Bæredygtige begreber - Akademisk Opgavebank
Bæredygtige begreber - Akademisk Opgavebank
Bæredygtige begreber - Akademisk Opgavebank
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Side 1 <strong>Bæredygtige</strong> <strong>begreber</strong><br />
<strong>Bæredygtige</strong> <strong>begreber</strong><br />
-en dramatistisk analyse af<br />
dansk udviklingspolitik<br />
Offentlig retorik<br />
Sommereksamen 2000<br />
Eksaminator:<br />
Lisa Storm Villadsen<br />
Eksaminand: Sine Just
Side 2 <strong>Bæredygtige</strong> <strong>begreber</strong><br />
1. Indledning 1<br />
2. Teoretiske overvejelser 3<br />
2.1. Den færdige aktør 3<br />
2.2. Den fremkommende aktør 5<br />
2.2.1. Retorisk identifikation 5<br />
2.2.2. Magtrelationel normdannelse 7<br />
2.2.3. Identifikation og normdannelse -persuasio og magt 8<br />
3. Metodiske betragtninger 9<br />
4. Analysen af En verden i udvikling 14<br />
4.1. Baggrund og hensigt 14<br />
4.2. Strategipapirets indhold 14<br />
4.3. Danidas persona 15<br />
4.3.1. Fattigdomsorientering 16<br />
4.3.2. De tre tværgående hensyn 17<br />
Kvinders rolle i udviklingsprocessen 18<br />
Miljøområdet 18<br />
Fremme af demokratisering og menneskerettigheder 19<br />
4.3.3 Samlet beskrivelse af Danidas persona 20<br />
4.4. Danida og modtagerne 21<br />
4.5. Persuasio og magt i strategipapiret 23<br />
4.6. Identifikation og normdannelse i strategipapiret 25<br />
5. Konklusion 29<br />
Litteraturliste 31<br />
Bilag 1-2<br />
1. Indledning
Side 3 <strong>Bæredygtige</strong> <strong>begreber</strong><br />
Under overskriften “Partnerskab 2000” lagde udenrigsministeriet og Danida 1 i begyndelsen af<br />
indeværende år op til debat om den danske ulandsbistand og den politik bistandshjælpen styres af. I<br />
debatoplægget står der blandt andet:<br />
“Det er kun modtagerne selv, der kan skabe vedvarende udvikling, og dialogen mellem<br />
giver og modtager er grundlæggende vigtig.<br />
Dette partnerskab med modtagerlandets befolkninger og regeringer spiller en stadigt<br />
større rolle i dansk udviklingspolitik. Men hvordan kan partnerskabet styrkes?<br />
Hvor stærkt skal Danmark fastholde egne synspunkter samtidig med, at vi vil udbygge<br />
og styrke partnerskabet med modtagerne og samarbejde med andre donorer?” (Danida,<br />
2000)<br />
Især det sidste spørgsmål er interessant fordi det lægger op til fundamentale retoriske overvejelser:<br />
“the rhetorician may have to change the audience’s opinion in one respect; but he can succeed only<br />
insofar as he yields to that audiences opinion in other respects. Some of their opinions are needed<br />
to support the fulcrum by which he would move other opinions” (Burke, 1969, p. 56). Hvilke af<br />
bistandsmodtagernes holdninger og værdier kan og bør Danida ændre, og hvilke af sine egne<br />
holdninger må Danida moderere eller opgive for overhovedet at få modtagerne i tale?<br />
I enhver kommunikationssituation spiller afsenders korrekte vurdering af modtagers<br />
prioriteter og fundamentale værdisæt en afgørende rolle for kommunikationens vellykkethed, men<br />
det kan have lige så stor betydning at afsender har overblik over sit eget værdigrundlag. Danidas<br />
udgangspunkt er “en række principper og bærende elementer i dansk udviklingspolitik <br />
fastholdes i den nye strategi” (Danida, 2000). Principperne findes beskrevet i den strategi der nu<br />
skal revideres, og hvoraf noget altså også bevares. Det der bevares er overordnede målsætninger<br />
for udviklingspolitikken, men også principper for samspillet mellem donor og modtager. Det gamle<br />
strategipapir En verden i udvikling -strategi for dansk udviklingspolitik frem mod år 2000 (Danida,<br />
1994) rummer derfor bestemmelser vedrørende målsætning, prioriteter, fordelingen af<br />
bistandsmidlerne og koncentrationen af støtten der også vil være gældende under den nye strategi<br />
(Danida, 2000).<br />
Denne opgave tager sit udgangspunkt i en analyse af En verden i udvikling på grund af den<br />
betydning den forrige strategi vil have for den kommende. En vurdering af hvordan Danida<br />
tidligere har beskrevet sine egne målsætninger og hvordan organisationen har beskrevet sit samspil<br />
med andre aktører, kan være en god indikator for hvordan man også i fremtiden vil afstemme egne<br />
1 Danida står for Danish International Development Assistance, og Danida er den organisation under<br />
udenrigs- og udviklingsministeriet der varetager implementeringen af de politiske beslutninger (Degnbol-
Side 4 <strong>Bæredygtige</strong> <strong>begreber</strong><br />
og andres interesser. Det vil være nyttigt at se på hvilke af Danidas holdninger man tidligere har<br />
forsøgt at fastholde overfor de øvrige aktører, og samtidig vil det være relevant at belyse hvordan<br />
Danida forholder sig til de af de andre aktørers interesser der kan tænkes at være modstridende<br />
med organisationens egne. Men især er det vigtigt at undersøge hvilke værdier og målsætninger<br />
man forudsætter at der er konsensus om blandt alle involverede, idet disse formodede fælles<br />
værdier sandsynligvis fortsat vil danne udgangspunkt for Danidas forsøg på at øve indflydelse på<br />
andre aktører. Gennem et studie af hvordan Danida forholder sig til de tre grundelementer, donors<br />
og modtagers fælles,- sær- og modstridende interesser, fremkommer konturerne af Danidas<br />
tidligere besvarelse af spørgsmålet om afstemning af interesser.<br />
Udviklingspolitikken er et eksempel på en endog meget kompleks politisk diskurs hvor<br />
mange aktører søger at øve indflydelse og pleje deres ofte forskelligrettede interesser. Denne<br />
kompleksitet er gældende over alt, fra forhandlinger ved FN-konferencer der resulterer i<br />
konventioner og handlingsplaner (Degnbol-Matinussen og Engberg-Pedersen, 1999, p. 165), til<br />
nedlæggelsen af for 5 mio. kroner gasledning der skal forsyne provinsbyen Nova Mambone i<br />
Mozambique (Danida, 2000a, p. 8). Derfor er det sjældent muligt at studere en aktørs interesser<br />
uafhængigt af de andres, eller at udelukke de øvrige aktører fra studiet af relationen mellem et<br />
aktørpar. I praksis er aktørerne altid allerede indhyllet i den diskurs der er befordrende for<br />
samarbejdet, og forhandlingen om udgangspunkter og målsætninger, afstemningen af<br />
værdigrundlag og prioriteter, er altid i gang (for en skematisk fremstilling af relationerne mellem<br />
bistandssamarbejdets vigtigste aktører se bilag 1).<br />
En reduktion af kompleksiteten kan imidlertid være et nødvendigt udgangspunkt for en<br />
analyse; for eksempel kan det være nødvendigt at antage at en organisation selv kan bestemme sine<br />
målsætninger for overhovedet at kunne beskrive disse målsætninger og efterfølgende forklare<br />
hvordan de revideres i mødet med andre aktører, og når man ønsker at studere hvordan aktørerne<br />
påvirker hinanden er det ofte mere overskueligt i første omgang at reducere de sammensnoede<br />
relationer til binære sammenhænge. Det er en sådan reduktion jeg vil foretage i det følgende, idet<br />
jeg udelukkende vil analysere Danidas målsætninger og betydningen af disse for Danidas relation<br />
med modtagerne af bistand. 2 Danidas strategipapir fra 1994 byder sig også ud fra disse<br />
2 Her og i det følgende mener jeg når jeg skriver modtagere, udelukkende de tyve programsamarbejdslande
Side 5 <strong>Bæredygtige</strong> <strong>begreber</strong><br />
betragtninger til som et oplagt analyseobjekt; i denne tekst definerer Danida tilsyneladende sig selv<br />
uafhængigt af andre, og desuden beskriver Danida sit samspil med andre aktører én for én. I<br />
strategipapiret antages det lidt kunstige perspektiv jeg også må benytte for overhovedet at kunne<br />
finde mening i bistandsdiskursens vildnis. Jeg vil dog ikke undlade at forholde mig kritisk til det<br />
billede Danida tegner af sig selv og sit samarbejde med modtagerne. Formålet med analysen er at<br />
afdække hvordan Danidas selvopfattelse -organisationens målsætninger, værdisæt og<br />
handlingsmønstre- konstitueres sprogligt, at undersøge hvilke muligheder og begrænsninger denne<br />
selvopfattelse medfører, og at vurdere hvilke konsekvenser den har for samarbejdet mellem donor<br />
og modtager. 3<br />
I analysen af En verden i udvikling er mit udgangspunkt at teksten er et udtryk for en<br />
politisk beslutning og en anvisning på hvordan beslutningen omsættes til praksis. Politiske<br />
beslutninger og deres implementering kan opfattes som et samspil mellem persuasio og magt, idet<br />
der gennem magtbegrebet føjes ekstradiskursive midler til aktørernes sproglige muligheder for at<br />
påvirke hinandens positioner. Magt kan imidlertid også opfattes som en integreret del af diskursen,<br />
og magtudøvelse bliver derved som jeg vil argumentere for i det følgende, sammenfaldende med<br />
retorisk praksis. Et sådant teoretisk og analytisk sammenfald forudsætter dog også en redefinering<br />
af det retoriske udgangspunkt. Jeg mener at det perspektiv der ser en given diskurs ud fra<br />
retorikkens og magtens konvergenspunkt, bidrager med vigtige nye indsigter og åbner for<br />
forståelsen af kommunikative forhold der ellers bliver forbigået. Derfor vil jeg i det følgende<br />
beskrive den teoretiske position der medfører magtanalytikkens og retorikkens forening, og jeg vil<br />
derefter beskrive en analyseform som jeg mener kan overføre den teoretiske indsigt til det konkrete<br />
studie. Således rustet vender jeg mig mod analyseobjektet, og den resterende del af denne opgave<br />
vil fokusere på den lille flig af den udviklingspolitiske diskurs der udgøres af En verden i<br />
udvikling.<br />
2. Teoretiske overvejelser<br />
2.1 Den færdige aktør<br />
3 Denne opgaves væsentligste formål er ikke at vurdere berettigelsen af den hidtidige praksis, men at<br />
analysere det nuværende perspektivs muligheder, begrænsninger og konsekvenser. En sådan analyse<br />
lægger naturligves op til en normativ vurdering, men selve bedømmelsen falder uden for denne opgaves
Side 6 <strong>Bæredygtige</strong> <strong>begreber</strong><br />
Politisk retorik er en af de tre oprindelige genrer som findes beskrevet i Aristoteles’ Retorik. Hos<br />
Aristoteles adskilles genrerne ud fra deres forskellige mål, og den politiske tale bestemmes som<br />
den rådgivende tale der “...tager sigte på hvad der er gavnligt og skadeligt” (Aristoteles, 1996, p.<br />
43). Den politiske retoriks emne berører alle (eller mange) medlemmer af et fællesskab; det er<br />
sager der har offentlig eller almen interesse fordi de har konsekvenser for flere end den enkelte<br />
(Bitzer i Farrell (red.), 1998, p. 6). Det betyder at råd der gives i en politisk tale, har en almen<br />
karakter og at alle medlemmer af det berørte fællesskab kan tage stilling til dem. “I den politiske<br />
debat optræder borgeren nemlig som dommer i sine egne sager; dér er der ikke brug for andet og<br />
mere end en påvisning af at det forholder sig sådan, som forslagsstilleren siger” (Aristoteles, 1996,<br />
p. 30).<br />
Den politiske retorik er for Aristoteles forbundet med etik; rådgivningen er ideelt baseret på<br />
praktisk visdom -indsigten i hvad der er retfærdigt, godt og rigtigt (Bitzer i Farrell (red.), 1998, p.<br />
12). “...When persuasion is right...we come to reliable judgments about matters which must be<br />
decided and which can be decided rationally in no other way. Ideally, everyone involved in<br />
political deliberations would possess practical wisdom” (Bitzer i Farrell (red.), 1998, p. 13). Det<br />
ideal der her fremlægges, er baseret på den opfattelse at de enkelte deltagere i kommunikationen er<br />
frie aktører. Afsenderens opgave er “...at mønstre de mulige overbevisende momenter i et hvert<br />
givet stof” (Aristoteles, 1996, p. 33). Og modtagerne bedømmer om de vil tilslutte sig eller afvise<br />
talerens synspunkt. I den aristoteliske retorikopfattelse er ‘persuasio’ det absolut centrale (Fafner,<br />
1997, p. 32), og derfor forudsættes tilstedeværelsen af “...an agent who is free to be persuaded”<br />
(Charland i Nothstine et al. (red.), 1994, p. 211).<br />
I forhold til den her skitserede retorikopfattelse er magt noget nær persuasios modsætning.<br />
Magt defineres traditionelt som A’s evne til at få B til at gøre noget B ellers ikke ville have gjort<br />
(Christensen og Daugaard Jensen, 1986, p. 26). Magt er altså den indflydelse A kan gøre gældende<br />
uafhængigt af hvad B synes om en given sag, hvorimod persuasio forudsætter at B frit kan tage<br />
stilling og er blevet overbevist om at A’s forslag faktisk er gavnligt for B. Derfor vil man ud fra<br />
denne betragtning aldrig tale om magt som en del af retorikken, men tværtimod som et middel til at<br />
få sin vilje når ens persuasive evner har vist sig ikke at være tilstrækkelige.<br />
På et væsentligt punkt er persuasio og magt som de her beskrives, imidlertid forbundne.
Side 7 <strong>Bæredygtige</strong> <strong>begreber</strong><br />
kender deres egne interesser. Aktørerne er i magtrelationen ikke lige så frie som i den persuasio-<br />
baserede relation mellem afsender og modtager, men begge former for indflydelse kræver aktører<br />
der eksisterer uafhængigt af relationen og kan vurdere den objektivt. I den persuasive relation er B<br />
altid fri til at afslutte forholdet til A; dette er ikke tilfældet for magtrelationen hvorfor man kan<br />
diskutere B’s reelle uafhængighed. Men B anerkender i et legitimt, demokratisk styre frit<br />
nødvendigheden og rigtigheden af A’s magtudøvelse, og hvis A ikke har denne anerkendelse er der<br />
tale om at diktatur hvor B’s situation netop er kendetegnet ved at han/hun ikke opfatter sig selv<br />
som fri (Christensen og Daugaard Jensen, 1986, p. 86).<br />
Disse opfattelser af magt og persuasio er altså sammenfaldende i deres grundlæggende syn<br />
på de involverede som frie aktører der har allerede definerede forestillinger om deres rettigheder og<br />
behov. Og denne delte antagelse er samtidig årsagen til at persuasio og magt kan adskilles så<br />
tydeligt. Persuasio dækker de politiske processer igennem hvilke aktører når til enighed om<br />
overordnede målsætninger og konkrete tiltag, mens magt er de tilfælde hvor en parts vilje<br />
gennemtrumfes uafhængigt af andre parters interesser og eventuelle protester. Ofte vil persuasive<br />
processer gå forud for magtudøvelse; således indledes arbejdet med et lovforslag af diskussioner<br />
og forhandlinger, men når alle har haft mulighed for at udtrykke deres mening og derigennem søge<br />
at overbevise de øvrige, gribes der til afstemning hvorved flertallet kommer til at udøve magt over<br />
mindretallet idet en lov -såfremt den opnår flertal- er gældende både for dem der stemte for, og<br />
dem der stemte imod. Dog kan processen også vendes om hvis det for eksempel viser sig at loven<br />
ikke fungerer efter hensigten og gruppen der før var i mindretal, nu kan samle flertal for en<br />
lovændring der så skal diskuteres behørigt inden den kan vedtages.<br />
Den teoridannelse der tager udgangspunkt i at alle involverede i den politiske proces er frie<br />
aktører, sværger til de her beskrevne opfattelser af persuasio og magt. Gennem disse to <strong>begreber</strong> og<br />
samspillet mellem dem mener tilhængere af denne aktøropfattelse at kunne beskrive og forklare<br />
alle aspekter af den politiske proces.<br />
2.2. Den fremkommende aktør<br />
Der er imidlertid fra flere sider blevet rejst tvivl om hvorvidt de to <strong>begreber</strong> reelt kan forklare alle<br />
forhold i en politisk kommunikationsproces. Og dette har både ført til alternative begrebsdannelser<br />
og til et nyt syn på den politiske aktørs rolle. I det følgende vil det alternative ståsted indenfor
Side 8 <strong>Bæredygtige</strong> <strong>begreber</strong><br />
henholdsvis retorisk og magtteoretisk tænkning blive skitseret, og jeg vil derefter overveje hvilke<br />
konsekvenser de nye begrebsdannelser har for analysen af politisk kommunikation.<br />
2.2.1. Retorisk identifikation<br />
Indenfor retorisk teori er Kenneth Burke en af de mest indflydelsesrige reformatorer i nyere tid;<br />
han arbejder med en dramatistisk opfattelse af sprog som symbolsk handling og argumenterer for<br />
at persuasio ikke er retorikkens ultimative grundlag. I en diskussion af de forskellige opdelinger og<br />
sammenlægninger persuasio i tidens løb er blevet udsat for, skriver Burke:<br />
“But though these meanings are often not consistent with one another, or even flatly at<br />
odds, we do believe that they can all be derived from ‘persuasion’ as the ‘Edenic’ term<br />
from which they all ‘Babylonically’ split, while ‘persuasion’ in turn involves<br />
communication by the signs of consubstantiality, the appeal of identification” (Burke,<br />
1969, p. 62).<br />
Burke mener at en hvilken som helst persuasiv strategi (hvad enten der er tale om troper, figurer,<br />
loci communes eller en anden del af den retoriske teoridannelse) for at lykkes må give modtageren<br />
mulighed for at identificere sig med afsenderen: “...the expressing of a proposition in one or<br />
another of these rhetorical forms would involve ‘identification,’ first by inducing the auditor to<br />
participate in the form, as a ‘universal’ locus of appeal, and next by trying to include a partisan<br />
statement within this same pale of assent” (Burke, 1969, p. 59). Denne opfattelse begrundes i<br />
Burkes opfattelse af aktørerne:<br />
“A is not identical with his colleague, B. But insofar as their interests are joined, A is<br />
identified with B. Or he may identify himself with B even when their interests are not<br />
joined, if he assumes that they are, or is persuaded to believe so. Here are ambiguities<br />
of substance. In being identified with B, A is ‘substantially one’ with a person other<br />
than himself. Yet at the same time he remains unique, an individual locus of motives.<br />
Thus he is both joined and seperate, at once a distinct substance and consubstantial with<br />
another” (Burke, 1969, p. 21).<br />
Her ses et markant skift i forhold til den traditionelle opfattelse af aktørernes position i<br />
overbevisningsprocessen; persuasio involverer en anerkendelse af sammenfaldende interesser, men<br />
forudsætter at aktøren forbliver selvstændig. Burke hævder at aktøren idet han/hun overbevises,<br />
forlader sin oprindelige position for at smelte sammen med repræsentanten for den position<br />
han/hun nu anerkender. Identifikation er retorikkens egentlige grundterm og persuasio bør opfattes<br />
som en af flere mulige veje til identifikation.<br />
Burkes opfattelse af aktøren skyldes hans definition af mennesket som “the symbol-using<br />
(symbol-making, symbol-misusing) animal ” (Burke, 1968, p. 16), 4 og i tilknytning hermed<br />
4 Burkes definition af mennesket lyder således i sin helhed:
Side 9 <strong>Bæredygtige</strong> <strong>begreber</strong><br />
opfattelsen af sproget som det der på en gang forbinder og adskiller os fra hinanden og verden.<br />
Burkes definition medfører en delvis opløsning af den selvstændige og uafhængige aktør, idet<br />
symbolerne og den verdensopfattelse de kommunikerer, har en indflydelse på os der rækker langt<br />
ud over de holdninger og synspunkter vi bevidst antager. “An ‘ideology’ is like a spirit taking up<br />
its abode in a body: it makes that body hop around in certain ways; and that same body would have<br />
hopped around in different ways had a different ideology happened to inhabit it” (Burke, 1968, p.<br />
6). Dog vil der også altid være et element af frihed i sproglige symbolske handlinger idet Burke<br />
netop opfatter handlingen som et villet fænomen i modsætning til den viljeløse bevægelse<br />
(’motion’). Det er den sproglige handling og dens effekt på både taler og tilhører der indtager det<br />
privilegerede udgangspunkt i Burkes tankegang (Burke, 1968, p. 366).<br />
Burkes standpunkt, som han kalder dramatistisk, betyder et skift i det retoriske studies<br />
fokus. Hvor andre studerer en ytrings eksplicitte persuasive formål, er Burke mere optaget af<br />
ytringens motiv der ofte er skjult for den talende selv, og den lige så ofte ubevidste identifikation<br />
der opstår mellem taler og tilhører når kommunikationen lykkes (Foss, Foss og Trapp, 1991, p.<br />
176). En af fordelene ved denne teoretiske forskydning der rykker blikket fra den ‘færdige’ aktør<br />
til aktørens dannelse -til “...ways in which we spontaneously, intuitively, even unconsciously<br />
persuade ourselves” (Burke, 1968, p. 301)- er at “...it permits an understanding within rhetorical<br />
theory of ideological discourse, of the discourse that presents itself as always only pointing to the<br />
given, the natural, the already agreed upon” (Charland i Nothstine et al. (red.), 1994, p. 211).<br />
Aktørens opfattelse af sig selv og sin omverden konstitueres ifølge Burke gennem symbolsk<br />
sproglig handling, og<br />
“...whenever human discourse attempts to consider in terms of symbolic action the<br />
entire scope of possible human experience..., we need not be surprised that, over the<br />
centuries, many different kinds of nomenclature have been enlisted in the task. Each has<br />
its peculiar resources, with corresponding limits. Each matches the defects of its<br />
qualities with the quality of its defects. Each, to be reflective, must be selective -and in<br />
being selective it is to some extent deflective (Burke, 1968, p. 481).<br />
Den dramatistiske analyse af konkret sprogbrug som følger af Burkes mere overordnede indsigter,<br />
tager sit udgangspunkt i forholdet mellem forskellige ord og <strong>begreber</strong> i en given tekst med henblik<br />
the symbol-using (symbol-making, symbol-misusing) animal<br />
inventor of the negative (or moralized by the negative)<br />
seperated from his natural condition by instruments of his own making<br />
goaded by the spirit of hierarchy (or moved by the sense of order)
Side 10 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
på at beskrive hvilken handling teksten udfører, og afdække dens grundlæggende motiver (Foss,<br />
Foss og Trapp, 1991, p. 184). 5<br />
2.2.2. Magtrelationel normdannelse<br />
Ændringen i opfattelsen af magt kan ses som en gradvis udvidelse af begrebet: i den traditionelle<br />
definition vedrører magt udelukkende eksplicit forhandling om forskellige sager på en<br />
institutionaliseret beslutningsarena, men denne direkte magt er kun den første af i alt fire<br />
magtdimensioner. Den anden dimension beskriver magtforhold i forbindelse med bestemmelse af<br />
dagsorden og udførelse af vedtagne beslutninger; den tredje dimension medtager aktørers evne til<br />
at påvirke hinandens opfattelse af hvad der er fordelagtigt for dem (Christensen og Daugaard<br />
Jensen, 1986, pp. 12-13). Endelig kan en fjerde dimension, den strukturelle magt, udskilles. På<br />
dette niveau i magtanalytikken sker et markant skift væk fra en beskrivelse af aktørers bevidste<br />
påvirkningsforsøg hen mod analysen af hvordan normer og værdier reproduceres ureflekteret af<br />
alle involverede, og derved kommer til at fremstå som naturgivne strukturer (Christensen og<br />
Daugaard Jensen, 1986, p. 87).<br />
Sideløbende med denne udvidelse af magtanalytikerens genstandsfelt er der imidlertid med<br />
udgangspunkt i Michel Foucaults teoridannelse opstået en kritik af selve analyseformen. Selv når<br />
magtbegrebet udvides har studiet af magt ofte fokuseret på analysen af hvem der har magt, hvor<br />
den udøves og med hvilket resultat, og overfor dette hævder Foucault og hans ligesindede at<br />
analysen bør fokuserer på hvordan magten udøves; på magtrelationer (Flyvbjerg, 1991, pp. 104-<br />
105). Magt kan ikke forstås som en konstant størrelse: “power is neither an institution nor a<br />
structure; it is not a force that can be located” (Miller, 1987, p. 205). Og selvom Foucault har det<br />
tilfælles med fortalere for den strukturelle magtopfattelse at han mener at aktørerne påvirkes af<br />
uerkendte magtmæssige forhold, opfatter han ikke magten som et størknet eller passificerende<br />
fænomen. Tværtimod er magten en dynamisk proces, der eksisterer i og med mellemmenneskelige<br />
relationer, og dermed bliver magt for Foucault en produktiv kraft i modsætning til det traditionelle<br />
syn på magten som en begrænsende instans (Best og Kellner, 1991, p. 49). De magtrelationer den<br />
enkelte indgår i, bliver for Foucault konstituerende for aktørens opfattelse af sig selv og sin<br />
omverden. I sin yderste konsekvens betyder dette at “the individual is an effect of power...”<br />
(Foucault i Kelly (red.), 1994, p. 36).
Side 11 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
Foucaults opfattelse af magtens betydning for subjektdannelsen -skabelsen af aktørens<br />
selvopfattelse- skal dog ses i sammenhæng med to andre for ham centrale <strong>begreber</strong>; viden og etik. I<br />
relationerne mellem disse tre <strong>begreber</strong> finder Foucault en dynamisk og ukontrollabel produktion af<br />
identitet og betydning som har den konsekvens at “...we are forced to produce the truth of power<br />
that our society demands, of which it has need, in order to function; we must speak the truth; we<br />
are constrained or condemned to discover the truth” (Foucault i Kelly (red.), 1994, pp. 31-32).<br />
Foucaults magtanalyse sigter mod at forklare hvilke sandheder og normer, der på et givet tidspunkt<br />
er gældende indenfor et fællesskab, og den vil desuden afdække hvordan disse værdier skabes og<br />
reproduceres gennem mødet mellem mennesker. Det betyder at analysen<br />
“...approaches universals -such as rights, justice, liberty- in the diverse forms of their<br />
specific operation, in the way they are produced in rhetorical practices, and in the<br />
manner in which they are attached to and provide rationales for governmental practices,<br />
and in terms of the way in which they are being played out in any particular present”<br />
(Dean i Ashenden og Owen (red.), 1999, p. 183).<br />
2.2.3. Identifikation og normdannelse - persuasio og magt<br />
På centrale områder er der sammenfald mellem Foucaults og Burkes teoridannelse: begge opfatter<br />
subjektet som et aldrig afsluttet resultat af de konkrete relationer det indgår i, og de opfatter<br />
samtidig viden og sandhed som afhængige af disse relationer. Burke fokuserer på symbolsk<br />
handling gennem sprog, men viser gennem sit begreb om ‘administrativ retorik’ at han også mener<br />
at “...nonverbal acts and material instruments themselves have a symbolic ingredient...<br />
administrative acts are not merely ‘scientific’ or ‘operational,’ but are designed also with an eye for<br />
their appeal” (Burke, 1969, p. 161). Og mens magtrelationerne er centrale for Foucault, mener han<br />
at disse i lige så høj grad kommer til udtryk i diskurs som i instrumentelle virkemidler, og han<br />
mener at det ofte ikke er normer i sig selv, men en bestemt sprogbrug der normaliseres (Dean i<br />
Ashenden og Owen (red.), 1999, p. 188). I teoretiske positioner og konkrete analyser der følger<br />
Burke og/eller Foucault, opstår en syntese mellem et retorisk og et magtanalytisk perspektiv. Den<br />
dramatistiske analyse søger at fremstille baggrunden for identifikation med et bestemt synspunkt,<br />
mens en Foucault-inspireret tilgang vil vise hvordan subjektet normaliseres gennem diskursen; i<br />
praksis vil disse to analyser dække den samme grund.<br />
Syntesen og det synspunkt den udtrykker, betyder imidlertid ikke at persuasio og det<br />
traditionelle magtbegreb mister deres betydning for analysen af politisk kommunikation. I den
Side 12 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
reelle diskurs indgår de fire <strong>begreber</strong> -persuasio, magt, identifikation og normdannelse- i<br />
komplekse sammensætninger der er bestemmende for den konkrete ytring. 6 Identifikation og<br />
normdannelse kan indgå som bevidste strategiske midler i forsøg på overbevisning og kontrol. Men<br />
de kan også ligge som de implicite udgangspunkter og begrænsninger bag aktørernes valg.<br />
Persuasio og magtudøvelse er symbolske handlinger der rummer et ofte uudforsket lag, et lag der<br />
er centralt for en forståelse af det politiske felt. Meningsdannelse er altid begrænset af de ting<br />
aktørerne tager for givet, og disse uproblematiske sandheder og foruddannede indtryk kommer<br />
uvægerligt til udtryk i og med symbolske handlinger der eksplicit vil overbevise eller tvinge<br />
aktører til at indtage et standpunkt i en specifik sag. I diskursen opstilles de muligheder og<br />
begrænsninger der er umiddelbart konstituerende for aktørernes selvopfattelse i forhold til den<br />
givne sag og som kan have betydning for deres verdensopfattelse som helhed.<br />
I analysen af En verden i udvikling vil jeg både beskrive tekstens persuasive strategier og<br />
dens brug af magt, men jeg vil fokusere min analyse på den selvforståelse og verdensopfattelse<br />
aktørerne tilbydes i teksten.<br />
3. Metodiske betragtninger<br />
Analysen af En verden i udvikling vil fortrinsvis bygge på Burkes pentade, men jeg inddrager også<br />
analytiske redskaber udviklet af de retoriske teoretikere Edwin Black og Richard Weaver. Selvom<br />
jeg i analysen vil forsøge at belyse forholdene mellem persuasio og magt, identifikation og<br />
normdannelse, har jeg valgt ikke at benytte Foucaults analytiske metode. Dette skyldes for det<br />
første at Foucault i sine studier fokuserer på relationerne mellem forskellige bidrag til en samlet<br />
diskurs, mens jeg ønsker at analysere relationerne mellem de forskellige elementer i en enkelt<br />
tekst. For det andet har Foucaults analyse meget tilfælles med pentaden, men til forskel fra Burke<br />
er Foucault ikke entydig i sin begrebsdannelse. 7<br />
6 Burke beskriver forholdet mellem persuasio og identifikation således: “there is no chance of keeping apart<br />
the meanings of persuasion, identification (‘consubstantiality’) and communication (the nature of rhetoric as<br />
‘addressed’). But, in given instances, one or another of these elements may serve best for extending a line<br />
of analysis in some particular direction” (Burke, 1969, p. 46). Det er blandt andet ud fra denne betragtning at<br />
jeg i det følgende vil skelne mellem persuasio og identifikation selvom den samme sætning kan tjene både<br />
persuasive og identifikatoriske formål. Derfor vil jeg også bibeholde begrebet normdannelse for at udtrykke<br />
den i det mindste principielle forskel mellem identifikation som er knyttet til persuasio, og normdannelse der<br />
har forbindelse til magt.<br />
7 For eksempel rummer Foucaults begreb ‘enunciative modalities’ både spørgsmålet om hvem der må tale,<br />
hvordan han skal gøre det og hvor ytringen kan finde sted (Blair og Cooper, 1987, p. 166). Hos Burke har
Side 13 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
For Foucualt er det vigtigste ikke <strong>begreber</strong>ne i sig selv, men relationerne mellem dem.<br />
Dette er også er en vigtig pointe i Burkes analytiske model, og de to analyser deler et andet vigtigt<br />
træk i deres fokus på diskursens skævheder; på de steder hvor tvetydighederne (Burke) og<br />
modsætningerne (Foucault) bliver synlige. Foucault skriver:<br />
“A discursive formation is not, therefore, an ideal, continuous, smooth text that runs<br />
beneath the multiplicity of contradictions, and resolves them in the calm unity of<br />
coherent thought; nor is it the surface in which, in a thousand different aspects, a<br />
contradiction is reflected that is always in retreat, but everywhere dominant. It is rather a<br />
space of multiple dissensions; a set of different oppositions whose levels and roles must<br />
be described. Archeological analysis, 8 then, erects the primacy of a contradiction that<br />
has its model in the simultaneous affirmation and negation of a single proposition”<br />
(Foucault, 1972, p. 155).<br />
Og Burke udtrykker den samme holdning i forhold til den enkelte udtalelse:<br />
“We take it for granted that, insofar as men cannot themselves create the universe, there<br />
must remain something essentially enigmatic about the problem of motives, and that<br />
this underlying enigma will manifest itself in inevitable ambiguities and inconsistencies<br />
among the terms for motives. Accordingly, what we want is not terms that avoid<br />
ambiguity , but terms that clearly reveal strategic spots at which ambiguities<br />
necessarily arise ” (Burke, 1969a, p. xviii).<br />
På baggrund af disse ligheder ser jeg ingen grund til at forsøge at tilpasse Foucaults studie af<br />
diskursive formationer til nærstudiet af en enkelt tekst, men jeg vil dog idet jeg analyserer<br />
strategipapiret, være særligt opmærksom på magtrelationer der normalt ikke vil modtage speciel<br />
opmærksomhed i en dramatistisk analyse.<br />
Burkes analytiske redskab, pentaden, har til formål at afdække motivet bag enhver<br />
udtalelse, idet alle ytringers motiver kan forklares gennem den specifikke opfattelse af pentadens<br />
elementer og de relationer mellem elementerne som ytringen udtrykker (Burke, 1969a, p. xvi).<br />
Pentadens fem elementer er: “Act, Scene, Agent, Agency, Purpose” (Burke, 1969a, p. xv), 9 og de<br />
forholder sig til hinanden som fingre: “In their extremities the fingers are distinct, but in the palm<br />
they merge” (Burke i Young og Liu (red.), 1994, p. 3). Desuden gælder det at “any rounded<br />
statement of motives will contain elements that fall under all five of these heads. It will say what is<br />
being done (the Act); under what circumstances or in what situation (Scene) the act takes place;<br />
what sort of person (Agent) does it; by what means (Agency) he does it, and for what end or<br />
purpose” (Burke i Young og Liu (red.), 1994, p. 3). Det virkeligt interessante ved pentaden er<br />
8 Arkæologi er Foucaults navn for den metode han udviklede tidligt i sit forfatterskab; senere udvidede han<br />
sin analyse med den såkaldte genealogi. “‘Archeology’ would be the appropriate methodology of the<br />
analysis of local discursivities, and ‘genealogy’ would be the tactics whereby on the basis of the descriptions<br />
of these local discursivities, the subjected knowledges which were thus released would be brought into play”<br />
(Foucault citeret i Best og Kellner, 1991, pp. 46-47).
Side 14 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
imidlertid de fem <strong>begreber</strong>s parvise relationer; det dialektiske forhold de indgår i, og som Burke<br />
kalder ‘ratios.’ 1 0 Og blandt disse er der to centrale pardannelser: “There is the dialectic of Agent<br />
and Scene (idealism and materialism, subject and object, people and things) which has dominated<br />
so much of modern thought. And there is the equally prevalent dialectic of means and ends<br />
(Agency and Purpose, pragmatism and mysticism)” (Burke i Young og Liu (red.), 1994, p. 10). Det<br />
er specielt i disse to relationer man kan forvente at finde en udtalelses motiver manifesteret, men<br />
de andre relationer kan altså lige såvel have betydning og må ikke undslippe analytikerens<br />
opmærksomhed. Desuden gælder det at pentade-elementet ‘handling’ finder sin dialektiske modpol<br />
i begrebet ‘hvile’ der ikke er en del af pentaden, men netop repræsenterer den dramatistiske<br />
handlings ophør (Burke i Young og Liu (red.), 1994, p. 10).<br />
I undersøgelsen af tekstens aktører supplerer jeg pentaden med Edwin Blacks begreb om<br />
‘the second persona’ (Black, 1970). Blacks analyseform tager sit udgangspunkt i det billede en<br />
tekst tegner af sin modtager: “It seems a useful methodological assumption to hold that rhetorical<br />
discourses...will imply an auditor, and that in most cases the implication will be sufficiently<br />
suggestive as to enable the critic to link this implied auditor to an ideology” (Black, 1970, p. 112).<br />
Black udvikler sin analytiske metode for at undgå den såkaldte intentionelle fejlslutning der beror<br />
på at man opfatter teksten som et direkte udtryk for afsenderens intention. Afsender kan aldrig<br />
læses direkte ud af teksten da han/hun så at sige kan skjule sit sande ansigt i sprogets folder (Black,<br />
1970, p. 111). Men, hævder Black, hvis afsenderen vil gøre sig håb om at opnå den ønskede<br />
virkning på modtageren, må denne præsenteres for en rolle der er tilstrækkelig utvetydig til at den<br />
ikke kan misforstås, og i denne modtagerrolle, den ‘anden persona,’ ligger nøglen til en læsning af<br />
afsenders intention og hans normative udgangspunkt (Black, 1970, p. 113).<br />
Jeg vælger i første del af min analyse at benytte Blacks ‘anden persona’ på en måde jeg<br />
tvivler på at Black ville støtte. Jeg forudsætter nemlig i dette analyseafsnit at man kan skelne<br />
mellem læsere og læsere; at afsender i den samme tekst kan have forskellige intentioner overfor<br />
forskellige modtagergrupper uden at disse intentioner påvirker hinanden og de forskellige gruppers<br />
1 0 Burke opregner ti sådanne ratios: “scene-act, scene-agent, scene-agency, scene-purpose, act-purpose,<br />
act-agent, act-agency, agent-purpose, agent-agency, and agency-purpose” (Burke, 1969a, p. 15). For hver<br />
ratio må det desuden afgøres hvilket af de to elementer der påvirker det andet, idet det for eksempel gælder<br />
at “if an agent acts in keeping with his nature as an agent (act-agent ratio), he may change the nature of the<br />
scene accordingly (scene-act ratio), and thereby establish a state of unity between himself and his world<br />
(scene-agent ratio). Or the scene may call for a certain kind of act, which makes for a corresponding kind of
Side 15 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
læsning af teksten. Et sådant udgangspunkt gør det muligt at beskrive Danidas målsætning og<br />
værdigrundlag som værende adskilt fra relationerne til de øvrige aktører. Troen på den<br />
differentierede læsnings mulighed er en grundantagelse i strategipapiret, 1 1 og en analyse af teksten<br />
der følger dette princip, stiller sig altså naivt på linje med tekstens eksplicite budskab. Opdelingen<br />
af strategipapiret i forhold til forskellige modtagere betyder at jeg i første omgang opfatter teksten i<br />
dens selvreferentielle funktion (Danida forklarer sin nye strategi overfor medarbejderne), og derfor<br />
sætter lighedstegn mellem den anden persona og Danida selv. 1 2 Den her skitserede opfattelse af<br />
‘den anden persona’ betyder at personaen svarer til pentadens aktør, og dermed bliver læserens<br />
relation til personaen bindeled mellem den rent tekstlige symbolske handling og den ydre<br />
virkelighed teksten søger at påvirke. Den ‘teksttro’ eller naive læsning af personaen danner<br />
grundlag for den dramatistiske analyse, men vil i løbet af denne blive problematiseret og nuanceret.<br />
Problematiseringen af det naive persona-perspektiv bygger på en analyse af brugen og<br />
betydningen af diverse <strong>begreber</strong> i strategipapiret. Begrebsanalysen skyldes teoretiske betragtninger<br />
der findes påbegyndt hos Burke og videreudviklet hos Richard M. Weaver. Ord inddeles i første<br />
omgang af Burke i tre klasser: positive, dialektiske og ultimative (Burke, 1969, pp. 183-189).<br />
Weaver overtager denne inddeling, men bygger videre på Burkes inddeling af ‘ultimate terms’ i<br />
‘god-terms’ og ‘devil-terms’ idet han tilføjer kategorien ‘charismatic terms.’ Positive termer er<br />
principielt entydige: “They are terms whose referents are things existing objectively in the world<br />
whose presence supposedly everyone can be brought to acknowledge” (Weaver, 1970, p. 145).<br />
Dialektiske termer betegner en anden klasse: “Here are words that belong, not in the order of<br />
motion and perception , but rather in the order of action and idea” (Burke, 1969, p. 184).<br />
Dialektiske termer er ord for<br />
“...essences and principles, and their meaning is reached not through sensory<br />
perception, but through the logical processes of definition, inclusion, exclusion, and<br />
implication. Since their meaning depends on the concatenation of ideas, what they<br />
signify cannot be divorced from the ideological position of the user as revealed by the<br />
general context of his discourse” (Weaver, 1970, p. 145).<br />
1 1 Der vil i selve analysen blive argumenteret for at dette faktisk er tilfældet.<br />
1 2 De øvrige læsere af strategipapiret opfattes her som løsrevne i forhold til ‘Danida-medarbejderen’ der er<br />
den eneste læsergruppe hvis rolle beskrives eksplicit. Min brug af Blacks analyse nærmer sig den<br />
intentionelle fejlslutning han advarer mod, men fordi strategipapiret unægteligt har en selvreferentiel<br />
funktion, og fordi min brug af persona analysen danner den deskriptive baggrund for mere kritiske studier,
Side 16 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
Dialektiske termer er desuden dramatistiske, de kan opfattes som personer i et drama med bestemte<br />
roller og handlinger, og de vil påvirke hinanden, overtage hinandens betydning, stjæle hinandens<br />
domæne, men kan også samarbejde om meningsdannelse (Burke, 1968, p. 468).<br />
Dialektiske termer bruges af konkurrerende deltagere i for eksempel parlamentariske<br />
stridigheder og resultatet af sådanne stridigheder er at <strong>begreber</strong>ne afstemmes i et kompromis, eller<br />
at vindende <strong>begreber</strong> får eksklusiv ret. Men en sådan orden er midlertidig, hvorimod en orden der<br />
involverer ultimative termer synes nødvendig og endelig:<br />
“The ‘dialectical’ order would leave the competing voices in a jangling relation with<br />
one another (a conflict solved faute de mieux by ‘horse-trading’); but the ‘ultimate’<br />
order would place these competing voices themselves in a hierarchy, or sequence, or<br />
evaluative series, so that, in some way, we went by a fixed and reasoned progression<br />
from one of these to another, the members of the entire group being arranged<br />
developmentally with relation to one another. The ‘ultimate’ order of terms would thus<br />
differ essentially from the ‘dialectical’ (as we use the term in this particular connection)<br />
in that there would be a ‘guiding idea’ or ‘unitary principle’ behind the diversity of<br />
voices” (Burke, 1969, p. 187).<br />
‘God terms’ er de samlende principper, det ultimative motiv bag en konkret argumentation, “by<br />
‘god term’ we mean that expression about which all other expressions are ranked as subordinate<br />
and serving dominations and powers” (Weaver, 1970, p. 88). ‘Devil terms’ er de diametrale<br />
modsætninger til ‘god terms’; hvor ‘god terms’ rummer det gode, det der kalder på identifikation,<br />
står ‘devil terms’ for alt hvad der omfattes med afsky og som man for alt i verden vil adskille sig<br />
fra (Weaver, 1970, p. 100). Udenfor dette spektrum står de karismatiske termer der ligesom visse<br />
politiske ledere virker i kraft af en nærmest mystisk charme som ikke kan begrundes ud fra deres<br />
forbindelse til andre <strong>begreber</strong>; “these terms seem to have broken loose somehow and to operate<br />
independently of referential connections” (Weaver, 1970, p. 106).<br />
Beskrivelsen af hvilke <strong>begreber</strong> der bruges i strategipapiret, og vurderingen af hvilke<br />
værdier og funktioner de tilskrives, er en vigtig del af analysen. Analysen af <strong>begreber</strong>ne vil blive<br />
inddraget flere steder i den dramatistiske analyse, og <strong>begreber</strong>ne vil både blive overvejet i sig selv,<br />
i deres relation til pentaden, og ud fra den indflydelse de har på de roller aktørerne tildeles.<br />
Desuden er det specielt i begrebsanalysen at det teoretiske perspektiv træder frem, idet<br />
begrebsdannelsen har betydning for de relationer mellem magt, persuasio, identifikation og<br />
normdannelse der er tilstede i teksten.<br />
Som det ses af disse betragtninger vil hele analysens omdrejningspunkt være ting der sker i
Side 17 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
teksten i sig selv er en handling rummer den også i sig betingelserne for sin fremkomst og succes.<br />
Det er strategipapirets mål og midler, det verdenssyn teksten opstiller, de rammer og betingelser<br />
for handling teksten angiver, der vil blive analyseret. I det dramatistiske perspektiv kan<br />
strategipapiret opfattes som selvopfyldende, og der tages ikke hensyn til hvilken effekt teksten<br />
faktisk har haft på de forskellige deltagere i bistandsdiskursen. Dermed bliver studier af reelle<br />
læseres reaktion på teksten selvfølgelig ikke overflødige, men de falder uden for denne opgaves<br />
rammer; hvad der her skal undersøges er de handlinger teksten udfører som tekst, og dermed det<br />
perspektiv og det verdensbillede strategipapiret tilbyder læseren at acceptere eller forkaste.<br />
4. Analysen af En verden i udvikling<br />
4.1. Baggrund og hensigt<br />
En verden i udvikling -strategi for dansk udviklingspolitik frem mod år 2000 trådte i kraft i marts<br />
1994 og er resultatet af en forhandlingsproces der blev igangsat af den danske regering i 1993.<br />
Man havde vurderet at der var sket så mange økonomiske, politiske og sociale ændringer både på<br />
den internationale arena, i de enkelte ulande og i Danmark, at en revision af den hidtidige strategi<br />
for dansk udviklingsbistand var påkrævet. Selvom udviklingsministeren i sit forord til<br />
strategipapiret skriver at de ændrede ydre forhold nødvendiggør at man skifter politik, fremhæves<br />
kontinuiteten også: “Den strategi, som nu foreligger, viderefører hovedlinierne i den eksisterende<br />
1 3<br />
udviklingspolitik” (Danida, 1994, forord).<br />
En verden i udvikling fremlægger de ændringer man har vedtaget at gennemføre.<br />
Ændringsforslagene er udsprunget af praktiske erfaringer med bistandsarbejdet som både Danida,<br />
private danske ulandsorganisationer og dansk erhvervsliv har indhøstet (Danida, 1994, forord).<br />
Hensigten med strategipapiret er at fremlægge og forklare ændringerne i dansk udviklingspolitik;<br />
1 3 Kontinuiteten opretholdes med hensyn til den overordnede målsætning (fattigdomsorienteringen), og på<br />
to mere praktiske områder: fastsættelsen af at bistanden skal udgøre 1% af BNI, og 50-50 fordelingen<br />
mellem bi- og multilateral bistand. Strategien udviser et brud med tidligere praksis idet den bilaterale bistand<br />
søges koncentreret omkring nogle få udvalgte lande (de såkaldte programsamarbejdslande som der skal<br />
være 20 af), og inden for disse lande ønsker man endvidere at koncentrere bistanden på områder (sektorer)<br />
som Danmark har særlige kompetencer indenfor. Desuden lancerer man i strategipapiret begrebet aktiv<br />
multilateralisme som går ud på at sikre Danmark en højere grad af indflydelse på de multilaterale partnere,
Side 18 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
men den ny politik er vedtaget så selvom man forsøger at redegøre for de overvejelser der ligger<br />
bag de nye tiltag, vil eventuelle indvendinger fra andre aktører ikke reelt kunne ændre teksten, men<br />
måske nok have betydning for dens succes. Med andre ord: den politiske proces der førte til<br />
vedtagelsen af den nye strategi, er afsluttet, og det er nu strategiens succesfulde implementering<br />
der står på spil. Hvis strategien skal omsættes til praksis må man have flere forskellige grupper i<br />
tale, og de skal alle overbevises om eller bekræftes i at denne tekst vitterligt præsenterer den bedst<br />
mulige politik på området.<br />
4.2. Strategipapirets indhold<br />
En verden i udvikling indledes af et forord signeret af udviklingsministeren, og herefter følger et<br />
resumé af teksten. Selve teksten er inddelt i syv hovedafsnit (se bilag 2 for strategipapirets fulde<br />
indholdsfortegnelse): Afsnit 1 gennemgår den overordnede målsætning for og midlerne i dansk<br />
udviklingspolitik samt baggrunden for det udviklingspolitiske engagement. Afsnit 2 gennemgår<br />
den bilaterale bistand, afsnit 3 behandler den multilaterale bistand og afsnit 4 omhandler<br />
kriseindsatser. Disse tre er de generelle former dansk udviklingsbistand kan antage. Afsnit 5 tager<br />
tråden op fra afsnit 1 og går i dybden med fattigdomsorientering og andre prioriteringsområder for<br />
dansk bistand. Afsnit 6 uddyber hvilke former for samarbejde den danske bistandspolitik åbner<br />
mulighed for. Endelig opstiller afsnit 7 kriterier for målopfyldelse indenfor de overordnede<br />
bistandsformer, og afsnittet fastsætter krav om og tidsrammer for evaluering. Jeg vil i det følgende<br />
koncentrerer analysen om afsnit 1, 2 og 5, da det er disse tre afsnit der har direkte relevans for<br />
studiet af Danidas identitet og forholdet mellem Danida og modtagerlandene.<br />
4.3. Danidas persona<br />
I denne første del af analysen vil jeg udfra studiet af Danidas målsætninger skitsere det normsæt<br />
læsere af teksten opfordres til at identificere sig med. Som allerede nævnt henvender En verden i<br />
udvikling sig til flere forskellige modtagere, men i kraft af sin beskrivelse af vedtagne mål og<br />
midler rummer teksten også et markant ‘vi’ som det tages for givet at visse læsere -Danidas<br />
repræsentanter- vil identificere sig med. 1 4 Repræsentanter for de øvrige aktører tildeles i<br />
1 4 Idet den generelle hensigt med teksten antages at være den vellykkede implementering af en ny strategi,<br />
må det være af overordentlig vigtighed at de personer som repræsenterer Danida i de faktiske møder med<br />
de øvrige aktører, accepterer strategien og optræder i overensstemmelse med dens principper. Det er et<br />
interessant spørgsmål hvorvidt denne identifikation reelt er uproblematisk, men undersøgelsen af dette<br />
falder desværre udenfor denne opgaves rammer, og i strategipapirets verdensopfattelse -og dermed også i<br />
den dramatistiske analyse af denne- er identifikationen under alle omstændigheder ikke blot en
Side 19 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
strategipapiret andre roller, og jeg vil i første omgang undlade at diskutere både disse rollers<br />
udformning og hvorvidt det er muligt at adskille disse fra ‘den anden persona.’ Her skal de værdier<br />
og målsætninger der udgør Danidas persona, beskrives.<br />
I strategipapiret fremhæves fattigdom som rationalet for dansk bistandspolitik (p. 4), 1 5 og<br />
indsatsen for at bekæmpe fattigdommen -fattigdomsorienteringen- er et fundamentalt princip (p.<br />
IV). Dansk udviklingsbistand er desuden struktureret omkring tre tværgående hensyn; det drejer<br />
sig om hensynet til kvinders rolle i udviklingsprocessen, miljøaspekter og fremme af demokrati og<br />
menneskerettigheder. Disse tre hensyn “...vil indgå i planlægningen og gennemførelsen af<br />
udviklingsaktiviteter. For alle tre områder gælder, at de både indgår som aspekter af bistanden<br />
indenfor forskellige sektorer og samtidig udgør selvstændige bistandsområder” (p. V). Og med den<br />
nye strategi “...lægges op til en styrket dansk indsats på tre tematiske prioritetsområder:<br />
befolkning, handel og gældslettelse” (p. XIII).<br />
Den overordnede målsætning for dansk statslig bistand blev fastsat ved lov i 1971, og den<br />
har ikke ændret sig siden:<br />
“Målet for Danmarks statslige bistand til udviklingslandene skal være gennem et<br />
samarbejde med disse landes regeringer og myndigheder at støtte bestræbelser på at<br />
opnå økonomisk vækst for derigennem at medvirke til sikring af deres sociale fremgang<br />
og politiske uafhængighed i overensstemmelse med de Forenede Nationers pagt, formål<br />
og bærende principper og tillige gennem et kulturelt samarbejde at fremme den<br />
gensidige forståelse og solidaritet” (Lov nr. 297, d. 10. juni, 1971).<br />
I En verden i udvikling omformuleres loven i et forsøg på at operationalisere den, men<br />
tilsyneladende uden at ordlyden ændres nævneværdigt:<br />
“Det overordnede sigte for en strategi for dansk udviklingspolitik frem mod år 2000 er<br />
således at medvirke til at støtte udviklingslandenes bestræbelser på at opnå en<br />
bæredygtig udvikling baseret på en forbedring af levevilkårene gennem en socialt<br />
afbalanceret økonomisk vækst og på respekten for den politiske uafhængighed og det<br />
enkelte menneskes lige og frie muligheder i overensstemmelse med de Forenede<br />
Nationers pagt, formål og bærende principper samt tillige gennem et kulturelt<br />
samarbejde at fremme den gensidige forståelse og solidaritet” (p. 5).<br />
Hver enkelt af de syv områder eller principper som strategipapiret opregner og hvoraf<br />
fattigdomsorienteringen fremstår som det mest grundlæggende, er udarbejdet i forsøget på at<br />
opfylde strategiens erklærede sigte: “...at omsætte målsætningerne for Danmarks udenrigspolitik<br />
og udviklingsbistand til en fremadrettet og sammenhængende dansk udviklingspolitik, hvis enkelte<br />
komponenter virker gensidigt forstærkende” (p. II). I det følgende vil jeg nøjes med at gennemgå<br />
1 5 Da jeg i det følgende citerer flittigt fra En verden i udvikling går jeg nu over til udelukkende at henvise til
Side 20 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
fattigdomsorienteringen og de tre tværgående hensyn, idet jeg mener at disse fire punkter udgør det<br />
egentlige værdigrundlag. De tre prioritetsområder befinder sig et skridt længere nede i det<br />
begrebslige hierarki, og det ville føre for vidt også at inddrage deres niveau i analysen.<br />
4.3.1. Fattigdomsorientering<br />
Spørgsmålet om hvorfor fattigdommen er central og hvordan den skal bekæmpes, tages både op i<br />
strategipapirets afsnit 1 og i afsnit 5. Fattigdom defineres som den tilstand personer “...der lever for<br />
mindre end 1 US$ om dagen (1985 priser)” (p. 55), befinder sig i, og det fastslås at det drejer sig<br />
om 1,1 milliard mennesker (p. 1 og p. 55). Fattigdommens omfang og de hindringer den lægger i<br />
vejen for udviklingsprocessen betyder, “...at bekæmpelsen af fattigdom bliver en selvstændig<br />
forudsætning for at skabe bæredygtig økonomisk og social vækst” (p. 2). Men fattigdommen<br />
kædes også sammen med en række andre negative faktorer:<br />
“Udover at udgøre det alvorligste sociale og humanitære problem, verden står overfor,<br />
er fattigdommen snævert knyttet sammen med andre globale problemer: den manglende<br />
økonomiske udvikling, den fortsatte befolkningstilvækst, de voksende lokale og globale<br />
miljøproblemer, fremvæksten af etniske spændinger og spredning af lokale konflikter,<br />
den voksende migration fra syd til nord, narkotikaproblemer og udbredelsen af AIDS og<br />
andre sygdomme” (p. 2).<br />
Og desuden er bekæmpelse af fattigdom ikke kun en humanitær pligt; den kan også føre fordele<br />
med sig: “De fattige udgør en vigtig menneskelig ressource. Udover de sociale og humanitære<br />
aspekter, der i sig selv begrunder en aktiv indsats i forhold til de fattige, er deres aktive inddragelse<br />
i udviklingsprocessen derfor også en forudsætning for at skabe en bæredygtig udvikling” (p. 55).<br />
Fattigdomsorienteringen skyldes dels et moralsk ansvar for at hjælpe de svageste, dels mere<br />
nytteorienterede betragtninger hvor det vurderes at udviklingsprocessen slet ikke kan komme i<br />
gang hvis de fattige ikke hjælpes. Begge årsager begrunder imidlertid den holdning at:<br />
“Fattigdomsproblemerne er centrale for forståelsen og løsningen af udviklingsproblemerne. En<br />
målrettet indsats for at afhjælpe fattigdomsproblemerne må derfor stå i centrum for den danske<br />
bistand” (p. 4).<br />
Fattigdomsorienteringens udmøntning i praksis er baseret på tre hovedelementer der er<br />
udviklet ud fra “...erkendelse af, at bæredygtig udvikling må baseres på en socialt afbalanceret<br />
økonomisk vækst med bred folkelig deltagelse” (p. 4). Fattigdomsorienteringens tre<br />
hovedelementer beskrives således:<br />
“-Fremme af en bæredygtig økonomisk vækst, hvor fordelingspolitikken indgår som et<br />
integreret element i den økonomiske politik.
Side 21 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
- Udbygning af de sociale sektorer, herunder fremme af uddannelse og sundhed, som en<br />
forudsætning for udvikling af de menneskelige ressourcer.<br />
- Fremme af folkelig deltagelse i udviklingsprocessen, opbygning af et retssamfund og<br />
god forvaltningsmæssig praksis som en forudsætning for stabilitet i den økonomiske,<br />
sociale og politiske udvikling” (p. 4).<br />
Opfattelsen af fattigdom som en økonomisk defineret tilstand med sociale, kulturelle og politiske<br />
konsekvenser er udgangspunktet for bistandsarbejdet. Og fattigdomsorienteringen betyder at man<br />
med bistandsarbejdet ønsker at nå udviklingslandenes dårligst stillede borgere i forventning om at<br />
udvikling og fremskridt vil bevæge sig fra dem og opad i samfundene. Dog gælder det at: “Flere af<br />
de udtryk fattigdommen har, sætter i sig selv grænser for i hvor høj grad de fattige kan blive aktive<br />
medspillere og få positivt udbytte af udviklingsprocessen. Det er derfor nødvendigt at påvirke<br />
fattigdommen ved at fjerne barriererne for de fattiges aktive medvirken” (p. 57). Den<br />
fattigdomsorienterede udviklingshjælp vil (for at fortsætte citatets blandede metaforik) ofte sætte<br />
ind et skridt væk fra de fattigste i forsøget på at bane vejen for dem og sætte dem i stand til selv at<br />
tage del i spillet. Og vægtningen af blandt andet udbygning af skole- og sundhedsvæsen samt et<br />
retssamfund i almindelighed afspejler denne praksis.<br />
4.3.2. De tre tværgående hensyn<br />
De tre tværgående hensyn bliver i En verden i udvikling hver især knyttet til<br />
fattigdomsorienteringen. Om hensynet til kvinder i udviklingen hedder det:<br />
“...det globale billede viser fortsat meget store forskelle i mænds og kvinders<br />
muligheder og livsbetingelser indenfor næsten alle sektorer.<br />
Bag ved denne tilstand ligger, at kvinderne udgør den største gruppe blandt verdens<br />
fattigste. Fattigdommen blandt kvinder sammenholdt med den manglende opfyldelse af<br />
deres politiske, juridiske, sociale og økonomiske menneskerettigheder bidrager til at<br />
fastholde u-landskvinderne i denne situation” (p. 58).<br />
Om miljøet fastslår teksten at “...udviklingslandenes miljøproblemer hænger nøje sammen med en<br />
række udviklingsproblemer. <strong>Bæredygtige</strong> løsninger på miljøproblemerne kan derfor kun opnås<br />
som en integreret del af udviklingsprocessen -og omvendt” (p. 63), og videre at “lokale<br />
mijøproblemer er ... helt integrerede i det grundlæggende fattigdomsproblem, som præger mange<br />
udviklingslande. De må derfor angribes som led i en mere omfattende strategi” (p. 64). Og<br />
hensynet til demokrati og menneskerettigheder introduceres således:<br />
“Menneskerettighederne krænkes fortsat i mange udviklingslande, ligesom<br />
befolkningens manglende muligheder for seriøst at deltage i det politiske liv snarere er<br />
reglen end undtagelsen.<br />
Der er sammenhæng mellem disse to forhold, og der er endvidere sammenhæng mellem<br />
dette og de mange problemer omkring fattigdom og underudvikling, der er<br />
karakteristiske for udviklingslandene” (p. 74).
Side 22 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
Den danske udviklingsstrategis tre tværgående hensyn bliver opfattet som direkte forlængelser af<br />
strategiens overordnede målsætning og som nødvendige dele af en operationalisering af<br />
målsætningen.<br />
Kvinders rolle i udviklingsprocessen<br />
Selvom de generelle forskelle mellem mænds og kvinders muligheder i sig selv berettiger at<br />
kvinders situation tilgodeses, understreges det i strategipapiret at kvinderne har stor betydning for<br />
udviklingsprocessen som helhed. “Kvinder spiller i de fleste udviklingslande en afgørende rolle for<br />
udviklingen, ikke bare som producenter, men også som bærere af det sociale ansvar og opdragere<br />
af opvoksende generationer” (p. V). Og når kvindernes muligheder er begrænsede “...berøves<br />
udviklingslandene i stor udstrækning de menneskelige ressourcer, som kvinderne repræsenterer, og<br />
som -hvis de blev frigjort og udnyttet- kunne bidrage væsentligt til udviklingen af samfundene.<br />
Erfaringer viser, at der er nøje sammenhæng mellem kvinders uddannelsesniveau, antallet af<br />
fødsler og familiens sundhedstilstand” (p. 59).<br />
Kvindehensynet udmøntes i en strategi hvis grundlag er at:<br />
“...kvindernes situation kan forbedres gennem en dobbeltstrategi: Det ene led har til<br />
formål, at give kvinder samme adgang som mænd til de muligheder og ressourcer, der<br />
er til rådighed... Det andet led, og den mere langsigtede del af strategien, skal bistå<br />
kvinderne med de nødvendige strukturelle og materielle muligheder for, at de på lige<br />
fod med mænd kan deltage, når bistandsmål og -midler skal besluttes og gennemføres”<br />
(p. 59).<br />
Udover at der bliver iværksat projekter som målrettet forsøger at forbedre kvindernes situation,<br />
bliver kvindehensynet inddraget gennem analyser af de konkrete indsatser. “Ved forberedelserne til<br />
bistandsprogrammer og -projekter bør det altid søges klarlagt, hvorledes hhv. mænds og kvinders<br />
situation påvirkes af indsatserne...” (p. 59).<br />
Miljøområdet<br />
Globale miljøproblemer og problemer der skyldes industrialisering, knyttes til<br />
udviklingspolitikken idet målet er at sætte udviklingslandene i stand til at overholde globale<br />
miljøaftaler og undgå industrialiseringens negative konsekvenser (pp. 65-67), men bekæmpelsen af<br />
lokale miljøproblemer er en mere integreret del af den udviklingspolitiske målsætning. Dette<br />
skyldes at:<br />
“følgerne af nedslidningen rammer ikke ligeligt i samfundet. De fattigste<br />
befolkningsgrupper, der er mest direkte afhængige af naturressourcerne for at overleve,<br />
og som har færrest ressourcer til at modstå de negative virkninger, rammes hårdest<br />
fysisk og økonomisk, når f.eks. jord- og vandressourcer ødelægges. Kvinder udgør her
Side 23 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
Miljøhensynet bør på denne baggrund være en integreret del af al udviklingsbistand:<br />
“For at fremme en bæredygtig udvikling i danske programsamarbejdslande vil man fra<br />
dansk side intensivere arbejdet med at omsætte anbefalingerne fra Rio-konferencen til<br />
praktisk dansk bistandspolitik og med henblik herpå sikre, at sammenhængen mellem<br />
miljø og udvikling bliver fuldt indarbejdet i den danske fattigdomsorienterede bistand”<br />
(p. 64).<br />
Det er også af betydning at Danmark (den offentlige administration såvel som erhvervslivet)<br />
“...gennem en årrække arbejdet med høje miljøstandarder og omkostningseffektive<br />
miljøindsatser” (p. 68). Dette arbejde giver Danmark “...gode forudsætninger for at indgå aktivt i<br />
arbejdet med miljø og udvikling” (p. 68).<br />
Fremme af demokratisering og menneskerettigheder<br />
Hensynet til demokrati og menneskerettigheder har en særstatus i forhold til de to andre<br />
tværgående hensyn. De to første hensyn ønskes tydeligvis indarbejdet i alt danskstøttet<br />
bistandsarbejde, men det sidste hensyn rummer et direkte krav om efterlevelse: “Fortsatte<br />
menneskerettighedskrænkelser og manglende interesse fra et programsamarbejdslands side i at<br />
indgå i en dialog herom vil ... få konsekvenser for omfanget og karakteren af den danske bistand”<br />
(p. 76). Dette skyldes at fremme af demokrati og menneskerettigheder i højere grad end de øvrige<br />
hensyn fremhæves som et mål i sig selv. Om hensynet til demokrati og menneskerettigheder<br />
hedder det blandt andet at:<br />
“Forbedringen af menneskerettighederne baseret på respekten for det enkelte menneske<br />
er et mål i sig selv og bidrager sammen med en folkelig deltagelse i<br />
samfundsudviklingen til at fremme opbygningen af bæredygtige samfund. Dermed<br />
udgør den overordnede udvikling frem mod demokratiske styreformer og respekten for<br />
menneskerettighederne i det enkelte land en vigtig forudsætning for<br />
bistandssamarbejdet” (p. 74).<br />
Og:<br />
“Hovedparten -og især den fattige del- af befolkningen i udviklingslandene lever i<br />
sociale strukturer, som kun har begrænset økonomisk, socialt og politisk samspil med<br />
staten. For en bæredygtig udvikling baseret på inddragelsen af brede befolkningslag i<br />
udviklingsprocessen bliver et stærkt pluralistisk samfund med en mangfoldighed af<br />
sådanne strukturer derfor en vigtig målsætning. Et stærkt og vidt forgrenet samfund,<br />
som giver det enkelte menneske mulighed for at gennemskue og påvirke sin egen<br />
situation, er samtidig en nødvendig forudsætning for at skabe varige pluralistiske<br />
styreformer” (pp. 77-78).<br />
På denne baggrund tilskrives det tredje hensyn en mere grundlæggende betydning end de to andre,<br />
og det opfattes næsten som værende på linje med fattigdomsorienteringen. “Støtte til en proces, der<br />
leder frem mod demokratiske styreformer og respekt for menneskerettighederne er ... i lighed med
Side 24 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
hjælp til økonomisk vækst og udviklingen af de menneskelige ressourcer en hovedmålsætning i<br />
dansk bistandspolitik” (p. 75).<br />
Det konkrete arbejde med at forbedre demokrati og menneskerettigheder skal “...tage<br />
udgangspunkt i de lokale forhold og forudsætninger og i en dialog med modtagerlandene” (p. 75).<br />
Målsætningen for denne type støtte er at “...bidrage til udviklingen af en velfungerende offentlig<br />
administration, som er ansvarlig overfor loven og befolkningen, til udviklingen af et pluralistisk<br />
samfund, som tillader befolkningen at organisere sig i uformelle strukturer og<br />
interesseorganisationer, samt til øget inddragelse af de mest udsatte grupper i udviklingsprocessen”<br />
(p. 75). Vægtningen af pluralisme og befolkningsdeltagelse skyldes at: “Demokratiets beståen og<br />
fortsatte udvikling forudsætter dets forankring både i bredden og i dybden” (Danida, 1994, p. 75).<br />
Og den danske støtte til demokrati og menneskerettigheder er derfor udover at indgå som et hensyn<br />
i planlægningen af projekter også en støtte til opbygningen af en bestemt regerings- og<br />
samfundsform. Hensynet til demokrati og menneskerettigheder inddrages desuden som en del af<br />
grundlaget for planlægningen og udførelsen af den danske bistandspolitik: “En tæt og åben dialog<br />
med modtagerlandene om økonomiske, sociale, faglige og politiske spørgsmål er en integreret del<br />
af det danske samarbejde med programsamarbejdslandene. Denne dialog vil også omfatte<br />
spørgsmål omkring fremme af menneskerettighederne og fremme af folkelig deltagelse i<br />
udviklingsprocessen” (p. 76).<br />
4.3.3. Samlet beskrivelse af Danidas persona<br />
Fattigdomsorienteringen og hensynet til demokrati og menneskerettigheder bliver fremhævet som<br />
de mest grundlæggende elementer i dansk udviklingspolitik. Og sammen med hensynet til miljø og<br />
kvinder udgør de fundamentet for den udviklingspolitiske praksis. Det vil sige at Danidas persona i<br />
strategipapiret bygges op omkring fire normer: de fattigste skal hjælpes; demokrati og<br />
menneskerettigheder skal fremmes; der skal tages specielt hensyn til kvinder; miljøet skal<br />
beskyttes. Disse holdninger er både udgangspunkt og målsætning for det konkrete<br />
udviklingsarbejde. Og de følges op af de tre prioriteringsområder.<br />
Den foregående beskrivelse fokuserer på Danidas målsætninger og værdier som de kommer<br />
til udtryk uafhængigt af modtagerne af udviklingshjælpen. En sådan beskrivelse er nyttig idet den<br />
fokuserer på den rolle Danida tiltænker sig selv, og kan afdække det normsæt
Side 25 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
dannelsen af Danidas persona fuldstændigt fra de andre aktører. Det er tydeligt at Danidas persona<br />
i høj grad konstitueres gennem et specielt syn på modtagerne og deres problemer. Danida<br />
personaens målsætning er i høj grad at løse andres problemer, men det er Danida selv der definerer<br />
modtagernes problemer og deres løsning. Derved inddrages modtageren indirekte i opbygningen af<br />
Danida personaen; Danidas målsætninger og prioriteter bygger på en bestemt opfattelse af<br />
modtagernes situation og bedringen af denne. Forud for mødet har Danida en forestilling om<br />
modtagerens ønsker og behov der dels kan hæmme Danidas evne til reelt at se modtagerne, dels<br />
kan påvirke modtagernes selvopfattelse. Danida personaen rummer dog et andet træk som<br />
søger at kompensere for disse betragtninger; det er en vigtig del af Danidas persona at<br />
organisationen er fleksibel og lydhør overfor modtagerne af udviklingshjælpen. Samarbejde<br />
mellem Danmark og udviklingslandene indgår som et element i den lovtekst al udviklingspolitik er<br />
baseret på. En verden i udvikling tager højde for dette idet der i gennemgangen af de enkelte<br />
områder Danmark vil prioritere, findes henvisninger til at den konkrete udformning af<br />
målsætninger og strategier altid må ske i dialog med det enkelte land og med hensyntagen til dette<br />
lands behov og ønsker. Om fattigdomsorienteringen hedder det for eksempel afslutningsvis:<br />
“Udmøntningen og konkretiseringen af fattigdomsorienteringen i de enkelte<br />
programsamarbejdslande vil finde sted som en integreret del af landestrategierne og vil fremgå<br />
eksplicit af dem” (p. 58).Et andet eksempel er støtten til demokrati og menneskerettigheder der må<br />
“...tage udgangspunkt i de lokale forhold og forudsætninger og i en dialog med modtagerlandene”<br />
(p. 75).<br />
Lydhørhed og fleksibilitet overfor den konkrete modtager af udviklingshjælpen er værdier<br />
som opstilles sideløbende med de øvrige hensyn og målsætninger, og de indgår også i det billede af<br />
‘den anden persona’ som strategipapiret tegner. Jeg vil i den følgende analysedel undersøge En<br />
verden i udviklings beskrivelse af samarbejdet mellem donor og modtager. Hermed bevæger jeg<br />
mig et skridt videre end persona analysen i retning af en mere helstøbt dramatistisk analyse. I det<br />
følgende analyseafsnit fokuseres der på strategipapirets beskrivelse af mødet mellem Danida<br />
personaen og modtagerne af udviklingsstøtten.<br />
4.4. Danida og modtagerne<br />
Hvis man med udgangspunkt i at fattigdomsbekæmpelse er formålet med hovedaktørens -Danidas-
Side 26 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
udviklingspolitiske strategi være midlet til at nå målet, og modtagerlandene er den scene det hele<br />
skal foregå på. Forholdet mellem Danida og modtagerlandene må hvis man godtager denne<br />
udfyldelse af pentadens pladser, opfattes som en ‘agent-scene ratio.’ Beskrivelsen af Danidas<br />
persona synes tildels at understøtte denne opfattelse. Fattigdommen skal gennem de tre tværgående<br />
hensyn og prioritetsområderne bekæmpes, og udviklingslandene er det sted hvor slaget skal stå. En<br />
helt banal årsag til denne fordeling er selvfølgelig at bistandshjælp faktisk ydes i modtagerlandene.<br />
Men den sceniske opfattelse af modtagerne strækker sig videre end til denne betragtning, idet der<br />
enten sættes lighedstegn mellem den sceniske baggrund og modtagerne eller modtagerne opfattes<br />
som så hæmmede af sceniske elementer -elementer der kan samles under overskriften<br />
fattigdomsproblemer- at scenen i høj grad bliver bestemmende for modtagernes karakter og deres<br />
handlinger.<br />
En verden i udvikling søger imidlertid også at modarbejde dette billede af relationen<br />
mellem den passive modtager og den aktive donor. Blandt andet hedder det: “Den danske<br />
bistandsindsats tager udgangspunkt i udviklingslandenes behov. Danmarks udviklingspolitiske<br />
prioriteringer og betingelser afspejles i valget af samarbejdslande, organisationer og sektorer og i<br />
dialogen med modtagerne, som både formelt og reelt må stå som ansvarlige for de enkelte<br />
udviklingsaktiviteter” (p. III). I udtalelser som disse findes kimen til et radikalt skift i holdningen<br />
til udviklingslandene. Her er i første omgang tale om at hvert enkelt udviklingsland anerkendes<br />
som en unik scene, og at man vil vælge den scene der passer til dansk politik, men i anden periodes<br />
sidste led bryder det nye synspunkt helt igennem idet modtagerlandene tilskrives aktørens rolle.<br />
Modtagerlandene må dog i denne sætning opfattes som ‘hjælpere’ (‘co-agents’, Burke, 1969a, p.<br />
xix); Danida er stadig hovedaktøren med de styrende motiver, men modtagerlandenes aktive<br />
deltagelse er nødvendig hvis målet skal nås.<br />
Den danske udviklingspolitiske strategi går imidlertid endnu videre i sit forsøg på at gøre<br />
op med indtrykket af udviklingslandene som sceniske elementer i udviklingspolitikken. Man vil<br />
inddrage modtagerne aktivt på alle niveauer af bistandssamarbejdet:<br />
“En central forudsætning for bæredygtigheden af såvel sektorprogrambistand som andre<br />
bistandsformer er en klar placering af og fornemmelse af ansvar for bistandsindsatsen<br />
fra planlægningsstadiet til efter indsatsen er afsluttet. Et vigtigt element vil være, at<br />
initiativet i bistandssamarbejdet i højere grad flyttes over på modtagerside, så<br />
modtageren allerede fra aktiviteterne forberedes og påbegyndes føler et reelt ansvar.
Side 27 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
For at sikre bæredygtigheden i de enkelte udviklingsaktiviteter vil bistanden blive<br />
tilrettelagt ud fra et overordnet sektorperspektiv og i et forpligtende samarbejde med<br />
modtagerlandet som overordnet ansvarlig for de aktiviteter, der gennemføres.<br />
En bistand, der bygger på modtagerlandets reelle ansvar, vil understrege den politiske<br />
uafhængighed og ansvaret for egen udvikling og på det praktiske plan bidrage til at<br />
opnå en klarere opdeling mellem rettigheder og pligter” (pp. 17-18).<br />
Det synes at være et element i den danske strategi at ændre modtagernes status fra at være<br />
scene til at blive selvstændig aktør. Og man går så vidt at man vil sikre at “...dansk finansierede<br />
bistandsaktiviteter er i fuld overensstemmelse med modtagerlandenes prioriteringer” (p. 18). Her<br />
synes udviklingslandene at have overtaget hovedrollen mens Danida blot er hjælperen der<br />
overdrager aktøren de nødvendige midler. Det er dog tydeligt at fortsat er meningen at Danida skal<br />
være til stede i dansk finansierede aktiviteter. For eksempel gælder det at “...der i dansk<br />
bistandspolitik lægges øget vægt på decentralisering af opgavefordeling og beslutningsansvar.<br />
Således vil der så vidt muligt blive etableret direkte samarbejde med modtagerne af dansk støttede<br />
bistandsaktiviteter på det lokale niveau, ligesom lokale interesser vil blive tilgodeset i sektor-<br />
dialogen med de centrale myndigheder” (p. 18, fremhævelse tilføjet). Og den direkte kontrol med<br />
danske bistandsmidler kan kun nedtrappes i det omfang modtagerlandene har opbygget<br />
institutioner til budgettering, regnskab og omkostningskontrol (p. 27). Opbygningen af<br />
samfundstrukturer der giver den enkelte borger i udviklingslandet mulighed for deltagelse,<br />
betragtes ligeledes som en nødvendighed (pp. 77-78).<br />
I strategipapiret bliver modtagerne af udviklingsbistand tildelt en status der står og vipper<br />
mellem scene og aktør; i visse dele af strategipapiret opfattes modtagerne som selvstændige aktører<br />
og initiativtagere i udviklingsprocessen, men andre steder synes modtagerne at være fraværende<br />
som andet end den scene på hvilken Danida foretager sine indgreb. Dette spændingsforhold vil jeg<br />
i det følgende søge at forklare nærmere.<br />
4.5. Persuasio og magt i strategipapiret<br />
I de passager af strategipapiret hvor modtagerne af udviklingsbistand opfattes som selvstændige<br />
aktører, opfordres disse aktører til at udvikle målsætninger og prioriteter for deres egen<br />
udviklingsproces. 1 6 Og det er i disse passager man finder forestillingen om en modtager persona<br />
der eksisterer uafhængigt af strategipapirets konstruktion af Danidas persona. I og med<br />
1 6 Modtagerne opfordres altså til at udvikle en selvstændig udviklingspolitik i overensstemmelse med den<br />
del af den danske lov om internationalt udviklingssamarbejde der fastslår at udviklingslandenes politiske
Side 28 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
strategipapirets fastsættelse af de danske udviklingspolitiske prioriteter anbefales disse imidlertid<br />
også til modtagerne af bistandshjælpen; det er jo i disse lande at strategien skal føres ud i livet. Når<br />
modtagerne i strategipapiret opfattes som aktører er de adskilt fra Danida, og da er strategipapiret<br />
en persuasiv tekst der søger at overbevise modtagerne om fordelene ved at antage de samme mål<br />
og hensyn som Danida. Argumentet er at Danidas strategi mest effektivt vil sikre modtagernes<br />
udvikling, men modtagerne opfattes som værende frie til at antage andre synspunkter.<br />
I relationen mellem de to aktører -donor og modtager- udtrykkes der i strategipapiret en<br />
bevidsthed om at donoren har en mere magtfuld position end modtageren. Og Danida er på visse<br />
punkter villig til at benytte denne magt i forsøget på at realisere sine egne målsætninger. For det<br />
første er det Danida der udvælger programsamarbejdslandene, og for det andet kan Danida se sig<br />
nødsaget til at ophøre samarbejdet med en modtager hvis man ikke kan finde fælles prioriteter (p.<br />
28). Når strategipapiret beskriver “...muligheden for at vælge nye programsamarbejdslande som<br />
erstatning for lande, der udgår” (p. 9), betyder det i praksis at lande der tidligere modtog støtte fra<br />
Danmark, ikke længere vil blive tilgodeset, mens andre lande kommer til at modtage langt mere<br />
end tidligere. For modtagere af danske bistandsmidler kan det have kontante konsekvenser ikke at<br />
lade sig overbevise af de danske udviklingspolitiske hensyn og målsætninger.<br />
Gennem henvisningerne til økonomiske sanktioner overfor genstridige modtagere rummer<br />
En verden i udvikling et element at befaling. Der er tale om en beskrivelse af holdninger og<br />
handlinger som afsenderen forventer vil blive efterlevet og gennemført, og hvis det ikke sker må<br />
man sanktionerer. 1 7 Selvom man her søger at regulere modtagernes handlinger er der dog stadig<br />
tale om at modtagerne har et valg; de kan hvis de ikke kan acceptere de danske påbud, fravælge<br />
den danske økonomiske støtte. Direkte trusler er imidlertid undtagelsen snarere end reglen, og man<br />
mærker i det hele taget i strategipapiret en uvilje mod at opfatte forholdet mellem donor og<br />
modtager som en magtrelation. Forholdet beskrives langt hellere som værende dialogisk. Dialogen<br />
mellem donor og modtager omtales mange steder i strategipapiret; man betegner den som<br />
1 7 Dette udtrykkes overfor modtagerlandene i noget vage vendinger, for eksempel som “...konsekvenser for<br />
omfanget og karakteren af bistandssamarbejdet” (p. 28), mens man overfor multilaterale partnere taler i et<br />
tydeligere sprog: “Danmarks bidrag vil være bestemt af kvaliteten af de aktiviteter de enkelte organisationer<br />
gennemfører, og af deres relevans i forhold til danske udviklingspolitiske prioriteringer” (pp. 33-34). Jeg<br />
mener at en del af forklaringen på denne forskel i tonefald skal findes i modtagerlandenes ambivalente<br />
status som halvt scene, halvt aktør. De multilaterale partnere opfattes udelukkende som aktører og skal<br />
som sådanne overbevises eller tvinges, mens modtagerlandene kan ommøbleres. Her foregriber jeg dog
Side 29 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
“meningsfuld” (p. 9), “løbende” (p. 18), “tæt” (p. 28), “tæt og løbende” (p. 28), “tæt og åben” (p.<br />
76), og dialogen “...mellem Danmark og det enkelte programsamarbejdsland vil...indgå som en<br />
central forudsætning for udviklingssamarbejdet. Dialogen vil omfatte faglige, regnskabsmæssige<br />
og overordnede sektorfaglige og politiske spørgsmål” (p. 28). Det er først i tilfælde af at en<br />
modtager nægter at diskutere sine handlinger og holdninger med Danida at truslen om kontante<br />
sanktioner melder sig.<br />
I dette fokus på dialog er modtagerens aktørstatus fortsat bibeholdt, idet der i dialogen kan<br />
ske en gensidig påvirkning mellem donor og modtager, og man søger at opnå “...den nødvendige<br />
overensstemmelse...” (p. 28) mellem de to aktørers positioner. Dog anses modtagernes<br />
udgangspunkt i diskussionen for at være anderledes end det danske. De danske bistandsmidler<br />
fordeles ud fra tre faktorer: “...behovene i modtagerlandet, sammenholdt med Danmarks<br />
udviklingspolitiske prioriteringer og den danske ressourcebases styrkeområder” (p. 21). Og<br />
“udformningen af den bilaterale danske bistand vil fortsat ske i nært samarbejde med modtagerne,<br />
og vil i videst mulig udstrækning blive styret af deres behov. Bistanden vil samtidig blive ydet i<br />
overensstemmelse med danske udviklingspolitiske målsætninger og prioriteringer” (p. 28). Selv<br />
når modtagerne direkte opfordres til at indgå i en dialog om holdninger og prioriteter, beskrives<br />
modtagernes adfærd snarere som en bevægelse, en reaktion på sceniske omstændigheder, end en<br />
handling. Behov er ikke noget man kan vælge eller kontrollere, men noget der skal opfyldes før<br />
man kan handle frit. Danida diskuterer derimod ud fra formålet med sine handlinger og ud fra træk<br />
der henhører til danske ‘co-agenters’ karakterer. Modtagerlandenes deltagelse i dialogen opfattes<br />
således som styret af nødvendighed, mens Danidas position er præget af større fleksibilitet og<br />
frihed.<br />
Gennem denne karakteristik indskriver En verden i udvikling donor og modtager på hver<br />
side af et for Kenneth Burke centralt skel: “There are two primary generalizations that characterize<br />
the quality of motives: freedom and necessity. And whenever they appear, we may know that we<br />
are in the precense of ‘God-terms,’ or names for the ultimates of motivation” (Burke, 1969a, p.<br />
74). Hvis det også i strategipapirets tilfælde er rigtigt at frihed og nødvendighed binder an til<br />
tekstens ‘god terms,’ må det betyde at donor og modtager ikke har den samme forbindelse til disse<br />
termer. For at afdække betydningen og konsekvenserne af dette forhold vil strategipapirets
Side 30 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
4.6. Identifikation og normdannelse i strategipapiret<br />
Grundlaget for overhovedet at fremlægge en udviklingspolitik må være at man tror på muligheden<br />
for at samfund kan udvikle sig og at en sådan udvikling vil være til det bedre. Derved er udvikling<br />
direkte forbundet med det begreb Weaver opfatter som det bedste bud på vor tids ‘god term’:<br />
fremskridt. “If one has to select the one term which in our day carries the greatest blessing...one<br />
will not go far wrong in naming ‘progress.’ This seems to be the ultimate generator of force<br />
flowing down through many links of ancillary terms. If one can ‘make it stick,’ it will validate<br />
anything” (Weaver, 1970, p. 89). Troen på at samfund kan forbedres er altså udgangspunktet for<br />
udviklingshjælpen, men der er tale om en specifik type forbedring hvilket kommer til udtryk i<br />
fattigdomsorienteringen. I kampen for fremskridt vælger man fattigdom som sin fjende, den<br />
1 8<br />
ultimative forhindring; fattigdom er strategipapirets ‘devil term.’<br />
En verden i udvikling opfatter imidlertid ikke fattigdom som et normativt begreb. Dette<br />
skyldes at fattigdom i strategipapiret defineres udfra økonomiske kriterier som gør det muligt at<br />
sige hvor mange fattige der er i verden, og dermed opfatte fattigdom som en empirisk observerbar<br />
størrelse. Gennem den økonomiske bestemmelse af fattigdom gøres ordet til en ‘positive term’.<br />
Men umiddelbart efter at fattigdom er blevet afgrænset fra alle andre aspekter og dermed kan<br />
bestemmes deskriptivt, sammenkædes begrebet med stort set alle tænkelige problemer (p. 2), og<br />
sammenstillingen foretages uden at rokke ved opfattelsen af fattigdom som ‘positive term.’ I og<br />
med at fattigdom gøres til udviklingspolitikkens absolutte antagonist og desuden kommer til at<br />
rumme langt mere end definitionens syv daglige dollars, mister begrebet imidlertid sin positive<br />
status. Når fattigdom gives sociale, kulturelle og politiske aspekter udover de rent økonomiske,<br />
bliver begrebet en ‘dialectical term,’ men i strategipapiret findes ingen anerkendelse af dette skift.<br />
Fattigdom opfattes som et begreb med en fast betydning, og derfor gives der ingen anledning til at<br />
diskutere hvorvidt fattigdomsbekæmpelse bør være udviklingspolitikkens udgangspunkt eller ej.<br />
Begrebet dækker jo ‘objektivt set’ en helt igennem uacceptabel tilstand, 1 9 og det kan kun ses som<br />
et fremskridt hvis antallet af fattige i verden reduceres. De øvrige hensyn og prioriteter tildeles i<br />
strategipapiret en lignende positiv status idet de gennem den hierarkiske underordning kædes<br />
1 8 Dette forhold stemmer overens med Kenneth Burkes analyse af rigdom og penges ultimative status<br />
(Burke, 1969a, p. 92 og pp.355-356). Og det betyder at fremgang på sæt og vis sættes lig økonomisk vækst<br />
selvom strategipapirets voldsomme udvidelse af fattigdomsbegrebet komplicerer relationen.
Side 31 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
sammen med fattigdomsorienteringen. Resultatet er at Danidas politik fremstår som de nødvendige<br />
svar på reelt forkastelige forhold; forhold der alle har deres rod i en fattigdom som på sin side kun<br />
kan afhjælpes effektivt hvis alle de nævnte forhold bekæmpes.<br />
Strategipapirets specifikke målsætninger og midler får gennem koblingen til fremme af<br />
udvikling og bekæmpelse af fattigdom en værdi der ikke kan retfærdiggøres, men må accepteres.<br />
Og for så vidt modtagerne og donorerne har udvikling som en fælles primær motivation, inviterer<br />
den danske udviklingspolitiske strategi modtagerne til identifikation på to yderligere punkter:<br />
fattigdom er den største barriere for udvikling, og fattigdom kan kun overvindes gennem tiltag der<br />
tager hensyn til kvinder, miljø og demokrati og menneskerettigheder.<br />
Som motivet fremstår her følger identifikation med de to yderligere punkter imidlertid ikke<br />
som en nødvendighed af identifikation med det første. Men sammenhængen etableres gennem<br />
begrebet ‘bæredygtighed.’ Bæredygtighed tildeles intet særskilt afsnit i strategipapiret, begrebet<br />
2 0<br />
defineres ikke, og dets værdi eller status i hierarkiet af målsætninger og værdier forklares ikke.<br />
Alligevel er det bæredygtig udvikling -og ikke blot og bar udvikling- der er dansk<br />
udviklingspolitiks overordnede sigte (p. 5). Men bæredygtighed bruges også i forbindelse med<br />
delelementer af udviklingsprocessen. 2 1 Og selvom fattigdomsorientering er rationalet for dansk<br />
udviklingsbistand, er det hensynet til bistandsaktiviteternes bæredygtighed der er årsag til<br />
strategiens nye målsætninger og prioriteter. 2 2 Selv fattigdomsorienteringen er underlagt hensynet til<br />
både de enkelte tiltags og hele udviklingsprocessens bæredygtighed (p. 4).<br />
2 0 Begrebet forudsættes formodentlig bekendt og anerkendt af alle læsere af strategipapiret, idet det er et<br />
centralt begreb i hele den globale udviklingspolitiske diskurs. Globalt er der enighed om at bæredygtig<br />
udvikling er en nødvendig målsætning, men det betyder dog langt fra at der er enighed om hvad bæredygtig<br />
udvikling er. Begrebet blev formelt indsat i sin nuværende centrale position gennem Our Common Future ;<br />
den såkaldte Brundtland rapport der udkom i 1987. Her diskuteres begrebets betydning i flere omgange og<br />
bestemmes blandt andet som evnen til at møde “...the needs of the present without comprising the ability of<br />
future generations to meet their own needs” (p.8). Men denne definition er så bred og så vag at den har ført<br />
til voldsomme debatter om hvad begrebet egentlig dækker. De fleste er enige om at begrebet rummer<br />
miljømæssige og økonomiske dimensioner, men i dag florerer mindst fem konkurrerende definitioner der<br />
har så forskellige vægtninger af de to aspekter at de gensidigt udelukker hinanden (Köhn et al., 1999, p. 5<br />
og p. 19).<br />
2 1 I overensstemmelse med diskussionen i note 20 finder man i strategipapiret bæredygtig økonomisk<br />
vækst (p. 4), og bæredygtig miljøpolitik (p. 64), men der tales også om bæredygtige samfund (p. 74) og<br />
sågar om bæredygtig nødhjælp (p. 49)<br />
2 2 Således hedder det for eksempel på p. 27: “Et muligt fald i bistandens synlige resulateter på kort sigt<br />
må forventes at blive opvejet af, at lokalt forankrede udviklingsaktiviteter er
Side 32 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
Bæredygtighed er det begreb der kæder alle elementerne af den danske udviklingspolitik<br />
sammen. Begrebet kan således opfattes som den ultimative årsag, 2 3 men da det ikke synes at have<br />
noget selvstændigt indhold og kan bruges i forhold til alle de øvrige <strong>begreber</strong>, kan bæredygtighed<br />
bedst beskrives som en ‘charismatic term.’ Bæredygtighed har ikke nogen betydning med mindre<br />
man forklarer begrebet ud fra de hensyn og målsætninger det sættes i forbindelse med. Det er dog<br />
tydeligt at det i sammenstillingen af for eksempel ‘bæredygtig’ og ‘miljøpolitik’ er det første<br />
begreb der berettiger det andet, og derfor må bæredygtighed have værdi i sig selv om end begrebet<br />
ikke har nogen veldefineret betydning. Bæredygtighed deler det karakteristika med andre<br />
‘charismatic terms’ at “their meaning seems inexplicable unless we accept the hypothesis that their<br />
content proceeds out of a popular will that they shall mean something” (Weaver, 1970, p. 106).<br />
Bæredygtighed får i strategipapiret sin substantielle betydning fra de danske målsætninger,<br />
men disse kan ikke forklare begrebets kraft. Og når man vender sig mod studiet af ordenes værdi,<br />
forholder det sig sådan at målsætningerne får deres berettigelse i og med at de er bæredygtige -ikke<br />
omvendt. Alle målsætninger og prioriteter i dansk udviklingspolitik er udvalgt på grund af deres<br />
bæredygtighed. Det betyder imidlertid ikke andet end at de er udvalgt for deres egen skyld, idet<br />
bæredygtighed netop får sit indhold fra de <strong>begreber</strong> det kædes sammen med. Men begrebet<br />
bæredygtighed har en værdi og en kraft der kan forene og retfærdiggøre de enkelte led i strategien.<br />
Udover at rumme de danske målsætninger defineres bæredygtig udvikling som den form<br />
for udvikling hvor modtagerne deltager aktivt i processen. For at være bæredygtige skal<br />
udviklingsaktiviteter tage udgangspunkt i modtagernes behov og forudsætninger (p. 28 og p. 57),<br />
og de skal være folkeligt forankrede og bero på bistandsmodtagernes aktive deltagelse og initiativ<br />
(p. 4 og p. 17). Her bindes bæredygtigheden ligesom de andre udviklingspolitiske <strong>begreber</strong> til de<br />
sceniske begrænsninger der er med til at forme al handling. Men der sker også en sammenkædning<br />
mellem den aktivt handlende modtager og bæredygtighed, og dermed bliver modtagernes aktive<br />
deltagelse nødvendig for opfyldelsen af den danske målsætning. Samtidig identificeres modtagerne<br />
ligesåvel som donorerne med den bæredygtige udviklings ultimative motiv.<br />
Bæredygtig udvikling opfattes som motivet for donorernes og modtagernes handlinger.<br />
Men for så vidt modtagerne identificerer sig med det ultimative grundlag der findes i den<br />
2 3 Udvikling hvis positive værdi i sig selv er stærk, nævnes stort set aldrig alene i strategipapiret. I stedet
Side 33 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
bæredygtige udvikling, identificeres de også med Danidas prioriteter. Bæredygtighed kan kun<br />
opnås hvis udviklingen er forankret i det lokale samfund og modtagerne deltager aktivt, men en<br />
anden forudsætning for bæredygtighed er at modtagernes handlinger er i overensstemmelse med<br />
Danidas målsætninger og værdier. Bæredygtighed som Danida har defineret den, rummer begge<br />
aspekter, og hvis de ikke begge er opfyldt er udviklingen ikke bæredygtig. Dermed kan<br />
målsætningen reelt kun opnås hvis modtagerne agerer som aktører med Danidas persona;<br />
modtagerne må nødvendigvis følge den vej Danida har valgt. Modtagerlandene identificeres altså i<br />
teksten med de danske motiver, og det betyder samtidig at den rolle bistandsmodtagerne tildeles<br />
som læsere ikke kan adskilles fra strategipapirets dominerende ‘anden persona’ -Danida personaen.<br />
Det er Danidas privilegium at definere udviklingspolitikkens grundlag og gennem den<br />
karismatiske term bæredygtighed bindes de danske målsætninger med nødvendighed til<br />
modtagernes og donorernes fælles ‘god term’: udvikling. Danida personaen defineres ud fra<br />
indsigten i denne nødvendighed, men målsætningen kan kun opnås for så vidt modtagerne opnår<br />
den samme indsigt. Identifikation er en forudsætning for opfyldelsen af det fælles mål om<br />
bæredygtig udvikling, og samtidig er identifikation en forudsætning for at modtagerne overhovedet<br />
kan opnå aktørstatus. Det er nemlig kun individer med Danidas persona der kan handle i<br />
overensstemmelse med det ultimative motiv, og kun gennem udvikling kan modtagerne frigøres fra<br />
de overvældende begrænsninger fattigdommen og andre sceniske omstændigheder udgør. Den der<br />
ikke identificerer sig med Danida personaen, forbliver fanget i fattigdommens greb, styret af sine<br />
behov og hæmmet af sine begrænsninger.<br />
Strategiens succes er betinget af at det faktisk er modtagere af bistand der handler, og at de<br />
udfører handlinger af en bestemt type. Derfor bliver det Danidas vigtigste opgave at sætte<br />
modtagerne i stand til at handle. Udover at dette medfører at modtagerne i strategipapiret faktisk<br />
identificeres med tekstens anden persona, har det også store konsekvenser for den<br />
udviklingspolitiske praksis. Danidamedarbejderen der møder bistandsmodtageren med denne<br />
målsætning, kan nemlig ikke opfatte udviklingsprocessen som succesfuld medmindre modtagerne<br />
inderliggør Danidas normer. Modtagerne må optræde som subjekter der aktivt deltager i<br />
reproduktionen af strategipapirets værdisystem.<br />
I strategipapiret beskrives normdannelsen ikke eksplicit, men den kommer til syne i
Side 34 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
institutioner og strukturer der svarer til de allerede eksisterende danske (p. 27, p. 29 og pp. 77-78).<br />
Modtagernes lighed med Danida personaen bliver derigennem et mål for hvor langt de er kommet i<br />
deres udviklingsproces. Man møder desuden normdannelsen i strategipapirets stærke<br />
understregning af dialogens centrale betydning. Udviklingsprocessen tilrettelægges og styres<br />
gennem modtagernes dialog med Danida, og det er i denne dialog at den reelle identifikation<br />
2 4<br />
forventes at finde sted således at modtagerne overtager Danidas holdninger og målsætninger.<br />
Modtagerne frigøres og bliver selvstændige i takt med at de udvikler sig til de aktører Danida<br />
allerede er, og kun således kan den bæredygtige udvikling der er begge parters motiv og<br />
overordnede mål, opnås.<br />
5. Konklusion<br />
Beskrivelsen af de nødvendige forudsætninger for opfyldelsen af Danidas ultimative målsætning -<br />
den bæredygtige udvikling- kan umiddelbart synes paradoksal: modtagerne må selvstændigt tage<br />
initiativ til og ansvar for udviklingsprocessen, men samtidig skal de handle i overensstemmelse<br />
med Danidas værdier og prioriteter. Flere steder i En verden i udvikling føler man spændingen<br />
mellem bæredygtighedens to grundlæggende hensyn, men samtidig opløses modsætningen idet<br />
modtagerne simpelthen ikke anses for at være istand til selv at handle medmindre de har tillagt sig<br />
Danidas værdier. Kun gennem inderliggørelse af hensynene til kvinder, miljø, demokrati og<br />
menneskerettigheder opnår modtagerne den identitet der gør dem til aktører på scenen som sættes<br />
af fattigdom og andre hæmmende elementer i deres samfund. Og kun derved bliver de i stand til at<br />
udføre handlinger der leder frem mod den varige ændring af samfundet og er i overensstemmelse<br />
med den bæredygtige udviklings motiv.<br />
Identifikationen mellem Danidas og modtagernes personae findes som en næppe hørbar,<br />
men gennemgående undertone i strategipapiret. For Danida er bæredygtig udvikling<br />
udgangspunktet og målsætningen for samarbejdet med modtagerne -bæredygtig udvikling er det<br />
egentlige rationale for dansk udviklingspolitik. Det forudsættes at modtagerne har det samme<br />
udgangspunkt; at alle parter er umiddelbart enige om formålet med bistandssamarbejdet. Den<br />
2 4 Gennem dialogen og de detaljerede forløb der er tilpasset det enkelte land, kan modtagerne påvirkes<br />
løbende ; dialogen er et langt mere effektivt og subtilt redskab til indflydelse end den blotte trussel om at<br />
stoppe den økonomiske støtte. Derfor er deltagelse i dialog også en forudsætning for overhovedet at yde
Side 35 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
umiddelbare enighed bliver gennem En verden i udviklings begrebsdannelse udvidet til at omfatte<br />
alle politikkens øvrige dele, idet Danida placerer sine målsætninger og hensyn umiddelbart under<br />
bæredygtig udvikling i det ultimative hierarki. Danida tildeler sig selv skaberens privilegie;<br />
organisationen kan udstikke de retningslinjer modtagerne nødvendigvis må følge hvis de vil leve<br />
op til målsætningen. Når modtagerne i strategipapiret omtales som selvstændige aktører<br />
forudsættes de allerede at besidde en række egenskaber som er i overensstemmelse med den<br />
danske politik; indenfor strategiens rammer er disse egenskaber nødvendige for aktørens<br />
handlekompetence og for subjektdannelsen som sådan.<br />
Når Danida i sit oplæg til debatten om den nye udviklingsstrategi spørger til hvor stærkt<br />
Danmark skal fastholde sine synspunkter, er det et spørgsmål om persuasio og magt. Dette er en<br />
vigtig del af al politisk retorik: hvor og hvornår skal vi presse på? Hvornår skal vi bøje os? Hvor<br />
meget vil vi bøje os? Men et sådant perspektiv negligerer den politiske retoriks dybereliggende,<br />
identitetsskabende funktion. Idet Danida i En verden i udvikling kæder sine egne værdier sammen<br />
med ultimative principper der deles af modtagerne, inviteres disse til at identificere sig med hele<br />
den danske politik. Her er det ikke et spørgsmål om at fastholde synspunkter, men om at erkende<br />
hvilke forudsætninger der ligger bag enhver interaktion mellem Danida og modtagerne. Danidas<br />
opfattelse af modtagerne udspringer af organisationens egne målsætninger -modtager personaens<br />
lighed med Danida personaen er en forudsætning for succesfuld udvikling som Danida definerer<br />
den. Derfor bliver dele af Danidas identitet, organisationens persona, i strategipapiret overført til<br />
modtageren uden at dette anerkendes som et forsøg på påvirkning, endsige er udtryk for en bevidst<br />
overtalelsesstrategi.<br />
Når man fremsætter et bud på et verdensbillede eller -som i tilfældet Danida- en<br />
sammenhængende politik, kan dette forslag ikke undgå at øve indflydelse på alle de involverede i<br />
sin helhed. “We have no sooner uttered words than we have given impulse to other people to look<br />
at the world, or some small part of it, in our way” (Weaver, 1970, p. 224). Modtagerne af dansk<br />
udviklingsbistand møder i strategipapiret et stærkt incitament til at se verden på Danidas måde; til<br />
at identificere sig med Danidas prioriteter og hensyn og til at handle derefter. Denne påvirkning<br />
sker uafhængigt af argumenter for og imod strategien, og på trods af at modtagerne af bistand i<br />
strategipapiret eksplicit tildeles en anden position end Danidas. Hermed ikke være sagt at
Side 36 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
bevidst betjener sig af påvirkningsstrategierne persuasio og magt, er modtagerne til en vis grad frie<br />
til at tage stilling til strategien. Men på samme måde modsvares strategiens uerkendte -eller i hvert<br />
fald uanerkendte- identifikation mellem donor og modtager af en mulig ubevidst tilpasning af<br />
handlingsmønstrer og normer hos modtagerne. I vurderingen af Danidas forhold til andre<br />
udviklingspolitiske aktører, må den implicite identitetsskabende effekt af politiske strategier og<br />
målsætninger anerkendes og overvejes på linje med de eksplicit fremsatte persuasive og<br />
magtmæssige elementer. Den fulde betydning og rækkevidde af politisk retorik kan kun bedømmes<br />
når aktøren opfattes som både udgangspunkt for og resultat af diskursen.<br />
Litteraturliste<br />
Aristoteles (1996): Retorik . Museum Tusculanums Forlag, København.<br />
Ashenden, Samantha & Davud Owen (red.) (1999): Foucault Contra Habermas . Sage Publications,<br />
London.<br />
Best, Steven & Douglas Kellner (1991): Postmodern Theory: Critical Interrogations . The<br />
Macmillan Press Ltd., London.<br />
Bitzer (1981): “Political Rhetoric.” I Farrell, Thomas B. (red.) (1998): Landmark Essays on<br />
Contemporary Rhetoric . Lawrence Erlbaum Associates, Inc., New Jersey.<br />
Black, Edwin (1970): “The Second Persona.” I Quarterly Journal of Speech , vol. LVI, no. 2. pp.<br />
109-119.<br />
Burke, Kenneth (1943): “The Five Master Terms.” I Young, Richard E, & Yameng Liu (red.)<br />
(1994): Landmark Essays on Rhetorical Invention in Writing . Hermagoras Press,<br />
California.<br />
Burke, Kenneth (1968): Language as Symbolic Action . University of California Press, Berkeley &<br />
Los Angeles.<br />
Burke, Kenneth (1969): A Rhetoric of Motives . University of California Press, Berkeley & Los<br />
Angeles.<br />
Burke, Kenneth (1969a): A Grammar of Motives . University of California Press, Berkeley & Los<br />
Angeles.
Side 37 <strong>Bæredygtige</strong><br />
<strong>begreber</strong><br />
Charland, Maurice: “Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois.” I Nothstine,<br />
William L., Carole Blair & Gary A. Copeland (red.) (1994): Critical Questions . St. Martin’s<br />
Press, New York.<br />
Christensen, Søren & Poul-Erik Daugaard Jensen (1986): Kontrol i det stille . Samfundslitteratur,<br />
Frederiksberg.<br />
Danida (1994): En verden i udvikling. Strategi for dansk udviklingspolitik frem mod år 2000 .<br />
Udenrigsministeriet, København.<br />
Danida (2000): “Danmarks udviklingspolitik til debat.” Udenrigsministeriet, København.<br />
Danida (2000a): Danida nyt 1. Udenrigsministeriet, København.<br />
Degnbol-Martinussen, John & Poul Engberg-Pedersen (1999): Bistand -udvikling eller afvikling .<br />
Mellemfolkeligt Samvirke, København.<br />
Fafner, Jørgen (1997): Retorik: Klassisk og Moderne . <strong>Akademisk</strong> Forlag, København.<br />
Flyvbjerg, Bent (1991): Rationalitet og magt . <strong>Akademisk</strong> Forlag, Århus.<br />
Foss, Sonja K., Karen A. Foss & Robert Trapp (1991): Contemporary Perspective on Rhetoric .<br />
Waveland Press, Inc., Prospect Heights, Illinois.<br />
Foucault, Michel (1972): The Arheology og Knowledge . Pantheon Books, New York.<br />
Kelly, Michael (red.) (1994): Critique and Power: Recasting the Foucault/ Habermas Debate . The<br />
MIT Press, Cambridge, Massachusetts.<br />
Köhn, Jörg et al. (red.) (1999): Sustainability in Question . Edward Elgar Publishing Limited,<br />
Cheltenham, UK.<br />
Miller, Peter (1987): Domination and Power . Routledge & Kegan Paul Ltd., New York.<br />
Weaver, Richard M. (1970): Language is Symbolic . Louisiana State University Press, Baton<br />
Rouge.<br />
World Commision on Environment and Development (1987): Our Common Future . Oxford<br />
University Press, Oxford.