Lidelsen i en forunderlig verden - De Berejstes Klub

deberejstesklub.dk

Lidelsen i en forunderlig verden - De Berejstes Klub

At deltage i en organiseret tur indbefatter

altid besøg på fabrikker med gode muligheder

for at handle. så vi kom selvfølgelig

på tæppefabrik her i Lhasa, men da vi

gerne ville finde et tæppe, var det absolut

fint med os. Børnene fulgte med i hele

fremstillingsprocessen og syntes det var

spændende - men at man fyrede op i ovnen

med yakoksemøg, det var en oplysning,

de ikke kunne forstå. De der ulækre

pandekager, som lugtede fælt, var lidt af

en mundfuld at skulle opleve for to typiske

storbybørn, som er vant til, at vi blot

drejer på hanen derhjemme. Det afholdt

dem dog ikke for, da det kvindelige shoppinggen

blev aktiveret, at gennemsøge

stakke af tæpper for at finde det helt rigtige.

Valget faldt på et meditationstæppe

med jord- og himmelsymbolerne på, som

nu ligger som minde i stuen.

Vi var på tur til Shigatse og nød en ufattelig

smuk og skyfri solskinsdag med

20-22 grader på køreturen over Kampaia

Pass, langs Yamdok Tso Lake forbi Karola

Glacier og et dæmningsanlæg til Gyantse

by med Palchoi Monestery. Vi oplevede

golde områder og yderst frodige grønne

dale med gule marker med kunstvandingssystemer.

Masser af får og yakokser

med lidt køer og heste iblandt på markerne.

I søen mange fisk, andefugle og

lappedykkere foruden småfugle på hele

køreturen. Det hele krydret med udsigt

til højde sneklædte bjergtoppe og gletschere.

Vi kørte igennem små landsbyer,

hvor yak-brændselskagerne ligger

til tørre overalt på stenhegnene. Vejen

er nogle gange ret så ujævn at køre på,

men kineserne er i gang med.at udbedre

vejsystemet overalt.

Vores bil var til gengæld gennemstøvet

pga. et hul i bilens bund, så vi følte dagen

var tilbragt i støvstorm trods lukkede

bilruder. Men da vi boede på luksushotel

"Shigatse Hotel", blev støvet vasket af,

og drikkevarer klarede den indre tørhed

ganske godt.

Shigatse ligger i 4330 meters højde, hvor

vi besøgte Zhashenlunbu Tempie. Vi afventede

om morgenen, at templet åbnede

døren til den store bronze Buddha figur

på 30 meters højde, sammen med de

lokale munke og troende tibetanere, foruden

en lille gruppe franske turister. Som

altid stor nysgerrighed omkring pigerne.

Da vi når inden for, stopper alle munkene

op midt i deres messende bøn for blot at

stirre på børnene, hvilket pigerne ikke

engang bemærker, da de følger Pupu lige

i hælene for at se ham ofre yaksmør og

gå runden omkring statuen!

Vores køretur retur til Lhasa blev dog en

oplevelsesrig tur. Vi fulgte Yaluzangbufloden

en times kørsel, hvorefter vi skulle

dreje over på jordvej imod Lhasa, men fik

en mulighed for at fortsætte via den nyanlagte

vej langs floden, som var lukket

for trafik på nuværende tidspunkt. Pupu

fik mast sig bag to regeringsbiler gennem

vejafspærringen, hvor vagten allerede

havde set vores papirer i kontrolbygningen.

Vi kunne dog se, at vagten så alt

andet end glad ud nu, da han opdagede

os turister på bagsædet. Dette glemte vi

dog hurtigt, da bilen fløj ud over en nyanlagt

vejbane uden afstribninger og vejværn,

så humøret var højt hos alle. Pupu

sørgede for at holde sig i baghjulet på de

to biler, der kørte til, også på de mindre

ufærdige sektioner af vejen.

Pludselig mødte vi så en arbejdsbrigade

med mange asfaltlastbiler på vejen, og

længere fremme asfaltmaskinen, som

spærrede for al trafik. Vi blev ledt ud i

vejkanten og parkeret uden mulighed for

andet end at afvente, at de blev færdige

med at asfaltere og vejen kølet af i mindst

en time, før vi atter kunne køre på den!

Ja, vi satte os lidt irriterede ud i solen og

kikkede lidt på floden og arbejdet, mens

vores lunchbokse blev åbnet og indholdet

spist stille og roligt. Børnene kravlede

ind i bilen igen, da solen varmede

for meget i den ret vindstille dal, og fandt

deres gameboys frem til spillehygge. Vi

udleverede vores overskydende mad til

vores følgesvende i de to andre biler, det

kan vel aldrig skade ens situation at være

flink.

så med et dukker 8-10 kinesiske soldater

råbende og skrigende op ved vores biler!

Både vores "naboer" og guide/chauffør

kommer i skænderier med disse, og pludselig

ser vi vores chauffør slået i jorden,

tilsyneladende uden grund. Kort herefter

ankommer en fedladen overlegen chef,

som havde dollartegn skrevet i øjnene.

Forløbet herfra er råben, skrigen og diskussion,

så Anette kravler ind i bilen til

børnene, som sidder skræmte derinde.

Bildøren flås op, og bilnøglen tages af en

soldat. Det samme sker i de to andre biler.

Alle soldater forlader derefter stedet

med de fleste kinesere halsende efter

sig, inklusiv vores guide og chauffør.

Noget fortabte sad vi så der midt i ingenting,

med total uvidenhed om det videre

forløb, hvor børnene græd lidt og var

bange. Vi havde to liter drikkevand og en

bil at søge skygge i, og så satte vi os eIlers

til at vente!

GLOBEN nr. 23 / Marts 2006

12

Vi hilste på alle vejarbejderne, da deres

asfaltmaskine langsomt kørte forbi vores

bil - det er virkeligt snavset og varmt at

arbejde der. Teamet bestod af kvinder og

mænd. Nogle lokale beboere passerede

os og stod med næsen imod bilruden for

at se på børnene, som blot ville være

i fred og ro. så kom de andre to bilers

personer retur efter to timer med deres

bilnøgler og kørte videre! Suk, og vi sad

her endnu, og humøret dalede til nulpunktet!

En halv time senere kunne vi se

vores chauffør komme småløbende ned

af vejen imod os - og håbet om at komme

videre blussede op.

Pupu var ret ophidset og forklarede med

arme og ben noget om, at guiden var et

fjols, og der havde måttet betales bestikkelse.

Han havde dog nøglen med, og

snart ankom Justin i et roligere tempo.

Spændingen for, om bilen kom uskadt op

af afløbsrenden og ud på vejen, gjorde,

at vi alle holdt vejret - og i andet forsøg

lykkedes det igen at blive kørende.

HURRA.

Justin forklarede os, at vi - men ikke

Pupu - havde papirerne i orden (han var

tibetaner og ikke kineser) til at befinde

sig her, derfor havde militæret jagtet

os, og de indhentede os desværre. Han

måtte betalte 1000 RMB (cirka 800 kr.)

i bestikkelse for at få os ud, med besked

om, at vi ikke måtte køre på vejen! så

ved den første sidevej, som blot var et

oksespar, kørte vi fra og fortsatte ud i

det blå, alt imens Justin og Pupu diskuterede/skændtes

en hel del! Hvad den rigtige

sandhed var, opgav vi at finde ud af

- bare vi kom videre!

Turen på grusvej kom til at vare fire timer,

hvor vi i starten blot fandt dette

spor og arbejdede os stille og roligt imod

en landsby og blev guidet videre af lokale

til en by, hvor Pupu igen var nogenlunde

stedkendt. Det blev en lang dag for familien

på bagsædet, men hvor var det en

flot og interessant tur igennem små landbrugsbyer,

langs floder og dårlig vej op

over et højt pas med udsigt til snetoppe

og stepper med masser af små jordegern.

Pludselig indtræf dagens uheld nr. to ­

fronthjælmen blæste op, og vi lavede en

katastrofeopbremsning ! Pupu forsøgte at

binde den fast med et reb, og det holdt da

også et tidsrum, før hjælmen igen røg op,

med en ny opbremsning til følge. Denne

gang holdt bindingen længere tid, og vi

bad en LANG bøn om guderne nåde, så vi

kunne nå Lhasa før vores afgang til lufthavnen

tidligt næste morgen. Guderne

må have hørt os, for den nu ret langsomkørende

bil nåede frem til asfalten igen

og passerede forbi den nye jernbanelinie.

De nu kun cirka firs kilometer retur til

Lhasa ad god vej tog ingen tid.

Vi kastede den godt støvede bagage ind

på hotellet og fik lidt vand i hovedet.

Spiste gratis mad på bureauets regning

om aftenen, som kompensation for dagens

strabadser. så vi sov godt den sidste

nat i Lhasa, før vi tidligt næste morgen

blev kørt til lufthavnen af en træt chauffør

i en endnu ikke repareret bil, som dog

var helt ren igen. Kort før lufthavnen var

der sket et trafikuheld med personskader,

så vi kom trods alt godt igennem vores

ophold her på "Verdens tag".

GLOBEN nr. 23/ Marts 2006

13


Lokale udslip

Trods sine 800 år var Zutrul Phuk-klosteret

ikke nær s§ spændende som Drira

Phuk, så det blev ved en kort visit til de

meterhøje bedemøller og flokken af glade

pilgrimme, inden jeg fortsatte de sidste

få kilometer mod Darchen.

Det flotte, klare vejr gjorde strabadserne

helt menneskelige, i hvert fald for gående

pilgrimme som jeg selv. Knapt så meget

for den "prostrator", jeg ramlede ind i få

kilometer før Darchen. Som flere andre,

virkeligt seriøse pilgrimme, nøjedes han

ikke med at gå; næh, han kastede sig på

jorden, så lang han var, satte et mærke

med de udstrakte hænder, hvorpå han

rejste sig op og gik hen til mærket - og

kastede sig igen ned på jorden, så lang

han var.

Jeg satte mig ned ved en lille bæk, og

snart efter kom "målerlarven" hen til

mig. Vi delte et par kopper vand, inden

jeg fandt et lille stykke sæbe frem og

gnubbede tre dages tibetansk vejskidt af

ansigtet. Han gloede så meget på mig,

at jeg stak ham sæben og viste, hvordan

man skulle bruge det.

Han lignede en, der ald rig før havde set

et stykke sæbe, og effekten var ganske

fantastisk. Langsomt, meget langsomt,

skift ede hans ansigt og hænder kulør

fra kulsort til brunlig, mens sæbeskummet

gik helt i sort. Ikke bare første gang,

men også ved anden og tredje vask. Den

sagesløse bæk nærmest rallede, mens

han skyllede flere års skidt af ansigtet,

og hans skæve tænder blottede sig i et

stort smil, da jeg stak ham resten af sæben.

Vejen til hans private Nirvana blev

næppe kortere af den episode, men en

smule mindre beskidt.

Da jeg få kilometer senere vandrede ind i

Darchen igen, kunne jeg glæde mig over,

at jeg var blevet renset for alle mine synder.

Te oret isk set, for både min kæreste,

min lillesøster, de fleste af mine gamle

skolelærere og sågar enkelt kl ubmedlemmer

vil nok mene, at der skal mere end

en tur til at rense min blakkede samvittighed.

Kan man nu forstå det?

GLOBEN nr. 23/ Marts 2006

34


ved indgangene til husene, på tagene,

ved broer og vandposter.

en klippeafsats over Phoksumdosøens

turkise vand og midt i en skov af bedeflag

ligger et lille klostersamfund bestående

af fem private gompaer og så den mere

officielle Pal Sentan Thasoon Chholine

gompa, der menes at være cirka 400 år

gammel. Den øverste lama er i retræte,

da vi besøger gompaen, men mod en lille

donation viser en ældre lama os rundt i

de forskellige bygninger. Han fortæller

om stedets mytologiske historie og søens

legende, og når man står og kigger ud

over den spejlblanke sø, får den spiritu·

elle atmosfære et fast greb i en. Dette

er et sted, hvor den meditative t ilstand

kommer automatisk.

Maopine

Efter de afslappende dage ved Phoksumdo

bevæger vi os i løbet af en uge ned mod

lufthavnen i Juphal. Undervejs kommer

vi forbi de mennesketomme og tilgroede

landsbyer, som Bonpo'erne bor i om vinteren,

hvor alt i Ringmo og Pumgmo området

er dækket af sne i flere måneder.

Ligeledes møder vi de første militærforlægninger,

der er bemandede for at bekæmpe

en tiltagende maoistisk opstand.

Heldigvis er vi forskånede for ubehagelige

episoder, men området var først lige

blevet genåbnet i dagene op til vores tur,

så sammenstød mellem militær og maoister

er ikke et ukendt fænomen her i 'det

vilde Vesten'.

Juphal har en lille lufthavn, hvor flyvningerne

er meget afhængige af vejret, og

vi ender da også med at blive otte dage

forsinkede. Otte dage, hvor vi lever på

almisser fra en lokal familie, fordi pengebeholdningen

er opbrugt. Otte dage, hvor

frustrationerne af og til får frit løb, fordi

militæret ikke vil give os tilladelse til at

gå ud af området af frygt for maoisterne

(desuden var vores tilladelse også udløbet,

ligesom vores visum!). Men også en

oplevelse, vi aldrig vil glemme.

GLOBEN nr. 23 / Marts 2006

38


10 fængslende fortællinger

TEKST OG FOTO: ARNE R UNGE

Gode mennesker kommer i himlen, vi

andre kommer alle vegne. Nogle af de

steder vi andre kommer, er for eksempel

værtshuse, horehuse og arresthuse.

Nogle gange endda i kronologisk rækkefølge.

Man starter med et par øl på et

værtshus, så går man ud og ser på damer

og ender med at vågne op næste morgen

i et arresthus. Andre gange ender man

måske i et arresthus, fordi man glemte

at tænke sig om eller måske, fordi man

bare var et forkert sted på et forkert tidspunkt.

Herrens veje er jo uransagelige.

Manglende visum til Moldova

betød hotelarrest, udvisning

og hundrede dollars i bøde

Thi kendes for ret, sagde dommeren. Han

talte næsten ligesom Simon Spies. Mr.

Arne Runge from Denmark betaler halvtreds

dollar i bøde plus tyve dollar for opholdet

og tredive dollar for exit visum. I

alt hundrede dollar. Han vi l blive fu lgt til

toget af politiet, til udvisning med først

afg§ende tog til Bukarest. Expu lsed, blev

der stemplet i passet. Normalt bliver man

sendt tilbage til det land man kom fra,

men der var noget "spooky" ved denne

sag. Jeg var her faktisk slet ikke, i hvert

fald rent teknisk.

Jeg var helt sikker på man kunne få transitvisa

på grænsen til Moldav ien. Det

havde de fortalt i Moldovas stand på feriemessen

i Bella Centret et par måneder

tidligere. Det kunne man måske osse,

hvis man kom fra Rumænien, som de

Arresthuset I Tunesien

osse repræsenterede. Men de havde ligesom

ikke forestillet sig, at man osse kunne

komme fra Ukraine. Det undrede mig

godt nok, at der hverken var told eller

paskontrol i toget fra Odessa til Chisinau,

hovedstaden i Moldova. Men hva', så sparer

jeg måske de penge, tænkte jeg, og

ærgrede mig over, at jeg ikke havde taget

lidt flere cigaretter med.

Jamen, du har jo ikke noget visum, sagde

den forskrækkede receptionist, hvordan

skal jeg s§ tjekke dig ind. Bare behold

mit pas, sagde jeg, så ordner jeg det i

morgen tidlig . Det kunne da ikke være

noget problem. Men det kunne det altså.

Overnatning i Sverige

kostede tre dages arresthus

og hundrede svenske kroner

i bøde

Mørket var ved at fa lde på. Det øsede

ned. Vi nduesviskeren kunne ikke følge

med mere. Vi sneglede os af sted på

en sydsvensk landevej . Mig og Mogens.

Pludselig sagde motoren stop. Vi prøvede

at få den i gang igen, men den var død.

Helt død.

Lige over for os lå et hus, der lige havde

holdt rejsegilde, flaget sad der endnu.

Det var det eneste hus i nærheden. Vi gik

over og bankede på døren i håb om, at

der var nogen hjemme. Det var der ikke,

håndværkerne var gået hjem. Døren var

låst, men et vindue stod halvt åben. Vi

kikkede lidt p§ hinanden, og s§ kravlede

Mogens ind og åbnede døren indefra. Der

var stadig høvlspåner på gulvet. Der lagM

de vi os og blev der natten over.

Klokken seks om morgenen kom ejeren.

Han blev skruptosset, da han så os ligge

der og sove i hans nye hus. Vi forklarede

ham om problemet med bilen og at vi nu,

hvor regnen var holdt op, ville prøve om

vi kunne få den i gang og komme videre

mod Stokholm. Vi stod med motorhjelmen

åben og forsøgte at få motoren i

gang, da policen tilfældigvis kom kørende.

De spurgte, hvad der var galt, og

mens vi forklarede vores problem, kom

husejeren over og fortalte hans version

af sagen. Vi endte på politistationen,

hvor vi efter afhøringen blev sat i hver sin

celle. De mistænkte os for at være på tyvetogt

og vi lle søge oplysninger om eventuelle

indbrud på ruten vi havde kørt fra

København og her til Halmstad, som det

viste sig at byen hed. Det tog tre dage.

Og endte m ed, at vi blev udvist af Sverige

og fik en bøde på hundrede kroner hver.

Lorte Sverige.

Det svenske politi inviterede

på gratis morgenkaffe og

transport til Malmøbåden

Mange år senere var jeg igen i Sverige,

og endnu engang endte jeg i brummen,

men denne gang lidt mere nænsomt. Jeg

havde været i Stokholm med min søn

Tonny, der dengang var ti år, og på vejen

tilbage til København var vi strandet

i Malmø. Klokken var elleve om aften, så

vi havde en time til den sidste flyvebåd

sejlede klokken tolv. Timingen var god

nok, der var bare det problem, at det var

vinter og atten graders frost, så Øresund

var frosset til. Kun de store både sejlede,

og den første afgik klokken ni næste

morgen. Jeg havde ikke råd til at tage et

hotel og besluttede at overnatte på busstationen.

Men klokken tolv lukkede de

stationen, og alle blev smidt ud. Jeg forklarede

vagtmanden vores situation så

godt jeg kunne på svensk og fortalte, at

jeg jo ikke kunne være ude i den kulde

så mange timer med et barn på ti år. Jeg

insisterede på at måtte blive inde på sta­

t ionen.

Der blev ringet efter politiet, som tilbød

os en ce lle i arresthuset. Vi kom op i salatfadet

og kørte med rundt og samlede

hjemløse og fulde mennesker op som

osse skulde overnatte i arresthuset, så

GLOBEN nr. 23 / Marts 2006

64

de ikke frøs ihjel. Vi fik en fin dobb Itecll

men måtte acceptere, at døren bl v la

udefra. Vi fik en af betjenten til al l

et foto af os til dagbogen, m ens vi l od

inde i cellen og holdt i tremmern . Næste

morgen klokken seks blev vI lukket ud,

fik gratis m org enkaffe og blev kø r t ned

til båden i en patruljevogn. De glemte at

gøre honnør.

Politiet afleverede mig

personligt til kaptajnen, fordi

jeg havde tisset på gaden i

Reykjavik

Vi havde holdt fødselsdag for Gunnar, ungtjeneren,

på MS Dronning Alexandrine,

mens vi lå i hav n i Reykjavik på Island.

Han fyldte tyve år. Jeg var messedreng

ombord og var lige fyldt femten. Gunnar

havde skaffet en kasse øl fra restauranten,

og vi blev godt fulde. så skete der

det der altid sker, når unge knægte bliver

fulde. Vi gik ud for at kikke på damer.

Hvad vi ikke vidste, var at der på det tidspunkt

var totalt spiritusforbud i Island.

så det var ikke særlig klogt at gå fulde

rundt i gaderne, og da slet ikke at stå og

tisse på gaden. Og det va r netop det jeg

gj orde, da jeg pludselig blev jeg grebet

bagfra af to islandske pol itibetjente. De

var mindst to meter høje, og de var godt

nok sure. Jeg blev taget med på stationen

og måtte overnatte i arresten. Om

morgenen blev jeg kørt i patruljevognen

ned til skibet og afleveret til kaptajnen.

Han blev ederma'me osse sur. Jeg fik heldigvis

ingen bøde, og kaptajnen blev god

igen efter et stykke tid.

leg kom osse engang til at

tisse på gaden i Polen

Der er femhundrede meter til toilettet,

sagde tjeneren, bare lige ud af gaden, du

kan Ikke undg§ at se det. Da jeg kom til

det første træ, kunne jeg ikke holde mig

mere. Mens jeg stod og tissede kom der

pludselig et par betjente rundt om hjørnet.

Jeg gad ikke engang forsøge at holde

mig og hive den ind igen. Det var for sent,

de havde set mig. De talte kun polsk, så

jeg blev hevet med på stationen og placeret

i arresten bag en tyk grøn egetræsdør

med store slidtejernbeslag, indtil der kom

en betjent, der kunne noget tysk. STRAF,

sagde han og skrevet bødeforlæg. Jeg

kan ikke huske, hvor mange slotY det var,

men en ting glemmer jeg aldrig. De modtog

ikke uden landsk valuta, kun sloty. Og

jeg havde ikke slotY nok, kun dollars og

det var søndag, ban ken var lukket. Han

pegede p§ den grønne dør. •

Ich habe ein ide, sagde jeg skræmt fra

vid og sans for at skulle tilbringe natten

i hullet indtil banken åbnede næste mor-

g n. K 11 j g Ikkc cflc,lo(ic mll1 ' ygs ' k

og mil p og g Oll lil l oxa 101I0l1c l1 g

veksl Ilog i 1011(11 1I1 , I ly. O l fik j g lov

1I 1. J g lob h I vej n op 1I1 l xasl allon

n og v k lcd nogle dollars til en uforskamm

t lav kurs og lob osse hele vej en

t ilbage. Jeg betalte boden og ba d om en

kopi. Han pegede på den grønne dør. Jeg

droppede kopien.

Stor bøde plus erstatning

af porcelæn efter værtshus

slagsmål i Bangkok

Han va r et dumt svin, et rigtigt dumt svin.

Han hed Benny og var fra Jylland. Og så

var han for tyk. Jeg mødte ham på en ludderbar

i Bangkok, hvor vi fik nogle drinks,

mens vi snakkede fuldemandssnak og

kikkede på luderne. Et rigtigt dumt sv in .

på et tidspunkt havde han irriteret mig

nok, så jeg stak ham en lussing. så stak

han mig en lussing. så væltede bordet,

og mig og Benny lå og rodede rundt på

gulvet. Ba-buMbaMbu. Vi blev anbragt i

samme celle, men nu gjaldt det pludselig

om at holde sammen, så vi kunne komme

ud igen. Det va r lige før vi blev venner.

Da vi blev vækket næste morgen, blev

vi præsenteret for en bøde for offentlig

uro og et erstatningskrav fra ejeren

på porcelæn til tyve personer. Ikke tale

om, sagde Ben ny, så meget porcelæn

ejer han slet ikke. Jeg skyndte at betale

min halvdel plus bøden på fem hundrede

bath. S§ betalte Benny osse. Under protest,

som han sagde. Under protest. Vi

delte en taxa Ind til byen.

Rejselederen kom i spjældet i

Tunesien

Jeg var engang destinationschef i

Tunesien for et lille dansk rejsebureau,

der hed Kønig Rejser. Det var sommer i

Danmark, og det regnede. Det regnede

s§ meget, at alle ville p§ ferie. Ned til solen.

Rejsebureauerne havde gyldne dage.

Kønig Rejser sendte turister til Mallorca

og Sicilien, og alle hoteller var simpelthen

fuldt booket. Men da han hørte, at jeg tidligere

havde været rejseleder i Tunesien

for Tjæreborg Rejser og talte fransk,

sendte han mig af sted fra Mallorca for

at bygge en ny destination op i Tunesien.

Det gik helt fint nogle måneder, men endte

med et brag, da Kønig Rejser pludselig

gik konkurs. Der stod jeg så med alle

gæsterne og hotelregninger, der ikke var

betalt. Og - næsten det værste - hotelkontrakter

for resten af sæsonen, der var

underskrevet af Arne Runge.

Jeg fik heldigvis al le gæsterne hjem, men

blev selv arresteret og sad fire døgn i en

betoncelle før jeg kom for en dommer. Da

hotelejerne, som normalt var mine gode

venner, indså at der ikke var nogen penge

at hente, at Kønig Rejser simpelthen ikke

eksisterede mere, gav de afkald på deres

erstatningskrav, som ellers ville have betydet

syv §rs gældsfængsel. Jeg kom ud

af arresthuset, og efter en måneds hotel

arrest, hvis nogen af hotelejerne skulle

fortryde, fik jeg lov at rejse hjem. Jeg har

siden haft en skræk for at skrive under

på noget.

leg kunne ikke betale

diskotekregningen i Eilat og

endte i kachotten

Shalom, jeg havde lært at snakke gebrokken

hebraisk. Jeg var bartender på

Hotel Neptun i Eilat, og mine gæster i

baren var en stor gruppe danskere på

charterrejse med Tjæreborg. Da jeg lukkede

baren ved midnat gik vi på diskotek,

hele banden. Kan du ikke lige bestille

fire øl og en flaske vin, spurgte folk, du

som kan hebraisk. Oa de lukkede klokken

fire, var jeg blevet godt klatøjet og

ville bare betale min regning og så hjem i

seng. så kom chokket. Regningen lød på

et par tusinde kroner, omregnet i danske

penge, Ja, men jeg havde jo kun fået en

fem seks bajere, fortalte jeg tjeneren.

Alle mine danske venner var gået hjem

en efter en, nogen uden at betale, og det

var mig der havde bestilt. Jeg hang på

regningen.

Ind i kachott en med ham, sagde politiet

da de kom. Det kom jeg så . Næste morgen

fik jeg lov til at ringe til min chef i

baren, som lånte mig pengene til regningen.

Om aftenen, da jeg igen stod i

baren, fik jeg fat i vennerne fra i går og

spurgte, hvem der ikke havde betalt sin

regning p§ diskoteket. Jeg fortalte dem

om min spjældtur. De blev helt flove, og

GLOBEN nr. 23/ Marts 2 006 6 S


alle der ikke var sikker på at have betalt

hvad de havde fået i går aftes, lagde nogen

penge, Der kom faktisk flere ind end

regningen lød på, så alt i alt var det jo

bare en sjov oplevelse.

I Colombia blev jeg indenfor

to dage arresteret af både

politiet og guerillaen

Manos ariba, skreg de, og bragede ind

gennem døren til vores værelse på den

lille busstation, Vi rakte forskrækket

hænderne i vejret. Hvor kommer I fra og

hvad laver I her, spurgte de på spansk.

Det var guerillaen, dem der regerer i

sydlige Colombia, Vi forklarede, at vi var

turister og var her for at besøge indianerne,

Løg n, skreg ham der førte ordet.

Hvem fa 'en vil møde indianerne. Enten

var vi spioner fra CIA, eller osse havde

vi andre skumle planer, og Danmark ­

Dinamarca - var der bestemt intet land i

verden der hed . De var sikre på, at vores

pas var falske.

De konfiskerede alt. Vores rygsække,

pas, penge, rej sechecks og flybilletter,

låste os inde og satte to bevæbnede vagter

udenfor til at passe på, at vi ikke stak

af. Vi bliver sgu' nok skudt, sagde Poul,

han var godt nok bleg i ansigtet. Men næste

morgen kom de tilbage. De så mindre

alvorlige ud end dagen før. Vi har snakket

med hovedkontoret, sagde de, jeres

papirer er gode nok, Der er et lan d der

hedder Danmark, men I må ikke opholde

jer her. I skulle have søgt om tilladelse på

vores kontor i Bogota. Tænk, guerill aen

har et kontor i Bogota. Vi fik alt t ilbage

og bl ev sat på en direkte bus t ilbage til

hovedstaden Bogota.

Uge før ankomsten til Bogota var der

et checkpoint. Bevæbnet politi kom op i

bussen og checkede folks papirer, Da de

så os to lyshårede danskere spærrede de

øjnene op. Vi blev taget med til pol itistationen.

Bagagen og vores papirer blev

konfiskeret, og vi blev lukket inde i en

lille ce lle. Der skete det sa mme so m dagen

før. Der var intet i bagagen, der ikke

måtte være der, og vores pas og visa var

gode nok. Næste morgen blev vi lukket

ud igen . De fattede heller ikke, hvorfor vi

så gerne ville besøge indianerne.

Til sidst en smuk oplevelse

fra Oslobåden

Jeg skulle engang med båden til Oslo for

at besøge en kæreste, Da jeg var kom·

met ombord, ville j eg finde baren og få

mig en dram. Jeg havde godt nok fået et

par stykker i forvejen, så det kneb lidt

med stedsansen. Jeg gik ind og ud af forskellige

lokaler, og på et tidspunkt kom

jeg ind af en dør, som ikke havde håndtag

på bagsiden. Det var et af oslobådens

to fængsler, fik jeg senere af vide. Jeg

bankede på døren, men ingen hørte mig.

så tog jeg skoen af og buldrede på væggen.

Der gik over en t ime efter at båden

havde lagt fra kaj, før der endelig var nogen

der hørte mig. Det var to unge piger.

Den ene kikkede ind af den lille rude, og

jeg fortalte hende, hvad der va r sket, og

bad hende åbne døren. Hun skulle lige til

det, da hendes veninde stoppede hende.

Pas på, jeg synes det ligner et fængsel,

sagde hun, måske er han farlig. Heldigvis

løb de risikoen og åbnede for mig. Jeg

var rasende, og som gammel messedreng

vidste jeg nøjagtig, hvordan man

kommer op på broen. Jeg sprang op ad

lejderen, åbnede døren med et brag og

råbte, at jeg vil tale med kaptajnen. Jeg

var rasende. De to styrmænd blev helt

forskrækkede. Et øjeblik, sagde den ene,

kaptajnen har lige lagt sig. Han vækkede

kapt ajnen, og jeg fortalte ham rasende,

hvad der var sket, og sagde, at jeg både

Fængslet i Malmo

ville ringe til Ekstrabladet og det norske

Verdens Gang i morgen tidlig, når vi ankom

t il Oslo. Det kunne ikke være rigt

igt, at man kunne komme uforvarende

i fængsel. Tænk hvis pigerne ikke havde

hørt mig. Jeg va r så gal, at det er mærkeligt

j eg ikke blev lagt i håndjern og smidt

tilbage i kachotten. Men kapt ajnen var

åbenbart et naturtalent af en pædagog

og fandt den smukkeste løsning man kan

tænke sig. Tag det roligt gutten min, sag ­

de han på syngende norsk. Han ri ngede

ned til restaurant en og fortalte overtj eneren

om min triste oplevelse. Gør mig

en tj eneste, sagde han til overtjeneren,

giv ham fri bar resten af natten, som et

plaster på så ret. Han blinkede t il mig og

gik tilbage til køjen.

GLOBEN nr. 23/ Marts 2006

66

Mødeaktiviteter 2005

Der blev i løbet af 2005 afholdll alt 30 mød r, med deltagelse af fra 4 til 54 deltagere (årets julefest slog igen rekorden,

denne gang med 54 deltagere). l alt 113 af klubbens medl emmer deltog i et eller flere møder. Hertil skal siges, at vi - som

sædvanlig - er blevet fl ere m dlemmer. Ved udgangen af 2005 var vi 194 medlemmer, så omregnet til procent betyder det, at

58% af medlemmerne har deltaget i et ell er flere møder.

Deltagere:

Titlen som årets flittigst mødedeltager må undertegnede i år dele med Ewa Bylinska (begge 13 møder), og herefter følger Kira

Leisau (12), Niel s Iversen og Anders Andersen (11) samt Søren Padkjær, Per Danielsen, Bente Mølgaard og Peter Schønsted

(10).

Lokaliteter:

De 30 møder var geografisk fordelt med 18 i HT-området, 9 i Jylland, 1 i Odense og 2 andre steder (Syd- og Vestsjælland).

Indhold:

Der har været 3 'hyggemøder' uden speciel underholdning, 6 specialmøder (whisky, thaimad, polens ambassade, belgisk øl,

thaifest og Becker Larse n), 1 sommerhusweekend, 1 generalforsa mling + julefrokost og 20 almindelige møder.

Værter:

Af årets 30 arrangementer blev de 5 afholdt i Cafe Globen, og de resterende 25 hos 25 forskellige værter (flot!).

Foredragsholdere:

Se lvforsyningsgraden er stadig høj, idet vi kun på 2 møder ha r benyttet eksterne kræfter (polske ambassade samt Becker

La rsen).

Bemærkning:

Den reelle mødeaktivitet er betydeligt højere end tallene antyder, hvilket vi kan takke Cate Globen for. Her har - siden åbn ingen

d. 11. marts - været afholdt ikke mindre end 92 arrangementer (heraf de 41 med klubmedlemmer som 'underholder').

2001 2002 2003 2004 2005

Antal møder 24 21 24 25 30

Medlemmer

ultimo 112 110 129 150 194

Forsk.

Deltagere *) 71 (63%) 68 (62%) 83 (64%) 91 (61%) 113 (58%)

Gns.

deltagerantal 12 15 15 17 16

*) Antal medlemmer (og % ud af samtlige), der har deltaget i 1 eller flere møder.

Per Allan Jensen

GLOBEN nr. 23/ Marts 2006 6 7


Klubbens kontaktpersoner

Søren Padkjær

info@berejst.dk

Skovagervej 22

8850 Bjerringbro

Tel. 86 68 36 63

Formand

Martin Anker Nielsen

nytmedlem@berejst.dk

østergade 840, 4. sal

2100 København ø

Tel. 59 91 1447

40858857

Medlemskontakter

Claus Qvist Jessen

secretary@berejst.dk

Kalkerupvej 22, Fensmark

4684 Holmegaard

Tel. 60 12 36 61

Sekretær

Gerner Thomsen

pr@berejst.dk

Marathonvej 21, 1.-5

2300 København

Tel. 3259 6095

PR-ansvarlig

Jakob Linaa

kasserera@berejst.dk

Katrinebjergvej 67 , 2. th

8200 Århus N

Tel. 2086 7777

Kasserer

Niels Iversen

webmaster@berejst.dk

Grøfthøjparken 162, 2.mf.

8260 Viby J

Tel. 86 281856

Webmaster

- Marts 2006

Per Allan Jensen

toastmaster-east@berejst.dk

Bernhard Bangs Alle 51A, 2.th

2000 Frederiksberg

Tel. 38 10 1078

Toastmaseter ØST

Nikolaj Witte

globen@berejst.dk

SkI. Annagade 32

8000 Århus C

Tel. 86 18 11 36

22790384

Globen, ansv. redaktør

Kira Leisau

toastmaster-west@berejst.dk

Skovparken 17, 3. mf

6000 Kolding

Tel. 2633 2709

Toastmaster VEST

Lars K. Munk

annoncer@berejst.dk

Smedetoften 24, 1. th

2400 København NV

Tel. 3834 8980

Sponsoransvarlig

Pernille A. F6h

globen@berejst.dk

Kobbersmedevej 15

8900 Randers

Tel. 86421386

Globen

Heidi Korsgaard

globen@berejst.dk

Mathildevej 14A, 4.th

2000 Frederiksberg

Tel. 39207718

Globen

More magazines by this user
Similar magazines