En lille samlingshistorie En lille samlingshistorie - Statens Museum ...

En En lille lille samlingshistorie
samlingshistorie
SMK #2 | En lille samlingshistorie |
Når museet over det næste år åbner tre store præsentationer af museets
samlinger, er det en kolossal arv, der forvaltes. 700 års kunst, der har rødder
tilbage til de enevældige konger, og som skal aktualiseres på behørig vis.
Af: Jakob Fibiger Andreasen, redaktør
Efter sigende skulle den aldrende kong Christian
9. have kastet sig ud i redningsarbejdet af Den
Kongelige Malerisamling, da Christiansborg stod i
flammer en oktobernat i 1884. Hvis anekdoten
holder stik, er det såmænd ikke utænkeligt, at den
royale nødhjælp har haft betydning for den
spektakulære evakuering af de mange
kunstværker. Store lærreder blev hurtigt, effektivt
og præcist skåret ud af deres rammer, så de i
prioriteret rækkefølge kunne fragtes ud gennem
de snævre korridorer i den brændende bygning.
Og da slottet med det dertilhørende Billedgalleri
var brændt ned til grunden, var langt de fleste og
vigtigste kunstværker reddet. Griber man
tragedien en anelse poetisk an, kan man sige, at
de hærgende flammer dannede kimen til et nyt
nationalgalleri. Blot tolv år efter stod et sådant
klar, da Statens Museum for Kunst åbnede sine
døre for publikum.
KONGERNES KUNST
Historien om museets rige samlinger begynder
dog ikke ved det imposante indgangsparti i
Sølvgade. Vi skal længere tilbage, nærmere
bestemt til Albrecht Dürers dagbog fra 1521. Her
nævner den tyske maler, at han har foræret
Christian 2. de bedste af sine grafiske tryk. Værker,
som i dag indgår i Den Kongelige
Kobberstiksamling på museet. Netop Christian 2.
var med sine tætte familiære forbindelser til det
burgundiske hof indviet i inderkredsen af
europæisk kunstnerisk kultur. Kongen udgør også
selve motivet i det maleri fra museets samlinger,
som bærer den ældste samlingshistorik. Michel
Sittows lille portrætmaleri kan spores helt tilbage
til 1500-tallets slotssamlinger. Meget tyder altså
på, at Christian 2.s regeringsperiode indvarslede
en gryende interesse for billedkunsten ved det
danske hof. En interesse, som de efterfølgende
generationer af konger opretholdt, om end
ihærdigheden og deres sans for kvalitet var
svingende. Ikke upåvirket af den europæiske
hofmode begyndte de danske konger at ansætte
hofkunstnere, ligesom der i stadig større skala
blev indkasseret billedkunst i form af gaver og
indkøb. Christian 4. tegner sig for et af de mest
blomstrende kapitler i hoffets billedkultur. Her var
i særdeleshed en konge med næse for pomp og
pragt, og hvis entreprenante indsats i slotsbyggeri
krævede billeder til vægge og lofter.
Udsmykninger blev bestilt og malerier købt, ofte i
uspecificerede store partier. Selv om en betydelig
del af Christian 4.s kunst bittert måtte overgives
som svensk krigsbytte i 1658, findes meget
bevaret, bl.a. på Statens Museum for Kunst. Disse
værker vidner til gengæld om en konge, hvis
massive appetit på billedkunst først og fremmest
var lystbetonet. Connaisseur var han ikke. Han
takkede eksempelvis nej til en gruppe
førsteklasses malerier til spotpris af Rubens –
tidens fyrstemaler over dem alle. I stedet var
Christian 4. begejstret for billeder, der udover en
mere svulstig dramatik kunne bevæge gennem en
klar aflæselig morale og symbolik. Som sådan lå
hans billedglæde i direkte forlængelse af hans
øvrige embede. Målet var ikke en repræsentativ
kunstsamling men snarere at udnytte kunstens
politiske og dannelsesmæssige potentiale.
SAMLINGERNE TAGER FORM
Personlige idiosynkrasier synes i høj grad at have
dikteret de danske kongers vekslende lidenskab
for kunsten. Sjældent ser man en interesse i
kunstsamlingens prestigeskabende betydning,
som det var tilfældet andre steder i Europa.
Enkelte undtagelser var der dog. Uden selv at eje
nogen stor interesse for billedkunst sendte
Frederik 5. kunsthandleren Gerhard Morell på et

par indkøbsrejser til Holland. Da Morell vendte
tilbage fra den sidste i 1763, var kongen blevet
små 200 malerier rigere. Det var lykkedes den
gesjæftige Morell at erhverve en række berømte
værker, som i dag har status som absolutte
hovedværker i museets samlinger, bl.a. Andrea
Mantegnas Kristus som den lidende frelser. At
Morell tillige havde fejlkøbt nogle kopier og
fejltilskrivninger var også dengang en
erhvervsrisiko. Det skygger ikke for, at hans
koncentrerede og indbringende kampagne fik
samlingen af ældre europæiske malerier til at
fremstå med en hel anden bredde og kvalitet end
tidligere. Da Den Kongelige Malerisamling første
gang åbnede for offentligheden i 1827 i det
dengang nybyggede Billedgalleri på
Christiansborg, var det også med ambitionen om
et kunstmuseum, hvor de vigtigste skoler i
kunsthistorien var repræsenteret. Nok var der,
som nogle af tidens kritikere bemærkede, flere
middelmådige værker i den massive ophængning,
og overvægten af hollandsk og flamsk kunst var
betragtelig. Men ud fra de kort man nu engang
havde på hånden, var det lykkedes at skabe et
repræsentativt museum. Det royale
indkøbsmonopol ophørte med enevælden i 1848.
Kongefamiliens kunstsamlinger overgik som følge
heraf til staten, men hurtigt skulle et nyt slags
enevælde opstå på galleriet. Kunsthistorikeren
N.L. Høyen var tiltrådt som inspektør for samlingen
allerede i 1839. En magtfuld herre, som ved siden
af også var kritiker og professor på Akademiet, og
som frem til sin fratrædelse i 1870 blev stadigt
mere enerådende over nye erhvervelser. Al
opmærksomheden blev i hans tid rettet mod
dansk kunst, som indtil da blot havde været et
appendiks i samlingen. For Høyen skulle
billedkunsten være et nationalfolkeligt
anliggende. Inde i varmen var de malere, som – og
ikke uden hans egne tilskyndelser – dyrkede det
nationalromantiske. Favoritterne, hvis værker
fandt vej gennem nåleøjet og ind på galleriets
vægge, var de kunstnere, vi i dag kender som de
danske guldaldermalere. Men i takt med Høyens
voksende indflydelse, voksede også modstanden.
En række kunstnere følte sig forbigået og var
forbitrede over den herskende blindhed over for
den spirende mangfoldighed på kunstscenen.
Kritikken havde nok sin berettigelse. Omvendt
havde Høyen en ikke ubetydelig andel i
SMK #2 | En lille samlingshistorie |
motiveringen og udbredelsen af en yderst
talentfuld skare af danske kunstnere, ligesom
museet i dag med sikkerhed ikke ville have haft
samme enestående samling af værker af
Eckersberg, hans elever og tilhængere.
ERHVERVELSER I DAG
Snæversyn og blinde vinkler er uundgåelige vilkår
for enhver kunstsamling. Ingen samling magter
det hele, og kunsthistorien har det heldigvis med
at rehabilitere kunstnere og strømninger, som
tidligere har været dømt ude. Indsamlingen af
kunst er én af museets fornemste opgaver og er
stadig genstand for stor opmærksomhed og til
tider kritiske røster. Opgaven er ikke enkel og skal
heller ikke være det. For hver gang, der føjes et
værk til samlingerne, er der tale om et definitivt
valg, som ikke kan gøres om. Derfor er det i dag
flere af museets kunstfaglige medarbejdere, der
omhyggeligt vurderer, om det enkelte kunstværk
kan tilføje noget særligt til samlingerne. Om det
komplementerer samlingerne og har den
kunsthistoriske tyngde og kraft, der er nødvendig.
Med begrænsede midler til indkøb er museet
afhængig af en væsentlig opbakning fra fonde for
at sikre en kvalificeret tilvækst til samlingerne.
Samtidig har museet gennem historien modtaget
en række markante kunstværker fra private givere.
Som da ingeniør Johannes Rump i 1928 donerede
sin store samling af fransk kunst.
KUNSTEN AT PRÆSENTERE KUNST
Med tiden er museets samlinger støt vokset, så de
i dag tæller godt 260.000 værker. Kunst fra den
tidlige renæssance til i dag. Kongefamiliens
kunstsamling har med tiden fået skarpt med- og
modspil af hovedværker af eftertidens kunstnere.
Cranach, Tizian og Rembrandt har fået selskab af
Picasso, Munch og Nolde, ligesom museet i dag
kan tegne et repræsentativt snit i dansk kunst. En
gevaldig mundfuld. Tilbage i 1896 var Statens
Museum for Kunst paradoksalt nok allerede for
lille til sine samlinger ved åbningen. Vilhelm
Dahlerups bygning i Sølvgade husede dengang
også den pladskrævende afstøbningssamling.
Malerisamlingen havde trange kår, og ikke meget
havde ændret sig fra ophængningsprincippet på
Billedgalleriet. I tråd med modens
salonophængninger hang malerierne fra gulv til
loft i tætte forløb. De indbyrdes kunsthistoriske

sammenhænge værkerne imellem var ikke
nødvendigvis synlige i den måde, samlingerne
blev præsenteret på. I stedet var det et sandt
billedbombardement, der mødte publikum, hvor
værker var parret efter overvejende æstetiske
hensyn. Store malerier øverst og små nedenunder
i en vis dekorativ og symmetrisk orden. Et
meningsløst pulterkammersystem, som en
samtidig kritiker karakteriserede det. 115 år, en
ombygning og den store hvide tilbygning senere er
sagen en anden. For langsomt er der givet mere
luft til samlingerne og dermed visuel ro til
fordybelse. Kunstfaglige dispositioner er i dag
tungtvejende i enhver ophængning. Det skaber
overblik og udnytter samlingernes potentiale til at
levere vægtige nedslag i og fortælle de store træk
i 700 års kunst på baggrund af den nyeste viden.
TRE MUSEER I ÉT
Når museet – takket være generøs støtte fra A.P.
Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers
Fond til almene Formaal samt Det Obelske
Familiefond – over det næste år åbner tre store
præsentationer af samlingerne, sker det også ud
fra ønsket om at aktualisere den
billedkunstneriske kulturarv. Kunsthistorien er
nemlig en dynamisk størrelse og kunsten aldrig en
relikt fra en fjern fortid. Tværtom stiller hver
generation nye spørgsmål til samlingerne,
spørgsmål, som er uløseligt bundet til samtidens
omverdensforståelse, og som reflekterer centrale
problemstillinger i tiden. Derfor kan publikum
også forvente både en kunsthistorisk nytolkning af
samlingerne og en opdatering af museets
formidling med nye analoge og digitale tilbud
samt ikke mindst publikumsfaciliteter, der
understøtter den gode museumsoplevelse. Det
ca. 6.700 m² store udstillingsareal bliver
renoveret, og præsentationerne vil til sammen
vise omkring 1.500 kunstværker. Den enorme
volumen og mangfoldighed i samlingerne gør
museumsbesøget til en overvældende oplevelse.
Der er stof til flere besøg. De kommende
præsentationer vil yderligere støtte op om det
fokuserede museumsbesøg. Samlingerne fordeler
sig i tre hovedområder: en ældre europæisk, en
ældre dansk og en moderne med kunst efter 1900.
Disse tre hovedområder vil fremstå som
selvstændige sektioner med mere eller mindre
adskilte profiler. Som tre museer i ét, der udnytter
SMK #2 | En lille samlingshistorie |
de enkelte samlingsområders særlige karakter og
potentiale.