Bæredygtige begreber - Akademisk Opgavebank

opgavebank.dk

Bæredygtige begreber - Akademisk Opgavebank

Side 1 Bæredygtige begreber

Bæredygtige begreber

-en dramatistisk analyse af

dansk udviklingspolitik

Offentlig retorik

Sommereksamen 2000

Eksaminator:

Lisa Storm Villadsen

Eksaminand: Sine Just


Side 2 Bæredygtige begreber

1. Indledning 1

2. Teoretiske overvejelser 3

2.1. Den færdige aktør 3

2.2. Den fremkommende aktør 5

2.2.1. Retorisk identifikation 5

2.2.2. Magtrelationel normdannelse 7

2.2.3. Identifikation og normdannelse -persuasio og magt 8

3. Metodiske betragtninger 9

4. Analysen af En verden i udvikling 14

4.1. Baggrund og hensigt 14

4.2. Strategipapirets indhold 14

4.3. Danidas persona 15

4.3.1. Fattigdomsorientering 16

4.3.2. De tre tværgående hensyn 17

Kvinders rolle i udviklingsprocessen 18

Miljøområdet 18

Fremme af demokratisering og menneskerettigheder 19

4.3.3 Samlet beskrivelse af Danidas persona 20

4.4. Danida og modtagerne 21

4.5. Persuasio og magt i strategipapiret 23

4.6. Identifikation og normdannelse i strategipapiret 25

5. Konklusion 29

Litteraturliste 31

Bilag 1-2

1. Indledning


Side 3 Bæredygtige begreber

Under overskriften “Partnerskab 2000” lagde udenrigsministeriet og Danida 1 i begyndelsen af

indeværende år op til debat om den danske ulandsbistand og den politik bistandshjælpen styres af. I

debatoplægget står der blandt andet:

“Det er kun modtagerne selv, der kan skabe vedvarende udvikling, og dialogen mellem

giver og modtager er grundlæggende vigtig.

Dette partnerskab med modtagerlandets befolkninger og regeringer spiller en stadigt

større rolle i dansk udviklingspolitik. Men hvordan kan partnerskabet styrkes?

Hvor stærkt skal Danmark fastholde egne synspunkter samtidig med, at vi vil udbygge

og styrke partnerskabet med modtagerne og samarbejde med andre donorer?” (Danida,

2000)

Især det sidste spørgsmål er interessant fordi det lægger op til fundamentale retoriske overvejelser:

“the rhetorician may have to change the audience’s opinion in one respect; but he can succeed only

insofar as he yields to that audiences opinion in other respects. Some of their opinions are needed

to support the fulcrum by which he would move other opinions” (Burke, 1969, p. 56). Hvilke af

bistandsmodtagernes holdninger og værdier kan og bør Danida ændre, og hvilke af sine egne

holdninger må Danida moderere eller opgive for overhovedet at få modtagerne i tale?

I enhver kommunikationssituation spiller afsenders korrekte vurdering af modtagers

prioriteter og fundamentale værdisæt en afgørende rolle for kommunikationens vellykkethed, men

det kan have lige så stor betydning at afsender har overblik over sit eget værdigrundlag. Danidas

udgangspunkt er “en række principper og bærende elementer i dansk udviklingspolitik

fastholdes i den nye strategi” (Danida, 2000). Principperne findes beskrevet i den strategi der nu

skal revideres, og hvoraf noget altså også bevares. Det der bevares er overordnede målsætninger

for udviklingspolitikken, men også principper for samspillet mellem donor og modtager. Det gamle

strategipapir En verden i udvikling -strategi for dansk udviklingspolitik frem mod år 2000 (Danida,

1994) rummer derfor bestemmelser vedrørende målsætning, prioriteter, fordelingen af

bistandsmidlerne og koncentrationen af støtten der også vil være gældende under den nye strategi

(Danida, 2000).

Denne opgave tager sit udgangspunkt i en analyse af En verden i udvikling på grund af den

betydning den forrige strategi vil have for den kommende. En vurdering af hvordan Danida

tidligere har beskrevet sine egne målsætninger og hvordan organisationen har beskrevet sit samspil

med andre aktører, kan være en god indikator for hvordan man også i fremtiden vil afstemme egne

1 Danida står for Danish International Development Assistance, og Danida er den organisation under

udenrigs- og udviklingsministeriet der varetager implementeringen af de politiske beslutninger (Degnbol-


Side 4 Bæredygtige begreber

og andres interesser. Det vil være nyttigt at se på hvilke af Danidas holdninger man tidligere har

forsøgt at fastholde overfor de øvrige aktører, og samtidig vil det være relevant at belyse hvordan

Danida forholder sig til de af de andre aktørers interesser der kan tænkes at være modstridende

med organisationens egne. Men især er det vigtigt at undersøge hvilke værdier og målsætninger

man forudsætter at der er konsensus om blandt alle involverede, idet disse formodede fælles

værdier sandsynligvis fortsat vil danne udgangspunkt for Danidas forsøg på at øve indflydelse på

andre aktører. Gennem et studie af hvordan Danida forholder sig til de tre grundelementer, donors

og modtagers fælles,- sær- og modstridende interesser, fremkommer konturerne af Danidas

tidligere besvarelse af spørgsmålet om afstemning af interesser.

Udviklingspolitikken er et eksempel på en endog meget kompleks politisk diskurs hvor

mange aktører søger at øve indflydelse og pleje deres ofte forskelligrettede interesser. Denne

kompleksitet er gældende over alt, fra forhandlinger ved FN-konferencer der resulterer i

konventioner og handlingsplaner (Degnbol-Matinussen og Engberg-Pedersen, 1999, p. 165), til

nedlæggelsen af for 5 mio. kroner gasledning der skal forsyne provinsbyen Nova Mambone i

Mozambique (Danida, 2000a, p. 8). Derfor er det sjældent muligt at studere en aktørs interesser

uafhængigt af de andres, eller at udelukke de øvrige aktører fra studiet af relationen mellem et

aktørpar. I praksis er aktørerne altid allerede indhyllet i den diskurs der er befordrende for

samarbejdet, og forhandlingen om udgangspunkter og målsætninger, afstemningen af

værdigrundlag og prioriteter, er altid i gang (for en skematisk fremstilling af relationerne mellem

bistandssamarbejdets vigtigste aktører se bilag 1).

En reduktion af kompleksiteten kan imidlertid være et nødvendigt udgangspunkt for en

analyse; for eksempel kan det være nødvendigt at antage at en organisation selv kan bestemme sine

målsætninger for overhovedet at kunne beskrive disse målsætninger og efterfølgende forklare

hvordan de revideres i mødet med andre aktører, og når man ønsker at studere hvordan aktørerne

påvirker hinanden er det ofte mere overskueligt i første omgang at reducere de sammensnoede

relationer til binære sammenhænge. Det er en sådan reduktion jeg vil foretage i det følgende, idet

jeg udelukkende vil analysere Danidas målsætninger og betydningen af disse for Danidas relation

med modtagerne af bistand. 2 Danidas strategipapir fra 1994 byder sig også ud fra disse

2 Her og i det følgende mener jeg når jeg skriver modtagere, udelukkende de tyve programsamarbejdslande


Side 5 Bæredygtige begreber

betragtninger til som et oplagt analyseobjekt; i denne tekst definerer Danida tilsyneladende sig selv

uafhængigt af andre, og desuden beskriver Danida sit samspil med andre aktører én for én. I

strategipapiret antages det lidt kunstige perspektiv jeg også må benytte for overhovedet at kunne

finde mening i bistandsdiskursens vildnis. Jeg vil dog ikke undlade at forholde mig kritisk til det

billede Danida tegner af sig selv og sit samarbejde med modtagerne. Formålet med analysen er at

afdække hvordan Danidas selvopfattelse -organisationens målsætninger, værdisæt og

handlingsmønstre- konstitueres sprogligt, at undersøge hvilke muligheder og begrænsninger denne

selvopfattelse medfører, og at vurdere hvilke konsekvenser den har for samarbejdet mellem donor

og modtager. 3

I analysen af En verden i udvikling er mit udgangspunkt at teksten er et udtryk for en

politisk beslutning og en anvisning på hvordan beslutningen omsættes til praksis. Politiske

beslutninger og deres implementering kan opfattes som et samspil mellem persuasio og magt, idet

der gennem magtbegrebet føjes ekstradiskursive midler til aktørernes sproglige muligheder for at

påvirke hinandens positioner. Magt kan imidlertid også opfattes som en integreret del af diskursen,

og magtudøvelse bliver derved som jeg vil argumentere for i det følgende, sammenfaldende med

retorisk praksis. Et sådant teoretisk og analytisk sammenfald forudsætter dog også en redefinering

af det retoriske udgangspunkt. Jeg mener at det perspektiv der ser en given diskurs ud fra

retorikkens og magtens konvergenspunkt, bidrager med vigtige nye indsigter og åbner for

forståelsen af kommunikative forhold der ellers bliver forbigået. Derfor vil jeg i det følgende

beskrive den teoretiske position der medfører magtanalytikkens og retorikkens forening, og jeg vil

derefter beskrive en analyseform som jeg mener kan overføre den teoretiske indsigt til det konkrete

studie. Således rustet vender jeg mig mod analyseobjektet, og den resterende del af denne opgave

vil fokusere på den lille flig af den udviklingspolitiske diskurs der udgøres af En verden i

udvikling.

2. Teoretiske overvejelser

2.1 Den færdige aktør

3 Denne opgaves væsentligste formål er ikke at vurdere berettigelsen af den hidtidige praksis, men at

analysere det nuværende perspektivs muligheder, begrænsninger og konsekvenser. En sådan analyse

lægger naturligves op til en normativ vurdering, men selve bedømmelsen falder uden for denne opgaves


Side 6 Bæredygtige begreber

Politisk retorik er en af de tre oprindelige genrer som findes beskrevet i Aristoteles’ Retorik. Hos

Aristoteles adskilles genrerne ud fra deres forskellige mål, og den politiske tale bestemmes som

den rådgivende tale der “...tager sigte på hvad der er gavnligt og skadeligt” (Aristoteles, 1996, p.

43). Den politiske retoriks emne berører alle (eller mange) medlemmer af et fællesskab; det er

sager der har offentlig eller almen interesse fordi de har konsekvenser for flere end den enkelte

(Bitzer i Farrell (red.), 1998, p. 6). Det betyder at råd der gives i en politisk tale, har en almen

karakter og at alle medlemmer af det berørte fællesskab kan tage stilling til dem. “I den politiske

debat optræder borgeren nemlig som dommer i sine egne sager; dér er der ikke brug for andet og

mere end en påvisning af at det forholder sig sådan, som forslagsstilleren siger” (Aristoteles, 1996,

p. 30).

Den politiske retorik er for Aristoteles forbundet med etik; rådgivningen er ideelt baseret på

praktisk visdom -indsigten i hvad der er retfærdigt, godt og rigtigt (Bitzer i Farrell (red.), 1998, p.

12). “...When persuasion is right...we come to reliable judgments about matters which must be

decided and which can be decided rationally in no other way. Ideally, everyone involved in

political deliberations would possess practical wisdom” (Bitzer i Farrell (red.), 1998, p. 13). Det

ideal der her fremlægges, er baseret på den opfattelse at de enkelte deltagere i kommunikationen er

frie aktører. Afsenderens opgave er “...at mønstre de mulige overbevisende momenter i et hvert

givet stof” (Aristoteles, 1996, p. 33). Og modtagerne bedømmer om de vil tilslutte sig eller afvise

talerens synspunkt. I den aristoteliske retorikopfattelse er ‘persuasio’ det absolut centrale (Fafner,

1997, p. 32), og derfor forudsættes tilstedeværelsen af “...an agent who is free to be persuaded”

(Charland i Nothstine et al. (red.), 1994, p. 211).

I forhold til den her skitserede retorikopfattelse er magt noget nær persuasios modsætning.

Magt defineres traditionelt som A’s evne til at få B til at gøre noget B ellers ikke ville have gjort

(Christensen og Daugaard Jensen, 1986, p. 26). Magt er altså den indflydelse A kan gøre gældende

uafhængigt af hvad B synes om en given sag, hvorimod persuasio forudsætter at B frit kan tage

stilling og er blevet overbevist om at A’s forslag faktisk er gavnligt for B. Derfor vil man ud fra

denne betragtning aldrig tale om magt som en del af retorikken, men tværtimod som et middel til at

få sin vilje når ens persuasive evner har vist sig ikke at være tilstrækkelige.

På et væsentligt punkt er persuasio og magt som de her beskrives, imidlertid forbundne.


Side 7 Bæredygtige begreber

kender deres egne interesser. Aktørerne er i magtrelationen ikke lige så frie som i den persuasio-

baserede relation mellem afsender og modtager, men begge former for indflydelse kræver aktører

der eksisterer uafhængigt af relationen og kan vurdere den objektivt. I den persuasive relation er B

altid fri til at afslutte forholdet til A; dette er ikke tilfældet for magtrelationen hvorfor man kan

diskutere B’s reelle uafhængighed. Men B anerkender i et legitimt, demokratisk styre frit

nødvendigheden og rigtigheden af A’s magtudøvelse, og hvis A ikke har denne anerkendelse er der

tale om at diktatur hvor B’s situation netop er kendetegnet ved at han/hun ikke opfatter sig selv

som fri (Christensen og Daugaard Jensen, 1986, p. 86).

Disse opfattelser af magt og persuasio er altså sammenfaldende i deres grundlæggende syn

på de involverede som frie aktører der har allerede definerede forestillinger om deres rettigheder og

behov. Og denne delte antagelse er samtidig årsagen til at persuasio og magt kan adskilles så

tydeligt. Persuasio dækker de politiske processer igennem hvilke aktører når til enighed om

overordnede målsætninger og konkrete tiltag, mens magt er de tilfælde hvor en parts vilje

gennemtrumfes uafhængigt af andre parters interesser og eventuelle protester. Ofte vil persuasive

processer gå forud for magtudøvelse; således indledes arbejdet med et lovforslag af diskussioner

og forhandlinger, men når alle har haft mulighed for at udtrykke deres mening og derigennem søge

at overbevise de øvrige, gribes der til afstemning hvorved flertallet kommer til at udøve magt over

mindretallet idet en lov -såfremt den opnår flertal- er gældende både for dem der stemte for, og

dem der stemte imod. Dog kan processen også vendes om hvis det for eksempel viser sig at loven

ikke fungerer efter hensigten og gruppen der før var i mindretal, nu kan samle flertal for en

lovændring der så skal diskuteres behørigt inden den kan vedtages.

Den teoridannelse der tager udgangspunkt i at alle involverede i den politiske proces er frie

aktører, sværger til de her beskrevne opfattelser af persuasio og magt. Gennem disse to begreber og

samspillet mellem dem mener tilhængere af denne aktøropfattelse at kunne beskrive og forklare

alle aspekter af den politiske proces.

2.2. Den fremkommende aktør

Der er imidlertid fra flere sider blevet rejst tvivl om hvorvidt de to begreber reelt kan forklare alle

forhold i en politisk kommunikationsproces. Og dette har både ført til alternative begrebsdannelser

og til et nyt syn på den politiske aktørs rolle. I det følgende vil det alternative ståsted indenfor


Side 8 Bæredygtige begreber

henholdsvis retorisk og magtteoretisk tænkning blive skitseret, og jeg vil derefter overveje hvilke

konsekvenser de nye begrebsdannelser har for analysen af politisk kommunikation.

2.2.1. Retorisk identifikation

Indenfor retorisk teori er Kenneth Burke en af de mest indflydelsesrige reformatorer i nyere tid;

han arbejder med en dramatistisk opfattelse af sprog som symbolsk handling og argumenterer for

at persuasio ikke er retorikkens ultimative grundlag. I en diskussion af de forskellige opdelinger og

sammenlægninger persuasio i tidens løb er blevet udsat for, skriver Burke:

“But though these meanings are often not consistent with one another, or even flatly at

odds, we do believe that they can all be derived from ‘persuasion’ as the ‘Edenic’ term

from which they all ‘Babylonically’ split, while ‘persuasion’ in turn involves

communication by the signs of consubstantiality, the appeal of identification” (Burke,

1969, p. 62).

Burke mener at en hvilken som helst persuasiv strategi (hvad enten der er tale om troper, figurer,

loci communes eller en anden del af den retoriske teoridannelse) for at lykkes må give modtageren

mulighed for at identificere sig med afsenderen: “...the expressing of a proposition in one or

another of these rhetorical forms would involve ‘identification,’ first by inducing the auditor to

participate in the form, as a ‘universal’ locus of appeal, and next by trying to include a partisan

statement within this same pale of assent” (Burke, 1969, p. 59). Denne opfattelse begrundes i

Burkes opfattelse af aktørerne:

“A is not identical with his colleague, B. But insofar as their interests are joined, A is

identified with B. Or he may identify himself with B even when their interests are not

joined, if he assumes that they are, or is persuaded to believe so. Here are ambiguities

of substance. In being identified with B, A is ‘substantially one’ with a person other

than himself. Yet at the same time he remains unique, an individual locus of motives.

Thus he is both joined and seperate, at once a distinct substance and consubstantial with

another” (Burke, 1969, p. 21).

Her ses et markant skift i forhold til den traditionelle opfattelse af aktørernes position i

overbevisningsprocessen; persuasio involverer en anerkendelse af sammenfaldende interesser, men

forudsætter at aktøren forbliver selvstændig. Burke hævder at aktøren idet han/hun overbevises,

forlader sin oprindelige position for at smelte sammen med repræsentanten for den position

han/hun nu anerkender. Identifikation er retorikkens egentlige grundterm og persuasio bør opfattes

som en af flere mulige veje til identifikation.

Burkes opfattelse af aktøren skyldes hans definition af mennesket som “the symbol-using

(symbol-making, symbol-misusing) animal ” (Burke, 1968, p. 16), 4 og i tilknytning hermed

4 Burkes definition af mennesket lyder således i sin helhed:


Side 9 Bæredygtige begreber

opfattelsen af sproget som det der på en gang forbinder og adskiller os fra hinanden og verden.

Burkes definition medfører en delvis opløsning af den selvstændige og uafhængige aktør, idet

symbolerne og den verdensopfattelse de kommunikerer, har en indflydelse på os der rækker langt

ud over de holdninger og synspunkter vi bevidst antager. “An ‘ideology’ is like a spirit taking up

its abode in a body: it makes that body hop around in certain ways; and that same body would have

hopped around in different ways had a different ideology happened to inhabit it” (Burke, 1968, p.

6). Dog vil der også altid være et element af frihed i sproglige symbolske handlinger idet Burke

netop opfatter handlingen som et villet fænomen i modsætning til den viljeløse bevægelse

(’motion’). Det er den sproglige handling og dens effekt på både taler og tilhører der indtager det

privilegerede udgangspunkt i Burkes tankegang (Burke, 1968, p. 366).

Burkes standpunkt, som han kalder dramatistisk, betyder et skift i det retoriske studies

fokus. Hvor andre studerer en ytrings eksplicitte persuasive formål, er Burke mere optaget af

ytringens motiv der ofte er skjult for den talende selv, og den lige så ofte ubevidste identifikation

der opstår mellem taler og tilhører når kommunikationen lykkes (Foss, Foss og Trapp, 1991, p.

176). En af fordelene ved denne teoretiske forskydning der rykker blikket fra den ‘færdige’ aktør

til aktørens dannelse -til “...ways in which we spontaneously, intuitively, even unconsciously

persuade ourselves” (Burke, 1968, p. 301)- er at “...it permits an understanding within rhetorical

theory of ideological discourse, of the discourse that presents itself as always only pointing to the

given, the natural, the already agreed upon” (Charland i Nothstine et al. (red.), 1994, p. 211).

Aktørens opfattelse af sig selv og sin omverden konstitueres ifølge Burke gennem symbolsk

sproglig handling, og

“...whenever human discourse attempts to consider in terms of symbolic action the

entire scope of possible human experience..., we need not be surprised that, over the

centuries, many different kinds of nomenclature have been enlisted in the task. Each has

its peculiar resources, with corresponding limits. Each matches the defects of its

qualities with the quality of its defects. Each, to be reflective, must be selective -and in

being selective it is to some extent deflective (Burke, 1968, p. 481).

Den dramatistiske analyse af konkret sprogbrug som følger af Burkes mere overordnede indsigter,

tager sit udgangspunkt i forholdet mellem forskellige ord og begreber i en given tekst med henblik

the symbol-using (symbol-making, symbol-misusing) animal

inventor of the negative (or moralized by the negative)

seperated from his natural condition by instruments of his own making

goaded by the spirit of hierarchy (or moved by the sense of order)


Side 10 Bæredygtige

begreber

på at beskrive hvilken handling teksten udfører, og afdække dens grundlæggende motiver (Foss,

Foss og Trapp, 1991, p. 184). 5

2.2.2. Magtrelationel normdannelse

Ændringen i opfattelsen af magt kan ses som en gradvis udvidelse af begrebet: i den traditionelle

definition vedrører magt udelukkende eksplicit forhandling om forskellige sager på en

institutionaliseret beslutningsarena, men denne direkte magt er kun den første af i alt fire

magtdimensioner. Den anden dimension beskriver magtforhold i forbindelse med bestemmelse af

dagsorden og udførelse af vedtagne beslutninger; den tredje dimension medtager aktørers evne til

at påvirke hinandens opfattelse af hvad der er fordelagtigt for dem (Christensen og Daugaard

Jensen, 1986, pp. 12-13). Endelig kan en fjerde dimension, den strukturelle magt, udskilles. På

dette niveau i magtanalytikken sker et markant skift væk fra en beskrivelse af aktørers bevidste

påvirkningsforsøg hen mod analysen af hvordan normer og værdier reproduceres ureflekteret af

alle involverede, og derved kommer til at fremstå som naturgivne strukturer (Christensen og

Daugaard Jensen, 1986, p. 87).

Sideløbende med denne udvidelse af magtanalytikerens genstandsfelt er der imidlertid med

udgangspunkt i Michel Foucaults teoridannelse opstået en kritik af selve analyseformen. Selv når

magtbegrebet udvides har studiet af magt ofte fokuseret på analysen af hvem der har magt, hvor

den udøves og med hvilket resultat, og overfor dette hævder Foucault og hans ligesindede at

analysen bør fokuserer på hvordan magten udøves; på magtrelationer (Flyvbjerg, 1991, pp. 104-

105). Magt kan ikke forstås som en konstant størrelse: “power is neither an institution nor a

structure; it is not a force that can be located” (Miller, 1987, p. 205). Og selvom Foucault har det

tilfælles med fortalere for den strukturelle magtopfattelse at han mener at aktørerne påvirkes af

uerkendte magtmæssige forhold, opfatter han ikke magten som et størknet eller passificerende

fænomen. Tværtimod er magten en dynamisk proces, der eksisterer i og med mellemmenneskelige

relationer, og dermed bliver magt for Foucault en produktiv kraft i modsætning til det traditionelle

syn på magten som en begrænsende instans (Best og Kellner, 1991, p. 49). De magtrelationer den

enkelte indgår i, bliver for Foucault konstituerende for aktørens opfattelse af sig selv og sin

omverden. I sin yderste konsekvens betyder dette at “the individual is an effect of power...”

(Foucault i Kelly (red.), 1994, p. 36).


Side 11 Bæredygtige

begreber

Foucaults opfattelse af magtens betydning for subjektdannelsen -skabelsen af aktørens

selvopfattelse- skal dog ses i sammenhæng med to andre for ham centrale begreber; viden og etik. I

relationerne mellem disse tre begreber finder Foucault en dynamisk og ukontrollabel produktion af

identitet og betydning som har den konsekvens at “...we are forced to produce the truth of power

that our society demands, of which it has need, in order to function; we must speak the truth; we

are constrained or condemned to discover the truth” (Foucault i Kelly (red.), 1994, pp. 31-32).

Foucaults magtanalyse sigter mod at forklare hvilke sandheder og normer, der på et givet tidspunkt

er gældende indenfor et fællesskab, og den vil desuden afdække hvordan disse værdier skabes og

reproduceres gennem mødet mellem mennesker. Det betyder at analysen

“...approaches universals -such as rights, justice, liberty- in the diverse forms of their

specific operation, in the way they are produced in rhetorical practices, and in the

manner in which they are attached to and provide rationales for governmental practices,

and in terms of the way in which they are being played out in any particular present”

(Dean i Ashenden og Owen (red.), 1999, p. 183).

2.2.3. Identifikation og normdannelse - persuasio og magt

På centrale områder er der sammenfald mellem Foucaults og Burkes teoridannelse: begge opfatter

subjektet som et aldrig afsluttet resultat af de konkrete relationer det indgår i, og de opfatter

samtidig viden og sandhed som afhængige af disse relationer. Burke fokuserer på symbolsk

handling gennem sprog, men viser gennem sit begreb om ‘administrativ retorik’ at han også mener

at “...nonverbal acts and material instruments themselves have a symbolic ingredient...

administrative acts are not merely ‘scientific’ or ‘operational,’ but are designed also with an eye for

their appeal” (Burke, 1969, p. 161). Og mens magtrelationerne er centrale for Foucault, mener han

at disse i lige så høj grad kommer til udtryk i diskurs som i instrumentelle virkemidler, og han

mener at det ofte ikke er normer i sig selv, men en bestemt sprogbrug der normaliseres (Dean i

Ashenden og Owen (red.), 1999, p. 188). I teoretiske positioner og konkrete analyser der følger

Burke og/eller Foucault, opstår en syntese mellem et retorisk og et magtanalytisk perspektiv. Den

dramatistiske analyse søger at fremstille baggrunden for identifikation med et bestemt synspunkt,

mens en Foucault-inspireret tilgang vil vise hvordan subjektet normaliseres gennem diskursen; i

praksis vil disse to analyser dække den samme grund.

Syntesen og det synspunkt den udtrykker, betyder imidlertid ikke at persuasio og det

traditionelle magtbegreb mister deres betydning for analysen af politisk kommunikation. I den


Side 12 Bæredygtige

begreber

reelle diskurs indgår de fire begreber -persuasio, magt, identifikation og normdannelse- i

komplekse sammensætninger der er bestemmende for den konkrete ytring. 6 Identifikation og

normdannelse kan indgå som bevidste strategiske midler i forsøg på overbevisning og kontrol. Men

de kan også ligge som de implicite udgangspunkter og begrænsninger bag aktørernes valg.

Persuasio og magtudøvelse er symbolske handlinger der rummer et ofte uudforsket lag, et lag der

er centralt for en forståelse af det politiske felt. Meningsdannelse er altid begrænset af de ting

aktørerne tager for givet, og disse uproblematiske sandheder og foruddannede indtryk kommer

uvægerligt til udtryk i og med symbolske handlinger der eksplicit vil overbevise eller tvinge

aktører til at indtage et standpunkt i en specifik sag. I diskursen opstilles de muligheder og

begrænsninger der er umiddelbart konstituerende for aktørernes selvopfattelse i forhold til den

givne sag og som kan have betydning for deres verdensopfattelse som helhed.

I analysen af En verden i udvikling vil jeg både beskrive tekstens persuasive strategier og

dens brug af magt, men jeg vil fokusere min analyse på den selvforståelse og verdensopfattelse

aktørerne tilbydes i teksten.

3. Metodiske betragtninger

Analysen af En verden i udvikling vil fortrinsvis bygge på Burkes pentade, men jeg inddrager også

analytiske redskaber udviklet af de retoriske teoretikere Edwin Black og Richard Weaver. Selvom

jeg i analysen vil forsøge at belyse forholdene mellem persuasio og magt, identifikation og

normdannelse, har jeg valgt ikke at benytte Foucaults analytiske metode. Dette skyldes for det

første at Foucault i sine studier fokuserer på relationerne mellem forskellige bidrag til en samlet

diskurs, mens jeg ønsker at analysere relationerne mellem de forskellige elementer i en enkelt

tekst. For det andet har Foucaults analyse meget tilfælles med pentaden, men til forskel fra Burke

er Foucault ikke entydig i sin begrebsdannelse. 7

6 Burke beskriver forholdet mellem persuasio og identifikation således: “there is no chance of keeping apart

the meanings of persuasion, identification (‘consubstantiality’) and communication (the nature of rhetoric as

‘addressed’). But, in given instances, one or another of these elements may serve best for extending a line

of analysis in some particular direction” (Burke, 1969, p. 46). Det er blandt andet ud fra denne betragtning at

jeg i det følgende vil skelne mellem persuasio og identifikation selvom den samme sætning kan tjene både

persuasive og identifikatoriske formål. Derfor vil jeg også bibeholde begrebet normdannelse for at udtrykke

den i det mindste principielle forskel mellem identifikation som er knyttet til persuasio, og normdannelse der

har forbindelse til magt.

7 For eksempel rummer Foucaults begreb ‘enunciative modalities’ både spørgsmålet om hvem der må tale,

hvordan han skal gøre det og hvor ytringen kan finde sted (Blair og Cooper, 1987, p. 166). Hos Burke har


Side 13 Bæredygtige

begreber

For Foucualt er det vigtigste ikke begreberne i sig selv, men relationerne mellem dem.

Dette er også er en vigtig pointe i Burkes analytiske model, og de to analyser deler et andet vigtigt

træk i deres fokus på diskursens skævheder; på de steder hvor tvetydighederne (Burke) og

modsætningerne (Foucault) bliver synlige. Foucault skriver:

“A discursive formation is not, therefore, an ideal, continuous, smooth text that runs

beneath the multiplicity of contradictions, and resolves them in the calm unity of

coherent thought; nor is it the surface in which, in a thousand different aspects, a

contradiction is reflected that is always in retreat, but everywhere dominant. It is rather a

space of multiple dissensions; a set of different oppositions whose levels and roles must

be described. Archeological analysis, 8 then, erects the primacy of a contradiction that

has its model in the simultaneous affirmation and negation of a single proposition”

(Foucault, 1972, p. 155).

Og Burke udtrykker den samme holdning i forhold til den enkelte udtalelse:

“We take it for granted that, insofar as men cannot themselves create the universe, there

must remain something essentially enigmatic about the problem of motives, and that

this underlying enigma will manifest itself in inevitable ambiguities and inconsistencies

among the terms for motives. Accordingly, what we want is not terms that avoid

ambiguity , but terms that clearly reveal strategic spots at which ambiguities

necessarily arise ” (Burke, 1969a, p. xviii).

På baggrund af disse ligheder ser jeg ingen grund til at forsøge at tilpasse Foucaults studie af

diskursive formationer til nærstudiet af en enkelt tekst, men jeg vil dog idet jeg analyserer

strategipapiret, være særligt opmærksom på magtrelationer der normalt ikke vil modtage speciel

opmærksomhed i en dramatistisk analyse.

Burkes analytiske redskab, pentaden, har til formål at afdække motivet bag enhver

udtalelse, idet alle ytringers motiver kan forklares gennem den specifikke opfattelse af pentadens

elementer og de relationer mellem elementerne som ytringen udtrykker (Burke, 1969a, p. xvi).

Pentadens fem elementer er: “Act, Scene, Agent, Agency, Purpose” (Burke, 1969a, p. xv), 9 og de

forholder sig til hinanden som fingre: “In their extremities the fingers are distinct, but in the palm

they merge” (Burke i Young og Liu (red.), 1994, p. 3). Desuden gælder det at “any rounded

statement of motives will contain elements that fall under all five of these heads. It will say what is

being done (the Act); under what circumstances or in what situation (Scene) the act takes place;

what sort of person (Agent) does it; by what means (Agency) he does it, and for what end or

purpose” (Burke i Young og Liu (red.), 1994, p. 3). Det virkeligt interessante ved pentaden er

8 Arkæologi er Foucaults navn for den metode han udviklede tidligt i sit forfatterskab; senere udvidede han

sin analyse med den såkaldte genealogi. “‘Archeology’ would be the appropriate methodology of the

analysis of local discursivities, and ‘genealogy’ would be the tactics whereby on the basis of the descriptions

of these local discursivities, the subjected knowledges which were thus released would be brought into play”

(Foucault citeret i Best og Kellner, 1991, pp. 46-47).


Side 14 Bæredygtige

begreber

imidlertid de fem begrebers parvise relationer; det dialektiske forhold de indgår i, og som Burke

kalder ‘ratios.’ 1 0 Og blandt disse er der to centrale pardannelser: “There is the dialectic of Agent

and Scene (idealism and materialism, subject and object, people and things) which has dominated

so much of modern thought. And there is the equally prevalent dialectic of means and ends

(Agency and Purpose, pragmatism and mysticism)” (Burke i Young og Liu (red.), 1994, p. 10). Det

er specielt i disse to relationer man kan forvente at finde en udtalelses motiver manifesteret, men

de andre relationer kan altså lige såvel have betydning og må ikke undslippe analytikerens

opmærksomhed. Desuden gælder det at pentade-elementet ‘handling’ finder sin dialektiske modpol

i begrebet ‘hvile’ der ikke er en del af pentaden, men netop repræsenterer den dramatistiske

handlings ophør (Burke i Young og Liu (red.), 1994, p. 10).

I undersøgelsen af tekstens aktører supplerer jeg pentaden med Edwin Blacks begreb om

‘the second persona’ (Black, 1970). Blacks analyseform tager sit udgangspunkt i det billede en

tekst tegner af sin modtager: “It seems a useful methodological assumption to hold that rhetorical

discourses...will imply an auditor, and that in most cases the implication will be sufficiently

suggestive as to enable the critic to link this implied auditor to an ideology” (Black, 1970, p. 112).

Black udvikler sin analytiske metode for at undgå den såkaldte intentionelle fejlslutning der beror

på at man opfatter teksten som et direkte udtryk for afsenderens intention. Afsender kan aldrig

læses direkte ud af teksten da han/hun så at sige kan skjule sit sande ansigt i sprogets folder (Black,

1970, p. 111). Men, hævder Black, hvis afsenderen vil gøre sig håb om at opnå den ønskede

virkning på modtageren, må denne præsenteres for en rolle der er tilstrækkelig utvetydig til at den

ikke kan misforstås, og i denne modtagerrolle, den ‘anden persona,’ ligger nøglen til en læsning af

afsenders intention og hans normative udgangspunkt (Black, 1970, p. 113).

Jeg vælger i første del af min analyse at benytte Blacks ‘anden persona’ på en måde jeg

tvivler på at Black ville støtte. Jeg forudsætter nemlig i dette analyseafsnit at man kan skelne

mellem læsere og læsere; at afsender i den samme tekst kan have forskellige intentioner overfor

forskellige modtagergrupper uden at disse intentioner påvirker hinanden og de forskellige gruppers

1 0 Burke opregner ti sådanne ratios: “scene-act, scene-agent, scene-agency, scene-purpose, act-purpose,

act-agent, act-agency, agent-purpose, agent-agency, and agency-purpose” (Burke, 1969a, p. 15). For hver

ratio må det desuden afgøres hvilket af de to elementer der påvirker det andet, idet det for eksempel gælder

at “if an agent acts in keeping with his nature as an agent (act-agent ratio), he may change the nature of the

scene accordingly (scene-act ratio), and thereby establish a state of unity between himself and his world

(scene-agent ratio). Or the scene may call for a certain kind of act, which makes for a corresponding kind of


Side 15 Bæredygtige

begreber

læsning af teksten. Et sådant udgangspunkt gør det muligt at beskrive Danidas målsætning og

værdigrundlag som værende adskilt fra relationerne til de øvrige aktører. Troen på den

differentierede læsnings mulighed er en grundantagelse i strategipapiret, 1 1 og en analyse af teksten

der følger dette princip, stiller sig altså naivt på linje med tekstens eksplicite budskab. Opdelingen

af strategipapiret i forhold til forskellige modtagere betyder at jeg i første omgang opfatter teksten i

dens selvreferentielle funktion (Danida forklarer sin nye strategi overfor medarbejderne), og derfor

sætter lighedstegn mellem den anden persona og Danida selv. 1 2 Den her skitserede opfattelse af

‘den anden persona’ betyder at personaen svarer til pentadens aktør, og dermed bliver læserens

relation til personaen bindeled mellem den rent tekstlige symbolske handling og den ydre

virkelighed teksten søger at påvirke. Den ‘teksttro’ eller naive læsning af personaen danner

grundlag for den dramatistiske analyse, men vil i løbet af denne blive problematiseret og nuanceret.

Problematiseringen af det naive persona-perspektiv bygger på en analyse af brugen og

betydningen af diverse begreber i strategipapiret. Begrebsanalysen skyldes teoretiske betragtninger

der findes påbegyndt hos Burke og videreudviklet hos Richard M. Weaver. Ord inddeles i første

omgang af Burke i tre klasser: positive, dialektiske og ultimative (Burke, 1969, pp. 183-189).

Weaver overtager denne inddeling, men bygger videre på Burkes inddeling af ‘ultimate terms’ i

‘god-terms’ og ‘devil-terms’ idet han tilføjer kategorien ‘charismatic terms.’ Positive termer er

principielt entydige: “They are terms whose referents are things existing objectively in the world

whose presence supposedly everyone can be brought to acknowledge” (Weaver, 1970, p. 145).

Dialektiske termer betegner en anden klasse: “Here are words that belong, not in the order of

motion and perception , but rather in the order of action and idea” (Burke, 1969, p. 184).

Dialektiske termer er ord for

“...essences and principles, and their meaning is reached not through sensory

perception, but through the logical processes of definition, inclusion, exclusion, and

implication. Since their meaning depends on the concatenation of ideas, what they

signify cannot be divorced from the ideological position of the user as revealed by the

general context of his discourse” (Weaver, 1970, p. 145).

1 1 Der vil i selve analysen blive argumenteret for at dette faktisk er tilfældet.

1 2 De øvrige læsere af strategipapiret opfattes her som løsrevne i forhold til ‘Danida-medarbejderen’ der er

den eneste læsergruppe hvis rolle beskrives eksplicit. Min brug af Blacks analyse nærmer sig den

intentionelle fejlslutning han advarer mod, men fordi strategipapiret unægteligt har en selvreferentiel

funktion, og fordi min brug af persona analysen danner den deskriptive baggrund for mere kritiske studier,


Side 16 Bæredygtige

begreber

Dialektiske termer er desuden dramatistiske, de kan opfattes som personer i et drama med bestemte

roller og handlinger, og de vil påvirke hinanden, overtage hinandens betydning, stjæle hinandens

domæne, men kan også samarbejde om meningsdannelse (Burke, 1968, p. 468).

Dialektiske termer bruges af konkurrerende deltagere i for eksempel parlamentariske

stridigheder og resultatet af sådanne stridigheder er at begreberne afstemmes i et kompromis, eller

at vindende begreber får eksklusiv ret. Men en sådan orden er midlertidig, hvorimod en orden der

involverer ultimative termer synes nødvendig og endelig:

“The ‘dialectical’ order would leave the competing voices in a jangling relation with

one another (a conflict solved faute de mieux by ‘horse-trading’); but the ‘ultimate’

order would place these competing voices themselves in a hierarchy, or sequence, or

evaluative series, so that, in some way, we went by a fixed and reasoned progression

from one of these to another, the members of the entire group being arranged

developmentally with relation to one another. The ‘ultimate’ order of terms would thus

differ essentially from the ‘dialectical’ (as we use the term in this particular connection)

in that there would be a ‘guiding idea’ or ‘unitary principle’ behind the diversity of

voices” (Burke, 1969, p. 187).

‘God terms’ er de samlende principper, det ultimative motiv bag en konkret argumentation, “by

‘god term’ we mean that expression about which all other expressions are ranked as subordinate

and serving dominations and powers” (Weaver, 1970, p. 88). ‘Devil terms’ er de diametrale

modsætninger til ‘god terms’; hvor ‘god terms’ rummer det gode, det der kalder på identifikation,

står ‘devil terms’ for alt hvad der omfattes med afsky og som man for alt i verden vil adskille sig

fra (Weaver, 1970, p. 100). Udenfor dette spektrum står de karismatiske termer der ligesom visse

politiske ledere virker i kraft af en nærmest mystisk charme som ikke kan begrundes ud fra deres

forbindelse til andre begreber; “these terms seem to have broken loose somehow and to operate

independently of referential connections” (Weaver, 1970, p. 106).

Beskrivelsen af hvilke begreber der bruges i strategipapiret, og vurderingen af hvilke

værdier og funktioner de tilskrives, er en vigtig del af analysen. Analysen af begreberne vil blive

inddraget flere steder i den dramatistiske analyse, og begreberne vil både blive overvejet i sig selv,

i deres relation til pentaden, og ud fra den indflydelse de har på de roller aktørerne tildeles.

Desuden er det specielt i begrebsanalysen at det teoretiske perspektiv træder frem, idet

begrebsdannelsen har betydning for de relationer mellem magt, persuasio, identifikation og

normdannelse der er tilstede i teksten.

Som det ses af disse betragtninger vil hele analysens omdrejningspunkt være ting der sker i


Side 17 Bæredygtige

begreber

teksten i sig selv er en handling rummer den også i sig betingelserne for sin fremkomst og succes.

Det er strategipapirets mål og midler, det verdenssyn teksten opstiller, de rammer og betingelser

for handling teksten angiver, der vil blive analyseret. I det dramatistiske perspektiv kan

strategipapiret opfattes som selvopfyldende, og der tages ikke hensyn til hvilken effekt teksten

faktisk har haft på de forskellige deltagere i bistandsdiskursen. Dermed bliver studier af reelle

læseres reaktion på teksten selvfølgelig ikke overflødige, men de falder uden for denne opgaves

rammer; hvad der her skal undersøges er de handlinger teksten udfører som tekst, og dermed det

perspektiv og det verdensbillede strategipapiret tilbyder læseren at acceptere eller forkaste.

4. Analysen af En verden i udvikling

4.1. Baggrund og hensigt

En verden i udvikling -strategi for dansk udviklingspolitik frem mod år 2000 trådte i kraft i marts

1994 og er resultatet af en forhandlingsproces der blev igangsat af den danske regering i 1993.

Man havde vurderet at der var sket så mange økonomiske, politiske og sociale ændringer både på

den internationale arena, i de enkelte ulande og i Danmark, at en revision af den hidtidige strategi

for dansk udviklingsbistand var påkrævet. Selvom udviklingsministeren i sit forord til

strategipapiret skriver at de ændrede ydre forhold nødvendiggør at man skifter politik, fremhæves

kontinuiteten også: “Den strategi, som nu foreligger, viderefører hovedlinierne i den eksisterende

1 3

udviklingspolitik” (Danida, 1994, forord).

En verden i udvikling fremlægger de ændringer man har vedtaget at gennemføre.

Ændringsforslagene er udsprunget af praktiske erfaringer med bistandsarbejdet som både Danida,

private danske ulandsorganisationer og dansk erhvervsliv har indhøstet (Danida, 1994, forord).

Hensigten med strategipapiret er at fremlægge og forklare ændringerne i dansk udviklingspolitik;

1 3 Kontinuiteten opretholdes med hensyn til den overordnede målsætning (fattigdomsorienteringen), og på

to mere praktiske områder: fastsættelsen af at bistanden skal udgøre 1% af BNI, og 50-50 fordelingen

mellem bi- og multilateral bistand. Strategien udviser et brud med tidligere praksis idet den bilaterale bistand

søges koncentreret omkring nogle få udvalgte lande (de såkaldte programsamarbejdslande som der skal

være 20 af), og inden for disse lande ønsker man endvidere at koncentrere bistanden på områder (sektorer)

som Danmark har særlige kompetencer indenfor. Desuden lancerer man i strategipapiret begrebet aktiv

multilateralisme som går ud på at sikre Danmark en højere grad af indflydelse på de multilaterale partnere,


Side 18 Bæredygtige

begreber

men den ny politik er vedtaget så selvom man forsøger at redegøre for de overvejelser der ligger

bag de nye tiltag, vil eventuelle indvendinger fra andre aktører ikke reelt kunne ændre teksten, men

måske nok have betydning for dens succes. Med andre ord: den politiske proces der førte til

vedtagelsen af den nye strategi, er afsluttet, og det er nu strategiens succesfulde implementering

der står på spil. Hvis strategien skal omsættes til praksis må man have flere forskellige grupper i

tale, og de skal alle overbevises om eller bekræftes i at denne tekst vitterligt præsenterer den bedst

mulige politik på området.

4.2. Strategipapirets indhold

En verden i udvikling indledes af et forord signeret af udviklingsministeren, og herefter følger et

resumé af teksten. Selve teksten er inddelt i syv hovedafsnit (se bilag 2 for strategipapirets fulde

indholdsfortegnelse): Afsnit 1 gennemgår den overordnede målsætning for og midlerne i dansk

udviklingspolitik samt baggrunden for det udviklingspolitiske engagement. Afsnit 2 gennemgår

den bilaterale bistand, afsnit 3 behandler den multilaterale bistand og afsnit 4 omhandler

kriseindsatser. Disse tre er de generelle former dansk udviklingsbistand kan antage. Afsnit 5 tager

tråden op fra afsnit 1 og går i dybden med fattigdomsorientering og andre prioriteringsområder for

dansk bistand. Afsnit 6 uddyber hvilke former for samarbejde den danske bistandspolitik åbner

mulighed for. Endelig opstiller afsnit 7 kriterier for målopfyldelse indenfor de overordnede

bistandsformer, og afsnittet fastsætter krav om og tidsrammer for evaluering. Jeg vil i det følgende

koncentrerer analysen om afsnit 1, 2 og 5, da det er disse tre afsnit der har direkte relevans for

studiet af Danidas identitet og forholdet mellem Danida og modtagerlandene.

4.3. Danidas persona

I denne første del af analysen vil jeg udfra studiet af Danidas målsætninger skitsere det normsæt

læsere af teksten opfordres til at identificere sig med. Som allerede nævnt henvender En verden i

udvikling sig til flere forskellige modtagere, men i kraft af sin beskrivelse af vedtagne mål og

midler rummer teksten også et markant ‘vi’ som det tages for givet at visse læsere -Danidas

repræsentanter- vil identificere sig med. 1 4 Repræsentanter for de øvrige aktører tildeles i

1 4 Idet den generelle hensigt med teksten antages at være den vellykkede implementering af en ny strategi,

må det være af overordentlig vigtighed at de personer som repræsenterer Danida i de faktiske møder med

de øvrige aktører, accepterer strategien og optræder i overensstemmelse med dens principper. Det er et

interessant spørgsmål hvorvidt denne identifikation reelt er uproblematisk, men undersøgelsen af dette

falder desværre udenfor denne opgaves rammer, og i strategipapirets verdensopfattelse -og dermed også i

den dramatistiske analyse af denne- er identifikationen under alle omstændigheder ikke blot en


Side 19 Bæredygtige

begreber

strategipapiret andre roller, og jeg vil i første omgang undlade at diskutere både disse rollers

udformning og hvorvidt det er muligt at adskille disse fra ‘den anden persona.’ Her skal de værdier

og målsætninger der udgør Danidas persona, beskrives.

I strategipapiret fremhæves fattigdom som rationalet for dansk bistandspolitik (p. 4), 1 5 og

indsatsen for at bekæmpe fattigdommen -fattigdomsorienteringen- er et fundamentalt princip (p.

IV). Dansk udviklingsbistand er desuden struktureret omkring tre tværgående hensyn; det drejer

sig om hensynet til kvinders rolle i udviklingsprocessen, miljøaspekter og fremme af demokrati og

menneskerettigheder. Disse tre hensyn “...vil indgå i planlægningen og gennemførelsen af

udviklingsaktiviteter. For alle tre områder gælder, at de både indgår som aspekter af bistanden

indenfor forskellige sektorer og samtidig udgør selvstændige bistandsområder” (p. V). Og med den

nye strategi “...lægges op til en styrket dansk indsats på tre tematiske prioritetsområder:

befolkning, handel og gældslettelse” (p. XIII).

Den overordnede målsætning for dansk statslig bistand blev fastsat ved lov i 1971, og den

har ikke ændret sig siden:

“Målet for Danmarks statslige bistand til udviklingslandene skal være gennem et

samarbejde med disse landes regeringer og myndigheder at støtte bestræbelser på at

opnå økonomisk vækst for derigennem at medvirke til sikring af deres sociale fremgang

og politiske uafhængighed i overensstemmelse med de Forenede Nationers pagt, formål

og bærende principper og tillige gennem et kulturelt samarbejde at fremme den

gensidige forståelse og solidaritet” (Lov nr. 297, d. 10. juni, 1971).

I En verden i udvikling omformuleres loven i et forsøg på at operationalisere den, men

tilsyneladende uden at ordlyden ændres nævneværdigt:

“Det overordnede sigte for en strategi for dansk udviklingspolitik frem mod år 2000 er

således at medvirke til at støtte udviklingslandenes bestræbelser på at opnå en

bæredygtig udvikling baseret på en forbedring af levevilkårene gennem en socialt

afbalanceret økonomisk vækst og på respekten for den politiske uafhængighed og det

enkelte menneskes lige og frie muligheder i overensstemmelse med de Forenede

Nationers pagt, formål og bærende principper samt tillige gennem et kulturelt

samarbejde at fremme den gensidige forståelse og solidaritet” (p. 5).

Hver enkelt af de syv områder eller principper som strategipapiret opregner og hvoraf

fattigdomsorienteringen fremstår som det mest grundlæggende, er udarbejdet i forsøget på at

opfylde strategiens erklærede sigte: “...at omsætte målsætningerne for Danmarks udenrigspolitik

og udviklingsbistand til en fremadrettet og sammenhængende dansk udviklingspolitik, hvis enkelte

komponenter virker gensidigt forstærkende” (p. II). I det følgende vil jeg nøjes med at gennemgå

1 5 Da jeg i det følgende citerer flittigt fra En verden i udvikling går jeg nu over til udelukkende at henvise til


Side 20 Bæredygtige

begreber

fattigdomsorienteringen og de tre tværgående hensyn, idet jeg mener at disse fire punkter udgør det

egentlige værdigrundlag. De tre prioritetsområder befinder sig et skridt længere nede i det

begrebslige hierarki, og det ville føre for vidt også at inddrage deres niveau i analysen.

4.3.1. Fattigdomsorientering

Spørgsmålet om hvorfor fattigdommen er central og hvordan den skal bekæmpes, tages både op i

strategipapirets afsnit 1 og i afsnit 5. Fattigdom defineres som den tilstand personer “...der lever for

mindre end 1 US$ om dagen (1985 priser)” (p. 55), befinder sig i, og det fastslås at det drejer sig

om 1,1 milliard mennesker (p. 1 og p. 55). Fattigdommens omfang og de hindringer den lægger i

vejen for udviklingsprocessen betyder, “...at bekæmpelsen af fattigdom bliver en selvstændig

forudsætning for at skabe bæredygtig økonomisk og social vækst” (p. 2). Men fattigdommen

kædes også sammen med en række andre negative faktorer:

“Udover at udgøre det alvorligste sociale og humanitære problem, verden står overfor,

er fattigdommen snævert knyttet sammen med andre globale problemer: den manglende

økonomiske udvikling, den fortsatte befolkningstilvækst, de voksende lokale og globale

miljøproblemer, fremvæksten af etniske spændinger og spredning af lokale konflikter,

den voksende migration fra syd til nord, narkotikaproblemer og udbredelsen af AIDS og

andre sygdomme” (p. 2).

Og desuden er bekæmpelse af fattigdom ikke kun en humanitær pligt; den kan også føre fordele

med sig: “De fattige udgør en vigtig menneskelig ressource. Udover de sociale og humanitære

aspekter, der i sig selv begrunder en aktiv indsats i forhold til de fattige, er deres aktive inddragelse

i udviklingsprocessen derfor også en forudsætning for at skabe en bæredygtig udvikling” (p. 55).

Fattigdomsorienteringen skyldes dels et moralsk ansvar for at hjælpe de svageste, dels mere

nytteorienterede betragtninger hvor det vurderes at udviklingsprocessen slet ikke kan komme i

gang hvis de fattige ikke hjælpes. Begge årsager begrunder imidlertid den holdning at:

“Fattigdomsproblemerne er centrale for forståelsen og løsningen af udviklingsproblemerne. En

målrettet indsats for at afhjælpe fattigdomsproblemerne må derfor stå i centrum for den danske

bistand” (p. 4).

Fattigdomsorienteringens udmøntning i praksis er baseret på tre hovedelementer der er

udviklet ud fra “...erkendelse af, at bæredygtig udvikling må baseres på en socialt afbalanceret

økonomisk vækst med bred folkelig deltagelse” (p. 4). Fattigdomsorienteringens tre

hovedelementer beskrives således:

“-Fremme af en bæredygtig økonomisk vækst, hvor fordelingspolitikken indgår som et

integreret element i den økonomiske politik.


Side 21 Bæredygtige

begreber

- Udbygning af de sociale sektorer, herunder fremme af uddannelse og sundhed, som en

forudsætning for udvikling af de menneskelige ressourcer.

- Fremme af folkelig deltagelse i udviklingsprocessen, opbygning af et retssamfund og

god forvaltningsmæssig praksis som en forudsætning for stabilitet i den økonomiske,

sociale og politiske udvikling” (p. 4).

Opfattelsen af fattigdom som en økonomisk defineret tilstand med sociale, kulturelle og politiske

konsekvenser er udgangspunktet for bistandsarbejdet. Og fattigdomsorienteringen betyder at man

med bistandsarbejdet ønsker at nå udviklingslandenes dårligst stillede borgere i forventning om at

udvikling og fremskridt vil bevæge sig fra dem og opad i samfundene. Dog gælder det at: “Flere af

de udtryk fattigdommen har, sætter i sig selv grænser for i hvor høj grad de fattige kan blive aktive

medspillere og få positivt udbytte af udviklingsprocessen. Det er derfor nødvendigt at påvirke

fattigdommen ved at fjerne barriererne for de fattiges aktive medvirken” (p. 57). Den

fattigdomsorienterede udviklingshjælp vil (for at fortsætte citatets blandede metaforik) ofte sætte

ind et skridt væk fra de fattigste i forsøget på at bane vejen for dem og sætte dem i stand til selv at

tage del i spillet. Og vægtningen af blandt andet udbygning af skole- og sundhedsvæsen samt et

retssamfund i almindelighed afspejler denne praksis.

4.3.2. De tre tværgående hensyn

De tre tværgående hensyn bliver i En verden i udvikling hver især knyttet til

fattigdomsorienteringen. Om hensynet til kvinder i udviklingen hedder det:

“...det globale billede viser fortsat meget store forskelle i mænds og kvinders

muligheder og livsbetingelser indenfor næsten alle sektorer.

Bag ved denne tilstand ligger, at kvinderne udgør den største gruppe blandt verdens

fattigste. Fattigdommen blandt kvinder sammenholdt med den manglende opfyldelse af

deres politiske, juridiske, sociale og økonomiske menneskerettigheder bidrager til at

fastholde u-landskvinderne i denne situation” (p. 58).

Om miljøet fastslår teksten at “...udviklingslandenes miljøproblemer hænger nøje sammen med en

række udviklingsproblemer. Bæredygtige løsninger på miljøproblemerne kan derfor kun opnås

som en integreret del af udviklingsprocessen -og omvendt” (p. 63), og videre at “lokale

mijøproblemer er ... helt integrerede i det grundlæggende fattigdomsproblem, som præger mange

udviklingslande. De må derfor angribes som led i en mere omfattende strategi” (p. 64). Og

hensynet til demokrati og menneskerettigheder introduceres således:

“Menneskerettighederne krænkes fortsat i mange udviklingslande, ligesom

befolkningens manglende muligheder for seriøst at deltage i det politiske liv snarere er

reglen end undtagelsen.

Der er sammenhæng mellem disse to forhold, og der er endvidere sammenhæng mellem

dette og de mange problemer omkring fattigdom og underudvikling, der er

karakteristiske for udviklingslandene” (p. 74).


Side 22 Bæredygtige

begreber

Den danske udviklingsstrategis tre tværgående hensyn bliver opfattet som direkte forlængelser af

strategiens overordnede målsætning og som nødvendige dele af en operationalisering af

målsætningen.

Kvinders rolle i udviklingsprocessen

Selvom de generelle forskelle mellem mænds og kvinders muligheder i sig selv berettiger at

kvinders situation tilgodeses, understreges det i strategipapiret at kvinderne har stor betydning for

udviklingsprocessen som helhed. “Kvinder spiller i de fleste udviklingslande en afgørende rolle for

udviklingen, ikke bare som producenter, men også som bærere af det sociale ansvar og opdragere

af opvoksende generationer” (p. V). Og når kvindernes muligheder er begrænsede “...berøves

udviklingslandene i stor udstrækning de menneskelige ressourcer, som kvinderne repræsenterer, og

som -hvis de blev frigjort og udnyttet- kunne bidrage væsentligt til udviklingen af samfundene.

Erfaringer viser, at der er nøje sammenhæng mellem kvinders uddannelsesniveau, antallet af

fødsler og familiens sundhedstilstand” (p. 59).

Kvindehensynet udmøntes i en strategi hvis grundlag er at:

“...kvindernes situation kan forbedres gennem en dobbeltstrategi: Det ene led har til

formål, at give kvinder samme adgang som mænd til de muligheder og ressourcer, der

er til rådighed... Det andet led, og den mere langsigtede del af strategien, skal bistå

kvinderne med de nødvendige strukturelle og materielle muligheder for, at de på lige

fod med mænd kan deltage, når bistandsmål og -midler skal besluttes og gennemføres”

(p. 59).

Udover at der bliver iværksat projekter som målrettet forsøger at forbedre kvindernes situation,

bliver kvindehensynet inddraget gennem analyser af de konkrete indsatser. “Ved forberedelserne til

bistandsprogrammer og -projekter bør det altid søges klarlagt, hvorledes hhv. mænds og kvinders

situation påvirkes af indsatserne...” (p. 59).

Miljøområdet

Globale miljøproblemer og problemer der skyldes industrialisering, knyttes til

udviklingspolitikken idet målet er at sætte udviklingslandene i stand til at overholde globale

miljøaftaler og undgå industrialiseringens negative konsekvenser (pp. 65-67), men bekæmpelsen af

lokale miljøproblemer er en mere integreret del af den udviklingspolitiske målsætning. Dette

skyldes at:

“følgerne af nedslidningen rammer ikke ligeligt i samfundet. De fattigste

befolkningsgrupper, der er mest direkte afhængige af naturressourcerne for at overleve,

og som har færrest ressourcer til at modstå de negative virkninger, rammes hårdest

fysisk og økonomisk, når f.eks. jord- og vandressourcer ødelægges. Kvinder udgør her


Side 23 Bæredygtige

begreber

Miljøhensynet bør på denne baggrund være en integreret del af al udviklingsbistand:

“For at fremme en bæredygtig udvikling i danske programsamarbejdslande vil man fra

dansk side intensivere arbejdet med at omsætte anbefalingerne fra Rio-konferencen til

praktisk dansk bistandspolitik og med henblik herpå sikre, at sammenhængen mellem

miljø og udvikling bliver fuldt indarbejdet i den danske fattigdomsorienterede bistand”

(p. 64).

Det er også af betydning at Danmark (den offentlige administration såvel som erhvervslivet)

“...gennem en årrække arbejdet med høje miljøstandarder og omkostningseffektive

miljøindsatser” (p. 68). Dette arbejde giver Danmark “...gode forudsætninger for at indgå aktivt i

arbejdet med miljø og udvikling” (p. 68).

Fremme af demokratisering og menneskerettigheder

Hensynet til demokrati og menneskerettigheder har en særstatus i forhold til de to andre

tværgående hensyn. De to første hensyn ønskes tydeligvis indarbejdet i alt danskstøttet

bistandsarbejde, men det sidste hensyn rummer et direkte krav om efterlevelse: “Fortsatte

menneskerettighedskrænkelser og manglende interesse fra et programsamarbejdslands side i at

indgå i en dialog herom vil ... få konsekvenser for omfanget og karakteren af den danske bistand”

(p. 76). Dette skyldes at fremme af demokrati og menneskerettigheder i højere grad end de øvrige

hensyn fremhæves som et mål i sig selv. Om hensynet til demokrati og menneskerettigheder

hedder det blandt andet at:

“Forbedringen af menneskerettighederne baseret på respekten for det enkelte menneske

er et mål i sig selv og bidrager sammen med en folkelig deltagelse i

samfundsudviklingen til at fremme opbygningen af bæredygtige samfund. Dermed

udgør den overordnede udvikling frem mod demokratiske styreformer og respekten for

menneskerettighederne i det enkelte land en vigtig forudsætning for

bistandssamarbejdet” (p. 74).

Og:

“Hovedparten -og især den fattige del- af befolkningen i udviklingslandene lever i

sociale strukturer, som kun har begrænset økonomisk, socialt og politisk samspil med

staten. For en bæredygtig udvikling baseret på inddragelsen af brede befolkningslag i

udviklingsprocessen bliver et stærkt pluralistisk samfund med en mangfoldighed af

sådanne strukturer derfor en vigtig målsætning. Et stærkt og vidt forgrenet samfund,

som giver det enkelte menneske mulighed for at gennemskue og påvirke sin egen

situation, er samtidig en nødvendig forudsætning for at skabe varige pluralistiske

styreformer” (pp. 77-78).

På denne baggrund tilskrives det tredje hensyn en mere grundlæggende betydning end de to andre,

og det opfattes næsten som værende på linje med fattigdomsorienteringen. “Støtte til en proces, der

leder frem mod demokratiske styreformer og respekt for menneskerettighederne er ... i lighed med


Side 24 Bæredygtige

begreber

hjælp til økonomisk vækst og udviklingen af de menneskelige ressourcer en hovedmålsætning i

dansk bistandspolitik” (p. 75).

Det konkrete arbejde med at forbedre demokrati og menneskerettigheder skal “...tage

udgangspunkt i de lokale forhold og forudsætninger og i en dialog med modtagerlandene” (p. 75).

Målsætningen for denne type støtte er at “...bidrage til udviklingen af en velfungerende offentlig

administration, som er ansvarlig overfor loven og befolkningen, til udviklingen af et pluralistisk

samfund, som tillader befolkningen at organisere sig i uformelle strukturer og

interesseorganisationer, samt til øget inddragelse af de mest udsatte grupper i udviklingsprocessen”

(p. 75). Vægtningen af pluralisme og befolkningsdeltagelse skyldes at: “Demokratiets beståen og

fortsatte udvikling forudsætter dets forankring både i bredden og i dybden” (Danida, 1994, p. 75).

Og den danske støtte til demokrati og menneskerettigheder er derfor udover at indgå som et hensyn

i planlægningen af projekter også en støtte til opbygningen af en bestemt regerings- og

samfundsform. Hensynet til demokrati og menneskerettigheder inddrages desuden som en del af

grundlaget for planlægningen og udførelsen af den danske bistandspolitik: “En tæt og åben dialog

med modtagerlandene om økonomiske, sociale, faglige og politiske spørgsmål er en integreret del

af det danske samarbejde med programsamarbejdslandene. Denne dialog vil også omfatte

spørgsmål omkring fremme af menneskerettighederne og fremme af folkelig deltagelse i

udviklingsprocessen” (p. 76).

4.3.3. Samlet beskrivelse af Danidas persona

Fattigdomsorienteringen og hensynet til demokrati og menneskerettigheder bliver fremhævet som

de mest grundlæggende elementer i dansk udviklingspolitik. Og sammen med hensynet til miljø og

kvinder udgør de fundamentet for den udviklingspolitiske praksis. Det vil sige at Danidas persona i

strategipapiret bygges op omkring fire normer: de fattigste skal hjælpes; demokrati og

menneskerettigheder skal fremmes; der skal tages specielt hensyn til kvinder; miljøet skal

beskyttes. Disse holdninger er både udgangspunkt og målsætning for det konkrete

udviklingsarbejde. Og de følges op af de tre prioriteringsområder.

Den foregående beskrivelse fokuserer på Danidas målsætninger og værdier som de kommer

til udtryk uafhængigt af modtagerne af udviklingshjælpen. En sådan beskrivelse er nyttig idet den

fokuserer på den rolle Danida tiltænker sig selv, og kan afdække det normsæt


Side 25 Bæredygtige

begreber

dannelsen af Danidas persona fuldstændigt fra de andre aktører. Det er tydeligt at Danidas persona

i høj grad konstitueres gennem et specielt syn på modtagerne og deres problemer. Danida

personaens målsætning er i høj grad at løse andres problemer, men det er Danida selv der definerer

modtagernes problemer og deres løsning. Derved inddrages modtageren indirekte i opbygningen af

Danida personaen; Danidas målsætninger og prioriteter bygger på en bestemt opfattelse af

modtagernes situation og bedringen af denne. Forud for mødet har Danida en forestilling om

modtagerens ønsker og behov der dels kan hæmme Danidas evne til reelt at se modtagerne, dels

kan påvirke modtagernes selvopfattelse. Danida personaen rummer dog et andet træk som

søger at kompensere for disse betragtninger; det er en vigtig del af Danidas persona at

organisationen er fleksibel og lydhør overfor modtagerne af udviklingshjælpen. Samarbejde

mellem Danmark og udviklingslandene indgår som et element i den lovtekst al udviklingspolitik er

baseret på. En verden i udvikling tager højde for dette idet der i gennemgangen af de enkelte

områder Danmark vil prioritere, findes henvisninger til at den konkrete udformning af

målsætninger og strategier altid må ske i dialog med det enkelte land og med hensyntagen til dette

lands behov og ønsker. Om fattigdomsorienteringen hedder det for eksempel afslutningsvis:

“Udmøntningen og konkretiseringen af fattigdomsorienteringen i de enkelte

programsamarbejdslande vil finde sted som en integreret del af landestrategierne og vil fremgå

eksplicit af dem” (p. 58).Et andet eksempel er støtten til demokrati og menneskerettigheder der må

“...tage udgangspunkt i de lokale forhold og forudsætninger og i en dialog med modtagerlandene”

(p. 75).

Lydhørhed og fleksibilitet overfor den konkrete modtager af udviklingshjælpen er værdier

som opstilles sideløbende med de øvrige hensyn og målsætninger, og de indgår også i det billede af

‘den anden persona’ som strategipapiret tegner. Jeg vil i den følgende analysedel undersøge En

verden i udviklings beskrivelse af samarbejdet mellem donor og modtager. Hermed bevæger jeg

mig et skridt videre end persona analysen i retning af en mere helstøbt dramatistisk analyse. I det

følgende analyseafsnit fokuseres der på strategipapirets beskrivelse af mødet mellem Danida

personaen og modtagerne af udviklingsstøtten.

4.4. Danida og modtagerne

Hvis man med udgangspunkt i at fattigdomsbekæmpelse er formålet med hovedaktørens -Danidas-


Side 26 Bæredygtige

begreber

udviklingspolitiske strategi være midlet til at nå målet, og modtagerlandene er den scene det hele

skal foregå på. Forholdet mellem Danida og modtagerlandene må hvis man godtager denne

udfyldelse af pentadens pladser, opfattes som en ‘agent-scene ratio.’ Beskrivelsen af Danidas

persona synes tildels at understøtte denne opfattelse. Fattigdommen skal gennem de tre tværgående

hensyn og prioritetsområderne bekæmpes, og udviklingslandene er det sted hvor slaget skal stå. En

helt banal årsag til denne fordeling er selvfølgelig at bistandshjælp faktisk ydes i modtagerlandene.

Men den sceniske opfattelse af modtagerne strækker sig videre end til denne betragtning, idet der

enten sættes lighedstegn mellem den sceniske baggrund og modtagerne eller modtagerne opfattes

som så hæmmede af sceniske elementer -elementer der kan samles under overskriften

fattigdomsproblemer- at scenen i høj grad bliver bestemmende for modtagernes karakter og deres

handlinger.

En verden i udvikling søger imidlertid også at modarbejde dette billede af relationen

mellem den passive modtager og den aktive donor. Blandt andet hedder det: “Den danske

bistandsindsats tager udgangspunkt i udviklingslandenes behov. Danmarks udviklingspolitiske

prioriteringer og betingelser afspejles i valget af samarbejdslande, organisationer og sektorer og i

dialogen med modtagerne, som både formelt og reelt må stå som ansvarlige for de enkelte

udviklingsaktiviteter” (p. III). I udtalelser som disse findes kimen til et radikalt skift i holdningen

til udviklingslandene. Her er i første omgang tale om at hvert enkelt udviklingsland anerkendes

som en unik scene, og at man vil vælge den scene der passer til dansk politik, men i anden periodes

sidste led bryder det nye synspunkt helt igennem idet modtagerlandene tilskrives aktørens rolle.

Modtagerlandene må dog i denne sætning opfattes som ‘hjælpere’ (‘co-agents’, Burke, 1969a, p.

xix); Danida er stadig hovedaktøren med de styrende motiver, men modtagerlandenes aktive

deltagelse er nødvendig hvis målet skal nås.

Den danske udviklingspolitiske strategi går imidlertid endnu videre i sit forsøg på at gøre

op med indtrykket af udviklingslandene som sceniske elementer i udviklingspolitikken. Man vil

inddrage modtagerne aktivt på alle niveauer af bistandssamarbejdet:

“En central forudsætning for bæredygtigheden af såvel sektorprogrambistand som andre

bistandsformer er en klar placering af og fornemmelse af ansvar for bistandsindsatsen

fra planlægningsstadiet til efter indsatsen er afsluttet. Et vigtigt element vil være, at

initiativet i bistandssamarbejdet i højere grad flyttes over på modtagerside, så

modtageren allerede fra aktiviteterne forberedes og påbegyndes føler et reelt ansvar.


Side 27 Bæredygtige

begreber

For at sikre bæredygtigheden i de enkelte udviklingsaktiviteter vil bistanden blive

tilrettelagt ud fra et overordnet sektorperspektiv og i et forpligtende samarbejde med

modtagerlandet som overordnet ansvarlig for de aktiviteter, der gennemføres.

En bistand, der bygger på modtagerlandets reelle ansvar, vil understrege den politiske

uafhængighed og ansvaret for egen udvikling og på det praktiske plan bidrage til at

opnå en klarere opdeling mellem rettigheder og pligter” (pp. 17-18).

Det synes at være et element i den danske strategi at ændre modtagernes status fra at være

scene til at blive selvstændig aktør. Og man går så vidt at man vil sikre at “...dansk finansierede

bistandsaktiviteter er i fuld overensstemmelse med modtagerlandenes prioriteringer” (p. 18). Her

synes udviklingslandene at have overtaget hovedrollen mens Danida blot er hjælperen der

overdrager aktøren de nødvendige midler. Det er dog tydeligt at fortsat er meningen at Danida skal

være til stede i dansk finansierede aktiviteter. For eksempel gælder det at “...der i dansk

bistandspolitik lægges øget vægt på decentralisering af opgavefordeling og beslutningsansvar.

Således vil der så vidt muligt blive etableret direkte samarbejde med modtagerne af dansk støttede

bistandsaktiviteter på det lokale niveau, ligesom lokale interesser vil blive tilgodeset i sektor-

dialogen med de centrale myndigheder” (p. 18, fremhævelse tilføjet). Og den direkte kontrol med

danske bistandsmidler kan kun nedtrappes i det omfang modtagerlandene har opbygget

institutioner til budgettering, regnskab og omkostningskontrol (p. 27). Opbygningen af

samfundstrukturer der giver den enkelte borger i udviklingslandet mulighed for deltagelse,

betragtes ligeledes som en nødvendighed (pp. 77-78).

I strategipapiret bliver modtagerne af udviklingsbistand tildelt en status der står og vipper

mellem scene og aktør; i visse dele af strategipapiret opfattes modtagerne som selvstændige aktører

og initiativtagere i udviklingsprocessen, men andre steder synes modtagerne at være fraværende

som andet end den scene på hvilken Danida foretager sine indgreb. Dette spændingsforhold vil jeg

i det følgende søge at forklare nærmere.

4.5. Persuasio og magt i strategipapiret

I de passager af strategipapiret hvor modtagerne af udviklingsbistand opfattes som selvstændige

aktører, opfordres disse aktører til at udvikle målsætninger og prioriteter for deres egen

udviklingsproces. 1 6 Og det er i disse passager man finder forestillingen om en modtager persona

der eksisterer uafhængigt af strategipapirets konstruktion af Danidas persona. I og med

1 6 Modtagerne opfordres altså til at udvikle en selvstændig udviklingspolitik i overensstemmelse med den

del af den danske lov om internationalt udviklingssamarbejde der fastslår at udviklingslandenes politiske


Side 28 Bæredygtige

begreber

strategipapirets fastsættelse af de danske udviklingspolitiske prioriteter anbefales disse imidlertid

også til modtagerne af bistandshjælpen; det er jo i disse lande at strategien skal føres ud i livet. Når

modtagerne i strategipapiret opfattes som aktører er de adskilt fra Danida, og da er strategipapiret

en persuasiv tekst der søger at overbevise modtagerne om fordelene ved at antage de samme mål

og hensyn som Danida. Argumentet er at Danidas strategi mest effektivt vil sikre modtagernes

udvikling, men modtagerne opfattes som værende frie til at antage andre synspunkter.

I relationen mellem de to aktører -donor og modtager- udtrykkes der i strategipapiret en

bevidsthed om at donoren har en mere magtfuld position end modtageren. Og Danida er på visse

punkter villig til at benytte denne magt i forsøget på at realisere sine egne målsætninger. For det

første er det Danida der udvælger programsamarbejdslandene, og for det andet kan Danida se sig

nødsaget til at ophøre samarbejdet med en modtager hvis man ikke kan finde fælles prioriteter (p.

28). Når strategipapiret beskriver “...muligheden for at vælge nye programsamarbejdslande som

erstatning for lande, der udgår” (p. 9), betyder det i praksis at lande der tidligere modtog støtte fra

Danmark, ikke længere vil blive tilgodeset, mens andre lande kommer til at modtage langt mere

end tidligere. For modtagere af danske bistandsmidler kan det have kontante konsekvenser ikke at

lade sig overbevise af de danske udviklingspolitiske hensyn og målsætninger.

Gennem henvisningerne til økonomiske sanktioner overfor genstridige modtagere rummer

En verden i udvikling et element at befaling. Der er tale om en beskrivelse af holdninger og

handlinger som afsenderen forventer vil blive efterlevet og gennemført, og hvis det ikke sker må

man sanktionerer. 1 7 Selvom man her søger at regulere modtagernes handlinger er der dog stadig

tale om at modtagerne har et valg; de kan hvis de ikke kan acceptere de danske påbud, fravælge

den danske økonomiske støtte. Direkte trusler er imidlertid undtagelsen snarere end reglen, og man

mærker i det hele taget i strategipapiret en uvilje mod at opfatte forholdet mellem donor og

modtager som en magtrelation. Forholdet beskrives langt hellere som værende dialogisk. Dialogen

mellem donor og modtager omtales mange steder i strategipapiret; man betegner den som

1 7 Dette udtrykkes overfor modtagerlandene i noget vage vendinger, for eksempel som “...konsekvenser for

omfanget og karakteren af bistandssamarbejdet” (p. 28), mens man overfor multilaterale partnere taler i et

tydeligere sprog: “Danmarks bidrag vil være bestemt af kvaliteten af de aktiviteter de enkelte organisationer

gennemfører, og af deres relevans i forhold til danske udviklingspolitiske prioriteringer” (pp. 33-34). Jeg

mener at en del af forklaringen på denne forskel i tonefald skal findes i modtagerlandenes ambivalente

status som halvt scene, halvt aktør. De multilaterale partnere opfattes udelukkende som aktører og skal

som sådanne overbevises eller tvinges, mens modtagerlandene kan ommøbleres. Her foregriber jeg dog


Side 29 Bæredygtige

begreber

“meningsfuld” (p. 9), “løbende” (p. 18), “tæt” (p. 28), “tæt og løbende” (p. 28), “tæt og åben” (p.

76), og dialogen “...mellem Danmark og det enkelte programsamarbejdsland vil...indgå som en

central forudsætning for udviklingssamarbejdet. Dialogen vil omfatte faglige, regnskabsmæssige

og overordnede sektorfaglige og politiske spørgsmål” (p. 28). Det er først i tilfælde af at en

modtager nægter at diskutere sine handlinger og holdninger med Danida at truslen om kontante

sanktioner melder sig.

I dette fokus på dialog er modtagerens aktørstatus fortsat bibeholdt, idet der i dialogen kan

ske en gensidig påvirkning mellem donor og modtager, og man søger at opnå “...den nødvendige

overensstemmelse...” (p. 28) mellem de to aktørers positioner. Dog anses modtagernes

udgangspunkt i diskussionen for at være anderledes end det danske. De danske bistandsmidler

fordeles ud fra tre faktorer: “...behovene i modtagerlandet, sammenholdt med Danmarks

udviklingspolitiske prioriteringer og den danske ressourcebases styrkeområder” (p. 21). Og

“udformningen af den bilaterale danske bistand vil fortsat ske i nært samarbejde med modtagerne,

og vil i videst mulig udstrækning blive styret af deres behov. Bistanden vil samtidig blive ydet i

overensstemmelse med danske udviklingspolitiske målsætninger og prioriteringer” (p. 28). Selv

når modtagerne direkte opfordres til at indgå i en dialog om holdninger og prioriteter, beskrives

modtagernes adfærd snarere som en bevægelse, en reaktion på sceniske omstændigheder, end en

handling. Behov er ikke noget man kan vælge eller kontrollere, men noget der skal opfyldes før

man kan handle frit. Danida diskuterer derimod ud fra formålet med sine handlinger og ud fra træk

der henhører til danske ‘co-agenters’ karakterer. Modtagerlandenes deltagelse i dialogen opfattes

således som styret af nødvendighed, mens Danidas position er præget af større fleksibilitet og

frihed.

Gennem denne karakteristik indskriver En verden i udvikling donor og modtager på hver

side af et for Kenneth Burke centralt skel: “There are two primary generalizations that characterize

the quality of motives: freedom and necessity. And whenever they appear, we may know that we

are in the precense of ‘God-terms,’ or names for the ultimates of motivation” (Burke, 1969a, p.

74). Hvis det også i strategipapirets tilfælde er rigtigt at frihed og nødvendighed binder an til

tekstens ‘god terms,’ må det betyde at donor og modtager ikke har den samme forbindelse til disse

termer. For at afdække betydningen og konsekvenserne af dette forhold vil strategipapirets


Side 30 Bæredygtige

begreber

4.6. Identifikation og normdannelse i strategipapiret

Grundlaget for overhovedet at fremlægge en udviklingspolitik må være at man tror på muligheden

for at samfund kan udvikle sig og at en sådan udvikling vil være til det bedre. Derved er udvikling

direkte forbundet med det begreb Weaver opfatter som det bedste bud på vor tids ‘god term’:

fremskridt. “If one has to select the one term which in our day carries the greatest blessing...one

will not go far wrong in naming ‘progress.’ This seems to be the ultimate generator of force

flowing down through many links of ancillary terms. If one can ‘make it stick,’ it will validate

anything” (Weaver, 1970, p. 89). Troen på at samfund kan forbedres er altså udgangspunktet for

udviklingshjælpen, men der er tale om en specifik type forbedring hvilket kommer til udtryk i

fattigdomsorienteringen. I kampen for fremskridt vælger man fattigdom som sin fjende, den

1 8

ultimative forhindring; fattigdom er strategipapirets ‘devil term.’

En verden i udvikling opfatter imidlertid ikke fattigdom som et normativt begreb. Dette

skyldes at fattigdom i strategipapiret defineres udfra økonomiske kriterier som gør det muligt at

sige hvor mange fattige der er i verden, og dermed opfatte fattigdom som en empirisk observerbar

størrelse. Gennem den økonomiske bestemmelse af fattigdom gøres ordet til en ‘positive term’.

Men umiddelbart efter at fattigdom er blevet afgrænset fra alle andre aspekter og dermed kan

bestemmes deskriptivt, sammenkædes begrebet med stort set alle tænkelige problemer (p. 2), og

sammenstillingen foretages uden at rokke ved opfattelsen af fattigdom som ‘positive term.’ I og

med at fattigdom gøres til udviklingspolitikkens absolutte antagonist og desuden kommer til at

rumme langt mere end definitionens syv daglige dollars, mister begrebet imidlertid sin positive

status. Når fattigdom gives sociale, kulturelle og politiske aspekter udover de rent økonomiske,

bliver begrebet en ‘dialectical term,’ men i strategipapiret findes ingen anerkendelse af dette skift.

Fattigdom opfattes som et begreb med en fast betydning, og derfor gives der ingen anledning til at

diskutere hvorvidt fattigdomsbekæmpelse bør være udviklingspolitikkens udgangspunkt eller ej.

Begrebet dækker jo ‘objektivt set’ en helt igennem uacceptabel tilstand, 1 9 og det kan kun ses som

et fremskridt hvis antallet af fattige i verden reduceres. De øvrige hensyn og prioriteter tildeles i

strategipapiret en lignende positiv status idet de gennem den hierarkiske underordning kædes

1 8 Dette forhold stemmer overens med Kenneth Burkes analyse af rigdom og penges ultimative status

(Burke, 1969a, p. 92 og pp.355-356). Og det betyder at fremgang på sæt og vis sættes lig økonomisk vækst

selvom strategipapirets voldsomme udvidelse af fattigdomsbegrebet komplicerer relationen.


Side 31 Bæredygtige

begreber

sammen med fattigdomsorienteringen. Resultatet er at Danidas politik fremstår som de nødvendige

svar på reelt forkastelige forhold; forhold der alle har deres rod i en fattigdom som på sin side kun

kan afhjælpes effektivt hvis alle de nævnte forhold bekæmpes.

Strategipapirets specifikke målsætninger og midler får gennem koblingen til fremme af

udvikling og bekæmpelse af fattigdom en værdi der ikke kan retfærdiggøres, men må accepteres.

Og for så vidt modtagerne og donorerne har udvikling som en fælles primær motivation, inviterer

den danske udviklingspolitiske strategi modtagerne til identifikation på to yderligere punkter:

fattigdom er den største barriere for udvikling, og fattigdom kan kun overvindes gennem tiltag der

tager hensyn til kvinder, miljø og demokrati og menneskerettigheder.

Som motivet fremstår her følger identifikation med de to yderligere punkter imidlertid ikke

som en nødvendighed af identifikation med det første. Men sammenhængen etableres gennem

begrebet ‘bæredygtighed.’ Bæredygtighed tildeles intet særskilt afsnit i strategipapiret, begrebet

2 0

defineres ikke, og dets værdi eller status i hierarkiet af målsætninger og værdier forklares ikke.

Alligevel er det bæredygtig udvikling -og ikke blot og bar udvikling- der er dansk

udviklingspolitiks overordnede sigte (p. 5). Men bæredygtighed bruges også i forbindelse med

delelementer af udviklingsprocessen. 2 1 Og selvom fattigdomsorientering er rationalet for dansk

udviklingsbistand, er det hensynet til bistandsaktiviteternes bæredygtighed der er årsag til

strategiens nye målsætninger og prioriteter. 2 2 Selv fattigdomsorienteringen er underlagt hensynet til

både de enkelte tiltags og hele udviklingsprocessens bæredygtighed (p. 4).

2 0 Begrebet forudsættes formodentlig bekendt og anerkendt af alle læsere af strategipapiret, idet det er et

centralt begreb i hele den globale udviklingspolitiske diskurs. Globalt er der enighed om at bæredygtig

udvikling er en nødvendig målsætning, men det betyder dog langt fra at der er enighed om hvad bæredygtig

udvikling er. Begrebet blev formelt indsat i sin nuværende centrale position gennem Our Common Future ;

den såkaldte Brundtland rapport der udkom i 1987. Her diskuteres begrebets betydning i flere omgange og

bestemmes blandt andet som evnen til at møde “...the needs of the present without comprising the ability of

future generations to meet their own needs” (p.8). Men denne definition er så bred og så vag at den har ført

til voldsomme debatter om hvad begrebet egentlig dækker. De fleste er enige om at begrebet rummer

miljømæssige og økonomiske dimensioner, men i dag florerer mindst fem konkurrerende definitioner der

har så forskellige vægtninger af de to aspekter at de gensidigt udelukker hinanden (Köhn et al., 1999, p. 5

og p. 19).

2 1 I overensstemmelse med diskussionen i note 20 finder man i strategipapiret bæredygtig økonomisk

vækst (p. 4), og bæredygtig miljøpolitik (p. 64), men der tales også om bæredygtige samfund (p. 74) og

sågar om bæredygtig nødhjælp (p. 49)

2 2 Således hedder det for eksempel på p. 27: “Et muligt fald i bistandens synlige resulateter på kort sigt

må forventes at blive opvejet af, at lokalt forankrede udviklingsaktiviteter er


Side 32 Bæredygtige

begreber

Bæredygtighed er det begreb der kæder alle elementerne af den danske udviklingspolitik

sammen. Begrebet kan således opfattes som den ultimative årsag, 2 3 men da det ikke synes at have

noget selvstændigt indhold og kan bruges i forhold til alle de øvrige begreber, kan bæredygtighed

bedst beskrives som en ‘charismatic term.’ Bæredygtighed har ikke nogen betydning med mindre

man forklarer begrebet ud fra de hensyn og målsætninger det sættes i forbindelse med. Det er dog

tydeligt at det i sammenstillingen af for eksempel ‘bæredygtig’ og ‘miljøpolitik’ er det første

begreb der berettiger det andet, og derfor må bæredygtighed have værdi i sig selv om end begrebet

ikke har nogen veldefineret betydning. Bæredygtighed deler det karakteristika med andre

‘charismatic terms’ at “their meaning seems inexplicable unless we accept the hypothesis that their

content proceeds out of a popular will that they shall mean something” (Weaver, 1970, p. 106).

Bæredygtighed får i strategipapiret sin substantielle betydning fra de danske målsætninger,

men disse kan ikke forklare begrebets kraft. Og når man vender sig mod studiet af ordenes værdi,

forholder det sig sådan at målsætningerne får deres berettigelse i og med at de er bæredygtige -ikke

omvendt. Alle målsætninger og prioriteter i dansk udviklingspolitik er udvalgt på grund af deres

bæredygtighed. Det betyder imidlertid ikke andet end at de er udvalgt for deres egen skyld, idet

bæredygtighed netop får sit indhold fra de begreber det kædes sammen med. Men begrebet

bæredygtighed har en værdi og en kraft der kan forene og retfærdiggøre de enkelte led i strategien.

Udover at rumme de danske målsætninger defineres bæredygtig udvikling som den form

for udvikling hvor modtagerne deltager aktivt i processen. For at være bæredygtige skal

udviklingsaktiviteter tage udgangspunkt i modtagernes behov og forudsætninger (p. 28 og p. 57),

og de skal være folkeligt forankrede og bero på bistandsmodtagernes aktive deltagelse og initiativ

(p. 4 og p. 17). Her bindes bæredygtigheden ligesom de andre udviklingspolitiske begreber til de

sceniske begrænsninger der er med til at forme al handling. Men der sker også en sammenkædning

mellem den aktivt handlende modtager og bæredygtighed, og dermed bliver modtagernes aktive

deltagelse nødvendig for opfyldelsen af den danske målsætning. Samtidig identificeres modtagerne

ligesåvel som donorerne med den bæredygtige udviklings ultimative motiv.

Bæredygtig udvikling opfattes som motivet for donorernes og modtagernes handlinger.

Men for så vidt modtagerne identificerer sig med det ultimative grundlag der findes i den

2 3 Udvikling hvis positive værdi i sig selv er stærk, nævnes stort set aldrig alene i strategipapiret. I stedet


Side 33 Bæredygtige

begreber

bæredygtige udvikling, identificeres de også med Danidas prioriteter. Bæredygtighed kan kun

opnås hvis udviklingen er forankret i det lokale samfund og modtagerne deltager aktivt, men en

anden forudsætning for bæredygtighed er at modtagernes handlinger er i overensstemmelse med

Danidas målsætninger og værdier. Bæredygtighed som Danida har defineret den, rummer begge

aspekter, og hvis de ikke begge er opfyldt er udviklingen ikke bæredygtig. Dermed kan

målsætningen reelt kun opnås hvis modtagerne agerer som aktører med Danidas persona;

modtagerne må nødvendigvis følge den vej Danida har valgt. Modtagerlandene identificeres altså i

teksten med de danske motiver, og det betyder samtidig at den rolle bistandsmodtagerne tildeles

som læsere ikke kan adskilles fra strategipapirets dominerende ‘anden persona’ -Danida personaen.

Det er Danidas privilegium at definere udviklingspolitikkens grundlag og gennem den

karismatiske term bæredygtighed bindes de danske målsætninger med nødvendighed til

modtagernes og donorernes fælles ‘god term’: udvikling. Danida personaen defineres ud fra

indsigten i denne nødvendighed, men målsætningen kan kun opnås for så vidt modtagerne opnår

den samme indsigt. Identifikation er en forudsætning for opfyldelsen af det fælles mål om

bæredygtig udvikling, og samtidig er identifikation en forudsætning for at modtagerne overhovedet

kan opnå aktørstatus. Det er nemlig kun individer med Danidas persona der kan handle i

overensstemmelse med det ultimative motiv, og kun gennem udvikling kan modtagerne frigøres fra

de overvældende begrænsninger fattigdommen og andre sceniske omstændigheder udgør. Den der

ikke identificerer sig med Danida personaen, forbliver fanget i fattigdommens greb, styret af sine

behov og hæmmet af sine begrænsninger.

Strategiens succes er betinget af at det faktisk er modtagere af bistand der handler, og at de

udfører handlinger af en bestemt type. Derfor bliver det Danidas vigtigste opgave at sætte

modtagerne i stand til at handle. Udover at dette medfører at modtagerne i strategipapiret faktisk

identificeres med tekstens anden persona, har det også store konsekvenser for den

udviklingspolitiske praksis. Danidamedarbejderen der møder bistandsmodtageren med denne

målsætning, kan nemlig ikke opfatte udviklingsprocessen som succesfuld medmindre modtagerne

inderliggør Danidas normer. Modtagerne må optræde som subjekter der aktivt deltager i

reproduktionen af strategipapirets værdisystem.

I strategipapiret beskrives normdannelsen ikke eksplicit, men den kommer til syne i


Side 34 Bæredygtige

begreber

institutioner og strukturer der svarer til de allerede eksisterende danske (p. 27, p. 29 og pp. 77-78).

Modtagernes lighed med Danida personaen bliver derigennem et mål for hvor langt de er kommet i

deres udviklingsproces. Man møder desuden normdannelsen i strategipapirets stærke

understregning af dialogens centrale betydning. Udviklingsprocessen tilrettelægges og styres

gennem modtagernes dialog med Danida, og det er i denne dialog at den reelle identifikation

2 4

forventes at finde sted således at modtagerne overtager Danidas holdninger og målsætninger.

Modtagerne frigøres og bliver selvstændige i takt med at de udvikler sig til de aktører Danida

allerede er, og kun således kan den bæredygtige udvikling der er begge parters motiv og

overordnede mål, opnås.

5. Konklusion

Beskrivelsen af de nødvendige forudsætninger for opfyldelsen af Danidas ultimative målsætning -

den bæredygtige udvikling- kan umiddelbart synes paradoksal: modtagerne må selvstændigt tage

initiativ til og ansvar for udviklingsprocessen, men samtidig skal de handle i overensstemmelse

med Danidas værdier og prioriteter. Flere steder i En verden i udvikling føler man spændingen

mellem bæredygtighedens to grundlæggende hensyn, men samtidig opløses modsætningen idet

modtagerne simpelthen ikke anses for at være istand til selv at handle medmindre de har tillagt sig

Danidas værdier. Kun gennem inderliggørelse af hensynene til kvinder, miljø, demokrati og

menneskerettigheder opnår modtagerne den identitet der gør dem til aktører på scenen som sættes

af fattigdom og andre hæmmende elementer i deres samfund. Og kun derved bliver de i stand til at

udføre handlinger der leder frem mod den varige ændring af samfundet og er i overensstemmelse

med den bæredygtige udviklings motiv.

Identifikationen mellem Danidas og modtagernes personae findes som en næppe hørbar,

men gennemgående undertone i strategipapiret. For Danida er bæredygtig udvikling

udgangspunktet og målsætningen for samarbejdet med modtagerne -bæredygtig udvikling er det

egentlige rationale for dansk udviklingspolitik. Det forudsættes at modtagerne har det samme

udgangspunkt; at alle parter er umiddelbart enige om formålet med bistandssamarbejdet. Den

2 4 Gennem dialogen og de detaljerede forløb der er tilpasset det enkelte land, kan modtagerne påvirkes

løbende ; dialogen er et langt mere effektivt og subtilt redskab til indflydelse end den blotte trussel om at

stoppe den økonomiske støtte. Derfor er deltagelse i dialog også en forudsætning for overhovedet at yde


Side 35 Bæredygtige

begreber

umiddelbare enighed bliver gennem En verden i udviklings begrebsdannelse udvidet til at omfatte

alle politikkens øvrige dele, idet Danida placerer sine målsætninger og hensyn umiddelbart under

bæredygtig udvikling i det ultimative hierarki. Danida tildeler sig selv skaberens privilegie;

organisationen kan udstikke de retningslinjer modtagerne nødvendigvis må følge hvis de vil leve

op til målsætningen. Når modtagerne i strategipapiret omtales som selvstændige aktører

forudsættes de allerede at besidde en række egenskaber som er i overensstemmelse med den

danske politik; indenfor strategiens rammer er disse egenskaber nødvendige for aktørens

handlekompetence og for subjektdannelsen som sådan.

Når Danida i sit oplæg til debatten om den nye udviklingsstrategi spørger til hvor stærkt

Danmark skal fastholde sine synspunkter, er det et spørgsmål om persuasio og magt. Dette er en

vigtig del af al politisk retorik: hvor og hvornår skal vi presse på? Hvornår skal vi bøje os? Hvor

meget vil vi bøje os? Men et sådant perspektiv negligerer den politiske retoriks dybereliggende,

identitetsskabende funktion. Idet Danida i En verden i udvikling kæder sine egne værdier sammen

med ultimative principper der deles af modtagerne, inviteres disse til at identificere sig med hele

den danske politik. Her er det ikke et spørgsmål om at fastholde synspunkter, men om at erkende

hvilke forudsætninger der ligger bag enhver interaktion mellem Danida og modtagerne. Danidas

opfattelse af modtagerne udspringer af organisationens egne målsætninger -modtager personaens

lighed med Danida personaen er en forudsætning for succesfuld udvikling som Danida definerer

den. Derfor bliver dele af Danidas identitet, organisationens persona, i strategipapiret overført til

modtageren uden at dette anerkendes som et forsøg på påvirkning, endsige er udtryk for en bevidst

overtalelsesstrategi.

Når man fremsætter et bud på et verdensbillede eller -som i tilfældet Danida- en

sammenhængende politik, kan dette forslag ikke undgå at øve indflydelse på alle de involverede i

sin helhed. “We have no sooner uttered words than we have given impulse to other people to look

at the world, or some small part of it, in our way” (Weaver, 1970, p. 224). Modtagerne af dansk

udviklingsbistand møder i strategipapiret et stærkt incitament til at se verden på Danidas måde; til

at identificere sig med Danidas prioriteter og hensyn og til at handle derefter. Denne påvirkning

sker uafhængigt af argumenter for og imod strategien, og på trods af at modtagerne af bistand i

strategipapiret eksplicit tildeles en anden position end Danidas. Hermed ikke være sagt at


Side 36 Bæredygtige

begreber

bevidst betjener sig af påvirkningsstrategierne persuasio og magt, er modtagerne til en vis grad frie

til at tage stilling til strategien. Men på samme måde modsvares strategiens uerkendte -eller i hvert

fald uanerkendte- identifikation mellem donor og modtager af en mulig ubevidst tilpasning af

handlingsmønstrer og normer hos modtagerne. I vurderingen af Danidas forhold til andre

udviklingspolitiske aktører, må den implicite identitetsskabende effekt af politiske strategier og

målsætninger anerkendes og overvejes på linje med de eksplicit fremsatte persuasive og

magtmæssige elementer. Den fulde betydning og rækkevidde af politisk retorik kan kun bedømmes

når aktøren opfattes som både udgangspunkt for og resultat af diskursen.

Litteraturliste

Aristoteles (1996): Retorik . Museum Tusculanums Forlag, København.

Ashenden, Samantha & Davud Owen (red.) (1999): Foucault Contra Habermas . Sage Publications,

London.

Best, Steven & Douglas Kellner (1991): Postmodern Theory: Critical Interrogations . The

Macmillan Press Ltd., London.

Bitzer (1981): “Political Rhetoric.” I Farrell, Thomas B. (red.) (1998): Landmark Essays on

Contemporary Rhetoric . Lawrence Erlbaum Associates, Inc., New Jersey.

Black, Edwin (1970): “The Second Persona.” I Quarterly Journal of Speech , vol. LVI, no. 2. pp.

109-119.

Burke, Kenneth (1943): “The Five Master Terms.” I Young, Richard E, & Yameng Liu (red.)

(1994): Landmark Essays on Rhetorical Invention in Writing . Hermagoras Press,

California.

Burke, Kenneth (1968): Language as Symbolic Action . University of California Press, Berkeley &

Los Angeles.

Burke, Kenneth (1969): A Rhetoric of Motives . University of California Press, Berkeley & Los

Angeles.

Burke, Kenneth (1969a): A Grammar of Motives . University of California Press, Berkeley & Los

Angeles.


Side 37 Bæredygtige

begreber

Charland, Maurice: “Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois.” I Nothstine,

William L., Carole Blair & Gary A. Copeland (red.) (1994): Critical Questions . St. Martin’s

Press, New York.

Christensen, Søren & Poul-Erik Daugaard Jensen (1986): Kontrol i det stille . Samfundslitteratur,

Frederiksberg.

Danida (1994): En verden i udvikling. Strategi for dansk udviklingspolitik frem mod år 2000 .

Udenrigsministeriet, København.

Danida (2000): “Danmarks udviklingspolitik til debat.” Udenrigsministeriet, København.

Danida (2000a): Danida nyt 1. Udenrigsministeriet, København.

Degnbol-Martinussen, John & Poul Engberg-Pedersen (1999): Bistand -udvikling eller afvikling .

Mellemfolkeligt Samvirke, København.

Fafner, Jørgen (1997): Retorik: Klassisk og Moderne . Akademisk Forlag, København.

Flyvbjerg, Bent (1991): Rationalitet og magt . Akademisk Forlag, Århus.

Foss, Sonja K., Karen A. Foss & Robert Trapp (1991): Contemporary Perspective on Rhetoric .

Waveland Press, Inc., Prospect Heights, Illinois.

Foucault, Michel (1972): The Arheology og Knowledge . Pantheon Books, New York.

Kelly, Michael (red.) (1994): Critique and Power: Recasting the Foucault/ Habermas Debate . The

MIT Press, Cambridge, Massachusetts.

Köhn, Jörg et al. (red.) (1999): Sustainability in Question . Edward Elgar Publishing Limited,

Cheltenham, UK.

Miller, Peter (1987): Domination and Power . Routledge & Kegan Paul Ltd., New York.

Weaver, Richard M. (1970): Language is Symbolic . Louisiana State University Press, Baton

Rouge.

World Commision on Environment and Development (1987): Our Common Future . Oxford

University Press, Oxford.

More magazines by this user
Similar magazines