Da flåden blev røvet og byen brændte ned ... - Skoletjenesten

| 20 |
Men faktisk foretog de tidligt i 1807 en lignende (men mislykket) aktion mod den
osmanniske flåde i Konstantinopel (Istanbul), og i 1812 gik de i land i Amerika
og brændte dele af hovedstaden Washington ned, heriblandt præsidentboligen.
Under 2. Verdenskrig blev der draget sammenligninger med 1807, da briterne
sænkede den franske flåde ved basen Mers-el-Kebir i Nordafrika i 1940.
Den tyskvenlige Vichy-regering havde formelt kontrol over den ene halvdel af
Frankrig, mens tyskerne havde besat den anden. Briterne frygtede for, at flåden
skulle falde i tyskernes hænder og gav derfor franskmændene det samme
ultimatum, som man havde givet danskerne i 1807, nemlig at udlevere flåden
eller få den sænket. Da den franske admiral afviste kravet, sænkede briterne
skibene, med store franske tab til følge.
Men også fremgangsmåden, et bombardement af en by og dens civile befolkning,
blev livligt debatteret. Raketter havde i århundreder været anvendt
under slag og ved belejringer, bl.a. i Indien, hvor briterne lærte dem at kende.
Men i 1807 blev der som nævnt brugt en ny type brandraketter, opkaldt efter
opfinderen William Congreve. De havde modhager og kunne sætte sig fast i
træværket, som de derefter satte ild i. Og selvom der kun blev affyret ca. 300
af dem (under ledelse af Congreve selv), bidrog de til, at branden i byen blev så
voldsom, at den til sidst ikke kunne slukkes. Derimod slog de næppe mange
mennesker ihjel, sammenholdt med de ca. 6.000 traditionelle bomber og granater.
Den engelske politiker William Wilberforce, der samme år var manden
bag afskaffelsen af slavehandelen i det britiske kolonirige, fandt det positivt,
at raketterne skadede bygninger snarere end personer.
I dag er det almindeligt at se 1807 omtalt som „verdenshistoriens første terrorbombardement
af civile“. Noget kan der være om det, men det er alligevel en
uheldig formulering. I århundreder var byer blevet belejret og beskudt, ofte med
store civile tab, når de blev stormet. I 1760 blev Dresden udsat for et ni dage langt
preussisk bombardement, som blev en europæisk mediebegivenhed. Også her
sigtede angriberne efter et kirketårn (Kreuzkirche), som til sidst blev skudt i
brand. Skønt der ikke blev brugt brandraketter, diskuterede man også her brugen
af „uhørte“ og „uacceptable“ nye våben. For den preussiske konge Frederik
den Store som for englænderne var angrebets hensynsløshed det vigtigste,
mens han ignorerede den humanitære kritik af de ca. 50 civile dødsfald.
Det er i denne sammenhæng, Københavns bombardement skal ses. Der
var formentlig tale om det voldsomste bombardement af nogen europæisk by
før 1. Verdenskrig. Hver af de tre nætter blev der, ifølge en britisk historiker,
fyret lige så meget krudt af som i hele slaget ved Waterloo! Det ser ganske vist
ud til, at de 1.600 eller 2.000 civile ofre, der ofte omtales i historiske fremstillinger,
er en voldsom overdrivelse; nyere forskning sætter tallet til under 200.
Men det var dog stadig 10 gange så mange pr. døgn som i Dresden.
I visse henseender giver det mening at se Napoleonskrigene som et tidligt
eksempel på den totale krig – for eksempel den økonomiske krigsførelse og
masseudskrivningen af soldater. Men på andre områder er det mere rimeligt
at se krigene, og dermed 1807, som kulminationen af den førmoderne krig.
Reaktionen på rædslerne førte til en periode på 100 år, hvor krigene i Europa
stort set skånede civilbefolkningen og alene var et anliggende for soldater –
ligesom atombombernes udslettelse af Hiroshima og Nagasaki fik stormagterne
til at afstå fra brugen af dem efter 2. Verdenskrig.
Før de moderne medier
gjorde os alle til øjenvidner,
var det op til
kunstnerne at indfange
begivenhederne.
Koloreret kobberstik
af G.L. Lahde efter
tegning af
C.W. Eckersberg.
Tilhører Københavns
Bymuseum.
| 21 |