Romer i romanen - Aarhus Universitet

Det blev mere og mere ophidsende undervejs, og langsomt dannede der sig et billede af
det, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig - og jeg anede ikke,
hvad jeg skulle gøre af det og stille op med min hemmelighed, da det sidste stykke kom
på plads, og jeg sad med det kulørte blad i hånden: Cool Climax, 1973.
Mor måtte først komme og bo hos dem i Kleinwanzleben, da ægteskabet var fuldbyrdet
- som det hed - og mormor havde fået en datter med Papa Schneider. (Romer s. 62)
Disse bratte skift - der giver teksten et udtryk, der er næsten ligeså fragmentarisk som det iturevne
pornoblad – bevirker, at det ikke er tydeligt, hvornår det er moderen, der fortæller, og hvornår det er
Knud. Overgangen mellem de diegetiske niveauer er med andre ord ikke eksplicit markeret. Det er
den til gengæld i fortællesituationen mellem Knud og farmoderen, der starter således:
Vintermånederne og udsigten til de endeløse marker havde givet farmor sans for
dramatik, og for at gøre det ekstra uhyggeligt tændte hun et stearinlys og sænkede
stemmen og fortalte, at Carl plejede at følge sin mor over gårdspladsen med
lyseholderen, da han var lille. (…) Så gik hun i gang med spøgelseshistorien. (s. 83)
Herefter følger fortællingen om, hvordan slægten og navnet Romer i syttenhundredetallet blev
grundlagt, da en italiensk cirkusdirektør måtte slå sig ned som garver i Nykøbing Falster, og om
hvordan farfaderen flere generationer senere brød med garverfaget og begav sig ud i adskillige
mislykkede erhvervseventyr. Her er adskillelsen mellem de diegetiske niveauer klar: Farmoderens
fortælling hører tydeligvis til på et lavere diegetisk niveau, fordi den indrammes af en konkret
fortællesituation. Rammen om fortællingen nedbrydes imidlertid med de afsluttende ord:
Så pustede hun lyset ud og var væk, og jeg havde aldrig mødt hende - hun døde, før jeg
blev født - og hårene rejste sig i nakken på mig. (s. 85)
Der er altså tale om en spøgelseshistorie i betydningen en historie fortalt af et spøgelse. Medmindre
vi accepterer eksistensen af spøgelser, har fortællesituationen altså kun fundet sted i Knuds fantasi.
Det er ikke farmoderens fortælling, men Knuds egen, og det, vi hidtil har betragtet som et lavere
diegetisk niveau, må derfor høre til på det højeste diegetiske niveau. Det er altså ikke helt ligetil at
adskille de diegetiske niveauer. De glider sammen på en måde, der gør det svært at afgøre, hvornår
fortælleren gengiver andres fortællinger, og hvornår han selv fortæller. Denne sammenblanding af
niveauerne er gennemgående og kommer især til udtryk i forholdet mellem moderens fortælling og
Knuds fortælling. Moderen og Knud synes visse steder at fortælle i munden på hinanden. Dette ses
40