KOLDING-KREDSEN 70ÅR - Kolding Kommune

kolding.dk

KOLDING-KREDSEN 70ÅR - Kolding Kommune

KOLDING-KREDSEN

GENNEM

70 ÅR

1936-2006


KOLDING-KREDSEN

GENNEM 70 ÅR

1936-2006


Bent Petersen

»Kolding-kredsen gennem 70 år« - en beretning

om Beredskabsforbundet Kolding

©Bent Petersen og Beredskabsforbundet Kolding 2006

Redaktion:

Else Højsager, Carl Sørensen og Kim Nørgaard

Forside:

Sirenen på Koldinghus 1940-44,

fotograferet af Knudsen & Jochumsen, Kolding -

venligst udlånt af Lokalhistorisk Samling

Illustrationer:

Tove og Erik Kjær, Kolding Stadsarkiv m.fl.

Grafisk tilrettelægning og produktion:

Grafisk Værksted, Kolding

Jubilæumsskriftet er udgivet med støtte fra:

Kolding Kommune

Beredskabsforbundet


Beredskabs-Forbundet, der »fødtes«

som Dansk Luftværnsforening og

undervejs blev til Civilforsvars-Forbundet,

har for en udenforstående

altid været et foretagende med en

kompleks og derfor svært gennemskuelig

organisationsstruktur, som

undertegnede imidlertid har gjort sit

allerbedste for at forstå. En og anden

med dybere indsigt i materien

vil derfor uden tvivl kunne afsløre

mine forsøg på at krybe udenom mit

ukendskab til visse organisatoriske

finesser.

FORORD

Den opmærksomme og sagkyndige

læser vil utvivlsomt også opdage,

at jeg her og der er sprunget let og

elegant hen over ting og begivenheder,

som måske kunne have fortjent

lidt flere ord og lidt mere opmærksomhed,

men i disse tilfælde er jeg

faktisk uskyldig, eftersom det til rådighed

værende arkivmateriale har

sat grænser for mine udfoldelser.

Dels har de skriftlige efterladenskaber

for visse perioders vedkommende

været så lapidarisk affattet, at de

har været historisk set værdiløse, og

dels er der, uvist af hvilke årsager,

huller i materialet, som jeg ikke har

kunnet udfylde.

3

Alligevel er jeg så optimistisk, at

jeg tror, man af det efterfølgende vil

kunne erhverve et rimeligt solidt

indtryk af, hvad Kolding-kredsen

har udrettet i de forgangne 70 år, såvel

i krigstid som under mere fredelige

forhold.

Og så tager jeg iøvrigt det obligate

forbehold for mulige fejl og undladelser

i forvisning om læsernes venlige

forståelse.

Bent Petersen


Indledning

Howe’s lov, en af de såkaldt unaturlige

naturlove, siger, at enhver har

en plan, der ikke virker. Hvorvidt

de planer, som Dansk Luftværnsforening

(senere omdøbt til Civilforsvars-Forbundet

og Beredskabs-Forbundet)

i tiden efter sin stiftelse i

1934 lagde, i givet fald ville have

virket, kan ingen sige noget absolut

om, for de omfattende krigskatastrofer,

man havde for øje, indtraf lykkeligvis

ikke på vore breddegrader.

Udgangspunktet for Dansk Luftværnsforenings

fædre var erfaringerne

fra første verdenskrig, hvor de

krigsførende magter introducerede

militærtekniske nyskabelser som

flyvemaskinen, luftbomben og giftgassen.

Det internationale Røde Kors havde

allerede i 1925 peget på nødvendigheden

af foranstaltninger til sikring

af civilbefolkningen mod det,

man kaldte »faren fra luften«, og

havde i 1932 henstillet til de enkelte

landes Røde Kors-organisationer at

tage initiativ til de fornødne foranstaltninger.

Dansk Røde Kors fulgte opfordringen

og bevægede regeringen til at

nedsætte den såkaldte gaskommission

samtidig med, at man påpegede

nødvendigheden af en luftværnsforening

til i samarbejde med Røde

Kors, Lægeforeningen og Arbejdernes

Samariterforbund at tage sig af

de praktiske opgaver.

I november 1933 blev der dannet

en komite med henblik på stiftelse af

den ønskede luftværnsforening, og i

juni 1934 blev Dansk Luftværnsforening

med regeringens og Rigsdagens

billigelse en realitet.

Udover at sprede oplysning om

civilbefolkningens beskyttelse mod

luftkrigens følger skulle luftværnsforeningen

ifølge sine vedtægter oprette

frivillige hjælpekolonner til assistance

for myndighederne, udstyre

hjælpekolonnernes mandskab med

gasmasker og andet nødvendigt materiel

samt bistå ved indretning af

beskyttelsesrum.

Førkrigstid

Et par skriftlige henvendelser fra

Dansk Luftværnsforening til daværende

borgmester V. Juhl om det ønskelige

i oprettelsen af en kredsforening

i Kolding førte i december

1935 til et møde i Industriforeningens

lokaler, hvor byrådet, repræsentanter

for politiet, brandvæsenet,

Røde Kors, Arbejdernes Samariterforbund,

lægeforeningen, apotekerne,

pressen samt repræsentanter for

arbejdernes organisationer, industrien

og håndværket enedes om at nedsætte

et udvalg med borgmesteren

som formand til at forberede dannelsen

af en kredsforening under

Dansk Luftværnsforening.

Arbejdsudvalg

Udvalget, der foruden borgmester

V. Juhl bestod af købmand H. Soll

(byrådet), murermester A. Andersen

(Håndværker- og Industriforeningen),

politimester Thalbitzer, politi-

5

assistent H. Kleberg (Røde Kors),

stadsingeniør Lassen, brandinspektør

Bach, H. Philmann (Arbejdernes

Fællesorganisation) og C. Mathiassen

(Arbejdernes Samariterforbund),

trådte sammen i januar 1936 og

nedsatte sig som et arbejdsudvalg

med det formål at oprette en kredsforening

i Kolding.

Derefter skete der ikke noget før

den 1. maj, da indenrigsministeren

gav grønt lys til oprettelsen af kredsforeninger.

Den 27. maj holdtes der

så stiftende møde i Dansk Luftværnsforenings

Koldingkreds. Der var

sendt indbydelse til 75 virksomheder,

institutioner og enkeltpersoner

til at deltage i mødet. Af de 75 indbudte

mødte 30, som gik ind for

kredsdannelsen, og som efterfølgende

på borgmesterens opfordring kom

til at udgøre kredsrådet med ham

selv som formand.

Kredsens bestyrelse, kredsstyrelsen,

kom til at bestå af læge E. Brandorff

(næstformand), bankdirektør Tarp,

politimester Thalbitzer, stadsingeniør

Lassen og brandinspektør Bach.

Styrelsen ansatte et par dage efter

fuldmægtig T. E. Castberg som sekretær

og vedtog samtidig at sende

stadsingeniør Lassen, brandinspektør

Bach, politiassistent Kleberg, læge

Brandorff og fuldmægtig Castberg til

deltagelse i landsforeningens kursus

for kredsrepræsentanter, og en måneds

tid senere var kredsen repræsenteret

på et møde i Horsens, hvor

man sammen med udsendinge fra

landsstyrelsen drøftede en række

organisatoriske spørgsmål, ligesom


man beskæftigede sig med emner

som plakater, pulterkammerrydninger,

sirener o.s.v.

Gasfrygt

I efteråret 1936 havde kredsen nedsat

et såkaldt beskyttelsesplanudvalg,

hvis opgave var at tilvejebringe en

samlet plan for beskyttelsen af civilbefolkningen

i tilfælde af et luftangreb,

og det er interessant at bemærke,

at man på det tidspunkt fandt

angreb med gas sandsynligere end

sprængbomber. I hvert fald beskæftigede

man sig meget detailleret med

indsatsen under og efter et gasangreb.

Sygehuspersonalet skulle skoles i behandling

af gasofre. Der skulle fremskaffes

og udleveres gasmasker, og

man anbefalede, at der i forbindelse

med en forestående udvidelse af sygehuset

blev indrettet gassikre rum.

Desuden ville man anskaffe særlige

poser til de gasinficeredes tøj og

ejendele, ligesom de pengesedler, de

pågældende havde på sig, skulle

noteres og tilintetgøres og siden erstattes

af Nationalbanken.

Udvalget indbød lidt senere samtlige

farmaceutiske kandidater fra byens

tre apoteker samt tre kemiingeniører,

som alle erklærede sig villige

til at lade sig uddanne til gassporere.

Frygten for gasangreb og følgerne

deraf skal ses i lyset af erfaringerne

fra 1. verdenskrig, hvor krigsgasserne

anrettede større ulykker end de

sprængbomber, som nedkastedes fra

flyvemaskiner. De bombeangreb fra

luften, der fandt sted under den

spanske borgerkrig, og som kunne

have givet et fingerpeg om den fremtidige

luftkrigsførelse, havde endnu

ikke fundet sted, da beskyttelsesplanudvalget

indledte sit arbejde.

Luftværnsudvalg

Til gengæld fik man i januar 1937

klarlagt luftværnsforeningens forhold

til det af byrådet nedsatte luftværnsudvalg.

Det blev fastslået, at

initiativ og ansvar for de nødvendige

forholdsregler skulle ligge hos byrådsudvalget,

som så kunne henvende

sig til luftværnsforeningen om assistance,

og man enedes om, at foreningens

opgave skulle være at bistå

ved udarbejdelse af beskyttelsesplaner

og at uddanne og udruste frivillige

hjælpere. Luftværnsforeningen

skulle desuden fremskaffe et antal

konsulenter, som skulle tage sig af

oplysnings- og instruktionsarbejdet

over for civilbefolkningen, ligesom

man skulle medvirke ved affattelsen

af planerne for politi-, brand- og sanitetstjenesten.

Ved samme lejlighed drøftede man

en husvagtordning, tilrettelæggelse

af mørklægning, pulterkammerrydning,

husbrandværn, behandling af

gasskadede og indretning af beskyttelsesrum.

Beskyttelsesrummene var en del

af de vedtagne beskyttelsesplaner, og

i foråret 1937 gik Dansk Luftværnsforenings

nys ansatte bygningskonsulent,

ingeniørkaptajn M. P. Nørgaard,

sammen med stadsingeniør

Lassen i gang med at undersøge,

6

hvorvidt de lokaliteter, der var tænkt

indrettet til beskyttelsesrum, nu også

var egnede.

Kredsen havde på dette tidspunkt

omkring 300 medlemmer, hvis samlede

årlige kontingentindbetalinger

androg kr. 3.200,-, og man var fra

starten klar over, at kun en lille del

af opgaverne kunne løses for et sådant

beløb. Ligeledes var det klart, at

staten måtte yde et tilskud, men da

kredsen i juni holdt sit første ordinære

kredsrådsmøde, var det uvist,

hvor meget man kunne vente sig fra

den kant, og det blev oplyst, at man

først i efteråret ville erfare, hvor stor

en del af udgifterne ved samtlige foranstaltninger

staten ville påtage sig.

Uddannelse

I maj 1938 oprettedes Statens Civile

Luftværn med politiinspektør Arthur

Dahl som formand og med luftværnsforeningens

generalsekretær, kaptajn

S. A. Andersen, som sagkyndig samarbejdspartner,

og i juli måned godkendte

indenrigsministeriet luftværnsforeningens

forslag til uddannelse

af frivillige hjælpere. I Koldingkredsen

indledte man umiddelbart

derefter en drøftelse af, hvordan denne

uddannelsesopgave skulle gribes

an. Man nedsatte til formålet et instruktionsudvalg

og udpegede en

kursusleder, der dog havde det

uheld, at deltagerne i det første luftværnskursus

for samaritter besværede

sig over, at de i kursusforløbet

hverken havde set kredsformanden

eller andre medlemmer af styrelsen,


samt at kursusafslutningen havde

været mildest talt formløs. Formanden,

borgmester V. Juhl, beklagede

noget efter disse forsømmelser og

lovede, at man senere ville arrangere

en sammenkomst, hvor man kunne

lære hinanden bedre at kende.

Udover nedsættelsen af instruktionsudvalget

og uddannelsen af

hjælpere beskæftigede man sig med

depotproblemerne, udstedelsen af

instruktørbeviser og agitations- og

oplysningsudvalgenes virke, ligesom

man drøftede de beskyttelsesforanstaltninger,

som skulle træffes i

forbindelse med fremtidige bygningsforandringer.

Sammen med lokalpolitikere,

de kommunale værkers

ledelser, repræsentanter for politiet,

brandvæsenet, de tekniske tjenester,

Røde Kors og samaritterforbundene

gennemgik man planerne for en evt.

mørklægning, til kontrol af hvilken

politiet i givet fald ønskede hjælp af

30 frivillige.

Mørklægning og gas

Mørklægning og beskyttelse mod

et gasangreb var to ting, som optog

luftværnsforeningen og dermed også

Kolding-kredsen i denne tid. Kredsstyrelsen

gennemgik således meget

grundigt resultaterne af et mørklæg-

Da DKB i 1950 fejrede sit 10 års jubilæum

skete det med gule ærter og flæsk på

Industrien. Fra denne begivenhed ses den

daværende formand, Elisabeth Eff, mellem

to tidligere borgmestre, Knud Hansen

til venstre og S. M. Jensen

ningsforsøg, der var blevet gennemført

i Roskilde, og man indledte forhandlinger

med en lokal butiksindehaver

om at arrangere en udstilling

af mørklægningsmateriel. Hvad angik

gasbeskyttelsen, var der problemer

med at finde egnede steder til

afprøvning af gasmasker. Indenrigsministeriet

havde bestemt, at kun

gasmasker med ministeriel godkendelse

måtte anvendes, og Luftværnsforeningen

havde i overensstemmelse

hermed indledt forhandlinger med

Hærens tekniske Korps, som var rede

til for en rimelig pris at fremstille

en arbejdsmaske til brug for de frivillige

hjælpere samt en væsentlig

billigere maske – den såkaldte folkegasmaske

– til brug for civilbefolkningen.

Luftværnsforeningen havde

købt 2000 arbejdsmasker, hvoraf et

passende antal var kommet til Kolding,

hvor de altså skulle afprøves.

7

Husvagter

I september 1938 besluttede kredsstyrelsen

at opfordre byens husejere

til at udpege personer, som de måtte

finde egnede til en efterfølgende

uddannelse til husvagter efter luftværnsforeningens

forskrifter. Det

tegnede ikke til at blive en succes,

for i december var kun seks sådanne

personer tilmeldt, og styrelsen enedes

derfor om, at man skulle anmode

grundejerforeningen om at sætte

skub i medlemmerne. Det stod

iøvrigt heller ikke klart, hvem der

skulle have ansvaret for husvagtuddannelsen,

så i den efterfølgende

januar måned drøftede man nedsættelsen

af et forretningsudvalg til bl.a.

at tage sig af denne sag. Men det gav

heller ikke pote, så resultatet blev, at

man meddelte landsforeningen, at

man opgav forsøget på ad frivillighedens

vej at få husejerne i aktion.


I stedet ville man afvente et statsligt

påbud om uddannelse af husvagter.

I januar 1939 vedtog styrelsen desuden

at opfordre borgmester Knud

Hansen, der et par år i forvejen havde

afløst lrsf. V. Juhl på borgmesterposten,

til at overtage formandshvervet.

På samme tid havde man fået byens

og omegnens læger til at deltage

i forskellige luftværnsrelaterede kurser,

og i februar foreslog lrsf. V. Juhl,

der nu var menigt medlem af styrelsen,

at der blev nedsat diverse udvalg

til at tage sig af de forskellige opgaver

såsom uddannelse og pulterkammerrydning.

Hvad pulterkammerrydningen

angik, var der allerede

nogle måneder forinden på politimester

Thalbitzers initiativ dannet

8

en gruppe med brandinspektør Bach,

stadsingeniør Lassen, overlæge Djørup,

politikommissær Kleberg og politimesteren

selv som medlemmer.

Det ved samme lejlighed nedsatte

husvagtudvalg fik brandinspektør

Bach som formand. Bach var meget

praktisk også formand for grund-

Feltkomfur – stadig i brug


ejerforeningen, som han lovede at få

sparket i gang til bl.a. udsendelse af

tryksager, afholdelse af møder, foredrag

og andet, der var egnet til at

vække interesse for sagen.

Samariterstrid

Et helt andet problem stødte instruktionsudvalget

på, da man skulle

til at arrangere et samariterkursus.

Det viste sig nemlig, at Arbejdernes

Samariterforbund og Dansk Røde

Kors ikke var på talefod med hinanden.

Arbejdersamariterne ønskede

ganske enkelt ikke at samarbejde

med Røde Kors-folkene, men det

lykkedes efter nogen debat at få parterne

overtalt til i det mindste i fællesskab

at overvære et foredrag og

en filmforevisning om samariterindsatsen.

Trods de gensidige aversioner lod

parterne sig alligevel efter kort tid

overtale til sammen at deltage i et

kursus, men hensynet til deres gensidige

mistillid afspejlede sig i udvælgelsen

af egnede kandidater til

en særlig uddannelse på sygehuset,

hvor der var brug for 20 personer.

Man sørgede nemlig med omhyggelighed

for at udpege ti fra hver af de

to fraktioner.

Men det var ikke de eneste problemer,

kredsen havde i forhold til samaritterne.

Begge samaritergrupper

beklagede sig således lidt senere

over, at kurserne afvikledes under

mangelfulde forhold, og på et møde

i instruktionsudvalget måtte man

erkende, at der savnedes både de for-

nødne oplysningskræfter og demonstrationsmateriale

som f.eks. kemiske

præparater, en gennemskåret

gasmaske, gasdragter m.m. Det var

med andre ord stadig krigsgasserne,

man fokuserede på.

Pjecer

De katastrofer, man forestillede sig,

fremgår ret entydigt af titlerne på de

publikationer, som luftværnsforeningen

i løbet af 1939 udsendte. Man

indså klart farerne ved bombeangreb,

men alligevel var de risici, som var

forbundet med gasangreb, i forreste

række. Luftværnsforeningen udsendte

pjecer med følgende titler:

• Ansigtsmaske til militært brug

• Filtratorer til gasmasker

• Krigsgasarternes forhold i terrænet

• Planlæggelse af sygehusenes luftbeskyttelsesforanstaltninger

• De kemiske krigsmidlers giftvirkninger

• Brandsikring under luftangreb

• Brandsikring i større virksomheder

under luftangreb

• Rensning og opbevaring af gasinficeredes

tøj og materiel

• Beskyttelsesrum

• Varsling af civilbefolkningen

• Pulterkammerrydning

• Kemiske kampstoffer.

Planerne for pulterkammerrydningerne

blev i juni 1939 godkendt af

indenrigsministeriet, og i august fik

agitationsudvalget, hvis formand var

driftsleder Foged, til opgave i samarbejde

med grundejerforeningen at

9

arrangere foredrag med film om denne

opgave. Senere skulle udvalget

også arrangere foredrag om husvagtordningen,

beskyttelsesrum og om

fabriksluftværn.

Det hele var selvsagt forbundet

med omkostninger, og kredsen besluttede

sig derfor til at rette henvendelse

til de større bidragydere, som

skulle gøres opmærksomme på, at

der her var tale om en folkesag. Man

rettede også henvendelse til byrådet

med anmodning om et økonomisk

tilskud, ligesom man udsendte bønner

om bidrag til 300 virksomheder i

området.

På dette tidspunkt begyndte man

at blive nervøs for den internationale

situation og den truende krigsfare. I

august 1939 indkaldte staten værnepligtige

fra årgangene 1938 og 39,

som havde trukket frinumre eller

var blevet kasserede, til CB-tjeneste,

ialt ca. 20.000 såkaldte »føl«, og da

Tyskland natten til den 1. september

1939 angreb Polen, endte for luftværnsforeningen,

hvad man kunne

kalde »det indadvendte arbejde.«

Nu skulle der virkes udadvendt.

Krig og besættelse

En måned før tyske tropper besatte

Danmark, stiftedes Danske Kvinders

Beredskab (DKB) efter forudgående

forhandlinger med indenrigsministeren.

Allerede i januar året forinden

havde kredsstyrelsen i Kolding drøftet

ønskeligheden af kvindernes

deltagelse i arbejdet, og fru Clay Petersen,

Dansk Kvindesamfund, fru


Eriksen, De danske Husmoderforeninger,

og frk. A. Lind fra Socialdemokratisk

Forbunds kvindeudvalg

havde lovet at lodde stemningen

blandt deres respektive medlemmer.

Lotter

Den 7. marts 1940 kom så DKB til

verden som en underafdeling af luftværnsforeningen,

og betegnelsen

»Danske Lotter« blev indregistreret

som navn for de frivillige kvinder.

Allerede året efter var der 40.000 lotter

til rådighed for de offentlige luftbeskyttelsesordninger

i hele landet.

I Kolding blev den lokale DKB-afdeling

oprettet allerede den 10. marts

med frk. Elisabeth Eff som formand.

Seks måneder senere talte man 880

uddannede DKB’ere i Kolding-området,

og antallet voksede betragteligt i

de efterfølgende år.

I marts 1940 var bekymringerne

for, hvad der kunne ske, tiltaget, og

da kredsstyrelsen i Kolding holdt

møde den 29. marts, kunne formanden,

borgmester Knud Hansen, konstatere,

at eftersom væsentlige dele

af de opgaver, som luftværnsforeningen

hidtil havde varetaget, på grund

af de truende udsigter nu var overtaget

af myndighederne, var foreningens

aktiviteter stærkt reduceret, og

han kunne oplyse, at politimesteren

var blevet udnævnt til luftværnschef

med det fulde ansvar for de nødvendige

foranstaltningers iværksættelse.

På samme møde oplystes det, at

man havde uddannet 80 samaritter,

som nu skulle videreuddannes i luftbeskyttelsestjeneste.Evakueringsplanen

for sygehuset var også på

dagsordenen, og man beskæftigede

sig endvidere med depotet på den

gamle sydbanegård, som mentes at

10

Distriktscentralen i Almenskolens kælder

være meget udsat i tilfælde af et luftangreb.

De tilflugtsrum, som var

ved at blive etableret, var genstand

for en vis bekymring, idet man var

usikker på, hvorvidt de nu også var

sikre mod sammenstyrtninger,

sprængstykker og maskingeværild.

Nytteløse trusler

I juni blev kredsstyrelsen præsenteret

for et helt nyt problem i form af

et voksende antal kontingentrestancer.

Lrsf. Juhl foreslog, at man skulle

true restanterne med at slette dem

som medlemmer, hvis de ikke betalte,

men blev imødegået af kassereren,

direktør Johs. Grønborg, som ikke

havde tillid til, at en udelukkelsestrussel

ville have nogen effekt, eftersom

medlemmerne jo faktisk ikke

modtog noget for de penge, de betalte.

Han påpegede, at mange medlemmer

var af den opfattelse, at der

i denne sag var tale om opgaver, som

rettelig burde løses og betales af stat

og kommune og ikke af en privat

forening, og han fandt det fornuftigst

simpelthen at »glemme« restancerne.

Økonomien var overhovedet et

problem, og noget senere måtte Johs.

Grønborg på et møde i det nydannede

forretningsudvalg bedrøve udvalgets

medlemmer med, at mange

medlemmer havde meldt sig ud, og

at kredsens økonomi ville kollapse,

såfremt man fulgte et forslag om at

løse problemet ved at nedsætte kontingentet.


DKB’s økonomi havde det heller ikke

godt, og det bevægede frk. Elisabeth

Eff til at foreslå, at kommunen

ydede DKB et tilskud på en halv øre

pr. indbygger, men valgte at trække

forslaget tilbage, efter at borgmester

Knud Hansen havde oplyst, at han

under hensyn til kommunens trængte

økonomi ikke kunne anbefale forslaget.

Distriktskonsulenter

Omkring årsskiftet 1940-41 blev det

i en aftale mellem Dansk Luftværnsforening

og Indenrigsministeriet bestemt,

at foreningen havde til opgave

at vedligeholde og udvide uddannelsen

af husvagter ved hjælp af distriktskonsulenter

og hjælpekonsulenter.

Disse opgaver blev uddelegeret

til distriktsforeningerne, som

hver inden for deres område skulle

styre konsulentvirksomheden og

desuden tage sig af lotte-uddannelsen,

af samariteruddannelsen og af

uddannelsen af spejdere til Spejdernes

Hjælpekorps, og i foråret 1941

kunne Elisabeth Eff oplyse, at der

nu var 880 uddannede lotter i kredsområdet.

Forretningsudvalget, der var kommet

til verden for at varetage løsningen

af de opgaver, som i henhold til

aftalen mellem Luftværnsforeningen

og ministeriet var blevet pålagt kredsen,

besluttede i marts 1941 at gøre

et forsøg på at hverve de nødvendige

distriktskonsulenter blandt lærerne

på skolerne, og i den forbindelse

vedtog man opdelingen af kredsen i

distrikter. Kolding by blev delt i fem

distrikter, mens Vamdrup, Lunderskov,

Holsted og Vejen hver udgjorde

et distrikt, altså ialt ni distrikter.

Man fandt også hurtigt ni lærere,

som var egnede og villige til at gå ind

i arbejdet, hvorimod man stadig savnede

emner til posterne som hjælpekonsulenter.

Manglende interesse

Hjælpekonsulent-emner var imidlertid

ikke det eneste, man savnede. Også

interessen for arbejdet skrantede,

og på kredsrådsmødet i juni 41 måtte

borgmester Knud Hansen indledningsvis

beklage, at for mange af

kredsrådets medlemmer ikke var

kommet tilstede, ligesom kun ganske

få repræsentanter for de sogne,

der hørte til kredsen, havde fundet

vej til mødet, og denne iøjnefaldende

desinteresse foranledigede frk.

Elisabeth Eff til et angreb på sognefogederne,

som hun beskyldte for ikke

at ane det mindste om de evakueringsplaner,

hvis iværksættelse det i

givet fald var deres pligt at være forberedt

på. Det var bl.a. sognefogederne,

som skulle sørge for tilstedeværelsen

af tilstrækkelige beholdninger

af konserves, ligesom det var

dem pålagt at sikre husly til de mennesker,

som i en eventuel katastrofesituation

skulle evakueres fra byområderne.

At forberedelserne var mildest talt

mangelfulde demonstrerede en repræsentant

fra Bække, der på mødet

erkendte, at han ikke vidste noget

11

som helst om, hvordan arbejdet skulle

organiseres. Han blev venligt, men

bestemt henvist til politimesteren i

dennes egenskab af luftværnschef.

Og så bad man ham iøvrigt om at få

sat skub i sagen.

På samme møde oplyste brandinspektør

Bach, at han var i fuld gang

med at uddanne CB’ere i praktisk

brandtjeneste, ligesom stadsingeniør

Lassen arbejdede med planer for

havneluftværnet.

Der var med andre ord stadig mange

planer i støbeskeen, og der var adskillige

endnu uafsluttede projekter

såsom etablering af hjælpekonsulentordningen.

Det var anslået, at der

ville være behov for 80 hjælpekonsulenter,

og midt på sommeren 1941

forsøgte man at finde ud af, hvordan

og hvor disse 80 skulle rekrutteres.

På et forretningsudvalgsmøde blev

det foreslået at udfærdige et opråb,

der skulle få interesserede til at melde

sig, men da man var usikker på,

om man havde kompetence til noget

sådant, enedes man om først at spørge

landsforeningen til råds. Det er

uvist, hvad landsforeningen svarede,

og om forespørgslen overhovedet

blev afsendt, men på et udvalgsmøde

i august fremlagdes fem lister fra Politiets

Luftværnskontor med navne

på egnede personer. Der var en liste

for hvert distrikt i Kolding by, og det

blev overladt de enkelte distriktskonsulenter

at opsøge og overtale de

på listerne opførte personer.

Man havde på dette tidspunkt fået

uddannet syv af de nødvendige ni

distriktskonsulenter, og disse syv


distriktskonsulenter deltog den 29.

august 41 i et møde på rådhuset sammen

med 18 kandidater til posterne

som hjælpekonsulenter, hvor det

blev præciseret, at distrikts- og hjælpekonsulenternes

primære opgave

skulle være at overvåge beskyttelsesforanstaltningerne

i deres respektive

distrikter, ligesom de skulle hverve

og uddanne husvagterne. Politikommissær

Kleberg, der sammen

med overlæge Djørup, ledede mødet,

gjorde opmærksom på, at der herskede

den praksis vedr. hvervning af

husvagter, at man først forsøgte at

skaffe husvagterne ad frivillighedens

vej, men hvis det ikke var muligt,

ville man kunne få politimesteren til

at beskikke de pågældende. Politiet

ville helst virke i baggrunden, sagde

Kleberg, men hvis husejerne eller

andre ansvarlige ikke ville makke

ret, skulle husvagterne blot henvende

sig til politiet, som så ville tage

affære.

Opvisning

Den 10. oktober afholdtes for første

gang over hele landet Luftværnsdagen

med opvisninger og demonstrationer

af luftværnsforeningens

formåen. I Kolding fik publikum adgang

til at se på luftværnets forskellige

stationer, ligesom DKB arrangerede

en luftværnsudstilling. På

Nordhavnen afvikledes en øvelse,

der demonstrerede CB-mandskabets

indsats, brandvæsenet rykkede ud

Inge Fenger og Else Højsager

og viste stigerejsning og brandslukning,

mens sanitetstjenesten rejste et

nødlazaret, og teknisk tjeneste viste

sammen med politiets gassporer,

hvordan man renser for sennepsgas.

Hele arrangementet havde til hensigt

at agitere for tilgang af frivillige

til luftværnet, og at der samtidig på

landsplan indkom godt 82.000 kr.

i overskud var kun velkomment. I

Kolding kom der små 2.000 kr. i kassen,

hvoraf kredsen kunne beholde

6-700 kr., som man i første omgang

valgte at dele broderligt (eller søsterligt)

med DKB. Denne rundhåndethed

fortrød man kort efter, da det

på et styrelsesmøde blev påpeget, at

DKB ikke havde noget at bruge pengene

til, eftersom alle udgifter blev

erholdt af kredskassen

Kassereren, Johs. Grønborg, noterede

kasseforøgelsen med fornøjelse

og håbede på, at luftværnsdagen vil-

12

le give nye medlemmer. Han grundede

sit håb på den kendsgerning, at

kontingentet var så beskedent som

1 kr. om året, hvad enhver skulle

kunne klare.

Reservekolonner

I begyndelsen af 1942 beskæftigede

kredsstyrelsen sig med ønskerne om

oprettelse af såkaldte reservekolonner.

Det var kolonner af frivillige,

som i givet fald bl.a. skulle deltage i

rydnings- og oprydningsarbejdet, sanitetstjenesten

samt yde bistand ved

afspærringstjenesten. Til den ende

henvendte stadsingeniøren sig til

håndværkerorganisationerne, dog

uden mærkbart resultat. Udenlandske

erfaringer viste, at det navnlig

var rydningstjenesten, der kunne

komme til at savne frivillige, og man

vedtog derfor senere at rette en al-


vorlig henstilling til murernes, tømrernes

og arbejdsmændenes fagforeninger

om at bevæge medlemmerne

til at melde sig. Dette initiativ gav

heller ikke umiddelbart resultat, og

formanden, overlæge Djørup, mente,

at forklaringen nok var betalingsspørgsmålet.

Træge sogneråd

På et kredsrådsmøde i juni 1942

bad borgmester Knud Hansen sig på

grund af sine mange andre gøremål

fritaget for formandshvervet, og i

hans sted valgte man overlæge F.

Djørup. Knud Hansen fortsatte i bestyrelsen

som menigt medlem. Forinden

havde Knud Hansen i sin beretning

besværet sig over sognerådenes

åbenbare ulyst til at til deltage i

luftværnsarbejdet. Man havde indbudt

de 24 sogneråd inden for kredsens

område til et møde, men det

store flertal kom ikke. En opfordring

til i det mindste at bidrage med 2 øre

pr. indbygger blev mødt med tilsvarende

ligegyldighed. Siden syntes

sognerådene dog at have besindet

sig, for året efter, da man påny indbød

sognerådene, brandfogederne,

sognefogederne, læger og lærere til

møder i Vejstrup, Bække, Vamdrup,

Gravens og Kolding, kom der over

200 deltagere.

Kurser

Kursusvirksomheden var ret betragtelig

på det tidspunkt. På et styrelsesmøde

i maj 1943 oplystes det så-

ledes, at der i det forgangne beretningsår

var blevet afviklet ti kurser

for luftværnsledere fra de frivillige

ordninger i landdistrikterne med

deltagere fra alle luftværnsområder

uden for lokalområdet, ligesom der

var blevet gennemført et kursus for

fabriksluftværnsledere. På denne

måde var der blevet uddannet 275

luftværnsledere, hvoraf de 40 var fra

Koldingkredsen. På 6 dages-kurser

for fabriksluftværnsledere fra byområderne

i kredsen blev der samtidig

uddannet 72 personer.

Derimod kneb det med den fortsatte

uddannelse af husvagter. En uddannelse

af husvagtledere i mindre

virksomheder var i foråret 43 endnu

kun på tegnebrættet, og den planlagte

uddannelse af de beskikkede husvagter

ventede stadig på at komme i

gang. Desuden manglede man at undervise

husvagterne i brugen af gasmasken.

For få

At man ikke havde fået uddannet frivillige

til reservekolonnerne skyldtes

13

Byrådsmedlem Carl Sørensen,

kredsformand 1986-1991

derimod ikke hverken manglende

tid, vilje eller talent, men udelukkende,

at ingen trods kraftige opfordringer

havde meldt sig. Året efter, i januar

1944, gjorde man atter et forsøg

på at finde frivillige til de meget

ønskede reservekolonner. Det lykkedes

at samle 20 interesserede til et

orienterende møde på Rutebilcafeen,

hvor både formanden, overlæge

Djørup, politikommissær Kleberg og

kaptajn Rose gjorde, hvad de kunne,

for at vække interessen. De 20 fremmødte

lovede at overveje sagen. Til

et tilsvarende møde få dage senere i

Rådhuskælderen havde man udsendt

38 indbydelser. Der kom fem mennesker,

som hørte på, men ikke forpligtede

sig til noget. I april 44 var

det dog lykkedes med lodder og trisser

at få samlet 16 frivillige til rednings-

og rydningstjenesten, men de

forslog jo så lidt som en skrædder i

Helvede. Alligevel besluttede man at

indlede uddannelsen af de 16 mand i

forårets løb.

Stadsingeniør Lassen foreslog på

et styrelsesmøde, at man fritog de

håndværkere, der var husvagter, for

dette job, så de i stedet kunne gøre

tjeneste i reservekolonnerne. Som

husvagter kunne man så beskikke

nogle andre. Stadsingeniørens lyse

idé fik styrelsens næstformand, assistent

A. Rasmussen, til med let forargelse

at spørge, hvorfor det altid

skulle være arbejderne, der skulle

holde for, når der var klasser af bor-


gere, der konsekvent skulkede fra

de samfundsopgaver, som der bl.a.

i dette tilfælde var tale om.

Gang i DKB

Derimod var der gang i DKB’erne.

Medio 1943 rådede distriktet over

1222, og alle de 23 kredse på landet

var forsynet med specielt uddannede

kvinder, men uanset ildhu og engagement

i arbejdet distancerede DKB

sig fra et forslag fra stadsingeniøren

om, at DKB i en katastrofesituation

skulle sørge for bespisning af den

tekniske tjenestes mandskab, som

man mente måtte være en opgave

for de offentlige myndigheder.

Årets luftværnsdag led beklageligvis

en krank skæbne, da hverken

luftværnsforeningen eller DKB havde

fundet det muligt at få arrangeret

noget, og dagen brugtes derfor kun

til mærkesalg og husindsamling.

På et møde i januar 1944, hvor bl.a.

repræsentanter for 14 erhvervsvirksomheder

deltog, enedes man om at

danne et fabriksluftværnslederudvalg

med elektricitetsværkets inspektør

Simonsen som formand. Udvalget

skulle rådgive og styre fabriksluftværnsledernes

indsats efter retningslinier,

der var fastlagt i en ministeriel

bekendtgørelse og nærmere defineret

i en skrivelse fra Statens Civile

Luftværn.

Et særligt foredrag

Et ganske særligt arrangement i 1944

bør nævnes, ikke så meget fordi det

var skelsættende eller på nogen måde

afgørende for noget som helst,

men alene på grund af de forholdsregler,

som tidens unormalitet gjorde

nødvendige. Styrelsen havde bevæget

oberstløjtnant Gerstoft til den 10.

maj at holde et lysbilledforedrag med

titlen »En invasions forberedelse«,

og da man, sikkert med rette, fandt,

at det måske ville falde besættelsesmagten

for brystet på et tidspunkt,

da alle ventede en sådan invasion,

blev det besluttet, at der ikke skulle

være tale om et offentligt foredrag.

Kun luftværnsforeningens medlemmer

og deres husstande blev derfor

indbudt.

Invasionsforedraget blev årets sidste

møde i luftværnsforeningens

regi. Først i januar 1945 samledes

fem af styrelsens medlemmer til

møde hos konsul Grønborg i Låsbygade,

hvor man skulle tage stilling

til landsforeningens forslag om at

etablere villaluftværn. Koldings villakvarterer

havde dengang ikke den

udstrækning, som de siden fik, så

i forståelse med luftværnskontoret

blev man enige om, at der ikke var

begrundelse for særlige luftværnsforanstaltninger

disse steder, så meget

mindre som man allerede i 1943

havde afholdt instruktionskurser for

beboerne uden for de husvagtpligtige

områder.

Julegave-idé

Som et kuriosum kan det nævnes,

at Dansk Luftværnsforening op til

julen 1944 anbefalede en pose sand

14

som julegave. Der skulle nemlig i enhver

bolig helst findes sand på loftet,

i spisestuen, i dagligstuen, i entreen

og på hver trappeafsats. Problemet

var bare, at sand som så meget andet

var en mangelvare, og det er ret usikkert,

hvor mange hjem der faktisk

fulgte denne forøvrigt fornuftige

sand-regel.

En måned før den tyske kapitulation

mødtes styrelsen i byrådssekretærens

lejlighed på rådhuset, hvor

man bl.a. drøftede en henvendelse

fra luftværnschefen, der bad om frivillige

til at føre tilsyn med tilflugtsrum

og dækningsgrave, hvilken

anmodning blev afvist med den begrundelse,

at man ikke var i stand til

at fremskaffe det fornødne personel,

og DKB erklærede, at kvinderne under

de herskende forhold ikke var

meget for at være alene i tilflugtsrummene.

Efterkrigstid

Og så kom freden. Ganske vist var

der stadig krig i verden, men i de

glade majdage i 1945 opfattede man

ikke krigen i Stillehavet som en overhængende

trussel for sikkerheden i

Kolding, og i luftværnsforeningen

funderede man over, hvad man nu

skulle tage sig til.

Fra landsforeningen blev man i første

omgang bedt om at bevare organisationen,

selvom arbejdet blev indstillet.

Kredsen havde i april indledt

en kursus-serie, hvor et større antal

husvagtledere og husvagter skulle

være uddannet. Disse kurser skulle


have strakt sig til den 12. maj, men

blev naturligvis som andre af foreningens

aktiviteter standset, da den

tyske kapitulation indtraf, men selvom

der generelt blev skruet ned for

blusset, så fik DKB-damerne et par

specielle opgaver, da de blev sat til at

bespise 60 medlemmer af det tyske

diplomati, som under bevogtning af

frihedskæmpere passerede Kolding

den 2. juni på vej til et midlertidigt

ophold i Oksbøllejren. Tyskerne fik

serveret havregrød og vælling, mens

man for de engelske soldater, som

var kommet til byen, demonstrerede

varmere følelser ved at traktere med

øl og smørrebrød.

Den 7. juni mødtes formanden,

kassereren og sekretæren på rådhuset

for at forberede et kredsstyrelsesmøde,

hvor man bl.a. ville foreslå ikke

at opkræve kontingent for 1945.

Kassebeholdningen androg godt

4.000 kr., hvortil kom DKB’s likvide

midler, som var opgjort til lidt over

2.000 kr., og af gode grunde forudså

man ikke nævneværdige udgifter.

Kredsstyrelsen havde efterfølgende

ingen indvendinger.

Den 21. juni afholdtes så kredsrådsmøde,

hvor tilslutningen afspejlede

den afslappede stemning, der havde

bredt sig. Foruden styrelsen mødte

nemlig kun to medlemmer, nemlig

installatør Overbeck og brandchef

Repræsentation fra Kolding ved

Civilforsvars-Forbundets 50 års jubilæum

i 1984 - fra venstre ses Henning Eriksen,

Else Højsager, John Bejerholm og

Peter Nielsen

Andersen. Denne lille tapre skare

godkendte formandens beretning,

regnskabet og kontingentfritagelsen.

Den almindelige stilstand og den

pludseligt indtrufne mangel på opgaver

gjaldt dog ikke DKB-damerne,

som allerede før den tyske kapitulation

havde været beskæftiget med at

sørge for forplejning til de koncentrationslejrfanger,

som Røde Kors

hentede i Tyskland, og som på deres

vej til friheden i Sverige passerede

Kolding. I befrielsesdagene fik DKB’erne

til opgave at bespise frihedskæmperne.

Maden blev tilberedt under

ledelse af DKB og serveret på

Staldgården af forplejningsholdet, og

denne aktivitet fortsatte, indtil frihedsbevægelsens

folk blev hjemsendt.

Samtidig leverede DKB mad

til folkene i de forskellige krigsfangetransporter,

som gik igennem Kolding.

15

To DKB’ere blev sat til at lede de to

lejre i Kolding, som Røde Kors oprettede,

den ene for mænd fra Italien,

Frankrig, Belgien og Holland, den

anden for kvinder fra Polen og de

baltiske lande. Siden deltog DKB-damerne

i indretningen af de tidligere

af tyskerne benyttede barakker, hvor

nu engelske soldater under så bekvemme

forhold som muligt kunne

nyde deres velfortjente orlov.

Skilsmisseplaner

I slutningen af året opstod i DKB

tanken om at udskille organisationen

fra Luftværnsforeningen og at danne

en selvstændig organisation, Lottekorpset,

der skulle bevare sin tilknytning

til Dansk Luftværnsforening,

men som samtidig skulle påtage sig

opgaver for det militære forsvar.

Selvstændiggørelsen af DKB/Lotte-


Her ses Inge Fenger, Carl Sørensen og

Else Højsager med fanen i 1986

korpset blev berørt på et forretningsudvalgsmøde

i Koldingkredsen i december

1945, hvor man enedes om,

at DKB’s såkaldt sekundære pengemidler

i tilfælde af »skilsmissen«

skulle afgives til de evt. udtrædende

lotter. Med sekundære midler forstod

man det beløb, der hidrørte fra

bazarer, pakkefester o.lign., hvorimod

de penge, der var tilgået luftværnsforeningen

til luftværnsformål

skulle forblive i kredsens kasse.

Hvor mange af de lokale DKB’ere,

der i givet fald ville forlade luftværnsforeningen

var usikkert. På et

kredsstyrelsesmøde i februar 1946

tilkendegav de tilsagte medlemmer

af kvindeudvalget, at de ikke ønskede

at tage stilling til sagen, da de

endnu ikke var på det rene med,

hvad det hele gik ud på.

Problemet var, at der indenfor DKB

var uenighed om, hvorvidt man kunne

være tilsluttet luftværnsforeningen

og samtidig påtage sig militære

opgaver. Det problem blev i maj løst

af indenrigsministeren, der fastslog,

at medlemmerne af Danmarks Lottekorps

og Kvindeligt Marinekorps,

som var blevet oprettet i den forudgående

april måned, ikke kunne bevare

tilknytningen til Dansk Luftværnsforening,

der alene beskæftigede

sig med den civile luftbeskyttelse.

Lottekorpsets oprettelse tærede

selvsagt på DKB’s medlemstal, men

en del af de DKB’ere, som var gået

over i lottekorpset, vendte dog efter

kort tid tilbage til DKB. Det nøjagtige

tal kendes ikke, men selv med

de tilbagevendte var der gået svind i

rækkerne, hvad der dog, forholdene

taget i betragtning, var forklarligt.

Lavt blus

Generelt var der skruet ned for blusset.

Det var uklart, hvad der skulle

ske, og man var i det store og hele

indstillet på at afvente, hvad de forskellige

af regeringen nedsatte kommissioner

barslede med. Ikke mindst

en forventet ny forsvarsordning, som

forsvarskommissionen arbejdede på,

var af betydning for luftværnsforeningens

fremtidige virke, og ventetiden

benyttede luftværnsforeningen

til at filosofere over indholdet af en

fremtidig luftbeskyttelsesplan, som i

store træk skulle bevare sit hidtidige

indhold, men også betyde, at husvagterne

afskaffedes og erstattedes af

karré- og villaluftværn. Men ellers

gik man i venteposition.

Og det gjorde man i allerbogstaveligste

forstand. Til kredsmødet i juni

1946 mødte der således foruden sty-

16

relsens medlemmer kun en enkelt

mand, nemlig ledningsinspektør Fr.

Simonsen fra elværket, så i maj 1947

besluttede man indtil videre at droppe

kredsrådsmøderne og i stedet udsende

skrivelser til kredsrådsmedlemmerne

bilagt kortfattede beretninger

og regnskabsoversigter.

Nyt navn

Og så gik man ellers i hi de næste tre

års tid, og den næste mere bemærkelsesværdige

begivenhed indtraf, da

et landsrådsmøde i april 1949 vedtog

at ændre Dansk Luftværnsforenings

navn til Civilforsvars-Forbundet

(CFF). Ved samme lejlighed fik forbundet

nye vedtægter, som bl.a. betød

afskaffelse af kredsrådene. Konsekvenserne

drøftedes nogen tid efter

af kredsstyrelsen i Kolding, der

ved samme lejlighed fokuserede på

vanskelighederne ved at fremskaffe

personel i den »rigtige« alder, ligesom

man forberedte sig på at skulle

udarbejde planer for, hvor man skulle

etablere karré-, villa- og bedriftsværn.

Navneskiftet til CFF fulgtes af et

formandsskifte i Koldingkredsen,

hvor overlæge Djørup blev afløst af

kredsens mangeårige sekretær, fuldmægtig

T. E. Castberg, som på et styrelsesmøde

i september 1950, hvortil

der var indbudt repræsentanter for

kommuner, institutioner, organisationer

og virksomheder, for de 90

fremmødte gennemgik loven om civilforsvaret,

beskrev CFF’s opgaver

og opfordrede de tilstedeværende til


at bidrage til den størst mulige bistand

fra befolkningens side. På et

forretningsudvalgsmøde nogle dage

senere, hvor man bl.a. vedtog ny

forretningsorden, blev det oplyst, at

kredsen havde 62 indmeldte foreninger,

institutioner, kommuner m.v.

samt 46 enkeltmedlemmer. Man rettede

også henvendelse til den nyoprettede

Civilforsvarskommission

med anmodning om at få oplyst,

hvilke virksomheder i området, der

beskæftigede 75 personer og derover,

og som derfor var forpligtet til

at oprette bedriftsværn. På samme

møde oplystes det, at DKB havde 55

medlemmer i Kolding, og man vedtog

samtidig at nedsætte et uddannelsesudvalg,

et bedriftsværnsudvalg,

et karréværnsudvalg, et villaværnsudvalg

og et udvalg for frivillige

ordninger på landet.

Aftagende interesse

Man kan ikke nægte, at interessen

for Civilforsvars-Forbundets arbejde

siden de glade majdage i 1945 var

mærkbart aftagende. Forbundet udtrykte

sig i forsigtige vendinger, når

det med en vis beklagelse konstaterede,

at det gik trægt med at indstille

befolkningen på civilforsvarstanken,

men med Koreakrigens udbrud i

juni 1950 vendte billedet. Forbundet

havde nedsat et propagandaudvalg

med Ulrik Duurloo som formand,

John Bejerholm, Inge Fenger og

Jytte Svensson på Kolding-kredsens første

nytårsparade i 1984

og i løbet af ganske kort tid meldte

mange tusinde sig til civil hjælpetjeneste.

Alene i København talte man

12.000 frivillige på blot 14 dage, og i

slutningen af året blev kredsen af

forbundet anmodet om at finde egnede

ledere og lærere til kurser for

bedriftsværnsledere i Kolding. Rækken

af emner, der skulle undervises

i, afspejler, at man ikke helt havde

afskrevet erfaringerne fra første verdenskrigs

massive anvendelse af giftgasser.

I hvert fald bestemtes det på

et forretningsudvalgsmøde, der

blev holdt på rådhuset, at kredslæge

Vestergaard Rasmussen skulle undervise

i kemisk krigsførelse, mens

overbetjent Edelhart Sørensen skulle

instruere i gasmasketeori.

På samme møde vedtog man tillige

at inddele byen i 40 villaværns-

17

distrikter, og i den følgende tid holdt

man møder med villa- og husejere

fra de forskellige bydele og fik udpeget

tillidsfolk, som fik til opgave

at finde ledere og stedfortrædere i de

enkelte distrikter. Disse ledere og

stedfortrædere skulle efterfølgende

uddannes efter planer, som forbundet

havde udarbejdet, idet forretningsudvalget

dog henstillede til uddannelsesudvalget,

at undervisningen

ikke tog for lang tid, og at man

så bort fra mundtlig eksamination.

Hjælpetjeneste

Samtidig blev kredsen af civilforsvarskommissionen

bedt om at skaffe

259 frivillige til den kommunale

hjælpetjeneste. Det udløste en propaganda-

og hverveplan, hvis mål


var at fremskaffe de ønskede folk

plus reserver, ialt ca. 300 personer.

Nu var det jo nemt nok at bede om

300 frivillige, men, som det viste

sig, betydeligt vanskeligere at skaffe

dem. Man stamper jo ikke så mange

tjenstvillige mennesker op af jorden,

og trekvart år senere havde også kun

75 meldt sig.

Der måtte med andre ord fyres

kraftigere op under kedlerne, og

man barslede med en plan om bl.a.

et grundkursus for et halvt hundrede

unge mennesker fra Spejdernes

Hjælpekorps, som ville kunne anvendes

til melde- og ordonanstjeneste.

Samtidig ville man anmode lægeforeningen

om at måtte opsætte

hverveplakater i de praktiserende lægers

venteværelser, mens det kommunale

ungdomsudvalg og fagforeningerne

blev bedt om at give en

hånd med i bestræbelserne for at

skaffe frivillige, og DKB opfordredes

til at bidrage med kvindeligt personel.

Det resulterede som nævnt i 75

tilmeldinger, og for disse folk gennemførte

man en grundskoleundervisning,

i hvis forløb et stort antal

faldt fra.

Hjælpepoliti

Det hele blev ikke bedre af, at landsforbundet

kort tid efter bad kredsen

om at mobilisere 59 frivillige til

distriktsmeldecentralen i Kolding,

hvilket udløste henvendelser til HK,

lærerrådene ved byens skoler og til

KFUM og K-spejderne. Og nærmest

som at føje spot til skade bad politiet

i juni 1952 om ikke færre end 325

frivillige til hjælpepolititjeneste. Nu

er det jo som bekendt ikke tilrådeligt

at gabe over mere, end man kan sluge,

så på et kredsstyrelsesmøde i juni

1952 vedtog man at gøre politimesteren

opmærksom på, at der nok

skulle kreeres en særlig hvervemetode

af hensyn til de specielle krav, der

måtte stilles til dette hjælpepolitipersonel,

og man foreslog, at politiets

faste folk opfordredes til at hverve

de fleste mulige i deres respektive

familie- og bekendtskabskredse,

hvorefter kredsen ville gøre, hvad

der var muligt for at skaffe resten.

Med hensyn til den utilstrækkelige

hvervning til den kommunale hjælpetjeneste

tilkendegav formanden,

viceborgmester S. M. Jensen, et par

uger senere, at han agtede at søge

civilforsvarskommissionens bemyndigelse

til at få udarbejdet en liste

over folk, som man i givet fald kunne

tvangsudskrive.

Men det løste jo ikke problemerne

på kort sigt, og da man i januar 1953

stod med et udækket behov for ca.

75 frivillige til sygehustjenesten,

arrangerede man et offentligt hvervemøde

for at skaffe disse folk, der

skulle være til rådighed for sygehuset,

og hvis uddannelse skulle varetages

af DKB. Ni måneder senere

måtte man konstatere, at alt for få

havde meldt sig.

Ny kredsinddeling

I løbet af 1953 gennemførte forbundet

en omorganisering med en æn-

18

dret kredsinddeling til følge. Det betød,

at 11 kommuner flyttedes fra

Kolding-kredsen til Lunderskov- og

Grindsted-kredsene. Der var tale om

Veerst, Bække, Gesten, Andst, Skanderup,

Hjarup og Vamdrup, som

overførtes til Lunderskov-kredsen,

mens Grindsted, Grene, Hejnsvig

og Vorbasse flyttedes til Grindstedkredsen.

Det ændrede imidlertid ikke på

hverveproblemerne i Kolding, hvor

man foruden de allerede nævnte besværligheder

også havde vanskeligheder

i forbindelse med fremskaffelse

af villaværnsledere. Man havde

tidligere på året regnet med, at der

var 45 lederemner til rådighed, men

da man i slutningen af året indkaldte

dem til et kursus, mødte der kun 13,

hvorfor kurset måtte aflyses, og på

et efterfølgende repræsentantskabsmøde

måtte formanden med beklagelse

fastlå, at villaværnsarbejdet var

gået i stå som følge af den ringe interesse.

Også til distriktmeldecentralen

manglede der frivillige. Der skulle

på det tidspunkt bruges 45 mænd

og 57 kvinder, men kun 12 mænd

og 27 kvinder havde meldt sig, og

forude lå det endnu ugjorte arbejde

med at etablere 30 karréværn.

Med hensyn til karréværnene bad

civilforsvarskommissionen grundejerforeningen

om at skaffe de fornødne

60 ledere og stedfortrædere,

men på et kredsstyrelsesmøde i oktober

53 oplystes det, at af de 60,

der var foreslået som emner, havde

kun seks erklæret sig villige til at

deltage i arbejdet.


Tilskudsproblemer

Denne iøjnefaldende mangel på frivillige

var et tilbagevendende emne

for drøftelserne på mange møder i

lang tid, og det kan derfor undre lidt,

at man på et kredsstyrelsesmøde i

oktober 1953, kort efter at landsforbundet

havde underrettet kredsen

om, at der var udsigt til, at statstilskuddet

reduceredes, får den tanke,

at tilskuddet måske burde fordeles

til kredsene på en anden måde, således

at der gives tilskud efter antallet

af frivillige i stedet for efter indbyggertallet.

For at bøde lidt på statstilskuddets

forventede reduktion vedtog

man iøvrigt at ansøge kredsens

sognekommuner om at yde et tilskud

på 5 øre pr. indbygger under

henvisning til, at Kolding Kommune

allerede betalte kredsen et tilsvarende

antal øre pr. indbygger, ligesom

man rettede henvendelse til civilforsvarskommissionen

med en anmodning

om at forhøje det kommunale

tilskud fra 1.500 til 2.500 kr., hvoraf

de 1.000 kr. skulle tilfalde DKB til

arbejdsuniformer for de 25 kvinder,

som gennem længere været aktive i

arbejdet. De 1.000 kr. til DKB mente

man kunne slå til, eftersom kvinderne

var rede til selv at sy uniformerne,

hvorfor der kun var tale om udgifter

til de nødvendige materialer.

Kredsens chefinstruktør, politikommissær

Kleberg, bad i december

53 om at måtte træde tilbage, og i

hans sted tiltrådte stationsleder B.

Karsberg, som imidlertid ikke kom

Fra 50 års jubilæet i 1986

til at virke ret længe. Han døde knap

to år senere. Forinden sin fratræden

måtte politikommissær Kleberg med

beklagelse meddele, at af de 45 personer,

som var indkaldt til kursus

for villaværnsledere, var kun mødt

13, hvorfor kurset havde måttet aflyses.

Vanskelighederne i forbindelse

med at hverve frivillige førte til forskellige

former for hovedbrud. I maj

1954 så man sig således tvunget til at

sige fra overfor landsforbundets opfordring

til at gøre en indsats på civilforsvarsdagen

den 1. juni, hvor

man var blevet bedt om at stille

mærkesælgere til rådighed samt til

at arrangere øvelser og forskellige

demonstrationer, som kunne vække

interesse for sagen. Man meddelte

forbundet, at det på grund af mang-

19

len på frivillige ikke var muligt, hverken

af sælge mærker eller at iværksætte

øvelser og demonstrationer, og

at man iøvrigt fandt, at økonomien

burde sikres gennem offentlige tilskud

og ikke af mærkesalg.

Kritik fra oven

På det ordinære repræsentantskabsmøde

i maj 1954 ønskede formanden,

viceborgmester S. M. Jensen

ikke at modtage genvalg, og i hans

sted valgtes fabrikant H. Ravn, som

måneden efter sammen med fire andre

styrelsesmedlemmer på et møde

med Civilforsvars-Forbundets direktør,

P. O. Petersen, måtte forsvare

kredsens principielle grunde til at

afvise lodseddel- og mærkesalg. Det

var tilsyneladende ikke noget ud-


præget hyggemøde, man havde i det

røde værelse på rådhuset, hvor direktøren

på grundlag af kredsens til

forbundet indsendte årsberetning påpegede

en række kritisable forhold.

Han foreholdt bl.a., at alt for mange

af de frivillige ikke havde gennemgået

et grundskolekursus, at bedriftsværnene

ikke afholdt kontroløvelser,

og at der manglede indsigt i, om planer

og materiel var i orden, ligesom

han efterlyste planspil for tjenestegrenscheferne.

Direktøren ytrede også

tvivl om, hvorvidt sogneværnenes

menige mandskab overhovedet var

uddannet, og da han spurgte til evakueringstjenestens

aktuelle forhold,

måtte man indrømme, at evakueringssektionen

ikke havde holdt møde

de seneste to år.

På et par møder i september samme

år blev der truffet beslutninger

om at få de påpegede mangler bragt

ud af verden, og i løbet af 1955 fik

man tilsyneladende forholdene i orden.

Man fik fyret op under de virksomheder,

hvis bedriftsværn ikke

havde afholdt kontroløvelser, og 16

virksomheder, som hverken havde

tilstrækkeligt mandskab eller materiel,

blev opfordret til at strenge sig an.

Propagandafremstød

Men manglen på frivillige vedblev at

bestå. Man havde i november 1954

håbet, at Civilforsvars-Forbundets

vandreudstilling, der var arrangeret

på biblioteket, og som bl.a. bød på

foredrag og filmforevisning, ville få

potentielle frivillige til at melde sig,

men i så henseende blev man skuffet.

Selvom udstillingen vakte en vis

interesse i offentligheden, så var til-

20

slutningen til foredragene meget

ringe, og hele arrangementet førte

ikke til et nævneværdigt antal tilmeldinger.

Det gav på det efterfølgende

ordinære repræsentantskabsmøde i

juni året efter formanden, fabrikant

H. Ravn, anledning til at beklage, at

det ellers prisværdige frivillighedsprincip

med hensyn til hvervning af

mandskab ikke mødte den ønskede

forståelse i befolkningen.

På samme tid blev man opmærksom

på, at der manglede folk til

meldetjenesten på den kommunale

kommandocentral, der stod foran

at skulle tages i brug. For at skaffe

disse folk og for iøvrigt at få dækket

kredsens mandskabsbehov enedes

man på et kredsstyrelsesmøde i september

1955, hvor kolonnechef

Reg. III’s årsmøde i 1987 på Koldinghus


Winther Dam fra Haderslev deltog,

om at forsøge sig med en propagandadag,

som blev gennemført kun ni

dage senere. Propagandafremstødet

fandt sted på en søndag på pladsen

ved den gamle sydbaneremise, hvor

et detachement fra Haderslev med

adskillige udrykningskøretøjer gav

opvisning i brandslukning, redningsog

rydningsarbejde, men selvom et

par tusinde mennesker mødte op for

at se på, var der ingen, der meldte sig

til deltagelse i arbejdet. Mandskabsproblemerne

drøftede man måneden

efter på et møde med oberstløjtnant

C. W. Gudme fra Civilforsvars-Forbundet,

og at problemerne havde et

vist format fremgår bl.a. af, at det på

et forretningsudvalgsmøde i februar

1956 oplystes, at af de 130 kvinder

og 20 mænd, som der var brug for

til kommandocentralen i Kolding,

rådede man kun over 16 mænd

og 10 kvinder, således at der var en

manko på 4 mænd og ikke færre

end 120 kvinder.

Magert resultat

Fra landsforbundet blev man opfordret

til ved lokal propaganda at fremskaffe

disse folk, og selvom man vistnok

ikke rigtig troede på denne løsning,

så gjorde man, som der blev

sagt, og der blev fremstillet en tryksag,

der blev sendt til personalet i

byens banker, Nordisk Solar Co.,

Jysk Telefon, Kolding Hørfabrik og

FDB. Forud agtede man at afholde et

pressemøde og indrykke annoncer i

byens blade.

Alt dette blev også sat i værk. I begyndelsen

af marts afholdtes pressemødet,

og i halen på det fremkom

der som tilsigtet en fyldig avisomtale,

der fulgtes op af annoncer og udsendelse

af den nævnte tryksag, men

det hele førte faktisk ikke til noget.

En enkelt tilmelding var hele resultatet.

Lidt senere lykkedes det DKBformanden,

fru G. Thorning-Petersen,

ved personlig henvendelse og

lidt kammeratlig pression at skaffe

to yderligere, men det hele forslog

jo ikke noget.

I maj troppede Civilforsvars-Forbundets

direktør, P. O. Petersen, på

ny op i Kolding for at drøfte de aktuelle

problemer med formanden,

fabrikant H. Ravn, brandinspektør

L. Steffensen, fru Lene Mikkelsen,

DKB, og kredsens sekretær, socialinspektør

Andr. Sørensen, og her

blev det oplyst, at ikke kun meldetjenesten,

men tillige bl.a. socialtjenesten,

karréværnene og sygehustjenesten

manglede frivillige, og på et

efterfølgende repræsentantskabsmøde

i juni, hvor også det hvilende

sogneværnsarbejde kom på tale, oplyste

formanden, at det af forbundets

statistikker over civilforsvarsaktiviteter

fremgik, at Kolding befandt sig

i den nedre halvdel af listen over

danske byer.

Svagheder

Det var nu ikke kun i Kolding-kredsen,

man kæmpede med diverse problemer.

Landsforbundet besværede

sig i begyndelsen af 1956 over, at

21

utilstrækkelige offentlige bevillinger

havde til følge, at opbygningen af

byernes lokale civilforsvar var ved at

gå helt i stå, og da Suez-konflikten

og den sovjetiske invasion i Ungarn

senere på året afstedkom et spændingsfyldt

omslag i den udenrigs- og

sikkerhedspolitiske situation, fik det

civilforsvarsdirektør Arthur Dahl til

at advare om civilforsvarets svagheder.

Han understregede på et landsrådsmøde

i november, at selvom en

række foranstaltninger kunne træde

i funktion med få timers varsel, så

var civilforsvaret på talrige områder

ganske uforberedt. »Vi véd, hvad der

kan gøres for at beskytte civilbefolkningen«,

sagde han, »men vi kan ikke

gøre det inden for de givne økonomiske

rammer.«

Atom-film

I Kolding mærkede man også de militære

og politiske konflikter i Ungarn

og Egypten. På et forretningsudvalgsmøde

i begyndelsen af november

meddelte formanden, fabrikant

H. Ravn, at han havde modtaget

flere bekymrede henvendelser vedrørende

civilforsvarets muligheder

for indsats i en kritisk situation, og

han foreslog i den forbindelse, at man

indkaldte de forskellige tjenestegrenes

personel til et orienterende møde.

Dette møde afholdtes et par uger

senere på biblioteket, hvor stadsingeniør

Erik Schultz fra Svendborg

for 150 tilhørere holdt et foredrag

om »engelsk civilforsvar under Bbombens

trussel«, og hvor der vistes


en film om atombomben og dens

virkninger. Den svendborgensiske

stadsingeniørs forudsætninger var

hans deltagelse i civilforsvarskurser

i England, hvor også filmen om den

amerikanske forsøgsby for atomsprængninger

var blevet vist.

Situationen taget i betragtning

gjorde foredraget og filmen et vist

indtryk og var sandsynligvis anledning

til, at forretningsudvalget en

måneds tid senere fokuserede på

rednings- og rydningstjenesten, der

eksisterede på basis af en midlertidig

aftale med byens entreprenører og

deres mandskab. Forretningsudvalgets

medlemmer var enige om, at

denne ordning var utilfredsstillende,

hvorfor det besluttedes at anmode

civilforsvarskommissionen om at

bringe denne interimistiske tilstand

til ophør og få den afløst af en ordning

med et passende antal faste kolonner

med folk rekrutteret blandt

kommunens arbejdsformænd og

faste arbejdere, og man tog til efterretning,

at sanitetstjenesten var i

stand til at afgive 22 samaritter til

rednings- og rydningskolonnerne.

Det var altsammen ganske udmærket

og viste, at kredsen var vågen og

aktiv, men enhver aktivitet af denne

art kræver aktive folk, og dem skortede

det fremdeles på. På repræsentantskabsmødet

i maj 1957 måtte

formanden, fabrikant H. Ravn, endnu

engang beklage, at tilgangen af

frivillige lod meget tilbage at ønske,

og han var også utilfreds med den

kommunale hjælpetjenestes yderst

begrænsede aktivitet.

Besværinger

Et halvt år efter, i november 1957, var

der åbenbart ikke sket noget, der gav

anledning til et lysere syn på tingene.

På et forretningsudvalgsmøde den

22. november besværede formanden

sig i hvert fald over, at det kommunale

hjælpearbejde udviklede sig beklageligt

langsomt. Han oplyste, at

14 kvinder til den kommunale signaltjeneste

godt nok havde modtaget

grunduddannelse, men ikke havde

oplevet hverken øvelse eller instruktion,

og noget tilsvarende gjaldt for

alle de øvrige tjenestegrene, bortset

fra brandtjenesten. På den baggrund

enedes man om skriftligt at henvende

sig til civilforsvarskommissionen

for at påpege disse mangler, som

man mente at kunne tilskrive tjenestegrenschefernes

normale arbejde,

der ikke gjorde det muligt for dem

at afse den fornødne tid til civilforsvarsarbejdet.

Man overlod det til

civilforsvarskommissionen at finde

ud af, hvordan dette problem kunne

løses.

I civilforsvarskommissionen må

man tilsyneladende have erkendt, at

kritikken var berettiget, for i begyndelsen

af 1958 svarede kommissionens

daglige leder, L. Steffensen, i

en skrivelse til forretningsudvalget,

at man agtede at ansætte en medarbejder

på civilforsvarskontoret til at

tage sig af de løbende sager af administrativ

art. Han oplyste desuden, at

samtlige tjenestegrenschefer havde

været på civilforsvarets højskole, og

at de og deres stedfortrædere i fremtiden

ville samles til planspil hver

22

fjortende dag, ligesom man agtede

senere på året at afholde en øvelse.

Dette sidste tilsagn blev fulgt op af

forretningsudvalget, som i august

opfordrede kommissionen om at afholde

en mindre byøvelse i efteråret.

Studietur

På to dage i oktober sendte man hele

brandmandskabet i to hold på henholdsvis

109 og 83 mand på studietur

til ruinbyen ved Tinglev. Man

rejste med særtog til ruinbyen, hvor

CF-korpset gav demonstrationsopvisning,

og Kolding Kommune

betalte rundhåndet for både rejsen

og fortæringen. Det sidste var man

selvsagt godt tilfreds med, for det er

jo altid rart selv at slippe for en omkostning,

selvom man på samme tid

havde fået stillet større bevillinger i

udsigt, der bl.a. gjorde det muligt at

yde de frivillige i det lokale civilforsvar,

som havde sluttet kontrakt med

Civilforsvars-Forbundet, en godtgørelse

på 3 kroner pr. fremmøde.

Utilfreds formand

På repræsentantskabsmøde i juni

1959 meddelte formanden, fabrikant

H. Ravn, at han ikke ville modtage

genvalg, hvilket han begrundede dels

med manglende tid, men også med

utilfredshed over tjenestegrenschefernes

manglende interesse for civilforsvarsarbejdet.Til

ny kredsformand

valgtes bestyrer J. L. Pedersen, mens

fabrikant H. Ravn accepterede valg

til den ene af de to næstformandsposter.


Ravns utilfredshed med tjenestegrenscheferne

mildnedes ikke i årets

løb, og på repræsentantskabsmødet

i maj 1960 ankede han over, at der

ikke var blevet afholdt øvelser og

over civilforsvarskommissionens og

tjenestegrenschefernes passivitet.

Kritikken ønskede han formuleret i

en resolution til kommissionen, men

blev på dette punkt imødegået af

både politimester Sten Clausen og af

formanden, J. L. Pedersen. Politimesteren

var enig med Ravn i ønskeligheden

af øvelser, men fandt, at man

burde begynde med mindre øvelser,

og da heller ikke formanden kunne

erklære sig helt enig med Ravn, konstaterede

dirigenten, at der åbenbart

ikke var stemning for den foreslåede

resolution.

Men Ravn gav ikke op. På repræsentantskabsmødet

i juni 1961 anklagede

han nu både landsforbundet,

civilforsvarskommissionen og

distriktet for passivitet, hvad der af-

stedkom en længere diskussion med

flere deltagere. Men andet end meningsudvekslinger

kom der ikke ud

af det. På repræsentantskabsmødet i

juni 1962 efterlyste han beretninger

om de små øvelser, som politimester

Sten Clausen to år tidligere havde

omtalt som ønskelige. I juni 1963

nedlagde H. Ravn sin næstformandspost.

Regionsdannelsen

På denne tid var man i fuld gang

med gennemførelsen af det, der er

blevet beskrevet som den mest iøjnefaldende

ændring af forbundets organisationsstruktur,

nemlig dannelsen

af regionerne, der sigtede mod

dels at give kredsene større indflydelse

på landsstyrelsens sammensætning

og dels en decentralisering,

der overlod en række hidtil centralt

løste opgaver til regionerne. Forbundet

blev delt i otte regioner, som

23

Udstilling på Rendebanen/Søndergade

engang i 80’erne

hver især fik overdraget en væsentlig

del af de opgaver, landskontoret hidtil

havde taget sig af. Som noget nyt

blev det nu regionerne, som skulle

fordele statstilskuddet, mens det hidtil

havde været sådan, at kredsene

havde fået et ordinært statstilskud,

beregnet efter befolkningstallet. Hensigten

med denne sidste ordning var

en mere hensigtsmæssig fordeling af

midlerne, idet man med rette gik ud

fra, at regionerne var tættere på kredsene

og derfor havde et nøjere kendskab

til disses aktiviteter.

Det mere overordnede formål med

Civilforsvars-Forbundets regionsinddeling

var, at forbundets regioner

sammen med militærregionerne, politiregionerne

og CF-regionerne kom

til at udgøre, hvad man kaldte det

totale forsvar. Kolding-kredsen blev

med reformen en del af Region III,

og det første ordinære regionsudvalgsmøde

blev i september 1964

holdt i Kolding under ledelse af

kredsformanden, J. L. Pedersen. På

mødet valgtes kredsformanden for

Sønderborg, skoleinspektør Frederik

Sørensen, enstemmigt til regionsformand,

mens DKB-formanden i

Sønderborg, Agnes Nissen, valgtes

til næstformand.

Regionsdannelsen var givetvis en

fornuftig ændring af den hidtidige

struktur, men den løste ikke den

efterhånden permanente mangel på

frivilligt mandskab. På kredsens repræsentantskabsmøde

i november


1965 besværede formanden sig i

hvert fald over, at kredsens virksomhed

var mærkbart hæmmet på grund

af mandskabsmangel.

Interregnum

Hvad der er sket i kredsen i årene

mellem 1965 og 1971 lader sig ikke

efterspore, eftersom der for det pågældende

tidsrum ikke findes noget

protokolleret eller arkiveret materiale,

men efterfølgende protokollater

lader forstå, at både formanden,

J. L. Pedersen, og kassereren, socialinspektør

Andr. Sørensen, i denne

periode af ikke oplyste årsager har

forladt deres poster. Til ny kasserer

valgte man på generalforsamlingen

i maj 1971 ekspeditionssekretær Orla

Buch, socialforvaltningen, mens man

måtte opgive at vælge en ny formand,

da ingen egnet kandidat aspirerede

til posten, hvilket medførte,

at kredsens næstformand, politiassi-

stent Gunnar Sørensen, måtte påtage

sig jobbet som fungerende formand.

I de følgende godt to år arbejdede

kredsen uden en valgt formand. På

et kredsbestyrelsesmøde i september

1972 oplystes det således, at man

havde opgivet bestræbelserne på at

finde et egnet formandsemne, men

at man fortsat var på udkig, og det

var man så, indtil det i april 1973

lykkedes at overtale sygehusdirektør

Ib Jensen til at påtage sig opgaven.

Øvelser

Året 1973 og foråret 1974 forløb

uden skelsættende begivenheder.

Man drøftede en årsfest, som man

ikke mente at have råd til, og afholdt

en høstfest i august i Gudsø, som

man heldigvis havde penge til, og

hvor Civilforsvars-Forbundets direktør,

Erik Schulz, som indbudt taler

gav en oversigt over forbundets øjeblikkelige

og fremtidige opgaver.

24

Fra indvielsen af Smedegade 10 i 1988

Problemer i forbindelse med hvervning

af frivillige løb man atter ind i,

da kredsen blev bedt om at foretage

hvervning til regionens signaltjeneste.

Man sigtede på diverse virksomheders

kontorpersonale, der dog ikke

viste sagen nævneværdig interesse.

Til gengæld var man godt tilfreds

med to mere omfattende øvelser,

hvor man med held forsøgte at simulere,

hvad formanden betegnede som

»virkelige forhold.« Den første var

en evakueringsøvelse i Bramdrupdam,

som man lod forevige på smalfilm,

og hvor et stort antal frivillige

fra alle tjenestegrene var involveret.

Den anden øvelse foregik på sygehuset

og var kommet i stand på foranledning

af civilforsvarsstyrelsen, som

havde ønsket katastrofeberedskabet

afprøvet med en øvelse på et sygehus,

hvor også statsregionens frivillige

fra ambulancetjenesten kunne få

lejlighed til at vise, hvad de kunne.

De to heldigt gennemførte øvelser

foranledigede formanden, Ib Jensen,

til på generalforsamlingen i april

1974 at foreslå, at der hvert år blev

arrangeret sådanne øvelser, som kunne

stimulere interessen og samtidig

træne såvel det frivillige som det professionelle

mandskab. Om hans forslag

blev til virkelighed er uvist. Det

blev det måske, men det kan ikke dokumenteres,

idet kredsens aktiviteter

fra 1974 til 1993 kun yderst mangelfuldt

er fastholdt i det skriftlige materiale,

der har været tilgængeligt ved

udarbejdelsen af dette skrift.


Det kan dog konstatereres, at bygningskonstruktør

H. L.Hansen i 1975

blev valgt til kredsformand, på hvilken

post han afløste sygehusinspektør

Ib Jensen. H. L. Hansen sad i formandsstolen

indtil 1981, da skatteinspektør

Peter Nielsen valgtes til

kredsformand.

Jubilæum og nyt navn

Selvfølgelig har arbejdet i Koldingkredsen

ikke ligget brak i de 19 år,

hvorom arkivmaterialet stort set og

af en eller anden grund tier, men det

er beskedent, hvad der kan hentes af

oplysninger fra andre kilder. Der er

tale om mere eller mindre lapidariske

oplysninger, som at Kolding i

1984 var vært for regionsårsmødet,

eller at man i september 1989 i samarbejde

med regionen og civilforsvarslederne

afviklede et åbent-husarrangement

med det formål at hverve

nye frivillige. Omtrent midt mellem

disse to tidspunkter, nemlig den

27. maj 1986 markerede kredsen sit

50 års jubilæum med en reception

i kommandocentralen på Rømøvej,

hvor et halvt hundrede personer

med borgmester Per Bødker Andersen

i spidsen mødte op for at lykønske,

og den efterfølgende fredag

var der festmiddag og dans på Industrien.

Forinden, på generalforsamlingen

i februar 1986, blev skatteinspektør

Peter Nielsen afløst på formandsposten

af byrådsmedlem Carl Sørensen,

der holdt ud i fem år, inden han i

1991 trådte tilbage for at give plads

Ordenskorpsets leder, Helge Willesen,

sammen med CFF ved julemessen i 1988

til DKB’s hidtidige kredsleder Else

Højsager. Indtil årsskiftet 1990-91

var Civilforsvars-Forbundet en tostrenget

organisation, der også omfattede

DKB, men som nu med en fusion

mellem CFF og DKB blev énstrenget.

Denne organisatoriske ændring

medførte tillige, at kredsens

førstemand skiftede betegnelse fra

kredsformand til kredsleder, der ved

sin side ikke længer havde en næstformand,

men en vicekredsleder.

DKB ophørte altså i 1991 som selvstændigt

kvindekorps og blev en integreret

del af Civilforsvars-Forbundet,

og året efter var DKB’erne i arbejde,

da Kolding-kredsen arrangerede

et lejrophold for 35 russiske

Tjernobyl-børn. I september samme

år lagde kredsen lokaler til en høring

om beredskabet i Danmark, og i juni

1993 ændrede forbundet i forbindelse

med vedtagelsen af en ny beredskabslov

endnu engang navn, denne

gang til Beredskabs-Forbundet.

Senere på året drøftede man på et

kredsledelsesmøde en forespørgsel,

der var formuleret på et regionsmøde

i Horsens, der ville vide, om

Kolding-kredsen var villig til som et

led i det såkaldte Projekt Østbørn

at modtage feriebørn fra Skt. Petersborg.

Det var man ikke, idet der i

kredsen var enighed om at koncentrere

sig om børn fra de russiske

skoler, hvorfra man tidligere havde

haft børn på lejrophold. Det stod

man dog ikke fast på, så i juli 1995

25

var kredsen vært for 25 russiske forældreløse

børn fra Murmansk, som

blev indkvarteret på spejdercenteret

Poppelgården i Agtrup.

I forlængelse af den nye beredskabslov

afholdtes i september 1993

på kredsens initiativ en paneldebat

med deltagelse af repræsentanter for

de i byrådet repræsenterede politiske

partier. Hensigten var at få skabt

klarhed over, hvorledes det frivillige

personel ville blive prioriteret, og

hvilke opgaver der ville blive overdraget

Beredskabs-Forbundet, og

udgangspunktet var bestemmelsen

om, at beredskabet nu var kommunens

ansvar, men at der kunne være

frivillige med. Debatten gjorde det

klart, at det frivillige islæt i beredskabet

skulle bevares, og der var

enighed om, at så snart kommunen

havde rede på detaljerne, måtte samarbejdsaftalen

justeres, ligesom der

skulle søsættes en målrettet hvervning

og efterfølgende uddannelse af

de hvervede.


På årsmødet i 1994, som kun havde

samlet 20 deltagere, meddelte

kredsleder Else Højsager, at hun

havde tænkt sig at trække sig fra lederposten,

men at hun var villig til

at fortsætte et år endnu, og på et ekstraordinært

kredsledelsesmøde i december

samme år enedes man om at

opfordre pastor Erik Langkjer til at

sætte sig i formandsstolen. Det gjorde

han så, da han på årsmødet i februar

1995 blev valgt.

På samme årsmøde oplyste Else

Højsager i sin sidste beretning som

kredsleder, at kredsens medlemstal

androg 249, og at der i beretningsåret

havde været afviklet ialt 37 kurser

med tilsammen 461 deltagere.

Hjælp til Minsk

Kredsen havde tidligere sendt lastbiler

med hjælpeforsyninger til Minsk,

og i foråret 1994 afgik igen fire lastbiler

med otte chauffører til den hviderussiske

by. Transporten bestod

denne gang af en del rullestole, en

brugt computer, brugt tøj, tre skoletavler

og et stort antal ubrugte militærkapper

af ældre dato foruden

flere hundrede benklæder og jakker

fra mobiliseringsdepotet.

Langt det meste blev afleveret til

invalidesamfundet i Minsk, og

derudover havde kredsen fra Hotel

Scanticon fået foræret 70 dyner og

rullemadrasser, som også blev afleveret

til invalidesamfundet.

- der laves stadig gule ærter!

Det blev senere besluttet at sende

yderligere en transport afsted i

august 1996.

Socialt samvær

På et kredsledelsesmøde i oktober

1995 gav et forslag fra Anders Rousing

om en række foredrag om emner,

som ikke nødvendigvis behøvede

at have relation til beredskabet,

anledning til, at spørgsmålet om mere

socialt samvær blev drøftet. Der

herskede tilsyneladende et udbredt

26

ønske om noget sådant, og Gordy

Strømdahl foreslog, at den slags arrangementer

også blev tilgængelige

for de pårørende.

Frank Poulsen kunne tænke sig en

weekend-udflugt til et sted syd for

grænsen, og fra anden side nævntes,

at der var behov for et klublokale,

hvor medlemmerne kunne hygge sig

på nærmere fastsatte åbningstidspunkter.

Også weekendture til andre

byer og busture til diverse kaserner

kom på ønskesedlen. Af indsamlede

spørgeskemaer fremgik det, at fore-


Fra en af de første ture til Minsk står pastor

Erik Langkjer og Kim Nørgaard og peger

foran hovedbrandstationens tårn i Grodno

drag, busudflugter og en efterårsfest

var topscorere, mens bankospil og

dans rangerede langt nede på listen.

På kredsledelsesmødet måneden efter

blev deltagerne præsenteret for et

forslag om, at de nævnte klublokaler

blev indrettet på depotet/materialegården,

og det blev nævnt, at man i

Vejle havde sådanne lokaler.

Det kunne sikkert også rubriceres

som socialt samvær, da man i januar

1996 begav sig afsted i to minibusser

til en rundvisning på Danfoss i

Nordborg. Vejret var den dag præget

af heftigt snefald og isslag, og da busserne

havde vanskeligt ved at komme

frem, og da kørslen blev temmelig

»sejlende«, besluttede man at

afbryde turen og vende hjem. Som

en slags kompensation invaderede

selskabet Bramdrupdam Cafeteria,

hvor man trøstede sig med en kop

kaffe og en budding.

Nedgang

I sin beretning på årsmødet i februar

1996 påpegede kredsleder Erik Langkjer

det foruroligende i, at antallet af

frivillige på landsplan i løbet af de

foregående tre år var faldet fra 10.500

til ikke over 5000. Selvom nedgangen

i Kolding ikke var tilnærmelsesvis

så voldsom (der var i januar 1996

235 medlemmer), så betegnede Erik

Langkjer dog situationen som usikker,

og han fandt en del af forklarin-

gen i ændringerne af uddannelsessystemet.

Følgen havde bl.a. været,

at mange kommuner ikke længere

havde et troværdigt beredskab.

I en gennemgang af den sikkerhedspolitiske

situation efter Warschawa-pagtens

sammenbrud pegede

han på en truende svækkelse af

NATO og dermed sikkerheden også

for os, og han understregede, at sålænge

fremtiden var så uafklaret, var

det for tidligt at slække på beredskabet.

Han profeterede, at man fra

1997 kunne imødese indskrænkninger

og effektivisering, hvad der bl.a.

ville medføre, at antallet af ambulan-

27

cer ville blive reduceret fra 2.000 til

1.100, og han advarede mod at drømme

om et slanket beredskab, som

ikke længere skulle sigte på en krigssituation.

Uden særlig trommeslagning markerede

kredsen den 28. maj 1996 sin

60-års fødselsdag med en reception

på kommandocentralen, og et par

dage efter var medlemmerne med

ledsagere indbudt til spisning og lidt

festlig komsammen i Smedegade.

Det afdæmpede arrangement havde

åbenbart været så afdæmpet, at en

del ikke havde fået øje på det, men

ifølge referatet fra det efterfølgende

kredsledelsesmøde morede de, der

trods alt kom, sig fint.

Østbørn

Som et led i det såkaldte Projekt Østbørn

modtog kredsen i juni-juli 30

polske feriebørn, som fik kvarter på

Parkskolen, hvor Else Højsager havde

rollen som rorgænger og myndig

leder, og hvorfra der blev foretaget

ekskursioner til så forskellige steder

som MacDonald, hvor der blev trakteret

med en børnemenu, og til en

sejltur på Kolding Fjord med medbragt

roulade, som børnene kastede

sig over med en næsten overdreven

entusiasme.

Hele ferieopholdet for de 30 meget

livlige børn forløb gnidningsfrit,

men på et kredsledelsesmøde efter

gæsternes afrejse blev det påtalt, at

alle hjælperne havde været fra Kolding-kredsen,

selvom arrangementet

var regionalt.


Økonomisk havde ferieopholdet

været problemløst. Der var til formålet

blevet indsamlet et halvt hundrede

tusinde kroner, hvorfor overskuddet

fra året før på omkring 30.000

kr. kunne sættes hen til et lignende

arrangement senere.

Midt i august havde kredsen besøg

af gæster fra Grodno i Hviderusland.

Der var bl.a. tale om et kor, der gav

koncert i Harte Kirke med efterfølgende

samvær i Harte Forsamlingshus,

og senere på måneden afgik

den tredie og foreløbig sidste hjælpetransport

til Grodno.

Der afgik fire køretøjer med otte

chauffører, som medbragte bl.a. en

fuldautomatisk hospitalsseng,60 kørestole

og et stort antal krykker, rollatorer,

gangstativer og personlifte

foruden toiletstole og flere hundrede

sække med tøj.

Kanindræbere

Kredsen var lige efter skolestarten i

august med til at tilrettelægge og

afvikle et kursus af mere speciel art

for de nye elever på Handelshøjskolen.

Der var tale om et slags kanindræberkursus,

hvor de halvandet

hundrede deltagende elever en nat

lang trænede i at binde hinanden

fast på bårer, som de slæbte rundt

med i ruinerne i Gudsø.

Det var en uvant belastning for de

unge mennesker, som syntes, at det

var lige hårdt nok, og da de bagefter

skulle vandre til fods tilbage til Kolding,

var der et par stykker, som

måtte give op. Til gengæld blev de

allesammen, da de var vel tilbage i

byen, trøstet med et solidt morgenmåltid

med alt, hvad der dertil hører.

Erik Langkjer noterede, at eleverne

i hvert fald havde lært, at man, når

det gælder, kan overkomme dobbelt

så meget, som man selv tror, og ti

gange så meget, som ens mor regner

med.

Kritik

Når en organisation har nået en vis

alder, vil man ofte konstatere visse

bureaukratiserings-symptomer, og

det var måske sådanne, der bevægede

Else Højsager til i et brev til et

kredsledelsesmøde i januar 1997, som

hun ikke selv deltog i, at kritisere

kredsledelsen for at være »meget

lam« og »svært håndterlig.«

Erik Langkjer erklærede sig i sin

egenskab af kredsleder uenig i kritikken,

mens andre mødedeltagere var

af den opfattelse, at man nok havde

forsømt at fortælle befolkningen nok

om beredskabet, ligesom nogen havde

bemærket utilfredshed fra de frivillige

gående ud på, at der skete for

lidt, og at der var behov for bedre

planlægning af uddannelsen. Erik

Langkjer mente afsluttende, at kritikken

burde konkretiseres, hvis den

skulle kunne bruges til noget.

Senere på måneden formulerede

Else Højsager et forslag til relevante

emner, som hun gerne så som debatemner

på årsmødet. Hun stillede således

spørgsmålet, om det var nok at

profilere sig i lokalsamfundet med

ekskursioner og fester, eller om det

28

ikke var mere hensigtsmæssigt at

blande sig i samfundsdebatten. Hun

mente også, at det kunne stimulere

interessen i befolkningen, hvis man

kunne blive enige om et par mærkesager,

som man kunne investere

kræfter i, og som ville kunne inddrage

flere i en aktiv indsats over længere

tid.

Krigen i mølpose

I begyndelsen af 1998 blev, som det

blev udtrykt i en avisoverskrift, krigen

lagt i mølpose, hvormed mentes,

at kredsen tog sine nye lokaler i

Smedegade 14 i brug, ved hvilken

lejlighed man magasinerede det

krigsmæssige materiel. Gordy Strømdahl

forklarede til Kolding Ugeavis

denne adskillelse af det krigsbestemte

og det fredsmæssige materiel med,

at kredsen nu er en del af det kommunale

beredskab med vægten lagt

på andre opgaver, end dem man tidligere

beredte sig på. Det var iøvrigt

de frivillige selv, der indrettede de

nye lokaler, som tidligere havde huset

en prøveanstalt for betonvarer.

På årsmødet i 1998 må Erik Langkjer

have taget afsked med jobbet

som kredsleder. Det fremgår ganske

vist ikke af arkivmaterialet, men eftersom

Karin Nielsen på årsmødet i

1999 blev genvalgt som kredsleder,

kan man slutte sig til, at hun året

forinden er blevet valgt til at efterfølge

Erik Langkjer.

Hvad der iøvrigt foregik i 1998 er

lidt uvist, eftersom det arkiverede

materiale også her er mangelfuldt.


Den eneste dokumentation er et referat

for et kredsledelsesmøde i november,

hvoraf det bl.a. fremgår, at

der har været foretaget en udflugt til

besigtigelse af Storebæltsberedskabet,

hvor man beså øvelsestunnelen,

kommandocentralen og beredskabsgården,

og at der var 20 deltagere i

et førstehjælpskursus for dem, som

havde tilmeldt sig uddannelsen indenfor

ordenskorpset. Af senere arkivalier

fremgår det desuden, at man

i 1998 påny lagde ryg til en ferielejr

for 30 polske børn. Det foregik dennegang

med basis på Frydenborglejren,

og da det var overstået deltog

kredsen med 35 personer i forbundets

landsstævne i Skanderborg,

hvorfra der dog ikke hjemførtes pokaler

eller andre hædersbevisninger,

men, som det blev sagt i årsberetningen

året efter, »det sociale var vi i

hvert fald gode til.« Og det er jo ikke

at ringeagte.

Ved udgangen af 1998 havde kredsen

243 frivillige medlemmer.

Til Polen

I slutningen af marts 1999 drog 18

af kredsens medlemmer afsted til

Polen for at orientere sig om de børnehjemsforhold,

hvorunder de børn,

som blev modtaget på ferielejre, levede.

Man gjorde det i forventning

om på denne måde at skaffe sig indsigt

i de problemer, børnene havde i

dagligdagen, og vinde forståelse for,

hvordan man kunne tackle dem.

På omkring samme tidspunkt lå

det fast, at landsstævnet i 2002 skulle

afholdes i Kolding, og det medførte

i første omgang, at stævnets

styregruppe bad kredsledelsen om

et midlertidigt lån på 5.000 kr., der

skulle bruges som startkapital. Det

var man villig til at give, - når kassereren

altså havde penge nok i kassen,

og ellers blev der, som der står i mødereferatet,

»snakket om meget løst

og fast, men intet nævneværdigt.«

Kredslederen og endnu et medlem

af kredsledelsen var ved årets begyndelse

til reception på rådhuset i an-

29

Lunderskov Cup

ledning af borgmesterens 25 års byrådsjubilæum.

Medbragte musikere

fra tambourkorpset spillede som en

gave til jubilaren.

Året bød endnu engang på ferielejr

i Frydenborglejren for 30 polske

børn. Regionen var officielt vært, og

opholdet varede 14 gode dage.

Kursusaktiviteten i 1999 omfattede

11 førstehjælpskurser med 145 deltagere,

13 kurser i elementær brandbekæmpelse

med 196 deltagere foruden

et kursus i selvforsvar, der samlede

ni deltagere.

I samarbejde med kommunen afviklede

man i årets løb hvervning til

det kommunale beredskab, men det

blev ingen succes, selvom der siden

meldte sig nogle stykker.

Året sluttede med julefrokost med

pæn deltagelse, og en juletræsfest

med mange fremmødte børn forløb

også ganske godt, når man lige ser

bort fra, at børnene af en eller anden

grund blev så bange for julemanden,

at de ikke havde mod til at lege med

ham.

Mange gøremål

Aktiviteterne i disse år viser tydeligt,

at det ikke som tidligere var krig og

krigskatastrofer, man i første række

forberedte sig på. Pulterkammerrydninger,

indretning af tilflugtsrum,

gasmaskeøvelser, husvagtuddannelser

og den slags var lagt i mølposen

og afløst af humanitær foretagsomhed

og indsats på mere fredelige om-


åder. Det ses meget klart af de opgaver,

man gav sig i kast med.

Projekt Østbørn og besøg på polske

børnehjem er allerede nævnt,

og i år 2000 var kredsen involveret i

bl.a. operaarangementet på Skamlingsbanken,

trafikregulering ved julemessen

og sanitetsberedskab ved

forskellige koncerter. Desuden kørte

man nødhjælp til Hviderusland, serverede

suppe på kulturnatten, holdt

brandvagt nytårsaften og Sct. Hans

aften i Geografisk Have foruden de

mere selskabelige aktiviteter i form

af en grisefest, kanotur på Gudenåen,

juletræsfest og julefrokost.

Det medførte dog ikke, at man forsømte

de mere beredskabsrelaterede

opgaver. Man sendte således i 2000

36 frivillige til landsstævnet i Sakskøbing,

hvorfra ambulancefolkene

hjemførte en førstepræmie, og hvor

andre hold også placerede sig fint. I

2000 nedsatte kredsen også et udvalg,

der fik til opgave at tilrettelægge

en temadag for eleverne i folkeskolerne,

i hvilken forbindelse man

tilbød eleverne i 9. og 10. klasserne

en dag i Gudsø med instruktion i

førstehjælp og brandslukning, ligesom

man ved samme lejlighed ville

give en generel orientering om redningsberedskabet.

Derudover gennemførte kredsen i

år 2000 otte befolkningskurser i førstehjælp,

som 97 deltagere gennemførte,

mens der var 47 deltagere til

Glimt fra RB-stævnet i dagene

23. til 25. august 2002 på boldbanerne

ved Harte-Bramdrup Hallerne

to kurser i elementær brandbekæmpelse.

Desværre faldt kredsens medlemstal

fra 210 i 1999 til 190 i 2000.

Dette antal faldt yderligere til 104

året efter, selvom man i årets løb

havde to informations- og hvervearrangementer.

Terroraktionen mod World Trade

Center i New York den 11. september

førte til stigende efterspørgsel på

kurser i grundlæggende førstehjælp

og elementær brandbekæmpelse. Interessen

for disse kurser var så stor,

at forbundet i de sidste måneder af

2001 måtte lukke for yderligere kurser.

Desuden valgte forbundet som

følge af 11. september-katastrofen at

åbne internetportalen »Hjemmets

Beredskab« tidligere end planlagt.

Kredsen afviklede i 2001 tre kurser i

brandbekæmpelse med 35 deltagere

og 13 kurser i førstehjælp med 154

deltagere. Dertil kom tre repetitionskurser

for egne medlemmer.

I 2001 viste Jubilæumsfonden sin

gavmildhed ved efter ansøgning at

skænke kredsen 200.000 kr., som

blev anvendt til køb af en MAN-lastvogn,

som man agtede at anvende til

fremtidige nødhjælpstransporter.

RB-stævne

Årets begivenhed i 2002 blev RBstævnet,

der blev afviklet i dagene

23. til 25. august på boldbanerne

ved Harte-Bramdrup Hallerne. Der

var tale om et landsstævne, som

landsforbundet to år tidligere havde

overdraget Kolding-kredsen at tilrettelægge.

Til den ende blev der straks

31

efter nedsat en styregruppe på syv

personer, som havde det overordnede

ansvar for organisering og gennemførelse.

En række udvalg fik ansvaret

for konkurrencebaner, materiel,

festen, dommerkollegiet, pressedækning

m.m.

Inden arbejdet for alvor gik i gang,

havde man fået forelagt beregninger,

der viste, at der skulle deltage mindst

600 personer, for at få økonomien

til at hænge sammen. De røde advarselslamper

blinkede derfor, da Gordy

Strømdahl på et kredsledelsesmøde i

maj 2002 oplyste, at der kunne ventes

565 deltagere, og at der ikke ville

komme flere. Forsøg på at få flere til

at melde sig havde vist sig forgæves,

og det forlød, at stævnet derfor var

i fare for slet ikke at blive til noget.

Forudgående kalkulationer viste

nemlig, at der ved deltagelse af 750

personer ville opstå et underskud på

90.000 kr., som man godt nok accepterede,

men med kun 565 deltagere

ville stævnets økonomi blive

uantagelig.

Man spekulerede på, om budgettet

måske var belastet af en regnefejl, og

det blev foreslået at lade det gennemgå

en kritisk gennemregning, for så,

hvis tallene ikke ændrede sig i gunstig

retning, at lave arrangementet

om til et ministævne eller udskyde

stævnet et år.

Men stævnet blev som bekendt afholdt,

men den økonomiske usikkerhed

nagede, og på kredsledelsesmødet

tre uger før stævneåbningen

rejstes spørgsmålet om, hvem der i

givet fald skulle dække underskud-


det. Svaret var, at det skulle landskontoret

og beredskabskontoret i

fællesskab, idet kredsens midler ikke

kunne bruges til udligning af et underskud,

da de skulle anvendes til

en fest for hjælperne.

Hvor mange, der deltog i stævnet,

er lidt uklart. Gordy Strømdahl havde

som nævnt talt om 565, stævneavisens

udgave fra december 2001

nævnte et deltagerantal på godt 700,

mens samme avis’ udgave i april

2002 opregnede 764 tilmeldte, hvorimod

JydskeVestkystens referat fra

stævnet kun nævner 605 deltagere.

Men uanset, hvor mange, der konkurrerede

på banerne i Bramdrupdam,

så blev stævnearrangementet

vellykket. Stævnedeltagerne kom fra

42 byer og fordelte sig på ialt 130

hold, som dystede i brandtjeneste,

redningstjeneste, kommunikationstjeneste,

ABC-tjeneste, indkvarteringstjeneste,

forplejningstjeneste,

ambulancetjeneste og 5-kamp, ligesom

der var discipliner for Politiets

Beredskabs Ordenskorps.

Økonomien kom til at hænge sammen,

selvom forskellige konteringsproblemer

skabte problemer og medførte,

at regnskabet var flere måneder

om at blive afsluttet, men til gengæld

udviste det ret overraskende et

overskud på 3.187,75 kr. Det overraskende

var, at der trods alle de negative

spådomme, der blev fremsat

før stævnet, trods alt var et overskud,

selvom det ikke var stort. Et underskud

ville have givet problemer, og

nu viste det sig, at overskuddet også

gav anledning til panderynker. Et

overskud var nemlig ikke forudset,

idet stævnet blot skulle kunne bære

sig selv, og et overskud skulle derfor

afleveres til landskontoret. Men Kolding

Kommune var af den opfattelse,

at pengene tilhørte kommunen, og på

et kredsledelsesmøde i februar 2003

så man sig derfor ikke i stand til at

aflevere regnskabet. Hvad løsningen

blev står ikke klart. Af arkivmaterialet

fremgår det, at man i kredsledelsen

havde en idé om, at regnskabet

blev tilført en bemærkning om, at

stævneoverskuddet ville tilgå Kolding

Kommune som tilbagebetaling

på lån, men det fremgår ikke, om det

faktisk blev sådan. Måneden efter

afleverede man regnskabet til landskontoret

med håb om godkendelse.

Fakkeltog

I maj 2002 blev kredsledelsen forelagt

en henvendelse fra landskontoret

med opfordring til, at kredsen på

årsdagen for terrorangrebet på World

Trade Center i New York arrangerede

et fakkeltog, og det var man rede til.

Man ville tage kontakt til værnene

og til redningsberedskabet for at få

dem med. I løbet af sommeren sendte

det nedsatte ad hoc-udvalg invitationer

til ialt 22 organisationer såsom

spejderkorpsene, Falck, politiet

og redningsberedskabet, og forventningen

var, at et halvt hundrede personer

ville deltage. Man havde ønsket,

at borgmester Per Bødker Andersen

ville tale i forbindelse med

optoget, men da han på grund af en

aftale til anden side var forhindret,

32

fik man tilsagn fra viceborgmester

Jørgen Jessen. Fakkeltoget gik godt.

Der var omkring 100, der deltog,

pressedækningen var tilfredsstillende,

og omkostningerne beløb sig til

et par tusinde kr.

Nye vedtægter

En måneds tid før årsmødet i 2003

forlød det, at der blandt de frivillige

var stemning for en ny kredsleder,

da de pågældende angiveligt manglede

tiltro til Karin Nielsen. På kredsledelsesmødet

i januar noterede man

sig forlydendet, som man betegnede

som useriøst, så længe der ikke fremkom

en skrivelse fra de frivillige

med et kandidatforslag.

Ifølge de vedtægter, der kom til

verden i 1990 i forbindelse med

sammenlægningen af Civilforsvars-

Forbundet og DKB, hvorved DKB

ophørte som et selvstændigt kvindekorps

inden for Civilforsvars-Forbundet,

er det ikke årsmødet, der

vælger kredsleder, men regionslederen,

der udpeger den pågældende efter

indstilling fra kredsens årsmøde.

Denne måde at vælge leder på overtog

Civilforsvars-Forbundet (fra 1993

Beredskabsforbundet Kolding) fra

DKB, og på kredsens årsmøde i februar

2003 måtte de utilfredse frivillige

derfor præsentere deres lederkandidat.

Det gjorde de også, idet de som

henholdsvis kredsleder og vicekredsleder

foreslog Jan Arpe og Lars

Jensen med en bemærkning om, at

kredsen trængte til en forandring.


Brændte sprøjter fra de frivillige i Kolding

Det var Lis Bruun fra Region 3, der

skulle foretage indstillingen, og efter

at have snakket med de frivillige og

med kredsledelsen valgte hun at indstille

Karin Nielsen for en periode

på et år, således at kredsleder og vicekredsleder

i fremtiden indstilles

samme år.

Karin Nielsen blev følgelig påny

udpeget som kredsleder, men allerede

måneden efter, i marts 2003, blev

der atter løbet stormløb mod hende,

igen med Jan Arpe i spidsen. Han

havde haft en uoverensstemmelse

med hende på grund af en aflysning

af en undervisning af nogle skoleelever,

og han tilkendegav i den forbindelse,

at han på årsmødet i 2004

agtede at stille op til posten som

kredsleder imod Karin Nielsen.

Hvad årsagen nu end kan have været,

så blev det på kredsledelsesmødet

i januar 2004 meddelt, at der var

endnu en kandidat, nemlig plejehjemsleder

Marianna Hermansen,

der så at sige dukkede op på sidelinien,

eftersom hun ikke var medlem

af Beredskabs-Forbundet. Om hendes

kandidatur var der på det pågældende

kredsledelsesmøde delte meninger,

idet der var nogen, der pegede

på det risikable ved at få en kredsleder,

som man ikke kendte, men andre

fandt det udmærket at få en leder

udefra. Carl Sørensen fandt det således

udmærket med en kredsleder,

der ikke kom fra egne rækker, og han

understregede, at kredsledelsen efter

hans mening manglede nyt blod.

Betænkelighederne ved Marianna

Hermansen må have vejet tungest,

for resultatet blev, at Jan Arpe blev

indstillet og udpeget som ny kredsleder.

Hanne Nielsen, der var til stede

som tilhører, påtalte, at kredsstyrelsens

medlemmer under mødet

havde afbrudt hinanden, og at de i

det hele taget ikke talte ret pænt til

hinanden. Disse iagttagelser gav efterfølgende

anledning til lidt selvransagelse

og en kollektiv erkendelse

af, at man burde gøre noget for at

forbedre mødekulturen.

Indtil november forløb alt stille

og fredeligt. På kredsledelsesmødet

i marts modtog man den glædelige

meddelelse, at det kommunale tilskud

var blevet hævet fra 20.000 til

30.000 kr., hvilket bragte kassebeholdningen

op på godt 63.000 kr.,

og måneden efter drøftede man en

33

indvendig istandsættelse af lokalerne

i Smedegade 14. Den nævnte istandsættelse

var også på dagsordenen til

kredsledelsesmødet i august, hvor

man var enige om det ønskelige i at

få arbejdet tilendebragt inden et forestående

besøg af forsvarsministeren.

Katastrofen

Den 3. november 2004 skete så det,

som ikke burde være sket, nemlig

fyrværkerikatastrofen da N. P. Johnsens

fyrværkerifabrik i Seest brød i

brand og udløste en eksplosion, der

lagde en betragtelig del af bydelen i

ruiner.

Sluknings- og sikringsindsatsen involverede

på sit højeste henved 500

mand fra ti jyske og fynske byer foruden

279 mand fra politihjemmeværnet,

100 mand fra politiet samt et


stort antal læger og sygeplejersker.

Der var tale om en af de formentlig

største brande i Danmark siden 2.

verdenskrig, og med i forreste række

var også frivillige fra Beredskabs-Forbundets

Kolding-kreds, som måtte

opleve det tragiske, at en af deres

kammerater, den 33-årige Max Jørgensen,

satte livet til under aktionen,

da den første af to containere med

fyrværkeri eksploderede. Seks andre

brandfolk måtte på sygehuset for at

få behandlet diverse skader, mens

andre blev indlagt til observation for

røgforgiftning. At to køretøjer ved

samme lejlighed gik tabt var beklageligt,

men i den store sammenhæng af

mindre betydning; de kunne erstattes,

det kunne Max Jørgensen ikke.

Det, der i første omgang lignede en

rutinepræget slukningsopgave, viste

sig hurtigt at være betydeligt mere.

Ved ankomsten til brandstedet fik de

frivillige ordre til at nedkøle nogle

trykflasker, og det lød der jo ikke til

at være nogen ben i, men kort efter

eksploderede den første container

med fyrværkeri med tre tilskadekomne

til følge. Da den næste container

røg i luften med et større brag

end den første, blev der givet ordre

til tilbagetrækning, og man konstaterede,

at Max Jørgensen savnedes.

To brandfolk forsøgte på stedet at

genoplive ham, men forgæves, og

de umiddelbare forsøg på at bjærge

ham mislykkedes også. Først den efterfølgende

formiddag, da varmen

og faren for fortsatte eksplosioner

var aftaget, lykkedes det at få liget

af Max Jørgensen hentet ud af katastrofeområdet.

Max Jørgensens tragiske død fik

iøvrigt et par dage senere dagbladet

B.T. til at kritisere brugen af frivillige

i en situation som den i Seest, og

bladet mente tilmed at have kompetence

til at fastslå, at Max Jørgensens

død kunne have været undgået. B.T.

citerede også formanden for Landsklubben

for Deltidsansatte Brandfolk,

Karsten Andersen, for en udta-

34

lelse om det uforsvarlige i, at det i

Seest var frivillige brandfolk uden rutine,

som blev sat ind i første geled.

Beredskabs-Forbundets landschef,

Bent Mortensen, kom i denne forbindelse

ikke til orde i B.T.s spalter,

men på anden vis imødegik han

Karsten Andersens udtalelser, idet

han bl.a. gjorde opmærksom på, at

de fleste af Beredskabs-Forbundets

frivillige brandfolk i Kolding har

mere rutine end ansatte brandfolk i

mange mindre brandvæsener. Bent

Mortensen lagde heller ikke skjul

på, at han anede, at Karsten Andersens

formål med kritikken af de frivillige

var at bevæge kommunerne

til at ansætte brandfolk i stedet for at

benytte frivillige, og Bent Mortensen

fastslog, at de frivillige er et værdifuldt

supplement til beredskabet, og

at Beredskabs-Forbundet ikke vil acceptere,

at de frivilliges indsats nedgøres.

Nytårsparolen 2006


Sammenlægning

På kredsledelsesmødet den 25. november

var katastrofen i Seest selvsagt

et emne, man beskæftigede sig

med, og det var det også på efterfølgende

møder, På mødet i marts 2005

kunne Else Højsager og Carl Sørensen

således referere fra Beredskabskommissionens

møde, hvor begivenheden

og dens følger også var blevet

evalueret.

Og så begyndte man at forberede

sig på de strukturelle ændringer, som

den forestående kommunesammenlægning

ville afstedkomme. På det

førnævnte møde i marts enedes man

om at tage kontakt til kredsorganisationerne

i de kommuner, som Kolding

skal sammenlægges med, og

på mødet i juni talte man om at indbyde

instruktørerne fra de frivillige

brandværn i Christiansfeld, Tyrstrup

og Kolding til et møde, hvor man

kunne orientere sig gensidigt med

henblik på et eventuelt samarbejde i

den kommende storkommune.

Også på regionsplan forestod en

sammenlægning, nemlig af regionerne

3 og 4 til en ny stor region, Region

Syd, og man erkendte, at det var

en opgave, der krævede en omfattende

indsats, og på kredsledelsesmødet

i juni blev det oplyst, at alle

sammenlægningsproblemerne i forbindelse

med kommunalreformen

ville blive debatteret på landsrådsmødet

senere på måneden.

Til slut

Tilbage er kun at notere, at man på

kredsledelsesmødet i oktober 2005

besluttede i forbindelse med 70-årsdagen

for stiftelsen af Dansk Luftværnsforenings

Kolding-kreds

at holde en reception den 26. maj,

men der på selve jubilæumsdagen

den 27. maj afholdes en jubilæumsfest,

hvortil alle aktive frivillige inviteres.

35

Kredsformænd

og kredsledere i

Kolding

1936-1939: Borgmester V. Juhl

1939-1942: Borgmester

Knud Hansen

1942-1948: Overlæge F. Djørup

1950-1951: Fuldmægtig

T. E. Castberg

1951-1954: Borgmester S.M. Jensen

1954-1959: Fabrikant H. Ravn

1959-1971: Bestyrer Junus Pedersen

1973-1975: Sygehusinspektør

Ib Jensen

1975-1981: Bygningskonstruktør

H. L. Hansen

1981-1986: Skatteinspektør

Peter Nielsen

1986-1991: Kordegn Carl Sørensen

1991-1995: Lærer Else Højsager

1995-1998: Pastor Erik Langkjer

1998-2004: Karin Nielsen

2004-2006: Jan Arpe

2006- : Lars Jensen

More magazines by this user
Similar magazines