Marts, April og Maj 2013 . Årgang 57 - Hasseris Kirke

More documents

Recommendations

Info

Forår i Hasseris – og på Filippinerne I skrivende stund er landskabet dækket af sne. Alle de gamle vintersange presser sig endnu engang på i hukommelsen: ”I sne står urt og busk i skjul”, ”Det er hvidt herude” og ”Sneflokke kommer vrimlende”. Når dette blad udkommer, skulle det dog gerne se anderledes ud med spirende forår, begyndende fuglekvidder og påskesalmer på nethinden. Som altid er det svært at forestille sig, at vinteren nogensinde får en ende, selv om den gør det 4 Af Mikael Byriel Jensen hvert evigt eneste år. Dertil er kontrasten mellem årstiderne for stor og vores menneskelige forestillingsevne for lille. Kontrasten mellem vores vinter og forår er dog for intet at regne sammenlignet med forskellen på en dansk decemberdag og en ditto filippinsk. Det fandt min familie og jeg ud af, da vi 3. juledag lod Danmark bag os og fløj til Filippinerne via Singapore. På vej til S-toget i København gik vi indpakket i vinterfrakker, huer og vanter, og da vi 20 timer senere steg ud af flyet på Filippinerne, slog den tropiske varme imod os som en ørkenvind. Vinterfrakkerne blev pakket væk i en kuffert, sommertøjet fundet frem, og efter nogle dages omstilling var vi klar til at lære et helt nyt land at kende. Det er (snart) forår i Hasseris. Men var det forår i Filippinerne, da vi var der? Ifølge vores kalender var det vinter; men i forhold til klimaet her til lands var det varm sommer. Sommer var det dog ikke efter filippinsk målestok, da sommeren på de breddegrader er endnu varmere. Betegnelsen ”forår” kan derfor godt forsvares - set fra filippinernes synspunkt. At det kun var forår afholdt os dog ikke fra at nyde det sommerlige vejr og det smukke land med flotte badestrande og paradisisk tropestemning (se billedet). Imidlertid befandt vi os ikke på Filippinerne på grund af det. Vi var der for at besøge en filippinsk familie og fik på den måde en indsigt i de lokales liv, som er de færreste turister forundt. Vi oplevede deres store gæstfrihed, deres optagethed af vores besøg og iver efter, at vi skulle have det så godt som overhovedet muligt. Men deres omsorg og venlighed gjaldt ikke kun os
esøgende fra det kolde Nord – den gjaldt også deres landsmænd og mange familiemedlemmer: forældre, søskende, onkler, tanter, fætre og kusiner, som hjemmevant gik ud og ind hos hinanden, så det var svært at vide, hvem der egentlig boede hvor. Nytårsaften spadserede vi hen til den nærliggende kirke for at deltage i gudstjenesten der. Den ganske korte tur tog overraskende lang tid, da vi hele tiden skulle ind og hilse på folk i de små huse, som var i familie med hinanden på kryds og tværs. Familiesammenholdet er stærkt på Filippinerne, og man hjælper hinanden. Mere overraskende er det måske, at man også omgås andre, fremmede filippinere, som man ikke er i familie med, med så stor venlighed og hjælpsomhed. Der ser paradisisk ud mange steder på Filippinerne, og dog er landet ikke noget Paradis. Der er mange fattige, selv om armoden ikke når fx indiske dimensioner. Der er ingen tvivl om, at livet er hårdt og arbejdsdagene lange for mange filippinere, og de rigeste fem % af befolkningen ejer 50 % af jorden. På trods af uretfærdigheden og fattigdommen hersker der dog på næsten mirakuløs facon en hjælpsomhed og et overskud, en vilje til at komme hinanden i møde, som var inspirerende for os at se. Hvor kommer det mon fra, det overskud? Det er svært at vide. Personligt tror jeg dog, filippinernes stærke tro har en del af æren. Hver søndag flokkes befolkningen i de lokale kirker for at deltage i en af dagens mange gudstjenester, så bygningerne er ved at sprænges. Uden for på gader og pladser samles de, der ikke kunne finde sig en plads, for i det mindste at høre over højttalerne, hvad der bliver sagt og sunget længere inde. I biler og busser hænger der krucifikser overalt, og på de såkaldte ”tricycles”, motorcykeltaxaer med påhængsvogn, er der påmalet kristne slagord som: ”Herren er min hyrde” eller: ”Vi stoler på Gud.” Langt hovedparten af filippinerne er katolikker. Der er meget, vi som nordiske lutheranere ikke kan forstå endsige overtage i deres tro, fx helgendyrkelsen. Men deres faste overbevisning om, at Gud er med dem og nok skal sørge for, at alt går, som det skal, kan vi efter min mening godt lære noget af. På trods af det fremmedartede i bl.a. den lille, traditionelle Jesus- figur, som er vist på billedet, og som ses overalt i kirkerne, står den for en ægte, dybfølt tro på, at Gud er kærlighed og har åbenbaret sig for os i Jesus Kristus. Det budskab er en kæmpe gave til alle, der tror på ham, både på Filippinerne og her i Hasseris, ja alle steder på kloden. Det budskab er vejen til større glæde og mere overskud i en verden, der ofte synes kold og glædesløs. Ja, i det budskab findes vejen til Gud og til det sande Paradis, der måske, måske ikke ligner en filippinsk strand om foråret. 5
Page 1 and 2: Marts, April og Maj 2013 . Årgang
Page 3: Pilgrimsvandring i Aalborg 2. påsk
Page 7 and 8: Torsdag den 9. maj Kristi Himmelfar
Page 9 and 10: 10. april, onsdag Kl. 19.00, Hasser
Page 11 and 12: Kontaktklubben holder møde i salen
Page 13 and 14: Pia Otte Jørgensen, Jeg er 38 år
Page 15 and 16: Aktiviteter i Hasseris Kirke Babysa

Marts, April og Maj 2013 . Årgang 57 - Hasseris Kirke

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?