hvad man arbejder med, og

høre hvilke problemer de har, men det er vigtigt, at det skal være face-to-face. Hverken gennem

computer eller telefon”.

”Midlertidige rådgivninger har de allerede prøvet. De virker også kun i begrænset omfang. Efter kort tid

ebber henvendelserne ud. Medarbejderne skal simpelthen ud på gaden. Det er jo menigmand, der

oplever diskrimination”.

”Også de ældre medborgere er et problemfelt, der bør sættes ind overfor. De ældre fra etniske

minoriteter, der enten har brug for at have hjemmehjælper eller skal på plejehjem, er der grund til at

beskæftige sig meget mere med. De særlige problemer, der er i den fase i livet, er både sprog, mad,

19


ensomhed og kultur”. Man kan fx se på, hvad de gør i England, hvor det er normalt at sætte dem

sammen i små eller større grupper, så de får glæde af hinandens kompetencer.”

”Det er et stort problem, at ældre har ikke ret til tolk efter 7 år her i landet.”

Informanten fra ENAR gør tillige opmærksom på, at der findes ikke nogen plejehjem, hvor man er

opmærksom på at sammensætte små grupper af ældre indvandrere, der kan tale sammen, lave mad

sammen m.m. !

Til sidst ønsker informanten at henlede opmærksomheden på det fænomen, at man, hvis man behandler

alle lige, faktisk diskriminerer alle de, der ikke kan profitere af denne ligebehandling,

SOS MOD RACISME/DRC

SOS arbejder først og fremmest med oplysning, men tager indimellem mod direkte henvendelser fra

borgere, der oplever diskrimination. SOS viderehenviser til DRC og til Borgerrådgiveren. De frivillige

og unge pensionister, der arbejder i SOS, er folk med et humanistisk ideal.

DRC har som formål at yde juridisk rådgivning samt at dokumentere racediskrimination. DRC har en

centerleder og en varierende gruppe af unge frivillige specialestuderende. DRC har en ugentlig åben

rådgivning, hvor alle kan komme ind fra gaden eller ringe. Alle relevante henvendelser bliver behandlet

eller viderehenvist.

SOS mod racisme var i samarbejde med Københavns Politi med til at starte Kontaktudvalget mellem de

etniske minoriteter og politiet. Udvalget har i mere

end 10 år mødtes halvårligt og drøfte sager om

diskrimination ved diskoteker, hadforbrydelser m.v..

Sidste år deltog SOS mod racisme også i en

europæisk undersøgelse, hvor man lavede en test ved

en række diskoteker. Unge med henholdsvis

minoritets- og majoritetsbaggrund (iført det samme

tøj) blev sendt hen til de samme diskoteker, som test

af dørmændenes politik. Resultatet var nedslående,

fordi man atter fik bekræftet omfanget af

diskrimination i det københavnske natteliv. 43

”Igen og igen har vi fået beskrevet ydmygelsen ved

at se andre blive lukket indenfor, mens man selv blev

afvist uden begrundelse, men med en klar

fornemmelse af, at det er pga. hudfarve og etnisk

oprindelse, forhold, som man af gode grunde ikke

selv har haft indflydelse på. Det kan endda opleves

endnu mere krænkende i situationer, hvor man er

sammen med venner eller en kæreste, hvor vennen

eller kæresten får tilladelse til komme ind, fordi de tilhører majoriteten.” 44

Et eksempel fra DRC blev oplevet af en

politibetjent med et fremmedklingende navn.

Hans kæreste havde bestilt bord på et

københavnsk diskotek til hans fødselsdag.

Hun ville give ham en god overraskelse. Da

hun skulle bekræfte bestillingen blev hun bedt

om, at oplyse navnene på de øvrige deltagere,

herunder fødselarens navn. Herefter vendte

diskoteket tilbage og meddelte at alle gæster

var velkomne, men at fødselaren selv (den

eneste med minoritetsbaggrund) ikke var

velkommen. Angiveligt var han registeret for

tidligere at have opført sig voldeligt på stedet.

Da DRC trådte ind i sagen, meddelte

diskoteket pludselig, at man havde forvekslet

hans (meget usædvanlige) navn med en

andens. Parret valgte dog ikke at gå videre

med sagen. (DRC sag nr. SA2328, 2009)

43 SOS deltog i undersøgelsen: Nydanskere i nattelivet 2007.Information 25.06.2008

44 Citat fra undersøgelsen. DRC

20


SOS og DRC kan i fællesskab pege på en række andre væsentlige diskriminationsfelter indenfor

rammerne af udlændingeloven og arbejdsmarkedet, hvor de etniske minoriteter kommer i klemme i det

danske samfund. Et af de alvorligste områder er dog afgjort racistisk vold.

Drabet på Dennis Üzun (se tekstboks) er et

eksempel på racistisk vold; og tjener samtidig som

eksempel på, at myndighedernes modvilje mode

at erkende racisme som muligt motiv.

Den 27. marts udtalte drabschef for Københavns

Politi Ove Dahl til medierne: ”Der er ikke noget i

den her sag, der tyder på nogen form for racisme.

Det er umotiveret meningsløs vold. Vold for

voldens skyld.” Også to medarbejder fra

Københavns kommune udtalte til dagbladet

Politiken 45 at, gerningsmanden ”næppe havde

noget racistisk motiv”.

Heller ikke i den efterfølgende straffesag blev det

mulige racistiske motiv forfulgt af

anklagemyndigheden. På vegne af Dennis’ mor

har DRC indgivet en klage til Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol. Det har siden vist

sig, at samme gerningsmand også havde

overfaldet andre unge med minoritetsbaggrund,

endda kort tid før overfaldet på Amagerbrogade,

men heller ikke disse overfald bliver efterforsket

som mulige racistiske overfald.

Men når både medarbejdere fra Københavns Politi og Københavns Kommune udtaler, at der ikke er tale

om racisme, så er det ikke svært at forstå, at det giver ofrene (i dette tilfælde de efterladte) det indtryk, at

man i Danmark ikke tager racisme og fremmedhad alvorligt. I sager ved Menneskerettighedsdomstolen

mod lande som Bulgarien, Rumænien og Makedonien (hvor disse landes politi og anklagemyndighed

har undladt at efterforske overfald på Romaer som mulige racistiske overgreb) er sagerne endt med

domme, der har tildelt ofre eller efterladte økonomiske erstatninger.

Man kan se af ovennævnte sag, at hadforbrydelser desværre kan medføre dødsfald, sådan som det og

er omtalt i kapitel 1.

RELIGION

Vi har talt med henholdsvis en repræsentant for en muslimsk menighed og Mosaisk Trossamfund.

Imamen har mange politiske holdninger, som eksemplificeres med konkrete politiske og mediemæssige

ændringer siden vi fik en ny regering. Informanten sammenligner forholdene fra tiden før

regeringsskiftet med tiden efter.

45 Artiklen: ”Vi ser ingen racisme her”, Politiken d. 24. marts 2008.

I marts 2008 bliver Dennis Üzun udsat for et

brutalt overfald på Amagerbrogade. Sammen

med en ven er han i gang med at dele aviser ud,

da 2 unge mænd pludselig hopper ud fra en bil.

De er halvbrødre, og den yngste på 15 år holder

en kølle i sin ene hånd. Den 17-årige bærer en

kødhammer. Den yngste af de to unge fyre går

hen imod Dennis Üzun og siger: ”Hvad glor du

på, perkersvin”? Den 15-årige løfter herefter

køllen med sin højre hånd, slår igennem og

rammer Dennis Üzun på venstre side af hovedet

- lige bag øret. Det runger, som havde han ramt

en tennisbold. ”Den sad godt,” siger den 17årige

overfaldsmand til den 15-årige, og de går

grinende tilbage til bilen og kører væk. Imens er

Dennis Üzun faldet sammen på ryggen på

hjørnet af Polensgade, efter at han havde vaklet

et par skridt væk. Under hele overfaldet stod

vennen omkring en meter fra overfaldsstedet og

og hørte alt. Politiet bliver alarmeret, og 12

minutter senere er en ambulancelæge i gang

med forsøg på at genoplive Dennis Üzun. Det

lykkes ikke, og Dennis Üzun dør.

21


Informanten færdes dagligt på Nørrebro, hvor han har kontor, butik og Moské. Hans arbejde i moskeen

kan sammenlignes med en sognepræsts arbejde i en kirke. I denne undersøgelse er han en af vores

informanter, og som det første fortæller han, at det glæder ham og alle andre muslimer, at de ikke

længere vågner op til nye negative historier i medierne dagligt. Tonen i debatten er blevet meget bedre.

For at illustrere sin pointe giver informanten det eksempel, at det ikke længere ville være acceptabelt,

under den nuværende regering, for en politiker at stå op på folketingets talerstol og drage en

sammenligning mellem det muslimske tørklæde og hagekorset, uden at det medfører nogen som helst

form for sanktioner. Det var det, som folketingsmedlem og pastor Søren Krarup gjorde. Da informanten

efterfølgende ville anlægge en sag mod Søren Krarup blev han afvist med den begrundelse, at Søren

Krarup, grundet sin status, var beskyttet af en udvidet ytringsfrihed som politiker.

Informanten mener desuden, at udtalelserne ville have medført en helt anden form for diskussion,

såfremt det havde drejet sig om en jødisk kalot. Sådan en sammenligning ville have medført en klar

fordømmelse af Krarup og hans udtalelse.

Som den eneste af de interviewede giver denne informant udtryk for, at den oplevede diskrimination,

efter regeringsskiftet, ikke længere har samme omfang for medlemmerne af den muslimske trosretning,

som før regeringsskiftet. Han mener, at det før valget var mindst 90 % af alle muslimer, der oplevede sig

diskriminerede, især af politikere og gennem medierne. Han taler ligefrem om en kollektiv politiseret

form for diskrimination, som både gennemsyrede lovgivningen, forvaltningen og medierne. Som

eksempler på det hans medlemmer oplevede, er bl.a. de tiltag, der havde til formål at begrænse

indvandringen, såsom 24 års reglen, den nedsatte kontanthjælp og starthjælpen, pointsystemer m.m.

Informanten kan yderligere fortælle, at han selv

engang har oplevet at blive diskrimineret i en

jobsituation, hvor han havde søgt et job som

sælger i mellemøsten. Informanten har alle

forudsætninger for at kunne varetage sådan et

arbejde, men fik alligevel et afslag. Ved en

opringning til arbejdsgiveren præsenterede han sig

og blev hurtigt klar over, at arbejdsgiveren

overhovedet ikke var kommet længere med

læsningen af ansøgningen end til Abdul, før

afslaget blev skrevet.

Der er i nogle sammenhænge et overlap mellem

race og religion – eksempelvis når der er tale om

antisemitisme. Mosaisk trossamfund og DRC gik

Informanten omtaler en sag, hvor hans søster

for nogle år siden rettede henvendelse til et

jobcenter. Søsteren er muslim og går med

tørklæde. På jobcentret får hun sig en sludder

med jobkonsulenten om hendes interesser. Hun

bliver derefter spurgt, om hun kunne tænke sig

at komme på danskkursus, hvortil hun svarer,

”Jamen, det har jeg nok ikke så meget brug for,

jeg er jo fra Jylland”. Hun blev så henvist til et

kursus i dansk for indvandrerkvinder, hvilket

hun jo ikke har meget brug for som indfødt

dansker. Der sættes altså automatisk

lighedstegn mellem tørklæde og udenlandsk.

derfor sammen om at anmelde en episode på Rådhuspladsen, hvor en mand af mellemøstlig oprindelse,

fra en talerstol, råbte dødstrusler mod jøder. Selv om det blev filmet og vist i nyhederne, så mente

politiet ikke, at der var dokumentation nok til at pågribe gerningsmanden. MT og DRC påklagede

politiets beslutning om at opgive sagen, men blev afvist med den begrundelse, at vi som organisationer

ikke er klageberettigede.

Sagen viser desværre, at den tryghed, som jødiske borgere i København bør kunne forvente, ikke rækker

længere end til, hvilke ressourcer politiet sætter ind. Det viser også, at Ngo’er, der prøver at holde

myndighederne ansvarlige i forhold til deres ansvar, ikke tages alvorligt.

22


Informanten fra Mosaisk Trossamfund: ”Vi lavede anmeldelsen på vegne af jøderne, men det kan man

ikke som organisation. Det er kun enkeltpersoner, så jeg mener, det er meget svært for os at gøre noget,

fordi enkeltpersoner ikke tør stå frem.” På dette punkt er der derfor brug for en lovændring.

Desværre sker der ikke sjældent, ifølge informanten fra Mosaisk Trossamfund, en sammenblanding

mellem det at være dansk jøde og det at repræsentere staten Israel. Han siger: ”Man skal altid have en

mening omkring Israel, man skal altid kunne forsvare det der sker i Israel. Vi har jo slet ikke nogen

mulighed for at påvirke situationen hverken på den ene eller anden måde mere end nogen anden, så det

er sådan en skævvridning, men sådan er det bare.”

Vi har interviewet en ung dansk jøde, der netop har været udsat for en episode, der illustrerer

ovenstående.

På Fisketorvet blev han antastet af en gruppe unge med mellemøstlig baggrund, der spørger om han er

jøde. Pludselig går det op for ham, at han, ved en fejltagelse, har ladet sin jødestjerne hænge uden på

trøjen. Han når at føle det ubehageligt, men heldigvis dukker en centervagt op, og der skete ikke

yderligere.

I Mosaisk Trossamfund registreres de overgreb og hadforbrydelser, der går ud over jøder i Danmark.

Jøderne bliver instrueret af deres menighed om, at undlade at bære religiøse symboler udenpå tøjet.

Begrundelsen er at man ikke mener, at det er nødvendigt at provokere.

Religion er med rette en privat sag. Mange vil, uanset hvilken religiøst tilhørsforhold de har, om noget

overhovedet, finde det urimeligt at blive udspurgt herom.

Det kan ligne ”strukturel diskrimination”, hvis det er

en generel problematik, at man gør noget fordi, sådan

har man altid gjort. Som i eksemplet i casen til højre

viser, kan det ske, at man uden egentlig at ville det,

har overtrådt en kulturel grænse.

Dette er også en form for ”institutionel

diskrimination”, hvor diskriminationen er ubevidst

fra afsenderside. Sagen viser, at der kan være grund

til at gennemgå sagspraksis og dokumenter. I det

konkrete tilfælde kunne man i stedet spørge, om

vedkommende ønsker at være medlem af

Folkekirken. Hermed kan det undgås, at folk fra

andre kulturkredse oplever sig diskriminerede, og

samtidig er det noget, man nemt kan gøre noget ved.

En canadisk borger henvender sig (DRC sag

SA2435, 2011) i forbindelse med sin

bosættelse i Københavns Kommune til

Borgerservice. Der bliver han spurgt om sin

religion. Det kom helt bag på borgeren, og

han følte det som et overgreb at blive spurgt

om sin religion. Han bad derfor om en

forklaring på dette ret personlige spørgsmål

og fik oplyst, at det er et standardspørgsmål,

der bliver stillet for at afgøre, om personen

skal betale kirkeskat i Danmark.

Umiddelbart virker det ikke som Københavns

Kommunes opgave at spørge om der skal

betales til et bestemt kirkesamfund og ikke til

andre. Under alle omstændigheder er

spørgsmålet forkert, da det ikke er hans tro,

men spørgsmålet om skat, der skal afklares.

Også i forhold til religiøs diskrimination udgør

diskrimination på arbejdsmarkedet et problem.

Eksempelvis repræsenterede DRC en ung kvinde, der

blev fyret, fordi hun fastede under Ramadanen. Den institution, hvor hun var blevet ansat som vikar,

nægtede at der var tale om religiøs diskrimination, da de begrundede fyringen med henvisning til det

”nødvendige” i, at hun skulle spise sammen med børnene. Østre Landsret afviste i 2008, at det var et

sagligt krav, og fandt at der var tale om indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

23


DRC har efterfølgende – uden held – forsøgt at gøre Københavns kommune opmærksom på det

uheldige i at kommunen har indgået driftsoverenskomst med en arbejdsplads, der har dom for at

diskriminere. Først for nyligt er der indført mulighed for at kommunen kan stille krav til leverandører af

vare og tjenester og der er fortsat ikke ingen formaliseret klageadgang i sager, hvor private

virksomheder med kommunale kontakter udøver diskrimination.

SEKSUALITET

Forskellige minoriteter oplever forskellige former for diskrimination: I LBGT (Landsforeningen af

Lesbiske, Bøsser, biseksuelle og transpersoner) har man organiseret bøsser, lesbiske, biseksuelle og

transpersoner. Foreningen arbejder bl.a. for ligestilling og på at modvirke diskrimination.

I vort interview med LBGT fik vi fortalt om en episode, der fandt sted under World Out Games i 2009.

”Et lesbisk par gik ned gennem Købmagergade nyforelskede hånd i hånd. Denne uskyldige handling var

åbenbart så provokerende, at nogle unge mennesker begyndte at kaste slushice og isvafler i hovedet på

det unge par.”

Mange medlemmer af LBGT kan berette om lignende oplevelser. Informanten fortæller, at det har

medført udbredt selvcensur, og at mange homoseksuelle, især bøsser, ikke vil holde i hånd, når de går

ned ad Strøget. De frygter for eventuelle konsekvenser. Denne undertrykkelse af egen seksualitet er ikke

noget enestående fænomen. Ifølge informanten er der mange medlemmer af LBGT, der ikke snakker

højt om deres seksualitet. De ved ikke eller ønsker ikke at opleve, hvilke konsekvenser det kunne have i

deres sociale liv blandt familie, venner og i arbejdslivet.

Et eksempel er en kvindelig lærer, der i en moden alder sprang ud som lesbisk. Fra den ene dag til den

anden oplevede hun, at hendes kollegaer ikke længere spurgte ind til det, de ellers plejede at tale om

efter en weekend. Som om de var bange for at høre, hvad hun nu kunne finde på at svare.

En anden kvindelig lesbisk lærer ønskede at stå for seksualundervisningen, men dette mente forældrene

ikke, hun kunne tillade sig, på grund af hendes seksualitet.

Den direkte diskrimination foregår dog ikke kun ude i det offentlige rum eller på arbejdspladser, den

foregår også inden for privatsfæren. En mand var sprunget ud som bøsse og oplevede i den forbindelse

chikane i den opgang, han havde boet i gennem mange år. Han blev udsat for tilråb, og der blev sat et

opslag op på hoveddøren af en slags, der var direkte møntet på ham og hans seksualitet.

KØN/LIGESTILLING

Ligestillingskonsulent hos 3F har især fokus på arbejdsmarkedet og den diskrimination, der er på

kvinder, der i forbindelse med barsel kommer bagud i forhold til de mandlige kollegaer-både i forhold

til selve arbejdsforholdet og ved fyringer.

Netop nu arbejdes der i 3F med en sag om forringede feriedagpenge. Sagen udløber af det

kønsspecifikke i, at det stadig er kvinder, der føder børn med den sygdom og barsel, der følger heraf.

Ifølge informanten er det problematisk, at vi har ”en lov, hvor den ene slags fravær fra arbejdsmarkedet

udløser meget færre feriepenge i året efter optjeningsåret end den anden slags fravær. Det kan kun være

fordi, at kategorien helt overvejende er kvinder, som er vant til det eller som vi også siger, er det jo et

vilkår, at de selv har valgt at blive gravide.”

24


Ifølge Kvinderådet og 3F er det bemærkelsesværdigt, at selvom kønsdiskriminering har været dækket af

lovgivning siden 1976, kan det konstateres at der til stadighed tilflyder Ligebehandlingsnævnet en jævn

strøm af sager, der oftest drejer sig om uligeløn og fyringer i forbindelse med graviditet og barsel.

3F's ligestillingskonsulent peger på de andre ligestillingsproblematikker, hvor kvinder diskrimineres i

forhold til deres mandlige kollegaer, fx de aftaler, der favoriserer tidligt fremmøde, mødebonus og

fremmødebonus. Alle disse er helt klart indirekte diskrimination som er de, der statistisk set rammer

kvinderne, der har mere fravær i forhold til børnene.

Antallet af sager, der bliver behandlet i Ligebehandlingsnævnet, er steget. Det kan selvfølgelig både

skyldes, at der foregår mere diskrimination, men også at der er flere, der er opmærksomme på, at de kan

klage. Ifølge Kvinderådet kan man desværre ikke udlede af Ligebehandlingsnævnets statistik, hvor

mange sager der hører til i København, idet sagerne er anonymiserede.

Hvad angår uligeløn kan denne form for diskriminination jf. Kvinderådets informant i undersøgelsen

forklares med, at kvinder ofte er beskæftigede i fag, hvor der ikke er mange forfremmelsesmuligheder,

eller i fag, der traditionelt er lavtlønnede. Ifølge informanten kan man sige, at dette er en form for

indirekte diskrimination. ”Man har aldrig sagt, at kvinder skal have en lav løn, men det sker alligevel

som en effekt af de store forskelle på vores lønninger generelt, og at arbejdsmarkedet er så kønsopdelt”.

”Der aldrig er nogen, der har udtrykt ønske om, at lønnen til kvinder skal være mindre end mænds. Det

er en uforklarlig lønforskel, der minder om indirekte diskrimination”.

På ligestillingsområdet oplever kvinder, at de bliver diskriminerede på arbejdsmarkedet, og det er et

faktum, at vi stadig i 2012 ikke har fået ligeløn. Kvinderådet ser desuden den udbredte seksualisering af

reklamer som en form for diskrimination, der er særligt kvindeundertrykkende. Informanten påpeger, at

reklamer med kvinder, der ikke overlader meget til fantasien, ikke blot er undertrykkende, men er og

anstødelige. Informanten har bemærket, at mange yngre kvinder henvender sig til Kvinderådet for at få

dem til at gøre noget ved det.

”Ligebehandlingsnævnet fungerer, men vi ønsker at det skal kunne tage sager op af egen drift. Vi håber,

at det bliver lettere at få sager vedr. kønsdiskriminerende reklamer taget op af Forbrugerombudsmanden

i forbindelse med, at der kommer nye retningslinjer.”

FLERFORMS DISKRIMINATION

Efter de ovenstående eksempler fra hvert enkelt diskriminationsfelt kan der nævnes eksempler, hvor

flerformsdiskrimination rammer flere felter samtidig. Et eksempel med et stillingsopslag, hvor en

virksomhed i København havde opstillet ulovlige barrierer i strid med den eksisterende lovgivning, om

forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (pga. alder, etnisk oprindelse, handicap, religion og

seksuel orientering samt køn).

Virksomheden søgte en konferencemedarbejder, og man forventede, at ansøgeren var mellem 25-45 år,

sund og rask og læste og talte flydende dansk. DRC, der har til formål at dokumentere, indgav en klage

til Ligebehandlingsnævnet (se Ligebehandlingsnævnet sag nr. 110/2010) med henvisning til, at der var

tale om direkte forskelsbehandling pga. alder, samt indirekte forskelsbehandling pga. etnisk oprindelse

og handicap.

Nævnet afviste sagen, fordi DRC ikke have indgivet klagen på vegne af en konkret forurettet person.

25


At annoncen trods alt var ulovlig, fremgår af det faktum, at samme virksomhed efterfølgende har fået en

bøde, idet annoncen i sig selv er en overtrædelse af Lov om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet.

I en anden sag – hvor der var indsendt en konkret jobansøgning (Sag nr. 200/2011 – 28. oktober 2011)

har Ligebehandlingsævnet tildelt ansøger kr. 25.000 i godtgørelse primært pga. en stillingsannonce,

hvor det bl.a. fremgik, at man under kvalifikationer i opslaget havde anført, at man søgte:

”En person mellem 30 og 45 år med erfaring fra lignende job. / Tale og skrive flydende dansk ...”.

Ansøger var under 30 år og fik derfor medhold i klagen.

Sagerne er naturligvis ikke udtryk for at arbejdsgiverne er (alders- m.v.) racister, men eksemplerne

viser, at mange har en opfattelse af ”idealmedarbejderen” som værende ”dansk” med en bestemt alder,

og muligvis også et bestemt køn, religion, uden handicap osv. (Disse stillingsopslag er den åbenlyse

version, men de fleste arbejdsgivere skriver det ikke i annoncen, men lader det alligevel indgå i

vurderingerne – jfr. ILO test undersøgelsen udført af forsker Jan Hjarnø. 46 Tilsvarende resultater viser

den såkaldte ”Flaskehalsundersøgelse” udført af Arbejdsmarkedsstyrelsen i 2000 og 2001). 47

Denne ”normalitetstænkning” blandt arbejdsgivere er en strukturel barriere for mange københavneres

adgang til arbejdsmarkedet, og spørgsmålet er derfor, hvad Københavns Kommune kan og skal gøre når

det udvikler sig til diskrimination? At borgerrådgiveren kan spille en rolle i forhold til Kommunens

egen praksis hilses velkommen, men det bemærkes at Borgerrådgiveren IKKE har mandat til at gå ind i

sager, hverken hvor der er tale om private arbejdsgivere eller hvor det måtte være Københavns

Kommune, der som arbejdsgiver måtte stå anklaget for diskrimination. Der er fagforeninger, som bistår

deres egne medlemmer, men for dem der står udenfor arbejdsmarkedet (unge, etniske minoriteter m.v.)

og forsøger at komme ind er problemet jo netop at de ikke er medlemmer af en fagforening, fordi de

endnu ikke har fået et job. Her er der brug for andre løsninger, og alle muligheder bør derfor overvejes,

herunder styrkelse af organisationer, der allerede i større eller mindre omfang rådgiver handicappede,

ældre m.v. men som mangler de fornødne ressourcer til at følge op på opgaven med at sikre

arbejdsmarkedstilknytningen for de grupper der påvirkes negativt af diskrimination.

OPSAMLING

Efter at vi har talt med repræsentanter fra de forskellige diskriminationsområder – kan vi konstatere, at

der er en udbredt enighed om, at tonen i debatten generelt er blevet bedre gennem det seneste år.

En enkelt undtagelse er dog set fra LEV's side, hvor det fremføres at der er grundlag for at forbedre

tonen i forhold til de psykisk handicappede. Det er således interessant, at der på de øvrige områder

opleves et fremskridt, mens der på det seneste opleves tilbageskrift på handicap området.

Et andet positivt budskab kommer fra de unges organisationer, der som sådan ikke kan få øje på

aldersdiskrimination overfor unge på arbejdsmarkedet, og reelt kun forbinder diskrimination med noget

”etnisk”. Det er naturligvis godt, men sammenholder vi med oplysningerne fra Kapitel 1, hvor det

fremgår af flere og flere unge vinder sager om aldersdiskrimination ved Ligebehandlingsnævnet, så må

man spørge om det oplevede fravær af diskrimination overfor unge også svare til virkeligheden, som

man eksempelvis kan se i stillingsopslag, som det der er nævnt under ”Flerformsdiskrimination”

ovenfor. Hertil kommer en stigende ungdomsarbejdsløshed som en anden indikator på uligheden, og

deraf stigende antal unge på overførselsindkomst. 48

46 Hjarnøe ”Diskrimination af unge med indvandrer baggrund”....

47 ”Flaskehalsundersøgelse” udført af Arbejdsmarkedsstyrelsen i 2000 og 2001

48 Ugebrevet A4 TIRSDAG 21/08 På bare fire år er der sket en tredobling i antal unge på kontanthjælp.

26


Det kan ikke udelukkes, at mennesker af og til oplever sig diskrimineret, uden at der faktisk har fundet

direkte eller indirekte diskrimination sted. Men omvendt kan der også være mennesker, der ikke føler

sig diskrimineret, men som faktisk er udsat for forskelsbehandling. Denne usikkerhedsfaktor kan

medføre problemer med målinger både i forhold til kvalitet og kvantitet.

Det er i den forbindelse også interessant at selv om handicap området, som det eneste synes at have

oplevet en generelt forværret tone i debatten, så giver man samtidig udtryk for nogle positive

synspunkter omkring samarbejdet med offentlige myndigheder, herunder Københavns kommune.

Af mere negative eller måske mere præcist neutrale tilbagemeldinger, har vi tilbagemeldinger

vedrørende alders (ældre)- og kønsdiskrimination, hvor informanterne giver udtryk for at problemer

synes at være uændret.

I en undersøgelse som denne, hvor vi har interviewet en række personer, der repræsenterer forskellige

Ngo'er, samt nogle, der har oplevet diskrimination på egen krop, kan vi med en vis sandsynlighed

konstatere, om der er tale om problemer som vi som samfund må tage alvorligt. Deres udsagn er da og

understøttet af fakta i form af de mange afgjort sager ved Ligebehandlingsnævnet, hvor ofre for køns-

og aldersdiskrimination nu er helt i front mht. at vinde deres klagesager.

Dette er en særdeles positiv udvikling og det derfor så meget desto mere interessant at repræsentanterne

fra eksempelvis handicaporganisationerne PTU og LEV netop fremhæver de problemer, som de oplever

i forhold til at benytte lovgivningen, konventioner og ligebehandlingsnævn. Det nævnes eksempelvis at

det ifølge FN's handicapkonvention ikke er tilladt at diskriminere handicappede. Den del er dog ikke

overført til national ret generelt, kun den del der vedrører arbejdsmarkedet er overført, mens der fortsat

kan ske diskrimination på andre samfundsområder.

”Nu har man ratificeret handicapkonventionen, men man har ikke lavet en klagemulighed. ”Den satser

vi på, kommer på et eller andet tidspunkt. Det er et problem, at man ikke kan klage, såfremt den ikke

bliver overholdt. Der er nedsat et udvalg, der skal sørge for at ændre det. Hvis det sker, så bliver det

ligesom med FN -konventionen og man kan derefter sige, at handicappede også har RET til et værdigt

liv og fritidsliv.”

PTU siger: ”Konventioner mangler indarbejdelse i dansk lovgivning, og der er ikke taget højde for

menneskerettighederne. I Danmark er det et problem, at der ikke er forbud mod alle former for

diskrimination. I dag er der forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet, men ikke alle andre steder.

Mennesker med handicap der ikke er på arbejdsmarkedet, er kun beskyttet af FN’s handicapkonvention

af 2006 artikel 5.

Det er klart nok at Københavns Kommune ikke kan sikre gennemførelsen af den ønskede lovgivning,

men det udelukker jo ikke at man kan gå foran med et godt eksempel. Som vores informant fra PTU

påpegede, er det f.eks. afgørende at der sikres tilgængelighed til alle kommunale bygninger og han

påpegede tillige, at det kan undre, at der ikke findes en pulje som de kommunale institutioner m.v. kan

søge mhp. at lave de nødvendige adgangsforhold for handicappede.

27


Endelig kan der påpeges at informanterne på områderne seksuel orientering, religion og etnicitet i højere

grad peger på hadforbrydelser end på diskriminationssager, som de mest alvorlige problemer. Selv om

der fortsat er problemer med diskrimination på arbejdsmarkedet, adgang til diskoteker m.v., så er det i

højere grad sager om den personlige sikkerhed, der bliver fremhævet. Det må i den forbindelse påpeges

at det først og fremmest er Københavns Politi der er ansvarlige for borgernes sikkerhed, men at og

kommunen kan bistå med bekæmpelsen af hadforbrydelser. I den forbindelse er det ganske uheldigt når

kommunale medarbejdere udtaler sig offentligt om hvad de mener, er eller ikke er hadforbrydelser i

sager, der konkret er under politimæssig efterforskning.

Oplevet diskrimination

Københavns Kommune anvender begrebet ”Oplevet diskrimination” i Inklusionsbarometret.. I

Inklusionsbarometrets analyse af de indkomne tal sammenlignes sammenhængen mellem den

”oplevede” diskrimination og oplevelsen af inklusion 49 . På denne måde får man belyst den oplevede

diskrimination både kvantitativt og kvalitativt. Det overordnede spørgsmål i forbindelse med analysen

er, om borgeren har oplevet diskrimination, og om der er sket ændringer indenfor de sidste 12 måneder.

I inklusionsaftalen for 2013 Tema 4 50 kan det læses, at hovedårsagen til den oplevede diskrimination i

den etniske majoritetsbefolkning er på køn, mens hovedårsagerne for den etniske minoritetsbefolkning

er etnicitet og religion. Vi bemærker at kategorien ”Andet” i tabellen er relativ høj, men det er ikke

oplyst, hvad tallene i kategorien dækker over. For de øvrige kategorier kan vi konstatere, at

diskrimination kun sjældent forekommer.

Inklusionsbarometer viser tydeligt, at andelen af borgere, der har oplevet diskrimination er faldet. Det

ses imidlertid, at faldet ligger på grupper med etnisk dansk baggrund. For borgere med etnisk

minoritetsbaggrund er faldet så lille, at man ikke kan sige, at det er signifikant.

Både informanten fra ENAR og informanten fra Kvinderådet lægger vægt på, at det er vigtigt, at folk

kender deres klagemuligheder, og begge har forslag til forbedringer. For de etniske mindretal er det

vigtigt, at kunne komme i direkte dialog med et menneske, og gerne en man har tillid til. For

Kvinderådet er det vigtigere, at der er en mulighed for at komme klageproblemet i møde ved at oprette

lokale/regionale afdelinger af Ligebehandlingsnævnet, hvor det er muligt at henvende sig med

spørgsmål. Det handler også om at bruge både skriftlig og mundtlig information og om at have enkle

procedurer.

Hadforbrydelser går på tværs af diskriminationsområderne. Desværre er der mange, som fx de seksuelle

mindretal, der ikke anmelder, hvad de har oplevet. Vi har interviewet nogle, der selv har oplevet at blive

udsat for denne type forbrydelser, og alle har de på en eller anden måde ændret adfærd og er blevet

meget forsigtige. For jøderne har det været kendt længe, at symboler kan udløse forskellige former for

repressalier hos de, der ikke bryder sig om jøder. Eksemplerne er mange og har også af og til været

meget voldelige.

For nogle af de seksuelle minoriteter opleves det som diskriminerende, når man fx går på biblioteket, i

banken eller andre steder, hvor man skal vise sit cpr.nr. Er man fx transvestit og klædt på som en

kvinde, kan enhver, der ser ens cpr.nr. se, at man er en mand. Der er meget strenge regler for at få

ændret cpr.nr. Heldigvis er der ved at komme fokus på det problematiske i disse regler.

49 Københavns Kommunes Inklusionsaftale s 4

50 Københavns Kommunes Inklusionsaftale

28


Samlet set er der behov for at københavnerne skal føle sig sikre på at de kan indgive klager og blive

taget alvorligt, uanset om de har været udsat for hadforbrydelser eller forskelsbehandling af en af de

seks diskriminationsgrunde. Inklusion betyder også at borgerne føler sig ligeværdige, herunder ikke

frygter for repressalier m.v. i forbindelse med at rejse en sag.

29


KONKLUSION

Diskrimination

Det er glædeligt, at de fleste diskriminationsområder har oplevet en anden og bedre tone i den offentlige

debat gennem det sidste år. Desværre gælder det ikke alle, da de psykisk handicappede har oplevet det

stik modsatte; de har været udsat for en hetz, som har medført, at der er blevet skåret ned på forskellige

områder.

Informanterne henviser til ”tonen” som værende af stor betydning for følelsen af inklusion hos deres

medlemmer. Det er dog ikke nok med en ændring af ”tonen”, der skal også gøres noget ved de praktiske

forhold, der diskriminerer de befolkningsgrupper, der har vanskeligt ved at færdes rundt omkring i byen.

”Tonen” ændrer jo ikke ved de forhindringsløb, som kørestolsbrugere må igennem dagligt.

Det er bemærkelsesværdigt, at der udover tonelejet ikke er nogen af de interviewede Ngo’er, der har

kunnet konstatere en ændring i diskriminationsniveauet gennem det sidste år, mht. kønsdiskrimination,

aldersdiskrimination osv. . De mener ikke, at de har modtaget hverken flere eller færre henvendelser.

Problemerne for borgerne ser altså ud, som de har gjort hele tiden. Ifølge de interviewede er der alt for

mange der har oplevet diskrimination men som ikke har anmeldt. Men måske er det som PTU har

bemærket, simpelthen ikke muligt at klage over alle de forhold, der er diskriminerende. Dette er dog

ikke kun et mønster på handicap området, men et gennemgående mønster også for seksuelle og etniske

minoriteter m.fl., der undlader at anmelde forhold/rejse sager og dermed efterlader et betydeligt

mørketal.

I indeværende rapport har vi da også påvist faktisk konstateret diskrimination mod hver af de enkelte

grupper. Derudover har vi også givet eksempler på ”fler-formsdiskrimination”, hvor en arbejdsgiver

diskriminere ved ansættelse både pga. alder, handicap og etnisk oprindelse. Der er formentlig tale om en

slags ”normalitetstænkning” hos arbejdsgiverne, der ser ”ideal medarbejderen” som en sund og rask

mand, mellem 24 og 45 år osv. I en tid med generelt stigende arbejdsløshed kan vi derfor frygte at de

der falder uden for idealet af en eller flere af de nævnte grunde vil være i øget risiko for udstødning og

diskrimination på arbejdsmarkedet. Her har Københavns Kommune en stør rolle at spille i forbindelse

med bistanden til (måske især unge) ledige, men også fagforeninger og Ngo-erne kan med de fornødne

ressourcer være et væsentligt bidrag til denne indsats.

Inklusion

Men Inklusion er også mere end blot fravær af diskrimination. Det er eksempelvis svært for de ældre at

følge med den teknologiske udvikling, og dette får betydning på flere planer i deres liv fremover. Dels

bliver det sværere at følge med på arbejdsmarkedet, og samtidig bliver mere og mere kommunikation

mellem borger og det offentlige lagt ud i ”skyen”, hvor det er en ”telefonsvarer” man får fat i, når det er

et levende menneske, man forsøger at få fat i. For de ældre, der ikke kan følge med, kan denne

”fremmedgørelse” eller diskrimination medføre mange problemer. Et af de væsentlige er, som det og

blev anført i interviewet, at mange ældre føler sig oversete og ”usynlige, hvilket de skammer sig over”.

Psykologisk set er det ikke usædvanligt, at mennesker, der føler skam, ofte trækker sig fra socialt

samvær med andre. Den forskelsbehandling, de ældre medborgere føler sig udsat for, når de søger

arbejde eller ikke længere bliver taget med på råd eller lyttet til i offentlige sammenhænge, kan man

gøre noget ved. Det er godt, at Ældre Mobiliseringen og andre foreninger arbejder med at undervise de

30


ældre i brug af teknologi; men man må også se i øjnene, at det ikke er alle ældre der kan lære nyt, og at

denne gruppe skal hjælpes på andre måder. Derfor er der en stor udfordring for Københavns kommune i

at sikre at de ældre medborgere har adgang til de offentlige tilbud uanset teknologiske barriere.

De unge står overfor andre udfordringer, men dem vi har talt med, nævner ikke de nye regler der er

vedtaget på førtidspensionsområdet, unges problemer med arbejdsmarkedet i krisetid osv. Der er en

række forhold, som objektivt set medfører problemer for de unge. F.eks forslag om at nedsætte

kontanthjælpsniveauet til unge til SU niveau. Måske er det fordi ordet ”diskrimination” for dem fortsat

er knyttet til behandlingen af de etniske minoriteter – dels at de unge ikke opfatter deres situation som

forskelsbehandling, snarere som en kamp om pladserne. Ikke desto mindre må vi se i øjnene at med

stigende ungdomsarbejdsløshed, så bliver inklusionen af unge både med og uden minoritetsbaggrund en

stadig stigende udfordring.

Opgørelse af diskrimination

Inklusionsbarometret er en undersøgelse, der laves af Danmarks Statistik for Københavns Kommune,

hvor borgernes oplevelse af at høre til i byen, herunder oplevet diskrimination, opgøres. På

hjemmesiden www.sigfranu.dk, som administreres af Institut for Menneskerettigheder, kan borgere

registrere deres oplevede diskrimination. Men et er registrering, et andet er hvis en borger ønsker at

klage over diskrimination. Så skal de først finde ud af, om den form for diskrimination de har oplevet, er

en der hører under et klagesystem. Hvem kan man spørge? Selv Ngo'er har af og til svært ved at skelne,

og det kan derfor være særdeles svært for en borger, og måske en borger der ikke taler dansk, at vide

hvor man skal rette henvendelse til.

Jf. Inklusionsbarometret er det således, at ”Borgere, der har følt sig diskrimineret, scorer signifikant

lavere (66,4) på inklusionsindikatoren sammenlignet med borgere, der ikke har følt sig diskrimineret

(74,1). Diskrimination har derfor en klar negativ indvirkning på borgernes oplevelse af inklusion både

for københavnere med majoritets- og minoritetsbaggrund.” 51

I forlængelse heraf på det desværre igen konkluderes (som i 2006 og 2008) at der ikke findes

umiddelbart tilgængelig offentlig statistik over diskriminationssager i København. Det betyder at vi har

nogle data fra eksempelvis Ligebehandlingsnævnet, men vi ved ikke om sagerne er fra København da de

er anonymiseret. Vi har også fundet domme fra Københavns Byret, men vi ved ikke om disse afgørelser

er udtømmende eller om vi bare har fat i en større eller mindre del af det samlede antal sager. Derfor har

vi vendt os til de organisationer som arbejder med diskrimination i København.

Blandt de interviewede Ngo'er er der kun tre organisationer, der registrerer sager; DRC, der har et

sagsregister, Mosaisk Trossamfund, der registrerer hændelser og PTU, der er begyndt at registrere i

dette år. Derudover er der ingen Ngo’er, der fører statistik. Det betyder, at det ikke er muligt at uddrage

eksakt kvantificerbare svar. En række af de tal, der trods alt er kommet frem, må derfor anses for at

være baseret på mere subjektive vurderinger fra informanternes side.

Der knytter sig nogle særlige problemer til det at føre statistik for de fleste af de Ngo’er og

organisationer, vi har talt med. Især de små Ngo’er mangler midler til at have ansatte, og dermed til at

udføre det arbejde, som det er at føre en statistik. De fleste, der arbejder i de Ngo’er, der beskæftiger sig

med ovennævnte diskriminationskriterier, er frivillige medarbejdere.

51 Citat fra Inklusionsbarometret – Københavns Kommune

31


Som nævnt i undersøgelsen har Borgerrådgiveren et diskriminationsmandat, vedrørende Københavns

Kommunes eget område. Da sager om diskrimination på diskoteker og arbejdspladser falder udenfor, er

der derfor et særligt grundlag for at kommunen indgår fastere samarbejder med de fagforeninger og

Ngo'er, der arbejder med disse områder, hvis disse sider af diskriminationen og skal imødegås til gavn

for borgerne i Københavns Kommune.

Hadforbrydelser

Da DRC lavede undersøgelsen for Københavns Kommune i 2006 havde vi primært sigte på

diskrimination men undervejs blev hadforbrydelser også til en del af undersøgelsen. Dette blev fulgt op

af undersøgelsen i 2008 udarbejdet af Institut for Menneskerettigheder.

Her har vi som samfund den største udfordring. Vi kan ikke leve med at der i en by som København

sker overgreb på seksuelle, religiøse eller etniske mindretal. Her er tale om et område, hvor Københavns

Kommune og politi og civilsamfund kan blive bedre til at løse de problemer, som hadforbrydelser

medføre. Det som jo netop er karakteristisk er at et overgreb mod et medlem af gruppe, bliver et stærkt

signal til andre medlemmer af den samme gruppe om, at der er steder man ikke kan gå og ting man ikke

kan gøre i det offentlige rum. Når en demonstration på Københavns Rådhusplads bliver mødt med tilråb

som ”Død og over alle jøder”, så vil der være personer, der ikke har lyst til at deltage i sådan lovlige

manifestationer i fremtiden. Hadforbrydelser vil være noget af det mest ekskluderende for medlemmer

af de mindretalsgrupper, der begrænser egen bevægelsesfrihed og deltagelse i det offentlige rum. Der er

ikke tale om diskrimination i betydningen at man bliver ulovligt afvist ved adgangen til offentlige steder

(som eksempelvis diskoteksafvisningerne), men om at man i stedet udøver en form for ”selvcensur”,

hvor man reelt set er udelukket fra bestemte områder eller handlinger i det offentlige rum.

Også her er der store problemer med registrering af data. Ligesom på diskriminationsområde må vi blot

konstatere at der er meget store mørketal – helt op til 80 procent for nogle grupper. Hvis der skal gøres

noget ved dette kræver det en indsats fra Københavns Kommune i samarbejde med politi og

civilsamfund, dels så vi kan danne os et mere realistisk billede af problemernes omfang og dels for at

kunne komme med løsningsmodeller, der kan gør Københavns til en endnu mere tryg by uanset seksuel

orientering, tro eller oprindelse.

32


Bilag

1. NGO INTERVIEWs TIL KØBENHAVNERRAPPORTEN

I Fokusgruppeinterview:

Handicap, race/ etnicitet:

Individuelle personlige Interview:

Alder

DUF

Ungdommens LO

Ældremobiliseringen:

Handicap

PTU:

LEV

Køn,

Kvinderådet

3F

Race/Etnicitet:

SOS Racisme: ENAR-Danamrk

Religion:

Mosaisk Trossamfund

Islam Relief Center

Seksuel orientering:

LBGT

Lesbisk kvinde

Hate crime:

Stophad.dk

Via MT:

33


Litteraturliste til Undersøgelsen:

Discrimination in the European Union, Perceptions, Experiences and Attitudes, Fieldwork February

-March 2008,Report, Special Eurobarometer 296, European Commission

Diskriminationsanalyse 2011, Københavns Kommune

Diskriminationsrapport for Københavns Kommune 2006-2007 Udgivet i København af DRC 2007

Diskriminationsomfanget i Københavns Kommune, Catinet 2007/2008

Diskrimineringen af unge med indvandrerbaggrund ved jobsøgning, Jan Hjarnø, Sydjysk

universitetsforlag 1999

2009

DRC´s kommentarer til Københavns Kommunes forslag til Integrationspolitikken 2011-2014

EU midis at a glance, European Union Minorities and Discrimination Survey, FRA Wien

Inklusionsbarometret, Københavns Kommune, www.kk.dk/inklusionsbarometer.

Håndtering af sager om diskrimination, Endelig rapport, Borgerrådgiveren Københavns Kommune

2008

Interessentanalyse, Ngo’ers kendskab til diskriminationsområdet og Københavns Borgerrådgiver,

New Deals, 2009 og 2010

Muslimer i København, Mustafa Hussein, Open Society Foundations 2011

Offerundersøgelse 2005-2010, Justitsministeriets forskningsenhed 2011.

Oplevet diskrimination, Togeby/ Nævnet for etnisk ligestilling 1999

Rapport om omfanget af diskrimination og hadforbrydelser i Københavns Kommune, IMR 2008

Statusnotat på antidiskriminationsindsatsen i Københavns Kommune i 2008, Bland dig i Byen

Hjemmesider:

www.registrerdiscrimination.dk

www.sigfranu.dk

www.stophadforbrydelser.dk

34

More magazines by this user
Similar magazines