MARS: koloni eller laboratorium? - Horsens HF og VUC

uv.vuchorsens.dk

MARS: koloni eller laboratorium? - Horsens HF og VUC

En tegning af Mars

Odyssey i kredsløb

omkring Mars.

Billedet i baggrunden

viser Meridiani Planum

– området, hvor den

ene af de nye robotrovere

skal landsættes.

4

aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/03

Illustration: NASA / JPL

MARS:

Foto: NASA

koloni eller

laboratorium?

Science fiction-folk og rumforskere er enige: Mars vil blive

koloniseret i nær fremtid. Et af de store dilemmaer er, om

vi skal omforme den røde planet til den lune og våde verden,

den engang var. Eller om vi skal ”nøjes” med at lede efter

små forstenede Marsmikrober – det endegyldige bevis på,

at liv kan og vil opstå overalt, og at vi ikke er alene!

Af Jens J. Kjærgaard

Rester efter tidligere

tiders mulige kildevæld

på Mars.


Det er børnelærdom, at Mars har været kold,

knastør og død i æoner. Men nu er der fundet

troværdige vidnesbyrd om, at den rustrøde

planet har været lun og våd for ganske nylig,

hvis vi bruger geologernes kalender – og måske

var den vrimlende fuld af liv. Den amerikanske

sonde Mars Odyssey har registreret tykke

lag af is i et område nær planetens sydpol.

Ja, der er formentlig mægtigere forekomster

af is under ørkensandet, altså vand i overflod

til flokke af opdagelsesrejsende og kolonister

fra Jorden. Der skulle angiveligt være nok

til at forvandle Mars til et soppebassin. Det er

også muligt, at der kan findes ukendte livsformer

i dvaletilstand, slumrende plantekim

og lynfrosne mikrober i revner og sprækker

under permafrosten. Hvem ved – der kan

endda være perkolerende kildevæld, et skjult

system af forbundne kar dybt nede i klippebunden.

Det er en tanke, som for alvor slog rod,

mens forskere skændtes om besynderlige spor

i den kartoffelformede meteorit ALH 84001,

der for en snes år siden blev fundet på blå is i

Antarktis. Den er med garanti fra Mars. Formentlig

er den sendt på fjernrejse i rummet

ved en dampeksplosion, da en meteorit slog

ned derude. Der er gode gæt på både tid og

sted.

Landnam på Mars

Mange venter i spænding på resultaterne fra

de ”selvtænkende” robotbiler, som i 2004 vil

trille rundt på Mars. Det er køretøjer med

danske instrumenter – og angiveligt mere

kløgtige end forgængeren Sojourner, der ankom

med Pathfinder i 1997. Men appetitten

vokser, mens vi spiser – og der er formentlig

bemandede ekspeditioner på vej til Mars inden

2015.

Rumforskerne har set på 155 områder, der

kan fortælle os om vandets historie på Mars.

Og valget er truffet med omhu. Den ene robotrover

landsættes ved Gusev-krateret 15 grader

syd for Mars’ ækvator, hvor et tørt flodleje

tyder på, at der for længe siden var et sølandskab.

Den anden skal arbejde i Meridiani Planum,

der ligger ca. to grader syd for ækvator,

halvvejs rundt om planeten i forhold til Gusev.

Drømmen om kolonier på Mars kan opfyldes

noget billigere, end vi forestiller os. Set

med vore øjne er de arktiske landskaber i

Grønland, Alaska og Canada golde ødemarker,

men for de gamle fangerfolk var det herlige

jagtmarker. I 1800-tallet sendte den britiske

flåde flotiller til Ishavet for at finde vej

gennem Nordvestpassagen – tungt lastet med

kul til kedlerne og masser af proviant, for der

var jo risiko for at fryse inde i halve eller hele

år. Alt imens rejste små flokke af pelsjægere

frit omkring på Nordkalotten, uden stor bagage.

De kørte hundeslæde som inuitterne,

og de lærte meget mere end de tungtlastede

maritime videnskabsfolk. Vi bør tage ved lære

af fangerne.

Blandt de ivrigste fortalere for grundig udforskning

og landnam på Mars er de amerikanske

forskere Jeffrey S. Kargel og Robert

Strom fra Flagstaff i Arizona.

Jeffrey Kargel udgiver i nær fremtid ”Mars

– A Warmer, Wetter Planet” i en populærvidenskabelig

serie af astronomiske bøger fra

Springer Praxis. Forordet er skrevet af astronauten

Jack Schmitt, sidste mand på Månen

med Apollo 17 og ekssenator i den amerikanske

kongres. Han har i øvrigt besøgt Danmark

og Tycho Brahe Planetarium. Kargels fagfælle

Strom er ikke med på titelbladet, men

han har selv en bog undervejs fra samme

forlag. Det er ”Exploring Mercury”, et værk

om den skoldede jernplanet, som kredser tæt

på Solen.

Terraformning

De pludselige klimaskift på Mars giver stof

til eftertanke. Hvad var det, som førte til, at

vandet forsvandt – eller rettere gik under

jorden? De tre-fire kilometer tykke, snavsede

iskapper i de polare områder kan tjene som

en Rosetta-sten, der vidner om udsving i den

nære fortid. Akkurat som boreprøver i den

grønlandske indlandsis fortæller om begivenheder

på vores egen klode, Jorden.

Temperaturforandringerne på Mars kan

være forårsaget af syndfloder, af vulkanske

udbrud, af globale støvstorme og store meteoritfald,

for ikke at tale om cykliske ændringer

i planetens rokkende rejse i en foranderlig,

elliptisk bane omkring en Sol, der somme

tider skruer ned for blusset. Vores Solsystem

er ikke helt så stabilt, som vi tror. Det fungerer

ikke forudsigeligt som et urværk.

Jeffrey Kargel spørger sig selv og læserne:

Kan de første mennesker på Mars igangsætte

en kæde af forandringer, der får planeten til

at grønnes – og blive våd og lun, som den formentlig

var i fortiden. Det er en proces, der i

fagsprog kaldes terraformning. Så absolut et

ingeniørprojekt af ufattelige dimensioner. Det

er ikke helt umuligt at skabe en ny verden,

men måske skulle vi lade være – og lade Mars

forblive ødemark, akkurat som den er nu.

Kan vi forsvare at tæmme og forvandle den

røde planet til et DisneyMars?

Foto: NASA

Foto: NASA Johnson Space Center

Forskerne debatterer

stadig, om der findes

spor af fossilt liv i Marsmeteoritten

ALH 84001.

Sådan kunne terraformning af Mars foregå.

Øverst (i år 2200): Atmosfæren er stadig lyserød.

Primitive algetyper (lichener) importeret fra Jorden

trives (øverst til højre).

Nederst ses samme område i år 2400: Den store

forskel er nu, at atmosfæren helt har skiftet farve.

Se fortsættelse side 7.

aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/03 5


Gusev-krateret på Mars.

Det marsiske

drivhus i Arizonas

ørken: Biosphere II.

Marskort fra romanserien

Red Mars, Green Mars,

Blue Mars.

6 aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/03

Illustration: Frans Blok

Måske er vi ved at ødelægge Jorden, vores

oase i verdensrummet, og hvad kan der ikke

ske på Mars? En terraformet planet er bogstavelig

talt et kontrolleret miljø, hvor alt vildt,

eksotisk, fjendtligt og farligt er luget bort.

Kort sagt, vi risikerer at skabe en fattig verden.

Romanserie

Dilemmaet skildres i romanform i den glimrende

romanserie ”Red Mars”, ”Green Mars”

og ”Blue Mars”, forfattet af Kim Stanley Robinson.

Nogle af hans kolonister samles i en udenjordisk

version af miljøorganisationen Greenpeace,

kald dem blot Redpeace: De vil leve i

harmoni med et totalfredet ørkenland, mens

en modsat og lige så entusiastisk fløj vil lade

regnen strømme i områder, der har været

golde i årtusinder, og plante parker omkring

Solsystemets mægtigste bjerg, den 27 kilometer

høje skjoldvulkan Olympus Mons.

Robinson skriver science fiction i en skrabet,

nøgtern stil. Det er overbevisende og tro-

Foto: John A. Vink


værdig prosa om erobringen af Mars. Læsere,

der sætter pris på rabalderhistorierne om

John Carters eventyr som øverste krigsherre,

skuffes fælt. Virkelighedens Mars er jo ikke

det Barsoom med grønne mænd og røde og

hvide prinsesser, som sprang ud af Tarzanforfatteren

Edgar Rice Borroughs løbske fantasi.

Trilogien roses af den gamle mester Arthur

C. Clarke som den bedste skønlitteratur om

den uafvendelige bosættelse på Mars. Man

skulle tro, at Robinson råder over en tidsmaskine

og er vendt tilbage fra fremtiden for at

fortælle, hvordan det hele vil gå til: 100 ingeniører

og forskere udvalgt ved skrappe optagelsesprøver

på Sydpolen lander på Mars i

2027. De tager fat på opgaven. I hælene på dem

følger beduiner, kinesere og ikke-autoriserede

vesterlændinge, der har deres egne ideer

og nærer ønskedrømme om at forvandle

ødemarken til vor tids sidestykke til det lovløse

vilde Vesten, et grænseland uden paragraffer.

Let er det ikke, men Mars bliver en

ny verden. Det lykkes efter blodige konflikter

med moder Jord, som ikke vil slippe tøjlerne.

Det er plausibelt. For 200 år siden ville den

engelske monark George III ikke give Amerika

friheden.

Atmosfære og Marsmænd

I filmen ”Total Recall” fra 1990 saboteres en

koloni, til dels befolket af stråleskadede mutanter.

Men da de livsvigtige maskiner går i

stå, kommer Arnold Schwarzenegger heldigvis

til og trykker på en knap, der aktiverer et

hemmeligt mirakelværk bygget af de forsvundne,

oprindelige Marsbeboere. I løbet

af ingen tid har planeten atter fået en tæt

atmosfære, så mennesker kan færdes i det fri

uden iltmaske. Det er action. Det er buldervås.

Ifølge Arthur C. Clarkes tredje lov kan

en tilpas avanceret teknologi sammenlignes

med ren magi. Men Mars kan ikke få så meget

luft ved et slag med en tryllestav. Det er muligt

at genskabe en atmosfære. Men det sker

ikke på sekunder. Det vil vare århundreder,

snarere årtusinder.

Hvordan ser en Marsmand ud? Kik i spejlet.

Han har ikke følehorn i panden. Han er ikke

grøn i huden. Han ligner os. Han er måske

nær familie. Et barnebarn, et oldebarn. Mars

vil i meget nær fremtid blive koloniseret af

folk fra Jorden. Tiptiptipfamilien vil vokse

sig en del højere end os. Det er en naturlig

følge af den lavere tyngdekraft. Klitroser og

bjergfyr udplantet derude må vel også ranke

sig. De tilpasser sig de nye biotoper.

Borebisser, drivhuse og mikrober

Med de første raketskibe ankommer en håndfuld

aerologer og exobiologer med videnskabelige

instrumenter i bagagen. Det er pionerer

og spejdere, som skal bane vejen i et forjættet

land, der med garanti ikke flyder med mælk

og honning. Derpå lander fremtidens ”borebisser”,

som bygger bopladser til emigranter,

der er indstillet på at leve som hulemennesker,

mens den barske natur tæmmes. Deres landsbyer

vil minde om militærlejre, en krans af

barakker forbundet med et netværk af tunneler.

Langt senere rejses marsiske drivhuse i

jætteformat – kopier af det lukkede bofællesskab

Biosphere II i Arizonas ørken. Friluftsliv

på Mars er udelukket. Planeten er midt i

en istid. Atmosfæren er tynd og iltfattig. Lufttrykket

er målt til syv millibar. Toppen af

vort jordiske Mount Everest er et paradis i

sammenligning med den luneste ækvatoriale

plet på Mars.

Jamen hvorfor længes så mange jordboere

da efter en rejse til Mars, ikke nødvendigvis

med returbillet? Vi kan ikke give et fyldestgørende

svar. Bjerge bestiges, fordi de ligger,

hvor de ligger. Og Mars er andet og mere end

et bjerg. Planeten er arnested for drømme og

fantasier. Fundet af den mindste forstenede

marsiske mikrobe vil være et fuldgyldigt bevis

på, at liv kan og vil opstå overalt – i mangfoldige

former og skikkelser, som vi ikke har

fantasi til at forestille os. Derude kan vi måske

få et endegyldigt svar på det store spørgsmål:

Er mennesket alene i universet?

Ny renæssance

Den gamle forsker og science fiction-forfatter

Arthur C. Clarke har visioner om en ny guldalder,

en herlig fremtid, hvor civilisationens

fakkel er overtaget af Marsfolket. Han er aldeles

sikker på, at menneskeheden vil stagnere

og visne, hvis vi vender ryggen til verdensrummet.

Historien kan lære os, at alle kulturer visner

og går i forfald. Jordens allerførste byer er

skjult af meterhøje, tussegamle klitter. Kunne

de stolte mennesker i Ur og Babylon forestille

sig New York og London? Næppe, lige så lidt

som vi kan beskrive de citadeller, som vore

fjerne efterkommere vil bygge i solskinnet

på Merkur og i mørket på Pluto.

Vi står på tærsklen til en ny renæssance,

siger Arthur C. Clarke. For vore børn kan

Månen blive, hvad Amerika var for århundreder

siden. En verden med farer, løfter og

muligheder. Mars er også inden for rækkevidde.

Grib!

Den gamle mester, science

fiction-forfatteren Arthur

C. Clark, som i bogen

The Snows of Olympus

har leget med tanken

om terraformning

af Mars.

Illustrationer: Fra A.C. Clarke ”The Snows of Olympus”

Øverst: Den terraformede Mars i år 2500. Småsøer

er opstået. Men de er frosset til det meste af året.

Nederst: I år 2700 har dybtgående ændringer

af den tidligere helt livløse planet fundet sted.

Nu trives fyrretræer mellem søerne, der om sommeren

giver plads for vegetation langs bredderne.

aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/03 7

More magazines by this user
Similar magazines