Romer i romanen - Aarhus Universitet

ifølge Lanser vil læseren benytte sig af denne bro og under læsningen rutinemæssigt skifte mellem
en forståelse af jeget som fiktivt og jeget som referentielt. Spørgsmålet er altså ikke om denne
ureglementerede forbindelse opstår, men under hvilke omstændigheder den opstår. For at besvare
dette spørgsmål vælger Lanser at kortlægge de forskellige forhold mellem de to jeg-instanser, som
de kommer til udtryk i forskellige typer af tekster. Formålet er at sætte fokus på, hvordan “the “I” of
the beholder” - det jeg en læser konstruerer - kommer i stand.
Lansers model består af tre grupper, der illustrerer tre forskellige forhold mellem jeg-instanserne,
der alle indeholder vidt forskellige genrer. Første gruppe tæller de tekster, som Lanser kalder
attached (208), og som jeg vælger at kalde forfatterbundne. Det er altså tekster, der er definerede og
afhængige af en lighed mellem forfatter og fortæller. Dette gælder bl.a. for læserbreve, filosofiske,
historiske og videnskabelige redegørelser. En læser kan selvfølgelig betvivle den information, der
fremlægges i disse tekster, og han kan mene, at teksten ytrer meninger, der ikke var intenderede af
forfatteren. Men Lanser vil alligevel hævde, at selv den mest dekonstruktive og postmoderne læser
vil behandle disse tekster ud fra en tro på, at fortælleren i teksten er lig med fortælleren af teksten. I
de tilfælde, hvor det er blevet opdaget, at denne lighed ikke er til stede, har det skabt stort røre, og
teksten er blevet betragtet som regulær løgn.
Den anden gruppe står i diametral modsætning til den første og indeholder de tekster, som Lanser
kalder detached (209), og som jeg vil betegne forfatterløse. I denne gruppe finder vi bl.a. “The Star
Spangled Banner”, et stopskilt, Bhagavad Gita og en vits om præsidenten - alle sammen eksempler
på tekster (i ordets bredeste forstand), der læses uden reference til en bestemt forfatteridentitet. Selv
i de tilfælde, hvor det er muligt at identificere en forfatter bag disse tekster, opleves de alligevel
som anonyme, fordi det jeg, der skrev dem, ikke er indskrevet som en specifik talende enhed i
teksten 4 .
Et sted mellem den forfatterbundne og den forfatterløse gruppe finder vi de skønlitterære genrer
drama, poesi og prosa, som Lanser samler i en gruppe, hun betegner som equivocal (210). Jeg har
valgt at kalde denne gruppe ekvivokke tekster, men denne betegnelse er mangelfuld, da den ikke i
samme grad som den engelske henviser til tekstens “stemmer”: en henvisning, der er vigtig, fordi
Lanser understreger, at disse genrer manifesterer et komplekst og dobbelttydigt forhold mellem den
4 Distinktionen mellem de forfatterbundne og forfatterløsrevne tekster afhænger, som Lanser skriver, ikke kun af
formen, men også af konteksten. For selvfølgelig kan man læse “The Star Spangled Banner” med fokus på Francis Scott
Keys intentioner, og på samme måde er det også muligt, at en større eller mindre del af en filosofisk tekst eller et
læserbrev kan blive citeret så mange gange, at det får en forfatterløsrevet position.
12