Download article in PDF

cadizturismo.com

Download article in PDF

Almadraba-fiskeriet har 3000 års

historie, men fremtiden tegner dyster

for en af verdens ældste traditioner

Middel


REPORTAGE

APRIL 2011

havets sidste fønikere

Iapril starter tunfiskeriet i Cådizprovinsen.

Måske er det sidste

eller næstsidste chance for at

opleve en tradition med 3000 års

historie, så du skal ikke vente for

længe med denne udflugt.

Da fønikerne kom til Andalusien,

introducerede de blandt andet

en fiskemetode kendt som almadraba'en.

Den er stadig vigtig for

økonomien i fire små kystbyer,

men i dag udgør EU's fangstkvoter

en alvorlig trussel mod fremtiden.

Fønikerne kendte også saltets

konserverende egenskaber, og på

denne kyst er marsklandskabets

laguner som skabt til saltindvinding.

Kombinationen af de to pro-

ne kalder den atun rojo - rød tun -

efter kødets farve, mens japanerne

siger kuromaguro.

Den japanske betegnelse bør

med, for i dag er almadraba'ens

håb om overlevelse knyttet til det

japanske marked, hvor det røde

tunkød opnår tårnhøje priser som

lækker sushi. På denne årstid flokkes

de japanske opkøbere i Barbates

havn for at byde på de bedste

bidder, eller det burde de gøre,

men i år er Japans jordskælvskatastrofe

er en ny usikkerhedsfaktor,

som bekymrer branchen.

Den blåfinnede tun er en stor

torpedoformet rovfisk, der skyder

20 knob eller 36 km/t under jag­

ring ned til 60 grader under frysepunktet

for at bevare hele den vilde

tuns smag og ernæringsmæssige

kvaliteter.

Almadraba-fiskeriet er dyrere

end det havbaserede fiskeri, og

man må retfærdiggøre merprisen

med nogle muligheder, som konkurrenterne

på åbent hav ikke har.

Bagefter kan Cådiz' almadraba-tun

sælges med sit eget kvalitetsmærke

ASASE (Atun Salvaje de Almadraba

del Sur de Espana).

Der er en fascinerende kontrast

mellem Frialbas topmoderne teknologi

og den ældgamle fiskemetode

ude på havet.

Der er ikke så stor forskel på, hvordan det foregår i dag og for 50 år siden. Eller for 3000... Fotos: Consejeria de Agricultura y Pesca, Sevilla

dukter, tunen og saltet, skabte

grundlaget for et eksporteventyr,

som har varet indtil vore dage. Allerede

i oldtiden nåede egnens forarbejdede

produkter ud i alle hjørner

af Middelhavet, og nogle af de

moderne fabrikkers opskrifter siges

at stamme fra denne tid.

Almadraba'ens økonomiske betydning

fremgår af en fønikisk

mønt på museet i Cådiz. På forsiden

ses to strømlinede tunfisk, der

skyder gennem vandet, og på bagsiden

portrættet af Melkart alias

Herkules, hvis tempel lå i nærheden

af Cådiz.

Den blåfinnede tun

Der er mange slags tunfisk, men

det var den blåfinnede tun som

skabte velstanden i Cådiz. Spanier­

ten på sardiner og makrel, blæksprutter

og krebsdyr. En udvoksen

tun sluger mere end et halvt hundrede

kilo føde om dagen for at

kompensere al denne energiudfoldelse.

Om foråret sætter Atlanterhavets

store stimer kurs mod Middelhavet

for at gyde rognen, og

her går de lige i fælden som venter

på dem i Gibraltarstrædets snævre

tragt.

Andalusiens fire overlevende almadraba'er

ligger fra vest i Conil de

la Frontera, Barbate, Zahara de los

Atunes og Tarifa. Tunen fanges få

km fra kysten og går direkte i et

lastrum med isvand. En halvtime

senere er den fremme ved Europas

mest avancerede nedfrysningsanlæg

Frialba, der ligger i Barbate.

Her fryses fisken efter parte-

En labyrint under havet

I løbet af tre årtusinder sker der

en udvikling. Årer og sejl afløses af

motorer, men der er kun én vigtig

forandring som vedrører selve fiskemetoden.

Når en af de store tunstimer

nærmede sig kysten, fangede fønikerne

den i store net, der blev

spændt ud mellem flere både. De

første både holdt stor afstand meli

lem hinanden og trak et let net,

hvis formål var at lede tunen ind

mod centrum. Her blev den fanget

i et svært net mellem nye både,

der lukkede sig om fangsten

og trak den ind på lavt vand.

I 1800-tallet blev det bevægelige

net afløst af et fast net, der er gjort

fast med tunge ankre på havbunden,

mens det holdes oppe på

overfladen med korkflåd. Således

skabes et indviklet bygningsværk,

en undersøisk labyrint med kilometerlange

korridorer, der leder

tunen længere og længere ind mod

fælden i midten, og fortabelsen.

Den faste almadraba var dog også

en relativ nyhed, fordi den i

hvert fald var i brug på romernes

tid.

Fiskerne bruger to måneder til at

bygge labyrinten op. Denne fase

af årets kampagne kaldes el calamento.

Nettet skal være færdigt i

aprils anden halvdel, hvor tunen

dukker op, og la pesca (fiskeriet)

starter. Kampagnens tredje og sidste

fase er laleva, hvorunder net-

tene atter bjærges og repareres

inden starten på den næste kampagne.

Fiskeriets koreografi

Fiskeriet er et fascinerende skuespil,

en indviklet og risikabel koreografi

for alle de medvirkende. Den

blåfinnede tun kan blive mere end

to meter lang og veje 200 kilo, eller

endnu mere, og fiskerne skal

ned i heksegryden til de sprællende

dyr.

Almadraba'en er et job for specialister.

En dykker giver besked,

når der er så mange tun i labyrinten,

at fiskeriet kan starte. Derefter

begiver fartøjerne sig ud på havet.

Alle har en særlig opgave i den

forestående dødsballet. Tunen øjner

de truende skygger af "spæk-

21 sol


REPORTAGE

APRIL 2011

Ankomst

Fra Malaga kører du mod

Cådiz. Efter Algeciras møder

du på kystvejen N-340 almadraba-byerne

Tarifa, Zahara de

los Atunes, Barbate og Conil

de la Frontera. Afstanden til

Barbate (udgangspunktet for

denne udflugt) er 207 km fra

Malaga.

Turistkontorer

Barbate (inklusive Zahara de

los Atunes):

Avenida Bio Barbate, 23

956063613

turismo@barbate.es

www. turismobarbate. es

(spansk og engelsk)

Conil de la Frontera:

C/Carretera, 1

95644 0501

turismo@conil.org

www. turismo. conil. org

(spansk, engelsk, svensk)

Centro de

Interpretacién

del Atun

Museet om almadraba-tunen

ligger i Puerto Deportivo

(lystbådehavnen) i Barbate.

Det er her, man melder sig til

udflugterne med skibet

Francisco Varo. Husk forudbestilling

- og kikkert!

956459804

info@atunalmadraba. com

www.atunalmadraba.com

(spansk og engelsk)

Herpac

Fiskeindustrien Herpac i

Barbate arrangerer guidede

udflugter for grupper i virksomheden

og byen.

www.herpac.com (spansk og

engelsk)

Baelo Claudia

Afkørslen til den romerske

ruinby på Bolonia-stranden ligger

mellem Tarifa og Zahara de

los Atunes.

www.juntadeandalucia. es/cultura/museos/CABC

(Spansk og

engelsk)

sol 22

Fiskermiljøet er intakt i Barbates havn. Foto: Turismo de Barbate, Nestor.

huggerne", der nærmer sig bagfra,

og flygter længere ind i labyrinten,

indtil den ender i det inderste

rum ved navn el copo. En fatal fejltagelse.

Her lurer den virkelige fare,

efter at andre fartøjer har spærret

den eneste åbning med et nyt

net.

El copo har et bundgarn, og nu

nærmer fartøjerne sig fra alle si­

der for at starte la levantå. Langsomt

hejses det tunge net med

fangsten op, mens bådene nærmer

sig hinanden, indtil de former

et flydende rektangel uden om et

lille stykke kogende hav. Nu er det,

nogle af fiskerne er nødt til at kravle

ned i nettet for at hjælpe med at

sætte badshagerne i fangsten, så

den kan hales ombord.

Middelalderens

opblussen

Almadraba'en gik aldrig af brug.

Efter fønikerne tog romerne, vestgoterne

og araberne over. I middelalderen

førte den kristne generobring

til en vigtig genopblussen.

Den professionelle soldat Guzmån

el Bueno's heltemodige forsvar

af Tarifa var i 1294 afgørende

for, at generobringen slog rod i

denne del af Andalusien. Han blev

rundhåndet belønnet af kongen,

og hovedpræmien var monopolet

på kystens almadraba'er.

Det rakte til at grundlægge en

af Spaniens rigeste og mægtigste

adelsslægter, hvis zenit indtraf nogle

århundreder senere, da Guzmåns

efterkommere modtog titlen

som hertuger af Medina Sidonia.

I middelalderens feudalsamfund

var hertugdømmet en af de

små stater i staten, som kongerne

var tvunget til at tage meget i betragtning,

og det hed i folkemunde,

at en tredjedel af husets indtægter

stammede fra tunen.

Dengang var der ingen problemer

med overfiskning, og under

kampagnen hvervede hertugerne

en regulær hær af fremmede sæsonarbejdere.

Mange af dem var

urolige elementer, og nogle sprogforskere

har set oprindelsen til ordet

tunante - "skarnsknægt" eller

"gavtyv" - i disse tunfiskere. (Den

mest udbredte teori er dog, at

oprindelsen er det franske udtryk

roi de thunes, "tiggerkonge".)

Øresundsild og Cådiz-tun

Der tjentes styrtende med penge.

For danskere ligger det lige for at

sammenligne den hektiske industrielle

og kommercielle aktivitet

med øresundsildens betydning for

middelalderens København, men

på Cådizkysten er historien stadig

Udflugten fra Barbate foregår med det gamle almadraba-fartøj Francisco Varo.

Foto: Turismo de Barbate.

levende. Den kan aflæses i fiskernes

garvede ansigter, og den er

synlig i byer og landskab.

Hertugerne byggede boliger og

kirker, fabrikker og fæstninger. På

kystens høje punkter står udkigstårnene,

de såkaldte atalaya'er,

som er almindelige på hele den

sydspanske kyst. Herfra slog man

alarm, når piraternes sejl dukkede

op i horisonten, men på denne egn

havde tårnene desuden til formål


REPORTAGE

APRIL 2011

at varsko om tunen og dirigere bådene

ude på havet det rigtige sted

hen. Efter at faren for pirater var

drevet over, blev man ved med at

bygge tårne for at holde udkig efter

de endeløse fiskestimer.

Der tjentes styrtende med penge,

men de fleste endte i hertugernes

lommer, og efterhånden

syntes mange, at de havde taget

sig rigelig betalt for deres fjerne

forfaders tjenester. Jævne folk så

med voksende utilfredshed, hvordan

de havde forbud mod selv at

udnytte havets naturlige rigdom.

Kronen og konkurrerende adelsslægter

havde også kig på de indbringende

almadraba'er, som endda

udløste nogle lokale småkrige,

når en eller anden gjorde forsøg

på at bryde monopolet. Hertugerne

gik sejrrige ud af alle stridigheder,

juridiske som militære, indtil

feudaltidens orden omsider løb ud

sol 24

i 1800-tallet.

Almadraba'erne er et godt eksempel

på et generelt problem ved

den kristne generobring af Andalusien.

Kongerne havde ingen stående

hær. Ridderne som ydede

militær bistand blev betalt med den

erobrede jord og økonomiske privilegier,

som med tiden skulle blive

en alvorlig bremse på regionens

udvikling.

En økologisk

fiskemetode

Andalusiens fire overlevende almadraba'er

er private aktieselskaber,

der har slået sig sammen i organisationen

OPP51. Herfra advares

om de mørke fremtidsudsigter

for 500 familier, der afhænger

af selve fiskeriet og den tilknyttede

industri.

I år er selskabernes samlede

fangstkvote 639 tons. I fjor var den

Fra toppen af Torre de Guzmån har du god udsigt til det velholdte historiske centrum i Conil de la Frontera.

667 tons. Faldet lyder beskedent,

men i årevis har man forud for hver

kampagne knebet en'smule af kvoterne,

og almadraba'en er en kostbar

form for fiskeri. Ifølge OPP51

er forretningen rentabel fra 900-

1000 tons, og regeringen har hjulpet,

dels ved at købe kvoter i andre

lande som Frankrig og Portugal,

dels ved at støtte fiskeriet som et

havbiologisk forskningsprojekt.

Støtten er blevet forlænget for en

toårig periode, men forud for starten

på dette års kampagne havde

forhandlingerne om køb af ekstra

kvoter stadig ikke givet resultat.

Fangstkvoter er altid upopulære

hos fiskere, men OPP51 mener,

der er saglige argumenter for

at øge almadraba'ernes ubetydelige

andel af EU's s samlede kvote

på 12.900 tons af den blåfinnede

tun. Det er ikke almadraba'ens

stormaskede net, som er skyld i

bestandens nedgang, for ingen eksemplarer

på under 70 kilo bliver

hængende i det, forsikrer organisationen.

Men et er de økologiske hensyn,

noget andet de kommercielle

interesser, som i Spanien og udlandet

har favoriseret det havbaserede

fiskeri af tunen. Uden for

Andalusien er der også nogle almadraba'er

i Østspanien, Italien

og Marokko, men alle kæmper

mod udviklingen.

Barbates fiskerihavn

Månedens tematiske udflugt star­

ter i Barbate, hvor "Centro de Interpretacion

del Atun de Almadraba"

ligger i lystbådehavnen ved siden

af fiskerihavnen. Dette informationscenter

giver god besked

om tunfiskeriets historie, og her

melder du dig til den obligatoriske

udflugt til Barbates og Zahara de

los Atunes' almadraba'er ombord

på det 50-årige almadraba-fartøj

Francisco Varo.

Det skal straks siges, at der er

brug for held for at dukke op på

den rigtige dag, når almadraba'ens

kaptajn beslutter at bjærge fangsten.

Men turen langs med kysten

er i sig selv en oplevelse. Specielt

kan ruten ud til Trafalgars fyrtårn

anbefales. Den foregår under den

seks km lange og hundrede meter

høje klint, der foroven rummer

naturparken "La Breha y Marismas

de Barbate". Denne egn har

andet at vise frem end tunen.

Det mest spændende ved selve

Barbate er fiskerihavnen, hvor du

blandt andet kan overvære auktionen

over dagens fangst.

"Kun" en lille tredjedel af havnens

omsætning afhænger af almadraba'en,

men de sidste 70 pet.

var heller ikke sikre før den 25. februar

i år, hvor EU's fiskeriaftale

med Marokko blev forlænget i halvandet

år til. På disse kanter er fiskeri

en endnu mere usikker levevej

end normalt, fordi de bedste

fiskebanker ligger på Marokkos lave

vand.


REPORTAGE

APRIL 2011

Baelo Claudias ruiner på Bolonia-stranden er en oplevelse i sig selv.

Turistmindet Zahara

Zahara de los Atunes (som også

hører til Barbate kommune) er mere

turistmindet. Den ældste bydel

har bevaret fiskerlejets charme, og

den fusioneres uden overgang

med en hvid atlanterhavsstrand,

der længere fremme på året tiltrækker

sig badegæsternes interesse.

Byens udmærkede hoteller

er et godt valg til overnatning.

Fiskerlejet domineres af "Castillo

de Zahara", hvis høje mure omkranser

15.000 kvm. ned til stranden.

Slottet blev bygget af Medina

Sidonias hertuger i slutningen af

1400-tallet, og trods betegnelsen

er det først og fremmest en chanca,

dvs. fabrikken hvor den industrielle

forarbejdning af tunen foregik.

Desuden var det i nødsfald en

fæstning, hvor beboerne søgte tilflugt

under piraternes overfald.

Det gamle slot er nationalmonument,

men de triste rester venter

på at en eller anden tager sig

sammen til at gøre noget ved dem.

Den lille kirke indviet til Virgen del

Carmen (obligatorisk i alle fiskerlejer)

er slottets eneste velbeva­

SOl 26

rede del. Fiskerne skænker altid

almadraba'ens første tun til deres

skytshelgeninde, som giver den

videre til velgørende formål.

Naturligvis er Zahara de los Atunes

fyldt med fiskerestauranter,

og hvis du kommer i Barbates gastronomiske

uge i dagene 26.-29.

maj, konkurrerer køkkencheferne

om nye opskrifter med årets tun.

Smukt og velholdt Conil

På den anden side af Barbate ligger

Conil de la Frontera omkring

"Torre de Guzmån" - det firkantede

tårn med takket murkant og nedadrettede

skydeskår i hjørnernes

udhæng, som blev opført omkring

år 1300 af dynastiets stifter Guzmån

el Bueno. Han løb heller ingen

risiko med pirater, og i modsætning

til slottet i Zahara de los

Atunes er Guzmån's tårn særdeles

velbevaret. I dag rummer det

bymuseet.

I det hele taget er den historiske

bydel inden for bymuren overraskende

velholdt og stemningsfuld.

Chanca'ens 7500 kvm. fra

1500-tallets midte venter ganske

vist også på bedre tider i Conil,

men de små kirker og huse fra

samme periode bærer deres alder

med værdighed.

Romernes Baelo Claudia

På hjemturen bør du lægge vejen

forbi den velholdte romerske ruinby

Baelo Claudia, der ligger smukt

og forblæst på Bolonia-stranden.

Over jordhøjde er der ikke meget

tilbage, men et fint øre kan stadig

opfange genlyden af skrumlende

kærrer på hovedgadens intakte

brolægning mellem fundamenter

til boliger og butikker, og med støtte

i de sidste oprejste søjler kan

øjet bygge videre i højden.

Baelo Claudia var aldrig stor og

vigtig, men den er et typisk eksempel

på de velordnede byer

med snorlige gader, som romerne

anlagde overalt med det store forbillede

Rom for øje. Alle romerbyens

uundværlige institutioner er til

stede omkring hovedtorvet forum,

hvor indbyggerne mødtes for at

drøfte det vigtige i tilværelsen: politik,

retspleje, aftenens forestilling

i teatret. Uden tvivl også tunfiske­

riet, som blev ved med at være

egnens økonomiske grundlag, efter

at fønikerne var borte.

Ned til havet ligger industrikvarteret,

hvor saltkarrene i de store

fabrikker stadig er synlige. Tunen

var hovedforretningen, men indbyggerne

producerede desuden

en art HP-sauce kaldet garum efter

original fønikisk opskrift. Hvis nogen

har lyst til at forsøge derhjemme,

lyder den sådan:

Man tager indvolde og blod af

fisk som tun, muræne, makrel og

stør. Mindre hele fisk kan tilsættes.

Råvarerne lægges til udblødning

i brugt saltlage og gærer i solen

i to, tre måneder. Til slut smages

til med vin, eddike, olie og honning.

Duften kunne være vel stærk.

"Mærker du et pust af pesten - ecce,

garum est," skrev poeten Martialis.

Ikke desto mindre solgtes

den bedste kvalitet for 180 sølvmønter

literen, og blandt oldtidens

gastronomer nød den samme berømmelse

som nutidens kaviar.

• pod.

More magazines by this user
Similar magazines