GRATIS LÆSEPRØVE - Boghallen

boghallen.dk

GRATIS LÆSEPRØVE - Boghallen

GRATIS LÆSEPRØVE

1

N Y D A N S K K R I M I

SOLGT SOLGT SOLGT TIL TIL TIL UDGIVELSE UDGIVELSE UDGIVELSE I I I MERE MERE MERE END END END 8 8 8 LANDE LANDE LANDE

UDKOMMER 14. OKTOBER 2010


MESTERLIG DANSK KRIMIDEBUT

SOLGT TIL UDGIVELSE I FINLAND, FRANKRIG, HOLLAND, ITALIEN,

JAPAN, NORGE, RUSLAND, SVERIGE OG TYSKLAND.

”Vi er vilde med ’Den sidste gode mand’. Takket være en unik kombination

af åndeløs action, psykologisk dybde og meget tankevækkende temaer

mener vi, at denne bog åbner nye perspektiver for krimigenren, og den bør

derfor præsenteres for de hollandske læsere så hurtigt som muligt. Vi er glade for

at byde A.J. Kazinski velkommen og glæder os til at have ’Den sidste gode mand’

som den vigtigste bog på vores program til næste år.”

- Nele Hendrickx, forlaget De Geus, Holland

”’Den sidste gode mand’ er en ægte ‘pageturner’, som man ikke slipper før

man er nået til den sidste side. Den opleves som ny og anderledes, den har

mange lag og en særdeles intelligent intrige - og en begavet og overraskende

slutning som vil være en stor og tilfredsstillende fornøjelse for læseren.

Vi har virkelig hæft et os ved Niels Bentzon fra Københavns Politi

og vil meget gerne møde ham i endnu en bog.”

- Viveca Peterson, forlaget Forum, Sverige

”En forrygende og velskrevet spændingsroman som holder sin læser fanget fra første

til sidste side. I den hæsblæsende jagt på den sidste gode mand kommer vi vidt

omkring i samtidens store emner som klima og terrorisme, og samtidig indfl ett es et

af livets store spørgsmål - det gode. Hvem er de gode mennesker, og hvad er det gode?

På smukkeste vis kobles naturvidenskab og spiritualitet, og bogen bliver samtidig

en fortælling om skæbne og medmenneskelighed. Den kan varmt anbefales!”

Marianne Møller, boghandler

Kristian F. Møller, Århus

Se fl ere udtalelser om

DEN SIDSTE GODE MAND på bagsiden.

2


den sidste gode mand a.j. kazinski

Han leder efter det gode, men finder det onde

Niels Bentzon er gidselforhandler hos Københavns Politi. Det er ham der

dukker op når en hjemvendt soldat truer med at begå selvmord eller en

psykopat tager kvinder og børn som gidsler. Niels Bentzon er derfor vant

til at se fortvivlelsen og ondskaben i øjnene. Men en decemberdag vendes

tingene på hovedet da der via Interpol indløber en advarsel hos Københavns

Første gang læseren møder politimanden Niels Bentzon

er han blevet kaldt ud til et gidseldrama.

København, tirsdag d. 15. december 2009

Iskolde timer i Nordvest.

Regnen trommede hårdt på politibilens tag i en

afslappende, monoton rytme. Dråberne var blevet tungere.

Snart ville regnen over København krystallisere sig og lande

som blød sne i stedet, tænkte Niels Bentzon mens han med

rystende fingre forsøgte at pille den næstsidste cigaret ud af

pakken.

Gennem de duggede ruder var verden omkring ham et

uigennemtrængeligt slør af vand, mørke og skiftende lys fra

biler der kørte forbi. Han lænede sig tilbage. Stirrede ud i

ingenting. Han havde hovedpine og takkede højere magter

for at indsatslederen havde bedt ham blive i bilen og vente.

Niels havde det svært med Dortheavej. Måske på grund af

områdets særlige evne til at tiltrække ulykker. Det skulle

heller ikke undre ham om det i nat var tørvejr i resten af

København.

Niels forsøgte at huske hvem der havde bosat sig først:

Islamisk trossamfund eller Ungdomshuset. To organisationer

der fungerede som en åben invitation til ballademagere.

Alle politifolk vidste det: Et opkald over politiradioen

om assistance til Dortheavej i Nordvest betød enten

bombetrusler, demonstrationer, brandstiftelse eller gemen

vold.

Niels havde været med da de skulle rømme det gamle

ungdomshus; næsten hver eneste betjent i landet havde

været indkaldt. Det havde været en beskidt affære. Han

brød sig ikke om det. Niels var endt i en sidegade hvor han

forsøgte at pacificere to meget unge mænd med meget store

køller. Niels blev ramt på venstre arm og de nederste ribben.

Hadet strålede ud af de unge; en supernova af frustrationer

rettet mod Niels. Da han endelig fik hamret den ene i

asfalten og smidt håndjern på ham, skreg den unge mand de

grimmeste gloser ind i hovedet på ham. Dialekten var ikke til

at tage fejl af: Nordsjælland, Rungsted. De riges afkom.

I nat var det dog hverken den vrede ungdom eller

islamisterne der satte gang i gaden, men en hjemsendt soldat

der brugte det overskydende krudt på sin familie.

- Niels!

Niels overhørte at det bankede på ruden. Der var stadig

trekvart cigaret tilbage.

- Niels. Så er det nu.

To dybe hvæs inden han steg ud i regnen.

Betjenten, en helt ung fyr, så på ham. – Sikke et vejr.

- Hvad ved vi? Niels smed smøgen fra sig og banede sig vej

Politi: Der er blevet begået en række mord på gode mennesker overalt i

verden: Børnelæger, nødhjælpsarbejdere, menneskerettighedsforkæmpere,

miljøfolk. Alle ligene har tal brændt ind i huden på ryggen. Forskellige tal

skrevet med forskellige talsystemer.

Niels får til opgave at finde og advare de gode mennesker i Danmark.

3

gennem afspærringen.

- Han har affyret tre eller fire skud og har et gidsel.

- Hvad ved vi om gidslet?

- Ingenting.

- Er der børn?

- Vi ved ingenting, Niels. Leon er inde i opgangen. Han

pegede.

Fuck dig!! havde en ærlig sjæl ridset i væggen lige over

navneskiltene. Opgangen var både en ruin og et testamente

over de sidste års politiske beslutninger: Bevar Christiania,

fuck Israel og dræb panserne, nåede Niels at læse inden

den rustne hoveddør smækkede i bag ham. Han var blevet

gennemblødt på et øjeblik.

- Regner det?

Niels kunne ikke afgøre hvem af de tre betjente på trappen

der forsøgte at være morsom.

- Er det anden sal?

- Yes sir.

Måske grinede de bag hans ryg da han fortsatte op ad

trappen. På vejen passerede han yderligere et par helt unge

betjente med skudsikre veste og automatvåben. Det var

ikke blevet en bedre verden siden Niels blev optaget på

politiskolen for mere end 20 somre siden. Tværtimod. Man

kunne se det i øjnene på de unge betjente. Hårde, kolde,

uimødekommende.

- Tag det roligt, drenge, vi skal nok komme levende hjem,

hviskede Niels da han passerede dem.

- Leon? råbte den ene af betjentene. - Forhandleren er på vej

op.

Niels vidste præcis hvad Leon stod for. Hvis man tvang

Leon til at vælge et motto, ville det lyde: Operationen

lykkedes, men patienten døde.

- Er det min ven Damsbo? Leon råbte oppe fra afsatsen inden

Niels rundede hjørnet.

- Jeg vidste ikke du havde venner, Leon.

Leon sprang to trin ned og så overrasket på Niels med begge

hænder fæstnet om den lille Heckler & Koch-maskinpistol.

- Bentzon? Hvor fanden har de gravet dig op?

Niels så ind i Leons øjne: Døde, grå - en spejling af

gennemsnitsvejret i november.

Det var længe siden Niels havde set Leon sidst. Niels havde

haft sygeorlov i seks måneder. Leons skægstubbe var blevet

hvide, og hårgrænsen havde trukket sig tilbage og efterladt en

parkeringsplads til rynker.

- Jeg troede de ville sende Damsbo.

- Damsbo er syg. Munkholm er på ferie, svarede Niels og


den sidste gode mand a.j. kazinski

skubbede maskinpistolens munding væk fra sig selv.

- Kan du klare det, Bentzon? Det er længe siden, er det ikke?

Er du stadig på medicin?

Et nedladende smil formede sig på Leons læber inden han

fortsatte: - Er det ikke mest fartbøder du render og udskriver

for tiden?

Niels rystede på hovedet og forsøgte at skjule at han var

forpustet. I stedet lod han som om de dybe indåndinger var et

udtryk for eftertænksomhed. - Hvor slemt er det? spurgte han.

- Peter Jansson, 27. Han er bevæbnet. Veteran fra Irak. Har

vist endda fået en medalje. Nu truer han med at skyde hele

familien. En kollega fra forsvaret er på vej. Måske han kan få

ham til at slippe børnene inden han pløkker sig selv.

- Måske kan vi endda tale ham fra at pløkke sig selv? Niels så

hårdt på ham. - Hvad siger du, Leon?

- Hvornår fanden går det op for dig, Bentzon? Der er typer

der ikke er pengene værd. Fængselsstraf, invalidepension, you

name it.

Niels nægtede at hoppe på Leons vogn af kynisme og

overhørte resten af hans bredside: - Han kommer til at koste

skatteyderne en middelsvær formue.

- Er der andet, Leon? Hvad ved vi om lejligheden?

- Der er to stuer. Man går direkte ind i den første stue,

ingen entré. Vi tror han befinder sig i den til venstre. Eller i

soveværelset bagest i lejligheden. Der har været skud, vi ved

der er to børn og en kone. Eller ekskone. Måske kun et barn og

et plejebarn.

Niels så spørgende på Leon.

- Ja, historien varierer lidt afhængigt af hvilken nabo du

spørger. Går du ind?

Niels nikkede.

- Han er desværre ikke helt idiot.

- Hvad mener du?

- Han ved der kun er én måde han kan sikre sig at

forhandleren ikke skjuler et våben og en sender.

- Du siger han vil have mig til at smide klunset?

Dyb indånding. Leon så medlidende på Niels og nikkede.

- Jeg forstår godt hvis du ikke vil. Vi kan vælge at storme i

stedet.

- Nej. Det er okay. Jeg har prøvet det før. Niels løsnede sit

bælte.


Niels Bentzon havde været ved drabsafdelingen i 15 år til

næste sommer. De sidste ti år som forhandler - den slags

man sender ind i gidselsituationer, eller når folk truer med

selvmord. Det var altid mændene. Når aktierne styrtdykkede

og økonomerne varslede finanskrise, kom våbnene på

bordet. Det overraskede altid Niels hvor mange våben der

var ude i de små hjem. Håndvåben fra Anden Verdenskrig.

Jagtgeværer og salonrifler uden tilladelse.

- Niels Bentzon, jeg er politimand. Jeg har intet tøj på som

du har bedt om. Jeg har ingen våben og ingen sender. Han

skubbede forsigtigt døren op. - Kan du høre mig? Jeg hedder

Niels. Jeg er politimand og ubevæbnet. Jeg ved du er soldat,

Peter. Jeg ved det er hårdt at tage andre menneskers liv. Jeg

4

kommer kun for at tale med dig.

Niels stod stille i entréen og lyttede. Ikke et ord til

gengæld, kun stanken af liv der var gået i opløsning.

Langsomt vænnede hans øjne sig til mørket.

Langt væk gøede en Nordvest-køter. I nogle sekunder var

han overladt til sin lugtesans: krudt. Niels’ fod stødte på

patronerne. Han samlede den ene patron op. Den var stadig

varm. Niels læste indgraveringen i bunden af metallet: 9mm.

Den kaliber kendte Niels godt. Han havde endda haft æren

af at modtage et tysk produceret projektil i låret af netop den

kaliber for tre år siden. Et eller andet sted i øverste skuffe

hjemme i Kathrines chatol havde han gemt projektilet som

kirurgen havde fisket ud. En 9mm Parabellum. Verdens mest

brugte kaliber. Navnet Parabellum stammede fra latin. Niels

havde googlet det: Si vis pacem, para bellum - Ønsker du fred,

så bered dig på krig. Det var den tyske våbenfabriks motto.

Deutsche Waffen und Munitionsfabriken. Det var dem der

havde leveret al ammunitionen til den tyske hær i de to

krige. Sikke en fred det havde bragt dem.

Niels lagde patronen på gulvet hvor han havde fundet

den. Han stod et øjeblik og sundede sig. Det ubehagelige

minde skulle forlade ham før han kunne fortsætte. Ellers

ville angsten overtage. Den mindste vibration i stemmen

ville gøre gidseltageren nervøs. Kathrine. Han tænkte på

Kathrine. Det skulle han lade være med, ellers kunne han

ikke fortsætte.

- Er du okay, Bentzon? hviskede Leon et sted bag ham.

- Luk døren, Leon, svarede Niels hårdt.

Leon adlød. Passerende billygter fra gaden kastede lys

gennem vinduerne, og Niels fik øje på sig selv i ruden. Bleg,

skræmt, nøgen og forsvarsløs. Han frøs.

- Jeg står i din stue, Peter. Mit navn er Niels. Jeg venter på at

du taler til mig.

Niels var rolig. Helt rolig. Det kunne tage det meste af

natten at forhandle, det vidste han. Men så lang tid brugte

han som regel ikke. Det vigtigste i en gidselsituation var at

man lærte så meget som muligt om gidseltageren på kortest

mulig tid. At man lærte noget om mennesket bag truslen.

Først når man så mennesket, var der håb. Leon var idiot. Han

så kun truslen. Derfor endte han altid med at skyde.

Niels ledte efter spor af mennesket Peter i lejligheden. De

afgørende detaljer. Han så på fotografierne på køleskabet:

Peter sammen med sin kone og to børn. Under billederne af

børnene var der skrevet Clara og Sofie med magneter. Ved

siden af stod der Peter og Alexandra. Clara - den ældste - var

en stor pige. Måske teenager. Bøjle og bumser. Der var år

imellem de to piger. Sofie kunne ikke være mere end seks.

Helt lys og fin. Hun lignede sin far. Clara lignede hverken

moren eller faren. Måske hun var medbragt fra et tidligere

ægteskab. Niels tog en dyb indånding og gik tilbage i stuen.

- Peter? Er Clara og Sofie sammen med dig? Og Alexandra?

- Fis af, lød det beslutsomt fra bageste ende af lejligheden.

I samme sekund gav Niels’ krop efter for kulden, og han

begyndte at ryste let. Peter var ikke desperat. Han var

determineret. Desperation kunne man forhandle med,

beslutsomhed var værre. Endnu en dyb indånding. Slaget


a.j. kazinski den sidste gode mand

var ikke tabt endnu. Find ud af hvad gidseltageren vil have. Det

vigtigste overhovedet for en forhandler. Og hvis han ikke vil

have noget, så hjælp ham med at finde et ønske - bare et eller

andet. Det handlede kun om at få hjernen til at skue fremad

igen. Lige nu befandt Peters hjerne sig i sine sidste minutter,

det kunne Niels høre på det selvsikre tonefald.

- Sagde du noget? spurgte Niels for at trække tiden ud.

Intet svar.

Niels så sig omkring. Han manglede stadig den detalje der

kunne løsne situationen op. Solsikke-tapet, store solsikker fra

gulv til loft. Noget blandede sig i lugten af fugt og hundepis.

Frisk blod. Niels’ øjne fandt kilden til lugten i hjørnet, krøllet

sammen på en måde som man ikke skulle tro muligt.

Alexandra havde taget to kugler lige i hjertet. Det var kun

på film man tog pulsen, i virkeligheden så man et gabende

hul i hjertet og et liv der var gået til spilde. Hun stirrede på

Niels med vidt åbne øjne. Niels kunne høre forsigtig gråd fra

et af børnene.

- Peter? Jeg er her stadig. Mit navn er Niels …

En stemme afbrød ham:

- Dit navn er Niels, og du er politimand. Jeg har hørt dig!

Og jeg har sagt du skal fise af.

En dyb, beslutsom stemme. Hvor kom den fra?

Badeværelset? Hvorfor helvede havde Leon ikke skaffet en

plantegning?

- Du vil have jeg skal gå?

- Ja, for helvede.

- Men det kan jeg desværre ikke. Mit job er at være her indtil

det er overstået. Uanset hvad der sker. Det ved jeg du kan

forstå. Du og jeg, Peter. Vi har begge et arbejde der kræver at

man bliver, selv om det er umuligt.

Niels lyttede et øjeblik. Han sad stadig ved liget af

Alexandra. I hånden knugede hun et stykke papir. Musklerne

var ikke blevet stive endnu, og det var ikke svært at vriste

brevet fra hende. Niels rejste sig; ved vinduet udnyttede han

Dortheavejs gadelys. Brevet var fra forsvaret. En afskedigelse.

Alt for mange ord, tre sider. Niels skimmede hurtigt.

Personlige problemer… ustabil ... uheldige hændelser… tilbud om

hjælp og omskoling. I nogle sekunder følte Niels at han var

fanget midt i en tidslomme. At han havde sneget sig ind i det

sidste fotografi af familien. Han så situationen for sig:

Alexandra finder brevet. Peter er blevet fyret. Familiens

eneste indtægt. Fyret mens han samtidig kæmper med

at fordøje alt det lort han har set og gjort i nationens

tjeneste. Niels vidste at de aldrig talte om det. Soldaterne

i Irak og Afghanistan. De ville ikke besvare det mest

åbenlyse spørgsmål: Skød du? Tog du liv? De svarede

altid undvigende. Mon ikke det var så simpelt at de skud

soldaterne affyrede, og som rev deres fjenders vener, årer

og organer i stumper og stykker, gjorde næsten lige så stor

skade på afsenderens sjæl?

Peter var blevet fyret. Han var rejst af sted som en rigtig

mand og vendt hjem som et vrag. Og Alexandra kunne

ikke magte det. Hun tænkte først og fremmest på børnene,

det gør en mor. En soldat skyder, og en mor tænker på sine

børn. Måske råbte hun ad ham, skreg. At han var uduelig,

5

at han svigtede. Og så gjorde Peter det han havde lært: Når

konflikter ikke kan løses på fredelig vis, så skyder man

fjenden. Alexandra var blevet fjenden.

Endelig.

Endelig havde Niels den detalje han skulle bruge: Han

skulle tale til Peter som soldat. Han skulle tale til hans ære, til

hans mandighed.

Maniodepressiv. Niels hørte Leon hviske med de andre

betjente på den anden side af døren. Han vidste godt at det

var det ord der blev brugt om ham. Og han vidste også hvad

betegnelsen dækkede over i deres ordbog: gak i låget. Men

Niels var ikke maniodepressiv. Nogle gange var han bare lidt

oppe at køre. Og til tider var han helt nede i kælderen. Sidste

tur i kælderen havde taget et par måneder.

Niels betragtede sine nøgne ben, mens han trådte ud midt

på gulvet. De rystede stadig; kulden gjorde det vanskeligt

at opnå den ønskede selvkontrol. Et kort sekund overvejede

han at stikke af. Flygte. Lade Leon klare situationen på den

hårde måde. Selv havde han aldrig affyret sin tjenestepistol.

Og ville aldrig komme til det. Det vidste han. Han kunne

ikke. Måske var det den simple forklaring på at han var endt

som forhandler - det eneste job i politiet hvor man aldrig har

våben med.

Niels rømmede sig og råbte: - Peter! Tror du jeg er idiot?

Niels gik to skridt nærmere soveværelset.

- Tror du ikke jeg ved hvordan det føles? At have et arbejde

som du og jeg.

Han vidste Peter lyttede. Han kunne høre hans

vejrtrækning. Nu handlede det om at vinde hans tillid så han

kunne få ham til at slippe børnene.

- Folk ved ikke hvordan det er at tage et liv. At det føles som

om man også tager sit eget.

Niels lod sætningerne stå alene i nogle sekunder.

- Tal til mig, Peter! råbte han kommanderende. Det hårde

tonefald overraskede også ham selv. Men Peter var soldat,

han skulle have en ordre.

- Jeg sagde: Tal til mig, menig!

- Hvad vil du? råbte Peter fra soveværelset. Han gentog: -

Hvad fanden vil du?

- Nej! Hvad vil du, Peter? Hvad vil du? Vil du gerne væk

herfra? Det kan jeg fandeme godt forstå. Det er en grim

verden.

Intet svar.

- Jeg kommer ind til dig nu. Jeg er ubevæbnet, jeg har intet

tøj på som du har bedt om. Jeg skubber langsomt døren op så

du kan se mig.

Niels tog de tre skridt hen til døren.

- Jeg åbner døren nu.

Han ventede et par sekunder. Det var afgørende at han

fik styr på sin vejrtrækning. Han måtte ikke vise nogen

form for nervøsitet. Han lukkede øjnene et sekund. Åbnede

dem og skubbede døren op. Han stillede sig i døråbningen.

Der lå en pige på sengen. 14-15 år. Clara. Den førstefødte.

Hun lå livløs. Blod på sengetøjet. Peter sad ovre i hjørnet af

soveværelset og så overrasket på den nøgne mand i døren.


den sidste gode mand a.j. kazinski

Soldaten havde taget sin uniform på. Hans blik flakkede.

Han var et såret dyr. Han havde et jagtgevær i hånden som

han pegede på Niels med, og en tom flaske et eller andet

stående mellem benene.

- Du bestemmer ikke over mig, hviskede Peter. Han lød ikke

så selvsikker længere.

- Hvor er Sofie?

Peter svarede ikke, men der kom små lyde under sengen.

Han sænkede riflen og lod mundingen pege på den lille Sofie

som lå og krøb sammen inde under sengen.

- Vi skal væk herfra, sagde soldaten og så Niels i øjnene for

første gang.

Niels fastholdt hans blik. Nægtede at slippe det: - Ja. Vi

skal væk herfra. Men Sofie skal ikke.

- Jo, hele familien.

- Jeg sætter mig ned nu.

Niels satte sig. Blod fra den døde pige dryppede fra

sengegærdet ned på gulvet og ramte Niels’ nøgne fod. En

tung stank af gamle dyner og alkohol hang i luften. Niels lod

et par øjeblikke gå af sig selv. Peter var ikke klar til at skyde

sin mindste datter, det kunne han mærke. Der findes mange

måder at forhandle med gidseltagere på, mange teknikker.

Så mange at Niels var sakket bagud da hans to kolleger

havde været på kursus i USA hos selveste FBI. Niels skulle

også have været med, men hans rejsefobi holdt ham hjemme.

Alene tanken om at sætte sig ind i et tonstungt jernskrog

og hænge over Atlanten i små 40.000 fods højde gjorde

det umuligt for ham. Resultatet var ganske forudsigeligt:

Cheferne benyttede ikke Niels mere. Kun hvis der var

sygdom og ferie som her til aften.

Håndbogen fortalte at det næste skridt skulle være at

indlede forhandlinger med Peter. At få ham til at opstille

nogle ønsker eller krav, hvad som helst. Bare et eller andet

der kunne trække tiden ud og få hans hjerne til at slappe af.

Det kunne være noget helt banalt. Lidt mere whisky eller en

smøg. Men Niels havde droppet håndbogen for længe siden.

- Sofie!

Niels råbte igen. - Sofie!

- Ja, lød det under sengen.

- Nu skal din far og jeg tale lidt sammen. Det er voksensnak.

Vi vil gerne være alene!

Niels talte hårdt, meget hårdt, og han fjernede ikke blikket

fra Peters øjne et sekund. Sofie svarede ikke. Niels var nu

Peters officer, hans overordnede, hans allierede.

- Nu skal du gøre som din far og jeg siger! Gå ud nu. Ud i

opgangen!

Endelig hørte Niels at hun rørte på sig under sengen.

- Du skal ikke se på os! Gå ud nu, sagde Niels højt.

Han hørte de små skridt gennem stuen og hoveddøren

blive åbnet og lukket. Tilbage var Niels, Peter og liget af en

teenagepige.

Niels granskede soldaten. Peter Jansson, 27 år. Afskediget

soldat. En vaskeægte dansk helt. Peter havde nu vendt

geværet og placeret mundingen under sin hage.

Soldaten lukkede øjnene. Niels kunne næsten høre Leon

hviske ude fra opgangen: - Lad ham gøre det, Niels. Lad

6

tossen blæse hjernen ud på sig selv.

- Hvor vil du gerne begraves?

Niels var helt rolig. Han talte til soldaten som var de dybt

fortrolige.

Peter åbnede øjnene. Uden at se på Niels. Han så opad,

måske var han troende. Niels vidste at mange af de udsendte

soldater benyttede feltpræsten mere end de ville indrømme.

- Vil du brændes?

Soldaten strammede grebet om geværet.

- Er der noget jeg skal sige videre? Jeg er jo den sidste der

ser dig i live.

Ingen reaktion fra Peter. Han trak vejret tungt. Denne

sidste handling - at tage sit eget liv - krævede åbenbart mere

mod end at tage konens og datterens liv.

- Peter, er der nogen jeg skal opsøge for dig? Nogen du

ønsker at overbringe en sidste besked?

Niels talte til Peter som om han stod med den ene fod i

himmerige. Ved porten til den næste verden.

- De ting du oplevede i Irak. Dem burde intet menneske

opleve.

- Nej.

- Og nu vil du videre.

- Ja.

- Det forstår jeg godt. Er der noget du gerne vil huskes for?

Noget godt.

Peter tænkte. Niels kunne se, han havde fat i noget. For første

gang tænkte Peter på andet end at blæse knoppen af sig selv og

sin familie og hele denne forpulede verden. Derfor holdt Niels

fast:

- Peter! Svar mig! Du har gjort noget godt! Hvad var det?

- Der var en familie … en landsby uden for Basra der var under

heftig beskydning, begyndte Peter, men Niels kunne se på ham

at han ikke havde kræfterne.

- Der var en irakisk familie? Dem reddede du.

- Ja.

- Du har reddet liv. Ikke kun taget liv. Det vil blive husket.

Peter sænkede geværet. Lod et øjeblik paraderne falde som en

bokser der er ramt.

Niels reagerede lynhurtigt. Han var straks henne ved soldaten

og greb fat i geværløbet. Peter så overrasket på Niels. Han

havde ikke tænkt sig at slippe. Resolut smækkede Niels ham en

på hovedet med bagsiden af hånden.

- Slip! råbte han til Peter.

Niels troede først det var Peter der rallede og stønnede. Men

han sad bare og lignede én der havde givet op. Niels stod med

riflen i hånden og vendte sig om. Pigen på sengen bevægede sig.

- Leon! råbte Niels.

Betjentene stormede ind. Leon var forrest, altid forrest. De

kastede sig over soldaten selv om han ikke gjorde modstand.

Ambulancefolkene buldrede op ad trappen.

- Hun lever! Niels skyndte sig ud af rummet. En eller anden

stod klar med et tæppe der blev kastet om ham. Han standsede

i døren og så sig tilbage. Peter græd nu. Han var i opløsning.

Gråd var godt, det vidste Niels. Når der var gråd, var der håb.

Ambulancefolkene havde lagt pigen på en båre og var på vej ud.

Niels gemte sig i køkkenet under det tykke tæppe der


a.j. kazinski den sidste gode mand

stank af politihund, og lod de andre gøre deres. Familien

havde fået frikadeller til aftensmad. Med pulverbearnaise.

Udenfor regnede det stadig. Eller var det årets første sne?

Ruden duggede.

- Bentzon.

Leon kom ud til ham. Han gik helt tæt på.

- Der er en ting jeg har haft lyst til at spørge dig om.

Niels afventede. Leon havde dårlig ånde.

- Hvad fanden tænker du egentlig på?

- Vil du virkelig vide det?

- Ja.

Niels tog en dyb indånding. Leon brugte ventetiden på

at spise familiens sidste frikadelle. Han tværede den rundt i

bearnaisesovsen og proppede den i munden.

- Jeg tænker på noget jeg hørte i radioen. Om Abraham og

Isak.

- Jeg frygtede du ville sige noget i den stil.

- Du spurgte.

Leon tyggede stadig: - Hvad med dem? Jeg er ikke så godt

inde i den slags.

- Der var en præst i radioen der sagde at man ikke burde

prædike den historie. Kan du huske den? Gud siger til

Abraham at han skal ofre sin søn for at bevise sin tro.

- Jeg giver præsten ret. Det lyder som en syg historie.

Forbyd lortet.

- Er det ikke det samme vi gør? Sender unge mænd til en

ørkenkrig langt væk og beder dem ofre sig selv for en tro.

Leon betragtede Niels nogle sekunder. Et lille smil, en

teatralsk hovedrysten, og så var han væk.

Politigården, København

Niels kunne dårligt få øje på politigården bag muren af

grønne busser til politimandskab. Der var indkaldt betjente

fra hele landet til klimatopmødet. Om få timer ville Air Force

One lande på dansk jord. Niels’ mor havde allerede ringet

og spurgt om Niels ville komme til at møde ham. Beskytte

ham. Niels måtte skuffe sin gamle mor. - Obama medbringer

sin egen hær af livvagter, havde han forklaret. Og sin egen

limousine og sin egen mad, en frisør og en lille kuffert med

koderne til Amerikas atomarsenal. Bagefter var Niels i tvivl

om hun havde troet på det med atomvåbnene. Men han

havde en fornemmelse af at han ville have skuffet hende hvis

han fortalte den jordnære sandhed: at det eneste Niels ville

møde, var vrede demonstranter foran Bella Center.

Han møvede sig igennem mængden af provinsbetjente

der var kommet til storbyen. De lignede en skoleudflugt.

Grinede. Glædede sig tydeligvis over forandringen i deres

hverdag. I dag skulle de hverken udskrive fartbøder på

små nordjyske landeveje eller forhindre fiskerne i at ryge i

totterne på hinanden i forsamlingshuset i Thyborøn. Snart

ville de stå ansigt til ansigt med Attack-bevægelsen, diverse

miljø- og klimaorganisationer og en uskøn blanding af højt

begavede venstrefløjsaktivister og forsømte børn der kaldte

sig autonome og var fulde af vrede.

- Godmorgen, Bentzon!

Inden Niels nåede at vende sig, modtog han et ordentligt

7

mandfolkeklap på skulderen.

- Leon. Har du sovet?

- Som en sten.

Leon så granskende på Bentzon.

- Du ser til gengæld lidt bombet ud.

- Det tager et par timer at falde ned.

- Ikke for mig.

Leon smilede. ‘Jeg kan ikke lide dig’. Tanken slog ned i

Niels og ville ikke forlade ham. Men sådan var det. Niels

kunne ikke lide Leon. Det var fandeme usympatisk at kunne

gå hjem efter en nat i selskab med lig og sønderskudte børn

og sove som en baby. Heldigvis afbrød Anni:

- Sommersted spørger efter dig.

- Sommersted? gentog Niels og så på Anni.

Sekretæren nikkede. Måske var der en anelse medlidenhed

i hendes blik.

Et personligt møde på vicepolitimester W.H. Sommersteds

kontor var noget de færreste betjente oplevede. Politigårdens

almindelige folklore fortalte at man højst kom til tre

personlige møder på Sommersteds kontor i løbet af en

karriere på gården. Når man modtog første advarsel, når

man modtog anden advarsel, og når man fik 20 minutter til

at pakke sine ting og forsvinde. Niels havde været der to

gange før. To advarsler.

- Så snart som muligt, tilføjede Anni og smilede indladende

til Leon.

Niels trak hende i retning af kaffemaskinen.

- Var det kun mig han spurgte efter?

- Det var hans sekretær der ringede. Hun bad mig sende dig

op når jeg så dig. Hvorfor? Er der noget i vejen?


’W.H. Sommersted’ stod der med sorte bogstaver på

glasruden til forkontoret. Ingen anede hvad H’et stod for.

Måske skulle det bare lyde godt. Sommersted talte i telefon.

Den brede kæbe bevægede sig ikke når han talte. Niels

tænkte at han kunne blive den perfekte bugtaler.

- Fax it immediately. Sommersted rejste sig og gik hen til

vinduet og kiggede ud. Undervejs sendte han Niels et blik

der ikke afslørede så meget som antydningen af genkendelse.

Niels prøvede at slappe af. Det var svært. Fuck ham hvis han

fyrer mig, tænkte han. Niels prøvede at forestille sig alt det

han skulle bruge sin tid til: Han var helt blank. Så bare sig

selv ligge og flyde i en sofa med morgenkåbe på. Han ville

lade depressionen vælte ind over sig. Nyde den. Dykke helt

ned på bunden.

- Bentzon!

Sommersted afsluttede samtalen og slog jovialt ud med

hånden. - Sid ned. Hvordan går det?

- Fint, tak.

- Det er et rent helvede her.

- Det kan jeg forstå.

- Air Force One lander snart. København bugner af

internationale topfigurer. Og efterretningstjenesten ser


den sidste gode mand a.j. kazinski

terrorister alle steder. Personligt tror jeg at vi har fået

værtindeknopper. Det skal nok gå.

Sommersted fnyste. Han tog en dyb indånding og kom i

tanke om hvorfor Niels egentlig sad over for ham.

- Jeg er glad for at du er tilbage, Bentzon. Han lagde sine

briller på bordet. - Jeg hører du måtte smide tøjet. De bliver

dygtigere og dygtigere.

- Overlever hun?

- Pigen? Hun overlever, ja.

Han nikkede sammenbidt. De buskede øjenbryn gled

en anelse tættere sammen i en bekymret mine. Ganske

troværdigt, men Niels hoppede ikke på den. Sommersted var

en dygtig kommunikator. Han havde taget det mediekursus

for fem år siden som Niels afslog. En politichef i dag var en

kombination af studievært, politiker og personalechef.

- Du er så god til at tale med folk, Niels.

- Ja? svarede Niels tøvende og vidste at Sommersted netop

havde sat en fælde op foran ham.

- Jeg mener det.

- Jamen, tak så.

Fælden klappede med det samme: - Måske lidt for god?

Blikket blev mere gennemborende.

- Er det et spørgsmål?

- Miroslav Stanic, vores serbiske ven. Kan du huske ham?

Niels rykkede sig uroligt på stolen. Han fortrød det straks,

for han vidste at Sommersted lagde mærke til det.

- Jeg hører du besøger ham i fængslet. Var det kun den ene

gang?

- Er det derfor du har kaldt mig ind?

- Manden er jo psykopat.

Dyb indånding. Niels så ud ad vinduet. Han havde ikke

noget mod pinlig tavshed. Mens Sommersted åbenbart

forventede et eller andet af ham, strejfede Niels’ hukommelse

Miroslav Stanic.

Det var syv-otte år siden serberen skulle udleveres

til Haag. Mistanke om krigsforbrydelser i Bosnien. Af

uransagelige årsager var han havnet på humanitært ophold

i Danmark. Men snart stod fejlen lysende klar for de danske

myndigheder: Stanic var ikke en stakkels, forfulgt serber,

men en tidligere lejrvagt i den berygtede Omarskar-fangelejr,

der nu fik tre gratis måltider kernesund fuldkost om dagen

på Restaurant Danmark. Da han skulle udleveres, slog det

klik for ham. Han tog to andre flygtninge som gidsler ude i

Sandholmlejren. Da Niels ankom, krævede Miroslav Stanic

sikker transport ud af landet, ellers ville han skære halsen

over på det ene gidsel. Han mente det åbenbart alvorligt, for

det lykkedes ham næsten at slå det en ung albansk kvinde

ihjel. Kun mirakler fra lægerne på Rigshospitalet reddede

hendes liv. Bagefter var luften tyk af bebrejdelse mod Niels.

Særlig Leon var efter ham. Hvorfor fanden havde Niels ikke

bare blæst knoppen af psykopaten? spurgte han. Det hele

var endt med at Niels forhandlede med serberen den halve

dag. Miroslav Stanic angrede ikke sine krigsforbrydelser et

sekund. Sommersted havde ret: Han var rendyrket psykopat.

Og charmerende. Fik endda Niels til at grine en enkelt gang.

Miroslav Stanic frygtede fængslet. Ensomheden. Men han

8

vidste godt at spillet var slut, og at han kunne se frem til 20

år bag tremmer. Niels skulle bare hjælpe ham fra erkendelse

til overgivelse.

Sommersted ventede stadig.

- Det var et løfte jeg gav ham, Sommersted. Og da han kom

til at afsone i Danmark, har jeg mulighed for at holde det.

- Et løfte? Du lovede at være hans besøgsven i fængslet?

- Det var prisen for at han lod gidslerne gå.

- Bryd dit løfte, Bentzon. Gidslerne gik fri, Stanic fik sin

dom. Er du klar over hvad de andre siger om dig?

Niels håbede spørgsmålet var retorisk.

- Ved du det?

W.H. Sommersted lignede et kort øjeblik en læge der skulle

overlevere de sørgelige, men uomtvistelige sandheder til en

døende patient.

- At jeg er maniodepressiv? foreslog Niels. - Har en skrue

løs?

- Især det sidste. De ved ikke hvor de har dig, Niels. Det ene

øjeblik er du væk, sygemeldt. Det næste øjeblik render du

rundt og besøger alle psykopaterne.

Niels skulle til at protestere, men Sommersted afbrød

prompte: - Men du har et talent. Ingen tvivl om det.

- At jeg er god til at tale med folk?

- Du er en god mægler. Du taler dem næsten altid fra det.

Jeg ville bare ønske at du ikke var så …

- Så hvad?

- Så underlig. Rejsefobi og manisk. Venner med

psykopaterne.

- En enkelt psykopat. Du får det til at lyde som om ...

Sommersted afbrød: - Kan du ikke bare rette ind en gang

imellem?

Niels så ned i gulvet. Rette ind? Inden han nåede at svare,

fortsatte vicepolitichefen:

- Men du er på vej på ferie?

- Bare en uge.

- Okay. Hør her: Jeg var glad for din indsats i går. Hvad

siger du til at vi prøver igen? Vi starter i det små.

- Jo.

- Jeg har en sag. Ikke nogen stor ting. Jeg vil have dig til at

tage kontakt til et par borgere. Tale med dem.

- Det siger du jo jeg er så god til. Niels gad ikke skjule sin

sarkasme.

Sommersted så irriteret på ham.

- Hvem skal jeg tale med?

- Gode mennesker.

Sommersted ledte efter noget i den beskedne samling

papirer på bordet, mens han hovedrystende kommenterede

den daglige strøm af ‘red notice’ fra Interpol.

- Kan du huske lyden af telexen i gamle dage?

Jo tak, Niels huskede godt telexen der modtog

opdateringer og advarsler fra Interpols hovedkvarter i Lyon.

Den var blevet til en computer nu. Eller tusind computere.

Dengang kørte telexen uafbrudt. Den monotone, mekaniske

printer mindede én om at verden konstant blev et mere

og mere fucked-up sted at opholde sig. Hvis man ønskede

et kort, koncentreret indblik i verdens elendighed, skulle


a.j. kazinski den sidste gode mand

man bare stille sig i 20 minutter foran den summende

maskine: seriemordere, indsmugling af narko og kvinder til

prostitution, trafik over grænserne af stjålne børn og illegale

indvandrere og beriget uran. Og i småtingsafdelingen: trafik

med truede dyrearter, løver, geparder, sjældne papegøjer,

sågar delfiner. Listen var endeløs. Kunstgenstande og

sjældne historiske objekter. Stradivarius-violiner og smykker

der tilhørte den russiske zar. Man havde ikke engang fundet

en tusindedel af alt det Nazi-Tyskland ribbede de besatte

lande for. Rundt omkring i de små tyske hjems gemmer og

kældre lå der stadig diamanter og rav og guldsmykker fra

det byzantinske rige, der var malerier af Degas og guldbarrer

der tilhørte jødiske familier. Og man ledte stadig efter det.

Når man stod foran faxen, fik man hovedpine. Man fik lyst

til at skrige og løbe væk; til at springe i havet og ønske vi

aldrig nogensinde var kravlet op, at dinosaurerne stadig var

jordens dominerende art.

Men nu kørte alt over Interpols databasesystem som alle

medlemslande var linket sammen med. I-24/7, hed det i al sin

enkelhed. Ligesom en 7-Eleven butik var der aldrig lukket.

Sammen med den nye teknologi var truslerne også blevet

forøget. Selvmordsbomber, bio-terror, hacking, distribution

af børneporno, svindel med kreditkort, ulovlig handel med

CO2-kvoter, momssvindel, hvidvaskning af penge. Og så var

man slet ikke kommet til korruptionsbekæmpelse i EU. Det

kunne godt være at Interpol havde fået et nyt våben til at

bekæmpe kriminalitet med, men forbryderne havde mindst

lige så stort kendskab til den nye teknologi. Måske havde vi

slet ikke vundet noget. Niels havde tit tænkt tanken. Måske

var det bedre dengang der bare var en telex der kørte i

døgndrift, hvor printerhjulets hidsige lyd skar gennem luften

som en konstant påmindelse om verdens elendighed.

- Red notice, sagde Sommersted da han endelig fandt

sagen i bunken. - Det er tilsyneladende de gode der bliver

myrdet. - De gode bliver myrdet? - Det ser sådan ud.

Forskellige steder i verden: Kina, Indien, Rusland, USA. Flere

af ofrene har været ansatte i godhedsindustrien. Du ved:

Ulandsarbejdere, læger, hjælpearbejdere.

Niels læste: Red notice. Teksten var på engelsk, forfattet

i den lakoniske, staccatoagtige stil, der var så karakteristisk

for Interpol: Possible sectarian killings. First reporting officer:

Tommaso di Barbara. Niels spekulerede på om de også talte

sådan sammen nede i Lyon. Robotsprog.

- I gamle dage havde vi ikke brugt tid på den slags. Men nu,

efter Muhammed-tegningerne … Globaliseringen, hvad det

så end betyder.

- Hvad forbinder mordene? spurgte Niels. - Skrifttegn på

ofrenes ryg, sådan som jeg forstår det. Et mærke af en slags.

Måske mord med sekterisk motiv? Der lurer snart en galning

med en krumsabel og et halvt ton dynamit spændt fast om

livet om hvert andet gadehjørne. - Du tænker at motivet er

religiøst? - Måske, men vi har ikke noget med opklaringen

at gøre. Heldigvis. Hellige mord. Det giver så hulens meget

papirarbejde. Gamle, støvede bøger man skal sætte sig ind i.

Hvad skete der egentlig med grådighed og jalousi? Det er da

motiver der er til at forstå.

9

Sommersted afbrød sig selv og så ud ad vinduet nogle

lange sekunder. Niels havde en fornemmelse af at det var

ordet ’jalousi’ der sendte hans tanker på flugt. Han havde

set Sommersteds kone ved flere lejligheder. Kostskolepige,

lyshåret, lettere falmet skønhed der nok aldrig havde

set meget til livets skyggesider. Men måske var det ikke

kun nemt at være hjemmegående overklassepige. Hvor

skulle man hente sine sejre og små opture? De personlige

bekræftelser der gav sjælen næring? Sommersteds kone

hentede sine i blikkene fra andre mænd, det havde Niels

lagt mærke til allerede første gang da han så hende til en

reception. Hun stod tæt op ad sin mand, holdt ham i hånden

ved flere lejligheder, men orienterede sig hele tiden blandt

blikkene i lokalet.

- Jeg synes du skal bruge dagen på at kontakte de ... lad os

sige otte-ti gode mennesker i København. Høre om de har

bemærket noget usædvanligt. Røde Kors-chefen og noget

med menneskerettigheder og ... de lokale miljømennesker.

Den slags organisationer. Bede dem se sig over skulderen.

Så har vi ryggen fri. - Hvad med alle dem der kommer til

topmødet? - Nej. Sommersted grinede kunstigt. - De er vist

dækket godt nok op i forvejen. Desuden er alle rejst hjem

om fire dage. Jeg tror det her er en trussel med lidt længere

perspektiv.

Niels skimmede de to stykker papir selv om Sommersted

var ivrig efter at få ham ud ad døren.

- Er der nogen mistænkte? - Bentzon: rettidig omhu, ikke

andet. - Men hvorfor går de til os med sagen? - Hør her:

Det her er ingenting. Du kan næsten betragte det som en

fridag som tak for hjælpen i nat. Hvis vi skulle tage den

slags ukonkrete trusler alvorligt, kunne vi ikke lave andet.

Der er nok at tage fat på her. Begår vi den mindste fejl, står

der tre morgenaviser og 179 folketingsmedlemmer i morgen

og forlanger en redegørelse og en undersøgelse og en bedre

prioritering af vores arbejde. Og selv om jeg har mest lyst

til at bede dem holde deres kæft, er jeg tvunget til at stå og

smile og nikke som en skoledreng til afdansningsbal.

Sommersted sukkede overdrevent og lænede sig tilbage i

stolen. Han havde holdt talen før.

- Det her er min virkelighed, Bentzon: at være i samråd med

ministeren og statsadvokaten. At sende mails om hvorfor

vi ikke nåede frem til gerningsstedet to minutter tidligere,

at besvare opkald fra journalister om hvorfor vi gør vores

arbejde så dårligt. For sådan ser de på os.

Sommersted pegede ud ad vinduet, ud mod befolkningen.

- Betragt mig som jeres værn. Jeg skal nok tage mig af

blodhundene på Christiansborg og diverse avisredaktioner.

I skal bare gøre det I altid har gjort: fange forbryderne, kyle

dem i fængsel og smide nøglen væk.

Niels smilede bare. Sommersted var ikke uden lune.

- Rettidig omhu, Bentzon. Betragt det som en tillidsøvelse.

Mellem dig og mig. Og god ferie, når du når dertil.

Politigårdens arkiv, København

- Gode mennesker? Der var intet spor af sarkasme i Caspers

stemme. Kun oprigtig nysgerrighed.


den sidste gode mand a.j. kazinski

- Du leder efter ’gode mennesker’?

- Netop.

Niels satte sig på bordkanten og så sig rundt i det kliniske

computerrum. - Vi skal finde de gode. Kan du hjælpe mig?

Casper havde allerede sat sig foran computeren. Niels

blev ikke tilbudt en stol, sådan var det altid i arkivet. Selv

om kontoret lignede alle de andre kontorer, bare lidt større,

føltes det alligevel som om man havde forceret sig ind i et

fremmed menneskes hjem. Intet tilbud om kaffe eller en

stol. Ingen indledende høflighedsfraser. Niels kunne ikke

finde ud af om arkivarerne ikke brød sig om ham eller om

de bare manglede sociale færdigheder. Om de mange år i

støvede arkiver omgivet af indekskort, mapper og systemer

langsomt havde afsocialiseret dem og fyldt dem med angst

for hvordan fremmedlegemer som Niels kunne ødelægge

deres pertentlige orden. En angst for at alt hvad der kom ind

gennem de tunge, sortmalede trædøre, bragte kaos med sig.

- Kunsten at være det gode menneske, sagde Casper da han

havde googlet ’godt menneske’. Han fortsatte: - Første hit:

Jesus.

- Glad for at vi fik det på plads, Casper.

Casper så op fra skærmen oprigtigt glad for Niels’

kompliment. Ironi duer ikke herinde, mindede Niels sig

selv om. Naturligvis ikke. Ironi kan skabe misforståelser, og

misforståelser kan ende med indeksfejl, og så er en vigtig

bog, en mappe eller måske et afgørende bevis gået tabt for

evigt. Arkivets lager havde mere end 300.000 registrerede

sager. Niels havde aldrig været der - der var absolut ingen

adgang for uautoriseret personale - men de få der havde,

beskrev det som et politihistorisk skattekammer. Der var

sager tilbage fra 1200-tallet. Og alt for mange uopklarede

mordsager. Over hundrede siden krigens afslutning.

Naturligvis var mange af disse gerningsmænd for længst

lagt i jorden og havde fået deres dom i det hinsides. Men

statistisk set gik der stadig mindst 40 mordere rundt derude.

For slet ikke at tale om de forsvundne danskere. Nogle

var stukket af, andre bare gemt så godt af vejen, at de ikke

engang fandt vej ind i statistikken over uopklarede mord.

Mange af Niels’ kolleger søgte om tilladelse til at gå på

jagt i arkivet når de var blevet pensioneret. Så selv om

man ikke måtte bruge ironi hernede, unddrog stedet sig

ikke sin egen overordnede ironi: Først når betjentene blev

pensioneret, fik de ordentlig tid til at gøre det arbejde

de havde været ansat til. For alt for meget tid gik med

unødvendigt papirarbejde. Rapporter som ingen læste,

dokumentation som ingen interesserede sig for. Man kunne

snart ikke gå på lokum uden at skulle rådføre sig med et

excel-ark først. De sidste otte-ti år var det hele blevet værre.

Regeringen havde talt om et opgør med papirnusseriet og

det unødvendige bureaukrati, men virkeligheden var den

stik modsatte. Og der var ellers nok at tage fat i ude på gader

og stræder: rockerborge, bandekrige, bestialsk vold i alle

afskygninger, rydningen af ungdomshuset og de konflikter

der fulgte i kølvandet, utilpassede unge indvandrere der ikke

kunne se forskel på en engangsgrill og naboens bil, moralsk

afstumpede erhvervsfolk der konstant var på jagt efter

10

muligheden for den næste selskabstømning, østeuropæiske

og arabiske minigangstere, afrikanske prostituerede,

psykisk syge stakler hvis sengepladser var sparet væk, og

så videre, og så videre. Der var ikke noget at sige til at nogle

betjente følte sig nødsaget til at tage pensionsalderen med.

Blandt cheferne blev der – halvt i sjov – hvisket i krogene

at regeringen burde lave en republikanergarde som i de

mellemøstlige lande. En lille hær af villige instrumenter

for regeringens ønsker. Sådan en garde kunne tage sig af

rømningen af Christiania og gå i krig mod demonstranter

her og der og alle vegne. Det ville skabe luft så politiet kunne

tage sig af det som de er bedst til: To protect and to serve. At

beskytte folket, at forhindre og opklare forbrydelser.

Casper så afventende på Niels. - Kunne du bruge Jesus?

- Vi skal have fat i nulevende danskere, Casper.

- Gode danskere?

- Ja. Gode, retfærdige mennesker. Jeg vil gerne have en liste.

- Højesteretsdommere og sådan? - Lad nu være med at

spille dum. - Hvis du giver mig et eksempel? - Røde Kors,

sagde Niels. - Okay, godt. Du mener altså velgørenhed. -

Ikke kun det. Også det. Casper vendte sig igen mod

skærmen. Hvor gammel var han? Ikke en dag over 22. Mange

af de unge kunne så meget så tidligt, syntes Niels. De havde

været Jorden rundt tre gange, taget en uddannelse og kunne

alverdens sprog og udvikle deres eget computerprogram. Da

Niels var 22, kunne han lappe en cykel og tælle til ti på tysk.

- Hvor mange skal du bruge? Røde Kors, Amnesty,

Folkekirkens Nødhjælp, Unicef Danmark, Fredsakademiet ...

- Hvad er Fredsakademiet? Susanne, stedets ældste arkivar,

så op fra sit arbejde.

Casper trak på skuldrene og gik ind på deres hjemmeside.

Susanne så utilfreds på Casper og Niels:

- Hvad med Red Barnet? Jeg betaler til dem. - Jeg skal

ikke bruge organisationer. Jeg skal bruge mennesker. Gode

mennesker.

- Hvad så med hende der er leder for Red Barnet? spurgte

Susanne.

Niels tog en dyb indånding og besluttede sig for at

begynde forfra.

- Altså: Rundt omkring i verden er gode mennesker blevet

myrdet. Folk der har kæmpet for andres liv og lemmer. Deres

rettigheder og vilkår.

- Nej, vi gør noget andet, afbrød Casper. - Vi søger på

ordene.

- Ordene? - Krydsrefererende. Det vil altid være de folk

der fylder mest i mediebilledet, som vi vil kalde ‘særligt

gode’, ikke? Og hvis det er en international terrorist der

rejser rundt og myrder dem, skal han jo også have sine

informationer et eller andet sted fra. Og det sted er nettet.

- Givet. - Derfor søger vi – og terroristerne - på de ord, vi

bruger for at komme på godheds-hitlisten. I ved: miljø, tredje

verden. Sådan noget.

Mens Susanne tænkte over om dette var en god ide,

fortsatte Niels: - Hjælpearbejde, aids, medicin. Casper

nikkede og fortsatte:

- Klima. Vaccine. Kræft. Økologi. CO2.


a.j. kazinski den sidste gode mand

- Men hvad vil det sige at være et godt menneske? afbrød

Susanne.

- Det er lige meget, sagde Casper. - Det handler om hvad

andre opfatter som godt.

Niels var kommet i tanke om flere ord: - Forskning. Rent

vand, nej, rent drikkevand. - Ja, den er god. Flere. Casper

begyndte at taste, og endelig smed Susanne sin skepsis over

bord. - Hvad med børnedødelighed? Malaria. Sundhed. -

Godt!

- Analfabetisme. Prostitution. - Misbrug, indskød Niels.

- Mikrolån. Ulandsarbejde, frivillig, sagde Casper.

- Og regnskov, afsluttede Susanne og så meget indigneret

ud, som om Casper og Niels personligt var i fuld gang med

at hakke regnskoven til pindebrænde. Caspers fingre slap

tastaturet som var det et Steinway og han netop havde

præsteret de sidste akkorder til Rakhmaninovs tredje:

- Giv mig ti minutter.


Niels tilbragte ventetiden ved kaffemaskinen. Mokkaen

var sløj. Den kunne slet ikke måle sig med kaffen fra den

espressomaskine som Kathrine havde slæbt med hjem

fra Paris sidste år. Niels var i besværligt humør. Måske

skyldtes det stedet. De uopklarede mord. Niels hadede

nok uretfærdighed mere end han elskede retfærdighed.

En uopklaret forbrydelse - mord, voldtægt, overfald -

kunne holde ham søvnløs. Fortørnelse og vrede: det var

uretfærdighedens energi der drev ham frem. Men når

han oplevede forbryderen blive dømt, når han stod foran

domhuset og så ham blive kørt væk, blev han ofte ramt af en

uforklarlig følelse af tomhed.

- Okay. Hvor mange navne vil du have? spurgte Casper

ovre fra sin plads.

Niels så på uret. Lidt over ti. Han ville gerne hjem og

pakke senest klokken seks. Han skulle også nå at spise

flere piller. Otte timer. En time til hver samtale. Han blev

nødt til at opsøge alle personligt. En potentiel mordtrussel,

uanset hvor uanseelig, kunne ikke overleveres telefonisk,

ræsonnerede han.

- Giv mig de otte øverste.

- Vil du have et print?

- Ja tak.

Maskinen summede. Niels så på listen. Kransekagen

af velgørenhedsindustrien. The best of the best. Man kunne

standse hvem som helst på gaden, og de ville have foreslået

de fleste af navnene.

- Skal vi holde dem op imod vores egen database? Casper så

på Niels med noget der måske var et smil. Det var fristende.

Dem som havde flest hits på ’godhedens ord’ - dem som

var mest i medierne når det handlede om at tale de svage

og hjælpeløses sag. Skulle man finde ud af hvad politiets

database havde at sige om de selv samme?

- Hvad siger du? Det tager to minutter.

- Nej. Det behøver vi ikke. Det handler jo om omverdenens

opfattelse af dem.

11

Susanne granskede listen over skulderen på Niels.

- Der kan I se. Hende fra Red Barnet er med, sagde hun

lettet.

- Hvad laver Mærsk på listen? Casper studerede

søgeresultaterne og rystede på hovedet.

- Mærsk er tilknyttet så mange projekter i verden og i

Danmark at han næsten dukker op uanset hvordan vi søger.

Han betaler sikkert hundrede folkeskoler om året via skatten.

Men hvis vi havde søgt på de mest forhadte danskere, var

han nok også kommet med. Skal jeg tage ham af?

- Ja tak. Han står næppe forrest i skudlinjen.

- Hvem er den første? spurgte Susanne.

- Thorvaldsen? Niels undrede sig over hendes uvidenhed. -

Det er da generalsekretæren for Røde Kors.

En ny liste forlod printeren. I stedet for Mærsk på

sjettepladsen var der blevet plads til en af de mediekendte

præster.

- Gamle kendinge, konstaterede Niels. - Bortset for nummer

otte. Ham kender jeg ikke. - Gustav Lund. 11.237 hits på

ordene ‘redde’ og ‘verden’. Lad os se engang, sagde Casper

og googlede ham. En intens, aldrende professor i 50’erne.

- Flot mand, sagde Susanne tørt.

- Gustav Lund. Professor i matematik. Sådan: modtager

af nobelprisen i 2003 sammen med to canadiske og tre

amerikanske kolleger. Hm ... Hans søn begik selvmord ... han

var kun 12 år.

- Det bliver man vel ikke et dårligt menneske af. Niels

og Casper så ikke helt enige ud. - Hvad er det gode ved

ham? spurgte Susanne. - Godt spørgsmål. Casper studerede

skærmen. - Jo, her er det: I forbindelse med prisen udtalte

han, at ‘det bliver en matematiker der redder verden’. Den

sætning blev åbenbart citeret vidt og bredt. Skal jeg tage ham

af listen og tage nummer ni med i stedet? En klimaordfører

fra ...

- Nej, det er okay. Niels så på listen. - Der skal være plads til

overraskelser.


den sidste gode mand a.j. kazinski

JAGTEN

PÅ DEN

SIDSTE

GODE

MAND

A.J. Kazinski er pseudonym for

fi lminstruktøren og forfatt eren

Anders Rønnow Klarlund og

forfatt eren Jacob Weinreich.

Vi har sat parret stævne for

at få svar på tiltale.

Hvordan føles det allerede inden

udgivelsen at opleve den enorme

udlandsinteresse?

Ganske overvældende. Det overstiger

langt, langt vores forventninger. Men vi

har altid vidst at vores historie kunne

noget særligt. Med spørgsmål som ’hvad

vil det sige at være god?’ og ’hvad vil

det sige at være ond?’ rummer historien

noget helt fundamentalt. Ikke mindst

når de er sat ind i en hæsblæsende

historie.

Hvordan fi k I det til at fungere med at

være to, der skulle skrive?

Det gjorde skriveprocessen til en leg. Og

til tider en kamp, naturligvis. Men vi

var godt forberedte inden vi begyndte

at skrive. Vi vidste hvor vi skulle hen.

Vi lejede et lille kontor med udsigt over

den jødiske kirkegård. Så satt e vi os

overfor hinanden. Hver dag fra 8.30 til

12. Vi vidste at vi skulle skrive fem sider

hver inden frokost – inden vi mått e gå.

Vi begyndte 3. januar og var færdige 1.

april med den første gennemskrivning.

Det var opmuntrende at se dagene

gradvist blive lysere – og romanen

blive større og større. Vi havde begge

erfaringer fra fi lm med hvordan man

arbejder sammen, hvordan man får

noget ud af hinanden.

Hvor fi k I ideen fra?

Anders læste ’Løgneren’ af Martin A.

Hansen og faldt dér over en gammel

myte fra den jødiske Talmud, om at der

altid fi ndes 36 retfærdige mennesker på

jorden, der holder ondskaben i skak. 36

udvalgte, der er så gode og retfærdige,

at de beskytt er os alle. Vi kunne straks

se potentialet til en spændende historie.

Da vi samtidig begge er optaget af hvad

godhed er for en størrelse, begyndte

det hele hurtigt at tage form. Vi tændte

begge på tanken om, at en politimand

skulle fi nde ’det gode menneske’, inden

det var for sent. I andre krimier er det

jo altid en morder, det onde, som man

jagter. Vi ville vende tingene på hovedet

og gøre det mindst ligeså spændende.

Vi havde begge en følelse af, at

litt eraturen og kulturen oft e diskuterer

ondskab. Men hvorfor ikke godhed?

Vi fandt ud at det er langt mere

provokerende at forsøge at diskutere

godhed end ondskab. Og sådan burde

det vel ikke være …

Hvordan holdt I styr på plott et?

Væggene var spækket med gule sedler.

Små lapper papir, hvor hvert enkelt

kapitel fi k en overskrift , en tid og et sted.

Men det var svimlende nogen gange

fordi plott et er så komplekst og vildt.

Vi er begge meget optaget af plots. Den

gode, medrivende fortælling. Fremdrift ,

at den ene side tager den næste.

Har i kunne bruge jeres kendskab til

fi lmens verden?

Er der noget der kendetegner

krimigenren er det måske, at historien

oft e fortælles i scener: Et mord bliver

begået. Nogen fi nder liget. Politiet

ankommer. Mistænkte bliver

afh ørt én eft er en. Osv. Og

her har vi selvfølgelig

kunne trække på

Anders’ erfaring som

12

fi lmmanuskriptforfatt er. Hvordan

opbygger man en scene så den bliver

spændende? Hvor og hvornår skal man

afslutt e scenen? Den slags overvejelser.

Kommer der fl ere bøger i serien?

Vores hovedperson, Niels Bentzon,

gennemgår en voldsom udvikling i

historien. Hele hans syn på størrelser

som liv, død og religion bliver vendt på

hovedet, og han får en indsigt der kunne

minde om en åbenbaring. Den indsigt

vil vi gerne trænge dybere ind i. Vi vil

gerne afdække fl ere lag af personen

Niels Bentzon og forventer at skrive en

ny bog om ham allerede til næste år. Vi

kan simpelthen ikke slippe ham.

Hvilke erfaringer kan i bruge næste

gang?

At de mørke måneder er de bedste at

skrive og læse i. Det er alligevel for

koldt til at være ude, for mørkt til at

være rigtig glad og så kan man ligeså

godt forsvinde ind i fi ktionen. Måske er

det derfor de store russiske forfatt eres

værker er så lange? Både forfatt ere

og læsere har brug for en alternativ

virkelighed til at komme igennem den

lange vinter. Hvem ved - hvis vi får en

mildere vinter til næste år, kan det være

at fortsætt elsen til DEN SIDSTE GODE

MAND bliver lidt kortere ...


KONKURRENCE

VIND BOGEN

• Hvad hedder hovedpersonen i Den sidste gode mand?

• Hvor mange retfærdige mænd fi ndes der ifølge myten?

• Hvem gemmer sig bag pseudonymet a.J. Kazinski?

Send svarene til info@pol.dk inden d. 22. oktober.

Så er det måske dig, der vinder 1 af de 10 eksemplarer af

Den sidste gode mand, vi sætt er på højkant.

13


LÆS OGSÅ DISSE

14


BESTSELLERE

FRA JP/POLITIKENS FORLAGSHUS

15


MESTERLIG DANSK KRIMIDEBUT

SOLGT TIL UDGIVELSE I MERE END 8 LANDE

ISBN 978-87-567-9960-7

9 788756 799607

” DEN SIDSTE GODE MAND af A.J. Kazinski er et fund.

Spændingen er konstant, plottet er originalt, fyldt med

twists, og den er dygtigt skrevet. Men først og frem-

mest er de to hovedpersoner noget særligt. Både Niels

og Hannah er realistiske og menneskelige, men samti-

dig er de perfekte eksempler på moderne ’superhelte’.

Til sidst har læseren kun ét ønske: at møde dem igen.

- EVA BREDIN WACHTER, FORLAGET JC LATTÈS, FRANKRIG

” Jeg læste til langt ud på natten og vågnede alligevel

klokken fem om morgenen for at læse videre, da jeg

fik DEN SIDSTE GODE MAND i hånden. Det er en utrolig

velskrevet og anderledes krimi, som jeg har haft me-

get svært ved at slippe. Handlingen, personerne og en

masse billeder drøner rundt i hovedet på mig, og jeg

glæder mig allerede nu til en fortsættelse.”

- LENE JUUL, POLITIKENS FORLAG

UDKOMMER 14. OKTOBER 2010

More magazines by this user
Similar magazines